Category: Eucharist

Forræderen

Han blev skabt til at være en helgen, men blev fordømt i al evighed

I dag er det skærtorsdag, en dag, der kalder på mange følelser. Det er den dag, hvor Vor Herres lidelse tager sin begyndelse, da Han forlader det bord, hvor Han har fejret Den sidste Nadver og går mod Getsemane have. Det er dagen, hvor Han har indstiftet Den hellige Eukaristi og præsteskabet, og det var det, som Den sidste Nadver dannede rammen for.

Dette er også dagen for Judas’ forræderi, et forræderi, der bragte så stor smerte over Vor Herre, at Han allerede tusind år, før denne forventede hændelse skete, løftede Sin røst gennem salmisten og sagde følgende: ”selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig” (Sl 41:10). I dette skriftsted optræder en vis guddommelig indforståethed, som henviser til den smerte, Vor Herre føler i forhold til Judas’ forræderi.

Når man betragter Judas, som blev fordømt på grund af sit forræderi uanset den argumentation, der kommer fra visse teologer, fordi man ønsker at yde ham en vis form for oprejsning, så er vi her vidner til (fra disse teologers side) en fuldstændig afvisning af troen, nærmere betegnet Eukaristien. Det er ved Den sidste Nadver, at Eukaristien indstiftes. Det er også under Den sidste Nadver, at Judas forlader ”selskabet” for at sætte den sammensværgelse i værk, han har udarbejdet sammen med de jødiske ledere.

Men Judas’ forræderi mod Vor Herre opstod ikke ud af den blå luft. På et tidspunkt mistede Judas sin tro på det, Vor Herre forkyndte, og desuden sin tro på Vor Herre og Den, Han er. Men trods dette forblev Han at være en del af apostelkollegiet, fordi han havde en forhåbning om, at Vor Herre ville bringe et nyt rige, paradis og liv til verden (i en verdslig forstand), hvor de ”små” og fattige ville opnå en form for retfærdighed. Judas, der selv var en tyv, håbede, at han også kunne få noget ud af denne drøm om et jordisk rige.

Det første tegn på, at Judas afviste Vor Herres forkyndelse, kom belejligt nok, da Vor Herre talte til forsamlingen, hvor Vor Herre betonede vigtigheden af at spise Hans Kød og drikke Hans Blod. Dette skete i synagogen i Kapernaum, hjembyen for Peter, Andreas, Johannes og Jakob.

Det var på dette sted og ved denne Vor Herres forkyndelse, at det kom til at stå klart, hvad der skulle ske ved Den sidste Nadver, og desuden var det i Kapernaum, at folkemængden vendte sig fra Jesus. Husk på, at da folkemængden havde vendt sig fra Jesus, vendte Jesus sig mod apostelkollegiet og spurgte dem: ”Vil I også gå jeres vej?”

Det er netop her Peter kommer med et smukt svar: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige”. For de fleste mennesker slutter hændelsesforløbet her, for de læser ikke skriftstedet færdigt. Skriftstedet afsluttes med, at Vor Herre fordømmer Judas ved at sige: ”Én af Jer er en djævel”.

Selvom Vor Herre ikke afslører hvem i apostelkollegiet, der er en djævel, ville det, der skete i et fremtidigt perspektiv, røbe hvem, der var tale om. Det var Judas. Vor Herre ville senere formulere følgende om Judas: ”… men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre, om det menneske aldrig var født”.

Ved en senere lejlighed betegnes Judas som fortabelsens søn. Dette er ikke en formulering, man anvender, når man taler om en eventuel frelse. Det forræderi, Judas foretager overfor Vor Herre, kan betegnes som et Eukaristisk forræderi. Dette forræderi begyndte at tage form, da han tog afstand fra det, Vor Herre sagde i Kapernaum om, at det er absolut nødvendigt, at man spiser Hans Kød. Vor Herre fremhævede, at undlader man at gøre dette, har man ikke noget liv i sig.

Det, Judas gjorde, var ikke at slutte sig til folkemængden i Kapernaum, der vendte sig bort fra Jesus, det var i sit hjerte, at Judas afviste Vor Herre. Derfor bør det heller ikke komme som en overraskelse, at det var Judas, der efter at have forladt Den sidste Nadver sammen med de jødiske ledere søgte en lejlighed til at forråde Jesus. Alt det, der sker med Judas, den forandring han undergår, er helt overensstemmende med det forløb, Jesus skal gennemgå i Sit lidelsesforløb.

Det, der begyndte med en egentlig afvisning (foretaget af Judas) af Eukaristien, da Vor Herre talte om Den i Kapernaum, blev fuldbyrdet ved Den sidste Nadver, for det var her, at satan bemægtigede sig Judas.

Hvad var tegnet på, at Judas var den, der skulle fuldbyrde et forræderi mod Guds Søn? Det var, at han dyppede brødet i fadet, og det er netop det, salmisten beretter om. Tegnet på, at fuldbyrdelsen af forræderiet var nært forestående, var brødet, og brødet var samtidig tegnet på selve forræderiet.

Gud Fader åbenbarede for Skt. Katarina fra Siena, at det ikke kun var Judas’ forræderi mod Hans Søn, der udløste den guddommelige vrede, men det var også hans fortvivlelse og dermed tvivlen på Guds barmhjertighed, den barmhjertighed, der udgår fra en uudtømmelig kilde. Judas fortrød helt sikkert sine handlinger, men hans anger var ikke dybfølt nok, og han havde ikke et ønske om at omvende sig. Han opsøgte ikke tilgivelsen, som ville have tilflydt ham, som det rindende vand, hvis han blot havde bedt om det.

Fortællingen om Judas kunne have været det største vidnesbyrd om omvendelse i katolsk historieskrivning. Adspurgt, kunne skoleelever og unge i dag sige: Jeg går i skole på Skt. Judas skolen eller den kirke, jeg går til Messe i, er Skt. Judas Kirke.

Judas, som af Vor Herre blev kaldt for fortabelsens søn, er blevet fordømt, og Vor Herres ord gik dermed i opfyldelse. Det var bedre for ham, at han ikke var blevet født. Judas oprør mod Vor Herre, der startede i hans tanker og hjerte, samt det hovmod, han lod vokse frem, var rettet mod en afvisning af troen på Eukaristien. Der, hvor det hele startede, blev det også afsluttet. Hele dette forløb blev også forudsagt der. Jesus Kristus er Den hellige Eukaristi, og afviser man dette, afviser man Ham.

Det handler om Den hellige Eukaristi. Det er Judas et synligt tegn på.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 13. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-traitor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hyppig Kommunionsmodtagelse muliggør seksuel renhed

I dag oplever unge katolikker, og det er ikke kun de unge, et konstant bombardement af billed- og tekstmateriale, der omhandler seksualitet samt det, der har med kødets lyst at gøre. Kødets lyst og synd er tæt forbundet og har fulgt os siden syndefaldet, men aldrig før har tilgængeligheden til anstødeligt billedmateriale samt lignende materiale, der tilskynder den syndige tendens, været så stor, og det er til stor skade for den åndelige, psykologiske og fysiske helbredstilstand.

Hvis C.S. Lewis havde ret, da han sagde: ”kyskhed er den mest upopulære dyd blandt de kristne dyder”, stemmer det overens med det, der fremhæves i det følgendeAt opføre sig ikke kysk er én af denne verdens mest fremtrædende laster”. Den situation, som den ”moderne” verden i dag befinder sig i med hensyn til kyskhed, blev forudsagt af Our Lady of Good Success (1) som åbenbarede sig for den ærværdige Mother Mariana de Jesus Torres fra Quito i Ecuador (disse åbenbaringer fandt sted i årerne fra 1594 – 1634), hvor Vor Frue meget detaljeret fremlagde, hvilken ”åndelig katastrofekurs” Kirken ville bevæge sig ud på i anden halvdel af det 20. århundrede. Blandt de mange profetier, blev følgende fremhævet:

Den tredje grund, til at lampens lys udslukkes, findes i urenhedens ånd, der til den tid vil gennemsyre hele atmosfæren. Som et hav, der er forurenet, vil det oversvømme gader, stræder og offentlige pladser med en forbavsende frihed. Man vil have svært ved at finde sjæle med deres jomfruelighed intakt”.

På samme måde åbenbarede Vor Frue af Fatima sig for Skt. Jacinta fra Fátima adskillelige gange mellem december 1919 og februar 1920. Én af de ting, hun sagde, som burde få os til at tænke os mere om, er: ”langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden grund”. Hun sagde videre: ”Visse tendenser vil blive præsenteret og normaliseret i verden, tendenser, der i særdeleshed vil krænke Vor Herre”.

Dom Augustine Marie, OSB, kommer med følgende kommentar i sin bog The Message of Our Lady of Fatima:

Langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden synd”. Dette har den sidste tilbageværende person, der overværede Jomfru Maria-åbenbaringerne i Fatima udtalt, og hun siger videre, at der her er tale om den synd, der er relateret til kyskhed eller nærmere betegnet urenhed. Grunden til denne udtalelse skyldes ikke, at synd relateret til kyskhed, er den værste synd, men fordi det er en synd, der ofte bliver begået, og (som Sr. Lucia understregede), det handler også om samvittighed, og det gør det, fordi synd, der knytter sig til urenhed, ikke bekendes så ofte, som andre synder. Hvorfor nu det? 1) fordi fornemmelsen af at have gjort noget forkert, som i sagens natur er løftestangen for at bekende synden, ikke har været der, da synden blev begået, dog med undtagelse af utroskab, og 2) der kan være stor skam forbundet med at have begået visse former for urene handlinger, og det gør det sværere at lægge denne syndsaktivitet frem i skriftemålet, og det kan endda synes uoverstigeligt at skulle bekende det, og endelig 3) alle former for seksuel aktivitet bliver i vores post-kristne eller anti-kristne kultur karakteriseres som godt og naturligt, og seksuel afholdenhed betegnes som usundt.

Som Dom Augustine Marie forklarer, at selvom manglende kysk adfærd, en uanstændig adfærd og andre laster, der knytter sig til samme syndskategorier, ikke kan karakteriseres, som de værste synder, man kan begå, så er de stadig nogle af dem, der hyppigst bliver foretaget af en speciel gruppe mennesker på et bestemt alderstrin, men disse synder er stadig til stor fare for sjælen, og videre er de samfundsnedbrydende. Uanset om man går til helvede, fordi man ikke har bekendt synder, som mord, utroskab, tyveri og mastubation, så leder de til et sted med mørke og evig pine, og selvom Dante er korrekt i sin beskrivelse af helvede, bestående af enheder med større eller mindre grad af afstraffelse, alle varierende i den ondskab, der lægges for dagen i forhold til afstraffelsen, så oplever alle dem, der er blevet fordømt, smerten ved at miste Gud, og samtidig oplever de smerten fra en mærkbar ild, der brænder for evigt. Dette er noget, man for enhver pris vil forsøge at undgå gennem ærværdig selvkontrol og ved omvendelse, når man ”falder” i synd og ved en ydmyg og urokkelig tro på Guds barmhjertighed samt en vedvarende brug af bodens sakramente og Kommunionsmodtagelse.

In quo corrigit adolescentior viam suam? in custodiendo sermones tuos (Sl 119:9). Denne linje, som oversættes på følgende måde: ”Hvordan holder den unge sin sti ren?” Kong David, som havde problemer med synder relateret til kødets lyst, stiller dette gammelkendte spørgsmål. Det nye svar, som kristendommen giver, er: Kristus. Det er ikke muligt for os at være dydige eller rene uden Jesu bistand. Der eksisterer intet sekulært ”middel”, der er på niveau med Jesus. Der findes ingen løsning, der, uanset hvor gennemtænkt den måtte være, kan hamle op med Ham (Jesus).

Kristus giver os et utal af gaver, men der er to, der er særligt værdifulde: 1) Kendskabet til sandheden, og hvordan vi skal leve efter den, og 2) Den hellige Eukaristi, der forener os med Herren, som renser og frelser os. Det er meget vigtigt, at vi kender Vejen, og vi behøver styrke for at følge Den. Det er ubærligt at være vidne til mennesker, der forsøger at leve et liv uden en markør for, hvad der grundlæggende er rigtigt og forkert eller sandt og falskt! Uden en sådan markør farer man hurtigt vild og bliver et let bytte for ”Djævelen, (der) går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1. Pet 5.8). Men det er dog endnu mere bedrøveligt at være vidne til dem, som har kendskab til det, der er rigtigt og forkert og sandt og falskt, når de snubler og falder og farer vild, fordi de ikke har Livet i sig, til at gå ad den rette vej. ”Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1 Kor 6: 17).

Kirkefader og kirkelærer Skt. Cyril fra Alexandria fremhæver følgende i en af sine prædikener:

Hvis I fornemmer en snigende trang til umådeholdenhed, søg da sikkerhed i nydelsen af Kristi Legeme og Blod, Kristus, som mestrede den ultimative selvkontrol, mens Han var her på jorden, og Jeres trang vil svækkes. … Hvis I fornemmer, at urenheden vil Jer til livs gå da til den banket, der er for englene; Og Kristi Legeme, der er Ubesmittet, vil gøre Jer rene og dydige.

Vedrørende følgende afsnit i den anbefalelsesværdige bog Jesus, Our Eucharistic Love, skrevet af Fr. Stefano Manelli, kommer han med en kommentar, der lyder således:

Da folk ønskede at vide, hvordan Skt. Charles Borromeo (1538 –1584) forblev kysk og retskaffen, selvom han færdedes sammen med andre unge mennesker, der opførte sig tøjlesløst og frivolt, fandt de frem til, at hans ”hemmelighed” lå gemt i hans hyppige modtagelse af Den hellige Kommunion. … Skt. Philip Neri, der havde megen viden om unge menneskers adfærd, bemærkede, at: ”Hengivelse til Det Allerhelligste Sakramente samt Den hellige Jomfru ikke blot var den bedste måde, hvorpå man kan bevare renheden, det er ganske enkelt den eneste holdbare løsning. Når man er tyve år, er det eneste, der kan holde hjertet rent Den hellige Kommunion. … Dydighed er ikke mulig uden Eukaristien”.

Eukaristien er ganske enkelt Jesus, Den sande Gud og Det sande Menneske, nemlig Den Gud, der skabte os og helliggør os, det Menneske, der kender vores svagheder og læger dem med Sit kød. Det er Ham, der forsikrer os om, at: ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud” (Luk 18: 27). Lad os hele tiden nærme os Ham i frygt og med tro og lade Hans nærværs kraft udvirke mirakler i os.

Noter

(1): I mangel af tilsvarende dansk betegnelse, benyttes den engelske.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-frequently-receiving-holy-communion-helps-make-sexual-purity-possible

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Vianney om modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand

Denne handling vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder

Følgende stammer fra ”Sermon om Unworthy Communion” Bog IV (’Sermons inédits’)

Modtagelse af Den hellige Kommunion uden at kommunikanten er i nådens stand, er noget, der ofte sker. Hvor mange har ikke vovet at nærme sig det hellige alter bærende på synder, som de ikke har bekendt eller kun delvist bekendt i skriftemålet! Hvor mange mangler ikke fornemmelsen af dyb sorg over den synd, de har begået, den sorg, som Den gode Gud ønsker fra dem. De har båret på en skjult vilje til at ville synde igen og dermed ikke med oprigtighed ønsket at omvende sig. Der er mange, der ikke oprigtig forsøger på at undgå fristelsens farer eller at undgå at bære på fjendtlighed i deres hjerte, selv når de nærmer sig det hellige alter! Hvis nogen af Jer har gjort noget af det, jeg netop har beskrevet, når I har modtaget Den hellige Kommunion, så har I gjort Jer skyld i helligbrøde, en forfærdelig synd, og det er den ondskab, der ligger heri, vi nu skal overveje på et dybere plan.

1.      At modtage Kommunionen uden at være i nådens stand er en handling, der vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder. Denne synd er et direkte angreb på Jesus Kristus, hvorimod andre dødssynder er et angreb på Jesu Kristi bud.

2.      Den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand, korsfæster Jesus Kristus i sit hjerte. Den person, der gør dette, overlader Jesus Kristus til en mere forsmædelig og ydmygende død end døden på korset. Jesus døde i sandhed af egen fri vilje på korset, for at vi kunne opnå frelsen, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Han dør på grund af sig selv, og derfor er Hans død langt fra til vores fordel, som den var første gang (Han døde), den bliver derimod nu vores elendighed og bringer en mangfoldighed af tugtelse over os i dette liv samt det næste. Den død, som Jesus Kristus led på Golgata, var voldsom og pinefuld, men dog var det som om, at alt omkring Ham bar vidnesbyrd om Hans smerte. Selv den mest følsomme skabning blev berørt af det, der skete, og derfor ønskede den at tage del i Frelserens lidelser. Ved modtagelse af Kommunionen uden at være i nådens stand optræder intet af dette: Jesus fornærmes og krænkes af en afskyelig ligegyldighed, og dette sker i tavshed. Alt synes at være uberørt af, at Han ydmyges. Må denne godhedens Gud med retfærdighed råbe, ligesom Han gjorde på korsets træ, ”hvorfor har du forladt mig?” Min Gud, hvordan kan en kristen finde på at nærme sig det hellige alter med en syndig sjæl, og der være årsagen til Jesu Kristi død.

3.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand er en langt større helligbrøde end vanhelligelse af hellige steder. En hedensk kejser, der nærede et stort had til Jesus Kristus, lod opstille på Golgata og den hellige grav vederstyggelige afgudsbilleder, fordi han troede, at når han gjorde dette, havde han i sin vrede opnået topmålet af fornærmelse af Jesus. Ah, gode Gud, skulle dette virkelig være noget i sammenligning med at modtage Kommunionen uden at være i nådens stand? Nej, på ingen måde. Det er ikke længere blandt dumme og intetsigende afguder, at han (kommunikanten) placerer sin Gud, men ak, det er midt blandt skændige lidenskaber, der fungerer som mange bødler, der korsfæster hans Frelser. Ak, hvad skal jeg sige? Den stakkel forener Det helligste af det hellige med en sjæl, der lever i sit begærs vold, og dette efterlader ham i en syndig tilstand. Ja, den stakkel styrter sin Gud ned i et omfattende helvede. Er det muligt, at man kan lade noget mere frygteligt ske?

4.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand kan i visse tilfælde være en større forbrydelse, end da jøderne slog Gud ihjel. Paulus fortæller os, at havde jøderne vidst, at Jesus var Frelseren, ville de ikke have ladet Ham lide eller dø, men kan du min ven udvise ligegyldighed overfor Ham, som du er på vej til at modtage? Hvis du ikke husker på det, så lyt til præsten, der siger med høj røst: ”Guds Lam, Du som borttager verdens synder”. Han er hellig og ren. Hvis du bærer på skyld, du ulykkelige menneske, nærm dig ikke eller skælv for den torden, der lyder fra Himlen, og som kommer over dig for at straffe dig for din gerning og kaster din sjæl i helvede.

5.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand, er en efterligning af – og en genskabelse af den forbrydelse Judas begik. Judas var forræderen, der ved et fredskys overgav Jesus Kristus til Hans fjender, men den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand begår en langt større forbrydelse end Judas. Forbrydelsen er stor, fordi man har undladt at fremlægge synd i skriftemålet, eller man har ”talt sig udenom” den synd, man har begået. Hvor vover dette menneske, denne ulykkelige skabning, at træde frem med hyklerisk ærbødighed sammen med de troende og modtage dette brød (Den hellige Kommunion). Åh! Nej, intet holder denne utaknemlighedens skabning tilbage, denne synder træder frem for at fuldbyrde sin gerning. Den kærlige Frelser, der ser, at denne synder gå frem løfter forgæves Sin røst fra Tabernaklet henvendt til denne svigefulde Judas: ”kære ven, hvorfor er du kommet? Vil du forråde din Gud og Frelser med et tegn på fred? Hold inde min søn, Jeg beder dig, lad Mig ikke gennemgå dette”! Hverken hans samvittighedsnag eller de kærlige opråb fra Gud kan forhindre den forbrydelse, han er ved at begå. Han træder frem og falder sin Gud og Frelser i ryggen. O Gud, hvilken rædsel! Kan I være vidner til dette skrækkelige mord på Jeres Skaber uden at skælve?

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurcMilitant.com den 19. april 2016. den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-john-vianney-on-unworthy-communions

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Den hellige Kommunion er Den mest overvældende føde, man kan indtage her på jorden

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i november. Netop i denne måned er mine tanker (mere end normalt) centeret omkring mad. Dette kunne have noget at gøre med, at vejret bliver koldere, især på de nordlige himmelstrøg og at det betyder, at man har behov for mere mad og i særdeleshed noget varmt at drikke. Det kunne også skyldes Mortensaften, der leder tankerne hen på en sprød gåsesteg, som vi (altid) spiste den 11. november med min familie i Østrig, som jeg opholdt mig hos i en årrække. Det kunne naturligvis også dreje sig om den velkendte duft, der knytter sig til et Thanksgivingmåltid. Hvad årsagen end måtte være, så har jeg forsøgt at gennemskue, hvad der skaber denne indre uro, ved at stille spørgsmålet: Hvad ønskede Gud at lære os, da Han skabte os som væsner med mund og mave, der har behov for at indtage ”elementer”, der er placeret udenfor os, for at kunne overleve. Samtidig med at vi er afhængige af kosmos, er vi også herre over det, fordi vi kan omforme det og indtage det.

Skt. Thomas Aquinas, en pålidelig og grundig formidler af viden om Kirkens syv sakramenter, fortæller os, at vi kan lære meget om den betydning, det enkelte sakramente har, ved at se nærmere på dets materielle udformning og det, det udvirker. For eksempel vil vand fjerne snavs fra huden, men vand har også en opfriskende virkning, når man drikker det. Det er derfor skyld og synd i dåbens bad vaskes bort, og sjælen bliver ”fornyet” ved denne indførelsens nåde.

Når det handler om Eukaristien og de elementer, der benyttes (når Kristi indstiftelsesord siges), som er hvedebrød og vin, der stammer fra druer, så er begge dele føde og drikke for mennesket, den basale føde vil nogen hævde, og den bedste drikkevare, mennesket og naturen (til vores glæde) har frembragt. Derfor må Eukaristiens rette virkning adskilles fra den virkning, som den almindelige mad har på et menneske: at der tilføres og deponeres energi. I forhold til denne fysiske virkning drager Skt. Thomas en sammenligning med den sakramentale virkning på den åndelige velfærd, nemlig om den forøges eller mindskes. Den sakramentale effekt kan styrke dyderne og den samlede åndelige velfærd hos et menneske og samtidig hele alt det, der er blevet ødelagt.

Men stiller vi os tilfreds med denne forklaring, der er blevet givet ovenfor, går vi glip af den egentlige pointe.

Med udgangspunkt i Skt. Augustin fremhæver Skt. Thomas Aquinas, at der er væsentlig forskel på den mad, der fungerer som menneskeføde og den åndelige føde, som Den hellige Kommunion er. Den mad, der tjener til menneskeføde, har (som allerede nævnt) til hensigt at bidrage med energi. Med hensyn til den åndelige føde er det helt anderledes, for her er det Vor Herre Jesus Kristus, som er fuldt og helt til stede i Den hellige Eukaristi. Denne guddommelige føde omdannes ikke (som føde normalt gør) i den, der indtager Den. Det er nemlig Den (Eukaristien), der omformer den, der har indtaget Den, og det vil sige, at kommunikanten vendes mere mod – og kommer til at ligne Jesus, fordi Jesus i kommunikanten foretager den egentlige transformation.

Forestillingen om, at vi forandres til den føde, vi indtager, kan virke underlig, for det forholder sig normalt modsat. Var den pågældende føde kun føde, ville den ikke kunne gøre det, den gør. Det er netop det, Jesus svarer på, når Han siger: ”… kødet gør ingen gavn” (Joh 6: 63), og det er også det, kirkefædrene fremhæver, når de fortolker ordene: kødet gør ingen gavn, for det nærer ikke ånden med hellighedens liv. Når føden er Den levende Guds Søns livgivende kød, og den troende indtager Det, leder Det til liv, et fornyet liv og guddommeliggørelse, hvis den troende vel og mærke befinder sig i en tilstand, hvor denne kan drage nytte af det.

Denne sandhed gør sig gældende i den teologi, som Skt. Kyrillos fra Alexandria (378-444) (1) fremlægger. Han er den første kirkefaderlige autoritet, Skt. Thomas Aquinas benytter citater fra til at understøtte sin undersøgelse af Eukaristiens virkning, et tema, man finder belyst i hans Summa Theologiae:

Guds Ord, der er livgivende, forenede Sig med Sit eget kød og gjorde det livgivende. Det var derfor, Han på en speciel måde forenede sig med vore legemer gennem Sit hellige Kød og dyrebare Blod, som vi modtager i det livgivende og velsignede brød og vin (III, q. 79, a. 1).

Som Fr. Emile Mersh forklarer:

Der sker en forening med denne føde gennem en mystisk udveksling af liv i en assimilering, hvorved det ene forenes med det andet. Men i Eukaristien er det vigtigste, det brød, vi modtager, som er Livets Brød. Dette brød optages – og forandres i den, der spiser det (Theology of the Mystical Body, pp. 590–91).

Dette kan lade sig gøre, fordi det er Herren i egen Person, der fremstår i brødets og vinens skikkelse. Forenet med Jesus gennem tro og kærlighed bliver kommunikanten omformet til Ham og bliver en del af Hans Legeme, siger Skt. Thomas Aquinas: ”for denne føde ændres ikke til den, der indtager den, men forandrer i stedet vedkommende. …Dette er en føde, som guddommeliggør mennesket og fylder det med guddommelighed” (fra Johannesevangeliet kap. 6 og lektion. 7, § 969 hos Thomas Aquinas). Med disse ord siger Thomas Aquinas ganske enkelt, at dette sakramentes rette virkning er en forandring af mennesket, så det bliver ligesom Kristus, og dette fluktuerer med det apostlen Paulus siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2: 20).

Ligesom Skt. Augustin og Skt. Kyrillos fra Alexandria var Skt. Thomas Aquinas fokuseret på kirkefædrene, og han citerer de vægtige ord fra Skt. Johannes fra Damaskus (676-749): ”netop dette brændende ønske flammer i os og er blevet antændt i det brændende kul (som stammer fra dette sakramente), som vil lade vor synd gå op i flammer og oplyse vore hjerter, således at vi ved at tage del i den guddommelige ild kan antændes og guddommeliggøres”. Når vi modtager Eukaristien i nådens stand, tager vi del i en højtidelighed ved kærlighedens ild og lader den gennemtrænge og nedbrænde alle kræfter, der er i sjæl og legeme. Skt. Thomas Aquinas gav sig fuldt og helt med sjæl og legeme til de hellige mysterier, fordi han i dem så sin elskede Herre og gennem dem blev funderet i Hans (Jesu) kærlighed. Han (Thomas) var forankret i, at af alle de gode ting, Jesus ønsker for os, er det vigtigste et tæt venskab med hver eneste person, der tror på Ham (jf. Joh 15: 13-15). Skt. Thomas Aquinas giver væsentlige og bestyrkende argumenter for realpræsens, Herrens tilstedeværelse i sakramentet:

Dette betoner Kristi kærlighed, og det var af den kærlighed, at Han påtog sig vort kødelige legeme for at frelse os. Eftersom, det er det rigtige at være sammen med sine venner, som filosofferne udtrykker det, blev Han Legeme, for os, noget vi kan tragte efter. … I mellemtiden har Hans Legemlige tilstedeværelse ikke forladt os i denne udlændighed; Han drager os til Sig gennem dette sakramente, som er Hans Legeme og Blod, og som Han selv siger i Johannesevangeliet kapitel 6: 56:”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham”. Dette sakramente er et tegn på den største kærlighed samt en støtte til vores håb om en (for os) forening med Kristus (ST III, q. 75, a. 1).

Alt dette finder sted i mørket, i troens mørke; og det er med god grund, at Skt. Thomas Aquinas insisterer på en dunkel og gådefuld udformning af denne sakramentale handling. Charles De Koninck skriver følgende:

Det er ved en helt usædvanlig nåde, at Gud er blevet en af os, for at komme os i møde i dette mørke og for at løfte os op til Ham ved at frembære sig selv som offer for vore synder, og Han har bedt os om troslydighed, ligesom Han gjorde overfor Sin Søn. … Dette er en nåde, der rækker ud over det, vi kan forestille os, og der er ingen andre steder, vi kan gå hen, kun til Ham (og dette gælder også, når alle andre har forladt os). Det er Ham, vi overgiver os til i dette troens mysterium, Ham, der er skjult i stilheden, og Hvis navn er Ordet.

Ordet, som blev kød, og som overgav sig selv til døden for mig, Han sår nu et frø i mig, et frø, der stammer fra Hans herliggjorte menneskehed og uovervindelige guddommelighed. Hvis vi har denne gave, hvad mangler vi da? For vi er i sandhed i ”det guddommelige, allerreneste, udødelige, himmelske, livgivende og utrolige Kristi mysterium” (Liturgy of St. John Chrysostom), alt det, som er blevet forberedt, givet og som har frelst os. Halleluja

Noter

1: Læs om dette i Mersch bog, The Whole Christ, pp. 337–58.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/unlike-other-food-when-you-eat-the-eucharist-you-become-what-you-eat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor må brugen af Kommunionsuddelere ændres

Som en del af den omfangsrige tradition, der kendetegner Den katolske Kirke, både i den latinske, græske, vestlige og østlige ritus, er det kun tilladt præster eller andre, der er ordinerede at uddele Vor Herres kostbare Legeme og Blod. Denne tradition forblev ubrudt, indtil de farlige liturgiske eksperimenter i 1960’erne banede vejen for et hidtil uset antal lægfolk, der nu skulle fungere som Kommunionsuddelere.

Grunden til, at man i traditionen har opereret med et forbehold i forhold til denne funktion, er, som Kirkens største teolog Skt. Thomas Aquinas forklarer: det angår den samme (person) at frembringe en effekt, og derefter se på, at denne skænkes til dem, som den er beregnet for. Dette mere må være en sandhed, der gælder de overnaturlige effekter, og som kun kan frembringes af en overnaturlig magt, og det er ganske enkelt ikke passende at overlade sådanne effekter til dem, der ikke er blevet udvalgt til denne funktion. Det forklarer derfor, at der selv under den aktuelle kirkelov, kun er en, der kan agere som Kommunionsuddeler, nemlig biskoppen, præsten eller diakonen, som kan varetage denne funktion i kraft af ordinationen, som indvier ham til at tjene Gud.

Hvorfor er ordinationen så vigtig? Fordi Den hellige Eukaristi er Den inkarnerede Guds Legeme og Blod. Dette er Gud. Rører man ved Hostien, kommer man i kontakt med Skaberen af alt liv og eksistens. Dette er ikke noget, man skal tage let på eller betragte som et ordinært arbejde for præsterne. Vor Herre Jesus Kristus indstiftede et præsteskab, som fik overdraget et specifikt ansvar, og dette rækker fra diakonen til biskoppen.

På intet tidspunkt i Kirkens historie er lægfolket blevet tilladt at uddele de dyrebare gaver, indtil for få årtier siden. Dette tiltag var en del af en større virksomhed møntet på at skabe en liturgi for det moderne menneske, hvor de gamle regler og sædvaner ikke længere skulle respekteres, og hvor en uformel, afslappet tilgang blev foretrukket fremfor den højtidelige og formelle form. (Der er derfor de Byzantiske katolikker, som ikke har opgivet deres sædvaner og som samtidig er meget opmærksomme på ærbødigheden overfor Kristi mysterium, der er så fantastisk, med rette er foruroliget over det, de er vidner til, og som foregår i mange kirker, der hører under den latinske ritus). Desværre forholder det sig således, at når gamle regler og sædvaner forsvinder, da forsvinder også selve troen, og det liv, der er relateret til troen, den sandhed har vi allerede set udspille sig, og statistikkerne frembærer samme vidnesbyrd.

På samme måde som det andet Vatikankoncil ikke sagde noget, om at latin skulle tilsidesættes, at præsten skulle stå med front mod menigheden eller Kommunionsmodtagelse i hånden, så sagde det heller ikke noget om, at lægfolket skulle uddele Kristi Legeme og Blod. Men selv da denne praksis begyndte at blive tilladt, blev dette udtrykkeligt begrænset til kun at skulle bringes i anvendelse i visse tilfælde, nemlig når Kommunionen til de syge skulle bringes ud, og de klerikale ikke havde mulighed for det eller bistå med Kommunionsuddeling ved Messen, hvis celebranten var ældre og for svagelig til at varetage opgaven, eller når Messedeltagelsen var så stor, at der var behov for assistance ved Kommunionsmodtagelsen. Dette kan man finde bevis for ved at se nærmere på de alment gældende disciplinærregler, der gør sig gældende for området (de er samlet her).

Af den grund udfærdigede Vatikanet så sent som i 1997 en præcisering, der gjorde det klart, at den gængse brug af Kommunionsuddelere ved Messen var blevet for ”almen”, fordi man på en vis måde havde forholdt sig for ”kreativt” til begrebet ”stor Messedeltagelse”, og derfor måtte denne praksis enten undgås eller helt fjernes i de kirker, hvor den havde fundet fodfæste (om specifikke spørgsmål vedrørende samarbejdet med de troende som ikke er ordinerede).

Bemærk venligst, at der ikke optræder noget dokument fra Vatikanet eller andre dokumenter med lovhjemmel, der fordrer, at Den hellige Kommunion uddeles i begge skikkelser til trods for, at klerikale ikke er tilstede. Med andre ord, hvis der er klerikale tilstede, kan Kommunionen blive uddelt under begge skikkelser, men hvis de ikke er, er der ingen tvingende nødvendigt at gøre det. Kommunionen alene under brødets skikkelse er og anses for at være fuldt ud tilstrækkeligt for at opfylde den målsætning, som Vor Herre havde sat Sig, da Han indstiftede Eukaristien for at forene de troende med Sig selv, Han, der er er fuldt og helt tilstede i begge de Eukaristiske skikkelser.

Størstedelen af den vestlige verden har vendt det døve øre til de anmodninger, der gentagne gange er kommet fra Vatikanet, om at Kommunionsuddelere kun bør benyttes, når det opfylder de allerede opstillede retningslinjer. Ifølge den modernistiske opfattelse betyder det, at Vatikanets anmodning er fejlagtigt, fordi Gudsfolket (eller måske nærmere en bureaukratisk mastodont, der kaldes en biskopkonference) har besluttet noget andet.

Men det modernistiske synspunkt, som i sagens natur er antiautoritært, blev fordømt af pave Skt. Pius X. Den kendsgerning, at Kirken i den vestlige verden befinder sig i statu abusus, i en tilstand, hvor misbruget er vedvarende, betyder ikke, at den underminerer Kirkens lov eller Hendes visdom gennem to årtusinder. Hverken tradition eller disciplin forsvinder, fordi man ignorer dem, og Vatikanet vælger at tolerere denne tilstand snarere end at tage skridt mod straffeforanstaltninger.

Vi har desværre måttet erfare, at vi i denne tid ikke kan forvente megen hjælp fra Vatikanet i forhold til dette problem. Hvis der ikke sker forandringer på sogneniveau, kan vi næppe have nogen forhåbning om, at de nogensinde vil ske. Velsignet være den præst, der er overbevist, har mod og er disciplineret for det, er det, der kræves for at fjerne dette misbrug, og som er i fuld overensstemmelse med Redemptionis Sacramentum nr. 183:

På en helt særlig måde, lad da enhver gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at Eukaristien, som det Allerhelligste Sakramente vil blive beskyttet mod enhver respektløshed eller forvanskning, og at alle former for misbrug på rette vis irettesættes. Dette er et alvorligt anliggende, der påhviler enhver, og alle er forpligtet til at effektuere det uden at foretage særhensyn.

Måske er USA den nation, der mere end andre nationer har valgt at praktisere ulydighed, når det gælder kommunionsuddelere, og man har yderligere valgt at definere sine egne regler på området. Jeg bliver nødt til at stille følgende spørgsmål: Er det virkelig den katolske ånd? Eller er dette blot endnu et eksempel på, hvor langt Kirken i USA er kommet ud, hvor den har ”indstiftet” sin egen religion med egne selvbestaltede regler? Landet med de 30.000 forskellige (kristne) denominationer har sin helt egen måde, hvorpå den fjerner det Romersk-Katolske fra Kirken, altså med mindre bestræbelser drevet af samvittighed og målrettethed begynder at arbejde i den modsatte retning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 26. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-the-ordinary-use-of-extraordinary-ministers-has-to-go-away

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ingen Kommunionsmodtagelse i hånden

Knæl og modtag din Konge

Præsterne må holde op med at stå med front mod menigheden under Den hellige Messe, og den ødelæggende praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden må ophøre. At afvikle disse to former for praksis kan gøres ”nemt og smertefrit” og kan rette op på meget af det, der i vore dage er forkert i Kirken.

Disse to former for praksis blev indført i Kirken i 1960’erne og 1970’erne af mennesker, der ønskede at reformere den katolske tro og gøre den mere tilgængelig for ikke-katolikker. Begge elementer har efterfølgende vist sig katastrofale for Kirken, så derfor hold inde med at fortsætte ad den forkerte vej, juster retningen og fortsæt ad den rigtige vej.

Man kunne lade disse justeringer gå hånd i hånd med en grundig katekese, samt instruktion af hvordan en sådan justering gennemføres. Hvis man benyttede denne metode, ville det stå i stærk kontrast til måden, hvorpå man implementerede de to ovenfor beskrevne former for praksis.

Ligesom mange af Jer, der ser eller lytter til denne udsendelse, oplevede jeg på egen hånd, hvordan disse forandringer blev ”håndteret” i det sogn, hvor jeg var ministrant. Fra den ene dag til den anden stod der lige pludselig et ”bord” i det område, hvor Højalteret før havde stået, og denne realitet mødte menigheden endda på en søndag, og vores sognepræst stod og smilede til os på en underfundig måde, og vi smilede tilbage.

Kort tid efter blev vi (menigheden) informeret om, at vi kunne modtage Den hellige Kommunion stående og ved at række hænderne frem (formet som små skåle). Dette fandt sted i bispedømmet Sacramento, som siden 1960érne havde været under en yderst liberal biskop.

Men alt dette foregik i mange bispedømmer. Man sørgede for, at seminarister blev instrueret i ikke at stå med front mod Gud, men derimod menigheden samt skødesløst under Kommunionsuddelingen at placere Gud i menighedens hænder. Vi skulle bort fra den praksis, hvor vi knælede og modtog Kommunionen på tungen, fordi vi ”i åndelig forstand var voksne mennesker, og derfor var det passende, at vi stod op”.

Tilsyneladende havde de liberale biskopper glemt, hvad det er, Vor Herre har sagt: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 18: 3). Denne metode, hvor man modtager Den hellige Kommunion stående og i hånden er ganske enkel forkert. Denne metode sender et helt forkert signal og har forårsaget et kolossalt frafald fra den eneste sande tro.

I vores program ”Download” drøftede panelet i sidste uge dette emne og gennemgik det grundigt. Den specifikke udsendelse er egentlig en del af vores Premiumflade, men vi gør den tilgængelig for alle.

De hovedpunkter, der kan trækkes frem fra denne udsendelse, er: at man gjorde alt dette for at komme protestanterne i møde. Man skulle aldrig have sat det i værk. Det blev iværksat af en gruppe biskopper, som var under ledelse af ingen anden end kardinal Joseph Bernadin. Det blev implementeret under falske forudsætninger, og man ”spiste” Vatikanets embedsmænd af med løgne for at sikre sig, at det, man havde planlagt, blev ført ud i livet, og Vatikanet godtog blindt løgnene.

Katolikker må holde op med at bifalde den fejlagtige praksis. Tag det ikke for gode varer, når præsten fortæller Jer, at det ikke er muligt at modtage Kommunionen knælende og på tungen, det er ganske enkelt ikke korrekt, for Rom har gjort det klart, at man kan modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Desuden er denne måde, at modtage Den hellige Kommunion på, måden Kirken foretrækker.

At modtage Den hellige Kommunion stående og i hånden eller knælende og på tungen kan ikke betragtes som ligeværdige metoder. Den første er en meget dårlig form for Kommunionsmodtagelse, som er blevet tilladt, den anden form er den, Kirken foretrækker.

Man vil fortælle Jer, at I prøver at gøre Jer selv til noget specielt, at I vil tiltrække Jer opmærksomhed, og at I viser ulydighed overfor biskoppen og dennes beslutning, (Det er i en vis udstrækning korrekt, men er samtidig et fejlagtigt argument i denne sammenhæng). Man vil fortælle Jer, at dette (Kommunionsmodtagelse stående og i hånden) var praksis i 300-tallet. Hvad man derimod ikke vil fortælle Jer er, at Kommunionen ikke blev uddelt og modtaget på samme måde som i dag, og yderligere vil man heller ikke fortælle Jer, at Kirken holdt op med at gøre brug af denne metode, da det stod klart, at den affødte manglende ærbødighed overfor Det Allerhelligste Sakramente, og at denne tendens havde spredt sig.

Alt afhængig af hvor I går til Messe, kan I være de eneste, der begynder at ændre måden, hvorpå I modtager Den hellige Kommunion. Det kan være, I føler det akavet, eller at man begynder at rette sin opmærksomhed mod Jer, eller at præsten vil kommentere Jeres adfærd. Men gør det, der er det rette, modtag Jeres Konge knælende og på tungen og glem det andet, som er forkert.

Det, der betyder noget er, at man modstår de vildfarelser, der hersker i Kirken i dag. Glem alt om de fornærmelser, nedsættende bemærkninger og irettesættelser I vil møde og knæl foran Jeres Konge, og hvis nogen af Jer fungerer som Kommunionsuddelere, bør I stoppe med det øjeblikkeligt.

Der er ikke meget lægfolket kan gøre for at stå op imod det onde, som har sneget sig ind i Kirkens liv, men det, som her er blevet lagt frem, er det, man kan starte ud med.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 9. marts 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/communion-in-the-hand

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)