Category: Marriage

Satans had til Gud er mest påfaldende i hadet til jomfruelighed, ægteskab og forplantning

I sidste uge så vi på, hvordan Lucifer ved at nægte at tjene Gud, som er frugtbarhed og opofrende kærlighed, fik sin fortjeneste i form af evig isolation og mangel på frugtbarhed, og hvordan han hele tiden forsøger at trække menneskenes sjæle til sit rige, hvor egoismen hersker. Specielt er det afvisningen ved at nægte at underordne det naturlige til det overnaturlige, der er hans afgørende karaktertræk, og det forklarer, hvorfor han hader cølibat og jomfruelighed mere end noget andet på jorden.

Satan hader ægteskabet af samme grund: Det er nemlig også et liv i selvopofrelse, der kun er mulig ved guddommelig velsignelse, en ”tilstand” der er tænkt til mangfoldiggørelse af Guds børn, som har det, der fordres for at modtage den ”overnaturlige” ophøjelse gennem nåde og til at nyde den himmelske herlighed, som djævelen selv gav afkald på. Skaberkraften i mennesket – så mystisk, som den er! At være indbudt til et forhold med livets Skaber! Det er en frembringelse af skabningens tilblivelse ud af intet ex nihilo: Det er en kraft, som ingen engle besidder. Det er en direkte aktiv deltagelse i Guds skaberhandling. Som den store thomist teologen Scheeben forklarer: Hvis Adam og Eva ikke havde syndet, ville de have overført ikke alene det naturlige liv til deres efterkommere, men også betingelserne for det overnaturlige liv: Deres børn ville være blevet undfanget og født i en tilstand af nåde. Det er derfor, djævelen hadede Adam og Eva, som strålede i deres nåde: Han vidste, at fra deres skød ville der udspringe en slægt bestemt til udødelig herlighed sammen med englene. Selvom vi nu er faldet og derfor ikke længere undfanges som ”Guds børn”, forbliver det vores privilegium, at vi tager del i forplantningen og har friheden til at samarbejde med Kristus i helliggørelsen af vore børn. Pave Pius XI fremfører på elegant vis sit vidnesbyrd vedrørende ægteskab og familie i et af de mest betydningsfulde pavelige dokumenter, der nogensinde er skrevet om ægteskab og familie: 

Hvor stor en Guds velsignelse er dette (det godes afkom), og hvor stor en velsignelse af ægteskabet, det bliver klart ved at betragte menneskets værdighed og dets sublime afslutning. Thi mennesket overgår alle andre synlige skabninger på grund af den overlegenhed, som dets rationelle natur tilsiger. Desuden ønsker Gud, at mennesket ikke kun fødes til at blive mangfoldiggjort på jorden, men langt mere at det bør lovprise Gud, og at det bør kende Ham (Gud) og elske Ham og endelig forenes med Ham for evigt i Himlen, og denne afslutning overgår alt eftersom mennesket er skabt af Gud på en forunderlig måde til den overnaturlige orden og overgår alt det, øjet har set, og øret har hørt og alt det, der er kommet ind i menneskets hjerte. Ud fra dette er det let at se, hvor storslået en gave af guddommelig godhed, og hvor bemærkelsesværdig børnene som frugt af ægteskabet er, fordi de er blevet til ved Guds almægtige magt og ved et samarbejde mellem dem, der er bundet sammen i ægteskabet. 

Selvom kristne ægtefæller er helliggjort, kan de ikke overføre helliggørelsen til deres børn, ja endog, selvom den naturlige proces med at skabe liv er blevet en vej til døden, hvorved arvesynden overføres til efterkommerne, deler de (de kristne ægtefæller) ikke desto mindre i en vis udstrækning velsignelserne fra det første paradisiske ægteskab, eftersom det tilkommer dem at give deres afkom til Kirken, for at denne mest frugtbare Moder til Guds børn gennem dåbens bad kan ”genskabe” den overnaturlige retfærdighed, (så barnet endelig kan) gennem dåben blive forenet med Kristus og få del i det evige liv og arve den uendelige herlighed, som vi alle af hele vort hjerte stræber efter (Encyclical Casti Connubii, nr. 12 og 14).

Satan gjorde alt, hvad han kunne for at modarbejde denne plan, og han gør det samme overfor hver enkelt af os, hvis vi lader ham gøre det. Djævelen er både imod den naturlige og den overnaturlige videreførelse: Han forsøger at hindre mænd og kvinder i at benytte deres seksualitet til at bringe mere liv til verden, han forsøger at overbevise dem om, at de bør slå den ”frugt”, de bærer på ihjel, og han forsøger at lede dem bort fra kilden til udødelighed (Kirkens sakramenter). Fordi han hader (menneskeslægtens) videreførelse, har han koncentreret alle sine bestræbelser på at stoppe denne gennem prævention og abort. Prævention er Ødelæggelsens Vederstyggelig midt i Guds tempel, som er menneskets krop helliggjort ved Helligånden: Gennem prævention er Herren, som Den, der levendegør, blevet drevet ud som en ond ånd, og i Hans sted har man budt lystens – og lidenskabens ånd velkommen og gjort det til et ufrugtbart sted ligesom en Kirke uden et Tabernakel og Realpræsens.

I stedet for at hengive sig til den egoisme, der udgår fra den dæmoniske ånd, giver ægtefællerne afkald på retten til selv at bestemme over deres kroppe, når de afgiver deres løfte om, at de trofast vil elske hinanden i med – og modgang, indtil døden dem skiller. Også Kristus er tro overfor Sin Kirke i med – og modgang, og Han opgiver ikke Hendes syndige medlemmer, før alle, der er bestemt til ære er kommet til fædrelandet. I lyset af Guds trofasthed overfor det syndige Israel, og Kristi trofasthed overfor Hans til stadighed ufuldkomne Kirke, er skilsmisse en ikke frelsende forestilling, utroskab er en vederstyggelighed og Den Eukaristiske Kommunion for dem, som er ”gengifte”, er en helligbrøde, hvor man spytter på Frelseren, lader Ham hudstryge, kroner Ham med torne og korsfæster Ham i Hans sakramente.

Lad os få det fuldstændig på det rene: Lucifer har med pseudotålmodighed som en udødelig ånd, langsomt opbygget en antireligion, en forfalsket katolicisme, der har til formål at lede mennesket til evig fortabelse, ligesom den katolske religion har til formål at lede mennesket til evig frelse. På lige fod med skilsmisse er utroskab et antisakramente i forhold til ægteskabets sakramente, og fra prævention udgår abort, som er et antisakramente i forhold til dåbens sakramente, den selvtilfredsstillelse, der ligger i masturbation og den homoseksuelle aktivitet og er et antisakramente i forhold til firmelsens sakramente, som skaber selvkontrol og styrke, og eutanasia er et antisakramente i forhold til den sidste olie. I stedet for de hellige ordener er der det glemte faderskab og feminister, der hader mænd, i stedet for bodens sakramente eksisterer der en hedonistisk selvtilfredsstillelse af enhver form for kropslig nydelse, i stedet for Eukaristien(s) sakramente er der en afgudsdyrkelse i forhold til verden, kødet og djævelen.

Det er langt fra tilfældigt, at den hellige liturgi må falde sammen, før djævelen kan udføre sit angreb mod jomfruelighed og cølibat. Disse har nemlig ingen mening og formål adskilt fra Lammets bryllupsfest, som liturgien giver os adgang til. Når man i liturgien har fjernet tilbedelse, skønhed og kontemplation, kan den ikke længere vække, give næring til – og styre en altomfattende sult og tørst efter Guds rige. Den vil ikke længere bevæge til præste – og ordenskald og gøre det muligt at opretholde disse indtil tidernes ende. Messen og det at tjene Gud må undergå en reduktion, før cølibat og jomfruelighed kan bringes til fald. Den såkaldte ”irreversible liturgiske reform” måtte foregribe det irreversible fald i ”traditionelle rollemodeller for præsteembedet og det at tjene Gud i et ordenskald”. I virkeligheden er Kirkens autentiske liturgi i al sin dybde og pragt et kald til præsteembedet og ordenslivet. Her finder vi endnu engang årsagen til, at djævelen hader usus antiquior så meget. Uanset om den traditionelle liturgi vender tilbage, vil cølibat og jomfruelighed blomstre på ny, ligesom ægteskaber hvor mand og hustru på selvopofrende vis sætter mange børn i verden. Satan hader det og arbejder utrætteligt på at bekæmpe det ved at tage alle midler i brug.

Vi kan nu langt bedre forstå den sammenhæng, der er mellem Sr. Lucias udsagn om, at ”det endelige slag mellem Herren og satans regime vil stå omkring ægteskab og familie” og pave Siricius tugtelse af Jovinian for at benægte den ophøjethed, som cølibat og jomfruelighed har som liv viet til Gud. Falske læresætninger vedrørende ægteskab og det at man vil ”slække” på (det elles påkrævede) cølibat hos klerikale er to flanker, der er blevet åbnet af den hær, som har belejret Guds by her på jorden. Ethvert ord og angreb mod ægteskabets hellighed og det gode ved familien eller den ophøjethed, der ligger i det klerikale – og ordensbaserede liv, er udtænkt af generalen (djævelen) for denne hær, menneskehedens fjende. Mens vi udholder den værst tænkelige doktrinære forvirring nogensinde, den moralske tilbagelænethed, og det at liturgien rives op med rode er noget af det værste Kirken hidtil har måttet lide under, må Herren vise sin magt og vælde i kampen (Sl 23:8), frelse Sit folk og velsigne Sine arvinger (Sl 27: 9)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 14. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-anti-religion-of-selfishness-sterility-and-sacrilege

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick FyrstI

Djævelen har erklæret åben krig mod cølibatet, ægteskabet og Eukaristien. Årsagen til dette defineres i det følgende:

Mange læsere har måske stiftet bekendtskab med dette citat fra et brev skrevet af Søster Lucia, én af Fatimaseerne. ”Den endelige kamp mellem Herren og satans herredømme vil blive udkæmpet omkring ægteskab og familie. Vær ikke bange, thi enhver, der kæmper for ægteskabet og familiens hellighed, vil til enhver tid og på alle måder møde modstand. Dette er et afgørende område”.

Få kender imidlertid Pave Siricius (334-399), der beskrev sin modstander Jovinian som et redskab for” den gamle fjende, kyskhedens modstander og en læremester i at leve i luksus”, fordi han havde foretaget et angreb på præsternes cølibat. Er der en sammenhæng mellem Søster Lucias indsigt og djævelens ældgamle kamp mod jomfruelighed og cølibat for Himlen?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi undersøge djævelen nærmere. Hvem er han, og hvordan arbejder han?

Lucifer hader den indviede jomfruelighed og det præstelige cølibat, fordi denne nådegave og måde at leve på er en måde, som helt igennem strider imod den stolthed, der medførte hans fald, hans evige tab af saliggørelse og hans fordømmelse. Djævelen ønskede at modtage saliggørelsen, som en belønning for sin egen naturlige storhed ikke som en nådesgave, som ikke er fortjent af nogen skabning. Han ønskede at være den ”førstefødte (søn)”, der modtog hyldest fra den underordnede skabning” og måske endda fungere som formidler mellem menneskeheden og dens Skaber.

Da Gud åbenbarede, at Han selv ville indgå i et venskab med rationelle dyr, som er englene underdanige og give dem adgang til saliggørelse, at Hans eget Ord skulle blive kød, modtageligt kød, og at dette Ord, der er blevet kød, skulle oprejse menneskeheden ved at lide og dø for den, ville Lucifer ikke acceptere dette. Kærligheden hos ham blev vendt til egenkærlighed (egoisme). Med stolthed sagde han: Non serviam: Jeg vil ikke tjene Gud, jeg vil ikke tjene en sådan Gud, jeg vil ikke tjene en sådan plan. Lucifer afviste det overnaturlige til fordel for det naturlige.

Den mand eller kvinde, der vælger jomfrueligheden eller cølibatet for Guds rige, gør det fuldstændig modsatte. På en måde tilsidesætter han eller hun det naturlige til fordel for det overnaturlige. Jomfruen eller den, der lever i cølibat, giver afkald på det, som er det mest naturlige for mennesket nemlig at leve i et partnerskab med en af det modsatte køn og i dette (partnerskabet) finde en enhed af venskab og frugtbarhed, som er beregnet for mennesket fra begyndelsen, og som er indskrevet i dets kropslige natur, noget vi erfarer i skabelsen af Eva, der sker ud af Adams side, og som på den måde resulterer i skabelsen af hans hustru.

Ligesom intet andet er naturligt for mennesket end ægteskabet, finder man ikke noget andet vidnesbyrd, som bekræfter det at give sig selv til Gud af kærlighed til Ham og opgive alt for Hans skyld. Livet for jomfruen eller den, der lever i cølibat er en efterligning af Jesu Kristi offer, Guds Lam. Som Ordet, der blev kød for vores skyld, den indviede sjæl, som gør sit eget kød til et levende ord, der helt og fuldt samtykker og overgiver sig til Gud. Jomfruen og den, der lever i cølibat er det ypperste menneskelige tegn på Guds radikale selvudtømmende opofrende kærlighed og en fuldkommen antitese i forhold til Lucifers ”omvendelse” (til sig selv og bort fra Gud).

Men mens helgenerne beder uden ophør og frembringer bøn hos andre, så er djævelen, som er en løgner og fader til løgnen (Joh 8:44), og som farer med løgn uden ophør og er kilden til endnu mere løgn hos sine ofre. Han overtaler folk til at tro, at cølibat eller jomfruelighed er en nedvurdering af ægteskabet, og at de, der giver det en højere status og definerer det, som et kald fremmer en bagvaskelse af skabelsesordningen, det gode ved det naturlige og skønheden ved den ægteskabelige kærlighed. Han fremstår til tider, som en forsvarer af alt dette, dog kun i en forvansket form, som Luther gjorde.

Djævelen ønsker, at den specielle samhørighed, som præster og ordensfolk har til Herren og Hans folk vildledes eller forkastet, så han kan forstærke og formere sit eget infernalske oprør mod den nådesbetonede ”tildækkethed” frem for nøgenheden, som han kan kalde sit eget, og en hær af følgere, som han kan kalde sine egne, som følger ham til tomhed og frustration i en evig fordømt natur. Men mest af alt har han formået at plante den løgn, at mennesket ikke kan opnå en selvrealisering, uden at sex er en del af processen, altså seksuelle eksperimenter og udtryk, og at mennesket ødelægges og forarmes, hvis det ikke seksuelt forlyster sig.

Satans strategi er meget subtil! Den ultimative forarmelse af mennesket er i realiteten at leve uden Gud og at leve uden kendskab til Ham eller ønsket om for evigt at være i fællesskab med Ham (Gud) i Himlen. Da præsteskabet og ordenslivet direkte bindes til at leve og forkynde Guds riges virkelighed og vigtighed, er det af stor betydning for menneskeheden, at præster og ordensfolk er utvetydige tegn på dens ultimative skæbne, thi i Himlen, som vor Herre lærer os det, findes der ikke noget ægteskab. Det eneste ægteskab, der er nødvendigt, er foreningen mellem Kristus og Hans Kirke (Bruden).

Dette ægteskab mellem Kristus og Kirken er betegnet på to specielle måder på jorden og viser hen til dette (ægteskabet mellem Kristus og Kirken): Ægteskabets sakramente og Det Eukaristiske sakramente. Derfor udsætter djævelen dem begge for angreb.

Han angriber ægteskabet ved at underminere det gode ved dette, nemlig afkom ved hjælp af prævention og abort, troskab ved utugt og utroskab og selve sakramentet ved skilsmisse, og at man i den pastorale praksis anvender skilsmisse.

Han angriber Den hellige Eukaristi, som er Frelserens tilstedeværelse i kød, og som fuldt ud er i stand til at tilfredsstille vores higen efter kærlighed i dette liv og ved at angribe den hellige liturgi, ved at forlede folk til at gøre den til en antropocentrisk (at mennesket opfattes som værende centrum i universet) horisontal selvfejring, hvor dens egentlige mening undermineres, selv hvis sakramentet stadig udføres.

Dermed er djævelens strategi multifacetteret.

Han arbejder på at underminere den uopløselige pagt, som ægteskabet er. Ægteskabet er det sakramentale tegn på den uforgængelige og overstrømmende frugtbare forening mellem Kristus og Hans Kirke. Den igangværende krig ført mod ægteskabet er også på et dybere plan, mod det forenende bryllup mellem Kristus og Kirken, et forgæves men et desperat forsøg på at få menneskene til at glemme denne herlige forening, der blev fuldbragt på korset.

Han arbejder på at underminere Den Allerhelligste Eukaristi, som er tegnet på – og grunden til vores forening med Kristus og vores herliggørende deltagelse i Hans (eget) offer på korset.

Han arbejder på at underminere præsteskabet og ordenslivet, som eksemplificerer og på effektiv måde i denne verden, og skaber skabelsens ordning, gennem Kristus, til Faderen, som er begyndelsen og afslutningen på alting. Det, der er fælles for alle disse angreb, er djævelens raseri over, at nogen eller noget naturligt skulle være overordnet det, der er overnaturligt, at et trofast og radikalt selvoffer skulle være vejen til frelse og velsignelse.

Redaktørens bemærkning: Denne refleksion fortsættes i næste uge.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-declared-open-war-against-celibacy-marriage-and-the-eucharist.-h

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Amoris Laetitia og Lumen Gentium:” Halvvejs” ægteskab,”halvvejs” Kirke

Redaktørens bemærkning: Følgende artikel optrådte første gang på Whispers of Restoration. Med forfatterens tilladelse genoptrykker vi den her i en forkortet udgave.

De troende katolikker ønsker en afklaring og opmuntret af ”Filial Correction”, som er forfattet af 62 gejstlige og lægfolk, (og hvor flere medunderskrivere dagligt kommer til) er blevet sendt til pave Frans og netop offentliggjort. Det 25 sider lange dokument gør det klart og giver indsigt i, hvordan man adresserer nogle af de mere alvorlige fejltagelser, der har bredt sig under dette pontifikat. Det, der slog mig mest var den sektion, hvor man fordømmer Martin Luthers vildfarelser, og hvoraf nogle er blevet godkendt (hvis ikke støttet) af pave Frans i sin tid i Peters stol, noget som dels er helt utænkeligt, men som også vil sprede sig i løbet af denne måneds ”mindehøjtideligheder” for Luthers revolution (fejrer vi virkelig dette?).

Det er forståeligt, at dokumentet har rettet et stort fokus på Amoris Laetitia og dermed på spørgsmål, som er knyttet til ægteskab og familieliv. Dokumentet er ikke langt fra at fremkomme med en observation, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med andre steder, og som jeg ønsker at gøre nærmere rede for her.

Ved min første gennemlæsning af Amoris slog det mig, at der var noget sært kendt ved pave Frans formuleringer, og det var som om, at jeg havde stiftet bekendtskab med disse tidligere. Der skulle kun en yderligere og grundig gennemlæsning til (specielt vedrørende det gradvise, værdier etc), før jeg fandt ud af, at dette var den egentlige rammesætning for den pastorale praksis, altså frugten af Lumen Gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske grundlag for Kirken. Continue reading

Tak for alt pave Frans

Da min hustru, Elizabeth, og jeg blev gift for 25 år siden eller noget i den retning, var hun praktiserende kristen i et ganske almindeligt protestantisk trossamfund, og hendes præst forestod vores vielse. (N.B.: Ingen af de navne, der optræder i denne tekst, hverken vore eller andres, er de oprindelige). Jeg var ikke helt rigtig kristen, hvis jeg selv skal beskrive det, var jeg mere agnostiker, hvis katolske opdragelse lå i baggrunden. Men da Elizabeth sagde til mig for mere end et årti siden, at hun overvejede at blive katolik og ville vide, om jeg kunne tænke mig at vende tilbage til troen, svarede jeg straks. ”Ja, det vil jeg”. Mit noget hurtige svar – uden tøven og større ståhej – overraskede hende, jeg tror også, at det overraskede mig selv. Noget rørte sig i os begge – måske Helligånden – og hendes spørgsmål og mit svar passede perfekt til hinanden.

Vi gik til vor lokale sognepræst. Vi ville gøre det klart for ham, at Elizabeth havde været gift to gange før. Begge ægteskaber var blevet afsluttet med en skilsmisse, da det i begge tilfælde handlede om ægtemændenes hang til utroskab, de tidligere ægtemænd er stadig i live, og begge ægteskaber resulterede ikke i børn. Fr. Colin lyttede til vores historie på en varm og åben måde. For mit vedkommende foreskrev han Bodens Sakramente. På en humoristisk måde foreslog jeg, at dette kunne gøres på en af hans fri eftermiddage. For Elizabeth’s vedkommende skulle hun påbegynde RCIA (The Rite of Christian Initiation of Adults) (På dansk: Konvertitundervisning), selvom man allerede var i gang med et forløb, som skulle forberede hende sammen med andre nye katolikker til at blive optaget i Kirken ved Påskevigilen det følgende efterår.

Det var det. Der blev intet sagt om annullering af de tidligere ægteskaber, samt andre hindringer for at vi begge kunne modtage Sakramenterne. Med glæde blev vi en del af livet i sognet i den lille by. Fr. Colin var en ung ”JP2” præst (En præst uddannet under Johannes Paul II’s pontifikat), der havde viet sig til troen med en ortodoks fremtoning og var klar og tydelig omkring Kirkens lære i sine prædikener. En af grundene til, at jeg ikke benytter hans rigtige navn – eller for den sags skyld vore – er, at vi stadig er meget glade for denne præst. Den dag i dag tager vi os stadig til hovedet over, at han undlod at gøre os opmærksom på Kirkens lære omkring skilsmisse, at gifte sig igen og Sakramenterne, når så meget andet ved hans pastorale karakter var fint og beundringsværdigt. Continue reading