Category: Faith

De velsignede karmelitersøstre fra Compiègne, der blev martyrer

Den 17. juli fejrede vi de 16 velsignede karmelitersøstre fra Compiègne, der blev martyrer. Der er tale om Moder Teresa af Skt. Augustin og hendes medsøstre, der blev henrettet den 17. juli 1794 under den franske revolution.

Søstrene havde nægtet at overholde den på daværende tidspunkt konstitution gældende for klerikale. Der var tale om en lov, der var blevet vedtaget i 1790, og som havde til hensigt at undertrykke og tilpasse Den katolske Kirke i henhold til den revolutionære regering. Man havde inddraget Kirkens ejendom og forbudt klosterordner af enhver slags. Karmelitersøstrene fra Compiègne nægtede at følge den undertrykkende lovgivning, der berørte deres kloster, og derfor blev de arresteret i juni 1794 og blev holdt fængslet i det tidligere Visitationskloster i Compiègne, hvor de dagligt frembar sig selv som et offer for fred i Frankrig og i Kirken. Den 17. juli kom deres sag for de revolutionæres domstol i Paris, og de blev dømt for forræderi og dermed til døden i guillotinen. Ved Forsynets vilje bar de deres forbudte ordensdragter, da deres sekulære klæder var blevet vasket den dag, deres sag kom for retten.

Søstrene blev derpå transporteret i bøddelkærrer sammen med 40 andre dødsdømte fanger til henrettelsesstedet på Place du Trône i Paris. På denne tur sang søstrene tidebønnerne fra Vesper og Komplet. Derudover sang de Miserere og bodssalmen 51: ”Gud, vær mig nådig i din godhed”, og de afsluttede med Salve Regina. Øjenvidneberetninger fortæller, at folkemængden, de passerede forbi på deres vej, sædvanligvis var støjende, men på forunderlig vis, havde der den dag lagt sig en dyb ro over den.

Da de nåede til stedet, hvor henrettelserne skulle foregå, istemte Moder Teresa Te Deum og derefter Veni Creator Spiritus. Alle søstrene fornyede deres klosterløfte og Sr. Constance, den yngste, der stadig var novise, sluttede sig til de andre søstre og foretog sin profes, inden hun skulle henrettes. Sr. Constance var den første, der skulle dø. Efter at have modtaget en velsignelse fra sin priorinde og kysset en mindre figur forestillede Vor Frue, gik hun mod guillotinen. Hun istemte Laudate Dominum Omnes Gentes: ”Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed modtog os er stor, Herrens troskab varer til evig tid” (Salme 117). Dette blev fulgt op af alle søstrene, som fortsatte med at synge, først højt, derefter blev sangen mere og mere lavmælt og til sidst forstummede den, med den sidste søster, der gik til sin død. Der plejede at være råb og megen støj under henrettelserne, men da søstrene blev henrettet, var der helt stille.

Sr. Constance antydede med et vink, at bødlen og dennes hjælpere skulle fjerne sig, så hun uden assistance kunne gå til guillotinen. Det synes sandsynligt, at henrettelserne blev fortsat i den rækkefølge, som søstrene havde afgivet deres ordensløfte. Vi ved, at Moder Teresa var den sidste, der gik i døden. Det er blevet fortalt, at man hørte den 78-årige Sr. Maria af Den korsfæstede Jesus sige følgende til sine bødler: ”Mine venner, jeg tilgiver jer og det er med den samme store længsel, jeg nærer efter, at Gud vil tilgive mig”. Karmelitersøstrenes lig blev begravet i en massegrav.

Der er mange, der af den opfattelse, at det offer, som Moder Teresa af Skt. Augustin og hendes kommunitet frembar, var med til at afslutte det terrorregime, der var ved magten på det tidspunkt. Det skete blot 10 dage efter nemlig den 27. juli 1794. Historien om søstrenes martyrium er blevet fremstillet i en mere populær form blandt andet i en roman af Gertrud von le Fort, i et skuespil af Georges Bernanos og i en opera af Francis Poulenc. Søstrene blev saligkåret af pave Skt. Pius X den 27. maj 1906.

Der optræder et britisk element i forbindelse med martyrerne fra Compiégne. Det handler om det engelske benediktinerkommunitet fra Cambrai. Dette kommunitet blev fordrevet fra deres kloster i 1792 og fængslet i Compiégne. I juni 1794 sluttede karmelitersøstrene sig til dem, og selvom de var fængslet hver for sig, blev benediktinerne vidner til karmelitersøstrenes hellighed, og de (benediktinerne) var samtidig overbevist om, at karmeliternes martyrium var med til at redde deres liv. En anden årsag kan dog også være, at disse benediktinere var engelske statsborgere, og at det var afgørende for, at de ikke blev stillet for en fransk domstol og dømt til døden for forræderi. De forblev at være fængslet indtil april 1795 og blev derefter forvist til England, hvor de til sidst slog sig ned i Stanbrook Abbey. Det eneste de ejede var karmeliternes verdslige beklædningsdele, og det var dem de bar. Enkelte stofstykker og en espadrille fra martyrerne fra Compiégne æres nu på Stanbrooke som relikvier.

Læs mere om martyrerne fra Compiégne på Wikipedia, Catholic Encyclopedia. Kildematerialet, der ligger til grund for beskrivelsen af henrettelsen i denne artikel er ”To Quell the Terror: The True Story of the Carmelite Martyrs of Compiégne” skrevet af William Bush (ICS Publications,Washington D.C., 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Carmelite Nuns of Great Britain. Den kan læses på: The Blessed Carmelite Martyrs of Compiègne – Carmelite Nuns in Britain

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Præsterne er dem, der forvalter Solen

Ved dagens fest for Skt. Caterine fra Siena, har jeg fundet frem til et helt særligt afsnit i bogen ”The Dialogue”. Der findes et billede (som man kan se, hvis man benytter linket til den originale engelske tekst), der er malet af Giovanni da Paola, og det forestiller Caterine fra Siena, der modtager Den hellige Kommunion af Kristi Hånd. Skt. Caterine modtager Den hellige Kommunion med armene krydsede som et kors, mens de hviler på hendes bryst, ligesom de kristne i Øst gør det ved Kommunionsmodtagelsen. I den klassiske ikonografi, som forestiller bebudelsen, er det den samme positur, Jomfru Maria indtager, da hun giver sit samtykke til ærkeenglen Gabriel og derpå modtager Ordet i sit moderliv. På billedet ser man i højre side en præst celebrere Den hellige Messe. Læg mærke til den ”lille” munk, der er forkynder og knæler på altertrinnet.

De, der forvalter Solen

Jeg har vist dig, kæreste datter, et fragment af det gode, præsterne besidder (for det, jeg har ladet dig se, er blot en brøkdel af, hvad det gode virkelig er), og jeg har fortalt dig om den værdighed, jeg har givet dem ved at have udvalgt dem til at være Mine præster. På baggrund af denne værdighed og autoritet ønsker Jeg ikke, at de bliver straffet af sekulære personer på grund af en personlig fejl, for dem, der straffer Mine præster, fornærmer Mig meget. Men Jeg ønsker, at de, der er verdslige, udviser en behørig ærbødighed overfor Mine præster, ikke for deres egen skyld, som jeg har sagt, men for Min på grund af den myndighed, Jeg har overdraget dem. Derfor bør denne ærbødighed aldrig ”aftage” i forhold til præster, hvis dydighed bliver svag, og det gælder også dem, der er dydige og gode (dem, som Jeg allerede har talt om). For de er alle blevet dem, der forvalter Solen, som er Min Søns Legeme og Blod samt de andre sakramenter.

Præster i en tilstand præget af lys

Denne værdighed gør sig gældende både for den gode og dårlige præst, alle er de blevet givet at forvalte Solen (som Jeg allerede har fortalt). Præster, der er fuldendte, befinder sig i en tilstand af lys, og det vil sige, at de gennemtrænger og opvarmer deres næste ved deres kærlighed. Med denne varme får de dyd til at vokse frem og bære frugt hos deres sognebørn. Jeg har i sandhed udvalgt dem til at være jeres værneengle, så de yder jer beskyttelse og sår frø i jeres hjerter, der afføder gode tanker, og alt dette sker ved deres hellige bønner. De skal lære jer Min doktrin, som de i deres livsførelse er en afspejling af. De skal tjene jer ved at give jer de hellige sakramenter. De skal våge over jer og indgyde jer gode og hellige tanker, ligesom en engel gør.

De er Min Søn Kristus

Vær derpå opmærksom på, at ved siden af den værdighed, Jeg har givet dem, er de også værdige til at blive elsket. Når de tillige besidder beundringsværdig dyd, som for eksempel de præster, Jeg før har omtalt, og som de alle som én er bundet og forpligtet til at opfylde, da fortjener de stor ærbødighed fra jer, for de er Mine elskede børn, og hver eneste af dem funkler ved deres dyd i Det mystiske Legeme i Den hellige Kirke. For enhver, der er dydens mand, er værdig til kærligheden, og disse (mine præster) fortjener kærligheden desto mere grundet den tjeneste, Jeg har lagt i deres hænder. I bør derfor elske dem på grund af den dyd og værdighed, der knytter sig til sakramenterne, og på grund af netop denne dyd og værdighed bør i afsky de fejl, der optræder hos dem, der lever et ynkeligt liv i synd. Men I bør ikke af den grund gøre jer til dommere over dem. Det forbyder Jeg ganske enkelt, fordi Mine præster er Min Søn Kristus, og I burde elske og ære den autoritet, Jeg har overdraget dem.

Præster, der ikke har orden i deres liv

Du ved, at hvis en person, der er snavset og bærer slidte klæder, gav dig en stor skat, hvorfra du ville få liv, da ville du ikke nære had til giveren, uanset hvor snavset og laset hans tøj end måtte være, for du vil nære kærlighed til skatten og Herren, som sendte dig denne skat. Denne snavsede person med de lasede klæder ville i den grad vække mishag hos dig, og du ville bede for at denne persons herre af kærlighed vil rengøre ham for hans tilsvinede klæder og blive iført en passende klædning. Dette er din pligt i henhold til Mit kærlighedsbud, og derfor er det Mit ønske, at I udviser kærlighed overfor sådanne præster, der er iført snavsede klæder tilsølet af laster, der afskærer dem fra Min kærlighed. Disse præster bringer jer store skatte, som er sakramenterne i Den hellige Kirke, og det er fra disse, at I modtager den livgivende nåde og tager imod sakramenterne med værdighed. Selvom dette måtte være forbundet med fejl, så gør I det i kærlighed til Mig, Den evige Gud, der har sendt præsterne til jer og af kærlighed til den livgivende nåde, som I modtager fra den store skat, som de giver jer, og som fuldt og helt er Gud og fuldt og helt menneske, det vil sige Min Søns Legeme og Blod forenet med Min guddommelige natur.

Bed for dem og døm dem ikke

Deres synder bør faktisk få jer til at føle mishag, og I bør afsky dem og bestræbe jer på med kærlighed og hellig bøn at give dem nye klæder og vaske deres snavs bort med jeres tårer, det vil sige, at I skal frembære dem for mig med tårer og stor iver, så Jeg i Min godhed og kærlighed kan give dem nye klæder. Vær forvisset om, at jeg ønsker at give dem min nåde, hvis blot de vil gøre deres for at tage imod den, og at I beder for dette, for det er ikke i overensstemmelse med Min vilje, at de giver jer Solen, mens de selv befinder sig i mørket, ikke at de skal fratages dydens klæder, der er blevet tilsmudset i vanære. Tværtimod har Jeg overdraget dem til jer og udpeget dem til at være jordiske engle og sole, hvilket jeg allerede har fortalt. Det er Min vilje, at de skal befinde sig i denne tilstand, og derfor bør I bede for dem og ikke dømme dem, men overlad deres dom til Mig.

Hvis de ikke accepterer omfanget af Min barmhjertighed

Jeg vil ved jeres bønner vise dem barmhjertighed, hvis de vil tage imod den. Men hvis de ikke ændrer deres liv, vil deres værdighed være årsagen til deres fald. For hvis de ikke tager imod Min barmhjertighed, vil Jeg som Den højeste Dommer lade dem få en frygtelig dom den dag, de står foran Mig, og de vil blive sendt til den evige ild.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. april 2016. Den kan læses på: Priests: Ministers of the Sun – Vultus Christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Præstens legeme og Kristi Legeme

I det følgende afsnit fra ”The Dialogue”, hvor Skt. Catherine fra Siena ”samtaler” med Den evige Fader, retter Gud Fader fokus på det, at præsterne svælger i synd. Han sammenligner præstens legeme med Kristi Legeme. Læg mærke til, hvordan der i teksten er en genklang af bebrejdelserne (Improperia) i langfredagsliturgien: ”Jeg gjorde dette for dig … og du har til gengæld (overfor mig) gjort dette”. Et fokus på Jesu Sår og Hans dyrebare Blod er karakteristisk for Skt. Cathrine.

Præstens kød, der er blevet salvet og indviet

O, du foragtelige og elendige mand, ikke et menneske, men et dyr! At du skulle give dit kød, der er blevet salvet og indviet til mig, til prostituerede eller det, der er værre! Ved Min enbårne Søns Legeme på korsets træ blev dit kød og hele menneskeheden helbredt for det sår, Adam pådrog sig ved sin synd. O, du, der er elendigheden selv, Han bragte dig hæder, mens du er en skændsel for Ham! Han bragte dine sår lægedom ved Sit Blod og langt mere. Han gjorde dig til Sin præst, og du forfølger Ham med dit begær og vanærende synder! Den gode Hyrde lod de små får blive tvættet rene i Sit Blod. Men du besudler dem, der er rene. Du bruger din magt til at lade dem kaste på en møgbunke. Du, der burde være en genspejling af ære, er blevet en genspejling af vanære. Du og alle dine præstelige brødre har hengivet sig til ugudelighedens gerninger og gjort det stik modsatte af, hvad Min sandhed gjorde for jer.

Præstens øjne

Jeg tillod, at man gav Ham bind for øjnene, for at du kunne blive oplyst, og du har med dine øjnes begær skudt forgiftede pile ind i din sjæl og på dem, som du ulykkeligt ser på.

Hvordan præsten styrer sin tunge

Jeg lod dem give Min Søn eddike og galde at drikke, og du, som er ligesom et forhærdet dyr finder nydelse i fine retter, for du har gjort bugen til din gud. Fra din tunge udgår vanærende og tomme ord. Det er din pligt, at du med din tale formaner din næste, forkynder Mit ord og beder tidebønnen med hjertet såvel med munden. Men det, der kommer til Mine næsebor er kun lugten af skidt, der udgår fra din mund, mens du sværger og begår mened, som om du var en svindler, bølle og som en, der vidt og bredt taler og agerer blasfemisk overfor Mig.

Præstens hænder

Jeg lod dem binde Min Søns hænder, så du og hele menneskeheden kunne blive fri fra syndens snærende trællebånd og salvede og indviede jeres hænder, så I kan være præster, der tager vare på det Allerhelligste sakramente, men i stedet bruger i jeres hænder til forfærdelige og afskyelige berøringer. Alle de handlinger, du foretager med dine hænder, udtrykker fordærv og gør dig til djævelens håndlanger. O, du som er elendigheden selv, dig udvalgte jeg til en sådan værdighed, så du alene kunne tjene Mig, ja netop dig og enhver anden skabning, der bærer på fornuften.

Følgende afsnit er på en særlig måde smukt formuleret. Faderen fremstiller Sønnens Legeme som en ”trappe”, der fører til Ham (Faderen). Han taler om Jesu åbne side, hvorigennem man skuer Jesu inderlige Hjerte. Jesu Hjerte er et åbent sted for dem, der ønsker at smage Faderens ubeskrivelige kærlighed.

Præstens fødder

Jeg ville, at Min Søns fødder skulle nagles til korset og gjorde Hans Legeme til en trappe, du kan benytte. Jeg lod dem åbne Hans side, så du kan se Hans inderlige Hjerte. Jeg gjorde Ham til et åbent sted, hvor du kunne se og smage Min ubeskrivelige kærlighed til dig, når du fandt frem til – og så Min guddommelighed forenet med din menneskenatur. Der vil du se, at Jeg har gjort Blodet, du forvalter for Mig til et ”bad” beregnet til, at du kan bortvaske dine synder. Du har gjort dit hjerte til et tempel for djævelen! Og din vilje, som dine fødder er et billede på, bruger du til at bringe Mig skidt, snavs og misbrug. Din viljes ”fødder” vil ikke bære dig andets steds hen end til djævelens hjemsøgelse. Derfor forfølger du med hele dit legeme Min Søns Legeme ved at gøre det stik modsatte af det, Han gjorde, samt det, du og enhver anden har forpligtet jer til at gøre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. april 2016. Den kan læses på: The Body of the Priest and the Body of Christ – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Otte dage skulle være tilstrækkeligt

Jeg finder det godt at blive mindet om Skt. Peter Julian Eymards ”hemmelighed”, der leder til et fuldendt Eukaristisk liv.

Hemmeligheden bag det, at man hurtigt kommer til at leve et liv med fuld opmærksomhed på Eukaristien, er, at man i løbet af en given periode gør Jesus i det Allerhelligste sakramente til centrum for Guds nærvær og samtidig udgangspunktet for: alt det, man ønsker at gøre, i hvilken ånd, man handler, hjertets hengivenhed og alle ens dyder.

Hvis sjælen åbner sig tilstrækkeligt, vil den komme langt i sine bestræbelser på enhed og fortrolighed med dette vidunderlige sakramente, og den vil med iver og i større udstrækning tænke på dette sakramente mere end noget andet.

På en let og blid måde vil ens hjerte frembringe de mest ømme følelser. Med andre ord vil det Allerhelligste sakramente blive centrum for den hengivenhed, man giver, og Det vil være omdrejningspunktet, når det handler om fuldendelsen af ens kærlighed.

Otte dage skulle være tilstrækkeligt, for at en helt almindelig og inderlig sjæl vil kunne tilegne sig denne Eukaristiske ånd, og selvom man skulle have brugt uger og måneder på at opnå denne ”ånd”, så kan det aldrig måle sig med den fred og lykke, som denne sjæl vil nyde i den guddommelige Eukaristi (Skt. Peter Julian Eymard).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. august 2018. Den kan læses på: Eight Days Would Be Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hold fast i min kærlighed

Deus Caritas Est og afhandlingen om Guds kærlighed

For ni år siden, den 23. januar 2006, talte pave Benedikt XVI til deltagerne i et møde i det pavelige råd Cor Unum om emnet ”Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13:13). Han sagde: I dag er ordet kærlighed blevet så blakket, ødelagt og misbrugt, at man næsten er bange for at lade dette ord kommer over sine læber. Og alligevel er det et ord, der udtrykker den oprindelige virkelighed, og derfor kan vi ikke bare opgive det. Vi må tage det i brug igen, rense det for det, det ikke er, og give det dets oprindelige pragt tilbage, så det kan oplyse vores liv og føre det ad den rigtige vej. Med dette i bevidstheden valgte jeg, at kærlighed skulle være temaet i min første encykliske skrivelse. Pave Benedikt XVI gav os ”Deus Caritas Est” og Skt. Francis de Sales gav os ”Treatise on the love of God”.

Tiltrækkende, forenende og opfyldende

Da jeg første gang læste pave Benedikts anden encyklika ”Spe Salvi”, som rummer brudstykker af Deus Caritatis, gav det en efterklang af Deus Caritatis i mit hjerte. Det stod mig klart, at den behørige evangelietekst (Joh 15:9-17, der findes i det reformerede lektonarie, og som gør sig gældende på festen for Skt. Francis de Sales, giver os på en direkte måde essensen i det centrale budskab i Deus Caritas Est: En kærlighed der vil (Eros), og som er opofrende og giver sig selv (agápe), en kærlighed, der er tiltrækkende, forenende og opfyldende.

Guds menneskelige Ansigt og Hjerte

Pave Benedikt fandt noget af sin inspiration til Deus Caritas Est i Dantes ”Guddommelige Komedie”. Poesi og praktisk talt al form for kunst har sin behørige værdi og benyttes i teologiens tjeneste. Dette har altid været den katolske tilgang til kunsten. Skt. Francis de Sales var fuldt bevidst om forskellen på den ”stemning”, der gjorde sig gældende i Rom og i Genéve. Den Kirke, som Dante tegnede et billede af, og som er personificeret i Francis de Sales og Benedikt XVI, kender ikke til calvinismens kolde foragt for skønhed, der vækker sanserne. I den måde hvorpå katolicismen anskuer verden, er det skønheden, der vækker sanserne med ”kærlighedens menneskebånd” (Hos 11:4) og drager hjertet med ”kærlighedens tøjler” (Hos 11:4) til at tro på at ”Gud har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, den 23. januar 2006).

Kærlighed er en bevægelse mod det gode

I sin ”Treatise on the love of God” taler Skt. Francis de Sales om de effekter, der affødes af, at man elsker noget, og hvordan det påvirker den, der elsker. Han kalder det elskværdighed, som betyder, at man finder glæde i noget eller nogen. ”Glæde”, siger den venlige biskop, ”det er det, der åbner hjertet, men kærligheden er selve den handling, der åbner hjertet. Glæde er det, der får hjertet til at løfte sig, men det er kærligheden, der sætter det i bevægelse. Det er ved glæde, at hjertet folder sine ”vinger” ud, men det er kærligheden, der gør, at det flyver. Kærligheden er, for at være helt præcis, så at sige intet andet end den, der bevæger, tiltrækker og hjælper hjertet mod det gode” (Treatise on the love of God, kapitel XIV).

I det evige lys, der er midtpunkt i cirklen

Skt. Francis de Sales sammenligner kærlighedens dragende kraft med en magnet, der har en tiltrækkende kraft på jern. Dante taler i Il Paradiso om den kærlighed, der får ”solen og andre stjerner til at bevæge sig”. Pave Benedikt XVI siger med reference til Dantes tre cirkler, der består af det evige lys, at hvis man først blevet draget ind i kærlighedens lys, vil man opdage det evige lys som midtpunkt i cirklen på Jesu Kristi menneskelige Ansigt. Pave Benedikt XVI siger: ”Gud, som er det uendelige lys, og hvis mysterium, der ikke kan sammenlignes med noget andet, er af den græske filosof Aristoteles blevet opfattet, som værende Gud med et menneskes ansigt, og – vi kan tilføje – et menneskes hjerte (Benedikt, 23. januar 2006).

Når kærligheden bøjer sig dybt

Gud som eros er den kærlighed, hvormed Gud drages til os og ved hvilken, Han drager os til Sig. Det er også ved den kærlighed, som Han i sin barmhjertighed bøjer sig dybt til os. Pave Benedikt XVI lærer os, at Gud som eros ikke kun er en urkosmisk kraft, den er den kærlighed, der har skabt mennesket, og som bøjer sig dybt ned til det, som den gode samaritaner, der bøjede sig over den sårede mand, der var blevet offer for røvere, og som lå i vejkanten på strækningen mellem Jerusalem og Jeriko (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Troen på kærligheden

Guddommen som eros og agápe flyder sammen i Jesu Hjerte, de afspejles og åbenbares i Hans hellige Ansigt. Med henvisning til Deus Caritas Est, sagde pave Benedikt XVI: ”Det har været mit ønske at understrege det centrale i troen på Gud, Den Gud, der har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Føden, der er udgået fra den opofrende kærlighed

Det hellige Messeoffer er den guddommelige eros og agápe sat i bevægelse. Det offer, der bliver frembåret på alteret, er identisk med offeret på korset og fungerer som en magnet på den troendes sjæl. Den hellige Messe drager os ind i cirklerne med det evige lys, for at vi der i Den Korsfæstede kan se Guds Ansigt og Hjerte. Det er det Eukaristiske møde med Den Korsfæstede Kærligheds Hjerte og Ansigt, der forandrer og antænder kærlighedens glød, der rækker langt ud over rendyrket filantropi. Den hellige Eukaristi er føde for dem, hvor det at gøre det gode ikke er nok. Den hellige Eukaristi er den føde, der er udgået fra den opofrende kærlighed. Caritas Christi urget nos. ”Kristi kærlighed”, som er en kærlighed, der kan beskues og smages i Eukaristien, der ”driver os frem” (2 Kor 5:14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. januar 2015. Den kan læses på: Abide in My Love – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A claritate in claritatem (fra herlighed til herlighed)

Martyrologien

Vi er altid omgivet af ”så stor en sky af vidner” (Hebr 12:1), der opmuntrer os ved deres eksempel og støtter os med deres bønner. Det er grunden til, at Kirken i Sin visdom indbyder os til at åbne Hendes martyrologi og blive fortrolig med dem, hvis forbøn er et løfte om guddommelig hjælp. I den romerske martyrologi læser vi i indledningen følgende: I Jerusalem mindes den hellige Josef fra Arimatæa og Nikodemus, der tog Jesu Legeme ned fra korset, indhyllede det i et klæde og gravlagde det. Josef fra Arimatæa var et fornemt rådsmedlem, og en der fulgte Jesus, og som ventede Guds rige. Nikodemus var rådsherre, lærer og farisæer. Han kom til Jesus om natten for at høre om Hans mission. Nikodemus forsøgte også at forsvare Jesus overfor farisæerne og ypperstepræsterne, der prøvede at få Ham arresteret. Man kan i udgaven af den romerske martyrologi fra 2004 læse følgende i artikel 30: Messen for enhver helgen, der er indskrevet i den romerske martyrologi … kan med god grund fejres den dag, hvor vedkommendes navn fremgår på en liturgisk hverdag (feria), eller når det efter eget skøn og samtidig er tilladeligt at fejre en sådan mindehøjtidelighed.

(To) hellige mænd

Det er kun ret og med god grund, at vi i dag fejrer den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus. Evangelierne knytter disse to mænd til Guds Moder og de andre helgener, der i sorg og opfyldt af medfølelse var med ved Jesu kors, og som efter Hans død så på de sår Livets Fyrst havde på hænderne, fødderne og i den ene side. Nogle af de ikoner, der virker mest bevægende, er dem, der skildrer, at Vor Herre bliver taget ned fra korset og efterfølgende begravet. Man ser Jesu Legeme svøbt i linned og klæde blive båret til den grav, der er blevet forberedt af Josef fra Arimatæa. Man ser også Den hellige Jomfru, den hellige Johannes, Maria Magdalene og de andre hellige kvinder, og sammen med dem er de ”fine herrer”, som udtrykker ømhed og sorg over Jesu Kristi død, disse to er Josef fra Arimatæa og Nikodemus.

I Evangelierne

Der er skrevet mere om Josef fra Arimatæa og Nikodemus i evangelierne end de fleste af apostlene. Når man fordyber sig i de evangelietekster, der omhandler disse to mænd, vil man få en erkendelse af, at der her er tale om to mænd, der er tæt forbundet med Vor Herre, ikke kun i forbindelse med Hans offentlige virke, men også i forbindelse med mysterierne, der knytter sig til Hans død og gravlæggelse. Man ser her to mænd, der aktivt søgte Guds rige, det var to mænd, der kom til Sønnen, fordi Faderens Hellige Ånd drog dem. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen” (Joh 6:65).

Skt. Nikodemus

Man bør endnu engang læse den samtale, som Vor Herre har med Nikodemus i Johannesevangeliet kapitel 3. Det er for Nikodemus, at Jesus åbenbarer korsets mysterium, da han siger: ”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (Joh 3:14-15). Det er også for Nikodemus, at Jesus åbenbarer følgende: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3:16). Disse markante ord fra Vor Herre blev til en start plantet i Nikodemus under de særlige og hemmelige samtaler, de to havde om natten. Hvor fik Johannes, som den fjerde evangelist, kendskab til disse formuleringer, hvis det ikke var fra Nikodemus selv? Hvis vi ønsker at fordybe os i disse forandrende formuleringer, bør vi bede om Skt. Nikodemus’ forbøn, fordi han var den første, der blev præsenteret for disse ord.

Skt. Josef fra Arimatæa

Den hellige Josef fra Arimatæa bliver nævnt ved navn i alle fire evangelier. Evangelisten Lukas kalder ham ”en god og retfærdig mand” (Luk 23:50). Evangelisten Johannes fortæller, at han er ”discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne” (Joh 19:38). Det er derfor af ekstraordinær karakter, at Josef efter Jesu død overvinder sin frygt og bliver så dristig, at han efterfølgende beder ”Pilatus om at tage Jesu legeme ned” (Joh 19:38). Den hellige Johannes fortsætter med at sige: ”Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linned klæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden” (Joh 19:38-42).

Ligklædet og det mindre klædestykke lagt over Jesu Kristi Ansigt

Når man ser på evangeliets beretning om Vor Herres begravelse, så er vi den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus tak skyldig for de dyrebare relikvier, som de gjorde til en del af Vor Herres passion. Der er her tale om det hellige ligklæde og det mindre klædestykke, som dækkede Vor Herres Hellige Ansigt, som pave Benedikt XVI ærede med stor fromhed i forbindelse med sin pilgrimsrejse til Manoppello den 1. september 2006. Derfor er det behørigt, at vi ved den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus, disses forbøn, må blive i stand til at fordybe os i det mystiske billede af Jesu Hellige Ansigt, som er blevet indprentet på ligklædet samt det mindre klædestykke, der blev lagt over Jesu Kristi Ansigt.

Det Hellige Ansigt

Man kan ikke se på den skønhed, ophøjethed, fredfyldthed og ømhed i Kristi Ansigt uden at opleve en indre omvendelse. Dette er hemmeligheden bag helliggørelse. Vi bliver det, vi overvejer. ”Og alle vi, som utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3:18). Hellige Josef fra Arimatæa og hellige Nikodemus bed for os, at vi med troens øjne og angerens tårer må beskue Kristi Ansigt!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31. august 2010. Den kan læses på: A claritate in claritatem – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Troen på – og troskaben overfor Gud

Troen på – og troskaben overfor Gud – 1. del.

Når forældrene til et nyfødt barn står på tærsklen til kirkedøren, før den lille skal modtage dåben, stiller præsten dem følgende spørgsmål: Hvad ønsker du af Guds Kirke? Og forældrene svarer: troen. Troen er nøglen, der åbner døren til Guds rige, for der er ingen, der fødes med troen. Man kan ikke fremelske troen, og man kan heller ikke fortjene den. Det er med ydmyghed, man modtager troens nøgle, der skal åbne døren til Guds rige. Troen er altså en gave fra Gud.

Gud afviser ikke troen overfor den, der beder om den, men man må bede om troen hver dag. Der vil være tidspunkter i livet, hvor man uden ophør må bede om troen af frygt for ikke helt at miste den som en gnist af lys i denne verdens mørke. Når det handler om at bede om tro, findes der ikke nogen smukkere bøn end den, som faderen til drengen med den urene ånd siger: ”Jeg tror, hjælp min vantro” (Mark 9:24), Credo, Domine; adjuva incredulitatem meam.

Når troen modnes, bliver den et møde med Guds trofasthed, det vil sige med Hans barmhjertige godhed, med denne Hans stærke kærlighed, som vi kan stole på i alle forhold selv i lidelsens ildprøve. Tro er som et lille barns hånd, der rækker ud efter den stærke og trofaste hånd, som Gud hele tiden rækker ud til den, der er lille og svag. Det er, når man møder Guds trofasthed, at man opdager, hvad en levende tro virkelig er: det er, at man slipper alle forbehold og overgiver sig betingelsesløst til Guds trofasthed. Man når til et punkt, hvor man begynder at sige: ”uanset hvad jeg gør, uanset hvor meget og forfærdelig synd jeg begår, og uanset hvor utro jeg er, vil Gud være trofast overfor mig”. Man begynder at få kendskab til Guds trofasthed i modsætning til kun at have en viden om den. Og derfor bliver følgende af salmistens ord levende for en: ”Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min flugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på” (Sl 91:1-2).

Dom Léhodey, en abbed i det forrige århundrede, kaldte denne overgivelse af sig selv til Guds trofasthed for ”hellig overgivelse”, og den salige abbed Marmion kaldte den for ”barnets overgivelse”. At overgive sig selv til Guds trofasthed er et nødvendigt udtryk for tro og bør være højeste prioritet hos enhver sjæl.

Den, der beder om troen på Gud, har allerede modtaget den. Bøn forudsætter tro, tro leder ubønhørligt en til at være i bøn. Man kan ikke trænge igennem bønnens mysterium uden troens lys, men den, der ikke beder, berøver sig selv lyset. Det bliver ganske enkelt umuligt at komme videre. Man forbliver i en tilstand, hvor man ikke kan flytte sig. Ens forhold til Gud opleves ikke som fremadskridende, for det sygner hen i en tilstand præget af umodenhed. Tro modnes kun ved at blive overgivet til Guds trofasthed, og det ved megen bøn, og at man er udholdende i bønnen.

Jeg vil gerne sige noget om tro, om den særlige indbydelse, man definerer som et kald, hvorved Gud siger til en sjæl: ”Kom nu og overgiv dit liv til Min trofasthed”. Det er Gud, der kalder. Man hører ofte, at der bliver talt om kald, men hvad er det, Gud kalder til? Gud kalder enhver sjæl til at have liv i overflod (Joh 1:10), Han kalder os ud af mørket til sit vidunderlige lys (1 Pet 2:9), Han kalder os til hellighed (1Pet 1:16), og Han kalder os til fællesskab i Kristi Legeme (1Joh 1:2-3). I alle disse former for kald, der er rettet til alle, er der specifikke kald, hvorigennem Gud indbyder den enkelte til at søge en bestemt måde at leve sit liv på, på et givent sted og i fællesskab med et eller flere mennesker, som har hørt det samme kald og svaret på det.

Et sådan kald blev rettet til den unge Antonius fra Egypten omkring år 268. Det skete under Den hellige Messe, mens evangeliet blev sunget. Ved Guds nåde blev Antonius’ ører åbnet for Jesu ord. Han forlod hurtigt kirken og var ivrig efter at gøre det, som Jesus havde talt om. Det svar, som Antonius gav på Guds kald, genererede i Kirken en måde at leve på, der efter atten århundreder stadig efterleves. Således blev Skt. Antonius af Egypten trædestenen for mange munke og nonner i øst og vest.

Ethvert menneske er modtageren af et bestemt kald, en plan, der er udtænkt af Gud. For at denne plan kan blive gennemført skal troens lille skælvende hånd rækkes frem og tage imod Guds stærke og trofaste hånd. Det var det, der skete ved Maria bebudelse: ”Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 38). Prisen for at blive den, man i sandhed er, er, at man stoler på Gud og giver sit ja til Ham. ”Giv Mig troens ja” siger Gud, ”og stol på, at Min trofasthed vil gøre resten”.

Den aktuelle store dille i verden, som er selvrealisering, fjerner endda muligheden for frit at underkaste sig en guddommelig plan, og det at samarbejde med den guddommelige nåde. De vildfarne slagord, der udgår fra det moderne ”vær dig selv”- mantra levner ingen mulighed for et trosmæssigt møde med Den trofaste Gud, der, som vi synger i liturgien, er årsagen til alt, fra begyndelsen til slutningen, gjort med vælde og på en sødmefuld måde. Selvbestemmelse med et hæsblæsende aktivitetsniveau og markedsførte metoder til at opnå oplysning frembringer ikke den helgen, som Gud har skabt hvert menneske til at være og blive. Hvad er det, de gør, spørger David: ”De, som løber efter andre guder, rammes af mange lidelser” (Sl 16: 4). 

Dette betyder ikke, at vores fysiske, mentale og åndelige velvære har en betydning. Det er ikke min påstand, at de personlige valg og ønsker ikke spiller nogen rolle i alt dette. Ved Sit Forsyn forårsager Gud, at et menneske ønsker, selvom det står uklart og fra en meget tidlig alder, de ting, der vil skabe grundlaget for hans lykke. Han tillader et menneske at blive fascineret af skabninger, der er gode, sande og smukke og drager ved hjælp af alle disse ting gradvist et menneske til Sig. Man bringer alt dette med ind i det ja, som man af tro på Guds trofasthed giver Ham og til en vedholdende bøn om overgivelse til Hans nåde. Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-1950) plejede at bede følgende:

”Gør Du i mig, O Jesus, hvad det end er, som Du ønsker, for at udlede af min intethed al den kærlighed og al den ære, som Du havde for øje i min skabelse”.

Troen på- og troskaben overfor Gud – 2. del

Der findes ikke noget halvhjertet ja til Gud. Den, der siger ja til Gud, siger samtidig nej til alle andre muligheder, der gør sig gældende for ham. Nogle af disse er i sig selv gode nok, mens andre er af forbryderisk karakter: de er hjernespind, som er blevet til i underbevidstheden, de plager en og bringer fokus tilbage på ens syndige fortid og alt det bedrag, der kommer fra verden, kødet og djævelen. Skt. Augustin skriver følgende om denne kamp:

”Sådan var jeg syg og pinte mig selv med anklager, langt mere bittert end sædvanligt. Jeg vendte og drejede mig i min lænke, der nu var tyndslidt, for helt at rive den af mig; men den holdt stadig. I mit skjulte indre trængte du ind på mig, Herre, med din strenge barmhjertighed og med frygtens og skammens dobbeltsvøbe, for at jeg ikke igen skulle blive tilbage, og den sidste lille, tynde tråd, der bandt mig, påny skulle vokse sig stærk. Jeg sagde indvendig til mig selv: så nu sker det snart! Og med de ord var jeg allerede ved at tage skridt til at træffe en beslutning.  Jeg var lige ved at gøre det, og gjorde det dog ikke, men faldt heller ikke tilbage i min forrige tilstand! Jeg standsede tæt ved og trak vejret. Jeg prøvede igen og kom lidt nærmere og lidt nærmere. I næste øjeblik ville jeg nå målet og holde fast. Men jeg var der ikke, kunne hverken nå eller holde fast, men tøvede endnu med at afdø fra døden og leve for livet. Det indgroede slette havde større magt i mig end det uvante gode. Jo nærmere selve det øjeblik kom, hvor jeg skulle blive noget andet, end jeg var, desto større skræk indgød det mig. Det rystede mig dog ikke af eller slog mig på flugt, men det holdt mig svævende” (Augustins bekendelser, bog VIII kapitel 11, 25).

Det er ved tro, at et menneske tør at give afkald på den række af muligheder, han er stillet overfor, for at kunne vælge det, der er det nødvendige, som er den vej ad hvilken Gud indbyder ham til at betræde i glæde.

Salmisten synger om dette på følgende måde:

Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd” (Sl 16:11).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. januar 2016. Den kan læses på: Faith and the Faithfulness of God II – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Silentium tibi laus

Stilhed?

Den hellige Johannes Paul II har givet os noget af sin åndelige rigdom og lære i sin apostoliske skrivelse Orientale Lumen, som er fra den 2. maj 1995. Der er et afsnit i skrivelsen, En stilhed præget af tilbedelse, som man især bør hæfte sig ved. Jeg har i længere stykke tid reflekteret over denne tekst gentagne gange, efter at jeg for nylig i samtale med flere mennesker (inklusiv præster) har hørt dem udtrykke beklagelse over tabet af stilhed i deres respektive sognekirker.

Småsnak i kirken

At der bliver småsnakket i kirken, er et stort problem. Jeg spurgte en præst, hvornår han mente, at den manglende fornemmelse for stilhed i kirken begyndte i Irland, et land, der engang var kendt for den ærbødige stilhed, som plejede at gennemtrænge landets kirker. Hans bud var, at man mistede fornemmelsen for stilhed, da man introducerede den såkaldte fredshilsen under Messen.

Fredshilsenen

I forbindelse med fredshilsenen blev det acceptabelt, at man udvekslede nogle venlige ord og endda ”nyheder” med hinanden, og det under den mest hellige del af Messen, altså mellem konsekration og kommunion. Nogle få venlige ord under fredshilsenen blev den egentlige løftestang for småsnak i kirken. Ikke lang tid efter at fredshilsnen blev indført, begyndte folk først at hviske i kirken og derefter at tale (højlydt) både før, under og efter Den hellige Messe.

Hilsen og bortsendelse

Men fredshilsenen er ikke det eneste tidspunkt, hvor præsten uforvarende gjorde plads til småsnak i kirken. Der var den uformelle hilsen fra præsten til menigheden i begyndelsen af Den hellige Messe og den uformelle bortsendelse ved Messens afslutning, hvor der ofte ”suppleres” med ”hav en god dag”. Disse to tidspunkter har givet anledning til småsnak. Den karakteristiske nøgternhed ved den romerske ritus – Dominus vobiscum, der benyttes som hilsen og Ite missa est som bortsendelse – blev skubbet til side og hilsen og bortsendelse blev ”farvet” af præstens personlighed og bliver til tider ”krydret” med humor og optræden. Mange af de troende fra tidligere generationer er stadig af den opfattelse, at når præsten fortæller vittigheder i kirken, er småsnak i kirken helt legitimt. Den uformelle bortsendelse er faktisk en indbydelse til småsnak.

Håb, der ikke blev indfriet

Mange havde det håb, at den nye engelske oversættelse af Novus Ordo Missae ville signalere en genopretning af det hellige og en tilbagevenden til den ærbødige nøgternhed i den romerske ritus. Man må blot konstatere, at mange steder synes dette ikke at være sket endnu.

En beslutning for fasten

Fasten er et passende tidspunkt, hvor man kan begynde at genvinde disciplinen med en hellig stilhed i vores kirker, og til at fremme denne ”omvendelse af manerer” kan man benytte det vigtige afsnit, jeg omtalte i begyndelsen af artiklen, der stammer fra den hellige Johannes Paul II’s apostoliske skrivelse Orientale Lumen:

Den hellige Treenighed

Den hellige Treenighed viser sig for os, som et fællesskab bestående af kærlighed. Det at kende en sådan Gud betyder, at man har et stort behov for, at Han taler til verden, at Han udtrykker Sig, og at frelseshistorien er intet andet, end historien om Guds kærlighed til den skabning, Han har elsket og udvalgt. Han ønsker, at den skal være som det billede, den er skabt i (de østlige kirkefædres udtryk), altså at mennesket er skabt i billedet af Sønnen og er blevet bragt til fuld fællesskab med Ham ved Ham, der helliggør, som er kærlighedens Ånd (Helligånden). Selv når mennesket synder, opsøger denne Gud Sin skabning og elsker ham, så relationen mellem de to ikke bliver brudt, og kærligheden mellem de to stadig kan strømme. Og Gud elsker mennesket i lyset af det mysterium, som Sønnen er. Sønnen, der led døden på korset, en død, der blev iværksat af en verden, der ikke kendte Ham, som Den, Han er. Han blev af Faderen oprejst fra de døde, som en eviggyldig garanti for, at ingen kan ødelægge kærligheden. For enhver, der tager del i dette, berøres af Guds herlighed: for (Sønnen) var det menneske, forandret ved kærligheden, disciplene så på bjerget Tabor, det menneske, som vi alle er kaldet til at blive som.

En stilhed præget af tilbedelse

Ikke desto mindre forbliver dette mysterium tilsløret, det er indhyllet i stilhed, for at der ikke skabes en afgud i stedet for Gud. Kun ved en fremadskridende renselse af bevidstheden om fællesskab vil mennesket og Gud genkende hinanden i en evig omfavnelse af deres uendelige kærlighed til hinanden.

At Gud er fuldstændig trancendent

Således blev det til, som bliver kaldt for apofatisk teologi, der har sine rødder i det kristne Øst: Desto mere viden mennesket får om Gud, jo mere opfatter mennesket Gud som et utilgængeligt mysterium, hvis væren er umulig at forstå. Dette bør ikke forveksles med en dunkel mystik, hvor mennesket forsvinder ind i en gådefuld og upersonlig virkelighed. Tværtimod vender Østens kristne sig til Gud som Fader, Søn og Helligånd, som kærligt er til stede, og til hvem de udtrykker en højtidelig og ydmyg, majestætisk og enkelt liturgisk doxologi. Men deres opfattelse er, at man først og fremmest nærmer sig dette (guddommelige) nærvær, ved at man lærer en stille beundring, for ved sammensmeltningen af viden om – og erfaring med Gud fremstår Hans fuldstændige trancendens. Dette opnår man ved i bøn at tage Den hellige Skrift og liturgien til sig, og dette har langt større effekt end systematiseret meditation.

I den ydmyge accept af skabningens begrænsninger foran den uendelige trancendente Gud, som aldrig holder inde med at åbenbare Sig som Gud, kærligheden, Fader til Vor Herre Jesus Kristus i Helligåndens glæde, den ser jeg udtrykt i bønsholdningen og den teologiske måde, kirken i øst foretrækker at gøre brug af, og som den fortsætter med at overdrage til alle dem, der tror på Kristus

En stilhed, der tillader den Anden at tale

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud; i vort engagement, at  vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. februar 2013. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2013/02/silentium-tibi-laus/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Liturgi, doktrin og disciplin i den rigtige rækkefølge

Hans Eminence kardinal Raymond Leo Burke sagde i et oplæg, han holdt i Wien i denne uge, at ”Kirkens disciplin aldrig kan være andet end tro mod Sin egen doktrin”. Hans Eminence formulerede i virkeligheden et princip, der udgår fra den gamle lovmæssighed, der begrunder og danner både katolsk doktrin og morallære: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

1.      Lex orandi er en indføring i den hellige liturgi. Den består ikke kun af de hellige tekster, men også af alt det andet i liturgien, hellige tegn, måden at bevæge sig på og ritualer ved hvilket mennesket gennem Jesu Kristi formidlende præstedømme bliver helliget og Gud herliggjort. Selve den hellige liturgi (såsom Det hellige Messeoffer, de andre sakramenter, tidebøn og de forskellige ritualer og sakramentalier, der er at finde i Kirkens officielle liturgiske bøger) er Kirkens theologia prima. Det er i den hellige liturgi og ved den, at Kirken modtager sin primære teologi. Som ifølge den hellige Jakob er en gave modtaget ovenfra: ”Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandringer eller skiftende skygge” (Jak 1:16-17). Kirkens primære teologi er ikke noget, der er blevet ”opfundet” af lærde mænd, den er at finde i det, der forudsætter liturgien, som er det primære for Kirkens autentiske tradition. 

2.      Lex Credendi er en artikulation af det, der allerede er givet, overvejet og fejret i lex orandi. Kirkens doktrin udspringer i al Sin skinnende renhed – veritatis splendor – som er kilden til Hendes liturgi. Den katolske doktrin, Kirkens teologia secunda, er frugten af Hendes teologiske erfaring. Det hellige går forud for den teologiske diskurs aula, og alteret forlener autoritet til lærestolen. En teologisk diskurs, der er i modstrid med lex orandi vil være mangelfuld og uden liv. Jeg er sikker på, at Hans Eminence kardinal Burke er enig med mig i, at når han taler om Kirkens lære, henviser han til den autoritative lære, der er forankret i – og formet af Kirkens liturgi, Hendes lex orandi.

3.      Lex vivendi er det katolske moralske liv, der fremskyndes af de teologale dyder, som er et liv i lydighed mod de guddommelige bud, der er kendetegnet ved kardinaldyderne, oplyst af saligsprisningerne, beriget af Helligåndens syv nådegaver og kommet til udtryk i Helligåndens tolv frugter. Lex vivendi er relevant for alle, der lærer mennesker at leve på den rigtige måde, lex vivendi angår videre etiske og sociale spørgsmål og det at udleve den hellighed, som vi har betragtet hos de hellige, og alt dette bliver givet til os ved Kirken.

Den traditionelle og ortodokse tilgang til Kirkens lov og disciplin har til enhver tid været med udgangspunkt i – og er blevet formet af Hendes liturgi og doktrin i følgende orden: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi. Den protestantiske tilgang har et helt andet udgangspunkt, nemlig med spørgsmålet ”Hvad skal man tro på?” og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man en tilbedelsesform, der er i overensstemmelse med trosfundamentet samt et moralsk og etisk kodeks, som afspejler trosfundamentet. Derfor vil der her opstå en anden orden, nemlig: Lex credendi, lex orandi, lex vivendi. Denne tilgang, som benyttes af unitarerne og sekulære humanister, er i det væsentlige af pragmatisk karakter, fordi den starter ud med spørgsmålet: ”Hvordan ønsker vi at leve?”, og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man hvilken som helst tro eller ritualer, der er de mest passende til de valgte moralske og etiske konventioner. Her er rækkefølgen: Lex vivendi, lex credendi (og hvis der eksisterer en form for kultus, lex orandi).

Den nuværende fejlagtige måde at adressere moralske spørgsmål på, altså fra et katolsk perspektiv, kan, vil jeg mene, føres tilbage til den krise, der har ramt doktrinen, som igen har påvirket og skabt en (større) krise (de seneste årtier) omkring den hellige liturgi, og det på en sådan måde, at den er blevet forandret, deformeret og ”genopfundet”, så den passer til de kriterier (beskrevet ovenfor), der gør sig gældende hos protestanter og sekulære humanister. En genoprettelse af den katolske doktrin i hele dens skønhed og rigdom, og det, der følger heraf, nemlig at man genvinder den katolske disciplin som noget, der både helbreder og er livgivende, vil starte med, at man genopretter den hellige liturgi. Jeg tror, at Hans Eminence, kardinal Burke af hele sit hjerte vil give mig ret i dette. Kirkens disciplin kan aldrig være andet en tro mod Kirkens doktrin, og Hendes doktrin kan aldrig være andet end tro mod Hendes liturgi. Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. november 2014. Den kan læses på: Liturgy, Doctrine, and Discipline: the Right Order – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Quaerite faciem eius semper

I Dit Ansigts hemmelighed

Når verden og Kirken bliver overrasket eller rystet, og Den svarer med højlydt diskussion, er det munkens opgave at forsvinde på en radikal måde ind i stilhed og tilbedelse, og der søge det eneste nødvendige, nemlig Herrens Ansigt. Quaerite faciem eius semper. Munken lever skjult i Kirkens hjerte, bag ved sløret, i det Allerhelligste i Kirken, hvor ingen lyd høres udover kærlighedens vedvarende hjerteslag. Munken foretrækker den ukrænkelige stilhed i den mystiske og hellige del af Kirken, som er Kristi Hjerte, fremfor offentlige skænderier og udveksling af meninger.

Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig! Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig, for alle menneskers øjne. Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:20-21).

Djævelen søger hele tiden at vække uro hos munken og lokke ham ud fra stilheden og hans adskillelse fra verden, som er hans naturlige væren. I de øjeblikke, hvor der optræder frygt, almen og åndelig forvirring og tvivl, er det klogeste og bedste svar, at man søger dybere ind i Kirkens hjerte, og dermed følger det eksempel, som Johannes Døberen, Skt. Antonius fra Egypten og Skt. Benedikt gav. Det er at følge Den hellige Jomfru Marias eksempel, for hun ”gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2:19).

Den urokkelige kærlighed

Kirkens mystiske hjerte er at finde i stilheden og Den skjulte hellige Hostie og i stilheden og ørkenens dække helliggjort ved Kristi og englenes tilstedeværelse. Der, i Kirkens hjerte, er en urokkelig kærlighed, en konstant ufejlbarlig kærlighed, en kærlighed, der åbenbarer sig som barmhjertighed overfor enhver form for sorg.

Vi, der på mystisk vis repræsenterer keruberne og synger den trefoldige hymne til Den livgivende Treenighed, lad os tilsidesætte livets bekymringer, så vi kan tage imod Ham, der er Konge over alt og alle, der kommer på usynlig vis ved Den guddommelige Hostie. (Cherubikon, Byzatine Divine Liturgy)

Indtil dagen bryder frem

Hvad skal vi da gøre med vores spørgsmål og frygt? Vi skal give slip på dem. De vil blive besvaret og fordrevet på det tidspunkt og på den måde, som Gud finder bedst. Og hvis vores spørgsmål bliver besvaret, er det, for at vi kan vokse i tro og håb, mens vi våger ”indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter” (2 Pet 1:19). Hvad skal vi gøre med vores frygt og ængstelse? Vi skal overdrage dem til Marias moderlige hjerte og stole på, at hun vil tage hånd om dem, når hun finder, at tiden er den rette. Vi er trods alt (kun) børn, som er for små til at tage favntag med det, der skræmmer os og med frygten for det ukendte, men vi har en moder, der er havets stjerne, som roligt skinner og kaster lys over de stormombruste bølger selv i den mørkeste nat.

At bede meget

For en munk ligger svarerne ikke i megen tale, men i at bede meget, ligesom når et barn ligger trygt i sin moders favn og ved hendes bryst, ligesom Johannes, den discipel Jesus elskede, der lagde sit hoved til Jesu Hjerte. Forandringerne og usikkerheden i dette liv er faretruende og urovækkende, men ovenover al denne forandring og upåvirket af den, er Gud, som vi hver dag kalder på i den niende time (None): immotus in te permanens, ”i Dig selv uberørt og uforanderlig”. Essensen af den guddommelige uforanderlighed er, at ”vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os” (1 Joh 4: 16). Lad os derfor skjule os og være tavse ved at dvæle i den kærlighed, der ligger i Kirkens hjerte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 18. maj 2017. Den kan læses på: Quærite faciem eius semper – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)