Category: Faith

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

At leve på jorden uden liturgien er som at leve i helvede sammen med dæmonerne

Den hellige ritus er vores livline

Hvert år, når vi er på vej ind i efteråret, er dette også en indikation af, at vi er nået til fejringen af festen for Alle helgen, men det er også på dette tidspunkt, at der til stadighed synes at være er en tiltagende interesse for de mørke og skræmmende tendenser samt det dæmoniske. Nogle mennesker har den tilgang, at dette kun er en form for harmløs adspredelse, eller at det er en uskyldig måde, hvorpå man kan få ”afløb” eller ganske enkelt have det ”sjovt”. Andre betragter ”denne leg med ondskaben”, som et aktuelt fænomen, der er et udtryk for en dybereliggende åndelig grøde eller en decideret ondskab, der er karakteriseret ved en perverteret fascination af det onde. Film, populærkulturen (musik), computerspilgenren og mode afspejler den samme – eller lignende tendenser. Den sekulære verden har sluttet våbenstilstand med den onde og leger derved med ilden. De, der vælger at lege med lige præcis den slags ild, bliver som oftest forbrændt.

Vores beskyttelse og styrke kommer af, at vi holder os tæt til Jesus og Hans helgener, og det sker fremfor alt i liturgien og sakramenterne, som Han har givet os som kilde til liv og lys. Djævelen har for sit vedkommende ingen liturgi, ingen sakramenter og heller ikke nogen kilde til liv og lys. Hvis vi undersøger dette nærmere, vil det være med til, at vi fornyer vor tak for Guds gaver og de risici, der er forbundet med vores (pilgrims)vandring.

De faldne engle har ikke nogen samlet enhed, der beskriver de gode gerninger eller tilbedelsesakter, man kan foretage. Som én af ørkenfædrene engang har sagt, djævelen har ikke nogen knæ. Hans mentalitet er centreret om, at han ikke vil tjene (non serviam), og det er den samme tankegang, de andre dæmoner praktiserer, og man kan definere dette som en ensartet tænkning. Man finder derfor i helvede ikke et egentligt hierarki. Derfor kan man karakterisere disse dæmoner som en gruppe banditter, der er tvunget til at finde sammen i en gruppering kun med det ene formål at pleje deres respektive egeninteresser.

I modsætning til den gældende demokratiske tænkning, så er liturgien i sit inderste væsen knyttet til et hierarki, hvor Kristus som ypperstepræsten, er Den, der leder tilbedelsen, og Han tillader, at præsten, diakonen, subdiakonen, messetjeneren, korlederen, koret og lægfolket har deres plads og varetager en opgave. Man kan ikke fremsætte noget krav om at udfylde en rolle i liturgien, man kan heller ikke ”opfinde” en ny rolle/opgave, som skal udføres i forbindelse med liturgien. En rolle eller arbejdsopgave i liturgien er noget man bliver overdraget eller så at sige træder ind i. At være i liturgien handler om, at man af egen fri vilje underkaster sig regler, der er defineret, og hvor man under ingen omstændigheder selv finder på noget nyt, fordi liturgien er et ordnet hele, hvor den enkelte er en ydmyg deltager.

Liturgien bringer os ud over os selv og placerer os i roller, der ikke er medfødte, nedarvet eller ”opfundet til lejligheden”, og liturgien tager os med ind i sfærer, der er uden afgrænsning af nogen art og til handlinger og længsler, der i deres udspring og målsætning er af overnaturlig karakter. Når vi synger liturgien, gør vi det udenfor os selv, vi gør det i Himlen: ”Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem” (Sl 122:2). Når vi i vores handling siger ord, der er blevet formuleret af en anden, sker der en ændring af vores person, for vi tager Kristus på os, afviser de ambitioner vi havde i forbindelse med Babel og byder i stilhed Helligånden ved pinseunderet velkommen.

Det er på grund af alt det ovennævnte, at djævelen hverken har eller kan have en liturgi. Selvom han er tvunget til at underkaste sig det reglement, Den Almægtige har forordnet, så har han ikke noget ønske om det, og derfor er det vanskeligt for ham at gå ind til sin Herres glæde. Han anerkender ikke andre regler end det, hans egen vilje vil, og det er netop derfor, der ikke hersker fred i helvede. Han besidder ikke den nødvendige ydmyghed til at kunne være en brik i et større puslespil samt det at tage en andens ord i sin mund, og han har ikke noget ønske om at underkaste sig kærlighedens ekstase.

Vor Herre siger i Johannesevangeliet kapitel 8: 44: ”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”. Jesus taler her med metafysisk og psykologisk præcision. Djævelen er en morder, fordi han misunder et liv i Gud og tager det fra dem, der har det, i stedet for selv at modtage det, som en gave og være med til at formidle denne gave til andre. Han tåler ikke sandheden, fordi sandheden for en skabning er lig med en harmonisk tilstand mellem intellektet og det, intellektet retter sig imod (adequatio rei et intellectus), således at intellektet måles og vejes i henhold til den virkelighed, det gør sig gældende i. Det skabte intellekt besidder sandheden, det bærer på sandheden, men det kan ikke være sandheden, for det er kun Gud, der er det. I den forstand kan sandheden kun være i os, men aldrig udgå fra os, som om vi var dem, der fostrede sandheden eller dens målestok.

Derfor ender den person, der afviser Guds sandhed, med at afvise den sandhed, der dvæler i hans sind, og han påbegynder en vandring blandt vildfarelser, der antager form af selvbedrag (vi ser, hvordan djævelen gentagne gange i Evangelierne og i verdenshistorien opfører sig, som om han kan besejre Jesus), men også i form af bedrag af mennesker (vi er vidner til, at løgnens fader leder mennesker ind i et vanvid af løgne, manipulation og konformitet). Djævelen og dem, der følger i hans fodspor, og de gerninger, de udfører, ”taler for sig selv” Han vil kun forkynde denne verdens ”visdom”, for på det mentale plan er det den, han har sit fokus på. Hans tale vil være raffineret, banal og kynisk. Det er det, der sker, når man ikke ønsker at tage sin Skabers visdom, dybde og oplysende og sandfærdige ord i sin mund.

Lucifer og som hans navn (lysbæreren) antyder blev skabt til at være en genspejling af Ordet og på den måde i sig selv være skinnende smuk. Han afviste Ordet og blev derfor grim på trods af sit vidunderlige væsen. En sø kan, når den er blikstille, vise aftegninger af bjerge omgrænset af nattehimlen, og dermed går søen langt ud over det blot at være en sø, der med sit vand er en del af naturen, jorden, luften og ilden. I modsætning til dette vil en sø, der er i oprør, og som er blevet mudret ikke engang være i stand til at levere vand, der er rent og klart og lige til at drikke. Den klare sø bliver med sin refleksionsevne mere end blot en sø. Søen, der er mudret, bliver med sin uklarhed, til det, der kan betragtes som et vandhul, og søen har dermed mistet det, der oprindelig gjorde den til en sø. Herbert McCabe bemærkede engang, at det, der er blevet beskrevet ovenfor, ”er den teologi, der ligger bag det, der skete i Edens Have. Der forelå ingen mulighed for, at mennesket bare kunne være menneske. Mennesket måtte enten være et overmenneske eller være umenneskelig”.

De hellige riter er vores livline og navlestreng til Den hellige Moderkirke. De gør, at vi bliver næret, og er trygge i dalen præget af dødens skygge. Den oprindelige dødens dal ligger ikke i Californien, men i helvede. Helvede er i sandhed dødens dal, fordi den, der lever der, eller snarere lider en vedvarende død der, sidder fast i dybet og umuligt kan komme op i højderne, op til bjerget Sion og Den levende Guds by. Den hellige Skrift karakteriserer den faldne verden, som vi mennesker lever i, som ”dødsskyggens dal”, fordi den er underlagt den ondes magt, og det vil sige, at den er begrænset og forudbestemt til undergang.

Vi bliver frelst fra den ondes greb ved dåben og styrkes ved firmelsen til at kunne gå i kamp mod verden, kødet og djævelen. Vi modtager englenes brød i Eukaristien, og vi bliver renset for vores synd ved skrifte og bod. På mange andre måder deler vi Kristi sejr og Hans følgeskab af helgenerne bliver delt med os, så vores optagelse i Hans Rige er noget, vi har vished for.

Alle, der læser dette, ønskes en velsignet fest for Alle helgen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 31. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/living-on-earth-without-the-liturgy-is-like-living-in-hell-with-the-demons

(Oversat af Mogens Bohn og Patick Fyrst)

Rosenkransen, befrielsen og en ny begyndelse

Vi er kommet til den dag, hvor vi i liturgien mindes Skt. Magaret Mary Alacoque, og dette bekræfter blot min tro på, at en ydmyg og vedvarende recitation af rosenkransbønnen kan blødgøre det mest hårdføre hjerte og fjerne en synders modstand mod at elske Kristus.

Der er situationer, hvor det at bryde med vanebetonede synder, er (eller det synes at være) uoverstigeligt for den, der bærer på disse synder. Dette optræder specielt i forbindelse med synder, der er blevet indarbejdet og gjort til en vane.

Nogle gange fokuserer en sjæl, der kæmper med en vanebetonet synd, på selve synden og på at undgå den, og det kan resultere i en åndelig udmattelse, der kan lede til depression og selvhad. Hvad er løsningen, når noget sådant sker?

Hvor forunderligt det end kan lyde, så er løsningen som oftest, at man ignorer synden og bevarer en vis form for ”angerfuld sindsro”, også selvom man er faldet i fristelse gentagne gange, og på samme tid bør man være i vedvarende, ydmyg og inderlig rosenkransbøn. Efter et stykke tid vil man begynde at betragte rosenkransens mysterier fremfor sin egen elendighed. På en nærmest umærkelig måde begynder det grimme ved den vanemæssige synd at forsvinde foran Den rene Guds Moders skønhed.

Lidt efter lidt opløser rosenkransbønnen enhver modstand mod at elske Kristus og Hans nådes kraft. På denne måde åbner rosenkransbønnen sjælen for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed. For mange syndere har rosenkransen været begyndelsen til helliggørelse.

Naturligvis forholder det sig sådan, at hvis en synder ikke ønsker at bede, hvis denne ikke engang vil forsøge på at bede, blot ved at sige ordene og prøve at finde bønsrytmen, så er denne fortabt. For de fleste af os arme syndere, er frelsen tæt forbundet med lydigheden overfor Kristi ord, ”Bed, så skal der gives Jer” (Luk 11: 9).

En frigørelse fra den vanebetonede synd foregår som regel ikke over en nat (Selvom det kan ske og endda gør det). Langt oftere sker det gradvist, når man opdager den glæde bønnen bidrager med og derfor begynder at bede mere og mere. Uophørlig bøn er ikke forenelig med alvorlig synd.

Hvor mange gange er en fuldstændig omvendelse til Kristi kærlighed ikke startet med, at personer har vist modtagelighed overfor rosenkransen. ”Hav rosenkransen på dig, min ven, hav den i lommen. Jeg vil bede for dig”. Snart vil denne person tage sig selv i at være i færd med at lade den ene perle efter den anden glide igennem sine fingre. Denne person vil lade en eller to Hil dig, Maria passere over sine læber, og derefter følger 10 mere og derpå endnu 20. Efter et stykke tid må denne person tage sig selv i at bede alle fem dekader på rosenkransen … og en dag vil denne person til sin store forbløffelse sidde i skriftestolen og sige: ”tilgiv mig Fader, for jeg har syndet”. Et nyt liv har taget sin begyndelse. Sejren for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed i forbindelse med menneskers liv, der er blevet ødelagt, og som befinder sig i desperate situationer, kan have sin begyndelse i Marias sødmefyldte og ydmyge bøn. Bed rosenkransbønnen, og du vil opleve, at alting ordner sig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-liberation-and-new

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lille dreng, der bad mange rosenkranse

Mange rosenkranse

Da Den hellige Jomfru Maria åbenbarede sig i Fatima i 1917, sagde hun til den lille Francisco, som på det tidspunkt var ni år, at han ville komme i Himlen, men først måtte han bede mange rosenkranse. Herefter så man ofte den lille dreng bede rosenkransbønnen meget intenst. Det, der vækker min interesse er, at Vor Frue insisterer på, og det bekommer mig svært at sige dette, et stort antal rosenkranse, og det betyder i sagens natur rigtig mange rosenkranse!

Det er nødvendigt at være opmærksom på, at man skal være udholdende for at bede dekade på dekade og rosenkrans på rosenkrans. Hvis ens bønsaktivitet ikke er ordentlig, bør man i det mindste bede meget. ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk 18: 1). Den, der beder den ene rosenkrans efter den anden, frembærer for Gud, den basis, der udgør bønnen, og har tillid til, at Gud vil finde det rette tidspunkt, hvor Han gennem Helligåndens ild vil gøre brug af den.

Den, der beder mange rosenkranse, tilkendegiver overfor Gud (på en hengiven måde) et brændende ønske om at være værdig til den uvurderlige nåde at kunne bede uden ophør. Til tider er det bedste, man kan gøre at bede meget og henvende sig til Guds Moder, som med Sin bønsmagt kan bistå ens bønsaktivitet, så den ved Helligånden undergår en forandring, så man ”tilbede(r) i ånd og sandhed” (Joh 4: 24), for det er det, der behager Faderen.

Helgenernes rosenkransbøn

Den salige Johannes XXIII bad alle rosenkransens femten mysterier hver dag. Det samme gjorde Guds tjener Father Marie-Joseph Lagrange, O.P., en anerkendt ekseget og grundlægger af École Biblique de Jerusalem. Skt. Pio fra Pietrelcina bad uophørligt rosenkransen, og det samme gjorde Skt. Gaetano Catanoso, det hellige Ansigts ydmyge apostel. Hele Skt. Johannes Paul IIs liv var præget af rosenkransbøn. Helgenerne ”gennemhuller” vores argument om, at ”vi ikke kan finde tid til at bede rosenkransen”. Man kan spørge: Har du mere travlt end Johannes XXIII, Padre Pio eller Johannes Paul II? Der eksisterer en stor visdom, som har bevist sit værd, og som går ud på, at man beder sin første rosenkransbøn, før dagen påbegyndes. Den første rosenkransbøn, der bedes, mens man vågner, er en markør for resten af dagen. Rosenkransene, man beder i løbet af dagen i de mindre travle stunder og igen ved dagens afslutning, bliver umærkeligt en form for vedvarende bøn.

Den, der beder mange rosenkranse, som Skt. Francisco fra Fatima gjorde, vil hurtigt leve et liv i – og med Maria. Maria vil, for denne sjæl, blive, som Gerard Manley Hopkins siger: den luft vi indånder. Der, hvor Maria er, vil Helligånden komme for at helbrede, frelse fra synd, herliggøre Kristus og give os et liv med Kristus og Hans Moder i Faderens skød.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/the-little-boy-who-prayed-many

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: derfor er bøn, der bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde, gavnlig for kristne

I denne måned, oktober, er fokus særlig rettet på Den hellige Jomfru Maria og den titel, hun bærer: Den salige Jomfru Maria af Rosenkransen, og af stor taknemmelighed forpligter vi os til at bede den vidunderlige bøn, som rosenkransbønnen er. Dette er bønnen, som et utal af helgener har elsket højt, og som er blevet prist til skyerne af paver, og det er en bøn, som er beriget med mange former for aflad, og den er trøstende og enkel, og endelig er den særdeles effektiv i kampen mod onde magter, synlige og usynlige.

Mange helgener har udtalt, at rosenkransen er den bedste og mest givtige bøn, vi kan fremsige for Gud, og dette gælder for enhver kristen, uanset hvor vedkommende befinder sig i sit liv. Hvad er med Skt. Louis de Montforts egne ord ”rosenkransens hemmelighed”? Det er den åndelige ydmyghed og tillid, vi bærer på, når vi lægger os på knæ foran Guds Moder, der er uden synd, og vi søger beskyttelse hos hende, som Jesus Kristus nærer stor kærlighed til, og som er uhyre kraftfuld i sin forbøn rettet til Ham. Det er det, vi ser ved brylluppet i Kana. Han lytter til det, hun beder om. Det, vi også er vidner til ved korsets fod, er, at Jesus overlader den discipel ”Han elskede mest” til hende og hende til disciplen: Vi er alle børn af Maria, og hun er blevet overdraget os, hvis vi er Kristi, Vor Herres, disciple. At fordybe sig i den bøn, som Maria holder allermest af, er som at søge dybt ind i hendes sjæl, der er beriget med åndelige skatte, og der se, Guds herlighed blive genspejlet.

Rosenkransen rummer tre kvalitative elementer, som gør den velegnet til det kristne menneske. Bønnen bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde.

Som en bøn, der bliver sagt højt, placerer rosenkransen sig i en ædel tradition, der strækker sig fra Moses bøn til Davidsalmerne og over til Makkabæernes bøn og Simeons lovsang i templet. I første Samuels’ Bog kan vi læse, at: ”I lang tid bad hun (Hannah) for Herrens ansigt og imens sad Eli og iagttog hendes mund” (1 Sam 1: 12). Marias kusine Elisabeth udbryder med høj røst: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt” og hertil svarer Vor Frue i begyndelsen af sin lovsang: ” … For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi Den mægtige har gjort store ting mod mig” (Luk 1: 42 og 49). Kristus lærer os, at vi bør gå ind i vores kammer, og der bede til Gud, og Han giver os et forbillede, som er den ydmyge tolder, ”der ikke engang løfter sit blik mod himlen, mens han slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig” (Matt 6: 6 og Luk 18: 13). Ved en anden lejlighed giver Kristus os eksemplet med den vedholdende enke, der i sin nød ikke stopper med at bede dommeren om hjælp (Luk 18:2-5). Den fortabte søn falder på knæ for sin far og bekender sin skyld; der sidder en blind mand ved vejen til Jeriko, som bliver ved med at råbe: ”Davids Søn, forbarm dig over mig” (Luk 15: 21 og 18: 38). Den hellige Paulus fortæller os, at vi bør ”bede uophørligt (1 Thess 5: 17) og være vedholdende i bønnen” og ”tal(e) til hinanden med salmer og hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5: 18-20 og Kol 3: 16-17).

Med eksempler som disse og flere hundrede, som jeg kunne trække frem, bør det stå klart, at den bøn, der siges højt, ikke skal betragtes som værende ubetydelig eller middelmådig, som vildfarne fortalere for eksempel protestanter og liberale katolikker ellers har hævdet. Tværtimod er den bøn, der siges højt, traditionel i sin karakter, for den har altid været den foretrukne bønsform og videre er den en givtig måde at være til stede på over for Gud, og man vender sig til Ham i tillid og med håb, og alt dette gøres med det sigte at helliggøre ens tale og hjerte” (Matt 12: 34). 

Det, at der er et repeterende element i forbindelse med rosenkransbønnen, er ikke afbrydende for koncentrationen, eller at man betragter rosenkransbønnen som gammeldags og en praksis fra middelalderen. Det repeterende element i bønnen er forbundet med to vigtige aspekter: menneskesindets virke og den rette måde at henvende sig til Den Almægtige på. Når vi igen og igen må vende tilbage til de store begivenheder i frelseshistorien, går dette på bedste vis hånd i hånd med den kendsgerning, at vi ikke kan erkende fuldt ud, men stykkevis, og det kræver i sagens natur, at vi må fæstne mangt et kærligt blik på eksakte og velkendte episoder i frelseshistorien for at få et nærmere og dybere kendskab til dem, og på den måde lærer vi også at komme foran Gud, og der være i en bøn (der er enkel), der bedes uophørligt, ydmygt, uden distraktion, som når et barn beder til sin Fader. Vi lærer noget nyt ved at beskæftige os med de velkendte situationer i frelseshistorien, og dette sker, fordi vi gradvist og mere og mere elsker Vor Herre og Hans Moder. Ved at gentage de samme ord igen og igen former vi både vores tanker og vores tale. Ved at overveje de samme mysterier gentagne gange, bliver vi som børn, der aldrig bliver trætte af en bestemt og smuk historie, eller som et ældre ægtepar, der kender – og er opmærksomme på hinanden ned i mindste detalje. Selv seraferne, der står foran Guds trone, synger til evig tid deres lovsang. ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6:3 og Åb 4: 8).

Den enkle og rolige måde at sige bønnen på, hvor man gentager Fader VorEnglens hilsen og doxologien (Lovprisning af Gud, f.eks. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden) har en opmuntrende virkning på det at overveje vor tros mysterier. Her handler det ikke om at foretage en dybdeborende analyse af- eller at opnå et klart billede af det enkelte mysterium eller fuldt og helt være til stede ved det, der skete. Johannes Paul II siger følgende:

Den hellige rosenkrans er et evigt minde om frelsen og den måde, hvorpå den er blevet udført: At Ordet blev kød (inkarnationen), Jesu lidelse og død for os, og den påske, Han har grundlagt, som for altid vil blive afsluttet i Himlen. Når vi tænker på de kontemplative elementer i rosenkransen, det vil sige mysterierne, som den sagte bøn er centreret om, forstår vi bedre, hvorfor denne krone af de mange ”Hil dig Maria” (englens hilsen) er blevet betegnet som ”Jomfruens Psalter”. For salmerne mindede Israel om de undere, der skete ved udfrielsen fra Egypten, og den frelse, Gud udvirkede, og de selvsamme salmer kaldte konstant folket tilbage til troskab mod pagten, der blev sluttet på Sinai. På samme måde minder rosenkransen konstant det nye pagts folk om de barmhjertighedsundere og den styrke, Gud har anvendt ved Kristus på menneskehedens vegne, og rosenkransen kalder den nye pagts folk tilbage til troskab mod løfterne givet i dåben. Vi er Hans folk, og Han er vores Gud (Osservatore Romano, October 11, 1983).

”Et ønske bør være ordentligt”, siger Skt. Thomas Aquinas, ”således må det også være med Bønnen, fordi den er et udtryk for et ønske”. Er der nogen, der er i stand til at finde tre bønner, der er mere seriøse, klare og trøstende eller dybe end Fader vorHil dig Maria og Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden?

At dvæle i sætningerne, der stammer fra Fader vor, er som at blive undervist af den mest dygtige underviser, der findes, nemlig Jesus Kristus, Den evige og inkarnerede Visdom, som lærte Sine disciple netop denne bøn. Det er derfor ikke overraskende, at både koncilet i Trents’ Katekismus og Den Katolske Kirkes Katekismus har taget udgangspunkt i Herrens bøn i opbygningen af de forskellige afsnit vedrørende bøn.

Når det handler om bønnen, Hil dig Maria, er denne en meget levende bøn, fordi hver eneste linje og ord indeholder mysteriets stilhed, lyden af profeti og løftet om frelse. Selve ordene omslutter på en og samme tid adskillelige mysterier og hellige begivenheder: bebudelsen, inkarnationen, besøget (hos Elisabeth), Jesu hellige Navn, at Maria bærer på stor nåde, at Maria går i forbøn for os i Himlen samt de sidste ting. Ret beset er Hil dig Maria et mindre kompendium, der rummer hele den katolske tro.

Uden teologisk slinger og uden at spilde et eneste ord, påkalder vi, når vi siger: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Den hellige Treenighed, Alfa og Omega over alt det skabte, og denne lille bønsakt er rettet til den uendelig store Gud.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-rosary-why-vocal-repetitive-meditative-prayer-is-beneficial-to-christians

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Følelser fremfor sandheden

Opskriften på hvordan man fortabes

Det katolske lægfolk er stort set reduceret til en forsamling klynkende skvat. Den katolske maskulinitet er i det væsentlige forsvundet, fordi den er blevet ofret på skandalernes alter af den radikale feminisme.

Den katolske lære har altid haft sandheden som centrum, og den er udgået fra en beviselig sandhed. Kirkens store tænkere har igennem århundreder været i stand til at gå i dybden med Guds mysterier både i frelseshistorien og Den hellige Skrift og derved opnå større og dybere indsigt i sandheden, en sandhed, der har berørt menneskets følelsesliv og sjæl.

Men i de sidste 50 – 60 år er dette blevet vendt fuldstændigt på hovedet, for sandheden er blevet erstattet af følelser, som benyttes, som en løftestang til at se bort fra sandheden eller helt fjerne den. Alt for mange i dag er ligeglade med Kirkens lære, og den eneste målestok, de gør brug af relateret til Kirkens lære, er, hvilken følelsesmæssig respons, de oplever, når de er i kirke.

Sandheden er blevet degraderet, så det nu handler om følelser (ret beset er sandheden blevet underkastet dine følelser). Hvis du fornemmer en dejlig og varm i sitren i din krop, er det det, der har en betydning. Faktisk er ”skredet” endnu større for selve sandhedsbegrebet, altså den iboende og objektive sandhed er helt og aldeles blevet skudt i sænk.

Som sagt, det, der betyder noget, er, hvordan du har det, eller rettere hvad du føler. I Edens have var lidenskaben underlagt intellektet. Intellektet er forbundet med sandheden. Intellektet foretager bedømmelser på grundlag af viden, det bliver forelagt, og handler ud fra definitionerne rigtigt eller forkert. Intellektet baserer sin beslutning ene og alene på sandheden.

Lidenskaberne eksisterer side om side med viljen. Når begæret ”markerer” sig og tager kontrol over intellektet, er det sjælens ”død”. Mange sjæle har måttet ”lide døden”, fordi prælater og klerikale i Den katolske Kirkes hierarki igennem de sidste mange årtier har forsømt deres pligt (i moralsk henseende) overfor disse sjæle. Sjæle, der er i fordærv, og som er ”døde”, kan ikke se sandheden. Selv når de konfronteres med sandheden, benægter de den og vil ikke have noget med den at gøre. Dette viser blot, hvor stor en magt begæret har fået over intellektet.

Bemærk, at jeg sagde ”at de benægter sandheden” ikke at ”de er ude af stand til at se den”. Måske på et langt senere tidspunkt, kan de slet ikke se sandheden. Dette sker dog ikke i starten, men på et tidspunkt sker det egentlige skred. Det, ikke at kunne se sandheden, bliver endemålet. En person, der regelmæssigt afviser sandheden i et sådant omfang, at vedkommende ikke selv er i stand til at se, at det er det, der bliver gjort, hvordan kan en sådan sjæl blive frelst?

Sandheden er en person, nemlig Kristus. Hvorfor skulle en sjæl, der afviser sandheden, ønske at tilbringe evigheden sammen med en person, den intet kendskab har til? Da Vor Herre så på Pontius Pilatus og sagde: ”Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18: 37), var det netop det, Han mente, at Han er sandheden. Hele sandheden udgår fra Den hellige Treenighed.

Og det er fordi sandheden genspejler og ”taler” på vegne af ro og orden. Efter syndefaldet oplevede mennesket, at lidenskaberne blev intellektets fjende og dermed sandhedens fjende. Målet for det katolske liv er ved nådens hjælp at genoprette den orden, der eksisterede i Edens have inden syndefaldet, altså at lidenskaberne var underordnet intellektet.

Et sådant menneske, det kunne f. eks være en ægtemand, der tilsidesætter sin familie til fordel for en affære (af seksuel karakter) med en kvinde, som ikke er hans hustru. Et sådant menneske, det kunne være en kvinde, går ikke ud og ”sælger sig selv” blot for at få succes.

Men i løbet af det sidste halve århundrede har man undladt at fortælle og fremlægge sandheden for langt de fleste katolikker. Eller som et minimum har de fået en anderledes version af den rigtige katolicisme. Langt de fleste prædikener, liturgien, studierne af Den hellige Skrift og den kateketiske undervisning har været centreret omkring dine følelser og på ingen måde omkring sandheden.

Derfor har generationer af unge katolikker, som nu selv er blevet forældre og måske endda bedsteforældre, erfaret på egen krop, denne Kirkens praksis, hvor alt har drejet sig om netop deres følelser. Rent åndeligt er de blevet ødelagt, og det er de, fordi de er børn af de forældre, der tilhører, den generation, der er blevet fortalt, at ”aktiv deltagelse” under Den hellige Messe er af stor vigtighed.

De ved intet eller tilnærmelsesvist intet om deres tro, og spørger man dem, giver de indtryk af, at det egentlig ikke har deres interesse. Disse voksne mænd og kvinder er i åndelig forstand tåber. På det følelsesmæssige plan er de blevet ødelagt, og præster har oplært dem i, at det at være ”pæn”, er det første og eneste bud, man bør følge.

Den noget ”fleksible” definition af ”pænhed” var netop det, som alle kunne lide at høre, for ingen følte sig fornærmet. Den opofrende kærlighed, den rene og skære sandhed, frelsen, korset, himlen og helvede, intet af dette er de blevet præsenteret for, dog med undtagelse af at alle bliver frelst og kommer i Himlen.

Intet af dette er i sagens natur sket ved et tilfælde. Det var og er alt sammen en del af satans plan om at få fjernet sandheden fra menneskets sind. Mennesker, der er fokuseret på, at det er følelserne, der skal spille en afgørende rolle, går på en vej, der leder direkte i helvede, og det er, fordi de på et tidspunkt i deres liv lod lidenskaberne få overtaget over deres intellekt, og på den måde beseglede de deres skæbne.

Hvis man over tid overgiver sig i tilstrækkelig grad, ender man med at tabe det slag, man er med i. Da en lang række klerikale fremmer enhver tænkelig synd (under dække af at de ikke ønsker at fornærme nogen), og da de har gjort det i en stor udstrækning, så tør man ikke tænke på, hvordan deres ophold i helvede vil tage sig ud. Vi er blevet skabt til at elske sandheden. Der er ingen, der kommer i Himlen eller bliver frelst fra helvede, hvis de ikke har sat sandheden over alt andet og virkelig elsker den uanset følelsernes eksistens.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. juli 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-emotions-over-truth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Herrens forklarelse

Om at have blikket rettet mod Det Hellige Ansigt

For hundrede og sytten år siden, den 5. august 1897, aftenen før fejringen af festen for Jesu forklarelse, havde en ung karmeliter, der var ramt af tuberkulose, et meget specielt ønske. Hun ville have et billede af Kristi Hellige Ansigt placeret tæt på sin seng. Billedet blev bragt til hende fra koret og blev fastgjort til hendes sengeleje. Den følgende 30. september døde hun. Hvad var hendes navn? Det var Thérèse af Jesusbarnet og Det Hellige Ansigt. Skt. Thérèse, der er kirkelærer, fæstnede sit blik på Kristi Ansigt, der fremstod forvrænget (det skyldtes lidelserne affødt af hendes sygdom) og fandt en forklarelse af sin egen lidelse i de stråler, der udgik fra det.

Korsets mysterium

Kristi Hellige Ansigt var et mysterium, som Skt. Thérèse kendte til. Det gode arbejde, som den ærværdige Léon Dupont (den hellige mand fra Tours) har foretaget, har resulteret i, at andagten til Det Hellige Ansigt har fundet indpas i hele Frankrig. Karmel (Karmeliterne) fra Lisieux ærede Det Hellige Ansigt hver den 6. august, altså fyrre dage før festen for korsets ophøjelse, som er den 14. september. Hver den 6. august ”udstillede” karmeliterne Det Hellige Ansigt i deres kor, påførte det vellugtende salver og bad foran det.

Skjult i Hans Ansigts hemmelighed

Et år før sin død den 6. august 1896 konsekrerede Thérèse samt to novicer, der var blevet hende betroet, sig til Jesu Hellige Ansigt. De forstod forklarelsens mysterium på samme måde, som det fremlægges i liturgien i dag, altså som en forberedelse til korsets mysterium. De tre unge karmeliter spurgte Vor Herre om Han ville skjule dem i ”Sit Ansigts hemmelighed”.  De blev af Helligånden draget til Kristi lidelse, Den lidende Tjener, som beskrives i kapitlerne 52-53 i Esajas Bog. De ønskede at være som Veronika, der mødte Jesus med trøst under Hans lidelse, og samtidig ønskede de at frembære sjæle for Ham. Deres bøn afsluttes med: ”O, elskede Jesu Ansigt! Mens vi venter på den sidste dag, hvor vi vil tage del i Din uendelige herlighed, er vort eneste ønske, at henrykkes af Dine guddommelige øjne ved også at skjule vore ansigter, således at ingen her på jorden er i stand til at genkende os. O, Jesus, Dit slørede blik er vor Himmel”.

Lectio Divina og Eukaristisk tilbedelse

I selve forklarelsen på bjerget ser vi Guds menneskelige ansigt mere tydeligt end solen. Traditionen giver os to særlige måder, hvorpå vi kan søge efter og overveje Ham, der forklares og erfare forklarelsen af Kristi Ansigt. Den første måde at praktisere lectio divina på forgrener sig i to praksisformer: 1. Den hellige liturgis lectio divina, som foretages i en forsamling. 2. Den selvstændige lectio divina, der forlænger den hellige liturgi og forbereder den. Den, der søger Kristi Ansigt i Skrifterne, som ved Kirken overdrages os, vil opdage Den Elskendes Ansigt, der kommer til syne mellem linjerne i teksten, der oplæses, og denne erfaring vil virke forandrende på den, der lytter. Den anden måde at foretage lectio divina på er ved Eukaristisk tilbedelse. Den, der forbliver tavs og er i tilbedelse foran Den guddommelige Hostie, altså ”Jesu tilslørede blik”, vil helt umærkeligt blive transformeret og helbredt i den udstråling, der udgår fra Den.

 

At søge Gud

Klostre eksisterer af én grund, nemlig for at de skal være steder, hvor sjæle kan søge Gud. Og hvor finder man Gud, undtagen i Kristus? ”Kundskab om Guds herlighed”, siger den hellige Paulus: får vi ved ”Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6). Begyndelsen på liturgien i dag er et udtryk for en søgen efter klosterlivet: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt! Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig …” (Sl 27: 8.9a). Helligånden arbejder i lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse for at gengive for os trækkene ved Kristi Hellige Ansigt. Helligånden er i virkeligheden den åndelige billedskaber, som i vore sjæle trækker stregerne til billedet af Kristi Ansigt.

Den uendelige skønhed

Kristi Ansigt er ”den pragt, som alt andet blegner i forhold til, og det er alene den uendelige skønhed, der til fulde kan stille menneskets hjerte tilfreds” (Vita Consecrata, art. 16). Hvor passende er det ikke, når man ser på dagens evangelietekst og særligt den græske version, hvor Skt. Peters udbrud faktisk oversættes til: ”Herre, det er for os forbundet med noget smukt at være her” (Mark 9: 5)! I det Kristi Ansigt, der træder frem, ser vi de ord, der stammer fra Skt. Klara fra Assisi: ”Han, der gav sig selv fuldstændigt for vores kærlighed, Han, hvis skønhed solen og månen beundrer, Han, hvis belønninger rummer en dyrbarehed og storhed, Han er evig” (Letter III to Agnes of Prague).

At blive det, man betragter

Ligesom Moses, til hvem Herren talte ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet (2 Mos 33: 11), og hvis ansigt strålede, fordi Herren havde talt med ham (2 Mos 34: 29), vil en sjæl, der er tro mod lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse, blive omdannet til det billede, den betragter. Et menneske, der betragter ting, der er blevet vansiret, bliver helt igennem vanvittig. Et menneske, der betragter ting, der omdannes, bliver også i sig selv omdannet. Det menneske, der betragter Det inkarnerede Ords smukke Ansigt, vil på det åndelige plan bliver mere smuk.

Profeten Daniel

Tænk på den oplevelse profeten Daniel havde, da han opfyldt af ærefrygt stod foran menneskesønnen. Ligesom Peter, Jakob og Johannes på det hellige bjerg er stærkt berørte af det, der sker, er Daniel blændet af den klædning, Menneskesønnen bærer, den er nemlig hvid som sne (Dan 7: 9). Og endnu engang, ligesom Peter, Jakob og Johannes, der falder i en tung søvn (Luk 9. 32), falder Daniel på sit ansigt: ”Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden” (Dan 10: 9). Dette er ikke nogen almindelig søvn, det er snarere en mystisk søvn fremkaldt af et fantastisk guddommeligt nærvær, og denne søvn står ikke i modsætning til den søvn, Herren lod falde over Adam, og som er beskrevet i 1. Mosebog 2: 21 ”Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam”.

Frygt ikke, Daniel

Daniel beskriver derpå, hvad der skete: ”Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder” (Dan 10:10). Det er ved Menneskesønnens hånd, at Daniel bliver oprejst fra den sammenbøjede stilling, han befinder sig i. ”Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke” (Dan 10: 11-12).

Den oplevelse, Daniel har, afsluttes med, at han får at vide, at han skal rejse sig op. Her er der tale om en opstandelse. Også dette, altså opfordringer til at rejse sig op og indtage sin plads med den opstandne Søn og stå til ansigt med Faderen og gøre alt dette i Helligånden, er en del af vores egen forvandling til det opofrende Kristi præsteskab. Sjælen, der er blevet forvandlet, står glædesfuld og fri foran Faderen og har vished for, at den virkelig er elsket og er blevet overdraget den ædle skønhed, der følger med Kristi kongelige præsteskab.

Den hellige Messe

Hver gang Den hellige Messe fejres, stiger vi op på bjerget med Kristus. I læsningen fra Den hellige Skrift (Evangelielæsningen) åbenbarer Vor Herre Sit Ansigt, og ved at lytte til Ordet bevæger vi os med den formulering, man finder i Vulgata: ”fra forståelse til en endnu dybere forståelse”. I dag bærer Moses og Elias vidnesbyrd om lovens og profeternes opfyldelse og peger hen på Hans (Jesu) udvandringsmysterium, der foregår via korset og graven, og det foregår fra de mørke steder samt døden og ind i selve lyset og livet i Faderen.

Når vi går fra ordets liturgi til den Eukaristiske liturgi (Det hellige Messeoffer), er vi ligesom Peter, Jakob og Johannes, der ser Hans (Jesu) herlighed, ikke med deres legemers øjne, men med troens øjne og ved lyset fra Helligånden. Vi ved, at Han virkelig er til stede i brødet (Hostien), der er blevet Hans Legeme og Vinen, der er Hans Blod, og vi vil som Peter udbryde: ”Mester, det er godt, at vi er her” (Luk 9: 33). Det alter, hvorpå Det hellige Messeoffer bliver foretaget, er vores Tabor bjerg. Oven over alteret lyder Faderens stemme: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (Luk 9: 35). Selvom alteret er usynligt, er det stadig virkeligt, mystisk og alligevel håndgribeligt, og alle, der tager del i Eukaristifejringen, bliver indhyllet i en sky, der består af Helligånden og taget med ind i Kristi store præstelige bøn til Faderen.

Den Eukaristiske forklarelse

Den nåde, som dagens fest bringer, er vores egen forvandling i mødet med Eukaristien. Vor Herre vil i dag tage hver eneste af os, og det vil sige os alle sammen i Sine hænder, så vi sammen med Ham og i Helligånden kan være ét eneste offer til Faderen. Uden frygt skal I overgive Jer selv som ofre i vor herlige Præsts hænder, der blev såret af naglerne. Han vil konsekrere dig til Sig selv i Det hellige Messeoffer. Da vil Faderen, der følger med fra himlen, genkende i hver af os Sin Søns Hellige Ansigt, Sønnen, som er Den Elskede, for ved det Eukaristiske mysterium: ”… forvandles (vi) efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed” (2 kor 3:18).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. august 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/08/the-transfiguration-of-the-lor/

Kristen versus Katolsk

Den katolske Kirke fordrejer Den hellige Skrift, har falske profeter i sin midte og kan ikke karakteriseres som værende kristen

Mange katolikker er ikke klar over, sandsynligvis fordi de er præget af ligegyldighed, at der er sket store ændringer hos protestanterne. Der er opstået et vist kollektivt hukommelsessvigt blandt de mange protestantiske denominationer, da det synes, som om de ikke kan huske deres historiske baggrund, som er, at de er en del af den protestantiske reformation, som blev sat i gang af præsten Martin Luther i det 16. århundrede, den protestantiske reformation, som har sit 500-års jubilæum næste år (2017).

Der findes en mangfoldighed af protestantiske denominationer, men der er kun nogle få, der definerer sig som protestanter. De har glemt deres historiske rødder og ser ikke længere sig selv som nogen, der protesterer imod noget. Men det er netop det, der kendetegner en protestant, at denne protesterer, og i dette tilfælde er det imod den katolske sandhed.

Flere af de nyere og yngre kirker, som man kalder for ”hippe” kirker (der er her tale om ordet kirke med lille k) definerer sig som kristne. I deres optik adskiller de sig fra protestanterne, som de alt i alt er en del af. Uanset om man kommer fra den evangeliske kirke, pinsekirken, baptisterne eller er lutheraner, så er man protestant. Men hvorfor? Fordi de alle, uanset det, de kalder sig, stadig er protestanter.

Men i løbet af de sidste 20 år eller mere, er der vokset en bevægelse frem blandt de yngre og mindre protestantiske retninger, hvor man helt fjerner betegnelsen protestant og i stedet helt enkelt betegner sig som kristen, og dette fænomen har ”bidt sig fast” og endda i et sådant omfang, at de har taget patent på betegnelsen kristen, og ekskluderet katolikker fra denne betegnelse.

Nu må I lige have os undskyldt, Den katolske Kirke, er Den eneste sande Kirke, og vi var de første kristne. De kristne, der blev spist af løver i Rom, var ikke bare en tilfældig gruppe kristne, det var katolikker, ganske enkelt.

Alle katolikker er kristne, men ikke alle kristne er katolikker, ”takket være” den ekskommunikerede præst Martin Luther. Men hvad er årsagen til, at dette må betones? Det hele handler om, at der for nylig har været afholdt en begivenhed med følgende overskrift: ”Ecumenical Event Unites Christians and Catholics” (En økumenisk begivenhed hvor kristne og katolikker forenes). Nej, hold nu op.

I husker, at katolikker er kristne, de første kristne. Men hele gruppen af ”følelsesbetonede” kristne er fuldstændig ligeglade med det. De er af den opfattelse, at når man er en del af et religiøst hysteri (her forstået som, at man står med lukkede øjne, hænderne i vejret, synger højlydt og råber og skriger på- og til Gud), så er det, fordi Helligånden er tilstede, og alt er godt, fordi man har en ”fornemmelse af”, at alt er godt.

Det er helt forkert.

Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke taler imod det at bede sammen, det er bestemt ikke nogen dårlig ting, eller at vi arbejder sammen om, at moral og det at gøre det gode er de bærende principper i samfundet og en del af vores kulturelle grundlag. Men man kan ikke forsamles til en såkaldt økumenisk begivenhed og her udbrede den vildfarelse, at katolikker ikke er kristne. Igen bør det understreges, at vi katolikker var de første, og stadig er det.

Men interessant var det, at nogle af de tilstedeværende protestanter højlydt udtrykte modstand mod enhver form for katolsk tilstedeværelse, og det gjaldt også et videoindslag fra pave Frans, hvor han opmuntrede til at arbejde for den gode relation mellem katolikker og protestanter. En protestant udtrykte sig på følgende måde: ”kristne og falske profeter (han mente katolikker) vil samles og blive ét ved denne begivenhed”. Der er ikke andet at sige til det, end at det store frafald sker for øjnene af os, og at vi ikke vil tie.

Som en kommentar til synet på katolikker blandt den førnævnte protestants ”medbrødre”, sagde arrangøren af denne begivenhed i et kommunike, at: ”det ikke handler om, at vi er nået til et punkt, hvor vi er enige om, hvordan vi fortolker Den hellige Skrift, men meget mere om, at vi rækker ud imod hinanden fra hver vores respektive positioner”.

Det er da i sandhed venligt af dem, at de ikke vil finde frem til en fælles fortolkning af Den hellige Skrift sammen med de katolikker, de ikke bryder sig om. Hvis de besad en vis form for historisk forståelse, hvilket de ikke gør, ville de kunne se og forstå, at Den katolske Kirke er Den, der gav Bibelen til verden, at Den katolske Kirke var og er den første Kirke, og at deres forsamlinger ikke er kirker, fordi Kristus kun indstiftede EN Kirke, og deres ”kirker” er ikke DEN.

Deres ”kirker” er ikke ældre end 500 år, og de har som deres stifter en hæretisk, ulydig og mentalt forstyrret katolsk præst (Martin Luther). Den katolske Kirke kan trække en tidslinje 2000 år tilbage i tiden til Dens Stifter, Jesus Kristus.

Det er ikke uden risiko for fare, hvis katolikker vælger at tage del i sådanne økumeniske begivenheder. Bevares, til en vis grænse og i et begrænset omfang, men der må trækkes en streg i sandet. Men den type protestantisk begivenhed, jeg netop har beskrevet, hvor katolikker er vidner til, at Den katolske Kirke nedvurderes, og de selv reduceres til at være andenrangs kristne, der forvansker Den hellige Skrift, har falske profeter i Sin midte og ikke kan betegnes som kristne, bør katolikker under ingen omstændigheder tage del i. Når vi samles med henblik på at forenes, hvad er det så lige, vi forenes om?

Jeg spørger bare. Det kan som regel være fornuftigt at vide hvilken betydning, der lægges i de ord, der bliver benyttet.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-christian-vs-catholic

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)