Category: Last things

Aske aske, vi skal alle dø

Fastetiden handler om, at man forbereder sig på døden

Sidste onsdag modtog katolikker i sognene rundt om i verden et askekors på panden, mens de hørte ordene: ”omvend dig og tro på Evangeliet”. Denne sætning er i sandhed vigtig, fordi vi hver dag skal omvende os, bekende vore synder og leve efter Evangeliets ånd. Men, der er mange, der har glemt eller rent faktisk ikke har kendskab til den traditionelle formulering, der benyttes i forbindelse med modtagelsen af askekorset, som lyder: menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. Det er disse ord, Gud Herren siger direkte til Adam, da Adam og Eva forvises fra Edens have på grund af deres overtrædelse af Guds befaling. Det er alvorlige og dybe ting, man præsenteres for, og de bør betragtes som alvorlige og lede til eftertanke.

Fastetiden er en periode, hvor vi bliver mere ydmyge og husker på – og overvejer, at vi skal herfra en dag. Det er i fastetiden, vi overvejer de fire sidste ting, som er: dødendommenhimlen og helvede, men i pænhedens Kirke har man ikke nogen interesse i, at menigheden tænker i de baner. Man ønsker ikke, at menigheden på et dybere plan overvejer noget, der virker dystert og alvorligt, som fortabelse, synd etc.

Nej, for pænhedens Kirke har kun ét sigte, nemlig at fjerne alt det, der leder tankerne hen på livets alvor, den åndelige kamp, som enhver katolik bør tage del i, og få menigheden (åndeligt set) til at finde ”alt dette” værende ”for kompliceret”, og dermed springe over der, hvor gærdet er lavest. Den etablerede Kirke har ikke nogen interesse i, og læg Jer dette på sinde, at frelse Jeres sjæle eller for den sags skyld Jeres børns sjæle, Den ønsker blot gøre det så behageligt som muligt for Jer, og dette er netop grunden til, at de ikke forkynder sandheden. De benytter undskyldning på undskyldning for at bortforklare syndsaktivitet. De bruger ikke engang ordet synd mere, synd er for dem lig med dårlige valg, den enkelte har foretaget gennem i sit liv.

De klerikale i pænhedens Kirke siger alt det, der lyder pænt. Der er i princippet ikke noget galt med det, de siger. Men problemet er, at de ikke fortæller Jer det hele, og derfor kræver det både viden og evnen til at lytte godt efter, hvis man vil gennemskue, hvad der ikke bliver sagt. Vi står nu med tre generationer af katolikker, der har modtaget dårlig katekese eller slet ingen katekese, og derfor har ringe viden om deres tro. Hvorfra skal disse katolikker vide, at der er en viden om deres tro, de bør have kendskab til. Det, den enkelte præst siger er godt nok, der er egentlig ikke noget galt med det, men der ikke meget sandhed i det, og langt størstedelen af de få mennesker, der stadig deltager i en Messe, har ingen fornemmelse af, hvad der burde blive sagt fra prædikestolen. Det forholder sig sådan, som allerede nævnt, at katolikker ingen fornemmelse har af, hvad de burde vide om deres tro. Det gælder også de ord, der benyttes, når askekorset tegnes på deres pande. Det er ikke forkert at benytte ordene: ”omvend dig og tro på Evangeliet”, men denne sætning giver ikke den fulde forståelse af den alvor, der er forbundet med askekorset. Faktisk lyder det lidt som, når en selvbestaltet guru giver en af sine følgere et godt råd. Sætningen mangler ganske enkelt den ”klang”, der maner til alvor og eftertænksomhed, og yderligere bliver disse ord taget direkte ud af deres (bibelske) kontekst.

Det er i Markusevangeliet, at Vor Herre benytter disse ord for at opfordre os til omvendelse: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1: 15). Man får her en langt større forståelse for, at tidsaspektet er af afgørende betydning, og derfor må der handles nu. Men, da det forholder sig således, at mange i de ledende positioner i hierarkiet i pænhedens Kirke rent faktisk ikke tror på det, som Kirken lærer, nemlig, at der kommer et tidspunkt, hvor man må træffe et afgørende valg og derpå omvende sig, har mange katolikker ingen fornemmelse for den alvor og dybde, der ligger i deres tro. En kort bemærkning: det eneste tidspunkt, hvor Kirkens lederskab har fokus på den hurtige beslutning (og omvendelse), er, når det drejer sig om Jeres penge.

Den linje, der lyder: ”menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”, har det helt rette fokus og er passende til fastetiden, fordi den er centreret omkring afslutningen på livet, som det centrale. Vi skal alle dø, dette liv vil nå sin afslutning, og man gør klogt i at forberede sig på den dag, det sker. Set udefra, kan det synes som om, når det drejer sig om budskabet, der følger med askekorset, at forskellene mellem pænhedens Kirke og Den Kirke, der står for den autentiske katolicisme, skal findes i detaljen. Men det er ikke korrekt, for katolikker i pænhedens Kirke er blevet snydt for sandheden om Kirkens formål, og hvad det faktisk vil sige at være katolik.

Husk derfor: ”menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. februar 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-ashes-ashes-we-all-die

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helgenerne: Kun få bliver frelst

Information til læseren

Kirkens tradition er rig på Kirkefædre, Kirkelærere, helgener, mystikere etc, som har talt om frelsen og hvor mange, der frelses. Listen over disse helgener er ganske lang, og derfor er det følgende kun et lille udsnit af det, der findes.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne” (Luk 13: 23-24).

Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (Matt 22: 14).

Ikke alle, ej heller flertallet bliver frelst”. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer.

Antallet af dem, der bliver frelst, er så minimalt, som det antal druer, der bliver tilbage, når drueplukkerne har færdiggjort deres arbejde”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Tænk på helvedes kvaler, som vil vare for evigt, fordi man har begået en dødssynd. Arbejd hårdt på at være blandt de udvalgte. Tænk på helvedes evige flammer, og hvor få der bliver frelst”. Skt. Benedict Joseph Labre.

Størstedelen af menneskene vælger hellere fortabelsen fremfor at elske Den Almægtige Gud”. Skt. Alphonsus Liguori, Kirkelære.

Et væld af sjæle går til helvedes dyb, og det er på grund af troen, at alle, der dør i en tilstand præget af dødssynd, er fortabt for evigt. Ifølge statistikkerne dør ca. 80.000 mennesker hver dag. Hvor mange af dem vil dø i en tilstand præget af dødssynd? Og hvor mange vil blive fordømt! For den måde, de har levet på, afspejler deres endeligt”. Skt. Anthony Mary Claret.

Se, mange er blevet kaldet, og kun få er blevet udvalgt! Vær opmærksom på, at hvis du ikke tager vare på dig selv, har du langt mere din fortabelse i vente end en egentlig forbedring, og det er fordi, den vej, der leder til det evige liv, er meget smal”. Skt. Johannes af Korset, Kirkelære.

Det starter godt ud for mange, men det er få, der holder ud”. Skt. Hieronymus, Kirkelære og Kirkefader.

Antallet af de udvalgte er meget lille, faktisk så ringe, at vidste vi, hvor småt det egentlig er, ville vi besvime af sorg. Antallet af de udvalgte er så lille, at Gud må samle dem, Han ville løfte Sin røst og sige gennem Sin profet: ’saml Jer, hver for sig, en fra denne provins, en fra det kongerige’” Skt. Louis Marie de Montfort.

Jeg ønsker ikke, at min tale skal være overilet, men den skal stemme overens med det, jeg tænker og fornemmer. Jeg tror ikke, at særlig mange biskopper undgår fortabelsen, og at antallet af dem, der går fortabt, er meget stort”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det, jeg nu vil fortælle Jer er meget forfærdeligt, for jeg ønsker ikke at holde noget skjult for Jer. Ud af denne bys store indbyggertal, som er på flere tusinder, vil ikke engang 100 mennesker blive frelst, og jeg tror, at 100 er højt sat”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det er få, der bliver frelst, men vi må leve vores liv, som er vi blandt de få, hvis vi ønsker at være blandt de få, der bliver frelst. Oh Gud, i sandhed er der meget få, der bliver frelst, og jeg ønsker at være blandt de få”. Skt. Alphonsus Liguori.

Hvis I ønsker at være sikre på Jeres frelse, stræb da efter at være blandt de få af de få. Følg ikke størstedelen af menneskeheden, men følg dem, der forsager verden, og aldrig tøver i deres stræben dag og nat efter at nå til den evige salighed” Skt. Anselm, Kirkelære.

Alle mennesker har et ønske om at blive frelst, men størstedelen lader sig friste af synden, fordi de ikke ønsker at gøre det, der kræves for at blive frelst … Faktisk er antallet af de udvalgte langt mindre end antallet af de fortabte, for de forhærdede syndere er langt større i antal end de udvalgte”. Skt. Alphonsus Liguori.

Men jeg skælver, når jeg i disse dage ser, hvor mange sjæle der går til fortabelsen. Det, jeg ser, er, at de går til helvede som løvfald før vinterens komme”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Der er intet, der berører Jesu Hjerte mere, end at Han må se, at den lidelse Han gik igennem ikke gavner de mange”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Med undtagelse af dem, der dør, mens de stadig er børn, vil langt de fleste mennesker fortabes”. Skt. Regimius fra Rheims.

Åh, hvor er der mange sjæle, der kommer til helvede”. Skt. Francis Xavier.

Kristi hjord betegnes som ’lille’ sammenlignet med det langt større antal af forhærdede syndere”. Skt. Beda, Kirkelærer og Kirkefader.

Hvor mange blandt disse uciviliserede mennesker har stadig ikke kendskab til Gud og er sunket ned i et mørke af afgudsdyrkelse, overtro og ligegyldighed! … De stakkels sjæle, for det var netop dem, Kristus så, da Han led allermest. Han så, hvor nyttesløs den smerte, Han led for disse sjæle, var”. Skt. Francesca Saverio Cabrini.

Udfaldet må nødvendigvis være, når man ser på, hvor mange mennesker, der pådrager sig skyld ved at agere med ligegyldighed, at rigtig mange fortabes, fordi synd ikke betragtes med afsky, og det er i sagens natur vanskeligt at afsky synd, hvis synd ikke bliver betragtet som synd”. Skt. Josef Cafasso.

Der er mange, der kommer til troen, men få, der når til den himmelske herlighed”. Pave Skt. Gregory den Store, Kirkelære og Kirkefader.

Man kan kun begribe, hvor få der er blevet udvalgt, hvis man forstår hvor mange, der går fortabt”. Skt. Hilary fra Poitiers, Kirkelærer og Kirkefader.

Uden tvivl er de, der er blevet udvalgt, ganske få”. Skt. Augustin, Kirkelære og Kirkefader.

Nogen vil sige: For mig er det tilstrækkeligt at blive frelst. ’Nej’ siger Skt. Augustin, ’det er ikke tilstrækkeligt at sige sådan, for så bliver du fortabt’”. Skt. Alphonsus Liguori.

Størstedelen af menneskeheden sætter ikke pris på Kristi Blod og vil fortsætte med at fornærme Ham”. Skt. Isidore fra Seville, Kirkelære og Kirkefader.

Mange ordensfolk går direkte til helvede, fordi de ikke overholder deres klosterløfte”. Skt. Vincent Ferrer.

Så mange mennesker vil dø, og langt de fleste vil komme i helvede! Rigtig mange vil komme i helvede”. Skt. Jacinta fra Fatima.

Den, der gang på gang misbruger Guds barmhjertighed, vil Gud trække Sig fra”. Skt. Alphonsus Liguori.

Til trods for en forsikring om, at Gud ikke skaber noget menneske med henblik på, at det skal havne i helvede, og at Han ønsker, at alle mennesker må blive frelst, er det ligeså sandt, at kun få vil blive frelst, at kun ganske få vil komme ind i Himlen, og at størstedelen af menneskeheden for altid vil være fortabt”. Skt. John Neumann.

Der blev afholdt en synode i Paris og et stort antal prælater og præster, der havde ansvar for sjæle, deltog; kongen og hans stormænd kom, og gjorde dem selskab, for at skabe glans over forsamlingen. En velkendt forkynder var blevet inviteret til at forestå prædikenen. Mens han var i færd med at forberede sin homili, fremstod en afskyelig dæmon for ham og sagde: ’læg dine bøger til side. Hvis du ønsker at prædike noget, der er nyttigt for disse stormænd og prælater, så koncentrer dig om, hvordan det hele tager sig ud set fra vores synspunkt. Vi, som er mørkets fyrster takker Jer stormænd, prælater og præster, som har ansvar for sjæle, for på grund af den ligegyldighed I lægger for dagen, fortabes en stor del af de troende. Vi har en helt særlig belønning i vente for Jer, når I kommer for at være sammen med os i helvede”. Skt. Leonard fra Port Maurice.

Så stort er antallet af elendige sjæle, og til sammenligning er antallet af de frelste meget få!” Skt. Phillip Neri.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/saints-on-the-fewness-of-the-saved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kend din tro: Læren om helvede

Det er ubestrideligt, at mange, både klerikale og lægfolk ikke længere beskæftiger sig med evangelisering. Én af grundene hertil er, at mange ikke længere tror på, at helvede eksisterer og er en realitet. Enten benægter de (eksplicit) helvedes eksistens, eller også tror de, at vi kan have et begrundet håb om, at ingen vil havne der, hvis der i det hele taget eksisterer et helvede. Begge antagelser er i modstrid med den katolske tro, og det vil fremgå, når man går i dybden med det, som Den hellige Skrift, traditionen og Læreembedet siger om helvede.

Det, Den hellige Skrift siger om helvede

Den hellige Skrift bekræfter meget klart, at der er sjæle, der opholder sig i helvede. For eksempel har Johannes’ Åbenbaring en beskrivelse af dem, der på dommens dag vil blive kastet i helvede:

Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen” (Åb 20: 11-15).

Jesus fortæller selv i Den hellige Skrift, at der er nogen, der vil blive nægtet adgang til Himlen. ”Og da vil jeg sige dem, som der er: Jeg har aldrig kendt Jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud” (Matt 7: 23). Jesu undervisning lader os også forstå, at helvede er for evigt. ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for djævelen og hans engle” (Matt 25: 41). Herren Jesus indikerede endda, at størstedelen af menneskeheden kommer til helvede. ”Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7: 14).

Den hellige Paulus giver en beskrivelse af dem, der går til helvede: ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (1 Kor 6:9-10).

Det, traditionen siger om helvede

Traditionen er fyldt med vidnesbyrd om helvedes realitet. Skt. Ignatius fra Antiokia, der stammer fra den første del af det 2. århundrede, har sagt følgende: ”dem, der er årsag til, at familier bliver splittet, vil ikke arve Guds rige. Hvis de, der netop handler således, fordi de følger kødets lyst, lider døden, hvor meget mere vil så ikke et menneske, der har ladet sig fordærve af det onde, og som forkynder troen på Gud, og som Jesus Kristus lod sig korsfæste for, ikke lide døden for sine gerninger? Et menneske, der bliver så ondt, vil gå til den uudslukkelige ild, og det vil også enhver, der lytter til dette menneske” (Brev til Eferserne 16:1-2). Ligeledes i det 2. århundrede sagde Skt. Irenæus: ”Gud vil lade ondskabens åndelige styrker samt de engle, der forsyndede sig mod Ham og blev fordrevet, fremstå, og de blandt mennesker, der er ondskabsfulde, lovløse og dem, der bedriver blasfemi, vil blive kastet i den evige ild” (Against Heresies, 1:10:1). Selv Skt. Cyprian fra det 3. århundrede havde fokus på helvedes realitet:

Et uudslukkeligt Gehenna og den straf at mærke den brændende ild er blevet den fordømtes lod; ej heller vil den fordømte kunne håbe på, at dette er midlertidigt eller en dag får ende. Sjælene vil sammen med deres respektive legemer blive udsat for lidelse og ubegrænset smerte … Revselsen vil da ikke resultere i omvendelse; tårer vil ikke gøre gavn, og bøn vil ikke gøre nogen forskel. Alt for sent, vil de sjæle, der opholder sig her, tro på den evige straf, de, som ikke troede på det evige liv (To Demetrian, 24).

Skt. Kyrillos fra det 4. århundrede fremsætter følgende, som i store træk minder om det, Skt. Cyprian, ovenfor, har givet udtryk for:

Vi vil alle genopstå, og det med det evige legeme, men det vil være med forskelligartede legemer, for er et menneske retfærdigt, vil det modtage det himmelske legeme, så det med værdighed kan  føre samtale med englene, men er mennesket en synder, vil det modtage et evigt legeme, der er skabt til at gennemgå straffedomme for (de) synder, (det har begået), og det er, at det vil brænde i den evige ild, men denne ild vil aldrig fortære dette legeme. Gud vil i Sin retfærdighed lade straffen omfatte både sjæl og legeme, for det er med munden, at vi udtaler blasfemiske ord, men det er også med munden, at vi beder bønner. Det er med legemet, at vi udlever utroskabens kødelige lyst, men det er også på legemet, at man skal skue kyskheden. Det er med hånden, vi stjæler, og det er med hånden, at vi giver almisse. Således er det også med legemets resterende lemmer, for vi gør intet, uden at legemet er med i det. Derfor, når legemet har været vores tjener i alle ting, da skal det også (i fremtiden) have del i den frugt, der er udgået fra vores fortid (Catechetical Lectures, 18:19).

Det, læreembedet siger om helvede

Den katolske Kirkes læreembede taler også om helvede. Det økumeniske koncil i Firenze besluttede og nedfældede: ”De sjæle, der forlader dette liv, og som befinder sig i en tilstand præget af dødssynd eller stadig befinder sig under arvesyndens åg, går direkte til helvede for at blive straffet i en pine, der er ubeskrivelig” (Session 5).

Den Katolske Kirkes Katekismus har et større afsnit om helvede:

Vi kan ikke være forenet med Gud, hvis ikke vi frivilligt vælger at elske Ham. Men vi kan ikke elske Gud, hvis vi synder alvorligt mod Ham, mod vor næste eller mod os selv: Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig (1 Joh 3,14-15). Vor Herre advarer os om, at vi vil være skilt fra Ham, hvis vi undlader at tage os af den svære nød hos de fattige og små, som er Hans brødre. At dø i dødssynd uden at have angret den og uden at tage imod Guds barmhjertige kærlighed betyder at forblive skilt fra Ham for evigt ved vort eget frie valg. Det er denne tilstand af definitiv selvudelukkelse fra samfundet med Gud og med de salige, som man betegner med ordet helvede.

Jesus taler ofte om gehenna og ild, der ikke slukkes, som er forbeholdt dem, der indtil deres livs ende nægter at tro og omvende sig, og hvor både sjælen og legemet kan gå til grunde. Jesus bebuder med alvorlige ord, at Han skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald og dem, som øver lovløshed, og de skal kaste dem i ildovnen (Matt 13,41-42), og at Han vil udtale forbandelsen: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild! (Matt 25,41).

Kirkens lære bekræfter eksistensen af helvede og dets evighed. Deres sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, den evige ild. Helvedes vigtigste straf består i den evige adskillelse fra Gud, i hvem alene mennesket kan have livet og saligheden, hvortil det blev skabt, og som det længes efter.

Skriftens udsagn og Kirkens lære om helvede er en appel til den ansvarlighed, hvormed mennesket skal bruge sin frihed med henblik på sin evige skæbne. Den udgør samtidig en indtrængende appel til omvendelse: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, som fører til Livet, og der er få, som finder den (Matt 7,13-14).

”Men da vi hverken kender dagen eller timen, bør vi efter Herrens formaning til stadighed være vågne, for at vi efter at have fuldført vort jordiske livs eneste forløb med Ham må værdiges at gå ind til bryllupsfesten og blive regnet med til de velsignede, og ikke som de onde og dovne tjenere skal befales at gå bort til den evige ild i mørket udenfor, hvor der vil være gråd og tænderskæren”.

Gud forudbestemmer ingen til at komme i helvede; dertil kræves, at man af fri vilje vender sig bort fra Gud (en dødssynd) og hårdnakket forbliver i denne holdning indtil enden. I den eukaristiske liturgi og i de troendes daglige bønner bønfalder Kirken den barmhjertige Gud, som vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9):

”Dette er det offer, som vi, dine tjenere, og hele dit hellige folk frembærer for dig. Tag imod det i nåde. Lad vore dage henrinde i din fred. Udfri os af den evige fortabelse og byd, at vi må tælles blandt dine udvalgte”.

Det bør nu fremstå tydeligt, at Den hellige Skrift, traditionen og læreembedet alle vidner om helvedes realitet. Af den grund bør vi gøre alt for at hjælpe sjæle til at undgå helvede, og det gælder også vores egen sjæl.

Den engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Lofton og publiceret på ChurchMilitant.com den 26. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/know-the-faith-the-doctrine-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De fire sidste ting

Fasten har holdt sit indtog, og det samme vil døden

Det er blevet Askeonsdag, og denne dag har eet fokus, nemlig at minde os om nødvendigheden af korset og det på alle måder.

Intet kors, ingen frelse. Eller som den velsignede ærkebiskop Fulton Sheen plejede at sige: ”Der kan ikke være nogen Påskesøndag uden en Langfredag”.

Fokuspunktet for fasten har altid været det, som Kirken definerer som de fire sidste ting, på græsk ”eschaton”. Der findes meget materiale, der forklarer og understøtter det, Kirken kalder for de fire sidste ting. Det defineres som eskatologi.

Hvad er de fire sidste ting? Døden, dommen, himlen og helvede. Og ved at benytte ordene ”de sidste” gør Kirken det klart for os, at der ikke er noget andet efter disse fire. Enhver af os skal dø, dømmes, og derefter vil vi enten gå til himlen eller helvede. Og det, vil være det. Alt er forbi.

I sogne og bispedømmer, hvor man tager den virkelighed alvorligt, som eskaton repræsenterer, vil man på en askeonsdag, hvor de troende får tegnet et kors af aske i panden, høre præsten sige: Menneske kom i hu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. Det er det rette budskab, der kommer fra din Moder (Kirken), også selvom det kan virke barskt.

I sogne og bispedømmer, hvor man ikke har et egentligt fokus på eskaton, fordi ”vi har et formodet håb om, at alle mennesker bliver frelst”, og det at dø, handler bare om at gå fra dette liv til det næste, og dommen, det er ikke noget, man skal tænke så meget over, og helvede eksisterer praktisk talt ikke, og hvis der virkelig er nogen der, må det være typer som Djengis Khan og Hitler, vil du høre præsten benytte en mere udvandet version:omvend dig og tro på evangeliet”, ja, det er så fantastisk med en disneyfisering af den katolske tro.

Denne dårlige formulering af, hvad der i teologisk forstand er på spil, definerer ikke sagens kerne, som er, at døden jager os livet igennem, og hvert øjeblik er den klar til at tage os med til domfældelse ved Guds domstol. Hver dag forlader 150.000 mennesker jorden, de dør ganske enkelt, det er rundt regnet 100 sjæle pr minut. Hvor mange af dem vil stå foran Gud ganske uforberedte på, at de skal møde deres dommer?

Og hvad er retfærdighed? Det er ikke en ond Gud, et billede, som de, der udgør ”Church of Nice” ofte hæfter på den autentiske katolicismes definition af retfærdighed. Denne karakteristik kommer end ikke i nærheden af det, som er Kirkens lære. Det, Kirken ganske enkelt gør klart, er, at Gud vil give mennesket, hvad det fortjener, og det er retfærdighed.

Den, der har begået mord idømmes dødsstraf til at blive eksekveret i den elektriske stol og den, der har kørt for hurtigt, får en bøde. Sådan fungerer det også for sjælene ved dommen, den, der har levet et liv, der er en helgen værdig, kommer i himlen, den, der har begået en dødssynd (og ikke har angret den) kommer i helvede. Det ville ikke være retfærdigt, hvis disse to fik den samme dom, da det liv, de respektivt har levet, er forskelligartede. Og den hellige Skrift fortæller, antyder, indikerer og er tydelig omkring dette i mange passager: ”Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er” (Joh 22: 12).

Ovenstående skriftsted er ikke til at misforstå, og derfor giver jeg ikke meget for den antagelse, som mange protestanter holder sig til, nemlig at ligeså snart de har nævnt Jesu navn, er de frelst. De må have været fraværende ved bibellektionerne den dag følgende ubelejlige skriftsted blev gennemgået: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7: 21).

Årsagen til, at Kirken siger: ”Menneske kom i hu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet” er for at skærpe vores opmærksomhed. Hvis der ikke var meget alvorlige ting forbundet med det at dø, altså at dommen venter umiddelbart efter, at du har draget dit sidste suk, så behøver Kirken i princippet ikke at bruge så meget tid og energi på at advare dig og gøre dig rede.

Bemærk at, Church of Nice, ikke har det helt så godt med askeonsdag. Derfor har de ændret i formuleringen, så den i stedet lyder således: ”omvend dig og tro på evangeliet”, disse ord er meget lettere psykisk og følelsesmæssigt at forholde sig til end: ”du skal dø, og du bør gøre dig rede, for ellers bliver du fordømt”, og som I ved, Church of Nice er centreret om følelser og psykologi.

Himlen er på en vis måde en belønning, som vi bliver stillet i udsigt, fordi Vor Herre har lovet det. ” Jesus svarede … : ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14:23).

Den første pave advarer os eksplicit om at være på vagt overfor djævelen: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5: 8). Derfor, vær på vagt, brug ikke din faste på Church of Nice fasteaktivitet. For nogle af os vil det være den sidste faste.

Lige et sidespring, hvis I ikke allerede har gjort det, så vær opmærksom på vores ”Lenten Showcase”. Den er opbygget som en kalender med 40 dage, hvor man kan se programmer fra Church Militant relateret til Fasten, og som skal bidrage til, at man har et åndeligt fokus gennem hele Fasten. Man kan også blive tilføjet på en mailingliste, så man dagligt huskes på dette.

1 Pet 5: 8 fortæller følgende: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” Hvis djævelen forsøger på at ”sluge” dig, kan du i det mindste forsøge på at kæmpe imod, bogstavelig talt, fordi du elsker Gud, Han som har skabt dig for at være med Ham og ikke for at ende som føde for den diabolske løve.

Hvert minut føres mere end hundrede sjæle til Guds domstol. Hvor mange af dem, tror I, der befinder sig i nådens stand, forstået som, at man ikke befinder sig i en tilstand, der er præget af, at man har begået en dødssynd?

Hvad med ham, der handler med stoffer?

Hvad med den kvinde, der er i ægteskab, og som efter en nat med en anden mand på vejen hjem impliceres i et trafikuheld og dør?

Hvad med den præst, som efter han har givet pastoral ”omsorg”, der strider mod Kirkens lære, går bort på grund af et hjerteslag?

Hvad med den læge, der tjener godt ved at foretage aborter, eller den politiker, der definerer sig selv som katolik, men som agiterer for retten til abort for at kunne blive siddende som folkevalgt?

Hvad med den biskop, der i 16 år i sit embede har tilladt, at hæresi og heterodoksi spredes i sit bispedømme, rammes af en aneurisme (lokaliseret udvidelse af en pulsåre).

Hvad med den unge mand, der lever et liv med evig fest og mange hurtige seksuelle aftaler?

Hvad med den kirkelige administrative medarbejder samt talsperson, der dækker over skandaler og ødelægger sjæle?

I Den hellige Skrift præsenteres vi for en lang liste af karakterer, der aldrig vil se Gud ansigt til ansigt: kujoner, løgnere, mordere, mennesker, der udøver trolddom etc. Er der virkelig nogen ved deres fulde fem, som tror, at når der dør mere end hundrede mennesker i minuttet, tusindvis i løbet af en time, og at der dagligt går 150.000 bort, at de alle sammen kommer i himlen?

Det gør Church of Nice, eller sagt på en anden måde, de tør ikke tage emnet op. De fornægter det. Men ok, det, der er pointen med fasten, er, at man undgår fornægtelsen og forholder sig til realiteten. Jeg skal dø. Du skal dø. Spørgsmålet er blot, hvem bliver den første?

Fasten skal minde os om døden, så vi kan have det evige liv.

Døden, dommen, himlen og helvede, og intet andet betyder noget. Derfor omfavn korset!

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 10. februar 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-four-last-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Faustinas vision af helvede

Skt. Faustina: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”.

Skt. Faustina, den polske nonne, der modtog mange åbenbaringer fra Kristus vedrørende Hans guddommelige barmhjertighed, fik vist helvede, så folk kunne angre og vende sig til Ham for at få tilgivelse.

I paragraf 741 i hendes nu velkendte Diary of Skt. Faustina fortæller hun, at grunden til at vor Herre sendte Sin engel for at eskortere hende til helvede, var følgende: Jeg skriver dette på Guds befaling, så ingen sjæl kan undskylde sig med: At der ikke er noget helvede, eller at ingen har været der, så ingen kan sige, at de ikke ved, hvad det er for noget.

Hun beskriver de forskellige former for pinsler, hun så, der blev anvendt på de sjæle, der havde almene og fejlagtige antagelser, nemlig at: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”. ”Det var det, jeg bemærkede”, skriver hun.

Vor Herre gav i begyndelsen af den 20. århundrede Skt. Faustina åbenbaringer, som indeholdt forskellige aspekter af Hans guddommelige barmhjertighed for at tilskynde verdens børn, der er omgivet af synd til at søge Hans barmhjertighed ved sønderknust og med hjertets omvendelse at bekende deres synder. En af disse åbenbaringer handlede om helvedes pinsler.

Det, den polske nonne erfarede, da hun ”besøgte” helvede, var to kategorier af pinsler: Dem, som kan betegnes som kollektive pinsler og dem, som kan betegnes som individuelle pinsler:

Hun beretter, at der kan nævnes syv generelle former for lidelse, som alle (sjælene) var underlagt:

  • At være uden Gud
  • En bestandig samvittighedskval
  • At ens tilstand aldrig ændres
  • En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den
  • Et vedvarende mørke, en kvælende stank samt synet af andre tilstedeværende
  • Satans vedvarende selskab
  • En frygtelig fortvivlelse, et had til Gud, afskyelige eder, forbandelser og blasfemisk tale

Udover de generelle pinsler, der ”ramte” kollektivt, så Skt. Faustina videre den enkeltes pinsler: ”Specielle former for pinsler er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der knytter sig til den enkeltes sanser. Hver enkelt sjæl gennemgår forfærdelige og ubeskrivelige pinsler, der relaterer sig til, den måde sjælen har syndet på”.

”Besøget” i helvede gjorde, at Skt. Faustina ubønhørligt bad for synderes omvendelse. ”Derfor beder jeg endnu mere for syndernes omvendelse”, sagde hun. ”Uophørligt anråber jeg Guds barmhjertighed, og at den må nå dem”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 20. april 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-faustinas-vision-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 4. del

Kirkens viden om – og Hendes forståelse af mennesket

I denne sidste artikel vil jeg komme ind på den store viden og forståelse, som Kirken har af, at der er behov for en renselse, et behov, der ikke kun gør sig gældende for det kommende (evige) liv, men også for de bevæggrunde vi har her og nu. Hvorfor vil vi tjene Gud? Hvad holder vi af? Hvad er vi bange for?

Uansvarlighed i forbindelse med sognes forvaltning, et korrupt fremme af aflad samt talrige andre misbrug var omfattende på tærsklen til den protestantiske reformation. Det er ikke forkert at formulere det således, at måden, hvorpå man forsøgte at løse problemet, var langt værre end selve ”sygdommen”. Ligesom en meget stærk medicin, der nærmest amputerer en legemsdel frem for at kurere den, bandlyste de protestantiske sekter aflad og Sakramentalier samt Bodens Sakramente og doktrinen om purgatoriet, og endnu mere konsekvent benægtede man i nogle tilfælde sondringen mellem dødssynden og den tilgivelige synd. Ved at gøre sådan handlede man mod bedre vidende, fordi man banede vejen for en uklar definition af – og eventuel underminering af sammenhængen mellem synd og barmhjertighed, skyld og nåde, renselse og værdighed, som er det centrale for den kristne tro (1).

Enhver, der tror på, at sjælen er udødelig og overvejer menneskets syndighed, vil kunne se behovet for et overjordisk purgatorie eller renselsessted, som den hedenske filosof Platon gjorde; enhver, som har gjort brug af åndelig vejledning, værdsætter det mundtlige skriftemål, som det mest effektive middel til at besejre fejltrin; enhver, der forstår menneskets tosidede sammensætning, den sanselige og den åndelige, vil fornemme behovet for sakramenter ligesom ikoner, indviet vand og perlerne i en rosenkrans for at fastholde det på dydens vej. At give slip på sådanne ting vil blot vise, at forståelsen af mennesket er meget svag, eller at man tror, at synden ene og alene kan overvindes af en selv, en overvindelse, der sikkert aldrig har fundet sted i hele verdenshistorien, eller at man praktisk talt mister fornemmelsen for syndens alvor. Uden forståelse for hvad synd er, hvordan den fungerer, eller hvordan den vil blive straffet, hvordan den kan tilgives og undgået, forstår man ikke, at dens realitet er, at man bliver underkastet den og i sidste instans kasseres.

De, som siger, at frygten for helvede er et egoistisk og uværdigt motiv for at vende sig mod Gud og holde sig væk fra synden, viser uagtsomt, hvor lidt de ved om mennesket og dets svagheder. De har ikke tilstrækkeligt og intenst betragtet den faldne naturs plagede ansigt, presset af fristelse, stædighed og beslutsomhed. Uden frygten for helvede ville helvede i sig selv synes større. Fjern denne frygt og du fjerner dens brod, trompetfanfaren, som nogle omvandrende syndere har behov for at få dem ind til skriftestolen og ned på knæ. Yderligere har troende kristne behov for fra tid til anden at blive mindet om, hvad de er ved at miste ved at afvise livets nåde. Skt. Thomas Aquinas, et meget følsomt menneske, siger det på følgende måde: 

Mennesket undgår fejltagelser ved at minde sig selv om følgerne: Ved at tænke på fordømmelsen, vi er advarede mod synden, i lang tid, bidende og mangfoldige er helvedes pinsler: Tænk på livets afslutning i alt, hvad du foretager dig, så vil du aldrig nogensinde synde (Sir 7:36).

Man kan ikke protestere stærkt nok mod forfattere, som angriber den vestlige Kirke vedrørende dette emne. Et angreb på doktrinen vedrørende det at omvende sig på grund af frygten for helvede, som traditionelt er kendt som det ufuldstændige bidrag, stammer fra en kombination af naivitet og stolthed. Frygten for helvede kan være blevet misbrugt fra tid til anden af prædikanter, som glemte at kombinere barmhjertighed med alvor. Ikke desto mindre er det både urealistisk og ugudeligt at udrydde eller nedvurdere selve motivet for frygten og nedgøre frygtens nødvendige rolle i det åndelige liv hos det faldne menneske. Vor Kirke beder os i Sin visdom om at foretage Bodens Sakramente, inden vi modtager absolutionen. Den traditionelle formel, skønt den er simpel, fortjener megen overvejelse: 

Min Herre og min Gud! Af hele mit hjerte angrer jeg alle mine synder. Jeg vender mig bort med afsky fra dem, fordi jeg ved, de har fortørnet Dig og fortjent at blive straffet af Dig (motivet for den ufuldkomne anger), min største velgører og kærligste Fader. Men i særdeleshed er jeg bedrøvet over, at jeg ved mine synder har været utaknemlig imod Dig og gjort Dig imod, Du, det højeste og mest fuldkomne gode, som jeg elsker over alt (motivet for den fuldkomne anger) … Med Din bistand fortsætter jeg mig oprigtigt at forbedre mig og undgå enhver farlig lejlighed til synd. Jeg vil heller ikke for nogen pris atter begå en svær synd.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at hvis frygten for Gud er begyndelsen til viden, som Den hellige Skrift lærer, kan frygten for helvede være begyndelsen til en

oprigtig metanoi eller hjertets forvandling. Som Kierkegaard siger: 

Thi, ligesom lærerens strenghed til tider er nødvendig, ikke for at straffe den uopmærksomme, men for at få opmærksomhed og for at tvinge eleven til at se på det, som han bør se på, i stedet for at sidde distræt og blive forledt til at se på alle mulige ting – på samme måde må frygten for fortabelse hjælpe den, der lider, til at have fokus på det, der er det væsentlige og derved hjælpe ham til at opdage fryden derved.

Lignende kommentarer kan rettes mod dem, der kritiserer kristne for at adlyde Kristus og Hans Kirke ”for at komme i Himlen”. Der kan være kristne, hvis holdning til frelsen er camouflage for egoisme eller individualisme, der gemmer sig bag en kåbe af fromhed. Men det er på tide at genvinde en stærk og sund kærlighed til Himlen. Kom Kristus ikke for at frelse os, fortalte Han os ikke igen og igen, hvad det er, vi må gøre for at frelse vore sjæle og være sammen med Ham i paradis? Fremgår det ikke tydeligt af Hans ømme ord, specielt i ”afskedsforkyndelserne”, der er nedfældet i Johannes Evangeliet, nemlig at Han længes efter at bringe os ind i Sin Faders rige, og der lade os tage del i Lammets bryllupsfest? Det står yderligere klart, at Hans disciple altid har stræbt efter saliggørelse og den fuldendte samhørighed med Gud, det som Det Nye Testamente hele vejen igennem har som ”den røde tråd” er frelsen, og Kirken har videre i Sin visdom lært os at søge frelsen før alt andet (4). Lad det stå klart: Formørkelsen af Himlen er noget af det værste, der kan ske, når man vender sig mod det verdslige, som var en del af Vatikan II’s ånd. Gud skabte os ikke til at leve for evigt i denne verden, som forsvinder, og som vi alle må give slip på. Før vi ved af det, ligger vi på dødslejet, og det eneste spørgsmål, som betyder noget der, er: Hvorfor har jeg levet? Og hvor skal jeg hen nu?

Gud skabte os til denne afslutning, således at vi kunne blive forenet med Ham i kærlighed af egen vilje, et drømmesyn af Ham vor guddommelige ægtefælle. Gud skabte mennesket for at guddommeliggøre det. Således som Den katolske Kirkes Katekismus lærer os det (1024): ”Dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed, dette livs- og kærlighedsfællesskab med Den, med Jomfru Maria, englene og alle de salige …. er det endelige mål for mennesket og opfyldelsen af dets dybeste længsler, den højeste og endegyldige saligheds tilstand”. At dvæle for evigt i det himmelske kongerige forenet med Gud i et bånd af uløselig kærlighed er vor fuldkommengørelse, den afsluttende overordentlige kærlighedsgave, som Han har beredt for os. Ved bøn og opofrelse kan vi blive værdige til at udtale ordene fra Skt. Ignatius af Antioch: … der er i mig et levende vand, der i mit indre siger til mig: ”Kom til Faderen” (5).

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Protestanter forkaster fuldstændigt purgatoriet, mens de østlige ortodokse teologer har et andet problem. De forkaster purgatoriet, fordi de fastholder, at ifølge skabningens ontologiske status kan der ikke være noget sted, hvor der pågår en midlertidig renselse; himlen rummer snarere en evig renselse af helgenerne. Men dette standpunkt er fejlagtigt af to årsager. For det første kan en sjæl, der bærer syndens stænk være nær den guddommelige tilstedeværelse, den må først være hellig i dens fulde udstrækning. For det andet er der ikke en uendelige mængde af hellighed til rådighed for den enkelte skabning; der er kun så meget godhed, som et menneske kan besidde. Det er den godhed, som er nødvendig for at komme i Himlen, og når en sjæl en gang har opnået den ved Guds nåde, der udgydes over den i purgatoriet, og derfor er der ikke yderligere behov for yderligere renselse af urenhed og uværdighed. Det tænkende menneske er ikke uværdigt i Guds nærværelse, fordi det blot er en skabning, men snarere fordi det er en ulydig tjener. Når dens mangel på trofasthed er fjernet, kan den stå ydmyg men værdig overfor Den Almægtige. Forskellen mellem vest og øst har rødder i en meget dybere forskel, nemlig, hvor vidt eller ej den lyksagliggjorte nyder godt af, det umiddelbare syn af selve det guddommelige væsen; og den kan også blive forbundet på et andet niveau af værdighed i overensstemmelse med mennesket som et billede af Gud. Den vestlige fastholdelse af purgatoriet som nødvendig for renselse nedstammer fra en højere vurdering af den værdighed, dette billede er i stand til at være i Guds nærvær.

(2): Gilby, Theological Texts, 264.

(3): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna H. Hong (Princeton: Princeton University Press, 1997), p. 142.

(4): At have opfattelsen af at vi på en eller anden måde er i stand til at elske Gud “blot for Hans skyld” og ikke på grund af vores enorme behov, vores sult og vores tørst efter Hans tilstedeværelse, vore behov – selv Kierkegaard, som er knap så venligsindet overfor katolsk teologi, ser denne fejltagelse, blasfemien i forhold til dette. Nuvel, ”alle ting må tjene os til det gode, når vi elsker Gud”, taget fra Christian Discourses, p. 188.

(5): Citat fra Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1011.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 15.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iv

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 3. del

Purgatoriet – Den dragende bevægelse mod Hans brændende kærlighed

At betragte henholdsvis himlen og helvede er med til at synliggøre formålet med -, men også nødvendigheden af purgatoriet, hvor en sjæl, der går bort, og som har Guds nåde, bliver renset for alt, der er uværdigt og gjort rede til at kunne stå foran Gud og se Guds hellige ansigt. Kærligheden renser det ikke-kærlige, ilden smelter det hårde hjerte, lyset bryder frem gennem skyerne. Skam udryddes, skyld ødelægges. Intet ondt og grimt forbliver, så det kan hindre foreningen med Den evige hellige Gud. Alt ondt, alt det grimme fortæres i Guds barmhjertige og retfærdige smelteovn, fordi Han ønsker Sit værk, som det fremstod, da det blev skabt i al sin pragt og i en fuldendt lighed med Ham. Uskylden og oprigtigheden i den velsignede vilje vil fuldt og helt blive fornyet; alle kroppens lemmer og sjælen vil af fuld kraft forkynde Guds herlighed.

Den katolske Kirkes lære om purgatoriet stammer fra Kirkens hellige tradition. I Den hellige Skrift findes med sikkerhed skriftsteder som omhandler purgatoriet (1). Paulus og Peter taler begge om den rensende ild (1 Kor 3:15; 1 Pet 1:7): Skt. Gregory den Store fremlagde følgende: Jesus erklærer: ”Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Af dette udsagn forstår vi, at visse synder kan tilgives i dette liv og andre i det kommende (se Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1031). I Anden Makkabæerbog læser vi følgende om Judas Makkabæeren ”Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”(2 Makk 12:45).

Som Katekismen lærer: De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkomment rensede, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde (Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1030). Fordi vores jordiske anger og forbedring for det meste i enhver henseende er mangelfuld, vores bod for synden, eller med andre ord, uoverensstemmelsen mellem sjælens indre tilstand og Kristi sonoffer på Golgata, må stemme overens så den guddommelige retfærdighed fuldendes, og den guddommelige barmhjertighed må opfylde sit løfte, om at vi ubesmittede kan deltage i Lammets bryllupsfest (Ef 5:25-27). Sjælen, der virkelig elsker Gud, ønsker for evigt at blive renset for syndens plet; den vil ikke gå ind i himlen, før den fuldt ud er helliggjort, hvis den ikke er lys og smuk, men stadig bærer på noget mørkt og hæsligt. Kristus frelser os indefra ved at helliggøre os, ligesom Han selv er hellig.

At forestillingen om purgatoriet er klar fremgår af det faktum, at en moderne teolog, der syntes ude af stand til at forfatte noget, uden at det var hæresi, Edward Schillebeeckx (1914-2009), frembar et klart vidnesbyrd netop om purgatoriet: 

Forestillingen om purgatoriet udgår af det katolske tankesæt, og jeg finder det afgørende for eskatologien. Selv hvis menneskene havde valgt det gode, og dermed det evige liv i Himlen, er de endnu ikke helgener …de er ufuldkomne og ikke fejlfri, og selv om en person dør, og som vi betegner det er i nådens stand, er han eller hun stadig en synder … Guds første barmhjertighedsgerning i det evige liv er en renselse af alle vore urenheder(2).

Katharina fra Genua, som modtog visioner om ”livet efter livet”, forklarede, at purgatoriet er det arbejde, Gud foretager for at gøre sjælen rede til at være hos Ham ved at føre den tilbage til dens oprindelige storhed, hvilket den er skabt til, samt den ophøjede værdighed, den modtog ved dåben. Vi må gøre plads for denne helgen og lade hende sætte ord på, hvad det er, der sker: 

Jeg ser, at Gud er i en så fuld overensstemmelse med sjælen, at Han, når Han ser den i sin renhed, som den blev skabt af Hans guddommelige Majestæt, tilfører Han en dragende bevægelse med Sin brændende kærlighed tilstrækkeligt til at tilintetgøre den (sjælen), på trods af at den er udødelig, og på denne måde former Han sjælen til Sig Selv, dens Gud, så den i sig selv kun ser Gud, som fortsætter, tiltrækker og opflammer den, indtil Han har bragt den tilbage til den tilstand, den eksisterede i, da den blev frembragt, det vil sige i den fuldstændige renhed, hvori den blev skabt. Og når sjælen ved en indre oplysning erkender, at Gud drager den med en sådan kærlig varme til Sig, fremstår der straks en tilsvarende ild af kærlighed til dens mest elskede Herre og Gud, som forårsager, at den smelter fuldstændig væk: Det fremgår af det guddommelige lys, hvor betydelig og med hvilket ufejlbarligt forsyn, at Gud fører den til dens fuldkommenhed, og at Han gør alt dette gennem Sin rene kærlighed; Den erfarer, at den stopper sig selv igennem synden og er ude af stand til at følge den himmelske tiltrækning – jeg mener, at det udseende, som Gud giver den, er for at bringe den til forening med Ham: Og fornemmelsen af alvoren ved at blive tilbageholdt fra det guddommelige lys kombineret med en instinktiv længsel, som ville være uden hindring for at følge det lokkende syn – disse to ting, siger jeg, udgør de pinsler, som sjælene mærkes af i purgatoriet. Ikke at de tænker på deres pinsler, hvor store de end måtte være; de tænker langt mere på den modstand, som de gør i forhold til Guds vilje, og som de klart ser brænde intenst af ren kærlighed til dem. I mellemtiden fortsætter Gud med at drage sjælene ved Hans udtrykte kærlighedskraft og med udelt energi: Dette er velkendt for sjælen, og kunne den finde et andet purgatorie, større end dette, hvorved den hurtigere kunne fjerne så stor en hindring, ville den øjeblikkeligt søge derhen tiltrukket af den kærlighed, der er mellem Gud og sjælen (3).

I virkeligheden er det sjælens higen efter at blive renset, dens længsel efter at se Guds ansigt og dermed at leve, der er hovedårsagen til – samt drivkraften for, at den vil renses. ”Dens eneste ønske om at blive forenet med Gud bliver til ved en brændende kærlighed. Smerten stammer fra det faktum, at ”skorpen” på sjælen, syndens rustpletter, forhindrer den ønskede forening”(4). Så brændende er denne længsel, så smertefuld er den tilbageværende skyld og ufuldkommenhed, at sjælen, hvis den havde et valg, ville afvise ikke at blive straffet. Om frugten af det at lide, siger Søren Kierkegaard: 

Denne lidelse er en proces, som ikke efterlader noget mærke på sjælen eller endnu bedre, ved at gennemgå processen renses sjælen fuldstændig, og som følge heraf bliver renheden det, der markerer, hvad sjælen har måttet gennemgå. På samme måde som guld renses i ilden, bliver sjælen renset gennem lidelse. Men hvad borttager ilden fra guldet? Ja, det er en besynderlig måde, hvorpå man definerer det at ”borttage”; den borttager alle de urene dele, der optræder på guldet. Hvad efterlader guldet i ilden? Ja, det er en besynderlig måde at omtale det at efterlade; i ilden efterlader guldet alt det, som er uædelt, det vil sige ikke ægte og guldet vinder ved at gennemgå dette. Således også med alle de timelige lidelser, de hårdeste og længstvarende, i sig selv er de uden kraft, de er ikke i stand til at fjerne noget som helst, dog, hvis den der lider, lader evigheden råde, fjerner den det, der er uægte, og det vil sige, at den skaber renhed (5).

Efter at have fået en forsmag på den guddommelige herlighed og en viden, om at den fuldstændige renhed er nødvendig for at kunne blive en del af den (den guddommelige herlighed), ønsker sjælen blot at blive ren, strålende og smuk, som en brud, der gør sig rede til bryllupsfesten. Tidligere citerede vi Den katolske Kirkes Katekismus, hvor der står skrevet: At de, der ikke er ”fuldkomment rensede”, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse ”for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde”. Man bør bemærke, hvordan denne fremragende fremstilling understreger forbindelsen mellem hellighed og glæde. Hellighed er i realiteten en betingelse for den fuldkomne glæde. En sjæl, der ikke fuldstændig er helliggjort, har ikke det, der er påkrævet for at kunne tage del i Guds herlighed. Det samme gør sig gældende, når et par i menneskelivet oplever, at deres motiver er egoistiske, så vil de ikke fuldt ud opleve glæden og den gensidige hengivelse.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Kardinal Ratzinger hævder, at den stiltiende fjernelse af purgatoriet af katolske teologer i samtiden kan opfattes som en fejlagtig tilgang til “biblicisme (Biblicisme er betegnelsen for den teologiske retning, der lægger vægten på Bibelens ord og ikke på senere lære i Kirken og i teologien) der først blev udviklet i den protestantiske tradition, og som hurtigt fandt vej ind i katolsk teologi. Her fastholdt man, at bestemte skriftsteder i Bibelen om det stadie, som traditionen definerer som ’purgatoriet’ (denne vending er givet af sen oprindelse, men er i virkeligheden noget man har troet på allerede i den første Kirke) er utilstrækkelige og uklare. Men som jeg har udtalt andetsteds, biblicime har intet at gøre med den katolske forståelse, hvor man må læse Bibelen i Kirken og forholde den til Hendes tro”. (The Ratzinger report, trans. Salvator Attanasio and Graham Harrison (San Francisco: Ignatius Press, 1985), p. 146). Ikke desto mindre har katolske forfattere noteret sig, at aspekter vedrørende doktrinen om purgatoriet fremgår af talrige skriftsteder: se for eksempel: Heb 5:1, Sl 66:9-12, Es 4:4, Mika 7:8-9, Zak ):11, Mal 3:3 1 Kor 3:13-15, Matt 12:32 Matt 12:36, Matt5:25-26, Luk 12:57-59, Fil 2:10 og 2 Makk 12:46.

(2): Sono Un Teologo Felice – Colloqui con Francesco Strazzari, trans. John Bowden (New York: Crossroad, 1994), p. 66. Se også Hans Urs von Balthasar, In Fullness of Faith, trans. Graham Harrison (San Francisco: Ignatius Press, 1988), p. 79: “Ifølge Paulus må vi alle undergå Guds rensende dom (1 Kor 3: 12-15) ’ … skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, den enkeltes gerninger.  Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn …’. I katolsk kontekst kaldes denne ’dimension’ eller ’intensitet’ eller ’varighed’ af domsprocessen (som ikke kan udtrykkes i tid) ’purgatoriet’ eller ’rensningsstedet’ (eller bedre ’rensningsprocessen’)”

(3): The Soul Afire, ed. H.A. Reinhold (New York: Meridian Books, 1960), pp. 246-47.

(4): Review of The Fire of Love (Sophia Institute Press), in New Oxford Review, December 1997, pp. 39-40.

(5): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna Hong (Princeton: University Press, 1997), p. 102.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 11.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 2. del

Opgiv dig selv og overgiv dig til Gud

I skriftet Nicomachean Ethichs diskuterer Aristoteles (384 f. Kr. – 322 f. Kr), hvordan mennesket har en ”indre dialog”, hvor det samtaler med sig selv og reflekterer over det, det (mennesket) allerede har bedrevet af handlinger og videre overvejer, hvad det vil foretage sig i dagene, der kommer. Aristoteles bemærker, at et slet menneske kan få det så dårligt, at denne ”indre dialog” ganske enkelt bliver for smertefuld at opretholde; dette menneske kan ikke være i sig selv mere, og dette kan resultere i selvmord. Dette menneske bebrejder sig selv, da det hos sig selv intet kan finde at elske. Aristoteles beskriver senere det ædle og dydige menneske, som det menneske, der i sig selv finder mange grunde til at glædes, også selvom dette menneske tænker på den tid, der allerede er faret forbi, eller de gerninger det fremtidigt må udføre; dette menneske nyder livet, fordi livet er godt. Dette menneske er imidlertid klar til at give sit liv for sit land, sin familie eller sine venner. Dette menneske kan deltage i krig med visheden om, at det er muligt, at det ikke vender tilbage (i live). Og når tiden oprinder for kamp, vil dette menneske gå ud på slagmarken, og der (så at sige) møde sin død.

Nuvel, hvad er forskellen mellem dette menneskes død og mennesket i eksemplet, vi indledte med? Det gode menneske gav sit liv eller opofrede sit liv for kærlighedens skyld; det dårlige menneske kastede i had sit liv bort. Det ene menneske ofrede sig, det andet menneske slog sig selv ihjel. Mellem disse to måder at handle på er der en uendelig afstand, og betydningerne af disse to handlemønstre er ganske modsatrettede. (1) Filosoffen Gabriel Marcel (1889-1973) forklarer det på følgende måde: 

Den fysiske mulighed for selvmord, er iboende i vores natur, som inkarnerede skabninger, er intet andet end et udtryk for en anden og endnu dybere og skjult mulighed, en mulighed for en åndelig fornægtelse af selvet, eller det som også kan beskrives som en ugudelig og dæmonisk bekræftelse af selvet, som udgør en radikal afvisning af det at være til. Der er noget, der siger en, at denne afvisning er absolut falsk og absurd; for den (afvisningen) kan kun eksistere gennem ”noget”, som, når det tager form, bliver til et perverteret væsen(2).  Continue reading

Purgatoriet og helvedet: to glemte destinationer – 1. del

Helvedet er virkeligt, og man kan ende der

Man skulle tro, hvis man tager udgangspunkt i den doktrin, der præger nutidens prædikener og bøger, at hvert eneste menneske, der har eksisteret igennem tiden, har sin destination i Himlen. Uanset om nogle stier er krogede, og nogle er lige, så leder de alle i samme retning, der er kun en destination på den anden side af dette liv. ”Gud er rummelig og tager det hele med”, det er det, vi præsenteres for i det materiale, der handler om selvrealisering.

Men digteren Dante (1265-1321) skrev værket Divina Commedia (Den guddommelige komedie), hvori han fremkom med en noget anden betragtning. Han troede på, at der var tre mulige destinationer, og han foretog en opdeling på 33 vers til hver af de enkelte destinationer: Inferno, Purgatorio og Paradisio. Titlerne på de tre dele bør give stof til eftertanke hos dem, der tror, at der kun er en vej for sjælene, nemlig den evige salighed. Hvis vi forsøger at skubbe det ødelæggende intellektuelle ”tornekrat” til side og vender os til de enkle formuleringer i Evangelierne, vil vi meget hurtigt opdage, at Jesus er af samme observans (som Dante). Selvom Dante var katolik fra middelalderen, (og om middelalderens katolikker fortæller historikerne med en vis ringeagt, at de tog tingene meget alvorligt), tog han ikke tingene for alvorligt, for det er alvorligt, det, der her er tale om.

Denne artikelserie vil præsentere en række meditationer over det, der følger efter døden med en særlig opmærksomhed på de ”glemte” steder, der fremgår af overskriften. Hvis vi kan indhente blot en smule (sand) viden om den verden, der venter os, om dens ”geografi” så at sige samt en karakteristik af dens indbyggere, kan vi i vores liv få et større fokus på at hige endnu mere efter Paradis, det sted, vi håber at komme til ved Guds nåde og en dyb taknemmelighed for den guddommelige kærligheds rensende kraft samt en afsky for den straf, der er affødt af en manglende anger for begået dødssynd. Som Skt. Thomas Aquinas siger: Lad vore tanker…dvæle ved straf og efterligne den hellige konge Hezekiah: Jeg sagde: Midt i mit liv går jeg bort, i dødsrigets porte holdes jeg fanget resten af mine år (Es 38:10). En sjæl der (ofte) husker på helvede, mens den er live, vil ikke så let gå dertil efter døden.

***

Den katolske lære om de to evige steder for sjælene er ikke tankespind begået af teologer, man har sin baggrund i Det Ny Testamente. Faktisk er der ganske få doktriner, der så klart er funderet på Guds Ord.

I Johannes første brev lærer Johannes os, hvordan vi skelner mellem en dødssynd, som er den type synd, der hindrer nåden i at nå til sjælen og tilgivelig synd, som ikke behager Gud, men som ikke forhindrer tilstedeværelsen af nåden:

Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden (1 Joh 5:16-17).

På baggrund af denne sondring (læs nærmere om dette i Den Katolske Kirkes Katekismus, paragrafferne 1854-1864) har Kirken fra sin begyndelse lært, at den ikke angrede dødssynd er en hindring for, at man kan komme i Himlen, da betingelsen for at komme ind i Himlen er, at sjælen skal være opfyldt af Kristi nåde, og det er denne nåde, dødssynden ødelægger.

På samme måde har traditionen fortolket fodvaskningen af Kristi disciple, som værende et tegn på, at Han (Jesus Kristus) ønsker at rense dem for de tilgivelige synder, før de modtager Hans Legeme og Blod. Som et svar på Skt. Peters udtalelse: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet! siger vor Herre henvendt til dem men undtagelse af Judas: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle (Joh 13:9-10). Elleve ud af de tolv disciple var ”helt rene”, men deres fødder var snavsede efter flere dagsrejser; derfor vaskede Jesus dem for at fjerne mindre urenheder.

Paulus bekræfter læren om Himlen og helvede en lang række steder (i sine breve). Her følger blot nogle få:

Men du, menneske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme – tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme (Rom 2:3-8).

Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige (Gal 5: 19-21).

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige (1 kor 6:9-10).

Det er nemt at forestille sig, at Paulus i dag opfordrer os til at være opmærksomme på hans ord: Lad Jer ikke forlede, lad Jer ikke forlede af liberale teologer, psykiatere, massemedier eller af andre af denne verdens magter. Der vil komme en dommens dag for det enkelte menneske, hvor det vil blive gengældt efter sine gerninger. Det er ligegyldigt, om man tror på det, eller om man finder det retfærdigt. Gud har redegjort fuldt og klart for sine intentioner og planer, og der er ingen, der skal tale Ham fra det. Hans første og vedvarende barmhjertighed var netop at fortælle os på en klar måde, hvordan vi bør leve for at kunne arve det evige liv, og hvad vi skal undlade at gøre, hvis vi ønsker at undgå den evige fortabelse.

Selv hvis vi kun havde det tekstmateriale, der fremgår af brevene (i Det Nye Testamente), fremstår det klart, hvad der er sandheden i Kirkens vedvarende vidnesbyrd. Men, det er vor Herre Jesus samt læren fra Johannes og Paulus, der på den mest frygtindgydende måde taler om den endelige dom.

Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt (Matt 22:13-14).

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7:13-14, se også Luk 13:24).

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7:21-23, se også Luk 13:27).

Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren (Matt 13:40-42).

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle (Matt 25:41).

Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes (Mark 16:15-16).

Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham (Joh 3:36).

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis man udelukkende beskæftigede sig med disse urovækkende skriftsteder i stedet for at have fokus på Gud, prise Ham og igennem bønnen søge Hans vilje samt bygge Hans rige gennem et liv med gode gerninger. Hvorom alting er, glemmer vi det (Gud har forkyndt) og opmuntrer vi- eller tillader andre at glemme det, eller værst af alt hvis vi fornægter sandheden, forråder vi helheden i Jesu Kristi lære. Ved at gøre dette forråder vi intet mindre end Kristi Person og i afvisningen af Hans ord, afviser vi Faderens inkarnerede Ord. Jesus kom for at frelse syndere, der omvender sig og som hengiver sig til Faderens barmhjertige kærlighed; Han kom ikke for at give vilkårlig amnesti til den, der viser ligegyldighed, der er lunken, der ikke omvender sig eller den ugudelige.

Ganske enkelt: Det er evigheden, der er i spil i forhold til, hvordan vi lever vores liv her og nu, hvad vi tror på, hvilke handlinger vi foretager, og hvilke handlinger vi afstår fra at foretage.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 1. december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-i

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt skriver, at han er ved at forberede sig på at vende ”hjem”

I et kortfattet brev til en landsdækkende italiensk avis, skrev pave emeritus Benedikt XVI, at ”han har startet sin pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”.

Benedikt XVI skrev det kortfattede brev, som et svar til en journalist på den italienske avis Corriere della Sera, som skrev til ham og meddelte ham, at mange læsere spurgte om, hvordan han har det, når det nu er fem år siden, han meddelte sin beslutning om at trække sig tilbage fra pavestolen.

Benedikt XVI besvarede spørgsmålene med et gribende håndskrevet brev, der fortalte, at ”med det langsomme tilbagefald i min fysiske tilstand, har jeg startet min pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”. Dette brev blev offentliggjort på forsiden af avisen, hvor Benedikt XVI også bemærkede, at det ” er en stor nåde for mig at være omgivet af så meget kærlighed og velvilje”.

Siden sin tilbagetræden i 2013 har pave emeritus Benedikt XVI ført en meget stille og fredfyldt tilværelse, idet han bor i det tidligere kloster Mater Ecclesiaei Vatikanets have.

Læs brevet i dets fulde længde her:

”Jeg blev bevæget over, at så mange læsere af Deres avis ønsker at vide, hvordan jeg tilbringer den sidste periode i mit liv. Jeg kan blot bemærke, at med den langsomme tilbagegang i min fysiske styrke er jeg på pilgrimsfærd mod mit hjem. Det er en stor nåde for mig at være omgivet på denne sidste til tider trættende rejse af så meget kærlighed og velvilje, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. På denne måde betragter jeg også deres læseres spørgsmål, som at man følger mig et stykke på vej, derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok, og jeg forsikrer Dem alle om mine bønner”.

Med venlig hilsen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på uCatholic d. 8. februar 2018. Den kan læses på: https://www.ucatholic.com/news/pope-benedict-writes-letter-says-hes-preparing-for-home

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)