Category: Catechesis

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Hellige Hjerte: brændende af kærlighed for sjælenes frelse

I kapitel 12 i Lukas Evangeliet siger Vor Herre følgende ord:

Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget” (Luk 12: 49) (1).

Dette skriftsted er antifon til Magnificat ved den 1. vesper til festen for Jesu Hellige Hjerte. Følgende bøn fungerer som en fortolkning af ovenstående skriftsted og udleder, at ilden er et billede på Guds kærlighed:

Herre, vi beder Dig, lad Din hellige Ånd tænde den ild i vore hjerter, som vor Herre Jesus Kristus, Din Søn lod flyde fra Sit Hjertes inderste dyb ud over hele verden, og som skulle flamme op med stor voldsomhed. Han, som lever og råder med Dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Vi kan også i denne sammenhæng genkalde os de ord, der blev sagt af Johannes Døber i begyndelsen af Matthæusevangeliet:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3: 11-12).

Vi ser således, at Vor Herre Jesu Kristi ild både er kærlighed og dom, der er funderet på sandheden. Kærlighedens ild ønsker sjælenes frelse, og sandhedens ild renser os fra synd. Lad derfor enhver kristen sjæl tage imod Det Hellige Hjertes ild specielt i Det Allerhelligste sakramente, dels for den kristne sjæls egen skyld og dels for denne sjæls næstes skyld.

Det er ved disse ord og gerninger, vi møder vor næste, og det er i netop dette møde, at sandheden og kærligheden er vigtig. Skt. Thomas Aquinas definerer sandhed og kærlighed som grundlaget for alle gode gerninger (2). I juni måned, som er dedikeret til Jesu Hellige Hjerte, fejrer verdslige mennesker på blasfemisk vis den synd, der strider mod det, der er naturligt. Selv midt i alt dette bør vi have et fokus på frelsen af disse sjæle. Mange af disse mænd og kvinder er blevet såret på den mest forfærdelige måde, og de har derfor mere end nogensinde brug for Jesu Hellige Hjerte, som blev gennemboret af lansen af kærlighed for dem. Husk på, hvordan vor fader Abraham bønfaldt Herren, før der faldt ild fra Himlen. Lad os gøre bod og frembære ofre for disse ulykkelige synderes sjæle, så de må være blandt de retfærdige, når Jesu Kristi ild bryder frem. Lad os få en forståelse for at sandhed og kærlighed er den ild, der udgår fra Det ene Hellige Hjerte.

Jesu Hellige Hjerte, hav barmhjertighed med os.

Noter

  1. Den græske oversættelse af skriftstedet: Πῦρ ἦλθον βαλεῖν ἐπὶ τὴν γῆν, καὶ τί θέλω εἰ ἤδη ἀνήφθη.
  2. Dette stammer fra en kommenteret udgave af Galaterbrevet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/28/sacred-heart-of-jesus-burning-with-charity-for-the-salvation-of-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Der er ingen frelse udenfor Den katolske Kirke

Der er en sandhed, åbenbaret af Gud: at der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er Jesu Kristi sande Kirke, fordi Den er indstiftet af Jesus Kristus for helliggørelse af – og til frelse af sjælene. Hvordan er det så muligt, at frelsen kan eksistere udenfor Den Kirke, som Jesus Kristus indstiftede for at frelsen var mulig?

Den katolske Kirke er ikke noget usynligt fællesskab, men et synligt, og det er det, fordi det er nødvendigt at være en del af Den synlige Kirke for at kunne opnå frelsen. Der eksisterer ikke nogen usynlig katolsk Kirke. Det er dog muligt, at et menneske på en usynlig måde kan være en del af Den katolske Kirke, som er synlig. Et menneske, der lever i total uvidenhed om den sande tro, og som ikke har kendskab til den nødvendighed, det er at være en del af Kirken for at opnå frelsen, vil ikke af Den Almægtige Gud blive holdt ansvarlig for en synd, vedkommende ikke har gjort sig skyld i. Et sådant menneske kan gennem nåden være en del af Den katolske Kirke.

Det er ekstremt risikobetonet at forblive uden for Den katolske Kirke, når Den af Gud er indstiftet for at lede mennesket til frelsen. Man bliver en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab gennem dåben eller ved nåden, fordi det netop er ved denne synlige rituelle handling, et menneske bliver en del af Den katolske Kirke. Men protestanter, der har en gyldig dåb, er ikke katolikker: for Kirken er karakteriseret ved et synligt fællesskab bestående af dem, der bekender troen på Kristus og tager del i de samme sakramenter og er forenet under deres legitime præst, der er underlagt det synlige overhoved (paven). Protestanter befinder sig imidlertid i et ikke fuldkomment, men dog egentligt (eller sagt på en anden måde, et egentligt men ufuldstændigt) fællesskab med os katolikker, og de er kristne, men de er ikke i sig selv en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Katolikker har i to hundrede år eller mere benyttet formuleringen ”adskilte brødre” til at betegne protestanterne og ortodokse og andre. Det andet Vatikankoncil benytter udtrykket ”frates a nobis sejuncti”, de brødre, der er adskilt fra os. Ordet adskilt beskriver en mangel i forhold til dette fællesskab, og ordet brødre betegner, at det rigtige fællesskab ikke desto mindre er ufuldkomment.

At hævde, at ”der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke” betyder ikke, at protestanter, jøder, muslimer o.s.v ikke kan opnå frelsen, men opnår de frelsen, er det i kraft af Den katolske Kirke og ikke deres egen denomination eller religion. Hvis en person fra en anden denomination eller religion opnår frelsen, er det, fordi vedkommende af nåde (eller i tilfældet med protestanter, ved dåben) er en del af Den katolske Kirkes fællesskab. Alle, der er i Himlen, er en del af Den triumferende Kirke og er i sig selv (ipso facto) katolik.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil benægte, at der findes gode og hellige mennesker indenfor andre religioner. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at al nåde, der er i verden, kommer ind i verden gennem Den katolske Kirke.

En person, der ved, at Den katolske Kirke er den sande tro, og ikke ønsker at træde ind i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, kan ikke opnå frelsen. Det siger den lære, der ligger i Kirkens læreembede, og som er bekræftet i skrivelsen Lumen Gentium, som er et dokument fra det andet Vatikankoncil.

Den katolske Kirke, er Kirken. Den er ikke en del af Kirken eller en denomination i Kirken, Den katolske Kirke og katolicismen er indstiftet af Jesus Kristus, udenfor Den er der ingen frelse. Katolicismen er den eneste religion, der er blevet indstiftet af Gud, og er dermed også den eneste religion, der har Guds velbehag.

Det er alle menneskers pligt at blive optaget i Den katolske Kirke og underkaste sig Hendes lære. Det er Gud, der taler til mennesket ikke blot gennem den hellige Skrift, men også den hellige tradition og Kirkens læreembede. Vi bør tro på det, som Kristus lærer os gennem Sin Kirke og have tro på det, der ligger implicit i alt det, Gud har åbenbaret, at det er altafgørende for frelsen. (Og der er visse sandheder, som man helt klart bør tro på)

Det er en stor synd imod kærligheden, hvis man opmuntrer folk til at holde fast ved deres vildfarelser, som ikke fører til frelsen. Vildfarelser leder ikke til frelsen. Sandheden er Jesus Kristus, og det indbefatter den sandhed, der ligger i Hans Kirke, Den Kirke, der er Jesu Kristi ubesmittede Brud og Hans mystiske Legeme, og det er Den, der vil lede folk til frelsen. Folk har ret til at have kendskab til den fulde sandhed, man finder i Evangelierne og ikke nægtes adgang til den. Derfor er folk, som allerede nævnt, berettiget til at kende sandheden, at den katolske tro er den sande religion, at Den katolske Kirke er Guds Kirke, som har autoritet, er ufejlbarlig og er fundamentet, og som videregiver den sande tro og bevarer sakramenterne, der er indstiftet af Jesus Kristus, og som står indtil verdens ende. At være en del af Kirkens fulde fællesskab er nødvendigt for frelsen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 24. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/salvation-outside-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål

Anden del.

Når man er på vej ind til skriftemålet, er det bedste, man kan gøre, at være i vedvarende bøn og bede Herren om at lede en, når der er behov for det. Husk dette, overvej dette og lad dette bundfælde sig i dig på vej til – under og efter skriftemålet:

Hvis sjælen befinder sig i en tilstand, hvor den er præget af dødssynd, er den ikke i stand til at omvende sig, medmindre Gud giver den nåden til at gøre det, og selv da skal sjælen arbejde sammen med den nåde, Gud har givet kvit og frit ud af sin guddommelige barmhjertighed.

Er en sjæl først kommet i en tilstand præget af dødssynd, kan den ikke ved egen kraft orientere sig mod Gud, fordi synden har slukket Guds kærlighedslys i den. Hvis Gud ikke giver sjælen denne foreløbige nåde, (en nåde Gud giver rettet til et specifikt formål, og denne nåde skal ikke forveksles med den helliggørende nåde) vil den være låst fast i sin synd. Det er netop grunden til, at det er vigtigt, at man vedvarende er i bøn, og der beder for, at man altid må være tæt på Gud, også selvom det betyder, at Han tugter en i dette liv, for der findes ikke noget værre, end at man afslutter dette liv i en tilstand, der præges af dødssynd.

Den nu afdøde Father John Hardon, S. J beskrev Guds barmhjertighed på følgende måde: Guds kærlighed rækker ud over det, menneskeheden fortjener … Når en sjæl har benyttet sit frie valg til at afvise denne kærlighed ved at begå en dødssynd, fortjener sjælen ikke længere Guds hjælp, sjælen er dermed blevet fuldstændig afhængig af Guds Barmhjertighed til at hjælpe den tilbage til Ham ved omvendelse og skriftemål.

I parentes bemærket bør trofaste katolikker ofte have med i deres bøn, at Herren vil føre så mange sjæle som muligt til Sin nåde, og det gælder i sagens natur (også den, der selv fremsiger bønnen), og det gælder især dem, der er langt fra Ham.

Bodens sakramente består af tre væsentlige elementer, som pønitenten (skriftebarnet) skal opfylde. Disse tre elementer fremgår af § 1450 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning (40).

1.      Angeren: en god anger kommer fra hjertets dyb, fordi man elsker Gud. Men angeren kan også stamme fra en angst for Gud eller for at komme i helvede. Der optræder dog også en tredje mulighed, hvor angeren er funderet i egoisme kombineret med kærligheden til Gud eller frygten for Gud. Paragraf 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus uddyber angeren og dens natur:

§ 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd og med det forsæt fra nu af ikke at synde mere (41).

2.      I skriftemålet bekendes alle de dødssynder, pønitenten er bevidst om, og her drejer det sig om dødssynder, der er begået siden sidste skriftemål. Derudover skal al anden foretaget syndsaktivitet siden sidste skriftemål også bekendes for skriftefaderen, det kan være tyveri, løgn og utugt. Undladelsessynder skal også lægges frem, og det kan eksempelvis være, at man har undladt at gå til Messe på (af Kirken) påbudte dage, at man ikke har vist lydighed overfor myndigheder, ikke støttet Kirken og undladt faste og abstinens på (af Kirken) påbudte dage. Læs nærmere om dette i paragraf 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

§ 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1456: Tilståelsen over for præsten udgør en væsentlig del af Bodens sakramente: De bodfærdige bør i skriftemålet nævne alle de dødssynder, som de er sig bevidst efter en omhyggelig samvittighedsransagelse, selv når disse synder er meget skjult og kun er begået mod de to sidste af Lovens ti bud. For disse synder sårer til tider sjælen dybere og er farligere end dem, som er begået offentligt” (46).

3.      Soning: efter skriftemålet skal man gøre bod og om nødvendigt genoprette den skade, ens synd har påført andre. Det kan for eksempel være, at man afleverer penge eller ting tilbage, man har stjålet fra en anden eller yder økonomisk eller materiel erstatning til vedkommende. Soning kan også betyde, at man renser et andet menneskes rygte, et menneske man har bagtalt etc. Dette bliver uddybet i paragraf 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus

§ 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1459: Mange synder skader vores næste. Man må gøre det, der er muligt for at genoprette skader (for eksempel tilbagegive stjålne ting, rense dens rygte, som vi har bagtalt; bøde på sår). Det kræver simpel retfærdighed. Men desuden sårer og svækker synden også synderen selv, såvel som hans forhold til Gud som til hans næste. Absolutionen borttager synden, men udbedrer ikke al den uorden, synden har forvoldt (55). Løst fra synden skal synderen endnu genvinde sin fulde åndelige sundhed. Han skal altså gøre noget mere for at gøre det godt igen, som han har forbrudt ved sine synder. Han skal på en passende måde yde bod for eller sone sine synder. Denne soning kaldes også bod.

Som Den Katolske Kirkes Katekismus påpeger, er angeren det primære, men det betyder ikke, at de andre dele af skrifteprocessen, der er beskrevet ovenfor, er mindre betydningsfulde, de bør og skal fuldføres. Imidlertid kan der opstå nødsituationer, som at døden er nært forestående, og hvor skriftemålet og den efterfølgende soning ikke er mulig. Normalt er det en ordineret præst med myndighed, der varetager sakramenternes udførelse, men i ekstraordinære situationer, hvor der er en overvejende risiko for, at døden bliver det endelige udfald, har alle præster, selv lægfolk disse beføjelser, og disse bør derfor forestå et generelt skriftemål ved at spørge ind til – og lytte til de synder, pønitenten måtte have at bekende (hvis denne i sagens natur er ved bevidsthed), og som vedkommende er ked af og angrer. Hvis pønitentens helbredstilstand tillader det, bør denne endeligt bekræfte det, der er blevet bekendt, og derpå kan en sakramental absolution gives, som fjerner al evig straf, der knytter sig til synd. Yderligere tillader Kirken qua Hendes frelsesøkonomi, at varetageren af sakramentet kan give en apostolisk syndsforladelse, hvis vedkommende har modtaget et angerfuldt skriftemål, så den timelige straf bundet til synden fjernes.

Pønitenten bør stræbe efter at vise en dyb anger (som Skt. Thomas Aquinas påpeger, er dette noget, Gud giver til sjælen, og derfor er det påkrævet, at man beder Gud om at kunne vise den dybe anger) eller som et minimum udvise en vis form for anger, for ellers kan pønitenten blot skrifte, og præsten give absolution, men pønitenten fortsætter efterfølgende med at foretage samme synder, fordi vedkommende ikke har indset, at hans/hendes handlinger grundlæggende er forkerte, og dermed er en synd mod Gud. Det kan være, at pønitenten er angerfuld i forhold til alle sine synder bortset fra en, og på grund af denne ene er pønitenten stadig bundet af alle sine synder.

Det, jeg erfarer, og som jeg vil betegne som værende en stor mangel, er, at mange pønitenter har en manglende vilje til at ville ændre deres liv, så de ikke begår de samme synder igen, det er jo det, der er hensigten med skriftemålet, nemlig at man ikke vil synde igen. Derfor er en grundlæggende og dyb anger det altafgørende. Man skal ville angeren, så den er ægte og kommer fra hjertets dyb. I evangelierne benytter Jesus ofte formuleringer som:

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre” (Joh 5: 14).

Hun svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde Jesus: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

For at angeren kan være dyb og ægte, må man som et minimum have et ønske om ikke at ville synde mere (også selvom man ved, at man er svag og kan falde for fristelse og dermed er ængstelig for at synde igen). Vi må begynde at opbygge en grundlæggende målsætning om, at det er vores højeste prioritet at forandre vores liv.

Hvis man har for vane at indtage for meget alkohol, alene eller sammen med andre, så er én af de helt åbenlyse ændringer, man kan foretage at undgå de miljøer og sociale sammenhænge, hvor et stort alkoholindtag er normen. Man kan i sagens natur ikke forvente, at der sker forandringer, hvis man fortsætter med at gøre som hidtil. Hvis en person har for vane ikke at gå til Højmessen om søndagen kl. 10.00, fordi vedkommende lørdag aften/nat går i byen og efterfølgende kommer sent hjem, bør vedkommende ændre på sin dårlige vane og gøre tilbedelsen af Gud til det absolut vigtigste og dermed stoppe sin sene gå-i-byen-aktivitet lørdag aften/nat. Hvis en person ikke har noget ønske om at ville ændre sit liv, hvordan kan man da hævde, at man stræber efter at praktisere en dybere anger?

Kan I lugte det? Stanken af helvede, der klæber sig til en sjæl, der er på vej ind til skriftemålet, men egentlig ikke har noget ønske om at ændre sit liv, så det stemmer overens med Guds hellige Bud.

Hvis I ønsker at foretage et godt skriftemål, så brug tiden til at bede om nådens lys, så I kan ændre Jeres liv, så det er Gud til behag. Hvem ønsker I at behage? Er det Jer selv, Jeres ”såkaldte venner”, familien eller vennerne på Facebook? Vær opmærksom på, at ingen af dem har magten over liv og død, det er kun Gud, der har det. Så hvem bør I stræbe efter at behage med Jeres livsførelse? Det første bud er aldrig blevet afskaffet:

Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene’” (Luk 4:8).

Når angeren begynder at tynge samvittigheden, er det et signal om, at der er et påtrængende behov for at opsøge skriftemålet. Det bør derfor være af stor vigtighed, at man får skriftet. Om nødvendigt ring til en præst og lav en aftale med henblik på at foretage skriftemål hurtigst muligt. Hvis skriftemål allerede er en ugentlig ”aktivitet”, så mød op i god tid og stil dig i kø (hvis man da stadig nogen steder i Vesten står i kø foran skriftestolen).

Dette leder os til ransagelse af samvittigheden. Formodentlig har man en (god) grund til at gøre brug af bodens sakramente. Imidlertid kan man bære på flere synder, end man er bevidst om, og som er vigtige at få bekendt. Der findes mange (tilgængelige) eksempler på en god og objektiv måde, hvorpå man kan ransage sin samvittighed. Anskaf dig den udgave, der passer netop til dig og gør brug af den. Den synd, man har begået, bliver ikke målt ud fra ens egen ”mavefornemmelse” (subjektiv vurdering), nej, målestokken er grundfæstet i Gud og den naturlige lov, samt det, Kirken foreskriver. Man bør have foretaget en grundig ransagelse af samvittigheden, inden man ankommer til Kirken, så man straks kan stille sig i køen til skriftestolen og nå at foretage skriftemålet, inden skriftefaderen må forlade skriftestolen for at fejre Den hellige Messe. Som oftest har man gjort det således i sognene, at man har lagt skriftemålet før Messefejring. Man har arrangeret det således, fordi det synes som om, at langt de fleste ”praktiserende” katolikker derved kan se et incitament til at komme i Kirken.

Når man er angerfuld og har ransaget sin samvittighed i henhold til Kirkens lære (og ikke i forhold til det, man selv fornemmer) og har fundet vej til skriftestolen, knæl da ned (eller sæt dig) og gør derpå korstegnet og sig således:

Fader, jeg beder om tilgivelse, for jeg har syndet. Jeg er … (civilstand: gift eller tilhører en orden som ordenssøster eller ordensbroder). Mit sidste skriftemål var … (her angiver man tilnærmelsesvist, hvor lang tid, der er gået, siden man skriftede sidst).

Hvis præsten ingen kendskab har til dig og din livssituation, er du forpligtet til at informere ham om dette i begyndelsen af skriftemålet: ”jeg er gift, vi har børn, men der er tale om voksne børn, så de er flyttet hjemmefra, jeg bor alene / er ikke i forhold, jeg er præst, jeg er ordenssøster eller broder. Syndens alvor kan være afhængig af din livssituation.

Sig derpå: dette er mine synder, og herefter bekender du alle de dødssynder, du er blevet bevidst om gennem samvittighedsransagelsen. Du skal redegøre for deres art og antallet af gange, du har foretaget dem. Du skal også redegøre for dine undladelsessynder samt svaghedssynder. Der er opstået en udfordring i forhold til, hvordan skriftemålet bør praktiseres, og denne udfordring har sin oprindelse i den modernistiske tænkning. Det synes, som om mange katolikker ikke er bevidste om, at de bør nævne og bekende antallet af gange, de har begået en synd siden deres sidste skriftemål. Synd er en fornærmelse mod Gud og Hans folk. Til hver eneste synd er der tilknyttet en helt særlig straf. Hvis man fremstilles for en domstol, fordi man har overtrådt loven, dømmes man for hver eneste gang, man har foretaget en lovovertrædelse, og strafudmålingen bliver derfor ikke defineret ud fra en ”pakkeløsning”. Et eksempel på det netop beskrevne kan være:

”Det er tre måneder siden mit sidste skriftemål: jeg har løjet, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og syndet ved at sladre”. Derpå siger jeg: ”hvor mange gange har du benyttet løgnen, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og udbredt sladder?” ”Øh, det ved jeg ikke. Jeg tror jeg har benyttet løgnen ca. 10 gange, ikke gået til Messe 7 gange, misbrugt Herrens navn et par gange om dagen og udbredt sladder mindst 20 gange”.

Jeg tror, at det er tydeligt for enhver, at der er stor forskel på måden at skrifte på i de to tilfælde. Det første skriftemål er bedrøvende og forkert, det fortæller at: 3 synder er blevet begået, og 1 gang har personen undladt at opfylde det, Kirken kræver af den troende. Min erfaring er, at denne form for skriftemål er blevet normen. Det andet skriftemål fremlægges på en langt mere korrekt måde, her er der tale om et antal på mindst 210 begåede synder (alle graverende), og 7 af disse omhandler en undladelse af at opfylde Kirkens fremsatte krav. Hvis man virkelig vil vise taknemmelighed overfor Herren, bør man indse og forstå, hvor langmodig og barmhjertig Han er med os, og hvor skamfuldt og modbydeligt vi har handlet mod Ham.

Efter at have aflagt skriftemålet slutter man af med at sige: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder om tilgivelse og bod”. Lad være med at sige, og jeg beder Jer virkelig, ”det var det”, når I færdige med at skrifte, dette er nemlig en anden dårlig vane folk generelt har taget til sig. Nej, for det var ikke ”bare” det, det var alt det, man kunne erindre, men der eksisterer med garanti synder, man har glemt eller synder, man ikke har kendskab til. Bekendtgør ikke for Herren, at ”det var det”. Det er ikke et tegn på ydmyghed, det er dumhed. Vær ydmyg for Herren og erkend din svaghed, dårlig hukommelse og eventuelle ligegyldighed og afslut dit skriftemål med: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder tilgivelse og bod”.

Efter at skriftefaderen har stillet yderligere spørgsmål relateret til skriftemålet (hvis dette er nødvendigt) og givet nogle vigtige og gode råd (igen hvis dette er nødvendigt), modtager pønitenten en bod (for det meste en elendig og upassende bod), som skal udføres så hurtigt som muligt. Da soningen er en væsentlig del af bodens sakramente, bør pønitenten gøre alt det, der ligger i dennes magt, for at afholde boden (pønitenten kan anmode skriftefaderen om en anden bod, hvis pønitenten med sig selv ved, at den foreskrevne bod er vanskelig at gennemføre). Synd sætter ikke kun et varigt mærke på sjælen (ingen anden end Jesus kan med sit offer sone dette), den har også timelige konsekvenser, der kan være temmelig uoverskuelige. Den soning pønitenten foretager er i relation til den timelig straf, der er knyttet til synden, den er ikke relateret til den evige straf. Derfor bør pønitenten fra hjertets dyb have en intention om at udføre boden snarest muligt. Hvis pønitenten har tvivlsspørgsmål, bør disse rettes til skriftefaderen, så denne kan afklare disse, inden pønitenten forlader skriftestolen for at udføre bodsakten.

Mit gode råd til Jer er: start allerede nu med at få oparbejdet en god vane med regelmæssigt at ”indhente” aflad. Bønner og handlinger, der er forbundet med aflad, fjerner den timelige straf, der knytter sig til synden. Hvis man dør i en tilstand af synd, hvortil der er knyttet timelig straf, sker en ”udligning” i purgatoriet, og jeg bliver nødt til at understrege, at dette er en meget alvorlig sag, for det handler om en renselse i purgatoriet.

Efter at pøniteten har bekræftet, at denne har forstået det, som skriftefaderen har fremlagt og påbudt, og der ikke er yderligere, forlader pøniteten skriftestolen og gør sin bod på passende måde. Der findes en ældre, men god anger/bodsakt, der udtrykker det, der skal udtrykkes, og som jeg selv gør brug af:

Min Gud, af ganske hjerte angrer jeg mine synder. Det gør mig ondt, at jeg så ofte har gjort et onde og forsømt det gode, for derved har jeg krænket Dig, Det højeste gode, som alene er værd at elske højere end alt andet. Jeg har det faste foresæt med Din nådes hjælp at gøre bod, ikke mere at ville synde og at undgå lejlighed til synd. Vær mig nådig Herre, for vor Frelser Jesu Kristi lidelses skyld. Amen”.

Hvis man omhyggeligt undersøger denne anger/bodsakt, vil man opdage, hvor smuk og teologisk fuldendt den er.

Enten efter at du har foretaget denne anger/bodsakt, eller mens du gør det (hvis præsten er af den gamle skole), vil han give dig den hellige absolution, og derpå sende dig bort med en lovprisning af Gud.

Det er nu blevet tid for en dybfølt taksigelse til Gud! Vær taknemmelig for bodens sakramente, vær ikke bange for det (angst for bodens sakramente bunder ofte i hovmod og forfængelighed). Hvis du ikke bryder dig om de råd, du modtager fra skriftefaderen (sandsynligvis fordi de ikke følger katolsk norm, eller fordi de ikke passer til din specifikke situation), da bør du opsøge en anden skriftefader, for det har du ret til at gøre.

Som præst er det mest velsignede, jeg kan sige indstiftelsesordene, der optræder under Den hellige Messe, men det, der kommer næstefter, er følgende:

Gud, vor barmhjertige Fader har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig gennem kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen“.

Desværre, og dette tynger mig med stor sorg, så kommer disse velsignede linjer alt for sjældent over mine læber … Min bøn er, at alle dem, der læser denne artikel (som ikke er noget stort) vil agere således, at deres præst (eller personlige skriftefader) får den velsignelse, at han må udtale disse ord rettet netop til dem så ofte som muligt. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 15. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-ii-making-a-good-confession

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helgenerne: Kun få bliver frelst

Information til læseren

Kirkens tradition er rig på Kirkefædre, Kirkelærere, helgener, mystikere etc, som har talt om frelsen og hvor mange, der frelses. Listen over disse helgener er ganske lang, og derfor er det følgende kun et lille udsnit af det, der findes.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne” (Luk 13: 23-24).

Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (Matt 22: 14).

Ikke alle, ej heller flertallet bliver frelst”. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer.

Antallet af dem, der bliver frelst, er så minimalt, som det antal druer, der bliver tilbage, når drueplukkerne har færdiggjort deres arbejde”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Tænk på helvedes kvaler, som vil vare for evigt, fordi man har begået en dødssynd. Arbejd hårdt på at være blandt de udvalgte. Tænk på helvedes evige flammer, og hvor få der bliver frelst”. Skt. Benedict Joseph Labre.

Størstedelen af menneskene vælger hellere fortabelsen fremfor at elske Den Almægtige Gud”. Skt. Alphonsus Liguori, Kirkelære.

Et væld af sjæle går til helvedes dyb, og det er på grund af troen, at alle, der dør i en tilstand præget af dødssynd, er fortabt for evigt. Ifølge statistikkerne dør ca. 80.000 mennesker hver dag. Hvor mange af dem vil dø i en tilstand præget af dødssynd? Og hvor mange vil blive fordømt! For den måde, de har levet på, afspejler deres endeligt”. Skt. Anthony Mary Claret.

Se, mange er blevet kaldet, og kun få er blevet udvalgt! Vær opmærksom på, at hvis du ikke tager vare på dig selv, har du langt mere din fortabelse i vente end en egentlig forbedring, og det er fordi, den vej, der leder til det evige liv, er meget smal”. Skt. Johannes af Korset, Kirkelære.

Det starter godt ud for mange, men det er få, der holder ud”. Skt. Hieronymus, Kirkelære og Kirkefader.

Antallet af de udvalgte er meget lille, faktisk så ringe, at vidste vi, hvor småt det egentlig er, ville vi besvime af sorg. Antallet af de udvalgte er så lille, at Gud må samle dem, Han ville løfte Sin røst og sige gennem Sin profet: ’saml Jer, hver for sig, en fra denne provins, en fra det kongerige’” Skt. Louis Marie de Montfort.

Jeg ønsker ikke, at min tale skal være overilet, men den skal stemme overens med det, jeg tænker og fornemmer. Jeg tror ikke, at særlig mange biskopper undgår fortabelsen, og at antallet af dem, der går fortabt, er meget stort”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det, jeg nu vil fortælle Jer er meget forfærdeligt, for jeg ønsker ikke at holde noget skjult for Jer. Ud af denne bys store indbyggertal, som er på flere tusinder, vil ikke engang 100 mennesker blive frelst, og jeg tror, at 100 er højt sat”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det er få, der bliver frelst, men vi må leve vores liv, som er vi blandt de få, hvis vi ønsker at være blandt de få, der bliver frelst. Oh Gud, i sandhed er der meget få, der bliver frelst, og jeg ønsker at være blandt de få”. Skt. Alphonsus Liguori.

Hvis I ønsker at være sikre på Jeres frelse, stræb da efter at være blandt de få af de få. Følg ikke størstedelen af menneskeheden, men følg dem, der forsager verden, og aldrig tøver i deres stræben dag og nat efter at nå til den evige salighed” Skt. Anselm, Kirkelære.

Alle mennesker har et ønske om at blive frelst, men størstedelen lader sig friste af synden, fordi de ikke ønsker at gøre det, der kræves for at blive frelst … Faktisk er antallet af de udvalgte langt mindre end antallet af de fortabte, for de forhærdede syndere er langt større i antal end de udvalgte”. Skt. Alphonsus Liguori.

Men jeg skælver, når jeg i disse dage ser, hvor mange sjæle der går til fortabelsen. Det, jeg ser, er, at de går til helvede som løvfald før vinterens komme”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Der er intet, der berører Jesu Hjerte mere, end at Han må se, at den lidelse Han gik igennem ikke gavner de mange”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Med undtagelse af dem, der dør, mens de stadig er børn, vil langt de fleste mennesker fortabes”. Skt. Regimius fra Rheims.

Åh, hvor er der mange sjæle, der kommer til helvede”. Skt. Francis Xavier.

Kristi hjord betegnes som ’lille’ sammenlignet med det langt større antal af forhærdede syndere”. Skt. Beda, Kirkelærer og Kirkefader.

Hvor mange blandt disse uciviliserede mennesker har stadig ikke kendskab til Gud og er sunket ned i et mørke af afgudsdyrkelse, overtro og ligegyldighed! … De stakkels sjæle, for det var netop dem, Kristus så, da Han led allermest. Han så, hvor nyttesløs den smerte, Han led for disse sjæle, var”. Skt. Francesca Saverio Cabrini.

Udfaldet må nødvendigvis være, når man ser på, hvor mange mennesker, der pådrager sig skyld ved at agere med ligegyldighed, at rigtig mange fortabes, fordi synd ikke betragtes med afsky, og det er i sagens natur vanskeligt at afsky synd, hvis synd ikke bliver betragtet som synd”. Skt. Josef Cafasso.

Der er mange, der kommer til troen, men få, der når til den himmelske herlighed”. Pave Skt. Gregory den Store, Kirkelære og Kirkefader.

Man kan kun begribe, hvor få der er blevet udvalgt, hvis man forstår hvor mange, der går fortabt”. Skt. Hilary fra Poitiers, Kirkelærer og Kirkefader.

Uden tvivl er de, der er blevet udvalgt, ganske få”. Skt. Augustin, Kirkelære og Kirkefader.

Nogen vil sige: For mig er det tilstrækkeligt at blive frelst. ’Nej’ siger Skt. Augustin, ’det er ikke tilstrækkeligt at sige sådan, for så bliver du fortabt’”. Skt. Alphonsus Liguori.

Størstedelen af menneskeheden sætter ikke pris på Kristi Blod og vil fortsætte med at fornærme Ham”. Skt. Isidore fra Seville, Kirkelære og Kirkefader.

Mange ordensfolk går direkte til helvede, fordi de ikke overholder deres klosterløfte”. Skt. Vincent Ferrer.

Så mange mennesker vil dø, og langt de fleste vil komme i helvede! Rigtig mange vil komme i helvede”. Skt. Jacinta fra Fatima.

Den, der gang på gang misbruger Guds barmhjertighed, vil Gud trække Sig fra”. Skt. Alphonsus Liguori.

Til trods for en forsikring om, at Gud ikke skaber noget menneske med henblik på, at det skal havne i helvede, og at Han ønsker, at alle mennesker må blive frelst, er det ligeså sandt, at kun få vil blive frelst, at kun ganske få vil komme ind i Himlen, og at størstedelen af menneskeheden for altid vil være fortabt”. Skt. John Neumann.

Der blev afholdt en synode i Paris og et stort antal prælater og præster, der havde ansvar for sjæle, deltog; kongen og hans stormænd kom, og gjorde dem selskab, for at skabe glans over forsamlingen. En velkendt forkynder var blevet inviteret til at forestå prædikenen. Mens han var i færd med at forberede sin homili, fremstod en afskyelig dæmon for ham og sagde: ’læg dine bøger til side. Hvis du ønsker at prædike noget, der er nyttigt for disse stormænd og prælater, så koncentrer dig om, hvordan det hele tager sig ud set fra vores synspunkt. Vi, som er mørkets fyrster takker Jer stormænd, prælater og præster, som har ansvar for sjæle, for på grund af den ligegyldighed I lægger for dagen, fortabes en stor del af de troende. Vi har en helt særlig belønning i vente for Jer, når I kommer for at være sammen med os i helvede”. Skt. Leonard fra Port Maurice.

Så stort er antallet af elendige sjæle, og til sammenligning er antallet af de frelste meget få!” Skt. Phillip Neri.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/saints-on-the-fewness-of-the-saved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)