Category: Mariology

Til minde om den velsignede Jomfru Maria og hendes egenskab som dronning

Hil dig hellige dronning, hil dig vort liv, vor sødme og vort håb!

Hvilken smuk hilsen at benytte i forhold til Vores velsignede Moder! Man kan fristes til at tro, at disse ord er et overdrevent udtryk for fromhed, da de også gælder hendes Søn, som ofrede sig på korset, for at vi kunne opnå frelsen.

Imidlertid startede Guds frelsesværk ikke med et uværdigt menneske, men gennem en kvinde, der benyttede sit frie valg til at give sit fiat (ja), og dermed blev hun vejen for Den anden Person i Den hellige Treenighed. Det er derfor Skt. Bernard har sagt, og Kirken gennem århundreder har gentaget: ”Maria er årsagen til vor frelse, fordi hun lod Gud benytte sig i udførelsen af Sin frelsesplan, ligesom det var gennem Eva, at arvesynden blev en del af livet for alle kommende slægter”.

Fra det øjeblik, hvor hun gav sit fiat til englen, var Maria tæt forbundet med Guds frelsesplan, både i forhold til hvordan den skulle bringes til opfyldelse, men også hvordan denne frelsesplans fortjenester skal formidles. Og hun varetager disse opgaver, som den nye Eva, både ved at være den nye Adams ægtefælle og samtidig Hans Moder. Hendes moderskab favner både Hans liv på jorden og Hans mystiske Liv i Hans mystiske Legeme, Kirken, som Jesus gjorde det klart på Golgata.

Som kongemoder antager hun en magtfuld rolle i forhold til, hvordan Hans kongemagt udmøntes, hvordan nådegaver, der flyder fra Jesu hellige og gennemborede Hjerte, skal videregives til en verden, der desperat har behov for Hans guddommelige barmhjertighed. Så kraftfuld og omfattende er hendes beføjelser, at Jesus har betroet hende hele det skatkammer, der rummer Hans nåde. Det er derfor Kirken definerer Maria som formidleren af al nåde (Mediatrix): for ligesom Gud fandt hende værdig til at være den kvinde i hvem og gennem hvem, Han ville bringe nåde over verden gennem inkarnationen og frelsen, således fortsætter Han gennem hende Sin frelsesgerning. Han videregiver frelsens fortjenester gennem Maria. Kirken har allerede imødekommet dette denne fortrinsret hos Maria i den allertidligste kristendom. I encyklikaen Ubi Primum fra 1849, opsummerer den velsignede Pius IX Kirkens lære om denne trossandhed ved at benytte den alment kendte lære fra Skt. Bernard, som også er en del af læreembedet, hvor der står:

Grundlaget for al vor tillid … findes hos den salige Jomfru Maria: for Gud har knyttet Maria til det skatkammer, som rummer alle gode ting, for at alle og enhver kan vide at gennem hende, får man håb, nåde og hele frelsen. For det er Hans vilje, at vi tager imod alt gennem Maria (St. Bernard, In Nativit. S. Mariae de Aquaeduct).

Med disse ord fremkommer den velsignede Pius IX med en kortfattet kommentar til den første linje i: Hil dig hellige Dronning, hvor han fremhæver, hvorfor Hun er” vort liv, vor sødme og vort håb”. Samtidig lancerede han for Kirken, den ekstraordinære Marianske tid, som vi lever i. En tid, hvor vi har set den kraft, der udgår fra Maria, som dronning, og hvordan den virker på kosmos, som vi erfarede i Fatima den 13. oktober 1917, da hun lod solen ”danse”, (som den ærværdige Fulton Sheen beskrev det), for de tusinder tilstedeværende, der overværede dette fænomen.

I forbindelse med solunderet i Fatima er det svært ikke at lede tankerne hen på Johannes Åbenbaring kapitel 12, hvor vi får et indblik i den himmelske realitet, som er løftestangen for vor jordiske kamp. ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved … Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage”. Det er den kamp, vi i dag er vidner til, og som udkæmpes i hele verden … samt i ethvert menneskes hjerte. Derfor bliver Maria, Jesu Kristi Dronningemoder, sendt til os i dag. Hun er (Jesu Kristi) Sønnens sidste vej for at nå en oprørsk verden, for ingen har nogensinde holdt en herskers folk så tæt til sit hjerte som denne kærlige og omsorgsfulde dronning.

Hun er meget omsorgsfuld og har styrke, for hvor hun end bliver sendt hen af sin Søn, opnår hun, at hundredetusinderne omvender sig. Hvor hun end bliver sendt hen, ”knuser hun slangens hoved” (1 Mos 3: 15) og sørger for, at Guds rige bliver grundlagt med kirker og basilikaer, og millioner konverterer og kommer i disse kirker og basilikaer, se dette er et tegn på hendes sejr. Intet sted har dette vidnesbyrd været så klart, som i Gaudalupe i Mexico, hvor hun åbenbarede sig i 1531. Hun efterlod sig et himmelsk aftryk af Johannes åbenbaringen kapitel 12 på den tilma, som Juan Diego bar, og gennem en kraftfuld mellemkomst opnåede hun, at over otte millioner aztekere omvendte sig, og ret beset er der tale om en Pinsedag, som varede i syv år!

Skt. Louis De Montfort opsummerer, hvorfor dette altid er det gængse udfald af Marias ”besøg”, uanset hvor det foregår i verden:

Når Helligånden derfor finder Maria i en sjæl, iler Han derhen og opfylder denne sjæl med Sig selv,- i samme grad, som Han i den pågældende sjæl finder Maria. Én af grundene til, at Helligånden ikke udvirker særlig mange påfaldende undere i sjæle, er dén, at Han i mennesker af i dag så lidt finder Sin trofaste brud, Maria … (True Devotion, 36).

Lad os derfor åbne vore hjerter for den blideste og mest magtfulde af alle mødre, så Hun i vore hjerter kan bringe den største gave, som Hun alene er blevet betroet at give verden: Gaven, der gør Maria til ”vort liv, vor sødme og vort håb”, nådegaven som er Jesus Kristus, Han, der alene kan forvandle og tilfredsstille denne sårede og tørstende verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 22. august 2014. Den kan læses på:https://spiritualdirection.com/2014/08/22/memorial-queenship-of-blessed-virgin-mary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Åndelige våben: tre hil dig Maria for renhed

Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned” (2 Kor 10: 3-4).

Hver dag står vi overfor forskellige fristelser og dermed trangen til at synde. Disse fristelser antager mange former. Nogle af os slås med et voldsomt temperament, andre med egoisme, nogen med pornografi og andre igen med grådighed og materialisme. Ved Guds nåde må vi overvinde og fjerne disse synder. Viljestyrke er ikke nok i sig selv.

I den åndelige kamp har vi behov for åndelige våben, derfor opstarter jeg en serie, som handler om de våben, vi i åndelig forstand kan tage i brug, når vi vil bekæmpe synden og vokse i hellighed. Disse åndelige våben er blevet givet os af store helgener i Den katolske Kirke, og de har været afprøvet på den åndelig slagmark, og de har vist deres duelighed.

Tre gange: Hil dig Maria

Da det i dag er mindedag for Marias kroning til himmeldronning (1), fandt jeg det hensigtsmæssigt at rette fokus på en andagt, hvor man beder himlens dronning om at gå i forbøn for en selv. Denne andagt går ud på, at man siger tre gange hil dig Maria om morgenen og om aftenen, inden man går til ro.

Denne enkle men kraftfulde andagt tilskyndes man til, som katolsk troende, at praktisere af helgener som Skt. Antonius af Padova, Skt. Port-Maurice og Skt. Alphonsus Liguori.

Sigtet med andagten er at bede om Vor Frues forbøn for nådegaver til dagligt at leve et helligt liv. Hver eneste hil dig Maria er til ære for en person i Den hellige Treenighed og er samtidig en bøn om en speciel nådegave.

I en vision til Skt. Mechtilde beskrev Den hellige Moder andagten på følgende måde:

Ved det første hil dig Maria vil du bede mig i kraft af Den Højestes magt, som Gud Fader har givet mig, om at styrke dig i alle dine kampe og at forsvare dig mod den ondskabsfulde fjendes magt.

Ved det andet hil dig Maria vil du indtrængende bede mig gennem den beundringsværdige visdom, som jeg har modtaget fra min Søn, om at lade sandheden lyse på din sjæl og forhindre uvidenhed og vildfarelser. 

Ved det tredje hil dig Maria vil du bede mig ved kærlighedens brændende ild, som Helligånden har opflammet mig med, om at give dig en så glødende kærlighed, at den vil gøre dig i stand til at overvinde frygten for døden samt selve dødskampen. 

Denne andagt er et helt specielt kraftfuldt våben i kampen mod synder, der relaterer sig til begær af enhver art. Skt. Alphonsus, en af de største fortalere for denne andagt, anbefalede, at man kunne tilføje følgende bønner som en afslutning på andagten: “Ved din rene og ubesmittede undfangelse, O Maria, rens mit legeme og helliggør min sjæl”. En anden mulig bøn er: “Moder, skærm mig i dag fra dødssynd”. 

Uanset hvor travlt vi har, er det altid muligt at finde tid til denne enkle, hurtige og kraftfulde andagt. Den ruster os til en åndelig robusthed, og hvis man trofast praktiserer denne andagt, vil man vokse i hellighed og finde den nødvendige styrke i kampen mod synden. 

Noter

1.      I Den romerske-katolske Kirke markeres en af de store marianske fester den 15. august: Jomfru Marias optagelse i himlen. Festen er en af Kirkens ældste og går tilbage til det 4. århundrede. Otte dage derefter er det mindedagen for hendes kroning til himmeldronning. Mindedagen indførtes af pave Pius XII i 1955 (Katolsk minileksikon). 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman den 22. august 2013. Den kan læses på:https://www.catholicgentleman.net/2013/08/spiritual-weapons-3-hail-marys-for-purity

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Maria er både Moder og general

Helvede kan ikke i længden stå imod Marias herlighed

Vi er nu kommet ind i maj-måned, og netop denne måned er Marias måned. Trofaste katolikker betragter Vor Frue, som deres Moder og det med rette. Vor velsignede Herre skænkede os Maria som Moder, da hun stod ved korsets fod, hvor Han sagde følgende til hende vedrørende Johannes: ” Kvinde, dér er din søn” (Joh 19: 26).

Grunden til, at Johannes Evangeliet har en teologisk dybde, der adskiller sig fra de andre Evangelier, er, at Vor Frue boede hos Johannes i mange år. Forestil Jer hvilke informationer Vor Frue har givet Johannes vedrørende Vor Herres liv og levned. Alt det, Hun talte om, havde relation til Hendes guddommelige Søn. Alle Evangelierne har Helligånden som kilde, men Johannes havde derudover Helligåndens Brud og Sønnens Moder.

På et tidspunkt ville Skt. Johannes være kommet til den erkendelse, at den person, der boede hos ham, ikke alene var Maria, men kvinden, der nævnes i Første Mosebog, og som skal knuse slangens hoved.

Hvis det eneste tilgængelige Evangelium var Skt. Johannes’, ville vi ikke vide, at Vor Frues navn var Maria. Johannes benytter nemlig aldrig hendes navn. Han betegner hende blot som kvinde, fordi det er det, Vor Herre kaldte hende. Han kalder hende kvinde ved brylluppet i Kana, og da Han er på korset. Bogen ”Mystical City of God” skrevet af den salige Maria de Agreda, hvis krop ikke er gået i forrådnelse og dermed stadig er intakt efter 400 år, åbenbarer én interessant ting blandt mange.  

På Golgata Langfredag var satan og hans legioner af onde ånder til stede, dog usynligt, hvor de hånede Vor Herre i et forsøg på at friste Ham til at give op. Da tidspunktet nærmer sig, at Han slipper ånden og lader den gå til Faderen, fornemmer legionerne af de oprørske engle en markant svækkelse af deres kraft. Denne oplevelse skræmte dem så meget, at de påbegyndte en tilbagetrækning fra Golgata for at flygte tilbage til helvede.

Netop på dette tidspunkt kom en gigantisk kæde til syne, som omgrænsede disse legioner og forhindrede dem i at tage flugten, og den, der holdt denne kæde, var Vor Frue. Hun havde Herredømmet over dem og tvang dem til at blive på Golgata, så de kunne overvære hendes Søns ultimative sejr over synd og død og dermed over disse legioner af onde ånder. Det kan derfor ikke undre, at de onde ånder frygter hende, og at man beder for hendes tilstedeværelse og assistance ved eksorcismer.

Dette detaljerede hændelsesforløb på Golgata åbenbarede Vor velsignede Moder for Sr. Maria de Agreda. Det er vigtigt at huske på, at ordet Golgata betyder ”Hovedskalstedet”. Ved syndefaldet lovede og forudsagde Gud, at kvinden ville knuse hovedet (kraniet) på slangen på Golgata. Og på netop dette sted, kaldet ”Hovedskalstedet”, knuste Vor Frue slangens hoved ved at frembære sin Søn, som offer for verden, Hans offer, der frelste os fra slangens overherredømme.

Hold Jer tæt til Maria, Jeres Moder. Gud overdrog os Hende, som Vor Moder, beskytter og 12-stjernet general i den åndelige kamp. Hvad I end slås med eller brændende beder for, indvie Jer til Hende og læg det i Hendes hænder. Det er denne Jeres Moders hænder, der dels frembærer Jeres bønner for Hendes Himmelske Søn og samtidig holder et fast greb om den kæde, der tvang satan og hans legioner til at overvære deres eget nederlag.

Der er ikke noget, som er umuligt for Vor Frue at få opfyldt for Jer. Hun var den første, der lagde øre til ordene fra englen Gabriel, der sagde: ”thi intet er umuligt for Gud”. Og nu er det Hende, der minder os om, at ”intet er umuligt for Gud”.

Dediker Jer til at bede rosenkransen mere intensivt i denne måned. Hvis I ikke har foretaget Skt. Louis de Montfort’s konsekration til Vor Frue, så gør det. Allerede nu samler hun sin hær, så den står klar, når den kommende forfølgelse og plage sætter ind. Der er intet at frygte i forhold til det stormvejr, der venter forude, hvis man har søgt tilflugt under hendes kappe.

Vi har en Moder, som også er general.   

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 3. maj 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vort-2016-05-03

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I smerte skal du føde børn

Dette er prisen for frelsen og omkostningen ved at synde

Her midt i den stille uge er det en god ide at reflektere nærmere over, hvad denne meget vigtige uge i menneskehedens historie, betyder for os, og vi må på en passende og dyb måde at rette sind og sjæl mod de mange aspekter, der præger denne uge. Eksempelvis kan man overveje, hvad Maria, Vor Herres moder, måtte udholde i de dage, hvor hendes Søn blev pågrebet og korsfæstet.

Mange år tidligere havde den ældre mand Simeon stående overfor Maria profeteret følgende: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, der var her tale om den store sorgs sværd. Det sværd, som var ved at gennemtrænge den mest uskyldige skabning, der indtil nu har levet på denne jord.

I 1917 skrev pave Benedikt XV følgende:

Med sin smerte samt en Søn, der var ved at gå bort, gennemgik Maria en lidelse, som næsten var til døden, og hun overdrog sin moderret over sin Søn for frelsen af menneskeheden for at formilde Guds retfærdighed, og man kan dermed med rette sige om hende, der ofrede sin Søn, at hun sammen med Kristus frelste menneskeheden.

Hvis man ikke forstår den rolle, som Maria spillede i Vor Herres liv og passion, kan man ikke forstå meningen med vores forhold til Kristus. Vor Frue bragte af fri vilje sin Søn, som et offer for at formilde den guddommelige retfærdighed, derfor måtte hun stå ved korsets fod, ved det alter, hvor ofret blev frembragt.

Dette var hendes helt specielle offer, et offer intet andet menneske i menneskehedens historie kunne frembringe. Dette var en moders offer, som skulle komme menneskeheden til gavn. Eva, som er vores oprindelige moder, valgte sig selv fremfor sine børn, men denne moder, den nye Eva, gav sit liv for sine børn, mens sværdet gennemtrængte hendes ubesmittede Hjerte.

Ingen moder har i historien lidt så meget, som netop denne moder, fordi ingen anden moder nogensinde er blevet bedt om at frembære så stort et offer. Hun var blevet benådet med et moderskab, som aldrig har set mage.

Siden tidernes begyndelse har menneskeheden løftet blikket mod himlen. Hun modtog den velsignelse at kunne se ned på ”Himlen”, mens hun holdt sit nyfødte barn i favnen i Betlehem. Det var fra hende, Han modtog Sin menneskenatur. Det var hende, der gav Ham mælk at drikke, føde at spise og tog del i Hans barndom.

Hver aften, når hun lagde Ham i seng og kyssede Ham go’ nat, så ”Himlen” tilbage på hende og sagde ”go’ nat mor”. Hun var ved Hans side, da Han skulle lære at gå. Hun så til, mens Josef oplærte Ham i tømrerfaget. Ingen moder har været så opmærksom, kærlig og fuldendt i sit moderskab, som denne moder.

Men pludselig ved en bryllupsfest af alle steder, ved det, der skulle være en glædelig begivenhed, nåede mor-barn relationen mellem Maria og Jesus sin afslutning. ”De har ikke mere vin”, sagde Maria til sin Søn, fordi hun vidste, at Han kunne tage hånd om situationen, så brudeparret ikke ville stå forlegne tilbage. Jesu svar til hende markerede en begyndende afslutning på deres private mor-barn relation.

Det, der til tider ubehjælpsomt er blevet oversat til: ”Hvad vil du mig kvinde”, kan mere passende formuleres på følgende måde: ”Hvad der sker for mig, sker også for dig”, dette er en jødisk formulering, der betyder: ”Du og jeg er så tæt knyttet, at det, der hænder mig, også hænder dig”. Vor Herre afslutter derfor sætningen med at sige: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Det, Han i virkeligheden sagde, var: ”Moder, tiden for åbenbaringen af Min guddommelighed er endnu ikke kommet, og når den åbenbares, vil den relation, vi to har haft, nå sin afslutning. Du vil ikke længere være Jesu moder, men sorgens moder, for når jeg åbenbarer Min guddommelighed, er det netop det, der leder til korset, og ved korsets fod må du frembære Mig, som dit offer for Den guddommelige Retfærdighed”.

Det er netop det sværd, Simeon talte om i dit påhør, da han tog Mig i sin favn i templet for mange år siden og sagde: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”. Nu hvor du har fået vished for, det der skal ske, ønsker du da stadig at tage de første skridt sammen med Mig ad den vej, der fører mod Golgata og mod korset?

Du vil ikke længere blot være Min moder, men du vil blive moder til alle Mine brødre og med smerte bringe dem til livet. Dine fødselsveer vil være af en sådan karakter og omfang, at de aldrig er blevet oplevet af nogen anden kvinde i menneskehedens historie.

Det var dig og dit afkom, som Min Himmelske Fader hentydede til, da Han henvendte Sig til Slangen og sagde: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

Nu har Jeg fortalt dig alt dette, og du ved, hvad der venter dig på Golgata nemlig en ubeskrivelig smerte, som intet menneske har kunnet udholde, fordi du nu vil frembære dig selv og Mig, som et offer for verden, ønsker du så stadig, at Jeg åbenbarer Min guddommelighed ved at gøre vand til vin?

Den hellige Skrift lader os forstå, at de sidste ord, som Vor Herres hellige Moder lader komme over sine læber er: ”Gør, hvad som helst han siger til jer”.

Hun havde dermed underskrevet sin egen ”dødsdom” og gjorde sig parat til den størst mulige lidelse, der kan overgå et menneske. Tre år senere blev denne lidelse fuldbyrdet. Maria frembar sin Søn som et offer på Golgata, og dermed opofrede hun sin moderret til at kalde Ham sin Søn. Dette var prisen for frelsen og samtidig syndens omkostning.

Han var nu en del af menneskeheden, og hendes moderskab strakte sig nu ikke blot til at være moder til Jesus, men moder til alle, der ville blive en del af Hans mystiske Legeme her på jorden: Den katolske Kirke. Kort tid før Han udbrød: ”Det er fuldbragt”, for at understrege, at det var fuldbragt ved Hans offer, måtte Han markere en ende på hendes offer, for selv Hans hellige Moder kunne ikke bære den altomfattende smerte, Han gennemled. Det var Ham, der bragte en ende på hendes ubesmittede og fuldendte offer.

Mens Han led frygteligt på korset, erklærede Han med stor kærlighed: ”Kvinde, dér er din søn” og henviste til Skt. Johannes, som også stod der på frelsens hellige sted lige uden for Den hellige Bys mure, for at alle skulle komme til at tro på Ham. Hun var blevet moder for dem, der lever, og som lever et liv i Kristus, som er Livet.

Det evige liv er ikke muligt uden døden, og den, der var tættest på dette forunderlige mysterium, var Hans velsignede moder.

Husk på hendes smerte i den uge, vi kalder den stille uge.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 12. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-in-pain-shall-you-bring-forth-children

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det mest afgørende udfald af et menneskes frie valg i historien

Den fest for Den hellige Jomfru Maria, som jeg holder allermest af, er bebudelsen. Jeg må indrømme, at det er Fulton Sheen, der som ingen anden, har åbnet mine øjne for dette mysterium. Når man betragter dette mysterium knyttet til Maria ud fra de andre store dogmer, der vedrører hende: at Maria er undfanget uden at få del i arvesynden (Den ubesmittede undfangelse), at Maria er forblevet jomfru selv efter at have født Jesus, at hun er Guds Moder, og endda det, at Maria efter sin død, blev optaget med legeme og sjæl i Himlen, trækker alle tråde til bebudelsen. Hun er den helt centrale skikkelse, når vi har fokus på det mest afgørende udfald af et menneskes frie valg i historien, da det drejede sig om hendes svar til englen. Og vi takker Gud for, at hun sagde “ja”.

Men forstod Maria virkelig, hvad det var, hun sagde ja til? Alt for ofte fremstilles Vor hellige Moder på billeder som en lille naiv pige, der med sin uskyld og kærlighed til Gud uden forbehold sagde ja til alt, hvad Gud ønskede af hende. Sandheden stemmer dog ikke overens med denne middelmådige portrættering. For at Marias fiat (ja) skulle få betydning for hende (og for Kirken, som ville blive undfanget ved dette fiat), måtte det komme af fri vilje, og frihed er funderet på viden. Maria måtte have en dybere forståelse for guddommelig åbenbaring gennem de hebraiske skrifter. Kirkens teologiske tradition har slået fast, at Maria, helt uden sidestykke, faktisk besad viden om frelsens mysterier, som følge af, at hun var fuld af nåde og den ubesmittede undfangelse og den viden og visdom, der udgik fra Marias jomfruviede liv, en indvielse, der var foregået i templet, allerede i en ung alder. 

Maria ville derfor ikke blot have kendskab til Esajas’ profeti om, at Messias skulle fødes af en jomfru, men også samme profets forudsigelser om den lidende tjener (Es 53) og den almenkendte historie om Moses og kobberslangen (4 Mos 21: 9). Marias fiatbetonet af kærlighed til Gud vil derfor være et fiat, der starter ud i glæde, men kort efter forvandles til sorg. Hun kendte til profetien fra 1. Mosebog, der gjorde rede for, at den nye Eva ville være tæt knyttet til den nye Adam, og at dette ville være forbundet med stor lidelse. Korset ville være en del af hendes liv fra Nazareth til Golgata, og Guds anmodning til hende handlede om, at hun stod fast på sit fiat, indtil årsagen til adskillelsen mellem Gud og mennesker, nemlig ulydigheden var blevet sonet af hendes guddommelige Søn.    

Marias 33 år lange fiat var karakteriseret ved guddommelig og selvopofrende kærlighed, dette var en efterligning af hendes Søn. Det var en kærlighed, der indebar, at hun måtte tilsidesætte sig selv fuldstændig, for at nåden i hende kunne vokse proportionelt med, at hun åbnede sit hjerte. Og da de (Søn og mor) sammen kommer til Golgata, blev denne kærlighed hos dem hver især tydelig, selv da var hun fundet værdig til at modtage den anden bebudelse: ”Kvinde, dér er din søn”, det blev nu åbenbart, at Maria var Moder for Kristi mystiske Legeme, Kirken, som blev repræsenteret af Skt. Johannes. Men det var ikke alt … Jesus henvender sig til den discipel, Han elskede og fremkom med bebudelsen, der er henvendt til enhver kristen: ” Dér er din mor”. 

Med andre ord, det er på Golgata, at enhver kristens ”bebudelse” finder sted, hvor Jesus afslører, hvad det betyder at være den discipel, Han elskede mest, et åndeligt liv, der begynder med, at man tager Maria ind i ethvert aspekt af Hans væsen, ligesom Treenigheden gjorde i Nazareth 33 år forinden. I den smukke udveksling mellem Jesus, Maria og den discipel, Han elskede mest, opstår det spørgsmål, vi som kristne bør stille os selv hver dag gennem hele vort liv, og som Maria også stillede sig selv: ”vil du give mig din menneskenatur, gennem hvilken jeg på ny vil gennemføre frelsens mysterium, så du kan modtage den hæder, der venter dem, der på fuldendt måde har tilpasset sig mig?”. Formuleret på en mere tilgængelig måde siger Jesus: ”hvis du siger ja til Mig, siger du ja til alt det, Jeg åbenbarer for dig, som Vejen, Sandheden og Livet, en selvopofrelse, der begynder med, i, og gennem Maria, som Jeg nu overdrager til dig, som din Moder: Her er hun!” Hvad er dit svar? 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 25. marts 2015. Den kan læses på:https://catholicexchange.com/greatest-act-human-freedom-history

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Moder og Søn

Bær sorgen, hvor tung den end måtte være

Nu, hvor vi er gået ind i fastetiden, er trofaste katolikker forpligtet til at gøre én ting: at være i bøn og faste for Kirken, som er Vor Moder.

Kirken gennemlever en passion, som Hun aldrig nogensinde før har gjort igennem hele Hendes levetid (historie), og det siger ikke så lidt. Århundreder præget af forfølgelse af romerske kejsere, biskoppers hæresi og skismaer forårsaget af store grupper af troende samt massive frafald.

Men disse opbrud har stort set fundet sted over tid, når man ser det ud fra et overordnet perspektiv. I dag er vi vidner til, at de mange ting, der sker, foregår på én og samme tid og mærker Vor Herres mystiske Legeme synligt og markant.

Og det er nu, at Judas slår til, for denne passion er forårsaget af apostlenes efterfølgere.

Da Vor velsignede Herre på mirakuløs vis gjorde vand til vin i Kana på anmodning af Hans hellige Moder, kunne Han ved et mirakel have ladet karrene blive fyldt med vin og dette i løbet af et splitsekund, og Han havde ikke brug for, at karrene først blev fyldt med vand.

Men Hans ønske var, at karrene først blev fyldt med vand. Det var den menneskelige indsats, Han ønskede. Denne opgave var forbundet med udfordringer, fordi nutidens VVS-løsninger i sagens natur ikke var tilgængelige på daværende tidspunkt, og det betød, at tjenerne måtte drage hen til brønden i Kana adskillelige gange for at kunne fylde karrene op. Det var et hårdt og udmattende arbejde.

Først efter at mennesket havde gjort det, som det var i stand til, satte Vor Herre ”kronen på værket” ved at foretage Sit mirakel. Gud ønsker, at vi foretager en væsentlig arbejdsindsats, der leder op til Hans guddommelige mellemkomst. Vi arbejder meget hårdt for derefter at overhænde det, vi har frembragt, til Vor guddommelige Frelser, så Han kan frembringe nåden.

Da Vor velsignede Moder stod ved korsets fod, gennemlevede hun smerte og lidelse i et sådant omfang, at intet menneske nogensinde vil kunne begribe eller bære det, hun gennemgik.

Smerte kan ikke defineres ud fra en objektiv målestok. Smertens størrelse og omfang afhænger helt og holdent af den, der oplever den. Da hun (Maria) var vidne til det, synden bevirker og konsekvensen af vores fordærvede moral, laster og ondskab, bar hun i sin ubesmittede sjæl en ubeskrivelig smerte.

Simeons profeti gik i sandhed i opfyldelse: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” og det var netop, fordi hun var uden synd og en rollemodel i forhold til renhed, at denne afskyelighed og dette mørke, synden bærer med sig, bragte hende dyb og stor smerte.

Hun, som ikke kendte til syndens vederstyggelighed, måtte bære den omfattende smerte ved at se sin Søn blive ramt af det, synden afføder.

Og da de to var tæt forbundet, den nye Adam og den nye Eva, skabt af samme kød, er det praktisk talt umuligt at sætte sig ind i den lidelse og smerte, hun måtte gennemleve ved korsets fod.

Og midt i smerten, den lidelse, som Gud måtte gennemgå, frembar hun sit ypperste offer til himlen, for hvad kunne være større, end at hun frembar sin Søn for Den himmelske Fader? Og det var på det tidspunkt, at hun ophørte med blot at være moder til Jesus, men blev Kirkens Moder.

Det er derfor, Vor Herre fra korset (ifølge Skt. Johannes) kalder hende ”Kvinde”, men definerer hende som moder i forhold til Skt. Johannes.

Hun er Kvinden, der nævnes i 1. Mosebog, som før verdens tilblivelse af Gud Fader blev udset til at spille en (markant) rolle i frelseshistorien, fordi hun først skulle bringe den fysiske Jesus til verden og derefter give liv til Hans mystiske Legeme (Kirken), som her er billedliggjort af Skt. Johannes.

Skt. Johannes var ikke i den situation, at han ”manglede” en jordisk moder, for hans biologiske moder stod ved siden af ham under korsfæstelsen på Golgata, det er det, evangelierne beretter.

Men det var nødvendigt, at han blev overdraget en himmelsk moder, og mens han tog del i den lidelse, der blev gennemlevet på Golgata, blev han givet en himmelsk moder. Vor Herres beslutning på korset var, ifølge Johannesevangeliet: ”Dér er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig”, og videre var Vor Herres beslutning, at Kirkens ve og vel her på jorden blev overdraget Hans moder.

Det er derfor, Han tiltaler hende på to måder, både som Kvinde og Moder, men Johannes betragtes i begge tilfælde som søn. At Vor Herre overlader og betror omsorgen for Kirken til Sin hellige moders varetægt er os et eksempel til efterfølgelse.

Hun blev betroet et ophøjet hverv, nemlig omsorgen for sjælene på grund af hendes smerte og offer. Jo større smerte, jo mere opnår man.

Denne faste, hvor Kirken ikke kun gennemlever Sin passion, men er omfattet af den fuldkomne smerte, lad os da være ligesom tjenerne ved brylluppet i Kana, der ved hårdt arbejde fyldte karrene med vand. Lad smerten og opofrelsen nå sin fylde, så vi, som Vor Moder, da Hun stod ved Golgata og frembar sin smerte til himlen, kan følge hendes eksempel.

Søndagen vil oprinde. Og ligesom Skt. Johannes var den første, der nåede ud til graven, lad os forberede os for at haste efter ham. Vi – os, som er Kirken, må udholde den smerte, vi aktuelt gennemlever. Der er ingen vej udenom.

Vi må stå fast, gennemleve det og lide under det, men (husk på) lidelsen er ikke forgæves.

Dette kan bæres af kærlighed til sjælene og for enheden med Kristus på korset, og det er muligt at gøre dette, fordi vi ledsages og tages vare på af Vor Moder, og fordi vi mindes, at hun har gået den samme vej.

Vi er hendes sønner. Hun er Vor Moder. Den lidelse, vi deler med hende, er vejen til opstandelsen.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 7. marts 2019. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mother-son

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)