Category: Church

Kirkens lidelse

Denne artikel er en del af en serie, som jeg har valgt at kalde for FultonFridays, opkaldt efter ærkebiskop Fulton J. Sheen.

Derfor må Kirken også gennemgå Sin lidelse, ligesom Kristus gjorde, og Hun skal fordømmes på tre sprog: hebræisk, latin og græsk, og det skal ske i den kulturelle kontekst, der gør sig gældende i Rom og Athen, og det vil blive gjort i det gode, sande og skønnes navn. Ligesom dengang vil også nu repræsentanter fra disse kulturer passere forbi korset, og de vil bede Kirken om at give op og komme ned fra korset.

De, der korsfæster Hende i det godes navn, råber til Hende: Træd ned fra korset og afvis troen på, at der i åndelig forstand er et endemål for mennesket, tag afstand fra troen på at mennesket er skabt i Guds billede, tag afstand fra at ægteskabet er helligt, tag afstand til alt dette og træd ned fra korset, og vi vil tro på Dig.

De, der korsfæster Hende i sandhedens navn, passerer forbi korset og beder Hende om følgende: Træd ned fra korset og afvis troen på, at der eksisterer noget, der hedder Sandheden, tag afstand fra troen på Kristus og Guds eksistens og tag afstand fra det vedvarende liv og sandhed i Kristus i Hans Kirke. Kan Du ikke se, at der ikke eksisterer andre kors ved siden af dit eget på Golgata, tag afstand fra alt dette og træd ned fra korset, og vi vil tro på Dig.

De, der korsfæster Hende i skønhedens navn, råber til Hende: Træd ned fra korset og afvis troen på at frelsen er blevet løskøbt ved en ydmygende død, tag afstand fra Din tro på at den eneste måde, hvorpå man kan redde sit liv, er ved at miste det og tag afstand fra Din tro på at en anden verden (det evige liv) kan opnås ved, at man sætter begrænsninger på sin færden i denne verden. Betragt hvordan Din tænkning har ledt Dig på en vej, som har forårsaget, at Dit kød hænger i strimler. Tag afstand fra alt dette og træd ned fra korset, og vi vil tro på Dig.

Det største guddommelige mirakel i hele Kristi liv og Kirken er, at Han ikke trådte ned fra korset … Et menneske ville træde ned fra korset med den samme ubesindighed, som når svage mennesker møder udfordringer, der forekommer frygtelige. Miraklet er, at man er i stand til at kunne stige ned fra korset, men ikke gør det, at man det første århundrede var gnostiker, at man var arianer i det fjerde århundrede og hedning i det tyvende århundrede. Tiderne er omskiftelige, og det er svært at stå fast. Det er altid let at falde, og der er mange retninger, man kan falde i, men én retning er dog sikker, og det er den, hvor Kirken balancerer imellem himmel og jord.

Den ærværdige Fulton J. Sheen, The Divine Romance (1930).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://catholicgentleman.net/2017/02/the-passion-of-the-church/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan ikke selv skabe Kirken

Kirken er ikke et system eller en social institution blandt mange. Den er en person. Den er kvinde. Den er Moder. Den er levende. En Mariansk forståelse af Kirken er i modstrid med en opfattelse af Kirken som et bureaukrati eller en helt almindelig organisation. Vi kan ikke skabe Kirken, vi skal være Kirken. Vi er Kirken, og Kirken er kun os i det omfang, at vores tro, mere end handling, definerer vores væren. Kun ved at være som Maria kan vi blive Kirken. Ved Kirkens allerførste begyndelse blev Den ikke skabt, men Den blev bragt til verden ved en fødsel. Den dvælede i Marias sjæl fra det øjeblik, hun gav sit fiat. Dette er koncilets dybeste ønske: At Kirken bliver vakt til live i vore sjæle. I den henseende viser Maria os vejen.

Kardinal Josef Ratzinger ved åbningen af pastoralkongressen i bispedømmet Aversa den 15. september 2001.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/we-cannot-make-the-church/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et højt skrig

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

I disse de mest hellige dage i kirkeåret er det godt at overveje og med sorg genkalde sig det, der skete i de dage nemlig det, vi senere vil fejre med stor glæde.

Det, der er tale om, er ganske enkelt, at Den Almægtige Gud tog vores menneskeskikkelse på Sig og benyttede den til at knuse menneskehedens fjende.

Satan troede, at han allerede havde sejret.

Han vidste, at Guds retfærdighed måtte komme for en dag efter menneskehedens fald ved syndefaldet, men han havde aldrig forestillet sig, at Guds evige retfærdighed skulle sones, ved at Den evige Gud ville gøre brug af menneskenaturen.

Indtil langfredag havde satan sejret, men hans fejlbedømmelse blev til et djævelsk hovmod, og han lod sig fange ind i sejrens sødme. Men virkeligheden var en helt anden, for kampen var kun lige begyndt.

Hvis vi retter vores fokus på den sidste del af Vor Herres lidelse på korset, bliver vi opmærksomme på, at to af evangelisterne fortæller os, at inden Jesus udånder, udstøder Han et højt skrig.

Netop dette har skabt megen spekulation blandt dem, der følger Ham.

Overvej følgende: Vor Herre har ikke indtaget føde i et døgn, Han er nådesløst blevet slået og pisket til ukendelighed af både tempelvagterne og de romerske soldater, især hudstrygelsen har været forfærdelig, fordi Hans hud og kød blev flænset i sådan en grad, at man kunne se Hans knogler. Videre havde Han mistet meget blod, og Han havde intet vand fået at drikke, og endelig kæmpede Han for at få vejret. Alt dette gjorde Ham udmattet og svag.

Hans legeme var alt andet end blottet for liv i den sidste tid. Svækket af brutal tortur og manglen på vand, var Han ganske enkelt tappet for alle kræfter.

I det øjeblik, hvor Han var fysisk udmattet, benyttede Han naglerne til at hæve sig op, og i dette Hans allersvageste øjeblik løftede Han Sin røst til et højt skrig, og det var som et råb fra en sejrrig kriger, der har besejret sin fjende og trådt ham under fode.

Dette skrig var ikke en svag hvisken eller dødendes rallen. Der var ikke behov for, at evangelisten havde genkaldt sig et sådant sidste øjeblik for Jesus. Det ville have skabt et billede af en mand med et ødelagt legeme, der stilfærdigt havde draget sit sidste suk.

Det er fuldbragt”, disse ord var ikke møntet på den lidelse, Han gennemgik på korset, det var en erklæringrettet til hele menneskeheden, sejren over satan var fuldbragt.

Nu, hvor slaget var til ende, og sejren var sikker til evig tid, gjorde Vor Herre det, som enhver kriger gør, når dennes fjende er besejret, han udstøder sit sejrsråb.

Satans regeringstid på jorden havde haft sit højdepunkt. Uanset hvor meget ondskab menneskeheden ville foretage, og uanset hvor meget synd menneskeheden ville udleve, var der skabt en udvej for mennesket, og man kan betegne det som et guddommeligt sikkerhedsnet. En himmelsk kriger havde banet vejen, og det var nu op til mennesket, om det ville søge efter den vej og betræde den.

Alt det arbejde, satan havde sat i værk, alle hans gerninger, ondskab og fristelser, som syntes at være på vej til den komplette sejr, blev nu åbenbaret og fremstod som det, det reelt var.

Satan befinder sig nu i en krig, hvor han selv og hans styrker er væsentligt svækkede, de er faktisk på tilbagetog, og han ved, at hans tid er ved at rinde ud, og derfor er hans taktik blevet ændret til: ”ødelæg så meget som muligt, så fjenden ikke kan genoprette det”.

Men det hele har taget en ny drejning, det er ret beset fuldstændig ændret, og den ændring skete, da en ydmyg jomfru i Nazareth, sagde ”Ja” til englen Gabriel.

Før Maria gav sit ”Ja”, var det satan, der havde magten. Efter at Maria havde sagt ”Ja”, var satans ”skæbne” beseglet, og hans ”regeringstid” sat til tælling.

Da Vor Herre opstod fra graven, og stenen foran graven blevet rullet til side, og de romerske soldater, der stod vagt der, besvimede af skræk, da viste korset sin kraft som våben.

Da Vor Herre opstod med den første morgensol, var den første, Han hastede til, Sin hellige moder, og sammen glædede de sig over det, som Gud Fader mange århundreder tidligere havde sagt til slangen i Edens have ved domfældelsen efter syndefaldet: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”.

Forestil Jer det øjeblik i den tidlige morgenstund, da Vor Herre fremstår for Sin moder og tager hende i Sine arme, og hvor de i deres gensyn med hinanden glædes over den sejr, der nu er blevet stadfæstet, og den sejr blev til, fordi hun sagde ja.

Det er passende, at det var hende, den nye Eva, der stod ved korsets fod på Golgata, og det skrig, der kom fra hendes Søns læber, var et skrig, der emmede af sejr.

Gud lader aldrig dem, der elsker Ham, i stikken. Han er altid rede til at frelse os og bruge os til at knuse slangens hoved. Vor Herres lidelse og opstandelse er vores, og den er årsagen til al glæde.

Fra alle os her på Church Militant – til Jer, der også er en del af Den stridende Kirke her på jorden velsignet være Gud, at vi er en del af en hær med Den sejrende Kriger samt en tolvstjernet general, der besejrer de sidste rester af fjendens hær – ønskes I og Jeres kære en glædelig og velsignet påske.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/a-loud-cry-04-02

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Sandheden om Kirken

Vi må løfte vores røst og forkynde dette budskab

Mens vi forbereder os på at nærme os nogle af de mest hellige dage i kirkeåret, bør vi betragte mindefesten for Vor Herres lidelse, død og opstandelse i den sande evangeliseringsånd, som betyder, at vi må forkynde sandheden om Kirken for mennesker omkring os.

Det er Den katolske Kirke og Hun alene, der er en fortsættelse af Kristi tilstedeværelse her på jorden og Hans ord og lære. Det er det samme, der gælder for den lutherske kirke og dens relation til Luther eller calvinisterne i forhold til Calvin eller for den sags skyld buddhismen i relation til Buddha.

Ingen af disse menneskeskabte religioner har en kontinuert forbindelse med deres grundlæggere. Disse religioners stiftere er afgået ved døden, og deres systemer og filosofier erforanderlige, hvilket historien er fuld af eksempler på.

Disse religioners stiftere har ikke længere noget tilknytningsforhold til deres religioner. Dette tilknytningsforhold døde ud, da de selv gik bort.

Men således forholder det sig ikke med Den katolske Kirke. Hendes stifter Jesus Kristus overvandt døden, fordi Han opstod fra de døde og er levende til stede i Kirken, således som Kirken er til stede i Kristus.

Selv de mest onde ting, der er sket ved menneskehånd i Kirken, kan ikke rokke ved den sandhed, at Kirken er Kristi Brud.

Mennesker præget af ondskab har til enhver tid gjort sig gældende i Kirken, ligesom Judas, der var en del af apostelkollegiet omkring Jesus. Dette bør vi huske på netop i dag onsdag før Skærtorsdag, for det var her, Judas sammen med de ledende jøder planlagde Jesu tilfangetagelse, hvor det var Judas, der så at sige overgav Jesus i deres hænder.

Vi bør altid være opmærksomme på forrædere overfor – og fjender af Kristus indenfor Kirken. Men nu, hvor vi som allerede nævnt bevæger os ind i den allerhelligste periode i kirkeåret, må vi også være opmærksomme på Kirkens herlighed, et element, vi aldrig må glemme.

Kirken er Kristus, som Han er forblevet i igennem tiden, fordi Han ønskede, at det skulle være sådan. Det var ikke mennesker, der bragte Kirken Dens hellighed eller definerede Dens mission, Det var Guds Søn, der gjorde det.

De, der går fra Den stridende Kirke her på jorden og til Den sejrende Kirke, gør dette, fordi de på en speciel måde arbejdede for Kirkens hellighed og Dens mission.

De foretog dette arbejde og var vedholdende i deres gerning. De blev til det nye menneske, som den hellige Paulus forkynder, at vi alle må blive. En sand katolik kan ikke anskue sig selv på anden måde. Alt er forordnet i relation til dennes katolske identitet. I denne katolske identitet ligger et ønske om, at hele verden må få kendskab og komme til den sande tro, som er – og ligger i Den eneste sande Kirke i verden.

Det var på Golgata, at Vor Herre fra det sår i siden, som spyddet frembragte, lod Sin Brud ”føde”, nøjagtig som da Gud Herren lod en tung søvn falde over Adam og tog én af hans ribben og skabte Eva.

Som før nævnt stak én af soldaterne Jesus i siden med sit spyd, og derpå kom der vand og blod ud af Jesu side, og det er netop det blod, der er Kirkens livgivende blod, Den Kirke, for hvem Kristus døde.

Selvom det er sandt, at Vor Herre døde for at frelse hvert eneste menneske, ja selve menneskeheden, så er det desværre også sandt, at det ikke er alle mennesker, der ønsker at tage imod denne guddommelige ”håndsrækning”. Det er kun dem, der dør i nådens stand, der har adgang til Himlen.

Da vand og blod flød fra Herrens side, kom Kirken ”til verden”, og Kirken formidler nådegaverne til Hendes børn. Dør man i denne Moders (Kirkens) favn, vil man gå det evige liv i møde. Dette er meningen med Kirken. Det er det, der er Kirkens sandhed.

Hvis nogen hævder andet, er det det samme som at underkende den guddommelige virkelighed, at begå svig i åndelig forstand og at undergrave den ”mission”, Gud har igangsat i frelsehistorisk henseende.

Nej, alle religioner fører ikke til Gud. Den katolske Kirke og Hun alene er nødvendig for frelsen. Alle andre religioner kan betegnes som falske.

Det er sandt, at Gud kan benytte andre religioner til at frembringe større bevidsthed om Hans eksistens. Det er Guds ønske, at alle mennesker må blive forenet med Ham i Hans Kirke, Den Kirke, som Han indstiftede og overdrog magten til at påkalde Ham ved tilgivelse af synd og gøre mennesket nyt, så det kan være med Ham.

Min far, må Gud bevare hans sjæl, blev født ind i – og voksede op i en protestantisk familie, og han begyndte også teologistudiet, som fører til præstegerningen i protestantisk regi.

Min far fortalte mig en dag, at ”jeg beder hver dag for min mor, fordi det var hende, der gav mig kendskab til vor Herre gennem Bibelen”, Amen. På samme måde beder jeg for min farmor, selvom jeg ikke fik lejlighed til at møde hende i dette liv.

Hvordan hendes frelse er foregået, hverken kan eller vil jeg udtale mig om, for det ligger helt og fuldt hos Gud, der er barmhjertig.

Men min far forstod med det samme, da han søgte viden og stillede spørgsmål, primært til sin hustru, min irske mor, må Gud også bevare hendes sjæl, om protestantismen, om den var tilstrækkelig for at nå til Himlen. Min far vidste, at det ikke var nok at forblive der, hvor han var for at kunne se Gud ansigt til ansigt.

Vor Herre gav Sin nåde kvit og frit til min far, og min far rakte hånden frem og samarbejdede med denne nåde.

Min far var en meget ærlig mand. Han elskede sandheden i alle dens afskygninger. Det var Kirkens sandhed, der drog ham til Hendes skød. Det er netop derfor, at Kirkens sandhed altid bør forkyndes i al dens frygtindgydende storhed.

Den sandhed, altså Kirkens sandhed forandrer mennesker og deres liv. Denne sandhed bringer mennesker til den fylde, der er i Kristi liv. Det var denne Kristus, der ved Sin opstigning til Himlen bød dem, der fulgte Ham, følgende: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.

Det er vores forpligtelse at forkynde, lære og give vidnesbyrd om Kirkens sandhed. Nogle vil tage imod dette, andre vil ikke.

Hvad der ligger til grund for, at den enkelte sjæl ikke vil tage imod denne sandhed, er Guds anliggende. Men Gud gjorde det meget klart, at det er bydende nødvendigt at tro på Ham.

Judas havde ikke troen. Måske havde han troen på et tidspunkt og i et vist omfang. Men der opstod et øjeblik i Kapernaum, hvor Vor Herre fremsatte et tydeligt og markant forlangende, som beror på tro, og det var herfra, at Judas søgte et påskud for at forråde Jesus.

Et år senere på den onsdag, der leder op til skærtorsdag, førte han sit forræderi ud i livet i en sammensværgelse med de ledende jøder.

Judas afviste Kirken, som den fremstod i Kristus Jesus, og derfor døde han udenfor Kirken, men det havde været bedre for ham, at han aldrig var blevet født.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 17. april 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-truth-of-the-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Concerning the Idolatry of Vatican II

While nations that were once Catholic introduce laws that promote abortion and euthanasia, gender theory and sodomitical “marriages;” while in the United States a legitimately elected President is seen to be usurped in the White House by a corrupt, depraved, and pro-abortion “President” placed in power by a gigantic fraud to the sycophantic applause of Bergoglio and progressive bishops; while the world population is held hostage by plotters and conspirators who profit from the psycho-pandemic and the imposition of ineffective and dangerous pseudo-vaccines, the solicitude of Francis is focused on catechesis, in a monologue staged on January 30 for the selected audience of the National Catechetical Office of the Italian Bishops’ Conference [CEI]. The show was presented on the occasion of the 60th anniversary of the Catechetical Office, “an indispensable instrument for catechetical renewal after the Second Vatican Council.”

In this monologue, written in all probability by some grey functionary of the CEI in an outline form and then developed off the cuff thanks to the improvisation in which the august orator excels, all the words that are dear to the followers of the conciliar church are used: first and foremost the word “kerygma” that every good modernist can never omit in his homilies, despite the fact he is almost always ignorant of the meaning of the Greek term, which with all probability he does not even know how to decline without stumbling on accents and endings. Obviously the ignorance of those who repeat the refrain of Vatican II is the instrumentum regni ever since the Clergy were forced to set aside Catholic doctrine in order to privilege the creative approach of the new way. Certainly, using the word announcement instead of kerygma would trivialize the speeches of the initiates, and also reveal the contemptuous intolerance of this elite caste towards the majority who stubbornly cling to the forbidden post-Tridentine notionism.

It is no coincidence that the Innovators detest with all their strength the Catechism of Saint Pius X, which in the brevity and clarity of its questions and answers does not leave any margins for the catechist’s creativity. The catechist should be – but for sixty years no longer has been – the one who transmits that which he has received, not an elusive “personal recollection” of salvation history that from time to time chooses which truths to transmit and which ones to leave aside in order not to offend his listeners.

In the merciful Bergoglian church, the heir of the post-conciliar church (which are both variants of a spirit that no longer has anything Catholic about it), it is licit to discuss, contest, and reject any dogma, any truth of the Faith, any magisterial document, and any papal pronunciation prior to 1958. Since, according to the words of Francis, one can be “brothers and sisters of everyone, independently of faith.” Any believer can clearly understand the very grave implications of the present pseudo-magisterium, which brazenly contradicts the constant teaching of Sacred Scripture, the Divine Tradition, and the apostolic Magisterium. However, the naive victim of decades of conciliar reprogramming of Catholics could believe that, in this composite babel of heretics, protesters, and those given over to vice, there remains at least some space for those who are orthodox, devoted subjects of the Roman Pontiff, and virtuous.

All brothers, independently of faith? This principle of tolerant and indistinct acceptance knows no limits… except for actually being Catholic. In fact, we read in the monologue given by Bergoglio in the Sala Clementina on January 30:

This is magisterium: the Council is the magisterium of the Church. Either you are with the Church and therefore you follow the Council, and if you do not follow the Council or you interpret it in your own way, as you wish, you are not with the Church. We must be demanding and strict on this point. The Council should not be negotiated in order to have more of these… No, the Council as it is. And this problem that we are experiencing, of selectivity with respect to the Council, has been repeated throughout history with other Councils.

May the reader have the goodness not to dwell on the uncertain prose of Our orator, who in his “off the cuff” improvisation combines doctrinal chaos with the slaughter of syntax. The message of the speech to Catechists precipitates the merciful words of Fratelli Tutti into contradiction, forcing a necessary change of the title of the “encyclical” letter to: “All Brothers, with the exception of Catholics.” And if it is very true and acceptable that the Councils of the Catholic Church are part of the Magisterium, the same cannot be said for the only “council” of the new church, which – as I have stated many times – constitutes the most colossal deception that was ever carried out by the Shepherds of the Lord’s flock; a deception – repetita juvant – which occurred in the moment in which a clique of conspiring experts decided to use the instruments of ecclesiastical governance – authority, magisterial acts, papal discourses, documents of the Congregations, texts of the Liturgy – with a purpose opposed to that which the Divine Founder established when he instituted the Holy Church. In so doing, the subjects were forced to adhere to a new religion, ever more blatantly anti-Catholic and ultimately antichristic, usurping the sacred Authority of the old, despised and deprecated pre-conciliar religion.

We therefore find ourselves in the grotesque situation of hearing the denial of the Most Holy Trinity, the divinity of Jesus Christ, the doctrine of Suffrages for the dead, the purposes of the Holy Sacrifice of the Mass, Transubstantiation, and the perpetual Virginity of Mary Most Holy without incurring any canonical sanction (if this were not the case, almost all the consultors of Vatican II and the present Roman Curia would already have been excommunicated); but “if you do not follow the Council or you interpret it in your own way, as you wish, you are not with the Church.” Bergoglio’s gloss on this demanding condemnation of any criticism of the Council leaves us truly incredulous:

It makes me think of a group of bishops who left after Vatican I, a group of lay people, groups, to continue the “true doctrine” that was not that of Vatican I: “We are the true Catholics.” Today they ordain women.

It should be noted that “a group of bishops, a group of lay people, groups” that refused to adhere to the infallibly defined doctrine of the First Vatican Ecumenical Council were immediately condemned and excommunicated, while today they would be welcomed with open arms “regardless of faith,” and that the Popes who at that time condemned the Old Catholics would today condemn Vatican II and would be accused by Bergoglio of “not being with the Church.” On the other hand, the lectresses and acolytesses of recent invention are not a prelude to anything else except the place of “Today they ordain women” where those who abandon the teaching of Christ invariably end up.

Curiously, ecumenical openness, the synodal path and the pachamama do not prevent the showing of intolerance towards Catholics whose only fault is that they do not want to apostatize from the Faith. And yet, when Bergoglio speaks of “no concession to those who try to present a catechesis that does not agree with the Magisterium of the Church,” he disavows himself and the alleged primacy of the pastoral over doctrine that is theorized in Amoris Lætitia as the conquest of those who build bridges and not walls, to use an expression dear to the courtiers of Santa Marta.

So from now on we could update the incipit of the Athanasian Creed: Quicumque vult salvus esse, ante omnia opus est, ut teneat Modernistarum hæresim.

+ Carlo Maria Viganò, Archbishop
Former Apostolic Nuncio in the United States of America

Official Translation

Original Source: The Remnant Newspaper

Bekvemmelighedskatolicisme

Hold dig fra den, ellers går du til den evige fortabelse

Den tendens, vi oplever i Kirken i dag, og somudbredes af ”Church of Nice”, kan betegnes som bekvemmelighedskatolicisme. Fokus er på, at Kirken skal gøre alt for, at man føler sig godt tilpas, bliver imødekommet og ikke stødt. Kirken skal kort sagt være et sikkert og godt sted at være for netop din sjæl. Hensigten med Kirken er ikke, at den skal være et sted, hvor en sjæl, der er fastholdt i synd, kan finde sig til rette. Tværtimod, hensigten med Kirken er, at Guds lys kan trænge ind i det enkelte menneskes indre, så det kan omvende sig ved at komme sin synd i hu. Men det er ikke det, homoseksuelle klerikale samt klerikale, der leder nyevangeliseringen prædiker om.

De to kræfter, som er markante i Kirken, er begge en del af et større billede, som går ud på, at man tilsidesætter sandheden. De to tendenser gør sig gældende på hver sin front, men udgår fra den samme kilde. Målet for begge tendenser er, at den enkelte føler sig værdsat (at man er OK). Det minder meget om det tema, man indenfor psykologien i 1970’erne og specielt hos Thomas Harris i bogen ”I’m OK, You’re OK” arbejdede med på daværende tidspunkt. Det synes som om, at næsten enhver liberal teolog eller klerikal har anskaffet sig et personligt eksemplar af denne bog og har formet deres katekeser med udgangspunkt i det budskab, bogen kommer med.

Men vi er ikke OK, OK? Vi har nemlig behov for en Frelser hver dag, indtil vi til sidst er sammen med Ham. Men det indre mørke, vi bærer på, og som skyldes synden, bliver der aldrig talt om, og slet ikke ved at benytte ordet SYND. Der er altid tale om noget andet, en anden årsag, der gør sig gældende, og derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at 83 % af amerikanske katolikker ikke tror på, at djævelen eksisterer, et emne vi havde fokus på for et par uger siden.

Hvad har de to tendenser i Kirken, der står for evangelisering og de homoseksuelle klerikale til fælles? De har det til fælles, at de udbreder en falsk fornemmelse af glæde, den ene retning udbreder en glæde, der er baseret på følelser, og den anden retning udbreder en glæde, der er fundet i begær, men begge afarter af glæde har ingen magt til at frelse. Pave Benedikt prædikede med udgangspunkt i én af hans mange exceptionelle betragtninger, og her sagde han: ”verden tilbyder dig bekvemmelighed, men du blev ikke født til bekvemmelighedDu er født til storhed”. Der er ingen storhed forbundet med at være magelig, og der er ingen storhed, hvis du ikke tager del i kampen.

Pave Leo XIII har udtalt: ”Katolikker er født til kamp”. Men denne enorme berøringsangst har banet vejen for homoseksualitet blandt klerikale. I snart 50 år har vi katolikker på kirkebænkene måttet lægge øre til en forvansket teologisk udgave af, hvad kærlighed er, at man ikke må dømme, og at synd og djævelens eksistens og andre lignende emner er blevet fuldstændig tilsidesat til fordel for en homoseksuel agenda.

Vi har bevæget os væk fra at have et skarpt fokus på synd til at se bort fra den og endda favne den, alt dette er sket, fordi den måde, vi har handlet på, er en del af syndens DNA. Det, der er godt må forsvares for at kunne bevares, og det må gøres fra dag til dag og fra generation til generation. Men det katolske hierarkis ledende skikkelser har fejlet stort i netop den henseende. Dette er én af mange grunde til, at alfa-kurset, som har vundet stort indpas i katolsk regi, er dømt til at fejle. Yderligere en grund til, at alfa-kurset ikke er holdbart, er dets ensidige fokus på, at tro er baseret på følelser.

Ovenstående udgør en del af det fundament, som homoseksuelt orienterede klerikale som Fr. James Martin, Fr. Thomas Rosica og andre argumenterer ud fra, når de udbreder deres vildfarelser, ved at forvanske den katolske teologi og dens lære. Det hele handler om glæde, vel og mærke en falsk glæde, og at det eneste, der betyder noget, er, hvad du føler, uanset om du følger dit begær i en homoseksuel retning eller har førægteskabelig ”engagement” med din kæreste. Der er ingen begrænsninger, så gør, hvad du vil. Det er Guds ønske, at du er lykkelig, og det er på sin vis korrekt. Men glæde uden Gud er en umulighed, og man kan ikke være med Ham, hvis ens primære fokus er på bekvemmelighed.

Det står dermed klart, at den vildfarelse, man har taget til sig, som går ud på, at man undlader visse dele af den teologiske lære, er blevet et vartegn for ”Church of Nice”, og at dette vartegn har banet vejen for de homoseksuelt orienterede klerikales vildfarne teologi. Det, der er tale om, er intet andet end en yderligere afvigelse fra Kristi fulde sandhed. Hvornår vil disse klerikale forstå, at der ikke eksisterer ”et teologisk frirum”, hvor de kan fremme deres egen sag? Hvis man undlader at forkynde sandheden, vel og mærke hele sandheden, skabes der et tomrum, der fyldes ud af alt det, der afviger fra sandheden. I dette tilfælde er vi gået fra at have ”udvandet” troen til at have ”udtørret” den. Vi er nu gået ind i en fase, der præges af falske sandheder, blot fordi man har set bort fra målsætningen om at frelse sjæle og i stedet rette fokus på bekvemmelighed.

Der er kun én vej til Himlen. Den er snæver og til tider svær at finde. Den er fyldt med torne og skarpe sten, og derfor vanskelig at betræde. Denne vej er i sandhed ikke behagelig, men den fører til det evige liv, og der er glæde forbundet med kampen, fordi man ved, at man er på vej mod troens mål, som er ens egen frelse.

Stop din åndelige bekvemmelighed, før den afgør sagen for dig.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. september. 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-comfort-catholicism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den salige Francisco Marto fra Fatima

Francisco Marto fra Fatima (den 11. juni 1908 – 4. april 1919)

(Denne artikel blev først bragt i bladet Irelands Own. Webmasteren vil derfor takke forfatteren Jim Dunning for hans tilladelse til at bringe den her).

Francisco blev født den 11. juni 1908, han var Jacintas storebror og Lucias fætter. Under åbenbaringerne i 1917 hørte han intet af det, der blev sagt, og derfor måtte han stole på det, som Lucia og Jacinta formidlede videre til ham, og som ”damen” (Vor Frue) sagde til dem under Sin åbenbaring for dem. Faktisk var Han ikke i stand til at se Vor Frue, før hun åbenbarede sig anden gang i juni.

I ”Budskabet fra Fatima” skrevet af Fr. Martindale S.J., beskrives Francisco som en lille robust dreng med et rundt ansigt, en lille mund og en velformet hage. Han elskede at jage slanger, firben og muldvarpe og forskrække sin mor ved at bringe disse dyr med hjem. Hans omgivelser betragtede ham som et sorgløst barn, der ikke bekymrede sig ret meget. Han elskede blomster og lysets skær specielt ved solopgang og solnedgang. Det, han holdt allermest af, var at spille på fløjte. Han efterlignede fugle, men kunne aldrig finde på at fjerne dem fra deres reder. Han løb engang hjem for at indsamle et passende beløb svarende til two pence for at få en anden dreng til at slippe en fugl fri, som han havde i sin varetægt. Francisco var et følsomt barn. Under forberedelserne til modtagelsen af sin første Kommunion var hans recitation af trosbekendelsen uklar, og derfor sendte præsten en grædende Francisco hjem.

Efter at Vor Frue havde opfordret de tre børn til at opofre sig selv til Gud for at sone den synd, der bliver begået, begyndte de at give fårene deres frokost, og senere gav de den til de fattige børn. Francisco kravlede op i et træ for at plukke agern, som de kunne spise sammen med fyrtræskogler, rødder og brombær. De begyndte også at bede rosenkransbønnen med stor alvor. Den virkning åbenbaringerne havde på Francisco, var, at han fik et inderligt ønske om at ”trøste” Vor Herre. På et tidspunkt, hvor Francisco var forsvundet, og hvor han blev fundet bedende bag en klippe, spurgte Lucia ham, hvad han var i færd med. ”Jeg tænkte på Gud, der er så bedrøvet på grund af alle de synder, der bliver begået: bare jeg kunne trøste Ham”.   

Da børnene blev fængslet af den lokale borgmester, der var frimurer og hed Santos, fordi de ikke ville røbe hemmeligheden, Vor Frue havde åbenbaret for dem, knælede de ned og bad sammen rosenkransbønnen. Andre af de indsatte sluttede sig til deres bøn, og én af dem havde beholdt sin hat på, da formanede Francisco ham om, at ”når du beder, bør du tage hatten af”. Manden kastede den skødesløst på gulvet, men Francisco lagde den pænt på en bænk.

Man truede børnene med, at de ville blive kogt levende, og Jacinta var den, der først blev ført bort. Francisco sagde et hil dig, Maria for hende, så hun ikke lod sig skræmme. Han vidste ikke, at den, der stod for alt dette, foretog et bluffnummer, Fracisco var beredt på at skulle dø fremfor at røbe Vor Frues hemmelighed, ”hvis de slår os ihjel, vil vi snart være i Himlen”.

I oktober 1918 blot et år efter solunderet kom influenzaepidemien, der havde ramt Spanien, til familien Marto og hele familien blev syge, dog med undtagelse af faren, der var almen kendt som onkel Marto. Francisco var rolig under sin sygdom og beklagede sig aldrig. Han var overbevist om, at Vor Frue snart ville komme og hente ham og tage ham med til Himlen.

I januar 1919 var Francisco i stand til at gå så langt som til Cova, hvor åbenbaringerne havde fundet sted, for at bede der. Endelig i begyndelsen af april blev han så svag, han ikke kunne sige rosenkransbønnen og spurgte om det var muligt at modtage Den hellige Kommunion. Før dette skete, spurgte han Lucia og Jacinta, om de kunne komme i tanke om synder, han havde begået. Lucia mindede ham om enkelte episoder, hvor han ikke havde vist lydighed, Jacinta mindede ham om, at han havde stjålet en penny, og at han havde kastet sten efter en rivaliserende gruppe drenge fra en anden landsby. Francisco sagde, at han allerede havde bekendt disse synder, men hvis han ikke skulle dø, ville han aldrig synde igen. Lucia sagde ja til at bede for ham og forsikrede ham om, at Jesus allerede havde tilgivet ham, og som vor Frue havde sagt, at hun ville komme og tage ham med til Himlen.

Præsten lyttede til Franciscos skriftemål om aftenen den 2. april og bragte ham Den hellige Kommunion den næste morgen. Francisco var ikke i stand til at sidde oprejst, og derfor modtog han sin første men også sidste Kommunion liggende. Han åbnede øjnene og spurgte: ”hvornår vil du bringe mig Den skjulte Jesus igen?” Det var den beskrivelse, han altid benyttede, når han talte om, Den konsekrerede Hostie i Tabernaklet. Lucia blev hos ham hele dagen. I løbet af natten kaldte han på sin mor: ”se, det vidunderlige lys, der er bag døren”, og derpå sagde han: ”nu kan jeg ikke se det længere”.

Den 4. april kl. 10 om morgenen lyste hans ansigt op, han smilede og døde derpå uden smerter. Dette var blot to måneder før hans 11-års fødselsdag.

Franciaco blev begravet på en kirkegård i Fatima, men senere flyttede man det, der var tilbage af Francisco til det hellige sted, der var blevet bygget, der hvor Vor Frue havde åbenbaret sig. Da hans kiste blev åbnet den 3. marts 1952, blev den rosenkrans, man havde lagt i hans hånd, fundet, og man kunne se dens perler mellem hans fingre. Den lille hyrdedreng havde i sandhed opfyldt sit løfte om at bede mange rosenkranse, som Vor Frue havde bedt ham om. Med hensyn til det mål han havde for øje, nemlig at komme i Himlen, var dette ikke for hans egen skyld. ”Jesus vil snart komme og hente mig og bringe mig til Himlen, og der skal jeg være for evigt for at trøste Ham”.

Det forberedende arbejde (helgenkåringsproces) mod en helgenkåring af Francisco begyndte i 1949. Den 13. maj 1989 godkendte pave Johannes Paul II et dekret om de heroiske dyder, de to Gudstjenere Francisco og Jacinta foretog, og denne godkendelse blev understreget ved, at paven gav disse to børn betegnelsen ”ærværdige”. I Fatima den 13. maj 2000 på 83-årsdagen for den første åbenbaring erklærede paven dem for ”salige”.

Efter at Åbenbaringerne begyndte, havde Francisco gjort det klart, at han ville lide på den måde, som Vor Frue havde ønsket. Han modsatte sig sognepræstens forsøg på at få ham til at benægte åbenbaringerne. Han afstod fra mad og drikke i flere dage ad gangen, selvom temperaturerne var høje, og samtidig bar han om livet et tykt reb. Han bad med henblik på at ”trøste” Gud og ære Herrens Moder og for gradvist at nærme sig hellighed. Han fremstår som et heroisk eksempel på et lille barn, der frembærer et heltemodigt eksempel på et liv levet i dyd. Noget som nutidige forældre kunne lære af og opmuntre deres egne børn til at leve et liv i hellighed.

Salige Francisco Marto bed for os.

Følgende findes ikke i den originale artikel, men er blevet tilføjet, fordi der er sket yderligere fremskridt i kanoniseringsprocessen, siden artiklen blev skrevet. Pave Frans helgenkårede den 13. maj 2017 de to søskende Francisco og Jacinta Marto, mens han var på pilgrimsrejse i Portugal.

For mere information om børnene fra Fatima se følgende links (1) og (2). For mere information om åbenbaringerne i Fatima se følgende link (3).

Noter

1.      Link til artikel om børnene fra Fatima http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-jacinta-marto-of-fatima.html

2.      Link til artikel om børnene fra Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/lucia-dos-santos-of-fatima-sister-lucia.html

3.      Link til artikel om åbenbaringerne i Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/three-secrets-of-fatima-explained.html

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på mysticsofthechurch marts 2010. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-francisco-marto-of-fatima.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De har kontrol over dig …

Fordi de har fundet dit svage punkt

Da Vor herre sagde: ”Hvis altså Sønnen får gjort Jer frie, skal I være virkelig frie”, talte Han ikke blot om den frihed, der kommer af, at man er et Guds barn. Det, Han mente, var ikke kun det at være et Guds barn, men i højere grad, at man er arving til Faderens rige.

I vor stræben efter at være arving til Guds rige, må vi helt og aldeles være løsrevet fra – eller arbejde målrettet på at løsrive os fra alle de bekymringer, der hører verden til. Der er specielt én, der træder tydeligt frem, når det handler om evangelisering. Det drejer sig om andres syn på en, og hvad de tænker om en.

Enhver, der vil forkynde Guds ord og sandhed for andre, vil automatisk blive udsat for hån, spot, angreb eller endda at blive slået ihjel. Men før vi ser på det egentlige martyrium, lad os da se på de mindre varianter af martyrier, man først kan møde, det kan for eksempel være hån.

At måtte udholde latterliggørelse og hån er noget, der er i fuldstændig modstrid med det enkelte menneskers ønske om at være agtet, respekteret og værdsat. Intet menneske ønsker i generel forstand at blive frarøvet anerkendelse og respekt fra andre mennesker. Dette er en del af den menneskelige natur eller snarere en del af det faldne menneskes natur.

Dette er én af de bedste måder, hvorpå satan kan få grebet om os. Vi rummer alle sammen et træk, som er en væsentlig del af vores faldne natur, som går ud på, at vi har behov for, at mennesker omkring os synes om os. Dette træk er så fremherskende, at vi praktisk talt vil gøre alt for at opnå bekræftelse.

Vælger et menneske at gå imod sin natur, når det handler om opmærksomhed og bekræftelse, vil dette afføde isolation. Afvisning og isolation er i modstrid med menneskets ønske om at være sammen med- og i blandt andre mennesker.

At være sammen med- og i blandt andre mennesker er det, vi er skabt til. Fællesskab og samvær er faktisk den bedste beskrivelse af Gud, for Gud er Den hellige Treenigheds fællesskab.

Helvede er i sagens natur det stik modsatte, her er der tale om en fuldstændig- og evig afsondring fra det, vi er skabt til. Derudover vil sjælen i helvede opleve hån, latterliggøre og tortur udført af dæmoner, og alt dette vil vare til evig tid. Der er ingen, der viser omsorg for dem, der er fortabt, ikke engang de andre, der også er fortabte. Der er ingen venskab, omsorg, værdighed og kærlighed, alt det, som de var blevet skabt for, det oplever de ikke, fordi de med deres frie valg valgte noget andet.

Det faldne menneske konfronteres med den problemstilling, at det gode, som Gud har indlejret i os, benytter satan imod os, fordi han har gjort os til vores egen værste fjende, og han har gjort det med stor succes. Der er ingen, der bryder sig om, at andre mennesker ikke kan lide en. Det at få opmærksom og anerkendelse er et af de mest markante træk hos mennesket. Der er menneskeliv, der dagligt bliver destrueret, fordi sandheden er blevet ofret for en smule anerkendelse fra andre mennesker.

Netop fordi satan gør os til vores egen værste fjende, når det handler om at blive set, hørt og bekræftet, vil mange mennesker undlade at forkynde sandheden, altså det, der bør og skal siges. Det drejer sig ikke om, at det er ”svært” at sige sandheden eller helt benægte den. Nej, det handler i al sin enkelhed om, at de ikke vil være ved sandheden, for hvad vil andre mennesker da ikke tænke.

Vor Herre retter fokus på dette aspekt hos os mennesker, og det gør Han i Matthæusevangeliet: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene”.

Der opstår det problem, at jo mere et menneske bekymrer sig om, hvad andre tænker om det, desto mere er det bundet af, hvad andre mener. Det er en stor pris at betale for friheden. Et sådant menneske har givet afkald på sig selv til fordel for andres mening. En sådan person er blevet som et ungt menneske, der kun har fokus på sig selv og sit følelsesliv.

En perlerække af hellige mænd og kvinder har sagt: ”Der kun de standhaftige, der holder ud, indtil himlen er nået”.

Før en person kan gå til guillotinen, blive kastet for løverne eller blive udsat for den brutalitet de marxistiske dødslejre byder på, må denne have overvundet sig selv. Forkynd sandheden uden at bekymre dig om, hvad andre måtte tænke om dig. Det er rent faktisk sådan, at Gud har givet dig en missionsbefaling.

Hvis nogen udfordrer det, du siger, bør du af al kraft overtrumfe deres argument med sandheden. Men kommer de efter dig, hvem taler da så til dem, alt er fuldstændig ude af dine hænder. Andres dom over dig som menneske på grundlag af det, du siger, giver ikke mening, og er et kneb satan benytter til at lukke munden på dig.

Der er næppe nogen af de troende (katolikker), som ser denne Vortex, der ikke kan nikke genkendende til den store synd, som biskopper i det sidste halve århundrede har begået, nemlig undladt at forsvare og sige sandheden. Beklageligvis har de undladt dette, fordi de har manglet mandighed og faderskabsfølelse.

Lad ikke denne deres ondskabsfulde handling også blive din handling.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. april 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-they-control-you

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)