Category: Faith

Undere i Jesu hellige Navn

Vor Herres og Frelsers mageløse og enestående navn udvirker utallige undere, hver gang det anråbes med en levende tro, i dyb hengivenhed, med en ægte ærbødighed og fremfor alt med dyb kærlighed. Det storslåede Navn på Vor Herre, Jesus Kristus betyder ”Gud vor Frelser”.

Første punkt: Jesu hellige Navn rummer et ”skatkammer” af nådegaver for os.

Den hellige Paulus tilskynder os til at opfylde en daglig pligt, nemlig at opofre alt det, vi gør i Vor Herres Jesu Kristi Navn: ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud fader tak ved ham!” (Kol 3: 17).

Der findes ikke noget lettere og slet ikke noget bedre end kærligt og hengivent at gentage Jesu Kristi hellige Navn, mange gange hver dag. Jesus Kristus, Gud som blev vor Frelser.

Fr. Paul O’ Sullivan skriver meget smukt, at:

Dette guddommelige navn er i sandhed som en mine, der er fyldt med ædle metaller, det er en kilde af stor hellighed og hemmeligheden bag den største lykke, som et menneske kan håbe på her på jorden. Læs og forstå. Det er virkelig kraftfuldt og funderet, så det aldrig undlader at udvirke de mest vidunderlige resultater i vore sjæle. Det bringer trøst til dem, der er sørgmodige af hjerte og giver styrke til selv den svageste synder. Det opnår for os alle slags fordele og nådegaver dels i åndelig henseende og dels i det nuværende liv.

Der er to ting, vi bør gøre. Først og fremmest må vi gøre os fuldstændig klart, hvilken betydning og værdi Jesu Navn har.

For det andet bør vi oparbejde en vane med at sige dette navn ofte og hengivent, det vil sige over hundrede gange dagligt. Fra at dette kan betragtes som en byrde, vil det blive til stor glæde og trøst.

Det andet punkt: Jesu Navn er lifligt, blidt og uimodståeligt: Hengivenhed til Det er et tegn på prædestination.

Guds store helgener lærer os, at Jesu Navn i sig selv rummer én af de korteste og bedste måder at opnå og bevare en sikker og grundfæstet hellighed.

Skt. Montfort skriver følgende:

Men hvad betyder Jesu Navn, det behørige navn på Det inkarnerede Ord, for os, hvis det ikke henleder opmærksomheden på: et brændende ønske om at hjælpe næsten, en uendelig kærlighed og et mildt væsen? Det karakteristiske ved Jesus, som er verdens Frelser, er at elske og frelse mennesker. Der findes intet musikstykke, der er mere vidunderligt, ingen stemme, der er mere tiltalende, ingen mere indbydende tanke, end Jesus Guds Søn. Lifligt er lyden af Jesu Navn i øret på en sjæl, der er blevet udvalgt! Det er som sød honning for ganen, og som en underfuld hymne for øret og en sitrende glæde i hjertet.

Tredje punkt: Jesu hellige Navn giver adgang til aflad og ved dette navn kan hellige sjæle opnå et utal af nådegaver.

Fr. Paul skriver:

Den hellige Paulus fortæller os, at Jesus modtog Sit navn som fortjeneste for Sin lidelse og død. Hver gang vi siger ”Jesus”, lad os da med en ægte intention frembære for Gud alle De hellige Messer, der bliver fejret rundt om i verden samt alle vores bønsintentioner. Vi tager dermed del i tusindvis af hellige Messer.

Hver gang vi siger ”Jesus”, opnår vi 300 dages aflad, hvilket vi kan anvende i forhold til de hellige sjæle i purgatoriet, hvorved vi bringer dem lindring og bidrager til, at de løses fra den enorme smerte, de oplever i purgatoriet. På den måde bliver de vores ”bedste venner”, og de beder for os med stor iver.

Og:

En anden let og god praksis er, at man kontinuerligt repeterer små afladsbønner (aflad rettet til de hellige sjæle i purgatoriet). Mange mennesker har gjort det til en vane på daglig basis at sige 500 eller 1000 gange følgende lille bøn: Jesu hellige Hjerte til Dig sætter jeg min lid”, eller blot det ene ord: ”Jesus”. Disse er de mest trøstende hengivenhedsakter, man kan benytte, fordi de bringer store mængder af nåde til dem, der benytter sig af dem, og samtidig bringer de umådelig stor lettelse til de hellige sjæle.

De, der siger disse små bønner 1000 gange om dagen opnår 300.000 dages aflad! En ganske stor andel af de hellige sjæle kan opnå lindring herved. På månedsbasis, årsbasis eller ved 50 år kan mange sjæle hjælpes ved denne bønspraksis. Hvis man derimod ikke siger disse små bønner, prøv da at tænke på, hvor stort et antal nådegaver og fordele de hellige sjæle i purgatoriet går glip af. Det er muligt og endda let at sige disse små bønner 1000 gange i løbet af en dag. Men hvis man ikke siger dem 1000 gange, så blot 500 eller 200 gange.

Når vi bøjer vore hoveder for Det hellige Navn, hvilket glæder Himlen og får helvede til at bæve, bør vi ikke glemme at opofre i løbet dagen, til Gud alle de fordele, som Vor Herre Jesus opnåede for os ved Sin inkarnation, fødsel, liv, død og opstandelse, som frembæres for os til alle tider i De hellige Messer, der fejres i hele verden. Jeg vil afslutte med nogle linjer fra det enestående arbejde, som Fr. Paul Sullivan (Der burde være helgen) har lavet: ”Hvordan man tager del i 500.000 Messer” (i dag fejres der sørgeligt nok langt færre Messer end på Fr. Pauls tid):

Den tredje intention, vi burde have, når vi siger navnet ”Jesus”, er at opofre alle de hellige Messer, der bliver fejret i hele verden til Guds ære og for vores egne og verdens intentioner. Der fejres omkring 500.00 Messer på daglig basis. Vi kan og bør tage del i alle disse Messer.

Den hellige Messe bringer Jesus til vore altre. Ved hver eneste Messe er Han til stede i verden, som da Han blev skabt i Sin moders skød. Han frembærer også Sig selv, som offer, på alteret, ligesom Han gjorde på Golgata, denne gang dog på en mystisk og ublodig måde. Den hellige Messe fejres ikke kun for dem, der fungerer som messetjenere for præsten, men for alle dem, der ønsker at lytte til og se på det (der sker under Messeofferet), og opofrer Messens offer sammen med præsten.

Det, vi blot skal gøre, er, at sige på ærbødig vis: ”Jesus, Jesus” med intentioner om at opofre disse Messer og tage del i Dem. Ved at gøre dette, har vi deltaget i dem alle.

Det er en vidunderlige nådegave at tage del i – og opofre en Messe, hvordan vil det så ikke være at deltage i 500.000 hellige Messer på daglig basis! Derfor, hver eneste gang vi siger ”Jesus”, lad det da være med følgende intentioner:

  1. at opofre til Gud, den uendelige kærlighed og alle de fordele, der er knyttet til inkarnationen.
  2. at frembære for Gud, Jesu Kristi lidelse og død.
  3. at opofre til Gud samtlige 500.000 hellige Messer, der fejres i hele verden, netop til Hans ære og for vore egne intentioner.

Alt det, vi skal gøre, er at sige dette ene ord, ”Jesus”, men vi skal i sagens natur være os bevidste om det, vi siger, og hvorfor vi siger det.

Skt. Mectilde havde gjort det til en vane at opofre Jesu lidelse sammen med alle de Messer, der blev fejret i verden for sjælene i purgatoriet.

Vor Herre viste hende engang purgatoriet, og der kunne hun se tusindvis af sjæle forlade dette sted til fordel for Himlen, og alt dette skete som et resultat af, at hun sagde denne lille bøn.

Når vi siger ”Jesus” kan vi opofre Jesu lidelse og Messer i verden enten til fordel for os selv eller sjælene i purgatoriet eller for enhver anden intention, vi måtte have.

Vi bør også altid frembære bønnen for hele verden og specielt for vores eget land.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 25. september 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/wonders-name-jesus

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Hellige Hjerte: brændende af kærlighed for sjælenes frelse

I kapitel 12 i Lukas Evangeliet siger Vor Herre følgende ord:

Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget” (Luk 12: 49) (1).

Dette skriftsted er antifon til Magnificat ved den 1. vesper til festen for Jesu Hellige Hjerte. Følgende bøn fungerer som en fortolkning af ovenstående skriftsted og udleder, at ilden er et billede på Guds kærlighed:

Herre, vi beder Dig, lad Din hellige Ånd tænde den ild i vore hjerter, som vor Herre Jesus Kristus, Din Søn lod flyde fra Sit Hjertes inderste dyb ud over hele verden, og som skulle flamme op med stor voldsomhed. Han, som lever og råder med Dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Vi kan også i denne sammenhæng genkalde os de ord, der blev sagt af Johannes Døber i begyndelsen af Matthæusevangeliet:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3: 11-12).

Vi ser således, at Vor Herre Jesu Kristi ild både er kærlighed og dom, der er funderet på sandheden. Kærlighedens ild ønsker sjælenes frelse, og sandhedens ild renser os fra synd. Lad derfor enhver kristen sjæl tage imod Det Hellige Hjertes ild specielt i Det Allerhelligste sakramente, dels for den kristne sjæls egen skyld og dels for denne sjæls næstes skyld.

Det er ved disse ord og gerninger, vi møder vor næste, og det er i netop dette møde, at sandheden og kærligheden er vigtig. Skt. Thomas Aquinas definerer sandhed og kærlighed som grundlaget for alle gode gerninger (2). I juni måned, som er dedikeret til Jesu Hellige Hjerte, fejrer verdslige mennesker på blasfemisk vis den synd, der strider mod det, der er naturligt. Selv midt i alt dette bør vi have et fokus på frelsen af disse sjæle. Mange af disse mænd og kvinder er blevet såret på den mest forfærdelige måde, og de har derfor mere end nogensinde brug for Jesu Hellige Hjerte, som blev gennemboret af lansen af kærlighed for dem. Husk på, hvordan vor fader Abraham bønfaldt Herren, før der faldt ild fra Himlen. Lad os gøre bod og frembære ofre for disse ulykkelige synderes sjæle, så de må være blandt de retfærdige, når Jesu Kristi ild bryder frem. Lad os få en forståelse for at sandhed og kærlighed er den ild, der udgår fra Det ene Hellige Hjerte.

Jesu Hellige Hjerte, hav barmhjertighed med os.

Noter

  1. Den græske oversættelse af skriftstedet: Πῦρ ἦλθον βαλεῖν ἐπὶ τὴν γῆν, καὶ τί θέλω εἰ ἤδη ἀνήφθη.
  2. Dette stammer fra en kommenteret udgave af Galaterbrevet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/28/sacred-heart-of-jesus-burning-with-charity-for-the-salvation-of-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Dyrebare Blod

for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.« Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde … ” (1 Peter 1:16-19).

Der er et øjeblik i The Passion of Christ, som er meget intenst, og det er da Pontius Pilatus’ hustru Klaudia (der er dybt berørt af sine drømme om Kristi uskyld) i stilhed overbringer linned til Den velsignede Jomfru Maria, som netop har overværet sin Søns hudstrygelse, en hudstrygelse, der nærmest er til døden, og som blev udført af ugudelige og berusede legionærer, der skulle sørge for Hans ”tugtelse”. Et anerkendende blik udveksles mellem disse to ædle kvinder, den ene ”iklædt” romersk elegance og den fremtidige dronning i Himlen, hvis klæder er vævet i groft og jordfarvet stof. Intensiteten i deres blik afbrydes til sidst af, at Maria med ét vender sig for at gå til den opgave, hun må udføre, og som ikke er at rengøre stenene på torturstedet, der er indsmurt i blod, men for at lade dette linned opsuge så meget af Vor Herres uendeligt Dyrebare Blod, der er flydt fra Hans hellige Årer, netop Det Blod, der stammer fra Gud, og som ligger spredt ud over hele torturstedet, og som er blevet ophedet af den ubarmhjertige jordanske sol.

Dette er billedet, der forbliver indprentet i mit sind, og som jeg hidtil ikke har overvejet på et dybere plan, når jeg har reflekteret over Herrens lidelse. Hver eneste dråbe og molekyle i denne frelsende blodvæske kan i værdi slet ikke måle sig med noget andet for eksempel guld og sølv.

Indenfor Kirken har man en lang tradition for at fejre Kristi Legems og Blods Fest. Det er her, man fejrer, at Kristus under piskningen, korsfæstelse og Sin død udgød hver eneste dråbe af Sit Dyrebare Blod. Det var netop ved at tømme lidelsens kalk i Sin Passion, at hver eneste dråbe af Hans Blod blev drænet fra Hans Krop. Det er blevet sagt, at blot en eneste dråbe af Hans Blod ville være nok til at frelse hele verden, men vores højtelskede Frelser gik længere endnu og sparede ikke Sig selv og Sit Blod og gennemgik den værst tænkelige lidelse for at vise os, at: ” … således elskede Gud verden” (Joh 3: 16).

På en konference som netop omhandlede Jesu Dyrebare Blod, genkaldte Fr. Hardon sig følgende:

I middelalderen, hvor troen stod stærkere, end den gør i vor (moderne) tid, blev vildfarelser, om man så må sige, i højere grad respekteret. Der var dem, der spekulerede i (og her taler vi om troens tidsalder!), at da Kristi Blod flød, uanset om Han svedte blod i Getsemane have eller på Golgata, blev dette blod måske (og det er kun måske) til almindeligt blod, da det forlod Hans Krop. I troens tidsalder, spekulerede de troende på, hvad dette blod var for en slags blod, som forlod Hans Krop? Kirken klargjorde (ufejlbarligt), at enhver dråbe af det blod, som Kristus svedte under Sin dødsangst i Getsemane have, og som Han udgød på Golgata, var fuldt og helt identisk (hypostatisk) med det blod, der flød årerne på Den anden Person i Treenigheden. Enhver dråbe af dette Blod er tilbedelses værdigt.

The Liturgical Year, skrevet af Dom Prosper Gueranger, forklarer han Det Dyrebare Blods betydning i Den hellige Messe:

Blodet fra Gud-Mennesket er et pagtsløfte mellem Himlen og jorden. Det er genstand for dyb tilbedelse, og Det er hele liturgiens fokus og vores forsikring og beskyttelse mod alt ondt i dette liv, og selv nu tager Det bolig i sjæle og legemer hos dem, som Himlen har løskøbt, og Det er kimen til den evige glæde; Kirken beder derfor i Sin enhed, Faderen, som har givet os Sin eneste Søn, at dette guddommelige frø ikke blot forbliver som noget sterilt i os, men at det fuldt og helt hjælper os på vejen til Himlen.

Den ærværdige Mother Mary Potter gør i sin bog, Devotion for the Dying: Mary’s Call to Her Loving Children rede for, at Jesus ønsker, at Det Blod Han udgød i Sin dødsangst, under hudstrygelsen, ved tornekroningen, på Sin korsvej (via dolorosa / Smertens Vej) og ved korsfæstelsen bliver tilbedt:

Vor Herre fortalte Søster Maria af Skt. Peter: ”Bed Min Fader om, at så mange sjæle som muligt må få gavn af Det Blod, Jeg udgød under Min lidelse (Passion)”. Ved at bede for, at Det dyrebare Blod må blive udgydt ud over sjæle, forhindrer vi, at Det går til spilde. I Sit mystiske Forsyn har Gud lagt frelsen af andre sjæle i vore hænder. Vi bør derfor bede for dette så ofte som muligt.

Én af de bedste måder, hvorpå vi aktivt kan få del i at de mange nådegaver, der er knyttet til Det Dyrebare Blod, er ved at opofre Det til Den evige Fader. ”En opofring er mere end en bøn” siger Fr. Faber. Når vi fremsætter vores bøn, er vi de modtagende, men når vi foretager en opofring, forundes det os, at Gud modtager noget fra os. Skt. Maria Magdalena fra Pazzi sagde med høj røst på et tidspunkt under ekstase: ”Hver gang en skabning opofrer Det Blod, vedkommende er frelst ved, frembærer vedkommende en gave, som er ganske uvurderlig, og som ikke kan sammenlignes med noget andet”. Gud åbenbarede denne fremgangsmåde til denne hellige karmelitternonne, da Han overfor hende beklagede, at der bliver gjort så lidt i denne verden for at imødegå Hans guddommelige retfærdighed rettet mod syndere. For at opfylde denne formaning, opofrede hun dagligt 50 gange Det Dyrebare Blod for levende og døde. 

Hun gjorde dette med så megen inderlighed, at Gud ved forskellige lejligheder viste hende det utal af sjæle, der havde omvendt sig eller forladt purgatoriet.

En opofring af Det Dyrebare Blod kan foretages helt enkelt, for eksempel ved følgende bøn:

”Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Jesu Kristi Dyrebare Blod, som en soning for mine synder, for de hellige sjæle i purgatoriet, for Den hellige Kirke og særligt for … (navn) sjæl”.

Vi kan også frembære vor bøn med hjælp fra Marias forbøn. Den ærværdige Potter har følgende bønsmulighed:

”Marias ubesmittede Hjerte, må Du frembære for Den evige Fader, Vor Herres Jesu Kristi Dyrebare Blod til at sone for syndere og specielt … (navn)”.

Litaniet til Jesu dyrebare Blod har en særlig betydning, når det handler om hengivenhed til dette centrale frelsesmysterium, fordi det på en helt speciel måde er givtigt i den åndelige krigsførelse mod helvedes hærstyrker. Det er af denne grund, at litaniet er en væsentlig del af bønnerne mod satan og hans faldne engle, de bønner, der på daglig basis frembæres af medlemmerne af the Auxilium Christianorum.

Litaniet gør rede for, at Kristi Blod i sandhed er værdigt til at modtage hæder og ære. Som litaniet sammenfatter, er vi blevet ladt tilbage med den helt rette refleksion over, hvorfor denne særlige hengivenhed fortjener den største respekt og derfor bør vækkes til live og favnes af alle kristne:

”Almægtige og evige Gud, Du har sendt Din eneste Søn som verdens Frelser, og Du har ønsket en forsoning med verden ved Hans Blod. Vi beder dig, bevar os, så vi på værdig vis kan tilbede Det Blod, der er prisen for vor frelse, og gennem Dets kraft bevare os mod ondskaben i dette liv, så vi for altid kan glæde os over Dets (Blodets) frugt i Himlen. Gennem Den samme Kristus Vor Herre. Amen”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive den 1. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-precious-blood-of-jesus

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fordelene ved at fordybe sig i Jesu hellige Ansigt

De store mystikere, som har helgenstatus samt andre ”eksperter” med stor indsigt i det åndelige liv, fortæller os, at én af de sikreste måder, man bør gøre brug af, hvis man ønsker hurtigt at ”avancere” i det åndelige liv, er, at man ofte fordyber sig i Vor Herre Jesu Kristi Passion, Hans kærlighed, lidelser og den store smerte, Han led for os.

Således beretter Skt. Louis Marie de Montfort i bogen: Secret of the Rosary, at ”den velsignede Albert den Store, der havde Skt. Thomas Aquinas som sin  åndelige vejleder, gennem en åbenbaring erfarede, at man ved at fordybe sig i Vor Herre Jesu Kristi lidelse, vinder en kristen langt flere fordele end ved at have fastet på vand og brød hver fredag i et helt år eller ved (for at spæge legemet) en gang om ugen at påføre sig slag på kroppen, indtil blodet flød eller havde reciteret hele Salmernes Bog hver dag. Hvis dette er tilfældet, hvor stor vil den fortjeneste da ikke være, som vi kan opnå ved at bede rosenkransbønnen, som sammenfatter hele vor Frelsers liv og lidelse”. Derfor bør rosenkransen betragtes som en uvurderlig skat, fordi selve rosenkransbønnen kombinerer den talte bøn med den kontemplative bøn.

Skt. Bonaventure henviser til en betragtning, som Skt. Alphonsus har gjort sig: ”Den, der ønsker at ’avancere’ fra den ene dyd til den anden og fra den ene nådegave til den anden, bør hele tiden overveje Jesu lidelse”. Han tilføjer, at ”der ikke findes nogen anden metode, som er så givtig for hele ens sjæls helliggørelse end denne kontinuerlige betragtning af Jesu Kristi lidelse”. Skt. Augustin har også sagt, at fælder man en tåre, når man betragter og husker på den lidelse, Jesus gennemgik, har dette større værdi end en pilgrimsrejse til Jerusalem eller et år, hvor man faster på vand og brød.

Den hellige Paul af Korset siger: ”Erindringen om Jesu Kristi Allerhelligste lidelse er en åbning for den sjæl, der ønsker en dybere forening med Gud, hvor den kan samle sit fokus (på Gud) og opnå den bedst form for indre bøn”.

Skt. Peter fra Alcantara siger:” I forhold til vor Frelsers lidelse er der seks elementer, vi bør have fokus på og fordybe os i. For det første, den bitterhed, der fulgte med Hans smerte, som vi bør vise vor medfølelse med. For det andet, den store mængde synd, som er grunden til Hans lidelse, den må vi afsky. For det tredje, alle de fordele, vi modtager på grund af Hans lidelse, bør vi på behørig vis takke Ham for. For det fjerde, det enestående ved den guddommelige kærlighed og gavmildhed, der vises os, og at vi elsker Ham mere inderligt, fordi vi forstår det, Han har gjort for os. For det femte, den storhed og dybde, der ligger i dette mysterium, og vi må beundre det endnu mere. For det sjette må den mangfoldighed af dyd hos Vor Herre, som fremstår ved dette overvældende mysterium, betyde, at vi efterligner denne mangfoldighed af dyd og beundrer den. Lad os derfor, mens vi foretager disse fordybelser, give tid til at være medfølende med Vor Herre i den store sorg, som Han bærer på, dels fordi Hans Legeme gennemgik uhyrlig smerte, og dels fordi Han bar på stor kærlighed for vore sjæle”.

På samme måde som mange helgener giver udtryk for, taler Thomas A. Kempis om ”Det hellige kors som kongevejen” i sin meget smukke bog ”Imitation of Christ”, og han understreger, at denne ”kongevej” er den sikreste og mest farbare vej til at opnå og bevare en dyb og varig hellighed.

Helgenerne giver mange bud på hengivenhedsakter og forskellige fordybelsesaktiviteter, når det handler om at komme til hellighed, lad os derfor tage udgangspunkt i nogle få:

1.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi Ansigt.

2.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Sår.

3.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Hjerte.

Alle disse fordybelsesformer skal i sagens natur ses og praktiseres i relation til Herrens lidelse, Hans sorg og Hans opofrende død.

I den resterende del af denne artikel vil jeg gå mere i dybden med fordybelsen i Jesu Kristi Ansigt.

Fordybelsen i Jesu hellige Ansigt, en praksis, som Skt. Thérèse af Lisieux var meget optaget af

Ligklædet fra Torino viser os, at Vor Herre ønsker, at vi viser hengivenhed til Hans hellige Ansigt. Han (Vor Herre) har derfor i den forbindelse ladet åbenbaringer vedrørende dette fremstå for en række mystikere (1). ”For at skabe mere opmærksomhed omkring denne praksis etablerede pave Leo XIII i 1885 en særlig hengivenhedsakt, som han i modsætning til det, der ellers var sædvane, nemlig at en sådan akt blev rettet til et specifikt konfraternitet, og lod den gøre sig gældende i hele Den universelle Kirke. Bemærk i øvrigt at adskillelige former for aflad er blevet tilføjet til denne hengivenhedsakt af forskellige paver igennem tiden. … Skt. Thérèse af Lisieux var meget dedikeret til denne hengivenhedsakt, hvilket gjorde, at hun fik navnet Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt. Denne hengivenhedsakt blev praktiseret i Den universelle Kirke før udbruddet af 1. Verdenskrig, men den har desværre efterfølgende ikke opnået større opmærksomhed.

En velkendt bøn, der forbundet med det, at man fordyber sig i Jesu Hellige Ansigt, er følgende bøn, som er (Bønnen til Jesu hellige Navn): ”Lad os tilbede og lovprise Jesu ophøjede navn, det navn, som er over alle navne, og for hvilket alle knæ skal bøje sig, i Himlen, på jorden og under jorden. Lad os lovprise Jesu hellige navn!”. Denne bøn blev lavet for at gøre bod for alle de synder og forbrydelser, der er blevet foretaget mod Jesu Hellige Ansigt af kommunister, gudsbespottere og dem, der ikke overholder Herrens dag (søndag) osv.

I et uddrag fra Catholic Tradition (2), hvor Vor Herre på mystisk vis henvender Sig til en from karmeliternonne, taler Han til hende om, at Han specifikt lover i relation til sine præster, at Han vil gå i forsvar for dem overfor Sin Fader, og yderligere vil Han give dem sit kongedømme, hvis de i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for Vor Herre i forhold til dette anliggende, der handler om soning. Præster, der ønsker at føre denne opfordring ud i livet, bør derfor bestræbe sig på at få skabt grobund for et konfraternitet i deres sogn eller sogne, der er centreret omkring Jesu hellige Ansigt.

Løfter fra Vor Herre Jesus Kristus til dem, der ærer Hans hellige Ansigt

1.      Alle de, der ærer Mit Ansigt med henblik på soning, vil ved at gøre dette være ligesom den fromme Veronika, (der lindrede min lidelse med svededugen). Fordi de viser denne omsorg overfor Mit hellige Ansigt, for at gøre bod, fordi det er blevet vansiret af mennesker, der spotter Gud, vil Jeg drage omsorg for deres sjæle, der er blevet skamferet af synd. Mit Ansigt fungerer som et guddommeligt segl, der bærer det fortrin, at Det kan genskabe Guds Billede i sjælen.

2.      De, der i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for det, der er Mit sigte i dette arbejde for soning, vil Jeg forsvare overfor Min Fader og videre vil Jeg overdrage disse Mit Kongedømme i Himlen.

3.      Ved at opofre Mit Ansigt til Min evige Fader, vil intet blive nægtet dem, der gør dette og mange syndere vil blive omvendt.

4.      Ved Mit hellige Ansigt, vil de, (der ærer Det), udvirke undere, formilde Guds vrede og bringe nåde til syndere.

5.      Som man i et kongerige kan anskaffe sig forskellige ting med kongens mønt, sådan vil det også være i Himlens Kongerige, der vil de sjæle (der ærer mit Ansigt) opnå alt det, de ønsker ved ”den mønt”, hvorpå Mit hellige Ansigt er påtrykt.

6.      De, som på jorden fordyber sig i sårene i Mit Ansigt, vil i Himlen se Mit Ansigt stråle i herlighed.

7.      De, der ærer Mit Ansigt, vil i deres sjæle tage imod en lysende og vedvarende bestråling af Min guddommelighed, sådan at de i lighed med Mit Ansigt vil stråle i særlig grad i Himlen.

8.      Jeg vil forsvare dem, (der ærer Mit Ansigt), Jeg vil bevare dem, og Jeg forsikrer dem, at de vil holde ud til afslutningen.

Andre bønner, der er rettet til Jesu hellige Ansigt

1.      Herre Jesus Kristus, vi træder frem for Dit underskønne Ansigt for at bede for de nådegaver, vi længes efter, vi beder Dig frem for alt om, at Du vil forme vore hjerter således, at vi intet tidspunkt nægter Dig det, Du befaler os gennem Dine Bud og det, Din Ånd tilskynder os.

2.      Oh, Gode Jesus, Du har sagt: ”Bed, så skal der gives Jer, søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for Jer” giv os Oh Herre, den tro, hvormed vi kan opnå det, vi søger, eller skab i os, det, vi behøver; giv os det, Din kærlighed udvirker, og som er for Din evige herlighed, de nådegaver, som vort hjerte længes- og søger efter i din uendelige barmhjertighed. Amen.

3.      Vær barmhjertig mod os, Oh min Gud, se på din Søn Jesus og Hans Ansigt. Vi bringer dette ansigt frem for Dig i tillid til, at Du vil se på os med nådefulde øjne. Den altid barmhjertige Talsmand løfter Sin røst og går i forbøn for os; Oh Gud lyt til Hans læbers bøn og se de tårer, der flyder fra Hans øjne, og ved Hans uudtømmelige kilde af fordele, læg da øre til Hans ord, når Han træder frem på vegne af os arme og elendige syndere. Amen.

4.      Tilbedelsesværdige Jesu Ansigt, min eneste kærlighed, mit lys og mit liv, giv at jeg ene og alene må kende, elske og tjene Dig, og at jeg må leve med Dig, i Dig og for Dig. Armen.

5.      Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din Søns tilbedelsesværdige Ansigt til Din ære og herlighed, til omvendelse af syndere og til frelse for de døende.

6.      Oh guddommelige Jesus gennem Dit Ansigt og Navn frels os, Du vort håb, i kraft af Dit hellige Navn!

Noter

1.      Læs nærmere om dette i følgende artikel: http://www.holyfacedevotion.com

2.      Link til Catholic Tradition og uddraget herfra: http://www.catholictradition.org/Christ/golden-arrow.htm

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 18. december 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/meditation-holy-face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria, Den Ubesmittede: Helligåndens elskede Brud

I en tidligere artikel så vi på fem teologiske beviser fra Bibelen, alle fra det Gamle Testamente samt brevene i det Nye Testamente, som er accepteret af protestanterne, og som handler om Guds Moders Ubesmittede Undfangelse. I denne artikel vil vi fortsætte dette undersøgende arbejde, men denne gang i relation til åbenbaringer, der optræder i det Gamle – og det Nye Testamente.

Det sjette teologiske bevis finder vi grundlag for i en række skriftsteder i Lukasevangeliet:

–          Ved englens hilsen til Jomfru Maria: ”gratia plena” (fuld af nåde).

–          Ved den ærbødighed englen viser Jomfru Maria.

–          Ved at Helligånden overskygger Jomfru Maria, efter at hun har givet sit fiat (Lad det ske mig efter dit ord).

–          Ved at Johannes Døberen ”springer” i Elisabeths moderliv, da hun hører Marias hilsen.

–          At Helligånden gennem Elisabeth priser Maria for hendes besøg (”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?”).

–          At en profeti opfyldes af profeternes dronning!

Ave Maria betegner, at Maria er Den Nye Eva, hun er en antitese til Eva, hun er den, der soner Evas ulydighed. Dette er også et eksempel på, at englene viser stor ærbødighed overfor deres dronning.

I det Gamle Testamente viste Abraham, Lot, Tobit og dennes søn Tobias ærbødighed overfor de engle, der åbenbarede sig for dem. Her ser vi, at det er englen, der viser ærbødighed overfor Maria ved at sige ”Hil dig”, ligesom man vil sige, hvis man stod overfor en royal person, eller som der senere bliver sagt: ”Hil dig, jødekonge” (Mark 15: 18).

I Lukasevangeliet kapitel 1:28 står der: ”Herren er med dig, du benådede”. Du benådede eller fuld af nåde formuleres på latin på følgende måde: ”gratia plena”. Jesus Kristus, Guds Lam, der i Sig selv er uden synd, kaldes også ”fuld af nåde” (plenum gratiae) i Johannesevangeliet kapitel 1: 14.

På græsk er ordene ”du benådede”: kecharitomene. Eksperter indenfor det ældre græske sprog (oldgræsk og nytestamentlig græsk etc) gør rede for, at dette ord kan oversættes med ”at det er tilladeligt”. Når man ser på ordet kecharitomene ud fra en sprogvidenskabelig vinkel samt det græske sprogs grammatik, er dette ord synonym for: komplet, fuldendt og fuld af nåde (kilde: (Blass and DeBrunner, Greek Grammar of the New Testament). Med andre ord englen hilser Guds Moder med ”fuld af nåde” altså som Den komplette, fuldendte og Den benådede.

Hvad er det, der sker efterfølgende? Det er, at Jesus har ”guddommeliggjort” (theosis) Sin moder ved at give hende alle Sine nådegaver. Men Jesus Kristus besidder den nåde at være ubesmittet. Derfor må Maria også bære denne nåde; ellers ville Maria ikke være fuld af nåde. Hvis Maria er fuld af nåde, er hun ubesmittet. Ellers ville Kristus være fuld af nåde, men ikke ubesmittet.

Skt. Elisabeth, der var fyldt med Helligånden, da hun hørte Marias hilsen, undrer sig over, at Guds Moder kom for at besøge hende. Johannes Døberen blev helliggjort i Elisabeths moderliv, da Guds Moder talte. Han ”sprang” af fryd ved hendes nærvær. Dette bringer associationen til kong David, da han stod foran Pagtens Ark i 2. Samuelsbog. Arken blev bragt til et bestemt sted og forblev der i tre måneder og med Den fulgte Gud Herrens velsignelser.

Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen, men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus. Herrens ark stod nu i gatitten Obed-Edoms hus i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, for Guds arks skyld, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen under festglæde” (2 Sam 6: 9 – 12).

Her ser vi, at det, at ære Maria, som er Guds Ark, bringer velsignelse, hvor hun end bevæger sig hen. Det gamle løfte, som Gud har givet sine helgener: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande” (1 Mos 12: 3), gælder først og fremmest Maria, helgenernes dronning. Vi ser i Tobits Bog kapitel 13, at denne profeti gentages, men her benyttes metaforen Guds mystiske by:

Forbandet være alle, der håner dig. Forbandet være alle, der river dig ned og nedbryder dine mure, alle, der omstyrter dine tårne og sætter ild til dine huse. Velsignet til evig tid være alle, som frygter dig!” (Tob 13: 12).

Lad dette udpluk af skriftsteder fra Bibelen, der viser, hvordan helgener og engle har behandlet Maria, fremstå som eksempler for os!

Der findes yderligere udsagn, der bekræfter ovenstående. Der er et bibelsk bud, der siger, at man skal ære sin moder, som vi finder i 2 Mos 20: 12, og som er citeret i Ef 6: 2-3, og Maria er vor moder (Joh 19: 27). Skt. Johannes er et billede på den fuldendte Jesu discipel, den, der var tættest på Hans hellige Hjerte, og som elsker Guds Moder, som han elsker sin egen mor. Ønsker du at være så tæt knyttet til Frelseren? Derfor bør I evangelikale kristne elske Maria, som I elsker Jeres egen mor!

Det syvende bevis. Visdommens sæde, hvis sæde er af det pureste guld, den mystiske guddommelige nådes moder, som jøderne kaldte Shekinah, Guds Ånds Brud, dukker op gentagne gange i Visdomsbøgerne i det Gamle Testamente (Ordsprogenes Bog, Siraks Bog, Højsangen og Visdommens Bog)!

(i)

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. Hos mig er der rigdom og ære, nedarvet velstand og lykke. Frugten af mig er bedre end det reneste guld, udbyttet af mig er bedre end det udsøgte sølv. Jeg færdes på den retfærdige vej, på de rette stier, for at give dem, der elsker mig, rigdom i eje, jeg fylder deres forrådskamre” (Ordsp 8: 17-21).

Her henvender visdommen sig til os som en person, nemlig Nådens Moder, hvis frugt er mere fuldkommen end guld! Da Kristus er frugten, der kommer af Marias ubesmittede moderliv, det Elisabeth ved Helligånden frydefuldt forkyndte århundreder senere, tydeliggøres det, at kvinden er Maria. Visdommen (som er en kvinde) fortsætter med at tale til os gennem profeternes mund i alle visdomsbøgerne!

Dette finder vi endnu et bevis for i Siraks Bog kapitel 24. Herren bereder en plads for Sit Tabernakel i Den hellige Visdom; hun skal højloves i Den Højestes kirker. Blandt de velsignede er hun velsignet:

(ii)

Visdommen lovpriser sig selv og roser sig midt i sit folk. I den Højestes forsamling tager hun ordet og roser sig over for hans hærskarer: Jeg udgik af den Højestes mund, og som en tåge dækkede jeg jorden. Jeg tog bolig i det høje, og min trone stod på en skysøjle. Jeg alene vandrede på himmelbuen og færdedes i afgrundens dyb. Over havets bølger, over hele jorden, over ethvert folk og folkeslag fik jeg magt. Blandt alle dem søgte jeg et hvilested. I hvis land skulle jeg slå mig ned? Da fik jeg en befaling af ham, der har skabt alt, og han, der har skabt mig, gav mig til sidst bolig og sagde: »Tag bolig i Jakob, og tag land i eje i Israel.« Før tidernes begyndelse skabte han mig, og indtil tidernes ende vil jeg ikke ophøre med at være til. I det hellige telt gjorde jeg tjeneste for hans ansigt, og sådan blev Zion det sted, jeg kom til at bo. Han gav mig dermed bolig i sin elskede by, og jeg fik magt i Jerusalem. Jeg slog rod i det folk, han herliggjorde, i det land, der tilhører Herren, fik jeg ejendom. Som en ceder på Libanon skød jeg i vejret, som en cypres på Hermons bjerge. Som en palme i En-Gedi skød jeg i vejret, som rosenbuske i Jeriko, som et smukt oliventræ på sletten, som en platan skød jeg i vejret. Jeg udbredte vellugt som kanel og krydret balsam, som udsøgt myrra, som galban-gummi, mollusk-olie og stakte-dråber, som røgelsesskyen i teltet. Som terebinten udstrakte jeg mine grene, og mine grene var herlige og yndefulde. Som en vinstok frembragte jeg yndefulde ranker, og mine blomster gav herlig og rig frugt. Jeg er moder til den skønne kærlighed og gudsfrygt, til kundskab og det hellige håb. Sammen med alle mine børn giver jeg evige goder til dem, der udvælges af ham. Kom til mig, I, som længes efter mig, og mæt jer med mine frugter. For at tænke på mig er sødere end honning, at eje mig bedre end flydende honning. De, der spiser mig, er sultne efter mere; de, der drikker mig, tørster efter mere. Den, der adlyder mig, bliver ikke til skamme, de, der gør brug af mig, synder ikke” (Sir 24: 1-22).

Her i dette fantastiske skriftsted får vi indsigt i, hvem nådens Moder er! Ligesom det jødiske folk havde en forventning om Messias komme, havde de også en forventning om Hans Moders komme, Hende, som er nådens Moder.

Dette er den egentlige mening med ”fuld af nåde”. Maria er Guds Moder, fuld af Hans nåde. Maria bør derfor altid blive lovprist; det er ved sin Søns vilje, at hun er nåde! Hun er kærlighedens, frygtens og det hellige håbs Moder. Al nåde, der er knyttet til Vejen, Sandheden og Livet, dvs. Kristus, befinder sig i hende. Hun er Moder til – og Mediatrix for al nåden i Hans Ånd, som Hans (Åndens) sande Brud. Meningen med hendes liv var at gøre Hans vilje, og derfor var hun fuld af nåde og voksede i den nåde. Det er derfor Bibelen fortæller os, at vi bør højlove hende i Gud etc., altså som beskrevet ovenfor.

(iii)

Visdommen i Visdommens Bog kapitel 8 er: at Herren af alle elskede kvinden, der er visdommens Moder. Han beredte en plads for Sit Tabernakel i hende. Hvem er hun? Hun er Den Ubesmittede!

Gud fortæller os, hvordan Han elskede og tragtede efter denne kvindes visdom. Hun er Hans Helligånds sande Brud. Altings Herre ønskede, at det var hende, der blev Hans Ånds Brud, og det ser vi beskrevet her:

Hun strækker sig gennem verden fra ende til anden med magt, og hun styrer alting godt. Hende fik jeg kær, og jeg opsøgte hende fra min ungdom, jeg ønskede, at hun skulle føres hjem til mig som min brud, og jeg blev betaget af hendes skønhed. Sin ædle herkomst herliggør hun ved at leve sammen med Gud; han, der hersker over alting, har fattet kærlighed til hende …” (Visd 8: 1-3).

Det ottende bevis: Den elskede Brud, som Helligånden kalder: ”Oh, Min Elskede” er uden syndens plet, og det vil sige, at hun er ubesmittet. Maria er et billede på Kirken. Hun repræsenterer allerede i egen person det, hele Kirken vil blive til på den sidste dag.

Højsangen 4: 7: ”Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig”. Det engelske ord for immaculata har sin oprindelse i latin og stammer fra dette skriftsted. ”Macula” betyder plet. Macula non est in Te dette synger Helligånden til Sin Brud; med andre ord Helligånden erklærer overfor os, at Maria er ubesmittet. (Dette skriftsted på latin, er fra Vulgata 4: 7: Tota pulchra es, amica mea, et macula non est in te).

Det niende bevis. Pagtens Ark fremstår i al Sin skønhed i Himlen. Hun er kvinden, der er blevet kronet med en krone bestående af 12 stjerner. Hun er Kirkens Moder, Israels datter og Den ubesmittede Jomfru Maria.

Johannes’ Åbenbaring 11. 19: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel …”. Guds Ark var blevet taget op i Himlen, det er det, Kirken lærer! Denne Ark er, som beskrevet ovenfor, af det pureste guld, uden plet og ubesmittet og kan bære Herlighedens Herre, der er lydefri og ubesmittet. Denne ark er ingen anden end Den Ubesmittede Jomfru Maria.

Kapitel og skriftsteder blev tilføjet Den hellige Skrift (Bibelen) under vejledning af Helligånden. Skriftstederne 11: 19 og 12: 1 i Johannes’ Åbenbaring er centreret om den samme tematik, nemlig kvinden, der er kronet med en krone bestående af 12 stjerner, en kroning, der er foregået i Himlen. Hun fremstår i en utrolig smuk klædning, som overstråler alle helgener og engle, og dette må indikere, at hun har levet et liv uden synd, fordi hun er ubesmittet og derfor ikke kendte til synd.

Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1-5.

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter”.

Det fremstår her meget klart, at Maria er blevet kronet i Himlen, hun er skønnere end solen, månen og stjernerne. (1) Kvinden her er Jesu Moder, og Maria er Jesu Moder. (2) Kvinden her er alle kristnes Moder, for Jesus overlod Maria til Johannes, som hans Moder, og dette skete ved korsets fod. Yderligere blev Maria moder til (kommende generationer af) Jesu disciple. (3) Kvinden her er den samme kvinde, som nævnes i 1 Mosebog 3: 15. (4) Kvinden fødte Jesus og os, som er hendes åndelige børn, til trods for, at hun forbliver med at være jomfru, og det er derfor, at det er blevet sagt, at vi udgår fra hende, og derfor er hun Jomfrumoderen. Der er kun én kvinde i hele historien, som har været – og for altid vil være Jomfru Moder, og det er Jomfru Maria. Derfor er hun dronningemoder over Israels 12 stammer, dronning over Kirkens 12 apostle, Den velsignede Jomfru Maria. Maria er ligesom Gebirah (Dronningemoderen) i Israel, og derfor vil det, hun fremsætter altid blive lyttet til.

Hun er et billede på Israel, fordi hun er Israels jomfrudatter som Esajas, Jeremias og profeterne taler om. Hun er også en typologi på Kirken, et aspekt Skt. Ambrosius, Skt. Clemens, Skt. Ephrem fra Syrien og kirkefædrene ofte fremhæver, og det er fordi, at hun i egen person er det, som Kirken en dag vil blive til.

Apostlen Johannes viser os, at den, der på bedste vis forsøger at bliver Jesu discipel, modtager Guds Moder, Maria, som sin kære Moder, ligesom disciplen modtager Jesus Kristus som sin egen personlige Herre og Frelser. Her lærer apostlen os, at alle, der har Gud, som deres Fader også må have Maria som deres Moder, for hun er den sande Moder til alle Guds børn, og vi er hendes åndelige afkom, som hun undfanger, selvom hun er jomfru.

Store helgener som Skt. Cyprian og Skt. Montfort siger begge, at den, der ikke har Maria og Kirken, som sin Moder ikke har Gud som sin Fader (III) og (IV).

Det tiende bevis. Guds Brud er en kvinde i Himlen, som med sin Brudgom Helligånden, taler til os i Johannes’ Åbenbaring kapitel 22. Hun er et billede på Kirken, og det er det, kirkefædrene fremhæver, og hun er Den Ubesmittede Maria.

Findes der yderligere bevis for, at en kvinde er blevet taget op til Himlen og er blevet kronet der? Ja: Hun er ikke kun Guds Moder, moder til Sønnen og Gud Faders datter, men også, som vi har set gennem en lang række skriftsteder i det Gamle og Nye Testamente, hun er også Helligåndens sande elskede Brud. Helligånden kalder hende ”Min elskede”, og Han lader hende tale til os i det sidste kapitel i Den hellige Skrift (Bibelen). Der står skrevet: ”Og Ånden og bruden siger: Kom” (Åb 22: 17). Set ud fra det faktum, at Helligånden taler, har mange protestanter egenhændigt, modsatrettet Jehovas Vidner samt andre protestanter (ganske rigtigt) bevist, at Helligånden er en person. Set ud fra samme målestok er Helligåndens Brud også en person.

Hvem er hun? Ingen anden end Den Ubesmittede Maria, Bruden uden syndens plet og det levende billede på Moderkirken. Hvem som helst, der viser hengivenhed over hende, vil blive frelst.

Noter

(III): Skt. Cyprianus (Cyprian) fra Karthago: Om Kirkens Enhed, Kapitel 6: ”Hun kender til ét hjem, og med kyskhed og beskedenhed varetager hun helliggørelsen af ens leje. Hun sørger for, at vi er Guds; hun udpeger de børn, som hun har formet til kongedømmet. Hvem som helst, der er adskilt fra Kirken og har indladt sig på utroskab, har ladet sig skille fra Kirkens løfter, ej heller vil den, der har forkastet Kirken, kunne modtage Kristi belønninger. Vedkommende er en fremmed, agerer profant og er en fjende. Vedkommende kan ikke have Gud som Fader, hvis vedkommende ikke har Kirken som Moder

(IV): Citatet nedenfor finder man både i en engelsk og dansk udgave: (1) St. Louis Marie de Montfort, “The secret of Mary,” Part 1, Doctrine of the Holy Slavery, para 11 og (2) Skt. Louis Marie de Montfort, “AFHANDLINGEN OM DEN ÆGTE MARIA-FROMHED”, FØRSTE DEL: MARIA I GUDS FRELSESPLAN no. 30:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 13. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-immaculate-bride

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Privatåbenbaring

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvad skal man mene om privatåbenbaringer? Det synes som om, at hvor man end vender sig hen, så optræder der konstant nye seere, der modtager visioner og budskaber fra Det Guddommelige.

Nuvel, den tilgang vi katolikker bør have til dette er helt enkel. Hvis Kirken har godkendt de enkelte visioner og budskaber, er man på sikker grund og kan dermed beskæftige sig med dem. Men hvis Kirken ikke har godkendt dem, skal man være MEGET forsigtig, og man bør være MEGET skeptisk, ja decideret afvisende, indtil Kirken har givet Sin endelige godkendelse.

Men i forhold til de privatåbenbaringer, der ER godkendt af Kirken, kan det være nyttigt for katolikker at rette deres opmærksomhed mod dem. Selvom de ikke tilføjer yderligere til den Guddommelige åbenbaring, som de troende allerede har kendskab til, er de ikke desto mindre værd at studere nærmere.

Når en privatåbenbaring stammer fra en stor helgen, som levede et meget fromt og helligt liv, bør den tilskynde til yderligere granskning og overvejelse.

Tag for eksempel Skt. Teresa af Avila, som var så from og hellig, at det er helt uden sammenligning.

Vor Herre viste Sig ofte for Hende og åbenbarede specifikke situationer i det liv, Han levede her på jorden.

Da vi er gået ind i maj måned, som er en måned, hvor Kirken traditionelt fejrer Maria, Vor Frue, er det oplagt at rette fokus på noget specielt, som Vor Herre åbenbarede for Skt. Teresa, og som omhandler Vor Frue.

Han fortalte Skt. Teresa, at Han på et tidligt tidspunkt, før daggry opstod, for at Han kunne opsøge Sin hellige Moder, der var i dyb sorg over den megen lidelse, Han havde gennemgået. Han åbenbarede også for Skt. Teresa, at Han opholdt sig hos Sin moder i længere tid for at give hende trøst. Han omfavnede – og kyssede hende, og hendes glæde vendte derpå tilbage.

Dette er virkelig en smuk åbenbaring. Set ud fra et katolsk perspektiv giver den god mening. Mange kirkefædre og lærere har sammen med helgenerne allerede, inden dette blev åbenbaret, spekuleret over og kommet frem til den konklusion, at Vor Herre først opsøgte Sin moder.

Der er ikke andet at sige til det, end at selvfølgelig ville Han gøre netop det! Den første i den større offentlighed, der var vidne til Hans opstandelse, var Maria Magdalene, men den, der skulle være det absolut første vidne, var Kvinden, der havde lidt mere end nogen anden kvinde i historien. Simeon forudsagde, da Maria fremstillede den lille Jesus i templet: ”også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, og det skete, mens hun stod ved korsets fod på Golgata.

Husk på, hun var uden synd, fordi hun blev undfanget uden arvesyndens plet, og netop hendes renhed gjorde hende mere modtagelig overfor smerte og lidelse, der er forårsaget af synd, og specielt den lidelse, som hendes Søn måtte gennemleve på korset. Mennesker, der er onde, berøres ikke i så stor udstrækning af lidelse hos andre mennesker, og deres evne til at leve sig ind i andres lidelse er ikke så fremherskende. Man kan benytte manglen på indfølingsevne, som et parameter for ondskab hos et menneske.

Og som en diametral modsætning til det ovenstående er en dyb indfølingsevne et parameter for det menneske, der er godt. Den, der er præget af fromhed og hellighed er langt mere følsom, når det gælder lidelse i åndelig forstand. Dette menneske gribes af stor sorg over synd, og der findes ikke nogen større synd, end når man slår Gud ihjel.

Og hvem anden end Den Ubesmittede Maria kunne fornemme så dyb en smerte over den største af alle synder. Selv ud fra en menneskelig synsvinkel, hvor en moder ser sit barn, uanset hvilken alder det har, vil det altid være hendes barn, blive korsfæstet, overvældes hun af en dyb og ubærlig sorg over, at dette sker for netop hendes barn.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at træde rundt i denne sorgfulde begivenhed, men der ligger en smuk betragtning og overvejelse i, at Vor Herre genopstod fra de døde på et tidligt tidspunkt for at opsøge Sin moder for at være sammen med hende og trøste hende.

Jeg fremhæver blot dette for at understrege, at det er et udtryk for en helt speciel katolsk tænkning. Kristne, der ikke er katolikker, er ikke sporet ind på denne måde at tænke på.

Og de er heller ikke motiverede for det.

De vil i stedet spørge: ”Hvor står det i Bibelen?”, som om hele sandheden om Vor Herre er at finde i Bibelen. Her bliver jeg bare nødt til at understrege, at det gør den ikke. Selv Bibelen gør rede for dette i slutningen af Johannesevangeliet kapitel 20 og 21.

Den katolske Kirke rummer hele sandheden, ikke fordi vi katolikker, som enkeltindivider står over ikke-katolikker, men fordi troen er sandheden. Kirkens lære og de åbenbaringer (af privat og offentlig karakter), som er blevet givet Kirken, er overdraget os for at hjælpe os på vejen mod Himlen, den vej, det er så let at blive ledt bort fra.

Så Vor Herre bliver ved med at forsikre os om, at Hans lære er sand, at den er beskyttet af Helligånden, og at ingen vildfarelser blander sig med den. Vor Herres lære udgør sammen med mange hellige menneskers betragtninger og overvejelser (kirkefædre, kirkelærere, bekendere o.s.v) Kirkens læreembede. De førnævnte hellige mennesker levede i et mystisk fællesskab med Vor Herre, og dermed blev de kanaler for Hans Guddommelige kærlighed, de var levende nådekilder.

Katolikker bør ikke stiltiende acceptere det, der sker i Kirken, hvor man udvander den katolske tro, fordi de er bange for at såre nogen, hvis de løfter deres røst.

De store trosskatte er blevet givet til Kirken, Vor Herres Brud, af Hendes elskede Brudgom, ligesom når en mand fæstner et utroligt smukt smykke på sin hustru.

Der er ingen kærlighed eller skønhed, Jesus Kristus vil nægte Sin Brud, som Han gav Sit liv for. Han giver Hende Sit Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed, kort fortalt, den direkte vej til Faderen. Hvis Han giver hende DETTE, som en måde, hvorpå Hun kan forberede sig til Himlen, hvad skal han da ellers give Hende for at styrke Hende på Hendes jordiske rejse.

Dette er den forståelse af troen, og hvad Kirken er, som har været fraværende i de sidste 50 år eller mere. I forsøget på at favne så bredt som muligt, har katolikker mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at være katolik, og det at bringe den katolske tro ud til verden.

Det er blevet tid til (igen) at være (rigtig) katolik.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. maj 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2014-05-02.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Forræderen

Han blev skabt til at være en helgen, men blev fordømt i al evighed

I dag er det skærtorsdag, en dag, der kalder på mange følelser. Det er den dag, hvor Vor Herres lidelse tager sin begyndelse, da Han forlader det bord, hvor Han har fejret Den sidste Nadver og går mod Getsemane have. Det er dagen, hvor Han har indstiftet Den hellige Eukaristi og præsteskabet, og det var det, som Den sidste Nadver dannede rammen for.

Dette er også dagen for Judas’ forræderi, et forræderi, der bragte så stor smerte over Vor Herre, at Han allerede tusind år, før denne forventede hændelse skete, løftede Sin røst gennem salmisten og sagde følgende: ”selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig” (Sl 41:10). I dette skriftsted optræder en vis guddommelig indforståethed, som henviser til den smerte, Vor Herre føler i forhold til Judas’ forræderi.

Når man betragter Judas, som blev fordømt på grund af sit forræderi uanset den argumentation, der kommer fra visse teologer, fordi man ønsker at yde ham en vis form for oprejsning, så er vi her vidner til (fra disse teologers side) en fuldstændig afvisning af troen, nærmere betegnet Eukaristien. Det er ved Den sidste Nadver, at Eukaristien indstiftes. Det er også under Den sidste Nadver, at Judas forlader ”selskabet” for at sætte den sammensværgelse i værk, han har udarbejdet sammen med de jødiske ledere.

Men Judas’ forræderi mod Vor Herre opstod ikke ud af den blå luft. På et tidspunkt mistede Judas sin tro på det, Vor Herre forkyndte, og desuden sin tro på Vor Herre og Den, Han er. Men trods dette forblev Han at være en del af apostelkollegiet, fordi han havde en forhåbning om, at Vor Herre ville bringe et nyt rige, paradis og liv til verden (i en verdslig forstand), hvor de ”små” og fattige ville opnå en form for retfærdighed. Judas, der selv var en tyv, håbede, at han også kunne få noget ud af denne drøm om et jordisk rige.

Det første tegn på, at Judas afviste Vor Herres forkyndelse, kom belejligt nok, da Vor Herre talte til forsamlingen, hvor Vor Herre betonede vigtigheden af at spise Hans Kød og drikke Hans Blod. Dette skete i synagogen i Kapernaum, hjembyen for Peter, Andreas, Johannes og Jakob.

Det var på dette sted og ved denne Vor Herres forkyndelse, at det kom til at stå klart, hvad der skulle ske ved Den sidste Nadver, og desuden var det i Kapernaum, at folkemængden vendte sig fra Jesus. Husk på, at da folkemængden havde vendt sig fra Jesus, vendte Jesus sig mod apostelkollegiet og spurgte dem: ”Vil I også gå jeres vej?”

Det er netop her Peter kommer med et smukt svar: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige”. For de fleste mennesker slutter hændelsesforløbet her, for de læser ikke skriftstedet færdigt. Skriftstedet afsluttes med, at Vor Herre fordømmer Judas ved at sige: ”Én af Jer er en djævel”.

Selvom Vor Herre ikke afslører hvem i apostelkollegiet, der er en djævel, ville det, der skete i et fremtidigt perspektiv, røbe hvem, der var tale om. Det var Judas. Vor Herre ville senere formulere følgende om Judas: ”… men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre, om det menneske aldrig var født”.

Ved en senere lejlighed betegnes Judas som fortabelsens søn. Dette er ikke en formulering, man anvender, når man taler om en eventuel frelse. Det forræderi, Judas foretager overfor Vor Herre, kan betegnes som et Eukaristisk forræderi. Dette forræderi begyndte at tage form, da han tog afstand fra det, Vor Herre sagde i Kapernaum om, at det er absolut nødvendigt, at man spiser Hans Kød. Vor Herre fremhævede, at undlader man at gøre dette, har man ikke noget liv i sig.

Det, Judas gjorde, var ikke at slutte sig til folkemængden i Kapernaum, der vendte sig bort fra Jesus, det var i sit hjerte, at Judas afviste Vor Herre. Derfor bør det heller ikke komme som en overraskelse, at det var Judas, der efter at have forladt Den sidste Nadver sammen med de jødiske ledere søgte en lejlighed til at forråde Jesus. Alt det, der sker med Judas, den forandring han undergår, er helt overensstemmende med det forløb, Jesus skal gennemgå i Sit lidelsesforløb.

Det, der begyndte med en egentlig afvisning (foretaget af Judas) af Eukaristien, da Vor Herre talte om Den i Kapernaum, blev fuldbyrdet ved Den sidste Nadver, for det var her, at satan bemægtigede sig Judas.

Hvad var tegnet på, at Judas var den, der skulle fuldbyrde et forræderi mod Guds Søn? Det var, at han dyppede brødet i fadet, og det er netop det, salmisten beretter om. Tegnet på, at fuldbyrdelsen af forræderiet var nært forestående, var brødet, og brødet var samtidig tegnet på selve forræderiet.

Gud Fader åbenbarede for Skt. Katarina fra Siena, at det ikke kun var Judas’ forræderi mod Hans Søn, der udløste den guddommelige vrede, men det var også hans fortvivlelse og dermed tvivlen på Guds barmhjertighed, den barmhjertighed, der udgår fra en uudtømmelig kilde. Judas fortrød helt sikkert sine handlinger, men hans anger var ikke dybfølt nok, og han havde ikke et ønske om at omvende sig. Han opsøgte ikke tilgivelsen, som ville have tilflydt ham, som det rindende vand, hvis han blot havde bedt om det.

Fortællingen om Judas kunne have været det største vidnesbyrd om omvendelse i katolsk historieskrivning. Adspurgt, kunne skoleelever og unge i dag sige: Jeg går i skole på Skt. Judas skolen eller den kirke, jeg går til Messe i, er Skt. Judas Kirke.

Judas, som af Vor Herre blev kaldt for fortabelsens søn, er blevet fordømt, og Vor Herres ord gik dermed i opfyldelse. Det var bedre for ham, at han ikke var blevet født. Judas oprør mod Vor Herre, der startede i hans tanker og hjerte, samt det hovmod, han lod vokse frem, var rettet mod en afvisning af troen på Eukaristien. Der, hvor det hele startede, blev det også afsluttet. Hele dette forløb blev også forudsagt der. Jesus Kristus er Den hellige Eukaristi, og afviser man dette, afviser man Ham.

Det handler om Den hellige Eukaristi. Det er Judas et synligt tegn på.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 13. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-traitor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)