Category: Faith

Korset ryster den, der er optimistisk, og opstandelsen ryster den, der er pessimistisk

En pessimist ser tingene på en negativ måde, og det positive er helt og aldeles fraværende. Dette menneske opfører sig som apostlen, der sagde: ”Hvorfor ødsle sådan? Denne olie (salve) kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige” (Matt 26: 8). Det så ikke kærlighedens skønhed bag det uvurderlige ”tab” af salve, ej heller så det værdigheden hos Den, salven blev ”ødslet” på, for Ham var omkostningen aldrig for stor, når det handlede om kærlighed, at gøre en indsats og at fremme det smukke.

Skt. Johannes Chrysostomos sagde følgende, som er gået over i historien, at vi burde smelte vores kalke om, så vi kunne give mad til de fattige. Den samme helgen talte med stor ærefrygt om at vise den ærbødighed, som det Allerhelligste sakramente med rette fortjener. Han var ikke ligegyldig i sin holdning, når det kom til liturgiens værdighed. Det, han mener, er, at en samling af smukke ting, som man ikke gør brug af, kan stå i vejen for, at mennesker ikke får det, de basalt har behov for. Det har altid ligget i den katolske ånd, at der er fokus på begge aspekter: at Gud fortjener det bedste, vi kan skænke Ham, og at vi ser Guds billede i den fattige, som har behov for mad, drikke, husly og mest af alt kærlighed.

I realiteten må historiens forskellige epoker kendes på glorværdigheden af den kristne kunst, der blev frembragt i den enkelte epoke, eksempelvis katedralen Notre Dame, som prægede nyhedsbilledet i sidste uge, men disse epoker må også kendes på den opmærksomhed, man havde på dem, der var værdigt trængende, hvor man gav almisse, sørgede for hospitalshjælp, og hvor ordensfolk sørgede for, at alt dette blev sat i værk. Disse to forhold, altså fokus på Gud og næsten, er to sider af samme sag, fordi de begge er rodfæstede i troen på Gud og ønsket om at elske Ham og det enkelte menneske, som Han har skabt, men også ud fra en tro på livet efter døden, hvor Gud belønner dem, der har tjent Ham og straffer dem, der kun har tjent sig selv, med egoisme og fokus med det legemlige.

Derfor er det frustrerende at læse, at de, der er sekulært orienteret, hævder, at genopbygningen af katedralen Notre Dame er spild af tid og ressourcer (herunder millioner af euro), og at man end ikke bør overveje en genopbygning, og hvis man så alligevel vil gøre det, bør det være i en selvbevidst og nutidig stil, som symboliserer moderne værdier. Det, de sekulært orienterede har glemt er, at den universelle skønhed og tidløse stil, der præger dette bygningsværk er udgået fra troen på en transcendent og inkarneret Gud, og i det øjeblik vi fjerner Ham for at sætte os selv i centrum i de projekter, vi igangsætter, ærer vi en tom og værdiløs afgud, som kun fortjener en ting, nemlig at gå op i flammer.

Fordi mennesket er skabt i Guds billede, følger det, at når mennesket forstøder Gud fra Sin trone, går det før eller senere sin undergang i møde. Det er derfor, abort er et satanisk sakramente med rod i liberalismen. Hvis Gud ikke eksisterer, er tilværelsen et kaos, livet byrdefuldt og mennesket er et mål for udryddelse. Denne måde at betragte tilværelsen på er karakteristisk for det pessimistiske menneske.

Det optimistiske menneske er selektivt i sin måde at betragte virkeligheden på, det ”sorterer” det negative fra, fordi det er for svært at have med at gøre. Det negative står i vejen for dette menneskes holdningsstrukturer og udfordrer de forklaringsmodeller, dette menneske er kommet frem til. Derfor er dette menneske blevet en mester i at frasortere alle de falske, grimme og grusomme ting, der er en del af denne faldne verden, som higer efter frelsen.

For eksempel finder man, inden for vore egne kirkelige rækker, katolikker, der, når de bliver konfronteret med det, der aktuelt foregår i Kirken, hvor der præsenteres løgne, Kirkens hierarki dækker over sine egne, foregår hykleri, fejl, signaleres tvetydighed, og der fremsættes nedsættende bemærkninger vedrørende pave Frans, vender det døve øre til eller affejer det med, at der er tale om misforståelser eller dårlig journalistisk arbejde, eller at der er nogen, der er ude på at gøre en myg til en elefant.

En sådan person er i realiteten mindst ligeså farlig, som den person, der i sin karakter er pessimistisk, men dog på en anden måde. Den ene ser kun håbløshed, og at det hele er en tragedie, den anden ser så lyst på det hele, at det virker komisk. Et træk på skulderen eller et underfundigt smil på læben er ikke desto mindre, ligeså meget, som den knyttede næve og blodige hånd, et oprør mod den virkelighed, der gør sig gældende og dermed imod Gud. Den optimistiske person opretholder situationer præget af ondskab, som kunne afhjælpes, hvis disse situationer med ærlighed og ihærdig indsats blev undersøgt. Den optimistiske person har filtre, der forhindrer vedkommende i at definere ondskab, som det, det er. At foretage en definition af ondskab, som ondskab, er den bedste måde, hvorpå vi som mennesker kan imødegå ondskaben. Praktisk talt kan det filter, som den optimistiske person har etableret virke hæmmende i forhold til at bede til Gud om Hans mellemkomst, om at styrke personen i dennes kamp og om at få hævn, en anmodning, man ofte ser fremsat af salmisten. På den måde stræber den optimistiske person efter godhedens nederlag og det i samme omfang som den pessimistiske person.

I bogen med titlen Orthodoxy skriver G.K Chesterton følgende:

Der er ingen tvivl om, at det helt almindelige menneske kan leve i denne verden: men vi har ikke tilstrækkelig med styrke til at fortsætte, men styrke nok til at leve med den (verden). Kan mennesket hade verden så meget, at det ændrer den, og alligevel elske den så meget, at det tænker, at den er værd at forandre? Kan mennesket se på verdens goder uden at føle sig i overensstemmelse med verden? Kan mennesket se på den enorme ondskab i verden uden at fortvivle? Kort sagt, er det muligt, at mennesket på en og samme tid ikke alene er pessimist eller optimist, men er en fanatisk pessimist og en fanatisk optimist? Er mennesket så tilpas hedensk, at det ønsker at dø for verden, eller er det så tilstrækkelig kristent, at det ønsker at dø for Kristus. Jeg vil fastholde, at i denne kombination er det, den rationelle optimist, der lider nederlag, og det er den irrationelle optimist, der sejrer. Han er nemlig parat til at smadre hele universet for dets egen skyld.

Påskemysteriet ændrer fuldstændigt måden, hvorpå vi betragter virkeligheden. Verdens optimisme blev naglet til korset, og verdens pessimisme blev trådt under fode af Den opstandne Herre. Optimismens kunstige lys blev udslukt af det altomfattende mørke på Golgata. Pessimismens selvopslugende mørke blev forvist af påskens sejrrige lys. Det prægtige Offer, Den sårede Frelser omformer det, der er lys og det, der er mørke samt afgørende ændrer vores syn på det, livet egentlig handler om.

Antagelserne, der ligger til grund for optimismen, kan formuleres på følgende måde: ”grundlæggende er alting godt, og vi ved egen hjælp kan håndtere ondskaben”. Dette kunne ikke være mere forkert. Ondskaben fungerer bedst, når den ikke er under opsyn, specielt i dag, men det er kun Gud, der er godheden Selv, og som er uden plet og er hellig, der kan helbrede og beskytte os.

Antagelserne, der ligger bag pessimismen, kan formuleres på følgende måde: ”tingenes tilstand er fuldstændig håbløs og ikke engang Gud kan hjælpe os nu, og hvis Han kan, så ønsker Han det ikke”. I virkeligheden er vi vidner til, som den tomme grav forkynder, at Gud triumferer og sejrer på skjulte og overraskende måder: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren” (Es 55: 8).

For denne verden, som den er, går til grunde” (1 Kor 7: 31). ”… Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17: 20-21). ”Mysteriet”, somLumen Gentium betegner det, er ikke fuldt ud åbenbaret i Sin sejrrige skikkelse, altså som Det himmelske Jerusalem.

Hverken optimisme eller pessimisme kan få det sidste ord. Det sidste afgørende ord er Ordet, der blev kød, og som sonede vore overtrædelser og blev til for at kunne udfri os og for evigt bære Sine prægtige (og hellige) vunder, hvorfra det evige liv strømmer, og som gør vores liv værd at leve.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-cross-shatters-optimism-and-the-resurrection-shatters-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Den Guddommelige barmhjertighed

Kardinal Sarah: ”hvis man ikke ønsker at omvende sig, finder man ingen barmhjertighed”

Nu, hvor vi nærmer os Guds Barmhjertighedssøndag, er det værd at bemærke, at der stadig er prælater såsom kardinal Robert Sarah, der opfordrer katolikker til at omvende sig og dermed bekende deres synder, så de kan tage imod Guds barmhjertighed.

I et interview med et polsk medie i 2016 understregede Vatikanets liturgiske overhoved kardinal Sarah, at Gud kun tilgiver dem, der oprigtigt bekender deres synd.

”Der er ingen tilgivelse, hvis der ikke også optræder omvendelse” understregede Sarah. Jesu budskab til kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, var ikke: ”Jeg tilgiver dig din synd og fra nu af fortsæt blot med leve dit liv, som du har gjort hidtil”. Det var, fordi hun kastede sig for Hans fødder og bad om tilgivelse, at Han sagde: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere”.

Mange hyrder, der er præget af vildfarelser, synes ikke at have noget problem med at give Den hellige Kommunion til homoseksuelle, der udlever deres homoseksualitet samt folk, der har begået ægteskabsbrud og nu lever i et nyt forhold. At drage en forbindelse mellem skriftemålanger og omvendelse er et tema, som optager Sarah meget. I et interview i 2015 betoner han: ”hvis der ikke er nogen omvendelse, er der heller ingen barmhjertighed”.

Adspurgt, om en person, der har begået en synd men ikke skriftet den, bestemmer sig for at ville modtage Den hellige Kommunion, svarede Sarah med henvisning til Paulus 1. Brev til Korintherne 11: 27-29: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til”, ”hvis personen gør dette, velvidende, at vedkommende har begået en synd, som ikke er bekendt i skriftemålet, da spiser og drikker vedkommende sig en dom til”.

I 2015 skrev Sarah bogen God or Nothing, hvori han taler om Guds barmhjertighed, som kun kan modtages af dem, der har bekendt deres synder:

Mange af de troende glædes ved at høre om Guds barmhjertighed, og de håber på, at de radikale krav, der fremgår af Evangeliet, mindskes til gavn for dem, der i deres liv har valgt at bryde med Jesu korsfæstede kærlighed. De tror, at alt er muligt på grund af Herrens uendelige godhed, mens de ikke selv behøver at ændre noget i deres liv. Mange har en forventning om, som var det en normal ting, at Gud udgyder sin barmhjertighed over dem, mens de forbliver i deres synd.

Det er ikke alene Sarah, der advarer katolikker imod den forkerte måde, der florerer i dag, nemlig at barmhjertighed kan opnås uden omvendelse. Biskop Athanasius Schneider, hjælpebiskop i Astana, Kazakhstan udtaler, at præster, biskopper og paven bærer et endnu større ansvar for, at der ikke overfor katolikker skabes klarhed vedrørende denne tematik.

I forbindelse med et oplæg, som han holdt i 2017, advarede han præster, der lader folk, som har begået ægteskabsbrud, modtage Den hellige Kommunion, selvom disse fortsætter deres livsførelse, at de (præsterne) udgør en stor risiko for disse sjæle, og at præster, der tillader denne praksis, bærer et stort ansvar, hvilket også gælder paven, ganske enkelt fordi han tillader, at dette finder sted.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-divine-mercy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det kristne Frankrig må genskabes

Den katolske tro i Frankrig ligger i ruiner

Brandvæsnets forsinkede udrykning til branden i Notre Dame betragtes af mange, som et tegn på, at Frankrig har svigtet sin katolske arv.

Man har undret sig over, at det tog så lang tid at få fremskaffet vand til brandslukningen, for det resulterede i, at ilden fortærede hele tagkonstruktionen på Katedralen. Troen i Frankrig er billedligt talt gået op i flammer i de århundreder, der fulgte i kølvandet på den franske revolution, og i dag er der praktisk talt kun aske tilbage.

Den politiske analytiker samt overhoved for det franske institut for opinionsmålinger, Jérôme Fourquet har undersøgt en række nye målingsresultater. I hans bog L’archipel francais: naissance d’une nation multiple et divisée, som blev udgivet i marts, præsenteres et statistisk materiale, som tegner et dystert billede af, at Den katolske Kirke i Frankrig er ved at afgå ved døden.

Her er et mindre udpluk af det, Fourquet er kommet frem til:

·         4 % af den franske befolkning deltager i søndagsmessen.

·         60 % af de ægteskaber, der bliver indgået i Frankrig, foregår ikke i kirken og er dermed ikke af sakramental karakter.

·         Der var 50.000 præster i 1950, dette tal er i dag faldet til 10.000.

Fourquet siger, at hvis disse tendenser fortsætter, så forudser han, at det sidste ægteskab af sakramental karakter vil finde sted i 2031. Og i 2048 vil børn ikke længere blive døbt på katolsk vis. Han advarer også om, at de sidste præsteordinationer vil finde sted i 2044. Dette er meget bekymrende, for flertallet af de franske præster nærmer sig eller er ud over pensionsalderen.

Mens den katolske tro er i frit fald, er der en stigning at spore hos islam. Fourquet fandt frem til, at i 2017 var det mest populære drengenavn i Frankrigs forstæder, Muhammed. Med udgangspunkt i fremskrivninger forudsiger Pew Research, at i 2050 vil den muslimske population være steget til og udgøre 17,4%.

Dette kan delvist være årsagen til den stigende vandalisering af franske kirker. Sidste år (2018) blev 875 katolske kirker i Frankrig udsat for hærværk, som man fra officiel side ikke har taget sig af eller har skænket større opmærksomhed.

Katedralen Notre Dame symboliserer den katolske tro i Frankrig. At man var vidne til, at flammerne fortærede bygningsværket i længere tid, uden at der blev grebet ind, ses af mange, som det man kunne forvente, og i et land, der er sekulært, er man forhippet på at genskabe Katedralen som sekulær turistattraktion og et symbol på den såkaldte mangfoldighed.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 17. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/restoring-christian-france

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor kristne hylder Jesu kors, som menneskehedens eneste håb

Gud kalder de enkelte individer og ikke større forsamlinger. Som der står skrevet: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3: 16). Ved at benytte kærlige ord, fortæller Han os: ”… jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es 43: 1).

Vi hylder korset i fastetiden, som spes unica, menneskehedens eneste håb. Korset er vores håb, fordi det bekender, den kærlighed, Gud nærer til hvert eneste menneske, udtrykt gennem fuldstændig tilgivelse. Korset er det oprindelige Evangelium. Det er derfor Paulus, den store forkynder af ordet, kan sige: ”for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 kor 2: 2).

Korset er et tegn på alt det, der virkelig skræmmer det moderne menneske, men som det samtidig drages imod: fordi det er udtryk for ægte kærlighed, som man giver indtil døden, og som strækker sig ud over døden. Og det gode budskab er, at Gud ikke elsker os ud fra en opregning af vores gerninger eller fortjenester, men gennem Jesus Kristus, som har elsket os før, vi elsker Ham.

Budskabet til det moderne menneske kunne være: ”enten er der en Gud, som elsker dig, som Hans skabning, og du bør tro Ham og på Ham, eller så er der ingen Gud, og du er ikke noget helt specielt, du er ganske enkelt værdiløs. Det første udsagn (at der er en Gud …) giver mening, liv og sejr over døden, det sidste udsagn (at der ingen Gud er) leder til fortvivlelse, apati, depression og et rastløst begær. Jesu Kristi menneskenatur er ikke blot et udtryk for, at Gud eksisterer, men den viser også, at Guds kærlighed rækker ud over det, vi kan forestille os eller begribe. Gud kalder dig ved navn. Gør ikke dit hjerte hårdt, men overgiv dig til Hans ubegribelige kærlighed”.

Mennesker i dag er meget optaget af at være unikke, men omvendt har der aldrig før været så meget masseproduktion, ensartethed, traditionsbundethed og politisk korrekthed. Et menneske med en stærk personlighed og sine meningers mod er svær at finde.

Der er er en særlig ironi forbundet med det at være noget helt særligt. Der er kun én, som er noget helt særligt, og det er Jesus Kristus, Ham, ”der er den usynlige Guds billede” (Kol 1: 15). Vi andre er blevet skabt ud af en ”skabelon”, som er blevet til ved guddommelig kraft, og vores livslange opgave er at lade os forme på bedst mulig måde til denne skabelon, som er Jesus Kristus (jf. Rom 8: 28). Vores mål er at blive som Ham og at komme til at ligne Ham mere og mere, ”indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4: 13), Den Kristus, der er menneskehedens Frelser og en del af vores personlighed.

At blive som vi er, kræver at vi kommer ud over os selv og nærmer os Den, der skabte os i Sit billede. Jo mere vi ligner Ham, desto mere bliver vi os selv, for indtil livets afslutning rummer vi både 1) den individualitet Gud skabte, og 2) Kristus, som vi er kaldet til at ligne. Essensen med fastetiden er ikke, at vi bebrejder os selv, men forsøger at rejse os ved hjælp af Hans nåde og blive til det, som Gud ønsker. Dette kræver i sagens natur disciplin, selvkontrol og selvfornægtelse, men målet er, at vi udvikles, styrkes og kommer til herligheden.

Mystikeren Richard Rolle (1290-1349) har skrevet følgende i The Fire of Love, som kan give os inspiration i denne fastetid til at fordybe os i Vor Herres lidelse således, at vi kan tage del i Hans opstandelsesliv.

Gode Jesus, opflam mig, plag mig og lad mig blive såret og gør med mig her og nu, hvad der i Din godhed behager Dig, at jeg i den tid, der ligger foran mig, ikke skal kende til eller fornemme ondskaben, men blot Din kærlighed, intet andet, og det for altid!

At blive foragtet, stødt bort, forulempet af andre for Din skyld er langt bedre for mig end at blive anset som frænde til denne verdens herskere, hædret blandt mennesker og hyldet af alle og enhver.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 7. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-hail-during-lent-jesus-cross-as-the-one-and-only-hope-of-mankind

Søster Lucia: satan vil rette det endelige slag mod familien

Kardinal Caffarra: Søster Lucia fortalte mig, at det afgørende slag vil foregå omkring ægteskabet og familien

Kardinal Carlo Caffarra medforfatter til Dubia, som omhandler pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, beretter om Søster Lucia’s vidnesbyrd om, at djævelen vil rette det endelige slag mod ægteskabet og familiens liv.

Under et interview fredag i Rom, fortalte kardinal Caffarra, grundlægger og leder af det pavelige Johannes Paul II Institut for studier i ægteskab og familie, om det brev, han modtog fra det tilbageværende vidne til Mariaåbenbaringerne i Fatima, Søster Lucia, som skrev: ”Fader, der vil komme et tidspunkt, hvor det sidste opgør mellem Kristi rige og satan vil blive udkæmpet om ægteskabet og familien”.

Brevet fra Søster Lucia var hendes svar til kardinal Caffara, som skrev til hende i 1984, hvor han bad om hendes forbøn for at kunne håndtere de vanskeligheder, han oplevede i forbindelse med ledelsen af det pavelige Institut, der blev oprettet af pave Skt. Johannes Paul II i 1981. Kardinalen afslørede allerede på daværende tidspunktet, at dette ”Institut ikke var ønsket”.

Da Søster Lucia overbragte kardinal Caffara det ildevarslende budskab fra Vor Frue af Fatima angående den åndelige kamp, der snart ville omfatte familien, inkluderede hun en passage, som var fyldt med håb: ”for enhver, som arbejder for ægteskabets og familiens hellighed, vil blive bekriget og modarbejdet på enhver måde. Men frygt ikke for Vor Frue har allerede knust hans hoved”.

”Dette forblev printet ind i mit hjerte, og jeg har båret på disse ord gennem de mange besværligheder, vi har været igennem” sagde kardinal Caffara. ”Disse ord har altid givet mig enorm styrke”.

Senere den dag holdt kardinal Caffara et oplæg, hvori han fremhævede de to specifikke angreb, der rettes mod familien, og disse vedrører abort og homoseksualitet. Familien har været under angreb, siden katolikker afviste encyklikaen Humanae Vitae, som blev udarbejdet af Pave Paul VI i 1968. På daværende tidspunkt advarede Paul VI om de konsekvenser, det ville få for de familier, der benyttede kunstige svangerskabsforebyggende midler. Skilsmisse, pornografi, promiskuitet og homoseksualitet kan alt sammen føres tilbage til brugen af prævention.

Der hersker nu stor uenighed blandt prælater, om hvordan man adresserer problemet med skilte og civilt gengifte, og om disse kan modtage Den hellige Kommunion. Dette leder til en anden godkendt åbenbaring, nemlig Vor Frue af Akita, som i 1973 forudsagde følgende: ”Djævelens værk vil finde vej ind i Kirken og blive synligt på en sådan måde, at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”.  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 22. maj 2017. Den kan læses på:https://www.churchmilitant.com/news/article/sr.-lucia-satans-final-battle-strikes-families

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)