Category: Catechesis

En nonne udtaler: Katolikker, der lader samfundet opdrage deres børn, er med til at lede dem i fortabelse

Unge mennesker forlader Den Romerske Katolske Kirke uden overhovedet at vide, hvad det vil sige at være katolik, og det er deres forældres pligt at lære dem om troen, siger grundlæggeren af et traditionelt orienteret kommunitet for ordenssøstre.

”Børn forlader den katolske tro, og de tror, at de forlader den katolske tro, men de har aldrig kendt til den”, siger Moder Miriam, som er grundlæggeren af Marias døtre, Moder til Israels håb, ved konferencen om de katolske familier, som er en alternativ konference til det af Vatikanet arrangerede verdensmøde om familier, som blev afholdt i Irland i sidste uge.

Moder Miriam stod stålfast på under sit oplæg, som bar titlen: At være forældre i en verden der har vendt sig bort fra Gud, at katolske forældre har en højtidelig pligt til at opdrage deres børn i troen.

Ved at benytte eksemplet fra Anden Makkabæerbog kapitel syv med en moder og hendes syv sønner, der hellere ville lide døden end gå på kompromis med deres tro, betonede Moder Miriam, at moderen i historien aldrig ville lade et hedensk samfund pålægge sine sønner et falskt værdigrundlag.

”Enhver moder, der tillader samfundet at opdrage sine børn, også selvom det foregår på en skole, der betegner sig katolsk, sætter sit kald som moder og forældre over styr og leder sine børn i fortabelse, medmindre der er tale om en rigtig katolsk skole”, sagde hun.

”Den dag, hvor den enkelte skal stå (til ansvar) overfor Gud, er det hverken Kirken eller skolerne, der vil blive holdt ansvarlige”, sagde hun. ”Det er forældrene … Vi må vide, hvad vores børn har lært og taget til sig i løbet af dagen, inden de går i seng”.

Det, der er vigtigt, er, at det børnene lærer, ikke alt sammen stammer fra bøger, men også er det, de kan udlede af den opførsel, som deres forældre udviser, sagde ordenssøsteren.

I sin encyklika fra 1930 Casti Connubii (om det kristne ægteskab) forklarede pave Pius XI, at en passende katolsk læring indenfor ægteskabets ramme er mere end blot den instruktion, som Kirken giver.

”Der er behov for noget mere udover den intellektuelle dannelse nemlig en vedholdende viljestyrke hos mand og hustru til at betragte Guds hellige lov samt den naturlige lov set i relation til ægteskabet”, skrev pave Pius XI i selvsamme encyklika.

Til trods for hvad andre måtte fremsætte og sprede gennem det talte og skrevne ord, bør mand og hustru være fastbesluttede på: at holde fast ved Guds Bud i alt hvad ægteskabet måtte kræve af dem; altid at være parate til at yde hinanden støtte med gensidig kærlighed; bevare kyskheden; ikke at lade profane tendenser komme i nærheden af den naturlige stabilitet, der ligger i ægteskabets bånd; at parret benytter de retmæssige beføjelser, der følger med ægteskabet, så de bevarer dette kristent og helligt især i de første år af ægteskabet, for skulle der efterfølgende opstå et behov for (seksuel) afholdenhed, da vil en vane i den henseende være blevet oparbejdet, og det vil være lettere for den enkelte at opretholde en afholdenhed”, skrev han.

Forældre i katolske ægteskaber bør være rollemodeller for deres børn i forhold til kyskhed og anstændighed, og det gælder også måden, man klæder sig på, sagde Moder Miriam.

”Der findes ikke noget bedre eksempel end det, du som forældre giver dit barn”, sagde hun.

Når det kommer til påklædning, var ordenssøsterens standpunkt klart. Kvinder bør bære kjoler, der ikke er for nedringede, der ikke viser ben og er uden ærmer. Også katolske mænd bør klæde sig respektabelt, sagde hun.

”Kære mænd: der er ingen, som vil sidde ved siden af Jer i Kirken, når I bærer shorts og sandaler og i det hele taget viser Jeres ben under Messen”, sagde hun. ”Vær respektabelt klædt”.

Til forældre, der lader deres børn leve et liv, der er i overensstemmelse med de værdier, som samfundet udstikker frem for katolske værdier og doktriner, eller som har voksne børn, der er vokset op under sekulære forhold, har hun følgende råd:

”Der er ingen tid at spilde, Sig ikke: ’mine børn er blevet 65, og der er ikke meget, jeg kan gøre for at ændre på dem’, kom ned på knæ og sig … ’Far og jeg fejlede, og vi beder Jer om at lytte til os. Hvordan I efterfølgende handler på det, vi har fortalt Jer, er Jeres sag”.

”Kærligheden taler altid sandheden”.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 28. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/nun-catholics-who-let-society-raise-their-kids-are-likely-damning-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor kristne hylder Jesu kors, som menneskehedens eneste håb

Gud kalder de enkelte individer og ikke større forsamlinger. Som der står skrevet: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3: 16). Ved at benytte kærlige ord, fortæller Han os: ”… jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es 43: 1).

Vi hylder korset i fastetiden, som spes unica, menneskehedens eneste håb. Korset er vores håb, fordi det bekender, den kærlighed, Gud nærer til hvert eneste menneske, udtrykt gennem fuldstændig tilgivelse. Korset er det oprindelige Evangelium. Det er derfor Paulus, den store forkynder af ordet, kan sige: ”for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 kor 2: 2).

Korset er et tegn på alt det, der virkelig skræmmer det moderne menneske, men som det samtidig drages imod: fordi det er udtryk for ægte kærlighed, som man giver indtil døden, og som strækker sig ud over døden. Og det gode budskab er, at Gud ikke elsker os ud fra en opregning af vores gerninger eller fortjenester, men gennem Jesus Kristus, som har elsket os før, vi elsker Ham.

Budskabet til det moderne menneske kunne være: ”enten er der en Gud, som elsker dig, som Hans skabning, og du bør tro Ham og på Ham, eller så er der ingen Gud, og du er ikke noget helt specielt, du er ganske enkelt værdiløs. Det første udsagn (at der er en Gud …) giver mening, liv og sejr over døden, det sidste udsagn (at der ingen Gud er) leder til fortvivlelse, apati, depression og et rastløst begær. Jesu Kristi menneskenatur er ikke blot et udtryk for, at Gud eksisterer, men den viser også, at Guds kærlighed rækker ud over det, vi kan forestille os eller begribe. Gud kalder dig ved navn. Gør ikke dit hjerte hårdt, men overgiv dig til Hans ubegribelige kærlighed”.

Mennesker i dag er meget optaget af at være unikke, men omvendt har der aldrig før været så meget masseproduktion, ensartethed, traditionsbundethed og politisk korrekthed. Et menneske med en stærk personlighed og sine meningers mod er svær at finde.

Der er er en særlig ironi forbundet med det at være noget helt særligt. Der er kun én, som er noget helt særligt, og det er Jesus Kristus, Ham, ”der er den usynlige Guds billede” (Kol 1: 15). Vi andre er blevet skabt ud af en ”skabelon”, som er blevet til ved guddommelig kraft, og vores livslange opgave er at lade os forme på bedst mulig måde til denne skabelon, som er Jesus Kristus (jf. Rom 8: 28). Vores mål er at blive som Ham og at komme til at ligne Ham mere og mere, ”indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4: 13), Den Kristus, der er menneskehedens Frelser og en del af vores personlighed.

At blive som vi er, kræver at vi kommer ud over os selv og nærmer os Den, der skabte os i Sit billede. Jo mere vi ligner Ham, desto mere bliver vi os selv, for indtil livets afslutning rummer vi både 1) den individualitet Gud skabte, og 2) Kristus, som vi er kaldet til at ligne. Essensen med fastetiden er ikke, at vi bebrejder os selv, men forsøger at rejse os ved hjælp af Hans nåde og blive til det, som Gud ønsker. Dette kræver i sagens natur disciplin, selvkontrol og selvfornægtelse, men målet er, at vi udvikles, styrkes og kommer til herligheden.

Mystikeren Richard Rolle (1290-1349) har skrevet følgende i The Fire of Love, som kan give os inspiration i denne fastetid til at fordybe os i Vor Herres lidelse således, at vi kan tage del i Hans opstandelsesliv.

Gode Jesus, opflam mig, plag mig og lad mig blive såret og gør med mig her og nu, hvad der i Din godhed behager Dig, at jeg i den tid, der ligger foran mig, ikke skal kende til eller fornemme ondskaben, men blot Din kærlighed, intet andet, og det for altid!

At blive foragtet, stødt bort, forulempet af andre for Din skyld er langt bedre for mig end at blive anset som frænde til denne verdens herskere, hædret blandt mennesker og hyldet af alle og enhver.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 7. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-hail-during-lent-jesus-cross-as-the-one-and-only-hope-of-mankind

De fire sidste ting

Fasten har holdt sit indtog, og det samme vil døden

Det er blevet Askeonsdag, og denne dag har eet fokus, nemlig at minde os om nødvendigheden af korset og det på alle måder.

Intet kors, ingen frelse. Eller som den velsignede ærkebiskop Fulton Sheen plejede at sige: ”Der kan ikke være nogen Påskesøndag uden en Langfredag”.

Fokuspunktet for fasten har altid været det, som Kirken definerer som de fire sidste ting, på græsk ”eschaton”. Der findes meget materiale, der forklarer og understøtter det, Kirken kalder for de fire sidste ting. Det defineres som eskatologi.

Hvad er de fire sidste ting? Døden, dommen, himlen og helvede. Og ved at benytte ordene ”de sidste” gør Kirken det klart for os, at der ikke er noget andet efter disse fire. Enhver af os skal dø, dømmes, og derefter vil vi enten gå til himlen eller helvede. Og det, vil være det. Alt er forbi.

I sogne og bispedømmer, hvor man tager den virkelighed alvorligt, som eskaton repræsenterer, vil man på en askeonsdag, hvor de troende får tegnet et kors af aske i panden, høre præsten sige: Menneske kom i hu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. Det er det rette budskab, der kommer fra din Moder (Kirken), også selvom det kan virke barskt.

I sogne og bispedømmer, hvor man ikke har et egentligt fokus på eskaton, fordi ”vi har et formodet håb om, at alle mennesker bliver frelst”, og det at dø, handler bare om at gå fra dette liv til det næste, og dommen, det er ikke noget, man skal tænke så meget over, og helvede eksisterer praktisk talt ikke, og hvis der virkelig er nogen der, må det være typer som Djengis Khan og Hitler, vil du høre præsten benytte en mere udvandet version:omvend dig og tro på evangeliet”, ja, det er så fantastisk med en disneyfisering af den katolske tro.

Denne dårlige formulering af, hvad der i teologisk forstand er på spil, definerer ikke sagens kerne, som er, at døden jager os livet igennem, og hvert øjeblik er den klar til at tage os med til domfældelse ved Guds domstol. Hver dag forlader 150.000 mennesker jorden, de dør ganske enkelt, det er rundt regnet 100 sjæle pr minut. Hvor mange af dem vil stå foran Gud ganske uforberedte på, at de skal møde deres dommer?

Og hvad er retfærdighed? Det er ikke en ond Gud, et billede, som de, der udgør ”Church of Nice” ofte hæfter på den autentiske katolicismes definition af retfærdighed. Denne karakteristik kommer end ikke i nærheden af det, som er Kirkens lære. Det, Kirken ganske enkelt gør klart, er, at Gud vil give mennesket, hvad det fortjener, og det er retfærdighed.

Den, der har begået mord idømmes dødsstraf til at blive eksekveret i den elektriske stol og den, der har kørt for hurtigt, får en bøde. Sådan fungerer det også for sjælene ved dommen, den, der har levet et liv, der er en helgen værdig, kommer i himlen, den, der har begået en dødssynd (og ikke har angret den) kommer i helvede. Det ville ikke være retfærdigt, hvis disse to fik den samme dom, da det liv, de respektivt har levet, er forskelligartede. Og den hellige Skrift fortæller, antyder, indikerer og er tydelig omkring dette i mange passager: ”Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er” (Joh 22: 12).

Ovenstående skriftsted er ikke til at misforstå, og derfor giver jeg ikke meget for den antagelse, som mange protestanter holder sig til, nemlig at ligeså snart de har nævnt Jesu navn, er de frelst. De må have været fraværende ved bibellektionerne den dag følgende ubelejlige skriftsted blev gennemgået: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7: 21).

Årsagen til, at Kirken siger: ”Menneske kom i hu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet” er for at skærpe vores opmærksomhed. Hvis der ikke var meget alvorlige ting forbundet med det at dø, altså at dommen venter umiddelbart efter, at du har draget dit sidste suk, så behøver Kirken i princippet ikke at bruge så meget tid og energi på at advare dig og gøre dig rede.

Bemærk at, Church of Nice, ikke har det helt så godt med askeonsdag. Derfor har de ændret i formuleringen, så den i stedet lyder således: ”omvend dig og tro på evangeliet”, disse ord er meget lettere psykisk og følelsesmæssigt at forholde sig til end: ”du skal dø, og du bør gøre dig rede, for ellers bliver du fordømt”, og som I ved, Church of Nice er centreret om følelser og psykologi.

Himlen er på en vis måde en belønning, som vi bliver stillet i udsigt, fordi Vor Herre har lovet det. ” Jesus svarede … : ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14:23).

Den første pave advarer os eksplicit om at være på vagt overfor djævelen: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5: 8). Derfor, vær på vagt, brug ikke din faste på Church of Nice fasteaktivitet. For nogle af os vil det være den sidste faste.

Lige et sidespring, hvis I ikke allerede har gjort det, så vær opmærksom på vores ”Lenten Showcase”. Den er opbygget som en kalender med 40 dage, hvor man kan se programmer fra Church Militant relateret til Fasten, og som skal bidrage til, at man har et åndeligt fokus gennem hele Fasten. Man kan også blive tilføjet på en mailingliste, så man dagligt huskes på dette.

1 Pet 5: 8 fortæller følgende: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” Hvis djævelen forsøger på at ”sluge” dig, kan du i det mindste forsøge på at kæmpe imod, bogstavelig talt, fordi du elsker Gud, Han som har skabt dig for at være med Ham og ikke for at ende som føde for den diabolske løve.

Hvert minut føres mere end hundrede sjæle til Guds domstol. Hvor mange af dem, tror I, der befinder sig i nådens stand, forstået som, at man ikke befinder sig i en tilstand, der er præget af, at man har begået en dødssynd?

Hvad med ham, der handler med stoffer?

Hvad med den kvinde, der er i ægteskab, og som efter en nat med en anden mand på vejen hjem impliceres i et trafikuheld og dør?

Hvad med den præst, som efter han har givet pastoral ”omsorg”, der strider mod Kirkens lære, går bort på grund af et hjerteslag?

Hvad med den læge, der tjener godt ved at foretage aborter, eller den politiker, der definerer sig selv som katolik, men som agiterer for retten til abort for at kunne blive siddende som folkevalgt?

Hvad med den biskop, der i 16 år i sit embede har tilladt, at hæresi og heterodoksi spredes i sit bispedømme, rammes af en aneurisme (lokaliseret udvidelse af en pulsåre).

Hvad med den unge mand, der lever et liv med evig fest og mange hurtige seksuelle aftaler?

Hvad med den kirkelige administrative medarbejder samt talsperson, der dækker over skandaler og ødelægger sjæle?

I Den hellige Skrift præsenteres vi for en lang liste af karakterer, der aldrig vil se Gud ansigt til ansigt: kujoner, løgnere, mordere, mennesker, der udøver trolddom etc. Er der virkelig nogen ved deres fulde fem, som tror, at når der dør mere end hundrede mennesker i minuttet, tusindvis i løbet af en time, og at der dagligt går 150.000 bort, at de alle sammen kommer i himlen?

Det gør Church of Nice, eller sagt på en anden måde, de tør ikke tage emnet op. De fornægter det. Men ok, det, der er pointen med fasten, er, at man undgår fornægtelsen og forholder sig til realiteten. Jeg skal dø. Du skal dø. Spørgsmålet er blot, hvem bliver den første?

Fasten skal minde os om døden, så vi kan have det evige liv.

Døden, dommen, himlen og helvede, og intet andet betyder noget. Derfor omfavn korset!

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 10. februar 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-four-last-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”I skal jamre og skrige, I hyrder …”: en af de gamle jødiske profeter taler til Den katolske Kirke i vor tid

I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar” (Jer 25: 34).

Jeg har i et stykke tid grundigt og i bøn læst Jeremias’ Bog. Selvom jeg før har læst den, er det tydeligt for mig, at vi her har at gøre med en profet, som har kraft og vægt i sine ord. Grunden er ganske enkel, at selvom Jeremias levede for over 2.500 år siden, taler han ind i den aktuelle situation for den katolske Kirke og rammer plet i sine betragtninger, som om han selv stod midt i det, der sker.

Jeremias er et pragteksempel på hvordan ”… Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4: 12). Og som Jeremias selv udtrykker det: ”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?” (Jer 23: 29).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for os. Det gamle testamente handler ikke kun om israelitterne. Da Kirken (den katolske) er det nye Israel (se Gal 6: 16), handler det gamle testamente også om os, for så vidt vi er tro eller utro overfor Den nye Pagt, der er blevet til ved Lammets blod, Messias, Israels Hellige, og i det omfang vi viser lydighed eller ulydighed overfor Hans bud (Joh 14: 15 og 1 Joh 2: 4).

Det grundlæggende mønster gennem hele det gamle testamente er følgende: er man tro mod pagten, ”belønnes” man med Guds velsignelse og støttende nærvær, er man derimod utro, vil man mærke Hans forbandelse og vrede, og dette mønster vil gøre sig gældende, indtil menneskehedens historie når sin afslutning. Det synes ganske indlysende, at Den katolske Kirke i dag oplever den forbandelse, der følger i kølvandet på utroskab, nærmere betegnet drejer det sig om, at man har misbrugt det, man er blevet betroet, har misbrugt magtbeføjelser samt har foretaget overgreb på vores teologi, åndelighed, kultur og liturgiske arv. Gud er tro mod Sine løfter, og Hans løfter indbefatter ikke kun velsignelser, men også straffe. Han har gjort det klart, at ved synd følger der altid en straf, og på samme måde har han gjort det klart, at ved Jesu Kristi dyrebare blod, vil der altid være frelse for dem, der omvender sig.

Jeremias barske profetier bliver ligesom Esajas trøstende profetier opfyldt igen og igen gennem århundreder i Den Kirke, der er blevet grundlagt af Kristus. Vi i det 21. århundrede lever tilfældigvis i en tid, hvor ondskabsfulde kirkefolk (ulve i fåreklæder) synes at ”overtrumfe” det gode, når ”Guds Israel”, det vil sige Kirken (jf. Gal 6: 16) synes at være forhippet på at vende ryggen til Herren og den religion, Han har åbenbaret, når det katolske lægfolk er blevet ”lokket” til at tilbede falske guder og tages til fange og sendes i eksil i et fremmed imperium., når det, der engang var en smuk katolsk vingård er blevet ødelagt, hærget af vilde dyr og er blevet til et vildnis. ”De mange hyrder ødelægger min vingård; de nedtramper min mark, de gør min dejlige mark til en øde ørken. De gør den til en sørgende ødemark, den ligger øde hen foran mig; hele landet ligger øde, for ingen tager sig af det” (Jer 12: 10-11).

Hvad er problemet ifølge Jeremias? ”For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt” (Jer 10: 21). Det kan siges med et ord: verdslighed, man har tilpasset sig verdens mentalitet. Helliggjort asketisk praksis, som katolikker har benyttet til at modvirke det kødelige begær: faste, abstinens (afholdenhed fra at spise kød), vigilier, at knæle samt andre fysiske bodsagter blev smidt ud ad vinduet, da Johannes XXIII på uskyldig vis ”åbnede Kirken” i forbindelse med Vatikan II. Dette resultat var ikke svært at forudsige hverken for hyrderne eller deres flokke. I stedet for at stræbe mod himlen lod hyrderne sig fange ind af verden og ”kødet”.

Verdslighed virker i sagens natur intervenerende på bøn, liturgi, tilbedelsen af Gud samt et liv med stringent disciplin og levet i dyd. Ulydighed fremmer sjældent åndeligt fremskridt, flokken spredes i vantro og forfærdelse. ”Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren” (Jer 23: 1-2).

Profeten siger klart og tydeligt, at der er svært at undgå, at denne profane og verdslige mentalitet finder vej ind til det hellige i Kirken, som vi har set det ske på mangfoldig måde. Hyrderne har misbrugt deres autoritet og magtbeføjelser: ”De løber efter det onde, de har deres styrke i uretten. Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren” (Jer 23: 10-12). Tiden for guddommelig domfældelse kommer for enhver hyrde, en efter en må man være parat, hvad enten dommen falder ved de civile retslige instanser eller ved den kirkelige domstol, i denne verden eller på den enkeltes dødsdag, hvor man må stå foran ”Kristi frygtindgydende domstol” (som er de ord, man benytter i den Byzantinske guddommelige liturgi).

Som Bronwen Catherine McShea fremhæver i en særdeles velskreven artikel i januar nummeret af First Things fra 2019, har man i de seneste århundreder arbejdet på en centralisering, hvor den kirkelige magt er blevet lagt i hænderne på biskopper og paven, noget man ikke har set i en så stor skala før i Den katolske Kirke. Før man målrettet begyndte at arbejde sig hen mod denne forening, koncentration og eksklusivitet, var Kirken langt mere diversificeret i sit ”magtgrundlag”: lægfolket, primært Kirkens fyrster, aristokrater og laug og præsteskabet i deres katedraler (disses domkapitler) og kommuniteter deltog i Kirkens styring, herunder hvilke politikker, der blev implementeret samt beslutninger, der blev truffet. I dag er vi underlagt en styringsform, hvor der ikke eksisterer nogen effektiv kontrol af hyrdernes myndighed. Hvis de opfører sig som helgener, kan vi trække vejret lettet og takke for det. Men hvis de bliver korrumperede, og specielt hvis paven og dennes kurie præges af korruption, har lægfolket ingen jordisk chance for at intervenere, altså stoppe eller forhindre det forkerte, der foregår.

I den udstrækning det er sandt, ved vi, at vi kan gøre regres overfor Gud, og vi må derfor bede til Ham af hele vort hjerte og sjæl og under tårer, at Han vil komme Sit folk til undsætning og frelse det fra overgrebsorienterede hyrder. Han vil lytte til vores bønner, og Han vil frelse os, når tiden har nået sin fylde. Endnu engang taler Gud til os gennem Jeremias: ”Jeg vil tage kampen op mod jer”, siger Han til dem, der er utro, og fortsætter: ”med løftet hånd og stærk arm, i stor vrede, i harme og raseri” (Jer 21: 5). Vi kender hverken dagen eller timen, men vi kan være sikre på, at Han vil kæmpe mod de hyrder, der sætter sig op imod Ham og vækker Hans vrede.

Er dette det eneste budskab (af dommedagskarakter), vi finder i Jeremias’ Bog? Nej, slet ikke. For det gælder for denne profet ligesom andre profeter i Den hellige Skrift, at det sidste ord, der bliver sagt, er et ord, der er forbundet med håb. Når Herren taler om Sit eget folk, siger Han: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere” (Jer 33: 6-7).

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken) (Matt 16: 18), ikke nu og heller ikke i fremtiden, men Herrens ord skal sejre over den klippe, der har vovet at sætte sig op mod hovedhjørnestenen Jesus Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/wail-shepherds-and-cry-an-ancient-jewish-prophet-speaks-to-todays-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Tilbage til de fire kendetegn: en, hellig, katolsk og apostolisk efter Det Andet Vatikankoncil

Kirkens fire kendetegn er, at Den er: en, hellig, katolsk og apostolisk. Med de mange forandringer, der er sket indenfor Kirken i løbet af det sidste århundrede, er mange ladt tilbage med stor undren: Hvilke spor er ladt tilbage af troen på Kirkens apostoliske udgangspunkt? På baggrund af tiden, der fulgte efter Det Andet Vatikankoncil, kan man drage følgende to vigtige konklusioner vedrørende Kirkens fire kendetegn:

1.      At evangeliseringen af den moderne verden er et hovedpunkt, der trækker en rød tråd gennem Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Man kan stille det spørgsmål, om Kirkens missionsaktivitet i netop den henseende er blevet forbedret siden 1965?

2.      Pave Emeritus Benedikt XVI taler om hermeneutikkens kontinuitet. Dette referer til, at ethvert koncil, specielt Det Andet Vatikankoncil må fortolkes i lyset af tidligere konciler. Har man har gjort det siden 1965?

Mere specifikt omhandler Benedikts lære om hermeneutikkens kontinuitet det, at Den katolske Kirkes tradition før Det Andet Vatikankoncil kan leves (og praktiseres) ud fra de nye måder troen kan udtrykkes på, og som er blevet fremlagt af Koncilet.Hermeneutik er både en filosofisk retning samt læren om at fortolke en teksts mening, og kontinuitet henviser til at katolsk doktrin, tilbedelse og liv efter Det Andet Vatikankoncil burde være de samme, som de havde været i foregående generationer, blot i en fornyet form.

Selvom dette på et teoretisk plan synes tilgængeligt og muligt at iværksætte, har det i praksis ikke været så let at føre ud i livet (med mindre der indtraf et verdensomspændende mirakel). Mirakel eller ej, de følgende syv kriterier må trofaste katolikker tilslutte sig, før vi overhovedet vil opleve nogen form for hermeneutikkens kontinuitet:

1.      Mange ting (både det gode og dårlige) var allerede sat i bevægelse før Vatikan II. Nogen siger, at den liberale humanisme holdt sit indtog i Kirken med renæssancen i det 16. århundrede. Der er nogen, der hævder, at den kom ind i Kirken på grund af Vatikan II (1962 – 1965). Mange af de traditionalister, der har indsigt i dette, anerkender, at denne hæresi med stor succes ”sneg” sig ind på præsteseminarierne allerede før Første Verdenskrig (1905-1915).

Modernismens hæresi (”syntesen af alle hæresier” ifølge pave Skt. Pius X) startede faktisk som et angreb på Bibelen: Fr. Loisy var en ”intellektuel” med speciale i Den hellige Skrift, som underviste på et fransk seminarium og skabte en ”tendens”, hvor man stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ufejlbarlighed. Skt. Pius X foretog en ekskommunikation af ham efter utallige forsøg på, at få ham på ”andre tanker”. Selvfølgelig starter det hele med dette, da satans første ord til manden og kvinden var: ”Har Gud virkelig sagt … ?” (1 Mos 3:1). Under alle omstændigheder var det sandsynligvis, fordi man stillede spørgsmålstegn ved Den hellige Skrift i den første halvdel af det 20. århundrede, at klerikale i den anden halvdel af dette århundrede foretog den hybris at stille spørgsmålstegn ved Kirkens forbud mod prævention i ægteskabet.

Den cancer, vi nu oplever i Kirken, har meget lidt at gøre med Vatikan II. Selv ærkebiskop Lefebre sagde i et interview i 1978: ”Jeg vil ikke mene, at Vatikan II kunne have forhindret det, der sker i Kirken i dag. Modernisternes tankesæt er igennem tiden trængt ind alle steder i Kirken”. Men det gode skyldes måske heller ikke Vatikan II: Mens mange katolikker nu med rette erkender, at det, de har behov for, er et personligt forhold til Jesus Kristus for at holde Hans bud, og dette gjorde også Skt. Ignatius af Loyola ved at skrive om de åndelige øvelser i det 16. århundrede. Jesus sagde selv: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14:15). Denne tidløse forståelse af et ”forhold” blev ikke præsenteret for koncilet. I det mindste kan vi sige, at begge positioner i Kirken må holde op med at benytte Vatikan II, som undskyldning for at ”antage noget” eller ”synke ned i fortvivlelse”. 

2.      Intet koncil vil nogensinde kunne ændre på guddommelig åbenbaring. Men et koncil kan være med til at uddybe den. Jesus Kristus gav troens pant en gang for alle til apostlene. Et koncil bør nære forståelsen af troens pant. For eksempel bidrog koncilet i Kalkedon med dybere indsigt i det, der allerede er åbenbaret i Kristologien, og som nu er understøttet af nye parametre for formuleringen af Kristi hypostatiske forening (Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i Hans ene Person, som er 2. Person i Gud ). Koncilerne bør fremkomme med ”udviklende” tilføjelser til – eller slutninger i forhold til Den hellige Skrift, så Den kan imødese nye sociale behov eller sætte en stopper for nye hæresier. Men et rigtigt koncil kan ikke frembringe et skamferet sammendrag af troens pant. 

Jeg siger ikke, at Vatikan II gør dette, men ”ånden fra Vatikan II” gør det helt sikkert. For eksempel når folk siger mærkværdige ting, som ”Vatikan II forbyder, at man modtager Den hellige Kommunion på tungen”, eller at ”Vatikan II tillader prævention”. Dette ville være en del af den katolske tro, som et rigtigt koncil ikke har indvirkning på. 

Vatikan II er vanskelig at evaluere i den henseende, da ingen af de efterfølgende dokumenter har status af at være ufejlbarlige. Således må man se Vatikan II i relation til de andre økumeniske konciler. Og helt ærligt, havde vi gjort det, som katolikker, ville vores tilbedelse og vores måde at leve på have undergået subtile og smukke ændringer. 

3.      Den nye Messe var ikke nødvendig for Ad GentesAd Gentes er missionskapitlet i Vatikan II, som betyder, ”at gå ud til alle folkeslag” som er en del af missionsbefalingen. Vatikan II blev afsluttet i 1965. Fra 1965 til 1969 undergik Messen en radikal forandring. 

Bidrog Den nye Messe til at missionærerne nåede ud til ”alle folkeslag”? Nuvel, vi må først anerkende, at den vesterlandske missionsaktivitet i Afrika og Asien var kolossal før koncilet, især fra 1800 til 1960. Efter 1965 blev næsten alt missionsarbejde i udlandet erstattet af socialt arbejde. 

Evangelisering i modersmålslandene synes at være blevet fortsat efter koncilet. For eksempel har vi ekstraordinære eksempler på kinesiske kristne, der evangeliserede deres landsmænd på trods af risikoen for tortur og martyrium. Men hvad med Vesten? Var det en succes med den nye Messe i USA og Europa? 

Arkitekterne bag Den nye Messe (heriblandt Msgr. Bugnini) fortalte os, at Den nye Messe skulle være attraktiv for protestanterne. Men årtier efter at disse ændringer blev foretaget, ser vi, at flere amerikanere har forladt Den nye Messe til fordel for det, protestanterne er langt bedre til (lovprisning, tilbedelse og at skrive spændende prædikener), og som de er blevet bedre til siden Luther. Jeg kan ikke påvise, at der er tale om en årsagssammenhæng, men man kan sige, at de liturgiske forandringer gik hånd i hånd med følgende: en nedgang i kald samt Messedeltagelse, at man modtog katekeser, der lød som om, de stammede fra det unitariske kirkesamfund og lukningen af mange gamle smukke sogne på hele østkysten, og yderligere måtte en stor del af sognene i Boston lukkes ned. Dr. Peter Kreeft minder os om, at dette var et ”liturgisk holocaust”. Jeg kan ikke mindes, at ”nytænkning” nogensinde i et sådant omfang har ”hjemsøgt” Den traditionelle latinske Messe i løbet af de 1500 år, den har eksisteret og ikke engang under de doktrinære kriser, der har været i Kirken. 

4.      Ændringen af sakramenterne efter Koncilet er ikke nødvendigvis en del af den hermeneutiske kontinuitet. Efter Vatikan II overbeviste en mindre gruppe elitære biskopper (indrømmet, de var inspireret af deres progressive protestantiske læremestre) resten af verdens biskopper om, at de skulle acceptere et nyt sæt af tomme velsignelser, en tom excorcisme ritus, en tom kalender, et tomt Officium Divinum, en tom salvelse og en tom Messe. Underligt nok blev dette normen i Den katolske Kirke, og det var som at få en spand kold vand i hovedet for dem, der holdt fast ved den såkaldte ”hermeneutiske kontinuitet”. 

Heldigvis lod Gud stadig i Sin store barmhjertighed alle de nye tomme sakramenter bevare deres gyldighed. Men, det er langt mere end blot ”gyldighed” præsten bør stræbe efter. For eksempel benyttede man en mindre exorcisme i forbindelse med en døende i den gamle udgave af sakramentet: den sidste olie. Hvorfor ville nogle ”liturgiske eksperter” fratage den døende en exorcisme? 

5.      Vi kan acceptere traditionens fylde og stadig missionere. Ifølge Benedikts skrivelse Summorum Pontificum fra 2007 (samt talrige andre dokumenter fra 1600-tallet), må jeg som præst ikke afvise de traditionelle sakramentalier og sakramenter i Den katolske Kirke. Det er tilladt for mig at holde fast ved Den traditionelle latinske Messe i min tilbedelse og evangelisering. Alle mine studier af dette har bevist, at der ikke er tale om en Messe, som er 500 år gammel, men et sted mellem 1500 og 2000 år. Størstedelen af Den Messe, jeg til dagligt celebrerer, er den samme, som den fra det 5. århundrede, men Den gamle Messe kan vise sig at være af endnu ældre dato. Koncilet i Trent definerer den såkaldte ”ekstraordinære form” af Messen, som at være af apostolisk oprindelse. 

Mens jeg prioriterer at celebrere Den traditionelle latinske Messe samt de traditionelle sakramenter, ønsker jeg også at udbrede Kristi budskab til alle folkeslag, som Paulus og Skt. Fracis Xavier gjorde det. Alligevel synes det, som om man er af den opfattelse, at Den nye Messe er det bedste udgangspunkt for missionsaktivitet, og at Den traditionelle latinske Messe er bedst egnet for den neurotiske og psykotiske, som kun ønsker at åbne op for en kultisk livsstil. 

Vi må stoppe med at tænke på den måde, for hvem er, trods alt, bedre missionærer end apostlene? Folkeslagene blev evangeliseret af præster, der celebrerede Den traditionelle latinske Messe.   

6.      Lex orandi, lex credendi. Vor tro afspejler måden, hvorpå vi beder. Dårlig liturgi vil uundgåeligt føre til en dårlig forståelse også uden dårlige katekeser. For eksempel var Vatikan II ikke noget dogmatisk koncil, og stadigvæk er det som om, alle amerikanske katolikker har mistet troen. 

Efter koncilet kom katolikker til den konklusion: at foretage eksperimenter i liturgien berettiger, at man eksperimenterer med doktrin. Kan man bebrejde dem det? Det giver sig selv, at når frygten for Gud forsvinder fra doktrinen, er det fordi, den fra første færd er forsvundet fra liturgien. Messen bør bringe fred og trøst, ja, men tilbedelsen er også med til at åbenbare en ærbødig fornemmelse for det trancendente. Den glemte forening med Gud, en Gud så uendelig magtfuld og hellig, at det nærmest er umuligt tro på, når man går ind til en Messe under Kommunistiske slagsange, som eksempelvis ”Gather Us In”. Hvordan kunne man erstatte den trancendente storhed i Den hellige Højmesse med Marty Haugen (amerikansk komponist med specifik fokus på Luthersk liturgisk musik) og tro, at det ville lede flere sjæle til Gud? 

Jeg har altid troet, at dette ”liturgiske holocaust” var et problem forbeholdt USA, men jeg har været vidne til langt værre musik samt vanhelligelse andre steder i verden (eks. Myrer der spiste af Den hellige Eukaristi i Tabernaklet, dette var jeg vidne til i Brasilien). Hvordan kan nogen besidde frygt for Gud, når vi behandler Ham på den måde? 

Jeg kan med god samvittighed hævde, at protestantiske storkirker møder Gud med langt større hellig frygt (i det mindste set udefra), end man gør i et alment katolsk sogn. Og jeg drager denne konklusion på baggrund af mine rejser til sogne på fem kontinenter, som jeg har foretaget siden min ordination. 

7.      Kollateral cirkulation. Der har optrådt en række meget smukke og stærke bevægelser i Kirken efter Vatikan II. Disse lægfolksbaserede bevægelser er analoge med kollateral cirkulation. Kollateral cirkulation er, når blodet finder alternative veje gennem mindre arterier for at sørge for blodgennemstrømningen til væv, så der kan tilføres ilt, på trods af, at de oprindelige arterier, som er beregnet til at gøre hoveddelen af arbejdet, stadig er beliggende der. De små arterier i min analogi kunne være tiltag, som FOCUS, the Augustine Institute, Theology on Tap og selv de karismatiske bevægelser (når de opererer udenfor Messen), og det er hos dem, jeg har set Guds Hånd udvirke mirakler. 

Det hellige præsteskab i denne analogi er den store arterie, som stadig er beliggende i området. Det er ladet med apostolisk storhed, men aktuelt er det blevet afskåret grundet frygt og politiske hensyn. 

Har det ikke altid været sådan? Nej for præsteskabet er skyld i mange nye ”hændelser” såsom børnesexmisbrugsskandaler samt episoder med unge mænd (noget man endnu ikke har anerkendt). For eksempel er relativismen, der har påvirket vores doktrin, så allestedsnærværende, at en hellig og venlig biskop sagde, at selv pavens teologi objektivt er fejlagtig. Vil nogen ung mand ønske at praktisere cølibatet for at følge denne forvirring? 

Hvor er vi på vej hen herfra? Nuvel, jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til 1950’erne, som nogle vrede mennesker har et ønske om. Mit forslag er ganske enkelt: lad Kirken fortsætte sin færd med alle sine mange gode lægmandsbaserede bevægelser, men lad alle biskopper og præster udøve de tidløse sakramenter (ifølge forordningerne af 1962). Vi kan opretholde ”nyevangeliseringen”, men lad os være på vagt overfor modernismens doktriner. Derpå vil vi se en ny bølge af inspirerende præstekald opstå blandt familier, der har bevaret troen. Rent faktisk, lovede Guds Moder en nonne i det 16. århundrede, at i det 20. århundrede (efter at have oplevet et stort tab i forhold til den katolske tro) vil Gud efterfølgende ”sende til Sin Kirke en prælat, der skal genoprette den åndelige ”tendens” hos Hendes (Kirkens) præster”. Jeg tror, at denne genopretning og denne ”prælat” vil komme i vores levetid, selvom sejren først indfinder sig efter yderligere globale og Kirkelige katastrofer. 

Man kan følge Fr. Nix på hans blog, på video og via podcast på http://www.padreperegrino.org/about-padre/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. David Nix og publiceret på OnePeterFive d. 6. juli 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/four-marks-apostolic-church-after-vii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)