Category: Communion

Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød …

Har I ikke liv i Jer

Nu, hvor vi går gennem den stille uge og bevæger os mod påsketiden, kan det være godt at overveje Vor Herres indstiftelse af Eukaristien og Hans tilstedeværelse der, som Han fortsætter med at være uanset tid og sted.

Det største forræderi, pænhedens Kirke har foretaget, er at benægte realpræsens, og at Vor Herre er fuldt og helt til stede under brødets og vinens skikkelse.

Benægtelsen af realpræsens er årsagen til alt det onde i Kirken og forræderiet mod Kristus i det Allerhelligste sakramente. Det var det forræderi, Judas foretog mod Jesus, det var det forræderi, protestanterne foretog med deres revolution imod Kirken, og det er det forræderi, modernisterne i Kirken foretager imod Hende (Kirken), det er dem, der fremmer helligbrøde i Kirken.

Det bør stå klart for enhver: det er helligbrøde, når man har vished for, at mennesker, der har begået alvorlig eller svær synd, modtager Den hellige Kommunion. Kanonisk lov § 915 understreger, at dette under ingen omstændigheder er tilladt.

Alligevel vælger hele gruppen af blødsødne, kujonagtige og ondskabsfulde prælater ganske enkelt at vende det blinde øje til, (når det sker), eller de gør det, der er endnu værre, de forkynder, at det er legitimt. Ve dem, hvis de ikke omvender sig, inden de dør.

Vor Herres kødelige offer på korset blev foretaget med den hensigt, at det skulle være for bestandigt, indtil tidernes ende, og der er altså ikke tale om et nyt og forandret offer, hver gang det foretages, men det er dette ene offer, der vedvarende fuldbyrdes, ét offer, en gang for altid.

Biskop Fulton Sheen plejede at sammenligne Messeofferet med den oprindelige opsætning af et skuespil med dets musikstykker, tekster og karakterer. Når skuespillet skal på turné, så er det samme stykke med de samme musikstykker, tekster og karakterer, men det spilles blot under andre forhold. Der er derfor ikke sket forandringer i den oprindelige opsætning.

Der er tale om det samme skuespil, én opsætning, og det kan overværes mange forskellige steder til enhver tid, det er som den oprindelige opsætning uden forandringer, og sådan er det også med Den hellige Messe.

Hvorfor ønskede Vor Herre Sit en-gang-for-alle-offer gjort gældende i hele historien og tilgængelig for alle mennesker? Fordi Han, ligesom da Han bød israelitterne at spise offeret, som var en forsmag på Den hellige Kommunion, nu byder dem, der følger Ham at spise offeret, som er Hans kød.

Da jøderne i Kapernaum bad Ham give dem dette brød, svarede Han dem: ”Det brød jeg vil give er mit kød, som gives til liv for verden”.

På en vis måde kunne vi med lethed konstatere, at offeret på Golgata blev foretaget således, at de troende fra det tidspunkt kunne indtage kødet fra deres offerlam, således som man gjorde ved den første påske i Egypten.

Lammet måtte indtages, ellers var offeret ikke fuldbragt. Det er derfor, Vor Herre fortæller forsamlingen omkring Ham: ”Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød, har I ikke liv i Jer”.

Dette blev den eneste doktrin, de nægtede at acceptere. Bemærk, at det kun var den ene ting, der gjorde, at de afviste Ham, og det samme gjorde sig gældende for Judas, der forrådte Ham.

Korsfæstelsen / offeret, for det var det, det var, blev til ved guddommelig bemyndigelse og gjort tilgængeligt for dem, der følger Kristus, indtil den dag Han kommer i herlighed. Men selv før det andet komme, som vi ser frem til med stor forventning, er Den hellige Eukaristi tæt forbundet med opstandelsen.

Det var i Kapernaum, at Han sagde, at den, der spiser Hans kød og drikker Hans blod, vil Han oprejse på den yderste dag.

Når en katolik, der er i nådens stand, modtager Den hellige Kommunion, bliver dennes kød og blod forberedt til den endelige herliggørelse, som er et herliggjort legeme, fordi det er det herliggjorte Kristi kød, Hans opstandne kød, som vi indtager, og vi bliver gradvist mere og mere ligesom Ham, hvis vi vel og mærke modtager Ham i en værdig stand, det vil sige nådens stand.

Kærlighed kræver,at en Gud, der ikke blot kunne give os Sin Ånd, men også Sit kød, ville gøre dette. En kærlighed, der ikke er fuldendt, kan ikke betragtes som kærlighed. Denne Gud har magten til at give Sig selv helt og fuldt med sjæl og legeme til os ved at forene Sig med vores sjæl og legeme.

Et menneske, der tror, at det kun behøver en åndelig relation til Kristus på Golgata, at dette er det eneste nødvendige, en sådan person har desværre ikke forstået, hvad der egentlig kræves.

Den virkelige Kristus, som så mange hævder, at de har en personlig relation til, benægter i realiteten den relation, fordi de ikke ønsker fuldt og helt at underkaste sig alle Hans bud, hvoraf ét af dem er: ”spis mit kød”. Og for at gøre det helt klart tilføjede Han overfor dem i Kapernaum, der fulgte Ham: ”For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik”.

Dem, der fulgte Jesus, og som fandt at netop denne form for relation, så at sige ”kom alt for tæt på”, blev ganske enkelt for personlig, nemlig at der her var en Gud, som elskede så meget, at Han ønskede at være så tæt på mennesket, som overhovedet muligt. Disse mennesker ønskede, og de ønsker det stadig, den dag i dag, en Gud på deres præmisser, hvor det er Ham, der følger de bud, de har fremsat for Ham.

Det er netop grunden til, at dem, der fulgte Jesus til og med Kapernaum, afviste Ham netop der og fulgte deres egen vej. Dette er også grunden til, at kimen til Judas forræderi blev sået her, og dette er ligeledes årsagen til, at dem, der stod bag den protestantiske revolution i det 16. århundrede, fornægtede realpræsens, og dermed Den hellige Eukaristi, og endelig er dette årsagen til, at så mange i Kirkens hierarki benægter denne sandhed ved den måde, de agerer på.

I Kapernaum betegnede Jesus Judas som en djævel, fordi han ikke troede. De, der præsenteres for sandheden og benægter den eller afviser den eller forsøger at bortforklare den, vil lide den samme skæbne som Judas.

Påsken handler om realpræsens. Det er derfor Vor Herre som en afslutning på vandringen med sine disciple på vejen til Emmaus afslører Sig selv ved at bryde brødet, således at deres øjne blev åbnet.

Lad os bede for og arbejde på med iver i denne påske, at vi må blive brugt til at åbne øjnene på så mange som muligt, så de ser den sandhed, der er i realpræsens. I de næste dage vil et hold fra Church Militant drage til Israel, og der producere vores helt egen dokumentar om Eukaristien.

Det vil sige, at de næste episoder af Vortex vil blive produceret i Israel, og her vil vi holde Jer opdateret om vores arbejde samt de seneste nyheder. Vær venlig at bringe vores rejse og arbejde med i Jeres bønner.

Fra alle her på Church Militant: med ønsket om en hellig og glædelig påske til Jer alle.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. april 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-unless-you-eat-the-flesh-of-the-son-of-man

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor katolikker, der er åndeligt døde, bør bekende den dødssynd, de har begået, før de modtager Den hellige Kommunion

Blandt katolikker, der endnu deltager i Den hellige Messe, eksisterer der et stort problem: en generel og vilkårlig modtagelse af Den hellige Kommunion, endog af dem, der ikke har forberedt sig eller har den rette indstilling til at modtage Herren og kan drage fordel heraf. Dette er et stort problem, som allerede er blevet adresseret af to tidligere paver.

Til tider, faktisk ret ofte, går alle de, der deltager i Eukaristien til Kommunion, og som nogle erfarne præster bekræfter, har det i disse situationer (for nogle) været påkrævet, at de før dette havde gjort brug af bodens sakramente for at få renset deres samvittighed (Johannes Paul II, Dominicae Cenae, 11).

Dette tekststykke kvalificerer sig til at modtage en pris for at underdrive, men det, som det antyder, er ikke til at misforstå. At rense sin samvittighed ved regelmæssigt at gøre brug af bodens sakramente, og i sagens natur helt klart, hvis man har begået en dødssynd, er den måde, hvorpå man kan vise en passende ærbødighed overfor Vor Herre Jesus Kristus, Israels Hellige, som er fuldt og helt til stede i det Allerhelligste sakramente, som føde for os på vores pilgrimsvandring mod himlen.

Som Kirken lærer, er Eukaristien ikke et middel for dem, hvis sjæle er døde, men den er føde for dem, som er i live, og som har behov for styrke til at leve et liv med kærlighed. Man kan gennem en hel dag fodre et dødt menneske, og det vil ikke føre til noget. I det åndelige liv er det langt værre: når et menneske, der er åndeligt dødt spiser livets brød, pådrager det sig mere skyld. Og ved uberettiget at give sådan føde til mennesker (der ikke har angret deres synder), der kan defineres som offentlige syndere (her drejer det sig om præster eller biskopper, der giver Herren til politikere, der stemmer for abort) falder der ild på den, der modtager Herren og den præst, der uddeler Ham. Det er sådan, det er, og det er der bred konsensus om blandt kirkefædrene, kirkelærerne og paver, der holder sig til den katolske tro.

Pave Benedikt bemærkede i et interview, at det foruroligede ham at se store horder af mennesker gå til Kommunion ved store begivenheder i Vatikanet, når det var helt klart, at mange var turister eller besøgende eller på anden måde ikke disponerede (f. eks manglende faste) for Kommunionsmodtagelse. Derfor genintroducerede han brugen af knælebænke og lod Kommunionsmodtagelsen forgå ved at kommunikanten knælede og modtog Hostien på tungen for ganske enkelt at minde folk om, at dette er et helligt ritual, som er centreret om det Allerhelligste, Sanctissimum:

Der er en stor fare for en overfladisk tilgang ved sådanne lejligheder, hvor Messerne i Skt. Peter bliver en del af et arrangement … I en sådan sammenhæng, hvor folk tror, at alle pr. automatik skal modtage Kommunionen, fordi når alle andre går op, så ønskede den enkelte også at deltage, og derfor ønskede jeg at sende et klart signal om, at dette ikke er et ritual, der skal associeres med noget socialt, hvor man ”bare” kan deltage, hvis man har lyst (The Light of the World, p. 156).  

Grunden til denne bekymring er ganske enkel og bliver udtrykt klart og præcist ved Koncilet i Trent:

Det er ikke passende at tage del i en hellig handling uden hellighed. Det er sikkert, at de kristne, når de erkender helligheden og guddommeligheden ved dette himmelske sakramente, må være påpasselige og ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed, især når man tænker på Paulus’ advarende ord: ”For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 29). De, som ønsker at modtage Kommunionen må hele tiden have Paulus opfordring i sinde: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret” (1 Kor 11: 28). (Session 13, kap. 7).

I lyset af alt dette må katolikker være sig meget bevidste om, hvad det vil sige at ”værepåpasseligeog ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed”. Hvilke betingelser gør sig gældende for en frugtbar og regelmæssig modtagelse af det allerhelligste sakramente?

Et svar, der henter sin autoritet i læreembedet, finder man i dekretet Sacra Tridentina Synodus fra 1905, som fremhæver de tanker, som pave Skt. Pius X havde gjort sig. Denne pave fremsatte her en reaktion for at adressere de dele af Jansenismen (1), som havde en afskrækkende virkning på de troende i forhold til at komme nær alteret, samt det at man havde nedsat aldersgrænsen for at modtage Den første Kommunion, og endelig at de troende blot skulle modtage Herrens Legeme så ofte som muligt. I dekretet kan man læse følgende:

For det første skal den, der ønsker at nærme sig Den hellige Banket, være i nådens stand, det vil sige, at vedkommende skal være sig bevidst om, at al begået syndsaktivitet, forstået som dødssynd, er blevet bekendt i skriftemålet.

For det andet skal den troende besidde den ”rette og hengivne tilgang”. Dekretet forklarer, hvad der menes med det: ”at den, der nærmer sig Det hellige Bord ikke bør gøre dette af vane, i hovmod eller ud fra menneskelige hensyn, men fordi den troende ønsker at være Gud til behag, at være tættere forbundet med Ham i kærlighed, og for at gøre brug af dette sakramente med henblik på at løfte den troende i dennes svaghed og skrøbelighed. Med andre ord skal kommunikanten være sig meget bevidst, hvad han foretager sig, og Hvem han nærmer sig (og af den grund bør kommunionsmodtagelsen ikke være rutinemæssig), og at den handling, kommunikanten foretager, er Gud til velbehag og helliggør hans sjæl gennem en tættere tilknytning til Ham ikke på baggrund af, hvad andre måtte formode eller tænke (altså grundet hovmod eller menneskelige hensyn).

For det tredje må den troende ikke bære på dødssynder eller have hensigter om at udøve dem, den troende skal som det mindste være uden dødssynd, og det på en sådan måde, at den troende aldrig vil foretage en dødssynd i fremtiden. Dette element er særlig vigtigt i dag, hvor vi befinder os i en kaotisk situation forårsaget af Amoris Laetitia. Så længe en katolik har til hensigt at fortsætte med at leve i synd, som er konstant at befinde sig i en situation, der objektivt set er forbundet med synd, som eksempelvis kan være, at man er blevet skilt og har fået en borgerlig vielse med en ny partner, mens ens tidligere partner stadig er i live. En sådan katolik kan ikke modtage Den hellige Kommunion, fordi intentionen om at fortsætte synden stadig eksisterer.

For det fjerde er det ikke et krav, at kommunikanten skal have brugt tid på at forberede sig, eller at denne benytter tid efterfølgende til taksigelse, men begge former for praksis (forberedelse og taksigelse) er vigtige delelementer for at kunne opnå den mest givende kommunionsmodtagelse. Dekretet formulerer det på følgende måde: ”sakramenterne … og det man får ud af at modtage dem, afhænger af, hvor godt modtageren har forberedt sig”. Bortset fra Guds intentioner, der ikke er synlige, om at løfte nogle sjæle højere end andre, handler det om, at vi for vores del arbejder på at få en levende tro og skærper vore andagtsøvelser. Vi kan således nærme os alteret og modtage Herren i Kommunionen, Den Herre, der ser forskellene på dem, der hyppigt modtager Kommunionen og viser tydelige effekter på det og omdanner dem til helgener og dem, der ikke synes ikke at vise tegn på forandringer, selvom de på daglig basis modtager Herren.

Kort fortalt er de fire betingelser for en hyppig og frugtbar modtagelse af Den hellige Kommunion: 1) at være i nådens stand, 2) at have den rette og hengivne indstilling 3) at have gjort sig fri af synden også således, at man ikke er fristet til at synde igen i et fremtidigt perspektiv, og 4) at forberede sig ordentligt og fremsige en taksigelse.

Hvilket resultat opnår vi, hvis vi følger den kloge rådgivning fra Vor Moder, Kirken? Det selvsamme dekret kommer med følgende smukke formulering: ”ved hyppig og daglig modtagelse af Den hellige Eukaristi styrkes vor tætte bånd til Kristus, det åndelige liv opretholdes, sjælen bliver mere beriget med dyd, og løftet om evig lykke bestyrkes.

Hvilket privilegium og hvilken udfordring det er for os at få så meget styr på vores liv, at vi kan vokse i nåde, renhed, tro og hengivenhed!

Noter

1.      Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde fundamentet for bevægelsen. Jansenisme var meget udbredt i 1600-tallets Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente at teologien alene burde bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi. (Kilder: Katolsk minileksikon samt Gyldendals store leksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/spiritually-dead-catholics-must-not-receive-holy-communion-until-doing-this

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor bør katolikker faste, før de modtager Den hellige Kommunion

I betragtning af, hvor lidt fokus der er på askese, som er selvfornægtelse, er netop dette aspekt af katolsk åndelighed ikke noget, man bør gå på kompromis med, og det gælder også par og familier. Som en synder, der konstant har behov for at blive lutret, må vi alle granske vores samvittighed, gøre bod og omhyggeligt forberede os til at kunne modtage sakramenterne.

Det største problem i moderne tid, og som allerede blev begrædt af pave Pius XII, er, at vi har mistet fornemmelsen for synd. Det, at vi har mistet denne fornemmelse for synd, er imidlertid blevet forværret ved tabet af de mange rutiner, mange katolikker engang havde til at minde sig selv om den synd, de bar på og derfor måtte gøre bod for: fredage uden kød hele året igennem, at faste dagligt under hele Fasten ikke blot Askeonsdag og Langfredag samt faste i nattetimerne for modtagelsen af Eukaristien den følgende dag, som senere blev skåret ned til tre timer og reduceret yderligere til en time.

Da Pius XII i 1953 lempede timeantallet for den Eukaristiske faste fra at skulle strække sig fra midnat til blot tre timer før Messestart, blev det betragtet som en bemærkelsesværdig imødekommelse fra Kirkens side i forhold til de mere nutidige behov. Og man kan på en vis måde sige, at ændringen var passende set i forhold til omstændighederne. I 1964 foretog Paul VI en lempelse af den Eukaristiske faste fra tre timer til en time, som i mange tilfælde er blevet til følgende: spis ikke noget undervejs til søndagsmessen. Er det, det, man kalder for en meningsfuld faste? En times faste skulle i princippet være til at overholde, men paradoksalt nok, har det resulteret i, at mange katolikker ganske enkelt ignorerer det, og det er netop blevet sådan, som Aristoteles har formuleret det: ”Når der kræves lidt, udebliver resultatet, fordi kravet ikke fremstår som et krav”.

En tydelig Eukaristisk faste viser vores respekt overfor Vor Herre Jesus Kristus samt et ønske om at modtage Ham, som den vigtigste føde i vort liv. Dette stiller os også over for et moralsk krav, nemlig at vi er forpligtede til at modtage Ham med værdighed. Vær opmærksom på, kristne mand og kvinde, hvad I nu er ved at gøre: vær Jer bevidste, om at I bør være i nådens stand, således at I med værdighed nærmer Jer Herren Jesus Kristus og modtager Ham personligt. De tre timers faste handlede også om Herren, om at give Ham ære og til sidst en selv, hvor man ransager sin samvittighed, for at prøve om man er i nådens stand. Dette var en disciplin, som fungerede præventivt i forhold til ubetænksomhed, ligegyldighed og det at betragte Kommunionsmodtagelsen som en social begivenhed.

Omgivelserne, der skal danne rammen for tilbedelse, er i alt for mange sogne så utilstrækkelige, at de ganske enkelt ødelægger troen på det Allerhelligste, som Den katolske Kirke bekender er Vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, og som vi må være forenet i tro og kærlighed for at kunne forenes til ét kød. Det katolske Novus Ordo lektionarium undlader fuldstændig Skt. Paulus anmodning om, at man ransager sin samvittighed, før man modtager Eukaristien: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 27-29), men man finder til gengæld dette flere steder i det traditionelle lektionarium. Lægfolket, her både mænd og kvinder, forestår Kommunionsuddelingen på en uhøjtidelig måde. Adspredende eller følelsesmæssig musik formår ikke at danne rammen, for at de hellige mysterier virkelig fremstår som hellige, og formår yderligere ikke til at tilskynde til, at de troende viser ydmyg tilbedelse. Det, at faste som er en åndelig disciplin, er, som allerede nævnt blevet gjort ligegyldig. At forberede sig til Messen og give en taksigelse efterfølgende er praktisk talt ikke-eksisterende. Lægger man alle disse faktorer sammen, skaber det et billede af, at det at modtage Den hellige Kommunion er noget banalt og helt almindeligt, og at det ville virke mærkværdigt, hvis nogen blev nægtet adgang til Den.

I kommuniteter, hvor Den latinske Messe celebreres, er der blandt de troende fokus på at få ransaget sin samvittighed, og bliver man sig bevidst om, at man har begået en dødssynd, må man skrifte den, før man modtager den hellige Kommunion. (I de samme kommuniteter foretages der på søndage og andre festdage skriftemål før og under Den hellige Messe, og denne måde at gøre det på er særdeles velegnet til det åndelige behov, der er hos almindelige katolikker. En præst vil fejre Messen, mens den anden sidder i skriftestolen. Ved konsekrationen holder man inde med skriftemålet, og ved Kommunionsuddelingen hjælper den præst, der har siddet i skriftestolen den celebrerende præst med Kommunionsuddelingen). Her er det tydeligt, at ikke enhver automatisk forlader sin bænkerække og går op og modtager Den hellige Kommunion. De, der er i nådens stand, går op og tager del i den mystiske banket, de knæler i ærbødighed, mens de beder og modtager Ham på tungen fra præstens konsekrerede hænder. Det hele bliver gjort på en måde, som er værdig og korrekt. Mennesket kommer foran Gud og har fjernet enhver forhindring, der er menneskelig muligt at fjerne, og beder om at modtage Hans guddommelige livs helt fantastiske gave.

Kunne vores mangel på øvelse (jeg benytter dette i mangel af bedre dækkende ord) i Eukaristisk mådehold og ærbødighed for Herrens Legeme relateres til, at kyskhedens dyd og ægteskabet er blevet ødelagt, her forstået som mådehold i forhold til seksualitet og en ærbødighed for ægtefællens krop? Ligesom det synes som om, at mange ikke har behov for at forberede sig, vente og bede for nåden til at blive værdige til Herrens gave, hvor Han giver Sig selv til os i Den hellige Kommunion, på samme måde, synes det som om, der ikke er noget behov for at forberede sig og vente og bede for nåden til at være værdig til at modtage den gave, som den anden person er i det ægteskab, der ikke kan brydes, mens man selv gør sig til en værdig gave, der skal modtages af den anden.

Der må ske en genopretning af fasten. Man bør ikke have nogen, der giver signal til, at alle på en bænkerække skal gå til Kommunion. Det skal kun være præster, der står for Kommunionsuddelingen, som foregår, mens kommunikanten knæler, og Kommunionsmodtagelsen foregår på tungen. Disse tre ændringer ville hjælpe til at bekæmpe den pandemi af uærbødighed, der i dag gør sig gældende samt de utallige Kommunioner, der modtages af folk, der ikke er i nådens stand.

Sådanne tiltag vil måske over tid tilskynde par til at tænke anderledes omkring sig selv og deres kroppe, og den omsorg og respekt, man bør udvise overfor ethvert kristent legeme, fordi det er Helligåndens tempel, og videre skal man tænke på ærbødighed, ganske enkelt fordi ens ægtefællens krop ikke må tages for givet. Seksualiteten i ægteskabet handler trods alt om, at man gensidigt giver sig selv under de forhold, som Gud giver og ikke udnytter hverandre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 8. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-catholics-must-fast-before-receiving-holy-communion

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hyppig Kommunionsmodtagelse muliggør seksuel renhed

I dag oplever unge katolikker, og det er ikke kun de unge, et konstant bombardement af billed- og tekstmateriale, der omhandler seksualitet samt det, der har med kødets lyst at gøre. Kødets lyst og synd er tæt forbundet og har fulgt os siden syndefaldet, men aldrig før har tilgængeligheden til anstødeligt billedmateriale samt lignende materiale, der tilskynder den syndige tendens, været så stor, og det er til stor skade for den åndelige, psykologiske og fysiske helbredstilstand.

Hvis C.S. Lewis havde ret, da han sagde: ”kyskhed er den mest upopulære dyd blandt de kristne dyder”, stemmer det overens med det, der fremhæves i det følgendeAt opføre sig ikke kysk er én af denne verdens mest fremtrædende laster”. Den situation, som den ”moderne” verden i dag befinder sig i med hensyn til kyskhed, blev forudsagt af Our Lady of Good Success (1) som åbenbarede sig for den ærværdige Mother Mariana de Jesus Torres fra Quito i Ecuador (disse åbenbaringer fandt sted i årerne fra 1594 – 1634), hvor Vor Frue meget detaljeret fremlagde, hvilken ”åndelig katastrofekurs” Kirken ville bevæge sig ud på i anden halvdel af det 20. århundrede. Blandt de mange profetier, blev følgende fremhævet:

Den tredje grund, til at lampens lys udslukkes, findes i urenhedens ånd, der til den tid vil gennemsyre hele atmosfæren. Som et hav, der er forurenet, vil det oversvømme gader, stræder og offentlige pladser med en forbavsende frihed. Man vil have svært ved at finde sjæle med deres jomfruelighed intakt”.

På samme måde åbenbarede Vor Frue af Fatima sig for Skt. Jacinta fra Fátima adskillelige gange mellem december 1919 og februar 1920. Én af de ting, hun sagde, som burde få os til at tænke os mere om, er: ”langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden grund”. Hun sagde videre: ”Visse tendenser vil blive præsenteret og normaliseret i verden, tendenser, der i særdeleshed vil krænke Vor Herre”.

Dom Augustine Marie, OSB, kommer med følgende kommentar i sin bog The Message of Our Lady of Fatima:

Langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden synd”. Dette har den sidste tilbageværende person, der overværede Jomfru Maria-åbenbaringerne i Fatima udtalt, og hun siger videre, at der her er tale om den synd, der er relateret til kyskhed eller nærmere betegnet urenhed. Grunden til denne udtalelse skyldes ikke, at synd relateret til kyskhed, er den værste synd, men fordi det er en synd, der ofte bliver begået, og (som Sr. Lucia understregede), det handler også om samvittighed, og det gør det, fordi synd, der knytter sig til urenhed, ikke bekendes så ofte, som andre synder. Hvorfor nu det? 1) fordi fornemmelsen af at have gjort noget forkert, som i sagens natur er løftestangen for at bekende synden, ikke har været der, da synden blev begået, dog med undtagelse af utroskab, og 2) der kan være stor skam forbundet med at have begået visse former for urene handlinger, og det gør det sværere at lægge denne syndsaktivitet frem i skriftemålet, og det kan endda synes uoverstigeligt at skulle bekende det, og endelig 3) alle former for seksuel aktivitet bliver i vores post-kristne eller anti-kristne kultur karakteriseres som godt og naturligt, og seksuel afholdenhed betegnes som usundt.

Som Dom Augustine Marie forklarer, at selvom manglende kysk adfærd, en uanstændig adfærd og andre laster, der knytter sig til samme syndskategorier, ikke kan karakteriseres, som de værste synder, man kan begå, så er de stadig nogle af dem, der hyppigst bliver foretaget af en speciel gruppe mennesker på et bestemt alderstrin, men disse synder er stadig til stor fare for sjælen, og videre er de samfundsnedbrydende. Uanset om man går til helvede, fordi man ikke har bekendt synder, som mord, utroskab, tyveri og mastubation, så leder de til et sted med mørke og evig pine, og selvom Dante er korrekt i sin beskrivelse af helvede, bestående af enheder med større eller mindre grad af afstraffelse, alle varierende i den ondskab, der lægges for dagen i forhold til afstraffelsen, så oplever alle dem, der er blevet fordømt, smerten ved at miste Gud, og samtidig oplever de smerten fra en mærkbar ild, der brænder for evigt. Dette er noget, man for enhver pris vil forsøge at undgå gennem ærværdig selvkontrol og ved omvendelse, når man ”falder” i synd og ved en ydmyg og urokkelig tro på Guds barmhjertighed samt en vedvarende brug af bodens sakramente og Kommunionsmodtagelse.

In quo corrigit adolescentior viam suam? in custodiendo sermones tuos (Sl 119:9). Denne linje, som oversættes på følgende måde: ”Hvordan holder den unge sin sti ren?” Kong David, som havde problemer med synder relateret til kødets lyst, stiller dette gammelkendte spørgsmål. Det nye svar, som kristendommen giver, er: Kristus. Det er ikke muligt for os at være dydige eller rene uden Jesu bistand. Der eksisterer intet sekulært ”middel”, der er på niveau med Jesus. Der findes ingen løsning, der, uanset hvor gennemtænkt den måtte være, kan hamle op med Ham (Jesus).

Kristus giver os et utal af gaver, men der er to, der er særligt værdifulde: 1) Kendskabet til sandheden, og hvordan vi skal leve efter den, og 2) Den hellige Eukaristi, der forener os med Herren, som renser og frelser os. Det er meget vigtigt, at vi kender Vejen, og vi behøver styrke for at følge Den. Det er ubærligt at være vidne til mennesker, der forsøger at leve et liv uden en markør for, hvad der grundlæggende er rigtigt og forkert eller sandt og falskt! Uden en sådan markør farer man hurtigt vild og bliver et let bytte for ”Djævelen, (der) går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1. Pet 5.8). Men det er dog endnu mere bedrøveligt at være vidne til dem, som har kendskab til det, der er rigtigt og forkert og sandt og falskt, når de snubler og falder og farer vild, fordi de ikke har Livet i sig, til at gå ad den rette vej. ”Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1 Kor 6: 17).

Kirkefader og kirkelærer Skt. Cyril fra Alexandria fremhæver følgende i en af sine prædikener:

Hvis I fornemmer en snigende trang til umådeholdenhed, søg da sikkerhed i nydelsen af Kristi Legeme og Blod, Kristus, som mestrede den ultimative selvkontrol, mens Han var her på jorden, og Jeres trang vil svækkes. … Hvis I fornemmer, at urenheden vil Jer til livs gå da til den banket, der er for englene; Og Kristi Legeme, der er Ubesmittet, vil gøre Jer rene og dydige.

Vedrørende følgende afsnit i den anbefalelsesværdige bog Jesus, Our Eucharistic Love, skrevet af Fr. Stefano Manelli, kommer han med en kommentar, der lyder således:

Da folk ønskede at vide, hvordan Skt. Charles Borromeo (1538 –1584) forblev kysk og retskaffen, selvom han færdedes sammen med andre unge mennesker, der opførte sig tøjlesløst og frivolt, fandt de frem til, at hans ”hemmelighed” lå gemt i hans hyppige modtagelse af Den hellige Kommunion. … Skt. Philip Neri, der havde megen viden om unge menneskers adfærd, bemærkede, at: ”Hengivelse til Det Allerhelligste Sakramente samt Den hellige Jomfru ikke blot var den bedste måde, hvorpå man kan bevare renheden, det er ganske enkelt den eneste holdbare løsning. Når man er tyve år, er det eneste, der kan holde hjertet rent Den hellige Kommunion. … Dydighed er ikke mulig uden Eukaristien”.

Eukaristien er ganske enkelt Jesus, Den sande Gud og Det sande Menneske, nemlig Den Gud, der skabte os og helliggør os, det Menneske, der kender vores svagheder og læger dem med Sit kød. Det er Ham, der forsikrer os om, at: ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud” (Luk 18: 27). Lad os hele tiden nærme os Ham i frygt og med tro og lade Hans nærværs kraft udvirke mirakler i os.

Noter

(1): I mangel af tilsvarende dansk betegnelse, benyttes den engelske.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-frequently-receiving-holy-communion-helps-make-sexual-purity-possible

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Vianney om modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand

Denne handling vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder

Følgende stammer fra ”Sermon om Unworthy Communion” Bog IV (’Sermons inédits’)

Modtagelse af Den hellige Kommunion uden at kommunikanten er i nådens stand, er noget, der ofte sker. Hvor mange har ikke vovet at nærme sig det hellige alter bærende på synder, som de ikke har bekendt eller kun delvist bekendt i skriftemålet! Hvor mange mangler ikke fornemmelsen af dyb sorg over den synd, de har begået, den sorg, som Den gode Gud ønsker fra dem. De har båret på en skjult vilje til at ville synde igen og dermed ikke med oprigtighed ønsket at omvende sig. Der er mange, der ikke oprigtig forsøger på at undgå fristelsens farer eller at undgå at bære på fjendtlighed i deres hjerte, selv når de nærmer sig det hellige alter! Hvis nogen af Jer har gjort noget af det, jeg netop har beskrevet, når I har modtaget Den hellige Kommunion, så har I gjort Jer skyld i helligbrøde, en forfærdelig synd, og det er den ondskab, der ligger heri, vi nu skal overveje på et dybere plan.

1.      At modtage Kommunionen uden at være i nådens stand er en handling, der vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder. Denne synd er et direkte angreb på Jesus Kristus, hvorimod andre dødssynder er et angreb på Jesu Kristi bud.

2.      Den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand, korsfæster Jesus Kristus i sit hjerte. Den person, der gør dette, overlader Jesus Kristus til en mere forsmædelig og ydmygende død end døden på korset. Jesus døde i sandhed af egen fri vilje på korset, for at vi kunne opnå frelsen, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Han dør på grund af sig selv, og derfor er Hans død langt fra til vores fordel, som den var første gang (Han døde), den bliver derimod nu vores elendighed og bringer en mangfoldighed af tugtelse over os i dette liv samt det næste. Den død, som Jesus Kristus led på Golgata, var voldsom og pinefuld, men dog var det som om, at alt omkring Ham bar vidnesbyrd om Hans smerte. Selv den mest følsomme skabning blev berørt af det, der skete, og derfor ønskede den at tage del i Frelserens lidelser. Ved modtagelse af Kommunionen uden at være i nådens stand optræder intet af dette: Jesus fornærmes og krænkes af en afskyelig ligegyldighed, og dette sker i tavshed. Alt synes at være uberørt af, at Han ydmyges. Må denne godhedens Gud med retfærdighed råbe, ligesom Han gjorde på korsets træ, ”hvorfor har du forladt mig?” Min Gud, hvordan kan en kristen finde på at nærme sig det hellige alter med en syndig sjæl, og der være årsagen til Jesu Kristi død.

3.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand er en langt større helligbrøde end vanhelligelse af hellige steder. En hedensk kejser, der nærede et stort had til Jesus Kristus, lod opstille på Golgata og den hellige grav vederstyggelige afgudsbilleder, fordi han troede, at når han gjorde dette, havde han i sin vrede opnået topmålet af fornærmelse af Jesus. Ah, gode Gud, skulle dette virkelig være noget i sammenligning med at modtage Kommunionen uden at være i nådens stand? Nej, på ingen måde. Det er ikke længere blandt dumme og intetsigende afguder, at han (kommunikanten) placerer sin Gud, men ak, det er midt blandt skændige lidenskaber, der fungerer som mange bødler, der korsfæster hans Frelser. Ak, hvad skal jeg sige? Den stakkel forener Det helligste af det hellige med en sjæl, der lever i sit begærs vold, og dette efterlader ham i en syndig tilstand. Ja, den stakkel styrter sin Gud ned i et omfattende helvede. Er det muligt, at man kan lade noget mere frygteligt ske?

4.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand kan i visse tilfælde være en større forbrydelse, end da jøderne slog Gud ihjel. Paulus fortæller os, at havde jøderne vidst, at Jesus var Frelseren, ville de ikke have ladet Ham lide eller dø, men kan du min ven udvise ligegyldighed overfor Ham, som du er på vej til at modtage? Hvis du ikke husker på det, så lyt til præsten, der siger med høj røst: ”Guds Lam, Du som borttager verdens synder”. Han er hellig og ren. Hvis du bærer på skyld, du ulykkelige menneske, nærm dig ikke eller skælv for den torden, der lyder fra Himlen, og som kommer over dig for at straffe dig for din gerning og kaster din sjæl i helvede.

5.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand, er en efterligning af – og en genskabelse af den forbrydelse Judas begik. Judas var forræderen, der ved et fredskys overgav Jesus Kristus til Hans fjender, men den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand begår en langt større forbrydelse end Judas. Forbrydelsen er stor, fordi man har undladt at fremlægge synd i skriftemålet, eller man har ”talt sig udenom” den synd, man har begået. Hvor vover dette menneske, denne ulykkelige skabning, at træde frem med hyklerisk ærbødighed sammen med de troende og modtage dette brød (Den hellige Kommunion). Åh! Nej, intet holder denne utaknemlighedens skabning tilbage, denne synder træder frem for at fuldbyrde sin gerning. Den kærlige Frelser, der ser, at denne synder gå frem løfter forgæves Sin røst fra Tabernaklet henvendt til denne svigefulde Judas: ”kære ven, hvorfor er du kommet? Vil du forråde din Gud og Frelser med et tegn på fred? Hold inde min søn, Jeg beder dig, lad Mig ikke gennemgå dette”! Hverken hans samvittighedsnag eller de kærlige opråb fra Gud kan forhindre den forbrydelse, han er ved at begå. Han træder frem og falder sin Gud og Frelser i ryggen. O Gud, hvilken rædsel! Kan I være vidner til dette skrækkelige mord på Jeres Skaber uden at skælve?

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurcMilitant.com den 19. april 2016. den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-john-vianney-on-unworthy-communions

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Den hellige Kommunion er Den mest overvældende føde, man kan indtage her på jorden

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i november. Netop i denne måned er mine tanker (mere end normalt) centeret omkring mad. Dette kunne have noget at gøre med, at vejret bliver koldere, især på de nordlige himmelstrøg og at det betyder, at man har behov for mere mad og i særdeleshed noget varmt at drikke. Det kunne også skyldes Mortensaften, der leder tankerne hen på en sprød gåsesteg, som vi (altid) spiste den 11. november med min familie i Østrig, som jeg opholdt mig hos i en årrække. Det kunne naturligvis også dreje sig om den velkendte duft, der knytter sig til et Thanksgivingmåltid. Hvad årsagen end måtte være, så har jeg forsøgt at gennemskue, hvad der skaber denne indre uro, ved at stille spørgsmålet: Hvad ønskede Gud at lære os, da Han skabte os som væsner med mund og mave, der har behov for at indtage ”elementer”, der er placeret udenfor os, for at kunne overleve. Samtidig med at vi er afhængige af kosmos, er vi også herre over det, fordi vi kan omforme det og indtage det.

Skt. Thomas Aquinas, en pålidelig og grundig formidler af viden om Kirkens syv sakramenter, fortæller os, at vi kan lære meget om den betydning, det enkelte sakramente har, ved at se nærmere på dets materielle udformning og det, det udvirker. For eksempel vil vand fjerne snavs fra huden, men vand har også en opfriskende virkning, når man drikker det. Det er derfor skyld og synd i dåbens bad vaskes bort, og sjælen bliver ”fornyet” ved denne indførelsens nåde.

Når det handler om Eukaristien og de elementer, der benyttes (når Kristi indstiftelsesord siges), som er hvedebrød og vin, der stammer fra druer, så er begge dele føde og drikke for mennesket, den basale føde vil nogen hævde, og den bedste drikkevare, mennesket og naturen (til vores glæde) har frembragt. Derfor må Eukaristiens rette virkning adskilles fra den virkning, som den almindelige mad har på et menneske: at der tilføres og deponeres energi. I forhold til denne fysiske virkning drager Skt. Thomas en sammenligning med den sakramentale virkning på den åndelige velfærd, nemlig om den forøges eller mindskes. Den sakramentale effekt kan styrke dyderne og den samlede åndelige velfærd hos et menneske og samtidig hele alt det, der er blevet ødelagt.

Men stiller vi os tilfreds med denne forklaring, der er blevet givet ovenfor, går vi glip af den egentlige pointe.

Med udgangspunkt i Skt. Augustin fremhæver Skt. Thomas Aquinas, at der er væsentlig forskel på den mad, der fungerer som menneskeføde og den åndelige føde, som Den hellige Kommunion er. Den mad, der tjener til menneskeføde, har (som allerede nævnt) til hensigt at bidrage med energi. Med hensyn til den åndelige føde er det helt anderledes, for her er det Vor Herre Jesus Kristus, som er fuldt og helt til stede i Den hellige Eukaristi. Denne guddommelige føde omdannes ikke (som føde normalt gør) i den, der indtager Den. Det er nemlig Den (Eukaristien), der omformer den, der har indtaget Den, og det vil sige, at kommunikanten vendes mere mod – og kommer til at ligne Jesus, fordi Jesus i kommunikanten foretager den egentlige transformation.

Forestillingen om, at vi forandres til den føde, vi indtager, kan virke underlig, for det forholder sig normalt modsat. Var den pågældende føde kun føde, ville den ikke kunne gøre det, den gør. Det er netop det, Jesus svarer på, når Han siger: ”… kødet gør ingen gavn” (Joh 6: 63), og det er også det, kirkefædrene fremhæver, når de fortolker ordene: kødet gør ingen gavn, for det nærer ikke ånden med hellighedens liv. Når føden er Den levende Guds Søns livgivende kød, og den troende indtager Det, leder Det til liv, et fornyet liv og guddommeliggørelse, hvis den troende vel og mærke befinder sig i en tilstand, hvor denne kan drage nytte af det.

Denne sandhed gør sig gældende i den teologi, som Skt. Kyrillos fra Alexandria (378-444) (1) fremlægger. Han er den første kirkefaderlige autoritet, Skt. Thomas Aquinas benytter citater fra til at understøtte sin undersøgelse af Eukaristiens virkning, et tema, man finder belyst i hans Summa Theologiae:

Guds Ord, der er livgivende, forenede Sig med Sit eget kød og gjorde det livgivende. Det var derfor, Han på en speciel måde forenede sig med vore legemer gennem Sit hellige Kød og dyrebare Blod, som vi modtager i det livgivende og velsignede brød og vin (III, q. 79, a. 1).

Som Fr. Emile Mersh forklarer:

Der sker en forening med denne føde gennem en mystisk udveksling af liv i en assimilering, hvorved det ene forenes med det andet. Men i Eukaristien er det vigtigste, det brød, vi modtager, som er Livets Brød. Dette brød optages – og forandres i den, der spiser det (Theology of the Mystical Body, pp. 590–91).

Dette kan lade sig gøre, fordi det er Herren i egen Person, der fremstår i brødets og vinens skikkelse. Forenet med Jesus gennem tro og kærlighed bliver kommunikanten omformet til Ham og bliver en del af Hans Legeme, siger Skt. Thomas Aquinas: ”for denne føde ændres ikke til den, der indtager den, men forandrer i stedet vedkommende. …Dette er en føde, som guddommeliggør mennesket og fylder det med guddommelighed” (fra Johannesevangeliet kap. 6 og lektion. 7, § 969 hos Thomas Aquinas). Med disse ord siger Thomas Aquinas ganske enkelt, at dette sakramentes rette virkning er en forandring af mennesket, så det bliver ligesom Kristus, og dette fluktuerer med det apostlen Paulus siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2: 20).

Ligesom Skt. Augustin og Skt. Kyrillos fra Alexandria var Skt. Thomas Aquinas fokuseret på kirkefædrene, og han citerer de vægtige ord fra Skt. Johannes fra Damaskus (676-749): ”netop dette brændende ønske flammer i os og er blevet antændt i det brændende kul (som stammer fra dette sakramente), som vil lade vor synd gå op i flammer og oplyse vore hjerter, således at vi ved at tage del i den guddommelige ild kan antændes og guddommeliggøres”. Når vi modtager Eukaristien i nådens stand, tager vi del i en højtidelighed ved kærlighedens ild og lader den gennemtrænge og nedbrænde alle kræfter, der er i sjæl og legeme. Skt. Thomas Aquinas gav sig fuldt og helt med sjæl og legeme til de hellige mysterier, fordi han i dem så sin elskede Herre og gennem dem blev funderet i Hans (Jesu) kærlighed. Han (Thomas) var forankret i, at af alle de gode ting, Jesus ønsker for os, er det vigtigste et tæt venskab med hver eneste person, der tror på Ham (jf. Joh 15: 13-15). Skt. Thomas Aquinas giver væsentlige og bestyrkende argumenter for realpræsens, Herrens tilstedeværelse i sakramentet:

Dette betoner Kristi kærlighed, og det var af den kærlighed, at Han påtog sig vort kødelige legeme for at frelse os. Eftersom, det er det rigtige at være sammen med sine venner, som filosofferne udtrykker det, blev Han Legeme, for os, noget vi kan tragte efter. … I mellemtiden har Hans Legemlige tilstedeværelse ikke forladt os i denne udlændighed; Han drager os til Sig gennem dette sakramente, som er Hans Legeme og Blod, og som Han selv siger i Johannesevangeliet kapitel 6: 56:”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham”. Dette sakramente er et tegn på den største kærlighed samt en støtte til vores håb om en (for os) forening med Kristus (ST III, q. 75, a. 1).

Alt dette finder sted i mørket, i troens mørke; og det er med god grund, at Skt. Thomas Aquinas insisterer på en dunkel og gådefuld udformning af denne sakramentale handling. Charles De Koninck skriver følgende:

Det er ved en helt usædvanlig nåde, at Gud er blevet en af os, for at komme os i møde i dette mørke og for at løfte os op til Ham ved at frembære sig selv som offer for vore synder, og Han har bedt os om troslydighed, ligesom Han gjorde overfor Sin Søn. … Dette er en nåde, der rækker ud over det, vi kan forestille os, og der er ingen andre steder, vi kan gå hen, kun til Ham (og dette gælder også, når alle andre har forladt os). Det er Ham, vi overgiver os til i dette troens mysterium, Ham, der er skjult i stilheden, og Hvis navn er Ordet.

Ordet, som blev kød, og som overgav sig selv til døden for mig, Han sår nu et frø i mig, et frø, der stammer fra Hans herliggjorte menneskehed og uovervindelige guddommelighed. Hvis vi har denne gave, hvad mangler vi da? For vi er i sandhed i ”det guddommelige, allerreneste, udødelige, himmelske, livgivende og utrolige Kristi mysterium” (Liturgy of St. John Chrysostom), alt det, som er blevet forberedt, givet og som har frelst os. Halleluja

Noter

1: Læs om dette i Mersch bog, The Whole Christ, pp. 337–58.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/unlike-other-food-when-you-eat-the-eucharist-you-become-what-you-eat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor må brugen af Kommunionsuddelere ændres

Som en del af den omfangsrige tradition, der kendetegner Den katolske Kirke, både i den latinske, græske, vestlige og østlige ritus, er det kun tilladt præster eller andre, der er ordinerede at uddele Vor Herres kostbare Legeme og Blod. Denne tradition forblev ubrudt, indtil de farlige liturgiske eksperimenter i 1960’erne banede vejen for et hidtil uset antal lægfolk, der nu skulle fungere som Kommunionsuddelere.

Grunden til, at man i traditionen har opereret med et forbehold i forhold til denne funktion, er, som Kirkens største teolog Skt. Thomas Aquinas forklarer: det angår den samme (person) at frembringe en effekt, og derefter se på, at denne skænkes til dem, som den er beregnet for. Dette mere må være en sandhed, der gælder de overnaturlige effekter, og som kun kan frembringes af en overnaturlig magt, og det er ganske enkelt ikke passende at overlade sådanne effekter til dem, der ikke er blevet udvalgt til denne funktion. Det forklarer derfor, at der selv under den aktuelle kirkelov, kun er en, der kan agere som Kommunionsuddeler, nemlig biskoppen, præsten eller diakonen, som kan varetage denne funktion i kraft af ordinationen, som indvier ham til at tjene Gud.

Hvorfor er ordinationen så vigtig? Fordi Den hellige Eukaristi er Den inkarnerede Guds Legeme og Blod. Dette er Gud. Rører man ved Hostien, kommer man i kontakt med Skaberen af alt liv og eksistens. Dette er ikke noget, man skal tage let på eller betragte som et ordinært arbejde for præsterne. Vor Herre Jesus Kristus indstiftede et præsteskab, som fik overdraget et specifikt ansvar, og dette rækker fra diakonen til biskoppen.

På intet tidspunkt i Kirkens historie er lægfolket blevet tilladt at uddele de dyrebare gaver, indtil for få årtier siden. Dette tiltag var en del af en større virksomhed møntet på at skabe en liturgi for det moderne menneske, hvor de gamle regler og sædvaner ikke længere skulle respekteres, og hvor en uformel, afslappet tilgang blev foretrukket fremfor den højtidelige og formelle form. (Der er derfor de Byzantiske katolikker, som ikke har opgivet deres sædvaner og som samtidig er meget opmærksomme på ærbødigheden overfor Kristi mysterium, der er så fantastisk, med rette er foruroliget over det, de er vidner til, og som foregår i mange kirker, der hører under den latinske ritus). Desværre forholder det sig således, at når gamle regler og sædvaner forsvinder, da forsvinder også selve troen, og det liv, der er relateret til troen, den sandhed har vi allerede set udspille sig, og statistikkerne frembærer samme vidnesbyrd.

På samme måde som det andet Vatikankoncil ikke sagde noget, om at latin skulle tilsidesættes, at præsten skulle stå med front mod menigheden eller Kommunionsmodtagelse i hånden, så sagde det heller ikke noget om, at lægfolket skulle uddele Kristi Legeme og Blod. Men selv da denne praksis begyndte at blive tilladt, blev dette udtrykkeligt begrænset til kun at skulle bringes i anvendelse i visse tilfælde, nemlig når Kommunionen til de syge skulle bringes ud, og de klerikale ikke havde mulighed for det eller bistå med Kommunionsuddeling ved Messen, hvis celebranten var ældre og for svagelig til at varetage opgaven, eller når Messedeltagelsen var så stor, at der var behov for assistance ved Kommunionsmodtagelsen. Dette kan man finde bevis for ved at se nærmere på de alment gældende disciplinærregler, der gør sig gældende for området (de er samlet her).

Af den grund udfærdigede Vatikanet så sent som i 1997 en præcisering, der gjorde det klart, at den gængse brug af Kommunionsuddelere ved Messen var blevet for ”almen”, fordi man på en vis måde havde forholdt sig for ”kreativt” til begrebet ”stor Messedeltagelse”, og derfor måtte denne praksis enten undgås eller helt fjernes i de kirker, hvor den havde fundet fodfæste (om specifikke spørgsmål vedrørende samarbejdet med de troende som ikke er ordinerede).

Bemærk venligst, at der ikke optræder noget dokument fra Vatikanet eller andre dokumenter med lovhjemmel, der fordrer, at Den hellige Kommunion uddeles i begge skikkelser til trods for, at klerikale ikke er tilstede. Med andre ord, hvis der er klerikale tilstede, kan Kommunionen blive uddelt under begge skikkelser, men hvis de ikke er, er der ingen tvingende nødvendigt at gøre det. Kommunionen alene under brødets skikkelse er og anses for at være fuldt ud tilstrækkeligt for at opfylde den målsætning, som Vor Herre havde sat Sig, da Han indstiftede Eukaristien for at forene de troende med Sig selv, Han, der er er fuldt og helt tilstede i begge de Eukaristiske skikkelser.

Størstedelen af den vestlige verden har vendt det døve øre til de anmodninger, der gentagne gange er kommet fra Vatikanet, om at Kommunionsuddelere kun bør benyttes, når det opfylder de allerede opstillede retningslinjer. Ifølge den modernistiske opfattelse betyder det, at Vatikanets anmodning er fejlagtigt, fordi Gudsfolket (eller måske nærmere en bureaukratisk mastodont, der kaldes en biskopkonference) har besluttet noget andet.

Men det modernistiske synspunkt, som i sagens natur er antiautoritært, blev fordømt af pave Skt. Pius X. Den kendsgerning, at Kirken i den vestlige verden befinder sig i statu abusus, i en tilstand, hvor misbruget er vedvarende, betyder ikke, at den underminerer Kirkens lov eller Hendes visdom gennem to årtusinder. Hverken tradition eller disciplin forsvinder, fordi man ignorer dem, og Vatikanet vælger at tolerere denne tilstand snarere end at tage skridt mod straffeforanstaltninger.

Vi har desværre måttet erfare, at vi i denne tid ikke kan forvente megen hjælp fra Vatikanet i forhold til dette problem. Hvis der ikke sker forandringer på sogneniveau, kan vi næppe have nogen forhåbning om, at de nogensinde vil ske. Velsignet være den præst, der er overbevist, har mod og er disciplineret for det, er det, der kræves for at fjerne dette misbrug, og som er i fuld overensstemmelse med Redemptionis Sacramentum nr. 183:

På en helt særlig måde, lad da enhver gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at Eukaristien, som det Allerhelligste Sakramente vil blive beskyttet mod enhver respektløshed eller forvanskning, og at alle former for misbrug på rette vis irettesættes. Dette er et alvorligt anliggende, der påhviler enhver, og alle er forpligtet til at effektuere det uden at foretage særhensyn.

Måske er USA den nation, der mere end andre nationer har valgt at praktisere ulydighed, når det gælder kommunionsuddelere, og man har yderligere valgt at definere sine egne regler på området. Jeg bliver nødt til at stille følgende spørgsmål: Er det virkelig den katolske ånd? Eller er dette blot endnu et eksempel på, hvor langt Kirken i USA er kommet ud, hvor den har ”indstiftet” sin egen religion med egne selvbestaltede regler? Landet med de 30.000 forskellige (kristne) denominationer har sin helt egen måde, hvorpå den fjerner det Romersk-Katolske fra Kirken, altså med mindre bestræbelser drevet af samvittighed og målrettethed begynder at arbejde i den modsatte retning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 26. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-the-ordinary-use-of-extraordinary-ministers-has-to-go-away

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ingen Kommunionsmodtagelse i hånden

Knæl og modtag din Konge

Præsterne må holde op med at stå med front mod menigheden under Den hellige Messe, og den ødelæggende praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden må ophøre. At afvikle disse to former for praksis kan gøres ”nemt og smertefrit” og kan rette op på meget af det, der i vore dage er forkert i Kirken.

Disse to former for praksis blev indført i Kirken i 1960’erne og 1970’erne af mennesker, der ønskede at reformere den katolske tro og gøre den mere tilgængelig for ikke-katolikker. Begge elementer har efterfølgende vist sig katastrofale for Kirken, så derfor hold inde med at fortsætte ad den forkerte vej, juster retningen og fortsæt ad den rigtige vej.

Man kunne lade disse justeringer gå hånd i hånd med en grundig katekese, samt instruktion af hvordan en sådan justering gennemføres. Hvis man benyttede denne metode, ville det stå i stærk kontrast til måden, hvorpå man implementerede de to ovenfor beskrevne former for praksis.

Ligesom mange af Jer, der ser eller lytter til denne udsendelse, oplevede jeg på egen hånd, hvordan disse forandringer blev ”håndteret” i det sogn, hvor jeg var ministrant. Fra den ene dag til den anden stod der lige pludselig et ”bord” i det område, hvor Højalteret før havde stået, og denne realitet mødte menigheden endda på en søndag, og vores sognepræst stod og smilede til os på en underfundig måde, og vi smilede tilbage.

Kort tid efter blev vi (menigheden) informeret om, at vi kunne modtage Den hellige Kommunion stående og ved at række hænderne frem (formet som små skåle). Dette fandt sted i bispedømmet Sacramento, som siden 1960érne havde været under en yderst liberal biskop.

Men alt dette foregik i mange bispedømmer. Man sørgede for, at seminarister blev instrueret i ikke at stå med front mod Gud, men derimod menigheden samt skødesløst under Kommunionsuddelingen at placere Gud i menighedens hænder. Vi skulle bort fra den praksis, hvor vi knælede og modtog Kommunionen på tungen, fordi vi ”i åndelig forstand var voksne mennesker, og derfor var det passende, at vi stod op”.

Tilsyneladende havde de liberale biskopper glemt, hvad det er, Vor Herre har sagt: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 18: 3). Denne metode, hvor man modtager Den hellige Kommunion stående og i hånden er ganske enkel forkert. Denne metode sender et helt forkert signal og har forårsaget et kolossalt frafald fra den eneste sande tro.

I vores program ”Download” drøftede panelet i sidste uge dette emne og gennemgik det grundigt. Den specifikke udsendelse er egentlig en del af vores Premiumflade, men vi gør den tilgængelig for alle.

De hovedpunkter, der kan trækkes frem fra denne udsendelse, er: at man gjorde alt dette for at komme protestanterne i møde. Man skulle aldrig have sat det i værk. Det blev iværksat af en gruppe biskopper, som var under ledelse af ingen anden end kardinal Joseph Bernadin. Det blev implementeret under falske forudsætninger, og man ”spiste” Vatikanets embedsmænd af med løgne for at sikre sig, at det, man havde planlagt, blev ført ud i livet, og Vatikanet godtog blindt løgnene.

Katolikker må holde op med at bifalde den fejlagtige praksis. Tag det ikke for gode varer, når præsten fortæller Jer, at det ikke er muligt at modtage Kommunionen knælende og på tungen, det er ganske enkelt ikke korrekt, for Rom har gjort det klart, at man kan modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Desuden er denne måde, at modtage Den hellige Kommunion på, måden Kirken foretrækker.

At modtage Den hellige Kommunion stående og i hånden eller knælende og på tungen kan ikke betragtes som ligeværdige metoder. Den første er en meget dårlig form for Kommunionsmodtagelse, som er blevet tilladt, den anden form er den, Kirken foretrækker.

Man vil fortælle Jer, at I prøver at gøre Jer selv til noget specielt, at I vil tiltrække Jer opmærksomhed, og at I viser ulydighed overfor biskoppen og dennes beslutning, (Det er i en vis udstrækning korrekt, men er samtidig et fejlagtigt argument i denne sammenhæng). Man vil fortælle Jer, at dette (Kommunionsmodtagelse stående og i hånden) var praksis i 300-tallet. Hvad man derimod ikke vil fortælle Jer er, at Kommunionen ikke blev uddelt og modtaget på samme måde som i dag, og yderligere vil man heller ikke fortælle Jer, at Kirken holdt op med at gøre brug af denne metode, da det stod klart, at den affødte manglende ærbødighed overfor Det Allerhelligste Sakramente, og at denne tendens havde spredt sig.

Alt afhængig af hvor I går til Messe, kan I være de eneste, der begynder at ændre måden, hvorpå I modtager Den hellige Kommunion. Det kan være, I føler det akavet, eller at man begynder at rette sin opmærksomhed mod Jer, eller at præsten vil kommentere Jeres adfærd. Men gør det, der er det rette, modtag Jeres Konge knælende og på tungen og glem det andet, som er forkert.

Det, der betyder noget er, at man modstår de vildfarelser, der hersker i Kirken i dag. Glem alt om de fornærmelser, nedsættende bemærkninger og irettesættelser I vil møde og knæl foran Jeres Konge, og hvis nogen af Jer fungerer som Kommunionsuddelere, bør I stoppe med det øjeblikkeligt.

Der er ikke meget lægfolket kan gøre for at stå op imod det onde, som har sneget sig ind i Kirkens liv, men det, som her er blevet lagt frem, er det, man kan starte ud med.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 9. marts 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/communion-in-the-hand

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kommunionsmodtagelse i hånden er tilladt, men er det ensbetydende med, at det er af det gode?

Sagen omkring Father Edwin Dwyer, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, antyder, at flere og flere steder vil ”pave Frans effekten” slå igennem på en sådan måde, at det vil blive vanskeligere genindføre dele af den katolske tradition ikke blot i forhold til den liturgiske praksis, men også når det gælder doktrin og morallære. Dette forsøg på at vanskeliggøre eller undertrykke denne genopdagelse af katolicismen bliver ført ud i livet af ældre biskopper og klerikale, som voksede op i en tid præget af et brud med den hermeneutiske kontinuitet, og som er overbeviste om, at de for enhver pris skal videreføre ”politikken” fra Vatikan II. Dette sker på trods af en tendens hos den yngre generation af katolikker, der søger efter identitet, klarhed og skønhed.

For nylig skrev en læser til mig og fremlagde sin bekymring vedrørende det, han er vidne til i det bispedømme, han tilhører.

Kære Peter Kwasniewski

De har skrevet om den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og liberalismen, som filosofisk retning, men her på det seneste har jeg overvejet på baggrund af en artikel af Fr. Chad Ripperger, den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og positivismen, som filosofisk retning.

I det bispedømme, jeg hører under, er det kommet mig for øre, at man vil skærpe argumentationen for Kommunionsmodtagelse i hånden, som en hindring for genindførelsen af Kommunionsmodtagelse på tungen. Man fortæller folk, at: ”da begge ’fremgangsmåder’ er tilladt af Kirken, kan man ikke hævde, at den ene er bedre end den anden”.

Rent logisk er der noget, der ikke hænger sammen: for hvis to ting er blevet tilladt af Kirken, er det ikke ensbetydende med, at den ene er bedre end den anden. Ægteskab og ordensliv er begge tilladt den enkelte katolik, når denne har nået en vis alder, men Kirken har altid lært, at det sidste er bedre end den første.

Ikke desto mindre mener jeg, at den linje, man her lægger, viser et dybereliggende problem: forudsætningen for de ”konservatives” tankesæt er, ”det må være det rigtige at gøre” når det er blevet legitimeret af en myndighed, og dermed er det godt rent moralsk eller i alt fald uanstødeligt. Det synes som om, man tager udgangspunkt i det, der er blevet fastsat, og det er ofte det, der starter en diskussion eller afslutter den, og på den måde kommer man udenom det, der er er blevet fastsat.

Hvad er Deres tanker omkring, hvordan man responderer, når man bliver fortalt, at legitimitet er lig det gode, og de analogier, man kunne tage udgangspunkt i er legaliseret abort, eutanasi og andre elementer, der kendetegner en kultur i forfald?

Tak fordi jeg måtte tage deres tid.

Mit svar:

Kære N

Jeg ved præcis, hvad du taler om. Skal vi virkelig holde op med at ræsonnere logisk, når vi er vidner til det, der er upassende, uværdigt og respektløst? Det er lige nøjagtigt det, der kvæler den logiske tænkning. Det er meget modsætningsfuldt, når en præst ifører sig en humerale (et aflangt stykke klæde, ofte rigt ornamenteret, som præsten bærer over skuldrene og tildækker hænderne med, når han løfter Monstransen og meddeler den Sakramentale Velsignelse, eller når han bærer Sakramentet) af respekt for Guds overvældende nærvær, men at den selvsamme præst lader en ældre ”blåhåret” dame fungere som kommunionsuddeler, hvor hun giver Den konsekrerede Hostie til alle og enhver, der rækker hænderne frem, uden tanke for de Eukaristiske fragmenter, der spredes hid og did. Det er ganske enkelt ufatteligt.

Det, der er det skræmmende ved den ”moderne” måde, Kirken bliver ledt på, er, at den er baseret på en fordrejet udgave af lydighedens absolutisme, som enhver forventes at følge, når der kommer en ordre ”ovenfra”, og på den måde undertrykkes enhver form for protest. I en artikel, som kan anbefales, finder John Lamont frem til, at denne forkvaklede forestilling kan ledes tilbage til Jesuitterne. Ved at følge denne forestilling forcerer hierarkiet med fuldt overlæg klerikale til at tage det, der er modstridende til sig ganske enkelt med det formål at knække deres vilje, så de ikke handler efter en sund dømmekraft. De skal disciplineres til at handle i forhold til det, som deres superior finder rigtigt.

Det kan koges ned til noget helt enkelt. Enten tror vi på, at Kirken ledes til sandheden af Helligånden, eller så forkaster vi denne antagelse. Kirken har enstemmigt og universelt bestemt, at Kommunionen modtages knælende og på tungen og kun af en præst. Denne århundredgamle praksis blev fjernet i 1960’erne af radikale elementer fra Europa, som ikke længere troede på transubstantion og havde erstattet den med en slags pseudoaugustinsk horisontal populisme. Paul VI, som var en svag leder, bekræftede endnu engang, at Kirkens mangeårige tradition var at foretrække, men tilføjede at de enkelte biskopkonferencer måtte gøre, hvad de fandt mest egnet.

Og nu står vi i en situation, hvor en praksis, der er bedre, og som Paul VI har betonet er den bedste, bliver mere sjælden, og dens tilbagevenden møder modstand, fordi den skulle være ligeså god, som den nuværende praksis (Kommunionsmodtagelse stående og modtaget i hånden), og denne modstand finder man hos lokale lægfolk og biskopkonferencerne, som allerede for årtier tilbage ønskede denne respektløshed indført, så man hurtigere kunne komme videre i Messen.

Den legitime positivisme har erstattet troen på Helligånden: vi er for kyniske, strømlinede, bureaukratiske og autoritære til at tro på Helligånden. Når noget skal gøres på en bestemt måde, er det fordi, det er pavens, biskopkonferencens, folkets eller noget helt andets vilje, men ikke (Gud forbyde det) det, som Kirken i ydmyghed og ærbødighed har fostret gennem århundreder. Dette burde give os et klart billede af hvilken ånd, der trods alt har stået i spidsen for den post-konciliære proces.

I sidste ende er det lydighed overfor sandheden, der vil gøre os fri, og ikke enkeltpersoners egenvilje, som fremtvinges med magt, fordi disse har magtbeføjelserne dertil. Den sandhed, der er tale om, er i sagens natur Jesus Kristus, Det inkarnerede Ord, Ham, der er Sandheden bag katolske dogmer, og som med myndighed har indstiftet dem, ved de fide artikler, som understøttes af anathemas, Dette er den katolske tradition, som er blevet givet videre til os af mennesker funderet i troen. Vores ledestjerne er ikke det, der er legitimeret, men derimod det, der er sandt og godt, vores mål i livet er ikke at behage flertallet, men at omvende syndere og frelse de fortabte. Set i det perspektiv, ved vi, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal føre det ud livet ved hjælp af vores overnaturlige instinkt eller sensus fidei, der tilskynder troende i alle aldre til at handle og specielt i krisetider.

Må Gud velsigne dig

Peter Kwasniewski

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/communion-in-hand-is-permitted-but-this-doesnt-mean-that-its-good

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)