Category: Mariology

Mors dag

En fest, der passer til lejligheden

Mens vi afslutter 2018 og bevæger os ind i 2019, er det altid en glæde for trofaste katolikker at huske på, at det nye kalenderår starter med den store fest for Maria, Guds Moder, en dag, hvor man i øvrigt har Messepligt. 

Hvis der en fest, der markerer en kontrast til det, verden står for, så er det denne.

Ser vi på, hvordan vi benævner denne fest: Festen for Maria, Guds Moder, ser vi, at der startes ud med navnet Maria. Hun er Jomfruen, der er født uden arvesyndens plet (Den Ubesmittede Undfangelse) og udvalgt fra før tidernes morgen til at spille en stor rolle i frelseshistorien.

En rolle, der er ensbetydende med en helt enestående nåde og helt særlige privilegier. Hun er så ophøjet, at helgenerne siger om hende, at hun er det eneste menneske, der er blevet det, og Gud samlede al Sin nåde og kaldte den Maria. Maria kunne med sin frie vilje have afslået det, Gud gennem englen Gabriel anmodede hende om, men det gjorde hun ikke, og derfor bliver hendes ”ja” hendes ”fiat” begyndelsen til frelsen.

Det næste, vi stifter bekendtskab med i benævnelsen af denne fest er, at Maria er moder. Det, der fremhæver kvinden, er hendes moderskab. Men netop det er noget verden ønsker at se bort fra og benægte og gør det hver dag. Maria blev skabt til helt og aldeles at udfylde denne rolle, nemlig at være moder.

Det var gennem hendes moderskab, at Ordet, Det evige Ord, blev inkarneret, og da Han drog bort fra Sin himmelske trone, var det for at finde en ny trone i Marias ubesmittede moderliv.

Så ekstraordinært var dette historiske øjeblik, at selv Helligånden ikke kunne lade være med at vise Sin glæde ved at tale gennem Elizabeth, som sagde til Maria: ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Til sidst i benævnelsen møder vi Gud, Den Guddommelige. Mens det moderne menneske har travlt med at jagte det, der er åndeligt, så afviser det både på det intellektuelle og praktiske plan, Det Guddommelige. Det keder sig ved Det Guddommelige, men haster efter det, der er ”åndeligt”.

Årsagen til dette er, at ”åndelighed” er noget, som det moderne menneske kan relatere sig til, og som det dermed kan styre eller manipulere med alt efter den enkeltes (jordiske) agenda. Det, der er af Guddommelig (overnaturlig) karakter, har ingen interesse, fordi det ikke opfattes, som noget der gavner eller har nytteværdi.

I sidste instans på denne jord handler den virkelige åndelighed om korset, som Maria selv senere erfarede, og som blev profeteret af Simeon i templet, da Vor Herre kun var 40 dage gammel. Forholdet mellem denne moder og hendes Søn beskrives meget tydeligt i Johannesevangeliet ved brylluppet i Kana.

Det var her, at Marias moderskab ændredes fra at være Jesu Moder til at være Smertens Moder. Husk på, da hun på vegne af brudeparret beder om ”mere” vin, fordi mangel på vin kunne resultere i uro blandt gæsterne og dårligt rennomé for brudeparret, svarer Vor Herre hende med tre korte udtryk, der er tæt forbundet.

For det første kalder Han hende ”kvinde” ikke ”moder” og udvider dermed hendes rolle fra at være Hans moder til at være den kvinde, som Gud i 1. Mosebog taler om, hvis afkom skal knuse slangens hoved, og som videre bliver forudsagt af Johannes i Johannes’ Åbenbaring: ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved” (Åb 12: 1).  Alt dette var Vor Herre i sagens natur allerede bekendt med.

Derefter kommer den ofte meget dårlige oversættelse fra den jødiske tekst: ”Hvad vil du mig …?”, som kan oversættes på følgende måde: ”Vi er så tæt forbundet, at alt, hvad der sker med Mig, vil ske med dig”.

Så tæt forenet var denne moder og Søn, at Han blot med et blik kunne fortælle hende Sine inderste tanker. Det var den indledende sætning til det, der fulgte efter: ”Min time er endnu ikke kommet”. 

Sammenfattet sagde Han følgende til hende:

Moder, hvis jeg udvirker dette mirakel på din foranledning, vil dette være begyndelsen på en åbenbaring af min guddommelighed, og når det sker, starter min vej til Golgata. Når jeg begynder at betræde den vej, vil det samme gøre sig gældende for dig. Da vil du ikke længere være Jesu moder, men Smertens Moder. Golgata vil være afslutningen for os begge, og på dette sted vil du blive det, du blev skabt til, nemlig at være Frelsens Moder. Men Moder, et sådant moderskab har en høj pris. Tænk tilbage på dengang, hvor du mødte Simeon i templet, og de ord, han talte til dig: “Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge … “. Overvej nu alt dette, at du nu er ved at indtage den nye Evas rolle med den smerte og lidelse, som der følger med. Moder, ønsker du virkelig, at jeg åbenbarer, hvem Jeg er, ved at foretage dette under, hvor Jeg gør vand til vin?  

Hun vidste selvfølgelig allerede, at Hendes Søn var verdens Frelser, thi det havde Gabriel fortalt hende, og hende rolle i frelsen var at opofre Ham til Gud, efter at hun havde holdt Ham i sit skød, og hun var fast besluttet på dette og gav Ham for sidste gang et moderligt blik, samtidig med at hun huskede på alle de øjeblikke med den kærlighed, der var mellem moder og Søn, da Han var lille, og nu overgav hun Ham til deres fælles korsfæstelse for verdens frelse, en korsfæstelse, der for Ham var fysisk og for hende åndelig.

Dette er opofrende kærlighed, når den er størst, og det næstsidste trin i rækken, hvor Nådens Moder også bliver Kirkens Moder. Jesus ville ikke længere være den eneste, som havde tilhørt hende, som det havde været tilfældet de sidste 30 år. Han var nu ikke kun en del af historien, men frelseshistorien, og mens hun indledte den vej, som var smertens vej, fortæller apostlen Johannes os om hendes sidste ord i Den hellige Skrift.

Hvilken kombination af glæde og sorg måtte dette have fremkaldt hos Hans hellige moder. Hun vidste, at netop dette øjeblik ville komme, dette forandringens øjeblik. På en underfuld måde havde hun hele tiden kendt til det, og som årene gik, blev hun stadig mere forberedt på, at tiden ville nå sin fylde.

Bortset fra den smerte, som hendes guddommelige Søn led, har intet andet menneske nogensinde følt den smerte, som den ubesmittede moder følte, da hun overgav sin Søn til en den død, som det var tilfældet, da Maria stod ved korsets fod.

Og det var der på Golgata, at Vor Herre, som i denne verdens forstand ikke havde brødre og søstre, overgav hende til Johannes, så han kunne drage omsorg for hende. Men det var også på det tidspunkt, at Han gav os til hende, og derfor i netop dette øjeblik, blev hendes rolle ikke blot som Jesu Moder, mens også som Kirkens Moder fuldendt, og dette gælder for alle, der er i Gud, at de har Maria som moder.

For den, som ikke har Maria til moder, kan ikke have Jesus som broder. Og den, der ikke har Jesus som sin broder, kan ikke have Gud sin som Fader.

Den velsignede Jomfru Maria er uundværlig for vores frelse, fordi Guds Søn har valgt, at det er sådan, det skal være, og dermed lod det blive sådan, at Hun skulle være Guds Moder. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 31. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mothers-day

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jomfruen

Uden Hende var Frelseren ikke blevet til menneske

En gang om året og netop på dette tidspunkt, finder protestanterne figurer frem af Jomfru Maria, Vor velsignede Moder. Der, hvor julekrybberne er opstillet, finder man også figuren af Maria, som bar Gud i sit moderliv.

Men ligeså snart, eller før, man har smidt juletræerne ud, har man glemt alt om den rolle Jomfru Maria spiller i frelseshistorien. Når det drejer sig om katolske menigheder, har de fleste fulgt trop i denne måde at agere på. De har glemt Jomfru Maria og hendes betydning, og dermed har de overtaget det hæretiske tankesæt, hvor man undlader at vise den respekt og ære, som retmæssigt tilkommer denne Himmeldronning.

Ved Den guddommelige Vilje bragte denne kvinde ved tidens fylde Skaberen til verden. Er der virkelig nogen, der for alvor tror på, at Den guddommelige Vilje, der gav Maria den største nåde, et menneske nogensinde har modtaget, ville lade hende glide i baggrunden og på den måde nedtone hendes betydning i frelseshistorien?

Hun, som bar Gud i sit ubesmittede moderliv, bekendte at: alle slægter skal prise mig salig. Sammen med Kirkens lære om Jesu Kristi realpræsens i Eukaristien er læren om Vor velsignede Moder, det, der oftest afvises, misforstås eller kategorisk udsættes for angreb af kristne, der ikke er katolikker.

Nogle protestanter accepterer læren fra koncilet i Nikæa, som erklærer og understreger Jesu Guddommelighed. Men selvsamme protestanter anfægter læren fra selvsamme koncil, som omhandler Jomfru Maria, og at Hun er Theotokos, Den, der bærer på Gud. De afviser det ikke på det teoretiske plan, men i praksis er det en anden sag.

De skænker hende ingen tanker, giver hende ingen ære og respekt, dog med undtagelse af én gang om året, hvor de opstiller en plasticfigur (med lys i) af Maria i deres have. Den noget forslidte protestantiske sætning: Hvad ville Jesus gøre? Synes at sætte i perspektiv, at Jesus under ingen omstændigheder ville underkende, glemme og ignorere Sin Moder. Man skal huske på, at Han udførte Sit første under (ved brylluppet i Kana) på hendes foranledning, og samtidig på netop dette tidspunkt understregede overfor hende, fordi Han gjorde dette under, ville hun sammen med Ham tage de første skridt mod Golgata. Da hun på Golgata stod ved foden af sin Søns kors, overdrog Han Sin Kirke, personificeret af Skt. Johannes (den discipel Han elskede mest) til hendes moderlige varetægt.

Vor Frue, som af Himlen er blevet udvalgt til at være den nye Eva, som Gud har tænkt på, før alt blev til, og som er blevet givet den største nåde et menneske nogensinde er blevet skænket, erklærer: at alle slægter skal prise mig salig. Vor Frue er blevet knyttet tæt til Den hellige Treenighed, fordi Hun er Gud Faders Datter, Guds Søns Moder og Gud Helligånds Brud. Det er Hende, der foranlediger, at Hendes guddommelige Søn udfører sit første under (ved brylluppet i Kana). Hun bliver Sønnens mest loyale discipel, Hun gennemlever så meget smerte, at det er ubegribeligt, og Hun er tilstede Pinsedag, da Helligånden sendes ned over disciplene. Vor Frue skænkes ikke megen opmærksomhed fra protestanterne og kun en gang om året i meget kort tid.

Følgende er en tanke fra Skt. Methodius, som man kan overveje: ”Jesus sagde: ’ær din fader og din moder’. Og for at gøre det, som Han selv påbød, gav Han megen nåde til- og viste stor ære overfor Sin moder”.

Når I kommer i nærheden af julekrybben juledag og for den sags skyld igennem hele juletiden, så gå ikke bare forbi, men bed en takkebøn til Guds Moder. For uden Hende var Frelseren ikke blevet menneske.

Alle på Church Militant og Skt. Michael’s Media ønsker dem, der følger os samt Jeres familier en hellig og glædelig jul.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 22. december 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-virgin

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria i det gamle Testamente

Julen nærmer sig. Denne højtid er et godt tidspunkt til en fordybelse, der er helt enkel, og som handler om de mange kvinder, der viste Gud stor hengivenhed, og som var protyper på – og et forvarsel om Frelserens Moder. Denne fordybelse vil være med til at tegne et billede af, hvordan det gamle Testamente gradvist åbenbarer en række aspekter af kvinden, der bliver nævnt i 1. Mosebog kapitel 3: 15. Både Messias og Hans Moder fremstod som et mysterium i mange århundreder. Sløret for dette mysterium blev endelig løftet ved den første jul i Betlehem. Som Esajas siger i sin profeti: ”Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Emmanuel” (Gud er med os) (Es 7: 14).

Bibelen beretter om Jomfru Maria i det gamle – og nye Testamente. I det gamle Testamente stifter vi bekendtskab med Jomfru Maria gennem profetier og prototyper på hende. Alt dette benytter Gud til at give os viden om Jomfru Marias karaktertræk og egenskaber.

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

I 1. Mosebog kapitel 3: 15 finder vi den første forudsigelse om Maria. Hun er den, der skal knuse den gamle slanges hoved. Da de hebræiske lærde tilbage i antikken oversatte disse linjer til græsk, benyttede de ordet gunai (kvinde). Hun er den, der vil bringe den guddommelige straf over faderen til øgleyngel” (Matt 12: 34). Ham som Jesus betegner som ”fader til løgnen” (Joh 8: 44). I dette korte skriftsted finder vi de første tegn på Evangeliernes løfte. Kvindens afkom er også Abrahams afkom, Abraham som er de troendes fader. Det afkom, der er tale om, er Kristus, som kommer til verden gennem Maria. Det bliver forklaret af Paulus i brevet til Galaterne i kapitel 3: 16: ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: og til dine afkom i flertal, men i ental: og til dit afkom, og det er Kristus”.

Fjendskabet mellem kvindens afkom og den gamle slanges afkom fortsætter til tiden har nået sin fylde. Det bliver vist til Skt. Johannes i hans Åbenbaring (Johannes’ Åbenbaringen) i kapitlerne 11: 19 til 12: 6.

Herren talte på ny til Akaz: Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje. Akaz svarede: Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren. Da sagde Esajas: Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7: 10-14). Gud gentager, at Han vil frembringe en Frelser, og afslører for første gang, at denne vil være Søn af en ung kvinde:” den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Ordet almah betyder pige/kvinde. Navner Emmanuel betyder ”Gud med os”. Esajas løfter sløret for flere detaljer om denne Søn af en ung kvinde.

Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter” (Es 11, 1-5).

Denne profeti bekræfter, at en ung kvinde fra Judas stamme og Davids æt vil bringe den lovede Messias til verden. Isai, der er nævnt her, er kong Davids far, og er fra Judas stamme. Tilbage i historien havde Jakob profeteret, at Messias ville udgå fra Judas stamme: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde” (1 Mos 49: 10). Her begynder Esajas at åbenbare den rolle, som Messias Moder skal spille. I det nye Testamente bliver det hele sammenføjet, og hvordan det sker, kan vi læse om i Matthæusevangeliet:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus” (Matt 1: 18-25).

 

Profeten Mika, der levede samtidig med profeten Esajas, siger følgende om Messias Moder:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne” (Mika 5: 1-2).

Også profeten Jeremias synes at nævne Messias Moder i dette underfundige skriftsted: ”Hvor længe vil du flakke om, du frafaldne datter? Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning!” (Jer 31: 22).

I denne sammenhæng er den frafaldne datter Israel. Udtrykket synes at henvise til, at Gud er ved at handle i forhold til Sit folk, der konstant vender sig bort fra Ham. Skt. Hieronymus, kirkefader (347-420) forklarer, at dette skriftsted er en profetisk ”skitse”, til hvordan Kristus kommer til verden ved en jomfrufødsel. Det ”nye”, Herren skaber, er Maria fra Nazareth, som vil få den mission at undfange det fuldendte menneske uden arvesyndens plet. Der er dog andre protyper på Maria f.eks. Sara, Hanna, Debora, Jael, Judith, Esther o.s.v.

Sara

Sara er Abrahams hustru, Isaks mor og Jakobs bedstemor, Jakob, der er fader til Israels tolv stammer. Der er mange lighedstegn mellem Sara og Maria fra Nazareth. Som for eksempel at Sara ligesom Maria må opholde sig i Egypten for en tid (1 Mos 2:10-20). Hun havde ingen børn (1 Mos 16: 1), og hendes mirakuløse graviditet bebudes af et himmelsk sendebud (1 Mos 18: 10), og hun stiller englen et spørgsmål, der ligner det spørgsmål, Maria stillede til englen Gabriel:

”Maria sagde til englen: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” (Luk 1: 34).

Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?” (1 Mos 18: 13).

Sara og Maria lever begge på nogle vigtige historiske tidspunkter, fordi det er her, Gud stifter en ny pagt med Sit folk.

Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig” (1 Mos 17: 2).

Da sagde englen til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 30-33).

Hanna

Går man langt tilbage i historien, blev børn anset som en stor skat for en familie. Det blev betragtet som en Guds velsignelse, hvis man havde mange børn. Når en kvinde ikke var i stand til at få børn, måtte hun bære den skam, der var forbundet med at være ufrugtbar. Som oftest ville manden så tage sig en hustru nummer to, og det medførte ofte problemer for hustru nummer et. Det er netop det, der er tilfældet med Hanna, der er gift med Elkana, en mand fra Efraimstammen. Denne troende kvinde var ufrugtbar, men det forhindrede hende ikke i at bede til Gud om, at hun måtte blive med barn.

Men et år på det tidspunkt, hvor man drog op til Herrens tempel i Shilo, trådte Hanna frem for Herrens ansigt og bad inderligt til Gud om, at Han måtte åbne hendes moderliv. Hun bad i stilhed, mens præsten Eli på afstand betragtede hende. Eli kunne se, at Hanna var meget ulykkelig og græd bitterligt, mens hun bad. På den baggrund konkluderede Eli fejlagtigt, at Hanna var beruset, fordi hun havde indtaget for meget vin under festlighederne. Eli påtalte dette overfor Hanna og anklagede hende direkte for at være beruset, mens hun opholdt sig i Herrens tempel. Lad os i den forbindelse tænke tilbage på den situation, hvor Maria er forsamlet med dem, der havde fulgt Jesus. De blev også beskyldt for at være berusede i forbindelse med pinseunderet. Alt dette skete på den dag, hvor Kirken tog imod Helligånden (ApG 2: 1-13).

Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved. I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru! Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt. Da sagde Eli: Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om” (1 Sam 1: 9-17).

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: Hvad skal det betyde? Men andre spottede og sagde: De har drukket sig fulde i sød vin” (ApG 2: 1-13).

Efter at have modtaget Elis præstelige velsignelse sætter Hanna sin lid til Herren, at Han vil høre hendes bøn. Hun lover Gud, at hvis Han giver hende en søn, vil hun indvie ham til Herren, så han hele sit liv tjener Herren. Svaret på hendes bøn og løfte er Samuel, en stor præst og profet i Israel, og han kom til verden det år. Hanna opfyldte sit løfte, og fem år senere bragte hun Samuel til Eli i Shilo, hvor Samuel blev oplært til præstegerningen.

Ligesom Maria blev Hanna moder til en stor profet, som fra barndommen blev indviet til at tjene Herren (se de ligheder der optræder i 1 Sam 1: 24 og Matt 2: 22-40). Hannas lovsang som man finder i 1 Sam 2: 1-10 har sandsynligvis givet inspiration til Marias lovsang, Magnificat (Luk 1: 46-55).

Hannas lovsang

Hanna bad:

Mit hjerte fryder sig over Herren,

Herren har løftet mit horn.

Jeg spærrer munden op imod mine fjender,

for jeg glæder mig over din frelse.

Ingen er hellig som Herren,

der er ingen uden dig,

ingen klippe som vor Gud.

Hold op med jeres store ord,

fræk tale må ikke udgå af jeres mund,

for Herren er en Gud, der ved alt,

af ham prøves hver en gerning.

Heltenes bue brækkes,

men de segnefærdige væbner sig med styrke.

Mætte lader sig fæste for brød,

men sultne behøver det ikke.

Den ufrugtbare føder syv børn,

men den med de mange børn sygner hen.

Herren dræber, og han gør levende,

han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;

Herren gør fattig, og han gør rig,

han ydmyger, og han ophøjer.

Fra støvet rejser han de svage,

fra skarnet løfter han de fattige,

han sætter dem blandt fyrster

og giver dem hæderspladsen.

For jordens søjler tilhører Herren,

han satte jorden på dem.

Han værner sine fromme, hvor de går,

men ugudelige omkommer i mørket,

for ingen sejrer ved egen kraft.

Herrens modstandere forfærdes,

den Højeste tordner i himlen.

Måtte Herren dømme den vide jord,

måtte han give sin konge styrke,

løfte sin salvedes horn.

 

Marias lovsang

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

– som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Debora og Jael

Debora er en skikkelse, der agerer med visdom, hun fungerer som dommer for israelitterne på en lokalitet mellem Rama og Betel i Efraims bjergland (Dom 4:4) På et tidspunkt, hvor israelitterne var undertrykt af kana’anæerkongen Jabin, ”sendte (hun-Debora) bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kedesh i Naftali og sagde til ham: Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4: 7). Hun profeterer, at den hersker, der har undertrykt israelitterne med hård hånd, må lide døden ved en kvindes hånd: ”… så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (Dom 4: 9). I Debora møder vi den profeterende prototype på Maria, som skal opfylde Guds profeti, der optræder i 1 Mos 3: 15 om, at kvinden skal knuse den gamle slanges (satans) hoved. Den kvinde, som Gud har udvalgt til at slå Sissera ihjel, er Jael. Debora og Jael er begge prototyper på Maria.

I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han. I det samme kom Barak, som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger. Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen” (Dom 4: 17-22).

Judit

Judits Bog fortæller om, hvordan Gud udfriede det jødiske folk gennem en tapper kvinde, Judith, som frygtede Gud. Judits navn betyder ”at være jøde”. Judit er en prototype på Maria i den henseende, at hun har fuld tillid til Gud. Maria udtrykte sig på følgende måde ved bebudelsen: ”thi intet er umuligt for Gud. Da sagde Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 37-38). Ligesom Maria går Judit i forbøn og retter sin bøn til Herren om Hans folks frelse.

”… Gud, min Gud, hør også på mig, en enke! For det er dig, som har udvirket alt dette, også det, som gik forud, og det, som fulgte efter; både det, der er nu, og det, der kommer, har du udtænkt, og hvad du har tænkt, er sket. De ting, du havde besluttet, stod frem og sagde: ›Her er vi!‹ For alle dine veje er på forhånd lagt fast, og din afgørelse hviler på din forudviden. Se, assyrerne står her med en vældig hær. De er overmodige på grund af deres heste og ryttere og stolte af fodfolkets styrke; de sætter deres håb til skjold og spyd, bue og slynge, men ved ikke, at du er Herren, som afgør kampen. Herren er dit navn. Bryd du deres styrke ved din kraft, knus deres magt i din vrede! For de har besluttet at vanhellige din helligdom, gøre den bolig uren, hvori dit herlige navn bor, og med sværd hugge hornene af dit alter. Se deres overmod; send din vrede over deres hoveder, og giv mig, som er enke, styrke til at gennemføre, hvad jeg har udtænkt. Slå ved mine læbers list slaven ihjel sammen med herren og herren sammen med hans tjener, knæk deres stolthed ved en kvindes hånd! For din magt beror ikke på de mange, din vælde ikke på de stærke. Du er de undertryktes Gud, de ringes hjælper, de svages forsvarer, de fortvivledes beskytter og frelser for dem uden håb. Ja, hør min bøn, du min faders Gud og dit ejendomsfolk Israels Gud, du, som er hersker over himlen og jorden, skaber af vandene og konge over alle dine skabninger. Lad mine besnærende ord såre og skade dem, som har lagt onde planer mod din pagt, mod dit hellige hus, mod Zions tinde og mod det hus, dine børn har fået i eje. Giv hele dit folk og alle stammer indsigt, så de erkender, at du er al magts og styrkes Gud, og at der ikke er nogen anden Gud end dig, som kommer Israels folk til undsætning” (Judit 9: 4-14).

Dronning Ester

Dronning Ester er én af de mest fantastiske prototyper på Guds Moder. Hun er et forbillede, når det handler om at have tillid til Gud og at have en tro på, at bøn og faste er virksomt. Da Guds folks fjender lægger onde planer om at udrydde dem, griber dronning Ester ind og går til kongen, velvidende at det kan koste hende livet. Hun er et billede på Maria, som er Gudsfolkets modige dronning.

Kongen rakte sit guldscepter ud mod Ester, og hun rejste sig, trådte frem for kongen og sagde: »Hvis det behager kongen, og hvis jeg har fundet nåde for hans øjne, og hvis kongen finder det rimeligt, og han synes om mig, så lad der udgå en skrivelse, der tilbagekalder de breve, som agagitten Haman, Hammedatas søn, skrev, da han planlagde at tilintetgøre jøderne i alle kongens provinser. For hvordan skulle jeg kunne bære at se den ulykke ramme mit folk, og hvordan skulle jeg kunne se på tilintetgørelsen af min slægt?” (Est 8: 4-6).

Det aspekt, at Maria er den nye Eva, kommer til udtryk i denne historie. Ved det antikke hof, hvor den persiske kong Ahasverus regerede, bliver dronning Vashti forvist fra kongens hof, fordi hun udviser ulydighed mod kongen. Fire år senere tager kong Ahasverus Esther til hustru, og samtidig får hun titlen som dronning. Kongen udvælger netop Ester, fordi hun er smuk og klog.

Der sker så det, at nogle af jødernes fjender lægger planer om, at jøderne, der er bosat i kongens rige, skal udslettes. Den eneste, der kan forhindre, at det sker, er Ester, men hun kan ikke uden videre (selvom hun er dronning) søge om foretræde for kongen, for loven foreskriver, at der kun er foretræde for kongen, hvis det er hans ønske. Træder man alligevel frem for kongen, uden at han har anmodet om det, straffes det med døden. Ester tager den beslutning, at hun vil redde sit folk. Ester og de piger, der tjener hende samt jøderne i Persien beslutter sig for at faste og bede i tre dage. Da, de tre dage er gået, kommer Ester til kongens hof, dog uden at være blevet hidkaldt, for at gå i forbøn for sit folk. At gå i forbøn leder hurtigt tankerne hen på den rolle, som Maria har, hvor hun går i forbøn for Gudsfolket. Den mellemkomst, som Maria foretager, sker gennem bøn og lidelse, ligesom da Ester bad og fastede.

Ved historiens afslutning, hvor dronning Ester går i forbøn for sit folk hos kongen, beslutter kongen, at der ikke skal foretages en udrensning af det jødiske folk i hans rige, og de, der ønskede det jødiske folks udslettelse, modtager deres straf. Dette er årsagen til, at jøderne fejrer festen Purim. Oprindeligt blev den faste, som Ester og Israels folk foretog, gennemført den 14., 15. og 16. i måneden Nissan. Det kan tilnærmelsesvist sammenlignes med det hellige påsketriduum. Her optræder et sammenfald, som bør fremhæves: ligesom jøderne besejrede deres fjender i det antikke Persien, således besejrede Jesus menneskehedens fjende ved sin korsdød den 14. i måneden Nissan, som er Langfredag.

Ester fremstilles i Bibelen, som en kvinde med stor tro og stort mod, og som elsker sit folk og er villig til at sætte sit liv til for dem, hun elsker. Hun er det redskab, Gud benytter til at opnå frelsen for – og til at beskytte Sit folk. På samme måde er Maria, det redskab, som Gud benytter til at gøre frelsen mulig for menneskeheden. Gennem Maria har verden modtaget Vor Herre. Ligesom Ester er Maria den, der vedvarende går i forbøn for sine børn ved Faderens trone.

At vise hengivenhed overfor Jomfru Maria er en vigtig del af det at være katolik. I andre kristne denominationer har man et vist forbehold overfor Guds Moder. Den store kristne apologet C.S Lewis fremkommer med en central betragtning i forhold til netop dette problem i sin bog Det er kristendom:

Og der findes ingen kontroverser blandt de kristne, som man bør berøre så forsigtigt som denne. Hvad angår dette spørgsmål, så er den romersk-katolske tro kendetegnet ikke bare ved den varme, som almindeligvis kendetegner oprigtigt troende, men ved den specielle, og så at sige ridderlige følsomhed, en mand har, når hans mors eller hans elskedes ære står på spil. Det er meget svært at tage afstand i disse spørgsmål uden derved at komme til at tage sig ud som en samvittighedsløs fyr eller en kætter. Og omvendt fremkalder protestanternes modsatte tro i dette anliggende følelser, som når ned til roden af al monoteisme. For radikale protestanter synes forskellen mellem Skaber og skabning (uanset hvor hellig den er) bragt i fare: at polyteismen igen stikker sit hoved op, Derfor er det svært at tage afstand uden også at komme til at virke endnu værre end en kætter – en hedning”.

At have fokus på Maria kan vise sig nyttigt for katolikker og mennesker fra andre kristne denominationer. Maria var den første Kristi discipel og derfor også den første kristne, fordi hun ganske enkelt troede på sin Søn. I den hellige Skrift siger hun igen og igen følgende ord til os ”Gør, hvad som helst han siger til jer” (Joh 2: 5). Det er i sandhed et godt råd, vi får, når der bliver sagt: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer” (Joh 15: 14). Jesus betroede Johannes, den discipel, han elskede mest, Maria, så han kunne sørge for hende (Joh 19: 26). Der er ingen grund til at tro, at Jesus ikke ville gøre det samme overfor de andre disciple, Han elsker. Vi kan betragte Maria som den første discipel og lære meget af hendes eksempel ved at læse de passager i den hellige Skrift, som omhandler hende, og det liv hun levede.

Når vi taler med andre om Kristus, kan vi trække Maria frem, som et eksempel til efterfølgelse i forhold til et kristent liv. Vi skal bringe Kristus ud til verden ved at tale om det glædelige budskab og frelsen. Maria er det bedste eksempel på dette, fordi det var gennem hende, Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1: 14).

Hvis verden skal komme den ondskab, der er forbundet med egoisme, til livs, ville det være givtigt, hvis flere mennesker begyndte at tænke og handle som Maria og samtidig overgav sig fuldt og helt til Gud. Maria led med tålmodighed under fattigdom, bagtalelse, skam og i sin tid i eksil, alt sammen for vores skyld, så vi kunne opnå frelsen ved Jesus. Før det helt store offer ved Jesu død på korset, havde Maria ofret alt, det hun havde for vores skyld. Vi bør med rette vise vores taknemmelighed ved (virkelig) at fordybe os i det forbilledlige liv, hun levede.

Vi bør virkelig stræbe efter at ligne Maria. Vi kan lære af hendes dydspraksis ved at studere den hellige Skrift og ved at følge hendes eksempel, når det drejer sig om enkelhed og lydighed. Ingen vil nogensinde modtage større nåde fra Gud end Maria, der bar Ham (Gud/Jesus) i sit moderliv. Når tiden har nået sin fylde, og helgenerne samles i Himlen for at prise Gud: hvem vil da være ligesom Maria, der fik den nåde at være Moder til Frelseren.

Maria fører os til Jesus gennem det eksempel, hun gav. Lad os derfor med stor omhu lytte til det, hun siger til os. Lad os efterligne hende i alt det, vi gør.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 13. december 2018. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/mary-old-testament

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk er ét af de centrale punkter i budskabet fra Fatima. Det handler om det presserende behov, der er for, at menneskeheden soner og gør bod for den megen skade, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for af mennesker, der er ugudelige, og som er præget af ligegyldighed.

Programmet hver den første lørdag fem måneder i træk er helliget Mariahengivenhed på følgende måde:

1: at man går til skrifte.

2: at man modtager Den hellige Kommunion.

3: at man beder fem dekader på rosenkransen.

4: at man benytter femten minutter til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen.

Alt dette gøres for at sone for den synd (blasfemi og utaknemmelighed), der er blevet begået mod Marias Ubesmittede Hjerte.

Baggrundshistorie

Under den tredje åbenbaring den 13. juli 1917 lod Vor Frue vide, at Hun ville komme og anmode om, at man indviede Rusland til Hendes Uplettede Hjerte og modtagelse af Den hellige Kommunion med intentionen om at ville sone for synden mod Marias Ubesmittede Hjerte de første lørdage fem måneder i træk. Hun anmodede om denne hengivenhedssakt i 1925 og konsekrationen af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte i 1929.

Mens Sr. Lucia opholdt sig på lokaliteten, der tilhører Skt. Dorothys Søstre (også kaldet De hellige Hjerters Søstre) i Portugal, modtog hun en vision den 10. december 1925, hvor Den hellige Moder trådte frem sammen med en Dreng, der stod oven over en lysende sky. Vor Frue havde placeret Sin ene hånd på Drengens skulder, mens Hun i den anden holdt et hjerte, der var gennemboret af torne.

Sr. Lucia hørte Drengen sige: ”vis medlidenhed med Dette din Allerhelligste Moders Hjerte, som er dækket af torne, som utaknemmelige mennesker hvert øjeblik gennemborer Det med, uden at nogen soner disse handlinger, således at disse torne forsvinder”.

Vor Frue udtrykte Sit ønske med følgende ord:

Min datter, se på Mit Hjerte, Det er omgrænset af torne, der stammer fra utaknemmelige mennesker, der gennem blasfemi og utaknemmelighed gennemborer det, hvert eneste øjeblik. Du bør bringe mig trøst og gøre det klart vidt og bredt, at de, der de første lørdage fem måneder i træk gør følgende: 1: benytter skriftemålet, 2: modtager Den hellige Kommunion, 3: beder fem dekader på rosenkransen, og 4: benytter femten minutter i selskab med mig til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen og gør alt dette med intentionen om at sone det, mit Ubesmittede Hjerte udsættes for, vil jeg i deres dødstime bringe den nåde, der er påkrævet for deres sjæls frelse”.

Få dage senere redegør Sr. Lucia detaljeret for denne vision i et brev rettet til Monsignor Pereia Lopes, hendes skriftefader, da hun bor på asylet Vilar i byen Porto i Portugal.

Hvorfor fem lørdage?

Sr. Lucias skriftefader spurgte hende om grunden til, at det netop skulle være fem lørdage og ikke syv eller ni? Hun gav ham et svar på dette spørgsmål i et brev dateret den 12. juni 1930. Her fortalte hun ham, at hun havde haft en vision af Vor Herre natten mellem den 29 og 30 maj, mens hun opholdt sig i klosterets kapel. Vor Herre gav hende følgende fem grunde til, at det skal være fem lørdage:

De første fem lørdage er relateret til fem former for krænkelser og blasfemier rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte, og disse er:

A. blasfemier fremsat mod Marias Ubesmittede Undfangelse.

B. blasfemier fremsat mod Marias jomfruelighed.

C. blasfemier fremsat mod Maria, som Guds Moder samt en benægtelse af, at Hun er alle menneskers Moder.

D. at man har påført ligegyldighed, hån og endda had mod Denne Ubesmittede Moders børns hjerter.

E. at man har udvist direkte fornærmelser mod hellige billeder af Maria.

Lad os derfor lægge os de ovenfor beskrevne grunde på sinde. En hengivenhedssakt, der har sit udgangspunkt i intentionen om at sone krænkelser og blasfemier mod Marias Ubesmittede Hjerte. Endvidere har man kendskab til, at denne fromhedsdyrkelse, vil løfte hengivenhedsakten samt den, der foretager den, og vedkommende vil modtage fortjenester.

Ændringer i forhold til hengivenhedsakten så den kan gennemføres uden nævneværdige hindringer

Ser vi på den oprindelige anmodning fra Vor Frue, så beder Hun om, at man benytter skriftemålet og modtager Den hellige Kommunion, og at man beder fem dekader på rosenkransen og bruger 15 minutter til at reflektere over rosenkransens mysterier med den intention at gøre bod for de krænkelser og blasfemier, der er blevet rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte og menneskenes synder.

Ikke desto mindre i en efterfølgende privatåbenbaring fremlægger Sr. Lucia for Vor Herre de udfordringer, der kan gøre dig gældende for de troende, når de ønsker at opfylde de anmodninger, Vor Frue har fremsat. Med en kærlig omsorgsfuldhed gjorde Vor Herre denne hengivenhedsakt ”mere fleksibel”, så den er mulig at overholde for de troende:

–          Man kan benytte skriftemålet andre dage end netop den første lørdag, blot det er sådan, at man modtager Vor Herre (i Den hellige Kommunion) i nådens stand og med den intention at gøre bod for det, som Marias Ubesmittede Hjerte udsættes for. Selvom man skulle glemme at skrifte med denne intention i mente, er det muligt at have selvsamme intention med ved næste skriftemål.

–          Sr. Lucia gjorde det også klart, at det ikke er påkrævet, at man overvejer alle rosenkransens mysterier den pågældende første lørdag. Ét eller flere er tilstrækkeligt.

Selvom Vor Herre i denne sammenhæng har givet et vist råderum, bør det ikke give anledning til, at de troende tøver med at påbegynde – eller udskyde denne fromme praksis, som åndeligt set har til hensigt at sone det, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for. Man bør huske på, at dette er noget Vor Frue indtrængende har bedt (os) om.

Det er mere end nogensinde påkrævet, at denne hengivenhedsakt bliver udført

Laster og synder synes at blive ved med at præge vores kultur med uformindsket styrke, også selvom verden er blevet præsenteret for ovenstående. Abort, blasfemi, stofmisbrug, pornografi, skilsmisser og dårligt fungerende ægteskaber, religiøs ligegyldighed og den homoseksuelle agenda, der er på stærk fremmarch samt andre lignende fænomener er blot nogle af de ting, der i dag præger vort samfund, og som gennemborer Marias Ubesmittede Hjerte.

Vi bør trøste Vor Frue, mens alle disse krænkelser rettes mod hende og hendes guddommelige Søn. Hun beder os om at sone, hun bønfalder os om at bede, og hun håber på, at vi ændrer vores livsførelse og omvender os. Lad os lytte til Hendes moderlige bønner og sone for den utaknemmelighed, mennesker udviser.

Mariahengivenhed på ovennævnte måde tilskynder til, at man foretager soning, indgyder en hengiven kærlighed til sakramenterne, skriftemålet og Den hellige Eukaristi. Det nærer en hellig hengivenhed til Marias Ubesmittede Hjerte samt rosenkransen. Frem for alt er denne Mariahengivenhed vigtig for at opretholde vedholdenhed, så man er i nådens stand, mens man befinder sig i den daglige åndelige kamp og har en nøgtern tilgang til det at være i en verden, der præges af den nye hedenskab.

Noter

1: Solimeo, Luiz Sergio, Fatima, A Message More Urgent than Ever.
2: Spring Grove, PA: The American Society for the Defense of Tradition, Family, and Property-TFP, 2008.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://www.americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/the-five-first-saturdays-devotion.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Moder er den, der ved bedst: en tilskyndelse til at bede rosenkransen

I 1917 åbenbarede Den hellige Jomfru sig i Fatima i Portugal for tre hyrdebørn. Et år tidligere var børnene blevet varslet af Herrens engel på tre forskellige tidspunkter, om at disse åbenbaringer ville finde sted.

Ofte er vi vidner til, at ateister og skeptikere latterliggør kristne, fordi man i dag, ved første øjekast, ikke ser den samme åbenbaringsaktivitet som i Bibelen. De mennesker, der levede på bibelsk tid, ville sikkert også have oplevet det på samme måde, selvom de mirakuløse hændelser, der fandt sted, strakte sig over flere generationer.

Men Fatimaåbenbaringerne har vist sig at være de største offentlige åbenbaringer, menneskeheden har været vidne til. Vi bør derfor tro, at disse åbenbaringer er nogle af de allervigtigste.

Har man så lyttet til de budskaber, Vor Frue gav i Fatima? Jeg er tilbøjelig til at hævde, at det har man ikke. Tilbage i 1917 fortalte Sr. Lucia, at hun så sjæle gå til helvede, som når man ser snefnug falde. Det moralske fordærv, der præger den moderne verden, får verden af 1917 til at minde om Edens have. Der er mange aspekter i budskaberne fra Fatima, som menneskeheden ikke har taget til sig bortset fra en lille rest blandt de troende.

I sin bog Secret of the Rosary forsikrer Skt. Louis de Montfort os om, at ”hvis man trofast beder rosenkransen indtil ens dødsdag, kan han garantere for, at uanset omfanget og størrelsen af ens synder, vil man modtage den evige sejrskrans”.

Hvis disse ord – eller de mange andre formaninger, der er kommet fra helgener og hellige paver – ikke er nok, så har Den hellige Jomfru selv åbenbaret 15 løfter, hun vil opfylde for sine trofaste børn, der vil følge hendes appel om at bede rosenkransen. Den første gang disse løfter blev offentligt kendt var i forbindelse med Skt. Dominic i det 12. århundrede, og de blev senere i det 15. århundrede offentliggjort igen af den salige Alan de la Roche. I den sidste del af denne artikel, finder man en oplistning af de 15 løfter givet af Vor Frue. Jeg vil i det følgende kortfattet fremhæve nogle få af dem.

Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi”.

Efter min mening er det løfte, der er blevet skitseret ovenfor, noget af det mest betydningsfulde for os. Vi kan forsøge at fortrænge, at vi lever i en tid, hvor helvedes kræfter har stort spillerum, hvor laster findes i overflod, synden er ubegrænset, og det mest tragiske af det hele er, at vildfarelser og hæresi har spredt sig så meget, at det nærmest er umuligt at gennemskue, hvad der sandt og falskt.

Ingen kan uden Guds mirakuløse nåde modstå vildfarelsens bølger, der konstant skyller ind over os, medmindre man trofast beder rosenkransen. Når nu rosenkransen yder en så markant beskyttelse mod hæresi, er det helt sikkert grunden til, at Vor Moder inderligt ønsker, at vi holder fast i rosenkransen og beder den i disse tider. Vi bør huske, at rosenkransen, som vi kender den i dag, blev givet til Skt. Dominic i kampen mod albigenserne (1) og den hæresi, de var repræsentanter for. Rosenkransen blev overdraget ham som et våben, der skulle benyttes til at udslette vildfarelser af enhver slags. Vi bør også huske på, at Skt. Dominic benyttede andre ”midler” til at komme albigenserne og deres hæresi til livs. Han forkyndte og forsøgte af al kraft at overbevise folk om den sande tro og dens doktrin. Han forkyndte det, troens fædre havde opnået indsigt i med en visdom og klarhed, som aldrig er hørt før. Men det var ikke nok. Rosenkransen måtte også tages i brug for at understrege hans forkyndelse. Det var rosenkransen alene, der gav dødsstødet til den hæresi, der herskede på hans tid.

Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt”.

Det næste løfte, jeg vil rette fokus på, er enkelt og kortfattet, og det bør indgyde stor tillid hos os til Barmhjertighedens Moder samt den evige frelse. Vi er af Guds Moder blevet overdraget et håndfast og enkelt redskab til vore sjæles frelse, som er det altgørende i den kamp, vi kalder livet. Vi ville være godt dumme, hvis vi undlod blot en dag ikke at bede denne kraftfulde bøn.

I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen”.

Alt det, I beder om”, det er det, Guds Moder siger. Min erfaring i forhold til dette er ganske enkelt, at det er sandt, og det er også det, jeg hører fra andre. Rosenkransen har for mig været en vedvarende kilde af velsignelser, det være sig åndeligt og i forhold til mit liv her på jorden, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget den ”byrde” på mig (som jeg i starten troede det var) at bede rosenkransen. Men som det er med så mange ting i livet, når man først har lært det og er kommet godt i gang med det, er det let og endda en glæde. For de sjæle, der dedikerer sig til rosenkransen, venter en stor glæde.

Som en tilføjelse til dette løfte, fortæller Den Hellige Moder os i det sjette ud af de 15 løfter, at ”den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, aldrig vil blive ramt af ulykke”. Jeg tror bestemt, at det er noget, vi alle ønsker både nu og altid.

Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette

Det, vi ser her, er, at Den hellige Moder ønsker, at Hendes børn påtager sig denne opgave, som vil gøre så uendeligt meget godt for deres stakkels sjæle. Ordene bærer præg af en underliggende (sorg og) smerte over, at nogle af hendes elskede børn ikke vil gøre sig de anstrengelser, der skal til, efter at Himlen har vist, at rosenkransen er nødvendig for os.

Til at understøtte det, der er beskrevet ovenfor, vil jeg kortfattet citere Vor Frue af Fatima, hvor hun gør det klart, hvorfor hun virkelig ønsker, at vi beder rosenkransen:

Bed, bed meget og bring mange ofre, for mange sjæle går til helvede, fordi de ganske enkelt ingen har til at bringe ofre på deres vegne eller til at bede for dem”.

Der er sjæle, der går fortabt, og jeg tror ikke, at vi begriber, hvor forfærdeligt det er. Vi kan gøre en forskel, og det er netop det, Vor Frue understreger. Gud ønsker, at vi tager del i den frelsesplan, Han har udtænkt i forhold til sjælenes frelse, og derfor må og skal vi tage imod Hans anmodning. Han har i Sin uendelige godhed og visdom indrettet det således, at vores bøn har en betydning. Vi kan (ved bønnens kraft) opnå ekstraordinære forandringer hos mennesker, som vi ikke kender. Hvis vi forsømmer vores pligt til at bede, vil mange sjæle ikke modtage den nåde, som er afgørende for, at de omvender sig og opnår frelsen.

Jeg er Vor Frue af Rosenkransen, jeg er kommet for at opfordre de troende til at omvende sig og bede om tilgivelse for deres synder. De troende skal holde op med krænke Vor Herre, for Han er allerede blevet krænket mere end nok af menneskenes synder. Det er på tide, at menneskene beder rosenkransen, og det er vigtigt, at den bedes dagligt”.

Rosenkransen er et guddommeligt udvalgt redskab, som skal modarbejde menneskets synd. ”Lad menneskene bede den dagligt”, siger Den velsignede Moder.

Mit håb er, at denne artikel vil opmuntre alle til at være mere fokuseret på rosenkransbønnen. Måske vil artiklen også tilskynde dem, der endnu ikke har taget dette helt specielle ”våben” til sig, til at blive mere opmærksomme på rosenkransen, og det, den kan. Vi bør bede rosenkransen, som om vi deltog i et slag, for det er i sandhed sådan, det forholder sig. Den ydmyge bøn, der kommer fra en tilsyneladende ubetydelig person, kan ryste helvede, samt det, den onde foretager sig og markant ændrer andre menneskers liv, og alt dette sker, mens en person fyldes med en overflod af guddommelig nåde.

Uanset om I beder alle 20 dekader eller 5, tag rosenkransen og Vor Frue til Jer, ligesom Skt. Johannes gjorde det ved korsets fod på Golgata. Fortæl om rosenkransen og hold fast i den, for den er Jeres.

Jeg vil lade Skt. Lucia afslutte og sammenfatte budskabet i denne artikel:

Den Allerhelligste Jomfru har i disse sidste tider, som vi lever i, givet en fornyet styrke til at bede rosenkransen, og det på en sådan måde, at uanset mængden af problemer og udfordringer, der præger vort personlige- og familiære liv, er rosenkransbønnen løsningen på dette. Ved hjælp af den hellige rosenkrans vil vi kunne opnå frelsen. Vi vil blive helliggjort. Vi vil trøste Vor Herre og opnå mange sjæles frelse.

Femten løfter, der knytter sig til rosenkransbønnen

1.      Alle, der tjener mig ved at bede rosenkransen, vil modtage tegn på nåde.

2.      Jeg lover en speciel beskyttelse samt stor nåde til alle dem, der beder rosenkransen.

3.      Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi.

4.      Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, og til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette.

5.      Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt.

6.      Den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, der knytter sig til den, vil aldrig blive ramt af ulykke.

7.      Alle, der viser sand hengivenhed til rosenkransen, vil ikke gå bort fra denne verden uden at blive fulgt på vej af Kirkens sakramenter.

8.      De, som trofast beder rosenkransbønnen, vil gennem hele deres liv samt i dødsøjeblikket have Guds lys og modtage en mangfoldighed af Hans nåde. I dødsøjeblikket vil de tage del i de fortjenester, der stammer fra helgenerne i paradiset.

9.      Jeg vil udfri dem fra purgatoriet, der har hengivet sig til rosenkransen.

10.  Rosenkransens trofaste børn vil opnå stor herlighed i Himlen.

11.  I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen.

12.  Alle de, der udbreder kendskabet til den hellige rosenkrans og bønnen, der knytter sig til den, vil jeg bistå med det, de end måtte have behov for.

13.  Det er blevet givet mig af min guddommelige Søn, at alle. der udbreder kendskabet til rosenkransen, vil modtage forbøn fra den himmelske domstol igennem hele deres liv samt i deres dødstime.

14.  Alle de, der beder rosenkransen, betegner jeg som min eneste Søn, Jesu Kristi sønner, døtre, brødre og søstre.

15.  Hengivenhed overfor min rosenkrans, er et stort tegn på prædestination (2).

Noter

1: Albigensere, (efter byen Albi), en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet. Albigenserne var en hovedgruppe af katharerne (de rene).

2: Prædestination, (af præ- og lat. destinatio ‘bestemmelse’, af destinare ‘fastsætte, bestemme’), forudbestemmelse, teologisk betegnelse for Guds udvælgelse af visse individer eller grupper til frelse; denne udvælgelse ligger forud for fødslen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Henry Walker og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/rosary-mother-knows-best

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)