Category: Mariology

Maria er både Moder og general

Helvede kan ikke i længden stå imod Marias herlighed

Vi er nu kommet ind i maj-måned, og netop denne måned er Marias måned. Trofaste katolikker betragter Vor Frue, som deres Moder og det med rette. Vor velsignede Herre skænkede os Maria som Moder, da hun stod ved korsets fod, hvor Han sagde følgende til hende vedrørende Johannes: ” Kvinde, dér er din søn” (Joh 19: 26).

Grunden til, at Johannes Evangeliet har en teologisk dybde, der adskiller sig fra de andre Evangelier, er, at Vor Frue boede hos Johannes i mange år. Forestil Jer hvilke informationer Vor Frue har givet Johannes vedrørende Vor Herres liv og levned. Alt det, Hun talte om, havde relation til Hendes guddommelige Søn. Alle Evangelierne har Helligånden som kilde, men Johannes havde derudover Helligåndens Brud og Sønnens Moder.

På et tidspunkt ville Skt. Johannes være kommet til den erkendelse, at den person, der boede hos ham, ikke alene var Maria, men kvinden, der nævnes i Første Mosebog, og som skal knuse slangens hoved.

Hvis det eneste tilgængelige Evangelium var Skt. Johannes’, ville vi ikke vide, at Vor Frues navn var Maria. Johannes benytter nemlig aldrig hendes navn. Han betegner hende blot som kvinde, fordi det er det, Vor Herre kaldte hende. Han kalder hende kvinde ved brylluppet i Kana, og da Han er på korset. Bogen ”Mystical City of God” skrevet af den salige Maria de Agreda, hvis krop ikke er gået i forrådnelse og dermed stadig er intakt efter 400 år, åbenbarer én interessant ting blandt mange.  

På Golgata Langfredag var satan og hans legioner af onde ånder til stede, dog usynligt, hvor de hånede Vor Herre i et forsøg på at friste Ham til at give op. Da tidspunktet nærmer sig, at Han slipper ånden og lader den gå til Faderen, fornemmer legionerne af de oprørske engle en markant svækkelse af deres kraft. Denne oplevelse skræmte dem så meget, at de påbegyndte en tilbagetrækning fra Golgata for at flygte tilbage til helvede.

Netop på dette tidspunkt kom en gigantisk kæde til syne, som omgrænsede disse legioner og forhindrede dem i at tage flugten, og den, der holdt denne kæde, var Vor Frue. Hun havde Herredømmet over dem og tvang dem til at blive på Golgata, så de kunne overvære hendes Søns ultimative sejr over synd og død og dermed over disse legioner af onde ånder. Det kan derfor ikke undre, at de onde ånder frygter hende, og at man beder for hendes tilstedeværelse og assistance ved eksorcismer.

Dette detaljerede hændelsesforløb på Golgata åbenbarede Vor velsignede Moder for Sr. Maria de Agreda. Det er vigtigt at huske på, at ordet Golgata betyder ”Hovedskalstedet”. Ved syndefaldet lovede og forudsagde Gud, at kvinden ville knuse hovedet (kraniet) på slangen på Golgata. Og på netop dette sted, kaldet ”Hovedskalstedet”, knuste Vor Frue slangens hoved ved at frembære sin Søn, som offer for verden, Hans offer, der frelste os fra slangens overherredømme.

Hold Jer tæt til Maria, Jeres Moder. Gud overdrog os Hende, som Vor Moder, beskytter og 12-stjernet general i den åndelige kamp. Hvad I end slås med eller brændende beder for, indvie Jer til Hende og læg det i Hendes hænder. Det er denne Jeres Moders hænder, der dels frembærer Jeres bønner for Hendes Himmelske Søn og samtidig holder et fast greb om den kæde, der tvang satan og hans legioner til at overvære deres eget nederlag.

Der er ikke noget, som er umuligt for Vor Frue at få opfyldt for Jer. Hun var den første, der lagde øre til ordene fra englen Gabriel, der sagde: ”thi intet er umuligt for Gud”. Og nu er det Hende, der minder os om, at ”intet er umuligt for Gud”.

Dediker Jer til at bede rosenkransen mere intensivt i denne måned. Hvis I ikke har foretaget Skt. Louis de Montfort’s konsekration til Vor Frue, så gør det. Allerede nu samler hun sin hær, så den står klar, når den kommende forfølgelse og plage sætter ind. Der er intet at frygte i forhold til det stormvejr, der venter forude, hvis man har søgt tilflugt under hendes kappe.

Vi har en Moder, som også er general.   

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 3. maj 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vort-2016-05-03

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I smerte skal du føde børn

Dette er prisen for frelsen og omkostningen ved at synde

Her midt i den stille uge er det en god ide at reflektere nærmere over, hvad denne meget vigtige uge i menneskehedens historie, betyder for os, og vi må på en passende og dyb måde at rette sind og sjæl mod de mange aspekter, der præger denne uge. Eksempelvis kan man overveje, hvad Maria, Vor Herres moder, måtte udholde i de dage, hvor hendes Søn blev pågrebet og korsfæstet.

Mange år tidligere havde den ældre mand Simeon stående overfor Maria profeteret følgende: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, der var her tale om den store sorgs sværd. Det sværd, som var ved at gennemtrænge den mest uskyldige skabning, der indtil nu har levet på denne jord.

I 1917 skrev pave Benedikt XV følgende:

Med sin smerte samt en Søn, der var ved at gå bort, gennemgik Maria en lidelse, som næsten var til døden, og hun overdrog sin moderret over sin Søn for frelsen af menneskeheden for at formilde Guds retfærdighed, og man kan dermed med rette sige om hende, der ofrede sin Søn, at hun sammen med Kristus frelste menneskeheden.

Hvis man ikke forstår den rolle, som Maria spillede i Vor Herres liv og passion, kan man ikke forstå meningen med vores forhold til Kristus. Vor Frue bragte af fri vilje sin Søn, som et offer for at formilde den guddommelige retfærdighed, derfor måtte hun stå ved korsets fod, ved det alter, hvor ofret blev frembragt.

Dette var hendes helt specielle offer, et offer intet andet menneske i menneskehedens historie kunne frembringe. Dette var en moders offer, som skulle komme menneskeheden til gavn. Eva, som er vores oprindelige moder, valgte sig selv fremfor sine børn, men denne moder, den nye Eva, gav sit liv for sine børn, mens sværdet gennemtrængte hendes ubesmittede Hjerte.

Ingen moder har i historien lidt så meget, som netop denne moder, fordi ingen anden moder nogensinde er blevet bedt om at frembære så stort et offer. Hun var blevet benådet med et moderskab, som aldrig har set mage.

Siden tidernes begyndelse har menneskeheden løftet blikket mod himlen. Hun modtog den velsignelse at kunne se ned på ”Himlen”, mens hun holdt sit nyfødte barn i favnen i Betlehem. Det var fra hende, Han modtog Sin menneskenatur. Det var hende, der gav Ham mælk at drikke, føde at spise og tog del i Hans barndom.

Hver aften, når hun lagde Ham i seng og kyssede Ham go’ nat, så ”Himlen” tilbage på hende og sagde ”go’ nat mor”. Hun var ved Hans side, da Han skulle lære at gå. Hun så til, mens Josef oplærte Ham i tømrerfaget. Ingen moder har været så opmærksom, kærlig og fuldendt i sit moderskab, som denne moder.

Men pludselig ved en bryllupsfest af alle steder, ved det, der skulle være en glædelig begivenhed, nåede mor-barn relationen mellem Maria og Jesus sin afslutning. ”De har ikke mere vin”, sagde Maria til sin Søn, fordi hun vidste, at Han kunne tage hånd om situationen, så brudeparret ikke ville stå forlegne tilbage. Jesu svar til hende markerede en begyndende afslutning på deres private mor-barn relation.

Det, der til tider ubehjælpsomt er blevet oversat til: ”Hvad vil du mig kvinde”, kan mere passende formuleres på følgende måde: ”Hvad der sker for mig, sker også for dig”, dette er en jødisk formulering, der betyder: ”Du og jeg er så tæt knyttet, at det, der hænder mig, også hænder dig”. Vor Herre afslutter derfor sætningen med at sige: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Det, Han i virkeligheden sagde, var: ”Moder, tiden for åbenbaringen af Min guddommelighed er endnu ikke kommet, og når den åbenbares, vil den relation, vi to har haft, nå sin afslutning. Du vil ikke længere være Jesu moder, men sorgens moder, for når jeg åbenbarer Min guddommelighed, er det netop det, der leder til korset, og ved korsets fod må du frembære Mig, som dit offer for Den guddommelige Retfærdighed”.

Det er netop det sværd, Simeon talte om i dit påhør, da han tog Mig i sin favn i templet for mange år siden og sagde: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”. Nu hvor du har fået vished for, det der skal ske, ønsker du da stadig at tage de første skridt sammen med Mig ad den vej, der fører mod Golgata og mod korset?

Du vil ikke længere blot være Min moder, men du vil blive moder til alle Mine brødre og med smerte bringe dem til livet. Dine fødselsveer vil være af en sådan karakter og omfang, at de aldrig er blevet oplevet af nogen anden kvinde i menneskehedens historie.

Det var dig og dit afkom, som Min Himmelske Fader hentydede til, da Han henvendte Sig til Slangen og sagde: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

Nu har Jeg fortalt dig alt dette, og du ved, hvad der venter dig på Golgata nemlig en ubeskrivelig smerte, som intet menneske har kunnet udholde, fordi du nu vil frembære dig selv og Mig, som et offer for verden, ønsker du så stadig, at Jeg åbenbarer Min guddommelighed ved at gøre vand til vin?

Den hellige Skrift lader os forstå, at de sidste ord, som Vor Herres hellige Moder lader komme over sine læber er: ”Gør, hvad som helst han siger til jer”.

Hun havde dermed underskrevet sin egen ”dødsdom” og gjorde sig parat til den størst mulige lidelse, der kan overgå et menneske. Tre år senere blev denne lidelse fuldbyrdet. Maria frembar sin Søn som et offer på Golgata, og dermed opofrede hun sin moderret til at kalde Ham sin Søn. Dette var prisen for frelsen og samtidig syndens omkostning.

Han var nu en del af menneskeheden, og hendes moderskab strakte sig nu ikke blot til at være moder til Jesus, men moder til alle, der ville blive en del af Hans mystiske Legeme her på jorden: Den katolske Kirke. Kort tid før Han udbrød: ”Det er fuldbragt”, for at understrege, at det var fuldbragt ved Hans offer, måtte Han markere en ende på hendes offer, for selv Hans hellige Moder kunne ikke bære den altomfattende smerte, Han gennemled. Det var Ham, der bragte en ende på hendes ubesmittede og fuldendte offer.

Mens Han led frygteligt på korset, erklærede Han med stor kærlighed: ”Kvinde, dér er din søn” og henviste til Skt. Johannes, som også stod der på frelsens hellige sted lige uden for Den hellige Bys mure, for at alle skulle komme til at tro på Ham. Hun var blevet moder for dem, der lever, og som lever et liv i Kristus, som er Livet.

Det evige liv er ikke muligt uden døden, og den, der var tættest på dette forunderlige mysterium, var Hans velsignede moder.

Husk på hendes smerte i den uge, vi kalder den stille uge.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 12. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-in-pain-shall-you-bring-forth-children

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det mest afgørende udfald af et menneskes frie valg i historien

Den fest for Den hellige Jomfru Maria, som jeg holder allermest af, er bebudelsen. Jeg må indrømme, at det er Fulton Sheen, der som ingen anden, har åbnet mine øjne for dette mysterium. Når man betragter dette mysterium knyttet til Maria ud fra de andre store dogmer, der vedrører hende: at Maria er undfanget uden at få del i arvesynden (Den ubesmittede undfangelse), at Maria er forblevet jomfru selv efter at have født Jesus, at hun er Guds Moder, og endda det, at Maria efter sin død, blev optaget med legeme og sjæl i Himlen, trækker alle tråde til bebudelsen. Hun er den helt centrale skikkelse, når vi har fokus på det mest afgørende udfald af et menneskes frie valg i historien, da det drejede sig om hendes svar til englen. Og vi takker Gud for, at hun sagde “ja”.

Men forstod Maria virkelig, hvad det var, hun sagde ja til? Alt for ofte fremstilles Vor hellige Moder på billeder som en lille naiv pige, der med sin uskyld og kærlighed til Gud uden forbehold sagde ja til alt, hvad Gud ønskede af hende. Sandheden stemmer dog ikke overens med denne middelmådige portrættering. For at Marias fiat (ja) skulle få betydning for hende (og for Kirken, som ville blive undfanget ved dette fiat), måtte det komme af fri vilje, og frihed er funderet på viden. Maria måtte have en dybere forståelse for guddommelig åbenbaring gennem de hebraiske skrifter. Kirkens teologiske tradition har slået fast, at Maria, helt uden sidestykke, faktisk besad viden om frelsens mysterier, som følge af, at hun var fuld af nåde og den ubesmittede undfangelse og den viden og visdom, der udgik fra Marias jomfruviede liv, en indvielse, der var foregået i templet, allerede i en ung alder. 

Maria ville derfor ikke blot have kendskab til Esajas’ profeti om, at Messias skulle fødes af en jomfru, men også samme profets forudsigelser om den lidende tjener (Es 53) og den almenkendte historie om Moses og kobberslangen (4 Mos 21: 9). Marias fiatbetonet af kærlighed til Gud vil derfor være et fiat, der starter ud i glæde, men kort efter forvandles til sorg. Hun kendte til profetien fra 1. Mosebog, der gjorde rede for, at den nye Eva ville være tæt knyttet til den nye Adam, og at dette ville være forbundet med stor lidelse. Korset ville være en del af hendes liv fra Nazareth til Golgata, og Guds anmodning til hende handlede om, at hun stod fast på sit fiat, indtil årsagen til adskillelsen mellem Gud og mennesker, nemlig ulydigheden var blevet sonet af hendes guddommelige Søn.    

Marias 33 år lange fiat var karakteriseret ved guddommelig og selvopofrende kærlighed, dette var en efterligning af hendes Søn. Det var en kærlighed, der indebar, at hun måtte tilsidesætte sig selv fuldstændig, for at nåden i hende kunne vokse proportionelt med, at hun åbnede sit hjerte. Og da de (Søn og mor) sammen kommer til Golgata, blev denne kærlighed hos dem hver især tydelig, selv da var hun fundet værdig til at modtage den anden bebudelse: ”Kvinde, dér er din søn”, det blev nu åbenbart, at Maria var Moder for Kristi mystiske Legeme, Kirken, som blev repræsenteret af Skt. Johannes. Men det var ikke alt … Jesus henvender sig til den discipel, Han elskede og fremkom med bebudelsen, der er henvendt til enhver kristen: ” Dér er din mor”. 

Med andre ord, det er på Golgata, at enhver kristens ”bebudelse” finder sted, hvor Jesus afslører, hvad det betyder at være den discipel, Han elskede mest, et åndeligt liv, der begynder med, at man tager Maria ind i ethvert aspekt af Hans væsen, ligesom Treenigheden gjorde i Nazareth 33 år forinden. I den smukke udveksling mellem Jesus, Maria og den discipel, Han elskede mest, opstår det spørgsmål, vi som kristne bør stille os selv hver dag gennem hele vort liv, og som Maria også stillede sig selv: ”vil du give mig din menneskenatur, gennem hvilken jeg på ny vil gennemføre frelsens mysterium, så du kan modtage den hæder, der venter dem, der på fuldendt måde har tilpasset sig mig?”. Formuleret på en mere tilgængelig måde siger Jesus: ”hvis du siger ja til Mig, siger du ja til alt det, Jeg åbenbarer for dig, som Vejen, Sandheden og Livet, en selvopofrelse, der begynder med, i, og gennem Maria, som Jeg nu overdrager til dig, som din Moder: Her er hun!” Hvad er dit svar? 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 25. marts 2015. Den kan læses på:https://catholicexchange.com/greatest-act-human-freedom-history

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Moder og Søn

Bær sorgen, hvor tung den end måtte være

Nu, hvor vi er gået ind i fastetiden, er trofaste katolikker forpligtet til at gøre én ting: at være i bøn og faste for Kirken, som er Vor Moder.

Kirken gennemlever en passion, som Hun aldrig nogensinde før har gjort igennem hele Hendes levetid (historie), og det siger ikke så lidt. Århundreder præget af forfølgelse af romerske kejsere, biskoppers hæresi og skismaer forårsaget af store grupper af troende samt massive frafald.

Men disse opbrud har stort set fundet sted over tid, når man ser det ud fra et overordnet perspektiv. I dag er vi vidner til, at de mange ting, der sker, foregår på én og samme tid og mærker Vor Herres mystiske Legeme synligt og markant.

Og det er nu, at Judas slår til, for denne passion er forårsaget af apostlenes efterfølgere.

Da Vor velsignede Herre på mirakuløs vis gjorde vand til vin i Kana på anmodning af Hans hellige Moder, kunne Han ved et mirakel have ladet karrene blive fyldt med vin og dette i løbet af et splitsekund, og Han havde ikke brug for, at karrene først blev fyldt med vand.

Men Hans ønske var, at karrene først blev fyldt med vand. Det var den menneskelige indsats, Han ønskede. Denne opgave var forbundet med udfordringer, fordi nutidens VVS-løsninger i sagens natur ikke var tilgængelige på daværende tidspunkt, og det betød, at tjenerne måtte drage hen til brønden i Kana adskillelige gange for at kunne fylde karrene op. Det var et hårdt og udmattende arbejde.

Først efter at mennesket havde gjort det, som det var i stand til, satte Vor Herre ”kronen på værket” ved at foretage Sit mirakel. Gud ønsker, at vi foretager en væsentlig arbejdsindsats, der leder op til Hans guddommelige mellemkomst. Vi arbejder meget hårdt for derefter at overhænde det, vi har frembragt, til Vor guddommelige Frelser, så Han kan frembringe nåden.

Da Vor velsignede Moder stod ved korsets fod, gennemlevede hun smerte og lidelse i et sådant omfang, at intet menneske nogensinde vil kunne begribe eller bære det, hun gennemgik.

Smerte kan ikke defineres ud fra en objektiv målestok. Smertens størrelse og omfang afhænger helt og holdent af den, der oplever den. Da hun (Maria) var vidne til det, synden bevirker og konsekvensen af vores fordærvede moral, laster og ondskab, bar hun i sin ubesmittede sjæl en ubeskrivelig smerte.

Simeons profeti gik i sandhed i opfyldelse: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” og det var netop, fordi hun var uden synd og en rollemodel i forhold til renhed, at denne afskyelighed og dette mørke, synden bærer med sig, bragte hende dyb og stor smerte.

Hun, som ikke kendte til syndens vederstyggelighed, måtte bære den omfattende smerte ved at se sin Søn blive ramt af det, synden afføder.

Og da de to var tæt forbundet, den nye Adam og den nye Eva, skabt af samme kød, er det praktisk talt umuligt at sætte sig ind i den lidelse og smerte, hun måtte gennemleve ved korsets fod.

Og midt i smerten, den lidelse, som Gud måtte gennemgå, frembar hun sit ypperste offer til himlen, for hvad kunne være større, end at hun frembar sin Søn for Den himmelske Fader? Og det var på det tidspunkt, at hun ophørte med blot at være moder til Jesus, men blev Kirkens Moder.

Det er derfor, Vor Herre fra korset (ifølge Skt. Johannes) kalder hende ”Kvinde”, men definerer hende som moder i forhold til Skt. Johannes.

Hun er Kvinden, der nævnes i 1. Mosebog, som før verdens tilblivelse af Gud Fader blev udset til at spille en (markant) rolle i frelseshistorien, fordi hun først skulle bringe den fysiske Jesus til verden og derefter give liv til Hans mystiske Legeme (Kirken), som her er billedliggjort af Skt. Johannes.

Skt. Johannes var ikke i den situation, at han ”manglede” en jordisk moder, for hans biologiske moder stod ved siden af ham under korsfæstelsen på Golgata, det er det, evangelierne beretter.

Men det var nødvendigt, at han blev overdraget en himmelsk moder, og mens han tog del i den lidelse, der blev gennemlevet på Golgata, blev han givet en himmelsk moder. Vor Herres beslutning på korset var, ifølge Johannesevangeliet: ”Dér er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig”, og videre var Vor Herres beslutning, at Kirkens ve og vel her på jorden blev overdraget Hans moder.

Det er derfor, Han tiltaler hende på to måder, både som Kvinde og Moder, men Johannes betragtes i begge tilfælde som søn. At Vor Herre overlader og betror omsorgen for Kirken til Sin hellige moders varetægt er os et eksempel til efterfølgelse.

Hun blev betroet et ophøjet hverv, nemlig omsorgen for sjælene på grund af hendes smerte og offer. Jo større smerte, jo mere opnår man.

Denne faste, hvor Kirken ikke kun gennemlever Sin passion, men er omfattet af den fuldkomne smerte, lad os da være ligesom tjenerne ved brylluppet i Kana, der ved hårdt arbejde fyldte karrene med vand. Lad smerten og opofrelsen nå sin fylde, så vi, som Vor Moder, da Hun stod ved Golgata og frembar sin smerte til himlen, kan følge hendes eksempel.

Søndagen vil oprinde. Og ligesom Skt. Johannes var den første, der nåede ud til graven, lad os forberede os for at haste efter ham. Vi – os, som er Kirken, må udholde den smerte, vi aktuelt gennemlever. Der er ingen vej udenom.

Vi må stå fast, gennemleve det og lide under det, men (husk på) lidelsen er ikke forgæves.

Dette kan bæres af kærlighed til sjælene og for enheden med Kristus på korset, og det er muligt at gøre dette, fordi vi ledsages og tages vare på af Vor Moder, og fordi vi mindes, at hun har gået den samme vej.

Vi er hendes sønner. Hun er Vor Moder. Den lidelse, vi deler med hende, er vejen til opstandelsen.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 7. marts 2019. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mother-son

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: våbnet, der er målrettet vores tid

Vi befinder os i en krig, som er altomfattende. Lige nu, netop i dette sekund, foregår der en kamp på liv og død for øjnene af os. Det faktum, at mange mennesker ikke erkender eller ikke ønsker at erkende denne realitet, er blot ét af mange virkemidler fjenden gør brug af.

Paulus kommer med denne formaning i sit brev til Efeserne:

I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium” (Ef 6: 10-15).

Og han fortsætter med følgende:

Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord” (Ef 6: 16-17).

Det er den kamp, der udspiller sig i vor tid. Der eksisterer en generel bevidsthed blandt katolikker og ikke-katolikker om, at ondskaben er blevet mere synlig og har nået et større omfang, og at dette fortsætter i et uhørt tempo.

Indenfor de sidste par årtier er den ondes planer hastigere og hastigere blevet ført ud i livet, og ondskaben styrer mere og mere enkeltindivider og samfundet generelt. Faktisk er der ingen synlige tegn på, at der er ved at ske en opbremsning. I de sidste 70 år har vi set en gradvis normalisering og institutionalisering af enhver tænkelig last.

Udover at marxistismen har infiltreret medier, uddannelsesinstitutioner og det politiske liv, er vi også vidner til, at kommunismens sataniske idealer har infiltreret og præger Kirkens hierarki.

Men der findes en løsning. Mens helvede har optrappet kampen om sjælene, har himlen ikke ladt os i stikken.

Selve Vor Frue, Hende, der knuser slangens hoved, Hende, hvis ydmyghed undertvinger dæmonerne og får helvede til at ryste, har givet os våbnet, som vi kan benytte i den kamp, vi udkæmper, som hendes trofaste soldater.

Rosenkransen er våbnet, der er målrettet vores tid og den måde, hvorpå vi kan sejre over verden, kødet og djævelen.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Rodney Pelletier og publiceret på ChurchMilitant.com d. 28. februar 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-rosary-weapon-for-our-times

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolikkers svar på Vor Frue af Fatimas opfordring til at bede rosenkransen resulterer i en renselse af Kirken

Vor Frue af Fatima forudsagde, at Rusland ville sprede sine fejltagelser, hvoraf nogle meget markant har ramt Den katolske Kirke. Mange katolikker ser imidlertid, at der er en sammenhæng mellem de mange initiativer, der er blevet taget, hvor folk forsamles for at bede rosenkransen samt den konsekration, mange lande har foretaget til Maria i 100-året for Fatima i 2017, og at homoseksuelle overgrebsmænd og deres gerninger er kommet frem i lyset, da det hele tog sin begyndelse med eks-kardinal Theodore McCarrick tilbage i 2018.

Whistlebloweren Jay McNally i ærkebispedømmet Detroit siger, at ophavet til det homoseksuelle netværk, der er i Kirken, går flere generationer tilbage, før det nuværende lederskab, og man skal tilbage til den kommunistiske infiltration af katolske præsteseminarier, som blev påbegyndt under Sovjetunionens diktator Joseph Stalin i løbet af 1920’erne. Bella Dodd var sovjetagent, som sørgede for, at Stalins ordre blev iværksat i USA, før hun hjulpet af ærkebiskop Fulton Sheen omvendte sig. McNally skriver følgende om Bella Dodd:

Der er blevet skrevet meget om, hvordan Sovjetunionen også rekrutterede homoseksuelle mænd og opmuntrede dem til at blive seminarister på katolske præsteseminarier i USA og derefter bruge årtier på at avancere i Den katolske Kirkes hierarki. Bella Dodd, som er tidligere Kommunist, afslørede brugen af denne strategi i sin bog School of Darkness, og Alice von Hildebrand har uddybet dette i et interview med Michael Voris fra Churh Militant.

I dette interview fortæller Dodds veninde, Alice von Hildebrand, hvordan Dodd offentligt har bevidnet, at hun på Stalins ordre rekrutterede mere end 1.100 kommunister, som skulle infiltrere katolske præsteseminarier.

”Straks efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine kumpaner til at lade unge mænd uden tro og moral holde deres indtog på katolske præsteseminarier”, sagde von Hildebrand. De helt rette til denne opgave, var homoseksuelle mænd.

”De havde gennemgået den allerbedste træning”, bemærker von Hildebrand, ”og derfor var de meget svære at gennemskue, for på mange måder fremstod de som ortodokse i deres tro”. Hun fortæller, at på den måde kunne de sprede ”lidt af deres gift her og der” og dermed skabe tvivl om troen blandt katolikker.

Mange undersøgelser viser, at de seksuelle overgreb foretaget af klerikale begyndte at blive et problem i 1940’erne, blot en generation efter at Stalin havde beordret, at de katolske præsteseminarier skulle infiltreres. Disse alvorlige fejltagelser, som blev udbredt af Rusland, er i dag kommet frem i offentligheden på en hidtil uforudsigelig måde, i takt med at folk indenfor de klerikale rækker (såkaldte insiders), ofre for de seksuelle overgreb og whistleblowere pludselig har modtaget nåden til at træde frem og bistå i en renselse af Kirken.

Det, som nu har ledt til en (begyndende) renselse af Kirken, startede for mindre end et år siden, efter at der på verdensplan blev svaret på den opfordring Vor Frue af Fatima gav, nemlig at bede rosenkransen og foretage en konsekration til Hendes Ubesmittede Hjerte.

Bed for os, Vor Frue af Fatima.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 15. februar 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/rallying-to-the-rosary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)