Category: Mariology

Maria, Den Ubesmittede: Helligåndens elskede Brud

I en tidligere artikel så vi på fem teologiske beviser fra Bibelen, alle fra det Gamle Testamente samt brevene i det Nye Testamente, som er accepteret af protestanterne, og som handler om Guds Moders Ubesmittede Undfangelse. I denne artikel vil vi fortsætte dette undersøgende arbejde, men denne gang i relation til åbenbaringer, der optræder i det Gamle – og det Nye Testamente.

Det sjette teologiske bevis finder vi grundlag for i en række skriftsteder i Lukasevangeliet:

–          Ved englens hilsen til Jomfru Maria: ”gratia plena” (fuld af nåde).

–          Ved den ærbødighed englen viser Jomfru Maria.

–          Ved at Helligånden overskygger Jomfru Maria, efter at hun har givet sit fiat (Lad det ske mig efter dit ord).

–          Ved at Johannes Døberen ”springer” i Elisabeths moderliv, da hun hører Marias hilsen.

–          At Helligånden gennem Elisabeth priser Maria for hendes besøg (”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?”).

–          At en profeti opfyldes af profeternes dronning!

Ave Maria betegner, at Maria er Den Nye Eva, hun er en antitese til Eva, hun er den, der soner Evas ulydighed. Dette er også et eksempel på, at englene viser stor ærbødighed overfor deres dronning.

I det Gamle Testamente viste Abraham, Lot, Tobit og dennes søn Tobias ærbødighed overfor de engle, der åbenbarede sig for dem. Her ser vi, at det er englen, der viser ærbødighed overfor Maria ved at sige ”Hil dig”, ligesom man vil sige, hvis man stod overfor en royal person, eller som der senere bliver sagt: ”Hil dig, jødekonge” (Mark 15: 18).

I Lukasevangeliet kapitel 1:28 står der: ”Herren er med dig, du benådede”. Du benådede eller fuld af nåde formuleres på latin på følgende måde: ”gratia plena”. Jesus Kristus, Guds Lam, der i Sig selv er uden synd, kaldes også ”fuld af nåde” (plenum gratiae) i Johannesevangeliet kapitel 1: 14.

På græsk er ordene ”du benådede”: kecharitomene. Eksperter indenfor det ældre græske sprog (oldgræsk og nytestamentlig græsk etc) gør rede for, at dette ord kan oversættes med ”at det er tilladeligt”. Når man ser på ordet kecharitomene ud fra en sprogvidenskabelig vinkel samt det græske sprogs grammatik, er dette ord synonym for: komplet, fuldendt og fuld af nåde (kilde: (Blass and DeBrunner, Greek Grammar of the New Testament). Med andre ord englen hilser Guds Moder med ”fuld af nåde” altså som Den komplette, fuldendte og Den benådede.

Hvad er det, der sker efterfølgende? Det er, at Jesus har ”guddommeliggjort” (theosis) Sin moder ved at give hende alle Sine nådegaver. Men Jesus Kristus besidder den nåde at være ubesmittet. Derfor må Maria også bære denne nåde; ellers ville Maria ikke være fuld af nåde. Hvis Maria er fuld af nåde, er hun ubesmittet. Ellers ville Kristus være fuld af nåde, men ikke ubesmittet.

Skt. Elisabeth, der var fyldt med Helligånden, da hun hørte Marias hilsen, undrer sig over, at Guds Moder kom for at besøge hende. Johannes Døberen blev helliggjort i Elisabeths moderliv, da Guds Moder talte. Han ”sprang” af fryd ved hendes nærvær. Dette bringer associationen til kong David, da han stod foran Pagtens Ark i 2. Samuelsbog. Arken blev bragt til et bestemt sted og forblev der i tre måneder og med Den fulgte Gud Herrens velsignelser.

Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen, men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus. Herrens ark stod nu i gatitten Obed-Edoms hus i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, for Guds arks skyld, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen under festglæde” (2 Sam 6: 9 – 12).

Her ser vi, at det, at ære Maria, som er Guds Ark, bringer velsignelse, hvor hun end bevæger sig hen. Det gamle løfte, som Gud har givet sine helgener: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande” (1 Mos 12: 3), gælder først og fremmest Maria, helgenernes dronning. Vi ser i Tobits Bog kapitel 13, at denne profeti gentages, men her benyttes metaforen Guds mystiske by:

Forbandet være alle, der håner dig. Forbandet være alle, der river dig ned og nedbryder dine mure, alle, der omstyrter dine tårne og sætter ild til dine huse. Velsignet til evig tid være alle, som frygter dig!” (Tob 13: 12).

Lad dette udpluk af skriftsteder fra Bibelen, der viser, hvordan helgener og engle har behandlet Maria, fremstå som eksempler for os!

Der findes yderligere udsagn, der bekræfter ovenstående. Der er et bibelsk bud, der siger, at man skal ære sin moder, som vi finder i 2 Mos 20: 12, og som er citeret i Ef 6: 2-3, og Maria er vor moder (Joh 19: 27). Skt. Johannes er et billede på den fuldendte Jesu discipel, den, der var tættest på Hans hellige Hjerte, og som elsker Guds Moder, som han elsker sin egen mor. Ønsker du at være så tæt knyttet til Frelseren? Derfor bør I evangelikale kristne elske Maria, som I elsker Jeres egen mor!

Det syvende bevis. Visdommens sæde, hvis sæde er af det pureste guld, den mystiske guddommelige nådes moder, som jøderne kaldte Shekinah, Guds Ånds Brud, dukker op gentagne gange i Visdomsbøgerne i det Gamle Testamente (Ordsprogenes Bog, Siraks Bog, Højsangen og Visdommens Bog)!

(i)

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. Hos mig er der rigdom og ære, nedarvet velstand og lykke. Frugten af mig er bedre end det reneste guld, udbyttet af mig er bedre end det udsøgte sølv. Jeg færdes på den retfærdige vej, på de rette stier, for at give dem, der elsker mig, rigdom i eje, jeg fylder deres forrådskamre” (Ordsp 8: 17-21).

Her henvender visdommen sig til os som en person, nemlig Nådens Moder, hvis frugt er mere fuldkommen end guld! Da Kristus er frugten, der kommer af Marias ubesmittede moderliv, det Elisabeth ved Helligånden frydefuldt forkyndte århundreder senere, tydeliggøres det, at kvinden er Maria. Visdommen (som er en kvinde) fortsætter med at tale til os gennem profeternes mund i alle visdomsbøgerne!

Dette finder vi endnu et bevis for i Siraks Bog kapitel 24. Herren bereder en plads for Sit Tabernakel i Den hellige Visdom; hun skal højloves i Den Højestes kirker. Blandt de velsignede er hun velsignet:

(ii)

Visdommen lovpriser sig selv og roser sig midt i sit folk. I den Højestes forsamling tager hun ordet og roser sig over for hans hærskarer: Jeg udgik af den Højestes mund, og som en tåge dækkede jeg jorden. Jeg tog bolig i det høje, og min trone stod på en skysøjle. Jeg alene vandrede på himmelbuen og færdedes i afgrundens dyb. Over havets bølger, over hele jorden, over ethvert folk og folkeslag fik jeg magt. Blandt alle dem søgte jeg et hvilested. I hvis land skulle jeg slå mig ned? Da fik jeg en befaling af ham, der har skabt alt, og han, der har skabt mig, gav mig til sidst bolig og sagde: »Tag bolig i Jakob, og tag land i eje i Israel.« Før tidernes begyndelse skabte han mig, og indtil tidernes ende vil jeg ikke ophøre med at være til. I det hellige telt gjorde jeg tjeneste for hans ansigt, og sådan blev Zion det sted, jeg kom til at bo. Han gav mig dermed bolig i sin elskede by, og jeg fik magt i Jerusalem. Jeg slog rod i det folk, han herliggjorde, i det land, der tilhører Herren, fik jeg ejendom. Som en ceder på Libanon skød jeg i vejret, som en cypres på Hermons bjerge. Som en palme i En-Gedi skød jeg i vejret, som rosenbuske i Jeriko, som et smukt oliventræ på sletten, som en platan skød jeg i vejret. Jeg udbredte vellugt som kanel og krydret balsam, som udsøgt myrra, som galban-gummi, mollusk-olie og stakte-dråber, som røgelsesskyen i teltet. Som terebinten udstrakte jeg mine grene, og mine grene var herlige og yndefulde. Som en vinstok frembragte jeg yndefulde ranker, og mine blomster gav herlig og rig frugt. Jeg er moder til den skønne kærlighed og gudsfrygt, til kundskab og det hellige håb. Sammen med alle mine børn giver jeg evige goder til dem, der udvælges af ham. Kom til mig, I, som længes efter mig, og mæt jer med mine frugter. For at tænke på mig er sødere end honning, at eje mig bedre end flydende honning. De, der spiser mig, er sultne efter mere; de, der drikker mig, tørster efter mere. Den, der adlyder mig, bliver ikke til skamme, de, der gør brug af mig, synder ikke” (Sir 24: 1-22).

Her i dette fantastiske skriftsted får vi indsigt i, hvem nådens Moder er! Ligesom det jødiske folk havde en forventning om Messias komme, havde de også en forventning om Hans Moders komme, Hende, som er nådens Moder.

Dette er den egentlige mening med ”fuld af nåde”. Maria er Guds Moder, fuld af Hans nåde. Maria bør derfor altid blive lovprist; det er ved sin Søns vilje, at hun er nåde! Hun er kærlighedens, frygtens og det hellige håbs Moder. Al nåde, der er knyttet til Vejen, Sandheden og Livet, dvs. Kristus, befinder sig i hende. Hun er Moder til – og Mediatrix for al nåden i Hans Ånd, som Hans (Åndens) sande Brud. Meningen med hendes liv var at gøre Hans vilje, og derfor var hun fuld af nåde og voksede i den nåde. Det er derfor Bibelen fortæller os, at vi bør højlove hende i Gud etc., altså som beskrevet ovenfor.

(iii)

Visdommen i Visdommens Bog kapitel 8 er: at Herren af alle elskede kvinden, der er visdommens Moder. Han beredte en plads for Sit Tabernakel i hende. Hvem er hun? Hun er Den Ubesmittede!

Gud fortæller os, hvordan Han elskede og tragtede efter denne kvindes visdom. Hun er Hans Helligånds sande Brud. Altings Herre ønskede, at det var hende, der blev Hans Ånds Brud, og det ser vi beskrevet her:

Hun strækker sig gennem verden fra ende til anden med magt, og hun styrer alting godt. Hende fik jeg kær, og jeg opsøgte hende fra min ungdom, jeg ønskede, at hun skulle føres hjem til mig som min brud, og jeg blev betaget af hendes skønhed. Sin ædle herkomst herliggør hun ved at leve sammen med Gud; han, der hersker over alting, har fattet kærlighed til hende …” (Visd 8: 1-3).

Det ottende bevis: Den elskede Brud, som Helligånden kalder: ”Oh, Min Elskede” er uden syndens plet, og det vil sige, at hun er ubesmittet. Maria er et billede på Kirken. Hun repræsenterer allerede i egen person det, hele Kirken vil blive til på den sidste dag.

Højsangen 4: 7: ”Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig”. Det engelske ord for immaculata har sin oprindelse i latin og stammer fra dette skriftsted. ”Macula” betyder plet. Macula non est in Te dette synger Helligånden til Sin Brud; med andre ord Helligånden erklærer overfor os, at Maria er ubesmittet. (Dette skriftsted på latin, er fra Vulgata 4: 7: Tota pulchra es, amica mea, et macula non est in te).

Det niende bevis. Pagtens Ark fremstår i al Sin skønhed i Himlen. Hun er kvinden, der er blevet kronet med en krone bestående af 12 stjerner. Hun er Kirkens Moder, Israels datter og Den ubesmittede Jomfru Maria.

Johannes’ Åbenbaring 11. 19: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel …”. Guds Ark var blevet taget op i Himlen, det er det, Kirken lærer! Denne Ark er, som beskrevet ovenfor, af det pureste guld, uden plet og ubesmittet og kan bære Herlighedens Herre, der er lydefri og ubesmittet. Denne ark er ingen anden end Den Ubesmittede Jomfru Maria.

Kapitel og skriftsteder blev tilføjet Den hellige Skrift (Bibelen) under vejledning af Helligånden. Skriftstederne 11: 19 og 12: 1 i Johannes’ Åbenbaring er centreret om den samme tematik, nemlig kvinden, der er kronet med en krone bestående af 12 stjerner, en kroning, der er foregået i Himlen. Hun fremstår i en utrolig smuk klædning, som overstråler alle helgener og engle, og dette må indikere, at hun har levet et liv uden synd, fordi hun er ubesmittet og derfor ikke kendte til synd.

Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1-5.

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter”.

Det fremstår her meget klart, at Maria er blevet kronet i Himlen, hun er skønnere end solen, månen og stjernerne. (1) Kvinden her er Jesu Moder, og Maria er Jesu Moder. (2) Kvinden her er alle kristnes Moder, for Jesus overlod Maria til Johannes, som hans Moder, og dette skete ved korsets fod. Yderligere blev Maria moder til (kommende generationer af) Jesu disciple. (3) Kvinden her er den samme kvinde, som nævnes i 1 Mosebog 3: 15. (4) Kvinden fødte Jesus og os, som er hendes åndelige børn, til trods for, at hun forbliver med at være jomfru, og det er derfor, at det er blevet sagt, at vi udgår fra hende, og derfor er hun Jomfrumoderen. Der er kun én kvinde i hele historien, som har været – og for altid vil være Jomfru Moder, og det er Jomfru Maria. Derfor er hun dronningemoder over Israels 12 stammer, dronning over Kirkens 12 apostle, Den velsignede Jomfru Maria. Maria er ligesom Gebirah (Dronningemoderen) i Israel, og derfor vil det, hun fremsætter altid blive lyttet til.

Hun er et billede på Israel, fordi hun er Israels jomfrudatter som Esajas, Jeremias og profeterne taler om. Hun er også en typologi på Kirken, et aspekt Skt. Ambrosius, Skt. Clemens, Skt. Ephrem fra Syrien og kirkefædrene ofte fremhæver, og det er fordi, at hun i egen person er det, som Kirken en dag vil blive til.

Apostlen Johannes viser os, at den, der på bedste vis forsøger at bliver Jesu discipel, modtager Guds Moder, Maria, som sin kære Moder, ligesom disciplen modtager Jesus Kristus som sin egen personlige Herre og Frelser. Her lærer apostlen os, at alle, der har Gud, som deres Fader også må have Maria som deres Moder, for hun er den sande Moder til alle Guds børn, og vi er hendes åndelige afkom, som hun undfanger, selvom hun er jomfru.

Store helgener som Skt. Cyprian og Skt. Montfort siger begge, at den, der ikke har Maria og Kirken, som sin Moder ikke har Gud som sin Fader (III) og (IV).

Det tiende bevis. Guds Brud er en kvinde i Himlen, som med sin Brudgom Helligånden, taler til os i Johannes’ Åbenbaring kapitel 22. Hun er et billede på Kirken, og det er det, kirkefædrene fremhæver, og hun er Den Ubesmittede Maria.

Findes der yderligere bevis for, at en kvinde er blevet taget op til Himlen og er blevet kronet der? Ja: Hun er ikke kun Guds Moder, moder til Sønnen og Gud Faders datter, men også, som vi har set gennem en lang række skriftsteder i det Gamle og Nye Testamente, hun er også Helligåndens sande elskede Brud. Helligånden kalder hende ”Min elskede”, og Han lader hende tale til os i det sidste kapitel i Den hellige Skrift (Bibelen). Der står skrevet: ”Og Ånden og bruden siger: Kom” (Åb 22: 17). Set ud fra det faktum, at Helligånden taler, har mange protestanter egenhændigt, modsatrettet Jehovas Vidner samt andre protestanter (ganske rigtigt) bevist, at Helligånden er en person. Set ud fra samme målestok er Helligåndens Brud også en person.

Hvem er hun? Ingen anden end Den Ubesmittede Maria, Bruden uden syndens plet og det levende billede på Moderkirken. Hvem som helst, der viser hengivenhed over hende, vil blive frelst.

Noter

(III): Skt. Cyprianus (Cyprian) fra Karthago: Om Kirkens Enhed, Kapitel 6: ”Hun kender til ét hjem, og med kyskhed og beskedenhed varetager hun helliggørelsen af ens leje. Hun sørger for, at vi er Guds; hun udpeger de børn, som hun har formet til kongedømmet. Hvem som helst, der er adskilt fra Kirken og har indladt sig på utroskab, har ladet sig skille fra Kirkens løfter, ej heller vil den, der har forkastet Kirken, kunne modtage Kristi belønninger. Vedkommende er en fremmed, agerer profant og er en fjende. Vedkommende kan ikke have Gud som Fader, hvis vedkommende ikke har Kirken som Moder

(IV): Citatet nedenfor finder man både i en engelsk og dansk udgave: (1) St. Louis Marie de Montfort, “The secret of Mary,” Part 1, Doctrine of the Holy Slavery, para 11 og (2) Skt. Louis Marie de Montfort, “AFHANDLINGEN OM DEN ÆGTE MARIA-FROMHED”, FØRSTE DEL: MARIA I GUDS FRELSESPLAN no. 30:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 13. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-immaculate-bride

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Oh, I kristne, som er adskilt fra Kirken, vend hurtigt tilbage til Jeres Moder

Til stor overraskelse for marxister og sekulære skete der noget i oktober 1917 på et tidspunkt, der var blevet forudsagt. 70.000 mennesker blev øjenvidner til solunderet i Fatima. Den ubesmittede Jomfru forudsagde fremkomsten og faldet af den djævelske ateistiske kommunisme. Jomfruen forudsagde også, at den ateistiske kommunisme ville være årsag til en omfattende forfølgelse af Kirken og kristendommen. Disse profetier kan i dag stadig overraske sekulære historikere, fordi de er nøjagtige helt ned i mindste detalje. Mange årtier senere, efter at have omvendt sig fra kommunismen til kristendommen, gav Bella Dodd dette vidnesbyrd: ”I 1930’erne sørgede jeg for, at 1100 mænd blev placeret på præsteseminarier i USA med henblik på at fordærve det katolske præsteskab og Den katolske Kirke indefra”. I 1950 advarede hun: ”på nuværende tidspunkt er de mænd, jeg fik placeret på præsteseminarierne, avanceret til høje positioner i Kirkens hierarki”. Fru Dodd var ikke en profet, men hun var i stand til at forudsige og give en karakteristik af de omvæltninger (i Kirken), disse mænd var årsag til, og som var så drastiske, ”at man ikke ville kunne kende Den katolske Kirke igen”. De seneste årtier har blot været et bevis på, at de advarsler profeternes dronning åbenbarede for- og om Kirken, var sande.

Bør katolske kristne lade sig skræmme af dette? På ingen måde. Vor Frue sagde til Sr. Lucia: ”nej min datter. Lider du meget? Vær ved godt mod. Jeg vil altid være med dig. Mit Ubesmittede Hjerte vil være dit tilflugtssted og føre dig til Gud”.

Nedenfor vil jeg fremlægge og overveje en række grundlæggende beviser fra Bibelen på:

1.      Det doktrinære og teologiske grundlag for Marias ubesmittede undfangelse.

2.      At Maria er Himmeldronningen.

3.      At Maria knuser satans hoved, ”… skræmmende som en hær under banner” (Højs 6: 10).

Det første bibelske og teologiske bevis: at Den Almægtige afgiver et løfte i Edens have

Den dag, syndefaldet sker, giver Den almægtige Gud det løfte, at en særlig kvinde vil fremstå, og der vil være fjendskab mellem denne kvinde og satan, og hun vil, som den nye Eva, knuse hans hoved 1. Mos 3. 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Denne bemærkelsesværdige profeti betegnes som et protoevangelium eller urevangelium, altså som det første evangelium. Man skal huske, at det for Gud var en sorg, at Eva handlede, som hun gjorde. Han lover derfor, at der vil fremstå en ny ubesmittet kvinde, som ikke vil blive fristet af satan, men som derimod vil knuse hans hoved, fordi hun for altid vil forblive ubesmittet. Når der tales om hendes afkom, viser det hen til, at det barn, hun vil bringe til verden, uden en menneskelig far, det vil sige, at dette barn er Kristus, og netop dette ser vi gentaget i Esajas Bog kapitel 7: 14 (1).

Hun vil for altid være satans fjende og den, han frygter mest. Eva blev offer for satan. Hvordan kan Maria knuse satan? Hun skal fuldt og helt være ubesmittet. Slangens (satan) afkom må på ingen måde få tilknytning til hende. Hun knuste hans hoved, hver gang hun afviste den fristelse, han lagde frem for hende, og på den måde forblev hun ubesmittet. Hun knuste hans hoved ved bebudelsen ved at give sit fiat til Gud. Hun adlød den hellige engel, som Eva adlød den faldne engel. Eva tog frugten fra kundskabens træ, og Maria gav frugten fra sit moderliv til livets træ, som er korset. Hun knuste hans hoved ved at samarbejde med sin Søn på korset.

Som man kan se, har alt fået en ny betydning. Maria er den nye og sande Eva. Hun har knust satans hoved mange gange i løbet af historien, for eksempel ved at knuse de drab hedningerne foretog på børn i Guadalupe, ved den muslimske invasion ved Lepanto og det kommunistiske terrorregime ved åbenbaringerne i Fatima.

De præmisser, der understøtter ovenstående er:

1: en kvinde er forudbestemt til at knuse satans hoved (1. Mos 3: 15).

2: ”… Enhver, som gør synden, er syndens træl”. (Joh 8: 34).

Den teologiske og doktrinære konklusion er, at Kvinden aldrig vil begå synd eller blive fristet af synden, og det vil sige, at der fremsættes et løfte om, at Maria som Jomfrumoderen/Guds Moder vil være ubesmittet og dermed uden synd.

Her følger et forsvar for den rigtige oversættelse (af tekststykket om kvinden, der skal knuse slangens hoved), der findes i Vulgata (den latinske bibeloversættelse):

Cornelius Lapide fremhæver et andet tidligt jødisk vidnesbyrd vedrørende ordet ”hun”, der findes hos den jødiske historiker Josefus, som døde omkring år 101 e. Kr: Det er også herfra, at Josefus (1 Mosebog kap. 3) henter sin forståelse af brugen af ordet ”hun”, som stemmer overens med vores oversættelse. For han siger: ”det var Hans vilje, at kvinden skal påføre ham (satan) sår på hovedet”, og derfor viser dette med tydelighed, at det netop var sådan, Josefus opfattede det, datidens forfattere havde nedfældet, og det vil sige ”hun”. Josefus og Filo benyttede det græske sprog i deres arbejder, men de havde kendskab til det hebræiske sprog, så deres vidnesbyrd fortæller os, at både i Septuaginta (den græske oversættelse af det Gamle Testamente) samt i det hebræiske sprog på den tid, opererede man med ordet ”hun”. Lapide fremhæver et endnu ældre jødisk vidnesbyrd (end Josefus) vedrørende brugen af ordet ”hun”, og det er et vidnesbyrd, der er endnu ældre end Masoretes, der var jødisk filosof og Moses Maimonides, som døde omkring 1204. Det skal selvfølgelig fremhæves, at Moses Maimonides ikke troede på et Messiansk eller Mariologisk indhold i profetisk sammenhæng. Han har i overvejende grad antaget, at kvinden, der omtales, var Eva, men han har tydeligvis været af den overbevisning, at teksten taler om og henviser til ”hun” (2).

Det andet bibelske og teologiske bevis: at Jael, der knuser Siseras hoved, er en bibelsk typologi på Maria, der knuser satans hoved

Ét af de meget vigtige aspekter, der gør sig gældende i forbindelse med studiet af Bibelen og Kirkefædrenes arbejder, er brugen af typologi, og hvordan den skal forstås. Når man undersøger Den hellige Skrift, og desto længere man kommer ind i Den, træder typologierne klarere frem. Tager man for eksempel udgangspunkt i typologierne for Kristus, så er Abel et billede på Kristus, fordi det offer, Abel frembar for Herren, var et fuldendt offer, og det endte med, at han blev slået ihjel. Dette er netop et billede på, hvordan Kristus, Den Store Ypperstepræst, ville frembringe Sit liv som et offer for verdens synder. Det, at Abraham ville ofre sin søn, viser hen til, at Gud Fader ville ofre Gud Søn. De tre mænd, der viser sig for Abraham i Mamre (1. Mosebog kapitel 18: 2) er ifølge mange gamle betragtninger fra den Vestlige og Østlige gren af Kirken ingen andre end Den hellige Treenighed. Der er tale om en teofani, altså at Gud viser sig. Vi oplever også en teofani i forbindelse med Melkisedek, der på præstelig vis ofrer brød og vin. Melkisedek er et billede på Jesus Kristus, Den evige Ypperstepræst, som indstifter det hellige offer, der i form og udførelse ligner den gamle måde at ofre på. Patriarken Josef, værdsat af Gud fremfor sine brødre, er ligeledes et billede på den Messias, der skal komme, for Josef blev kastet i en brønd og overladt til døden, men blev ophøjet af Gud til herlighed, fordi han endte med at blive Faraos højre hånd. Han blev altså rigets højest placerede embedsmand, den fornemste mand i Egypten efter Farao. Hele forløbet med Josef er et billede på Kristi lidelse, død, opstandelse og Himmelfart.

Kan man ligeledes finde kvindelige typologier for Maria i Den hellige Skrift? Ja, der er Jael, der knuser Siseras hoved, og der er endvidere dronning Ester, der reddede Israel fra Holofernes og Mirjam, der var søster til Moses og Aron, og yderligere var hun de israelske kvinders leder, og man kunne nævne mange flere.

Hovedargumentet for ovenstående findes i dommerbogen: ”Velsignet blandt kvinder være Jael … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding. Han segnede for hendes fødder, faldt og blev liggende; for hendes fødder segnede han og faldt. Der, hvor han segnede, lå han, stendød!” (Dom 5: 24, 26 – 27).

Det typologiske argument er, at Jael er et billede på ”kvinden”, der skal knuse satans hoved. Sisera er i denne fortælling ikke blot en fjende, der optræder på et givent tidspunkt i historien, men han er billedet på FJENDEN, den farligste af alle fjender.

Den teologiske konklusion på ovenstående er, at ligesom Jael knuser Siseras hoved, vil Maria knuse satans hoved, ligesom Jael frelste Israel, vil Maria frelse Kirken, og ligesom Jael frelste en nation, vil Maria frelse verden. Hvor folket sang, at Herren gav Sisera i hænderne på en kvinde, der vil verden bekende, at Gud har besejret satan ved sin Moders fod.

Det tredje bibelske bevisat pagtens Ark, der er glorværdig med sin guldoverflade, er uden plet (syndfri)

Man kan spørge, om der også i Den hellige Skrift optræder forhold,der peger hen på Vor Moder Maria? Er der forhold, kirkefædrene har hæftet sig ved og skrevet om? Det spørgsmål kan besvares med et ja. Ét af de mere fremtrædende eksempler på dette er Pagtens Ark, der var guldbelagt. Skt. Athanasius den Store, der var en ihærdig forsvarer for Den hellige Treenighed, siger: Oh, ædle Jomfru, Du er i sandhed større end det største, for hvem kan måle sig med Dig i storhed, Oh, Du som er hvilested for Guds Ord? Med hvilken anden skabning skal jeg sammenligne Dig? Du er større end alt andet. Oh Pagt, klædt i renhed i stedet for guld! Du er Den Ark, som rummer det gyldne kar, der indeholder, den sande manna, det vil sige, det legeme, hvor Guddommen har til huse. Kan jeg sammenligne dig med den frugtbare jord, og det man høster på den? Du overgår alt dette, for der står skrevet: ”… jorden er min fodskammel” (Es 66: 1). Men du bærer i dit moderliv fødder, hoved, ja hele Guds fuldendte Legeme (3). 

I 2. Mosebog kapitel 25 befaler Gud Sin tjener Moses følgende:

Du skal beklæde den med rent guld; både på indersiden og på ydersiden skal du beklæde den, og du skal lave en kant af guld hele vejen rundt på den. Du skal støbe fire guldringe til den og anbringe dem på dens fire fødder, de to ringe på den ene side og de to på den anden side. Du skal lave bærestænger af akacietræ og beklæde dem med guld, og du skal stikke bærestængerne ind igennem ringene på siderne af arken, så man kan bære arken med dem. Bærestængerne skal sidde i ringene på arken, de må ikke tages ud”.

… og du skal lave to keruber af guld til de to ender af sonedækket; som udhamret arbejde skal du lave dem. Lav en kerub til den ene ende og en kerub til den anden ende; i begge ender skal I lave keruberne i ét med sonedækket. Keruberne skal brede vingerne opad, så de med deres vinger dækker over sonedækket, idet de står over for hinanden; kerubernes ansigter skal være vendt mod sonedækket” (2 Mos 25: 11-15 og 18-20).

Således instrueres englene i at vise Arken ærbødighed.

Pagtens Ark beskrives på følgende måde i brevet til Hæbræerne:

Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelseofferalter af guld og pagtens ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna …” (Hebr 9: 3-4).

Arken i Det nye Testamente er Kvinden, der bærer Gud i Sit Moderliv, og hvis hjerte for evigt vil være det pureste guld, og hvis gerninger altid vil være syndfri, og hvis hele liv er ubesmittet, og som i sig selv er fuldt og helt helligt.

Det bibelske argument for ovenstående er, at pagtens Ark, der indeholdt Gud, var belagt med guld og er uden plet.

Det typologiske argument for ovenstående er, at denne Pagtens Ark er et billede på Den Kvinde, der bar Gud i Sit Moderliv.

Den doktrinære konklusion er derfor, at Den Kvinde, der bar Gud i Sit moderliv, er funklende og uden synd.

Det fjerde bibelske bevis: at det er herlighedens dronning, Gud Faders datter, der optræder i Davidssalme nr. 45

Men er det muligt at finde eksempler i Bibelen, hvor der berettes om prinsesser eller dronninger, hvis hjerter bærer et gyldent skær og stråler af herlighed? Ja, nærmere betegnet i Davidssalme nr. 45 (dansk Bibel) og nr. 44 (Vugata).

Davidssalme nr. 45: 10-8:

… Kongedøtre går dig i møde,

dronningen står ved din højre side, smykket med Ofir-guld. Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:

Glem dit folk og din fars hus!

Kongen begærer din skønhed,

han er din herre, kast dig ned for ham!

Tyrus’ døtre kommer til dig med gaver,

rigmænd i folket søger din gunst.

Hvor er kongedatteren prægtig!

Hendes kjole har guldindfattede perler,

i brogede klæder føres hun til kongen,

jomfruerne er i hendes følge,

hendes veninder føres til dig.

De føres til dig under glædessang og jubel,

og træder ind i kongens palads.

Dine sønner skal træde i dine fædres sted,

du skal gøre dem til fyrster over hele jorden.

Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,

derfor skal folkene prise dig for evigt og altid”.

Det, der meget tydeligt bliver profeteret her, er:

1.      at en glorværdig dronning, der smukt prydet, sidder ved siden af Kristus.

2.      at kongen, som er Gud Herren, betages af hendes ubesmittede sjæls skønhed.

3.      at hendes herlighed udstråler fra hendes indre (jf. 1 Pet 4:3-4 og Ordsp 31).

4.      at hun er smykket med det pureste guld.

5.      at jomfruer er i hendes følge.

6.      at hun udnævner fyrster fra det Kristi kongelige præsteskab samt jomfruer til at tjene i templet, her forstået som præster og nonner i Den katolske Kirke.

7.      at hendes hellige navn Maria vil blive prist i slægt efter slægt. Mennesker vil prise hende til evig tid. Kære evangelikale, den specielle måde, hvorpå katolikker viser Maria ærbødighed (på latin: hyperdulia), er blot en opfyldelse af bibelsk profeti.

Det bibelske hovedargument for ovenstående er, at kong David i salme 45 profeterer om dronningen, hvis skønhed gør indtryk på Gud.

Et andet bibelske argument, der også findes i denne sammenhæng, er, at denne dronning vil blive prist i slægt efter slægt. Det er det, der bliver udtrykt gennem Helligånden i Det nye Testamente ved englen Gabriel, Elisabeth og Den hellige Jomfru selv i hendes herlige Magnificat:    

”Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt”.

(Luk 1: 48-50).

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at man udviser den ypperste ærbødighed overfor Maria, og dette er villet og forudsagt i Bibelen, og at dette gør sig gældende for alle slægter af kristne. Hvis katolikker ikke foretog denne hyldning af Maria, ville Bibelen gøre sig skyld i en falsk profeti!

Det femte bibelske bevis: at der i Bibelen kan fremdrages eksempler på, at i dronning Esters tilfælde bliver der gjort en undtagelse.

Når man tænker tilbage på Esters Bog, så vil man huske, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester: ”Da kongen nu så dronning Ester stå ude i gården, fandt hun nåde for hans øjne. Kongen rakte sit guldscepter, som han havde i hånden ud mod Ester, og hun trådte nærmere og berørte spidsen af scepteret” (Est 5: 2). Helgenerne og Kirkefædrene siger, at Gud foretog en lignende undtagelse i forhold til Maria, når det handler om synd og død: ”Alle kongens hoffolk og alle folkeslag i kongens provinser ved, at for enhver mand eller kvinde, som uindbudt kommer til kongen i den indre gård, gælder kun én lov: døden! Kun hvis kongen rækker sit guldscepter ud mod ham, skal han beholde livet” (Est 4: 11). Dette tydeliggør for os, at Gud frelste Maria på en raffineret måde gennem Sin Søns fortjeneste, så hun i første instans undgik syndens fristelser. Man redder en smuk spurv, når den er faldet ned i en bunke skidt og sidder fast der, men allerhelst ville man have forsøgt at redde den fra at falde. Således ser vi, at Gud Den Almægtige i relation til Sin hellige Moders højeste ære frelser hende fra at falde (i synd).

Det bibelske hovedargument er, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester, når det gjaldt loven om dødsstraf.

Det typologisk argument er, at dronning Ester ganske enkelt er et billede på Guds egen herlige dronning, Maria.

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at Maria ved Kristus blev bevaret fra synd.

Noter

1: ”Men Herren vil selv give Jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”.

2: Se venligst: https://catholicism.org/mary-co-redemptrix.html

3: St. Athanasius of Alexandria, Fourth Century Homily of the Papyrus of Turin, ed. T. Lefort, in Le Muséon 71 (1958): pp. 216–217.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 22. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/christians-return-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Privatåbenbaring

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvad skal man mene om privatåbenbaringer? Det synes som om, at hvor man end vender sig hen, så optræder der konstant nye seere, der modtager visioner og budskaber fra Det Guddommelige.

Nuvel, den tilgang vi katolikker bør have til dette er helt enkel. Hvis Kirken har godkendt de enkelte visioner og budskaber, er man på sikker grund og kan dermed beskæftige sig med dem. Men hvis Kirken ikke har godkendt dem, skal man være MEGET forsigtig, og man bør være MEGET skeptisk, ja decideret afvisende, indtil Kirken har givet Sin endelige godkendelse.

Men i forhold til de privatåbenbaringer, der ER godkendt af Kirken, kan det være nyttigt for katolikker at rette deres opmærksomhed mod dem. Selvom de ikke tilføjer yderligere til den Guddommelige åbenbaring, som de troende allerede har kendskab til, er de ikke desto mindre værd at studere nærmere.

Når en privatåbenbaring stammer fra en stor helgen, som levede et meget fromt og helligt liv, bør den tilskynde til yderligere granskning og overvejelse.

Tag for eksempel Skt. Teresa af Avila, som var så from og hellig, at det er helt uden sammenligning.

Vor Herre viste Sig ofte for Hende og åbenbarede specifikke situationer i det liv, Han levede her på jorden.

Da vi er gået ind i maj måned, som er en måned, hvor Kirken traditionelt fejrer Maria, Vor Frue, er det oplagt at rette fokus på noget specielt, som Vor Herre åbenbarede for Skt. Teresa, og som omhandler Vor Frue.

Han fortalte Skt. Teresa, at Han på et tidligt tidspunkt, før daggry opstod, for at Han kunne opsøge Sin hellige Moder, der var i dyb sorg over den megen lidelse, Han havde gennemgået. Han åbenbarede også for Skt. Teresa, at Han opholdt sig hos Sin moder i længere tid for at give hende trøst. Han omfavnede – og kyssede hende, og hendes glæde vendte derpå tilbage.

Dette er virkelig en smuk åbenbaring. Set ud fra et katolsk perspektiv giver den god mening. Mange kirkefædre og lærere har sammen med helgenerne allerede, inden dette blev åbenbaret, spekuleret over og kommet frem til den konklusion, at Vor Herre først opsøgte Sin moder.

Der er ikke andet at sige til det, end at selvfølgelig ville Han gøre netop det! Den første i den større offentlighed, der var vidne til Hans opstandelse, var Maria Magdalene, men den, der skulle være det absolut første vidne, var Kvinden, der havde lidt mere end nogen anden kvinde i historien. Simeon forudsagde, da Maria fremstillede den lille Jesus i templet: ”også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, og det skete, mens hun stod ved korsets fod på Golgata.

Husk på, hun var uden synd, fordi hun blev undfanget uden arvesyndens plet, og netop hendes renhed gjorde hende mere modtagelig overfor smerte og lidelse, der er forårsaget af synd, og specielt den lidelse, som hendes Søn måtte gennemleve på korset. Mennesker, der er onde, berøres ikke i så stor udstrækning af lidelse hos andre mennesker, og deres evne til at leve sig ind i andres lidelse er ikke så fremherskende. Man kan benytte manglen på indfølingsevne, som et parameter for ondskab hos et menneske.

Og som en diametral modsætning til det ovenstående er en dyb indfølingsevne et parameter for det menneske, der er godt. Den, der er præget af fromhed og hellighed er langt mere følsom, når det gælder lidelse i åndelig forstand. Dette menneske gribes af stor sorg over synd, og der findes ikke nogen større synd, end når man slår Gud ihjel.

Og hvem anden end Den Ubesmittede Maria kunne fornemme så dyb en smerte over den største af alle synder. Selv ud fra en menneskelig synsvinkel, hvor en moder ser sit barn, uanset hvilken alder det har, vil det altid være hendes barn, blive korsfæstet, overvældes hun af en dyb og ubærlig sorg over, at dette sker for netop hendes barn.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at træde rundt i denne sorgfulde begivenhed, men der ligger en smuk betragtning og overvejelse i, at Vor Herre genopstod fra de døde på et tidligt tidspunkt for at opsøge Sin moder for at være sammen med hende og trøste hende.

Jeg fremhæver blot dette for at understrege, at det er et udtryk for en helt speciel katolsk tænkning. Kristne, der ikke er katolikker, er ikke sporet ind på denne måde at tænke på.

Og de er heller ikke motiverede for det.

De vil i stedet spørge: ”Hvor står det i Bibelen?”, som om hele sandheden om Vor Herre er at finde i Bibelen. Her bliver jeg bare nødt til at understrege, at det gør den ikke. Selv Bibelen gør rede for dette i slutningen af Johannesevangeliet kapitel 20 og 21.

Den katolske Kirke rummer hele sandheden, ikke fordi vi katolikker, som enkeltindivider står over ikke-katolikker, men fordi troen er sandheden. Kirkens lære og de åbenbaringer (af privat og offentlig karakter), som er blevet givet Kirken, er overdraget os for at hjælpe os på vejen mod Himlen, den vej, det er så let at blive ledt bort fra.

Så Vor Herre bliver ved med at forsikre os om, at Hans lære er sand, at den er beskyttet af Helligånden, og at ingen vildfarelser blander sig med den. Vor Herres lære udgør sammen med mange hellige menneskers betragtninger og overvejelser (kirkefædre, kirkelærere, bekendere o.s.v) Kirkens læreembede. De førnævnte hellige mennesker levede i et mystisk fællesskab med Vor Herre, og dermed blev de kanaler for Hans Guddommelige kærlighed, de var levende nådekilder.

Katolikker bør ikke stiltiende acceptere det, der sker i Kirken, hvor man udvander den katolske tro, fordi de er bange for at såre nogen, hvis de løfter deres røst.

De store trosskatte er blevet givet til Kirken, Vor Herres Brud, af Hendes elskede Brudgom, ligesom når en mand fæstner et utroligt smukt smykke på sin hustru.

Der er ingen kærlighed eller skønhed, Jesus Kristus vil nægte Sin Brud, som Han gav Sit liv for. Han giver Hende Sit Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed, kort fortalt, den direkte vej til Faderen. Hvis Han giver hende DETTE, som en måde, hvorpå Hun kan forberede sig til Himlen, hvad skal han da ellers give Hende for at styrke Hende på Hendes jordiske rejse.

Dette er den forståelse af troen, og hvad Kirken er, som har været fraværende i de sidste 50 år eller mere. I forsøget på at favne så bredt som muligt, har katolikker mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at være katolik, og det at bringe den katolske tro ud til verden.

Det er blevet tid til (igen) at være (rigtig) katolik.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. maj 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2014-05-02.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mors dag

En fest, der passer til lejligheden

Mens vi afslutter 2018 og bevæger os ind i 2019, er det altid en glæde for trofaste katolikker at huske på, at det nye kalenderår starter med den store fest for Maria, Guds Moder, en dag, hvor man i øvrigt har Messepligt. 

Hvis der en fest, der markerer en kontrast til det, verden står for, så er det denne.

Ser vi på, hvordan vi benævner denne fest: Festen for Maria, Guds Moder, ser vi, at der startes ud med navnet Maria. Hun er Jomfruen, der er født uden arvesyndens plet (Den Ubesmittede Undfangelse) og udvalgt fra før tidernes morgen til at spille en stor rolle i frelseshistorien.

En rolle, der er ensbetydende med en helt enestående nåde og helt særlige privilegier. Hun er så ophøjet, at helgenerne siger om hende, at hun er det eneste menneske, der er blevet det, og Gud samlede al Sin nåde og kaldte den Maria. Maria kunne med sin frie vilje have afslået det, Gud gennem englen Gabriel anmodede hende om, men det gjorde hun ikke, og derfor bliver hendes ”ja” hendes ”fiat” begyndelsen til frelsen.

Det næste, vi stifter bekendtskab med i benævnelsen af denne fest er, at Maria er moder. Det, der fremhæver kvinden, er hendes moderskab. Men netop det er noget verden ønsker at se bort fra og benægte og gør det hver dag. Maria blev skabt til helt og aldeles at udfylde denne rolle, nemlig at være moder.

Det var gennem hendes moderskab, at Ordet, Det evige Ord, blev inkarneret, og da Han drog bort fra Sin himmelske trone, var det for at finde en ny trone i Marias ubesmittede moderliv.

Så ekstraordinært var dette historiske øjeblik, at selv Helligånden ikke kunne lade være med at vise Sin glæde ved at tale gennem Elizabeth, som sagde til Maria: ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Til sidst i benævnelsen møder vi Gud, Den Guddommelige. Mens det moderne menneske har travlt med at jagte det, der er åndeligt, så afviser det både på det intellektuelle og praktiske plan, Det Guddommelige. Det keder sig ved Det Guddommelige, men haster efter det, der er ”åndeligt”.

Årsagen til dette er, at ”åndelighed” er noget, som det moderne menneske kan relatere sig til, og som det dermed kan styre eller manipulere med alt efter den enkeltes (jordiske) agenda. Det, der er af Guddommelig (overnaturlig) karakter, har ingen interesse, fordi det ikke opfattes, som noget der gavner eller har nytteværdi.

I sidste instans på denne jord handler den virkelige åndelighed om korset, som Maria selv senere erfarede, og som blev profeteret af Simeon i templet, da Vor Herre kun var 40 dage gammel. Forholdet mellem denne moder og hendes Søn beskrives meget tydeligt i Johannesevangeliet ved brylluppet i Kana.

Det var her, at Marias moderskab ændredes fra at være Jesu Moder til at være Smertens Moder. Husk på, da hun på vegne af brudeparret beder om ”mere” vin, fordi mangel på vin kunne resultere i uro blandt gæsterne og dårligt rennomé for brudeparret, svarer Vor Herre hende med tre korte udtryk, der er tæt forbundet.

For det første kalder Han hende ”kvinde” ikke ”moder” og udvider dermed hendes rolle fra at være Hans moder til at være den kvinde, som Gud i 1. Mosebog taler om, hvis afkom skal knuse slangens hoved, og som videre bliver forudsagt af Johannes i Johannes’ Åbenbaring: ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved” (Åb 12: 1).  Alt dette var Vor Herre i sagens natur allerede bekendt med.

Derefter kommer den ofte meget dårlige oversættelse fra den jødiske tekst: ”Hvad vil du mig …?”, som kan oversættes på følgende måde: ”Vi er så tæt forbundet, at alt, hvad der sker med Mig, vil ske med dig”.

Så tæt forenet var denne moder og Søn, at Han blot med et blik kunne fortælle hende Sine inderste tanker. Det var den indledende sætning til det, der fulgte efter: ”Min time er endnu ikke kommet”. 

Sammenfattet sagde Han følgende til hende:

Moder, hvis jeg udvirker dette mirakel på din foranledning, vil dette være begyndelsen på en åbenbaring af min guddommelighed, og når det sker, starter min vej til Golgata. Når jeg begynder at betræde den vej, vil det samme gøre sig gældende for dig. Da vil du ikke længere være Jesu moder, men Smertens Moder. Golgata vil være afslutningen for os begge, og på dette sted vil du blive det, du blev skabt til, nemlig at være Frelsens Moder. Men Moder, et sådant moderskab har en høj pris. Tænk tilbage på dengang, hvor du mødte Simeon i templet, og de ord, han talte til dig: “Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge … “. Overvej nu alt dette, at du nu er ved at indtage den nye Evas rolle med den smerte og lidelse, som der følger med. Moder, ønsker du virkelig, at jeg åbenbarer, hvem Jeg er, ved at foretage dette under, hvor Jeg gør vand til vin?  

Hun vidste selvfølgelig allerede, at Hendes Søn var verdens Frelser, thi det havde Gabriel fortalt hende, og hende rolle i frelsen var at opofre Ham til Gud, efter at hun havde holdt Ham i sit skød, og hun var fast besluttet på dette og gav Ham for sidste gang et moderligt blik, samtidig med at hun huskede på alle de øjeblikke med den kærlighed, der var mellem moder og Søn, da Han var lille, og nu overgav hun Ham til deres fælles korsfæstelse for verdens frelse, en korsfæstelse, der for Ham var fysisk og for hende åndelig.

Dette er opofrende kærlighed, når den er størst, og det næstsidste trin i rækken, hvor Nådens Moder også bliver Kirkens Moder. Jesus ville ikke længere være den eneste, som havde tilhørt hende, som det havde været tilfældet de sidste 30 år. Han var nu ikke kun en del af historien, men frelseshistorien, og mens hun indledte den vej, som var smertens vej, fortæller apostlen Johannes os om hendes sidste ord i Den hellige Skrift.

Hvilken kombination af glæde og sorg måtte dette have fremkaldt hos Hans hellige moder. Hun vidste, at netop dette øjeblik ville komme, dette forandringens øjeblik. På en underfuld måde havde hun hele tiden kendt til det, og som årene gik, blev hun stadig mere forberedt på, at tiden ville nå sin fylde.

Bortset fra den smerte, som hendes guddommelige Søn led, har intet andet menneske nogensinde følt den smerte, som den ubesmittede moder følte, da hun overgav sin Søn til en den død, som det var tilfældet, da Maria stod ved korsets fod.

Og det var der på Golgata, at Vor Herre, som i denne verdens forstand ikke havde brødre og søstre, overgav hende til Johannes, så han kunne drage omsorg for hende. Men det var også på det tidspunkt, at Han gav os til hende, og derfor i netop dette øjeblik, blev hendes rolle ikke blot som Jesu Moder, mens også som Kirkens Moder fuldendt, og dette gælder for alle, der er i Gud, at de har Maria som moder.

For den, som ikke har Maria til moder, kan ikke have Jesus som broder. Og den, der ikke har Jesus som sin broder, kan ikke have Gud sin som Fader.

Den velsignede Jomfru Maria er uundværlig for vores frelse, fordi Guds Søn har valgt, at det er sådan, det skal være, og dermed lod det blive sådan, at Hun skulle være Guds Moder. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 31. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mothers-day

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jomfruen

Uden Hende var Frelseren ikke blevet til menneske

En gang om året og netop på dette tidspunkt, finder protestanterne figurer frem af Jomfru Maria, Vor velsignede Moder. Der, hvor julekrybberne er opstillet, finder man også figuren af Maria, som bar Gud i sit moderliv.

Men ligeså snart, eller før, man har smidt juletræerne ud, har man glemt alt om den rolle Jomfru Maria spiller i frelseshistorien. Når det drejer sig om katolske menigheder, har de fleste fulgt trop i denne måde at agere på. De har glemt Jomfru Maria og hendes betydning, og dermed har de overtaget det hæretiske tankesæt, hvor man undlader at vise den respekt og ære, som retmæssigt tilkommer denne Himmeldronning.

Ved Den guddommelige Vilje bragte denne kvinde ved tidens fylde Skaberen til verden. Er der virkelig nogen, der for alvor tror på, at Den guddommelige Vilje, der gav Maria den største nåde, et menneske nogensinde har modtaget, ville lade hende glide i baggrunden og på den måde nedtone hendes betydning i frelseshistorien?

Hun, som bar Gud i sit ubesmittede moderliv, bekendte at: alle slægter skal prise mig salig. Sammen med Kirkens lære om Jesu Kristi realpræsens i Eukaristien er læren om Vor velsignede Moder, det, der oftest afvises, misforstås eller kategorisk udsættes for angreb af kristne, der ikke er katolikker.

Nogle protestanter accepterer læren fra koncilet i Nikæa, som erklærer og understreger Jesu Guddommelighed. Men selvsamme protestanter anfægter læren fra selvsamme koncil, som omhandler Jomfru Maria, og at Hun er Theotokos, Den, der bærer på Gud. De afviser det ikke på det teoretiske plan, men i praksis er det en anden sag.

De skænker hende ingen tanker, giver hende ingen ære og respekt, dog med undtagelse af én gang om året, hvor de opstiller en plasticfigur (med lys i) af Maria i deres have. Den noget forslidte protestantiske sætning: Hvad ville Jesus gøre? Synes at sætte i perspektiv, at Jesus under ingen omstændigheder ville underkende, glemme og ignorere Sin Moder. Man skal huske på, at Han udførte Sit første under (ved brylluppet i Kana) på hendes foranledning, og samtidig på netop dette tidspunkt understregede overfor hende, fordi Han gjorde dette under, ville hun sammen med Ham tage de første skridt mod Golgata. Da hun på Golgata stod ved foden af sin Søns kors, overdrog Han Sin Kirke, personificeret af Skt. Johannes (den discipel Han elskede mest) til hendes moderlige varetægt.

Vor Frue, som af Himlen er blevet udvalgt til at være den nye Eva, som Gud har tænkt på, før alt blev til, og som er blevet givet den største nåde et menneske nogensinde er blevet skænket, erklærer: at alle slægter skal prise mig salig. Vor Frue er blevet knyttet tæt til Den hellige Treenighed, fordi Hun er Gud Faders Datter, Guds Søns Moder og Gud Helligånds Brud. Det er Hende, der foranlediger, at Hendes guddommelige Søn udfører sit første under (ved brylluppet i Kana). Hun bliver Sønnens mest loyale discipel, Hun gennemlever så meget smerte, at det er ubegribeligt, og Hun er tilstede Pinsedag, da Helligånden sendes ned over disciplene. Vor Frue skænkes ikke megen opmærksomhed fra protestanterne og kun en gang om året i meget kort tid.

Følgende er en tanke fra Skt. Methodius, som man kan overveje: ”Jesus sagde: ’ær din fader og din moder’. Og for at gøre det, som Han selv påbød, gav Han megen nåde til- og viste stor ære overfor Sin moder”.

Når I kommer i nærheden af julekrybben juledag og for den sags skyld igennem hele juletiden, så gå ikke bare forbi, men bed en takkebøn til Guds Moder. For uden Hende var Frelseren ikke blevet menneske.

Alle på Church Militant og Skt. Michael’s Media ønsker dem, der følger os samt Jeres familier en hellig og glædelig jul.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 22. december 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-virgin

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria i det gamle Testamente

Julen nærmer sig. Denne højtid er et godt tidspunkt til en fordybelse, der er helt enkel, og som handler om de mange kvinder, der viste Gud stor hengivenhed, og som var protyper på – og et forvarsel om Frelserens Moder. Denne fordybelse vil være med til at tegne et billede af, hvordan det gamle Testamente gradvist åbenbarer en række aspekter af kvinden, der bliver nævnt i 1. Mosebog kapitel 3: 15. Både Messias og Hans Moder fremstod som et mysterium i mange århundreder. Sløret for dette mysterium blev endelig løftet ved den første jul i Betlehem. Som Esajas siger i sin profeti: ”Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Emmanuel” (Gud er med os) (Es 7: 14).

Bibelen beretter om Jomfru Maria i det gamle – og nye Testamente. I det gamle Testamente stifter vi bekendtskab med Jomfru Maria gennem profetier og prototyper på hende. Alt dette benytter Gud til at give os viden om Jomfru Marias karaktertræk og egenskaber.

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

I 1. Mosebog kapitel 3: 15 finder vi den første forudsigelse om Maria. Hun er den, der skal knuse den gamle slanges hoved. Da de hebræiske lærde tilbage i antikken oversatte disse linjer til græsk, benyttede de ordet gunai (kvinde). Hun er den, der vil bringe den guddommelige straf over faderen til øgleyngel” (Matt 12: 34). Ham som Jesus betegner som ”fader til løgnen” (Joh 8: 44). I dette korte skriftsted finder vi de første tegn på Evangeliernes løfte. Kvindens afkom er også Abrahams afkom, Abraham som er de troendes fader. Det afkom, der er tale om, er Kristus, som kommer til verden gennem Maria. Det bliver forklaret af Paulus i brevet til Galaterne i kapitel 3: 16: ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: og til dine afkom i flertal, men i ental: og til dit afkom, og det er Kristus”.

Fjendskabet mellem kvindens afkom og den gamle slanges afkom fortsætter til tiden har nået sin fylde. Det bliver vist til Skt. Johannes i hans Åbenbaring (Johannes’ Åbenbaringen) i kapitlerne 11: 19 til 12: 6.

Herren talte på ny til Akaz: Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje. Akaz svarede: Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren. Da sagde Esajas: Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7: 10-14). Gud gentager, at Han vil frembringe en Frelser, og afslører for første gang, at denne vil være Søn af en ung kvinde:” den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Ordet almah betyder pige/kvinde. Navner Emmanuel betyder ”Gud med os”. Esajas løfter sløret for flere detaljer om denne Søn af en ung kvinde.

Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter” (Es 11, 1-5).

Denne profeti bekræfter, at en ung kvinde fra Judas stamme og Davids æt vil bringe den lovede Messias til verden. Isai, der er nævnt her, er kong Davids far, og er fra Judas stamme. Tilbage i historien havde Jakob profeteret, at Messias ville udgå fra Judas stamme: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde” (1 Mos 49: 10). Her begynder Esajas at åbenbare den rolle, som Messias Moder skal spille. I det nye Testamente bliver det hele sammenføjet, og hvordan det sker, kan vi læse om i Matthæusevangeliet:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus” (Matt 1: 18-25).

 

Profeten Mika, der levede samtidig med profeten Esajas, siger følgende om Messias Moder:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne” (Mika 5: 1-2).

Også profeten Jeremias synes at nævne Messias Moder i dette underfundige skriftsted: ”Hvor længe vil du flakke om, du frafaldne datter? Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning!” (Jer 31: 22).

I denne sammenhæng er den frafaldne datter Israel. Udtrykket synes at henvise til, at Gud er ved at handle i forhold til Sit folk, der konstant vender sig bort fra Ham. Skt. Hieronymus, kirkefader (347-420) forklarer, at dette skriftsted er en profetisk ”skitse”, til hvordan Kristus kommer til verden ved en jomfrufødsel. Det ”nye”, Herren skaber, er Maria fra Nazareth, som vil få den mission at undfange det fuldendte menneske uden arvesyndens plet. Der er dog andre protyper på Maria f.eks. Sara, Hanna, Debora, Jael, Judith, Esther o.s.v.

Sara

Sara er Abrahams hustru, Isaks mor og Jakobs bedstemor, Jakob, der er fader til Israels tolv stammer. Der er mange lighedstegn mellem Sara og Maria fra Nazareth. Som for eksempel at Sara ligesom Maria må opholde sig i Egypten for en tid (1 Mos 2:10-20). Hun havde ingen børn (1 Mos 16: 1), og hendes mirakuløse graviditet bebudes af et himmelsk sendebud (1 Mos 18: 10), og hun stiller englen et spørgsmål, der ligner det spørgsmål, Maria stillede til englen Gabriel:

”Maria sagde til englen: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” (Luk 1: 34).

Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?” (1 Mos 18: 13).

Sara og Maria lever begge på nogle vigtige historiske tidspunkter, fordi det er her, Gud stifter en ny pagt med Sit folk.

Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig” (1 Mos 17: 2).

Da sagde englen til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 30-33).

Hanna

Går man langt tilbage i historien, blev børn anset som en stor skat for en familie. Det blev betragtet som en Guds velsignelse, hvis man havde mange børn. Når en kvinde ikke var i stand til at få børn, måtte hun bære den skam, der var forbundet med at være ufrugtbar. Som oftest ville manden så tage sig en hustru nummer to, og det medførte ofte problemer for hustru nummer et. Det er netop det, der er tilfældet med Hanna, der er gift med Elkana, en mand fra Efraimstammen. Denne troende kvinde var ufrugtbar, men det forhindrede hende ikke i at bede til Gud om, at hun måtte blive med barn.

Men et år på det tidspunkt, hvor man drog op til Herrens tempel i Shilo, trådte Hanna frem for Herrens ansigt og bad inderligt til Gud om, at Han måtte åbne hendes moderliv. Hun bad i stilhed, mens præsten Eli på afstand betragtede hende. Eli kunne se, at Hanna var meget ulykkelig og græd bitterligt, mens hun bad. På den baggrund konkluderede Eli fejlagtigt, at Hanna var beruset, fordi hun havde indtaget for meget vin under festlighederne. Eli påtalte dette overfor Hanna og anklagede hende direkte for at være beruset, mens hun opholdt sig i Herrens tempel. Lad os i den forbindelse tænke tilbage på den situation, hvor Maria er forsamlet med dem, der havde fulgt Jesus. De blev også beskyldt for at være berusede i forbindelse med pinseunderet. Alt dette skete på den dag, hvor Kirken tog imod Helligånden (ApG 2: 1-13).

Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved. I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru! Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt. Da sagde Eli: Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om” (1 Sam 1: 9-17).

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: Hvad skal det betyde? Men andre spottede og sagde: De har drukket sig fulde i sød vin” (ApG 2: 1-13).

Efter at have modtaget Elis præstelige velsignelse sætter Hanna sin lid til Herren, at Han vil høre hendes bøn. Hun lover Gud, at hvis Han giver hende en søn, vil hun indvie ham til Herren, så han hele sit liv tjener Herren. Svaret på hendes bøn og løfte er Samuel, en stor præst og profet i Israel, og han kom til verden det år. Hanna opfyldte sit løfte, og fem år senere bragte hun Samuel til Eli i Shilo, hvor Samuel blev oplært til præstegerningen.

Ligesom Maria blev Hanna moder til en stor profet, som fra barndommen blev indviet til at tjene Herren (se de ligheder der optræder i 1 Sam 1: 24 og Matt 2: 22-40). Hannas lovsang som man finder i 1 Sam 2: 1-10 har sandsynligvis givet inspiration til Marias lovsang, Magnificat (Luk 1: 46-55).

Hannas lovsang

Hanna bad:

Mit hjerte fryder sig over Herren,

Herren har løftet mit horn.

Jeg spærrer munden op imod mine fjender,

for jeg glæder mig over din frelse.

Ingen er hellig som Herren,

der er ingen uden dig,

ingen klippe som vor Gud.

Hold op med jeres store ord,

fræk tale må ikke udgå af jeres mund,

for Herren er en Gud, der ved alt,

af ham prøves hver en gerning.

Heltenes bue brækkes,

men de segnefærdige væbner sig med styrke.

Mætte lader sig fæste for brød,

men sultne behøver det ikke.

Den ufrugtbare føder syv børn,

men den med de mange børn sygner hen.

Herren dræber, og han gør levende,

han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;

Herren gør fattig, og han gør rig,

han ydmyger, og han ophøjer.

Fra støvet rejser han de svage,

fra skarnet løfter han de fattige,

han sætter dem blandt fyrster

og giver dem hæderspladsen.

For jordens søjler tilhører Herren,

han satte jorden på dem.

Han værner sine fromme, hvor de går,

men ugudelige omkommer i mørket,

for ingen sejrer ved egen kraft.

Herrens modstandere forfærdes,

den Højeste tordner i himlen.

Måtte Herren dømme den vide jord,

måtte han give sin konge styrke,

løfte sin salvedes horn.

 

Marias lovsang

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

– som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Debora og Jael

Debora er en skikkelse, der agerer med visdom, hun fungerer som dommer for israelitterne på en lokalitet mellem Rama og Betel i Efraims bjergland (Dom 4:4) På et tidspunkt, hvor israelitterne var undertrykt af kana’anæerkongen Jabin, ”sendte (hun-Debora) bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kedesh i Naftali og sagde til ham: Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4: 7). Hun profeterer, at den hersker, der har undertrykt israelitterne med hård hånd, må lide døden ved en kvindes hånd: ”… så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (Dom 4: 9). I Debora møder vi den profeterende prototype på Maria, som skal opfylde Guds profeti, der optræder i 1 Mos 3: 15 om, at kvinden skal knuse den gamle slanges (satans) hoved. Den kvinde, som Gud har udvalgt til at slå Sissera ihjel, er Jael. Debora og Jael er begge prototyper på Maria.

I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han. I det samme kom Barak, som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger. Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen” (Dom 4: 17-22).

Judit

Judits Bog fortæller om, hvordan Gud udfriede det jødiske folk gennem en tapper kvinde, Judith, som frygtede Gud. Judits navn betyder ”at være jøde”. Judit er en prototype på Maria i den henseende, at hun har fuld tillid til Gud. Maria udtrykte sig på følgende måde ved bebudelsen: ”thi intet er umuligt for Gud. Da sagde Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 37-38). Ligesom Maria går Judit i forbøn og retter sin bøn til Herren om Hans folks frelse.

”… Gud, min Gud, hør også på mig, en enke! For det er dig, som har udvirket alt dette, også det, som gik forud, og det, som fulgte efter; både det, der er nu, og det, der kommer, har du udtænkt, og hvad du har tænkt, er sket. De ting, du havde besluttet, stod frem og sagde: ›Her er vi!‹ For alle dine veje er på forhånd lagt fast, og din afgørelse hviler på din forudviden. Se, assyrerne står her med en vældig hær. De er overmodige på grund af deres heste og ryttere og stolte af fodfolkets styrke; de sætter deres håb til skjold og spyd, bue og slynge, men ved ikke, at du er Herren, som afgør kampen. Herren er dit navn. Bryd du deres styrke ved din kraft, knus deres magt i din vrede! For de har besluttet at vanhellige din helligdom, gøre den bolig uren, hvori dit herlige navn bor, og med sværd hugge hornene af dit alter. Se deres overmod; send din vrede over deres hoveder, og giv mig, som er enke, styrke til at gennemføre, hvad jeg har udtænkt. Slå ved mine læbers list slaven ihjel sammen med herren og herren sammen med hans tjener, knæk deres stolthed ved en kvindes hånd! For din magt beror ikke på de mange, din vælde ikke på de stærke. Du er de undertryktes Gud, de ringes hjælper, de svages forsvarer, de fortvivledes beskytter og frelser for dem uden håb. Ja, hør min bøn, du min faders Gud og dit ejendomsfolk Israels Gud, du, som er hersker over himlen og jorden, skaber af vandene og konge over alle dine skabninger. Lad mine besnærende ord såre og skade dem, som har lagt onde planer mod din pagt, mod dit hellige hus, mod Zions tinde og mod det hus, dine børn har fået i eje. Giv hele dit folk og alle stammer indsigt, så de erkender, at du er al magts og styrkes Gud, og at der ikke er nogen anden Gud end dig, som kommer Israels folk til undsætning” (Judit 9: 4-14).

Dronning Ester

Dronning Ester er én af de mest fantastiske prototyper på Guds Moder. Hun er et forbillede, når det handler om at have tillid til Gud og at have en tro på, at bøn og faste er virksomt. Da Guds folks fjender lægger onde planer om at udrydde dem, griber dronning Ester ind og går til kongen, velvidende at det kan koste hende livet. Hun er et billede på Maria, som er Gudsfolkets modige dronning.

Kongen rakte sit guldscepter ud mod Ester, og hun rejste sig, trådte frem for kongen og sagde: »Hvis det behager kongen, og hvis jeg har fundet nåde for hans øjne, og hvis kongen finder det rimeligt, og han synes om mig, så lad der udgå en skrivelse, der tilbagekalder de breve, som agagitten Haman, Hammedatas søn, skrev, da han planlagde at tilintetgøre jøderne i alle kongens provinser. For hvordan skulle jeg kunne bære at se den ulykke ramme mit folk, og hvordan skulle jeg kunne se på tilintetgørelsen af min slægt?” (Est 8: 4-6).

Det aspekt, at Maria er den nye Eva, kommer til udtryk i denne historie. Ved det antikke hof, hvor den persiske kong Ahasverus regerede, bliver dronning Vashti forvist fra kongens hof, fordi hun udviser ulydighed mod kongen. Fire år senere tager kong Ahasverus Esther til hustru, og samtidig får hun titlen som dronning. Kongen udvælger netop Ester, fordi hun er smuk og klog.

Der sker så det, at nogle af jødernes fjender lægger planer om, at jøderne, der er bosat i kongens rige, skal udslettes. Den eneste, der kan forhindre, at det sker, er Ester, men hun kan ikke uden videre (selvom hun er dronning) søge om foretræde for kongen, for loven foreskriver, at der kun er foretræde for kongen, hvis det er hans ønske. Træder man alligevel frem for kongen, uden at han har anmodet om det, straffes det med døden. Ester tager den beslutning, at hun vil redde sit folk. Ester og de piger, der tjener hende samt jøderne i Persien beslutter sig for at faste og bede i tre dage. Da, de tre dage er gået, kommer Ester til kongens hof, dog uden at være blevet hidkaldt, for at gå i forbøn for sit folk. At gå i forbøn leder hurtigt tankerne hen på den rolle, som Maria har, hvor hun går i forbøn for Gudsfolket. Den mellemkomst, som Maria foretager, sker gennem bøn og lidelse, ligesom da Ester bad og fastede.

Ved historiens afslutning, hvor dronning Ester går i forbøn for sit folk hos kongen, beslutter kongen, at der ikke skal foretages en udrensning af det jødiske folk i hans rige, og de, der ønskede det jødiske folks udslettelse, modtager deres straf. Dette er årsagen til, at jøderne fejrer festen Purim. Oprindeligt blev den faste, som Ester og Israels folk foretog, gennemført den 14., 15. og 16. i måneden Nissan. Det kan tilnærmelsesvist sammenlignes med det hellige påsketriduum. Her optræder et sammenfald, som bør fremhæves: ligesom jøderne besejrede deres fjender i det antikke Persien, således besejrede Jesus menneskehedens fjende ved sin korsdød den 14. i måneden Nissan, som er Langfredag.

Ester fremstilles i Bibelen, som en kvinde med stor tro og stort mod, og som elsker sit folk og er villig til at sætte sit liv til for dem, hun elsker. Hun er det redskab, Gud benytter til at opnå frelsen for – og til at beskytte Sit folk. På samme måde er Maria, det redskab, som Gud benytter til at gøre frelsen mulig for menneskeheden. Gennem Maria har verden modtaget Vor Herre. Ligesom Ester er Maria den, der vedvarende går i forbøn for sine børn ved Faderens trone.

At vise hengivenhed overfor Jomfru Maria er en vigtig del af det at være katolik. I andre kristne denominationer har man et vist forbehold overfor Guds Moder. Den store kristne apologet C.S Lewis fremkommer med en central betragtning i forhold til netop dette problem i sin bog Det er kristendom:

Og der findes ingen kontroverser blandt de kristne, som man bør berøre så forsigtigt som denne. Hvad angår dette spørgsmål, så er den romersk-katolske tro kendetegnet ikke bare ved den varme, som almindeligvis kendetegner oprigtigt troende, men ved den specielle, og så at sige ridderlige følsomhed, en mand har, når hans mors eller hans elskedes ære står på spil. Det er meget svært at tage afstand i disse spørgsmål uden derved at komme til at tage sig ud som en samvittighedsløs fyr eller en kætter. Og omvendt fremkalder protestanternes modsatte tro i dette anliggende følelser, som når ned til roden af al monoteisme. For radikale protestanter synes forskellen mellem Skaber og skabning (uanset hvor hellig den er) bragt i fare: at polyteismen igen stikker sit hoved op, Derfor er det svært at tage afstand uden også at komme til at virke endnu værre end en kætter – en hedning”.

At have fokus på Maria kan vise sig nyttigt for katolikker og mennesker fra andre kristne denominationer. Maria var den første Kristi discipel og derfor også den første kristne, fordi hun ganske enkelt troede på sin Søn. I den hellige Skrift siger hun igen og igen følgende ord til os ”Gør, hvad som helst han siger til jer” (Joh 2: 5). Det er i sandhed et godt råd, vi får, når der bliver sagt: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer” (Joh 15: 14). Jesus betroede Johannes, den discipel, han elskede mest, Maria, så han kunne sørge for hende (Joh 19: 26). Der er ingen grund til at tro, at Jesus ikke ville gøre det samme overfor de andre disciple, Han elsker. Vi kan betragte Maria som den første discipel og lære meget af hendes eksempel ved at læse de passager i den hellige Skrift, som omhandler hende, og det liv hun levede.

Når vi taler med andre om Kristus, kan vi trække Maria frem, som et eksempel til efterfølgelse i forhold til et kristent liv. Vi skal bringe Kristus ud til verden ved at tale om det glædelige budskab og frelsen. Maria er det bedste eksempel på dette, fordi det var gennem hende, Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1: 14).

Hvis verden skal komme den ondskab, der er forbundet med egoisme, til livs, ville det være givtigt, hvis flere mennesker begyndte at tænke og handle som Maria og samtidig overgav sig fuldt og helt til Gud. Maria led med tålmodighed under fattigdom, bagtalelse, skam og i sin tid i eksil, alt sammen for vores skyld, så vi kunne opnå frelsen ved Jesus. Før det helt store offer ved Jesu død på korset, havde Maria ofret alt, det hun havde for vores skyld. Vi bør med rette vise vores taknemmelighed ved (virkelig) at fordybe os i det forbilledlige liv, hun levede.

Vi bør virkelig stræbe efter at ligne Maria. Vi kan lære af hendes dydspraksis ved at studere den hellige Skrift og ved at følge hendes eksempel, når det drejer sig om enkelhed og lydighed. Ingen vil nogensinde modtage større nåde fra Gud end Maria, der bar Ham (Gud/Jesus) i sit moderliv. Når tiden har nået sin fylde, og helgenerne samles i Himlen for at prise Gud: hvem vil da være ligesom Maria, der fik den nåde at være Moder til Frelseren.

Maria fører os til Jesus gennem det eksempel, hun gav. Lad os derfor med stor omhu lytte til det, hun siger til os. Lad os efterligne hende i alt det, vi gør.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 13. december 2018. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/mary-old-testament

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)