Category: Faith

Skriftefaderen: et levende redskab for Guds Barmhjertighed

For elleve år siden, mandag den 19. februar 2007, talte Hans hellighed pave Benedikt XVI til de skriftefædre, der forestår skriftemål i de fire store basilikaer i Rom. Hans tale var samtidig rettet til ”alle de præster, der rundt om i verden har dedikeret sig – og deres præstegerning til den tjeneste at forestå skriftemål”. Min egen erfaring er, at folk ganske enkelt benytter skriftemålet, når som helst en præst stiller sig til rådighed ved at være synligt til stede i skriftestolen. Den (vente)tid skriftefaderen kan opleve, før en pønitent henvender sig, er ikke spildtid. Den bør ses som et skridt ind i den varige tålmodighed og barmhjertighed, der kendetegner Den korsfæstede, der venter på, at sjæle vil nærme sig Hans glorværdige sår og overgive sig til Hans barmhjertige favn. Desuden kan skriftefaderen benytte vente(tiden) i skriftestolen til at bede rosenkransen med bønsintentioner for syndere.

Tjenesten som skriftefader

… Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til alle præster i verden, som har dedikeret deres præstegerning samt engagement til at varetage tjenesten som skriftefader.

En vidunderlig og nådefuld begivenhed

Bodens sakramente, der har en stor betydning i det kristne liv, giver den forløsende virkning, der udgår fra Kristi påskemysterium. Idet skriftefaderen giver pønitenten absolutionen, som udtales i Kirkens navn og på Kirkens vegne, bliver skriftefaderen et levende redskab for en begivenhed, hvor nåden bringes over pønitenten.

Skriftefaderen, som formidler af Guds trøstende barmhjertighed

Med ærbødighed og troskab overfor Kirkens læreembede, bliver skriftefaderen formidler af Guds trøstende barmhjertighed. Han henleder fokus på syndens virkelighed, og samtidig viser han den uudgrundelig fornyende kraft, der udgår fra den guddommelige kærlighed, der på ny giver liv.

Gennem præstens handlinger og ord

Derved bliver skriftemålet en åndelig ”genfødsel”, der forvandler pønitenten til en ny skabning. Det er kun Guds nåde, der kan udvirke dette mirakel, og det bliver foretaget gennem præstens ord og handlinger. Ved at erfare en benådning, der er fyldt med ømhed og kærlighed, og som stammer fra Herren, ledes pønitenten til med større lethed at kunne erkende, hvor forfærdelig synd er og (fremtidigt) undgå at begå synd for at kunne forblive i Guds venskab og vokse i dette venskab.

Persona Dramatis

I denne mystiske proces, hvor der sker en indre fornyelse hos pønitenten, er skriftefaderen ikke blot til stede som en passiv deltager, men han agerer persona dramatis, det vil sige, han er et levende redskab for den guddommelige barmhjertighed. Derfor er det nødvendigt, at han forener en funderet åndelighed og pastoral ”følsomhed” med en grundlæggende teologisk, moralsk og pædagogisk forberedelse, som gør ham i stand til at forstå pønitentens livssituation.

Som fader

Desuden er det hensigtsmæssigt, at skriftefaderen har kendskab til den sociale, kulturelle og arbejdsmæssige kontekst, skriftebarnet befinder sig i, for at han kan rådgive denne bedst muligt i åndelig henseende og med bønspraksis etc. Præsten bør erindre sig, at han i forbindelse med dette sakramente er kaldet til at være fader, åndelig vejleder og den, der lærer og er med til at ”forme” pønitenten. Dette kræver i sagens natur, at skriftefaderen hele tiden er åndeligt funderet, men også bredt og alment orienteret, og det er netop det, der er sigtet med det såkaldte ”interne forum”, som apostolske skriftefædre har etableret.

I kontakt med Kristus gennem bønnen

Kære præster, Jeres tjeneste har frem for alt et åndeligt perspektiv. I må, til den menneskelige visdom samt den teologiske forberedelse I foretager, tilføje en dybt funderet åndelighed, som næres ved bønsaktivitet, hvorved I er i kontakt med Kristus, som er Herre og Frelser.

In Persona Christi

I kraft af den præstelige ordination udfører skriftefaderen ganske enkelt en særlig tjeneste in Persona Christi bistået af en række bestyrkende nådegaver. Skriftefaderens forbillede er Jesus, som er sendt af Faderen: Den Kilde, hvorfra Helligåndens livgivende åndedrag udgår. At skulle løfte et så stort ansvar, dertil rækker den menneskelige styrke kun i ringe grad, men den ydmyge og trofaste tro på Kristi frelsergerning gør os, kære brødre, til vidner om Kristi universelle frelse, der udgår fra Ham, og som vi fører ud i livet på formaning af Den hellige Paulus, som siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 kor 5: 19).

Den fulde formidling af Barmhjertighedens Kærlighed

For at kunne opfylde en sådan tjeneste må vi først og fremmest lade budskabet om frelsen blive dybt rodfæstet i os og forandre os. Vi kan ikke forkynde nåde og forsoning for andre, hvis vi ikke bærer den i os. Det er sandt, at der i vores tjeneste findes forskellige måder og redskaber til at formidle Guds barmhjertige kærlighed til vore brødre, men det er dog i selve udførelsen af dette sakramente, at det kommer til sit fuldkomne udtryk.

Lad skriftemålet have forrang

Kristus har udvalgt os, kære præster, til at være netop dem og de eneste, der kan tilgive synder i Hans navn: der er her tale om en bestemt tjeneste i Kirken, som vi bør prioritere højt. Hvor mange mennesker med problemer søger ikke trøst og omsorg hos Kristus! Hvor mange pønitenter finder ikke i skriftemålet fred og glæde, en fred og glæde, som de har søgt efter i lang tid! Er det ikke tydeligt for enhver, at det også i en tid som vores, der er præget af religiøse og sociale udfordringer, der er et behov for, at man genopdager dette sakramente, og at det må blive synligt (for mennesker).

Helgenerne som forbillede

Kære brødre, lad os følge helgenernes eksempel, og specielt dem, der ligesom Jer, var dedikeret til netop denne tjeneste. Blandt disse er Skt. Johannes Marie Viannay, Skt. Leopold Mandic og én, som er endnu tættere på os, nemlig Skt. Pio fra Pietrelcina. Må disse fra himlen yde os deres støtte, så vi i rigt mål kan formidle Kristi nåde og barmhjertighed.

Maria, syndernes tilflugt

Må Maria, som er syndernes tilflugt give Jer styrke, opmuntring og håb til at kunne fortsætte Jeres uundværlige gerning. I er med i mit hjertes bønner, nu hvor jeg med hengivenhed bringer Jer min velsignelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. april 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/04/the-priest-confessor-an-active

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Concerning the Idolatry of Vatican II

While nations that were once Catholic introduce laws that promote abortion and euthanasia, gender theory and sodomitical “marriages;” while in the United States a legitimately elected President is seen to be usurped in the White House by a corrupt, depraved, and pro-abortion “President” placed in power by a gigantic fraud to the sycophantic applause of Bergoglio and progressive bishops; while the world population is held hostage by plotters and conspirators who profit from the psycho-pandemic and the imposition of ineffective and dangerous pseudo-vaccines, the solicitude of Francis is focused on catechesis, in a monologue staged on January 30 for the selected audience of the National Catechetical Office of the Italian Bishops’ Conference [CEI]. The show was presented on the occasion of the 60th anniversary of the Catechetical Office, “an indispensable instrument for catechetical renewal after the Second Vatican Council.”

In this monologue, written in all probability by some grey functionary of the CEI in an outline form and then developed off the cuff thanks to the improvisation in which the august orator excels, all the words that are dear to the followers of the conciliar church are used: first and foremost the word “kerygma” that every good modernist can never omit in his homilies, despite the fact he is almost always ignorant of the meaning of the Greek term, which with all probability he does not even know how to decline without stumbling on accents and endings. Obviously the ignorance of those who repeat the refrain of Vatican II is the instrumentum regni ever since the Clergy were forced to set aside Catholic doctrine in order to privilege the creative approach of the new way. Certainly, using the word announcement instead of kerygma would trivialize the speeches of the initiates, and also reveal the contemptuous intolerance of this elite caste towards the majority who stubbornly cling to the forbidden post-Tridentine notionism.

It is no coincidence that the Innovators detest with all their strength the Catechism of Saint Pius X, which in the brevity and clarity of its questions and answers does not leave any margins for the catechist’s creativity. The catechist should be – but for sixty years no longer has been – the one who transmits that which he has received, not an elusive “personal recollection” of salvation history that from time to time chooses which truths to transmit and which ones to leave aside in order not to offend his listeners.

In the merciful Bergoglian church, the heir of the post-conciliar church (which are both variants of a spirit that no longer has anything Catholic about it), it is licit to discuss, contest, and reject any dogma, any truth of the Faith, any magisterial document, and any papal pronunciation prior to 1958. Since, according to the words of Francis, one can be “brothers and sisters of everyone, independently of faith.” Any believer can clearly understand the very grave implications of the present pseudo-magisterium, which brazenly contradicts the constant teaching of Sacred Scripture, the Divine Tradition, and the apostolic Magisterium. However, the naive victim of decades of conciliar reprogramming of Catholics could believe that, in this composite babel of heretics, protesters, and those given over to vice, there remains at least some space for those who are orthodox, devoted subjects of the Roman Pontiff, and virtuous.

All brothers, independently of faith? This principle of tolerant and indistinct acceptance knows no limits… except for actually being Catholic. In fact, we read in the monologue given by Bergoglio in the Sala Clementina on January 30:

This is magisterium: the Council is the magisterium of the Church. Either you are with the Church and therefore you follow the Council, and if you do not follow the Council or you interpret it in your own way, as you wish, you are not with the Church. We must be demanding and strict on this point. The Council should not be negotiated in order to have more of these… No, the Council as it is. And this problem that we are experiencing, of selectivity with respect to the Council, has been repeated throughout history with other Councils.

May the reader have the goodness not to dwell on the uncertain prose of Our orator, who in his “off the cuff” improvisation combines doctrinal chaos with the slaughter of syntax. The message of the speech to Catechists precipitates the merciful words of Fratelli Tutti into contradiction, forcing a necessary change of the title of the “encyclical” letter to: “All Brothers, with the exception of Catholics.” And if it is very true and acceptable that the Councils of the Catholic Church are part of the Magisterium, the same cannot be said for the only “council” of the new church, which – as I have stated many times – constitutes the most colossal deception that was ever carried out by the Shepherds of the Lord’s flock; a deception – repetita juvant – which occurred in the moment in which a clique of conspiring experts decided to use the instruments of ecclesiastical governance – authority, magisterial acts, papal discourses, documents of the Congregations, texts of the Liturgy – with a purpose opposed to that which the Divine Founder established when he instituted the Holy Church. In so doing, the subjects were forced to adhere to a new religion, ever more blatantly anti-Catholic and ultimately antichristic, usurping the sacred Authority of the old, despised and deprecated pre-conciliar religion.

We therefore find ourselves in the grotesque situation of hearing the denial of the Most Holy Trinity, the divinity of Jesus Christ, the doctrine of Suffrages for the dead, the purposes of the Holy Sacrifice of the Mass, Transubstantiation, and the perpetual Virginity of Mary Most Holy without incurring any canonical sanction (if this were not the case, almost all the consultors of Vatican II and the present Roman Curia would already have been excommunicated); but “if you do not follow the Council or you interpret it in your own way, as you wish, you are not with the Church.” Bergoglio’s gloss on this demanding condemnation of any criticism of the Council leaves us truly incredulous:

It makes me think of a group of bishops who left after Vatican I, a group of lay people, groups, to continue the “true doctrine” that was not that of Vatican I: “We are the true Catholics.” Today they ordain women.

It should be noted that “a group of bishops, a group of lay people, groups” that refused to adhere to the infallibly defined doctrine of the First Vatican Ecumenical Council were immediately condemned and excommunicated, while today they would be welcomed with open arms “regardless of faith,” and that the Popes who at that time condemned the Old Catholics would today condemn Vatican II and would be accused by Bergoglio of “not being with the Church.” On the other hand, the lectresses and acolytesses of recent invention are not a prelude to anything else except the place of “Today they ordain women” where those who abandon the teaching of Christ invariably end up.

Curiously, ecumenical openness, the synodal path and the pachamama do not prevent the showing of intolerance towards Catholics whose only fault is that they do not want to apostatize from the Faith. And yet, when Bergoglio speaks of “no concession to those who try to present a catechesis that does not agree with the Magisterium of the Church,” he disavows himself and the alleged primacy of the pastoral over doctrine that is theorized in Amoris Lætitia as the conquest of those who build bridges and not walls, to use an expression dear to the courtiers of Santa Marta.

So from now on we could update the incipit of the Athanasian Creed: Quicumque vult salvus esse, ante omnia opus est, ut teneat Modernistarum hæresim.

+ Carlo Maria Viganò, Archbishop
Former Apostolic Nuncio in the United States of America

Official Translation

Original Source: The Remnant Newspaper

Husk på de sidste ting

Når det handler om de åndelige øvelser, indbyder Skt. Ignatius dem, der tager del i hans retræter, til dybere at overveje de sidste ting, og dette burde være noget af det vigtigste i vores åndelige liv.

I den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med åndelighed, er fagtermen for de sidste ting ”eskatologi”, som betyder læren om de sidste ting. Nogle forfattere opererer med formuleringen ”de fire sidste ting”, men jeg vil her tillade mig at knytte yderligere en femte ting til.

Hvad er så disse ”fem” sidste ting? De følger her, så man på et dybere plan kan overveje dem: døden, dommen, himlen, helvede og, ja, purgatoriet. Som I kan se, er de fire hovedelementer suppleret af purgatoriet. Jeg vil i det følgende komme med en kortfattet betragtning af de sidste ting, som bestemt er meget vigtige elementer.

1.      Døden. Døden, kan man som menneske helt sikkert regne med, kommer, men der er også usikkerhed forbundet med døden. Dette er i sig selv et meget paradoksalt udsagn, og det er det alene af den grund, at intet menneske, der kommer til denne verden, kan undgå døden. Uanset om man er høj eller lav, tyk eller tynd, intelligent eller det modsatte, rig eller fattig, døden holder sit indtog, og ingen går fri. Det mest velhavende menneske, der har levet, såvel som det mest fattige menneske vil afslutte deres liv det samme sted, nemlig under jorden.

Skt. Ignatius af Loyola lærer os i sin berømte meditation med titlen ”Principle and Foundation”, hvordan vi skal beskæftige os med dødens uundgåelige virkelighed. Han minder os om, at: ”Vi ikke bør foretrække et langt liv fremfor et kort liv, sundhed fremfor sygdom, rigdom fremfor fattigdom og ære fremfor ydmygelse. Langt hellere bør vi vælge det, der er det mest befordrende for at nå det mål, vi er skabt til, nemlig vor sjæls evige frelse” (Spiritual Exercises of St. Ignatius no. 23). Med andre ord det, der er vigtigst, er ikke et langt liv, men et helligt liv. Skt. Katarina fra Siena minder os om, at: ”De to vigtigste øjeblikke i vort liv er nuet og dødsøjeblikket”, og dette vækker genklang, når man ser på de sidste linjer i ”Hil dig, Maria-bønnen”. Derfor bør vi gøre alt det, vi kan for at leve et sandt, dedikeret og helligt liv med henblik på at dø en hellig død. Så vil vi blive frelst og være hos Herren i al evighed. Lad os begynde allerede nu og altid stræbe efter at vores sind, hjerte og sjæl er fokuseret på himlen, som er vores evige skæbne.

2.      Dommen. I det øjeblik vi dør, vil vi møde vores dom. Det er Jesus, der vil dømme os alle. Vi beder i trosbekendelsen hver søndag, at ”Han (Jesus) skal komme for at dømme de levende og de døde”. Vores dom er sandhedens øjeblik! Vi kan lyve overfor andre, og vi kan bedrage dem, vi kan lyve overfor vores slægtninge, venner, dem, der står os nær, og vi kan endda lyve overfor os selv. Dette er desværre en realitet. Imidlertid kan hverken den bedste løgner eller bedrager lyve overfor Jesus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Dommen er i sandhed sandhedens time.

Alt det, vi har gjort i vores liv, vil i vores samvær med Jesus blive vist for os, og intet vil være skjult. Vi vil ikke blot se alle vore handlinger, det vi har undladt at gøre, de ord vi har sagt, vi vil endda se de tanker, dybeste hemmeligheder og intentioner, vi har båret på, og det er i sandhed, sandhedens time. Om man vil, kan dommen sammenlignes med det at skulle se en film. Sammen med Jesus vil du være foran det store lærred, og den film I ser, der har du den altafgørende rolle, for det er dit liv, denne film handler om. Blot tanken om vores dom, der vil komme, bør ryste os og tilskynde os til at give afkald på uærlighed, beskidte ord, tanker og det, der er lumskt og bedragerisk i vort liv, fordi alt dette vil fremstå i allermindste detalje for selve Gud. 

3.      Helvede. Det er en del af den katolske lære, at helvede eksisterer og er en realitet. Helvede er et sted, hvor man vil opholde sig for evigt, og det er forbundet med lidelse og pine, som ingen ende vil tage. Helvedes smerte og lidelse vil vare for evigt.

Der eksisterer forskellige former for lidelse i helvede (læs mere om dette i Sr. Faustinas bog ”Mercy in my Soul” no. 714). Her følger en oversigt over disse lidelser: 

1.      En bestandig samvittighedskval

2.      Ingen mulighed for forandring, man er for altid i ondskabens ”favn”

3.      Satans og andre djævles vedvarende selskab

4.      En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den

5.      En kvælende stank, der forårsager kvalme

6.      De fordømte sjæles råb af fortvivlelse og had mod Gud

7.      Den værste lidelse er faktisk tabet af Gud, for Hvem vi er skabt til at være sammen med i al evighed

Udover de generelle pinsler, der ”rammer” sjælene kollektivt, så er der specielle former for pinsler, der er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der ”matcher” den måde, hvorpå det enkelte menneske har misbrugt dets legeme og sanser i denne verden. Det klassiske værk, Den guddommelige komedie, skrevet af Dante, skildrer på mesterlig vis lidelsen i helvede. Hvem kommer i helvede? Det gør den person, der dør i en tilstand præget af dødssynd, som ikke er blevet bekendt og angret i skriftemålet, og derved har denne person ved sin skyld valgt den evige adskillelse fra Gud. Vor Frue af Fatima advarede verden om, at mange sjæle fortabes, fordi der er for få mennesker, der beder for og frembærer ofre for dem, der begår synd. Vor Frue sagde også, at langt de fleste sjæle går til fortabelse, fordi de synder mod renhedens dyd. Se på verden omkring os, og det bliver tydeligt, hvor sande disse ord og denne profeti var fra Vor Frue af Fatima.

4.      Purgatoriet. Hvert år efter festen for ”Allehelgen (den 1. november) fejrer Kirken ”Alle sjæles dag” (den 2. november). Dette er dagen, hvor vi specifikt beder for sjælene i purgatoriet. Hvad er purgatoriet? Purgatoriet adskiller sig fra himlen og helvede ved at være et sted, hvor sjælen opholder sig midlertidigt. Purgatoriet er skabt til de sjæle, der er gået bort i en tilstand præget af helliggørende nåde, men de er endnu ikke fuldendte, når det handler om kærlighed. Det er kun sjæle, der er blevet fuldkommengjort i kærlighed, og som er uden syndens plet på deres sjæle, der tillades adgang til himlen.

Disse sjæle bærer stadig pletter fra svaghedssynder på deres sjæls bryllupsklæder, eller de har ikke på tilstrækkelig vis sonet for de synder, det kan være svagheds- og dødssynder, de har begået i fortiden. Det er kun dem, der helt og aldeles er rene af hjertet, der kan komme ind i himlen. Jesus sagde: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8). Vi kan hjælpe sjælene i purgatoriet! Men hvordan? Det kan vi på mange måder. Vi kan gøre det ved bøn, ved at faste for dem, bringe ofre for dem og foretage kærlighedsgerninger, alle disse er måder, vi kan agere på, hvis vi vil hjælpe vore brødre og søstre i den renselsesproces, de gennemgår i purgatoriet. Ikke desto mindre er den mest kraftfulde bøn og det middel, der kan lindre lidelsen for sjælene, der tålmodigt venter på at komme til Herren, Det hellige Messeoffer. Ved en lejlighed fejrede pave Skt. Gregor den Store på hinanden følgende Messer i løbet af en måned for en af sine venner, der døde, og efter at Messerne var blevet sagt denne måned, vendte vennen tilbage til denne helgenagtige pave og fortalte, at han var nået frem til himlen. Vi bør aldrig underkende betydningen af at bede for sjælene i purgatoriet, eller at der bliver fejret Messer for dem. De vil i al evighed vise deres tak for denne kærlighedsgerning.

5.      Himlen er vores sande hjem. Før Jesus forlod denne jord for at vende tilbage til Sin himmelske Fader, gav Han et løfte, der bringer stor trøst: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger, hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” (Joh 14: 1-2).

Dette er i sandhed et budskab, der indeholder trøst: Jesus har allerede gjort en plads rede for dig og mig i himlen. Vi burde i vore hjerter længes efter himlen. Må salmistens ord kendetegne vort hjertes dybeste længsel: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42: 1-2). Vi bør have en sand ærefrygt for Herren, når det drejer sig om helvedes virkelighed, og den mulighed, der eksisterer, for at vi kan havne der. Vi bør dog have en endnu større længsel efter himlen, der er vores sande hjem.

Prøv at huske tilbage på den lykkeligste dag eller time i dit liv og gang den glæde, du fornemmede, med en milliard, læg derudover til at dette vil vare ved i evigheden. Dette er kun et brudstykke af, hvad himlen egentlig er. Den hellige Paulus benytter følgende ord til at karakterisere den ubeskrivelig himmel: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” (2 Kor 2: 9), og videre ”At lidelserne i denne tid, der nu er inde er for intet at regne mod den herlighed, som åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Rom 8: 18). Lad os løfte vore øjne, vort sind, hjerte og sjæl til Vor Frue, som er englenes, jomfruernes, martyrernes, bekendernes og helgenernes dronning og bede for, at vi ved hendes kraftfulde bøn, en dag alle må være juveler i hendes himmelske krone, så vi kan fordybe os og lovprise Faderen, Sønnen og Helligånden i al evighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 3. februar 2015. Den kan læses på: https://catholicexchange.com/remember-last-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ti måder som vi kan faste på

Jesus sagde: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de” (Luk 13: 3). I Sin første forkyndelse i Sin offentlige fremtræden formaner Jesus til omvendelse: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1: 15). Kristi mystiske Legeme fører os ind i en tid fyldt med nåde, og hvert år har til formål at lede os til omvendelse. Den tid, vi her taler om, er den fyrre dage lange fastetid.

Moses fastede i fyrre dage på bjerget, og Jesus var fyrre dage i ørkenen, hvor Han fastede. Kirken opfordrer os til i denne fastetid at søge dybere ind i os selv og bede om hjertets omvendelse.

En sådan omvendelse kan blive til virkelighed, hvis man forpligter sig til at udføre tre traditionelle former for praksis, nemlig bønalmisse og faste (Matt 6: 1-18). Ved bøn retter vi vort fokus på Gud, ved at give almisse rækker vi ud til vores næste, som virkelig har behov for hjælp, og når vi faster, søger vi ind i vores hjertes dyb og beder om Herrens nåde til at kunne slippe tilknytningen til synden.

Når ovenstående er tilfældet, på hvilke konkrete måder kan man så faste? Det er vigtigt at gøre sig klart: det at faste er ikke blot en diet med ønsket om at tabe nogle kilo. Formålet med at faste handler mere om at ville behage Gud, at ønske hjertets omvendelse og bede for andres omvendelse. Med andre ord, det at faste må have et horisontalt og metafysisk sigte.

Ti måder hvorpå vi kan faste

1.      Spis mindre (almindelig mad) og modtag Den hellige Eukaristi oftere.

Ved at gøre dette betoner vi betydningen af vores åndelige liv og sjæls frelse. ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på” (Joh 6: 27).

2.      Styr din tunge/behersk din tale

Skt. Jakob siger i sit brev: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale …” (Jak 1: 19). Dette er ganske enkelt en fremragende formaning, der handler om at styre sin tunge, altså at beherske sin tale.

3.      Heroiske øjeblikke

Grundlæggeren af Opus Dei har fremsat følgende kortfattede sætning: ”Det heroiske øjeblik”. Men denne sætning i mente siger Skt. Jose Maria, at så snart vi hører vækkeuret ringe, bør vi straks stå op, bede og starte vores dag. Djævelen, som finder behag i dovenskab, tilskynder os til at slå vækkeuret fra og sove videre. Jeg tror ikke, at man finder denne praksis hos helgenerne. Så lad os komme op og i gang.

4.      Vær årvågen i forhold til øjnenes begær

Øjnene er sjælens spejl. Den hellige kong David faldt for syndens fristelse, og dette ledte til endnu mere synd. Han fæstnede sit blik på en gift kvinde, Bathsheba. Utroskab i tanken blev gjort til gerning i fysisk forstand. For at få denne synd ud af syne, lod David Bathshebas (uskyldige) mand gå i krig og blive dræbt (2 Sam 11-12). Lad os stræbe efter følgende saligprisning: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

5.      Punktlighed/omhu

Jesus siger: ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget” (Matt 25: 23). Vær omhyggelig og punktlig, det viser, at du har styr på tingene, og hav respekt for andre. Alt dette viser, at du udfører dine opgaver godt og til tiden.

6.      Lyt til andre

Det er så let at afbryde andre, når de taler, og forsøge at pådutte dem ens egen holdning, inden de har færdiggjort deres forklaring (af egne holdninger). Kærlighed, betyder kærlighed til Gud og næsten, og med det menes der, at man respekterer andre og giver dem plads til at tale ud, uden at man afbryder dem for at påtvinge dem ens egne holdninger.

At lytte til andre er samtidig en måde at vise ydmyghed på, at man lader den anden træde frem, fremfor at man selv gør det. ”Jesus … er sagtmodig og ydmyg af hjerte, så I skal finde hvile for jeres sjæle” (Matt 11: 28-30).

7.      Vær taknemmelig fremfor at beklage dig

Lad aldrig en dag rinde ud, hvor du ikke har vist Gud din taknemmelighed. Vi burde praktisk talt bestandigt takke Gud. Desuden bør vi gøre det til en god skik at takke andre. ”Tak Herren, for Han er god, Hans trofasthed varer evindelig” (Sl 118: 1).

8.      Smil selvom du ikke nødvendigvis ønsker at gøre det

Dette kan i sandhed være en god måde at gøre bod på, når du smiler til et andet menneske, også selvom du er træt, har hovedpine eller er forkølet. Dette er en heroisk dyd. Et smil er ikke noget stort, men det kan have en ”smittende” effekt. Faktisk kan et smil, der udspringer fra et oprigtigt hjerte, flytte et andet menneske fra trøstesløshed til at føle sig trøstet. Ét af de tydeligste tegn på at et menneske følger Jesus, er, at smilet fra dets ansigt har en udstrålende effekt. ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer” (Fil 4: 4).

9.      Bed selvom du ikke føler dig tilskyndet til det

Mange af os bygger vores åndelige liv på følelser, der er kortvarige og forbigående som duggen, der svinder bort ved morgensolens første stråler. Når det handler om at bede uden at være tilskyndet til det, så kan vi tage udgangspunkt i det eksempel, hvor Vor Herre og Frelser Jesus Kristus opholder Sig i Getsemane have (Luk 22: 39-46). Da Jesus oplever stor smerte og trøstesløshed og sveder blod, var det ikke tidspunktet, hvor tilskyndelsen til bøn var stor. Ikke desto mindre blev Jesu bøn mere inderlig.

Lad os derfor faste og gøre bod (for den synd, vi har gjort i vores liv) og fastsætte bestemte tidspunkter, hvor vi beder og lad os også bede på tidspunkter, hvor vi ikke føler os tilskyndet til det. Dette er bod og sand kærlighed til Gud. Dette er et tegn på, at vi vokser i troen.

10.  En opmuntring

”Barnabas” betyder rent faktisk ”Trøstens søn” (ApG 4: 36). Lad os komme ud over vores egen lille cirkel og have et større fokus på Gud og se Jesus i de andre, hvor vi forsøger på at efterligne den gode samaritaner (Lukas kapitel 10). Lad os lære af Simon fra Kyrene og hjælpe vores brødre og søstre, der bærer på tunge kors. Lad os lette deres byrde ved opmuntrende ord og adfærd fyldt med kærlighed og medfølelse. Husk den gyldne regel: ”Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7: 12). I strid modvind og den daglige kamp kan et opmuntrende ord i sandhed give den fornødne styrke til at klare strabadserne.

Vær i bøn, når du læser disse ti forslag igennem, som er centreret om det at faste, og hvordan man fornægter sig selv. Udvælg mindst et eller to, som du straks begynder at føre ud i livet. Må Vor Frue, det gode råds Moder, give os opmuntring til, at vi fornægter os selv og siger ”ja” til Guds kærlighed ved at tjene vore brødre og søstre med et gavmildt hjerte! (Luk 1: 38: Marias ja til Gud).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 25. februar 2020, og den kan læses på: https://catholicexchange.com/ten-ways-we-can-practice-fasting

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Padre Pios kraftfulde råd, da en pandemi ramte Italien

Folk i Italien var bange for pandemien i 1918 og spurgte Padre Pio, hvad de skulle gøre.

I løbet af sommeren 1918 blev Italien hårdt ramt af den spanske influenza, hvilket tvang skoler til at lukke, og det lokale handelsliv til at stoppe al aktivitet. Det var en svær tid at gennemleve, for man var præget af frygt, da alle syntes at blive smittet af den omsiggribende virus.

Mange var bange for denne nye sygdom, og det, der fulgte i kølvandet på den, og i Italien henvendte man sig til Padre Pio.

I biografien ”Padre Pio: The True Story”, udgivet af Our Sunday Visitor, kan man læse om denne mystiske helgens reaktion på pandemien. Med kraftfulde ord gav han et råd til én af sine åndelige fæller (en ordenssøster).

Da man nåede til september, syntes det som om, at alle i San Giovanni Rotondo var blevet ramt af sygdommen. Man lukkede skolerne, og det samme skete med det lokale handelsliv. I de følgende måneder ville 200 ud af en population på ti tusind mennesker omkomme. Padre Pios åndelige fæller (ordenssøstre) var forfærdede, og derfor opsøgte de ham for at bede ham om at frelse dem. ”Frygt ikke” forsikrede han Nina Campanile. ”Søg tilflugt hos Jomfruens beskyttelse og synd ikke, og sygdommen vil aldrig få overtaget over dig”. Selvom nogle af Campaniles medsøstre blev syge, var der ingen af dem, der døde.

Padre Pios reaktion på det, der skete omkring ham, var yderligere at frembære sig selv som et offer på vegne af verden.

Padre Pio havde allerede frembåret sig selv som et offer for krigens ophør. Yderligere frembar han sig selv som offer for drengene (de studerende) på ”Seraphic College”, som han var fungerende rektor for. Den 17. september frembar han også sig selv som et offer, for at influenzaepidimien måtte blive afsluttet.

Kort tid herefter modtog Padre Pio stigmata fra Herren, der var tydelige tegn på Kristi lidelse på Pios eget legeme.

Hvad der end sker i vort eget liv, minder Padre Pio os om, at vi bør stole på Herren, at vi ikke skal nære frygt, og at vi skal søge beskyttelse hos Jomfru Maria.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Phillip Kosloski og publiceret på Aleteia den 7. januar 2021. Den kan læses på: Padre Pio’s powerful words of advice when a pandemic hit Italy (aleteia.org)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor katolikker, der er åndeligt døde, bør bekende den dødssynd, de har begået, før de modtager Den hellige Kommunion

Blandt katolikker, der endnu deltager i Den hellige Messe, eksisterer der et stort problem: en generel og vilkårlig modtagelse af Den hellige Kommunion, endog af dem, der ikke har forberedt sig eller har den rette indstilling til at modtage Herren og kan drage fordel heraf. Dette er et stort problem, som allerede er blevet adresseret af to tidligere paver.

Til tider, faktisk ret ofte, går alle de, der deltager i Eukaristien til Kommunion, og som nogle erfarne præster bekræfter, har det i disse situationer (for nogle) været påkrævet, at de før dette havde gjort brug af bodens sakramente for at få renset deres samvittighed (Johannes Paul II, Dominicae Cenae, 11).

Dette tekststykke kvalificerer sig til at modtage en pris for at underdrive, men det, som det antyder, er ikke til at misforstå. At rense sin samvittighed ved regelmæssigt at gøre brug af bodens sakramente, og i sagens natur helt klart, hvis man har begået en dødssynd, er den måde, hvorpå man kan vise en passende ærbødighed overfor Vor Herre Jesus Kristus, Israels Hellige, som er fuldt og helt til stede i det Allerhelligste sakramente, som føde for os på vores pilgrimsvandring mod himlen.

Som Kirken lærer, er Eukaristien ikke et middel for dem, hvis sjæle er døde, men den er føde for dem, som er i live, og som har behov for styrke til at leve et liv med kærlighed. Man kan gennem en hel dag fodre et dødt menneske, og det vil ikke føre til noget. I det åndelige liv er det langt værre: når et menneske, der er åndeligt dødt spiser livets brød, pådrager det sig mere skyld. Og ved uberettiget at give sådan føde til mennesker (der ikke har angret deres synder), der kan defineres som offentlige syndere (her drejer det sig om præster eller biskopper, der giver Herren til politikere, der stemmer for abort) falder der ild på den, der modtager Herren og den præst, der uddeler Ham. Det er sådan, det er, og det er der bred konsensus om blandt kirkefædrene, kirkelærerne og paver, der holder sig til den katolske tro.

Pave Benedikt bemærkede i et interview, at det foruroligede ham at se store horder af mennesker gå til Kommunion ved store begivenheder i Vatikanet, når det var helt klart, at mange var turister eller besøgende eller på anden måde ikke disponerede (f. eks manglende faste) for Kommunionsmodtagelse. Derfor genintroducerede han brugen af knælebænke og lod Kommunionsmodtagelsen forgå ved at kommunikanten knælede og modtog Hostien på tungen for ganske enkelt at minde folk om, at dette er et helligt ritual, som er centreret om det Allerhelligste, Sanctissimum:

Der er en stor fare for en overfladisk tilgang ved sådanne lejligheder, hvor Messerne i Skt. Peter bliver en del af et arrangement … I en sådan sammenhæng, hvor folk tror, at alle pr. automatik skal modtage Kommunionen, fordi når alle andre går op, så ønskede den enkelte også at deltage, og derfor ønskede jeg at sende et klart signal om, at dette ikke er et ritual, der skal associeres med noget socialt, hvor man ”bare” kan deltage, hvis man har lyst (The Light of the World, p. 156).  

Grunden til denne bekymring er ganske enkel og bliver udtrykt klart og præcist ved Koncilet i Trent:

Det er ikke passende at tage del i en hellig handling uden hellighed. Det er sikkert, at de kristne, når de erkender helligheden og guddommeligheden ved dette himmelske sakramente, må være påpasselige og ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed, især når man tænker på Paulus’ advarende ord: ”For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 29). De, som ønsker at modtage Kommunionen må hele tiden have Paulus opfordring i sinde: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret” (1 Kor 11: 28). (Session 13, kap. 7).

I lyset af alt dette må katolikker være sig meget bevidste om, hvad det vil sige at ”værepåpasseligeog ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed”. Hvilke betingelser gør sig gældende for en frugtbar og regelmæssig modtagelse af det allerhelligste sakramente?

Et svar, der henter sin autoritet i læreembedet, finder man i dekretet Sacra Tridentina Synodus fra 1905, som fremhæver de tanker, som pave Skt. Pius X havde gjort sig. Denne pave fremsatte her en reaktion for at adressere de dele af Jansenismen (1), som havde en afskrækkende virkning på de troende i forhold til at komme nær alteret, samt det at man havde nedsat aldersgrænsen for at modtage Den første Kommunion, og endelig at de troende blot skulle modtage Herrens Legeme så ofte som muligt. I dekretet kan man læse følgende:

For det første skal den, der ønsker at nærme sig Den hellige Banket, være i nådens stand, det vil sige, at vedkommende skal være sig bevidst om, at al begået syndsaktivitet, forstået som dødssynd, er blevet bekendt i skriftemålet.

For det andet skal den troende besidde den ”rette og hengivne tilgang”. Dekretet forklarer, hvad der menes med det: ”at den, der nærmer sig Det hellige Bord ikke bør gøre dette af vane, i hovmod eller ud fra menneskelige hensyn, men fordi den troende ønsker at være Gud til behag, at være tættere forbundet med Ham i kærlighed, og for at gøre brug af dette sakramente med henblik på at løfte den troende i dennes svaghed og skrøbelighed. Med andre ord skal kommunikanten være sig meget bevidst, hvad han foretager sig, og Hvem han nærmer sig (og af den grund bør kommunionsmodtagelsen ikke være rutinemæssig), og at den handling, kommunikanten foretager, er Gud til velbehag og helliggør hans sjæl gennem en tættere tilknytning til Ham ikke på baggrund af, hvad andre måtte formode eller tænke (altså grundet hovmod eller menneskelige hensyn).

For det tredje må den troende ikke bære på dødssynder eller have hensigter om at udøve dem, den troende skal som det mindste være uden dødssynd, og det på en sådan måde, at den troende aldrig vil foretage en dødssynd i fremtiden. Dette element er særlig vigtigt i dag, hvor vi befinder os i en kaotisk situation forårsaget af Amoris Laetitia. Så længe en katolik har til hensigt at fortsætte med at leve i synd, som er konstant at befinde sig i en situation, der objektivt set er forbundet med synd, som eksempelvis kan være, at man er blevet skilt og har fået en borgerlig vielse med en ny partner, mens ens tidligere partner stadig er i live. En sådan katolik kan ikke modtage Den hellige Kommunion, fordi intentionen om at fortsætte synden stadig eksisterer.

For det fjerde er det ikke et krav, at kommunikanten skal have brugt tid på at forberede sig, eller at denne benytter tid efterfølgende til taksigelse, men begge former for praksis (forberedelse og taksigelse) er vigtige delelementer for at kunne opnå den mest givende kommunionsmodtagelse. Dekretet formulerer det på følgende måde: ”sakramenterne … og det man får ud af at modtage dem, afhænger af, hvor godt modtageren har forberedt sig”. Bortset fra Guds intentioner, der ikke er synlige, om at løfte nogle sjæle højere end andre, handler det om, at vi for vores del arbejder på at få en levende tro og skærper vore andagtsøvelser. Vi kan således nærme os alteret og modtage Herren i Kommunionen, Den Herre, der ser forskellene på dem, der hyppigt modtager Kommunionen og viser tydelige effekter på det og omdanner dem til helgener og dem, der ikke synes ikke at vise tegn på forandringer, selvom de på daglig basis modtager Herren.

Kort fortalt er de fire betingelser for en hyppig og frugtbar modtagelse af Den hellige Kommunion: 1) at være i nådens stand, 2) at have den rette og hengivne indstilling 3) at have gjort sig fri af synden også således, at man ikke er fristet til at synde igen i et fremtidigt perspektiv, og 4) at forberede sig ordentligt og fremsige en taksigelse.

Hvilket resultat opnår vi, hvis vi følger den kloge rådgivning fra Vor Moder, Kirken? Det selvsamme dekret kommer med følgende smukke formulering: ”ved hyppig og daglig modtagelse af Den hellige Eukaristi styrkes vor tætte bånd til Kristus, det åndelige liv opretholdes, sjælen bliver mere beriget med dyd, og løftet om evig lykke bestyrkes.

Hvilket privilegium og hvilken udfordring det er for os at få så meget styr på vores liv, at vi kan vokse i nåde, renhed, tro og hengivenhed!

Noter

1.      Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde fundamentet for bevægelsen. Jansenisme var meget udbredt i 1600-tallets Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente at teologien alene burde bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi. (Kilder: Katolsk minileksikon samt Gyldendals store leksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/spiritually-dead-catholics-must-not-receive-holy-communion-until-doing-this

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor bør katolikker faste, før de modtager Den hellige Kommunion

I betragtning af, hvor lidt fokus der er på askese, som er selvfornægtelse, er netop dette aspekt af katolsk åndelighed ikke noget, man bør gå på kompromis med, og det gælder også par og familier. Som en synder, der konstant har behov for at blive lutret, må vi alle granske vores samvittighed, gøre bod og omhyggeligt forberede os til at kunne modtage sakramenterne.

Det største problem i moderne tid, og som allerede blev begrædt af pave Pius XII, er, at vi har mistet fornemmelsen for synd. Det, at vi har mistet denne fornemmelse for synd, er imidlertid blevet forværret ved tabet af de mange rutiner, mange katolikker engang havde til at minde sig selv om den synd, de bar på og derfor måtte gøre bod for: fredage uden kød hele året igennem, at faste dagligt under hele Fasten ikke blot Askeonsdag og Langfredag samt faste i nattetimerne for modtagelsen af Eukaristien den følgende dag, som senere blev skåret ned til tre timer og reduceret yderligere til en time.

Da Pius XII i 1953 lempede timeantallet for den Eukaristiske faste fra at skulle strække sig fra midnat til blot tre timer før Messestart, blev det betragtet som en bemærkelsesværdig imødekommelse fra Kirkens side i forhold til de mere nutidige behov. Og man kan på en vis måde sige, at ændringen var passende set i forhold til omstændighederne. I 1964 foretog Paul VI en lempelse af den Eukaristiske faste fra tre timer til en time, som i mange tilfælde er blevet til følgende: spis ikke noget undervejs til søndagsmessen. Er det, det, man kalder for en meningsfuld faste? En times faste skulle i princippet være til at overholde, men paradoksalt nok, har det resulteret i, at mange katolikker ganske enkelt ignorerer det, og det er netop blevet sådan, som Aristoteles har formuleret det: ”Når der kræves lidt, udebliver resultatet, fordi kravet ikke fremstår som et krav”.

En tydelig Eukaristisk faste viser vores respekt overfor Vor Herre Jesus Kristus samt et ønske om at modtage Ham, som den vigtigste føde i vort liv. Dette stiller os også over for et moralsk krav, nemlig at vi er forpligtede til at modtage Ham med værdighed. Vær opmærksom på, kristne mand og kvinde, hvad I nu er ved at gøre: vær Jer bevidste, om at I bør være i nådens stand, således at I med værdighed nærmer Jer Herren Jesus Kristus og modtager Ham personligt. De tre timers faste handlede også om Herren, om at give Ham ære og til sidst en selv, hvor man ransager sin samvittighed, for at prøve om man er i nådens stand. Dette var en disciplin, som fungerede præventivt i forhold til ubetænksomhed, ligegyldighed og det at betragte Kommunionsmodtagelsen som en social begivenhed.

Omgivelserne, der skal danne rammen for tilbedelse, er i alt for mange sogne så utilstrækkelige, at de ganske enkelt ødelægger troen på det Allerhelligste, som Den katolske Kirke bekender er Vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, og som vi må være forenet i tro og kærlighed for at kunne forenes til ét kød. Det katolske Novus Ordo lektionarium undlader fuldstændig Skt. Paulus anmodning om, at man ransager sin samvittighed, før man modtager Eukaristien: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 27-29), men man finder til gengæld dette flere steder i det traditionelle lektionarium. Lægfolket, her både mænd og kvinder, forestår Kommunionsuddelingen på en uhøjtidelig måde. Adspredende eller følelsesmæssig musik formår ikke at danne rammen, for at de hellige mysterier virkelig fremstår som hellige, og formår yderligere ikke til at tilskynde til, at de troende viser ydmyg tilbedelse. Det, at faste som er en åndelig disciplin, er, som allerede nævnt blevet gjort ligegyldig. At forberede sig til Messen og give en taksigelse efterfølgende er praktisk talt ikke-eksisterende. Lægger man alle disse faktorer sammen, skaber det et billede af, at det at modtage Den hellige Kommunion er noget banalt og helt almindeligt, og at det ville virke mærkværdigt, hvis nogen blev nægtet adgang til Den.

I kommuniteter, hvor Den latinske Messe celebreres, er der blandt de troende fokus på at få ransaget sin samvittighed, og bliver man sig bevidst om, at man har begået en dødssynd, må man skrifte den, før man modtager den hellige Kommunion. (I de samme kommuniteter foretages der på søndage og andre festdage skriftemål før og under Den hellige Messe, og denne måde at gøre det på er særdeles velegnet til det åndelige behov, der er hos almindelige katolikker. En præst vil fejre Messen, mens den anden sidder i skriftestolen. Ved konsekrationen holder man inde med skriftemålet, og ved Kommunionsuddelingen hjælper den præst, der har siddet i skriftestolen den celebrerende præst med Kommunionsuddelingen). Her er det tydeligt, at ikke enhver automatisk forlader sin bænkerække og går op og modtager Den hellige Kommunion. De, der er i nådens stand, går op og tager del i den mystiske banket, de knæler i ærbødighed, mens de beder og modtager Ham på tungen fra præstens konsekrerede hænder. Det hele bliver gjort på en måde, som er værdig og korrekt. Mennesket kommer foran Gud og har fjernet enhver forhindring, der er menneskelig muligt at fjerne, og beder om at modtage Hans guddommelige livs helt fantastiske gave.

Kunne vores mangel på øvelse (jeg benytter dette i mangel af bedre dækkende ord) i Eukaristisk mådehold og ærbødighed for Herrens Legeme relateres til, at kyskhedens dyd og ægteskabet er blevet ødelagt, her forstået som mådehold i forhold til seksualitet og en ærbødighed for ægtefællens krop? Ligesom det synes som om, at mange ikke har behov for at forberede sig, vente og bede for nåden til at blive værdige til Herrens gave, hvor Han giver Sig selv til os i Den hellige Kommunion, på samme måde, synes det som om, der ikke er noget behov for at forberede sig og vente og bede for nåden til at være værdig til at modtage den gave, som den anden person er i det ægteskab, der ikke kan brydes, mens man selv gør sig til en værdig gave, der skal modtages af den anden.

Der må ske en genopretning af fasten. Man bør ikke have nogen, der giver signal til, at alle på en bænkerække skal gå til Kommunion. Det skal kun være præster, der står for Kommunionsuddelingen, som foregår, mens kommunikanten knæler, og Kommunionsmodtagelsen foregår på tungen. Disse tre ændringer ville hjælpe til at bekæmpe den pandemi af uærbødighed, der i dag gør sig gældende samt de utallige Kommunioner, der modtages af folk, der ikke er i nådens stand.

Sådanne tiltag vil måske over tid tilskynde par til at tænke anderledes omkring sig selv og deres kroppe, og den omsorg og respekt, man bør udvise overfor ethvert kristent legeme, fordi det er Helligåndens tempel, og videre skal man tænke på ærbødighed, ganske enkelt fordi ens ægtefællens krop ikke må tages for givet. Seksualiteten i ægteskabet handler trods alt om, at man gensidigt giver sig selv under de forhold, som Gud giver og ikke udnytter hverandre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 8. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-catholics-must-fast-before-receiving-holy-communion

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er midtpunkt i adventstiden

Hvis der er fem dage, der understreger betydningen af vor helt specielle tid med Maria, er det dagene fra den 8. til den 12. december. I de dage reflekterer vi over Marias ubesmittede Undfangelse og de begivenheder og budskaber, der knytter sig til Vor Frue af Gaudalupe. Disse begivenheder er af Det guddommelige Forsyn nøje blevet placeret centralt i adventstiden, ikke for at fjerne vort fokus fra Kristi komme, men for at forberede os til det. De førnævnte begivenheder omkring Maria retter vores opmærksomhed på en smuk og centrale sandhed om hende, som den ærværdige Fulton Sheen ofte har påpeget, nemlig, at Maria altid er Kristi Advent.

De historiske og åndelige tråde, der kan trækkes fra festen for Den ubesmittede Undfangelse til Vor Frue af Gaudalupe, Vor frue af Lourdes og endda Vor Frue af Fatima, fra den gamle verden til USA og fra den østlige kirke til den vestlige kirke, er fascinerende. Jeg har mange gange både talt og skrevet om, hvordan alt dette er forbundet, og man kan finde en kort opsummering af alt dette i en anden artikel, jeg har skrevet. I dette indlæg, vil jeg koncentrere mig mere specifikt om de mysterier og begivenheder, der knytter sig til tiden fra den 8. til den 12. december, og hvordan de viser os vejen til at komme tættere på Gud, et budskab verden i dag desperat har behov for, fordi den har vendt sig bort fra Gud. I løbet af disse specielle dage i adventstiden, vil vi overveje, hvordan Gud ønsker at knytte Sig tættere til hver eneste af os på en helt speciel måde gennem Hans Moders hengivenhed. Det var det, Han gjorde, den første gang, Han kom, og hver eneste advent giver Kirken os mulighed for at reflektere over, hvordan denne sandhed gengives i vores eget liv.

Vor Frue af Gaudalupe og Hendes mysterium kan ligesom Den ubesmittede Undfangelse give os to betydningsfulde sandheder om det at være forbundet med Gud, og som har stor betydning for enhver kristen. Det første, som vi så på en kraftfuld måde i Mexico City i 1531, er, at Maria altid er handlekraftig, specielt i disse dage, for at forberede sjæle til at modtage Kristus som den gave, som Han er. Og hun viste, at hendes foretagsomhed bar frugt, fordi 9 millioner aztekere konverterede (uden at hun sagde et eneste ord til dem). Aztekernes civilisation var baseret på en dødskult, der var centreret omkring menneskeofringer. Med andre ord, når verden ikke ser noget håb eller mulighed for at finde Gud, er Maria Guds hemmelige våben. Hemmeligt, fordi hun ikke kommer med fuld styrke eller på en frembrusende måde, men på en uventet måde, der afvæbner verden omkring hende. Man må aldrig glemme, at Mexico er kristent på grund af Maria, og Maria var i stand til at forestå denne omfattende omvendelse, fordi Helligånden kun virker igennem hende, da hun er Hans brud, hvilket altid har været Kirkens lære. Skt. Louis de Montfort formulerer det på følgende måde: ”Jesus er altid og overalt Marias frugt, Marias Søn. Og Maria er altid og overalt det sande træ, som bærer livets frugt. Hun er den sande Moder, som frembringer denne frugt” (True Devotion, no. 44).

Den anden sandhed, Vor Frue af Gaudalupe åbenbarer, er, at hemmeligheden bag det, at Maria er fuld af nåde, skyldes, at hun er ubesmittet, et ord der betyder ”uden plet”. Hvad er det, der skaber pletter på vores sjæle, ægteskaber og forholdet til Gud? Er det ikke egoisme, urenhed, jalousi og det at sætte mennesker og materielle ting over Gud?

Hvordan kan Den ubesmittede Undfangelse være netop dét, der kan fjerne disse (syndens) pletter? Ganske enkelt fordi, det er ved hjertets ydmyghed og renhed, at der banes vej for, at man kan se Gud og fuldt ud modtage Hans nåde, alt det, som vi oprindelig er skabt til. Da Maria tømte sig for ”sit ego”, blev der plads til Gud, og Gud fyldte hende. Maria har tømt sig så meget for ”sit ego”, at hun blev ét med Helligånden. ”Jeg er Den ubesmittede Undfangelse”, det var det, hun åbenbarede i Lourdes. Dette siger langt mere end blot, at hun er uden synd. Hun er fuld af nåde, i nåden er hun et og alt med sin ægtefælle (Helligånden), og det betyder, at når vi ser hende, er det kun Gud, vi ser i – og gennem hende.

Det var det, hun mente, da hun sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1: 46). Et forstørrelsesglas er gennemsigtigt og forstørrer kun det, der ses igennem det. Forestil dig et menneske, der er fuldstændig under Guds kontrol. Ja det er svært at fatte. Kun de, der fuldstændig stoler på Gud, modtager Hans nåde helt og fuldt for at kunne opnå det utænkelige i deres sjæle og gennem deres gerninger.

Det er det, Kirken beder os overveje omkring Maria denne og alle andre adventer, fordi hun er enhver kristens forbillede. Ja, vi er kaldet til i vore sjæle at gennemleve den Ubesmittede Undfangelses mysterium, så vi finder frem til den forbundethed med Gud, som vil forandre verden omkring os. Gud elsker os, når vi forsøger på at tømme os, så meget vi kan, for ”vores ego”, for derved giver vi Ham plads til at gøre underværker. Fortvivl ikke, når I læser dette. Dette er virkeligt og netop det, der er Guds ønske for dig denne advent.

Vi har alle mulighed for at tømme os for vores ego, så Gud kan fylde os med Sin nåde. Hvad kan vi gøre for at nå dertil? Vi kan gøre, som de tre vise mænd, som ydmygede sig for at kunne få opfyldt det, de allermest ønskede sig, nemlig at møde Jesus Kristus, Frelseren, som lå i Marias favn. Lad os gå i fodsporene på de tre vise mænd og lære af deres visdom, og vi bør aldrig glemme, at jo mere vi er skjult for verdens åsyn, jo mere er vi til for Gud. Husk på det, når I beder rosenkransen denne advent, og især når I overvejer glædens mysterier.

Vor Frue af Gaudalupe og den nye advent, bed for os.

Glædelig jul.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 9. december 2018. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2018/12/09/mary-is-the-heart-of-advent

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den bedste måde at forberede sig til julen på er den daglige deltagelse i Den hellige Messe

Understøttet af denne bøn bliver det muligt for os at indtage ”Ånd og ild”.

Vi er endnu engang ved at tage de første skridt ind i adventstiden. På en vis måde kan man betragte denne tid som en udvidet fejring af det, der sker, da englen kommer til Maria ved bebudelsen. Herren sender sin engel Gabriel til os i liturgien, som giver os løftet om, at Ordet bliver kød, det kød, der allerede dvæler i vor midte i den hellige banket. Vi ser med forventning på mysteriet, som er knyttet til åbenbaringen af Guds Søn i julen, når vi i denne tid fokuserer vores kærlighed på de ting, vi ikke kan se på grund af deres ydmyge herlighed, for det er netop det (en ydmyg herlighed), der møder vores blik, når vi ser mod Nazaret. Hver eneste dag, i løbet af året, i Kirkens liturgi, er en erindring om det, der allerede er her, en forventning om det, der vil komme og en deltagelse i den virkelighed, der (allerede) eksisterer.

Vi kan gøre mange gode ting i løbet af adventstiden: vi kan på daglig basis bede rosenkransen, vi kan læse en bog, der gør, at vi på et dybere plan overvejer vores tro, vi kan bede dele af tidebønnen eller bruge 15 minutter til en halv time på at læse og grunde over Den hellige skrift, som det første i den stille morgenstund.

Vi er dels forpligtede overfor Gud til at bede til Ham, og dels bærer vi på et indre behov for at komme i kontakt med Ham gennem bøn. Vores liv vil uden bøn over tid visne og tørre ud, hvis vi ikke dagligt gør brug af den. Men ingen overgår Kristus og Hans Kirkes højeste bøn, nemlig Messeofferet. Fejres Den hellige Messe på daglig basis (på en behørig og ærbødig måde), er det den bedste hengivenhedsakt, man kan anvende i løbet af denne advent som en forberedelse til julefesten. ”For Helligånden har gjort liturgien til netop det sted, hvor Han kan arbejde i menneskets sjæl”, som den store Dom Prosper Guérager engang har udtalt. Der er tale om Den selvsamme Helligånd, der overskyggede jomfru Maria, så Guds Ord kom til stede i hendes moderliv, det er Den samme Helligånd, der svævede over Kristus ved Hans dåb i Jordanfloden, det er Den samme Helligånd, Kristus nedsendte over apostlene ved pinseunderet med henblik på, at Kirken til alle tider skulle spredes ud over hele verden, det er den Helligånd, der ”fungerer” lige i centrum af Det hellige Messeoffer og er ”aktiv” netop der mere end noget andet sted på jorden, og derfor bliver det muligt (med Skt. Ephrems’ ord) at indtage ”Ånd og ild”.

Den hellige Messe er det sted, hvor vi oplever et møde med- og indtagelsen af det mysterium, vi tror på. Skt. Athanasius siger i den mest fuldendte betragtning vedrørende julen, der nogensinde er blevet fremsat, at ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. Hvis vi har et ønske om, at Gud bliver vores helt egen, og at vi selv bliver Guds helt egen, må vi ”lukke Gud ind” på netop den måde, Han har valgt, altså under brødets skikkelse, som er den føde, der giver liv. Betlehem er trods alt ”Brødets hus”. Han kom for at blive vores brød, men som Skt. Augustin fortæller os: Når vi indtager Ham under brødets skikkelse, så fungerer denne fødeindtagelse på en helt anden måde, end hvis vi indtager et almindeligt måltid med almindelige fødevarer, for her sker der det, at den ”almindelige” føde bliver til energi og dermed en del af os selv, og det er, fordi vi står over fødevarerne og kan bearbejde dem, men når vi indtager den guddommelige føde, som er Kristus, og som i den grad er til stede og langt mere kraftfuld, end vi er, så omdanner Han os til Sig, når Han vel og mærke ikke finder nogen forhindring i forhold til denne forandring.

Lyt til det, som præsten fra Ars, Skt. Johannes Vianney, har at sige:

Alle gode gerninger, der foretages i verden, kan ikke betragtes som værende på lige fod med Det hellige Messeoffer, og det er, fordi der er tale om gerninger foretaget af mennesker, hvorimod Det hellige Messeoffer stammer fra Guds Hånd. Martyriet kan heller ikke sammenlignes med Det hellige Messeoffer, for martyriet er er menneskets offer til Gud, hvorimod Messeofferet er Guds offer for mennesket”.

Som det fremgår af dokumentet Lumen Gentium fra Vatikan II, så er liturgien ”kilden og højdepunktet” i vort kristne liv. Liturgien er en kilde, som styrker, giver indsigt, oplyser og hjælper, både i dette liv og det, der vil komme, for det kommende liv er eet, vi bør forberede os på gennem hele vort liv. For Kirken minder os i adventstiden om Kristi andet komme, som bliver til virkelighed (kan man sige) ved den enkeltes egen død, hvor Kristus kommer til hver eneste af os enten til herlighed eller skam.

”Herrens engel forkyndte for Maria, og hun undfangede ved Helligånden. I ordets liturgi forkynder Herren Sit ord til os. I den Eukaristiske liturgi modtager vi Ordet, der er blevet kød, undfanget ved Helligånden. Den hellige Messe er for os den bestandige bebudelse og livslange advent. Den tid af kirkeåret, Den hellige Moderkirke betegner som advent, er derfor en ganske velegnet lejlighed til daglig Messegang. Må Jeres advent afføde en åndelig frugt, der på en vis og skjult måde bidrager til en rensning og helliggørelse af Kirken her på jorden, som vi alle længes imod.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. november 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/no-christmas-preparation-could-be-better-than-daily-praying-this-awesome-pr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)