Category: Faith

Jesus er ikke kun en af mange, der bringer frelsen. Han er den eneste Frelser, og det er Ham, vi alle har brug for

Ved at fastholde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

I dag er vi vidner til, at endog på de højeste niveauer i det kirkelige hierarki ser man bort fra den katolske doktrins betydning. Især er Jesus blevet reduceret til at være en af mange, der har indstiftet en, af Gud villet, religion. Da vi for nylig fejrede festen for Jesus Kristus Universets Konge, som er en fest, der markerer, at Jesus Kristus ultimativt er universets Herre og Frelser, kunne jeg ikke lade være med at reflektere over denne sørgelige realitet, at Jesus blot anses for at være en af mange religionsstiftere. I hele kosmos er det Jesus Kristus, der er centrum. Der findes intet navn, der er større, og derfor er hverken nogen eller noget større end Ham, Det Inkarnerede Ord, opfyldt af Ånden og Faderens enbårne Søn.

Mens jeg overvejede det, man aktuelt gør, altså nedtoner Jesu kongeværdighed, fik jeg den indskydelse, at det liturgiske år i Kirken både beskytter og fremmer Jesu kongeværdighed. Højdepunktet i Kirkens liturgiske år er festen for Jesus Kristus som Universets Konge. Men kirkeåret starter ud med advent, som er en forberedelse til Herrens fødsel, hvor Faderens Søn bliver menneske.

Julen udspringer af en hændelse, som Kirken fejrer rent liturgisk, og som fandt sted 9 måneder tidligere, nærmere betegnet den 25. marts, nemlig bebudelsen. Ved denne fest genkalder Kirken sig på en glædelig måde, at ærkeenglen Gabriel kommer til Maria og bebuder, at Hun skal undfange og føde verdens Frelser. Ærkeenglen Gabriel var blevet udsendt af Faderen for at bringe bud til Maria om, at hun ville blive overskygget af Den Højeste, og at hun ved Helligånden ville undfange en Søn, som hun skulle give navnet Jesus, ”Jahve frelser”. Gabriel fortæller Maria at hendes Søn … ”skal blive stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give Ham hans faders Davids trone; Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 32-33).

I disse begivenheder, der er knyttet sammen, fejrer vi (Kirken) den enestående betydning, Jesus har. Ja, Jesus er et menneske, der er blevet undfanget i en kvindes moderliv og født af hende. Men Han er blevet undfanget i Marias moderliv ved Helligånden. Der findes ingen hændelse i hele verdenshistorien, der kan måle sig med denne helt utrolige begivenhed og sandhed, og derfor kan intet menneske hverken i fortiden eller fremtiden hævde sig større end Jesus, Den evige Søn af Den levende Gud.

Dette er Hans guddommelige væsen, og den er er speciel for Ham. Der findes ikke nogen anden religion, der hævder en sådan sandhed, og der findes ikke nogen anden religionsstifter, der hævder at have Gud, som Sin guddommelige Fader.

For eksempel er det bedste Mohammed er i stand til at gøre at bekende, at han er den største profet, og det ligger millioner af lysår væk fra den sandhed, at Jesus er Sin himmelske Faders Søn, og at Han er Faderens evige Ord.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Kirken i den spæde start af det nye kalenderår fejrer festen for Jomfru Maria, Guds Moder. For ved at bringe Jesus til verden kommer det nye og evige liv til verden. Maria er i sig selv et tegn på og et forsvar for inkarnationens mysterium. Ved at ære Maria som Guds Moder ærer man hendes søn i menneskeskikkelse og som Faderens guddommelige Søn.

Hvem er den første til at forkynde Jesus som Guds Søn? Faderen selv! Ved Jesu dåb stiger Helligånden ned over Ham, og det er ved selvsamme Ånds kraft, at Jesus blev undfanget som menneske, og Faderen forkynder, hvem Jesus er, for Han siger: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Faderen bekræfter, at Hans Søn, Jesus, er Gud. Ligesom Han selv er Gud, for Jesus rummer til fulde Faderens guddommelige Ånd, og dermed har Han en Søns værdighed. Denne erklæring om Jesu guddommelige identitet er det, vi fejrer ved festen for Jesu dåb. Her ser vi endnu engang, at en fest i Kirkens liturgiske kalender viser hen til, at Jesus har forrang.

I fastetiden forbereder Kirken sig på at fejre den egentlige begivenhed, hvor Jesus bliver Den universelle Frelser, og det er igennem denne begivenhed, at Hans navn ”Jahve frelser” stadfæstes. Gennem Sin lidelse og død opnår Jesus tilgivelsen for vore synder, for Han opofrer med kærlighed Sit hellige og uskyldige Legeme til Sin Fader af kærlighed til os.

Faderen fandt et stort behag i det offer, Hans Søn bragte på korset, så Han oprejste Jesus fra de døde, og da Jesus opfor til Himlen, gjorde Faderen Ham til herlighedens Herre. Ved at lade det ske således, gjorde Faderen Jesus til Den sande Jesus, menneskehedens eneste og definitive Herre og universelle Frelser.

Faderen definerede dermed Jesus, Hans herlighedsfulde inkarnerede Søn, som er Alfa og Omega, begyndelsen og slutningen og dermed kongernes Konge og herrernes Herre. I den stille uge, påsken og Kristi Himmelfart fejrer Kirken disse store begivenheder i frelseshistorien, som Faderen har ladet komme til udtryk i Sin inkarnerede Søn, Jesus Kristus, som er opfyldt af Helligånden.

Ved at fastholde og antyde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

For at man kan få del i den frelsesgerning, som Jesus har udført, må man være forenet med Ham. Det er det, Kirken fejrer ved pinsefesten. Som Den opstandne Frelser og alles Herre lader Jesus Sin Faders Hellige Ånd flyde ud til hele Kirken, så alle, der tror på Ham og er blevet døbt, bliver nye skabninger i Ham ved at tage del i Hans opstandelse og herlige åndfulde liv.

Dette fællesskab med Den opstandne Jesus (her på jorden) kommer til udtryk på ypperste måde ved Eukaristien. Her tager de troende del i Hans ene frelsende offer og bliver en del af Hans opstandne Legeme og Blod. Eukaristiens store mysterium er det, Kirken fejrer ved Kristi Legems og Blods fest. Vi bliver ét Legeme i Kristus.

Denne fest er også en understregning af, at Jesus er den eneste- og højeste Herre. Ingen anden religion bærer på en sådan vidunderlig sandhed, for ingen anden religion har engrundlægger, som vi mennesker kan være knyttet til; og som har fællesskab med Gud Fader ved Hans Helligånd.

Dermed slutter vi der, hvor vi begyndte, nemlig med festen for Jesus Kristus Universets Konge. Denne fest forudser Den Himmelske liturgi, en fest, der aldrig vil blive afsluttet, for vi venter Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, når tiden har nået sin fylde, for da vil vi fuldt og helt tage del i Hans opstandelse og stige op til vor Fader. Da vil ved Helligånden ethvert knæ bøje sig, og hver tunge forkynde, at Jesus Kristus alene er Herre til Gud Faders ære!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er blevet bragt på LifeSiteNews.com, og offentliggjort d. 10. december 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/jesus-is-not-just-one-of-many-saviors-he-is-the-only-and-we-all-need-him

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

5 gode grunde til at blive (eller forblive) katolik

Oplever du, at du må gå igennem en prøvelsernes tid rent trosmæssigt? Spekulerer du på, om det er det hele værd? Der venter dig en stor belønning i Himlen, hvis du holder ud til det sidste. Men du kan ikke gøre det på egen hånd, for du har ligesom alle andre brug for Guds nåde. Her følger 5 gode grunde til, at alle burde blive eller forblive katolikker. Disse gode grunde er for dem, der i en periode af deres liv udfordres af mange vanskeligheder eller synes, at deres bønsliv ikke er, som det burde være. Kort sagt det er for dem, der oplever ”sjælens mørke nat”.

1.     Eukaristiske mirakler, tegn og beviser på Kristi gudommelige kraft i den mirakuløse transubstantion

Én af mine ikke-kristne venner karakteriserede de Eukaristiske mirakler, som ”det allerstærkeste bevis på katolsk kristendom”. For os, der ikke er skeptiske, er det let at forstå hvorfor. For dem, der er skeptiske og tvivlende, tjener disse mirakler som overnaturlige tegn. Vatikan I forklarer det således:

For at vores trosunderkastelse skulle være i overensstemmelse med fornuften, var det Guds vilje, at der skulle være en forbindelse mellem Helligåndens (hos mennesket) indre åbenbaringer og Guds ydre åbenbaring, det vil sige guddommelige handlinger, først og fremmest mirakler og profetier, der klart viser Guds almagt og uendelige visdom. Og disse er de sikreste tegn på Guds åbenbaring og kan forstås af alle” (Dogmatic Constitution on the Catholic Faith: Chapter 3, On Faith).

Kristus udførte det enestående mirakel i Lanciano (1), som et tegn til en stakkels præst, der var udfordret af spekulationer vedrørende Eukaristien. Hans spekulationer gik på, om Kristus virkelig var til stede i Eukaristien, som Han havde lovet i Evangeliet. I Sin barmhjertighed valgte Den gode Herre at give svar på den tvivl, der herskede hos denne ”tvivlende Thomas”, og det gjorde Han ved et Eukaristisk mirakel. Dette minder os om Hans post-opstandelse for disciplen Thomas.

Næste gang du deltager i Den hellige Messe eller Eukaristiske tilbedelse, bør du huske på, at den levende Gud virkelig er til stede i Hostien. ”Der er nogen, der tror, fordi de har set. Men salige er de, som ikke har set og dog tror”, dette var ordene fra Vor Herre. At tro uden at have set vil bringe stor belønning i Himlen.

2.     Mariaåbenbaringer – påmindelser fra Himlen fra vor elskede Moder om hendes tilstedeværelse

Ikke-katolikker, herunder ikke-katolske kristne, er blevet katolikker takket være Vor Frue af Fatimas solunder. 70.000 forbløffede øjenvidner (2) så solen bevæge sig, og deres regnvåde tøj tørrede meget hurtigt. Selv den verdslige presse (3) rapporterede om denne hændelse. Disse forbløffende mirakler sker ikke udenfor den katolske tro. De er et tydeligt bevis på en overnaturlig kraft. Fatima er blevet kaldt ”det største offentlige mirakel siden Jesu opstandelse”. Dette er en stor nåde, Gud har ladet tilfalde os.

Til dem, der tvivler på og er skeptiske overfor Fatimaåbenbaringerne og forsøger at bortforklare dem, siger en tidligere russisk ortodoks kristen (4) følgende:

Det, der gjorde, at jeg begyndte at orientere mig mod Den katolske Kirke, var Vor Frue af Fatima. Én af mine venner fortalte om den påvirkning, Fatima havde haft på hendes liv. Hun læste om det, Theotokos havde sagt til børnene om ærbarhed, og det fik hende til at blive mere anstændig i sin påklædning. Hun fortalte mig også om, at hendes præst havde besøgt Fatima, og da han kom tilbage, prædikede han med ildhu om helvedes realiteter. Jeg var af mine andre ortodokse venner blevet fortalt, at Fatima i bedste fald var et svindelnummer og i værste fald af dæmonisk karakter, og derfor besluttede jeg mig for at undersøge sagen nærmere.

Antagelsen om, at Fatima ganske enkelt er et svindelnummer, kan ikke være tilfældet. Der er et mirakel forbundet med disse åbenbaringer, og dette mirakel er blevet bevidnet af tusinder af mennesker, hvoraf mange var ateister, der specifikt var dukket op for at modbevise det, børnene sagde. Skeptikere har argumenteret for, at der var tale om en massehallucination, men kristne bør være skeptiske overfor dette argument. De, der er skeptiske i forhold til Jesu opstandelse, peger på, at der var 500 vidner til stede og henviser til det, der skete i Fatima. Hvis Fatima var en massehallucination, så kunne Jesu opstandelse også have været det. I realiteten er Fatima det offentlige mirakel, der er blevet overværet af flest mennesker siden udvandringen fra Egypten for ca. 3500 år siden.

Fatima er Guds barmhjertighed åbenbaret for en falden verden.

Hver dag, når vi beder Vor Frues rosenkrans, bør vi takke Gud for den nåde, vi er blevet givet ved at være født ind i katolicismen eller senere er konverteret til denne tro. Vores katolske tro er den mest uvurderlige nåde, vi er blevet skænket i vores liv.

Den mirakuløse Tilma (kappe) (5), der kom til at spille en afgørende rolle i Vor Frue af Guadalupes åbenbaringer samt hendes omvendelse af 9 millioner sjæle (6) er endnu et mirakuløst bevis på den katolske tro. Vor Frue er én af de mest succesfulde evangelister. Det er blevet fortalt, (7) at en missionær, den flamske franciskaner Fr. Peter fra Gent, med egne hænder døbte over en million mexicanere. ”Det er tydeligt, at det var ved Guds Hånd, at så mange millioner omvendte sig for at kunne gå ind i Kristi Rige”, skrev Fr. Anticoli, S.J.

”Og når vi tager i betragtning, at der ikke var noget varsel eller anden overnaturlig begivenhed, der kunne tiltrække disse horder af mennesker, altså bortset fra Jomfruens åbenbaringer, kan vi med sikkerhed erklære, at der var apostlenes dronning og Hendes tilsynekomst, der virkede som et kald på indianerne, til at de skulle omvende sig til den katolske tro”.

3.     Det mirakuløse (lig)klæde fra Torino, et kraftfuldt bevis på Vor Herres herlighedsfulde opstandelse

Vi bør ikke glemme de mirakuløse beviser, som Vor Herre har ladet fremstå ved Sin opstandelse, noget der bør virke som trøst og styrke for alle de kristne, der tvivler. Vor Herre er enestående, når man ser på de mennesker, der nogensinde har eksisteret. De døde alle og forblev at være døde. Det var kun Ham, der døde, for at genopstå i Sin herlighed. Som allerede nævnt ovenfor, var der mere end 500 øjenvidner til denne historiske kendsgerning. Men ligklædet fra Torino er et mirakuløst relikvie, der er et synligt bevis på opstandelsen. En undersøgelse lavet for nylig viser, at der er tale om en meget stor energiudladning, meget kraftigere end nogen laser, der findes i dag, havde kunnet frembringe billedet af Det hellige Ansigt, der er kommet på klædestykket.

”Det ultraviolette lys, der er nødvendigt for at simulere billedet, overstiger det, som ultraviolette lyskilder formår i dag”, siger Di Lazzaro. Det vil kræve ”svingninger med et kortere interval end en fyrretyvende milliarddel af et sekund samt en styrke, der svarer til flere milliarder watt. Hvis de mest avancerede teknologier, der er til rådighed i det 21. århundrede, ikke er i stand til at frembringe et faksimile af billedet på ligklædet, hvordan skulle man da have skabt en forfalskning tilbage i middelalderen”, spørger han.

4.     Helgener og martyrer, der leder til 2,5 milliard kristne

Er du af den opfattelse at kristendommen er ved at gå under, at det er slut og den forsvinder? Det gør den ikke. Det er blevet tid til, at vi ser bredere på den universelle kristendom, nemlig som en verdensomspændende kristendom. Der er, når vi ser på tallene fra 2021 (8) mere end 2,5 milliard mennesker, der bekender sig til kristendommen. Islam figurerer på en anden plads med 2 milliarder troende. Kristendommen forsvinder ikke. Den kommer til at forblive verdens mest populære religion i lang tid fremover. Katolikkerne indtager en første plads med 1,3 milliarder troende foran de andre eksisterende kristne denominationer. Mens den Euro-Amerikanske kristendom er stødt faldende, er den nærmest eksplosiv på den sydlige halvkugle. Det er det, som Phillip Jenkins kalder for ”den næste kristendom”.

Føler du, at du er udfordret grundet din tro? Det er der bestemt også andre, der gør. Ifølge organisationen ”Open Doors” (9) har omkring 340 millioner kristne inden for det sidste år i stor grad oplevet at blive forfulgt eller udsat for forfølgelse.  Vi bør derfor ikke glemme vore brødre og søstre, der lider for Kristi skyld. Vi må bede for – og trøste hinanden, så vi alle kan se sejre midt i vore lidelser. Ved korset har vi sejret. ”Lider én legemsdel så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig” (1 kor 12:26).

Vi bør vise respekt for alle kristne, der lider, ligesom vi respekterer soldater, der går døden for deres land. Men blot for at fremhæve det endnu engang, katolicismen har enestående helgener og martyrer som for eksempel Skt. Padre Pio (10).

En helgen, ”der var blevet korsfæstet med Kristus”, og som på mirakuløs og mystisk vis bar Jesu sårmærker var Skt. Padre Pio, og han gjorde dette ligesom andre helgener før ham. Skt. Catherine af Siena, Frans af Assisi og Skt. Padre Pio led det hvide martyrium ligesom apostlen Johannes. Han led mere end nok til at være martyr, og hans frivillige accept af at gennemgå lidelse gav stor nåde til Kirken.

Den hellige Paulus fremhæver et lignende princip i følgende skriftsted: ”Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er Kirken” (Kol 1:24).

Hvor finder man i dag eksempler som Skt. Padre Pio? Dette er din chance og dit valg, hvis du ønsker at være Skt. Pios åndelige søn eller datter og blive som ham.

5.     Herlighedens krone, der venter dig i Himlen

Denne krone er garanteret dem, der holder ud. ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jak 1:12).

Skt. Padre Pio var kendt for at bede 200-250 dekader af rosenkransen hver dag (11). 250 dekader! Det bør ikke overraske nogen, at han blev en helgen. Og han blev ved med at gøre dette i over 50 år. Hvis du ønsker at blive en helgen, kan du gøre det ved at bede rosenkransen, som han gjorde.

Skt. Montfort skriver følgende:

Vi bør gøre dette, så vi selv kan tage imod tre kroner fra Jesus og Maria. Den første krone er for det, vi har ”optjent” igennem vort liv, den anden krone er en fredskrone ved vor død, og den tredje er en herlighedskrone i Himlen.

Hvis du vedholdende beder rosenkransen, indtil din død, forsikrer jeg dig, at uanset hvor meget synd, du har begået, ”skal (du) få herlighedens uvisnelige sejrskrans” (1 Pet 5:4) … ”lad intet frarøve dig din krone”: Pas på, at din krone ikke bliver stjålet af nogen, der har været mere vedholdende, når det gælder at bede den hellige rosenkrans. Det er ”din krone”. Den Almægtige Gud har udvalgt den til dig, og du har allerede vundet den halvt ved hjælp af rosenkransen, som du behændigt har bedt. Desværre kan en anden ”overhale” dig i dette løb, én, der har ydet en større indsats og været trofast i sin gerning. Vedkommende kan muligvis vinde den krone, der burde være din, fordi vedkommende var vedholdende i sin rosenkransbøn og gode gerninger. Alt dette kan blive en realitet, hvis du begynder at ”slappe af” i forhold til dit løb, som ellers er gået så godt indtil nu: ”Dit løb var godt, men hvem hindrede dig? Hvem var det, der forhindrede dig i at modtage rosenkransens krone? Ingen andre end dem, der står som fjender i forhold til den hellige rosenkrans, og dem er der mange af.

Vor Herre sagde: ”Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans” (Åb 2:10). Gør krav på dette løfte. Se frem til det med et glædens håb og nidkær forventning. Hvis vi er trofaste indtil døden, vil Vor Herre ifølge Sit løfte give os livets krone.

Dette burde gøre os glade. Vi har i sandhed noget herlighedsfuldt at se frem til. Lad os gennemføre de 9 første fredage til Det Hellige Hjerte, de 5 første lørdage til Det Ubesmittede Hjerte og den helt fantastiske dobbelte novene til de to hjerter (12). Lad os gøre alt dette og hver dag bede rosenkransen og bære skapularet. Derpå ved vi, at vi vil dø i nådens stand og modtage sakramenterne, der knytter sig til livets afslutning og gå til Himlen. Vi burde leve et velsignet og lykkeligt liv, hvor vi forventer dette.

Og skal vi evangelisere? Selvfølgelig skal vi det. Man siger jo, og vi tror med fromhed på det, at hver eneste sjæl, vi hjælper til Jesus, vil være som en smuk juvel på vores evige krone. At tænke sig dette, bør motivere os til at bringe ”mængder af sjæle” til Jesus, mens vi er i live. Ethvert arbejde, der er godt udført i troen på Kristus og ved Guds nåde, fortjener en evig belønning. Vi er i sandhed velsignede.

Henvisninger

1: Eucharistic Miracle of Lanciano (therealpresence.org)

2: Meet the Witnesses of the Miracle of the Sun: John M. Haffert, Canon Galamba de Oliveira, Raymond E. Drake: 9781877905353: Amazon.com: Books

3: Our Lady Of Fatima: The October Apparition And The Miracle Of The Sun | The Wanderer Newspaper (thewandererpress.com)

4: Why I Converted from Orthodoxy – Clarifying Catholicism

5: Our Lady’s image on the Tilma | Our Lady of Guadalupe (olg.cc)

6: Our Lady of Guadalupe (olrl.org)

7: Our Lady of Guadalupe (olrl.org)

8: Status-of-Global-Christianity-2021.pdf (gordonconwell.edu)

9: Christian Persecution | Statistics & Solutions | Open Doors – Open Doors USA

10: Padre Pio | Italian priest and saint | Britannica

11: Padre Pio, Our Lady, and the Holy Rosary – The Marian Room

12: America Needs FatimaThe First Saturday Devotion – Our Lady’s Blue Army og The 33 Promises – The Double Great Novena (google.com)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 16. september 2021. Den kan læses på: 5 Good Reasons to Become (or Remain!) a Catholic Christian – OnePeterFive

Purgatoriet: de vil blive frelst, men det vil kun ske ved ild

Da Vor Herre og Frelser Jesus Kristus indstiftede Den hellige Messe som et vedvarende offer, hvor Hans Legeme og Blod frembæres for at sone vore synder (Matt 26: 26-28, Mark 14: 22-24, Luk 22: 19-20, 1 Kor 10: 16-18 etc), er det klart, at Han på en særlig måde havde til hensigt, at Det Nye Testamentes hellige Messeoffer skulle være den fuldendte opfyldelse af det offer, der er omtalt i den gamle pagt. Denne blev også blev benyttet i frembærelsen af et offer for de troende, som allerede er gået bort (2 Makk 12: 43 – 45), for der står skrevet: ”Han foretog en indsamling blandt mændene og kunne sende næsten 2000 sølvdrakmer til Jerusalem for at bringe et syndoffer – meget rigtigt og klogt gjort, idet han tænkte på opstandelsen. For hvis Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde; desuden forstod han, at den skønneste gave venter dem, der sover hen i gudsfrygt. From og gudfrygtig var hans betænksomhed! Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”. Det er derfor en godskik at bede for de døde, at de må blive løst fra deres synder. Derfor er Den hellige Messe, det største offer, der kan frembæres for at lindre de frygtelige lidelser, som de troende, der er gået bort, gennemgår. Dette er det største offer, Gud har givet til mennesket.

Da protestanterne ikke anerkender de to Makkabæerbøger (selvom man kan sige, at det burde de, grundet kanoniseringen af Skriften, der stammer fra koncilet i Kartago (397) og synoden i Hippo (393) samt de dekreter, der stammer fra pave Skt. Damasus I i Rom (382), fordi alle disse kirkesamlinger anerkender de to Makkabæerbøger, som er en del af den kanoniske Skrift), spørger de ofte katolikker om følgende: Makkabæerbøgerne taler om purgatoriet, men hvor er purgatoriet nævnt i Det Nye Testamente? Ville Vor Herre Jesus Kristus eller én af Hans apostle ikke have omtalt det?

Det første bevis er et klart bevis fra Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 3: 13-15

Kapitel 3 i den hellige Paulus’ Første Brev til menigheden i Korinth er måske det tydeligste bevis i Den hellige Skrift på eksistensen af purgatoriets ild og fortjenester. I henhold til katolsk doktrin bliver onde gerninger straffet af Gud. Det vil sige, at kristne, der har foretaget onde gerninger, vil se disse gerninger gå op i flammer, de vil lide under dette, men blive frelst ved ild. Dette er purgatoriet, og deres onde gerninger er årsagen til purgatoriets eksistens. Denne doktrin bliver utvetydigt fremført af apostlen Paulus: ”… skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er … (1 Kor 3: 13).

Skt. Basil den Store har nedfældet følgende lære:

Jeg mener, at Guds ædle atleter, som har kæmpet hele deres liv med usynlige fjender, og efter at de er sluppet fri fra al den forfølgelse, der har fulgt dem, og som har nået livets afslutning og står overfor en undersøgelse af denne verdens (virkelige) fyrste, og man finder på dem sår efter deres kamp eller syndens plet, så bliver de tilbageholdt. Hvis man derimod ikke finder dem såret og uden syndens plet, så er de, som dem, der ikke er blevet besejret, ved Kristus blevet bragt til deres hvilested (Homilies on the Psalms 7: 2).

Kan det være mere tydeligt? Den kristne, der har udvist dårlig opførsel, bliver frelst, men det sker gennem (en rensende) ild, og han må igennem den grundet sine dårlige gerninger. Dette tekststykke viser, at gode gerninger, der bliver gjort med udgangspunkt i troen på Kristus, er nødvendige for en post-retfærdiggørelse og bidrager til en sjæls helliggørelse. Er gerningerne udført i en tro på Kristus, leder de (for os) og ved Guds nåde til en himmelsk belønning, fordi Gud er god. Gøres gerningerne derimod ikke i en tro på Kristus, ”skriger de” på en straf, fordi Gud er hellig.

Det andet bevis: Skt. Peter taler om åndernes fængsel

Apostlen Skt. Peter fremsætter to gange beviser for purgatoriets eksistens, og det gør han, når han taler om det mystiske åndernes fængsel, hvor evangeliet blev forkyndt, og hvorfra sjælen kan blive udfriet. Dette kan være en henvisning til himlen, for himlen er ikke et fængsel. Men det kan heller ikke være en henvisning til helvede, for helvede kan man ikke blive udfriet fra. Der må så nødvendigvis være tale om et bevis for, at der eksisterer et tredje mellemstadie (som er foreløbigt) mellem himlen og helvede, som vor Moder, Kirken meget passende kalder purgatoriet.

1 Pet 3: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem …”.

1 Pet 4: ”For derfor blev evangeliet forkyndt også for de døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever”.

Biskop Challoner siger med rette i sin kommentar til 1 Pet 3: 18-19:

Se, her et bevis på, at der findes et tredje sted, som er et mellemstadie for sjæle: for disse ånder var i fængsel, og det var dem, Kristus kom til efter Sin død for at forkynde for. Disse ånder var ikke i himlen, de var heller ikke i helvede hos de fortabte, for himlen er ikke noget fængsel, og Kristus forkyndte ikke for de fortabte (sjæle).

Det tredje bevis: Herren Jesus nævner det selvsamme fængsel (som Peter taler om)

I Matthæusevangeliet kapitel 5:23-26 læser man følgende: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave, Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke derfra, før du har betalt den sidste øre”.

Skt. Cyprian argumenterer behændigt for eksistensen af et sådant fængsel (purgatoriet):

Det er én ting at blive benådet, en anden at opnå herlighed. Det er én ting, at man kastes i fængsel, og at man ikke bliver lukket ud, før man har betalt den sidste øre, en anden er, at man modtager sin løn for at have været tro og udvist mod. Der er én ting, at man lider under pinsler for den synd, man har begået, ved at man gennemgår en langvarig lutring i ilden, en anden er, at man er blevet renset for sine synder ved lidelse. Det er én ting, og det er passende, at man i uvidenhed må vente på Guds domfældelse, en anden er, at man med det samme bliver kronet af Herren (Letter 51).

Tertullian kommer med følgende fortolkning:

Den forståelse, du har opnået, må udgå fra din helhedsbetragtning. Du bør aldrig tænke på at vende tilbage til det, du har afværget og blevet forsonet med i Ham, så Han ikke betragter dig som et svigagtigt menneske og lovovertræder i forhold til det, du har bekendt, når du står overfor Guds domstol (for det er i det lys, Han bør betragtes, når vi et skriftsted læser følgende: ”vore brødres anklager”, eller når helgenerne referer til den egentlige praksis, der finder sted, hvor man  retsforfølges for det, man har gjort), og for at den dommer, der sidder i dette dommersæde ikke overleverer dig til den engel, der skal eksekvere din straf, og du kastes i helvedes fængsel, som du ikke slipper ud fra, før du har betalt den sidste øre for dine overtrædelser. Denne straf eksekveres i perioden før opstandelsen. Giver dette ikke mening? Findes der en mere sand fortolkning? (A Tretise on the Soul, 35).

Endnu engang er det fængsel, hvorfra sjælene kan blive løst, hverken himlen eller helvede. Men der er tale om et åndeligt fængsel, hvorfra ”de indsatte” først bliver løst, når de har ”afsonet” deres straf, og dette fængsel er en midlertidig tilstand.

Det fjerde bevis: Vor Herre taler om et mindre antal piskeslag i forbindelse med straf

Så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af” (Luk 12: 46-48).

Dette ligger på linje med det krav, der fremsættes i Det Gamle Testamente i Femte Mosebog kapitel 25: 2-3: ”… og hvis den skyldige så idømmes pryglestraf, og dommeren lader ham lægge ned, og man i dommerens nærvær giver ham et antal slag, der svarer til hans forbrydelse, da må han højst få fyrre slag. Hvis man gav ham flere slag, ville din landsmand blive ringeagtet i dine øjne”.

De, der bliver pryglet for evigt, har taget parti med dem, der ikke tror. Men de, der har syndet på grund af uvidenhed, fortjener et mindre antal prygl, og det vil sige, at de ikke skal straffes for evigt, eller at deres straf er tidsmæssig begrænset. Deraf følger, at disse sjæle på et givent tidspunkt vil blive løst fra deres straf.

Skt. Augustin fremhæver følgende på overbevisende måde:

Den midlertidige straf oplever nogle kun i dette liv, for andre sker det efter døden, og for andre igen sker det både i dette liv, og det liv, der kommer efter døden, men gældende for dem alle, så vil dette ske inden den sidste og mest strenge dom. Men af dem, der lider under den midlertidige straf efter døden, er ikke alle dømt til evig pine, der vil følge efter den sidste dom. For nogle, (som det allerede er blevet fremhævet), overføres den straf, der ikke er blevet effektueret i denne verden til den næste, det vil sige, at de ikke idømmes den evige straf i den verden, som skal komme (City of God 21:13).

Et andet bevis på purgatoriets eksistens, kommer fra Vor Herre, som siger, at nogle synder tilgives i denne verden, og dette antyder, at andre kan tilgives i den verden, som skal komme (Matt 2: 32). Som den katolske encyklopædi fremhæver, er Skt. Augustin én af dem, der fremhæver dette argument. Skt. Pave Gregory, berømt for sine dialoger, var en anden. Her følger et citat fra ham. Til spørgsmålet om ”purgatoriets ild eksisterer i livet efter døden”, svarer den hellige pave bekræftende: ”Vi må tro at før dommens dag, optræder purgatoriet med dets ild med henblik på visse små synder: fordi Vor Frelser siger, at den, der taler mod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende. I dette skriftsted erfarer vi, at visse synder er tilgivet i denne verden, og at andre tilgives i den verden, der skal komme. Men alligevel, som jeg har sagt, skal vi ikke tro, at der er tale om små synder, som for eksempel daglig forfængelig tale, uhæmmet latter, at vi ikke har taget vare på eller vist omsorg overfor familien (den slags overtrædelser, man sjældent kan undgå, og som kommer til udtryk i den slags synd, man bør undgå), og man ser bort fra vildfarelser, som ikke synes at være ”noget særligt”: alle disse synder straffes efter døden, hvis mennesket ikke har søgt tilgivelse og modtaget absolution, mens det var i live” (Dialogues, Book 4, Chapter 39: Whether there be any Purgatory ect?).

Det femte bevis: Den hellige Paulus beder for sin afdøde kristne ven Onesiforos

Den hellige Paulus er den, der kommer med det sidste, men også mest enkle bevis: ”Herren vise Onesiforos’ hus barmhjertighed! Han har givet mig nyt mod og har ikke skammet sig ved mine lænker” (2 Tim 1: 16). Det fremgår med al tydelighed af dette skriftsted, og det fremhæves også ofte af protestantiske kommentatorer, at Onesiforos var en kristen, som var død, og hvis barmhjertighedsgerninger Paulus huskede.

Skt. Thomas Aquinas fremsætter følgende beundringsværdige argument: ”Der er ingen grund til at bede for de afdøde, der befinder sig i himlen, heller ikke for de afdøde, der befinder sig i helvede, for de vil aldrig blive løst fra deres synd. Dette helt klare bevis, fremsat af Skt. Thomas, er et endeligt bevis for purgatoriets eksistens.

Skt. Chrysostomos kommer med følgende kommentar:

”Lad vore tåre flyde for disse sjæle, lad os hjælpe dem, som vi evner, selvom det er småt, men lad os alligevel yde dem vores hjælp. Hvordan og på hvilken måde? Ved selv at bede og bede andre om at bede for dem og at give til de fattige på deres vegne” (St. John Chrysostom, Homolies on Phillippians, 3).

Konklusion: Purgatoriet eksisterer, og den gode nyhed er, at man kan undgå det!

Da Vor Herre talte om Sit hellige Legeme og Dyrebare Blod, at det blev frembåret, som et offer for syndernes forladelse, og det, at Han her lovede syndernes forladelse, henviser på en helt speciel måde til Den lidende Kirke, som er de afdøde troende. Den hellige Messe går langt længere end Den Gamle Pagts ofre og udfrier langt flere af de sjæle, der lider i skærsilden. Mange sjæle, der aldrig kunne være blevet løst fra skærsilden ved de ofre, som de retfærdige Makkabæere frembar, selvom disse ofre ville blive frembåret gentagne gange frem til tidernes ende, er allerede blevet løst fra den lutrende ild, fordi det er en del af Guds plan inden tiden, når til sin afslutning. Hvor taknemmelige bør vi ikke være for Det hellige Messeoffer! Det er en velsignelse at vide, at der eksisterer et purgatorium! De, der ikke tror på purgatoriet, kan end ikke håbe på at undgå det. De af os, der tror og bekender, at der er et purgatorium, kan, hvis vi tager imod Guds nåde, undgå at komme der.

Gud og Maria har åbenbaret (og det er godkendt af Kirken), at man kan frembære sit liv som et offer (1). Jesus og Maria har lovet, at alle de, der frembærer deres liv, og det gælder alle de Messer, de deltager i, alle de Kommunioner, de modtager, de gode gerninger, de gør, bønner de beder og ofre, de frembærer til Jesus og Maria for sjælenes frelse, kan undgå purgatoriet og gå direkte til himlen.

Noter

1: The Life Offering: https://marianapostolate.com/life-offering/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-saved-fire/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De velsignede karmelitersøstre fra Compiègne, der blev martyrer

Den 17. juli fejrede vi de 16 velsignede karmelitersøstre fra Compiègne, der blev martyrer. Der er tale om Moder Teresa af Skt. Augustin og hendes medsøstre, der blev henrettet den 17. juli 1794 under den franske revolution.

Søstrene havde nægtet at overholde den på daværende tidspunkt konstitution gældende for klerikale. Der var tale om en lov, der var blevet vedtaget i 1790, og som havde til hensigt at undertrykke og tilpasse Den katolske Kirke i henhold til den revolutionære regering. Man havde inddraget Kirkens ejendom og forbudt klosterordner af enhver slags. Karmelitersøstrene fra Compiègne nægtede at følge den undertrykkende lovgivning, der berørte deres kloster, og derfor blev de arresteret i juni 1794 og blev holdt fængslet i det tidligere Visitationskloster i Compiègne, hvor de dagligt frembar sig selv som et offer for fred i Frankrig og i Kirken. Den 17. juli kom deres sag for de revolutionæres domstol i Paris, og de blev dømt for forræderi og dermed til døden i guillotinen. Ved Forsynets vilje bar de deres forbudte ordensdragter, da deres sekulære klæder var blevet vasket den dag, deres sag kom for retten.

Søstrene blev derpå transporteret i bøddelkærrer sammen med 40 andre dødsdømte fanger til henrettelsesstedet på Place du Trône i Paris. På denne tur sang søstrene tidebønnerne fra Vesper og Komplet. Derudover sang de Miserere og bodssalmen 51: ”Gud, vær mig nådig i din godhed”, og de afsluttede med Salve Regina. Øjenvidneberetninger fortæller, at folkemængden, de passerede forbi på deres vej, sædvanligvis var støjende, men på forunderlig vis, havde der den dag lagt sig en dyb ro over den.

Da de nåede til stedet, hvor henrettelserne skulle foregå, istemte Moder Teresa Te Deum og derefter Veni Creator Spiritus. Alle søstrene fornyede deres klosterløfte og Sr. Constance, den yngste, der stadig var novise, sluttede sig til de andre søstre og foretog sin profes, inden hun skulle henrettes. Sr. Constance var den første, der skulle dø. Efter at have modtaget en velsignelse fra sin priorinde og kysset en mindre figur forestillede Vor Frue, gik hun mod guillotinen. Hun istemte Laudate Dominum Omnes Gentes: ”Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed modtog os er stor, Herrens troskab varer til evig tid” (Salme 117). Dette blev fulgt op af alle søstrene, som fortsatte med at synge, først højt, derefter blev sangen mere og mere lavmælt og til sidst forstummede den, med den sidste søster, der gik til sin død. Der plejede at være råb og megen støj under henrettelserne, men da søstrene blev henrettet, var der helt stille.

Sr. Constance antydede med et vink, at bødlen og dennes hjælpere skulle fjerne sig, så hun uden assistance kunne gå til guillotinen. Det synes sandsynligt, at henrettelserne blev fortsat i den rækkefølge, som søstrene havde afgivet deres ordensløfte. Vi ved, at Moder Teresa var den sidste, der gik i døden. Det er blevet fortalt, at man hørte den 78-årige Sr. Maria af Den korsfæstede Jesus sige følgende til sine bødler: ”Mine venner, jeg tilgiver jer og det er med den samme store længsel, jeg nærer efter, at Gud vil tilgive mig”. Karmelitersøstrenes lig blev begravet i en massegrav.

Der er mange, der af den opfattelse, at det offer, som Moder Teresa af Skt. Augustin og hendes kommunitet frembar, var med til at afslutte det terrorregime, der var ved magten på det tidspunkt. Det skete blot 10 dage efter nemlig den 27. juli 1794. Historien om søstrenes martyrium er blevet fremstillet i en mere populær form blandt andet i en roman af Gertrud von le Fort, i et skuespil af Georges Bernanos og i en opera af Francis Poulenc. Søstrene blev saligkåret af pave Skt. Pius X den 27. maj 1906.

Der optræder et britisk element i forbindelse med martyrerne fra Compiégne. Det handler om det engelske benediktinerkommunitet fra Cambrai. Dette kommunitet blev fordrevet fra deres kloster i 1792 og fængslet i Compiégne. I juni 1794 sluttede karmelitersøstrene sig til dem, og selvom de var fængslet hver for sig, blev benediktinerne vidner til karmelitersøstrenes hellighed, og de (benediktinerne) var samtidig overbevist om, at karmeliternes martyrium var med til at redde deres liv. En anden årsag kan dog også være, at disse benediktinere var engelske statsborgere, og at det var afgørende for, at de ikke blev stillet for en fransk domstol og dømt til døden for forræderi. De forblev at være fængslet indtil april 1795 og blev derefter forvist til England, hvor de til sidst slog sig ned i Stanbrook Abbey. Det eneste de ejede var karmeliternes verdslige beklædningsdele, og det var dem de bar. Enkelte stofstykker og en espadrille fra martyrerne fra Compiégne æres nu på Stanbrooke som relikvier.

Læs mere om martyrerne fra Compiégne på Wikipedia, Catholic Encyclopedia. Kildematerialet, der ligger til grund for beskrivelsen af henrettelsen i denne artikel er ”To Quell the Terror: The True Story of the Carmelite Martyrs of Compiégne” skrevet af William Bush (ICS Publications,Washington D.C., 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Carmelite Nuns of Great Britain. Den kan læses på: The Blessed Carmelite Martyrs of Compiègne – Carmelite Nuns in Britain

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Præsterne er dem, der forvalter Solen

Ved dagens fest for Skt. Caterine fra Siena, har jeg fundet frem til et helt særligt afsnit i bogen ”The Dialogue”. Der findes et billede (som man kan se, hvis man benytter linket til den originale engelske tekst), der er malet af Giovanni da Paola, og det forestiller Caterine fra Siena, der modtager Den hellige Kommunion af Kristi Hånd. Skt. Caterine modtager Den hellige Kommunion med armene krydsede som et kors, mens de hviler på hendes bryst, ligesom de kristne i Øst gør det ved Kommunionsmodtagelsen. I den klassiske ikonografi, som forestiller bebudelsen, er det den samme positur, Jomfru Maria indtager, da hun giver sit samtykke til ærkeenglen Gabriel og derpå modtager Ordet i sit moderliv. På billedet ser man i højre side en præst celebrere Den hellige Messe. Læg mærke til den ”lille” munk, der er forkynder og knæler på altertrinnet.

De, der forvalter Solen

Jeg har vist dig, kæreste datter, et fragment af det gode, præsterne besidder (for det, jeg har ladet dig se, er blot en brøkdel af, hvad det gode virkelig er), og jeg har fortalt dig om den værdighed, jeg har givet dem ved at have udvalgt dem til at være Mine præster. På baggrund af denne værdighed og autoritet ønsker Jeg ikke, at de bliver straffet af sekulære personer på grund af en personlig fejl, for dem, der straffer Mine præster, fornærmer Mig meget. Men Jeg ønsker, at de, der er verdslige, udviser en behørig ærbødighed overfor Mine præster, ikke for deres egen skyld, som jeg har sagt, men for Min på grund af den myndighed, Jeg har overdraget dem. Derfor bør denne ærbødighed aldrig ”aftage” i forhold til præster, hvis dydighed bliver svag, og det gælder også dem, der er dydige og gode (dem, som Jeg allerede har talt om). For de er alle blevet dem, der forvalter Solen, som er Min Søns Legeme og Blod samt de andre sakramenter.

Præster i en tilstand præget af lys

Denne værdighed gør sig gældende både for den gode og dårlige præst, alle er de blevet givet at forvalte Solen (som Jeg allerede har fortalt). Præster, der er fuldendte, befinder sig i en tilstand af lys, og det vil sige, at de gennemtrænger og opvarmer deres næste ved deres kærlighed. Med denne varme får de dyd til at vokse frem og bære frugt hos deres sognebørn. Jeg har i sandhed udvalgt dem til at være jeres værneengle, så de yder jer beskyttelse og sår frø i jeres hjerter, der afføder gode tanker, og alt dette sker ved deres hellige bønner. De skal lære jer Min doktrin, som de i deres livsførelse er en afspejling af. De skal tjene jer ved at give jer de hellige sakramenter. De skal våge over jer og indgyde jer gode og hellige tanker, ligesom en engel gør.

De er Min Søn Kristus

Vær derpå opmærksom på, at ved siden af den værdighed, Jeg har givet dem, er de også værdige til at blive elsket. Når de tillige besidder beundringsværdig dyd, som for eksempel de præster, Jeg før har omtalt, og som de alle som én er bundet og forpligtet til at opfylde, da fortjener de stor ærbødighed fra jer, for de er Mine elskede børn, og hver eneste af dem funkler ved deres dyd i Det mystiske Legeme i Den hellige Kirke. For enhver, der er dydens mand, er værdig til kærligheden, og disse (mine præster) fortjener kærligheden desto mere grundet den tjeneste, Jeg har lagt i deres hænder. I bør derfor elske dem på grund af den dyd og værdighed, der knytter sig til sakramenterne, og på grund af netop denne dyd og værdighed bør i afsky de fejl, der optræder hos dem, der lever et ynkeligt liv i synd. Men I bør ikke af den grund gøre jer til dommere over dem. Det forbyder Jeg ganske enkelt, fordi Mine præster er Min Søn Kristus, og I burde elske og ære den autoritet, Jeg har overdraget dem.

Præster, der ikke har orden i deres liv

Du ved, at hvis en person, der er snavset og bærer slidte klæder, gav dig en stor skat, hvorfra du ville få liv, da ville du ikke nære had til giveren, uanset hvor snavset og laset hans tøj end måtte være, for du vil nære kærlighed til skatten og Herren, som sendte dig denne skat. Denne snavsede person med de lasede klæder ville i den grad vække mishag hos dig, og du ville bede for at denne persons herre af kærlighed vil rengøre ham for hans tilsvinede klæder og blive iført en passende klædning. Dette er din pligt i henhold til Mit kærlighedsbud, og derfor er det Mit ønske, at I udviser kærlighed overfor sådanne præster, der er iført snavsede klæder tilsølet af laster, der afskærer dem fra Min kærlighed. Disse præster bringer jer store skatte, som er sakramenterne i Den hellige Kirke, og det er fra disse, at I modtager den livgivende nåde og tager imod sakramenterne med værdighed. Selvom dette måtte være forbundet med fejl, så gør I det i kærlighed til Mig, Den evige Gud, der har sendt præsterne til jer og af kærlighed til den livgivende nåde, som I modtager fra den store skat, som de giver jer, og som fuldt og helt er Gud og fuldt og helt menneske, det vil sige Min Søns Legeme og Blod forenet med Min guddommelige natur.

Bed for dem og døm dem ikke

Deres synder bør faktisk få jer til at føle mishag, og I bør afsky dem og bestræbe jer på med kærlighed og hellig bøn at give dem nye klæder og vaske deres snavs bort med jeres tårer, det vil sige, at I skal frembære dem for mig med tårer og stor iver, så Jeg i Min godhed og kærlighed kan give dem nye klæder. Vær forvisset om, at jeg ønsker at give dem min nåde, hvis blot de vil gøre deres for at tage imod den, og at I beder for dette, for det er ikke i overensstemmelse med Min vilje, at de giver jer Solen, mens de selv befinder sig i mørket, ikke at de skal fratages dydens klæder, der er blevet tilsmudset i vanære. Tværtimod har Jeg overdraget dem til jer og udpeget dem til at være jordiske engle og sole, hvilket jeg allerede har fortalt. Det er Min vilje, at de skal befinde sig i denne tilstand, og derfor bør I bede for dem og ikke dømme dem, men overlad deres dom til Mig.

Hvis de ikke accepterer omfanget af Min barmhjertighed

Jeg vil ved jeres bønner vise dem barmhjertighed, hvis de vil tage imod den. Men hvis de ikke ændrer deres liv, vil deres værdighed være årsagen til deres fald. For hvis de ikke tager imod Min barmhjertighed, vil Jeg som Den højeste Dommer lade dem få en frygtelig dom den dag, de står foran Mig, og de vil blive sendt til den evige ild.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. april 2016. Den kan læses på: Priests: Ministers of the Sun – Vultus Christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Præstens legeme og Kristi Legeme

I det følgende afsnit fra ”The Dialogue”, hvor Skt. Catherine fra Siena ”samtaler” med Den evige Fader, retter Gud Fader fokus på det, at præsterne svælger i synd. Han sammenligner præstens legeme med Kristi Legeme. Læg mærke til, hvordan der i teksten er en genklang af bebrejdelserne (Improperia) i langfredagsliturgien: ”Jeg gjorde dette for dig … og du har til gengæld (overfor mig) gjort dette”. Et fokus på Jesu Sår og Hans dyrebare Blod er karakteristisk for Skt. Cathrine.

Præstens kød, der er blevet salvet og indviet

O, du foragtelige og elendige mand, ikke et menneske, men et dyr! At du skulle give dit kød, der er blevet salvet og indviet til mig, til prostituerede eller det, der er værre! Ved Min enbårne Søns Legeme på korsets træ blev dit kød og hele menneskeheden helbredt for det sår, Adam pådrog sig ved sin synd. O, du, der er elendigheden selv, Han bragte dig hæder, mens du er en skændsel for Ham! Han bragte dine sår lægedom ved Sit Blod og langt mere. Han gjorde dig til Sin præst, og du forfølger Ham med dit begær og vanærende synder! Den gode Hyrde lod de små får blive tvættet rene i Sit Blod. Men du besudler dem, der er rene. Du bruger din magt til at lade dem kaste på en møgbunke. Du, der burde være en genspejling af ære, er blevet en genspejling af vanære. Du og alle dine præstelige brødre har hengivet sig til ugudelighedens gerninger og gjort det stik modsatte af, hvad Min sandhed gjorde for jer.

Præstens øjne

Jeg tillod, at man gav Ham bind for øjnene, for at du kunne blive oplyst, og du har med dine øjnes begær skudt forgiftede pile ind i din sjæl og på dem, som du ulykkeligt ser på.

Hvordan præsten styrer sin tunge

Jeg lod dem give Min Søn eddike og galde at drikke, og du, som er ligesom et forhærdet dyr finder nydelse i fine retter, for du har gjort bugen til din gud. Fra din tunge udgår vanærende og tomme ord. Det er din pligt, at du med din tale formaner din næste, forkynder Mit ord og beder tidebønnen med hjertet såvel med munden. Men det, der kommer til Mine næsebor er kun lugten af skidt, der udgår fra din mund, mens du sværger og begår mened, som om du var en svindler, bølle og som en, der vidt og bredt taler og agerer blasfemisk overfor Mig.

Præstens hænder

Jeg lod dem binde Min Søns hænder, så du og hele menneskeheden kunne blive fri fra syndens snærende trællebånd og salvede og indviede jeres hænder, så I kan være præster, der tager vare på det Allerhelligste sakramente, men i stedet bruger i jeres hænder til forfærdelige og afskyelige berøringer. Alle de handlinger, du foretager med dine hænder, udtrykker fordærv og gør dig til djævelens håndlanger. O, du som er elendigheden selv, dig udvalgte jeg til en sådan værdighed, så du alene kunne tjene Mig, ja netop dig og enhver anden skabning, der bærer på fornuften.

Følgende afsnit er på en særlig måde smukt formuleret. Faderen fremstiller Sønnens Legeme som en ”trappe”, der fører til Ham (Faderen). Han taler om Jesu åbne side, hvorigennem man skuer Jesu inderlige Hjerte. Jesu Hjerte er et åbent sted for dem, der ønsker at smage Faderens ubeskrivelige kærlighed.

Præstens fødder

Jeg ville, at Min Søns fødder skulle nagles til korset og gjorde Hans Legeme til en trappe, du kan benytte. Jeg lod dem åbne Hans side, så du kan se Hans inderlige Hjerte. Jeg gjorde Ham til et åbent sted, hvor du kunne se og smage Min ubeskrivelige kærlighed til dig, når du fandt frem til – og så Min guddommelighed forenet med din menneskenatur. Der vil du se, at Jeg har gjort Blodet, du forvalter for Mig til et ”bad” beregnet til, at du kan bortvaske dine synder. Du har gjort dit hjerte til et tempel for djævelen! Og din vilje, som dine fødder er et billede på, bruger du til at bringe Mig skidt, snavs og misbrug. Din viljes ”fødder” vil ikke bære dig andets steds hen end til djævelens hjemsøgelse. Derfor forfølger du med hele dit legeme Min Søns Legeme ved at gøre det stik modsatte af det, Han gjorde, samt det, du og enhver anden har forpligtet jer til at gøre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. april 2016. Den kan læses på: The Body of the Priest and the Body of Christ – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Otte dage skulle være tilstrækkeligt

Jeg finder det godt at blive mindet om Skt. Peter Julian Eymards ”hemmelighed”, der leder til et fuldendt Eukaristisk liv.

Hemmeligheden bag det, at man hurtigt kommer til at leve et liv med fuld opmærksomhed på Eukaristien, er, at man i løbet af en given periode gør Jesus i det Allerhelligste sakramente til centrum for Guds nærvær og samtidig udgangspunktet for: alt det, man ønsker at gøre, i hvilken ånd, man handler, hjertets hengivenhed og alle ens dyder.

Hvis sjælen åbner sig tilstrækkeligt, vil den komme langt i sine bestræbelser på enhed og fortrolighed med dette vidunderlige sakramente, og den vil med iver og i større udstrækning tænke på dette sakramente mere end noget andet.

På en let og blid måde vil ens hjerte frembringe de mest ømme følelser. Med andre ord vil det Allerhelligste sakramente blive centrum for den hengivenhed, man giver, og Det vil være omdrejningspunktet, når det handler om fuldendelsen af ens kærlighed.

Otte dage skulle være tilstrækkeligt, for at en helt almindelig og inderlig sjæl vil kunne tilegne sig denne Eukaristiske ånd, og selvom man skulle have brugt uger og måneder på at opnå denne ”ånd”, så kan det aldrig måle sig med den fred og lykke, som denne sjæl vil nyde i den guddommelige Eukaristi (Skt. Peter Julian Eymard).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. august 2018. Den kan læses på: Eight Days Would Be Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hold fast i min kærlighed

Deus Caritas Est og afhandlingen om Guds kærlighed

For ni år siden, den 23. januar 2006, talte pave Benedikt XVI til deltagerne i et møde i det pavelige råd Cor Unum om emnet ”Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13:13). Han sagde: I dag er ordet kærlighed blevet så blakket, ødelagt og misbrugt, at man næsten er bange for at lade dette ord kommer over sine læber. Og alligevel er det et ord, der udtrykker den oprindelige virkelighed, og derfor kan vi ikke bare opgive det. Vi må tage det i brug igen, rense det for det, det ikke er, og give det dets oprindelige pragt tilbage, så det kan oplyse vores liv og føre det ad den rigtige vej. Med dette i bevidstheden valgte jeg, at kærlighed skulle være temaet i min første encykliske skrivelse. Pave Benedikt XVI gav os ”Deus Caritas Est” og Skt. Francis de Sales gav os ”Treatise on the love of God”.

Tiltrækkende, forenende og opfyldende

Da jeg første gang læste pave Benedikts anden encyklika ”Spe Salvi”, som rummer brudstykker af Deus Caritatis, gav det en efterklang af Deus Caritatis i mit hjerte. Det stod mig klart, at den behørige evangelietekst (Joh 15:9-17, der findes i det reformerede lektonarie, og som gør sig gældende på festen for Skt. Francis de Sales, giver os på en direkte måde essensen i det centrale budskab i Deus Caritas Est: En kærlighed der vil (Eros), og som er opofrende og giver sig selv (agápe), en kærlighed, der er tiltrækkende, forenende og opfyldende.

Guds menneskelige Ansigt og Hjerte

Pave Benedikt fandt noget af sin inspiration til Deus Caritas Est i Dantes ”Guddommelige Komedie”. Poesi og praktisk talt al form for kunst har sin behørige værdi og benyttes i teologiens tjeneste. Dette har altid været den katolske tilgang til kunsten. Skt. Francis de Sales var fuldt bevidst om forskellen på den ”stemning”, der gjorde sig gældende i Rom og i Genéve. Den Kirke, som Dante tegnede et billede af, og som er personificeret i Francis de Sales og Benedikt XVI, kender ikke til calvinismens kolde foragt for skønhed, der vækker sanserne. I den måde hvorpå katolicismen anskuer verden, er det skønheden, der vækker sanserne med ”kærlighedens menneskebånd” (Hos 11:4) og drager hjertet med ”kærlighedens tøjler” (Hos 11:4) til at tro på at ”Gud har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, den 23. januar 2006).

Kærlighed er en bevægelse mod det gode

I sin ”Treatise on the love of God” taler Skt. Francis de Sales om de effekter, der affødes af, at man elsker noget, og hvordan det påvirker den, der elsker. Han kalder det elskværdighed, som betyder, at man finder glæde i noget eller nogen. ”Glæde”, siger den venlige biskop, ”det er det, der åbner hjertet, men kærligheden er selve den handling, der åbner hjertet. Glæde er det, der får hjertet til at løfte sig, men det er kærligheden, der sætter det i bevægelse. Det er ved glæde, at hjertet folder sine ”vinger” ud, men det er kærligheden, der gør, at det flyver. Kærligheden er, for at være helt præcis, så at sige intet andet end den, der bevæger, tiltrækker og hjælper hjertet mod det gode” (Treatise on the love of God, kapitel XIV).

I det evige lys, der er midtpunkt i cirklen

Skt. Francis de Sales sammenligner kærlighedens dragende kraft med en magnet, der har en tiltrækkende kraft på jern. Dante taler i Il Paradiso om den kærlighed, der får ”solen og andre stjerner til at bevæge sig”. Pave Benedikt XVI siger med reference til Dantes tre cirkler, der består af det evige lys, at hvis man først blevet draget ind i kærlighedens lys, vil man opdage det evige lys som midtpunkt i cirklen på Jesu Kristi menneskelige Ansigt. Pave Benedikt XVI siger: ”Gud, som er det uendelige lys, og hvis mysterium, der ikke kan sammenlignes med noget andet, er af den græske filosof Aristoteles blevet opfattet, som værende Gud med et menneskes ansigt, og – vi kan tilføje – et menneskes hjerte (Benedikt, 23. januar 2006).

Når kærligheden bøjer sig dybt

Gud som eros er den kærlighed, hvormed Gud drages til os og ved hvilken, Han drager os til Sig. Det er også ved den kærlighed, som Han i sin barmhjertighed bøjer sig dybt til os. Pave Benedikt XVI lærer os, at Gud som eros ikke kun er en urkosmisk kraft, den er den kærlighed, der har skabt mennesket, og som bøjer sig dybt ned til det, som den gode samaritaner, der bøjede sig over den sårede mand, der var blevet offer for røvere, og som lå i vejkanten på strækningen mellem Jerusalem og Jeriko (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Troen på kærligheden

Guddommen som eros og agápe flyder sammen i Jesu Hjerte, de afspejles og åbenbares i Hans hellige Ansigt. Med henvisning til Deus Caritas Est, sagde pave Benedikt XVI: ”Det har været mit ønske at understrege det centrale i troen på Gud, Den Gud, der har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Føden, der er udgået fra den opofrende kærlighed

Det hellige Messeoffer er den guddommelige eros og agápe sat i bevægelse. Det offer, der bliver frembåret på alteret, er identisk med offeret på korset og fungerer som en magnet på den troendes sjæl. Den hellige Messe drager os ind i cirklerne med det evige lys, for at vi der i Den Korsfæstede kan se Guds Ansigt og Hjerte. Det er det Eukaristiske møde med Den Korsfæstede Kærligheds Hjerte og Ansigt, der forandrer og antænder kærlighedens glød, der rækker langt ud over rendyrket filantropi. Den hellige Eukaristi er føde for dem, hvor det at gøre det gode ikke er nok. Den hellige Eukaristi er den føde, der er udgået fra den opofrende kærlighed. Caritas Christi urget nos. ”Kristi kærlighed”, som er en kærlighed, der kan beskues og smages i Eukaristien, der ”driver os frem” (2 Kor 5:14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. januar 2015. Den kan læses på: Abide in My Love – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A claritate in claritatem (fra herlighed til herlighed)

Martyrologien

Vi er altid omgivet af ”så stor en sky af vidner” (Hebr 12:1), der opmuntrer os ved deres eksempel og støtter os med deres bønner. Det er grunden til, at Kirken i Sin visdom indbyder os til at åbne Hendes martyrologi og blive fortrolig med dem, hvis forbøn er et løfte om guddommelig hjælp. I den romerske martyrologi læser vi i indledningen følgende: I Jerusalem mindes den hellige Josef fra Arimatæa og Nikodemus, der tog Jesu Legeme ned fra korset, indhyllede det i et klæde og gravlagde det. Josef fra Arimatæa var et fornemt rådsmedlem, og en der fulgte Jesus, og som ventede Guds rige. Nikodemus var rådsherre, lærer og farisæer. Han kom til Jesus om natten for at høre om Hans mission. Nikodemus forsøgte også at forsvare Jesus overfor farisæerne og ypperstepræsterne, der prøvede at få Ham arresteret. Man kan i udgaven af den romerske martyrologi fra 2004 læse følgende i artikel 30: Messen for enhver helgen, der er indskrevet i den romerske martyrologi … kan med god grund fejres den dag, hvor vedkommendes navn fremgår på en liturgisk hverdag (feria), eller når det efter eget skøn og samtidig er tilladeligt at fejre en sådan mindehøjtidelighed.

(To) hellige mænd

Det er kun ret og med god grund, at vi i dag fejrer den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus. Evangelierne knytter disse to mænd til Guds Moder og de andre helgener, der i sorg og opfyldt af medfølelse var med ved Jesu kors, og som efter Hans død så på de sår Livets Fyrst havde på hænderne, fødderne og i den ene side. Nogle af de ikoner, der virker mest bevægende, er dem, der skildrer, at Vor Herre bliver taget ned fra korset og efterfølgende begravet. Man ser Jesu Legeme svøbt i linned og klæde blive båret til den grav, der er blevet forberedt af Josef fra Arimatæa. Man ser også Den hellige Jomfru, den hellige Johannes, Maria Magdalene og de andre hellige kvinder, og sammen med dem er de ”fine herrer”, som udtrykker ømhed og sorg over Jesu Kristi død, disse to er Josef fra Arimatæa og Nikodemus.

I Evangelierne

Der er skrevet mere om Josef fra Arimatæa og Nikodemus i evangelierne end de fleste af apostlene. Når man fordyber sig i de evangelietekster, der omhandler disse to mænd, vil man få en erkendelse af, at der her er tale om to mænd, der er tæt forbundet med Vor Herre, ikke kun i forbindelse med Hans offentlige virke, men også i forbindelse med mysterierne, der knytter sig til Hans død og gravlæggelse. Man ser her to mænd, der aktivt søgte Guds rige, det var to mænd, der kom til Sønnen, fordi Faderens Hellige Ånd drog dem. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen” (Joh 6:65).

Skt. Nikodemus

Man bør endnu engang læse den samtale, som Vor Herre har med Nikodemus i Johannesevangeliet kapitel 3. Det er for Nikodemus, at Jesus åbenbarer korsets mysterium, da han siger: ”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (Joh 3:14-15). Det er også for Nikodemus, at Jesus åbenbarer følgende: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3:16). Disse markante ord fra Vor Herre blev til en start plantet i Nikodemus under de særlige og hemmelige samtaler, de to havde om natten. Hvor fik Johannes, som den fjerde evangelist, kendskab til disse formuleringer, hvis det ikke var fra Nikodemus selv? Hvis vi ønsker at fordybe os i disse forandrende formuleringer, bør vi bede om Skt. Nikodemus’ forbøn, fordi han var den første, der blev præsenteret for disse ord.

Skt. Josef fra Arimatæa

Den hellige Josef fra Arimatæa bliver nævnt ved navn i alle fire evangelier. Evangelisten Lukas kalder ham ”en god og retfærdig mand” (Luk 23:50). Evangelisten Johannes fortæller, at han er ”discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne” (Joh 19:38). Det er derfor af ekstraordinær karakter, at Josef efter Jesu død overvinder sin frygt og bliver så dristig, at han efterfølgende beder ”Pilatus om at tage Jesu legeme ned” (Joh 19:38). Den hellige Johannes fortsætter med at sige: ”Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linned klæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden” (Joh 19:38-42).

Ligklædet og det mindre klædestykke lagt over Jesu Kristi Ansigt

Når man ser på evangeliets beretning om Vor Herres begravelse, så er vi den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus tak skyldig for de dyrebare relikvier, som de gjorde til en del af Vor Herres passion. Der er her tale om det hellige ligklæde og det mindre klædestykke, som dækkede Vor Herres Hellige Ansigt, som pave Benedikt XVI ærede med stor fromhed i forbindelse med sin pilgrimsrejse til Manoppello den 1. september 2006. Derfor er det behørigt, at vi ved den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus, disses forbøn, må blive i stand til at fordybe os i det mystiske billede af Jesu Hellige Ansigt, som er blevet indprentet på ligklædet samt det mindre klædestykke, der blev lagt over Jesu Kristi Ansigt.

Det Hellige Ansigt

Man kan ikke se på den skønhed, ophøjethed, fredfyldthed og ømhed i Kristi Ansigt uden at opleve en indre omvendelse. Dette er hemmeligheden bag helliggørelse. Vi bliver det, vi overvejer. ”Og alle vi, som utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3:18). Hellige Josef fra Arimatæa og hellige Nikodemus bed for os, at vi med troens øjne og angerens tårer må beskue Kristi Ansigt!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31. august 2010. Den kan læses på: A claritate in claritatem – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Troen på – og troskaben overfor Gud

Troen på – og troskaben overfor Gud – 1. del.

Når forældrene til et nyfødt barn står på tærsklen til kirkedøren, før den lille skal modtage dåben, stiller præsten dem følgende spørgsmål: Hvad ønsker du af Guds Kirke? Og forældrene svarer: troen. Troen er nøglen, der åbner døren til Guds rige, for der er ingen, der fødes med troen. Man kan ikke fremelske troen, og man kan heller ikke fortjene den. Det er med ydmyghed, man modtager troens nøgle, der skal åbne døren til Guds rige. Troen er altså en gave fra Gud.

Gud afviser ikke troen overfor den, der beder om den, men man må bede om troen hver dag. Der vil være tidspunkter i livet, hvor man uden ophør må bede om troen af frygt for ikke helt at miste den som en gnist af lys i denne verdens mørke. Når det handler om at bede om tro, findes der ikke nogen smukkere bøn end den, som faderen til drengen med den urene ånd siger: ”Jeg tror, hjælp min vantro” (Mark 9:24), Credo, Domine; adjuva incredulitatem meam.

Når troen modnes, bliver den et møde med Guds trofasthed, det vil sige med Hans barmhjertige godhed, med denne Hans stærke kærlighed, som vi kan stole på i alle forhold selv i lidelsens ildprøve. Tro er som et lille barns hånd, der rækker ud efter den stærke og trofaste hånd, som Gud hele tiden rækker ud til den, der er lille og svag. Det er, når man møder Guds trofasthed, at man opdager, hvad en levende tro virkelig er: det er, at man slipper alle forbehold og overgiver sig betingelsesløst til Guds trofasthed. Man når til et punkt, hvor man begynder at sige: ”uanset hvad jeg gør, uanset hvor meget og forfærdelig synd jeg begår, og uanset hvor utro jeg er, vil Gud være trofast overfor mig”. Man begynder at få kendskab til Guds trofasthed i modsætning til kun at have en viden om den. Og derfor bliver følgende af salmistens ord levende for en: ”Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min flugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på” (Sl 91:1-2).

Dom Léhodey, en abbed i det forrige århundrede, kaldte denne overgivelse af sig selv til Guds trofasthed for ”hellig overgivelse”, og den salige abbed Marmion kaldte den for ”barnets overgivelse”. At overgive sig selv til Guds trofasthed er et nødvendigt udtryk for tro og bør være højeste prioritet hos enhver sjæl.

Den, der beder om troen på Gud, har allerede modtaget den. Bøn forudsætter tro, tro leder ubønhørligt en til at være i bøn. Man kan ikke trænge igennem bønnens mysterium uden troens lys, men den, der ikke beder, berøver sig selv lyset. Det bliver ganske enkelt umuligt at komme videre. Man forbliver i en tilstand, hvor man ikke kan flytte sig. Ens forhold til Gud opleves ikke som fremadskridende, for det sygner hen i en tilstand præget af umodenhed. Tro modnes kun ved at blive overgivet til Guds trofasthed, og det ved megen bøn, og at man er udholdende i bønnen.

Jeg vil gerne sige noget om tro, om den særlige indbydelse, man definerer som et kald, hvorved Gud siger til en sjæl: ”Kom nu og overgiv dit liv til Min trofasthed”. Det er Gud, der kalder. Man hører ofte, at der bliver talt om kald, men hvad er det, Gud kalder til? Gud kalder enhver sjæl til at have liv i overflod (Joh 1:10), Han kalder os ud af mørket til sit vidunderlige lys (1 Pet 2:9), Han kalder os til hellighed (1Pet 1:16), og Han kalder os til fællesskab i Kristi Legeme (1Joh 1:2-3). I alle disse former for kald, der er rettet til alle, er der specifikke kald, hvorigennem Gud indbyder den enkelte til at søge en bestemt måde at leve sit liv på, på et givent sted og i fællesskab med et eller flere mennesker, som har hørt det samme kald og svaret på det.

Et sådan kald blev rettet til den unge Antonius fra Egypten omkring år 268. Det skete under Den hellige Messe, mens evangeliet blev sunget. Ved Guds nåde blev Antonius’ ører åbnet for Jesu ord. Han forlod hurtigt kirken og var ivrig efter at gøre det, som Jesus havde talt om. Det svar, som Antonius gav på Guds kald, genererede i Kirken en måde at leve på, der efter atten århundreder stadig efterleves. Således blev Skt. Antonius af Egypten trædestenen for mange munke og nonner i øst og vest.

Ethvert menneske er modtageren af et bestemt kald, en plan, der er udtænkt af Gud. For at denne plan kan blive gennemført skal troens lille skælvende hånd rækkes frem og tage imod Guds stærke og trofaste hånd. Det var det, der skete ved Maria bebudelse: ”Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 38). Prisen for at blive den, man i sandhed er, er, at man stoler på Gud og giver sit ja til Ham. ”Giv Mig troens ja” siger Gud, ”og stol på, at Min trofasthed vil gøre resten”.

Den aktuelle store dille i verden, som er selvrealisering, fjerner endda muligheden for frit at underkaste sig en guddommelig plan, og det at samarbejde med den guddommelige nåde. De vildfarne slagord, der udgår fra det moderne ”vær dig selv”- mantra levner ingen mulighed for et trosmæssigt møde med Den trofaste Gud, der, som vi synger i liturgien, er årsagen til alt, fra begyndelsen til slutningen, gjort med vælde og på en sødmefuld måde. Selvbestemmelse med et hæsblæsende aktivitetsniveau og markedsførte metoder til at opnå oplysning frembringer ikke den helgen, som Gud har skabt hvert menneske til at være og blive. Hvad er det, de gør, spørger David: ”De, som løber efter andre guder, rammes af mange lidelser” (Sl 16: 4). 

Dette betyder ikke, at vores fysiske, mentale og åndelige velvære har en betydning. Det er ikke min påstand, at de personlige valg og ønsker ikke spiller nogen rolle i alt dette. Ved Sit Forsyn forårsager Gud, at et menneske ønsker, selvom det står uklart og fra en meget tidlig alder, de ting, der vil skabe grundlaget for hans lykke. Han tillader et menneske at blive fascineret af skabninger, der er gode, sande og smukke og drager ved hjælp af alle disse ting gradvist et menneske til Sig. Man bringer alt dette med ind i det ja, som man af tro på Guds trofasthed giver Ham og til en vedholdende bøn om overgivelse til Hans nåde. Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-1950) plejede at bede følgende:

”Gør Du i mig, O Jesus, hvad det end er, som Du ønsker, for at udlede af min intethed al den kærlighed og al den ære, som Du havde for øje i min skabelse”.

Troen på- og troskaben overfor Gud – 2. del

Der findes ikke noget halvhjertet ja til Gud. Den, der siger ja til Gud, siger samtidig nej til alle andre muligheder, der gør sig gældende for ham. Nogle af disse er i sig selv gode nok, mens andre er af forbryderisk karakter: de er hjernespind, som er blevet til i underbevidstheden, de plager en og bringer fokus tilbage på ens syndige fortid og alt det bedrag, der kommer fra verden, kødet og djævelen. Skt. Augustin skriver følgende om denne kamp:

”Sådan var jeg syg og pinte mig selv med anklager, langt mere bittert end sædvanligt. Jeg vendte og drejede mig i min lænke, der nu var tyndslidt, for helt at rive den af mig; men den holdt stadig. I mit skjulte indre trængte du ind på mig, Herre, med din strenge barmhjertighed og med frygtens og skammens dobbeltsvøbe, for at jeg ikke igen skulle blive tilbage, og den sidste lille, tynde tråd, der bandt mig, påny skulle vokse sig stærk. Jeg sagde indvendig til mig selv: så nu sker det snart! Og med de ord var jeg allerede ved at tage skridt til at træffe en beslutning.  Jeg var lige ved at gøre det, og gjorde det dog ikke, men faldt heller ikke tilbage i min forrige tilstand! Jeg standsede tæt ved og trak vejret. Jeg prøvede igen og kom lidt nærmere og lidt nærmere. I næste øjeblik ville jeg nå målet og holde fast. Men jeg var der ikke, kunne hverken nå eller holde fast, men tøvede endnu med at afdø fra døden og leve for livet. Det indgroede slette havde større magt i mig end det uvante gode. Jo nærmere selve det øjeblik kom, hvor jeg skulle blive noget andet, end jeg var, desto større skræk indgød det mig. Det rystede mig dog ikke af eller slog mig på flugt, men det holdt mig svævende” (Augustins bekendelser, bog VIII kapitel 11, 25).

Det er ved tro, at et menneske tør at give afkald på den række af muligheder, han er stillet overfor, for at kunne vælge det, der er det nødvendige, som er den vej ad hvilken Gud indbyder ham til at betræde i glæde.

Salmisten synger om dette på følgende måde:

Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd” (Sl 16:11).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. januar 2016. Den kan læses på: Faith and the Faithfulness of God II – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)