Category: Last things

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 2. del

Opgiv dig selv og overgiv dig til Gud

I skriftet Nicomachean Ethichs diskuterer Aristoteles (384 f. Kr. – 322 f. Kr), hvordan mennesket har en ”indre dialog”, hvor det samtaler med sig selv og reflekterer over det, det (mennesket) allerede har bedrevet af handlinger og videre overvejer, hvad det vil foretage sig i dagene, der kommer. Aristoteles bemærker, at et slet menneske kan få det så dårligt, at denne ”indre dialog” ganske enkelt bliver for smertefuld at opretholde; dette menneske kan ikke være i sig selv mere, og dette kan resultere i selvmord. Dette menneske bebrejder sig selv, da det hos sig selv intet kan finde at elske. Aristoteles beskriver senere det ædle og dydige menneske, som det menneske, der i sig selv finder mange grunde til at glædes, også selvom dette menneske tænker på den tid, der allerede er faret forbi, eller de gerninger det fremtidigt må udføre; dette menneske nyder livet, fordi livet er godt. Dette menneske er imidlertid klar til at give sit liv for sit land, sin familie eller sine venner. Dette menneske kan deltage i krig med visheden om, at det er muligt, at det ikke vender tilbage (i live). Og når tiden oprinder for kamp, vil dette menneske gå ud på slagmarken, og der (så at sige) møde sin død.

Nuvel, hvad er forskellen mellem dette menneskes død og mennesket i eksemplet, vi indledte med? Det gode menneske gav sit liv eller opofrede sit liv for kærlighedens skyld; det dårlige menneske kastede i had sit liv bort. Det ene menneske ofrede sig, det andet menneske slog sig selv ihjel. Mellem disse to måder at handle på er der en uendelig afstand, og betydningerne af disse to handlemønstre er ganske modsatrettede. (1) Filosoffen Gabriel Marcel (1889-1973) forklarer det på følgende måde: 

Den fysiske mulighed for selvmord, er iboende i vores natur, som inkarnerede skabninger, er intet andet end et udtryk for en anden og endnu dybere og skjult mulighed, en mulighed for en åndelig fornægtelse af selvet, eller det som også kan beskrives som en ugudelig og dæmonisk bekræftelse af selvet, som udgør en radikal afvisning af det at være til. Der er noget, der siger en, at denne afvisning er absolut falsk og absurd; for den (afvisningen) kan kun eksistere gennem ”noget”, som, når det tager form, bliver til et perverteret væsen(2).  Continue reading

Purgatoriet og helvedet: to glemte destinationer – 1. del

Helvedet er virkeligt, og man kan ende der

Man skulle tro, hvis man tager udgangspunkt i den doktrin, der præger nutidens prædikener og bøger, at hvert eneste menneske, der har eksisteret igennem tiden, har sin destination i Himlen. Uanset om nogle stier er krogede, og nogle er lige, så leder de alle i samme retning, der er kun en destination på den anden side af dette liv. ”Gud er rummelig og tager det hele med”, det er det, vi præsenteres for i det materiale, der handler om selvrealisering.

Men digteren Dante (1265-1321) skrev værket Divina Commedia (Den guddommelige komedie), hvori han fremkom med en noget anden betragtning. Han troede på, at der var tre mulige destinationer, og han foretog en opdeling på 33 vers til hver af de enkelte destinationer: Inferno, Purgatorio og Paradisio. Titlerne på de tre dele bør give stof til eftertanke hos dem, der tror, at der kun er en vej for sjælene, nemlig den evige salighed. Hvis vi forsøger at skubbe det ødelæggende intellektuelle ”tornekrat” til side og vender os til de enkle formuleringer i Evangelierne, vil vi meget hurtigt opdage, at Jesus er af samme observans (som Dante). Selvom Dante var katolik fra middelalderen, (og om middelalderens katolikker fortæller historikerne med en vis ringeagt, at de tog tingene meget alvorligt), tog han ikke tingene for alvorligt, for det er alvorligt, det, der her er tale om.

Denne artikelserie vil præsentere en række meditationer over det, der følger efter døden med en særlig opmærksomhed på de ”glemte” steder, der fremgår af overskriften. Hvis vi kan indhente blot en smule (sand) viden om den verden, der venter os, om dens ”geografi” så at sige samt en karakteristik af dens indbyggere, kan vi i vores liv få et større fokus på at hige endnu mere efter Paradis, det sted, vi håber at komme til ved Guds nåde og en dyb taknemmelighed for den guddommelige kærligheds rensende kraft samt en afsky for den straf, der er affødt af en manglende anger for begået dødssynd. Som Skt. Thomas Aquinas siger: Lad vore tanker…dvæle ved straf og efterligne den hellige konge Hezekiah: Jeg sagde: Midt i mit liv går jeg bort, i dødsrigets porte holdes jeg fanget resten af mine år (Es 38:10). En sjæl der (ofte) husker på helvede, mens den er live, vil ikke så let gå dertil efter døden.

***

Den katolske lære om de to evige steder for sjælene er ikke tankespind begået af teologer, man har sin baggrund i Det Ny Testamente. Faktisk er der ganske få doktriner, der så klart er funderet på Guds Ord.

I Johannes første brev lærer Johannes os, hvordan vi skelner mellem en dødssynd, som er den type synd, der hindrer nåden i at nå til sjælen og tilgivelig synd, som ikke behager Gud, men som ikke forhindrer tilstedeværelsen af nåden:

Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden (1 Joh 5:16-17).

På baggrund af denne sondring (læs nærmere om dette i Den Katolske Kirkes Katekismus, paragrafferne 1854-1864) har Kirken fra sin begyndelse lært, at den ikke angrede dødssynd er en hindring for, at man kan komme i Himlen, da betingelsen for at komme ind i Himlen er, at sjælen skal være opfyldt af Kristi nåde, og det er denne nåde, dødssynden ødelægger.

På samme måde har traditionen fortolket fodvaskningen af Kristi disciple, som værende et tegn på, at Han (Jesus Kristus) ønsker at rense dem for de tilgivelige synder, før de modtager Hans Legeme og Blod. Som et svar på Skt. Peters udtalelse: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet! siger vor Herre henvendt til dem men undtagelse af Judas: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle (Joh 13:9-10). Elleve ud af de tolv disciple var ”helt rene”, men deres fødder var snavsede efter flere dagsrejser; derfor vaskede Jesus dem for at fjerne mindre urenheder.

Paulus bekræfter læren om Himlen og helvede en lang række steder (i sine breve). Her følger blot nogle få:

Men du, menneske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme – tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme (Rom 2:3-8).

Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige (Gal 5: 19-21).

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige (1 kor 6:9-10).

Det er nemt at forestille sig, at Paulus i dag opfordrer os til at være opmærksomme på hans ord: Lad Jer ikke forlede, lad Jer ikke forlede af liberale teologer, psykiatere, massemedier eller af andre af denne verdens magter. Der vil komme en dommens dag for det enkelte menneske, hvor det vil blive gengældt efter sine gerninger. Det er ligegyldigt, om man tror på det, eller om man finder det retfærdigt. Gud har redegjort fuldt og klart for sine intentioner og planer, og der er ingen, der skal tale Ham fra det. Hans første og vedvarende barmhjertighed var netop at fortælle os på en klar måde, hvordan vi bør leve for at kunne arve det evige liv, og hvad vi skal undlade at gøre, hvis vi ønsker at undgå den evige fortabelse.

Selv hvis vi kun havde det tekstmateriale, der fremgår af brevene (i Det Nye Testamente), fremstår det klart, hvad der er sandheden i Kirkens vedvarende vidnesbyrd. Men, det er vor Herre Jesus samt læren fra Johannes og Paulus, der på den mest frygtindgydende måde taler om den endelige dom.

Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt (Matt 22:13-14).

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7:13-14, se også Luk 13:24).

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7:21-23, se også Luk 13:27).

Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren (Matt 13:40-42).

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle (Matt 25:41).

Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes (Mark 16:15-16).

Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham (Joh 3:36).

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis man udelukkende beskæftigede sig med disse urovækkende skriftsteder i stedet for at have fokus på Gud, prise Ham og igennem bønnen søge Hans vilje samt bygge Hans rige gennem et liv med gode gerninger. Hvorom alting er, glemmer vi det (Gud har forkyndt) og opmuntrer vi- eller tillader andre at glemme det, eller værst af alt hvis vi fornægter sandheden, forråder vi helheden i Jesu Kristi lære. Ved at gøre dette forråder vi intet mindre end Kristi Person og i afvisningen af Hans ord, afviser vi Faderens inkarnerede Ord. Jesus kom for at frelse syndere, der omvender sig og som hengiver sig til Faderens barmhjertige kærlighed; Han kom ikke for at give vilkårlig amnesti til den, der viser ligegyldighed, der er lunken, der ikke omvender sig eller den ugudelige.

Ganske enkelt: Det er evigheden, der er i spil i forhold til, hvordan vi lever vores liv her og nu, hvad vi tror på, hvilke handlinger vi foretager, og hvilke handlinger vi afstår fra at foretage.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 1. december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-i

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt skriver, at han er ved at forberede sig på at vende ”hjem”

I et kortfattet brev til en landsdækkende italiensk avis, skrev pave emeritus Benedikt XVI, at ”han har startet sin pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”.

Benedikt XVI skrev det kortfattede brev, som et svar til en journalist på den italienske avis Corriere della Sera, som skrev til ham og meddelte ham, at mange læsere spurgte om, hvordan han har det, når det nu er fem år siden, han meddelte sin beslutning om at trække sig tilbage fra pavestolen.

Benedikt XVI besvarede spørgsmålene med et gribende håndskrevet brev, der fortalte, at ”med det langsomme tilbagefald i min fysiske tilstand, har jeg startet min pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”. Dette brev blev offentliggjort på forsiden af avisen, hvor Benedikt XVI også bemærkede, at det ” er en stor nåde for mig at være omgivet af så meget kærlighed og velvilje”.

Siden sin tilbagetræden i 2013 har pave emeritus Benedikt XVI ført en meget stille og fredfyldt tilværelse, idet han bor i det tidligere kloster Mater Ecclesiaei Vatikanets have.

Læs brevet i dets fulde længde her:

”Jeg blev bevæget over, at så mange læsere af Deres avis ønsker at vide, hvordan jeg tilbringer den sidste periode i mit liv. Jeg kan blot bemærke, at med den langsomme tilbagegang i min fysiske styrke er jeg på pilgrimsfærd mod mit hjem. Det er en stor nåde for mig at være omgivet på denne sidste til tider trættende rejse af så meget kærlighed og velvilje, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. På denne måde betragter jeg også deres læseres spørgsmål, som at man følger mig et stykke på vej, derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok, og jeg forsikrer Dem alle om mine bønner”.

Med venlig hilsen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på uCatholic d. 8. februar 2018. Den kan læses på: https://www.ucatholic.com/news/pope-benedict-writes-letter-says-hes-preparing-for-home

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Conversion on death row

Claude NewmanIn 1943, twenty-year-old Claude Newman was awaiting execution in a Mississippi prison for shooting Sid Cook, his beloved grandmother’s abusive second husband. One day, Claude noticed a medal hanging around the neck of a fellow prisoner, and asked the young man what it was. The latter responded by casting the medal to the ground with a curse and said, “take it.”  Unbeknownst to him, the curious pendant was a Miraculous Medal. Even though he knew nothing about it or who it represented, Claude picked up the trinket and hung it around his neck. He had no idea how that simple action would change his life

More

Ingen elsker os mere end Kristus. Men ingen talte mere om helvede end Han

Mange mennesker sætter i dag helvede i modsætning til Guds kærlighed, men Jesus kombinerer dem. Her er en vigtig sandhed: Ingen elsker os mere end Jesus Kristus, men ingen talte mere om eller lærte om helvede og dommen, end Han gjorde. Han advarede igen og igen og fortalte lignelse på lignelse og løftede praktisk talt sin røst, når Han talte om dommen og helvedes realitet.

Ingen hæresi i vore dage er mere udbredt eller skadelig end fornægtelsen af helvede og dets triste hyppighed. Jeg anvender kun citater vedrørende dette ord, fordi jeg som en almindelig præst ikke har beføjelse til formelt at erklære hæresi. Men hæresi i en bredere og mere beskrivende forstand betyder simpelthen, at man vælger og vrager i forhold til den åbenbarede sandhed. Konfronteret med sandheder, som synes modsatrettet (såsom Guds retfærdighed vs. Hans barmhjertighed eller Menneskets frie valg vs. Gud suverænitet) vælger hæretikeren et og kasserer noget andet for at overkomme det, der synes modsatrettet. Ortodoksien siger ”det hele”, og hæretikeren ”vælger og vrager”.

Med hensyn til læren om helvede og dommen kan hæretikeren ikke forene Guds kærlighed og barmhjertighed med helvedets realitet og den evige adskillelse fra Ham.

Men kærlighedens Herre, Jesus, talte om dette mere end nogen anden. Problemet ligger hos os, ikke i Jesus og ikke i Faderen.

Vi nægter simpelthen at adlyde det, vi bliver lært og at acceptere det, grundet vores frie vilje, som i sidste instans er afgørende for det valg, vi træffer. Vi har ladet os forblænde af den eventyrlige afslutning: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Vi fornægter, at summen af vore valg definerer vores karakter, og at vores karakter indvarsler vores valgte skæbne. Vi frasiger os vores ansvar overfor det faktum, at vi træffer valg, som er blevet til over tid, og som vi en dag ikke vil være i stand til at afstå fra. I stedet placerer vi skylden hos Gud og kalder Ham (som sendte Sin egen søn for at frelse os) for den, der handler slet, vi siger, at Han er ansvarlig for, om vi går til helvede eller ej.

I mellemtiden siger Gud: ”Kom til Mig, kom til Mig, før det endelig er ved tiden, at husets herre rejser sig og lukker døren!”.

I sidste instans: Hvad enten Gud er kærlighed, og vi er frie til at vælge Ham, eller ikke i vores kærlighedsgerning, eller Gud er en, der holder slaver, og (dette) uanset om vi går til Himlen, og der er med Ham for evigt. Med andre ord betyder frihed, at vi foretager et valg, og dette valg tillader os at sige nej til Gud. Derfor eksisterer helvede.

Vi må være fuldstændig klare omkring dette; det var Jesus. Han advarede igen og igen, Han bønfaldt igen og igen. Han ved, hvad vi er gjort af, Han ved, hvor stolte og stivnakkede vi er, og at vi ikke ønsker at blive fortalt, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre. Ja, Jesus observerede sørgeligt nok, at mange – faktisk de fleste – foretrækker helvede frem for at være i Himlen (jf. Matt 7: 13 inter al). Continue reading