Category: Church

Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig

Vi skriver 2029, og på grund af omstændighederne deltager du i en gruppestyret Messe, som fejres af Asger, som erbuschauffør, Karl, som er bankdirektør og Hans, der er tømrer.

Du befinder dig i en ”kirke”, som blev ”skabt” i hovedet på Amazonassynodens radikale muse, biskop Fritz Lobinger. Efter at pave Frans havde prist Lobingers arbejde til skyerne, blev det en realitet efter synoden i 2019, og man kunne foretage en præsteordination af ”ældre” gifte mænd (viri probati: prøvede mænd), en praksis, der efterfølgende spredte sig til Tyskland, USA og mange andre lande (en udvikling man måtte forudse).

Du vil tænke den tanke, og her kan man passende tage udgangspunkt i én af Lobingers egne formuleringer, ”at man vil finde det urovækkende, at man nu må erfare, at en Messe celebreres af en leder i en bank, en buschauffør og en tømrer”.

Men du var blevet advaret, før man påbegyndte denne ”fornyelse”.

Før Asger, Karl og Hans blev ordineret til præstegerningen, deltog de sammen med Fr. Peter ved alteret i de messeklæder, der benyttes under liturgien og tog del i så meget af liturgien, som det var muligt. Men nu er det Asger, Karl og Hans, der selvstændigt fejrer de gruppestyrede Messer, og netop dette aspekt begrunder Lobinger med, at: ”Jesus ikke var alene ved den sidste nadver”.

Under denne Lobingers opsplitning af præsteskabet, har Asger, som til daglig er buschauffør, fungeret som ”præst” på sidelinjen, mens han har været på præstekursus i weekenderne. Han optræder i civilbeklædning og bliver tiltalt som: Asger, men tituleres som ”ældre” for at markere, at der er en forskel på ham og præsterne i det rigtige præsteskab. Fr. Peters rolle som præst er blevet forandret, han fungerer nu som ”mentor” i forhold til den præstelige gerning, når mænd, der til hverdag arbejder som arkitekter, politimænd, køkkenchefer o.s.v, skal celebrere Messer, lytte til skriftemål og i det hele taget varetage den pastorale omsorg, som egentlig er Fr. Peters arbejdsområde.

Asgers ordination foregik i forbindelse med en gruppeordination, fordi ordinationen af en enkelt person kunne tegne et billede af, at man bevarer Den nærende Kirke, hvor man gør brug af en uhensigtsmæssig tilgang, hvor de troende kun er passivt modtagende. Asgers tilstedeværelse handler ikke bare om, at han skal varetage sakramenterne, indtil den rigtige præst dukker op. Asger og de andre deltidspræster er der, fordi deres tilstedeværelse og aktivitet stemmer overens med Vatikan II’s ønske om aktiv deltagelse.

Men vi befinder os nu (2019) på et tidspunkt, hvor paven har indkaldt til en synode, hvor det skal undersøges om, Fr. Peter kan være gift, og om Asgers hustru Alice også kan blive ordineret. Man hævder, at Amazonassynoden afholdes for at løse problemet med præstemanglen i de områder, der lider under dette. Det er dog ikke det, der er den egentlige hensigt, man ønsker derimod en gennemgribende forandring af Messen og præsteskabet.

Hvis det er manglen på præster, der er årsagen til, at vi skal begynde at ordinere menighedsledere, må vi i sagens natur afslutte denne praksis den dag, vi igen har tilstrækkelig med præster”. Den indrømmelse kommer Lobinger med i sin skelsættende bog: Like His Brothers and Sisters (Ligesom Hans brødre og søstre) (1).

Ifølge den seneste bog Lobinger har skrevet: The Empty Alter (Det tomme alter) er motivet det, at det er os (lægfolket), der bør sige ordene: Gør dette til ihukommelse af mig”. Lobinger forklarer, at der er mere passende for ældre mænd, der er gift, end præster, der kommer ude fra at sige disse ord, som husker os på, at Jesus kom for at helbrede de syge, hjælpe de svage og skabe enhed. Lobinger har ladet et billede optræde i bogen, som forestiller tre ældre mænd, der står ved et alter, og siger de førnævnte ord omgivet af en stående menighed.

Ligesom pave Frans, der med stor entusiasme har læst tre af Lobingers bøger, er Lobinger ensidigt fokuseret på at bekrige ”klerikalisme”. Lobinger ønsker at fjerne sig fra en Kirke, der ledes af præster samt en forestilling om, at præsten er en, der bringer (åndelig) næring, og som praktisk talt ”udfører” ”magiske” sakramenter. Han beklager, at der findes områder, hvor lægfolket udviser meget lidt ”aktiv deltagelse” i liturgien og betegner det, som verdensfjernt og uden tilskyndelse til at udvirke sociale forandringer.

Lobinger har tydet ”tidens tegn” og har forstået, at folk har et ønske om at være en del af en menighed, hvor alle er lige.

Asger, der, som allerede nævnt, til dagligt kører bus, står sammen med sine venner ved alteret. De er alle en del af dette ”optrin”, fordi det skal symbolisere, at det er menigheden, der fejrer liturgien, og optrinnet skal yderligere være med til at udviske den forskel, der er mellem lægfolket og den traditionelle præst. Asgers venner er også repræsenteret for at tegne et billede af, at Eukaristien er et ”familiemåltid”, som foregår ved et bord, som familien er samlet om, og hvor familiens overhoveder er de ”ældre”. Alt dette er blot yderligere med til at tilsløre- og skabe forvirring omkring det, der er centrum for Messen, nemlig Jesu korsoffer, som er Messeofferet.

Lobinger kunne forudse, at hvis der blev udstedt en generel tilladelse til ordination af ældre gifte mænd, ville det sende chokbølger igennem hele det kirkelige ”landskab”, og det ville afstedkomme en markant modstand hos konservative katolikker. Han havde en forudanelse om, at ”militante” konservative katolikker ville yde stor modstand mod hans ”initiativ”, når det efterhånden gik op for dem, at dette ikke kun var en midlertidig løsning på et aktuelt problem, men at det var fundamentet for en hel ny måde at være menighed på.

Med stor kløgt planlagde han derfor, at ordinationen af ældre gifte mænd kun skulle være en undtagelse i forhold til en regel, som man officielt ville holde fast ved. Han konkluderede, at den konservative modstand ville gå i sig selv, hvis der kun var tale om få områder, der ville søge om tilladelse til at gøre brug af denne nye mulighed, og der ville ikke kunne spores nogen forbindelse mellem de få tilfælde, der ville gøre brug af denne mulighed og spørgsmålet om det eksisterende krav om cølibat i Den universelle Kirke.

Man vil på et tidspunkt nå dertil, hvor der i hele Kirken er et behov for ældre gifte mænd”, det har Lobinger for nylig bekræftet.

Amazonassynoden igangsætter dermed en proces, der vil tage tid. Lobinger indrømmer, at visse af de allerede fungerende præster, efter at denne proces er blevet indledt, vil blive imødekommet i deres ønske om at blive gift. Lobinger indrømmer videre, at der eksisterer en fare for, at det, som kun skulle have været en undtagelse, meget let kan blive ophøjet til norm.

Videre indrømmer Lobinger, at kaldet til at være præst på ”fuld tid” og dermed ”mentor” for ”deltidspræsterne” vil svinde ind. I sin bog: The Empty Altar bemærker han optimistisk, at et større antal ældre gifte mænd (20 til 1) vil være afgørende for, om folk specifikt ønsker rigtige præster til at forestå liturgien og varetage sakramenterne. I sidste ende må folk overvinde den hurdle, hvor de ønsker en rigtig præst fremfor en ældre mand, der er gift.

Lobinger har gentagne gange udtalt, at ved ordination af ældre gifte mænd, vil man åbne op for en ordination af kvinder. Han fremlægger følgende i sin bog Like His Brothers and Sisters: ”ordinationen af ældre gifte mænd vil ændre på den måde, hvorpå man ser på præsteskabet. Den nye måde at anskue præster på vil efterhånden erstatte den ”gamle” klerikale præst, så præsten i stedet betragtes som værende et ligeværdigt medlem af menigheden. Og netop det vil gøre ordinationen af kvinder mere attraktiv overfor kvinder set i relation til diakonatet, et spørgsmål, der allerede i dag diskuteres i Kirken”.

Endemålet er, siger Lobinger ildevarslende, at præsteskabet bestående af ældre gifte mænd både ”skal og vil blive udviklet”. Derpå har vi endelig fået udviklet et præsteskab, der er passer til en tilsvarende udviklet Messe.

Men nu befinder vi os i 2029, og du tager del i en gruppestyret Messe. Du lukker øjnene og forestiller dig Fr. Stefan celebrere Den tridentinske liturgi og prøver at fremkalde et billede af Kristus, som ypperstepræsten og det offer, Han frembærer på Golgata, og du forsøger at udviske minderne om en almindelig, menneskeorienteret, enhedsopbyggende og vi-er-samlet-som-en-familie-omkring-et-måltid Messe som ”celebreres” af gifte ældre mænd. 

Gør dette til ihukommelse af mig”. Siger Asger, Hans og Karl, mens de smiler.

 Noter

1: Medmindre andet er angivet, stammer alle de efterfølgende citater af Lobinger fra denne bog.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 19. juni 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/amazon-agenda

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Biskopper, der benægter eller fordrejer den katolske doktrin, forråder Kristus og Hans Kirke

Dietrich von Hildebrand skrev engang: ”Det er trist, når folk mister deres tro og forlader kirken, men det er meget værre, når de, der i realiteten har mistet deres tro, forbliver i Kirken … og fortolker den kristne åbenbaring således, at den passer til det ’moderne menneske’”.

Biskopper som Peter Henrici, Walter Kasper, Reinhard Marx, Lorenzo Baldisseri, Óscar Andrés Rodriguez Maradiaga og Bruno Forte omfavner nutidens sociologiske, psykologiske og filosofiske teorier, som i deres optik nødvendiggør store forandringer i den katolske lære eller praksis. Det synes som om, de er uvidende eller værre endnu ikke bekymrer sig om det, man kalder for tro, radikal og frelsende tro. De, der tror på Kristus, er rede til at dø for alt det, der er nævnt i trosbekendelsen, ligesom de troende under den arianske strid var rede til at blive berøvet alt, fremfor at de tillod deres Herre og Gud at blive forulempet af deres modstanderes fordærvede rationalisme.

Den teologale dyd tro gør det muligt for os ikke kun at have kendskab til den sandhed, Gud har åbenbaret, men også at kunne nyde den, og således komme til en dybere forståelse af, hvordan mysterierne relaterer sig til hinanden samt deres oprindelse, som er Den hellige Treenighed. Dette betyder desuden, at der skal foregå en løbede tilpasning af sindet i forhold til mysterierne, som de fremstår i den traditionelle dogmatik. Læg mærke til, at det ikke er mysterierne, der skal omformes til det menneskelige sind (som modernisterne ønskede det), men snarere at det er det menneskelige sind, der skal lade sig omforme ved hjælp af mysterierne, underkaste sig dem og ydmygt bære deres åg. Dette er den snævre vej, som helgenerne på deres pilgrimsvandring til saligheden har betrådt.

Det, Henrici og andre eksemplificerer, er den moderne rationalismes sejr. Den moderne rationalisme ønsker ikke at underkaste sig regler, der allerede er blevet defineret af en ydre instans, og ydermere tillader den moderne rationalisme ikke, at den ydre instans sætter en ramme, hvori sindet undergår en livslang læring. Hos Henrici og hans sympatisører møder man holdningen, ”vi ved bedre”, en holdning de allerede har vist i forhold til Kirken, og som de i sidste instans vil vise over for Jesus Kristus, og de vil dermed fornægte Ham, ligesom de allerede har fornægtet Hende (Kirken).

Jeg tror, at det er det, vi er vidner til ved den agenda, som kardinal Kasper er repræsentant for: Det bliver ikke direkte sagt, men det egentlige budskab fra de seneste synoder i Rom har været, at det moderne menneske er kommet til det punkt, at det ikke længere har behov for den alvorlige og begrænsende lære fra Jesus Kristus, som af Kirken (for at gøre det hele endnu værre) bliver tilskrevet at stille uoverstigelige og urimelige krav af den middelalderlige kvindefjendske og isolerende Kirke. Det moderne menneske lever et liv i frihed, hvor udefrakommende ikke skal dømme det, og hvor det kan udfolde sig og i det hele taget få det, som det ønsker, uden at Evangeliet og den katolske doktrin skal ”blande sig”. Det betragtes ikke som noget stort, at man går Kristi snævre vej, selvom dette kan være ødelæggende for personligheden, friheden, menneskerettighederne samt den maksimale selvudfoldelse.

Der er ikke andet at sige til det, end at det er en løgn af dimensioner, som er spundet af satan selv, der i vore dage synes at have mange venner i de højeste embeder. Selv pave Paul VI, hvis katastrofale liturgiske reform er den ”gave”, der så at sige hele tiden giver ny næring til den post-konciliære krise, var ikke uvidende om, at ”satans røg”, ånden, der ikke ønsker at tjene (non serviam), havde fundet vej ind i Kirken.

Hensigten med Den Katolske Kirkes Katekismus var, at den skulle være et ”sikkert grundlag” for dels at lære om troen og dels give troen videre. Ordene et ”sikkert grundlag” benyttede pave Johannes Paul II i den apostoliske konstitution, som han benyttede til at bekendtgøre indholdet af denne Katekismus. Det bør vække bekymring hos os, at Johannes Pauls efterfølger pave Frans har taget sig den frihed at modificere indholdet i denne Katekismus, så der nu står det, som ingen i den katolske tradition nogensinde før har fremlagt, og som helt klart strider imod Det gamle og nye Testamente i Den hellige Skrift: ”set i lyset af evangeliernes tekster, at dødsstraffen ikke længere er acceptabel”, måske endda ”en iboende ondskab”. Selv Johannes Paul II, der personlig var imod brugen af dødsstraf, vidste godt, at han kun kunne sige, at dødsstraf var uklogt eller uhensigtsmæssigt, og ikke at den fuldstændig kunne udelukkes eller i princippet fordømmes.

Den ironi, der præger vores tid, er, at det ”sikre grundlag” Katekismen giver, er blevet eroderet af modernismens tilhængere, ved at de har ”udviklet den katolske doktrin” på et falskt grundlag.

Med stor visdom skrev den store katolske konvertit Orestes Brownson følgende i juli 1846:

Kirken er ikke til for at følge tidsånden, men for at styre og tilrette den og ofte kæmpe imod den. Man gør Hende (Kirken) stor uret, når man forsøger at forkaste Hendes glorværdige fortid for at modificere Hende så meget som muligt for at tilpasse Hende til de fremherskende tankesæt. Det er Hendes nidkære, men forkerte venner, som (for)ledt af kortsigtede politikker og rådslagning med verden, forsøger på, siger de, at gøre Hende mere liberal, så Hun er i overensstemmelse med tidsånden, den ånd, som gode katolikker bør bede følgende bøn i forhold til: Libera nos, Domine!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 2. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/bishops-who-deny-or-distort-catholic-doctrine-betray-christ-and-his-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kunne Gud tillade en dårlig pave?

At ”Kirken vil vedblive at eksistere” betyder, at hierarkiet og de troende og dermed Kirkens sakramentale og sociale liv vil forblive intakt ét eller andet sted. Vi ved, at det betyder, at det ikke er alle steder, Den vil være intakt, ellers ville Kirkens fald i Nordafrika til muslimerne, og det skisma, som over halvdelen af Europa oplevede under den protestantiske revolte, ikke have været mulig. Vi ved, at der ikke er tale om, at Kirken nogen steder har været fuldstændig forsvundet, som om Den var blevet til et usynligt ideal, som senere skulle genopdages, denne betragtning er fremherskende blandt protestanterne, som tror, at Kirken har været ”væk” i årerne mellem år 300 – 1500.

Årsagen til, at mange mennesker igen beskæftiger sig med den arianske krise, er, at der var tidspunkter under denne forfærdelige krise, hvor meget få biskopper og præster ”opførte” sig som katolikker, sammenlignet med det store antal biskopper, som havde valgt side til fordel for hæresien. Det var under denne krise, at Athanasius kom med sin berømte og spydige bemærkning: ”Det er Jer, der besidder bygningerne, men det er os, der har troen”. Bemærkningen hentydede til, at langt de fleste af de fysiske kirker var i hænderne på tilhængerne af arianismen.

For cirka en uge siden fejrede vi festen for apostlen Peters Stol, hvor vi dels genkaldte os Vor Herres overdragelse af nøglerne til himmeriget til apostlenes leder og dels oprettelsen af Peters biskoppelige sæde i byen Rom. Det er godt, at vi hvert år bliver mindet om, at 1) Kirken er indstiftet på klippen Skt. Peter, som et synligt overhoved, samt 2) det centrale i Peters tro på Den guddommelige Frelser, som led for troen, og at Peter må gennemgå den samme lidelse for at vise sin værdighed til det embede, der er blevet ham betroet, og at han kan varetage det.

Matthæusevangeliet kapitel 16: 18: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”, har en lang eksegetisk historie bag sig. Skt. Augustin antog, at ”klippe” betød Peters tro og dermed Kirkens tro. Skt. Thomas Aquinas argumenterer for, at der dels er tale om Peters troshandling, som enhver kristen må søge at efterligne, og Peters autoritet, den, som han alene er blevet overdraget.

I den modreformatoriske periode blev skriftstedet fra Matthæusevangeliet, som er citeret ovenfor, benyttet om paveembedet i katolsk forstand, men ser man på konteksten i Matthæusevangeliet kap 16, viser det sig, at det, Jesus fremhæver og priser, er Peters bekendelse af troen på Jesu guddommelighed og Jesu Messianske mission, og netop dette er Kirkens fundament og ikke et menneske eller et embede, det er det, man må konkludere ud fra en overordnet betragtning. Den grundlæggende opgave for en pave er at fortsætte med at bekende Kristus, som Guds Søn, ved at opretholde den sande tro med dens moral- og dogmatiske lære, med andre ord, paven skal være garanten for, at evangeliet forbliver intakt, klart og fremherskende. Alt dette er med til at tegne et billede af, hvilke problematiserende aspekter, der kendetegner den aktuelle efterfølger til Peter.

Da en person for nylig benyttede følgende argumentation overfor mig: ”Du bliver nødt til at basere den kritik, du fremsætter på et bredere udsnit af Kirkehistorien. Det, jeg mener er, at man kunne eksempelvis se nærmere på pave Alexander VI (1492-1503), var mit svar: ”Efter at have studeret de respektive pavers historik, mener jeg bestemt, at man kan tage udgangspunkt i pave Alexander VI. Det er klart, at hans moral var betydelig flosset, men i sit officielle embede videreførte han Kirkens lære, og i ydmyghed bøjede han sig for den ærværdighed, der kendetegner den romerske liturgiske ritus. Han gjorde netop det, der forventes af en pave, nemlig at han stod vagt om den traditionelle doktrin og tilbedelse”.

Ja, Matthæusevangeliet kapitel 16: 18 og kirkefædrene taler helt klart om en person og dennes tro, som er grundlaget for denne gave (embedet) fra Kristus, men det, der gør sig gældende, for at embedet varetages på rette vis, er, at dets indehaver besidder- og udøver troen på Jesus Kristus. En hæretisk pave står i stærk kontrast til det ovennævnte. Han bliver så at sige i stand til at ”ophæve” sig selv, ligesom det er muligt indenfor matematikken, hvor +2 og -2 ophæver hinanden. Selvfølgelig er det klart, at den hæretiske praksis skal være synlig, at den udøvede praksis kan betegnes som hæretisk, og at udøveren i hovmod opretholder sin praksis trods gentagne advarsler. Vi er dog ved at nå det punkt.

I betragtning af de udfordringer, der aktuelt er til stede i Kirken, kommer det ikke bag på mig, at en læser henvendte sig til mig med følgende:

Hvordan kan det være, at Gud kun yder ”hjælp” til en vis grænse, og derefter stopper Han? For eksempel hvorfor vil Gud ikke lade Sin Kirke fejle, men lader Hende komme tæt på det punkt, hvor Hun gør det, hvorfor trækker Han ikke en streg i sandet tidligere? Eller i 1 Mosebog, hvorfor tillader Han Adam at have friheden til at vælge at spise af kundskabens træ, så han får evnen til at skelne mellem godt og ondt, men Han forhindrer ham (Adam) i at kunne spise af livets træ, og hvorfor markerede Han ikke allerede en grænse i forhold til kundskabens træ? Selvfølgelig er vi fuldstændig fortabte uden Guds hjælp, men hvordan skal vi forstå, at Gud hjælper os til et vist punkt? På en måde kan det virke som om, at dette er et ”spil” for Gud, men jeg må formode, at der er en guddommelig styring i alt dette.

Dette spørgsmål overtrumfer alle spørgsmål. Hvorfor tillader Gud det onde? Hvorfor tillader Han det til et vist punkt, hverken mere eller mindre? Svaret ligger i ”den tilbageholdte nåde”, som Sheldon Vanauken taler om. Gud forsøger ikke at gøre det let for os, Hans mål er at helliggøre os, rense os for synd og gøre os til helte. Enhver kristen er kaldet til at være martyr uanset om martyriet er blodigt eller ublodigt. Der er krav forbundet med Hans nåde og for at opnå den, må vi helt ud til kanten, der hvor vores absolutte grænse går. Når vi siger ja til det, da vil vi praktisk talt erfare vores purgatorie her på jorden. Det er den samme lære, vi kan drage af mystikerne, som eksempelvis Johannes af Korset: en rensende, oplysende og forenende vej. Hvis vi ønsker at være forenede med Vor Herre, må vi lade Ham være vores lærer, og hvis vi ønsker at blive modtagelige overfor lærdom og klar til at modtage det, Han ønsker at give, da må vi undergå lidelse. Lidelsen er med til at forøge vor tro, håb og kærlighed.

Gud, som er så uendelig stor, har så meget at give, at Han må skabe rum for Sit nærvær i vores sjæle gennem store prøvelser og trængsler. Der er altså ikke tale om et spil, men fundamentet i den kærlighed, der hverken kan eller vil gå på kompromis, og som på ingen måde kan være i stue med uværdig kærlighed.

Jeg siger dette med henvisning til hver eneste katoliks indre liv samt hver eneste troendes kald til at bringe vidnesbyrd om troen, det er det, der er martyriet. I et overordnet perspektiv må det også betragtes som en fordel, når Gud tillader, at Kirken udsættes for prøvelser af en sådan karakter og størrelsesorden, for den sandhed, der ligger i Hendes tradition vil fremstå langt mere klart, den dag modstanderne af sandheden er blevet slået tilbage. Vores forståelse af pavedømmet, og dets dybe forbundethed med traditionen og de afvigelser, der kan optræde i pavedømmet, bliver markant forstærket, og vores tro bliver på den måde ”renset” for ekstremer, som at sætte paven på en pedestal eller sedevacantisme, (ordet stammer fra sede vacante (lat. mens sædet er ledigt). Perioden mellem en biskops død eller lovlige fratræden og valget af hans efterfølger. Udtrykket anvendes især for perioden mellem 2 paver).

Til dem, der ønsker at læse mere om, hvorfor pavens embede bør vurderes ud fra, hvorvidt det lægger sig op ad traditionen, og hvordan det bør tilpasses det trosfundament, der til alle tider er Kirkens, kan jeg henvise til den artikel, jeg offentliggjorde tidligere på måneden: https://onepeterfive.com/happy-catholics-pope

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 28. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/would-god-permit-a-bad-pope

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det kristne Frankrig må genskabes

Den katolske tro i Frankrig ligger i ruiner

Brandvæsnets forsinkede udrykning til branden i Notre Dame betragtes af mange, som et tegn på, at Frankrig har svigtet sin katolske arv.

Man har undret sig over, at det tog så lang tid at få fremskaffet vand til brandslukningen, for det resulterede i, at ilden fortærede hele tagkonstruktionen på Katedralen. Troen i Frankrig er billedligt talt gået op i flammer i de århundreder, der fulgte i kølvandet på den franske revolution, og i dag er der praktisk talt kun aske tilbage.

Den politiske analytiker samt overhoved for det franske institut for opinionsmålinger, Jérôme Fourquet har undersøgt en række nye målingsresultater. I hans bog L’archipel francais: naissance d’une nation multiple et divisée, som blev udgivet i marts, præsenteres et statistisk materiale, som tegner et dystert billede af, at Den katolske Kirke i Frankrig er ved at afgå ved døden.

Her er et mindre udpluk af det, Fourquet er kommet frem til:

·         4 % af den franske befolkning deltager i søndagsmessen.

·         60 % af de ægteskaber, der bliver indgået i Frankrig, foregår ikke i kirken og er dermed ikke af sakramental karakter.

·         Der var 50.000 præster i 1950, dette tal er i dag faldet til 10.000.

Fourquet siger, at hvis disse tendenser fortsætter, så forudser han, at det sidste ægteskab af sakramental karakter vil finde sted i 2031. Og i 2048 vil børn ikke længere blive døbt på katolsk vis. Han advarer også om, at de sidste præsteordinationer vil finde sted i 2044. Dette er meget bekymrende, for flertallet af de franske præster nærmer sig eller er ud over pensionsalderen.

Mens den katolske tro er i frit fald, er der en stigning at spore hos islam. Fourquet fandt frem til, at i 2017 var det mest populære drengenavn i Frankrigs forstæder, Muhammed. Med udgangspunkt i fremskrivninger forudsiger Pew Research, at i 2050 vil den muslimske population være steget til og udgøre 17,4%.

Dette kan delvist være årsagen til den stigende vandalisering af franske kirker. Sidste år (2018) blev 875 katolske kirker i Frankrig udsat for hærværk, som man fra officiel side ikke har taget sig af eller har skænket større opmærksomhed.

Katedralen Notre Dame symboliserer den katolske tro i Frankrig. At man var vidne til, at flammerne fortærede bygningsværket i længere tid, uden at der blev grebet ind, ses af mange, som det man kunne forvente, og i et land, der er sekulært, er man forhippet på at genskabe Katedralen som sekulær turistattraktion og et symbol på den såkaldte mangfoldighed.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 17. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/restoring-christian-france

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvad Vatikan II sagde og ikke sagde om liturgien

I dag er det 55-års jubilæet for offentliggørelsen af det andet Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som fandt sted den 4. december 1963. Den er årsag til forbløffende mange absurditeter, som folk har tilskrevet den, samt den skade man har gjort, fordi man syntes at finde belæg for sine hensigter blandt de formodede krav i konstitutionen.

I dag er der meget få, der præcist kan redegøre for, hvad Vatikan II rent faktisk sagde om liturgien og endnu mere vigtigt, hvad det ikke sagde. Det kan derfor være nyttigt at danne sig et kort overblik over de mest bemærkelsesværdige træk ved koncilets lære om liturgien.

Introduktionen i Sacrosanctum Concilium udstiller en mystisk, kontemplativ symbolsk forestilling om liturgien.

Den resterende del af konstitutionen fremhæver to styrende principper for fornyelse: for det første: ”Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til” (§ 14), for det andet: ”Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende” (§ 23).

I en skrivelse fra 1998 forklarer Johannes Paul II hvilken betydning, der skal lægges i det første punkt (§ 14):

Aktiv deltagelse henviser selvfølgelig til, at alle, der er en del af menigheden gennem gestikuleren, ord, sang og tjeneste deltager i en tilbedelseshandling, som er alt andet end tilbagelænet eller passiv. Alligevel er aktiv deltagelse ingen hindring for stilhed, ro og den lyttende opmærksomhed: sandelig, det er et krav. … I en kultur, der hverken favoriserer eller fremmer den meditative ro, er det at opøve evnen til den indre opmærksomhed blevet vanskeligere. Her ser vi, hvordan liturgien, selvom inkulturationen af den bør være blevet effektueret på den rette måde, også må gå imod kulturen.

Med hensyn til det andet punkt (§ 23) skaber konstitutionen den overordnede ramme for beskedenheden, som den anbefaler. Konstitutionen fremkommer yderligere med en række forslag, men der er et overraskende fravær af de elementer, som folk generelt forbinder med Vatikan II.

Således markerede Koncilet ikke, at Messen skulle ophøre med at være på latin og kun foregå på de enkelte modersmål. Konstitutionen bekræftede, at de faste dele af Messen fortsat skulle være på latin, som er det sprog, der udgør den Romerske ritus, men konstitutionen gav tilladelse til, at modersmål kunne udgøre visse dele af Messen, såsom læsninger og nogle bønner (§ 36 og jf. § 101). Efter at have understreget, at modersmål kan benyttes i visse dele af Messen, tilføjer Koncilet: ”Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem” (§ 54). Latin forbliver op til i dag det officielle sprog i Den Romerske-Katolske Kirke og hendes liturgi. Det overraskende er, at man i det mindste kan sige, at de førnævnte ønsker fra Vatikan II kun i meget få tilfælde er blevet opfyldt.

Koncilet har aldrig tilkendegivet, at den gregorianske sang skulle tilsidesættes til fordel for nyt sangmateriale. Tværtimod anerkendte Koncilet den gregorianske sang, som værende ”specielt egnet til den Romerske liturgi”, og derfor ”skal den indtageførstepladsen” (principum locum) i Messefejringen sammen med andre store musikalske kompositioner, som er en del af vores musikalske arv (§ 114 – § 117). ”Andre former for kirkemusik skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd”, hvilket de fleste af de nye sange efter Koncilet ikke gjorde og stadig ikke gør.

Koncilet nævner heller noget om, at præsten skal ”stå med front mod menigheden” og foran et bord. Koncilet antog, at Messen fortsat ville blive fejret ved et alter, og at præsten havde retning mod det liturgiske øst, således at præst og menighed var vendt i samme retning, altså mod øst, som er symbolet på Kristus, der skal komme, og som var den universelle norm i de liturgiske riter fra begyndelsen både i Øst og i Vest. Faktisk forudsætter afsnittene i det missale, der blev bekendtgjort af pave Paul VI, at præsten vender sig mod øst.

Koncilet dikterede aldrig, at Tabernaklet skulle flyttes væk fra Kirkens centrum, at det hellige område omkring alteret skulle ”omorganiseres”, og at Alterskranken (Kommunionsbænken) helt skulle fjernes. Koncilet dikterede heller ikke Kommunionsmodtagelse stående og i hånden. Koncilet antog, at Kommunion under begge skikkelser fortsat i meget sjældne tilfælde ville være tilgængelig for ikke ordinerede (jf. § 55), og Kommunionsuddelere bliver overhovedet ikke nævnt af Koncilet. Endelig nedtonede Koncilet hverken den traditionelle fromhedspraksis såsom Eukaristisk tilbedelse eller Mariatilbedelsen.

Læg mærke til hvordan pave Johannes Paul II i en fremlæggelse i 2001 forklarer det, der er kernen i Messen:

Fejringen af liturgien er en religiøs dydshandling, som i overensstemmelse med dens natur må være karakteriseret ved en dyb fornemmelse for det hellige. I den må det enkelte menneske og menigheden som et samlet hele på en speciel måde være opmærksomme på arten af deres tilstedeværelse, fordi de er i nærværelse af Ham, der er en hellig Treenighed og trancendent. Deraf kan bønsholdningen ikke være andet end gennemsyret af ærbødighed og en fornemmelse af ærefrygt, som kommer af, at man ved, at man er i Guds majestætiske nærvær. … (Messen), har som sin primære målsætning at præsentere for Den Guddommelige Majestæt, det levende, rene og hellige offer, der en gang for alle frembæres på Golgata af Herren Jesus, som er til stede, hver gang Kirken fejrer Den hellige Messe og udtrykker tilbedelsen i ånd og sandhed på grund af Gud.

Enhver, som deltager i en katolsk liturgi, burde være i stand til at se, høre og internalisere den holdning og det fokus, som Den hellige Fader beskriver. Pave Benedikt XVI viste os i ord og gerning, at vi bør forholde os som beskrevet ovenfor. Kardinal Joseph Ratzinger skrev for mange år siden følgende:

I den postkonciliære periode blev forfatningen vedrørende liturgien helt sikkert ikke længere forstået ud fra, at det var meningen, at tilbedelse havde den grundlæggende forrang, men snarere blev den betragtet som en opskriftsbog med inspiration til, hvad man kunne gøre med liturgien. I mellemtiden synes det som om, at det faktum, at liturgien rent faktisk er ”skabt” for Gud og ikke for os, er blevet ”glemt” af dem, som har været travlt beskæftiget med at udtænke strategier for, hvordan liturgien kunne blive mere attraktiv, kommunikerende og aktiverende af flere mennesker. Faktum er, at jo mere vi prøver at skabe en Messe, der tiltaler os, desto mindre attraktiv bliver Den, fordi det er tydeligt for enhver, at fokus på Gud, som det vigtigste, fuldstændig er forsvundet.

Takket være mange handlinger og dokumenter fra Benedikt XVI frem for alt Summorum Pontificium ser fremtiden for den katolske liturgi lysere ud igen, blot vi vil stole på – og favne Kirkens ældgamle tradition. Dette skatkammer af visdom og skønhed er langt mere værdifuld end de ”varer”, som såkaldte eksperter tilbyder i deres ”templer”. Når Herren af barmhjertighed ønsker det, vil Han flette sig en pisk og jage dem ud.

Det kristne folk, der har måttet lide meget på grund af ”ånden fra Vatikan II”, fortjener at få kendskab til, hvad Vatikan II i virkeligheden lærte om – og ikke lærte om liturgien, hvad det anmodede om og ikke anmodede om. Summorum Pontificium vil ikke kunne sige sig fri, når det handler om skyldsspørgsmålet, men man kan ikke give konstitutionen hele skylden for de åbenlyse katastrofale tiltag, der blev taget i forhold til liturgien i midten af- og frem til slutningen af 1960’erne. Skylden for det skal placeres et andet sted, det er en ny biografi med til at afdække.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 4. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/what-vatican-ii-saidand-didnt-sayabout-the-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)