Category: Mariology

Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig”: Hvorfor Maria er Mediatrix (formidler) af al nåde

På denne fest for Vor Frue af Gaudalupe, en elsket beskytterinde af pro-life kristne over hele verden og især katolikker i Nord -, Central – og Sydamerika, er det meget passende at forklare og forsvare hendes helt specielle privilegium som formidler af al nåde, en benævnelse, der stadig er blevet misforstået af mange kristne i vore dage. Vi skal se på, hvordan Marias Gudgivne rolle ikke står i modsætning til hendes Søns enestående formidling af frelse, men snarere forudsætter og forstærker den.

Lad os begynde på bedste Thomistisk maner med en indvending: ”For der er … én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2: 5). Som Skt. Thomas Aquinas forklarer:

Formidlerens opgave er at forene de parter, han er formidler for: For ekstremerne forenes i en middelværdi (medio: i midten). At forene mennesket med Gud på den fuldendte måde ligger hos Kristus, gennem hvem mennesket er blevet forenet med Gud, ifølge 2 kor 5: 19: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv …”. Og derfor er det Kristus alene, der er den fuldkomne formidler mellem Gud og mennesket, for så vidt Han ved Sin død forenede menneskeheden med Gud. Derfor tilføjer apostlen til det, han netop har sagt: ”formidler mellem Gud og mennesket, mennesket Kristus Jesus” yderligere, ”som gav sig selv som løsesum for alle” (Summa theologiae 3.26.1).

Ved Sit liv, død og opstandelse vandt Kristus for os alle nåde og fortjenester, som er nødvendige for vores frelse. Opnåelsen og fordelingen af disse fortjenester er den formidling, Jesus Kristus udfører mellem Den hellige Treenighed og menneskeheden.

Jesus opnåede disse fortjenester ved Sin jordiske mission og er derfor værdig til at fordele dem fra Sin himmelske trone. Alle de fortjenester, Han opnåede, er af den slags, der knytter sig til en handling, der gør en værdig til en belønning i stringent juridisk forstand, altså som en løn, der udbetales til en arbejder, der har udført sit arbejde. At have opnået sådanne fortjenester er specielt for Kristus. Siden Han er guddommelig, er Hans gerninger helt igennem værdige. Selv den mindste gerning, Jesus foretog, var fuldt ud til behag for Faderen, for den udgik fra den fuldendte kærlighed. Desto mere var den handling, Jesus gjorde ved Sin død på korset til behag (for Faderen), og gjorde det muligt at opnå al nåde til alle tider. Som Hovedet for hele menneskeheden fordeler Vor Herre sine fortjenester til alle mænd og kvinder, som Han ønsker at forene med sig selv. Det enestående ved Kristi formidling er på den måde altid blevet stadfæstet af kristne teologer: ”… ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG: 4:12).

Der eksisterer en anden slags fortjeneste, som gives til en person, der er i nådens stand, det er fortjeneste de condigno (fortjeneste grundet værdighed), der er her ikke tale om en stringent juridisk definition, men om en relativ juridisk definition. Handlinger foretaget af en person i nådens stand er værdige til at modtage en belønning, ikke fordi personen er på et niveau, der svarer til en sådan belønning, men fordi personen har ”udviklet” sig fra den almindelige nåde, som er det guddommelige livs frø, der er blevet plantet i os ved dåben. Det, der gør, at vi er værdige til Faderens velsignelse, er forårsaget af Sønnens arbejde i os, Hans frugt.

Der eksisterer en tredje slags fortjeneste, som ikke måles i juridisk forstand, men er begrundet i venskabet med Gud. Den defineres som fortjeneste de congruo (fortjeneste af passende grad), for det er passende, at Gud på grund af venskabet med en sjæl, hjælper en, der er knyttet til denne sjæl. ”Siden et menneske i nådens stand gør Guds vilje, er det (mennesket) i overensstemmelse med det, der kendetegner et venskab, og derfor må Gud gøre Sin vilje ved at frelse en anden person for Hans skyld” (Summa theologiae 1-2.114.6).

For eksempel opnåede Skt. Monica, at hendes søn Augustin omvendte sig, ved at hun bad uden ophør og under tårer. Monica fortjente sin søns omvendelse, ikke fordi hun var hans frelser, og ej heller som hvis hun kunne (frelse), men ved nåden i sin sjæl, som kunne frelse en anden sjæl, men fordi Gud valgte at have barmhjertighed med hendes søn på grund af hendes fortjenester og bønner og dette på baggrund af det venskab, der eksisterede mellem Gud og hende. Fortjeneste de congruo forudsætter nådens stand, og derfor er den helt og fuldt afhængig af Kristus. Det er denne tredje form for fortjeneste, som Den hellige Jomfru gennem sit liv opnåede for sine åndelige børn, og ved at være langt mere hellig end nogen anden helgen opnåede hun flere fortjenester end nogen anden helgen.

Efter at have fået skabt klarhed over de forskellige former for fortjenester, der optræder, samt det enestående ved Kristi fortjenester, er det nu hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan formidling på anden hånd er mulig. I det gamle testamente udvælger Gud fra begyndelsen bestemte mennesker til at fungere som mellemmænd, såsom profeter og præster, der er knyttet til den gamle pagt. Et eksempel som er specielt fremtrædende, er det, hvor Moses alene på Sinai-bjerget modtog Loven for Israels folk, og hvor han senere beder til Gud for folkets frelse fra ødelæggelse grundet deres eget syndige oprør. I det nye testamente indstifter Jesus Kristus den nye pagts præsteskab for at give Kirken større adgang til Ham og Hans fortjenester. ”Men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme”, siger Andet Vatikankoncil, ”og ligesom Guds godhed, der er uden sidestykke, på mangfoldige måder meddeler sig virkeligt til skabningerne, således udelukker Forløserens enestående stilling som mellemmand ikke, men fremkalder hos skabningerne snarere en medvirken, som på forskellig måde har sit udspring i denne ene kilde” (Lumen Gentium nr. 62).

På denne underdanige måde er Maria også formidler mellem sin Søn og menneskeheden. Hun er rent faktisk blevet betroet at formidle al nåde. Hvad er grundlaget for hendes unikke rolle? Hendes unikke moderskab. Alle kristne, der holder fast i arven fra de tidligste økumeniske konciler, uanset om man er katolik, ortodoks eller protestant, gør ret i at ære Maria som Theotokos (Guds moder) moderen til – eller den, der bærer på et barn, der i sandhed er Guds Søn, Den anden Person i Treenigheden. Da biskop Nestorius (381 – 451) hævdede, at Maria er ”Kristi Moder”, men ikke ”Guds Moder”, skred Den universelle Kirke ind og tilbageviste hans fejlslutning, fordi den så at sige delte Kristus i to, nemlig som et menneske, som Maria var moder til, og som et guddommeligt væsen, som Maria ikke havde noget at gøre med. Kort fortalt benægter Nestorius inkarnationens mysterium, som vor frelse er knyttet til. Fordi Jesus er Gud, og Maria er moder til Ham, bør hun tituleres Guds Moder.

Marias moderskab er altid blevet betragtet som værende langt mere end et fysisk moderskab. Som Skt. Augustin siger: ”Hun undfangede Ham åndeligt, før hun undfangede Ham fysisk”. Tæt forenet med Gud gennem kærlighed og lydighed gav hun velvilligt sit samtykke på hele menneskehedens vegne. Gennem hele sit liv ved sine gerninger og lidelser samarbejdede hun med sin Søn. I himlen fortsætter hun sit virke som formidler for os ved at gå i forbøn for os (jfr. Johannes Paul II, Redemptoris Mater nr. 21). For at bevise og understøtte det, hun gør, foretager kirkefædrene en sammenligning mellem Maria og Eva. Døden blev bragt ind i verden gennem Eva og i modsætning til det liv, Den nye Adam bringer ind i verden, kommer dette gennem den nye Eva, som dermed fortjener at blive tituleret som: ”Moder til alt levende” (1 Mos 3: 20). Denne fortjeneste og formidling sker i – og gennem Kristus. Et smukt eksempel på dette finder sted ved brylluppet i Kana, hvor det første vidnesbyrd om hendes moderlige formidling åbenbares (Redemptoris Mater nr. 22). På hendes anmodning udfører Jesus miraklet, hvor Han gør vand til vin. Dette mirakel skænkede ikke blot god vin til festen, men også tro: ”… og hans disciple troede på ham” (Joh 2: 11). Marias tro giver anledning til tro hos andre og viser, at hendes rolle som formidler rækker videre til det åndelige niveau (se Pius XII, Mystici Corporis nr. 110).

Udvidelsen af hendes moderskab til at omfatte hele menneskeheden blev ganske tydelig ved frelseshistoriens klimaks, hvor Vor Herre overlader Sin moder til den discipel, Han holdt mest af og omvendt (Joh 19: 26-27). Mens hun stod ved korsets fod og foretog den største troshandling, opofrede Maria, ”som hele tiden var tæt forbundet med sin Søn, Ham på Golgatha, til Den evige Fader på vegne af Adams børn (slægt) … og hendes moderskab og kærlighed var indbefattet i dette offer. Således blev hun i legemlig forstand moder til vores (Kirkens) Hoved, og yderligere gennem smerte og herlighed blev hun ifølge Ånden, moder til alle dem i (sin Søns) Hans Kirke” (Mystici Corporis nr. 110). Ordene, som Jesus sagde til Maria: ” Kvinde, dér er din søn”, og til Johannes: ” Dér er din mor” bekræfter, at hendes moderskab omfatter alle mennesker, set i forhold til formidlingen af nåde samt den fordring, der gælder alle dem, der ønsker at være ”de elskede disciple”, at de betragter hende som deres moder. ”Og hun vedbliver at have den samme moderlige omsorg og glødende kærlighed for Jesu Kristi mystiske Legeme, som kom til verden gennem Frelserens gennemborede Hjerte, som hun havde for det lille Jesusbarn i krybben” (Mystici Corporis nr. 110).  

Ved bebudelsen blev Maria moder til Frelseren, fra Hvem al nåde kommer til mennesket. Som Skt. Louis de Montfort (1673 – 1716) siger: ”Ved at give hende Sin Søn, har Gud Fader, fra Hvem alt godt udgår, givet hende al nåde”. Maria er formidler af al nåde, fordi hun bar i sin krop og sjæl Ham, hvorfra al nåde udgår. Hun fik til opgave at bringe ophavet til nåden til verden, og i Sin menneskeskikkelse forbliver Han (i al evighed) at være hendes Søn, og hun forbliver at være Hans moder. Som det behagede Gud at komme ind i verden og frelse den gennem hende, og som det behagede Ham at skænke ny vin samt det første glimt af herlighed ved hendes mellemkomst, således behager det Ham at frelse verden gennem hendes forbøn. Fordi Maria var fuldt ud forenet med sin Søns hensigter, som straktes ud over menneskeheden og dens behov, deraf følger at hendes hensigter, fortjenester, og at hun yder erstatning, har den samme universelle karakter som hendes Søns. Denne doktrin udgør på ingen måde nogen ”trussel” mod det enestående i Vor Herres formidling, den fremhæver den snarere, for Marias formidling var ”ikke partiel og koordineret, som tre mænd, der skal transportere tungt gods, men langt mere fuldt og helt og gjort i underdanighed” (Garrigou-Lagrange, The Mother of the Saviour and Our Interior Life, 204). Dette fremgår ved den måde, hvorpå hun tituleres ”retfærdighedens spejl”. Hendes ubesmittede hjerte afspejler Jesu hellige Hjertes Guddommelige kærlighed.

Derfor er Kristus den eneste formidler mellem Gud og menneske i kraft af, at Han er Hovedet for menneskeheden. Enhver anden formidling afhænger fuldt og helt af Hans formidling og flyder fra Hans guddommelige kilde.  Som andet Vatikankoncil udtrykker med stor klarhed: ”Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde denne Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. Enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver mod menneskene, vokser ikke frem af en eller anden naturnødvendighed, men af guddommelig velvilje, og den strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter sin kraft fra den; de troendes umiddelbare forening med Kristus bliver dermed på ingen måde forhindret, men styrket” (Lumen Gentium nr. 60).

Lad os med værdighed ære vor himmelske moder, for intet kunne behage hendes Søn mere. I hendes hellighed, hendes trofasthed og hendes skønhed afspejles Han fuldt og helt, såvel som i hendes sjæl som i hendes krop dvæler Han, i hende har Hans forløsning båret den ædleste frugt. Derfor er det ganske naturligt, at Skt. Ephrem fra Syrien udbryder:

O velsignede Frue, helligste Guds Moder, fuld af nåde, du er det uudtømmelige hav af fortrolig guddommelighed og Guds gaver, efter alles Herre, den hellige Treenighed er du alles Frue, efter paraklet (talsmanden: Helligånden) er du den nye ”talsmand” for alle, og næst efter Formidleren (din Søn) er du Mediatrix (formidler) for hele verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 12. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/hail-full-of-grace-the-lord-is-with-thee-why-mary-is-mediatrix-of-all-grace

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Min sjæl højlover Herrens storhed”: En adventsrefleksion over Marias lovsang

Magnificat, Jomfru Marias lovsang til Gud for den frelse, Han er ved at føre ud i livet gennem Frelseren i hendes moderliv, er en af de mest strålende salmer i Den hellige Skrift. Skt. Francis de Sales går så vidt som til at sige, at: ”Den hellige jomfru … intonerede denne smukke og vidunderlige lovsang, Magnificat, en lovsang, der overgik alle de andre lovsange, der er blevet sunget af (andre) kvinder … eller andre, som Den hellige Skrift omtaler”. Med ord af ophøjet skønhed og glæde opsummerer den vores frelseshistorie og løftet om Israels udfrielse fra fangenskabet (i Ægypten):

Min sjæl højlover Herren. Og min ånd fryder sig i Gud min Frelser. Thi Han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed. Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig. Thi Han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig, og Hans navn er helligt. Og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham. Han øver vælde med sin arm. Han adsplitter dem, som er hovmodige i deres hjertes tanker. Han nedstyrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Hungrige mætter Han med gode gaver. De rige sender Han bort med tomme hænder. Han antager sig sin tjener Israel, idet Han kommer sin miskundhed i hu. Således som Han har lovet vore fædre, Abraham og hans æt til evig tid. (Luk 1:46-55).

En af de nyere forfattere indenfor det åndelige felt skriver:

Magnificat er den ældste adventshymne. Den er fra sin begyndelse meget glødende og stormfuld, og man kan endda sige, at den er den mest revolutionerende adventshymne, der nogensinde er blevet sunget. Dette er ikke den blide, kærlige og drømmende Maria, som (hun) nogle gange er afbilledet på malerier, dette er den glødende, overgivende, stolte og ivrige Maria, som taler her. Denne hymne præges ikke af de søde, nostalgiske eller endda legende toner, som vi finder i vores julesange. Det er i stedet en hård, voldsom og ubønhørlig hymne om troner, der væltes og ydmygelse af de ophøjede i denne verden, om Guds kraft og den magtesløse menneskehed. Det er det, som de kvindelige profeter i Det Gamle Testamente sang om, og som nu bringes til live i Marias ord (Dietrich Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night [New York: Crossroad, 1996], 6).

I sin Magnificat taler Vor Frue ”Kvinden i overvågen stilhed” (Johannes Paul II) om meget mere, end vi ellers kan finde hos evangelisterne. Det er evangeliet i kort form, et vidnesbyrd om Kristus ikke fra en der først kom til at kende Jesus under Hans offentlige virke eller gennem Han apostles forkyndelse, men gennem Hans egen mor, hende der kendte Ham bedre end nogen anden. Hun lærer os om Ordet, der kom ind i verden gennem hende, ved hendes tro som Israels datter, hendes håb som en forventningsfuld moder og hendes kærlighed, som Herrens tjenerinde. I Marias moderskab åbenbarer Gud den ultimative nærhed i Sin kærlighed overfor Israel. Han fremstår ikke længere som en fjern hersker, der indfører love for Sine undersåtter, nu er Han et barn, der vokser stille og roligt i Sin moders liv og fylder hende med pagtbetonet nåde, der stammer fra Hans virkelige tilstedeværelse.

Marias hymne lærer os, hvordan vi efterligner hendes moderskab og tager imod Kristus i vor sjæls ”moderliv” og bærer Ham i vore hjerter. Når vi nærmere undersøger, hvad det er, Skt. Lukas fortæller om mødet mellem Maria og hendes kusine Elizabeth, står det klart, at der er en tæt forbindelse mellem Magnificat og englens hilsen, og der kan yderligere drages en forbindelse til glædens mysterium i rosenkransen. Til Gabriels tidligere hilsen: ”Herren er med dig, du benådede” svarede Vor Frue: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter Dit ord”. Dette simple fiat (ja) indeholdt en opofring af hele hendes væsen og er samtidig et tegn på menneskets accept af Guds hellige vilje bestemt til at forme hele menneskehedens historie. Hun er velsignet på grund af sin tro: ”Salig er hun, som troede, for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse (Luk 1: 45). At tro på dette guddommelige budskab var som at tro på et mirakel, der er større end andre mirakler: Gud bliver kød, Gud bliver menneske og dvæler iblandt os og besøger Sit folk.

Men selv Maria, der var fyldt med Guds nåde, kunne ikke helt forstå betydningen af sit fiat i det øjeblik, hun udtalte det. Magnificat er den modne frugt af de overvejelser, hun har gjort sig omkring bebudelsens mysterium, for hun var bestemt den første, der mediterede over dette mysterium. Når vi beder rosenkransen, gentager vi ikke blot nogle bønner, som traditionen markerer som hellige, vi gør det, som Guds Moder gjorde under den første advent.

Maria forstod og opfangede ved Ånden ordene om Guds komme til verden, om Jesu Kristi komme. For hun ved bedre end nogen anden, hvad det vil sige at vente på Kristus. Hun venter på Ham på en måde, som ikke er lig andres måde at vente på Ham (på). Hun venter på Ham som Hans moder. Hun kender til mysteriet om Hans komme, om Ånden, der er med i alt dette, og om Den almægtige Gud, der udfører Sine mirakler. Hun oplever på egen krop, at Guds veje for os er vidunderlige … at Hans veje går ud over al forstand, ud over alt det, der kan bevises, er frihed og noget helt enestående (Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night, 7).

Moderskabet, ligesom faderskabet, præsteskabet eller den indviede jomfruelighed er ikke en mental konstruktion, langt mindre en social konstruktion, det er en levende virkelighed, hvor Gud arbejder med os, og vi bliver i sandhed forandret, det er som ler, der formes i pottemagerens hænder. Vor Frues fiatvar en accept af Guds uudgrundelige plan, om at hun måtte tage sit kors op og bære det i stilhed og undren, måske med en smule forvirring, men med en grænseløs tro. Maria havde ikke det problem, som er alt for velkendt i moderne tid, at hun adskilte sin tro fra sit liv. Alt hvad hun troede på, var en del af hendes daglige liv, og det er det, der gør hende til den største helgen samt dronning over engle og helgener.

Når et kald eller en mission indledes, må man blindt acceptere Guds vilje og agere efter bedste evne på det, der sker. Forståelsen af det hele viser sig senere og er Åndens gave. Det er først efter, at man er ”startet med at leve kaldet, og efter at man er begyndt at opfylde kravene fremsat af Guds Ord, at man høster glædens frugt og forstår til fulde, hvad der er ved at udfolde sig i ens liv. Man må udføre Guds vilje for at kunne forstå den. Dette er alle helgeners budskab, og de fortæller os samstemmigt, at vi aldrig vil forstå Guds målsætning, før vi med mod giver os i kast med det arbejde, Han har bestemt for os.

Det samme gjorde sig gældende for Jomfru Maria. Hun vidste, og forestil dig, hvilke følelser hun må have haft, da hun var blevet anmodet om at blive moder til Israels Hellige og havde givet sit samtykke dertil. Hvad kunne det betyde? Hvad ville det indebære? På det tidspunkt, hvor Gabriel aflagde Maria et besøg, havde hun i det mindste kendskab til dette, og det var tilstrækkeligt: Den Almægtige bad hende om alt. Han bad hende om at give sig selv fuldt og helt for at tjene det løfte, Han var ved at opfylde efter mange århundreder med lidelse og venten. Magnificat er en pludselig åbenbaring af hendes forståelse for den skæbne, der venter hendes barn. Selv Maria kunne ikke overskue den fulde betydning af denne skæbne, indtil hun stod ved foden af korset og bar på smerten indtil det sidste øjeblik og ventede på sin Søns genopstandelse fra dødens mørke dal. Som Den hellige Skrift fortæller om Maria og Josef, da de ikke kan finde Jesus, fordi Han er blevet i Jerusalems tempel: ”Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem” (Luk 2: 50). gennem alt det, der kunne fattes, og det, som fremstod uklart eller svært ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Ligesom hendes samtykke ved bebudelsen er Jomfruens hymne forankret i tro og en accept af den uudgrundelige dybde, der er i det, der skal ske (missionen). Selvom hun viser, at hun har forstået vigtigheden af det, der skal ske, nemlig Messias komme og Israels frelse, kunne det ikke stå mere klart for hende, hvordan denne frelse i realiteten skulle udmøntes. Den eneste og yderligere forståelse, hun viser, er samtidig den vigtigste: hendes sjæl er blevet knyttet tættere til Gud, som uophørligt vil dvæle i og udover hele skabelsen, og som nu dvæler i hendes moderliv, og hendes vilje er tæt forbundet med Hans hellige vilje. Hun forstår nu, at hele hendes væsen er blevet en kanal for Guds virke i verden, at Han har bragt hende ind til kernen af Sin kraft, nåde og hellighed. Af denne grund kan hun i sandhed glæde sig i Gud, som hun stoler på, og til hvem hun har givet sig selv, som en opofring for verdens frelse.

De ord, der bliver sagt under besøget hos Elizabeth, udtrykker til fulde det, Jomfruen fra Nazareth oplever i sit hjerte efter bebudelsen. En tilbedelse af Gud fyldt med glæde: sådan er tilstanden i hendes velsignede sjæl, sådan fremstår de dybeste følelser, som hendes hjerte bærer på. De bliver frem for alt manifesteret i de ord, der optræder i Magnificat. I Magnificat fremstår en glæde fyldt med ydmyghed, som er det ufejlbarlige tegn på mødet med Den levende Gud: Marias svar på gaven fra det høje foregår ikke blot med ord, men også igennem hele den stilhed, der er forbundet med adventsmysteriet, som er blevet virkeliggjort i hende. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 19. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/my-soul-proclaims-the-greatness-of-the-lord-an-advent-reflection-on-the-can

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)