Category: Faith

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Gallen Mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden

Manglen på præster er kun et åbenlyst påskud for at fjerne cølibatet i Den latinske Kirke, på det praktiske plan (ikke det teoretiske). Dette har været målet siden Luther”. – Biskop Athanasius Schneider.

44 år før det lykkedes ham at få banet vejen for valget af pave Frans, deltog den daværende Fr. Cormac Murphy-O’Connor, et fremtidigt medlem af Skt. Gallen Mafiaen, i en synode i 1969 under ledelse af pave Paul VI. Mens han lyttede til de yderligtgående (liberalt modernistiske) angreb mod det klerikale cølibat, fik han pludselig en tilskyndelse, nemlig det, som han husker og betegner, som ”et engelsk forår”. På et ”elendigt formuleret latin” udarbejdede Murphy-O’Connor et improviseret oplæg, der handlede om, at ”man måske burde overveje ordinationen af gifte mænd”.

Alt syntes at være i spil” på dette tidspunkt efter koncilet (Vatikan II). En præst lod endda Murphy-O’Connor vide: ”jeg var ganske sikker på, at der ville komme en ændring i reglerne omkring cølibatet, og derfor aflagde jeg mit præsteløfte med det i baghovedet”. Under optakten til synoden i 1971 vedrørende præsteskabet, som Murphy-O’Connor var med til at planlægge, skrev én af de kommende medlemmer af Skt. Gallen Mafiaen en artikel, der argumenterede for, at ”når alt kommer til alt, er forkyndelsen af ordet og varetagelsen af sakramenterne af lang større betydning end Kirkens lovgrundlag vedrørende et ugift præsteskab”.

Endelig modtog Murphy-O’Connor og hans forgænger i Mafiaen, Basil Hume, et brev fra Rom, der understregede, som Murphy-O’Connor selv beskriver, at hans udtalelser vedrørende ordination af gifte mænd fremstod ”som vage og provokerende”. Da sagde Hume til Murphy-O’Connor: ”jeg har et forslag Cormac, skal vi ikke tage til Rom og fremlægge vores sag? Sammen skal vi nok finde en løsning”.

I mellemtiden underskrev deres fremtidige medsammensvorne i Mafiaen, Walter Kasper og Karl Lehmann, et dokument i 1970, som fremsatte et ønske om ”en nærmere undersøgelse” af lovgrundlaget for cølibatet samt muligheden for at ordinere gifte mænd. Men under den turbulente synode i 1971, som omhandlede præsteskabet, stemte et flertal af biskopperne, dog med en smal margin, mod at ordinere gifte mænd, selv når der opstod specielle ”situationer”. Da en kardinal fremsatte følgende argument: ” at når man indfører forskellige ændringer, bliver det helt enkelt umuligt at opretholde begrænsninger indenfor den rammesætning, vi definerer for ordinationen af gifte mænd”.

Man kan ikke give en tilladelse til et europæisk land og derpå udelukke andre lande i Europa. Det samme gælder i forhold til Europa og resten af verden: En tilladelse skal ikke kun gælde i et land eller region, men for alle”, udtalte kardinalen. Ifølge The New York Times ramte kardinalens argument plet, ”med undtagelse af et par stykker, lød der selv fra dem, der var for ordination af gifte mænd under særlige forhold, en advarsel mod at foretage vidtrækkende ændringer, således at de, der allerede var fungerende præster, kunne få muligheden for at gifte sig”.

Det glippede, selvom omstændighederne var de rette”, beklagede Lehman i sine erindringer.

Imidlertid begyndte en række af Mafiaens medlemmer årtier efter synoden at fremsætte underfundigt overbevisende og strengt fortrolige bemærkninger om ordinationen af gifte mænd. Ved en pressekonference kort før konklavet i 2013, lod Murphy-O’Connor offentligheden vide, at emnet ”meget vel kunne blive drøftet”, selvom det ikke var det første punkt på dagsordenen. Et år efter, at Murphy-O’Connor havde banet vejen for valget af pave Frans, erklærede han, at han ville anmode Rom om ordination af ”egnede gifte mænd”, hvis en biskop i sit bispedømme havde en udfordring i form af for få præster. I mellemtiden erklærede kardinal Kasper, at den nye pave syntes godt om dette forslag.

I dag står vi overfor en Amazonassynode, og som kardinal Walter Brandmüller formulerer det, har man ved denne synode ”først og fremmest en intention om at implementere to målsætninger, som indtil nu ikke har fået plads i Kirken. De målsætninger, der er tale om, er afskaffelsen af cølibatet for præster samt en introduktion til ordination af kvinder, altså et kvindeligt præsteskab, hvor man starter ud med kvindelige diakoner”. I forbindelse med forberedelserne til synoden har pave Frans ildevarslende rost arbejdet foretaget af biskop Fritz Lobinger, et arbejde, der kan betegnes som meget yderligtgående i en liberal og modernistisk retning. Biskop Fritz Lobinger har intentioner om, at man skal foretage ordination af ”ældre” gifte mænd, og at det på sigt kommer til at gælde i hele Den universelle Kirke. Det skal ske ved at øge antallet af ”ældre” gifte mænd og på den måde foretage en udskiftning af de rigtige præster. Biskop Lobinger har et håb om, at der kan ske en udbredelse af ”gruppebaserede Messer” fejret af en bankchef, buschauffør eller en tømrer. Biskop Lobinger har offentligt tilkendegivet, at nogle af de præster, der aktuelt udfører deres kald, undtagelsesvist vil kunne gifte sig, og han har gentagne gange foreslået, at hans oplæg til en gruppebaseret struktur, der skal gælde for præsteskabet, skal bane vejen for ordination af kvinder.

Pave Frans har derfor valgt en muse, der er sympatisk indstillet overfor det sydonale aspekt, som sætter navn på kandidat til paveembedet og overhoved for Skt. Gallen Mafiaen kardinal Carlo Martini. Ved synoden i 1999 kundgjorde Martini sin vision af at gøre brug af sydonale aspekt, som et redskab (blandt mange) til at løse problemet med præstemanglen og arbejdet med kvindernes rolle i Kirken samt vække (nyt) liv i det økumeniske arbejde. I sin bog ”Night Conversations”, som senere blev benyttet i forarbejdet til valget af pave Frans, fremhæver Martini ordination af gifte mænd, kvindelige diakoner samt den måde, som andre ”kirker” har implementeret ordinationen af kvinder på.

Han kommer med følgende forklaring:

Mens jeg opholdt mig i Canterbury i 90’erne, besøgte jeg ærkebiskop Dr. George Leonard, det daværende overhoved for den anglikanske kirke. Denne kirke var præget af interne spændinger på grund af ordination af kvinder. Jeg forsøgte at opmuntre ham til at fortsætte dette arbejde, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet. Vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”.

I Edward Pentins bog med titlen ”The Rigging of a Vatican Synod?” fremlægger kardinal Brandmüller på profetisk vis, hvordan de revolutionære træk er knyttet til den radikale økumeni. Han formulerer det således:

Det første, man går efter, er Kommunion til skilte gengifte. Derpå, og som det andet, er det afskaffelsen af det præstelige cølibat, og det er det, man sigter imod. Et kvindeligt præsteskab er MÅLET og endelig skabe enhed med protestanterne. Derpå vil man have en tysk Kirke, som er uafhængig af Rom, og endelig har man fundet sammen med protestanterne”.

Den samme målsætning finder man også skitseret i kardinal Kaspers bog, der handler om Luther. Kasper finder sit økumeniske håb i det, som Luther har udtalt: ”at han vil kysse fødderne på den pave, der vil anerkende hans evangelium”. Den pave, som skulle anerkende Luthers evangelium, foreslår Kaspers bog, bør ganske enkelt være pave Frans. Derfor er dette Lutherinspirerede pontifikats dagsorden at ”vride al” katolicisme ud af Kirken og dermed slække på en række katolske markører såsom det præstelige cølibat og alt dette blot for den radikale økumenis skyld.

For nylig deltog Kasper i et indledende og ”hemmeligt” møde relateret til den kommende synode, hvor man arbejder målrettet mod ordination af gifte mænd og en ny vurdering af kvindelige diakoner. Der var ingen af Kaspers medsammensvorne fra Mafiaen tilstede ved mødet, fordi næsten alle er afgået ved døden, og de dermed ikke har kunnet opleve det kommende resultat af deres anstrengelser. Men for Kasper drejer dette sig om en kamp, der har stået på i årevis, og som trækker tråde helt tilbage til Luther, og dette slagsmål vil fortsætte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 4. juli 2019. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

En nonne udtaler: Katolikker, der lader samfundet opdrage deres børn, er med til at lede dem i fortabelse

Unge mennesker forlader Den Romerske Katolske Kirke uden overhovedet at vide, hvad det vil sige at være katolik, og det er deres forældres pligt at lære dem om troen, siger grundlæggeren af et traditionelt orienteret kommunitet for ordenssøstre.

”Børn forlader den katolske tro, og de tror, at de forlader den katolske tro, men de har aldrig kendt til den”, siger Moder Miriam, som er grundlæggeren af Marias døtre, Moder til Israels håb, ved konferencen om de katolske familier, som er en alternativ konference til det af Vatikanet arrangerede verdensmøde om familier, som blev afholdt i Irland i sidste uge.

Moder Miriam stod stålfast på under sit oplæg, som bar titlen: At være forældre i en verden der har vendt sig bort fra Gud, at katolske forældre har en højtidelig pligt til at opdrage deres børn i troen.

Ved at benytte eksemplet fra Anden Makkabæerbog kapitel syv med en moder og hendes syv sønner, der hellere ville lide døden end gå på kompromis med deres tro, betonede Moder Miriam, at moderen i historien aldrig ville lade et hedensk samfund pålægge sine sønner et falskt værdigrundlag.

”Enhver moder, der tillader samfundet at opdrage sine børn, også selvom det foregår på en skole, der betegner sig katolsk, sætter sit kald som moder og forældre over styr og leder sine børn i fortabelse, medmindre der er tale om en rigtig katolsk skole”, sagde hun.

”Den dag, hvor den enkelte skal stå (til ansvar) overfor Gud, er det hverken Kirken eller skolerne, der vil blive holdt ansvarlige”, sagde hun. ”Det er forældrene … Vi må vide, hvad vores børn har lært og taget til sig i løbet af dagen, inden de går i seng”.

Det, der er vigtigt, er, at det børnene lærer, ikke alt sammen stammer fra bøger, men også er det, de kan udlede af den opførsel, som deres forældre udviser, sagde ordenssøsteren.

I sin encyklika fra 1930 Casti Connubii (om det kristne ægteskab) forklarede pave Pius XI, at en passende katolsk læring indenfor ægteskabets ramme er mere end blot den instruktion, som Kirken giver.

”Der er behov for noget mere udover den intellektuelle dannelse nemlig en vedholdende viljestyrke hos mand og hustru til at betragte Guds hellige lov samt den naturlige lov set i relation til ægteskabet”, skrev pave Pius XI i selvsamme encyklika.

Til trods for hvad andre måtte fremsætte og sprede gennem det talte og skrevne ord, bør mand og hustru være fastbesluttede på: at holde fast ved Guds Bud i alt hvad ægteskabet måtte kræve af dem; altid at være parate til at yde hinanden støtte med gensidig kærlighed; bevare kyskheden; ikke at lade profane tendenser komme i nærheden af den naturlige stabilitet, der ligger i ægteskabets bånd; at parret benytter de retmæssige beføjelser, der følger med ægteskabet, så de bevarer dette kristent og helligt især i de første år af ægteskabet, for skulle der efterfølgende opstå et behov for (seksuel) afholdenhed, da vil en vane i den henseende være blevet oparbejdet, og det vil være lettere for den enkelte at opretholde en afholdenhed”, skrev han.

Forældre i katolske ægteskaber bør være rollemodeller for deres børn i forhold til kyskhed og anstændighed, og det gælder også måden, man klæder sig på, sagde Moder Miriam.

”Der findes ikke noget bedre eksempel end det, du som forældre giver dit barn”, sagde hun.

Når det kommer til påklædning, var ordenssøsterens standpunkt klart. Kvinder bør bære kjoler, der ikke er for nedringede, der ikke viser ben og er uden ærmer. Også katolske mænd bør klæde sig respektabelt, sagde hun.

”Kære mænd: der er ingen, som vil sidde ved siden af Jer i Kirken, når I bærer shorts og sandaler og i det hele taget viser Jeres ben under Messen”, sagde hun. ”Vær respektabelt klædt”.

Til forældre, der lader deres børn leve et liv, der er i overensstemmelse med de værdier, som samfundet udstikker frem for katolske værdier og doktriner, eller som har voksne børn, der er vokset op under sekulære forhold, har hun følgende råd:

”Der er ingen tid at spilde, Sig ikke: ’mine børn er blevet 65, og der er ikke meget, jeg kan gøre for at ændre på dem’, kom ned på knæ og sig … ’Far og jeg fejlede, og vi beder Jer om at lytte til os. Hvordan I efterfølgende handler på det, vi har fortalt Jer, er Jeres sag”.

”Kærligheden taler altid sandheden”.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 28. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/nun-catholics-who-let-society-raise-their-kids-are-likely-damning-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Lidelse følger i kølvandet, når en Kirke tager ukloge beslutninger

Det, man kan sige om pave Johannes XXIII’s pontifikat var, at det i sin karakter var optimistisk. Da han blev spurgt, hvorfor han indkaldte til det andet Vatikankoncil, var hans svar angiveligt: ”Jeg ønsker at åbne Kirkens vinduer så meget, at vi kan se ud, og folk (udenfor) kan se ind”. Med denne åbningsreplik for Koncilet, hånede han de kritikere, der hævdede, at den moralske krise var under opsejling ved at karakterisere dem, som dommedagsprofeter, der altid har de værste katastrofer for øje, som om verdens ende er lige om hjørnet. Pave Johannes XXIII’s optimisme figurerede implicit i det, der var sigtet med Vatikan II: At bringe Kirken og den moderne verden sammen på en vellykket måde, det vil sige at åbne Kirkens vinduer og lade røgelsen, der benyttes i hellige sammenhænge, blande sig med den friske sekulære luft, eller sagt på en anden måde, der var tale om et projekt, der havde tiltro til, at en syntese mellem optimisme og håbet om alt det bedste ville bære stor frugt.

Pave Johannes XXIII nåede ikke at opleve koncilets slutresultat. En progressiv katolik ville karakterisere dette på følgende måde: Han var som en bygningshåndværker, tilknyttet et katedralbyggeri, hvor han ikke nåede at opleve det endelige og imponerende resultat. Det er det samme, der gør sig gældende, når man tager udgangspunkt i den kulturelle udvikling. Man tilplanter en have, og de generationer, der kommer efter, kan høste dens frugt.

Men til tider kan dens frugter, der vokser frem være rådden og helt uspiselig.

Den frugt, der var resultatet af Vatikan II, efterlod Kirken med en bitter smag i munden. Mange antager, at dette skyldes en infiltration af Kirken. Måske skulle pave Johannes XXIII have lyttet til dommedagsprofeterne. Hvis man åbner vinduerne, når luften er fyldt med giftig røg, kan det have en dødelig udgang.

Jeg kunne være fristet til at gennemgå de mange mærkværdige og fjollede ting, man har været vidne til siden Vatikan II, samt de drastiske fald, der har været i forhold til kald (præste- og ordenskald) samt folk, der deltager i Den hellige Messe og antallet af misbrugssager og endelig de enorme summer, der er blevet benyttet til at indgå juridiske forlig i disse sager. Jeg kunne fortsætte listen af disse opsigtsvækkende forhold med at nævne Messer med rockmusik, hvor der danses polka, hvor der optræder klovne, og det værste af det hele er Messerne ved Verdensungdomsdagene. Men jeg vil i stedet rette fokus på følgevirkningerne af Vatikan II, og hvilken betydning de aktuelt har for verden og de unge.

Da jeg arbejder som lærer, vil jeg tage udgangspunkt i de erfaringer, jeg har gjort mig på dette område. Jeg arbejder i det offentlige skolesystem, og her er Den katolske Kirke praktisk talt ikke eksisterende. De elever, jeg møder har aldrig hørt om en biskop eller for den sags skyld en pave, og hvad disse titler dækker over. Deres viden om præster stammer fra det, de stifter bekendtskab med fra komikkens verden. De ved, hvad det vil sige at være nonne grundet en aktuel gyserfilm. Der er kun to af mine elever, der på ugentlig basis deltager i en eller anden form for gudstjeneste. Resten tager enten del i søndagens ”tilbedelse” af hockey-sporten eller sidder derhjemme foran computerskærmen og bruger tid på at slå mennesker ihjel i et spil. Hvis en elev har et familiemedlem, der er troende (kristen), så kender eleven til Jesus, men ved med stor sandsynlighed ikke hvem Jesus egentlig er (jeg havde på et tidspunkt en elev på 11 år, som spurgte om julen indikerede Jesu død på korset). Min opfattelse er på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig, at Den katolske Kirke fremstår som betydningsløs for de elever, jeg er lærer for og ikke bare for dem, men for hele det moderne uddannelsessystem.

Kan jeg få det moderne uddannelsessystem til at forsvinde? Hvad kan Den ”moderne” katolske Kirke tilbyde mine elever? Skal jeg undervise dem i, hvordan de skal plagiere, når de skal skrive et essay? Eller skal jeg give dem en lektion i matematik, hvor 2 +2 = 5? Der vil givet være en elev, der ønsker en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre? Mit svar til den pågældende elev vil da være: ”du skal ikke fokusere på detaljer”. Måske kan Kirken i forhold til de naturvidenskabelige fag bidrage med, hvorledes man bygger broer på usikker grund, eller laver et flag, som kan indgå, som en naturlig del af boligindretning. Hvis der er et felt, hvor Den ”moderne” katolske Kirke og det offentlige uddannelsessystem kan mødes, er det omkring fordømmelsen af de menneskeskabte klimaforandringer. Man har sagt, at ”de dommedagsprofetier, der i dag bliver forudsagt i forbindelse med klimaforandringerne, skal tages meget alvorligt”. Her ser vi et eksempel på, at Pave Johannes XXIII møder dommedagsprofeten: Frans. Jeg er sikker på, at Kirken og skolerne kan arbejde sammen om at begrænse folks forbrug af plasticsugerør. Med undtagelse af den politik, som Kirken fører, som er smurt ind i teflon, så fremstår Den katolske Kirke som useriøs og utroværdig, når den præsenteres i det offentlige skolesystem.

Fraværet af en klar og tydelig Kirke er ikke noget, man skal tage for let på, for der er tale om fraværet af det sande lys og håb. I de syv år, jeg har fungeret som lærer, har jeg undervist mange utrolige elever. Men jeg har også været vidne til den lidelse, de har gennemgået. Jeg ser elever, hvis liv er blevet ødelagt af en skilsmisse. Jeg er vidne til, at skoler regelmæssigt kortvarigt må lukke ned, fordi der er fare for, at visse elever kan blive bortført. Det at være lærer betyder, at man meget hurtigt kommer på fornavn med betjentene på den lokale politistation. Jeg havde en elev på 9 år, som blev taget i at sende upassende billedmateriale, hvor eleven selv optrådte, til venner og bekendte. Jeg havde en elev på 10, som forsøgte at begå selvmord, og det kom som et chok for mig, at en af mine andre elever på kun 7 år også havde forsøgt på at begå selvmord. Jeg har endda haft to elever, som blev myrdet. Jeg tror ikke, at I kan forestille Jer, hvor mange grædende og sorgfulde børn, jeg har lyttet til. Vi lever i en verden, som er markant præget af sorg og smerte, en verden som sukker efter en frelser, som er Den Frelser, børnene henvender sig til, når de synger Hosanna. Disse børn bærer på så meget sorg og smerte, og de har ingen anelse om, hvor de skal finde håbet. En stærk og synlig Kirke er ganske enkelt fraværende og kan derfor ikke tage dem i hånden og lede dem ad den rette vej.

Alt det, som mine elever oplever og bærer på, bekræfter blot den ulykkelige sandhed, at hvis Kirken fremstår svag, uklar og ikke er i stand til at vise vejen, så lider verden under dette. Det er klart, når Kirken ikke prædiker Kristus, som korsfæstet, og når man fjerner krucifikser i det offentlige skolesystem, så ender det galt. Når krucifikserne fjernes på skolerne, placeres korset med dets lidelse på vores børn. Manglen på rettidig omhu fra Den synlige Kirke har resulteret i, at Den sammen med den moderne verden styrer direkte mod lidelsernes afgrund, og der er her tale om lidelser i en skala, som indtil nu aldrig er set mage, og det er børnene, der må bære dette på deres skuldre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så optimistisk, som pave Johannes XXIII, og sige, at det hele nok skal blive godt. Det ville være løgn. Kristus har vundet den endelige sejr, men mange sjæle vil gå tabt på vejen derhen. Imidlertid kan man håbe på, at en meget mindre katolsk Kirke vil rejse sig af støvet, vakt til live af Den ekstraordinære Messe, og som vil bringe det glade budskab videre til kommende generationer. I sidste ende må katolikker være parate til at være ligesom dem, der var med til at bygge middelalderens katedraler, nemlig at arbejde på en fornyelse uden at kunne forvente at se det endelige resultat, som er katedraler bygget på klippegrund, ikke på et fundament af genbrugte plasticsugerør. Der har allerede været for meget lidelse forårsaget af ukloge beslutninger.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/suffering-foolish-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Aldrig før har verden ønsket så meget, at du må komme i helvede! Du må stå imod!

Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelstmen for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24: 22).

Finder du behag i kødets lyst? Er du grådig? Tror du på Den katolske Kirkes trosgrundlag, men er lunken i din tro? Er du vokset op i en ikke-kristen familie, eller er du vokset op i en (af de mange) kristne denominationer, som i oprør har taget afstand til Den Kirke, som Kristus indstiftede? Eller benægter du Guds eksistens?

Verden har udviklet sig på en sådan måde, at det praktisk talt er umuligt at udgå, uden Guds store nåde, at begå en dødssynd. Hvor man end vender sig hen, og uanset hvad man gør, bærer det syndens plet med sig. Vi opmuntres til at gøre det onde i alle dele af vort liv, i kærlighedslivet, i privatlivet og i hjemmet. Man fortæller os, at det onde er normalt, at det kan retfærdiggøres, og at det er det helt rigtige at gøre. Vi får bogstaveligt talt serveret alle de ”gode” grunde til at fordærve os selv og vore kroppe og glemme alt om Gud og endda kassere Ham.

Man fortæller os, at ondskab er den pris, man må betale for at kunne være til i verden i dag. 

Ved at afvise Kristus opfylder verden blot Hans profetier. Da Han sagde: ”Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst”, må det være det, Han henviste til.

Dette kan illustreres ved, at man tager udgangspunkt i et nyfødt barn. Dette barn vil, hvis det følger det gængse mønster, skulle modtage skoleundervisning i mange år. I skolen vil det få fortalt, at homoseksuelle relationer er normale, at mænd kan blive til kvinder og omvendt, at tolerance betyder mere end noget andet, at fejlagtige trosforestillinger om Gud bør vægtes lige med den sande tro, at mastubation er en naturlig ting, og at videnskaben har modbevist Guds eksistens.

Når dette barn ikke er i skole, vil det befinde sig i kulturelle sammenhænge, hvor man anser førægteskabelig seksuelt samvær som noget naturligt, og tror man på Gud, er man tåbelig. Dette barn vil blive opmuntret til at vurdere sig selv ud fra parametre, som dets evne til at præstere, succesraten gennem hele dets fremtidige karriere på arbejdsmarkedet samt på andre felter, hvor mange penge det kan tjene, og hvor seksuelt attraktiv, det kan blive. De digitale medier vil sprede gift i dette barns sind, når det bliver underholdt på- og af disse medier.

Hvilken chance har det gennemsnitsbarn, der kommer til verden i dag, når det udsættes for denne massive påvirkning?

Som Jesus siger: ”Hver dag har nok i sin plage”. For at gøre det hele meget værre er antallet af troende præster og sogne, der brænder af nidkærhed, og hvis de da stadig eksisterer, er de få og præget af splittelse.

Hvis Den hellige Moderkirke var stærk nok, hvis seminarierne var fyldt med præstestuderende, der var rodfæstet i deres tro, hvis der ikke blev foretaget ændringer i Kirkens doktriner, og hvis lægfolket brændte med nidkærhed for Gud, da ville det være muligt for dette barn at modstå alt det onde, der kommer fra verden. Men en svag Kirke er blevet skrøbelig og tilbageholdende i mødet med modernismen og kan derfor ikke komme med et vidnesbyrd, der står op imod verden. Imidlertid finder dette sted, men det foregår i meget få menigheder, hvor præsterne virkelig er troende, og lægfolket også er godt funderet i troen.

Det, at det er vanskeligt for de udvalgte at finde de troende præster og sogne, der er funderet i troen, er i sig selv et tegn på, at vi befinder os på det tidspunkt, som Kristus i sin barmhjertighed advarede om ville komme. Det er sandt, at antallet af mennesker, der i disse dage vil blive frelst er tæt på nul, fordi disse dage er præget af ondskab og fordærv.

Selv luften emmer af stanken fra helvede. Vi håber på, at Kristus i Sin store barmhjertighed vil afkorte de dage for at frelse de udvalgte. Disse kan kun stå op imod mørkets ugudelighed ved at holde fast i traditionen.

”… og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kristi Kirke), men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet”, dette er de vers, der yderligere bliver formidlet vedrørende dette budskab. Store dele af Kirken vil gå på kompromis, dog vil der altid være troende præster og menigheder, der er funderet i troen, og som frembærer Messeofferet, således at de udvalgtes sjæle kan blive frelst.

Men ingen bør være overrasket over at vi befinder os i den tid nu.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af James D og publiceret på OnePeterFive d. 21. februar 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/world-hell-resist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)