Category: New Age

Viganò: en ny Kirke er det egentlige mål

Ærkebiskop Viganò: ”denne målsætning blev væsentlig tydeligere i moderne tid”

Ifølge Carlo Maria Viganò er det at skabe en såkaldt ”ny Kirke” et århundreder gammelt projekt hos frimurerne, som er blevet accelereret i de sidste 60 år gennem klerikale, der er har været præget af en revolutionær tankegang.

I et interview, der blev offentliggjort (1) mandag den 9. september 2019 af Dr. Robert Moynihan, grundlægger af – og chefredaktør for Inside the Vatican, gentog Viganò pave emeritus Benedikt XVI’s advarsler (2), der blev offentliggjort i april, og som bekræfter, at den nuværende krise, hvor klerikale har foretaget seksuelle overgreb, stammer fra noget, der er større, og som handler om, at man forsøger at forandre Den katolske Kirke.

I et tidligere interview med Moynihan i august, udpegede Viganò ”Jesuitterne”, som hovedpersonerne i en plan, der har været 60 år undervejs, og hvor hensigten er at bringe ”nye tankesæt” ind i hjertet af Kirken, som ikke har noget med katolsk liturgi eller moral at gøre.

I dette nye interview spørger Moynihan ærkebiskoppen om planen rent faktisk kan dateres længere tilbage i tiden end til de oprørske teologer, der var Jesuitter, og om man også kan trække tråde tilbage til den franske revolution i 1789. (3).

Det kan man godt, svarede Viganò. Der er helt klart tale om et projekt, hvis man kan kalde det det, som går århundreder tilbage i tiden, nærmere betegnet til da man stiftede frimurerne i midten af 1700-tallet (4).

Herefter går biskoppen videre med at forklare, hvordan disse bestræbelser på at forandre den katolske doktrin samt Kirkens praksis accelererede i løbet af 1960’erne i forbindelse med Vatikan II. Han siger videre: ”biskopperne havde besluttet, at de ville holde fast ved koncilets originale arbejdsdokumenter, som man betegnede skemaer, (5) men en kardinal, som var Jesuit, bistod med at influere paven, så denne ville give tilladelse til, at de originale skemaer blev erstattet af nye, der var blevet udarbejdet af liberale teologer”:

Den manøvre, der skulle til, for at man kunne påvirke en beslutningsændring, kom fra et sted, en person, endda et meget prominent medlem af Jesuitterne, nemlig kardinal Augustin Bea. Han var sammen med andre i stand til at overbevise pave Johannes XXIII om, at man skulle ”kassere” de skemaer, man allerede havde forberedt og erstatte dem med andre skemaer, der var blevet udarbejdet af teologer specielt fra Nordeuropa, f.eks. Hans Küng, Karl Rahner og andre.

Viganò tilføjede, at dette var den spæde begyndelse på en proces mod skabelsen af en ”ny Kirke”.

Han beskriver derpå, hvordan Jesuitterne spillede en fremtrædende rolle, når det handlede om at misfortolke de 16 dokumenter, der var blevet udfærdiget under koncilet. Han fortæller om, hvordan Jesuitterne mødtes, efter at koncilet var blevet afsluttet i 1965 og igen 1966 for at drøfte, hvordan man kunne fremlægge specifikke ”præciserede ændringsforslag”, som var udarbejdet af den daværende pave Paul VI. ”Resultatet af de bestræbelser Jesuitterne iværksatte har været altødelæggende”, tilføjer ærkebiskoppen.

Viganò fortalte videre: ”det, der skete, efter at Vatikan II blev afsluttet i 1965, var, at man opererede stik imod kontinuitetsprincippet, det princip, som ville være det helt rigtige at benytte i fortolkningen af Vatikan II dokumenterne”.

”En omfattende mediemæssig propagandamaskine spredte hurtigt de falske fortolkninger af dokumenterne fra Vatikan II”, forklarede han. Viganò bemærker også, ”at en lignende propagandamaskine (i dag) forsøger at tegne et billede af pave Frans som værende på linje med de foregående paver, når det handler om katolsk doktrin og disciplin”.

Viganò siger videre: ”man hævder, at pave Frans’ ’nye paradigme’ ligger på linje med den lære, som hans forgængere fremsatte. Men det gør den ikke, fordi det ”nye paradigme” er ensbetydende med en ’ny Kirke’”.

”Formuleringen, et ’nyt paradigme’ er en del af en strategi, hvor man dækker over den egentlige målsætning”, bekræfter Viganò. ”Man benytter denne formulering til at vildlede, narre og antyde, at det ’nye paradigme’ er i overensstemmelse og i lige linje med tidligere paver, men det, der er målsætningen, er det stik modsatte”.

Ærkebiskoppen vender tilbage til det essay, der er skrevet af pave emeritus Benedikt XVI, og som blev offentliggjort i april (6).

Viganò henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at lede læsernes opmærksomhed hen på emnet en ”ny Kirke”, og det som pave emeritus Benedikt XVI har skrevet om dette emne, og som blev udgivet i april. Benedikt udtalte: ”at det ville være en decideret katastrofe, hvis et sådant forehavende blev gennemført”.

I sit essay skriver Benedikt XVI,: ”at forestillingen om en bedre Kirke, der er blevet til ved os, kommer fra djævelen” (7).

Dette er ikke første gang, at Viganò henviser til det, der er blevet skrevet af en tidligere pave, hvor denne advarer de troende om de farer, der optræder i forbindelse med etableringen af en ”ny kirke”.

I sin tale til de amerikanske biskopper ved deres generalforsamling november 2013 talte den daværende apostoliske udsending i USA om et emne, der ligner det, der er blevet behandlet i denne artikel. Her citerede han den tale, pave Johannes Paul II gav til de amerikanske biskopper i 1976, før han blev valgt til paveembedet. Viganò fremhæver følgende fra pavens tale: ”vi står nu overfor den største kamp menneskeheden nogensinde har været vidne til. Jeg tror ikke, at en stor del af det amerikanske samfund eller kristne i det hele taget fuldt ud forstår det, de står overfor. Vi er nu vidner til den endelige kamp mellem Kirken og en antikirke, mellem Evangeliet og et antievangelium og mellem Kristus og antikrist. Denne kamp er en del af den plan, Det Guddommelige Forsyn har lagt. Dette er derfor en del af Guds plan, og Kirken må nødvendigvis følge denne plan med stort mod”.

Noter

1: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

2: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

3: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

4: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

5: Link til artikel: https://thewandererpress.com/catholic/news/frontpage/vatican-ii-the-rejected-schemas

6: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

7: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 11. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/vigano-making-a-new-church-is-the-true-goal

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Gallen Mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden

Manglen på præster er kun et åbenlyst påskud for at fjerne cølibatet i Den latinske Kirke, på det praktiske plan (ikke det teoretiske). Dette har været målet siden Luther”. – Biskop Athanasius Schneider.

44 år før det lykkedes ham at få banet vejen for valget af pave Frans, deltog den daværende Fr. Cormac Murphy-O’Connor, et fremtidigt medlem af Skt. Gallen Mafiaen, i en synode i 1969 under ledelse af pave Paul VI. Mens han lyttede til de yderligtgående (liberalt modernistiske) angreb mod det klerikale cølibat, fik han pludselig en tilskyndelse, nemlig det, som han husker og betegner, som ”et engelsk forår”. På et ”elendigt formuleret latin” udarbejdede Murphy-O’Connor et improviseret oplæg, der handlede om, at ”man måske burde overveje ordinationen af gifte mænd”.

Alt syntes at være i spil” på dette tidspunkt efter koncilet (Vatikan II). En præst lod endda Murphy-O’Connor vide: ”jeg var ganske sikker på, at der ville komme en ændring i reglerne omkring cølibatet, og derfor aflagde jeg mit præsteløfte med det i baghovedet”. Under optakten til synoden i 1971 vedrørende præsteskabet, som Murphy-O’Connor var med til at planlægge, skrev én af de kommende medlemmer af Skt. Gallen Mafiaen en artikel, der argumenterede for, at ”når alt kommer til alt, er forkyndelsen af ordet og varetagelsen af sakramenterne af lang større betydning end Kirkens lovgrundlag vedrørende et ugift præsteskab”.

Endelig modtog Murphy-O’Connor og hans forgænger i Mafiaen, Basil Hume, et brev fra Rom, der understregede, som Murphy-O’Connor selv beskriver, at hans udtalelser vedrørende ordination af gifte mænd fremstod ”som vage og provokerende”. Da sagde Hume til Murphy-O’Connor: ”jeg har et forslag Cormac, skal vi ikke tage til Rom og fremlægge vores sag? Sammen skal vi nok finde en løsning”.

I mellemtiden underskrev deres fremtidige medsammensvorne i Mafiaen, Walter Kasper og Karl Lehmann, et dokument i 1970, som fremsatte et ønske om ”en nærmere undersøgelse” af lovgrundlaget for cølibatet samt muligheden for at ordinere gifte mænd. Men under den turbulente synode i 1971, som omhandlede præsteskabet, stemte et flertal af biskopperne, dog med en smal margin, mod at ordinere gifte mænd, selv når der opstod specielle ”situationer”. Da en kardinal fremsatte følgende argument: ” at når man indfører forskellige ændringer, bliver det helt enkelt umuligt at opretholde begrænsninger indenfor den rammesætning, vi definerer for ordinationen af gifte mænd”.

Man kan ikke give en tilladelse til et europæisk land og derpå udelukke andre lande i Europa. Det samme gælder i forhold til Europa og resten af verden: En tilladelse skal ikke kun gælde i et land eller region, men for alle”, udtalte kardinalen. Ifølge The New York Times ramte kardinalens argument plet, ”med undtagelse af et par stykker, lød der selv fra dem, der var for ordination af gifte mænd under særlige forhold, en advarsel mod at foretage vidtrækkende ændringer, således at de, der allerede var fungerende præster, kunne få muligheden for at gifte sig”.

Det glippede, selvom omstændighederne var de rette”, beklagede Lehman i sine erindringer.

Imidlertid begyndte en række af Mafiaens medlemmer årtier efter synoden at fremsætte underfundigt overbevisende og strengt fortrolige bemærkninger om ordinationen af gifte mænd. Ved en pressekonference kort før konklavet i 2013, lod Murphy-O’Connor offentligheden vide, at emnet ”meget vel kunne blive drøftet”, selvom det ikke var det første punkt på dagsordenen. Et år efter, at Murphy-O’Connor havde banet vejen for valget af pave Frans, erklærede han, at han ville anmode Rom om ordination af ”egnede gifte mænd”, hvis en biskop i sit bispedømme havde en udfordring i form af for få præster. I mellemtiden erklærede kardinal Kasper, at den nye pave syntes godt om dette forslag.

I dag står vi overfor en Amazonassynode, og som kardinal Walter Brandmüller formulerer det, har man ved denne synode ”først og fremmest en intention om at implementere to målsætninger, som indtil nu ikke har fået plads i Kirken. De målsætninger, der er tale om, er afskaffelsen af cølibatet for præster samt en introduktion til ordination af kvinder, altså et kvindeligt præsteskab, hvor man starter ud med kvindelige diakoner”. I forbindelse med forberedelserne til synoden har pave Frans ildevarslende rost arbejdet foretaget af biskop Fritz Lobinger, et arbejde, der kan betegnes som meget yderligtgående i en liberal og modernistisk retning. Biskop Fritz Lobinger har intentioner om, at man skal foretage ordination af ”ældre” gifte mænd, og at det på sigt kommer til at gælde i hele Den universelle Kirke. Det skal ske ved at øge antallet af ”ældre” gifte mænd og på den måde foretage en udskiftning af de rigtige præster. Biskop Lobinger har et håb om, at der kan ske en udbredelse af ”gruppebaserede Messer” fejret af en bankchef, buschauffør eller en tømrer. Biskop Lobinger har offentligt tilkendegivet, at nogle af de præster, der aktuelt udfører deres kald, undtagelsesvist vil kunne gifte sig, og han har gentagne gange foreslået, at hans oplæg til en gruppebaseret struktur, der skal gælde for præsteskabet, skal bane vejen for ordination af kvinder.

Pave Frans har derfor valgt en muse, der er sympatisk indstillet overfor det sydonale aspekt, som sætter navn på kandidat til paveembedet og overhoved for Skt. Gallen Mafiaen kardinal Carlo Martini. Ved synoden i 1999 kundgjorde Martini sin vision af at gøre brug af sydonale aspekt, som et redskab (blandt mange) til at løse problemet med præstemanglen og arbejdet med kvindernes rolle i Kirken samt vække (nyt) liv i det økumeniske arbejde. I sin bog ”Night Conversations”, som senere blev benyttet i forarbejdet til valget af pave Frans, fremhæver Martini ordination af gifte mænd, kvindelige diakoner samt den måde, som andre ”kirker” har implementeret ordinationen af kvinder på.

Han kommer med følgende forklaring:

Mens jeg opholdt mig i Canterbury i 90’erne, besøgte jeg ærkebiskop Dr. George Leonard, det daværende overhoved for den anglikanske kirke. Denne kirke var præget af interne spændinger på grund af ordination af kvinder. Jeg forsøgte at opmuntre ham til at fortsætte dette arbejde, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet. Vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”.

I Edward Pentins bog med titlen ”The Rigging of a Vatican Synod?” fremlægger kardinal Brandmüller på profetisk vis, hvordan de revolutionære træk er knyttet til den radikale økumeni. Han formulerer det således:

Det første, man går efter, er Kommunion til skilte gengifte. Derpå, og som det andet, er det afskaffelsen af det præstelige cølibat, og det er det, man sigter imod. Et kvindeligt præsteskab er MÅLET og endelig skabe enhed med protestanterne. Derpå vil man have en tysk Kirke, som er uafhængig af Rom, og endelig har man fundet sammen med protestanterne”.

Den samme målsætning finder man også skitseret i kardinal Kaspers bog, der handler om Luther. Kasper finder sit økumeniske håb i det, som Luther har udtalt: ”at han vil kysse fødderne på den pave, der vil anerkende hans evangelium”. Den pave, som skulle anerkende Luthers evangelium, foreslår Kaspers bog, bør ganske enkelt være pave Frans. Derfor er dette Lutherinspirerede pontifikats dagsorden at ”vride al” katolicisme ud af Kirken og dermed slække på en række katolske markører såsom det præstelige cølibat og alt dette blot for den radikale økumenis skyld.

For nylig deltog Kasper i et indledende og ”hemmeligt” møde relateret til den kommende synode, hvor man arbejder målrettet mod ordination af gifte mænd og en ny vurdering af kvindelige diakoner. Der var ingen af Kaspers medsammensvorne fra Mafiaen tilstede ved mødet, fordi næsten alle er afgået ved døden, og de dermed ikke har kunnet opleve det kommende resultat af deres anstrengelser. Men for Kasper drejer dette sig om en kamp, der har stået på i årevis, og som trækker tråde helt tilbage til Luther, og dette slagsmål vil fortsætte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 4. juli 2019. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

A Christian reflection on the “New Age”

The present study is concerned with the complex phenomenon of “New Age” which is influencing many aspects of contemporary culture.

The study is a provisional report. It is the fruit of the common reflection of the Working Group on New Religious Movements, composed of staff members of different dicasteries of the Holy See: the Pontifical Councils for Culture and for Interreligious Dialogue (which are the principal redactors for this project), the Congregation for the Evangelization of Peoples and the Pontifical Council for Promoting Christian Unity.

These reflections are offered primarily to those engaged in pastoral work so that they might be able to explain how the New Age movement differs from the Christian faith. This study invites readers to take account of the way that New Age religiosity addresses the spiritual hunger of contemporary men and women. It should be recognized that the attraction that New Age religiosity has for some Christians may be due in part to the lack of serious attention in their own communities for themes which are actually part of the Catholic synthesis such as the importance of man’ spiritual dimension and its integration with the whole of life, the search for life’s meaning, the link between human beings and the rest of creation, the desire for personal and social transformation, and the rejection of a rationalistic and materialistic view of humanity.

The present publication calls attention to the need to know and understand New Age as a cultural current, as well as the need for Catholics to have an understanding of authentic Catholic doctrine and spirituality in order to properly assess New Age themes. The first two chapters present New Age as a multifaceted cultural tendency, proposing an analysis of the basic foundations of the thought conveyed in this context. From Chapter Three onwards some indications are offered for an investigation of New Age in comparison with the Christian message. Some suggestions of a pastoral nature are also made.

Those who wish to go deeper into the study of New Age will find useful references in the appendices. It is hoped that this work will in fact provide a stimulus for further studies adapted to different cultural contexts. Its purpose is also to encourage discernment by those who are looking for sound reference points for a life of greater fulness. It is indeed our conviction that through many of our contemporaries who are searching, we can discover a true thirst for God. As Pope John Paul II said to a group of bishops from the United States: “Pastors must honestly ask whether they have paid sufficient attention to the thirst of the human heart for the true ‘living water’ which only Christ our Redeemer can give (cf. Jn 4:7-13)”. Like him, we want to rely “on the perennial freshness of the Gospel message and its capacity to transform and renew those who accept it” (AAS 86/4, 330).

More

PRESENTATIONS OF HOLY SEE’S DOCUMENT ON “NEW AGE”

Today, Western culture, now followed by many others, has passed from an almost instinctive awareness of God’s presence to what is often called a more “scientific” view of reality. Everything must be explained in terms of our daily experience. Whatever makes one think of miracles immediately becomes grounds for suspicion. As a result, all symbolic actions and objects, known as sacramentals, once part of the daily religious practice of every Catholic, are today far less evident in the religious panorama than they once were.

The reasons for such a change are numerous and diverse, but they all come down to the noticeable cultural shift from traditional forms of religion to more personal and individualistic expressions of what is now being called “spirituality”. It seems that there are three specific reasons at the heart of such a change.

More

 

Katolikker og farene ved New Age bevægelsen – de erfaringer Fr. Kneemiller’s fik i mødet med New Age

I dag er det ikke usædvanligt, at katolikker føler sig tiltrukket af New Age bevægelsen.  De bliver til tider, desværre, endda opmuntret af deres præster til at opsøge denne. Men hvad er New Age bevægelsen? Dr. Shea giver følgende forklaring:

Denne såkaldte New Age bevægelse er en kulturel strømning, som i dag findes i hele verden. Der er derfor et stort behov for, at katolikker forstår den autentiske katolske doktrin, så de på et sikkert grundlag kan vurdere New Age og dens mangfoldighed. De tanker og praksisser, der udgår fra New Age, er ligesom gnosticismen og dens mangfoldighed, der markerede sig stærkt i det andet og tredje århundrede, og som Kirken har fundet er i modstrid med den katolske tro. (…) Et samfund, der har oplevet et sammenbrud i troen på kristendommen og dens tradition, og som samtidig har erfaret et kontinuerligt fremskridt indenfor videnskab og teknologi, må nu konfrontere den overraskende tilbagevenden af gnosticismen, som er et konglomerat af kosmisk religiøsitet, ritualer og overbevisninger, som aldrig helt er forsvundet. Gnosticismen har sin oprindelse i de hedenske religioner i Asien, Fønikien, Egypten, Grækenland og Babylon, men også i astrologi og græsk platonisme. Dens grundregel baserer sig på læren om frelse gennem viden. New Age bevægelsen hævder, at man kan opnå denne viden på en esoterisk måde gennem metoder, som drømmeanalyse eller via et medium, som fungerer som ”åndelig leder”. (For yderligere information tryk her).

Men er New Age bevægelsen harmløs? Er den i overensstemmelse med den katolske tro? Nej, det er den ikke, og det vil Fr. Kneemiller gøre nærmere rede for ud fra de erfaringer, han har gjort:

New Age fænomenet var engang noget, som fængede de højere samfundslag, men er i dag blevet hvermandseje, fordi man med lethed kan anskaffe sig materiale vedrørende emnet både hos boghandleren eller på DVD. New Age refererer til elementer af åndelighed, der udgår fra de gamle trossystemer som Zen, gnosticisme (hemmelig viden) og Østens meditationsformer.

New Age begreber og tanker er endda blevet en del af vores terminologi. Jeg kender denne terminologi særdeles godt, da jeg tidligere har været dybt engageret i Østens meditationspraksis før min genomvendelse til katolicismen. Jeg har haft ståsted i begge traditioner. Så jeg har viden og indsigt, som er vigtig for katolikker, der ” som det naturligste” tager del i New Age praksis. Jeg har ikke før offentliggjort dette, da det har taget tid at komme ud af mit engagement i New Age.

Jeg er blevet velsignet med en god og solid katolsk uddannelse på St. Charles, Mo, hvor jeg igennem hele min skoletid samt ungdomsuddannelse blev undervist af et utal af troende præster og ordenssøstre. Efter high school (gymnasiet) var jeg klar til at ”udforske” livet. Hvad angik mit trosliv, altså det katolske, så var det fint nok, men jeg havde behov for mere åndelig dybde. På universitet i Missouri blev jeg grebet af yogaens filosofi, og da jeg læste min første bog om yoga ”Heaven Lies Within”, syntes det som om, at det passede godt sammen med det, jeg søgte. Gjorde Jesus ikke også brug af alle disse formuleringer? Efter et år, hvor jeg på må og få læste, hvad der var af ”gør-det-selv-bøger” i forhold til at udøve yoga, begyndte jeg at praktisere Østens meditationsteknik, nærmere betegnet Trancendental meditation. Fra da af (i starten af 1970’erne) fulgte 18 år, hvor jeg praktiserede alt, hvad der er forbundet med denne teknik. Jeg havde rejseaktivitet, som omfattede omkring en halvt snes lande, hvor jeg opholdt mig i flere måneder, og jeg var tæt på at være uden for USA i et år, hvor jeg studerede meditationsteknikker, og hvordan jeg kunne forbedre min (meditations)praksis.

Jeg troede også, at jeg mødte nogle af de mennesker, der virkelig var noget her i verden f.eks Deepak Chopra, der nu fungerer som en selvbestaltet selvhjælpsguru og Johnny Gray, forfatteren til ”Men are from Mars, Women are from Venus”. På det tidspunkt forekom det mig helt naturligt (og godt), at selv katolske ledere såsom Trappisterne i Massahusetts også praktiserede disse meditationsteknikker, og at (katolske) præster tilskyndede til at gøre det samme. Alt syntes godt på det tidspunkt, fordi det jeg lærte, var at dette ”bare” var en teknik, der (kunne) berige ens religiøse liv, og at mantraet, der blev benyttet under meditationen (blot) var en række ord, som egentlig ikke gav mening. Der skulle gå årtier, før jeg fandt ud af, at disse mantraer er en recitation af navnene på de hinduistiske guder.

Efter at have været engageret i Østens meditation i 18 år, begyndte jeg at tage del i rosenkransbøn i familiært regi, i første omgang af ren nysgerrighed. Jeg lærte, at man skal ”bede med hjertet”, og det ændrede min bønspraksis fra at være ren rutine til at være en samtale med – og have en relation til Kristus. Med mine nye ”rosenkransvenner” nød jeg at tage del i katolske begivenheder og arrangementer. Den første ændring, jeg bemærkede, var, at jeg ønskede at være blandt mennesker, som havde den katolske tro, og måden at tale på samt New Age kulturen begyndte at virke underlig, ja endda mærkelig.

Efter få år sejrede katolicismen, og jeg stoppede helt med at beskæftige mig med Østens meditation. På det tidspunkt spekulerede jeg på, om jeg uden videre kunne forlade alt dette, uden at det så at sige blev afsluttet? Fem år på (præste)seminariet blev det næste (for mig), og snart efter ordinationen begyndte jeg at deltage i helbredelsesmesser i Sacred Heart Cathedral i Davenport. En af præsterne der bad (på det tidspunkt) en bøn for mig med henblik på udfrielse og anbefalede mig at forsage mantraet, (jeg havde benyttet i mange år), og dette var et stort skridt til at befri mig fra mine bindinger til Østens meditation.

Min historie fortsætter i 2010, efter at jeg havde været på rejse som militærpræst i Afghanistan, deltog jeg i en helbredelsesbegivenhed i Chicago. Denne begivenhed blev afholdt på seminariet i Mundelein i august måned hvert år og er for præster, der arbejder med helbredelsesmesser og træningspraksis for excorcister. Her mødte jeg Fr. Bob Thorn, en præst fra bispedømmet Wisconsin, hvis historie lignede min, og som også tidligere havde fungeret som meditationslærer og nu var katolsk præst. Fr. Thorn hjalp denne aften med at lytte til skriftemål, så jeg ventede som den sidste i køen af folk, der skriftede hos ham. Jeg tænkte, at ”Fr. Thorn måtte have speciel viden om Østens meditationsformer samt den efterfølgende genomvendelse til katolicismen, som han kom fra. Jeg troede også, at denne samtale ville være en ”tilbagelænet” samtale ’med morsomme tilbageblik’ på ’de skøre ting’ vi havde foretaget os i 70’erne, når det drejede sig om meditation og den slags …”.

Men så snart jeg satte mig ned med Fr. Thorn, var der ikke plads til ”morsomme tilbageblik”, for dette var alvor. Jeg fortalte ham, at jeg havde fungeret som meditationslærer på samme tidspunkt som han, og han så meget bekymret på mig og sagde: ”Bill, du bærer stadig Østens meditation i dig”. Han fortsatte med at forklare, at jeg skulle forsage hver eneste gud indenfor Hinduismen, som påkaldes under meditationen. Jeg indså, at han havde ret. Trancendental meditation rummer snesevis af påkaldelser til guder såsom Brahma, Shiva osv; de figurer som en del af ”måden” at meditere på og som en del af den teknik, man underviser i.

Derpå henvendte vi os til dem, der ledte denne begivenhed og spurgte dem, om de kunne bede for os denne aften. Fr. Thorn downloadede meditationen fra internettet, og vi var klar til at blive bedt for i denne intention for (at blive udfriet).

Tre præster hjalp med dette herunder en fra Canada og en fra Peru, begge, forstod jeg var de mest kompetente excorcister i verden. Præsterne befalede mig at forsage hver eneste af de hinduistiske guder og bekende Jesus Kristus som frelser, dette stod på i godt og vel et kvarters tid. Jeg forsagede hver eneste af de hinduistiske guder og præsterne sagde uddrivelsesbønnen. Denne helbredelse var en gave af meget dyb nåde. Hold da op, dette er, hvad åndelig helbredelse kan gøre ved en! Den nat sov jeg som en sten.

Den næste uge og i de efterfølgende måneder følte jeg mig langt lettere og mere fri, end jeg havde gjort nogensinde før i mit liv. Ved en helbredelsesmesse i Davenport den følgende uge holdt jeg et oplæg omkring det at komme ud af New Age og dens mange forgreninger og brugte efterfølgende godt og vel halvanden time på at lytte til skriftemål og bede for folk, som havde gjort sig tilsvarende erfaringer. Jeg vil aldrig anbefale nogen at gøre brug af Østens meditation. Men jeg ser nu, at det tankesæt som New Age gør brug af – samt hinduismen i ny forklædning, gennemsyrer vores kultur og endda i nogle af vore sogne.

”Mange mennesker føler sig overvist om, at det er harmløst, at man ”låner” noget fra Østens visdom, men eksemplet med Trancendental meditation bør mane til forsigtighed blandt kristne, så de ikke udsætter sig for den risiko, der er ved at ”eksperimentere” med en religion, der ikke er det, den giver sig ud for at være (i dette tilfælde Hinduismen)”, dette fremgår klart af den kirkelige formaning fra 2003 med titlen: ”Jesus Christ, the Bearer of the Water of Life: A Christian Reflection on the New Age”.

”Der er ikke noget problem, at man ønsker at lære at meditere, men man skal være opmærksom på hvem – eller hvilket indhold, der er genstand for meditationen, om det er Gud og dermed Jesus Kristus, eller om det simpelthen handler om at udforske selvets dybder”, fremhæver formaningen.

Kirkens lære minder os om, at vi i Jesus Kristus finder Den, der bør lede os, Han som er Den sande Gud og det sande menneske og kilden til godheden.

(Fr. Kneemiller er præst ved St. Joseph Parish in Hills og St. Mary parishes in Lone Tree og Nichols).

Den autoriserede engelske udgave af dette vidnesbyrd er skrevet af Fr. Knemiller og publiceret på Catholicism Pure & Simple d. 18.januar 2011. Den kan læses på: https://catholicismpure.wordpress.com/2011/01/18/catholics-and-the-dangers-of-new-age-movement-the-experience-of-father-kneemiller

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)