Category: Eucharist

I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan her løfte sløret for den sande historie om kommunionsmodtagelse i hånden

Don Federico Bortoli er på nuværende tidspunkt præst i sognet Sant´ Andrea Apostolo i Acquaviva i bispedømmet San Marino Montefeltro. Han er yderligere bispedømmets financielle og juridiske overhoved og rådgiver i kirkelige spørgsmål for Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti (Den kristne sammenslutning af iværksættere og ledere). Han er yderligere forsvarer i forbindelse med sager vedrørende ægteskabelige spørgsmål ved Flaminio det kirkelige tribunal i Bologna. Hans bog, La distribuzione della Comunione sulla mano (Kommunionsmodtagelse i hånden) udgivet den 22. februar 2018 er hans doktorafhandling i kanonisk ret. Vi stillede ham en række spørgsmål vedrørende dette vigtige emne.

Spg: Det hoveddokument, der vedrører modtagelsen af Den hellige Kommunion i hånden er en instruktion, Memoriale Domini (herefter forkortet MD) fra den 29. maj 1969 udstedt af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter under direktiv fra Paul VI. Kan du i det væsentlige gøre rede for, hvordan dette dokument blev til, og hvilke direktiver det indeholder?

Svar: Dokumentet blev udarbejdet, fordi man i kølvandet på Vatikan II lod Kommunionsmodtagelse i hånden sprede sig til mange lande. Der var her tale om et liturgisk misbrug, som havde sin rod i de lande, hvor der allerede eksisterede doktrinære problemer vedrørende Den hellige Eukaristi: de lande det drejede sig om, var Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Den Hellige Stol havde ikke haft held med at få stoppet dette misbrug, og man besluttede sig derfor til at rådføre sig med alle biskopperne vedrørende dette spørgsmål. Denne beslutning taget af Paul VI lader os forstå, at det var nødvendigt at få løst dette vigtige problem. Jeg siger dette, fordi der vil være nogle, der vil hævde, at denne problemstilling ikke er betydelig eller blot er af mindre karakter.

Spg: Hvad opnåede man ved at rådføre sig med biskopperne?

Svar: Størstedelen af biskopperne udtrykte modstand mod indførelsen af denne praksis. MD anerkendte mødets resultat og bekræftede, at den universelle norm for kommunionsmodtagelse er på tungen, og samtidig blev der fremlagt tungtvejende grunde for netop denne praksis. Man blev samtidig enige om, at biskopkonferencerne de steder, hvor det liturgiske overgreb allerede fandt sted, kunne anmode om en indult (lat. indulgentia: gunstbevisningen. Der er tale om en pavelig dispensation fra kirkeloven) for Kommunionsmodtagelse i hånden, hvis biskopperne på stedet vel og mærke kunne opnå et to tredjedelsflertal, for at denne praksis skulle være en tilgængelig mulighed.

Spg: Bekræfter MD dermed, at de to måder, hvorpå man kan modtage Kommunionen, ikke kan sidestilles?

Svar: Ja absolut. I min bog undersøger jeg hele tekstgrundlaget i instruktionen, og når man læser det grundigt igennem, er man ikke i tvivl om, at den traditionelle og universelle norm i Kirken for Kommunionsmodtagelse er på tungen, netop fordi denne norm ” er grundlagt på en århundredgammel tradition, men især fordi den udtrykker og signalerer de troendes ærbødige respekt overfor Den hellige Eukaristi”. Ydermere ”undgår man den fare, der er for at vanhellige de Eukaristiske partikler”. Dokumentet sidestiller ikke de to måder for kommunionsmodtagelse. Kommunionsmodtagelse på tungen er det, der anbefales og betragtes, som den mest passende måde at modtage Kommunionen på, mens Kommunionsmodtagelsen i hånden tillades, forudsat, at der tages hensyn til visse forholdsregler, såsom at man kontrollerer om fragmenter af Hostien findes i håndfladen.

Spg: Et andet aspekt i instruktionen, som du fremhæver i din bog, er det faktum, at det ikke var meningen, at indulten skulle gives til alle, der efterspurgte den, men at den var beregnet for de biskopkonferencer i de områder, hvor det liturgiske misbrug allerede åbenlyst florerede.

Svar: Nemlig, der blev givet mulighed for, at man de steder, hvor det liturgiske misbrug (Kommunionsmodtagelse i hånden) allerede gjorde sig gældende, kunne fremsætte en begæring. Indulten var ikke tiltænkt de steder, hvor problemet ikke var eksisterende. Men hvad skete der egentlig? I begyndelsen fulgte man den fastsatte procedure, herefter fremsatte praktisk talt alle bispedømmer en anmodning og modtog en indult, det gjaldt også de steder, hvor der slet ikke var grundlag for at indhente en sådan. Kardinal Knox, som var præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, efterkom i flere tilfælde anmodninger fra andre biskopkonferencer. Det er en kendsgerning, at kardinal Knox i sin fortolkning af MD var alt for lemfældig.

Spg: I din bog bemærker du, at Paul VI gennem statssekretær kardinal Villot i januar 1977 bad kardinal Knox om at give ham en vurdering af situationen vedrørende tildelingen af indulter, og hvordan det blev effektueret, men også for at kontrollere, om der efter at indulten var blevet udstedt, kunne spores misbrug og vanhelligelse, og om de troende havde udvist mindre hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Men det syntes, som om kardinal Knox bagatelliserede omfanget af problemerne på området.

Svar: Paverne, først Paul VI og derefter Johannes Paul II, var meget opmærksomme på problemet takket være rapporteringen fra kardinal Bafile (præfekt for Kongregationen for hellig- og saligkåringsprocesser fra 1975 til 1980). Til trods for dette fortsatte kardinal Knox sin hidtidige fremgangsmåde. Paul VI bad kardinal Knox om ikke at foretage en evaluering af forslagene fra kardinal Bafile, men han blev bedt om at overveje, hvordan de konkret kunne bringes til anvendelse. Disse forslag var i det væsentlige en suspension af bevillingen af den nye indult, og her er det vigtigt at huske på, at Kommunionsmodtagelse i hånden er en praksis, der ikke anbefales fra Kirkens side, og der hvor indulten ikke var blevet givet, betragtedes Kommunionsmodtagelse i hånden som et misbrug.

Spg: Hvad, der faktisk skete, var, at alt dette begyndte med en artikel i L’Osservatore Romano, som var skrevet af Fr. Annibale Bugnini i 1973, som handlede om, at den nye praksis blev betragtet som værende bedre og mere tro mod den gamle måde at modtage Kommunionen på.

Svar: Tanken med MD var at legitimere det liturgiske misbrug de steder, hvor det ikke var muligt at få det fjernet, men det var stadig nødvendigt at formidle en katekese relateret til tekstmaterialet i instruktionen, en katekese, der kunne fremhæve fordelene ved at modtage Kommunionen på tungen samt den risiko, der var forbundet med den nye praksis, in primis (først og fremmest), spredningen af fragmenter fra Hostien. Katekesen var ikke tænkt til at skulle fremme Kommunionsmodtagelsen i hånden, men på en vis måde afskrække folk fra at benytte denne fremgangsmåde, dog uden at fremsætte et egentligt forbud. Den dag i dag, omtaler man stadig Kommunionsmodtagelsen i hånden som værende den bedste og mest troværdige måde set i relation til den praksis, man gjorde brug af i den første Kirke samt den liturgiske reform efter Vatikan II. I bogen har det været vigtigt at få fremhævet at Sacrosanctum Concilium ikke nævner dette med et ord. Det gør heller ingen af de efterfølgende dokumenter, og man finder det heller ikke fremhævet i det nye Romerske Missale, kun i Memoriale Domini, som understreger det ved at benytte formuleringen indult. Det står klart, at Bugninis artikel udstak en retningslinje, som lå langt fra det, der fremgik af tekstmaterialet fra koncilet (Vatikan II).

Spg: Efter MD er der ikke yderligere eksplicitte dokumenter, der har fokus på dette emne. Hvordan stiller Kirken sig i dag til praksis for Kommunionsmodtagelsen?

Svar: Et eksempel på et dokument, som er af ekstraordinær karakter, og som jeg lader optræde i appendix, er udarbejdet af biskop Bialasik fra Oruro. Dette dokument bekræfter helt tydeligt, at Kommunionsmodtagelse på tungen er Kirkens universelle norm, det som MD også fastslår. Derfor er Kommunionsmodtagelse på tungen den universelle norm i Kirken, mens Kommunionsmodtagelse i hånden opnås ved en indult, der er altså tale om en undtagelse. En anden meget vigtig reference, som gør sig gældende udover MD er Redemptionis Sacramentum punkt 92, som omtaler, at den troende har ret til at modtage Kommunionen knælende og på tungen.

Spg: Der er også behov, for at der gives katekese til børn vedrørende dette emne, så de lærer, hvordan man på den rette måde modtager Kommunionen, det vil sige på tungen.

Svar: Det er korrekt. Man bør gøre det klart, at Kommunionsmodtagelse på tungen er den bedste måde, og hvis nogen skulle ønske at modtage Kommunionen i hånden, må man være påpasselig og gøre det med stor forsigtighed. Som præst kan jeg ikke forbyde Kommunionsmodtagelse i hånden, men jeg kan fraråde folk at gøre brug af denne praksis, og forklare dem hvorfor denne fremgangsmåde er uhensigtsmæssig og dermed give en katekese til eftertanke og dannelse vedrørende modtagelsen af Den hellige Kommunion. Det bør dog også fremhæves, at samme Redemptionis Sacramentum i punkt 91fastslår, at ”hvis der optræder risiko for vanhelligelse, skal Den hellige Kommunion ikke uddeles i hånden på de troende”.

Spg: Du retter fokus på et andet aspekt, som er meget vigtigt, nemlig det, at får en biskopkonference bevilget en indult, er dette ikke ensbetydende med, at den enkelte biskop er pålagt at implementere den.

Svar: Dette er et andet meget væsentligt aspekt, som må frem i lyset. Får en biskopkonference bevilget en indult indebærer dette ikke, at den enkelte biskop skal bringe den til anvendelse i alle sogne i sit bispedømme. Denne forudsætning gør det ganske enkelt muligt for den enkelte biskop at afgøre, om indulten overhovedet skal implementeres. I Italien skete der faktisk det, at man handlede helt modsatrettet, idet man antog, at bevillingen af indulten til den italienske biskopkonference var en blåstempling af, at man i alle sogne i Italien nu kunne modtage Den hellige Kommunion i hånden. Men det var som sagt en fejl. Hver biskop skulle på selvstændig basis kunne afgøre om indulten skulle implementeres og på hvilken måde. Biskoppen af bispedømmet Oruro udstedte for eksempel et dekret i januar 2016, hvor han forbyder Kommunionsmodtagelse i hånden i hele sit bispedømme. En sådan handling kan foretages af enhver biskop. Anvender man samme logiske konsekvens, at uden et dekret fra hver biskop der fremsætter et ønske om at tage imod indulten, der er blevet bevilget biskopkonferencen, er Kommunionsmodtagelse i hånden ikke tilladt. Heller ikke biskop Laise i Argentina accepterede indulten. Han blev af de andre biskopper anklaget for ikke at være i enhed med dem. Han fremlagde sagen for Den hellige Stol, som lod det stå klart, at han handlede indenfor sine biskoppelige beføjelser.

Spg: Din bog er særdeles værdifuld, fordi den indeholder materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort.

Svar: Uden tvivl er det største og vigtigste bidrag til bogen, det materiale, der er udarbejdet af Fondo Ghiglione, og som ikke før er blevet publiceret, og som beskriver de dynamikker, der muliggjorde introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden. Bogen indeholder yderligere brevmateriale samt rapporter, der er blevet send til og fra den Romerske Curias departementer og Den hellige Stol. Frem for alt er størstedelen af den kommunikation, der er at finde i bogen, blevet udarbejdet af kardinal Domenico Balfile, som først var apostolisk nuntius (pavestolens ambassadør i et land), og som har opholdt sig et af de steder, hvor det liturgiske misbrug var mest fremherskende, og han tog notits af alle de problemer, der var opstået i den forbindelse, og senere blev han præfekt for Kongregationen for hellig – og saligkåringsprocesser. I bogen undersøger jeg hans breve til Paul VI og Johannes Paul II, og de viser, hvor bekymret han var over den store udbredelse af Kommunionsmodtagelse i hånden, samt de problemer der var fulgt i kølvandet på implementeringen af denne praksis. Der blev også fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs.

Den største bekymring, kardinalen havde, var spredningen af fragmenter af Hostien, som praktisk talt er uundgåelig ved Kommunionsmodtagelsen i hånden, og videre var han også bekymret for, om denne praksis ledte til en mindre andægtig holdning overfor Det Eukaristiske Sakramente, og at det yderligere svækkede troen på realpræcens.

Både Paul VI og Johannes Paul II var meget taknemmelige for rapporterne fra kardinal Bafile. Dette finder man bevis for hos pave Johannes Paul II, der publicerede brevet fra Dominicae Cenae den 24. februar 1980, hvor han meget klart tilkendegav, ”at det var beklageligt, at manglen på respekt overfor de Eukaristiske partikler var så stor”, når det handlede om Kommunionsmodtagelse i hånden. En måned senere tog Johannes Paul II den alvorlige og vigtige beslutning, at suspendere udstedelsen af nye indulter med den begrundelse, at bevilling af indulter i et fremtidigt perspektiv ikke skulle være mulig, men senere den 3. april 1985 blev praksis genoptaget.

Spg: Måske har muligheden for at indhente en indult fungeret som en kattelem for den nye praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden, også selvom Paul VI meget tydeligt gjorde rede for Kirkens lære omkring Kommunionsmodtagelse, og videre gjort det klart, at der var en begrænsning i forhold til udstedelsen af indulter, men den blev ikke overholdt.

Svar: I virkeligheden var muligheden for at indhente en indult måske et svaghedstegn. I en sektion i bogen berører jeg Kirkens autoritet, og hvor det er min hensigt at vise, at fordi man imødekom anmodningerne om indulter i så stort et omfang, er vi havnet i den situation, der er åbenbar for alle. Hvis der bare havde været åbenhed for flertallet af biskopper, der var imod at præsentere muligheden for Kommunionsmodtagelse i hånden, så kunne det måske have set anderledes ud.

Det er vigtigt at huske på, at det må være højeste prioritet, at beskytte Hostien bedst muligt, så partikler ikke spredes, og at Den ikke profaneres på anden måde, der tydeligt fremmes af den nye måde at modtage Kommunionen på. Johannes Paul II lærer i sin encykliske skrivelse Ecclesia de Eucharistia,”at vi ikke kan udvise for megen omhu i forhold til dette mysterium” (nr. 61). Dette udsagn er altafgørende.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/

communion-hand-true-story

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Julen er katolsk

Protestanterne har ikke forstået hele meningen med julen

I en sand økumenisk ånd samt med Barmhjertighedens år i tankerne, lad mig så formulere det på følgende måde, at de, der er protestanter, ikke har forstået hele meningen med julen. Ja, det er rigtigt, Den Kirke (den katolske) jeg er en del af, er pænhedens Kirke (Church of Nice), og den er økumenisk og helt igennem barmhjertig, når det handler om at forkynde sandheden for dem, der befinder sig i mørket, og det er der, hele problemet ligger.

Protestantismen er kendetegnet ved, at den afviser Eukaristien, ligesom jødedommen nu er kendetegnet ved, at den afviste Kristus. Hvad har Eukaristien at gøre med Jesu fødsel? Det Allerhelligste Sakramente er ganske enkelt målet for Jesu fødsel. Det evige Ord, der kommer fra evigheden, holder Sit indtog i historien og bliver kød for at bringe Sig selv som offer, for at genopstå og derved bringe os det selvsamme opstandne Legeme til at spise og Blod til at drikke, så vi kan gå fra denne verden til evigheden. Ingen jul, ingen hellig Kommunion, og hvis Den hellige Kommunion ikke eksisterer, er der ikke noget, der viser hen til julen. ”Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer” (Joh 6: 53).

En ikke-katolsk jul er lidt ligesom at møde op til en fødselsdagsfest og ignore fødselaren. Det hele passer sammen. Den hellige Kirke, som er vores Moder, lader kirkeklokkerne ringe for denne julehøjtid, og lader Sin første tilbedelsesakt være midnatsmessen på denne hellige dag. Ved denne dags begyndelse leder Kirken os umiddelbart til målet for- og afslutningen på julen ved at give os Livets Brød, som blev født i ”brødets by”, som er det Bethlehem oversættes til.

Vor Herres lille barnekrop blev lagt i et trug, en krybbe, et spisested for dyr, og dette var et billede på det, Han skulle blive en dag, nemlig kilden til den guddommelige føde for dem, der vil følge Ham. Hvilken herlighed, hvilken skønhed og hvilken sandhed! Det, at alt dette blev virkelighed, og vi kan fordybe os i det, er julens glæde. Der er faktisk det, der er kilden til den katolske glæde og ikke blot nogle overfladiske afslappede og hyggelige betragtninger.

Det centrale, med at Den anden Person i Den hellige Treenighed kom til verden, gjorde det muligt for os at kunne modtage Ham i Den hellige Kommunion. Det, der startede med, at et lille barn blev lagt i et trug, en krybbe, blev gjort med henblik på, at Gud for os blev føde, som fører os til evigheden. Enhver katolik, og specielt dem i Kirkens hierarki, der har indflydelse og lederskab, og som ikke forkynder denne sandhed til ikke-katolikker eller tager teten i forhold til at fortælle om denne Kirkens skat, gør sig skyldige i stor synd mod barmhjertigheden og forvrænger det, der er den virkelige økumeni.

Deres falske barmhjertighed stammer ikke fra et ønske om at elske deres næste, men er rodfæstet i egoisme. De er ganske enkelt bange for at forkynde hele sandheden, fordi de frygter menneskers reaktioner mere end Guds vrede. Det, at man ”skjuler” skatten i Himlen ved at undlade at sige sandheden, er en direkte fornærmelse mod fredens Fyrste, fordi man ganske enkelt ødelægger den plan, som Himlen har lagt, og i stedet samarbejder med den onde.

Det onde forsøgte gennem Herodes at slå det barn ihjel, som en dag ville nære verden (med sig selv). De, som er i Kirken, der afholder andre fra, der har behov for det, at få kendskab til det glade budskab, kan betegnes som vor tids Herodes.

Bekendtgør Herrens herlighed, som englene gjorde det overfor hyrderne, der om natten sad vagt ved deres dyr. Det er kun godt, hvis de, der hører dette budskab, bliver meget bange, for det er frygtindgydende, når man forstår dets betydning. Dette glade budskab var som allerede nævnt så frygtindgydende, at satan rent faktisk ønskede at slå Det ihjel. Efter at englene havde forladt hyrderne, gik disse mod Bethlehem for at se Det Tegn, som englene havde forkyndt: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe” (Luk 2: 12).

De gik hen for selv at se dette Tegn, som englen havde talt om. Kirken og de, der tjener Hende, bør gøre det samme, kom og se Tegnet, se Barnet, der er klædt i brødets og vinens skikkelse, Det ligger på alteret. Det, at undlade at forkynde sandheden for dem, der har behov for at høre den, er en stor undladelsessynd. Og I taler om at være en ond person, der stjæler julens glæde fra de små.

Julens glade budskab er ikke kun begrænset til Vor Herres fødsel, men også til at Hans folk bliver født på ny, ved at de spiser Hans Legeme og drikker Hans Blod. Kristus kom fra Himlen for at bringe os tilbage til Faderen. Næringen, altså det brød, der skal til på denne rejse (tilbage til Faderen) er Jesu Kristi Legeme, og det er til dem, der har forberedt sig på den rette måde.

” … ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14: 6). Dette er det centrale ved julen.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. december 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/christmas-is-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man beskæftiger sig med misbrugskrisen, genopdager man formålet med præsteskabet

Midt i det, der føles som en uendelig og stadig tiltagende krise, hvor præster har foretaget seksuelle overgreb, kan nogle katolikker blive fristet til at rette skyldsspørgsmålet mod den traditionelle måde at betragte præstedømmet på, et aspekt, de ikke har den nødvendige forståelse for. Efter min mening er problemet ikke, at vi anerkender vores klerikale for den position, de er blevet givet af Gud, men at vi betragter deres kald, som et ordinært 8-16 job, fremfor en hellig mission, de er blevet kaldet- og ordineret til af Gud.

Løsningen på denne overgrebskrise er ikke at fjerne det centrale i præstekaldet, men at forny det, så det bliver renset for de laster, der har tilstødt det i løbet af en bestemt historisk periode. Den tid, vi lever i, er blevet ødelagt af den seksuelle revolution i 1968, en betragtning, som pave Emeritus Benedikt XVI fremkom med for nylig i sit brev vedrørende misbrugskrisen. Man kan tilføje, at den tid, vi lever i, også er blevet ødelagt af egalitarisme, horisontalisme og sekularisme, en giftig kombination, der hindrer klerikale, der finder behag i den, at stræbe efter- og glæde sig over den åndelige ophøjethed samt selvopofrelse, der er en del af deres kald.

Præstens position er i Vesten blevet anerkendt i næsten 2000 år, men er gradvist i løbet af de sidste par århundreder blevet nedtonet til noget, der ikke har officiel status eller hellighedens og præstelighedens skær over sig. De fleste af de præster, jeg omgikkes i min ungdom, havde en administrativ rolle, hvor de stod for sognets kommunikation med offentligheden, var værter ved middage, stod for fundraising samt andre lignende opgaver, og hvor de havde overdraget ansvaret for liturgisk planlægning og endda Kommunionsuddelingen til lægfolket, en opgave, som ret beset er betroet præstens indviede hænder. Man kan med rette spørge: hvad er det sket med præsten, denne Guds repræsentant, så mystik og majestætisk?

Prøv for et øjeblik at overveje hvordan de antitraditionelle tendenser, hvis bitre frugt vi fortsat lider under, har påvirket præstens rolle i sognet, samt den måde han anskuer de pligter, der følger af det, han er kaldet til. Der bør ikke herske nogen tvivl om, at præster bør agere som hyrder, lærere og overhoveder for at reflektere deres guddommelige rollemodel, for der er ingen tvivl om, at folk i alle aldre har behov for hyrder, lærere, rollemodeller og ledere. Det klart vigtigste sted, hvor præsten kan udføre disse pligter, er som skriftefader, hvor han kan tilgive syndere deres skyld og føre dem til hellighed, og ved fejringen af den hellige liturgi, hvor han kan forene de troende med de fantastiske og livgivende Kristi mysterier.

Den forkerte opfattelse, som hersker blandt katolikker, at liturgien handler om, at menigheden er samlet for at synge og være sammen, devaluerer præstens egentlige rolle og formål og reducerer ham til en aktør, der fremmer aktivitetsniveauet, der er planlagt den pågældende søndag formiddag. Men hvorfor skal det være præstens opgave? Det er svært at finde et argument for, at en anden person i menigheden ikke kunne påtage sig varetagelse af de administrative opgaver, der knytter sig til søndagens Højmesse. Den utilitaristiske reduktionisme har sin del af skylden for, at nogle katolikker ihærdigt og vidt og bredt taler om ”kvindelige diakoner”. Jeg tør vædde på, at hvis kvindelige diakoner blev involveret i arbejdet omkring den højtidelige latinske liturgi, som varer i et par timer, ville de ikke være nyttige i dette arbejde, (for tingene skal i deres optik ordnes i al hast, så vi kan komme videre med andre ting).

Når troens mysterier og tilbedelsen af Gud skubbes i baggrunden, og når Kristi lære og Hans Kirke skænkes meget lidt opmærksomhed, og ingen mere gør brug af bodens sakramente, så mister præsten sin eksistensberettigelse. Hvis mennesket egentlig ikke er en synder, hvorfor har det så brug for den sakramentale absolution? Hvis mennesket ikke er kaldet til at arbejde med frygt og bæven på sin frelse, hvorfor har det da brug for Livets Brød? Når det ikke drejer sig om sult. Det er ikke underligt, at Fr. pastor synes, at dagene er ensformige. Han er ikke længere overhoved og giver ikke lægedom og føde til sjælene ved Den inkarnerede Gud.

Efter at have taget del i en hurtig og intetsigende Messe i det sogn, jeg tilhører, slog det mig, hvorfor præstedømmet i visse dele af verden bliver mere ligegyldigt: præsten er ikke længere den, der leder, lærer fra sig og helliggør. Det, der gør, at han har en eksistensberettigelse, er, at han frembærer Messeofferet for Gud på menighedens vegne, og den opgave skubbes i baggrunden. Overtager katolikker i et stort omfang den protestantiske opfattelse af præstedømmet, tilintetgøres det ordinerede præsteskab. Hvis menigheden er, som progressive liturger mener den egentlige celebrant, og præsten kun er en repræsentant, der udfører arbejdet for dem, er han blot en herliggjort lægmand, som har den misundelsesværdige ”ære” at bære en farvestrålende beklædningsgenstand og sidde på en træudskåret trone. Selvfølgelig er ikke attraktivt at leve i cølibat og blive sat op på en pedestal i en tid, hvor alt det, der er godt måles i forhold til kødeligt begær og bekvemmelighed. I manglen på åndelig stræben genereres alligevel en ”trang” efter det, der er helligt, og derfor er det ikke overraskende, at vi uophørligt må lytte til højlydte røster, der agiterer for gifte præster.

Vi bør ikke være blinde for årsagen til, at protestanterne straks afviste cølibatet i det 16. århundrede. Hvis præsteskabet ikke er blevet indstiftet af Kristus, for at verden kunne have et stort antal ”alter Kristus’er”, og man i stedet udvælger visse mennesker til vedvarende at udføre det hellige arbejde, som Den evige Ypperstepræst udfører, da er der intet grundlag for at skelne mellem lægfolk og præster, eller at der skulle være noget særligt ved det at være præst. Protestanterne vidste fra starten, at en menighedsbaseret forståelse af Kirken eliminerer både den hierarkiske struktur i Kirken og Messeofferet. I en menighed, hvor alle er ligeværdige, vejledes og helliggøres den enkelte ved inspiration fra Helligånden.

Misbrugskrisen og den konstante agiteren for cølibatets afskaffelse, synes overordnet set at være to modsatrettede størrelser, men i realiteten er de to sider af samme sag, for de udspringer nemlig begge af, at man har forkastet mysteriet, der ligger i, at præsten er lig Kristus og samtidig har tilsidesat det heroiske og åndelige i dette hans specielle kald, som er ment, som en velsignelse for hele Kirken. Hvis vi ønsker gode og hellige præster og mange af dem, er det eneste, vi kan gøre at genskabe en traditionel katolicisme, som værdsætter præstedømmet som det, dette kald betinger. Alt andet vil kun afføde mere af det, vi allerede kender til, nemlig misbrug, det være sig af kriminel eller ubevidst karakter.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-dealing-with-abuse-crisis-means-rediscovering-the-purpose-of-priesthood

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vores åndelige reaktion på skandaler og overgreb

Jesus sagde til sine disciple: ”Det kan ikke undgås, at der kommer fald, men ve den, der bliver årsag til det” (Luk 17: 1). ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16: 33).

I de seneste måneder er der aldrig i forbindelse med Den katolske Kirke blevet talt så meget om et ord på to stavelser: Skandale, et ord, der er forbundet med bitterhed, og det, der er ubeskriveligt. Det er, som om verden, kødet og djævelen, som er de sekulære mediers talerør, jubler i kor over, at de har været i stand til at fjerne mange menneskers fokus fra Kristus vor Konge ophøjet på korset og mod den afgrundsdybe sump af menneskets svaghed og synd, herunder ikke blot stanken fra de synder, der er begået af klerikale, men også synder som ambition, løgnagtighed og kujonagtig adfærd blandt visse biskopper.

I modsætning til det paver nogle gange kan få sagt på deres dårlige dage, bør vi på ingen måde ignorere beskyldninger om ondskab bedrevet af biskopper, som om de kom fra djævelen. Alt for mange skrankepaver har grebet dette an ved at forsøge på at overbevise sig selv om, at det ikke var så slemt, som det så ud til, eller at det ikke havde nogen egentlig betydning, man har sagt, at det er ukristent at boltre sig i bagvaskelsens mudder eller fremsætte injurier.

Jeg tror dog, at vi bør se på den ondskab, der er omkring os og isoleret i os i lyset af korset. Det er alene Vor Herre Jesus Kristus, der kan give os styrken til at møde en ondskab af en sådan størrelsesorden og overvinde den. I Hans sandhed ser vi vore synder, i Hans kærlighed ser vi vor frigørelse, i Hans nåde finder vi konstant den hjælp, vi har behov for. Han er Den eneste, som kan bringe hver eneste af os til sand omvendelse for vore synder og læge os. Dette er således den måde, hvorpå vi håndterer skandaler på kristen vis: når vi ønsker at bede for biskopper eller kardinalers omvendelse og frelse med henblik på, at retfærdigheden i Kirkens regi må ske fyldest.

Her er noget, som er nødvendigt at adressere til alle kristne og især dem, hvis tro rokkes på grund af skandaler: det grundlæggende mirakel eller det mirakuløse for Den katolske Kirke er ikke Hendes fuldkommenhed, men Hendes eksistens.

Det er sandt, at Den hellige Moderkirke viser os et utal af eksempler på stor hellighed hos helgenerne, de er blot åbenbaringer af, hvad Kirken er kaldet til at være og med garanti blive til, og det er ikke et demokratisk tværsnit af, hvad Hun egentlig er. Det, der er forbløffende, er, at noget sådant som Kirken eksisterer i den faldne verden, som et åndeligt tempel hvori Guds evige liv deles med mennesket, og hvor Gud i sandhed bliver vores ved velsignet nåde, og hvor Guds Lam bliver føde for os i Eukaristien. I Kirken er der grunde nok til, at man kan undre sig i uendelig mange stunder. Ondskab nedtoner og reducerer Kirken i vor midte, men den kan aldrig udslette det mirakel, at Hun eksisterer eller giver de gaver, Hun ønsker til menneskeheden og gøre dem mindre fantastiske og prægtige, end de er.

Aldrig har noget menneske talt sådan” siger Evangeliet om Jesus (Joh 7: 46). Jeg har tit fortalt mine studerende, at jeg er kristen, fordi jeg er forelsket i Jesus Kristus ”Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2: 20), og jeg er romersk-katolsk, fordi der ikke er nogen anden måde, hvor man kan være sikker på at have Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, bortset fra at tilhøre det kommunitet Han grundlagde og gøre brug af alle de midler (sakramenterne), Han betroede det.

Når jeg ser de synder, der er i mig, og jeg ser det fordærv, der er omkring mig selv i toppen af Kirkens hierarki, siger jeg med Simon Peter: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6: 68). Ingen kan ændre på Hans ord, ej heller på det løfte Han giver med Sin død og opstandelse, heller ikke nåden, Han giver til den nedbrudte. Det er det, der bringer mig fred og glæde, hvis jeg blot stopper op og genkalder mig, hvad Jesus har gjort og gør for mig og for så mange andre, der stræber efter at følge Ham

Kun hvis jeg bliver en helgen, kan jeg gøre en forskel for enhver, der enten er udenfor eller indenfor Kirken, og den eneste måde hvorpå man bliver en helgen, er at blive et med Jesus på korset. Vi står under korset med Maria og Johannes i det smertelige øjeblik, hvor alt håb synes ude, da Kristus dør i smerte og udånder, og stormen begynder. Selv efter opstandelsen er Kirken tilstede og forlader ikke korsets fod. Bruden må lide på samme måde, som brudgommen led, hvis Hun fuldt ud skal dele den sejr, som Han vandt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 17. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/our-spiritual-response-to-scandals-and-abuses

(Oversat af Morgens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Eukaristisk tilbedelse er et af de bedste svar på overgrebskrisen

Som en reaktion på uroen i den katolske Kirke har det lokale sogn, hvor jeg kommer, indført en hellig time for soning hver fredag fra kl. 18 – 19. Første gang var sidste fredag på dagen for Korsets ophøjelse. Da jeg knælede og så på Vor Herre i monstransen, fornemmede jeg en enorm fred, og jeg vidste qua min tro, at Han for altid er Hovedet for Kirken, Den, der er den altid trofaste brudgom og Den, der for altid vil herske og dømme alle. Han holder Kirken i Sine hellige og ærværdige hænder, ligesom en hostie, der er parat til at blive opofret, og enhver af os kan være nærværende for Ham, hvis vi ønsker det, da Han altid er nærværende for os.

Jeg spurgte Ham om, hvorfor Han tillader, at Kirken blive tynget under den enorme vægt af synd, utroskab, forræderi og snavs. Hans tilstedeværelse, Hans stilhed i styrken og befalingen, Hans uforgængelige kærlighed var et svar, der var langt bedre, end nogen ord, og jeg vidste, at Han opfordrede mig til at have en større tro, tillid og være mere oprigtig i min bøn. Selvom det er godt at bede (senere i løbet af timen med Eukarististisk tilbedelse) litaniet til Jesu Allerhelligste Hjerte samt en række bønner og sange, var det bedste for mig i denne time, den stille tilbedelse. ”Jeg så på Ham, og Han så på mig”. Der, hvor Herren er, der er løftet om sejr over alle ondskabens magter.

På dette tidspunkt i historien skyller nyhederne ind over os fra alle sider, og langt de fleste er dårlige, fordi det, der er ekstremt skandaløst og ren ondskab, når det bliver åbenbaret i sin afstumpede kompleksitet og godkendes af og sværges troskab til af Kirkens hierarki, de, der skulle vejlede os til hellighed eller være vores rollemodeller i forhold til hellighed, derfor findes der ikke noget bedre for nogen af os, end at vi forpligter os til at deltage i en hellig time hver uge. Det kan være, at man er i en situation, hvor man skal hjælpe og sørge for andre, man kan have en travl hverdag samt uendelig mange gøremål, men det bør ikke have nogen betydning, thi dette er, hvad vi bør gøre for vores Kirke, for vores klerikale og for os selv, fordi det rent ud sagt er fornuftigt.

De mennesker, der ikke allerede er bekendt med at tage del i Eukaristisk tilbedelse, vil undre sig: Hvad skal jeg foretage mig under tilbedelsen? Skal man medbringe en bønnebog eller litteratur med åndeligt indhold eller min rosenkrans?

Selvfølgelig kan man medbringe disse ting og gøre brug af dem, hvis det er det, man ønsker. Men den bedste ting man kan gøre er at være i stilhed foran Herren og ære Ham med sin opmærksomhed, og tale til Hans hjerte og lade Ham røre dit hjerte. Jeg holder meget af dette uddrag fra Fr. Willie Doyle, SJ (marts 1873 – 16. august 1917), en katolsk præst med helgentræk, som blev dræbt på slagmarken i 1. verdenskrig, mens han gjorde sin pligt som feltpræst. Han skriver:

Prøv at varme dig i Guds kærlighedssol, det gør du ved at knæle ned foran tabernaklet ganske som, hvis du sætter dig ned for at nyde det varme solskin, du foretager dig ikke noget bortset fra at elske Ham, men forstå dette og i løbet af den tid, hvor du sidder ved Hans fødder, og især når det er tørt og koldt, falder nåden på din sjæl, og du vokser hurtigt i hellighed.

Jeg mener, at den bedste bøn, man kan gøre brug af, er at knæle ned i stilhed og lade Jesus strømme ind i ens sjæl.

I en af de bøger som hører til mine favoritter, In Sinu Jesu: When Heart Speaks to Heart – The Journal of a Priest in Prayer, siger Herren noget, som ligner det, der er beskrevet i uddraget ovenfor:

Det er nok for Mig, at du opsøger Mig og forbliver i stilhed i Mit nærvær og er tilfreds med at være sammen med Mig. Jeg har ikke brug for dine tanker eller ord. Det er nok for mig, at du bringer Mig et tilbedende hjerte fyldt med kærlighed og taknemmelighed for Mit nærvær i Det allerhelligste Sakramente. … For dig er der ikke noget mere gavnligt. Du må bruge tid på at være tæt på Mit Eukaristiske Hjerte. I Mit nærvær giver Jeg det til din sjæl, som Jeg ønsker, at du skal have samt alt det, Jeg ønsker, at du skal have viden om. Du er nok ikke klar over dette, mens det sker, men senere vil du erfare frugten og virkningen af den tid, du har været i Min nærhed. … Det er, hvad Jeg ønsker af dig: tid du har ”spildt” i Mit nærvær. Tid, der er blevet givet til Mig for Min skyld.

Det er det, Vor Herre venter på: et tegn fra os, et umiskendeligt tegn, at vi elsker Ham for Hans skyld og over alt. Når mange af os beslutter os for at elske Ham på netop den måde, med hele vort sind, med hele vort hjerte, med hele vores sjæl og med al vor styrke, kan vi være sikre på, at nye strømme af nåde flyder ind i Kirken.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 21. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-eucharistic-adoration-is-one-of-the-best-responses-to-abuse-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Viannay kontra de falske præster

(Artiklen, som man finder nedenfor, er skrevet af Julia Meloni, som er skribent for OnePeterFive, LifeSiteNews og CrisisMagazine. Hun har her valgt at benytte et forfatterteknisk greb, som man finder i C.S. Lewis’ bog ”The Screwtape Letters” fra 1942 (på dansk ”Fra Djævelens Blækhus”). Bogens tema er en brevveksling mellem dæmonerne Screwtape og Wormwood (Fangearm og Malurt).

Screwtape (Fangearm) er en professortype ved helvedets lærestol i fristelser, og Wormwood (Malurt) er den unge nyuddannede, der skal forsøge at friste et menneske til at fjerne sig fra Gud, så det kan komme i helvedet. I brevene fungerer Screwtape som en mentorskikkelse for den unge dæmon, så der er sikkerhed for, at dennes ”patient”, går den rigtige vej, det vil sige mod helvede.

Det er i den ånd, man skal læse denne artikel.

God fornøjelse)

Forord:

Jeg vil ikke nærmere gøre rede for, hvordan de følgende to breve er kommet i min besiddelse. Jeg vil blot fremhæve, at deres indhold på forunderlig vis trækker en række tråde til den debat, der aktuelt foregår omkring den kommende Amazonassynode.

Det første brev.

Kære Malurt!

Jeg er ganske foruroliget over at erfare, at din arbejdsindsats overfor præsterne er en aktivitet, du har nedprioriteret. Det er, som om du antager, at de befinder sig på niveau med vores andre patienter (mennesker), altså som om, at der ikke kræves en yderligere arbejdsindsats i den åndelige kamp rettet mod dem. Jeg vil derfor i dette brev bestræbe mig på mere udførligt at redegøre for præsteskabet, og hvor meget vi (dæmoner) foragter det, hvor meget vi afskyr det, og hvordan vi planlægger at angribe det.

Vidste du, at netop i denne måned (den 4. august) fejrer fjenden sit præsteskabs største pralhals Skt. Johannes Marie Viannay (1786-1859)? Da denne afskyelige skabning, som ung engang spurgte om den primære egenskab hos en præst, modtog han følgende svar: en præst er et menneske, der dør så meget fra sig selv, at han blot er En, nemlig Jesus Kristus.

Denne skabning døde så sandelig fra sig selv dagligt, og det til trods for alle vores anstrengelser. Han fastede i flere dage og holdt sig i live ved at spise kartofler, der var groet skimmel på. Han lærte sin flok (menighed), at de skulle afsky synd, som slår Den gode Gud ihjel og myrder sjælen og sone deres synder med forfærdelige bodshandlinger. Han var en rollemodel i forhold til at vise en brændende kærlighed for Eukaristien, hvor han (spontant) kunne udbryde: ”Oh smukke liv”, blot ved at tænke på Den.

Fordi han agerede sådan, gjorde vi (dæmoner) alt for, at han skulle lide så meget så muligt. Én af fjendens præster sammenfatter det på følgende måde:

”Vianney Vianney! Du, som spiser kartofler. Åh, er du stadig i live! Jeg skal nok for ordnet dig”. Der lød en raslen, og møbler blev væltet rundt. Den (dæmonen) brummede som en bjørn og snerrede som en hund, og når den talte, gjorde den det på en lokal dialekt(.) …

Til tider havde han fornemmelsen af, at ånden/ånderne bevægede sig hen over ham som rotter i løb, og andre gange forsøgte de (dæmonerne) at smide ham ud af sengen. Andre nætter forekom madrassen, der var fyldt med strå, ham, som den rene silke, og en stemme sang en vuggesang eller en søvndyssende melodi. Den næste morgen ankom præsten til Messen bleg og chokeret. I 1826, hvor han begiver sig mod Saint–Trivier for at holde en prædiken, ændrede omgivelserne, han befandt sig i fuldstændig karakter. Det var, som om luften var præget af et ildevarslende blik, og de vækster, der var i vejkanten, fik et skær af en rød farve, som om de var ved at visne bort. Da han ankom til sit bestemmelsessted for at begynde sin mission, beretter fire øjenvidner samstemmende, at de så hans seng blive skubbet rundt i rummet og efterfølgende placeret midt i rummet, og alt dette skete under skingre hyl (.)…

Da han på et tidspunkt har sin søster på besøg, og hun også hører lyde, beroliger han hende med følgende ord, som ikke ligefrem virker beroligende: ”det er djævelen, men han kan ikke gøre dig noget. Alt det, han gør, er rettet mod mig, og han forsøger at ramme mig på mange forskellige måder. Nogle gange tager han mig ved fødderne og slæber mig rundt i rummet. Han gør alt dette mod mig, fordi jeg ganske enkelt omvender sjæle til Den gode Gud” (1).

Jeg fortæller dig alt dette for at minde dig om det, vi virkelig hader. Vi hader præstens askese og renhed, som han opofrer for menneskers synd. Vi hader hans overjordiske fokus, hans øje for den verden, der ligger udover denne og hans vidnesbyrd om det evige liv. Vi hader den magt, han har til med kærlighed at få sjæles blik rettet mod Eukaristien, som Han er med til at virkeliggøre. Kan du ikke forstå, at de tiltag og angreb, vi foretog imod denne Vianney, (som vi virkelig hadede) var nyttesløse? Som én af os, der havde besat en kvinde, snerrede ad ham: ”hvis der blot var tre af din slags, ville mit rige blive ødelagt. Du har frarøvet mig mere end 80.000 sjæle”.

Derfor min kære Malurt, må du aldrig undervurdere den magt, præsten har til at fravriste os sjæle, sjæle, der skulle have været i vores varetægt.

Jeg ser frem til at høre nærmere om din fornyede indsats imod disse rædselsfulde fjender.

Din hengivne onkel

Fangearm

Det andet brev.

Kære Malurt!

Jeg blev ganske opmuntret over at erfare, at du ønsker mere specifik viden om de taktikker, vi benytter mod præsteskabet. Der er mange, og de er snu og snedige.

Vi befinder os i en krig, hvor det er vores målsætning at udskifte den type præst, som Skt. Johannes Marie Viannay var, en glorværdig præst, med en karikatur af en præst. Denne formulering, en karikatur af en præst, stammer fra én af fjendens egne biskopper, som har benyttet den til at beskrive de typer, f.eks folk, der foretager socialt arbejde, NGO’er, socialister, specialister indenfor økologi og grøn bæredygtighed og kvindelige præster, der vil forsøge at overtage præstedømmet og på den måde skabe en sekterisk bevægelse. Vi befinder os i en krig, hvor det er vores mål at gøre præsteskabet til en karikatur af sig selv, og vi vil ganske enkelt latterliggøre det.

En af fjendens kardinaler beklager, at så mange sjæle forlader Kirken på samme måde, som hvis de opgav deres medlemskab af en hvilken som helst sekulær organisation. Der er tale om et egentligt frafald, og folk forlader Kirken uden den mindste bekymring for det, de er i færd med. De tror, at det at forlade Kirken er på linje med det at opsige sit medlemskab i en forening. Denne kardinal advarer også om, at de, der søger at fremme ordinationen af kvinder, ”betragter Kirken, som en sekulær organisation og begår den fejltagelse ikke at betragte ordinationen, som værende guddommeligt indstiftet”. Han advarer om, at ethvert forsøg på at muliggøre ordinationen af kvinder ikke har nogen gyldighed og med andre ord det, vi her forsøger på, er at latterliggøre præsteskabet.

Bemærk, også det denne fjende siger om cølibatet:

En kirke, der slet og ret fungerer som en menneskestyret organisation med sekulære målsætninger, og som har opgivet det, den blev indstiftet til, nemlig at være Kristi mellemmand i forhold til frelsen, og som desuden har mistet fornemmelsen for den transcendente og eskatologiske forbindelse til Den Herre, der skal komme igen. Den Herre, der af egen fri vilje valgte cølibatet ”for Himmerigets skyld” (Matt 19: 12), eller for at Han kunne ”stå(r) fast ved sit forsæt …” (1 Kor 7: 37). Cølibatet ser man nu på med forlegenhed, som noget mærkværdigt, som den enkelte skal frigøres fra hurtigst muligt. I bedste fald kan cølibatet tillades for mennesker, der er lidt særegne, hos hvem det kan fungere som en masochistisk form for selvfornægtelse.

Cølibatet, der er et fond af nåde, og som vi virkelig hader, bliver nu latterliggjort og sammenlignet med masochisme, og som noget primitivt man foretog sig i middelalderen. Forstår du, min kære Malurt, vi underminerer det overnaturlige ved Kirken og hindrer nåden i at flyde gennem Kirken ved helt enkelt at svække præsteskabet. Vianney sagde engang: ”ønsker man at ødelægge en religion (her den katolske), gør man det ved at rette sit angreb mod præsten, fordi, der hvor der ingen præst er, er der intet (Messe)offer, og der hvor (Messe)offeret ikke eksisterer, er der ingen religion (katolicisme)”.

Det er ikke vores hensigt at efterlade folk uden en præst, men med en præst, der er en karikatur af sig selv. En præst, der er en karikatur af sig selv, er ikke en asket, er ikke djævelens fjende og overhoved for en latterlig religion uden et kors, en liturgi og det evige liv. Der er her tale om en religion, der ødelægger sig selv, eller en politisk ideologi, der er blevet til en religion. Jeg vil benytte en udtalelse fra én af fjendens folk, ærkebiskop Fulton Sheen, der snart bliver kanoniseret. Han sagde følgende: ”Vi skal lade deres tegneseriereligion, som er funderet i økologi og politik, dræbe enhver ubetydelig trang, folk måtte have for den rigtige katolicisme”.

Må dette brev tilskynde dig til at forøge din indsats mod disse arvtagere til Vianney

Din hengivne onkel

Fangearm

PS: En sidste bemærkning, min kære Malurt: Kan du ikke fornemme, at der er noget i luften, Tingene accelerer nu mod en afslutning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vianney-counterfeit-priests

Noter

(1): Dette citat stammer fra Fr. George Rutlers The Curé D’Ars Today: Saint John Vianney.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)