Category: Communion

Amerikansk biskop beder om, at man i hans bispedømme begynder at modtage Kommunionen ”knælende og på tungen”

Robert Morlino, der er biskop i bispedømmet Madison i Wisconsin, har bedt hele bispedømmet om (til næste efterår) at begynde at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen for at forøge ærbødigheden for Kristi realpræsens i Eukaristien.

Biskoppen fremsatte sin bøn, som en afslutning på prædikenen den 11. april ved oliemessen, hvor olierne blev indviet, så de i bispedømmets sogne kunne anvendes ved de sakramentale handlinger.

”Jeg vil bede om, at vi sammen har fokus på, at vi viser større ærbødighed, når vi modtager Den hellige Kommunion. Jeg vil bede om, at man tilskynder folk til at modtage Kommunionen knælende og på tungen” sagde han ved afslutningen af sin prædiken.

”Der er ingen tvivl om, at modtagelsen af Kommunion på tungen er forbundet med større ærbødighed. Og samtidig fører dette ikke til en skødesløs adfærd. Jeg vil derfor bede om, at man til efteråret lærer vore elever at modtage Kommunionen på tungen”, tilføjede han.

Indtil 1960 modtog katolikker over hele verden Kommunionen knælende og på tungen. Vanen med at modtage Kommunionen i hånden blev til grundet ulydighed, der har sin rod i Holland. På grund af det omsiggribende misbrug ved at modtage Kommunionen i hånden bevilgede pave Paul VI en pavelig dispensation for denne praksis i 1969 i et brev fra Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Brent King, som er overhoved for bispedømmet Madinson’s kommunikationsafdeling, fortalte LifeSiteNews, at måden, hvorpå man modtager Kommunionen på den traditionelle måde, knælende og på tungen, er med til at forøge en ærbødighed (overfor Gud) grundet den ydre holdning, hvor man med kroppen viser en underdanighed, der korresponderer med den indre holdning, hvor man ydmyger sig for Gud.

I brevet til menigheden i Filippi, skrev Paulus: ”For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig”.

King sagde: ”Hvis vi knæler, viser vi ærbødighed overfor Det, vi rent faktisk tror på, nemlig at Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed er til stede i Hostien”.

Han gjorde det også klart, at ingen vil blive nægtet modtagelsen af Kommunionen, hvis de fortsat ønskede at modtage den i hånden.

Under sin prædiken henviste Morlino til præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, kardinal Sarah’s henvendelse, hvor han gjorde rede for den ”alvorlige troskrise” Kirken befinder sig i på grund af en ”forarmet” liturgi.

Kardinal Sarah sagde, at denne krise, som ikke kun kommer til udtryk på lægmandsniveau også findes blandt præster og biskopper, og som har gjort os blinde for den dybere forståelse af, at den Eukaristiske liturgi, som er identisk med den handling, som blev foretaget en gang for alle af Jesus Kristus, idet offeret på korset blev gjort nærværende på ublodig vis ved Kirken, til enhver tid, alle steder, hos alle folk og nationer.

”Der er ofte en ugudelig tendens til at til at reducere Den hellige Messe til et simpelt og ’hyggeligt’ måltid, en fejring af en profan fest, menighedens fejring af sig selv eller endnu værre en forfærdelig afledning fra smerten over et liv, der ikke længere giver mening eller fra frygten for at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Hans blik afslører – og samtidig forpligter os til med oprigtighed og uforfærdet at anskue det ”grimme”, der er i vores indre. Men Den hellige Messe er ikke en afledning. Den er Kristi levende offer, der døde på korset for at frelse os fra synd og død, og med det formål at åbenbare Gud Faders kærlighed og herlighed”, tilføjede kardinalen.

Biskop Morlino sagde, at mens Den katolske Kirke har udmærket sig i sociale spørgsmål på alle niveauer, har Den undladt at videregive den levende tro til den nuværende – og de kommende generation(er). Han sagde, at dette blev åbenbart af den kendsgerning, at mindre end 25 % af katolikkerne i dag går til Messe.

Som en opfølgning på Sarah’s oplæg, beklagede Morlino, at en ”travlhed” har indsneget sig i liturgien, hvor de fleste ser sig tilskyndet til at skulle ”være aktive” under Messen. Han sagde, at Det Andet Vatikankoncils opfordring til ”actuoso participatio” blandt lægfolket snarere henviser til en ”nærværende” deltagelse snarere end en ”aktiv” deltagelse.

Biskoppen sagde, at det er langt vigtigere for messedeltagerne at grunde over (på et dybere plan), hvad det er, der sker under Messen, nemlig at Gud er til stede med Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Dette burde berøre messedeltagernes sjæle og fylde dem med ærefrygt og undren, men alt for ofte er de troende så travlt optaget (med andet), at de ikke bemærker dette, tilføjede han.

Fr. John Zuhlsdorf, præst i bispedømmet Madison, skrev på sin Fr. Z’ blog, at det, som biskop Morlino her foretager sig er ” det helt rigtige”.

”Det er på tide, at vi, som enkeltpersoner, menigheder, Kirkens samfund, små, store, familier, bispedømmer og nationer, begynder at udvikle en mere alvorlig og transformerende hellig liturgisk tilbedelse”, sagde han.

”Derfor er det, som Biskop Morlino har gjort, det helt rigtige. Han har vist et personligt eksempel. Han har vist lederskab. Han har med klogskab igangsat dette med en indledende fase, hvor der er gjort plads til vejledning og samtale med præster og lægfolk. Det er en stor velsignelse for Den hellige Kirke, at han troligt udfylder sit ”tungtvejende” hverv som biskop. Må hans eksempel blive fulgt op af dem, der (pastoralt) skal tage vare på sjælene”, tilføjede han.

Sidste år, da kardinal Sarah anmodede klerikale om at tage ’ad orientem til sig (at vende sig mod øst under Messen) i adventstiden, var Morlino en af de første biskopper i Kirken til at besvare denne opfordring.

Forud for dette bad Morlino samme år om, at Tabernaklet blev flyttet tilbage til Kirkens centrum i bispedømmets kirker.

Biskop Morlino kom til bispedømmet Madison i 2003. På det tidspunkt blev bispedømmet ofte karakteriseret som værende liberalismens bastion både rent politisk og åndeligt. Der var kun seks præstestuderende, men under Morlino’s lederskab er antallet af præstestuderende blevet seksdoblet frem til 2015.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af og publiceret på LifeSiteNews.com d. 13. april 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-bishop-asks-diocese-to-begin-receiving-communion-on-tongue-while-kneel

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience

Until the 1960s, Catholics around the world received Communion kneeling and on the tongue. The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience that can be traced back to Holland. Because of the widespread abuse of receiving in the hand, Pope Paul VI granted an indult for the practice in a 1969 letter from the Sacred Congregation for Divine Worship.

More about this issue

Djævelen har erklæret åben krig mod cølibatet, ægteskabet og Eukaristien. Årsagen til dette defineres i det følgende:

Mange læsere har måske stiftet bekendtskab med dette citat fra et brev skrevet af Søster Lucia, én af Fatimaseerne. ”Den endelige kamp mellem Herren og satans herredømme vil blive udkæmpet omkring ægteskab og familie. Vær ikke bange, thi enhver, der kæmper for ægteskabet og familiens hellighed, vil til enhver tid og på alle måder møde modstand. Dette er et afgørende område”.

Få kender imidlertid Pave Siricius (334-399), der beskrev sin modstander Jovinian som et redskab for” den gamle fjende, kyskhedens modstander og en læremester i at leve i luksus”, fordi han havde foretaget et angreb på præsternes cølibat. Er der en sammenhæng mellem Søster Lucias indsigt og djævelens ældgamle kamp mod jomfruelighed og cølibat for Himlen?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi undersøge djævelen nærmere. Hvem er han, og hvordan arbejder han?

Lucifer hader den indviede jomfruelighed og det præstelige cølibat, fordi denne nådegave og måde at leve på er en måde, som helt igennem strider imod den stolthed, der medførte hans fald, hans evige tab af saliggørelse og hans fordømmelse. Djævelen ønskede at modtage saliggørelsen, som en belønning for sin egen naturlige storhed ikke som en nådesgave, som ikke er fortjent af nogen skabning. Han ønskede at være den ”førstefødte (søn)”, der modtog hyldest fra den underordnede skabning” og måske endda fungere som formidler mellem menneskeheden og dens Skaber.

Da Gud åbenbarede, at Han selv ville indgå i et venskab med rationelle dyr, som er englene underdanige og give dem adgang til saliggørelse, at Hans eget Ord skulle blive kød, modtageligt kød, og at dette Ord, der er blevet kød, skulle oprejse menneskeheden ved at lide og dø for den, ville Lucifer ikke acceptere dette. Kærligheden hos ham blev vendt til egenkærlighed (egoisme). Med stolthed sagde han: Non serviam: Jeg vil ikke tjene Gud, jeg vil ikke tjene en sådan Gud, jeg vil ikke tjene en sådan plan. Lucifer afviste det overnaturlige til fordel for det naturlige.

Den mand eller kvinde, der vælger jomfrueligheden eller cølibatet for Guds rige, gør det fuldstændig modsatte. På en måde tilsidesætter han eller hun det naturlige til fordel for det overnaturlige. Jomfruen eller den, der lever i cølibat, giver afkald på det, som er det mest naturlige for mennesket nemlig at leve i et partnerskab med en af det modsatte køn og i dette (partnerskabet) finde en enhed af venskab og frugtbarhed, som er beregnet for mennesket fra begyndelsen, og som er indskrevet i dets kropslige natur, noget vi erfarer i skabelsen af Eva, der sker ud af Adams side, og som på den måde resulterer i skabelsen af hans hustru.

Ligesom intet andet er naturligt for mennesket end ægteskabet, finder man ikke noget andet vidnesbyrd, som bekræfter det at give sig selv til Gud af kærlighed til Ham og opgive alt for Hans skyld. Livet for jomfruen eller den, der lever i cølibat er en efterligning af Jesu Kristi offer, Guds Lam. Som Ordet, der blev kød for vores skyld, den indviede sjæl, som gør sit eget kød til et levende ord, der helt og fuldt samtykker og overgiver sig til Gud. Jomfruen og den, der lever i cølibat er det ypperste menneskelige tegn på Guds radikale selvudtømmende opofrende kærlighed og en fuldkommen antitese i forhold til Lucifers ”omvendelse” (til sig selv og bort fra Gud).

Men mens helgenerne beder uden ophør og frembringer bøn hos andre, så er djævelen, som er en løgner og fader til løgnen (Joh 8:44), og som farer med løgn uden ophør og er kilden til endnu mere løgn hos sine ofre. Han overtaler folk til at tro, at cølibat eller jomfruelighed er en nedvurdering af ægteskabet, og at de, der giver det en højere status og definerer det, som et kald fremmer en bagvaskelse af skabelsesordningen, det gode ved det naturlige og skønheden ved den ægteskabelige kærlighed. Han fremstår til tider, som en forsvarer af alt dette, dog kun i en forvansket form, som Luther gjorde.

Djævelen ønsker, at den specielle samhørighed, som præster og ordensfolk har til Herren og Hans folk vildledes eller forkastet, så han kan forstærke og formere sit eget infernalske oprør mod den nådesbetonede ”tildækkethed” frem for nøgenheden, som han kan kalde sit eget, og en hær af følgere, som han kan kalde sine egne, som følger ham til tomhed og frustration i en evig fordømt natur. Men mest af alt har han formået at plante den løgn, at mennesket ikke kan opnå en selvrealisering, uden at sex er en del af processen, altså seksuelle eksperimenter og udtryk, og at mennesket ødelægges og forarmes, hvis det ikke seksuelt forlyster sig.

Satans strategi er meget subtil! Den ultimative forarmelse af mennesket er i realiteten at leve uden Gud og at leve uden kendskab til Ham eller ønsket om for evigt at være i fællesskab med Ham (Gud) i Himlen. Da præsteskabet og ordenslivet direkte bindes til at leve og forkynde Guds riges virkelighed og vigtighed, er det af stor betydning for menneskeheden, at præster og ordensfolk er utvetydige tegn på dens ultimative skæbne, thi i Himlen, som vor Herre lærer os det, findes der ikke noget ægteskab. Det eneste ægteskab, der er nødvendigt, er foreningen mellem Kristus og Hans Kirke (Bruden).

Dette ægteskab mellem Kristus og Kirken er betegnet på to specielle måder på jorden og viser hen til dette (ægteskabet mellem Kristus og Kirken): Ægteskabets sakramente og Det Eukaristiske sakramente. Derfor udsætter djævelen dem begge for angreb.

Han angriber ægteskabet ved at underminere det gode ved dette, nemlig afkom ved hjælp af prævention og abort, troskab ved utugt og utroskab og selve sakramentet ved skilsmisse, og at man i den pastorale praksis anvender skilsmisse.

Han angriber Den hellige Eukaristi, som er Frelserens tilstedeværelse i kød, og som fuldt ud er i stand til at tilfredsstille vores higen efter kærlighed i dette liv og ved at angribe den hellige liturgi, ved at forlede folk til at gøre den til en antropocentrisk (at mennesket opfattes som værende centrum i universet) horisontal selvfejring, hvor dens egentlige mening undermineres, selv hvis sakramentet stadig udføres.

Dermed er djævelens strategi multifacetteret.

Han arbejder på at underminere den uopløselige pagt, som ægteskabet er. Ægteskabet er det sakramentale tegn på den uforgængelige og overstrømmende frugtbare forening mellem Kristus og Hans Kirke. Den igangværende krig ført mod ægteskabet er også på et dybere plan, mod det forenende bryllup mellem Kristus og Kirken, et forgæves men et desperat forsøg på at få menneskene til at glemme denne herlige forening, der blev fuldbragt på korset.

Han arbejder på at underminere Den Allerhelligste Eukaristi, som er tegnet på – og grunden til vores forening med Kristus og vores herliggørende deltagelse i Hans (eget) offer på korset.

Han arbejder på at underminere præsteskabet og ordenslivet, som eksemplificerer og på effektiv måde i denne verden, og skaber skabelsens ordning, gennem Kristus, til Faderen, som er begyndelsen og afslutningen på alting. Det, der er fælles for alle disse angreb, er djævelens raseri over, at nogen eller noget naturligt skulle være overordnet det, der er overnaturligt, at et trofast og radikalt selvoffer skulle være vejen til frelse og velsignelse.

Redaktørens bemærkning: Denne refleksion fortsættes i næste uge.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-declared-open-war-against-celibacy-marriage-and-the-eucharist.-h

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Amoris Laetitia og Lumen Gentium:” Halvvejs” ægteskab,”halvvejs” Kirke

Redaktørens bemærkning: Følgende artikel optrådte første gang på Whispers of Restoration. Med forfatterens tilladelse genoptrykker vi den her i en forkortet udgave.

De troende katolikker ønsker en afklaring og opmuntret af ”Filial Correction”, som er forfattet af 62 gejstlige og lægfolk, (og hvor flere medunderskrivere dagligt kommer til) er blevet sendt til pave Frans og netop offentliggjort. Det 25 sider lange dokument gør det klart og giver indsigt i, hvordan man adresserer nogle af de mere alvorlige fejltagelser, der har bredt sig under dette pontifikat. Det, der slog mig mest var den sektion, hvor man fordømmer Martin Luthers vildfarelser, og hvoraf nogle er blevet godkendt (hvis ikke støttet) af pave Frans i sin tid i Peters stol, noget som dels er helt utænkeligt, men som også vil sprede sig i løbet af denne måneds ”mindehøjtideligheder” for Luthers revolution (fejrer vi virkelig dette?).

Det er forståeligt, at dokumentet har rettet et stort fokus på Amoris Laetitia og dermed på spørgsmål, som er knyttet til ægteskab og familieliv. Dokumentet er ikke langt fra at fremkomme med en observation, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med andre steder, og som jeg ønsker at gøre nærmere rede for her.

Ved min første gennemlæsning af Amoris slog det mig, at der var noget sært kendt ved pave Frans formuleringer, og det var som om, at jeg havde stiftet bekendtskab med disse tidligere. Der skulle kun en yderligere og grundig gennemlæsning til (specielt vedrørende det gradvise, værdier etc), før jeg fandt ud af, at dette var den egentlige rammesætning for den pastorale praksis, altså frugten af Lumen Gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske grundlag for Kirken. Continue reading

Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading

Alteret og den liturgiske bøns retning / Kardinal Joseph Ratzinger.

Følgende essay er kapitel tre i ”Liturgiens ånd ” skrevet af kardinal Joseph Ratzinger, tidligere præfekt for Troslærekongregationen og nu Pave Benedikt XVI. Kardinal Ratzinger opsummerer argumentet for den traditionelle fejring af den hellige liturgi vendt mod det liturgiske Øst (”ad orientem”).

Den genskabelse, som frem til nu er blevet beskrevet af den jødiske synagoge med henblik på kristen tilbedelse, viser tydeligt, – som vi allerede har sagt – hvordan, selv i arkitekturen, at der både i kontinuitet og fornyelse er et forhold mellem Det Gamle – og Nye Testamente. Som en konsekvens heraf måtte udtrykket i rummet gives til en passende kristen tilbedelse, fejringen af Eukaristien sammen med Ordets liturgi, som peger hen mod denne fejring. Det er klart, at en yderligere udvikling ikke kun var en mulighed, men en nødvendighed. Et sted beregnet for dåben måtte findes. Bodens Sakramente gennemgik en lang udviklingsproces, som resulterede i ændringer af formen på kirkebygningen. Den populære fromhed i dens mange afskygninger fandt uundgåeligt sted i rummet beregnet til guddommelig tilbedelse. Spørgsmålet vedrørende de hellige billeder måtte løses. Kirkemusikken måtte tilpasses til den rumlige struktur. Vi så, at den arkitektoniske kanon for Ordets – og Sakramentets liturgi ikke er ufleksibelt, skønt med hver nyudvikling og nyordning må følgende spørgsmål stilles: Hvad er i harmoni med liturgiens væsen, og hvad forringer den? I selve formen af de steder beregnet til guddommelig tilbedelse, som vi netop har betragtet, taler og tænker kristendommen på en semitisk måde og har videre lagt principperne for, hvordan dette spørgsmål kan besvares. Trods alle variationerne i praksis som har fundet sted i det andet årtusinde er en ting forblevet klart for hele kristendommen: at bede mod Øst er en tradition, som strækker sig tilbage til begyndelsen. Yderligere er det et fundamentalt udtryk for den kristne syntese af kosmos og historie, som er rodfæstet i frelseshistoriens enestående begivenheder, mens man går ud for at møde Herren, som skal komme igen. Her er troskaben til gaven allerede skænket og sammen med dynamikken ved at gå foran er disse to givet samme udtryk. 

Continue reading