Category: Magisterium

Kirken svigter aldrig, fordi Kristus aldrig svigter, men når det handler om kirkefolket, er det en anden sag

Det er, når det ser sort ud fra et menneskeligt perspektiv, at troen på Guds åbenbaring virkelig er værdifuld, og noget man må holde fast ved.

Når Kirken kan stråle i sin pragt og hellighed, og når kulturen er præget af troen, da er det religiøse liv (for den enkelte) let som en leg fra vugge til grav.

Når der er krisetider, når den omgivende kultur vender sig mod Kirken, når Kirkens lederskab præges af fordærv, og når kærligheden bliver kold blandt de troende, bliver det sværere at tro på, at Kirken i Hendes inderste kerne, som Kristi mystiske Legeme er Hans ubesmittede Brud, uden plet, uden synd og fuldstændig forenet med Ham, og vi må forblive en del af Hans Kirke, hvis vi ønsker at blive frelst.

Kirken, som er vor Moder, Den fuldkomne Kristi Brud, Det himmelske Jerusalem (Gal 4: 26, Hebr 12: 22, Åb 21: 9-10) er byen, vi en dag stræber efter at få et permanent borgerskab i. Kirken på jorden består imidlertid af hvede og ukrudt, det gode og det dårlige, det hellige og det syndige, og mange af os står med et ben i begge lejre. Som et ekko af den store teolog, Augustin, gør Emile Mersch sig følgende betragtninger:

Kilden til synd forbliver generelt set i Kirken (Ecclesia militans: den stridende Kirke), for hvad dåben gør for den enkelte, har Kristi død gjort for hele Det mystiske Legeme. Kirken består af syndere, derfor er Hendes store bønner syndernes bønner: ”og forlad os vor skyld”, ”Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere”. Synden er i Kirken, den er smitsom og ikke til at udrydde ligesom ukrudtet på marken, der hele tiden stædigt trænger sig på og ikke lader sig udrydde, før Hun som Ecclesia militans ikke er her mere på den sidste dag, det vil sige dagen for høsten. Kirkens hellighed er ikke mindre ægte på grund af alt dette, men det er en virkelighedsnær hellighed, en hellighed, der gør sig gældende for Ecclesia militans. Kirken er hellig på grund af det, Gud har nedlagt og vævet ind i Den, men Den er ikke hellig på grund af det mennesker bidrager med af deres egne ressourcer eller grundet den aktivitet de praktiserer i Den, så vidt som aktiviteten alene udgår fra dem. (The Theology of the Mystical Body p. 308).

Jacques Maritain foretager en vigtig skelnen mellem ”det”, der er Kirken og Hendes ”stab”, og som fluktuerer med kardinal Journets skelnen mellem ”Kirken” og ”kirkefolket”.

På den ene siden er Den Kirke, som Kristus indstiftede, Den Kirke vi hører til, og det er i Den, vi er frelste (una sancta), dette er Den eneste Kirke: det samfund af ortodokse og kærlige troende, som er sammen med Den levende Guds Søn gennem Den hellige Eukaristis mysterier og de andre sakramenter, holdt i live af kommuniteter, der er udgået fra apostlenes efterfølgere. Denne Kirke kan aldrig svigte, fordi Kristus aldrig kan svigte, ej heller vil Han svigte dem, som er forenede med Ham i den sande tro, håbet på det evige liv og kærligheden til Gud og næsten.

På den anden side kan de mennesker, der repræsenterer denne Kirke, Hendes midlertidige ledere her på jorden, som i et begrænset omfang kan defineres som ”Kirken”, det er dem, der vakler og svigter. De kan svigte deres Herre, og de kan (som hyrder) svigte deres hjord. De har modtaget et objektivt kald og et løfte om Guds hjælp, men de må subjektivt samarbejde med Guds nåde for at opfylde deres pligter på en hellig måde, som er Gud til behag. Gud alene er uforanderlig og grundfæstet, og indtil vi opnår den himmelske saligprisning, er vi vægelsindede, foranderlige og i fare for at ende i fordærv. Derfor er der endnu mere grund til at råbe: ”Herre, frels os for vi går til grunde”.

Men uanset hvor meget krig de måtte ønske at føre mod alt det, der er helligt og sandt, så kan ingen biskop, præst eller lægmand tage den sande tro fra os, håbet om det evige liv og kærligheden til Gud og næsten. Disse er Guds gaver til os i Hans hellige Kirke. Som Jesus siger i sin præstelige bøn, har Faderen overdraget disciplene til Hans varetægt, og ingen kan frarøve Ham dem, når Faderen leder en sjæl indenfor Sønnens rækkevidde, kan verden ikke hindre Ham i at gøre dette. Intet kan skille os fra Kristi kærlighed (Rom 8: 35-39).

Det eneste (unum necessarium), vi har brug for, er at sidde ved Kristi fødder omgrænset af Hans lys og sandhed og modtage Ham, som en gave og til gengæld overgive os helt til Ham. Vi ved, eller rettere vi tror inderligt – og håber på, at vi på denne måde er en del af Den eneste Kirke, der eksisterer lige nu og i evigheden. Og i Himlen, hvor Kirken er i Sin fuldendte herlighed, er der ingen pave, ingen biskop, ingen sakramenter, intet tempel (jvf Åb 21: 22), intet andet end kongernes Konge i Hans ubeskrivelige skønhed, som man følger, elsker og tilbeder til alle tider. Det, er Den Messe, vi ønsker at være med til, og det er for Dens skyld, at vi er villige til at udholde alt, hvad djævelen vil ramme os med, eller endnu bedre, det som Herren tillader at ske qua Sit Forsyn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 27. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-church-never-fails-because-christ-never-fails-but-churchmen-are-another

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Tilbage til de fire kendetegn: en, hellig, katolsk og apostolisk efter Det Andet Vatikankoncil

Kirkens fire kendetegn er, at Den er: en, hellig, katolsk og apostolisk. Med de mange forandringer, der er sket indenfor Kirken i løbet af det sidste århundrede, er mange ladt tilbage med stor undren: Hvilke spor er ladt tilbage af troen på Kirkens apostoliske udgangspunkt? På baggrund af tiden, der fulgte efter Det Andet Vatikankoncil, kan man drage følgende to vigtige konklusioner vedrørende Kirkens fire kendetegn:

1.      At evangeliseringen af den moderne verden er et hovedpunkt, der trækker en rød tråd gennem Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Man kan stille det spørgsmål, om Kirkens missionsaktivitet i netop den henseende er blevet forbedret siden 1965?

2.      Pave Emeritus Benedikt XVI taler om hermeneutikkens kontinuitet. Dette referer til, at ethvert koncil, specielt Det Andet Vatikankoncil må fortolkes i lyset af tidligere konciler. Har man har gjort det siden 1965?

Mere specifikt omhandler Benedikts lære om hermeneutikkens kontinuitet det, at Den katolske Kirkes tradition før Det Andet Vatikankoncil kan leves (og praktiseres) ud fra de nye måder troen kan udtrykkes på, og som er blevet fremlagt af Koncilet.Hermeneutik er både en filosofisk retning samt læren om at fortolke en teksts mening, og kontinuitet henviser til at katolsk doktrin, tilbedelse og liv efter Det Andet Vatikankoncil burde være de samme, som de havde været i foregående generationer, blot i en fornyet form.

Selvom dette på et teoretisk plan synes tilgængeligt og muligt at iværksætte, har det i praksis ikke været så let at føre ud i livet (med mindre der indtraf et verdensomspændende mirakel). Mirakel eller ej, de følgende syv kriterier må trofaste katolikker tilslutte sig, før vi overhovedet vil opleve nogen form for hermeneutikkens kontinuitet:

1.      Mange ting (både det gode og dårlige) var allerede sat i bevægelse før Vatikan II. Nogen siger, at den liberale humanisme holdt sit indtog i Kirken med renæssancen i det 16. århundrede. Der er nogen, der hævder, at den kom ind i Kirken på grund af Vatikan II (1962 – 1965). Mange af de traditionalister, der har indsigt i dette, anerkender, at denne hæresi med stor succes ”sneg” sig ind på præsteseminarierne allerede før Første Verdenskrig (1905-1915).

Modernismens hæresi (”syntesen af alle hæresier” ifølge pave Skt. Pius X) startede faktisk som et angreb på Bibelen: Fr. Loisy var en ”intellektuel” med speciale i Den hellige Skrift, som underviste på et fransk seminarium og skabte en ”tendens”, hvor man stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ufejlbarlighed. Skt. Pius X foretog en ekskommunikation af ham efter utallige forsøg på, at få ham på ”andre tanker”. Selvfølgelig starter det hele med dette, da satans første ord til manden og kvinden var: ”Har Gud virkelig sagt … ?” (1 Mos 3:1). Under alle omstændigheder var det sandsynligvis, fordi man stillede spørgsmålstegn ved Den hellige Skrift i den første halvdel af det 20. århundrede, at klerikale i den anden halvdel af dette århundrede foretog den hybris at stille spørgsmålstegn ved Kirkens forbud mod prævention i ægteskabet.

Den cancer, vi nu oplever i Kirken, har meget lidt at gøre med Vatikan II. Selv ærkebiskop Lefebre sagde i et interview i 1978: ”Jeg vil ikke mene, at Vatikan II kunne have forhindret det, der sker i Kirken i dag. Modernisternes tankesæt er igennem tiden trængt ind alle steder i Kirken”. Men det gode skyldes måske heller ikke Vatikan II: Mens mange katolikker nu med rette erkender, at det, de har behov for, er et personligt forhold til Jesus Kristus for at holde Hans bud, og dette gjorde også Skt. Ignatius af Loyola ved at skrive om de åndelige øvelser i det 16. århundrede. Jesus sagde selv: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14:15). Denne tidløse forståelse af et ”forhold” blev ikke præsenteret for koncilet. I det mindste kan vi sige, at begge positioner i Kirken må holde op med at benytte Vatikan II, som undskyldning for at ”antage noget” eller ”synke ned i fortvivlelse”. 

2.      Intet koncil vil nogensinde kunne ændre på guddommelig åbenbaring. Men et koncil kan være med til at uddybe den. Jesus Kristus gav troens pant en gang for alle til apostlene. Et koncil bør nære forståelsen af troens pant. For eksempel bidrog koncilet i Kalkedon med dybere indsigt i det, der allerede er åbenbaret i Kristologien, og som nu er understøttet af nye parametre for formuleringen af Kristi hypostatiske forening (Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i Hans ene Person, som er 2. Person i Gud ). Koncilerne bør fremkomme med ”udviklende” tilføjelser til – eller slutninger i forhold til Den hellige Skrift, så Den kan imødese nye sociale behov eller sætte en stopper for nye hæresier. Men et rigtigt koncil kan ikke frembringe et skamferet sammendrag af troens pant. 

Jeg siger ikke, at Vatikan II gør dette, men ”ånden fra Vatikan II” gør det helt sikkert. For eksempel når folk siger mærkværdige ting, som ”Vatikan II forbyder, at man modtager Den hellige Kommunion på tungen”, eller at ”Vatikan II tillader prævention”. Dette ville være en del af den katolske tro, som et rigtigt koncil ikke har indvirkning på. 

Vatikan II er vanskelig at evaluere i den henseende, da ingen af de efterfølgende dokumenter har status af at være ufejlbarlige. Således må man se Vatikan II i relation til de andre økumeniske konciler. Og helt ærligt, havde vi gjort det, som katolikker, ville vores tilbedelse og vores måde at leve på have undergået subtile og smukke ændringer. 

3.      Den nye Messe var ikke nødvendig for Ad GentesAd Gentes er missionskapitlet i Vatikan II, som betyder, ”at gå ud til alle folkeslag” som er en del af missionsbefalingen. Vatikan II blev afsluttet i 1965. Fra 1965 til 1969 undergik Messen en radikal forandring. 

Bidrog Den nye Messe til at missionærerne nåede ud til ”alle folkeslag”? Nuvel, vi må først anerkende, at den vesterlandske missionsaktivitet i Afrika og Asien var kolossal før koncilet, især fra 1800 til 1960. Efter 1965 blev næsten alt missionsarbejde i udlandet erstattet af socialt arbejde. 

Evangelisering i modersmålslandene synes at være blevet fortsat efter koncilet. For eksempel har vi ekstraordinære eksempler på kinesiske kristne, der evangeliserede deres landsmænd på trods af risikoen for tortur og martyrium. Men hvad med Vesten? Var det en succes med den nye Messe i USA og Europa? 

Arkitekterne bag Den nye Messe (heriblandt Msgr. Bugnini) fortalte os, at Den nye Messe skulle være attraktiv for protestanterne. Men årtier efter at disse ændringer blev foretaget, ser vi, at flere amerikanere har forladt Den nye Messe til fordel for det, protestanterne er langt bedre til (lovprisning, tilbedelse og at skrive spændende prædikener), og som de er blevet bedre til siden Luther. Jeg kan ikke påvise, at der er tale om en årsagssammenhæng, men man kan sige, at de liturgiske forandringer gik hånd i hånd med følgende: en nedgang i kald samt Messedeltagelse, at man modtog katekeser, der lød som om, de stammede fra det unitariske kirkesamfund og lukningen af mange gamle smukke sogne på hele østkysten, og yderligere måtte en stor del af sognene i Boston lukkes ned. Dr. Peter Kreeft minder os om, at dette var et ”liturgisk holocaust”. Jeg kan ikke mindes, at ”nytænkning” nogensinde i et sådant omfang har ”hjemsøgt” Den traditionelle latinske Messe i løbet af de 1500 år, den har eksisteret og ikke engang under de doktrinære kriser, der har været i Kirken. 

4.      Ændringen af sakramenterne efter Koncilet er ikke nødvendigvis en del af den hermeneutiske kontinuitet. Efter Vatikan II overbeviste en mindre gruppe elitære biskopper (indrømmet, de var inspireret af deres progressive protestantiske læremestre) resten af verdens biskopper om, at de skulle acceptere et nyt sæt af tomme velsignelser, en tom excorcisme ritus, en tom kalender, et tomt Officium Divinum, en tom salvelse og en tom Messe. Underligt nok blev dette normen i Den katolske Kirke, og det var som at få en spand kold vand i hovedet for dem, der holdt fast ved den såkaldte ”hermeneutiske kontinuitet”. 

Heldigvis lod Gud stadig i Sin store barmhjertighed alle de nye tomme sakramenter bevare deres gyldighed. Men, det er langt mere end blot ”gyldighed” præsten bør stræbe efter. For eksempel benyttede man en mindre exorcisme i forbindelse med en døende i den gamle udgave af sakramentet: den sidste olie. Hvorfor ville nogle ”liturgiske eksperter” fratage den døende en exorcisme? 

5.      Vi kan acceptere traditionens fylde og stadig missionere. Ifølge Benedikts skrivelse Summorum Pontificum fra 2007 (samt talrige andre dokumenter fra 1600-tallet), må jeg som præst ikke afvise de traditionelle sakramentalier og sakramenter i Den katolske Kirke. Det er tilladt for mig at holde fast ved Den traditionelle latinske Messe i min tilbedelse og evangelisering. Alle mine studier af dette har bevist, at der ikke er tale om en Messe, som er 500 år gammel, men et sted mellem 1500 og 2000 år. Størstedelen af Den Messe, jeg til dagligt celebrerer, er den samme, som den fra det 5. århundrede, men Den gamle Messe kan vise sig at være af endnu ældre dato. Koncilet i Trent definerer den såkaldte ”ekstraordinære form” af Messen, som at være af apostolisk oprindelse. 

Mens jeg prioriterer at celebrere Den traditionelle latinske Messe samt de traditionelle sakramenter, ønsker jeg også at udbrede Kristi budskab til alle folkeslag, som Paulus og Skt. Fracis Xavier gjorde det. Alligevel synes det, som om man er af den opfattelse, at Den nye Messe er det bedste udgangspunkt for missionsaktivitet, og at Den traditionelle latinske Messe er bedst egnet for den neurotiske og psykotiske, som kun ønsker at åbne op for en kultisk livsstil. 

Vi må stoppe med at tænke på den måde, for hvem er, trods alt, bedre missionærer end apostlene? Folkeslagene blev evangeliseret af præster, der celebrerede Den traditionelle latinske Messe.   

6.      Lex orandi, lex credendi. Vor tro afspejler måden, hvorpå vi beder. Dårlig liturgi vil uundgåeligt føre til en dårlig forståelse også uden dårlige katekeser. For eksempel var Vatikan II ikke noget dogmatisk koncil, og stadigvæk er det som om, alle amerikanske katolikker har mistet troen. 

Efter koncilet kom katolikker til den konklusion: at foretage eksperimenter i liturgien berettiger, at man eksperimenterer med doktrin. Kan man bebrejde dem det? Det giver sig selv, at når frygten for Gud forsvinder fra doktrinen, er det fordi, den fra første færd er forsvundet fra liturgien. Messen bør bringe fred og trøst, ja, men tilbedelsen er også med til at åbenbare en ærbødig fornemmelse for det trancendente. Den glemte forening med Gud, en Gud så uendelig magtfuld og hellig, at det nærmest er umuligt tro på, når man går ind til en Messe under Kommunistiske slagsange, som eksempelvis ”Gather Us In”. Hvordan kunne man erstatte den trancendente storhed i Den hellige Højmesse med Marty Haugen (amerikansk komponist med specifik fokus på Luthersk liturgisk musik) og tro, at det ville lede flere sjæle til Gud? 

Jeg har altid troet, at dette ”liturgiske holocaust” var et problem forbeholdt USA, men jeg har været vidne til langt værre musik samt vanhelligelse andre steder i verden (eks. Myrer der spiste af Den hellige Eukaristi i Tabernaklet, dette var jeg vidne til i Brasilien). Hvordan kan nogen besidde frygt for Gud, når vi behandler Ham på den måde? 

Jeg kan med god samvittighed hævde, at protestantiske storkirker møder Gud med langt større hellig frygt (i det mindste set udefra), end man gør i et alment katolsk sogn. Og jeg drager denne konklusion på baggrund af mine rejser til sogne på fem kontinenter, som jeg har foretaget siden min ordination. 

7.      Kollateral cirkulation. Der har optrådt en række meget smukke og stærke bevægelser i Kirken efter Vatikan II. Disse lægfolksbaserede bevægelser er analoge med kollateral cirkulation. Kollateral cirkulation er, når blodet finder alternative veje gennem mindre arterier for at sørge for blodgennemstrømningen til væv, så der kan tilføres ilt, på trods af, at de oprindelige arterier, som er beregnet til at gøre hoveddelen af arbejdet, stadig er beliggende der. De små arterier i min analogi kunne være tiltag, som FOCUS, the Augustine Institute, Theology on Tap og selv de karismatiske bevægelser (når de opererer udenfor Messen), og det er hos dem, jeg har set Guds Hånd udvirke mirakler. 

Det hellige præsteskab i denne analogi er den store arterie, som stadig er beliggende i området. Det er ladet med apostolisk storhed, men aktuelt er det blevet afskåret grundet frygt og politiske hensyn. 

Har det ikke altid været sådan? Nej for præsteskabet er skyld i mange nye ”hændelser” såsom børnesexmisbrugsskandaler samt episoder med unge mænd (noget man endnu ikke har anerkendt). For eksempel er relativismen, der har påvirket vores doktrin, så allestedsnærværende, at en hellig og venlig biskop sagde, at selv pavens teologi objektivt er fejlagtig. Vil nogen ung mand ønske at praktisere cølibatet for at følge denne forvirring? 

Hvor er vi på vej hen herfra? Nuvel, jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til 1950’erne, som nogle vrede mennesker har et ønske om. Mit forslag er ganske enkelt: lad Kirken fortsætte sin færd med alle sine mange gode lægmandsbaserede bevægelser, men lad alle biskopper og præster udøve de tidløse sakramenter (ifølge forordningerne af 1962). Vi kan opretholde ”nyevangeliseringen”, men lad os være på vagt overfor modernismens doktriner. Derpå vil vi se en ny bølge af inspirerende præstekald opstå blandt familier, der har bevaret troen. Rent faktisk, lovede Guds Moder en nonne i det 16. århundrede, at i det 20. århundrede (efter at have oplevet et stort tab i forhold til den katolske tro) vil Gud efterfølgende ”sende til Sin Kirke en prælat, der skal genoprette den åndelige ”tendens” hos Hendes (Kirkens) præster”. Jeg tror, at denne genopretning og denne ”prælat” vil komme i vores levetid, selvom sejren først indfinder sig efter yderligere globale og Kirkelige katastrofer. 

Man kan følge Fr. Nix på hans blog, på video og via podcast på http://www.padreperegrino.org/about-padre/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. David Nix og publiceret på OnePeterFive d. 6. juli 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/four-marks-apostolic-church-after-vii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vedrørende det at læse Tolkien midt i en krisetid

Lige netop nu er en hovedrengøring det, Den katolske Kirke har behov for.

På grund af vor yngste barns interesse for at se filmversionen af Ringenes Herre, og ja hun har læst bøgerne, har jeg måttet tage mig selv i at genlæse J.R.R. Tolkiens episke mesterværk for første gang i mange år. Tilfældigvis blev jeg færdig med at læse Ringenes Herre midt under krisen og forvirringen i Den katolske Kirke, så man kan sige, at jeg fik det med som en bonus, for det er en historie om at finde håb og medgang i mørke tider. Alt synes tabt for dem, der forsøger at stå op imod Saurons ondskab, og den helt store opgave blev betroet den laveste rangerende person. Det er også en historie om barmhjertighed, der bliver vist dem, der aldrig har fortjent den eller har sat pris på den.

Mens jeg ”pløjede” mig igennem de sidste sider af Kongen vender tilbage, fremkom der et brev, som Tolkien skrev til søn Michael, og som blev delt på de sociale medier, og som trak tråde til det rod, der aktuelt er i Kirken. Brevet blev skrevet i november 1963, og mens det ikke fremgår, hvad der specifikt gjorde Tolkiens søn ulykkelig i forhold til katolicismen, det er muligt, at Tolkien var frustreret over den retning, som det andet Vatikankoncil havde udstukket for Den katolske Kirke. Det er givet helt sikkert, at Koncilet var en del af nyhedsbilledet på det tidspunkt, og J.R.R. Tolkien, hvis ældste barn var præst ville have rettet sin opmærksomhed imod dette. Det er velkendt, at han var utilfreds med forandringerne. Det er imidlertid også alment kendt at noget andet end de forandringer, der kom fra Koncilet ville komme til at præge deres liv. Der er her tale om en skandale af mere personlig karakter.

”Vores kærlighed kan blive svagere og vor vilje nedbrudt ved synet af begrænsninger, dårskab og endog ved den synd, der er i Kirken og præsteskabet, men jeg tror ikke, at en, der engang havde troen, trækker sig på baggrund af disse årsager (og mindst af alt dem, der har en historisk viden)”, dette skrev Tolkien i et forsøg på at bestyrke sin 43årige søns tro.

Tolkien bemærker, at fristelsen til ikke at tro kan blive stærk, og der er tidspunkter, og specielt ved skandaler, hvor folk vil søge en hvilken som helst grund til at trække sig fra det byrdefulde ved katolicismen. Han bemærkede, at der helt sikkert, tit og ofte, er nogen i Kirken, der bidrager med gode grunde til, at vi overvejer vores troskab. ”Jeg har i mit liv lidt enormt under præster, der var dumme, trættende, uklare og endda dårlige, men jeg kender mig selv så godt, at jeg er opmærksom på, at dette ikke bør være grunden til, at jeg forlader Kirken”, tilføjer Tolkien. ”Vi bør sørge på Vor Herres vegne og med Ham, … ikke udbryde, at vi ikke kan klare Judas Iskariot eller den absurde og feje Simon Peter, eller Zebedæus sønnernes mor, der fremlægger ambitioner på sine sønners vegne”.

Da de britiske forfattere, kunstnere samt andre bad om Den Latinske Messe i 1971, det, som senere er blevet betegnet som ”Agatha Christie indult” (dispensationen), var Tolkien ikke medunderskriver. Han var en aldrende mand, og hans elskede hustru gik bort samme år, og senere ”sluttede” han sig til hende, og han har måske aldrig fået muligheden for at overveje, om han skulle have været medunderskriver, hvis det (omstændighederne taget i betragtning) var muligt for ham. ”Nu er vi så at sige blevet ”klædt af til skindet” mens vi står ansigt til ansigt med Guds vilje, både vedrørende os selv, men også den tid vi lever i”, skrev han i et andet brev til Michael, som blev afsendt mellem 1967 og 68. ”Jeg tror, at der ikke er andet at gøre end at bede for Kirken, for paven og for os selv og i mellemtiden praktisere dydens loyalitet, hvilket bestemt kun bliver til en dyd, når man under pres opretholder den”.

Det var den form for loyalitet, Tolkien etablerede, som en dyd, der bekæmpede de grusomme og blodige slag i Første Verdenskrig, der drev fællesskabet mellem hobitter, mennesker, alfer, dværge og troldmænd i Ringenes Herre, et fællesskab, som havde sine dystre momenter med fortvivlelse, og som endda bød på forræderi, ikke blot ved Boromirs forbigående fristelse (samt den fristelse Frodo oplever mod slutningen, da han når Dommedagsbjerget), men ved de skandaløse ting, der sker omkring Saruman, den hvide troldmand, som Gandalf var tæt knyttet til”.

Nu i 2018 er den præstelige sexsmisbrugsskandale kommet op til overfladen og berører toppen af det kirkelige hierarki på måder, som vi hidtil ikke har oplevet. Mange katolikker boykotter indsamlingskurvene ved søndagsmesserne, og biskopper og ærkebiskopper angriber hinanden (verbalt) og fremtrædende lægfolk forlader Kirken eller overvejer det. Det kan til tider være svært at adskille Den Kirke, vi holder af fra dem, der er i Den (her forstået som præster, biskopper, kardinaler etc), og som hensynsløst ødelægger den. Og alligevel må vi ikke glemme, hvad Tolkien fremhævede i sit brev vedrørende fristelsen til at miste troen og den rolle, som skandale spiller: ”Nogle af os længes efter at finde en undskyldning for det, der sker, udenfor os selv. Jo stærkere den indre fristelse fremtræder, desto lettere og i langt alvorligere grad ’forarges’ vi over andres handlinger”.

En anden engelsk forfatter, Hilaire Belloc, har udtrykt det på en mere præcis måde: ”Den katolske Kirke er en institution, jeg er forpligtet til at anse som guddommelig, men for dem, der ikke tror, kan et bevis på dens guddommelighed findes i det faktum, at ingen menneskeskabt institution grundlagt på svigefuld tåbelighed vil kunne opretholdes i blot fjorten dage”. ”Og man kan være helt sikker på, at der er langt mere på spil her end ”svigefuld tåbelighed”.

At anerkende vor sørgelige forfatning i Tolkiens korrespondance er én ting, og den historie, han tilvejebringer om afslutningen på en epoke i Midgård er en anden. Da fortællingen når sit højdepunkt, betræder Frodo og den trofaste Sam helt alene Mordor anført af den utro Gollum, og alle deres sande allierede er ved at samle tropperne og udkæmpe slag. Disse allierede tror (her mod fortællingens afslutning), at det er forbi, og de foretager en fremadrettet manøvre for at ofre sig selv for at distrahere Saurons øje, mens Frodo og Sam nærmer sig Dommedagsbjerget. De opgav deres eget håb, men erkendte at den mission, der skulle udføres, var langt større, nemlig at få ringen destrueret.

I dag, synes det som om, vi bliver jaget af orker ved foden af Mordor, og at den mørke tåge lægger sig over os. Over os flyver den onde Nazgul, fordi den søger nogen, som den kan fortære. Og måske vil løsningen være at finde hos lægfolket, der som hobbitterne fra Herredet er de mindste, og som tillige fremstår som dem uden magt. Som Elrond herskeren over Kløvedal formulerer det, “Dette er tidspunktet for Shirefolket, hvor de vil rejse sig fra deres tavse land for at sende rystelser mod de stores tårne og sammenslutninger. Hvem blandt alle de kloge hoveder kunne have forudset det. 

Ligesom Ringenes Herre når til en afslutning, hvor ringen bliver ødelagt og lyset genskabes og bortdriver mørket, og ligesom at det igen bliver jul i Narnia, på samme måde vender de eventyrlystne og sejrrige hobbitter hjem, hvor de genforenes med deres elskede Herredet, som de forlod for at redde Midgård, en gerning, der kan betegnes, som en “hovedrengøring”, som også er kapitlets overskift. Det var i forbindelse med denne “hovedrengøring”, at den engang gode og store troldmand Saruman fik løn som forskyldt og dermed sit endeligt, og det er præcis en “hovedrengøring” Den katolske Kirke lige nu har behov for.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på National Catholic Register d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: http://www.ncregister.com/blog/guest-blogger/reading-tolkien-at-a-time-of-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En perfekt trojansk hest

Den nye apostolske konstitution ”Episcopalis Communio” risikerer at påføre Kirkens livsnerve hæresi.

Pave Frans har fremlagt en ny apostolisk konstitution for bispesynoden, som har til hensigt og formål at være den helt perfekte trojanske hest, således at hæresi på globalt plan kan blive påført Kirken. Hvis dette foregår uden den nødvendige kontrol, vil revolutionære tendenser blive i stand til at omdanne al ”heterodoksi” eller nye disciplinære regler, der strider imod trosgrundlaget til et nyt og officielt trosgrundlag for Den katolske Kirke. Dette er ganske enkelt en genial strategi, hvor man benytter bispesynoden, som platform til at foretage grundlæggende og pludselige forandringer på alle områder i Kirkens liv, som vi kender den i dag.

Den nye apostoliske konstitution, der bærer titlen Episcopalis Communio er et udtryk for en juridisk handling foretaget af paven, og det er en ”sand og passende ’nyskabelse’ af det sydonale organ”, og sådan lød det ved offentliggørelsen fra kardinal Lorenzo Baldisseri, bispesynodens generalsekretær.

Ved at ophæve den velsignede Paul VI’s motu proprio Apostolica Sollicitudo, Benedikt XVI’s Ordo Synodi Episcoporum samt andre dele af kanonisk ret, som står i skarp modsætning til det nye normsæt, der blev offentliggjort den 18. september i Vatikanets avis L’Osservatore Romano, undgik man at benytte det gængse medie ved sådanne udgivelser Acta Apostolicae Sedis, for at det nye lovkompleks kunne få øjeblikkelig juridisk virkning. Med andre ord man har berammet udgivelsen således, at konstitutionen kan tages i brug ved den kommende synode, som omhandler de unge.

Selvom den blev vedtaget med det samme, fremstår den tekstmæssigt ikke dårlig: den er blevet udformet med omhu. Teksten er opdelt i to hovedafsnit, det ene omhandler doktrin og det andet disciplinære forhold.

Det afsnit, der omhandler doktrin, sigter på at danne grundlag for – og retfærdiggøre den nye forskrift for synoden, som er baseret på den ekklesiologiske doktrin i Det andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution Lumen Gentium. Imidlertid finder man det, der er det nye i artikel 18 i teksten, og man må forholde sig kritisk til det, der bliver fremsat:

§1. Efter at have modtaget medlemmernes godkendelse, vil slutdokumentet blive fremsat for paven, som afgør, om det kan fremsættes. Hvis det endelige dokument godkendes af paven, vil det efterfølgende blive en del af læreembedet.

§2. Hvis paven har overdraget magtbeføjelser til synodens delegerede ifølge kanonisk lov § 343, da vil slutdokumentet blive en del af læreembedet, efter at det er blevet ratificeret og offentliggjort. I et sådant tilfælde vil slutdokumentet blive offentliggjort med pavens signatur ved siden af de delegeredes.

Kort fortalt det betyder, at det organ, der i århundreder har beskyttet trosgrundlaget og den hellige kanon fra at blive ændret – den romerske kurie – nu officielt er blevet sat ud af spil i forhold til at kunne forsvare Kirken mod revolutionerende fornyelser. Ikke alene er den romerske kurie blevet kørt ud på et sidespor, men endnu værre, det organ, der historisk set har skullet identificere, diskutere og beslutte, om der skulle foretages indholdsmæssige ændringer af Kirkens doktrinære tekster og disciplinære regler – det økumeniske koncil, der består af paven og hele verdens biskopper, – er blevet dramatisk beskåret i forhold til sine forrettigheder og unikke stemme, som apostlenes efterfølgere.

Det eneste nye, der er ved Episcopalis Communio, er dens evne til at gennemføre meget hurtige materielle og varige ændringer i Kirkens almindelige liv, og det lader sig gøre på tre måder:

For det første fastsættes den taktik, som blev fremsat og testet af Frans ved den sidste familiesynode, der blev afholdt med to samlinger mellem 2014 og 2015. Som National Catholic Registers Edward Pentin så rammende har beskrevet, den direkte udnævnelse af særlige embedsmænd og konsulenter, som understøttede heterodoxe synspunkter, gav indtryk af, at hele forløbet var fyldt med hindriger. ”Episcopalis Communio vil regulere fremtidige potentielle hindringer ved at gøre synoden til et ”permanent og centraliseret organ, som er placeret udenfor kuriens administration” (jvn. N. 2 EC).

For det andet fremhæver Frans den hidtidige teoretiske bestemmelse i kanonisk lov og sørger derved for, at de biskoppelige medlemmer af synoden bliver garanteret, hvis paven bevilger det, ”myndighed til at stemme” således at det, der bliver vedtaget ved enhver synode, er et produkt af medbestemmelse. Ved at handle således, har Frans gjort sin hensigt klar, nemlig at han ønsker at udøve sin pavelige magt ved at intervenere i stridsspørgsmål. Han har videre klogt ladet spørgsmålet om nødvendigheden af to tredjedeles flertal ved afstemninger blandt synodefædrene ved lovgivning af nye normsæt, stå ubesvaret hen. Yderligere har han på en meget voldsom facon åbnet op, for at lægfolket samt andre agitatorer for forandring kan øve deres indflydelse i aktuelle debatter og samtidig præge det endelige resultat og dermed i sidste instans sammen med synodefædrene være medunderskrivere på slutdokumentet.

Endelig, som det for nylig blev afprøvet af Frans den 5. september 2016, blev hans private anerkendelse af kriterierne fremsat i Básicos para la Aplicación del Capitulo VIII de Amoris Laetitia udarbejdet af biskopperne i Buenos Aires’ pastorale område, og derpå hævet til at være en del af læreembedet i form af et paveligt dekret, en diskret modifikation af de disciplinære regler, som gjorde det muligt at ændre på Kirken officielle doktrin uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, som kunne være i stand til at afværge det.

En lignende prøveballon blev sendt op, da det handlede om at ændre på Kirkens holdning til dødsstraf, da paven først adresserede dette tema for en mindre nærmere defineret gruppe den 11. oktober 2017, og han ophøjede derpå dette til at være en del af Kirkens læreembede den 3. august 2018 ligeledes gennem et paveligt dekret, og videre denne gang også uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, der kunne have ønsket at afværge eller omgøre denne substantielle ændring i Kirkens doktrin. Efter at disse to prøveballoner havde vist, at de kunne flyve uden at blive skudt ned, besluttede Frans sig for at gå videre med at etablere en permanent og mere effektiv og praktisk håndtering af ”forandring” simpelthen ved at ”gentænke” bispesynoden.

Der vil ikke længere være behov for at sende private prøveballoner af sted understøttet af diskrete pavelige modifikationer: der er åbnet op for, at hæresi kan få direkte adgang til Kirkens livsnerve, og det er nu blevet muligt at heterodoks praksis kan blive blåstemplet gennem en synode, og derpå at paven ganske automatisk ophøjer det til at være en del af ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”. Der er ikke længere behov for flere behandlinger, når det handler om at foretage ændringer af normsæt af disciplinær karakter, der derefter skal ophøjes til læreembedet, som teknisk set betyder, at der kun figurerer ufejlbarlige doktriner. Nu er det, der tidligere er blevet ophøjet til at skulle forandre disciplinen, blevet en del af den pakke, som er ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”, og der bliver dermed gjort plads til mulig ufejlbarlig lære.

Episcopalis Communio vil snarere end at øge det fællesskab, der er mellem biskopperne, der er i den eneste sande tro, være løftestang for, at enhver biskop eller lægmand, der vover at stille spørgsmålstegn ved disciplinære normer udstedt af en fremtidig synode, pludselig bliver gjort fredløs og betragtet som afviger, hæretiker og skismatiker, og dette er en perfekt trojansk hest

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 19. september 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/a-perfect-trojan-horse

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Homoseksuelle biskopper: Kommunistiske og homoseksuelle infiltratorer

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin beordrede kommunister og her specielt homoseksuelle til at infiltrere præstesemiarier

På samme måde som nyheder spredes vedrørende tidligere kardinal McCarrik’s ”åbenlyse hemmelige” livsførelse, og selvom højtrangerende medlemmer af det Den katolske Kirkes hierarki i USA febrilsk forsøger at benægte, er chokket og en stigende vrede hos troende katolikker ved at vokse sig til uanede højder og det med rette.

Mange spørger sig selv: Hvordan kan det være, at det er blevet sådan? Hvordan er det muligt, at så mange homoseksuelle mænd er blevet en del af præsteskabet? Hvordan har de kunnet arbejde sig op igennem Den katolske Kirkes hierarki, så de besætter positioner som ærkebiskopper og endda kardinaler?

Svarerne på disse spørgsmål trækker tråde helt tilbage til en planlægning foretaget af kommunistiske agenter, som i 1920’erne modtog ordrer fra den sovjetiske leder Joseph Stalin. For næsten tre år siden lavede Church Militant et filmet interview med den betydningsfulde Alice von Hildebrand, som er enke efter den meget berømte Dietrich von Hildebrand. Interviewet tiltrak sig på daværende tidspunkt ikke så stor opmærksomhed, men vi har en formodning om, at det vil det gøre nu.

Von Hildebrand gav Church Militant indblik i historien om Bella Dodd, som var en kommunistisk agent og en del af det amerikanske kommunistiske parti fra 1927 – 49. Dodd konverterede til sidst til den katolske tro under vejledning af ærkebiskop Fulton Sheen og blev venner med ægteparret von Hildebrand.

Dette er, hvad Alice fortalte Church Militant, hvad Dodd berettede for ægteparret i 1965:

Kort efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine medsammensvorne til at infiltrere katolske præsteseminarier … med unge mænd, der hverken besad tro eller moral. Man tror selvfølgelig ikke, at nogen … hmm det her er lidt mere kompliceret (jeg håber, du forstår) har en affære med en kvinde. Men hvis det drejer sig om en homoseksuel, så har målsætningen nogle helt andre tragiske konsekvenser … . (Dodd) erklærede offentligt, og jeg gentager offentligt, at hun gennem tyve års aktivitet for Kommunisterne havde rekrutteret ca. 1.100 unge mænd.

At kommunistiske agenter, som var homoseksuelle og som hverken besad tro eller moral, blev placeret på Den katolske Kirkes præsteseminarier i 1920’erne og 30’erne ville forklare en hel del. Og den forklaring, at Dodd rent faktisk var den, som rekrutterede disse mænd, 1.100 igennem en årrække, synes at udfylde de huller i det puslespil, der er med til at tegne et billede af, hvorfor det er gået så galt.

For en god ordens skyld findes der edsvorne erklæringer fra flere vidner, som beviser, at Dodd også har fortalt dem om dette.

Hvis kommunisterne fik placeret homoseksuelle mænd på de amerikanske præsteseminarier i 1920’erne og lod dem påbegynde en infiltration på det tidspunkt, så vil de tidsmæssigt være blevet ordineret omkring 1930’erne og 40’erne, mens de var i midten af tyverne.

Ellevehundrede kommunistiske homoseksuelle aktører kunne i løbet af en periode på tyve år, inden de var blevet rutineret i deres præstegerning, skabe et gigantisk rod i Kirken. Ud af de 1.100 mænd har et større antal ganske givet opnået positioner som biskopper, ærkebiskopper og endda kardinaler.

Og deres primære rolle har været at rekruttere den næste generation af mænd til præsteseminarierne med andre ord de mænd, der var seminarister i USA i 1960’erne og 70’erne, og som blev ordineret indenfor samme tidsrum.

Var det det, der skete? Forklarer det eller bidrager det til en forklaring på, hvorfor der er en så stor tilslutning til – eller (pludselig) accept af homoseksualitet blandt præster i løbet af de sidste tyve år? Det er svært at argumentere mod en sådan konklusion.

Praktisk talt kan enhver afvigelse og ondskab, enhver forfærdelig katekese, ethvert misbrug af Messen, enhver homoseksuel kirkemusikleder, liturgisk leder, ungdomsleder, enhver smudsig homoseksuel affære, enhver homoseksuel biskop eller kardinal taget på fersk gerning, enhver sag om overgreb på børn foretaget af præster, biskopper og kardinaler, enhver omfavnelse af en homoseksuelinspireret agenda i Kirken i disse dage forklares blot ved brugen af denne ganske enkle hypotese.

Kommunismen, som Vor Frue specifikt advarede om i Fatima, og som ville sprede sine fejlslutninger over hele kloden, infiltrerede Den katolske Kirke med homoseksuelle mænd med ordre om at ødelægge Kirken ved at ødelægge præsteskabet. Er der nogen, der kan fremkomme med en bedre forklaring? Er der nogen af biskopperne, der vil vove at træde frem og redegøre for, hvorfor dette kunne være en fejlagtig antagelse?

Vil nogen af Jer, blandt de aldrende kardinaler stå frem og sige, at de ikke havde kendskab til det, der er sket omkring McCarrick – Jer, som har gået på præsteseminariet eller er blevet ordineret i 1960’erne og 70’erne og har arbejdet på en plan med henblik på Kirkens kollaps i Amerika under deres (infiltratorernes) myndighed – træde frem og sige, at dette ikke kan passe?

Kunne nogen af Jer reelt give en forklaring på, hvorfor lægfolket ikke bør sidde med en fornemmelse af, at I er en del af den anden generation, der er udgået fra disse oprindelige homoseksuelle kommunistiske infiltratorer, der havde fået ordre til at ødelægge Kirken? Fordi der ganske enkelt er et sammenfald med at ødelæggelsen af Kirken præcis sker nu, mens I har myndighed, og samtidig ud af det blå bliver det åbenbart, at nogle af de højtrangerende blandt Jer er aktive homoseksuelle eller har dækket over det i en årrække.

De biskopper, der ikke er involveret i dette må vise deres troværdighed for de troende vedrørende denne ondskab, der folder sig ud for vore øjne. Dette må bringes til ophør, og I har magten til at gøre det. Træd frem for Kristus og udryd de af Hans fjender, der er i Jeres rækker. Gør det nu og gør det i offentlighed, mens der stadig er noget, der kan reddes af Den katolske Kirke i USA.

Hold øje med Church Militant for flere nyheder og analyser i forbindelse med skandalesagen om homoseksuelle biskopper og dens videreudvikling.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 31. juli 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/news-episcopal-sodomy-communist-homosexual-infiltrators

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Liberation Theology: KGB Construct or “Real Theology”?

In several public statements, Pope John Paul II said Marxism unduly influenced the work of Gutierrez and others — at one point in 1979 even saying their work “does not tally with the Church’s catechisms.”

Concepts uncritically borrowed from Marxist ideology and recourse to theses of a biblical hermeneutic marked by rationalism are at the basis of the new interpretation which is corrupting whatever was authentic in the generous initial commitment on behalf of the poor.

More

En sammenslutning af katolske præster i USA: kæmper for heterodoksi med støtte fra biskopper

I de seneste mange uger har Lepanto instituttet undersøgt og fortalt om en sammenslutning af hæretiske præster, der kalder sig AUSCP (the Association of United States Catholic Priests). Denne sammenslutning ønsker at arbejde med emner som ordinering af kvinder til diakoner (med henblik på præsteordination af kvinder), homoseksualitet, sogne uden præster, gifte præster og en lang række andre emner, som kan karakteriseres som heterodokse.

Hvis man er interesseret i at vide mere om denne internationale sammenslutning, som har til hensigt at udbrede hæresi i Kirken, kan man nedenfor finde tidligere rapporter samt lignende materiale om AUSCP, som er udarbejdet af Lepanto instituttet:

o    AUSCP’s Plan for Ordained Women and Priestless parishes

o    Wester Participating in AUSCP Conference

o    AUSCP’s Desire to Obtain Funding from Unsuspecting, Pew-sitting Catholics

o    The AUSCP is a Cog in the International Heresy Machine

o    AUSCP’s Alliance with Heretical, Pro-Sodomy Organizations

o    AUSCP’s Keynote Address from Notorious Priest, Fr. Richard Rohr

I sidste uge var Lepanto instituttet til stede ved AUSCP’s årlige konference, hvor følgende organisationer med hæretisk tilsnit deltog:

FutureChurch (Fremtidens Kirke), Voice of the Faithful (De troendes stemme), New Ways Ministry (nye måder at være kirke på) en gruppe, der er blevet fordømt af Vatikanet)), og det blasfemiske Dignity (Værdighed) (den amerikanske afdeling) og gjorde brug af denne platform, som her er blevet givet dem til at udbrede deres vildfarelser. Regnbuebadges og emblemer, hvor man kunne læse ”Jeg har også andel i velsignelsen” og ”Kærlighed er kærlighed”, var et almindeligt syn blandt flere af de deltagende præster.

En brochure for et møde (under ledelse af nonner) med titlen ”Garcious Embodiment: Embracing a Capaciuos Sexuality” (Elskværdig Legemliggørelse: om at omfavne den rummelige seksualitet) lagde op til, at der var tale om ”en samtale mellem lesbiske søstre, menighedsledere og dem, der står for (katolsk) dannelse og for håndteringen af kaldsspørgsmål”. Et andet initiativ havde til hensigt at besvare spørgsmål om ”transpersoner, kønsidentitet, og hvordan dette kommer til udtryk”.

Det, der var det mest hårrejsende, var, at al den litteratur, der cirkulerede blandt deltagerne, var udarbejdet af AUSCP.

Gransker man dokumenterne fra AUSCP, kan man læse, at formålet er at redegøre for, at man med ”konstruktive tiltag” kan opbygge en ny kirke, som skal erstatte den gamle, og skabe et nyt fundament med nye søjler.

AUSCP skriver følgende:

Teologen Hermann Pottmeyer betragter æraen omkring andet vatikankoncil, som en bygning, der endnu ikke er færdiggjort på samme måde som opførelsen af en ny Skt. Peters Basilika i 1500 tallet. Continue reading

Pave Benedikt havde ret i sin forelæsning i Regensburg vedrørende Islam. Verden skylder ham en undskyldning

Mens jeg sidder og skriver, er overskrifterne og de forskellige nyheder, der ”løber” ind fyldt med billeder af nogle af de mest grusomme barbariske handlinger, som vi har været vidne til siden slutningen af anden verdenskrig. De forfærdelige billeder, der fylder internettet, stammer fra Syrien og (landet som tidligere er kendt som) Irak: Massemord, korsfæstelser, halshugninger – selv af små børn – tortur og systematiske gruppevoldtægter; kvinder og piger som i stort tal er blevet bortført og solgt til slaveri; tusinder er under stor frygt blevet jaget bort fra deres hjem uden at kunne tage enkelte fornødenheder med sig; hjem, gamle kirker, klostre og helligdomme er blevet plyndret og nedbrændt …

Ud over, at det er forfærdeligt, det som billederne viser, er det også bizart og surrealistisk, som om den vold og det kaos, der herskede i det 7. århundrede på en sygelig måde er trængt ind i en forstad i midtvesten. Vi bliver nu igennem detaljeret billedmateriale på YouTube, Twitter, Facebook og Google antydningsvist præsenteret for den islamiske erobring af de gamle kristne lande, som vi i dag betegner som Mellemøsten. Vi bliver nu mindet om århundreder med mørke, elendighed og undertrykkelse af den oprindelige befolkning af ikke-muslimsk herkomst af et islamisk overherredømme, som ansporede de kristne til at tage initiativ til korstogene for at komme deres trosfæller til undsætning.

Vi nærmer os nu hastigt otte års jubilæet for den 12. september, hvor pave Benedikt XVI i 2006 gav sin forelæsning på Universitet i Regensburg, hvor han citerede en afdød kristen kejser, der modtog lignende informationer, (som beskrevet ovenfor). For en uge siden skrev redaktøren for den katolske italienske avis Il Foglio, Camillo Langone, at verden skylder pave Benedikt XVI – og kejser Paleologius – en undskyldning for den modtagelse, man gav forelæsningen (pave Benedikt XVI) og udsagnet (kejser Paleologius).

I dag, da nyhederne vedrørende det tidligere Irak igen skaber overskrifter, og det bliver gjort klart for enhver, der kan se, hvad det vil sige, at koranen bliver gjort til virkelighed, er der virkelig behov for at give dem begge en undskyldning”. Langone sagde med åbenlys afsky, at den moderne sekulariserede europæer ”ikke vil gøre dette”. Et (sådant) menneske, skrev han, ” som ikke tror på hellige tekster … tror ikke på Evangelierne”.

At få en europæer til at tro på en, der tror på (en) religion, det er umuligt … En, der ikke længere tror på Gud, er ikke i stand til at tro på virkeligheden og opdager ikke, når sværdet nærmer sig hans hals”.

Vender vi tilbage til Benedikts forelæsning med vores aktuelle viden i baghovedet, er det svært at forestille sig et mere ”blødt” svar på den islamiske ekstremisme. Pave Benedikt talte om en samtale ”som formentlig fandt sted i 1391 i vinterlejren tæt ved Ankara med den lærde Byzantiske kejser Manuel II Paleologus vedrørende (emnet) Islam, som han bogstaveligt blev truet af i skikkelse af det Ottomanske rige.

Det fortælles, at kejseren, som pave Benedikt beskrev, var en ”veluddannet” perser med indblik i kristendommen og Islam, spurgte: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt – og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Foreksempel at han foreskrev, at den tro han prædiker, skal udbredes med sværdet“.

Paven bemærkede, at udtalelsen faldt på et tidspunkt ”under belejringen af Konstantinopel mellem 1394 og 1402”, og han fremlagde videre den observation, at kejseren talte med en ”forbavsende bryskhed, en bryskhed, som vi (i dag) finder ganske uacceptabel”. Men det er klart, at kejseren var en mand med stor indsigt, og derfor talte han ud fra sit erfaringsgrundlag. Efter denne forelæsning har pave Benedikt konstant måtte lægge øre til (fra pressen i Vesten) endeløse og gentagne beskyldninger om, at hans ”krænkende” bemærkninger og ”klodsethed” vedrørende Islam var skyld i den vold, der fulgte efter.

Men hvad sagde han egentlig? På en stille og rolig måde opfordrede han blot til en tilbagevenden til fornuften, som det centrale i debatten om religion, og han bad i en venlig tone muslimerne om at opgive volden.

De selvtilfredse vestlige sekulære medier undlod i deres ensidige forehavende hvor de benyttede pave Benedikt som prygelknabe at citere den resterende del af dette tekststykke.

Det er ikke kun pave Benedikt, der har beskæftiget sig med dette emne, for man kan i hele kristendommens historie finde skrivelser, som både forholder sig til Islams ukontrollerede voldelige tendenser og vor egen forarmede intellektuelle frihedstrang: Tro og fornuft, ”fides et ratio” og deres indbyrdes harmoniske samspil med det formål at skabe en moralsk og civil orden.

Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og sjælens natur” sagde pave Benedikt.

Han citerede Paleologus: “Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds natur at handle fornuftsstridigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen. Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og tænke retsindigt – ikke voldeligt og truende… For at overbevise en fornuftig sjæl behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet middel, hvormed man kan true nogen med døden…”.

Med de billeder vi i dag ser, og som brænder sig fast i vores bevidsthed, hvor mildt, hvor fuldstændigt og meningsgivende er disse ord ikke. Og hvor tydeligt bliver det ikke, hvor ondskabsfulde kravene (var) til ham om at trække sin udtalelser tilbage og undskylde for den ”krænkelse”, som hans ord havde været overfor muslimerne: Hvor var denne fremstilling krænkende i sin forstillelse og samtidig bedragerisk og selvforherligende i sit udtryk.

Når vi endelig kan finde modet til at se på disse billeder, som stammer fra den nye islamiske stat, det nye ”kalifat”, bliver vi bedrøvede og overvældede og undrer os over, at dette virkelig kan ske i en tidsalder, hvor vi praktisk talt opfyldes af en global markedsmekanisme, der på enhver måde tilfredsstiller det forbrugende menneske i Vesten. Hvordan kan dette ske i en globaliseret verden? Hvad er der sket med vores ”globaliserede landsby”? Er moderniteten ikke med al dens bekvemmelighed og distraktion, venlighed og vestlige sekulære ”Coca Cola imperialisme” lykkedes med at civilisere verden (uden for Vesten) og dermed ”tilpasse” verden?

Et billede skiller sig ud i denne uge, det er et billede af en dreng, der er omkring otte år gammel, og det fortælles, at han er søn, en af en af de terrorister, der kommer fra Islamisk stat, den lille dreng er klædt i en polo-shirt i børnestørrelse samt tjekkede skotskternet sommerbukser, som ser ud til at være af mærket Birkenstock, og endelig bærer han en kasket. Drengen fremviser stolt et afhugget hoved. Et hoved må være tungt, siden den lille dreng må bruge to hænder til at holde fast i dets hår for at vise det frem. Sydney Morning Herald, som bragte billedet med drengens ansigt, skrev følgende billedtekst: ”En dreng, man formoder, der er den australske Khaled Sharrouf’s søn fremviser et afhugget hoved af en soldat. På Khaled Sharrouf’s Twitterkonto (står der): Man forestiller sig normalt ikke en apokalyptisk dystopi, der fremviser så mange mærkevarer”.

I lyset af denne skræmmende moderne genopblussen af den gamle trussel om sådanne brutale og uvirkelige barbariske handlinger, bliver det sværere for Vestens intellektuelle liberale at gentage de samme gamle mantraer. Den hårde sandhed må i sidste ende konfronteres, selv af dem, der er de mest vedholdende; ikke alle i verden tænker som vi gør, har de samme værdier og de samme målsætninger. Ikke alle kulturer er ligeværdige. Ikke alt er lige rigtigt, når det kommer til det, vi tror på (i religiøs henseende).

Og hvis det budskab, som disse billeder og videoer udsender, ikke siver ind i vores tykke vestlige hoveder, får vi i dag en direkte advarsel fra overhovedet for det gamle kristne samfund, som er blevet ødelagt af ISIS. Den kaldæiske katolske Kirke kan trække tråde tilbage til Skt. Thomas, den af Kristi disciple, der tvivlede. For få dage siden så vi overskrifterne, der fortalte, at for første gang i 1600 år blev Messen ikke fejret i den gamle kristne by Mosul, fordi alle kristne, alle de kaldæiske katolikker enten var blevet dræbt, jaget bort eller kidnappet for derefter at blive solgt til slaveri.

Biskoppen kommer med sine udtalelser fra sit usikre og midlertidige eksil i den nordlige irakiske by Erbil, overhovedet for dette fortabte og sørgende kommunitet, ærkebiskop Amel Nona fra det kaldæiske katolske ærkebispedømme i Mosul fortalte os lige ud og uden at tage fløjlshandskerne af, som pave Benedikts civiliserede akademiske tilhørere ellers foretrak, at han (pave Benedikt) havde holdt på, at tiden for vores ”hengivenhed” over for vores magelige liberale fantasier er slut.

De lidelser, vi oplever i dag, er et forspil til det, I kristne i Europa og Vesten i den nærmeste fremtid vil komme til at opleve”, sagde ærkebiskoppen i et interview med Corriere della Sera. ”Jeg har mistet mit bispedømme. Mit apostolats fysiske beliggenhed er blevet besat af radikale islamister, som ville have os til at konvertere eller dø. Men mit kommunitet eksisterer stadig”.

Forsøg dog på at forstå os. Jeres liberale og demokratiske principper er intet værd her. I må genoverveje den virkelighed, vi i Mellemøsten befinder os i, da I (i Jeres lande) tager imod et voksende antal muslimer”.

Han advarer os, ”Også I er i fare. I må tage holdbare og modige beslutninger også selvom det strider imod Jeres principper”.

Erbil ligger 55 miles øst for Mosul, et område, der i øjeblikket ikke er besat af IS-krigere, men de er helt sikkert ”opmærksomme” på området. Corriera della Sera fortæller, at biskoppen har bedt om materielle fornødenheder til dem, der er flygtet, og som er berørt af situationen. ”Der er tale om 8000 mennesker heriblandt mange ældre og et relativt stort antal (for os i Vesten) børn, og der er tale om helt små børn (babyer), som kun er få måneder gamle, mange af disse er dehydreret og lider af diarré. En halvfjerdsårig har bedt om insulin. Andre nedfælder på stumper af krøllet papir, hvilken medicin, de har behov for, og som ingen (i realiteten) kan fremskaffe”.

Tusinder af rustne kørestole er blevet doneret af humanitære organisationer til de syge og bliver benyttet som stole til de ældre. De lokale kristne (hjælpe)organisationer har sammen med FN etableret et midlertidigt tiltag, hvor man står for uddeling af ris, brød og vand i flasker. De sanitære forhold er praktisk talt ikke eksisterende”.

Ærkebiskoppen fortsætter: ”I tror, at alle mennesker er lige, men det er ikke sandt: Islam er ikke af den opfattelse, alle mennesker er (for dem) ikke lige. Jeres værdier er ikke deres værdier. Hvis I ikke snart forstår det, vil I selv blive ofre for den fjende, som I har budt indenfor i jeres lande”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Hilary White og publiceret på LifeSiteNews.com d. 20. august 2014. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-world-owes-an-apology-to-pope-benedict-over-his-remarks-on-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Revider historien og rens Islam’s rygte

Selv om konflikten mellem Islam og Vesten ikke kun er en parentes, – men er en del af historien, er strategien hos dem, som søger at ”rense” Islam’s rygte at styrke denne religion ved at være fokuseret på fredelige vildfarelser, mens de undertrykker den vedvarende fjendtlighed, som denne religion udviser.

 ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”, og på den måde forsøger Akbar Ahmed, formand for de islamiske studier ved American University, Washington, DC at fremhæve ikke karakteristiske episoder, som optræder i Italiens fortid for at overbevise italienerne om, at de bør være mere åbne overfor muslimske migranter.

Før vi ser nærmere på hans udsagn, bør vi se på den faktiske historiske kontekst, hvad angår Italien og Islam, hvilket Akbar’s artikel undlader at omtale.

Da jihad blev igangsat med udgangspunkt i Arabien, var det ikke kun Italien, der kom til at stå for skud, også Peters stol i Rom kom i sigtekornet, hovedstaden for kristendommen i Vesten, og ifølge Islam hovedsædet for de vantro, nemlig det sted, som en lang række ambitiøse kaliffer og sultaner havde som målet for deres og Islam’s vedvarende angreb, og som de ville kunne prale af at være de første til at lade deres heste fodre ved alteret i Peterskirken.

Allerede i det syvende århundrede skrev Paulus Diaconus (ca. 720 – 799), at ”saracenerne, som allerede havde været på fremmarch gennem Alexandria og Ægypten, pludselig kom med mange skibe og invaderede Sicilien og indtog Syracuse og foretog en stor nedslagtning af folk, så kun nogle få undslap med nød og næppe til andre stærkt befæstede byer og bjergkæder. Saracenerne tog et stort bytte med sig og vendte tilbage til Alexandria”.

I 840 lykkedes de muslimske flåder at lande på Ostias kyst nær Rom. Da de ikke kunne trænge igennem murene, der omgav den evige stad, plyndrede og ødelagde de i stedet (byer og beboelse) i Roms opland og til stor forfærdelse for de kristne i Vesten, de højtagtede basilikaer for Skt. Peter og Paulus. De invaderede og ødelagde de to helligdomme og skændede gravmælerne for to af kristendommens mest agtværdige apostle og tømte gravmælerne for alle værdigenstande.

Disse begivenheder gjorde, at pave Leo IV omgående lod opføre stærkere murværk for at styrke Rom fæstningsanlæg langs Tiberens højre bred for at beskytte basilikaer og andre kirker mod yderligere muslimske angreb. Ikke en eneste gang lod man sig afskrække, og ”i 849 forsøgte muslimerne igen en landgang i Ostia, og fra da af omkring 857 foretog de årligt truende anslag mod Roms kystområder”, som den franske historiker C.E. Dufourcq med speciale i middelalderen forklarer.

Det står klart, når man ser på begyndelsen af Ibn al-Athirs historie, der beskæftiger sig med det sydlige Italien og Sicilien, at der er indikationer på antallet af – samt intensiteten af disse islamiske invasioner:

Et andet angreb i 835 rettet mod Etna og de omkringliggende fæstninger resulterede i afbrænding af det høstmodne korn, nedslagtning af mange mennesker og plyndringer. Et andet angreb med samme formål blev startet af Abu al-Aghlab i 221 (ifølge den muslimske kalender, som i dette tilfælde var synkron med juledag 835), og det bytte, man bragte med tilbage herfra, var så omfangsrigt, at slaver blev solgt for næsten ingenting (.) … Samme år blev en flåde sendt mod de kristne naboøer og efter at have foretaget omfangsrige plyndringer med stort udbytte og erobret adskillelige byer og fæstninger, vendte de uskadt tilbage. I 234 (den 5. august 848) sluttede indbyggerne i Ragusa fred med muslimerne til gengæld for at overgive dem byen og dens indhold. De sejrende plyndrede byen for alt af værdi, og som kunne bringes med hjem og jævnede den herefter med jorden. I 235 (den 25. juli 849) marcherede muslimske tropper mod Castrogiovanni og vendte uskadte tilbage, efter at byen (og dens indbyggere) var blevet underkastet plyndring, nedslagtning og afbrænding. (Ye’or 2010, 289-290).

Sadistisk behandling af de vantro var altid en del af et angreb, ”for saracenerne var det altid en fornøjelse at opføre sig blasfemisk, ligesom de også plyndrede klostre og kirker”, bemærker Edward Gibbon. ”Ved belejringen af Salerno benyttede en muslimsk overordnet Kommunionsbordet som sit sengeleje, og på dette alter ofrede han hver nat en kristen nonnes jomfrudom”.

Selvom århundreder med korstog i høj grad ydede beskyttelse til Italien og Sicilien mod yderligere islamiske angreb, invaderede i 1480 den Ottomanske sultan Muhammad II Italien og erobrede Otranto. Mere end halvdelen af de toogtredive tusinde indbyggere blev massakreret, og fem tusinde blev ført væk i lænker. På en bjergtop, som efterfølgende er blevet kaldt ”martyrernes bjerg”, blev yderligere otte hundrede kristne på rituel vis halshugget, fordi de nægtede at konvertere til Islam, og deres biskop blev savet midt over.

Sådan beskrev den franske præst Jérôme Maarand den skæbne, som indbyggerne på den lille ø Lipari udenfor Sicilien kom til at lide, efter at de var blevet invaderet af Ottomannerne i 1544: ”At se så mange stakkels kristne, og især så mange små drenge og piger som slaver, vakte stor medlidenhed (.) … tårene, klageråbene og skrigene fra de stakkels liparioter, faderen der betragtede sin søn og moderen sin datter … og som græd, mens de som slaver blev ført væk fra deres by til et liv blandt disse hunde, som mindede om griske ulve blandt forskræmte lam”.

Ude af stand til at forstå, hvorfor de muslimske erobrere så hensynsløst torturerede den nu slavebundne befolkning, og hvor man med fuldt overlæg langsomt sprættede de gamle og svage op med knive”, spurgte han disse tyrkere, hvorfor de behandlede de stakkels kristne med så stor grusomhed, og de svarede, at denne måde at agere på var helt normal, og det var det eneste svar, man gav os”.

Yderligere blev et stort antal af disse millioner europæere gjort til slaver og solgt til muslimsk barbari mellem det 15 og 19. århundrede, og de stammede alle fra den italienske kystlinje og Sicilien.

Det er overflødigt at fremhæve, at disse århundreder og deres begivenheder, som er dokumenteret i min bog: Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West aldrig ”fandt vej” til Akbar’s artikel, ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”.

I stedet for og fordi hans hensigt er at få italienerne til at være endnu mere imødekommende over for de muslimske indvandrere, ignorer han det, der er fakta, mens han fokuserer på de afvigelser, der kan understøtte hans teser.

Italien fostrede kristne ledere som f.eks Roger II, konge af Sicilien og Frederick II, Den hellige romerske kejser, konge af Sicilien samt konge af Italien, og som talte arabisk og havde en personlig muslimsk garde samt bar arabiske inskriptioner på deres kongelige kapper. Muslimer og jøder havde tilladelse til at leve efter deres egne love, og yderligere har juvelen i den sicilianske arkitektur, Rogers palatinkapel fra det 12. århundrede, elementer af både kristne, muslimske og jødiske træk.

Sådan fremstår Akbar’s argumenter for Italiens ”nuancerede fortid”. Men hans fremstillinger synes ganske fjerne fra det, der er sket i de ovennævnte århundreder med konstant (muslimsk) fjendtlighed, og derfor er det svært at tage Akbar’s pointe seriøst. Når alt kommer til alt, har næsten ingen italienere i dag kendskab til det arabiske sprog, og man ansætter ikke katolske medarbejdere og yderligere tillader andre at leve efter deres egne skikke eller opføre eksotisk arkitektur.

Snarere har de et problem med at forstå, at den gamle jihad mod deres hjemland forøges, når man tager imod flere og flere muslimske migranter, der handler i overensstemmelse med historien, noget som Akbar hævder aldrig har fundet sted.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/revising-history-whitewashing-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)