Category: Mariology

Maria deler med os den byrde, som Kirken bærer

Maria deler vore menneskelige vilkår, men i fuldstændig åbenhed over for Guds nåde. Da hun ikke har kendt til synd, kan hun have medlidenhed med enhver form for svaghed. Hun forstår det syndige menneske og elsker det med en mors kærlighed. Netop derfor er hun på sandhedens side og deler kirkens byrde, idet hun altid og til enhver minder om etikkens krav. Hun tillader heller ikke det syndige menneske at blive bedraget af dem, der hævder at elske det ved at retfærdiggøre dets synd, for hun ved, at således ville Kristi hendes søns offer blive tømt for dets kraft. Ingen syndstilgivelse, der tilbydes af falske læresætninger, heller ikke på filosofiens og teologiens områder, kan gøre mennesket virkelig lykkeligt: kun den opstande Kristi kors og herlighed kan skænke dets samvittighed fred og dets liv frelse.

Hellige Maria,

Barmhjertighedens mor,

våg over alle mennesker

for at Kristi kors

ikke skal miste sin kraft,

for at mennesket ikke skal forvilde sig

bort fra det godes vej

eller blive blind for synd,

men må slå sin lid mere og mere til Gud,

som er “rig på barmhjertighed” (Ef. 2:4).

Gud give os alle at udføre de gode gerninger,

som han forud har lagt til rette for os (sml. Ef. 2:10)

og således leve helt

“til lov og pris for hans herlighed” (Ef. 1: 12).

(Skt. Johannes Paul II, Veritatis Splendor, nr. 120)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/mary-on-the-side-of-truth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er ikke blevet forkyndt i tilstrækkeligt omfang

Hvorfor foretrækker jeg Fader Fabers oversættelse af Skt. Louis Grignion de Montforts: Treatise on True Devotion to the Blessed Virgin Mary? For lang tid siden, da jeg første gang læste Fader Fabers introduktion til denne bog, blev jeg slået af det, jeg læste. Derefter er der ikke nogen anden oversættelse af ”True Devotion”, der på samme måde gjorde indtryk på mig. Læs dette uddrag fra Fader Fabers introduktion, og I vil forstå, hvorfor jeg er blevet berørt af det.

Midlet

En mand har i årevis bestræbt sig på at overvinde en bestemt fejl, og det er ikke lykkedes. En anden mand sørger og undrer sig over midt i sin sorg, at så få af hans relationer og venner ikke har omvendt sig til troen (den katolske). En tredje sørger over, at han ikke har hengivenhed nok, mens en fjerde har fået et kors, som synes helt umuligt at bære, mens en femte i hjemmet har problemer, hvor familien er ramt af ulykke, og det synes næsten uforeneligt med hans frelse. I alle disse situationer er det, som om bøn ikke er til megen hjælp, og at den ikke er det rette middel.

En umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue

Men hvad er så det rette middel? Hvad er det for et middel, Gud selv viser hen til? Hvis vi skal sætte vores lid til det, som helgenerne peger på, er det en umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue. Her er det vigtigt at hæfte sig ved, at der er tale om en meget stor stigning. Her i England fylder forkyndelsen af Maria under halvdelen af al forkyndelse, og derfor er hengivenheden til Maria begrænset, og derfor er det kun få, der gør det. Man har ført en skræmmekampagne i forhold til denne form for hengivenhed ved at lægge et skær af hæresi over den. I den forbindelse påråber man sig respekten for andre mennesker, og man skal være forsigtig og på den måde nedtone Maria så meget, at protestanterne kan rumme hende.

Når helgenerne elimineres og helt forsvinder

Når man begynder at praktisere uvidenhed om teologien, tømmer man den for mening og gør den uværdig. Det er ikke det fremmeste træk ved vor religion (den katolske tro), og det er ikke som det burde være. For den bærer ikke troen i sig selv. Derfor får det det resultat, at Jesus ikke bliver elsket, og kætterne ikke bliver omvendt, at Kirken ikke bliver ophøjet, at de sjæle, som kunne være blevet helgener, hensygner og svinder bort. Sakramenterne håndteres ikke korrekt, og man evangeliserer ikke og bestræber sig ikke på sjælens omvendelse.

En større, bredere og styrket hengivenhed til Maria

Jesus bliver sløret, fordi Maria skubbes i baggrunden. Tusindvis af sjæle går til grunde, fordi Maria ikke gøres tilgængelig for dem. Det er denne elendige og uværdige skygge, som vi kalder vores hengivenhed til Den hellige Jomfru, der er årsagen til alle disse ønsker og opgør, ondskab, undladelse og tilbagegang. Og dog hvis vi skal tro på det, de hellige har åbenbaret, så ønsker Gud en større, bredere og styrket hengivenhed til Sin hellige Moder. Jeg kan ikke komme i tanke om noget større kald end ganske enkelt at udbrede denne særlige hengivenhed (og konsekration) til Maria, som den ærværdige Grignion de Montfort står bag.

Utrolig effektiv

Lad en mand prøve denne hengivenhed, og han vil blive overrasket over den nåde, der følger med den, og den forandring, den lader hans sjæl undergå, og han vil snart være blevet overbevist om, hvor virkningsfuld dette middel er i forhold til menneskets frelse og for Kristi kommende rige. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, så ville der heller ikke eksistere denne kølighed overfor Jesus! Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere vidunderlig ville vores tro og vores Kommunionsmodtagelse ikke være. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere lykkelige ville vi ikke være, hvor meget mere hellige ville vi ikke være, og hvor langt mindre verdslige ville vi ikke være, og hvor meget mere skulle vi ikke blive levende billeder af vores eneste Herre og Frelser, hendes kæreste og allerhelligste Søn!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31.december 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/12/true-devotion-to-the-blessed-v/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hemmeligheden om Maria

I morgen fejrer vi i liturgien mindedagen for Skt. Louis-Marie Gringnion de Montfort (1673-1716). Hans forfatterskab har i mange år været som en lygte for min fod og en glødende ild i mit hjerte. Hvis du ikke kender Skt. Louis-Marie, bør du stifte nærmere bekendtskab med ham. Hvis du engang har stiftet bekendtskab med ham, men sat hans bøger tilbage på reolen blot for at samle støv, så bør du vende tilbage til ham og genopdage hans forfatterskab og lære af det på ny. Hvis du engang har forsøgt at læse nogle af hans bøger, men ikke syntes, at de sagde dig noget, kan det være, det var fordi, du ikke var klar til at tage imod ”hemmeligheden om Maria”, den hemmelighed, han har modtaget for frit, og som han giver videre gavmildt til andre, der søger Gud.

Lykkelig, sandelig, hvor lykkelig er ikke det menneske, som Helligånden åbenbarer ”hemmeligheden om Maria” for og delagtiggør ham i den sande visdom om hende. Lykkeligt er det menneske, for hvem Helligånden åbner lågen til denne lukkede have, så dette menneske kan træde ind i denne have med den ”forseglede” kilde, hvorfra han kan hente nådens levende vand og slukke sin tørst deri. Dette menneske finder kun nåde og intet væsen i Den mest elskede Jomfru Maria. Men han vil erfare, at den uendelige og hellige og ophøjede Gud på samme tid er omsorgsfuld og forstår hans svaghed. Da Gud er allestedsnærværende, er Han dermed at finde alle steder, selv i helvede. Men der er intet andet sted, hvor Gud er mere til stede end for Sin skabning og mere favnende overfor menneskets svaghed end i Maria. Det var i sandhed med dette for øje, at Han kom ned til jorden fra Himlen. Overalt er Han derudover de stærkes Brød og englenes Brød, men dvælende i Marias skød er Han børnenes Brød.

Skt. Louis-Marie Grignion de Montfort.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 27. februar 2007. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2007/04/the-secret-of-mary/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Padre Pios kraftfulde råd, da en pandemi ramte Italien

Folk i Italien var bange for pandemien i 1918 og spurgte Padre Pio, hvad de skulle gøre.

I løbet af sommeren 1918 blev Italien hårdt ramt af den spanske influenza, hvilket tvang skoler til at lukke, og det lokale handelsliv til at stoppe al aktivitet. Det var en svær tid at gennemleve, for man var præget af frygt, da alle syntes at blive smittet af den omsiggribende virus.

Mange var bange for denne nye sygdom, og det, der fulgte i kølvandet på den, og i Italien henvendte man sig til Padre Pio.

I biografien ”Padre Pio: The True Story”, udgivet af Our Sunday Visitor, kan man læse om denne mystiske helgens reaktion på pandemien. Med kraftfulde ord gav han et råd til én af sine åndelige fæller (en ordenssøster).

Da man nåede til september, syntes det som om, at alle i San Giovanni Rotondo var blevet ramt af sygdommen. Man lukkede skolerne, og det samme skete med det lokale handelsliv. I de følgende måneder ville 200 ud af en population på ti tusind mennesker omkomme. Padre Pios åndelige fæller (ordenssøstre) var forfærdede, og derfor opsøgte de ham for at bede ham om at frelse dem. ”Frygt ikke” forsikrede han Nina Campanile. ”Søg tilflugt hos Jomfruens beskyttelse og synd ikke, og sygdommen vil aldrig få overtaget over dig”. Selvom nogle af Campaniles medsøstre blev syge, var der ingen af dem, der døde.

Padre Pios reaktion på det, der skete omkring ham, var yderligere at frembære sig selv som et offer på vegne af verden.

Padre Pio havde allerede frembåret sig selv som et offer for krigens ophør. Yderligere frembar han sig selv som offer for drengene (de studerende) på ”Seraphic College”, som han var fungerende rektor for. Den 17. september frembar han også sig selv som et offer, for at influenzaepidimien måtte blive afsluttet.

Kort tid herefter modtog Padre Pio stigmata fra Herren, der var tydelige tegn på Kristi lidelse på Pios eget legeme.

Hvad der end sker i vort eget liv, minder Padre Pio os om, at vi bør stole på Herren, at vi ikke skal nære frygt, og at vi skal søge beskyttelse hos Jomfru Maria.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Phillip Kosloski og publiceret på Aleteia den 7. januar 2021. Den kan læses på: Padre Pio’s powerful words of advice when a pandemic hit Italy (aleteia.org)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er midtpunkt i adventstiden

Hvis der er fem dage, der understreger betydningen af vor helt specielle tid med Maria, er det dagene fra den 8. til den 12. december. I de dage reflekterer vi over Marias ubesmittede Undfangelse og de begivenheder og budskaber, der knytter sig til Vor Frue af Gaudalupe. Disse begivenheder er af Det guddommelige Forsyn nøje blevet placeret centralt i adventstiden, ikke for at fjerne vort fokus fra Kristi komme, men for at forberede os til det. De førnævnte begivenheder omkring Maria retter vores opmærksomhed på en smuk og centrale sandhed om hende, som den ærværdige Fulton Sheen ofte har påpeget, nemlig, at Maria altid er Kristi Advent.

De historiske og åndelige tråde, der kan trækkes fra festen for Den ubesmittede Undfangelse til Vor Frue af Gaudalupe, Vor frue af Lourdes og endda Vor Frue af Fatima, fra den gamle verden til USA og fra den østlige kirke til den vestlige kirke, er fascinerende. Jeg har mange gange både talt og skrevet om, hvordan alt dette er forbundet, og man kan finde en kort opsummering af alt dette i en anden artikel, jeg har skrevet. I dette indlæg, vil jeg koncentrere mig mere specifikt om de mysterier og begivenheder, der knytter sig til tiden fra den 8. til den 12. december, og hvordan de viser os vejen til at komme tættere på Gud, et budskab verden i dag desperat har behov for, fordi den har vendt sig bort fra Gud. I løbet af disse specielle dage i adventstiden, vil vi overveje, hvordan Gud ønsker at knytte Sig tættere til hver eneste af os på en helt speciel måde gennem Hans Moders hengivenhed. Det var det, Han gjorde, den første gang, Han kom, og hver eneste advent giver Kirken os mulighed for at reflektere over, hvordan denne sandhed gengives i vores eget liv.

Vor Frue af Gaudalupe og Hendes mysterium kan ligesom Den ubesmittede Undfangelse give os to betydningsfulde sandheder om det at være forbundet med Gud, og som har stor betydning for enhver kristen. Det første, som vi så på en kraftfuld måde i Mexico City i 1531, er, at Maria altid er handlekraftig, specielt i disse dage, for at forberede sjæle til at modtage Kristus som den gave, som Han er. Og hun viste, at hendes foretagsomhed bar frugt, fordi 9 millioner aztekere konverterede (uden at hun sagde et eneste ord til dem). Aztekernes civilisation var baseret på en dødskult, der var centreret omkring menneskeofringer. Med andre ord, når verden ikke ser noget håb eller mulighed for at finde Gud, er Maria Guds hemmelige våben. Hemmeligt, fordi hun ikke kommer med fuld styrke eller på en frembrusende måde, men på en uventet måde, der afvæbner verden omkring hende. Man må aldrig glemme, at Mexico er kristent på grund af Maria, og Maria var i stand til at forestå denne omfattende omvendelse, fordi Helligånden kun virker igennem hende, da hun er Hans brud, hvilket altid har været Kirkens lære. Skt. Louis de Montfort formulerer det på følgende måde: ”Jesus er altid og overalt Marias frugt, Marias Søn. Og Maria er altid og overalt det sande træ, som bærer livets frugt. Hun er den sande Moder, som frembringer denne frugt” (True Devotion, no. 44).

Den anden sandhed, Vor Frue af Gaudalupe åbenbarer, er, at hemmeligheden bag det, at Maria er fuld af nåde, skyldes, at hun er ubesmittet, et ord der betyder ”uden plet”. Hvad er det, der skaber pletter på vores sjæle, ægteskaber og forholdet til Gud? Er det ikke egoisme, urenhed, jalousi og det at sætte mennesker og materielle ting over Gud?

Hvordan kan Den ubesmittede Undfangelse være netop dét, der kan fjerne disse (syndens) pletter? Ganske enkelt fordi, det er ved hjertets ydmyghed og renhed, at der banes vej for, at man kan se Gud og fuldt ud modtage Hans nåde, alt det, som vi oprindelig er skabt til. Da Maria tømte sig for ”sit ego”, blev der plads til Gud, og Gud fyldte hende. Maria har tømt sig så meget for ”sit ego”, at hun blev ét med Helligånden. ”Jeg er Den ubesmittede Undfangelse”, det var det, hun åbenbarede i Lourdes. Dette siger langt mere end blot, at hun er uden synd. Hun er fuld af nåde, i nåden er hun et og alt med sin ægtefælle (Helligånden), og det betyder, at når vi ser hende, er det kun Gud, vi ser i – og gennem hende.

Det var det, hun mente, da hun sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1: 46). Et forstørrelsesglas er gennemsigtigt og forstørrer kun det, der ses igennem det. Forestil dig et menneske, der er fuldstændig under Guds kontrol. Ja det er svært at fatte. Kun de, der fuldstændig stoler på Gud, modtager Hans nåde helt og fuldt for at kunne opnå det utænkelige i deres sjæle og gennem deres gerninger.

Det er det, Kirken beder os overveje omkring Maria denne og alle andre adventer, fordi hun er enhver kristens forbillede. Ja, vi er kaldet til i vore sjæle at gennemleve den Ubesmittede Undfangelses mysterium, så vi finder frem til den forbundethed med Gud, som vil forandre verden omkring os. Gud elsker os, når vi forsøger på at tømme os, så meget vi kan, for ”vores ego”, for derved giver vi Ham plads til at gøre underværker. Fortvivl ikke, når I læser dette. Dette er virkeligt og netop det, der er Guds ønske for dig denne advent.

Vi har alle mulighed for at tømme os for vores ego, så Gud kan fylde os med Sin nåde. Hvad kan vi gøre for at nå dertil? Vi kan gøre, som de tre vise mænd, som ydmygede sig for at kunne få opfyldt det, de allermest ønskede sig, nemlig at møde Jesus Kristus, Frelseren, som lå i Marias favn. Lad os gå i fodsporene på de tre vise mænd og lære af deres visdom, og vi bør aldrig glemme, at jo mere vi er skjult for verdens åsyn, jo mere er vi til for Gud. Husk på det, når I beder rosenkransen denne advent, og især når I overvejer glædens mysterier.

Vor Frue af Gaudalupe og den nye advent, bed for os.

Glædelig jul.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 9. december 2018. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2018/12/09/mary-is-the-heart-of-advent

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Frugterne, som man høster ved at bede rosenkransbønnen

I morgen er det den sidste dag i denne måned, hvor vi fejrer den hellige rosenkrans. Hvilke frugter kan den person høste, som vedholdende har bedt rosenkransbønnen gennem hele sit liv? Min overbevisning er, at disse er at finde blandt Helligåndens 12 nådegaver, som er oplistet i katekismen. De er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen er garanten for, at man i sind og ånd er forbundet med Den hellige Jomfru Maria. Der, hvor Den hellige Guds Moder er, der er Helligånden også. Den, der igen og igen beder rosenkransen og gentager Ave Maria (Hil dig, Maria), beder indtrængende (med denne bøn) om, at Helligånden må overskygge vedkommende.

Det er en glæde for Helligånden, at Han kan forme helgener gennem Den hellige Jomfru. Maria er ”administrator”, forvalter og midlerinde af Helligåndens nådegaver. Det har stor betydning, om Maria er til stede i et menneskes hjerte, for hvis hun ikke er det, er dette hjerte præget af tomhed og hårdhed. Er Maria derimod til stede i et menneskes hjerte, er det præget af frugtbarhed og anger. Der, hvor Maria dvæler, er Helligånden på en mystisk og fantastisk måde aktiv.

Hvis du ønsker at åbne dit hjertes dør for Maria, så bed hendes rosenkrans. Derpå vil hun gøre sit indtog (i dit hjerte), og Helligånden vil være ved hendes side. ”Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ’Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?’” (Luk 1: 41-43).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-fruits-of-the-rosary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kæden, der sætter dig fri

Fader Francesco Bamontes vidnesbyrd om den hellige rosenkrans’ styrke i sin bog Objecti diabolici ed esorcismo (Paoline, 2006), gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg besluttede at oversætte dette vidnesbyrd for dem, der følger bloggen Vultus Christi. Fader Bamonte er én af lærerkræfterne på undervisningsforløbet om exorcisme og benyttelsen af bønner til at udfri besatte personer, som afholdes på det pontifikale Atheneum Regina Apostolorum i Rom.

Når det handler om den hellige rosenkrans, så anbringer en præst på et tidspunkt under en excorcisme en rosenkrans om halsen på den person, der bliver excorseret. Dette afføder, at en dæmon pludselig begynder at råbe: ”Den slår mig ihjel, den tynger mig, den slår mig ihjel, denne kæde med korset for enden”. Derpå udbrød excorsisten: ”fra i dag vil denne vor søster dagligt bede rosenkransen”. Dertil svarede dæmonen straks: ”Men der er så få af Jer, der beder den (rosenkransen) sammenlignet med resten af verden. Det er kun godt for mig, at det er sådan, fordi den (rosenkransen) tilføjer mig stor skade. Man anråber Den (med reference til Vor Frue). Man får mig til at huske på Den (med reference til Jesu Kristi liv, som man reflekterer over, mens man beder rosenkransen)”.

En anden dag, da en exorcisme var i gang, og dæmonen til stede, tog exorcisten en rosenkrans op af lommen, og det fik straks dæmonen til at råbe: ”fjern den kæde, fjern den”. ”Hvilken kæde” (spurgte exorcisten)? ”Den med korset for enden. Hun pisker os med den kæde”. Der er her tale om en sprogbrug, der er præget af metaforer, men det lader os forstå på en konkret måde, at rosenkransen besidder en væsentlig kraft, og at djævelen frygter den rigtig meget.

Der er visse eksempler på ”usund” åndelig praksis samt syndsaktivitet, der er blevet en vane hos et menneske, som på en mystisk måde og ved Guds forsyn kun kan tilintetgøres, når man er udholdende i en ydmyg rosenkransbøn. En virkelig hellig præst her i Rom, én af de ledende exorcister i bispedømmet, lærer, at rosenkransen er den mest kraftfulde bøn (af alle bønner), når man ønsker at overvinde det onde i ens liv.

Rosenkransen er i virkeligheden ”et godt budskab til fattige, den giver lægedom til dem, hvis hjerte er knust og udråber frigivelse for fanger” (jf. Es 61: 1).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. oktober 2010. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2010/10/the-chain-that-sets-free

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen, befrielsen og en ny begyndelse

Vi er kommet til den dag, hvor vi i liturgien mindes Skt. Magaret Mary Alacoque, og dette bekræfter blot min tro på, at en ydmyg og vedvarende recitation af rosenkransbønnen kan blødgøre det mest hårdføre hjerte og fjerne en synders modstand mod at elske Kristus.

Der er situationer, hvor det at bryde med vanebetonede synder, er (eller det synes at være) uoverstigeligt for den, der bærer på disse synder. Dette optræder specielt i forbindelse med synder, der er blevet indarbejdet og gjort til en vane.

Nogle gange fokuserer en sjæl, der kæmper med en vanebetonet synd, på selve synden og på at undgå den, og det kan resultere i en åndelig udmattelse, der kan lede til depression og selvhad. Hvad er løsningen, når noget sådant sker?

Hvor forunderligt det end kan lyde, så er løsningen som oftest, at man ignorer synden og bevarer en vis form for ”angerfuld sindsro”, også selvom man er faldet i fristelse gentagne gange, og på samme tid bør man være i vedvarende, ydmyg og inderlig rosenkransbøn. Efter et stykke tid vil man begynde at betragte rosenkransens mysterier fremfor sin egen elendighed. På en nærmest umærkelig måde begynder det grimme ved den vanemæssige synd at forsvinde foran Den rene Guds Moders skønhed.

Lidt efter lidt opløser rosenkransbønnen enhver modstand mod at elske Kristus og Hans nådes kraft. På denne måde åbner rosenkransbønnen sjælen for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed. For mange syndere har rosenkransen været begyndelsen til helliggørelse.

Naturligvis forholder det sig sådan, at hvis en synder ikke ønsker at bede, hvis denne ikke engang vil forsøge på at bede, blot ved at sige ordene og prøve at finde bønsrytmen, så er denne fortabt. For de fleste af os arme syndere, er frelsen tæt forbundet med lydigheden overfor Kristi ord, ”Bed, så skal der gives Jer” (Luk 11: 9).

En frigørelse fra den vanebetonede synd foregår som regel ikke over en nat (Selvom det kan ske og endda gør det). Langt oftere sker det gradvist, når man opdager den glæde bønnen bidrager med og derfor begynder at bede mere og mere. Uophørlig bøn er ikke forenelig med alvorlig synd.

Hvor mange gange er en fuldstændig omvendelse til Kristi kærlighed ikke startet med, at personer har vist modtagelighed overfor rosenkransen. ”Hav rosenkransen på dig, min ven, hav den i lommen. Jeg vil bede for dig”. Snart vil denne person tage sig selv i at være i færd med at lade den ene perle efter den anden glide igennem sine fingre. Denne person vil lade en eller to Hil dig, Maria passere over sine læber, og derefter følger 10 mere og derpå endnu 20. Efter et stykke tid må denne person tage sig selv i at bede alle fem dekader på rosenkransen … og en dag vil denne person til sin store forbløffelse sidde i skriftestolen og sige: ”tilgiv mig Fader, for jeg har syndet”. Et nyt liv har taget sin begyndelse. Sejren for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed i forbindelse med menneskers liv, der er blevet ødelagt, og som befinder sig i desperate situationer, kan have sin begyndelse i Marias sødmefyldte og ydmyge bøn. Bed rosenkransbønnen, og du vil opleve, at alting ordner sig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-liberation-and-new

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: en betragtning af skønheden i Jesu Kristi ansigt

Jomfru Marias Rosenkrans, som – under Helligåndens ledelse – har udviklet sig i løbet af det andet årtusinde, er blevet en højt skattet bøn for mange helgener og er blevet støttet af læreembedet. Med sin enkelthed og dybde forbliver Rosenkransen med det tredje årtusindes frembrud en betydningsfuld bøn, som er bestemt til at frembringe hellighedens frugter. Denne bøn hører med til kristendommens åndelige vej. Gennem to tusinde år har kristendommen ikke mistet noget af sin oprindelige kraft. Den er af Guds ånd bragt frem til være den udfarende kraft (duc in altum!), der atter og atter proklamerer Kristus, ja, råber til verdenen: Kristus er Herre og Frelser, er ”Vejen, Sandheden og Livet” (Joh 14:6), er ”Det endelige mål for den menneskelige historie, samlingspunktet for alle historiske og kulturelle bestræbelser”. Selv om Rosenkransen er karakteriseret ved sin marianske fremtrædelsesform, så er den dybest set en kristologisk bøn. De enkelte deles nøgterne form forener sig med dybden i Det glade Budskab, som Rosenkransen samtidig er en sammenfatning af. I den genlyder klart Marias bøn, hendes uophørlige Magnificat, fordi menneskevordelsens forløsende værk tog sin begyndelse i hendes jomfruelige moderskød. Med Rosenkransen går de kristne i Marias skole, hvor de lader sig føre ind i kontemplationen over Kristi åsyns skønhed og ind i erfaringen af hans kærligheds dybde. Gennem Rosenkransens mysterier modtager de troende en fylde af nåde, som modtog de den af Forløserens moders egne hænder.

Pave Johannes Paul II

Den apostolske skrivelse Rosarium Virginis Mariae, fra oktober 2002.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-contemplation-of-be

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)