Category: Magisterium

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

THE PROPHECY OF ST. FRANCIS OF ASSISSI

In Works of the Seraphic Father by R. Washbourne (1882) that bears the mark of an imprimatur, a prophecy by St. Francis is imparted to his spiritual children on his deathbed. I quote the relevant parts here:

Act bravely, my Brethren; take courage, and trust in the Lord. The time is fast approaching in which there will be great trials and afflictions; perplexities and dissensions, both spiritual and temporal, will abound; the charity of many will grow cold, and the malice of the wicked will increase. The devils will have unusual power, the immaculate purity of our Order, and of others, will be so much obscured that there will be very few Christians who will obey the true Sovereign Pontiff and the Roman Catholic Church with loyal hearts and perfect charity. At the time of this tribulation a man, not canonically elected, will be raised to the Pontificate, who, by his cunning, will endeavour to draw many into error and death. Then scandals will be multiplied, our Order will be divided, and many others will be entirely destroyed, because they will consent to error instead of opposing it. There will be such diversity of opinions and schisms among the people, the religious and the clergy, that, except those days were shortened, according to the words of the Gospel, even the elect would be led into error, were they not specially guided, amid such great confusion, by the immense mercy of God… Those who preserve their fervour and adhere to virtue with love and zeal for the truth, will suffer injuries and persecutions as rebels and schismatics; for their persecutors, urged on by the evil spirits, will say they are rendering a real service to God by destroying such pestilent men from the face of the earth… Sanctity of life will be held in derision even by those who outwardly profess it, for in those days Our Lord Jesus Christ will send them not a true Pastor, but a destroyer.—Ibid. p.250 (emphasis mine)

Den lange kamp for kvindelige katolske præster er ved at nå sit højdepunkt

Skt. Gallen mafiaens lange kamp (1) for at forandre præsteskabet har nu nået et afgørende punkt. Mørket er begyndt at sænke sig over det, der er vigtigste for præsteskabet, mens slaget bliver udkæmpet ved Amazonassynoden.

Kort tid efter, at synoden var blevet påbegyndt, indrømmede biskop Erwin Kräutler, at synoden ”måske var” et skridt på vejen mod kvindelige præster (2). Den noget ”eksplosive” indrømmelse fremkom, efter at han allerede havde udtrykt sin støtte til kvindelige diakoner, og han sagde ved den sydonale pressekonference, at de indfødte ikke forstår cølibatet. Det er værd at notere sig, at blot få måneder før synodens start deltog Kräutler i et ”hemmeligt” præ-sydonalt møde (3), hvor man arbejdede med forslag om ordination af gifte mænd samt kvindelige diakoner. Fire andre deltagere udover Kräutler var kardinalerne Hummes, Baldisseri, Czerny og Schönborn (4), og disse kardinaler er en del af den kommission (5), der er ansvarlig for udfærdigelsen af synodens slutdokument.

En anden deltager ved dette ”hemmelige” formøde var kardinal Walter Kasper, som er én af hovedpersonerne i Skt. Gallen mafiaen.

Skt. Gallen mafiaen, der har levet sit helt eget – og tilbagetrukket liv, har i skjul lagt trædestenene for den revolution, vi nu er vidne til. Deres arbejde begyndte i slutningen af 1960’erne/i starten af 1970’erne, hvor de argumenterede kraftigt for en ordination af gifte mænd (6). Dette fremgår af biografien om kardinal Godfried Danneels, som er én af mafiaens hovedaktører, at mafiaen på et mere overordnet plan har drøftet muligheden for kvindelige diakoner under deres tilbagevendende årlige møde i Schweiz. I biografien beskrives arbejdet for kvindelige diakoner som et afgørende skridt mod en større forståelse for kvindelige ordinationer. Ifølge biografien mente Danneels, at der er bibelske og historiske belæg for en ordination af kvinder, men han var samtidig påpasselig med at ”lufte” sine synspunkter vedrørende dette emne offentligt.

Kardinal Carlo Martini S.J., leder af mafiaen og pave Frans ”forløber” (7), var mindre forsigtig med sine udtalelser om dette emne. I begyndelse af 1990’erne gav han en lang række interviews, hvor han åbenhjertigt fortalte om, hvordan han ville skabe forandringer af omvæltende karakter i præsteskabet. I et interview i 1994 med Le Monde blev jesuitten stillet følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe en åbning for, at præsteskabet også kan rumme gifte mænd? Han insisterede på, at ordinationen af gifte mænd kun skulle foretages, hvis der var særlige grunde. Dette var et forvarsel i forhold til det væsentlige emne, der er blevet diskuteret på synoden.

Vedrørende kvindelige præster indrømmede Martini i 1993, at hvis man gik for hurtigt frem, ville det resultere i et skisma, og det er det samme argument, der lægges frem i Peter Hebblethwaite’s bog The Next Pope. Ikke desto mindre sagde Martini:

”Når det kommer til selve spørgsmålet om ordination af kvinder, så er det min holdning, at vi bør nærme os dette skridt for skridt, så vi gradvis når frem til en løsning, der ikke kun er ”spiselig” for de progressive, men også for den resterende del af Kirken … Men jeg ser foran mig, at dette ikke kun tager år, men årtier, og det vil indebære mange kampe”.

Derpå fremkom han med en indirekte antydning af, at der ville komme forandringer efter årtier med mange kampe, som han fik formuleret på følgende spydige måde: ”Når folk stiller mig dette spørgsmål, og det er som regel amerikanere, der gør det: ”Vil vi få kvindelige præster”? Så er mit svar: ”ikke i dette årtusinde”.

Nogle har spekuleret i, at netop dette interview var løftestangen, for at pave Johannes Paul II offentliggjorde dokumentet Ordinatio Sacerdotalis fra 1994, som erklærede, at de troende ”definitivt” må stå fast på, at ”Kirken på ingen måde har autoritet til at skænke ordinationen til kvinder”. Martini syntes ikke at lade sig mærke af denne pavelige udgivelse og betegnede dokumentet som ”afgørende”, selvom han i bund og grund modarbejdede det. Som Peter Hebblethwaite henviser til i sin bog The Next Pope, at blot tre dage efter at Ordinatio Sacerdotalis er blevet offentliggjort, udtaler Martini ved en Eukaristisk kongres i Siena, at: ”paven intet har udtalt om ordination af kvindelige diakoner”. Vedrørende kvindelige diakoner i fortiden, sagde han: ”jeg tror, at man har forsøgt at holde ’en dør på klem’ for denne mulighed”. 

Senere i bogen Night Conversations with Cardinal Martini priste jesuitten igen kvindelige diakoner og sagde ”vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”. Han forklarede, at han personligt havde opmuntret overhovedet for Church of England til at udvise ”mod”, når det handler om ordination af kvinder, og samtidig ”tage en chance, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet”.

Mafiaens hensigt med at stræbe efter en ordination af gifte mænd samt kvinder er foregået gradvist og i smug, og arbejdet har igennem årerne for det meste budt på hårdt slid og modstand. Men ”projektet” har fået fornyet styrke under pave Frans og dennes pontifikat. Paul Vallely’s bog Pope Francis: The Struggle for the Soul of Catholicism beretter om følgende: da Kräutler spurgte paven om gifte mænd kunne ordineres, svarede paven kort og klart: ”tror du ikke, at jeg godt ved det”. Senere da en rådgiver stillede spørgsmålet om gifte præster, svarede pave Frans: ”en ting ad gangen”. Kräutler, der stærkt opfordrede til gifte præster samt kvindelige præster, blev hovedarkitekten (8) bag synodens kontroversielle arbejdsdokument. Han hævder, at ”to tredjedele” af biskopperne i Amazonas ønsker en ordination af gifte mænd, og mange af synodefædrene ønsker kvindelige diakoner.

Kräutler mener ikke, at pave Frans stringent vil afvise en ordination af kvinder (9). Jeg tror ikke, at han tænker, hvad der taler for eller imod, og samtidig hævder han, at pave Frans er ”åben for forandringer”.

Når det handler om kvindelige præster, benytter paven faktisk uhyggelige udtalelser, ligesom Martini gjorde i 1994. Paven benytter samme måde at udtale sig på som Martini. Pave Frans har på en beroligende måde bekræftet, at i princippet er forbuddet mod kvindelige præster stadig gældende, også selvom man under hans pontifikat i praksis forsøger at opfylde Skt. Gallen mafiaens drøm om kvindelige diakoner. Der er tale om, for at benytte en betragtning hentet hos historikeren Roberto de Mattei, endnu et eksempel på, at paven tilsidesætter alt det, der teoretisk set er solidt funderet.

Ifølge Marco Politis La Solitudine di Francesco er en lang række medlemmer af den undersøgelseskommission vedrørende kvindelige diakoner, pave Frans nedsatte, af den opfattelse, at paven under deres møde i 2017 har været sympatisk stemt overfor et sådant forslag. Et af kommissionens medlemmer har udtrykt sin tro på, at paven vil handle på ”rette” måde, men vedkommende erkender også, at det har været nødvendigt med en ventetid, så man undgår, at kommissionens arbejde har været spildt. Et andet af kommissionens medlemmer har fortalt om pave Frans’ arbejdsmetode med at ”tage et skridt ad gangen”. Det er værd at notere sig, at da kommissionen ikke kunne nå til enighed, om hvorvidt det kunne afgøres ud fra et historisk perspektiv, om kvindelige diakoner havde modtaget den sakramentale ordination, udtalte pave Frans: ”lad os fortsætte, jeg er ikke tilbageholdende i forhold til at gå mere i dybden med denne sag” (10).

I dag finder Kräutler det realistisk (11), at synoden vil nå frem til en afgørelse, ”som i alt fald indbefatter kvindelige diakoner”. Det er måske derfor, at pave Frans i ”løse” vendinger taler om, at han ikke er bange for et skisma: han ved om nogen, at han er ved at lade en bombe springe, som vil ryste Kirken. Som de Mattei for nylig påpegede, så har revolutioner historisk set en lang indkøringsfase, før de realiseres. Han er af den overbevisning, at det pres, som disse revolutionære tendenser har opbygget gennem 50-60 år, ”om mulig vil blive realiseret indenfor kort tid”.

Men selv om synoden på dramatisk vis giver sin støtte til ordinationen af kvindelige diakoner, påpeger flere røster, at ”mindre” opgavevaretagelser i Kirken foretaget af kvinder, er et forstadie til, at katolikker må berede sig på kvindelige præster. John-Henry Westen formulerer det på følgende måde (12):

Da kvinder allerede gør tjeneste ved alteret i liturgiske klæder, fungerer som lektorer og Kommunionsuddelere, synes det ikke fjernt, at kvinder overdrages en defineret kirkelig opgave, hvor de ved en Messe er tilstede i liturgisk klædning og har mulighed for at prædike. Er vi først nået dertil, er der ingen hindringer for ordination af kvinder, fordi kvinden som præst allerede fremstår synligt og i symbolsk forstand. I mangel af en præst kunne en kvinde klædt i liturgisk klædning lede bønnen, foretage evangelielæsning samt prædiken og endelig uddele konsekrerede Hostier fra Tabernaklet, og som pave Frans har nævnt, foregår dette allerede visse steder i Tyskland. På det tidspunkt vil det præsteskab, der kun består af mænd, være fuldstændig ødelagt, og det fører uundgåeligt og hurtigt til en falsk ordination af kvinder.

Ligeledes ville en ordination af gifte ældre mænd, et forslag lagt frem af biskop Fritz Lobinger (13) ikke blot være et frontalt angreb på cølibatet, men vil også bane vejen for kvindelige præster. Som Lobinger forklarer i sin bog Like His Brothers and Sisters, vil denne nye type af ordinerede præster ændre forestillingen om præsteskabet og gradvist sørge for en udskiftning af den klerikale præst med en præst, der ”flyder ind som en naturlig del af fællesskabet”. Dette ville gøre ordinationen af kvinder langt mere attraktiv for mange kvinder, og det vil for mænd synes mere acceptabelt, siger han stolt.

Med andre ord selvom synoden ikke afføder jordskælvslignende tilstande i Kirken, så har den revolutionære tendens fået mere styrke og kraft, og på den måde fortsættes Skt. Gallen mafiaens lange kamp mod præsteskabet.

 Noter

1: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Skt. Gallen mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden”): https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

2: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

4: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/photo-full-list-of-participants-in-private-pre-synod-study-meeting-in-rome

5: Link til uddybende artikel: http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/it/documenti/commissione-per-lelaborazione-del-documento-finale.html

6: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

7: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/leader-of-st.-gallen-mafia-ante-pope-martini-prepared-the-way-for-fran

8: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

9: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/papal-advisor-claims-francis-would-not-give-strict-no-to-womens-ordination

10: Link til en uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-inflight-comments-on-women-deacons

11: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/key-bishop-in-upcoming-amazon-synod-has-hope-for-at-least-female-deacons

12: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/video-10-signs-pope-francis-is-moving-towards-womens-ordination

13: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig”): https://onepeterfive.com/amazon-agenda

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 16. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-long-war-for-female-catholic-priests-is-reaching-its-climax

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amazonassynoden er et bevis på, at Den katolske Kirke er blevet infiltreret, og at dette er sket indefra, siger Dr. Taylor Marshall.

Bemærk: Den 4. oktober 2019 var Voice of the Family, en sammenslutning af organisationer, der kæmper for familien og livet, værter for en rundbordssamtale i Rom, der omhandlede kritiske og væsentlige spørgsmål vedrørende Kirken og familien. Denne samtale fandt sted, kort tid før Amazonassynoden tog sin begyndelse. Man kan læse mere af LifeSiteNews rapportering fra denne begivenhed her (1). I det følgende bringes de informationer, Dr. Taylor Marshall fremlagde ved mødet.

Hvorfor trak Pave Benedikt XVI sig tilbage fra paveembedet den 28. februar 2013? Og hvorfor slog lynet ned i Vatikanet i forbindelse med, at alt dette skete? Blev dette affødt af skandaler i Vatikanets bank? Var det, fordi skandaler af seksuel karakter, der knyttede sig til højtrangerende kardinaler, stod til at blive afsløret? Eller var der tale om en begyndende krise relateret til doktrinære spørgsmål?

Alle disse spørgsmål samt den tvivl, der er opstået, flyder sammen, når vi tager udgangspunkt i den kendsgerning, der er veldokumenteret: at satan på en helt særlig måde, har holdt sit indtog i Den katolske Kirke på et tidspunkt i det forrige århundrede eller endda før. For i over et århundrede har aktører med rødder i frimurerne forsøgt at liberalisere og modernisere den katolske doktrin, liturgi og mission fra at have et overnaturligt fokus til et sekulært fokus.

Katolikker er i en stigende grad opmærksomme på, at der sker ændringer i Kirken.

I den henseende er der røster, der hævder, at det er pave Frans kontroversielle pontifikat, der er årsagen. Andre hæfter sig ved den forvirring, der var forbundet med den overraskende fratræden, som pave Benedikt foretog i 2013. Andre igen er overbevist om, at årsagen ligger i, at Johannes Paul II ikke var den pave, vi gik rundt og troede, han var. De fleste er dog enige om, at det andet Vatikankoncil, Novus Ordo Messen og Paul VI’s pontifikat bragte en voldsom forvirring ind i Den katolske Kirke. Men var åbningen af det andet Vatikankoncil i 1962, det, der satte en dominoeffekt i gang?

Jeg vil påstå, at hovedårsagen til alt dette strækker sig ca. 100 år tilbage i tiden før Vatikan II, og det handler om, at en bestemt dagsorden blev sat. Denne dagsorden går i al sin enkelthed ud på, at man erstatter den ”overnaturlige” religion, der har Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som sit centrum med en mere ikke-overnaturlig religion, hvor globalisme og humanisme er i centrum. Dette minder om det valg, Adam og Eva foretog ved skabelsen, hvor de gjorde sig selv til Gud ved at spise frugten fra kundskabens træ fremfor at knæle og modtage den overnaturlige frugt i form af guddommelig nåde. Lucifer gjorde også oprør mod Gud, fordi han i sin stolthed forsøgte at bestige Guds trone ikke ved at modtage Guds overnaturlige liv, men ved egen hjælp. Lucifer troede, at han kunne nå stjernerne, men han faldt i den afgrund, der kaldes helvede.

Det overnaturlige, hvor man er afhængig af Gud, der står over det naturlige, er katolicismen.

Det naturlige, hvor man forlader sig på sig selv uden Guds hjælp, er satanisme.

Den Katolske Kirke befinder sig i en krise, fordi Kristi fjender har igangsat udførelsen af en plan, hvor de ønsker at placere en pave i Peters Stol, som er pave for satan. Kristi fjender, fra Nero til Napoleon, erfarede til sidst efter deres mange anstrengelser, at når de angreb eller myrdede en pave, skabte dette kun sympati for Kirken og paven, og samtidig affødte det også martyrer. Denne strategi har altså igennem historien vist sig nyttesløs. Man har derfor taget en helt anden metode i anvendelse. Man har fundet sin egen kandidat, som skal beklæde paveembedet. Man har fra starten vidst, at dette ”projekt” ville tage tid, årtier og endda et århundrede. For det tager tid at ”forme” seminarister, præster, biskopper, dem, der står for udvælgelsen af kardinaler og selve paven. Men man har væbnet sig med tålmodighed, for det rette øjeblik har været værd at vente på. Man har udført sin plan langsomt og med tålmodighed, så en satanisk revolution har kunnet igangsættes med paven som kransekagefigur.

Paulus sagde: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6: 12). Krisen i Den katolske Kirke er relateret til den indtrængen, der er blevet foretaget af disse mørkets magter samt deres aktuelle tilstedeværelse. Kirken kan kun blive rengjort gennem en hellig krigsførelse mod det onde.

I en prædiken ved Den hellige Messe på festdagen for helgenerne Peter og Paulus og til minde om 9. års jubilæet for hans indsættelse som biskop af Rom, betonede Paul VI med beklagelse: ”Vi må fastslå, at der gennem en, på mystisk vis, fremkommet sprække, og nej, dette er egentlig ikke så mystisk, er satans røg kommet ind i Guds Kirke. Der hersker tvivl, usikkerhed, problemer, uro, utilfredshed og egentlig konfrontation” (2). Dette vidnesbyrd fra Paul VI er ikke blot en erkendelse af, at Den katolske Kirke har oplevet en sekularisering. Dette vidnesbyrd bekræfter snarere, at det er satan selv, der har sneget sig ind Kirken gennem den førnævnte sprække.

Den katolske Kirke er blevet infiltreret indefra, og denne infiltration strækker sig i alt fald tilbage til pave Pius IX’s pontifikat. Der er tale om et angreb på den overnaturlige tro, miraklerne, de guddommelige åbenbaringer og selve skabelsen. Den Gudgivne skabelse af mand og kvinde, og indstiftelsen af ægteskabet mand/kvinde, og den frugtbarhed og mangfoldiggørelse ægteskabet medfører. Derudover er der tale om en ”genopstandelse” af hedenskaben, ”hvor man søger at blive sin egen gud”.

Noter

1: Link til uddybende rapportering fra mødet: https://www.lifesitenews.com/news/lay-catholic-leaders-warn-about-amazon-synod-pope-francis-has-gravely-harmed-the-faith-it-is-time-to-say-it-out-loud

2: Pave Paul VI. Prædiken den 29. juni 1972, på festen for Peter og Paulus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 4. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-is-proof-that-catholic-church-has-been-infiltrated-from-within-dr-taylor-marshall

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Sarah: krisen i Kirken er et resultat af en manglende tro på realpræsens

Kardinal Robert Sarah: cølibatet indgraverer korset i vort legeme

Kardinal Sarah, præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, siger, at årsagen til den aktuelle krise i Den katolske Kirke skal findes i, at man har mistet troen på, at Eukaristien virkelig er Jesus Kristus.

I et interview (1), der blev bragt mandag (den 23.09.2019), giver kardinal Robert Sarah sit bud på, hvorfor Kirken befinder sig i en dyb krise. Helt grundlæggende handler det om manglen på troen på (at) Eukaristien (er Jesus Kristus).

”Det markante og store fald i troen på realpræsens, at Jesus er tilstede i Eukaristien, viser, at det netop er den manglende tro på dette sakramente, der er hovedårsagen til den aktuelle krise i Kirken, og det gælder specielt i Vesten”, sagde Sarah.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter forklarede, at tilsidesættelsen af Gud har sit udgangspunkt i, at man først holder op med at bede til Gud, og dernæst undlader at have Gud med i sit daglige liv. 

 ”Den dybe krise, som Kirken erfarer i hele verden, og specielt i Vesten, er opstået, fordi vi ganske enkelt har glemt Gud”, sagde han. ”Hvis Gud ikke er Den vigtigste for os, resulterer det i, at alt omkring os falder sammen”. Sagt på en anden måde, alle krisers start er, at vi glemmer Gud, og at Han har forrang”.

De ”skjulte helgener”, der befinder sig i præsteskabet, ordenslivet og familierne, er vigtige for, at vi kan overvinde denne krise, som er i Kirken og samfundet, og at vi kan leve et liv med Gud i centrum, sagde kardinalen, der stammer fra Guinea. Da han fremdrager disse helgener, er de første han oplister ”trofaste ordensfolk, der har Gud, som deres daglige centrum.

De næste kardinalen fremhæver, er katolske familier, ”der lever efter Evangeliet på trods af, at de møder hån fra verden omkring sig”.

”Kristne forældre er vor tids skjulte helte og dette århundredes martyrer”, fastslog Sarah.

Derefter sendte han en hyldest til de mange ”trofaste og anonyme præster, der har gjort Messeofferet ved alteret til centrum for – og meningen med deres liv”.

Disse præster ”bærer Kirken, dog uden at vide det, ved dagligt at frembringe Det hellige Messeoffer”, bekræftede kardinalen.

Sarah forklarede, at præsterne må forblive cølibatære, som er et altafgørende vidnesbyrd til verden om, at i præstens liv er Gud centrum.

”En præst skal med den måde, han lever på, forkynde, at Gud er et og alt”, understregede han og fortsatte, ”det centrale i præstens liv er bønnen, fordi den er kernen i en dyb og personlig relation til Gud”.

Kardinalen understregede uden omsvøb, at Den hellige Moderkirke behøver mænd, der vil bære cølibatet som et kors.

”Hun (Kirken) behøver præster, der vil frembære vidnesbyrd om det levende kors”, bemærker Sarah. ”En præst har sin plads på korset”. Når han fejrer Messen, befinder han sig ved kilden til hele hans liv, som er korset”.

Sarah bemærkede, at grunden til, der ved Amazonassynoden skal udkæmpes et slag om cølibatet, er, at verden og de klerikale, der er af verden, afskyr det kors, som de anser cølibatet for at være, og som cøbalitære præster ”forstyrrer” deres synsfelt med:

Cølibatet er en af de konkrete måder, hvorpå vi kan leve korsets mysterium i vores daglige liv. Cølibatet indgraverer korset i vores legeme. Det er grunden til, at cølibatet er uudholdeligt for den moderne verden. Det præstelige cølibat vækker afsky hos det moderne menneske, fordi korset er en dårskab for dem, der fortabes (1 Kor 1: 18).

Dette længere interview med kardinalen begynder med spørgsmål, der relaterer sig til Sarahs seneste bog The Day is Now Far Spent. Den er en opfølger til to af hans tidligere bøger God or Nothing og The Power of Silence. Sarah forklarede, at hans seneste bog udtrykker hans dybeste bekymring for Kirken, som er ved at blive revet fra hinanden, og som samtidig lider under en stor forvirring.

”Denne min sidste bog kan karakteriseres som en sammenfatning”, fortalte han. Jeg forsøger at fremkomme med en klar fremstilling af den aktuelle situation og årsagerne til dens opståen. Denne bog beskriver de alvorlige konsekvenser, det har på det menneskelige og åndelige niveau, når mennesket vender Gud ryggen”.

”Bogen titel er dyster”, sagde han ”og det er fordi, vi er nået til det punkt, at den vestlige civilisation falder fra hinanden, fordi barbarerne trænger sig stadig mere på, men denne gang er det anderledes, fordi de kommer indefra. Men der er også grund til at holde fast i håbet på grund af Guds trofasthed, og at dødsrigets porte aldrig vil få magt over Kirken, og kardinalen bemærkede:

Årsagen til vort største håb er alene Gud. Han vil aldrig svigte os! Vi stoler fuldt og fast på Hans løfte. Dødsrigets porte skal ikke får magt over Den hellige katolske Kirke. Hun vil altid være Frelsens Ark. Der vil altid være tilstrækkeligt med lys for den, der søger sandheden med et rent hjerte.

Noter

1: Link til artikel med Kardinal Sarah: http://www.ncregister.com/daily-news/cardinal-sarahs-cri-de-coeur-the-catholic-church-has-lost-its-sense-of-the

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-church-crisis-rooted-in-loss-of-faith-in-real-presence

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En ny bog løfter sløret for den djævelske taktik, som Den katolske Kirkes fjender har benyttet til at få adgang til paveembedet

En kendt teolog og Thomas Aquinas ekspert, som også er tilhænger af Den traditionelle latinske Messe, har skrevet en bog, der handler om infiltrationen af Den katolske Kirke foretaget af antikatolske kræfter. Bogen har fået titlen: InfiltrationThe Plot to Destroy the Church from Within, og den er blevet udgivet på Sophia Institute Press.

Marshalls bog starter dels ud med åbenbaringen af Vor frue fra La Salette i Frankrig, og de advarsler, Hun giver vedrørende satans herredømme i Rom, og dels med Alta Vendita og dennes instruks henvendt til frimurerne, og som blev offentliggjort i det 19 århundrede med støtte fra flere paver. Dette dokument gør rede for, at ønsker man at underminere Den katolske Kirke, må man infiltrere Hende i stedet for at bekæmpe Hende udefra. For at opnå dette mål måtte de (frimurerne) ”påvirke” Den katolske Kirkes overhoved: Paven.

”For at vi kan sikre os en pave, der er efter vores hjerte, er det nødvendigt, at vi for denne pave skaber en generation, der er egnet til det rige, vi drømmer om. Brug ikke tid og kræfter på de ældre og midaldrende, gå målrettet efter de unge, og hvis det er muligt endog efter børnene”. Disse frimurere begyndte at introducere det liberale tankesæt til katolicismen, og det på en sådan måde, så man var sikker på, at det ville nå op på de højeste niveauer i Kirkens hierarki.

Marshall skriver videre: ”planen var ikke, at det skulle ske ved hjælp af pjecer, skydevåben, blodbad eller politiske valg. Den bedste måde, man kan arbejde på, er ved en gradvis infiltration, hvor det første mål er de unge, derefter de klerikale og derpå, som tiden skrider frem, de unge og de klerikale, der er blevet kardinaler og senere pave”.

Eftersom Alta Vendita dokumentet sikkert ikke er kendt i den brede offentlighed, har LifeSiteNews fået tilladelse til at offentliggøre Marshalls kapitel om netop dette dokument i sin helhed, og derfor kan det betragtes som en slags introduktion (1).

I de følgende kapitler i den 300 sider lange bog, som netop er blevet udgivet på forlaget Sophia Press, beskæftiger forfatteren sig med et historisk forløb, der strækker sig fra det 19. århundrede og frem til i dag, og her gør han rede for, hvordan pave Pius X ihærdigt bekæmpede de modernistiske tankesæt, som havde fundet vej ind i Den katolske Kirke i begyndelsen af det 20. århundrede og spredt sig. I Skt. Gallen Mafiaen, en forsamling af progressive prælater, som var skuffede over den linje, der blev lagt under pave Johannes Paul II, og som efter hans død forsøgte at bane vejen for en pave efter deres hoved, finder man arnestedet for den modernistiske tænkning, og fordi disse prælater (i lang tid) besad ledende positioner i Den katolske Kirke i Europa, og på den måde (kraftigt) bidrog til en udvanding i troen, ja så var de hovedpersonerne i Skt. Gallen Mafiaen. Her ledes opmærksomheden naturligt hen på kardinal Carlo Maria Martini, kardinal Basil Hume og kardinal Godfried Danneels.

Dr. Marshall redegør også meget detaljeret for, hvordan nogle af disse modernistiske ideer har påvirket Vatikan II såvel som Novus Ordo Messen. Endelig kommer forfatteren ind på valget af pave Frans og gør rede for dennes lære, som til tider synes ”problematisk”, og som nu har en negativ afsmittende effekt på Den katolske Kirke. I forbindelse med dette tema træder forfatteren, der er far til 8 børn, mere frem og fremhæver pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris Laetitia og dens udsagn om, at ”ingen er fordømt for evigt”, men han henleder også opmærksomheden på det, der fremsættes i dokumentet fra Abu Dhabi: ”Frans har til enhver tid forkyndt, at Gud ud fra Sin Guddommelige vilje og visdom har villet en mangfoldighed og forskelligartethed i forhold til religion, og det er med den selvsamme vilje, at Han skabte mennesker”.

Dr. Marshall kommer med følgende konklusion: ”Skt. Pius X ville have kategoriseret pave Frans som modernist. Hvordan er det muligt at have to paver, der repræsenterer to teologier, der er modsatrettede?”

Dr. Marshall tager også Fatimaåbenbaringerne under behandling og her specielt spørgsmålet om den tredje hemmelighed, som blev givet til seeren Sr. Lucia.

I en podcast fra den 24. maj 2019 afslørede Marshall, at han under sit besøg i Rom for en uge siden for en kort stund fik mulighed for at møde pave Frans, og der gav Marshall paven, det første trykte eksemplar af bogen, hvori Marshall havde skrevet ”til paven”. Marshall havde arbejdet på bogen gennem hele fastetiden. ”Jeg benyttede hele min fastetid til at faste for ham”. Forfatteren tilføjer, ”at denne bog er blevet til i en ånd af kærlighed”. Marshall sagde, ”at det er af kærlighed for pave Frans og med det håb, at han bliver én af de største pavelige helgener i hele Kirkens historie, og som leder Kirken gennem den krise, Den står i. Det er ikke for sent”.

Biskop Athanasius Schneider, der er hjælpebiskop i Astana i Kazakstan, har skrevet forordet til Dr. Marshalls bog (2). Han roser bogen og siger, at i ”InfiltrationThe Plot to Destroy the Church from Within” behandler Taylor Marshall et emne, man i dag bevidst ignorerer. Det emne, der er tale om, handler om, at en mulig infiltration af Kirken har fundet sted og er blevet foretaget af kræfter udenfor Hende. Men det passer ikke med det optimistiske billede, som pave Johannes XXIII og specielt Vatikan II på en urealistisk og ukritisk måde har tegnet i forhold til at ville åbne sig for den moderne verden”. Schneider undrer sig over, hvorfor vi er nået dertil, ”at vi dag oplever (ikke så få) højtrangerende prælater i Den katolske Kirkes hierarki ikke kun har overgivet sig til den moderne verdens ubarmhjertige krav, men også bevidst eller ubevidst arbejder på – eller samarbejder med verden om at implementere dens principper på alle måder og niveauer i Kirkens daglige liv”.

Også her kan Dr. Marshalls bog hjælpe med at kaste lys over, hvorfor Kirken er nået hertil. Schneider tilføjer, at for at vi kan forstå denne krise, må vi undersøge årsagen til krisen. ”Denne krise kan ses, som ”en infiltration af Kirken foretaget af en verden uden tro, og af specielt frimurerne, en infiltration, der set ud fra et menneskeligt perspektiv, kun kan blive en succes, hvis man arbejder metodisk og ud fra en grundig procesplanlægning”. Efter at have afsluttet sin introduktion, minder biskop Schneider os imidlertid om, at ”selv de mest nederdrægtige bestræbelser på at ødelægge Kirken indefra aldrig vil lykkedes”.

Blandt traditionelle katolikker er nogle af disse dokumenter, der præsenteres af Dr. Marshall, allerede blevet undersøgt og benyttet til at skabe større forståelse af den krise, der i dag præger Kirken (eksempler, der bør fremhæves, er Arnaud de Lassus’ bog: ”Unholy Craft: Freemasonry and the Roots of Christophobia” (3) eller John Vennari’s bog om ”the Alta Vendita”) (4).

Dr. Marshall har med denne bog bidraget til, at vi har fået yderligere viden om årsagerne til krisen i Kirken, og det gælder også Skt. Gallen Mafiaen og dens virke. Med ”InfiltrationThe Plot to Destroy the Church from Within”, har Dr. Marshall samlet al relevant dokumentation vedrørende dette store emne på ét sted.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 28. maj 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/new-book-exposes-diabolical-trick-used-by-catholic-churchs-enemies-to-gain-access-to-papacy

Noter

1.      Link til beskrivelsen af Alta Vendita: https://www.lifesitenews.com/images/local/files/PDFs/Chapter_2_Alta_Vendita.pdf

2.      Link til bogens forord: https://www.lifesitenews.com/images/local/files/PDFs/Infiltration_Foreword.pdf

3.      Link til nærmere info om bogen: http://www.remnantnewspaper.com/Archives/2011-unholy-craft-order-info-page.htm

4.      Link til nærmere info om bogen: https://www.amazon.com/Permanent-Instruction-Alta-Vendita-Subversion/dp/0895556448

Viganò: en ny Kirke er det egentlige mål

Ærkebiskop Viganò: ”denne målsætning blev væsentlig tydeligere i moderne tid”

Ifølge Carlo Maria Viganò er det at skabe en såkaldt ”ny Kirke” et århundreder gammelt projekt hos frimurerne, som er blevet accelereret i de sidste 60 år gennem klerikale, der er har været præget af en revolutionær tankegang.

I et interview, der blev offentliggjort (1) mandag den 9. september 2019 af Dr. Robert Moynihan, grundlægger af – og chefredaktør for Inside the Vatican, gentog Viganò pave emeritus Benedikt XVI’s advarsler (2), der blev offentliggjort i april, og som bekræfter, at den nuværende krise, hvor klerikale har foretaget seksuelle overgreb, stammer fra noget, der er større, og som handler om, at man forsøger at forandre Den katolske Kirke.

I et tidligere interview med Moynihan i august, udpegede Viganò ”Jesuitterne”, som hovedpersonerne i en plan, der har været 60 år undervejs, og hvor hensigten er at bringe ”nye tankesæt” ind i hjertet af Kirken, som ikke har noget med katolsk liturgi eller moral at gøre.

I dette nye interview spørger Moynihan ærkebiskoppen om planen rent faktisk kan dateres længere tilbage i tiden end til de oprørske teologer, der var Jesuitter, og om man også kan trække tråde tilbage til den franske revolution i 1789. (3).

Det kan man godt, svarede Viganò. Der er helt klart tale om et projekt, hvis man kan kalde det det, som går århundreder tilbage i tiden, nærmere betegnet til da man stiftede frimurerne i midten af 1700-tallet (4).

Herefter går biskoppen videre med at forklare, hvordan disse bestræbelser på at forandre den katolske doktrin samt Kirkens praksis accelererede i løbet af 1960’erne i forbindelse med Vatikan II. Han siger videre: ”biskopperne havde besluttet, at de ville holde fast ved koncilets originale arbejdsdokumenter, som man betegnede skemaer, (5) men en kardinal, som var Jesuit, bistod med at influere paven, så denne ville give tilladelse til, at de originale skemaer blev erstattet af nye, der var blevet udarbejdet af liberale teologer”:

Den manøvre, der skulle til, for at man kunne påvirke en beslutningsændring, kom fra et sted, en person, endda et meget prominent medlem af Jesuitterne, nemlig kardinal Augustin Bea. Han var sammen med andre i stand til at overbevise pave Johannes XXIII om, at man skulle ”kassere” de skemaer, man allerede havde forberedt og erstatte dem med andre skemaer, der var blevet udarbejdet af teologer specielt fra Nordeuropa, f.eks. Hans Küng, Karl Rahner og andre.

Viganò tilføjede, at dette var den spæde begyndelse på en proces mod skabelsen af en ”ny Kirke”.

Han beskriver derpå, hvordan Jesuitterne spillede en fremtrædende rolle, når det handlede om at misfortolke de 16 dokumenter, der var blevet udfærdiget under koncilet. Han fortæller om, hvordan Jesuitterne mødtes, efter at koncilet var blevet afsluttet i 1965 og igen 1966 for at drøfte, hvordan man kunne fremlægge specifikke ”præciserede ændringsforslag”, som var udarbejdet af den daværende pave Paul VI. ”Resultatet af de bestræbelser Jesuitterne iværksatte har været altødelæggende”, tilføjer ærkebiskoppen.

Viganò fortalte videre: ”det, der skete, efter at Vatikan II blev afsluttet i 1965, var, at man opererede stik imod kontinuitetsprincippet, det princip, som ville være det helt rigtige at benytte i fortolkningen af Vatikan II dokumenterne”.

”En omfattende mediemæssig propagandamaskine spredte hurtigt de falske fortolkninger af dokumenterne fra Vatikan II”, forklarede han. Viganò bemærker også, ”at en lignende propagandamaskine (i dag) forsøger at tegne et billede af pave Frans som værende på linje med de foregående paver, når det handler om katolsk doktrin og disciplin”.

Viganò siger videre: ”man hævder, at pave Frans’ ’nye paradigme’ ligger på linje med den lære, som hans forgængere fremsatte. Men det gør den ikke, fordi det ”nye paradigme” er ensbetydende med en ’ny Kirke’”.

”Formuleringen, et ’nyt paradigme’ er en del af en strategi, hvor man dækker over den egentlige målsætning”, bekræfter Viganò. ”Man benytter denne formulering til at vildlede, narre og antyde, at det ’nye paradigme’ er i overensstemmelse og i lige linje med tidligere paver, men det, der er målsætningen, er det stik modsatte”.

Ærkebiskoppen vender tilbage til det essay, der er skrevet af pave emeritus Benedikt XVI, og som blev offentliggjort i april (6).

Viganò henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at lede læsernes opmærksomhed hen på emnet en ”ny Kirke”, og det som pave emeritus Benedikt XVI har skrevet om dette emne, og som blev udgivet i april. Benedikt udtalte: ”at det ville være en decideret katastrofe, hvis et sådant forehavende blev gennemført”.

I sit essay skriver Benedikt XVI,: ”at forestillingen om en bedre Kirke, der er blevet til ved os, kommer fra djævelen” (7).

Dette er ikke første gang, at Viganò henviser til det, der er blevet skrevet af en tidligere pave, hvor denne advarer de troende om de farer, der optræder i forbindelse med etableringen af en ”ny kirke”.

I sin tale til de amerikanske biskopper ved deres generalforsamling november 2013 talte den daværende apostoliske udsending i USA om et emne, der ligner det, der er blevet behandlet i denne artikel. Her citerede han den tale, pave Johannes Paul II gav til de amerikanske biskopper i 1976, før han blev valgt til paveembedet. Viganò fremhæver følgende fra pavens tale: ”vi står nu overfor den største kamp menneskeheden nogensinde har været vidne til. Jeg tror ikke, at en stor del af det amerikanske samfund eller kristne i det hele taget fuldt ud forstår det, de står overfor. Vi er nu vidner til den endelige kamp mellem Kirken og en antikirke, mellem Evangeliet og et antievangelium og mellem Kristus og antikrist. Denne kamp er en del af den plan, Det Guddommelige Forsyn har lagt. Dette er derfor en del af Guds plan, og Kirken må nødvendigvis følge denne plan med stort mod”.

Noter

1: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

2: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

3: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

4: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

5: Link til artikel: https://thewandererpress.com/catholic/news/frontpage/vatican-ii-the-rejected-schemas

6: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

7: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 11. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/vigano-making-a-new-church-is-the-true-goal

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)