Category: Eucharist

Når katolikker føler sig undertrykt, har martyrerne deres helt egen måde at sætte tingene i perspektiv på

Har du nogensinde haft følelsen af, at du under en Messe i et sogn på en vis måde lider et martyrium for troen, fordi musikken minder om en blanding mellem at man trækker en kat i halen og uddrivelsen af de oprørske engle fra Himlen? Der er sandsynligvis ganske få katolikker, der ikke har oplevet sådanne øjeblikke, når man tager i betragtning, at det generelle musikalske niveau de sidste årtier og frem til i dag placerer sig mellem noget banalt og noget usmageligt.

Jeg har ofte hævdet, at man i en begrænset periode ”kan stå distancen” (i forhold til sogne med liturgiske mangler og vildfarelser under Messefejringen), men man skal gøre sit bedste for at undgå længerevarende ”sulteperioder” i liturgisk og åndelig forstand eller det, der er værre, nemlig en menu rummende et liturgisk blandingsprodukt. Med andre ord hvis man kan finde et bedre sogn eller kapel, har man en forpligtelse overfor Gud, ens sjæl og helt sikkert ens familie til at gøre det, også selvom det betyder, at man må flytte. Det kan lyde hårdt, men det kan blive konsekvensen, hvis man vælger at gå ud fra den præmis, at den højtidelige offentlige tilbedelse af Gud i liturgien er kilden til og højdepunktet i det kristne liv.

Men der er faktorer, der synes at holde os tilbage: det familiære netværk eller vore egne behov, jobsikkerhed og den økonomiske situation, tilgang til skole og uddannelse, langvarige venskaber. Der er mange ting, der kan knytte os til en lokalitet, også selvom Den katolske Kirke på lige netop den lokalitet (by eller bispedømme) er fanget i en tidslomme omkring 1970 og aldrig rigtigt er kommet ud af den.

Hvis det er den situation, du står i, og jeg har med mellemrum stået i samme situation, da har vi en del at lære af vidnesbyrdene fra troens folk, bekendere og martyrer, som langt oftere på egen krop måtte erfare markante begrænsninger i deres trosfrihed, altså det, ”at kunne tilbede Herren i hellighedens skønhed”.

Tag Skt. Phillip, en af de fyrre martyrer fra England og Wales, som efter at være konverteret fra den anglikanske tro til den katolske tro (takket være overværelsen af en offentlig diskussion mellem Skt. Edmund Campion og engelske teologer) blev fanget og sat i fængsel i Tower of London i mere end ti år. Under sit fangenskab blev han ikke tilladt besøg, dette gjaldt også hans hustru og deres søn, som kom til verden, efter at Howard var blevet fængslet.

I al den tid havde han ingen adgang til sakramenterne heller ikke Messe eller bodens sakramente: han modtog ingen hjælp udefra, ingen opmuntring, der var intet andet end fire kolde stenvægge. Men Phillip efterlod os et værdifuldt minde om, hvad han brugte sin tid på. Efter hans død opdagede man, at han i stenene havde indridset ordene: Quanto plus afflictiones pro Christo in hoc saeculo, tanto plus gloriae cum Christo in futuro, desto mere lidelse vi bærer for Kristus i denne verden, desto mere ære opnår vi med Kristus i den verden, som vil komme.

Martyrerne har en måde, hvorpå de sætter tingene i perspektiv. Næste gang de der står for valget af salmer i det lokale sogn, hvor du kommer, vælger den mest elendige indledningssalme, så husk på Skt. Phillip Howard, og hvordan han med Guds nåde fik vendt et bittert fængselsophold til en kilde af helliggørelse, så det blev en indtræden til Den himmelske Messe. (Hvis der er et bedre sogn, som du har mulighed for at komme til, er jeg ganske sikker på, at Skt. Philip ville anbefale dig at gøre det, det ville han selv have gjort, hvis han ikke var blevet kastet i fængsel mod sin vilje.

Det har i for lang tid været alt for let blot at tænke: ”hvor er det godt, at vi lever i et land, som ikke ledes af et totalitært styre, som det, der var under dronning Elizabeth I”. Det voldelige overfald, som skete på en pro-lifer i fuld offentlighed bør få os til at genoverveje vores tilbagelænede holdning.

Menneskeheden har endnu ikke set afslutningen på den forfølgelse, der pågår mod troen. Ledere og pengemænd i den vestlige verden i det 21. århundrede foretrækker at gøre brug af ublodige metoder, som bespottelse, boykotning og retssager, men hvem ved, hvor lang tid de vil fortsætte på det niveau, før de skrider til mere direkte handling, som deres barbariske forfædre eller de kommunistiske og fascistiske regimer, der foregik i det tyvende århundrede? Det er ikke uden grund, at nogle definerer det sidste århundrede som “martyrernes århundrede”: i disse hundrede år blev flere dræbt, fordi de var kristne, end i alle tidligere århundreder sammenlagt. 

Er vi mon klar til at møde det, der kan komme? 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 17. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/when-catholics-feel-oppressed-martyrs-have-a-way-of-putting-things-in-persp

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvad Vatikan II sagde og ikke sagde om liturgien

I dag er det 55-års jubilæet for offentliggørelsen af det andet Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som fandt sted den 4. december 1963. Den er årsag til forbløffende mange absurditeter, som folk har tilskrevet den, samt den skade man har gjort, fordi man syntes at finde belæg for sine hensigter blandt de formodede krav i konstitutionen.

I dag er der meget få, der præcist kan redegøre for, hvad Vatikan II rent faktisk sagde om liturgien og endnu mere vigtigt, hvad det ikke sagde. Det kan derfor være nyttigt at danne sig et kort overblik over de mest bemærkelsesværdige træk ved koncilets lære om liturgien.

Introduktionen i Sacrosanctum Concilium udstiller en mystisk, kontemplativ symbolsk forestilling om liturgien.

Den resterende del af konstitutionen fremhæver to styrende principper for fornyelse: for det første: ”Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til” (§ 14), for det andet: ”Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende” (§ 23).

I en skrivelse fra 1998 forklarer Johannes Paul II hvilken betydning, der skal lægges i det første punkt (§ 14):

Aktiv deltagelse henviser selvfølgelig til, at alle, der er en del af menigheden gennem gestikuleren, ord, sang og tjeneste deltager i en tilbedelseshandling, som er alt andet end tilbagelænet eller passiv. Alligevel er aktiv deltagelse ingen hindring for stilhed, ro og den lyttende opmærksomhed: sandelig, det er et krav. … I en kultur, der hverken favoriserer eller fremmer den meditative ro, er det at opøve evnen til den indre opmærksomhed blevet vanskeligere. Her ser vi, hvordan liturgien, selvom inkulturationen af den bør være blevet effektueret på den rette måde, også må gå imod kulturen.

Med hensyn til det andet punkt (§ 23) skaber konstitutionen den overordnede ramme for beskedenheden, som den anbefaler. Konstitutionen fremkommer yderligere med en række forslag, men der er et overraskende fravær af de elementer, som folk generelt forbinder med Vatikan II.

Således markerede Koncilet ikke, at Messen skulle ophøre med at være på latin og kun foregå på de enkelte modersmål. Konstitutionen bekræftede, at de faste dele af Messen fortsat skulle være på latin, som er det sprog, der udgør den Romerske ritus, men konstitutionen gav tilladelse til, at modersmål kunne udgøre visse dele af Messen, såsom læsninger og nogle bønner (§ 36 og jf. § 101). Efter at have understreget, at modersmål kan benyttes i visse dele af Messen, tilføjer Koncilet: ”Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem” (§ 54). Latin forbliver op til i dag det officielle sprog i Den Romerske-Katolske Kirke og hendes liturgi. Det overraskende er, at man i det mindste kan sige, at de førnævnte ønsker fra Vatikan II kun i meget få tilfælde er blevet opfyldt.

Koncilet har aldrig tilkendegivet, at den gregorianske sang skulle tilsidesættes til fordel for nyt sangmateriale. Tværtimod anerkendte Koncilet den gregorianske sang, som værende ”specielt egnet til den Romerske liturgi”, og derfor ”skal den indtageførstepladsen” (principum locum) i Messefejringen sammen med andre store musikalske kompositioner, som er en del af vores musikalske arv (§ 114 – § 117). ”Andre former for kirkemusik skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd”, hvilket de fleste af de nye sange efter Koncilet ikke gjorde og stadig ikke gør.

Koncilet nævner heller noget om, at præsten skal ”stå med front mod menigheden” og foran et bord. Koncilet antog, at Messen fortsat ville blive fejret ved et alter, og at præsten havde retning mod det liturgiske øst, således at præst og menighed var vendt i samme retning, altså mod øst, som er symbolet på Kristus, der skal komme, og som var den universelle norm i de liturgiske riter fra begyndelsen både i Øst og i Vest. Faktisk forudsætter afsnittene i det missale, der blev bekendtgjort af pave Paul VI, at præsten vender sig mod øst.

Koncilet dikterede aldrig, at Tabernaklet skulle flyttes væk fra Kirkens centrum, at det hellige område omkring alteret skulle ”omorganiseres”, og at Alterskranken (Kommunionsbænken) helt skulle fjernes. Koncilet dikterede heller ikke Kommunionsmodtagelse stående og i hånden. Koncilet antog, at Kommunion under begge skikkelser fortsat i meget sjældne tilfælde ville være tilgængelig for ikke ordinerede (jf. § 55), og Kommunionsuddelere bliver overhovedet ikke nævnt af Koncilet. Endelig nedtonede Koncilet hverken den traditionelle fromhedspraksis såsom Eukaristisk tilbedelse eller Mariatilbedelsen.

Læg mærke til hvordan pave Johannes Paul II i en fremlæggelse i 2001 forklarer det, der er kernen i Messen:

Fejringen af liturgien er en religiøs dydshandling, som i overensstemmelse med dens natur må være karakteriseret ved en dyb fornemmelse for det hellige. I den må det enkelte menneske og menigheden som et samlet hele på en speciel måde være opmærksomme på arten af deres tilstedeværelse, fordi de er i nærværelse af Ham, der er en hellig Treenighed og trancendent. Deraf kan bønsholdningen ikke være andet end gennemsyret af ærbødighed og en fornemmelse af ærefrygt, som kommer af, at man ved, at man er i Guds majestætiske nærvær. … (Messen), har som sin primære målsætning at præsentere for Den Guddommelige Majestæt, det levende, rene og hellige offer, der en gang for alle frembæres på Golgata af Herren Jesus, som er til stede, hver gang Kirken fejrer Den hellige Messe og udtrykker tilbedelsen i ånd og sandhed på grund af Gud.

Enhver, som deltager i en katolsk liturgi, burde være i stand til at se, høre og internalisere den holdning og det fokus, som Den hellige Fader beskriver. Pave Benedikt XVI viste os i ord og gerning, at vi bør forholde os som beskrevet ovenfor. Kardinal Joseph Ratzinger skrev for mange år siden følgende:

I den postkonciliære periode blev forfatningen vedrørende liturgien helt sikkert ikke længere forstået ud fra, at det var meningen, at tilbedelse havde den grundlæggende forrang, men snarere blev den betragtet som en opskriftsbog med inspiration til, hvad man kunne gøre med liturgien. I mellemtiden synes det som om, at det faktum, at liturgien rent faktisk er ”skabt” for Gud og ikke for os, er blevet ”glemt” af dem, som har været travlt beskæftiget med at udtænke strategier for, hvordan liturgien kunne blive mere attraktiv, kommunikerende og aktiverende af flere mennesker. Faktum er, at jo mere vi prøver at skabe en Messe, der tiltaler os, desto mindre attraktiv bliver Den, fordi det er tydeligt for enhver, at fokus på Gud, som det vigtigste, fuldstændig er forsvundet.

Takket være mange handlinger og dokumenter fra Benedikt XVI frem for alt Summorum Pontificium ser fremtiden for den katolske liturgi lysere ud igen, blot vi vil stole på – og favne Kirkens ældgamle tradition. Dette skatkammer af visdom og skønhed er langt mere værdifuld end de ”varer”, som såkaldte eksperter tilbyder i deres ”templer”. Når Herren af barmhjertighed ønsker det, vil Han flette sig en pisk og jage dem ud.

Det kristne folk, der har måttet lide meget på grund af ”ånden fra Vatikan II”, fortjener at få kendskab til, hvad Vatikan II i virkeligheden lærte om – og ikke lærte om liturgien, hvad det anmodede om og ikke anmodede om. Summorum Pontificium vil ikke kunne sige sig fri, når det handler om skyldsspørgsmålet, men man kan ikke give konstitutionen hele skylden for de åbenlyse katastrofale tiltag, der blev taget i forhold til liturgien i midten af- og frem til slutningen af 1960’erne. Skylden for det skal placeres et andet sted, det er en ny biografi med til at afdække.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 4. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/what-vatican-ii-saidand-didnt-sayabout-the-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

What Vatican II said—and didn’t say—about the liturgy

December 4, 2018 (LifeSiteNews) – Today is the 55th anniversary of the promulgation of the Second Vatican Council’s Constitution on the Sacred Liturgy, Sacrosanctum Concilium, which took place on December 4, 1963. It is a cause for amazement just how much nonsense people have attributed to it, how much harm they have justified by airy appeals to its supposed requirements.

More

Guitarer hører ikke hjemme i en katolsk Messe

Hvorfor er traditionelle katolikker imod brugen af guitarer, når det gælder musikken i kirken? Hvorfor er vi af den opfattelse, at en populær og nutidig musikalsk stilart er uforenelig med liturgiens ånd?

Jeg tager udgangspunkt i følgende ord sagt af Paulus: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12: 2).

Min grundlæggende indvending er rettet mod den populære og noget særegne antagelse, om at guitarmusik i kirken, uanset om melodierne er sentimentale eller iørefaldende, er det intet andet end en drejning af vores sind i en sekulær retning til de artistiske, psykologiske og åndelige standarder, der præger vor tid. På den måde ”efteraber” man Bob Dylan og Billy Joel, selvom sådanne folkekære kunstnere synes strømlinede i sammenligning med det støjhelvede og den ynkelige sentimentalitet, der præger den musik, som unge voksne i dag lytter til.

Det er som om, den højtprofilerede rockhymne implicit er blevet blåstemplet som det nye parameter, som selv musikken, der er rettet mod tilbedelse, skal skabes ud fra. Også Gud må opleve at blive bejlet til, som Den, der lyser op og er elskende, Han må ”lægge øren til” en klynken og en voldsom mængde ord vedrørende synd og nåde, ligesom når en populær kunstner klynker og forsøger at overbevise os om, hvad der er galt i verden: Vietnamkrigen, fattigdom i tredjeverdens lande og en AIDS epidemi. Sangene bevæger fra tårevædede ballader, til ”nu skal der være fest”. Det er på sin vis ligegyldigt, hvordan man beskriver dette musikalske fænomen, fordi dets oprindelse og lighed med de sekulære tendenser fremstår fuldstændig klar. 

Det er ikke første gang, at vi konfronteres med dette problem i Kirkens liturgiske musikhistorie. Den sidste store epidemi af musikalsk sekularisme var i operaens tidsalder, som strakte sig gennem det attende og nittende århundrede, da næsten al kirkemusik blev fortrængt til fordel for en mere stringent stilart indenfor opera, som er beslægtet med de storslåede værker og forudsigelige kærlighedshistorier, som i evighed har gået sin gang aften efter aften på scener verden over, og hvor publikum primært har været forsamlet for at lytte til kendte tenorers- og sopraners stemmepragt.

Da pave Pius X forsøgte at reformere kirkemusikken, var hans intention en resakralisering, så den kunne gennemgå en genopretning og komme væk fra den verdslighed, der prægede operaen. Han ønskede at forny musikken, så den blev komponeret til Kirken og Hendes liturgi, en musik som var rolig og beregnet for sjælen, og som rettede opmærksomheden ikke blot mod kunstneren, men mod de guddommelige mysterier, og som fremmede en atmosfære af kontemplativ bøn, en musik med mange stemninger og tilstande, blid og som på en subtil måde ”talte” til følelserne, og som altid tjente noget, som var større end den, noget essentielt ikke følelsesmæssigt: en ”rationel tilbedelse” (logikē latreia), som Paulus taler om i sit brev til menigheden i Rom (12: 1). For Paulus den ”sande omskårne” hører til dem, ”som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3: 3).

Pointen er følgende: at selvom vore døbte legemer er Helligåndens tempel, og vi skal tilbede Herren med hjerte og stemme, er vores tilbedelse ikke på niveau med legemet, der er ikke tale om en sanselig berøring eller om det at blive ”rørt”, men om et åndeligt offer og en tilbedelse, som understøttes af et disciplineret legeme, hvis lidenskaber er blevet tugtet, og hvis følelser er blevet lutret. Den sande katolske hellige musiks herlighed er, at den har styrke til at bevæge os i overensstemmelse med liturgiens værdige ”dans” til en stadig større kærlighed til Herren med vort hjerte, sind, sjæl og styrke: den er således et ydmygt instrument til menneskets guddommeliggørelse, at det bliver lig Gud i nåde og kærlighed. Musikken skulle enten hjælpe eller i det mindste ikke hindre en fremadskridende modning af sjælen på dens rejse gennem Teresas palæer (Teresa af Avila), op ad det stejle Karmelbjerg til endemålet, den transformerende forening, det mystiske ægteskab.

Musik, der rent stilistisk forbliver på et niveau, hvor den appellerer til det sanselige, vil stimulere og understøtte de almene følelser hos sjælen hos den, der lytter, og derfor er denne musik ikke egnet til tilbedelse, fordi den ganske enkelt ikke bistår sjælen i at modnes til åndelig værdighed, den lutrer ikke lidenskaberne og løfter ikke sindet til et himmelsk eksistensplan. Faktisk vil en uformel og snakkesalig måde at fejre Messen på kombineret med en særegen populærmusik resultere i en forkrøblet psyke, en kunstig forlængelse af følelsernes ungdom uden at opnå den åndelige perfektion, som Herren har til hensigt at formidle gennem Kirkens hellige riter og mystiske sakramenter. Den skaber ikke de optimale omgivelser for hjertets stilhed, der dæmper den hyperaktive vilje, som Skt. Teresa ser som en afgørende forberedelse til de prøvelser og velsignelser, som Gud har for sjælene, der holder ud gennem de tre første paladser. Hun siger, at sjælen må blive mere og mere modtagelig og ikke fanges ind i en mental handlen, som gør det praktisk talt umuligt for Gud, der taler med ”sagte stemme” til at handle på Hans initiativ på en suveræn måde.

Den kristne må udvikle en skærpet egenskab for at kunne vente og lytte og for at tage imod og være Gud til behag, samt at overgive sig til Hans umærkelige indtrængen i sjælen og varme sig i Hans lys. Gregoriansk og Byzantinsk sang, den polyfoni og harmoni, de inspirerede til, er en tradition i den moderne hellige musik og bærer derfor de væsentligste kvaliteter for hellighed, kunstnerisk fortræffelighed og universalitet, som Kirkens autentiske liturgi har og kræver. Intet sekulært, banalt, overfladisk og larmende er værdigt til Kristi hellige, udødelige, overvældende og livgivende mysterier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 20. marts 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/guitar-music-has-no-place-in-the-catholic-mass.-heres-why

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Why we should be able to celebrate the Old Rite in the vernacular

Tridentine MassThe Chalcedonian vocabulary which attempts to describe the hypostatic union in Christ may not be perfect, but its tautness does help us to resist emphasizing unduly one nature over and against the other. The ineffable character of our Lord’s ontic constitution requires us to resist softening the irreducible strangeness of the God-man. This is true when we approach Christ both in His Gospel and in His Eucharist.

More

Hvordan fredshilsenen virker forstyrrende på mig

Er det ikke paradoksalt, at den del af Messen, hvor vi foretager fredshilsenen, er den mindst fredelige del? Alle rejser sig, trykker hænder, siger hej, giver hinanden kram og til tider kysser hinanden. Jeg har engang overværet, at man gav hinanden et rendyrket kys. Det er, som om der sker et brud i Messen, og den forandres til noget, som praktisk talt ikke hører til der: en form for hippiagtig kærlighedsfest eller valgkampagne (der er altid en eller anden, der farer rundt mellem bænkene og giver håndtryk, som om vedkommende jagtede stemmer hos potentielle vælgere). Jeg bryder mig ikke om det, og nogle gange deltager jeg slet ikke i fredshilsenen, hvilke resulterer i, at folk bliver fornærmede, og jeg fortryder øjeblikkeligt.

For et par uger siden besluttede jeg mig for at knæle under en Messe, der forgik i Kent. Da, det blev tid for at give fredshilsenen, knælede jeg og begyndte at bede. Jeg hørte ordene ”fred være med dig” lyde rundt omkring mig, og jeg åbnede mine øjne for at se, om man havde overstået dette. Uheldigvis fik jeg øjenkontakt med en venlig ældre mand, som stod foran mig. Han må have troet, at jeg var forvirret eller var fremmed eller måske begge dele på samme tid og rakte en hånd frem mod mig. ”Fred være med dig” lød det højlydt fra ham. Det er lang tid siden, at jeg har taget del i dette, og derfor havde jeg glemt de ord, man benytter. Jeg svarede derfor: ”i lige måde!” Måden jeg fik det sagt på, rummede en undertone af foragt”. Den stakkels mand trak hurtigt hånden til sig og så meget fornærmet ud. Den katolske skyldfølelse havde sejret endnu engang, da Messen var færdig, forlod jeg skamfuld stedet.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan i forhold til denne forstyrrelse. Mange steder i verden forekommer fredshilsenen kun under søndagsmesserne. Den blev en almen praksis i England efter Vatikan II og kom til at fungere som en demokratisering af katolicismen og gjorde den mere centreret om sognet og dets medlemmer. Ophavet til fredshilsenen ligger langt tilbage i tiden. I den første Kirke var fredshilsenen en udbredt praksis (sommetider dog kun blandt dem som skulle modtage Kommunionen), og som blev foretaget ved et kys. Et osculatorium (1) som blev båret rundt: en smukt udskåret tavle som de tilstedeværende kunne kysse. Senere begrænsede Kirken denne praksis til de klerikale. Den blev genoptaget i det 20. århundrede, og Vatikanet var ikke tilfreds med det, der kom ud af det. Benedikt XVI så med bekymring på, hvor meget tid fredshilsenen optog samt hvor mærkværdigt, den rent emotionelt kunne komme til udtryk, og han overvejede derfor, om den kunne flyttes til et andet og bedre sted i Den hellige Messe, såsom før frembærelsen af gaverne. I sidste måned meddelte Vatikanet, at fredshilsenen forbliver, hvor den er under Den hellige Messe, men man vil overveje tiltag om, hvorvidt dens ”udfoldelse” kan modereres. Man må nok i den sammenhæng forvente, at særdeles liberalt orienterede menigheder vil sammenligne dette med at få besøg af den spanske inkvisition.

For mig er det, at stilheden ”udfordrer”, det jeg holder allermest af ved Den katolske Messe, for her er der plads til den private bøn. Den første gang jeg deltog i en Messe, blev jeg slået af, den fantastiske anonymitet, der her gjorde sig gældende. Dette stod i skarp kontrast til den evangeliske tro, jeg voksede op med. Her var der ingen, der forsøgte at ”trænge” sig ind på mig, og der var ingen, der bad mig om at komme med et offentligt vidnesbyrd. I stedet blev jeg bedt om i stilhed og under bøn at ransage min samvittighed. Den eneste del af Den hellige Messe, der virkelig skuffede mig, var det øjeblik, hvor vi midt i den fredfyldte kontemplation pludselig med ”vold og magt” skulle ”anerkende” og omfavne hinanden. Det føltes unaturligt.

Jeg ved, at kristendommen handler om, at man skal udfordre sine fordomme, og at man skal sætte andre i første række. Men man mangler stadig at få mig overbevist om, at dette moment med koreograferet venlighed er måden at markere fredshilsenen på. En af mine venner, der arbejder for Kirken, har kendskab til to tilfælde, hvor det viste sig at være særdeles uhensigtsmæssigt.

I et sogn var der en pige med Tourette syndrom, som ville svare på ”fred være med dig” med en række fornærmende og modbydelige ord, som gjorde den resterende del af Messen til en akavet oplevelse. En anden kvinde, han (min ven) stødte på, var berygtet for at ville gramse på folk, og hun benyttede lejligheden til at finde nogen at gramse på. Selvfølge er der tale om et fåtal, der har sådanne ”udfordringer”, og de fleste mennesker vil gennemføre fredshilsenen med et almindeligt håndtryk. Man kan kun opfordre folk til at være opmærksomme på, at det ikke er alle i menigheden, der ønsker et nærmere bekendtskab.  

Jeg er ikke imod, at man har venskaber i menigheden. I den evangeliske kirke, hvor jeg kom før, havde vi ikke noget, der ligner fredshilsenen, men vi fik kirkekaffe, (og det var frivilligt, om man ville deltage). Jeg har altid fundet det besynderligt, at mange katolske Kirker gør et stort nummer ud af dette ”sociale arrangement”, og som man går lige på og hårdt med under Messen og efterfølgende fuldstændig ignorer hinanden. Er det for meget at forlange at fredshilsenen i det mindste nedtones, så man efterfølgende kan bruge kræfterne på virkelig at være venlige over for hinanden? Et venligt nik før Kommunionen og et stort kram til allersidst (efter Messen)? Udover det, er det vigtigt at minde folk om, at Den hellige Messe på ingen måde handler om at fejre menigheden. Menigheden samles for at modtage sakramentet og for at tilbede Gud. Der er rig mulighed for at udveksle fredshilsenen med hinanden på pubben efter Messen.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tim Stanley og publiceret på Catholic Herald d. 5. september 2014. Den kan læses på: http://catholicherald.co.uk/commentandblogs/2014/09/05/how-the-sign-of-peace-disturbs-me

Noter

(1)   Pax var en liturgisk genstand, man benyttede i middelalderen og renæssancen i forbindelse med fredskysset under Den hellige Messe. Skikken med det direkte kys celebranter og menighed imellem blev afløst af, at hver enkelt af de tilstedeværende kunne kysse pax, som blev båret rundt i menigheden. Pax er latin og betyder fred og optræder ved siden af to andre betegnelser, som man også gjorde brug af, disse er: osculatorium (en metal-kysseplade med et helligt bil­lede, der sendtes rundt i Kirken for at blive kysset) og instrumentum pacis (fredens redskab).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)