Category: Liturgy

Hvordan fredshilsenen virker forstyrrende på mig

Er det ikke paradoksalt, at den del af Messen, hvor vi foretager fredshilsenen, er den mindst fredelige del? Alle rejser sig, trykker hænder, siger hej, giver hinanden kram og til tider kysser hinanden. Jeg har engang overværet, at man gav hinanden et rendyrket kys. Det er, som om der sker et brud i Messen, og den forandres til noget, som praktisk talt ikke hører til der: en form for hippiagtig kærlighedsfest eller valgkampagne (der er altid en eller anden, der farer rundt mellem bænkene og giver håndtryk, som om vedkommende jagtede stemmer hos potentielle vælgere). Jeg bryder mig ikke om det, og nogle gange deltager jeg slet ikke i fredshilsenen, hvilke resulterer i, at folk bliver fornærmede, og jeg fortryder øjeblikkeligt.

For et par uger siden besluttede jeg mig for at knæle under en Messe, der forgik i Kent. Da, det blev tid for at give fredshilsenen, knælede jeg og begyndte at bede. Jeg hørte ordene ”fred være med dig” lyde rundt omkring mig, og jeg åbnede mine øjne for at se, om man havde overstået dette. Uheldigvis fik jeg øjenkontakt med en venlig ældre mand, som stod foran mig. Han må have troet, at jeg var forvirret eller var fremmed eller måske begge dele på samme tid og rakte en hånd frem mod mig. ”Fred være med dig” lød det højlydt fra ham. Det er lang tid siden, at jeg har taget del i dette, og derfor havde jeg glemt de ord, man benytter. Jeg svarede derfor: ”i lige måde!” Måden jeg fik det sagt på, rummede en undertone af foragt”. Den stakkels mand trak hurtigt hånden til sig og så meget fornærmet ud. Den katolske skyldfølelse havde sejret endnu engang, da Messen var færdig, forlod jeg skamfuld stedet.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan i forhold til denne forstyrrelse. Mange steder i verden forekommer fredshilsenen kun under søndagsmesserne. Den blev en almen praksis i England efter Vatikan II og kom til at fungere som en demokratisering af katolicismen og gjorde den mere centreret om sognet og dets medlemmer. Ophavet til fredshilsenen ligger langt tilbage i tiden. I den første Kirke var fredshilsenen en udbredt praksis (sommetider dog kun blandt dem som skulle modtage Kommunionen), og som blev foretaget ved et kys. Et osculatorium (1) som blev båret rundt: en smukt udskåret tavle som de tilstedeværende kunne kysse. Senere begrænsede Kirken denne praksis til de klerikale. Den blev genoptaget i det 20. århundrede, og Vatikanet var ikke tilfreds med det, der kom ud af det. Benedikt XVI så med bekymring på, hvor meget tid fredshilsenen optog samt hvor mærkværdigt, den rent emotionelt kunne komme til udtryk, og han overvejede derfor, om den kunne flyttes til et andet og bedre sted i Den hellige Messe, såsom før frembærelsen af gaverne. I sidste måned meddelte Vatikanet, at fredshilsenen forbliver, hvor den er under Den hellige Messe, men man vil overveje tiltag om, hvorvidt dens ”udfoldelse” kan modereres. Man må nok i den sammenhæng forvente, at særdeles liberalt orienterede menigheder vil sammenligne dette med at få besøg af den spanske inkvisition.

For mig er det, at stilheden ”udfordrer”, det jeg holder allermest af ved Den katolske Messe, for her er der plads til den private bøn. Den første gang jeg deltog i en Messe, blev jeg slået af, den fantastiske anonymitet, der her gjorde sig gældende. Dette stod i skarp kontrast til den evangeliske tro, jeg voksede op med. Her var der ingen, der forsøgte at ”trænge” sig ind på mig, og der var ingen, der bad mig om at komme med et offentligt vidnesbyrd. I stedet blev jeg bedt om i stilhed og under bøn at ransage min samvittighed. Den eneste del af Den hellige Messe, der virkelig skuffede mig, var det øjeblik, hvor vi midt i den fredfyldte kontemplation pludselig med ”vold og magt” skulle ”anerkende” og omfavne hinanden. Det føltes unaturligt.

Jeg ved, at kristendommen handler om, at man skal udfordre sine fordomme, og at man skal sætte andre i første række. Men man mangler stadig at få mig overbevist om, at dette moment med koreograferet venlighed er måden at markere fredshilsenen på. En af mine venner, der arbejder for Kirken, har kendskab til to tilfælde, hvor det viste sig at være særdeles uhensigtsmæssigt.

I et sogn var der en pige med Tourette syndrom, som ville svare på ”fred være med dig” med en række fornærmende og modbydelige ord, som gjorde den resterende del af Messen til en akavet oplevelse. En anden kvinde, han (min ven) stødte på, var berygtet for at ville gramse på folk, og hun benyttede lejligheden til at finde nogen at gramse på. Selvfølge er der tale om et fåtal, der har sådanne ”udfordringer”, og de fleste mennesker vil gennemføre fredshilsenen med et almindeligt håndtryk. Man kan kun opfordre folk til at være opmærksomme på, at det ikke er alle i menigheden, der ønsker et nærmere bekendtskab.  

Jeg er ikke imod, at man har venskaber i menigheden. I den evangeliske kirke, hvor jeg kom før, havde vi ikke noget, der ligner fredshilsenen, men vi fik kirkekaffe, (og det var frivilligt, om man ville deltage). Jeg har altid fundet det besynderligt, at mange katolske Kirker gør et stort nummer ud af dette ”sociale arrangement”, og som man går lige på og hårdt med under Messen og efterfølgende fuldstændig ignorer hinanden. Er det for meget at forlange at fredshilsenen i det mindste nedtones, så man efterfølgende kan bruge kræfterne på virkelig at være venlige over for hinanden? Et venligt nik før Kommunionen og et stort kram til allersidst (efter Messen)? Udover det, er det vigtigt at minde folk om, at Den hellige Messe på ingen måde handler om at fejre menigheden. Menigheden samles for at modtage sakramentet og for at tilbede Gud. Der er rig mulighed for at udveksle fredshilsenen med hinanden på pubben efter Messen.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tim Stanley og publiceret på Catholic Herald d. 5. september 2014. Den kan læses på: http://catholicherald.co.uk/commentandblogs/2014/09/05/how-the-sign-of-peace-disturbs-me

Noter

(1)   Pax var en liturgisk genstand, man benyttede i middelalderen og renæssancen i forbindelse med fredskysset under Den hellige Messe. Skikken med det direkte kys celebranter og menighed imellem blev afløst af, at hver enkelt af de tilstedeværende kunne kysse pax, som blev båret rundt i menigheden. Pax er latin og betyder fred og optræder ved siden af to andre betegnelser, som man også gjorde brug af, disse er: osculatorium (en metal-kysseplade med et helligt bil­lede, der sendtes rundt i Kirken for at blive kysset) og instrumentum pacis (fredens redskab).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience

Until the 1960s, Catholics around the world received Communion kneeling and on the tongue. The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience that can be traced back to Holland. Because of the widespread abuse of receiving in the hand, Pope Paul VI granted an indult for the practice in a 1969 letter from the Sacred Congregation for Divine Worship.

More about this issue

Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading

Alteret og den liturgiske bøns retning / Kardinal Joseph Ratzinger.

Følgende essay er kapitel tre i ”Liturgiens ånd ” skrevet af kardinal Joseph Ratzinger, tidligere præfekt for Troslærekongregationen og nu Pave Benedikt XVI. Kardinal Ratzinger opsummerer argumentet for den traditionelle fejring af den hellige liturgi vendt mod det liturgiske Øst (”ad orientem”).

Den genskabelse, som frem til nu er blevet beskrevet af den jødiske synagoge med henblik på kristen tilbedelse, viser tydeligt, – som vi allerede har sagt – hvordan, selv i arkitekturen, at der både i kontinuitet og fornyelse er et forhold mellem Det Gamle – og Nye Testamente. Som en konsekvens heraf måtte udtrykket i rummet gives til en passende kristen tilbedelse, fejringen af Eukaristien sammen med Ordets liturgi, som peger hen mod denne fejring. Det er klart, at en yderligere udvikling ikke kun var en mulighed, men en nødvendighed. Et sted beregnet for dåben måtte findes. Bodens Sakramente gennemgik en lang udviklingsproces, som resulterede i ændringer af formen på kirkebygningen. Den populære fromhed i dens mange afskygninger fandt uundgåeligt sted i rummet beregnet til guddommelig tilbedelse. Spørgsmålet vedrørende de hellige billeder måtte løses. Kirkemusikken måtte tilpasses til den rumlige struktur. Vi så, at den arkitektoniske kanon for Ordets – og Sakramentets liturgi ikke er ufleksibelt, skønt med hver nyudvikling og nyordning må følgende spørgsmål stilles: Hvad er i harmoni med liturgiens væsen, og hvad forringer den? I selve formen af de steder beregnet til guddommelig tilbedelse, som vi netop har betragtet, taler og tænker kristendommen på en semitisk måde og har videre lagt principperne for, hvordan dette spørgsmål kan besvares. Trods alle variationerne i praksis som har fundet sted i det andet årtusinde er en ting forblevet klart for hele kristendommen: at bede mod Øst er en tradition, som strækker sig tilbage til begyndelsen. Yderligere er det et fundamentalt udtryk for den kristne syntese af kosmos og historie, som er rodfæstet i frelseshistoriens enestående begivenheder, mens man går ud for at møde Herren, som skal komme igen. Her er troskaben til gaven allerede skænket og sammen med dynamikken ved at gå foran er disse to givet samme udtryk. 

Continue reading

Kommunionen modtaget på tungen, mens man knæler

OFFICE FOR THE LITURGICAL CELEBRATIONS OF THE SUPREME PONTIFF

http://www.vatican.va/news_services/liturgy/details/ns_lit_doc_20091117_comunione_en.html

Den ældste praksis i forbindelse med at give Den hellige Kommunion var med al sandsynlighed, at man gav Kommunionen til den troende i håndfladen. Men liturgiens historie gør det klart, at der meget tidligt blev påbegyndt en proces for at ændre denne praksis.

På kirkefædrenes tid så en tendens dagens lys og blev konsolideret, hvor uddelingen af Den hellige Kommunion i hånden blev mere og mere begrænset til fordel for at give Den hellige Kommunion på tungen. Motivet for denne praksis er todelt: a) for at undgå størst mulig spild af Eukaristiske partikler, b) for at øge de troendes hengivenhed for Kristi realpræsens i Eukaristiens Sakramente.

Skt. Thomas Aquinas henviser også til den praksis, hvor man modtager Den hellige Kommunion på tungen. Han stadfæster, at det at røre ved Herrens legeme kun er for den ordinerede præst.

Derfor af forskellige grunde, hvoraf oplister denne engels-kirkelærer respekt for dette Sakramente, skriver han: ” …af ærbødighed for dette Sakramente, intet må røre det, kun hvad der er indviet; heraf corporalen og kalken der er indviet, og ligesom præstens hænder for at kunne berøre dette Sakramente. Derfor er det ikke tilladt for at røre det, kun hvis det er allermest nødvendigt, for eksempel hvis Det skulle falde til jorden eller i en anden nødsituation” (Summa Theologiae, III, 82,3).

Kirken har gennem århundreder altid karakteriseret øjeblikket for Den hellige Kommunion som helligt og med stor respekt, og Kirken har konstant presset sig selv til at udvikle til det bedre, det at udøve ydre tegn som fremmer forståelsen af dette store sakramentale mysterium. I sin kærlige og pastorale omsorg har Kirken gjort det klart, at den troende modtager Den hellige Kommunion med de rette indre intentioner, blandt hvilke det særligt gør sig gældende, at den troende inden i sig selv overvejer og forstår realpræsens af Ham som modtages. (Se The Catechism of Pope Pius X, nr 628 & 636). Kirken i vest har fastslået, at det at knæle er et af tegnene, som er passende for kommunikanterne. Et kendt udsagn af Skt. Augustin citeret af Pave Benedikt XVI i nr. 66 i hans Encyklika Sacramentum Caritatis, ”Ingen spiser dette legeme, uden forud at tilbede; vi ville synde, hvis vi ikke tilbad det” (Enarrationes in Psalmos 98,9). At knæle tilkendegiver og fremmer tilbedelsen, som er nødvendig, før man modtager Den Eukaristiske Kristus.

I dette perspektiv forvissede den dengang kardinal Ratzinger, at:” Kommunionen når kun Sin sande dybde, når Den er støttet og omgivet af tilbedelse” (The Spirit of the Liturgy(Ignatius Press, 2000), p. 90). Af denne grund fastholdt Kardinal Ratzinger, ”at praksis for at knæle for Den hellige Kommunion har i sit favør en århundrede gammel tradition, og at det er et særligt udtryksfuldt tegn på tilbedelse, som er fuldt ud passende i lyset af den sande, reelle og substantielle tilstedeværelse af vor Herre Jesus Kristus under de indviede former.

Johannes Paul II skrev i sin sidste Encyklika, Ecclesia de Eucharistia (”Kirken udgår fra Eukaristien) nr. 61: ”Ved at give Eukaristien den fremragende plads, den fortjener, og ved omhyggeligt at undgå at formindske nogen af dens karakteristika og krav, viser vi, at vi i sandhed er bevidste om denne gaves storhed. Vi føler os tilskyndet til at handle således i en uafbrudt tradition, som siden det første århundrede altid har fundet det kristne fællesskab på vagt for at beskytte denne ”skat”. Inspireret af kærlighed er Kirken ivrig efter at overgive fremtidige generationer sin tro og lære om dette Eukaristiens mysterium uden tab. Der findes ingen risiko for overdrivelse i vor omgang med dette mysterium, for ”i dette sakramente er hele vor frelses mysterium sammenfattet”.

I forlængelse af den lære, der er blevet givet af hans forgængere, påbegyndte Den hellige Fader Benedikt XVI ved fejringen af festen for Kristi legeme og Blod i 2008 at give Herrens Legeme til de troende ved at placere Det på tungen af den troende, der knæler.

( Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En af statue af Luther i Vatikanet og en ny pavelig definition af lunkenhed

francis-luther

Pave Frans vil rejse til Lund i Sverige i næste uge for at være til stede ved indledningen af årsfejringen af mindehøjtidligheden for 500 året for Martin Luthers opslag af de 95 teser på Wittenbergs slotskirkes dør d. 31. oktober 1517.

Ved en indledende begivenhed i Vatikanet d. 13. oktober modtog pave Frans i Paul VI sal en forsamling på 1000 mennesker bestående af lutheranere og katolikker fra Tyskland.

Paven henvendte sig til forsamlingen fra en scene i denne sal, hvorpå der var opstillet en statue af Luther. Dette syn var et chok for mange katolikker, da Luther blev ekskommunikeret og hans teser afvist af Pave Leo X i 1520. Den splittelse han (Luther) forårsagede i kristenheden, fremstår som én af de mest ødelæggende i kirkens 2000 år lange historie.

Ved dette møde betonede pave Frans sin formaning givet tidligere på måneden mod at omvende andre mennesker. Uger efter at have sagt at: ”Det er en meget alvorlig synd mod økumenien”, når katolikker ønsker at omvende ortodokse kristne. Pave Frans fortalte pilgrimmene: Det er ikke legitimt at overbevise (ikke – kristne) om ens egen tro. På dette møde gav pave Frans yderligere en hidtil ukendt definition af det at være ”lunken”. Ifølge pave Frans er det at være ”lunken”, når kristne på den ene side er ivrige efter at forsvare kristendommen i Vesten, men på den anden side er uvillige til at forsvare flygtninge og andre religioner. Ordet lunken har en speciel betydning for kristne på grund af Kristi ord åbenbaret i Johannes Åbenbaringen (3.15-16). ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm. Men nu, da du er lunken, og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund”.

Den gængse forståelse af disse linjer er at fordømme den tendens, der handler om at vælge og vrage i forhold til Jesu Kristi lære frem for at holde sig til det hele. Som det amerikanske bispekollegium siger: ”Et halvhjertet engagement i troen fylder Kristus med væmmelse”.

I et svar på spørgsmålet om hvad pave Frans kan lide ved den lutherske kirke, svarede han: Jeg kan virkelig godt lide gode lutheranere, lutheranere der virkelig praktiserer deres tro på Jesus Kristus. Hvad jeg derimod ikke kan lide er lunkne katolikker og lunkne lutheranere. Den italienske avis La Stampa’s Vatikanreporter citerer paven for at sige, at det er modstridende, når kristne på den ene side er ivrige i deres forsvar af kristendommen i Vesten, men på den anden siden udviser modvilje til at forsvare flygtninge og andre religioner.

Pave Frans’ brug af Kristi stærke fordømmelse af dem, der undlader at forsvare andre religioner, er måske en advarsel til dem, der vil modsætte sig hans kommende hyldest til Luther planlagt til d. 31. oktober. Den svenske katolske professor Clemens Cavallin påpeger i et essay vedrørende den kommende fejring med Pave Frans i Lund, at den fællesbøn, der vil blive benyttet, udtrykker et meget positivt syn på Luther.

Teksten, siger han (Clemens Cavallin): ”Tegner et billede af Luther, som en religiøs helt, som fandt vejen til en mere sand form for katolicisme”. Cavallin bemærker, at der i den liturgiske vejledning for fællesbønnen optræder et afsnit kaldet Taksigelsen, hvis hensigt er at udtrykke: ”Vores gensidige glæde for de gaver vi modtog og genopdagede på forskellig måde gennem reformationens fornyelse og tendenser. Efter taksigelsesbønnen vil hele forsamlingen synge en tak til – samt prise Guds Værk”.

”Den økumeniske rejse gør lutheranere og katolikker i stand til sammen at sætte pris på Martin Luthers indsigt i- samt åndelige erfaring med evangeliet om Guds retfærdighed, som også er Guds nåde”, som teksten formulerer det.

Afsnittet afsluttes med følgende taksigelsesbøn:

Vi takker Dig, O Gud, for de mange vejledende teologiske og åndelige indsigter, vi alle har modtaget gennem reformationen. Vi takker Dig for den gode omskabelse og reformerne, der blev igangsat af reformationen eller gennem kampen med dens udfordringer. Vi takker Dig for forkyndelsen af det evangelium, som fremkom under reformationen, og som siden har styrket utallige mennesker til at leve et liv i troen på Jesus Kristus. Amen

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 25. oktober 2016. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/a-statue-of-luther-in-the-vatican-and-a-new-papal-definition-of-lukewarm