Category: Faith

Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig

Vi skriver 2029, og på grund af omstændighederne deltager du i en gruppestyret Messe, som fejres af Asger, som erbuschauffør, Karl, som er bankdirektør og Hans, der er tømrer.

Du befinder dig i en ”kirke”, som blev ”skabt” i hovedet på Amazonassynodens radikale muse, biskop Fritz Lobinger. Efter at pave Frans havde prist Lobingers arbejde til skyerne, blev det en realitet efter synoden i 2019, og man kunne foretage en præsteordination af ”ældre” gifte mænd (viri probati: prøvede mænd), en praksis, der efterfølgende spredte sig til Tyskland, USA og mange andre lande (en udvikling man måtte forudse).

Du vil tænke den tanke, og her kan man passende tage udgangspunkt i én af Lobingers egne formuleringer, ”at man vil finde det urovækkende, at man nu må erfare, at en Messe celebreres af en leder i en bank, en buschauffør og en tømrer”.

Men du var blevet advaret, før man påbegyndte denne ”fornyelse”.

Før Asger, Karl og Hans blev ordineret til præstegerningen, deltog de sammen med Fr. Peter ved alteret i de messeklæder, der benyttes under liturgien og tog del i så meget af liturgien, som det var muligt. Men nu er det Asger, Karl og Hans, der selvstændigt fejrer de gruppestyrede Messer, og netop dette aspekt begrunder Lobinger med, at: ”Jesus ikke var alene ved den sidste nadver”.

Under denne Lobingers opsplitning af præsteskabet, har Asger, som til daglig er buschauffør, fungeret som ”præst” på sidelinjen, mens han har været på præstekursus i weekenderne. Han optræder i civilbeklædning og bliver tiltalt som: Asger, men tituleres som ”ældre” for at markere, at der er en forskel på ham og præsterne i det rigtige præsteskab. Fr. Peters rolle som præst er blevet forandret, han fungerer nu som ”mentor” i forhold til den præstelige gerning, når mænd, der til hverdag arbejder som arkitekter, politimænd, køkkenchefer o.s.v, skal celebrere Messer, lytte til skriftemål og i det hele taget varetage den pastorale omsorg, som egentlig er Fr. Peters arbejdsområde.

Asgers ordination foregik i forbindelse med en gruppeordination, fordi ordinationen af en enkelt person kunne tegne et billede af, at man bevarer Den nærende Kirke, hvor man gør brug af en uhensigtsmæssig tilgang, hvor de troende kun er passivt modtagende. Asgers tilstedeværelse handler ikke bare om, at han skal varetage sakramenterne, indtil den rigtige præst dukker op. Asger og de andre deltidspræster er der, fordi deres tilstedeværelse og aktivitet stemmer overens med Vatikan II’s ønske om aktiv deltagelse.

Men vi befinder os nu (2019) på et tidspunkt, hvor paven har indkaldt til en synode, hvor det skal undersøges om, Fr. Peter kan være gift, og om Asgers hustru Alice også kan blive ordineret. Man hævder, at Amazonassynoden afholdes for at løse problemet med præstemanglen i de områder, der lider under dette. Det er dog ikke det, der er den egentlige hensigt, man ønsker derimod en gennemgribende forandring af Messen og præsteskabet.

Hvis det er manglen på præster, der er årsagen til, at vi skal begynde at ordinere menighedsledere, må vi i sagens natur afslutte denne praksis den dag, vi igen har tilstrækkelig med præster”. Den indrømmelse kommer Lobinger med i sin skelsættende bog: Like His Brothers and Sisters (Ligesom Hans brødre og søstre) (1).

Ifølge den seneste bog Lobinger har skrevet: The Empty Alter (Det tomme alter) er motivet det, at det er os (lægfolket), der bør sige ordene: Gør dette til ihukommelse af mig”. Lobinger forklarer, at der er mere passende for ældre mænd, der er gift, end præster, der kommer ude fra at sige disse ord, som husker os på, at Jesus kom for at helbrede de syge, hjælpe de svage og skabe enhed. Lobinger har ladet et billede optræde i bogen, som forestiller tre ældre mænd, der står ved et alter, og siger de førnævnte ord omgivet af en stående menighed.

Ligesom pave Frans, der med stor entusiasme har læst tre af Lobingers bøger, er Lobinger ensidigt fokuseret på at bekrige ”klerikalisme”. Lobinger ønsker at fjerne sig fra en Kirke, der ledes af præster samt en forestilling om, at præsten er en, der bringer (åndelig) næring, og som praktisk talt ”udfører” ”magiske” sakramenter. Han beklager, at der findes områder, hvor lægfolket udviser meget lidt ”aktiv deltagelse” i liturgien og betegner det, som verdensfjernt og uden tilskyndelse til at udvirke sociale forandringer.

Lobinger har tydet ”tidens tegn” og har forstået, at folk har et ønske om at være en del af en menighed, hvor alle er lige.

Asger, der, som allerede nævnt, til dagligt kører bus, står sammen med sine venner ved alteret. De er alle en del af dette ”optrin”, fordi det skal symbolisere, at det er menigheden, der fejrer liturgien, og optrinnet skal yderligere være med til at udviske den forskel, der er mellem lægfolket og den traditionelle præst. Asgers venner er også repræsenteret for at tegne et billede af, at Eukaristien er et ”familiemåltid”, som foregår ved et bord, som familien er samlet om, og hvor familiens overhoveder er de ”ældre”. Alt dette er blot yderligere med til at tilsløre- og skabe forvirring omkring det, der er centrum for Messen, nemlig Jesu korsoffer, som er Messeofferet.

Lobinger kunne forudse, at hvis der blev udstedt en generel tilladelse til ordination af ældre gifte mænd, ville det sende chokbølger igennem hele det kirkelige ”landskab”, og det ville afstedkomme en markant modstand hos konservative katolikker. Han havde en forudanelse om, at ”militante” konservative katolikker ville yde stor modstand mod hans ”initiativ”, når det efterhånden gik op for dem, at dette ikke kun var en midlertidig løsning på et aktuelt problem, men at det var fundamentet for en hel ny måde at være menighed på.

Med stor kløgt planlagde han derfor, at ordinationen af ældre gifte mænd kun skulle være en undtagelse i forhold til en regel, som man officielt ville holde fast ved. Han konkluderede, at den konservative modstand ville gå i sig selv, hvis der kun var tale om få områder, der ville søge om tilladelse til at gøre brug af denne nye mulighed, og der ville ikke kunne spores nogen forbindelse mellem de få tilfælde, der ville gøre brug af denne mulighed og spørgsmålet om det eksisterende krav om cølibat i Den universelle Kirke.

Man vil på et tidspunkt nå dertil, hvor der i hele Kirken er et behov for ældre gifte mænd”, det har Lobinger for nylig bekræftet.

Amazonassynoden igangsætter dermed en proces, der vil tage tid. Lobinger indrømmer, at visse af de allerede fungerende præster, efter at denne proces er blevet indledt, vil blive imødekommet i deres ønske om at blive gift. Lobinger indrømmer videre, at der eksisterer en fare for, at det, som kun skulle have været en undtagelse, meget let kan blive ophøjet til norm.

Videre indrømmer Lobinger, at kaldet til at være præst på ”fuld tid” og dermed ”mentor” for ”deltidspræsterne” vil svinde ind. I sin bog: The Empty Altar bemærker han optimistisk, at et større antal ældre gifte mænd (20 til 1) vil være afgørende for, om folk specifikt ønsker rigtige præster til at forestå liturgien og varetage sakramenterne. I sidste ende må folk overvinde den hurdle, hvor de ønsker en rigtig præst fremfor en ældre mand, der er gift.

Lobinger har gentagne gange udtalt, at ved ordination af ældre gifte mænd, vil man åbne op for en ordination af kvinder. Han fremlægger følgende i sin bog Like His Brothers and Sisters: ”ordinationen af ældre gifte mænd vil ændre på den måde, hvorpå man ser på præsteskabet. Den nye måde at anskue præster på vil efterhånden erstatte den ”gamle” klerikale præst, så præsten i stedet betragtes som værende et ligeværdigt medlem af menigheden. Og netop det vil gøre ordinationen af kvinder mere attraktiv overfor kvinder set i relation til diakonatet, et spørgsmål, der allerede i dag diskuteres i Kirken”.

Endemålet er, siger Lobinger ildevarslende, at præsteskabet bestående af ældre gifte mænd både ”skal og vil blive udviklet”. Derpå har vi endelig fået udviklet et præsteskab, der er passer til en tilsvarende udviklet Messe.

Men nu befinder vi os i 2029, og du tager del i en gruppestyret Messe. Du lukker øjnene og forestiller dig Fr. Stefan celebrere Den tridentinske liturgi og prøver at fremkalde et billede af Kristus, som ypperstepræsten og det offer, Han frembærer på Golgata, og du forsøger at udviske minderne om en almindelig, menneskeorienteret, enhedsopbyggende og vi-er-samlet-som-en-familie-omkring-et-måltid Messe som ”celebreres” af gifte ældre mænd. 

Gør dette til ihukommelse af mig”. Siger Asger, Hans og Karl, mens de smiler.

 Noter

1: Medmindre andet er angivet, stammer alle de efterfølgende citater af Lobinger fra denne bog.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 19. juni 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/amazon-agenda

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Biskopper, der benægter eller fordrejer den katolske doktrin, forråder Kristus og Hans Kirke

Dietrich von Hildebrand skrev engang: ”Det er trist, når folk mister deres tro og forlader kirken, men det er meget værre, når de, der i realiteten har mistet deres tro, forbliver i Kirken … og fortolker den kristne åbenbaring således, at den passer til det ’moderne menneske’”.

Biskopper som Peter Henrici, Walter Kasper, Reinhard Marx, Lorenzo Baldisseri, Óscar Andrés Rodriguez Maradiaga og Bruno Forte omfavner nutidens sociologiske, psykologiske og filosofiske teorier, som i deres optik nødvendiggør store forandringer i den katolske lære eller praksis. Det synes som om, de er uvidende eller værre endnu ikke bekymrer sig om det, man kalder for tro, radikal og frelsende tro. De, der tror på Kristus, er rede til at dø for alt det, der er nævnt i trosbekendelsen, ligesom de troende under den arianske strid var rede til at blive berøvet alt, fremfor at de tillod deres Herre og Gud at blive forulempet af deres modstanderes fordærvede rationalisme.

Den teologale dyd tro gør det muligt for os ikke kun at have kendskab til den sandhed, Gud har åbenbaret, men også at kunne nyde den, og således komme til en dybere forståelse af, hvordan mysterierne relaterer sig til hinanden samt deres oprindelse, som er Den hellige Treenighed. Dette betyder desuden, at der skal foregå en løbede tilpasning af sindet i forhold til mysterierne, som de fremstår i den traditionelle dogmatik. Læg mærke til, at det ikke er mysterierne, der skal omformes til det menneskelige sind (som modernisterne ønskede det), men snarere at det er det menneskelige sind, der skal lade sig omforme ved hjælp af mysterierne, underkaste sig dem og ydmygt bære deres åg. Dette er den snævre vej, som helgenerne på deres pilgrimsvandring til saligheden har betrådt.

Det, Henrici og andre eksemplificerer, er den moderne rationalismes sejr. Den moderne rationalisme ønsker ikke at underkaste sig regler, der allerede er blevet defineret af en ydre instans, og ydermere tillader den moderne rationalisme ikke, at den ydre instans sætter en ramme, hvori sindet undergår en livslang læring. Hos Henrici og hans sympatisører møder man holdningen, ”vi ved bedre”, en holdning de allerede har vist i forhold til Kirken, og som de i sidste instans vil vise over for Jesus Kristus, og de vil dermed fornægte Ham, ligesom de allerede har fornægtet Hende (Kirken).

Jeg tror, at det er det, vi er vidner til ved den agenda, som kardinal Kasper er repræsentant for: Det bliver ikke direkte sagt, men det egentlige budskab fra de seneste synoder i Rom har været, at det moderne menneske er kommet til det punkt, at det ikke længere har behov for den alvorlige og begrænsende lære fra Jesus Kristus, som af Kirken (for at gøre det hele endnu værre) bliver tilskrevet at stille uoverstigelige og urimelige krav af den middelalderlige kvindefjendske og isolerende Kirke. Det moderne menneske lever et liv i frihed, hvor udefrakommende ikke skal dømme det, og hvor det kan udfolde sig og i det hele taget få det, som det ønsker, uden at Evangeliet og den katolske doktrin skal ”blande sig”. Det betragtes ikke som noget stort, at man går Kristi snævre vej, selvom dette kan være ødelæggende for personligheden, friheden, menneskerettighederne samt den maksimale selvudfoldelse.

Der er ikke andet at sige til det, end at det er en løgn af dimensioner, som er spundet af satan selv, der i vore dage synes at have mange venner i de højeste embeder. Selv pave Paul VI, hvis katastrofale liturgiske reform er den ”gave”, der så at sige hele tiden giver ny næring til den post-konciliære krise, var ikke uvidende om, at ”satans røg”, ånden, der ikke ønsker at tjene (non serviam), havde fundet vej ind i Kirken.

Hensigten med Den Katolske Kirkes Katekismus var, at den skulle være et ”sikkert grundlag” for dels at lære om troen og dels give troen videre. Ordene et ”sikkert grundlag” benyttede pave Johannes Paul II i den apostoliske konstitution, som han benyttede til at bekendtgøre indholdet af denne Katekismus. Det bør vække bekymring hos os, at Johannes Pauls efterfølger pave Frans har taget sig den frihed at modificere indholdet i denne Katekismus, så der nu står det, som ingen i den katolske tradition nogensinde før har fremlagt, og som helt klart strider imod Det gamle og nye Testamente i Den hellige Skrift: ”set i lyset af evangeliernes tekster, at dødsstraffen ikke længere er acceptabel”, måske endda ”en iboende ondskab”. Selv Johannes Paul II, der personlig var imod brugen af dødsstraf, vidste godt, at han kun kunne sige, at dødsstraf var uklogt eller uhensigtsmæssigt, og ikke at den fuldstændig kunne udelukkes eller i princippet fordømmes.

Den ironi, der præger vores tid, er, at det ”sikre grundlag” Katekismen giver, er blevet eroderet af modernismens tilhængere, ved at de har ”udviklet den katolske doktrin” på et falskt grundlag.

Med stor visdom skrev den store katolske konvertit Orestes Brownson følgende i juli 1846:

Kirken er ikke til for at følge tidsånden, men for at styre og tilrette den og ofte kæmpe imod den. Man gør Hende (Kirken) stor uret, når man forsøger at forkaste Hendes glorværdige fortid for at modificere Hende så meget som muligt for at tilpasse Hende til de fremherskende tankesæt. Det er Hendes nidkære, men forkerte venner, som (for)ledt af kortsigtede politikker og rådslagning med verden, forsøger på, siger de, at gøre Hende mere liberal, så Hun er i overensstemmelse med tidsånden, den ånd, som gode katolikker bør bede følgende bøn i forhold til: Libera nos, Domine!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 2. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/bishops-who-deny-or-distort-catholic-doctrine-betray-christ-and-his-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dette vidste jeg ikke om Bugnini og liturgien

Som en person, der tilhører den generation, der defineres som ” Millennium-generationen”, (den generation, der er født mellem 1980 – 2000), og som blev fravænnet troen ved Novus Ordo Missae, er jeg blevet formet af Novus Ordo Missae’shovedarkitekt ærkebiskop Annibale Bugnini (1912-1982). Der er rigtig meget, jeg ikke havde kendskab til omkring Bugnini og den revolution, han igangsatte i forhold til liturgien.

Jeg vidste ikke, da jeg voksede op og gennem min ungdom, at denne mand, der stod bag den ”reformation”, der markant skulle forandre liturgien, hævdes at have været frimurer, eller det, der er værre. Jeg vidste ikke, at den Romerske Canon skulle foregå i stilhed eller udtrykt mere poetisk, være ”iklædt” korsets stilhed, eller at det, præsten i dag foretager, som minder om en teaterforestilling, er en logisk konsekvens af det, at man har ”vendt sig bort” fra ad orientem tilbedelse. Jeg har kort sagt manglet en forståelse for, hvorfor jeg har været vidne til en mangfoldighed af mærkeligt fejrede liturgier.

Jeg vidste ikke, at Bugnini angiveligt benyttede sig af ”lumske kneb” til at opnå det, hans ”bagmænd” havde i sinde. Følgende er et citat, som stammer fra Fr. Louis Boyer’s erindringer. Som sekretær for Vatikanet II’s forberedende kommissorium vedrørende liturgien, var han vidne til, at Bugnini overfor nogle meningsfæller klargjorde, at man af strategiske grunde måtte lade tingene fremgå i ”det skjulte”, for at der kunne foretages en tilrettelæggelse af de postkonciliære ændringer. Han formulerer det på følgende måde:

Det ville være højest ubelejligt, at de enkelte punkter i det, vi har konstrueret, blev afvist af centralkommissionen eller af selve koncilet. Derfor må vi træde varsomt og være diskrete. Vi må gøre dette med forsigtighed, således at forslagene formuleres på en sådan måde, at der bliver sagt en hel del, uden at der i realiteten bliver sagt noget: lad mange ting blive sagt i det skjulte, for på den måde er der stadig en åbning for legitime og mulige postkonciliære beslutninger og anvendelsesmåder: lad intet af det, der bliver sagt antyde, at der er tale om mange nye ting, for det kan ødelægge det resterende … (1).

Der er her tale om ren og skær tilståelse af, at man placerede ”tidsindstillede bomber” i koncilteksten, tvetydige passager, der senere undergik undergravende fortolkninger foretaget af Bugninis udvalg, der samtidig stod for den senere implementering. Jeg havde ikke forstået, at jeg var blevet fanget i de mange eksplosioner, der havde ramt liturgien, og at jeg nu befandt mig i ”ruiner og murbrokker”.

Jeg vidste ikke, at i marts 1965 fejrede pave Paul VI Messen næsten udelukkende på italiensk, hvor han stod med ansigtet mod menigheden (ad populum). Han gjorde dette for at blåstemple den eskalerende liturgiske omvæltning. To år senere begyndte Bugnini på sit arbejde med at forvandle Den Hellige Messe til det helt igennem uigenkendelige. Mens han gjorde alt dette, agerede han ligesom en vendekåbe (en person der skifter standpunkt, som regel efter hvad der betaler sig bedst). Ved synoden i 1967 fejrede han en ”normal” Messe på italiensk ad populum med tre læsninger, med reduceret brug af knæbøjninger, langt flere hymner, et forandret Offertorium samt den nye Eukaristiske bøn (nr. 3). Jeg vidste ikke, at den Eukaristiske bøn (nr. 2) var blevet til ved en idéudveksling på en café og sammenfattet i al hast.

Jeg vidste ikke, at biskopperne uden forbehold stemte imod denne revolutionerende Messeform, og dette karakteriserer Yves Chiron, som en ”offentlig afvisning” af Bugninis arbejde. Pave Paul VI havde stadig stor tiltro til Bugnini, og to år senere i denne måned er det netop 50 år siden, at den forkastede 1967-udgave af Den ”Ordinære Messe” blev genintroduceret og gjort til en norm, og det er Den Messe, som vi i dag kender, som Novus Ordo Missae. Jeg vidste ikke, at Paul VI’s forsvar for denne nye Messeform betød, at det latinske sprog samt de gregorianske hymner måtte fjernes. Det er den måde, Peter Kwasniewski beskriver det på.

Nej, jeg havde ikke nogen anelse om, hvor meget der blev afskaffet ved aggiomamentio. Bugnini forholder sig i sine arbejder nedladende overfor det ”afdæmpede og rolige”, som betegnede menighedens tilstedeværelse i fortiden. Hans slogan var ”aktiv deltagelse” i mysteriet. Allerede i 1940 eksperimenterede Bugnini med at ”omdefinere” Messen, hvor en lektor skulle få menigheden højlydt til at sige italienske formuleringer overført fra den latinske liturgi. Jeg havde ikke forstået, at det latinske sprog, et sandt arsenal af ortodoksi, var en hindring for de ”tidsindstillede bomber”, der var en del af hans revolution, som Dom Prosper Guéranger beskriver det (2). Jeg forstod ikke, at dette hellige sprog fungerede som et ukrænkeligt klæde, der omgrænser hele (Messe)Offeret, og at den liturgiske stilhed er én stor hymne til Gud, et citat der stammer fra den vidunderlige Nothing Superfluous.

Jeg forstod ikke til fulde, at det transcendente, der ligger i de gregorianske hymner, evner på en overnaturlig måde at vække sjælens allerdybeste ømhed for Gud. I de år jeg gik fra at være barn til ung, elskede jeg ”hymner” som ”Gather Us In” (Skrevet af Marty Haugen, som er en del af den protestantiske denomination United Church of Christ og komponerer liturgisk musik rettet til luthersk regi), og nu græmmes jeg ved denne form for narcissistisk kitch, hvor lyrikken lyder: ”vi har sunget sammen igennem hele historien”. Jeg indså aldrig, at denne nye kult, hvor mennesket er i centrum, er en logisk konsekvens af, at menigheden er holdt op med at stå med front til Gud, og at Bugninis samarbejdspartnere fyldte den nye Messe med en masse tiltag, hvor mennesket kommer i centrum og samtidig bliver ”oplyst” (3). Nu gør det virkelig ondt at se, at man har kasseret alt det sublime ved liturgien, man har ganske enkelt smidt det ud, som var det overflødigt affald.

Jeg vidste ikke, at i modsætning til Bugninis ikonoklastiske handling (A), der havde til hensigt at forenkle Den hellige Messe, gjorde Koncilet i Trent det klart, at Kirkens ritus ”hverken rummer noget, der er unødvendigt eller overflødigt”. For eksempel refererer den nifoldige kyrie i Den Tridentinske Messe til de ni englekor samt de ni slags synder. Denne Messe rummer frugtbare tegn på korset og symboliserer alt fra at Vor Herre forrådes til Hans fysiske og mentale lidelser (4). På en skødesløs måde undertrykte Bugnini, blandt mange ting, en lang række knæbøjninger, kys af alteret og det at gøre korstegnet, fordi disse angiveligt skulle være årsag til, at liturgien blev uforståelig, men også trættende for menigheden. Jeg vidste ikke, at han (Bugnini) engang har udtalt følgende: ”vi bør fjerne alt det fra liturgien, som kan være en ”snublesten” for protestanterne”, og han betegnede sin revolution som ”en stor landvinding for Den Romerske Katolske Kirke”.

Men først og fremmest vidste jeg ikke, hvor mangelfuld min forståelse for Den hellige Messe var. Et minde, der hos mig er blevet indprentet, er af den præst, jeg oplevede i min barndom, som blev ”assisteret” af Kommunionsuddelere, og som løftede Den konsekrerede Hostie på en teatralsk facon, og at han som en entertainer indbød os til at tage del i Lammets bord. I større eller mindre grad konkluderede jeg ud fra dette dramatiske klimaks, at det, der her blev fejret, var et ”fælles måltid”. Jeg havde ingen anelse om ”Ottaviani Intervention” (B), og at den undersøgelse i meget stærke vendinger kritiserede Den nye Messe (liturgi) for på en nærmest sygelig og tvangsmæssig måde at definere sig selv som et ”måltid” fremfor at understrege, at den er en fornyelse af ”det ublodige offer på Golgata”. Definitionen af Messen i Institutio Generalis blev meget snart ændret på trods af advarslerne i Ottaviani Intervention. I Ottaviani Intervention kan man læse, at det begrædes, at korsets mysterium ikke længere er udtrykt i liturgien, men det optræder dog i en vis udstrækning på en uklar, tilsløret og umærkelig måde for menigheden.

Efter at jeg havde læst ”Nothing Superfluous, deltog jeg i en uforglemmelig Tridentinsk Messe. Præsten stod med front til det liturgiske Øst (ad orientem), kun bistået af en messetjener, og pludselig oplevede jeg legemliggørelsen af en linje fra bogen: Life of Christ skrevet af ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen: ”Det er alene ypperstepræsten, der kan frembære dette offer”. Præsten fremsagde højtideligt offertoriet, bukkede ved alteret og vendte sig og sagde: ”Orate Frates” (Brødre, lad os bede), og vi var på en vis måde tilstede i Gethsemane, hvor vi betragtede ypperstepræsten segne under syndens tunge åg samtidig med, at Han indbød os til bøn. Da blev kapellet omsluttet af en dyb og forunderlig stilhed, kun afbrudt af tale, helt præcist, syv gange fra ”Orates Frates” til præstens Kommunion. Det var Den evige ypperstepræst, som selv frembar offeret.

Da vidste jeg, at mysteriet på Golgata havde været på netop dette sted, dette var korsets stilhed, der med mellemrum blev afbrudt af Vor Herres syv sidste ord (5). Da vidste jeg, hvordan jeg skal tilbede det opofrende offer spontant og uhindret af en præst med teatralske bevægelser og lange ordstrømme eller det barnlige fredstegn. Da vidste jeg, omend svagt, hvorfor de hellige uophørligt falder på knæ og tilbeder Lammet i den overjordiske himmelske liturgi (jf. Åb 7: 11).

Da gik det op for mig, hvor meget jeg er blevet berøvet ved Bugninis kup.

Noter

1. Citatet stammer fra Ives Chirons Annibale Bugnini: Reformer of the Liturgi. Medmindre andet er angivet, stammer samtlige og efterfølgende fakta om Bugnini, pave Paul VI og Novus Ordo Missae fra denne bog.

2. Se nærmere i Michael Davies bog: Liturgical Timebombs.

3. Se nærmere i Peter Kwasniewskis bog: Resurgent in the Midst of Crisis.

4. Se nærmere i Fr. James Jacksons bog: Nothing Superflous.

5. Bogen Nothing Superflous fremhæver, at iagttagere i middelalderen var af den opfattelse, at Kristi sidste syv ord kom til udtryk i liturgien, de syv gange præsten taler klart fra ”Orate Frates” til hans Kommunion.

Her følger to tilføjelser til noteapparatet, som ikke er at finde i den engelske tekst.

A. En ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) er en bevidst destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en religion. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.

B. Ottaviani Intervention er en kritisk undersøgelse af Den nye Messe, og den blev færdiggjort den 5. juni 1969. Denne kritiske undersøgelse blev udarbejdet at tolv Romersk Katolske teologer, som arbejdede under ledelse af ærkebiskop Marcel Lefebre og kardinalerne Alfredo Ottaviani og Antonio Bacci. Dette arbejde blev sammen med et medfølgende brev overleveret til pave Paul VI den 25. september 1969.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive d. 25. april 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/bugnini-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Korset ryster den, der er optimistisk, og opstandelsen ryster den, der er pessimistisk

En pessimist ser tingene på en negativ måde, og det positive er helt og aldeles fraværende. Dette menneske opfører sig som apostlen, der sagde: ”Hvorfor ødsle sådan? Denne olie (salve) kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige” (Matt 26: 8). Det så ikke kærlighedens skønhed bag det uvurderlige ”tab” af salve, ej heller så det værdigheden hos Den, salven blev ”ødslet” på, for Ham var omkostningen aldrig for stor, når det handlede om kærlighed, at gøre en indsats og at fremme det smukke.

Skt. Johannes Chrysostomos sagde følgende, som er gået over i historien, at vi burde smelte vores kalke om, så vi kunne give mad til de fattige. Den samme helgen talte med stor ærefrygt om at vise den ærbødighed, som det Allerhelligste sakramente med rette fortjener. Han var ikke ligegyldig i sin holdning, når det kom til liturgiens værdighed. Det, han mener, er, at en samling af smukke ting, som man ikke gør brug af, kan stå i vejen for, at mennesker ikke får det, de basalt har behov for. Det har altid ligget i den katolske ånd, at der er fokus på begge aspekter: at Gud fortjener det bedste, vi kan skænke Ham, og at vi ser Guds billede i den fattige, som har behov for mad, drikke, husly og mest af alt kærlighed.

I realiteten må historiens forskellige epoker kendes på glorværdigheden af den kristne kunst, der blev frembragt i den enkelte epoke, eksempelvis katedralen Notre Dame, som prægede nyhedsbilledet i sidste uge, men disse epoker må også kendes på den opmærksomhed, man havde på dem, der var værdigt trængende, hvor man gav almisse, sørgede for hospitalshjælp, og hvor ordensfolk sørgede for, at alt dette blev sat i værk. Disse to forhold, altså fokus på Gud og næsten, er to sider af samme sag, fordi de begge er rodfæstede i troen på Gud og ønsket om at elske Ham og det enkelte menneske, som Han har skabt, men også ud fra en tro på livet efter døden, hvor Gud belønner dem, der har tjent Ham og straffer dem, der kun har tjent sig selv, med egoisme og fokus med det legemlige.

Derfor er det frustrerende at læse, at de, der er sekulært orienteret, hævder, at genopbygningen af katedralen Notre Dame er spild af tid og ressourcer (herunder millioner af euro), og at man end ikke bør overveje en genopbygning, og hvis man så alligevel vil gøre det, bør det være i en selvbevidst og nutidig stil, som symboliserer moderne værdier. Det, de sekulært orienterede har glemt er, at den universelle skønhed og tidløse stil, der præger dette bygningsværk er udgået fra troen på en transcendent og inkarneret Gud, og i det øjeblik vi fjerner Ham for at sætte os selv i centrum i de projekter, vi igangsætter, ærer vi en tom og værdiløs afgud, som kun fortjener en ting, nemlig at gå op i flammer.

Fordi mennesket er skabt i Guds billede, følger det, at når mennesket forstøder Gud fra Sin trone, går det før eller senere sin undergang i møde. Det er derfor, abort er et satanisk sakramente med rod i liberalismen. Hvis Gud ikke eksisterer, er tilværelsen et kaos, livet byrdefuldt og mennesket er et mål for udryddelse. Denne måde at betragte tilværelsen på er karakteristisk for det pessimistiske menneske.

Det optimistiske menneske er selektivt i sin måde at betragte virkeligheden på, det ”sorterer” det negative fra, fordi det er for svært at have med at gøre. Det negative står i vejen for dette menneskes holdningsstrukturer og udfordrer de forklaringsmodeller, dette menneske er kommet frem til. Derfor er dette menneske blevet en mester i at frasortere alle de falske, grimme og grusomme ting, der er en del af denne faldne verden, som higer efter frelsen.

For eksempel finder man, inden for vore egne kirkelige rækker, katolikker, der, når de bliver konfronteret med det, der aktuelt foregår i Kirken, hvor der præsenteres løgne, Kirkens hierarki dækker over sine egne, foregår hykleri, fejl, signaleres tvetydighed, og der fremsættes nedsættende bemærkninger vedrørende pave Frans, vender det døve øre til eller affejer det med, at der er tale om misforståelser eller dårlig journalistisk arbejde, eller at der er nogen, der er ude på at gøre en myg til en elefant.

En sådan person er i realiteten mindst ligeså farlig, som den person, der i sin karakter er pessimistisk, men dog på en anden måde. Den ene ser kun håbløshed, og at det hele er en tragedie, den anden ser så lyst på det hele, at det virker komisk. Et træk på skulderen eller et underfundigt smil på læben er ikke desto mindre, ligeså meget, som den knyttede næve og blodige hånd, et oprør mod den virkelighed, der gør sig gældende og dermed imod Gud. Den optimistiske person opretholder situationer præget af ondskab, som kunne afhjælpes, hvis disse situationer med ærlighed og ihærdig indsats blev undersøgt. Den optimistiske person har filtre, der forhindrer vedkommende i at definere ondskab, som det, det er. At foretage en definition af ondskab, som ondskab, er den bedste måde, hvorpå vi som mennesker kan imødegå ondskaben. Praktisk talt kan det filter, som den optimistiske person har etableret virke hæmmende i forhold til at bede til Gud om Hans mellemkomst, om at styrke personen i dennes kamp og om at få hævn, en anmodning, man ofte ser fremsat af salmisten. På den måde stræber den optimistiske person efter godhedens nederlag og det i samme omfang som den pessimistiske person.

I bogen med titlen Orthodoxy skriver G.K Chesterton følgende:

Der er ingen tvivl om, at det helt almindelige menneske kan leve i denne verden: men vi har ikke tilstrækkelig med styrke til at fortsætte, men styrke nok til at leve med den (verden). Kan mennesket hade verden så meget, at det ændrer den, og alligevel elske den så meget, at det tænker, at den er værd at forandre? Kan mennesket se på verdens goder uden at føle sig i overensstemmelse med verden? Kan mennesket se på den enorme ondskab i verden uden at fortvivle? Kort sagt, er det muligt, at mennesket på en og samme tid ikke alene er pessimist eller optimist, men er en fanatisk pessimist og en fanatisk optimist? Er mennesket så tilpas hedensk, at det ønsker at dø for verden, eller er det så tilstrækkelig kristent, at det ønsker at dø for Kristus. Jeg vil fastholde, at i denne kombination er det, den rationelle optimist, der lider nederlag, og det er den irrationelle optimist, der sejrer. Han er nemlig parat til at smadre hele universet for dets egen skyld.

Påskemysteriet ændrer fuldstændigt måden, hvorpå vi betragter virkeligheden. Verdens optimisme blev naglet til korset, og verdens pessimisme blev trådt under fode af Den opstandne Herre. Optimismens kunstige lys blev udslukt af det altomfattende mørke på Golgata. Pessimismens selvopslugende mørke blev forvist af påskens sejrrige lys. Det prægtige Offer, Den sårede Frelser omformer det, der er lys og det, der er mørke samt afgørende ændrer vores syn på det, livet egentlig handler om.

Antagelserne, der ligger til grund for optimismen, kan formuleres på følgende måde: ”grundlæggende er alting godt, og vi ved egen hjælp kan håndtere ondskaben”. Dette kunne ikke være mere forkert. Ondskaben fungerer bedst, når den ikke er under opsyn, specielt i dag, men det er kun Gud, der er godheden Selv, og som er uden plet og er hellig, der kan helbrede og beskytte os.

Antagelserne, der ligger bag pessimismen, kan formuleres på følgende måde: ”tingenes tilstand er fuldstændig håbløs og ikke engang Gud kan hjælpe os nu, og hvis Han kan, så ønsker Han det ikke”. I virkeligheden er vi vidner til, som den tomme grav forkynder, at Gud triumferer og sejrer på skjulte og overraskende måder: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren” (Es 55: 8).

For denne verden, som den er, går til grunde” (1 Kor 7: 31). ”… Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17: 20-21). ”Mysteriet”, somLumen Gentium betegner det, er ikke fuldt ud åbenbaret i Sin sejrrige skikkelse, altså som Det himmelske Jerusalem.

Hverken optimisme eller pessimisme kan få det sidste ord. Det sidste afgørende ord er Ordet, der blev kød, og som sonede vore overtrædelser og blev til for at kunne udfri os og for evigt bære Sine prægtige (og hellige) vunder, hvorfra det evige liv strømmer, og som gør vores liv værd at leve.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-cross-shatters-optimism-and-the-resurrection-shatters-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Den Guddommelige barmhjertighed

Kardinal Sarah: ”hvis man ikke ønsker at omvende sig, finder man ingen barmhjertighed”

Nu, hvor vi nærmer os Guds Barmhjertighedssøndag, er det værd at bemærke, at der stadig er prælater såsom kardinal Robert Sarah, der opfordrer katolikker til at omvende sig og dermed bekende deres synder, så de kan tage imod Guds barmhjertighed.

I et interview med et polsk medie i 2016 understregede Vatikanets liturgiske overhoved kardinal Sarah, at Gud kun tilgiver dem, der oprigtigt bekender deres synd.

”Der er ingen tilgivelse, hvis der ikke også optræder omvendelse” understregede Sarah. Jesu budskab til kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, var ikke: ”Jeg tilgiver dig din synd og fra nu af fortsæt blot med leve dit liv, som du har gjort hidtil”. Det var, fordi hun kastede sig for Hans fødder og bad om tilgivelse, at Han sagde: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere”.

Mange hyrder, der er præget af vildfarelser, synes ikke at have noget problem med at give Den hellige Kommunion til homoseksuelle, der udlever deres homoseksualitet samt folk, der har begået ægteskabsbrud og nu lever i et nyt forhold. At drage en forbindelse mellem skriftemålanger og omvendelse er et tema, som optager Sarah meget. I et interview i 2015 betoner han: ”hvis der ikke er nogen omvendelse, er der heller ingen barmhjertighed”.

Adspurgt, om en person, der har begået en synd men ikke skriftet den, bestemmer sig for at ville modtage Den hellige Kommunion, svarede Sarah med henvisning til Paulus 1. Brev til Korintherne 11: 27-29: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til”, ”hvis personen gør dette, velvidende, at vedkommende har begået en synd, som ikke er bekendt i skriftemålet, da spiser og drikker vedkommende sig en dom til”.

I 2015 skrev Sarah bogen God or Nothing, hvori han taler om Guds barmhjertighed, som kun kan modtages af dem, der har bekendt deres synder:

Mange af de troende glædes ved at høre om Guds barmhjertighed, og de håber på, at de radikale krav, der fremgår af Evangeliet, mindskes til gavn for dem, der i deres liv har valgt at bryde med Jesu korsfæstede kærlighed. De tror, at alt er muligt på grund af Herrens uendelige godhed, mens de ikke selv behøver at ændre noget i deres liv. Mange har en forventning om, som var det en normal ting, at Gud udgyder sin barmhjertighed over dem, mens de forbliver i deres synd.

Det er ikke alene Sarah, der advarer katolikker imod den forkerte måde, der florerer i dag, nemlig at barmhjertighed kan opnås uden omvendelse. Biskop Athanasius Schneider, hjælpebiskop i Astana, Kazakhstan udtaler, at præster, biskopper og paven bærer et endnu større ansvar for, at der ikke overfor katolikker skabes klarhed vedrørende denne tematik.

I forbindelse med et oplæg, som han holdt i 2017, advarede han præster, der lader folk, som har begået ægteskabsbrud, modtage Den hellige Kommunion, selvom disse fortsætter deres livsførelse, at de (præsterne) udgør en stor risiko for disse sjæle, og at præster, der tillader denne praksis, bærer et stort ansvar, hvilket også gælder paven, ganske enkelt fordi han tillader, at dette finder sted.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-divine-mercy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)