Category: Mariology

Rosenkransen: derfor er bøn, der bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde, gavnlig for kristne

I denne måned, oktober, er fokus særlig rettet på Den hellige Jomfru Maria og den titel, hun bærer: Den salige Jomfru Maria af Rosenkransen, og af stor taknemmelighed forpligter vi os til at bede den vidunderlige bøn, som rosenkransbønnen er. Dette er bønnen, som et utal af helgener har elsket højt, og som er blevet prist til skyerne af paver, og det er en bøn, som er beriget med mange former for aflad, og den er trøstende og enkel, og endelig er den særdeles effektiv i kampen mod onde magter, synlige og usynlige.

Mange helgener har udtalt, at rosenkransen er den bedste og mest givtige bøn, vi kan fremsige for Gud, og dette gælder for enhver kristen, uanset hvor vedkommende befinder sig i sit liv. Hvad er med Skt. Louis de Montforts egne ord ”rosenkransens hemmelighed”? Det er den åndelige ydmyghed og tillid, vi bærer på, når vi lægger os på knæ foran Guds Moder, der er uden synd, og vi søger beskyttelse hos hende, som Jesus Kristus nærer stor kærlighed til, og som er uhyre kraftfuld i sin forbøn rettet til Ham. Det er det, vi ser ved brylluppet i Kana. Han lytter til det, hun beder om. Det, vi også er vidner til ved korsets fod, er, at Jesus overlader den discipel ”Han elskede mest” til hende og hende til disciplen: Vi er alle børn af Maria, og hun er blevet overdraget os, hvis vi er Kristi, Vor Herres, disciple. At fordybe sig i den bøn, som Maria holder allermest af, er som at søge dybt ind i hendes sjæl, der er beriget med åndelige skatte, og der se, Guds herlighed blive genspejlet.

Rosenkransen rummer tre kvalitative elementer, som gør den velegnet til det kristne menneske. Bønnen bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde.

Som en bøn, der bliver sagt højt, placerer rosenkransen sig i en ædel tradition, der strækker sig fra Moses bøn til Davidsalmerne og over til Makkabæernes bøn og Simeons lovsang i templet. I første Samuels’ Bog kan vi læse, at: ”I lang tid bad hun (Hannah) for Herrens ansigt og imens sad Eli og iagttog hendes mund” (1 Sam 1: 12). Marias kusine Elisabeth udbryder med høj røst: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt” og hertil svarer Vor Frue i begyndelsen af sin lovsang: ” … For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi Den mægtige har gjort store ting mod mig” (Luk 1: 42 og 49). Kristus lærer os, at vi bør gå ind i vores kammer, og der bede til Gud, og Han giver os et forbillede, som er den ydmyge tolder, ”der ikke engang løfter sit blik mod himlen, mens han slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig” (Matt 6: 6 og Luk 18: 13). Ved en anden lejlighed giver Kristus os eksemplet med den vedholdende enke, der i sin nød ikke stopper med at bede dommeren om hjælp (Luk 18:2-5). Den fortabte søn falder på knæ for sin far og bekender sin skyld; der sidder en blind mand ved vejen til Jeriko, som bliver ved med at råbe: ”Davids Søn, forbarm dig over mig” (Luk 15: 21 og 18: 38). Den hellige Paulus fortæller os, at vi bør ”bede uophørligt (1 Thess 5: 17) og være vedholdende i bønnen” og ”tal(e) til hinanden med salmer og hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5: 18-20 og Kol 3: 16-17).

Med eksempler som disse og flere hundrede, som jeg kunne trække frem, bør det stå klart, at den bøn, der siges højt, ikke skal betragtes som værende ubetydelig eller middelmådig, som vildfarne fortalere for eksempel protestanter og liberale katolikker ellers har hævdet. Tværtimod er den bøn, der siges højt, traditionel i sin karakter, for den har altid været den foretrukne bønsform og videre er den en givtig måde at være til stede på over for Gud, og man vender sig til Ham i tillid og med håb, og alt dette gøres med det sigte at helliggøre ens tale og hjerte” (Matt 12: 34). 

Det, at der er et repeterende element i forbindelse med rosenkransbønnen, er ikke afbrydende for koncentrationen, eller at man betragter rosenkransbønnen som gammeldags og en praksis fra middelalderen. Det repeterende element i bønnen er forbundet med to vigtige aspekter: menneskesindets virke og den rette måde at henvende sig til Den Almægtige på. Når vi igen og igen må vende tilbage til de store begivenheder i frelseshistorien, går dette på bedste vis hånd i hånd med den kendsgerning, at vi ikke kan erkende fuldt ud, men stykkevis, og det kræver i sagens natur, at vi må fæstne mangt et kærligt blik på eksakte og velkendte episoder i frelseshistorien for at få et nærmere og dybere kendskab til dem, og på den måde lærer vi også at komme foran Gud, og der være i en bøn (der er enkel), der bedes uophørligt, ydmygt, uden distraktion, som når et barn beder til sin Fader. Vi lærer noget nyt ved at beskæftige os med de velkendte situationer i frelseshistorien, og dette sker, fordi vi gradvist og mere og mere elsker Vor Herre og Hans Moder. Ved at gentage de samme ord igen og igen former vi både vores tanker og vores tale. Ved at overveje de samme mysterier gentagne gange, bliver vi som børn, der aldrig bliver trætte af en bestemt og smuk historie, eller som et ældre ægtepar, der kender – og er opmærksomme på hinanden ned i mindste detalje. Selv seraferne, der står foran Guds trone, synger til evig tid deres lovsang. ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6:3 og Åb 4: 8).

Den enkle og rolige måde at sige bønnen på, hvor man gentager Fader VorEnglens hilsen og doxologien (Lovprisning af Gud, f.eks. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden) har en opmuntrende virkning på det at overveje vor tros mysterier. Her handler det ikke om at foretage en dybdeborende analyse af- eller at opnå et klart billede af det enkelte mysterium eller fuldt og helt være til stede ved det, der skete. Johannes Paul II siger følgende:

Den hellige rosenkrans er et evigt minde om frelsen og den måde, hvorpå den er blevet udført: At Ordet blev kød (inkarnationen), Jesu lidelse og død for os, og den påske, Han har grundlagt, som for altid vil blive afsluttet i Himlen. Når vi tænker på de kontemplative elementer i rosenkransen, det vil sige mysterierne, som den sagte bøn er centreret om, forstår vi bedre, hvorfor denne krone af de mange ”Hil dig Maria” (englens hilsen) er blevet betegnet som ”Jomfruens Psalter”. For salmerne mindede Israel om de undere, der skete ved udfrielsen fra Egypten, og den frelse, Gud udvirkede, og de selvsamme salmer kaldte konstant folket tilbage til troskab mod pagten, der blev sluttet på Sinai. På samme måde minder rosenkransen konstant det nye pagts folk om de barmhjertighedsundere og den styrke, Gud har anvendt ved Kristus på menneskehedens vegne, og rosenkransen kalder den nye pagts folk tilbage til troskab mod løfterne givet i dåben. Vi er Hans folk, og Han er vores Gud (Osservatore Romano, October 11, 1983).

”Et ønske bør være ordentligt”, siger Skt. Thomas Aquinas, ”således må det også være med Bønnen, fordi den er et udtryk for et ønske”. Er der nogen, der er i stand til at finde tre bønner, der er mere seriøse, klare og trøstende eller dybe end Fader vorHil dig Maria og Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden?

At dvæle i sætningerne, der stammer fra Fader vor, er som at blive undervist af den mest dygtige underviser, der findes, nemlig Jesus Kristus, Den evige og inkarnerede Visdom, som lærte Sine disciple netop denne bøn. Det er derfor ikke overraskende, at både koncilet i Trents’ Katekismus og Den Katolske Kirkes Katekismus har taget udgangspunkt i Herrens bøn i opbygningen af de forskellige afsnit vedrørende bøn.

Når det handler om bønnen, Hil dig Maria, er denne en meget levende bøn, fordi hver eneste linje og ord indeholder mysteriets stilhed, lyden af profeti og løftet om frelse. Selve ordene omslutter på en og samme tid adskillelige mysterier og hellige begivenheder: bebudelsen, inkarnationen, besøget (hos Elisabeth), Jesu hellige Navn, at Maria bærer på stor nåde, at Maria går i forbøn for os i Himlen samt de sidste ting. Ret beset er Hil dig Maria et mindre kompendium, der rummer hele den katolske tro.

Uden teologisk slinger og uden at spilde et eneste ord, påkalder vi, når vi siger: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Den hellige Treenighed, Alfa og Omega over alt det skabte, og denne lille bønsakt er rettet til den uendelig store Gud.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-rosary-why-vocal-repetitive-meditative-prayer-is-beneficial-to-christians

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria, Den elskede: om at fordybe sig i Jomfruens hellige Navn

Den 12. september fejrer vi festen for Marias Allerhelligste Navn. Mysterierne og de undere, der knytter sig til Marias hellige Navn, er så omfattende, at den teologiske disciplin, man kalder Mariologi, aldrig vil kunne komme helt i dybden med det, der relaterer sig til dette navn. Navnet Maria har mange smukke betydninger og betegnelser knyttet til sig, heriblandt: Guds elskede, den lysende stjerne, nådens hav og den, der bærer på stor smerte. Skt. Montfort nedfældede følgende smukke formulering: ”Gud Fader samlede ved skabelsen alle vanddråber og kaldte dem hav. Han har samlet al sin nåde og kaldt den Maria” (§ 23) (1).

Jesu hellige Navn betyder ”Jahve frelser / Gud vor Frelser”, dette er et navn, som er smukt og passende, for Han alene er vor Gud og blev vor Frelser ved Maria. ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 21).

Der optræder en anden smuk typologi, der knytter sig til Jesu Kristi Moders hellige Navn, og det er stjerne. Maria er den stjerne, der førte verden til Jesus Kristus. Hun er det skinnende lys, der forkyndte skæret af Hans komme. Hun er den: der bringer lindring til den vejfarende, der viser vej for den, der er på vej, der hjælper den hjælpeløse, hun er det ”kompas”, der udstikker vejen til Gud, og hun er den stjerne, der oplyser den vej, der fører til Kristus.

Det er blevet fortalt: … og jomfruens navn var Maria. Lad os forsøge at knytte nogle ord til dette navn, som betyder og er blevet fortolket som havets stjerne, og som er meget passende for Jomfru Moderen, som meget vel kan sammenlignes med en stjerne. En stjerne som lyser, uden at hun selv mærkes af det, og jomfruen bragte sin Søn til verden, uden at hendes jomfruelighed blev berørt af det. Lyset fra en stjerne fjerner på ingen måde Marias jomfruelighed. Hun er den ædle stjerne (som skulle udgå fra Jakob), der i sin stråleglans lader sit prægtige lys nå ud til hele verden, og dens lysstråler er de skønneste i himlen, og disse lysstråler når endda til helvede, men inden de når dertil, rammer de på deres vej jorden for at sende advarselssignaler til sjæle langt mere end til legemer, og hvor de fremelsker det gode og skræmmer det onde væk. Jeg siger Jer: hun er en klar og lysende stjerne, der fremstår som et eksempel ved sin stråleglans, og den er blevet placeret det helt rette sted, så den kan følge med i det, der foregår på det åbne havs overflade. Oh, hvem du end er, du, som kender dig selv, det at være på denne jord, handler ikke om at vandre på fast grund, men du, som bliver forslået og medtaget af stærke vinde og storme, som raserer dette livs hav, lad dig ikke blive forledt til at lade dette overvinde dig, men hold dit blik stift rettet mod denne stjernes klare lys, hvis fristelsens orkaner rejser sig mod dig, og du løber ind i den ene snublesten efter den anden, løft da dit blik mod stjernen og anråb Maria. Hvis stolthedens bølger, selvisk stræben, bagvaskelse eller misundelse skyller ind over dig, lad dine øjne søge mod stjernen og anråb Maria. Hvis bølger af vrede, begær eller fristelse mod kødets lyst angriber din sjæl fra alle sider, ret da dit blik på Maria. Hvis den store mængde synder, du har begået, hjemsøger dig, hvis din samvittigheds dårskab forvirrer dig, hvis frygten for dom overvælder dig, og hvis du er ved at glide ned i et dyb af ulykke og fortvivlelsens gab, tænk da på Maria.

I fare, vanskeligheder eller ved tvivl, tænk da på Maria og anråb hende. Du bør aldrig holde inde med at påkalde hende eller lade hende tage bolig i dit hjerte, og du bør heller aldrig se bort fra hendes forbøn og lukke dine øjne for hendes eksempel i forhold til omvendelse. Hvis du følger hende, vil du aldrig fare vild. Hvis du retter din bøn til hende, vil du aldrig fortvivle. Hvis du hele tiden tænker på hende, vil du ikke blive bragt ud af kurs. Hvis hun leder dig, bliver du aldrig træt. Hvis hun hjælper dig, vil du til sidst nå til det, der er dit endelige hjem, og du vil komme dertil i god behold, og det vil stå klart for dig, at det, som så ofte er blevet sagt: Jomfruens navn var Maria (II).

Helgenerne priser samstemmigt den styrke – og de undere, der er forbundet Marias hellige Navn, fordi de selv har erfaret dette på legeme og sjæl. For Marias hellige Navn frygtes af helvedes magter, anerkendes af englene og herliggøres af Gud.

Skt. Alphonsus Liguori fortæller, at Richard fra Skt. Laurentius udtaler: ”Intet andet navn, end Marias, rummer så stor en styrke, der kan understøtte et menneske, og der findes heller ikke noget andet navn, udover Jesus, givet til mennesket, hvorfra så megen frelse tilflyder menneskeheden”. Han fortsætter: ”En from påkaldelse af dette søde og hellige navn leder til, at man modtager ganske store mængder af nådegaver i dette liv og stor herlighed i det næste”.

Næst efter Jesu Allerhelligste Navn rummer Marias Navn et skatkammer af alt godt, og derfor findes der hverken på jorden eller i himlen noget andet navn, hvorfra der tilflyder fromme sjæle så meget nåde, håb og sødme. ”I skønhed er i Dit navn, Oh Guds Moder, en overflod af guddommelige nådegaver og velsignelser”, som Skt. Methodius udtalte. Der er så stor overflod af guddommelige gaver, at Skt. Bonaventure siger: ”At Dit navn, Oh Maria, ikke nævnes, uden at den, der udtaler det i fromhed, modtager nådegaver”. ”Giv os, Oh Vor Frue, at vi altid må huske på dit navn med kærlighed og tillid”; denne praksis vil enten vise sig forbundet med guddommelig nåde, eller den er et løfte om, at vi vil opnå det.

Thomas à Kempis bekræfter, ”at djævlene frygter himlens Dronning i en sådan grad, at de blot ved at høre hendes navn blive udtalt flygter, som når man flygter fra den brændende ild”. Den hellige Jomfru åbenbarede selv for Skt. Birgitta, at ”der ikke findes nogen synder på jorden, uanset hvor meget denne er blottet for kærlighed til Gud, som djævelen er forpligtet til straks at forlade, hvis vedkommende anråber Jomfruens hellige navn med henblik på omvendelse”. Ved en anden lejlighed gentog Den hellige Jomfru dette budskab til Skt. Birgitta: ”alle djævlene ærer og frygter hendes navn i en sådan grad, at så snart de hører det, løsner de det greb, deres klør har om den sjæl, de har taget til fange”. Vor Frue fortalte også Skt. Birgitta, ”på samme måde som at de oprørske engle flygter fra den synder, som påkalder Marias navn, således kommer de trofaste engle til stede hos de retfærdige sjæle, der i hengivenhed anråber Jomfruens navn”.

Det vækker i sandhed trøst at vide, at Jesus Kristus har fremsat løfter til dem, der viser hengivenhed overfor Maria, for en dag hørte Skt. Birgitta i Vor Herres tale til hende, at Han har lovet Sin Allerhelligste Moder, at Han ville give tre specifikke nådegaver til dem, der anråber Hans hellige Moders Navn:

1.      at de med en oprigtig sorg og smerte ser den synd, de har begået.

2.      at de overtrædelser, der knytter sig til deres synder, bliver sonet.

3.      at Han vil styrke dem i deres anstrengelser for at opnå hellighed og i sidste instans paradisets herlighed.

Vor Herre tilføjer hertil: ”For Dine ord, Oh Min Moder, er så søde og behager Mig, at Jeg ikke kan afslå de ønsker, du fremsætter for Mig” (III).

I sandhed er, de Maria numquam satis (for Maria er intet for meget), og derfor kan vi aldrig lovprise hende i tilstrækkeligt omfang.

Noter

1: True Devotion to Mary, Part 1, Chapter 1, Mary’s part in the Incarnation / Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed (§ 23).

2: Excerpts from the Breviary for the Feast of the Most Holy Name of Mary (Sept. 12).

3: Skt. Alphonsus Liguori, The Holy Name of Mary — The Power of Her Name

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 16. september 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/maria-beloved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Du, mægtige erobrer og kriger: Det Ubesmittede Hjerte, der tilhører himlens og jordens Dronning

Der findes ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, og som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

I denne forunderlige periode i Den katolske Kirkes historie fejrer man den romerske ritus i henhold to forskellige kalendere, den gamle og den nye.

I den gamle kalender er den 22. august festen for Marias Ubesmittede Hjerte, og den fungerer som en kulmination på oktaven for Marias optagelse i Himlen, alt dette for at understrege den sandhed, der ofte er blevet forkyndt af Kirkefædrene, at Vor Frue forlader denne verden, ikke for at lade Den stridende Kirke ”i stikken”, men som Nådens Midlerinde, der på en kraftfuld måde, mens hun har taget sæde ved siden af sin Søn, kan gå i forbøn (for os). Hendes hjerte, der er så favnende, som det vidtåbne himmelrum, bærer os, som barnet på moders arm, og hun gør dette med en moders kærlighed, samtidig med at hun støtter os på vores jordiske pilgrimsvandring. Man kan også sige det på en mere kort måde, at hun går i forbøn for os.

I den nye kalender fejrer man den 22. august mindet om Maria som Himmeldronning, som er det, vi overvejer, hver gang vi beder rosenkransen og specielt den femte dekade i herlighedens mysterium, hvor man overvejer kroningen af Maria til Himmeldronning. Her synes vægten at være lagt på en personlig herliggørelse ved Marias kroning til Himmeldronning, som en endestation for hendes hellighed, altså at hun tager del i mysteriet omkring sin Søn, som er kongernes Konge og herrernes Herre. Jeg kommer i tanke om, at der eksisterer en lignende kontrast relateret til festen for Kristus som Universets Konge: den oprindelige fest, der fejres i slutningen af oktober, har fokus på Kristus som Konge over verden med dens nationer og samfund, mens den nye fest, der fejres i slutningen af november, har et mere eskatologisk fokus relateret til Kristi Rige i Himlen og på den nye jord.

Hvorfor er Den hellige Jomfru Maria vor Dronning? Når man skal finde svar på dette spørgsmål, er det altid godt at kunne fæstne sin lid til en vægtig autoritet, derfor er jeg glad for at kunne præsentere den velsignede Columba Marmion (1858-1923), som har skrevet følgende vedrørende sine overvejelser omkring rosenkransbønnen:

Hvad er meningen med alle Kristi mysterier? Det er, at de danner en ramme for vores åndelige liv og fungerer som løftestangen for vores helliggørelse og er en kilde til vores hellighed. Sigtet med Kristi mysterier er at skabe et evigt og herliggjort samfund bestående af brødre (medtroende), som ønsker at være ligesom Kristus. Derfor har Kristus, som den nye Adam, knyttet sig til Maria, som er den nye Eva. Men hun er langt mere end Eva, hun er Moder til alle de levende, Moder til dem, der lever i hendes Søns nåde. Siden Maria her på jorden var tæt forbundet med de mysterier, der leder til vor frelse, kronede Jesus hende ved hendes optagelse i Himlen ikke blot med herlighed men også med magtbeføjelser; Han har gjort plads til Sin Moder ved Sin højre side og overdraget hende magten til, i kraft af den ganske særlige titel, hun har fået, nemlig Guds Moder, at videreformidle det evige livs skatte. Lad os derfor opfyldte af tro sammen med Kirken bede: ”Forestil dig en Moder: Jesu Moder, ved din fuldendte tro på Ham, vor Moder, ved din barmhjertighed overfor os, bed for, til Kristus, som du bragte til verden, at Han kunne give os liv, og som ønskede at være din Søn, at Han vil tage imod vore bønner ved dig”.

Dom Marmion bemærker, at Jesus ikke kun ærer sin moder med herlighed, som var det, vi fejrede for en uge siden ved festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen, men også med magtbeføjelser, som vi fejrer ved festen for hendes dronningeværdighed og udøvelsen af denne, sub et cum Christo, over engle og mennesker, og om man så må sige, hele den skabte verdensorden.

Man skal have gjort sig en vis erfaring med forskellige bønne- og andagtsbøger, for at man med beklagelse kan konkludere, at katolikker specielt i de sidste 150 år har sentimentaliseret den kultus, der knytter sig til Jomfru Maria på en sådan måde, at det er svært at forestille sig, at hun er i besiddelse af magtbeføjelser. På trods af det er hun vores dronning, voresherskerinde, en sejrrig kriger, der har knust slangens hoved. Der, hvor Maria regerer som dronning, der regerer hendes Søn som konge, for disse to er uadskillelige i frelsesplanen; der hvor hun ikke er regent, eller hvor hun afvises og fornægtes som regent, hæmmes Hans (Kristi) kongemagt, for den fremstår dunkel og fornægtes. Den, der ikke skænker Maria nærmere opmærksomhed eller er lunken i sine betragtninger af hende samt hendes Gudgivne beføjelser over skabningen, vil ligeledes være lunken overfor – og ikke videre interesseret i hendes Søn og Dennes retmæssige guddommelige autoritet over det skabte. Hvis man gør Maria til en genert, hensygnende og ængstelig jomfru, så vil hendes Søn blive fremstillet som en grådkvalt og selvudslettende mand, dette er den vanære, man udviser overfor Ham, fordi Han portrætteres således på små hellige kort og på malerier af religiøs karakter.

Det er en kendsgerning, at Vor Frue stod ved foden af korset, da praktisk talt alle andre omkring Jesus havde taget flugten, og der i troens mørke frembar hun sit mest dyrebare offer, nemlig hendes eget kød og blod til Den himmelske Fader, og netop dette betyder, at der i hende banker et hjerte, der bærer på så megen styrke, at det, som det eneste hjerte i hele verdenshistorien, har udvist den største og overmenneskelige heltegerning. Hun bliver med rette kaldt for martyrernes Dronning. Der eksisterer ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

Som vore kristne brødre i Øst forkynder i ekstatisk bøn: ”Du mægtige erobrer og kriger, Guds Moder, vi dine tjenere, som du har sat fri fra alt det, der tilstøder os, vi frembærer for dig vor tak, og ved din uovervindelige kraft, fri os fra al lidelse, så vi med vores røst kan lovprise dig: Hil dig, du som er Brud uden brudgom”.

Liturgien i Øst- og Vestkirken fremstiller Den hellige Theotokos som en arketype for hele Guds skabelse, den mest prægtige, hellige, ædle, værdige og mægtige person, Gud nogensinde har skabt, som er blevet til ud af Hans visdom før verdens begyndelse og forudbestemt til at herske til evig tid over Jesu mystiske Legeme, Dronning over engle og den store skare af mennesker, der er blevet frelst fra dødens favntag, dels ved deres ukuelige tro og Guds Moders store styrke. Det er ikke desto mindre sandt, at Den selvsamme Jomfru, der er vores blide og elskværdige Moder, som er ydmyg og beskeden og kun har fokus på Gud, er en lille blomst med en udsøgt og skjult skønhed i en aflukket have.

På denne dag ærer vi hendes helligheds herlighed og vælde og hendes Ubesmittede Hjertes dyder, som var årsag til – og stadig er det, at denne magt og vælde bliver virkeliggjort. Hellige Maria, Guds Moder, himlens og jordens Dronning, bed for os nu og i vor dødstime. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/mighty-conquering-warrior-the-immaculate-heart-of-the-queen-of-heaven-and-earth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Salige er de rene af hjertet”

Fuldkommengørelse af alle dyder og gaver fra Gud er ensbetydende med lyksalighed. Med andre ord, desto mere fuldkommen dyden er og måden, hvorpå Guds gaver benyttes, desto mere fuldkommen er ens lykke. Og der findes ingen større lykke end at se Gud. Derfor kaldes det en saligkåring, og er den endelige nåde, Gud giver dem, der er rene af hjertet: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

Festen for Marias optagelse i Himlen er både en sejrserklæring og en opmuntring til at tro på håbet! Det er en sejrserklæring, fordi Vor Herres Moder var den første til at modtage helgenernes sejrskrans: frelsen og den gave, som det herliggjorte legeme er. Det, de retfærdige sjæle vil modtage ved den endelige dom, har Frelserens Moder allerede modtaget. Hvorfor?

Som pave Pius XII påpegede i sin apostoliske skrivelse, Munificentissimus Deus, hvor han proklamerede dogmet om Marias optagelse i himlen, var Marias optagelse i himlen, den mest passende gave, som stemte overens med hendes ganske særlige privilegier, hvor den mest fremtrædende er hendes Ubesmittede Undfangelse, ud af hvilken Maria blev skabt med nådens fylde. Maria levede i sandhed det fuldendte liv, for hun bukkede aldrig under for fristelse eller synd. Hvordan formåede hun det? Maria, fuld af nåde betyder ikke, at Maria var et supermenneske. Hun bar på den samme menneskenatur, som også vi bærer på. Hendes fysiske sanser var ikke anderledes end vores. Vi læser om hendes Guddommelige Søn:

For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4: 15-16).

Da Maria er Frelserens fuldkomne discipel, ligesom hun er Hans ubesmittede moder, kan man sige, at hun som moder og en afspejling af Kirken i enhver henseende blev fristet, ligesom vi bliver, men forskellen er, at hun var uden synd. Derfor er hun ikke et esoterisk ideal. Maria blev ligesom sin guddommelige Søn nødt til at kæmpe mod de samme fristelser, som enhver af hendes børn (de kristne) må slås med.

Hvordan overkom Maria disse fristelser? ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”. Kirken har dels i Sin lære og Sine helgener og specielt Vor velsignede Moder bekræftet, at for den, der ønsker at se Gud ansigt til ansigt, er det ganske enkelt umuligt at synde, for da beskuer vi det absolutte Gode. Og mens vi endnu ikke kan stå ansigt til ansigt med Gud i al Hans herlighed, lader Jesus os vide, at i denne lyksalighed kan vi i det små og ved nåden, allerede nu skimte Gud ansigt til ansigt. Og vi kan gøre det på en helt speciel måde, nemlig ved at være rene af hjertet.

Det er derfor ikke mærkværdigt, at festen for Marias optagelse i Himlen er tæt forbundet med festen for Det ubesmittede Hjerte, den fest fejres for Marias fuldkomne renhed: Hende, der var Den Ubesmittede, eller som Skt. Maximiliam Kolbe benævner hende, Den Ubesmittede.

Ved festen for Marias optagelse i Himlen, fejrer man derfor Marias sejr over synden, en sejr, der blev vundet, fordi hun er ren af hjertet! Sejren er også vores, samt den herlighed, Gud ønsker at skænke de sjæle, der holder ud ved at leve et liv i renhed. Derfor er denne fest, en fest, hvor håbet bestyrkes! Det kan gøres ved, at man beder for – og fremmer nåden, der leder til hjertets renhed. Ellers ville Jesus ikke have formuleret netop denne saligprisning, som er essensen i det gode budskab.

Hvor end vi går med Kristus, lad os da altid huske på, at det, der gør, at vi bliver på den vej, der fører til Guds herlighed, er hjertets renhed. Og dette er en umulighed uden sansernes renhed. I den forbindelse lad os da vogte os for, hvad vi lader tilstøde vore sjæle ved at skærme vore sanser, og se til, at hvis vi er kommet bort fra den snævre vej, som er renheden, at vi iler til bodens sakramente og bekender vor synd og overstrømmes af den guddommelige barmhjertighed. Vi kan i større grad se Gud klart efter at have benyttet dette helt igennem fantastiske sakramente, som også hjælper os til at skabe klarhed over alle dele af vort liv.

Når vi overvejer dette store mysterium, som Marias optagelse i Himlen er, lad os med glæde takke Gud for de gaver, Han har givet vores Moder, samt den sejr hun opnåede. Hun er ”en af vore”. Og som Vor Moder har gået vejen, ønsker hun nu i overdådighed at overstrømme os med renhedens nådegave. Må vi hver dag bede for den, fordi vi ligesom Maria, ønsker at befinde os på bjergets top, hvor vi kan se al sollyset, mens stormene raser under os. Og når de mørke tider kommer over os og dækker for solens lys, lad os da huske på de opmuntrende og håbefulde ord fra den ærværdige Fulton Sheen:

Gud, som skabte solen, skabte også månen. Månen dækker ikke for solens glans. Var det ikke for solen, ville månen blot være udbrændte slagger, som bevæger sig rundt i rummet. Alt dens (månens) lys reflekteres i solen. Den hellige Moder reflekterer sin guddommelige Søn, uden Ham er hun intet. Ved Ham er hun menneskenes Moder. I de mørke nætter er vi taknemmelige for månen, når vi ser den skinne, for inderst inde ved vi, at solen stadig eksisterer. Således er det også i det mørke, der dækker verden, når mennesket vender ryggen til Ham, der er Verdens Lys, da vender vi os til Maria for at bede for, at Hun må lede dem på rette vej, mens vi (alle) venter på solopgangen (Fulton J. Sheen, The Worlds First Love, kapitel 5).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 15. august 2015. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2015/08/15/blessed-are-the-pure-of-heart

Maria, Den Ubesmittede: Helligåndens elskede Brud

I en tidligere artikel så vi på fem teologiske beviser fra Bibelen, alle fra det Gamle Testamente samt brevene i det Nye Testamente, som er accepteret af protestanterne, og som handler om Guds Moders Ubesmittede Undfangelse. I denne artikel vil vi fortsætte dette undersøgende arbejde, men denne gang i relation til åbenbaringer, der optræder i det Gamle – og det Nye Testamente.

Det sjette teologiske bevis finder vi grundlag for i en række skriftsteder i Lukasevangeliet:

–          Ved englens hilsen til Jomfru Maria: ”gratia plena” (fuld af nåde).

–          Ved den ærbødighed englen viser Jomfru Maria.

–          Ved at Helligånden overskygger Jomfru Maria, efter at hun har givet sit fiat (Lad det ske mig efter dit ord).

–          Ved at Johannes Døberen ”springer” i Elisabeths moderliv, da hun hører Marias hilsen.

–          At Helligånden gennem Elisabeth priser Maria for hendes besøg (”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?”).

–          At en profeti opfyldes af profeternes dronning!

Ave Maria betegner, at Maria er Den Nye Eva, hun er en antitese til Eva, hun er den, der soner Evas ulydighed. Dette er også et eksempel på, at englene viser stor ærbødighed overfor deres dronning.

I det Gamle Testamente viste Abraham, Lot, Tobit og dennes søn Tobias ærbødighed overfor de engle, der åbenbarede sig for dem. Her ser vi, at det er englen, der viser ærbødighed overfor Maria ved at sige ”Hil dig”, ligesom man vil sige, hvis man stod overfor en royal person, eller som der senere bliver sagt: ”Hil dig, jødekonge” (Mark 15: 18).

I Lukasevangeliet kapitel 1:28 står der: ”Herren er med dig, du benådede”. Du benådede eller fuld af nåde formuleres på latin på følgende måde: ”gratia plena”. Jesus Kristus, Guds Lam, der i Sig selv er uden synd, kaldes også ”fuld af nåde” (plenum gratiae) i Johannesevangeliet kapitel 1: 14.

På græsk er ordene ”du benådede”: kecharitomene. Eksperter indenfor det ældre græske sprog (oldgræsk og nytestamentlig græsk etc) gør rede for, at dette ord kan oversættes med ”at det er tilladeligt”. Når man ser på ordet kecharitomene ud fra en sprogvidenskabelig vinkel samt det græske sprogs grammatik, er dette ord synonym for: komplet, fuldendt og fuld af nåde (kilde: (Blass and DeBrunner, Greek Grammar of the New Testament). Med andre ord englen hilser Guds Moder med ”fuld af nåde” altså som Den komplette, fuldendte og Den benådede.

Hvad er det, der sker efterfølgende? Det er, at Jesus har ”guddommeliggjort” (theosis) Sin moder ved at give hende alle Sine nådegaver. Men Jesus Kristus besidder den nåde at være ubesmittet. Derfor må Maria også bære denne nåde; ellers ville Maria ikke være fuld af nåde. Hvis Maria er fuld af nåde, er hun ubesmittet. Ellers ville Kristus være fuld af nåde, men ikke ubesmittet.

Skt. Elisabeth, der var fyldt med Helligånden, da hun hørte Marias hilsen, undrer sig over, at Guds Moder kom for at besøge hende. Johannes Døberen blev helliggjort i Elisabeths moderliv, da Guds Moder talte. Han ”sprang” af fryd ved hendes nærvær. Dette bringer associationen til kong David, da han stod foran Pagtens Ark i 2. Samuelsbog. Arken blev bragt til et bestemt sted og forblev der i tre måneder og med Den fulgte Gud Herrens velsignelser.

Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen, men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus. Herrens ark stod nu i gatitten Obed-Edoms hus i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, for Guds arks skyld, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen under festglæde” (2 Sam 6: 9 – 12).

Her ser vi, at det, at ære Maria, som er Guds Ark, bringer velsignelse, hvor hun end bevæger sig hen. Det gamle løfte, som Gud har givet sine helgener: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande” (1 Mos 12: 3), gælder først og fremmest Maria, helgenernes dronning. Vi ser i Tobits Bog kapitel 13, at denne profeti gentages, men her benyttes metaforen Guds mystiske by:

Forbandet være alle, der håner dig. Forbandet være alle, der river dig ned og nedbryder dine mure, alle, der omstyrter dine tårne og sætter ild til dine huse. Velsignet til evig tid være alle, som frygter dig!” (Tob 13: 12).

Lad dette udpluk af skriftsteder fra Bibelen, der viser, hvordan helgener og engle har behandlet Maria, fremstå som eksempler for os!

Der findes yderligere udsagn, der bekræfter ovenstående. Der er et bibelsk bud, der siger, at man skal ære sin moder, som vi finder i 2 Mos 20: 12, og som er citeret i Ef 6: 2-3, og Maria er vor moder (Joh 19: 27). Skt. Johannes er et billede på den fuldendte Jesu discipel, den, der var tættest på Hans hellige Hjerte, og som elsker Guds Moder, som han elsker sin egen mor. Ønsker du at være så tæt knyttet til Frelseren? Derfor bør I evangelikale kristne elske Maria, som I elsker Jeres egen mor!

Det syvende bevis. Visdommens sæde, hvis sæde er af det pureste guld, den mystiske guddommelige nådes moder, som jøderne kaldte Shekinah, Guds Ånds Brud, dukker op gentagne gange i Visdomsbøgerne i det Gamle Testamente (Ordsprogenes Bog, Siraks Bog, Højsangen og Visdommens Bog)!

(i)

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. Hos mig er der rigdom og ære, nedarvet velstand og lykke. Frugten af mig er bedre end det reneste guld, udbyttet af mig er bedre end det udsøgte sølv. Jeg færdes på den retfærdige vej, på de rette stier, for at give dem, der elsker mig, rigdom i eje, jeg fylder deres forrådskamre” (Ordsp 8: 17-21).

Her henvender visdommen sig til os som en person, nemlig Nådens Moder, hvis frugt er mere fuldkommen end guld! Da Kristus er frugten, der kommer af Marias ubesmittede moderliv, det Elisabeth ved Helligånden frydefuldt forkyndte århundreder senere, tydeliggøres det, at kvinden er Maria. Visdommen (som er en kvinde) fortsætter med at tale til os gennem profeternes mund i alle visdomsbøgerne!

Dette finder vi endnu et bevis for i Siraks Bog kapitel 24. Herren bereder en plads for Sit Tabernakel i Den hellige Visdom; hun skal højloves i Den Højestes kirker. Blandt de velsignede er hun velsignet:

(ii)

Visdommen lovpriser sig selv og roser sig midt i sit folk. I den Højestes forsamling tager hun ordet og roser sig over for hans hærskarer: Jeg udgik af den Højestes mund, og som en tåge dækkede jeg jorden. Jeg tog bolig i det høje, og min trone stod på en skysøjle. Jeg alene vandrede på himmelbuen og færdedes i afgrundens dyb. Over havets bølger, over hele jorden, over ethvert folk og folkeslag fik jeg magt. Blandt alle dem søgte jeg et hvilested. I hvis land skulle jeg slå mig ned? Da fik jeg en befaling af ham, der har skabt alt, og han, der har skabt mig, gav mig til sidst bolig og sagde: »Tag bolig i Jakob, og tag land i eje i Israel.« Før tidernes begyndelse skabte han mig, og indtil tidernes ende vil jeg ikke ophøre med at være til. I det hellige telt gjorde jeg tjeneste for hans ansigt, og sådan blev Zion det sted, jeg kom til at bo. Han gav mig dermed bolig i sin elskede by, og jeg fik magt i Jerusalem. Jeg slog rod i det folk, han herliggjorde, i det land, der tilhører Herren, fik jeg ejendom. Som en ceder på Libanon skød jeg i vejret, som en cypres på Hermons bjerge. Som en palme i En-Gedi skød jeg i vejret, som rosenbuske i Jeriko, som et smukt oliventræ på sletten, som en platan skød jeg i vejret. Jeg udbredte vellugt som kanel og krydret balsam, som udsøgt myrra, som galban-gummi, mollusk-olie og stakte-dråber, som røgelsesskyen i teltet. Som terebinten udstrakte jeg mine grene, og mine grene var herlige og yndefulde. Som en vinstok frembragte jeg yndefulde ranker, og mine blomster gav herlig og rig frugt. Jeg er moder til den skønne kærlighed og gudsfrygt, til kundskab og det hellige håb. Sammen med alle mine børn giver jeg evige goder til dem, der udvælges af ham. Kom til mig, I, som længes efter mig, og mæt jer med mine frugter. For at tænke på mig er sødere end honning, at eje mig bedre end flydende honning. De, der spiser mig, er sultne efter mere; de, der drikker mig, tørster efter mere. Den, der adlyder mig, bliver ikke til skamme, de, der gør brug af mig, synder ikke” (Sir 24: 1-22).

Her i dette fantastiske skriftsted får vi indsigt i, hvem nådens Moder er! Ligesom det jødiske folk havde en forventning om Messias komme, havde de også en forventning om Hans Moders komme, Hende, som er nådens Moder.

Dette er den egentlige mening med ”fuld af nåde”. Maria er Guds Moder, fuld af Hans nåde. Maria bør derfor altid blive lovprist; det er ved sin Søns vilje, at hun er nåde! Hun er kærlighedens, frygtens og det hellige håbs Moder. Al nåde, der er knyttet til Vejen, Sandheden og Livet, dvs. Kristus, befinder sig i hende. Hun er Moder til – og Mediatrix for al nåden i Hans Ånd, som Hans (Åndens) sande Brud. Meningen med hendes liv var at gøre Hans vilje, og derfor var hun fuld af nåde og voksede i den nåde. Det er derfor Bibelen fortæller os, at vi bør højlove hende i Gud etc., altså som beskrevet ovenfor.

(iii)

Visdommen i Visdommens Bog kapitel 8 er: at Herren af alle elskede kvinden, der er visdommens Moder. Han beredte en plads for Sit Tabernakel i hende. Hvem er hun? Hun er Den Ubesmittede!

Gud fortæller os, hvordan Han elskede og tragtede efter denne kvindes visdom. Hun er Hans Helligånds sande Brud. Altings Herre ønskede, at det var hende, der blev Hans Ånds Brud, og det ser vi beskrevet her:

Hun strækker sig gennem verden fra ende til anden med magt, og hun styrer alting godt. Hende fik jeg kær, og jeg opsøgte hende fra min ungdom, jeg ønskede, at hun skulle føres hjem til mig som min brud, og jeg blev betaget af hendes skønhed. Sin ædle herkomst herliggør hun ved at leve sammen med Gud; han, der hersker over alting, har fattet kærlighed til hende …” (Visd 8: 1-3).

Det ottende bevis: Den elskede Brud, som Helligånden kalder: ”Oh, Min Elskede” er uden syndens plet, og det vil sige, at hun er ubesmittet. Maria er et billede på Kirken. Hun repræsenterer allerede i egen person det, hele Kirken vil blive til på den sidste dag.

Højsangen 4: 7: ”Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig”. Det engelske ord for immaculata har sin oprindelse i latin og stammer fra dette skriftsted. ”Macula” betyder plet. Macula non est in Te dette synger Helligånden til Sin Brud; med andre ord Helligånden erklærer overfor os, at Maria er ubesmittet. (Dette skriftsted på latin, er fra Vulgata 4: 7: Tota pulchra es, amica mea, et macula non est in te).

Det niende bevis. Pagtens Ark fremstår i al Sin skønhed i Himlen. Hun er kvinden, der er blevet kronet med en krone bestående af 12 stjerner. Hun er Kirkens Moder, Israels datter og Den ubesmittede Jomfru Maria.

Johannes’ Åbenbaring 11. 19: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel …”. Guds Ark var blevet taget op i Himlen, det er det, Kirken lærer! Denne Ark er, som beskrevet ovenfor, af det pureste guld, uden plet og ubesmittet og kan bære Herlighedens Herre, der er lydefri og ubesmittet. Denne ark er ingen anden end Den Ubesmittede Jomfru Maria.

Kapitel og skriftsteder blev tilføjet Den hellige Skrift (Bibelen) under vejledning af Helligånden. Skriftstederne 11: 19 og 12: 1 i Johannes’ Åbenbaring er centreret om den samme tematik, nemlig kvinden, der er kronet med en krone bestående af 12 stjerner, en kroning, der er foregået i Himlen. Hun fremstår i en utrolig smuk klædning, som overstråler alle helgener og engle, og dette må indikere, at hun har levet et liv uden synd, fordi hun er ubesmittet og derfor ikke kendte til synd.

Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1-5.

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter”.

Det fremstår her meget klart, at Maria er blevet kronet i Himlen, hun er skønnere end solen, månen og stjernerne. (1) Kvinden her er Jesu Moder, og Maria er Jesu Moder. (2) Kvinden her er alle kristnes Moder, for Jesus overlod Maria til Johannes, som hans Moder, og dette skete ved korsets fod. Yderligere blev Maria moder til (kommende generationer af) Jesu disciple. (3) Kvinden her er den samme kvinde, som nævnes i 1 Mosebog 3: 15. (4) Kvinden fødte Jesus og os, som er hendes åndelige børn, til trods for, at hun forbliver med at være jomfru, og det er derfor, at det er blevet sagt, at vi udgår fra hende, og derfor er hun Jomfrumoderen. Der er kun én kvinde i hele historien, som har været – og for altid vil være Jomfru Moder, og det er Jomfru Maria. Derfor er hun dronningemoder over Israels 12 stammer, dronning over Kirkens 12 apostle, Den velsignede Jomfru Maria. Maria er ligesom Gebirah (Dronningemoderen) i Israel, og derfor vil det, hun fremsætter altid blive lyttet til.

Hun er et billede på Israel, fordi hun er Israels jomfrudatter som Esajas, Jeremias og profeterne taler om. Hun er også en typologi på Kirken, et aspekt Skt. Ambrosius, Skt. Clemens, Skt. Ephrem fra Syrien og kirkefædrene ofte fremhæver, og det er fordi, at hun i egen person er det, som Kirken en dag vil blive til.

Apostlen Johannes viser os, at den, der på bedste vis forsøger at bliver Jesu discipel, modtager Guds Moder, Maria, som sin kære Moder, ligesom disciplen modtager Jesus Kristus som sin egen personlige Herre og Frelser. Her lærer apostlen os, at alle, der har Gud, som deres Fader også må have Maria som deres Moder, for hun er den sande Moder til alle Guds børn, og vi er hendes åndelige afkom, som hun undfanger, selvom hun er jomfru.

Store helgener som Skt. Cyprian og Skt. Montfort siger begge, at den, der ikke har Maria og Kirken, som sin Moder ikke har Gud som sin Fader (III) og (IV).

Det tiende bevis. Guds Brud er en kvinde i Himlen, som med sin Brudgom Helligånden, taler til os i Johannes’ Åbenbaring kapitel 22. Hun er et billede på Kirken, og det er det, kirkefædrene fremhæver, og hun er Den Ubesmittede Maria.

Findes der yderligere bevis for, at en kvinde er blevet taget op til Himlen og er blevet kronet der? Ja: Hun er ikke kun Guds Moder, moder til Sønnen og Gud Faders datter, men også, som vi har set gennem en lang række skriftsteder i det Gamle og Nye Testamente, hun er også Helligåndens sande elskede Brud. Helligånden kalder hende ”Min elskede”, og Han lader hende tale til os i det sidste kapitel i Den hellige Skrift (Bibelen). Der står skrevet: ”Og Ånden og bruden siger: Kom” (Åb 22: 17). Set ud fra det faktum, at Helligånden taler, har mange protestanter egenhændigt, modsatrettet Jehovas Vidner samt andre protestanter (ganske rigtigt) bevist, at Helligånden er en person. Set ud fra samme målestok er Helligåndens Brud også en person.

Hvem er hun? Ingen anden end Den Ubesmittede Maria, Bruden uden syndens plet og det levende billede på Moderkirken. Hvem som helst, der viser hengivenhed over hende, vil blive frelst.

Noter

(III): Skt. Cyprianus (Cyprian) fra Karthago: Om Kirkens Enhed, Kapitel 6: ”Hun kender til ét hjem, og med kyskhed og beskedenhed varetager hun helliggørelsen af ens leje. Hun sørger for, at vi er Guds; hun udpeger de børn, som hun har formet til kongedømmet. Hvem som helst, der er adskilt fra Kirken og har indladt sig på utroskab, har ladet sig skille fra Kirkens løfter, ej heller vil den, der har forkastet Kirken, kunne modtage Kristi belønninger. Vedkommende er en fremmed, agerer profant og er en fjende. Vedkommende kan ikke have Gud som Fader, hvis vedkommende ikke har Kirken som Moder

(IV): Citatet nedenfor finder man både i en engelsk og dansk udgave: (1) St. Louis Marie de Montfort, “The secret of Mary,” Part 1, Doctrine of the Holy Slavery, para 11 og (2) Skt. Louis Marie de Montfort, “AFHANDLINGEN OM DEN ÆGTE MARIA-FROMHED”, FØRSTE DEL: MARIA I GUDS FRELSESPLAN no. 30:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 13. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-immaculate-bride

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Oh, I kristne, som er adskilt fra Kirken, vend hurtigt tilbage til Jeres Moder

Til stor overraskelse for marxister og sekulære skete der noget i oktober 1917 på et tidspunkt, der var blevet forudsagt. 70.000 mennesker blev øjenvidner til solunderet i Fatima. Den ubesmittede Jomfru forudsagde fremkomsten og faldet af den djævelske ateistiske kommunisme. Jomfruen forudsagde også, at den ateistiske kommunisme ville være årsag til en omfattende forfølgelse af Kirken og kristendommen. Disse profetier kan i dag stadig overraske sekulære historikere, fordi de er nøjagtige helt ned i mindste detalje. Mange årtier senere, efter at have omvendt sig fra kommunismen til kristendommen, gav Bella Dodd dette vidnesbyrd: ”I 1930’erne sørgede jeg for, at 1100 mænd blev placeret på præsteseminarier i USA med henblik på at fordærve det katolske præsteskab og Den katolske Kirke indefra”. I 1950 advarede hun: ”på nuværende tidspunkt er de mænd, jeg fik placeret på præsteseminarierne, avanceret til høje positioner i Kirkens hierarki”. Fru Dodd var ikke en profet, men hun var i stand til at forudsige og give en karakteristik af de omvæltninger (i Kirken), disse mænd var årsag til, og som var så drastiske, ”at man ikke ville kunne kende Den katolske Kirke igen”. De seneste årtier har blot været et bevis på, at de advarsler profeternes dronning åbenbarede for- og om Kirken, var sande.

Bør katolske kristne lade sig skræmme af dette? På ingen måde. Vor Frue sagde til Sr. Lucia: ”nej min datter. Lider du meget? Vær ved godt mod. Jeg vil altid være med dig. Mit Ubesmittede Hjerte vil være dit tilflugtssted og føre dig til Gud”.

Nedenfor vil jeg fremlægge og overveje en række grundlæggende beviser fra Bibelen på:

1.      Det doktrinære og teologiske grundlag for Marias ubesmittede undfangelse.

2.      At Maria er Himmeldronningen.

3.      At Maria knuser satans hoved, ”… skræmmende som en hær under banner” (Højs 6: 10).

Det første bibelske og teologiske bevis: at Den Almægtige afgiver et løfte i Edens have

Den dag, syndefaldet sker, giver Den almægtige Gud det løfte, at en særlig kvinde vil fremstå, og der vil være fjendskab mellem denne kvinde og satan, og hun vil, som den nye Eva, knuse hans hoved 1. Mos 3. 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Denne bemærkelsesværdige profeti betegnes som et protoevangelium eller urevangelium, altså som det første evangelium. Man skal huske, at det for Gud var en sorg, at Eva handlede, som hun gjorde. Han lover derfor, at der vil fremstå en ny ubesmittet kvinde, som ikke vil blive fristet af satan, men som derimod vil knuse hans hoved, fordi hun for altid vil forblive ubesmittet. Når der tales om hendes afkom, viser det hen til, at det barn, hun vil bringe til verden, uden en menneskelig far, det vil sige, at dette barn er Kristus, og netop dette ser vi gentaget i Esajas Bog kapitel 7: 14 (1).

Hun vil for altid være satans fjende og den, han frygter mest. Eva blev offer for satan. Hvordan kan Maria knuse satan? Hun skal fuldt og helt være ubesmittet. Slangens (satan) afkom må på ingen måde få tilknytning til hende. Hun knuste hans hoved, hver gang hun afviste den fristelse, han lagde frem for hende, og på den måde forblev hun ubesmittet. Hun knuste hans hoved ved bebudelsen ved at give sit fiat til Gud. Hun adlød den hellige engel, som Eva adlød den faldne engel. Eva tog frugten fra kundskabens træ, og Maria gav frugten fra sit moderliv til livets træ, som er korset. Hun knuste hans hoved ved at samarbejde med sin Søn på korset.

Som man kan se, har alt fået en ny betydning. Maria er den nye og sande Eva. Hun har knust satans hoved mange gange i løbet af historien, for eksempel ved at knuse de drab hedningerne foretog på børn i Guadalupe, ved den muslimske invasion ved Lepanto og det kommunistiske terrorregime ved åbenbaringerne i Fatima.

De præmisser, der understøtter ovenstående er:

1: en kvinde er forudbestemt til at knuse satans hoved (1. Mos 3: 15).

2: ”… Enhver, som gør synden, er syndens træl”. (Joh 8: 34).

Den teologiske og doktrinære konklusion er, at Kvinden aldrig vil begå synd eller blive fristet af synden, og det vil sige, at der fremsættes et løfte om, at Maria som Jomfrumoderen/Guds Moder vil være ubesmittet og dermed uden synd.

Her følger et forsvar for den rigtige oversættelse (af tekststykket om kvinden, der skal knuse slangens hoved), der findes i Vulgata (den latinske bibeloversættelse):

Cornelius Lapide fremhæver et andet tidligt jødisk vidnesbyrd vedrørende ordet ”hun”, der findes hos den jødiske historiker Josefus, som døde omkring år 101 e. Kr: Det er også herfra, at Josefus (1 Mosebog kap. 3) henter sin forståelse af brugen af ordet ”hun”, som stemmer overens med vores oversættelse. For han siger: ”det var Hans vilje, at kvinden skal påføre ham (satan) sår på hovedet”, og derfor viser dette med tydelighed, at det netop var sådan, Josefus opfattede det, datidens forfattere havde nedfældet, og det vil sige ”hun”. Josefus og Filo benyttede det græske sprog i deres arbejder, men de havde kendskab til det hebræiske sprog, så deres vidnesbyrd fortæller os, at både i Septuaginta (den græske oversættelse af det Gamle Testamente) samt i det hebræiske sprog på den tid, opererede man med ordet ”hun”. Lapide fremhæver et endnu ældre jødisk vidnesbyrd (end Josefus) vedrørende brugen af ordet ”hun”, og det er et vidnesbyrd, der er endnu ældre end Masoretes, der var jødisk filosof og Moses Maimonides, som døde omkring 1204. Det skal selvfølgelig fremhæves, at Moses Maimonides ikke troede på et Messiansk eller Mariologisk indhold i profetisk sammenhæng. Han har i overvejende grad antaget, at kvinden, der omtales, var Eva, men han har tydeligvis været af den overbevisning, at teksten taler om og henviser til ”hun” (2).

Det andet bibelske og teologiske bevis: at Jael, der knuser Siseras hoved, er en bibelsk typologi på Maria, der knuser satans hoved

Ét af de meget vigtige aspekter, der gør sig gældende i forbindelse med studiet af Bibelen og Kirkefædrenes arbejder, er brugen af typologi, og hvordan den skal forstås. Når man undersøger Den hellige Skrift, og desto længere man kommer ind i Den, træder typologierne klarere frem. Tager man for eksempel udgangspunkt i typologierne for Kristus, så er Abel et billede på Kristus, fordi det offer, Abel frembar for Herren, var et fuldendt offer, og det endte med, at han blev slået ihjel. Dette er netop et billede på, hvordan Kristus, Den Store Ypperstepræst, ville frembringe Sit liv som et offer for verdens synder. Det, at Abraham ville ofre sin søn, viser hen til, at Gud Fader ville ofre Gud Søn. De tre mænd, der viser sig for Abraham i Mamre (1. Mosebog kapitel 18: 2) er ifølge mange gamle betragtninger fra den Vestlige og Østlige gren af Kirken ingen andre end Den hellige Treenighed. Der er tale om en teofani, altså at Gud viser sig. Vi oplever også en teofani i forbindelse med Melkisedek, der på præstelig vis ofrer brød og vin. Melkisedek er et billede på Jesus Kristus, Den evige Ypperstepræst, som indstifter det hellige offer, der i form og udførelse ligner den gamle måde at ofre på. Patriarken Josef, værdsat af Gud fremfor sine brødre, er ligeledes et billede på den Messias, der skal komme, for Josef blev kastet i en brønd og overladt til døden, men blev ophøjet af Gud til herlighed, fordi han endte med at blive Faraos højre hånd. Han blev altså rigets højest placerede embedsmand, den fornemste mand i Egypten efter Farao. Hele forløbet med Josef er et billede på Kristi lidelse, død, opstandelse og Himmelfart.

Kan man ligeledes finde kvindelige typologier for Maria i Den hellige Skrift? Ja, der er Jael, der knuser Siseras hoved, og der er endvidere dronning Ester, der reddede Israel fra Holofernes og Mirjam, der var søster til Moses og Aron, og yderligere var hun de israelske kvinders leder, og man kunne nævne mange flere.

Hovedargumentet for ovenstående findes i dommerbogen: ”Velsignet blandt kvinder være Jael … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding. Han segnede for hendes fødder, faldt og blev liggende; for hendes fødder segnede han og faldt. Der, hvor han segnede, lå han, stendød!” (Dom 5: 24, 26 – 27).

Det typologiske argument er, at Jael er et billede på ”kvinden”, der skal knuse satans hoved. Sisera er i denne fortælling ikke blot en fjende, der optræder på et givent tidspunkt i historien, men han er billedet på FJENDEN, den farligste af alle fjender.

Den teologiske konklusion på ovenstående er, at ligesom Jael knuser Siseras hoved, vil Maria knuse satans hoved, ligesom Jael frelste Israel, vil Maria frelse Kirken, og ligesom Jael frelste en nation, vil Maria frelse verden. Hvor folket sang, at Herren gav Sisera i hænderne på en kvinde, der vil verden bekende, at Gud har besejret satan ved sin Moders fod.

Det tredje bibelske bevisat pagtens Ark, der er glorværdig med sin guldoverflade, er uden plet (syndfri)

Man kan spørge, om der også i Den hellige Skrift optræder forhold,der peger hen på Vor Moder Maria? Er der forhold, kirkefædrene har hæftet sig ved og skrevet om? Det spørgsmål kan besvares med et ja. Ét af de mere fremtrædende eksempler på dette er Pagtens Ark, der var guldbelagt. Skt. Athanasius den Store, der var en ihærdig forsvarer for Den hellige Treenighed, siger: Oh, ædle Jomfru, Du er i sandhed større end det største, for hvem kan måle sig med Dig i storhed, Oh, Du som er hvilested for Guds Ord? Med hvilken anden skabning skal jeg sammenligne Dig? Du er større end alt andet. Oh Pagt, klædt i renhed i stedet for guld! Du er Den Ark, som rummer det gyldne kar, der indeholder, den sande manna, det vil sige, det legeme, hvor Guddommen har til huse. Kan jeg sammenligne dig med den frugtbare jord, og det man høster på den? Du overgår alt dette, for der står skrevet: ”… jorden er min fodskammel” (Es 66: 1). Men du bærer i dit moderliv fødder, hoved, ja hele Guds fuldendte Legeme (3). 

I 2. Mosebog kapitel 25 befaler Gud Sin tjener Moses følgende:

Du skal beklæde den med rent guld; både på indersiden og på ydersiden skal du beklæde den, og du skal lave en kant af guld hele vejen rundt på den. Du skal støbe fire guldringe til den og anbringe dem på dens fire fødder, de to ringe på den ene side og de to på den anden side. Du skal lave bærestænger af akacietræ og beklæde dem med guld, og du skal stikke bærestængerne ind igennem ringene på siderne af arken, så man kan bære arken med dem. Bærestængerne skal sidde i ringene på arken, de må ikke tages ud”.

… og du skal lave to keruber af guld til de to ender af sonedækket; som udhamret arbejde skal du lave dem. Lav en kerub til den ene ende og en kerub til den anden ende; i begge ender skal I lave keruberne i ét med sonedækket. Keruberne skal brede vingerne opad, så de med deres vinger dækker over sonedækket, idet de står over for hinanden; kerubernes ansigter skal være vendt mod sonedækket” (2 Mos 25: 11-15 og 18-20).

Således instrueres englene i at vise Arken ærbødighed.

Pagtens Ark beskrives på følgende måde i brevet til Hæbræerne:

Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelseofferalter af guld og pagtens ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna …” (Hebr 9: 3-4).

Arken i Det nye Testamente er Kvinden, der bærer Gud i Sit Moderliv, og hvis hjerte for evigt vil være det pureste guld, og hvis gerninger altid vil være syndfri, og hvis hele liv er ubesmittet, og som i sig selv er fuldt og helt helligt.

Det bibelske argument for ovenstående er, at pagtens Ark, der indeholdt Gud, var belagt med guld og er uden plet.

Det typologiske argument for ovenstående er, at denne Pagtens Ark er et billede på Den Kvinde, der bar Gud i Sit Moderliv.

Den doktrinære konklusion er derfor, at Den Kvinde, der bar Gud i Sit moderliv, er funklende og uden synd.

Det fjerde bibelske bevis: at det er herlighedens dronning, Gud Faders datter, der optræder i Davidssalme nr. 45

Men er det muligt at finde eksempler i Bibelen, hvor der berettes om prinsesser eller dronninger, hvis hjerter bærer et gyldent skær og stråler af herlighed? Ja, nærmere betegnet i Davidssalme nr. 45 (dansk Bibel) og nr. 44 (Vugata).

Davidssalme nr. 45: 10-8:

… Kongedøtre går dig i møde,

dronningen står ved din højre side, smykket med Ofir-guld. Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:

Glem dit folk og din fars hus!

Kongen begærer din skønhed,

han er din herre, kast dig ned for ham!

Tyrus’ døtre kommer til dig med gaver,

rigmænd i folket søger din gunst.

Hvor er kongedatteren prægtig!

Hendes kjole har guldindfattede perler,

i brogede klæder føres hun til kongen,

jomfruerne er i hendes følge,

hendes veninder føres til dig.

De føres til dig under glædessang og jubel,

og træder ind i kongens palads.

Dine sønner skal træde i dine fædres sted,

du skal gøre dem til fyrster over hele jorden.

Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,

derfor skal folkene prise dig for evigt og altid”.

Det, der meget tydeligt bliver profeteret her, er:

1.      at en glorværdig dronning, der smukt prydet, sidder ved siden af Kristus.

2.      at kongen, som er Gud Herren, betages af hendes ubesmittede sjæls skønhed.

3.      at hendes herlighed udstråler fra hendes indre (jf. 1 Pet 4:3-4 og Ordsp 31).

4.      at hun er smykket med det pureste guld.

5.      at jomfruer er i hendes følge.

6.      at hun udnævner fyrster fra det Kristi kongelige præsteskab samt jomfruer til at tjene i templet, her forstået som præster og nonner i Den katolske Kirke.

7.      at hendes hellige navn Maria vil blive prist i slægt efter slægt. Mennesker vil prise hende til evig tid. Kære evangelikale, den specielle måde, hvorpå katolikker viser Maria ærbødighed (på latin: hyperdulia), er blot en opfyldelse af bibelsk profeti.

Det bibelske hovedargument for ovenstående er, at kong David i salme 45 profeterer om dronningen, hvis skønhed gør indtryk på Gud.

Et andet bibelske argument, der også findes i denne sammenhæng, er, at denne dronning vil blive prist i slægt efter slægt. Det er det, der bliver udtrykt gennem Helligånden i Det nye Testamente ved englen Gabriel, Elisabeth og Den hellige Jomfru selv i hendes herlige Magnificat:    

”Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt”.

(Luk 1: 48-50).

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at man udviser den ypperste ærbødighed overfor Maria, og dette er villet og forudsagt i Bibelen, og at dette gør sig gældende for alle slægter af kristne. Hvis katolikker ikke foretog denne hyldning af Maria, ville Bibelen gøre sig skyld i en falsk profeti!

Det femte bibelske bevis: at der i Bibelen kan fremdrages eksempler på, at i dronning Esters tilfælde bliver der gjort en undtagelse.

Når man tænker tilbage på Esters Bog, så vil man huske, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester: ”Da kongen nu så dronning Ester stå ude i gården, fandt hun nåde for hans øjne. Kongen rakte sit guldscepter, som han havde i hånden ud mod Ester, og hun trådte nærmere og berørte spidsen af scepteret” (Est 5: 2). Helgenerne og Kirkefædrene siger, at Gud foretog en lignende undtagelse i forhold til Maria, når det handler om synd og død: ”Alle kongens hoffolk og alle folkeslag i kongens provinser ved, at for enhver mand eller kvinde, som uindbudt kommer til kongen i den indre gård, gælder kun én lov: døden! Kun hvis kongen rækker sit guldscepter ud mod ham, skal han beholde livet” (Est 4: 11). Dette tydeliggør for os, at Gud frelste Maria på en raffineret måde gennem Sin Søns fortjeneste, så hun i første instans undgik syndens fristelser. Man redder en smuk spurv, når den er faldet ned i en bunke skidt og sidder fast der, men allerhelst ville man have forsøgt at redde den fra at falde. Således ser vi, at Gud Den Almægtige i relation til Sin hellige Moders højeste ære frelser hende fra at falde (i synd).

Det bibelske hovedargument er, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester, når det gjaldt loven om dødsstraf.

Det typologisk argument er, at dronning Ester ganske enkelt er et billede på Guds egen herlige dronning, Maria.

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at Maria ved Kristus blev bevaret fra synd.

Noter

1: ”Men Herren vil selv give Jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”.

2: Se venligst: https://catholicism.org/mary-co-redemptrix.html

3: St. Athanasius of Alexandria, Fourth Century Homily of the Papyrus of Turin, ed. T. Lefort, in Le Muséon 71 (1958): pp. 216–217.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 22. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/christians-return-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Privatåbenbaring

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvad skal man mene om privatåbenbaringer? Det synes som om, at hvor man end vender sig hen, så optræder der konstant nye seere, der modtager visioner og budskaber fra Det Guddommelige.

Nuvel, den tilgang vi katolikker bør have til dette er helt enkel. Hvis Kirken har godkendt de enkelte visioner og budskaber, er man på sikker grund og kan dermed beskæftige sig med dem. Men hvis Kirken ikke har godkendt dem, skal man være MEGET forsigtig, og man bør være MEGET skeptisk, ja decideret afvisende, indtil Kirken har givet Sin endelige godkendelse.

Men i forhold til de privatåbenbaringer, der ER godkendt af Kirken, kan det være nyttigt for katolikker at rette deres opmærksomhed mod dem. Selvom de ikke tilføjer yderligere til den Guddommelige åbenbaring, som de troende allerede har kendskab til, er de ikke desto mindre værd at studere nærmere.

Når en privatåbenbaring stammer fra en stor helgen, som levede et meget fromt og helligt liv, bør den tilskynde til yderligere granskning og overvejelse.

Tag for eksempel Skt. Teresa af Avila, som var så from og hellig, at det er helt uden sammenligning.

Vor Herre viste Sig ofte for Hende og åbenbarede specifikke situationer i det liv, Han levede her på jorden.

Da vi er gået ind i maj måned, som er en måned, hvor Kirken traditionelt fejrer Maria, Vor Frue, er det oplagt at rette fokus på noget specielt, som Vor Herre åbenbarede for Skt. Teresa, og som omhandler Vor Frue.

Han fortalte Skt. Teresa, at Han på et tidligt tidspunkt, før daggry opstod, for at Han kunne opsøge Sin hellige Moder, der var i dyb sorg over den megen lidelse, Han havde gennemgået. Han åbenbarede også for Skt. Teresa, at Han opholdt sig hos Sin moder i længere tid for at give hende trøst. Han omfavnede – og kyssede hende, og hendes glæde vendte derpå tilbage.

Dette er virkelig en smuk åbenbaring. Set ud fra et katolsk perspektiv giver den god mening. Mange kirkefædre og lærere har sammen med helgenerne allerede, inden dette blev åbenbaret, spekuleret over og kommet frem til den konklusion, at Vor Herre først opsøgte Sin moder.

Der er ikke andet at sige til det, end at selvfølgelig ville Han gøre netop det! Den første i den større offentlighed, der var vidne til Hans opstandelse, var Maria Magdalene, men den, der skulle være det absolut første vidne, var Kvinden, der havde lidt mere end nogen anden kvinde i historien. Simeon forudsagde, da Maria fremstillede den lille Jesus i templet: ”også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, og det skete, mens hun stod ved korsets fod på Golgata.

Husk på, hun var uden synd, fordi hun blev undfanget uden arvesyndens plet, og netop hendes renhed gjorde hende mere modtagelig overfor smerte og lidelse, der er forårsaget af synd, og specielt den lidelse, som hendes Søn måtte gennemleve på korset. Mennesker, der er onde, berøres ikke i så stor udstrækning af lidelse hos andre mennesker, og deres evne til at leve sig ind i andres lidelse er ikke så fremherskende. Man kan benytte manglen på indfølingsevne, som et parameter for ondskab hos et menneske.

Og som en diametral modsætning til det ovenstående er en dyb indfølingsevne et parameter for det menneske, der er godt. Den, der er præget af fromhed og hellighed er langt mere følsom, når det gælder lidelse i åndelig forstand. Dette menneske gribes af stor sorg over synd, og der findes ikke nogen større synd, end når man slår Gud ihjel.

Og hvem anden end Den Ubesmittede Maria kunne fornemme så dyb en smerte over den største af alle synder. Selv ud fra en menneskelig synsvinkel, hvor en moder ser sit barn, uanset hvilken alder det har, vil det altid være hendes barn, blive korsfæstet, overvældes hun af en dyb og ubærlig sorg over, at dette sker for netop hendes barn.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at træde rundt i denne sorgfulde begivenhed, men der ligger en smuk betragtning og overvejelse i, at Vor Herre genopstod fra de døde på et tidligt tidspunkt for at opsøge Sin moder for at være sammen med hende og trøste hende.

Jeg fremhæver blot dette for at understrege, at det er et udtryk for en helt speciel katolsk tænkning. Kristne, der ikke er katolikker, er ikke sporet ind på denne måde at tænke på.

Og de er heller ikke motiverede for det.

De vil i stedet spørge: ”Hvor står det i Bibelen?”, som om hele sandheden om Vor Herre er at finde i Bibelen. Her bliver jeg bare nødt til at understrege, at det gør den ikke. Selv Bibelen gør rede for dette i slutningen af Johannesevangeliet kapitel 20 og 21.

Den katolske Kirke rummer hele sandheden, ikke fordi vi katolikker, som enkeltindivider står over ikke-katolikker, men fordi troen er sandheden. Kirkens lære og de åbenbaringer (af privat og offentlig karakter), som er blevet givet Kirken, er overdraget os for at hjælpe os på vejen mod Himlen, den vej, det er så let at blive ledt bort fra.

Så Vor Herre bliver ved med at forsikre os om, at Hans lære er sand, at den er beskyttet af Helligånden, og at ingen vildfarelser blander sig med den. Vor Herres lære udgør sammen med mange hellige menneskers betragtninger og overvejelser (kirkefædre, kirkelærere, bekendere o.s.v) Kirkens læreembede. De førnævnte hellige mennesker levede i et mystisk fællesskab med Vor Herre, og dermed blev de kanaler for Hans Guddommelige kærlighed, de var levende nådekilder.

Katolikker bør ikke stiltiende acceptere det, der sker i Kirken, hvor man udvander den katolske tro, fordi de er bange for at såre nogen, hvis de løfter deres røst.

De store trosskatte er blevet givet til Kirken, Vor Herres Brud, af Hendes elskede Brudgom, ligesom når en mand fæstner et utroligt smukt smykke på sin hustru.

Der er ingen kærlighed eller skønhed, Jesus Kristus vil nægte Sin Brud, som Han gav Sit liv for. Han giver Hende Sit Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed, kort fortalt, den direkte vej til Faderen. Hvis Han giver hende DETTE, som en måde, hvorpå Hun kan forberede sig til Himlen, hvad skal han da ellers give Hende for at styrke Hende på Hendes jordiske rejse.

Dette er den forståelse af troen, og hvad Kirken er, som har været fraværende i de sidste 50 år eller mere. I forsøget på at favne så bredt som muligt, har katolikker mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at være katolik, og det at bringe den katolske tro ud til verden.

Det er blevet tid til (igen) at være (rigtig) katolik.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. maj 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2014-05-02.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)