Category: Orthodoxy

Hvordan tackler vi følelserne af svigt, bitterhed, sorg og tvivl

Der er ikke nogen grund til at benægte eller bare lade som om, at katolikker, der på afstand følger med i, hvad der sker i Kirken, er chokerede.  Vi åbnede blot en dør, hvorpå der stod ”McCarrick” og fandt på den anden side fordærvelsens sump. Den øredøvende tavshed, som er pavens reaktion i kølvandet på de alvorlige beviser, der er på hans medskyldighed, er kun med til at gnide salt i det blødende sår hos Gudsfolket.

Jeg har bogstavelig talt været fuld af sorg, afsky og vrede. Det, at de onde går stolte og arrogante rundt og praler og lyver og har en forventning om, at katolikker vil sluge deres løgne, som vitaminer man giver til børn, er nok til at gøre en rasende, eller hvis man af temperament ikke er så opfarende, kan det udvikle sig til en dyb depression. De, der har fundet ord til at udtrykke sig, har frembragt en endeløs strøm af artikler og anmodninger, som alle er faldet for døve øre eller er blevet besvaret af tonedøve kardinaler fra Chicago og andre vindblæste byer i USA, der tilsyneladende ikke har nogen fornemmelse for hvilken indvirkning, deres ord har på lægfolket, der er godt trætte af den undvigende adfærd af bureaukratisk karakter, de udviser, samt deres fremhævelse af racisme, økologi, klerikalisme (1) og andre emner, som angiveligt er langt mere relevante.

Følelser af sorg, afsky, bitterhed, vrede, tristhed er følelser, der er gode og rigtige at have på et tidspunkt som dette, da de er en naturlig del af det, som Gud har givet os til at reagere på den ondskab, vi præsenteres for her og nu, samt en truende ondskab, eller når gode ting bliver taget fra os. Men følelser er bestemt til at lede os på vej og videre fremad, så vi kommer ud over selve følelsen og videre til en styrkende åndelig tilstand, så vi kan handle på passende måde. Disse følelser er, selvom de i sig selv er sande og forståelige, ikke endemålet, men nye åbninger for erkendelse og beslutningsdygtighed.

Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker. Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på stormænd” (Sl 118: 8-9) – ja selv Kirkens ”stormænd”. ”Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder” (Sl 40: 5). ”Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til. Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse” (Sl 146: 2-3).

Kan det budskab, der er i Guds ord være mere klart? Kristi Kirke er funderet på apostlene og bygget på Peter, som er klippen, men denne ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke videregiver den ortodokse tro og overdrager os sakramenternes nåde gennem Hendes præster ikke fra dem, de er ikke ”bagmændene” men administratorerne. Deres ord og gerninger bliver også målt i forhold til en sandhed, der ikke kan gradbøjes. Præsterne har ikke nogen særlig adgang til denne sandhed heller ikke til den nåde, som vi er i. Vor Herre, som er nåde og sandhed og alt det, der leder til frelsen, som Han har givet os, er et fælles gode og for alle troende. At tænke anderledes kan klart karakteriseres som klerikalisme.

Vor Herre siger til hver af os: ”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene” (Es 42: 6). ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Hebr 13: 5 og Jos 1: 5). Hvis der er en ting vi ved fra Den hellige Skrift og helgenernes liv, så er det, at ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt” (Sl 34: 19). ”Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke” (Es 42: 16).

Og hvad er vores svar på denne nådefulde gave, hvorved Herren kalder på os, Hans ufuldstændige kærlighed, Hans nærhed og Hans løfte om at frelse os? ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus” (Åb 14: 12). Hvad indebærer kravet om udholdenhed hos de hellige? Frem for alt bøn. Intet kan besejre en mand eller kvinde, der er i bøn. I øvrigt kan djævelen ikke bede, og netop det han hader allermest, er vores bøn. Når vi beder, dynger vi gloende kul på ham og alle hans kumpaner. Det vil sige, at det bedste, vi kan gøre nu, er at bede: forøge vores tilstedeværelse ved Messerne, forøge vor deltagelse i den Eukaristisk tilbedelse, intensivere rosenkransbønnen, forøge brugen af bodens sakramente og intensivere vores bodsøvelser. Vor Herre forsikrer os om, at visse dæmoner kun kan uddrives ved bøn og faste.

Det, der skal være vores hovedsigte, er at holde os tæt til Jesus og gøre brug af alle de ”redskaber” (sakramenterne), Han har givet os i Sin Kirke fra Dens indstiftelse, og vi skal videre rette vores blik på helgenerne samt den visdom, der er i Den hellige Skrift og traditionen. Det har altid været og vil altid være den vigtigste kilde til en reform i Kirken. Tiden er nu til at have en heroisk tro, et stålfast håb og en brændende kærlighed, mens vi råber på vor Frelser: ”Rejs dig, kom os til hjælp! Udfri os, så sandt du er trofast” (Sl 44: 27)

Noter

(1): Klerikalisme er et udtryk, som understreger, at præsteskabet har for stor indflydelse på et eller flere områder. Ofte bliver det anvendt i ateistiske eller humanistiske kredse (kilde: Katolsk minileksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/how-to-deal-with-our-feelings-of-betrayal-bitterness-sorrow-and-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Homoseksuelle biskopper: Kommunistiske og homoseksuelle infiltratorer

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin beordrede kommunister og her specielt homoseksuelle til at infiltrere præstesemiarier

På samme måde som nyheder spredes vedrørende tidligere kardinal McCarrik’s ”åbenlyse hemmelige” livsførelse, og selvom højtrangerende medlemmer af det Den katolske Kirkes hierarki i USA febrilsk forsøger at benægte, er chokket og en stigende vrede hos troende katolikker ved at vokse sig til uanede højder og det med rette.

Mange spørger sig selv: Hvordan kan det være, at det er blevet sådan? Hvordan er det muligt, at så mange homoseksuelle mænd er blevet en del af præsteskabet? Hvordan har de kunnet arbejde sig op igennem Den katolske Kirkes hierarki, så de besætter positioner som ærkebiskopper og endda kardinaler?

Svarerne på disse spørgsmål trækker tråde helt tilbage til en planlægning foretaget af kommunistiske agenter, som i 1920’erne modtog ordrer fra den sovjetiske leder Joseph Stalin. For næsten tre år siden lavede Church Militant et filmet interview med den betydningsfulde Alice von Hildebrand, som er enke efter den meget berømte Dietrich von Hildebrand. Interviewet tiltrak sig på daværende tidspunkt ikke så stor opmærksomhed, men vi har en formodning om, at det vil det gøre nu.

Von Hildebrand gav Church Militant indblik i historien om Bella Dodd, som var en kommunistisk agent og en del af det amerikanske kommunistiske parti fra 1927 – 49. Dodd konverterede til sidst til den katolske tro under vejledning af ærkebiskop Fulton Sheen og blev venner med ægteparret von Hildebrand.

Dette er, hvad Alice fortalte Church Militant, hvad Dodd berettede for ægteparret i 1965:

Kort efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine medsammensvorne til at infiltrere katolske præsteseminarier … med unge mænd, der hverken besad tro eller moral. Man tror selvfølgelig ikke, at nogen … hmm det her er lidt mere kompliceret (jeg håber, du forstår) har en affære med en kvinde. Men hvis det drejer sig om en homoseksuel, så har målsætningen nogle helt andre tragiske konsekvenser … . (Dodd) erklærede offentligt, og jeg gentager offentligt, at hun gennem tyve års aktivitet for Kommunisterne havde rekrutteret ca. 1.100 unge mænd.

At kommunistiske agenter, som var homoseksuelle og som hverken besad tro eller moral, blev placeret på Den katolske Kirkes præsteseminarier i 1920’erne og 30’erne ville forklare en hel del. Og den forklaring, at Dodd rent faktisk var den, som rekrutterede disse mænd, 1.100 igennem en årrække, synes at udfylde de huller i det puslespil, der er med til at tegne et billede af, hvorfor det er gået så galt.

For en god ordens skyld findes der edsvorne erklæringer fra flere vidner, som beviser, at Dodd også har fortalt dem om dette.

Hvis kommunisterne fik placeret homoseksuelle mænd på de amerikanske præsteseminarier i 1920’erne og lod dem påbegynde en infiltration på det tidspunkt, så vil de tidsmæssigt være blevet ordineret omkring 1930’erne og 40’erne, mens de var i midten af tyverne.

Ellevehundrede kommunistiske homoseksuelle aktører kunne i løbet af en periode på tyve år, inden de var blevet rutineret i deres præstegerning, skabe et gigantisk rod i Kirken. Ud af de 1.100 mænd har et større antal ganske givet opnået positioner som biskopper, ærkebiskopper og endda kardinaler.

Og deres primære rolle har været at rekruttere den næste generation af mænd til præsteseminarierne med andre ord de mænd, der var seminarister i USA i 1960’erne og 70’erne, og som blev ordineret indenfor samme tidsrum.

Var det det, der skete? Forklarer det eller bidrager det til en forklaring på, hvorfor der er en så stor tilslutning til – eller (pludselig) accept af homoseksualitet blandt præster i løbet af de sidste tyve år? Det er svært at argumentere mod en sådan konklusion.

Praktisk talt kan enhver afvigelse og ondskab, enhver forfærdelig katekese, ethvert misbrug af Messen, enhver homoseksuel kirkemusikleder, liturgisk leder, ungdomsleder, enhver smudsig homoseksuel affære, enhver homoseksuel biskop eller kardinal taget på fersk gerning, enhver sag om overgreb på børn foretaget af præster, biskopper og kardinaler, enhver omfavnelse af en homoseksuelinspireret agenda i Kirken i disse dage forklares blot ved brugen af denne ganske enkle hypotese.

Kommunismen, som Vor Frue specifikt advarede om i Fatima, og som ville sprede sine fejlslutninger over hele kloden, infiltrerede Den katolske Kirke med homoseksuelle mænd med ordre om at ødelægge Kirken ved at ødelægge præsteskabet. Er der nogen, der kan fremkomme med en bedre forklaring? Er der nogen af biskopperne, der vil vove at træde frem og redegøre for, hvorfor dette kunne være en fejlagtig antagelse?

Vil nogen af Jer, blandt de aldrende kardinaler stå frem og sige, at de ikke havde kendskab til det, der er sket omkring McCarrick – Jer, som har gået på præsteseminariet eller er blevet ordineret i 1960’erne og 70’erne og har arbejdet på en plan med henblik på Kirkens kollaps i Amerika under deres (infiltratorernes) myndighed – træde frem og sige, at dette ikke kan passe?

Kunne nogen af Jer reelt give en forklaring på, hvorfor lægfolket ikke bør sidde med en fornemmelse af, at I er en del af den anden generation, der er udgået fra disse oprindelige homoseksuelle kommunistiske infiltratorer, der havde fået ordre til at ødelægge Kirken? Fordi der ganske enkelt er et sammenfald med at ødelæggelsen af Kirken præcis sker nu, mens I har myndighed, og samtidig ud af det blå bliver det åbenbart, at nogle af de højtrangerende blandt Jer er aktive homoseksuelle eller har dækket over det i en årrække.

De biskopper, der ikke er involveret i dette må vise deres troværdighed for de troende vedrørende denne ondskab, der folder sig ud for vore øjne. Dette må bringes til ophør, og I har magten til at gøre det. Træd frem for Kristus og udryd de af Hans fjender, der er i Jeres rækker. Gør det nu og gør det i offentlighed, mens der stadig er noget, der kan reddes af Den katolske Kirke i USA.

Hold øje med Church Militant for flere nyheder og analyser i forbindelse med skandalesagen om homoseksuelle biskopper og dens videreudvikling.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 31. juli 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/news-episcopal-sodomy-communist-homosexual-infiltrators

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Liberation Theology: KGB Construct or “Real Theology”?

In several public statements, Pope John Paul II said Marxism unduly influenced the work of Gutierrez and others — at one point in 1979 even saying their work “does not tally with the Church’s catechisms.”

Concepts uncritically borrowed from Marxist ideology and recourse to theses of a biblical hermeneutic marked by rationalism are at the basis of the new interpretation which is corrupting whatever was authentic in the generous initial commitment on behalf of the poor.

More

Femogtyve år senere og jeg er stadig katolik

Jeg fejrede for nylig, at det er 25 år siden, for at jeg konverterede til katolicismen. Når jeg tænker tilbage på tiden, før jeg konverterede, husker jeg, at det var en tid med megen optimisme i Kirken. Det syntes som om, at alle havde en fornemmelse af, at vi var kommet på den anden side af den fuldstændige katastrofe. Det var i 1970’erne og 80’erne, og det var under pave Johannes Paul II, og vi ville snart se Kirken genrejst til Dens tidligere herlighed. Hver uge gik endnu en protestantisk præst over til katolicismen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg resten af mit liv skulle være en del af en Kirke, der robust forkyndte og forsvarede de kristne sandheder og værdier.

Jeg har nu været katolik i et kvart århundrede, heriblandt fem år hvor jeg arbejdede for et bispedømme. Det har været en interessant rejse og ikke, hvad jeg forventede. Jeg følte mig privilegeret ved, at jeg kom ind i Kirken under pave Johannes Paul II, og jeg var bogstavelig talt jublende glad, da kardinal Ratzinger, min favoritteolog, blev valgt til pave i 2005. Men i den tid, der er gået, har jeg været vidne til den ene skandale efter den anden, kriser med præster der har været involveret i misbrugssager (af unge mænd), den ubestridelige homoseksualitet blandt præster, lunkenheden i sognene som var blevet en norm, fejlagtig lære udgået fra alle niveauer i det klerikale hierarki, og jeg kunne fortsætte opremsningen. På mange måder fremstår situationen meget værre i dag end på noget andet tidspunkt i min (korte) tid som katolik. Hvis jeg kunne have set frem til 2017 i 1992, ville jeg så stadig være katolik?

Det er et legitimt spørgsmål, og hvis jeg kun skulle besvare det ud fra en menneskelig betragtning, er mit ærlige svar givetvis ”nej”. En af de primære årsager til, at jeg fravalgte protestantismen, var, at jeg i Den katolske Kirke så den urokkelige klippe, hvorpå jeg kunne stå sikkert omgivet af modernitetens oprørte vande. Et af mine første skridt mod katolicismen blev udløst af min frustration over protestantismens morallære (eller mangel herpå). Jeg var medlem af the United Methodist Church, det støttede brugen af prævention og abort. Da jeg undersøgte andre protestantiske denominationer (trossamfund), fandt jeg ingen, som ikke havde overgivet sig til den moralske relativisme, som gennemsyrer det moderne liv, derfor så jeg i Den katolske Kirke et bolværk af moralsk styrke. Jeg beundrede pave Johannes Paul II og hans vilje til at kæmpe for eviggyldige moralske principper, selvom han oplevede modstand. Hvis man på det tidspunkt havde fortalt mig, at man et kvart århundrede senere på to synoder i Kirken, ville diskutere emner, som ikke kan ændres, såsom utroskab, med den romerske paves godkendelse, ville jeg overveje, om det var det værd at afstå fra min ungdoms religiøse ståsted.

Når jeg fra et overordnet perspektiv ser på, hvad det har betydet for mig at være katolik, er svaret på, om jeg stadig ville være konverteret et utvetydigt ”JA”.

Jeg er stadig katolik på grund af…

Jeg er stadig katolik på grund af Kristi løfter om at ville beskytte Kirken. For mig er det at overvære de hadefulde diskussioner, der foregår i Den katolske Kirke, om det, der ikke er til diskussion, afveget meget fra lignende diskussioner i Metodistkirken. Som metodist var jeg konstant bekymret for, om denominationen ville fortsætte med at tage afstand til den traditionelle morallære og favne alle aspekter af den seksuelle revolution, hvilket man gjorde. Jeg vidste, at der var en ”risiko” for dette, fordi jeg samtidig vidste, at Kristus ikke havde givet noget løfte om at beskytte Metodist kirken mod det, der måtte komme over den. Men som katolik er jeg mindre bekymret. Jeg bliver stadig dybt berørt, når katolske ledere favner løgn og ondskab, og ved at gøre dette forårsager de stor skade på mange sjæle. Men jeg ved, at Den katolske Kirke ikke vil falde og vil vedblive med at være Kristi Kirke. Denne forsikring bør ikke være en undskyldning for, at man tillader, at løgne blive spredt (Dette var en bemærkning, der faldt på en flyvetur, men hvad betyder det?), men det sætter tingene i det rette perspektiv. Hvis man følger alt det, der er Den katolske Kirkes lære, bliver man frelst, så simpelt er det. Ingen anden kirke, denomination eller religion kan hævde dette.

Jeg er stadig katolik på grund af Sakramenterne. Et andet aspekt ved Den katolske Kirke, der aldrig må tages for givet eller blive undervurderet, er Sakramenterne. Man kan gå til en klovnemesse celebreret af en præst, som er transvestit (Jeg formoder dog ikke, at dette nogensinde har fundet sted), og man vil stadig i Eukaristien modtage vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Igen er det ikke for at nedtone det Eukaristiske ”overgreb”, der foretages ved en sådan Eukaristifejring, men det er for at understrege, at vor Herre ikke vil nægte Sig Selv (til nogen) i Sin søgen efter sjæle og i Sit ønske om at give Sin nåde til verden. Som katolik finder jeg det et privilegium ofte at kunne møde Kristus i Den hellige Kommunion og Bodens Sakramente. Nåden skænkes mig hver dag i ægteskabets Sakramente. Dette er gaver, som på en grænseløs måde overgår alle de ”overgreb” de (Sakramenterne) udsættes for af Kristi tjenere.

Jeg er stadig katolik på grund af helgenernes vidnesbyrd. Da jeg var protestant, bestod min viden om kristendommens historie af det første århundrede og det 16. århundrede samt kendskabet til få enkeltpersoner såsom John Wesley (Som var en engelsk teolog, der sammen med sin broder Charles Wesley regnes som grundlæggerne af den metodistiske bevægelse). Jeg havde intet kendskab til den lange række af helgener, som findes i Kirken, dem som gennem deres liv, har bragt vidnesbyrd om Kirkens sandhed. Når jeg ser netop den hellighed, Kirken har frembragt, ved jeg, at Den må være guddommeligt inspireret, ingen menneskelig institution kan rumme sådanne lysende eksempler. Jeg vil være en del af en Kirke, hvor følgende helgener figurerer: Skt. Peter, Skt. Athanasius, Skt. Benedikt, Skt. Frans og Klara, Skt. Theresa af Avila, Skt. Thérèse af Liseiux og Skt. Maximillian Kolbe. Jeg bemærker også, at det synes som om, at de største helgener er blevet til i krisetider i henholdsvis Kirken og verden. De levede ikke i fredstider, så hvorfor skulle jeg have en sådan forventning? Og kan Kirken frembringe så store helgener i tumultariske tider, kan Den måske også lede mig til at forbedre mig.

Jeg er stadig katolik på grund af, at det er sandheden. Jeg er ikke en del af en religion eller denomination eller kirke for at være en del af en personkult, som er centreret omkring dens grundlægger, eller fordi den er uden ”ridser i lakken”. Jeg er en del af Den, fordi Den er sand. Den katolske Kirke lærer sandheden, og at Den er vejen, sandheden og livet. Der er kun én Kirke, og det er Den katolske Kirke. Følger man Kristus, betyder det, at man er en del af Den katolske Kirke. Vælger man en anden vej, vælger man vor Herre fra.

Peter sagde til vor Herre efter at Kristus åbenbarede Sin lære om Eukaristien: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige (Joh 6:68-69). På samme måde når jeg er frustreret over – eller berørt af det, jeg ser ske i kirken i dag, kan jeg kun sige: Herre, hvem skal jeg gå til? Du har indstiftet Den katolske Kirke som vejen til det evige liv; og jeg tror på – og ved, at Hun er Den sande Kristi Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive d. 28. februar 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/twenty-five-years-later-still-become-catholic

( Oersat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

At foretage barmhjertighedsgerninger på det åndelige niveau: en moderne genfortælling af Matthæusevangeliet 25:31-46

Kapitel 25 i Matthæusevangeliet er helt sikkert et af de kapitler i Det nye Testamente, som kan ”ruske op i folk”. Det har gennem århundreder sendt chokbølger gennem et utal af kristne og affødt en åndelig opvågen; det har givet inspiration til ornamentikken på kirkedøre og altre gennem hele kristendommen, og det har ledt til en vedvarende samvittighedsransagelse.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 (Matt 25: 31-46).

Denne passage er central (men ikke kun den), når man taler om de syv ”legemlige barmhjertighedsgerninger”, som er:

1. Mætte de sultne.
2. Give de tørstige noget at drikke.
3. Give de nøgne klæder.
4. Give husly til de hjemløse.
5. Besøge og pleje de syge.
6. Besøge og løskøbe fanger.
7. Begrave de døde.

De åndelige barmhjertighedsgerninger, hvoraf der også er syv, er opstillet som en parallel til de legemlige og har som deres fokus at drage omsorg for mennesket i åndelig henseende:

1: Omvende synderen.
2. Undervise den uvidende.
3. Rådgive den tvivlende.
4. Trøste den bedrøvede.
5. Tilgive spotteren.
6. Bære forurettelse tålmodigt.
7. Bede for de levende og døde.

På mange måder har de åndelige barmhjertighedsgerninger en langt større betydning – så meget mere overgår sjælens (sundheds)tilstand legemets. Det har man i vor tid kun en meget ringe forståelse for, da materialismen, selv hos kristne, har sat sit aftryk i en sådan grad, at deres fokus mere er blevet rettet mod de legemlige behov frem for behovet for sandheden, uden hvilken, mennesket vil havne i helvede. Prøv at tænke på, hvor mange begravelser, der i dag udføres, som om, der er tale om en på forhånd garanteret kanonisering (at den afdøde indføres i helgenernes kanon), hvor vi glædes over, at den afdøde har (op)nået den evige salighed, og samtidig forsikrer hinanden om på en munter amerikansk måde, at det hele er (endt) godt. På ingen måde opfordrer den ”moderne” katolske begravelse de kristne til at udføre en barmhjertighedsgerning i form af bøn eller at opofre (en Messe, ens lidelser etc) for at den afdøde, hvis skæbne er ganske uvis, må hvile i fred. I forhold til det at formane syndere ser vi kun halvhjertede forsøg, når pave Frans med ”uld i mund” gør brug af besynderlige eksempler taget fra dagens evangelietekst.

På dommens dag vil vi blive dømt i forhold til de legemlige – og åndelige barmhjertighedsgerninger, vi har udøvet, og som Den hellige Skrift giver os vished for, vil de, der er blevet betroet meget, og de, der er blevet betroet mange menneskers velfærd, blive dømt mere strengt. Hvilken betydning har det for dommer Kennedy, som med sin underskrift banede vejen for kulturrelativismen, eller Nancy Pelosi, der har millioner af børns blod på sine hænder – blod, som på lige fod med Abels blod, skriger til Himlen? Hverken du eller jeg er ligesom Kennedy eller Palosi, men vi har også begået synder, hvor vi har handlet i tilfælde, hvor vi ikke burde handle eller helt undladt at handle (en undladelsessynd), og hvor vi har handlet i strid med barmhjertighedsgerningen eller undladt at handle i forhold til den.

Som, det er med andre velkendte skriftsteder, kan vi tro, at vi fuldt ud har forstået det budskab, Matthæusevangeliet kap. 25 sender, men det kan vise sig, at vi ikke har forstået det i dybden og dermed ikke fattet dets egentlige betydning.

Mens vi nærmer os 11-årsdagen for offentliggørelsen af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at (det ville være godt med) en genlæsning (af denne), som rækker udover den gamle katekese. Et nyt syn på skriftstedet 42-45, hvor det stilles overfor den Kirke, som vi kender i dag, kræver i en omfattende (selv)ransagelse hos – og irettesættelse af mange af Kirkens hyrder, når de på et tidspunkt skal stå foran Den gode Hyrdes domstol.

Jeg hungrede efter ærbødig tilbedelse af Gud, jeg havde appetit på det hellige, jeg ønskede så inderligt, at der blev fejret latinske Messer, hvor jeg var bosat, men I gav mig ikke noget at spise.

Jeg tørstede efter Messens skønhed og højtidelighed og sakramenternes værdighed, men I gav mig ikke noget at drikke.

Jeg var fremmed i mit eget sogn og bispedømme og gik omkring for at lede efter Kirkens traditionelle liturgi og anråbelse af helgenerne, hellighedens uudtømmelige kilde, og I tog mig ikke til Jer. I ønskede ikke at have noget gøre med mig eller dem, der er som mig.

Jeg var nøgen, for jeg blev ikke ”klædt på” i forhold til min tro, for I gav mig ikke katekeser, jeg blev overladt til bøger og film fyldt med ondskab, og I gav mig ikke beskyttelse. Jeres ”tilbud” om et ”sikkert sted” samt Jeres bureaukrati ydede beskyttelse til dem med perverterede tilbøjeligheder, mens jeg blev udsat for overgreb.

Jeg var syg og i fængsel, jeg var led ved hæresi og Jeres evige forsøg på at gå på kompromis med den sekulære relativisme, jeg var fanget i senmodernitetens fængsel og tynget af dets klaustrofobiske loft og vægge uden vinduer, og I besøgte mig ikke. I opførte Jer som om, at min sygdom ikke var alvorlig, og I betragtede fængslet som værende egnet til at danne rammen for hjemlige omgivelser. I forsøgte ikke engang at forstå problemerne og finde en løsning. Og rundt omkring Jer (og midt i Kirken) var et vidnesbyrd på 2000 års katolsk tradition, som blot ventede på at blive genopdaget og genanvendt på mine sår og komme til udfoldelse under min indespærring. I kunne have befriet mig, men I foretrak, at jeg var ”buret inde”, forseglet og ”neutraliseret”.

 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 9. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/spiritual-works-of-mercy-a-contemporary-retelling-of-matthew-2531-46/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En sammenslutning af katolske præster i USA: kæmper for heterodoksi med støtte fra biskopper

I de seneste mange uger har Lepanto instituttet undersøgt og fortalt om en sammenslutning af hæretiske præster, der kalder sig AUSCP (the Association of United States Catholic Priests). Denne sammenslutning ønsker at arbejde med emner som ordinering af kvinder til diakoner (med henblik på præsteordination af kvinder), homoseksualitet, sogne uden præster, gifte præster og en lang række andre emner, som kan karakteriseres som heterodokse.

Hvis man er interesseret i at vide mere om denne internationale sammenslutning, som har til hensigt at udbrede hæresi i Kirken, kan man nedenfor finde tidligere rapporter samt lignende materiale om AUSCP, som er udarbejdet af Lepanto instituttet:

o    AUSCP’s Plan for Ordained Women and Priestless parishes

o    Wester Participating in AUSCP Conference

o    AUSCP’s Desire to Obtain Funding from Unsuspecting, Pew-sitting Catholics

o    The AUSCP is a Cog in the International Heresy Machine

o    AUSCP’s Alliance with Heretical, Pro-Sodomy Organizations

o    AUSCP’s Keynote Address from Notorious Priest, Fr. Richard Rohr

I sidste uge var Lepanto instituttet til stede ved AUSCP’s årlige konference, hvor følgende organisationer med hæretisk tilsnit deltog:

FutureChurch (Fremtidens Kirke), Voice of the Faithful (De troendes stemme), New Ways Ministry (nye måder at være kirke på) en gruppe, der er blevet fordømt af Vatikanet)), og det blasfemiske Dignity (Værdighed) (den amerikanske afdeling) og gjorde brug af denne platform, som her er blevet givet dem til at udbrede deres vildfarelser. Regnbuebadges og emblemer, hvor man kunne læse ”Jeg har også andel i velsignelsen” og ”Kærlighed er kærlighed”, var et almindeligt syn blandt flere af de deltagende præster.

En brochure for et møde (under ledelse af nonner) med titlen ”Garcious Embodiment: Embracing a Capaciuos Sexuality” (Elskværdig Legemliggørelse: om at omfavne den rummelige seksualitet) lagde op til, at der var tale om ”en samtale mellem lesbiske søstre, menighedsledere og dem, der står for (katolsk) dannelse og for håndteringen af kaldsspørgsmål”. Et andet initiativ havde til hensigt at besvare spørgsmål om ”transpersoner, kønsidentitet, og hvordan dette kommer til udtryk”.

Det, der var det mest hårrejsende, var, at al den litteratur, der cirkulerede blandt deltagerne, var udarbejdet af AUSCP.

Gransker man dokumenterne fra AUSCP, kan man læse, at formålet er at redegøre for, at man med ”konstruktive tiltag” kan opbygge en ny kirke, som skal erstatte den gamle, og skabe et nyt fundament med nye søjler.

AUSCP skriver følgende:

Teologen Hermann Pottmeyer betragter æraen omkring andet vatikankoncil, som en bygning, der endnu ikke er færdiggjort på samme måde som opførelsen af en ny Skt. Peters Basilika i 1500 tallet. Continue reading

Pave Benedikt havde ret i sin forelæsning i Regensburg vedrørende Islam. Verden skylder ham en undskyldning

Mens jeg sidder og skriver, er overskrifterne og de forskellige nyheder, der ”løber” ind fyldt med billeder af nogle af de mest grusomme barbariske handlinger, som vi har været vidne til siden slutningen af anden verdenskrig. De forfærdelige billeder, der fylder internettet, stammer fra Syrien og (landet som tidligere er kendt som) Irak: Massemord, korsfæstelser, halshugninger – selv af små børn – tortur og systematiske gruppevoldtægter; kvinder og piger som i stort tal er blevet bortført og solgt til slaveri; tusinder er under stor frygt blevet jaget bort fra deres hjem uden at kunne tage enkelte fornødenheder med sig; hjem, gamle kirker, klostre og helligdomme er blevet plyndret og nedbrændt …

Ud over, at det er forfærdeligt, det som billederne viser, er det også bizart og surrealistisk, som om den vold og det kaos, der herskede i det 7. århundrede på en sygelig måde er trængt ind i en forstad i midtvesten. Vi bliver nu igennem detaljeret billedmateriale på YouTube, Twitter, Facebook og Google antydningsvist præsenteret for den islamiske erobring af de gamle kristne lande, som vi i dag betegner som Mellemøsten. Vi bliver nu mindet om århundreder med mørke, elendighed og undertrykkelse af den oprindelige befolkning af ikke-muslimsk herkomst af et islamisk overherredømme, som ansporede de kristne til at tage initiativ til korstogene for at komme deres trosfæller til undsætning.

Vi nærmer os nu hastigt otte års jubilæet for den 12. september, hvor pave Benedikt XVI i 2006 gav sin forelæsning på Universitet i Regensburg, hvor han citerede en afdød kristen kejser, der modtog lignende informationer, (som beskrevet ovenfor). For en uge siden skrev redaktøren for den katolske italienske avis Il Foglio, Camillo Langone, at verden skylder pave Benedikt XVI – og kejser Paleologius – en undskyldning for den modtagelse, man gav forelæsningen (pave Benedikt XVI) og udsagnet (kejser Paleologius).

I dag, da nyhederne vedrørende det tidligere Irak igen skaber overskrifter, og det bliver gjort klart for enhver, der kan se, hvad det vil sige, at koranen bliver gjort til virkelighed, er der virkelig behov for at give dem begge en undskyldning”. Langone sagde med åbenlys afsky, at den moderne sekulariserede europæer ”ikke vil gøre dette”. Et (sådant) menneske, skrev han, ” som ikke tror på hellige tekster … tror ikke på Evangelierne”.

At få en europæer til at tro på en, der tror på (en) religion, det er umuligt … En, der ikke længere tror på Gud, er ikke i stand til at tro på virkeligheden og opdager ikke, når sværdet nærmer sig hans hals”.

Vender vi tilbage til Benedikts forelæsning med vores aktuelle viden i baghovedet, er det svært at forestille sig et mere ”blødt” svar på den islamiske ekstremisme. Pave Benedikt talte om en samtale ”som formentlig fandt sted i 1391 i vinterlejren tæt ved Ankara med den lærde Byzantiske kejser Manuel II Paleologus vedrørende (emnet) Islam, som han bogstaveligt blev truet af i skikkelse af det Ottomanske rige.

Det fortælles, at kejseren, som pave Benedikt beskrev, var en ”veluddannet” perser med indblik i kristendommen og Islam, spurgte: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt – og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Foreksempel at han foreskrev, at den tro han prædiker, skal udbredes med sværdet“.

Paven bemærkede, at udtalelsen faldt på et tidspunkt ”under belejringen af Konstantinopel mellem 1394 og 1402”, og han fremlagde videre den observation, at kejseren talte med en ”forbavsende bryskhed, en bryskhed, som vi (i dag) finder ganske uacceptabel”. Men det er klart, at kejseren var en mand med stor indsigt, og derfor talte han ud fra sit erfaringsgrundlag. Efter denne forelæsning har pave Benedikt konstant måtte lægge øre til (fra pressen i Vesten) endeløse og gentagne beskyldninger om, at hans ”krænkende” bemærkninger og ”klodsethed” vedrørende Islam var skyld i den vold, der fulgte efter.

Men hvad sagde han egentlig? På en stille og rolig måde opfordrede han blot til en tilbagevenden til fornuften, som det centrale i debatten om religion, og han bad i en venlig tone muslimerne om at opgive volden.

De selvtilfredse vestlige sekulære medier undlod i deres ensidige forehavende hvor de benyttede pave Benedikt som prygelknabe at citere den resterende del af dette tekststykke.

Det er ikke kun pave Benedikt, der har beskæftiget sig med dette emne, for man kan i hele kristendommens historie finde skrivelser, som både forholder sig til Islams ukontrollerede voldelige tendenser og vor egen forarmede intellektuelle frihedstrang: Tro og fornuft, ”fides et ratio” og deres indbyrdes harmoniske samspil med det formål at skabe en moralsk og civil orden.

Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og sjælens natur” sagde pave Benedikt.

Han citerede Paleologus: “Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds natur at handle fornuftsstridigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen. Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og tænke retsindigt – ikke voldeligt og truende… For at overbevise en fornuftig sjæl behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet middel, hvormed man kan true nogen med døden…”.

Med de billeder vi i dag ser, og som brænder sig fast i vores bevidsthed, hvor mildt, hvor fuldstændigt og meningsgivende er disse ord ikke. Og hvor tydeligt bliver det ikke, hvor ondskabsfulde kravene (var) til ham om at trække sin udtalelser tilbage og undskylde for den ”krænkelse”, som hans ord havde været overfor muslimerne: Hvor var denne fremstilling krænkende i sin forstillelse og samtidig bedragerisk og selvforherligende i sit udtryk.

Når vi endelig kan finde modet til at se på disse billeder, som stammer fra den nye islamiske stat, det nye ”kalifat”, bliver vi bedrøvede og overvældede og undrer os over, at dette virkelig kan ske i en tidsalder, hvor vi praktisk talt opfyldes af en global markedsmekanisme, der på enhver måde tilfredsstiller det forbrugende menneske i Vesten. Hvordan kan dette ske i en globaliseret verden? Hvad er der sket med vores ”globaliserede landsby”? Er moderniteten ikke med al dens bekvemmelighed og distraktion, venlighed og vestlige sekulære ”Coca Cola imperialisme” lykkedes med at civilisere verden (uden for Vesten) og dermed ”tilpasse” verden?

Et billede skiller sig ud i denne uge, det er et billede af en dreng, der er omkring otte år gammel, og det fortælles, at han er søn, en af en af de terrorister, der kommer fra Islamisk stat, den lille dreng er klædt i en polo-shirt i børnestørrelse samt tjekkede skotskternet sommerbukser, som ser ud til at være af mærket Birkenstock, og endelig bærer han en kasket. Drengen fremviser stolt et afhugget hoved. Et hoved må være tungt, siden den lille dreng må bruge to hænder til at holde fast i dets hår for at vise det frem. Sydney Morning Herald, som bragte billedet med drengens ansigt, skrev følgende billedtekst: ”En dreng, man formoder, der er den australske Khaled Sharrouf’s søn fremviser et afhugget hoved af en soldat. På Khaled Sharrouf’s Twitterkonto (står der): Man forestiller sig normalt ikke en apokalyptisk dystopi, der fremviser så mange mærkevarer”.

I lyset af denne skræmmende moderne genopblussen af den gamle trussel om sådanne brutale og uvirkelige barbariske handlinger, bliver det sværere for Vestens intellektuelle liberale at gentage de samme gamle mantraer. Den hårde sandhed må i sidste ende konfronteres, selv af dem, der er de mest vedholdende; ikke alle i verden tænker som vi gør, har de samme værdier og de samme målsætninger. Ikke alle kulturer er ligeværdige. Ikke alt er lige rigtigt, når det kommer til det, vi tror på (i religiøs henseende).

Og hvis det budskab, som disse billeder og videoer udsender, ikke siver ind i vores tykke vestlige hoveder, får vi i dag en direkte advarsel fra overhovedet for det gamle kristne samfund, som er blevet ødelagt af ISIS. Den kaldæiske katolske Kirke kan trække tråde tilbage til Skt. Thomas, den af Kristi disciple, der tvivlede. For få dage siden så vi overskrifterne, der fortalte, at for første gang i 1600 år blev Messen ikke fejret i den gamle kristne by Mosul, fordi alle kristne, alle de kaldæiske katolikker enten var blevet dræbt, jaget bort eller kidnappet for derefter at blive solgt til slaveri.

Biskoppen kommer med sine udtalelser fra sit usikre og midlertidige eksil i den nordlige irakiske by Erbil, overhovedet for dette fortabte og sørgende kommunitet, ærkebiskop Amel Nona fra det kaldæiske katolske ærkebispedømme i Mosul fortalte os lige ud og uden at tage fløjlshandskerne af, som pave Benedikts civiliserede akademiske tilhørere ellers foretrak, at han (pave Benedikt) havde holdt på, at tiden for vores ”hengivenhed” over for vores magelige liberale fantasier er slut.

De lidelser, vi oplever i dag, er et forspil til det, I kristne i Europa og Vesten i den nærmeste fremtid vil komme til at opleve”, sagde ærkebiskoppen i et interview med Corriere della Sera. ”Jeg har mistet mit bispedømme. Mit apostolats fysiske beliggenhed er blevet besat af radikale islamister, som ville have os til at konvertere eller dø. Men mit kommunitet eksisterer stadig”.

Forsøg dog på at forstå os. Jeres liberale og demokratiske principper er intet værd her. I må genoverveje den virkelighed, vi i Mellemøsten befinder os i, da I (i Jeres lande) tager imod et voksende antal muslimer”.

Han advarer os, ”Også I er i fare. I må tage holdbare og modige beslutninger også selvom det strider imod Jeres principper”.

Erbil ligger 55 miles øst for Mosul, et område, der i øjeblikket ikke er besat af IS-krigere, men de er helt sikkert ”opmærksomme” på området. Corriera della Sera fortæller, at biskoppen har bedt om materielle fornødenheder til dem, der er flygtet, og som er berørt af situationen. ”Der er tale om 8000 mennesker heriblandt mange ældre og et relativt stort antal (for os i Vesten) børn, og der er tale om helt små børn (babyer), som kun er få måneder gamle, mange af disse er dehydreret og lider af diarré. En halvfjerdsårig har bedt om insulin. Andre nedfælder på stumper af krøllet papir, hvilken medicin, de har behov for, og som ingen (i realiteten) kan fremskaffe”.

Tusinder af rustne kørestole er blevet doneret af humanitære organisationer til de syge og bliver benyttet som stole til de ældre. De lokale kristne (hjælpe)organisationer har sammen med FN etableret et midlertidigt tiltag, hvor man står for uddeling af ris, brød og vand i flasker. De sanitære forhold er praktisk talt ikke eksisterende”.

Ærkebiskoppen fortsætter: ”I tror, at alle mennesker er lige, men det er ikke sandt: Islam er ikke af den opfattelse, alle mennesker er (for dem) ikke lige. Jeres værdier er ikke deres værdier. Hvis I ikke snart forstår det, vil I selv blive ofre for den fjende, som I har budt indenfor i jeres lande”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Hilary White og publiceret på LifeSiteNews.com d. 20. august 2014. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-world-owes-an-apology-to-pope-benedict-over-his-remarks-on-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vedrørende Islam: man må tænke på en anden måde, end man gjorde i 60’erne

For nylig modtog jeg en mail fra en læser, der følte sig ”berørt” af mit skeptiske syn på Islam. Mellem 1963 og 1965 arbejdede han for en fredsbevarende styrke i et muslimsk område i Nigeria. Hans udgangspunkt og overbevisning var, at ”alle mennesker fundamentalt set er ens”, og at ” alle grundlæggende stræber mod det samme”.  Han fastholdt, at kulturel forskellighed blot er af mere overfladisk karakter.

Hans synspunkt er almindeligt blandt mennesker, som blev voksne i 60’erne og 70’erne. Og da en stor del af vores samfunds dominerende fortællinger blev udviklet i den periode, er denne optimistiske opfattelse stadig udbredt. Men tiden ændrer sig, selvom fortællingerne ikke gør det.

For eksempel er virkeligheden i Nigeria i dag væsentlig anderledes, end den brevskriveren oplevede midt i 60’erne. Det synes ikke længere som om, at alle ønsker at leve efter de samme grundregler. Rent faktisk ønsker mange muslimer at nægte kristne adgang til at opfylde disse basale rettigheder, som f.eks retten til at bede i fred og endda retten til et liv.

Joseph Bagobiri, som er biskop i Kafanchan i det nordvestlige Nigeria, fortæller, at alene i hans bispedømme er: ”53 landsbyer blevet nedbrændt, 808 mennesker er blevet myrdet, 57 er blevet såret og 1422 huse og 16 kirker er blevet ødelagt”. Desuden viste en rapport fra det internationale samfund for menneskerettigheder og lovgivning sidste år, at 16.000 kristne er blevet myrdet i Nigeria siden juni 2015.

Det, der foregår i Nigeria, sker overalt i den muslimske verden. ”Åbne Døre” i USA (Åbne Døre er en upolitisk, international missionsorganisation, som arbejder på tværs af kirker og foreninger med en omfattende aktivitet i hele verden) kan rapportere, at på globalt plan står kristne over for en alvorlig forfølgelse, som i et stort omfang foretages af muslimer. Spørgsmålet er derfor, hvad er den rigtige Islam: Den fredelige Islam, som er brevskriverens erfaringsgrundlag fra 60’erne eller den militante og aggressive Islam, som eksisterer i dag?

Tager man udgangspunkt i de 1400 år, hvor Islam har ageret militant og aggressivt, så tager den relativt rolige periode sin begyndelse, da det Ottomanske imperium går i opløsning i starten af det 20. århundrede, men denne relativt rolige periode synes at være en parentes i historien. På det tidspunkt, hvor brevskriveren arbejdede i den fredsbevarende styrke i Nigeria, var man i den muslimske verden langt mere moderat, end man er i dag eller var i fortiden. Den form for Islam, han oplevede, afveg markant fra den traditionelle form for Islam.

Noget af det, der kendetegnede denne periode, finder man i en artikel, der er i The Chronicle og Higher Education af Ali A. Allawi, tidligere minister for kabinettet i Irak:

Jeg er født og opvokset i en moderat muslimsk familie i Irak. På den tid i 1950’erne var sekularismen begyndt at sprede sig blandt den politiske, kulturelle og intellektuelle elite i Mellemøsten. Det syntes som om, at det var et spørgsmål om tid, før Islam for alvor ville miste sit greb om den muslimske verden. Selv formuleringen, ”den muslimske verden”, var ganske usædvanlig, da muslimer i større udstrækning definerer sig selv ud fra nationale, etniske eller ideologiske tilhørsforhold end ved deres religion.

Kort fortalt, det muslimske samfund var mere moderat på den tid, fordi man bevægede sig væk fra Islam. Som Allawi bemærker: Selv for et barn var det tydeligt, at man var ved at bevæge sig væk fra Islam. Selvom religion var obligatorisk i skolen, var der ingen, der lærte os reglerne for bøn, eller man forventede ikke af os, at vi fastede under Ramadanen. Vi reciterede de kortere vers i Koranen, men selve den hellige bog forblev uåbnet, stod på hylden eller lå i skuffen.

Den mere moderate retning af Islam, som var mere fremherskende i den muslimske verden i det sidste århundrede, var ikke resultatet af en dybere fromhed, men snarere en omsiggribende sekularisering. Der eksisterer stadig en rest af denne moderate tankegang i de muslimske lande, men det burde være klart for enhver, som følger med i de aktuelle begivenheder, at den traditionelle (konservative) og tekstnære Islam igen er på fremmarch. Lårkorte nederdele er ikke noget, man længere ser i Teheran og Kabul, den var ellers en del af gadebilledet i halvfjerdserne, men derimod har hijab’en fået et ”comeback” i den muslimske verden. Med andre ord, sekulariseringsprocessen er gået i stå.

Det uforståelige er, at den Vestlige verden ikke har fattet det. Hvorfor? Svaret skal måske findes i, at det 7. århundredes Islam’s tilbagevenden fuldstændig underminerer den multikulturelle overbevisning om, at alle kulturer grundlæggende deler de samme værdier. Derfor ”bilder” mange sig ind, at den muslimske verden stadig er den samme, som dengang kong Farouk (i Egypten) og Shahen i Iran sad på regeringsmagten, altså den relativt korte periode hvor ”sekularismen vandt frem”.

Desværre lever Den katolske Kirke, en af de vigtige organisationer, stadig i fortiden, med hensyn til Islam. Det synes som om, mange i Kirken stadig tænker og agerer som om, vi stadig befinder os i 1965, og at Nostra Aetate (som blev offentliggjort i 1965) stadig gælder vedrørende Islam.

Afsnittet om ”Muslimer” i Nostra Aetate afspejler den multikulturelle opfattelse, at kulturelle forskelle er uden betydning, og at alle mennesker har de samme grundlæggende ønsker. Derfor forsøgte dokumentets forfattere ”med vold og magt” at fremhæve ligheder mellem kristendommen og Islam endda ved at gå så langt som til at antage, at de to trosretninger deler de samme moralske værdier.

Selvfølgelig er det praktisk talt umuligt at ignorere den radikalisering, som har præget den muslimske verden siden 1965. Men i deres ønske om at bevare den fortælling, der omhandler Islam, og som er essensen i Nostra Aetate, har Kirkens ledere fundet en måde, hvorpå de kan komme uden om dette ubehagelige faktum. Muslimer, der forfølger og terroriserer ikke-muslimer, kan siges at have ”forvrænget” eller ”perverteret” deres religion, for i henhold til pave Frans’ egen udtalelse, ” står den autentiske Islam – samt en passende forståelse af Koranen i modsætning til enhver form for vold”.

Så sent som den 16. marts sagde pave Frans til en repræsentant for organisationen for Islamisk Samarbejde, at der ingen forbindelse er mellem Islam og terrorisme. Ved andre lejligheder har paven endda udtalt, at muslimsk radikalisering kan afhjælpes, ved at muslimer søger dybere ind i deres tro og finder vejledning i koranen. Dette står i sagens natur i stærk kontrast til Allawi’s egne erfaringer, nemlig at en moderation af Islam ikke sker, ved at muslimerne søger dybere ind i troen, men ved at de ”afkobler sig fra Islam”.

Kirkens ledere klynger sig til et syn på Islam, som burde være forsvundet med halvfjerdserne. Med mindre og indtil de antager et ”bredere” syn på Islam, vil de fortsætte med at være en del af problemet snarere end at være en del af løsningen.  

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/on-islam-catholics-cant-have-a-sixties-mindset-anymore?utm_source=LifeSiteNews.com&utm_campaign=f85f4ab2ab-Catholic_4_19_2018&utm_medium=email&utm_term=0_12387f0e3e-f85f4ab2ab-402270181

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)