Category: Mariology

Vor Frue og Skt. Johannes af Eudes formaner os til at frelse sjæle

Vor Frue af Fatima opførte sig lidt anderledes, end hun plejede, når hun åbenbarede sig for seerne den 13. hver måned, men i august åbenbarede hun sig i stedet den 19. Ved at gøre dette viste hun en særlig kærlighed overfor Skt. Johannes af Eudes, hvis fest fejres på netop den dag. Skt. Johannes Eudes var den første helgen til at fremme hengivenhed til Marias hjerte på en ekstraordinær og særlig måde. I betragtning af at Fatima var den måde, hvorpå Gud valgte yderligere at lade en andagt se dagens lys, så er det svært ikke at se Vor Frues tidsmæssigt forskudte åbenbaring den 19., som en hændelse bestemt af Forsynet til at tilskynde os til at indhente mere viden om det, Skt. Johannes havde at fortælle om vor Dronnings hjerte.

Ifølge Skt. Johannes Eudes er der ikke noget mere velbehageligt for Marias hjerte, end at man arbejder for sjælenes frelse: ”Den største glæde, vi kan give Marias beundringsværdige hjerte, som brænder af kærlighed for sjæle, der ikke betænker hendes Søns dyrebare blod, er med nidkærhed og hengivenhed at arbejde på deres frelse. Hvis englene og helgenerne i Himlen glædes over hver eneste omvendelse af en synder her på jorden, så vil hun, der er dronning over engle og helgener, opleve uendelig meget mere glæde end alle de, der bebor himlen, fordi hendes hjerte rummer langt mere kærlighed og barmhjertighed” (1).

Kærlighed er at gøre det gode for en anden. Det, der er det ultimative gode for mennesket, er dets sjæls frelse. Det, der er det mest sande og største udtryk for kærlighed, er, at man hjælper andre til den evige lyksalighed.

Dyderne tro og håb er, skønt de rangerer under kærlighed, altid blevet oplistet før kærlighed som nødvendige forudsætninger for kærligheden. Er der mangler i forhold til nogle af disse teologale dyder, vil det automatisk påvirke kærligheden. I vores post-Vatikan II tid er begge disse dyder desværre i væsentlig grad blevet påvirket. For at vi kan skabe glæde hos Maria ved vores arbejde på sjælenes frelse, er det bydende nødvendigt, at vi får ændret de fejlagtige antagelser vedrørende tro og håb, som er blevet spredt vidt og bredt, og som i sidste ende ødelægger kærligheden.

Troen indikerer ikke blot for os, hvad det ultimative gode er for mennesket, men den indikerer også måden, hvorpå vi kan opnå det gode. Gennem troen ved vi, eller vi burde vide, at Kirken er Den eneste ark, der leder til frelsen (extra ecclesiam nulla salus). Helgenerne handlede i overensstemmelse med denne åbenbarede sandhed. De bad og frembar ofre for sjælens omvendelse. I dag er der mange katolikker, der ikke tror på dette trosdogme i den henseende, at det er ufejlbarligt. Det har fået den konsekvens, at mange kun i et lille omfang frembærer bønner eller ofre for, at det sker omvendelse udenfor Kirken. I stedet bruger de meget tid og energi på tiltag, der skal hindre ”klimaforandringer” eller de engagerer sig i tiltag (dem, der er ægte eller foregiver at være det) relateret til social retfærdighed. Der findes ingen sand kærlighed uden en sand tro.

Der er tale om en grundlæggende mangel på håb, som kommer til udtryk, når moderne katolikker afviser dogmet ”udenfor Kirken er der ingen frelse”. De, der ikke tror på dette dogme, taler ofte om de ikke-katolikker, de kender, på en måde, hvor de betegner disse ikke-katolikker som værende umulige at omvende, fordi de er vokset op i – og kommer fra sammenhænge, hvor der eksisterer bastante fordomme mod troen.

Det, der er grundlaget for en katoliks håb, er Guds almagt, Hans godhed og trofasthed overfor det, Han har lovet. Hvis disse liberale katolikker virkelig troede på Guds almagt, ville de også vide, at Gud er i stand til at overvinde fordomme. Hvis de troede på Guds godhed, ville de vide, at det ikke er Guds vilje, at et menneske befinder sig i et religiøst mørke. Tværtimod vil ”Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2: 4).

Skt. Johannes Eudes skrev om, hvordan den guddommelige almagt genspejles i Marias hjerte. Han betegner den guddommelige almagt som en ”fuldendelse, der giver Gud en absolut og uendelig magt over alt det, Han har udvirket. Når det er Hans vilje, kan Han skabe liv eller lade døden indtræde alt dette i overensstemmelse med Hans plan i tid og rum. Han kan lade os opleve intethedens dyb eller trække os op derfra”. Gud har formidlet denne almagt i en uanet grad til Maria som himlens Dronning (2). Vi bliver mindet om dette Vor Frues særlige privilegie, når vi i det Lauretanske litani beder: Mægtige Jomfru, bed for os. Desto mere vi sætter vores lid til Marias kraft og godhed, desto mere vil vi være tilskyndet til at anråbe hende og bede for, at hun vil opnå omvendelse og frelse for dem, som er vore kære. De, der ikke besidder håb og ikke finder, at Maria har styrken til at opnå omvendelse hos deres næste, vil ikke være ivrige, når det handler om at bede hende om forbøn. Der er ingen kærlighed uden håb.

Sr. Lucia fra Fatima udtrykte et stort håb i forhold til bøn rettet til Maria, og det er specielt ved brug af rosenkransbønnen: ”Den Allerhelligste Jomfru har i disse sidste tider, som vi nu befinder os i, tilskyndet os til at bede rosenkransen i et sådant omfang, at alle problemer uanset deres vanskelighed og størrelse, og om de er åndeligt eller jordisk relateret, eller om de vedrører os personligt eller én af vores familiemedlemmer, kan løses ved rosenkransen”. Hvis nu et problem uanset dets størrelse og omfang kan løses ved rosenkransbønnen, så vil synderen, uanset hvor langt vedkommende befinder sig fra Kirken, kunne opleve omvendelsens nåde, fordi en person har bedt rosenkransbønnen for vedkommende. Hvis vi ønsker at bringe englenes og helgenernes dronning stor glæde, bør vi af hele vores hjerte bestræbe os på at efterleve Fatimabudskabet, som i al sin enkelthed går ud på, at vi skal frembære bønner og ofre for sjælenes frelse.

Kilder:

1.      St. John Eudes. The Admirable Heart of Mary. Immaculate Heart Publications. Buffalo, N.Y., pg. 255.

2.      Ibid. p. 141.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John Henderson og publiceret på OnePeterFive den 8. juni 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-eudes-convert/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Legeme og sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

I dag er én af de helt specielle festdage for os katolikker, vi fejrer nemlig festen for Vor Moders optagelse i Himlen, den dag hun med sjæl og legeme blev optaget i himlens herlighed.

Skt. Bonaventure har tænkt nærmere over den rolle Vor Frue, Himlens Dronning, spiller i frelseshistorien, og han har følgende at sige:

Som månen, der har placeret sig mellem solen og jorden og på den måde videregiver det lys, den modtager fra solen, på samme måde står Maria mellem Gud og menneskeheden og lader Hans nåde strømme ud over os”.

Maria har altid og på mange måder været et billede på Gud. Hun er den af alle skabninger, der ligner Ham mest.

Gud viser Sig i hendes guddommelige Søn og Dennes lydighed, ydmyghed og kærlighed. Hun er blevet moder til Messias, Kongen, og som moderen til kong David var dronningemoder, således er hun (Maria) ved moderskabets dyd også blevet dronning.

Hun ligner sin Søn på mange måder, og det gælder også i forhold til legemets nedbrydelse i graven.

Sløret løftes for det i den 16. salme i Salmernes Bog. Salmen henviser i sagens natur til Vor Herre, men peger også på dem, der følger Ham og heriblandt Hans moder, som alle slægter vil prise salig.

I et af versene i Salme 16 står følgende: ”Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja mit legeme skal bo i tryghed. For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, dine fromme vil du ikke lade se graven” (Sl: 16: 9-10).

Dette er rettet til alle dem, der dør i Ham, men det gælder i allerhøjeste grad Hans moder, vores dronning, som fortsætter med at give os sin moderlige omsorg, fordi hun ved korsets fod blev moder til os alle.

Som en del af fejringen af denne fest, har vi vedlagt et link (se den engelske tekst), så man kan se en episode af programmet ”The One True Faith”, som stammer fra sæson 8, som vi ganske enkelt har kaldt ”optagelsen i himlen”. Se den alene eller sammen med jeres kære.

I ønskes en glædelig fest for Marias optagelse i himlen.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. august 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/body-and-soul-08-15

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dronningemoderen

Enhver, der læser Det Nye Testamente, vil nikke samtykkende til, at Jesus er Israels konge. Det er det, der refereres til, når Han omtales som Messias. Han er den nye konge, der er udgået fra Davids slægt. Men der er et spørgsmål, som vi ikke så ofte stiller os selv, og det er: ”Når Han er kongen, hvem er så dronningen”? Grunden til, at vi ikke stiller os selv det spørgsmål, er ganske enkelt, at vi ikke læser Det Gamle Testamente, som vi burde gøre.

Enhver jøde, der levede i det 1. århundrede, og som rettede sit blik på det Gamle Testamente, ville blive mindet om, at den siddende dronning i Davids regeringstid ikke var regentens hustru, men hans moder. På hebræisk blev hun omtalt som ”Gebirah”, og dette ord oversættes som oftest til dronningemoder, men egentlig betyder det ”Store Frue”. Gebir er en ”magtfuld mand”, altså en ”stor (mægtig) mand”. En Gebirah er en ”magtfuld kvinde” eller en ”stor (og mægtig) kvinde” der befinder sig på kongeligt niveau. Det er eksempelvis en sådan reference, vi finder i 1 Kongebog 15: 13. Hvis man gennemgår de to Kongebøger samt de to Krønikebøger (som ikke er så kendte, og derfor har vi måske ikke denne vigtige viden om dronningemoderen), vil man se, at hver gang, der indsættes en ny konge, nævnes det ikke, hvem hans hustru er. Derimod præsenteres man for kongens slægt, hans navn og hans moders navn. Man gør rede for kongens moders navn, fordi hun rangerer som nummer to i det kongelige hierarki, og det vil sige, at hun bærer titlen og hvervet som dronningemoder.

Man kan kende dronningemoderen (hendes titel og hverv) på følgende ting: for det første bærer hun en krone (Jer 13: 18). Ligesom kongen bærer hun en krone. I Salme 45 kan man læse: ”Dronningen står ved din højre side”, og videre står der, ”smykket med Ofir-guld”, og her møder vi igen guldet. Hvorfor står hun ved hans højre hånd? Svaret er, at hver gang man i Det Gamle Testamente får at vide, at en person står ved kongens højre hånd, så er det ensbetydende med, at denne person har del i kongemagten: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd”. Det vil sige, at hun har autoritet, og hun har et hverv. Hun fungerer også, (og dette er vigtigt) som en der går i forbøn for andre hos kongen. Den praksis, som jeg netop har beskrevet, ser vi i en berømt fortælling fra 1 Kongebog kapitel 2.

Der er tale om fortællingen om Batseba, som helt klart er den mest berømte af Israels dronningemødre, fordi hendes relation til David var baseret på utroskab. Så vi har alle kendskab til Batseba på baggrund af denne fortælling. ”Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppe fra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias’ kone. David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende … Bagefter gik hun hjem. Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid” (2 Sam kap 11). Det barn, der her bliver undfanget, er blevet til i utroskab, og derfor ”lod Herren den dreng, Urias kone havde født David, blive ramt af sygdom … på den syvende dag døde drengen” (Sam kap 12). Efter Urias død gifter David sig med Batseba, ”Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren” (2 Sam kap 12). Vi retter nu vort fokus på 1 Kongebog kapitel 1, her står der: ”Batseba gik da ind til kongen (David) i hans sovekammer. Batseba bøjede sig dybt for kongen”. Selvom Batseba er kongens hustru, bøjer hun sig for ham. Men i det næste kapitel (1 Kongebog kapitel 2), erfarer vi, at David er gået bort, og nu er hans søn Salomon blevet konge, og da Batseba kommer til Salomons hofsal, da ”gik kongen hende i møde og kastede sig ned for hende”, vi ser her, at tingene har ændret sig, og det er kongen, der bukker for dronningemoderen. Han bukker ikke kun for hende, ”han satte sig på sin trone og lod en anden sætte frem til kongemoderen, der tog plads ved hans højre side”. I netop dette tilfælde ankommer kongemoderen for at tale Adonijas sag, som handler om, at han ønsker Abishag fra Shunen (Davids konkubine) til hustru. Kongen går hende i møde og kaster sig ned for hende. Hvorfor gør han det? Fordi hun er dronningen, og fordi hun er hans moder, og det sidste knytter sig til det fjerde Bud i de ti Bud, som lyder, at man skal ære sin far og mor. Det hæbræiske ord kavod betyder bogstavelig talt, at du skal vise ærbødighed over for din far og mor. Det kan synes som et strengt bud, men Salomo viser ærbødighed overfor sin moder, som dronningemoder. Han går hende i møde og kaster sig ned for hende, og derpå sætter han sig på sin trone og lader en anden sætte frem til hende, og hun tager plads ved hans højre side. Vi bør dvæle ved dette et øjeblik. I nogle oversættelser fremstår det som, at det er en siddeplads, der gøres rede for hende. Selvom det hebræiske ord er kisseh (trone), er det det samme ord, der benyttes om hans trone, kisseh. Men oversætterne har ændret det, fordi begge ord så at sige betyder det samme. Hvorfor sættes der er en trone frem for hende? Det synes ikke at give mening. Der skulle ret beset kun gøres en plads ”rede til” hende. Men det er ikke det, ordet kisseh betyder, det betyder trone, og det er, fordi hun er dronningemoder.

Derpå siger Batseba til Salomon: ”Der er en lille ting, jeg vil bede dig om, du må ikke afvise mig. Kongen svarede: Bed om det, mor, jeg afviser dig ikke” (1 Kong 2: 19-20). Der er to ting i dette, vi bør være opmærksom på. Hvilken betydning har det, at Adonija først fremlægger sin sag for Batseba, som derefter fremlægger sagen for kongen? Det har den betydning, at det er skik og brug at præsentere sin sag for dronningemoderen, for hun er den, der går i forbøn for den enkelte hos kongen, hvilket i sandhed giver god mening. Så hvis du ønsker kongens hjælp, ret da din anmodning til hans moder. Nu er der nok nogen, der vil gøre indsigelse, fordi de vil sige: jamen når man læser videre i 1 Kongebog kapitel 2, så gør Salomo faktisk ikke det, Batseba beder ham om, fordi han lader sin bror blive slået ihjel, altså ham, som fik fremsat sin anmodning gennem dronningemoderen. Det er korrekt, at der optræder en række eksempler på ting Salomo gør, som ikke er godt i moralsk henseende. Men det fjerner dog ikke det faktum, at havde man en sag, man ønskede forelagt for kongen, var det skik og brug først at gå til dronningemoderen, og hun gik i forbøn for en hos kongen. Dette understreger blot, at dronningemoderen 1. havde et hverv at udfylde, 2. hun gik i forbøn for folk hos kongen og 3. at hun havde en tæt relation til kongen. Dette er ikke de eneste skriftsteder, der omtaler dronningemoderen, hun bliver nemlig også omtalt i forskellige profetier i Det Gamle Testamente. Den mest berømte stammer fra Esajas Bog kapitel 7: 14: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. I Esajas Bog kapitel 9: 6 står der videre: ”Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid, Hærskarers Herre skal udvirke dette”. Vi kender disse skriftsteder, fordi de knytter sig til advent og jul, og fordi det er her, vi forbereder os på, at Messias fødes ind i verden, og samtidig fejrer vi Marias Ubesmittede Undfangelse. Men det vi ofte glemmer er, at hvis kvinden, den jomfru som bliver nævnt i Esajas Bog kapitel 7, skal føde en søn, som skal være konge, så må det i sagens natur gøre hende til dronningemoder.

Det er den samme beskrivelse, vi finder i Mikas Bog kapitel 2, hvor der tales om en kvinde, der i Betlehem vil bringe en konge til verden. Denne profeti er derfor meget specifik, når det handler om det sted, hvor dronningemoderen vil føde kongen, nemlig i Betlehem. Igen skal det understreges, at de profetier, jeg har trukket frem, ikke handler om hvem som helst, der er om kongemoderen, der skal regere sammen med Messias i Hans rige. Med disse profetier i mente, prøv da at forestille dig, at du er jøde i det første århundrede, nærmere betegnet en jødisk kvinde ligesom Maria. Én af de ting, som de jødiske kvinder ville have vidst med sikkerhed, var, at én af dem ville blive moder til Messias, og den, som Gud udvælger til at være Messias moder, hun vil også pr. definition ophøjes til dronningeembedet. Lad os forestille os, at jeg har 4 døtre, og de er alle prinsesser. De vil alle i sagens natur være dronning. Man kan forestille sig, at Maria har gjort sig de samme tanker: ”Hvem skal være dronning, den fremtidige dronning”? Da englen Gabriel kommer til hende og fortæller hende, hvad der skal ske, har hun kendt til denne viden. Hun skulle ikke kun bringe Guds Søn til verden, hun skulle også være dronningemoder. Hvis du på nogen måder betvivler dette, så er Det Nye Testamente, det rette sted at hente en forklaring. Der er nogle vigtige ting, jeg vil trække frem her. Det første er Jesu fødsel, som er en fascinerende fortælling. For det andet starter Matthæus sin fortælling om Jesus med at rette fokus på Hans slægt. Matthæus giver os en oversigt over Jesu slægt. Det, der gør denne oversigt over Jesu slægt anderledes end andre slægtsoversigter, er, at netop denne rummer adskillelige kvinder. Normalt ville en sådan oversigt være centreret omkring præster og konger. Vi ser, at Matthæus afrunder med Maria. Hvis vi for et øjeblik vender tilbage til Det Gamle Testamente, så er det interessant at iagttage i Kongebøgerne, at når mindre oversigter over slægten dukker op, så er de kvinder, der optræder der, kongens moder, og dette er for os et tegn på, at det er kongemoderen, der figurer her.

I Mattæusevangeliet kapitel 1: 20-23 beskrives Maria som moder til Immanuel. Her følger dette skriftsted, som er meget vigtigt for forståelsen af Marias betydning, som Guds Moder i Det Nye Testamente: ”Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for Han skal frelse Sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel. Det betyder: Gud med os”. Det er godt at holde sig dette skriftsted i mente, for mange mennesker spørger ofte: Hvor i Det Nye Testamente defineres Maria som Guds Moder? I nogle tilfælde vil katolikker argumentere med, at Elisabeth karakteriserer Maria, som sin Herres moder. Det er både et vægtigt og sandt argument, for Herre kan betyde konge, men også Gud. Men Matthæusevangeliet kapitel 1: 20-23 er det skriftsted, der mest klart understreger, at Maria er Guds Moder. Navnet Immanuel betyder ”Gud (er) med os”. Når vi ser på formuleringen ”Guds Moder”, så er det græske ord for denne ”theotokos”, som betyder ”Gudbærer”. Når man deler ordet op, ser det således ud: ”theos” og ”tikto” (eller tokos), som betyder: ”en der bærer på” eller ”en kvinde, der bærer på et barn”. Nogle vil så videre spørge: ”Hvor stammer disse ord fra”? Det gør de fra den første side i Matthæusevangeliet, hvor Matthæus gør rede for, at ”en kvinde skal undfange og bære en søn (tikto), og hun skal blive kaldt moder til Immanuel, Gud (theos) er med os. Det er denne ordstilling ”tikto” og ”theos”, der skaber ordet ”theotokos” Gudbærer. Det var den opfattelse, man havde blandt de første kristne, de læste græsk, og derfor var theotokos, det ord, man benyttede.

Ser man nærmere på Marias besøg hos Elisabeth, opdager man, at Maria ikke kun bliver karakteriseret (af Elisabeth) som ”min Herres moder”, derudover bør også man hæfte sig ved, at efter, at Maria har lyttet til Gabriels budskab ved bebudelsen, konfronteres hun med Elisabeths ord (nævnt ovenfor), og det løfter sløret for hendes rolle som dronningemoder, hvilket kommer til udtryk i hendes Magnificat. I Lukasevangeliet kapitel 1: 48, siger Maria følgende: ”… For herefter skal alle slægter prise mig salig”. Dette er vigtigt, for alle (ikke kun katolikker) vil prise hende salig. I vers 49 står der videre: ”thi den mægtige har gjort store ting mod mig, helligt er Hans navn”. Hvad er det, Maria siger her? ”Gud har set til Sin ringe tjenerinde”. Går vi videre til vers, så læser vi her: ”Han har styrtet mægtige fra tronen, og Han har ophøjet de ringe”. Det græske ord for ”de ringe” er tapeinosis, og det er netop sådan, hun betegner sig selv: ”ringe tjenerinde”, og nu har Gud ”styrtet de mægtige fra tronen, og … ophøjet de ringe”. Hmm, hvorfor er der mon mere end en trone, og hvem er ”de ringe”, Han har ophøjet? Det er Maria og hendes Søn, fordi Han er konge og hun er dronning, og det er dem, der sidder på troner i Davids kongerige.

Endelig er der Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1. Her ser Johannes kvinden, der er klædt i solen, og hun bærer på sit hoved en krone af 12 stjerner. I det gamle Israel var det sådan, at når en kvinde bar en krone (og måske endda en bestående af 12 stjerner), så var hun Israels dronning, hun var dronningemoderen. Dette skriftsted er nemt at finde frem til og benytte i argumentationen for, at Maria er dronningemoderen.

Vi ser altså, at Det nye Testamente skildrer Maria som den nye Eva, den nye Ark og den nye Dronning. Hvilken betydning har det? Det har den betydning, at hvis Maria er den nye dronningemoder, så giver det rigtig god mening, at vi katolikker gør følgende, nemlig at vi ærer hende. For de mennesker, der ikke er vokset op med et monarki, kan dette med en konge og en dronning være svært at forstå, men vi bør huske på det, som Jesus forkynder, og det er Gudsriget, og det er der, vi hører til, og i dette rige er der en dronning, som er vores dronning. Hvis dronninger i jordiske kongeriger fortjener at blive æret af deres undersåtter, hvor meget mere fortjener den hellige dronning i himlens kongerige ikke at blive æret. Lad mig understrege, at Maria ikke er nogen almindelig kvinde, hun er dronningen.

Når hun nu er dronningen, så giver det mening, at vi beder hende om at gå i forbøn for os, for hun er i live i himlen. Det er derfor, vi betegner livet der, som det ”evige liv”. Hun er hos og sammen med Kristus i den himmelske herlighed i Det Allerhelligste og kan derfor henvende sig til Kristus (hun kan gå i forbøn for os, som er i hendes Søns rige, og som er Guds børn). Det giver kun god mening at betragte Maria på netop den måde. Nogle gange vil man opleve, at folk siger: ”at katolikker tilbeder Maria”, og nej det gør vi ikke, vi ærer hende, og det er en forskel, man bør hæfte sig ved. I det 4. århundrede efter Kristi fødsel eksisterede der en hæresi, en hæretisk gruppe, som blev kaldt Collyridianisme, og de blev stemplet som hæretikere, fordi de ganske enkelt opofrede Eukaristien til Maria. Collyra er det græske ord for ”et brød”. Denne gruppe tilbad Maria, som en gudinde ved at opofre Eukaristien til hende.

Det er præcis det, katolikker ikke gør, vi tilbeder ikke Maria, og det gør de ortodokse heller ikke. Vi katolikker opofrer ikke Det hellige Messeoffer til Maria. Amen. Det hellige Messeoffer er et offer for Gud alene. Men hvis man ikke vokser op som katolik (eller ortodoks), og står man ude på sidelinjen og betragter det, katolikker foretager sig, kan man undre sig og blive forvirret over det, katolikker foretager sig. Det gælder for eksempel min hustru, der voksede op i et baptistmiljø. I Baptistkirken lovpriser man ved at synge, lytter til en prædiken og ved ordinær bøn. Det vil sige lovprisning i dette miljø foregår ved sang og bøn. Når vi i Den katolske Kirke synger sange rettet til Maria eller retter vores bøn til Maria, så er det i den henseende, at vi beder hende om at gå i forbøn for os, og det kan, hvis man betragter det udefra, synes som om, vi tilbeder hende. Det kan skyldes, at de forskellige denominationer (kristne) ikke har præsteskabet, Messeofferet etc. Men for os katolikker er essensen Messeofferet, og den tilbedelse er rettet mod Gud og Gud alene. Vi opofrer Kristi Legeme ved ånden til Faderen. Så dette er en afgørende forskel. Så hver gang kristne (så som Collyridianisme) opofrede til og tilbad Maria, blev de straks fordømt af Skt. Ambrosius og Skt. Epiphanius som hæretikere. Men det er som sagt ikke det, vi katolikker gør i relation til Maria. Vi ærer hende, og vi er hengivne overfor hende. Vi beder hende om at gå i forbøn for os og bede med os, fordi hun er vores moder.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på Brant Pitres blog den 23. maj 2019. Det kan læses på: https://catholicproductions.com/blogs/blog/the-queen-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Magnificat udtrykker Eukaristiens mysterium

Skt. Johannes Paul II

Salig er hun, som troede” (Luk 1,45). I inkarnationens mysterium foregreb Maria også Kirkens tro på Eukaristien. Da hun ved besøget hos Elisabeth i sit skød bar Ordet, der var blevet kød, blev hun på en måde et ”tabernakel” – historiens første tabernakel – i hvilket Guds Søn, stadig usynligt for vort menneskelige blik, gav Sig selv lov til at blive tilbedt af Elisabeth, idet Hans lys ligesom stråler gennem Marias øjne og stemme. Og er ikke Marias henrykte blik, da hun betragtede Den nyfødte Kristi Ansigt og vuggede Ham i sine arme, den uforlignelige model for den kærlighed, der skulle inspirere os, hver gang vi modtager Den Eukaristiske Kommunion? (Ecclesia de Eucharistia nr. 55)

Kristi skjulte Ansigt

Kristi Ansigt var skjult i Vor Frues jomfruskød. Det var skjult, men fremstod alligevel med en vidunderlig stråleglans. Jesus var skjult i Maria, ligesom Han er skjult i Tabernaklet. (Den traditionelle brug af et tabernakelforhæng antyder, at Han er skjult både i Maria og i Tabernaklet). Jomfruen bærer ved besøget hos Elisabeth i sit moderliv Guds menneskelige Ansigt lige under sit hjerte. Den glæde, der stråler fra jomfruens ansigt, mens hun istemmer sin Magnificat, er selve den glæde, der stråler i evighed fra Ordets Ansigt i Faderens nærvær. Jomfrumoderens skød omfavnede fremtidige generationer, så de kunne vide, at ”i mørket skal lys skinne frem: Han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6).

Jomfruen som et tegn

Det er det, der kommer til udtryk på en gammel ikon, som viser Guds Moder, og som kaldes ”Tegnet på”. Denne ikon viser Hende som Jomfruen, der lader Magnificat komme over Sine læber og den Eukaristiske kvinde. Det guddommelige barn, der befinder sig i hendes moderliv, der er et Tabernakel, bliver synligt for troens øjne. Gudsbarnet stråler fra Vor Frues skød, ligesom Det stråler fra det Allerhelligste sakramente, der står på alteret. Elisabeth oplevede en indre oplysning ved den udstråling, der udgik fra Kristi skjulte Ansigt, og det lille barn Johannes skjult i hendes skød sprang af glæde. Det er det samme lys, som strålede fra Barnet Jesus og Hans ansigt i Tabernaklet i Vor Frues moderliv, som stråler ud på os fra Hans Eukaristiske Ansigt.

Kristi Eukaristiske Ansigt

Kristi Eukaristiske Ansigt skjult i tabernaklet eller åbenbaret for vore øjne under Den hellige Messe eller stillet til skue i monstransen kommer for at bringe lys i mørket, lægedom til dem, der har behov for helbredelse, glæde til at dulme sorg og tilgivelse for enhver synd. Så ofte Kristus bliver ført frem i Den hellige Eukaristi, som da Han kom til verden fra Marias jomfruelige moderskød den første jul, kan Kirken synge, som Den gør hvert år ved første vesper på dagen for Herrens fødsel: ”Rex pacifius magnificatus est, cuius vultum desiderat universa terra” (Vor Fredsfyrste er såre stor, al jorden higer efter Hans åsyn).

Et glædens besøg

Til den fest, vi i dag fejrer, nemlig Marias besøg hos Elisabeth, indbydes vi til at efterligne Elisabeths tro. Elisabeth, der uden at kunne se det, blev oplyst af Guds menneskelige Ansigt, som var i det tabernakel, som var Marias moderliv. For os er det det samme Guds menneskelige Ansigt skjult i sakramental skikkelse, som er brød og vin. Den Allerhelligste Eukaristi skal ses som et besøg af Den skjulte Kristus: Han kommer altid sammen med sin Jomfrumoder, og det er af hende, at vi kan lære, som Skt. Johannes Paul II sagde, at synge, at ”Magnificat udtrykker Eukaristiens mysterium” (Ecclesia de Eucharistia nr. 58). Således bliver Kristi skjulte Ansigt for os, som det var for Vor Frue Maria og Skt. Elisabeth, det uudtømmelige kildevæld af Guds glæde.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. juli 2020. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2020/07/13396/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I de dage brød Maria op

Tilstedeværelsen af Den hellige Jomfru Maria i adventstiden er som duften af roser i december. Vor Frue er overalt og drager os til sig og ind i Kristi mysterium. I forbindelse med advent går Kirken ind i et Mariansk jubilæumsår, hvor Den med taknemmelighed mindes 150 året for åbenbaringen af Den Ubesmittede Undfangelse for Skt. Bernadette af Lourdes. ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne” (Åb 2:11).

Et nådens øjeblik

Dette er nådens øjeblik, et omvendelsens øjeblik og et håbets øjeblik for os alle. Den Allerhelligste og Ubesmittede Guds Moder fremstår fra sit skjul. Hvorfor gør hun det? Fordi hendes børn, der trues af den gamle drage, har brug for hendes moderlige og storslåede tilstedeværelse. Den åbenbaring, Skt. Juan Diego fik, er den samme, som blev tydelig for en anden Johannes, der opholdt sig på øen Patmos: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved” (Åb 11:19a og 12:1).

Hun brød op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland” (Luk 1:39), hvor hendes kusine Elisabeth boede og derefter århundreder senere til Mexicos bjergland for at besøge Juan Diego, og i dag aflægger hun os sit besøg. Hun besøger os ved sin nådes magt, den nåde, der udgår fra hendes hænder og bærer vidnesbyrd om hendes moderlige og storslåede handlinger.

Hjertet som en slagmark

Lad ikke den nåde, der knytter sig til festen for Vor Frue af Gaudalupe gå dig forbi, uden at du omvender dig. Selv den største mystiske nåde kan vise sig at være til ingen nytte, hvis vi ikke berøres af den og ikke omvender os eller forandrer os. Bed den ydmyge rosenkransbøn ikke sporadisk, men vedvarende hvert ledigt øjeblik du har til rådighed. Den eliminerer hovmod, Den slukker begærets glød, misundelse, griskhed, besiddertrang og grådighed. Den river de syv dødssynder op med rode. Det store kosmiske slag mellem kvinden og dragen bliver ikke udkæmpet i en fantasiverden eller på det store lærred. Det udkæmpes på menneskehjertets slagmark, og det foregår i et hjerte ad gangen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 1. december 2007. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2007/12/mary-rose-up-in-haste-in-those/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende

Gå og vær et offer og en duftende røgelse

Dagens fest har sin oprindelse i kirken i øst. Det er en fest, hvor man fornemmer kirken i øst. For at man kan få mysteriet helt under huden, bør man lytte til – og overveje den poesi, som den byzantinske tradition fejrer denne fest med. I én af de tekster, som Kirken har indviet til vesper, synger Kirken følgende:

Da Anna, som betyder nåde, blev benådet med den rene og for altid Jomfru Maria, fremstillede hun hende i Guds tempel. Hun bad tjenerinder om at bære stearinlys og gå foran hende, mens hun sagde: ”O, barn gå og vær et offer og en duftende røgelse for Den, der sendte dig til mig. Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende. Forbered dig på at være det bedste hvilested for Jesus, som vil bringe stor nåde til verden”.

Den første fremstilling

Fremstillingen af Maria i templet er en bebudelse af Marias fremstilling i Det himmelske Jerusalem, altså mysteriet omkring hendes optagelse i Himlen. I den første fremstilling af barnet Maria opfyldes Salmistens profeti, ”Hun føres til kongen, jomfruerne er i hendes følge, hendes veninder føres til dig” (Sl 45:15). Den hellige legende fortæller, at barnet Maria gik ind i tempelgården og dansede af glæde, og hun fortsatte ind i den hellige del og besteg trappen med de 15 trin, der fører ind til det Allerhelligste, og til Zakarias og de øvrige præsters forundring, gik hun igennem forhænget. Der var ingen, der vovede at stoppe hende. Alle blev overvældet af ærefrygt. Selv englene så til med stor forbløffelse.

Den anden fremstilling

Under den anden fremstilling, som er Marias optagelse i Himlen, går hun ind i selve Himlen ledsaget af engle. Hun går igennem forhænget og tager sæde ved Kristi side i det Allerhelligste, ”det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst” (Hebr 8:2). Fremstillingen af Maria for anden gang i det himmelske tempel, opfylder det, der blev forudset med den første fremstilling. Maria er moder til ”Det håb, som ligger foran os” (Hebr 6:18). Hun er blevet overdraget os, som ”Det håb, (der) er som et anker for sjælen, det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis” (Hebr 6:19-20).

Glæder og sorger

Mellem disse to fremstillinger levede Maria et liv, hvor hun gik fra at være barn til voksen. Hun blev trolovet med Josef, gav sit ”ja” til englen (ved bebudelsen) og blev overskygget af Helligånden. Hun undfangede sin Søn og bar Ham i ni måneder i sit moderliv. Hun gav Ham føde ved sit bryst og ”tog ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren” (Luk 2:22), bragte Ham i eksil i Egypten og bragte Ham tilbage til Nazarets stilhed. Hun led kval, da Jesus i en alder af tolv var forsvundet i tre dage og herefter blev fundet i Jerusalems tempel, som Han kaldte for ”min Faders hus” (jf. Luk 2:49).

Ved brylluppet i Kana talte hun med frimodighed til Jesus på vegne af brudeparret, fordi de manglede vin, og derpå vendte hun sig til tjenerne og sagde følgende profetiske ord, som Helligånden retter til os: ”Gør, hvad som helst han siger” (Joh 2:5). En dag, da Jesus var i færd med at forkynde, dukkede hun op og stod udenfor og ville tale med Ham, men hun blev fortalt, at hendes moderskab var blevet et forbillede for et andet moderskab, nemlig det mystiske moderskab, som omfatter hendes søns disciple, altså dem, ”der gør Hans Faders vilje” (jf. Matt 12:50).

På Golgata blev den profeti. Simeon fremsagde ved Jesu fremstilling i templet, som handlede om det sorgens og smertens sværd, der skulle gennemtrænge Marias sjæl opfyldt (jf. Luk 2:35). ”Ved Jesu kors stod” (Joh 19:25) hendes helt særlige moderskab, som på en smertelig og vidunderlig måde blev udvidet til at favne et væld af sønner og døtre. Efter langfredag fulgte lørdagens enorme og forfærdelige stilhed, og siden den tid har lørdagen været Marias dag. Han er opstanden, som Han har sagt, sicut dixit, og opfylder hendes sjæl med ubeskrivelig glæde. Derpå var der en ”jubel med en uudsigelig forklaret glæde” (jf. 1Pet 1:8) i forbindelse med Kristi Himmelfart. ”De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre” (ApG 1:14). Og endelig var Maria uden tvivl blandt dem, som den hellige Lukas skriver om i den sidste linje af sit evangelium: ”Og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud” (Luk 24:53).

Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende

På en vis måde udstikker dagens fest en linje for vores eget liv. Vi lever alle et liv, som ligger mellem de to fremstillinger, Maria oplever. Den første gang vi fremstilles er ved dåben, og den anden er ved vores død. I dag placerer den byzantinske liturgi fremmedartede og vidunderlige ord i munden på den hellige Anna, når Hun taler til barnet Maria. På en vis måde er den hellige Annas ord også rettet til hver eneste af os: ” … gå og vær et offer og en duftende røgelse … Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende. Forbered dig på at være det bedste hvilested for Jesus, som vil bringe stor nåde til verden”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 20. november 2015. Den kan læses på: Enter Into the Veiled Places and Learn the Mysteries of God – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ti måder, hvorpå vi kan efterligne Vor Frue

Da Jesus hang på korset, gav Han den person, Han elskede allermest her på jorden, nemlig sin velsignede Moder Maria til Skt. Johannes. Han gav hende også til os som vores allerhelligste moder. I sit mesterstykke af en afhandling vedrørende åndelighed, som har fokus på Maria, ”True Devotion to Mary”, fremhæver Skt. Louis de Montfort ti meget vigtige dyder hos Den hellige Jomfru Maria.

Lad os her gennemgå listen over de vigtigste dyder hos Maria.

Skt. Louis de Montfort oplister følgende:

Den ægte Mariafromhed er hellig. Den er virksom i kampen med syndens blændværk og hjælper til ligedannelse med Maria i hendes dybe ydmyghed, i hendes levende tro, i hendes radikale lydighed, i hendes udholdende bøn, i hendes totale fornægtelse af illusioner omkring sig selv, i hendes guddommelige renhed, i hendes glødende kærlighed, i hendes ufattelige tålmodighed, i hendes engleblide sagtmodighed og i hendes gudgivne visdom” (nr. 108).

Lad os ydmygt bede vor hellige Moder Maria om nåden for at forstå disse dyder, som hun altid praktiserede heroisk og til perfektion, men lad os også bede om nåden til at kunne føre disse dyder ud i praksis i vort daglige liv.

1.      Dyb ydmyghed. En ydmyg person erkender, at alt det gode, vedkommende har gjort og kan gøre, skyldes Guds nærvær i vedkommendes liv. Maria var særdeles ydmyg og kaldte sig selv for Herrens tjenerinde. I sin lovprisning af Gud, i det, vi kender som Magnificat (Luk 1:46-55), siger Maria, at ”Gud har set i nåde til sin ringe tjenerinde”. 

Lad os bede om Marias forbøn i forhold til at opnå et sagtmodigt og ydmygt hjerte, som ligner hendes, og at vi som hende tilskriver Gud vores gode gerninger og os selv vores fejl.

2.      En levende tro. Tro er én af de tre teologale dyder, som er trohåb og kærlighed. Tro er, at tro på Gud og Hans ord uden at have set med egen øjne. Jesus foretog en venlig irettesættelse af den tvivlende Thomas med disse ord: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20:29), Maria er i bogstavelig forstand en troens kvinde.

Selvom Maria var vidne til Jesu lidelse og død, troede hun på, at Han ville overvinde døden. Derfor, når vi fristes til at tvivle, lad os da vende os til Maria, som er troens kvinde og bede om hendes kraftfulde forbøn.

3.      Lydighed. Ved at give sit fiat ved bebudelsen: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord” (Luk 1:38) udviste Maria en beundringsværdig lydighed overfor Guds ord, og samtidig viste hun tillid til Hans hellige vilje. Når vi fristes til at gøre oprør mod Gud og stå op i mod Hans vilje, lad os da ved Marias bøn og forbillede vise Gud lydighed, ligesom Maria og Jesus gjorde. Jesus, ”der ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors” (Fil 2:8).

4.      Uophørlig bøn. Bøn kan beskrives som værende en samtale med Gud. Der findes ikke noget bedre eksempel, bortset fra Jesus, når det drejer sig om et liv i vedvarende bøn end Den hellige Jomfru Maria. Hun var uophørligt i bøn. Det fortæller Den hellige Skrift os på følgende måde: ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte” (Luk 2:19). Hendes tanker var vedvarende centreret omkring Gud, og hun elskede Gud af hele sit hjerte. Hun var i en kontinuerlig samtale med Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden. Hvis vi udviser dovenskab, gør vi os selv til et oplagt mål for djævelen.

Må Vor Frue være vores forbillede, når det handler om uophørlig, inderlig og trofast bønspraksis. Sandelig bøn er nøglen til vor frelse. Hvad luften er for lungerne, er bønnen for sjælen.

5.      Konstant selvfornægtelse. Man kan også formulere det på en anden måde, nemlig at man dør fra sig selv. Det asketiske liv leder til det mystiske liv i forening med Gud. Maria fornægtede sig selv og ofrede sig selv til alle tider og på alle steder. Ved at gøre dette gav hun Gud fuld råderet over sit liv.

I Marias åbenbaringer i Lourdes og Fatima tilskyndede hun kraftigt til bøn, men også til at frembære ofre. Ved at frembære ofre, efterligner vi Maria i forhold til selvfornægtelse. Selvfornægtelse vender os til Gud og væk fra os selv. Maria havde altid fokus på Gud og aldrig på sig selv. Må det være den måde, hvorpå vi lever vores liv.

6.      En fuldstændig renhed. Én af de største dyder, der karakteriserer Den hellige Jomfru Maria er hendes fuldkomne renhed. Maria er kendt som Den Ubesmittede. I Fatima fortalte Vor Frue med sorg, at de fleste sjæle går til fortabelse i den evige ild på grund af synd mod den dyd, der handler om hellig renhed.

Maria er den evige Jomfru. Hun var jomfru, før hun fødte Jesus, hun var jomfru under Jesu fødsel og efter Jesu fødsel. En sand hengivenhed til Maria kan hjælpe os til at opretholde vores egen renhed, og hvis vi har mistet den, søger vi gennem bodens sakramente at gøre sonebod. Ved at betragte et smukt billede, maleri eller statue af Vor Frue, kan vi blive tilskyndet til at længes efter renhed.

7.      En brændende kærlighed. Af alle de dyder, vi er kaldet til at praktisere, er den brændende kærlighed den største. Læs det smukke afsnit om kærligheden i den hellige Paulus’ brev til menigheden i Korinth (Kor 13).

Vor Frue viste kærlighed i et meget stort omfang og på to måder, for kærligheden har to dimensioner. Maria elskede altid – og overalt Gud. Maria udtrykte i konkret forstand sin kærlighed til Gud ved at vise sin næste kærlighed.

Ved bebudelsen viste Maria ved sit ubetingede ja sin totale og uforbeholdende kærlighed til Gud. Ved at hun hastede afsted for at besøge sin kusine Elisabeth, viste Maria stor kærlighed for sin næste. I vores efterligning af Maria bør vi med den hellige Paulus sige: ”Guds kærlighed tvinger mig” (2 Kor 5:14).

Må vi lære os dette dobbelte kærlighedsbud, som er at elske Gud og næsten og stræbe efter at udleve det i vores dagligdag. Den hellige Johannes af korset siger følgende: ”Ved vores død vil vi blive dømt på, hvor meget kærlighed, vi har vist”.

8.      Heroisk tålmodighed. Der er ingen af os, der kan sige, at vi kan bevare tålmodigheden under alle forhold. Dette står i skærende kontrast til Maria, der udviste bemærkelsesværdig tålmodighed.

Prøv at tænke over, at Maria under sin graviditet måtte foretage den lange rejse til Betlehem, og der opleve afvisning på afvisning, og dette bar hun med stor tålmodighed. Hun oplevede ikke at kunne finde Jesus, da Han var 12 år gammel. Sammen med Josef ledte hun efter Ham i tre dage og genfandt Ham i templet i Jerusalem. Alt dette bar hun også med stor tålmodighed. Især ved at ledsage Jesus i den lidelse, Han gennemgik, inden Han nåede til Golgata, og der på brutal vis blev korsfæstet og døde på korset, viste Maria en ubeskrivelig tålmodighed.

Når vores tålmodighed sættes på prøve, lad os da bede Maria om hendes forbøn. Hun vil aldrig svigte os.

9.      Engleblid venlighed. Det modsatte af venlighed er grov opførsel. Prøv at forestille dig på hvilken måde Maria har behandlet sin næste. Hun har givet sin næste en varm velkomst med et venligt og vindende smil. Hun har vist stor høflighed og været en opmærksom lytter. Alt dette har været tydelige tegn på venlighed, en engleblid venlighed. Maria formåede alt dette til fulde. 

Om dyden venlighed har Skt. Francis de Sales sagt følgende: ”Man kan tiltrække flere fluer med en skefuld honning end en tønde fuld af eddike”. Med andre ord, venlighed drager andre til Kristus, mens en grov og intimiderende adfærd skubber dem væk fra Jesus. Må Vor Frue lære os, hvad det vil sige at være venlig, og må vi omsætte denne dyd i praksis.

10.  Visdom fra himlen. Én af de helt fantastiske titler man giver Vor frue i det Laurentiske litani er: ”Visdommens sæde”. Et klogt menneske ved, hvad der er det vigtigste i livet. En vedvarende kærlighed til Gud og et brændende ønske om frelsen for de udødelige sjæle er en markør for sand visdom. Vor Frue bar på en brændende kærlighed til Gud samt et dybt ønske om syndernes omvendelse og deres evige frelse. ”Den hellige Jomfru var vedholdende i sin forening med sin Søn til korset … I sit hjerte forbandt hun sig med Hans offer” (Vat II, Lumen Gentium).

Kong Salomon agerede og regerede med visdom, men på et tidspunkt blev han svag og gav efter for sit begær, og hans liv endte uden visdom. Vi beder Vor Frue, som er Visdommens Sæde, om hendes forbøn for os vedrørende visdom, ikke kun her og nu, men om vedholdenhed i forhold til denne dyd alle vore dage.

Konklusion

Må vi med nidkærhed kende, elske og efterligne vor hellige Moder Maria. Må vi blive tilskyndet til på et dybere plan at overveje Marias hellige dyder og stræbe efter at udleve dem alle vore dage. ”Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime. Amen”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 15. december 2020. Den kan læses på: Ten Ways We Can Imitate Our Lady (catholicexchange.com)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om I i dag ville lytte til hendes stemme, gør ikke jeres hjerter hårde

Der er ikke det, jeg ikke vil gøre for syndere

Den hellige Jomfru Maria, alle helgeners dronning, er også barmhjertighedens moder og syndernes tilflugt. Der er ikke det, hun ikke vil gøre for den, der faldet i synd, og hjælpe ham på fode igen, så han fjerner sig fra sin synd. Der er ikke det, hun ikke vil gøre for at lede en synder til sin Søns Hjerte. Skønt Maria var uden syndens plet fra det øjeblik, hun blev undfanget, er hun ikke afvisende overfor syndere, tværtimod, hun føler sig draget af dem. Gud har givet hende et hjerte, der er opfyldt af medlidenhed for syndere. Maria vil blive ved med at følge en synder, selvom denne går ad vejen mod helvedes porte. Hun vil bede for ham og med ham, om at han rækker sin hånd imod hendes. Det er kun i herlighedens lys, at det vil stå klart for os, hvor stort et antal syndere, Guds Moder har frelst og i sin store barmhjertighed ledt til stor hellighed. Jeg tror, at der eksisterer visse syndere, som det glæder Vor Herre, at de er Hans Moders. På en eller anden måde overdrager Han dem til hendes hjerte og lader dem være i hendes varetægt. Syndere, der accepterer denne særlige handling fra Gud ud af Hans barmhjertighed og visdom, vil nødvendigvis opnå hellighed altså at blive helgener. I himlen vil de stråle med en særlig herlighed, som er en genspejling af Maria Ubesmittede Hjerte. Dette er sandsynligvis årsagen til, at Skt. Bernard, Skt. Alphonsus, Præsten fra Ars samt mange andre helgener, når de stiftede bekendtskab med forhærdede syndere, overdrog dem til Marias varetægt, som deres sidste tilflugtssted. Det, ingen prædiken kan gøre, eller tårer kan opnå, det gør Maria, og hun fuldfører det. Selvom Jomfru Maria er helgenernes dronning, er hun endnu mere dronning for dem, som hun har frelst fra syndens åg. Der er intet hos Jomfru Maria, som ikke fuldt og helt er en del af Guds barmhjertighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/if-today-you-hear-her-voice-harden-not-your-hearts/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Alt skal blive nyt og bedre

Maria som medforløserske

Jeg er begejstret for det afsnit, der er skrevet af Skt. Bernard, og som jeg læste her til morgen ved matutin, altså i forbindelse med tidebønnen om lørdagen for Den hellige Jomfru Maria. Denne dygtige kirkelærer tilskriver frelsen én mand og én kvinde, nemlig Jesus og Maria. Senere på dagen læste jeg Den hellige Faders homili, der blev givet ved Den hellige Messe i Saint Mary’s Cathedral i Sydney, og her opdagede jeg, at Hans Hellighed talte om det samme mysterium, nemlig at Den nye Eva samarbejder med Den nye Adam om at gøre den ulydighed, Adam og Eva udviste, god igen.

Skt. Bernard siger følgende (ved denne morgens matutin):

(Fra en prædiken af Bernard om Johannes Åbenbaring kapitel 12):

”Højtelskede! Én mand og én kvinde voldte vor ulykke. Men Gud ske tak, ved én mand og én kvinde blev alt genoprettet, og det endog med en rigelig nådes rente. For gaven er ikke som brøden, men velgerningernes storhed overgår tabets størrelse. Således har da den alvise og algode Skaber ikke sønderbrudt, hvad der allerede var ødelagt, men tværtimod genskabt det langt bedre, idet han nemlig dannede os en ny Adam af den gamle og omskabte Eva til Maria”.

Pave Benedikt XVI denne morgen i Sydney:

Kære venner, lad mig afslutte disse overvejelser ved at henlede jeres opmærksomhed på det store vindue i koret i denne katedral, som er en glasmosaik. Der kan man se Vor Frue, Himlens Dronning, der fremstår majestætisk på en trone ved siden af sin guddommelige Søn. Kunstneren har ladet Maria fremstå som Den nye Eva, der rækker et æble til Kristus, Den nye Adam. Denne handling er et symbol på, at hun gør vore første forældres ulydighed god igen. Dette æble er også et billede på den rige frugt, som hun ved Guds nåde bar i sit moderliv samt den frelste og herliggjorte menneskehed, som hun er gået forud for ind i himlens herlighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus 

Christi den 19. juli 2008. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ave verum Corpus natum de Maria Virgine

På en vis måde besad Maria en Eukaristisk tro, allerede inden Eukaristien blev indstiftet, og det gjorde hun, fordi hun havde givet sit ja til i sit moderliv at bære på Guds Ord, der blev kød. Eukaristien er samtidig med, at Den er et minde om passionen og opstandelsen, en forlængelse af inkarnationen. Ved bebudelsen undfangede Maria Guds Søn rent fysisk – Hans legeme og Blod, og derved foregreb hun i sit moderliv det, der i en vis udstrækning sker rent sakramentalt i enhver troende, som i brødets og vinens skikkelse modtager Herrens Legeme og Blod.

Derved bliver det tydeligt, at der er en dyb sammenhæng mellem Marias fiat til englen og det amen, den troende siger, når denne modtager Herrens Legeme. Maria blev bedt om at tro på, at Den, hun undfangede ”ved Helligånden”, var ”Guds Søn” (Luk 1: 30-35). I forlængelse af Jomfruens tro, bliver vi i det Eukaristiske mysterium bedt om at tro på, at Den samme Jesus Kristus, Guds Søn og Marias Søn kommer til stede i sin fulde menneskelighed og guddommelighed i brødets og vinens skikkelse.

Salig er hun, som troede” (Luk 1,45). I inkarnationens mysterium foregreb Maria også Kirkens tro på Eukaristien. Da hun ved besøget hos Elisabeth i sit skød bar Ordet, der var blevet kød, blev hun på en måde et ”tabernakel” – historiens første tabernakel – i hvilket Guds Søn, stadig usynligt for vort menneskelige blik gav sig selv lov til at blive tilbedt af Elisabeth, idet hans lys ligesom stråler gennem Marias øjne og stemme. Er ikke Marias henrykte blik, da hun betragtede den nyfødte Kristi ansigt og vuggede Ham i sine arme, den uforlignelige model for den kærlighed, der skal inspirere os, hver gang vi modtager Den Eukaristiske Kommunion? (Johannes Paul II, Ecclesia de Eucharistia).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 20. december 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/12/corpus-christ-amen/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)