Category: Church

De har kontrol over dig …

Fordi de har fundet dit svage punkt

Da Vor herre sagde: ”Hvis altså Sønnen får gjort Jer frie, skal I være virkelig frie”, talte Han ikke blot om den frihed, der kommer af, at man er et Guds barn. Det, Han mente, var ikke kun det at være et Guds barn, men i højere grad, at man er arving til Faderens rige.

I vor stræben efter at være arving til Guds rige, må vi helt og aldeles være løsrevet fra – eller arbejde målrettet på at løsrive os fra alle de bekymringer, der hører verden til. Der er specielt én, der træder tydeligt frem, når det handler om evangelisering. Det drejer sig om andres syn på en, og hvad de tænker om en.

Enhver, der vil forkynde Guds ord og sandhed for andre, vil automatisk blive udsat for hån, spot, angreb eller endda at blive slået ihjel. Men før vi ser på det egentlige martyrium, lad os da se på de mindre varianter af martyrier, man først kan møde, det kan for eksempel være hån.

At måtte udholde latterliggørelse og hån er noget, der er i fuldstændig modstrid med det enkelte menneskers ønske om at være agtet, respekteret og værdsat. Intet menneske ønsker i generel forstand at blive frarøvet anerkendelse og respekt fra andre mennesker. Dette er en del af den menneskelige natur eller snarere en del af det faldne menneskes natur.

Dette er én af de bedste måder, hvorpå satan kan få grebet om os. Vi rummer alle sammen et træk, som er en væsentlig del af vores faldne natur, som går ud på, at vi har behov for, at mennesker omkring os synes om os. Dette træk er så fremherskende, at vi praktisk talt vil gøre alt for at opnå bekræftelse.

Vælger et menneske at gå imod sin natur, når det handler om opmærksomhed og bekræftelse, vil dette afføde isolation. Afvisning og isolation er i modstrid med menneskets ønske om at være sammen med- og i blandt andre mennesker.

At være sammen med- og i blandt andre mennesker er det, vi er skabt til. Fællesskab og samvær er faktisk den bedste beskrivelse af Gud, for Gud er Den hellige Treenigheds fællesskab.

Helvede er i sagens natur det stik modsatte, her er der tale om en fuldstændig- og evig afsondring fra det, vi er skabt til. Derudover vil sjælen i helvede opleve hån, latterliggøre og tortur udført af dæmoner, og alt dette vil vare til evig tid. Der er ingen, der viser omsorg for dem, der er fortabt, ikke engang de andre, der også er fortabte. Der er ingen venskab, omsorg, værdighed og kærlighed, alt det, som de var blevet skabt for, det oplever de ikke, fordi de med deres frie valg valgte noget andet.

Det faldne menneske konfronteres med den problemstilling, at det gode, som Gud har indlejret i os, benytter satan imod os, fordi han har gjort os til vores egen værste fjende, og han har gjort det med stor succes. Der er ingen, der bryder sig om, at andre mennesker ikke kan lide en. Det at få opmærksom og anerkendelse er et af de mest markante træk hos mennesket. Der er menneskeliv, der dagligt bliver destrueret, fordi sandheden er blevet ofret for en smule anerkendelse fra andre mennesker.

Netop fordi satan gør os til vores egen værste fjende, når det handler om at blive set, hørt og bekræftet, vil mange mennesker undlade at forkynde sandheden, altså det, der bør og skal siges. Det drejer sig ikke om, at det er ”svært” at sige sandheden eller helt benægte den. Nej, det handler i al sin enkelhed om, at de ikke vil være ved sandheden, for hvad vil andre mennesker da ikke tænke.

Vor Herre retter fokus på dette aspekt hos os mennesker, og det gør Han i Matthæusevangeliet: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene”.

Der opstår det problem, at jo mere et menneske bekymrer sig om, hvad andre tænker om det, desto mere er det bundet af, hvad andre mener. Det er en stor pris at betale for friheden. Et sådant menneske har givet afkald på sig selv til fordel for andres mening. En sådan person er blevet som et ungt menneske, der kun har fokus på sig selv og sit følelsesliv.

En perlerække af hellige mænd og kvinder har sagt: ”Der kun de standhaftige, der holder ud, indtil himlen er nået”.

Før en person kan gå til guillotinen, blive kastet for løverne eller blive udsat for den brutalitet de marxistiske dødslejre byder på, må denne have overvundet sig selv. Forkynd sandheden uden at bekymre dig om, hvad andre måtte tænke om dig. Det er rent faktisk sådan, at Gud har givet dig en missionsbefaling.

Hvis nogen udfordrer det, du siger, bør du af al kraft overtrumfe deres argument med sandheden. Men kommer de efter dig, hvem taler da så til dem, alt er fuldstændig ude af dine hænder. Andres dom over dig som menneske på grundlag af det, du siger, giver ikke mening, og er et kneb satan benytter til at lukke munden på dig.

Der er næppe nogen af de troende (katolikker), som ser denne Vortex, der ikke kan nikke genkendende til den store synd, som biskopper i det sidste halve århundrede har begået, nemlig undladt at forsvare og sige sandheden. Beklageligvis har de undladt dette, fordi de har manglet mandighed og faderskabsfølelse.

Lad ikke denne deres ondskabsfulde handling også blive din handling.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. april 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-they-control-you

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolsk værdighed

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det er vigtigt at huske på, når det handler om katolikkers martyrium, er det som regel staten, der står for henrettelsen.

Det er korrekt, at der har været undtagelser i historien, hvor staten ikke har været den egentlige aktør, men der er som sagt tale om undtagelser.

I mange tilfælde har staten benyttet sin magtposition til at forsøge at knuse Kirken.

Sådan har det været igennem hele historien lige fra Cæsar til Elizabeth I af England og til den franske revolution og Stalin, Moe Tse Tung o.s.v.

Tager vi udgangspunkt i den franske revolution, er der blevet skrevet og fortalt meget om en helt særlig episode med 16 Karmellitterinder fra Compienge, der ligger nord for Paris, og deres martyrium.

Da de revolutionære gennemtvang en række specifikke love, om at disse Søstre dels skulle udskifte deres ordensdragt med civilbeklædning og dels forlade det kloster, de var tilknyttet, nægtede de ganske enkelt. Derpå blev de arresteret og ført til Paris. Anklagen mod dem lød på forræderi. De blev dømt til døden i guillotinen den 17. juli 1794. Her gik de en efter en i døden. Søstrenes sag blev behandlet af en komite for den offentlige orden, og det var ligeledes denne komite, der stod for Søstrenes henrettelse.

Da Søstrene samlet stod klar til at gå i døden, begyndte de at synge den smukke latinske hymne Veni Creator. Det var den selvsamme hymne, de sang, da de nogle år tidligere aflagde deres klosterløfte.

Der er gennem tiden produceret mange film om disse søstres martyrium. Den historiske nøjagtighed er ofte yderst mangelfuld i disse produktioner. Men ved henrettelsen var den første, der gik mod guillotinen kommunitetets novice Sr. Constance, derefter fulgte en lægsøster og til sidst priorinden Moder Teresa Skt. Augustine.

Disse Søstres kroppe lod man kaste i en massegrav i Paris, og derfor har det ikke været muligt at finde frem til disse martyrers relikvier.

Disse martyrer fra Compiegne ofrede deres liv til den Guddommelige retfærdighed for at afslutte det eksisterende terrorregime.

Som et svar på deres bønner, blev Robespierre, den ledende figur for regimet, ti dage senere (efter søstrenes henrettelse) arresteret og ført til guillotinen, og det blev afslutningen på det regime, han havde stået i spidsen for.

Inspireret af disse Søstres martyrium, som blev alment kendt i Frankrig i 1893, og som i processen mod en helgenkåring, foretog en ung karmelitinde i Lisieux sin opofrelse til den Guddommelige kærlighed for syndernes omvendelse.

Skt. Thérèse af Lisieux efterlignede i sit åndelige liv, det offer, disse Søstre frembar.

Når man tager Kirkens (aktuelle) tilstand i betragtning, kan man håbe på – og bede for, at nogle heltemodige sjæle vil frembære det samme offer.

I noteapparatet er der vedhæftet et link til et dokument med en mere grundig og fuldstændig redegørelse af de historiske omstændigheder i forbindelse med Søstrenes martyrium (1). Videre finder man også et vedhæftet link til den udsendelse, hvorfra dette manuskript stammer, og denne udsendelse afsluttes med et klip, som viser disse Karmellitterinders martyrium (2).

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Noter

  1. Link til den mere dybdegående beskrivelse af Karmelitterindernes martyrium: http://carmelnet.org/biographies/Carmelite.pdf
  2. Link til udsendelse med filmsekvens (vær opmærksom på at filmsekvensen optræder til sidst i udsendelsen): https://www.churchmilitant.com/video/episode/catholic-dignity-11-06

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 5. november 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-11-06.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Uden at gå på kompromis med sin tro: en fortælling om hvordan en ateist omvendte sig

Ét af de store spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet af mine venner, som ikke er katolikker eller familiemedlemmer, er, hvorfor jeg blev katolik, og især hvorfor netop nu? Det synes at vække undren, at min omvendelse er sket netop nu, når man tager alle skandalerne i betragtning. For de fleste synes det åbenlyst, at det er Den katolske Kirke, man bør undgå qua den turbulens, Kirken befinder sig i. Dog tog jeg dette skridt mod omvendelse til en tro uden kompromiser, og jeg ville ikke have gjort det, hvis der bare var en svag antydning af, at katolicismen er behæftet med fejl i sit trosgrundlag. Stefanie Nicholas opsummerer rigtig godt i sit vidnesbyrd omkring sin omvendelse, som kan findes her på siden under titlen: ”Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro”, hvorfor vi konvertitter bliver katolikker: ”Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet”.

Jeg voksede op i en familie, som ikke havde tilknytning en bestemt kristen retning, men der blev lagt vægt på, at troen på Gud var en bestanddel af familielivet, også selvom vi ikke deltog i gudstjenester af nogen art eller anden kirkelig aktivitet. Vi læste næsten ikke Bibelen, men vi havde samtaler om Gud, men ellers var der ikke andre former for religiøse aktiviteter, der kunne stimulere min åndelige sundhed. Jeg er blevet opdraget til at søge efter sandheden, uanset hvor den førte mig hen, og denne brug af fornuften i min søgen gjorde mig ydmyg, men gav mig også indsigt på den rejse, jeg kom ud på, da jeg krydsede Tiberen.

I min ungdom var jeg protestant, og jeg blev ikke ”klædt på” til at håndtere lidelse, død og sorg indenfor den variant af kristendommen, jeg var en del af på det tidspunkt. Dette kunne have været dødsstødet i forhold til mit fald fra troen. Den kristendom, jeg troede, jeg kendte på daværende tidspunkt, var en tom skal og blottet for historie og teologi. Da den faldne verden virkelig meldte sig, smuldrede min tro, og jeg blev slået af tvivl, fristelser og en tomhed, der ganske langsomt fyldte mit hjerte.

På netop det tidspunkt havde jeg færdiggjort min studentereksamen, og jeg havde tiltaget mig en mentalitet, hvor jeg var fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Hvis en person dengang havde fortalt mig, at jeg ville konvertere til Den katolske Kirke blot et år senere, ville jeg have leet vedkommende lige op i ansigtet. Jeg var en militant ateist, og jeg havde stærk antipati overfor specifikt kristendommen. Jeg var kommet til at hade noget, jeg troede, jeg havde et stort kendskab til, men jeg vidste intet om kristendommen, og mit korstog imod kristendommen var det, der skulle bane vejen for min omvendelse, og at jeg konverterede.

Hvordan blev en ateist til en trofast katolik?

Mit formål med at undersøge Den katolske Kirkes historie var at finde ”skyts” til at angribe kristendommen og specielt katolicismen. Men jo mere intensiv min ”efterforskning” blev, jo flere mure stødte jeg hovedet imod. Til sidst måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Er jeg blevet opdraget til at tro på åbenbare usande ting om Den katolske Kirke og den kristne tros oprindelse? En stor del af de ting, jeg igen og igen var blevet fortalt, viste sig ikke kun at være usande, men decideret løgn, især når det handlede om korstogene samt den formodede undertrykkelse af videnskaben foretaget af Den katolske Kirke. Jeg kunne ”sluge” den ene historiebog efter den anden i min søgen efter sandheden, og jeg indså, at Den katolske Kirke var noget helt enestående i menneskets historie, ikke kun fordi Den har eksisteret i to årtusinder, men også fordi Den er Den samme i dag, som dengang Vor Herre Jesus Kristus som 33-årig indstiftede Den.

Efter at jeg havde gjort alt dette arbejde, blev en gnist tændt i min sjæl, en længsel efter at finde mit hjem og mit folk. Håbet havde igen fået nyt liv i mig i forhold til at finde troen, men samtidig skræmte det mig også. Rent faktisk havde jeg i første omgang ikke noget ønske om at svare på dette kald, for jeg tænkte tilbage på den dårlige erfaring, jeg tidligere havde gjort mig, og derfor tog jeg først det endelige skridt, da jeg var sikker på, at den katolske tro er sandheden. For at jeg kunne tage dette skridt, måtte jeg forstå Hvem, der er det Allerhelligste sakramente, og Gud vidste alt dette.

Jeg kom til en søndagsmesse fyldt med tvivl om realpræsens i Eukaristien, og jeg forlod Messen med vished om Hvem, der er i Hostien. Gud benyttede denne mulighed til at lade denne viden finde plads i mig og omforme mig.

Til trods for, at disse tanker præget af tvivl fyldte mit sind, blev det givet mig glimtvis at se skønheden og mærke glæden ved Guds kærlighed. Dette glimt af noget gjorde, at jeg ville have mere, at jeg ville vide mere om teologi og filosofi på samme måde, som da jeg ”slugte” den ene historiebog efter den anden. Jeg indhentede tilstrækkelig viden til, at jeg den 31. marts 2018 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, hvor jeg modtog følgende sakramenter: dåben, firmelsen og min første Kommunion. Jeg vil for altid mindes denne dag.

Selvom jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, føler jeg mig på ingen måde alene, som det var tilfældet i årene op til min optagelse i Kirken. Jeg har legioner af brødre i ånden, som er i denne verden, og i den verden, hvor Kristus regerer, som jeg beder for og med. De vil altid være der for mig, uanset hvad der sker. Jeg har fået meget viden om Kirken og mit trosgrundlag, så jeg har svar på de spørgsmål, som måtte dukke op, uanset om det drejer sig om historie eller teologi, og det kunne ikke falde mig ind at vende ryggen til Den Kirke, der er blevet indstiftet af Det sande Logos (Ord): Jesus Kristus.

Jeg skylder min varmeste tak til de mennesker, som i sandhed er hellige, og som er i mit liv. Selvom de forbliver anonyme, har de spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe mig til en forståelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som katolik. En stor tak til jer alle. Jeg ved nu, hvad det vil sige at leve den katolske tro og ikke blot at tro på den. De har altid været der for mig til at give mig åndelig vejledning med deres bøn og mest af alt deres venskaber. De er levende eksempler på, hvordan Kristus handler gennem det enkelte menneske, og hvordan vi alle er kaldet til at liv i Kristus.

Kæmp indtil døden for sandheden, så vil Gud Herren stride for dig” (Sir 4: 28).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Luken Stilzel og publiceret på OnePeterFive d. 13. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/faith-compromise-atheist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus = Kirken

Udenfor Kirken er frelsen ikke mulig

Når man hører klerikale, det være sig biskopper eller præster, der kommer med hæretiske eller tilnærmelsesvis hæretiske udsagn om Jesus Kristus, såsom: ”Han (Jesus) havde ingen anelse om, hvem Han egentlig var” eller ”Han fik kendskab til Sin guddommelige mission fra en simpel skabning” etc, så må dette betragtes som værende ude på et overdrev, et åndeligt overdrev og videre tegner det et billede af, at den person, der fremsætter sådanne udtalelser, ikke besidder nogen forståelse af det, Kirken egentlig er og står for. Det samme gør sig gældende, når en præst eller biskop lægger op til, at man bør ændre på Kirkens sprog, og at man må fortolke Kirkens lære, så den er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, så den ganske enkelt passer til tidsånden, dette må ligeledes betegnes som et overdrev, man ikke bør bevæge sig ud på, og som også viser, at man ingen forståelse har for, hvem Jesus Kristus er.

Kristus og Kirken er så tæt forbundet, at de set udefra fremstår som EN. Det er det, Paulus taler om, når han gør rede for, at det ægteskabelige bånd mellem en mand og dennes hustru, meget svagt, afspejler det bånd, der er mellem Kristus og Kirken. Ved at tage udgangspunkt i denne analogi, som omhandler et sakramente, henviste Vor Herre med så stor klarhed til sig selv, at ingen kan være i tvivl om, at det er det, det handler om. Ægteskabet vil for altid forene mand og hustru, indtil en af de to falder bort.

Han, der er Det evige Ord, og som var til fra begyndelsen, talte således: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1 Mos 2: 24). Dette udsagn blev en rammesætning for den kærlighed og relation, der er mellem Kristus og Kirken, mellem Frelseren og Bruden. Og da Jesus Kristus er evig, har Han overført den herlighed til Sin Brud, som Han holder fast ved, og de bliver ét kød, som er Hans Kød i det Allerhelligste sakramente. Det er derfor, vi benytter betegnelsen Den hellige Kommunion – at være sammen og i enhed. Kristus har forenet Sig med Sin Brud i et helligt bryllup, der i menneskelig forstand langt overstiger vores virkelighed. Det er netop på baggrund af denne forening mellem Kristus og Kirken, at ægteskabet, som et sakramente, er blevet defineret. Og det er netop, som det skal være.

Derfor er en skilsmisse ikke mulig, når det handler om et ægteskab indgået i Kirken, fordi det derved er et sakramente. Vor Herre kan ganske enkelt ikke skille Sig fra Sin Brud, som er Kirken. Han kan ikke forlade eller svigte Hende, for gør Han det, svigter Han Sig selv, og det kan ikke lade sig gøre. I denne sammenhæng er det også vigtigt at huske på de ord, Vor Herre sagde om Sin Kirke til Saulus, da Saulus var på vej mod Damaskus: ”… Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? … Jeg er Jesus, som du forfølger” (ApG 9: 4-5).

Det, at Vor Herre på den måde identificerede Sig med Sin Kirke, gjorde markant indtryk på Paulus, idet det satte sig så dybe spor i hans sjæl og sind, at han senere i sit brevkorpus mere indgående belyste den dybe sammenhæng, der er mellem Kristus og Kirken. Disse to er for os katolikker så tæt forbundet, at de ganske enkelt ikke kan adskilles. Hvem der end lytter til dig, lytter til Mig. Denne virkelighed, denne guddommelig virkelighed skaber rammen for, hvordan vi betragter og opfatter de vildfarelser, der italesættes i Kirken og om Kirken, og det gælder også de fornægtelser og fejlagtige forestillinger om Vor Herre, der fremsættes af dem, der er ordineret til at tjene Ham. Taler man imod Kirkens sandhed, taler man imod Kristus. Og foreslår man noget vedrørende Kristus, som fremstår absurd, er det fordi, man ikke forstår, hvem og hvad Kirken er. Hun er Hans repræsentant på jorden.

Fremsætter man en grov fornærmelse mod en vens hustru, bør man vide, at man også har fornærmet ham, der tidligere kunne betragtes som ven. Så tæt er Jesus og Kirken forbundet gennem det sakramentale ægteskab, at de er ét kød. Der er derfor, at klerikale, det være sig præster, biskopper og kardinaler, der advokerer for ægteskaber mellem to af samme køn, ægteskaber indgået civilt eller partnerskaber, ikke længere er katolske i deres måde at tænke på, og derfor må stilles til regnskab for det, de udtaler. De spreder deres farlige tanker på en sådan måde, at det fremstår, som om

Kirken enten kan eller bør foretage ændringer. Om de gør dette med ”hovedet under armen” eller ubevidst skal være usagt, men deres tanker rettes mod selve Jesus Kristus. Det er netop derfor, at når en præst siger noget, der går imod Kirken, er det et bevis på, at han ikke tror på Kristi guddommelighed, i alt fald ikke på den måde, som Kirken, Kristi Brud, fremlægger den.

Kirken kan ikke forandre Sin lære, fordi den (læren) ikke egenhændig hører til Kirken, på samme måde kan bruden heller forandre sin mands kærlige blik, som er til hende og ikke er noget, som hun skal have kontrol over eller kunne manipulere med. Brudgommens blikke til bruden er udtryk for hans kærlighed til hende. Hun (Kirken) kan ikke ændre på Hans (Kristus) kærlighed til Hende, på samme måde kan den jordiske brud heller ikke ændre på sin mands kærlighed til hende. Og i tilfældet med Kristus og Kirken, bliver læren fremsat på den helt rigtige måde, modtaget på den helt rigtige måde og bliver delt mellem dem på fuldendt måde, og læren er blot hen ad vejen vokset sig til igennem århundreder og årtusinder og kan ikke ændres eller fortolkes på en sådan måde, at den ikke længere fremstår som det, den var, og hvor den gav frugt.

Ligesom et par der er tæt knyttet til hinanden i ægteskabet, og som er kommet til at kende hinanden så godt, at de er i stand til at færdiggøre hinandens sætninger, sætte ord på hinandens tanker eller ikke behøver at bruge ord til at sige det, der skal siges, blot et enkelt blik, således er det også med Kirken og Vor Herre, blot på et niveau, der rækker ud over vores fatteevne, her ”sætter Kirken ord på” Vor Herres tanker, for sådan er kærligheden.

Jesus Kristus er Kirken her på jorden, og Kirken er Jesus Kristus. Det er derfor, Hun højtideligt kan sige, at udenfor Hende er der ingen frelse, for når Hun taler sådan, viser Hun hen til Sin elskede og forkynder, at ”… der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4: 12), og der er ingen anden Kirke, hvor mennesker kan komme til Ham.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 6. oktober 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-jesus-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Judas’ Brev, er et brev der afspejler den aktuelle krise, vi oplever i Kirken

Mange katolikker er i dag desperate efter at høre opmuntrende ord og modtage vejledning fra biskopperne, apostlenes efterfølgere. Men jeg kan nu fortælle Jer, at der faktisk eksisterer en sådan opmuntring og vejledning fra en apostel.

Judas’ Brev er skrevet af én af det Nye Testamentes mindre kendte forfattere. Dette brev har ikke fået så stor opmærksomhed, fordi det på en vis måde har ”levet” en skjult tilværelse i det Nye Testamente hengemt mellem apostlen Johannes tre breve og Johannes Åbenbaring. Det er aldrig blevet benyttet i søndagens læsninger, hverken i den Ordinære ritus eller den Ekstraordinære ritus. Dog gør man brug af det en gang hvert andet år i en ugedagslæsning i den 8. almindelige uge i år II (hvis man skulle være interesseret). Så I er tilgivet, hvis I ikke er bekendt med dette brev.

Selvom Judas’ Brev er kort, bør det betragtes som et bekymret opråb fra en biskop, og det er rettet imod den krise, Kirken oplever i dag. Man kan hævde, at dette brev er aktuelt, men aktualiteten gælder til alle tider, når det handler om Den hellige Skrift, for Den er tidløs. Desuden vil Helligånden også bidrage til, at vi kan spejle Den hellige Skrift i vor egen tid. Dette mysterium bliver endda meget tydeligt, når det handler om Judas’ Brev

Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror. Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål! Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Skt. Judas spilder ikke tiden i dette korte brev, men går direkte til sagens kerne. Det synes, som om han oprindelig ønskede at skrive et brev af mere teologisk karakter, men grundet omstændighederne kommer han med en opfordring til sine læsere om at ”kæmpe for troen” imod de fjender, han definerer som ”ugudelige mennesker”. Denne tro, har han ikke selv har fundet på, den er snarere blevet ”overdraget” Kirken. Med andre ord vi kan ikke ændre på troen eller forme den tro, der er blevet åbenbaret.

Det er den samme kamp, vi kæmper i dag. Der er kræfter, der gælder i Kirken, som ønsker, at man afviser den tro, der er blevet os overdraget, og vi er kaldet til at kæmpe for vores tro mod dem, der vil afvise – og ændre den.

Det, der er vigtigt her, er, at den fare, som Skt. Judas advarer mod, ikke stammer fra kræfter udenfor Kirken, men kommer indefra. Det er altså Kirkens egne, som har ”sneget sig ind”, men disse skal rammes af dom. Det er disse, Kirkens egne folk, der udgør den største trussel. Hvordan er det gået til, at de fremstår som farlige? Det er, fordi ”de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed”. Med andre ord de benytter Guds nåde som et påskud for al slags amoralsk adfærd (lyder det bekendt?). Ved at gøre dette ”fornægter (de) vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”.

Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker, indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.

Som prædikeren fortæller os (i Prædikerens Bog) så ”er der intet nyt under solen” (Præd kapitel 1). Igennem hele frelseshistorien og frem til Herrens komme vil der være dem, der fornægter Ham og forsøger på at undergrave Hans folk. Men det Skt. Judas ønsker, er, at hans læsere skal huske på, at Gud vil gribe ind. Guds indgriben kan være hård for dem, der modsætter sig Ham, og Han vil ”straffe med evig ild”. Selvom mange mennesker i vore dage viger tilbage for sådanne formuleringer, bør det være en trøst for dem, som slås for Gud at vide, at når det bliver Hans tid, vil retfærdigheden ske fyldest i forhold til dem, der afviste Ham.

Alligevel gør disse mennesker det samme: I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter.

De ugudelige mennesker, der har infiltreret Kirken, har ”tilsølet deres legemer”. Dette er en utvetydig henvisning til den amoralske seksuelle adfærd, der til enhver tid er på ”mode” (som det var på Skt. Judas tid og ligeledes i vor tid), og som flyder ind og påvirker hele samfundet og kulturen. I dag manifesteres dette ved den homoseksuelle tendens, der har vundet indpas blandt klerikale i Kirkens hierarki. Ydermere tydeliggøres denne horrible tendens gennem den lange række af sager, der omhandler seksuelle overgreb foretaget af klerikale på flere niveauer i det Kirkelige hierarki (lige fra præster til biskopper).

Samtidig udviser disse ugudelige mennesker en adfærd, hvor de ”lade hånt om Herrens myndighed”. Der findes andre oversættelser, der benytter ordene: viser manglende respekt og foragter Herrens myndighed. Med andre ord de respekterer ikke Gud, som autoritet og den myndighed, Han har givet sine hjælpere. Derudover er der tilfælde, hvor de, der er Hans hjælpere, trodser den bemyndigelse, Gud har overdraget dem og udnytter den til egen fordel og misbruger på den måde Guds autoritet. De biskopper, der i dag forsømmer deres pligt til at forsvare og fremme troen, afviser den autoritet, de er blevet bemyndiget.

Disse ugudelige mennesker ”spotter overjordiske magter”. Udover at fremme og tilskynde til en amoralsk adfærd, håner og fornærmer de dem, der viser trofasthed overfor Gud. Der er tilfælde, hvor de definerer de troende som ”rigide”, fordi de overholder Guds Bud.

Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«

Hvordan er det muligt at modstå disse ugudelige mennesker? Vend Jer til Herren. Da ærkeenglen Mikael stredes med djævelen, fæstnede har ikke lid til sin egen styrke (som var betydelig) og formåen i forhold til at besejre satan, men først og fremmest anråbte han Herren om, at Han måtte ”sætte satan på plads”. På denne måde bør vi agere, når vi står ansigt til ansigt med ugudelige mennesker i Kirken, at vi ikke omgående sætter os til tasterne og begynder en diskussion med dem på de sociale medier, og vi bør langt hellere rette vores fokus på bøn og ydmyge os ved at trække os fra ordkløveri og derved bede om Herrens hjælp. Husk på, at ærkeenglen Mikael til allersidst vandt over djævelen, så bøn og ydmyghed er ikke de sidste skridt på vejen, men de første i kampen mod vores fjender.

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. Ve dem! De er slået ind på Kains vej og har for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse i vold og går til grunde som Kora i hans opsætsighed.

Disse ugudelige mennesker ”spotter, hvad de ikke har forstand på”. De forstår ikke skønheden ved at spæge legemet, de forstår ikke den frihed, der stammer fra, at man underkaster sig Gud, som Hersker. Derfor spotter de det. Vi ser dette udspille sig konstant i dag, hvor man fremsætter fornærmelser og fordømmelser mod den praksis og tro, som har været katolsk igennem generationer og århundreder. Alt dette, som engang var højt skattet af Kirken, bliver nu afvist af Hende.

Hvad er det for en vildfarelse, Bileam gør sig skyld i, og som Skt. Judas omtaler? I Johannes Åbenbaring lader Johannes os vide, at Bileam fristede Israels børn til ”at spise afgudsofferkød og bedrev utugt” (Åb 2: 14). Sådanne handlinger fortsætter man med at praktisere i dag billiget af højtrangerende medlemmer af det klerikale hierarki, og som måske endda tager del i afgudsdyrkelse ved Amazonassynoden, og desuden gør en amoralsk seksualadfærd sig gældende blandt de klerikale. Bileams vildfarelser var ikke blot begrænset til hans ageren. Skt. Judas siger, at de vil være ligesom Kora, der i sin opsætsighed stod op imod Moses og blev fortæret af Herrens ild (4 Mos 16: 1-40).

De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv; de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.

På den tid, hvor dette brev blev skrevet, var ”kærlighedsmåltidet” et måltid, som de kristne var samlet om, og dette er givetvis betegnelsen for Eukaristifejringen. Skt. Judas fordømmer sine modstandere, som værende yderst respektløse under fejringen af dette hellige mysterium. Bedrøveligt nok er respektløshed blevet almindeligt under liturgien, hvor offertoriet er blevet et tidspunkt, hvor man fortæller hinanden vittigheder, hvor man behandler de enkelte elementer i liturgien med ligegyldighed og endda er fjendtligt indstillet overfor disse, og set i et overordnet perspektiv udvises der dyb respektløshed overfor liturgiens mysterier.

Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.« Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld.

Selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud, så vil Herren holde dom over alle dem, der har sat sig op imod Ham. Ingen ugudelig handling er blevet glemt, og alle vil modtage deres belønning. Når vi er vidner til fordærv og amoral på ethvert niveau i det kirkelige hierarki, ved vi, at Gud også ser med.

Skt. Judas’ beskrivelse af sine modstanderes forskellige laster synes at være bekendt:

–          Dem, som ”mukker og klager” over Kirkens ”hårde” lære og ønsker at lempe på Guds Bud blot for at kunne stille deres ønsker tilfreds i dette jordiske liv.

–          Dem, der ”følger deres egne lyster”: dette vidner om den fremherskende homoseksuelle tendens, der findes blandt de klerikale.

–          Dem, der ”taler brovtende ord”: selvom de afviser det, der er naturligt og guddommeligt åbenbaret, taler de om disse ting i et floromvundent teologisk sprog, uden skam over det, de siger.

–          Dem, der ”smigrer folk, for deres egen skyld”: de (klerikale) taler et sprog, der fænger denne verdens magthavere, fordi de ønsker at blive accepteret af dem. Hvor meget selskabelighed deltager den enkelte biskop i med politikere, der taler for abort, uden at han påtaler dette?

Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.«

I en tid præget af krise kan det synes, som om, Herren har glemt Sit folk. Men Herren advarede om, at disse tider præget af prøvelser ville komme. Når vi er vidner til, at klerikale og prælater håner den traditionelle katolicisme og i langt større udstrækning omfavner verdens måde at gøre tingene på, da ved vi, at det ikke handler om, at Gud har ladet os i stikken, men at vi bliver prøvet.

Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.

Hvis man ser på Kirkens tilstand i dag, kan den med rette betegnes som splittet. Ved at håne den traditionelle tro og praksis skaber Guds modstandere splittelse i det, som Trosbekendelsen kalder EN Kirke. De behandler dem, der er tro mod troens grundlag som paria og nogen, der ikke har en eksistensberettigelse, og på den måde gør de splittelsen mere omfattende.

Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Igen retter Skt. Judas på det, vi kan gøre, når vi står ansigt til ansigt med hæresi og fordærv i Kirken: I … skal opbygge jer selv på jeres hellige tro” gennem bøn og kærlighed til Gud. Situationen kan synes håbløs, men med Gud på vores side, så der er altid håb.

Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.

Selvom det kun er nogle (få), der er ugudelige, og som afviser Kirkens lære, så påvirker deres adfærd mange, som derved begynder at stille spørgsmål ved troen. I forhold til disse stakkels mennesker, bør vi hjælpe dem til at få fjernet deres tvivl, så de bliver frelst. De almindelige katolikker er ikke de ugudelige mennesker, Skt. Judas advarer imod. Det er de almindelige katolikker, der må frelses fra den elendighed, de ugudelige er årsag til.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Endelig bør vi i alle ting, og dette inkluderer også prøvelser, giver Gud ære. I den krise, vi aktuelt oplever, har Gud tilladt at fordærv og hæresi løber løbsk. Vi bør huske på to ting: 1. denne situation er ikke ny, de troende har altid været på vagt overfor ulve, som går rundt midt i fåreflokken, og 2. selv i denne situation herliggøres Gud, idet Han giver os en mulighed for at blive stærkere i vores tro gennem prøvelser.

I disse tider med mange problemer, kan vi søge hjælp og vejledning hos Skt. Judas, når vi kæmper for troen mod ugudelige mennesker, og samtidig glæde os over, at vi gennem disse prøvelser ved Guds nåde vokser i hellighed.

Skt. Judas bed for os!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive den 19. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-epistle-of-st-jude-a-letter-for-our-present-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Der er ingen frelse udenfor Den katolske Kirke

Der er en sandhed, åbenbaret af Gud: at der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er Jesu Kristi sande Kirke, fordi Den er indstiftet af Jesus Kristus for helliggørelse af – og til frelse af sjælene. Hvordan er det så muligt, at frelsen kan eksistere udenfor Den Kirke, som Jesus Kristus indstiftede for at frelsen var mulig?

Den katolske Kirke er ikke noget usynligt fællesskab, men et synligt, og det er det, fordi det er nødvendigt at være en del af Den synlige Kirke for at kunne opnå frelsen. Der eksisterer ikke nogen usynlig katolsk Kirke. Det er dog muligt, at et menneske på en usynlig måde kan være en del af Den katolske Kirke, som er synlig. Et menneske, der lever i total uvidenhed om den sande tro, og som ikke har kendskab til den nødvendighed, det er at være en del af Kirken for at opnå frelsen, vil ikke af Den Almægtige Gud blive holdt ansvarlig for en synd, vedkommende ikke har gjort sig skyld i. Et sådant menneske kan gennem nåden være en del af Den katolske Kirke.

Det er ekstremt risikobetonet at forblive uden for Den katolske Kirke, når Den af Gud er indstiftet for at lede mennesket til frelsen. Man bliver en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab gennem dåben eller ved nåden, fordi det netop er ved denne synlige rituelle handling, et menneske bliver en del af Den katolske Kirke. Men protestanter, der har en gyldig dåb, er ikke katolikker: for Kirken er karakteriseret ved et synligt fællesskab bestående af dem, der bekender troen på Kristus og tager del i de samme sakramenter og er forenet under deres legitime præst, der er underlagt det synlige overhoved (paven). Protestanter befinder sig imidlertid i et ikke fuldkomment, men dog egentligt (eller sagt på en anden måde, et egentligt men ufuldstændigt) fællesskab med os katolikker, og de er kristne, men de er ikke i sig selv en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Katolikker har i to hundrede år eller mere benyttet formuleringen ”adskilte brødre” til at betegne protestanterne og ortodokse og andre. Det andet Vatikankoncil benytter udtrykket ”frates a nobis sejuncti”, de brødre, der er adskilt fra os. Ordet adskilt beskriver en mangel i forhold til dette fællesskab, og ordet brødre betegner, at det rigtige fællesskab ikke desto mindre er ufuldkomment.

At hævde, at ”der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke” betyder ikke, at protestanter, jøder, muslimer o.s.v ikke kan opnå frelsen, men opnår de frelsen, er det i kraft af Den katolske Kirke og ikke deres egen denomination eller religion. Hvis en person fra en anden denomination eller religion opnår frelsen, er det, fordi vedkommende af nåde (eller i tilfældet med protestanter, ved dåben) er en del af Den katolske Kirkes fællesskab. Alle, der er i Himlen, er en del af Den triumferende Kirke og er i sig selv (ipso facto) katolik.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil benægte, at der findes gode og hellige mennesker indenfor andre religioner. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at al nåde, der er i verden, kommer ind i verden gennem Den katolske Kirke.

En person, der ved, at Den katolske Kirke er den sande tro, og ikke ønsker at træde ind i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, kan ikke opnå frelsen. Det siger den lære, der ligger i Kirkens læreembede, og som er bekræftet i skrivelsen Lumen Gentium, som er et dokument fra det andet Vatikankoncil.

Den katolske Kirke, er Kirken. Den er ikke en del af Kirken eller en denomination i Kirken, Den katolske Kirke og katolicismen er indstiftet af Jesus Kristus, udenfor Den er der ingen frelse. Katolicismen er den eneste religion, der er blevet indstiftet af Gud, og er dermed også den eneste religion, der har Guds velbehag.

Det er alle menneskers pligt at blive optaget i Den katolske Kirke og underkaste sig Hendes lære. Det er Gud, der taler til mennesket ikke blot gennem den hellige Skrift, men også den hellige tradition og Kirkens læreembede. Vi bør tro på det, som Kristus lærer os gennem Sin Kirke og have tro på det, der ligger implicit i alt det, Gud har åbenbaret, at det er altafgørende for frelsen. (Og der er visse sandheder, som man helt klart bør tro på)

Det er en stor synd imod kærligheden, hvis man opmuntrer folk til at holde fast ved deres vildfarelser, som ikke fører til frelsen. Vildfarelser leder ikke til frelsen. Sandheden er Jesus Kristus, og det indbefatter den sandhed, der ligger i Hans Kirke, Den Kirke, der er Jesu Kristi ubesmittede Brud og Hans mystiske Legeme, og det er Den, der vil lede folk til frelsen. Folk har ret til at have kendskab til den fulde sandhed, man finder i Evangelierne og ikke nægtes adgang til den. Derfor er folk, som allerede nævnt, berettiget til at kende sandheden, at den katolske tro er den sande religion, at Den katolske Kirke er Guds Kirke, som har autoritet, er ufejlbarlig og er fundamentet, og som videregiver den sande tro og bevarer sakramenterne, der er indstiftet af Jesus Kristus, og som står indtil verdens ende. At være en del af Kirkens fulde fællesskab er nødvendigt for frelsen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 24. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/salvation-outside-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Sigt dem som hvede ….

for der er tale om en dødsensfarlig situation

Tidligere på måneden lød alarmklokkerne i hele det katolske medielandskab, da ingen ringere end kardinal Robert Sarah fremkom med en klar og modig udtalelse: ”Det kristne præsteskab befinder sig i en dødsfarlig situation! Det oplever en kæmpe krise”.

Church Militant har igennem mange år gjort opmærksom på, at der eksisterer en manglende tro på det metafysiske blandt dem, der er blevet ordineret. De har ganske enkelt ikke nogen tro.

Vi har offentliggjort et utal af historier, der underbygger denne påstand. Det var faktisk på grund af den konstante strøm af historier af denne art, der gjorde, at vi (så at sige) blev tvunget til at komme frem til denne særdeles triste erkendelse. Det er praktisk talt umuligt ikke at nå frem til en anden konklusion. Man kan formulere det således, at lukker man definitivt øjnene for denne realitet og dermed benhårdt benægter dens eksistens, gør man sig medskyldig i den krise, der pågår.

Vi har her at gøre med en kendsgerning, ingen diskussion om det. Det er egentlig ligegyldigt, hvad man ”føler”, når man stifter bekendtskab med dette. Det, der ret beset betyder noget, er, at man accepterer denne kendsgerning og forstår den sandhed, som den åbenbarer. Der eksisterer ikke nogen anden forklaring, end at man har mistet troen på det metafysiske.

Når en kardinal udtaler, at præsteskabet befinder sig i en dødsensfarlig situation, hvad forestiller man sig ellers, han kunne hentyde til? Det eneste, der gør situationen dødsensfarlig for præsteskabet, er deres manglende tro på det metafysiske.

Bemærk dette, blandt dødssynderne kan der foretages en differentiering. Det er korrekt, at alle dødssynder sender et menneske (en sjæl) i helvede. Dør et menneske i en tilstand præget af dødssynd, lurer fortabelsen. Men der eksisterer forskellige typer af dødssynd. Der er synder, der har deres rod i svaghed, og som i sagens natur af og til vil optræde, men det er dog stadig synder, der fører til helvede. Men det er muligt at undgå dem, hvis man er opmærksom på, at det, man foretager sig, er syndsbetonet. De mennesker, der agerer med opmærksomhed, holder synden på afstand, de lader sig ikke friste af – eller hengiver sig til synden, som var den en livsstil, og dermed begynder at acceptere den, som værende af det gode. De er netop klar over, at synd er forkert, ondt og fører til døden, og hvis de har begået synd, opsøger de straks skriftemålet og bekender deres synd, og derved er deres samvittighed stadig ren.

Men der eksisterer en anden type dødssynd, som hvis den har fået tag i synderen, gør, at synderen egentlig aldrig forlader sin syndige vej. Måske er der til en start hos synderen tilskyndelser til at få bekendt synden, men synden begås igen og igen, og dette formørker samvittigheden. Men samvittigheden formørkes også, ved at synderen begynder at rationalisere og bortforklare sin synd. Et sådant menneske begår ikke blot dødssynder, men det etablerer et livsfundament bygget på dødssynd, og derfor ”kvæles” enhver tilskyndelse til at komme tilbage til nådens stand.

Ikke engang frygten for helvede kan fremelske en motivation hos dette menneske til at revidere sin livsførelse, og til sidst vil dette menneskes ”skæbne” blive, som Den hellige Skrift beskriver: ”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig”. Gud holder Sin nåde tilbage, fordi en sådan synder fortsætter sine syndige gerninger og dermed ikke ønsker at tage imod Guds nåde, som Han lader tilflyde synderen, men som synderen så at sige ”kaster direkte tilbage i ansigtet på Gud”, og denne handling er i sig selv endnu en syndig handling”. Så ud af kærlighed til synderen, er det eneste Gud kan gøre at stoppe med at lade Sin nåde tilflyde synderen, som ellers skulle have ”motiveret” synderen til ikke at synde.

Lad os nu benytte denne betragtning, jeg har gjort rede for som ramme for en række klerikale og prælater i Den katolske Kirkes hierarki. Det kan dreje sig om biskopper, der i en tilstand af dødssynd fejrer Den hellige Messe eller præster, der også er i en tilstand, præget af dødssynd frembærer Messeofferet. Begge parter tilføjer ved deres blotte handling yderligere synd til deres synderegister. En biskop, der har knyttet sig i for stor en grad til verdens ånd, vil på et tidspunkt fremstå som en fjende af Kristus, fordi han ganske enkelt har pådraget sig store andele af dødssynd. Prælater og klerikale, der lever et homoseksuelt liv, er selvretfærdiggjorte, foretager seksuelle overgreb, har stjålet, løjet, ageret med arrogance og ikke vist barmhjertighed, hvilken skæbne vil vente disse mænd?

Hvilket håb er der for en mand, der har haft en høj position i Den katolske Kirkes hierarki, når denne på det personlige plan og i sin sjæl har givet efter for begær, magtbeføjelser eller penge, men udadtil giver udtryk for en helt anden adfærd? Forholder det sig ikke således, at Gud ønsker at frelse ham? Vor Herre har altid et ønske om at frelse et menneske. Men det, der her er forfærdeligt, er, at dette menneske ikke ønsker frelsen. Det har ikke længere nogen tro.

På deres frugt skal man kende dem. Dem, der ud fra en fornuftsbaseret forklaring: giver Den hellige Kommunion til folk, der ikke er i nådens stand og dermed profanerer Den hellige Kommunion, dækker over  seksuelle overgreb af homoseksuel karakter, enten deres egen eller andres, der stjæler fra de troende, der benytter løgn for at kunne bevare den position, de besidder, de, der nægter at afsløre den sandhed, at skandale på skandale hærger Kirken, og sidst men ikke mindst at disse mennesker går til bekendelse i forhold til deres egen meddelagtighed i alt dette.

Forestil Jer en mand, der dør med dette på samvittigheden, en mand, som er apostlenes efterfølger. Hvordan kan man forestille sig, at andet end helvede bliver hans lod?

Da Jesus er samlet med Sine apostle Skærtorsdag ved Den sidste Nadver, advarer Vor Herre Peter og siger til ham: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på Jer for at sigte Jer som hvede”. Det er ikke et tilfælde, at dette åbenbares ved netop Den sidste Nadver, for det er her Vor Herre indstifter Sit hellige præsteskab. Satan ønsker præsteskabet ødelagt. Præsteskabet bringer nemlig Kristus ned fra Himlen for at give Sig selv som føde til os ved Sit Legeme og Blod.

Det kan på ingen måde modsiges, at klerikale og prælater med den tilgang og adfærd, der her er blevet beskrevet, har forårsaget stor skade. Derfor er vi nået til det punkt, hvor lægfolket må bede om Himlens Dronnings mellemkomst. Vi må forene vores lidelse med den lidelse, hun gennemgik på Golgata. Blandt de ”roller”, som Vor Frue spiller, er én som moder til Ypperstepræsten.

Hun stod ved Hans kors, Hans alter, og accepterede med velvilje de lidelser, Han gennemlevede og som fulgte i kølvandet på menneskehedens frelse. Den lidelse hun gennemgik, bør stå som et forbillede for os. Vi må også acceptere lidelsen og forene den med hendes gennem Ypperstepræsten for præsteskabets skyld. Det er nøglen til en løsning.

I denne måned, hvor vi har afholdt vores tilbagevendende begivenhed ”Retreat at Sea”, blev det tema, der er omdrejningspunktet i denne Vortex, taget op blandt de mange hundrede retrætedeltagere, og vi bad dem tænke over hvilket særligt og vigtigt offer, de kan bringe for præsteskabet.

Vi, der er lægfolket, bør afgjort agere i den aktuelle situation, vi må tage kampen op, afsløre det, der sker, lære vores tro at kende og løfte vores røst, når der handles forkert eller uretfærdigt, det er præcis det, vi må gøre. Men vi må også på vort eget legeme i dette jordiske liv bærer smerten fra Golgata for præsteskabets skyld.

Så tag venligst denne anmodning alvorligt. Find noget, det er lige meget hvad og gør det resten af dit liv. Vor Moder led for sin Søns præsteskab. Vi er hendes afkom, vi bør også lide for præsteskabet, for det befinder sig i en dødsensfarlig situation.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. februar 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-sift-them-like-wheat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor må brugen af Kommunionsuddelere ændres

Som en del af den omfangsrige tradition, der kendetegner Den katolske Kirke, både i den latinske, græske, vestlige og østlige ritus, er det kun tilladt præster eller andre, der er ordinerede at uddele Vor Herres kostbare Legeme og Blod. Denne tradition forblev ubrudt, indtil de farlige liturgiske eksperimenter i 1960’erne banede vejen for et hidtil uset antal lægfolk, der nu skulle fungere som Kommunionsuddelere.

Grunden til, at man i traditionen har opereret med et forbehold i forhold til denne funktion, er, som Kirkens største teolog Skt. Thomas Aquinas forklarer: det angår den samme (person) at frembringe en effekt, og derefter se på, at denne skænkes til dem, som den er beregnet for. Dette mere må være en sandhed, der gælder de overnaturlige effekter, og som kun kan frembringes af en overnaturlig magt, og det er ganske enkelt ikke passende at overlade sådanne effekter til dem, der ikke er blevet udvalgt til denne funktion. Det forklarer derfor, at der selv under den aktuelle kirkelov, kun er en, der kan agere som Kommunionsuddeler, nemlig biskoppen, præsten eller diakonen, som kan varetage denne funktion i kraft af ordinationen, som indvier ham til at tjene Gud.

Hvorfor er ordinationen så vigtig? Fordi Den hellige Eukaristi er Den inkarnerede Guds Legeme og Blod. Dette er Gud. Rører man ved Hostien, kommer man i kontakt med Skaberen af alt liv og eksistens. Dette er ikke noget, man skal tage let på eller betragte som et ordinært arbejde for præsterne. Vor Herre Jesus Kristus indstiftede et præsteskab, som fik overdraget et specifikt ansvar, og dette rækker fra diakonen til biskoppen.

På intet tidspunkt i Kirkens historie er lægfolket blevet tilladt at uddele de dyrebare gaver, indtil for få årtier siden. Dette tiltag var en del af en større virksomhed møntet på at skabe en liturgi for det moderne menneske, hvor de gamle regler og sædvaner ikke længere skulle respekteres, og hvor en uformel, afslappet tilgang blev foretrukket fremfor den højtidelige og formelle form. (Der er derfor de Byzantiske katolikker, som ikke har opgivet deres sædvaner og som samtidig er meget opmærksomme på ærbødigheden overfor Kristi mysterium, der er så fantastisk, med rette er foruroliget over det, de er vidner til, og som foregår i mange kirker, der hører under den latinske ritus). Desværre forholder det sig således, at når gamle regler og sædvaner forsvinder, da forsvinder også selve troen, og det liv, der er relateret til troen, den sandhed har vi allerede set udspille sig, og statistikkerne frembærer samme vidnesbyrd.

På samme måde som det andet Vatikankoncil ikke sagde noget, om at latin skulle tilsidesættes, at præsten skulle stå med front mod menigheden eller Kommunionsmodtagelse i hånden, så sagde det heller ikke noget om, at lægfolket skulle uddele Kristi Legeme og Blod. Men selv da denne praksis begyndte at blive tilladt, blev dette udtrykkeligt begrænset til kun at skulle bringes i anvendelse i visse tilfælde, nemlig når Kommunionen til de syge skulle bringes ud, og de klerikale ikke havde mulighed for det eller bistå med Kommunionsuddeling ved Messen, hvis celebranten var ældre og for svagelig til at varetage opgaven, eller når Messedeltagelsen var så stor, at der var behov for assistance ved Kommunionsmodtagelsen. Dette kan man finde bevis for ved at se nærmere på de alment gældende disciplinærregler, der gør sig gældende for området (de er samlet her).

Af den grund udfærdigede Vatikanet så sent som i 1997 en præcisering, der gjorde det klart, at den gængse brug af Kommunionsuddelere ved Messen var blevet for ”almen”, fordi man på en vis måde havde forholdt sig for ”kreativt” til begrebet ”stor Messedeltagelse”, og derfor måtte denne praksis enten undgås eller helt fjernes i de kirker, hvor den havde fundet fodfæste (om specifikke spørgsmål vedrørende samarbejdet med de troende som ikke er ordinerede).

Bemærk venligst, at der ikke optræder noget dokument fra Vatikanet eller andre dokumenter med lovhjemmel, der fordrer, at Den hellige Kommunion uddeles i begge skikkelser til trods for, at klerikale ikke er tilstede. Med andre ord, hvis der er klerikale tilstede, kan Kommunionen blive uddelt under begge skikkelser, men hvis de ikke er, er der ingen tvingende nødvendigt at gøre det. Kommunionen alene under brødets skikkelse er og anses for at være fuldt ud tilstrækkeligt for at opfylde den målsætning, som Vor Herre havde sat Sig, da Han indstiftede Eukaristien for at forene de troende med Sig selv, Han, der er er fuldt og helt tilstede i begge de Eukaristiske skikkelser.

Størstedelen af den vestlige verden har vendt det døve øre til de anmodninger, der gentagne gange er kommet fra Vatikanet, om at Kommunionsuddelere kun bør benyttes, når det opfylder de allerede opstillede retningslinjer. Ifølge den modernistiske opfattelse betyder det, at Vatikanets anmodning er fejlagtigt, fordi Gudsfolket (eller måske nærmere en bureaukratisk mastodont, der kaldes en biskopkonference) har besluttet noget andet.

Men det modernistiske synspunkt, som i sagens natur er antiautoritært, blev fordømt af pave Skt. Pius X. Den kendsgerning, at Kirken i den vestlige verden befinder sig i statu abusus, i en tilstand, hvor misbruget er vedvarende, betyder ikke, at den underminerer Kirkens lov eller Hendes visdom gennem to årtusinder. Hverken tradition eller disciplin forsvinder, fordi man ignorer dem, og Vatikanet vælger at tolerere denne tilstand snarere end at tage skridt mod straffeforanstaltninger.

Vi har desværre måttet erfare, at vi i denne tid ikke kan forvente megen hjælp fra Vatikanet i forhold til dette problem. Hvis der ikke sker forandringer på sogneniveau, kan vi næppe have nogen forhåbning om, at de nogensinde vil ske. Velsignet være den præst, der er overbevist, har mod og er disciplineret for det, er det, der kræves for at fjerne dette misbrug, og som er i fuld overensstemmelse med Redemptionis Sacramentum nr. 183:

På en helt særlig måde, lad da enhver gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at Eukaristien, som det Allerhelligste Sakramente vil blive beskyttet mod enhver respektløshed eller forvanskning, og at alle former for misbrug på rette vis irettesættes. Dette er et alvorligt anliggende, der påhviler enhver, og alle er forpligtet til at effektuere det uden at foretage særhensyn.

Måske er USA den nation, der mere end andre nationer har valgt at praktisere ulydighed, når det gælder kommunionsuddelere, og man har yderligere valgt at definere sine egne regler på området. Jeg bliver nødt til at stille følgende spørgsmål: Er det virkelig den katolske ånd? Eller er dette blot endnu et eksempel på, hvor langt Kirken i USA er kommet ud, hvor den har ”indstiftet” sin egen religion med egne selvbestaltede regler? Landet med de 30.000 forskellige (kristne) denominationer har sin helt egen måde, hvorpå den fjerner det Romersk-Katolske fra Kirken, altså med mindre bestræbelser drevet af samvittighed og målrettethed begynder at arbejde i den modsatte retning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 26. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-the-ordinary-use-of-extraordinary-ministers-has-to-go-away

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)