Category: Liturgy

The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience

Until the 1960s, Catholics around the world received Communion kneeling and on the tongue. The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience that can be traced back to Holland. Because of the widespread abuse of receiving in the hand, Pope Paul VI granted an indult for the practice in a 1969 letter from the Sacred Congregation for Divine Worship.

More about this issue

Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading