Category: Eucharist

”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fransk bispedømme dækker over en muslimsk skandalehistorie

En muslim afbryder en biskops prædiken og råber ”Allahu Akbar” i mikrofonen.

En muslimsk mand afbryder en Messe i Frankrig, griber mikrofonen og råber ”Allahu Akbar”, og bispedømmet er under mistanke for at dække over sagen.

Ved en Messe i forbindelse med Pinsehøjtiden i Skt. Peter og Paulus katedralen i Nantes den 20. maj, bestormer en 25-årig mand med afrikansk baggrund prædikestolen under prædikenen og hiver mikrofonen ud af hånden på biskoppen. Mindst et øjenvidne hævder, at manden råbte ”Allahu Akbar”, som betyder Gud er stor.

Men bispedømmet benægter, at det har fundet sted – dette er en måde at agere på, som Robert Spencer, ekspert i Islam, siger, er i overensstemmelse med den ”historie”, som franske biskopper holder fast i, nemlig at Islam er en såkaldt fredens religion.

”Historier som den ovenstående stemmer ikke overens med den ”historie”, som de franske biskopper italesætter”, fortalte Spencer Church Militant.

Fr. Benoit Bertrand, som er generalvikar i bispedømmet Nantes, fortalte til den lokale avis Presse-Ocean, at han ikke hørte at manden, der forstyrrede, i sit udfald skulle have råbt ”Allahu Akbar”. Fr. Bertrand sagde, at han stod lige ved siden af biskop Jean – Paul James under prædikenen, da manden bestormede prædikestolen, tog mikrofonen og begyndte at råbe.

Fr. Bertrands vidnesbyrd modsiger det, som er blevet set af andre øjenvidner. Situationen, hvor afbrydelsen optræder, er blevet ”redigeret” væk på optagelsen af biskoppens prædiken – ”ganske belejligt”, har nogen udtalt.

”Den katolske Kirke har under pave Frans taget den betragtning til sig, at Islam er en fredens religion, og at katolikker bør være mere åbne overfor den muslimske migrantstrøm til Europa”, udtalte Spencer til Church Militant.

Ifølge forskellige rapporter siger de, der var til stede i katedralen, at det syntes som om manden var mentalt forstyrret, udtaler Spencer.

Problemet med en sådan udtalelse er, at myndigheder overalt i Europa og Nordamerika i lang tid har beskrevet det, der helt tydeligt er Jihad som en ”psykisk lidelse”. Der har altid eksisteret psykisk syge mennesker, men psykisk syge mennesker, der går ind i kirker og afbryder gudstjenesten ved at råbe ”Allahu Akbar” er noget helt nyt. Dette er blot en anden måde, hvorpå myndighederne forsøger at holde folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed i forhold til det, der kendetegner jihad, og hvor stort trusselsniveauet er i forhold til jihad.

Spencer har også kommenteret denne historie i et indlæg bragt for nylig på hans hjemmeside: ”Det er blevet et markant dogme i Den katolske Kirke: At hvis man ikke er af den observans, at Islam er en fredens religion, oplever man en skånselsløs chikane og at få ”mundkurv på” af den amerikanske biskopkonference samt af andre i det klerikale hierarki andre steder.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/muslim-disrupts-cathedral-pentecost-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal: Pavens reaktion på tyskernes forslag om interkommunion er ”uforståelig”

Den fejl, pave Frans i sidste uge gjorde ved ikke at give helt klare retningslinjer med udgangspunkt i katolsk lære og praksis til de tyske biskopper vedrørende interkommunion med protestanter, peger på et frafald fra troen, har en prominent kardinal udtalt.

I torsdags (den 3. maj 2018) gav pave Frans de tyske biskopper et pålæg om så vidt muligt at nå til ”enighed” i spørgsmålet, om hvorvidt protestantiske ægtefæller til katolikker kan modtage Den hellige Kommunion. Paven overbragte sine retningslinjer gennem ærkebiskop Luis Ladaria, SJ, præfekt for Troslærekongregationen under et møde i Rom med repræsentanter fra Vatikanet og en delegation fra den tyske biskopkonference. Der var blevet indkaldt til dette møde, efter at syv tyske biskopper havde sendt et brev til Vatikanet, hvor de udtrykte modstand imod, at man på et møde den 20. februar i den tyske biskopkonference med flertal stemte for at tillade interkommunion til protestanter under visse omstædigheder.

I en kommentar offentliggjort i dag i National Catholic Register betegner kardinal Willem Jacobus Eijk fra Holland det pålæg, som pave Frans har givet, som ”fuldstændig uforståeligt”.

”Kirkens doktrin og praksis i henhold til varetagelsen af det Eukaristiske sakramente til protestanter er fuldstændig klar”, siger kardinal Eijk med henvisning til Den Katolske Kirkes katekismus samt kanonisk lov.

Han forklarede, at interkommunion i princippet kun er mulig, når det drejer sig om Ortodokse kristne, ”Disse har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter, ganske særligt i kraft af den aspostoliske succession, præstedømmet og Eukaristien, hvorved de fortsat er knyttet til os i det mest inderlige forhold” (CCC nr, 1399 og 1400, C.I.C. / 1983 Can. 844, § 3).

Protestanterne har hverken den apostoliske succession eller et gyldigt præsteskab eller troen på Eukaristien, fortsætter den hollandske kardinal. De fleste tyske protestanter, forklarede han, er lutheranere, og lutheranere tror på consubstantion, dvs. foruden at Kristi Legeme og Blod fuldt og helt er til stede, så er brød og vin det også, alt dette er så at sige nærværende, når man i lutheransk forstand modtager Kommunionen. Lutheranere tror også, at det er ens tro, der skaber Jesu tilstedeværelse, så hvis nogen modtager brødet og vinen uden at tro på dette, er Jesu Kristi Legeme og Blod ikke tilstede.

Den lutheranske doktrin vedrørende consubstantion adskiller sig væsentligt fra den katolske doktrin omkring transubstantion, forklarede kardinal Eijk, da sidstnævnte ”indebærer en tro på, at det, der modtages under brødets og vinens skikkelse, selv hvis det gives til en person, der ikke tror på transubstantion eller udenfor Messen, stadig er Kristi Legeme eller Blod og ikke vin eller brød”.

I betragtning af disse fundamentale forskelle, sagde han, at en protestant ikke er en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab og derfor ikke kan modtage Den hellige Eukaristi, og dette gælder også, selvom han eller hun er gift med en katolik.

Forskellen mellem troen på consubstantion og transubstantion er så stor, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage Kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Dette kan dog også ske i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor en person, der ligger på sit dødsleje, også kan konvertere til katolicismen.

Han bemærkede endvidere, at de tyske biskopper i udkastet til direktiverne vedrørende tilladelsen af interkommunion til protestantiske ægtefæller fremhæver, at den enkelte må ’lytte til sin samvittighed’ ved siden af, at man ’konsulterer’ en præst eller en anden person med pastoralt ansvar”. Men han sagde, at dette ikke er en tilstrækkelig garanti for, at en person virkelig accepterer Kirkens tro.

Hvis man virkelig accepterer Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og dermed præsteskabet og den apostoliske succession, så er der kun en mulighed, nemlig at blive katolik, sagde kardinalen.

Selvom de tyske biskopper har forsikret, at eksempler med protestanter, som ønsker at modtage Kommunionen med deres ægtefælde, er sjældne, sagde Eijk, at han tror, at det (netop) er det, som åbner døren på klem for interkommunion, og det vil uundgåeligt medføre en udbredelse af denne praksis.

”Protestanter, som er gift med katolikker, og som ser andre protestanter gift med katolikker modtage Kommunionen, vil tro, at de kan gøre det samme. Og til sidst vil selv protestanter, der ikke er gift med katolikker ønske at modtage Kommunionen. Den generelle erfaring med at foretage sådanne ”justeringer” er, at man (som tiden går) gradvist slækker mere og mere på de kriterier, man i starten satte” sagde han.

Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper i sidste uge, at de må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument og prøve at nå til enighed: spurgte Eijk: ”Enighed om hvad”?

”Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af, at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet, heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig”, sagde han.

Som ”det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare” (Lumen Gentium no. 23) sagde Eijk, burde Den hellige Fader have givet de tyske biskopper helt klare retningslinjer med udgangspunkt i Den Katolske Kirkes Katekismus og kanonisk lov.

Når pave Frans undlader at skabe klarhed omkring interkommunion, opstår der en ”udbredt forvirring” blandt de troende, og Kirkens enhed ”bringes i fare”, sagde han. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, tilføjede han.

Kardinal Eijk konkluderede: ”Idet jeg noterer mig, at biskopperne, og først og fremmest Peters efterfølger, forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i Den Hellige Tradition og i Den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus”.

Dette afsnit har overskriften: Kirkens sidste prøvelse:

Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.

Pave Emeritus Benedikt XVI har også vist sin modstand mod den tyske biskopkonferences forslag om interkommunion og har støttet de syv biskoppers initiativ (til at få arrangeret et møde i Vatikanet).

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/popes-response-to-german-bishops-on-intercommunion-completely-incomprehensi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Eijk om eutanasi, kønsteori, homoseksualitet og ægteskab

Redaktørens bemærkning: Det følgende er et interview med kardinal Willem Eijk foretaget af det italienske magasin Il Timone. I dette interview fremsætter kardinal Eijk nogle modige holdninger vedrørende (en række) vigtige spørgsmål i vor tid. Vi kan her med tilladelse fra Il Timones ledende redaktør, Riccardo Cascioli bringe (en oversættelse af) artiklen.

Crisi della fede, rapporto olandese – di Lorenzo Bertocchi

(Il Timone nr. 171, marzo 2018)

Den manglende tro på Jesus Kristus har ført til en manglende tro på absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og at visse principper ikke er til forhandling.

Kardinal Willem Eijk fortalte i et interview med Il Timone om sit hjemland, Holland, som er et land, der har oplevet en stærk sekularisering, der har åbnet op for de såkaldte ”nye rettigheder”, der strækker sig fra prævention til eutanasi. I Holland lukker man Kirker i et uhørt tempo, eller de omdannes til restauranter eller forlystelsessteder. I dag betragter mindre end 20 % af befolkningen sig som katolikker imod 40 % i 1970.

Eijk, som er ærkebiskop af Utrecht, er 65 år, og var overhoved for den hollandske biskopkonference indtil 2016, og han blev gjort til kardinal af Benedikt XVI i 2012.

Som akademiker, filosof og teolog med ekspertise indenfor bioetik, har han indvilget i at besvare en række vigtige spørgsmål vedrørende emner, der er aktuelle i den kirkelige – og almene debat.

”For at starte ud med emnet eutanasi, så åbnede man op for dette i ’velbegrundede tilfælde’” og for at beskrive den dramatiske situation i Holland, sagde handen kan beskrives således, at: man er kommet ud på et skråplan, som man også kan udtrykke det på en anden måde, nemlig at man er kommet ud på ”en glidebane”, hvor et afgørende punkt er nået.

De mange forskellige fortolkninger af kapitel 8 i Amoris Laetitia, der i dag er repræsenteret i den katolske verden, skaber så meget forvirring (i Kirken), at det ville glæde mig, hvis ”paven skabte klarhed i forhold til det, der har skabt forvirringen, gerne i form af en skrivelse, som udgår fra læreembedet”. At give tilladelse til at skilte og gengifte (par) kan modtage Eukaristien kan ikke lade sig gøre, uden at de (parret) forpligter sig til at leve som broder og søster, sagde han.

SPG: Deres Eminence, I Italien har man yderligere, efter at have vedtaget lovbestemmelser, der tillader skilsmisse, abort, fertilitetsbehandling og homoseksuelle ægteskaber, vedtaget en lov, som i større eller mindre udstrækning åbner op for brugen af eutanasi. Hvad mener De om en sådan lov?

Svar: De menneskelige love burde basere sig på den naturlige moralske lov, som har sine rødder i menneskets umistelige værdighed, mennesket som Gud har skabt i Sit billede. Så snart den menneskelige lovgivning åbner op for selv det mindste overgreb på menneskets værdighed, er der risiko for, at man underminerer det, der værner (om) denne værdighed.

SPG: I Holland har sekulariseringen eksisteret i lang tid, hvordan opstod den (i Deres hjemland)?

Svar: Efter at man indførte svangerskabsforebyggende midler i 1964, opstod en problemstilling omkring uønsket graviditet, og løsningen på dette var abort. I midten af 60’erne (1960) vurderede man, at dette (på årlig basis) kun ville komme til at omfatte et meget få, men frem til i dag og igennem en længere periode er der blevet foretaget mere end 30.000 aborter på årsbasis. Selv dette antal er relativt lavt, da størstedelen af unge kvinder i dag benytter P-piller allerede i en alder af 13-14 år stærkt tilskyndet af deres forældre, da disse er bange for, at deres døtre skal blive gravide. Holland er derfor et land, der med ”stolthed” kan fremvise et lavt antal ”unge mødre”. Dette skaber imidlertid et problem i forhold til de unges dannelse, da den store brug af P-piller allerede i en ung alder ikke fremmer kyskhedens dyd samt en bevidsthed om, at den enkeltes seksualitet er noget, der (kun) deles med en anden i ægteskabet eller kommer til udtryk i det cølibatære (et kønligt afholdende) liv.

SPG: Hvad angår eutanasi, så er Deres hjemland på verdensplan, et af de ”ledende” på området.

Svar: I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne blev anvendelsen af eutanasi debatteret (her betegnet som en afbrydelse af livet efter ønske fra en patient og fremsat for en læge), på samme måde blev også aktiv dødshjælp diskuteret, men kun i de tilfælde hvor der var tale om en patient i terminalfasen eller en patient, der led af en uhelbredelig fysisk sygdom. Efterfølgende kom afbrydelse af livet til at berøre tilfælde, hvor der ikke var tale om patienter i terminalfasen. Således begyndte man i 1990’erne at tale om eutanasi eller det at foretage aktiv dødshjælp i tilfælde, hvor patienter lider af psykiske sygdomme eller i tilfælde med patienter, der er demente. En forhindring for at dette kunne lade sig gøre blev ”ryddet af vejen” ved den såkaldte ”Groningen Protocol”, som var en aftale mellem børnelæger og byen Groningens advokat, ifølge denne (Groningen Protocol) kunne en læge, der ”afkortede” livet hos et nyfødt barn med et handicap, ikke blive retsforfulgt, hvis han havde fulgt de foreliggende procedurer. Med udgangspunkt i denne aftale blev der etableret en forordning på nationalt plan vedrørende det at ”afkorte” livsforløbet hos nyfødte handicappede børn. I oktober 2016 meddelte den tidligere regering til den nuværende, at den ønskede, at der blev foretaget tiltag til en ny lov, som kunne gøre det muligt give aktiv dødshjælp til personer, der hverken lider af en psykisk – eller somatisk sygdom, men som har problemer med ensomhed, føler sig gamle eller har nedsat førlighed. I den nuværende regering er der to kristne partier, som er imod en sådan lov. Men alligevel har et parlamentsmedlem, der tilhører et venstreorienteret liberalt parti til hensigt at fremsætte et (lov)forslag, der legitimerer aktiv dødshjælp, der ikke nødvendigvis foretages af en læge, og som kan udføres på mennesker, der er over 75, og som er ”mætte af dage”.

Dette korte eksempel viser, at kriterierne for at ”afkorte” livet udvides mere og mere og respekten for menneskelivet og for et menneskes værdighed ikke længere har betydning. Dette handler om, at man med dette forslag, åbner døren på klem, for senere at åbne den på fuld gab. Begynder man at tillade eutanasi i bestemte og klart definerede situationer, kommer man ud på et skråplan, som man også kan betegne som en glidebane. Er man først begyndt på dette, er der ingen vej tilbage.

SPG: Kan man også benytte betegnelsen glidebane, når der er tale om ægteskabet mellem personer af samme køn?

Svar: Holland var det første land, som i 2001 (rent juridisk) legaliserede ægteskab mellem personer af samme køn. På en vis måde kan man også her tale om, at man har bevæget sig ud på et skråplan, som har udviklet sig til en glidebane. I forbindelse med legaliseringen af prævention i starten af 1960’erne, antog man, at en seksuel handling er moralsk acceptabel, også selvom den ikke foretages i forplantningsøjemed. Når man i en kultur har ”vænnet” sig til, at et sådant tankesæt er normalt, er der ikke langt til en (moralsk) accept af anden seksuel aktivitet, der ikke nødvendigvis har reproduktion som sit mål, heriblandt den homoseksuelle. Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at (alle) disse ting hænger sammen: Foretager man blot en enkelt ændring i forhold til den seksuelle moral, ender man med at forandre den på en måde, som man fra starten ikke kunne have forudset.

SPG: Det synes som om, at mange af de katolikker, der tager del i det politiske liv, har glemt de ”principper, der ikke kan diskuteres” (Forsvaret for livet, den naturlige familiestruktur og frihed til at uddanne sig).

Svar: Paragrafferne 73 og 74 i Johannes Paul II’s encykliske skrivelse Evangelium Vitae (1995) tillader, at katolske politikere under visse omstændigheder, hvilket vil sige, at de overholder de regler, der gør sig gældende, når man vil indgå i et samarbejde med det, der er ondt, det være sig at stemme for en restriktiv retspraksis, der giver mulighed for abort (sic), også selvom dette åbner op for en lovgivning, der er uretfærdig, i et forsøg på at hindre vedtagelsen af et større og mere uretfærdigt lovkompleks, må gøre dette. Politikere, der på den måde er med til at begrænse antallet af udførte aborter, kan derfor betragte deres (politiske) handling(er), som et bidrag til det fælles bedste. Men mange katolske politikere har netop på den måde, med deres stemme(r) forsvaret en lovgivning, der fremmer abort eller eutanasi, og man kan derfor spørge, om de virkelig har været opmærksomme på de betingelser, der er fremhævet i Evangelium Vitae, og om den måde, de har stemt på, kan betegnes som værende til det fælles bedste. Det er et faktum, at mange katolske politikere i dag ikke er ”rustet” til at gå ind i sager om de principper, der ikke er til diskussion, og her nå frem til et kompromis, som rent etisk kan retfærdiggøres, og jeg frygter, at mange af dem ikke længere anser disse principper, som noget der ikke kan diskuteres (og hurtigere går på kompromis).

SPG: Hvad er efter Deres mening om årsagen til, at det er blevet sådan?

Svar: Når der opstår en troskrise, berører dette også den moralske overbevisning, som er en grundlæggende del af troen. Den manglende tro på Kristus, (som vi aktuelt oplever) har ledt til en troskrise i forhold til absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og således er bestemte principper i virkeligheden ikke til forhandling. Men man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5:29). Menneskets love må svare til naturens morallove, som bevarer personens værdighed, og som stammer fra den orden, som Gud gav i skabelsen.

SPG: Deres eminence, De har sagt, at det er nødvendigt, at man i Kirken får udarbejdet en skrivelse, som belyser (det aktuelle tema vedrørende) køn. Hvad er den nuværende situation i Holland? Og hvad er de fremtidige konsekvenser heraf?

Svar: FN samt andre internationale organisationer af samme størrelse og andre mindre NGO’er bærer konstant ved til bålet (i samfundsdebatten) i forhold til spørgsmålet omkring ”gender theory” (kønsspørgsmålet), hvilket understøttes af (den lange række af strømninger, teorier og ideer, der kommer fra) uddannelsessektoren. Derfor er der et påtrængende behov for, at der fra Vatikanets side bliver udarbejdet en udtalelse fra læreembedet, som forklarer Kirkens lære om de nødvendige forbindelser vedrørende køn, mandens og kvindens sociale rolle og det biologiske køn baseret på en kristen antropologi, hvori legemet, der omfatter seksualitet, er en vigtig dimension for personen. Den biologiske forskel mellem mænd og kvinder er også en del af Guds plan med skaberværket: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem ” (1 Mos 1: 27). Dette betyder, at den seksuelle forskel har noget at gøre med det at være blevet skabt i Guds billede, og derfor genspejler Det i sig selv, noget af Gud, som er EN og dog TRE, Han som i Sig er TRE, der er forskellige fra hinanden, men dog er ET.

Det har i Holland siden 1985 været muligt, at man ved en domstol kan anmode om at få ændret sit køn og navn, så dette fremgår af ens fødselsattest. Siden 2014 har det været muligt for en person, som er fyldt 16, og som kan fremvise en udtalelse fra en sexologisk klinik, at vedkommende kan få ændret sit køn på sin fødselsattest af administrativt personale (ved enhver given instans), og videre i sit pas, uden at der er blevet foretaget en juridisk afgørelse eller uden nogen medicinsk erklæring og endelig uden forældrenes samtykke. Allerede tilbage i 1970’erne åbnede man den første sexologiske klinik på Universitetshospitalet i Amsterdam, og overlægen her blev den første professor (i verden) med speciale indenfor transseksualitet. Hormonbehandlingen, der i forbindelse med kønsskifte er en ligeså vigtig del af behandlingen, som selve kønsskifteoperationen, er i en vid udstrækning omfattet af den almene sygesikring (som er obligatorisk for alle borgere i landet). I den nærmeste fremtid er det (først og fremmest) unge mennesker under indflydelse af forskningsprojekter, der fremmer kønsforskningen, som ikke længere vil forstå den grundlæggende værdi af biologisk køn, og derfor vil de se kønnet, som noget man frit kan vælge fra eller til uanset ens eget biologiske køn. Dette er allerede sket, og det fortsætter, uden at man har øje for, hvilke konsekvenser det har for måden, hvorpå vi anskuer familie, ægteskab og seksualitet. Dette er områder, hvor Kirken allerede (nu) har svært ved at markere sig, når Hun vil forklare om sine doktriner på netop disse områder. Det er korrekt, at det ikke kun er vedrørende disse områder (familie og seksualmoral), at Kirken har svært ved at få ørenlyd, det gælder også i forhold til emner som sakramental teologi og ordensliv. Uden en (grundlæggende) forståelse af – eller fornemmelse for, hvad der rent biologisk adskiller manden fra kvinden, kan man heller ikke forstå den analogi, der drages mellem relationen mand og hustru og Kristus og Kirken (som er Hans brud) (Ef: 5: 21-25) og i sidste instans vil man heller ikke kunne forstå, hvorfor det kun er mænd, der kan ordineres til præst(er) (i Den katolske Kirke).

SPG: I Januar gav De et interview til Dutch daily Trouw, hvor de tog det kontroversielle spørgsmål op, som handler om det at åbne op for at skilte og gengifte par har adgang til Sakramenterne, et ”initiativ”, der kan betegnes, som frugten af den sydonale proces. Kan De endnu engang ”løfte sløret” for Deres tanker vedrørende dette?

Svar: Spørgsmålet, om det kan være muligt for de såkaldte skilte og gengifte at få den sakramentale absolution for derefter at kunne modtage Eukaristien, splitter Kirken.  Vi oplever en debat, som til tider er meget intens, og som foregår på alle niveauer i Kirken.

Årsagen til forvirringen er den Post Sydonale formaning Amoris Laetitia, skrevet af pave Frans efter afslutningen af de to synoder om familien i 2014 og 2015. Denne forvirring er frem for alt opstået i forbindelse med paragraf 305 i formaningen. Vi ser (nu), at nogle biskopkonferencer har indført pastorale retningslinjer, som åbner mulighed for at skilte og gengifte kan modtage Den hellige Kommunion, dog betinget af – og efter en længere periode hvor præsten, der følger (parret) kommer med sit (pastorale) skøn. I modsætning hertil er der andre biskopkonferencer, som helt udelukker denne mulighed. Det, der er det rigtige det ene sted, kan ikke (pludselig) være forkert et andet sted. Disse forskellige fortolkninger af formaningen, som (direkte) vedrører doktrinære spørgsmål skaber forvirring blandt de troende. Derfor ville det glæde mig, at paven skaber klarhed i denne sag og gerne i form af en skrivelse, som bærer læreembedets stempel. Jeg deltog selv ved begge synoder (om familien), og jeg argumenterede for, at man ikke tillader skilte og (civilt) gengifte adgang til at modtage Den hellige Kommunion. Jeg fremlagde også denne betragtning og argumentation i en artikel, der (senere) blev offentliggjort i en bog, der indeholdt yderligere indsigelser fra en række kardinaler. Bogens titel er: Eleven Cardinals Speak on Marriage and the Family, Ignatius Press, 2015)

SPG: Kan De kort gøre rede for Deres holdning?

Svar: Jesus sagde selv, at ægteskabet er uopløseligt (Matt: 5:32, 19:19, Mark 10:11-12 og Luk 16: 18). Jesus synes, i Matthæus evangeliet (19:19 og 5:32), at komme frem til, ar der kan være en undtagelse, som er, at man kan fordømme sin hustru, hvis der er tale et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag. Imidlertid, den nøjagtige betydning af det græske ord poreia, som her oversættes med et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag, er usikkert. Der er formentlig tale om et ægteskab, som er af incestuiøs karakter eller et ægteskab, der er indgået indenfor samme familie eller slægt (jf 3 Mos 18:6-18 og ApG 15:18-28). Den altafgørende grund er, at man ikke kan tillade skilte og gengifte at modtage Kommunionen på baggrund af analogien, om at mand og hustru har samme status Kristus og Kirken (Ef 5:23-32). Forholdet mellem Kristus og Kirken er en gensidig gave. Hele Kristi gave til Kirken blev til i den gave, Han gav ved at give Sit liv på korset. Hele denne gave er til stede i Det Eukaristiske sakramente. Enhver, som deltager i Eukaristien bør være klar til at give sig selv fuldt og helt, som en gave, og som en del af Jesu Kristi gave til Kirken. Enhver, der lader sig skille og indgår i et civilt ægteskab, selvom det første ægteskab ikke er blevet annulleret, foretager et overgreb på den gensidige gave, som det første ægteskab indebærer. Det andet ægteskab, som er blevet til ved en civil ceremoni, kan ikke betegnes som et rigtigt og ordentligt ægteskab. Misligholdelsen af hele den gave, som det første ægteskab er, og som stadig betragtes som gyldigt samt fraværet af en ”manglende motivation” til ikke at ville overholde det (der er forbundet med hele denne gave), gør at den person, der er en del af et sådant andet ægteskab ikke er værdig til at tage del i Eukaristien, som (netop) tilvejebringer hele Jesu Kristi gave til Kirken. Dette er dog ikke en hindring for, at skilte og gengifte (stadig) kan deltage i den liturgiske fejring herunder Eukaristifejringen, dog uden at modtage Den hellige Kommunion, og præsten må i dette yde (parret) pastoral støtte.

Ser vi på de tilfælde, hvor det for skilte og (civilt) gengifte på ingen måde er muligt at leve adskilt, eksempelvis grundet forældreansvaret overfor de fælles børn, bør man tillade dem at kunne gøre brug af bodens sakramente og videre at modtage Den hellige Kommunion, dog forudsat at de følger de retningslinjer, der fremgår af paragraf 84 i Familiaris Consortio og paragraf 29 i Sacramentum Caritatis. En af disse retningslinjer er, at parret forpligter sig til at leve, som bror og søster, hvilket indebærer, at man lever seksuelt afholdende, og dermed ikke har en sådan relation til hinanden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cardinal-eijk-euthanasia-gender-theory-homosexuality-marriage

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kommunionen modtaget i hånden

Modtagelse af Kommunionen i hånden er anerkendt af pavestolen, som en mulighed, der gælder i USA og i mange andre lande, herunder Italien. Det følgende er vigtige udsnit af disse dokumenter, som danner grundlag for denne praksis.

I de følgende dokumenter er citaterne hentet fra:

Notitiae (Not): Den officielle journal for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Acta Apostolicae Sedis (AAS): Den officielle optegnelse over den autoriserede lære samt lovdekreter, der er blevet offentliggjort.

Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter meddeler ”En reponse a la demande” (Et svar på henvendelsen) til lederne af de biskoppelige konferencer, som ønsker en pavelig dispensation for modtagelse af Kommunionen i hånden, d. 29. maj 1969: AAS 61 (1969) 546-547, note 5 (1969) 351-353.

Som svar på Deres biskopkonferences anmodning om at uddele Kommunionen ved at lægge Hostien i de troendes hænder, ønsker jeg at fremsætte følgende. Pave Paul VI henleder opmærksomheden på instruktionen Memoriale Domini af den 29. maj 1969, hvis formål er at bevare den traditionelle praksis. Han har samtidig taget bestik af de (fremlagte grunde) for at imødekomme Deres forespørgsel samt afstemningens udfald vedrørende denne sag. Paven giver sin tilladelse til, at hver eneste biskop med forsigtig dømmekraft og efter grundig overvejelse af samvittigheden iværksætter denne nye måde at uddele Kommunionen på. Man bør søge at undgå, at dette skaber for store omvæltninger for de troende, men også undgå, at fremme en ikke ærbødig adfærd over for Sakramentet. Følgende normer bør derfor respekteres. (Dette bør fremhæves: Man må spørge sig selv, om denne betingelse nogensinde er blevet imødegået).

1.      Den nye praksis, hvorpå Kommunionen uddeles, må ikke indføres på en sådan måde, at den udelukker den traditionelle praksis. Det er af stor vigtighed, at de steder, hvor man på et legitimt grundlag indfører denne praksis også tillader muligheden for, at de troende kan modtage Kommunionen på tungen, selvom andre (troende) modtager Den i hånden. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de to former for Kommunionsmodtagelse må fungere side om side under Messefejringen. Et dobbelt formål gælder her: At intet i den nye ”måde” at uddele Kommunionen på virker forstyrrende på den enkelte (Messedeltagers) individuelle hengivenhed overfor Eukaristien, og at dette Sakramente som i sig selv er kilden og grundlaget for enhed ikke bliver årsag til uoverensstemmelser de troende imellem.

2.      ”Måden”, hvorpå man modtager Kommunionen i hånden, må ikke implementeres på en tilfældig måde. Eftersom dette berører den enkeltes tilgang (til det at modtage Kommunionen), er denne modtagelsesform tæt forbundet, med hvorledes den enkelte anskuer og forbereder sig til Kommunionsmodtagelsen. Det er derfor tilrådeligt, at (den nye) ”måde” introduceres gradvist i begyndelsen i mindre grupper, hvor de troende er blevet velforberedte samt i en sammenhæng, der er egnet til (netop) dette. Frem for alt er det nødvendigt, at der foretages en introduktion af ”måden” (hvorpå dette håndteres), som kommer efter en grundig katekese, således, at de troende har en klar forståelse af, hvilken betydning det har, at man modtager Kommunionen i hånden, og dermed vil gøre det med den ærbødighed, man skylder dette Sakramente. Katekesen må undgå enhver antagelse om, at det er Kirkens hensigt at slække på troen på den Eukaristiske tilstedeværelse og samtidig (må katekesen) imødegå enhver situation, hvor Eukaristien kan udsættes for en vanhelligelse.

3.      Den praksis, der nu bliver mulig for de troende, hvor de kan modtage det Eukaristiske brød i hånden for derefter anbringe det i munden, må ikke give anledning til, at man blot betragter Det (Eukaristiske brød), som (et) ganske almindeligt brød eller en ordinær religiøs genstand.

I stedet skal denne (nye) ”måde” være med til at forøge (hos de troende) en bevidsthed om den værdighed, den enkelte har, som en del af Kristi mystiske Legeme, det Legeme, den (troende) blev en del af gennem dåben og den Eukaristiske nåde. Denne (nye ”måde”) må også forøge den sublime virkelighed, som Herrens Legeme og Blod er, og som de (troende) berører med deres hænder. Den enkeltes holdning samt ærbødighed skal afspejle det, de troende (i denne sammenhæng) gør.

4.      Med hensyn til måden hvorpå (den nye) praksis implementeres: Kan en mulig model være den traditionelle fremgangsmåde, som foreskriver den præstelige funktion, hvor en præst eller diakon lægger hostien i kommunikantens hånd. Alternativt kan man (på legitimt grundlag) gøre brug af en mere enkel procedure, nemlig at give tilladelse til, at de troende selv tager Hostien fra ciboriet eller patena. De troende skal have konsumeret Hostien, før de vender tilbage til deres plads. Kommunionsuddelerne skal benytte den gængse formulering: Kristi Legeme, og kommunikanten svarer: Amen (Bemærk, at man fra Roms side senere har forbudt, at kommunikanten selv tager Hostien).

5.      Uanset hvilken procedure man vælger at gøre brug af, skal man være omhyggelig med, at ingen partikler fra det Eukaristiske brød falder ved siden af (patena) eller på anden måde bliver spredt. Denne omhu omfatter også kommunikanterne, da disse bør have rene hænder, og endelig må de enkelte dele i implementeringsprocessen (af denne ”måde”) tilpasses lokale forhold.

6.      I tilfælde af at Kommunionen fremstår i begge skikkelser (brød og vin), er det ikke tilladt at lægge en Hostie, der er blevet dyppet i Herrens Blod i kommunikantens hænder.

7.      Biskopper, der tillader implementeringen af denne (nye) ”måde” at modtage Kommunionen på, bedes efter seks måneder aflægge en tilbagemelding til denne Kongregation, (Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter) om tingenes tilstand.

Bemærk: Følgende er en ”oversigt over dekreter” (Notitiae) hvori (forskellige) biskopkonferencer har besluttet, at denne ny praksis kan tages i brug og specifikt vil blive foretaget i henhold til følgende engelsktalende biskopkonferencer (som optræder i AAS og Notitiae):

Sydafrika, den 3. februar 1970

Canada, den 12. februar 1970

Rhodesia (Zimbabwe), den 2. oktober 1971

Zambia, den 11. marts 1974

New Zealand, den 24. april 1974

Australien, den 26. september 1975

England og Wales, den 6. marts 1976

Papua Ny Guinea, den 28. april 1976

Irland, den 4. september 1976

Pakistan, den 29. oktober 1976

USA, den 17. juni 1977

Skotland, den 7. juli 1977

Malaysia og Singapore, den 3. oktober 1977

 

Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruktionen Immensae caritatis, om at gøre Kommunionsmodtagelsen lettere under visse omstændigheder, den 29. januar 1973: AAS 65 (1973) 264-271; note 9 (1973) 157-164.

4 del. Hengivenhed og ærbødighed overfor Eukaristien er det vigtigste, når det handler om Kommunionsmodtagelse i hånden.

Siden instruktionen Memoriale Domini for tre år siden (blev fremlagt), har nogle biskopkonferencer anmodet Vatikanet om tilladelse til at lade Kommunionsuddelere uddele det Eukaristiske brød til de troende, som modtager det i hånden. Den selvsamme instruktion (Memoriale Domini) indeholder (også) en påmindelse om, at Kirkens love og kirkefædrenes skrivelser fuldt ud fremkommer med vidnesbyrd om en stor ærbødighed over for – samt en yderst stor forsigtighed i forbindelse med Eukaristien, og at det fortsat må være sådan. Specielt, når det drejer sig om måden at modtage Kommunionen på, viser erfaringen, at visse forhold kræver en særlig opmærksomhed.

Der må hos Kommunionsuddeleren og modtageren, når der er tale om modtagelse af Hostien i hånden, være ekstra opmærksomhed på, om Hostien (ved modtagelsen) afgiver partikler.

Ved indførslen af Kommunionsmodtagelse i hånden må dette følges op med relevant instruktion eller en egentlig katekese, som inddrager den katolske lære om Kristi realpræsens i begge skikkelser (brød og vin) samt den rette ærbødighed, der bør vises dette sakramente.

De troende må forstå, at Jesus Kristus er Herre(n) og Frelser(en), og derfor er den tilbedelse eller latria, der hører Gud til også berettiget Kristus, der er til stede i dette sakramente. De troende må også instrueres i, at man efter Kommunionsmodtagelsen ikke undlader at fremkomme med en oprigtig og passende taksigelse (overfor dette sakramente), men dog efter hvad den enkelte evner.

Endelig, for at de troendes adgang til dette himmelske bord må være af værdig og frugtbar karakter, må de (troende) instrueres i, hvad (dette sakramente) gør og skaber, ikke bare for den enkelte, men også i et større perspektiv, så det bånd, der på familiær vis binder de troende til Faderen, der giver os ”det daglige brød”, afspejler den allerstørste ærbødighed for Ham, styrker kærligheden og fører os til at leve sammen med Kristus – Hvis Kød og Blod, vi får del i.

Pave Paul VI godkendte denne instruktion og bekræftede den med sin myndighed og stadfæstede tidspunkt dens offentliggørelse.

Kirken kan med sin autoritet tillade, det der før (i andre århundreder) frit blev praktiseret, og som i sig selv ikke står i modsætning til troen, men det er ikke det, der er det vigtigste her. Hvis et misbrug har spredt sig, og det er i modstrid med Kirkens ånd, som den (ånden) er udtrykt i dokumenter i Rom og videre står i modsætning til den hengivenhed, der blev udtrykt i den første Kirke, hvor Kommunionen også blev modtaget i hånden, så kan Rom til enhver tid tilbagekalde en tilladelse, hvis der er tale om misbrug (af sakramentet).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Colin B. Donovan for EWTN og er publiceret på EWTN. Den kan læses på: https://www.ewtn.com/expert/answers/communion_in_hand.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Truth About Communion in the Hand While Standing

The practice of receiving Holy Communion in the hand first began to spread in Catholic circles during the early 1960s, primarily in Holland. Shortly after Vatican II, due to the escalating abuses in certain non-English speaking countries (Holland, Belgium, France and Germany), Pope Paul VI took a survey of the world’s bishops to ascertain their opinions on the subject. On May 28, 1969 the Congregation for Divine Worship issued Memoriale Domini, which concluded: “From the responses received, it is thus clear that by far the greater number of bishops feel that the present discipline [i.e., Holy Communion on the tongue] should not be changed at all, indeed that if it were changed, this would be offensive to the sensibility and spiritual appreciation of these bishops and of most of the faithful.” After he had considered the observation and the counsel of the bishops, the Supreme Pontiff judged that the long-received manner of ministering Holy Communion to the faithful should not be changed. The Apostolic See then strongly urged bishops, priests and the laity to zealously observe this law out of concern for the common good of the Church.

More

Kardinal Sarah: Den udbredte praksis med Kommunion i hånden er en del af satans angreb på Eukaristien

Præfekten for den afdeling i Vatikanet, der fører tilsyn med liturgi(forvaltning), opfordrer de troende til at vende tilbage til den praksis, hvor man modtager Kommunionen på tungen og knælende.

I forordet til en ny bog vedrørende dette emne skriver kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter: ”Det snigende djævelske angreb består i at forsøge at fjerne troen på Eukaristien ved at ”så” fejlfortolkninger samt en upassende måde at modtage Kommunionen på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter”.

Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie” sagde han.

Den nye bog, hvis forfatter er Don Federico Bortoli, blev udgivet i Italien med overskriften: ”Uddeling af Kommunionen i hånden: En historisk, juridisk og pastoral gennemgang” (La distribuzione della comunione sulla mano. Profili storici, giuridici e pastorali).

Med udgangspunkt i 100 året for Fatimaåbenbaringerne, skriver Sarah, at fredsenglen, som viste sig for de tre hyrdebørn forud for Den hellige Jomfrus åbenbaring ”viser os hvordan, vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod”. Hans Eminence redegjorde for de overgreb, hvorved Jesus i dag bliver krænket i Den hellige Eukaristi, som også omfatter den ”såkaldte ’Interkommunion’”.

Sarah fortsatte med at overveje, hvordan troen på realpræcens ”kan påvirke måden, hvorpå vi modtager Kommunionen og omvendt”, og han foreslår pave Johannes Paul II og Moder Teresa, som moderne helgener, Gud har givet os, og som vi kan efterligne i forhold til den ærbødighed, de havde overfor – samt måden hvorpå de modtog Den hellige Kommunion.

”Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden?”, spørger præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter. Måden hvorpå Den hellige Eukaristi gives og modtages,” er et vigtigt spørgsmål, som Kirken i dag bør reflektere grundigt over”, skriver han.

Med tilladelse fra La Nouva Bussola, hvor forordet først blev offentliggjort, bringer vi (LifeSiteNews) vor læsere her nedenfor et sammendrag af kardinal Sarahs tekst.

***

Forsynet, som ordner alt på en klog og blid måde, har givet os bogen: The Distribution of Communion on the hand, skrevet af Federico Bortoli, kort efter at vi har fejret 100 året for Fatima åbenbaringerne. Før Jomfru Maria for første gang viste sig i foråret 1916, viste fredens engel sig for Lucia, Jacinta og Francisco og sagde til dem: ”Frygt ikke, jeg er fredens engel. Bed med mig”. (…) I foråret 1916 da englen for tredje gang åbenbarede sig, erfarede børnene, at englen, som altid var den samme (engel), i sin venstre hånd holdt en kalk, over hvilken en Hostie svævede. (…) Han gav Den hellige Hostie til Lucia og Blodet i kalken til Jacinta og Francisco, som blev liggende på knæ, og sagde: ”Spis og drik Jesu Kristi Legeme og Blod, udsat for ubeskrivelige overgreb af utaknemmelige mennesker. Gør bod for deres overgreb og trøst Jeres Gud”. Englen kastede sig i støvet og gentog den samme bøn tre gange sammen med Lucia, Jacinta og Francisco.

Derfor viser Fredsenglen os, hvordan vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod. Soningsbønnen, der blev givet af englen, er overhovedet ikke forældet. Men hvad er det for nogle overgreb, Den Eukaristiske Jesus udsættes for, som vi må sone? For det første, er der overgrebene mod selve sakramentet: Den forfærdelige vanhelligelse som ex-satanister, der har omvendt sig (detaljeret) har berettet om. Ugudelige Kommunioner, som ikke modtages i nådens stand eller som modtages af dem, der ikke bekender sig til den katolske tro (jeg henviser her til de specielle former for Kommunionsmodtagelse, der går under definitionen ”Interkommunion”), kan også betegnes som overgreb (på Kommunionen). For det andet er alt det, der afskærer (den gode frugt), som udgår fra Sakramentet, specielt de vildfarelser, der finder vej til de troende, så de ikke længere tror på Eukaristien, er et overgreb på vor Herre. At de forfærdelige overgreb, der finder sted ved de såkaldte ”sorte messer” ikke direkte skader Den, der er i Hostien, er forkert, og at der kun sker skade på brødet og vinen.

Selvfølgelig lider Jesus for dem, som vanhelliger Ham, for det er også for dem, Han udgød Sit blod, som på en så ynkelig og grusom måde foragter (det Han gjorde for dem). Men Jesus lider (endnu) mere, når den ekstraordinære gave, som Hans guddommelige og menneskelige Eukaristiske tilstedeværelse ikke kan bringe dens kraftige effekt frem til de troendes sjæle. Og derved forstår vi, at det mest snigende og ondskabsfulde angreb består i, at forsøge på at eliminere troen på Eukaristien ved at sprede fejlagtigheder og en ikke passende måde at modtage den (Kommunionen) på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter: Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie. Måden, hvorpå dette bliver gjort, følger to spor: Det første er en reduktion af begrebet ”realpræcens”. Mange teologer fortsætter med at håne eller afvise udtrykket ”transubstantion” til trods for læreembedets stadige henvisning(er) hertil (…).

Lad os nu se på, hvordan troen på realpræcens kan indvirke på måden, vi modtager Kommunionen og vice versa. At modtage Kommunionen i hånden resulterer uden tvivl i en spredning af fragmenter. I modsætning hertil er opmærksomheden på selv de mindste krummer, omhu i forbindelse med rengøringen af de hellige skåle og ikke at berøre Hostien med fugtige hænder viser, at man virkelig tror på Jesu realpræcens selv i de mindste dele af Den konsekrerede Hostie: Hvis Jesus er substansen i det Eukaristiske brød, og de enkelte dele kun er brød, gør det ingen forskel, hvor store eller små disse dele af Hostien er! Substansen er den samme! Det er Ham! I modsætning hertil, hvis vi ikke skænker dette opmærksomhed, mister vi vort fokus på dogmet. Lidt efter lidt vil vi tænke:” Hvis sognepræsten ikke er opmærksom på fragmenterne, og hvis han håndterer Kommunionsuddelingen på en sådan måde, at fragmenterne vil blive spredt, så betyder det, at Jesus ikke er i dem eller at Han kun er i dem, til et bestemt tidspunkt.

Den anden måde, hvorpå Eukaristien angribes, er ved at fjerne fornemmelsen for det hellige blandt de troende. (…) Udtrykket ”transubstantion” betegner tilstedeværelsen, og fornemmelsen for hellighed åbner op for et glimt af det helt specielle og hellige. Hvilken ulykke, at vi mister sansen for det hellige i Det Allerhelligste! Og hvordan er det muligt? Ved at modtage speciel føde på samme måde som almindeligt føde. (…)

Liturgien består af mange små ritualer og sædvaner, hver af dem udtrykker på hver deres måde holdninger fyldt med kærlighed, barnlig respekt og tilbedelse af Gud. Det er netop derfor, at det er hensigtsmæssigt at fremme skønheden, en passende og pastoral tilgang, som er blevet til gennem Kirkens lange tradition, det vil sige, at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Menneskets storhed og dets ædelhed såvel som dets ypperste udtryk for kærlighed til dets Skaber består i at knæle for Gud. Jesus selv knælede, mens Han bad til Faderen. (…)

Jeg vil derfor fremhæve to eksempler på helgener i vor tid: Skt. Johannes Paul II og Skt. Teresa fra Calcutta. Hele Karol Wojtylas liv var præget af en dyb respekt for Den hellige Eukaristi. (…) Selvom han var udmattet og ikke havde den kraft, der skulle til (…) knælede han altid foran Det Allerhelligste. Han var ikke i stand til at knæle og holde sig oprejst, uden at nogen hjalp ham. Han havde behov for andre til at bøje hans knæ og hjælpe ham op. Han ønskede indtil det sidste at være et levende vidnesbyrd på ærbødighed overfor Det Allerhelligste. Hvorfor er vi så stolte og ufølsomme overfor det tegn, som Gud selv giver os for at nære vor åndelige udvikling, og som en forbundethed med Ham? Hvorfor følger vi ikke helgenernes eksempel og modtager Den hellige Kommunion knælende? Er det virkelig så ydmygende at bøje sig og knæle for Vor Herre Jesus Kristus? Og dog: ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. (Fil 2: 6-8).

Skt. Moder Teresa fra Calcutta, et helt ekstraordinært ordensmenneske, som ingen turde betragte som traditionalist, fundamentalist eller ekstremist, og hvis tro på – og totale hengivenhed til Gud og de fattige er almenkendt, havde respekt for – og tilbad fuldt og helt Jesu Kristi Legeme. Det er klart, at hun hver dag rørte ved Jesu ”Legeme” i arbejdet med dem, der havde det meget dårligt, led, og som var de fattigste af de fattige. Og dog afholdt Moder Teresa sig fra at berøre dettranssubstantierede Jesu Legeme. I stedet tilbad hun Ham og beskuede Ham i stilhed, hun lå længe på knæ foran – og bøjede sig for Jesus i Eukaristien. Desuden modtog hun Den hellige Kommunion i munden, som et lille barn, der ydmygt lader sig ”bespise” af sin Gud.

Denne helgen blev meget trist og fandt det smertefuldt at erfare, at kristne modtog Den hellige Kommunion i hånden. Desuden sagde hun, at så vidt hun vidste, modtog alle søstrene Kommunionen på tungen. Er dette ikke den formaning, som Gud selv retter til os: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Egypten. Luk munden op, så skal jeg fylde den” (Sl 81:11).

Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden? Hvorfor vil vi opretholde en holdning, hvor vi udtrykker manglende underdanighed overfor dette Guds tegn? Ve den præst, der bruger sin autoritet til at afvise – eller nedgøre dem, der ønsker at modtage Kommunionen knælende og på tungen. Lad os som børn træde frem og ydmygt modtage Kristi Legeme knælende og på tungen. Helgenerne er det eksempel, vi bør følge, når vi modtager det, Gud giver os!

Men hvordan kom det så vidt, at praksis med at modtage Kommunionen i hånden blev så almindelig? Svaret finder vi hos Don Bortoli, som har arbejdet med dokumenterende materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort. Dette materiale er af ekstraordinær karakter i forhold til validitet og omfang. Der er tale om proces, der var alt andet end klar, et skifte fra det instruktion Memoriale Domini fremlagde og det, som er en udbredt praksis i dag (…) Desværre, som det hændte med det latinske sprog, er det ligeledes gået med den liturgiske reform. Der er ikke er foregået en homogen udvikling i samklang med den tidligere ritus, men derimod er en tilladelse blevet benyttet til at ”dirke låsen op”, så man har kunnet åbne døren på vid gab for at kunne gennemtvinge og udtømme det værn, der sikrede Kirkens liturgiske skatte. ”Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej” (Visd 10:10) ikke under noget påskud. Udover de teologiske motiver, der er redegjort for ovenfor, synes det som om, måden hvorpå at denne praksis (Kommunion i hånden) har bredt sig, er noget, man er blevet narret til, og som ikke er overensstemmende med Guds veje.

Må denne bog opmuntre præster og de troende, som er blevet tilskyndet af det eksempel, som Benedikt XVI har givet, hvor han de sidste år af sit pontifikat ønskede at uddele Eukaristien til den knælende kommunikant og på tungen. Han ønskede at uddele eller selv modtage Eukaristien på netop denne måde, som er den rette set i relation til netop dette sakramente. Jeg håber, at man vil genopdage og fremme skønheden – og den pastorale omsorg forbundet med denne måde (at uddele og modtage Kommunionen på). Min mening er – og jeg tror, at dette spørgsmål er af så stor vigtighed, at Kirken bør overveje det nøje. Dette er videre en form for tilbedelse og kærlighed, vi hver især kan give til Jesus Kristus. Jeg er meget tilfreds med at opleve, at så mange unge ønsker at modtage Vor Herre så ærbødigt, knælende og på tungen. Må Fr. Bortolis arbejde fremme overvejelser omkring måden, hvorpå Den hellige Kommunion uddeles. Som jeg indledte med, har vi netop fejret 100 året for Fatimaåbenbaringerne, og vi er opmuntret til at vente på Marias Ubesmittede Hjertes sejr, en sejr, der også gælder den sande liturgi.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 22. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-sarah-we-need-to-rethink-the-way-communion-is-distributed

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amerikansk biskop beder om, at man i hans bispedømme begynder at modtage Kommunionen ”knælende og på tungen”

Robert Morlino, der er biskop i bispedømmet Madison i Wisconsin, har bedt hele bispedømmet om (til næste efterår) at begynde at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen for at forøge ærbødigheden for Kristi realpræsens i Eukaristien.

Biskoppen fremsatte sin bøn, som en afslutning på prædikenen den 11. april ved oliemessen, hvor olierne blev indviet, så de i bispedømmets sogne kunne anvendes ved de sakramentale handlinger.

”Jeg vil bede om, at vi sammen har fokus på, at vi viser større ærbødighed, når vi modtager Den hellige Kommunion. Jeg vil bede om, at man tilskynder folk til at modtage Kommunionen knælende og på tungen” sagde han ved afslutningen af sin prædiken.

”Der er ingen tvivl om, at modtagelsen af Kommunion på tungen er forbundet med større ærbødighed. Og samtidig fører dette ikke til en skødesløs adfærd. Jeg vil derfor bede om, at man til efteråret lærer vore elever at modtage Kommunionen på tungen”, tilføjede han.

Indtil 1960 modtog katolikker over hele verden Kommunionen knælende og på tungen. Vanen med at modtage Kommunionen i hånden blev til grundet ulydighed, der har sin rod i Holland. På grund af det omsiggribende misbrug ved at modtage Kommunionen i hånden bevilgede pave Paul VI en pavelig dispensation for denne praksis i 1969 i et brev fra Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Brent King, som er overhoved for bispedømmet Madinson’s kommunikationsafdeling, fortalte LifeSiteNews, at måden, hvorpå man modtager Kommunionen på den traditionelle måde, knælende og på tungen, er med til at forøge en ærbødighed (overfor Gud) grundet den ydre holdning, hvor man med kroppen viser en underdanighed, der korresponderer med den indre holdning, hvor man ydmyger sig for Gud.

I brevet til menigheden i Filippi, skrev Paulus: ”For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig”.

King sagde: ”Hvis vi knæler, viser vi ærbødighed overfor Det, vi rent faktisk tror på, nemlig at Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed er til stede i Hostien”.

Han gjorde det også klart, at ingen vil blive nægtet modtagelsen af Kommunionen, hvis de fortsat ønskede at modtage den i hånden.

Under sin prædiken henviste Morlino til præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, kardinal Sarah’s henvendelse, hvor han gjorde rede for den ”alvorlige troskrise” Kirken befinder sig i på grund af en ”forarmet” liturgi.

Kardinal Sarah sagde, at denne krise, som ikke kun kommer til udtryk på lægmandsniveau også findes blandt præster og biskopper, og som har gjort os blinde for den dybere forståelse af, at den Eukaristiske liturgi, som er identisk med den handling, som blev foretaget en gang for alle af Jesus Kristus, idet offeret på korset blev gjort nærværende på ublodig vis ved Kirken, til enhver tid, alle steder, hos alle folk og nationer.

”Der er ofte en ugudelig tendens til at til at reducere Den hellige Messe til et simpelt og ’hyggeligt’ måltid, en fejring af en profan fest, menighedens fejring af sig selv eller endnu værre en forfærdelig afledning fra smerten over et liv, der ikke længere giver mening eller fra frygten for at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Hans blik afslører – og samtidig forpligter os til med oprigtighed og uforfærdet at anskue det ”grimme”, der er i vores indre. Men Den hellige Messe er ikke en afledning. Den er Kristi levende offer, der døde på korset for at frelse os fra synd og død, og med det formål at åbenbare Gud Faders kærlighed og herlighed”, tilføjede kardinalen.

Biskop Morlino sagde, at mens Den katolske Kirke har udmærket sig i sociale spørgsmål på alle niveauer, har Den undladt at videregive den levende tro til den nuværende – og de kommende generation(er). Han sagde, at dette blev åbenbart af den kendsgerning, at mindre end 25 % af katolikkerne i dag går til Messe.

Som en opfølgning på Sarah’s oplæg, beklagede Morlino, at en ”travlhed” har indsneget sig i liturgien, hvor de fleste ser sig tilskyndet til at skulle ”være aktive” under Messen. Han sagde, at Det Andet Vatikankoncils opfordring til ”actuoso participatio” blandt lægfolket snarere henviser til en ”nærværende” deltagelse snarere end en ”aktiv” deltagelse.

Biskoppen sagde, at det er langt vigtigere for messedeltagerne at grunde over (på et dybere plan), hvad det er, der sker under Messen, nemlig at Gud er til stede med Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Dette burde berøre messedeltagernes sjæle og fylde dem med ærefrygt og undren, men alt for ofte er de troende så travlt optaget (med andet), at de ikke bemærker dette, tilføjede han.

Fr. John Zuhlsdorf, præst i bispedømmet Madison, skrev på sin Fr. Z’ blog, at det, som biskop Morlino her foretager sig er ” det helt rigtige”.

”Det er på tide, at vi, som enkeltpersoner, menigheder, Kirkens samfund, små, store, familier, bispedømmer og nationer, begynder at udvikle en mere alvorlig og transformerende hellig liturgisk tilbedelse”, sagde han.

”Derfor er det, som Biskop Morlino har gjort, det helt rigtige. Han har vist et personligt eksempel. Han har vist lederskab. Han har med klogskab igangsat dette med en indledende fase, hvor der er gjort plads til vejledning og samtale med præster og lægfolk. Det er en stor velsignelse for Den hellige Kirke, at han troligt udfylder sit ”tungtvejende” hverv som biskop. Må hans eksempel blive fulgt op af dem, der (pastoralt) skal tage vare på sjælene”, tilføjede han.

Sidste år, da kardinal Sarah anmodede klerikale om at tage ’ad orientem til sig (at vende sig mod øst under Messen) i adventstiden, var Morlino en af de første biskopper i Kirken til at besvare denne opfordring.

Forud for dette bad Morlino samme år om, at Tabernaklet blev flyttet tilbage til Kirkens centrum i bispedømmets kirker.

Biskop Morlino kom til bispedømmet Madison i 2003. På det tidspunkt blev bispedømmet ofte karakteriseret som værende liberalismens bastion både rent politisk og åndeligt. Der var kun seks præstestuderende, men under Morlino’s lederskab er antallet af præstestuderende blevet seksdoblet frem til 2015.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af og publiceret på LifeSiteNews.com d. 13. april 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-bishop-asks-diocese-to-begin-receiving-communion-on-tongue-while-kneel

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amoris Laetitia og Lumen Gentium:” Halvvejs” ægteskab,”halvvejs” Kirke

Redaktørens bemærkning: Følgende artikel optrådte første gang på Whispers of Restoration. Med forfatterens tilladelse genoptrykker vi den her i en forkortet udgave.

De troende katolikker ønsker en afklaring og opmuntret af ”Filial Correction”, som er forfattet af 62 gejstlige og lægfolk, (og hvor flere medunderskrivere dagligt kommer til) er blevet sendt til pave Frans og netop offentliggjort. Det 25 sider lange dokument gør det klart og giver indsigt i, hvordan man adresserer nogle af de mere alvorlige fejltagelser, der har bredt sig under dette pontifikat. Det, der slog mig mest var den sektion, hvor man fordømmer Martin Luthers vildfarelser, og hvoraf nogle er blevet godkendt (hvis ikke støttet) af pave Frans i sin tid i Peters stol, noget som dels er helt utænkeligt, men som også vil sprede sig i løbet af denne måneds ”mindehøjtideligheder” for Luthers revolution (fejrer vi virkelig dette?).

Det er forståeligt, at dokumentet har rettet et stort fokus på Amoris Laetitia og dermed på spørgsmål, som er knyttet til ægteskab og familieliv. Dokumentet er ikke langt fra at fremkomme med en observation, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med andre steder, og som jeg ønsker at gøre nærmere rede for her.

Ved min første gennemlæsning af Amoris slog det mig, at der var noget sært kendt ved pave Frans formuleringer, og det var som om, at jeg havde stiftet bekendtskab med disse tidligere. Der skulle kun en yderligere og grundig gennemlæsning til (specielt vedrørende det gradvise, værdier etc), før jeg fandt ud af, at dette var den egentlige rammesætning for den pastorale praksis, altså frugten af Lumen Gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske grundlag for Kirken. Continue reading