Category: Faith

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lange kamp for kvindelige katolske præster er ved at nå sit højdepunkt

Skt. Gallen mafiaens lange kamp (1) for at forandre præsteskabet har nu nået et afgørende punkt. Mørket er begyndt at sænke sig over det, der er vigtigste for præsteskabet, mens slaget bliver udkæmpet ved Amazonassynoden.

Kort tid efter, at synoden var blevet påbegyndt, indrømmede biskop Erwin Kräutler, at synoden ”måske var” et skridt på vejen mod kvindelige præster (2). Den noget ”eksplosive” indrømmelse fremkom, efter at han allerede havde udtrykt sin støtte til kvindelige diakoner, og han sagde ved den sydonale pressekonference, at de indfødte ikke forstår cølibatet. Det er værd at notere sig, at blot få måneder før synodens start deltog Kräutler i et ”hemmeligt” præ-sydonalt møde (3), hvor man arbejdede med forslag om ordination af gifte mænd samt kvindelige diakoner. Fire andre deltagere udover Kräutler var kardinalerne Hummes, Baldisseri, Czerny og Schönborn (4), og disse kardinaler er en del af den kommission (5), der er ansvarlig for udfærdigelsen af synodens slutdokument.

En anden deltager ved dette ”hemmelige” formøde var kardinal Walter Kasper, som er én af hovedpersonerne i Skt. Gallen mafiaen.

Skt. Gallen mafiaen, der har levet sit helt eget – og tilbagetrukket liv, har i skjul lagt trædestenene for den revolution, vi nu er vidne til. Deres arbejde begyndte i slutningen af 1960’erne/i starten af 1970’erne, hvor de argumenterede kraftigt for en ordination af gifte mænd (6). Dette fremgår af biografien om kardinal Godfried Danneels, som er én af mafiaens hovedaktører, at mafiaen på et mere overordnet plan har drøftet muligheden for kvindelige diakoner under deres tilbagevendende årlige møde i Schweiz. I biografien beskrives arbejdet for kvindelige diakoner som et afgørende skridt mod en større forståelse for kvindelige ordinationer. Ifølge biografien mente Danneels, at der er bibelske og historiske belæg for en ordination af kvinder, men han var samtidig påpasselig med at ”lufte” sine synspunkter vedrørende dette emne offentligt.

Kardinal Carlo Martini S.J., leder af mafiaen og pave Frans ”forløber” (7), var mindre forsigtig med sine udtalelser om dette emne. I begyndelse af 1990’erne gav han en lang række interviews, hvor han åbenhjertigt fortalte om, hvordan han ville skabe forandringer af omvæltende karakter i præsteskabet. I et interview i 1994 med Le Monde blev jesuitten stillet følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe en åbning for, at præsteskabet også kan rumme gifte mænd? Han insisterede på, at ordinationen af gifte mænd kun skulle foretages, hvis der var særlige grunde. Dette var et forvarsel i forhold til det væsentlige emne, der er blevet diskuteret på synoden.

Vedrørende kvindelige præster indrømmede Martini i 1993, at hvis man gik for hurtigt frem, ville det resultere i et skisma, og det er det samme argument, der lægges frem i Peter Hebblethwaite’s bog The Next Pope. Ikke desto mindre sagde Martini:

”Når det kommer til selve spørgsmålet om ordination af kvinder, så er det min holdning, at vi bør nærme os dette skridt for skridt, så vi gradvis når frem til en løsning, der ikke kun er ”spiselig” for de progressive, men også for den resterende del af Kirken … Men jeg ser foran mig, at dette ikke kun tager år, men årtier, og det vil indebære mange kampe”.

Derpå fremkom han med en indirekte antydning af, at der ville komme forandringer efter årtier med mange kampe, som han fik formuleret på følgende spydige måde: ”Når folk stiller mig dette spørgsmål, og det er som regel amerikanere, der gør det: ”Vil vi få kvindelige præster”? Så er mit svar: ”ikke i dette årtusinde”.

Nogle har spekuleret i, at netop dette interview var løftestangen, for at pave Johannes Paul II offentliggjorde dokumentet Ordinatio Sacerdotalis fra 1994, som erklærede, at de troende ”definitivt” må stå fast på, at ”Kirken på ingen måde har autoritet til at skænke ordinationen til kvinder”. Martini syntes ikke at lade sig mærke af denne pavelige udgivelse og betegnede dokumentet som ”afgørende”, selvom han i bund og grund modarbejdede det. Som Peter Hebblethwaite henviser til i sin bog The Next Pope, at blot tre dage efter at Ordinatio Sacerdotalis er blevet offentliggjort, udtaler Martini ved en Eukaristisk kongres i Siena, at: ”paven intet har udtalt om ordination af kvindelige diakoner”. Vedrørende kvindelige diakoner i fortiden, sagde han: ”jeg tror, at man har forsøgt at holde ’en dør på klem’ for denne mulighed”. 

Senere i bogen Night Conversations with Cardinal Martini priste jesuitten igen kvindelige diakoner og sagde ”vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”. Han forklarede, at han personligt havde opmuntret overhovedet for Church of England til at udvise ”mod”, når det handler om ordination af kvinder, og samtidig ”tage en chance, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet”.

Mafiaens hensigt med at stræbe efter en ordination af gifte mænd samt kvinder er foregået gradvist og i smug, og arbejdet har igennem årerne for det meste budt på hårdt slid og modstand. Men ”projektet” har fået fornyet styrke under pave Frans og dennes pontifikat. Paul Vallely’s bog Pope Francis: The Struggle for the Soul of Catholicism beretter om følgende: da Kräutler spurgte paven om gifte mænd kunne ordineres, svarede paven kort og klart: ”tror du ikke, at jeg godt ved det”. Senere da en rådgiver stillede spørgsmålet om gifte præster, svarede pave Frans: ”en ting ad gangen”. Kräutler, der stærkt opfordrede til gifte præster samt kvindelige præster, blev hovedarkitekten (8) bag synodens kontroversielle arbejdsdokument. Han hævder, at ”to tredjedele” af biskopperne i Amazonas ønsker en ordination af gifte mænd, og mange af synodefædrene ønsker kvindelige diakoner.

Kräutler mener ikke, at pave Frans stringent vil afvise en ordination af kvinder (9). Jeg tror ikke, at han tænker, hvad der taler for eller imod, og samtidig hævder han, at pave Frans er ”åben for forandringer”.

Når det handler om kvindelige præster, benytter paven faktisk uhyggelige udtalelser, ligesom Martini gjorde i 1994. Paven benytter samme måde at udtale sig på som Martini. Pave Frans har på en beroligende måde bekræftet, at i princippet er forbuddet mod kvindelige præster stadig gældende, også selvom man under hans pontifikat i praksis forsøger at opfylde Skt. Gallen mafiaens drøm om kvindelige diakoner. Der er tale om, for at benytte en betragtning hentet hos historikeren Roberto de Mattei, endnu et eksempel på, at paven tilsidesætter alt det, der teoretisk set er solidt funderet.

Ifølge Marco Politis La Solitudine di Francesco er en lang række medlemmer af den undersøgelseskommission vedrørende kvindelige diakoner, pave Frans nedsatte, af den opfattelse, at paven under deres møde i 2017 har været sympatisk stemt overfor et sådant forslag. Et af kommissionens medlemmer har udtrykt sin tro på, at paven vil handle på ”rette” måde, men vedkommende erkender også, at det har været nødvendigt med en ventetid, så man undgår, at kommissionens arbejde har været spildt. Et andet af kommissionens medlemmer har fortalt om pave Frans’ arbejdsmetode med at ”tage et skridt ad gangen”. Det er værd at notere sig, at da kommissionen ikke kunne nå til enighed, om hvorvidt det kunne afgøres ud fra et historisk perspektiv, om kvindelige diakoner havde modtaget den sakramentale ordination, udtalte pave Frans: ”lad os fortsætte, jeg er ikke tilbageholdende i forhold til at gå mere i dybden med denne sag” (10).

I dag finder Kräutler det realistisk (11), at synoden vil nå frem til en afgørelse, ”som i alt fald indbefatter kvindelige diakoner”. Det er måske derfor, at pave Frans i ”løse” vendinger taler om, at han ikke er bange for et skisma: han ved om nogen, at han er ved at lade en bombe springe, som vil ryste Kirken. Som de Mattei for nylig påpegede, så har revolutioner historisk set en lang indkøringsfase, før de realiseres. Han er af den overbevisning, at det pres, som disse revolutionære tendenser har opbygget gennem 50-60 år, ”om mulig vil blive realiseret indenfor kort tid”.

Men selv om synoden på dramatisk vis giver sin støtte til ordinationen af kvindelige diakoner, påpeger flere røster, at ”mindre” opgavevaretagelser i Kirken foretaget af kvinder, er et forstadie til, at katolikker må berede sig på kvindelige præster. John-Henry Westen formulerer det på følgende måde (12):

Da kvinder allerede gør tjeneste ved alteret i liturgiske klæder, fungerer som lektorer og Kommunionsuddelere, synes det ikke fjernt, at kvinder overdrages en defineret kirkelig opgave, hvor de ved en Messe er tilstede i liturgisk klædning og har mulighed for at prædike. Er vi først nået dertil, er der ingen hindringer for ordination af kvinder, fordi kvinden som præst allerede fremstår synligt og i symbolsk forstand. I mangel af en præst kunne en kvinde klædt i liturgisk klædning lede bønnen, foretage evangelielæsning samt prædiken og endelig uddele konsekrerede Hostier fra Tabernaklet, og som pave Frans har nævnt, foregår dette allerede visse steder i Tyskland. På det tidspunkt vil det præsteskab, der kun består af mænd, være fuldstændig ødelagt, og det fører uundgåeligt og hurtigt til en falsk ordination af kvinder.

Ligeledes ville en ordination af gifte ældre mænd, et forslag lagt frem af biskop Fritz Lobinger (13) ikke blot være et frontalt angreb på cølibatet, men vil også bane vejen for kvindelige præster. Som Lobinger forklarer i sin bog Like His Brothers and Sisters, vil denne nye type af ordinerede præster ændre forestillingen om præsteskabet og gradvist sørge for en udskiftning af den klerikale præst med en præst, der ”flyder ind som en naturlig del af fællesskabet”. Dette ville gøre ordinationen af kvinder langt mere attraktiv for mange kvinder, og det vil for mænd synes mere acceptabelt, siger han stolt.

Med andre ord selvom synoden ikke afføder jordskælvslignende tilstande i Kirken, så har den revolutionære tendens fået mere styrke og kraft, og på den måde fortsættes Skt. Gallen mafiaens lange kamp mod præsteskabet.

 Noter

1: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Skt. Gallen mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden”): https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

2: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

4: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/photo-full-list-of-participants-in-private-pre-synod-study-meeting-in-rome

5: Link til uddybende artikel: http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/it/documenti/commissione-per-lelaborazione-del-documento-finale.html

6: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

7: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/leader-of-st.-gallen-mafia-ante-pope-martini-prepared-the-way-for-fran

8: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

9: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/papal-advisor-claims-francis-would-not-give-strict-no-to-womens-ordination

10: Link til en uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-inflight-comments-on-women-deacons

11: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/key-bishop-in-upcoming-amazon-synod-has-hope-for-at-least-female-deacons

12: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/video-10-signs-pope-francis-is-moving-towards-womens-ordination

13: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig”): https://onepeterfive.com/amazon-agenda

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 16. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-long-war-for-female-catholic-priests-is-reaching-its-climax

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Moder er den, der ved bedst: en tilskyndelse til at bede rosenkransen

I 1917 åbenbarede Den hellige Jomfru sig i Fatima i Portugal for tre hyrdebørn. Et år tidligere var børnene blevet varslet af Herrens engel på tre forskellige tidspunkter, om at disse åbenbaringer ville finde sted.

Ofte er vi vidner til, at ateister og skeptikere latterliggør kristne, fordi man i dag, ved første øjekast, ikke ser den samme åbenbaringsaktivitet som i Bibelen. De mennesker, der levede på bibelsk tid, ville sikkert også have oplevet det på samme måde, selvom de mirakuløse hændelser, der fandt sted, strakte sig over flere generationer.

Men Fatimaåbenbaringerne har vist sig at være de største offentlige åbenbaringer, menneskeheden har været vidne til. Vi bør derfor tro, at disse åbenbaringer er nogle af de allervigtigste.

Har man så lyttet til de budskaber, Vor Frue gav i Fatima? Jeg er tilbøjelig til at hævde, at det har man ikke. Tilbage i 1917 fortalte Sr. Lucia, at hun så sjæle gå til helvede, som når man ser snefnug falde. Det moralske fordærv, der præger den moderne verden, får verden af 1917 til at minde om Edens have. Der er mange aspekter i budskaberne fra Fatima, som menneskeheden ikke har taget til sig bortset fra en lille rest blandt de troende.

I sin bog Secret of the Rosary forsikrer Skt. Louis de Montfort os om, at ”hvis man trofast beder rosenkransen indtil ens dødsdag, kan han garantere for, at uanset omfanget og størrelsen af ens synder, vil man modtage den evige sejrskrans”.

Hvis disse ord – eller de mange andre formaninger, der er kommet fra helgener og hellige paver – ikke er nok, så har Den hellige Jomfru selv åbenbaret 15 løfter, hun vil opfylde for sine trofaste børn, der vil følge hendes appel om at bede rosenkransen. Den første gang disse løfter blev offentligt kendt var i forbindelse med Skt. Dominic i det 12. århundrede, og de blev senere i det 15. århundrede offentliggjort igen af den salige Alan de la Roche. I den sidste del af denne artikel, finder man en oplistning af de 15 løfter givet af Vor Frue. Jeg vil i det følgende kortfattet fremhæve nogle få af dem.

Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi”.

Efter min mening er det løfte, der er blevet skitseret ovenfor, noget af det mest betydningsfulde for os. Vi kan forsøge at fortrænge, at vi lever i en tid, hvor helvedes kræfter har stort spillerum, hvor laster findes i overflod, synden er ubegrænset, og det mest tragiske af det hele er, at vildfarelser og hæresi har spredt sig så meget, at det nærmest er umuligt at gennemskue, hvad der sandt og falskt.

Ingen kan uden Guds mirakuløse nåde modstå vildfarelsens bølger, der konstant skyller ind over os, medmindre man trofast beder rosenkransen. Når nu rosenkransen yder en så markant beskyttelse mod hæresi, er det helt sikkert grunden til, at Vor Moder inderligt ønsker, at vi holder fast i rosenkransen og beder den i disse tider. Vi bør huske, at rosenkransen, som vi kender den i dag, blev givet til Skt. Dominic i kampen mod albigenserne (1) og den hæresi, de var repræsentanter for. Rosenkransen blev overdraget ham som et våben, der skulle benyttes til at udslette vildfarelser af enhver slags. Vi bør også huske på, at Skt. Dominic benyttede andre ”midler” til at komme albigenserne og deres hæresi til livs. Han forkyndte og forsøgte af al kraft at overbevise folk om den sande tro og dens doktrin. Han forkyndte det, troens fædre havde opnået indsigt i med en visdom og klarhed, som aldrig er hørt før. Men det var ikke nok. Rosenkransen måtte også tages i brug for at understrege hans forkyndelse. Det var rosenkransen alene, der gav dødsstødet til den hæresi, der herskede på hans tid.

Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt”.

Det næste løfte, jeg vil rette fokus på, er enkelt og kortfattet, og det bør indgyde stor tillid hos os til Barmhjertighedens Moder samt den evige frelse. Vi er af Guds Moder blevet overdraget et håndfast og enkelt redskab til vore sjæles frelse, som er det altgørende i den kamp, vi kalder livet. Vi ville være godt dumme, hvis vi undlod blot en dag ikke at bede denne kraftfulde bøn.

I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen”.

Alt det, I beder om”, det er det, Guds Moder siger. Min erfaring i forhold til dette er ganske enkelt, at det er sandt, og det er også det, jeg hører fra andre. Rosenkransen har for mig været en vedvarende kilde af velsignelser, det være sig åndeligt og i forhold til mit liv her på jorden, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget den ”byrde” på mig (som jeg i starten troede det var) at bede rosenkransen. Men som det er med så mange ting i livet, når man først har lært det og er kommet godt i gang med det, er det let og endda en glæde. For de sjæle, der dedikerer sig til rosenkransen, venter en stor glæde.

Som en tilføjelse til dette løfte, fortæller Den Hellige Moder os i det sjette ud af de 15 løfter, at ”den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, aldrig vil blive ramt af ulykke”. Jeg tror bestemt, at det er noget, vi alle ønsker både nu og altid.

Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette

Det, vi ser her, er, at Den hellige Moder ønsker, at Hendes børn påtager sig denne opgave, som vil gøre så uendeligt meget godt for deres stakkels sjæle. Ordene bærer præg af en underliggende (sorg og) smerte over, at nogle af hendes elskede børn ikke vil gøre sig de anstrengelser, der skal til, efter at Himlen har vist, at rosenkransen er nødvendig for os.

Til at understøtte det, der er beskrevet ovenfor, vil jeg kortfattet citere Vor Frue af Fatima, hvor hun gør det klart, hvorfor hun virkelig ønsker, at vi beder rosenkransen:

Bed, bed meget og bring mange ofre, for mange sjæle går til helvede, fordi de ganske enkelt ingen har til at bringe ofre på deres vegne eller til at bede for dem”.

Der er sjæle, der går fortabt, og jeg tror ikke, at vi begriber, hvor forfærdeligt det er. Vi kan gøre en forskel, og det er netop det, Vor Frue understreger. Gud ønsker, at vi tager del i den frelsesplan, Han har udtænkt i forhold til sjælenes frelse, og derfor må og skal vi tage imod Hans anmodning. Han har i Sin uendelige godhed og visdom indrettet det således, at vores bøn har en betydning. Vi kan (ved bønnens kraft) opnå ekstraordinære forandringer hos mennesker, som vi ikke kender. Hvis vi forsømmer vores pligt til at bede, vil mange sjæle ikke modtage den nåde, som er afgørende for, at de omvender sig og opnår frelsen.

Jeg er Vor Frue af Rosenkransen, jeg er kommet for at opfordre de troende til at omvende sig og bede om tilgivelse for deres synder. De troende skal holde op med krænke Vor Herre, for Han er allerede blevet krænket mere end nok af menneskenes synder. Det er på tide, at menneskene beder rosenkransen, og det er vigtigt, at den bedes dagligt”.

Rosenkransen er et guddommeligt udvalgt redskab, som skal modarbejde menneskets synd. ”Lad menneskene bede den dagligt”, siger Den velsignede Moder.

Mit håb er, at denne artikel vil opmuntre alle til at være mere fokuseret på rosenkransbønnen. Måske vil artiklen også tilskynde dem, der endnu ikke har taget dette helt specielle ”våben” til sig, til at blive mere opmærksomme på rosenkransen, og det, den kan. Vi bør bede rosenkransen, som om vi deltog i et slag, for det er i sandhed sådan, det forholder sig. Den ydmyge bøn, der kommer fra en tilsyneladende ubetydelig person, kan ryste helvede, samt det, den onde foretager sig og markant ændrer andre menneskers liv, og alt dette sker, mens en person fyldes med en overflod af guddommelig nåde.

Uanset om I beder alle 20 dekader eller 5, tag rosenkransen og Vor Frue til Jer, ligesom Skt. Johannes gjorde det ved korsets fod på Golgata. Fortæl om rosenkransen og hold fast i den, for den er Jeres.

Jeg vil lade Skt. Lucia afslutte og sammenfatte budskabet i denne artikel:

Den Allerhelligste Jomfru har i disse sidste tider, som vi lever i, givet en fornyet styrke til at bede rosenkransen, og det på en sådan måde, at uanset mængden af problemer og udfordringer, der præger vort personlige- og familiære liv, er rosenkransbønnen løsningen på dette. Ved hjælp af den hellige rosenkrans vil vi kunne opnå frelsen. Vi vil blive helliggjort. Vi vil trøste Vor Herre og opnå mange sjæles frelse.

Femten løfter, der knytter sig til rosenkransbønnen

1.      Alle, der tjener mig ved at bede rosenkransen, vil modtage tegn på nåde.

2.      Jeg lover en speciel beskyttelse samt stor nåde til alle dem, der beder rosenkransen.

3.      Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi.

4.      Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, og til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette.

5.      Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt.

6.      Den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, der knytter sig til den, vil aldrig blive ramt af ulykke.

7.      Alle, der viser sand hengivenhed til rosenkransen, vil ikke gå bort fra denne verden uden at blive fulgt på vej af Kirkens sakramenter.

8.      De, som trofast beder rosenkransbønnen, vil gennem hele deres liv samt i dødsøjeblikket have Guds lys og modtage en mangfoldighed af Hans nåde. I dødsøjeblikket vil de tage del i de fortjenester, der stammer fra helgenerne i paradiset.

9.      Jeg vil udfri dem fra purgatoriet, der har hengivet sig til rosenkransen.

10.  Rosenkransens trofaste børn vil opnå stor herlighed i Himlen.

11.  I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen.

12.  Alle de, der udbreder kendskabet til den hellige rosenkrans og bønnen, der knytter sig til den, vil jeg bistå med det, de end måtte have behov for.

13.  Det er blevet givet mig af min guddommelige Søn, at alle. der udbreder kendskabet til rosenkransen, vil modtage forbøn fra den himmelske domstol igennem hele deres liv samt i deres dødstime.

14.  Alle de, der beder rosenkransen, betegner jeg som min eneste Søn, Jesu Kristi sønner, døtre, brødre og søstre.

15.  Hengivenhed overfor min rosenkrans, er et stort tegn på prædestination (2).

Noter

1: Albigensere, (efter byen Albi), en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet. Albigenserne var en hovedgruppe af katharerne (de rene).

2: Prædestination, (af præ- og lat. destinatio ‘bestemmelse’, af destinare ‘fastsætte, bestemme’), forudbestemmelse, teologisk betegnelse for Guds udvælgelse af visse individer eller grupper til frelse; denne udvælgelse ligger forud for fødslen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Henry Walker og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/rosary-mother-knows-best

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amazonassynoden er et bevis på, at Den katolske Kirke er blevet infiltreret, og at dette er sket indefra, siger Dr. Taylor Marshall.

Bemærk: Den 4. oktober 2019 var Voice of the Family, en sammenslutning af organisationer, der kæmper for familien og livet, værter for en rundbordssamtale i Rom, der omhandlede kritiske og væsentlige spørgsmål vedrørende Kirken og familien. Denne samtale fandt sted, kort tid før Amazonassynoden tog sin begyndelse. Man kan læse mere af LifeSiteNews rapportering fra denne begivenhed her (1). I det følgende bringes de informationer, Dr. Taylor Marshall fremlagde ved mødet.

Hvorfor trak Pave Benedikt XVI sig tilbage fra paveembedet den 28. februar 2013? Og hvorfor slog lynet ned i Vatikanet i forbindelse med, at alt dette skete? Blev dette affødt af skandaler i Vatikanets bank? Var det, fordi skandaler af seksuel karakter, der knyttede sig til højtrangerende kardinaler, stod til at blive afsløret? Eller var der tale om en begyndende krise relateret til doktrinære spørgsmål?

Alle disse spørgsmål samt den tvivl, der er opstået, flyder sammen, når vi tager udgangspunkt i den kendsgerning, der er veldokumenteret: at satan på en helt særlig måde, har holdt sit indtog i Den katolske Kirke på et tidspunkt i det forrige århundrede eller endda før. For i over et århundrede har aktører med rødder i frimurerne forsøgt at liberalisere og modernisere den katolske doktrin, liturgi og mission fra at have et overnaturligt fokus til et sekulært fokus.

Katolikker er i en stigende grad opmærksomme på, at der sker ændringer i Kirken.

I den henseende er der røster, der hævder, at det er pave Frans kontroversielle pontifikat, der er årsagen. Andre hæfter sig ved den forvirring, der var forbundet med den overraskende fratræden, som pave Benedikt foretog i 2013. Andre igen er overbevist om, at årsagen ligger i, at Johannes Paul II ikke var den pave, vi gik rundt og troede, han var. De fleste er dog enige om, at det andet Vatikankoncil, Novus Ordo Messen og Paul VI’s pontifikat bragte en voldsom forvirring ind i Den katolske Kirke. Men var åbningen af det andet Vatikankoncil i 1962, det, der satte en dominoeffekt i gang?

Jeg vil påstå, at hovedårsagen til alt dette strækker sig ca. 100 år tilbage i tiden før Vatikan II, og det handler om, at en bestemt dagsorden blev sat. Denne dagsorden går i al sin enkelthed ud på, at man erstatter den ”overnaturlige” religion, der har Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som sit centrum med en mere ikke-overnaturlig religion, hvor globalisme og humanisme er i centrum. Dette minder om det valg, Adam og Eva foretog ved skabelsen, hvor de gjorde sig selv til Gud ved at spise frugten fra kundskabens træ fremfor at knæle og modtage den overnaturlige frugt i form af guddommelig nåde. Lucifer gjorde også oprør mod Gud, fordi han i sin stolthed forsøgte at bestige Guds trone ikke ved at modtage Guds overnaturlige liv, men ved egen hjælp. Lucifer troede, at han kunne nå stjernerne, men han faldt i den afgrund, der kaldes helvede.

Det overnaturlige, hvor man er afhængig af Gud, der står over det naturlige, er katolicismen.

Det naturlige, hvor man forlader sig på sig selv uden Guds hjælp, er satanisme.

Den Katolske Kirke befinder sig i en krise, fordi Kristi fjender har igangsat udførelsen af en plan, hvor de ønsker at placere en pave i Peters Stol, som er pave for satan. Kristi fjender, fra Nero til Napoleon, erfarede til sidst efter deres mange anstrengelser, at når de angreb eller myrdede en pave, skabte dette kun sympati for Kirken og paven, og samtidig affødte det også martyrer. Denne strategi har altså igennem historien vist sig nyttesløs. Man har derfor taget en helt anden metode i anvendelse. Man har fundet sin egen kandidat, som skal beklæde paveembedet. Man har fra starten vidst, at dette ”projekt” ville tage tid, årtier og endda et århundrede. For det tager tid at ”forme” seminarister, præster, biskopper, dem, der står for udvælgelsen af kardinaler og selve paven. Men man har væbnet sig med tålmodighed, for det rette øjeblik har været værd at vente på. Man har udført sin plan langsomt og med tålmodighed, så en satanisk revolution har kunnet igangsættes med paven som kransekagefigur.

Paulus sagde: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6: 12). Krisen i Den katolske Kirke er relateret til den indtrængen, der er blevet foretaget af disse mørkets magter samt deres aktuelle tilstedeværelse. Kirken kan kun blive rengjort gennem en hellig krigsførelse mod det onde.

I en prædiken ved Den hellige Messe på festdagen for helgenerne Peter og Paulus og til minde om 9. års jubilæet for hans indsættelse som biskop af Rom, betonede Paul VI med beklagelse: ”Vi må fastslå, at der gennem en, på mystisk vis, fremkommet sprække, og nej, dette er egentlig ikke så mystisk, er satans røg kommet ind i Guds Kirke. Der hersker tvivl, usikkerhed, problemer, uro, utilfredshed og egentlig konfrontation” (2). Dette vidnesbyrd fra Paul VI er ikke blot en erkendelse af, at Den katolske Kirke har oplevet en sekularisering. Dette vidnesbyrd bekræfter snarere, at det er satan selv, der har sneget sig ind Kirken gennem den førnævnte sprække.

Den katolske Kirke er blevet infiltreret indefra, og denne infiltration strækker sig i alt fald tilbage til pave Pius IX’s pontifikat. Der er tale om et angreb på den overnaturlige tro, miraklerne, de guddommelige åbenbaringer og selve skabelsen. Den Gudgivne skabelse af mand og kvinde, og indstiftelsen af ægteskabet mand/kvinde, og den frugtbarhed og mangfoldiggørelse ægteskabet medfører. Derudover er der tale om en ”genopstandelse” af hedenskaben, ”hvor man søger at blive sin egen gud”.

Noter

1: Link til uddybende rapportering fra mødet: https://www.lifesitenews.com/news/lay-catholic-leaders-warn-about-amazon-synod-pope-francis-has-gravely-harmed-the-faith-it-is-time-to-say-it-out-loud

2: Pave Paul VI. Prædiken den 29. juni 1972, på festen for Peter og Paulus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 4. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-is-proof-that-catholic-church-has-been-infiltrated-from-within-dr-taylor-marshall

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)