Category: Orthodoxy

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor må brugen af Kommunionsuddelere ændres

Som en del af den omfangsrige tradition, der kendetegner Den katolske Kirke, både i den latinske, græske, vestlige og østlige ritus, er det kun tilladt præster eller andre, der er ordinerede at uddele Vor Herres kostbare Legeme og Blod. Denne tradition forblev ubrudt, indtil de farlige liturgiske eksperimenter i 1960’erne banede vejen for et hidtil uset antal lægfolk, der nu skulle fungere som Kommunionsuddelere.

Grunden til, at man i traditionen har opereret med et forbehold i forhold til denne funktion, er, som Kirkens største teolog Skt. Thomas Aquinas forklarer: det angår den samme (person) at frembringe en effekt, og derefter se på, at denne skænkes til dem, som den er beregnet for. Dette mere må være en sandhed, der gælder de overnaturlige effekter, og som kun kan frembringes af en overnaturlig magt, og det er ganske enkelt ikke passende at overlade sådanne effekter til dem, der ikke er blevet udvalgt til denne funktion. Det forklarer derfor, at der selv under den aktuelle kirkelov, kun er en, der kan agere som Kommunionsuddeler, nemlig biskoppen, præsten eller diakonen, som kan varetage denne funktion i kraft af ordinationen, som indvier ham til at tjene Gud.

Hvorfor er ordinationen så vigtig? Fordi Den hellige Eukaristi er Den inkarnerede Guds Legeme og Blod. Dette er Gud. Rører man ved Hostien, kommer man i kontakt med Skaberen af alt liv og eksistens. Dette er ikke noget, man skal tage let på eller betragte som et ordinært arbejde for præsterne. Vor Herre Jesus Kristus indstiftede et præsteskab, som fik overdraget et specifikt ansvar, og dette rækker fra diakonen til biskoppen.

På intet tidspunkt i Kirkens historie er lægfolket blevet tilladt at uddele de dyrebare gaver, indtil for få årtier siden. Dette tiltag var en del af en større virksomhed møntet på at skabe en liturgi for det moderne menneske, hvor de gamle regler og sædvaner ikke længere skulle respekteres, og hvor en uformel, afslappet tilgang blev foretrukket fremfor den højtidelige og formelle form. (Der er derfor de Byzantiske katolikker, som ikke har opgivet deres sædvaner og som samtidig er meget opmærksomme på ærbødigheden overfor Kristi mysterium, der er så fantastisk, med rette er foruroliget over det, de er vidner til, og som foregår i mange kirker, der hører under den latinske ritus). Desværre forholder det sig således, at når gamle regler og sædvaner forsvinder, da forsvinder også selve troen, og det liv, der er relateret til troen, den sandhed har vi allerede set udspille sig, og statistikkerne frembærer samme vidnesbyrd.

På samme måde som det andet Vatikankoncil ikke sagde noget, om at latin skulle tilsidesættes, at præsten skulle stå med front mod menigheden eller Kommunionsmodtagelse i hånden, så sagde det heller ikke noget om, at lægfolket skulle uddele Kristi Legeme og Blod. Men selv da denne praksis begyndte at blive tilladt, blev dette udtrykkeligt begrænset til kun at skulle bringes i anvendelse i visse tilfælde, nemlig når Kommunionen til de syge skulle bringes ud, og de klerikale ikke havde mulighed for det eller bistå med Kommunionsuddeling ved Messen, hvis celebranten var ældre og for svagelig til at varetage opgaven, eller når Messedeltagelsen var så stor, at der var behov for assistance ved Kommunionsmodtagelsen. Dette kan man finde bevis for ved at se nærmere på de alment gældende disciplinærregler, der gør sig gældende for området (de er samlet her).

Af den grund udfærdigede Vatikanet så sent som i 1997 en præcisering, der gjorde det klart, at den gængse brug af Kommunionsuddelere ved Messen var blevet for ”almen”, fordi man på en vis måde havde forholdt sig for ”kreativt” til begrebet ”stor Messedeltagelse”, og derfor måtte denne praksis enten undgås eller helt fjernes i de kirker, hvor den havde fundet fodfæste (om specifikke spørgsmål vedrørende samarbejdet med de troende som ikke er ordinerede).

Bemærk venligst, at der ikke optræder noget dokument fra Vatikanet eller andre dokumenter med lovhjemmel, der fordrer, at Den hellige Kommunion uddeles i begge skikkelser til trods for, at klerikale ikke er tilstede. Med andre ord, hvis der er klerikale tilstede, kan Kommunionen blive uddelt under begge skikkelser, men hvis de ikke er, er der ingen tvingende nødvendigt at gøre det. Kommunionen alene under brødets skikkelse er og anses for at være fuldt ud tilstrækkeligt for at opfylde den målsætning, som Vor Herre havde sat Sig, da Han indstiftede Eukaristien for at forene de troende med Sig selv, Han, der er er fuldt og helt tilstede i begge de Eukaristiske skikkelser.

Størstedelen af den vestlige verden har vendt det døve øre til de anmodninger, der gentagne gange er kommet fra Vatikanet, om at Kommunionsuddelere kun bør benyttes, når det opfylder de allerede opstillede retningslinjer. Ifølge den modernistiske opfattelse betyder det, at Vatikanets anmodning er fejlagtigt, fordi Gudsfolket (eller måske nærmere en bureaukratisk mastodont, der kaldes en biskopkonference) har besluttet noget andet.

Men det modernistiske synspunkt, som i sagens natur er antiautoritært, blev fordømt af pave Skt. Pius X. Den kendsgerning, at Kirken i den vestlige verden befinder sig i statu abusus, i en tilstand, hvor misbruget er vedvarende, betyder ikke, at den underminerer Kirkens lov eller Hendes visdom gennem to årtusinder. Hverken tradition eller disciplin forsvinder, fordi man ignorer dem, og Vatikanet vælger at tolerere denne tilstand snarere end at tage skridt mod straffeforanstaltninger.

Vi har desværre måttet erfare, at vi i denne tid ikke kan forvente megen hjælp fra Vatikanet i forhold til dette problem. Hvis der ikke sker forandringer på sogneniveau, kan vi næppe have nogen forhåbning om, at de nogensinde vil ske. Velsignet være den præst, der er overbevist, har mod og er disciplineret for det, er det, der kræves for at fjerne dette misbrug, og som er i fuld overensstemmelse med Redemptionis Sacramentum nr. 183:

På en helt særlig måde, lad da enhver gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at Eukaristien, som det Allerhelligste Sakramente vil blive beskyttet mod enhver respektløshed eller forvanskning, og at alle former for misbrug på rette vis irettesættes. Dette er et alvorligt anliggende, der påhviler enhver, og alle er forpligtet til at effektuere det uden at foretage særhensyn.

Måske er USA den nation, der mere end andre nationer har valgt at praktisere ulydighed, når det gælder kommunionsuddelere, og man har yderligere valgt at definere sine egne regler på området. Jeg bliver nødt til at stille følgende spørgsmål: Er det virkelig den katolske ånd? Eller er dette blot endnu et eksempel på, hvor langt Kirken i USA er kommet ud, hvor den har ”indstiftet” sin egen religion med egne selvbestaltede regler? Landet med de 30.000 forskellige (kristne) denominationer har sin helt egen måde, hvorpå den fjerner det Romersk-Katolske fra Kirken, altså med mindre bestræbelser drevet af samvittighed og målrettethed begynder at arbejde i den modsatte retning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 26. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-the-ordinary-use-of-extraordinary-ministers-has-to-go-away

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ingen Kommunionsmodtagelse i hånden

Knæl og modtag din Konge

Præsterne må holde op med at stå med front mod menigheden under Den hellige Messe, og den ødelæggende praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden må ophøre. At afvikle disse to former for praksis kan gøres ”nemt og smertefrit” og kan rette op på meget af det, der i vore dage er forkert i Kirken.

Disse to former for praksis blev indført i Kirken i 1960’erne og 1970’erne af mennesker, der ønskede at reformere den katolske tro og gøre den mere tilgængelig for ikke-katolikker. Begge elementer har efterfølgende vist sig katastrofale for Kirken, så derfor hold inde med at fortsætte ad den forkerte vej, juster retningen og fortsæt ad den rigtige vej.

Man kunne lade disse justeringer gå hånd i hånd med en grundig katekese, samt instruktion af hvordan en sådan justering gennemføres. Hvis man benyttede denne metode, ville det stå i stærk kontrast til måden, hvorpå man implementerede de to ovenfor beskrevne former for praksis.

Ligesom mange af Jer, der ser eller lytter til denne udsendelse, oplevede jeg på egen hånd, hvordan disse forandringer blev ”håndteret” i det sogn, hvor jeg var ministrant. Fra den ene dag til den anden stod der lige pludselig et ”bord” i det område, hvor Højalteret før havde stået, og denne realitet mødte menigheden endda på en søndag, og vores sognepræst stod og smilede til os på en underfundig måde, og vi smilede tilbage.

Kort tid efter blev vi (menigheden) informeret om, at vi kunne modtage Den hellige Kommunion stående og ved at række hænderne frem (formet som små skåle). Dette fandt sted i bispedømmet Sacramento, som siden 1960érne havde været under en yderst liberal biskop.

Men alt dette foregik i mange bispedømmer. Man sørgede for, at seminarister blev instrueret i ikke at stå med front mod Gud, men derimod menigheden samt skødesløst under Kommunionsuddelingen at placere Gud i menighedens hænder. Vi skulle bort fra den praksis, hvor vi knælede og modtog Kommunionen på tungen, fordi vi ”i åndelig forstand var voksne mennesker, og derfor var det passende, at vi stod op”.

Tilsyneladende havde de liberale biskopper glemt, hvad det er, Vor Herre har sagt: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 18: 3). Denne metode, hvor man modtager Den hellige Kommunion stående og i hånden er ganske enkel forkert. Denne metode sender et helt forkert signal og har forårsaget et kolossalt frafald fra den eneste sande tro.

I vores program ”Download” drøftede panelet i sidste uge dette emne og gennemgik det grundigt. Den specifikke udsendelse er egentlig en del af vores Premiumflade, men vi gør den tilgængelig for alle.

De hovedpunkter, der kan trækkes frem fra denne udsendelse, er: at man gjorde alt dette for at komme protestanterne i møde. Man skulle aldrig have sat det i værk. Det blev iværksat af en gruppe biskopper, som var under ledelse af ingen anden end kardinal Joseph Bernadin. Det blev implementeret under falske forudsætninger, og man ”spiste” Vatikanets embedsmænd af med løgne for at sikre sig, at det, man havde planlagt, blev ført ud i livet, og Vatikanet godtog blindt løgnene.

Katolikker må holde op med at bifalde den fejlagtige praksis. Tag det ikke for gode varer, når præsten fortæller Jer, at det ikke er muligt at modtage Kommunionen knælende og på tungen, det er ganske enkelt ikke korrekt, for Rom har gjort det klart, at man kan modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Desuden er denne måde, at modtage Den hellige Kommunion på, måden Kirken foretrækker.

At modtage Den hellige Kommunion stående og i hånden eller knælende og på tungen kan ikke betragtes som ligeværdige metoder. Den første er en meget dårlig form for Kommunionsmodtagelse, som er blevet tilladt, den anden form er den, Kirken foretrækker.

Man vil fortælle Jer, at I prøver at gøre Jer selv til noget specielt, at I vil tiltrække Jer opmærksomhed, og at I viser ulydighed overfor biskoppen og dennes beslutning, (Det er i en vis udstrækning korrekt, men er samtidig et fejlagtigt argument i denne sammenhæng). Man vil fortælle Jer, at dette (Kommunionsmodtagelse stående og i hånden) var praksis i 300-tallet. Hvad man derimod ikke vil fortælle Jer er, at Kommunionen ikke blev uddelt og modtaget på samme måde som i dag, og yderligere vil man heller ikke fortælle Jer, at Kirken holdt op med at gøre brug af denne metode, da det stod klart, at den affødte manglende ærbødighed overfor Det Allerhelligste Sakramente, og at denne tendens havde spredt sig.

Alt afhængig af hvor I går til Messe, kan I være de eneste, der begynder at ændre måden, hvorpå I modtager Den hellige Kommunion. Det kan være, I føler det akavet, eller at man begynder at rette sin opmærksomhed mod Jer, eller at præsten vil kommentere Jeres adfærd. Men gør det, der er det rette, modtag Jeres Konge knælende og på tungen og glem det andet, som er forkert.

Det, der betyder noget er, at man modstår de vildfarelser, der hersker i Kirken i dag. Glem alt om de fornærmelser, nedsættende bemærkninger og irettesættelser I vil møde og knæl foran Jeres Konge, og hvis nogen af Jer fungerer som Kommunionsuddelere, bør I stoppe med det øjeblikkeligt.

Der er ikke meget lægfolket kan gøre for at stå op imod det onde, som har sneget sig ind i Kirkens liv, men det, som her er blevet lagt frem, er det, man kan starte ud med.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 9. marts 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/communion-in-the-hand

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kommunionsmodtagelse i hånden er tilladt, men er det ensbetydende med, at det er af det gode?

Sagen omkring Father Edwin Dwyer, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, antyder, at flere og flere steder vil ”pave Frans effekten” slå igennem på en sådan måde, at det vil blive vanskeligere genindføre dele af den katolske tradition ikke blot i forhold til den liturgiske praksis, men også når det gælder doktrin og morallære. Dette forsøg på at vanskeliggøre eller undertrykke denne genopdagelse af katolicismen bliver ført ud i livet af ældre biskopper og klerikale, som voksede op i en tid præget af et brud med den hermeneutiske kontinuitet, og som er overbeviste om, at de for enhver pris skal videreføre ”politikken” fra Vatikan II. Dette sker på trods af en tendens hos den yngre generation af katolikker, der søger efter identitet, klarhed og skønhed.

For nylig skrev en læser til mig og fremlagde sin bekymring vedrørende det, han er vidne til i det bispedømme, han tilhører.

Kære Peter Kwasniewski

De har skrevet om den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og liberalismen, som filosofisk retning, men her på det seneste har jeg overvejet på baggrund af en artikel af Fr. Chad Ripperger, den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og positivismen, som filosofisk retning.

I det bispedømme, jeg hører under, er det kommet mig for øre, at man vil skærpe argumentationen for Kommunionsmodtagelse i hånden, som en hindring for genindførelsen af Kommunionsmodtagelse på tungen. Man fortæller folk, at: ”da begge ’fremgangsmåder’ er tilladt af Kirken, kan man ikke hævde, at den ene er bedre end den anden”.

Rent logisk er der noget, der ikke hænger sammen: for hvis to ting er blevet tilladt af Kirken, er det ikke ensbetydende med, at den ene er bedre end den anden. Ægteskab og ordensliv er begge tilladt den enkelte katolik, når denne har nået en vis alder, men Kirken har altid lært, at det sidste er bedre end den første.

Ikke desto mindre mener jeg, at den linje, man her lægger, viser et dybereliggende problem: forudsætningen for de ”konservatives” tankesæt er, ”det må være det rigtige at gøre” når det er blevet legitimeret af en myndighed, og dermed er det godt rent moralsk eller i alt fald uanstødeligt. Det synes som om, man tager udgangspunkt i det, der er blevet fastsat, og det er ofte det, der starter en diskussion eller afslutter den, og på den måde kommer man udenom det, der er er blevet fastsat.

Hvad er Deres tanker omkring, hvordan man responderer, når man bliver fortalt, at legitimitet er lig det gode, og de analogier, man kunne tage udgangspunkt i er legaliseret abort, eutanasi og andre elementer, der kendetegner en kultur i forfald?

Tak fordi jeg måtte tage deres tid.

Mit svar:

Kære N

Jeg ved præcis, hvad du taler om. Skal vi virkelig holde op med at ræsonnere logisk, når vi er vidner til det, der er upassende, uværdigt og respektløst? Det er lige nøjagtigt det, der kvæler den logiske tænkning. Det er meget modsætningsfuldt, når en præst ifører sig en humerale (et aflangt stykke klæde, ofte rigt ornamenteret, som præsten bærer over skuldrene og tildækker hænderne med, når han løfter Monstransen og meddeler den Sakramentale Velsignelse, eller når han bærer Sakramentet) af respekt for Guds overvældende nærvær, men at den selvsamme præst lader en ældre ”blåhåret” dame fungere som kommunionsuddeler, hvor hun giver Den konsekrerede Hostie til alle og enhver, der rækker hænderne frem, uden tanke for de Eukaristiske fragmenter, der spredes hid og did. Det er ganske enkelt ufatteligt.

Det, der er det skræmmende ved den ”moderne” måde, Kirken bliver ledt på, er, at den er baseret på en fordrejet udgave af lydighedens absolutisme, som enhver forventes at følge, når der kommer en ordre ”ovenfra”, og på den måde undertrykkes enhver form for protest. I en artikel, som kan anbefales, finder John Lamont frem til, at denne forkvaklede forestilling kan ledes tilbage til Jesuitterne. Ved at følge denne forestilling forcerer hierarkiet med fuldt overlæg klerikale til at tage det, der er modstridende til sig ganske enkelt med det formål at knække deres vilje, så de ikke handler efter en sund dømmekraft. De skal disciplineres til at handle i forhold til det, som deres superior finder rigtigt.

Det kan koges ned til noget helt enkelt. Enten tror vi på, at Kirken ledes til sandheden af Helligånden, eller så forkaster vi denne antagelse. Kirken har enstemmigt og universelt bestemt, at Kommunionen modtages knælende og på tungen og kun af en præst. Denne århundredgamle praksis blev fjernet i 1960’erne af radikale elementer fra Europa, som ikke længere troede på transubstantion og havde erstattet den med en slags pseudoaugustinsk horisontal populisme. Paul VI, som var en svag leder, bekræftede endnu engang, at Kirkens mangeårige tradition var at foretrække, men tilføjede at de enkelte biskopkonferencer måtte gøre, hvad de fandt mest egnet.

Og nu står vi i en situation, hvor en praksis, der er bedre, og som Paul VI har betonet er den bedste, bliver mere sjælden, og dens tilbagevenden møder modstand, fordi den skulle være ligeså god, som den nuværende praksis (Kommunionsmodtagelse stående og modtaget i hånden), og denne modstand finder man hos lokale lægfolk og biskopkonferencerne, som allerede for årtier tilbage ønskede denne respektløshed indført, så man hurtigere kunne komme videre i Messen.

Den legitime positivisme har erstattet troen på Helligånden: vi er for kyniske, strømlinede, bureaukratiske og autoritære til at tro på Helligånden. Når noget skal gøres på en bestemt måde, er det fordi, det er pavens, biskopkonferencens, folkets eller noget helt andets vilje, men ikke (Gud forbyde det) det, som Kirken i ydmyghed og ærbødighed har fostret gennem århundreder. Dette burde give os et klart billede af hvilken ånd, der trods alt har stået i spidsen for den post-konciliære proces.

I sidste ende er det lydighed overfor sandheden, der vil gøre os fri, og ikke enkeltpersoners egenvilje, som fremtvinges med magt, fordi disse har magtbeføjelserne dertil. Den sandhed, der er tale om, er i sagens natur Jesus Kristus, Det inkarnerede Ord, Ham, der er Sandheden bag katolske dogmer, og som med myndighed har indstiftet dem, ved de fide artikler, som understøttes af anathemas, Dette er den katolske tradition, som er blevet givet videre til os af mennesker funderet i troen. Vores ledestjerne er ikke det, der er legitimeret, men derimod det, der er sandt og godt, vores mål i livet er ikke at behage flertallet, men at omvende syndere og frelse de fortabte. Set i det perspektiv, ved vi, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal føre det ud livet ved hjælp af vores overnaturlige instinkt eller sensus fidei, der tilskynder troende i alle aldre til at handle og specielt i krisetider.

Må Gud velsigne dig

Peter Kwasniewski

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/communion-in-hand-is-permitted-but-this-doesnt-mean-that-its-good

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at fjerne myten, at vor tids kommunionsmodtagelse i hånden genopliver den gamle måde, hvorpå man modtog Kommunionen

I sidste uge den 21. november var festen for Jomfru Marias fremstilling i templet, og kardinal Müller og kardinal Sarah var til stede i klosteret Wettenburg i Bayern ved en pontifikalmesse, som blev efterfulgt af en præsentation af kardinal Sarahs seneste bog The Day Is Now Far Spent.

I sit oplæg rettede præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fokus på et tema, som han har belyst grundigt i en række af sine oplæg og bøger, nemlig at der er et presserende behov for, at vi finder tilbage til en ærbødig måde at uddele og modtage Den hellige Kommunion på. Ligesom pave Benedikt XVI er kardinal Sarah en stærk fortaler for en kommunionsmodtagelse, hvor kommunikanten knæler og modtager Hostien på tungen. Det konsekvente og gode eksempel samt den klare lære vedrørende dette emne, som vi har set hos pave Benedikt XVI, kardinal Arinze, kardinal Cañizares, kardinal Burke, kardinal Sarah og Biskop Athanasius Schneider blandt mange andre har ført til, at mange katolikker er vendt tilbage til den traditionelle måde at modtage Herren på.

Men hvad med den velkendte formulering af Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386) i hans Mystagogical Catecheses, som er blevet benyttet gentagne gange til at overbevise katolikker om, at det at modtage Kommunionen i hånden er en gammel praksis, som på et legitimt grundlag er blevet genoptaget af Kirken efter andet Vatikankoncil?

Når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen”. ”Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (1).

Der bør knyttes en række bemærkninger til dette tekststykke.

For det første betoner Skt. Kyrillos af Jerusalem, at der bør udvises stor forsigtighed af kommunikanten, når denne modtager selve Herren, Kongen: ikke en eneste krumme af det konsekrerede brød må gå tabt, det ville være det samme, som at man lemlæstede sin egen krop, det ville være et tab af noget meget dyrebart, langt mere værdifuldt, end noget andet, der er blevet skabt! Det var netop denne omhu i forhold til Eukaristien, som Skt. Kyrillos af Jerusalem fremhævede sammen med en dybere forståelse af omfanget af Denne Guds Gave, der førte til, at Kirken over tid ophørte med at uddele Kommunionen i hånden og i stedet foretrak kommunionsmodtagelse i munden (2). Dette er et eksempel på den organiske udvikling, der præger liturgien, og som har sit udgangspunkt i troen og dens kropslige udtryk, for det er den organiske udvikling, der er med til at sikre at disse (troen og troens kropslige udtryk) kommer frem med den rette værdighed. Men til forskel fra den organiske udvikling, har denne tilbagevenden til en tidligere praksis, som man egentlig havde forkastet, afstedkommet, at der optræder ligegyldighed (overfor sakramentet) samt en manglende tro på realpræsens. Alt dette er et tydeligt eksempel på den vildfarelse, der er knyttet til antiqurianisme (3), som blev fordømt i 1947 af Pius XII i Mediator Dei.

For det andet, hvis man ser nærmere på det, som Skt. Kyrillos beskriver, og sammenholder dette tekststykke med andre kilder, der stammer fra ældre tid, er det tydeligt, at selv når kommunionsmodtagelse i hånden blev praktiseret, var denne praksis præget af stor ærbødighed, hvilket (mærkeligt nok) ikke fulgte med, da man genindførte denne måde at modtage Kommunion på i slutningen af 1960’erne. I en kommende bog skrevet af professor Michael Fiedrowicz med speciale indenfor kirkefædrene, fremdrages følgende betragtninger:

Det fremgår tydeligt, at Eukaristien, når den placeres i højre hånd, ikke derpå føres op til munden ved hjælp af venstre hånd, men snarere indtages med munden. Det, der ved første øjekast, synes at være kommunionsmodtagelse i hånden viser sig ved nærmere eftersyn at være kommunionsmodtagelse i munden, men hvor højre hånd fungerer, som en pantena. Biskop Kyrillos viser os dermed, at kommunikantens tilgang til kommunionsmodtagelsen ikke er præget af, at Hostien ”bare” er ”noget” man tager og spiser, men derimod viser Den ærbødighed og ydmygt modtager Kommunionen, og dette ledsages af tilbedelse.

Biskop Athanasius Schneider har i sin kendte interviewbog Christus Vincit: Christ’s Triumph Over the Darkness of the Age detaljeret beskrevet det ritual omkring kommunionsmodtagelse, der gjorde sig gældende i ældre tid. Biskop Athanasius Schneider har ligesom professor Fiedrowicz beskæftiget sig med dette emne, og han siger videre:

Denne praksis var tilbage i historien konstrueret på en anden måde, end den er i dag. Den hellige Eukaristi blev placeret på håndfladen på højre hånd, og det var ikke tilladt for den troende at røre ved Den hellige Hostie med fingrene, men den troende måtte bøje sit hoved ned mod håndfladen og med munden indtage Hostien. Kommunikanten var dermed i en kropslig positur, hvor denne bukkede og ikke blot var oprejst. I dag er den almene fremgangsmåde, at kommunikanten modtager Eukaristien stående og benytter venstre hånd til at føre Den hellige Hostie op til munden. Denne form for kommunionsmodtagelse ville Kirkefædrene betragte som afskyeligt, for hvordan kan det helligste af det hellige blive berørt med venstre hånd? Men i dag berører den troende Den hellige Hostie, når Hostien føres op til munden: denne praksis har man aldrig gjort brug af i hele Den katolske Kirkes historie. Den blev indført af Calvin ikke af Martin Luther. Lutheranerne har almindeligvis modtaget Eukaristien knælende og på tungen, selvom realpræsens (hos dem) i sagens natur ikke er eksisterende, fordi deres præsteskab ikke er gyldigt. Calvinisterne samt andre protestantiske denominationer har skilt sig fra Moderkirken, Den katolske Kirke, og de tror derfor ikke på Kristi realpræsens i Eukaristien. De opfandt derfor en praksis, hvor man undgik alle kropsholdninger, der signalerer hellighed og en ydre ærbødig tilbedelse, og det vil sige, at man modtager Kommunionen stående, og at man berører brødet (Den hellige Hostie) med fingrene og puttet det i munden, altså på samme måde som under et almindeligt måltid, og som man vil håndtere et almindeligt brød.

For calvinister og andre protestantiske denominationer er Eukaristien blot et symbol, og derfor afspejler deres kropsholdning overfor Den hellige Kommunion, at det er et symbol, de står overfor. Under det andet Vatikankoncil tog de katolske modernister (specielt i Holland og Belgien) den calvinistiske selvkommunion til sig, for at koble den sammen med den gamle katolske praksis, som jeg har beskrevet ovenfor. Dette var i sagens natur en forkert sammenkobling, men det blev gjort, for at den ”nye” og fejlagtige praksis med kommunionsmodtagelse i hånden kunne sprede sig i Kirken hurtigst muligt. Vi bør aflive denne myte samt de ufine metoder og taktiske tiltag, der blev benyttet i Den katolske Kirke for mere end 50 år siden, og som en lavine har knust katolske kirker over hele verden, med undtagelse af nogle katolske lande i Østeuropa og enkelte steder i Asien og Afrika (pp. 223-24).

Disse ord skaber fundamentet for en foruroligende bekendelse foretaget af én af pave Paul VIs nære bekendte, den fremtrædende franske filosof Jean Guitton (1901-1999):

Pave Paul VIs intention i forhold til det, man almindeligvis kalder Den nye Messe (Novus Ordo), var at reformere den katolske liturgi på en sådan måde, at den så meget som muligt kom til at minde om den protestantiske liturgi. Der var hos pave Paul VI en økumenisk intention om at fjerne- eller i det mindste ændre på det, der i traditionel katolsk forstand betragtes som en Messe, og jeg gentager, for at få Den katolske Messe til at ligne den calvinistiske gudstjeneste.

Som et resultat af dette, siger den fremtrædende liturg Klaus Gamber, ”at katolikker nu indånder, den sterile calvinistiske luft” (Reform of the Roman Liturgy, 5).

Biskop Athanasius Schneider gør yderligere rede for (hvilket han også gør i sin bog Dominus Est), at et såkaldt kommunionsklæde blev lagt hen over kommunikantens hånd, så dennes hånd ikke kom direkte i kontakt med det hellige sakramente og eventuelle fragmenter (fra Den hellige Hostie) blev samlet et sted. I den Byzantiske ritus gør man stadig brug af et sådant klæde, som ved kommunionsmodtagelsen holdes hen under hagen på kommunikanten, som så modtager Den hellige Kommunion med en ske, som præsten benytter ved kommunionsmodtagelsen. I nogle traditionelle sogne har man beholdt dette klæde, som er lagt hen over kommunionsbænken. Efter at man indførte pantena (4) var det ikke længere nødvendigt med klædet for at minde de troende om den hellighed, der er knyttet til den Eukaristiske banket samt det symbolske bindeled, der er mellem de troendes modtagelse af Herren og alteret (der er dækket af et hvidt klæde), hvor det guddommelige offer er blevet frembåret. Dette klæde understreger ligeledes overfor de troende, at de ligesom præsterne tager del i det mystiske offer.

Kort sagt: den gamle praksis bærer vidnesbyrd om, at tro og kropsholdning med tiden har udviklet sig til en varig traditionel praksis i relation til kommunionsmodtagelsen i den Vestlige (latinske ritus) og den Østlige (Byzantiske ritus). I den Vestlige ritus er kommunionsmodtagelse knælende og på tungen blevet til med udgangspunkt i Skt. Kyrillos Eukaristiske fromhed. Forsøget på (i forhold til kommunionsmodtagelsen) at skrue tiden tilbage til den ældre praksis har været kluntet, vildledende og en fejlslagen rekonstruktion, som i realiteten blot har fungeret som en trojansk hest for en sakramental teologi konstrueret på calvinistisk grundlag.

Vi bør derfor være opmærksomme på dette, for der er meget, der står på spil, som Den katolske Kirke har lært os om kommunionsmodtagelsen. Det synes nemlig at være blevet ”glemt” af de katolikker, der stadig går til Den hellige Messe, det viser resultatet af en aktuel undersøgelse instituttet Pew Research har foretaget og fremlagt (5). Kardinal Sarah og biskop Athanasius Schneider samt mange andre beder om, at man genindfører den traditionelle praksis, som kommer af- og forstærker den katolske tro. Vil andre i det kirkelige hierarki støtte op om dette ønske?

Til allersidst lige her og nu bør enhver katolsk lægmand gør det til, som en del af sin trospraksis, og til Guds ære, og som en helliggørelse af sjælen, at modtage Vor Herre knælende og på tungen ved enhver Messe, vedkommende tager del i (6).

Noter

1.      Cyril of Jerusalem, Mystagogicae catecheses 5, 21 (FC 7, 162 / The works of Cyril of Jerusalem, vol. 2, trans by L.P. McCauley / A.A. Stephenson (The Fathers of the Church 64), 203).

2.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/06/eat-that-which-i-will-give-you-why-we.html#.XeF8i25Fzcs

3.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/11/the-continual-spectre-of-false.html

4.      Link til uddybende artikel: http://www.newliturgicalmovement.org/2019/11/why-we-should-retain-or-reintroduce.html#.XeV4MW5Fzct

5.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

6.      Link til uddybende artikel: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/08/05/transubstantiation-eucharist-u-s-catholics/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 26. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/debunking-the-myth-that-todays-communion-in-the-hand-revives-an-ancient-custom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan her løfte sløret for den sande historie om kommunionsmodtagelse i hånden

Don Federico Bortoli er på nuværende tidspunkt præst i sognet Sant´ Andrea Apostolo i Acquaviva i bispedømmet San Marino Montefeltro. Han er yderligere bispedømmets financielle og juridiske overhoved og rådgiver i kirkelige spørgsmål for Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti (Den kristne sammenslutning af iværksættere og ledere). Han er yderligere forsvarer i forbindelse med sager vedrørende ægteskabelige spørgsmål ved Flaminio det kirkelige tribunal i Bologna. Hans bog, La distribuzione della Comunione sulla mano (Kommunionsmodtagelse i hånden) udgivet den 22. februar 2018 er hans doktorafhandling i kanonisk ret. Vi stillede ham en række spørgsmål vedrørende dette vigtige emne.

Spg: Det hoveddokument, der vedrører modtagelsen af Den hellige Kommunion i hånden er en instruktion, Memoriale Domini (herefter forkortet MD) fra den 29. maj 1969 udstedt af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter under direktiv fra Paul VI. Kan du i det væsentlige gøre rede for, hvordan dette dokument blev til, og hvilke direktiver det indeholder?

Svar: Dokumentet blev udarbejdet, fordi man i kølvandet på Vatikan II lod Kommunionsmodtagelse i hånden sprede sig til mange lande. Der var her tale om et liturgisk misbrug, som havde sin rod i de lande, hvor der allerede eksisterede doktrinære problemer vedrørende Den hellige Eukaristi: de lande det drejede sig om, var Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Den Hellige Stol havde ikke haft held med at få stoppet dette misbrug, og man besluttede sig derfor til at rådføre sig med alle biskopperne vedrørende dette spørgsmål. Denne beslutning taget af Paul VI lader os forstå, at det var nødvendigt at få løst dette vigtige problem. Jeg siger dette, fordi der vil være nogle, der vil hævde, at denne problemstilling ikke er betydelig eller blot er af mindre karakter.

Spg: Hvad opnåede man ved at rådføre sig med biskopperne?

Svar: Størstedelen af biskopperne udtrykte modstand mod indførelsen af denne praksis. MD anerkendte mødets resultat og bekræftede, at den universelle norm for kommunionsmodtagelse er på tungen, og samtidig blev der fremlagt tungtvejende grunde for netop denne praksis. Man blev samtidig enige om, at biskopkonferencerne de steder, hvor det liturgiske overgreb allerede fandt sted, kunne anmode om en indult (lat. indulgentia: gunstbevisningen. Der er tale om en pavelig dispensation fra kirkeloven) for Kommunionsmodtagelse i hånden, hvis biskopperne på stedet vel og mærke kunne opnå et to tredjedelsflertal, for at denne praksis skulle være en tilgængelig mulighed.

Spg: Bekræfter MD dermed, at de to måder, hvorpå man kan modtage Kommunionen, ikke kan sidestilles?

Svar: Ja absolut. I min bog undersøger jeg hele tekstgrundlaget i instruktionen, og når man læser det grundigt igennem, er man ikke i tvivl om, at den traditionelle og universelle norm i Kirken for Kommunionsmodtagelse er på tungen, netop fordi denne norm ” er grundlagt på en århundredgammel tradition, men især fordi den udtrykker og signalerer de troendes ærbødige respekt overfor Den hellige Eukaristi”. Ydermere ”undgår man den fare, der er for at vanhellige de Eukaristiske partikler”. Dokumentet sidestiller ikke de to måder for kommunionsmodtagelse. Kommunionsmodtagelse på tungen er det, der anbefales og betragtes, som den mest passende måde at modtage Kommunionen på, mens Kommunionsmodtagelsen i hånden tillades, forudsat, at der tages hensyn til visse forholdsregler, såsom at man kontrollerer om fragmenter af Hostien findes i håndfladen.

Spg: Et andet aspekt i instruktionen, som du fremhæver i din bog, er det faktum, at det ikke var meningen, at indulten skulle gives til alle, der efterspurgte den, men at den var beregnet for de biskopkonferencer i de områder, hvor det liturgiske misbrug allerede åbenlyst florerede.

Svar: Nemlig, der blev givet mulighed for, at man de steder, hvor det liturgiske misbrug (Kommunionsmodtagelse i hånden) allerede gjorde sig gældende, kunne fremsætte en begæring. Indulten var ikke tiltænkt de steder, hvor problemet ikke var eksisterende. Men hvad skete der egentlig? I begyndelsen fulgte man den fastsatte procedure, herefter fremsatte praktisk talt alle bispedømmer en anmodning og modtog en indult, det gjaldt også de steder, hvor der slet ikke var grundlag for at indhente en sådan. Kardinal Knox, som var præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, efterkom i flere tilfælde anmodninger fra andre biskopkonferencer. Det er en kendsgerning, at kardinal Knox i sin fortolkning af MD var alt for lemfældig.

Spg: I din bog bemærker du, at Paul VI gennem statssekretær kardinal Villot i januar 1977 bad kardinal Knox om at give ham en vurdering af situationen vedrørende tildelingen af indulter, og hvordan det blev effektueret, men også for at kontrollere, om der efter at indulten var blevet udstedt, kunne spores misbrug og vanhelligelse, og om de troende havde udvist mindre hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Men det syntes, som om kardinal Knox bagatelliserede omfanget af problemerne på området.

Svar: Paverne, først Paul VI og derefter Johannes Paul II, var meget opmærksomme på problemet takket være rapporteringen fra kardinal Bafile (præfekt for Kongregationen for hellig- og saligkåringsprocesser fra 1975 til 1980). Til trods for dette fortsatte kardinal Knox sin hidtidige fremgangsmåde. Paul VI bad kardinal Knox om ikke at foretage en evaluering af forslagene fra kardinal Bafile, men han blev bedt om at overveje, hvordan de konkret kunne bringes til anvendelse. Disse forslag var i det væsentlige en suspension af bevillingen af den nye indult, og her er det vigtigt at huske på, at Kommunionsmodtagelse i hånden er en praksis, der ikke anbefales fra Kirkens side, og der hvor indulten ikke var blevet givet, betragtedes Kommunionsmodtagelse i hånden som et misbrug.

Spg: Hvad, der faktisk skete, var, at alt dette begyndte med en artikel i L’Osservatore Romano, som var skrevet af Fr. Annibale Bugnini i 1973, som handlede om, at den nye praksis blev betragtet som værende bedre og mere tro mod den gamle måde at modtage Kommunionen på.

Svar: Tanken med MD var at legitimere det liturgiske misbrug de steder, hvor det ikke var muligt at få det fjernet, men det var stadig nødvendigt at formidle en katekese relateret til tekstmaterialet i instruktionen, en katekese, der kunne fremhæve fordelene ved at modtage Kommunionen på tungen samt den risiko, der var forbundet med den nye praksis, in primis (først og fremmest), spredningen af fragmenter fra Hostien. Katekesen var ikke tænkt til at skulle fremme Kommunionsmodtagelsen i hånden, men på en vis måde afskrække folk fra at benytte denne fremgangsmåde, dog uden at fremsætte et egentligt forbud. Den dag i dag, omtaler man stadig Kommunionsmodtagelsen i hånden som værende den bedste og mest troværdige måde set i relation til den praksis, man gjorde brug af i den første Kirke samt den liturgiske reform efter Vatikan II. I bogen har det været vigtigt at få fremhævet at Sacrosanctum Concilium ikke nævner dette med et ord. Det gør heller ingen af de efterfølgende dokumenter, og man finder det heller ikke fremhævet i det nye Romerske Missale, kun i Memoriale Domini, som understreger det ved at benytte formuleringen indult. Det står klart, at Bugninis artikel udstak en retningslinje, som lå langt fra det, der fremgik af tekstmaterialet fra koncilet (Vatikan II).

Spg: Efter MD er der ikke yderligere eksplicitte dokumenter, der har fokus på dette emne. Hvordan stiller Kirken sig i dag til praksis for Kommunionsmodtagelsen?

Svar: Et eksempel på et dokument, som er af ekstraordinær karakter, og som jeg lader optræde i appendix, er udarbejdet af biskop Bialasik fra Oruro. Dette dokument bekræfter helt tydeligt, at Kommunionsmodtagelse på tungen er Kirkens universelle norm, det som MD også fastslår. Derfor er Kommunionsmodtagelse på tungen den universelle norm i Kirken, mens Kommunionsmodtagelse i hånden opnås ved en indult, der er altså tale om en undtagelse. En anden meget vigtig reference, som gør sig gældende udover MD er Redemptionis Sacramentum punkt 92, som omtaler, at den troende har ret til at modtage Kommunionen knælende og på tungen.

Spg: Der er også behov, for at der gives katekese til børn vedrørende dette emne, så de lærer, hvordan man på den rette måde modtager Kommunionen, det vil sige på tungen.

Svar: Det er korrekt. Man bør gøre det klart, at Kommunionsmodtagelse på tungen er den bedste måde, og hvis nogen skulle ønske at modtage Kommunionen i hånden, må man være påpasselig og gøre det med stor forsigtighed. Som præst kan jeg ikke forbyde Kommunionsmodtagelse i hånden, men jeg kan fraråde folk at gøre brug af denne praksis, og forklare dem hvorfor denne fremgangsmåde er uhensigtsmæssig og dermed give en katekese til eftertanke og dannelse vedrørende modtagelsen af Den hellige Kommunion. Det bør dog også fremhæves, at samme Redemptionis Sacramentum i punkt 91fastslår, at ”hvis der optræder risiko for vanhelligelse, skal Den hellige Kommunion ikke uddeles i hånden på de troende”.

Spg: Du retter fokus på et andet aspekt, som er meget vigtigt, nemlig det, at får en biskopkonference bevilget en indult, er dette ikke ensbetydende med, at den enkelte biskop er pålagt at implementere den.

Svar: Dette er et andet meget væsentligt aspekt, som må frem i lyset. Får en biskopkonference bevilget en indult indebærer dette ikke, at den enkelte biskop skal bringe den til anvendelse i alle sogne i sit bispedømme. Denne forudsætning gør det ganske enkelt muligt for den enkelte biskop at afgøre, om indulten overhovedet skal implementeres. I Italien skete der faktisk det, at man handlede helt modsatrettet, idet man antog, at bevillingen af indulten til den italienske biskopkonference var en blåstempling af, at man i alle sogne i Italien nu kunne modtage Den hellige Kommunion i hånden. Men det var som sagt en fejl. Hver biskop skulle på selvstændig basis kunne afgøre om indulten skulle implementeres og på hvilken måde. Biskoppen af bispedømmet Oruro udstedte for eksempel et dekret i januar 2016, hvor han forbyder Kommunionsmodtagelse i hånden i hele sit bispedømme. En sådan handling kan foretages af enhver biskop. Anvender man samme logiske konsekvens, at uden et dekret fra hver biskop der fremsætter et ønske om at tage imod indulten, der er blevet bevilget biskopkonferencen, er Kommunionsmodtagelse i hånden ikke tilladt. Heller ikke biskop Laise i Argentina accepterede indulten. Han blev af de andre biskopper anklaget for ikke at være i enhed med dem. Han fremlagde sagen for Den hellige Stol, som lod det stå klart, at han handlede indenfor sine biskoppelige beføjelser.

Spg: Din bog er særdeles værdifuld, fordi den indeholder materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort.

Svar: Uden tvivl er det største og vigtigste bidrag til bogen, det materiale, der er udarbejdet af Fondo Ghiglione, og som ikke før er blevet publiceret, og som beskriver de dynamikker, der muliggjorde introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden. Bogen indeholder yderligere brevmateriale samt rapporter, der er blevet send til og fra den Romerske Curias departementer og Den hellige Stol. Frem for alt er størstedelen af den kommunikation, der er at finde i bogen, blevet udarbejdet af kardinal Domenico Balfile, som først var apostolisk nuntius (pavestolens ambassadør i et land), og som har opholdt sig et af de steder, hvor det liturgiske misbrug var mest fremherskende, og han tog notits af alle de problemer, der var opstået i den forbindelse, og senere blev han præfekt for Kongregationen for hellig – og saligkåringsprocesser. I bogen undersøger jeg hans breve til Paul VI og Johannes Paul II, og de viser, hvor bekymret han var over den store udbredelse af Kommunionsmodtagelse i hånden, samt de problemer der var fulgt i kølvandet på implementeringen af denne praksis. Der blev også fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs.

Den største bekymring, kardinalen havde, var spredningen af fragmenter af Hostien, som praktisk talt er uundgåelig ved Kommunionsmodtagelsen i hånden, og videre var han også bekymret for, om denne praksis ledte til en mindre andægtig holdning overfor Det Eukaristiske Sakramente, og at det yderligere svækkede troen på realpræcens.

Både Paul VI og Johannes Paul II var meget taknemmelige for rapporterne fra kardinal Bafile. Dette finder man bevis for hos pave Johannes Paul II, der publicerede brevet fra Dominicae Cenae den 24. februar 1980, hvor han meget klart tilkendegav, ”at det var beklageligt, at manglen på respekt overfor de Eukaristiske partikler var så stor”, når det handlede om Kommunionsmodtagelse i hånden. En måned senere tog Johannes Paul II den alvorlige og vigtige beslutning, at suspendere udstedelsen af nye indulter med den begrundelse, at bevilling af indulter i et fremtidigt perspektiv ikke skulle være mulig, men senere den 3. april 1985 blev praksis genoptaget.

Spg: Måske har muligheden for at indhente en indult fungeret som en kattelem for den nye praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden, også selvom Paul VI meget tydeligt gjorde rede for Kirkens lære omkring Kommunionsmodtagelse, og videre gjort det klart, at der var en begrænsning i forhold til udstedelsen af indulter, men den blev ikke overholdt.

Svar: I virkeligheden var muligheden for at indhente en indult måske et svaghedstegn. I en sektion i bogen berører jeg Kirkens autoritet, og hvor det er min hensigt at vise, at fordi man imødekom anmodningerne om indulter i så stort et omfang, er vi havnet i den situation, der er åbenbar for alle. Hvis der bare havde været åbenhed for flertallet af biskopper, der var imod at præsentere muligheden for Kommunionsmodtagelse i hånden, så kunne det måske have set anderledes ud.

Det er vigtigt at huske på, at det må være højeste prioritet, at beskytte Hostien bedst muligt, så partikler ikke spredes, og at Den ikke profaneres på anden måde, der tydeligt fremmes af den nye måde at modtage Kommunionen på. Johannes Paul II lærer i sin encykliske skrivelse Ecclesia de Eucharistia,”at vi ikke kan udvise for megen omhu i forhold til dette mysterium” (nr. 61). Dette udsagn er altafgørende.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/

communion-hand-true-story

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)