Category: Communism

Vatikan II’s undladelse af at fordømme kommunismen bliver nu afsløret for offentligheden for første gang

Redaktørens bemærkning: Undladelsen af en fordømmelse af kommunismen, som egentlig var blevet forberedt til Det Andet Vatikankoncil, men som senere blev forkastet og glemt, er nu for første gang blevet gjort tilgængelig for offentligheden i en engelsk oversættelse her på LifeSite News. (Men optræder dog her i en dansk oversættelse).

Oversættelserne foretaget af LifeSite’s Mattthew Cullinan Hoffman baserer sig på dokumentudkast, som er indeholdt i koncilets forberedende kommissioners officielle handlinger. 

Dokumenterne indeholder en omfattende plan for en koordineret og global indsats for at modvirke marxismens og kommunismens indflydelse på verdensplan samt at ”nedbryde deres dristige fremfærd”. Men efter at Koncilets kommissioner blev overtaget af de ultra liberale biskopper i ”Rhine gruppen”, blev fordømmelserne forkastet, og alle forsøg på at udtrykke en fordømmelse af kommunismen og marxismen blev fejet af bordet. 

Efter koncilets afslutning blev fordømmelserne ”henvist” til de bind, der udgør koncilets forberedende kommissioners officielle handlinger, og som kun er skrevet på latin. Disse blev henvist til at samle støv på forskningsbibliotekernes hylder i årtier, indtil nu hvor de er blevet fundet frem. 

I den følgende rapport forklarer Hoffman teksterne og deres betydning.

I 1962 forberedte man sig på ved Det Andet Vatikankoncil at fremlægge en historisk fordømmelse af den marxistiske og kommunistiske ideologi, en fordømmelse, der havde som sit strategiske sigte på globalt plan, at marxismen og kommunismen skulle bringes til fald. Alt dette foregik, mens millioner af katolikker vansmægtede bag jerntæppet, og Sovjetunionen arbejdede på at udbrede den ateistiske kommunistiske ideologi på verdensplan.

Vatikan II’s forberedende kommissioner havde udfærdiget tre forskellige redegørelser, der havde til hensigt at fordømme marxismen, som en ”overordentlig alvorlig og universel fare” samt kommunismen som en ”falsk religion uden Gud”, der søger, at ”undergrave grundlaget for den kristne civilisation”. Man havde yderligere som sit fokus en massiv og velkoordineret kampagne med sigte på at frigøre menneskeheden fra kommunismen og ”nedbryde dens uhyrligheder”.

Det skulle være et modangreb i fuld skala mod det, som Fatima seeren Lúcia dos Santos definerede som ”den største hæresi, der nogensinde har eksisteret”, og ”som ville sprede sine fejltagelser til alle dele af verden.

Dokumenterne blev imidlertid kasseret allerede ved koncilets begyndelse, da liberale tyske-, franske- og hollandsktalende biskopper, der udgjorde ”Rhine gruppen” udmanøvrerede det overvejende konservative flertal og tiltog sig kontrol over de kommissioner, der havde kontrolmyndighed over koncilets dokumenter. De afviste størstedelen af de forberedende skemaer, der var blevet udsendt til koncilfædrene og erstattede dem med skemaer, der generelt undgik at fordømme de fejltagelser, der var blevet begået igennem årerne. De skemaer, der fordømte kommunismen og marxismen blev aldrig vurderet. Det, der stod tilbage, var en vag kritik af ateismen i dokumentet Gaudium et Spes med en henvisende reference i en fodnote til tidligere pavers fordømmelse af kommunismen.

Koncilets planer om at bekæmpe Marxismen blev i sidste instans offentliggjort i den endelige udfærdigelse på latin, som en del af koncilets anbefalinger og blev næsten glemt og arkiveret på forskningsbiblioteker verden over, hvor de samlede støv.  Continue reading

En kommunistisk pave? Et interview med forfatteren George Neumayr

Redaktionens bemærkning: De holdninger, der kommer til udtryk i følgende interviewsamtale, er forfatterens egne og afspejler ikke nødvendigvis LifeSiteNews’ holdninger.

Jounalisten Maike Hickson lavede et interview med forfatteren George Neumayr om hans nye bog: The Political Pope (Den politiske pave). Neumayr giver her en indsigt i kommunismens påvirkning af pave Frans.

Maike Hickson (MH): I gennem hele din bog henviser du til pave Frans’ forhold til kommunismen eller relation til specifikke kommunister. Kan du for os, i et overordnet perspektiv, beskrive hans holdning overfor kommunismen?

George Neumayr (GN): Han (pave Frans) har en tendens til at omtale kommunismen på en venligsindet måde. Han fortalte den italienske presse, at han ikke bliver ”stødt”, hvis folk kalder ham for kommunist, da han i sit liv har ”mødt mange marxister, som er gode mennesker”. Ved en anden lejlighed udtrykte han følgende: ”Jeg må konstatere, at kommunisterne har stjålet vores sag” fordi ” de fattiges sag er den kristne sag”. Tidligere paver, som havde gennemskuet, at det, der er kommunismens sigte, er at slavebinde de fattige, ville have fundet sådanne kommentarer yderst forunderlige.

MH: Du skriver i din bog, at pave Frans er sympatisk indstillet overfor – og støtter ”venstreorienterede globalisters politiske program”, og du betegner ham som ”Barack Obamas kirkelige ligemand”. Hvad er det for specifikke emner, pave Frans fremhæver, som får dig til at tænke på et verdensbillede, der lig med det kommunistiske tankesæt?

GN: De, der virkelig er venstreorienterede helt ind i deres sjæl plejede at sige, at de drømte om en verden uden paver. Men nu synger og danser de omkring pave Frans. Den radikale (venstreorienterede) akademiker Cornel West sammenfatter, årsagen til dette: ”Jeg elsker, den han er, hvad han siger og indvirkningen af hans ord på progressive kræfter rundt om i verden”.

Med andre ord pave Frans har gjort Vatikanet til en prædikestol for venstrefløjens agitation for egne mærkesager, såsom: åbne grænser, våbenkontrol, klimaforandringer og aktivismen forbundet med denne sag, afskaffelsen af dødsstraf og livstidsfængsling samt implementeringen af en social tænkning i forvaltningen. Continue reading

Tak for alt pave Frans

Da min hustru, Elizabeth, og jeg blev gift for 25 år siden eller noget i den retning, var hun praktiserende kristen i et ganske almindeligt protestantisk trossamfund, og hendes præst forestod vores vielse. (N.B.: Ingen af de navne, der optræder i denne tekst, hverken vore eller andres, er de oprindelige). Jeg var ikke helt rigtig kristen, hvis jeg selv skal beskrive det, var jeg mere agnostiker, hvis katolske opdragelse lå i baggrunden. Men da Elizabeth sagde til mig for mere end et årti siden, at hun overvejede at blive katolik og ville vide, om jeg kunne tænke mig at vende tilbage til troen, svarede jeg straks. ”Ja, det vil jeg”. Mit noget hurtige svar – uden tøven og større ståhej – overraskede hende, jeg tror også, at det overraskede mig selv. Noget rørte sig i os begge – måske Helligånden – og hendes spørgsmål og mit svar passede perfekt til hinanden.

Vi gik til vor lokale sognepræst. Vi ville gøre det klart for ham, at Elizabeth havde været gift to gange før. Begge ægteskaber var blevet afsluttet med en skilsmisse, da det i begge tilfælde handlede om ægtemændenes hang til utroskab, de tidligere ægtemænd er stadig i live, og begge ægteskaber resulterede ikke i børn. Fr. Colin lyttede til vores historie på en varm og åben måde. For mit vedkommende foreskrev han Bodens Sakramente. På en humoristisk måde foreslog jeg, at dette kunne gøres på en af hans fri eftermiddage. For Elizabeth’s vedkommende skulle hun påbegynde RCIA (The Rite of Christian Initiation of Adults) (På dansk: Konvertitundervisning), selvom man allerede var i gang med et forløb, som skulle forberede hende sammen med andre nye katolikker til at blive optaget i Kirken ved Påskevigilen det følgende efterår.

Det var det. Der blev intet sagt om annullering af de tidligere ægteskaber, samt andre hindringer for at vi begge kunne modtage Sakramenterne. Med glæde blev vi en del af livet i sognet i den lille by. Fr. Colin var en ung ”JP2” præst (En præst uddannet under Johannes Paul II’s pontifikat), der havde viet sig til troen med en ortodoks fremtoning og var klar og tydelig omkring Kirkens lære i sine prædikener. En af grundene til, at jeg ikke benytter hans rigtige navn – eller for den sags skyld vore – er, at vi stadig er meget glade for denne præst. Den dag i dag tager vi os stadig til hovedet over, at han undlod at gøre os opmærksom på Kirkens lære omkring skilsmisse, at gifte sig igen og Sakramenterne, når så meget andet ved hans pastorale karakter var fint og beundringsværdigt. Continue reading