Category: Communion

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan her løfte sløret for den sande historie om kommunionsmodtagelse i hånden

Don Federico Bortoli er på nuværende tidspunkt præst i sognet Sant´ Andrea Apostolo i Acquaviva i bispedømmet San Marino Montefeltro. Han er yderligere bispedømmets financielle og juridiske overhoved og rådgiver i kirkelige spørgsmål for Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti (Den kristne sammenslutning af iværksættere og ledere). Han er yderligere forsvarer i forbindelse med sager vedrørende ægteskabelige spørgsmål ved Flaminio det kirkelige tribunal i Bologna. Hans bog, La distribuzione della Comunione sulla mano (Kommunionsmodtagelse i hånden) udgivet den 22. februar 2018 er hans doktorafhandling i kanonisk ret. Vi stillede ham en række spørgsmål vedrørende dette vigtige emne.

Spg: Det hoveddokument, der vedrører modtagelsen af Den hellige Kommunion i hånden er en instruktion, Memoriale Domini (herefter forkortet MD) fra den 29. maj 1969 udstedt af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter under direktiv fra Paul VI. Kan du i det væsentlige gøre rede for, hvordan dette dokument blev til, og hvilke direktiver det indeholder?

Svar: Dokumentet blev udarbejdet, fordi man i kølvandet på Vatikan II lod Kommunionsmodtagelse i hånden sprede sig til mange lande. Der var her tale om et liturgisk misbrug, som havde sin rod i de lande, hvor der allerede eksisterede doktrinære problemer vedrørende Den hellige Eukaristi: de lande det drejede sig om, var Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Den Hellige Stol havde ikke haft held med at få stoppet dette misbrug, og man besluttede sig derfor til at rådføre sig med alle biskopperne vedrørende dette spørgsmål. Denne beslutning taget af Paul VI lader os forstå, at det var nødvendigt at få løst dette vigtige problem. Jeg siger dette, fordi der vil være nogle, der vil hævde, at denne problemstilling ikke er betydelig eller blot er af mindre karakter.

Spg: Hvad opnåede man ved at rådføre sig med biskopperne?

Svar: Størstedelen af biskopperne udtrykte modstand mod indførelsen af denne praksis. MD anerkendte mødets resultat og bekræftede, at den universelle norm for kommunionsmodtagelse er på tungen, og samtidig blev der fremlagt tungtvejende grunde for netop denne praksis. Man blev samtidig enige om, at biskopkonferencerne de steder, hvor det liturgiske overgreb allerede fandt sted, kunne anmode om en indult (lat. indulgentia: gunstbevisningen. Der er tale om en pavelig dispensation fra kirkeloven) for Kommunionsmodtagelse i hånden, hvis biskopperne på stedet vel og mærke kunne opnå et to tredjedelsflertal, for at denne praksis skulle være en tilgængelig mulighed.

Spg: Bekræfter MD dermed, at de to måder, hvorpå man kan modtage Kommunionen, ikke kan sidestilles?

Svar: Ja absolut. I min bog undersøger jeg hele tekstgrundlaget i instruktionen, og når man læser det grundigt igennem, er man ikke i tvivl om, at den traditionelle og universelle norm i Kirken for Kommunionsmodtagelse er på tungen, netop fordi denne norm ” er grundlagt på en århundredgammel tradition, men især fordi den udtrykker og signalerer de troendes ærbødige respekt overfor Den hellige Eukaristi”. Ydermere ”undgår man den fare, der er for at vanhellige de Eukaristiske partikler”. Dokumentet sidestiller ikke de to måder for kommunionsmodtagelse. Kommunionsmodtagelse på tungen er det, der anbefales og betragtes, som den mest passende måde at modtage Kommunionen på, mens Kommunionsmodtagelsen i hånden tillades, forudsat, at der tages hensyn til visse forholdsregler, såsom at man kontrollerer om fragmenter af Hostien findes i håndfladen.

Spg: Et andet aspekt i instruktionen, som du fremhæver i din bog, er det faktum, at det ikke var meningen, at indulten skulle gives til alle, der efterspurgte den, men at den var beregnet for de biskopkonferencer i de områder, hvor det liturgiske misbrug allerede åbenlyst florerede.

Svar: Nemlig, der blev givet mulighed for, at man de steder, hvor det liturgiske misbrug (Kommunionsmodtagelse i hånden) allerede gjorde sig gældende, kunne fremsætte en begæring. Indulten var ikke tiltænkt de steder, hvor problemet ikke var eksisterende. Men hvad skete der egentlig? I begyndelsen fulgte man den fastsatte procedure, herefter fremsatte praktisk talt alle bispedømmer en anmodning og modtog en indult, det gjaldt også de steder, hvor der slet ikke var grundlag for at indhente en sådan. Kardinal Knox, som var præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, efterkom i flere tilfælde anmodninger fra andre biskopkonferencer. Det er en kendsgerning, at kardinal Knox i sin fortolkning af MD var alt for lemfældig.

Spg: I din bog bemærker du, at Paul VI gennem statssekretær kardinal Villot i januar 1977 bad kardinal Knox om at give ham en vurdering af situationen vedrørende tildelingen af indulter, og hvordan det blev effektueret, men også for at kontrollere, om der efter at indulten var blevet udstedt, kunne spores misbrug og vanhelligelse, og om de troende havde udvist mindre hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Men det syntes, som om kardinal Knox bagatelliserede omfanget af problemerne på området.

Svar: Paverne, først Paul VI og derefter Johannes Paul II, var meget opmærksomme på problemet takket være rapporteringen fra kardinal Bafile (præfekt for Kongregationen for hellig- og saligkåringsprocesser fra 1975 til 1980). Til trods for dette fortsatte kardinal Knox sin hidtidige fremgangsmåde. Paul VI bad kardinal Knox om ikke at foretage en evaluering af forslagene fra kardinal Bafile, men han blev bedt om at overveje, hvordan de konkret kunne bringes til anvendelse. Disse forslag var i det væsentlige en suspension af bevillingen af den nye indult, og her er det vigtigt at huske på, at Kommunionsmodtagelse i hånden er en praksis, der ikke anbefales fra Kirkens side, og der hvor indulten ikke var blevet givet, betragtedes Kommunionsmodtagelse i hånden som et misbrug.

Spg: Hvad, der faktisk skete, var, at alt dette begyndte med en artikel i L’Osservatore Romano, som var skrevet af Fr. Annibale Bugnini i 1973, som handlede om, at den nye praksis blev betragtet som værende bedre og mere tro mod den gamle måde at modtage Kommunionen på.

Svar: Tanken med MD var at legitimere det liturgiske misbrug de steder, hvor det ikke var muligt at få det fjernet, men det var stadig nødvendigt at formidle en katekese relateret til tekstmaterialet i instruktionen, en katekese, der kunne fremhæve fordelene ved at modtage Kommunionen på tungen samt den risiko, der var forbundet med den nye praksis, in primis (først og fremmest), spredningen af fragmenter fra Hostien. Katekesen var ikke tænkt til at skulle fremme Kommunionsmodtagelsen i hånden, men på en vis måde afskrække folk fra at benytte denne fremgangsmåde, dog uden at fremsætte et egentligt forbud. Den dag i dag, omtaler man stadig Kommunionsmodtagelsen i hånden som værende den bedste og mest troværdige måde set i relation til den praksis, man gjorde brug af i den første Kirke samt den liturgiske reform efter Vatikan II. I bogen har det været vigtigt at få fremhævet at Sacrosanctum Concilium ikke nævner dette med et ord. Det gør heller ingen af de efterfølgende dokumenter, og man finder det heller ikke fremhævet i det nye Romerske Missale, kun i Memoriale Domini, som understreger det ved at benytte formuleringen indult. Det står klart, at Bugninis artikel udstak en retningslinje, som lå langt fra det, der fremgik af tekstmaterialet fra koncilet (Vatikan II).

Spg: Efter MD er der ikke yderligere eksplicitte dokumenter, der har fokus på dette emne. Hvordan stiller Kirken sig i dag til praksis for Kommunionsmodtagelsen?

Svar: Et eksempel på et dokument, som er af ekstraordinær karakter, og som jeg lader optræde i appendix, er udarbejdet af biskop Bialasik fra Oruro. Dette dokument bekræfter helt tydeligt, at Kommunionsmodtagelse på tungen er Kirkens universelle norm, det som MD også fastslår. Derfor er Kommunionsmodtagelse på tungen den universelle norm i Kirken, mens Kommunionsmodtagelse i hånden opnås ved en indult, der er altså tale om en undtagelse. En anden meget vigtig reference, som gør sig gældende udover MD er Redemptionis Sacramentum punkt 92, som omtaler, at den troende har ret til at modtage Kommunionen knælende og på tungen.

Spg: Der er også behov, for at der gives katekese til børn vedrørende dette emne, så de lærer, hvordan man på den rette måde modtager Kommunionen, det vil sige på tungen.

Svar: Det er korrekt. Man bør gøre det klart, at Kommunionsmodtagelse på tungen er den bedste måde, og hvis nogen skulle ønske at modtage Kommunionen i hånden, må man være påpasselig og gøre det med stor forsigtighed. Som præst kan jeg ikke forbyde Kommunionsmodtagelse i hånden, men jeg kan fraråde folk at gøre brug af denne praksis, og forklare dem hvorfor denne fremgangsmåde er uhensigtsmæssig og dermed give en katekese til eftertanke og dannelse vedrørende modtagelsen af Den hellige Kommunion. Det bør dog også fremhæves, at samme Redemptionis Sacramentum i punkt 91fastslår, at ”hvis der optræder risiko for vanhelligelse, skal Den hellige Kommunion ikke uddeles i hånden på de troende”.

Spg: Du retter fokus på et andet aspekt, som er meget vigtigt, nemlig det, at får en biskopkonference bevilget en indult, er dette ikke ensbetydende med, at den enkelte biskop er pålagt at implementere den.

Svar: Dette er et andet meget væsentligt aspekt, som må frem i lyset. Får en biskopkonference bevilget en indult indebærer dette ikke, at den enkelte biskop skal bringe den til anvendelse i alle sogne i sit bispedømme. Denne forudsætning gør det ganske enkelt muligt for den enkelte biskop at afgøre, om indulten overhovedet skal implementeres. I Italien skete der faktisk det, at man handlede helt modsatrettet, idet man antog, at bevillingen af indulten til den italienske biskopkonference var en blåstempling af, at man i alle sogne i Italien nu kunne modtage Den hellige Kommunion i hånden. Men det var som sagt en fejl. Hver biskop skulle på selvstændig basis kunne afgøre om indulten skulle implementeres og på hvilken måde. Biskoppen af bispedømmet Oruro udstedte for eksempel et dekret i januar 2016, hvor han forbyder Kommunionsmodtagelse i hånden i hele sit bispedømme. En sådan handling kan foretages af enhver biskop. Anvender man samme logiske konsekvens, at uden et dekret fra hver biskop der fremsætter et ønske om at tage imod indulten, der er blevet bevilget biskopkonferencen, er Kommunionsmodtagelse i hånden ikke tilladt. Heller ikke biskop Laise i Argentina accepterede indulten. Han blev af de andre biskopper anklaget for ikke at være i enhed med dem. Han fremlagde sagen for Den hellige Stol, som lod det stå klart, at han handlede indenfor sine biskoppelige beføjelser.

Spg: Din bog er særdeles værdifuld, fordi den indeholder materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort.

Svar: Uden tvivl er det største og vigtigste bidrag til bogen, det materiale, der er udarbejdet af Fondo Ghiglione, og som ikke før er blevet publiceret, og som beskriver de dynamikker, der muliggjorde introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden. Bogen indeholder yderligere brevmateriale samt rapporter, der er blevet send til og fra den Romerske Curias departementer og Den hellige Stol. Frem for alt er størstedelen af den kommunikation, der er at finde i bogen, blevet udarbejdet af kardinal Domenico Balfile, som først var apostolisk nuntius (pavestolens ambassadør i et land), og som har opholdt sig et af de steder, hvor det liturgiske misbrug var mest fremherskende, og han tog notits af alle de problemer, der var opstået i den forbindelse, og senere blev han præfekt for Kongregationen for hellig – og saligkåringsprocesser. I bogen undersøger jeg hans breve til Paul VI og Johannes Paul II, og de viser, hvor bekymret han var over den store udbredelse af Kommunionsmodtagelse i hånden, samt de problemer der var fulgt i kølvandet på implementeringen af denne praksis. Der blev også fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs.

Den største bekymring, kardinalen havde, var spredningen af fragmenter af Hostien, som praktisk talt er uundgåelig ved Kommunionsmodtagelsen i hånden, og videre var han også bekymret for, om denne praksis ledte til en mindre andægtig holdning overfor Det Eukaristiske Sakramente, og at det yderligere svækkede troen på realpræcens.

Både Paul VI og Johannes Paul II var meget taknemmelige for rapporterne fra kardinal Bafile. Dette finder man bevis for hos pave Johannes Paul II, der publicerede brevet fra Dominicae Cenae den 24. februar 1980, hvor han meget klart tilkendegav, ”at det var beklageligt, at manglen på respekt overfor de Eukaristiske partikler var så stor”, når det handlede om Kommunionsmodtagelse i hånden. En måned senere tog Johannes Paul II den alvorlige og vigtige beslutning, at suspendere udstedelsen af nye indulter med den begrundelse, at bevilling af indulter i et fremtidigt perspektiv ikke skulle være mulig, men senere den 3. april 1985 blev praksis genoptaget.

Spg: Måske har muligheden for at indhente en indult fungeret som en kattelem for den nye praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden, også selvom Paul VI meget tydeligt gjorde rede for Kirkens lære omkring Kommunionsmodtagelse, og videre gjort det klart, at der var en begrænsning i forhold til udstedelsen af indulter, men den blev ikke overholdt.

Svar: I virkeligheden var muligheden for at indhente en indult måske et svaghedstegn. I en sektion i bogen berører jeg Kirkens autoritet, og hvor det er min hensigt at vise, at fordi man imødekom anmodningerne om indulter i så stort et omfang, er vi havnet i den situation, der er åbenbar for alle. Hvis der bare havde været åbenhed for flertallet af biskopper, der var imod at præsentere muligheden for Kommunionsmodtagelse i hånden, så kunne det måske have set anderledes ud.

Det er vigtigt at huske på, at det må være højeste prioritet, at beskytte Hostien bedst muligt, så partikler ikke spredes, og at Den ikke profaneres på anden måde, der tydeligt fremmes af den nye måde at modtage Kommunionen på. Johannes Paul II lærer i sin encykliske skrivelse Ecclesia de Eucharistia,”at vi ikke kan udvise for megen omhu i forhold til dette mysterium” (nr. 61). Dette udsagn er altafgørende.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/

communion-hand-true-story

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal: Pavens reaktion på tyskernes forslag om interkommunion er ”uforståelig”

Den fejl, pave Frans i sidste uge gjorde ved ikke at give helt klare retningslinjer med udgangspunkt i katolsk lære og praksis til de tyske biskopper vedrørende interkommunion med protestanter, peger på et frafald fra troen, har en prominent kardinal udtalt.

I torsdags (den 3. maj 2018) gav pave Frans de tyske biskopper et pålæg om så vidt muligt at nå til ”enighed” i spørgsmålet, om hvorvidt protestantiske ægtefæller til katolikker kan modtage Den hellige Kommunion. Paven overbragte sine retningslinjer gennem ærkebiskop Luis Ladaria, SJ, præfekt for Troslærekongregationen under et møde i Rom med repræsentanter fra Vatikanet og en delegation fra den tyske biskopkonference. Der var blevet indkaldt til dette møde, efter at syv tyske biskopper havde sendt et brev til Vatikanet, hvor de udtrykte modstand imod, at man på et møde den 20. februar i den tyske biskopkonference med flertal stemte for at tillade interkommunion til protestanter under visse omstædigheder.

I en kommentar offentliggjort i dag i National Catholic Register betegner kardinal Willem Jacobus Eijk fra Holland det pålæg, som pave Frans har givet, som ”fuldstændig uforståeligt”.

”Kirkens doktrin og praksis i henhold til varetagelsen af det Eukaristiske sakramente til protestanter er fuldstændig klar”, siger kardinal Eijk med henvisning til Den Katolske Kirkes katekismus samt kanonisk lov.

Han forklarede, at interkommunion i princippet kun er mulig, når det drejer sig om Ortodokse kristne, ”Disse har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter, ganske særligt i kraft af den aspostoliske succession, præstedømmet og Eukaristien, hvorved de fortsat er knyttet til os i det mest inderlige forhold” (CCC nr, 1399 og 1400, C.I.C. / 1983 Can. 844, § 3).

Protestanterne har hverken den apostoliske succession eller et gyldigt præsteskab eller troen på Eukaristien, fortsætter den hollandske kardinal. De fleste tyske protestanter, forklarede han, er lutheranere, og lutheranere tror på consubstantion, dvs. foruden at Kristi Legeme og Blod fuldt og helt er til stede, så er brød og vin det også, alt dette er så at sige nærværende, når man i lutheransk forstand modtager Kommunionen. Lutheranere tror også, at det er ens tro, der skaber Jesu tilstedeværelse, så hvis nogen modtager brødet og vinen uden at tro på dette, er Jesu Kristi Legeme og Blod ikke tilstede.

Den lutheranske doktrin vedrørende consubstantion adskiller sig væsentligt fra den katolske doktrin omkring transubstantion, forklarede kardinal Eijk, da sidstnævnte ”indebærer en tro på, at det, der modtages under brødets og vinens skikkelse, selv hvis det gives til en person, der ikke tror på transubstantion eller udenfor Messen, stadig er Kristi Legeme eller Blod og ikke vin eller brød”.

I betragtning af disse fundamentale forskelle, sagde han, at en protestant ikke er en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab og derfor ikke kan modtage Den hellige Eukaristi, og dette gælder også, selvom han eller hun er gift med en katolik.

Forskellen mellem troen på consubstantion og transubstantion er så stor, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage Kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Dette kan dog også ske i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor en person, der ligger på sit dødsleje, også kan konvertere til katolicismen.

Han bemærkede endvidere, at de tyske biskopper i udkastet til direktiverne vedrørende tilladelsen af interkommunion til protestantiske ægtefæller fremhæver, at den enkelte må ’lytte til sin samvittighed’ ved siden af, at man ’konsulterer’ en præst eller en anden person med pastoralt ansvar”. Men han sagde, at dette ikke er en tilstrækkelig garanti for, at en person virkelig accepterer Kirkens tro.

Hvis man virkelig accepterer Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og dermed præsteskabet og den apostoliske succession, så er der kun en mulighed, nemlig at blive katolik, sagde kardinalen.

Selvom de tyske biskopper har forsikret, at eksempler med protestanter, som ønsker at modtage Kommunionen med deres ægtefælde, er sjældne, sagde Eijk, at han tror, at det (netop) er det, som åbner døren på klem for interkommunion, og det vil uundgåeligt medføre en udbredelse af denne praksis.

”Protestanter, som er gift med katolikker, og som ser andre protestanter gift med katolikker modtage Kommunionen, vil tro, at de kan gøre det samme. Og til sidst vil selv protestanter, der ikke er gift med katolikker ønske at modtage Kommunionen. Den generelle erfaring med at foretage sådanne ”justeringer” er, at man (som tiden går) gradvist slækker mere og mere på de kriterier, man i starten satte” sagde han.

Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper i sidste uge, at de må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument og prøve at nå til enighed: spurgte Eijk: ”Enighed om hvad”?

”Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af, at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet, heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig”, sagde han.

Som ”det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare” (Lumen Gentium no. 23) sagde Eijk, burde Den hellige Fader have givet de tyske biskopper helt klare retningslinjer med udgangspunkt i Den Katolske Kirkes Katekismus og kanonisk lov.

Når pave Frans undlader at skabe klarhed omkring interkommunion, opstår der en ”udbredt forvirring” blandt de troende, og Kirkens enhed ”bringes i fare”, sagde han. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, tilføjede han.

Kardinal Eijk konkluderede: ”Idet jeg noterer mig, at biskopperne, og først og fremmest Peters efterfølger, forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i Den Hellige Tradition og i Den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus”.

Dette afsnit har overskriften: Kirkens sidste prøvelse:

Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.

Pave Emeritus Benedikt XVI har også vist sin modstand mod den tyske biskopkonferences forslag om interkommunion og har støttet de syv biskoppers initiativ (til at få arrangeret et møde i Vatikanet).

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/popes-response-to-german-bishops-on-intercommunion-completely-incomprehensi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Eijk om eutanasi, kønsteori, homoseksualitet og ægteskab

Redaktørens bemærkning: Det følgende er et interview med kardinal Willem Eijk foretaget af det italienske magasin Il Timone. I dette interview fremsætter kardinal Eijk nogle modige holdninger vedrørende (en række) vigtige spørgsmål i vor tid. Vi kan her med tilladelse fra Il Timones ledende redaktør, Riccardo Cascioli bringe (en oversættelse af) artiklen.

Crisi della fede, rapporto olandese – di Lorenzo Bertocchi

(Il Timone nr. 171, marzo 2018)

Den manglende tro på Jesus Kristus har ført til en manglende tro på absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og at visse principper ikke er til forhandling.

Kardinal Willem Eijk fortalte i et interview med Il Timone om sit hjemland, Holland, som er et land, der har oplevet en stærk sekularisering, der har åbnet op for de såkaldte ”nye rettigheder”, der strækker sig fra prævention til eutanasi. I Holland lukker man Kirker i et uhørt tempo, eller de omdannes til restauranter eller forlystelsessteder. I dag betragter mindre end 20 % af befolkningen sig som katolikker imod 40 % i 1970.

Eijk, som er ærkebiskop af Utrecht, er 65 år, og var overhoved for den hollandske biskopkonference indtil 2016, og han blev gjort til kardinal af Benedikt XVI i 2012.

Som akademiker, filosof og teolog med ekspertise indenfor bioetik, har han indvilget i at besvare en række vigtige spørgsmål vedrørende emner, der er aktuelle i den kirkelige – og almene debat.

”For at starte ud med emnet eutanasi, så åbnede man op for dette i ’velbegrundede tilfælde’” og for at beskrive den dramatiske situation i Holland, sagde handen kan beskrives således, at: man er kommet ud på et skråplan, som man også kan udtrykke det på en anden måde, nemlig at man er kommet ud på ”en glidebane”, hvor et afgørende punkt er nået.

De mange forskellige fortolkninger af kapitel 8 i Amoris Laetitia, der i dag er repræsenteret i den katolske verden, skaber så meget forvirring (i Kirken), at det ville glæde mig, hvis ”paven skabte klarhed i forhold til det, der har skabt forvirringen, gerne i form af en skrivelse, som udgår fra læreembedet”. At give tilladelse til at skilte og gengifte (par) kan modtage Eukaristien kan ikke lade sig gøre, uden at de (parret) forpligter sig til at leve som broder og søster, sagde han.

SPG: Deres Eminence, I Italien har man yderligere, efter at have vedtaget lovbestemmelser, der tillader skilsmisse, abort, fertilitetsbehandling og homoseksuelle ægteskaber, vedtaget en lov, som i større eller mindre udstrækning åbner op for brugen af eutanasi. Hvad mener De om en sådan lov?

Svar: De menneskelige love burde basere sig på den naturlige moralske lov, som har sine rødder i menneskets umistelige værdighed, mennesket som Gud har skabt i Sit billede. Så snart den menneskelige lovgivning åbner op for selv det mindste overgreb på menneskets værdighed, er der risiko for, at man underminerer det, der værner (om) denne værdighed.

SPG: I Holland har sekulariseringen eksisteret i lang tid, hvordan opstod den (i Deres hjemland)?

Svar: Efter at man indførte svangerskabsforebyggende midler i 1964, opstod en problemstilling omkring uønsket graviditet, og løsningen på dette var abort. I midten af 60’erne (1960) vurderede man, at dette (på årlig basis) kun ville komme til at omfatte et meget få, men frem til i dag og igennem en længere periode er der blevet foretaget mere end 30.000 aborter på årsbasis. Selv dette antal er relativt lavt, da størstedelen af unge kvinder i dag benytter P-piller allerede i en alder af 13-14 år stærkt tilskyndet af deres forældre, da disse er bange for, at deres døtre skal blive gravide. Holland er derfor et land, der med ”stolthed” kan fremvise et lavt antal ”unge mødre”. Dette skaber imidlertid et problem i forhold til de unges dannelse, da den store brug af P-piller allerede i en ung alder ikke fremmer kyskhedens dyd samt en bevidsthed om, at den enkeltes seksualitet er noget, der (kun) deles med en anden i ægteskabet eller kommer til udtryk i det cølibatære (et kønligt afholdende) liv.

SPG: Hvad angår eutanasi, så er Deres hjemland på verdensplan, et af de ”ledende” på området.

Svar: I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne blev anvendelsen af eutanasi debatteret (her betegnet som en afbrydelse af livet efter ønske fra en patient og fremsat for en læge), på samme måde blev også aktiv dødshjælp diskuteret, men kun i de tilfælde hvor der var tale om en patient i terminalfasen eller en patient, der led af en uhelbredelig fysisk sygdom. Efterfølgende kom afbrydelse af livet til at berøre tilfælde, hvor der ikke var tale om patienter i terminalfasen. Således begyndte man i 1990’erne at tale om eutanasi eller det at foretage aktiv dødshjælp i tilfælde, hvor patienter lider af psykiske sygdomme eller i tilfælde med patienter, der er demente. En forhindring for at dette kunne lade sig gøre blev ”ryddet af vejen” ved den såkaldte ”Groningen Protocol”, som var en aftale mellem børnelæger og byen Groningens advokat, ifølge denne (Groningen Protocol) kunne en læge, der ”afkortede” livet hos et nyfødt barn med et handicap, ikke blive retsforfulgt, hvis han havde fulgt de foreliggende procedurer. Med udgangspunkt i denne aftale blev der etableret en forordning på nationalt plan vedrørende det at ”afkorte” livsforløbet hos nyfødte handicappede børn. I oktober 2016 meddelte den tidligere regering til den nuværende, at den ønskede, at der blev foretaget tiltag til en ny lov, som kunne gøre det muligt give aktiv dødshjælp til personer, der hverken lider af en psykisk – eller somatisk sygdom, men som har problemer med ensomhed, føler sig gamle eller har nedsat førlighed. I den nuværende regering er der to kristne partier, som er imod en sådan lov. Men alligevel har et parlamentsmedlem, der tilhører et venstreorienteret liberalt parti til hensigt at fremsætte et (lov)forslag, der legitimerer aktiv dødshjælp, der ikke nødvendigvis foretages af en læge, og som kan udføres på mennesker, der er over 75, og som er ”mætte af dage”.

Dette korte eksempel viser, at kriterierne for at ”afkorte” livet udvides mere og mere og respekten for menneskelivet og for et menneskes værdighed ikke længere har betydning. Dette handler om, at man med dette forslag, åbner døren på klem, for senere at åbne den på fuld gab. Begynder man at tillade eutanasi i bestemte og klart definerede situationer, kommer man ud på et skråplan, som man også kan betegne som en glidebane. Er man først begyndt på dette, er der ingen vej tilbage.

SPG: Kan man også benytte betegnelsen glidebane, når der er tale om ægteskabet mellem personer af samme køn?

Svar: Holland var det første land, som i 2001 (rent juridisk) legaliserede ægteskab mellem personer af samme køn. På en vis måde kan man også her tale om, at man har bevæget sig ud på et skråplan, som har udviklet sig til en glidebane. I forbindelse med legaliseringen af prævention i starten af 1960’erne, antog man, at en seksuel handling er moralsk acceptabel, også selvom den ikke foretages i forplantningsøjemed. Når man i en kultur har ”vænnet” sig til, at et sådant tankesæt er normalt, er der ikke langt til en (moralsk) accept af anden seksuel aktivitet, der ikke nødvendigvis har reproduktion som sit mål, heriblandt den homoseksuelle. Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at (alle) disse ting hænger sammen: Foretager man blot en enkelt ændring i forhold til den seksuelle moral, ender man med at forandre den på en måde, som man fra starten ikke kunne have forudset.

SPG: Det synes som om, at mange af de katolikker, der tager del i det politiske liv, har glemt de ”principper, der ikke kan diskuteres” (Forsvaret for livet, den naturlige familiestruktur og frihed til at uddanne sig).

Svar: Paragrafferne 73 og 74 i Johannes Paul II’s encykliske skrivelse Evangelium Vitae (1995) tillader, at katolske politikere under visse omstændigheder, hvilket vil sige, at de overholder de regler, der gør sig gældende, når man vil indgå i et samarbejde med det, der er ondt, det være sig at stemme for en restriktiv retspraksis, der giver mulighed for abort (sic), også selvom dette åbner op for en lovgivning, der er uretfærdig, i et forsøg på at hindre vedtagelsen af et større og mere uretfærdigt lovkompleks, må gøre dette. Politikere, der på den måde er med til at begrænse antallet af udførte aborter, kan derfor betragte deres (politiske) handling(er), som et bidrag til det fælles bedste. Men mange katolske politikere har netop på den måde, med deres stemme(r) forsvaret en lovgivning, der fremmer abort eller eutanasi, og man kan derfor spørge, om de virkelig har været opmærksomme på de betingelser, der er fremhævet i Evangelium Vitae, og om den måde, de har stemt på, kan betegnes som værende til det fælles bedste. Det er et faktum, at mange katolske politikere i dag ikke er ”rustet” til at gå ind i sager om de principper, der ikke er til diskussion, og her nå frem til et kompromis, som rent etisk kan retfærdiggøres, og jeg frygter, at mange af dem ikke længere anser disse principper, som noget der ikke kan diskuteres (og hurtigere går på kompromis).

SPG: Hvad er efter Deres mening om årsagen til, at det er blevet sådan?

Svar: Når der opstår en troskrise, berører dette også den moralske overbevisning, som er en grundlæggende del af troen. Den manglende tro på Kristus, (som vi aktuelt oplever) har ledt til en troskrise i forhold til absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og således er bestemte principper i virkeligheden ikke til forhandling. Men man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5:29). Menneskets love må svare til naturens morallove, som bevarer personens værdighed, og som stammer fra den orden, som Gud gav i skabelsen.

SPG: Deres eminence, De har sagt, at det er nødvendigt, at man i Kirken får udarbejdet en skrivelse, som belyser (det aktuelle tema vedrørende) køn. Hvad er den nuværende situation i Holland? Og hvad er de fremtidige konsekvenser heraf?

Svar: FN samt andre internationale organisationer af samme størrelse og andre mindre NGO’er bærer konstant ved til bålet (i samfundsdebatten) i forhold til spørgsmålet omkring ”gender theory” (kønsspørgsmålet), hvilket understøttes af (den lange række af strømninger, teorier og ideer, der kommer fra) uddannelsessektoren. Derfor er der et påtrængende behov for, at der fra Vatikanets side bliver udarbejdet en udtalelse fra læreembedet, som forklarer Kirkens lære om de nødvendige forbindelser vedrørende køn, mandens og kvindens sociale rolle og det biologiske køn baseret på en kristen antropologi, hvori legemet, der omfatter seksualitet, er en vigtig dimension for personen. Den biologiske forskel mellem mænd og kvinder er også en del af Guds plan med skaberværket: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem ” (1 Mos 1: 27). Dette betyder, at den seksuelle forskel har noget at gøre med det at være blevet skabt i Guds billede, og derfor genspejler Det i sig selv, noget af Gud, som er EN og dog TRE, Han som i Sig er TRE, der er forskellige fra hinanden, men dog er ET.

Det har i Holland siden 1985 været muligt, at man ved en domstol kan anmode om at få ændret sit køn og navn, så dette fremgår af ens fødselsattest. Siden 2014 har det været muligt for en person, som er fyldt 16, og som kan fremvise en udtalelse fra en sexologisk klinik, at vedkommende kan få ændret sit køn på sin fødselsattest af administrativt personale (ved enhver given instans), og videre i sit pas, uden at der er blevet foretaget en juridisk afgørelse eller uden nogen medicinsk erklæring og endelig uden forældrenes samtykke. Allerede tilbage i 1970’erne åbnede man den første sexologiske klinik på Universitetshospitalet i Amsterdam, og overlægen her blev den første professor (i verden) med speciale indenfor transseksualitet. Hormonbehandlingen, der i forbindelse med kønsskifte er en ligeså vigtig del af behandlingen, som selve kønsskifteoperationen, er i en vid udstrækning omfattet af den almene sygesikring (som er obligatorisk for alle borgere i landet). I den nærmeste fremtid er det (først og fremmest) unge mennesker under indflydelse af forskningsprojekter, der fremmer kønsforskningen, som ikke længere vil forstå den grundlæggende værdi af biologisk køn, og derfor vil de se kønnet, som noget man frit kan vælge fra eller til uanset ens eget biologiske køn. Dette er allerede sket, og det fortsætter, uden at man har øje for, hvilke konsekvenser det har for måden, hvorpå vi anskuer familie, ægteskab og seksualitet. Dette er områder, hvor Kirken allerede (nu) har svært ved at markere sig, når Hun vil forklare om sine doktriner på netop disse områder. Det er korrekt, at det ikke kun er vedrørende disse områder (familie og seksualmoral), at Kirken har svært ved at få ørenlyd, det gælder også i forhold til emner som sakramental teologi og ordensliv. Uden en (grundlæggende) forståelse af – eller fornemmelse for, hvad der rent biologisk adskiller manden fra kvinden, kan man heller ikke forstå den analogi, der drages mellem relationen mand og hustru og Kristus og Kirken (som er Hans brud) (Ef: 5: 21-25) og i sidste instans vil man heller ikke kunne forstå, hvorfor det kun er mænd, der kan ordineres til præst(er) (i Den katolske Kirke).

SPG: I Januar gav De et interview til Dutch daily Trouw, hvor de tog det kontroversielle spørgsmål op, som handler om det at åbne op for at skilte og gengifte par har adgang til Sakramenterne, et ”initiativ”, der kan betegnes, som frugten af den sydonale proces. Kan De endnu engang ”løfte sløret” for Deres tanker vedrørende dette?

Svar: Spørgsmålet, om det kan være muligt for de såkaldte skilte og gengifte at få den sakramentale absolution for derefter at kunne modtage Eukaristien, splitter Kirken.  Vi oplever en debat, som til tider er meget intens, og som foregår på alle niveauer i Kirken.

Årsagen til forvirringen er den Post Sydonale formaning Amoris Laetitia, skrevet af pave Frans efter afslutningen af de to synoder om familien i 2014 og 2015. Denne forvirring er frem for alt opstået i forbindelse med paragraf 305 i formaningen. Vi ser (nu), at nogle biskopkonferencer har indført pastorale retningslinjer, som åbner mulighed for at skilte og gengifte kan modtage Den hellige Kommunion, dog betinget af – og efter en længere periode hvor præsten, der følger (parret) kommer med sit (pastorale) skøn. I modsætning hertil er der andre biskopkonferencer, som helt udelukker denne mulighed. Det, der er det rigtige det ene sted, kan ikke (pludselig) være forkert et andet sted. Disse forskellige fortolkninger af formaningen, som (direkte) vedrører doktrinære spørgsmål skaber forvirring blandt de troende. Derfor ville det glæde mig, at paven skaber klarhed i denne sag og gerne i form af en skrivelse, som bærer læreembedets stempel. Jeg deltog selv ved begge synoder (om familien), og jeg argumenterede for, at man ikke tillader skilte og (civilt) gengifte adgang til at modtage Den hellige Kommunion. Jeg fremlagde også denne betragtning og argumentation i en artikel, der (senere) blev offentliggjort i en bog, der indeholdt yderligere indsigelser fra en række kardinaler. Bogens titel er: Eleven Cardinals Speak on Marriage and the Family, Ignatius Press, 2015)

SPG: Kan De kort gøre rede for Deres holdning?

Svar: Jesus sagde selv, at ægteskabet er uopløseligt (Matt: 5:32, 19:19, Mark 10:11-12 og Luk 16: 18). Jesus synes, i Matthæus evangeliet (19:19 og 5:32), at komme frem til, ar der kan være en undtagelse, som er, at man kan fordømme sin hustru, hvis der er tale et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag. Imidlertid, den nøjagtige betydning af det græske ord poreia, som her oversættes med et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag, er usikkert. Der er formentlig tale om et ægteskab, som er af incestuiøs karakter eller et ægteskab, der er indgået indenfor samme familie eller slægt (jf 3 Mos 18:6-18 og ApG 15:18-28). Den altafgørende grund er, at man ikke kan tillade skilte og gengifte at modtage Kommunionen på baggrund af analogien, om at mand og hustru har samme status Kristus og Kirken (Ef 5:23-32). Forholdet mellem Kristus og Kirken er en gensidig gave. Hele Kristi gave til Kirken blev til i den gave, Han gav ved at give Sit liv på korset. Hele denne gave er til stede i Det Eukaristiske sakramente. Enhver, som deltager i Eukaristien bør være klar til at give sig selv fuldt og helt, som en gave, og som en del af Jesu Kristi gave til Kirken. Enhver, der lader sig skille og indgår i et civilt ægteskab, selvom det første ægteskab ikke er blevet annulleret, foretager et overgreb på den gensidige gave, som det første ægteskab indebærer. Det andet ægteskab, som er blevet til ved en civil ceremoni, kan ikke betegnes som et rigtigt og ordentligt ægteskab. Misligholdelsen af hele den gave, som det første ægteskab er, og som stadig betragtes som gyldigt samt fraværet af en ”manglende motivation” til ikke at ville overholde det (der er forbundet med hele denne gave), gør at den person, der er en del af et sådant andet ægteskab ikke er værdig til at tage del i Eukaristien, som (netop) tilvejebringer hele Jesu Kristi gave til Kirken. Dette er dog ikke en hindring for, at skilte og gengifte (stadig) kan deltage i den liturgiske fejring herunder Eukaristifejringen, dog uden at modtage Den hellige Kommunion, og præsten må i dette yde (parret) pastoral støtte.

Ser vi på de tilfælde, hvor det for skilte og (civilt) gengifte på ingen måde er muligt at leve adskilt, eksempelvis grundet forældreansvaret overfor de fælles børn, bør man tillade dem at kunne gøre brug af bodens sakramente og videre at modtage Den hellige Kommunion, dog forudsat at de følger de retningslinjer, der fremgår af paragraf 84 i Familiaris Consortio og paragraf 29 i Sacramentum Caritatis. En af disse retningslinjer er, at parret forpligter sig til at leve, som bror og søster, hvilket indebærer, at man lever seksuelt afholdende, og dermed ikke har en sådan relation til hinanden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cardinal-eijk-euthanasia-gender-theory-homosexuality-marriage

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)