Category: Church

Helvede er en realitet, advarer kardinal Sarah

Bevæger man sig ind i ”syndens mørke”, fører dette til fortabelse, formaner kardinalen

Kardinal Robert Sarah advarede de troende i en prædiken, som han har holdt for nylig, om at det er meget let at komme til helvedes mørke og fortvivlelse.

Kardinal Sarah ledede og koncelebrerede en morgenmesse den 15. november, sammen med to andre biskopper, ved det 30’te Nationale Forum for katolske skoler på Jasna Góra klosteret i Częstochowa i Polen.

Sarah, der er Præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter samt vedholdende forkæmper for den katolske tro, havde skrevet en prædiken, som blev læst op og oversat af biskop Marek Mendyk fra Legnica.

Med udgangspunkt i Paulus formaning i sit brev til menigheden i Rom kapitel 1: 25: ”De udskiftede skabningen med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen …”, bemærkede Sarah, at det at tilbede Gud er naturligt for mennesket, og at dette er blevet praktiseret i universel forstand siden tidernes morgen. Men arvesynden har ødelagt menneskets religiøse fornemmelse, og det har ført til, at mennesket i stedet for at tilbede Skaberen tilbeder skabningen.

”Den hellige Skrift gør det klart, at endda før Gud åbenbarede Sig for Abraham, Isak og Jakob, havde mennesket et iboende ønske om at tilbede sin Skaber”, understregede Sarah. Med henvisning til Visdommens Bog fortsatte han med at sige: ”dette ønske var rodfæstet i menneskets hjerte”. Det er derfor mennesket i skabelsen beundrer det værk, der bringer det kraft og herlighed, og i den sammenhæng er der tale om ilden, stjernehimlen og det rindende vand. Betaget af disse elementers skønhed, antog mennesket dem for at være guder”.

Et tema, der konsekvent gør sig gældende i det gamle Testamente, er, at Gud forsøger at vænne sit udvalgte folk fra de afguder, som de folkeslag, de levede side om side med, tilbad, så hans udvalgte kunne give Ham (Den sande Gud) den rette og behørige tilbedelse. Men selv i den kristne æra har man fortsat tilbedelsen af afguder, og dette udgør til stadighed en trussel, der i dag er langt mere udbredt, bemærkede Sarah.

”I vor tid har disse guder fået mange navne, men faktum er, at afgudsdyrkelsen stadig er rodfæstet i vores sjæl, der er mærket af synden”, advarede kardinalen og tilføjede:

”Selvfølgelig tilbeder vi ikke længere ilden, stjernehimlen eller andre dele af naturen, men vi tilbeder afguder, som vi selv har opfundet, videnskabelige opdagelser, teknologiske-, økonomiske- og industrielle landvindinger. Alle disse nye opdagelser er bestemt gode i sig selv, men det går galt, når vi gør dem til- og betragter dem som afguder, fordi vi ganske enkelt glemmer alt om Ham, der skabte dem, og som på alle måder overgår os.

”Hvad er det, der sker i dag?” Spurgte kardinalen. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud tilbeder vi i dag ikke længere, som Den eneste Gud og Den eneste Skaber. Men Abrahams Gud er forsvundet ud fra menneskehedens synsfelt”, sagde Sarah.

”Jesus Kristus som Gud og Den eneste Frelser og Forsoner er blevet fjernet, og der er endda nogen, der hævder, i den falske sekularismes navn, at religion med Gud som centrum er unødvendig”, advarede Sarah.

”Hvis vi fortsætter med at have den holdning til afgudsdyrkelse, som kun handler om, at vi skal have flere og flere forbrugsgoder, og hvis vi af egen fri vilje ønsker at fastholde os selv i syndens mørke, der indebærer, at vi tilbeder de afguder, der præger vor tid, da vil vi gå til helvedets mørke”, advarede han. ”Vi bør forstå, at vi bærer et ansvar for, hvor vi skal tilbringe evigheden”.

Kardinalens prædiken afspejlede den lære, vi finder i Den hellige Skrift og traditionen, når det handler om fortabelsen. Jesus advarer mod helvede 15 gange (1) i Evangelierne, det samme gør andre af det nye Testamentes forfattere: Skt. Jakob, Skt. Johannes, Skt. Peter og den hellige Paulus.

Kardinalens prædiken afspejlede også det, Den hellige Jomfru Maria åbenbarede for de tre hyrdebørn i Fatima. Åbenbaringer, Kirken har godkendt.

De tre børn blev vist et glimt af helvede (2) og blev slået med stor forfærdelse. ”I har nu set, hvor de stakkels synderes sjæle går hen”, sagde Maria til dem.

Hun fortsatte med at fortælle dem om hengivenheden til hendes Ubesmittede Hjerte, som i forening med hendes Søns Hellige Hjerte vil frelse sjæle fra at komme i helvede. Hun lærte også børnene, det man kalder Fatimabønnen: Oh, min Jesus…, som man afslutter enhver dekade med, og hun opmuntrede børnene til at fortsætte med at bede rosenkransbønnen hver dag for stivsindede synders omvendelse til Kristus. Skt. Jacinta Marto, én af seerne, tilføjede senere, at de synder, der er årsagen til at flest sjæle går til helvede, er synder, der er knyttet til kødets lyst”.

I samklang med Jesus, Maria og helgenerne, var kardinalens prædiken i fredags en advarsel mod at tilbede vor tids afguder. ”Mange iagttagere, der arbejder med netop dette emne (som kardinalens prædiken rettede fokus på) er enige med kardinal Sarah og Skt. Jacinta fra Fatima om, at penge og seksualitet opnår en topplacering på listen over synder”.

Noter

1.      Henvisning til en artikel om emnet: https://carm.org/what-are-the-verses-that-mention-hell

2.      Henvisning til artikel om emnet: http://www.ncregister.com/blog/joseph-pronechen/fatima-july-13-apparition-ways-to-overcome-a-frightening-vision

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. november 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/hell-is-real-cardinal-sarah-warns

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man beskæftiger sig med misbrugskrisen, genopdager man formålet med præsteskabet

Midt i det, der føles som en uendelig og stadig tiltagende krise, hvor præster har foretaget seksuelle overgreb, kan nogle katolikker blive fristet til at rette skyldsspørgsmålet mod den traditionelle måde at betragte præstedømmet på, et aspekt, de ikke har den nødvendige forståelse for. Efter min mening er problemet ikke, at vi anerkender vores klerikale for den position, de er blevet givet af Gud, men at vi betragter deres kald, som et ordinært 8-16 job, fremfor en hellig mission, de er blevet kaldet- og ordineret til af Gud.

Løsningen på denne overgrebskrise er ikke at fjerne det centrale i præstekaldet, men at forny det, så det bliver renset for de laster, der har tilstødt det i løbet af en bestemt historisk periode. Den tid, vi lever i, er blevet ødelagt af den seksuelle revolution i 1968, en betragtning, som pave Emeritus Benedikt XVI fremkom med for nylig i sit brev vedrørende misbrugskrisen. Man kan tilføje, at den tid, vi lever i, også er blevet ødelagt af egalitarisme, horisontalisme og sekularisme, en giftig kombination, der hindrer klerikale, der finder behag i den, at stræbe efter- og glæde sig over den åndelige ophøjethed samt selvopofrelse, der er en del af deres kald.

Præstens position er i Vesten blevet anerkendt i næsten 2000 år, men er gradvist i løbet af de sidste par århundreder blevet nedtonet til noget, der ikke har officiel status eller hellighedens og præstelighedens skær over sig. De fleste af de præster, jeg omgikkes i min ungdom, havde en administrativ rolle, hvor de stod for sognets kommunikation med offentligheden, var værter ved middage, stod for fundraising samt andre lignende opgaver, og hvor de havde overdraget ansvaret for liturgisk planlægning og endda Kommunionsuddelingen til lægfolket, en opgave, som ret beset er betroet præstens indviede hænder. Man kan med rette spørge: hvad er det sket med præsten, denne Guds repræsentant, så mystik og majestætisk?

Prøv for et øjeblik at overveje hvordan de antitraditionelle tendenser, hvis bitre frugt vi fortsat lider under, har påvirket præstens rolle i sognet, samt den måde han anskuer de pligter, der følger af det, han er kaldet til. Der bør ikke herske nogen tvivl om, at præster bør agere som hyrder, lærere og overhoveder for at reflektere deres guddommelige rollemodel, for der er ingen tvivl om, at folk i alle aldre har behov for hyrder, lærere, rollemodeller og ledere. Det klart vigtigste sted, hvor præsten kan udføre disse pligter, er som skriftefader, hvor han kan tilgive syndere deres skyld og føre dem til hellighed, og ved fejringen af den hellige liturgi, hvor han kan forene de troende med de fantastiske og livgivende Kristi mysterier.

Den forkerte opfattelse, som hersker blandt katolikker, at liturgien handler om, at menigheden er samlet for at synge og være sammen, devaluerer præstens egentlige rolle og formål og reducerer ham til en aktør, der fremmer aktivitetsniveauet, der er planlagt den pågældende søndag formiddag. Men hvorfor skal det være præstens opgave? Det er svært at finde et argument for, at en anden person i menigheden ikke kunne påtage sig varetagelse af de administrative opgaver, der knytter sig til søndagens Højmesse. Den utilitaristiske reduktionisme har sin del af skylden for, at nogle katolikker ihærdigt og vidt og bredt taler om ”kvindelige diakoner”. Jeg tør vædde på, at hvis kvindelige diakoner blev involveret i arbejdet omkring den højtidelige latinske liturgi, som varer i et par timer, ville de ikke være nyttige i dette arbejde, (for tingene skal i deres optik ordnes i al hast, så vi kan komme videre med andre ting).

Når troens mysterier og tilbedelsen af Gud skubbes i baggrunden, og når Kristi lære og Hans Kirke skænkes meget lidt opmærksomhed, og ingen mere gør brug af bodens sakramente, så mister præsten sin eksistensberettigelse. Hvis mennesket egentlig ikke er en synder, hvorfor har det så brug for den sakramentale absolution? Hvis mennesket ikke er kaldet til at arbejde med frygt og bæven på sin frelse, hvorfor har det da brug for Livets Brød? Når det ikke drejer sig om sult. Det er ikke underligt, at Fr. pastor synes, at dagene er ensformige. Han er ikke længere overhoved og giver ikke lægedom og føde til sjælene ved Den inkarnerede Gud.

Efter at have taget del i en hurtig og intetsigende Messe i det sogn, jeg tilhører, slog det mig, hvorfor præstedømmet i visse dele af verden bliver mere ligegyldigt: præsten er ikke længere den, der leder, lærer fra sig og helliggør. Det, der gør, at han har en eksistensberettigelse, er, at han frembærer Messeofferet for Gud på menighedens vegne, og den opgave skubbes i baggrunden. Overtager katolikker i et stort omfang den protestantiske opfattelse af præstedømmet, tilintetgøres det ordinerede præsteskab. Hvis menigheden er, som progressive liturger mener den egentlige celebrant, og præsten kun er en repræsentant, der udfører arbejdet for dem, er han blot en herliggjort lægmand, som har den misundelsesværdige ”ære” at bære en farvestrålende beklædningsgenstand og sidde på en træudskåret trone. Selvfølgelig er ikke attraktivt at leve i cølibat og blive sat op på en pedestal i en tid, hvor alt det, der er godt måles i forhold til kødeligt begær og bekvemmelighed. I manglen på åndelig stræben genereres alligevel en ”trang” efter det, der er helligt, og derfor er det ikke overraskende, at vi uophørligt må lytte til højlydte røster, der agiterer for gifte præster.

Vi bør ikke være blinde for årsagen til, at protestanterne straks afviste cølibatet i det 16. århundrede. Hvis præsteskabet ikke er blevet indstiftet af Kristus, for at verden kunne have et stort antal ”alter Kristus’er”, og man i stedet udvælger visse mennesker til vedvarende at udføre det hellige arbejde, som Den evige Ypperstepræst udfører, da er der intet grundlag for at skelne mellem lægfolk og præster, eller at der skulle være noget særligt ved det at være præst. Protestanterne vidste fra starten, at en menighedsbaseret forståelse af Kirken eliminerer både den hierarkiske struktur i Kirken og Messeofferet. I en menighed, hvor alle er ligeværdige, vejledes og helliggøres den enkelte ved inspiration fra Helligånden.

Misbrugskrisen og den konstante agiteren for cølibatets afskaffelse, synes overordnet set at være to modsatrettede størrelser, men i realiteten er de to sider af samme sag, for de udspringer nemlig begge af, at man har forkastet mysteriet, der ligger i, at præsten er lig Kristus og samtidig har tilsidesat det heroiske og åndelige i dette hans specielle kald, som er ment, som en velsignelse for hele Kirken. Hvis vi ønsker gode og hellige præster og mange af dem, er det eneste, vi kan gøre at genskabe en traditionel katolicisme, som værdsætter præstedømmet som det, dette kald betinger. Alt andet vil kun afføde mere af det, vi allerede kender til, nemlig misbrug, det være sig af kriminel eller ubevidst karakter.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-dealing-with-abuse-crisis-means-rediscovering-the-purpose-of-priesthood

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vores åndelige reaktion på skandaler og overgreb

Jesus sagde til sine disciple: ”Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det” (Luk 17: 1). ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16: 33).

I de seneste måneder er der aldrig i forbindelse med Den katolske Kirke blevet talt så meget om et ord på to stavelser: Skandale, et ord, der er forbundet med bitterhed, og det, der er ubeskriveligt. Det er, som om verden, kødet og djævelen, som er de sekulære mediers talerør, jubler i kor over, at de har været i stand til at fjerne mange menneskers fokus fra Kristus vor Konge ophøjet på korset og mod den afgrundsdybe sump af menneskets svaghed og synd, herunder ikke blot stanken fra de synder, der er begået af klerikale, men også synder som ambition, løgnagtighed og kujonagtig adfærd blandt visse biskopper.

I modsætning til det paver nogle gange kan få sagt på deres dårlige dage, bør vi på ingen måde ignorere beskyldninger om ondskab bedrevet af biskopper, som om de kom fra djævelen. Alt for mange skrankepaver har grebet dette an ved at forsøge på at overbevise sig selv om, at det ikke var så slemt, som det så ud til, eller at det ikke havde nogen egentlig betydning, man har sagt, at det er ukristent at boltre sig i bagvaskelsens mudder eller fremsætte injurier.

Jeg tror dog, at vi bør se på den ondskab, der er omkring os og isoleret i os i lyset af korset. Det er alene Vor Herre Jesus Kristus, der kan give os styrken til at møde en ondskab af en sådan størrelsesorden og overvinde den. I Hans sandhed ser vi vore synder, i Hans kærlighed ser vi vor frigørelse, i Hans nåde finder vi konstant den hjælp, vi har behov for. Han er Den eneste, som kan bringe hver eneste af os til sand omvendelse for vore synder og læge os. Dette er således den måde, hvorpå vi håndterer skandaler på kristen vis: når vi ønsker at bede for biskopper eller kardinalers omvendelse og frelse med henblik på, at retfærdigheden i Kirkens regi må ske fyldest.

Her er noget, som er nødvendigt at adressere til alle kristne og især dem, hvis tro rokkes på grund af skandaler: det grundlæggende mirakel eller det mirakuløse for Den katolske Kirke er ikke Hendes fuldkommenhed, men Hendes eksistens.

Det er sandt, at Den hellige Moderkirke viser os et utal af eksempler på stor hellighed hos helgenerne, de er blot åbenbaringer af, hvad Kirken er kaldet til at være og med garanti blive til, og det er ikke et demokratisk tværsnit af, hvad Hun egentlig er. Det, der er forbløffende, er, at noget sådant som Kirken eksisterer i den faldne verden, som et åndeligt tempel hvori Guds evige liv deles med mennesket, og hvor Gud i sandhed bliver vores ved velsignet nåde, og hvor Guds Lam bliver føde for os i Eukaristien. I Kirken er der grunde nok til, at man kan undre sig i uendelig mange stunder. Ondskab nedtoner og reducerer Kirken i vor midte, men den kan aldrig udslette det mirakel, at Hun eksisterer eller giver de gaver, Hun ønsker til menneskeheden og gøre dem mindre fantastiske og prægtige, end de er.

Aldrig har noget menneske talt sådan” siger Evangeliet om Jesus (Joh 7: 46). Jeg har tit fortalt mine studerende, at jeg er kristen, fordi jeg er forelsket i Jesus Kristus ”Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2: 20), og jeg er romersk-katolsk, fordi der ikke er nogen anden måde, hvor man kan være sikker på at have Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, bortset fra at tilhøre det kommunitet Han grundlagde og gøre brug af alle de midler (sakramenterne), Han betroede det.

Når jeg ser de synder, der er i mig, og jeg ser det fordærv, der er omkring mig selv i toppen af Kirkens hierarki, siger jeg med Simon Peter: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6: 68). Ingen kan ændre på Hans ord, ej heller på det løfte Han giver med Sin død og opstandelse, heller ikke nåden, Han giver til den nedbrudte. Det er det, der bringer mig fred og glæde, hvis jeg blot stopper op og genkalder mig, hvad Jesus har gjort og gør for mig og for så mange andre, der stræber efter at følge Ham

Kun hvis jeg bliver en helgen, kan jeg gøre en forskel for enhver, der enten er udenfor eller indenfor Kirken, og den eneste måde hvorpå man bliver en helgen, er at blive et med Jesus på korset. Vi står under korset med Maria og Johannes i det smertelige øjeblik, hvor alt håb synes ude, da Kristus dør i smerte og udånder, og stormen begynder. Selv efter opstandelsen er Kirken tilstede og forlader ikke korsets fod. Bruden må lide på samme måde, som brudgommen led, hvis Hun fuldt ud skal dele den sejr, som Han vandt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 17. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/our-spiritual-response-to-scandals-and-abuses

(Oversat af Morgens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Eukaristisk tilbedelse er et af de bedste svar på overgrebskrisen

Som en reaktion på uroen i den katolske Kirke har det lokale sogn, hvor jeg kommer, indført en hellig time for soning hver fredag fra kl. 18 – 19. Første gang var sidste fredag på dagen for Korsets ophøjelse. Da jeg knælede og så på Vor Herre i monstransen, fornemmede jeg en enorm fred, og jeg vidste qua min tro, at Han for altid er Hovedet for Kirken, Den, der er den altid trofaste brudgom og Den, der for altid vil herske og dømme alle. Han holder Kirken i Sine hellige og ærværdige hænder, ligesom en hostie, der er parat til at blive opofret, og enhver af os kan være nærværende for Ham, hvis vi ønsker det, da Han altid er nærværende for os.

Jeg spurgte Ham om, hvorfor Han tillader, at Kirken blive tynget under den enorme vægt af synd, utroskab, forræderi og snavs. Hans tilstedeværelse, Hans stilhed i styrken og befalingen, Hans uforgængelige kærlighed var et svar, der var langt bedre, end nogen ord, og jeg vidste, at Han opfordrede mig til at have en større tro, tillid og være mere oprigtig i min bøn. Selvom det er godt at bede (senere i løbet af timen med Eukarististisk tilbedelse) litaniet til Jesu Allerhelligste Hjerte samt en række bønner og sange, var det bedste for mig i denne time, den stille tilbedelse. ”Jeg så på Ham, og Han så på mig”. Der, hvor Herren er, der er løftet om sejr over alle ondskabens magter.

På dette tidspunkt i historien skyller nyhederne ind over os fra alle sider, og langt de fleste er dårlige, fordi det, der er ekstremt skandaløst og ren ondskab, når det bliver åbenbaret i sin afstumpede kompleksitet og godkendes af og sværges troskab til af Kirkens hierarki, de, der skulle vejlede os til hellighed eller være vores rollemodeller i forhold til hellighed, derfor findes der ikke noget bedre for nogen af os, end at vi forpligter os til at deltage i en hellig time hver uge. Det kan være, at man er i en situation, hvor man skal hjælpe og sørge for andre, man kan have en travl hverdag samt uendelig mange gøremål, men det bør ikke have nogen betydning, thi dette er, hvad vi bør gøre for vores Kirke, for vores klerikale og for os selv, fordi det rent ud sagt er fornuftigt.

De mennesker, der ikke allerede er bekendt med at tage del i Eukaristisk tilbedelse, vil undre sig: Hvad skal jeg foretage mig under tilbedelsen? Skal man medbringe en bønnebog eller litteratur med åndeligt indhold eller min rosenkrans?

Selvfølgelig kan man medbringe disse ting og gøre brug af dem, hvis det er det, man ønsker. Men den bedste ting man kan gøre er at være i stilhed foran Herren og ære Ham med sin opmærksomhed, og tale til Hans hjerte og lade Ham røre dit hjerte. Jeg holder meget af dette uddrag fra Fr. Willie Doyle, SJ (marts 1873 – 16. august 1917), en katolsk præst med helgentræk, som blev dræbt på slagmarken i 1. verdenskrig, mens han gjorde sin pligt som feltpræst. Han skriver:

Prøv at varme dig i Guds kærlighedssol, det gør du ved at knæle ned foran tabernaklet ganske som, hvis du sætter dig ned for at nyde det varme solskin, du foretager dig ikke noget bortset fra at elske Ham, men forstå dette og i løbet af den tid, hvor du sidder ved Hans fødder, og især når det er tørt og koldt, falder nåden på din sjæl, og du vokser hurtigt i hellighed.

Jeg mener, at den bedste bøn, man kan gøre brug af, er at knæle ned i stilhed og lade Jesus strømme ind i ens sjæl.

I en af de bøger som hører til mine favoritter, In Sinu Jesu: When Heart Speaks to Heart – The Journal of a Priest in Prayer, siger Herren noget, som ligner det, der er beskrevet i uddraget ovenfor:

Det er nok for Mig, at du opsøger Mig og forbliver i stilhed i Mit nærvær og er tilfreds med at være sammen med Mig. Jeg har ikke brug for dine tanker eller ord. Det er nok for mig, at du bringer Mig et tilbedende hjerte fyldt med kærlighed og taknemmelighed for Mit nærvær i Det allerhelligste Sakramente. … For dig er der ikke noget mere gavnligt. Du må bruge tid på at være tæt på Mit Eukaristiske Hjerte. I Mit nærvær giver Jeg det til din sjæl, som Jeg ønsker, at du skal have samt alt det, Jeg ønsker, at du skal have viden om. Du er nok ikke klar over dette, mens det sker, men senere vil du erfare frugten og virkningen af den tid, du har været i Min nærhed. … Det er, hvad Jeg ønsker af dig: tid du har ”spildt” i Mit nærvær. Tid, der er blevet givet til Mig for Min skyld.

Det er det, Vor Herre venter på: et tegn fra os, et umiskendeligt tegn, at vi elsker Ham for Hans skyld og over alt. Når mange af os beslutter os for at elske Ham på netop den måde, med hele vort sind, med hele vort hjerte, med hele vores sjæl og med al vor styrke, kan vi være sikre på, at nye strømme af nåde flyder ind i Kirken.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 21. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-eucharistic-adoration-is-one-of-the-best-responses-to-abuse-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)