Category: Faith

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan her løfte sløret for den sande historie om kommunionsmodtagelse i hånden

Don Federico Bortoli er på nuværende tidspunkt præst i sognet Sant´ Andrea Apostolo i Acquaviva i bispedømmet San Marino Montefeltro. Han er yderligere bispedømmets financielle og juridiske overhoved og rådgiver i kirkelige spørgsmål for Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti (Den kristne sammenslutning af iværksættere og ledere). Han er yderligere forsvarer i forbindelse med sager vedrørende ægteskabelige spørgsmål ved Flaminio det kirkelige tribunal i Bologna. Hans bog, La distribuzione della Comunione sulla mano (Kommunionsmodtagelse i hånden) udgivet den 22. februar 2018 er hans doktorafhandling i kanonisk ret. Vi stillede ham en række spørgsmål vedrørende dette vigtige emne.

Spg: Det hoveddokument, der vedrører modtagelsen af Den hellige Kommunion i hånden er en instruktion, Memoriale Domini (herefter forkortet MD) fra den 29. maj 1969 udstedt af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter under direktiv fra Paul VI. Kan du i det væsentlige gøre rede for, hvordan dette dokument blev til, og hvilke direktiver det indeholder?

Svar: Dokumentet blev udarbejdet, fordi man i kølvandet på Vatikan II lod Kommunionsmodtagelse i hånden sprede sig til mange lande. Der var her tale om et liturgisk misbrug, som havde sin rod i de lande, hvor der allerede eksisterede doktrinære problemer vedrørende Den hellige Eukaristi: de lande det drejede sig om, var Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Den Hellige Stol havde ikke haft held med at få stoppet dette misbrug, og man besluttede sig derfor til at rådføre sig med alle biskopperne vedrørende dette spørgsmål. Denne beslutning taget af Paul VI lader os forstå, at det var nødvendigt at få løst dette vigtige problem. Jeg siger dette, fordi der vil være nogle, der vil hævde, at denne problemstilling ikke er betydelig eller blot er af mindre karakter.

Spg: Hvad opnåede man ved at rådføre sig med biskopperne?

Svar: Størstedelen af biskopperne udtrykte modstand mod indførelsen af denne praksis. MD anerkendte mødets resultat og bekræftede, at den universelle norm for kommunionsmodtagelse er på tungen, og samtidig blev der fremlagt tungtvejende grunde for netop denne praksis. Man blev samtidig enige om, at biskopkonferencerne de steder, hvor det liturgiske overgreb allerede fandt sted, kunne anmode om en indult (lat. indulgentia: gunstbevisningen. Der er tale om en pavelig dispensation fra kirkeloven) for Kommunionsmodtagelse i hånden, hvis biskopperne på stedet vel og mærke kunne opnå et to tredjedelsflertal, for at denne praksis skulle være en tilgængelig mulighed.

Spg: Bekræfter MD dermed, at de to måder, hvorpå man kan modtage Kommunionen, ikke kan sidestilles?

Svar: Ja absolut. I min bog undersøger jeg hele tekstgrundlaget i instruktionen, og når man læser det grundigt igennem, er man ikke i tvivl om, at den traditionelle og universelle norm i Kirken for Kommunionsmodtagelse er på tungen, netop fordi denne norm ” er grundlagt på en århundredgammel tradition, men især fordi den udtrykker og signalerer de troendes ærbødige respekt overfor Den hellige Eukaristi”. Ydermere ”undgår man den fare, der er for at vanhellige de Eukaristiske partikler”. Dokumentet sidestiller ikke de to måder for kommunionsmodtagelse. Kommunionsmodtagelse på tungen er det, der anbefales og betragtes, som den mest passende måde at modtage Kommunionen på, mens Kommunionsmodtagelsen i hånden tillades, forudsat, at der tages hensyn til visse forholdsregler, såsom at man kontrollerer om fragmenter af Hostien findes i håndfladen.

Spg: Et andet aspekt i instruktionen, som du fremhæver i din bog, er det faktum, at det ikke var meningen, at indulten skulle gives til alle, der efterspurgte den, men at den var beregnet for de biskopkonferencer i de områder, hvor det liturgiske misbrug allerede åbenlyst florerede.

Svar: Nemlig, der blev givet mulighed for, at man de steder, hvor det liturgiske misbrug (Kommunionsmodtagelse i hånden) allerede gjorde sig gældende, kunne fremsætte en begæring. Indulten var ikke tiltænkt de steder, hvor problemet ikke var eksisterende. Men hvad skete der egentlig? I begyndelsen fulgte man den fastsatte procedure, herefter fremsatte praktisk talt alle bispedømmer en anmodning og modtog en indult, det gjaldt også de steder, hvor der slet ikke var grundlag for at indhente en sådan. Kardinal Knox, som var præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, efterkom i flere tilfælde anmodninger fra andre biskopkonferencer. Det er en kendsgerning, at kardinal Knox i sin fortolkning af MD var alt for lemfældig.

Spg: I din bog bemærker du, at Paul VI gennem statssekretær kardinal Villot i januar 1977 bad kardinal Knox om at give ham en vurdering af situationen vedrørende tildelingen af indulter, og hvordan det blev effektueret, men også for at kontrollere, om der efter at indulten var blevet udstedt, kunne spores misbrug og vanhelligelse, og om de troende havde udvist mindre hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Men det syntes, som om kardinal Knox bagatelliserede omfanget af problemerne på området.

Svar: Paverne, først Paul VI og derefter Johannes Paul II, var meget opmærksomme på problemet takket være rapporteringen fra kardinal Bafile (præfekt for Kongregationen for hellig- og saligkåringsprocesser fra 1975 til 1980). Til trods for dette fortsatte kardinal Knox sin hidtidige fremgangsmåde. Paul VI bad kardinal Knox om ikke at foretage en evaluering af forslagene fra kardinal Bafile, men han blev bedt om at overveje, hvordan de konkret kunne bringes til anvendelse. Disse forslag var i det væsentlige en suspension af bevillingen af den nye indult, og her er det vigtigt at huske på, at Kommunionsmodtagelse i hånden er en praksis, der ikke anbefales fra Kirkens side, og der hvor indulten ikke var blevet givet, betragtedes Kommunionsmodtagelse i hånden som et misbrug.

Spg: Hvad, der faktisk skete, var, at alt dette begyndte med en artikel i L’Osservatore Romano, som var skrevet af Fr. Annibale Bugnini i 1973, som handlede om, at den nye praksis blev betragtet som værende bedre og mere tro mod den gamle måde at modtage Kommunionen på.

Svar: Tanken med MD var at legitimere det liturgiske misbrug de steder, hvor det ikke var muligt at få det fjernet, men det var stadig nødvendigt at formidle en katekese relateret til tekstmaterialet i instruktionen, en katekese, der kunne fremhæve fordelene ved at modtage Kommunionen på tungen samt den risiko, der var forbundet med den nye praksis, in primis (først og fremmest), spredningen af fragmenter fra Hostien. Katekesen var ikke tænkt til at skulle fremme Kommunionsmodtagelsen i hånden, men på en vis måde afskrække folk fra at benytte denne fremgangsmåde, dog uden at fremsætte et egentligt forbud. Den dag i dag, omtaler man stadig Kommunionsmodtagelsen i hånden som værende den bedste og mest troværdige måde set i relation til den praksis, man gjorde brug af i den første Kirke samt den liturgiske reform efter Vatikan II. I bogen har det været vigtigt at få fremhævet at Sacrosanctum Concilium ikke nævner dette med et ord. Det gør heller ingen af de efterfølgende dokumenter, og man finder det heller ikke fremhævet i det nye Romerske Missale, kun i Memoriale Domini, som understreger det ved at benytte formuleringen indult. Det står klart, at Bugninis artikel udstak en retningslinje, som lå langt fra det, der fremgik af tekstmaterialet fra koncilet (Vatikan II).

Spg: Efter MD er der ikke yderligere eksplicitte dokumenter, der har fokus på dette emne. Hvordan stiller Kirken sig i dag til praksis for Kommunionsmodtagelsen?

Svar: Et eksempel på et dokument, som er af ekstraordinær karakter, og som jeg lader optræde i appendix, er udarbejdet af biskop Bialasik fra Oruro. Dette dokument bekræfter helt tydeligt, at Kommunionsmodtagelse på tungen er Kirkens universelle norm, det som MD også fastslår. Derfor er Kommunionsmodtagelse på tungen den universelle norm i Kirken, mens Kommunionsmodtagelse i hånden opnås ved en indult, der er altså tale om en undtagelse. En anden meget vigtig reference, som gør sig gældende udover MD er Redemptionis Sacramentum punkt 92, som omtaler, at den troende har ret til at modtage Kommunionen knælende og på tungen.

Spg: Der er også behov, for at der gives katekese til børn vedrørende dette emne, så de lærer, hvordan man på den rette måde modtager Kommunionen, det vil sige på tungen.

Svar: Det er korrekt. Man bør gøre det klart, at Kommunionsmodtagelse på tungen er den bedste måde, og hvis nogen skulle ønske at modtage Kommunionen i hånden, må man være påpasselig og gøre det med stor forsigtighed. Som præst kan jeg ikke forbyde Kommunionsmodtagelse i hånden, men jeg kan fraråde folk at gøre brug af denne praksis, og forklare dem hvorfor denne fremgangsmåde er uhensigtsmæssig og dermed give en katekese til eftertanke og dannelse vedrørende modtagelsen af Den hellige Kommunion. Det bør dog også fremhæves, at samme Redemptionis Sacramentum i punkt 91fastslår, at ”hvis der optræder risiko for vanhelligelse, skal Den hellige Kommunion ikke uddeles i hånden på de troende”.

Spg: Du retter fokus på et andet aspekt, som er meget vigtigt, nemlig det, at får en biskopkonference bevilget en indult, er dette ikke ensbetydende med, at den enkelte biskop er pålagt at implementere den.

Svar: Dette er et andet meget væsentligt aspekt, som må frem i lyset. Får en biskopkonference bevilget en indult indebærer dette ikke, at den enkelte biskop skal bringe den til anvendelse i alle sogne i sit bispedømme. Denne forudsætning gør det ganske enkelt muligt for den enkelte biskop at afgøre, om indulten overhovedet skal implementeres. I Italien skete der faktisk det, at man handlede helt modsatrettet, idet man antog, at bevillingen af indulten til den italienske biskopkonference var en blåstempling af, at man i alle sogne i Italien nu kunne modtage Den hellige Kommunion i hånden. Men det var som sagt en fejl. Hver biskop skulle på selvstændig basis kunne afgøre om indulten skulle implementeres og på hvilken måde. Biskoppen af bispedømmet Oruro udstedte for eksempel et dekret i januar 2016, hvor han forbyder Kommunionsmodtagelse i hånden i hele sit bispedømme. En sådan handling kan foretages af enhver biskop. Anvender man samme logiske konsekvens, at uden et dekret fra hver biskop der fremsætter et ønske om at tage imod indulten, der er blevet bevilget biskopkonferencen, er Kommunionsmodtagelse i hånden ikke tilladt. Heller ikke biskop Laise i Argentina accepterede indulten. Han blev af de andre biskopper anklaget for ikke at være i enhed med dem. Han fremlagde sagen for Den hellige Stol, som lod det stå klart, at han handlede indenfor sine biskoppelige beføjelser.

Spg: Din bog er særdeles værdifuld, fordi den indeholder materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort.

Svar: Uden tvivl er det største og vigtigste bidrag til bogen, det materiale, der er udarbejdet af Fondo Ghiglione, og som ikke før er blevet publiceret, og som beskriver de dynamikker, der muliggjorde introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden. Bogen indeholder yderligere brevmateriale samt rapporter, der er blevet send til og fra den Romerske Curias departementer og Den hellige Stol. Frem for alt er størstedelen af den kommunikation, der er at finde i bogen, blevet udarbejdet af kardinal Domenico Balfile, som først var apostolisk nuntius (pavestolens ambassadør i et land), og som har opholdt sig et af de steder, hvor det liturgiske misbrug var mest fremherskende, og han tog notits af alle de problemer, der var opstået i den forbindelse, og senere blev han præfekt for Kongregationen for hellig – og saligkåringsprocesser. I bogen undersøger jeg hans breve til Paul VI og Johannes Paul II, og de viser, hvor bekymret han var over den store udbredelse af Kommunionsmodtagelse i hånden, samt de problemer der var fulgt i kølvandet på implementeringen af denne praksis. Der blev også fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs.

Den største bekymring, kardinalen havde, var spredningen af fragmenter af Hostien, som praktisk talt er uundgåelig ved Kommunionsmodtagelsen i hånden, og videre var han også bekymret for, om denne praksis ledte til en mindre andægtig holdning overfor Det Eukaristiske Sakramente, og at det yderligere svækkede troen på realpræcens.

Både Paul VI og Johannes Paul II var meget taknemmelige for rapporterne fra kardinal Bafile. Dette finder man bevis for hos pave Johannes Paul II, der publicerede brevet fra Dominicae Cenae den 24. februar 1980, hvor han meget klart tilkendegav, ”at det var beklageligt, at manglen på respekt overfor de Eukaristiske partikler var så stor”, når det handlede om Kommunionsmodtagelse i hånden. En måned senere tog Johannes Paul II den alvorlige og vigtige beslutning, at suspendere udstedelsen af nye indulter med den begrundelse, at bevilling af indulter i et fremtidigt perspektiv ikke skulle være mulig, men senere den 3. april 1985 blev praksis genoptaget.

Spg: Måske har muligheden for at indhente en indult fungeret som en kattelem for den nye praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden, også selvom Paul VI meget tydeligt gjorde rede for Kirkens lære omkring Kommunionsmodtagelse, og videre gjort det klart, at der var en begrænsning i forhold til udstedelsen af indulter, men den blev ikke overholdt.

Svar: I virkeligheden var muligheden for at indhente en indult måske et svaghedstegn. I en sektion i bogen berører jeg Kirkens autoritet, og hvor det er min hensigt at vise, at fordi man imødekom anmodningerne om indulter i så stort et omfang, er vi havnet i den situation, der er åbenbar for alle. Hvis der bare havde været åbenhed for flertallet af biskopper, der var imod at præsentere muligheden for Kommunionsmodtagelse i hånden, så kunne det måske have set anderledes ud.

Det er vigtigt at huske på, at det må være højeste prioritet, at beskytte Hostien bedst muligt, så partikler ikke spredes, og at Den ikke profaneres på anden måde, der tydeligt fremmes af den nye måde at modtage Kommunionen på. Johannes Paul II lærer i sin encykliske skrivelse Ecclesia de Eucharistia,”at vi ikke kan udvise for megen omhu i forhold til dette mysterium” (nr. 61). Dette udsagn er altafgørende.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/

communion-hand-true-story

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En glædelig martyrjul

Julen handler ganske enkelt om at dø fra sig selv

Den store julehøjtid er endelig over os, og det er herligt og pragtfuldt. Traditionelle hymner samt julesange rummer et væsentligt teologisk indhold, hvor enkelte vers indeholder mere teologisk dybde og sandhed end en helt almindelig prædiken. ”Se, din Gud har taget kødets skikkelse, Hil Dig, Du inkarnerede Gud”, denne linje stammer fra: ”Lyt til sangen fra englene, der bringer nyt”. Eller hvad med: ”Husk på, at Kristus Vor Frelser blev født juledag for at bringe frelse fra satans magt, da vi var kommet på afveje”, som er taget fra: ”Gud være med Eder, I glædens herrer”.

Hvad er julen andet end indledningen til Himlens store plan, som går ud på at bringe frelsen til menneskeheden? Det kan virke overvældende at tænke på, at Gud rent faktisk selv kom til verden for at frelse os, og Han gjorde det i skikkelse af noget så enkelt og uskyldigt, som et lille barn. Her er det vigtigt at huske på, at det Himlen foretager, ikke blot er noget, vi skal se på og overvældes af. Hvordan man end betragter det, bør vi ikke kun se på og overvældes af julekrybben, selvom den i sig selv er overvældende.

I den højtidelige juletid, der karakteriseres som en oktav, (oktav stammer fra det latinske octavus, der betyder den ottende. En fest i Kirken ‘fejres med oktav’, når den højtideligholdes indtil den 8. dag (oktavdagen)). I løbet af juletidens oktav optræder en række fester, som Den hellige Moderkirke opfordrer os til at være opmærksomme på og overveje. Ved første øjekast synes disse fester ikke at relatere sig til julehøjtiden og dens budskab, men med omhyggelighed og præcision er disse fester altså blevet placeret i denne oktav. Dagen efter juledag, fejrer vi festen for Skt. Stefanus, den første martyr. Derpå følger festen for de uskyldige børn, som har sit ophav i det massemord, Herodes foretog på en lang række drengebørn under to år, blot fordi han ville Jesus til livs, da han følte sin kongemagt truet. To dage senere fejrer vi festen for Skt. Thomas Becket, som blev brutalt myrdet ved alteret i Katedralen i Canterbury af en konge, som også følte sin position truet.

Hvorfor har Den hellige Moderkirke ladet disse fester optræde i juleoktaven? Det har Hun, fordi julen i bund og grund handler om at frembringe det ultimative offer. Det er i sandhed vanskeligt at have og bevare dette fokus i forhold til julen, når en sekulariseret verden fejrer en jul, hvor det handler mere om få end at give. Men det er præcis det, julen handler om, at man fuldt ud giver sig selv til det lille barn, som opgav Sin Himmelske Storhed og blev menneske for at bringe frelsen til menneskeheden. ”Sagtmodigt gav Han afkald på Sin Himmelske Storhed for at komme til verden og blive menneske, så menneskeheden ikke skulle smage døden, men frelsen. Han blev født til at oprejse jordens sønner og til at give dem den anden dåb”, og dette vers stammer fra sangen; Lyt til sangen fra englene, der bringer nyt”.

Så når du efter Messen denne jul står ved Julekrybben, så brug lidt tid på at fremsige en takkebøn: ”Tak kære Jesusbarn for alt det, Du har gjort for at bringe frelsen til mig”, og lad denne bøn blive efterfulgt af yderligere en bøn: ”Tag imod mit liv, ligesom Du gav mig Dit, og ligesom martyrerne, vi fejrer i denne uge, gav deres liv for at efterligne Dig, så lad mig blive knyttet til Dig i Din frelsesgerning for sjælene”.

Julen handler kort fortalt om at dø fra sig selv. Gud elsker Jer og fra alle os, der arbejder på Skt. Michael’s Media og Church Militant, ønskes I alle en velsignet, glædelig og hellig jul.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 22. december 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-a-very-martyr-christmas

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Født til lidelse og død

Så vi må have liv…

Ærkebiskop Fulton J. Sheen skrev, at Kristus på en særlig måde skilte sig ud fra alverdens ledere: ”alle, som er kommet ind i denne verden, er kommet for at leve, men Han kom ind i verden for dø”. Sheen fortsætter på følgende måde:

Det var ikke Hans fødsel, der bragte en skygge over Hans liv, og som førte til Hans død. Det var snarere korset, som først og fremmest lod sin skygge række tilbage til Hans fødsel. Han er den eneste, der nogensinde i denne verden har levet sit liv bagudrettet. Som blomsten, der vokser på det hældende murværk, er et udtryk for naturens poesi, på samme måde som det mindste atom i solsystemet, fortæller Hans fødsel om dødens mysterium.

Julen, Vor Herres fødsel, Vor Herre, som blev kød og tog bolig i denne verdens mørke, som et sårbart og hjælpeløst barn, synes meningsløs, hvis man ikke har forståelse for det, der er meningen med dette barns liv: at tage vore lidelser og daglige kamp på Sine skuldre i 33 år, hvorefter det hele kulminerer i smerte, forladthed og døden på korset. Men med Sin død fuldbragte Han for verden sejren over synden og den evige død, og åbnede Himlens porte for de retfærdige, der længe havde ventet på deres Frelser og for fremtidige generationer af sjæle, som ønsker at modtage Hans kærlighed.

Kristus kom først og fremmest som Frelser, og det betyder, at vi, hver eneste sjæl, behøver frelsen. Men hvad skal vi frelses fra? Fra os selv, fra vores ønske om at gøre dårlige ting, som gør os til slaver under syndens åg, og som fører til den evige død og en evig adskillelse fra Gud, kort sagt helvede.

Intet menneske har kræfter til at befri sig selv fra syndens greb, det er kun Kristus, der kan gøre det, og Han kan gøre det for enhver sjæl, der vil tage imod det samt Hans nåde, og som har besluttet sig for at leve i Hans vilje. Denne nåde gives kvit og frit til alle, men man må søge efter den og ville tage imod den. Vor Herre vil ikke tvinge noget menneske ind i Himlen. Vi må have et oprigtigt ønske om at ville kende sandheden og søge efter den, derpå vil Gud åbenbare Sig.

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” (Luk 2: 14).

Fra alle os på Church Militant: en glædelig og velsignet jul.

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 25. december 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/born-to-suffer-and-die

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Julen er katolsk

Protestanterne har ikke forstået hele meningen med julen

I en sand økumenisk ånd samt med Barmhjertighedens år i tankerne, lad mig så formulere det på følgende måde, at de, der er protestanter, ikke har forstået hele meningen med julen. Ja, det er rigtigt, Den Kirke (den katolske) jeg er en del af, er pænhedens Kirke (Church of Nice), og den er økumenisk og helt igennem barmhjertig, når det handler om at forkynde sandheden for dem, der befinder sig i mørket, og det er der, hele problemet ligger.

Protestantismen er kendetegnet ved, at den afviser Eukaristien, ligesom jødedommen nu er kendetegnet ved, at den afviste Kristus. Hvad har Eukaristien at gøre med Jesu fødsel? Det Allerhelligste Sakramente er ganske enkelt målet for Jesu fødsel. Det evige Ord, der kommer fra evigheden, holder Sit indtog i historien og bliver kød for at bringe Sig selv som offer, for at genopstå og derved bringe os det selvsamme opstandne Legeme til at spise og Blod til at drikke, så vi kan gå fra denne verden til evigheden. Ingen jul, ingen hellig Kommunion, og hvis Den hellige Kommunion ikke eksisterer, er der ikke noget, der viser hen til julen. ”Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer” (Joh 6: 53).

En ikke-katolsk jul er lidt ligesom at møde op til en fødselsdagsfest og ignore fødselaren. Det hele passer sammen. Den hellige Kirke, som er vores Moder, lader kirkeklokkerne ringe for denne julehøjtid, og lader Sin første tilbedelsesakt være midnatsmessen på denne hellige dag. Ved denne dags begyndelse leder Kirken os umiddelbart til målet for- og afslutningen på julen ved at give os Livets Brød, som blev født i ”brødets by”, som er det Bethlehem oversættes til.

Vor Herres lille barnekrop blev lagt i et trug, en krybbe, et spisested for dyr, og dette var et billede på det, Han skulle blive en dag, nemlig kilden til den guddommelige føde for dem, der vil følge Ham. Hvilken herlighed, hvilken skønhed og hvilken sandhed! Det, at alt dette blev virkelighed, og vi kan fordybe os i det, er julens glæde. Der er faktisk det, der er kilden til den katolske glæde og ikke blot nogle overfladiske afslappede og hyggelige betragtninger.

Det centrale, med at Den anden Person i Den hellige Treenighed kom til verden, gjorde det muligt for os at kunne modtage Ham i Den hellige Kommunion. Det, der startede med, at et lille barn blev lagt i et trug, en krybbe, blev gjort med henblik på, at Gud for os blev føde, som fører os til evigheden. Enhver katolik, og specielt dem i Kirkens hierarki, der har indflydelse og lederskab, og som ikke forkynder denne sandhed til ikke-katolikker eller tager teten i forhold til at fortælle om denne Kirkens skat, gør sig skyldige i stor synd mod barmhjertigheden og forvrænger det, der er den virkelige økumeni.

Deres falske barmhjertighed stammer ikke fra et ønske om at elske deres næste, men er rodfæstet i egoisme. De er ganske enkelt bange for at forkynde hele sandheden, fordi de frygter menneskers reaktioner mere end Guds vrede. Det, at man ”skjuler” skatten i Himlen ved at undlade at sige sandheden, er en direkte fornærmelse mod fredens Fyrste, fordi man ganske enkelt ødelægger den plan, som Himlen har lagt, og i stedet samarbejder med den onde.

Det onde forsøgte gennem Herodes at slå det barn ihjel, som en dag ville nære verden (med sig selv). De, som er i Kirken, der afholder andre fra, der har behov for det, at få kendskab til det glade budskab, kan betegnes som vor tids Herodes.

Bekendtgør Herrens herlighed, som englene gjorde det overfor hyrderne, der om natten sad vagt ved deres dyr. Det er kun godt, hvis de, der hører dette budskab, bliver meget bange, for det er frygtindgydende, når man forstår dets betydning. Dette glade budskab var som allerede nævnt så frygtindgydende, at satan rent faktisk ønskede at slå Det ihjel. Efter at englene havde forladt hyrderne, gik disse mod Bethlehem for at se Det Tegn, som englene havde forkyndt: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe” (Luk 2: 12).

De gik hen for selv at se dette Tegn, som englen havde talt om. Kirken og de, der tjener Hende, bør gøre det samme, kom og se Tegnet, se Barnet, der er klædt i brødets og vinens skikkelse, Det ligger på alteret. Det, at undlade at forkynde sandheden for dem, der har behov for at høre den, er en stor undladelsessynd. Og I taler om at være en ond person, der stjæler julens glæde fra de små.

Julens glade budskab er ikke kun begrænset til Vor Herres fødsel, men også til at Hans folk bliver født på ny, ved at de spiser Hans Legeme og drikker Hans Blod. Kristus kom fra Himlen for at bringe os tilbage til Faderen. Næringen, altså det brød, der skal til på denne rejse (tilbage til Faderen) er Jesu Kristi Legeme, og det er til dem, der har forberedt sig på den rette måde.

” … ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14: 6). Dette er det centrale ved julen.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. december 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/christmas-is-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jomfruen

Uden Hende var Frelseren ikke blevet til menneske

En gang om året og netop på dette tidspunkt, finder protestanterne figurer frem af Jomfru Maria, Vor velsignede Moder. Der, hvor julekrybberne er opstillet, finder man også figuren af Maria, som bar Gud i sit moderliv.

Men ligeså snart, eller før, man har smidt juletræerne ud, har man glemt alt om den rolle Jomfru Maria spiller i frelseshistorien. Når det drejer sig om katolske menigheder, har de fleste fulgt trop i denne måde at agere på. De har glemt Jomfru Maria og hendes betydning, og dermed har de overtaget det hæretiske tankesæt, hvor man undlader at vise den respekt og ære, som retmæssigt tilkommer denne Himmeldronning.

Ved Den guddommelige Vilje bragte denne kvinde ved tidens fylde Skaberen til verden. Er der virkelig nogen, der for alvor tror på, at Den guddommelige Vilje, der gav Maria den største nåde, et menneske nogensinde har modtaget, ville lade hende glide i baggrunden og på den måde nedtone hendes betydning i frelseshistorien?

Hun, som bar Gud i sit ubesmittede moderliv, bekendte at: alle slægter skal prise mig salig. Sammen med Kirkens lære om Jesu Kristi realpræsens i Eukaristien er læren om Vor velsignede Moder, det, der oftest afvises, misforstås eller kategorisk udsættes for angreb af kristne, der ikke er katolikker.

Nogle protestanter accepterer læren fra koncilet i Nikæa, som erklærer og understreger Jesu Guddommelighed. Men selvsamme protestanter anfægter læren fra selvsamme koncil, som omhandler Jomfru Maria, og at Hun er Theotokos, Den, der bærer på Gud. De afviser det ikke på det teoretiske plan, men i praksis er det en anden sag.

De skænker hende ingen tanker, giver hende ingen ære og respekt, dog med undtagelse af én gang om året, hvor de opstiller en plasticfigur (med lys i) af Maria i deres have. Den noget forslidte protestantiske sætning: Hvad ville Jesus gøre? Synes at sætte i perspektiv, at Jesus under ingen omstændigheder ville underkende, glemme og ignorere Sin Moder. Man skal huske på, at Han udførte Sit første under (ved brylluppet i Kana) på hendes foranledning, og samtidig på netop dette tidspunkt understregede overfor hende, fordi Han gjorde dette under, ville hun sammen med Ham tage de første skridt mod Golgata. Da hun på Golgata stod ved foden af sin Søns kors, overdrog Han Sin Kirke, personificeret af Skt. Johannes (den discipel Han elskede mest) til hendes moderlige varetægt.

Vor Frue, som af Himlen er blevet udvalgt til at være den nye Eva, som Gud har tænkt på, før alt blev til, og som er blevet givet den største nåde et menneske nogensinde er blevet skænket, erklærer: at alle slægter skal prise mig salig. Vor Frue er blevet knyttet tæt til Den hellige Treenighed, fordi Hun er Gud Faders Datter, Guds Søns Moder og Gud Helligånds Brud. Det er Hende, der foranlediger, at Hendes guddommelige Søn udfører sit første under (ved brylluppet i Kana). Hun bliver Sønnens mest loyale discipel, Hun gennemlever så meget smerte, at det er ubegribeligt, og Hun er tilstede Pinsedag, da Helligånden sendes ned over disciplene. Vor Frue skænkes ikke megen opmærksomhed fra protestanterne og kun en gang om året i meget kort tid.

Følgende er en tanke fra Skt. Methodius, som man kan overveje: ”Jesus sagde: ’ær din fader og din moder’. Og for at gøre det, som Han selv påbød, gav Han megen nåde til- og viste stor ære overfor Sin moder”.

Når I kommer i nærheden af julekrybben juledag og for den sags skyld igennem hele juletiden, så gå ikke bare forbi, men bed en takkebøn til Guds Moder. For uden Hende var Frelseren ikke blevet menneske.

Alle på Church Militant og Skt. Michael’s Media ønsker dem, der følger os samt Jeres familier en hellig og glædelig jul.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 22. december 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-virgin

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)