Category: Islamism

Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt havde ret i sin forelæsning i Regensburg vedrørende Islam. Verden skylder ham en undskyldning

Mens jeg sidder og skriver, er overskrifterne og de forskellige nyheder, der ”løber” ind fyldt med billeder af nogle af de mest grusomme barbariske handlinger, som vi har været vidne til siden slutningen af anden verdenskrig. De forfærdelige billeder, der fylder internettet, stammer fra Syrien og (landet som tidligere er kendt som) Irak: Massemord, korsfæstelser, halshugninger – selv af små børn – tortur og systematiske gruppevoldtægter; kvinder og piger som i stort tal er blevet bortført og solgt til slaveri; tusinder er under stor frygt blevet jaget bort fra deres hjem uden at kunne tage enkelte fornødenheder med sig; hjem, gamle kirker, klostre og helligdomme er blevet plyndret og nedbrændt …

Ud over, at det er forfærdeligt, det som billederne viser, er det også bizart og surrealistisk, som om den vold og det kaos, der herskede i det 7. århundrede på en sygelig måde er trængt ind i en forstad i midtvesten. Vi bliver nu igennem detaljeret billedmateriale på YouTube, Twitter, Facebook og Google antydningsvist præsenteret for den islamiske erobring af de gamle kristne lande, som vi i dag betegner som Mellemøsten. Vi bliver nu mindet om århundreder med mørke, elendighed og undertrykkelse af den oprindelige befolkning af ikke-muslimsk herkomst af et islamisk overherredømme, som ansporede de kristne til at tage initiativ til korstogene for at komme deres trosfæller til undsætning.

Vi nærmer os nu hastigt otte års jubilæet for den 12. september, hvor pave Benedikt XVI i 2006 gav sin forelæsning på Universitet i Regensburg, hvor han citerede en afdød kristen kejser, der modtog lignende informationer, (som beskrevet ovenfor). For en uge siden skrev redaktøren for den katolske italienske avis Il Foglio, Camillo Langone, at verden skylder pave Benedikt XVI – og kejser Paleologius – en undskyldning for den modtagelse, man gav forelæsningen (pave Benedikt XVI) og udsagnet (kejser Paleologius).

I dag, da nyhederne vedrørende det tidligere Irak igen skaber overskrifter, og det bliver gjort klart for enhver, der kan se, hvad det vil sige, at koranen bliver gjort til virkelighed, er der virkelig behov for at give dem begge en undskyldning”. Langone sagde med åbenlys afsky, at den moderne sekulariserede europæer ”ikke vil gøre dette”. Et (sådant) menneske, skrev han, ” som ikke tror på hellige tekster … tror ikke på Evangelierne”.

At få en europæer til at tro på en, der tror på (en) religion, det er umuligt … En, der ikke længere tror på Gud, er ikke i stand til at tro på virkeligheden og opdager ikke, når sværdet nærmer sig hans hals”.

Vender vi tilbage til Benedikts forelæsning med vores aktuelle viden i baghovedet, er det svært at forestille sig et mere ”blødt” svar på den islamiske ekstremisme. Pave Benedikt talte om en samtale ”som formentlig fandt sted i 1391 i vinterlejren tæt ved Ankara med den lærde Byzantiske kejser Manuel II Paleologus vedrørende (emnet) Islam, som han bogstaveligt blev truet af i skikkelse af det Ottomanske rige.

Det fortælles, at kejseren, som pave Benedikt beskrev, var en ”veluddannet” perser med indblik i kristendommen og Islam, spurgte: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt – og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Foreksempel at han foreskrev, at den tro han prædiker, skal udbredes med sværdet“.

Paven bemærkede, at udtalelsen faldt på et tidspunkt ”under belejringen af Konstantinopel mellem 1394 og 1402”, og han fremlagde videre den observation, at kejseren talte med en ”forbavsende bryskhed, en bryskhed, som vi (i dag) finder ganske uacceptabel”. Men det er klart, at kejseren var en mand med stor indsigt, og derfor talte han ud fra sit erfaringsgrundlag. Efter denne forelæsning har pave Benedikt konstant måtte lægge øre til (fra pressen i Vesten) endeløse og gentagne beskyldninger om, at hans ”krænkende” bemærkninger og ”klodsethed” vedrørende Islam var skyld i den vold, der fulgte efter.

Men hvad sagde han egentlig? På en stille og rolig måde opfordrede han blot til en tilbagevenden til fornuften, som det centrale i debatten om religion, og han bad i en venlig tone muslimerne om at opgive volden.

De selvtilfredse vestlige sekulære medier undlod i deres ensidige forehavende hvor de benyttede pave Benedikt som prygelknabe at citere den resterende del af dette tekststykke.

Det er ikke kun pave Benedikt, der har beskæftiget sig med dette emne, for man kan i hele kristendommens historie finde skrivelser, som både forholder sig til Islams ukontrollerede voldelige tendenser og vor egen forarmede intellektuelle frihedstrang: Tro og fornuft, ”fides et ratio” og deres indbyrdes harmoniske samspil med det formål at skabe en moralsk og civil orden.

Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og sjælens natur” sagde pave Benedikt.

Han citerede Paleologus: “Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds natur at handle fornuftsstridigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen. Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og tænke retsindigt – ikke voldeligt og truende… For at overbevise en fornuftig sjæl behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet middel, hvormed man kan true nogen med døden…”.

Med de billeder vi i dag ser, og som brænder sig fast i vores bevidsthed, hvor mildt, hvor fuldstændigt og meningsgivende er disse ord ikke. Og hvor tydeligt bliver det ikke, hvor ondskabsfulde kravene (var) til ham om at trække sin udtalelser tilbage og undskylde for den ”krænkelse”, som hans ord havde været overfor muslimerne: Hvor var denne fremstilling krænkende i sin forstillelse og samtidig bedragerisk og selvforherligende i sit udtryk.

Når vi endelig kan finde modet til at se på disse billeder, som stammer fra den nye islamiske stat, det nye ”kalifat”, bliver vi bedrøvede og overvældede og undrer os over, at dette virkelig kan ske i en tidsalder, hvor vi praktisk talt opfyldes af en global markedsmekanisme, der på enhver måde tilfredsstiller det forbrugende menneske i Vesten. Hvordan kan dette ske i en globaliseret verden? Hvad er der sket med vores ”globaliserede landsby”? Er moderniteten ikke med al dens bekvemmelighed og distraktion, venlighed og vestlige sekulære ”Coca Cola imperialisme” lykkedes med at civilisere verden (uden for Vesten) og dermed ”tilpasse” verden?

Et billede skiller sig ud i denne uge, det er et billede af en dreng, der er omkring otte år gammel, og det fortælles, at han er søn, en af en af de terrorister, der kommer fra Islamisk stat, den lille dreng er klædt i en polo-shirt i børnestørrelse samt tjekkede skotskternet sommerbukser, som ser ud til at være af mærket Birkenstock, og endelig bærer han en kasket. Drengen fremviser stolt et afhugget hoved. Et hoved må være tungt, siden den lille dreng må bruge to hænder til at holde fast i dets hår for at vise det frem. Sydney Morning Herald, som bragte billedet med drengens ansigt, skrev følgende billedtekst: ”En dreng, man formoder, der er den australske Khaled Sharrouf’s søn fremviser et afhugget hoved af en soldat. På Khaled Sharrouf’s Twitterkonto (står der): Man forestiller sig normalt ikke en apokalyptisk dystopi, der fremviser så mange mærkevarer”.

I lyset af denne skræmmende moderne genopblussen af den gamle trussel om sådanne brutale og uvirkelige barbariske handlinger, bliver det sværere for Vestens intellektuelle liberale at gentage de samme gamle mantraer. Den hårde sandhed må i sidste ende konfronteres, selv af dem, der er de mest vedholdende; ikke alle i verden tænker som vi gør, har de samme værdier og de samme målsætninger. Ikke alle kulturer er ligeværdige. Ikke alt er lige rigtigt, når det kommer til det, vi tror på (i religiøs henseende).

Og hvis det budskab, som disse billeder og videoer udsender, ikke siver ind i vores tykke vestlige hoveder, får vi i dag en direkte advarsel fra overhovedet for det gamle kristne samfund, som er blevet ødelagt af ISIS. Den kaldæiske katolske Kirke kan trække tråde tilbage til Skt. Thomas, den af Kristi disciple, der tvivlede. For få dage siden så vi overskrifterne, der fortalte, at for første gang i 1600 år blev Messen ikke fejret i den gamle kristne by Mosul, fordi alle kristne, alle de kaldæiske katolikker enten var blevet dræbt, jaget bort eller kidnappet for derefter at blive solgt til slaveri.

Biskoppen kommer med sine udtalelser fra sit usikre og midlertidige eksil i den nordlige irakiske by Erbil, overhovedet for dette fortabte og sørgende kommunitet, ærkebiskop Amel Nona fra det kaldæiske katolske ærkebispedømme i Mosul fortalte os lige ud og uden at tage fløjlshandskerne af, som pave Benedikts civiliserede akademiske tilhørere ellers foretrak, at han (pave Benedikt) havde holdt på, at tiden for vores ”hengivenhed” over for vores magelige liberale fantasier er slut.

De lidelser, vi oplever i dag, er et forspil til det, I kristne i Europa og Vesten i den nærmeste fremtid vil komme til at opleve”, sagde ærkebiskoppen i et interview med Corriere della Sera. ”Jeg har mistet mit bispedømme. Mit apostolats fysiske beliggenhed er blevet besat af radikale islamister, som ville have os til at konvertere eller dø. Men mit kommunitet eksisterer stadig”.

Forsøg dog på at forstå os. Jeres liberale og demokratiske principper er intet værd her. I må genoverveje den virkelighed, vi i Mellemøsten befinder os i, da I (i Jeres lande) tager imod et voksende antal muslimer”.

Han advarer os, ”Også I er i fare. I må tage holdbare og modige beslutninger også selvom det strider imod Jeres principper”.

Erbil ligger 55 miles øst for Mosul, et område, der i øjeblikket ikke er besat af IS-krigere, men de er helt sikkert ”opmærksomme” på området. Corriera della Sera fortæller, at biskoppen har bedt om materielle fornødenheder til dem, der er flygtet, og som er berørt af situationen. ”Der er tale om 8000 mennesker heriblandt mange ældre og et relativt stort antal (for os i Vesten) børn, og der er tale om helt små børn (babyer), som kun er få måneder gamle, mange af disse er dehydreret og lider af diarré. En halvfjerdsårig har bedt om insulin. Andre nedfælder på stumper af krøllet papir, hvilken medicin, de har behov for, og som ingen (i realiteten) kan fremskaffe”.

Tusinder af rustne kørestole er blevet doneret af humanitære organisationer til de syge og bliver benyttet som stole til de ældre. De lokale kristne (hjælpe)organisationer har sammen med FN etableret et midlertidigt tiltag, hvor man står for uddeling af ris, brød og vand i flasker. De sanitære forhold er praktisk talt ikke eksisterende”.

Ærkebiskoppen fortsætter: ”I tror, at alle mennesker er lige, men det er ikke sandt: Islam er ikke af den opfattelse, alle mennesker er (for dem) ikke lige. Jeres værdier er ikke deres værdier. Hvis I ikke snart forstår det, vil I selv blive ofre for den fjende, som I har budt indenfor i jeres lande”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Hilary White og publiceret på LifeSiteNews.com d. 20. august 2014. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-world-owes-an-apology-to-pope-benedict-over-his-remarks-on-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vedrørende Islam: man må tænke på en anden måde, end man gjorde i 60’erne

For nylig modtog jeg en mail fra en læser, der følte sig ”berørt” af mit skeptiske syn på Islam. Mellem 1963 og 1965 arbejdede han for en fredsbevarende styrke i et muslimsk område i Nigeria. Hans udgangspunkt og overbevisning var, at ”alle mennesker fundamentalt set er ens”, og at ” alle grundlæggende stræber mod det samme”.  Han fastholdt, at kulturel forskellighed blot er af mere overfladisk karakter.

Hans synspunkt er almindeligt blandt mennesker, som blev voksne i 60’erne og 70’erne. Og da en stor del af vores samfunds dominerende fortællinger blev udviklet i den periode, er denne optimistiske opfattelse stadig udbredt. Men tiden ændrer sig, selvom fortællingerne ikke gør det.

For eksempel er virkeligheden i Nigeria i dag væsentlig anderledes, end den brevskriveren oplevede midt i 60’erne. Det synes ikke længere som om, at alle ønsker at leve efter de samme grundregler. Rent faktisk ønsker mange muslimer at nægte kristne adgang til at opfylde disse basale rettigheder, som f.eks retten til at bede i fred og endda retten til et liv.

Joseph Bagobiri, som er biskop i Kafanchan i det nordvestlige Nigeria, fortæller, at alene i hans bispedømme er: ”53 landsbyer blevet nedbrændt, 808 mennesker er blevet myrdet, 57 er blevet såret og 1422 huse og 16 kirker er blevet ødelagt”. Desuden viste en rapport fra det internationale samfund for menneskerettigheder og lovgivning sidste år, at 16.000 kristne er blevet myrdet i Nigeria siden juni 2015.

Det, der foregår i Nigeria, sker overalt i den muslimske verden. ”Åbne Døre” i USA (Åbne Døre er en upolitisk, international missionsorganisation, som arbejder på tværs af kirker og foreninger med en omfattende aktivitet i hele verden) kan rapportere, at på globalt plan står kristne over for en alvorlig forfølgelse, som i et stort omfang foretages af muslimer. Spørgsmålet er derfor, hvad er den rigtige Islam: Den fredelige Islam, som er brevskriverens erfaringsgrundlag fra 60’erne eller den militante og aggressive Islam, som eksisterer i dag?

Tager man udgangspunkt i de 1400 år, hvor Islam har ageret militant og aggressivt, så tager den relativt rolige periode sin begyndelse, da det Ottomanske imperium går i opløsning i starten af det 20. århundrede, men denne relativt rolige periode synes at være en parentes i historien. På det tidspunkt, hvor brevskriveren arbejdede i den fredsbevarende styrke i Nigeria, var man i den muslimske verden langt mere moderat, end man er i dag eller var i fortiden. Den form for Islam, han oplevede, afveg markant fra den traditionelle form for Islam.

Noget af det, der kendetegnede denne periode, finder man i en artikel, der er i The Chronicle og Higher Education af Ali A. Allawi, tidligere minister for kabinettet i Irak:

Jeg er født og opvokset i en moderat muslimsk familie i Irak. På den tid i 1950’erne var sekularismen begyndt at sprede sig blandt den politiske, kulturelle og intellektuelle elite i Mellemøsten. Det syntes som om, at det var et spørgsmål om tid, før Islam for alvor ville miste sit greb om den muslimske verden. Selv formuleringen, ”den muslimske verden”, var ganske usædvanlig, da muslimer i større udstrækning definerer sig selv ud fra nationale, etniske eller ideologiske tilhørsforhold end ved deres religion.

Kort fortalt, det muslimske samfund var mere moderat på den tid, fordi man bevægede sig væk fra Islam. Som Allawi bemærker: Selv for et barn var det tydeligt, at man var ved at bevæge sig væk fra Islam. Selvom religion var obligatorisk i skolen, var der ingen, der lærte os reglerne for bøn, eller man forventede ikke af os, at vi fastede under Ramadanen. Vi reciterede de kortere vers i Koranen, men selve den hellige bog forblev uåbnet, stod på hylden eller lå i skuffen.

Den mere moderate retning af Islam, som var mere fremherskende i den muslimske verden i det sidste århundrede, var ikke resultatet af en dybere fromhed, men snarere en omsiggribende sekularisering. Der eksisterer stadig en rest af denne moderate tankegang i de muslimske lande, men det burde være klart for enhver, som følger med i de aktuelle begivenheder, at den traditionelle (konservative) og tekstnære Islam igen er på fremmarch. Lårkorte nederdele er ikke noget, man længere ser i Teheran og Kabul, den var ellers en del af gadebilledet i halvfjerdserne, men derimod har hijab’en fået et ”comeback” i den muslimske verden. Med andre ord, sekulariseringsprocessen er gået i stå.

Det uforståelige er, at den Vestlige verden ikke har fattet det. Hvorfor? Svaret skal måske findes i, at det 7. århundredes Islam’s tilbagevenden fuldstændig underminerer den multikulturelle overbevisning om, at alle kulturer grundlæggende deler de samme værdier. Derfor ”bilder” mange sig ind, at den muslimske verden stadig er den samme, som dengang kong Farouk (i Egypten) og Shahen i Iran sad på regeringsmagten, altså den relativt korte periode hvor ”sekularismen vandt frem”.

Desværre lever Den katolske Kirke, en af de vigtige organisationer, stadig i fortiden, med hensyn til Islam. Det synes som om, mange i Kirken stadig tænker og agerer som om, vi stadig befinder os i 1965, og at Nostra Aetate (som blev offentliggjort i 1965) stadig gælder vedrørende Islam.

Afsnittet om ”Muslimer” i Nostra Aetate afspejler den multikulturelle opfattelse, at kulturelle forskelle er uden betydning, og at alle mennesker har de samme grundlæggende ønsker. Derfor forsøgte dokumentets forfattere ”med vold og magt” at fremhæve ligheder mellem kristendommen og Islam endda ved at gå så langt som til at antage, at de to trosretninger deler de samme moralske værdier.

Selvfølgelig er det praktisk talt umuligt at ignorere den radikalisering, som har præget den muslimske verden siden 1965. Men i deres ønske om at bevare den fortælling, der omhandler Islam, og som er essensen i Nostra Aetate, har Kirkens ledere fundet en måde, hvorpå de kan komme uden om dette ubehagelige faktum. Muslimer, der forfølger og terroriserer ikke-muslimer, kan siges at have ”forvrænget” eller ”perverteret” deres religion, for i henhold til pave Frans’ egen udtalelse, ” står den autentiske Islam – samt en passende forståelse af Koranen i modsætning til enhver form for vold”.

Så sent som den 16. marts sagde pave Frans til en repræsentant for organisationen for Islamisk Samarbejde, at der ingen forbindelse er mellem Islam og terrorisme. Ved andre lejligheder har paven endda udtalt, at muslimsk radikalisering kan afhjælpes, ved at muslimer søger dybere ind i deres tro og finder vejledning i koranen. Dette står i sagens natur i stærk kontrast til Allawi’s egne erfaringer, nemlig at en moderation af Islam ikke sker, ved at muslimerne søger dybere ind i troen, men ved at de ”afkobler sig fra Islam”.

Kirkens ledere klynger sig til et syn på Islam, som burde være forsvundet med halvfjerdserne. Med mindre og indtil de antager et ”bredere” syn på Islam, vil de fortsætte med at være en del af problemet snarere end at være en del af løsningen.  

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/on-islam-catholics-cant-have-a-sixties-mindset-anymore?utm_source=LifeSiteNews.com&utm_campaign=f85f4ab2ab-Catholic_4_19_2018&utm_medium=email&utm_term=0_12387f0e3e-f85f4ab2ab-402270181

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Revider historien og rens Islam’s rygte

Selv om konflikten mellem Islam og Vesten ikke kun er en parentes, – men er en del af historien, er strategien hos dem, som søger at ”rense” Islam’s rygte at styrke denne religion ved at være fokuseret på fredelige vildfarelser, mens de undertrykker den vedvarende fjendtlighed, som denne religion udviser.

 ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”, og på den måde forsøger Akbar Ahmed, formand for de islamiske studier ved American University, Washington, DC at fremhæve ikke karakteristiske episoder, som optræder i Italiens fortid for at overbevise italienerne om, at de bør være mere åbne overfor muslimske migranter.

Før vi ser nærmere på hans udsagn, bør vi se på den faktiske historiske kontekst, hvad angår Italien og Islam, hvilket Akbar’s artikel undlader at omtale.

Da jihad blev igangsat med udgangspunkt i Arabien, var det ikke kun Italien, der kom til at stå for skud, også Peters stol i Rom kom i sigtekornet, hovedstaden for kristendommen i Vesten, og ifølge Islam hovedsædet for de vantro, nemlig det sted, som en lang række ambitiøse kaliffer og sultaner havde som målet for deres og Islam’s vedvarende angreb, og som de ville kunne prale af at være de første til at lade deres heste fodre ved alteret i Peterskirken.

Allerede i det syvende århundrede skrev Paulus Diaconus (ca. 720 – 799), at ”saracenerne, som allerede havde været på fremmarch gennem Alexandria og Ægypten, pludselig kom med mange skibe og invaderede Sicilien og indtog Syracuse og foretog en stor nedslagtning af folk, så kun nogle få undslap med nød og næppe til andre stærkt befæstede byer og bjergkæder. Saracenerne tog et stort bytte med sig og vendte tilbage til Alexandria”.

I 840 lykkedes de muslimske flåder at lande på Ostias kyst nær Rom. Da de ikke kunne trænge igennem murene, der omgav den evige stad, plyndrede og ødelagde de i stedet (byer og beboelse) i Roms opland og til stor forfærdelse for de kristne i Vesten, de højtagtede basilikaer for Skt. Peter og Paulus. De invaderede og ødelagde de to helligdomme og skændede gravmælerne for to af kristendommens mest agtværdige apostle og tømte gravmælerne for alle værdigenstande.

Disse begivenheder gjorde, at pave Leo IV omgående lod opføre stærkere murværk for at styrke Rom fæstningsanlæg langs Tiberens højre bred for at beskytte basilikaer og andre kirker mod yderligere muslimske angreb. Ikke en eneste gang lod man sig afskrække, og ”i 849 forsøgte muslimerne igen en landgang i Ostia, og fra da af omkring 857 foretog de årligt truende anslag mod Roms kystområder”, som den franske historiker C.E. Dufourcq med speciale i middelalderen forklarer.

Det står klart, når man ser på begyndelsen af Ibn al-Athirs historie, der beskæftiger sig med det sydlige Italien og Sicilien, at der er indikationer på antallet af – samt intensiteten af disse islamiske invasioner:

Et andet angreb i 835 rettet mod Etna og de omkringliggende fæstninger resulterede i afbrænding af det høstmodne korn, nedslagtning af mange mennesker og plyndringer. Et andet angreb med samme formål blev startet af Abu al-Aghlab i 221 (ifølge den muslimske kalender, som i dette tilfælde var synkron med juledag 835), og det bytte, man bragte med tilbage herfra, var så omfangsrigt, at slaver blev solgt for næsten ingenting (.) … Samme år blev en flåde sendt mod de kristne naboøer og efter at have foretaget omfangsrige plyndringer med stort udbytte og erobret adskillelige byer og fæstninger, vendte de uskadt tilbage. I 234 (den 5. august 848) sluttede indbyggerne i Ragusa fred med muslimerne til gengæld for at overgive dem byen og dens indhold. De sejrende plyndrede byen for alt af værdi, og som kunne bringes med hjem og jævnede den herefter med jorden. I 235 (den 25. juli 849) marcherede muslimske tropper mod Castrogiovanni og vendte uskadte tilbage, efter at byen (og dens indbyggere) var blevet underkastet plyndring, nedslagtning og afbrænding. (Ye’or 2010, 289-290).

Sadistisk behandling af de vantro var altid en del af et angreb, ”for saracenerne var det altid en fornøjelse at opføre sig blasfemisk, ligesom de også plyndrede klostre og kirker”, bemærker Edward Gibbon. ”Ved belejringen af Salerno benyttede en muslimsk overordnet Kommunionsbordet som sit sengeleje, og på dette alter ofrede han hver nat en kristen nonnes jomfrudom”.

Selvom århundreder med korstog i høj grad ydede beskyttelse til Italien og Sicilien mod yderligere islamiske angreb, invaderede i 1480 den Ottomanske sultan Muhammad II Italien og erobrede Otranto. Mere end halvdelen af de toogtredive tusinde indbyggere blev massakreret, og fem tusinde blev ført væk i lænker. På en bjergtop, som efterfølgende er blevet kaldt ”martyrernes bjerg”, blev yderligere otte hundrede kristne på rituel vis halshugget, fordi de nægtede at konvertere til Islam, og deres biskop blev savet midt over.

Sådan beskrev den franske præst Jérôme Maarand den skæbne, som indbyggerne på den lille ø Lipari udenfor Sicilien kom til at lide, efter at de var blevet invaderet af Ottomannerne i 1544: ”At se så mange stakkels kristne, og især så mange små drenge og piger som slaver, vakte stor medlidenhed (.) … tårene, klageråbene og skrigene fra de stakkels liparioter, faderen der betragtede sin søn og moderen sin datter … og som græd, mens de som slaver blev ført væk fra deres by til et liv blandt disse hunde, som mindede om griske ulve blandt forskræmte lam”.

Ude af stand til at forstå, hvorfor de muslimske erobrere så hensynsløst torturerede den nu slavebundne befolkning, og hvor man med fuldt overlæg langsomt sprættede de gamle og svage op med knive”, spurgte han disse tyrkere, hvorfor de behandlede de stakkels kristne med så stor grusomhed, og de svarede, at denne måde at agere på var helt normal, og det var det eneste svar, man gav os”.

Yderligere blev et stort antal af disse millioner europæere gjort til slaver og solgt til muslimsk barbari mellem det 15 og 19. århundrede, og de stammede alle fra den italienske kystlinje og Sicilien.

Det er overflødigt at fremhæve, at disse århundreder og deres begivenheder, som er dokumenteret i min bog: Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West aldrig ”fandt vej” til Akbar’s artikel, ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”.

I stedet for og fordi hans hensigt er at få italienerne til at være endnu mere imødekommende over for de muslimske indvandrere, ignorer han det, der er fakta, mens han fokuserer på de afvigelser, der kan understøtte hans teser.

Italien fostrede kristne ledere som f.eks Roger II, konge af Sicilien og Frederick II, Den hellige romerske kejser, konge af Sicilien samt konge af Italien, og som talte arabisk og havde en personlig muslimsk garde samt bar arabiske inskriptioner på deres kongelige kapper. Muslimer og jøder havde tilladelse til at leve efter deres egne love, og yderligere har juvelen i den sicilianske arkitektur, Rogers palatinkapel fra det 12. århundrede, elementer af både kristne, muslimske og jødiske træk.

Sådan fremstår Akbar’s argumenter for Italiens ”nuancerede fortid”. Men hans fremstillinger synes ganske fjerne fra det, der er sket i de ovennævnte århundreder med konstant (muslimsk) fjendtlighed, og derfor er det svært at tage Akbar’s pointe seriøst. Når alt kommer til alt, har næsten ingen italienere i dag kendskab til det arabiske sprog, og man ansætter ikke katolske medarbejdere og yderligere tillader andre at leve efter deres egne skikke eller opføre eksotisk arkitektur.

Snarere har de et problem med at forstå, at den gamle jihad mod deres hjemland forøges, når man tager imod flere og flere muslimske migranter, der handler i overensstemmelse med historien, noget som Akbar hævder aldrig har fundet sted.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/revising-history-whitewashing-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fransk bispedømme dækker over en muslimsk skandalehistorie

En muslim afbryder en biskops prædiken og råber ”Allahu Akbar” i mikrofonen.

En muslimsk mand afbryder en Messe i Frankrig, griber mikrofonen og råber ”Allahu Akbar”, og bispedømmet er under mistanke for at dække over sagen.

Ved en Messe i forbindelse med Pinsehøjtiden i Skt. Peter og Paulus katedralen i Nantes den 20. maj, bestormer en 25-årig mand med afrikansk baggrund prædikestolen under prædikenen og hiver mikrofonen ud af hånden på biskoppen. Mindst et øjenvidne hævder, at manden råbte ”Allahu Akbar”, som betyder Gud er stor.

Men bispedømmet benægter, at det har fundet sted – dette er en måde at agere på, som Robert Spencer, ekspert i Islam, siger, er i overensstemmelse med den ”historie”, som franske biskopper holder fast i, nemlig at Islam er en såkaldt fredens religion.

”Historier som den ovenstående stemmer ikke overens med den ”historie”, som de franske biskopper italesætter”, fortalte Spencer Church Militant.

Fr. Benoit Bertrand, som er generalvikar i bispedømmet Nantes, fortalte til den lokale avis Presse-Ocean, at han ikke hørte at manden, der forstyrrede, i sit udfald skulle have råbt ”Allahu Akbar”. Fr. Bertrand sagde, at han stod lige ved siden af biskop Jean – Paul James under prædikenen, da manden bestormede prædikestolen, tog mikrofonen og begyndte at råbe.

Fr. Bertrands vidnesbyrd modsiger det, som er blevet set af andre øjenvidner. Situationen, hvor afbrydelsen optræder, er blevet ”redigeret” væk på optagelsen af biskoppens prædiken – ”ganske belejligt”, har nogen udtalt.

”Den katolske Kirke har under pave Frans taget den betragtning til sig, at Islam er en fredens religion, og at katolikker bør være mere åbne overfor den muslimske migrantstrøm til Europa”, udtalte Spencer til Church Militant.

Ifølge forskellige rapporter siger de, der var til stede i katedralen, at det syntes som om manden var mentalt forstyrret, udtaler Spencer.

Problemet med en sådan udtalelse er, at myndigheder overalt i Europa og Nordamerika i lang tid har beskrevet det, der helt tydeligt er Jihad som en ”psykisk lidelse”. Der har altid eksisteret psykisk syge mennesker, men psykisk syge mennesker, der går ind i kirker og afbryder gudstjenesten ved at råbe ”Allahu Akbar” er noget helt nyt. Dette er blot en anden måde, hvorpå myndighederne forsøger at holde folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed i forhold til det, der kendetegner jihad, og hvor stort trusselsniveauet er i forhold til jihad.

Spencer har også kommenteret denne historie i et indlæg bragt for nylig på hans hjemmeside: ”Det er blevet et markant dogme i Den katolske Kirke: At hvis man ikke er af den observans, at Islam er en fredens religion, oplever man en skånselsløs chikane og at få ”mundkurv på” af den amerikanske biskopkonference samt af andre i det klerikale hierarki andre steder.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/muslim-disrupts-cathedral-pentecost-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det er blevet tid til at vælge side i kampen mellem Islam og Vesten

Jeg tror, at man kan sige, at de fleste mennesker, som har læst historie, er af den overbevisning, at hvis de havde levet på et afgørende tidspunkt i historien, ville de have valgt at være på den rigtige side – De Allierede mod Aksemagterne, Wilberforce mod slavehandlerne og Romerne mod folk fra Karthago, som ofrede børn.

Vi siger til os selv: Hvis jeg havde levet på netop det tidspunkt, ville jeg have kæmpet på den rigtige side, uanset hvor svært det så ud.

Nuvel, nu er chancen er kommet til dig, for det ser ud som om, at vi er kommet til et af de historiske øjeblikke, og muligvis er der tale om et af de mest afgørende vendepunkter i historien og nok et af de farligste. Vi har en tendens til at tro, at vendepunkter i historien generelt indebærer, at der sker et gennembrud på et højere plan – som leder frem mod det bedre frem for det værre. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange svinger historiens pendul tilbage og afskærer århundreders fremskridt. Det vendepunkt, vi står overfor nu, truer med at føre os mere end tusind år tilbage til nogle af de mørkeste tider i historien. Vi vil snart komme til at kæmpe for det, vi tog for givet – grundlæggende ting som religionsfrihed, ytringsfrihed og friheden til ikke at blive slavebundet.

Det vendepunkt, jeg henviser til, er civilisationernes sammenstød mellem Islam og Vesten, (og jeg erkender selvfølgelig, at en stor del af den tradition, vi finder i Vesten, er blevet til blandt mennesker, der er bosat udenfor de traditionelle – og geografiske grænseskel, der definerer den vestlige verden). Sammenstødet kan i større udstrækning beskrives, som en konflikt mellem Kristendom og Islam, for hvis Vesten mister sin kristne sjæl, så mister Vesten også evnen – og viljen til at forsvare sin frihed.

Selvfølgelig benægter nogle mennesker, at der er tale om ”civilisationernes sammenstød”. Alle religioner og kulturer ønsker i bund og grund det samme, siger man, og man forsikrer om, at der kun er tale om en håndfuld (muslimske) ballademagere, og at dette ikke er repræsentativt for flertallet af muslimer.

Men igen og igen har undersøgelser vist, at et stort antal muslimer ønsker et samfund, der bygger på Sharia – en tilbagevenden til det brutale retssystem, der blev udviklet i Arabien i det syvende århundrede. I modsætning til de forventninger, der var til ”oplysthed”, viser det sig, at mange muslimer i et stort omfang, favoriserer grusomme og usædvanlige afstraffelsesformer for tyveri, utroskab, blasfemi og frafald.

Det er det, de ønsker for deres (med)muslimer, der kommer på afveje. Men hvis man er en ikke-muslim, behøver man ikke at komme på afveje for at blive straffet. Den blotte tilstedeværelse af jøder og kristne samt andre minoriteter betragtes som en krænkelse af mange muslimer. Som følge heraf er diskrimination mod ikke-muslimer blevet en fast bestanddel af i den muslimske verden. Det kan ikke skyldes et mindretal af fanatikere, fordi næsten alle – herunder politiet, embedsmænd, arbejdsgivere og naboer – har en forventning om, at de vantro kender deres plads.

Jøder og kristne har forstået budskabet for længe siden. Det er derfor, der er så få af dem tilbage de steder, som ellers plejede at være deres hjemlande – i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet. For dem, der ikke frivilligt forlader disse steder, vil de erfare, at der sker en ændring fra den daglige behandling, de oplever, som nogen der betragtes som mindreværdig, til mere rendyrkede systematiserede voldshandlinger. Det var tilfældet ved folkedrabene i 1914-1923 mod de armenske, assyriske og græske kristne, som levede i det Ottomanske imperium, og som i 1923 oplevede massakren på assyriske kristne i Simele i Irak og i 1941 i Farhud (pogrom) mod den jødiske befolkning i Bagdad. I de senere år har vi været vidner til nedslagtning af kristne og yazidis foretaget af ISIS i Syrien og i den nordlige del af Irak, samt et utal af massakrer på kristne foretaget af Boko Haran i den nordlige del af Nigeria og af al-Shabaab i Somalia og Kenya samt de hyppige angreb på koptiske kristne kirker i Egypten.

Et ”vidnesbyrd” er nok et for stærkt ord at benytte her. Mange i Vesten noterede sig blot disse grusomheder og er derpå fortsat med de daglige gøremål, som om intet var hændt. Men for at omskrive Trotskij, ”Du er måske ikke interesseret i civilisationernes sammenstød, men civilisationernes sammenstød er interesseret i dig”. I lang tid har folk i USA og Europa kunnet ignorere grusomhederne i Afrika, Irak og andre steder. Men civilisationernes sammenstød rykkede nordpå og dermed ind i Europa. Da ”sammenstødene” holdt deres indtog i de parisiske gader, på julemarkeder i Tyskland og en koncertsal i Manchester, kunne de, der i lang tid bevist har lukkede øjnene, ikke undgå at se, hvad der virkelig er på færde.

Men der er tilsyneladende mange af dem, (der bevidst lukker øjnene). I Europa, USA og Canada fortsætter eliterne, der præger regeringer, medier, de akademiske miljøer og selv i Kirken, med at insistere på, at der ikke er tale om noget sammenstød. Det er i en vis forstand korrekt: Man kan ikke have et sammenstød, hvis der kun er en kæmpende part. Og gensvaret på Jihad – både den væbnede del og den, der mere foregår stilhed, har været utrolig svagt. Eliterne vil ikke engang overveje at tage de indledende skridt til at indføre restriktioner i forhold til den muslimske indvandring.

Desuden gør de alt for at dække over, at der er en konflikt. Politiet indskrænkes i forhold til at rapportere om omfanget af indvandrerkriminalitet, og nyhedsmedier ønsker ikke at bringe historier om indvandrerkriminalitet, medmindre det har været af særlig farlig karakter. Samt når islamkritikere og kritikere af migration, der ytrer sig, stilles for en dommer eller almindelige borgere, der fremsætter islamkritiske holdninger på Facebook, kan blive opsøgt af politiet.

Vestens selvpålagte blindhed overfor det, der sker, leder os til noget andet, vi bør være opmærksom på i forhold til det historiske vendepunkt, der er under udvikling. Den kamp, der foregår, er ikke kun en kamp mellem civilisationer altså mellem Islam og Vesten, det er også en kamp, der foregår internt i Vesten. Mange af de institutioner, vi har i Vesten, tager afstand til det, der er Vestens arv (religion og kultur), og samtidig tager de parti for Islam.

Praktisk talt i forhold til mange af de problemer, der er årsagen til konflikt mellem Islam og den Vestlige verdens værdisæt, tager skolesystemet, medierne, domstolene og mange af vore kirker parti for Islam. De ser det nok ikke på den måde. De rationaliserer sig frem til, at måden, de handler på, blot er et forsvar for de borgerrettigheder muslimer også har. Mange af dem er sandsynligvis ikke bekendte med begrebet den stille Jihad. Men de betragter det på niveau med almene borgerrettigheder. Man lader dette (den stille Jihad) glide ind i samfundet ved at lægge låg på eventuelle dårlige nyheder om Islam. Således afviste kongressen i USA i 2012 at undersøge det muslimske broderskabs indtrængen i statslige organer, og samme år gav FBI, Pentagon og andre sikkerhedsorganer efter for et muslimsk pres og slettede i deres træningsmateriale, at man antager, at islamisk terrorisme er affødt af den islamiske ideologi. For nylig har mediegiganter som Google, Facebook og Twitter afskåret de stemmer, der taler imod islamisk undertrykkelse, fra at udtrykke sig.

Man kunne opliste mange andre episoder, hvor man på selvmorderisk vis allierede sig med vores ideologiske fjender: Dommerne, der forsøger at blokere for en begrænsning af muslimsk indvandring, biskopper, der melder sig under fanen hos bedrageriske kampagner mod islamofobi og Obama-administrationens millardgave (i US-dollars) til Iran.

Med udtagelse af ganske få biskopper, er dem, der muliggør den kulturelle Jihad faktisk progressive sekulære. På trods af deres betegnelse (progressive) er de i bund og grund regressive (tilbagestående). De går ind for abort under hele graviditeten – en praksis der viser, at afstanden mellem os og folkene fra Karthago, som ofrede børn ikke er så stor endda. De progressive lover os en fremtid, men det synes mere som om, at de skubber os tilbage i tiden. Flere progressive stemmer ønsker (nu) for alvor, at der sker en begrænsning af ytringsfriheden. Dette er allerede sket på universitetsområder, hvor mærkatet ”hate speech” benyttes til at kvæle friheden til at tale og udtrykke sig. En gennemsnitlig universitetsstuderende i dag har den samme frihed til at ytre sig, som en kvinde, der tjente ved Cleopatra’s domstol. De såkaldte ”oplyste” progressive, som styrer Google, YouTube og Facebook giver ikke meget for friheden til at ytre sig. Islamkritikere er i en målgruppe, der sættes restriktioner for, der suspenderes eller helt afskæres af disse internetmonopolister.

Situationen beskrevet i korte træk. Vi står overfor et af de vigtigste vendepunkter i historien. To magtfulde størrelser skubber på for et tilbageskridt til en mørk tid. På den ene side ønsker islamister at bringe undertrykkelsen af kvinder tilbage, kvindelig omskæring, sexslaveri, halshugning og underkastelse for de vantro. På den anden side finder man deres teknologiske progressive (kammerater), der gør det muligt at straffe den ikke-muslimske befolkning ved at fremme prævention og abort, samtidig med at de styrer strømmen af information om Islam ved hjælp af strategier, der kvæler ytringsfriheden, strategier som ingen despot kunne have forestillet sig.

Hvis du nogensinde har haft et ønske om at være til på et tidspunkt, som er afgørende i historien, så er dit ønske blevet opfyldt. Og hvis du har haft et ønske om at være på den tabende parts side, så er det også gået i opfyldelse. De kræfter, der ønsker tilbageskridt, vinder i stigende grad frem, samtidig med at den kristne civilisation er på tilbagetog.

Det er nu, man må foretage et valg. Jeg vil ikke sige, at det bliver et let valg. Meget er der blevet gjort for at mudre billedet og for at sikre, at vi forbliver forvirrede og selvtilfredse. Desuden er der enkelte ting, der fremstår klart, når man står midt i – (og er fanget ind i) begivenhedernes spind. For mange jøder stod situationen klar i starten af 1940’erne, da de blev tvunget på tog til koncentrationslejre. For mange amerikanere stod verdenssituationen klar i 1941 ved angrebet på Pearl Harbor. De, der venter, fordi de vil være helt sikre, venter forgæves.

Selvom redskaberne, der benyttes til at forvirre os i dag, er langt mere sofistikerede end i 1940’erne, har vi stadig en række fordele, som tidligere generationer (som også stod i et historisk vendepunkt) ikke havde. Vi kan tage bestik af historiens gang ud fra et bedre grundlag, end de kunne.. For eksempel, da nazisterne opbyggede deres militærapparat, havde man ingen tusindårig historisk baggrund med fokus på nazistisk aggression, som man kunne benytte som advarselslampe. Nazistpartiet var ikke mere end et årti gammelt, og Hitler fik først adgang til magten efter 1933. Dem, der naivt, gav nazisterne adgang til magten, må man lade tvivlen komme til gode. 

Vi kan derimod ikke undskylde os med, at vi ikke så tidens tegn. For dem, der kender historien, er tegnene tydelige. Det er fordi, Islam har en 1400 år lang historie, der præges af aggression. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent man over tid har været i sin krigsplanlægning, hvor migration også benyttes som invasion. Den sidste del af den 1400-årige plan om at erobre hele verden i Allahs navn er allerede startet. Vi er vidner til en bemærkelsesværdig islamisk ekspansion i alle dele af verden – Afrika, Australien, Filippinerne, Kina, Rusland og Nord- og Sydamerika.  

Det er dog kun på dette tidspunkt, at de islamiske styrker støttes af venstreorienterede progressive og magtfulde kræfter. Tidligere nævnte jeg nogle af de måder, hvorpå de venstreorienterede forsvarer Islam. Her er et andet eksempel. For et år siden, efter at jeg havde holdt er foredrag på Island om det trusselsbillede Jihad tegner, blev forfatteren Robert Spencer forgiftet af en venstreorienteret og derefter nægtet den rette udredning og behandling af en beredskabslæge (som ideologisk set også var venstreorienteret). Selvom der er gået mere end et år, har politiet endnu ikke foretaget anholdelse af den mistænkte (der stod bag forgiftningen), og den islandske sundhedsstyrelse har heller ikke indledt nogen sag mod den beredskabslæge, der forsømte sin pligt.

Venstreorienterede og islamister, der virkelig brænder for deres sag, er svære at hamle op med. Begge parter er dybt forankret i det, de tror på. Hvis de kristne ikke tror fuldt og fast på, at de skal stoppes, vil begge parter (de venstreorienterede og islamisterne) fortsætte deres ekspansion. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i historien. Vælger man at forholde sig (passivt) på sidelinjen, tjener det kun til at disse mørke kræfter vil sejre.

Offentliggjort med tilladelse fra the Turning Point Project.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/time-for-choosing-in-the-struggle-between-islam-and-the-west