Category: Magisterium

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Revider historien og rens Islam’s rygte

Selv om konflikten mellem Islam og Vesten ikke kun er en parentes, – men er en del af historien, er strategien hos dem, som søger at ”rense” Islam’s rygte at styrke denne religion ved at være fokuseret på fredelige vildfarelser, mens de undertrykker den vedvarende fjendtlighed, som denne religion udviser.

 ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”, og på den måde forsøger Akbar Ahmed, formand for de islamiske studier ved American University, Washington, DC at fremhæve ikke karakteristiske episoder, som optræder i Italiens fortid for at overbevise italienerne om, at de bør være mere åbne overfor muslimske migranter.

Før vi ser nærmere på hans udsagn, bør vi se på den faktiske historiske kontekst, hvad angår Italien og Islam, hvilket Akbar’s artikel undlader at omtale.

Da jihad blev igangsat med udgangspunkt i Arabien, var det ikke kun Italien, der kom til at stå for skud, også Peters stol i Rom kom i sigtekornet, hovedstaden for kristendommen i Vesten, og ifølge Islam hovedsædet for de vantro, nemlig det sted, som en lang række ambitiøse kaliffer og sultaner havde som målet for deres og Islam’s vedvarende angreb, og som de ville kunne prale af at være de første til at lade deres heste fodre ved alteret i Peterskirken.

Allerede i det syvende århundrede skrev Paulus Diaconus (ca. 720 – 799), at ”saracenerne, som allerede havde været på fremmarch gennem Alexandria og Ægypten, pludselig kom med mange skibe og invaderede Sicilien og indtog Syracuse og foretog en stor nedslagtning af folk, så kun nogle få undslap med nød og næppe til andre stærkt befæstede byer og bjergkæder. Saracenerne tog et stort bytte med sig og vendte tilbage til Alexandria”.

I 840 lykkedes de muslimske flåder at lande på Ostias kyst nær Rom. Da de ikke kunne trænge igennem murene, der omgav den evige stad, plyndrede og ødelagde de i stedet (byer og beboelse) i Roms opland og til stor forfærdelse for de kristne i Vesten, de højtagtede basilikaer for Skt. Peter og Paulus. De invaderede og ødelagde de to helligdomme og skændede gravmælerne for to af kristendommens mest agtværdige apostle og tømte gravmælerne for alle værdigenstande.

Disse begivenheder gjorde, at pave Leo IV omgående lod opføre stærkere murværk for at styrke Rom fæstningsanlæg langs Tiberens højre bred for at beskytte basilikaer og andre kirker mod yderligere muslimske angreb. Ikke en eneste gang lod man sig afskrække, og ”i 849 forsøgte muslimerne igen en landgang i Ostia, og fra da af omkring 857 foretog de årligt truende anslag mod Roms kystområder”, som den franske historiker C.E. Dufourcq med speciale i middelalderen forklarer.

Det står klart, når man ser på begyndelsen af Ibn al-Athirs historie, der beskæftiger sig med det sydlige Italien og Sicilien, at der er indikationer på antallet af – samt intensiteten af disse islamiske invasioner:

Et andet angreb i 835 rettet mod Etna og de omkringliggende fæstninger resulterede i afbrænding af det høstmodne korn, nedslagtning af mange mennesker og plyndringer. Et andet angreb med samme formål blev startet af Abu al-Aghlab i 221 (ifølge den muslimske kalender, som i dette tilfælde var synkron med juledag 835), og det bytte, man bragte med tilbage herfra, var så omfangsrigt, at slaver blev solgt for næsten ingenting (.) … Samme år blev en flåde sendt mod de kristne naboøer og efter at have foretaget omfangsrige plyndringer med stort udbytte og erobret adskillelige byer og fæstninger, vendte de uskadt tilbage. I 234 (den 5. august 848) sluttede indbyggerne i Ragusa fred med muslimerne til gengæld for at overgive dem byen og dens indhold. De sejrende plyndrede byen for alt af værdi, og som kunne bringes med hjem og jævnede den herefter med jorden. I 235 (den 25. juli 849) marcherede muslimske tropper mod Castrogiovanni og vendte uskadte tilbage, efter at byen (og dens indbyggere) var blevet underkastet plyndring, nedslagtning og afbrænding. (Ye’or 2010, 289-290).

Sadistisk behandling af de vantro var altid en del af et angreb, ”for saracenerne var det altid en fornøjelse at opføre sig blasfemisk, ligesom de også plyndrede klostre og kirker”, bemærker Edward Gibbon. ”Ved belejringen af Salerno benyttede en muslimsk overordnet Kommunionsbordet som sit sengeleje, og på dette alter ofrede han hver nat en kristen nonnes jomfrudom”.

Selvom århundreder med korstog i høj grad ydede beskyttelse til Italien og Sicilien mod yderligere islamiske angreb, invaderede i 1480 den Ottomanske sultan Muhammad II Italien og erobrede Otranto. Mere end halvdelen af de toogtredive tusinde indbyggere blev massakreret, og fem tusinde blev ført væk i lænker. På en bjergtop, som efterfølgende er blevet kaldt ”martyrernes bjerg”, blev yderligere otte hundrede kristne på rituel vis halshugget, fordi de nægtede at konvertere til Islam, og deres biskop blev savet midt over.

Sådan beskrev den franske præst Jérôme Maarand den skæbne, som indbyggerne på den lille ø Lipari udenfor Sicilien kom til at lide, efter at de var blevet invaderet af Ottomannerne i 1544: ”At se så mange stakkels kristne, og især så mange små drenge og piger som slaver, vakte stor medlidenhed (.) … tårene, klageråbene og skrigene fra de stakkels liparioter, faderen der betragtede sin søn og moderen sin datter … og som græd, mens de som slaver blev ført væk fra deres by til et liv blandt disse hunde, som mindede om griske ulve blandt forskræmte lam”.

Ude af stand til at forstå, hvorfor de muslimske erobrere så hensynsløst torturerede den nu slavebundne befolkning, og hvor man med fuldt overlæg langsomt sprættede de gamle og svage op med knive”, spurgte han disse tyrkere, hvorfor de behandlede de stakkels kristne med så stor grusomhed, og de svarede, at denne måde at agere på var helt normal, og det var det eneste svar, man gav os”.

Yderligere blev et stort antal af disse millioner europæere gjort til slaver og solgt til muslimsk barbari mellem det 15 og 19. århundrede, og de stammede alle fra den italienske kystlinje og Sicilien.

Det er overflødigt at fremhæve, at disse århundreder og deres begivenheder, som er dokumenteret i min bog: Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West aldrig ”fandt vej” til Akbar’s artikel, ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”.

I stedet for og fordi hans hensigt er at få italienerne til at være endnu mere imødekommende over for de muslimske indvandrere, ignorer han det, der er fakta, mens han fokuserer på de afvigelser, der kan understøtte hans teser.

Italien fostrede kristne ledere som f.eks Roger II, konge af Sicilien og Frederick II, Den hellige romerske kejser, konge af Sicilien samt konge af Italien, og som talte arabisk og havde en personlig muslimsk garde samt bar arabiske inskriptioner på deres kongelige kapper. Muslimer og jøder havde tilladelse til at leve efter deres egne love, og yderligere har juvelen i den sicilianske arkitektur, Rogers palatinkapel fra det 12. århundrede, elementer af både kristne, muslimske og jødiske træk.

Sådan fremstår Akbar’s argumenter for Italiens ”nuancerede fortid”. Men hans fremstillinger synes ganske fjerne fra det, der er sket i de ovennævnte århundreder med konstant (muslimsk) fjendtlighed, og derfor er det svært at tage Akbar’s pointe seriøst. Når alt kommer til alt, har næsten ingen italienere i dag kendskab til det arabiske sprog, og man ansætter ikke katolske medarbejdere og yderligere tillader andre at leve efter deres egne skikke eller opføre eksotisk arkitektur.

Snarere har de et problem med at forstå, at den gamle jihad mod deres hjemland forøges, når man tager imod flere og flere muslimske migranter, der handler i overensstemmelse med historien, noget som Akbar hævder aldrig har fundet sted.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/revising-history-whitewashing-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Anne Catherine Emmerich, de to paver, hedningerne og Pantheon

I kølvandet på den voksende krise i Kirken og pave Benedikt’s overraskende tilbagetrækning samt begyndelsen på pave Frans’ nedslående pontifikat blev en række katolske profetier sat i perspektiv, og en af de mest fremtrædende er den salige Anne Cattherine Emmerich’s ofte citerede vision af ”forbindelsen mellem to paver” og de ”skadelige konsekvenser”, som ”Den falske Kirke” angiveligt vil afføde.

Det syntes for mange som om, at denne vision blev givet til Anne Cattherine Emmerich, for at give indblik i den turbulente tid, vi befinder os i, samt de problemer Kirken i vor tid står i, og dette især med konkrete henvisninger til ”de to paver”.

Imidlertid understøtter konteksten i visionen ikke fortolkningen omkring ”de to paver”, som Steve Skojec på OnePeterFive i 2016 i en artikel har påvist. Ser man på helheden af visionen, synes det som om, at den ikke henviser til to paver på samme tid, men til to paver, der hver for sig fungerer i to forskellige historiske perioder. For nogle var denne fortolkning en smule skuffende og blev set som et desperat forsøg på at finde mening i den situation, som både vi og Kirken er i.

Visionen, hvis den bliver forstået i sin helhed, kan vise sig at være meget præcis i forhold til det, der aktuelt udspiller sig (i Kirken) samt det, der forårsager den aktuelle tilstand. Jeg foreslår, at man læser det, som Steve Skojev har skrevet om denne vision, jeg vil dog for en god ordens skyld meget kort opsummere det væsentlige i det Steve Skojev fremdrager.

Visionen vedrører paverne, Kirken og Pantheon på forskellige tidspunkter i historien, den ene situation i ældre tid og den anden i nyere tid. Det står klart, at den første del af visionen relaterer sig til Pave Bonifatius IV, som af kejser Fokas blev overdraget Pantheon, et hedensk tempel for alle de romerske guder, og tømte det, for alt det, som havde knyttet sig til afgudsdyrkelsen og indviede det til en Katolsk Kirke.

Den 13, maj år 609 blev det nyrensede tempel indviet til Jomfru Maria og martyrerne (og omdøbt til Santa Maria dei Martiri) og den salige Emmerich så i sin vision: ”(Jeg) så konsekrationen af templet og ved den ceremoni, der blev afholdt, deltog martyrerne med Maria i spidsen. Alteret stod ikke i midten af bygningen, men op ad muren”.

I en beskrivelse (af ovenstående ceremoni), der blev offentliggjort i ”Il Settimanale di Padre Pio” (Padre Pio’s ugemagazin) den 10. december 2017, nr. 48 og som er citeret her, får vi et indblik i, hvor dramatisk denne begivenhed var, da pave Bonifatius IV konsekrerede det tidligere hedenske tempel til Kristus:

På den tid, hvor byen stadig var hedensk, blev alle guderne, der optrådte i den romerske polyteisme æret på et sted (Pantheon). I 608 e. Krf overdrog den byzantiske kejser Fokas Panthenon til pave Bonifatius IV, og en stemningsfuld ceremoni blev arrangeret, så man kunne konsekrere templet til Den kristne Gud. Den 13. maj 609 var en stor menneskemængde forsamlet på området omkring Panthenon for at være til stede ved begivenheden. De historiske kilder beskriver det røre og de skræmmende skrig, der kom inde fra Pantheon: De hedenske dæmoner var klar over, hvad der skulle til at ske. De store døre blev åbnet, og paven, som stod på tærsklen, begyndte at recitere eksorcismebønnen. Skrigene fra afguderne steg i intensitet og larmen fra tumulten (inde i templet) gjorde det umuligt for dem, der stod udenfor at få ørenlyd. Folkemængden blev grebet af frygt, og ingen var i stand til at stå på deres ben, mens de overværede – og hørte på denne frygtelige begivenhed. Det var kun pave Bonifatius, der kunne modstå dette, han fortsatte ufortrødent sin bøn og konsekrerede dermed Panthenon til Kristus. Det siges, at dæmonerne flygtede fra det gamle tempel i spredt orden, idet de forårsagede stor larm, og de flygtede ud af det åbne øje i kuplen og den store indgang.

Da ceremonien var blevet afsluttet, indviede han bygningsværket til martyrernes dronning, måske som en ære for de mange kristne, der måtte lade livet for disse mange afguder. At Rom blev kristent foregik gradvist, og det krævede en systematisk re-konsekration af de steder, hvor man førhen havde tilbedt de hedenske guder. Renovatio Urbis (genopbygningen af byen) for at kunne kristne den, var blevet påbegyndt af Skt. Gregory den Store (590-604) og afsluttet af dem, der efterfulgte ham, og varede indtil pave Sixtus V i det 16. århundrede.

Det var svært at få bugt med de gamle trossystemer i Rom, og selv i dag, er der en folklore, som tager sit udgangspunkt i disse afguder, som det siges, konstant gør en indsats for at vende tilbage til byen.

Før jeg går videre til den senere del af Emmerich’s vision, vil jeg fremhæve to væsentlige ting i visionen, som har forbindelse med, hvordan man ophørte med afgudsdyrkelsen i Pantheon. For det første er der datoen, den 13. maj, som bør være velkendt for enhver katolik, da det er den samme dato, hvor vor Frue begyndte at åbenbare sig i Fatima. Det er også værd at bemærke, at den salige Emmerich’s vision foregik den 13. maj 1820. Datoen er derfor værd at bemærke sig. Det andet, som er vigtigt at holde sig for øje, er alteret. Den salige Emmerich’s vision retter en speciel opmærksomhed mod alteret i Pantheon, da netop dette spiller en central rolle i den anden del af visionen.

Efterfølgende, er der i den salige Emmerich’s vision sket en tidsmæssig forskydning, som er karakteristisk for hendes visioner. Vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor mørket har lagt sig over verden og Kirken. Igen ser hun et tempel, måske det samme tempel, men i et fremtidigt perspektiv (altså ud fra hendes synsvinkel). Men dette tempel er nu uden alter, og afgudsdyrkelsen er således vendt tilbage.

Da denne vision var fremstået helt ned i mindste detalje, så jeg igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. Den lignede et stort og gammelt hus, som et rådhus med søjler i forgrunden. Jeg så ikke noget alter, men kun bænke og i dens midte, noget der mindede om en prædikestol. Der var blevet prædiket og sunget, intet andet, og der var kun meget få, som tog del i dette. Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form”.

I det tempel, som viste sig i hendes vision, var alteret (som tidligere stod op ad muren) fraværende, og de få tilstedeværende tilbad nu afguder, der udgik fra den enkeltes bryst, altså en afgudsdyrkelse, hvor man dyrker sig selv. Det er netop denne dyrkelse af den enkeltes afguder, hvor fokus er på det enkelte menneske frem for Gud, der har været (kerne)punktet i Vatikan II’s forsøg på at opgive tilbedelse ad orientem (mod øst) i Den universelle Kirke til fordel for versus populum (mod menigheden). Mange mennesker har bemærket denne grundlæggende forandring i måden at orientere sig på under tilbedelsen samt udskiftningen af altrene til fordel for ”borde” og en selvreflekterende variant af vores liturgi og tilbedelse. Mange har også med rette bemærket den krise og Den ”mørke” Kirke, der er resultatet af disse ændringer, og som leder os til dette forfærdelige øjeblik i Kirkens historie.

Den salige Emmerich fortæller mere om, hvad hun så:

Det, der var tydeligt, var, at afguderne fyldte hele (kirke)rummet til trods for, at der var få bedende tilstede. Da (guds)tjenesten var afsluttet, vendte guderne tilbage til brystkassen på den enkelte. Hele kirken var indhyllet i sort, og alt, hvad der fandt sted i kirken, havde et dystert præg.

Da så jeg hvilken forbindelse, der var mellem de to paver og de to templer.

Og nu bliver det virkelig interessant. I Basilikaen Santa Maria ad Martyres, Pantheon, står det gamle smukke alter op ad muren (og det er forblevet med at være sådan), som det blev vist i den salige Emmerich’s vision, dette har i realiteten aldrig været i overensstemmelse med de folk, som har været med til at skabe den aktuelle krise samt denne ”mørke” Kirke. Alterets placering er noget, som Roms generalvikar har ønsket at få ændret, og nu er det (endelig) lykkedes.

Under nyhedssektionen på Basilikaens hjemmeside er det blevet offentliggjort, at Den hellige Faders delegat, Hans excellence Mons. Angelo De Donatis, generalvikar for Roms bispedømme, vil foretage indvielsen af det ”nyplacerede” broncealter, der skal gøre tilbedelsen versus populum lettere.  

Hvornår skal dette foregå? Det skal det (naturligvis) den 13. maj 2018.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/anne-catherine-emmerich-the-two-popes-pagans-and-the-pantheon

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal: Pavens reaktion på tyskernes forslag om interkommunion er ”uforståelig”

Den fejl, pave Frans i sidste uge gjorde ved ikke at give helt klare retningslinjer med udgangspunkt i katolsk lære og praksis til de tyske biskopper vedrørende interkommunion med protestanter, peger på et frafald fra troen, har en prominent kardinal udtalt.

I torsdags (den 3. maj 2018) gav pave Frans de tyske biskopper et pålæg om så vidt muligt at nå til ”enighed” i spørgsmålet, om hvorvidt protestantiske ægtefæller til katolikker kan modtage Den hellige Kommunion. Paven overbragte sine retningslinjer gennem ærkebiskop Luis Ladaria, SJ, præfekt for Troslærekongregationen under et møde i Rom med repræsentanter fra Vatikanet og en delegation fra den tyske biskopkonference. Der var blevet indkaldt til dette møde, efter at syv tyske biskopper havde sendt et brev til Vatikanet, hvor de udtrykte modstand imod, at man på et møde den 20. februar i den tyske biskopkonference med flertal stemte for at tillade interkommunion til protestanter under visse omstædigheder.

I en kommentar offentliggjort i dag i National Catholic Register betegner kardinal Willem Jacobus Eijk fra Holland det pålæg, som pave Frans har givet, som ”fuldstændig uforståeligt”.

”Kirkens doktrin og praksis i henhold til varetagelsen af det Eukaristiske sakramente til protestanter er fuldstændig klar”, siger kardinal Eijk med henvisning til Den Katolske Kirkes katekismus samt kanonisk lov.

Han forklarede, at interkommunion i princippet kun er mulig, når det drejer sig om Ortodokse kristne, ”Disse har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter, ganske særligt i kraft af den aspostoliske succession, præstedømmet og Eukaristien, hvorved de fortsat er knyttet til os i det mest inderlige forhold” (CCC nr, 1399 og 1400, C.I.C. / 1983 Can. 844, § 3).

Protestanterne har hverken den apostoliske succession eller et gyldigt præsteskab eller troen på Eukaristien, fortsætter den hollandske kardinal. De fleste tyske protestanter, forklarede han, er lutheranere, og lutheranere tror på consubstantion, dvs. foruden at Kristi Legeme og Blod fuldt og helt er til stede, så er brød og vin det også, alt dette er så at sige nærværende, når man i lutheransk forstand modtager Kommunionen. Lutheranere tror også, at det er ens tro, der skaber Jesu tilstedeværelse, så hvis nogen modtager brødet og vinen uden at tro på dette, er Jesu Kristi Legeme og Blod ikke tilstede.

Den lutheranske doktrin vedrørende consubstantion adskiller sig væsentligt fra den katolske doktrin omkring transubstantion, forklarede kardinal Eijk, da sidstnævnte ”indebærer en tro på, at det, der modtages under brødets og vinens skikkelse, selv hvis det gives til en person, der ikke tror på transubstantion eller udenfor Messen, stadig er Kristi Legeme eller Blod og ikke vin eller brød”.

I betragtning af disse fundamentale forskelle, sagde han, at en protestant ikke er en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab og derfor ikke kan modtage Den hellige Eukaristi, og dette gælder også, selvom han eller hun er gift med en katolik.

Forskellen mellem troen på consubstantion og transubstantion er så stor, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage Kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Dette kan dog også ske i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor en person, der ligger på sit dødsleje, også kan konvertere til katolicismen.

Han bemærkede endvidere, at de tyske biskopper i udkastet til direktiverne vedrørende tilladelsen af interkommunion til protestantiske ægtefæller fremhæver, at den enkelte må ’lytte til sin samvittighed’ ved siden af, at man ’konsulterer’ en præst eller en anden person med pastoralt ansvar”. Men han sagde, at dette ikke er en tilstrækkelig garanti for, at en person virkelig accepterer Kirkens tro.

Hvis man virkelig accepterer Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og dermed præsteskabet og den apostoliske succession, så er der kun en mulighed, nemlig at blive katolik, sagde kardinalen.

Selvom de tyske biskopper har forsikret, at eksempler med protestanter, som ønsker at modtage Kommunionen med deres ægtefælde, er sjældne, sagde Eijk, at han tror, at det (netop) er det, som åbner døren på klem for interkommunion, og det vil uundgåeligt medføre en udbredelse af denne praksis.

”Protestanter, som er gift med katolikker, og som ser andre protestanter gift med katolikker modtage Kommunionen, vil tro, at de kan gøre det samme. Og til sidst vil selv protestanter, der ikke er gift med katolikker ønske at modtage Kommunionen. Den generelle erfaring med at foretage sådanne ”justeringer” er, at man (som tiden går) gradvist slækker mere og mere på de kriterier, man i starten satte” sagde han.

Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper i sidste uge, at de må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument og prøve at nå til enighed: spurgte Eijk: ”Enighed om hvad”?

”Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af, at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet, heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig”, sagde han.

Som ”det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare” (Lumen Gentium no. 23) sagde Eijk, burde Den hellige Fader have givet de tyske biskopper helt klare retningslinjer med udgangspunkt i Den Katolske Kirkes Katekismus og kanonisk lov.

Når pave Frans undlader at skabe klarhed omkring interkommunion, opstår der en ”udbredt forvirring” blandt de troende, og Kirkens enhed ”bringes i fare”, sagde han. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, tilføjede han.

Kardinal Eijk konkluderede: ”Idet jeg noterer mig, at biskopperne, og først og fremmest Peters efterfølger, forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i Den Hellige Tradition og i Den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus”.

Dette afsnit har overskriften: Kirkens sidste prøvelse:

Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.

Pave Emeritus Benedikt XVI har også vist sin modstand mod den tyske biskopkonferences forslag om interkommunion og har støttet de syv biskoppers initiativ (til at få arrangeret et møde i Vatikanet).

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/popes-response-to-german-bishops-on-intercommunion-completely-incomprehensi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Augustins faretruende advarsel til præster, der er præget af ligegyldighed

Vi modtager i disse dage mange kommentarer fra læsere, der er meget oprørte, ikke så meget på grund af åbenlyst moralsk fordærvede – og hæretiske kardinaler, biskopper og præster, men som også er bestyrtede over den ligegyldighed, der præger så mange ellers gode præster, som hverken siger eller gør noget i forhold til det moralske fordærv og den hæresi, der er i Kirken. Dette er på en og samme tid et mærkeligt og foruroligende fænomen, men det er slet ikke usædvanligt i vor tid.

Mange spørger: ”Hvad er de så bange for?” Den eneste frygt, de burde have, er en sund frygt for Gud selv.

I (sin bog) The Power of Silence genkalder kardinal Robert Sarah nogle meget relevante ord sagt af Skt. Augustin om netop dette emne:

Enhver præst og biskop burde kunne sige som Skt. Augustin: ”Voce Ecclesia Loquor (Jeg taler med Kirkens stemme)”(Serm. 129, 4) og derfor med Jesu Kristi stemme. Derfor bør han skarpsindigt og effektivt tage sit ansvar som præst og vejleder på sig. Enhver præst og biskop må lægge sig, den frygtelige dommens dag på sinde, hvor han for Gud holdes ansvarlig for synderne hos dem, som han ikke bragte til omvendelse på grund af sin ligegyldighed.

Skt. Augustin skriver meget alvorligt i et brev: ”Denne tids herlighed passerer forbi; på dommens dag vil al den hæder intet være værd. Det er ikke min hensigt at spilde mit liv på et forfængeligt liv spundet ind i Kirkens hæder. Jeg tænker på den dag, hvor jeg skal aflægge regnskab for den hjord, jeg blev betroet af kongernes Konge. Forstå min frygt, for min frygt er stor”.

Dommens dag. Den kommer til os alle, men for klerikale, der er ordinerede vejledere for sjæle, er dommen større og mere frygtelig. Det er derfor, at de specielt har behov for vore bønner. Desværre befinder vi os endnu engang i en historisk epoke af kristendommen, hvor den klerikale adfærd er præget af ligegyldighed og en tendens til at undvige fra at stå fast på – og forsvare sandheden. Dette giver plads for, at ondskaben kan slå rod og blomstre især i de unges sjæle og ødelægge dem. Kun en (ganske) lille håndfuld klerikale står ved Kristi side og siger med glæde ja til det kors, der i sagens natur følger med, når man viser sin troskab. De andre (klerikale), som følger tidsånden, burde alle genlæse den store klassiker: The Imitation of Christ af Thomas À Kempis. Et mesterværk, der bestemt også er for lægfolk.

Bed for vore klerikale på alle niveauer i Kirkens hierarki. Behovet for bøn er stort, og det vidner den enorme – og hurtigt fremadskridende udvikling om, som vi dagligt har rapporteret om i de seneste fem år.

”Tolerance er det menneskes dyd, som ikke er overbevist” – G.K. Chesterton

”Den, der ikke afskyr vildfarelser, elsker ikke sandheden” – G.K. Chesterton

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-augustines-ominous-warning-to-negligent-pastors

 

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Truth About Communion in the Hand While Standing

The practice of receiving Holy Communion in the hand first began to spread in Catholic circles during the early 1960s, primarily in Holland. Shortly after Vatican II, due to the escalating abuses in certain non-English speaking countries (Holland, Belgium, France and Germany), Pope Paul VI took a survey of the world’s bishops to ascertain their opinions on the subject. On May 28, 1969 the Congregation for Divine Worship issued Memoriale Domini, which concluded: “From the responses received, it is thus clear that by far the greater number of bishops feel that the present discipline [i.e., Holy Communion on the tongue] should not be changed at all, indeed that if it were changed, this would be offensive to the sensibility and spiritual appreciation of these bishops and of most of the faithful.” After he had considered the observation and the counsel of the bishops, the Supreme Pontiff judged that the long-received manner of ministering Holy Communion to the faithful should not be changed. The Apostolic See then strongly urged bishops, priests and the laity to zealously observe this law out of concern for the common good of the Church.

More

Kardinal Sarah: Den udbredte praksis med Kommunion i hånden er en del af satans angreb på Eukaristien

Præfekten for den afdeling i Vatikanet, der fører tilsyn med liturgi(forvaltning), opfordrer de troende til at vende tilbage til den praksis, hvor man modtager Kommunionen på tungen og knælende.

I forordet til en ny bog vedrørende dette emne skriver kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter: ”Det snigende djævelske angreb består i at forsøge at fjerne troen på Eukaristien ved at ”så” fejlfortolkninger samt en upassende måde at modtage Kommunionen på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter”.

Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie” sagde han.

Den nye bog, hvis forfatter er Don Federico Bortoli, blev udgivet i Italien med overskriften: ”Uddeling af Kommunionen i hånden: En historisk, juridisk og pastoral gennemgang” (La distribuzione della comunione sulla mano. Profili storici, giuridici e pastorali).

Med udgangspunkt i 100 året for Fatimaåbenbaringerne, skriver Sarah, at fredsenglen, som viste sig for de tre hyrdebørn forud for Den hellige Jomfrus åbenbaring ”viser os hvordan, vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod”. Hans Eminence redegjorde for de overgreb, hvorved Jesus i dag bliver krænket i Den hellige Eukaristi, som også omfatter den ”såkaldte ’Interkommunion’”.

Sarah fortsatte med at overveje, hvordan troen på realpræcens ”kan påvirke måden, hvorpå vi modtager Kommunionen og omvendt”, og han foreslår pave Johannes Paul II og Moder Teresa, som moderne helgener, Gud har givet os, og som vi kan efterligne i forhold til den ærbødighed, de havde overfor – samt måden hvorpå de modtog Den hellige Kommunion.

”Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden?”, spørger præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter. Måden hvorpå Den hellige Eukaristi gives og modtages,” er et vigtigt spørgsmål, som Kirken i dag bør reflektere grundigt over”, skriver han.

Med tilladelse fra La Nouva Bussola, hvor forordet først blev offentliggjort, bringer vi (LifeSiteNews) vor læsere her nedenfor et sammendrag af kardinal Sarahs tekst.

***

Forsynet, som ordner alt på en klog og blid måde, har givet os bogen: The Distribution of Communion on the hand, skrevet af Federico Bortoli, kort efter at vi har fejret 100 året for Fatima åbenbaringerne. Før Jomfru Maria for første gang viste sig i foråret 1916, viste fredens engel sig for Lucia, Jacinta og Francisco og sagde til dem: ”Frygt ikke, jeg er fredens engel. Bed med mig”. (…) I foråret 1916 da englen for tredje gang åbenbarede sig, erfarede børnene, at englen, som altid var den samme (engel), i sin venstre hånd holdt en kalk, over hvilken en Hostie svævede. (…) Han gav Den hellige Hostie til Lucia og Blodet i kalken til Jacinta og Francisco, som blev liggende på knæ, og sagde: ”Spis og drik Jesu Kristi Legeme og Blod, udsat for ubeskrivelige overgreb af utaknemmelige mennesker. Gør bod for deres overgreb og trøst Jeres Gud”. Englen kastede sig i støvet og gentog den samme bøn tre gange sammen med Lucia, Jacinta og Francisco.

Derfor viser Fredsenglen os, hvordan vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod. Soningsbønnen, der blev givet af englen, er overhovedet ikke forældet. Men hvad er det for nogle overgreb, Den Eukaristiske Jesus udsættes for, som vi må sone? For det første, er der overgrebene mod selve sakramentet: Den forfærdelige vanhelligelse som ex-satanister, der har omvendt sig (detaljeret) har berettet om. Ugudelige Kommunioner, som ikke modtages i nådens stand eller som modtages af dem, der ikke bekender sig til den katolske tro (jeg henviser her til de specielle former for Kommunionsmodtagelse, der går under definitionen ”Interkommunion”), kan også betegnes som overgreb (på Kommunionen). For det andet er alt det, der afskærer (den gode frugt), som udgår fra Sakramentet, specielt de vildfarelser, der finder vej til de troende, så de ikke længere tror på Eukaristien, er et overgreb på vor Herre. At de forfærdelige overgreb, der finder sted ved de såkaldte ”sorte messer” ikke direkte skader Den, der er i Hostien, er forkert, og at der kun sker skade på brødet og vinen.

Selvfølgelig lider Jesus for dem, som vanhelliger Ham, for det er også for dem, Han udgød Sit blod, som på en så ynkelig og grusom måde foragter (det Han gjorde for dem). Men Jesus lider (endnu) mere, når den ekstraordinære gave, som Hans guddommelige og menneskelige Eukaristiske tilstedeværelse ikke kan bringe dens kraftige effekt frem til de troendes sjæle. Og derved forstår vi, at det mest snigende og ondskabsfulde angreb består i, at forsøge på at eliminere troen på Eukaristien ved at sprede fejlagtigheder og en ikke passende måde at modtage den (Kommunionen) på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter: Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie. Måden, hvorpå dette bliver gjort, følger to spor: Det første er en reduktion af begrebet ”realpræcens”. Mange teologer fortsætter med at håne eller afvise udtrykket ”transubstantion” til trods for læreembedets stadige henvisning(er) hertil (…).

Lad os nu se på, hvordan troen på realpræcens kan indvirke på måden, vi modtager Kommunionen og vice versa. At modtage Kommunionen i hånden resulterer uden tvivl i en spredning af fragmenter. I modsætning hertil er opmærksomheden på selv de mindste krummer, omhu i forbindelse med rengøringen af de hellige skåle og ikke at berøre Hostien med fugtige hænder viser, at man virkelig tror på Jesu realpræcens selv i de mindste dele af Den konsekrerede Hostie: Hvis Jesus er substansen i det Eukaristiske brød, og de enkelte dele kun er brød, gør det ingen forskel, hvor store eller små disse dele af Hostien er! Substansen er den samme! Det er Ham! I modsætning hertil, hvis vi ikke skænker dette opmærksomhed, mister vi vort fokus på dogmet. Lidt efter lidt vil vi tænke:” Hvis sognepræsten ikke er opmærksom på fragmenterne, og hvis han håndterer Kommunionsuddelingen på en sådan måde, at fragmenterne vil blive spredt, så betyder det, at Jesus ikke er i dem eller at Han kun er i dem, til et bestemt tidspunkt.

Den anden måde, hvorpå Eukaristien angribes, er ved at fjerne fornemmelsen for det hellige blandt de troende. (…) Udtrykket ”transubstantion” betegner tilstedeværelsen, og fornemmelsen for hellighed åbner op for et glimt af det helt specielle og hellige. Hvilken ulykke, at vi mister sansen for det hellige i Det Allerhelligste! Og hvordan er det muligt? Ved at modtage speciel føde på samme måde som almindeligt føde. (…)

Liturgien består af mange små ritualer og sædvaner, hver af dem udtrykker på hver deres måde holdninger fyldt med kærlighed, barnlig respekt og tilbedelse af Gud. Det er netop derfor, at det er hensigtsmæssigt at fremme skønheden, en passende og pastoral tilgang, som er blevet til gennem Kirkens lange tradition, det vil sige, at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Menneskets storhed og dets ædelhed såvel som dets ypperste udtryk for kærlighed til dets Skaber består i at knæle for Gud. Jesus selv knælede, mens Han bad til Faderen. (…)

Jeg vil derfor fremhæve to eksempler på helgener i vor tid: Skt. Johannes Paul II og Skt. Teresa fra Calcutta. Hele Karol Wojtylas liv var præget af en dyb respekt for Den hellige Eukaristi. (…) Selvom han var udmattet og ikke havde den kraft, der skulle til (…) knælede han altid foran Det Allerhelligste. Han var ikke i stand til at knæle og holde sig oprejst, uden at nogen hjalp ham. Han havde behov for andre til at bøje hans knæ og hjælpe ham op. Han ønskede indtil det sidste at være et levende vidnesbyrd på ærbødighed overfor Det Allerhelligste. Hvorfor er vi så stolte og ufølsomme overfor det tegn, som Gud selv giver os for at nære vor åndelige udvikling, og som en forbundethed med Ham? Hvorfor følger vi ikke helgenernes eksempel og modtager Den hellige Kommunion knælende? Er det virkelig så ydmygende at bøje sig og knæle for Vor Herre Jesus Kristus? Og dog: ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. (Fil 2: 6-8).

Skt. Moder Teresa fra Calcutta, et helt ekstraordinært ordensmenneske, som ingen turde betragte som traditionalist, fundamentalist eller ekstremist, og hvis tro på – og totale hengivenhed til Gud og de fattige er almenkendt, havde respekt for – og tilbad fuldt og helt Jesu Kristi Legeme. Det er klart, at hun hver dag rørte ved Jesu ”Legeme” i arbejdet med dem, der havde det meget dårligt, led, og som var de fattigste af de fattige. Og dog afholdt Moder Teresa sig fra at berøre dettranssubstantierede Jesu Legeme. I stedet tilbad hun Ham og beskuede Ham i stilhed, hun lå længe på knæ foran – og bøjede sig for Jesus i Eukaristien. Desuden modtog hun Den hellige Kommunion i munden, som et lille barn, der ydmygt lader sig ”bespise” af sin Gud.

Denne helgen blev meget trist og fandt det smertefuldt at erfare, at kristne modtog Den hellige Kommunion i hånden. Desuden sagde hun, at så vidt hun vidste, modtog alle søstrene Kommunionen på tungen. Er dette ikke den formaning, som Gud selv retter til os: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Egypten. Luk munden op, så skal jeg fylde den” (Sl 81:11).

Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden? Hvorfor vil vi opretholde en holdning, hvor vi udtrykker manglende underdanighed overfor dette Guds tegn? Ve den præst, der bruger sin autoritet til at afvise – eller nedgøre dem, der ønsker at modtage Kommunionen knælende og på tungen. Lad os som børn træde frem og ydmygt modtage Kristi Legeme knælende og på tungen. Helgenerne er det eksempel, vi bør følge, når vi modtager det, Gud giver os!

Men hvordan kom det så vidt, at praksis med at modtage Kommunionen i hånden blev så almindelig? Svaret finder vi hos Don Bortoli, som har arbejdet med dokumenterende materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort. Dette materiale er af ekstraordinær karakter i forhold til validitet og omfang. Der er tale om proces, der var alt andet end klar, et skifte fra det instruktion Memoriale Domini fremlagde og det, som er en udbredt praksis i dag (…) Desværre, som det hændte med det latinske sprog, er det ligeledes gået med den liturgiske reform. Der er ikke er foregået en homogen udvikling i samklang med den tidligere ritus, men derimod er en tilladelse blevet benyttet til at ”dirke låsen op”, så man har kunnet åbne døren på vid gab for at kunne gennemtvinge og udtømme det værn, der sikrede Kirkens liturgiske skatte. ”Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej” (Visd 10:10) ikke under noget påskud. Udover de teologiske motiver, der er redegjort for ovenfor, synes det som om, måden hvorpå at denne praksis (Kommunion i hånden) har bredt sig, er noget, man er blevet narret til, og som ikke er overensstemmende med Guds veje.

Må denne bog opmuntre præster og de troende, som er blevet tilskyndet af det eksempel, som Benedikt XVI har givet, hvor han de sidste år af sit pontifikat ønskede at uddele Eukaristien til den knælende kommunikant og på tungen. Han ønskede at uddele eller selv modtage Eukaristien på netop denne måde, som er den rette set i relation til netop dette sakramente. Jeg håber, at man vil genopdage og fremme skønheden – og den pastorale omsorg forbundet med denne måde (at uddele og modtage Kommunionen på). Min mening er – og jeg tror, at dette spørgsmål er af så stor vigtighed, at Kirken bør overveje det nøje. Dette er videre en form for tilbedelse og kærlighed, vi hver især kan give til Jesus Kristus. Jeg er meget tilfreds med at opleve, at så mange unge ønsker at modtage Vor Herre så ærbødigt, knælende og på tungen. Må Fr. Bortolis arbejde fremme overvejelser omkring måden, hvorpå Den hellige Kommunion uddeles. Som jeg indledte med, har vi netop fejret 100 året for Fatimaåbenbaringerne, og vi er opmuntret til at vente på Marias Ubesmittede Hjertes sejr, en sejr, der også gælder den sande liturgi.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 22. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-sarah-we-need-to-rethink-the-way-communion-is-distributed

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)