Category: Magisterium

Viganò: en ny Kirke er det egentlige mål

Ærkebiskop Viganò: ”denne målsætning blev væsentlig tydeligere i moderne tid”

Ifølge Carlo Maria Viganò er det at skabe en såkaldt ”ny Kirke” et århundreder gammelt projekt hos frimurerne, som er blevet accelereret i de sidste 60 år gennem klerikale, der er har været præget af en revolutionær tankegang.

I et interview, der blev offentliggjort (1) mandag den 9. september 2019 af Dr. Robert Moynihan, grundlægger af – og chefredaktør for Inside the Vatican, gentog Viganò pave emeritus Benedikt XVI’s advarsler (2), der blev offentliggjort i april, og som bekræfter, at den nuværende krise, hvor klerikale har foretaget seksuelle overgreb, stammer fra noget, der er større, og som handler om, at man forsøger at forandre Den katolske Kirke.

I et tidligere interview med Moynihan i august, udpegede Viganò ”Jesuitterne”, som hovedpersonerne i en plan, der har været 60 år undervejs, og hvor hensigten er at bringe ”nye tankesæt” ind i hjertet af Kirken, som ikke har noget med katolsk liturgi eller moral at gøre.

I dette nye interview spørger Moynihan ærkebiskoppen om planen rent faktisk kan dateres længere tilbage i tiden end til de oprørske teologer, der var Jesuitter, og om man også kan trække tråde tilbage til den franske revolution i 1789. (3).

Det kan man godt, svarede Viganò. Der er helt klart tale om et projekt, hvis man kan kalde det det, som går århundreder tilbage i tiden, nærmere betegnet til da man stiftede frimurerne i midten af 1700-tallet (4).

Herefter går biskoppen videre med at forklare, hvordan disse bestræbelser på at forandre den katolske doktrin samt Kirkens praksis accelererede i løbet af 1960’erne i forbindelse med Vatikan II. Han siger videre: ”biskopperne havde besluttet, at de ville holde fast ved koncilets originale arbejdsdokumenter, som man betegnede skemaer, (5) men en kardinal, som var Jesuit, bistod med at influere paven, så denne ville give tilladelse til, at de originale skemaer blev erstattet af nye, der var blevet udarbejdet af liberale teologer”:

Den manøvre, der skulle til, for at man kunne påvirke en beslutningsændring, kom fra et sted, en person, endda et meget prominent medlem af Jesuitterne, nemlig kardinal Augustin Bea. Han var sammen med andre i stand til at overbevise pave Johannes XXIII om, at man skulle ”kassere” de skemaer, man allerede havde forberedt og erstatte dem med andre skemaer, der var blevet udarbejdet af teologer specielt fra Nordeuropa, f.eks. Hans Küng, Karl Rahner og andre.

Viganò tilføjede, at dette var den spæde begyndelse på en proces mod skabelsen af en ”ny Kirke”.

Han beskriver derpå, hvordan Jesuitterne spillede en fremtrædende rolle, når det handlede om at misfortolke de 16 dokumenter, der var blevet udfærdiget under koncilet. Han fortæller om, hvordan Jesuitterne mødtes, efter at koncilet var blevet afsluttet i 1965 og igen 1966 for at drøfte, hvordan man kunne fremlægge specifikke ”præciserede ændringsforslag”, som var udarbejdet af den daværende pave Paul VI. ”Resultatet af de bestræbelser Jesuitterne iværksatte har været altødelæggende”, tilføjer ærkebiskoppen.

Viganò fortalte videre: ”det, der skete, efter at Vatikan II blev afsluttet i 1965, var, at man opererede stik imod kontinuitetsprincippet, det princip, som ville være det helt rigtige at benytte i fortolkningen af Vatikan II dokumenterne”.

”En omfattende mediemæssig propagandamaskine spredte hurtigt de falske fortolkninger af dokumenterne fra Vatikan II”, forklarede han. Viganò bemærker også, ”at en lignende propagandamaskine (i dag) forsøger at tegne et billede af pave Frans som værende på linje med de foregående paver, når det handler om katolsk doktrin og disciplin”.

Viganò siger videre: ”man hævder, at pave Frans’ ’nye paradigme’ ligger på linje med den lære, som hans forgængere fremsatte. Men det gør den ikke, fordi det ”nye paradigme” er ensbetydende med en ’ny Kirke’”.

”Formuleringen, et ’nyt paradigme’ er en del af en strategi, hvor man dækker over den egentlige målsætning”, bekræfter Viganò. ”Man benytter denne formulering til at vildlede, narre og antyde, at det ’nye paradigme’ er i overensstemmelse og i lige linje med tidligere paver, men det, der er målsætningen, er det stik modsatte”.

Ærkebiskoppen vender tilbage til det essay, der er skrevet af pave emeritus Benedikt XVI, og som blev offentliggjort i april (6).

Viganò henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at lede læsernes opmærksomhed hen på emnet en ”ny Kirke”, og det som pave emeritus Benedikt XVI har skrevet om dette emne, og som blev udgivet i april. Benedikt udtalte: ”at det ville være en decideret katastrofe, hvis et sådant forehavende blev gennemført”.

I sit essay skriver Benedikt XVI,: ”at forestillingen om en bedre Kirke, der er blevet til ved os, kommer fra djævelen” (7).

Dette er ikke første gang, at Viganò henviser til det, der er blevet skrevet af en tidligere pave, hvor denne advarer de troende om de farer, der optræder i forbindelse med etableringen af en ”ny kirke”.

I sin tale til de amerikanske biskopper ved deres generalforsamling november 2013 talte den daværende apostoliske udsending i USA om et emne, der ligner det, der er blevet behandlet i denne artikel. Her citerede han den tale, pave Johannes Paul II gav til de amerikanske biskopper i 1976, før han blev valgt til paveembedet. Viganò fremhæver følgende fra pavens tale: ”vi står nu overfor den største kamp menneskeheden nogensinde har været vidne til. Jeg tror ikke, at en stor del af det amerikanske samfund eller kristne i det hele taget fuldt ud forstår det, de står overfor. Vi er nu vidner til den endelige kamp mellem Kirken og en antikirke, mellem Evangeliet og et antievangelium og mellem Kristus og antikrist. Denne kamp er en del af den plan, Det Guddommelige Forsyn har lagt. Dette er derfor en del af Guds plan, og Kirken må nødvendigvis følge denne plan med stort mod”.

Noter

1: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

2: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

3: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

4: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

5: Link til artikel: https://thewandererpress.com/catholic/news/frontpage/vatican-ii-the-rejected-schemas

6: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

7: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 11. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/vigano-making-a-new-church-is-the-true-goal

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Lidelse følger i kølvandet, når en Kirke tager ukloge beslutninger

Det, man kan sige om pave Johannes XXIII’s pontifikat var, at det i sin karakter var optimistisk. Da han blev spurgt, hvorfor han indkaldte til det andet Vatikankoncil, var hans svar angiveligt: ”Jeg ønsker at åbne Kirkens vinduer så meget, at vi kan se ud, og folk (udenfor) kan se ind”. Med denne åbningsreplik for Koncilet, hånede han de kritikere, der hævdede, at den moralske krise var under opsejling ved at karakterisere dem, som dommedagsprofeter, der altid har de værste katastrofer for øje, som om verdens ende er lige om hjørnet. Pave Johannes XXIII’s optimisme figurerede implicit i det, der var sigtet med Vatikan II: At bringe Kirken og den moderne verden sammen på en vellykket måde, det vil sige at åbne Kirkens vinduer og lade røgelsen, der benyttes i hellige sammenhænge, blande sig med den friske sekulære luft, eller sagt på en anden måde, der var tale om et projekt, der havde tiltro til, at en syntese mellem optimisme og håbet om alt det bedste ville bære stor frugt.

Pave Johannes XXIII nåede ikke at opleve koncilets slutresultat. En progressiv katolik ville karakterisere dette på følgende måde: Han var som en bygningshåndværker, tilknyttet et katedralbyggeri, hvor han ikke nåede at opleve det endelige og imponerende resultat. Det er det samme, der gør sig gældende, når man tager udgangspunkt i den kulturelle udvikling. Man tilplanter en have, og de generationer, der kommer efter, kan høste dens frugt.

Men til tider kan dens frugter, der vokser frem være rådden og helt uspiselig.

Den frugt, der var resultatet af Vatikan II, efterlod Kirken med en bitter smag i munden. Mange antager, at dette skyldes en infiltration af Kirken. Måske skulle pave Johannes XXIII have lyttet til dommedagsprofeterne. Hvis man åbner vinduerne, når luften er fyldt med giftig røg, kan det have en dødelig udgang.

Jeg kunne være fristet til at gennemgå de mange mærkværdige og fjollede ting, man har været vidne til siden Vatikan II, samt de drastiske fald, der har været i forhold til kald (præste- og ordenskald) samt folk, der deltager i Den hellige Messe og antallet af misbrugssager og endelig de enorme summer, der er blevet benyttet til at indgå juridiske forlig i disse sager. Jeg kunne fortsætte listen af disse opsigtsvækkende forhold med at nævne Messer med rockmusik, hvor der danses polka, hvor der optræder klovne, og det værste af det hele er Messerne ved Verdensungdomsdagene. Men jeg vil i stedet rette fokus på følgevirkningerne af Vatikan II, og hvilken betydning de aktuelt har for verden og de unge.

Da jeg arbejder som lærer, vil jeg tage udgangspunkt i de erfaringer, jeg har gjort mig på dette område. Jeg arbejder i det offentlige skolesystem, og her er Den katolske Kirke praktisk talt ikke eksisterende. De elever, jeg møder har aldrig hørt om en biskop eller for den sags skyld en pave, og hvad disse titler dækker over. Deres viden om præster stammer fra det, de stifter bekendtskab med fra komikkens verden. De ved, hvad det vil sige at være nonne grundet en aktuel gyserfilm. Der er kun to af mine elever, der på ugentlig basis deltager i en eller anden form for gudstjeneste. Resten tager enten del i søndagens ”tilbedelse” af hockey-sporten eller sidder derhjemme foran computerskærmen og bruger tid på at slå mennesker ihjel i et spil. Hvis en elev har et familiemedlem, der er troende (kristen), så kender eleven til Jesus, men ved med stor sandsynlighed ikke hvem Jesus egentlig er (jeg havde på et tidspunkt en elev på 11 år, som spurgte om julen indikerede Jesu død på korset). Min opfattelse er på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig, at Den katolske Kirke fremstår som betydningsløs for de elever, jeg er lærer for og ikke bare for dem, men for hele det moderne uddannelsessystem.

Kan jeg få det moderne uddannelsessystem til at forsvinde? Hvad kan Den ”moderne” katolske Kirke tilbyde mine elever? Skal jeg undervise dem i, hvordan de skal plagiere, når de skal skrive et essay? Eller skal jeg give dem en lektion i matematik, hvor 2 +2 = 5? Der vil givet være en elev, der ønsker en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre? Mit svar til den pågældende elev vil da være: ”du skal ikke fokusere på detaljer”. Måske kan Kirken i forhold til de naturvidenskabelige fag bidrage med, hvorledes man bygger broer på usikker grund, eller laver et flag, som kan indgå, som en naturlig del af boligindretning. Hvis der er et felt, hvor Den ”moderne” katolske Kirke og det offentlige uddannelsessystem kan mødes, er det omkring fordømmelsen af de menneskeskabte klimaforandringer. Man har sagt, at ”de dommedagsprofetier, der i dag bliver forudsagt i forbindelse med klimaforandringerne, skal tages meget alvorligt”. Her ser vi et eksempel på, at Pave Johannes XXIII møder dommedagsprofeten: Frans. Jeg er sikker på, at Kirken og skolerne kan arbejde sammen om at begrænse folks forbrug af plasticsugerør. Med undtagelse af den politik, som Kirken fører, som er smurt ind i teflon, så fremstår Den katolske Kirke som useriøs og utroværdig, når den præsenteres i det offentlige skolesystem.

Fraværet af en klar og tydelig Kirke er ikke noget, man skal tage for let på, for der er tale om fraværet af det sande lys og håb. I de syv år, jeg har fungeret som lærer, har jeg undervist mange utrolige elever. Men jeg har også været vidne til den lidelse, de har gennemgået. Jeg ser elever, hvis liv er blevet ødelagt af en skilsmisse. Jeg er vidne til, at skoler regelmæssigt kortvarigt må lukke ned, fordi der er fare for, at visse elever kan blive bortført. Det at være lærer betyder, at man meget hurtigt kommer på fornavn med betjentene på den lokale politistation. Jeg havde en elev på 9 år, som blev taget i at sende upassende billedmateriale, hvor eleven selv optrådte, til venner og bekendte. Jeg havde en elev på 10, som forsøgte at begå selvmord, og det kom som et chok for mig, at en af mine andre elever på kun 7 år også havde forsøgt på at begå selvmord. Jeg har endda haft to elever, som blev myrdet. Jeg tror ikke, at I kan forestille Jer, hvor mange grædende og sorgfulde børn, jeg har lyttet til. Vi lever i en verden, som er markant præget af sorg og smerte, en verden som sukker efter en frelser, som er Den Frelser, børnene henvender sig til, når de synger Hosanna. Disse børn bærer på så meget sorg og smerte, og de har ingen anelse om, hvor de skal finde håbet. En stærk og synlig Kirke er ganske enkelt fraværende og kan derfor ikke tage dem i hånden og lede dem ad den rette vej.

Alt det, som mine elever oplever og bærer på, bekræfter blot den ulykkelige sandhed, at hvis Kirken fremstår svag, uklar og ikke er i stand til at vise vejen, så lider verden under dette. Det er klart, når Kirken ikke prædiker Kristus, som korsfæstet, og når man fjerner krucifikser i det offentlige skolesystem, så ender det galt. Når krucifikserne fjernes på skolerne, placeres korset med dets lidelse på vores børn. Manglen på rettidig omhu fra Den synlige Kirke har resulteret i, at Den sammen med den moderne verden styrer direkte mod lidelsernes afgrund, og der er her tale om lidelser i en skala, som indtil nu aldrig er set mage, og det er børnene, der må bære dette på deres skuldre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så optimistisk, som pave Johannes XXIII, og sige, at det hele nok skal blive godt. Det ville være løgn. Kristus har vundet den endelige sejr, men mange sjæle vil gå tabt på vejen derhen. Imidlertid kan man håbe på, at en meget mindre katolsk Kirke vil rejse sig af støvet, vakt til live af Den ekstraordinære Messe, og som vil bringe det glade budskab videre til kommende generationer. I sidste ende må katolikker være parate til at være ligesom dem, der var med til at bygge middelalderens katedraler, nemlig at arbejde på en fornyelse uden at kunne forvente at se det endelige resultat, som er katedraler bygget på klippegrund, ikke på et fundament af genbrugte plasticsugerør. Der har allerede været for meget lidelse forårsaget af ukloge beslutninger.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/suffering-foolish-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Aldrig før har verden ønsket så meget, at du må komme i helvede! Du må stå imod!

Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelstmen for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24: 22).

Finder du behag i kødets lyst? Er du grådig? Tror du på Den katolske Kirkes trosgrundlag, men er lunken i din tro? Er du vokset op i en ikke-kristen familie, eller er du vokset op i en (af de mange) kristne denominationer, som i oprør har taget afstand til Den Kirke, som Kristus indstiftede? Eller benægter du Guds eksistens?

Verden har udviklet sig på en sådan måde, at det praktisk talt er umuligt at udgå, uden Guds store nåde, at begå en dødssynd. Hvor man end vender sig hen, og uanset hvad man gør, bærer det syndens plet med sig. Vi opmuntres til at gøre det onde i alle dele af vort liv, i kærlighedslivet, i privatlivet og i hjemmet. Man fortæller os, at det onde er normalt, at det kan retfærdiggøres, og at det er det helt rigtige at gøre. Vi får bogstaveligt talt serveret alle de ”gode” grunde til at fordærve os selv og vore kroppe og glemme alt om Gud og endda kassere Ham.

Man fortæller os, at ondskab er den pris, man må betale for at kunne være til i verden i dag. 

Ved at afvise Kristus opfylder verden blot Hans profetier. Da Han sagde: ”Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst”, må det være det, Han henviste til.

Dette kan illustreres ved, at man tager udgangspunkt i et nyfødt barn. Dette barn vil, hvis det følger det gængse mønster, skulle modtage skoleundervisning i mange år. I skolen vil det få fortalt, at homoseksuelle relationer er normale, at mænd kan blive til kvinder og omvendt, at tolerance betyder mere end noget andet, at fejlagtige trosforestillinger om Gud bør vægtes lige med den sande tro, at mastubation er en naturlig ting, og at videnskaben har modbevist Guds eksistens.

Når dette barn ikke er i skole, vil det befinde sig i kulturelle sammenhænge, hvor man anser førægteskabelig seksuelt samvær som noget naturligt, og tror man på Gud, er man tåbelig. Dette barn vil blive opmuntret til at vurdere sig selv ud fra parametre, som dets evne til at præstere, succesraten gennem hele dets fremtidige karriere på arbejdsmarkedet samt på andre felter, hvor mange penge det kan tjene, og hvor seksuelt attraktiv, det kan blive. De digitale medier vil sprede gift i dette barns sind, når det bliver underholdt på- og af disse medier.

Hvilken chance har det gennemsnitsbarn, der kommer til verden i dag, når det udsættes for denne massive påvirkning?

Som Jesus siger: ”Hver dag har nok i sin plage”. For at gøre det hele meget værre er antallet af troende præster og sogne, der brænder af nidkærhed, og hvis de da stadig eksisterer, er de få og præget af splittelse.

Hvis Den hellige Moderkirke var stærk nok, hvis seminarierne var fyldt med præstestuderende, der var rodfæstet i deres tro, hvis der ikke blev foretaget ændringer i Kirkens doktriner, og hvis lægfolket brændte med nidkærhed for Gud, da ville det være muligt for dette barn at modstå alt det onde, der kommer fra verden. Men en svag Kirke er blevet skrøbelig og tilbageholdende i mødet med modernismen og kan derfor ikke komme med et vidnesbyrd, der står op imod verden. Imidlertid finder dette sted, men det foregår i meget få menigheder, hvor præsterne virkelig er troende, og lægfolket også er godt funderet i troen.

Det, at det er vanskeligt for de udvalgte at finde de troende præster og sogne, der er funderet i troen, er i sig selv et tegn på, at vi befinder os på det tidspunkt, som Kristus i sin barmhjertighed advarede om ville komme. Det er sandt, at antallet af mennesker, der i disse dage vil blive frelst er tæt på nul, fordi disse dage er præget af ondskab og fordærv.

Selv luften emmer af stanken fra helvede. Vi håber på, at Kristus i Sin store barmhjertighed vil afkorte de dage for at frelse de udvalgte. Disse kan kun stå op imod mørkets ugudelighed ved at holde fast i traditionen.

”… og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kristi Kirke), men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet”, dette er de vers, der yderligere bliver formidlet vedrørende dette budskab. Store dele af Kirken vil gå på kompromis, dog vil der altid være troende præster og menigheder, der er funderet i troen, og som frembærer Messeofferet, således at de udvalgtes sjæle kan blive frelst.

Men ingen bør være overrasket over at vi befinder os i den tid nu.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af James D og publiceret på OnePeterFive d. 21. februar 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/world-hell-resist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hedenskabens ånd lurer i forbindelse med Amazonassynoden

Noget rigtig gammelt synes at komme frem i dagens lys igen. Det rumsterer under overfladen som et utæmmet dyr, der er ved at blive sluppet fri.

Det utæmmede dyr, der er ved at blive sat fri, kommer til syne i forbindelse med det, eksorcisten Fr. Chad Ripperger ildevarslende beskriver som ”den sjette generation” (1). Ifølge Fr. Ripperger påvirker specifikke ånder/dæmoner forskellige generationer. For eksempel har den specielle ånd, der har påvirket generation X og Y, specifikt rettet sit fokus på en manglende moral og religiøsitet hos disse generationer, mens generation Z, som overordnet set ikke har modtaget en moralsk dannelse, er blevet ”besat” af ånd, der er præget af moralsk fordærv.

Men den sjette generation, den der er født fra år 2008 og fremefter, vil være ”besat” af en ånd, ulig de ånder, der har præget tidligere generationer.

Fr. Ripperger forklarer følgende:

Eksorcister ved som udgangspunkt, at en introduktion til det okkulte sker gennem en amoralsk adfærd, som specielt har sit udgangspunkt i en overtrædelse af det sjette og niende bud. … Den forrige generation fortsætter med at falde dybere ned i det seksuelle fordærv, som den tidligere generation var fanget i af en til enhver tid tilgængelig pornografi, og netop dette har skabt en åbning for hedenskabens ånd.

Er vejen blevet banet for moralsk fordærv og en nysgerrighed overfor det okkulte, vil det resultere i, at den næste generation vil have et ønske om at tilbede – eller allerede tilbeder af andre guder, forudsiger eksorcisten.

Andre har også set tendenserne til en tilbagevenden af hedenskaben. Ross Douthat beskriver dens træk på følgende måde: Denne forståelse af verden hviler på, at det guddommelige er i verden og ikke uden for verden, at Gud eller guder eller væsner er en del af naturen fremfor en udefrakommende Skaber, og at mening og moral samt den metafysiske erfaring skal søges i fællesskab med det, der er iboende verden og ikke ved at række ud efter det transcendente. …Meningen med religion og åndelighed er mere af terapeutisk karakter og betyder, at man søger at leve i harmoni med naturen og hverdagens glæder.

Som Douthat bemærker, er der tegn på en genopblomstring af en ”intellektuel panteisme” samt ”civilreligion” (samfundsreligion), med fokus på omverdenen, og dette kommer for eksempel tydeligt til udtryk i den teologi, der er centreret omkring social retfærdighed, og samtidig er der en stigende interesse for supranaturalisme (supernaturalisme) (2),der er indbegrebet af New Age praksis f.eks  healere, clairvoyanter, medier (medium) og en ydre form fornyhedenskab/neopaganisme, Wicca (3) og andet.

Det er ofte blevet fremhævet, at der nu er flere hekse i USA end presbyterianere.

Douthat siger, at vi egentlig bare skal vente på, at ”panteismens og civilreligionens filosoffer … får knyttet religiøse bånd mellem New Age og nyhedenskab/neopaganisme”. Det eneste vi venter på er, at de får skabt en form for tilbedelse, ikke kun fordi de (New Age og nyhedenskab/neopaganisme) sætter pris på de panteistiske træk, men ganske enkelt fordi de identificerer sig med dem.

”Måske står der allerede en profet for denne forende hedenskab og venter i kulissen”, vurderer han.

***

Imidlertid har planlæggerne af Amazonassynoden fremlagt et skamløst nyhedensk/neopagant arbejdspapir, som i sine formuleringer priser hedenske ritualer (nr. 87) og en ”tro på Skaberen som Gud Fader og Moder” (nr. 121) og det ”at have samtaler med ånder” (nr. 75).

Arbejdspapiret er som José Antonio Ureta dokumenterer en ”guddommeliggørelse af naturen” lovprist af de Forenede Nationers konferencer og protokoller. Ureta henviser til en afslørende afslutningstekst udarbejdet af en FN-delegeret i 1992 til en konference i Rio:

Post-Rio mennesket bør også elske verden. …Vi må nu slutte en kontrakt, som er en etisk og politisk kontrakt med naturen, og som ligger over den moralske kontrakt med Gud og den sociale kontrakt med mennesket. …

For det antikke menneske var Nilen en gud, man ærede, og ligeledes har Rhinen været en kilde til europæisk mytologi, og på samme måde er regnskoven i Amazonas alle skoves moder. Overalt i verden har det guddommelige taget bolig i naturen, og det har gjort, at skove, ørkener og bjerge har fået en personlighed, der kræver tilbedelse og respekt. Jorden har en sjæl. At genfinde den sjæl og tilføre den nyt liv er målet med konferencen i Rio.

Som Ureta nævner, henviser arbejdspapiret for Amazonassynoden til en boliviansk tekst, der karakteriserer junglen som ”et væsen eller en række væsener, som vi bør forholde os til” (nr. 23). Arbejdspapiret fortsætter med en idealisering af de indfødte, som ikke er blevet ”præget af den vestlige civilisation”, der er tale om mennesker med trossystemer og riter, der er rettet imod åndelig – samt forskelligartet guddommelig aktivitet, der knytter sig til det landskab, der udgør området. Det er yderligere vigtigt at påpege, at denne polyteisme fremstår uberørt, og dermed har undgået påvirkning fra udefrakommende (nr. 25).

Som historikeren Roberto de Mattei bemærker, er disse tapre mennesker ”befriet for monoteismen og har genskabt animisme og polyteisme”. Ifølge arbejdspapiret har den panteistiske ”skaberånd, der er i universet” fostret disse menneskers åndelighed gennem århundreder og dermed båret stor frugt (nr. 120).

Kirken bør ikke, når Den nærmer sig disse mennesker, omvende dem, men tage ved lære af disse ”profeters” ”åbenbaringer”. Hun (Kirken) må anerkende, at der findes ”andre veje” til at søge og forstå Guds store mysterium og ikke udvise en ”uhensigtsmæssig åbenhed”, hvor Hun hævder, at frelsen kun er en del af Hendes trosbekendelse. Hun må kort fortalt anerkende, at den ”kærlighed, der udleves i enhver anden religion, er Gud til behag” (nr. 39).

Peter Kwasniewski siger om dette ”bemærkelsesværdige tekststykke”: ”at det ganske enkelt tilsidesætter den traditionelle måde at betragte evangelisering, frelse og helliggørelse på” (4). Endelig skal det påpeges, at det ”oser” af en modernistisk opfattelse af, at ”enhver religion, selv hedenskab, må betragtes som sand” (Pascendi(5). Måske er det derfor, at én af hovedbidragyderne til arbejdspapiret er citeret for at skulle have sagt, ”Jeg har endnu ikke døbt en indianer, og jeg har heller ingen intention om at gøre det” (6).

Ureta afslutter med følgende forklaring:

I denne interkulturelle dialog, må Kirken nødvendigvis tage rendyrkede hedenske og/eller panteistiske elementer eller trossystemer til sig. Det kan være troen på ”Skaberen som Fader og Moder”, ”forfædrekult (tilbedelse af døde forfædre)”, ”samhørighed med jorden” (nr. 121) og forbindelse til forskellige ”åndelige kræfter” (nr. 13). End ikke hekseri er uden for kategori, når det handler om at bidrage med ”berigende elementer”. Ifølge arbejdspapiret er ”den mangfoldighed af fauna og flora i regnskoven en levende farmakopé og uudforskede levende organismer” (nr. 86). I den sammenhæng er de indfødtes ritualer og ceremonier en del af et integreret hele … De indfødte skaber harmoni og balance mellem mennesker og kosmos. De beskytter livet fra det onde, som kan forårsages af mennesker og andre levende væsner. De hjælper med at genoprette det miljø, menneskeliv samt andet liv, der er blevet ødelagt (nr. 87).

En ny samlet form for hedenskab venter blot på at se dagens lys. Man ønsker – eller har allerede åbnet op for tilbedelsen af andre ”guder” …

Jeg har svært ved at give slip på disse linjer, for de vender tilbage gentagne gange, mens jeg gennemgår dette arbejdspapir, som kardinal Walter Brandmüller retter en stærk anklage imod, fordi det dels fremhæver en ”panteistisk gudedyrkelse, der er rettet mod naturen”, og dels opererer med ”en opfattelse af religion, hvor det religiøse aspekt er iboende ting”, der er kort fortalt tale om frafald, hæresi o.s.v.

***

… et umådelig stort billede udgår fra Spiritus Mundi (Verdensånden)

Det slører for mit syn: et sted i ørkenens sand

Fremstår et omrids af en løves krop og et menneskes hoved

Med et tomt blik, der er ubarmhjertigt, som den stikkende sol

Dets langsomme ben er i bevægelse, mens alt omkring det

Overskygges af de urolige ørkenfugle.

Faretruende sænker mørket sig igen …

De genrationsspecielle ånder, der præger den ydre verden, har de også fundet vej ind i Kirken?

Er det et tilfælde, at familiesynoderne og Amoris Laetitia rettede et frontalt angreb på det sjette bud, og at arbejdspapiret for Amazonassynoden præges af nyhedenskab/neopaganisme?

Mens den sjette generation vokser op, hvad vil da dukke frem i horisonten?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/paganism-amazon-synod

 Noter.

  1. Ripperger, Chad ”The Sixth Generation”, Latin Magazin”, Summer 2012, pp. 34-38.Link hertil:https://30piecesofsilverblog.files.wordpress.com/2017/05/the-sixth-generation_20120615_latin_mass_magazine.pdf
  2. 2.Supranaturalisme(supernaturalisme), i bibelforskningens historie den tidlige del af oplysningstiden i 1700-tallet., da man fastholdt den overnaturlige åbenbaring, og stort set ukritisk lod undere indgå i verdenshistoriens almindelige forløb.

Den såkaldte ældre supranaturalisme formede sig her som en historisk parafrase af den bibelske fortælling med en kun let rationaliserende tendens. I mødet med deismen forandrede den sig til et fornuftbestemt forsvar for nødvendigheden af en åbenbaring, som samvittigheden må bøje sig for, et forsvar, der indeholdt en moderat kritik af Bibelen ud fra moralske og religiøse kriterier. Denne fase benævnes også neologi og betegnede overgangen til rationalisme (Kilde: Gyldendals leksikon).

  1. 3.Wicca,(oldeng. ‘heks’, ‘klog kone’), religiøs bevægelse som især voksede frem med den feministisk inspirerede øko-bevægelse i 1980’erne. Bevægelsen, der har flest tilhængere i de engelsktalende lande – dog er der også tilhængere i Danmark – tog sin begyndelse i 1950’erne i Storbritannien. Man kan være wiccaner på flere måder; nogle mødes i grupper kaldet coven, mens andre praktiserer ritualer og besværgelser alene. Den sidste kategori er formentlig den almindeligste. Ritualerne, som baseres på anvendelse af naturmaterialer som urter, rødder og mineraler, har til hensigt at udnytte naturens kræfter, så man kan påvirke forhold i den fysiske verden. I andre sammenhænge søger man initiation til hemmelige traditioner eller adkomst til naturens guder. Wicca er blandt de bedst kendte bevægelser med neopagant præg (Kilde: Gyldendals leksikon).
  2. 4. Her følger et link til en artikel Peter Kwasniewski har skrevet om selvsamme emne, der er blevet behandlet i denne artikel:https://www.lifesitenews.com/blogs/why-amazon-synod-working-docs-notion-of-inculturation-is-a-false-approach
  3. 5. Her følger et link til pave Pius X’s encyklikaPascendi Dominici Gregis:http://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html
  4. Her følger et link til den artikel, hvor den pågældende udtalelse stammer fra:https://www.lifesitenews.com/blogs/bishop-who-wrote-amazon-working-doc-wants-overhauled-priesthood-ordained-women

(Oversat af MOgens Bohn og Patrick Fyrst)

Kunne Gud tillade en dårlig pave?

At ”Kirken vil vedblive at eksistere” betyder, at hierarkiet og de troende og dermed Kirkens sakramentale og sociale liv vil forblive intakt ét eller andet sted. Vi ved, at det betyder, at det ikke er alle steder, Den vil være intakt, ellers ville Kirkens fald i Nordafrika til muslimerne, og det skisma, som over halvdelen af Europa oplevede under den protestantiske revolte, ikke have været mulig. Vi ved, at der ikke er tale om, at Kirken nogen steder har været fuldstændig forsvundet, som om Den var blevet til et usynligt ideal, som senere skulle genopdages, denne betragtning er fremherskende blandt protestanterne, som tror, at Kirken har været ”væk” i årerne mellem år 300 – 1500.

Årsagen til, at mange mennesker igen beskæftiger sig med den arianske krise, er, at der var tidspunkter under denne forfærdelige krise, hvor meget få biskopper og præster ”opførte” sig som katolikker, sammenlignet med det store antal biskopper, som havde valgt side til fordel for hæresien. Det var under denne krise, at Athanasius kom med sin berømte og spydige bemærkning: ”Det er Jer, der besidder bygningerne, men det er os, der har troen”. Bemærkningen hentydede til, at langt de fleste af de fysiske kirker var i hænderne på tilhængerne af arianismen.

For cirka en uge siden fejrede vi festen for apostlen Peters Stol, hvor vi dels genkaldte os Vor Herres overdragelse af nøglerne til himmeriget til apostlenes leder og dels oprettelsen af Peters biskoppelige sæde i byen Rom. Det er godt, at vi hvert år bliver mindet om, at 1) Kirken er indstiftet på klippen Skt. Peter, som et synligt overhoved, samt 2) det centrale i Peters tro på Den guddommelige Frelser, som led for troen, og at Peter må gennemgå den samme lidelse for at vise sin værdighed til det embede, der er blevet ham betroet, og at han kan varetage det.

Matthæusevangeliet kapitel 16: 18: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”, har en lang eksegetisk historie bag sig. Skt. Augustin antog, at ”klippe” betød Peters tro og dermed Kirkens tro. Skt. Thomas Aquinas argumenterer for, at der dels er tale om Peters troshandling, som enhver kristen må søge at efterligne, og Peters autoritet, den, som han alene er blevet overdraget.

I den modreformatoriske periode blev skriftstedet fra Matthæusevangeliet, som er citeret ovenfor, benyttet om paveembedet i katolsk forstand, men ser man på konteksten i Matthæusevangeliet kap 16, viser det sig, at det, Jesus fremhæver og priser, er Peters bekendelse af troen på Jesu guddommelighed og Jesu Messianske mission, og netop dette er Kirkens fundament og ikke et menneske eller et embede, det er det, man må konkludere ud fra en overordnet betragtning. Den grundlæggende opgave for en pave er at fortsætte med at bekende Kristus, som Guds Søn, ved at opretholde den sande tro med dens moral- og dogmatiske lære, med andre ord, paven skal være garanten for, at evangeliet forbliver intakt, klart og fremherskende. Alt dette er med til at tegne et billede af, hvilke problematiserende aspekter, der kendetegner den aktuelle efterfølger til Peter.

Da en person for nylig benyttede følgende argumentation overfor mig: ”Du bliver nødt til at basere den kritik, du fremsætter på et bredere udsnit af Kirkehistorien. Det, jeg mener er, at man kunne eksempelvis se nærmere på pave Alexander VI (1492-1503), var mit svar: ”Efter at have studeret de respektive pavers historik, mener jeg bestemt, at man kan tage udgangspunkt i pave Alexander VI. Det er klart, at hans moral var betydelig flosset, men i sit officielle embede videreførte han Kirkens lære, og i ydmyghed bøjede han sig for den ærværdighed, der kendetegner den romerske liturgiske ritus. Han gjorde netop det, der forventes af en pave, nemlig at han stod vagt om den traditionelle doktrin og tilbedelse”.

Ja, Matthæusevangeliet kapitel 16: 18 og kirkefædrene taler helt klart om en person og dennes tro, som er grundlaget for denne gave (embedet) fra Kristus, men det, der gør sig gældende, for at embedet varetages på rette vis, er, at dets indehaver besidder- og udøver troen på Jesus Kristus. En hæretisk pave står i stærk kontrast til det ovennævnte. Han bliver så at sige i stand til at ”ophæve” sig selv, ligesom det er muligt indenfor matematikken, hvor +2 og -2 ophæver hinanden. Selvfølgelig er det klart, at den hæretiske praksis skal være synlig, at den udøvede praksis kan betegnes som hæretisk, og at udøveren i hovmod opretholder sin praksis trods gentagne advarsler. Vi er dog ved at nå det punkt.

I betragtning af de udfordringer, der aktuelt er til stede i Kirken, kommer det ikke bag på mig, at en læser henvendte sig til mig med følgende:

Hvordan kan det være, at Gud kun yder ”hjælp” til en vis grænse, og derefter stopper Han? For eksempel hvorfor vil Gud ikke lade Sin Kirke fejle, men lader Hende komme tæt på det punkt, hvor Hun gør det, hvorfor trækker Han ikke en streg i sandet tidligere? Eller i 1 Mosebog, hvorfor tillader Han Adam at have friheden til at vælge at spise af kundskabens træ, så han får evnen til at skelne mellem godt og ondt, men Han forhindrer ham (Adam) i at kunne spise af livets træ, og hvorfor markerede Han ikke allerede en grænse i forhold til kundskabens træ? Selvfølgelig er vi fuldstændig fortabte uden Guds hjælp, men hvordan skal vi forstå, at Gud hjælper os til et vist punkt? På en måde kan det virke som om, at dette er et ”spil” for Gud, men jeg må formode, at der er en guddommelig styring i alt dette.

Dette spørgsmål overtrumfer alle spørgsmål. Hvorfor tillader Gud det onde? Hvorfor tillader Han det til et vist punkt, hverken mere eller mindre? Svaret ligger i ”den tilbageholdte nåde”, som Sheldon Vanauken taler om. Gud forsøger ikke at gøre det let for os, Hans mål er at helliggøre os, rense os for synd og gøre os til helte. Enhver kristen er kaldet til at være martyr uanset om martyriet er blodigt eller ublodigt. Der er krav forbundet med Hans nåde og for at opnå den, må vi helt ud til kanten, der hvor vores absolutte grænse går. Når vi siger ja til det, da vil vi praktisk talt erfare vores purgatorie her på jorden. Det er den samme lære, vi kan drage af mystikerne, som eksempelvis Johannes af Korset: en rensende, oplysende og forenende vej. Hvis vi ønsker at være forenede med Vor Herre, må vi lade Ham være vores lærer, og hvis vi ønsker at blive modtagelige overfor lærdom og klar til at modtage det, Han ønsker at give, da må vi undergå lidelse. Lidelsen er med til at forøge vor tro, håb og kærlighed.

Gud, som er så uendelig stor, har så meget at give, at Han må skabe rum for Sit nærvær i vores sjæle gennem store prøvelser og trængsler. Der er altså ikke tale om et spil, men fundamentet i den kærlighed, der hverken kan eller vil gå på kompromis, og som på ingen måde kan være i stue med uværdig kærlighed.

Jeg siger dette med henvisning til hver eneste katoliks indre liv samt hver eneste troendes kald til at bringe vidnesbyrd om troen, det er det, der er martyriet. I et overordnet perspektiv må det også betragtes som en fordel, når Gud tillader, at Kirken udsættes for prøvelser af en sådan karakter og størrelsesorden, for den sandhed, der ligger i Hendes tradition vil fremstå langt mere klart, den dag modstanderne af sandheden er blevet slået tilbage. Vores forståelse af pavedømmet, og dets dybe forbundethed med traditionen og de afvigelser, der kan optræde i pavedømmet, bliver markant forstærket, og vores tro bliver på den måde ”renset” for ekstremer, som at sætte paven på en pedestal eller sedevacantisme, (ordet stammer fra sede vacante (lat. mens sædet er ledigt). Perioden mellem en biskops død eller lovlige fratræden og valget af hans efterfølger. Udtrykket anvendes især for perioden mellem 2 paver).

Til dem, der ønsker at læse mere om, hvorfor pavens embede bør vurderes ud fra, hvorvidt det lægger sig op ad traditionen, og hvordan det bør tilpasses det trosfundament, der til alle tider er Kirkens, kan jeg henvise til den artikel, jeg offentliggjorde tidligere på måneden: https://onepeterfive.com/happy-catholics-pope

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 28. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/would-god-permit-a-bad-pope

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)