Category: Liturgy

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Dette vidste jeg ikke om Bugnini og liturgien

Som en person, der tilhører den generation, der defineres som ” Millennium-generationen”, (den generation, der er født mellem 1980 – 2000), og som blev fravænnet troen ved Novus Ordo Missae, er jeg blevet formet af Novus Ordo Missae’shovedarkitekt ærkebiskop Annibale Bugnini (1912-1982). Der er rigtig meget, jeg ikke havde kendskab til omkring Bugnini og den revolution, han igangsatte i forhold til liturgien.

Jeg vidste ikke, da jeg voksede op og gennem min ungdom, at denne mand, der stod bag den ”reformation”, der markant skulle forandre liturgien, hævdes at have været frimurer, eller det, der er værre. Jeg vidste ikke, at den Romerske Canon skulle foregå i stilhed eller udtrykt mere poetisk, være ”iklædt” korsets stilhed, eller at det, præsten i dag foretager, som minder om en teaterforestilling, er en logisk konsekvens af det, at man har ”vendt sig bort” fra ad orientem tilbedelse. Jeg har kort sagt manglet en forståelse for, hvorfor jeg har været vidne til en mangfoldighed af mærkeligt fejrede liturgier.

Jeg vidste ikke, at Bugnini angiveligt benyttede sig af ”lumske kneb” til at opnå det, hans ”bagmænd” havde i sinde. Følgende er et citat, som stammer fra Fr. Louis Boyer’s erindringer. Som sekretær for Vatikanet II’s forberedende kommissorium vedrørende liturgien, var han vidne til, at Bugnini overfor nogle meningsfæller klargjorde, at man af strategiske grunde måtte lade tingene fremgå i ”det skjulte”, for at der kunne foretages en tilrettelæggelse af de postkonciliære ændringer. Han formulerer det på følgende måde:

Det ville være højest ubelejligt, at de enkelte punkter i det, vi har konstrueret, blev afvist af centralkommissionen eller af selve koncilet. Derfor må vi træde varsomt og være diskrete. Vi må gøre dette med forsigtighed, således at forslagene formuleres på en sådan måde, at der bliver sagt en hel del, uden at der i realiteten bliver sagt noget: lad mange ting blive sagt i det skjulte, for på den måde er der stadig en åbning for legitime og mulige postkonciliære beslutninger og anvendelsesmåder: lad intet af det, der bliver sagt antyde, at der er tale om mange nye ting, for det kan ødelægge det resterende … (1).

Der er her tale om ren og skær tilståelse af, at man placerede ”tidsindstillede bomber” i koncilteksten, tvetydige passager, der senere undergik undergravende fortolkninger foretaget af Bugninis udvalg, der samtidig stod for den senere implementering. Jeg havde ikke forstået, at jeg var blevet fanget i de mange eksplosioner, der havde ramt liturgien, og at jeg nu befandt mig i ”ruiner og murbrokker”.

Jeg vidste ikke, at i marts 1965 fejrede pave Paul VI Messen næsten udelukkende på italiensk, hvor han stod med ansigtet mod menigheden (ad populum). Han gjorde dette for at blåstemple den eskalerende liturgiske omvæltning. To år senere begyndte Bugnini på sit arbejde med at forvandle Den Hellige Messe til det helt igennem uigenkendelige. Mens han gjorde alt dette, agerede han ligesom en vendekåbe (en person der skifter standpunkt, som regel efter hvad der betaler sig bedst). Ved synoden i 1967 fejrede han en ”normal” Messe på italiensk ad populum med tre læsninger, med reduceret brug af knæbøjninger, langt flere hymner, et forandret Offertorium samt den nye Eukaristiske bøn (nr. 3). Jeg vidste ikke, at den Eukaristiske bøn (nr. 2) var blevet til ved en idéudveksling på en café og sammenfattet i al hast.

Jeg vidste ikke, at biskopperne uden forbehold stemte imod denne revolutionerende Messeform, og dette karakteriserer Yves Chiron, som en ”offentlig afvisning” af Bugninis arbejde. Pave Paul VI havde stadig stor tiltro til Bugnini, og to år senere i denne måned er det netop 50 år siden, at den forkastede 1967-udgave af Den ”Ordinære Messe” blev genintroduceret og gjort til en norm, og det er Den Messe, som vi i dag kender, som Novus Ordo Missae. Jeg vidste ikke, at Paul VI’s forsvar for denne nye Messeform betød, at det latinske sprog samt de gregorianske hymner måtte fjernes. Det er den måde, Peter Kwasniewski beskriver det på.

Nej, jeg havde ikke nogen anelse om, hvor meget der blev afskaffet ved aggiomamentio. Bugnini forholder sig i sine arbejder nedladende overfor det ”afdæmpede og rolige”, som betegnede menighedens tilstedeværelse i fortiden. Hans slogan var ”aktiv deltagelse” i mysteriet. Allerede i 1940 eksperimenterede Bugnini med at ”omdefinere” Messen, hvor en lektor skulle få menigheden højlydt til at sige italienske formuleringer overført fra den latinske liturgi. Jeg havde ikke forstået, at det latinske sprog, et sandt arsenal af ortodoksi, var en hindring for de ”tidsindstillede bomber”, der var en del af hans revolution, som Dom Prosper Guéranger beskriver det (2). Jeg forstod ikke, at dette hellige sprog fungerede som et ukrænkeligt klæde, der omgrænser hele (Messe)Offeret, og at den liturgiske stilhed er én stor hymne til Gud, et citat der stammer fra den vidunderlige Nothing Superfluous.

Jeg forstod ikke til fulde, at det transcendente, der ligger i de gregorianske hymner, evner på en overnaturlig måde at vække sjælens allerdybeste ømhed for Gud. I de år jeg gik fra at være barn til ung, elskede jeg ”hymner” som ”Gather Us In” (Skrevet af Marty Haugen, som er en del af den protestantiske denomination United Church of Christ og komponerer liturgisk musik rettet til luthersk regi), og nu græmmes jeg ved denne form for narcissistisk kitch, hvor lyrikken lyder: ”vi har sunget sammen igennem hele historien”. Jeg indså aldrig, at denne nye kult, hvor mennesket er i centrum, er en logisk konsekvens af, at menigheden er holdt op med at stå med front til Gud, og at Bugninis samarbejdspartnere fyldte den nye Messe med en masse tiltag, hvor mennesket kommer i centrum og samtidig bliver ”oplyst” (3). Nu gør det virkelig ondt at se, at man har kasseret alt det sublime ved liturgien, man har ganske enkelt smidt det ud, som var det overflødigt affald.

Jeg vidste ikke, at i modsætning til Bugninis ikonoklastiske handling (A), der havde til hensigt at forenkle Den hellige Messe, gjorde Koncilet i Trent det klart, at Kirkens ritus ”hverken rummer noget, der er unødvendigt eller overflødigt”. For eksempel refererer den nifoldige kyrie i Den Tridentinske Messe til de ni englekor samt de ni slags synder. Denne Messe rummer frugtbare tegn på korset og symboliserer alt fra at Vor Herre forrådes til Hans fysiske og mentale lidelser (4). På en skødesløs måde undertrykte Bugnini, blandt mange ting, en lang række knæbøjninger, kys af alteret og det at gøre korstegnet, fordi disse angiveligt skulle være årsag til, at liturgien blev uforståelig, men også trættende for menigheden. Jeg vidste ikke, at han (Bugnini) engang har udtalt følgende: ”vi bør fjerne alt det fra liturgien, som kan være en ”snublesten” for protestanterne”, og han betegnede sin revolution som ”en stor landvinding for Den Romerske Katolske Kirke”.

Men først og fremmest vidste jeg ikke, hvor mangelfuld min forståelse for Den hellige Messe var. Et minde, der hos mig er blevet indprentet, er af den præst, jeg oplevede i min barndom, som blev ”assisteret” af Kommunionsuddelere, og som løftede Den konsekrerede Hostie på en teatralsk facon, og at han som en entertainer indbød os til at tage del i Lammets bord. I større eller mindre grad konkluderede jeg ud fra dette dramatiske klimaks, at det, der her blev fejret, var et ”fælles måltid”. Jeg havde ingen anelse om ”Ottaviani Intervention” (B), og at den undersøgelse i meget stærke vendinger kritiserede Den nye Messe (liturgi) for på en nærmest sygelig og tvangsmæssig måde at definere sig selv som et ”måltid” fremfor at understrege, at den er en fornyelse af ”det ublodige offer på Golgata”. Definitionen af Messen i Institutio Generalis blev meget snart ændret på trods af advarslerne i Ottaviani Intervention. I Ottaviani Intervention kan man læse, at det begrædes, at korsets mysterium ikke længere er udtrykt i liturgien, men det optræder dog i en vis udstrækning på en uklar, tilsløret og umærkelig måde for menigheden.

Efter at jeg havde læst ”Nothing Superfluous, deltog jeg i en uforglemmelig Tridentinsk Messe. Præsten stod med front til det liturgiske Øst (ad orientem), kun bistået af en messetjener, og pludselig oplevede jeg legemliggørelsen af en linje fra bogen: Life of Christ skrevet af ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen: ”Det er alene ypperstepræsten, der kan frembære dette offer”. Præsten fremsagde højtideligt offertoriet, bukkede ved alteret og vendte sig og sagde: ”Orate Frates” (Brødre, lad os bede), og vi var på en vis måde tilstede i Gethsemane, hvor vi betragtede ypperstepræsten segne under syndens tunge åg samtidig med, at Han indbød os til bøn. Da blev kapellet omsluttet af en dyb og forunderlig stilhed, kun afbrudt af tale, helt præcist, syv gange fra ”Orates Frates” til præstens Kommunion. Det var Den evige ypperstepræst, som selv frembar offeret.

Da vidste jeg, at mysteriet på Golgata havde været på netop dette sted, dette var korsets stilhed, der med mellemrum blev afbrudt af Vor Herres syv sidste ord (5). Da vidste jeg, hvordan jeg skal tilbede det opofrende offer spontant og uhindret af en præst med teatralske bevægelser og lange ordstrømme eller det barnlige fredstegn. Da vidste jeg, omend svagt, hvorfor de hellige uophørligt falder på knæ og tilbeder Lammet i den overjordiske himmelske liturgi (jf. Åb 7: 11).

Da gik det op for mig, hvor meget jeg er blevet berøvet ved Bugninis kup.

Noter

1. Citatet stammer fra Ives Chirons Annibale Bugnini: Reformer of the Liturgi. Medmindre andet er angivet, stammer samtlige og efterfølgende fakta om Bugnini, pave Paul VI og Novus Ordo Missae fra denne bog.

2. Se nærmere i Michael Davies bog: Liturgical Timebombs.

3. Se nærmere i Peter Kwasniewskis bog: Resurgent in the Midst of Crisis.

4. Se nærmere i Fr. James Jacksons bog: Nothing Superflous.

5. Bogen Nothing Superflous fremhæver, at iagttagere i middelalderen var af den opfattelse, at Kristi sidste syv ord kom til udtryk i liturgien, de syv gange præsten taler klart fra ”Orate Frates” til hans Kommunion.

Her følger to tilføjelser til noteapparatet, som ikke er at finde i den engelske tekst.

A. En ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) er en bevidst destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en religion. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.

B. Ottaviani Intervention er en kritisk undersøgelse af Den nye Messe, og den blev færdiggjort den 5. juni 1969. Denne kritiske undersøgelse blev udarbejdet at tolv Romersk Katolske teologer, som arbejdede under ledelse af ærkebiskop Marcel Lefebre og kardinalerne Alfredo Ottaviani og Antonio Bacci. Dette arbejde blev sammen med et medfølgende brev overleveret til pave Paul VI den 25. september 1969.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive d. 25. april 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/bugnini-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I smerte skal du føde børn

Dette er prisen for frelsen og omkostningen ved at synde

Her midt i den stille uge er det en god ide at reflektere nærmere over, hvad denne meget vigtige uge i menneskehedens historie, betyder for os, og vi må på en passende og dyb måde at rette sind og sjæl mod de mange aspekter, der præger denne uge. Eksempelvis kan man overveje, hvad Maria, Vor Herres moder, måtte udholde i de dage, hvor hendes Søn blev pågrebet og korsfæstet.

Mange år tidligere havde den ældre mand Simeon stående overfor Maria profeteret følgende: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, der var her tale om den store sorgs sværd. Det sværd, som var ved at gennemtrænge den mest uskyldige skabning, der indtil nu har levet på denne jord.

I 1917 skrev pave Benedikt XV følgende:

Med sin smerte samt en Søn, der var ved at gå bort, gennemgik Maria en lidelse, som næsten var til døden, og hun overdrog sin moderret over sin Søn for frelsen af menneskeheden for at formilde Guds retfærdighed, og man kan dermed med rette sige om hende, der ofrede sin Søn, at hun sammen med Kristus frelste menneskeheden.

Hvis man ikke forstår den rolle, som Maria spillede i Vor Herres liv og passion, kan man ikke forstå meningen med vores forhold til Kristus. Vor Frue bragte af fri vilje sin Søn, som et offer for at formilde den guddommelige retfærdighed, derfor måtte hun stå ved korsets fod, ved det alter, hvor ofret blev frembragt.

Dette var hendes helt specielle offer, et offer intet andet menneske i menneskehedens historie kunne frembringe. Dette var en moders offer, som skulle komme menneskeheden til gavn. Eva, som er vores oprindelige moder, valgte sig selv fremfor sine børn, men denne moder, den nye Eva, gav sit liv for sine børn, mens sværdet gennemtrængte hendes ubesmittede Hjerte.

Ingen moder har i historien lidt så meget, som netop denne moder, fordi ingen anden moder nogensinde er blevet bedt om at frembære så stort et offer. Hun var blevet benådet med et moderskab, som aldrig har set mage.

Siden tidernes begyndelse har menneskeheden løftet blikket mod himlen. Hun modtog den velsignelse at kunne se ned på ”Himlen”, mens hun holdt sit nyfødte barn i favnen i Betlehem. Det var fra hende, Han modtog Sin menneskenatur. Det var hende, der gav Ham mælk at drikke, føde at spise og tog del i Hans barndom.

Hver aften, når hun lagde Ham i seng og kyssede Ham go’ nat, så ”Himlen” tilbage på hende og sagde ”go’ nat mor”. Hun var ved Hans side, da Han skulle lære at gå. Hun så til, mens Josef oplærte Ham i tømrerfaget. Ingen moder har været så opmærksom, kærlig og fuldendt i sit moderskab, som denne moder.

Men pludselig ved en bryllupsfest af alle steder, ved det, der skulle være en glædelig begivenhed, nåede mor-barn relationen mellem Maria og Jesus sin afslutning. ”De har ikke mere vin”, sagde Maria til sin Søn, fordi hun vidste, at Han kunne tage hånd om situationen, så brudeparret ikke ville stå forlegne tilbage. Jesu svar til hende markerede en begyndende afslutning på deres private mor-barn relation.

Det, der til tider ubehjælpsomt er blevet oversat til: ”Hvad vil du mig kvinde”, kan mere passende formuleres på følgende måde: ”Hvad der sker for mig, sker også for dig”, dette er en jødisk formulering, der betyder: ”Du og jeg er så tæt knyttet, at det, der hænder mig, også hænder dig”. Vor Herre afslutter derfor sætningen med at sige: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Det, Han i virkeligheden sagde, var: ”Moder, tiden for åbenbaringen af Min guddommelighed er endnu ikke kommet, og når den åbenbares, vil den relation, vi to har haft, nå sin afslutning. Du vil ikke længere være Jesu moder, men sorgens moder, for når jeg åbenbarer Min guddommelighed, er det netop det, der leder til korset, og ved korsets fod må du frembære Mig, som dit offer for Den guddommelige Retfærdighed”.

Det er netop det sværd, Simeon talte om i dit påhør, da han tog Mig i sin favn i templet for mange år siden og sagde: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”. Nu hvor du har fået vished for, det der skal ske, ønsker du da stadig at tage de første skridt sammen med Mig ad den vej, der fører mod Golgata og mod korset?

Du vil ikke længere blot være Min moder, men du vil blive moder til alle Mine brødre og med smerte bringe dem til livet. Dine fødselsveer vil være af en sådan karakter og omfang, at de aldrig er blevet oplevet af nogen anden kvinde i menneskehedens historie.

Det var dig og dit afkom, som Min Himmelske Fader hentydede til, da Han henvendte Sig til Slangen og sagde: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

Nu har Jeg fortalt dig alt dette, og du ved, hvad der venter dig på Golgata nemlig en ubeskrivelig smerte, som intet menneske har kunnet udholde, fordi du nu vil frembære dig selv og Mig, som et offer for verden, ønsker du så stadig, at Jeg åbenbarer Min guddommelighed ved at gøre vand til vin?

Den hellige Skrift lader os forstå, at de sidste ord, som Vor Herres hellige Moder lader komme over sine læber er: ”Gør, hvad som helst han siger til jer”.

Hun havde dermed underskrevet sin egen ”dødsdom” og gjorde sig parat til den størst mulige lidelse, der kan overgå et menneske. Tre år senere blev denne lidelse fuldbyrdet. Maria frembar sin Søn som et offer på Golgata, og dermed opofrede hun sin moderret til at kalde Ham sin Søn. Dette var prisen for frelsen og samtidig syndens omkostning.

Han var nu en del af menneskeheden, og hendes moderskab strakte sig nu ikke blot til at være moder til Jesus, men moder til alle, der ville blive en del af Hans mystiske Legeme her på jorden: Den katolske Kirke. Kort tid før Han udbrød: ”Det er fuldbragt”, for at understrege, at det var fuldbragt ved Hans offer, måtte Han markere en ende på hendes offer, for selv Hans hellige Moder kunne ikke bære den altomfattende smerte, Han gennemled. Det var Ham, der bragte en ende på hendes ubesmittede og fuldendte offer.

Mens Han led frygteligt på korset, erklærede Han med stor kærlighed: ”Kvinde, dér er din søn” og henviste til Skt. Johannes, som også stod der på frelsens hellige sted lige uden for Den hellige Bys mure, for at alle skulle komme til at tro på Ham. Hun var blevet moder for dem, der lever, og som lever et liv i Kristus, som er Livet.

Det evige liv er ikke muligt uden døden, og den, der var tættest på dette forunderlige mysterium, var Hans velsignede moder.

Husk på hendes smerte i den uge, vi kalder den stille uge.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 12. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-in-pain-shall-you-bring-forth-children

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvad Vatikan II sagde og ikke sagde om liturgien

I dag er det 55-års jubilæet for offentliggørelsen af det andet Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som fandt sted den 4. december 1963. Den er årsag til forbløffende mange absurditeter, som folk har tilskrevet den, samt den skade man har gjort, fordi man syntes at finde belæg for sine hensigter blandt de formodede krav i konstitutionen.

I dag er der meget få, der præcist kan redegøre for, hvad Vatikan II rent faktisk sagde om liturgien og endnu mere vigtigt, hvad det ikke sagde. Det kan derfor være nyttigt at danne sig et kort overblik over de mest bemærkelsesværdige træk ved koncilets lære om liturgien.

Introduktionen i Sacrosanctum Concilium udstiller en mystisk, kontemplativ symbolsk forestilling om liturgien.

Den resterende del af konstitutionen fremhæver to styrende principper for fornyelse: for det første: ”Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til” (§ 14), for det andet: ”Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende” (§ 23).

I en skrivelse fra 1998 forklarer Johannes Paul II hvilken betydning, der skal lægges i det første punkt (§ 14):

Aktiv deltagelse henviser selvfølgelig til, at alle, der er en del af menigheden gennem gestikuleren, ord, sang og tjeneste deltager i en tilbedelseshandling, som er alt andet end tilbagelænet eller passiv. Alligevel er aktiv deltagelse ingen hindring for stilhed, ro og den lyttende opmærksomhed: sandelig, det er et krav. … I en kultur, der hverken favoriserer eller fremmer den meditative ro, er det at opøve evnen til den indre opmærksomhed blevet vanskeligere. Her ser vi, hvordan liturgien, selvom inkulturationen af den bør være blevet effektueret på den rette måde, også må gå imod kulturen.

Med hensyn til det andet punkt (§ 23) skaber konstitutionen den overordnede ramme for beskedenheden, som den anbefaler. Konstitutionen fremkommer yderligere med en række forslag, men der er et overraskende fravær af de elementer, som folk generelt forbinder med Vatikan II.

Således markerede Koncilet ikke, at Messen skulle ophøre med at være på latin og kun foregå på de enkelte modersmål. Konstitutionen bekræftede, at de faste dele af Messen fortsat skulle være på latin, som er det sprog, der udgør den Romerske ritus, men konstitutionen gav tilladelse til, at modersmål kunne udgøre visse dele af Messen, såsom læsninger og nogle bønner (§ 36 og jf. § 101). Efter at have understreget, at modersmål kan benyttes i visse dele af Messen, tilføjer Koncilet: ”Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem” (§ 54). Latin forbliver op til i dag det officielle sprog i Den Romerske-Katolske Kirke og hendes liturgi. Det overraskende er, at man i det mindste kan sige, at de førnævnte ønsker fra Vatikan II kun i meget få tilfælde er blevet opfyldt.

Koncilet har aldrig tilkendegivet, at den gregorianske sang skulle tilsidesættes til fordel for nyt sangmateriale. Tværtimod anerkendte Koncilet den gregorianske sang, som værende ”specielt egnet til den Romerske liturgi”, og derfor ”skal den indtageførstepladsen” (principum locum) i Messefejringen sammen med andre store musikalske kompositioner, som er en del af vores musikalske arv (§ 114 – § 117). ”Andre former for kirkemusik skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd”, hvilket de fleste af de nye sange efter Koncilet ikke gjorde og stadig ikke gør.

Koncilet nævner heller noget om, at præsten skal ”stå med front mod menigheden” og foran et bord. Koncilet antog, at Messen fortsat ville blive fejret ved et alter, og at præsten havde retning mod det liturgiske øst, således at præst og menighed var vendt i samme retning, altså mod øst, som er symbolet på Kristus, der skal komme, og som var den universelle norm i de liturgiske riter fra begyndelsen både i Øst og i Vest. Faktisk forudsætter afsnittene i det missale, der blev bekendtgjort af pave Paul VI, at præsten vender sig mod øst.

Koncilet dikterede aldrig, at Tabernaklet skulle flyttes væk fra Kirkens centrum, at det hellige område omkring alteret skulle ”omorganiseres”, og at Alterskranken (Kommunionsbænken) helt skulle fjernes. Koncilet dikterede heller ikke Kommunionsmodtagelse stående og i hånden. Koncilet antog, at Kommunion under begge skikkelser fortsat i meget sjældne tilfælde ville være tilgængelig for ikke ordinerede (jf. § 55), og Kommunionsuddelere bliver overhovedet ikke nævnt af Koncilet. Endelig nedtonede Koncilet hverken den traditionelle fromhedspraksis såsom Eukaristisk tilbedelse eller Mariatilbedelsen.

Læg mærke til hvordan pave Johannes Paul II i en fremlæggelse i 2001 forklarer det, der er kernen i Messen:

Fejringen af liturgien er en religiøs dydshandling, som i overensstemmelse med dens natur må være karakteriseret ved en dyb fornemmelse for det hellige. I den må det enkelte menneske og menigheden som et samlet hele på en speciel måde være opmærksomme på arten af deres tilstedeværelse, fordi de er i nærværelse af Ham, der er en hellig Treenighed og trancendent. Deraf kan bønsholdningen ikke være andet end gennemsyret af ærbødighed og en fornemmelse af ærefrygt, som kommer af, at man ved, at man er i Guds majestætiske nærvær. … (Messen), har som sin primære målsætning at præsentere for Den Guddommelige Majestæt, det levende, rene og hellige offer, der en gang for alle frembæres på Golgata af Herren Jesus, som er til stede, hver gang Kirken fejrer Den hellige Messe og udtrykker tilbedelsen i ånd og sandhed på grund af Gud.

Enhver, som deltager i en katolsk liturgi, burde være i stand til at se, høre og internalisere den holdning og det fokus, som Den hellige Fader beskriver. Pave Benedikt XVI viste os i ord og gerning, at vi bør forholde os som beskrevet ovenfor. Kardinal Joseph Ratzinger skrev for mange år siden følgende:

I den postkonciliære periode blev forfatningen vedrørende liturgien helt sikkert ikke længere forstået ud fra, at det var meningen, at tilbedelse havde den grundlæggende forrang, men snarere blev den betragtet som en opskriftsbog med inspiration til, hvad man kunne gøre med liturgien. I mellemtiden synes det som om, at det faktum, at liturgien rent faktisk er ”skabt” for Gud og ikke for os, er blevet ”glemt” af dem, som har været travlt beskæftiget med at udtænke strategier for, hvordan liturgien kunne blive mere attraktiv, kommunikerende og aktiverende af flere mennesker. Faktum er, at jo mere vi prøver at skabe en Messe, der tiltaler os, desto mindre attraktiv bliver Den, fordi det er tydeligt for enhver, at fokus på Gud, som det vigtigste, fuldstændig er forsvundet.

Takket være mange handlinger og dokumenter fra Benedikt XVI frem for alt Summorum Pontificium ser fremtiden for den katolske liturgi lysere ud igen, blot vi vil stole på – og favne Kirkens ældgamle tradition. Dette skatkammer af visdom og skønhed er langt mere værdifuld end de ”varer”, som såkaldte eksperter tilbyder i deres ”templer”. Når Herren af barmhjertighed ønsker det, vil Han flette sig en pisk og jage dem ud.

Det kristne folk, der har måttet lide meget på grund af ”ånden fra Vatikan II”, fortjener at få kendskab til, hvad Vatikan II i virkeligheden lærte om – og ikke lærte om liturgien, hvad det anmodede om og ikke anmodede om. Summorum Pontificium vil ikke kunne sige sig fri, når det handler om skyldsspørgsmålet, men man kan ikke give konstitutionen hele skylden for de åbenlyse katastrofale tiltag, der blev taget i forhold til liturgien i midten af- og frem til slutningen af 1960’erne. Skylden for det skal placeres et andet sted, det er en ny biografi med til at afdække.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 4. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/what-vatican-ii-saidand-didnt-sayabout-the-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

What Vatican II said—and didn’t say—about the liturgy

December 4, 2018 (LifeSiteNews) – Today is the 55th anniversary of the promulgation of the Second Vatican Council’s Constitution on the Sacred Liturgy, Sacrosanctum Concilium, which took place on December 4, 1963. It is a cause for amazement just how much nonsense people have attributed to it, how much harm they have justified by airy appeals to its supposed requirements.

More

Guitarer hører ikke hjemme i en katolsk Messe

Hvorfor er traditionelle katolikker imod brugen af guitarer, når det gælder musikken i kirken? Hvorfor er vi af den opfattelse, at en populær og nutidig musikalsk stilart er uforenelig med liturgiens ånd?

Jeg tager udgangspunkt i følgende ord sagt af Paulus: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12: 2).

Min grundlæggende indvending er rettet mod den populære og noget særegne antagelse, om at guitarmusik i kirken, uanset om melodierne er sentimentale eller iørefaldende, er det intet andet end en drejning af vores sind i en sekulær retning til de artistiske, psykologiske og åndelige standarder, der præger vor tid. På den måde ”efteraber” man Bob Dylan og Billy Joel, selvom sådanne folkekære kunstnere synes strømlinede i sammenligning med det støjhelvede og den ynkelige sentimentalitet, der præger den musik, som unge voksne i dag lytter til.

Det er som om, den højtprofilerede rockhymne implicit er blevet blåstemplet som det nye parameter, som selv musikken, der er rettet mod tilbedelse, skal skabes ud fra. Også Gud må opleve at blive bejlet til, som Den, der lyser op og er elskende, Han må ”lægge øren til” en klynken og en voldsom mængde ord vedrørende synd og nåde, ligesom når en populær kunstner klynker og forsøger at overbevise os om, hvad der er galt i verden: Vietnamkrigen, fattigdom i tredjeverdens lande og en AIDS epidemi. Sangene bevæger fra tårevædede ballader, til ”nu skal der være fest”. Det er på sin vis ligegyldigt, hvordan man beskriver dette musikalske fænomen, fordi dets oprindelse og lighed med de sekulære tendenser fremstår fuldstændig klar. 

Det er ikke første gang, at vi konfronteres med dette problem i Kirkens liturgiske musikhistorie. Den sidste store epidemi af musikalsk sekularisme var i operaens tidsalder, som strakte sig gennem det attende og nittende århundrede, da næsten al kirkemusik blev fortrængt til fordel for en mere stringent stilart indenfor opera, som er beslægtet med de storslåede værker og forudsigelige kærlighedshistorier, som i evighed har gået sin gang aften efter aften på scener verden over, og hvor publikum primært har været forsamlet for at lytte til kendte tenorers- og sopraners stemmepragt.

Da pave Pius X forsøgte at reformere kirkemusikken, var hans intention en resakralisering, så den kunne gennemgå en genopretning og komme væk fra den verdslighed, der prægede operaen. Han ønskede at forny musikken, så den blev komponeret til Kirken og Hendes liturgi, en musik som var rolig og beregnet for sjælen, og som rettede opmærksomheden ikke blot mod kunstneren, men mod de guddommelige mysterier, og som fremmede en atmosfære af kontemplativ bøn, en musik med mange stemninger og tilstande, blid og som på en subtil måde ”talte” til følelserne, og som altid tjente noget, som var større end den, noget essentielt ikke følelsesmæssigt: en ”rationel tilbedelse” (logikē latreia), som Paulus taler om i sit brev til menigheden i Rom (12: 1). For Paulus den ”sande omskårne” hører til dem, ”som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3: 3).

Pointen er følgende: at selvom vore døbte legemer er Helligåndens tempel, og vi skal tilbede Herren med hjerte og stemme, er vores tilbedelse ikke på niveau med legemet, der er ikke tale om en sanselig berøring eller om det at blive ”rørt”, men om et åndeligt offer og en tilbedelse, som understøttes af et disciplineret legeme, hvis lidenskaber er blevet tugtet, og hvis følelser er blevet lutret. Den sande katolske hellige musiks herlighed er, at den har styrke til at bevæge os i overensstemmelse med liturgiens værdige ”dans” til en stadig større kærlighed til Herren med vort hjerte, sind, sjæl og styrke: den er således et ydmygt instrument til menneskets guddommeliggørelse, at det bliver lig Gud i nåde og kærlighed. Musikken skulle enten hjælpe eller i det mindste ikke hindre en fremadskridende modning af sjælen på dens rejse gennem Teresas palæer (Teresa af Avila), op ad det stejle Karmelbjerg til endemålet, den transformerende forening, det mystiske ægteskab.

Musik, der rent stilistisk forbliver på et niveau, hvor den appellerer til det sanselige, vil stimulere og understøtte de almene følelser hos sjælen hos den, der lytter, og derfor er denne musik ikke egnet til tilbedelse, fordi den ganske enkelt ikke bistår sjælen i at modnes til åndelig værdighed, den lutrer ikke lidenskaberne og løfter ikke sindet til et himmelsk eksistensplan. Faktisk vil en uformel og snakkesalig måde at fejre Messen på kombineret med en særegen populærmusik resultere i en forkrøblet psyke, en kunstig forlængelse af følelsernes ungdom uden at opnå den åndelige perfektion, som Herren har til hensigt at formidle gennem Kirkens hellige riter og mystiske sakramenter. Den skaber ikke de optimale omgivelser for hjertets stilhed, der dæmper den hyperaktive vilje, som Skt. Teresa ser som en afgørende forberedelse til de prøvelser og velsignelser, som Gud har for sjælene, der holder ud gennem de tre første paladser. Hun siger, at sjælen må blive mere og mere modtagelig og ikke fanges ind i en mental handlen, som gør det praktisk talt umuligt for Gud, der taler med ”sagte stemme” til at handle på Hans initiativ på en suveræn måde.

Den kristne må udvikle en skærpet egenskab for at kunne vente og lytte og for at tage imod og være Gud til behag, samt at overgive sig til Hans umærkelige indtrængen i sjælen og varme sig i Hans lys. Gregoriansk og Byzantinsk sang, den polyfoni og harmoni, de inspirerede til, er en tradition i den moderne hellige musik og bærer derfor de væsentligste kvaliteter for hellighed, kunstnerisk fortræffelighed og universalitet, som Kirkens autentiske liturgi har og kræver. Intet sekulært, banalt, overfladisk og larmende er værdigt til Kristi hellige, udødelige, overvældende og livgivende mysterier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 20. marts 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/guitar-music-has-no-place-in-the-catholic-mass.-heres-why

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Why we should be able to celebrate the Old Rite in the vernacular

Tridentine MassThe Chalcedonian vocabulary which attempts to describe the hypostatic union in Christ may not be perfect, but its tautness does help us to resist emphasizing unduly one nature over and against the other. The ineffable character of our Lord’s ontic constitution requires us to resist softening the irreducible strangeness of the God-man. This is true when we approach Christ both in His Gospel and in His Eucharist.

More