Category: Magisterium

Aldrig før har verden ønsket så meget, at du må komme i helvede! Du må stå imod!

Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelstmen for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24: 22).

Finder du behag i kødets lyst? Er du grådig? Tror du på Den katolske Kirkes trosgrundlag, men er lunken i din tro? Er du vokset op i en ikke-kristen familie, eller er du vokset op i en (af de mange) kristne denominationer, som i oprør har taget afstand til Den Kirke, som Kristus indstiftede? Eller benægter du Guds eksistens?

Verden har udviklet sig på en sådan måde, at det praktisk talt er umuligt at udgå, uden Guds store nåde, at begå en dødssynd. Hvor man end vender sig hen, og uanset hvad man gør, bærer det syndens plet med sig. Vi opmuntres til at gøre det onde i alle dele af vort liv, i kærlighedslivet, i privatlivet og i hjemmet. Man fortæller os, at det onde er normalt, at det kan retfærdiggøres, og at det er det helt rigtige at gøre. Vi får bogstaveligt talt serveret alle de ”gode” grunde til at fordærve os selv og vore kroppe og glemme alt om Gud og endda kassere Ham.

Man fortæller os, at ondskab er den pris, man må betale for at kunne være til i verden i dag. 

Ved at afvise Kristus opfylder verden blot Hans profetier. Da Han sagde: ”Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst”, må det være det, Han henviste til.

Dette kan illustreres ved, at man tager udgangspunkt i et nyfødt barn. Dette barn vil, hvis det følger det gængse mønster, skulle modtage skoleundervisning i mange år. I skolen vil det få fortalt, at homoseksuelle relationer er normale, at mænd kan blive til kvinder og omvendt, at tolerance betyder mere end noget andet, at fejlagtige trosforestillinger om Gud bør vægtes lige med den sande tro, at mastubation er en naturlig ting, og at videnskaben har modbevist Guds eksistens.

Når dette barn ikke er i skole, vil det befinde sig i kulturelle sammenhænge, hvor man anser førægteskabelig seksuelt samvær som noget naturligt, og tror man på Gud, er man tåbelig. Dette barn vil blive opmuntret til at vurdere sig selv ud fra parametre, som dets evne til at præstere, succesraten gennem hele dets fremtidige karriere på arbejdsmarkedet samt på andre felter, hvor mange penge det kan tjene, og hvor seksuelt attraktiv, det kan blive. De digitale medier vil sprede gift i dette barns sind, når det bliver underholdt på- og af disse medier.

Hvilken chance har det gennemsnitsbarn, der kommer til verden i dag, når det udsættes for denne massive påvirkning?

Som Jesus siger: ”Hver dag har nok i sin plage”. For at gøre det hele meget værre er antallet af troende præster og sogne, der brænder af nidkærhed, og hvis de da stadig eksisterer, er de få og præget af splittelse.

Hvis Den hellige Moderkirke var stærk nok, hvis seminarierne var fyldt med præstestuderende, der var rodfæstet i deres tro, hvis der ikke blev foretaget ændringer i Kirkens doktriner, og hvis lægfolket brændte med nidkærhed for Gud, da ville det være muligt for dette barn at modstå alt det onde, der kommer fra verden. Men en svag Kirke er blevet skrøbelig og tilbageholdende i mødet med modernismen og kan derfor ikke komme med et vidnesbyrd, der står op imod verden. Imidlertid finder dette sted, men det foregår i meget få menigheder, hvor præsterne virkelig er troende, og lægfolket også er godt funderet i troen.

Det, at det er vanskeligt for de udvalgte at finde de troende præster og sogne, der er funderet i troen, er i sig selv et tegn på, at vi befinder os på det tidspunkt, som Kristus i sin barmhjertighed advarede om ville komme. Det er sandt, at antallet af mennesker, der i disse dage vil blive frelst er tæt på nul, fordi disse dage er præget af ondskab og fordærv.

Selv luften emmer af stanken fra helvede. Vi håber på, at Kristus i Sin store barmhjertighed vil afkorte de dage for at frelse de udvalgte. Disse kan kun stå op imod mørkets ugudelighed ved at holde fast i traditionen.

”… og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kristi Kirke), men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet”, dette er de vers, der yderligere bliver formidlet vedrørende dette budskab. Store dele af Kirken vil gå på kompromis, dog vil der altid være troende præster og menigheder, der er funderet i troen, og som frembærer Messeofferet, således at de udvalgtes sjæle kan blive frelst.

Men ingen bør være overrasket over at vi befinder os i den tid nu.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af James D og publiceret på OnePeterFive d. 21. februar 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/world-hell-resist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hedenskabens ånd lurer i forbindelse med Amazonassynoden

Noget rigtig gammelt synes at komme frem i dagens lys igen. Det rumsterer under overfladen som et utæmmet dyr, der er ved at blive sluppet fri.

Det utæmmede dyr, der er ved at blive sat fri, kommer til syne i forbindelse med det, eksorcisten Fr. Chad Ripperger ildevarslende beskriver som ”den sjette generation” (1). Ifølge Fr. Ripperger påvirker specifikke ånder/dæmoner forskellige generationer. For eksempel har den specielle ånd, der har påvirket generation X og Y, specifikt rettet sit fokus på en manglende moral og religiøsitet hos disse generationer, mens generation Z, som overordnet set ikke har modtaget en moralsk dannelse, er blevet ”besat” af ånd, der er præget af moralsk fordærv.

Men den sjette generation, den der er født fra år 2008 og fremefter, vil være ”besat” af en ånd, ulig de ånder, der har præget tidligere generationer.

Fr. Ripperger forklarer følgende:

Eksorcister ved som udgangspunkt, at en introduktion til det okkulte sker gennem en amoralsk adfærd, som specielt har sit udgangspunkt i en overtrædelse af det sjette og niende bud. … Den forrige generation fortsætter med at falde dybere ned i det seksuelle fordærv, som den tidligere generation var fanget i af en til enhver tid tilgængelig pornografi, og netop dette har skabt en åbning for hedenskabens ånd.

Er vejen blevet banet for moralsk fordærv og en nysgerrighed overfor det okkulte, vil det resultere i, at den næste generation vil have et ønske om at tilbede – eller allerede tilbeder af andre guder, forudsiger eksorcisten.

Andre har også set tendenserne til en tilbagevenden af hedenskaben. Ross Douthat beskriver dens træk på følgende måde: Denne forståelse af verden hviler på, at det guddommelige er i verden og ikke uden for verden, at Gud eller guder eller væsner er en del af naturen fremfor en udefrakommende Skaber, og at mening og moral samt den metafysiske erfaring skal søges i fællesskab med det, der er iboende verden og ikke ved at række ud efter det transcendente. …Meningen med religion og åndelighed er mere af terapeutisk karakter og betyder, at man søger at leve i harmoni med naturen og hverdagens glæder.

Som Douthat bemærker, er der tegn på en genopblomstring af en ”intellektuel panteisme” samt ”civilreligion” (samfundsreligion), med fokus på omverdenen, og dette kommer for eksempel tydeligt til udtryk i den teologi, der er centreret omkring social retfærdighed, og samtidig er der en stigende interesse for supranaturalisme (supernaturalisme) (2),der er indbegrebet af New Age praksis f.eks  healere, clairvoyanter, medier (medium) og en ydre form fornyhedenskab/neopaganisme, Wicca (3) og andet.

Det er ofte blevet fremhævet, at der nu er flere hekse i USA end presbyterianere.

Douthat siger, at vi egentlig bare skal vente på, at ”panteismens og civilreligionens filosoffer … får knyttet religiøse bånd mellem New Age og nyhedenskab/neopaganisme”. Det eneste vi venter på er, at de får skabt en form for tilbedelse, ikke kun fordi de (New Age og nyhedenskab/neopaganisme) sætter pris på de panteistiske træk, men ganske enkelt fordi de identificerer sig med dem.

”Måske står der allerede en profet for denne forende hedenskab og venter i kulissen”, vurderer han.

***

Imidlertid har planlæggerne af Amazonassynoden fremlagt et skamløst nyhedensk/neopagant arbejdspapir, som i sine formuleringer priser hedenske ritualer (nr. 87) og en ”tro på Skaberen som Gud Fader og Moder” (nr. 121) og det ”at have samtaler med ånder” (nr. 75).

Arbejdspapiret er som José Antonio Ureta dokumenterer en ”guddommeliggørelse af naturen” lovprist af de Forenede Nationers konferencer og protokoller. Ureta henviser til en afslørende afslutningstekst udarbejdet af en FN-delegeret i 1992 til en konference i Rio:

Post-Rio mennesket bør også elske verden. …Vi må nu slutte en kontrakt, som er en etisk og politisk kontrakt med naturen, og som ligger over den moralske kontrakt med Gud og den sociale kontrakt med mennesket. …

For det antikke menneske var Nilen en gud, man ærede, og ligeledes har Rhinen været en kilde til europæisk mytologi, og på samme måde er regnskoven i Amazonas alle skoves moder. Overalt i verden har det guddommelige taget bolig i naturen, og det har gjort, at skove, ørkener og bjerge har fået en personlighed, der kræver tilbedelse og respekt. Jorden har en sjæl. At genfinde den sjæl og tilføre den nyt liv er målet med konferencen i Rio.

Som Ureta nævner, henviser arbejdspapiret for Amazonassynoden til en boliviansk tekst, der karakteriserer junglen som ”et væsen eller en række væsener, som vi bør forholde os til” (nr. 23). Arbejdspapiret fortsætter med en idealisering af de indfødte, som ikke er blevet ”præget af den vestlige civilisation”, der er tale om mennesker med trossystemer og riter, der er rettet imod åndelig – samt forskelligartet guddommelig aktivitet, der knytter sig til det landskab, der udgør området. Det er yderligere vigtigt at påpege, at denne polyteisme fremstår uberørt, og dermed har undgået påvirkning fra udefrakommende (nr. 25).

Som historikeren Roberto de Mattei bemærker, er disse tapre mennesker ”befriet for monoteismen og har genskabt animisme og polyteisme”. Ifølge arbejdspapiret har den panteistiske ”skaberånd, der er i universet” fostret disse menneskers åndelighed gennem århundreder og dermed båret stor frugt (nr. 120).

Kirken bør ikke, når Den nærmer sig disse mennesker, omvende dem, men tage ved lære af disse ”profeters” ”åbenbaringer”. Hun (Kirken) må anerkende, at der findes ”andre veje” til at søge og forstå Guds store mysterium og ikke udvise en ”uhensigtsmæssig åbenhed”, hvor Hun hævder, at frelsen kun er en del af Hendes trosbekendelse. Hun må kort fortalt anerkende, at den ”kærlighed, der udleves i enhver anden religion, er Gud til behag” (nr. 39).

Peter Kwasniewski siger om dette ”bemærkelsesværdige tekststykke”: ”at det ganske enkelt tilsidesætter den traditionelle måde at betragte evangelisering, frelse og helliggørelse på” (4). Endelig skal det påpeges, at det ”oser” af en modernistisk opfattelse af, at ”enhver religion, selv hedenskab, må betragtes som sand” (Pascendi(5). Måske er det derfor, at én af hovedbidragyderne til arbejdspapiret er citeret for at skulle have sagt, ”Jeg har endnu ikke døbt en indianer, og jeg har heller ingen intention om at gøre det” (6).

Ureta afslutter med følgende forklaring:

I denne interkulturelle dialog, må Kirken nødvendigvis tage rendyrkede hedenske og/eller panteistiske elementer eller trossystemer til sig. Det kan være troen på ”Skaberen som Fader og Moder”, ”forfædrekult (tilbedelse af døde forfædre)”, ”samhørighed med jorden” (nr. 121) og forbindelse til forskellige ”åndelige kræfter” (nr. 13). End ikke hekseri er uden for kategori, når det handler om at bidrage med ”berigende elementer”. Ifølge arbejdspapiret er ”den mangfoldighed af fauna og flora i regnskoven en levende farmakopé og uudforskede levende organismer” (nr. 86). I den sammenhæng er de indfødtes ritualer og ceremonier en del af et integreret hele … De indfødte skaber harmoni og balance mellem mennesker og kosmos. De beskytter livet fra det onde, som kan forårsages af mennesker og andre levende væsner. De hjælper med at genoprette det miljø, menneskeliv samt andet liv, der er blevet ødelagt (nr. 87).

En ny samlet form for hedenskab venter blot på at se dagens lys. Man ønsker – eller har allerede åbnet op for tilbedelsen af andre ”guder” …

Jeg har svært ved at give slip på disse linjer, for de vender tilbage gentagne gange, mens jeg gennemgår dette arbejdspapir, som kardinal Walter Brandmüller retter en stærk anklage imod, fordi det dels fremhæver en ”panteistisk gudedyrkelse, der er rettet mod naturen”, og dels opererer med ”en opfattelse af religion, hvor det religiøse aspekt er iboende ting”, der er kort fortalt tale om frafald, hæresi o.s.v.

***

… et umådelig stort billede udgår fra Spiritus Mundi (Verdensånden)

Det slører for mit syn: et sted i ørkenens sand

Fremstår et omrids af en løves krop og et menneskes hoved

Med et tomt blik, der er ubarmhjertigt, som den stikkende sol

Dets langsomme ben er i bevægelse, mens alt omkring det

Overskygges af de urolige ørkenfugle.

Faretruende sænker mørket sig igen …

De genrationsspecielle ånder, der præger den ydre verden, har de også fundet vej ind i Kirken?

Er det et tilfælde, at familiesynoderne og Amoris Laetitia rettede et frontalt angreb på det sjette bud, og at arbejdspapiret for Amazonassynoden præges af nyhedenskab/neopaganisme?

Mens den sjette generation vokser op, hvad vil da dukke frem i horisonten?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/paganism-amazon-synod

 Noter.

  1. Ripperger, Chad ”The Sixth Generation”, Latin Magazin”, Summer 2012, pp. 34-38.Link hertil:https://30piecesofsilverblog.files.wordpress.com/2017/05/the-sixth-generation_20120615_latin_mass_magazine.pdf
  2. 2.Supranaturalisme(supernaturalisme), i bibelforskningens historie den tidlige del af oplysningstiden i 1700-tallet., da man fastholdt den overnaturlige åbenbaring, og stort set ukritisk lod undere indgå i verdenshistoriens almindelige forløb.

Den såkaldte ældre supranaturalisme formede sig her som en historisk parafrase af den bibelske fortælling med en kun let rationaliserende tendens. I mødet med deismen forandrede den sig til et fornuftbestemt forsvar for nødvendigheden af en åbenbaring, som samvittigheden må bøje sig for, et forsvar, der indeholdt en moderat kritik af Bibelen ud fra moralske og religiøse kriterier. Denne fase benævnes også neologi og betegnede overgangen til rationalisme (Kilde: Gyldendals leksikon).

  1. 3.Wicca,(oldeng. ‘heks’, ‘klog kone’), religiøs bevægelse som især voksede frem med den feministisk inspirerede øko-bevægelse i 1980’erne. Bevægelsen, der har flest tilhængere i de engelsktalende lande – dog er der også tilhængere i Danmark – tog sin begyndelse i 1950’erne i Storbritannien. Man kan være wiccaner på flere måder; nogle mødes i grupper kaldet coven, mens andre praktiserer ritualer og besværgelser alene. Den sidste kategori er formentlig den almindeligste. Ritualerne, som baseres på anvendelse af naturmaterialer som urter, rødder og mineraler, har til hensigt at udnytte naturens kræfter, så man kan påvirke forhold i den fysiske verden. I andre sammenhænge søger man initiation til hemmelige traditioner eller adkomst til naturens guder. Wicca er blandt de bedst kendte bevægelser med neopagant præg (Kilde: Gyldendals leksikon).
  2. 4. Her følger et link til en artikel Peter Kwasniewski har skrevet om selvsamme emne, der er blevet behandlet i denne artikel:https://www.lifesitenews.com/blogs/why-amazon-synod-working-docs-notion-of-inculturation-is-a-false-approach
  3. 5. Her følger et link til pave Pius X’s encyklikaPascendi Dominici Gregis:http://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html
  4. Her følger et link til den artikel, hvor den pågældende udtalelse stammer fra:https://www.lifesitenews.com/blogs/bishop-who-wrote-amazon-working-doc-wants-overhauled-priesthood-ordained-women

(Oversat af MOgens Bohn og Patrick Fyrst)

Kunne Gud tillade en dårlig pave?

At ”Kirken vil vedblive at eksistere” betyder, at hierarkiet og de troende og dermed Kirkens sakramentale og sociale liv vil forblive intakt ét eller andet sted. Vi ved, at det betyder, at det ikke er alle steder, Den vil være intakt, ellers ville Kirkens fald i Nordafrika til muslimerne, og det skisma, som over halvdelen af Europa oplevede under den protestantiske revolte, ikke have været mulig. Vi ved, at der ikke er tale om, at Kirken nogen steder har været fuldstændig forsvundet, som om Den var blevet til et usynligt ideal, som senere skulle genopdages, denne betragtning er fremherskende blandt protestanterne, som tror, at Kirken har været ”væk” i årerne mellem år 300 – 1500.

Årsagen til, at mange mennesker igen beskæftiger sig med den arianske krise, er, at der var tidspunkter under denne forfærdelige krise, hvor meget få biskopper og præster ”opførte” sig som katolikker, sammenlignet med det store antal biskopper, som havde valgt side til fordel for hæresien. Det var under denne krise, at Athanasius kom med sin berømte og spydige bemærkning: ”Det er Jer, der besidder bygningerne, men det er os, der har troen”. Bemærkningen hentydede til, at langt de fleste af de fysiske kirker var i hænderne på tilhængerne af arianismen.

For cirka en uge siden fejrede vi festen for apostlen Peters Stol, hvor vi dels genkaldte os Vor Herres overdragelse af nøglerne til himmeriget til apostlenes leder og dels oprettelsen af Peters biskoppelige sæde i byen Rom. Det er godt, at vi hvert år bliver mindet om, at 1) Kirken er indstiftet på klippen Skt. Peter, som et synligt overhoved, samt 2) det centrale i Peters tro på Den guddommelige Frelser, som led for troen, og at Peter må gennemgå den samme lidelse for at vise sin værdighed til det embede, der er blevet ham betroet, og at han kan varetage det.

Matthæusevangeliet kapitel 16: 18: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”, har en lang eksegetisk historie bag sig. Skt. Augustin antog, at ”klippe” betød Peters tro og dermed Kirkens tro. Skt. Thomas Aquinas argumenterer for, at der dels er tale om Peters troshandling, som enhver kristen må søge at efterligne, og Peters autoritet, den, som han alene er blevet overdraget.

I den modreformatoriske periode blev skriftstedet fra Matthæusevangeliet, som er citeret ovenfor, benyttet om paveembedet i katolsk forstand, men ser man på konteksten i Matthæusevangeliet kap 16, viser det sig, at det, Jesus fremhæver og priser, er Peters bekendelse af troen på Jesu guddommelighed og Jesu Messianske mission, og netop dette er Kirkens fundament og ikke et menneske eller et embede, det er det, man må konkludere ud fra en overordnet betragtning. Den grundlæggende opgave for en pave er at fortsætte med at bekende Kristus, som Guds Søn, ved at opretholde den sande tro med dens moral- og dogmatiske lære, med andre ord, paven skal være garanten for, at evangeliet forbliver intakt, klart og fremherskende. Alt dette er med til at tegne et billede af, hvilke problematiserende aspekter, der kendetegner den aktuelle efterfølger til Peter.

Da en person for nylig benyttede følgende argumentation overfor mig: ”Du bliver nødt til at basere den kritik, du fremsætter på et bredere udsnit af Kirkehistorien. Det, jeg mener er, at man kunne eksempelvis se nærmere på pave Alexander VI (1492-1503), var mit svar: ”Efter at have studeret de respektive pavers historik, mener jeg bestemt, at man kan tage udgangspunkt i pave Alexander VI. Det er klart, at hans moral var betydelig flosset, men i sit officielle embede videreførte han Kirkens lære, og i ydmyghed bøjede han sig for den ærværdighed, der kendetegner den romerske liturgiske ritus. Han gjorde netop det, der forventes af en pave, nemlig at han stod vagt om den traditionelle doktrin og tilbedelse”.

Ja, Matthæusevangeliet kapitel 16: 18 og kirkefædrene taler helt klart om en person og dennes tro, som er grundlaget for denne gave (embedet) fra Kristus, men det, der gør sig gældende, for at embedet varetages på rette vis, er, at dets indehaver besidder- og udøver troen på Jesus Kristus. En hæretisk pave står i stærk kontrast til det ovennævnte. Han bliver så at sige i stand til at ”ophæve” sig selv, ligesom det er muligt indenfor matematikken, hvor +2 og -2 ophæver hinanden. Selvfølgelig er det klart, at den hæretiske praksis skal være synlig, at den udøvede praksis kan betegnes som hæretisk, og at udøveren i hovmod opretholder sin praksis trods gentagne advarsler. Vi er dog ved at nå det punkt.

I betragtning af de udfordringer, der aktuelt er til stede i Kirken, kommer det ikke bag på mig, at en læser henvendte sig til mig med følgende:

Hvordan kan det være, at Gud kun yder ”hjælp” til en vis grænse, og derefter stopper Han? For eksempel hvorfor vil Gud ikke lade Sin Kirke fejle, men lader Hende komme tæt på det punkt, hvor Hun gør det, hvorfor trækker Han ikke en streg i sandet tidligere? Eller i 1 Mosebog, hvorfor tillader Han Adam at have friheden til at vælge at spise af kundskabens træ, så han får evnen til at skelne mellem godt og ondt, men Han forhindrer ham (Adam) i at kunne spise af livets træ, og hvorfor markerede Han ikke allerede en grænse i forhold til kundskabens træ? Selvfølgelig er vi fuldstændig fortabte uden Guds hjælp, men hvordan skal vi forstå, at Gud hjælper os til et vist punkt? På en måde kan det virke som om, at dette er et ”spil” for Gud, men jeg må formode, at der er en guddommelig styring i alt dette.

Dette spørgsmål overtrumfer alle spørgsmål. Hvorfor tillader Gud det onde? Hvorfor tillader Han det til et vist punkt, hverken mere eller mindre? Svaret ligger i ”den tilbageholdte nåde”, som Sheldon Vanauken taler om. Gud forsøger ikke at gøre det let for os, Hans mål er at helliggøre os, rense os for synd og gøre os til helte. Enhver kristen er kaldet til at være martyr uanset om martyriet er blodigt eller ublodigt. Der er krav forbundet med Hans nåde og for at opnå den, må vi helt ud til kanten, der hvor vores absolutte grænse går. Når vi siger ja til det, da vil vi praktisk talt erfare vores purgatorie her på jorden. Det er den samme lære, vi kan drage af mystikerne, som eksempelvis Johannes af Korset: en rensende, oplysende og forenende vej. Hvis vi ønsker at være forenede med Vor Herre, må vi lade Ham være vores lærer, og hvis vi ønsker at blive modtagelige overfor lærdom og klar til at modtage det, Han ønsker at give, da må vi undergå lidelse. Lidelsen er med til at forøge vor tro, håb og kærlighed.

Gud, som er så uendelig stor, har så meget at give, at Han må skabe rum for Sit nærvær i vores sjæle gennem store prøvelser og trængsler. Der er altså ikke tale om et spil, men fundamentet i den kærlighed, der hverken kan eller vil gå på kompromis, og som på ingen måde kan være i stue med uværdig kærlighed.

Jeg siger dette med henvisning til hver eneste katoliks indre liv samt hver eneste troendes kald til at bringe vidnesbyrd om troen, det er det, der er martyriet. I et overordnet perspektiv må det også betragtes som en fordel, når Gud tillader, at Kirken udsættes for prøvelser af en sådan karakter og størrelsesorden, for den sandhed, der ligger i Hendes tradition vil fremstå langt mere klart, den dag modstanderne af sandheden er blevet slået tilbage. Vores forståelse af pavedømmet, og dets dybe forbundethed med traditionen og de afvigelser, der kan optræde i pavedømmet, bliver markant forstærket, og vores tro bliver på den måde ”renset” for ekstremer, som at sætte paven på en pedestal eller sedevacantisme, (ordet stammer fra sede vacante (lat. mens sædet er ledigt). Perioden mellem en biskops død eller lovlige fratræden og valget af hans efterfølger. Udtrykket anvendes især for perioden mellem 2 paver).

Til dem, der ønsker at læse mere om, hvorfor pavens embede bør vurderes ud fra, hvorvidt det lægger sig op ad traditionen, og hvordan det bør tilpasses det trosfundament, der til alle tider er Kirkens, kan jeg henvise til den artikel, jeg offentliggjorde tidligere på måneden: https://onepeterfive.com/happy-catholics-pope

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 28. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/would-god-permit-a-bad-pope

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

The Condemnation of Cardinal Pell, the Church and the World

The condemnation of Cardinal Pell, arriving like a bolt of lightning in the wake of the Vatican summit, draws attention to a truth that there has been a desire to forget for the last fifty years: there is no possible compromise between the Church and the world, because the world hates the Church and wants its destruction. This sentence, furthermore, demonstrates the failure of the strategy of this papacy, which has renounced exercising the sovereignty of the Church, confiding instead in the comprehension of the world.

More