Category: Catechesis

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helvede er en realitet, advarer kardinal Sarah

Bevæger man sig ind i ”syndens mørke”, fører dette til fortabelse, formaner kardinalen

Kardinal Robert Sarah advarede de troende i en prædiken, som han har holdt for nylig, om at det er meget let at komme til helvedes mørke og fortvivlelse.

Kardinal Sarah ledede og koncelebrerede en morgenmesse den 15. november, sammen med to andre biskopper, ved det 30’te Nationale Forum for katolske skoler på Jasna Góra klosteret i Częstochowa i Polen.

Sarah, der er Præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter samt vedholdende forkæmper for den katolske tro, havde skrevet en prædiken, som blev læst op og oversat af biskop Marek Mendyk fra Legnica.

Med udgangspunkt i Paulus formaning i sit brev til menigheden i Rom kapitel 1: 25: ”De udskiftede skabningen med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen …”, bemærkede Sarah, at det at tilbede Gud er naturligt for mennesket, og at dette er blevet praktiseret i universel forstand siden tidernes morgen. Men arvesynden har ødelagt menneskets religiøse fornemmelse, og det har ført til, at mennesket i stedet for at tilbede Skaberen tilbeder skabningen.

”Den hellige Skrift gør det klart, at endda før Gud åbenbarede Sig for Abraham, Isak og Jakob, havde mennesket et iboende ønske om at tilbede sin Skaber”, understregede Sarah. Med henvisning til Visdommens Bog fortsatte han med at sige: ”dette ønske var rodfæstet i menneskets hjerte”. Det er derfor mennesket i skabelsen beundrer det værk, der bringer det kraft og herlighed, og i den sammenhæng er der tale om ilden, stjernehimlen og det rindende vand. Betaget af disse elementers skønhed, antog mennesket dem for at være guder”.

Et tema, der konsekvent gør sig gældende i det gamle Testamente, er, at Gud forsøger at vænne sit udvalgte folk fra de afguder, som de folkeslag, de levede side om side med, tilbad, så hans udvalgte kunne give Ham (Den sande Gud) den rette og behørige tilbedelse. Men selv i den kristne æra har man fortsat tilbedelsen af afguder, og dette udgør til stadighed en trussel, der i dag er langt mere udbredt, bemærkede Sarah.

”I vor tid har disse guder fået mange navne, men faktum er, at afgudsdyrkelsen stadig er rodfæstet i vores sjæl, der er mærket af synden”, advarede kardinalen og tilføjede:

”Selvfølgelig tilbeder vi ikke længere ilden, stjernehimlen eller andre dele af naturen, men vi tilbeder afguder, som vi selv har opfundet, videnskabelige opdagelser, teknologiske-, økonomiske- og industrielle landvindinger. Alle disse nye opdagelser er bestemt gode i sig selv, men det går galt, når vi gør dem til- og betragter dem som afguder, fordi vi ganske enkelt glemmer alt om Ham, der skabte dem, og som på alle måder overgår os.

”Hvad er det, der sker i dag?” Spurgte kardinalen. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud tilbeder vi i dag ikke længere, som Den eneste Gud og Den eneste Skaber. Men Abrahams Gud er forsvundet ud fra menneskehedens synsfelt”, sagde Sarah.

”Jesus Kristus som Gud og Den eneste Frelser og Forsoner er blevet fjernet, og der er endda nogen, der hævder, i den falske sekularismes navn, at religion med Gud som centrum er unødvendig”, advarede Sarah.

”Hvis vi fortsætter med at have den holdning til afgudsdyrkelse, som kun handler om, at vi skal have flere og flere forbrugsgoder, og hvis vi af egen fri vilje ønsker at fastholde os selv i syndens mørke, der indebærer, at vi tilbeder de afguder, der præger vor tid, da vil vi gå til helvedets mørke”, advarede han. ”Vi bør forstå, at vi bærer et ansvar for, hvor vi skal tilbringe evigheden”.

Kardinalens prædiken afspejlede den lære, vi finder i Den hellige Skrift og traditionen, når det handler om fortabelsen. Jesus advarer mod helvede 15 gange (1) i Evangelierne, det samme gør andre af det nye Testamentes forfattere: Skt. Jakob, Skt. Johannes, Skt. Peter og den hellige Paulus.

Kardinalens prædiken afspejlede også det, Den hellige Jomfru Maria åbenbarede for de tre hyrdebørn i Fatima. Åbenbaringer, Kirken har godkendt.

De tre børn blev vist et glimt af helvede (2) og blev slået med stor forfærdelse. ”I har nu set, hvor de stakkels synderes sjæle går hen”, sagde Maria til dem.

Hun fortsatte med at fortælle dem om hengivenheden til hendes Ubesmittede Hjerte, som i forening med hendes Søns Hellige Hjerte vil frelse sjæle fra at komme i helvede. Hun lærte også børnene, det man kalder Fatimabønnen: Oh, min Jesus…, som man afslutter enhver dekade med, og hun opmuntrede børnene til at fortsætte med at bede rosenkransbønnen hver dag for stivsindede synders omvendelse til Kristus. Skt. Jacinta Marto, én af seerne, tilføjede senere, at de synder, der er årsagen til at flest sjæle går til helvede, er synder, der er knyttet til kødets lyst”.

I samklang med Jesus, Maria og helgenerne, var kardinalens prædiken i fredags en advarsel mod at tilbede vor tids afguder. ”Mange iagttagere, der arbejder med netop dette emne (som kardinalens prædiken rettede fokus på) er enige med kardinal Sarah og Skt. Jacinta fra Fatima om, at penge og seksualitet opnår en topplacering på listen over synder”.

Noter

1.      Henvisning til en artikel om emnet: https://carm.org/what-are-the-verses-that-mention-hell

2.      Henvisning til artikel om emnet: http://www.ncregister.com/blog/joseph-pronechen/fatima-july-13-apparition-ways-to-overcome-a-frightening-vision

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. november 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/hell-is-real-cardinal-sarah-warns

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man beskæftiger sig med misbrugskrisen, genopdager man formålet med præsteskabet

Midt i det, der føles som en uendelig og stadig tiltagende krise, hvor præster har foretaget seksuelle overgreb, kan nogle katolikker blive fristet til at rette skyldsspørgsmålet mod den traditionelle måde at betragte præstedømmet på, et aspekt, de ikke har den nødvendige forståelse for. Efter min mening er problemet ikke, at vi anerkender vores klerikale for den position, de er blevet givet af Gud, men at vi betragter deres kald, som et ordinært 8-16 job, fremfor en hellig mission, de er blevet kaldet- og ordineret til af Gud.

Løsningen på denne overgrebskrise er ikke at fjerne det centrale i præstekaldet, men at forny det, så det bliver renset for de laster, der har tilstødt det i løbet af en bestemt historisk periode. Den tid, vi lever i, er blevet ødelagt af den seksuelle revolution i 1968, en betragtning, som pave Emeritus Benedikt XVI fremkom med for nylig i sit brev vedrørende misbrugskrisen. Man kan tilføje, at den tid, vi lever i, også er blevet ødelagt af egalitarisme, horisontalisme og sekularisme, en giftig kombination, der hindrer klerikale, der finder behag i den, at stræbe efter- og glæde sig over den åndelige ophøjethed samt selvopofrelse, der er en del af deres kald.

Præstens position er i Vesten blevet anerkendt i næsten 2000 år, men er gradvist i løbet af de sidste par århundreder blevet nedtonet til noget, der ikke har officiel status eller hellighedens og præstelighedens skær over sig. De fleste af de præster, jeg omgikkes i min ungdom, havde en administrativ rolle, hvor de stod for sognets kommunikation med offentligheden, var værter ved middage, stod for fundraising samt andre lignende opgaver, og hvor de havde overdraget ansvaret for liturgisk planlægning og endda Kommunionsuddelingen til lægfolket, en opgave, som ret beset er betroet præstens indviede hænder. Man kan med rette spørge: hvad er det sket med præsten, denne Guds repræsentant, så mystik og majestætisk?

Prøv for et øjeblik at overveje hvordan de antitraditionelle tendenser, hvis bitre frugt vi fortsat lider under, har påvirket præstens rolle i sognet, samt den måde han anskuer de pligter, der følger af det, han er kaldet til. Der bør ikke herske nogen tvivl om, at præster bør agere som hyrder, lærere og overhoveder for at reflektere deres guddommelige rollemodel, for der er ingen tvivl om, at folk i alle aldre har behov for hyrder, lærere, rollemodeller og ledere. Det klart vigtigste sted, hvor præsten kan udføre disse pligter, er som skriftefader, hvor han kan tilgive syndere deres skyld og føre dem til hellighed, og ved fejringen af den hellige liturgi, hvor han kan forene de troende med de fantastiske og livgivende Kristi mysterier.

Den forkerte opfattelse, som hersker blandt katolikker, at liturgien handler om, at menigheden er samlet for at synge og være sammen, devaluerer præstens egentlige rolle og formål og reducerer ham til en aktør, der fremmer aktivitetsniveauet, der er planlagt den pågældende søndag formiddag. Men hvorfor skal det være præstens opgave? Det er svært at finde et argument for, at en anden person i menigheden ikke kunne påtage sig varetagelse af de administrative opgaver, der knytter sig til søndagens Højmesse. Den utilitaristiske reduktionisme har sin del af skylden for, at nogle katolikker ihærdigt og vidt og bredt taler om ”kvindelige diakoner”. Jeg tør vædde på, at hvis kvindelige diakoner blev involveret i arbejdet omkring den højtidelige latinske liturgi, som varer i et par timer, ville de ikke være nyttige i dette arbejde, (for tingene skal i deres optik ordnes i al hast, så vi kan komme videre med andre ting).

Når troens mysterier og tilbedelsen af Gud skubbes i baggrunden, og når Kristi lære og Hans Kirke skænkes meget lidt opmærksomhed, og ingen mere gør brug af bodens sakramente, så mister præsten sin eksistensberettigelse. Hvis mennesket egentlig ikke er en synder, hvorfor har det så brug for den sakramentale absolution? Hvis mennesket ikke er kaldet til at arbejde med frygt og bæven på sin frelse, hvorfor har det da brug for Livets Brød? Når det ikke drejer sig om sult. Det er ikke underligt, at Fr. pastor synes, at dagene er ensformige. Han er ikke længere overhoved og giver ikke lægedom og føde til sjælene ved Den inkarnerede Gud.

Efter at have taget del i en hurtig og intetsigende Messe i det sogn, jeg tilhører, slog det mig, hvorfor præstedømmet i visse dele af verden bliver mere ligegyldigt: præsten er ikke længere den, der leder, lærer fra sig og helliggør. Det, der gør, at han har en eksistensberettigelse, er, at han frembærer Messeofferet for Gud på menighedens vegne, og den opgave skubbes i baggrunden. Overtager katolikker i et stort omfang den protestantiske opfattelse af præstedømmet, tilintetgøres det ordinerede præsteskab. Hvis menigheden er, som progressive liturger mener den egentlige celebrant, og præsten kun er en repræsentant, der udfører arbejdet for dem, er han blot en herliggjort lægmand, som har den misundelsesværdige ”ære” at bære en farvestrålende beklædningsgenstand og sidde på en træudskåret trone. Selvfølgelig er ikke attraktivt at leve i cølibat og blive sat op på en pedestal i en tid, hvor alt det, der er godt måles i forhold til kødeligt begær og bekvemmelighed. I manglen på åndelig stræben genereres alligevel en ”trang” efter det, der er helligt, og derfor er det ikke overraskende, at vi uophørligt må lytte til højlydte røster, der agiterer for gifte præster.

Vi bør ikke være blinde for årsagen til, at protestanterne straks afviste cølibatet i det 16. århundrede. Hvis præsteskabet ikke er blevet indstiftet af Kristus, for at verden kunne have et stort antal ”alter Kristus’er”, og man i stedet udvælger visse mennesker til vedvarende at udføre det hellige arbejde, som Den evige Ypperstepræst udfører, da er der intet grundlag for at skelne mellem lægfolk og præster, eller at der skulle være noget særligt ved det at være præst. Protestanterne vidste fra starten, at en menighedsbaseret forståelse af Kirken eliminerer både den hierarkiske struktur i Kirken og Messeofferet. I en menighed, hvor alle er ligeværdige, vejledes og helliggøres den enkelte ved inspiration fra Helligånden.

Misbrugskrisen og den konstante agiteren for cølibatets afskaffelse, synes overordnet set at være to modsatrettede størrelser, men i realiteten er de to sider af samme sag, for de udspringer nemlig begge af, at man har forkastet mysteriet, der ligger i, at præsten er lig Kristus og samtidig har tilsidesat det heroiske og åndelige i dette hans specielle kald, som er ment, som en velsignelse for hele Kirken. Hvis vi ønsker gode og hellige præster og mange af dem, er det eneste, vi kan gøre at genskabe en traditionel katolicisme, som værdsætter præstedømmet som det, dette kald betinger. Alt andet vil kun afføde mere af det, vi allerede kender til, nemlig misbrug, det være sig af kriminel eller ubevidst karakter.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-dealing-with-abuse-crisis-means-rediscovering-the-purpose-of-priesthood

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En nonne udtaler: Katolikker, der lader samfundet opdrage deres børn, er med til at lede dem i fortabelse

Unge mennesker forlader Den Romerske Katolske Kirke uden overhovedet at vide, hvad det vil sige at være katolik, og det er deres forældres pligt at lære dem om troen, siger grundlæggeren af et traditionelt orienteret kommunitet for ordenssøstre.

”Børn forlader den katolske tro, og de tror, at de forlader den katolske tro, men de har aldrig kendt til den”, siger Moder Miriam, som er grundlæggeren af Marias døtre, Moder til Israels håb, ved konferencen om de katolske familier, som er en alternativ konference til det af Vatikanet arrangerede verdensmøde om familier, som blev afholdt i Irland i sidste uge.

Moder Miriam stod stålfast på under sit oplæg, som bar titlen: At være forældre i en verden der har vendt sig bort fra Gud, at katolske forældre har en højtidelig pligt til at opdrage deres børn i troen.

Ved at benytte eksemplet fra Anden Makkabæerbog kapitel syv med en moder og hendes syv sønner, der hellere ville lide døden end gå på kompromis med deres tro, betonede Moder Miriam, at moderen i historien aldrig ville lade et hedensk samfund pålægge sine sønner et falskt værdigrundlag.

”Enhver moder, der tillader samfundet at opdrage sine børn, også selvom det foregår på en skole, der betegner sig katolsk, sætter sit kald som moder og forældre over styr og leder sine børn i fortabelse, medmindre der er tale om en rigtig katolsk skole”, sagde hun.

”Den dag, hvor den enkelte skal stå (til ansvar) overfor Gud, er det hverken Kirken eller skolerne, der vil blive holdt ansvarlige”, sagde hun. ”Det er forældrene … Vi må vide, hvad vores børn har lært og taget til sig i løbet af dagen, inden de går i seng”.

Det, der er vigtigt, er, at det børnene lærer, ikke alt sammen stammer fra bøger, men også er det, de kan udlede af den opførsel, som deres forældre udviser, sagde ordenssøsteren.

I sin encyklika fra 1930 Casti Connubii (om det kristne ægteskab) forklarede pave Pius XI, at en passende katolsk læring indenfor ægteskabets ramme er mere end blot den instruktion, som Kirken giver.

”Der er behov for noget mere udover den intellektuelle dannelse nemlig en vedholdende viljestyrke hos mand og hustru til at betragte Guds hellige lov samt den naturlige lov set i relation til ægteskabet”, skrev pave Pius XI i selvsamme encyklika.

Til trods for hvad andre måtte fremsætte og sprede gennem det talte og skrevne ord, bør mand og hustru være fastbesluttede på: at holde fast ved Guds Bud i alt hvad ægteskabet måtte kræve af dem; altid at være parate til at yde hinanden støtte med gensidig kærlighed; bevare kyskheden; ikke at lade profane tendenser komme i nærheden af den naturlige stabilitet, der ligger i ægteskabets bånd; at parret benytter de retmæssige beføjelser, der følger med ægteskabet, så de bevarer dette kristent og helligt især i de første år af ægteskabet, for skulle der efterfølgende opstå et behov for (seksuel) afholdenhed, da vil en vane i den henseende være blevet oparbejdet, og det vil være lettere for den enkelte at opretholde en afholdenhed”, skrev han.

Forældre i katolske ægteskaber bør være rollemodeller for deres børn i forhold til kyskhed og anstændighed, og det gælder også måden, man klæder sig på, sagde Moder Miriam.

”Der findes ikke noget bedre eksempel end det, du som forældre giver dit barn”, sagde hun.

Når det kommer til påklædning, var ordenssøsterens standpunkt klart. Kvinder bør bære kjoler, der ikke er for nedringede, der ikke viser ben og er uden ærmer. Også katolske mænd bør klæde sig respektabelt, sagde hun.

”Kære mænd: der er ingen, som vil sidde ved siden af Jer i Kirken, når I bærer shorts og sandaler og i det hele taget viser Jeres ben under Messen”, sagde hun. ”Vær respektabelt klædt”.

Til forældre, der lader deres børn leve et liv, der er i overensstemmelse med de værdier, som samfundet udstikker frem for katolske værdier og doktriner, eller som har voksne børn, der er vokset op under sekulære forhold, har hun følgende råd:

”Der er ingen tid at spilde, Sig ikke: ’mine børn er blevet 65, og der er ikke meget, jeg kan gøre for at ændre på dem’, kom ned på knæ og sig … ’Far og jeg fejlede, og vi beder Jer om at lytte til os. Hvordan I efterfølgende handler på det, vi har fortalt Jer, er Jeres sag”.

”Kærligheden taler altid sandheden”.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 28. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/nun-catholics-who-let-society-raise-their-kids-are-likely-damning-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)