Category: Faith

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal: Pavens reaktion på tyskernes forslag om interkommunion er ”uforståelig”

Den fejl, pave Frans i sidste uge gjorde ved ikke at give helt klare retningslinjer med udgangspunkt i katolsk lære og praksis til de tyske biskopper vedrørende interkommunion med protestanter, peger på et frafald fra troen, har en prominent kardinal udtalt.

I torsdags (den 3. maj 2018) gav pave Frans de tyske biskopper et pålæg om så vidt muligt at nå til ”enighed” i spørgsmålet, om hvorvidt protestantiske ægtefæller til katolikker kan modtage Den hellige Kommunion. Paven overbragte sine retningslinjer gennem ærkebiskop Luis Ladaria, SJ, præfekt for Troslærekongregationen under et møde i Rom med repræsentanter fra Vatikanet og en delegation fra den tyske biskopkonference. Der var blevet indkaldt til dette møde, efter at syv tyske biskopper havde sendt et brev til Vatikanet, hvor de udtrykte modstand imod, at man på et møde den 20. februar i den tyske biskopkonference med flertal stemte for at tillade interkommunion til protestanter under visse omstædigheder.

I en kommentar offentliggjort i dag i National Catholic Register betegner kardinal Willem Jacobus Eijk fra Holland det pålæg, som pave Frans har givet, som ”fuldstændig uforståeligt”.

”Kirkens doktrin og praksis i henhold til varetagelsen af det Eukaristiske sakramente til protestanter er fuldstændig klar”, siger kardinal Eijk med henvisning til Den Katolske Kirkes katekismus samt kanonisk lov.

Han forklarede, at interkommunion i princippet kun er mulig, når det drejer sig om Ortodokse kristne, ”Disse har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter, ganske særligt i kraft af den aspostoliske succession, præstedømmet og Eukaristien, hvorved de fortsat er knyttet til os i det mest inderlige forhold” (CCC nr, 1399 og 1400, C.I.C. / 1983 Can. 844, § 3).

Protestanterne har hverken den apostoliske succession eller et gyldigt præsteskab eller troen på Eukaristien, fortsætter den hollandske kardinal. De fleste tyske protestanter, forklarede han, er lutheranere, og lutheranere tror på consubstantion, dvs. foruden at Kristi Legeme og Blod fuldt og helt er til stede, så er brød og vin det også, alt dette er så at sige nærværende, når man i lutheransk forstand modtager Kommunionen. Lutheranere tror også, at det er ens tro, der skaber Jesu tilstedeværelse, så hvis nogen modtager brødet og vinen uden at tro på dette, er Jesu Kristi Legeme og Blod ikke tilstede.

Den lutheranske doktrin vedrørende consubstantion adskiller sig væsentligt fra den katolske doktrin omkring transubstantion, forklarede kardinal Eijk, da sidstnævnte ”indebærer en tro på, at det, der modtages under brødets og vinens skikkelse, selv hvis det gives til en person, der ikke tror på transubstantion eller udenfor Messen, stadig er Kristi Legeme eller Blod og ikke vin eller brød”.

I betragtning af disse fundamentale forskelle, sagde han, at en protestant ikke er en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab og derfor ikke kan modtage Den hellige Eukaristi, og dette gælder også, selvom han eller hun er gift med en katolik.

Forskellen mellem troen på consubstantion og transubstantion er så stor, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage Kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Dette kan dog også ske i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor en person, der ligger på sit dødsleje, også kan konvertere til katolicismen.

Han bemærkede endvidere, at de tyske biskopper i udkastet til direktiverne vedrørende tilladelsen af interkommunion til protestantiske ægtefæller fremhæver, at den enkelte må ’lytte til sin samvittighed’ ved siden af, at man ’konsulterer’ en præst eller en anden person med pastoralt ansvar”. Men han sagde, at dette ikke er en tilstrækkelig garanti for, at en person virkelig accepterer Kirkens tro.

Hvis man virkelig accepterer Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og dermed præsteskabet og den apostoliske succession, så er der kun en mulighed, nemlig at blive katolik, sagde kardinalen.

Selvom de tyske biskopper har forsikret, at eksempler med protestanter, som ønsker at modtage Kommunionen med deres ægtefælde, er sjældne, sagde Eijk, at han tror, at det (netop) er det, som åbner døren på klem for interkommunion, og det vil uundgåeligt medføre en udbredelse af denne praksis.

”Protestanter, som er gift med katolikker, og som ser andre protestanter gift med katolikker modtage Kommunionen, vil tro, at de kan gøre det samme. Og til sidst vil selv protestanter, der ikke er gift med katolikker ønske at modtage Kommunionen. Den generelle erfaring med at foretage sådanne ”justeringer” er, at man (som tiden går) gradvist slækker mere og mere på de kriterier, man i starten satte” sagde han.

Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper i sidste uge, at de må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument og prøve at nå til enighed: spurgte Eijk: ”Enighed om hvad”?

”Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af, at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet, heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig”, sagde han.

Som ”det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare” (Lumen Gentium no. 23) sagde Eijk, burde Den hellige Fader have givet de tyske biskopper helt klare retningslinjer med udgangspunkt i Den Katolske Kirkes Katekismus og kanonisk lov.

Når pave Frans undlader at skabe klarhed omkring interkommunion, opstår der en ”udbredt forvirring” blandt de troende, og Kirkens enhed ”bringes i fare”, sagde han. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, tilføjede han.

Kardinal Eijk konkluderede: ”Idet jeg noterer mig, at biskopperne, og først og fremmest Peters efterfølger, forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i Den Hellige Tradition og i Den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus”.

Dette afsnit har overskriften: Kirkens sidste prøvelse:

Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.

Pave Emeritus Benedikt XVI har også vist sin modstand mod den tyske biskopkonferences forslag om interkommunion og har støttet de syv biskoppers initiativ (til at få arrangeret et møde i Vatikanet).

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/popes-response-to-german-bishops-on-intercommunion-completely-incomprehensi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Augustins faretruende advarsel til præster, der er præget af ligegyldighed

Vi modtager i disse dage mange kommentarer fra læsere, der er meget oprørte, ikke så meget på grund af åbenlyst moralsk fordærvede – og hæretiske kardinaler, biskopper og præster, men som også er bestyrtede over den ligegyldighed, der præger så mange ellers gode præster, som hverken siger eller gør noget i forhold til det moralske fordærv og den hæresi, der er i Kirken. Dette er på en og samme tid et mærkeligt og foruroligende fænomen, men det er slet ikke usædvanligt i vor tid.

Mange spørger: ”Hvad er de så bange for?” Den eneste frygt, de burde have, er en sund frygt for Gud selv.

I (sin bog) The Power of Silence genkalder kardinal Robert Sarah nogle meget relevante ord sagt af Skt. Augustin om netop dette emne:

Enhver præst og biskop burde kunne sige som Skt. Augustin: ”Voce Ecclesia Loquor (Jeg taler med Kirkens stemme)”(Serm. 129, 4) og derfor med Jesu Kristi stemme. Derfor bør han skarpsindigt og effektivt tage sit ansvar som præst og vejleder på sig. Enhver præst og biskop må lægge sig, den frygtelige dommens dag på sinde, hvor han for Gud holdes ansvarlig for synderne hos dem, som han ikke bragte til omvendelse på grund af sin ligegyldighed.

Skt. Augustin skriver meget alvorligt i et brev: ”Denne tids herlighed passerer forbi; på dommens dag vil al den hæder intet være værd. Det er ikke min hensigt at spilde mit liv på et forfængeligt liv spundet ind i Kirkens hæder. Jeg tænker på den dag, hvor jeg skal aflægge regnskab for den hjord, jeg blev betroet af kongernes Konge. Forstå min frygt, for min frygt er stor”.

Dommens dag. Den kommer til os alle, men for klerikale, der er ordinerede vejledere for sjæle, er dommen større og mere frygtelig. Det er derfor, at de specielt har behov for vore bønner. Desværre befinder vi os endnu engang i en historisk epoke af kristendommen, hvor den klerikale adfærd er præget af ligegyldighed og en tendens til at undvige fra at stå fast på – og forsvare sandheden. Dette giver plads for, at ondskaben kan slå rod og blomstre især i de unges sjæle og ødelægge dem. Kun en (ganske) lille håndfuld klerikale står ved Kristi side og siger med glæde ja til det kors, der i sagens natur følger med, når man viser sin troskab. De andre (klerikale), som følger tidsånden, burde alle genlæse den store klassiker: The Imitation of Christ af Thomas À Kempis. Et mesterværk, der bestemt også er for lægfolk.

Bed for vore klerikale på alle niveauer i Kirkens hierarki. Behovet for bøn er stort, og det vidner den enorme – og hurtigt fremadskridende udvikling om, som vi dagligt har rapporteret om i de seneste fem år.

”Tolerance er det menneskes dyd, som ikke er overbevist” – G.K. Chesterton

”Den, der ikke afskyr vildfarelser, elsker ikke sandheden” – G.K. Chesterton

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-augustines-ominous-warning-to-negligent-pastors

 

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A Christian reflection on the “New Age”

The present study is concerned with the complex phenomenon of “New Age” which is influencing many aspects of contemporary culture.

The study is a provisional report. It is the fruit of the common reflection of the Working Group on New Religious Movements, composed of staff members of different dicasteries of the Holy See: the Pontifical Councils for Culture and for Interreligious Dialogue (which are the principal redactors for this project), the Congregation for the Evangelization of Peoples and the Pontifical Council for Promoting Christian Unity.

These reflections are offered primarily to those engaged in pastoral work so that they might be able to explain how the New Age movement differs from the Christian faith. This study invites readers to take account of the way that New Age religiosity addresses the spiritual hunger of contemporary men and women. It should be recognized that the attraction that New Age religiosity has for some Christians may be due in part to the lack of serious attention in their own communities for themes which are actually part of the Catholic synthesis such as the importance of man’ spiritual dimension and its integration with the whole of life, the search for life’s meaning, the link between human beings and the rest of creation, the desire for personal and social transformation, and the rejection of a rationalistic and materialistic view of humanity.

The present publication calls attention to the need to know and understand New Age as a cultural current, as well as the need for Catholics to have an understanding of authentic Catholic doctrine and spirituality in order to properly assess New Age themes. The first two chapters present New Age as a multifaceted cultural tendency, proposing an analysis of the basic foundations of the thought conveyed in this context. From Chapter Three onwards some indications are offered for an investigation of New Age in comparison with the Christian message. Some suggestions of a pastoral nature are also made.

Those who wish to go deeper into the study of New Age will find useful references in the appendices. It is hoped that this work will in fact provide a stimulus for further studies adapted to different cultural contexts. Its purpose is also to encourage discernment by those who are looking for sound reference points for a life of greater fulness. It is indeed our conviction that through many of our contemporaries who are searching, we can discover a true thirst for God. As Pope John Paul II said to a group of bishops from the United States: “Pastors must honestly ask whether they have paid sufficient attention to the thirst of the human heart for the true ‘living water’ which only Christ our Redeemer can give (cf. Jn 4:7-13)”. Like him, we want to rely “on the perennial freshness of the Gospel message and its capacity to transform and renew those who accept it” (AAS 86/4, 330).

More

PRESENTATIONS OF HOLY SEE’S DOCUMENT ON “NEW AGE”

Today, Western culture, now followed by many others, has passed from an almost instinctive awareness of God’s presence to what is often called a more “scientific” view of reality. Everything must be explained in terms of our daily experience. Whatever makes one think of miracles immediately becomes grounds for suspicion. As a result, all symbolic actions and objects, known as sacramentals, once part of the daily religious practice of every Catholic, are today far less evident in the religious panorama than they once were.

The reasons for such a change are numerous and diverse, but they all come down to the noticeable cultural shift from traditional forms of religion to more personal and individualistic expressions of what is now being called “spirituality”. It seems that there are three specific reasons at the heart of such a change.

More

 

Kardinal Marx: Uden Karl Marx ville der ikke være nogen katolsk doktrin

I anledning af 200-året for Karl Marx’ fødsel gav kardinal Reinhard Marx et interview i Tyskland, hvor han hævdede, at Marx har haft umiskendelig indflydelse på den katolske sociale doktrin og tilføjede, at det kommunistiske manifest har ”præget” ham. Karl Marx betegnes som kommunismens fader, og det er en teoretisk – og politisk tankegang, der er forbundet med millioner af døde.

Kardinal Marx, som er en af de ni kardinaler, der af paven er udpeget til at være hans nære rådgiver, er ”helt i front”, når det handler om at skubbe på det, der kaldes ”det nye paradigme” i Kirken, og som afviger fra det, der ellers er Kirkens lære omkring seksualmoral (her, her og her) og ægteskab.

Den hjemmeside, der bringer nyheder fra de tyske biskopper, Kattholisch.de meddelte den 30. april, at kardinal Marx, ærkebiskop af München-Freising og overhoved for den tyske biskopkonference, sagde til Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung, at det kommunistiske manifest gjorde ”stort indtryk” på ham. Denne erklæring blev udformet af Karl Marx og Friedrich Engels og offentliggjort i 1848.

I et andet interview (bragt for nylig) indrømmede kardinal Marx, at han finder Karl Marx’ forfatterskab ”fascinerende” og tilføjede, at det kommunistiske manifest sprudler af ”energi” og har mange ”gode formuleringer”. ”Man må læse Karl Marx uden at være fordømmende, da vil hans styrke overraske” forklarede prælaten. Det (hans forfatterskab) rummer er en inspirerende – og revolutionerende fremdrift, udtalte han.

Ifølge Vatican News sagde Marx også i sit interview med Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung, at Karl Marx kan ”kan være meget nyttig” i forhold til de aktuelle konflikter, revolutioner og krige, der finder sted, da disse meget ofte kan have deres rod i økonomisk uretfærdighed. ”Menneskerettigheder uden materiel fornødenhed forbliver ufuldkomne” sagde kardinalen. Kardinal Marx, som selv engang var professor i socialetik, betegnede også Karl Marx som ”den første ægte sociolog”.

Ved at citere endnu en nyhedskilde vedrørende det samme interview, sagde Marx også om Karl Marx, at: ”Uden ham ville der ikke være nogen katolsk social doktrin”. Desuden gjorde han det klart, at Karl Marx ikke er ansvarlig for Stalinismens forbrydelser, ”også selvom” kardinalen indrømmede, at der i Marx’s forfatterskab kan findes eksempler på en totalitær tankegang såsom kollektivisme og dens manglende respekt for det enkelte individ. Men, tilføjede kardinalen, man bør ikke forbinde Karl Marx med den senere marxisme-leninisme eller det sovjetiske fængselssystem og arbejdslejre (Gulag-lejrene).

Kardinal Marx genkaldte sig en lille anekdote, hvor pave Johannes Paul II i spøg plejede at kalde ham ”nostro marxista” – ”vores marxist”.

I en tidligere tekst skrevet i 2007 citerede kardinal Marx anerkendende en erklæring fra en professor i katolsk social doktrin, som siger følgende: ”Vi står alle på skuldrene af Karl Marx”. Prælaten tilføjede dengang, at ”Marx ikke blot var en ideolog” og hævdede videre, at Marx ”ikke agiterede for en samfundsomvæltende styreform. Karl Marx ønskede snarere en mere ”omsiggribende social deltagelse”, som ”vi (altså nu) fra Kirkens side tilskynder til”.

LifeSiteNews bad professor Konrad Löw om at kommentere de seneste udtalelser fra Kardial Marx. Löw er tysk professor emeritus i politisk videnskab samt jura og er endvidere menneskerettighedsforkæmper, der har skrevet bøger om fænomenet totalitarisme og har Karl Marx som sit speciale. Hans vigtigste bog på dette område er Mythos Marx und seine Macher (Myten Marx og det, der skabte den).

Han fremhævede, at det kommunistiske manifest opfordrer til en ”voldelig omstyrtelse” af den eksisterende politiske (og samfundsmæssige) orden, som vil resultere i ”dynger af lig og floder af blod”.

”Kommunismens foragt gør, at den må skjule sine hensigter og formål. De erklærer åbenlyst, at deres mål kun kan opnås ved hjælp af en voldelig omvæltning af hele den (hidtil) eksisterende samfundsorden. Lad de herskende klasser (begynde at) skælve”. Hvis jeg skal male et billede af denne fremtid, så er det et billede, der forestiller dynger af lig og floder af blod. Med venlig hilsen. Stalin!”

”Ved hjælp af sådanne citater har jeg kunnet skrive en omfattende bog: Marx und Engels – Die Väter des Terrors (Marx og Engels – terrorens fædre). Den, der ikke ønsker at lægge sig dette på sinde, er udenfor rækkevidde” sagde Löw.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er blevet bragt på OnePeterFive med tilladelse fra LifeSiteNews og publiceret den 2. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cardinal-marx-without-karl-marx-there-would-not-be-any-catholic-social-doctrine

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst) 

German Cardinal Marx praises father-of-communism Karl Marx

GERMANY, May 1, 2018 (LifeSiteNews) – On the occasion of the 200th anniversary of Karl Marx’ birth, Cardinal Reinhard Marx gave an interview in Germany in which he claimed that Marx unmistakably influenced Catholic social doctrine, adding that he was “impressed” by the Communist Manifesto. Karl Marx has often been referred to as the father of Communism, a political theory linked to the deaths of millions.

In another recent interview, Cardinal Marx admitted to finding the writings of Karl Marx “fascinating,” adding that the Communist Manifesto has “an energy” and “a great language.” “One only has to read Karl Marx without prejudice, then his power will surprise,” the prelate explained. “There is an inspiration, a revolutionary impetus,” he stated.

More

Catholics and the dangers of New Age movement – the Experience of Father Kneemiller

Nowadays, it is not uncommon that Catholics feel themselves attracted to New Age Movement. They are sometimes, alas, even encouraged by their priests to do so. But what is the New Age Movement? Dr. Shea gives us the following explanation:

This so-called New Age movement is a cultural current that has engulfed the world today. There is therefore a pressing need for Catholics to understand authentic Catholic doctrine to properly assess New Age themes. New Age thought and practice is, like second and third century gnosticism, an assortment of positions that the Church has identified as contradicting the Catholic faith. […] A society which has undergone a breakdown of faith in the Christian tradition and in the unlimited process and progress of science and technology has now to confront the surprising return of gnosticism, a compendium of cosmic religiosity, rituals, and beliefs which had never really disappeared. Gnosticism has its origin in the pagan religions of Asia, Phoenicia, Egypt, Greece, and Babylon, and also in astrology and Greek Platonism. Its basic tenet is the doctrine of salvation through knowledge. The New Age movement claims to be able to acquire this knowledge in an esoteric way through such methods as dream analysis and through the medium of a “spiritual master.” (for more details click Here).

More

Vatican invites Katy Perry to talk about Transcendental Meditation

A self-professed “spotlight” for LGBT rights, earlier this year Perry said she would edit the lyrics a decade after its release to get rid of the “stereotypes,” telling Glamour magazine: “We’ve changed, conversationally, in the past 10 years. We’ve come a long way. Bisexuality wasn’t as talked about back then, or any type of fluidity.”

Perry, who later was treated to a royal tour of the Vatican by Archbishop Paul Tighe, secretary of the Pontifical Council for Culture, also met the Pope, accompanied by her boyfriend, the movie actor, Orlando Bloom, and Perry’s mother.

More

Kommunionen modtaget i hånden

Modtagelse af Kommunionen i hånden er anerkendt af pavestolen, som en mulighed, der gælder i USA og i mange andre lande, herunder Italien. Det følgende er vigtige udsnit af disse dokumenter, som danner grundlag for denne praksis.

I de følgende dokumenter er citaterne hentet fra:

Notitiae (Not): Den officielle journal for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Acta Apostolicae Sedis (AAS): Den officielle optegnelse over den autoriserede lære samt lovdekreter, der er blevet offentliggjort.

Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter meddeler ”En reponse a la demande” (Et svar på henvendelsen) til lederne af de biskoppelige konferencer, som ønsker en pavelig dispensation for modtagelse af Kommunionen i hånden, d. 29. maj 1969: AAS 61 (1969) 546-547, note 5 (1969) 351-353.

Som svar på Deres biskopkonferences anmodning om at uddele Kommunionen ved at lægge Hostien i de troendes hænder, ønsker jeg at fremsætte følgende. Pave Paul VI henleder opmærksomheden på instruktionen Memoriale Domini af den 29. maj 1969, hvis formål er at bevare den traditionelle praksis. Han har samtidig taget bestik af de (fremlagte grunde) for at imødekomme Deres forespørgsel samt afstemningens udfald vedrørende denne sag. Paven giver sin tilladelse til, at hver eneste biskop med forsigtig dømmekraft og efter grundig overvejelse af samvittigheden iværksætter denne nye måde at uddele Kommunionen på. Man bør søge at undgå, at dette skaber for store omvæltninger for de troende, men også undgå, at fremme en ikke ærbødig adfærd over for Sakramentet. Følgende normer bør derfor respekteres. (Dette bør fremhæves: Man må spørge sig selv, om denne betingelse nogensinde er blevet imødegået).

1.      Den nye praksis, hvorpå Kommunionen uddeles, må ikke indføres på en sådan måde, at den udelukker den traditionelle praksis. Det er af stor vigtighed, at de steder, hvor man på et legitimt grundlag indfører denne praksis også tillader muligheden for, at de troende kan modtage Kommunionen på tungen, selvom andre (troende) modtager Den i hånden. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de to former for Kommunionsmodtagelse må fungere side om side under Messefejringen. Et dobbelt formål gælder her: At intet i den nye ”måde” at uddele Kommunionen på virker forstyrrende på den enkelte (Messedeltagers) individuelle hengivenhed overfor Eukaristien, og at dette Sakramente som i sig selv er kilden og grundlaget for enhed ikke bliver årsag til uoverensstemmelser de troende imellem.

2.      ”Måden”, hvorpå man modtager Kommunionen i hånden, må ikke implementeres på en tilfældig måde. Eftersom dette berører den enkeltes tilgang (til det at modtage Kommunionen), er denne modtagelsesform tæt forbundet, med hvorledes den enkelte anskuer og forbereder sig til Kommunionsmodtagelsen. Det er derfor tilrådeligt, at (den nye) ”måde” introduceres gradvist i begyndelsen i mindre grupper, hvor de troende er blevet velforberedte samt i en sammenhæng, der er egnet til (netop) dette. Frem for alt er det nødvendigt, at der foretages en introduktion af ”måden” (hvorpå dette håndteres), som kommer efter en grundig katekese, således, at de troende har en klar forståelse af, hvilken betydning det har, at man modtager Kommunionen i hånden, og dermed vil gøre det med den ærbødighed, man skylder dette Sakramente. Katekesen må undgå enhver antagelse om, at det er Kirkens hensigt at slække på troen på den Eukaristiske tilstedeværelse og samtidig (må katekesen) imødegå enhver situation, hvor Eukaristien kan udsættes for en vanhelligelse.

3.      Den praksis, der nu bliver mulig for de troende, hvor de kan modtage det Eukaristiske brød i hånden for derefter anbringe det i munden, må ikke give anledning til, at man blot betragter Det (Eukaristiske brød), som (et) ganske almindeligt brød eller en ordinær religiøs genstand.

I stedet skal denne (nye) ”måde” være med til at forøge (hos de troende) en bevidsthed om den værdighed, den enkelte har, som en del af Kristi mystiske Legeme, det Legeme, den (troende) blev en del af gennem dåben og den Eukaristiske nåde. Denne (nye ”måde”) må også forøge den sublime virkelighed, som Herrens Legeme og Blod er, og som de (troende) berører med deres hænder. Den enkeltes holdning samt ærbødighed skal afspejle det, de troende (i denne sammenhæng) gør.

4.      Med hensyn til måden hvorpå (den nye) praksis implementeres: Kan en mulig model være den traditionelle fremgangsmåde, som foreskriver den præstelige funktion, hvor en præst eller diakon lægger hostien i kommunikantens hånd. Alternativt kan man (på legitimt grundlag) gøre brug af en mere enkel procedure, nemlig at give tilladelse til, at de troende selv tager Hostien fra ciboriet eller patena. De troende skal have konsumeret Hostien, før de vender tilbage til deres plads. Kommunionsuddelerne skal benytte den gængse formulering: Kristi Legeme, og kommunikanten svarer: Amen (Bemærk, at man fra Roms side senere har forbudt, at kommunikanten selv tager Hostien).

5.      Uanset hvilken procedure man vælger at gøre brug af, skal man være omhyggelig med, at ingen partikler fra det Eukaristiske brød falder ved siden af (patena) eller på anden måde bliver spredt. Denne omhu omfatter også kommunikanterne, da disse bør have rene hænder, og endelig må de enkelte dele i implementeringsprocessen (af denne ”måde”) tilpasses lokale forhold.

6.      I tilfælde af at Kommunionen fremstår i begge skikkelser (brød og vin), er det ikke tilladt at lægge en Hostie, der er blevet dyppet i Herrens Blod i kommunikantens hænder.

7.      Biskopper, der tillader implementeringen af denne (nye) ”måde” at modtage Kommunionen på, bedes efter seks måneder aflægge en tilbagemelding til denne Kongregation, (Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter) om tingenes tilstand.

Bemærk: Følgende er en ”oversigt over dekreter” (Notitiae) hvori (forskellige) biskopkonferencer har besluttet, at denne ny praksis kan tages i brug og specifikt vil blive foretaget i henhold til følgende engelsktalende biskopkonferencer (som optræder i AAS og Notitiae):

Sydafrika, den 3. februar 1970

Canada, den 12. februar 1970

Rhodesia (Zimbabwe), den 2. oktober 1971

Zambia, den 11. marts 1974

New Zealand, den 24. april 1974

Australien, den 26. september 1975

England og Wales, den 6. marts 1976

Papua Ny Guinea, den 28. april 1976

Irland, den 4. september 1976

Pakistan, den 29. oktober 1976

USA, den 17. juni 1977

Skotland, den 7. juli 1977

Malaysia og Singapore, den 3. oktober 1977

 

Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruktionen Immensae caritatis, om at gøre Kommunionsmodtagelsen lettere under visse omstændigheder, den 29. januar 1973: AAS 65 (1973) 264-271; note 9 (1973) 157-164.

4 del. Hengivenhed og ærbødighed overfor Eukaristien er det vigtigste, når det handler om Kommunionsmodtagelse i hånden.

Siden instruktionen Memoriale Domini for tre år siden (blev fremlagt), har nogle biskopkonferencer anmodet Vatikanet om tilladelse til at lade Kommunionsuddelere uddele det Eukaristiske brød til de troende, som modtager det i hånden. Den selvsamme instruktion (Memoriale Domini) indeholder (også) en påmindelse om, at Kirkens love og kirkefædrenes skrivelser fuldt ud fremkommer med vidnesbyrd om en stor ærbødighed over for – samt en yderst stor forsigtighed i forbindelse med Eukaristien, og at det fortsat må være sådan. Specielt, når det drejer sig om måden at modtage Kommunionen på, viser erfaringen, at visse forhold kræver en særlig opmærksomhed.

Der må hos Kommunionsuddeleren og modtageren, når der er tale om modtagelse af Hostien i hånden, være ekstra opmærksomhed på, om Hostien (ved modtagelsen) afgiver partikler.

Ved indførslen af Kommunionsmodtagelse i hånden må dette følges op med relevant instruktion eller en egentlig katekese, som inddrager den katolske lære om Kristi realpræsens i begge skikkelser (brød og vin) samt den rette ærbødighed, der bør vises dette sakramente.

De troende må forstå, at Jesus Kristus er Herre(n) og Frelser(en), og derfor er den tilbedelse eller latria, der hører Gud til også berettiget Kristus, der er til stede i dette sakramente. De troende må også instrueres i, at man efter Kommunionsmodtagelsen ikke undlader at fremkomme med en oprigtig og passende taksigelse (overfor dette sakramente), men dog efter hvad den enkelte evner.

Endelig, for at de troendes adgang til dette himmelske bord må være af værdig og frugtbar karakter, må de (troende) instrueres i, hvad (dette sakramente) gør og skaber, ikke bare for den enkelte, men også i et større perspektiv, så det bånd, der på familiær vis binder de troende til Faderen, der giver os ”det daglige brød”, afspejler den allerstørste ærbødighed for Ham, styrker kærligheden og fører os til at leve sammen med Kristus – Hvis Kød og Blod, vi får del i.

Pave Paul VI godkendte denne instruktion og bekræftede den med sin myndighed og stadfæstede tidspunkt dens offentliggørelse.

Kirken kan med sin autoritet tillade, det der før (i andre århundreder) frit blev praktiseret, og som i sig selv ikke står i modsætning til troen, men det er ikke det, der er det vigtigste her. Hvis et misbrug har spredt sig, og det er i modstrid med Kirkens ånd, som den (ånden) er udtrykt i dokumenter i Rom og videre står i modsætning til den hengivenhed, der blev udtrykt i den første Kirke, hvor Kommunionen også blev modtaget i hånden, så kan Rom til enhver tid tilbagekalde en tilladelse, hvis der er tale om misbrug (af sakramentet).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Colin B. Donovan for EWTN og er publiceret på EWTN. Den kan læses på: https://www.ewtn.com/expert/answers/communion_in_hand.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)