Category: Faith

Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive dette vidnesbyrd til OnePeterFive, ønskede Steve Skojec at vide, hvorfor jeg netop nu konverterede til katolicismen.

Man kan betegne mig som konservativ. En højtråbende ”ekstremist”. En frontkæmper for at der kun findes to køn. Man kan næppe betegne mig som en person med stor tolerance for fremskridt og relativisme, som er meget fremtrædende indenfor den moderne katolicisme.

Specielt er det, at jeg er døbt i den græske ortodokse kirke. Jeg modtog katekese, som knyttede sig til den græske ortodoksi. En liturgi, som er godt og vel firehundrede år gammel! Jeg kommer fra et Byzantisk univers, der er præget af duften af røgelse, og som ville forfærdes over at opdage, hvad der er sket med liturgien i Den katolske Kirke efter Vatikan II, og som har bragt megen smerte og lidelse med sig ind i Den hellige Moderkirke (Jeg finder Belloc’s kommentarer vedrørende alt dette ganske beroligende i den tid, vi aktuelt befinder os i).

Hvorfor blev jeg katolik i stedet for at vende tilbage til mine ortodokse rødder?  Jeg forlod den ortodokse kirke og var i en årrække religiøst søgende (jeg opførte mig praktisk talt, som en hedning) i større eller mindre udstrækning og stiftede bekendtskab med Buddhisme, Islam, Ateisme, Protestantisme og Jødedommen. Selvom jeg forsøgte at undslippe den ortodokse kirke, kunne jeg ikke slippe selve ortodoksien. Jeg mistede aldrig den bevidsthed, man bærer i sit hjerte om, at der er en Sandhed, og at der kun findes Den, og at alt andet er forkert, og at denne Sandhed kunne jeg finde, hvis jeg ledte længe nok.

I stedet fandt jeg synd, forvirring og et liv fyldt med smerte.

Men heldigvis fandt Sandheden mig.

Enhver, der kender mig vil tro, at jeg har ”studeret” mig til at blive optaget i Den katolske Kirke. Mange af de (protestantiske) konvertitter, der for nylig er kommet ind i Kirken, som jeg har kontakt med, og som deler min forkærlighed for at studere, har benyttet netop den vej (ned) ad Tiberen og ind i den Romerske Katolske Kirke. Men – og til min egen overraskelse, var det ikke den vej, jeg måtte tage for at komme til Rom.

Katolicismen var den eneste tro, jeg aldrig ville havde overvejet, hverken intellektuelt eller på anden måde. Hvis nogen for syv måneder siden havde fortalt mig, at jeg meget snart ville konvertere til katolicismen, endsige dedikere mit liv til at fordybe mig i – lære og tale om troen, ville jeg have set på vedkommende, som om han / hun havde oplyst mig om, at Muhammad rent faktisk var en kvindesagsforkæmper.

Min rejse ind i katolicismen vil altid minde mig om, at jeg i mig selv intet er, alt hvad jeg opnår samt enhver gave, jeg får i eje for at komme til troen, tilhører helt og holdent Herren.

Hvad er den mest enkle forklaring på min omvendelse? Gud lod mig se mennesker, som var nedbrudte, som syndede, som var ufuldkomne, og som var eksempler på det, der står i Peters Første Brev 3: 15: ”men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har” for disse mennesker bar et håb i sig, som fjernede det skæl, der var for mine øjne. Jeg måtte finde ud af hvorfor, det var sådan, at når jeg så på disse mennesker, var det som om, at jeg så min egen sjæl, en erindring – og et løfte om en ny fødsel, det hele på en og samme tid.

Med andre ord de besad Kristi lys, og jeg vidste, at jeg måtte finde ind til det, de afspejlede.

Jeg passerede forbi det sogn, jeg (nu) er en del af mere end hundrede gange, og jeg troede aldrig, at jeg for første gang ville gå derind i starten af fasten, og der få fornemmelsen af, at jeg var hjemme, jeg græd og kunne ikke forklare, hvorfor jeg egentlig var der, bortset fra at det var Gud, der havde ledt mig dertil.

Min søn blev døbt, og jeg blev optaget i Kirkens fulde fællesskab den 31. marts 2018 under en overvældende Virgiliemesse i Påsken. Jeg vil resten af mit liv (huske) og sætte stor pris på denne dag.

Mit liv i dag rummer en glæde, jeg ikke har oplevet før, også selvom verdens tilstand er blevet væsentligt forandret, siden jeg konverterede. Jeg er en del af Den universelle Kirke, der rummer helheden af Summa Theologia, historikken omkring de helliges samfund, dybden af de mange teologiske betragtninger, man har gjort sig, (kirke)historien, (kirke)kunsten, (kirke)musikken. Alt det, som Kirken har sat sit præg på i verden. Kirken er det rum, hvor min utrættelige nysgerrighed kan finde svar på det, der ligger gemt i evigheden.

Og alligevel er Den (Kirken) på en smuk måde afgrænset, Kirken er ganske enkelt min Faders hus. Det menighed, jeg er en del af, er meget moderne, meget Novus Ordo orienteret, og et sted man normalt ikke ville finde mig, men det er det sted, Herren ønsker, at jeg skal være lige nu.

Dette er min Faders hus, som jeg omgås med respekt, og hvor mit barn, som nu er to år, til tider støjer så meget, at jeg automatisk bliver mindet om, at jeg må rette blikket mod Maria for at bede om hjælp til at håndtere min modergerning, hvor jeg til tider bedende knæler i stilhed, og hvor jeg til tider føler, at jeg og min lille ”fantastiske” dreng er et irritationsmoment for de andre, som ønsker at være i stilhed, men hvor jeg til enhver tid modtager ”den mindste ting”, som bliver til alt ved Guds kraft: Livets Brød.

Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet.

Selvom det til tider er svært at finde ud af, hvor man skal have sit fokus i Kirken i den urolige tid Den befinder sig i, så tror jeg stadig på den samme Frelser, som ledte mig hjem for at frelse min sjæl.

Jeg ser i dag smerten hos mange katolikker, mennesker, som i lang tid har holdt fast ved den skat, jeg i elvte time har fundet. Jeg troede, det var tilstrækkeligt at dukke op med en overbevisning om, at her var det muligt at gøre en forskel ved at engagere mig i Den militante Kirkes (Ecclesia militans) kamp. Jeg kan se, at katolikker længes mod den østlige ortodoksi, og den ærbødighed, der er repræsenteret der, og den ligegyldighed de ortodokse skænker protestanter, moderniseringen af liturgien samt andre ting.

Jeg er dybt taknemmelig for at være født ind i den ortodokse kirke. Det gjorde min rejse ind i den Romerske Katolske Kirke mindre kompleks og mere hurtig, når jeg sammenligner mig med andre konvertitter, for på mange måder føles det som en tilbagevenden, netop fordi de to retninger ligner hinanden så meget. For mig har brugen af guitarer under Messen altid virket bizart. Jeg kunne, fra jeg første gang trådte ind af kirkedøren fornemme den krise, der er i dag præger Kirken, og det har gjort mig mere opmærksom end mine medkonvertitter, jeg er taknemmelig for min evne til at se, hvad ærbødighed betyder for nidkærhed.

Jeg elsker vores ortodokse brødre og søstre, mest af alt min far, hvis bønner, sammen med mine afdøde slægtninges Yiaia og Papou helt sikkert gavner i bestræbelserne på at frelse min sjæl. Jeg elsker den ortodokse kirke, så jeg studerer og prøver med omhu at forstå det store skisma, (der indtraf i 1054, da patriarken af Konstantinopel brød med paven i Rom og Den Romersk-Katolske Kirke), som jeg hver dag gennemlever i mindre forstand for at være klar til at forsvare Den Romerske Katolske Kirke, hvornår jeg end måtte blive kaldt til at gøre dette i mit daglige liv.

Jeg beder for, at vore adskilte brødre og søstre en dag i flok vil strømme ind i Den katolske Kirke, og det vil være en ubeskrivelig glæde for mig, hvis Helligånden vil bruge mig til at lede bare en hjem til den katolske Kirke.

Følgende, som taler direkte til mig, er blevet sagt af Skt. Ignatius af Antiokia:

Tag ikke fejl mine brødre, hvis nogen slutter sig til noget, der er skismatisk, vil han ikke arve Guds rige. Hvis nogen går på hæresiens sti, finder han ikke behag i Jesu passion. Vær varsom, og gå derpå hen og betragt en enkelt Eukaristi. For der findes kun det kød, der stammer fra Jesus Kristus og (kun) en kalk med Hans blod, som forener os, og et alter, ligesom, der kun er en biskop med præsteskabet og diakonerne, de som er mine medslaver. Derfor uanset hvad du foretager dig, gør det i overensstemmelse med Guds vilje.

De ortodokse kan lære os meget om liturgi og tradition. Imidlertid er de stadig forpligtede til (selv i deres egen opfattelse, finder de det vigtigt at vise paven ærbødighed), at være i kommunion med Peters Stol, som er klippen. Uden den, kan de ikke betragtes som Den sande Kirke. Et hus, der er splid med sig selv, kan ikke bestå.

De ortodokses afvisning af udviklingen af doktrinen, er præcis det, der har gjort, at de direkte har foretaget en ændring af doktrinen. Jeg kan ikke – og vil heller ikke tilbede Gud i et Legeme (her forstået som Kirken), som direkte har valgt at foretage ændringer i Guds bud.

De ortodokse har foretaget ændringer i doktrinen. Det er en historisk kendsgerning.

Den mest åbenlyse forandring, der er blevet foretaget hos de ortodokse er ironisk nok den, jeg frygtede ville blive en udfordring for mig, da jeg blev kaldet til Den katolske Kirke: Den konservative tilgang Den katolske Kirke har til skilsmisse og det at gifte sig igen. Jeg fandt ud af, at hvis jeg blev katolik og ikke kunne få mit ægteskab annulleret, var jeg nødt til at leve som alenemor resten af mit liv, og det er bestemt noget, der betyder noget, når man er 26 år.

I den ortodokse kirke falder skilsmisse og det at gifte sig igen indenfor rammerne af familien ”oikonomia”. I praksis er de ortodokse overbevist om, at biskopperne har myndighed til at velsigne deres menigheder til at handle på en måde, der strider imod de ord, som Kristus har talt, og de betegner det, som pastoral omsorg.

Dette forekommer særdeles mærkværdigt set i lyset af den almindelige moderne ortodokse opfattelse, at man ikke behøver paven som det synlige overhoved, for det er Kristus alene, der er hovedet for Legemet, og stadig kan de tilsyneladende ikke adlyde Ham, når Hans ord står klart for dem.

Hvad Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille. Der skal være en mand og en kvinde, ligesom der en Kristus og en Brud.

Jeg har også fået kendskab til den katolske lære om prævention, det faktum, at vi er den eneste kristne institution på jorden, som fortsætter med at betragte prævention som helt igennem ondt, virker ganske overbevisende sammenholdt med den ortodokse betragtning omkring familien ”oikonomia”.

Den ortodokse kirke kan på en vis måde synes, som den letteste måde at komme ud af det morads, vi som katolikker befinder os i, i en verden, som kan betegnes som post – katolsk. Den ortodokse kirke, er en kirke med en ”fleksibel” ekklesiologi (læren om kirken og den kristne menighed), hvor det ikke er påkrævet, at man sætter sin lid til – og viser sin troskab overfor Peters Stol, som så mange gange igennem historien har været præget af paver, der var korrupte og fordærvede, (og nu ser jeg på mange niveauer, at det står langt værre til end før antaget).

Det er fristende, og det er det virkelig (at vælge den ortodokse kirke til). Og dog forekommer følgende ord fra Ordsprogenes Bog mig meget centrale: Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier (Ordsp 3: 5-6). Jo mere jeg studerer og indhenter viden om katolsk og ortodoks ekklesiologi og specielt de fire kendetegn ved Den katolske Kirke, desto mere er jeg sikker på, at jeg står på ”fast grund” på det skib, som skal fragte mig hjem fra mit eksil.

Og stadig stammer den tro jeg fornemmer ikke fra mine ”studier”. Det, har noget at gøre med det, der ligger udover dem. Det er tale om en vished, som stammer fra et overnaturligt niveau, noget som jeg aldrig nogen sinde før i mit liv har oplevet. Den forankring af glæde, som er i mig, kan jeg ikke forklare på anden måde end ved at sige: ”I må stole på mig”, og det er en skræmmende ting at tale med ikke katolikker om deres sjæles skæbne. For hvem er jeg, at de skulle tro på netop mine ord?

Til trods for at jeg ikke er værdig til Jeres tillid, håber jeg, at I vil tro på, at det er Gud, der arbejder i mig og bed for mig, at mit liv må være et værdigt og godt eksempel. Bed for mig, at min tro vil opmuntre katolikker, der er i færd med at overveje den ortodokse kirke, at de står fast, der, hvor de er. Herren har gjort store ting for mig, lovet være Hans navn.

Den største ting Herren har givet mig er en urokkelig følelse af sikkerhed af, at jeg (nu) er i Den eneste sande Kirke, og jeg ved, at ordet følelse ikke er det rette ord at benytte i denne sammenhæng. Der er mere tale om en vished. En vished, jeg kun en gang før i mit liv har oplevet, (og det var før jeg konverterede), og det var, da min søn kom til verden, og jeg her fik en vished for, at det at blive mor er det mest fantastiske, der kan ske her i verden, altså måske lige bortset fra at Eukaristien er det mest fantastiske i verden.

Jeg måtte blive katolik og være en del af Den eneste Kirke på hele kloden, som har holdt fast ved Frelserens bud og dogmerne, selvom disse to ikke altid har været overensstemmende.

Jeg er et menneske, der er ramt, ligesom Den Pave vi har lige nu, også er det, og som sidder på Peters Stol, der har skånet Den universelle Kirke fra hæresi siden Kristus og apostlenes tid. Vor tros højdepunkt er Eukaristien – kun den ene Eukaristi

Jeg må tro på at det, vi i dag ser i Kirken, ikke er endetiderne, men begyndelsen på en ny æra. Den tid, vi er i nu, er præget af en revselse og er ganske givet en tid, hvor vi er vidner til, at Kirken følger i sin Herres fodspor og oplever Sin egen passion (lidelse), men det er samtidig en spændende tid at være katolik i. Det er en tid, hvor noget nyt kommer til verden med den smerte, der naturligt følger heraf.

Hvis vi fortsætter med at kæmpe vores kamp mod myndigheder og magter ved at væbne os med vore åndelige våben, vil vi ikke fejle. Vore fjender er ikke de mennesker, der både udenfor og indenfor Kirken ønsker at gøre os ondt.

Vores fjende er satan.

Jeg ved, at det lyder som en kliche, når jeg fortæller disse ting. Jeg ved, at I er ved at være trætte. Jeg er også blevet træt. Men, det er en omvendelse, vi alle må bede for og huske i vore hjerter og i alt hvad vi siger og gør, at vi har fået et løfte, som ingen anden Kirke på denne jord har fået eller nogensinde vil få. Et løfte som igennem 2000 år ikke er blevet brudt. Kristus lyver ikke, og Helligånden vil på ingen måde tillade, at Kristus bliver gjort til en løgner.

Alt, hvad jeg ved, er, at jeg for første gang i mit liv gav mit fiat (ja), og Gud flyttede bjerge for mig

Hvor meget mere vil Han ikke gøre for de katolikker, som er trofaste, og som virkelig er pressede i Kirken i dag?

Læg Ham ikke hindringer i vejen. Vi har allerede sejret.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Nicholas og publiceret på OnePeterFive d. 6. august 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/catholic-eastern-orthodox-true

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Lægerne anbefalede hende at abortere sit syge barn. Hun afslog. Nu er der mulighed for, at hun kan blive helgen

Den engelske forfatter Chesterton sagde: “Det er et historisk paradoks, at enhver generation omvendes af en helgen, der står i modsætning til den”.

Når man tænker på dette Chesterton citat, er det ikke overraskende at erfare, at man overvejer en kanonisering af Chiara Corbella Petrillo. For at være mere præcis, man åbner hendes sag kun seks år efter hendes alt for tidlige død den 13. juni 2012.

Prøv at stoppe op for et øjeblik. Gennemse din mailhistorik for den 13. juni 2012. Jeg gjorde. Der optrådte ikke nogen nævneværdige mails, det meste var almindelig kommunikation om stort og småt. Og alligevel afsluttedes på denne dag et kristent vidnesbyrd af episk karakter.

***

Enrico og Chiara blev gift i september 2008. Kort efter blev Chiara gravid. De nygifte var overlykkelige. Deres glæde varede imidlertid kort. En ultralydscanning viste, at barnet var misdannet. ”Du ønsker vel at abortere?” var lægernes respons. Men da Chiara så tilbage på billedet af det hjælpeløse barn, var hun fast besluttet på at fortsætte graviditeten. Selv hvis barnet kun skulle få en kort levetid, besluttede hun sig for, at barnet skulle have mulighed for at leve.

Maria Grazia Letizia blev født den 10. juni 2009. Hun levede i 30 minutter, hvilket var længe nok til, at hun blev døbt af en præst. Senere skrev Chiara:

Hvis jeg havde aborteret hende, tror jeg ikke, at jeg ville mindes dagen for aborten som en dag, der skulle fejres … Det ville være et øjeblik, som jeg ville gøre alt for at glemme resten af mit liv, et øjeblik forbundet med stor lidelse. Men dagen, hvor Maria blev født, vil jeg altid huske som en af de smukkeste dage i mit liv … Længden af tidsrummet hvor vi var forældre er ligegyldigt: en måned, to måneder, et par timer. Det, der betyder noget, er, at vi fik denne gave … og det er noget, som vi aldrig glemmer”.

Maria Letizias begravelse fandt sted to dage efter hendes fødsel. På den lille hvide kiste efterlod hendes forældre et kort med følgende ord:

Vi var tilfredse med at holde dig i favnen blot i en halv time, det gjorde os glade.

Vi kunne ikke holde op med at betragte din næse, som ligner min samt de små hænder og fødder.

Vi havde ikke tid nok til at fortælle dig … at vi elsker dig … Det betyder ikke noget, hvor meget tid vi fik sammen …

Det, der er vigtigt, er at kende Faderen …

Fra din fødsel var du klar (til at kende Faderen), jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor stolte vi er af dig.

Vi fulgte dig på vej, så langt vi kunne.

Nu skal du møde Faderen …

Endnu en graviditet fulgte. Denne gang viste skanningen, at barnet manglede det ene ben, og det andet var blot en stump, og yderligere skanninger viste, at barnet ingen nyrer havde og som en følge heraf, ville det ikke udvikle lunger, det lille barn ville have vanskeligt ved at trække vejret. Prognosen, for at det ville overleve, var dårlig. Endnu engang havde parret en diskussion med det medicinske personale, om hvorvidt graviditeten skulle fortsættes. Det medicinske personale argumenterede for (overfor Enrico og Chiara) at afslutte barnets liv, mens de alle så på barnet på skærmen, der kæmpede for sit liv.

Et barn er ikke for noget par et spørgsmål om livsstil, det er en gave fra Gud. For dette katolske par fortsatte graviditeten, indtil Davide Giovanni kom til verden.

Umiddelbart ved barnets ankomst, omfavnede moderen den lille og hviskede: ”min elskede søn”. Ligesom sin søster blev drengen med det samme døbt af en ventende præst. Da anbragte Enrico et mindre trækors om sin nyfødte søns hals. 30 minutter senere blev den lille dreng, som sin søster, båret væk af faderen til hospitalets kapel.

Men parret kunne ikke holde op med at elske hinanden og dermed lade livet spire. Chiara blev snart gravid, men udover det lille barn voksede yderligere noget andet i hende. Man fandt en svulst på hendes tunge, og den bredte sig til nakken og øjnene. Hun blev foreslået forskellige former for behandling, men afslog med henvisning til at behandlingen kunne udgøre en risiko for det ufødte barns liv, og hun ønskede derfor først at påbegynde behandlingen efter fødslen.

Endelig kom Francesco til verden. Hans forældre var ude af sig selv af glæde. Francesco var et barn med et godt helbred.

For en kort stund kunne parret sammen med deres nyfødte barn leve et ”almindeligt” familieliv, noget de begge brændende havde ønsket sig. De nød hvert eneste øjeblik med deres barn, at være sammen med andre småbørnsfamilier, at tage på ture som familie og endda de søvnløse nætter. Det var en dyrebar tid, som skulle vise sig at være lånt tid. Chiara havde ikke nogen anelse om, at mens hun bragte nyt liv til verden, var hendes eget liv ved at nærme sig sin afslutning.

Svulsten viste sig at være ondartet. I behandlingsøjemed var der meget lidt, der kunne gøres. Efter en tids ophold på hospitalet stod det klart, at ingen behandling havde virkning. Til slut tog det medicinske personale Enrico til side for at forklare ham situationens alvor. Nu var det op til Enrico at forklare sin 28-årige hustru, hvor alvorligt det stod til. Han skulle forklare dette til den kvinde, som han havde giftet sig med, ønskede at blive gammel med, at stifte familie med og nyde kommende børnebørn sammen med.

Enrico fik samlet sig, opsøgte sin hustru og tog blidt hendes hånd og førte hende til hospitalets kapel. Det var foran Det Allerhelligste Sakramente, at han satte hende ind i tingenes tilstand.

Efter et stykke tid omfavnede de hinanden. Derpå gentog det unge par deres ægteskabsløfte. Chiara bad sin mand om ikke at fortælle hende, hvor lang tid hun havde tilbage, for hun ønskede at leve i nuet sammen med sin mand og sit elskede barn.

Det var onsdag i den stille uge.

***

Som i de historier, der handler om det første møde, så mødtes Chiara og Enrico ved et tilfælde. Det skete i sommeren 2002. De besøgte begge samtidig et helligsted for Maria, og de var hver for sig kommet rejsende dertil, Enrico sammen med sin daværende kæreste, som imidlertid forlod ham, og derfor var Enrico Petrillo alene i restauranten på hotellet. Da kom en ung kvinde til syne. Han så på Chiara og tænkte, at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Der var kun en ledig plads i restauranten (det var overfor ham). Deres øjne mødtes, og hun gik igennem lokalet (og tog plads overfor ham).

Da, der blev ringet ind til Angelus om aftenen den 13. juni 2012, lukkede Chiara øjnene for sidste gang. Hun blev 28.

I denne verden var hendes største ønske at blive mor, og tidligere end ventet blev hun genforenet med to af sine børn, som allerede ventede på hende, og hun venter nu på at blive genforenet med alle dem, hun holdt af, og endelig vil deres mange tårer blive tørret bort.

Historien om Chiara Patrillo er en historie af vor tid men også for vor tid. For at citere Chesterton igen: ”Helgenen fungerer som en slags medicin, for han eller hun er som en modgift. Han/hun vil generelt set være en, der genskaber helligheden i verden ved at sætte det i perspektiv, som verden har vendt sig bort fra”.

I en tid hvor manglen på tro er fremherskende, og hvor det bedrageriske vildleder de troende, hvor de mest sårbare som det selvfølgeligste bliver fjernet, hvor valget bliver langt vigtigere end resultatet af valget, nemlig udslettelse, hvor den syge (grundet besvær) anbefales døden, og hvor løgne vedrørende menneskelivets vilkår er blevet gjort til sand viden, når stanken af hele denne rådne dødens kultur dagligt lægger sig over os, da ser det ud som om, at en helgen for vor tid er fremstået i blandt os.

For Chiara var tro mod Guds plan for hende, hun var tro mod de løfter, hun gav ved sit bryllup, hun var tro mod Kirkens gennemgående og uforanderlige lære, hun var tro mod sit kald som mor, uanset den tilstand, de børn hun blev skænket, var i, og hun bar glæden i sin tro indtil det sidste selvom den afslutning på livet, som hun fik, var hendes Golgatha.

Chiara bed for os, Gud ved, at vi trænger til det.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 19. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/doctors-told-her-to-abort-her-sick-baby.-she-refused.-she-now-may-become-a

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken svigter aldrig, fordi Kristus aldrig svigter, men når det handler om kirkefolket, er det en anden sag

Det er, når det ser sort ud fra et menneskeligt perspektiv, at troen på Guds åbenbaring virkelig er værdifuld, og noget man må holde fast ved.

Når Kirken kan stråle i sin pragt og hellighed, og når kulturen er præget af troen, da er det religiøse liv (for den enkelte) let som en leg fra vugge til grav.

Når der er krisetider, når den omgivende kultur vender sig mod Kirken, når Kirkens lederskab præges af fordærv, og når kærligheden bliver kold blandt de troende, bliver det sværere at tro på, at Kirken i Hendes inderste kerne, som Kristi mystiske Legeme er Hans ubesmittede Brud, uden plet, uden synd og fuldstændig forenet med Ham, og vi må forblive en del af Hans Kirke, hvis vi ønsker at blive frelst.

Kirken, som er vor Moder, Den fuldkomne Kristi Brud, Det himmelske Jerusalem (Gal 4: 26, Hebr 12: 22, Åb 21: 9-10) er byen, vi en dag stræber efter at få et permanent borgerskab i. Kirken på jorden består imidlertid af hvede og ukrudt, det gode og det dårlige, det hellige og det syndige, og mange af os står med et ben i begge lejre. Som et ekko af den store teolog, Augustin, gør Emile Mersch sig følgende betragtninger:

Kilden til synd forbliver generelt set i Kirken (Ecclesia militans: den stridende Kirke), for hvad dåben gør for den enkelte, har Kristi død gjort for hele Det mystiske Legeme. Kirken består af syndere, derfor er Hendes store bønner syndernes bønner: ”og forlad os vor skyld”, ”Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere”. Synden er i Kirken, den er smitsom og ikke til at udrydde ligesom ukrudtet på marken, der hele tiden stædigt trænger sig på og ikke lader sig udrydde, før Hun som Ecclesia militans ikke er her mere på den sidste dag, det vil sige dagen for høsten. Kirkens hellighed er ikke mindre ægte på grund af alt dette, men det er en virkelighedsnær hellighed, en hellighed, der gør sig gældende for Ecclesia militans. Kirken er hellig på grund af det, Gud har nedlagt og vævet ind i Den, men Den er ikke hellig på grund af det mennesker bidrager med af deres egne ressourcer eller grundet den aktivitet de praktiserer i Den, så vidt som aktiviteten alene udgår fra dem. (The Theology of the Mystical Body p. 308).

Jacques Maritain foretager en vigtig skelnen mellem ”det”, der er Kirken og Hendes ”stab”, og som fluktuerer med kardinal Journets skelnen mellem ”Kirken” og ”kirkefolket”.

På den ene siden er Den Kirke, som Kristus indstiftede, Den Kirke vi hører til, og det er i Den, vi er frelste (una sancta), dette er Den eneste Kirke: det samfund af ortodokse og kærlige troende, som er sammen med Den levende Guds Søn gennem Den hellige Eukaristis mysterier og de andre sakramenter, holdt i live af kommuniteter, der er udgået fra apostlenes efterfølgere. Denne Kirke kan aldrig svigte, fordi Kristus aldrig kan svigte, ej heller vil Han svigte dem, som er forenede med Ham i den sande tro, håbet på det evige liv og kærligheden til Gud og næsten.

På den anden side kan de mennesker, der repræsenterer denne Kirke, Hendes midlertidige ledere her på jorden, som i et begrænset omfang kan defineres som ”Kirken”, det er dem, der vakler og svigter. De kan svigte deres Herre, og de kan (som hyrder) svigte deres hjord. De har modtaget et objektivt kald og et løfte om Guds hjælp, men de må subjektivt samarbejde med Guds nåde for at opfylde deres pligter på en hellig måde, som er Gud til behag. Gud alene er uforanderlig og grundfæstet, og indtil vi opnår den himmelske saligprisning, er vi vægelsindede, foranderlige og i fare for at ende i fordærv. Derfor er der endnu mere grund til at råbe: ”Herre, frels os for vi går til grunde”.

Men uanset hvor meget krig de måtte ønske at føre mod alt det, der er helligt og sandt, så kan ingen biskop, præst eller lægmand tage den sande tro fra os, håbet om det evige liv og kærligheden til Gud og næsten. Disse er Guds gaver til os i Hans hellige Kirke. Som Jesus siger i sin præstelige bøn, har Faderen overdraget disciplene til Hans varetægt, og ingen kan frarøve Ham dem, når Faderen leder en sjæl indenfor Sønnens rækkevidde, kan verden ikke hindre Ham i at gøre dette. Intet kan skille os fra Kristi kærlighed (Rom 8: 35-39).

Det eneste (unum necessarium), vi har brug for, er at sidde ved Kristi fødder omgrænset af Hans lys og sandhed og modtage Ham, som en gave og til gengæld overgive os helt til Ham. Vi ved, eller rettere vi tror inderligt – og håber på, at vi på denne måde er en del af Den eneste Kirke, der eksisterer lige nu og i evigheden. Og i Himlen, hvor Kirken er i Sin fuldendte herlighed, er der ingen pave, ingen biskop, ingen sakramenter, intet tempel (jvf Åb 21: 22), intet andet end kongernes Konge i Hans ubeskrivelige skønhed, som man følger, elsker og tilbeder til alle tider. Det, er Den Messe, vi ønsker at være med til, og det er for Dens skyld, at vi er villige til at udholde alt, hvad djævelen vil ramme os med, eller endnu bedre, det som Herren tillader at ske qua Sit Forsyn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 27. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-church-never-fails-because-christ-never-fails-but-churchmen-are-another

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at gennemleve en nedsmeltning: en opdigtet biografi

Du blev født i 1938. Du voksede op i et sogn, hvor flere søndagsmesser var tætpakket med katolikker. Noget af det tidligste, du husker, er, at mænd gik med hat og kvinder med slør og havde gjort noget ud af deres søndagspåklædning, og mændenes jakkesæt var stilfulde, og skoene var pudsede. Du lærte din katekismus ved hjælp af spørgsmål, du skulle besvare, og i dag kan du genkalde dig hele sektioner af katekismus. Du fastede, så godt du kunne under hele fasten, og du spiste altid fisk om fredagen. Du var aldrig i tvivl om, at du ikke kunne modtage Kommunionen uden at have skriftet. Din tid som ministrant sidst i 40’erne lærte dig disciplin, opmærksomhed og ærbødighed. Du havde en følelse af ydmyghed kombineret med stolthed, fordi du kunne gøre din entré ved det overvældende alter sammen med præsten og betragte ham tæt på, mens han hviskede Messens mærkelige ord.  Du har stærke minder om den stille kirke tidligt om morgenen, hvor sollyset strømmer ind gennem det østvendte vindue, du ser den guldbelagte ornamentik på messehagelen, du fornemmede den hårde glatte overflade af den biretta (1), som præsten gav dig.

I 1955 ændrede din påskeuge sig dramatisk. Nogle mennesker deltog først i eftermiddags- eller aftenmessen, mens andre, der engang var kommet til Messe, før de skulle på arbejde eller andre igen, som deltog i en årlig retræte på et kloster i nærheden, holdt helt op med at komme. Der skete nogle underlige nye ting, som at præsten stod med front til menigheden under velsignelsen af palmegrenene, og alle bad Fader Vor i kor Langfredag. Man kan forestille sig, at du har tænkt: Kirken må vide, hvad Hun gør.

I 1964 skete der drastiske forandringer. Præsten vendte sig mod menigheden under messefejringen, som om den var et publikum og ikke meddeltagere i frembærelsen af Det hellige Messeoffer. Musikken var pludselig blevet meget anderledes, den var folkelig, på modersmålet og en smule akavet. Den gregorianske sang var helt forsvundet, som om den var noget, man skulle skamme sig over. Messedragterne, ornamentikken og arkitekturen blev alt sammen simplificeret, kantet og ikke attraktivt. Du blev gift omkring dette tidspunkt, og du og din brud bad præsten om en værdig bryllupsmesse på den gamle måde, som ikke var så let at få arrangeret. Præsten havde sagt: ”Det er, hvad koncilet har ønsket” – det var allerede blevet en forslidt replik, som skulle åbne op for det, der efterfølgende ville blive sagt, og det syntes at være den blåstempling, der dækkede over et utal af synder – ”alle skal involveres i Messen med glædesfyldte hjerter og stemmer. Man skal ikke bare sidde på kirkebænken og dagdrømme, mens jeg må gøre det hele”. Du var venlig og takkede ham for hans velvilje til at følge dine ureformerede veje. (Det var på det tidspunkt, hvor præsterne generelt respekterede de troende, ligesom de troende på samme måde respekterede præsterne. Det varede ikke længe, før det forsvandt).

I adventstiden i 1969 undergik det hele endnu en forandring. Der kom en ny Messeritus. De velkendte bønner var blevet fjernet. Man gjorde ikke længere brug af latin. Det var, som om at dette var en helt anden denominiation (kirkesamfund). Faktisk sagde nogle af dine venner: ”Ved Den katolske Kirke egentlig, hvad Den vil”? Disse forandringer hver femte år eller deromkring minder om en tros- eller identitetskrise eller noget i den retning”. Og det var ikke fordi, at du selv ønskede forandringer, de blev pålagt dig ovenfra, som en del af det ”koncilet ønskede”, og det som ”paven ønskede”, og som ”et tegn på at Kirken er i live!”. Men det var underligt, for der kom færre mennesker i Kirken, og du kunne ikke lade være med at lægge mærke til det. Når du tænkte på Kirken, som en levende Kirke, da tænkte du tilbage på din barndom. Det var dengang, der var kraft, overbevisning og en troværdighed, som man kunne vende tilbage til uge efter uge og samtidig sætte sin lid til.

Samfundet undergik forandringer, det samme skete for din Kirke. Du havde aldrig tænkt på Kirken, som noget foranderligt, Hun syntes som en fast klippe midt i det oprørte hav. Men nu var Hun også blevet ustabil og uforudsigelig ligesom havet og var parat til at skifte form og farve alt efter vejrforholdene. Mange mennesker blev væk eller forsvandt helt. Du blev, stædig som du var, men også fordi du var loyal. Det var nu blevet tydeligt for dig, at Kirken ikke vidste, hvad Hun var i færd med at gøre. Hun havde mistet forstanden. Eller mere præcist Hendes ledere havde mistet forstanden og foretog en form for forskræmt forsøg på at efterligne den sekulære verden ved at gå forvildet rundt, snuble og fremsætte vidtløftige ideer. Du forsøgte at lade tvivlen komme dem (lederne) til gode, hvis det var muligt, men da det gik op for dig, at tidligere tiders præster havde større kendskab til latin end præsterne på daværende tidspunkt, forsvandt din illusion.

Årtier passerede forbi. Præster kom og gik. Din sognekirke undergik to renoveringer: den første gang blev den kalket over, og alt blev forandret, alt i alt blev fortidens trosgrundlag på brutal vis bortvisket. De velkendte statuer og lysestager og kirkebænkene blev erstattet af store tunge objekter, specielt døbefonten, der lignede en blanding mellem et springvand og en skraldespand. Flag lavet af filt blev hængt op rundt i kirken og mindede dig om skriftstedet: “så skal der komme mørke over Egypten, et mørke, som er til at føle på” (2 Mos 10: 21). Du prøvede sammen med andre fra sognet at overtale præsten til at holde igen med disse mange forandringer, men han var hård og havde et glimt i øjet, som en ny profet, der netop var fremstået.

Ca. to årtier senere kom en anden præst, som fik indsamlet tilstrækkelig mange penge til endnu en renovering. Denne venlige mand førte kirken (mere eller mindre) tilbage til det, den oprindelig var, bortset fra at det aldrig blev det samme, som det var i begyndelsen. En af dine venner spurgte forundret præsten ved et sognerådsmøde: ”Hvorfor skulle vi igennem så meget postyr og bruge store summer penge på at ”ødelægge” kirken, for (igen) at få den til at ligne sig selv, altså som den så ud fra starten?” Hans svar var, at vi havde brugt tid på at ”vokse” med det, ”som koncilet overdrog os”, og vi er gået i gang med at korrigere noget af det uhensigtsmæssige, der blev introduceret efter Koncilet. Din reaktion var, selvom du ikke højlydt gav udtryk for den: ” I nye profeter burde fortsætte i samme spor, som I påbegyndte, det er ganske foruroligende, at Ånden modsiger sig selv med så hyppige intervaller”.

Det sogn, du ”voksede op i” og er en del af, betragtes i dag, som et sundt sogn. Man kan ikke sige, at Messerne om søndagen er tætpakkede med kirkegængere, men alle kirkebænkene er delvist bemandede. Musikken er generelt dårlig, men du tænker, at det kunne være værre. Homilierne er en tynd kop the, men de er i det mindste ikke af den absolut dårlige slags. Du bærer over med præstens homilier, fordi du ved, at han mangler uddannelse og dannelse, men også fordi du ved, hvor mange ”mangler” en seminarist udsættes for under sin uddannelse. ”Tilbedelse”, du har hørt, at det er den måde, folk definerer det på, den kunne blive langt bedre. Hvis du skulle opsummere det hele i et ord, ville det være: middelmådighed. Der er tale om en slags lunkenhed, hvor katolikker, der er troende i moderat grad, på beskeden måde er deltagende i en Messe, der fejres ureflekteret, og alt dette danner rammen om katolicismen, som en gå til og fra religion. Hvis du tænker for meget over dette, blive du deprimeret. Hvis du virkelig betragter Kirken, her forstået som folks beklædning, når de deltager i en Messe eller den måde hvorpå de modtager Kommunionen, eller indholdet i de sange man synger, da er der grobund for en meget dyb depression. Når det virkelig bliver hårdt, trækker du en lille bønnebog fra omkring 1949 op af lommen, som indeholder alle de bønner, du holder af samt sort-hvide billeder af rosenkransens mysterier. Du retter din opmærksomhed mod det ”gamle” sprog i bønnebogen, og den smerte, du bærer på, over at Messen fejres så uværdigt, som den gør, forsvinder.

Du ved, at enkelte bispedømmer og sogne rundt om i landet giver mulighed for at deltage i Den gamle latinske Messe, den du voksede op med, og som du virkelig savner (når du fristes til at tænke dybere over dette, hvilket du ofte forsøger på ikke at gøre). Du har op til flere gange overvejet at tage bilen og køre mange kilometer for at deltage i en latinsk Messe, eller måske endda at flytte til en anden by (med et sogn, hvor man fejrer Den latinske Messe), men du har boet der, hvor du nu er bosat i så mange år, at det er svært at mobilisere den nødvendige energi til et flytteprojekt, og det at skulle foretage en længere køretur til Den nærmeste latinske Messe er en ikke helt uvæsentlig udfordring for dine øjne. ”Det må være dejligt at have en smuk kirke, hvor der fejres en smuk Messe”, siger du drømmende og eftertænksomt til dig selv, hvilket du gør nu og da, til trods for det, der skete med Den selvsikre, velorganiserede, forenende, spirende og endda stolte Kirke (din ungdoms Kirke), Den Kirke, der lod Hollywood vide, hvem de skulle gå til, og hvor folk, der ønskede at konvertere skulle, gå hen.

Du har stadig en tro på, at Herren en dag tager dig til sig, fordi du ved Hans nåde har været trofast alle disse år, selvom vejen har været tornet og stenet. De gamle ord, du husker fra din tid som ministrant i fyrrene, kommer til dig med mellemrum: Deo, quoniam adhuc confitebor illi: salutare vultus mei, et Deus meus (Hvorfor er du sorgfuld min sjæl, og hvorfor volder du mig uro? Håb på Gud, thi endnu skal jeg prise Ham, mit åsyns frelse og min Gud).

Håb på Gud … Ved Hans trone vil du beslutsomt men i ydmyghed spørge Ham: ”Hvorfor lod Du alt dette ske og med hvilket mål O Herre? Hvor blev den fornyelse af, som de talte så meget om? Fornyelse, fornyelse, fornyelse, selv når seminarier og klostre nærmest blev lagt øde, selv når skandalesager vedrørende seksuelle overgreb i Kirken og selv nu, hvor sogn efter sogn nedlægges, fordi der ikke er troende nok til at opretholde kirkegangen, var det det, der blev defineret som fornyelse eller …? En tanke med en ironisk undertone strejfer dig: ”Jeg bryder mig ikke om at se på, hvordan en institutions sammenbrud vil fremstå”.

Du har læst et sted, at Ratzinger engang har sagt om liturger samt dem, der følger dem: ”Det er, som den døende, der begraver en død og definerer det, som en fornyelse”. Ja, det er netop det, der er pointen. Du ved fra førstehåndserfaring, at Kirkens hierarki endnu ikke har været i stand til at håndtere omfanget af de institutionelle skader, psykologiske skader og åndelige ubehag, der er blevet påført de troende ved de liturgiske ændringer i 1960’erne og 70’erne, samt den smerte, forvirring, uro, afsky, vrede og fortvivlelse, som mange mennesker har oplevet. Eller for det mindretal, der ønskede den (forandringen), og den forfængelighed, magtudøvelse, mangel på medfølelse, helligbrøde, ødelæggelse af børnenes uskyldighed samt den politisering, man praktiserede. Johannes Paul II undskyldte for mange ting, og endda nogle gange for ting, som han ikke burde undskylde for, men han fik knap startet med at undskylde for de ting, der skete mellem 1960 og 70 for listen er uendelig.

Tilbage i 1980’erne blot lidt mere end et årti efter, at de sidste rester af den opmuntrende gamle liturgi var skubbet tilbage i glemslen, og en nyere udgave blev sat i stedet, tog Johannes Paul II de første skridt mod en undskyldning i dokumentet Dominicae Cenae. Du husker det, fordi du i en alder af 42 havde en større midtlivskrise i forhold til din tro, og af en eller anden grund endte du op med en pamflet af dette dokument og besluttede dig for at læse det. Du fandt linjer, som du kunne nikke genkendende til:

Jeg beder om tilgivelse, i mit eget navn og i Jeres navn, alle Jer ærbødige og kære brødre og søstre i bispedømmet, for alt det, uanset menneskelig svaghed, utålmodighed ellerforsømmelighed, der har været gennem tiden, samt en ensidig og helt forkert anvendelse af direktiverne fra Det andet Vatikankoncil, som kan have forårsaget skandale og forstyrrelse vedrørende fortolkningen af doktrinen og ærbødigheden i forhold til dette store sakramente. Og jeg beder Vor Herre Jesus om, at vi i fremtiden i håndteringen af dette hellige mysterium, må undgå alt det, der på nogen måde kan svække eller afspore fornemmelsen for den ærbødighed og kærlighed, der findes i de troende.

Der skete selvfølgelig ingen ændringer (i kølvandet på dette dokument) i måden, hvorpå præsten i dit sogn foretog sine sekulære gøremål ved alteret og hans hellige gøremål på golfbanen, men, der var (alligevel) her tale om noget, som en besked, der kom med flaskepost, og som du modtog på den øde ø, hvor du befandt dig, og den forsikrede dig om, at et sted langt væk eksisterede der stadig de regler, som du engang havde kendt til, og det vakte glæde hos dig.

Selvom du har været optaget af din familie, dit arbejde og dine hobbyer og er holdt op med at ”markere” dig i sognet, for simpelthen at holde en respektfuld afstand, har du fra tid til anden forsøgt at holde dig opdateret på nyhedsfronten om Den katolske Kirke. Internettet gjorde det lettere, når du fandt frem til kilder, du kunne stole på, som eksempelvis ”Hvad handler bønnen i virkeligheden om?” af Fr. Z (Hvad skulle du have gjort, hvis du igennem årene, ikke havde haft adgang til hans artikler?). Det var Fr. Z, som gjorde dig opmærksom på Summorum Pontificum,og det medfølgende brev Benedikt XVI skrev til verdens biskopper. Den modige Ratzinger skrev med fornuft og følelse til et bispedømme, der hverken fungerede eller ikke længere troede på sin egen eksistens.

Du fik endnu en oplevelse af at modtage flaskepost på din øde ø, da du blev opmærksom på følgende ord fra Benedikt XVI:

Mange mennesker, der fuldt ud accepterede den autoritet, det Andet Vatikankoncil havde, og som samtidig var trofast overfor paven og biskopperne, ønskede ikke desto mindre at genfinde den hellige liturgis form, som var dem meget kær. Dette skyldtes først og fremmest, at den nye fejring (af Messen) ikke var loyal mod det, der fremgik af det nye Missale, som blev tolket, som en egentlig blåstempling (af de igangsatte aktiviteter) eller et krav om ”kreativ fornyelse”, som alt for ofte førte til, at man deformerede liturgien, og som tog hårdt på mange. Jeg udtaler mig på baggrund af egne erfaringer, for jeg gennemlevede også denne periode med al dens håb og dens forvirring. Og jeg har set, hvordan denne vilkårlige deformation af liturgien forårsagede stor smerte hos enkeltpersoner, som var rodfæstede i Kirkens tro.

En antydning af medfølende realisme faldt som vand på et tørt sted. Du følte dig forstået, her var en, der havde medlidenhed med dig, og at du blev retfærdiggjort. Med denne oprejsning fandt du frem til en række ligesindede katolikker, og I udarbejdede et brev, hvor I alle var medunderskrivere, hvor I anmodede om, at Den gamle Messe måtte blive genoptaget, fordi I antog, at det, som Benedikt havde anmodet om burdes overholdes nemlig at: ”I sogne hvor en stabil gruppe af troende, der holder fast ved den tidligere liturgiske tradition, af stedets præst bør imødekommes ved anmodning om at fejre Messen i overensstemmelse med det Romerske Missales ritus, som blev offentliggjort i 1962”.

Du burde have vidst bedre. Præsten gav dig et utålmodigt og uvenligt blik, da du en dag tog emnet op under en frokost med ham. Du tænkte. at det ville understøtte din sag at vise ham jeres brev med forespørgslen og underskrifterne. Hans ansigtsfarve ændredes til blårød. og det syntes som om, at han (pludselig) havde mistet interessen for desserten. De bestræbelser, som I havde iværksat, førte absolut ikke til noget. En sympatisk præst fra et andet sogn fortalte dig, at biskoppens sympati for prækonciliære ”tiltag” kunne ligge på et meget lille sted, så det ville være spild af din tid, at ”spilde” hans tid med dit forehavende. Det var på det tidspunkt, at du indså, at Summorum Pontificum var et ganske flot dokument indeholdende et meget fint sprog, men det duede ikke til så meget, når det kom til stykket, og samtidig blev det også tydeligt for dig, at de, der stod bag Ecclisia Dei heller ikke kunne udrette så meget. Deres engagement kunne måske løfte øjenbrynene hos nogen, men prælaterne (de højerestående gejstlige) ville stadig være argumentresistente og dermed afvisende.

Derfor sukker du og griber dine rosenkransperler, de er i det mindste ikke blevet forbudt eller taget fra dig. Der er måske ikke så meget håb for dig, i dit lille hjørne af verden, men du forestiller dig, at andre kan gøre en bedre indsats andetsteds, og desuden er du ved at blive gammel og burde ikke forvente meget mere eller beklage dig. Når alt kommer til alt, har Herren velsignet dig på mange andre måder: din kone, dine børn, dine børnebørn, dit rimelige gode helbred (alt taget i betragtning) og din interesse for andre ting, der giver mening, og som fungerer upåklageligt. I din alder kan du endnu være aktiv i en vis tid, derefter er det farvel til verden og det meget rod, der er i den. Nogle problemer, kan kun Gud løse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 21. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/living-through-the-meltdown-an-imaginary-biography

Noter

(1). Biretta er det samme som en baret (af lat. Birrus: kappe med hætte). Gejstlig hovedbeklædning. Farven for præster er sort, violet for biskopper og rød for kardinaler (Kilde: Katolsk minileksikon).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Tilbage til de fire kendetegn: en, hellig, katolsk og apostolisk efter Det Andet Vatikankoncil

Kirkens fire kendetegn er, at Den er: en, hellig, katolsk og apostolisk. Med de mange forandringer, der er sket indenfor Kirken i løbet af det sidste århundrede, er mange ladt tilbage med stor undren: Hvilke spor er ladt tilbage af troen på Kirkens apostoliske udgangspunkt? På baggrund af tiden, der fulgte efter Det Andet Vatikankoncil, kan man drage følgende to vigtige konklusioner vedrørende Kirkens fire kendetegn:

1.      At evangeliseringen af den moderne verden er et hovedpunkt, der trækker en rød tråd gennem Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Man kan stille det spørgsmål, om Kirkens missionsaktivitet i netop den henseende er blevet forbedret siden 1965?

2.      Pave Emeritus Benedikt XVI taler om hermeneutikkens kontinuitet. Dette referer til, at ethvert koncil, specielt Det Andet Vatikankoncil må fortolkes i lyset af tidligere konciler. Har man har gjort det siden 1965?

Mere specifikt omhandler Benedikts lære om hermeneutikkens kontinuitet det, at Den katolske Kirkes tradition før Det Andet Vatikankoncil kan leves (og praktiseres) ud fra de nye måder troen kan udtrykkes på, og som er blevet fremlagt af Koncilet.Hermeneutik er både en filosofisk retning samt læren om at fortolke en teksts mening, og kontinuitet henviser til at katolsk doktrin, tilbedelse og liv efter Det Andet Vatikankoncil burde være de samme, som de havde været i foregående generationer, blot i en fornyet form.

Selvom dette på et teoretisk plan synes tilgængeligt og muligt at iværksætte, har det i praksis ikke været så let at føre ud i livet (med mindre der indtraf et verdensomspændende mirakel). Mirakel eller ej, de følgende syv kriterier må trofaste katolikker tilslutte sig, før vi overhovedet vil opleve nogen form for hermeneutikkens kontinuitet:

1.      Mange ting (både det gode og dårlige) var allerede sat i bevægelse før Vatikan II. Nogen siger, at den liberale humanisme holdt sit indtog i Kirken med renæssancen i det 16. århundrede. Der er nogen, der hævder, at den kom ind i Kirken på grund af Vatikan II (1962 – 1965). Mange af de traditionalister, der har indsigt i dette, anerkender, at denne hæresi med stor succes ”sneg” sig ind på præsteseminarierne allerede før Første Verdenskrig (1905-1915).

Modernismens hæresi (”syntesen af alle hæresier” ifølge pave Skt. Pius X) startede faktisk som et angreb på Bibelen: Fr. Loisy var en ”intellektuel” med speciale i Den hellige Skrift, som underviste på et fransk seminarium og skabte en ”tendens”, hvor man stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ufejlbarlighed. Skt. Pius X foretog en ekskommunikation af ham efter utallige forsøg på, at få ham på ”andre tanker”. Selvfølgelig starter det hele med dette, da satans første ord til manden og kvinden var: ”Har Gud virkelig sagt … ?” (1 Mos 3:1). Under alle omstændigheder var det sandsynligvis, fordi man stillede spørgsmålstegn ved Den hellige Skrift i den første halvdel af det 20. århundrede, at klerikale i den anden halvdel af dette århundrede foretog den hybris at stille spørgsmålstegn ved Kirkens forbud mod prævention i ægteskabet.

Den cancer, vi nu oplever i Kirken, har meget lidt at gøre med Vatikan II. Selv ærkebiskop Lefebre sagde i et interview i 1978: ”Jeg vil ikke mene, at Vatikan II kunne have forhindret det, der sker i Kirken i dag. Modernisternes tankesæt er igennem tiden trængt ind alle steder i Kirken”. Men det gode skyldes måske heller ikke Vatikan II: Mens mange katolikker nu med rette erkender, at det, de har behov for, er et personligt forhold til Jesus Kristus for at holde Hans bud, og dette gjorde også Skt. Ignatius af Loyola ved at skrive om de åndelige øvelser i det 16. århundrede. Jesus sagde selv: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14:15). Denne tidløse forståelse af et ”forhold” blev ikke præsenteret for koncilet. I det mindste kan vi sige, at begge positioner i Kirken må holde op med at benytte Vatikan II, som undskyldning for at ”antage noget” eller ”synke ned i fortvivlelse”. 

2.      Intet koncil vil nogensinde kunne ændre på guddommelig åbenbaring. Men et koncil kan være med til at uddybe den. Jesus Kristus gav troens pant en gang for alle til apostlene. Et koncil bør nære forståelsen af troens pant. For eksempel bidrog koncilet i Kalkedon med dybere indsigt i det, der allerede er åbenbaret i Kristologien, og som nu er understøttet af nye parametre for formuleringen af Kristi hypostatiske forening (Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i Hans ene Person, som er 2. Person i Gud ). Koncilerne bør fremkomme med ”udviklende” tilføjelser til – eller slutninger i forhold til Den hellige Skrift, så Den kan imødese nye sociale behov eller sætte en stopper for nye hæresier. Men et rigtigt koncil kan ikke frembringe et skamferet sammendrag af troens pant. 

Jeg siger ikke, at Vatikan II gør dette, men ”ånden fra Vatikan II” gør det helt sikkert. For eksempel når folk siger mærkværdige ting, som ”Vatikan II forbyder, at man modtager Den hellige Kommunion på tungen”, eller at ”Vatikan II tillader prævention”. Dette ville være en del af den katolske tro, som et rigtigt koncil ikke har indvirkning på. 

Vatikan II er vanskelig at evaluere i den henseende, da ingen af de efterfølgende dokumenter har status af at være ufejlbarlige. Således må man se Vatikan II i relation til de andre økumeniske konciler. Og helt ærligt, havde vi gjort det, som katolikker, ville vores tilbedelse og vores måde at leve på have undergået subtile og smukke ændringer. 

3.      Den nye Messe var ikke nødvendig for Ad GentesAd Gentes er missionskapitlet i Vatikan II, som betyder, ”at gå ud til alle folkeslag” som er en del af missionsbefalingen. Vatikan II blev afsluttet i 1965. Fra 1965 til 1969 undergik Messen en radikal forandring. 

Bidrog Den nye Messe til at missionærerne nåede ud til ”alle folkeslag”? Nuvel, vi må først anerkende, at den vesterlandske missionsaktivitet i Afrika og Asien var kolossal før koncilet, især fra 1800 til 1960. Efter 1965 blev næsten alt missionsarbejde i udlandet erstattet af socialt arbejde. 

Evangelisering i modersmålslandene synes at være blevet fortsat efter koncilet. For eksempel har vi ekstraordinære eksempler på kinesiske kristne, der evangeliserede deres landsmænd på trods af risikoen for tortur og martyrium. Men hvad med Vesten? Var det en succes med den nye Messe i USA og Europa? 

Arkitekterne bag Den nye Messe (heriblandt Msgr. Bugnini) fortalte os, at Den nye Messe skulle være attraktiv for protestanterne. Men årtier efter at disse ændringer blev foretaget, ser vi, at flere amerikanere har forladt Den nye Messe til fordel for det, protestanterne er langt bedre til (lovprisning, tilbedelse og at skrive spændende prædikener), og som de er blevet bedre til siden Luther. Jeg kan ikke påvise, at der er tale om en årsagssammenhæng, men man kan sige, at de liturgiske forandringer gik hånd i hånd med følgende: en nedgang i kald samt Messedeltagelse, at man modtog katekeser, der lød som om, de stammede fra det unitariske kirkesamfund og lukningen af mange gamle smukke sogne på hele østkysten, og yderligere måtte en stor del af sognene i Boston lukkes ned. Dr. Peter Kreeft minder os om, at dette var et ”liturgisk holocaust”. Jeg kan ikke mindes, at ”nytænkning” nogensinde i et sådant omfang har ”hjemsøgt” Den traditionelle latinske Messe i løbet af de 1500 år, den har eksisteret og ikke engang under de doktrinære kriser, der har været i Kirken. 

4.      Ændringen af sakramenterne efter Koncilet er ikke nødvendigvis en del af den hermeneutiske kontinuitet. Efter Vatikan II overbeviste en mindre gruppe elitære biskopper (indrømmet, de var inspireret af deres progressive protestantiske læremestre) resten af verdens biskopper om, at de skulle acceptere et nyt sæt af tomme velsignelser, en tom excorcisme ritus, en tom kalender, et tomt Officium Divinum, en tom salvelse og en tom Messe. Underligt nok blev dette normen i Den katolske Kirke, og det var som at få en spand kold vand i hovedet for dem, der holdt fast ved den såkaldte ”hermeneutiske kontinuitet”. 

Heldigvis lod Gud stadig i Sin store barmhjertighed alle de nye tomme sakramenter bevare deres gyldighed. Men, det er langt mere end blot ”gyldighed” præsten bør stræbe efter. For eksempel benyttede man en mindre exorcisme i forbindelse med en døende i den gamle udgave af sakramentet: den sidste olie. Hvorfor ville nogle ”liturgiske eksperter” fratage den døende en exorcisme? 

5.      Vi kan acceptere traditionens fylde og stadig missionere. Ifølge Benedikts skrivelse Summorum Pontificum fra 2007 (samt talrige andre dokumenter fra 1600-tallet), må jeg som præst ikke afvise de traditionelle sakramentalier og sakramenter i Den katolske Kirke. Det er tilladt for mig at holde fast ved Den traditionelle latinske Messe i min tilbedelse og evangelisering. Alle mine studier af dette har bevist, at der ikke er tale om en Messe, som er 500 år gammel, men et sted mellem 1500 og 2000 år. Størstedelen af Den Messe, jeg til dagligt celebrerer, er den samme, som den fra det 5. århundrede, men Den gamle Messe kan vise sig at være af endnu ældre dato. Koncilet i Trent definerer den såkaldte ”ekstraordinære form” af Messen, som at være af apostolisk oprindelse. 

Mens jeg prioriterer at celebrere Den traditionelle latinske Messe samt de traditionelle sakramenter, ønsker jeg også at udbrede Kristi budskab til alle folkeslag, som Paulus og Skt. Fracis Xavier gjorde det. Alligevel synes det, som om man er af den opfattelse, at Den nye Messe er det bedste udgangspunkt for missionsaktivitet, og at Den traditionelle latinske Messe er bedst egnet for den neurotiske og psykotiske, som kun ønsker at åbne op for en kultisk livsstil. 

Vi må stoppe med at tænke på den måde, for hvem er, trods alt, bedre missionærer end apostlene? Folkeslagene blev evangeliseret af præster, der celebrerede Den traditionelle latinske Messe.   

6.      Lex orandi, lex credendi. Vor tro afspejler måden, hvorpå vi beder. Dårlig liturgi vil uundgåeligt føre til en dårlig forståelse også uden dårlige katekeser. For eksempel var Vatikan II ikke noget dogmatisk koncil, og stadigvæk er det som om, alle amerikanske katolikker har mistet troen. 

Efter koncilet kom katolikker til den konklusion: at foretage eksperimenter i liturgien berettiger, at man eksperimenterer med doktrin. Kan man bebrejde dem det? Det giver sig selv, at når frygten for Gud forsvinder fra doktrinen, er det fordi, den fra første færd er forsvundet fra liturgien. Messen bør bringe fred og trøst, ja, men tilbedelsen er også med til at åbenbare en ærbødig fornemmelse for det trancendente. Den glemte forening med Gud, en Gud så uendelig magtfuld og hellig, at det nærmest er umuligt tro på, når man går ind til en Messe under Kommunistiske slagsange, som eksempelvis ”Gather Us In”. Hvordan kunne man erstatte den trancendente storhed i Den hellige Højmesse med Marty Haugen (amerikansk komponist med specifik fokus på Luthersk liturgisk musik) og tro, at det ville lede flere sjæle til Gud? 

Jeg har altid troet, at dette ”liturgiske holocaust” var et problem forbeholdt USA, men jeg har været vidne til langt værre musik samt vanhelligelse andre steder i verden (eks. Myrer der spiste af Den hellige Eukaristi i Tabernaklet, dette var jeg vidne til i Brasilien). Hvordan kan nogen besidde frygt for Gud, når vi behandler Ham på den måde? 

Jeg kan med god samvittighed hævde, at protestantiske storkirker møder Gud med langt større hellig frygt (i det mindste set udefra), end man gør i et alment katolsk sogn. Og jeg drager denne konklusion på baggrund af mine rejser til sogne på fem kontinenter, som jeg har foretaget siden min ordination. 

7.      Kollateral cirkulation. Der har optrådt en række meget smukke og stærke bevægelser i Kirken efter Vatikan II. Disse lægfolksbaserede bevægelser er analoge med kollateral cirkulation. Kollateral cirkulation er, når blodet finder alternative veje gennem mindre arterier for at sørge for blodgennemstrømningen til væv, så der kan tilføres ilt, på trods af, at de oprindelige arterier, som er beregnet til at gøre hoveddelen af arbejdet, stadig er beliggende der. De små arterier i min analogi kunne være tiltag, som FOCUS, the Augustine Institute, Theology on Tap og selv de karismatiske bevægelser (når de opererer udenfor Messen), og det er hos dem, jeg har set Guds Hånd udvirke mirakler. 

Det hellige præsteskab i denne analogi er den store arterie, som stadig er beliggende i området. Det er ladet med apostolisk storhed, men aktuelt er det blevet afskåret grundet frygt og politiske hensyn. 

Har det ikke altid været sådan? Nej for præsteskabet er skyld i mange nye ”hændelser” såsom børnesexmisbrugsskandaler samt episoder med unge mænd (noget man endnu ikke har anerkendt). For eksempel er relativismen, der har påvirket vores doktrin, så allestedsnærværende, at en hellig og venlig biskop sagde, at selv pavens teologi objektivt er fejlagtig. Vil nogen ung mand ønske at praktisere cølibatet for at følge denne forvirring? 

Hvor er vi på vej hen herfra? Nuvel, jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til 1950’erne, som nogle vrede mennesker har et ønske om. Mit forslag er ganske enkelt: lad Kirken fortsætte sin færd med alle sine mange gode lægmandsbaserede bevægelser, men lad alle biskopper og præster udøve de tidløse sakramenter (ifølge forordningerne af 1962). Vi kan opretholde ”nyevangeliseringen”, men lad os være på vagt overfor modernismens doktriner. Derpå vil vi se en ny bølge af inspirerende præstekald opstå blandt familier, der har bevaret troen. Rent faktisk, lovede Guds Moder en nonne i det 16. århundrede, at i det 20. århundrede (efter at have oplevet et stort tab i forhold til den katolske tro) vil Gud efterfølgende ”sende til Sin Kirke en prælat, der skal genoprette den åndelige ”tendens” hos Hendes (Kirkens) præster”. Jeg tror, at denne genopretning og denne ”prælat” vil komme i vores levetid, selvom sejren først indfinder sig efter yderligere globale og Kirkelige katastrofer. 

Man kan følge Fr. Nix på hans blog, på video og via podcast på http://www.padreperegrino.org/about-padre/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. David Nix og publiceret på OnePeterFive d. 6. juli 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/four-marks-apostolic-church-after-vii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

To helgener hjælper os gennem den ondskab, der har infiltreret Kirken

Vi har altid brug for eksemplet og læren fra helgenerne for at holde os på rette vej. I oktobermåned højtideligholder Kirken fester for mange store helgener. To af disse helgener, som mange har en forkærlighed for, fejres i starten af måneden: det drejer sig om Skt. Thèrése af Lisieux (den 1. oktober i den nye kalender, den 3. oktober i den gamle kalender) og Skt. Frans af Assisi (den 4. oktober i begge kalendere).

Skt. Thèrése lærer os aldrig at overse eller ignorere, at Gud møder os i de små ting, og at det er herigennem, at vi kan vise vor kærlighed til Ham. Skt. Frans lærer os, at alt er uden betydning sammenlignet med den sejrende kærlighed fra Den korsfæstede Kristus. De blev begge helgener ved at følge den trange vej, som betyder, at man lader Kristus komme i første række igen og igen og undgår synd. Det var ikke sådan, at de undgik kampe og vaklede. Denne totale fuldkommenhed er ikke mulig for noget faldent menneske. Som Skt. Thomas siger, vi vil i det himmelske fædreland være fuldkommengjort på enhver måde. Det var, som om Thèrése og Frans vidste, hvor de skulle hen, og hvordan de skulle nå dertil, og derfor lod de sig ikke stoppe af nogen forhindring.

Vor Herre virker kraftfuldt i os på trods af de forhindringer, vi lægger frem for Ham, så længe vi af fri vilje bliver ved med at give vort hjerte til Ham: ”Herre, jeg ønsker at være sammen med Dig, Jeg ønsker at være Din for al evighed. Gør mig til Din ved Din Helligånds kraft”.

Årsagen til den nuværende krise i Kirken er intet andet end mangel på et brændende ønske om at være sammen med Vor Herre Jesus Kristus og være i Ham i dag, hver dag, og på den sidste dag. Dette er grundlaget for hellighed og alt i det kristne liv. Der er intet andet uden dette ønske om en fuldkommen sammenhørighed med Kristus vor Frelser, intet andet betyder noget eller kommer til at betyde noget. Det er netop det, vi må genopdage ved at begynde lige her i mit eget hjerte og dit eget hjerte.

Det onde, som Herren tillader at ske, er et meget tydeligt opråb til os, om at vågne op og genopdage vores kerne som – og forpligtelse til at være Kristi disciple. Og fordi kærlighed tit og ofte viser sig i det små snarere end i det store, som Skt. Thèrése mindede os om, må vi ydmyge os i det omfang, vi dagligt opsøger Herren i bøn, i skriftemålet, i Den hellige Messe, ved den Eukaristiske tilbedelse, og at vi henvender os til Vor Frue og helgenerne, når vi har behov for hjælp, selvom vi er præget af modløshed, selvom vi finder det ubelejligt eller blot er følelsesmæssigt ude af balance, eller hvad der nu måtte ”friste” os til at blive væk fra det, vi ved, vi burde gøre.

Vores daglige rutiner synes at levne endda meget plads til at følge med i nyhedsstrømmen, dens nød og klage og det, den ellers bringer med sig. Jeg kender det fra mig selv, fristelsen til at opsøge disse ting og svælge i dem.

Misforstå mig ikke. Der er bestemt et behov for at følge med i nyhedsstrømmen og forholde sig til, hvad der sker. Ikke desto mindre tror jeg, at Skt. Thèrése og Skt. Frans vil fortælle os: Glem ikke at bruge din tid og gerne mere af den på ydmyg, inderlig, sagtmodig og gavmild bøn for Kirken og for alle i den, og begynd med paven og gennemgå alle de hierarkiske led, til du når til dem, der er dine medtroende i det sogn, du tilhører, og som hele tiden vækker en irritation hos dig samt de præster, der har fornærmet dig, eller hvad der måtte ligge dig på sinde.” Gør dette for Kristi kærlighed, Kristus, der elskede mig og gav sig selv hen for mig, mens jeg” endnu var synder” (Gal 2: 20, Rom 5: 8).

Bøn vil gøre langt mere for at fremme en egentlig og varig reform af Kirken end al den form for aktivisme, vi allerede kender alt for godt. Som Skt. Katarina fra Siena lader komme til udtryk i en af sine fantastiske bønner:

O mildeste Kærlighed, Du så i Dig selv behovet for Den hellige Kirke og de beføjelser Hun behøver, og Du gav Hende dem, det er Dine tjeneres bønner, med hvilke Du gerne vil bygge en mur, som kan understøtte Den hellige Kirke og til Dine tjenere indgyde Helligåndens milde og glødende ønsker om Hendes fornyelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/all/today#article-two-saints-to-help-us-through-the-evil-that-has-infiltrated-the-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vedrørende det at læse Tolkien midt i en krisetid

Lige netop nu er en hovedrengøring det, Den katolske Kirke har behov for.

På grund af vor yngste barns interesse for at se filmversionen af Ringenes Herre, og ja hun har læst bøgerne, har jeg måttet tage mig selv i at genlæse J.R.R. Tolkiens episke mesterværk for første gang i mange år. Tilfældigvis blev jeg færdig med at læse Ringenes Herre midt under krisen og forvirringen i Den katolske Kirke, så man kan sige, at jeg fik det med som en bonus, for det er en historie om at finde håb og medgang i mørke tider. Alt synes tabt for dem, der forsøger at stå op imod Saurons ondskab, og den helt store opgave blev betroet den laveste rangerende person. Det er også en historie om barmhjertighed, der bliver vist dem, der aldrig har fortjent den eller har sat pris på den.

Mens jeg ”pløjede” mig igennem de sidste sider af Kongen vender tilbage, fremkom der et brev, som Tolkien skrev til søn Michael, og som blev delt på de sociale medier, og som trak tråde til det rod, der aktuelt er i Kirken. Brevet blev skrevet i november 1963, og mens det ikke fremgår, hvad der specifikt gjorde Tolkiens søn ulykkelig i forhold til katolicismen, det er muligt, at Tolkien var frustreret over den retning, som det andet Vatikankoncil havde udstukket for Den katolske Kirke. Det er givet helt sikkert, at Koncilet var en del af nyhedsbilledet på det tidspunkt, og J.R.R. Tolkien, hvis ældste barn var præst ville have rettet sin opmærksomhed imod dette. Det er velkendt, at han var utilfreds med forandringerne. Det er imidlertid også alment kendt at noget andet end de forandringer, der kom fra Koncilet ville komme til at præge deres liv. Der er her tale om en skandale af mere personlig karakter.

”Vores kærlighed kan blive svagere og vor vilje nedbrudt ved synet af begrænsninger, dårskab og endog ved den synd, der er i Kirken og præsteskabet, men jeg tror ikke, at en, der engang havde troen, trækker sig på baggrund af disse årsager (og mindst af alt dem, der har en historisk viden)”, dette skrev Tolkien i et forsøg på at bestyrke sin 43årige søns tro.

Tolkien bemærker, at fristelsen til ikke at tro kan blive stærk, og der er tidspunkter, og specielt ved skandaler, hvor folk vil søge en hvilken som helst grund til at trække sig fra det byrdefulde ved katolicismen. Han bemærkede, at der helt sikkert, tit og ofte, er nogen i Kirken, der bidrager med gode grunde til, at vi overvejer vores troskab. ”Jeg har i mit liv lidt enormt under præster, der var dumme, trættende, uklare og endda dårlige, men jeg kender mig selv så godt, at jeg er opmærksom på, at dette ikke bør være grunden til, at jeg forlader Kirken”, tilføjer Tolkien. ”Vi bør sørge på Vor Herres vegne og med Ham, … ikke udbryde, at vi ikke kan klare Judas Iskariot eller den absurde og feje Simon Peter, eller Zebedæus sønnernes mor, der fremlægger ambitioner på sine sønners vegne”.

Da de britiske forfattere, kunstnere samt andre bad om Den Latinske Messe i 1971, det, som senere er blevet betegnet som ”Agatha Christie indult” (dispensationen), var Tolkien ikke medunderskriver. Han var en aldrende mand, og hans elskede hustru gik bort samme år, og senere ”sluttede” han sig til hende, og han har måske aldrig fået muligheden for at overveje, om han skulle have været medunderskriver, hvis det (omstændighederne taget i betragtning) var muligt for ham. ”Nu er vi så at sige blevet ”klædt af til skindet” mens vi står ansigt til ansigt med Guds vilje, både vedrørende os selv, men også den tid vi lever i”, skrev han i et andet brev til Michael, som blev afsendt mellem 1967 og 68. ”Jeg tror, at der ikke er andet at gøre end at bede for Kirken, for paven og for os selv og i mellemtiden praktisere dydens loyalitet, hvilket bestemt kun bliver til en dyd, når man under pres opretholder den”.

Det var den form for loyalitet, Tolkien etablerede, som en dyd, der bekæmpede de grusomme og blodige slag i Første Verdenskrig, der drev fællesskabet mellem hobitter, mennesker, alfer, dværge og troldmænd i Ringenes Herre, et fællesskab, som havde sine dystre momenter med fortvivlelse, og som endda bød på forræderi, ikke blot ved Boromirs forbigående fristelse (samt den fristelse Frodo oplever mod slutningen, da han når Dommedagsbjerget), men ved de skandaløse ting, der sker omkring Saruman, den hvide troldmand, som Gandalf var tæt knyttet til”.

Nu i 2018 er den præstelige sexsmisbrugsskandale kommet op til overfladen og berører toppen af det kirkelige hierarki på måder, som vi hidtil ikke har oplevet. Mange katolikker boykotter indsamlingskurvene ved søndagsmesserne, og biskopper og ærkebiskopper angriber hinanden (verbalt) og fremtrædende lægfolk forlader Kirken eller overvejer det. Det kan til tider være svært at adskille Den Kirke, vi holder af fra dem, der er i Den (her forstået som præster, biskopper, kardinaler etc), og som hensynsløst ødelægger den. Og alligevel må vi ikke glemme, hvad Tolkien fremhævede i sit brev vedrørende fristelsen til at miste troen og den rolle, som skandale spiller: ”Nogle af os længes efter at finde en undskyldning for det, der sker, udenfor os selv. Jo stærkere den indre fristelse fremtræder, desto lettere og i langt alvorligere grad ’forarges’ vi over andres handlinger”.

En anden engelsk forfatter, Hilaire Belloc, har udtrykt det på en mere præcis måde: ”Den katolske Kirke er en institution, jeg er forpligtet til at anse som guddommelig, men for dem, der ikke tror, kan et bevis på dens guddommelighed findes i det faktum, at ingen menneskeskabt institution grundlagt på svigefuld tåbelighed vil kunne opretholdes i blot fjorten dage”. ”Og man kan være helt sikker på, at der er langt mere på spil her end ”svigefuld tåbelighed”.

At anerkende vor sørgelige forfatning i Tolkiens korrespondance er én ting, og den historie, han tilvejebringer om afslutningen på en epoke i Midgård er en anden. Da fortællingen når sit højdepunkt, betræder Frodo og den trofaste Sam helt alene Mordor anført af den utro Gollum, og alle deres sande allierede er ved at samle tropperne og udkæmpe slag. Disse allierede tror (her mod fortællingens afslutning), at det er forbi, og de foretager en fremadrettet manøvre for at ofre sig selv for at distrahere Saurons øje, mens Frodo og Sam nærmer sig Dommedagsbjerget. De opgav deres eget håb, men erkendte at den mission, der skulle udføres, var langt større, nemlig at få ringen destrueret.

I dag, synes det som om, vi bliver jaget af orker ved foden af Mordor, og at den mørke tåge lægger sig over os. Over os flyver den onde Nazgul, fordi den søger nogen, som den kan fortære. Og måske vil løsningen være at finde hos lægfolket, der som hobbitterne fra Herredet er de mindste, og som tillige fremstår som dem uden magt. Som Elrond herskeren over Kløvedal formulerer det, “Dette er tidspunktet for Shirefolket, hvor de vil rejse sig fra deres tavse land for at sende rystelser mod de stores tårne og sammenslutninger. Hvem blandt alle de kloge hoveder kunne have forudset det. 

Ligesom Ringenes Herre når til en afslutning, hvor ringen bliver ødelagt og lyset genskabes og bortdriver mørket, og ligesom at det igen bliver jul i Narnia, på samme måde vender de eventyrlystne og sejrrige hobbitter hjem, hvor de genforenes med deres elskede Herredet, som de forlod for at redde Midgård, en gerning, der kan betegnes, som en “hovedrengøring”, som også er kapitlets overskift. Det var i forbindelse med denne “hovedrengøring”, at den engang gode og store troldmand Saruman fik løn som forskyldt og dermed sit endeligt, og det er præcis en “hovedrengøring” Den katolske Kirke lige nu har behov for.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på National Catholic Register d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: http://www.ncregister.com/blog/guest-blogger/reading-tolkien-at-a-time-of-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En perfekt trojansk hest

Den nye apostolske konstitution ”Episcopalis Communio” risikerer at påføre Kirkens livsnerve hæresi.

Pave Frans har fremlagt en ny apostolisk konstitution for bispesynoden, som har til hensigt og formål at være den helt perfekte trojanske hest, således at hæresi på globalt plan kan blive påført Kirken. Hvis dette foregår uden den nødvendige kontrol, vil revolutionære tendenser blive i stand til at omdanne al ”heterodoksi” eller nye disciplinære regler, der strider imod trosgrundlaget til et nyt og officielt trosgrundlag for Den katolske Kirke. Dette er ganske enkelt en genial strategi, hvor man benytter bispesynoden, som platform til at foretage grundlæggende og pludselige forandringer på alle områder i Kirkens liv, som vi kender den i dag.

Den nye apostoliske konstitution, der bærer titlen Episcopalis Communio er et udtryk for en juridisk handling foretaget af paven, og det er en ”sand og passende ’nyskabelse’ af det sydonale organ”, og sådan lød det ved offentliggørelsen fra kardinal Lorenzo Baldisseri, bispesynodens generalsekretær.

Ved at ophæve den velsignede Paul VI’s motu proprio Apostolica Sollicitudo, Benedikt XVI’s Ordo Synodi Episcoporum samt andre dele af kanonisk ret, som står i skarp modsætning til det nye normsæt, der blev offentliggjort den 18. september i Vatikanets avis L’Osservatore Romano, undgik man at benytte det gængse medie ved sådanne udgivelser Acta Apostolicae Sedis, for at det nye lovkompleks kunne få øjeblikkelig juridisk virkning. Med andre ord man har berammet udgivelsen således, at konstitutionen kan tages i brug ved den kommende synode, som omhandler de unge.

Selvom den blev vedtaget med det samme, fremstår den tekstmæssigt ikke dårlig: den er blevet udformet med omhu. Teksten er opdelt i to hovedafsnit, det ene omhandler doktrin og det andet disciplinære forhold.

Det afsnit, der omhandler doktrin, sigter på at danne grundlag for – og retfærdiggøre den nye forskrift for synoden, som er baseret på den ekklesiologiske doktrin i Det andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution Lumen Gentium. Imidlertid finder man det, der er det nye i artikel 18 i teksten, og man må forholde sig kritisk til det, der bliver fremsat:

§1. Efter at have modtaget medlemmernes godkendelse, vil slutdokumentet blive fremsat for paven, som afgør, om det kan fremsættes. Hvis det endelige dokument godkendes af paven, vil det efterfølgende blive en del af læreembedet.

§2. Hvis paven har overdraget magtbeføjelser til synodens delegerede ifølge kanonisk lov § 343, da vil slutdokumentet blive en del af læreembedet, efter at det er blevet ratificeret og offentliggjort. I et sådant tilfælde vil slutdokumentet blive offentliggjort med pavens signatur ved siden af de delegeredes.

Kort fortalt det betyder, at det organ, der i århundreder har beskyttet trosgrundlaget og den hellige kanon fra at blive ændret – den romerske kurie – nu officielt er blevet sat ud af spil i forhold til at kunne forsvare Kirken mod revolutionerende fornyelser. Ikke alene er den romerske kurie blevet kørt ud på et sidespor, men endnu værre, det organ, der historisk set har skullet identificere, diskutere og beslutte, om der skulle foretages indholdsmæssige ændringer af Kirkens doktrinære tekster og disciplinære regler – det økumeniske koncil, der består af paven og hele verdens biskopper, – er blevet dramatisk beskåret i forhold til sine forrettigheder og unikke stemme, som apostlenes efterfølgere.

Det eneste nye, der er ved Episcopalis Communio, er dens evne til at gennemføre meget hurtige materielle og varige ændringer i Kirkens almindelige liv, og det lader sig gøre på tre måder:

For det første fastsættes den taktik, som blev fremsat og testet af Frans ved den sidste familiesynode, der blev afholdt med to samlinger mellem 2014 og 2015. Som National Catholic Registers Edward Pentin så rammende har beskrevet, den direkte udnævnelse af særlige embedsmænd og konsulenter, som understøttede heterodoxe synspunkter, gav indtryk af, at hele forløbet var fyldt med hindriger. ”Episcopalis Communio vil regulere fremtidige potentielle hindringer ved at gøre synoden til et ”permanent og centraliseret organ, som er placeret udenfor kuriens administration” (jvn. N. 2 EC).

For det andet fremhæver Frans den hidtidige teoretiske bestemmelse i kanonisk lov og sørger derved for, at de biskoppelige medlemmer af synoden bliver garanteret, hvis paven bevilger det, ”myndighed til at stemme” således at det, der bliver vedtaget ved enhver synode, er et produkt af medbestemmelse. Ved at handle således, har Frans gjort sin hensigt klar, nemlig at han ønsker at udøve sin pavelige magt ved at intervenere i stridsspørgsmål. Han har videre klogt ladet spørgsmålet om nødvendigheden af to tredjedeles flertal ved afstemninger blandt synodefædrene ved lovgivning af nye normsæt, stå ubesvaret hen. Yderligere har han på en meget voldsom facon åbnet op, for at lægfolket samt andre agitatorer for forandring kan øve deres indflydelse i aktuelle debatter og samtidig præge det endelige resultat og dermed i sidste instans sammen med synodefædrene være medunderskrivere på slutdokumentet.

Endelig, som det for nylig blev afprøvet af Frans den 5. september 2016, blev hans private anerkendelse af kriterierne fremsat i Básicos para la Aplicación del Capitulo VIII de Amoris Laetitia udarbejdet af biskopperne i Buenos Aires’ pastorale område, og derpå hævet til at være en del af læreembedet i form af et paveligt dekret, en diskret modifikation af de disciplinære regler, som gjorde det muligt at ændre på Kirken officielle doktrin uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, som kunne være i stand til at afværge det.

En lignende prøveballon blev sendt op, da det handlede om at ændre på Kirkens holdning til dødsstraf, da paven først adresserede dette tema for en mindre nærmere defineret gruppe den 11. oktober 2017, og han ophøjede derpå dette til at være en del af Kirkens læreembede den 3. august 2018 ligeledes gennem et paveligt dekret, og videre denne gang også uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, der kunne have ønsket at afværge eller omgøre denne substantielle ændring i Kirkens doktrin. Efter at disse to prøveballoner havde vist, at de kunne flyve uden at blive skudt ned, besluttede Frans sig for at gå videre med at etablere en permanent og mere effektiv og praktisk håndtering af ”forandring” simpelthen ved at ”gentænke” bispesynoden.

Der vil ikke længere være behov for at sende private prøveballoner af sted understøttet af diskrete pavelige modifikationer: der er åbnet op for, at hæresi kan få direkte adgang til Kirkens livsnerve, og det er nu blevet muligt at heterodoks praksis kan blive blåstemplet gennem en synode, og derpå at paven ganske automatisk ophøjer det til at være en del af ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”. Der er ikke længere behov for flere behandlinger, når det handler om at foretage ændringer af normsæt af disciplinær karakter, der derefter skal ophøjes til læreembedet, som teknisk set betyder, at der kun figurerer ufejlbarlige doktriner. Nu er det, der tidligere er blevet ophøjet til at skulle forandre disciplinen, blevet en del af den pakke, som er ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”, og der bliver dermed gjort plads til mulig ufejlbarlig lære.

Episcopalis Communio vil snarere end at øge det fællesskab, der er mellem biskopperne, der er i den eneste sande tro, være løftestang for, at enhver biskop eller lægmand, der vover at stille spørgsmålstegn ved disciplinære normer udstedt af en fremtidig synode, pludselig bliver gjort fredløs og betragtet som afviger, hæretiker og skismatiker, og dette er en perfekt trojansk hest

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 19. september 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/a-perfect-trojan-horse

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når vi er trængt op i et hjørne, så rejser vi os

Overalt omkring os ser vi tegnene på, at skibet er ved at gå ned. Institutioner på stribe er blevet moralsk fordærvede på alle niveauer, og praktisk talt alle disse institutioner har indtaget en position, hvor de tager afstand til det, der er de sidste rester af kristendommen. I århundreder har udspekulerede mennesker i deres sekter i det skjulte og på rituel vis knust den pavelige tiara og kongekrone, og nu er deres dunkle planer ved at blive til virkelighed. Uanset om der er tale om regeringer, universiteter eller vores egne ”nyttige idioter” eller selv det, der foregår i Vatikanet, bliver ondskaben næret som aldrig før, mens det gode praktisk talt negligeres.

I modsætning til dem, der benægter dette, så har det altid været sådan. I virkeligheden står trofaste katolikker helt alene. Ingen vil komme for at redde os. Her i menneskenes verden, har den tilbageværende og trofaste rest ingen i det politiske system, der beskytter dem eller kæmper for deres interesser. Det er rigtigt, at katolikker kan læne sig op ad det ledende hierarki i Den katolske Kirke. Men betragt blot de nyheder, som præger overskrifterne fra uge til uge, så viser de, at de gamle strukturerer i Den katolske Kirke har givet afkald på det, der tidligere var Hendes pligt, og i mange tilfælde ser vi, at Vatikanet modarbejder Kirkens egne medlemmer.

Men dette er kun problemer af samfundsmæssig karakter. Det skib, der udgør Ecclesia militans (Den stridende Kirke), de katolikker, der her på jorden (i de levendes land), som Kristi soldater kæmper mod synden og djævelen, er ved at synke. Dog har de trofaste katolikker erkendt, at de er hævet over alt dette. Vi må øve os i ikke at hænge fast i en materialistisk overbevisning og give dette videre til vores børn. I realiteten hæver vi os over tid og ser udover det timelige. Vi må se frem til – og glæde os til fremtiden.

Gud beder os om at tage det lange seje træk. Mine kære, det er det, vi bør arbejde på. Det lange seje træk for at nå Gud er det, der resulterer i sejrskransen. Vær ikke bedrøvede. Meget er blevet taget fra os, men ikke Helligånden.

Tænk på mulighederne disse tre steder:

Overvej helvede. Disse sjæle er låst fast. De er i en tilstand af rædsel og vanvid. De har gennemgået en forandring gennem fortvivlelse, de hader alt og alle omkring sig. De hader fortid, nutid og fremtid, og på dette tidspunkt i deres eksistens er de fyldt med ondskab mod alt og alle, også mod den Gud, som skabte dem. Der er intet håb for dem. Og som en afledning for den angst, der i en uendelighed vil præge deres bevidsthed, tillades deres opmærksom at blive afledt gennem smerte, for helvedes lidelser er praktisk talt en nådefuld adspredelse fra det evige vanvid, de står i. I livet på denne jord har vi det trods alt ikke så slemt.

Tænk nu på purgatoriet. Ecclesia poenitens, som man også betegner Den lidende (bodfærdige) Kirke. I de flammer, der også omslutter helvede, lutres de dødes sjæle (for deres synder) på en forfærdelig og smertefuld måde. De venter på vores bøn, så de hurtigere kan fare til Himmels. Til tider tillades dæmoner at plage dem, som en slags ”tilbagebetaling”, for det, de har bedrevet, mens de var på jorden. Dog er disse sjæle fyldt med fred og glæde. De ved, at Himlen er deres endelige endemål.

De stakkels sjæle i purgatoriet er begrænsede i deres handleevne. De kan ikke tænke langsigtet i timelig forstand, ej heller kan de evangelisere, og de kan ikke bede for sig selv. De befinder sig i en ”venteposition”, som er præget af smerte. Deres sjæle lutres for det, de har bragt med sig fra denne verden, som der berettes om i Paulus’ 1. brev til korintherne 3: 11-15: Dog, har de mere glæde og fred end de fleste af dem, der endnu er i live.

Vi har derimod langt flere muligheder i dette liv. Vi har nogle positive stier, vi kan betræde. Vi kan sigte mod at nå Himlen, som er vores mål. Vi kan gennem evangelisering forsøge at hjælpe andre mennesker til Himlen. Vi kan mangfoldiggøre os her på jorden, som man ikke kan gøre andre steder. Vi kan få børn og forsøge på at opdrage dem til at blive gode eksempler, der følger Kristus, og som kan have et håb om at nå til Himlen. Vi har også mulighed for at opmuntre hinanden i dette livs kampe, og vi er ikke isolerede, som sjælene i purgatoriet og helvede er det. Vi har også mulighed for at bede for de troendes sjæle, der befinder sig i purgatoriet, så de hurtigere kan komme ind i Himlen. Og i modsætning til sjælene i helvede, bliver vore bønner hørt af Gud, Kristus, Guds Moder og helgenerne.

Helligånden er stadig med os

Denne verdens ”goder” giver ikke adgang til bedre ”vilkår”. Livet på jorden rummer andre goder. Den mest bemærkelsesværdige fordel er, at Helligånden dvæler her, og Helligånden fortsætter med at give os gaver, som forvirrer vores fjender. Ja, det er sandt, at der er fraktioner og mange slette mennesker, som forsøger at ødelægge alt det, som kristendommen har frembragt. Men hvad de ikke ved noget om, er de helt specielle gaver, de troende får, det er gaver, som giver udholdenhed samt energi til at kunne klare den forfølgelse, de udsættes for.

Helligånden har to kategorier af gaver, som Han giver til os. Den første kategori er til dem, som ønsker at følge Kristus, og der er her tale om en række ”hjælpemidler”, som helliggør og styrker os i forhold til de udfordringer, vi vil møde. Dette er gaver, som selv de mørkeste magter og myndigheder spotter og ikke regner for noget. Disse mørkets eksistenser, som er os overlegne, og som er så fulde af magtbegær, at de end ikke ænser betydningen af disse gaver fra Gud. Disse gaver skaber ganske enkelt forvirring hos dem.

Vi har styrken til at kunne frigøre os fra denne verden og se ud over den og glædes i forhold til Himlen, selvom vi endnu ikke er nået dertil. Vi kan holde fast i sandheden ved vor tro på måder som ikke alle kan. Det er Helligåndens nærvær, der leder os ind på og hjælper os til med varsomhed at vælge den rette vej. Vi er blevet givet et ganske specielt mod til at overvinde hindringer, selv hvis det er satan, det er bagmanden for måder, hvorpå tilbedelsen af Gud kan forhindres. For os står vejen åben, og vi er i stand til at være opmærksomme på de farer, der lurer. Helligånden giver os tillid til at følge Jesu Kristi lære. Vores stræben efter frelsen bringer os glæde. Endelig lærer vi at tænke på Gud med ærefrygt og bæven, ligesom en myre, der bliver opmærksom på et menneskes fod ovenover den. At besidde denne evne er helt igennem fraværende hos vores skarpeste fjender.

Den anden kategori af gaver, som Helligånden giver, betegnes som karismatiske og optræder i kristendommens historie. Disse gaver er evnen til at: helbrede, udføre mirakler, profetere, tungetale og bilokation (Det metafysiske fænomen, at en person angiveligt befinder sig to steder samtidig), alle disse vidunderlige og mystiske katolske ting, som man støder på, når man læser om helgenernes liv. Denne anden kategori af gaver er sjælden, og Helligånden skænker kun disse efter Guds skøn. Selvom disse mirakler ikke er blevet gjort alment kendt før mange år senere, efter at de er hændt, bekræfter de og hjælper os til at tro på, at Gud er på vores side, og at Han er i stand til at hæve Sig over det frygtelige, der sker i verden, og at Han ønsker, at vi gør det samme med vores sjæle. Når man ser tilbage på hændelser, der har fundet sted, og som har et karismatisk træk, er dette i stor udstrækning med til at styrke troen hos mange katolikker. Dette er noget, som mennesker i denne verden, der ikke tror, ikke besidder.

Ophøjelsen

I det 21. århundrede står vi ansigt til ansigt med mange udfordringer. Vi må se på en verden, der er ved at bryde sammen, nøjagtig som da Rom faldt. Vi sukker i frustration, og siger til os selv: ”Vi må rydde op efter vores modstandere, når de engang har afsluttet det, som de er i færd med”. På en vis måde er vi rengøringsfolk, der rydder op efter de festlige begivenheder i forbindelse med en nytårsaften. Men i modsætning til dem, der deltog i festen, har vi som rengøringsfolk i en vis forstand og åndeligt set en ”privat sygeforsikring, et medlemskab i et fitnesscenter og en forsikringspolice, som man kan ændre”. Vi har et formål. Det rummer en fortjeneste, når alt er forbi. Ja, vi må starte på ny og genopbygge fra grunden, når denne tid præget af galskab er tilendebragt. Det er en realitet, som vi fuldt ud er bevidste om. En stor del af verdens befolkning tror, at verden er på vej mod sit endeligt. Selvom verden er ved at gå under, ved de, der følger Kristus, at det ikke er slut med denne verden.

Vi kan se ud over – og hæve os over dette. Helligånden giver os gaver, og ved at arbejde (tæt) samme med denne tredje person i Den hellige Treenighed ser vi resultater allerede i dette liv. Vi oplever glæde, fred og tålmodighed og tro, og vi overvinder trængsler, når vi møder nogen. Vi kan praktisere former for godhed og mildhed, som vore modstandere end ikke tør drømme om. Det er ikke uden problemer at leve et passende liv, og det er muligt for os – selv i de mest ”belastede” omgivelser – at leve et kyskt liv. Trofaste katolikker er en slags ”supermennesker”. Trofaste katolikker er jordens salt.

Vore fjender har deres eget lange seje træk, som de skal tage, men det rækker ikke ud over denne dødens spiral. Det er muligt, at forskellige grupper og magter igennem århundreder har lagt strategier, men disse lumske og ondskabsfulde bagmænd har ikke en tålmodighed, der rækker ud over det timelige. Med al tydelighed viser ”statistikken”, at deres åndelige kapacitet ikke rummer den samme udholdenhed, som findes hos troende katolikker. Uden Helligånden er disse mennesker svage og bukker let under. Vi er blevet stærkere af Helligånden. Vi er dem, der har de bedste muligheder. Vi katolikker er dem, der til sidst vil sejre. Efter dommens dag er det dem, der følger Guds Ord, der vil være med ham i Hans by og der give pris og ære til Ham, der har styret tidens gang med fast og sikker hånd. Derimod vil vore fjender kun arve onde dæmoners tilstedeværelse, svovl og mørke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 7. juni 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cornered-rise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan tackler vi følelserne af svigt, bitterhed, sorg og tvivl

Der er ikke nogen grund til at benægte eller bare lade som om, at katolikker, der på afstand følger med i, hvad der sker i Kirken, er chokerede.  Vi åbnede blot en dør, hvorpå der stod ”McCarrick” og fandt på den anden side fordærvelsens sump. Den øredøvende tavshed, som er pavens reaktion i kølvandet på de alvorlige beviser, der er på hans medskyldighed, er kun med til at gnide salt i det blødende sår hos Gudsfolket.

Jeg har bogstavelig talt været fuld af sorg, afsky og vrede. Det, at de onde går stolte og arrogante rundt og praler og lyver og har en forventning om, at katolikker vil sluge deres løgne, som vitaminer man giver til børn, er nok til at gøre en rasende, eller hvis man af temperament ikke er så opfarende, kan det udvikle sig til en dyb depression. De, der har fundet ord til at udtrykke sig, har frembragt en endeløs strøm af artikler og anmodninger, som alle er faldet for døve øre eller er blevet besvaret af tonedøve kardinaler fra Chicago og andre vindblæste byer i USA, der tilsyneladende ikke har nogen fornemmelse for hvilken indvirkning, deres ord har på lægfolket, der er godt trætte af den undvigende adfærd af bureaukratisk karakter, de udviser, samt deres fremhævelse af racisme, økologi, klerikalisme (1) og andre emner, som angiveligt er langt mere relevante.

Følelser af sorg, afsky, bitterhed, vrede, tristhed er følelser, der er gode og rigtige at have på et tidspunkt som dette, da de er en naturlig del af det, som Gud har givet os til at reagere på den ondskab, vi præsenteres for her og nu, samt en truende ondskab, eller når gode ting bliver taget fra os. Men følelser er bestemt til at lede os på vej og videre fremad, så vi kommer ud over selve følelsen og videre til en styrkende åndelig tilstand, så vi kan handle på passende måde. Disse følelser er, selvom de i sig selv er sande og forståelige, ikke endemålet, men nye åbninger for erkendelse og beslutningsdygtighed.

Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker. Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på stormænd” (Sl 118: 8-9) – ja selv Kirkens ”stormænd”. ”Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder” (Sl 40: 5). ”Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til. Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse” (Sl 146: 2-3).

Kan det budskab, der er i Guds ord være mere klart? Kristi Kirke er funderet på apostlene og bygget på Peter, som er klippen, men denne ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke videregiver den ortodokse tro og overdrager os sakramenternes nåde gennem Hendes præster ikke fra dem, de er ikke ”bagmændene” men administratorerne. Deres ord og gerninger bliver også målt i forhold til en sandhed, der ikke kan gradbøjes. Præsterne har ikke nogen særlig adgang til denne sandhed heller ikke til den nåde, som vi er i. Vor Herre, som er nåde og sandhed og alt det, der leder til frelsen, som Han har givet os, er et fælles gode og for alle troende. At tænke anderledes kan klart karakteriseres som klerikalisme.

Vor Herre siger til hver af os: ”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene” (Es 42: 6). ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Hebr 13: 5 og Jos 1: 5). Hvis der er en ting vi ved fra Den hellige Skrift og helgenernes liv, så er det, at ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt” (Sl 34: 19). ”Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke” (Es 42: 16).

Og hvad er vores svar på denne nådefulde gave, hvorved Herren kalder på os, Hans ufuldstændige kærlighed, Hans nærhed og Hans løfte om at frelse os? ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus” (Åb 14: 12). Hvad indebærer kravet om udholdenhed hos de hellige? Frem for alt bøn. Intet kan besejre en mand eller kvinde, der er i bøn. I øvrigt kan djævelen ikke bede, og netop det han hader allermest, er vores bøn. Når vi beder, dynger vi gloende kul på ham og alle hans kumpaner. Det vil sige, at det bedste, vi kan gøre nu, er at bede: forøge vores tilstedeværelse ved Messerne, forøge vor deltagelse i den Eukaristisk tilbedelse, intensivere rosenkransbønnen, forøge brugen af bodens sakramente og intensivere vores bodsøvelser. Vor Herre forsikrer os om, at visse dæmoner kun kan uddrives ved bøn og faste.

Det, der skal være vores hovedsigte, er at holde os tæt til Jesus og gøre brug af alle de ”redskaber” (sakramenterne), Han har givet os i Sin Kirke fra Dens indstiftelse, og vi skal videre rette vores blik på helgenerne samt den visdom, der er i Den hellige Skrift og traditionen. Det har altid været og vil altid være den vigtigste kilde til en reform i Kirken. Tiden er nu til at have en heroisk tro, et stålfast håb og en brændende kærlighed, mens vi råber på vor Frelser: ”Rejs dig, kom os til hjælp! Udfri os, så sandt du er trofast” (Sl 44: 27)

Noter

(1): Klerikalisme er et udtryk, som understreger, at præsteskabet har for stor indflydelse på et eller flere områder. Ofte bliver det anvendt i ateistiske eller humanistiske kredse (kilde: Katolsk minileksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/how-to-deal-with-our-feelings-of-betrayal-bitterness-sorrow-and-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)