Category: Eucharist

Guds Eukaristiske ydmyghed

Det Allerhelligste sakramente er det guddommeliges udtrykte ydmyghed. De, der med værdighed modtager Den hellige Eukaristi, går ind til Guds ydmyghed, for man kan ikke indtage Den ydmyges Brød og samtidig forblive at være hovmodig. Den, der tilbeder det Allerhelligste sakramente, som er guddommelig ydmyghed, drages af Guds lydighed, Gud, som ved et menneskes ord, en præst, der taler og handler i Kristi navn, tilintetgør det lille brøds substans og erstatter det fuldt og helt med Hans guddommelighed forenet med den hellige menneskehed. Hvem kan beskrive Guds Eukaristiske ydmyghed? Ordet blev til kød, fødtes af Jomfru Maria og blev korsfæstet. Han, hvis side blev gennemboret af legionærens spyd, Han, der hvilede i gravens mørke, Han, der opstod fra de døde og sidder i herlighed ved Faderens højre hånd, lige netop her er Han virkelig til stedetavs i Sin skrøbelighed i Den hellige Eukaristis skikkelser og skjult for øjet ikke blot bag sakramentets slør – i brødets skikkelse – men også i Tabernaklet. Dette er Guds ydmyghed, som er skjult for denne verdens kloge og vise hoveder, men åbenbaret for de små børn. Jeg tænker på den hellige Francisco Marto fra Fatima, der, som niårig forstod mysteriet om Den skjulte Jesus, og kun havde ét ønske, nemlig at trøste Ham ved i skjul at være tæt på Tabernaklet. Verden håner i sin dårskab og arrogance Den Gud, der er skjult under brødets skikkelse og hengemt i et skrin. Men dette mysterium følger og fuldender denne forbløffende logik fra Gud, der skjuler Sig i Jomfruens skød og bliver menneske i alt, undtagen synd. Guds Eukaristiske ydmyghed kan ikke adskilles fra Hans Eukaristiske tavshed. Skt. Benedikt forstod dette, for ifølge hans munkeregel er den tavse ydmyg og den ydmyge tavs. Dette forstod (vor) Moder Mectilde også, fordi hun ønskede af sine beneditinerinder, at de havde fokus på tilbedelse, at de skulle ”begrave” sig i Den skjulte Guds stilhed, Den usigelige ydmyge Gud i det Allerhelligste sakramente. Den lille Thérèse forstod det, for hun vidste, at den, der ønsker at finde Jesu skjulte Ansigt først må skjule sig selv. Jesu Eukaristiske Ansigt, Hans skjulte Ansigt, åbenbares kun for dem, der ønsker at skjule sig, for som der står skrevet i salmen: ”Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte; fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:21). Det sidste, som er den himmelske bryllupsfest, er svær at komme ind til. Den, der tror, at han har fundet (vejen) dertil, vil blive overrasket over at opdage, at der allerede er En, der har indtaget den nederste plads. Uanset hvor lavt vi tror, vi har placeret os, uanset hvor små vi tror, vi har gjort os, uanset hvor meget vi tror, at vi har bestræbt os på at søge det, der skal være vores endelige hvilested, og uanset hvor meget vi har forsøgt på at være ”begravet” i stilhed, så er der en Anden, Den anden, der for altid har gjort krav på den nederste plads, som selvom Han er Den uendelige Gud, Skaberen af alle synlige og usynlige ting, har gjort Sig selv mindre end en krumme fra et stykke brød. Har Han ikke gjort Sig selv til den allersidste ting, der forbliver tilbage, når alle har forladt bordet, hvor det himmelske bryllupsmåltid har fundet sted, nemlig et stykke brød, der gemmes væk? Er Han ikke gået ind i en ubrydelig stilhed, der forbløffer selv englekor og gør, at konger bliver tavse og begynder at tilbede? Man bliver ikke ydmyg ved at stræbe efter at blive det, for al vores stræben bærer præg af en snigende stolthed. Man bliver ikke ydmyg ved at få en ydmyg kropsholdning eller ved ydmyg tale eller endda ved at tænke ydmyge tanker. Hvorfor ikke? Fordi ydmyghed alene hører Gud til, som gjorde ydmygheden til Sin i inkarnationens mysterium, og forsætter med at gøre ydmygheden til Sin egen, og som Han fortsætter med at gøre til Sin egen (og det ofte) i de mystiske ord, der af præsten bliver sagt over et lille stykke brød og en kalk med vin blandet med (lidt) vand: ”Dette er Mit Legeme. Dette er kalken med Mit Blod”. Dette er troens mysterium (Mysterium Fidei): Guds Eukaristiske ydmyghed. Indtag Kristi Legeme og grund over Guds ydmyghed. Drik Kristi Blod, det er en eliksir for dem, der skjuler sig med Kristus i Gud.

Siden inkarnationen, hvor Gud steg ned i Jomfruens moderliv og i lyset af Hans nedstigning i dødsriget, og så ofte Den hellige Messe fejres, hvor Gud stiger ned i Brødets skrøbelige skikkelse og i smagen, duften og fugten af et par dråber vin, har ydmyghed ikke været at finde andre steder. Den mindste og sidste af alle gæsterne er blevet Hostien, og Hostien har gjort Sig selv til Den mindste og sidste af gæsterne. Skælv, for derefter at tilbede Ham og have tilbedt og modtaget Ham, så din sjæl kan blive en trone for Den ydmyge og skjulte Gud, og Hans ydmyghed din største skat. ”Lær af mig for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Matt 11:29), og igen: ”For enhver der ophøjer sig selv, skal ydmyges og den, der ydmyger sig selv skal ophøjes” (Luk 14:11). Adoremus in aeternum sanctissimum et augustissimum Sacramentum.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. oktober 2011. Den kan læses på: The Eucharistic Humility of God – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Drag mig til Din gennemborede side

Den 16. juni fejrer vi festen for én af de første mystikere, der er knyttet til Det Hellige Hjerte, nemlig Skt. Lutgarde fra Aywières. For nogle år siden modtog jeg et stykke af hendes korstol, som var af træ. Det er ét af de relikvier, jeg sætter mest pris på.

Såret af kærlighed

Skt. Lutgarde levede på samme tid som Frans af Assisi og Klara. Hun blev født i 1182, blot et år efter den lille fattige mand fra Assisi. De var begge bestemt til at tage del i Kristi lidelse, de ville begge komme til at bære Kristi Sårmærker. Skt. Lutgarde er ofte afbildet, ligesom Skt. Bernard og Skt. Francis, omfavnende Den korsfæstede Jesus og indbudt til at drikke fra såret i Hans hellige side.

Forkyndernes moder

Den udbredte forøgelse af Cistercienter-Benediktinerklostre for søstre i Nederlandene, tvang de hvidklædte søstre til at opsøge brødrene fra de nystiftede ordener Franciskanerne og Dominikanerne i langt højere grad end deres benediktinske brødre, når det handlede om åndelig vejledning og varetagelsen af sakramenterne. Lutgarde var ven af- og moder for de første Dominikanere og Franciskanere og understøttede deres forkyndelse med bøn og faste og ved sin gæstfrihed, og hun var altid ivrig efter at høre det sidste nye om deres missioner og åndelige fremskridt. I hendes første selvbiografi fremgår det, at brødrene titulerede hende mater praedicatorum, forkyndernes moder.

Kirkens kvinde

Lutgarde er et klassisk eksempel på en indadvendt og ”lukket” søster, men hun var en søster med et ”åbent” sind. Hun besad en stor sensitivitet omkring det, der er Kirkens, og hun viste stor interesse for forkyndelsen og missionsarbejdet foretaget af brødrene, som var tiggermunke, og det gjaldt både Dominikanerne og Franciskanerne. Netop dette gjorde hende til en kvinde med et stort hjerte og et stort katolsk format.

Bøn og faste

For Lutgarde var det at bo på et kloster ingen hindring for en egentlig mission og forkyndelse af evangeliet. Hun fulgte brødrene på deres rejser og bad og fastede for deres apostoliske arbejde. Lutgarde havde stor indsigt i de ord, Jesus sagde til apostlene, da de ikke formåede at udfri en dreng for en uren ånd: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste” (Mark 9:29). De syv år, hun fastede på brød og øl, gør hende til noget helt særligt blandt helgenerne.

Modvillig i forhold til klosterlivet

Lutgardes første forsøg på at blive en del af klosterlivet var alt andet end inderligt. Hun kom til klosteret, men det var ikke med hendes gode vilje. Hun var resignerende overfor klosterlivet og var ikke præget af nogen tilskyndelse til at gå i kloster. Hendes medgift var blevet sat i dårlige investeringer, og det gjorde hende mindre attraktiv overfor eventuelle bejlere, altså set ud fra en økonomisk vinkel. For Lutgarde var det, ligesom for andre ugifte kvinder på hendes tid, et tilrådeligt alternativ (set ud fra et socialt aspekt) at gå i kloster. Hendes tanker var, at man kunne vælge klosterlivet fra, hvis det ikke lige var det, man havde ”lyst” til. Det var i alt fald det, hun troede.

Mødet i samtaleværelset

Lutgarde nærede stor kærlighed til klosterets samtaleværelse, som for hende blev et ”tiltrængt afbræk” i klosterlivets monotone hverdag. Hvis de, der besøgte hende, var underholdende og smukke unge mænd, der var ”modtagelige” overfor hendes feminine charme, kunne hun til trods for sit slør og sin tildækkethed sagtens lade dette komme til udtryk. Men så skete der er en ændring. I et strålende lys af skønhed og kærlighed kom Den korsfæstede Jesus, herlighedens Konge til hende i samtalerummet. Her åbenbarede Han sig for Lutgarde og gjorde krav på, at hun ene og alene skulle være Hans, og Han gav hende et glimt af- og forsmag på: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham” (1 Kor 2:9).

Omvendelsen

Lutgarde, som var 20 år, havde undergået en forandring, og mødte klosterlivet på en helt anden måde end før, og det bevidst med ro og taknemmelighed. Salme 27 udtrykker det, hun erfarede: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt, Herre, jeg søger dit ansigt” (Sl 27:8). Netop dette skriftsted udtrykker det, der sker, når den enkelte kaldes til at leve et liv med Kristus. Han siger: ”søg Mit Ansigt”. Jeg svarer: ”O Herre, jeg søger Dit Ansigt”. Enhver, der holder ud i sin søgen efter Kristi Ansigt, vil undgåeligt nå frem til indsigt i Hans Hellige Hjertes hemmeligheder.

Ansigtet og Hjertet

Ansigtet på den korsfæstede Jesus blev modtaget i små glimt ved skønhed og kærlighed og indprentede sig i Lutgardes hjerte. Hun begyndte at leve efter følgende skriftsted: ”Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:21). Salme 31 indeholder faktisk to løfter til dem, der igennem tiden har levet klosterlivet. ”Du skjuler dem hos dig … du gemmer dem i din hytte” (Sl 31:21). For Lutgarde stod det klart, at hun skulle leve skjult i Kristi Ansigt og opholde sig i Hans gennemborede Hjertes tabernakel.

At være funderet i Det Hellige Hjerte

Da Lutgardes søstre valgte hende til abbedisse, blev hun af Ånden ”drevet” til at søge dybere ind i Kristi Ansigt og at blive funderet i Hans Hellige Hjerte. Hun søgte om tilladelse til at blive en del af ordenen i klosteret i Aywières, hvor hun udskiftede den sorte ordensdragt med den hvide Citeauxklædning. Dette gjorde hun opfyldt af glæde over at have fundet dybere ind i stilheden samt ind i en skjult ensomhed. Lutgardes tavshed var næsten fuldstændig. Nonnerne fra Aywières talte fransk, som ikke Lutgardes modersmål, da hun talte flamsk. På trods af sin indsats i forhold til at lære fransk, fandt hun sproget vanskeligt at mestre. Hun boede, arbejdede og bad sammen med sine søstre, men hun oplevede en ensomhed, som hun aldrig nogensinde før havde kendt til.

Draget til Hans gennemborede side

Lutgarde havde et dårligt helbred. Hun havde feber samt et dårligt syn, som til sidst gjorde, at hun blev blind. Disse helbredsmæssige udfordringer gjorde den strenghed, der kendetegner Cistercienserne, næsten uudholdelig og udmarvende for hende. Den samme Kristus, der havde åbenbaret sig for hende i begyndelsen af hendes omvendelse, ventede på hende ved nattetide i sovesalen ved døren til trappen, der førte ind til koret. Det var Den korsfæstede Kristus, som blødte. Hans blik mødte hendes. Han lod Sin højre arm fjerne sig fra korsets træ og derpå ledte Han Lutgardes mund hen til Sin gennemborede side til det sår, der var blevet til, da den romerske legionær på Golgata lod sit spyd gennemtrænge Ham. Hun slukkede virkelig sin tørst i blodet, der flød fra Hans side. Den daglige modtagelse af Eukaristien fornyede på en sakramental måde hendes mystiske erfaring med Kristi gennemborede Hjerte. Ligesom Israels børn, fik hun slukket sin tørst med det, der flød ”fra den åndelige klippe” (1 kor 10:4), mens ørkenvandringen fortsatte.

Det mystiske bytte af hjerter

De mange timer med koret bidrog kun sparsomt til at bringe hende trøst. Lutgardes formåen i forhold til det latinske sprog var ringe på samme måde, som det var i forhold til det franske sprog. Lutgardes ensomhed var blevet fuldstændig. Den liturgiske ”samtale” med Gud var for Lutgarde lige så frustrerende som samtalen med medsøstrene. Da Kristus på en mystisk måde aflagde hende et besøg, tilbød Han hende en nådegave efter eget ønske. Hun bad om at kunne forstå det latinske sprog, så hun bedre kunne forstå Guds ord og løfte sin røst i koret. Kristus imødekom hendes ønske, men efter et par dage begyndte Lutgarde at føle sig underlig rastløs og utilfreds. Hun bar på et ønske om mere end det, der var af intellektuel karakter. Selvom Lutgarde i overflod blev overbragt den rigdom, der er i salmerne, antifoner, læsninger og den respons, man som Messedeltager bidrager med, så bar hun stadig på en smertefuld tomhed og en vedvarende længsel i sit hjerte. Fattet, spurgte hun Kristus om det var muligt at bytte denne gave til en anden: ”Hvad ønsker du at bytte den til?”, spurgte Kristus. Lutgarde sagde: ”Herre, jeg vil bytte den til Dit Hjerte”. Kristus rakte derpå ud mod Lutgarde og fjernede hendes hjerte og erstattede det med Sit eget, og hendes hjerte tog Han og satte der, hvorfra Han havde fjernet Sit eget. ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød” (Ez 36:26). Denne mystiske udveksling af hjerter var en indikation på, at Lutgarde nu havde opnået en større åndelig modenhed. Hjertet, der er skabt for kærlighed, opnår kun ved kærlighed tilfredshed. En kærlighed, der rækker ud over alt det, man kan forstå.

Det eneste sikre sted

Lutgardes exodus, særligt hendes monastiske rejse, havde været fyldt med ensomhed, isolation, frustration og skuffelse, og den var præget af dette, indtil hun i bytte overdrog sit hjerte til Kristus og Han Sit til hende, så hun blev opfyldt, ”til hele Guds fylde blev nået” (jf. Ef 3:19). Hvem af os kan hævde at have kendskab til den gave, der bringer fred og udfrier for problemer og stiller hjertets længsler tilfreds? Hvem af os kan hævde at have kendskab til den nåde, som hver eneste af os har et så stor behov for? Jeg vil ikke være den, som selv vælger min nåde. Det eneste sikre sted på den monastiske rejse er Kristi Ansigt. Det eneste faste holdepunkt, der aldrig skuffer er Kristi gennemborede Hjerte, som er kilden til en udødelig, evig og uforgængelig kærlighed.

Kristi Eukaristiske Hjerte

Kærligheden til Kristi gennemborede Hjerte er blevet givet os frit og i uanet mængde i Den hellige Eukaristis mysterium. Eukaristien er en udveksling af hjerter eller rettere hjerternes fællesskab, som er Kristi Hjerte i Kirken. Må Skt. Lutgardes venskab og hendes vedvarende bøn ledsage os ind i Kristi Eukaristiske nærvær og forblive hos os i den foranderlighed, der præger livet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. juni 2016. Den kan læses på: Draw Me to Thy Piercèd Side – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Otte dage skulle være tilstrækkeligt

Jeg finder det godt at blive mindet om Skt. Peter Julian Eymards ”hemmelighed”, der leder til et fuldendt Eukaristisk liv.

Hemmeligheden bag det, at man hurtigt kommer til at leve et liv med fuld opmærksomhed på Eukaristien, er, at man i løbet af en given periode gør Jesus i det Allerhelligste sakramente til centrum for Guds nærvær og samtidig udgangspunktet for: alt det, man ønsker at gøre, i hvilken ånd, man handler, hjertets hengivenhed og alle ens dyder.

Hvis sjælen åbner sig tilstrækkeligt, vil den komme langt i sine bestræbelser på enhed og fortrolighed med dette vidunderlige sakramente, og den vil med iver og i større udstrækning tænke på dette sakramente mere end noget andet.

På en let og blid måde vil ens hjerte frembringe de mest ømme følelser. Med andre ord vil det Allerhelligste sakramente blive centrum for den hengivenhed, man giver, og Det vil være omdrejningspunktet, når det handler om fuldendelsen af ens kærlighed.

Otte dage skulle være tilstrækkeligt, for at en helt almindelig og inderlig sjæl vil kunne tilegne sig denne Eukaristiske ånd, og selvom man skulle have brugt uger og måneder på at opnå denne ”ånd”, så kan det aldrig måle sig med den fred og lykke, som denne sjæl vil nyde i den guddommelige Eukaristi (Skt. Peter Julian Eymard).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. august 2018. Den kan læses på: Eight Days Would Be Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Quoniam in saeculum misericordia eius

Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118:24). I otte dage har vi allerede fejret en enkelt dag: Den opstandne Kristi fuldendte og uendelige dag, Herrens store og herlige påske! I otte dage har pragten fra ”… Alfa og Omega … han som er, og som var, og som kommer, den almægtige” (Åb 1:8) overstrålet Kirken med lys og glæde. 

Quasimodo søndag 

I Kirkens spæde start ville de, der netop var blevet døbt, afslutte en uge, hvor de havde fået nyt liv, og det gjorde de ved at aflægge deres hvide klædning, som de havde modtaget ved dåben. Kirken, som Moder henvender sig i dagens introitus til de nydøbte: ”Og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse” (1Pet 2:2). Denne herlighedsfulde introitus er et særligt skriftsted for os, for det åbner for alt det andet. Dette er en moders stemme, der henvender sig til hendes nyfødte barn. Skriftstedet er så centralt, at i kristendommens første tid og frem til i dag har det givet anledning til at give navn til denne søndag: Quasimodo søndag, som er taget fra ordene i introitus: ”Hig som nyfødte børn, alleluja, med forstand efter den uforfalskede mælk. Allelujaallelujaalleluja (1 Pet 2:2). 

Den uforfalskede åndelige mælk 

Jeres higen bør være efter ordets rene mælk” (1 Pet 2:2). At hige efter Guds ord er tegn på åndelig sundhed. Hvor går vi hen for at finde ordets rene mælk? Den næring får vi af vores Moder, som er Kirken, og Hun giver os den i form af Guds ord i den daglige liturgi. Dette var grunden til, at troende i Den spæde Kirke forsamlede sig i Salomos Søjlegang (ApG 5:12). Dette er grunden til, at vi forsamles søndag efter søndag, ikke i Salomos Søjlegang, men i Salomos nye og levende tempel, som er Kristi Legeme, Kirken og i ”skyggen af Peter” (jf. ApG 5:15). Hver gang ordet forkyndes, synges, gentages, prædikes og bedes, næres vi med ordets rene mælk. Det er det, at vi i fællesskab lytter til Ordet, der gør, at vi ”er ét i hjerte og sind” (ApG 4:32). 

At forvalte Guds barmhjertighed 

Den Kristus, vi møder i dagens anden læsning, er Den korsfæstede Kristus med den gennemborede side og fra hvis Hjerte, der flyder en strøm af vand og blod. Præster er på en speciel måde kaldet til at være til stede under Kristi herlighedsfulde kors sammen med Jomfru Maria, Maria Magdalene, de andre hellige kvinder og den discipel, Jesus elskede. Præsten må benytte sit eget hjerte som kalk til at tage imod blod og vand, der strømmer fra den gennemborede side, således at ingen dråbe går tabt. Alt det, der strømmer fra Kristi gennemborede side, skal modtages af Kirken gennem præsten og derefter i overflod fordeles med ømhed til dem med åndelige sår. Dette er forvaltningen af Guds barmhjertighed. 

Hans herlighedsfulde sår 

Den Kristus, vi møder i evangeliet, står blandt Sine disciple (jf. Joh 20:19) og viser dem Sine sår. Den hellige Johannes nævner ikke noget om den herlighed, Kristus udstråler, Kristus peger nemlig kun på Sine sår. Hvorfor? Thi for den hellige Johannes (teologen) kommer udstrålingen af Kristi herlighed fra Hans sår, og det er en opfyldelse af ordene fra profeten Habakkuk: ”Glansen er som lyset, stråler udgår fra hans hånd; der er hans styrke skjult” (Hab 3:4). 

Fanget i frygtens greb og med en tabt tro på håbet opholdt disciplene sig bævende bag solidt aflåste døre, og pludselig stod Jesus blandt dem. Han hilste dem med et ”Fred være med Jer” (Joh 20:19). Hans første gave (til dem) er en fredsgave. Ved at give en gave, som består af fred, viste Jesus disciplene Sine hænder og Sin side. Den opstandne Kristus’ herlighedsfulde sår bekræfter, at Han er Den Opstandne. Dette er Den Jesus, som blev korsfæstet. Dette er Den samme Jesus, som vi betragter i den stille uge. ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53:3-6). Den opstandne Jesus forbliver at være såret, og som den hellige Peter siger: ”Ved hans sår, blev I helbredt” (1 Pet 2:24). Dette er vores bøn i begyndelsen af påskevigilien lørdag aften i sidste uge: ”Ved Hans hellige og herlighedsfulde sår, må Kristus yde os Sin beskyttelse”. 

Det store påskelys, som står ved siden af amboen, er et symbol på den opstandne Kristus bærende på Sine fem sår, og som kaster lys over Den hellige Skrift og oplyser forkyndelsen af Denne. Lige så vel som Han var i rummet med Sine disciple, er Den Opstandne her iblandt os. Han bringer os den samme fred. Han viser os de samme sår, der stråler af helbredende barmhjertighed, en barmhjertighed, der gennemtrænger al vor frygt. 

Fred være med jer 

Jesus siger for anden gang til disciplene: ”Fred være med jer” (Joh 20:21). Det er ikke noget, Han ”bare” siger endnu engang. Der er tale om en gentagelse, som bliver foretaget ved Åndens kraft. Der er tale om den slags gentagelse, der frem til i dag ligger i Kirkens liturgi. Derpå tilføjer Han: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20:21). Kristi mission afsluttes ikke med Hans død og opstandelse. Hans mission fortsættes gennem de børn, der indtil tidernes ende vil blive bragt til verden af Hans Brud, Kirken. Kirken, som bliver samlet ved ordet, Kirken, der er forenet omkring alteret. Dette er Kirken, der udsendes (og foretager missionsbefalingen). Kirken består af dem, der næres af ”ordets rene mælk”. Kirken består af dem, der har oplevet barmhjertigheden fra Den opstandne Kristus og kender til Hans fred. 

Guddommelig barmhjertighed som lindring 

Kirken er en forsamling af mennesker, der (på forskellig måde) er blevet såret og har grundet over de herlighedsfulde sår hos Den opstandne Kristus. Vores sår er det sted, hvor Den opstandne Kristus lader Sin nåde trænge ind i vor sjæls hemmelige dybder. De, der ikke har sår eller foregiver ikke at have sår, afskærer sig fra den lægedom, der er i Jesu nåde. Visse former for ”dyd”, selvtilstrækkelighed og hårdhed gør, at man ikke er modtagelig overfor den lindring, som Guds barmhjertighed er. De, der ved, at de er såret, og som åbner deres sår for udstrålingen fra Kristi herlighedsfulde sår, oplever kraften, den kraft, der er i Hans opstandelse. Det er kun disse mennesker, Kristus sender ud for at fortsætte det arbejde, Han har igangsat med at udbrede barmhjertighedens lægedom til verden.  

Antifon ved Kommunionsmodtagelsen 

Evangeliet om endnu en åbenbaring af Den opstandne Kristus finder sted en uge efter den første åbenbaring. Det er igen søndag, og det hele finder sted bag låste døre. Endnu engang kommer Jesus og er iblandt sine disciple. Igen kommer Han med en gave fra hjertet ”Fred være med jer” (Joh 20:26). Derpå vender Han sig til Thomas, der både ønskede at tro, men også var præget af tvivl, og sagde: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den ind i min side” (Joh 20:27). Det var det samme som at sige: ”læg din hånd på Mit Hjerte, Thomas. Føl det, som i Mig er det mest dyrebare, eller rettere tillad Mig at røre ved det, der er det mest dyrebare i dig, så du ikke fortsætter med din vantro, men virkelig tror”. Disse Jesu ord rettet til os er at finde i dagens antifon ved Kommunionsmodtagelsen, og den ledsager dem, der i tilbedelse, når de nærmer sig sårene på Kristi herlighedsfulde Legeme. 

Eukaristien: En udstrømning af Guds barmhjertighed 

De sår, der er blevet til ved vantro, bliver helet, når vi rører ved den opstandne Kristus, Hans Legeme, i Eukaristien. Eukaristien bringer lægedom i forhold til tvivl, frygt og håbløshed. Eukaristien er som bodens sakramente på en underfuld måde skabt til at være en udstrømning af Guds barmhjertighed. 

Skt. Faustina 

Det var den erfaring, Skt. Faustina Kowalska gjorde sig. Hun var en ydmyg kvinde udvalgt af Den opstandne Kristus i 1930’erne til at få Kirken tilbage til troen på Guds barmhjertighed. Billedet af Den barmhjertige Kristus, som Skt. Faustina gjorde brug af til at drage de sårede, tvivlende og dem præget af frygt til Guds barmhjertighed, er faktisk et billede på dagens evangelium og samtidig udtrykker det netop det, som den hellige Benedikt pålægger os i kapitel 4 i ”Den hellige Regel”, nemlig: ”Aldrig (at) opgive håbet om Guds barmhjertighed” (Benedikts Regel 4:74). 

Jesus, jeg stoler på Dig 

Enhver af os bliver i dag indbudt til at slukke vores tørst i vandet og blodet og ligesom Thomas at undersøge Kristi herlighedsfulde sår og at trænge ind til Hans hellige Hjerte. Da vil Skt. Faustinas bøn: ”Jesus, jeg stoler på dig”, vælde op fra vort indre, og Thomas’ udbrud bliver vores ”Min Herre og min Gud” (Joh 20:28).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. april 2007. Den kan læses på: Quoniam in saeculum misericordia eius – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød …

Har I ikke liv i Jer

Nu, hvor vi går gennem den stille uge og bevæger os mod påsketiden, kan det være godt at overveje Vor Herres indstiftelse af Eukaristien og Hans tilstedeværelse der, som Han fortsætter med at være uanset tid og sted.

Det største forræderi, pænhedens Kirke har foretaget, er at benægte realpræsens, og at Vor Herre er fuldt og helt til stede under brødets og vinens skikkelse.

Benægtelsen af realpræsens er årsagen til alt det onde i Kirken og forræderiet mod Kristus i det Allerhelligste sakramente. Det var det forræderi, Judas foretog mod Jesus, det var det forræderi, protestanterne foretog med deres revolution imod Kirken, og det er det forræderi, modernisterne i Kirken foretager imod Hende (Kirken), det er dem, der fremmer helligbrøde i Kirken.

Det bør stå klart for enhver: det er helligbrøde, når man har vished for, at mennesker, der har begået alvorlig eller svær synd, modtager Den hellige Kommunion. Kanonisk lov § 915 understreger, at dette under ingen omstændigheder er tilladt.

Alligevel vælger hele gruppen af blødsødne, kujonagtige og ondskabsfulde prælater ganske enkelt at vende det blinde øje til, (når det sker), eller de gør det, der er endnu værre, de forkynder, at det er legitimt. Ve dem, hvis de ikke omvender sig, inden de dør.

Vor Herres kødelige offer på korset blev foretaget med den hensigt, at det skulle være for bestandigt, indtil tidernes ende, og der er altså ikke tale om et nyt og forandret offer, hver gang det foretages, men det er dette ene offer, der vedvarende fuldbyrdes, ét offer, en gang for altid.

Biskop Fulton Sheen plejede at sammenligne Messeofferet med den oprindelige opsætning af et skuespil med dets musikstykker, tekster og karakterer. Når skuespillet skal på turné, så er det samme stykke med de samme musikstykker, tekster og karakterer, men det spilles blot under andre forhold. Der er derfor ikke sket forandringer i den oprindelige opsætning.

Der er tale om det samme skuespil, én opsætning, og det kan overværes mange forskellige steder til enhver tid, det er som den oprindelige opsætning uden forandringer, og sådan er det også med Den hellige Messe.

Hvorfor ønskede Vor Herre Sit en-gang-for-alle-offer gjort gældende i hele historien og tilgængelig for alle mennesker? Fordi Han, ligesom da Han bød israelitterne at spise offeret, som var en forsmag på Den hellige Kommunion, nu byder dem, der følger Ham at spise offeret, som er Hans kød.

Da jøderne i Kapernaum bad Ham give dem dette brød, svarede Han dem: ”Det brød jeg vil give er mit kød, som gives til liv for verden”.

På en vis måde kunne vi med lethed konstatere, at offeret på Golgata blev foretaget således, at de troende fra det tidspunkt kunne indtage kødet fra deres offerlam, således som man gjorde ved den første påske i Egypten.

Lammet måtte indtages, ellers var offeret ikke fuldbragt. Det er derfor, Vor Herre fortæller forsamlingen omkring Ham: ”Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød, har I ikke liv i Jer”.

Dette blev den eneste doktrin, de nægtede at acceptere. Bemærk, at det kun var den ene ting, der gjorde, at de afviste Ham, og det samme gjorde sig gældende for Judas, der forrådte Ham.

Korsfæstelsen / offeret, for det var det, det var, blev til ved guddommelig bemyndigelse og gjort tilgængeligt for dem, der følger Kristus, indtil den dag Han kommer i herlighed. Men selv før det andet komme, som vi ser frem til med stor forventning, er Den hellige Eukaristi tæt forbundet med opstandelsen.

Det var i Kapernaum, at Han sagde, at den, der spiser Hans kød og drikker Hans blod, vil Han oprejse på den yderste dag.

Når en katolik, der er i nådens stand, modtager Den hellige Kommunion, bliver dennes kød og blod forberedt til den endelige herliggørelse, som er et herliggjort legeme, fordi det er det herliggjorte Kristi kød, Hans opstandne kød, som vi indtager, og vi bliver gradvist mere og mere ligesom Ham, hvis vi vel og mærke modtager Ham i en værdig stand, det vil sige nådens stand.

Kærlighed kræver,at en Gud, der ikke blot kunne give os Sin Ånd, men også Sit kød, ville gøre dette. En kærlighed, der ikke er fuldendt, kan ikke betragtes som kærlighed. Denne Gud har magten til at give Sig selv helt og fuldt med sjæl og legeme til os ved at forene Sig med vores sjæl og legeme.

Et menneske, der tror, at det kun behøver en åndelig relation til Kristus på Golgata, at dette er det eneste nødvendige, en sådan person har desværre ikke forstået, hvad der egentlig kræves.

Den virkelige Kristus, som så mange hævder, at de har en personlig relation til, benægter i realiteten den relation, fordi de ikke ønsker fuldt og helt at underkaste sig alle Hans bud, hvoraf ét af dem er: ”spis mit kød”. Og for at gøre det helt klart tilføjede Han overfor dem i Kapernaum, der fulgte Ham: ”For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik”.

Dem, der fulgte Jesus, og som fandt at netop denne form for relation, så at sige ”kom alt for tæt på”, blev ganske enkelt for personlig, nemlig at der her var en Gud, som elskede så meget, at Han ønskede at være så tæt på mennesket, som overhovedet muligt. Disse mennesker ønskede, og de ønsker det stadig, den dag i dag, en Gud på deres præmisser, hvor det er Ham, der følger de bud, de har fremsat for Ham.

Det er netop grunden til, at dem, der fulgte Jesus til og med Kapernaum, afviste Ham netop der og fulgte deres egen vej. Dette er også grunden til, at kimen til Judas forræderi blev sået her, og dette er ligeledes årsagen til, at dem, der stod bag den protestantiske revolution i det 16. århundrede, fornægtede realpræsens, og dermed Den hellige Eukaristi, og endelig er dette årsagen til, at så mange i Kirkens hierarki benægter denne sandhed ved den måde, de agerer på.

I Kapernaum betegnede Jesus Judas som en djævel, fordi han ikke troede. De, der præsenteres for sandheden og benægter den eller afviser den eller forsøger at bortforklare den, vil lide den samme skæbne som Judas.

Påsken handler om realpræsens. Det er derfor Vor Herre som en afslutning på vandringen med sine disciple på vejen til Emmaus afslører Sig selv ved at bryde brødet, således at deres øjne blev åbnet.

Lad os bede for og arbejde på med iver i denne påske, at vi må blive brugt til at åbne øjnene på så mange som muligt, så de ser den sandhed, der er i realpræsens. I de næste dage vil et hold fra Church Militant drage til Israel, og der producere vores helt egen dokumentar om Eukaristien.

Det vil sige, at de næste episoder af Vortex vil blive produceret i Israel, og her vil vi holde Jer opdateret om vores arbejde samt de seneste nyheder. Vær venlig at bringe vores rejse og arbejde med i Jeres bønner.

Fra alle her på Church Militant: med ønsket om en hellig og glædelig påske til Jer alle.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. april 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-unless-you-eat-the-flesh-of-the-son-of-man

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det sidste kys inden vi drager i krig

Vi lader vore læber berøre panden på dem, som står os nær. Vi fortæller dem, hvor dyrebare de er for os, og vi gør vort udstyr klar til at gå i krig. Verden, kødet, djævelen, ja, vores faldne tilstand, sårene fra arvesynden, som vi alle bærer på, listen af fjender synes at være uudtømmelig. Hvornår vil det syndige menneske forstå og lære, at det at være kristen er forbundet med lidelse, at skulle løfte og bære et kors, at sørge og græde, mens man bestiger et bjerg, alt imens man drager sit sværd og tager del i kampen? Det er det lod, Guds børn har fået.

Der er ingen anden vej hjem end denne for os. Vor Faders hus venter på hver og en af os, når de slag, vi har taget del i, er afsluttet. Men det betyder, at vi må kæmpe indtil det sidste. Langt sværere er det at skulle begribe det faktum, at denne krig vil fortsætte mange tusind år endnu. Vi ved ikke, hvor mange troppeenheder, fjenden råder over. Vi kender ikke hans strategi. Vores lejr er fyldt med infiltratorer (femtekolonneaktivitet), og vores soldater er vanskelige at mønstre, fordi de er udisciplinerede og ikke kender til våbenbrug, og sidst men ikke mindst vores lederskab er dybt inkompetent.

Det er den virkelighed, vi har måttet stå ansigt til ansigt med de sidste to tusind år, men vi lader os stadig hverve, så vi kan tage del i denne krig. Vi forsøger at lave en hvervekampagne blandt dem i vores omgangskreds til denne kamp, der synes umulig at vinde. Vi gør det, fordi vi ved, at det er tilstrækkeligt at vinde vores eget endelige slag, men også i forhold til at sikre Kristi styrker den endelige sejr. For hver dag der går, rykker krigen tættere på os. Hvert eneste åndedrag er som et sandkorn, der glider igennem et timeglas, vi ikke kender størrelsen på. Til tider bliver vi ved Guds nåde og kraft løftet op over slagmarken, og her får vi en chance for at se hvor dystert, det hele egentlig tager sig ud. Coronavirus er derfor en gave, en mulighed for rekognoscering, og vi bør gøre brug af denne gave både i forhold til slaget og til selve krigen.

Jeg troede, at jeg var et menneske, der i tilstrækkeligt omfang reflekterede over min egen død.

Jeg tog fejl.

Sidste gang jeg tog del i Den hellige Messe, og der modtog Vor Herre i Eukaristien, tænkte jeg ikke over, at det måske var det sidste kys. Det er ganske vist, og vi ved det alle sammen, at vi, når vi forlader Kirken, (og er på vej hjem) kan blive kørt over af en bil. Hvor er det let at glemme ydmyghed, selvom vi bærer på den viden, der skal tilskynde os til at være det. Hvor er det let at glemme, at vi kun er støv.

Jeg tænker nu tilbage på denne min sidste Messe, og det med et stort savn. Vores tur i bilen gennem byen foregik uden besvær. Der var kun lidt trafik, og vi blev mødt af en let kølig brise. Det let forpjuskede græs, der var ved at erstatte sneen, bebudede, at foråret var på vej. Den sidste lyserøde rest af solopgangen forsvandt stille i horisonten. Vi havde sandsynligvis lyttet til nogle YouTube-videoer over højtalerne i bilen, hvor man diskuterede de seneste kontroverser i Den katolske Kirke. Der var en munter stemning, og vi forsøgte ikke at tænke på, hvad vi skulle spise efter, at Messen var forbi.

Det var alt i alt en helt almindelig dag.

Min forlovedes hånd hvilede på bladene i missalet, mens vi satte os på metalstolene i kirkens midterskib, for alle kirkebænkene var allerede optaget. Stearinlysenes flammer ligesom ”dansede” og blev spejlet i guldlysestagerne. En statue af Vor Frue af Fatima så på os, mens vi forsøgte at overvære Messen og få et glimt af Tabernaklet eller præsten, der afsøgte kirkerummet ned til indgangspartiet.

”Min Herre og min Gud” lød som en stille sang fra hundredvis af hjerter, som glade bønder, der hilser deres konge velkommen, vores knæ blev presset ned mod de polstrede knælebænke eller det våde tæppe, men ingen lod sig mærke af det, vi bøjede vores hoveder, fingre gled gennem ældre guldbelagte blade og ofre blev frembåret, og der blev bedt for specifikke ønsker og nåde i sidste øjeblik. En bøn til Maria om at hendes hjerte vil yde mig støtte, blev sagt i sidste øjeblik, og derpå stod præsten foran mig med patena under min hage, og Livets Brød blev lagt på min tunge. Jeg faldt igen på knæ og trak mit tørklæde op, så det dækkede mit ansigt, og jeg bøjede mit hoved. Jeg ønskede at være alene med denne herlighedsfulde Konge blot et øjeblik for at takke, fordi Han elsker mig.

Jeg takkede Ham ikke nok for dette sidste kys. Jeg var blind.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, det, der nu skulle ske. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle knæle på mit stuegulv, mens jeg så en ”livestreamet” Messe hver søndag morgen, uden at vide, hvornår det igen ville blive muligt at tage del i en ”rigtigt” Messe. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle høre om, at over 60 præster var døde i Italien. Jeg forestillede mig heller ikke, at det pludselig ikke var muligt at aflægge skriftemål, når dette var påkrævet.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi ville blive sat i karantæne (isoleret) i vore egne hjem, mens hundrede tusinder rundt om i verden ville blive syge af en virus, vi endnu ikke har et større kendskab til. Aldrig havde jeg forestillet mig den bekymring og angst, jeg ville blive grebet af, når mine kære begyndte at udvise forkølelseslignende symptomer, som om vi alle allerede bar på denne virus. Aldrig har jeg set benzin så billig eller hylderne i butikkerne nærmest ”støvsuget” for varer.

Jeg troede ikke, at jeg var en person, der tog vores moderne verden for givet. Men her tog jeg også fejl.

En ting er, at man med sin rationelle tænkning ved, at mange mennesker allerede gennem historien har gennemlevet perioder, der var langt værre end det, jeg oplever nu. Men noget andet er, at man forsøger at se fremtiden i øjnene og må erkende, at man praktisk talt ikke kan gøre sig nogen forestilling om, hvordan ens liv vil se ud om et år fra nu. Derudover har man heller ikke nogen anelse om, hvor stærk man vil være, hvis ens liv bliver langt mere vanskeligt. Min omvendelse og konvertering til den katolske tro gjorde mig til (Kristi) soldat, men det betød ikke, at jeg var klar til at tage del i et slag som dette.

Der er meget, der fremstår uklart, men én ting ved jeg, og det er, at jeg kan takke Gud for denne nye Coronavirus, for den har hjulpet mig til at huske på det, der virkelig betyder noget her i livet, og hvor mange velsignelser Gud har givet mig. Ting, der ellers plejer at skabe bekymring hos mig, forsvandt over en nat (eller blev i alt fald mindre væsentlige). Nogle af de sår, der er opstået grundet familiære uoverensstemmelser, er blevet åbnet igen grundet den stressbetonet situation, mens andre sår (uoverensstemmelser) i det familiære regi er blevet helet. Spørgsmål om penge og økonomi er blevet skubbet mere i baggrunden, da jeg har accepteret, at løn og opsparing er områder, hvor der vil ske en vis reduktion, men det er sådan, det er.

Det vigtigste er, at denne ulykke har givet mig mulighed for at se mig selv i et klarere lys, så mange af de fejl, jeg ignorerede, fortrængte og fandt undskyldninger for, endelig er kommet for en dag. Jeg takkede ikke Gud tilstrækkeligt for det sidste dyrebare kys i Eukaristien, men Han har ikke tilbageholdt Sin nåde fra mig på trods af min uvidenhed. Hans eneste kys er tilstrækkeligt for mig indtil videre. Det er langt mere, end jeg fortjener.

Mens vi nu er på vej ind i denne periode af historien, bør vi ikke forhale eller være dovne i forhold til vores trosmæssige ”træning”. Denne krig, som så ofte foregår i det skjulte, har sat den synlige verden i brand. Lad os blive soldater af den støbning, som Vor Herre fortjener.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Lozinski og publiceret på OnePeterFive d. 24. marts 2020. Den kan læses på: The Last Kiss before the Battle – OnePeterFive

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor katolikker, der er åndeligt døde, bør bekende den dødssynd, de har begået, før de modtager Den hellige Kommunion

Blandt katolikker, der endnu deltager i Den hellige Messe, eksisterer der et stort problem: en generel og vilkårlig modtagelse af Den hellige Kommunion, endog af dem, der ikke har forberedt sig eller har den rette indstilling til at modtage Herren og kan drage fordel heraf. Dette er et stort problem, som allerede er blevet adresseret af to tidligere paver.

Til tider, faktisk ret ofte, går alle de, der deltager i Eukaristien til Kommunion, og som nogle erfarne præster bekræfter, har det i disse situationer (for nogle) været påkrævet, at de før dette havde gjort brug af bodens sakramente for at få renset deres samvittighed (Johannes Paul II, Dominicae Cenae, 11).

Dette tekststykke kvalificerer sig til at modtage en pris for at underdrive, men det, som det antyder, er ikke til at misforstå. At rense sin samvittighed ved regelmæssigt at gøre brug af bodens sakramente, og i sagens natur helt klart, hvis man har begået en dødssynd, er den måde, hvorpå man kan vise en passende ærbødighed overfor Vor Herre Jesus Kristus, Israels Hellige, som er fuldt og helt til stede i det Allerhelligste sakramente, som føde for os på vores pilgrimsvandring mod himlen.

Som Kirken lærer, er Eukaristien ikke et middel for dem, hvis sjæle er døde, men den er føde for dem, som er i live, og som har behov for styrke til at leve et liv med kærlighed. Man kan gennem en hel dag fodre et dødt menneske, og det vil ikke føre til noget. I det åndelige liv er det langt værre: når et menneske, der er åndeligt dødt spiser livets brød, pådrager det sig mere skyld. Og ved uberettiget at give sådan føde til mennesker (der ikke har angret deres synder), der kan defineres som offentlige syndere (her drejer det sig om præster eller biskopper, der giver Herren til politikere, der stemmer for abort) falder der ild på den, der modtager Herren og den præst, der uddeler Ham. Det er sådan, det er, og det er der bred konsensus om blandt kirkefædrene, kirkelærerne og paver, der holder sig til den katolske tro.

Pave Benedikt bemærkede i et interview, at det foruroligede ham at se store horder af mennesker gå til Kommunion ved store begivenheder i Vatikanet, når det var helt klart, at mange var turister eller besøgende eller på anden måde ikke disponerede (f. eks manglende faste) for Kommunionsmodtagelse. Derfor genintroducerede han brugen af knælebænke og lod Kommunionsmodtagelsen forgå ved at kommunikanten knælede og modtog Hostien på tungen for ganske enkelt at minde folk om, at dette er et helligt ritual, som er centreret om det Allerhelligste, Sanctissimum:

Der er en stor fare for en overfladisk tilgang ved sådanne lejligheder, hvor Messerne i Skt. Peter bliver en del af et arrangement … I en sådan sammenhæng, hvor folk tror, at alle pr. automatik skal modtage Kommunionen, fordi når alle andre går op, så ønskede den enkelte også at deltage, og derfor ønskede jeg at sende et klart signal om, at dette ikke er et ritual, der skal associeres med noget socialt, hvor man ”bare” kan deltage, hvis man har lyst (The Light of the World, p. 156).  

Grunden til denne bekymring er ganske enkel og bliver udtrykt klart og præcist ved Koncilet i Trent:

Det er ikke passende at tage del i en hellig handling uden hellighed. Det er sikkert, at de kristne, når de erkender helligheden og guddommeligheden ved dette himmelske sakramente, må være påpasselige og ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed, især når man tænker på Paulus’ advarende ord: ”For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 29). De, som ønsker at modtage Kommunionen må hele tiden have Paulus opfordring i sinde: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret” (1 Kor 11: 28). (Session 13, kap. 7).

I lyset af alt dette må katolikker være sig meget bevidste om, hvad det vil sige at ”værepåpasseligeog ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed”. Hvilke betingelser gør sig gældende for en frugtbar og regelmæssig modtagelse af det allerhelligste sakramente?

Et svar, der henter sin autoritet i læreembedet, finder man i dekretet Sacra Tridentina Synodus fra 1905, som fremhæver de tanker, som pave Skt. Pius X havde gjort sig. Denne pave fremsatte her en reaktion for at adressere de dele af Jansenismen (1), som havde en afskrækkende virkning på de troende i forhold til at komme nær alteret, samt det at man havde nedsat aldersgrænsen for at modtage Den første Kommunion, og endelig at de troende blot skulle modtage Herrens Legeme så ofte som muligt. I dekretet kan man læse følgende:

For det første skal den, der ønsker at nærme sig Den hellige Banket, være i nådens stand, det vil sige, at vedkommende skal være sig bevidst om, at al begået syndsaktivitet, forstået som dødssynd, er blevet bekendt i skriftemålet.

For det andet skal den troende besidde den ”rette og hengivne tilgang”. Dekretet forklarer, hvad der menes med det: ”at den, der nærmer sig Det hellige Bord ikke bør gøre dette af vane, i hovmod eller ud fra menneskelige hensyn, men fordi den troende ønsker at være Gud til behag, at være tættere forbundet med Ham i kærlighed, og for at gøre brug af dette sakramente med henblik på at løfte den troende i dennes svaghed og skrøbelighed. Med andre ord skal kommunikanten være sig meget bevidst, hvad han foretager sig, og Hvem han nærmer sig (og af den grund bør kommunionsmodtagelsen ikke være rutinemæssig), og at den handling, kommunikanten foretager, er Gud til velbehag og helliggør hans sjæl gennem en tættere tilknytning til Ham ikke på baggrund af, hvad andre måtte formode eller tænke (altså grundet hovmod eller menneskelige hensyn).

For det tredje må den troende ikke bære på dødssynder eller have hensigter om at udøve dem, den troende skal som det mindste være uden dødssynd, og det på en sådan måde, at den troende aldrig vil foretage en dødssynd i fremtiden. Dette element er særlig vigtigt i dag, hvor vi befinder os i en kaotisk situation forårsaget af Amoris Laetitia. Så længe en katolik har til hensigt at fortsætte med at leve i synd, som er konstant at befinde sig i en situation, der objektivt set er forbundet med synd, som eksempelvis kan være, at man er blevet skilt og har fået en borgerlig vielse med en ny partner, mens ens tidligere partner stadig er i live. En sådan katolik kan ikke modtage Den hellige Kommunion, fordi intentionen om at fortsætte synden stadig eksisterer.

For det fjerde er det ikke et krav, at kommunikanten skal have brugt tid på at forberede sig, eller at denne benytter tid efterfølgende til taksigelse, men begge former for praksis (forberedelse og taksigelse) er vigtige delelementer for at kunne opnå den mest givende kommunionsmodtagelse. Dekretet formulerer det på følgende måde: ”sakramenterne … og det man får ud af at modtage dem, afhænger af, hvor godt modtageren har forberedt sig”. Bortset fra Guds intentioner, der ikke er synlige, om at løfte nogle sjæle højere end andre, handler det om, at vi for vores del arbejder på at få en levende tro og skærper vore andagtsøvelser. Vi kan således nærme os alteret og modtage Herren i Kommunionen, Den Herre, der ser forskellene på dem, der hyppigt modtager Kommunionen og viser tydelige effekter på det og omdanner dem til helgener og dem, der ikke synes ikke at vise tegn på forandringer, selvom de på daglig basis modtager Herren.

Kort fortalt er de fire betingelser for en hyppig og frugtbar modtagelse af Den hellige Kommunion: 1) at være i nådens stand, 2) at have den rette og hengivne indstilling 3) at have gjort sig fri af synden også således, at man ikke er fristet til at synde igen i et fremtidigt perspektiv, og 4) at forberede sig ordentligt og fremsige en taksigelse.

Hvilket resultat opnår vi, hvis vi følger den kloge rådgivning fra Vor Moder, Kirken? Det selvsamme dekret kommer med følgende smukke formulering: ”ved hyppig og daglig modtagelse af Den hellige Eukaristi styrkes vor tætte bånd til Kristus, det åndelige liv opretholdes, sjælen bliver mere beriget med dyd, og løftet om evig lykke bestyrkes.

Hvilket privilegium og hvilken udfordring det er for os at få så meget styr på vores liv, at vi kan vokse i nåde, renhed, tro og hengivenhed!

Noter

1.      Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde fundamentet for bevægelsen. Jansenisme var meget udbredt i 1600-tallets Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente at teologien alene burde bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi. (Kilder: Katolsk minileksikon samt Gyldendals store leksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/spiritually-dead-catholics-must-not-receive-holy-communion-until-doing-this

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den hellige liturgi er den bedste og mest fuldendte måde, hvorpå vi kan nærme os Gud

Det er ingen hemmelighed for katolikker, at liturgien i dag er en sand slagmark, hvor modstridende holdninger, praksis, eksperimenter, improvisationer og misbrug kæmper imod hinanden. Der går ikke en dag, hvor vi ikke hører om, hvordan Messen et eller andet sted har været et resultat af den sidste nye ”dille” eller seneste trend, hvilket nok er den bedste måde at beskrive resultatet på, fordi man med Messen har forsøgt at motivere de unge til at hjælpe immigranter.

Men det er den helt forkerte måde at betragte den ypperste form for tilbedelse på. Den, som er blevet givet os gennem Kirkens hellige tradition, og som Den (Kirken) tog i mod fra sin Herre, den hellige liturgi er en indgang til Jesu Kristi mysterium, den bedste og mest fuldendte måde, som Han har givet os, for at vi kan komme tættere på Ham under vores pilgrimsfærd. Liturgien er højdepunktet, forbilledet for al menneskelig aktivitet, og på samme tid er den det hjem, hvor mennesket åbner sin sjæl for Guds handling.

Da al nåde er givet gennem Kristus, og Kristus giver Sig selv til os i Eukaristien, er selve Eukaristien centrum for det skabte kosmos, og derfor kan hele det overnaturlige liv hos de kristne præcist betegnes som Eukaristisk og som en taksigelse til – og tilbedelse af Faderen. Hvis man fjernede liturgien, ville man fjerne Kristi handlinger og lidelse fra vores midte. Og det ville være at fjerne det grundlæggende formål med det kristne liv, nemlig at vi bliver dem, som kender og elsker Gud.

Det bedste af det hele er, at den (Eukaristien) leder til fuldkommengørelse. Fuldendelsen af en ting, hvis endemål liggerudenfor tingen selv, består i, at den når frem til denne fuldendelse. Menneskets endemål er Gud, og handlingen, hvorved vi knytter os til Gud, er gennem kærlighed, dels ved viljen og bevidstheden og dels ved intellektet. På jorden som i himlen udtrykkes vores forhold til Gud gennem tilbedelse, som fuldkommengør vilje og intellekt. Derfor er helligfordybelse – forstået som en forening med – og tilbedelse af Gud – en god handling, som stemmer overens med vores mål om at opnå det ultimative gode.

Alt i menneskets liv vil blive bedømt ud fra, om det bidrager til at tilbede Gud og opnå en forening med Ham. Da liturgien er den måde, hvorpå vort ”bidrag” tager form og fuldendes – har mange kirkefædre, specielt dem fra øst, beskrevet Himlen, som en evig liturgi – og det betyder, at al menneskelig fuldendelse er ordnet i forhold til vor liturgiske deltagelse i de guddommelige mysterier. Hvis menneskelivet kulminerer i en betagende vision af Den hellige Treenighed og Det inkarnerede Ord, og hvis alle disse realiteter manifesteres og bliver synlige for os i den hellige liturgi, er den ultimative udgang på det, mennesket er – og foretager sig på jorden, en tilbedelse af Gud gennem Det hellige Messeoffer. Alt, hvad Gud giver os, er med henblik på tilbedelsen af Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed, gennem, med og i Jesus Kristus, den sande Gud og det sande menneske.

Man må huske på, at teologi og åndelighed er centreret om en ting og kun har et formål: Gud og den gradvise opstigning mod Gud, at lytte til Hans åbenbarede ord, og dele Hans guddommelige liv gennem sakramenterne. Liturgien er et privilegeret arrangement af Skriften, ikke blot ved at vi har læsninger, men uendelig meget mere ved at den (liturgien) indeholder kernen i selve Kristi åbenbaring, den ypperste visdom, den største kraft og den altomfattende kærlighed i det mystiske og opofrende festmåltid. 

Kirkefædrene lærer, at hvis man vil forstå Skriften, må man leve et helligt liv, hvor man efterligner Kristus, som er Ordet, og om hvem Skriftens ord lærer og peger hen i mod. Bibelen blev givet dem, der stræber efter at være hellige, og det er derfor, at Den kan fremstå uklar, som Skt. Augustin siger: den afskrækker alle med undtagelse af den, der utrætteligt søger Gud. Uden Skriften er der ingen teologi, som er den højeste klogskab, der kan tilgå mennesket. Uden at tage del i Den levende Kristus, kan man ikke forstå Skriften eller lade Dens mening dvæle i sig, og uden liturgien er der ingen deltagelse i mysteriet, eftersom liturgien indeholder mysterium fidei (troens mysterium) i dens livgivende realitet, er den centrum for hele Kirkens mission, som er rettet mod den omgivende verden.

Ligesom klosterlivet er liturgien også blevet betegnet som ”hellighedens skole”. Liturgien former os ved at lægge troens mystiske sandheder frem for mennesket på flere niveauer og ansporer det til at respondere. Hele det liturgiske sprogbrug i alle dets facetter er en udbygget eksegese af Den hellige Skrift, en levende og gennemtrængende præsentation for sjælens øjne af troens mysterier. De mange former for symbolik, der er i ceremonien, bevægelserne, messedragterne og de hellige genstande, var det, de østlige kirkefædre definerede som” mystagogy”, og som fører sjælen ind i det guddommelige sandhedsrige, og det leder vore sanser og vort intellekt til det, der ligger udover disse symboler. Betydningen af disse symboler er let at forstå (også selvom man skulle løbe tør for dem) for en sjæl, der er vågen, og de hjælper os til at forstå, at en vellykket ”reform” af liturgien vil have den effekt på mennesker, at de vågner op og forbliver vågne, snarere end at man fremstiller tingene på en sådan måde, at man lader mennesker forblive i deres egen lille verden af verdslig og vanemæssige tænkning.

Liturgien må være et hjemsted med plads til de guddommelige symboler og den virkelighed, de udtrykker, og hvor de kan blive åbenbaret gennem ord og sang, bevægelser og ceremonier – ja i hele deres udtryk. Hvis man skal synge eller tale under Messen, bør alt dette være rettet mod mysteriet – ligesom det er i den Byzantinske liturgi med sungne bønner, der bølger frem og tilbage i stadig stigende intensitet eller i den højtidelige latinske Messe, hvor den gregorianske sang og den ærværdige ceremoni sammen leder sjælen udenfor af tid og sted og ind i selve Kristi Hjerte hos Den eneste Lærer, Hyrde og Frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-sacred-liturgy-is-the-best-and-most-perfect-way-to-draw-near-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den bedste måde at forberede sig til julen på er den daglige deltagelse i Den hellige Messe

Understøttet af denne bøn bliver det muligt for os at indtage ”Ånd og ild”.

Vi er endnu engang ved at tage de første skridt ind i adventstiden. På en vis måde kan man betragte denne tid som en udvidet fejring af det, der sker, da englen kommer til Maria ved bebudelsen. Herren sender sin engel Gabriel til os i liturgien, som giver os løftet om, at Ordet bliver kød, det kød, der allerede dvæler i vor midte i den hellige banket. Vi ser med forventning på mysteriet, som er knyttet til åbenbaringen af Guds Søn i julen, når vi i denne tid fokuserer vores kærlighed på de ting, vi ikke kan se på grund af deres ydmyge herlighed, for det er netop det (en ydmyg herlighed), der møder vores blik, når vi ser mod Nazaret. Hver eneste dag, i løbet af året, i Kirkens liturgi, er en erindring om det, der allerede er her, en forventning om det, der vil komme og en deltagelse i den virkelighed, der (allerede) eksisterer.

Vi kan gøre mange gode ting i løbet af adventstiden: vi kan på daglig basis bede rosenkransen, vi kan læse en bog, der gør, at vi på et dybere plan overvejer vores tro, vi kan bede dele af tidebønnen eller bruge 15 minutter til en halv time på at læse og grunde over Den hellige skrift, som det første i den stille morgenstund.

Vi er dels forpligtede overfor Gud til at bede til Ham, og dels bærer vi på et indre behov for at komme i kontakt med Ham gennem bøn. Vores liv vil uden bøn over tid visne og tørre ud, hvis vi ikke dagligt gør brug af den. Men ingen overgår Kristus og Hans Kirkes højeste bøn, nemlig Messeofferet. Fejres Den hellige Messe på daglig basis (på en behørig og ærbødig måde), er det den bedste hengivenhedsakt, man kan anvende i løbet af denne advent som en forberedelse til julefesten. ”For Helligånden har gjort liturgien til netop det sted, hvor Han kan arbejde i menneskets sjæl”, som den store Dom Prosper Guérager engang har udtalt. Der er tale om Den selvsamme Helligånd, der overskyggede jomfru Maria, så Guds Ord kom til stede i hendes moderliv, det er Den samme Helligånd, der svævede over Kristus ved Hans dåb i Jordanfloden, det er Den samme Helligånd, Kristus nedsendte over apostlene ved pinseunderet med henblik på, at Kirken til alle tider skulle spredes ud over hele verden, det er den Helligånd, der ”fungerer” lige i centrum af Det hellige Messeoffer og er ”aktiv” netop der mere end noget andet sted på jorden, og derfor bliver det muligt (med Skt. Ephrems’ ord) at indtage ”Ånd og ild”.

Den hellige Messe er det sted, hvor vi oplever et møde med- og indtagelsen af det mysterium, vi tror på. Skt. Athanasius siger i den mest fuldendte betragtning vedrørende julen, der nogensinde er blevet fremsat, at ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. Hvis vi har et ønske om, at Gud bliver vores helt egen, og at vi selv bliver Guds helt egen, må vi ”lukke Gud ind” på netop den måde, Han har valgt, altså under brødets skikkelse, som er den føde, der giver liv. Betlehem er trods alt ”Brødets hus”. Han kom for at blive vores brød, men som Skt. Augustin fortæller os: Når vi indtager Ham under brødets skikkelse, så fungerer denne fødeindtagelse på en helt anden måde, end hvis vi indtager et almindeligt måltid med almindelige fødevarer, for her sker der det, at den ”almindelige” føde bliver til energi og dermed en del af os selv, og det er, fordi vi står over fødevarerne og kan bearbejde dem, men når vi indtager den guddommelige føde, som er Kristus, og som i den grad er til stede og langt mere kraftfuld, end vi er, så omdanner Han os til Sig, når Han vel og mærke ikke finder nogen forhindring i forhold til denne forandring.

Lyt til det, som præsten fra Ars, Skt. Johannes Vianney, har at sige:

Alle gode gerninger, der foretages i verden, kan ikke betragtes som værende på lige fod med Det hellige Messeoffer, og det er, fordi der er tale om gerninger foretaget af mennesker, hvorimod Det hellige Messeoffer stammer fra Guds Hånd. Martyriet kan heller ikke sammenlignes med Det hellige Messeoffer, for martyriet er er menneskets offer til Gud, hvorimod Messeofferet er Guds offer for mennesket”.

Som det fremgår af dokumentet Lumen Gentium fra Vatikan II, så er liturgien ”kilden og højdepunktet” i vort kristne liv. Liturgien er en kilde, som styrker, giver indsigt, oplyser og hjælper, både i dette liv og det, der vil komme, for det kommende liv er eet, vi bør forberede os på gennem hele vort liv. For Kirken minder os i adventstiden om Kristi andet komme, som bliver til virkelighed (kan man sige) ved den enkeltes egen død, hvor Kristus kommer til hver eneste af os enten til herlighed eller skam.

”Herrens engel forkyndte for Maria, og hun undfangede ved Helligånden. I ordets liturgi forkynder Herren Sit ord til os. I den Eukaristiske liturgi modtager vi Ordet, der er blevet kød, undfanget ved Helligånden. Den hellige Messe er for os den bestandige bebudelse og livslange advent. Den tid af kirkeåret, Den hellige Moderkirke betegner som advent, er derfor en ganske velegnet lejlighed til daglig Messegang. Må Jeres advent afføde en åndelig frugt, der på en vis og skjult måde bidrager til en rensning og helliggørelse af Kirken her på jorden, som vi alle længes imod.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. november 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/no-christmas-preparation-could-be-better-than-daily-praying-this-awesome-pr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Uden at gå på kompromis med sin tro: en fortælling om hvordan en ateist omvendte sig

Ét af de store spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet af mine venner, som ikke er katolikker eller familiemedlemmer, er, hvorfor jeg blev katolik, og især hvorfor netop nu? Det synes at vække undren, at min omvendelse er sket netop nu, når man tager alle skandalerne i betragtning. For de fleste synes det åbenlyst, at det er Den katolske Kirke, man bør undgå qua den turbulens, Kirken befinder sig i. Dog tog jeg dette skridt mod omvendelse til en tro uden kompromiser, og jeg ville ikke have gjort det, hvis der bare var en svag antydning af, at katolicismen er behæftet med fejl i sit trosgrundlag. Stefanie Nicholas opsummerer rigtig godt i sit vidnesbyrd omkring sin omvendelse, som kan findes her på siden under titlen: ”Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro”, hvorfor vi konvertitter bliver katolikker: ”Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet”.

Jeg voksede op i en familie, som ikke havde tilknytning en bestemt kristen retning, men der blev lagt vægt på, at troen på Gud var en bestanddel af familielivet, også selvom vi ikke deltog i gudstjenester af nogen art eller anden kirkelig aktivitet. Vi læste næsten ikke Bibelen, men vi havde samtaler om Gud, men ellers var der ikke andre former for religiøse aktiviteter, der kunne stimulere min åndelige sundhed. Jeg er blevet opdraget til at søge efter sandheden, uanset hvor den førte mig hen, og denne brug af fornuften i min søgen gjorde mig ydmyg, men gav mig også indsigt på den rejse, jeg kom ud på, da jeg krydsede Tiberen.

I min ungdom var jeg protestant, og jeg blev ikke ”klædt på” til at håndtere lidelse, død og sorg indenfor den variant af kristendommen, jeg var en del af på det tidspunkt. Dette kunne have været dødsstødet i forhold til mit fald fra troen. Den kristendom, jeg troede, jeg kendte på daværende tidspunkt, var en tom skal og blottet for historie og teologi. Da den faldne verden virkelig meldte sig, smuldrede min tro, og jeg blev slået af tvivl, fristelser og en tomhed, der ganske langsomt fyldte mit hjerte.

På netop det tidspunkt havde jeg færdiggjort min studentereksamen, og jeg havde tiltaget mig en mentalitet, hvor jeg var fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Hvis en person dengang havde fortalt mig, at jeg ville konvertere til Den katolske Kirke blot et år senere, ville jeg have leet vedkommende lige op i ansigtet. Jeg var en militant ateist, og jeg havde stærk antipati overfor specifikt kristendommen. Jeg var kommet til at hade noget, jeg troede, jeg havde et stort kendskab til, men jeg vidste intet om kristendommen, og mit korstog imod kristendommen var det, der skulle bane vejen for min omvendelse, og at jeg konverterede.

Hvordan blev en ateist til en trofast katolik?

Mit formål med at undersøge Den katolske Kirkes historie var at finde ”skyts” til at angribe kristendommen og specielt katolicismen. Men jo mere intensiv min ”efterforskning” blev, jo flere mure stødte jeg hovedet imod. Til sidst måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Er jeg blevet opdraget til at tro på åbenbare usande ting om Den katolske Kirke og den kristne tros oprindelse? En stor del af de ting, jeg igen og igen var blevet fortalt, viste sig ikke kun at være usande, men decideret løgn, især når det handlede om korstogene samt den formodede undertrykkelse af videnskaben foretaget af Den katolske Kirke. Jeg kunne ”sluge” den ene historiebog efter den anden i min søgen efter sandheden, og jeg indså, at Den katolske Kirke var noget helt enestående i menneskets historie, ikke kun fordi Den har eksisteret i to årtusinder, men også fordi Den er Den samme i dag, som dengang Vor Herre Jesus Kristus som 33-årig indstiftede Den.

Efter at jeg havde gjort alt dette arbejde, blev en gnist tændt i min sjæl, en længsel efter at finde mit hjem og mit folk. Håbet havde igen fået nyt liv i mig i forhold til at finde troen, men samtidig skræmte det mig også. Rent faktisk havde jeg i første omgang ikke noget ønske om at svare på dette kald, for jeg tænkte tilbage på den dårlige erfaring, jeg tidligere havde gjort mig, og derfor tog jeg først det endelige skridt, da jeg var sikker på, at den katolske tro er sandheden. For at jeg kunne tage dette skridt, måtte jeg forstå Hvem, der er det Allerhelligste sakramente, og Gud vidste alt dette.

Jeg kom til en søndagsmesse fyldt med tvivl om realpræsens i Eukaristien, og jeg forlod Messen med vished om Hvem, der er i Hostien. Gud benyttede denne mulighed til at lade denne viden finde plads i mig og omforme mig.

Til trods for, at disse tanker præget af tvivl fyldte mit sind, blev det givet mig glimtvis at se skønheden og mærke glæden ved Guds kærlighed. Dette glimt af noget gjorde, at jeg ville have mere, at jeg ville vide mere om teologi og filosofi på samme måde, som da jeg ”slugte” den ene historiebog efter den anden. Jeg indhentede tilstrækkelig viden til, at jeg den 31. marts 2018 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, hvor jeg modtog følgende sakramenter: dåben, firmelsen og min første Kommunion. Jeg vil for altid mindes denne dag.

Selvom jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, føler jeg mig på ingen måde alene, som det var tilfældet i årene op til min optagelse i Kirken. Jeg har legioner af brødre i ånden, som er i denne verden, og i den verden, hvor Kristus regerer, som jeg beder for og med. De vil altid være der for mig, uanset hvad der sker. Jeg har fået meget viden om Kirken og mit trosgrundlag, så jeg har svar på de spørgsmål, som måtte dukke op, uanset om det drejer sig om historie eller teologi, og det kunne ikke falde mig ind at vende ryggen til Den Kirke, der er blevet indstiftet af Det sande Logos (Ord): Jesus Kristus.

Jeg skylder min varmeste tak til de mennesker, som i sandhed er hellige, og som er i mit liv. Selvom de forbliver anonyme, har de spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe mig til en forståelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som katolik. En stor tak til jer alle. Jeg ved nu, hvad det vil sige at leve den katolske tro og ikke blot at tro på den. De har altid været der for mig til at give mig åndelig vejledning med deres bøn og mest af alt deres venskaber. De er levende eksempler på, hvordan Kristus handler gennem det enkelte menneske, og hvordan vi alle er kaldet til at liv i Kristus.

Kæmp indtil døden for sandheden, så vil Gud Herren stride for dig” (Sir 4: 28).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Luken Stilzel og publiceret på OnePeterFive d. 13. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/faith-compromise-atheist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)