Category: Catechesis

At foretage barmhjertighedsgerninger på det åndelige niveau: en moderne genfortælling af Matthæusevangeliet 25:31-46

Kapitel 25 i Matthæusevangeliet er helt sikkert et af de kapitler i Det nye Testamente, som kan ”ruske op i folk”. Det har gennem århundreder sendt chokbølger gennem et utal af kristne og affødt en åndelig opvågen; det har givet inspiration til ornamentikken på kirkedøre og altre gennem hele kristendommen, og det har ledt til en vedvarende samvittighedsransagelse.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 (Matt 25: 31-46).

Denne passage er central (men ikke kun den), når man taler om de syv ”legemlige barmhjertighedsgerninger”, som er:

1. Mætte de sultne.
2. Give de tørstige noget at drikke.
3. Give de nøgne klæder.
4. Give husly til de hjemløse.
5. Besøge og pleje de syge.
6. Besøge og løskøbe fanger.
7. Begrave de døde.

De åndelige barmhjertighedsgerninger, hvoraf der også er syv, er opstillet som en parallel til de legemlige og har som deres fokus at drage omsorg for mennesket i åndelig henseende:

1: Omvende synderen.
2. Undervise den uvidende.
3. Rådgive den tvivlende.
4. Trøste den bedrøvede.
5. Tilgive spotteren.
6. Bære forurettelse tålmodigt.
7. Bede for de levende og døde.

På mange måder har de åndelige barmhjertighedsgerninger en langt større betydning – så meget mere overgår sjælens (sundheds)tilstand legemets. Det har man i vor tid kun en meget ringe forståelse for, da materialismen, selv hos kristne, har sat sit aftryk i en sådan grad, at deres fokus mere er blevet rettet mod de legemlige behov frem for behovet for sandheden, uden hvilken, mennesket vil havne i helvede. Prøv at tænke på, hvor mange begravelser, der i dag udføres, som om, der er tale om en på forhånd garanteret kanonisering (at den afdøde indføres i helgenernes kanon), hvor vi glædes over, at den afdøde har (op)nået den evige salighed, og samtidig forsikrer hinanden om på en munter amerikansk måde, at det hele er (endt) godt. På ingen måde opfordrer den ”moderne” katolske begravelse de kristne til at udføre en barmhjertighedsgerning i form af bøn eller at opofre (en Messe, ens lidelser etc) for at den afdøde, hvis skæbne er ganske uvis, må hvile i fred. I forhold til det at formane syndere ser vi kun halvhjertede forsøg, når pave Frans med ”uld i mund” gør brug af besynderlige eksempler taget fra dagens evangelietekst.

På dommens dag vil vi blive dømt i forhold til de legemlige – og åndelige barmhjertighedsgerninger, vi har udøvet, og som Den hellige Skrift giver os vished for, vil de, der er blevet betroet meget, og de, der er blevet betroet mange menneskers velfærd, blive dømt mere strengt. Hvilken betydning har det for dommer Kennedy, som med sin underskrift banede vejen for kulturrelativismen, eller Nancy Pelosi, der har millioner af børns blod på sine hænder – blod, som på lige fod med Abels blod, skriger til Himlen? Hverken du eller jeg er ligesom Kennedy eller Palosi, men vi har også begået synder, hvor vi har handlet i tilfælde, hvor vi ikke burde handle eller helt undladt at handle (en undladelsessynd), og hvor vi har handlet i strid med barmhjertighedsgerningen eller undladt at handle i forhold til den.

Som, det er med andre velkendte skriftsteder, kan vi tro, at vi fuldt ud har forstået det budskab, Matthæusevangeliet kap. 25 sender, men det kan vise sig, at vi ikke har forstået det i dybden og dermed ikke fattet dets egentlige betydning.

Mens vi nærmer os 11-årsdagen for offentliggørelsen af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at (det ville være godt med) en genlæsning (af denne), som rækker udover den gamle katekese. Et nyt syn på skriftstedet 42-45, hvor det stilles overfor den Kirke, som vi kender i dag, kræver i en omfattende (selv)ransagelse hos – og irettesættelse af mange af Kirkens hyrder, når de på et tidspunkt skal stå foran Den gode Hyrdes domstol.

Jeg hungrede efter ærbødig tilbedelse af Gud, jeg havde appetit på det hellige, jeg ønskede så inderligt, at der blev fejret latinske Messer, hvor jeg var bosat, men I gav mig ikke noget at spise.

Jeg tørstede efter Messens skønhed og højtidelighed og sakramenternes værdighed, men I gav mig ikke noget at drikke.

Jeg var fremmed i mit eget sogn og bispedømme og gik omkring for at lede efter Kirkens traditionelle liturgi og anråbelse af helgenerne, hellighedens uudtømmelige kilde, og I tog mig ikke til Jer. I ønskede ikke at have noget gøre med mig eller dem, der er som mig.

Jeg var nøgen, for jeg blev ikke ”klædt på” i forhold til min tro, for I gav mig ikke katekeser, jeg blev overladt til bøger og film fyldt med ondskab, og I gav mig ikke beskyttelse. Jeres ”tilbud” om et ”sikkert sted” samt Jeres bureaukrati ydede beskyttelse til dem med perverterede tilbøjeligheder, mens jeg blev udsat for overgreb.

Jeg var syg og i fængsel, jeg var led ved hæresi og Jeres evige forsøg på at gå på kompromis med den sekulære relativisme, jeg var fanget i senmodernitetens fængsel og tynget af dets klaustrofobiske loft og vægge uden vinduer, og I besøgte mig ikke. I opførte Jer som om, at min sygdom ikke var alvorlig, og I betragtede fængslet som værende egnet til at danne rammen for hjemlige omgivelser. I forsøgte ikke engang at forstå problemerne og finde en løsning. Og rundt omkring Jer (og midt i Kirken) var et vidnesbyrd på 2000 års katolsk tradition, som blot ventede på at blive genopdaget og genanvendt på mine sår og komme til udfoldelse under min indespærring. I kunne have befriet mig, men I foretrak, at jeg var ”buret inde”, forseglet og ”neutraliseret”.

 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 9. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/spiritual-works-of-mercy-a-contemporary-retelling-of-matthew-2531-46/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)