Category: Faith

Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål

Anden del.

Når man er på vej ind til skriftemålet, er det bedste, man kan gøre, at være i vedvarende bøn og bede Herren om at lede en, når der er behov for det. Husk dette, overvej dette og lad dette bundfælde sig i dig på vej til – under og efter skriftemålet:

Hvis sjælen befinder sig i en tilstand, hvor den er præget af dødssynd, er den ikke i stand til at omvende sig, medmindre Gud giver den nåden til at gøre det, og selv da skal sjælen arbejde sammen med den nåde, Gud har givet kvit og frit ud af sin guddommelige barmhjertighed.

Er en sjæl først kommet i en tilstand præget af dødssynd, kan den ikke ved egen kraft orientere sig mod Gud, fordi synden har slukket Guds kærlighedslys i den. Hvis Gud ikke giver sjælen denne foreløbige nåde, (en nåde Gud giver rettet til et specifikt formål, og denne nåde skal ikke forveksles med den helliggørende nåde) vil den være låst fast i sin synd. Det er netop grunden til, at det er vigtigt, at man vedvarende er i bøn, og der beder for, at man altid må være tæt på Gud, også selvom det betyder, at Han tugter en i dette liv, for der findes ikke noget værre, end at man afslutter dette liv i en tilstand, der præges af dødssynd.

Den nu afdøde Father John Hardon, S. J beskrev Guds barmhjertighed på følgende måde: Guds kærlighed rækker ud over det, menneskeheden fortjener … Når en sjæl har benyttet sit frie valg til at afvise denne kærlighed ved at begå en dødssynd, fortjener sjælen ikke længere Guds hjælp, sjælen er dermed blevet fuldstændig afhængig af Guds Barmhjertighed til at hjælpe den tilbage til Ham ved omvendelse og skriftemål.

I parentes bemærket bør trofaste katolikker ofte have med i deres bøn, at Herren vil føre så mange sjæle som muligt til Sin nåde, og det gælder i sagens natur (også den, der selv fremsiger bønnen), og det gælder især dem, der er langt fra Ham.

Bodens sakramente består af tre væsentlige elementer, som pønitenten (skriftebarnet) skal opfylde. Disse tre elementer fremgår af § 1450 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning (40).

1.      Angeren: en god anger kommer fra hjertets dyb, fordi man elsker Gud. Men angeren kan også stamme fra en angst for Gud eller for at komme i helvede. Der optræder dog også en tredje mulighed, hvor angeren er funderet i egoisme kombineret med kærligheden til Gud eller frygten for Gud. Paragraf 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus uddyber angeren og dens natur:

§ 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd og med det forsæt fra nu af ikke at synde mere (41).

2.      I skriftemålet bekendes alle de dødssynder, pønitenten er bevidst om, og her drejer det sig om dødssynder, der er begået siden sidste skriftemål. Derudover skal al anden foretaget syndsaktivitet siden sidste skriftemål også bekendes for skriftefaderen, det kan være tyveri, løgn og utugt. Undladelsessynder skal også lægges frem, og det kan eksempelvis være, at man har undladt at gå til Messe på (af Kirken) påbudte dage, at man ikke har vist lydighed overfor myndigheder, ikke støttet Kirken og undladt faste og abstinens på (af Kirken) påbudte dage. Læs nærmere om dette i paragraf 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

§ 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1456: Tilståelsen over for præsten udgør en væsentlig del af Bodens sakramente: De bodfærdige bør i skriftemålet nævne alle de dødssynder, som de er sig bevidst efter en omhyggelig samvittighedsransagelse, selv når disse synder er meget skjult og kun er begået mod de to sidste af Lovens ti bud. For disse synder sårer til tider sjælen dybere og er farligere end dem, som er begået offentligt” (46).

3.      Soning: efter skriftemålet skal man gøre bod og om nødvendigt genoprette den skade, ens synd har påført andre. Det kan for eksempel være, at man afleverer penge eller ting tilbage, man har stjålet fra en anden eller yder økonomisk eller materiel erstatning til vedkommende. Soning kan også betyde, at man renser et andet menneskes rygte, et menneske man har bagtalt etc. Dette bliver uddybet i paragraf 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus

§ 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1459: Mange synder skader vores næste. Man må gøre det, der er muligt for at genoprette skader (for eksempel tilbagegive stjålne ting, rense dens rygte, som vi har bagtalt; bøde på sår). Det kræver simpel retfærdighed. Men desuden sårer og svækker synden også synderen selv, såvel som hans forhold til Gud som til hans næste. Absolutionen borttager synden, men udbedrer ikke al den uorden, synden har forvoldt (55). Løst fra synden skal synderen endnu genvinde sin fulde åndelige sundhed. Han skal altså gøre noget mere for at gøre det godt igen, som han har forbrudt ved sine synder. Han skal på en passende måde yde bod for eller sone sine synder. Denne soning kaldes også bod.

Som Den Katolske Kirkes Katekismus påpeger, er angeren det primære, men det betyder ikke, at de andre dele af skrifteprocessen, der er beskrevet ovenfor, er mindre betydningsfulde, de bør og skal fuldføres. Imidlertid kan der opstå nødsituationer, som at døden er nært forestående, og hvor skriftemålet og den efterfølgende soning ikke er mulig. Normalt er det en ordineret præst med myndighed, der varetager sakramenternes udførelse, men i ekstraordinære situationer, hvor der er en overvejende risiko for, at døden bliver det endelige udfald, har alle præster, selv lægfolk disse beføjelser, og disse bør derfor forestå et generelt skriftemål ved at spørge ind til – og lytte til de synder, pønitenten måtte have at bekende (hvis denne i sagens natur er ved bevidsthed), og som vedkommende er ked af og angrer. Hvis pønitentens helbredstilstand tillader det, bør denne endeligt bekræfte det, der er blevet bekendt, og derpå kan en sakramental absolution gives, som fjerner al evig straf, der knytter sig til synd. Yderligere tillader Kirken qua Hendes frelsesøkonomi, at varetageren af sakramentet kan give en apostolisk syndsforladelse, hvis vedkommende har modtaget et angerfuldt skriftemål, så den timelige straf bundet til synden fjernes.

Pønitenten bør stræbe efter at vise en dyb anger (som Skt. Thomas Aquinas påpeger, er dette noget, Gud giver til sjælen, og derfor er det påkrævet, at man beder Gud om at kunne vise den dybe anger) eller som et minimum udvise en vis form for anger, for ellers kan pønitenten blot skrifte, og præsten give absolution, men pønitenten fortsætter efterfølgende med at foretage samme synder, fordi vedkommende ikke har indset, at hans/hendes handlinger grundlæggende er forkerte, og dermed er en synd mod Gud. Det kan være, at pønitenten er angerfuld i forhold til alle sine synder bortset fra en, og på grund af denne ene er pønitenten stadig bundet af alle sine synder.

Det, jeg erfarer, og som jeg vil betegne som værende en stor mangel, er, at mange pønitenter har en manglende vilje til at ville ændre deres liv, så de ikke begår de samme synder igen, det er jo det, der er hensigten med skriftemålet, nemlig at man ikke vil synde igen. Derfor er en grundlæggende og dyb anger det altafgørende. Man skal ville angeren, så den er ægte og kommer fra hjertets dyb. I evangelierne benytter Jesus ofte formuleringer som:

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre” (Joh 5: 14).

Hun svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde Jesus: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

For at angeren kan være dyb og ægte, må man som et minimum have et ønske om ikke at ville synde mere (også selvom man ved, at man er svag og kan falde for fristelse og dermed er ængstelig for at synde igen). Vi må begynde at opbygge en grundlæggende målsætning om, at det er vores højeste prioritet at forandre vores liv.

Hvis man har for vane at indtage for meget alkohol, alene eller sammen med andre, så er én af de helt åbenlyse ændringer, man kan foretage at undgå de miljøer og sociale sammenhænge, hvor et stort alkoholindtag er normen. Man kan i sagens natur ikke forvente, at der sker forandringer, hvis man fortsætter med at gøre som hidtil. Hvis en person har for vane ikke at gå til Højmessen om søndagen kl. 10.00, fordi vedkommende lørdag aften/nat går i byen og efterfølgende kommer sent hjem, bør vedkommende ændre på sin dårlige vane og gøre tilbedelsen af Gud til det absolut vigtigste og dermed stoppe sin sene gå-i-byen-aktivitet lørdag aften/nat. Hvis en person ikke har noget ønske om at ville ændre sit liv, hvordan kan man da hævde, at man stræber efter at praktisere en dybere anger?

Kan I lugte det? Stanken af helvede, der klæber sig til en sjæl, der er på vej ind til skriftemålet, men egentlig ikke har noget ønske om at ændre sit liv, så det stemmer overens med Guds hellige Bud.

Hvis I ønsker at foretage et godt skriftemål, så brug tiden til at bede om nådens lys, så I kan ændre Jeres liv, så det er Gud til behag. Hvem ønsker I at behage? Er det Jer selv, Jeres ”såkaldte venner”, familien eller vennerne på Facebook? Vær opmærksom på, at ingen af dem har magten over liv og død, det er kun Gud, der har det. Så hvem bør I stræbe efter at behage med Jeres livsførelse? Det første bud er aldrig blevet afskaffet:

Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene’” (Luk 4:8).

Når angeren begynder at tynge samvittigheden, er det et signal om, at der er et påtrængende behov for at opsøge skriftemålet. Det bør derfor være af stor vigtighed, at man får skriftet. Om nødvendigt ring til en præst og lav en aftale med henblik på at foretage skriftemål hurtigst muligt. Hvis skriftemål allerede er en ugentlig ”aktivitet”, så mød op i god tid og stil dig i kø (hvis man da stadig nogen steder i Vesten står i kø foran skriftestolen).

Dette leder os til ransagelse af samvittigheden. Formodentlig har man en (god) grund til at gøre brug af bodens sakramente. Imidlertid kan man bære på flere synder, end man er bevidst om, og som er vigtige at få bekendt. Der findes mange (tilgængelige) eksempler på en god og objektiv måde, hvorpå man kan ransage sin samvittighed. Anskaf dig den udgave, der passer netop til dig og gør brug af den. Den synd, man har begået, bliver ikke målt ud fra ens egen ”mavefornemmelse” (subjektiv vurdering), nej, målestokken er grundfæstet i Gud og den naturlige lov, samt det, Kirken foreskriver. Man bør have foretaget en grundig ransagelse af samvittigheden, inden man ankommer til Kirken, så man straks kan stille sig i køen til skriftestolen og nå at foretage skriftemålet, inden skriftefaderen må forlade skriftestolen for at fejre Den hellige Messe. Som oftest har man gjort det således i sognene, at man har lagt skriftemålet før Messefejring. Man har arrangeret det således, fordi det synes som om, at langt de fleste ”praktiserende” katolikker derved kan se et incitament til at komme i Kirken.

Når man er angerfuld og har ransaget sin samvittighed i henhold til Kirkens lære (og ikke i forhold til det, man selv fornemmer) og har fundet vej til skriftestolen, knæl da ned (eller sæt dig) og gør derpå korstegnet og sig således:

Fader, jeg beder om tilgivelse, for jeg har syndet. Jeg er … (civilstand: gift eller tilhører en orden som ordenssøster eller ordensbroder). Mit sidste skriftemål var … (her angiver man tilnærmelsesvist, hvor lang tid, der er gået, siden man skriftede sidst).

Hvis præsten ingen kendskab har til dig og din livssituation, er du forpligtet til at informere ham om dette i begyndelsen af skriftemålet: ”jeg er gift, vi har børn, men der er tale om voksne børn, så de er flyttet hjemmefra, jeg bor alene / er ikke i forhold, jeg er præst, jeg er ordenssøster eller broder. Syndens alvor kan være afhængig af din livssituation.

Sig derpå: dette er mine synder, og herefter bekender du alle de dødssynder, du er blevet bevidst om gennem samvittighedsransagelsen. Du skal redegøre for deres art og antallet af gange, du har foretaget dem. Du skal også redegøre for dine undladelsessynder samt svaghedssynder. Der er opstået en udfordring i forhold til, hvordan skriftemålet bør praktiseres, og denne udfordring har sin oprindelse i den modernistiske tænkning. Det synes, som om mange katolikker ikke er bevidste om, at de bør nævne og bekende antallet af gange, de har begået en synd siden deres sidste skriftemål. Synd er en fornærmelse mod Gud og Hans folk. Til hver eneste synd er der tilknyttet en helt særlig straf. Hvis man fremstilles for en domstol, fordi man har overtrådt loven, dømmes man for hver eneste gang, man har foretaget en lovovertrædelse, og strafudmålingen bliver derfor ikke defineret ud fra en ”pakkeløsning”. Et eksempel på det netop beskrevne kan være:

”Det er tre måneder siden mit sidste skriftemål: jeg har løjet, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og syndet ved at sladre”. Derpå siger jeg: ”hvor mange gange har du benyttet løgnen, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og udbredt sladder?” ”Øh, det ved jeg ikke. Jeg tror jeg har benyttet løgnen ca. 10 gange, ikke gået til Messe 7 gange, misbrugt Herrens navn et par gange om dagen og udbredt sladder mindst 20 gange”.

Jeg tror, at det er tydeligt for enhver, at der er stor forskel på måden at skrifte på i de to tilfælde. Det første skriftemål er bedrøvende og forkert, det fortæller at: 3 synder er blevet begået, og 1 gang har personen undladt at opfylde det, Kirken kræver af den troende. Min erfaring er, at denne form for skriftemål er blevet normen. Det andet skriftemål fremlægges på en langt mere korrekt måde, her er der tale om et antal på mindst 210 begåede synder (alle graverende), og 7 af disse omhandler en undladelse af at opfylde Kirkens fremsatte krav. Hvis man virkelig vil vise taknemmelighed overfor Herren, bør man indse og forstå, hvor langmodig og barmhjertig Han er med os, og hvor skamfuldt og modbydeligt vi har handlet mod Ham.

Efter at have aflagt skriftemålet slutter man af med at sige: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder om tilgivelse og bod”. Lad være med at sige, og jeg beder Jer virkelig, ”det var det”, når I færdige med at skrifte, dette er nemlig en anden dårlig vane folk generelt har taget til sig. Nej, for det var ikke ”bare” det, det var alt det, man kunne erindre, men der eksisterer med garanti synder, man har glemt eller synder, man ikke har kendskab til. Bekendtgør ikke for Herren, at ”det var det”. Det er ikke et tegn på ydmyghed, det er dumhed. Vær ydmyg for Herren og erkend din svaghed, dårlig hukommelse og eventuelle ligegyldighed og afslut dit skriftemål med: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder tilgivelse og bod”.

Efter at skriftefaderen har stillet yderligere spørgsmål relateret til skriftemålet (hvis dette er nødvendigt) og givet nogle vigtige og gode råd (igen hvis dette er nødvendigt), modtager pønitenten en bod (for det meste en elendig og upassende bod), som skal udføres så hurtigt som muligt. Da soningen er en væsentlig del af bodens sakramente, bør pønitenten gøre alt det, der ligger i dennes magt, for at afholde boden (pønitenten kan anmode skriftefaderen om en anden bod, hvis pønitenten med sig selv ved, at den foreskrevne bod er vanskelig at gennemføre). Synd sætter ikke kun et varigt mærke på sjælen (ingen anden end Jesus kan med sit offer sone dette), den har også timelige konsekvenser, der kan være temmelig uoverskuelige. Den soning pønitenten foretager er i relation til den timelig straf, der er knyttet til synden, den er ikke relateret til den evige straf. Derfor bør pønitenten fra hjertets dyb have en intention om at udføre boden snarest muligt. Hvis pønitenten har tvivlsspørgsmål, bør disse rettes til skriftefaderen, så denne kan afklare disse, inden pønitenten forlader skriftestolen for at udføre bodsakten.

Mit gode råd til Jer er: start allerede nu med at få oparbejdet en god vane med regelmæssigt at ”indhente” aflad. Bønner og handlinger, der er forbundet med aflad, fjerner den timelige straf, der knytter sig til synden. Hvis man dør i en tilstand af synd, hvortil der er knyttet timelig straf, sker en ”udligning” i purgatoriet, og jeg bliver nødt til at understrege, at dette er en meget alvorlig sag, for det handler om en renselse i purgatoriet.

Efter at pøniteten har bekræftet, at denne har forstået det, som skriftefaderen har fremlagt og påbudt, og der ikke er yderligere, forlader pøniteten skriftestolen og gør sin bod på passende måde. Der findes en ældre, men god anger/bodsakt, der udtrykker det, der skal udtrykkes, og som jeg selv gør brug af:

Min Gud, af ganske hjerte angrer jeg mine synder. Det gør mig ondt, at jeg så ofte har gjort et onde og forsømt det gode, for derved har jeg krænket Dig, Det højeste gode, som alene er værd at elske højere end alt andet. Jeg har det faste foresæt med Din nådes hjælp at gøre bod, ikke mere at ville synde og at undgå lejlighed til synd. Vær mig nådig Herre, for vor Frelser Jesu Kristi lidelses skyld. Amen”.

Hvis man omhyggeligt undersøger denne anger/bodsakt, vil man opdage, hvor smuk og teologisk fuldendt den er.

Enten efter at du har foretaget denne anger/bodsakt, eller mens du gør det (hvis præsten er af den gamle skole), vil han give dig den hellige absolution, og derpå sende dig bort med en lovprisning af Gud.

Det er nu blevet tid for en dybfølt taksigelse til Gud! Vær taknemmelig for bodens sakramente, vær ikke bange for det (angst for bodens sakramente bunder ofte i hovmod og forfængelighed). Hvis du ikke bryder dig om de råd, du modtager fra skriftefaderen (sandsynligvis fordi de ikke følger katolsk norm, eller fordi de ikke passer til din specifikke situation), da bør du opsøge en anden skriftefader, for det har du ret til at gøre.

Som præst er det mest velsignede, jeg kan sige indstiftelsesordene, der optræder under Den hellige Messe, men det, der kommer næstefter, er følgende:

Gud, vor barmhjertige Fader har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig gennem kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen“.

Desværre, og dette tynger mig med stor sorg, så kommer disse velsignede linjer alt for sjældent over mine læber … Min bøn er, at alle dem, der læser denne artikel (som ikke er noget stort) vil agere således, at deres præst (eller personlige skriftefader) får den velsignelse, at han må udtale disse ord rettet netop til dem så ofte som muligt. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 15. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-ii-making-a-good-confession

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Aske aske, vi skal alle dø

Fastetiden handler om, at man forbereder sig på døden

Sidste onsdag modtog katolikker i sognene rundt om i verden et askekors på panden, mens de hørte ordene: ”omvend dig og tro på Evangeliet”. Denne sætning er i sandhed vigtig, fordi vi hver dag skal omvende os, bekende vore synder og leve efter Evangeliets ånd. Men, der er mange, der har glemt eller rent faktisk ikke har kendskab til den traditionelle formulering, der benyttes i forbindelse med modtagelsen af askekorset, som lyder: menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. Det er disse ord, Gud Herren siger direkte til Adam, da Adam og Eva forvises fra Edens have på grund af deres overtrædelse af Guds befaling. Det er alvorlige og dybe ting, man præsenteres for, og de bør betragtes som alvorlige og lede til eftertanke.

Fastetiden er en periode, hvor vi bliver mere ydmyge og husker på – og overvejer, at vi skal herfra en dag. Det er i fastetiden, vi overvejer de fire sidste ting, som er: dødendommenhimlen og helvede, men i pænhedens Kirke har man ikke nogen interesse i, at menigheden tænker i de baner. Man ønsker ikke, at menigheden på et dybere plan overvejer noget, der virker dystert og alvorligt, som fortabelse, synd etc.

Nej, for pænhedens Kirke har kun ét sigte, nemlig at fjerne alt det, der leder tankerne hen på livets alvor, den åndelige kamp, som enhver katolik bør tage del i, og få menigheden (åndeligt set) til at finde ”alt dette” værende ”for kompliceret”, og dermed springe over der, hvor gærdet er lavest. Den etablerede Kirke har ikke nogen interesse i, og læg Jer dette på sinde, at frelse Jeres sjæle eller for den sags skyld Jeres børns sjæle, Den ønsker blot gøre det så behageligt som muligt for Jer, og dette er netop grunden til, at de ikke forkynder sandheden. De benytter undskyldning på undskyldning for at bortforklare syndsaktivitet. De bruger ikke engang ordet synd mere, synd er for dem lig med dårlige valg, den enkelte har foretaget gennem i sit liv.

De klerikale i pænhedens Kirke siger alt det, der lyder pænt. Der er i princippet ikke noget galt med det, de siger. Men problemet er, at de ikke fortæller Jer det hele, og derfor kræver det både viden og evnen til at lytte godt efter, hvis man vil gennemskue, hvad der ikke bliver sagt. Vi står nu med tre generationer af katolikker, der har modtaget dårlig katekese eller slet ingen katekese, og derfor har ringe viden om deres tro. Hvorfra skal disse katolikker vide, at der er en viden om deres tro, de bør have kendskab til. Det, den enkelte præst siger er godt nok, der er egentlig ikke noget galt med det, men der ikke meget sandhed i det, og langt størstedelen af de få mennesker, der stadig deltager i en Messe, har ingen fornemmelse af, hvad der burde blive sagt fra prædikestolen. Det forholder sig sådan, som allerede nævnt, at katolikker ingen fornemmelse har af, hvad de burde vide om deres tro. Det gælder også de ord, der benyttes, når askekorset tegnes på deres pande. Det er ikke forkert at benytte ordene: ”omvend dig og tro på Evangeliet”, men denne sætning giver ikke den fulde forståelse af den alvor, der er forbundet med askekorset. Faktisk lyder det lidt som, når en selvbestaltet guru giver en af sine følgere et godt råd. Sætningen mangler ganske enkelt den ”klang”, der maner til alvor og eftertænksomhed, og yderligere bliver disse ord taget direkte ud af deres (bibelske) kontekst.

Det er i Markusevangeliet, at Vor Herre benytter disse ord for at opfordre os til omvendelse: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1: 15). Man får her en langt større forståelse for, at tidsaspektet er af afgørende betydning, og derfor må der handles nu. Men, da det forholder sig således, at mange i de ledende positioner i hierarkiet i pænhedens Kirke rent faktisk ikke tror på det, som Kirken lærer, nemlig, at der kommer et tidspunkt, hvor man må træffe et afgørende valg og derpå omvende sig, har mange katolikker ingen fornemmelse for den alvor og dybde, der ligger i deres tro. En kort bemærkning: det eneste tidspunkt, hvor Kirkens lederskab har fokus på den hurtige beslutning (og omvendelse), er, når det drejer sig om Jeres penge.

Den linje, der lyder: ”menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”, har det helt rette fokus og er passende til fastetiden, fordi den er centreret omkring afslutningen på livet, som det centrale. Vi skal alle dø, dette liv vil nå sin afslutning, og man gør klogt i at forberede sig på den dag, det sker. Set udefra, kan det synes som om, når det drejer sig om budskabet, der følger med askekorset, at forskellene mellem pænhedens Kirke og Den Kirke, der står for den autentiske katolicisme, skal findes i detaljen. Men det er ikke korrekt, for katolikker i pænhedens Kirke er blevet snydt for sandheden om Kirkens formål, og hvad det faktisk vil sige at være katolik.

Husk derfor: ”menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. februar 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-ashes-ashes-we-all-die

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helgenerne: Kun få bliver frelst

Information til læseren

Kirkens tradition er rig på Kirkefædre, Kirkelærere, helgener, mystikere etc, som har talt om frelsen og hvor mange, der frelses. Listen over disse helgener er ganske lang, og derfor er det følgende kun et lille udsnit af det, der findes.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne” (Luk 13: 23-24).

Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (Matt 22: 14).

Ikke alle, ej heller flertallet bliver frelst”. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer.

Antallet af dem, der bliver frelst, er så minimalt, som det antal druer, der bliver tilbage, når drueplukkerne har færdiggjort deres arbejde”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Tænk på helvedes kvaler, som vil vare for evigt, fordi man har begået en dødssynd. Arbejd hårdt på at være blandt de udvalgte. Tænk på helvedes evige flammer, og hvor få der bliver frelst”. Skt. Benedict Joseph Labre.

Størstedelen af menneskene vælger hellere fortabelsen fremfor at elske Den Almægtige Gud”. Skt. Alphonsus Liguori, Kirkelære.

Et væld af sjæle går til helvedes dyb, og det er på grund af troen, at alle, der dør i en tilstand præget af dødssynd, er fortabt for evigt. Ifølge statistikkerne dør ca. 80.000 mennesker hver dag. Hvor mange af dem vil dø i en tilstand præget af dødssynd? Og hvor mange vil blive fordømt! For den måde, de har levet på, afspejler deres endeligt”. Skt. Anthony Mary Claret.

Se, mange er blevet kaldet, og kun få er blevet udvalgt! Vær opmærksom på, at hvis du ikke tager vare på dig selv, har du langt mere din fortabelse i vente end en egentlig forbedring, og det er fordi, den vej, der leder til det evige liv, er meget smal”. Skt. Johannes af Korset, Kirkelære.

Det starter godt ud for mange, men det er få, der holder ud”. Skt. Hieronymus, Kirkelære og Kirkefader.

Antallet af de udvalgte er meget lille, faktisk så ringe, at vidste vi, hvor småt det egentlig er, ville vi besvime af sorg. Antallet af de udvalgte er så lille, at Gud må samle dem, Han ville løfte Sin røst og sige gennem Sin profet: ’saml Jer, hver for sig, en fra denne provins, en fra det kongerige’” Skt. Louis Marie de Montfort.

Jeg ønsker ikke, at min tale skal være overilet, men den skal stemme overens med det, jeg tænker og fornemmer. Jeg tror ikke, at særlig mange biskopper undgår fortabelsen, og at antallet af dem, der går fortabt, er meget stort”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det, jeg nu vil fortælle Jer er meget forfærdeligt, for jeg ønsker ikke at holde noget skjult for Jer. Ud af denne bys store indbyggertal, som er på flere tusinder, vil ikke engang 100 mennesker blive frelst, og jeg tror, at 100 er højt sat”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det er få, der bliver frelst, men vi må leve vores liv, som er vi blandt de få, hvis vi ønsker at være blandt de få, der bliver frelst. Oh Gud, i sandhed er der meget få, der bliver frelst, og jeg ønsker at være blandt de få”. Skt. Alphonsus Liguori.

Hvis I ønsker at være sikre på Jeres frelse, stræb da efter at være blandt de få af de få. Følg ikke størstedelen af menneskeheden, men følg dem, der forsager verden, og aldrig tøver i deres stræben dag og nat efter at nå til den evige salighed” Skt. Anselm, Kirkelære.

Alle mennesker har et ønske om at blive frelst, men størstedelen lader sig friste af synden, fordi de ikke ønsker at gøre det, der kræves for at blive frelst … Faktisk er antallet af de udvalgte langt mindre end antallet af de fortabte, for de forhærdede syndere er langt større i antal end de udvalgte”. Skt. Alphonsus Liguori.

Men jeg skælver, når jeg i disse dage ser, hvor mange sjæle der går til fortabelsen. Det, jeg ser, er, at de går til helvede som løvfald før vinterens komme”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Der er intet, der berører Jesu Hjerte mere, end at Han må se, at den lidelse Han gik igennem ikke gavner de mange”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Med undtagelse af dem, der dør, mens de stadig er børn, vil langt de fleste mennesker fortabes”. Skt. Regimius fra Rheims.

Åh, hvor er der mange sjæle, der kommer til helvede”. Skt. Francis Xavier.

Kristi hjord betegnes som ’lille’ sammenlignet med det langt større antal af forhærdede syndere”. Skt. Beda, Kirkelærer og Kirkefader.

Hvor mange blandt disse uciviliserede mennesker har stadig ikke kendskab til Gud og er sunket ned i et mørke af afgudsdyrkelse, overtro og ligegyldighed! … De stakkels sjæle, for det var netop dem, Kristus så, da Han led allermest. Han så, hvor nyttesløs den smerte, Han led for disse sjæle, var”. Skt. Francesca Saverio Cabrini.

Udfaldet må nødvendigvis være, når man ser på, hvor mange mennesker, der pådrager sig skyld ved at agere med ligegyldighed, at rigtig mange fortabes, fordi synd ikke betragtes med afsky, og det er i sagens natur vanskeligt at afsky synd, hvis synd ikke bliver betragtet som synd”. Skt. Josef Cafasso.

Der er mange, der kommer til troen, men få, der når til den himmelske herlighed”. Pave Skt. Gregory den Store, Kirkelære og Kirkefader.

Man kan kun begribe, hvor få der er blevet udvalgt, hvis man forstår hvor mange, der går fortabt”. Skt. Hilary fra Poitiers, Kirkelærer og Kirkefader.

Uden tvivl er de, der er blevet udvalgt, ganske få”. Skt. Augustin, Kirkelære og Kirkefader.

Nogen vil sige: For mig er det tilstrækkeligt at blive frelst. ’Nej’ siger Skt. Augustin, ’det er ikke tilstrækkeligt at sige sådan, for så bliver du fortabt’”. Skt. Alphonsus Liguori.

Størstedelen af menneskeheden sætter ikke pris på Kristi Blod og vil fortsætte med at fornærme Ham”. Skt. Isidore fra Seville, Kirkelære og Kirkefader.

Mange ordensfolk går direkte til helvede, fordi de ikke overholder deres klosterløfte”. Skt. Vincent Ferrer.

Så mange mennesker vil dø, og langt de fleste vil komme i helvede! Rigtig mange vil komme i helvede”. Skt. Jacinta fra Fatima.

Den, der gang på gang misbruger Guds barmhjertighed, vil Gud trække Sig fra”. Skt. Alphonsus Liguori.

Til trods for en forsikring om, at Gud ikke skaber noget menneske med henblik på, at det skal havne i helvede, og at Han ønsker, at alle mennesker må blive frelst, er det ligeså sandt, at kun få vil blive frelst, at kun ganske få vil komme ind i Himlen, og at størstedelen af menneskeheden for altid vil være fortabt”. Skt. John Neumann.

Der blev afholdt en synode i Paris og et stort antal prælater og præster, der havde ansvar for sjæle, deltog; kongen og hans stormænd kom, og gjorde dem selskab, for at skabe glans over forsamlingen. En velkendt forkynder var blevet inviteret til at forestå prædikenen. Mens han var i færd med at forberede sin homili, fremstod en afskyelig dæmon for ham og sagde: ’læg dine bøger til side. Hvis du ønsker at prædike noget, der er nyttigt for disse stormænd og prælater, så koncentrer dig om, hvordan det hele tager sig ud set fra vores synspunkt. Vi, som er mørkets fyrster takker Jer stormænd, prælater og præster, som har ansvar for sjæle, for på grund af den ligegyldighed I lægger for dagen, fortabes en stor del af de troende. Vi har en helt særlig belønning i vente for Jer, når I kommer for at være sammen med os i helvede”. Skt. Leonard fra Port Maurice.

Så stort er antallet af elendige sjæle, og til sammenligning er antallet af de frelste meget få!” Skt. Phillip Neri.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/saints-on-the-fewness-of-the-saved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kend din tro: Læren om helvede

Det er ubestrideligt, at mange, både klerikale og lægfolk ikke længere beskæftiger sig med evangelisering. Én af grundene hertil er, at mange ikke længere tror på, at helvede eksisterer og er en realitet. Enten benægter de (eksplicit) helvedes eksistens, eller også tror de, at vi kan have et begrundet håb om, at ingen vil havne der, hvis der i det hele taget eksisterer et helvede. Begge antagelser er i modstrid med den katolske tro, og det vil fremgå, når man går i dybden med det, som Den hellige Skrift, traditionen og Læreembedet siger om helvede.

Det, Den hellige Skrift siger om helvede

Den hellige Skrift bekræfter meget klart, at der er sjæle, der opholder sig i helvede. For eksempel har Johannes’ Åbenbaring en beskrivelse af dem, der på dommens dag vil blive kastet i helvede:

Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen” (Åb 20: 11-15).

Jesus fortæller selv i Den hellige Skrift, at der er nogen, der vil blive nægtet adgang til Himlen. ”Og da vil jeg sige dem, som der er: Jeg har aldrig kendt Jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud” (Matt 7: 23). Jesu undervisning lader os også forstå, at helvede er for evigt. ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for djævelen og hans engle” (Matt 25: 41). Herren Jesus indikerede endda, at størstedelen af menneskeheden kommer til helvede. ”Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7: 14).

Den hellige Paulus giver en beskrivelse af dem, der går til helvede: ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (1 Kor 6:9-10).

Det, traditionen siger om helvede

Traditionen er fyldt med vidnesbyrd om helvedes realitet. Skt. Ignatius fra Antiokia, der stammer fra den første del af det 2. århundrede, har sagt følgende: ”dem, der er årsag til, at familier bliver splittet, vil ikke arve Guds rige. Hvis de, der netop handler således, fordi de følger kødets lyst, lider døden, hvor meget mere vil så ikke et menneske, der har ladet sig fordærve af det onde, og som forkynder troen på Gud, og som Jesus Kristus lod sig korsfæste for, ikke lide døden for sine gerninger? Et menneske, der bliver så ondt, vil gå til den uudslukkelige ild, og det vil også enhver, der lytter til dette menneske” (Brev til Eferserne 16:1-2). Ligeledes i det 2. århundrede sagde Skt. Irenæus: ”Gud vil lade ondskabens åndelige styrker samt de engle, der forsyndede sig mod Ham og blev fordrevet, fremstå, og de blandt mennesker, der er ondskabsfulde, lovløse og dem, der bedriver blasfemi, vil blive kastet i den evige ild” (Against Heresies, 1:10:1). Selv Skt. Cyprian fra det 3. århundrede havde fokus på helvedes realitet:

Et uudslukkeligt Gehenna og den straf at mærke den brændende ild er blevet den fordømtes lod; ej heller vil den fordømte kunne håbe på, at dette er midlertidigt eller en dag får ende. Sjælene vil sammen med deres respektive legemer blive udsat for lidelse og ubegrænset smerte … Revselsen vil da ikke resultere i omvendelse; tårer vil ikke gøre gavn, og bøn vil ikke gøre nogen forskel. Alt for sent, vil de sjæle, der opholder sig her, tro på den evige straf, de, som ikke troede på det evige liv (To Demetrian, 24).

Skt. Kyrillos fra det 4. århundrede fremsætter følgende, som i store træk minder om det, Skt. Cyprian, ovenfor, har givet udtryk for:

Vi vil alle genopstå, og det med det evige legeme, men det vil være med forskelligartede legemer, for er et menneske retfærdigt, vil det modtage det himmelske legeme, så det med værdighed kan  føre samtale med englene, men er mennesket en synder, vil det modtage et evigt legeme, der er skabt til at gennemgå straffedomme for (de) synder, (det har begået), og det er, at det vil brænde i den evige ild, men denne ild vil aldrig fortære dette legeme. Gud vil i Sin retfærdighed lade straffen omfatte både sjæl og legeme, for det er med munden, at vi udtaler blasfemiske ord, men det er også med munden, at vi beder bønner. Det er med legemet, at vi udlever utroskabens kødelige lyst, men det er også på legemet, at man skal skue kyskheden. Det er med hånden, vi stjæler, og det er med hånden, at vi giver almisse. Således er det også med legemets resterende lemmer, for vi gør intet, uden at legemet er med i det. Derfor, når legemet har været vores tjener i alle ting, da skal det også (i fremtiden) have del i den frugt, der er udgået fra vores fortid (Catechetical Lectures, 18:19).

Det, læreembedet siger om helvede

Den katolske Kirkes læreembede taler også om helvede. Det økumeniske koncil i Firenze besluttede og nedfældede: ”De sjæle, der forlader dette liv, og som befinder sig i en tilstand præget af dødssynd eller stadig befinder sig under arvesyndens åg, går direkte til helvede for at blive straffet i en pine, der er ubeskrivelig” (Session 5).

Den Katolske Kirkes Katekismus har et større afsnit om helvede:

Vi kan ikke være forenet med Gud, hvis ikke vi frivilligt vælger at elske Ham. Men vi kan ikke elske Gud, hvis vi synder alvorligt mod Ham, mod vor næste eller mod os selv: Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig (1 Joh 3,14-15). Vor Herre advarer os om, at vi vil være skilt fra Ham, hvis vi undlader at tage os af den svære nød hos de fattige og små, som er Hans brødre. At dø i dødssynd uden at have angret den og uden at tage imod Guds barmhjertige kærlighed betyder at forblive skilt fra Ham for evigt ved vort eget frie valg. Det er denne tilstand af definitiv selvudelukkelse fra samfundet med Gud og med de salige, som man betegner med ordet helvede.

Jesus taler ofte om gehenna og ild, der ikke slukkes, som er forbeholdt dem, der indtil deres livs ende nægter at tro og omvende sig, og hvor både sjælen og legemet kan gå til grunde. Jesus bebuder med alvorlige ord, at Han skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald og dem, som øver lovløshed, og de skal kaste dem i ildovnen (Matt 13,41-42), og at Han vil udtale forbandelsen: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild! (Matt 25,41).

Kirkens lære bekræfter eksistensen af helvede og dets evighed. Deres sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, den evige ild. Helvedes vigtigste straf består i den evige adskillelse fra Gud, i hvem alene mennesket kan have livet og saligheden, hvortil det blev skabt, og som det længes efter.

Skriftens udsagn og Kirkens lære om helvede er en appel til den ansvarlighed, hvormed mennesket skal bruge sin frihed med henblik på sin evige skæbne. Den udgør samtidig en indtrængende appel til omvendelse: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, som fører til Livet, og der er få, som finder den (Matt 7,13-14).

”Men da vi hverken kender dagen eller timen, bør vi efter Herrens formaning til stadighed være vågne, for at vi efter at have fuldført vort jordiske livs eneste forløb med Ham må værdiges at gå ind til bryllupsfesten og blive regnet med til de velsignede, og ikke som de onde og dovne tjenere skal befales at gå bort til den evige ild i mørket udenfor, hvor der vil være gråd og tænderskæren”.

Gud forudbestemmer ingen til at komme i helvede; dertil kræves, at man af fri vilje vender sig bort fra Gud (en dødssynd) og hårdnakket forbliver i denne holdning indtil enden. I den eukaristiske liturgi og i de troendes daglige bønner bønfalder Kirken den barmhjertige Gud, som vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9):

”Dette er det offer, som vi, dine tjenere, og hele dit hellige folk frembærer for dig. Tag imod det i nåde. Lad vore dage henrinde i din fred. Udfri os af den evige fortabelse og byd, at vi må tælles blandt dine udvalgte”.

Det bør nu fremstå tydeligt, at Den hellige Skrift, traditionen og læreembedet alle vidner om helvedes realitet. Af den grund bør vi gøre alt for at hjælpe sjæle til at undgå helvede, og det gælder også vores egen sjæl.

Den engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Lofton og publiceret på ChurchMilitant.com den 26. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/know-the-faith-the-doctrine-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hyppig Kommunionsmodtagelse muliggør seksuel renhed

I dag oplever unge katolikker, og det er ikke kun de unge, et konstant bombardement af billed- og tekstmateriale, der omhandler seksualitet samt det, der har med kødets lyst at gøre. Kødets lyst og synd er tæt forbundet og har fulgt os siden syndefaldet, men aldrig før har tilgængeligheden til anstødeligt billedmateriale samt lignende materiale, der tilskynder den syndige tendens, været så stor, og det er til stor skade for den åndelige, psykologiske og fysiske helbredstilstand.

Hvis C.S. Lewis havde ret, da han sagde: ”kyskhed er den mest upopulære dyd blandt de kristne dyder”, stemmer det overens med det, der fremhæves i det følgendeAt opføre sig ikke kysk er én af denne verdens mest fremtrædende laster”. Den situation, som den ”moderne” verden i dag befinder sig i med hensyn til kyskhed, blev forudsagt af Our Lady of Good Success (1) som åbenbarede sig for den ærværdige Mother Mariana de Jesus Torres fra Quito i Ecuador (disse åbenbaringer fandt sted i årerne fra 1594 – 1634), hvor Vor Frue meget detaljeret fremlagde, hvilken ”åndelig katastrofekurs” Kirken ville bevæge sig ud på i anden halvdel af det 20. århundrede. Blandt de mange profetier, blev følgende fremhævet:

Den tredje grund, til at lampens lys udslukkes, findes i urenhedens ånd, der til den tid vil gennemsyre hele atmosfæren. Som et hav, der er forurenet, vil det oversvømme gader, stræder og offentlige pladser med en forbavsende frihed. Man vil have svært ved at finde sjæle med deres jomfruelighed intakt”.

På samme måde åbenbarede Vor Frue af Fatima sig for Skt. Jacinta fra Fátima adskillelige gange mellem december 1919 og februar 1920. Én af de ting, hun sagde, som burde få os til at tænke os mere om, er: ”langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden grund”. Hun sagde videre: ”Visse tendenser vil blive præsenteret og normaliseret i verden, tendenser, der i særdeleshed vil krænke Vor Herre”.

Dom Augustine Marie, OSB, kommer med følgende kommentar i sin bog The Message of Our Lady of Fatima:

Langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden synd”. Dette har den sidste tilbageværende person, der overværede Jomfru Maria-åbenbaringerne i Fatima udtalt, og hun siger videre, at der her er tale om den synd, der er relateret til kyskhed eller nærmere betegnet urenhed. Grunden til denne udtalelse skyldes ikke, at synd relateret til kyskhed, er den værste synd, men fordi det er en synd, der ofte bliver begået, og (som Sr. Lucia understregede), det handler også om samvittighed, og det gør det, fordi synd, der knytter sig til urenhed, ikke bekendes så ofte, som andre synder. Hvorfor nu det? 1) fordi fornemmelsen af at have gjort noget forkert, som i sagens natur er løftestangen for at bekende synden, ikke har været der, da synden blev begået, dog med undtagelse af utroskab, og 2) der kan være stor skam forbundet med at have begået visse former for urene handlinger, og det gør det sværere at lægge denne syndsaktivitet frem i skriftemålet, og det kan endda synes uoverstigeligt at skulle bekende det, og endelig 3) alle former for seksuel aktivitet bliver i vores post-kristne eller anti-kristne kultur karakteriseres som godt og naturligt, og seksuel afholdenhed betegnes som usundt.

Som Dom Augustine Marie forklarer, at selvom manglende kysk adfærd, en uanstændig adfærd og andre laster, der knytter sig til samme syndskategorier, ikke kan karakteriseres, som de værste synder, man kan begå, så er de stadig nogle af dem, der hyppigst bliver foretaget af en speciel gruppe mennesker på et bestemt alderstrin, men disse synder er stadig til stor fare for sjælen, og videre er de samfundsnedbrydende. Uanset om man går til helvede, fordi man ikke har bekendt synder, som mord, utroskab, tyveri og mastubation, så leder de til et sted med mørke og evig pine, og selvom Dante er korrekt i sin beskrivelse af helvede, bestående af enheder med større eller mindre grad af afstraffelse, alle varierende i den ondskab, der lægges for dagen i forhold til afstraffelsen, så oplever alle dem, der er blevet fordømt, smerten ved at miste Gud, og samtidig oplever de smerten fra en mærkbar ild, der brænder for evigt. Dette er noget, man for enhver pris vil forsøge at undgå gennem ærværdig selvkontrol og ved omvendelse, når man ”falder” i synd og ved en ydmyg og urokkelig tro på Guds barmhjertighed samt en vedvarende brug af bodens sakramente og Kommunionsmodtagelse.

In quo corrigit adolescentior viam suam? in custodiendo sermones tuos (Sl 119:9). Denne linje, som oversættes på følgende måde: ”Hvordan holder den unge sin sti ren?” Kong David, som havde problemer med synder relateret til kødets lyst, stiller dette gammelkendte spørgsmål. Det nye svar, som kristendommen giver, er: Kristus. Det er ikke muligt for os at være dydige eller rene uden Jesu bistand. Der eksisterer intet sekulært ”middel”, der er på niveau med Jesus. Der findes ingen løsning, der, uanset hvor gennemtænkt den måtte være, kan hamle op med Ham (Jesus).

Kristus giver os et utal af gaver, men der er to, der er særligt værdifulde: 1) Kendskabet til sandheden, og hvordan vi skal leve efter den, og 2) Den hellige Eukaristi, der forener os med Herren, som renser og frelser os. Det er meget vigtigt, at vi kender Vejen, og vi behøver styrke for at følge Den. Det er ubærligt at være vidne til mennesker, der forsøger at leve et liv uden en markør for, hvad der grundlæggende er rigtigt og forkert eller sandt og falskt! Uden en sådan markør farer man hurtigt vild og bliver et let bytte for ”Djævelen, (der) går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1. Pet 5.8). Men det er dog endnu mere bedrøveligt at være vidne til dem, som har kendskab til det, der er rigtigt og forkert og sandt og falskt, når de snubler og falder og farer vild, fordi de ikke har Livet i sig, til at gå ad den rette vej. ”Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1 Kor 6: 17).

Kirkefader og kirkelærer Skt. Cyril fra Alexandria fremhæver følgende i en af sine prædikener:

Hvis I fornemmer en snigende trang til umådeholdenhed, søg da sikkerhed i nydelsen af Kristi Legeme og Blod, Kristus, som mestrede den ultimative selvkontrol, mens Han var her på jorden, og Jeres trang vil svækkes. … Hvis I fornemmer, at urenheden vil Jer til livs gå da til den banket, der er for englene; Og Kristi Legeme, der er Ubesmittet, vil gøre Jer rene og dydige.

Vedrørende følgende afsnit i den anbefalelsesværdige bog Jesus, Our Eucharistic Love, skrevet af Fr. Stefano Manelli, kommer han med en kommentar, der lyder således:

Da folk ønskede at vide, hvordan Skt. Charles Borromeo (1538 –1584) forblev kysk og retskaffen, selvom han færdedes sammen med andre unge mennesker, der opførte sig tøjlesløst og frivolt, fandt de frem til, at hans ”hemmelighed” lå gemt i hans hyppige modtagelse af Den hellige Kommunion. … Skt. Philip Neri, der havde megen viden om unge menneskers adfærd, bemærkede, at: ”Hengivelse til Det Allerhelligste Sakramente samt Den hellige Jomfru ikke blot var den bedste måde, hvorpå man kan bevare renheden, det er ganske enkelt den eneste holdbare løsning. Når man er tyve år, er det eneste, der kan holde hjertet rent Den hellige Kommunion. … Dydighed er ikke mulig uden Eukaristien”.

Eukaristien er ganske enkelt Jesus, Den sande Gud og Det sande Menneske, nemlig Den Gud, der skabte os og helliggør os, det Menneske, der kender vores svagheder og læger dem med Sit kød. Det er Ham, der forsikrer os om, at: ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud” (Luk 18: 27). Lad os hele tiden nærme os Ham i frygt og med tro og lade Hans nærværs kraft udvirke mirakler i os.

Noter

(1): I mangel af tilsvarende dansk betegnelse, benyttes den engelske.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-frequently-receiving-holy-communion-helps-make-sexual-purity-possible

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)