Category: Orthodoxy

Uden at gå på kompromis med sin tro: en fortælling om hvordan en ateist omvendte sig

Ét af de store spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet af mine venner, som ikke er katolikker eller familiemedlemmer, er, hvorfor jeg blev katolik, og især hvorfor netop nu? Det synes at vække undren, at min omvendelse er sket netop nu, når man tager alle skandalerne i betragtning. For de fleste synes det åbenlyst, at det er Den katolske Kirke, man bør undgå qua den turbulens, Kirken befinder sig i. Dog tog jeg dette skridt mod omvendelse til en tro uden kompromiser, og jeg ville ikke have gjort det, hvis der bare var en svag antydning af, at katolicismen er behæftet med fejl i sit trosgrundlag. Stefanie Nicholas opsummerer rigtig godt i sit vidnesbyrd omkring sin omvendelse, som kan findes her på siden under titlen: ”Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro”, hvorfor vi konvertitter bliver katolikker: ”Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet”.

Jeg voksede op i en familie, som ikke havde tilknytning en bestemt kristen retning, men der blev lagt vægt på, at troen på Gud var en bestanddel af familielivet, også selvom vi ikke deltog i gudstjenester af nogen art eller anden kirkelig aktivitet. Vi læste næsten ikke Bibelen, men vi havde samtaler om Gud, men ellers var der ikke andre former for religiøse aktiviteter, der kunne stimulere min åndelige sundhed. Jeg er blevet opdraget til at søge efter sandheden, uanset hvor den førte mig hen, og denne brug af fornuften i min søgen gjorde mig ydmyg, men gav mig også indsigt på den rejse, jeg kom ud på, da jeg krydsede Tiberen.

I min ungdom var jeg protestant, og jeg blev ikke ”klædt på” til at håndtere lidelse, død og sorg indenfor den variant af kristendommen, jeg var en del af på det tidspunkt. Dette kunne have været dødsstødet i forhold til mit fald fra troen. Den kristendom, jeg troede, jeg kendte på daværende tidspunkt, var en tom skal og blottet for historie og teologi. Da den faldne verden virkelig meldte sig, smuldrede min tro, og jeg blev slået af tvivl, fristelser og en tomhed, der ganske langsomt fyldte mit hjerte.

På netop det tidspunkt havde jeg færdiggjort min studentereksamen, og jeg havde tiltaget mig en mentalitet, hvor jeg var fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Hvis en person dengang havde fortalt mig, at jeg ville konvertere til Den katolske Kirke blot et år senere, ville jeg have leet vedkommende lige op i ansigtet. Jeg var en militant ateist, og jeg havde stærk antipati overfor specifikt kristendommen. Jeg var kommet til at hade noget, jeg troede, jeg havde et stort kendskab til, men jeg vidste intet om kristendommen, og mit korstog imod kristendommen var det, der skulle bane vejen for min omvendelse, og at jeg konverterede.

Hvordan blev en ateist til en trofast katolik?

Mit formål med at undersøge Den katolske Kirkes historie var at finde ”skyts” til at angribe kristendommen og specielt katolicismen. Men jo mere intensiv min ”efterforskning” blev, jo flere mure stødte jeg hovedet imod. Til sidst måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Er jeg blevet opdraget til at tro på åbenbare usande ting om Den katolske Kirke og den kristne tros oprindelse? En stor del af de ting, jeg igen og igen var blevet fortalt, viste sig ikke kun at være usande, men decideret løgn, især når det handlede om korstogene samt den formodede undertrykkelse af videnskaben foretaget af Den katolske Kirke. Jeg kunne ”sluge” den ene historiebog efter den anden i min søgen efter sandheden, og jeg indså, at Den katolske Kirke var noget helt enestående i menneskets historie, ikke kun fordi Den har eksisteret i to årtusinder, men også fordi Den er Den samme i dag, som dengang Vor Herre Jesus Kristus som 33-årig indstiftede Den.

Efter at jeg havde gjort alt dette arbejde, blev en gnist tændt i min sjæl, en længsel efter at finde mit hjem og mit folk. Håbet havde igen fået nyt liv i mig i forhold til at finde troen, men samtidig skræmte det mig også. Rent faktisk havde jeg i første omgang ikke noget ønske om at svare på dette kald, for jeg tænkte tilbage på den dårlige erfaring, jeg tidligere havde gjort mig, og derfor tog jeg først det endelige skridt, da jeg var sikker på, at den katolske tro er sandheden. For at jeg kunne tage dette skridt, måtte jeg forstå Hvem, der er det Allerhelligste sakramente, og Gud vidste alt dette.

Jeg kom til en søndagsmesse fyldt med tvivl om realpræsens i Eukaristien, og jeg forlod Messen med vished om Hvem, der er i Hostien. Gud benyttede denne mulighed til at lade denne viden finde plads i mig og omforme mig.

Til trods for, at disse tanker præget af tvivl fyldte mit sind, blev det givet mig glimtvis at se skønheden og mærke glæden ved Guds kærlighed. Dette glimt af noget gjorde, at jeg ville have mere, at jeg ville vide mere om teologi og filosofi på samme måde, som da jeg ”slugte” den ene historiebog efter den anden. Jeg indhentede tilstrækkelig viden til, at jeg den 31. marts 2018 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, hvor jeg modtog følgende sakramenter: dåben, firmelsen og min første Kommunion. Jeg vil for altid mindes denne dag.

Selvom jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, føler jeg mig på ingen måde alene, som det var tilfældet i årene op til min optagelse i Kirken. Jeg har legioner af brødre i ånden, som er i denne verden, og i den verden, hvor Kristus regerer, som jeg beder for og med. De vil altid være der for mig, uanset hvad der sker. Jeg har fået meget viden om Kirken og mit trosgrundlag, så jeg har svar på de spørgsmål, som måtte dukke op, uanset om det drejer sig om historie eller teologi, og det kunne ikke falde mig ind at vende ryggen til Den Kirke, der er blevet indstiftet af Det sande Logos (Ord): Jesus Kristus.

Jeg skylder min varmeste tak til de mennesker, som i sandhed er hellige, og som er i mit liv. Selvom de forbliver anonyme, har de spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe mig til en forståelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som katolik. En stor tak til jer alle. Jeg ved nu, hvad det vil sige at leve den katolske tro og ikke blot at tro på den. De har altid været der for mig til at give mig åndelig vejledning med deres bøn og mest af alt deres venskaber. De er levende eksempler på, hvordan Kristus handler gennem det enkelte menneske, og hvordan vi alle er kaldet til at liv i Kristus.

Kæmp indtil døden for sandheden, så vil Gud Herren stride for dig” (Sir 4: 28).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Luken Stilzel og publiceret på OnePeterFive d. 13. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/faith-compromise-atheist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor må brugen af Kommunionsuddelere ændres

Som en del af den omfangsrige tradition, der kendetegner Den katolske Kirke, både i den latinske, græske, vestlige og østlige ritus, er det kun tilladt præster eller andre, der er ordinerede at uddele Vor Herres kostbare Legeme og Blod. Denne tradition forblev ubrudt, indtil de farlige liturgiske eksperimenter i 1960’erne banede vejen for et hidtil uset antal lægfolk, der nu skulle fungere som Kommunionsuddelere.

Grunden til, at man i traditionen har opereret med et forbehold i forhold til denne funktion, er, som Kirkens største teolog Skt. Thomas Aquinas forklarer: det angår den samme (person) at frembringe en effekt, og derefter se på, at denne skænkes til dem, som den er beregnet for. Dette mere må være en sandhed, der gælder de overnaturlige effekter, og som kun kan frembringes af en overnaturlig magt, og det er ganske enkelt ikke passende at overlade sådanne effekter til dem, der ikke er blevet udvalgt til denne funktion. Det forklarer derfor, at der selv under den aktuelle kirkelov, kun er en, der kan agere som Kommunionsuddeler, nemlig biskoppen, præsten eller diakonen, som kan varetage denne funktion i kraft af ordinationen, som indvier ham til at tjene Gud.

Hvorfor er ordinationen så vigtig? Fordi Den hellige Eukaristi er Den inkarnerede Guds Legeme og Blod. Dette er Gud. Rører man ved Hostien, kommer man i kontakt med Skaberen af alt liv og eksistens. Dette er ikke noget, man skal tage let på eller betragte som et ordinært arbejde for præsterne. Vor Herre Jesus Kristus indstiftede et præsteskab, som fik overdraget et specifikt ansvar, og dette rækker fra diakonen til biskoppen.

På intet tidspunkt i Kirkens historie er lægfolket blevet tilladt at uddele de dyrebare gaver, indtil for få årtier siden. Dette tiltag var en del af en større virksomhed møntet på at skabe en liturgi for det moderne menneske, hvor de gamle regler og sædvaner ikke længere skulle respekteres, og hvor en uformel, afslappet tilgang blev foretrukket fremfor den højtidelige og formelle form. (Der er derfor de Byzantiske katolikker, som ikke har opgivet deres sædvaner og som samtidig er meget opmærksomme på ærbødigheden overfor Kristi mysterium, der er så fantastisk, med rette er foruroliget over det, de er vidner til, og som foregår i mange kirker, der hører under den latinske ritus). Desværre forholder det sig således, at når gamle regler og sædvaner forsvinder, da forsvinder også selve troen, og det liv, der er relateret til troen, den sandhed har vi allerede set udspille sig, og statistikkerne frembærer samme vidnesbyrd.

På samme måde som det andet Vatikankoncil ikke sagde noget, om at latin skulle tilsidesættes, at præsten skulle stå med front mod menigheden eller Kommunionsmodtagelse i hånden, så sagde det heller ikke noget om, at lægfolket skulle uddele Kristi Legeme og Blod. Men selv da denne praksis begyndte at blive tilladt, blev dette udtrykkeligt begrænset til kun at skulle bringes i anvendelse i visse tilfælde, nemlig når Kommunionen til de syge skulle bringes ud, og de klerikale ikke havde mulighed for det eller bistå med Kommunionsuddeling ved Messen, hvis celebranten var ældre og for svagelig til at varetage opgaven, eller når Messedeltagelsen var så stor, at der var behov for assistance ved Kommunionsmodtagelsen. Dette kan man finde bevis for ved at se nærmere på de alment gældende disciplinærregler, der gør sig gældende for området (de er samlet her).

Af den grund udfærdigede Vatikanet så sent som i 1997 en præcisering, der gjorde det klart, at den gængse brug af Kommunionsuddelere ved Messen var blevet for ”almen”, fordi man på en vis måde havde forholdt sig for ”kreativt” til begrebet ”stor Messedeltagelse”, og derfor måtte denne praksis enten undgås eller helt fjernes i de kirker, hvor den havde fundet fodfæste (om specifikke spørgsmål vedrørende samarbejdet med de troende som ikke er ordinerede).

Bemærk venligst, at der ikke optræder noget dokument fra Vatikanet eller andre dokumenter med lovhjemmel, der fordrer, at Den hellige Kommunion uddeles i begge skikkelser til trods for, at klerikale ikke er tilstede. Med andre ord, hvis der er klerikale tilstede, kan Kommunionen blive uddelt under begge skikkelser, men hvis de ikke er, er der ingen tvingende nødvendigt at gøre det. Kommunionen alene under brødets skikkelse er og anses for at være fuldt ud tilstrækkeligt for at opfylde den målsætning, som Vor Herre havde sat Sig, da Han indstiftede Eukaristien for at forene de troende med Sig selv, Han, der er er fuldt og helt tilstede i begge de Eukaristiske skikkelser.

Størstedelen af den vestlige verden har vendt det døve øre til de anmodninger, der gentagne gange er kommet fra Vatikanet, om at Kommunionsuddelere kun bør benyttes, når det opfylder de allerede opstillede retningslinjer. Ifølge den modernistiske opfattelse betyder det, at Vatikanets anmodning er fejlagtigt, fordi Gudsfolket (eller måske nærmere en bureaukratisk mastodont, der kaldes en biskopkonference) har besluttet noget andet.

Men det modernistiske synspunkt, som i sagens natur er antiautoritært, blev fordømt af pave Skt. Pius X. Den kendsgerning, at Kirken i den vestlige verden befinder sig i statu abusus, i en tilstand, hvor misbruget er vedvarende, betyder ikke, at den underminerer Kirkens lov eller Hendes visdom gennem to årtusinder. Hverken tradition eller disciplin forsvinder, fordi man ignorer dem, og Vatikanet vælger at tolerere denne tilstand snarere end at tage skridt mod straffeforanstaltninger.

Vi har desværre måttet erfare, at vi i denne tid ikke kan forvente megen hjælp fra Vatikanet i forhold til dette problem. Hvis der ikke sker forandringer på sogneniveau, kan vi næppe have nogen forhåbning om, at de nogensinde vil ske. Velsignet være den præst, der er overbevist, har mod og er disciplineret for det, er det, der kræves for at fjerne dette misbrug, og som er i fuld overensstemmelse med Redemptionis Sacramentum nr. 183:

På en helt særlig måde, lad da enhver gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at Eukaristien, som det Allerhelligste Sakramente vil blive beskyttet mod enhver respektløshed eller forvanskning, og at alle former for misbrug på rette vis irettesættes. Dette er et alvorligt anliggende, der påhviler enhver, og alle er forpligtet til at effektuere det uden at foretage særhensyn.

Måske er USA den nation, der mere end andre nationer har valgt at praktisere ulydighed, når det gælder kommunionsuddelere, og man har yderligere valgt at definere sine egne regler på området. Jeg bliver nødt til at stille følgende spørgsmål: Er det virkelig den katolske ånd? Eller er dette blot endnu et eksempel på, hvor langt Kirken i USA er kommet ud, hvor den har ”indstiftet” sin egen religion med egne selvbestaltede regler? Landet med de 30.000 forskellige (kristne) denominationer har sin helt egen måde, hvorpå den fjerner det Romersk-Katolske fra Kirken, altså med mindre bestræbelser drevet af samvittighed og målrettethed begynder at arbejde i den modsatte retning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 26. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-the-ordinary-use-of-extraordinary-ministers-has-to-go-away

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ingen Kommunionsmodtagelse i hånden

Knæl og modtag din Konge

Præsterne må holde op med at stå med front mod menigheden under Den hellige Messe, og den ødelæggende praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden må ophøre. At afvikle disse to former for praksis kan gøres ”nemt og smertefrit” og kan rette op på meget af det, der i vore dage er forkert i Kirken.

Disse to former for praksis blev indført i Kirken i 1960’erne og 1970’erne af mennesker, der ønskede at reformere den katolske tro og gøre den mere tilgængelig for ikke-katolikker. Begge elementer har efterfølgende vist sig katastrofale for Kirken, så derfor hold inde med at fortsætte ad den forkerte vej, juster retningen og fortsæt ad den rigtige vej.

Man kunne lade disse justeringer gå hånd i hånd med en grundig katekese, samt instruktion af hvordan en sådan justering gennemføres. Hvis man benyttede denne metode, ville det stå i stærk kontrast til måden, hvorpå man implementerede de to ovenfor beskrevne former for praksis.

Ligesom mange af Jer, der ser eller lytter til denne udsendelse, oplevede jeg på egen hånd, hvordan disse forandringer blev ”håndteret” i det sogn, hvor jeg var ministrant. Fra den ene dag til den anden stod der lige pludselig et ”bord” i det område, hvor Højalteret før havde stået, og denne realitet mødte menigheden endda på en søndag, og vores sognepræst stod og smilede til os på en underfundig måde, og vi smilede tilbage.

Kort tid efter blev vi (menigheden) informeret om, at vi kunne modtage Den hellige Kommunion stående og ved at række hænderne frem (formet som små skåle). Dette fandt sted i bispedømmet Sacramento, som siden 1960érne havde været under en yderst liberal biskop.

Men alt dette foregik i mange bispedømmer. Man sørgede for, at seminarister blev instrueret i ikke at stå med front mod Gud, men derimod menigheden samt skødesløst under Kommunionsuddelingen at placere Gud i menighedens hænder. Vi skulle bort fra den praksis, hvor vi knælede og modtog Kommunionen på tungen, fordi vi ”i åndelig forstand var voksne mennesker, og derfor var det passende, at vi stod op”.

Tilsyneladende havde de liberale biskopper glemt, hvad det er, Vor Herre har sagt: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 18: 3). Denne metode, hvor man modtager Den hellige Kommunion stående og i hånden er ganske enkel forkert. Denne metode sender et helt forkert signal og har forårsaget et kolossalt frafald fra den eneste sande tro.

I vores program ”Download” drøftede panelet i sidste uge dette emne og gennemgik det grundigt. Den specifikke udsendelse er egentlig en del af vores Premiumflade, men vi gør den tilgængelig for alle.

De hovedpunkter, der kan trækkes frem fra denne udsendelse, er: at man gjorde alt dette for at komme protestanterne i møde. Man skulle aldrig have sat det i værk. Det blev iværksat af en gruppe biskopper, som var under ledelse af ingen anden end kardinal Joseph Bernadin. Det blev implementeret under falske forudsætninger, og man ”spiste” Vatikanets embedsmænd af med løgne for at sikre sig, at det, man havde planlagt, blev ført ud i livet, og Vatikanet godtog blindt løgnene.

Katolikker må holde op med at bifalde den fejlagtige praksis. Tag det ikke for gode varer, når præsten fortæller Jer, at det ikke er muligt at modtage Kommunionen knælende og på tungen, det er ganske enkelt ikke korrekt, for Rom har gjort det klart, at man kan modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Desuden er denne måde, at modtage Den hellige Kommunion på, måden Kirken foretrækker.

At modtage Den hellige Kommunion stående og i hånden eller knælende og på tungen kan ikke betragtes som ligeværdige metoder. Den første er en meget dårlig form for Kommunionsmodtagelse, som er blevet tilladt, den anden form er den, Kirken foretrækker.

Man vil fortælle Jer, at I prøver at gøre Jer selv til noget specielt, at I vil tiltrække Jer opmærksomhed, og at I viser ulydighed overfor biskoppen og dennes beslutning, (Det er i en vis udstrækning korrekt, men er samtidig et fejlagtigt argument i denne sammenhæng). Man vil fortælle Jer, at dette (Kommunionsmodtagelse stående og i hånden) var praksis i 300-tallet. Hvad man derimod ikke vil fortælle Jer er, at Kommunionen ikke blev uddelt og modtaget på samme måde som i dag, og yderligere vil man heller ikke fortælle Jer, at Kirken holdt op med at gøre brug af denne metode, da det stod klart, at den affødte manglende ærbødighed overfor Det Allerhelligste Sakramente, og at denne tendens havde spredt sig.

Alt afhængig af hvor I går til Messe, kan I være de eneste, der begynder at ændre måden, hvorpå I modtager Den hellige Kommunion. Det kan være, I føler det akavet, eller at man begynder at rette sin opmærksomhed mod Jer, eller at præsten vil kommentere Jeres adfærd. Men gør det, der er det rette, modtag Jeres Konge knælende og på tungen og glem det andet, som er forkert.

Det, der betyder noget er, at man modstår de vildfarelser, der hersker i Kirken i dag. Glem alt om de fornærmelser, nedsættende bemærkninger og irettesættelser I vil møde og knæl foran Jeres Konge, og hvis nogen af Jer fungerer som Kommunionsuddelere, bør I stoppe med det øjeblikkeligt.

Der er ikke meget lægfolket kan gøre for at stå op imod det onde, som har sneget sig ind i Kirkens liv, men det, som her er blevet lagt frem, er det, man kan starte ud med.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 9. marts 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/communion-in-the-hand

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kommunionsmodtagelse i hånden er tilladt, men er det ensbetydende med, at det er af det gode?

Sagen omkring Father Edwin Dwyer, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, antyder, at flere og flere steder vil ”pave Frans effekten” slå igennem på en sådan måde, at det vil blive vanskeligere genindføre dele af den katolske tradition ikke blot i forhold til den liturgiske praksis, men også når det gælder doktrin og morallære. Dette forsøg på at vanskeliggøre eller undertrykke denne genopdagelse af katolicismen bliver ført ud i livet af ældre biskopper og klerikale, som voksede op i en tid præget af et brud med den hermeneutiske kontinuitet, og som er overbeviste om, at de for enhver pris skal videreføre ”politikken” fra Vatikan II. Dette sker på trods af en tendens hos den yngre generation af katolikker, der søger efter identitet, klarhed og skønhed.

For nylig skrev en læser til mig og fremlagde sin bekymring vedrørende det, han er vidne til i det bispedømme, han tilhører.

Kære Peter Kwasniewski

De har skrevet om den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og liberalismen, som filosofisk retning, men her på det seneste har jeg overvejet på baggrund af en artikel af Fr. Chad Ripperger, den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og positivismen, som filosofisk retning.

I det bispedømme, jeg hører under, er det kommet mig for øre, at man vil skærpe argumentationen for Kommunionsmodtagelse i hånden, som en hindring for genindførelsen af Kommunionsmodtagelse på tungen. Man fortæller folk, at: ”da begge ’fremgangsmåder’ er tilladt af Kirken, kan man ikke hævde, at den ene er bedre end den anden”.

Rent logisk er der noget, der ikke hænger sammen: for hvis to ting er blevet tilladt af Kirken, er det ikke ensbetydende med, at den ene er bedre end den anden. Ægteskab og ordensliv er begge tilladt den enkelte katolik, når denne har nået en vis alder, men Kirken har altid lært, at det sidste er bedre end den første.

Ikke desto mindre mener jeg, at den linje, man her lægger, viser et dybereliggende problem: forudsætningen for de ”konservatives” tankesæt er, ”det må være det rigtige at gøre” når det er blevet legitimeret af en myndighed, og dermed er det godt rent moralsk eller i alt fald uanstødeligt. Det synes som om, man tager udgangspunkt i det, der er blevet fastsat, og det er ofte det, der starter en diskussion eller afslutter den, og på den måde kommer man udenom det, der er er blevet fastsat.

Hvad er Deres tanker omkring, hvordan man responderer, når man bliver fortalt, at legitimitet er lig det gode, og de analogier, man kunne tage udgangspunkt i er legaliseret abort, eutanasi og andre elementer, der kendetegner en kultur i forfald?

Tak fordi jeg måtte tage deres tid.

Mit svar:

Kære N

Jeg ved præcis, hvad du taler om. Skal vi virkelig holde op med at ræsonnere logisk, når vi er vidner til det, der er upassende, uværdigt og respektløst? Det er lige nøjagtigt det, der kvæler den logiske tænkning. Det er meget modsætningsfuldt, når en præst ifører sig en humerale (et aflangt stykke klæde, ofte rigt ornamenteret, som præsten bærer over skuldrene og tildækker hænderne med, når han løfter Monstransen og meddeler den Sakramentale Velsignelse, eller når han bærer Sakramentet) af respekt for Guds overvældende nærvær, men at den selvsamme præst lader en ældre ”blåhåret” dame fungere som kommunionsuddeler, hvor hun giver Den konsekrerede Hostie til alle og enhver, der rækker hænderne frem, uden tanke for de Eukaristiske fragmenter, der spredes hid og did. Det er ganske enkelt ufatteligt.

Det, der er det skræmmende ved den ”moderne” måde, Kirken bliver ledt på, er, at den er baseret på en fordrejet udgave af lydighedens absolutisme, som enhver forventes at følge, når der kommer en ordre ”ovenfra”, og på den måde undertrykkes enhver form for protest. I en artikel, som kan anbefales, finder John Lamont frem til, at denne forkvaklede forestilling kan ledes tilbage til Jesuitterne. Ved at følge denne forestilling forcerer hierarkiet med fuldt overlæg klerikale til at tage det, der er modstridende til sig ganske enkelt med det formål at knække deres vilje, så de ikke handler efter en sund dømmekraft. De skal disciplineres til at handle i forhold til det, som deres superior finder rigtigt.

Det kan koges ned til noget helt enkelt. Enten tror vi på, at Kirken ledes til sandheden af Helligånden, eller så forkaster vi denne antagelse. Kirken har enstemmigt og universelt bestemt, at Kommunionen modtages knælende og på tungen og kun af en præst. Denne århundredgamle praksis blev fjernet i 1960’erne af radikale elementer fra Europa, som ikke længere troede på transubstantion og havde erstattet den med en slags pseudoaugustinsk horisontal populisme. Paul VI, som var en svag leder, bekræftede endnu engang, at Kirkens mangeårige tradition var at foretrække, men tilføjede at de enkelte biskopkonferencer måtte gøre, hvad de fandt mest egnet.

Og nu står vi i en situation, hvor en praksis, der er bedre, og som Paul VI har betonet er den bedste, bliver mere sjælden, og dens tilbagevenden møder modstand, fordi den skulle være ligeså god, som den nuværende praksis (Kommunionsmodtagelse stående og modtaget i hånden), og denne modstand finder man hos lokale lægfolk og biskopkonferencerne, som allerede for årtier tilbage ønskede denne respektløshed indført, så man hurtigere kunne komme videre i Messen.

Den legitime positivisme har erstattet troen på Helligånden: vi er for kyniske, strømlinede, bureaukratiske og autoritære til at tro på Helligånden. Når noget skal gøres på en bestemt måde, er det fordi, det er pavens, biskopkonferencens, folkets eller noget helt andets vilje, men ikke (Gud forbyde det) det, som Kirken i ydmyghed og ærbødighed har fostret gennem århundreder. Dette burde give os et klart billede af hvilken ånd, der trods alt har stået i spidsen for den post-konciliære proces.

I sidste ende er det lydighed overfor sandheden, der vil gøre os fri, og ikke enkeltpersoners egenvilje, som fremtvinges med magt, fordi disse har magtbeføjelserne dertil. Den sandhed, der er tale om, er i sagens natur Jesus Kristus, Det inkarnerede Ord, Ham, der er Sandheden bag katolske dogmer, og som med myndighed har indstiftet dem, ved de fide artikler, som understøttes af anathemas, Dette er den katolske tradition, som er blevet givet videre til os af mennesker funderet i troen. Vores ledestjerne er ikke det, der er legitimeret, men derimod det, der er sandt og godt, vores mål i livet er ikke at behage flertallet, men at omvende syndere og frelse de fortabte. Set i det perspektiv, ved vi, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal føre det ud livet ved hjælp af vores overnaturlige instinkt eller sensus fidei, der tilskynder troende i alle aldre til at handle og specielt i krisetider.

Må Gud velsigne dig

Peter Kwasniewski

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/communion-in-hand-is-permitted-but-this-doesnt-mean-that-its-good

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)