Category: Euthanasia

Lægerne anbefalede hende at abortere sit syge barn. Hun afslog. Nu er der mulighed for, at hun kan blive helgen

Den engelske forfatter Chesterton sagde: “Det er et historisk paradoks, at enhver generation omvendes af en helgen, der står i modsætning til den”.

Når man tænker på dette Chesterton citat, er det ikke overraskende at erfare, at man overvejer en kanonisering af Chiara Corbella Petrillo. For at være mere præcis, man åbner hendes sag kun seks år efter hendes alt for tidlige død den 13. juni 2012.

Prøv at stoppe op for et øjeblik. Gennemse din mailhistorik for den 13. juni 2012. Jeg gjorde. Der optrådte ikke nogen nævneværdige mails, det meste var almindelig kommunikation om stort og småt. Og alligevel afsluttedes på denne dag et kristent vidnesbyrd af episk karakter.

***

Enrico og Chiara blev gift i september 2008. Kort efter blev Chiara gravid. De nygifte var overlykkelige. Deres glæde varede imidlertid kort. En ultralydscanning viste, at barnet var misdannet. ”Du ønsker vel at abortere?” var lægernes respons. Men da Chiara så tilbage på billedet af det hjælpeløse barn, var hun fast besluttet på at fortsætte graviditeten. Selv hvis barnet kun skulle få en kort levetid, besluttede hun sig for, at barnet skulle have mulighed for at leve.

Maria Grazia Letizia blev født den 10. juni 2009. Hun levede i 30 minutter, hvilket var længe nok til, at hun blev døbt af en præst. Senere skrev Chiara:

Hvis jeg havde aborteret hende, tror jeg ikke, at jeg ville mindes dagen for aborten som en dag, der skulle fejres … Det ville være et øjeblik, som jeg ville gøre alt for at glemme resten af mit liv, et øjeblik forbundet med stor lidelse. Men dagen, hvor Maria blev født, vil jeg altid huske som en af de smukkeste dage i mit liv … Længden af tidsrummet hvor vi var forældre er ligegyldigt: en måned, to måneder, et par timer. Det, der betyder noget, er, at vi fik denne gave … og det er noget, som vi aldrig glemmer”.

Maria Letizias begravelse fandt sted to dage efter hendes fødsel. På den lille hvide kiste efterlod hendes forældre et kort med følgende ord:

Vi var tilfredse med at holde dig i favnen blot i en halv time, det gjorde os glade.

Vi kunne ikke holde op med at betragte din næse, som ligner min samt de små hænder og fødder.

Vi havde ikke tid nok til at fortælle dig … at vi elsker dig … Det betyder ikke noget, hvor meget tid vi fik sammen …

Det, der er vigtigt, er at kende Faderen …

Fra din fødsel var du klar (til at kende Faderen), jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor stolte vi er af dig.

Vi fulgte dig på vej, så langt vi kunne.

Nu skal du møde Faderen …

Endnu en graviditet fulgte. Denne gang viste skanningen, at barnet manglede det ene ben, og det andet var blot en stump, og yderligere skanninger viste, at barnet ingen nyrer havde og som en følge heraf, ville det ikke udvikle lunger, det lille barn ville have vanskeligt ved at trække vejret. Prognosen, for at det ville overleve, var dårlig. Endnu engang havde parret en diskussion med det medicinske personale, om hvorvidt graviditeten skulle fortsættes. Det medicinske personale argumenterede for (overfor Enrico og Chiara) at afslutte barnets liv, mens de alle så på barnet på skærmen, der kæmpede for sit liv.

Et barn er ikke for noget par et spørgsmål om livsstil, det er en gave fra Gud. For dette katolske par fortsatte graviditeten, indtil Davide Giovanni kom til verden.

Umiddelbart ved barnets ankomst, omfavnede moderen den lille og hviskede: ”min elskede søn”. Ligesom sin søster blev drengen med det samme døbt af en ventende præst. Da anbragte Enrico et mindre trækors om sin nyfødte søns hals. 30 minutter senere blev den lille dreng, som sin søster, båret væk af faderen til hospitalets kapel.

Men parret kunne ikke holde op med at elske hinanden og dermed lade livet spire. Chiara blev snart gravid, men udover det lille barn voksede yderligere noget andet i hende. Man fandt en svulst på hendes tunge, og den bredte sig til nakken og øjnene. Hun blev foreslået forskellige former for behandling, men afslog med henvisning til at behandlingen kunne udgøre en risiko for det ufødte barns liv, og hun ønskede derfor først at påbegynde behandlingen efter fødslen.

Endelig kom Francesco til verden. Hans forældre var ude af sig selv af glæde. Francesco var et barn med et godt helbred.

For en kort stund kunne parret sammen med deres nyfødte barn leve et ”almindeligt” familieliv, noget de begge brændende havde ønsket sig. De nød hvert eneste øjeblik med deres barn, at være sammen med andre småbørnsfamilier, at tage på ture som familie og endda de søvnløse nætter. Det var en dyrebar tid, som skulle vise sig at være lånt tid. Chiara havde ikke nogen anelse om, at mens hun bragte nyt liv til verden, var hendes eget liv ved at nærme sig sin afslutning.

Svulsten viste sig at være ondartet. I behandlingsøjemed var der meget lidt, der kunne gøres. Efter en tids ophold på hospitalet stod det klart, at ingen behandling havde virkning. Til slut tog det medicinske personale Enrico til side for at forklare ham situationens alvor. Nu var det op til Enrico at forklare sin 28-årige hustru, hvor alvorligt det stod til. Han skulle forklare dette til den kvinde, som han havde giftet sig med, ønskede at blive gammel med, at stifte familie med og nyde kommende børnebørn sammen med.

Enrico fik samlet sig, opsøgte sin hustru og tog blidt hendes hånd og førte hende til hospitalets kapel. Det var foran Det Allerhelligste Sakramente, at han satte hende ind i tingenes tilstand.

Efter et stykke tid omfavnede de hinanden. Derpå gentog det unge par deres ægteskabsløfte. Chiara bad sin mand om ikke at fortælle hende, hvor lang tid hun havde tilbage, for hun ønskede at leve i nuet sammen med sin mand og sit elskede barn.

Det var onsdag i den stille uge.

***

Som i de historier, der handler om det første møde, så mødtes Chiara og Enrico ved et tilfælde. Det skete i sommeren 2002. De besøgte begge samtidig et helligsted for Maria, og de var hver for sig kommet rejsende dertil, Enrico sammen med sin daværende kæreste, som imidlertid forlod ham, og derfor var Enrico Petrillo alene i restauranten på hotellet. Da kom en ung kvinde til syne. Han så på Chiara og tænkte, at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Der var kun en ledig plads i restauranten (det var overfor ham). Deres øjne mødtes, og hun gik igennem lokalet (og tog plads overfor ham).

Da, der blev ringet ind til Angelus om aftenen den 13. juni 2012, lukkede Chiara øjnene for sidste gang. Hun blev 28.

I denne verden var hendes største ønske at blive mor, og tidligere end ventet blev hun genforenet med to af sine børn, som allerede ventede på hende, og hun venter nu på at blive genforenet med alle dem, hun holdt af, og endelig vil deres mange tårer blive tørret bort.

Historien om Chiara Patrillo er en historie af vor tid men også for vor tid. For at citere Chesterton igen: ”Helgenen fungerer som en slags medicin, for han eller hun er som en modgift. Han/hun vil generelt set være en, der genskaber helligheden i verden ved at sætte det i perspektiv, som verden har vendt sig bort fra”.

I en tid hvor manglen på tro er fremherskende, og hvor det bedrageriske vildleder de troende, hvor de mest sårbare som det selvfølgeligste bliver fjernet, hvor valget bliver langt vigtigere end resultatet af valget, nemlig udslettelse, hvor den syge (grundet besvær) anbefales døden, og hvor løgne vedrørende menneskelivets vilkår er blevet gjort til sand viden, når stanken af hele denne rådne dødens kultur dagligt lægger sig over os, da ser det ud som om, at en helgen for vor tid er fremstået i blandt os.

For Chiara var tro mod Guds plan for hende, hun var tro mod de løfter, hun gav ved sit bryllup, hun var tro mod Kirkens gennemgående og uforanderlige lære, hun var tro mod sit kald som mor, uanset den tilstand, de børn hun blev skænket, var i, og hun bar glæden i sin tro indtil det sidste selvom den afslutning på livet, som hun fik, var hendes Golgatha.

Chiara bed for os, Gud ved, at vi trænger til det.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 19. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/doctors-told-her-to-abort-her-sick-baby.-she-refused.-she-now-may-become-a

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Eijk om eutanasi, kønsteori, homoseksualitet og ægteskab

Redaktørens bemærkning: Det følgende er et interview med kardinal Willem Eijk foretaget af det italienske magasin Il Timone. I dette interview fremsætter kardinal Eijk nogle modige holdninger vedrørende (en række) vigtige spørgsmål i vor tid. Vi kan her med tilladelse fra Il Timones ledende redaktør, Riccardo Cascioli bringe (en oversættelse af) artiklen.

Crisi della fede, rapporto olandese – di Lorenzo Bertocchi

(Il Timone nr. 171, marzo 2018)

Den manglende tro på Jesus Kristus har ført til en manglende tro på absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og at visse principper ikke er til forhandling.

Kardinal Willem Eijk fortalte i et interview med Il Timone om sit hjemland, Holland, som er et land, der har oplevet en stærk sekularisering, der har åbnet op for de såkaldte ”nye rettigheder”, der strækker sig fra prævention til eutanasi. I Holland lukker man Kirker i et uhørt tempo, eller de omdannes til restauranter eller forlystelsessteder. I dag betragter mindre end 20 % af befolkningen sig som katolikker imod 40 % i 1970.

Eijk, som er ærkebiskop af Utrecht, er 65 år, og var overhoved for den hollandske biskopkonference indtil 2016, og han blev gjort til kardinal af Benedikt XVI i 2012.

Som akademiker, filosof og teolog med ekspertise indenfor bioetik, har han indvilget i at besvare en række vigtige spørgsmål vedrørende emner, der er aktuelle i den kirkelige – og almene debat.

”For at starte ud med emnet eutanasi, så åbnede man op for dette i ’velbegrundede tilfælde’” og for at beskrive den dramatiske situation i Holland, sagde handen kan beskrives således, at: man er kommet ud på et skråplan, som man også kan udtrykke det på en anden måde, nemlig at man er kommet ud på ”en glidebane”, hvor et afgørende punkt er nået.

De mange forskellige fortolkninger af kapitel 8 i Amoris Laetitia, der i dag er repræsenteret i den katolske verden, skaber så meget forvirring (i Kirken), at det ville glæde mig, hvis ”paven skabte klarhed i forhold til det, der har skabt forvirringen, gerne i form af en skrivelse, som udgår fra læreembedet”. At give tilladelse til at skilte og gengifte (par) kan modtage Eukaristien kan ikke lade sig gøre, uden at de (parret) forpligter sig til at leve som broder og søster, sagde han.

SPG: Deres Eminence, I Italien har man yderligere, efter at have vedtaget lovbestemmelser, der tillader skilsmisse, abort, fertilitetsbehandling og homoseksuelle ægteskaber, vedtaget en lov, som i større eller mindre udstrækning åbner op for brugen af eutanasi. Hvad mener De om en sådan lov?

Svar: De menneskelige love burde basere sig på den naturlige moralske lov, som har sine rødder i menneskets umistelige værdighed, mennesket som Gud har skabt i Sit billede. Så snart den menneskelige lovgivning åbner op for selv det mindste overgreb på menneskets værdighed, er der risiko for, at man underminerer det, der værner (om) denne værdighed.

SPG: I Holland har sekulariseringen eksisteret i lang tid, hvordan opstod den (i Deres hjemland)?

Svar: Efter at man indførte svangerskabsforebyggende midler i 1964, opstod en problemstilling omkring uønsket graviditet, og løsningen på dette var abort. I midten af 60’erne (1960) vurderede man, at dette (på årlig basis) kun ville komme til at omfatte et meget få, men frem til i dag og igennem en længere periode er der blevet foretaget mere end 30.000 aborter på årsbasis. Selv dette antal er relativt lavt, da størstedelen af unge kvinder i dag benytter P-piller allerede i en alder af 13-14 år stærkt tilskyndet af deres forældre, da disse er bange for, at deres døtre skal blive gravide. Holland er derfor et land, der med ”stolthed” kan fremvise et lavt antal ”unge mødre”. Dette skaber imidlertid et problem i forhold til de unges dannelse, da den store brug af P-piller allerede i en ung alder ikke fremmer kyskhedens dyd samt en bevidsthed om, at den enkeltes seksualitet er noget, der (kun) deles med en anden i ægteskabet eller kommer til udtryk i det cølibatære (et kønligt afholdende) liv.

SPG: Hvad angår eutanasi, så er Deres hjemland på verdensplan, et af de ”ledende” på området.

Svar: I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne blev anvendelsen af eutanasi debatteret (her betegnet som en afbrydelse af livet efter ønske fra en patient og fremsat for en læge), på samme måde blev også aktiv dødshjælp diskuteret, men kun i de tilfælde hvor der var tale om en patient i terminalfasen eller en patient, der led af en uhelbredelig fysisk sygdom. Efterfølgende kom afbrydelse af livet til at berøre tilfælde, hvor der ikke var tale om patienter i terminalfasen. Således begyndte man i 1990’erne at tale om eutanasi eller det at foretage aktiv dødshjælp i tilfælde, hvor patienter lider af psykiske sygdomme eller i tilfælde med patienter, der er demente. En forhindring for at dette kunne lade sig gøre blev ”ryddet af vejen” ved den såkaldte ”Groningen Protocol”, som var en aftale mellem børnelæger og byen Groningens advokat, ifølge denne (Groningen Protocol) kunne en læge, der ”afkortede” livet hos et nyfødt barn med et handicap, ikke blive retsforfulgt, hvis han havde fulgt de foreliggende procedurer. Med udgangspunkt i denne aftale blev der etableret en forordning på nationalt plan vedrørende det at ”afkorte” livsforløbet hos nyfødte handicappede børn. I oktober 2016 meddelte den tidligere regering til den nuværende, at den ønskede, at der blev foretaget tiltag til en ny lov, som kunne gøre det muligt give aktiv dødshjælp til personer, der hverken lider af en psykisk – eller somatisk sygdom, men som har problemer med ensomhed, føler sig gamle eller har nedsat førlighed. I den nuværende regering er der to kristne partier, som er imod en sådan lov. Men alligevel har et parlamentsmedlem, der tilhører et venstreorienteret liberalt parti til hensigt at fremsætte et (lov)forslag, der legitimerer aktiv dødshjælp, der ikke nødvendigvis foretages af en læge, og som kan udføres på mennesker, der er over 75, og som er ”mætte af dage”.

Dette korte eksempel viser, at kriterierne for at ”afkorte” livet udvides mere og mere og respekten for menneskelivet og for et menneskes værdighed ikke længere har betydning. Dette handler om, at man med dette forslag, åbner døren på klem, for senere at åbne den på fuld gab. Begynder man at tillade eutanasi i bestemte og klart definerede situationer, kommer man ud på et skråplan, som man også kan betegne som en glidebane. Er man først begyndt på dette, er der ingen vej tilbage.

SPG: Kan man også benytte betegnelsen glidebane, når der er tale om ægteskabet mellem personer af samme køn?

Svar: Holland var det første land, som i 2001 (rent juridisk) legaliserede ægteskab mellem personer af samme køn. På en vis måde kan man også her tale om, at man har bevæget sig ud på et skråplan, som har udviklet sig til en glidebane. I forbindelse med legaliseringen af prævention i starten af 1960’erne, antog man, at en seksuel handling er moralsk acceptabel, også selvom den ikke foretages i forplantningsøjemed. Når man i en kultur har ”vænnet” sig til, at et sådant tankesæt er normalt, er der ikke langt til en (moralsk) accept af anden seksuel aktivitet, der ikke nødvendigvis har reproduktion som sit mål, heriblandt den homoseksuelle. Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at (alle) disse ting hænger sammen: Foretager man blot en enkelt ændring i forhold til den seksuelle moral, ender man med at forandre den på en måde, som man fra starten ikke kunne have forudset.

SPG: Det synes som om, at mange af de katolikker, der tager del i det politiske liv, har glemt de ”principper, der ikke kan diskuteres” (Forsvaret for livet, den naturlige familiestruktur og frihed til at uddanne sig).

Svar: Paragrafferne 73 og 74 i Johannes Paul II’s encykliske skrivelse Evangelium Vitae (1995) tillader, at katolske politikere under visse omstændigheder, hvilket vil sige, at de overholder de regler, der gør sig gældende, når man vil indgå i et samarbejde med det, der er ondt, det være sig at stemme for en restriktiv retspraksis, der giver mulighed for abort (sic), også selvom dette åbner op for en lovgivning, der er uretfærdig, i et forsøg på at hindre vedtagelsen af et større og mere uretfærdigt lovkompleks, må gøre dette. Politikere, der på den måde er med til at begrænse antallet af udførte aborter, kan derfor betragte deres (politiske) handling(er), som et bidrag til det fælles bedste. Men mange katolske politikere har netop på den måde, med deres stemme(r) forsvaret en lovgivning, der fremmer abort eller eutanasi, og man kan derfor spørge, om de virkelig har været opmærksomme på de betingelser, der er fremhævet i Evangelium Vitae, og om den måde, de har stemt på, kan betegnes som værende til det fælles bedste. Det er et faktum, at mange katolske politikere i dag ikke er ”rustet” til at gå ind i sager om de principper, der ikke er til diskussion, og her nå frem til et kompromis, som rent etisk kan retfærdiggøres, og jeg frygter, at mange af dem ikke længere anser disse principper, som noget der ikke kan diskuteres (og hurtigere går på kompromis).

SPG: Hvad er efter Deres mening om årsagen til, at det er blevet sådan?

Svar: Når der opstår en troskrise, berører dette også den moralske overbevisning, som er en grundlæggende del af troen. Den manglende tro på Kristus, (som vi aktuelt oplever) har ledt til en troskrise i forhold til absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og således er bestemte principper i virkeligheden ikke til forhandling. Men man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5:29). Menneskets love må svare til naturens morallove, som bevarer personens værdighed, og som stammer fra den orden, som Gud gav i skabelsen.

SPG: Deres eminence, De har sagt, at det er nødvendigt, at man i Kirken får udarbejdet en skrivelse, som belyser (det aktuelle tema vedrørende) køn. Hvad er den nuværende situation i Holland? Og hvad er de fremtidige konsekvenser heraf?

Svar: FN samt andre internationale organisationer af samme størrelse og andre mindre NGO’er bærer konstant ved til bålet (i samfundsdebatten) i forhold til spørgsmålet omkring ”gender theory” (kønsspørgsmålet), hvilket understøttes af (den lange række af strømninger, teorier og ideer, der kommer fra) uddannelsessektoren. Derfor er der et påtrængende behov for, at der fra Vatikanets side bliver udarbejdet en udtalelse fra læreembedet, som forklarer Kirkens lære om de nødvendige forbindelser vedrørende køn, mandens og kvindens sociale rolle og det biologiske køn baseret på en kristen antropologi, hvori legemet, der omfatter seksualitet, er en vigtig dimension for personen. Den biologiske forskel mellem mænd og kvinder er også en del af Guds plan med skaberværket: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem ” (1 Mos 1: 27). Dette betyder, at den seksuelle forskel har noget at gøre med det at være blevet skabt i Guds billede, og derfor genspejler Det i sig selv, noget af Gud, som er EN og dog TRE, Han som i Sig er TRE, der er forskellige fra hinanden, men dog er ET.

Det har i Holland siden 1985 været muligt, at man ved en domstol kan anmode om at få ændret sit køn og navn, så dette fremgår af ens fødselsattest. Siden 2014 har det været muligt for en person, som er fyldt 16, og som kan fremvise en udtalelse fra en sexologisk klinik, at vedkommende kan få ændret sit køn på sin fødselsattest af administrativt personale (ved enhver given instans), og videre i sit pas, uden at der er blevet foretaget en juridisk afgørelse eller uden nogen medicinsk erklæring og endelig uden forældrenes samtykke. Allerede tilbage i 1970’erne åbnede man den første sexologiske klinik på Universitetshospitalet i Amsterdam, og overlægen her blev den første professor (i verden) med speciale indenfor transseksualitet. Hormonbehandlingen, der i forbindelse med kønsskifte er en ligeså vigtig del af behandlingen, som selve kønsskifteoperationen, er i en vid udstrækning omfattet af den almene sygesikring (som er obligatorisk for alle borgere i landet). I den nærmeste fremtid er det (først og fremmest) unge mennesker under indflydelse af forskningsprojekter, der fremmer kønsforskningen, som ikke længere vil forstå den grundlæggende værdi af biologisk køn, og derfor vil de se kønnet, som noget man frit kan vælge fra eller til uanset ens eget biologiske køn. Dette er allerede sket, og det fortsætter, uden at man har øje for, hvilke konsekvenser det har for måden, hvorpå vi anskuer familie, ægteskab og seksualitet. Dette er områder, hvor Kirken allerede (nu) har svært ved at markere sig, når Hun vil forklare om sine doktriner på netop disse områder. Det er korrekt, at det ikke kun er vedrørende disse områder (familie og seksualmoral), at Kirken har svært ved at få ørenlyd, det gælder også i forhold til emner som sakramental teologi og ordensliv. Uden en (grundlæggende) forståelse af – eller fornemmelse for, hvad der rent biologisk adskiller manden fra kvinden, kan man heller ikke forstå den analogi, der drages mellem relationen mand og hustru og Kristus og Kirken (som er Hans brud) (Ef: 5: 21-25) og i sidste instans vil man heller ikke kunne forstå, hvorfor det kun er mænd, der kan ordineres til præst(er) (i Den katolske Kirke).

SPG: I Januar gav De et interview til Dutch daily Trouw, hvor de tog det kontroversielle spørgsmål op, som handler om det at åbne op for at skilte og gengifte par har adgang til Sakramenterne, et ”initiativ”, der kan betegnes, som frugten af den sydonale proces. Kan De endnu engang ”løfte sløret” for Deres tanker vedrørende dette?

Svar: Spørgsmålet, om det kan være muligt for de såkaldte skilte og gengifte at få den sakramentale absolution for derefter at kunne modtage Eukaristien, splitter Kirken.  Vi oplever en debat, som til tider er meget intens, og som foregår på alle niveauer i Kirken.

Årsagen til forvirringen er den Post Sydonale formaning Amoris Laetitia, skrevet af pave Frans efter afslutningen af de to synoder om familien i 2014 og 2015. Denne forvirring er frem for alt opstået i forbindelse med paragraf 305 i formaningen. Vi ser (nu), at nogle biskopkonferencer har indført pastorale retningslinjer, som åbner mulighed for at skilte og gengifte kan modtage Den hellige Kommunion, dog betinget af – og efter en længere periode hvor præsten, der følger (parret) kommer med sit (pastorale) skøn. I modsætning hertil er der andre biskopkonferencer, som helt udelukker denne mulighed. Det, der er det rigtige det ene sted, kan ikke (pludselig) være forkert et andet sted. Disse forskellige fortolkninger af formaningen, som (direkte) vedrører doktrinære spørgsmål skaber forvirring blandt de troende. Derfor ville det glæde mig, at paven skaber klarhed i denne sag og gerne i form af en skrivelse, som bærer læreembedets stempel. Jeg deltog selv ved begge synoder (om familien), og jeg argumenterede for, at man ikke tillader skilte og (civilt) gengifte adgang til at modtage Den hellige Kommunion. Jeg fremlagde også denne betragtning og argumentation i en artikel, der (senere) blev offentliggjort i en bog, der indeholdt yderligere indsigelser fra en række kardinaler. Bogens titel er: Eleven Cardinals Speak on Marriage and the Family, Ignatius Press, 2015)

SPG: Kan De kort gøre rede for Deres holdning?

Svar: Jesus sagde selv, at ægteskabet er uopløseligt (Matt: 5:32, 19:19, Mark 10:11-12 og Luk 16: 18). Jesus synes, i Matthæus evangeliet (19:19 og 5:32), at komme frem til, ar der kan være en undtagelse, som er, at man kan fordømme sin hustru, hvis der er tale et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag. Imidlertid, den nøjagtige betydning af det græske ord poreia, som her oversættes med et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag, er usikkert. Der er formentlig tale om et ægteskab, som er af incestuiøs karakter eller et ægteskab, der er indgået indenfor samme familie eller slægt (jf 3 Mos 18:6-18 og ApG 15:18-28). Den altafgørende grund er, at man ikke kan tillade skilte og gengifte at modtage Kommunionen på baggrund af analogien, om at mand og hustru har samme status Kristus og Kirken (Ef 5:23-32). Forholdet mellem Kristus og Kirken er en gensidig gave. Hele Kristi gave til Kirken blev til i den gave, Han gav ved at give Sit liv på korset. Hele denne gave er til stede i Det Eukaristiske sakramente. Enhver, som deltager i Eukaristien bør være klar til at give sig selv fuldt og helt, som en gave, og som en del af Jesu Kristi gave til Kirken. Enhver, der lader sig skille og indgår i et civilt ægteskab, selvom det første ægteskab ikke er blevet annulleret, foretager et overgreb på den gensidige gave, som det første ægteskab indebærer. Det andet ægteskab, som er blevet til ved en civil ceremoni, kan ikke betegnes som et rigtigt og ordentligt ægteskab. Misligholdelsen af hele den gave, som det første ægteskab er, og som stadig betragtes som gyldigt samt fraværet af en ”manglende motivation” til ikke at ville overholde det (der er forbundet med hele denne gave), gør at den person, der er en del af et sådant andet ægteskab ikke er værdig til at tage del i Eukaristien, som (netop) tilvejebringer hele Jesu Kristi gave til Kirken. Dette er dog ikke en hindring for, at skilte og gengifte (stadig) kan deltage i den liturgiske fejring herunder Eukaristifejringen, dog uden at modtage Den hellige Kommunion, og præsten må i dette yde (parret) pastoral støtte.

Ser vi på de tilfælde, hvor det for skilte og (civilt) gengifte på ingen måde er muligt at leve adskilt, eksempelvis grundet forældreansvaret overfor de fælles børn, bør man tillade dem at kunne gøre brug af bodens sakramente og videre at modtage Den hellige Kommunion, dog forudsat at de følger de retningslinjer, der fremgår af paragraf 84 i Familiaris Consortio og paragraf 29 i Sacramentum Caritatis. En af disse retningslinjer er, at parret forpligter sig til at leve, som bror og søster, hvilket indebærer, at man lever seksuelt afholdende, og dermed ikke har en sådan relation til hinanden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cardinal-eijk-euthanasia-gender-theory-homosexuality-marriage

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)