Category: Church

Når man beskæftiger sig med misbrugskrisen, genopdager man formålet med præsteskabet

Midt i det, der føles som en uendelig og stadig tiltagende krise, hvor præster har foretaget seksuelle overgreb, kan nogle katolikker blive fristet til at rette skyldsspørgsmålet mod den traditionelle måde at betragte præstedømmet på, et aspekt, de ikke har den nødvendige forståelse for. Efter min mening er problemet ikke, at vi anerkender vores klerikale for den position, de er blevet givet af Gud, men at vi betragter deres kald, som et ordinært 8-16 job, fremfor en hellig mission, de er blevet kaldet- og ordineret til af Gud.

Løsningen på denne overgrebskrise er ikke at fjerne det centrale i præstekaldet, men at forny det, så det bliver renset for de laster, der har tilstødt det i løbet af en bestemt historisk periode. Den tid, vi lever i, er blevet ødelagt af den seksuelle revolution i 1968, en betragtning, som pave Emeritus Benedikt XVI fremkom med for nylig i sit brev vedrørende misbrugskrisen. Man kan tilføje, at den tid, vi lever i, også er blevet ødelagt af egalitarisme, horisontalisme og sekularisme, en giftig kombination, der hindrer klerikale, der finder behag i den, at stræbe efter- og glæde sig over den åndelige ophøjethed samt selvopofrelse, der er en del af deres kald.

Præstens position er i Vesten blevet anerkendt i næsten 2000 år, men er gradvist i løbet af de sidste par århundreder blevet nedtonet til noget, der ikke har officiel status eller hellighedens og præstelighedens skær over sig. De fleste af de præster, jeg omgikkes i min ungdom, havde en administrativ rolle, hvor de stod for sognets kommunikation med offentligheden, var værter ved middage, stod for fundraising samt andre lignende opgaver, og hvor de havde overdraget ansvaret for liturgisk planlægning og endda Kommunionsuddelingen til lægfolket, en opgave, som ret beset er betroet præstens indviede hænder. Man kan med rette spørge: hvad er det sket med præsten, denne Guds repræsentant, så mystik og majestætisk?

Prøv for et øjeblik at overveje hvordan de antitraditionelle tendenser, hvis bitre frugt vi fortsat lider under, har påvirket præstens rolle i sognet, samt den måde han anskuer de pligter, der følger af det, han er kaldet til. Der bør ikke herske nogen tvivl om, at præster bør agere som hyrder, lærere og overhoveder for at reflektere deres guddommelige rollemodel, for der er ingen tvivl om, at folk i alle aldre har behov for hyrder, lærere, rollemodeller og ledere. Det klart vigtigste sted, hvor præsten kan udføre disse pligter, er som skriftefader, hvor han kan tilgive syndere deres skyld og føre dem til hellighed, og ved fejringen af den hellige liturgi, hvor han kan forene de troende med de fantastiske og livgivende Kristi mysterier.

Den forkerte opfattelse, som hersker blandt katolikker, at liturgien handler om, at menigheden er samlet for at synge og være sammen, devaluerer præstens egentlige rolle og formål og reducerer ham til en aktør, der fremmer aktivitetsniveauet, der er planlagt den pågældende søndag formiddag. Men hvorfor skal det være præstens opgave? Det er svært at finde et argument for, at en anden person i menigheden ikke kunne påtage sig varetagelse af de administrative opgaver, der knytter sig til søndagens Højmesse. Den utilitaristiske reduktionisme har sin del af skylden for, at nogle katolikker ihærdigt og vidt og bredt taler om ”kvindelige diakoner”. Jeg tør vædde på, at hvis kvindelige diakoner blev involveret i arbejdet omkring den højtidelige latinske liturgi, som varer i et par timer, ville de ikke være nyttige i dette arbejde, (for tingene skal i deres optik ordnes i al hast, så vi kan komme videre med andre ting).

Når troens mysterier og tilbedelsen af Gud skubbes i baggrunden, og når Kristi lære og Hans Kirke skænkes meget lidt opmærksomhed, og ingen mere gør brug af bodens sakramente, så mister præsten sin eksistensberettigelse. Hvis mennesket egentlig ikke er en synder, hvorfor har det så brug for den sakramentale absolution? Hvis mennesket ikke er kaldet til at arbejde med frygt og bæven på sin frelse, hvorfor har det da brug for Livets Brød? Når det ikke drejer sig om sult. Det er ikke underligt, at Fr. pastor synes, at dagene er ensformige. Han er ikke længere overhoved og giver ikke lægedom og føde til sjælene ved Den inkarnerede Gud.

Efter at have taget del i en hurtig og intetsigende Messe i det sogn, jeg tilhører, slog det mig, hvorfor præstedømmet i visse dele af verden bliver mere ligegyldigt: præsten er ikke længere den, der leder, lærer fra sig og helliggør. Det, der gør, at han har en eksistensberettigelse, er, at han frembærer Messeofferet for Gud på menighedens vegne, og den opgave skubbes i baggrunden. Overtager katolikker i et stort omfang den protestantiske opfattelse af præstedømmet, tilintetgøres det ordinerede præsteskab. Hvis menigheden er, som progressive liturger mener den egentlige celebrant, og præsten kun er en repræsentant, der udfører arbejdet for dem, er han blot en herliggjort lægmand, som har den misundelsesværdige ”ære” at bære en farvestrålende beklædningsgenstand og sidde på en træudskåret trone. Selvfølgelig er ikke attraktivt at leve i cølibat og blive sat op på en pedestal i en tid, hvor alt det, der er godt måles i forhold til kødeligt begær og bekvemmelighed. I manglen på åndelig stræben genereres alligevel en ”trang” efter det, der er helligt, og derfor er det ikke overraskende, at vi uophørligt må lytte til højlydte røster, der agiterer for gifte præster.

Vi bør ikke være blinde for årsagen til, at protestanterne straks afviste cølibatet i det 16. århundrede. Hvis præsteskabet ikke er blevet indstiftet af Kristus, for at verden kunne have et stort antal ”alter Kristus’er”, og man i stedet udvælger visse mennesker til vedvarende at udføre det hellige arbejde, som Den evige Ypperstepræst udfører, da er der intet grundlag for at skelne mellem lægfolk og præster, eller at der skulle være noget særligt ved det at være præst. Protestanterne vidste fra starten, at en menighedsbaseret forståelse af Kirken eliminerer både den hierarkiske struktur i Kirken og Messeofferet. I en menighed, hvor alle er ligeværdige, vejledes og helliggøres den enkelte ved inspiration fra Helligånden.

Misbrugskrisen og den konstante agiteren for cølibatets afskaffelse, synes overordnet set at være to modsatrettede størrelser, men i realiteten er de to sider af samme sag, for de udspringer nemlig begge af, at man har forkastet mysteriet, der ligger i, at præsten er lig Kristus og samtidig har tilsidesat det heroiske og åndelige i dette hans specielle kald, som er ment, som en velsignelse for hele Kirken. Hvis vi ønsker gode og hellige præster og mange af dem, er det eneste, vi kan gøre at genskabe en traditionel katolicisme, som værdsætter præstedømmet som det, dette kald betinger. Alt andet vil kun afføde mere af det, vi allerede kender til, nemlig misbrug, det være sig af kriminel eller ubevidst karakter.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-dealing-with-abuse-crisis-means-rediscovering-the-purpose-of-priesthood

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vores åndelige reaktion på skandaler og overgreb

Jesus sagde til sine disciple: ”Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det” (Luk 17: 1). ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16: 33).

I de seneste måneder er der aldrig i forbindelse med Den katolske Kirke blevet talt så meget om et ord på to stavelser: Skandale, et ord, der er forbundet med bitterhed, og det, der er ubeskriveligt. Det er, som om verden, kødet og djævelen, som er de sekulære mediers talerør, jubler i kor over, at de har været i stand til at fjerne mange menneskers fokus fra Kristus vor Konge ophøjet på korset og mod den afgrundsdybe sump af menneskets svaghed og synd, herunder ikke blot stanken fra de synder, der er begået af klerikale, men også synder som ambition, løgnagtighed og kujonagtig adfærd blandt visse biskopper.

I modsætning til det paver nogle gange kan få sagt på deres dårlige dage, bør vi på ingen måde ignorere beskyldninger om ondskab bedrevet af biskopper, som om de kom fra djævelen. Alt for mange skrankepaver har grebet dette an ved at forsøge på at overbevise sig selv om, at det ikke var så slemt, som det så ud til, eller at det ikke havde nogen egentlig betydning, man har sagt, at det er ukristent at boltre sig i bagvaskelsens mudder eller fremsætte injurier.

Jeg tror dog, at vi bør se på den ondskab, der er omkring os og isoleret i os i lyset af korset. Det er alene Vor Herre Jesus Kristus, der kan give os styrken til at møde en ondskab af en sådan størrelsesorden og overvinde den. I Hans sandhed ser vi vore synder, i Hans kærlighed ser vi vor frigørelse, i Hans nåde finder vi konstant den hjælp, vi har behov for. Han er Den eneste, som kan bringe hver eneste af os til sand omvendelse for vore synder og læge os. Dette er således den måde, hvorpå vi håndterer skandaler på kristen vis: når vi ønsker at bede for biskopper eller kardinalers omvendelse og frelse med henblik på, at retfærdigheden i Kirkens regi må ske fyldest.

Her er noget, som er nødvendigt at adressere til alle kristne og især dem, hvis tro rokkes på grund af skandaler: det grundlæggende mirakel eller det mirakuløse for Den katolske Kirke er ikke Hendes fuldkommenhed, men Hendes eksistens.

Det er sandt, at Den hellige Moderkirke viser os et utal af eksempler på stor hellighed hos helgenerne, de er blot åbenbaringer af, hvad Kirken er kaldet til at være og med garanti blive til, og det er ikke et demokratisk tværsnit af, hvad Hun egentlig er. Det, der er forbløffende, er, at noget sådant som Kirken eksisterer i den faldne verden, som et åndeligt tempel hvori Guds evige liv deles med mennesket, og hvor Gud i sandhed bliver vores ved velsignet nåde, og hvor Guds Lam bliver føde for os i Eukaristien. I Kirken er der grunde nok til, at man kan undre sig i uendelig mange stunder. Ondskab nedtoner og reducerer Kirken i vor midte, men den kan aldrig udslette det mirakel, at Hun eksisterer eller giver de gaver, Hun ønsker til menneskeheden og gøre dem mindre fantastiske og prægtige, end de er.

Aldrig har noget menneske talt sådan” siger Evangeliet om Jesus (Joh 7: 46). Jeg har tit fortalt mine studerende, at jeg er kristen, fordi jeg er forelsket i Jesus Kristus ”Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2: 20), og jeg er romersk-katolsk, fordi der ikke er nogen anden måde, hvor man kan være sikker på at have Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, bortset fra at tilhøre det kommunitet Han grundlagde og gøre brug af alle de midler (sakramenterne), Han betroede det.

Når jeg ser de synder, der er i mig, og jeg ser det fordærv, der er omkring mig selv i toppen af Kirkens hierarki, siger jeg med Simon Peter: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6: 68). Ingen kan ændre på Hans ord, ej heller på det løfte Han giver med Sin død og opstandelse, heller ikke nåden, Han giver til den nedbrudte. Det er det, der bringer mig fred og glæde, hvis jeg blot stopper op og genkalder mig, hvad Jesus har gjort og gør for mig og for så mange andre, der stræber efter at følge Ham

Kun hvis jeg bliver en helgen, kan jeg gøre en forskel for enhver, der enten er udenfor eller indenfor Kirken, og den eneste måde hvorpå man bliver en helgen, er at blive et med Jesus på korset. Vi står under korset med Maria og Johannes i det smertelige øjeblik, hvor alt håb synes ude, da Kristus dør i smerte og udånder, og stormen begynder. Selv efter opstandelsen er Kirken tilstede og forlader ikke korsets fod. Bruden må lide på samme måde, som brudgommen led, hvis Hun fuldt ud skal dele den sejr, som Han vandt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 17. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/our-spiritual-response-to-scandals-and-abuses

(Oversat af Morgens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Eukaristisk tilbedelse er et af de bedste svar på overgrebskrisen

Som en reaktion på uroen i den katolske Kirke har det lokale sogn, hvor jeg kommer, indført en hellig time for soning hver fredag fra kl. 18 – 19. Første gang var sidste fredag på dagen for Korsets ophøjelse. Da jeg knælede og så på Vor Herre i monstransen, fornemmede jeg en enorm fred, og jeg vidste qua min tro, at Han for altid er Hovedet for Kirken, Den, der er den altid trofaste brudgom og Den, der for altid vil herske og dømme alle. Han holder Kirken i Sine hellige og ærværdige hænder, ligesom en hostie, der er parat til at blive opofret, og enhver af os kan være nærværende for Ham, hvis vi ønsker det, da Han altid er nærværende for os.

Jeg spurgte Ham om, hvorfor Han tillader, at Kirken blive tynget under den enorme vægt af synd, utroskab, forræderi og snavs. Hans tilstedeværelse, Hans stilhed i styrken og befalingen, Hans uforgængelige kærlighed var et svar, der var langt bedre, end nogen ord, og jeg vidste, at Han opfordrede mig til at have en større tro, tillid og være mere oprigtig i min bøn. Selvom det er godt at bede (senere i løbet af timen med Eukarististisk tilbedelse) litaniet til Jesu Allerhelligste Hjerte samt en række bønner og sange, var det bedste for mig i denne time, den stille tilbedelse. ”Jeg så på Ham, og Han så på mig”. Der, hvor Herren er, der er løftet om sejr over alle ondskabens magter.

På dette tidspunkt i historien skyller nyhederne ind over os fra alle sider, og langt de fleste er dårlige, fordi det, der er ekstremt skandaløst og ren ondskab, når det bliver åbenbaret i sin afstumpede kompleksitet og godkendes af og sværges troskab til af Kirkens hierarki, de, der skulle vejlede os til hellighed eller være vores rollemodeller i forhold til hellighed, derfor findes der ikke noget bedre for nogen af os, end at vi forpligter os til at deltage i en hellig time hver uge. Det kan være, at man er i en situation, hvor man skal hjælpe og sørge for andre, man kan have en travl hverdag samt uendelig mange gøremål, men det bør ikke have nogen betydning, thi dette er, hvad vi bør gøre for vores Kirke, for vores klerikale og for os selv, fordi det rent ud sagt er fornuftigt.

De mennesker, der ikke allerede er bekendt med at tage del i Eukaristisk tilbedelse, vil undre sig: Hvad skal jeg foretage mig under tilbedelsen? Skal man medbringe en bønnebog eller litteratur med åndeligt indhold eller min rosenkrans?

Selvfølgelig kan man medbringe disse ting og gøre brug af dem, hvis det er det, man ønsker. Men den bedste ting man kan gøre er at være i stilhed foran Herren og ære Ham med sin opmærksomhed, og tale til Hans hjerte og lade Ham røre dit hjerte. Jeg holder meget af dette uddrag fra Fr. Willie Doyle, SJ (marts 1873 – 16. august 1917), en katolsk præst med helgentræk, som blev dræbt på slagmarken i 1. verdenskrig, mens han gjorde sin pligt som feltpræst. Han skriver:

Prøv at varme dig i Guds kærlighedssol, det gør du ved at knæle ned foran tabernaklet ganske som, hvis du sætter dig ned for at nyde det varme solskin, du foretager dig ikke noget bortset fra at elske Ham, men forstå dette og i løbet af den tid, hvor du sidder ved Hans fødder, og især når det er tørt og koldt, falder nåden på din sjæl, og du vokser hurtigt i hellighed.

Jeg mener, at den bedste bøn, man kan gøre brug af, er at knæle ned i stilhed og lade Jesus strømme ind i ens sjæl.

I en af de bøger som hører til mine favoritter, In Sinu Jesu: When Heart Speaks to Heart – The Journal of a Priest in Prayer, siger Herren noget, som ligner det, der er beskrevet i uddraget ovenfor:

Det er nok for Mig, at du opsøger Mig og forbliver i stilhed i Mit nærvær og er tilfreds med at være sammen med Mig. Jeg har ikke brug for dine tanker eller ord. Det er nok for mig, at du bringer Mig et tilbedende hjerte fyldt med kærlighed og taknemmelighed for Mit nærvær i Det allerhelligste Sakramente. … For dig er der ikke noget mere gavnligt. Du må bruge tid på at være tæt på Mit Eukaristiske Hjerte. I Mit nærvær giver Jeg det til din sjæl, som Jeg ønsker, at du skal have samt alt det, Jeg ønsker, at du skal have viden om. Du er nok ikke klar over dette, mens det sker, men senere vil du erfare frugten og virkningen af den tid, du har været i Min nærhed. … Det er, hvad Jeg ønsker af dig: tid du har ”spildt” i Mit nærvær. Tid, der er blevet givet til Mig for Min skyld.

Det er det, Vor Herre venter på: et tegn fra os, et umiskendeligt tegn, at vi elsker Ham for Hans skyld og over alt. Når mange af os beslutter os for at elske Ham på netop den måde, med hele vort sind, med hele vort hjerte, med hele vores sjæl og med al vor styrke, kan vi være sikre på, at nye strømme af nåde flyder ind i Kirken.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 21. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-eucharistic-adoration-is-one-of-the-best-responses-to-abuse-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Synoden og dødsrigets porte

I løbet af oktober måned har trofaste katolikker oplevet angst, vrede, forvirring og endda fortvivlelse. De rapporter, der kommer fra Rom, som omhandler synoden, har sendt katolikker ud på det, der bedst kan betegnes som en rutsjebanetur. Først var der forlydender om, at man ved synoden skulle stemme om, at åbne op for at skilte og gengifte katolikker vil kunne modtage Den hellige Kommunion (1), men derefter opstod der rygter om, at dette forslag fra kardinal Kasper var blevet taget af bordet (2). Spørgsmålet omkring homoseksualitet har også været oppe at vende ved synoden (3). Pave Frans har proklameret etableringen af et nyt dicastery (en kongregation), der tager sig af spørgsmål vedrørende familien og familieliv (4), og paven har samtidig udbedt sig forslag til, at Kirken kan blive decentraliseret.

Imidlertid har alt dette ledt mange katolikkers tanker hen på den profeti, Vor Frue gav i Akita (5), hvor hun fortalte, ”at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”, og dette kan ses i lyset af, at nogle prælater angiveligt har et ønske om implicit at manipulere med synoden. Midt i alt dette er der et skriftsted, som mange trofaste katolikker tyer til, og det er det skriftsted, hvor Vor Herre siger, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”.

Mattæusevangeliet kapitel 16: 18 er et passende skriftsted at overveje i denne tid, der er præget af en forvirring, der synes at sprede sig til – og berøre flere dele af Kirken.  I dette skriftsted siger Jesus: ”Og jeg siger dig, at du er Peterog på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Den almindelige forståelse af, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, er, at Kirken ikke vil undervise de troende i vildfarelser, altså forhold, der strider imod Kirkens lære og embede, og at Kirken ikke vil blive udslettet fra jordens overflade. Men måske er det muligt at finde frem til en anden gyldig fortolkning. Det synes som om, at man også kan henvise til, at Kristi Kirke er grundlagt på en klippe, som betyder, at Kirken står fast og er uden fejl. Derfor har den del af skriftstedet vedrørende dødsrigets porte måske en anden betydning.

Lad os opdele dette skriftsted i tre og undersøge disse enkeltdele nærmere:

1.      Og jeg siger dig, at du er Peter (klippe),

2.      og på den klippe vil jeg bygge min kirke,

3.      og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Den første del af det, Vor Herre siger, handler om en navneændring fra Simon til Peter. Vor Herre definerer Peter som en klippe, som noget, der står fast, et fundament. Ligesom Gud indgraverede De ti Bud på stentavler, for at markere at disse Bud står fast og absolut ikke kan ændres. På samme måde karakteriserede Vor Herre, Simon, som en klippe (Petrus), og vi ser her, at Vor Herre understreger, at den lære, der udgår fra Peter, står fast og dermed ikke kan ændres.

Den anden del af dette skriftsted omhandler fundamentet for Kirken, som er Peters læreembede samt den ufejlbarlighed, der knytter sig til det. Da Vor Herre indstiftede Sin Kirke på den klippe, som er Peter, viste Han tilbage til en anden af Sine lignelser. Der er tale om lignelsen om de to huse, der bliver bygget på to forskellige slags grundlag, det ene på klippen og det andet på sand. I denne lignelse fortæller Vor Herre følgende:

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen” (Matt 7: 24-25).

Det er gennem denne lignelse kombineret med, at Vor Herre indstiftede Sin Kirke på klippen kaldet Peter, at Vor Herre gør det klart, at Kirken står fast. Kort sagt, Peter er en klippe, hvis lære aldrig vil være præget af vildfarelser. Kirken er bygget på denne klippe, og uanset hvor forfærdelig verdens tilstand er, vil ”huset” ikke falde.

Den tredje del af skriftstedet Mattæus kapitel 16: 18 er imidlertid det mest forunderlige. Vor Herre siger: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Det græske ord for port i denne sammenhæng er pulai, og netop dette ord har nogle af kirkefædrene antaget, at det skulle betyde autoritet eller magt. Så på en måde henviser ”dødsrigets porte” til satans rige og dettes magt eller autoritet, som benyttes i dets stræben efter at ødelægge Kirken. Forstår man det på den måde, giver det mening at sige: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, som er det samme, som at sige, at ” dødsrigets magter ikke vil sejre”. Og selvom vi burde forstå denne linje på netop den måde, så må vi antage, at der også i disse linjer ligger en bogstavelig betydning, rettet til os. Set i det lys indebærer det, som Vor Herre siger, at der er tale om en defensiv position som i ” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Men forstår man det bogstaveligt, er det Han siger ikke af defensiv karakter, men offensivt, og det ganske enkelt, fordi porte ikke er et våben, der benyttes offensivt.

Lad os derfor undersøge to historier fra det gamle Testamente for at se, om vi kan finde frem til det, Vor Herre mente. Den første historie finder vi i Dommerbogen:

Engang gik Samson til Gaza. Der så han en skøge, og han gik ind til hende. Da gazitterne fik at vide, at Samson var kommet, omringede de stedet, og hele natten lå de på lur efter ham ved byporten. De lå stille natten igennem, idet de tænkte: ’Så snart det bliver lyst, vil vi slå ham ihjel’. Samson blev liggende til midnat. Så stod han op og greb fat i portfløjene og de to dørstolper, rykkede dem op sammen med portslåen, tog dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af bjerget ved Hebron” (Dom 16: 1-3).

I det gamle Testamente optræder en karakter kaldet Samson. Han er det, man kalder en typologi, det vil sige, at han er et billede på en person eller hændelse, der vil komme i det nye Testamente. Samson er en typologi på Vor Herre Jesus Kristus og Kirken. I dette meget korte skriftsted, der ikke synes at foreskrive nogen i – eller noget, der skal foregå i det nye Testamente, optræder en episode, hvor Samson sover ved sine fjenders byport, mens de gennem hele natten ligger på lur efter ham, så de kan slå ham ihjel. Samson gør det, efter han er vågnet, at han griber fat i portfløjene og de to dørstolper og rykker dem op sammen med portslåen og tager den på sine skuldre og bærer dem op på toppen af bjerget. Det, at Samson bærer byporten på sine skuldre op på toppen af et bjerg, er et tydeligt billede på Vor Herre, der bærer sit kors op på Golgata. Ser vi på Samson, som en typologi for Kirken, så er det interessante her, at han bærer sine fjenders byport på skuldrene. Der er to ting, man bør hæfte sig ved i den sammenhæng. Det er ikke kun gazitternes ønske om at slå Samson ihjel, der blev forpurret, men også byens porte var i bogstavelig forstand ikke i stand til at modstå Samsons enorme styrke.

Lad os nu gå videre med den anden historie fra det gamle Testamente, der handler om Josvas sejr over byen Jeriko. Jeriko var en by, der var alment kendt for sin ondskab og vederstyggelighed, og det var af den grund, at Josva efter at have erobret byen med sværdet lagde band på alle, der var i byen både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler, og han lader endvidere byen brænde med alt det, der er i den. Den eneste, der blev sparet, var skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, fordi hun havde hjulpet Josvas spioner ved at skjule dem. Yderligere, efter at Josva havde ladet byen nedbrænde, udtalte han følgende forbandelse over byen: ”Forbandet af Herren være den mand, der går i gang med at genopbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte søn at lægge grunden og hans yngste søn at sætte porten”. Det centrale er her, at Jeriko er et billede på helvede.

Allerede i begyndelsen af denne historie om Jerikos fald til Josva, bliver vi fortalt, at ”Jeriko var lukket og låst for isralitterne, ingen kunne gå ud eller komme ind” (Jos 6: 1). Man betragtede Jerikos mure, som uigennemtrængelige, og som Den hellige Skrift antyder, var der tale om en ”forsegling” af byens porte. I Femte Mosebog gives der følgende beskrivelse af byen: ”Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer” (5 Mos 9: 1). Men Jeriko, der var stærkt præget af ugudelighed, faldt ikke ved våben, men ved tro. I Hebræerbrevet kapitel 11: 30, læser vi: ”Ved tro faldt Jerikos mure, da isralitterne i syv dage havde gået rundt om dem”.

Jerikos mure faldt, fordi Josva gjorde, som Gud befalede … gennem bøn og lydighed, og ved at man bar Arken rundt om byen, og på den måde ”faldt byens murværk sammen” (Jos 6: 20). Jerikos mure kunne ikke modstå Israel. Mere specifikt så kunne byens murværk ikke modstå de bønner, der kom fra præsternes bønner og det, at de stødte i hornene, og at de bar Arken rundt om byen.  Tager man udgangspunkt i de formuleringer, der benyttes i det nye Testamente, ville et lignende slag blive anført af bedende præster og biskopper, der ville bære Den nye Ark, som er Den hellige Moder, Jomfru Maria. Kort sagt, det udsagn Vor Herre fremsætter: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er en offensiv formulering og dermed ikke en formulering om et forsvar. Da Vor Frue er Den nye Pagts Ark, leder det vore tanker hen på Hendes ord i Fatima: ”Til sidst vil Mit Ubesmittede Hjerte sejre”.

Når Kirken foretager et angreb på dødsrigets porte, er dødsriget forsvarsløst. Hele portkonstruktionen til dødsriget vil blive væltet omkuld, og murværket vil falde sammen. Gud sagde til slangen i Edens have: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15). Kort sagt, dødsrigets porte har ingen chance i sin kamp mod Kirken og kan egentlig blot vente på den dag, hvor Hun knuser dets (dødsrigets) konstruktion. Vor Herres løfte om, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er ikke et udsagn, der henviser til udholdenhed, men nærmere et jubelråb om at følge Vor Frue, mens Hun stormer frem mod fjendes porte med det eneste mål at erobre og vinde.

Så frygt ikke, vær ikke vrede, forvirrede eller ængstelige, grib derimod Jeres våben … den hellige rosenkrans… og tag del i slaget mod dødsrigets porte med følgende på sinde, som er blevet sagt af Judas Makkabæeren:

Men Judas svarede: Det kan let ske, at mange bliver overmandet af nogle få, og for himlen er det lige nemt at skaffe sejr, uanset om vi er mange eller få. At vinde i krig afhænger jo ikke af hærens størrelse; nej, kraften kommer fra himlen. De drager imod os i al deres overmod og lovløshed for at udrydde os og vore kvinder og børn og for at udplyndre os; men vi kæmper for vort liv og vore skikke. Han selv skal besejre dem for øjnene af os. I skal ikke frygte dem!” (1 Makk 3: 18-22).

Vor Frue, Du som sejrer, bed for os!

Noter

1: Link til uddybende artikel: https://cruxnow.com/church/2015/09/15/list-of-participants-augurs-another-rollicking-synod-on-the-family

2: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/communion-for-divorced-and-remarried-abandoned

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/video-romanian-doctor-at-synod-says-leninist-minority-are-hijacking-it-with

4: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/pope-creates-new-dicastery-for-the-family

5: Link til uddybende artikel: https://www.ewtn.com/catholicism/library/message-from-our-lady–akita-japan-5167

6: Link til bog om emnet: https://www.ignatius.com/Product.aspx?ModelNumber=RVS-E

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er offentliggjort på Lepanto Institute den 26. oktober 2015. Den kan læses på: http://www.lepantoinstitute.org/faith-and-life/the-synod-and-the-gates-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lange kamp for kvindelige katolske præster er ved at nå sit højdepunkt

Skt. Gallen mafiaens lange kamp (1) for at forandre præsteskabet har nu nået et afgørende punkt. Mørket er begyndt at sænke sig over det, der er vigtigste for præsteskabet, mens slaget bliver udkæmpet ved Amazonassynoden.

Kort tid efter, at synoden var blevet påbegyndt, indrømmede biskop Erwin Kräutler, at synoden ”måske var” et skridt på vejen mod kvindelige præster (2). Den noget ”eksplosive” indrømmelse fremkom, efter at han allerede havde udtrykt sin støtte til kvindelige diakoner, og han sagde ved den sydonale pressekonference, at de indfødte ikke forstår cølibatet. Det er værd at notere sig, at blot få måneder før synodens start deltog Kräutler i et ”hemmeligt” præ-sydonalt møde (3), hvor man arbejdede med forslag om ordination af gifte mænd samt kvindelige diakoner. Fire andre deltagere udover Kräutler var kardinalerne Hummes, Baldisseri, Czerny og Schönborn (4), og disse kardinaler er en del af den kommission (5), der er ansvarlig for udfærdigelsen af synodens slutdokument.

En anden deltager ved dette ”hemmelige” formøde var kardinal Walter Kasper, som er én af hovedpersonerne i Skt. Gallen mafiaen.

Skt. Gallen mafiaen, der har levet sit helt eget – og tilbagetrukket liv, har i skjul lagt trædestenene for den revolution, vi nu er vidne til. Deres arbejde begyndte i slutningen af 1960’erne/i starten af 1970’erne, hvor de argumenterede kraftigt for en ordination af gifte mænd (6). Dette fremgår af biografien om kardinal Godfried Danneels, som er én af mafiaens hovedaktører, at mafiaen på et mere overordnet plan har drøftet muligheden for kvindelige diakoner under deres tilbagevendende årlige møde i Schweiz. I biografien beskrives arbejdet for kvindelige diakoner som et afgørende skridt mod en større forståelse for kvindelige ordinationer. Ifølge biografien mente Danneels, at der er bibelske og historiske belæg for en ordination af kvinder, men han var samtidig påpasselig med at ”lufte” sine synspunkter vedrørende dette emne offentligt.

Kardinal Carlo Martini S.J., leder af mafiaen og pave Frans ”forløber” (7), var mindre forsigtig med sine udtalelser om dette emne. I begyndelse af 1990’erne gav han en lang række interviews, hvor han åbenhjertigt fortalte om, hvordan han ville skabe forandringer af omvæltende karakter i præsteskabet. I et interview i 1994 med Le Monde blev jesuitten stillet følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe en åbning for, at præsteskabet også kan rumme gifte mænd? Han insisterede på, at ordinationen af gifte mænd kun skulle foretages, hvis der var særlige grunde. Dette var et forvarsel i forhold til det væsentlige emne, der er blevet diskuteret på synoden.

Vedrørende kvindelige præster indrømmede Martini i 1993, at hvis man gik for hurtigt frem, ville det resultere i et skisma, og det er det samme argument, der lægges frem i Peter Hebblethwaite’s bog The Next Pope. Ikke desto mindre sagde Martini:

”Når det kommer til selve spørgsmålet om ordination af kvinder, så er det min holdning, at vi bør nærme os dette skridt for skridt, så vi gradvis når frem til en løsning, der ikke kun er ”spiselig” for de progressive, men også for den resterende del af Kirken … Men jeg ser foran mig, at dette ikke kun tager år, men årtier, og det vil indebære mange kampe”.

Derpå fremkom han med en indirekte antydning af, at der ville komme forandringer efter årtier med mange kampe, som han fik formuleret på følgende spydige måde: ”Når folk stiller mig dette spørgsmål, og det er som regel amerikanere, der gør det: ”Vil vi få kvindelige præster”? Så er mit svar: ”ikke i dette årtusinde”.

Nogle har spekuleret i, at netop dette interview var løftestangen, for at pave Johannes Paul II offentliggjorde dokumentet Ordinatio Sacerdotalis fra 1994, som erklærede, at de troende ”definitivt” må stå fast på, at ”Kirken på ingen måde har autoritet til at skænke ordinationen til kvinder”. Martini syntes ikke at lade sig mærke af denne pavelige udgivelse og betegnede dokumentet som ”afgørende”, selvom han i bund og grund modarbejdede det. Som Peter Hebblethwaite henviser til i sin bog The Next Pope, at blot tre dage efter at Ordinatio Sacerdotalis er blevet offentliggjort, udtaler Martini ved en Eukaristisk kongres i Siena, at: ”paven intet har udtalt om ordination af kvindelige diakoner”. Vedrørende kvindelige diakoner i fortiden, sagde han: ”jeg tror, at man har forsøgt at holde ’en dør på klem’ for denne mulighed”. 

Senere i bogen Night Conversations with Cardinal Martini priste jesuitten igen kvindelige diakoner og sagde ”vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”. Han forklarede, at han personligt havde opmuntret overhovedet for Church of England til at udvise ”mod”, når det handler om ordination af kvinder, og samtidig ”tage en chance, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet”.

Mafiaens hensigt med at stræbe efter en ordination af gifte mænd samt kvinder er foregået gradvist og i smug, og arbejdet har igennem årerne for det meste budt på hårdt slid og modstand. Men ”projektet” har fået fornyet styrke under pave Frans og dennes pontifikat. Paul Vallely’s bog Pope Francis: The Struggle for the Soul of Catholicism beretter om følgende: da Kräutler spurgte paven om gifte mænd kunne ordineres, svarede paven kort og klart: ”tror du ikke, at jeg godt ved det”. Senere da en rådgiver stillede spørgsmålet om gifte præster, svarede pave Frans: ”en ting ad gangen”. Kräutler, der stærkt opfordrede til gifte præster samt kvindelige præster, blev hovedarkitekten (8) bag synodens kontroversielle arbejdsdokument. Han hævder, at ”to tredjedele” af biskopperne i Amazonas ønsker en ordination af gifte mænd, og mange af synodefædrene ønsker kvindelige diakoner.

Kräutler mener ikke, at pave Frans stringent vil afvise en ordination af kvinder (9). Jeg tror ikke, at han tænker, hvad der taler for eller imod, og samtidig hævder han, at pave Frans er ”åben for forandringer”.

Når det handler om kvindelige præster, benytter paven faktisk uhyggelige udtalelser, ligesom Martini gjorde i 1994. Paven benytter samme måde at udtale sig på som Martini. Pave Frans har på en beroligende måde bekræftet, at i princippet er forbuddet mod kvindelige præster stadig gældende, også selvom man under hans pontifikat i praksis forsøger at opfylde Skt. Gallen mafiaens drøm om kvindelige diakoner. Der er tale om, for at benytte en betragtning hentet hos historikeren Roberto de Mattei, endnu et eksempel på, at paven tilsidesætter alt det, der teoretisk set er solidt funderet.

Ifølge Marco Politis La Solitudine di Francesco er en lang række medlemmer af den undersøgelseskommission vedrørende kvindelige diakoner, pave Frans nedsatte, af den opfattelse, at paven under deres møde i 2017 har været sympatisk stemt overfor et sådant forslag. Et af kommissionens medlemmer har udtrykt sin tro på, at paven vil handle på ”rette” måde, men vedkommende erkender også, at det har været nødvendigt med en ventetid, så man undgår, at kommissionens arbejde har været spildt. Et andet af kommissionens medlemmer har fortalt om pave Frans’ arbejdsmetode med at ”tage et skridt ad gangen”. Det er værd at notere sig, at da kommissionen ikke kunne nå til enighed, om hvorvidt det kunne afgøres ud fra et historisk perspektiv, om kvindelige diakoner havde modtaget den sakramentale ordination, udtalte pave Frans: ”lad os fortsætte, jeg er ikke tilbageholdende i forhold til at gå mere i dybden med denne sag” (10).

I dag finder Kräutler det realistisk (11), at synoden vil nå frem til en afgørelse, ”som i alt fald indbefatter kvindelige diakoner”. Det er måske derfor, at pave Frans i ”løse” vendinger taler om, at han ikke er bange for et skisma: han ved om nogen, at han er ved at lade en bombe springe, som vil ryste Kirken. Som de Mattei for nylig påpegede, så har revolutioner historisk set en lang indkøringsfase, før de realiseres. Han er af den overbevisning, at det pres, som disse revolutionære tendenser har opbygget gennem 50-60 år, ”om mulig vil blive realiseret indenfor kort tid”.

Men selv om synoden på dramatisk vis giver sin støtte til ordinationen af kvindelige diakoner, påpeger flere røster, at ”mindre” opgavevaretagelser i Kirken foretaget af kvinder, er et forstadie til, at katolikker må berede sig på kvindelige præster. John-Henry Westen formulerer det på følgende måde (12):

Da kvinder allerede gør tjeneste ved alteret i liturgiske klæder, fungerer som lektorer og Kommunionsuddelere, synes det ikke fjernt, at kvinder overdrages en defineret kirkelig opgave, hvor de ved en Messe er tilstede i liturgisk klædning og har mulighed for at prædike. Er vi først nået dertil, er der ingen hindringer for ordination af kvinder, fordi kvinden som præst allerede fremstår synligt og i symbolsk forstand. I mangel af en præst kunne en kvinde klædt i liturgisk klædning lede bønnen, foretage evangelielæsning samt prædiken og endelig uddele konsekrerede Hostier fra Tabernaklet, og som pave Frans har nævnt, foregår dette allerede visse steder i Tyskland. På det tidspunkt vil det præsteskab, der kun består af mænd, være fuldstændig ødelagt, og det fører uundgåeligt og hurtigt til en falsk ordination af kvinder.

Ligeledes ville en ordination af gifte ældre mænd, et forslag lagt frem af biskop Fritz Lobinger (13) ikke blot være et frontalt angreb på cølibatet, men vil også bane vejen for kvindelige præster. Som Lobinger forklarer i sin bog Like His Brothers and Sisters, vil denne nye type af ordinerede præster ændre forestillingen om præsteskabet og gradvist sørge for en udskiftning af den klerikale præst med en præst, der ”flyder ind som en naturlig del af fællesskabet”. Dette ville gøre ordinationen af kvinder langt mere attraktiv for mange kvinder, og det vil for mænd synes mere acceptabelt, siger han stolt.

Med andre ord selvom synoden ikke afføder jordskælvslignende tilstande i Kirken, så har den revolutionære tendens fået mere styrke og kraft, og på den måde fortsættes Skt. Gallen mafiaens lange kamp mod præsteskabet.

 Noter

1: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Skt. Gallen mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden”): https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

2: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

4: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/photo-full-list-of-participants-in-private-pre-synod-study-meeting-in-rome

5: Link til uddybende artikel: http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/it/documenti/commissione-per-lelaborazione-del-documento-finale.html

6: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

7: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/leader-of-st.-gallen-mafia-ante-pope-martini-prepared-the-way-for-fran

8: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

9: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/papal-advisor-claims-francis-would-not-give-strict-no-to-womens-ordination

10: Link til en uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-inflight-comments-on-women-deacons

11: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/key-bishop-in-upcoming-amazon-synod-has-hope-for-at-least-female-deacons

12: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/video-10-signs-pope-francis-is-moving-towards-womens-ordination

13: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig”): https://onepeterfive.com/amazon-agenda

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 16. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-long-war-for-female-catholic-priests-is-reaching-its-climax

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)