Category: Catechesis

Silentium tibi laus

Stilhed?

Den hellige Johannes Paul II har givet os noget af sin åndelige rigdom og lære i sin apostoliske skrivelse Orientale Lumen, som er fra den 2. maj 1995. Der er et afsnit i skrivelsen, En stilhed præget af tilbedelse, som man især bør hæfte sig ved. Jeg har i længere stykke tid reflekteret over denne tekst gentagne gange, efter at jeg for nylig i samtale med flere mennesker (inklusiv præster) har hørt dem udtrykke beklagelse over tabet af stilhed i deres respektive sognekirker.

Småsnak i kirken

At der bliver småsnakket i kirken, er et stort problem. Jeg spurgte en præst, hvornår han mente, at den manglende fornemmelse for stilhed i kirken begyndte i Irland, et land, der engang var kendt for den ærbødige stilhed, som plejede at gennemtrænge landets kirker. Hans bud var, at man mistede fornemmelsen for stilhed, da man introducerede den såkaldte fredshilsen under Messen.

Fredshilsenen

I forbindelse med fredshilsenen blev det acceptabelt, at man udvekslede nogle venlige ord og endda ”nyheder” med hinanden, og det under den mest hellige del af Messen, altså mellem konsekration og kommunion. Nogle få venlige ord under fredshilsenen blev den egentlige løftestang for småsnak i kirken. Ikke lang tid efter at fredshilsnen blev indført, begyndte folk først at hviske i kirken og derefter at tale (højlydt) både før, under og efter Den hellige Messe.

Hilsen og bortsendelse

Men fredshilsenen er ikke det eneste tidspunkt, hvor præsten uforvarende gjorde plads til småsnak i kirken. Der var den uformelle hilsen fra præsten til menigheden i begyndelsen af Den hellige Messe og den uformelle bortsendelse ved Messens afslutning, hvor der ofte ”suppleres” med ”hav en god dag”. Disse to tidspunkter har givet anledning til småsnak. Den karakteristiske nøgternhed ved den romerske ritus – Dominus vobiscum, der benyttes som hilsen og Ite missa est som bortsendelse – blev skubbet til side og hilsen og bortsendelse blev ”farvet” af præstens personlighed og bliver til tider ”krydret” med humor og optræden. Mange af de troende fra tidligere generationer er stadig af den opfattelse, at når præsten fortæller vittigheder i kirken, er småsnak i kirken helt legitimt. Den uformelle bortsendelse er faktisk en indbydelse til småsnak.

Håb, der ikke blev indfriet

Mange havde det håb, at den nye engelske oversættelse af Novus Ordo Missae ville signalere en genopretning af det hellige og en tilbagevenden til den ærbødige nøgternhed i den romerske ritus. Man må blot konstatere, at mange steder synes dette ikke at være sket endnu.

En beslutning for fasten

Fasten er et passende tidspunkt, hvor man kan begynde at genvinde disciplinen med en hellig stilhed i vores kirker, og til at fremme denne ”omvendelse af manerer” kan man benytte det vigtige afsnit, jeg omtalte i begyndelsen af artiklen, der stammer fra den hellige Johannes Paul II’s apostoliske skrivelse Orientale Lumen:

Den hellige Treenighed

Den hellige Treenighed viser sig for os, som et fællesskab bestående af kærlighed. Det at kende en sådan Gud betyder, at man har et stort behov for, at Han taler til verden, at Han udtrykker Sig, og at frelseshistorien er intet andet, end historien om Guds kærlighed til den skabning, Han har elsket og udvalgt. Han ønsker, at den skal være som det billede, den er skabt i (de østlige kirkefædres udtryk), altså at mennesket er skabt i billedet af Sønnen og er blevet bragt til fuld fællesskab med Ham ved Ham, der helliggør, som er kærlighedens Ånd (Helligånden). Selv når mennesket synder, opsøger denne Gud Sin skabning og elsker ham, så relationen mellem de to ikke bliver brudt, og kærligheden mellem de to stadig kan strømme. Og Gud elsker mennesket i lyset af det mysterium, som Sønnen er. Sønnen, der led døden på korset, en død, der blev iværksat af en verden, der ikke kendte Ham, som Den, Han er. Han blev af Faderen oprejst fra de døde, som en eviggyldig garanti for, at ingen kan ødelægge kærligheden. For enhver, der tager del i dette, berøres af Guds herlighed: for (Sønnen) var det menneske, forandret ved kærligheden, disciplene så på bjerget Tabor, det menneske, som vi alle er kaldet til at blive som.

En stilhed præget af tilbedelse

Ikke desto mindre forbliver dette mysterium tilsløret, det er indhyllet i stilhed, for at der ikke skabes en afgud i stedet for Gud. Kun ved en fremadskridende renselse af bevidstheden om fællesskab vil mennesket og Gud genkende hinanden i en evig omfavnelse af deres uendelige kærlighed til hinanden.

At Gud er fuldstændig trancendent

Således blev det til, som bliver kaldt for apofatisk teologi, der har sine rødder i det kristne Øst: Desto mere viden mennesket får om Gud, jo mere opfatter mennesket Gud som et utilgængeligt mysterium, hvis væren er umulig at forstå. Dette bør ikke forveksles med en dunkel mystik, hvor mennesket forsvinder ind i en gådefuld og upersonlig virkelighed. Tværtimod vender Østens kristne sig til Gud som Fader, Søn og Helligånd, som kærligt er til stede, og til hvem de udtrykker en højtidelig og ydmyg, majestætisk og enkelt liturgisk doxologi. Men deres opfattelse er, at man først og fremmest nærmer sig dette (guddommelige) nærvær, ved at man lærer en stille beundring, for ved sammensmeltningen af viden om – og erfaring med Gud fremstår Hans fuldstændige trancendens. Dette opnår man ved i bøn at tage Den hellige Skrift og liturgien til sig, og dette har langt større effekt end systematiseret meditation.

I den ydmyge accept af skabningens begrænsninger foran den uendelige trancendente Gud, som aldrig holder inde med at åbenbare Sig som Gud, kærligheden, Fader til Vor Herre Jesus Kristus i Helligåndens glæde, den ser jeg udtrykt i bønsholdningen og den teologiske måde, kirken i øst foretrækker at gøre brug af, og som den fortsætter med at overdrage til alle dem, der tror på Kristus

En stilhed, der tillader den Anden at tale

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud; i vort engagement, at  vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. februar 2013. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2013/02/silentium-tibi-laus/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Liturgi, doktrin og disciplin i den rigtige rækkefølge

Hans Eminence kardinal Raymond Leo Burke sagde i et oplæg, han holdt i Wien i denne uge, at ”Kirkens disciplin aldrig kan være andet end tro mod Sin egen doktrin”. Hans Eminence formulerede i virkeligheden et princip, der udgår fra den gamle lovmæssighed, der begrunder og danner både katolsk doktrin og morallære: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

1.      Lex orandi er en indføring i den hellige liturgi. Den består ikke kun af de hellige tekster, men også af alt det andet i liturgien, hellige tegn, måden at bevæge sig på og ritualer ved hvilket mennesket gennem Jesu Kristi formidlende præstedømme bliver helliget og Gud herliggjort. Selve den hellige liturgi (såsom Det hellige Messeoffer, de andre sakramenter, tidebøn og de forskellige ritualer og sakramentalier, der er at finde i Kirkens officielle liturgiske bøger) er Kirkens theologia prima. Det er i den hellige liturgi og ved den, at Kirken modtager sin primære teologi. Som ifølge den hellige Jakob er en gave modtaget ovenfra: ”Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandringer eller skiftende skygge” (Jak 1:16-17). Kirkens primære teologi er ikke noget, der er blevet ”opfundet” af lærde mænd, den er at finde i det, der forudsætter liturgien, som er det primære for Kirkens autentiske tradition. 

2.      Lex Credendi er en artikulation af det, der allerede er givet, overvejet og fejret i lex orandi. Kirkens doktrin udspringer i al Sin skinnende renhed – veritatis splendor – som er kilden til Hendes liturgi. Den katolske doktrin, Kirkens teologia secunda, er frugten af Hendes teologiske erfaring. Det hellige går forud for den teologiske diskurs aula, og alteret forlener autoritet til lærestolen. En teologisk diskurs, der er i modstrid med lex orandi vil være mangelfuld og uden liv. Jeg er sikker på, at Hans Eminence kardinal Burke er enig med mig i, at når han taler om Kirkens lære, henviser han til den autoritative lære, der er forankret i – og formet af Kirkens liturgi, Hendes lex orandi.

3.      Lex vivendi er det katolske moralske liv, der fremskyndes af de teologale dyder, som er et liv i lydighed mod de guddommelige bud, der er kendetegnet ved kardinaldyderne, oplyst af saligsprisningerne, beriget af Helligåndens syv nådegaver og kommet til udtryk i Helligåndens tolv frugter. Lex vivendi er relevant for alle, der lærer mennesker at leve på den rigtige måde, lex vivendi angår videre etiske og sociale spørgsmål og det at udleve den hellighed, som vi har betragtet hos de hellige, og alt dette bliver givet til os ved Kirken.

Den traditionelle og ortodokse tilgang til Kirkens lov og disciplin har til enhver tid været med udgangspunkt i – og er blevet formet af Hendes liturgi og doktrin i følgende orden: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi. Den protestantiske tilgang har et helt andet udgangspunkt, nemlig med spørgsmålet ”Hvad skal man tro på?” og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man en tilbedelsesform, der er i overensstemmelse med trosfundamentet samt et moralsk og etisk kodeks, som afspejler trosfundamentet. Derfor vil der her opstå en anden orden, nemlig: Lex credendi, lex orandi, lex vivendi. Denne tilgang, som benyttes af unitarerne og sekulære humanister, er i det væsentlige af pragmatisk karakter, fordi den starter ud med spørgsmålet: ”Hvordan ønsker vi at leve?”, og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man hvilken som helst tro eller ritualer, der er de mest passende til de valgte moralske og etiske konventioner. Her er rækkefølgen: Lex vivendi, lex credendi (og hvis der eksisterer en form for kultus, lex orandi).

Den nuværende fejlagtige måde at adressere moralske spørgsmål på, altså fra et katolsk perspektiv, kan, vil jeg mene, føres tilbage til den krise, der har ramt doktrinen, som igen har påvirket og skabt en (større) krise (de seneste årtier) omkring den hellige liturgi, og det på en sådan måde, at den er blevet forandret, deformeret og ”genopfundet”, så den passer til de kriterier (beskrevet ovenfor), der gør sig gældende hos protestanter og sekulære humanister. En genoprettelse af den katolske doktrin i hele dens skønhed og rigdom, og det, der følger heraf, nemlig at man genvinder den katolske disciplin som noget, der både helbreder og er livgivende, vil starte med, at man genopretter den hellige liturgi. Jeg tror, at Hans Eminence, kardinal Burke af hele sit hjerte vil give mig ret i dette. Kirkens disciplin kan aldrig være andet en tro mod Kirkens doktrin, og Hendes doktrin kan aldrig være andet end tro mod Hendes liturgi. Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. november 2014. Den kan læses på: Liturgy, Doctrine, and Discipline: the Right Order – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et katolsk kodeks for kærlig kommunikation

Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: Du skal elske din næste som dig selv. Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt!” (Gal 5: 13-15).

Et katolsk kodeks for kærlig kommunikation

Ingen kan benægte, at blogs og forskellige andre internetfora på mange måder har et stort potentiale for udviklingen af gode ting, men de kan også (let) blive arnestedet for forskellige varianter af synd som for eksempel sladder, bagtalelse, forhastede bedømmelser eller skabe skandale og uenighed. Er det ikke på tide at få formuleret et katolsk kodeks for kærlig kommunikation (KKKK)? Måske kunne en person med autoritet som Father Z og med en begavelse, som vores venner på OnePeterFive udarbejde et udkast og få det udbredt.

Såkaldte katolske internetfora kan være løftestangen til at begå synd, fordi de, der benytter disse platforme, tager del i diskussioner, analyser og perspektivering af andres fejl, svagheder og synder. Når man fra tid til anden ser disse katolske blogs og websites igennem, står det klart i alt fald i kommentarfelterne, at kærlig kommunikation er en mangelvare, og at sarkasme og hentydninger så at sige forekommer i enhver debat. Det er ikke sådanne ting, der virker opbyggende på Kristi Legeme. Er den hellige Paulus ikke den, der kan give os en skabelon for, hvordan man opfører sig som katolsk blogger?

I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde” (Fil 4: 8).

Når det katolske kodeks for kærlig kommunikation på et tidspunkt er blevet udarbejdet, bør det præsenteres på ethvert katolsk orienteret internetforum, det være sig blogs, diskussionsgrupper og andre internetbaserede sociale netværk. De, som står som administratorer og moderatorer for disse platforme, skulle opfordres til offentligt at forpligte sig til at støtte og opretholde dette katolske kodeks. Forpligtelsen vil i sagens natur omfatte al aktivitet på disse platforme, især når det handler om at give sin mening til kende.

Hvad er det så for synder, der oftest bliver begået på blogs og i forskellige diskussionsgrupper? Den katolske Kirkes Katekismus giver en udførlig forklaring på de synder, der er mest udbredt i netop denne sammenhæng, og de findes i paragrafferne 2475-2487:

III. Krænkelser af sandheden

2475: Kristi disciple har iført sig det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Læg derfor løgnen bort, aflæg al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og enhver bagtalelse.

2476: Falsk vidnesbyrd og mened. Når et udsagn, som er i modsætning i sandheden, fremsættes offentligt, bliver det særlig alvorligt. For en domstol bliver det et falsk vidnesbyrd. Er det afgivet under edsaflæggelse, er der tale om mened. Disse handlemåder bidrager enten til at dømme en uskyldig, eller til at frifinde en skyldig eller til at øge straffen for den anklagede. De kompromitterer alvorligt retsvæsnet og den af dommerne bekendtgjorte doms retfærdighed.

2477: Respekten for andre personers gode navn og rygte forbyder enhver holdning og ethvert ord, som uretfærdigt kunne tilføje dem skade. Den gør sig skyldig:

·         i en vilkårlig dom, som selv stiltiende, uden tilstrækkelig grund anser en påstået moralsk brist hos næsten for sand;

·         i sladder (bagtalelse), som, uden objektiv gyldig grund, afslører andres fejl og forseelser for folk, som ikke kender dem;

·         i bagvaskelse, som ved udsagn mod sandheden skader andres rygte og giver anledning til fejlagtig bedømmelse af dem.

2478: For at undgå en vilkårlig dom bør enhver passe på så vidt muligt at tolke næstens tanker, ord og handlinger positivt: ”Enhver god kristen bør være mere villig til at optage næstens uklare udtalelse eller forestilling i en god mening end at fordømme dem. Kan man ikke retfærdiggøre hans ord, må man spørge ham, hvordan han forstår dem, og viser det sig, at han svæver i vildfarelse, må man vise ham kærligt til rette. Er dette ikke tilstrækkeligt, må man forsøge alle egnede midler, for at han må komme til den rette forståelse og således befries fra vildfarelsen”.

2479: Sladder og bagvaskelse ødelægger næstens gode navn og ære. Men anseelsen er samfundets vidnesbyrd om menneskets værdighed, og enhver har en naturlig ret til sit navns ære, sit gode rygte og til respekt. Således krænker sladder og bagvaskelse retfærdighedens og kærlighedens dyder.

2480: Hvert ord hver holdning, som ved smigerkryberi eller eftergivenhed opmuntrer og bekræfter en anden i hans onde gerninger og slette opførsel, bør forkastes. Kryberi er en alvorlig synd, hvis den gør sig medskyldig i laster eller alvorlige synder. Ønske om at være til tjeneste eller venskab retfærdiggør ikke tvetunget tale. Kryberi er en tilgivelig synd, hvis den blot ønsker at behage, undgå et onde, afbøde en nødvendighed eller opnå legitime fordele.

2481: Praleri eller skryderi er en synd mod sandheden. Det samme gælder ironi, som vil nedsætte nogen ved ondsindet at karikere den ene og anden side af vedkommendes opførsel.

2482: Løgn er tydeligvis et falskt udsagn fremsat for med vilje at bedrage. Herren angiver løgnen som et diabolsk værk: I har djævelen til fader … han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen.

2483: Løgnen er den mest direkte krænkelse af sandheden. At lyve, det er at tale eller handle mod sandheden for at vildlede. Ved at såre menneskets forhold til sandheden og til næsten krænker løgnen grundforholdet mellem mennesket og dets ord til Herren.

2484: Løgnens sværhedsgrad måles efter, hvilken form for sandhed den forvansker, efter omstændighederne, intentionerne hos den, der begår den, og den skade, som påføres ofrene for den. Selv om løgnene i sig selv kun er en tilgivelig synd, bliver den en dødssynd, når den alvorligt krænker retfærdighedens og kærlighedens dyder.

2485: Løgnen er ifølge sin natur forkastelig. Den er en forhånelse af ordet, der har til opgave at meddele andre den erkendte sandhed. Det bevidste forsæt at føre næsten i vildfarelse med ord, der er i modsætning til sandheden, er en forseelse mod retfærdigheden og kærligheden. Skylden er større, når hensigten med at vildlede risikerer at få ødelæggende følger for de vildledte.

2486: Løgnen er en sand vold mod næsten (fordi den er en krænkelse af sanddruhedens dyd). Den sårer hans evne til at erkende, som er betingelsen for enhver bedømmelse og enhver beslutning. Den indeholder kimen til åndernes splittelse og alle de onde ånder, som den fremkalder. Løgnen er ødelæggende for ethvert samfund; den svækker tilliden mellem menneskene og sønderriver det sociale netværk.

2487: Enhver synd begået mod retfærdigheden og sandheden fordrer pligten til godtgørelse, også selv om ophavsmanden er blevet tilgivet. Hvis det er umuligt at gøre en uret god igen offentligt, må det gøres i hemmelighed. Hvis den, der har lidt skaden, ikke direkte kan få vederlag, skal han have moralsk godtgørelse i kærlighedens navn. Denne pligt til at gøre det godt igen gælder også synder begået mod en andens gode navn og rygte. Denne godtgørelse, moralsk og sommetider materiel, bør vurderes i forhold til den skade, der er forvoldt. Den forpligter i samvittigheden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 22. marts 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/03/cccc/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lille dreng, der bad mange rosenkranse

Mange rosenkranse

Da Den hellige Jomfru Maria åbenbarede sig i Fatima i 1917, sagde hun til den lille Francisco, som på det tidspunkt var ni år, at han ville komme i Himlen, men først måtte han bede mange rosenkranse. Herefter så man ofte den lille dreng bede rosenkransbønnen meget intenst. Det, der vækker min interesse er, at Vor Frue insisterer på, og det bekommer mig svært at sige dette, et stort antal rosenkranse, og det betyder i sagens natur rigtig mange rosenkranse!

Det er nødvendigt at være opmærksom på, at man skal være udholdende for at bede dekade på dekade og rosenkrans på rosenkrans. Hvis ens bønsaktivitet ikke er ordentlig, bør man i det mindste bede meget. ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk 18: 1). Den, der beder den ene rosenkrans efter den anden, frembærer for Gud, den basis, der udgør bønnen, og har tillid til, at Gud vil finde det rette tidspunkt, hvor Han gennem Helligåndens ild vil gøre brug af den.

Den, der beder mange rosenkranse, tilkendegiver overfor Gud (på en hengiven måde) et brændende ønske om at være værdig til den uvurderlige nåde at kunne bede uden ophør. Til tider er det bedste, man kan gøre at bede meget og henvende sig til Guds Moder, som med Sin bønsmagt kan bistå ens bønsaktivitet, så den ved Helligånden undergår en forandring, så man ”tilbede(r) i ånd og sandhed” (Joh 4: 24), for det er det, der behager Faderen.

Helgenernes rosenkransbøn

Den salige Johannes XXIII bad alle rosenkransens femten mysterier hver dag. Det samme gjorde Guds tjener Father Marie-Joseph Lagrange, O.P., en anerkendt ekseget og grundlægger af École Biblique de Jerusalem. Skt. Pio fra Pietrelcina bad uophørligt rosenkransen, og det samme gjorde Skt. Gaetano Catanoso, det hellige Ansigts ydmyge apostel. Hele Skt. Johannes Paul IIs liv var præget af rosenkransbøn. Helgenerne ”gennemhuller” vores argument om, at ”vi ikke kan finde tid til at bede rosenkransen”. Man kan spørge: Har du mere travlt end Johannes XXIII, Padre Pio eller Johannes Paul II? Der eksisterer en stor visdom, som har bevist sit værd, og som går ud på, at man beder sin første rosenkransbøn, før dagen påbegyndes. Den første rosenkransbøn, der bedes, mens man vågner, er en markør for resten af dagen. Rosenkransene, man beder i løbet af dagen i de mindre travle stunder og igen ved dagens afslutning, bliver umærkeligt en form for vedvarende bøn.

Den, der beder mange rosenkranse, som Skt. Francisco fra Fatima gjorde, vil hurtigt leve et liv i – og med Maria. Maria vil, for denne sjæl, blive, som Gerard Manley Hopkins siger: den luft vi indånder. Der, hvor Maria er, vil Helligånden komme for at helbrede, frelse fra synd, herliggøre Kristus og give os et liv med Kristus og Hans Moder i Faderens skød.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/the-little-boy-who-prayed-many

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Hellige Hjerte: brændende af kærlighed for sjælenes frelse

I kapitel 12 i Lukas Evangeliet siger Vor Herre følgende ord:

Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget” (Luk 12: 49) (1).

Dette skriftsted er antifon til Magnificat ved den 1. vesper til festen for Jesu Hellige Hjerte. Følgende bøn fungerer som en fortolkning af ovenstående skriftsted og udleder, at ilden er et billede på Guds kærlighed:

Herre, vi beder Dig, lad Din hellige Ånd tænde den ild i vore hjerter, som vor Herre Jesus Kristus, Din Søn lod flyde fra Sit Hjertes inderste dyb ud over hele verden, og som skulle flamme op med stor voldsomhed. Han, som lever og råder med Dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Vi kan også i denne sammenhæng genkalde os de ord, der blev sagt af Johannes Døber i begyndelsen af Matthæusevangeliet:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3: 11-12).

Vi ser således, at Vor Herre Jesu Kristi ild både er kærlighed og dom, der er funderet på sandheden. Kærlighedens ild ønsker sjælenes frelse, og sandhedens ild renser os fra synd. Lad derfor enhver kristen sjæl tage imod Det Hellige Hjertes ild specielt i Det Allerhelligste sakramente, dels for den kristne sjæls egen skyld og dels for denne sjæls næstes skyld.

Det er ved disse ord og gerninger, vi møder vor næste, og det er i netop dette møde, at sandheden og kærligheden er vigtig. Skt. Thomas Aquinas definerer sandhed og kærlighed som grundlaget for alle gode gerninger (2). I juni måned, som er dedikeret til Jesu Hellige Hjerte, fejrer verdslige mennesker på blasfemisk vis den synd, der strider mod det, der er naturligt. Selv midt i alt dette bør vi have et fokus på frelsen af disse sjæle. Mange af disse mænd og kvinder er blevet såret på den mest forfærdelige måde, og de har derfor mere end nogensinde brug for Jesu Hellige Hjerte, som blev gennemboret af lansen af kærlighed for dem. Husk på, hvordan vor fader Abraham bønfaldt Herren, før der faldt ild fra Himlen. Lad os gøre bod og frembære ofre for disse ulykkelige synderes sjæle, så de må være blandt de retfærdige, når Jesu Kristi ild bryder frem. Lad os få en forståelse for at sandhed og kærlighed er den ild, der udgår fra Det ene Hellige Hjerte.

Jesu Hellige Hjerte, hav barmhjertighed med os.

Noter

  1. Den græske oversættelse af skriftstedet: Πῦρ ἦλθον βαλεῖν ἐπὶ τὴν γῆν, καὶ τί θέλω εἰ ἤδη ἀνήφθη.
  2. Dette stammer fra en kommenteret udgave af Galaterbrevet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/28/sacred-heart-of-jesus-burning-with-charity-for-the-salvation-of-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Der er ingen frelse udenfor Den katolske Kirke

Der er en sandhed, åbenbaret af Gud: at der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er Jesu Kristi sande Kirke, fordi Den er indstiftet af Jesus Kristus for helliggørelse af – og til frelse af sjælene. Hvordan er det så muligt, at frelsen kan eksistere udenfor Den Kirke, som Jesus Kristus indstiftede for at frelsen var mulig?

Den katolske Kirke er ikke noget usynligt fællesskab, men et synligt, og det er det, fordi det er nødvendigt at være en del af Den synlige Kirke for at kunne opnå frelsen. Der eksisterer ikke nogen usynlig katolsk Kirke. Det er dog muligt, at et menneske på en usynlig måde kan være en del af Den katolske Kirke, som er synlig. Et menneske, der lever i total uvidenhed om den sande tro, og som ikke har kendskab til den nødvendighed, det er at være en del af Kirken for at opnå frelsen, vil ikke af Den Almægtige Gud blive holdt ansvarlig for en synd, vedkommende ikke har gjort sig skyld i. Et sådant menneske kan gennem nåden være en del af Den katolske Kirke.

Det er ekstremt risikobetonet at forblive uden for Den katolske Kirke, når Den af Gud er indstiftet for at lede mennesket til frelsen. Man bliver en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab gennem dåben eller ved nåden, fordi det netop er ved denne synlige rituelle handling, et menneske bliver en del af Den katolske Kirke. Men protestanter, der har en gyldig dåb, er ikke katolikker: for Kirken er karakteriseret ved et synligt fællesskab bestående af dem, der bekender troen på Kristus og tager del i de samme sakramenter og er forenet under deres legitime præst, der er underlagt det synlige overhoved (paven). Protestanter befinder sig imidlertid i et ikke fuldkomment, men dog egentligt (eller sagt på en anden måde, et egentligt men ufuldstændigt) fællesskab med os katolikker, og de er kristne, men de er ikke i sig selv en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Katolikker har i to hundrede år eller mere benyttet formuleringen ”adskilte brødre” til at betegne protestanterne og ortodokse og andre. Det andet Vatikankoncil benytter udtrykket ”frates a nobis sejuncti”, de brødre, der er adskilt fra os. Ordet adskilt beskriver en mangel i forhold til dette fællesskab, og ordet brødre betegner, at det rigtige fællesskab ikke desto mindre er ufuldkomment.

At hævde, at ”der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke” betyder ikke, at protestanter, jøder, muslimer o.s.v ikke kan opnå frelsen, men opnår de frelsen, er det i kraft af Den katolske Kirke og ikke deres egen denomination eller religion. Hvis en person fra en anden denomination eller religion opnår frelsen, er det, fordi vedkommende af nåde (eller i tilfældet med protestanter, ved dåben) er en del af Den katolske Kirkes fællesskab. Alle, der er i Himlen, er en del af Den triumferende Kirke og er i sig selv (ipso facto) katolik.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil benægte, at der findes gode og hellige mennesker indenfor andre religioner. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at al nåde, der er i verden, kommer ind i verden gennem Den katolske Kirke.

En person, der ved, at Den katolske Kirke er den sande tro, og ikke ønsker at træde ind i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, kan ikke opnå frelsen. Det siger den lære, der ligger i Kirkens læreembede, og som er bekræftet i skrivelsen Lumen Gentium, som er et dokument fra det andet Vatikankoncil.

Den katolske Kirke, er Kirken. Den er ikke en del af Kirken eller en denomination i Kirken, Den katolske Kirke og katolicismen er indstiftet af Jesus Kristus, udenfor Den er der ingen frelse. Katolicismen er den eneste religion, der er blevet indstiftet af Gud, og er dermed også den eneste religion, der har Guds velbehag.

Det er alle menneskers pligt at blive optaget i Den katolske Kirke og underkaste sig Hendes lære. Det er Gud, der taler til mennesket ikke blot gennem den hellige Skrift, men også den hellige tradition og Kirkens læreembede. Vi bør tro på det, som Kristus lærer os gennem Sin Kirke og have tro på det, der ligger implicit i alt det, Gud har åbenbaret, at det er altafgørende for frelsen. (Og der er visse sandheder, som man helt klart bør tro på)

Det er en stor synd imod kærligheden, hvis man opmuntrer folk til at holde fast ved deres vildfarelser, som ikke fører til frelsen. Vildfarelser leder ikke til frelsen. Sandheden er Jesus Kristus, og det indbefatter den sandhed, der ligger i Hans Kirke, Den Kirke, der er Jesu Kristi ubesmittede Brud og Hans mystiske Legeme, og det er Den, der vil lede folk til frelsen. Folk har ret til at have kendskab til den fulde sandhed, man finder i Evangelierne og ikke nægtes adgang til den. Derfor er folk, som allerede nævnt, berettiget til at kende sandheden, at den katolske tro er den sande religion, at Den katolske Kirke er Guds Kirke, som har autoritet, er ufejlbarlig og er fundamentet, og som videregiver den sande tro og bevarer sakramenterne, der er indstiftet af Jesus Kristus, og som står indtil verdens ende. At være en del af Kirkens fulde fællesskab er nødvendigt for frelsen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 24. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/salvation-outside-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)