Category: Church

En perfekt trojansk hest

Den nye apostolske konstitution ”Episcopalis Communio” risikerer at påføre Kirkens livsnerve hæresi.

Pave Frans har fremlagt en ny apostolisk konstitution for bispesynoden, som har til hensigt og formål at være den helt perfekte trojanske hest, således at hæresi på globalt plan kan blive påført Kirken. Hvis dette foregår uden den nødvendige kontrol, vil revolutionære tendenser blive i stand til at omdanne al ”heterodoksi” eller nye disciplinære regler, der strider imod trosgrundlaget til et nyt og officielt trosgrundlag for Den katolske Kirke. Dette er ganske enkelt en genial strategi, hvor man benytter bispesynoden, som platform til at foretage grundlæggende og pludselige forandringer på alle områder i Kirkens liv, som vi kender den i dag.

Den nye apostoliske konstitution, der bærer titlen Episcopalis Communio er et udtryk for en juridisk handling foretaget af paven, og det er en ”sand og passende ’nyskabelse’ af det sydonale organ”, og sådan lød det ved offentliggørelsen fra kardinal Lorenzo Baldisseri, bispesynodens generalsekretær.

Ved at ophæve den velsignede Paul VI’s motu proprio Apostolica Sollicitudo, Benedikt XVI’s Ordo Synodi Episcoporum samt andre dele af kanonisk ret, som står i skarp modsætning til det nye normsæt, der blev offentliggjort den 18. september i Vatikanets avis L’Osservatore Romano, undgik man at benytte det gængse medie ved sådanne udgivelser Acta Apostolicae Sedis, for at det nye lovkompleks kunne få øjeblikkelig juridisk virkning. Med andre ord man har berammet udgivelsen således, at konstitutionen kan tages i brug ved den kommende synode, som omhandler de unge.

Selvom den blev vedtaget med det samme, fremstår den tekstmæssigt ikke dårlig: den er blevet udformet med omhu. Teksten er opdelt i to hovedafsnit, det ene omhandler doktrin og det andet disciplinære forhold.

Det afsnit, der omhandler doktrin, sigter på at danne grundlag for – og retfærdiggøre den nye forskrift for synoden, som er baseret på den ekklesiologiske doktrin i Det andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution Lumen Gentium. Imidlertid finder man det, der er det nye i artikel 18 i teksten, og man må forholde sig kritisk til det, der bliver fremsat:

§1. Efter at have modtaget medlemmernes godkendelse, vil slutdokumentet blive fremsat for paven, som afgør, om det kan fremsættes. Hvis det endelige dokument godkendes af paven, vil det efterfølgende blive en del af læreembedet.

§2. Hvis paven har overdraget magtbeføjelser til synodens delegerede ifølge kanonisk lov § 343, da vil slutdokumentet blive en del af læreembedet, efter at det er blevet ratificeret og offentliggjort. I et sådant tilfælde vil slutdokumentet blive offentliggjort med pavens signatur ved siden af de delegeredes.

Kort fortalt det betyder, at det organ, der i århundreder har beskyttet trosgrundlaget og den hellige kanon fra at blive ændret – den romerske kurie – nu officielt er blevet sat ud af spil i forhold til at kunne forsvare Kirken mod revolutionerende fornyelser. Ikke alene er den romerske kurie blevet kørt ud på et sidespor, men endnu værre, det organ, der historisk set har skullet identificere, diskutere og beslutte, om der skulle foretages indholdsmæssige ændringer af Kirkens doktrinære tekster og disciplinære regler – det økumeniske koncil, der består af paven og hele verdens biskopper, – er blevet dramatisk beskåret i forhold til sine forrettigheder og unikke stemme, som apostlenes efterfølgere.

Det eneste nye, der er ved Episcopalis Communio, er dens evne til at gennemføre meget hurtige materielle og varige ændringer i Kirkens almindelige liv, og det lader sig gøre på tre måder:

For det første fastsættes den taktik, som blev fremsat og testet af Frans ved den sidste familiesynode, der blev afholdt med to samlinger mellem 2014 og 2015. Som National Catholic Registers Edward Pentin så rammende har beskrevet, den direkte udnævnelse af særlige embedsmænd og konsulenter, som understøttede heterodoxe synspunkter, gav indtryk af, at hele forløbet var fyldt med hindriger. ”Episcopalis Communio vil regulere fremtidige potentielle hindringer ved at gøre synoden til et ”permanent og centraliseret organ, som er placeret udenfor kuriens administration” (jvn. N. 2 EC).

For det andet fremhæver Frans den hidtidige teoretiske bestemmelse i kanonisk lov og sørger derved for, at de biskoppelige medlemmer af synoden bliver garanteret, hvis paven bevilger det, ”myndighed til at stemme” således at det, der bliver vedtaget ved enhver synode, er et produkt af medbestemmelse. Ved at handle således, har Frans gjort sin hensigt klar, nemlig at han ønsker at udøve sin pavelige magt ved at intervenere i stridsspørgsmål. Han har videre klogt ladet spørgsmålet om nødvendigheden af to tredjedeles flertal ved afstemninger blandt synodefædrene ved lovgivning af nye normsæt, stå ubesvaret hen. Yderligere har han på en meget voldsom facon åbnet op, for at lægfolket samt andre agitatorer for forandring kan øve deres indflydelse i aktuelle debatter og samtidig præge det endelige resultat og dermed i sidste instans sammen med synodefædrene være medunderskrivere på slutdokumentet.

Endelig, som det for nylig blev afprøvet af Frans den 5. september 2016, blev hans private anerkendelse af kriterierne fremsat i Básicos para la Aplicación del Capitulo VIII de Amoris Laetitia udarbejdet af biskopperne i Buenos Aires’ pastorale område, og derpå hævet til at være en del af læreembedet i form af et paveligt dekret, en diskret modifikation af de disciplinære regler, som gjorde det muligt at ændre på Kirken officielle doktrin uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, som kunne være i stand til at afværge det.

En lignende prøveballon blev sendt op, da det handlede om at ændre på Kirkens holdning til dødsstraf, da paven først adresserede dette tema for en mindre nærmere defineret gruppe den 11. oktober 2017, og han ophøjede derpå dette til at være en del af Kirkens læreembede den 3. august 2018 ligeledes gennem et paveligt dekret, og videre denne gang også uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, der kunne have ønsket at afværge eller omgøre denne substantielle ændring i Kirkens doktrin. Efter at disse to prøveballoner havde vist, at de kunne flyve uden at blive skudt ned, besluttede Frans sig for at gå videre med at etablere en permanent og mere effektiv og praktisk håndtering af ”forandring” simpelthen ved at ”gentænke” bispesynoden.

Der vil ikke længere være behov for at sende private prøveballoner af sted understøttet af diskrete pavelige modifikationer: der er åbnet op for, at hæresi kan få direkte adgang til Kirkens livsnerve, og det er nu blevet muligt at heterodoks praksis kan blive blåstemplet gennem en synode, og derpå at paven ganske automatisk ophøjer det til at være en del af ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”. Der er ikke længere behov for flere behandlinger, når det handler om at foretage ændringer af normsæt af disciplinær karakter, der derefter skal ophøjes til læreembedet, som teknisk set betyder, at der kun figurerer ufejlbarlige doktriner. Nu er det, der tidligere er blevet ophøjet til at skulle forandre disciplinen, blevet en del af den pakke, som er ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”, og der bliver dermed gjort plads til mulig ufejlbarlig lære.

Episcopalis Communio vil snarere end at øge det fællesskab, der er mellem biskopperne, der er i den eneste sande tro, være løftestang for, at enhver biskop eller lægmand, der vover at stille spørgsmålstegn ved disciplinære normer udstedt af en fremtidig synode, pludselig bliver gjort fredløs og betragtet som afviger, hæretiker og skismatiker, og dette er en perfekt trojansk hest

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 19. september 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/a-perfect-trojan-horse

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når vi er trængt op i et hjørne, så rejser vi os

Overalt omkring os ser vi tegnene på, at skibet er ved at gå ned. Institutioner på stribe er blevet moralsk fordærvede på alle niveauer, og praktisk talt alle disse institutioner har indtaget en position, hvor de tager afstand til det, der er de sidste rester af kristendommen. I århundreder har udspekulerede mennesker i deres sekter i det skjulte og på rituel vis knust den pavelige tiara og kongekrone, og nu er deres dunkle planer ved at blive til virkelighed. Uanset om der er tale om regeringer, universiteter eller vores egne ”nyttige idioter” eller selv det, der foregår i Vatikanet, bliver ondskaben næret som aldrig før, mens det gode praktisk talt negligeres.

I modsætning til dem, der benægter dette, så har det altid været sådan. I virkeligheden står trofaste katolikker helt alene. Ingen vil komme for at redde os. Her i menneskenes verden, har den tilbageværende og trofaste rest ingen i det politiske system, der beskytter dem eller kæmper for deres interesser. Det er rigtigt, at katolikker kan læne sig op ad det ledende hierarki i Den katolske Kirke. Men betragt blot de nyheder, som præger overskrifterne fra uge til uge, så viser de, at de gamle strukturerer i Den katolske Kirke har givet afkald på det, der tidligere var Hendes pligt, og i mange tilfælde ser vi, at Vatikanet modarbejder Kirkens egne medlemmer.

Men dette er kun problemer af samfundsmæssig karakter. Det skib, der udgør Ecclesia militans (Den stridende Kirke), de katolikker, der her på jorden (i de levendes land), som Kristi soldater kæmper mod synden og djævelen, er ved at synke. Dog har de trofaste katolikker erkendt, at de er hævet over alt dette. Vi må øve os i ikke at hænge fast i en materialistisk overbevisning og give dette videre til vores børn. I realiteten hæver vi os over tid og ser udover det timelige. Vi må se frem til – og glæde os til fremtiden.

Gud beder os om at tage det lange seje træk. Mine kære, det er det, vi bør arbejde på. Det lange seje træk for at nå Gud er det, der resulterer i sejrskransen. Vær ikke bedrøvede. Meget er blevet taget fra os, men ikke Helligånden.

Tænk på mulighederne disse tre steder:

Overvej helvede. Disse sjæle er låst fast. De er i en tilstand af rædsel og vanvid. De har gennemgået en forandring gennem fortvivlelse, de hader alt og alle omkring sig. De hader fortid, nutid og fremtid, og på dette tidspunkt i deres eksistens er de fyldt med ondskab mod alt og alle, også mod den Gud, som skabte dem. Der er intet håb for dem. Og som en afledning for den angst, der i en uendelighed vil præge deres bevidsthed, tillades deres opmærksom at blive afledt gennem smerte, for helvedes lidelser er praktisk talt en nådefuld adspredelse fra det evige vanvid, de står i. I livet på denne jord har vi det trods alt ikke så slemt.

Tænk nu på purgatoriet. Ecclesia poenitens, som man også betegner Den lidende (bodfærdige) Kirke. I de flammer, der også omslutter helvede, lutres de dødes sjæle (for deres synder) på en forfærdelig og smertefuld måde. De venter på vores bøn, så de hurtigere kan fare til Himmels. Til tider tillades dæmoner at plage dem, som en slags ”tilbagebetaling”, for det, de har bedrevet, mens de var på jorden. Dog er disse sjæle fyldt med fred og glæde. De ved, at Himlen er deres endelige endemål.

De stakkels sjæle i purgatoriet er begrænsede i deres handleevne. De kan ikke tænke langsigtet i timelig forstand, ej heller kan de evangelisere, og de kan ikke bede for sig selv. De befinder sig i en ”venteposition”, som er præget af smerte. Deres sjæle lutres for det, de har bragt med sig fra denne verden, som der berettes om i Paulus’ 1. brev til korintherne 3: 11-15: Dog, har de mere glæde og fred end de fleste af dem, der endnu er i live.

Vi har derimod langt flere muligheder i dette liv. Vi har nogle positive stier, vi kan betræde. Vi kan sigte mod at nå Himlen, som er vores mål. Vi kan gennem evangelisering forsøge at hjælpe andre mennesker til Himlen. Vi kan mangfoldiggøre os her på jorden, som man ikke kan gøre andre steder. Vi kan få børn og forsøge på at opdrage dem til at blive gode eksempler, der følger Kristus, og som kan have et håb om at nå til Himlen. Vi har også mulighed for at opmuntre hinanden i dette livs kampe, og vi er ikke isolerede, som sjælene i purgatoriet og helvede er det. Vi har også mulighed for at bede for de troendes sjæle, der befinder sig i purgatoriet, så de hurtigere kan komme ind i Himlen. Og i modsætning til sjælene i helvede, bliver vore bønner hørt af Gud, Kristus, Guds Moder og helgenerne.

Helligånden er stadig med os

Denne verdens ”goder” giver ikke adgang til bedre ”vilkår”. Livet på jorden rummer andre goder. Den mest bemærkelsesværdige fordel er, at Helligånden dvæler her, og Helligånden fortsætter med at give os gaver, som forvirrer vores fjender. Ja, det er sandt, at der er fraktioner og mange slette mennesker, som forsøger at ødelægge alt det, som kristendommen har frembragt. Men hvad de ikke ved noget om, er de helt specielle gaver, de troende får, det er gaver, som giver udholdenhed samt energi til at kunne klare den forfølgelse, de udsættes for.

Helligånden har to kategorier af gaver, som Han giver til os. Den første kategori er til dem, som ønsker at følge Kristus, og der er her tale om en række ”hjælpemidler”, som helliggør og styrker os i forhold til de udfordringer, vi vil møde. Dette er gaver, som selv de mørkeste magter og myndigheder spotter og ikke regner for noget. Disse mørkets eksistenser, som er os overlegne, og som er så fulde af magtbegær, at de end ikke ænser betydningen af disse gaver fra Gud. Disse gaver skaber ganske enkelt forvirring hos dem.

Vi har styrken til at kunne frigøre os fra denne verden og se ud over den og glædes i forhold til Himlen, selvom vi endnu ikke er nået dertil. Vi kan holde fast i sandheden ved vor tro på måder som ikke alle kan. Det er Helligåndens nærvær, der leder os ind på og hjælper os til med varsomhed at vælge den rette vej. Vi er blevet givet et ganske specielt mod til at overvinde hindringer, selv hvis det er satan, det er bagmanden for måder, hvorpå tilbedelsen af Gud kan forhindres. For os står vejen åben, og vi er i stand til at være opmærksomme på de farer, der lurer. Helligånden giver os tillid til at følge Jesu Kristi lære. Vores stræben efter frelsen bringer os glæde. Endelig lærer vi at tænke på Gud med ærefrygt og bæven, ligesom en myre, der bliver opmærksom på et menneskes fod ovenover den. At besidde denne evne er helt igennem fraværende hos vores skarpeste fjender.

Den anden kategori af gaver, som Helligånden giver, betegnes som karismatiske og optræder i kristendommens historie. Disse gaver er evnen til at: helbrede, udføre mirakler, profetere, tungetale og bilokation (Det metafysiske fænomen, at en person angiveligt befinder sig to steder samtidig), alle disse vidunderlige og mystiske katolske ting, som man støder på, når man læser om helgenernes liv. Denne anden kategori af gaver er sjælden, og Helligånden skænker kun disse efter Guds skøn. Selvom disse mirakler ikke er blevet gjort alment kendt før mange år senere, efter at de er hændt, bekræfter de og hjælper os til at tro på, at Gud er på vores side, og at Han er i stand til at hæve Sig over det frygtelige, der sker i verden, og at Han ønsker, at vi gør det samme med vores sjæle. Når man ser tilbage på hændelser, der har fundet sted, og som har et karismatisk træk, er dette i stor udstrækning med til at styrke troen hos mange katolikker. Dette er noget, som mennesker i denne verden, der ikke tror, ikke besidder.

Ophøjelsen

I det 21. århundrede står vi ansigt til ansigt med mange udfordringer. Vi må se på en verden, der er ved at bryde sammen, nøjagtig som da Rom faldt. Vi sukker i frustration, og siger til os selv: ”Vi må rydde op efter vores modstandere, når de engang har afsluttet det, som de er i færd med”. På en vis måde er vi rengøringsfolk, der rydder op efter de festlige begivenheder i forbindelse med en nytårsaften. Men i modsætning til dem, der deltog i festen, har vi som rengøringsfolk i en vis forstand og åndeligt set en ”privat sygeforsikring, et medlemskab i et fitnesscenter og en forsikringspolice, som man kan ændre”. Vi har et formål. Det rummer en fortjeneste, når alt er forbi. Ja, vi må starte på ny og genopbygge fra grunden, når denne tid præget af galskab er tilendebragt. Det er en realitet, som vi fuldt ud er bevidste om. En stor del af verdens befolkning tror, at verden er på vej mod sit endeligt. Selvom verden er ved at gå under, ved de, der følger Kristus, at det ikke er slut med denne verden.

Vi kan se ud over – og hæve os over dette. Helligånden giver os gaver, og ved at arbejde (tæt) samme med denne tredje person i Den hellige Treenighed ser vi resultater allerede i dette liv. Vi oplever glæde, fred og tålmodighed og tro, og vi overvinder trængsler, når vi møder nogen. Vi kan praktisere former for godhed og mildhed, som vore modstandere end ikke tør drømme om. Det er ikke uden problemer at leve et passende liv, og det er muligt for os – selv i de mest ”belastede” omgivelser – at leve et kyskt liv. Trofaste katolikker er en slags ”supermennesker”. Trofaste katolikker er jordens salt.

Vore fjender har deres eget lange seje træk, som de skal tage, men det rækker ikke ud over denne dødens spiral. Det er muligt, at forskellige grupper og magter igennem århundreder har lagt strategier, men disse lumske og ondskabsfulde bagmænd har ikke en tålmodighed, der rækker ud over det timelige. Med al tydelighed viser ”statistikken”, at deres åndelige kapacitet ikke rummer den samme udholdenhed, som findes hos troende katolikker. Uden Helligånden er disse mennesker svage og bukker let under. Vi er blevet stærkere af Helligånden. Vi er dem, der har de bedste muligheder. Vi katolikker er dem, der til sidst vil sejre. Efter dommens dag er det dem, der følger Guds Ord, der vil være med ham i Hans by og der give pris og ære til Ham, der har styret tidens gang med fast og sikker hånd. Derimod vil vore fjender kun arve onde dæmoners tilstedeværelse, svovl og mørke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 7. juni 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cornered-rise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan tackler vi følelserne af svigt, bitterhed, sorg og tvivl

Der er ikke nogen grund til at benægte eller bare lade som om, at katolikker, der på afstand følger med i, hvad der sker i Kirken, er chokerede.  Vi åbnede blot en dør, hvorpå der stod ”McCarrick” og fandt på den anden side fordærvelsens sump. Den øredøvende tavshed, som er pavens reaktion i kølvandet på de alvorlige beviser, der er på hans medskyldighed, er kun med til at gnide salt i det blødende sår hos Gudsfolket.

Jeg har bogstavelig talt været fuld af sorg, afsky og vrede. Det, at de onde går stolte og arrogante rundt og praler og lyver og har en forventning om, at katolikker vil sluge deres løgne, som vitaminer man giver til børn, er nok til at gøre en rasende, eller hvis man af temperament ikke er så opfarende, kan det udvikle sig til en dyb depression. De, der har fundet ord til at udtrykke sig, har frembragt en endeløs strøm af artikler og anmodninger, som alle er faldet for døve øre eller er blevet besvaret af tonedøve kardinaler fra Chicago og andre vindblæste byer i USA, der tilsyneladende ikke har nogen fornemmelse for hvilken indvirkning, deres ord har på lægfolket, der er godt trætte af den undvigende adfærd af bureaukratisk karakter, de udviser, samt deres fremhævelse af racisme, økologi, klerikalisme (1) og andre emner, som angiveligt er langt mere relevante.

Følelser af sorg, afsky, bitterhed, vrede, tristhed er følelser, der er gode og rigtige at have på et tidspunkt som dette, da de er en naturlig del af det, som Gud har givet os til at reagere på den ondskab, vi præsenteres for her og nu, samt en truende ondskab, eller når gode ting bliver taget fra os. Men følelser er bestemt til at lede os på vej og videre fremad, så vi kommer ud over selve følelsen og videre til en styrkende åndelig tilstand, så vi kan handle på passende måde. Disse følelser er, selvom de i sig selv er sande og forståelige, ikke endemålet, men nye åbninger for erkendelse og beslutningsdygtighed.

Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker. Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på stormænd” (Sl 118: 8-9) – ja selv Kirkens ”stormænd”. ”Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder” (Sl 40: 5). ”Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til. Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse” (Sl 146: 2-3).

Kan det budskab, der er i Guds ord være mere klart? Kristi Kirke er funderet på apostlene og bygget på Peter, som er klippen, men denne ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke videregiver den ortodokse tro og overdrager os sakramenternes nåde gennem Hendes præster ikke fra dem, de er ikke ”bagmændene” men administratorerne. Deres ord og gerninger bliver også målt i forhold til en sandhed, der ikke kan gradbøjes. Præsterne har ikke nogen særlig adgang til denne sandhed heller ikke til den nåde, som vi er i. Vor Herre, som er nåde og sandhed og alt det, der leder til frelsen, som Han har givet os, er et fælles gode og for alle troende. At tænke anderledes kan klart karakteriseres som klerikalisme.

Vor Herre siger til hver af os: ”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene” (Es 42: 6). ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Hebr 13: 5 og Jos 1: 5). Hvis der er en ting vi ved fra Den hellige Skrift og helgenernes liv, så er det, at ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt” (Sl 34: 19). ”Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke” (Es 42: 16).

Og hvad er vores svar på denne nådefulde gave, hvorved Herren kalder på os, Hans ufuldstændige kærlighed, Hans nærhed og Hans løfte om at frelse os? ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus” (Åb 14: 12). Hvad indebærer kravet om udholdenhed hos de hellige? Frem for alt bøn. Intet kan besejre en mand eller kvinde, der er i bøn. I øvrigt kan djævelen ikke bede, og netop det han hader allermest, er vores bøn. Når vi beder, dynger vi gloende kul på ham og alle hans kumpaner. Det vil sige, at det bedste, vi kan gøre nu, er at bede: forøge vores tilstedeværelse ved Messerne, forøge vor deltagelse i den Eukaristisk tilbedelse, intensivere rosenkransbønnen, forøge brugen af bodens sakramente og intensivere vores bodsøvelser. Vor Herre forsikrer os om, at visse dæmoner kun kan uddrives ved bøn og faste.

Det, der skal være vores hovedsigte, er at holde os tæt til Jesus og gøre brug af alle de ”redskaber” (sakramenterne), Han har givet os i Sin Kirke fra Dens indstiftelse, og vi skal videre rette vores blik på helgenerne samt den visdom, der er i Den hellige Skrift og traditionen. Det har altid været og vil altid være den vigtigste kilde til en reform i Kirken. Tiden er nu til at have en heroisk tro, et stålfast håb og en brændende kærlighed, mens vi råber på vor Frelser: ”Rejs dig, kom os til hjælp! Udfri os, så sandt du er trofast” (Sl 44: 27)

Noter

(1): Klerikalisme er et udtryk, som understreger, at præsteskabet har for stor indflydelse på et eller flere områder. Ofte bliver det anvendt i ateistiske eller humanistiske kredse (kilde: Katolsk minileksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/how-to-deal-with-our-feelings-of-betrayal-bitterness-sorrow-and-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Homoseksuelle biskopper: Kommunistiske og homoseksuelle infiltratorer

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin beordrede kommunister og her specielt homoseksuelle til at infiltrere præstesemiarier

På samme måde som nyheder spredes vedrørende tidligere kardinal McCarrik’s ”åbenlyse hemmelige” livsførelse, og selvom højtrangerende medlemmer af det Den katolske Kirkes hierarki i USA febrilsk forsøger at benægte, er chokket og en stigende vrede hos troende katolikker ved at vokse sig til uanede højder og det med rette.

Mange spørger sig selv: Hvordan kan det være, at det er blevet sådan? Hvordan er det muligt, at så mange homoseksuelle mænd er blevet en del af præsteskabet? Hvordan har de kunnet arbejde sig op igennem Den katolske Kirkes hierarki, så de besætter positioner som ærkebiskopper og endda kardinaler?

Svarerne på disse spørgsmål trækker tråde helt tilbage til en planlægning foretaget af kommunistiske agenter, som i 1920’erne modtog ordrer fra den sovjetiske leder Joseph Stalin. For næsten tre år siden lavede Church Militant et filmet interview med den betydningsfulde Alice von Hildebrand, som er enke efter den meget berømte Dietrich von Hildebrand. Interviewet tiltrak sig på daværende tidspunkt ikke så stor opmærksomhed, men vi har en formodning om, at det vil det gøre nu.

Von Hildebrand gav Church Militant indblik i historien om Bella Dodd, som var en kommunistisk agent og en del af det amerikanske kommunistiske parti fra 1927 – 49. Dodd konverterede til sidst til den katolske tro under vejledning af ærkebiskop Fulton Sheen og blev venner med ægteparret von Hildebrand.

Dette er, hvad Alice fortalte Church Militant, hvad Dodd berettede for ægteparret i 1965:

Kort efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine medsammensvorne til at infiltrere katolske præsteseminarier … med unge mænd, der hverken besad tro eller moral. Man tror selvfølgelig ikke, at nogen … hmm det her er lidt mere kompliceret (jeg håber, du forstår) har en affære med en kvinde. Men hvis det drejer sig om en homoseksuel, så har målsætningen nogle helt andre tragiske konsekvenser … . (Dodd) erklærede offentligt, og jeg gentager offentligt, at hun gennem tyve års aktivitet for Kommunisterne havde rekrutteret ca. 1.100 unge mænd.

At kommunistiske agenter, som var homoseksuelle og som hverken besad tro eller moral, blev placeret på Den katolske Kirkes præsteseminarier i 1920’erne og 30’erne ville forklare en hel del. Og den forklaring, at Dodd rent faktisk var den, som rekrutterede disse mænd, 1.100 igennem en årrække, synes at udfylde de huller i det puslespil, der er med til at tegne et billede af, hvorfor det er gået så galt.

For en god ordens skyld findes der edsvorne erklæringer fra flere vidner, som beviser, at Dodd også har fortalt dem om dette.

Hvis kommunisterne fik placeret homoseksuelle mænd på de amerikanske præsteseminarier i 1920’erne og lod dem påbegynde en infiltration på det tidspunkt, så vil de tidsmæssigt være blevet ordineret omkring 1930’erne og 40’erne, mens de var i midten af tyverne.

Ellevehundrede kommunistiske homoseksuelle aktører kunne i løbet af en periode på tyve år, inden de var blevet rutineret i deres præstegerning, skabe et gigantisk rod i Kirken. Ud af de 1.100 mænd har et større antal ganske givet opnået positioner som biskopper, ærkebiskopper og endda kardinaler.

Og deres primære rolle har været at rekruttere den næste generation af mænd til præsteseminarierne med andre ord de mænd, der var seminarister i USA i 1960’erne og 70’erne, og som blev ordineret indenfor samme tidsrum.

Var det det, der skete? Forklarer det eller bidrager det til en forklaring på, hvorfor der er en så stor tilslutning til – eller (pludselig) accept af homoseksualitet blandt præster i løbet af de sidste tyve år? Det er svært at argumentere mod en sådan konklusion.

Praktisk talt kan enhver afvigelse og ondskab, enhver forfærdelig katekese, ethvert misbrug af Messen, enhver homoseksuel kirkemusikleder, liturgisk leder, ungdomsleder, enhver smudsig homoseksuel affære, enhver homoseksuel biskop eller kardinal taget på fersk gerning, enhver sag om overgreb på børn foretaget af præster, biskopper og kardinaler, enhver omfavnelse af en homoseksuelinspireret agenda i Kirken i disse dage forklares blot ved brugen af denne ganske enkle hypotese.

Kommunismen, som Vor Frue specifikt advarede om i Fatima, og som ville sprede sine fejlslutninger over hele kloden, infiltrerede Den katolske Kirke med homoseksuelle mænd med ordre om at ødelægge Kirken ved at ødelægge præsteskabet. Er der nogen, der kan fremkomme med en bedre forklaring? Er der nogen af biskopperne, der vil vove at træde frem og redegøre for, hvorfor dette kunne være en fejlagtig antagelse?

Vil nogen af Jer, blandt de aldrende kardinaler stå frem og sige, at de ikke havde kendskab til det, der er sket omkring McCarrick – Jer, som har gået på præsteseminariet eller er blevet ordineret i 1960’erne og 70’erne og har arbejdet på en plan med henblik på Kirkens kollaps i Amerika under deres (infiltratorernes) myndighed – træde frem og sige, at dette ikke kan passe?

Kunne nogen af Jer reelt give en forklaring på, hvorfor lægfolket ikke bør sidde med en fornemmelse af, at I er en del af den anden generation, der er udgået fra disse oprindelige homoseksuelle kommunistiske infiltratorer, der havde fået ordre til at ødelægge Kirken? Fordi der ganske enkelt er et sammenfald med at ødelæggelsen af Kirken præcis sker nu, mens I har myndighed, og samtidig ud af det blå bliver det åbenbart, at nogle af de højtrangerende blandt Jer er aktive homoseksuelle eller har dækket over det i en årrække.

De biskopper, der ikke er involveret i dette må vise deres troværdighed for de troende vedrørende denne ondskab, der folder sig ud for vore øjne. Dette må bringes til ophør, og I har magten til at gøre det. Træd frem for Kristus og udryd de af Hans fjender, der er i Jeres rækker. Gør det nu og gør det i offentlighed, mens der stadig er noget, der kan reddes af Den katolske Kirke i USA.

Hold øje med Church Militant for flere nyheder og analyser i forbindelse med skandalesagen om homoseksuelle biskopper og dens videreudvikling.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 31. juli 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/news-episcopal-sodomy-communist-homosexual-infiltrators

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Liberation Theology: KGB Construct or “Real Theology”?

In several public statements, Pope John Paul II said Marxism unduly influenced the work of Gutierrez and others — at one point in 1979 even saying their work “does not tally with the Church’s catechisms.”

Concepts uncritically borrowed from Marxist ideology and recourse to theses of a biblical hermeneutic marked by rationalism are at the basis of the new interpretation which is corrupting whatever was authentic in the generous initial commitment on behalf of the poor.

More

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin ordered communists, in particular gays, to infiltrate seminaries

Stalin, soon after he came to power, ordered his cronies to invade Catholic seminaries … with young men that had neither faith nor morals. Now … the ideal cases: homosexual. Obviously, you don’t suppose that someone … well, it’s much more complicated, you know, to have an affair with a woman. But if you’re a homosexual, and then it was a tragic mission … .  [Dodd] declared publicly — I repeat, publicly — that in the course of the 20 years of activities for the Communists, she recruited some 1,100 young men.

More

Fristet til at forlade Kirken på grund af de mange seksuelle overgreb? Det er præcis, hvad satan ønsker

Her midt i den anden bølge af beskyldninger om – og afsløringer af seksuelle overgreb foretaget af klerikale, der skyller ind over os – en bølge af det snavs, som biskoppelige autoriter har dækket over, og som i årtier synes at have vokset sig større og større, mens den har ramt det ene bispedømme efter det andet samt den ene kirke efter den anden – må vi vogte os for – og hjælpe andre til at være vagtsomme overfor visse forkerte fremstillinger, der ofte benyttes (fordi de er populære), og som altid har det med at dukke op i en tid som denne.

Jeg husker for mange år siden, at jeg læste syv eller otte breve stilet til redaktøren i et ældre nummer af Time magazine, en udgave, som på sin forside havde et billede af en vadefugl smurt ind i olie. Disse breve var skrevet, som en reaktion på Den katolske Kirkes hierarkis meddelagtighed i de seksuelle overgreb foretaget af klerikale, hvilket man med rette var forarget over. Næsten alle brevene afspejlede den liberale holdning, der lå i tiden, og samtidig afslørede disse breve en vis uvidenhed om det grundlæggende i den katolske lære, noget som kun kan betegnes som utroligt.

En herres argumentation kan koges ned til følgende: ”Kirken hævder, at Den taler på Kristi vegne her på jorden og samtidig er ufejlbarlig, men når synden hos de klerikale bringes frem i lyset, siger Kirken, at Hun består af syndere. Hvordan kan det være”. Er der ikke behov for en sondring her?

En kvinde skrev følgende: ”Hvis paven ikke får ryddet op i det rod, som denne krise med seksuelle overgreb foretaget af klerikale har forårsaget, vil jeg med glæde følge efter dem, der allerede har forladt Kirken”. Så paven er altså personligt ansvarlig for al synd, og hvis han ikke straks på mirakuløs vis får sat en stopper for alt det, der er sket, så kan man ”bare” forlade Kirken?

Endnu en herre skrev, at han tror på den katolske doktrin, men helt afviser pavens autoritet samt Kirkens hierarkiske struktur. Det er hovedrystende. Og den samme ”tone” blev benyttet i de resterende breve.

Vi hører også ofte i disse tider om folk, der føler sig fristet til at forlade Kirken til fordel for den ortodokse kirke. Som om det skulle hjælpe noget! Mens vi kan og burde beundre den ortodokse tradition og dens mystiske arv, er den ortodokse kirke langt mere en katastrofe set i forhold til lære og doktrin, end den katolske Kirke er i dag – og videre kan den ortodokse kirke ikke dele den glæde at nyde frugten af skiftende pontifikater igennem tiden. Trofaste katolikker hævder, at Amoris Laetitia er et stort problem på grund af de dele af den, der står i modsætning til Evangeliet, eller (de dele) der tillader prævention, og som står i modsætning til Humanae Vitae, og som i sidste instans er et yderligere skridt mod abort, og disse (to) modsætninger har præget den ortodokse kirke i århundreder. 

Hvad viser disse reaktioner hos katolikker? Først og fremmest står det klart, at troen ikke er blevet formidlet, og at der ikke prædikes om den. Der eksisterer simpelthen en manglende viden om troen; Hvad der er (endnu) værre, er, at der ikke eksisterer nogen bevidsthed om, at man mangler viden om sin tro. Der er her tale om, at en blind leder en blind. En ung mormon har langt større kendskab til Joseph Smiths fantasifulde indgraverede guldplader, end den gennemsnitlige voksne katolik har om Det Allerhelligste Sakramente eller Kirkens lære vedrørende ægteskab og familie. Det viser blot, at mange biskopper og præster har sovet i timen (og vedbliver med at gøre det) og endnu ikke har forstået, hvor omfattende (de negative eftervirkninger) af Vatikan II har været. Det er tydeligt, at formidlingen af troen (katekeserne) stadig befinder sig i en alvorlig krise, og at man på dette område stadig ”står stille”.

Vi kan begynde med at forklare, hvad der menes (og ikke menes) med Kirkens (og pavens) ufejlbarlighed; en skelnen mellem pavens hellige hverv, som fortjener respekt og hans privatperson, som kan være værdig eller ikke værdig til at sidde på Peters Stol, og som må tåle bebrejdelse, irettesættelse og straf; forskellen mellem lydighed og en falsk (udgave af) lydighed. Vi må gøre os det klart, hvorfor Den katolske Kirke og Hendes sakramenter er nødvendige for frelsen, og at vi tror på Kristus, Den Kristus, der helliggør og frelser os. Og vi skal ikke lukke øjnene for, at der er et stort behov for en hovedrengøring i vores eget hus (Kirken), vi kunne jo starte med den hellige liturgi. For den krise, som Kirken gennemlever lige nu, drager en parallel til den udskiftning, man foretog af den traditionelle Messe og sakramenterne, som rummer en stor skat og erstattede det med en ”skrabet” udgave uden (åndelig) næring, og som i alle afskygninger rummer banalitet og misbrug.

Desuden viser disse reaktioner omfanget af de skadelige virkninger, der har præget katolikker i de årtier, hvor de har stået på, samt den smerte og med rette den harme, de føler og det legitime krav, som de fremsætter. Endelig er det kun dem, som er en del af Kirkens hierarki, der kan gøre skaden god. Lægfolket kan undersøge, fremsætte anklager og endda foretage retsforfølgelse, men de systematiske overgreb, som er blevet foretaget af de kirkelige autoriteter, kan kun modvirkes og elimineres ved initiativer iværksat af toppen i Kirkens hierarki. Vi står i øjeblikket med en institution, der praktisk talt kan defineres som dysfunktionel, og det gør det ikke bedre, at man forsøger på at affærdige det hele ved bortforklaringer. Hvis man tør lade sandheden komme frem i lyset, kan det være begyndelsen til en reform.

At forlade Kirken på et tidspunkt, hvor Hun har allermest behov for den troende, er det værst tænkelige, man kan gøre. Det er præcis det, djævelen håber på vil ske: at de troende vil kaste barnet ud med badevandet og miste deres fokus på Jesus Kristus og den plan, Han har med Kirken, og videre lade sig forlede af, at alt dette må handle om Antikrist, og den plan han har for Kirken. Det er netop på et sådant tidspunkt i en krisetid, at der er mulighed for at frembære en heroisk tro, bøn, opofrelse og med iver forøge og bære (åndelig) frugt.

Vi er blevet vant til i en verden, der er præget af medierne, at disse uden samvittighedsnag foretager en bestemt vinkling på – og forvrænger alt nyhedsstof, undertrykker eller forfalsker sandheden og dermed baner vejen for en egen dagsorden. Vi fornemmer på de mange tegn, der kommer fra det katolske hierarki, at de også foretager en bestemt vinkling af tingene, fordrejer, undertrykker og forfalsker sandheden og arbejder ud fra en liberal agenda. I en sådan atmosfære, der emmer af fjendtlighed, må alle katolikker og mest af alt de biskopper og kardinaler, som er trofaste overfor Kristus og Hans Kirke, være lydhøre overfor følgende ord fra Paulus:

Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! (2 Tim 4: 1-2).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 16. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/tempted-to-leave-church-over-sex-abuse-crisis-thats-exactly-what-satan-want

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kærligheden eksisterer midt i ondskaben – hinsides optimisme og pessimisme

I Kirken på jorden, der går sin pilgrimsgang, er det ”fulde fællesskab” i krise. Vi kan se det på den manglende lydighed overfor præster, så vel som det ofte forekommende misbrug af positioner i (Kirkens) hierarki og den medfølgende autoritet, dårlige katekeser og sekteriske tilskyndelser, en plat liturgi og forhutlet teologi, for få (præste- og ordens)kald og kirker, der må lukkes ned, seksuel forvirring og perversion og en kvælende sekularisme. Alle disse problemer (og langt flere) rummer bestemt et socialt aspekt, men det er ikke problemer, der kun berører enkelte lægfolk eller klerikale, det omfatter hele Jesu Kristi Legeme, der består af de troende over hele verden. Mange katolikker i dag lader sig let fange ind i forvirring, modløshed, passivitet og fortvivlelse.

Ikke desto mindre må vi med al vor styrke modstå disse fristelser, fordi de er redskaber i hænderne på menneskehedens (største) fjende, som kun forsøger at hindre os i at stræbe mod hellighed og afvæbne os i kampen for sandheden. Ved at lade denne krise udfolde sig, lærer vor Herre os, hvad det vil sige at tro på Hans forsyn samt at have en tættere relation til Ham, end vi nogensinde har haft før.

Det afgørende er, at vi alt for let undgår at tilskyndes til modstand mod optimismen (”Det er helt sikkert slemt, men grundlæggende er det godt”) og pessimismen (”Kirken er ved at blive revet fuldstændig fra hinanden, og det sker lige foran os, og vi kan intet gøre for at sætte en stopper for det”), men for at overvinde ved Evangeliet bør vi på et dybere plan overveje mysterierne i Jesu Kristi liv. Kirken har til enhver tid fulgt – og vil altid følge i Sin Herres fodspor, ikke kun et sted i verden, men overalt, for at Evangeliets frø kan lægges i jorden. Som det var for Ham, vil der også for Hende være år, der i overvejende grad er præget af uklarhed og fattigdom, nogle (år) af forråelse, smerte og død og endnu andre (år) af opstandelse, sejr og herlighed. Alt dette: fremgang, tilbagegang og en ny fødsel eller gennembrud (opstandelse) vil skiftevis kunne opleves hos den enkelte, i samfund, familier, sogne og bispedømmer.

Overvej følgende bemærkning fremsat af Joseph Ratzinger i Salt of The Earth:

Måske står vi overfor en ny og anderledes epoke i Kirkens historie, hvor kristendommen igen mere vil have form af sennepsfrøet, og hvor den (kristendommen) vil eksistere i små og tilsyneladende ubetydelige grupper, som kontant kæmper mod det onde og bringer det gode ind i verden, der hvor verden ønsker at tage imod Gud.

”Små tilsyneladende ubetydelige grupper”, lyder det ikke som os? Det er historien om David og Goliath, bare i større skala. Ratzinger siger i det samme interview, at kristendommen altid har haft – og vil fortsætte med at have til opgave at ”skabe steder for menneskehedens overlevelse”. En gribende tanke: Steder for menneskehedens overlevelse og ud over det, steder for nyt liv, steder for at genopdage, at blive forynget og genopstå. Set ud fra Ratzingers realistiske tilgang, når der ikke længere er så mange kristne samfund tilbage, så finder man små frø af tro og håb, der er spredt, og som kan slå rod (og vækste), uanset hvor og under hvilke vilkår Helligåndens vind leder dem. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12:24).

Vi er ikke alene, selvom vi ofte kan føle os helt alene, og endda helt forladt. I dette som i alt andet er Jesus, Ham vi må have fokus på, Han er vor hyrde og vor trøst. Han var det ene hvedekorn, der måtte dø, hvis Hans ubesmittede brud skulle fødes ud af Hans gennemborede Hjerte. Vi går ind i Hans ensomhed, ligesom vi går ind til Hans forening med Faderen og Helligånden. Hans uovervindelige kærlighed, som for altid legemliggøres i Kirken og Hendes liv er en garanti for den ultimative sejr. ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden ” (Joh 16:33).

Hvad er mest vanskeligt for den moderne verden at tro på? Man kunne sige Gud eller Jesus Kristus eller Kirken, men måske og mere grundlæggende er vores samtid fristet til at tvivle på selve den mulighed, der eksisterer for en interpersonel kærlighed, uselviskhed, det uhåndgribelige, mødet med åbne arme og loyalitet, den virkelighed, der kendetegner et ægte fællesskab, der byder sine medlemmer velkomne, uanset hvem de er, mens det samtidig udfordrer dem til at blive de mennesker, Gud ønskede, at de skulle blive. Når folk bliver vant til at betragte relationer, som udvekslingsforhold (noget for noget), stridende instinkter eller intern rivalisering omkring magt, bliver disse (relationerne) hurtigt nedslidte, når det handler om ”kærlighed”. Intet eller kun meget lidt er kommet til deres midte af overbevisende erfaringer og vidnesbyrd om, at der er noget, som er værd at leve – og dø for. Selve forestillingen om et ”fælles gode” er forsvundet i en verden af uopnåelige idealer. Frem for alt har de ikke set livets skønhed, skønheden ved mange liv, arbejde og hvile i skøn harmoni, hengivelsen til det højeste og ukvalificerede fælles gode, Den for altid velsignede Treenighed. Det er et vidnesbyrd, vi til hver tid og alle steder kan give verden, blot ved at være tro overfor det fredselskende og fredsbevarende arbejde, der er blevet os betroet, ”elsk de brødre”, som Gud har givet dig, den ægtefælle eller børn eller familie eller venner Gud har ladet komme ind i dit liv og tag imod dem, som var de Kristus.

I den forstand, når det kommer til livet i menigheden, kan vi lære meget af de store ordensstiftere. Der er meget at hente i eksempelvis det, som Skt. Benedikt skriver om at give folk en varm velkomst, hvordan man gensidigt er med til at opbygge hinanden (i en menighed eller ordenssamfund) og frem for alt den fælles vedvarende bøn, det som virkelig er et symbol på en passioneret kærlighed, der forener Kirken med Hendes guddommelige brudgom.

Ja, Gud er allerede allestedsnærværende i Sit nærvær, Sin væren og i Sin magt, og som Skt. Thomas Aquinas siger: Men Han vil mest af alt være til stede i sjæle ved Sin nåde, og ved at Han på mystisk vis er iboende de guddommelige personer. Vi er dem, der må forkynde denne tilstedeværelse: Emmanuel ”Gud er med os”. Da Jesus var på jorden, udgik magten fra Ham til at ødelægge djævelens arbejde og drage sjæle til Sig i et guddommeligt venskab. Den samme Herre er med os indtil tidernes ende, i Sit Mystiske Legeme, i Sit Eukaristiske Legeme og i de gode gerninger, Hans ånd inspirer os til. Han søger altid de mange, dem, der er blevet spredt, og Han stræber efter at gøre dem til ET, samlet i Hans navn, til deres glæde og i Hans herlighed. Lad os holde fast i Ham, at Hans nåde og sandhed må dvæle i os, så vi kan give det videre til verden.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 16. januar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-reality-of-love-in-the-midst-of-evil-beyond-optimism-and-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Femogtyve år senere og jeg er stadig katolik

Jeg fejrede for nylig, at det er 25 år siden, for at jeg konverterede til katolicismen. Når jeg tænker tilbage på tiden, før jeg konverterede, husker jeg, at det var en tid med megen optimisme i Kirken. Det syntes som om, at alle havde en fornemmelse af, at vi var kommet på den anden side af den fuldstændige katastrofe. Det var i 1970’erne og 80’erne, og det var under pave Johannes Paul II, og vi ville snart se Kirken genrejst til Dens tidligere herlighed. Hver uge gik endnu en protestantisk præst over til katolicismen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg resten af mit liv skulle være en del af en Kirke, der robust forkyndte og forsvarede de kristne sandheder og værdier.

Jeg har nu været katolik i et kvart århundrede, heriblandt fem år hvor jeg arbejdede for et bispedømme. Det har været en interessant rejse og ikke, hvad jeg forventede. Jeg følte mig privilegeret ved, at jeg kom ind i Kirken under pave Johannes Paul II, og jeg var bogstavelig talt jublende glad, da kardinal Ratzinger, min favoritteolog, blev valgt til pave i 2005. Men i den tid, der er gået, har jeg været vidne til den ene skandale efter den anden, kriser med præster der har været involveret i misbrugssager (af unge mænd), den ubestridelige homoseksualitet blandt præster, lunkenheden i sognene som var blevet en norm, fejlagtig lære udgået fra alle niveauer i det klerikale hierarki, og jeg kunne fortsætte opremsningen. På mange måder fremstår situationen meget værre i dag end på noget andet tidspunkt i min (korte) tid som katolik. Hvis jeg kunne have set frem til 2017 i 1992, ville jeg så stadig være katolik?

Det er et legitimt spørgsmål, og hvis jeg kun skulle besvare det ud fra en menneskelig betragtning, er mit ærlige svar givetvis ”nej”. En af de primære årsager til, at jeg fravalgte protestantismen, var, at jeg i Den katolske Kirke så den urokkelige klippe, hvorpå jeg kunne stå sikkert omgivet af modernitetens oprørte vande. Et af mine første skridt mod katolicismen blev udløst af min frustration over protestantismens morallære (eller mangel herpå). Jeg var medlem af the United Methodist Church, det støttede brugen af prævention og abort. Da jeg undersøgte andre protestantiske denominationer (trossamfund), fandt jeg ingen, som ikke havde overgivet sig til den moralske relativisme, som gennemsyrer det moderne liv, derfor så jeg i Den katolske Kirke et bolværk af moralsk styrke. Jeg beundrede pave Johannes Paul II og hans vilje til at kæmpe for eviggyldige moralske principper, selvom han oplevede modstand. Hvis man på det tidspunkt havde fortalt mig, at man et kvart århundrede senere på to synoder i Kirken, ville diskutere emner, som ikke kan ændres, såsom utroskab, med den romerske paves godkendelse, ville jeg overveje, om det var det værd at afstå fra min ungdoms religiøse ståsted.

Når jeg fra et overordnet perspektiv ser på, hvad det har betydet for mig at være katolik, er svaret på, om jeg stadig ville være konverteret et utvetydigt ”JA”.

Jeg er stadig katolik på grund af…

Jeg er stadig katolik på grund af Kristi løfter om at ville beskytte Kirken. For mig er det at overvære de hadefulde diskussioner, der foregår i Den katolske Kirke, om det, der ikke er til diskussion, afveget meget fra lignende diskussioner i Metodistkirken. Som metodist var jeg konstant bekymret for, om denominationen ville fortsætte med at tage afstand til den traditionelle morallære og favne alle aspekter af den seksuelle revolution, hvilket man gjorde. Jeg vidste, at der var en ”risiko” for dette, fordi jeg samtidig vidste, at Kristus ikke havde givet noget løfte om at beskytte Metodist kirken mod det, der måtte komme over den. Men som katolik er jeg mindre bekymret. Jeg bliver stadig dybt berørt, når katolske ledere favner løgn og ondskab, og ved at gøre dette forårsager de stor skade på mange sjæle. Men jeg ved, at Den katolske Kirke ikke vil falde og vil vedblive med at være Kristi Kirke. Denne forsikring bør ikke være en undskyldning for, at man tillader, at løgne blive spredt (Dette var en bemærkning, der faldt på en flyvetur, men hvad betyder det?), men det sætter tingene i det rette perspektiv. Hvis man følger alt det, der er Den katolske Kirkes lære, bliver man frelst, så simpelt er det. Ingen anden kirke, denomination eller religion kan hævde dette.

Jeg er stadig katolik på grund af Sakramenterne. Et andet aspekt ved Den katolske Kirke, der aldrig må tages for givet eller blive undervurderet, er Sakramenterne. Man kan gå til en klovnemesse celebreret af en præst, som er transvestit (Jeg formoder dog ikke, at dette nogensinde har fundet sted), og man vil stadig i Eukaristien modtage vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Igen er det ikke for at nedtone det Eukaristiske ”overgreb”, der foretages ved en sådan Eukaristifejring, men det er for at understrege, at vor Herre ikke vil nægte Sig Selv (til nogen) i Sin søgen efter sjæle og i Sit ønske om at give Sin nåde til verden. Som katolik finder jeg det et privilegium ofte at kunne møde Kristus i Den hellige Kommunion og Bodens Sakramente. Nåden skænkes mig hver dag i ægteskabets Sakramente. Dette er gaver, som på en grænseløs måde overgår alle de ”overgreb” de (Sakramenterne) udsættes for af Kristi tjenere.

Jeg er stadig katolik på grund af helgenernes vidnesbyrd. Da jeg var protestant, bestod min viden om kristendommens historie af det første århundrede og det 16. århundrede samt kendskabet til få enkeltpersoner såsom John Wesley (Som var en engelsk teolog, der sammen med sin broder Charles Wesley regnes som grundlæggerne af den metodistiske bevægelse). Jeg havde intet kendskab til den lange række af helgener, som findes i Kirken, dem som gennem deres liv, har bragt vidnesbyrd om Kirkens sandhed. Når jeg ser netop den hellighed, Kirken har frembragt, ved jeg, at Den må være guddommeligt inspireret, ingen menneskelig institution kan rumme sådanne lysende eksempler. Jeg vil være en del af en Kirke, hvor følgende helgener figurerer: Skt. Peter, Skt. Athanasius, Skt. Benedikt, Skt. Frans og Klara, Skt. Theresa af Avila, Skt. Thérèse af Liseiux og Skt. Maximillian Kolbe. Jeg bemærker også, at det synes som om, at de største helgener er blevet til i krisetider i henholdsvis Kirken og verden. De levede ikke i fredstider, så hvorfor skulle jeg have en sådan forventning? Og kan Kirken frembringe så store helgener i tumultariske tider, kan Den måske også lede mig til at forbedre mig.

Jeg er stadig katolik på grund af, at det er sandheden. Jeg er ikke en del af en religion eller denomination eller kirke for at være en del af en personkult, som er centreret omkring dens grundlægger, eller fordi den er uden ”ridser i lakken”. Jeg er en del af Den, fordi Den er sand. Den katolske Kirke lærer sandheden, og at Den er vejen, sandheden og livet. Der er kun én Kirke, og det er Den katolske Kirke. Følger man Kristus, betyder det, at man er en del af Den katolske Kirke. Vælger man en anden vej, vælger man vor Herre fra.

Peter sagde til vor Herre efter at Kristus åbenbarede Sin lære om Eukaristien: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige (Joh 6:68-69). På samme måde når jeg er frustreret over – eller berørt af det, jeg ser ske i kirken i dag, kan jeg kun sige: Herre, hvem skal jeg gå til? Du har indstiftet Den katolske Kirke som vejen til det evige liv; og jeg tror på – og ved, at Hun er Den sande Kristi Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive d. 28. februar 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/twenty-five-years-later-still-become-catholic

( Oersat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)