Category: Liturgy

Judas’ Brev, er et brev der afspejler den aktuelle krise, vi oplever i Kirken

Mange katolikker er i dag desperate efter at høre opmuntrende ord og modtage vejledning fra biskopperne, apostlenes efterfølgere. Men jeg kan nu fortælle Jer, at der faktisk eksisterer en sådan opmuntring og vejledning fra en apostel.

Judas’ Brev er skrevet af én af det Nye Testamentes mindre kendte forfattere. Dette brev har ikke fået så stor opmærksomhed, fordi det på en vis måde har ”levet” en skjult tilværelse i det Nye Testamente hengemt mellem apostlen Johannes tre breve og Johannes Åbenbaring. Det er aldrig blevet benyttet i søndagens læsninger, hverken i den Ordinære ritus eller den Ekstraordinære ritus. Dog gør man brug af det en gang hvert andet år i en ugedagslæsning i den 8. almindelige uge i år II (hvis man skulle være interesseret). Så I er tilgivet, hvis I ikke er bekendt med dette brev.

Selvom Judas’ Brev er kort, bør det betragtes som et bekymret opråb fra en biskop, og det er rettet imod den krise, Kirken oplever i dag. Man kan hævde, at dette brev er aktuelt, men aktualiteten gælder til alle tider, når det handler om Den hellige Skrift, for Den er tidløs. Desuden vil Helligånden også bidrage til, at vi kan spejle Den hellige Skrift i vor egen tid. Dette mysterium bliver endda meget tydeligt, når det handler om Judas’ Brev

Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror. Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål! Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Skt. Judas spilder ikke tiden i dette korte brev, men går direkte til sagens kerne. Det synes, som om han oprindelig ønskede at skrive et brev af mere teologisk karakter, men grundet omstændighederne kommer han med en opfordring til sine læsere om at ”kæmpe for troen” imod de fjender, han definerer som ”ugudelige mennesker”. Denne tro, har han ikke selv har fundet på, den er snarere blevet ”overdraget” Kirken. Med andre ord vi kan ikke ændre på troen eller forme den tro, der er blevet åbenbaret.

Det er den samme kamp, vi kæmper i dag. Der er kræfter, der gælder i Kirken, som ønsker, at man afviser den tro, der er blevet os overdraget, og vi er kaldet til at kæmpe for vores tro mod dem, der vil afvise – og ændre den.

Det, der er vigtigt her, er, at den fare, som Skt. Judas advarer mod, ikke stammer fra kræfter udenfor Kirken, men kommer indefra. Det er altså Kirkens egne, som har ”sneget sig ind”, men disse skal rammes af dom. Det er disse, Kirkens egne folk, der udgør den største trussel. Hvordan er det gået til, at de fremstår som farlige? Det er, fordi ”de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed”. Med andre ord de benytter Guds nåde som et påskud for al slags amoralsk adfærd (lyder det bekendt?). Ved at gøre dette ”fornægter (de) vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”.

Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker, indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.

Som prædikeren fortæller os (i Prædikerens Bog) så ”er der intet nyt under solen” (Præd kapitel 1). Igennem hele frelseshistorien og frem til Herrens komme vil der være dem, der fornægter Ham og forsøger på at undergrave Hans folk. Men det Skt. Judas ønsker, er, at hans læsere skal huske på, at Gud vil gribe ind. Guds indgriben kan være hård for dem, der modsætter sig Ham, og Han vil ”straffe med evig ild”. Selvom mange mennesker i vore dage viger tilbage for sådanne formuleringer, bør det være en trøst for dem, som slås for Gud at vide, at når det bliver Hans tid, vil retfærdigheden ske fyldest i forhold til dem, der afviste Ham.

Alligevel gør disse mennesker det samme: I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter.

De ugudelige mennesker, der har infiltreret Kirken, har ”tilsølet deres legemer”. Dette er en utvetydig henvisning til den amoralske seksuelle adfærd, der til enhver tid er på ”mode” (som det var på Skt. Judas tid og ligeledes i vor tid), og som flyder ind og påvirker hele samfundet og kulturen. I dag manifesteres dette ved den homoseksuelle tendens, der har vundet indpas blandt klerikale i Kirkens hierarki. Ydermere tydeliggøres denne horrible tendens gennem den lange række af sager, der omhandler seksuelle overgreb foretaget af klerikale på flere niveauer i det Kirkelige hierarki (lige fra præster til biskopper).

Samtidig udviser disse ugudelige mennesker en adfærd, hvor de ”lade hånt om Herrens myndighed”. Der findes andre oversættelser, der benytter ordene: viser manglende respekt og foragter Herrens myndighed. Med andre ord de respekterer ikke Gud, som autoritet og den myndighed, Han har givet sine hjælpere. Derudover er der tilfælde, hvor de, der er Hans hjælpere, trodser den bemyndigelse, Gud har overdraget dem og udnytter den til egen fordel og misbruger på den måde Guds autoritet. De biskopper, der i dag forsømmer deres pligt til at forsvare og fremme troen, afviser den autoritet, de er blevet bemyndiget.

Disse ugudelige mennesker ”spotter overjordiske magter”. Udover at fremme og tilskynde til en amoralsk adfærd, håner og fornærmer de dem, der viser trofasthed overfor Gud. Der er tilfælde, hvor de definerer de troende som ”rigide”, fordi de overholder Guds Bud.

Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«

Hvordan er det muligt at modstå disse ugudelige mennesker? Vend Jer til Herren. Da ærkeenglen Mikael stredes med djævelen, fæstnede har ikke lid til sin egen styrke (som var betydelig) og formåen i forhold til at besejre satan, men først og fremmest anråbte han Herren om, at Han måtte ”sætte satan på plads”. På denne måde bør vi agere, når vi står ansigt til ansigt med ugudelige mennesker i Kirken, at vi ikke omgående sætter os til tasterne og begynder en diskussion med dem på de sociale medier, og vi bør langt hellere rette vores fokus på bøn og ydmyge os ved at trække os fra ordkløveri og derved bede om Herrens hjælp. Husk på, at ærkeenglen Mikael til allersidst vandt over djævelen, så bøn og ydmyghed er ikke de sidste skridt på vejen, men de første i kampen mod vores fjender.

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. Ve dem! De er slået ind på Kains vej og har for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse i vold og går til grunde som Kora i hans opsætsighed.

Disse ugudelige mennesker ”spotter, hvad de ikke har forstand på”. De forstår ikke skønheden ved at spæge legemet, de forstår ikke den frihed, der stammer fra, at man underkaster sig Gud, som Hersker. Derfor spotter de det. Vi ser dette udspille sig konstant i dag, hvor man fremsætter fornærmelser og fordømmelser mod den praksis og tro, som har været katolsk igennem generationer og århundreder. Alt dette, som engang var højt skattet af Kirken, bliver nu afvist af Hende.

Hvad er det for en vildfarelse, Bileam gør sig skyld i, og som Skt. Judas omtaler? I Johannes Åbenbaring lader Johannes os vide, at Bileam fristede Israels børn til ”at spise afgudsofferkød og bedrev utugt” (Åb 2: 14). Sådanne handlinger fortsætter man med at praktisere i dag billiget af højtrangerende medlemmer af det klerikale hierarki, og som måske endda tager del i afgudsdyrkelse ved Amazonassynoden, og desuden gør en amoralsk seksualadfærd sig gældende blandt de klerikale. Bileams vildfarelser var ikke blot begrænset til hans ageren. Skt. Judas siger, at de vil være ligesom Kora, der i sin opsætsighed stod op imod Moses og blev fortæret af Herrens ild (4 Mos 16: 1-40).

De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv; de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.

På den tid, hvor dette brev blev skrevet, var ”kærlighedsmåltidet” et måltid, som de kristne var samlet om, og dette er givetvis betegnelsen for Eukaristifejringen. Skt. Judas fordømmer sine modstandere, som værende yderst respektløse under fejringen af dette hellige mysterium. Bedrøveligt nok er respektløshed blevet almindeligt under liturgien, hvor offertoriet er blevet et tidspunkt, hvor man fortæller hinanden vittigheder, hvor man behandler de enkelte elementer i liturgien med ligegyldighed og endda er fjendtligt indstillet overfor disse, og set i et overordnet perspektiv udvises der dyb respektløshed overfor liturgiens mysterier.

Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.« Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld.

Selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud, så vil Herren holde dom over alle dem, der har sat sig op imod Ham. Ingen ugudelig handling er blevet glemt, og alle vil modtage deres belønning. Når vi er vidner til fordærv og amoral på ethvert niveau i det kirkelige hierarki, ved vi, at Gud også ser med.

Skt. Judas’ beskrivelse af sine modstanderes forskellige laster synes at være bekendt:

–          Dem, som ”mukker og klager” over Kirkens ”hårde” lære og ønsker at lempe på Guds Bud blot for at kunne stille deres ønsker tilfreds i dette jordiske liv.

–          Dem, der ”følger deres egne lyster”: dette vidner om den fremherskende homoseksuelle tendens, der findes blandt de klerikale.

–          Dem, der ”taler brovtende ord”: selvom de afviser det, der er naturligt og guddommeligt åbenbaret, taler de om disse ting i et floromvundent teologisk sprog, uden skam over det, de siger.

–          Dem, der ”smigrer folk, for deres egen skyld”: de (klerikale) taler et sprog, der fænger denne verdens magthavere, fordi de ønsker at blive accepteret af dem. Hvor meget selskabelighed deltager den enkelte biskop i med politikere, der taler for abort, uden at han påtaler dette?

Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.«

I en tid præget af krise kan det synes, som om, Herren har glemt Sit folk. Men Herren advarede om, at disse tider præget af prøvelser ville komme. Når vi er vidner til, at klerikale og prælater håner den traditionelle katolicisme og i langt større udstrækning omfavner verdens måde at gøre tingene på, da ved vi, at det ikke handler om, at Gud har ladet os i stikken, men at vi bliver prøvet.

Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.

Hvis man ser på Kirkens tilstand i dag, kan den med rette betegnes som splittet. Ved at håne den traditionelle tro og praksis skaber Guds modstandere splittelse i det, som Trosbekendelsen kalder EN Kirke. De behandler dem, der er tro mod troens grundlag som paria og nogen, der ikke har en eksistensberettigelse, og på den måde gør de splittelsen mere omfattende.

Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Igen retter Skt. Judas på det, vi kan gøre, når vi står ansigt til ansigt med hæresi og fordærv i Kirken: I … skal opbygge jer selv på jeres hellige tro” gennem bøn og kærlighed til Gud. Situationen kan synes håbløs, men med Gud på vores side, så der er altid håb.

Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.

Selvom det kun er nogle (få), der er ugudelige, og som afviser Kirkens lære, så påvirker deres adfærd mange, som derved begynder at stille spørgsmål ved troen. I forhold til disse stakkels mennesker, bør vi hjælpe dem til at få fjernet deres tvivl, så de bliver frelst. De almindelige katolikker er ikke de ugudelige mennesker, Skt. Judas advarer imod. Det er de almindelige katolikker, der må frelses fra den elendighed, de ugudelige er årsag til.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Endelig bør vi i alle ting, og dette inkluderer også prøvelser, giver Gud ære. I den krise, vi aktuelt oplever, har Gud tilladt at fordærv og hæresi løber løbsk. Vi bør huske på to ting: 1. denne situation er ikke ny, de troende har altid været på vagt overfor ulve, som går rundt midt i fåreflokken, og 2. selv i denne situation herliggøres Gud, idet Han giver os en mulighed for at blive stærkere i vores tro gennem prøvelser.

I disse tider med mange problemer, kan vi søge hjælp og vejledning hos Skt. Judas, når vi kæmper for troen mod ugudelige mennesker, og samtidig glæde os over, at vi gennem disse prøvelser ved Guds nåde vokser i hellighed.

Skt. Judas bed for os!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive den 19. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-epistle-of-st-jude-a-letter-for-our-present-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Vianney om modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand

Denne handling vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder

Følgende stammer fra ”Sermon om Unworthy Communion” Bog IV (’Sermons inédits’)

Modtagelse af Den hellige Kommunion uden at kommunikanten er i nådens stand, er noget, der ofte sker. Hvor mange har ikke vovet at nærme sig det hellige alter bærende på synder, som de ikke har bekendt eller kun delvist bekendt i skriftemålet! Hvor mange mangler ikke fornemmelsen af dyb sorg over den synd, de har begået, den sorg, som Den gode Gud ønsker fra dem. De har båret på en skjult vilje til at ville synde igen og dermed ikke med oprigtighed ønsket at omvende sig. Der er mange, der ikke oprigtig forsøger på at undgå fristelsens farer eller at undgå at bære på fjendtlighed i deres hjerte, selv når de nærmer sig det hellige alter! Hvis nogen af Jer har gjort noget af det, jeg netop har beskrevet, når I har modtaget Den hellige Kommunion, så har I gjort Jer skyld i helligbrøde, en forfærdelig synd, og det er den ondskab, der ligger heri, vi nu skal overveje på et dybere plan.

1.      At modtage Kommunionen uden at være i nådens stand er en handling, der vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder. Denne synd er et direkte angreb på Jesus Kristus, hvorimod andre dødssynder er et angreb på Jesu Kristi bud.

2.      Den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand, korsfæster Jesus Kristus i sit hjerte. Den person, der gør dette, overlader Jesus Kristus til en mere forsmædelig og ydmygende død end døden på korset. Jesus døde i sandhed af egen fri vilje på korset, for at vi kunne opnå frelsen, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Han dør på grund af sig selv, og derfor er Hans død langt fra til vores fordel, som den var første gang (Han døde), den bliver derimod nu vores elendighed og bringer en mangfoldighed af tugtelse over os i dette liv samt det næste. Den død, som Jesus Kristus led på Golgata, var voldsom og pinefuld, men dog var det som om, at alt omkring Ham bar vidnesbyrd om Hans smerte. Selv den mest følsomme skabning blev berørt af det, der skete, og derfor ønskede den at tage del i Frelserens lidelser. Ved modtagelse af Kommunionen uden at være i nådens stand optræder intet af dette: Jesus fornærmes og krænkes af en afskyelig ligegyldighed, og dette sker i tavshed. Alt synes at være uberørt af, at Han ydmyges. Må denne godhedens Gud med retfærdighed råbe, ligesom Han gjorde på korsets træ, ”hvorfor har du forladt mig?” Min Gud, hvordan kan en kristen finde på at nærme sig det hellige alter med en syndig sjæl, og der være årsagen til Jesu Kristi død.

3.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand er en langt større helligbrøde end vanhelligelse af hellige steder. En hedensk kejser, der nærede et stort had til Jesus Kristus, lod opstille på Golgata og den hellige grav vederstyggelige afgudsbilleder, fordi han troede, at når han gjorde dette, havde han i sin vrede opnået topmålet af fornærmelse af Jesus. Ah, gode Gud, skulle dette virkelig være noget i sammenligning med at modtage Kommunionen uden at være i nådens stand? Nej, på ingen måde. Det er ikke længere blandt dumme og intetsigende afguder, at han (kommunikanten) placerer sin Gud, men ak, det er midt blandt skændige lidenskaber, der fungerer som mange bødler, der korsfæster hans Frelser. Ak, hvad skal jeg sige? Den stakkel forener Det helligste af det hellige med en sjæl, der lever i sit begærs vold, og dette efterlader ham i en syndig tilstand. Ja, den stakkel styrter sin Gud ned i et omfattende helvede. Er det muligt, at man kan lade noget mere frygteligt ske?

4.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand kan i visse tilfælde være en større forbrydelse, end da jøderne slog Gud ihjel. Paulus fortæller os, at havde jøderne vidst, at Jesus var Frelseren, ville de ikke have ladet Ham lide eller dø, men kan du min ven udvise ligegyldighed overfor Ham, som du er på vej til at modtage? Hvis du ikke husker på det, så lyt til præsten, der siger med høj røst: ”Guds Lam, Du som borttager verdens synder”. Han er hellig og ren. Hvis du bærer på skyld, du ulykkelige menneske, nærm dig ikke eller skælv for den torden, der lyder fra Himlen, og som kommer over dig for at straffe dig for din gerning og kaster din sjæl i helvede.

5.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand, er en efterligning af – og en genskabelse af den forbrydelse Judas begik. Judas var forræderen, der ved et fredskys overgav Jesus Kristus til Hans fjender, men den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand begår en langt større forbrydelse end Judas. Forbrydelsen er stor, fordi man har undladt at fremlægge synd i skriftemålet, eller man har ”talt sig udenom” den synd, man har begået. Hvor vover dette menneske, denne ulykkelige skabning, at træde frem med hyklerisk ærbødighed sammen med de troende og modtage dette brød (Den hellige Kommunion). Åh! Nej, intet holder denne utaknemlighedens skabning tilbage, denne synder træder frem for at fuldbyrde sin gerning. Den kærlige Frelser, der ser, at denne synder gå frem løfter forgæves Sin røst fra Tabernaklet henvendt til denne svigefulde Judas: ”kære ven, hvorfor er du kommet? Vil du forråde din Gud og Frelser med et tegn på fred? Hold inde min søn, Jeg beder dig, lad Mig ikke gennemgå dette”! Hverken hans samvittighedsnag eller de kærlige opråb fra Gud kan forhindre den forbrydelse, han er ved at begå. Han træder frem og falder sin Gud og Frelser i ryggen. O Gud, hvilken rædsel! Kan I være vidner til dette skrækkelige mord på Jeres Skaber uden at skælve?

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurcMilitant.com den 19. april 2016. den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-john-vianney-on-unworthy-communions

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kommunionsmodtagelse i hånden er tilladt, men er det ensbetydende med, at det er af det gode?

Sagen omkring Father Edwin Dwyer, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, antyder, at flere og flere steder vil ”pave Frans effekten” slå igennem på en sådan måde, at det vil blive vanskeligere genindføre dele af den katolske tradition ikke blot i forhold til den liturgiske praksis, men også når det gælder doktrin og morallære. Dette forsøg på at vanskeliggøre eller undertrykke denne genopdagelse af katolicismen bliver ført ud i livet af ældre biskopper og klerikale, som voksede op i en tid præget af et brud med den hermeneutiske kontinuitet, og som er overbeviste om, at de for enhver pris skal videreføre ”politikken” fra Vatikan II. Dette sker på trods af en tendens hos den yngre generation af katolikker, der søger efter identitet, klarhed og skønhed.

For nylig skrev en læser til mig og fremlagde sin bekymring vedrørende det, han er vidne til i det bispedømme, han tilhører.

Kære Peter Kwasniewski

De har skrevet om den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og liberalismen, som filosofisk retning, men her på det seneste har jeg overvejet på baggrund af en artikel af Fr. Chad Ripperger, den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og positivismen, som filosofisk retning.

I det bispedømme, jeg hører under, er det kommet mig for øre, at man vil skærpe argumentationen for Kommunionsmodtagelse i hånden, som en hindring for genindførelsen af Kommunionsmodtagelse på tungen. Man fortæller folk, at: ”da begge ’fremgangsmåder’ er tilladt af Kirken, kan man ikke hævde, at den ene er bedre end den anden”.

Rent logisk er der noget, der ikke hænger sammen: for hvis to ting er blevet tilladt af Kirken, er det ikke ensbetydende med, at den ene er bedre end den anden. Ægteskab og ordensliv er begge tilladt den enkelte katolik, når denne har nået en vis alder, men Kirken har altid lært, at det sidste er bedre end den første.

Ikke desto mindre mener jeg, at den linje, man her lægger, viser et dybereliggende problem: forudsætningen for de ”konservatives” tankesæt er, ”det må være det rigtige at gøre” når det er blevet legitimeret af en myndighed, og dermed er det godt rent moralsk eller i alt fald uanstødeligt. Det synes som om, man tager udgangspunkt i det, der er blevet fastsat, og det er ofte det, der starter en diskussion eller afslutter den, og på den måde kommer man udenom det, der er er blevet fastsat.

Hvad er Deres tanker omkring, hvordan man responderer, når man bliver fortalt, at legitimitet er lig det gode, og de analogier, man kunne tage udgangspunkt i er legaliseret abort, eutanasi og andre elementer, der kendetegner en kultur i forfald?

Tak fordi jeg måtte tage deres tid.

Mit svar:

Kære N

Jeg ved præcis, hvad du taler om. Skal vi virkelig holde op med at ræsonnere logisk, når vi er vidner til det, der er upassende, uværdigt og respektløst? Det er lige nøjagtigt det, der kvæler den logiske tænkning. Det er meget modsætningsfuldt, når en præst ifører sig en humerale (et aflangt stykke klæde, ofte rigt ornamenteret, som præsten bærer over skuldrene og tildækker hænderne med, når han løfter Monstransen og meddeler den Sakramentale Velsignelse, eller når han bærer Sakramentet) af respekt for Guds overvældende nærvær, men at den selvsamme præst lader en ældre ”blåhåret” dame fungere som kommunionsuddeler, hvor hun giver Den konsekrerede Hostie til alle og enhver, der rækker hænderne frem, uden tanke for de Eukaristiske fragmenter, der spredes hid og did. Det er ganske enkelt ufatteligt.

Det, der er det skræmmende ved den ”moderne” måde, Kirken bliver ledt på, er, at den er baseret på en fordrejet udgave af lydighedens absolutisme, som enhver forventes at følge, når der kommer en ordre ”ovenfra”, og på den måde undertrykkes enhver form for protest. I en artikel, som kan anbefales, finder John Lamont frem til, at denne forkvaklede forestilling kan ledes tilbage til Jesuitterne. Ved at følge denne forestilling forcerer hierarkiet med fuldt overlæg klerikale til at tage det, der er modstridende til sig ganske enkelt med det formål at knække deres vilje, så de ikke handler efter en sund dømmekraft. De skal disciplineres til at handle i forhold til det, som deres superior finder rigtigt.

Det kan koges ned til noget helt enkelt. Enten tror vi på, at Kirken ledes til sandheden af Helligånden, eller så forkaster vi denne antagelse. Kirken har enstemmigt og universelt bestemt, at Kommunionen modtages knælende og på tungen og kun af en præst. Denne århundredgamle praksis blev fjernet i 1960’erne af radikale elementer fra Europa, som ikke længere troede på transubstantion og havde erstattet den med en slags pseudoaugustinsk horisontal populisme. Paul VI, som var en svag leder, bekræftede endnu engang, at Kirkens mangeårige tradition var at foretrække, men tilføjede at de enkelte biskopkonferencer måtte gøre, hvad de fandt mest egnet.

Og nu står vi i en situation, hvor en praksis, der er bedre, og som Paul VI har betonet er den bedste, bliver mere sjælden, og dens tilbagevenden møder modstand, fordi den skulle være ligeså god, som den nuværende praksis (Kommunionsmodtagelse stående og modtaget i hånden), og denne modstand finder man hos lokale lægfolk og biskopkonferencerne, som allerede for årtier tilbage ønskede denne respektløshed indført, så man hurtigere kunne komme videre i Messen.

Den legitime positivisme har erstattet troen på Helligånden: vi er for kyniske, strømlinede, bureaukratiske og autoritære til at tro på Helligånden. Når noget skal gøres på en bestemt måde, er det fordi, det er pavens, biskopkonferencens, folkets eller noget helt andets vilje, men ikke (Gud forbyde det) det, som Kirken i ydmyghed og ærbødighed har fostret gennem århundreder. Dette burde give os et klart billede af hvilken ånd, der trods alt har stået i spidsen for den post-konciliære proces.

I sidste ende er det lydighed overfor sandheden, der vil gøre os fri, og ikke enkeltpersoners egenvilje, som fremtvinges med magt, fordi disse har magtbeføjelserne dertil. Den sandhed, der er tale om, er i sagens natur Jesus Kristus, Det inkarnerede Ord, Ham, der er Sandheden bag katolske dogmer, og som med myndighed har indstiftet dem, ved de fide artikler, som understøttes af anathemas, Dette er den katolske tradition, som er blevet givet videre til os af mennesker funderet i troen. Vores ledestjerne er ikke det, der er legitimeret, men derimod det, der er sandt og godt, vores mål i livet er ikke at behage flertallet, men at omvende syndere og frelse de fortabte. Set i det perspektiv, ved vi, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal føre det ud livet ved hjælp af vores overnaturlige instinkt eller sensus fidei, der tilskynder troende i alle aldre til at handle og specielt i krisetider.

Må Gud velsigne dig

Peter Kwasniewski

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/communion-in-hand-is-permitted-but-this-doesnt-mean-that-its-good

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan her løfte sløret for den sande historie om kommunionsmodtagelse i hånden

Don Federico Bortoli er på nuværende tidspunkt præst i sognet Sant´ Andrea Apostolo i Acquaviva i bispedømmet San Marino Montefeltro. Han er yderligere bispedømmets financielle og juridiske overhoved og rådgiver i kirkelige spørgsmål for Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti (Den kristne sammenslutning af iværksættere og ledere). Han er yderligere forsvarer i forbindelse med sager vedrørende ægteskabelige spørgsmål ved Flaminio det kirkelige tribunal i Bologna. Hans bog, La distribuzione della Comunione sulla mano (Kommunionsmodtagelse i hånden) udgivet den 22. februar 2018 er hans doktorafhandling i kanonisk ret. Vi stillede ham en række spørgsmål vedrørende dette vigtige emne.

Spg: Det hoveddokument, der vedrører modtagelsen af Den hellige Kommunion i hånden er en instruktion, Memoriale Domini (herefter forkortet MD) fra den 29. maj 1969 udstedt af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter under direktiv fra Paul VI. Kan du i det væsentlige gøre rede for, hvordan dette dokument blev til, og hvilke direktiver det indeholder?

Svar: Dokumentet blev udarbejdet, fordi man i kølvandet på Vatikan II lod Kommunionsmodtagelse i hånden sprede sig til mange lande. Der var her tale om et liturgisk misbrug, som havde sin rod i de lande, hvor der allerede eksisterede doktrinære problemer vedrørende Den hellige Eukaristi: de lande det drejede sig om, var Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Den Hellige Stol havde ikke haft held med at få stoppet dette misbrug, og man besluttede sig derfor til at rådføre sig med alle biskopperne vedrørende dette spørgsmål. Denne beslutning taget af Paul VI lader os forstå, at det var nødvendigt at få løst dette vigtige problem. Jeg siger dette, fordi der vil være nogle, der vil hævde, at denne problemstilling ikke er betydelig eller blot er af mindre karakter.

Spg: Hvad opnåede man ved at rådføre sig med biskopperne?

Svar: Størstedelen af biskopperne udtrykte modstand mod indførelsen af denne praksis. MD anerkendte mødets resultat og bekræftede, at den universelle norm for kommunionsmodtagelse er på tungen, og samtidig blev der fremlagt tungtvejende grunde for netop denne praksis. Man blev samtidig enige om, at biskopkonferencerne de steder, hvor det liturgiske overgreb allerede fandt sted, kunne anmode om en indult (lat. indulgentia: gunstbevisningen. Der er tale om en pavelig dispensation fra kirkeloven) for Kommunionsmodtagelse i hånden, hvis biskopperne på stedet vel og mærke kunne opnå et to tredjedelsflertal, for at denne praksis skulle være en tilgængelig mulighed.

Spg: Bekræfter MD dermed, at de to måder, hvorpå man kan modtage Kommunionen, ikke kan sidestilles?

Svar: Ja absolut. I min bog undersøger jeg hele tekstgrundlaget i instruktionen, og når man læser det grundigt igennem, er man ikke i tvivl om, at den traditionelle og universelle norm i Kirken for Kommunionsmodtagelse er på tungen, netop fordi denne norm ” er grundlagt på en århundredgammel tradition, men især fordi den udtrykker og signalerer de troendes ærbødige respekt overfor Den hellige Eukaristi”. Ydermere ”undgår man den fare, der er for at vanhellige de Eukaristiske partikler”. Dokumentet sidestiller ikke de to måder for kommunionsmodtagelse. Kommunionsmodtagelse på tungen er det, der anbefales og betragtes, som den mest passende måde at modtage Kommunionen på, mens Kommunionsmodtagelsen i hånden tillades, forudsat, at der tages hensyn til visse forholdsregler, såsom at man kontrollerer om fragmenter af Hostien findes i håndfladen.

Spg: Et andet aspekt i instruktionen, som du fremhæver i din bog, er det faktum, at det ikke var meningen, at indulten skulle gives til alle, der efterspurgte den, men at den var beregnet for de biskopkonferencer i de områder, hvor det liturgiske misbrug allerede åbenlyst florerede.

Svar: Nemlig, der blev givet mulighed for, at man de steder, hvor det liturgiske misbrug (Kommunionsmodtagelse i hånden) allerede gjorde sig gældende, kunne fremsætte en begæring. Indulten var ikke tiltænkt de steder, hvor problemet ikke var eksisterende. Men hvad skete der egentlig? I begyndelsen fulgte man den fastsatte procedure, herefter fremsatte praktisk talt alle bispedømmer en anmodning og modtog en indult, det gjaldt også de steder, hvor der slet ikke var grundlag for at indhente en sådan. Kardinal Knox, som var præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, efterkom i flere tilfælde anmodninger fra andre biskopkonferencer. Det er en kendsgerning, at kardinal Knox i sin fortolkning af MD var alt for lemfældig.

Spg: I din bog bemærker du, at Paul VI gennem statssekretær kardinal Villot i januar 1977 bad kardinal Knox om at give ham en vurdering af situationen vedrørende tildelingen af indulter, og hvordan det blev effektueret, men også for at kontrollere, om der efter at indulten var blevet udstedt, kunne spores misbrug og vanhelligelse, og om de troende havde udvist mindre hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Men det syntes, som om kardinal Knox bagatelliserede omfanget af problemerne på området.

Svar: Paverne, først Paul VI og derefter Johannes Paul II, var meget opmærksomme på problemet takket være rapporteringen fra kardinal Bafile (præfekt for Kongregationen for hellig- og saligkåringsprocesser fra 1975 til 1980). Til trods for dette fortsatte kardinal Knox sin hidtidige fremgangsmåde. Paul VI bad kardinal Knox om ikke at foretage en evaluering af forslagene fra kardinal Bafile, men han blev bedt om at overveje, hvordan de konkret kunne bringes til anvendelse. Disse forslag var i det væsentlige en suspension af bevillingen af den nye indult, og her er det vigtigt at huske på, at Kommunionsmodtagelse i hånden er en praksis, der ikke anbefales fra Kirkens side, og der hvor indulten ikke var blevet givet, betragtedes Kommunionsmodtagelse i hånden som et misbrug.

Spg: Hvad, der faktisk skete, var, at alt dette begyndte med en artikel i L’Osservatore Romano, som var skrevet af Fr. Annibale Bugnini i 1973, som handlede om, at den nye praksis blev betragtet som værende bedre og mere tro mod den gamle måde at modtage Kommunionen på.

Svar: Tanken med MD var at legitimere det liturgiske misbrug de steder, hvor det ikke var muligt at få det fjernet, men det var stadig nødvendigt at formidle en katekese relateret til tekstmaterialet i instruktionen, en katekese, der kunne fremhæve fordelene ved at modtage Kommunionen på tungen samt den risiko, der var forbundet med den nye praksis, in primis (først og fremmest), spredningen af fragmenter fra Hostien. Katekesen var ikke tænkt til at skulle fremme Kommunionsmodtagelsen i hånden, men på en vis måde afskrække folk fra at benytte denne fremgangsmåde, dog uden at fremsætte et egentligt forbud. Den dag i dag, omtaler man stadig Kommunionsmodtagelsen i hånden som værende den bedste og mest troværdige måde set i relation til den praksis, man gjorde brug af i den første Kirke samt den liturgiske reform efter Vatikan II. I bogen har det været vigtigt at få fremhævet at Sacrosanctum Concilium ikke nævner dette med et ord. Det gør heller ingen af de efterfølgende dokumenter, og man finder det heller ikke fremhævet i det nye Romerske Missale, kun i Memoriale Domini, som understreger det ved at benytte formuleringen indult. Det står klart, at Bugninis artikel udstak en retningslinje, som lå langt fra det, der fremgik af tekstmaterialet fra koncilet (Vatikan II).

Spg: Efter MD er der ikke yderligere eksplicitte dokumenter, der har fokus på dette emne. Hvordan stiller Kirken sig i dag til praksis for Kommunionsmodtagelsen?

Svar: Et eksempel på et dokument, som er af ekstraordinær karakter, og som jeg lader optræde i appendix, er udarbejdet af biskop Bialasik fra Oruro. Dette dokument bekræfter helt tydeligt, at Kommunionsmodtagelse på tungen er Kirkens universelle norm, det som MD også fastslår. Derfor er Kommunionsmodtagelse på tungen den universelle norm i Kirken, mens Kommunionsmodtagelse i hånden opnås ved en indult, der er altså tale om en undtagelse. En anden meget vigtig reference, som gør sig gældende udover MD er Redemptionis Sacramentum punkt 92, som omtaler, at den troende har ret til at modtage Kommunionen knælende og på tungen.

Spg: Der er også behov, for at der gives katekese til børn vedrørende dette emne, så de lærer, hvordan man på den rette måde modtager Kommunionen, det vil sige på tungen.

Svar: Det er korrekt. Man bør gøre det klart, at Kommunionsmodtagelse på tungen er den bedste måde, og hvis nogen skulle ønske at modtage Kommunionen i hånden, må man være påpasselig og gøre det med stor forsigtighed. Som præst kan jeg ikke forbyde Kommunionsmodtagelse i hånden, men jeg kan fraråde folk at gøre brug af denne praksis, og forklare dem hvorfor denne fremgangsmåde er uhensigtsmæssig og dermed give en katekese til eftertanke og dannelse vedrørende modtagelsen af Den hellige Kommunion. Det bør dog også fremhæves, at samme Redemptionis Sacramentum i punkt 91fastslår, at ”hvis der optræder risiko for vanhelligelse, skal Den hellige Kommunion ikke uddeles i hånden på de troende”.

Spg: Du retter fokus på et andet aspekt, som er meget vigtigt, nemlig det, at får en biskopkonference bevilget en indult, er dette ikke ensbetydende med, at den enkelte biskop er pålagt at implementere den.

Svar: Dette er et andet meget væsentligt aspekt, som må frem i lyset. Får en biskopkonference bevilget en indult indebærer dette ikke, at den enkelte biskop skal bringe den til anvendelse i alle sogne i sit bispedømme. Denne forudsætning gør det ganske enkelt muligt for den enkelte biskop at afgøre, om indulten overhovedet skal implementeres. I Italien skete der faktisk det, at man handlede helt modsatrettet, idet man antog, at bevillingen af indulten til den italienske biskopkonference var en blåstempling af, at man i alle sogne i Italien nu kunne modtage Den hellige Kommunion i hånden. Men det var som sagt en fejl. Hver biskop skulle på selvstændig basis kunne afgøre om indulten skulle implementeres og på hvilken måde. Biskoppen af bispedømmet Oruro udstedte for eksempel et dekret i januar 2016, hvor han forbyder Kommunionsmodtagelse i hånden i hele sit bispedømme. En sådan handling kan foretages af enhver biskop. Anvender man samme logiske konsekvens, at uden et dekret fra hver biskop der fremsætter et ønske om at tage imod indulten, der er blevet bevilget biskopkonferencen, er Kommunionsmodtagelse i hånden ikke tilladt. Heller ikke biskop Laise i Argentina accepterede indulten. Han blev af de andre biskopper anklaget for ikke at være i enhed med dem. Han fremlagde sagen for Den hellige Stol, som lod det stå klart, at han handlede indenfor sine biskoppelige beføjelser.

Spg: Din bog er særdeles værdifuld, fordi den indeholder materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort.

Svar: Uden tvivl er det største og vigtigste bidrag til bogen, det materiale, der er udarbejdet af Fondo Ghiglione, og som ikke før er blevet publiceret, og som beskriver de dynamikker, der muliggjorde introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden. Bogen indeholder yderligere brevmateriale samt rapporter, der er blevet send til og fra den Romerske Curias departementer og Den hellige Stol. Frem for alt er størstedelen af den kommunikation, der er at finde i bogen, blevet udarbejdet af kardinal Domenico Balfile, som først var apostolisk nuntius (pavestolens ambassadør i et land), og som har opholdt sig et af de steder, hvor det liturgiske misbrug var mest fremherskende, og han tog notits af alle de problemer, der var opstået i den forbindelse, og senere blev han præfekt for Kongregationen for hellig – og saligkåringsprocesser. I bogen undersøger jeg hans breve til Paul VI og Johannes Paul II, og de viser, hvor bekymret han var over den store udbredelse af Kommunionsmodtagelse i hånden, samt de problemer der var fulgt i kølvandet på implementeringen af denne praksis. Der blev også fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs.

Den største bekymring, kardinalen havde, var spredningen af fragmenter af Hostien, som praktisk talt er uundgåelig ved Kommunionsmodtagelsen i hånden, og videre var han også bekymret for, om denne praksis ledte til en mindre andægtig holdning overfor Det Eukaristiske Sakramente, og at det yderligere svækkede troen på realpræcens.

Både Paul VI og Johannes Paul II var meget taknemmelige for rapporterne fra kardinal Bafile. Dette finder man bevis for hos pave Johannes Paul II, der publicerede brevet fra Dominicae Cenae den 24. februar 1980, hvor han meget klart tilkendegav, ”at det var beklageligt, at manglen på respekt overfor de Eukaristiske partikler var så stor”, når det handlede om Kommunionsmodtagelse i hånden. En måned senere tog Johannes Paul II den alvorlige og vigtige beslutning, at suspendere udstedelsen af nye indulter med den begrundelse, at bevilling af indulter i et fremtidigt perspektiv ikke skulle være mulig, men senere den 3. april 1985 blev praksis genoptaget.

Spg: Måske har muligheden for at indhente en indult fungeret som en kattelem for den nye praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden, også selvom Paul VI meget tydeligt gjorde rede for Kirkens lære omkring Kommunionsmodtagelse, og videre gjort det klart, at der var en begrænsning i forhold til udstedelsen af indulter, men den blev ikke overholdt.

Svar: I virkeligheden var muligheden for at indhente en indult måske et svaghedstegn. I en sektion i bogen berører jeg Kirkens autoritet, og hvor det er min hensigt at vise, at fordi man imødekom anmodningerne om indulter i så stort et omfang, er vi havnet i den situation, der er åbenbar for alle. Hvis der bare havde været åbenhed for flertallet af biskopper, der var imod at præsentere muligheden for Kommunionsmodtagelse i hånden, så kunne det måske have set anderledes ud.

Det er vigtigt at huske på, at det må være højeste prioritet, at beskytte Hostien bedst muligt, så partikler ikke spredes, og at Den ikke profaneres på anden måde, der tydeligt fremmes af den nye måde at modtage Kommunionen på. Johannes Paul II lærer i sin encykliske skrivelse Ecclesia de Eucharistia,”at vi ikke kan udvise for megen omhu i forhold til dette mysterium” (nr. 61). Dette udsagn er altafgørende.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/

communion-hand-true-story

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Dette vidste jeg ikke om Bugnini og liturgien

Som en person, der tilhører den generation, der defineres som ” Millennium-generationen”, (den generation, der er født mellem 1980 – 2000), og som blev fravænnet troen ved Novus Ordo Missae, er jeg blevet formet af Novus Ordo Missae’shovedarkitekt ærkebiskop Annibale Bugnini (1912-1982). Der er rigtig meget, jeg ikke havde kendskab til omkring Bugnini og den revolution, han igangsatte i forhold til liturgien.

Jeg vidste ikke, da jeg voksede op og gennem min ungdom, at denne mand, der stod bag den ”reformation”, der markant skulle forandre liturgien, hævdes at have været frimurer, eller det, der er værre. Jeg vidste ikke, at den Romerske Canon skulle foregå i stilhed eller udtrykt mere poetisk, være ”iklædt” korsets stilhed, eller at det, præsten i dag foretager, som minder om en teaterforestilling, er en logisk konsekvens af det, at man har ”vendt sig bort” fra ad orientem tilbedelse. Jeg har kort sagt manglet en forståelse for, hvorfor jeg har været vidne til en mangfoldighed af mærkeligt fejrede liturgier.

Jeg vidste ikke, at Bugnini angiveligt benyttede sig af ”lumske kneb” til at opnå det, hans ”bagmænd” havde i sinde. Følgende er et citat, som stammer fra Fr. Louis Boyer’s erindringer. Som sekretær for Vatikanet II’s forberedende kommissorium vedrørende liturgien, var han vidne til, at Bugnini overfor nogle meningsfæller klargjorde, at man af strategiske grunde måtte lade tingene fremgå i ”det skjulte”, for at der kunne foretages en tilrettelæggelse af de postkonciliære ændringer. Han formulerer det på følgende måde:

Det ville være højest ubelejligt, at de enkelte punkter i det, vi har konstrueret, blev afvist af centralkommissionen eller af selve koncilet. Derfor må vi træde varsomt og være diskrete. Vi må gøre dette med forsigtighed, således at forslagene formuleres på en sådan måde, at der bliver sagt en hel del, uden at der i realiteten bliver sagt noget: lad mange ting blive sagt i det skjulte, for på den måde er der stadig en åbning for legitime og mulige postkonciliære beslutninger og anvendelsesmåder: lad intet af det, der bliver sagt antyde, at der er tale om mange nye ting, for det kan ødelægge det resterende … (1).

Der er her tale om ren og skær tilståelse af, at man placerede ”tidsindstillede bomber” i koncilteksten, tvetydige passager, der senere undergik undergravende fortolkninger foretaget af Bugninis udvalg, der samtidig stod for den senere implementering. Jeg havde ikke forstået, at jeg var blevet fanget i de mange eksplosioner, der havde ramt liturgien, og at jeg nu befandt mig i ”ruiner og murbrokker”.

Jeg vidste ikke, at i marts 1965 fejrede pave Paul VI Messen næsten udelukkende på italiensk, hvor han stod med ansigtet mod menigheden (ad populum). Han gjorde dette for at blåstemple den eskalerende liturgiske omvæltning. To år senere begyndte Bugnini på sit arbejde med at forvandle Den Hellige Messe til det helt igennem uigenkendelige. Mens han gjorde alt dette, agerede han ligesom en vendekåbe (en person der skifter standpunkt, som regel efter hvad der betaler sig bedst). Ved synoden i 1967 fejrede han en ”normal” Messe på italiensk ad populum med tre læsninger, med reduceret brug af knæbøjninger, langt flere hymner, et forandret Offertorium samt den nye Eukaristiske bøn (nr. 3). Jeg vidste ikke, at den Eukaristiske bøn (nr. 2) var blevet til ved en idéudveksling på en café og sammenfattet i al hast.

Jeg vidste ikke, at biskopperne uden forbehold stemte imod denne revolutionerende Messeform, og dette karakteriserer Yves Chiron, som en ”offentlig afvisning” af Bugninis arbejde. Pave Paul VI havde stadig stor tiltro til Bugnini, og to år senere i denne måned er det netop 50 år siden, at den forkastede 1967-udgave af Den ”Ordinære Messe” blev genintroduceret og gjort til en norm, og det er Den Messe, som vi i dag kender, som Novus Ordo Missae. Jeg vidste ikke, at Paul VI’s forsvar for denne nye Messeform betød, at det latinske sprog samt de gregorianske hymner måtte fjernes. Det er den måde, Peter Kwasniewski beskriver det på.

Nej, jeg havde ikke nogen anelse om, hvor meget der blev afskaffet ved aggiomamentio. Bugnini forholder sig i sine arbejder nedladende overfor det ”afdæmpede og rolige”, som betegnede menighedens tilstedeværelse i fortiden. Hans slogan var ”aktiv deltagelse” i mysteriet. Allerede i 1940 eksperimenterede Bugnini med at ”omdefinere” Messen, hvor en lektor skulle få menigheden højlydt til at sige italienske formuleringer overført fra den latinske liturgi. Jeg havde ikke forstået, at det latinske sprog, et sandt arsenal af ortodoksi, var en hindring for de ”tidsindstillede bomber”, der var en del af hans revolution, som Dom Prosper Guéranger beskriver det (2). Jeg forstod ikke, at dette hellige sprog fungerede som et ukrænkeligt klæde, der omgrænser hele (Messe)Offeret, og at den liturgiske stilhed er én stor hymne til Gud, et citat der stammer fra den vidunderlige Nothing Superfluous.

Jeg forstod ikke til fulde, at det transcendente, der ligger i de gregorianske hymner, evner på en overnaturlig måde at vække sjælens allerdybeste ømhed for Gud. I de år jeg gik fra at være barn til ung, elskede jeg ”hymner” som ”Gather Us In” (Skrevet af Marty Haugen, som er en del af den protestantiske denomination United Church of Christ og komponerer liturgisk musik rettet til luthersk regi), og nu græmmes jeg ved denne form for narcissistisk kitch, hvor lyrikken lyder: ”vi har sunget sammen igennem hele historien”. Jeg indså aldrig, at denne nye kult, hvor mennesket er i centrum, er en logisk konsekvens af, at menigheden er holdt op med at stå med front til Gud, og at Bugninis samarbejdspartnere fyldte den nye Messe med en masse tiltag, hvor mennesket kommer i centrum og samtidig bliver ”oplyst” (3). Nu gør det virkelig ondt at se, at man har kasseret alt det sublime ved liturgien, man har ganske enkelt smidt det ud, som var det overflødigt affald.

Jeg vidste ikke, at i modsætning til Bugninis ikonoklastiske handling (A), der havde til hensigt at forenkle Den hellige Messe, gjorde Koncilet i Trent det klart, at Kirkens ritus ”hverken rummer noget, der er unødvendigt eller overflødigt”. For eksempel refererer den nifoldige kyrie i Den Tridentinske Messe til de ni englekor samt de ni slags synder. Denne Messe rummer frugtbare tegn på korset og symboliserer alt fra at Vor Herre forrådes til Hans fysiske og mentale lidelser (4). På en skødesløs måde undertrykte Bugnini, blandt mange ting, en lang række knæbøjninger, kys af alteret og det at gøre korstegnet, fordi disse angiveligt skulle være årsag til, at liturgien blev uforståelig, men også trættende for menigheden. Jeg vidste ikke, at han (Bugnini) engang har udtalt følgende: ”vi bør fjerne alt det fra liturgien, som kan være en ”snublesten” for protestanterne”, og han betegnede sin revolution som ”en stor landvinding for Den Romerske Katolske Kirke”.

Men først og fremmest vidste jeg ikke, hvor mangelfuld min forståelse for Den hellige Messe var. Et minde, der hos mig er blevet indprentet, er af den præst, jeg oplevede i min barndom, som blev ”assisteret” af Kommunionsuddelere, og som løftede Den konsekrerede Hostie på en teatralsk facon, og at han som en entertainer indbød os til at tage del i Lammets bord. I større eller mindre grad konkluderede jeg ud fra dette dramatiske klimaks, at det, der her blev fejret, var et ”fælles måltid”. Jeg havde ingen anelse om ”Ottaviani Intervention” (B), og at den undersøgelse i meget stærke vendinger kritiserede Den nye Messe (liturgi) for på en nærmest sygelig og tvangsmæssig måde at definere sig selv som et ”måltid” fremfor at understrege, at den er en fornyelse af ”det ublodige offer på Golgata”. Definitionen af Messen i Institutio Generalis blev meget snart ændret på trods af advarslerne i Ottaviani Intervention. I Ottaviani Intervention kan man læse, at det begrædes, at korsets mysterium ikke længere er udtrykt i liturgien, men det optræder dog i en vis udstrækning på en uklar, tilsløret og umærkelig måde for menigheden.

Efter at jeg havde læst ”Nothing Superfluous, deltog jeg i en uforglemmelig Tridentinsk Messe. Præsten stod med front til det liturgiske Øst (ad orientem), kun bistået af en messetjener, og pludselig oplevede jeg legemliggørelsen af en linje fra bogen: Life of Christ skrevet af ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen: ”Det er alene ypperstepræsten, der kan frembære dette offer”. Præsten fremsagde højtideligt offertoriet, bukkede ved alteret og vendte sig og sagde: ”Orate Frates” (Brødre, lad os bede), og vi var på en vis måde tilstede i Gethsemane, hvor vi betragtede ypperstepræsten segne under syndens tunge åg samtidig med, at Han indbød os til bøn. Da blev kapellet omsluttet af en dyb og forunderlig stilhed, kun afbrudt af tale, helt præcist, syv gange fra ”Orates Frates” til præstens Kommunion. Det var Den evige ypperstepræst, som selv frembar offeret.

Da vidste jeg, at mysteriet på Golgata havde været på netop dette sted, dette var korsets stilhed, der med mellemrum blev afbrudt af Vor Herres syv sidste ord (5). Da vidste jeg, hvordan jeg skal tilbede det opofrende offer spontant og uhindret af en præst med teatralske bevægelser og lange ordstrømme eller det barnlige fredstegn. Da vidste jeg, omend svagt, hvorfor de hellige uophørligt falder på knæ og tilbeder Lammet i den overjordiske himmelske liturgi (jf. Åb 7: 11).

Da gik det op for mig, hvor meget jeg er blevet berøvet ved Bugninis kup.

Noter

1. Citatet stammer fra Ives Chirons Annibale Bugnini: Reformer of the Liturgi. Medmindre andet er angivet, stammer samtlige og efterfølgende fakta om Bugnini, pave Paul VI og Novus Ordo Missae fra denne bog.

2. Se nærmere i Michael Davies bog: Liturgical Timebombs.

3. Se nærmere i Peter Kwasniewskis bog: Resurgent in the Midst of Crisis.

4. Se nærmere i Fr. James Jacksons bog: Nothing Superflous.

5. Bogen Nothing Superflous fremhæver, at iagttagere i middelalderen var af den opfattelse, at Kristi sidste syv ord kom til udtryk i liturgien, de syv gange præsten taler klart fra ”Orate Frates” til hans Kommunion.

Her følger to tilføjelser til noteapparatet, som ikke er at finde i den engelske tekst.

A. En ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) er en bevidst destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en religion. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.

B. Ottaviani Intervention er en kritisk undersøgelse af Den nye Messe, og den blev færdiggjort den 5. juni 1969. Denne kritiske undersøgelse blev udarbejdet at tolv Romersk Katolske teologer, som arbejdede under ledelse af ærkebiskop Marcel Lefebre og kardinalerne Alfredo Ottaviani og Antonio Bacci. Dette arbejde blev sammen med et medfølgende brev overleveret til pave Paul VI den 25. september 1969.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive d. 25. april 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/bugnini-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I smerte skal du føde børn

Dette er prisen for frelsen og omkostningen ved at synde

Her midt i den stille uge er det en god ide at reflektere nærmere over, hvad denne meget vigtige uge i menneskehedens historie, betyder for os, og vi må på en passende og dyb måde at rette sind og sjæl mod de mange aspekter, der præger denne uge. Eksempelvis kan man overveje, hvad Maria, Vor Herres moder, måtte udholde i de dage, hvor hendes Søn blev pågrebet og korsfæstet.

Mange år tidligere havde den ældre mand Simeon stående overfor Maria profeteret følgende: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, der var her tale om den store sorgs sværd. Det sværd, som var ved at gennemtrænge den mest uskyldige skabning, der indtil nu har levet på denne jord.

I 1917 skrev pave Benedikt XV følgende:

Med sin smerte samt en Søn, der var ved at gå bort, gennemgik Maria en lidelse, som næsten var til døden, og hun overdrog sin moderret over sin Søn for frelsen af menneskeheden for at formilde Guds retfærdighed, og man kan dermed med rette sige om hende, der ofrede sin Søn, at hun sammen med Kristus frelste menneskeheden.

Hvis man ikke forstår den rolle, som Maria spillede i Vor Herres liv og passion, kan man ikke forstå meningen med vores forhold til Kristus. Vor Frue bragte af fri vilje sin Søn, som et offer for at formilde den guddommelige retfærdighed, derfor måtte hun stå ved korsets fod, ved det alter, hvor ofret blev frembragt.

Dette var hendes helt specielle offer, et offer intet andet menneske i menneskehedens historie kunne frembringe. Dette var en moders offer, som skulle komme menneskeheden til gavn. Eva, som er vores oprindelige moder, valgte sig selv fremfor sine børn, men denne moder, den nye Eva, gav sit liv for sine børn, mens sværdet gennemtrængte hendes ubesmittede Hjerte.

Ingen moder har i historien lidt så meget, som netop denne moder, fordi ingen anden moder nogensinde er blevet bedt om at frembære så stort et offer. Hun var blevet benådet med et moderskab, som aldrig har set mage.

Siden tidernes begyndelse har menneskeheden løftet blikket mod himlen. Hun modtog den velsignelse at kunne se ned på ”Himlen”, mens hun holdt sit nyfødte barn i favnen i Betlehem. Det var fra hende, Han modtog Sin menneskenatur. Det var hende, der gav Ham mælk at drikke, føde at spise og tog del i Hans barndom.

Hver aften, når hun lagde Ham i seng og kyssede Ham go’ nat, så ”Himlen” tilbage på hende og sagde ”go’ nat mor”. Hun var ved Hans side, da Han skulle lære at gå. Hun så til, mens Josef oplærte Ham i tømrerfaget. Ingen moder har været så opmærksom, kærlig og fuldendt i sit moderskab, som denne moder.

Men pludselig ved en bryllupsfest af alle steder, ved det, der skulle være en glædelig begivenhed, nåede mor-barn relationen mellem Maria og Jesus sin afslutning. ”De har ikke mere vin”, sagde Maria til sin Søn, fordi hun vidste, at Han kunne tage hånd om situationen, så brudeparret ikke ville stå forlegne tilbage. Jesu svar til hende markerede en begyndende afslutning på deres private mor-barn relation.

Det, der til tider ubehjælpsomt er blevet oversat til: ”Hvad vil du mig kvinde”, kan mere passende formuleres på følgende måde: ”Hvad der sker for mig, sker også for dig”, dette er en jødisk formulering, der betyder: ”Du og jeg er så tæt knyttet, at det, der hænder mig, også hænder dig”. Vor Herre afslutter derfor sætningen med at sige: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Det, Han i virkeligheden sagde, var: ”Moder, tiden for åbenbaringen af Min guddommelighed er endnu ikke kommet, og når den åbenbares, vil den relation, vi to har haft, nå sin afslutning. Du vil ikke længere være Jesu moder, men sorgens moder, for når jeg åbenbarer Min guddommelighed, er det netop det, der leder til korset, og ved korsets fod må du frembære Mig, som dit offer for Den guddommelige Retfærdighed”.

Det er netop det sværd, Simeon talte om i dit påhør, da han tog Mig i sin favn i templet for mange år siden og sagde: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”. Nu hvor du har fået vished for, det der skal ske, ønsker du da stadig at tage de første skridt sammen med Mig ad den vej, der fører mod Golgata og mod korset?

Du vil ikke længere blot være Min moder, men du vil blive moder til alle Mine brødre og med smerte bringe dem til livet. Dine fødselsveer vil være af en sådan karakter og omfang, at de aldrig er blevet oplevet af nogen anden kvinde i menneskehedens historie.

Det var dig og dit afkom, som Min Himmelske Fader hentydede til, da Han henvendte Sig til Slangen og sagde: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

Nu har Jeg fortalt dig alt dette, og du ved, hvad der venter dig på Golgata nemlig en ubeskrivelig smerte, som intet menneske har kunnet udholde, fordi du nu vil frembære dig selv og Mig, som et offer for verden, ønsker du så stadig, at Jeg åbenbarer Min guddommelighed ved at gøre vand til vin?

Den hellige Skrift lader os forstå, at de sidste ord, som Vor Herres hellige Moder lader komme over sine læber er: ”Gør, hvad som helst han siger til jer”.

Hun havde dermed underskrevet sin egen ”dødsdom” og gjorde sig parat til den størst mulige lidelse, der kan overgå et menneske. Tre år senere blev denne lidelse fuldbyrdet. Maria frembar sin Søn som et offer på Golgata, og dermed opofrede hun sin moderret til at kalde Ham sin Søn. Dette var prisen for frelsen og samtidig syndens omkostning.

Han var nu en del af menneskeheden, og hendes moderskab strakte sig nu ikke blot til at være moder til Jesus, men moder til alle, der ville blive en del af Hans mystiske Legeme her på jorden: Den katolske Kirke. Kort tid før Han udbrød: ”Det er fuldbragt”, for at understrege, at det var fuldbragt ved Hans offer, måtte Han markere en ende på hendes offer, for selv Hans hellige Moder kunne ikke bære den altomfattende smerte, Han gennemled. Det var Ham, der bragte en ende på hendes ubesmittede og fuldendte offer.

Mens Han led frygteligt på korset, erklærede Han med stor kærlighed: ”Kvinde, dér er din søn” og henviste til Skt. Johannes, som også stod der på frelsens hellige sted lige uden for Den hellige Bys mure, for at alle skulle komme til at tro på Ham. Hun var blevet moder for dem, der lever, og som lever et liv i Kristus, som er Livet.

Det evige liv er ikke muligt uden døden, og den, der var tættest på dette forunderlige mysterium, var Hans velsignede moder.

Husk på hendes smerte i den uge, vi kalder den stille uge.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 12. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-in-pain-shall-you-bring-forth-children

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvad Vatikan II sagde og ikke sagde om liturgien

I dag er det 55-års jubilæet for offentliggørelsen af det andet Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som fandt sted den 4. december 1963. Den er årsag til forbløffende mange absurditeter, som folk har tilskrevet den, samt den skade man har gjort, fordi man syntes at finde belæg for sine hensigter blandt de formodede krav i konstitutionen.

I dag er der meget få, der præcist kan redegøre for, hvad Vatikan II rent faktisk sagde om liturgien og endnu mere vigtigt, hvad det ikke sagde. Det kan derfor være nyttigt at danne sig et kort overblik over de mest bemærkelsesværdige træk ved koncilets lære om liturgien.

Introduktionen i Sacrosanctum Concilium udstiller en mystisk, kontemplativ symbolsk forestilling om liturgien.

Den resterende del af konstitutionen fremhæver to styrende principper for fornyelse: for det første: ”Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til” (§ 14), for det andet: ”Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende” (§ 23).

I en skrivelse fra 1998 forklarer Johannes Paul II hvilken betydning, der skal lægges i det første punkt (§ 14):

Aktiv deltagelse henviser selvfølgelig til, at alle, der er en del af menigheden gennem gestikuleren, ord, sang og tjeneste deltager i en tilbedelseshandling, som er alt andet end tilbagelænet eller passiv. Alligevel er aktiv deltagelse ingen hindring for stilhed, ro og den lyttende opmærksomhed: sandelig, det er et krav. … I en kultur, der hverken favoriserer eller fremmer den meditative ro, er det at opøve evnen til den indre opmærksomhed blevet vanskeligere. Her ser vi, hvordan liturgien, selvom inkulturationen af den bør være blevet effektueret på den rette måde, også må gå imod kulturen.

Med hensyn til det andet punkt (§ 23) skaber konstitutionen den overordnede ramme for beskedenheden, som den anbefaler. Konstitutionen fremkommer yderligere med en række forslag, men der er et overraskende fravær af de elementer, som folk generelt forbinder med Vatikan II.

Således markerede Koncilet ikke, at Messen skulle ophøre med at være på latin og kun foregå på de enkelte modersmål. Konstitutionen bekræftede, at de faste dele af Messen fortsat skulle være på latin, som er det sprog, der udgør den Romerske ritus, men konstitutionen gav tilladelse til, at modersmål kunne udgøre visse dele af Messen, såsom læsninger og nogle bønner (§ 36 og jf. § 101). Efter at have understreget, at modersmål kan benyttes i visse dele af Messen, tilføjer Koncilet: ”Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem” (§ 54). Latin forbliver op til i dag det officielle sprog i Den Romerske-Katolske Kirke og hendes liturgi. Det overraskende er, at man i det mindste kan sige, at de førnævnte ønsker fra Vatikan II kun i meget få tilfælde er blevet opfyldt.

Koncilet har aldrig tilkendegivet, at den gregorianske sang skulle tilsidesættes til fordel for nyt sangmateriale. Tværtimod anerkendte Koncilet den gregorianske sang, som værende ”specielt egnet til den Romerske liturgi”, og derfor ”skal den indtageførstepladsen” (principum locum) i Messefejringen sammen med andre store musikalske kompositioner, som er en del af vores musikalske arv (§ 114 – § 117). ”Andre former for kirkemusik skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd”, hvilket de fleste af de nye sange efter Koncilet ikke gjorde og stadig ikke gør.

Koncilet nævner heller noget om, at præsten skal ”stå med front mod menigheden” og foran et bord. Koncilet antog, at Messen fortsat ville blive fejret ved et alter, og at præsten havde retning mod det liturgiske øst, således at præst og menighed var vendt i samme retning, altså mod øst, som er symbolet på Kristus, der skal komme, og som var den universelle norm i de liturgiske riter fra begyndelsen både i Øst og i Vest. Faktisk forudsætter afsnittene i det missale, der blev bekendtgjort af pave Paul VI, at præsten vender sig mod øst.

Koncilet dikterede aldrig, at Tabernaklet skulle flyttes væk fra Kirkens centrum, at det hellige område omkring alteret skulle ”omorganiseres”, og at Alterskranken (Kommunionsbænken) helt skulle fjernes. Koncilet dikterede heller ikke Kommunionsmodtagelse stående og i hånden. Koncilet antog, at Kommunion under begge skikkelser fortsat i meget sjældne tilfælde ville være tilgængelig for ikke ordinerede (jf. § 55), og Kommunionsuddelere bliver overhovedet ikke nævnt af Koncilet. Endelig nedtonede Koncilet hverken den traditionelle fromhedspraksis såsom Eukaristisk tilbedelse eller Mariatilbedelsen.

Læg mærke til hvordan pave Johannes Paul II i en fremlæggelse i 2001 forklarer det, der er kernen i Messen:

Fejringen af liturgien er en religiøs dydshandling, som i overensstemmelse med dens natur må være karakteriseret ved en dyb fornemmelse for det hellige. I den må det enkelte menneske og menigheden som et samlet hele på en speciel måde være opmærksomme på arten af deres tilstedeværelse, fordi de er i nærværelse af Ham, der er en hellig Treenighed og trancendent. Deraf kan bønsholdningen ikke være andet end gennemsyret af ærbødighed og en fornemmelse af ærefrygt, som kommer af, at man ved, at man er i Guds majestætiske nærvær. … (Messen), har som sin primære målsætning at præsentere for Den Guddommelige Majestæt, det levende, rene og hellige offer, der en gang for alle frembæres på Golgata af Herren Jesus, som er til stede, hver gang Kirken fejrer Den hellige Messe og udtrykker tilbedelsen i ånd og sandhed på grund af Gud.

Enhver, som deltager i en katolsk liturgi, burde være i stand til at se, høre og internalisere den holdning og det fokus, som Den hellige Fader beskriver. Pave Benedikt XVI viste os i ord og gerning, at vi bør forholde os som beskrevet ovenfor. Kardinal Joseph Ratzinger skrev for mange år siden følgende:

I den postkonciliære periode blev forfatningen vedrørende liturgien helt sikkert ikke længere forstået ud fra, at det var meningen, at tilbedelse havde den grundlæggende forrang, men snarere blev den betragtet som en opskriftsbog med inspiration til, hvad man kunne gøre med liturgien. I mellemtiden synes det som om, at det faktum, at liturgien rent faktisk er ”skabt” for Gud og ikke for os, er blevet ”glemt” af dem, som har været travlt beskæftiget med at udtænke strategier for, hvordan liturgien kunne blive mere attraktiv, kommunikerende og aktiverende af flere mennesker. Faktum er, at jo mere vi prøver at skabe en Messe, der tiltaler os, desto mindre attraktiv bliver Den, fordi det er tydeligt for enhver, at fokus på Gud, som det vigtigste, fuldstændig er forsvundet.

Takket være mange handlinger og dokumenter fra Benedikt XVI frem for alt Summorum Pontificium ser fremtiden for den katolske liturgi lysere ud igen, blot vi vil stole på – og favne Kirkens ældgamle tradition. Dette skatkammer af visdom og skønhed er langt mere værdifuld end de ”varer”, som såkaldte eksperter tilbyder i deres ”templer”. Når Herren af barmhjertighed ønsker det, vil Han flette sig en pisk og jage dem ud.

Det kristne folk, der har måttet lide meget på grund af ”ånden fra Vatikan II”, fortjener at få kendskab til, hvad Vatikan II i virkeligheden lærte om – og ikke lærte om liturgien, hvad det anmodede om og ikke anmodede om. Summorum Pontificium vil ikke kunne sige sig fri, når det handler om skyldsspørgsmålet, men man kan ikke give konstitutionen hele skylden for de åbenlyse katastrofale tiltag, der blev taget i forhold til liturgien i midten af- og frem til slutningen af 1960’erne. Skylden for det skal placeres et andet sted, det er en ny biografi med til at afdække.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 4. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/what-vatican-ii-saidand-didnt-sayabout-the-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)