Category: Eucharist

Kommunionen modtaget i hånden

Modtagelse af Kommunionen i hånden er anerkendt af pavestolen, som en mulighed, der gælder i USA og i mange andre lande, herunder Italien. Det følgende er vigtige udsnit af disse dokumenter, som danner grundlag for denne praksis.

I de følgende dokumenter er citaterne hentet fra:

Notitiae (Not): Den officielle journal for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Acta Apostolicae Sedis (AAS): Den officielle optegnelse over den autoriserede lære samt lovdekreter, der er blevet offentliggjort.

Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter meddeler ”En reponse a la demande” (Et svar på henvendelsen) til lederne af de biskoppelige konferencer, som ønsker en pavelig dispensation for modtagelse af Kommunionen i hånden, d. 29. maj 1969: AAS 61 (1969) 546-547, note 5 (1969) 351-353.

Som svar på Deres biskopkonferences anmodning om at uddele Kommunionen ved at lægge Hostien i de troendes hænder, ønsker jeg at fremsætte følgende. Pave Paul VI henleder opmærksomheden på instruktionen Memoriale Domini af den 29. maj 1969, hvis formål er at bevare den traditionelle praksis. Han har samtidig taget bestik af de (fremlagte grunde) for at imødekomme Deres forespørgsel samt afstemningens udfald vedrørende denne sag. Paven giver sin tilladelse til, at hver eneste biskop med forsigtig dømmekraft og efter grundig overvejelse af samvittigheden iværksætter denne nye måde at uddele Kommunionen på. Man bør søge at undgå, at dette skaber for store omvæltninger for de troende, men også undgå, at fremme en ikke ærbødig adfærd over for Sakramentet. Følgende normer bør derfor respekteres. (Dette bør fremhæves: Man må spørge sig selv, om denne betingelse nogensinde er blevet imødegået).

1.      Den nye praksis, hvorpå Kommunionen uddeles, må ikke indføres på en sådan måde, at den udelukker den traditionelle praksis. Det er af stor vigtighed, at de steder, hvor man på et legitimt grundlag indfører denne praksis også tillader muligheden for, at de troende kan modtage Kommunionen på tungen, selvom andre (troende) modtager Den i hånden. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de to former for Kommunionsmodtagelse må fungere side om side under Messefejringen. Et dobbelt formål gælder her: At intet i den nye ”måde” at uddele Kommunionen på virker forstyrrende på den enkelte (Messedeltagers) individuelle hengivenhed overfor Eukaristien, og at dette Sakramente som i sig selv er kilden og grundlaget for enhed ikke bliver årsag til uoverensstemmelser de troende imellem.

2.      ”Måden”, hvorpå man modtager Kommunionen i hånden, må ikke implementeres på en tilfældig måde. Eftersom dette berører den enkeltes tilgang (til det at modtage Kommunionen), er denne modtagelsesform tæt forbundet, med hvorledes den enkelte anskuer og forbereder sig til Kommunionsmodtagelsen. Det er derfor tilrådeligt, at (den nye) ”måde” introduceres gradvist i begyndelsen i mindre grupper, hvor de troende er blevet velforberedte samt i en sammenhæng, der er egnet til (netop) dette. Frem for alt er det nødvendigt, at der foretages en introduktion af ”måden” (hvorpå dette håndteres), som kommer efter en grundig katekese, således, at de troende har en klar forståelse af, hvilken betydning det har, at man modtager Kommunionen i hånden, og dermed vil gøre det med den ærbødighed, man skylder dette Sakramente. Katekesen må undgå enhver antagelse om, at det er Kirkens hensigt at slække på troen på den Eukaristiske tilstedeværelse og samtidig (må katekesen) imødegå enhver situation, hvor Eukaristien kan udsættes for en vanhelligelse.

3.      Den praksis, der nu bliver mulig for de troende, hvor de kan modtage det Eukaristiske brød i hånden for derefter anbringe det i munden, må ikke give anledning til, at man blot betragter Det (Eukaristiske brød), som (et) ganske almindeligt brød eller en ordinær religiøs genstand.

I stedet skal denne (nye) ”måde” være med til at forøge (hos de troende) en bevidsthed om den værdighed, den enkelte har, som en del af Kristi mystiske Legeme, det Legeme, den (troende) blev en del af gennem dåben og den Eukaristiske nåde. Denne (nye ”måde”) må også forøge den sublime virkelighed, som Herrens Legeme og Blod er, og som de (troende) berører med deres hænder. Den enkeltes holdning samt ærbødighed skal afspejle det, de troende (i denne sammenhæng) gør.

4.      Med hensyn til måden hvorpå (den nye) praksis implementeres: Kan en mulig model være den traditionelle fremgangsmåde, som foreskriver den præstelige funktion, hvor en præst eller diakon lægger hostien i kommunikantens hånd. Alternativt kan man (på legitimt grundlag) gøre brug af en mere enkel procedure, nemlig at give tilladelse til, at de troende selv tager Hostien fra ciboriet eller patena. De troende skal have konsumeret Hostien, før de vender tilbage til deres plads. Kommunionsuddelerne skal benytte den gængse formulering: Kristi Legeme, og kommunikanten svarer: Amen (Bemærk, at man fra Roms side senere har forbudt, at kommunikanten selv tager Hostien).

5.      Uanset hvilken procedure man vælger at gøre brug af, skal man være omhyggelig med, at ingen partikler fra det Eukaristiske brød falder ved siden af (patena) eller på anden måde bliver spredt. Denne omhu omfatter også kommunikanterne, da disse bør have rene hænder, og endelig må de enkelte dele i implementeringsprocessen (af denne ”måde”) tilpasses lokale forhold.

6.      I tilfælde af at Kommunionen fremstår i begge skikkelser (brød og vin), er det ikke tilladt at lægge en Hostie, der er blevet dyppet i Herrens Blod i kommunikantens hænder.

7.      Biskopper, der tillader implementeringen af denne (nye) ”måde” at modtage Kommunionen på, bedes efter seks måneder aflægge en tilbagemelding til denne Kongregation, (Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter) om tingenes tilstand.

Bemærk: Følgende er en ”oversigt over dekreter” (Notitiae) hvori (forskellige) biskopkonferencer har besluttet, at denne ny praksis kan tages i brug og specifikt vil blive foretaget i henhold til følgende engelsktalende biskopkonferencer (som optræder i AAS og Notitiae):

Sydafrika, den 3. februar 1970

Canada, den 12. februar 1970

Rhodesia (Zimbabwe), den 2. oktober 1971

Zambia, den 11. marts 1974

New Zealand, den 24. april 1974

Australien, den 26. september 1975

England og Wales, den 6. marts 1976

Papua Ny Guinea, den 28. april 1976

Irland, den 4. september 1976

Pakistan, den 29. oktober 1976

USA, den 17. juni 1977

Skotland, den 7. juli 1977

Malaysia og Singapore, den 3. oktober 1977

 

Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruktionen Immensae caritatis, om at gøre Kommunionsmodtagelsen lettere under visse omstændigheder, den 29. januar 1973: AAS 65 (1973) 264-271; note 9 (1973) 157-164.

4 del. Hengivenhed og ærbødighed overfor Eukaristien er det vigtigste, når det handler om Kommunionsmodtagelse i hånden.

Siden instruktionen Memoriale Domini for tre år siden (blev fremlagt), har nogle biskopkonferencer anmodet Vatikanet om tilladelse til at lade Kommunionsuddelere uddele det Eukaristiske brød til de troende, som modtager det i hånden. Den selvsamme instruktion (Memoriale Domini) indeholder (også) en påmindelse om, at Kirkens love og kirkefædrenes skrivelser fuldt ud fremkommer med vidnesbyrd om en stor ærbødighed over for – samt en yderst stor forsigtighed i forbindelse med Eukaristien, og at det fortsat må være sådan. Specielt, når det drejer sig om måden at modtage Kommunionen på, viser erfaringen, at visse forhold kræver en særlig opmærksomhed.

Der må hos Kommunionsuddeleren og modtageren, når der er tale om modtagelse af Hostien i hånden, være ekstra opmærksomhed på, om Hostien (ved modtagelsen) afgiver partikler.

Ved indførslen af Kommunionsmodtagelse i hånden må dette følges op med relevant instruktion eller en egentlig katekese, som inddrager den katolske lære om Kristi realpræsens i begge skikkelser (brød og vin) samt den rette ærbødighed, der bør vises dette sakramente.

De troende må forstå, at Jesus Kristus er Herre(n) og Frelser(en), og derfor er den tilbedelse eller latria, der hører Gud til også berettiget Kristus, der er til stede i dette sakramente. De troende må også instrueres i, at man efter Kommunionsmodtagelsen ikke undlader at fremkomme med en oprigtig og passende taksigelse (overfor dette sakramente), men dog efter hvad den enkelte evner.

Endelig, for at de troendes adgang til dette himmelske bord må være af værdig og frugtbar karakter, må de (troende) instrueres i, hvad (dette sakramente) gør og skaber, ikke bare for den enkelte, men også i et større perspektiv, så det bånd, der på familiær vis binder de troende til Faderen, der giver os ”det daglige brød”, afspejler den allerstørste ærbødighed for Ham, styrker kærligheden og fører os til at leve sammen med Kristus – Hvis Kød og Blod, vi får del i.

Pave Paul VI godkendte denne instruktion og bekræftede den med sin myndighed og stadfæstede tidspunkt dens offentliggørelse.

Kirken kan med sin autoritet tillade, det der før (i andre århundreder) frit blev praktiseret, og som i sig selv ikke står i modsætning til troen, men det er ikke det, der er det vigtigste her. Hvis et misbrug har spredt sig, og det er i modstrid med Kirkens ånd, som den (ånden) er udtrykt i dokumenter i Rom og videre står i modsætning til den hengivenhed, der blev udtrykt i den første Kirke, hvor Kommunionen også blev modtaget i hånden, så kan Rom til enhver tid tilbagekalde en tilladelse, hvis der er tale om misbrug (af sakramentet).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Colin B. Donovan for EWTN og er publiceret på EWTN. Den kan læses på: https://www.ewtn.com/expert/answers/communion_in_hand.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Truth About Communion in the Hand While Standing

The practice of receiving Holy Communion in the hand first began to spread in Catholic circles during the early 1960s, primarily in Holland. Shortly after Vatican II, due to the escalating abuses in certain non-English speaking countries (Holland, Belgium, France and Germany), Pope Paul VI took a survey of the world’s bishops to ascertain their opinions on the subject. On May 28, 1969 the Congregation for Divine Worship issued Memoriale Domini, which concluded: “From the responses received, it is thus clear that by far the greater number of bishops feel that the present discipline [i.e., Holy Communion on the tongue] should not be changed at all, indeed that if it were changed, this would be offensive to the sensibility and spiritual appreciation of these bishops and of most of the faithful.” After he had considered the observation and the counsel of the bishops, the Supreme Pontiff judged that the long-received manner of ministering Holy Communion to the faithful should not be changed. The Apostolic See then strongly urged bishops, priests and the laity to zealously observe this law out of concern for the common good of the Church.

More

Kardinal Sarah: Den udbredte praksis med Kommunion i hånden er en del af satans angreb på Eukaristien

Præfekten for den afdeling i Vatikanet, der fører tilsyn med liturgi(forvaltning), opfordrer de troende til at vende tilbage til den praksis, hvor man modtager Kommunionen på tungen og knælende.

I forordet til en ny bog vedrørende dette emne skriver kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter: ”Det snigende djævelske angreb består i at forsøge at fjerne troen på Eukaristien ved at ”så” fejlfortolkninger samt en upassende måde at modtage Kommunionen på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter”.

Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie” sagde han.

Den nye bog, hvis forfatter er Don Federico Bortoli, blev udgivet i Italien med overskriften: ”Uddeling af Kommunionen i hånden: En historisk, juridisk og pastoral gennemgang” (La distribuzione della comunione sulla mano. Profili storici, giuridici e pastorali).

Med udgangspunkt i 100 året for Fatimaåbenbaringerne, skriver Sarah, at fredsenglen, som viste sig for de tre hyrdebørn forud for Den hellige Jomfrus åbenbaring ”viser os hvordan, vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod”. Hans Eminence redegjorde for de overgreb, hvorved Jesus i dag bliver krænket i Den hellige Eukaristi, som også omfatter den ”såkaldte ’Interkommunion’”.

Sarah fortsatte med at overveje, hvordan troen på realpræcens ”kan påvirke måden, hvorpå vi modtager Kommunionen og omvendt”, og han foreslår pave Johannes Paul II og Moder Teresa, som moderne helgener, Gud har givet os, og som vi kan efterligne i forhold til den ærbødighed, de havde overfor – samt måden hvorpå de modtog Den hellige Kommunion.

”Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden?”, spørger præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter. Måden hvorpå Den hellige Eukaristi gives og modtages,” er et vigtigt spørgsmål, som Kirken i dag bør reflektere grundigt over”, skriver han.

Med tilladelse fra La Nouva Bussola, hvor forordet først blev offentliggjort, bringer vi (LifeSiteNews) vor læsere her nedenfor et sammendrag af kardinal Sarahs tekst.

***

Forsynet, som ordner alt på en klog og blid måde, har givet os bogen: The Distribution of Communion on the hand, skrevet af Federico Bortoli, kort efter at vi har fejret 100 året for Fatima åbenbaringerne. Før Jomfru Maria for første gang viste sig i foråret 1916, viste fredens engel sig for Lucia, Jacinta og Francisco og sagde til dem: ”Frygt ikke, jeg er fredens engel. Bed med mig”. (…) I foråret 1916 da englen for tredje gang åbenbarede sig, erfarede børnene, at englen, som altid var den samme (engel), i sin venstre hånd holdt en kalk, over hvilken en Hostie svævede. (…) Han gav Den hellige Hostie til Lucia og Blodet i kalken til Jacinta og Francisco, som blev liggende på knæ, og sagde: ”Spis og drik Jesu Kristi Legeme og Blod, udsat for ubeskrivelige overgreb af utaknemmelige mennesker. Gør bod for deres overgreb og trøst Jeres Gud”. Englen kastede sig i støvet og gentog den samme bøn tre gange sammen med Lucia, Jacinta og Francisco.

Derfor viser Fredsenglen os, hvordan vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod. Soningsbønnen, der blev givet af englen, er overhovedet ikke forældet. Men hvad er det for nogle overgreb, Den Eukaristiske Jesus udsættes for, som vi må sone? For det første, er der overgrebene mod selve sakramentet: Den forfærdelige vanhelligelse som ex-satanister, der har omvendt sig (detaljeret) har berettet om. Ugudelige Kommunioner, som ikke modtages i nådens stand eller som modtages af dem, der ikke bekender sig til den katolske tro (jeg henviser her til de specielle former for Kommunionsmodtagelse, der går under definitionen ”Interkommunion”), kan også betegnes som overgreb (på Kommunionen). For det andet er alt det, der afskærer (den gode frugt), som udgår fra Sakramentet, specielt de vildfarelser, der finder vej til de troende, så de ikke længere tror på Eukaristien, er et overgreb på vor Herre. At de forfærdelige overgreb, der finder sted ved de såkaldte ”sorte messer” ikke direkte skader Den, der er i Hostien, er forkert, og at der kun sker skade på brødet og vinen.

Selvfølgelig lider Jesus for dem, som vanhelliger Ham, for det er også for dem, Han udgød Sit blod, som på en så ynkelig og grusom måde foragter (det Han gjorde for dem). Men Jesus lider (endnu) mere, når den ekstraordinære gave, som Hans guddommelige og menneskelige Eukaristiske tilstedeværelse ikke kan bringe dens kraftige effekt frem til de troendes sjæle. Og derved forstår vi, at det mest snigende og ondskabsfulde angreb består i, at forsøge på at eliminere troen på Eukaristien ved at sprede fejlagtigheder og en ikke passende måde at modtage den (Kommunionen) på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter: Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie. Måden, hvorpå dette bliver gjort, følger to spor: Det første er en reduktion af begrebet ”realpræcens”. Mange teologer fortsætter med at håne eller afvise udtrykket ”transubstantion” til trods for læreembedets stadige henvisning(er) hertil (…).

Lad os nu se på, hvordan troen på realpræcens kan indvirke på måden, vi modtager Kommunionen og vice versa. At modtage Kommunionen i hånden resulterer uden tvivl i en spredning af fragmenter. I modsætning hertil er opmærksomheden på selv de mindste krummer, omhu i forbindelse med rengøringen af de hellige skåle og ikke at berøre Hostien med fugtige hænder viser, at man virkelig tror på Jesu realpræcens selv i de mindste dele af Den konsekrerede Hostie: Hvis Jesus er substansen i det Eukaristiske brød, og de enkelte dele kun er brød, gør det ingen forskel, hvor store eller små disse dele af Hostien er! Substansen er den samme! Det er Ham! I modsætning hertil, hvis vi ikke skænker dette opmærksomhed, mister vi vort fokus på dogmet. Lidt efter lidt vil vi tænke:” Hvis sognepræsten ikke er opmærksom på fragmenterne, og hvis han håndterer Kommunionsuddelingen på en sådan måde, at fragmenterne vil blive spredt, så betyder det, at Jesus ikke er i dem eller at Han kun er i dem, til et bestemt tidspunkt.

Den anden måde, hvorpå Eukaristien angribes, er ved at fjerne fornemmelsen for det hellige blandt de troende. (…) Udtrykket ”transubstantion” betegner tilstedeværelsen, og fornemmelsen for hellighed åbner op for et glimt af det helt specielle og hellige. Hvilken ulykke, at vi mister sansen for det hellige i Det Allerhelligste! Og hvordan er det muligt? Ved at modtage speciel føde på samme måde som almindeligt føde. (…)

Liturgien består af mange små ritualer og sædvaner, hver af dem udtrykker på hver deres måde holdninger fyldt med kærlighed, barnlig respekt og tilbedelse af Gud. Det er netop derfor, at det er hensigtsmæssigt at fremme skønheden, en passende og pastoral tilgang, som er blevet til gennem Kirkens lange tradition, det vil sige, at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Menneskets storhed og dets ædelhed såvel som dets ypperste udtryk for kærlighed til dets Skaber består i at knæle for Gud. Jesus selv knælede, mens Han bad til Faderen. (…)

Jeg vil derfor fremhæve to eksempler på helgener i vor tid: Skt. Johannes Paul II og Skt. Teresa fra Calcutta. Hele Karol Wojtylas liv var præget af en dyb respekt for Den hellige Eukaristi. (…) Selvom han var udmattet og ikke havde den kraft, der skulle til (…) knælede han altid foran Det Allerhelligste. Han var ikke i stand til at knæle og holde sig oprejst, uden at nogen hjalp ham. Han havde behov for andre til at bøje hans knæ og hjælpe ham op. Han ønskede indtil det sidste at være et levende vidnesbyrd på ærbødighed overfor Det Allerhelligste. Hvorfor er vi så stolte og ufølsomme overfor det tegn, som Gud selv giver os for at nære vor åndelige udvikling, og som en forbundethed med Ham? Hvorfor følger vi ikke helgenernes eksempel og modtager Den hellige Kommunion knælende? Er det virkelig så ydmygende at bøje sig og knæle for Vor Herre Jesus Kristus? Og dog: ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. (Fil 2: 6-8).

Skt. Moder Teresa fra Calcutta, et helt ekstraordinært ordensmenneske, som ingen turde betragte som traditionalist, fundamentalist eller ekstremist, og hvis tro på – og totale hengivenhed til Gud og de fattige er almenkendt, havde respekt for – og tilbad fuldt og helt Jesu Kristi Legeme. Det er klart, at hun hver dag rørte ved Jesu ”Legeme” i arbejdet med dem, der havde det meget dårligt, led, og som var de fattigste af de fattige. Og dog afholdt Moder Teresa sig fra at berøre dettranssubstantierede Jesu Legeme. I stedet tilbad hun Ham og beskuede Ham i stilhed, hun lå længe på knæ foran – og bøjede sig for Jesus i Eukaristien. Desuden modtog hun Den hellige Kommunion i munden, som et lille barn, der ydmygt lader sig ”bespise” af sin Gud.

Denne helgen blev meget trist og fandt det smertefuldt at erfare, at kristne modtog Den hellige Kommunion i hånden. Desuden sagde hun, at så vidt hun vidste, modtog alle søstrene Kommunionen på tungen. Er dette ikke den formaning, som Gud selv retter til os: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Egypten. Luk munden op, så skal jeg fylde den” (Sl 81:11).

Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden? Hvorfor vil vi opretholde en holdning, hvor vi udtrykker manglende underdanighed overfor dette Guds tegn? Ve den præst, der bruger sin autoritet til at afvise – eller nedgøre dem, der ønsker at modtage Kommunionen knælende og på tungen. Lad os som børn træde frem og ydmygt modtage Kristi Legeme knælende og på tungen. Helgenerne er det eksempel, vi bør følge, når vi modtager det, Gud giver os!

Men hvordan kom det så vidt, at praksis med at modtage Kommunionen i hånden blev så almindelig? Svaret finder vi hos Don Bortoli, som har arbejdet med dokumenterende materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort. Dette materiale er af ekstraordinær karakter i forhold til validitet og omfang. Der er tale om proces, der var alt andet end klar, et skifte fra det instruktion Memoriale Domini fremlagde og det, som er en udbredt praksis i dag (…) Desværre, som det hændte med det latinske sprog, er det ligeledes gået med den liturgiske reform. Der er ikke er foregået en homogen udvikling i samklang med den tidligere ritus, men derimod er en tilladelse blevet benyttet til at ”dirke låsen op”, så man har kunnet åbne døren på vid gab for at kunne gennemtvinge og udtømme det værn, der sikrede Kirkens liturgiske skatte. ”Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej” (Visd 10:10) ikke under noget påskud. Udover de teologiske motiver, der er redegjort for ovenfor, synes det som om, måden hvorpå at denne praksis (Kommunion i hånden) har bredt sig, er noget, man er blevet narret til, og som ikke er overensstemmende med Guds veje.

Må denne bog opmuntre præster og de troende, som er blevet tilskyndet af det eksempel, som Benedikt XVI har givet, hvor han de sidste år af sit pontifikat ønskede at uddele Eukaristien til den knælende kommunikant og på tungen. Han ønskede at uddele eller selv modtage Eukaristien på netop denne måde, som er den rette set i relation til netop dette sakramente. Jeg håber, at man vil genopdage og fremme skønheden – og den pastorale omsorg forbundet med denne måde (at uddele og modtage Kommunionen på). Min mening er – og jeg tror, at dette spørgsmål er af så stor vigtighed, at Kirken bør overveje det nøje. Dette er videre en form for tilbedelse og kærlighed, vi hver især kan give til Jesus Kristus. Jeg er meget tilfreds med at opleve, at så mange unge ønsker at modtage Vor Herre så ærbødigt, knælende og på tungen. Må Fr. Bortolis arbejde fremme overvejelser omkring måden, hvorpå Den hellige Kommunion uddeles. Som jeg indledte med, har vi netop fejret 100 året for Fatimaåbenbaringerne, og vi er opmuntret til at vente på Marias Ubesmittede Hjertes sejr, en sejr, der også gælder den sande liturgi.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 22. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-sarah-we-need-to-rethink-the-way-communion-is-distributed

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amerikansk biskop beder om, at man i hans bispedømme begynder at modtage Kommunionen ”knælende og på tungen”

Robert Morlino, der er biskop i bispedømmet Madison i Wisconsin, har bedt hele bispedømmet om (til næste efterår) at begynde at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen for at forøge ærbødigheden for Kristi realpræsens i Eukaristien.

Biskoppen fremsatte sin bøn, som en afslutning på prædikenen den 11. april ved oliemessen, hvor olierne blev indviet, så de i bispedømmets sogne kunne anvendes ved de sakramentale handlinger.

”Jeg vil bede om, at vi sammen har fokus på, at vi viser større ærbødighed, når vi modtager Den hellige Kommunion. Jeg vil bede om, at man tilskynder folk til at modtage Kommunionen knælende og på tungen” sagde han ved afslutningen af sin prædiken.

”Der er ingen tvivl om, at modtagelsen af Kommunion på tungen er forbundet med større ærbødighed. Og samtidig fører dette ikke til en skødesløs adfærd. Jeg vil derfor bede om, at man til efteråret lærer vore elever at modtage Kommunionen på tungen”, tilføjede han.

Indtil 1960 modtog katolikker over hele verden Kommunionen knælende og på tungen. Vanen med at modtage Kommunionen i hånden blev til grundet ulydighed, der har sin rod i Holland. På grund af det omsiggribende misbrug ved at modtage Kommunionen i hånden bevilgede pave Paul VI en pavelig dispensation for denne praksis i 1969 i et brev fra Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Brent King, som er overhoved for bispedømmet Madinson’s kommunikationsafdeling, fortalte LifeSiteNews, at måden, hvorpå man modtager Kommunionen på den traditionelle måde, knælende og på tungen, er med til at forøge en ærbødighed (overfor Gud) grundet den ydre holdning, hvor man med kroppen viser en underdanighed, der korresponderer med den indre holdning, hvor man ydmyger sig for Gud.

I brevet til menigheden i Filippi, skrev Paulus: ”For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig”.

King sagde: ”Hvis vi knæler, viser vi ærbødighed overfor Det, vi rent faktisk tror på, nemlig at Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed er til stede i Hostien”.

Han gjorde det også klart, at ingen vil blive nægtet modtagelsen af Kommunionen, hvis de fortsat ønskede at modtage den i hånden.

Under sin prædiken henviste Morlino til præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, kardinal Sarah’s henvendelse, hvor han gjorde rede for den ”alvorlige troskrise” Kirken befinder sig i på grund af en ”forarmet” liturgi.

Kardinal Sarah sagde, at denne krise, som ikke kun kommer til udtryk på lægmandsniveau også findes blandt præster og biskopper, og som har gjort os blinde for den dybere forståelse af, at den Eukaristiske liturgi, som er identisk med den handling, som blev foretaget en gang for alle af Jesus Kristus, idet offeret på korset blev gjort nærværende på ublodig vis ved Kirken, til enhver tid, alle steder, hos alle folk og nationer.

”Der er ofte en ugudelig tendens til at til at reducere Den hellige Messe til et simpelt og ’hyggeligt’ måltid, en fejring af en profan fest, menighedens fejring af sig selv eller endnu værre en forfærdelig afledning fra smerten over et liv, der ikke længere giver mening eller fra frygten for at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Hans blik afslører – og samtidig forpligter os til med oprigtighed og uforfærdet at anskue det ”grimme”, der er i vores indre. Men Den hellige Messe er ikke en afledning. Den er Kristi levende offer, der døde på korset for at frelse os fra synd og død, og med det formål at åbenbare Gud Faders kærlighed og herlighed”, tilføjede kardinalen.

Biskop Morlino sagde, at mens Den katolske Kirke har udmærket sig i sociale spørgsmål på alle niveauer, har Den undladt at videregive den levende tro til den nuværende – og de kommende generation(er). Han sagde, at dette blev åbenbart af den kendsgerning, at mindre end 25 % af katolikkerne i dag går til Messe.

Som en opfølgning på Sarah’s oplæg, beklagede Morlino, at en ”travlhed” har indsneget sig i liturgien, hvor de fleste ser sig tilskyndet til at skulle ”være aktive” under Messen. Han sagde, at Det Andet Vatikankoncils opfordring til ”actuoso participatio” blandt lægfolket snarere henviser til en ”nærværende” deltagelse snarere end en ”aktiv” deltagelse.

Biskoppen sagde, at det er langt vigtigere for messedeltagerne at grunde over (på et dybere plan), hvad det er, der sker under Messen, nemlig at Gud er til stede med Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Dette burde berøre messedeltagernes sjæle og fylde dem med ærefrygt og undren, men alt for ofte er de troende så travlt optaget (med andet), at de ikke bemærker dette, tilføjede han.

Fr. John Zuhlsdorf, præst i bispedømmet Madison, skrev på sin Fr. Z’ blog, at det, som biskop Morlino her foretager sig er ” det helt rigtige”.

”Det er på tide, at vi, som enkeltpersoner, menigheder, Kirkens samfund, små, store, familier, bispedømmer og nationer, begynder at udvikle en mere alvorlig og transformerende hellig liturgisk tilbedelse”, sagde han.

”Derfor er det, som Biskop Morlino har gjort, det helt rigtige. Han har vist et personligt eksempel. Han har vist lederskab. Han har med klogskab igangsat dette med en indledende fase, hvor der er gjort plads til vejledning og samtale med præster og lægfolk. Det er en stor velsignelse for Den hellige Kirke, at han troligt udfylder sit ”tungtvejende” hverv som biskop. Må hans eksempel blive fulgt op af dem, der (pastoralt) skal tage vare på sjælene”, tilføjede han.

Sidste år, da kardinal Sarah anmodede klerikale om at tage ’ad orientem til sig (at vende sig mod øst under Messen) i adventstiden, var Morlino en af de første biskopper i Kirken til at besvare denne opfordring.

Forud for dette bad Morlino samme år om, at Tabernaklet blev flyttet tilbage til Kirkens centrum i bispedømmets kirker.

Biskop Morlino kom til bispedømmet Madison i 2003. På det tidspunkt blev bispedømmet ofte karakteriseret som værende liberalismens bastion både rent politisk og åndeligt. Der var kun seks præstestuderende, men under Morlino’s lederskab er antallet af præstestuderende blevet seksdoblet frem til 2015.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af og publiceret på LifeSiteNews.com d. 13. april 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-bishop-asks-diocese-to-begin-receiving-communion-on-tongue-while-kneel

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amoris Laetitia og Lumen Gentium:” Halvvejs” ægteskab,”halvvejs” Kirke

Redaktørens bemærkning: Følgende artikel optrådte første gang på Whispers of Restoration. Med forfatterens tilladelse genoptrykker vi den her i en forkortet udgave.

De troende katolikker ønsker en afklaring og opmuntret af ”Filial Correction”, som er forfattet af 62 gejstlige og lægfolk, (og hvor flere medunderskrivere dagligt kommer til) er blevet sendt til pave Frans og netop offentliggjort. Det 25 sider lange dokument gør det klart og giver indsigt i, hvordan man adresserer nogle af de mere alvorlige fejltagelser, der har bredt sig under dette pontifikat. Det, der slog mig mest var den sektion, hvor man fordømmer Martin Luthers vildfarelser, og hvoraf nogle er blevet godkendt (hvis ikke støttet) af pave Frans i sin tid i Peters stol, noget som dels er helt utænkeligt, men som også vil sprede sig i løbet af denne måneds ”mindehøjtideligheder” for Luthers revolution (fejrer vi virkelig dette?).

Det er forståeligt, at dokumentet har rettet et stort fokus på Amoris Laetitia og dermed på spørgsmål, som er knyttet til ægteskab og familieliv. Dokumentet er ikke langt fra at fremkomme med en observation, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med andre steder, og som jeg ønsker at gøre nærmere rede for her.

Ved min første gennemlæsning af Amoris slog det mig, at der var noget sært kendt ved pave Frans formuleringer, og det var som om, at jeg havde stiftet bekendtskab med disse tidligere. Der skulle kun en yderligere og grundig gennemlæsning til (specielt vedrørende det gradvise, værdier etc), før jeg fandt ud af, at dette var den egentlige rammesætning for den pastorale praksis, altså frugten af Lumen Gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske grundlag for Kirken. Continue reading

Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading

Barmhjertighed er for syndere

Jeg har et had / kærlighedsforhold til det at skrifte.

Jeg hader det, fordi det aldrig er behageligt at skulle indrømme de dumme, skamfulde og latterlige ting, jeg gør. Jeg venter i køen med hovedet fuld af overdrivelser, tænker på mig selv, som en mand på dødsgangen, der venter på at få sprøjten. I mit ønske om at foretage et ordentligt skriftemål gentager jeg, hvad jeg skal sige, hvordan jeg skal sige det, for at det bliver præcist og ved at gå det igennem igen og igen i mit hoved, indtil jeg synes, at nu er det ved at være på plads, da kommer jeg bort fra de mindste synder, som er blevet væk fra min opmærksomhed, da mit fokus har været på hovedproblematikkerne. Hver gang døren åbnes, og den næste person går ind, føler jeg både et stigende forventningspres og en lettelse. Jeg går et skridt nærmere. ”Jeg vil bare have det her overstået”, tænker jeg.

Jeg elsker skriftemålet, fordi sandheden er, at ingen præst jeg nogensinde er stødt på har været urimelig hård, selvom nogle af de mere fromme har udtrykt legitime bekymringer overfor mine fejl. Jeg har helt sikkert aldrig nogen sinde oplevet skriftemålet, som et ”torturkammer”, – det er mig, der helt igennem torturerer mig selv. Jeg elsker det også, fordi det at befri sig fra sine synder er en katarsis (renselse) og samtidig beroligende, og uden den nåde Sakramentet giver, er jeg bange for, at jeg vil bevæge mig af selvtilfredshedens sti, hvor jeg på daglig basis følger mine ønsker og luner og dermed kommer langt væk fra den evige frelse. Skriftemålet ikke bare renser, det styrker også. Det beskærer min selviske tilvækst og giver plads til, at mit hjerte kan åbne sig for Hans storhed. Og det har den helt utrolige fordel, at det giver en renvasket tavle hver gang.

Sidste gang, jeg skriftede, var ikke anderledes, krigen rasede i mig, mens jeg forsøgte tålmodigt at vente på, at det blev min tur. Efter flere mislykkede forsøg på at komme til at skrifte igennem den foregående halvanden uges tid, var det endelig lykkedes. Mens jeg ventede, som den bagerste i køen, blev et bryllup afsluttet med en sidste fotografering. Da fotografen endelig passerede den sidste bænkerække lige ved siden af mig og begyndte at pakke sit udstyr sammen, sagde han pludselig, ” det er et vidunderligt Sakramente”. Continue reading

“Man vil se kardinaler sætte sig mod kardinaler, biskopper mod biskopper”

“Djævelens gerninger vil infiltrere selv Kirken på en sådan måde, at man vil se kardinaler sætte sig mod kardinaler, biskopper mod biskopper.  De præster, der ærer mig, vil blive hånet og møde modstand fra deres medbrødre … Kirker og altre bliver ødelagt. Kirken vil være fuld af dem, der accepterer kompromiser og dæmonen vil tvinge mange præster og indviede sjæle til at forlade Herrens tjeneste.” (Sr Agnes Sasagawa i Akita, 13 oktober, 1973)

GudsModers budskab til Sr Agnes i Akita er sandelig gået i opfyldelse.

Læs blot LifeSites artikel Catholics in adulterous unions “must be given” Communion

p-benedikt

Alteret og den liturgiske bøns retning / Kardinal Joseph Ratzinger.

Følgende essay er kapitel tre i ”Liturgiens ånd ” skrevet af kardinal Joseph Ratzinger, tidligere præfekt for Troslærekongregationen og nu Pave Benedikt XVI. Kardinal Ratzinger opsummerer argumentet for den traditionelle fejring af den hellige liturgi vendt mod det liturgiske Øst (”ad orientem”).

Den genskabelse, som frem til nu er blevet beskrevet af den jødiske synagoge med henblik på kristen tilbedelse, viser tydeligt, – som vi allerede har sagt – hvordan, selv i arkitekturen, at der både i kontinuitet og fornyelse er et forhold mellem Det Gamle – og Nye Testamente. Som en konsekvens heraf måtte udtrykket i rummet gives til en passende kristen tilbedelse, fejringen af Eukaristien sammen med Ordets liturgi, som peger hen mod denne fejring. Det er klart, at en yderligere udvikling ikke kun var en mulighed, men en nødvendighed. Et sted beregnet for dåben måtte findes. Bodens Sakramente gennemgik en lang udviklingsproces, som resulterede i ændringer af formen på kirkebygningen. Den populære fromhed i dens mange afskygninger fandt uundgåeligt sted i rummet beregnet til guddommelig tilbedelse. Spørgsmålet vedrørende de hellige billeder måtte løses. Kirkemusikken måtte tilpasses til den rumlige struktur. Vi så, at den arkitektoniske kanon for Ordets – og Sakramentets liturgi ikke er ufleksibelt, skønt med hver nyudvikling og nyordning må følgende spørgsmål stilles: Hvad er i harmoni med liturgiens væsen, og hvad forringer den? I selve formen af de steder beregnet til guddommelig tilbedelse, som vi netop har betragtet, taler og tænker kristendommen på en semitisk måde og har videre lagt principperne for, hvordan dette spørgsmål kan besvares. Trods alle variationerne i praksis som har fundet sted i det andet årtusinde er en ting forblevet klart for hele kristendommen: at bede mod Øst er en tradition, som strækker sig tilbage til begyndelsen. Yderligere er det et fundamentalt udtryk for den kristne syntese af kosmos og historie, som er rodfæstet i frelseshistoriens enestående begivenheder, mens man går ud for at møde Herren, som skal komme igen. Her er troskaben til gaven allerede skænket og sammen med dynamikken ved at gå foran er disse to givet samme udtryk. 

Continue reading