Category: Last things

Skt. Faustinas vision af helvede

Skt. Faustina: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”.

Skt. Faustina, den polske nonne, der modtog mange åbenbaringer fra Kristus vedrørende Hans guddommelige barmhjertighed, fik vist helvede, så folk kunne angre og vende sig til Ham for at få tilgivelse.

I paragraf 741 i hendes nu velkendte Diary of Skt. Faustina fortæller hun, at grunden til at vor Herre sendte Sin engel for at eskortere hende til helvede, var følgende: Jeg skriver dette på Guds befaling, så ingen sjæl kan undskylde sig med: At der ikke er noget helvede, eller at ingen har været der, så ingen kan sige, at de ikke ved, hvad det er for noget.

Hun beskriver de forskellige former for pinsler, hun så, der blev anvendt på de sjæle, der havde almene og fejlagtige antagelser, nemlig at: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”. ”Det var det, jeg bemærkede”, skriver hun.

Vor Herre gav i begyndelsen af den 20. århundrede Skt. Faustina åbenbaringer, som indeholdt forskellige aspekter af Hans guddommelige barmhjertighed for at tilskynde verdens børn, der er omgivet af synd til at søge Hans barmhjertighed ved sønderknust og med hjertets omvendelse at bekende deres synder. En af disse åbenbaringer handlede om helvedes pinsler.

Det, den polske nonne erfarede, da hun ”besøgte” helvede, var to kategorier af pinsler: Dem, som kan betegnes som kollektive pinsler og dem, som kan betegnes som individuelle pinsler:

Hun beretter, at der kan nævnes syv generelle former for lidelse, som alle (sjælene) var underlagt:

  • At være uden Gud
  • En bestandig samvittighedskval
  • At ens tilstand aldrig ændres
  • En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den
  • Et vedvarende mørke, en kvælende stank samt synet af andre tilstedeværende
  • Satans vedvarende selskab
  • En frygtelig fortvivlelse, et had til Gud, afskyelige eder, forbandelser og blasfemisk tale

Udover de generelle pinsler, der ”ramte” kollektivt, så Skt. Faustina videre den enkeltes pinsler: ”Specielle former for pinsler er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der knytter sig til den enkeltes sanser. Hver enkelt sjæl gennemgår forfærdelige og ubeskrivelige pinsler, der relaterer sig til, den måde sjælen har syndet på”.

”Besøget” i helvede gjorde, at Skt. Faustina ubønhørligt bad for synderes omvendelse. ”Derfor beder jeg endnu mere for syndernes omvendelse”, sagde hun. ”Uophørligt anråber jeg Guds barmhjertighed, og at den må nå dem”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 20. april 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-faustinas-vision-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 4. del

Kirkens viden om – og Hendes forståelse af mennesket

I denne sidste artikel vil jeg komme ind på den store viden og forståelse, som Kirken har af, at der er behov for en renselse, et behov, der ikke kun gør sig gældende for det kommende (evige) liv, men også for de bevæggrunde vi har her og nu. Hvorfor vil vi tjene Gud? Hvad holder vi af? Hvad er vi bange for?

Uansvarlighed i forbindelse med sognes forvaltning, et korrupt fremme af aflad samt talrige andre misbrug var omfattende på tærsklen til den protestantiske reformation. Det er ikke forkert at formulere det således, at måden, hvorpå man forsøgte at løse problemet, var langt værre end selve ”sygdommen”. Ligesom en meget stærk medicin, der nærmest amputerer en legemsdel frem for at kurere den, bandlyste de protestantiske sekter aflad og Sakramentalier samt Bodens Sakramente og doktrinen om purgatoriet, og endnu mere konsekvent benægtede man i nogle tilfælde sondringen mellem dødssynden og den tilgivelige synd. Ved at gøre sådan handlede man mod bedre vidende, fordi man banede vejen for en uklar definition af – og eventuel underminering af sammenhængen mellem synd og barmhjertighed, skyld og nåde, renselse og værdighed, som er det centrale for den kristne tro (1).

Enhver, der tror på, at sjælen er udødelig og overvejer menneskets syndighed, vil kunne se behovet for et overjordisk purgatorie eller renselsessted, som den hedenske filosof Platon gjorde; enhver, som har gjort brug af åndelig vejledning, værdsætter det mundtlige skriftemål, som det mest effektive middel til at besejre fejltrin; enhver, der forstår menneskets tosidede sammensætning, den sanselige og den åndelige, vil fornemme behovet for sakramenter ligesom ikoner, indviet vand og perlerne i en rosenkrans for at fastholde det på dydens vej. At give slip på sådanne ting vil blot vise, at forståelsen af mennesket er meget svag, eller at man tror, at synden ene og alene kan overvindes af en selv, en overvindelse, der sikkert aldrig har fundet sted i hele verdenshistorien, eller at man praktisk talt mister fornemmelsen for syndens alvor. Uden forståelse for hvad synd er, hvordan den fungerer, eller hvordan den vil blive straffet, hvordan den kan tilgives og undgået, forstår man ikke, at dens realitet er, at man bliver underkastet den og i sidste instans kasseres.

De, som siger, at frygten for helvede er et egoistisk og uværdigt motiv for at vende sig mod Gud og holde sig væk fra synden, viser uagtsomt, hvor lidt de ved om mennesket og dets svagheder. De har ikke tilstrækkeligt og intenst betragtet den faldne naturs plagede ansigt, presset af fristelse, stædighed og beslutsomhed. Uden frygten for helvede ville helvede i sig selv synes større. Fjern denne frygt og du fjerner dens brod, trompetfanfaren, som nogle omvandrende syndere har behov for at få dem ind til skriftestolen og ned på knæ. Yderligere har troende kristne behov for fra tid til anden at blive mindet om, hvad de er ved at miste ved at afvise livets nåde. Skt. Thomas Aquinas, et meget følsomt menneske, siger det på følgende måde: 

Mennesket undgår fejltagelser ved at minde sig selv om følgerne: Ved at tænke på fordømmelsen, vi er advarede mod synden, i lang tid, bidende og mangfoldige er helvedes pinsler: Tænk på livets afslutning i alt, hvad du foretager dig, så vil du aldrig nogensinde synde (Sir 7:36).

Man kan ikke protestere stærkt nok mod forfattere, som angriber den vestlige Kirke vedrørende dette emne. Et angreb på doktrinen vedrørende det at omvende sig på grund af frygten for helvede, som traditionelt er kendt som det ufuldstændige bidrag, stammer fra en kombination af naivitet og stolthed. Frygten for helvede kan være blevet misbrugt fra tid til anden af prædikanter, som glemte at kombinere barmhjertighed med alvor. Ikke desto mindre er det både urealistisk og ugudeligt at udrydde eller nedvurdere selve motivet for frygten og nedgøre frygtens nødvendige rolle i det åndelige liv hos det faldne menneske. Vor Kirke beder os i Sin visdom om at foretage Bodens Sakramente, inden vi modtager absolutionen. Den traditionelle formel, skønt den er simpel, fortjener megen overvejelse: 

Min Herre og min Gud! Af hele mit hjerte angrer jeg alle mine synder. Jeg vender mig bort med afsky fra dem, fordi jeg ved, de har fortørnet Dig og fortjent at blive straffet af Dig (motivet for den ufuldkomne anger), min største velgører og kærligste Fader. Men i særdeleshed er jeg bedrøvet over, at jeg ved mine synder har været utaknemlig imod Dig og gjort Dig imod, Du, det højeste og mest fuldkomne gode, som jeg elsker over alt (motivet for den fuldkomne anger) … Med Din bistand fortsætter jeg mig oprigtigt at forbedre mig og undgå enhver farlig lejlighed til synd. Jeg vil heller ikke for nogen pris atter begå en svær synd.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at hvis frygten for Gud er begyndelsen til viden, som Den hellige Skrift lærer, kan frygten for helvede være begyndelsen til en

oprigtig metanoi eller hjertets forvandling. Som Kierkegaard siger: 

Thi, ligesom lærerens strenghed til tider er nødvendig, ikke for at straffe den uopmærksomme, men for at få opmærksomhed og for at tvinge eleven til at se på det, som han bør se på, i stedet for at sidde distræt og blive forledt til at se på alle mulige ting – på samme måde må frygten for fortabelse hjælpe den, der lider, til at have fokus på det, der er det væsentlige og derved hjælpe ham til at opdage fryden derved.

Lignende kommentarer kan rettes mod dem, der kritiserer kristne for at adlyde Kristus og Hans Kirke ”for at komme i Himlen”. Der kan være kristne, hvis holdning til frelsen er camouflage for egoisme eller individualisme, der gemmer sig bag en kåbe af fromhed. Men det er på tide at genvinde en stærk og sund kærlighed til Himlen. Kom Kristus ikke for at frelse os, fortalte Han os ikke igen og igen, hvad det er, vi må gøre for at frelse vore sjæle og være sammen med Ham i paradis? Fremgår det ikke tydeligt af Hans ømme ord, specielt i ”afskedsforkyndelserne”, der er nedfældet i Johannes Evangeliet, nemlig at Han længes efter at bringe os ind i Sin Faders rige, og der lade os tage del i Lammets bryllupsfest? Det står yderligere klart, at Hans disciple altid har stræbt efter saliggørelse og den fuldendte samhørighed med Gud, det som Det Nye Testamente hele vejen igennem har som ”den røde tråd” er frelsen, og Kirken har videre i Sin visdom lært os at søge frelsen før alt andet (4). Lad det stå klart: Formørkelsen af Himlen er noget af det værste, der kan ske, når man vender sig mod det verdslige, som var en del af Vatikan II’s ånd. Gud skabte os ikke til at leve for evigt i denne verden, som forsvinder, og som vi alle må give slip på. Før vi ved af det, ligger vi på dødslejet, og det eneste spørgsmål, som betyder noget der, er: Hvorfor har jeg levet? Og hvor skal jeg hen nu?

Gud skabte os til denne afslutning, således at vi kunne blive forenet med Ham i kærlighed af egen vilje, et drømmesyn af Ham vor guddommelige ægtefælle. Gud skabte mennesket for at guddommeliggøre det. Således som Den katolske Kirkes Katekismus lærer os det (1024): ”Dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed, dette livs- og kærlighedsfællesskab med Den, med Jomfru Maria, englene og alle de salige …. er det endelige mål for mennesket og opfyldelsen af dets dybeste længsler, den højeste og endegyldige saligheds tilstand”. At dvæle for evigt i det himmelske kongerige forenet med Gud i et bånd af uløselig kærlighed er vor fuldkommengørelse, den afsluttende overordentlige kærlighedsgave, som Han har beredt for os. Ved bøn og opofrelse kan vi blive værdige til at udtale ordene fra Skt. Ignatius af Antioch: … der er i mig et levende vand, der i mit indre siger til mig: ”Kom til Faderen” (5).

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Protestanter forkaster fuldstændigt purgatoriet, mens de østlige ortodokse teologer har et andet problem. De forkaster purgatoriet, fordi de fastholder, at ifølge skabningens ontologiske status kan der ikke være noget sted, hvor der pågår en midlertidig renselse; himlen rummer snarere en evig renselse af helgenerne. Men dette standpunkt er fejlagtigt af to årsager. For det første kan en sjæl, der bærer syndens stænk være nær den guddommelige tilstedeværelse, den må først være hellig i dens fulde udstrækning. For det andet er der ikke en uendelige mængde af hellighed til rådighed for den enkelte skabning; der er kun så meget godhed, som et menneske kan besidde. Det er den godhed, som er nødvendig for at komme i Himlen, og når en sjæl en gang har opnået den ved Guds nåde, der udgydes over den i purgatoriet, og derfor er der ikke yderligere behov for yderligere renselse af urenhed og uværdighed. Det tænkende menneske er ikke uværdigt i Guds nærværelse, fordi det blot er en skabning, men snarere fordi det er en ulydig tjener. Når dens mangel på trofasthed er fjernet, kan den stå ydmyg men værdig overfor Den Almægtige. Forskellen mellem vest og øst har rødder i en meget dybere forskel, nemlig, hvor vidt eller ej den lyksagliggjorte nyder godt af, det umiddelbare syn af selve det guddommelige væsen; og den kan også blive forbundet på et andet niveau af værdighed i overensstemmelse med mennesket som et billede af Gud. Den vestlige fastholdelse af purgatoriet som nødvendig for renselse nedstammer fra en højere vurdering af den værdighed, dette billede er i stand til at være i Guds nærvær.

(2): Gilby, Theological Texts, 264.

(3): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna H. Hong (Princeton: Princeton University Press, 1997), p. 142.

(4): At have opfattelsen af at vi på en eller anden måde er i stand til at elske Gud “blot for Hans skyld” og ikke på grund af vores enorme behov, vores sult og vores tørst efter Hans tilstedeværelse, vore behov – selv Kierkegaard, som er knap så venligsindet overfor katolsk teologi, ser denne fejltagelse, blasfemien i forhold til dette. Nuvel, ”alle ting må tjene os til det gode, når vi elsker Gud”, taget fra Christian Discourses, p. 188.

(5): Citat fra Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1011.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 15.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iv

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 3. del

Purgatoriet – Den dragende bevægelse mod Hans brændende kærlighed

At betragte henholdsvis himlen og helvede er med til at synliggøre formålet med -, men også nødvendigheden af purgatoriet, hvor en sjæl, der går bort, og som har Guds nåde, bliver renset for alt, der er uværdigt og gjort rede til at kunne stå foran Gud og se Guds hellige ansigt. Kærligheden renser det ikke-kærlige, ilden smelter det hårde hjerte, lyset bryder frem gennem skyerne. Skam udryddes, skyld ødelægges. Intet ondt og grimt forbliver, så det kan hindre foreningen med Den evige hellige Gud. Alt ondt, alt det grimme fortæres i Guds barmhjertige og retfærdige smelteovn, fordi Han ønsker Sit værk, som det fremstod, da det blev skabt i al sin pragt og i en fuldendt lighed med Ham. Uskylden og oprigtigheden i den velsignede vilje vil fuldt og helt blive fornyet; alle kroppens lemmer og sjælen vil af fuld kraft forkynde Guds herlighed.

Den katolske Kirkes lære om purgatoriet stammer fra Kirkens hellige tradition. I Den hellige Skrift findes med sikkerhed skriftsteder som omhandler purgatoriet (1). Paulus og Peter taler begge om den rensende ild (1 Kor 3:15; 1 Pet 1:7): Skt. Gregory den Store fremlagde følgende: Jesus erklærer: ”Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Af dette udsagn forstår vi, at visse synder kan tilgives i dette liv og andre i det kommende (se Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1031). I Anden Makkabæerbog læser vi følgende om Judas Makkabæeren ”Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”(2 Makk 12:45).

Som Katekismen lærer: De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkomment rensede, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde (Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1030). Fordi vores jordiske anger og forbedring for det meste i enhver henseende er mangelfuld, vores bod for synden, eller med andre ord, uoverensstemmelsen mellem sjælens indre tilstand og Kristi sonoffer på Golgata, må stemme overens så den guddommelige retfærdighed fuldendes, og den guddommelige barmhjertighed må opfylde sit løfte, om at vi ubesmittede kan deltage i Lammets bryllupsfest (Ef 5:25-27). Sjælen, der virkelig elsker Gud, ønsker for evigt at blive renset for syndens plet; den vil ikke gå ind i himlen, før den fuldt ud er helliggjort, hvis den ikke er lys og smuk, men stadig bærer på noget mørkt og hæsligt. Kristus frelser os indefra ved at helliggøre os, ligesom Han selv er hellig.

At forestillingen om purgatoriet er klar fremgår af det faktum, at en moderne teolog, der syntes ude af stand til at forfatte noget, uden at det var hæresi, Edward Schillebeeckx (1914-2009), frembar et klart vidnesbyrd netop om purgatoriet: 

Forestillingen om purgatoriet udgår af det katolske tankesæt, og jeg finder det afgørende for eskatologien. Selv hvis menneskene havde valgt det gode, og dermed det evige liv i Himlen, er de endnu ikke helgener …de er ufuldkomne og ikke fejlfri, og selv om en person dør, og som vi betegner det er i nådens stand, er han eller hun stadig en synder … Guds første barmhjertighedsgerning i det evige liv er en renselse af alle vore urenheder(2).

Katharina fra Genua, som modtog visioner om ”livet efter livet”, forklarede, at purgatoriet er det arbejde, Gud foretager for at gøre sjælen rede til at være hos Ham ved at føre den tilbage til dens oprindelige storhed, hvilket den er skabt til, samt den ophøjede værdighed, den modtog ved dåben. Vi må gøre plads for denne helgen og lade hende sætte ord på, hvad det er, der sker: 

Jeg ser, at Gud er i en så fuld overensstemmelse med sjælen, at Han, når Han ser den i sin renhed, som den blev skabt af Hans guddommelige Majestæt, tilfører Han en dragende bevægelse med Sin brændende kærlighed tilstrækkeligt til at tilintetgøre den (sjælen), på trods af at den er udødelig, og på denne måde former Han sjælen til Sig Selv, dens Gud, så den i sig selv kun ser Gud, som fortsætter, tiltrækker og opflammer den, indtil Han har bragt den tilbage til den tilstand, den eksisterede i, da den blev frembragt, det vil sige i den fuldstændige renhed, hvori den blev skabt. Og når sjælen ved en indre oplysning erkender, at Gud drager den med en sådan kærlig varme til Sig, fremstår der straks en tilsvarende ild af kærlighed til dens mest elskede Herre og Gud, som forårsager, at den smelter fuldstændig væk: Det fremgår af det guddommelige lys, hvor betydelig og med hvilket ufejlbarligt forsyn, at Gud fører den til dens fuldkommenhed, og at Han gør alt dette gennem Sin rene kærlighed; Den erfarer, at den stopper sig selv igennem synden og er ude af stand til at følge den himmelske tiltrækning – jeg mener, at det udseende, som Gud giver den, er for at bringe den til forening med Ham: Og fornemmelsen af alvoren ved at blive tilbageholdt fra det guddommelige lys kombineret med en instinktiv længsel, som ville være uden hindring for at følge det lokkende syn – disse to ting, siger jeg, udgør de pinsler, som sjælene mærkes af i purgatoriet. Ikke at de tænker på deres pinsler, hvor store de end måtte være; de tænker langt mere på den modstand, som de gør i forhold til Guds vilje, og som de klart ser brænde intenst af ren kærlighed til dem. I mellemtiden fortsætter Gud med at drage sjælene ved Hans udtrykte kærlighedskraft og med udelt energi: Dette er velkendt for sjælen, og kunne den finde et andet purgatorie, større end dette, hvorved den hurtigere kunne fjerne så stor en hindring, ville den øjeblikkeligt søge derhen tiltrukket af den kærlighed, der er mellem Gud og sjælen (3).

I virkeligheden er det sjælens higen efter at blive renset, dens længsel efter at se Guds ansigt og dermed at leve, der er hovedårsagen til – samt drivkraften for, at den vil renses. ”Dens eneste ønske om at blive forenet med Gud bliver til ved en brændende kærlighed. Smerten stammer fra det faktum, at ”skorpen” på sjælen, syndens rustpletter, forhindrer den ønskede forening”(4). Så brændende er denne længsel, så smertefuld er den tilbageværende skyld og ufuldkommenhed, at sjælen, hvis den havde et valg, ville afvise ikke at blive straffet. Om frugten af det at lide, siger Søren Kierkegaard: 

Denne lidelse er en proces, som ikke efterlader noget mærke på sjælen eller endnu bedre, ved at gennemgå processen renses sjælen fuldstændig, og som følge heraf bliver renheden det, der markerer, hvad sjælen har måttet gennemgå. På samme måde som guld renses i ilden, bliver sjælen renset gennem lidelse. Men hvad borttager ilden fra guldet? Ja, det er en besynderlig måde, hvorpå man definerer det at ”borttage”; den borttager alle de urene dele, der optræder på guldet. Hvad efterlader guldet i ilden? Ja, det er en besynderlig måde at omtale det at efterlade; i ilden efterlader guldet alt det, som er uædelt, det vil sige ikke ægte og guldet vinder ved at gennemgå dette. Således også med alle de timelige lidelser, de hårdeste og længstvarende, i sig selv er de uden kraft, de er ikke i stand til at fjerne noget som helst, dog, hvis den der lider, lader evigheden råde, fjerner den det, der er uægte, og det vil sige, at den skaber renhed (5).

Efter at have fået en forsmag på den guddommelige herlighed og en viden, om at den fuldstændige renhed er nødvendig for at kunne blive en del af den (den guddommelige herlighed), ønsker sjælen blot at blive ren, strålende og smuk, som en brud, der gør sig rede til bryllupsfesten. Tidligere citerede vi Den katolske Kirkes Katekismus, hvor der står skrevet: At de, der ikke er ”fuldkomment rensede”, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse ”for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde”. Man bør bemærke, hvordan denne fremragende fremstilling understreger forbindelsen mellem hellighed og glæde. Hellighed er i realiteten en betingelse for den fuldkomne glæde. En sjæl, der ikke fuldstændig er helliggjort, har ikke det, der er påkrævet for at kunne tage del i Guds herlighed. Det samme gør sig gældende, når et par i menneskelivet oplever, at deres motiver er egoistiske, så vil de ikke fuldt ud opleve glæden og den gensidige hengivelse.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Kardinal Ratzinger hævder, at den stiltiende fjernelse af purgatoriet af katolske teologer i samtiden kan opfattes som en fejlagtig tilgang til “biblicisme (Biblicisme er betegnelsen for den teologiske retning, der lægger vægten på Bibelens ord og ikke på senere lære i Kirken og i teologien) der først blev udviklet i den protestantiske tradition, og som hurtigt fandt vej ind i katolsk teologi. Her fastholdt man, at bestemte skriftsteder i Bibelen om det stadie, som traditionen definerer som ’purgatoriet’ (denne vending er givet af sen oprindelse, men er i virkeligheden noget man har troet på allerede i den første Kirke) er utilstrækkelige og uklare. Men som jeg har udtalt andetsteds, biblicime har intet at gøre med den katolske forståelse, hvor man må læse Bibelen i Kirken og forholde den til Hendes tro”. (The Ratzinger report, trans. Salvator Attanasio and Graham Harrison (San Francisco: Ignatius Press, 1985), p. 146). Ikke desto mindre har katolske forfattere noteret sig, at aspekter vedrørende doktrinen om purgatoriet fremgår af talrige skriftsteder: se for eksempel: Heb 5:1, Sl 66:9-12, Es 4:4, Mika 7:8-9, Zak ):11, Mal 3:3 1 Kor 3:13-15, Matt 12:32 Matt 12:36, Matt5:25-26, Luk 12:57-59, Fil 2:10 og 2 Makk 12:46.

(2): Sono Un Teologo Felice – Colloqui con Francesco Strazzari, trans. John Bowden (New York: Crossroad, 1994), p. 66. Se også Hans Urs von Balthasar, In Fullness of Faith, trans. Graham Harrison (San Francisco: Ignatius Press, 1988), p. 79: “Ifølge Paulus må vi alle undergå Guds rensende dom (1 Kor 3: 12-15) ’ … skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, den enkeltes gerninger.  Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn …’. I katolsk kontekst kaldes denne ’dimension’ eller ’intensitet’ eller ’varighed’ af domsprocessen (som ikke kan udtrykkes i tid) ’purgatoriet’ eller ’rensningsstedet’ (eller bedre ’rensningsprocessen’)”

(3): The Soul Afire, ed. H.A. Reinhold (New York: Meridian Books, 1960), pp. 246-47.

(4): Review of The Fire of Love (Sophia Institute Press), in New Oxford Review, December 1997, pp. 39-40.

(5): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna Hong (Princeton: University Press, 1997), p. 102.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 11.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 2. del

Opgiv dig selv og overgiv dig til Gud

I skriftet Nicomachean Ethichs diskuterer Aristoteles (384 f. Kr. – 322 f. Kr), hvordan mennesket har en ”indre dialog”, hvor det samtaler med sig selv og reflekterer over det, det (mennesket) allerede har bedrevet af handlinger og videre overvejer, hvad det vil foretage sig i dagene, der kommer. Aristoteles bemærker, at et slet menneske kan få det så dårligt, at denne ”indre dialog” ganske enkelt bliver for smertefuld at opretholde; dette menneske kan ikke være i sig selv mere, og dette kan resultere i selvmord. Dette menneske bebrejder sig selv, da det hos sig selv intet kan finde at elske. Aristoteles beskriver senere det ædle og dydige menneske, som det menneske, der i sig selv finder mange grunde til at glædes, også selvom dette menneske tænker på den tid, der allerede er faret forbi, eller de gerninger det fremtidigt må udføre; dette menneske nyder livet, fordi livet er godt. Dette menneske er imidlertid klar til at give sit liv for sit land, sin familie eller sine venner. Dette menneske kan deltage i krig med visheden om, at det er muligt, at det ikke vender tilbage (i live). Og når tiden oprinder for kamp, vil dette menneske gå ud på slagmarken, og der (så at sige) møde sin død.

Nuvel, hvad er forskellen mellem dette menneskes død og mennesket i eksemplet, vi indledte med? Det gode menneske gav sit liv eller opofrede sit liv for kærlighedens skyld; det dårlige menneske kastede i had sit liv bort. Det ene menneske ofrede sig, det andet menneske slog sig selv ihjel. Mellem disse to måder at handle på er der en uendelig afstand, og betydningerne af disse to handlemønstre er ganske modsatrettede. (1) Filosoffen Gabriel Marcel (1889-1973) forklarer det på følgende måde: 

Den fysiske mulighed for selvmord, er iboende i vores natur, som inkarnerede skabninger, er intet andet end et udtryk for en anden og endnu dybere og skjult mulighed, en mulighed for en åndelig fornægtelse af selvet, eller det som også kan beskrives som en ugudelig og dæmonisk bekræftelse af selvet, som udgør en radikal afvisning af det at være til. Der er noget, der siger en, at denne afvisning er absolut falsk og absurd; for den (afvisningen) kan kun eksistere gennem ”noget”, som, når det tager form, bliver til et perverteret væsen(2).  Continue reading

Purgatoriet og helvedet: to glemte destinationer – 1. del

Helvedet er virkeligt, og man kan ende der

Man skulle tro, hvis man tager udgangspunkt i den doktrin, der præger nutidens prædikener og bøger, at hvert eneste menneske, der har eksisteret igennem tiden, har sin destination i Himlen. Uanset om nogle stier er krogede, og nogle er lige, så leder de alle i samme retning, der er kun en destination på den anden side af dette liv. ”Gud er rummelig og tager det hele med”, det er det, vi præsenteres for i det materiale, der handler om selvrealisering.

Men digteren Dante (1265-1321) skrev værket Divina Commedia (Den guddommelige komedie), hvori han fremkom med en noget anden betragtning. Han troede på, at der var tre mulige destinationer, og han foretog en opdeling på 33 vers til hver af de enkelte destinationer: Inferno, Purgatorio og Paradisio. Titlerne på de tre dele bør give stof til eftertanke hos dem, der tror, at der kun er en vej for sjælene, nemlig den evige salighed. Hvis vi forsøger at skubbe det ødelæggende intellektuelle ”tornekrat” til side og vender os til de enkle formuleringer i Evangelierne, vil vi meget hurtigt opdage, at Jesus er af samme observans (som Dante). Selvom Dante var katolik fra middelalderen, (og om middelalderens katolikker fortæller historikerne med en vis ringeagt, at de tog tingene meget alvorligt), tog han ikke tingene for alvorligt, for det er alvorligt, det, der her er tale om.

Denne artikelserie vil præsentere en række meditationer over det, der følger efter døden med en særlig opmærksomhed på de ”glemte” steder, der fremgår af overskriften. Hvis vi kan indhente blot en smule (sand) viden om den verden, der venter os, om dens ”geografi” så at sige samt en karakteristik af dens indbyggere, kan vi i vores liv få et større fokus på at hige endnu mere efter Paradis, det sted, vi håber at komme til ved Guds nåde og en dyb taknemmelighed for den guddommelige kærligheds rensende kraft samt en afsky for den straf, der er affødt af en manglende anger for begået dødssynd. Som Skt. Thomas Aquinas siger: Lad vore tanker…dvæle ved straf og efterligne den hellige konge Hezekiah: Jeg sagde: Midt i mit liv går jeg bort, i dødsrigets porte holdes jeg fanget resten af mine år (Es 38:10). En sjæl der (ofte) husker på helvede, mens den er live, vil ikke så let gå dertil efter døden.

***

Den katolske lære om de to evige steder for sjælene er ikke tankespind begået af teologer, man har sin baggrund i Det Ny Testamente. Faktisk er der ganske få doktriner, der så klart er funderet på Guds Ord.

I Johannes første brev lærer Johannes os, hvordan vi skelner mellem en dødssynd, som er den type synd, der hindrer nåden i at nå til sjælen og tilgivelig synd, som ikke behager Gud, men som ikke forhindrer tilstedeværelsen af nåden:

Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden (1 Joh 5:16-17).

På baggrund af denne sondring (læs nærmere om dette i Den Katolske Kirkes Katekismus, paragrafferne 1854-1864) har Kirken fra sin begyndelse lært, at den ikke angrede dødssynd er en hindring for, at man kan komme i Himlen, da betingelsen for at komme ind i Himlen er, at sjælen skal være opfyldt af Kristi nåde, og det er denne nåde, dødssynden ødelægger.

På samme måde har traditionen fortolket fodvaskningen af Kristi disciple, som værende et tegn på, at Han (Jesus Kristus) ønsker at rense dem for de tilgivelige synder, før de modtager Hans Legeme og Blod. Som et svar på Skt. Peters udtalelse: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet! siger vor Herre henvendt til dem men undtagelse af Judas: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle (Joh 13:9-10). Elleve ud af de tolv disciple var ”helt rene”, men deres fødder var snavsede efter flere dagsrejser; derfor vaskede Jesus dem for at fjerne mindre urenheder.

Paulus bekræfter læren om Himlen og helvede en lang række steder (i sine breve). Her følger blot nogle få:

Men du, menneske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme – tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme (Rom 2:3-8).

Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige (Gal 5: 19-21).

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige (1 kor 6:9-10).

Det er nemt at forestille sig, at Paulus i dag opfordrer os til at være opmærksomme på hans ord: Lad Jer ikke forlede, lad Jer ikke forlede af liberale teologer, psykiatere, massemedier eller af andre af denne verdens magter. Der vil komme en dommens dag for det enkelte menneske, hvor det vil blive gengældt efter sine gerninger. Det er ligegyldigt, om man tror på det, eller om man finder det retfærdigt. Gud har redegjort fuldt og klart for sine intentioner og planer, og der er ingen, der skal tale Ham fra det. Hans første og vedvarende barmhjertighed var netop at fortælle os på en klar måde, hvordan vi bør leve for at kunne arve det evige liv, og hvad vi skal undlade at gøre, hvis vi ønsker at undgå den evige fortabelse.

Selv hvis vi kun havde det tekstmateriale, der fremgår af brevene (i Det Nye Testamente), fremstår det klart, hvad der er sandheden i Kirkens vedvarende vidnesbyrd. Men, det er vor Herre Jesus samt læren fra Johannes og Paulus, der på den mest frygtindgydende måde taler om den endelige dom.

Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt (Matt 22:13-14).

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7:13-14, se også Luk 13:24).

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7:21-23, se også Luk 13:27).

Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren (Matt 13:40-42).

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle (Matt 25:41).

Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes (Mark 16:15-16).

Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham (Joh 3:36).

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis man udelukkende beskæftigede sig med disse urovækkende skriftsteder i stedet for at have fokus på Gud, prise Ham og igennem bønnen søge Hans vilje samt bygge Hans rige gennem et liv med gode gerninger. Hvorom alting er, glemmer vi det (Gud har forkyndt) og opmuntrer vi- eller tillader andre at glemme det, eller værst af alt hvis vi fornægter sandheden, forråder vi helheden i Jesu Kristi lære. Ved at gøre dette forråder vi intet mindre end Kristi Person og i afvisningen af Hans ord, afviser vi Faderens inkarnerede Ord. Jesus kom for at frelse syndere, der omvender sig og som hengiver sig til Faderens barmhjertige kærlighed; Han kom ikke for at give vilkårlig amnesti til den, der viser ligegyldighed, der er lunken, der ikke omvender sig eller den ugudelige.

Ganske enkelt: Det er evigheden, der er i spil i forhold til, hvordan vi lever vores liv her og nu, hvad vi tror på, hvilke handlinger vi foretager, og hvilke handlinger vi afstår fra at foretage.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 1. december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-i

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt skriver, at han er ved at forberede sig på at vende ”hjem”

I et kortfattet brev til en landsdækkende italiensk avis, skrev pave emeritus Benedikt XVI, at ”han har startet sin pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”.

Benedikt XVI skrev det kortfattede brev, som et svar til en journalist på den italienske avis Corriere della Sera, som skrev til ham og meddelte ham, at mange læsere spurgte om, hvordan han har det, når det nu er fem år siden, han meddelte sin beslutning om at trække sig tilbage fra pavestolen.

Benedikt XVI besvarede spørgsmålene med et gribende håndskrevet brev, der fortalte, at ”med det langsomme tilbagefald i min fysiske tilstand, har jeg startet min pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”. Dette brev blev offentliggjort på forsiden af avisen, hvor Benedikt XVI også bemærkede, at det ” er en stor nåde for mig at være omgivet af så meget kærlighed og velvilje”.

Siden sin tilbagetræden i 2013 har pave emeritus Benedikt XVI ført en meget stille og fredfyldt tilværelse, idet han bor i det tidligere kloster Mater Ecclesiaei Vatikanets have.

Læs brevet i dets fulde længde her:

”Jeg blev bevæget over, at så mange læsere af Deres avis ønsker at vide, hvordan jeg tilbringer den sidste periode i mit liv. Jeg kan blot bemærke, at med den langsomme tilbagegang i min fysiske styrke er jeg på pilgrimsfærd mod mit hjem. Det er en stor nåde for mig at være omgivet på denne sidste til tider trættende rejse af så meget kærlighed og velvilje, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. På denne måde betragter jeg også deres læseres spørgsmål, som at man følger mig et stykke på vej, derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok, og jeg forsikrer Dem alle om mine bønner”.

Med venlig hilsen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på uCatholic d. 8. februar 2018. Den kan læses på: https://www.ucatholic.com/news/pope-benedict-writes-letter-says-hes-preparing-for-home

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Conversion on death row

Claude NewmanIn 1943, twenty-year-old Claude Newman was awaiting execution in a Mississippi prison for shooting Sid Cook, his beloved grandmother’s abusive second husband. One day, Claude noticed a medal hanging around the neck of a fellow prisoner, and asked the young man what it was. The latter responded by casting the medal to the ground with a curse and said, “take it.”  Unbeknownst to him, the curious pendant was a Miraculous Medal. Even though he knew nothing about it or who it represented, Claude picked up the trinket and hung it around his neck. He had no idea how that simple action would change his life

More

Ingen elsker os mere end Kristus. Men ingen talte mere om helvede end Han

Mange mennesker sætter i dag helvede i modsætning til Guds kærlighed, men Jesus kombinerer dem. Her er en vigtig sandhed: Ingen elsker os mere end Jesus Kristus, men ingen talte mere om eller lærte om helvede og dommen, end Han gjorde. Han advarede igen og igen og fortalte lignelse på lignelse og løftede praktisk talt sin røst, når Han talte om dommen og helvedes realitet.

Ingen hæresi i vore dage er mere udbredt eller skadelig end fornægtelsen af helvede og dets triste hyppighed. Jeg anvender kun citater vedrørende dette ord, fordi jeg som en almindelig præst ikke har beføjelse til formelt at erklære hæresi. Men hæresi i en bredere og mere beskrivende forstand betyder simpelthen, at man vælger og vrager i forhold til den åbenbarede sandhed. Konfronteret med sandheder, som synes modsatrettet (såsom Guds retfærdighed vs. Hans barmhjertighed eller Menneskets frie valg vs. Gud suverænitet) vælger hæretikeren et og kasserer noget andet for at overkomme det, der synes modsatrettet. Ortodoksien siger ”det hele”, og hæretikeren ”vælger og vrager”.

Med hensyn til læren om helvede og dommen kan hæretikeren ikke forene Guds kærlighed og barmhjertighed med helvedets realitet og den evige adskillelse fra Ham.

Men kærlighedens Herre, Jesus, talte om dette mere end nogen anden. Problemet ligger hos os, ikke i Jesus og ikke i Faderen.

Vi nægter simpelthen at adlyde det, vi bliver lært og at acceptere det, grundet vores frie vilje, som i sidste instans er afgørende for det valg, vi træffer. Vi har ladet os forblænde af den eventyrlige afslutning: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Vi fornægter, at summen af vore valg definerer vores karakter, og at vores karakter indvarsler vores valgte skæbne. Vi frasiger os vores ansvar overfor det faktum, at vi træffer valg, som er blevet til over tid, og som vi en dag ikke vil være i stand til at afstå fra. I stedet placerer vi skylden hos Gud og kalder Ham (som sendte Sin egen søn for at frelse os) for den, der handler slet, vi siger, at Han er ansvarlig for, om vi går til helvede eller ej.

I mellemtiden siger Gud: ”Kom til Mig, kom til Mig, før det endelig er ved tiden, at husets herre rejser sig og lukker døren!”.

I sidste instans: Hvad enten Gud er kærlighed, og vi er frie til at vælge Ham, eller ikke i vores kærlighedsgerning, eller Gud er en, der holder slaver, og (dette) uanset om vi går til Himlen, og der er med Ham for evigt. Med andre ord betyder frihed, at vi foretager et valg, og dette valg tillader os at sige nej til Gud. Derfor eksisterer helvede.

Vi må være fuldstændig klare omkring dette; det var Jesus. Han advarede igen og igen, Han bønfaldt igen og igen. Han ved, hvad vi er gjort af, Han ved, hvor stolte og stivnakkede vi er, og at vi ikke ønsker at blive fortalt, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre. Ja, Jesus observerede sørgeligt nok, at mange – faktisk de fleste – foretrækker helvede frem for at være i Himlen (jf. Matt 7: 13 inter al). Continue reading