Category: Church

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal: Pavens reaktion på tyskernes forslag om interkommunion er ”uforståelig”

Den fejl, pave Frans i sidste uge gjorde ved ikke at give helt klare retningslinjer med udgangspunkt i katolsk lære og praksis til de tyske biskopper vedrørende interkommunion med protestanter, peger på et frafald fra troen, har en prominent kardinal udtalt.

I torsdags (den 3. maj 2018) gav pave Frans de tyske biskopper et pålæg om så vidt muligt at nå til ”enighed” i spørgsmålet, om hvorvidt protestantiske ægtefæller til katolikker kan modtage Den hellige Kommunion. Paven overbragte sine retningslinjer gennem ærkebiskop Luis Ladaria, SJ, præfekt for Troslærekongregationen under et møde i Rom med repræsentanter fra Vatikanet og en delegation fra den tyske biskopkonference. Der var blevet indkaldt til dette møde, efter at syv tyske biskopper havde sendt et brev til Vatikanet, hvor de udtrykte modstand imod, at man på et møde den 20. februar i den tyske biskopkonference med flertal stemte for at tillade interkommunion til protestanter under visse omstædigheder.

I en kommentar offentliggjort i dag i National Catholic Register betegner kardinal Willem Jacobus Eijk fra Holland det pålæg, som pave Frans har givet, som ”fuldstændig uforståeligt”.

”Kirkens doktrin og praksis i henhold til varetagelsen af det Eukaristiske sakramente til protestanter er fuldstændig klar”, siger kardinal Eijk med henvisning til Den Katolske Kirkes katekismus samt kanonisk lov.

Han forklarede, at interkommunion i princippet kun er mulig, når det drejer sig om Ortodokse kristne, ”Disse har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter, ganske særligt i kraft af den aspostoliske succession, præstedømmet og Eukaristien, hvorved de fortsat er knyttet til os i det mest inderlige forhold” (CCC nr, 1399 og 1400, C.I.C. / 1983 Can. 844, § 3).

Protestanterne har hverken den apostoliske succession eller et gyldigt præsteskab eller troen på Eukaristien, fortsætter den hollandske kardinal. De fleste tyske protestanter, forklarede han, er lutheranere, og lutheranere tror på consubstantion, dvs. foruden at Kristi Legeme og Blod fuldt og helt er til stede, så er brød og vin det også, alt dette er så at sige nærværende, når man i lutheransk forstand modtager Kommunionen. Lutheranere tror også, at det er ens tro, der skaber Jesu tilstedeværelse, så hvis nogen modtager brødet og vinen uden at tro på dette, er Jesu Kristi Legeme og Blod ikke tilstede.

Den lutheranske doktrin vedrørende consubstantion adskiller sig væsentligt fra den katolske doktrin omkring transubstantion, forklarede kardinal Eijk, da sidstnævnte ”indebærer en tro på, at det, der modtages under brødets og vinens skikkelse, selv hvis det gives til en person, der ikke tror på transubstantion eller udenfor Messen, stadig er Kristi Legeme eller Blod og ikke vin eller brød”.

I betragtning af disse fundamentale forskelle, sagde han, at en protestant ikke er en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab og derfor ikke kan modtage Den hellige Eukaristi, og dette gælder også, selvom han eller hun er gift med en katolik.

Forskellen mellem troen på consubstantion og transubstantion er så stor, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage Kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Dette kan dog også ske i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor en person, der ligger på sit dødsleje, også kan konvertere til katolicismen.

Han bemærkede endvidere, at de tyske biskopper i udkastet til direktiverne vedrørende tilladelsen af interkommunion til protestantiske ægtefæller fremhæver, at den enkelte må ’lytte til sin samvittighed’ ved siden af, at man ’konsulterer’ en præst eller en anden person med pastoralt ansvar”. Men han sagde, at dette ikke er en tilstrækkelig garanti for, at en person virkelig accepterer Kirkens tro.

Hvis man virkelig accepterer Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og dermed præsteskabet og den apostoliske succession, så er der kun en mulighed, nemlig at blive katolik, sagde kardinalen.

Selvom de tyske biskopper har forsikret, at eksempler med protestanter, som ønsker at modtage Kommunionen med deres ægtefælde, er sjældne, sagde Eijk, at han tror, at det (netop) er det, som åbner døren på klem for interkommunion, og det vil uundgåeligt medføre en udbredelse af denne praksis.

”Protestanter, som er gift med katolikker, og som ser andre protestanter gift med katolikker modtage Kommunionen, vil tro, at de kan gøre det samme. Og til sidst vil selv protestanter, der ikke er gift med katolikker ønske at modtage Kommunionen. Den generelle erfaring med at foretage sådanne ”justeringer” er, at man (som tiden går) gradvist slækker mere og mere på de kriterier, man i starten satte” sagde han.

Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper i sidste uge, at de må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument og prøve at nå til enighed: spurgte Eijk: ”Enighed om hvad”?

”Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af, at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet, heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig”, sagde han.

Som ”det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare” (Lumen Gentium no. 23) sagde Eijk, burde Den hellige Fader have givet de tyske biskopper helt klare retningslinjer med udgangspunkt i Den Katolske Kirkes Katekismus og kanonisk lov.

Når pave Frans undlader at skabe klarhed omkring interkommunion, opstår der en ”udbredt forvirring” blandt de troende, og Kirkens enhed ”bringes i fare”, sagde han. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, tilføjede han.

Kardinal Eijk konkluderede: ”Idet jeg noterer mig, at biskopperne, og først og fremmest Peters efterfølger, forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i Den Hellige Tradition og i Den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus”.

Dette afsnit har overskriften: Kirkens sidste prøvelse:

Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.

Pave Emeritus Benedikt XVI har også vist sin modstand mod den tyske biskopkonferences forslag om interkommunion og har støttet de syv biskoppers initiativ (til at få arrangeret et møde i Vatikanet).

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/popes-response-to-german-bishops-on-intercommunion-completely-incomprehensi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Augustins faretruende advarsel til præster, der er præget af ligegyldighed

Vi modtager i disse dage mange kommentarer fra læsere, der er meget oprørte, ikke så meget på grund af åbenlyst moralsk fordærvede – og hæretiske kardinaler, biskopper og præster, men som også er bestyrtede over den ligegyldighed, der præger så mange ellers gode præster, som hverken siger eller gør noget i forhold til det moralske fordærv og den hæresi, der er i Kirken. Dette er på en og samme tid et mærkeligt og foruroligende fænomen, men det er slet ikke usædvanligt i vor tid.

Mange spørger: ”Hvad er de så bange for?” Den eneste frygt, de burde have, er en sund frygt for Gud selv.

I (sin bog) The Power of Silence genkalder kardinal Robert Sarah nogle meget relevante ord sagt af Skt. Augustin om netop dette emne:

Enhver præst og biskop burde kunne sige som Skt. Augustin: ”Voce Ecclesia Loquor (Jeg taler med Kirkens stemme)”(Serm. 129, 4) og derfor med Jesu Kristi stemme. Derfor bør han skarpsindigt og effektivt tage sit ansvar som præst og vejleder på sig. Enhver præst og biskop må lægge sig, den frygtelige dommens dag på sinde, hvor han for Gud holdes ansvarlig for synderne hos dem, som han ikke bragte til omvendelse på grund af sin ligegyldighed.

Skt. Augustin skriver meget alvorligt i et brev: ”Denne tids herlighed passerer forbi; på dommens dag vil al den hæder intet være værd. Det er ikke min hensigt at spilde mit liv på et forfængeligt liv spundet ind i Kirkens hæder. Jeg tænker på den dag, hvor jeg skal aflægge regnskab for den hjord, jeg blev betroet af kongernes Konge. Forstå min frygt, for min frygt er stor”.

Dommens dag. Den kommer til os alle, men for klerikale, der er ordinerede vejledere for sjæle, er dommen større og mere frygtelig. Det er derfor, at de specielt har behov for vore bønner. Desværre befinder vi os endnu engang i en historisk epoke af kristendommen, hvor den klerikale adfærd er præget af ligegyldighed og en tendens til at undvige fra at stå fast på – og forsvare sandheden. Dette giver plads for, at ondskaben kan slå rod og blomstre især i de unges sjæle og ødelægge dem. Kun en (ganske) lille håndfuld klerikale står ved Kristi side og siger med glæde ja til det kors, der i sagens natur følger med, når man viser sin troskab. De andre (klerikale), som følger tidsånden, burde alle genlæse den store klassiker: The Imitation of Christ af Thomas À Kempis. Et mesterværk, der bestemt også er for lægfolk.

Bed for vore klerikale på alle niveauer i Kirkens hierarki. Behovet for bøn er stort, og det vidner den enorme – og hurtigt fremadskridende udvikling om, som vi dagligt har rapporteret om i de seneste fem år.

”Tolerance er det menneskes dyd, som ikke er overbevist” – G.K. Chesterton

”Den, der ikke afskyr vildfarelser, elsker ikke sandheden” – G.K. Chesterton

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-augustines-ominous-warning-to-negligent-pastors

 

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A Christian reflection on the “New Age”

The present study is concerned with the complex phenomenon of “New Age” which is influencing many aspects of contemporary culture.

The study is a provisional report. It is the fruit of the common reflection of the Working Group on New Religious Movements, composed of staff members of different dicasteries of the Holy See: the Pontifical Councils for Culture and for Interreligious Dialogue (which are the principal redactors for this project), the Congregation for the Evangelization of Peoples and the Pontifical Council for Promoting Christian Unity.

These reflections are offered primarily to those engaged in pastoral work so that they might be able to explain how the New Age movement differs from the Christian faith. This study invites readers to take account of the way that New Age religiosity addresses the spiritual hunger of contemporary men and women. It should be recognized that the attraction that New Age religiosity has for some Christians may be due in part to the lack of serious attention in their own communities for themes which are actually part of the Catholic synthesis such as the importance of man’ spiritual dimension and its integration with the whole of life, the search for life’s meaning, the link between human beings and the rest of creation, the desire for personal and social transformation, and the rejection of a rationalistic and materialistic view of humanity.

The present publication calls attention to the need to know and understand New Age as a cultural current, as well as the need for Catholics to have an understanding of authentic Catholic doctrine and spirituality in order to properly assess New Age themes. The first two chapters present New Age as a multifaceted cultural tendency, proposing an analysis of the basic foundations of the thought conveyed in this context. From Chapter Three onwards some indications are offered for an investigation of New Age in comparison with the Christian message. Some suggestions of a pastoral nature are also made.

Those who wish to go deeper into the study of New Age will find useful references in the appendices. It is hoped that this work will in fact provide a stimulus for further studies adapted to different cultural contexts. Its purpose is also to encourage discernment by those who are looking for sound reference points for a life of greater fulness. It is indeed our conviction that through many of our contemporaries who are searching, we can discover a true thirst for God. As Pope John Paul II said to a group of bishops from the United States: “Pastors must honestly ask whether they have paid sufficient attention to the thirst of the human heart for the true ‘living water’ which only Christ our Redeemer can give (cf. Jn 4:7-13)”. Like him, we want to rely “on the perennial freshness of the Gospel message and its capacity to transform and renew those who accept it” (AAS 86/4, 330).

More

Catholics and the dangers of New Age movement – the Experience of Father Kneemiller

Nowadays, it is not uncommon that Catholics feel themselves attracted to New Age Movement. They are sometimes, alas, even encouraged by their priests to do so. But what is the New Age Movement? Dr. Shea gives us the following explanation:

This so-called New Age movement is a cultural current that has engulfed the world today. There is therefore a pressing need for Catholics to understand authentic Catholic doctrine to properly assess New Age themes. New Age thought and practice is, like second and third century gnosticism, an assortment of positions that the Church has identified as contradicting the Catholic faith. […] A society which has undergone a breakdown of faith in the Christian tradition and in the unlimited process and progress of science and technology has now to confront the surprising return of gnosticism, a compendium of cosmic religiosity, rituals, and beliefs which had never really disappeared. Gnosticism has its origin in the pagan religions of Asia, Phoenicia, Egypt, Greece, and Babylon, and also in astrology and Greek Platonism. Its basic tenet is the doctrine of salvation through knowledge. The New Age movement claims to be able to acquire this knowledge in an esoteric way through such methods as dream analysis and through the medium of a “spiritual master.” (for more details click Here).

More

Vatican invites Katy Perry to talk about Transcendental Meditation

A self-professed “spotlight” for LGBT rights, earlier this year Perry said she would edit the lyrics a decade after its release to get rid of the “stereotypes,” telling Glamour magazine: “We’ve changed, conversationally, in the past 10 years. We’ve come a long way. Bisexuality wasn’t as talked about back then, or any type of fluidity.”

Perry, who later was treated to a royal tour of the Vatican by Archbishop Paul Tighe, secretary of the Pontifical Council for Culture, also met the Pope, accompanied by her boyfriend, the movie actor, Orlando Bloom, and Perry’s mother.

More

HEAD OF VATICAN COMMUNICATIONS RESIGNS AMID SCANDAL

VATICAN CITY (ChurchMilitant.com) – After a scandal involving a doctored photo of a letter from Pope Benedict, the head of Vatican communications is stepping down.

AskaNews reported Wednesday morning that Msgr. Dario Viganò has submitted his letter of resignation, and the pope has accepted.

“The Holy Father Francis has accepted the renunciation of Mons. Dario Edoardo Viganò, Prefect of the Secretariat for Communication (SPC)”, announced Vatican spokesman Greg Burke. “Until the new Prefect is appointed, the SPC will be led by the Secretary of the same Dicastery, Mgr. Lucio Adrián Ruiz.”

More

Vatican admits leaving out another key paragraph from Benedict’s letter on Francis

VATICAN CITY (ChurchMilitant.com) – After a scandal involving a doctored photo of a letter from Pope Benedict, the head of Vatican communications is stepping down.

AskaNews reported Wednesday morning that Msgr. Dario Viganò has submitted his letter of resignation, and the pope has accepted.

“The Holy Father Francis has accepted the renunciation of Mons. Dario Edoardo Viganò, Prefect of the Secretariat for Communication (SPC)”, announced Vatican spokesman Greg Burke. “Until the new Prefect is appointed, the SPC will be led by the Secretary of the same Dicastery, Mgr. Lucio Adrián Ruiz.”

More

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 4. del

Kirkens viden om – og Hendes forståelse af mennesket

I denne sidste artikel vil jeg komme ind på den store viden og forståelse, som Kirken har af, at der er behov for en renselse, et behov, der ikke kun gør sig gældende for det kommende (evige) liv, men også for de bevæggrunde vi har her og nu. Hvorfor vil vi tjene Gud? Hvad holder vi af? Hvad er vi bange for?

Uansvarlighed i forbindelse med sognes forvaltning, et korrupt fremme af aflad samt talrige andre misbrug var omfattende på tærsklen til den protestantiske reformation. Det er ikke forkert at formulere det således, at måden, hvorpå man forsøgte at løse problemet, var langt værre end selve ”sygdommen”. Ligesom en meget stærk medicin, der nærmest amputerer en legemsdel frem for at kurere den, bandlyste de protestantiske sekter aflad og Sakramentalier samt Bodens Sakramente og doktrinen om purgatoriet, og endnu mere konsekvent benægtede man i nogle tilfælde sondringen mellem dødssynden og den tilgivelige synd. Ved at gøre sådan handlede man mod bedre vidende, fordi man banede vejen for en uklar definition af – og eventuel underminering af sammenhængen mellem synd og barmhjertighed, skyld og nåde, renselse og værdighed, som er det centrale for den kristne tro (1).

Enhver, der tror på, at sjælen er udødelig og overvejer menneskets syndighed, vil kunne se behovet for et overjordisk purgatorie eller renselsessted, som den hedenske filosof Platon gjorde; enhver, som har gjort brug af åndelig vejledning, værdsætter det mundtlige skriftemål, som det mest effektive middel til at besejre fejltrin; enhver, der forstår menneskets tosidede sammensætning, den sanselige og den åndelige, vil fornemme behovet for sakramenter ligesom ikoner, indviet vand og perlerne i en rosenkrans for at fastholde det på dydens vej. At give slip på sådanne ting vil blot vise, at forståelsen af mennesket er meget svag, eller at man tror, at synden ene og alene kan overvindes af en selv, en overvindelse, der sikkert aldrig har fundet sted i hele verdenshistorien, eller at man praktisk talt mister fornemmelsen for syndens alvor. Uden forståelse for hvad synd er, hvordan den fungerer, eller hvordan den vil blive straffet, hvordan den kan tilgives og undgået, forstår man ikke, at dens realitet er, at man bliver underkastet den og i sidste instans kasseres.

De, som siger, at frygten for helvede er et egoistisk og uværdigt motiv for at vende sig mod Gud og holde sig væk fra synden, viser uagtsomt, hvor lidt de ved om mennesket og dets svagheder. De har ikke tilstrækkeligt og intenst betragtet den faldne naturs plagede ansigt, presset af fristelse, stædighed og beslutsomhed. Uden frygten for helvede ville helvede i sig selv synes større. Fjern denne frygt og du fjerner dens brod, trompetfanfaren, som nogle omvandrende syndere har behov for at få dem ind til skriftestolen og ned på knæ. Yderligere har troende kristne behov for fra tid til anden at blive mindet om, hvad de er ved at miste ved at afvise livets nåde. Skt. Thomas Aquinas, et meget følsomt menneske, siger det på følgende måde: 

Mennesket undgår fejltagelser ved at minde sig selv om følgerne: Ved at tænke på fordømmelsen, vi er advarede mod synden, i lang tid, bidende og mangfoldige er helvedes pinsler: Tænk på livets afslutning i alt, hvad du foretager dig, så vil du aldrig nogensinde synde (Sir 7:36).

Man kan ikke protestere stærkt nok mod forfattere, som angriber den vestlige Kirke vedrørende dette emne. Et angreb på doktrinen vedrørende det at omvende sig på grund af frygten for helvede, som traditionelt er kendt som det ufuldstændige bidrag, stammer fra en kombination af naivitet og stolthed. Frygten for helvede kan være blevet misbrugt fra tid til anden af prædikanter, som glemte at kombinere barmhjertighed med alvor. Ikke desto mindre er det både urealistisk og ugudeligt at udrydde eller nedvurdere selve motivet for frygten og nedgøre frygtens nødvendige rolle i det åndelige liv hos det faldne menneske. Vor Kirke beder os i Sin visdom om at foretage Bodens Sakramente, inden vi modtager absolutionen. Den traditionelle formel, skønt den er simpel, fortjener megen overvejelse: 

Min Herre og min Gud! Af hele mit hjerte angrer jeg alle mine synder. Jeg vender mig bort med afsky fra dem, fordi jeg ved, de har fortørnet Dig og fortjent at blive straffet af Dig (motivet for den ufuldkomne anger), min største velgører og kærligste Fader. Men i særdeleshed er jeg bedrøvet over, at jeg ved mine synder har været utaknemlig imod Dig og gjort Dig imod, Du, det højeste og mest fuldkomne gode, som jeg elsker over alt (motivet for den fuldkomne anger) … Med Din bistand fortsætter jeg mig oprigtigt at forbedre mig og undgå enhver farlig lejlighed til synd. Jeg vil heller ikke for nogen pris atter begå en svær synd.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at hvis frygten for Gud er begyndelsen til viden, som Den hellige Skrift lærer, kan frygten for helvede være begyndelsen til en

oprigtig metanoi eller hjertets forvandling. Som Kierkegaard siger: 

Thi, ligesom lærerens strenghed til tider er nødvendig, ikke for at straffe den uopmærksomme, men for at få opmærksomhed og for at tvinge eleven til at se på det, som han bør se på, i stedet for at sidde distræt og blive forledt til at se på alle mulige ting – på samme måde må frygten for fortabelse hjælpe den, der lider, til at have fokus på det, der er det væsentlige og derved hjælpe ham til at opdage fryden derved.

Lignende kommentarer kan rettes mod dem, der kritiserer kristne for at adlyde Kristus og Hans Kirke ”for at komme i Himlen”. Der kan være kristne, hvis holdning til frelsen er camouflage for egoisme eller individualisme, der gemmer sig bag en kåbe af fromhed. Men det er på tide at genvinde en stærk og sund kærlighed til Himlen. Kom Kristus ikke for at frelse os, fortalte Han os ikke igen og igen, hvad det er, vi må gøre for at frelse vore sjæle og være sammen med Ham i paradis? Fremgår det ikke tydeligt af Hans ømme ord, specielt i ”afskedsforkyndelserne”, der er nedfældet i Johannes Evangeliet, nemlig at Han længes efter at bringe os ind i Sin Faders rige, og der lade os tage del i Lammets bryllupsfest? Det står yderligere klart, at Hans disciple altid har stræbt efter saliggørelse og den fuldendte samhørighed med Gud, det som Det Nye Testamente hele vejen igennem har som ”den røde tråd” er frelsen, og Kirken har videre i Sin visdom lært os at søge frelsen før alt andet (4). Lad det stå klart: Formørkelsen af Himlen er noget af det værste, der kan ske, når man vender sig mod det verdslige, som var en del af Vatikan II’s ånd. Gud skabte os ikke til at leve for evigt i denne verden, som forsvinder, og som vi alle må give slip på. Før vi ved af det, ligger vi på dødslejet, og det eneste spørgsmål, som betyder noget der, er: Hvorfor har jeg levet? Og hvor skal jeg hen nu?

Gud skabte os til denne afslutning, således at vi kunne blive forenet med Ham i kærlighed af egen vilje, et drømmesyn af Ham vor guddommelige ægtefælle. Gud skabte mennesket for at guddommeliggøre det. Således som Den katolske Kirkes Katekismus lærer os det (1024): ”Dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed, dette livs- og kærlighedsfællesskab med Den, med Jomfru Maria, englene og alle de salige …. er det endelige mål for mennesket og opfyldelsen af dets dybeste længsler, den højeste og endegyldige saligheds tilstand”. At dvæle for evigt i det himmelske kongerige forenet med Gud i et bånd af uløselig kærlighed er vor fuldkommengørelse, den afsluttende overordentlige kærlighedsgave, som Han har beredt for os. Ved bøn og opofrelse kan vi blive værdige til at udtale ordene fra Skt. Ignatius af Antioch: … der er i mig et levende vand, der i mit indre siger til mig: ”Kom til Faderen” (5).

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Protestanter forkaster fuldstændigt purgatoriet, mens de østlige ortodokse teologer har et andet problem. De forkaster purgatoriet, fordi de fastholder, at ifølge skabningens ontologiske status kan der ikke være noget sted, hvor der pågår en midlertidig renselse; himlen rummer snarere en evig renselse af helgenerne. Men dette standpunkt er fejlagtigt af to årsager. For det første kan en sjæl, der bærer syndens stænk være nær den guddommelige tilstedeværelse, den må først være hellig i dens fulde udstrækning. For det andet er der ikke en uendelige mængde af hellighed til rådighed for den enkelte skabning; der er kun så meget godhed, som et menneske kan besidde. Det er den godhed, som er nødvendig for at komme i Himlen, og når en sjæl en gang har opnået den ved Guds nåde, der udgydes over den i purgatoriet, og derfor er der ikke yderligere behov for yderligere renselse af urenhed og uværdighed. Det tænkende menneske er ikke uværdigt i Guds nærværelse, fordi det blot er en skabning, men snarere fordi det er en ulydig tjener. Når dens mangel på trofasthed er fjernet, kan den stå ydmyg men værdig overfor Den Almægtige. Forskellen mellem vest og øst har rødder i en meget dybere forskel, nemlig, hvor vidt eller ej den lyksagliggjorte nyder godt af, det umiddelbare syn af selve det guddommelige væsen; og den kan også blive forbundet på et andet niveau af værdighed i overensstemmelse med mennesket som et billede af Gud. Den vestlige fastholdelse af purgatoriet som nødvendig for renselse nedstammer fra en højere vurdering af den værdighed, dette billede er i stand til at være i Guds nærvær.

(2): Gilby, Theological Texts, 264.

(3): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna H. Hong (Princeton: Princeton University Press, 1997), p. 142.

(4): At have opfattelsen af at vi på en eller anden måde er i stand til at elske Gud “blot for Hans skyld” og ikke på grund af vores enorme behov, vores sult og vores tørst efter Hans tilstedeværelse, vore behov – selv Kierkegaard, som er knap så venligsindet overfor katolsk teologi, ser denne fejltagelse, blasfemien i forhold til dette. Nuvel, ”alle ting må tjene os til det gode, når vi elsker Gud”, taget fra Christian Discourses, p. 188.

(5): Citat fra Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1011.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 15.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iv

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amerikansk biskop beder om, at man i hans bispedømme begynder at modtage Kommunionen ”knælende og på tungen”

Robert Morlino, der er biskop i bispedømmet Madison i Wisconsin, har bedt hele bispedømmet om (til næste efterår) at begynde at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen for at forøge ærbødigheden for Kristi realpræsens i Eukaristien.

Biskoppen fremsatte sin bøn, som en afslutning på prædikenen den 11. april ved oliemessen, hvor olierne blev indviet, så de i bispedømmets sogne kunne anvendes ved de sakramentale handlinger.

”Jeg vil bede om, at vi sammen har fokus på, at vi viser større ærbødighed, når vi modtager Den hellige Kommunion. Jeg vil bede om, at man tilskynder folk til at modtage Kommunionen knælende og på tungen” sagde han ved afslutningen af sin prædiken.

”Der er ingen tvivl om, at modtagelsen af Kommunion på tungen er forbundet med større ærbødighed. Og samtidig fører dette ikke til en skødesløs adfærd. Jeg vil derfor bede om, at man til efteråret lærer vore elever at modtage Kommunionen på tungen”, tilføjede han.

Indtil 1960 modtog katolikker over hele verden Kommunionen knælende og på tungen. Vanen med at modtage Kommunionen i hånden blev til grundet ulydighed, der har sin rod i Holland. På grund af det omsiggribende misbrug ved at modtage Kommunionen i hånden bevilgede pave Paul VI en pavelig dispensation for denne praksis i 1969 i et brev fra Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Brent King, som er overhoved for bispedømmet Madinson’s kommunikationsafdeling, fortalte LifeSiteNews, at måden, hvorpå man modtager Kommunionen på den traditionelle måde, knælende og på tungen, er med til at forøge en ærbødighed (overfor Gud) grundet den ydre holdning, hvor man med kroppen viser en underdanighed, der korresponderer med den indre holdning, hvor man ydmyger sig for Gud.

I brevet til menigheden i Filippi, skrev Paulus: ”For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig”.

King sagde: ”Hvis vi knæler, viser vi ærbødighed overfor Det, vi rent faktisk tror på, nemlig at Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed er til stede i Hostien”.

Han gjorde det også klart, at ingen vil blive nægtet modtagelsen af Kommunionen, hvis de fortsat ønskede at modtage den i hånden.

Under sin prædiken henviste Morlino til præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, kardinal Sarah’s henvendelse, hvor han gjorde rede for den ”alvorlige troskrise” Kirken befinder sig i på grund af en ”forarmet” liturgi.

Kardinal Sarah sagde, at denne krise, som ikke kun kommer til udtryk på lægmandsniveau også findes blandt præster og biskopper, og som har gjort os blinde for den dybere forståelse af, at den Eukaristiske liturgi, som er identisk med den handling, som blev foretaget en gang for alle af Jesus Kristus, idet offeret på korset blev gjort nærværende på ublodig vis ved Kirken, til enhver tid, alle steder, hos alle folk og nationer.

”Der er ofte en ugudelig tendens til at til at reducere Den hellige Messe til et simpelt og ’hyggeligt’ måltid, en fejring af en profan fest, menighedens fejring af sig selv eller endnu værre en forfærdelig afledning fra smerten over et liv, der ikke længere giver mening eller fra frygten for at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Hans blik afslører – og samtidig forpligter os til med oprigtighed og uforfærdet at anskue det ”grimme”, der er i vores indre. Men Den hellige Messe er ikke en afledning. Den er Kristi levende offer, der døde på korset for at frelse os fra synd og død, og med det formål at åbenbare Gud Faders kærlighed og herlighed”, tilføjede kardinalen.

Biskop Morlino sagde, at mens Den katolske Kirke har udmærket sig i sociale spørgsmål på alle niveauer, har Den undladt at videregive den levende tro til den nuværende – og de kommende generation(er). Han sagde, at dette blev åbenbart af den kendsgerning, at mindre end 25 % af katolikkerne i dag går til Messe.

Som en opfølgning på Sarah’s oplæg, beklagede Morlino, at en ”travlhed” har indsneget sig i liturgien, hvor de fleste ser sig tilskyndet til at skulle ”være aktive” under Messen. Han sagde, at Det Andet Vatikankoncils opfordring til ”actuoso participatio” blandt lægfolket snarere henviser til en ”nærværende” deltagelse snarere end en ”aktiv” deltagelse.

Biskoppen sagde, at det er langt vigtigere for messedeltagerne at grunde over (på et dybere plan), hvad det er, der sker under Messen, nemlig at Gud er til stede med Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Dette burde berøre messedeltagernes sjæle og fylde dem med ærefrygt og undren, men alt for ofte er de troende så travlt optaget (med andet), at de ikke bemærker dette, tilføjede han.

Fr. John Zuhlsdorf, præst i bispedømmet Madison, skrev på sin Fr. Z’ blog, at det, som biskop Morlino her foretager sig er ” det helt rigtige”.

”Det er på tide, at vi, som enkeltpersoner, menigheder, Kirkens samfund, små, store, familier, bispedømmer og nationer, begynder at udvikle en mere alvorlig og transformerende hellig liturgisk tilbedelse”, sagde han.

”Derfor er det, som Biskop Morlino har gjort, det helt rigtige. Han har vist et personligt eksempel. Han har vist lederskab. Han har med klogskab igangsat dette med en indledende fase, hvor der er gjort plads til vejledning og samtale med præster og lægfolk. Det er en stor velsignelse for Den hellige Kirke, at han troligt udfylder sit ”tungtvejende” hverv som biskop. Må hans eksempel blive fulgt op af dem, der (pastoralt) skal tage vare på sjælene”, tilføjede han.

Sidste år, da kardinal Sarah anmodede klerikale om at tage ’ad orientem til sig (at vende sig mod øst under Messen) i adventstiden, var Morlino en af de første biskopper i Kirken til at besvare denne opfordring.

Forud for dette bad Morlino samme år om, at Tabernaklet blev flyttet tilbage til Kirkens centrum i bispedømmets kirker.

Biskop Morlino kom til bispedømmet Madison i 2003. På det tidspunkt blev bispedømmet ofte karakteriseret som værende liberalismens bastion både rent politisk og åndeligt. Der var kun seks præstestuderende, men under Morlino’s lederskab er antallet af præstestuderende blevet seksdoblet frem til 2015.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af og publiceret på LifeSiteNews.com d. 13. april 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-bishop-asks-diocese-to-begin-receiving-communion-on-tongue-while-kneel

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)