Category: Mariology

Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er midtpunkt i adventstiden

Hvis der er fem dage, der understreger betydningen af vor helt specielle tid med Maria, er det dagene fra den 8. til den 12. december. I de dage reflekterer vi over Marias ubesmittede Undfangelse og de begivenheder og budskaber, der knytter sig til Vor Frue af Gaudalupe. Disse begivenheder er af Det guddommelige Forsyn nøje blevet placeret centralt i adventstiden, ikke for at fjerne vort fokus fra Kristi komme, men for at forberede os til det. De førnævnte begivenheder omkring Maria retter vores opmærksomhed på en smuk og centrale sandhed om hende, som den ærværdige Fulton Sheen ofte har påpeget, nemlig, at Maria altid er Kristi Advent.

De historiske og åndelige tråde, der kan trækkes fra festen for Den ubesmittede Undfangelse til Vor Frue af Gaudalupe, Vor frue af Lourdes og endda Vor Frue af Fatima, fra den gamle verden til USA og fra den østlige kirke til den vestlige kirke, er fascinerende. Jeg har mange gange både talt og skrevet om, hvordan alt dette er forbundet, og man kan finde en kort opsummering af alt dette i en anden artikel, jeg har skrevet. I dette indlæg, vil jeg koncentrere mig mere specifikt om de mysterier og begivenheder, der knytter sig til tiden fra den 8. til den 12. december, og hvordan de viser os vejen til at komme tættere på Gud, et budskab verden i dag desperat har behov for, fordi den har vendt sig bort fra Gud. I løbet af disse specielle dage i adventstiden, vil vi overveje, hvordan Gud ønsker at knytte Sig tættere til hver eneste af os på en helt speciel måde gennem Hans Moders hengivenhed. Det var det, Han gjorde, den første gang, Han kom, og hver eneste advent giver Kirken os mulighed for at reflektere over, hvordan denne sandhed gengives i vores eget liv.

Vor Frue af Gaudalupe og Hendes mysterium kan ligesom Den ubesmittede Undfangelse give os to betydningsfulde sandheder om det at være forbundet med Gud, og som har stor betydning for enhver kristen. Det første, som vi så på en kraftfuld måde i Mexico City i 1531, er, at Maria altid er handlekraftig, specielt i disse dage, for at forberede sjæle til at modtage Kristus som den gave, som Han er. Og hun viste, at hendes foretagsomhed bar frugt, fordi 9 millioner aztekere konverterede (uden at hun sagde et eneste ord til dem). Aztekernes civilisation var baseret på en dødskult, der var centreret omkring menneskeofringer. Med andre ord, når verden ikke ser noget håb eller mulighed for at finde Gud, er Maria Guds hemmelige våben. Hemmeligt, fordi hun ikke kommer med fuld styrke eller på en frembrusende måde, men på en uventet måde, der afvæbner verden omkring hende. Man må aldrig glemme, at Mexico er kristent på grund af Maria, og Maria var i stand til at forestå denne omfattende omvendelse, fordi Helligånden kun virker igennem hende, da hun er Hans brud, hvilket altid har været Kirkens lære. Skt. Louis de Montfort formulerer det på følgende måde: ”Jesus er altid og overalt Marias frugt, Marias Søn. Og Maria er altid og overalt det sande træ, som bærer livets frugt. Hun er den sande Moder, som frembringer denne frugt” (True Devotion, no. 44).

Den anden sandhed, Vor Frue af Gaudalupe åbenbarer, er, at hemmeligheden bag det, at Maria er fuld af nåde, skyldes, at hun er ubesmittet, et ord der betyder ”uden plet”. Hvad er det, der skaber pletter på vores sjæle, ægteskaber og forholdet til Gud? Er det ikke egoisme, urenhed, jalousi og det at sætte mennesker og materielle ting over Gud?

Hvordan kan Den ubesmittede Undfangelse være netop dét, der kan fjerne disse (syndens) pletter? Ganske enkelt fordi, det er ved hjertets ydmyghed og renhed, at der banes vej for, at man kan se Gud og fuldt ud modtage Hans nåde, alt det, som vi oprindelig er skabt til. Da Maria tømte sig for ”sit ego”, blev der plads til Gud, og Gud fyldte hende. Maria har tømt sig så meget for ”sit ego”, at hun blev ét med Helligånden. ”Jeg er Den ubesmittede Undfangelse”, det var det, hun åbenbarede i Lourdes. Dette siger langt mere end blot, at hun er uden synd. Hun er fuld af nåde, i nåden er hun et og alt med sin ægtefælle (Helligånden), og det betyder, at når vi ser hende, er det kun Gud, vi ser i – og gennem hende.

Det var det, hun mente, da hun sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1: 46). Et forstørrelsesglas er gennemsigtigt og forstørrer kun det, der ses igennem det. Forestil dig et menneske, der er fuldstændig under Guds kontrol. Ja det er svært at fatte. Kun de, der fuldstændig stoler på Gud, modtager Hans nåde helt og fuldt for at kunne opnå det utænkelige i deres sjæle og gennem deres gerninger.

Det er det, Kirken beder os overveje omkring Maria denne og alle andre adventer, fordi hun er enhver kristens forbillede. Ja, vi er kaldet til i vore sjæle at gennemleve den Ubesmittede Undfangelses mysterium, så vi finder frem til den forbundethed med Gud, som vil forandre verden omkring os. Gud elsker os, når vi forsøger på at tømme os, så meget vi kan, for ”vores ego”, for derved giver vi Ham plads til at gøre underværker. Fortvivl ikke, når I læser dette. Dette er virkeligt og netop det, der er Guds ønske for dig denne advent.

Vi har alle mulighed for at tømme os for vores ego, så Gud kan fylde os med Sin nåde. Hvad kan vi gøre for at nå dertil? Vi kan gøre, som de tre vise mænd, som ydmygede sig for at kunne få opfyldt det, de allermest ønskede sig, nemlig at møde Jesus Kristus, Frelseren, som lå i Marias favn. Lad os gå i fodsporene på de tre vise mænd og lære af deres visdom, og vi bør aldrig glemme, at jo mere vi er skjult for verdens åsyn, jo mere er vi til for Gud. Husk på det, når I beder rosenkransen denne advent, og især når I overvejer glædens mysterier.

Vor Frue af Gaudalupe og den nye advent, bed for os.

Glædelig jul.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 9. december 2018. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2018/12/09/mary-is-the-heart-of-advent

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Frugterne, som man høster ved at bede rosenkransbønnen

I morgen er det den sidste dag i denne måned, hvor vi fejrer den hellige rosenkrans. Hvilke frugter kan den person høste, som vedholdende har bedt rosenkransbønnen gennem hele sit liv? Min overbevisning er, at disse er at finde blandt Helligåndens 12 nådegaver, som er oplistet i katekismen. De er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen er garanten for, at man i sind og ånd er forbundet med Den hellige Jomfru Maria. Der, hvor Den hellige Guds Moder er, der er Helligånden også. Den, der igen og igen beder rosenkransen og gentager Ave Maria (Hil dig, Maria), beder indtrængende (med denne bøn) om, at Helligånden må overskygge vedkommende.

Det er en glæde for Helligånden, at Han kan forme helgener gennem Den hellige Jomfru. Maria er ”administrator”, forvalter og midlerinde af Helligåndens nådegaver. Det har stor betydning, om Maria er til stede i et menneskes hjerte, for hvis hun ikke er det, er dette hjerte præget af tomhed og hårdhed. Er Maria derimod til stede i et menneskes hjerte, er det præget af frugtbarhed og anger. Der, hvor Maria dvæler, er Helligånden på en mystisk og fantastisk måde aktiv.

Hvis du ønsker at åbne dit hjertes dør for Maria, så bed hendes rosenkrans. Derpå vil hun gøre sit indtog (i dit hjerte), og Helligånden vil være ved hendes side. ”Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ’Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?’” (Luk 1: 41-43).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-fruits-of-the-rosary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kæden, der sætter dig fri

Fader Francesco Bamontes vidnesbyrd om den hellige rosenkrans’ styrke i sin bog Objecti diabolici ed esorcismo (Paoline, 2006), gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg besluttede at oversætte dette vidnesbyrd for dem, der følger bloggen Vultus Christi. Fader Bamonte er én af lærerkræfterne på undervisningsforløbet om exorcisme og benyttelsen af bønner til at udfri besatte personer, som afholdes på det pontifikale Atheneum Regina Apostolorum i Rom.

Når det handler om den hellige rosenkrans, så anbringer en præst på et tidspunkt under en excorcisme en rosenkrans om halsen på den person, der bliver excorseret. Dette afføder, at en dæmon pludselig begynder at råbe: ”Den slår mig ihjel, den tynger mig, den slår mig ihjel, denne kæde med korset for enden”. Derpå udbrød excorsisten: ”fra i dag vil denne vor søster dagligt bede rosenkransen”. Dertil svarede dæmonen straks: ”Men der er så få af Jer, der beder den (rosenkransen) sammenlignet med resten af verden. Det er kun godt for mig, at det er sådan, fordi den (rosenkransen) tilføjer mig stor skade. Man anråber Den (med reference til Vor Frue). Man får mig til at huske på Den (med reference til Jesu Kristi liv, som man reflekterer over, mens man beder rosenkransen)”.

En anden dag, da en exorcisme var i gang, og dæmonen til stede, tog exorcisten en rosenkrans op af lommen, og det fik straks dæmonen til at råbe: ”fjern den kæde, fjern den”. ”Hvilken kæde” (spurgte exorcisten)? ”Den med korset for enden. Hun pisker os med den kæde”. Der er her tale om en sprogbrug, der er præget af metaforer, men det lader os forstå på en konkret måde, at rosenkransen besidder en væsentlig kraft, og at djævelen frygter den rigtig meget.

Der er visse eksempler på ”usund” åndelig praksis samt syndsaktivitet, der er blevet en vane hos et menneske, som på en mystisk måde og ved Guds forsyn kun kan tilintetgøres, når man er udholdende i en ydmyg rosenkransbøn. En virkelig hellig præst her i Rom, én af de ledende exorcister i bispedømmet, lærer, at rosenkransen er den mest kraftfulde bøn (af alle bønner), når man ønsker at overvinde det onde i ens liv.

Rosenkransen er i virkeligheden ”et godt budskab til fattige, den giver lægedom til dem, hvis hjerte er knust og udråber frigivelse for fanger” (jf. Es 61: 1).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. oktober 2010. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2010/10/the-chain-that-sets-free

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen, befrielsen og en ny begyndelse

Vi er kommet til den dag, hvor vi i liturgien mindes Skt. Magaret Mary Alacoque, og dette bekræfter blot min tro på, at en ydmyg og vedvarende recitation af rosenkransbønnen kan blødgøre det mest hårdføre hjerte og fjerne en synders modstand mod at elske Kristus.

Der er situationer, hvor det at bryde med vanebetonede synder, er (eller det synes at være) uoverstigeligt for den, der bærer på disse synder. Dette optræder specielt i forbindelse med synder, der er blevet indarbejdet og gjort til en vane.

Nogle gange fokuserer en sjæl, der kæmper med en vanebetonet synd, på selve synden og på at undgå den, og det kan resultere i en åndelig udmattelse, der kan lede til depression og selvhad. Hvad er løsningen, når noget sådant sker?

Hvor forunderligt det end kan lyde, så er løsningen som oftest, at man ignorer synden og bevarer en vis form for ”angerfuld sindsro”, også selvom man er faldet i fristelse gentagne gange, og på samme tid bør man være i vedvarende, ydmyg og inderlig rosenkransbøn. Efter et stykke tid vil man begynde at betragte rosenkransens mysterier fremfor sin egen elendighed. På en nærmest umærkelig måde begynder det grimme ved den vanemæssige synd at forsvinde foran Den rene Guds Moders skønhed.

Lidt efter lidt opløser rosenkransbønnen enhver modstand mod at elske Kristus og Hans nådes kraft. På denne måde åbner rosenkransbønnen sjælen for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed. For mange syndere har rosenkransen været begyndelsen til helliggørelse.

Naturligvis forholder det sig sådan, at hvis en synder ikke ønsker at bede, hvis denne ikke engang vil forsøge på at bede, blot ved at sige ordene og prøve at finde bønsrytmen, så er denne fortabt. For de fleste af os arme syndere, er frelsen tæt forbundet med lydigheden overfor Kristi ord, ”Bed, så skal der gives Jer” (Luk 11: 9).

En frigørelse fra den vanebetonede synd foregår som regel ikke over en nat (Selvom det kan ske og endda gør det). Langt oftere sker det gradvist, når man opdager den glæde bønnen bidrager med og derfor begynder at bede mere og mere. Uophørlig bøn er ikke forenelig med alvorlig synd.

Hvor mange gange er en fuldstændig omvendelse til Kristi kærlighed ikke startet med, at personer har vist modtagelighed overfor rosenkransen. ”Hav rosenkransen på dig, min ven, hav den i lommen. Jeg vil bede for dig”. Snart vil denne person tage sig selv i at være i færd med at lade den ene perle efter den anden glide igennem sine fingre. Denne person vil lade en eller to Hil dig, Maria passere over sine læber, og derefter følger 10 mere og derpå endnu 20. Efter et stykke tid må denne person tage sig selv i at bede alle fem dekader på rosenkransen … og en dag vil denne person til sin store forbløffelse sidde i skriftestolen og sige: ”tilgiv mig Fader, for jeg har syndet”. Et nyt liv har taget sin begyndelse. Sejren for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed i forbindelse med menneskers liv, der er blevet ødelagt, og som befinder sig i desperate situationer, kan have sin begyndelse i Marias sødmefyldte og ydmyge bøn. Bed rosenkransbønnen, og du vil opleve, at alting ordner sig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-liberation-and-new

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: en betragtning af skønheden i Jesu Kristi ansigt

Jomfru Marias Rosenkrans, som – under Helligåndens ledelse – har udviklet sig i løbet af det andet årtusinde, er blevet en højt skattet bøn for mange helgener og er blevet støttet af læreembedet. Med sin enkelthed og dybde forbliver Rosenkransen med det tredje årtusindes frembrud en betydningsfuld bøn, som er bestemt til at frembringe hellighedens frugter. Denne bøn hører med til kristendommens åndelige vej. Gennem to tusinde år har kristendommen ikke mistet noget af sin oprindelige kraft. Den er af Guds ånd bragt frem til være den udfarende kraft (duc in altum!), der atter og atter proklamerer Kristus, ja, råber til verdenen: Kristus er Herre og Frelser, er ”Vejen, Sandheden og Livet” (Joh 14:6), er ”Det endelige mål for den menneskelige historie, samlingspunktet for alle historiske og kulturelle bestræbelser”. Selv om Rosenkransen er karakteriseret ved sin marianske fremtrædelsesform, så er den dybest set en kristologisk bøn. De enkelte deles nøgterne form forener sig med dybden i Det glade Budskab, som Rosenkransen samtidig er en sammenfatning af. I den genlyder klart Marias bøn, hendes uophørlige Magnificat, fordi menneskevordelsens forløsende værk tog sin begyndelse i hendes jomfruelige moderskød. Med Rosenkransen går de kristne i Marias skole, hvor de lader sig føre ind i kontemplationen over Kristi åsyns skønhed og ind i erfaringen af hans kærligheds dybde. Gennem Rosenkransens mysterier modtager de troende en fylde af nåde, som modtog de den af Forløserens moders egne hænder.

Pave Johannes Paul II

Den apostolske skrivelse Rosarium Virginis Mariae, fra oktober 2002.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-contemplation-of-be

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lille dreng, der bad mange rosenkranse

Mange rosenkranse

Da Den hellige Jomfru Maria åbenbarede sig i Fatima i 1917, sagde hun til den lille Francisco, som på det tidspunkt var ni år, at han ville komme i Himlen, men først måtte han bede mange rosenkranse. Herefter så man ofte den lille dreng bede rosenkransbønnen meget intenst. Det, der vækker min interesse er, at Vor Frue insisterer på, og det bekommer mig svært at sige dette, et stort antal rosenkranse, og det betyder i sagens natur rigtig mange rosenkranse!

Det er nødvendigt at være opmærksom på, at man skal være udholdende for at bede dekade på dekade og rosenkrans på rosenkrans. Hvis ens bønsaktivitet ikke er ordentlig, bør man i det mindste bede meget. ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk 18: 1). Den, der beder den ene rosenkrans efter den anden, frembærer for Gud, den basis, der udgør bønnen, og har tillid til, at Gud vil finde det rette tidspunkt, hvor Han gennem Helligåndens ild vil gøre brug af den.

Den, der beder mange rosenkranse, tilkendegiver overfor Gud (på en hengiven måde) et brændende ønske om at være værdig til den uvurderlige nåde at kunne bede uden ophør. Til tider er det bedste, man kan gøre at bede meget og henvende sig til Guds Moder, som med Sin bønsmagt kan bistå ens bønsaktivitet, så den ved Helligånden undergår en forandring, så man ”tilbede(r) i ånd og sandhed” (Joh 4: 24), for det er det, der behager Faderen.

Helgenernes rosenkransbøn

Den salige Johannes XXIII bad alle rosenkransens femten mysterier hver dag. Det samme gjorde Guds tjener Father Marie-Joseph Lagrange, O.P., en anerkendt ekseget og grundlægger af École Biblique de Jerusalem. Skt. Pio fra Pietrelcina bad uophørligt rosenkransen, og det samme gjorde Skt. Gaetano Catanoso, det hellige Ansigts ydmyge apostel. Hele Skt. Johannes Paul IIs liv var præget af rosenkransbøn. Helgenerne ”gennemhuller” vores argument om, at ”vi ikke kan finde tid til at bede rosenkransen”. Man kan spørge: Har du mere travlt end Johannes XXIII, Padre Pio eller Johannes Paul II? Der eksisterer en stor visdom, som har bevist sit værd, og som går ud på, at man beder sin første rosenkransbøn, før dagen påbegyndes. Den første rosenkransbøn, der bedes, mens man vågner, er en markør for resten af dagen. Rosenkransene, man beder i løbet af dagen i de mindre travle stunder og igen ved dagens afslutning, bliver umærkeligt en form for vedvarende bøn.

Den, der beder mange rosenkranse, som Skt. Francisco fra Fatima gjorde, vil hurtigt leve et liv i – og med Maria. Maria vil, for denne sjæl, blive, som Gerard Manley Hopkins siger: den luft vi indånder. Der, hvor Maria er, vil Helligånden komme for at helbrede, frelse fra synd, herliggøre Kristus og give os et liv med Kristus og Hans Moder i Faderens skød.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/the-little-boy-who-prayed-many

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: derfor er bøn, der bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde, gavnlig for kristne

I denne måned, oktober, er fokus særlig rettet på Den hellige Jomfru Maria og den titel, hun bærer: Den salige Jomfru Maria af Rosenkransen, og af stor taknemmelighed forpligter vi os til at bede den vidunderlige bøn, som rosenkransbønnen er. Dette er bønnen, som et utal af helgener har elsket højt, og som er blevet prist til skyerne af paver, og det er en bøn, som er beriget med mange former for aflad, og den er trøstende og enkel, og endelig er den særdeles effektiv i kampen mod onde magter, synlige og usynlige.

Mange helgener har udtalt, at rosenkransen er den bedste og mest givtige bøn, vi kan fremsige for Gud, og dette gælder for enhver kristen, uanset hvor vedkommende befinder sig i sit liv. Hvad er med Skt. Louis de Montforts egne ord ”rosenkransens hemmelighed”? Det er den åndelige ydmyghed og tillid, vi bærer på, når vi lægger os på knæ foran Guds Moder, der er uden synd, og vi søger beskyttelse hos hende, som Jesus Kristus nærer stor kærlighed til, og som er uhyre kraftfuld i sin forbøn rettet til Ham. Det er det, vi ser ved brylluppet i Kana. Han lytter til det, hun beder om. Det, vi også er vidner til ved korsets fod, er, at Jesus overlader den discipel ”Han elskede mest” til hende og hende til disciplen: Vi er alle børn af Maria, og hun er blevet overdraget os, hvis vi er Kristi, Vor Herres, disciple. At fordybe sig i den bøn, som Maria holder allermest af, er som at søge dybt ind i hendes sjæl, der er beriget med åndelige skatte, og der se, Guds herlighed blive genspejlet.

Rosenkransen rummer tre kvalitative elementer, som gør den velegnet til det kristne menneske. Bønnen bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde.

Som en bøn, der bliver sagt højt, placerer rosenkransen sig i en ædel tradition, der strækker sig fra Moses bøn til Davidsalmerne og over til Makkabæernes bøn og Simeons lovsang i templet. I første Samuels’ Bog kan vi læse, at: ”I lang tid bad hun (Hannah) for Herrens ansigt og imens sad Eli og iagttog hendes mund” (1 Sam 1: 12). Marias kusine Elisabeth udbryder med høj røst: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt” og hertil svarer Vor Frue i begyndelsen af sin lovsang: ” … For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi Den mægtige har gjort store ting mod mig” (Luk 1: 42 og 49). Kristus lærer os, at vi bør gå ind i vores kammer, og der bede til Gud, og Han giver os et forbillede, som er den ydmyge tolder, ”der ikke engang løfter sit blik mod himlen, mens han slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig” (Matt 6: 6 og Luk 18: 13). Ved en anden lejlighed giver Kristus os eksemplet med den vedholdende enke, der i sin nød ikke stopper med at bede dommeren om hjælp (Luk 18:2-5). Den fortabte søn falder på knæ for sin far og bekender sin skyld; der sidder en blind mand ved vejen til Jeriko, som bliver ved med at råbe: ”Davids Søn, forbarm dig over mig” (Luk 15: 21 og 18: 38). Den hellige Paulus fortæller os, at vi bør ”bede uophørligt (1 Thess 5: 17) og være vedholdende i bønnen” og ”tal(e) til hinanden med salmer og hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5: 18-20 og Kol 3: 16-17).

Med eksempler som disse og flere hundrede, som jeg kunne trække frem, bør det stå klart, at den bøn, der siges højt, ikke skal betragtes som værende ubetydelig eller middelmådig, som vildfarne fortalere for eksempel protestanter og liberale katolikker ellers har hævdet. Tværtimod er den bøn, der siges højt, traditionel i sin karakter, for den har altid været den foretrukne bønsform og videre er den en givtig måde at være til stede på over for Gud, og man vender sig til Ham i tillid og med håb, og alt dette gøres med det sigte at helliggøre ens tale og hjerte” (Matt 12: 34). 

Det, at der er et repeterende element i forbindelse med rosenkransbønnen, er ikke afbrydende for koncentrationen, eller at man betragter rosenkransbønnen som gammeldags og en praksis fra middelalderen. Det repeterende element i bønnen er forbundet med to vigtige aspekter: menneskesindets virke og den rette måde at henvende sig til Den Almægtige på. Når vi igen og igen må vende tilbage til de store begivenheder i frelseshistorien, går dette på bedste vis hånd i hånd med den kendsgerning, at vi ikke kan erkende fuldt ud, men stykkevis, og det kræver i sagens natur, at vi må fæstne mangt et kærligt blik på eksakte og velkendte episoder i frelseshistorien for at få et nærmere og dybere kendskab til dem, og på den måde lærer vi også at komme foran Gud, og der være i en bøn (der er enkel), der bedes uophørligt, ydmygt, uden distraktion, som når et barn beder til sin Fader. Vi lærer noget nyt ved at beskæftige os med de velkendte situationer i frelseshistorien, og dette sker, fordi vi gradvist og mere og mere elsker Vor Herre og Hans Moder. Ved at gentage de samme ord igen og igen former vi både vores tanker og vores tale. Ved at overveje de samme mysterier gentagne gange, bliver vi som børn, der aldrig bliver trætte af en bestemt og smuk historie, eller som et ældre ægtepar, der kender – og er opmærksomme på hinanden ned i mindste detalje. Selv seraferne, der står foran Guds trone, synger til evig tid deres lovsang. ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6:3 og Åb 4: 8).

Den enkle og rolige måde at sige bønnen på, hvor man gentager Fader VorEnglens hilsen og doxologien (Lovprisning af Gud, f.eks. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden) har en opmuntrende virkning på det at overveje vor tros mysterier. Her handler det ikke om at foretage en dybdeborende analyse af- eller at opnå et klart billede af det enkelte mysterium eller fuldt og helt være til stede ved det, der skete. Johannes Paul II siger følgende:

Den hellige rosenkrans er et evigt minde om frelsen og den måde, hvorpå den er blevet udført: At Ordet blev kød (inkarnationen), Jesu lidelse og død for os, og den påske, Han har grundlagt, som for altid vil blive afsluttet i Himlen. Når vi tænker på de kontemplative elementer i rosenkransen, det vil sige mysterierne, som den sagte bøn er centreret om, forstår vi bedre, hvorfor denne krone af de mange ”Hil dig Maria” (englens hilsen) er blevet betegnet som ”Jomfruens Psalter”. For salmerne mindede Israel om de undere, der skete ved udfrielsen fra Egypten, og den frelse, Gud udvirkede, og de selvsamme salmer kaldte konstant folket tilbage til troskab mod pagten, der blev sluttet på Sinai. På samme måde minder rosenkransen konstant det nye pagts folk om de barmhjertighedsundere og den styrke, Gud har anvendt ved Kristus på menneskehedens vegne, og rosenkransen kalder den nye pagts folk tilbage til troskab mod løfterne givet i dåben. Vi er Hans folk, og Han er vores Gud (Osservatore Romano, October 11, 1983).

”Et ønske bør være ordentligt”, siger Skt. Thomas Aquinas, ”således må det også være med Bønnen, fordi den er et udtryk for et ønske”. Er der nogen, der er i stand til at finde tre bønner, der er mere seriøse, klare og trøstende eller dybe end Fader vorHil dig Maria og Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden?

At dvæle i sætningerne, der stammer fra Fader vor, er som at blive undervist af den mest dygtige underviser, der findes, nemlig Jesus Kristus, Den evige og inkarnerede Visdom, som lærte Sine disciple netop denne bøn. Det er derfor ikke overraskende, at både koncilet i Trents’ Katekismus og Den Katolske Kirkes Katekismus har taget udgangspunkt i Herrens bøn i opbygningen af de forskellige afsnit vedrørende bøn.

Når det handler om bønnen, Hil dig Maria, er denne en meget levende bøn, fordi hver eneste linje og ord indeholder mysteriets stilhed, lyden af profeti og løftet om frelse. Selve ordene omslutter på en og samme tid adskillelige mysterier og hellige begivenheder: bebudelsen, inkarnationen, besøget (hos Elisabeth), Jesu hellige Navn, at Maria bærer på stor nåde, at Maria går i forbøn for os i Himlen samt de sidste ting. Ret beset er Hil dig Maria et mindre kompendium, der rummer hele den katolske tro.

Uden teologisk slinger og uden at spilde et eneste ord, påkalder vi, når vi siger: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Den hellige Treenighed, Alfa og Omega over alt det skabte, og denne lille bønsakt er rettet til den uendelig store Gud.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-rosary-why-vocal-repetitive-meditative-prayer-is-beneficial-to-christians

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria, Den elskede: om at fordybe sig i Jomfruens hellige Navn

Den 12. september fejrer vi festen for Marias Allerhelligste Navn. Mysterierne og de undere, der knytter sig til Marias hellige Navn, er så omfattende, at den teologiske disciplin, man kalder Mariologi, aldrig vil kunne komme helt i dybden med det, der relaterer sig til dette navn. Navnet Maria har mange smukke betydninger og betegnelser knyttet til sig, heriblandt: Guds elskede, den lysende stjerne, nådens hav og den, der bærer på stor smerte. Skt. Montfort nedfældede følgende smukke formulering: ”Gud Fader samlede ved skabelsen alle vanddråber og kaldte dem hav. Han har samlet al sin nåde og kaldt den Maria” (§ 23) (1).

Jesu hellige Navn betyder ”Jahve frelser / Gud vor Frelser”, dette er et navn, som er smukt og passende, for Han alene er vor Gud og blev vor Frelser ved Maria. ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 21).

Der optræder en anden smuk typologi, der knytter sig til Jesu Kristi Moders hellige Navn, og det er stjerne. Maria er den stjerne, der førte verden til Jesus Kristus. Hun er det skinnende lys, der forkyndte skæret af Hans komme. Hun er den: der bringer lindring til den vejfarende, der viser vej for den, der er på vej, der hjælper den hjælpeløse, hun er det ”kompas”, der udstikker vejen til Gud, og hun er den stjerne, der oplyser den vej, der fører til Kristus.

Det er blevet fortalt: … og jomfruens navn var Maria. Lad os forsøge at knytte nogle ord til dette navn, som betyder og er blevet fortolket som havets stjerne, og som er meget passende for Jomfru Moderen, som meget vel kan sammenlignes med en stjerne. En stjerne som lyser, uden at hun selv mærkes af det, og jomfruen bragte sin Søn til verden, uden at hendes jomfruelighed blev berørt af det. Lyset fra en stjerne fjerner på ingen måde Marias jomfruelighed. Hun er den ædle stjerne (som skulle udgå fra Jakob), der i sin stråleglans lader sit prægtige lys nå ud til hele verden, og dens lysstråler er de skønneste i himlen, og disse lysstråler når endda til helvede, men inden de når dertil, rammer de på deres vej jorden for at sende advarselssignaler til sjæle langt mere end til legemer, og hvor de fremelsker det gode og skræmmer det onde væk. Jeg siger Jer: hun er en klar og lysende stjerne, der fremstår som et eksempel ved sin stråleglans, og den er blevet placeret det helt rette sted, så den kan følge med i det, der foregår på det åbne havs overflade. Oh, hvem du end er, du, som kender dig selv, det at være på denne jord, handler ikke om at vandre på fast grund, men du, som bliver forslået og medtaget af stærke vinde og storme, som raserer dette livs hav, lad dig ikke blive forledt til at lade dette overvinde dig, men hold dit blik stift rettet mod denne stjernes klare lys, hvis fristelsens orkaner rejser sig mod dig, og du løber ind i den ene snublesten efter den anden, løft da dit blik mod stjernen og anråb Maria. Hvis stolthedens bølger, selvisk stræben, bagvaskelse eller misundelse skyller ind over dig, lad dine øjne søge mod stjernen og anråb Maria. Hvis bølger af vrede, begær eller fristelse mod kødets lyst angriber din sjæl fra alle sider, ret da dit blik på Maria. Hvis den store mængde synder, du har begået, hjemsøger dig, hvis din samvittigheds dårskab forvirrer dig, hvis frygten for dom overvælder dig, og hvis du er ved at glide ned i et dyb af ulykke og fortvivlelsens gab, tænk da på Maria.

I fare, vanskeligheder eller ved tvivl, tænk da på Maria og anråb hende. Du bør aldrig holde inde med at påkalde hende eller lade hende tage bolig i dit hjerte, og du bør heller aldrig se bort fra hendes forbøn og lukke dine øjne for hendes eksempel i forhold til omvendelse. Hvis du følger hende, vil du aldrig fare vild. Hvis du retter din bøn til hende, vil du aldrig fortvivle. Hvis du hele tiden tænker på hende, vil du ikke blive bragt ud af kurs. Hvis hun leder dig, bliver du aldrig træt. Hvis hun hjælper dig, vil du til sidst nå til det, der er dit endelige hjem, og du vil komme dertil i god behold, og det vil stå klart for dig, at det, som så ofte er blevet sagt: Jomfruens navn var Maria (II).

Helgenerne priser samstemmigt den styrke – og de undere, der er forbundet Marias hellige Navn, fordi de selv har erfaret dette på legeme og sjæl. For Marias hellige Navn frygtes af helvedes magter, anerkendes af englene og herliggøres af Gud.

Skt. Alphonsus Liguori fortæller, at Richard fra Skt. Laurentius udtaler: ”Intet andet navn, end Marias, rummer så stor en styrke, der kan understøtte et menneske, og der findes heller ikke noget andet navn, udover Jesus, givet til mennesket, hvorfra så megen frelse tilflyder menneskeheden”. Han fortsætter: ”En from påkaldelse af dette søde og hellige navn leder til, at man modtager ganske store mængder af nådegaver i dette liv og stor herlighed i det næste”.

Næst efter Jesu Allerhelligste Navn rummer Marias Navn et skatkammer af alt godt, og derfor findes der hverken på jorden eller i himlen noget andet navn, hvorfra der tilflyder fromme sjæle så meget nåde, håb og sødme. ”I skønhed er i Dit navn, Oh Guds Moder, en overflod af guddommelige nådegaver og velsignelser”, som Skt. Methodius udtalte. Der er så stor overflod af guddommelige gaver, at Skt. Bonaventure siger: ”At Dit navn, Oh Maria, ikke nævnes, uden at den, der udtaler det i fromhed, modtager nådegaver”. ”Giv os, Oh Vor Frue, at vi altid må huske på dit navn med kærlighed og tillid”; denne praksis vil enten vise sig forbundet med guddommelig nåde, eller den er et løfte om, at vi vil opnå det.

Thomas à Kempis bekræfter, ”at djævlene frygter himlens Dronning i en sådan grad, at de blot ved at høre hendes navn blive udtalt flygter, som når man flygter fra den brændende ild”. Den hellige Jomfru åbenbarede selv for Skt. Birgitta, at ”der ikke findes nogen synder på jorden, uanset hvor meget denne er blottet for kærlighed til Gud, som djævelen er forpligtet til straks at forlade, hvis vedkommende anråber Jomfruens hellige navn med henblik på omvendelse”. Ved en anden lejlighed gentog Den hellige Jomfru dette budskab til Skt. Birgitta: ”alle djævlene ærer og frygter hendes navn i en sådan grad, at så snart de hører det, løsner de det greb, deres klør har om den sjæl, de har taget til fange”. Vor Frue fortalte også Skt. Birgitta, ”på samme måde som at de oprørske engle flygter fra den synder, som påkalder Marias navn, således kommer de trofaste engle til stede hos de retfærdige sjæle, der i hengivenhed anråber Jomfruens navn”.

Det vækker i sandhed trøst at vide, at Jesus Kristus har fremsat løfter til dem, der viser hengivenhed overfor Maria, for en dag hørte Skt. Birgitta i Vor Herres tale til hende, at Han har lovet Sin Allerhelligste Moder, at Han ville give tre specifikke nådegaver til dem, der anråber Hans hellige Moders Navn:

1.      at de med en oprigtig sorg og smerte ser den synd, de har begået.

2.      at de overtrædelser, der knytter sig til deres synder, bliver sonet.

3.      at Han vil styrke dem i deres anstrengelser for at opnå hellighed og i sidste instans paradisets herlighed.

Vor Herre tilføjer hertil: ”For Dine ord, Oh Min Moder, er så søde og behager Mig, at Jeg ikke kan afslå de ønsker, du fremsætter for Mig” (III).

I sandhed er, de Maria numquam satis (for Maria er intet for meget), og derfor kan vi aldrig lovprise hende i tilstrækkeligt omfang.

Noter

1: True Devotion to Mary, Part 1, Chapter 1, Mary’s part in the Incarnation / Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed (§ 23).

2: Excerpts from the Breviary for the Feast of the Most Holy Name of Mary (Sept. 12).

3: Skt. Alphonsus Liguori, The Holy Name of Mary — The Power of Her Name

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 16. september 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/maria-beloved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Du, mægtige erobrer og kriger: Det Ubesmittede Hjerte, der tilhører himlens og jordens Dronning

Der findes ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, og som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

I denne forunderlige periode i Den katolske Kirkes historie fejrer man den romerske ritus i henhold to forskellige kalendere, den gamle og den nye.

I den gamle kalender er den 22. august festen for Marias Ubesmittede Hjerte, og den fungerer som en kulmination på oktaven for Marias optagelse i Himlen, alt dette for at understrege den sandhed, der ofte er blevet forkyndt af Kirkefædrene, at Vor Frue forlader denne verden, ikke for at lade Den stridende Kirke ”i stikken”, men som Nådens Midlerinde, der på en kraftfuld måde, mens hun har taget sæde ved siden af sin Søn, kan gå i forbøn (for os). Hendes hjerte, der er så favnende, som det vidtåbne himmelrum, bærer os, som barnet på moders arm, og hun gør dette med en moders kærlighed, samtidig med at hun støtter os på vores jordiske pilgrimsvandring. Man kan også sige det på en mere kort måde, at hun går i forbøn for os.

I den nye kalender fejrer man den 22. august mindet om Maria som Himmeldronning, som er det, vi overvejer, hver gang vi beder rosenkransen og specielt den femte dekade i herlighedens mysterium, hvor man overvejer kroningen af Maria til Himmeldronning. Her synes vægten at være lagt på en personlig herliggørelse ved Marias kroning til Himmeldronning, som en endestation for hendes hellighed, altså at hun tager del i mysteriet omkring sin Søn, som er kongernes Konge og herrernes Herre. Jeg kommer i tanke om, at der eksisterer en lignende kontrast relateret til festen for Kristus som Universets Konge: den oprindelige fest, der fejres i slutningen af oktober, har fokus på Kristus som Konge over verden med dens nationer og samfund, mens den nye fest, der fejres i slutningen af november, har et mere eskatologisk fokus relateret til Kristi Rige i Himlen og på den nye jord.

Hvorfor er Den hellige Jomfru Maria vor Dronning? Når man skal finde svar på dette spørgsmål, er det altid godt at kunne fæstne sin lid til en vægtig autoritet, derfor er jeg glad for at kunne præsentere den velsignede Columba Marmion (1858-1923), som har skrevet følgende vedrørende sine overvejelser omkring rosenkransbønnen:

Hvad er meningen med alle Kristi mysterier? Det er, at de danner en ramme for vores åndelige liv og fungerer som løftestangen for vores helliggørelse og er en kilde til vores hellighed. Sigtet med Kristi mysterier er at skabe et evigt og herliggjort samfund bestående af brødre (medtroende), som ønsker at være ligesom Kristus. Derfor har Kristus, som den nye Adam, knyttet sig til Maria, som er den nye Eva. Men hun er langt mere end Eva, hun er Moder til alle de levende, Moder til dem, der lever i hendes Søns nåde. Siden Maria her på jorden var tæt forbundet med de mysterier, der leder til vor frelse, kronede Jesus hende ved hendes optagelse i Himlen ikke blot med herlighed men også med magtbeføjelser; Han har gjort plads til Sin Moder ved Sin højre side og overdraget hende magten til, i kraft af den ganske særlige titel, hun har fået, nemlig Guds Moder, at videreformidle det evige livs skatte. Lad os derfor opfyldte af tro sammen med Kirken bede: ”Forestil dig en Moder: Jesu Moder, ved din fuldendte tro på Ham, vor Moder, ved din barmhjertighed overfor os, bed for, til Kristus, som du bragte til verden, at Han kunne give os liv, og som ønskede at være din Søn, at Han vil tage imod vore bønner ved dig”.

Dom Marmion bemærker, at Jesus ikke kun ærer sin moder med herlighed, som var det, vi fejrede for en uge siden ved festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen, men også med magtbeføjelser, som vi fejrer ved festen for hendes dronningeværdighed og udøvelsen af denne, sub et cum Christo, over engle og mennesker, og om man så må sige, hele den skabte verdensorden.

Man skal have gjort sig en vis erfaring med forskellige bønne- og andagtsbøger, for at man med beklagelse kan konkludere, at katolikker specielt i de sidste 150 år har sentimentaliseret den kultus, der knytter sig til Jomfru Maria på en sådan måde, at det er svært at forestille sig, at hun er i besiddelse af magtbeføjelser. På trods af det er hun vores dronning, voresherskerinde, en sejrrig kriger, der har knust slangens hoved. Der, hvor Maria regerer som dronning, der regerer hendes Søn som konge, for disse to er uadskillelige i frelsesplanen; der hvor hun ikke er regent, eller hvor hun afvises og fornægtes som regent, hæmmes Hans (Kristi) kongemagt, for den fremstår dunkel og fornægtes. Den, der ikke skænker Maria nærmere opmærksomhed eller er lunken i sine betragtninger af hende samt hendes Gudgivne beføjelser over skabningen, vil ligeledes være lunken overfor – og ikke videre interesseret i hendes Søn og Dennes retmæssige guddommelige autoritet over det skabte. Hvis man gør Maria til en genert, hensygnende og ængstelig jomfru, så vil hendes Søn blive fremstillet som en grådkvalt og selvudslettende mand, dette er den vanære, man udviser overfor Ham, fordi Han portrætteres således på små hellige kort og på malerier af religiøs karakter.

Det er en kendsgerning, at Vor Frue stod ved foden af korset, da praktisk talt alle andre omkring Jesus havde taget flugten, og der i troens mørke frembar hun sit mest dyrebare offer, nemlig hendes eget kød og blod til Den himmelske Fader, og netop dette betyder, at der i hende banker et hjerte, der bærer på så megen styrke, at det, som det eneste hjerte i hele verdenshistorien, har udvist den største og overmenneskelige heltegerning. Hun bliver med rette kaldt for martyrernes Dronning. Der eksisterer ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

Som vore kristne brødre i Øst forkynder i ekstatisk bøn: ”Du mægtige erobrer og kriger, Guds Moder, vi dine tjenere, som du har sat fri fra alt det, der tilstøder os, vi frembærer for dig vor tak, og ved din uovervindelige kraft, fri os fra al lidelse, så vi med vores røst kan lovprise dig: Hil dig, du som er Brud uden brudgom”.

Liturgien i Øst- og Vestkirken fremstiller Den hellige Theotokos som en arketype for hele Guds skabelse, den mest prægtige, hellige, ædle, værdige og mægtige person, Gud nogensinde har skabt, som er blevet til ud af Hans visdom før verdens begyndelse og forudbestemt til at herske til evig tid over Jesu mystiske Legeme, Dronning over engle og den store skare af mennesker, der er blevet frelst fra dødens favntag, dels ved deres ukuelige tro og Guds Moders store styrke. Det er ikke desto mindre sandt, at Den selvsamme Jomfru, der er vores blide og elskværdige Moder, som er ydmyg og beskeden og kun har fokus på Gud, er en lille blomst med en udsøgt og skjult skønhed i en aflukket have.

På denne dag ærer vi hendes helligheds herlighed og vælde og hendes Ubesmittede Hjertes dyder, som var årsag til – og stadig er det, at denne magt og vælde bliver virkeliggjort. Hellige Maria, Guds Moder, himlens og jordens Dronning, bed for os nu og i vor dødstime. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/mighty-conquering-warrior-the-immaculate-heart-of-the-queen-of-heaven-and-earth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)