Category: Church

Judas’ Brev, er et brev der afspejler den aktuelle krise, vi oplever i Kirken

Mange katolikker er i dag desperate efter at høre opmuntrende ord og modtage vejledning fra biskopperne, apostlenes efterfølgere. Men jeg kan nu fortælle Jer, at der faktisk eksisterer en sådan opmuntring og vejledning fra en apostel.

Judas’ Brev er skrevet af én af det Nye Testamentes mindre kendte forfattere. Dette brev har ikke fået så stor opmærksomhed, fordi det på en vis måde har ”levet” en skjult tilværelse i det Nye Testamente hengemt mellem apostlen Johannes tre breve og Johannes Åbenbaring. Det er aldrig blevet benyttet i søndagens læsninger, hverken i den Ordinære ritus eller den Ekstraordinære ritus. Dog gør man brug af det en gang hvert andet år i en ugedagslæsning i den 8. almindelige uge i år II (hvis man skulle være interesseret). Så I er tilgivet, hvis I ikke er bekendt med dette brev.

Selvom Judas’ Brev er kort, bør det betragtes som et bekymret opråb fra en biskop, og det er rettet imod den krise, Kirken oplever i dag. Man kan hævde, at dette brev er aktuelt, men aktualiteten gælder til alle tider, når det handler om Den hellige Skrift, for Den er tidløs. Desuden vil Helligånden også bidrage til, at vi kan spejle Den hellige Skrift i vor egen tid. Dette mysterium bliver endda meget tydeligt, når det handler om Judas’ Brev

Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror. Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål! Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Skt. Judas spilder ikke tiden i dette korte brev, men går direkte til sagens kerne. Det synes, som om han oprindelig ønskede at skrive et brev af mere teologisk karakter, men grundet omstændighederne kommer han med en opfordring til sine læsere om at ”kæmpe for troen” imod de fjender, han definerer som ”ugudelige mennesker”. Denne tro, har han ikke selv har fundet på, den er snarere blevet ”overdraget” Kirken. Med andre ord vi kan ikke ændre på troen eller forme den tro, der er blevet åbenbaret.

Det er den samme kamp, vi kæmper i dag. Der er kræfter, der gælder i Kirken, som ønsker, at man afviser den tro, der er blevet os overdraget, og vi er kaldet til at kæmpe for vores tro mod dem, der vil afvise – og ændre den.

Det, der er vigtigt her, er, at den fare, som Skt. Judas advarer mod, ikke stammer fra kræfter udenfor Kirken, men kommer indefra. Det er altså Kirkens egne, som har ”sneget sig ind”, men disse skal rammes af dom. Det er disse, Kirkens egne folk, der udgør den største trussel. Hvordan er det gået til, at de fremstår som farlige? Det er, fordi ”de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed”. Med andre ord de benytter Guds nåde som et påskud for al slags amoralsk adfærd (lyder det bekendt?). Ved at gøre dette ”fornægter (de) vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”.

Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker, indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.

Som prædikeren fortæller os (i Prædikerens Bog) så ”er der intet nyt under solen” (Præd kapitel 1). Igennem hele frelseshistorien og frem til Herrens komme vil der være dem, der fornægter Ham og forsøger på at undergrave Hans folk. Men det Skt. Judas ønsker, er, at hans læsere skal huske på, at Gud vil gribe ind. Guds indgriben kan være hård for dem, der modsætter sig Ham, og Han vil ”straffe med evig ild”. Selvom mange mennesker i vore dage viger tilbage for sådanne formuleringer, bør det være en trøst for dem, som slås for Gud at vide, at når det bliver Hans tid, vil retfærdigheden ske fyldest i forhold til dem, der afviste Ham.

Alligevel gør disse mennesker det samme: I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter.

De ugudelige mennesker, der har infiltreret Kirken, har ”tilsølet deres legemer”. Dette er en utvetydig henvisning til den amoralske seksuelle adfærd, der til enhver tid er på ”mode” (som det var på Skt. Judas tid og ligeledes i vor tid), og som flyder ind og påvirker hele samfundet og kulturen. I dag manifesteres dette ved den homoseksuelle tendens, der har vundet indpas blandt klerikale i Kirkens hierarki. Ydermere tydeliggøres denne horrible tendens gennem den lange række af sager, der omhandler seksuelle overgreb foretaget af klerikale på flere niveauer i det Kirkelige hierarki (lige fra præster til biskopper).

Samtidig udviser disse ugudelige mennesker en adfærd, hvor de ”lade hånt om Herrens myndighed”. Der findes andre oversættelser, der benytter ordene: viser manglende respekt og foragter Herrens myndighed. Med andre ord de respekterer ikke Gud, som autoritet og den myndighed, Han har givet sine hjælpere. Derudover er der tilfælde, hvor de, der er Hans hjælpere, trodser den bemyndigelse, Gud har overdraget dem og udnytter den til egen fordel og misbruger på den måde Guds autoritet. De biskopper, der i dag forsømmer deres pligt til at forsvare og fremme troen, afviser den autoritet, de er blevet bemyndiget.

Disse ugudelige mennesker ”spotter overjordiske magter”. Udover at fremme og tilskynde til en amoralsk adfærd, håner og fornærmer de dem, der viser trofasthed overfor Gud. Der er tilfælde, hvor de definerer de troende som ”rigide”, fordi de overholder Guds Bud.

Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«

Hvordan er det muligt at modstå disse ugudelige mennesker? Vend Jer til Herren. Da ærkeenglen Mikael stredes med djævelen, fæstnede har ikke lid til sin egen styrke (som var betydelig) og formåen i forhold til at besejre satan, men først og fremmest anråbte han Herren om, at Han måtte ”sætte satan på plads”. På denne måde bør vi agere, når vi står ansigt til ansigt med ugudelige mennesker i Kirken, at vi ikke omgående sætter os til tasterne og begynder en diskussion med dem på de sociale medier, og vi bør langt hellere rette vores fokus på bøn og ydmyge os ved at trække os fra ordkløveri og derved bede om Herrens hjælp. Husk på, at ærkeenglen Mikael til allersidst vandt over djævelen, så bøn og ydmyghed er ikke de sidste skridt på vejen, men de første i kampen mod vores fjender.

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. Ve dem! De er slået ind på Kains vej og har for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse i vold og går til grunde som Kora i hans opsætsighed.

Disse ugudelige mennesker ”spotter, hvad de ikke har forstand på”. De forstår ikke skønheden ved at spæge legemet, de forstår ikke den frihed, der stammer fra, at man underkaster sig Gud, som Hersker. Derfor spotter de det. Vi ser dette udspille sig konstant i dag, hvor man fremsætter fornærmelser og fordømmelser mod den praksis og tro, som har været katolsk igennem generationer og århundreder. Alt dette, som engang var højt skattet af Kirken, bliver nu afvist af Hende.

Hvad er det for en vildfarelse, Bileam gør sig skyld i, og som Skt. Judas omtaler? I Johannes Åbenbaring lader Johannes os vide, at Bileam fristede Israels børn til ”at spise afgudsofferkød og bedrev utugt” (Åb 2: 14). Sådanne handlinger fortsætter man med at praktisere i dag billiget af højtrangerende medlemmer af det klerikale hierarki, og som måske endda tager del i afgudsdyrkelse ved Amazonassynoden, og desuden gør en amoralsk seksualadfærd sig gældende blandt de klerikale. Bileams vildfarelser var ikke blot begrænset til hans ageren. Skt. Judas siger, at de vil være ligesom Kora, der i sin opsætsighed stod op imod Moses og blev fortæret af Herrens ild (4 Mos 16: 1-40).

De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv; de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.

På den tid, hvor dette brev blev skrevet, var ”kærlighedsmåltidet” et måltid, som de kristne var samlet om, og dette er givetvis betegnelsen for Eukaristifejringen. Skt. Judas fordømmer sine modstandere, som værende yderst respektløse under fejringen af dette hellige mysterium. Bedrøveligt nok er respektløshed blevet almindeligt under liturgien, hvor offertoriet er blevet et tidspunkt, hvor man fortæller hinanden vittigheder, hvor man behandler de enkelte elementer i liturgien med ligegyldighed og endda er fjendtligt indstillet overfor disse, og set i et overordnet perspektiv udvises der dyb respektløshed overfor liturgiens mysterier.

Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.« Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld.

Selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud, så vil Herren holde dom over alle dem, der har sat sig op imod Ham. Ingen ugudelig handling er blevet glemt, og alle vil modtage deres belønning. Når vi er vidner til fordærv og amoral på ethvert niveau i det kirkelige hierarki, ved vi, at Gud også ser med.

Skt. Judas’ beskrivelse af sine modstanderes forskellige laster synes at være bekendt:

–          Dem, som ”mukker og klager” over Kirkens ”hårde” lære og ønsker at lempe på Guds Bud blot for at kunne stille deres ønsker tilfreds i dette jordiske liv.

–          Dem, der ”følger deres egne lyster”: dette vidner om den fremherskende homoseksuelle tendens, der findes blandt de klerikale.

–          Dem, der ”taler brovtende ord”: selvom de afviser det, der er naturligt og guddommeligt åbenbaret, taler de om disse ting i et floromvundent teologisk sprog, uden skam over det, de siger.

–          Dem, der ”smigrer folk, for deres egen skyld”: de (klerikale) taler et sprog, der fænger denne verdens magthavere, fordi de ønsker at blive accepteret af dem. Hvor meget selskabelighed deltager den enkelte biskop i med politikere, der taler for abort, uden at han påtaler dette?

Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.«

I en tid præget af krise kan det synes, som om, Herren har glemt Sit folk. Men Herren advarede om, at disse tider præget af prøvelser ville komme. Når vi er vidner til, at klerikale og prælater håner den traditionelle katolicisme og i langt større udstrækning omfavner verdens måde at gøre tingene på, da ved vi, at det ikke handler om, at Gud har ladet os i stikken, men at vi bliver prøvet.

Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.

Hvis man ser på Kirkens tilstand i dag, kan den med rette betegnes som splittet. Ved at håne den traditionelle tro og praksis skaber Guds modstandere splittelse i det, som Trosbekendelsen kalder EN Kirke. De behandler dem, der er tro mod troens grundlag som paria og nogen, der ikke har en eksistensberettigelse, og på den måde gør de splittelsen mere omfattende.

Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Igen retter Skt. Judas på det, vi kan gøre, når vi står ansigt til ansigt med hæresi og fordærv i Kirken: I … skal opbygge jer selv på jeres hellige tro” gennem bøn og kærlighed til Gud. Situationen kan synes håbløs, men med Gud på vores side, så der er altid håb.

Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.

Selvom det kun er nogle (få), der er ugudelige, og som afviser Kirkens lære, så påvirker deres adfærd mange, som derved begynder at stille spørgsmål ved troen. I forhold til disse stakkels mennesker, bør vi hjælpe dem til at få fjernet deres tvivl, så de bliver frelst. De almindelige katolikker er ikke de ugudelige mennesker, Skt. Judas advarer imod. Det er de almindelige katolikker, der må frelses fra den elendighed, de ugudelige er årsag til.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Endelig bør vi i alle ting, og dette inkluderer også prøvelser, giver Gud ære. I den krise, vi aktuelt oplever, har Gud tilladt at fordærv og hæresi løber løbsk. Vi bør huske på to ting: 1. denne situation er ikke ny, de troende har altid været på vagt overfor ulve, som går rundt midt i fåreflokken, og 2. selv i denne situation herliggøres Gud, idet Han giver os en mulighed for at blive stærkere i vores tro gennem prøvelser.

I disse tider med mange problemer, kan vi søge hjælp og vejledning hos Skt. Judas, når vi kæmper for troen mod ugudelige mennesker, og samtidig glæde os over, at vi gennem disse prøvelser ved Guds nåde vokser i hellighed.

Skt. Judas bed for os!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive den 19. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-epistle-of-st-jude-a-letter-for-our-present-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Der er ingen frelse udenfor Den katolske Kirke

Der er en sandhed, åbenbaret af Gud: at der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er Jesu Kristi sande Kirke, fordi Den er indstiftet af Jesus Kristus for helliggørelse af – og til frelse af sjælene. Hvordan er det så muligt, at frelsen kan eksistere udenfor Den Kirke, som Jesus Kristus indstiftede for at frelsen var mulig?

Den katolske Kirke er ikke noget usynligt fællesskab, men et synligt, og det er det, fordi det er nødvendigt at være en del af Den synlige Kirke for at kunne opnå frelsen. Der eksisterer ikke nogen usynlig katolsk Kirke. Det er dog muligt, at et menneske på en usynlig måde kan være en del af Den katolske Kirke, som er synlig. Et menneske, der lever i total uvidenhed om den sande tro, og som ikke har kendskab til den nødvendighed, det er at være en del af Kirken for at opnå frelsen, vil ikke af Den Almægtige Gud blive holdt ansvarlig for en synd, vedkommende ikke har gjort sig skyld i. Et sådant menneske kan gennem nåden være en del af Den katolske Kirke.

Det er ekstremt risikobetonet at forblive uden for Den katolske Kirke, når Den af Gud er indstiftet for at lede mennesket til frelsen. Man bliver en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab gennem dåben eller ved nåden, fordi det netop er ved denne synlige rituelle handling, et menneske bliver en del af Den katolske Kirke. Men protestanter, der har en gyldig dåb, er ikke katolikker: for Kirken er karakteriseret ved et synligt fællesskab bestående af dem, der bekender troen på Kristus og tager del i de samme sakramenter og er forenet under deres legitime præst, der er underlagt det synlige overhoved (paven). Protestanter befinder sig imidlertid i et ikke fuldkomment, men dog egentligt (eller sagt på en anden måde, et egentligt men ufuldstændigt) fællesskab med os katolikker, og de er kristne, men de er ikke i sig selv en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Katolikker har i to hundrede år eller mere benyttet formuleringen ”adskilte brødre” til at betegne protestanterne og ortodokse og andre. Det andet Vatikankoncil benytter udtrykket ”frates a nobis sejuncti”, de brødre, der er adskilt fra os. Ordet adskilt beskriver en mangel i forhold til dette fællesskab, og ordet brødre betegner, at det rigtige fællesskab ikke desto mindre er ufuldkomment.

At hævde, at ”der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke” betyder ikke, at protestanter, jøder, muslimer o.s.v ikke kan opnå frelsen, men opnår de frelsen, er det i kraft af Den katolske Kirke og ikke deres egen denomination eller religion. Hvis en person fra en anden denomination eller religion opnår frelsen, er det, fordi vedkommende af nåde (eller i tilfældet med protestanter, ved dåben) er en del af Den katolske Kirkes fællesskab. Alle, der er i Himlen, er en del af Den triumferende Kirke og er i sig selv (ipso facto) katolik.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil benægte, at der findes gode og hellige mennesker indenfor andre religioner. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at al nåde, der er i verden, kommer ind i verden gennem Den katolske Kirke.

En person, der ved, at Den katolske Kirke er den sande tro, og ikke ønsker at træde ind i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, kan ikke opnå frelsen. Det siger den lære, der ligger i Kirkens læreembede, og som er bekræftet i skrivelsen Lumen Gentium, som er et dokument fra det andet Vatikankoncil.

Den katolske Kirke, er Kirken. Den er ikke en del af Kirken eller en denomination i Kirken, Den katolske Kirke og katolicismen er indstiftet af Jesus Kristus, udenfor Den er der ingen frelse. Katolicismen er den eneste religion, der er blevet indstiftet af Gud, og er dermed også den eneste religion, der har Guds velbehag.

Det er alle menneskers pligt at blive optaget i Den katolske Kirke og underkaste sig Hendes lære. Det er Gud, der taler til mennesket ikke blot gennem den hellige Skrift, men også den hellige tradition og Kirkens læreembede. Vi bør tro på det, som Kristus lærer os gennem Sin Kirke og have tro på det, der ligger implicit i alt det, Gud har åbenbaret, at det er altafgørende for frelsen. (Og der er visse sandheder, som man helt klart bør tro på)

Det er en stor synd imod kærligheden, hvis man opmuntrer folk til at holde fast ved deres vildfarelser, som ikke fører til frelsen. Vildfarelser leder ikke til frelsen. Sandheden er Jesus Kristus, og det indbefatter den sandhed, der ligger i Hans Kirke, Den Kirke, der er Jesu Kristi ubesmittede Brud og Hans mystiske Legeme, og det er Den, der vil lede folk til frelsen. Folk har ret til at have kendskab til den fulde sandhed, man finder i Evangelierne og ikke nægtes adgang til den. Derfor er folk, som allerede nævnt, berettiget til at kende sandheden, at den katolske tro er den sande religion, at Den katolske Kirke er Guds Kirke, som har autoritet, er ufejlbarlig og er fundamentet, og som videregiver den sande tro og bevarer sakramenterne, der er indstiftet af Jesus Kristus, og som står indtil verdens ende. At være en del af Kirkens fulde fællesskab er nødvendigt for frelsen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 24. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/salvation-outside-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Sigt dem som hvede ….

for der er tale om en dødsensfarlig situation

Tidligere på måneden lød alarmklokkerne i hele det katolske medielandskab, da ingen ringere end kardinal Robert Sarah fremkom med en klar og modig udtalelse: ”Det kristne præsteskab befinder sig i en dødsfarlig situation! Det oplever en kæmpe krise”.

Church Militant har igennem mange år gjort opmærksom på, at der eksisterer en manglende tro på det metafysiske blandt dem, der er blevet ordineret. De har ganske enkelt ikke nogen tro.

Vi har offentliggjort et utal af historier, der underbygger denne påstand. Det var faktisk på grund af den konstante strøm af historier af denne art, der gjorde, at vi (så at sige) blev tvunget til at komme frem til denne særdeles triste erkendelse. Det er praktisk talt umuligt ikke at nå frem til en anden konklusion. Man kan formulere det således, at lukker man definitivt øjnene for denne realitet og dermed benhårdt benægter dens eksistens, gør man sig medskyldig i den krise, der pågår.

Vi har her at gøre med en kendsgerning, ingen diskussion om det. Det er egentlig ligegyldigt, hvad man ”føler”, når man stifter bekendtskab med dette. Det, der ret beset betyder noget, er, at man accepterer denne kendsgerning og forstår den sandhed, som den åbenbarer. Der eksisterer ikke nogen anden forklaring, end at man har mistet troen på det metafysiske.

Når en kardinal udtaler, at præsteskabet befinder sig i en dødsensfarlig situation, hvad forestiller man sig ellers, han kunne hentyde til? Det eneste, der gør situationen dødsensfarlig for præsteskabet, er deres manglende tro på det metafysiske.

Bemærk dette, blandt dødssynderne kan der foretages en differentiering. Det er korrekt, at alle dødssynder sender et menneske (en sjæl) i helvede. Dør et menneske i en tilstand præget af dødssynd, lurer fortabelsen. Men der eksisterer forskellige typer af dødssynd. Der er synder, der har deres rod i svaghed, og som i sagens natur af og til vil optræde, men det er dog stadig synder, der fører til helvede. Men det er muligt at undgå dem, hvis man er opmærksom på, at det, man foretager sig, er syndsbetonet. De mennesker, der agerer med opmærksomhed, holder synden på afstand, de lader sig ikke friste af – eller hengiver sig til synden, som var den en livsstil, og dermed begynder at acceptere den, som værende af det gode. De er netop klar over, at synd er forkert, ondt og fører til døden, og hvis de har begået synd, opsøger de straks skriftemålet og bekender deres synd, og derved er deres samvittighed stadig ren.

Men der eksisterer en anden type dødssynd, som hvis den har fået tag i synderen, gør, at synderen egentlig aldrig forlader sin syndige vej. Måske er der til en start hos synderen tilskyndelser til at få bekendt synden, men synden begås igen og igen, og dette formørker samvittigheden. Men samvittigheden formørkes også, ved at synderen begynder at rationalisere og bortforklare sin synd. Et sådant menneske begår ikke blot dødssynder, men det etablerer et livsfundament bygget på dødssynd, og derfor ”kvæles” enhver tilskyndelse til at komme tilbage til nådens stand.

Ikke engang frygten for helvede kan fremelske en motivation hos dette menneske til at revidere sin livsførelse, og til sidst vil dette menneskes ”skæbne” blive, som Den hellige Skrift beskriver: ”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig”. Gud holder Sin nåde tilbage, fordi en sådan synder fortsætter sine syndige gerninger og dermed ikke ønsker at tage imod Guds nåde, som Han lader tilflyde synderen, men som synderen så at sige ”kaster direkte tilbage i ansigtet på Gud”, og denne handling er i sig selv endnu en syndig handling”. Så ud af kærlighed til synderen, er det eneste Gud kan gøre at stoppe med at lade Sin nåde tilflyde synderen, som ellers skulle have ”motiveret” synderen til ikke at synde.

Lad os nu benytte denne betragtning, jeg har gjort rede for som ramme for en række klerikale og prælater i Den katolske Kirkes hierarki. Det kan dreje sig om biskopper, der i en tilstand af dødssynd fejrer Den hellige Messe eller præster, der også er i en tilstand, præget af dødssynd frembærer Messeofferet. Begge parter tilføjer ved deres blotte handling yderligere synd til deres synderegister. En biskop, der har knyttet sig i for stor en grad til verdens ånd, vil på et tidspunkt fremstå som en fjende af Kristus, fordi han ganske enkelt har pådraget sig store andele af dødssynd. Prælater og klerikale, der lever et homoseksuelt liv, er selvretfærdiggjorte, foretager seksuelle overgreb, har stjålet, løjet, ageret med arrogance og ikke vist barmhjertighed, hvilken skæbne vil vente disse mænd?

Hvilket håb er der for en mand, der har haft en høj position i Den katolske Kirkes hierarki, når denne på det personlige plan og i sin sjæl har givet efter for begær, magtbeføjelser eller penge, men udadtil giver udtryk for en helt anden adfærd? Forholder det sig ikke således, at Gud ønsker at frelse ham? Vor Herre har altid et ønske om at frelse et menneske. Men det, der her er forfærdeligt, er, at dette menneske ikke ønsker frelsen. Det har ikke længere nogen tro.

På deres frugt skal man kende dem. Dem, der ud fra en fornuftsbaseret forklaring: giver Den hellige Kommunion til folk, der ikke er i nådens stand og dermed profanerer Den hellige Kommunion, dækker over  seksuelle overgreb af homoseksuel karakter, enten deres egen eller andres, der stjæler fra de troende, der benytter løgn for at kunne bevare den position, de besidder, de, der nægter at afsløre den sandhed, at skandale på skandale hærger Kirken, og sidst men ikke mindst at disse mennesker går til bekendelse i forhold til deres egen meddelagtighed i alt dette.

Forestil Jer en mand, der dør med dette på samvittigheden, en mand, som er apostlenes efterfølger. Hvordan kan man forestille sig, at andet end helvede bliver hans lod?

Da Jesus er samlet med Sine apostle Skærtorsdag ved Den sidste Nadver, advarer Vor Herre Peter og siger til ham: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på Jer for at sigte Jer som hvede”. Det er ikke et tilfælde, at dette åbenbares ved netop Den sidste Nadver, for det er her Vor Herre indstifter Sit hellige præsteskab. Satan ønsker præsteskabet ødelagt. Præsteskabet bringer nemlig Kristus ned fra Himlen for at give Sig selv som føde til os ved Sit Legeme og Blod.

Det kan på ingen måde modsiges, at klerikale og prælater med den tilgang og adfærd, der her er blevet beskrevet, har forårsaget stor skade. Derfor er vi nået til det punkt, hvor lægfolket må bede om Himlens Dronnings mellemkomst. Vi må forene vores lidelse med den lidelse, hun gennemgik på Golgata. Blandt de ”roller”, som Vor Frue spiller, er én som moder til Ypperstepræsten.

Hun stod ved Hans kors, Hans alter, og accepterede med velvilje de lidelser, Han gennemlevede og som fulgte i kølvandet på menneskehedens frelse. Den lidelse hun gennemgik, bør stå som et forbillede for os. Vi må også acceptere lidelsen og forene den med hendes gennem Ypperstepræsten for præsteskabets skyld. Det er nøglen til en løsning.

I denne måned, hvor vi har afholdt vores tilbagevendende begivenhed ”Retreat at Sea”, blev det tema, der er omdrejningspunktet i denne Vortex, taget op blandt de mange hundrede retrætedeltagere, og vi bad dem tænke over hvilket særligt og vigtigt offer, de kan bringe for præsteskabet.

Vi, der er lægfolket, bør afgjort agere i den aktuelle situation, vi må tage kampen op, afsløre det, der sker, lære vores tro at kende og løfte vores røst, når der handles forkert eller uretfærdigt, det er præcis det, vi må gøre. Men vi må også på vort eget legeme i dette jordiske liv bærer smerten fra Golgata for præsteskabets skyld.

Så tag venligst denne anmodning alvorligt. Find noget, det er lige meget hvad og gør det resten af dit liv. Vor Moder led for sin Søns præsteskab. Vi er hendes afkom, vi bør også lide for præsteskabet, for det befinder sig i en dødsensfarlig situation.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. februar 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-sift-them-like-wheat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor må brugen af Kommunionsuddelere ændres

Som en del af den omfangsrige tradition, der kendetegner Den katolske Kirke, både i den latinske, græske, vestlige og østlige ritus, er det kun tilladt præster eller andre, der er ordinerede at uddele Vor Herres kostbare Legeme og Blod. Denne tradition forblev ubrudt, indtil de farlige liturgiske eksperimenter i 1960’erne banede vejen for et hidtil uset antal lægfolk, der nu skulle fungere som Kommunionsuddelere.

Grunden til, at man i traditionen har opereret med et forbehold i forhold til denne funktion, er, som Kirkens største teolog Skt. Thomas Aquinas forklarer: det angår den samme (person) at frembringe en effekt, og derefter se på, at denne skænkes til dem, som den er beregnet for. Dette mere må være en sandhed, der gælder de overnaturlige effekter, og som kun kan frembringes af en overnaturlig magt, og det er ganske enkelt ikke passende at overlade sådanne effekter til dem, der ikke er blevet udvalgt til denne funktion. Det forklarer derfor, at der selv under den aktuelle kirkelov, kun er en, der kan agere som Kommunionsuddeler, nemlig biskoppen, præsten eller diakonen, som kan varetage denne funktion i kraft af ordinationen, som indvier ham til at tjene Gud.

Hvorfor er ordinationen så vigtig? Fordi Den hellige Eukaristi er Den inkarnerede Guds Legeme og Blod. Dette er Gud. Rører man ved Hostien, kommer man i kontakt med Skaberen af alt liv og eksistens. Dette er ikke noget, man skal tage let på eller betragte som et ordinært arbejde for præsterne. Vor Herre Jesus Kristus indstiftede et præsteskab, som fik overdraget et specifikt ansvar, og dette rækker fra diakonen til biskoppen.

På intet tidspunkt i Kirkens historie er lægfolket blevet tilladt at uddele de dyrebare gaver, indtil for få årtier siden. Dette tiltag var en del af en større virksomhed møntet på at skabe en liturgi for det moderne menneske, hvor de gamle regler og sædvaner ikke længere skulle respekteres, og hvor en uformel, afslappet tilgang blev foretrukket fremfor den højtidelige og formelle form. (Der er derfor de Byzantiske katolikker, som ikke har opgivet deres sædvaner og som samtidig er meget opmærksomme på ærbødigheden overfor Kristi mysterium, der er så fantastisk, med rette er foruroliget over det, de er vidner til, og som foregår i mange kirker, der hører under den latinske ritus). Desværre forholder det sig således, at når gamle regler og sædvaner forsvinder, da forsvinder også selve troen, og det liv, der er relateret til troen, den sandhed har vi allerede set udspille sig, og statistikkerne frembærer samme vidnesbyrd.

På samme måde som det andet Vatikankoncil ikke sagde noget, om at latin skulle tilsidesættes, at præsten skulle stå med front mod menigheden eller Kommunionsmodtagelse i hånden, så sagde det heller ikke noget om, at lægfolket skulle uddele Kristi Legeme og Blod. Men selv da denne praksis begyndte at blive tilladt, blev dette udtrykkeligt begrænset til kun at skulle bringes i anvendelse i visse tilfælde, nemlig når Kommunionen til de syge skulle bringes ud, og de klerikale ikke havde mulighed for det eller bistå med Kommunionsuddeling ved Messen, hvis celebranten var ældre og for svagelig til at varetage opgaven, eller når Messedeltagelsen var så stor, at der var behov for assistance ved Kommunionsmodtagelsen. Dette kan man finde bevis for ved at se nærmere på de alment gældende disciplinærregler, der gør sig gældende for området (de er samlet her).

Af den grund udfærdigede Vatikanet så sent som i 1997 en præcisering, der gjorde det klart, at den gængse brug af Kommunionsuddelere ved Messen var blevet for ”almen”, fordi man på en vis måde havde forholdt sig for ”kreativt” til begrebet ”stor Messedeltagelse”, og derfor måtte denne praksis enten undgås eller helt fjernes i de kirker, hvor den havde fundet fodfæste (om specifikke spørgsmål vedrørende samarbejdet med de troende som ikke er ordinerede).

Bemærk venligst, at der ikke optræder noget dokument fra Vatikanet eller andre dokumenter med lovhjemmel, der fordrer, at Den hellige Kommunion uddeles i begge skikkelser til trods for, at klerikale ikke er tilstede. Med andre ord, hvis der er klerikale tilstede, kan Kommunionen blive uddelt under begge skikkelser, men hvis de ikke er, er der ingen tvingende nødvendigt at gøre det. Kommunionen alene under brødets skikkelse er og anses for at være fuldt ud tilstrækkeligt for at opfylde den målsætning, som Vor Herre havde sat Sig, da Han indstiftede Eukaristien for at forene de troende med Sig selv, Han, der er er fuldt og helt tilstede i begge de Eukaristiske skikkelser.

Størstedelen af den vestlige verden har vendt det døve øre til de anmodninger, der gentagne gange er kommet fra Vatikanet, om at Kommunionsuddelere kun bør benyttes, når det opfylder de allerede opstillede retningslinjer. Ifølge den modernistiske opfattelse betyder det, at Vatikanets anmodning er fejlagtigt, fordi Gudsfolket (eller måske nærmere en bureaukratisk mastodont, der kaldes en biskopkonference) har besluttet noget andet.

Men det modernistiske synspunkt, som i sagens natur er antiautoritært, blev fordømt af pave Skt. Pius X. Den kendsgerning, at Kirken i den vestlige verden befinder sig i statu abusus, i en tilstand, hvor misbruget er vedvarende, betyder ikke, at den underminerer Kirkens lov eller Hendes visdom gennem to årtusinder. Hverken tradition eller disciplin forsvinder, fordi man ignorer dem, og Vatikanet vælger at tolerere denne tilstand snarere end at tage skridt mod straffeforanstaltninger.

Vi har desværre måttet erfare, at vi i denne tid ikke kan forvente megen hjælp fra Vatikanet i forhold til dette problem. Hvis der ikke sker forandringer på sogneniveau, kan vi næppe have nogen forhåbning om, at de nogensinde vil ske. Velsignet være den præst, der er overbevist, har mod og er disciplineret for det, er det, der kræves for at fjerne dette misbrug, og som er i fuld overensstemmelse med Redemptionis Sacramentum nr. 183:

På en helt særlig måde, lad da enhver gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at Eukaristien, som det Allerhelligste Sakramente vil blive beskyttet mod enhver respektløshed eller forvanskning, og at alle former for misbrug på rette vis irettesættes. Dette er et alvorligt anliggende, der påhviler enhver, og alle er forpligtet til at effektuere det uden at foretage særhensyn.

Måske er USA den nation, der mere end andre nationer har valgt at praktisere ulydighed, når det gælder kommunionsuddelere, og man har yderligere valgt at definere sine egne regler på området. Jeg bliver nødt til at stille følgende spørgsmål: Er det virkelig den katolske ånd? Eller er dette blot endnu et eksempel på, hvor langt Kirken i USA er kommet ud, hvor den har ”indstiftet” sin egen religion med egne selvbestaltede regler? Landet med de 30.000 forskellige (kristne) denominationer har sin helt egen måde, hvorpå den fjerner det Romersk-Katolske fra Kirken, altså med mindre bestræbelser drevet af samvittighed og målrettethed begynder at arbejde i den modsatte retning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 26. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-the-ordinary-use-of-extraordinary-ministers-has-to-go-away

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helvede er en realitet, advarer kardinal Sarah

Bevæger man sig ind i ”syndens mørke”, fører dette til fortabelse, formaner kardinalen

Kardinal Robert Sarah advarede de troende i en prædiken, som han har holdt for nylig, om at det er meget let at komme til helvedes mørke og fortvivlelse.

Kardinal Sarah ledede og koncelebrerede en morgenmesse den 15. november, sammen med to andre biskopper, ved det 30’te Nationale Forum for katolske skoler på Jasna Góra klosteret i Częstochowa i Polen.

Sarah, der er Præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter samt vedholdende forkæmper for den katolske tro, havde skrevet en prædiken, som blev læst op og oversat af biskop Marek Mendyk fra Legnica.

Med udgangspunkt i Paulus formaning i sit brev til menigheden i Rom kapitel 1: 25: ”De udskiftede skabningen med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen …”, bemærkede Sarah, at det at tilbede Gud er naturligt for mennesket, og at dette er blevet praktiseret i universel forstand siden tidernes morgen. Men arvesynden har ødelagt menneskets religiøse fornemmelse, og det har ført til, at mennesket i stedet for at tilbede Skaberen tilbeder skabningen.

”Den hellige Skrift gør det klart, at endda før Gud åbenbarede Sig for Abraham, Isak og Jakob, havde mennesket et iboende ønske om at tilbede sin Skaber”, understregede Sarah. Med henvisning til Visdommens Bog fortsatte han med at sige: ”dette ønske var rodfæstet i menneskets hjerte”. Det er derfor mennesket i skabelsen beundrer det værk, der bringer det kraft og herlighed, og i den sammenhæng er der tale om ilden, stjernehimlen og det rindende vand. Betaget af disse elementers skønhed, antog mennesket dem for at være guder”.

Et tema, der konsekvent gør sig gældende i det gamle Testamente, er, at Gud forsøger at vænne sit udvalgte folk fra de afguder, som de folkeslag, de levede side om side med, tilbad, så hans udvalgte kunne give Ham (Den sande Gud) den rette og behørige tilbedelse. Men selv i den kristne æra har man fortsat tilbedelsen af afguder, og dette udgør til stadighed en trussel, der i dag er langt mere udbredt, bemærkede Sarah.

”I vor tid har disse guder fået mange navne, men faktum er, at afgudsdyrkelsen stadig er rodfæstet i vores sjæl, der er mærket af synden”, advarede kardinalen og tilføjede:

”Selvfølgelig tilbeder vi ikke længere ilden, stjernehimlen eller andre dele af naturen, men vi tilbeder afguder, som vi selv har opfundet, videnskabelige opdagelser, teknologiske-, økonomiske- og industrielle landvindinger. Alle disse nye opdagelser er bestemt gode i sig selv, men det går galt, når vi gør dem til- og betragter dem som afguder, fordi vi ganske enkelt glemmer alt om Ham, der skabte dem, og som på alle måder overgår os.

”Hvad er det, der sker i dag?” Spurgte kardinalen. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud tilbeder vi i dag ikke længere, som Den eneste Gud og Den eneste Skaber. Men Abrahams Gud er forsvundet ud fra menneskehedens synsfelt”, sagde Sarah.

”Jesus Kristus som Gud og Den eneste Frelser og Forsoner er blevet fjernet, og der er endda nogen, der hævder, i den falske sekularismes navn, at religion med Gud som centrum er unødvendig”, advarede Sarah.

”Hvis vi fortsætter med at have den holdning til afgudsdyrkelse, som kun handler om, at vi skal have flere og flere forbrugsgoder, og hvis vi af egen fri vilje ønsker at fastholde os selv i syndens mørke, der indebærer, at vi tilbeder de afguder, der præger vor tid, da vil vi gå til helvedets mørke”, advarede han. ”Vi bør forstå, at vi bærer et ansvar for, hvor vi skal tilbringe evigheden”.

Kardinalens prædiken afspejlede den lære, vi finder i Den hellige Skrift og traditionen, når det handler om fortabelsen. Jesus advarer mod helvede 15 gange (1) i Evangelierne, det samme gør andre af det nye Testamentes forfattere: Skt. Jakob, Skt. Johannes, Skt. Peter og den hellige Paulus.

Kardinalens prædiken afspejlede også det, Den hellige Jomfru Maria åbenbarede for de tre hyrdebørn i Fatima. Åbenbaringer, Kirken har godkendt.

De tre børn blev vist et glimt af helvede (2) og blev slået med stor forfærdelse. ”I har nu set, hvor de stakkels synderes sjæle går hen”, sagde Maria til dem.

Hun fortsatte med at fortælle dem om hengivenheden til hendes Ubesmittede Hjerte, som i forening med hendes Søns Hellige Hjerte vil frelse sjæle fra at komme i helvede. Hun lærte også børnene, det man kalder Fatimabønnen: Oh, min Jesus…, som man afslutter enhver dekade med, og hun opmuntrede børnene til at fortsætte med at bede rosenkransbønnen hver dag for stivsindede synders omvendelse til Kristus. Skt. Jacinta Marto, én af seerne, tilføjede senere, at de synder, der er årsagen til at flest sjæle går til helvede, er synder, der er knyttet til kødets lyst”.

I samklang med Jesus, Maria og helgenerne, var kardinalens prædiken i fredags en advarsel mod at tilbede vor tids afguder. ”Mange iagttagere, der arbejder med netop dette emne (som kardinalens prædiken rettede fokus på) er enige med kardinal Sarah og Skt. Jacinta fra Fatima om, at penge og seksualitet opnår en topplacering på listen over synder”.

Noter

1.      Henvisning til en artikel om emnet: https://carm.org/what-are-the-verses-that-mention-hell

2.      Henvisning til artikel om emnet: http://www.ncregister.com/blog/joseph-pronechen/fatima-july-13-apparition-ways-to-overcome-a-frightening-vision

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. november 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/hell-is-real-cardinal-sarah-warns

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man beskæftiger sig med misbrugskrisen, genopdager man formålet med præsteskabet

Midt i det, der føles som en uendelig og stadig tiltagende krise, hvor præster har foretaget seksuelle overgreb, kan nogle katolikker blive fristet til at rette skyldsspørgsmålet mod den traditionelle måde at betragte præstedømmet på, et aspekt, de ikke har den nødvendige forståelse for. Efter min mening er problemet ikke, at vi anerkender vores klerikale for den position, de er blevet givet af Gud, men at vi betragter deres kald, som et ordinært 8-16 job, fremfor en hellig mission, de er blevet kaldet- og ordineret til af Gud.

Løsningen på denne overgrebskrise er ikke at fjerne det centrale i præstekaldet, men at forny det, så det bliver renset for de laster, der har tilstødt det i løbet af en bestemt historisk periode. Den tid, vi lever i, er blevet ødelagt af den seksuelle revolution i 1968, en betragtning, som pave Emeritus Benedikt XVI fremkom med for nylig i sit brev vedrørende misbrugskrisen. Man kan tilføje, at den tid, vi lever i, også er blevet ødelagt af egalitarisme, horisontalisme og sekularisme, en giftig kombination, der hindrer klerikale, der finder behag i den, at stræbe efter- og glæde sig over den åndelige ophøjethed samt selvopofrelse, der er en del af deres kald.

Præstens position er i Vesten blevet anerkendt i næsten 2000 år, men er gradvist i løbet af de sidste par århundreder blevet nedtonet til noget, der ikke har officiel status eller hellighedens og præstelighedens skær over sig. De fleste af de præster, jeg omgikkes i min ungdom, havde en administrativ rolle, hvor de stod for sognets kommunikation med offentligheden, var værter ved middage, stod for fundraising samt andre lignende opgaver, og hvor de havde overdraget ansvaret for liturgisk planlægning og endda Kommunionsuddelingen til lægfolket, en opgave, som ret beset er betroet præstens indviede hænder. Man kan med rette spørge: hvad er det sket med præsten, denne Guds repræsentant, så mystik og majestætisk?

Prøv for et øjeblik at overveje hvordan de antitraditionelle tendenser, hvis bitre frugt vi fortsat lider under, har påvirket præstens rolle i sognet, samt den måde han anskuer de pligter, der følger af det, han er kaldet til. Der bør ikke herske nogen tvivl om, at præster bør agere som hyrder, lærere og overhoveder for at reflektere deres guddommelige rollemodel, for der er ingen tvivl om, at folk i alle aldre har behov for hyrder, lærere, rollemodeller og ledere. Det klart vigtigste sted, hvor præsten kan udføre disse pligter, er som skriftefader, hvor han kan tilgive syndere deres skyld og føre dem til hellighed, og ved fejringen af den hellige liturgi, hvor han kan forene de troende med de fantastiske og livgivende Kristi mysterier.

Den forkerte opfattelse, som hersker blandt katolikker, at liturgien handler om, at menigheden er samlet for at synge og være sammen, devaluerer præstens egentlige rolle og formål og reducerer ham til en aktør, der fremmer aktivitetsniveauet, der er planlagt den pågældende søndag formiddag. Men hvorfor skal det være præstens opgave? Det er svært at finde et argument for, at en anden person i menigheden ikke kunne påtage sig varetagelse af de administrative opgaver, der knytter sig til søndagens Højmesse. Den utilitaristiske reduktionisme har sin del af skylden for, at nogle katolikker ihærdigt og vidt og bredt taler om ”kvindelige diakoner”. Jeg tør vædde på, at hvis kvindelige diakoner blev involveret i arbejdet omkring den højtidelige latinske liturgi, som varer i et par timer, ville de ikke være nyttige i dette arbejde, (for tingene skal i deres optik ordnes i al hast, så vi kan komme videre med andre ting).

Når troens mysterier og tilbedelsen af Gud skubbes i baggrunden, og når Kristi lære og Hans Kirke skænkes meget lidt opmærksomhed, og ingen mere gør brug af bodens sakramente, så mister præsten sin eksistensberettigelse. Hvis mennesket egentlig ikke er en synder, hvorfor har det så brug for den sakramentale absolution? Hvis mennesket ikke er kaldet til at arbejde med frygt og bæven på sin frelse, hvorfor har det da brug for Livets Brød? Når det ikke drejer sig om sult. Det er ikke underligt, at Fr. pastor synes, at dagene er ensformige. Han er ikke længere overhoved og giver ikke lægedom og føde til sjælene ved Den inkarnerede Gud.

Efter at have taget del i en hurtig og intetsigende Messe i det sogn, jeg tilhører, slog det mig, hvorfor præstedømmet i visse dele af verden bliver mere ligegyldigt: præsten er ikke længere den, der leder, lærer fra sig og helliggør. Det, der gør, at han har en eksistensberettigelse, er, at han frembærer Messeofferet for Gud på menighedens vegne, og den opgave skubbes i baggrunden. Overtager katolikker i et stort omfang den protestantiske opfattelse af præstedømmet, tilintetgøres det ordinerede præsteskab. Hvis menigheden er, som progressive liturger mener den egentlige celebrant, og præsten kun er en repræsentant, der udfører arbejdet for dem, er han blot en herliggjort lægmand, som har den misundelsesværdige ”ære” at bære en farvestrålende beklædningsgenstand og sidde på en træudskåret trone. Selvfølgelig er ikke attraktivt at leve i cølibat og blive sat op på en pedestal i en tid, hvor alt det, der er godt måles i forhold til kødeligt begær og bekvemmelighed. I manglen på åndelig stræben genereres alligevel en ”trang” efter det, der er helligt, og derfor er det ikke overraskende, at vi uophørligt må lytte til højlydte røster, der agiterer for gifte præster.

Vi bør ikke være blinde for årsagen til, at protestanterne straks afviste cølibatet i det 16. århundrede. Hvis præsteskabet ikke er blevet indstiftet af Kristus, for at verden kunne have et stort antal ”alter Kristus’er”, og man i stedet udvælger visse mennesker til vedvarende at udføre det hellige arbejde, som Den evige Ypperstepræst udfører, da er der intet grundlag for at skelne mellem lægfolk og præster, eller at der skulle være noget særligt ved det at være præst. Protestanterne vidste fra starten, at en menighedsbaseret forståelse af Kirken eliminerer både den hierarkiske struktur i Kirken og Messeofferet. I en menighed, hvor alle er ligeværdige, vejledes og helliggøres den enkelte ved inspiration fra Helligånden.

Misbrugskrisen og den konstante agiteren for cølibatets afskaffelse, synes overordnet set at være to modsatrettede størrelser, men i realiteten er de to sider af samme sag, for de udspringer nemlig begge af, at man har forkastet mysteriet, der ligger i, at præsten er lig Kristus og samtidig har tilsidesat det heroiske og åndelige i dette hans specielle kald, som er ment, som en velsignelse for hele Kirken. Hvis vi ønsker gode og hellige præster og mange af dem, er det eneste, vi kan gøre at genskabe en traditionel katolicisme, som værdsætter præstedømmet som det, dette kald betinger. Alt andet vil kun afføde mere af det, vi allerede kender til, nemlig misbrug, det være sig af kriminel eller ubevidst karakter.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-dealing-with-abuse-crisis-means-rediscovering-the-purpose-of-priesthood

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vores åndelige reaktion på skandaler og overgreb

Jesus sagde til sine disciple: ”Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det” (Luk 17: 1). ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16: 33).

I de seneste måneder er der aldrig i forbindelse med Den katolske Kirke blevet talt så meget om et ord på to stavelser: Skandale, et ord, der er forbundet med bitterhed, og det, der er ubeskriveligt. Det er, som om verden, kødet og djævelen, som er de sekulære mediers talerør, jubler i kor over, at de har været i stand til at fjerne mange menneskers fokus fra Kristus vor Konge ophøjet på korset og mod den afgrundsdybe sump af menneskets svaghed og synd, herunder ikke blot stanken fra de synder, der er begået af klerikale, men også synder som ambition, løgnagtighed og kujonagtig adfærd blandt visse biskopper.

I modsætning til det paver nogle gange kan få sagt på deres dårlige dage, bør vi på ingen måde ignorere beskyldninger om ondskab bedrevet af biskopper, som om de kom fra djævelen. Alt for mange skrankepaver har grebet dette an ved at forsøge på at overbevise sig selv om, at det ikke var så slemt, som det så ud til, eller at det ikke havde nogen egentlig betydning, man har sagt, at det er ukristent at boltre sig i bagvaskelsens mudder eller fremsætte injurier.

Jeg tror dog, at vi bør se på den ondskab, der er omkring os og isoleret i os i lyset af korset. Det er alene Vor Herre Jesus Kristus, der kan give os styrken til at møde en ondskab af en sådan størrelsesorden og overvinde den. I Hans sandhed ser vi vore synder, i Hans kærlighed ser vi vor frigørelse, i Hans nåde finder vi konstant den hjælp, vi har behov for. Han er Den eneste, som kan bringe hver eneste af os til sand omvendelse for vore synder og læge os. Dette er således den måde, hvorpå vi håndterer skandaler på kristen vis: når vi ønsker at bede for biskopper eller kardinalers omvendelse og frelse med henblik på, at retfærdigheden i Kirkens regi må ske fyldest.

Her er noget, som er nødvendigt at adressere til alle kristne og især dem, hvis tro rokkes på grund af skandaler: det grundlæggende mirakel eller det mirakuløse for Den katolske Kirke er ikke Hendes fuldkommenhed, men Hendes eksistens.

Det er sandt, at Den hellige Moderkirke viser os et utal af eksempler på stor hellighed hos helgenerne, de er blot åbenbaringer af, hvad Kirken er kaldet til at være og med garanti blive til, og det er ikke et demokratisk tværsnit af, hvad Hun egentlig er. Det, der er forbløffende, er, at noget sådant som Kirken eksisterer i den faldne verden, som et åndeligt tempel hvori Guds evige liv deles med mennesket, og hvor Gud i sandhed bliver vores ved velsignet nåde, og hvor Guds Lam bliver føde for os i Eukaristien. I Kirken er der grunde nok til, at man kan undre sig i uendelig mange stunder. Ondskab nedtoner og reducerer Kirken i vor midte, men den kan aldrig udslette det mirakel, at Hun eksisterer eller giver de gaver, Hun ønsker til menneskeheden og gøre dem mindre fantastiske og prægtige, end de er.

Aldrig har noget menneske talt sådan” siger Evangeliet om Jesus (Joh 7: 46). Jeg har tit fortalt mine studerende, at jeg er kristen, fordi jeg er forelsket i Jesus Kristus ”Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2: 20), og jeg er romersk-katolsk, fordi der ikke er nogen anden måde, hvor man kan være sikker på at have Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, bortset fra at tilhøre det kommunitet Han grundlagde og gøre brug af alle de midler (sakramenterne), Han betroede det.

Når jeg ser de synder, der er i mig, og jeg ser det fordærv, der er omkring mig selv i toppen af Kirkens hierarki, siger jeg med Simon Peter: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6: 68). Ingen kan ændre på Hans ord, ej heller på det løfte Han giver med Sin død og opstandelse, heller ikke nåden, Han giver til den nedbrudte. Det er det, der bringer mig fred og glæde, hvis jeg blot stopper op og genkalder mig, hvad Jesus har gjort og gør for mig og for så mange andre, der stræber efter at følge Ham

Kun hvis jeg bliver en helgen, kan jeg gøre en forskel for enhver, der enten er udenfor eller indenfor Kirken, og den eneste måde hvorpå man bliver en helgen, er at blive et med Jesus på korset. Vi står under korset med Maria og Johannes i det smertelige øjeblik, hvor alt håb synes ude, da Kristus dør i smerte og udånder, og stormen begynder. Selv efter opstandelsen er Kirken tilstede og forlader ikke korsets fod. Bruden må lide på samme måde, som brudgommen led, hvis Hun fuldt ud skal dele den sejr, som Han vandt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 17. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/our-spiritual-response-to-scandals-and-abuses

(Oversat af Morgens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Eukaristisk tilbedelse er et af de bedste svar på overgrebskrisen

Som en reaktion på uroen i den katolske Kirke har det lokale sogn, hvor jeg kommer, indført en hellig time for soning hver fredag fra kl. 18 – 19. Første gang var sidste fredag på dagen for Korsets ophøjelse. Da jeg knælede og så på Vor Herre i monstransen, fornemmede jeg en enorm fred, og jeg vidste qua min tro, at Han for altid er Hovedet for Kirken, Den, der er den altid trofaste brudgom og Den, der for altid vil herske og dømme alle. Han holder Kirken i Sine hellige og ærværdige hænder, ligesom en hostie, der er parat til at blive opofret, og enhver af os kan være nærværende for Ham, hvis vi ønsker det, da Han altid er nærværende for os.

Jeg spurgte Ham om, hvorfor Han tillader, at Kirken blive tynget under den enorme vægt af synd, utroskab, forræderi og snavs. Hans tilstedeværelse, Hans stilhed i styrken og befalingen, Hans uforgængelige kærlighed var et svar, der var langt bedre, end nogen ord, og jeg vidste, at Han opfordrede mig til at have en større tro, tillid og være mere oprigtig i min bøn. Selvom det er godt at bede (senere i løbet af timen med Eukarististisk tilbedelse) litaniet til Jesu Allerhelligste Hjerte samt en række bønner og sange, var det bedste for mig i denne time, den stille tilbedelse. ”Jeg så på Ham, og Han så på mig”. Der, hvor Herren er, der er løftet om sejr over alle ondskabens magter.

På dette tidspunkt i historien skyller nyhederne ind over os fra alle sider, og langt de fleste er dårlige, fordi det, der er ekstremt skandaløst og ren ondskab, når det bliver åbenbaret i sin afstumpede kompleksitet og godkendes af og sværges troskab til af Kirkens hierarki, de, der skulle vejlede os til hellighed eller være vores rollemodeller i forhold til hellighed, derfor findes der ikke noget bedre for nogen af os, end at vi forpligter os til at deltage i en hellig time hver uge. Det kan være, at man er i en situation, hvor man skal hjælpe og sørge for andre, man kan have en travl hverdag samt uendelig mange gøremål, men det bør ikke have nogen betydning, thi dette er, hvad vi bør gøre for vores Kirke, for vores klerikale og for os selv, fordi det rent ud sagt er fornuftigt.

De mennesker, der ikke allerede er bekendt med at tage del i Eukaristisk tilbedelse, vil undre sig: Hvad skal jeg foretage mig under tilbedelsen? Skal man medbringe en bønnebog eller litteratur med åndeligt indhold eller min rosenkrans?

Selvfølgelig kan man medbringe disse ting og gøre brug af dem, hvis det er det, man ønsker. Men den bedste ting man kan gøre er at være i stilhed foran Herren og ære Ham med sin opmærksomhed, og tale til Hans hjerte og lade Ham røre dit hjerte. Jeg holder meget af dette uddrag fra Fr. Willie Doyle, SJ (marts 1873 – 16. august 1917), en katolsk præst med helgentræk, som blev dræbt på slagmarken i 1. verdenskrig, mens han gjorde sin pligt som feltpræst. Han skriver:

Prøv at varme dig i Guds kærlighedssol, det gør du ved at knæle ned foran tabernaklet ganske som, hvis du sætter dig ned for at nyde det varme solskin, du foretager dig ikke noget bortset fra at elske Ham, men forstå dette og i løbet af den tid, hvor du sidder ved Hans fødder, og især når det er tørt og koldt, falder nåden på din sjæl, og du vokser hurtigt i hellighed.

Jeg mener, at den bedste bøn, man kan gøre brug af, er at knæle ned i stilhed og lade Jesus strømme ind i ens sjæl.

I en af de bøger som hører til mine favoritter, In Sinu Jesu: When Heart Speaks to Heart – The Journal of a Priest in Prayer, siger Herren noget, som ligner det, der er beskrevet i uddraget ovenfor:

Det er nok for Mig, at du opsøger Mig og forbliver i stilhed i Mit nærvær og er tilfreds med at være sammen med Mig. Jeg har ikke brug for dine tanker eller ord. Det er nok for mig, at du bringer Mig et tilbedende hjerte fyldt med kærlighed og taknemmelighed for Mit nærvær i Det allerhelligste Sakramente. … For dig er der ikke noget mere gavnligt. Du må bruge tid på at være tæt på Mit Eukaristiske Hjerte. I Mit nærvær giver Jeg det til din sjæl, som Jeg ønsker, at du skal have samt alt det, Jeg ønsker, at du skal have viden om. Du er nok ikke klar over dette, mens det sker, men senere vil du erfare frugten og virkningen af den tid, du har været i Min nærhed. … Det er, hvad Jeg ønsker af dig: tid du har ”spildt” i Mit nærvær. Tid, der er blevet givet til Mig for Min skyld.

Det er det, Vor Herre venter på: et tegn fra os, et umiskendeligt tegn, at vi elsker Ham for Hans skyld og over alt. Når mange af os beslutter os for at elske Ham på netop den måde, med hele vort sind, med hele vort hjerte, med hele vores sjæl og med al vor styrke, kan vi være sikre på, at nye strømme af nåde flyder ind i Kirken.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 21. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-eucharistic-adoration-is-one-of-the-best-responses-to-abuse-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)