Category: Church

Pope Francis chooses priest to guide Lent retreat who holds Jesus didn’t ‘establish rules’

ROME, February 5, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has selected a Portuguese “priest-poet” to preach at his 2018 Lenten retreat who is an open promoter of the “critical theology” of a Spanish nun who defends the legalization of abortion and government recognition of homosexual “marriage” and adoptions.

Father José Tolentino Calaça de Mendonça, vice rector of the Catholic University of Lisbon, wrote the introduction to the Portuguese translation of “Feminist Theology in History,” by Teresa Forcades, whom the BBC calls “Europe’s most radical nun.”

More

Pope names new Vatican bishop who claims Jesus didn’t ‘establish rules’

August 16, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has consecrated as a bishop a Portuguese priest who claims that Jesus didn’t “establish rules” and who promotes the theology of a dissenting nun who defends the legalization of abortion and homosexual “marriage.”

José Tolentino Mendonça, a priest and poet who was the vice-rector Catholic University of Lisbon, will now be heading the Vatican Secret Archives for Pope Francis, a post he will assume in September of this year.

More

Skt. Peter Damian (1049): Hvad Kirken bør gøre for at komme den omsiggribende homoseksualitet blandt klerikale til livs

Den stadig større magt og indflydelse, som homoseksuelle præster, biskopper og kardinaler og lægfolk med beføjelser har opnået, har været en væsentlig faktor i forhold til det vedvarende og tiltagende kaos, der har hersket i Den katolske Kirke gennem de sidste 60 år. Denne ”forstyrrelse” i Den katolske Kirke har haft en negativ indvirkning på hele verden, fordi den har været årsag til en svækkelse i den positive påvirkning katolicismen har haft på civilisationen gennem århundreder.

Hvis man tror, at det, der sker nu, er noget helt nyt, er det et tegn på, at man ikke har foretaget en historisk betragtning. I 1049, da Skt. Peter Damian skrev sin afhandling, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus) til pave Leo IX, var homoseksualitet og seksuel perversion generelt mere åbenlyst og udbredt blandt klerikale, end i dag. Det var denne frygtelige situation, som denne helgen adresserede i sin appel til paven samt et håb om, at der straks blevet taget hånd om problemet.

Vi hører ofte fra lunkne, magelige, kujonagtige og frygtsomme eller kulturkatolikker og specielt fra klerikale, som direkte er en del af en homoseksuel kontekst, at vi ikke bør rette kritik mod præster, biskopper og slet ikke paven. Det antages, at der her tale om en synd, der er langt værre end hæresi og perverteret seksuel aktivitet, da den medfører stor personlig lidelse og leder sjæle til helvede, uden at nogen tager de nødvendige initiativer til at stoppe dem, der udfører denne synd og får dem på andre tanker.

Skt. Peter Damian lod sig ikke stoppe af letkøbte begrundelser om at tilbageholde Guds retfærdighed på et tidspunkt, hvor det så ud som om, Kirken var på vej mod sin undergang. Han forstod den forpligtelse, han var pålagt, samt nødvendigheden af at tale om faren ved at synde for netop at mindske den katastrofe, der ville indfinde sig, hvis man ikke her og nu gjorde det, der var nødvendigt. Samtidig understregede han, at dette måtte foretages i en kærlig ånd og med et kristent håb, om at de personer, der var berørt af dette moralske fordærv, måtte komme ud af det. Deres omvendelse var det, man fremfor alt håbede på og bad for, så de ikke måtte lide evig fortabelse.

En italiensk oversættelse af Book of Gomorrah er for nylig blevet udgivet. En engelsk udgave udarbejdet af én af vores journalister på LifeSite vil snart være tilgængelig.

Den 11. februar 2015 offentliggjorde hjemmesiden Rorate Caeli uddrag fra bogens indledning skrevet af professor Roberto de Mattei til den italienske udgave.

I det følgende præsenteres nogle afsnit fra bogens indledning, som jeg håber vil skærpe opmærksomheden hos de troende, specielt når man tager i betragtning, hvad der aktuelt sker i USA, som er et resultat af den afgørelse, højesteret har foretaget, samt det kaos, der omgav familiesynoden, når det specifikt handlede om Kirkens lære omkring seksualitet.

Uddrag fra indledningen til Book of Gomorrah

Skt. Peter Damien, (1007-1072) abbed for klosteret Fonte Avellana og efterfølgende kardinal/biskop for Ostia, var én af de mest fremtrædende skikkelser i forbindelse med en katolsk reform i det 11. århundrede. Hans Liber Gomorrhianus udkom omkring 1049 på et tidspunkt, hvor fordærv havde spredt sig i meget stort omfang og endda var nået til de højeste positioner indenfor kirkens hierarki.

I denne skrivelse rettet til pave Leo IX, fordømmer Peter Damien den perverterede (seksuelle) praksis, man hengav sig til på hans tid, med en sprogbrug, der ikke levnede plads til tom barmhjertighed eller kompromiser. Han er overbevist om, at den værste af alle synder er sodomi, som er et begreb, der indbefatter alle handlinger, der er naturstridige, og som benyttes til seksuel fornøjelse, fremfor det seksualiteten er skabt til, nemlig forplantning. Skt. Peter Damien skriver: ”hvis ikke en stærk hånd med det samme tager fat om denne forsmædelige og vederstyggelige last, vil Guds vrede komme over os, og mange vil få den at føle”.

Der har været tidspunkter i (Kirkens) historie, hvor Hendes (og andres) hellighed er blevet gennemsyret (af synd), når dem, der er en del af Hende, har skadet Hende så meget, at Hun faldt sammen og blev omgrænset af mørke og fremstod som om, Gud havde forladt Hende.

Peter Damiens røst vækker genklang i dag, ligesom den gjorde dengang med opmuntring til – og trøst for dem, der igennem historien og ligesom ham havde kæmpet, lidt, grædt og håbet.

Han modererede ikke sit sprogbrug, men lod sin overbevisning komme til udtryk for at understrege sin harme. Han var frygtløs og kompromisløs, når han talte imod synd, og netop dette viste, at han brændte af nidkærhed for Gud, det gode og sandheden.

Her i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Kristi fødsel er vi vidner til, at præster, biskopper og biskopkonferencer stiller spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og samtidig taler de varmt for, at man åbner op for samkønnede vielser. Homoseksualitet betragtes ikke længere som en synd, der skriger til himlen (på Guds retfærdighedsharme), men den er derimod begyndt at gennemsyre præsteseminarier, uddannelsesinstitutioner, katolske universiteter og er endda kommet ind bag Vatikanets mure.

Liber Gomorrhianus minder os om, at der er noget, der er langt værre end moralske laster, der praktiseres og tales op som værende noget godt, og det er, at den tavshed, der har lagt sig omkring dette burde brydes og afløses af klar tale, som skal intervenere den uhellige alliance og meddelagtighed, der er opstået mellem de ugudelige og dem, der foregiver, at de for hver en pris foretrækker at holde lav profil (tie stille) for at undgå skandale, eller som blot forsøger at blive en del af det tavse flertal.

Stadig mere alvorligt er det, at accepten af homoseksualitet blandt Kirkens hierarki har udviklet sig til, at man ser homoseksualitet som noget værdifuldt, noget, der skal mødes med pastoral omsorg og nyde juridisk beskyttelse, fremfor at man betragter homoseksualitet som en synd. I det opsamlende arbejdsdokument (relatio), der blev præsenteret midtvejs ved synoden i oktober 2014 fremgik følgende formulering i et afsnit: ”homoseksuelle har kvaliteter, som de kan bidrage med i det kristne kommunitet”, og med denne opfordring til biskopperne ”… bliver vi i stand til at møde disse mennesker med åbne arme og skabe en broderlig atmosfære (for dem) i vores menigheder”.

Denne opsigtsvækkende passage blev fjernet i den endelige rapport fra synoden, men nogle biskopper og kardinaler, som enten deltog i synoden eller havde funktioner udenfor mødeaktiviteterne, insisterede på, at man anlagde nogle positive vinkler på homoseksuelle ægteskabslignende forhold, som er naturstridige, og disse klerikale gik så langt, som til at håbe på ”en måde, der beskrev rettighederne for mennesker i samkønnede ægteskaber”.

Skt. Peter Damian tøvede ikke, både som helt almindelig munk og kardinal, med at rette beskyldninger mod paverne på hans tid for deres yderst kritiske opførsel, når de undlod at adressere problemerne. Man kan håbe, at ved læsning af bogen Liber Gomorrhianus vil Skt. Peter Damiens ånd komme over visse prælater eller lægfolk, så de rystes i deres grundvold og begynder at tale og handle.

Selvom vi er milevidt fra Skt. Peter Damians hellighed og profetiske ånd, lad os da alligevel gøre hans indignation mod ondskaben til vores og med de afsluttende ord i hans afhandling vende os til Kristi stedfortræder på jord, Hans Hellighed Pave Frans, som nu sidder i Peters Stol, således at han kan gribe ind og sætte en stopper for de doktrinære og moralske skandaler, der lige nu præger Den katolske Kirke: ”Vil De, almægtige Herre komme os til undsætning, Ærværdige Fader, så dette lastens misfoster, under Deres pontifikat, må blive tilintetgjort, og Kirken, der aktuelt er i frit fald, kan genopstå i al Sin herlighed og styrke”.

Den italienske udgave af bogen er tilgængelig her.

(Bemærk: navnet på denne helgen staves på engelsk: Damian, hvorimod stavemåden er Damien på italiensk og fransk. I citaterne hentet hos Fr. Mattes er stavemåden: Damien)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Jalsevac og publiceret på LifeSiteNews den 30. juni 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-peter-damien-1049-what-church-must-do-in-response-to-rampant-homosexual

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”I skal jamre og skrige, I hyrder …”: en af de gamle jødiske profeter taler til Den katolske Kirke i vor tid

I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar” (Jer 25: 34).

Jeg har i et stykke tid grundigt og i bøn læst Jeremias’ Bog. Selvom jeg før har læst den, er det tydeligt for mig, at vi her har at gøre med en profet, som har kraft og vægt i sine ord. Grunden er ganske enkel, at selvom Jeremias levede for over 2.500 år siden, taler han ind i den aktuelle situation for den katolske Kirke og rammer plet i sine betragtninger, som om han selv stod midt i det, der sker.

Jeremias er et pragteksempel på hvordan ”… Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4: 12). Og som Jeremias selv udtrykker det: ”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?” (Jer 23: 29).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for os. Det gamle testamente handler ikke kun om israelitterne. Da Kirken (den katolske) er det nye Israel (se Gal 6: 16), handler det gamle testamente også om os, for så vidt vi er tro eller utro overfor Den nye Pagt, der er blevet til ved Lammets blod, Messias, Israels Hellige, og i det omfang vi viser lydighed eller ulydighed overfor Hans bud (Joh 14: 15 og 1 Joh 2: 4).

Det grundlæggende mønster gennem hele det gamle testamente er følgende: er man tro mod pagten, ”belønnes” man med Guds velsignelse og støttende nærvær, er man derimod utro, vil man mærke Hans forbandelse og vrede, og dette mønster vil gøre sig gældende, indtil menneskehedens historie når sin afslutning. Det synes ganske indlysende, at Den katolske Kirke i dag oplever den forbandelse, der følger i kølvandet på utroskab, nærmere betegnet drejer det sig om, at man har misbrugt det, man er blevet betroet, har misbrugt magtbeføjelser samt har foretaget overgreb på vores teologi, åndelighed, kultur og liturgiske arv. Gud er tro mod Sine løfter, og Hans løfter indbefatter ikke kun velsignelser, men også straffe. Han har gjort det klart, at ved synd følger der altid en straf, og på samme måde har han gjort det klart, at ved Jesu Kristi dyrebare blod, vil der altid være frelse for dem, der omvender sig.

Jeremias barske profetier bliver ligesom Esajas trøstende profetier opfyldt igen og igen gennem århundreder i Den Kirke, der er blevet grundlagt af Kristus. Vi i det 21. århundrede lever tilfældigvis i en tid, hvor ondskabsfulde kirkefolk (ulve i fåreklæder) synes at ”overtrumfe” det gode, når ”Guds Israel”, det vil sige Kirken (jf. Gal 6: 16) synes at være forhippet på at vende ryggen til Herren og den religion, Han har åbenbaret, når det katolske lægfolk er blevet ”lokket” til at tilbede falske guder og tages til fange og sendes i eksil i et fremmed imperium., når det, der engang var en smuk katolsk vingård er blevet ødelagt, hærget af vilde dyr og er blevet til et vildnis. ”De mange hyrder ødelægger min vingård; de nedtramper min mark, de gør min dejlige mark til en øde ørken. De gør den til en sørgende ødemark, den ligger øde hen foran mig; hele landet ligger øde, for ingen tager sig af det” (Jer 12: 10-11).

Hvad er problemet ifølge Jeremias? ”For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt” (Jer 10: 21). Det kan siges med et ord: verdslighed, man har tilpasset sig verdens mentalitet. Helliggjort asketisk praksis, som katolikker har benyttet til at modvirke det kødelige begær: faste, abstinens (afholdenhed fra at spise kød), vigilier, at knæle samt andre fysiske bodsagter blev smidt ud ad vinduet, da Johannes XXIII på uskyldig vis ”åbnede Kirken” i forbindelse med Vatikan II. Dette resultat var ikke svært at forudsige hverken for hyrderne eller deres flokke. I stedet for at stræbe mod himlen lod hyrderne sig fange ind af verden og ”kødet”.

Verdslighed virker i sagens natur intervenerende på bøn, liturgi, tilbedelsen af Gud samt et liv med stringent disciplin og levet i dyd. Ulydighed fremmer sjældent åndeligt fremskridt, flokken spredes i vantro og forfærdelse. ”Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren” (Jer 23: 1-2).

Profeten siger klart og tydeligt, at der er svært at undgå, at denne profane og verdslige mentalitet finder vej ind til det hellige i Kirken, som vi har set det ske på mangfoldig måde. Hyrderne har misbrugt deres autoritet og magtbeføjelser: ”De løber efter det onde, de har deres styrke i uretten. Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren” (Jer 23: 10-12). Tiden for guddommelig domfældelse kommer for enhver hyrde, en efter en må man være parat, hvad enten dommen falder ved de civile retslige instanser eller ved den kirkelige domstol, i denne verden eller på den enkeltes dødsdag, hvor man må stå foran ”Kristi frygtindgydende domstol” (som er de ord, man benytter i den Byzantinske guddommelige liturgi).

Som Bronwen Catherine McShea fremhæver i en særdeles velskreven artikel i januar nummeret af First Things fra 2019, har man i de seneste århundreder arbejdet på en centralisering, hvor den kirkelige magt er blevet lagt i hænderne på biskopper og paven, noget man ikke har set i en så stor skala før i Den katolske Kirke. Før man målrettet begyndte at arbejde sig hen mod denne forening, koncentration og eksklusivitet, var Kirken langt mere diversificeret i sit ”magtgrundlag”: lægfolket, primært Kirkens fyrster, aristokrater og laug og præsteskabet i deres katedraler (disses domkapitler) og kommuniteter deltog i Kirkens styring, herunder hvilke politikker, der blev implementeret samt beslutninger, der blev truffet. I dag er vi underlagt en styringsform, hvor der ikke eksisterer nogen effektiv kontrol af hyrdernes myndighed. Hvis de opfører sig som helgener, kan vi trække vejret lettet og takke for det. Men hvis de bliver korrumperede, og specielt hvis paven og dennes kurie præges af korruption, har lægfolket ingen jordisk chance for at intervenere, altså stoppe eller forhindre det forkerte, der foregår.

I den udstrækning det er sandt, ved vi, at vi kan gøre regres overfor Gud, og vi må derfor bede til Ham af hele vort hjerte og sjæl og under tårer, at Han vil komme Sit folk til undsætning og frelse det fra overgrebsorienterede hyrder. Han vil lytte til vores bønner, og Han vil frelse os, når tiden har nået sin fylde. Endnu engang taler Gud til os gennem Jeremias: ”Jeg vil tage kampen op mod jer”, siger Han til dem, der er utro, og fortsætter: ”med løftet hånd og stærk arm, i stor vrede, i harme og raseri” (Jer 21: 5). Vi kender hverken dagen eller timen, men vi kan være sikre på, at Han vil kæmpe mod de hyrder, der sætter sig op imod Ham og vækker Hans vrede.

Er dette det eneste budskab (af dommedagskarakter), vi finder i Jeremias’ Bog? Nej, slet ikke. For det gælder for denne profet ligesom andre profeter i Den hellige Skrift, at det sidste ord, der bliver sagt, er et ord, der er forbundet med håb. Når Herren taler om Sit eget folk, siger Han: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere” (Jer 33: 6-7).

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken) (Matt 16: 18), ikke nu og heller ikke i fremtiden, men Herrens ord skal sejre over den klippe, der har vovet at sætte sig op mod hovedhjørnestenen Jesus Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/wail-shepherds-and-cry-an-ancient-jewish-prophet-speaks-to-todays-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Biblical scholar on Pope’s change to the Our Father

Fr. Reto Nay: The text of the Our Father is passed down to us in the New Testament, which was written in ancient Greek. The phrase “and lead us not into temptation” is contained both in Mt 6:13 and Lk 11:4 with identical wording: καὶ μὴ εἰσενέγκῃς ἡμᾶς εἰς πειρασμόν. This means that the wording of the petition in question cannot be blamed on a transmission error or misunderstanding.

More

Pave Frans har brudt med tidligere paver, og det medfører hæresi og skismer udtaler en teolog i Vatikanet

I et kraftfuldt interview med den italienske Vatikanist, Aldo Maria Valli, advarer Msgr. Nicola Bux om, at det nuværende pontifikat fremsætter udtalelser, der genererer hæresier, skismer og kontroverser af forskellig art, og at Den hellige Fader bør bekende troen for at genskabe enhed i Kirken.

I det interview, der blev offentliggjort den 13. oktober, men som er blevet overset på grund af ungdomssynoden, der fandt sted i Rom i sidste måned, fremkom teologen, med konsulentstatus for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser, med hæretiske udtalelser vedrørende ægteskab, moral og modtagelsen af sakramenter, og som nu er omdrejningspunktet for stor debat, som bliver mere og mere intensiv for hver dag.

Msgr. Bux sagde, at årsagen til, at der stilles spørgsmålstegn ved disse doktriner, som blev fremhævet dels i den broderlige korrektion fra september 2017 og dels ved en konference i Rom i april vedrørende doktrinær forvirring i Kirken, er pavens postsydonale apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, og det er efterfølgende blevet meget værre og endnu mere komplekst.

Han sagde, at dette har ført til, at nogle ældre prælater, såsom kardinal Walter Brandmüller, en af de fire kardinaler, som underskrev dubia i 2016, har gentaget opråbet om, at paven bør bekende troen.

Men Msgr. Bux sagde, at dette næppe vil ske, når man tager i betragtning, at paven ser Kirken som en føderation af kirkelige samfund, noget, som Msgr. Bux beskriver som det, man finder hos protestanterne.

Den italienske teolog sagde, at siden de to familiesynoder har der (i Kirken) eksisteret to spor i forhold til tro og moral, som bliver helt tydelig, når talen falder på om Kommunionsmodtagelse er tilladt for nogle af dem, der er skilte gengifte. Dette har skabt stor frustration hos mange biskopper og sognepræster, fordi der er tale om en uholdbar pastoral situation præget af forvirring, sagde han.

Msgr. Bux, som tidligere har fungeret som konsulent for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser under Benedikt XVI, siger, at situationen kan afhjælpes, ved at paven bekender troen. Han refererer til, at Skt. Paul VI i 1968 foretog en lignende trosbekendelse, der bekræftede, hvad der var katolsk set i lyset af de vildfarelser og hæresier, der opstod i kølvandet på Andet Vatikankoncil.

Hvis dette ikke sker, advarer han, vil frafaldet øges (drastisk), og et de facto skisma vil være en realitet.

Hvem har begået fejl?

Msgr. Bux fornemmer, at situationen er blevet specielt opkørt, efter at paven i august ændrede i katekismen, hvor han erklærede, at dødsstraf ikke kan tillades. Denne ændring er i modstrid med den tridentinske – og Skt. Pius X katekismus, og teologen fremhæver, at den sidste af de to nævnte lærte, at legitimiteten af dødsstraf var i fuld overensstemmelse med det Guddommeligt åbenbarede.

Enten indrømmer man, at Kirken, igennem to tusinde år, praktisk talt har lært, at noget er legitimt, men ikke er i overensstemmelse med evangeliet, eller man må indrømme, at det var pave Bergolio, som begik en fejl, sagde Msgr. Bux og tilføjede: Dette er en meget følsom problemstilling, men før eller siden vil han blive nødt til at rette op på det, og det gælder ikke kun sagen om dødsstraf.

Adspurgt af Valli, at hvis ovennævnte danner præcedens, for at paven begynder at ændre mere i katekismen, hvis det er det, han ønsker, svarer teologen, at dette er et ganske foruroligende spørgsmål, og at en yderligere legitim bekymring man kan gøre sig er, om trosgrundlaget holdes på sikker afstand af tidsåndens luner.

Paven kan ikke pålægge Kirken sin egen holdning, understregede Msgr. Bux ved at citere Joseph Ratzinger: Kirken kan i spørgsmål vedrørende tro, moral og sakramenter kun følge Kristi vilje. Og alligevel, sagde han, er der ”mange punkter” iAmoris Laetitia, som er vanskelige og modstridende og faktisk også står i modsætning til Skt. Thomas Aquinas tænkning, på trods af at skrivelsen selv hævder noget andet.

Han fremhævede også den tendens, som dette pontifikat har for vane at lægge for dagen, nemlig at forholde sig tavst, når det mødes med kritik, eller når det afviser at forholde sig til anklager om hæresi og frafald, og dette bringer minder om Skt. Pius X’s advarsel i sin encyklika Pascendi dominici gregis fra 1907: ”Det, at man ikke klart bekender sin hæresi, er en almindelig fremgangsmåde hos modernister, fordi de netop på den måde kan dække sig under Kirken”.

Valli og Msgr. Bux fortsatte derefter med at tale om de praktiske, teologiske og juridiske problemer, der er forbundet med at foretage en korrektion af en pave, der er har søsat sådanne vildfarelser. Dette omfatter den hurdle, at hæresi skal være åbenlys og offentlig bekendt, og at paven bevidst og af egen fri vilje har bidraget til, at der stilles spørgsmålstegn ved trossandheden, samt det, at han er beskyttet af en form for juridisk immunitet, som der findes belæg for i det kanoniske princip om, at ingen kan dømme Den apostoliske Stol og slet ikke Dens Hyrde.

Upålidelig teologi

Yderligere er det i dag vanskeligt at sætte fingeren på det, der helt eksakt er hæretisk, fordi teologien ganske enkelt ikke længere er pålidelig, sagde han. Han sagde videre: I stedet er den blevet en slags ”slagmark”, hvor en sandhed bekræftes, men hvor der altid er en, der ønsker at hævde og forsvare det modsatte synspunkt.

Fremfor at foretage en broderlig korrektion (af pave Frans), bør man langt hellere undersøge arten af det juridiske grundlag, der dannede rammen for pave Benedikt XVI’s tilbagetræden, sagde han. Jesus overdrog ikke nøglerne til Himlen til Peter og Andreas (Peters bror) kun til Peter. En dybdegående undersøgelse af pave Benedikt XVI’s tilbagetræden ville hjælpe for at løse de problemer, der i dag synes os uoverstigelige, sagde han.

At der sker store forandringer i Kirken under pave Frans er tydeligt, sagde Msgr. Bux, og dette foregår sideløbende med, at der markeres en tendens til diskontinuitet, eller at man forsøger at bryde med tidligere pontifikater. Et sådant brud, fortsatte han, er en omvæltning, der genererer hæresi, skismer samt kontroverser af enhver art, og dette kan spores tilbage til synd.

Han henviste til det 3. århundredes kirkefader Origenes fra Alexandria (ca. 185-ca. 254), der sagde: Hvor der er synder, er der forskelligartethed, skismer, hæresier og splid. Men hvor der er dyd, er der enhed, og man er forenet ud fra den præmis, at alle troende er eet hjerte og een sjæl.

Den nuværende krise har haft en negativ indvirkning på liturgien, sagde han, men for at opmuntre citerede han Skt. Athanasius fra Alexandria (ca. 298 – 373), og dennes henvendelse til de kristne, der led under arianismen:

I forbliver uden for de steder, hvor der er tilbedelse, men troen forbliver inden i Jer. Lad os overveje: Hvad er mest vigtigt, stedet eller troen? Den sande tro uden tvivl. Hvem har tabt, og hvem har vundet i denne kamp – den, som overholder præmisserne eller den, som beholder troen? Sandelig, bygningerne er gode, når Den apostoliske Tro prædikes der; de er hellige, hvis alt, der finder sted der, foregår på en hellig måde… I er dem, som er lykkelige; I som forbliver indenfor Kirken på grund af Jeres tro, som fastholder troens grundlag, som er kommet ned til Jer gennem Den apostoliske Tradition. Og hvis en afskyelig jalousi har forsøgt at ryste Jer ved en række lejligheder, er det ikke lykkedes. Det er dem, der har forladt Kirken under den nuværende krise. Ingen vil nogensinde sejre over Jeres tro elskede brødre (og søstre), og vi tror, at Gud vil give os mulighed for at kunne vende tilbage til vore kirker en dag”. Jo mere voldelige de er i deres forsøg på at besætte stederne for tilbedelse, desto mere adskiller de sig fra Kirken. De hævder, at de repræsenterer Kirken, men i virkeligheden er det dem, der igen vises bort fra Den (Kirken), og som virkelig er på afveje (Coll. Selecta SS. Eccl. Patrum. Caillu and Guillou, vol. 32, pp. 411-412).

Valli spurgte til sidst, om hæresi ikke er andet og mere end det at udbrede falske doktriner og at udelukke sandheden om doktrin og moral.

Selvfølgelig, svarede Msgr. Bux. Hvor der ikke eksisterer nogen doktrin, finder man moralske problemer, og det er det, vi ser. Når paven og biskopperne gør noget sådant, benytter de deres position til at ødelægge (doktrinen).

Med henvisning til Skt. Augustin, sagde han: De har kun deres egne interesser for øje ikke Jesu Kristi interesser, de forkynder hans ord, men de udbreder deres egne ideer.

Jesu Kristi navn er, sagde han, med henvisning til Giacomo Biffi tidlige kardinal fra Bologna, blevet en undskyldning for at tale om helt andre ting: Migration, økologi osv. Dermed er der ikke længere enhed, når vi taler, og Kirken er blevet splittet (1 Kor 1: 10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Edward Pentin og publiceret på LifeSiteNews d. 15. november 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-has-broken-with-previous-popes-causing-heresies-schisms-vatica

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)