Category: Orthodoxy

De har kontrol over dig …

Fordi de har fundet dit svage punkt

Da Vor herre sagde: ”Hvis altså Sønnen får gjort Jer frie, skal I være virkelig frie”, talte Han ikke blot om den frihed, der kommer af, at man er et Guds barn. Det, Han mente, var ikke kun det at være et Guds barn, men i højere grad, at man er arving til Faderens rige.

I vor stræben efter at være arving til Guds rige, må vi helt og aldeles være løsrevet fra – eller arbejde målrettet på at løsrive os fra alle de bekymringer, der hører verden til. Der er specielt én, der træder tydeligt frem, når det handler om evangelisering. Det drejer sig om andres syn på en, og hvad de tænker om en.

Enhver, der vil forkynde Guds ord og sandhed for andre, vil automatisk blive udsat for hån, spot, angreb eller endda at blive slået ihjel. Men før vi ser på det egentlige martyrium, lad os da se på de mindre varianter af martyrier, man først kan møde, det kan for eksempel være hån.

At måtte udholde latterliggørelse og hån er noget, der er i fuldstændig modstrid med det enkelte menneskers ønske om at være agtet, respekteret og værdsat. Intet menneske ønsker i generel forstand at blive frarøvet anerkendelse og respekt fra andre mennesker. Dette er en del af den menneskelige natur eller snarere en del af det faldne menneskes natur.

Dette er én af de bedste måder, hvorpå satan kan få grebet om os. Vi rummer alle sammen et træk, som er en væsentlig del af vores faldne natur, som går ud på, at vi har behov for, at mennesker omkring os synes om os. Dette træk er så fremherskende, at vi praktisk talt vil gøre alt for at opnå bekræftelse.

Vælger et menneske at gå imod sin natur, når det handler om opmærksomhed og bekræftelse, vil dette afføde isolation. Afvisning og isolation er i modstrid med menneskets ønske om at være sammen med- og i blandt andre mennesker.

At være sammen med- og i blandt andre mennesker er det, vi er skabt til. Fællesskab og samvær er faktisk den bedste beskrivelse af Gud, for Gud er Den hellige Treenigheds fællesskab.

Helvede er i sagens natur det stik modsatte, her er der tale om en fuldstændig- og evig afsondring fra det, vi er skabt til. Derudover vil sjælen i helvede opleve hån, latterliggøre og tortur udført af dæmoner, og alt dette vil vare til evig tid. Der er ingen, der viser omsorg for dem, der er fortabt, ikke engang de andre, der også er fortabte. Der er ingen venskab, omsorg, værdighed og kærlighed, alt det, som de var blevet skabt for, det oplever de ikke, fordi de med deres frie valg valgte noget andet.

Det faldne menneske konfronteres med den problemstilling, at det gode, som Gud har indlejret i os, benytter satan imod os, fordi han har gjort os til vores egen værste fjende, og han har gjort det med stor succes. Der er ingen, der bryder sig om, at andre mennesker ikke kan lide en. Det at få opmærksom og anerkendelse er et af de mest markante træk hos mennesket. Der er menneskeliv, der dagligt bliver destrueret, fordi sandheden er blevet ofret for en smule anerkendelse fra andre mennesker.

Netop fordi satan gør os til vores egen værste fjende, når det handler om at blive set, hørt og bekræftet, vil mange mennesker undlade at forkynde sandheden, altså det, der bør og skal siges. Det drejer sig ikke om, at det er ”svært” at sige sandheden eller helt benægte den. Nej, det handler i al sin enkelhed om, at de ikke vil være ved sandheden, for hvad vil andre mennesker da ikke tænke.

Vor Herre retter fokus på dette aspekt hos os mennesker, og det gør Han i Matthæusevangeliet: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene”.

Der opstår det problem, at jo mere et menneske bekymrer sig om, hvad andre tænker om det, desto mere er det bundet af, hvad andre mener. Det er en stor pris at betale for friheden. Et sådant menneske har givet afkald på sig selv til fordel for andres mening. En sådan person er blevet som et ungt menneske, der kun har fokus på sig selv og sit følelsesliv.

En perlerække af hellige mænd og kvinder har sagt: ”Der kun de standhaftige, der holder ud, indtil himlen er nået”.

Før en person kan gå til guillotinen, blive kastet for løverne eller blive udsat for den brutalitet de marxistiske dødslejre byder på, må denne have overvundet sig selv. Forkynd sandheden uden at bekymre dig om, hvad andre måtte tænke om dig. Det er rent faktisk sådan, at Gud har givet dig en missionsbefaling.

Hvis nogen udfordrer det, du siger, bør du af al kraft overtrumfe deres argument med sandheden. Men kommer de efter dig, hvem taler da så til dem, alt er fuldstændig ude af dine hænder. Andres dom over dig som menneske på grundlag af det, du siger, giver ikke mening, og er et kneb satan benytter til at lukke munden på dig.

Der er næppe nogen af de troende (katolikker), som ser denne Vortex, der ikke kan nikke genkendende til den store synd, som biskopper i det sidste halve århundrede har begået, nemlig undladt at forsvare og sige sandheden. Beklageligvis har de undladt dette, fordi de har manglet mandighed og faderskabsfølelse.

Lad ikke denne deres ondskabsfulde handling også blive din handling.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. april 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-they-control-you

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Følelser fremfor sandheden

Opskriften på hvordan man fortabes

Det katolske lægfolk er stort set reduceret til en forsamling klynkende skvat. Den katolske maskulinitet er i det væsentlige forsvundet, fordi den er blevet ofret på skandalernes alter af den radikale feminisme.

Den katolske lære har altid haft sandheden som centrum, og den er udgået fra en beviselig sandhed. Kirkens store tænkere har igennem århundreder været i stand til at gå i dybden med Guds mysterier både i frelseshistorien og Den hellige Skrift og derved opnå større og dybere indsigt i sandheden, en sandhed, der har berørt menneskets følelsesliv og sjæl.

Men i de sidste 50 – 60 år er dette blevet vendt fuldstændigt på hovedet, for sandheden er blevet erstattet af følelser, som benyttes, som en løftestang til at se bort fra sandheden eller helt fjerne den. Alt for mange i dag er ligeglade med Kirkens lære, og den eneste målestok, de gør brug af relateret til Kirkens lære, er, hvilken følelsesmæssig respons, de oplever, når de er i kirke.

Sandheden er blevet degraderet, så det nu handler om følelser (ret beset er sandheden blevet underkastet dine følelser). Hvis du fornemmer en dejlig og varm i sitren i din krop, er det det, der har en betydning. Faktisk er ”skredet” endnu større for selve sandhedsbegrebet, altså den iboende og objektive sandhed er helt og aldeles blevet skudt i sænk.

Som sagt, det, der betyder noget, er, hvordan du har det, eller rettere hvad du føler. I Edens have var lidenskaben underlagt intellektet. Intellektet er forbundet med sandheden. Intellektet foretager bedømmelser på grundlag af viden, det bliver forelagt, og handler ud fra definitionerne rigtigt eller forkert. Intellektet baserer sin beslutning ene og alene på sandheden.

Lidenskaberne eksisterer side om side med viljen. Når begæret ”markerer” sig og tager kontrol over intellektet, er det sjælens ”død”. Mange sjæle har måttet ”lide døden”, fordi prælater og klerikale i Den katolske Kirkes hierarki igennem de sidste mange årtier har forsømt deres pligt (i moralsk henseende) overfor disse sjæle. Sjæle, der er i fordærv, og som er ”døde”, kan ikke se sandheden. Selv når de konfronteres med sandheden, benægter de den og vil ikke have noget med den at gøre. Dette viser blot, hvor stor en magt begæret har fået over intellektet.

Bemærk, at jeg sagde ”at de benægter sandheden” ikke at ”de er ude af stand til at se den”. Måske på et langt senere tidspunkt, kan de slet ikke se sandheden. Dette sker dog ikke i starten, men på et tidspunkt sker det egentlige skred. Det, ikke at kunne se sandheden, bliver endemålet. En person, der regelmæssigt afviser sandheden i et sådant omfang, at vedkommende ikke selv er i stand til at se, at det er det, der bliver gjort, hvordan kan en sådan sjæl blive frelst?

Sandheden er en person, nemlig Kristus. Hvorfor skulle en sjæl, der afviser sandheden, ønske at tilbringe evigheden sammen med en person, den intet kendskab har til? Da Vor Herre så på Pontius Pilatus og sagde: ”Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18: 37), var det netop det, Han mente, at Han er sandheden. Hele sandheden udgår fra Den hellige Treenighed.

Og det er fordi sandheden genspejler og ”taler” på vegne af ro og orden. Efter syndefaldet oplevede mennesket, at lidenskaberne blev intellektets fjende og dermed sandhedens fjende. Målet for det katolske liv er ved nådens hjælp at genoprette den orden, der eksisterede i Edens have inden syndefaldet, altså at lidenskaberne var underordnet intellektet.

Et sådant menneske, det kunne f. eks være en ægtemand, der tilsidesætter sin familie til fordel for en affære (af seksuel karakter) med en kvinde, som ikke er hans hustru. Et sådant menneske, det kunne være en kvinde, går ikke ud og ”sælger sig selv” blot for at få succes.

Men i løbet af det sidste halve århundrede har man undladt at fortælle og fremlægge sandheden for langt de fleste katolikker. Eller som et minimum har de fået en anderledes version af den rigtige katolicisme. Langt de fleste prædikener, liturgien, studierne af Den hellige Skrift og den kateketiske undervisning har været centreret omkring dine følelser og på ingen måde omkring sandheden.

Derfor har generationer af unge katolikker, som nu selv er blevet forældre og måske endda bedsteforældre, erfaret på egen krop, denne Kirkens praksis, hvor alt har drejet sig om netop deres følelser. Rent åndeligt er de blevet ødelagt, og det er de, fordi de er børn af de forældre, der tilhører, den generation, der er blevet fortalt, at ”aktiv deltagelse” under Den hellige Messe er af stor vigtighed.

De ved intet eller tilnærmelsesvist intet om deres tro, og spørger man dem, giver de indtryk af, at det egentlig ikke har deres interesse. Disse voksne mænd og kvinder er i åndelig forstand tåber. På det følelsesmæssige plan er de blevet ødelagt, og præster har oplært dem i, at det at være ”pæn”, er det første og eneste bud, man bør følge.

Den noget ”fleksible” definition af ”pænhed” var netop det, som alle kunne lide at høre, for ingen følte sig fornærmet. Den opofrende kærlighed, den rene og skære sandhed, frelsen, korset, himlen og helvede, intet af dette er de blevet præsenteret for, dog med undtagelse af at alle bliver frelst og kommer i Himlen.

Intet af dette er i sagens natur sket ved et tilfælde. Det var og er alt sammen en del af satans plan om at få fjernet sandheden fra menneskets sind. Mennesker, der er fokuseret på, at det er følelserne, der skal spille en afgørende rolle, går på en vej, der leder direkte i helvede, og det er, fordi de på et tidspunkt i deres liv lod lidenskaberne få overtaget over deres intellekt, og på den måde beseglede de deres skæbne.

Hvis man over tid overgiver sig i tilstrækkelig grad, ender man med at tabe det slag, man er med i. Da en lang række klerikale fremmer enhver tænkelig synd (under dække af at de ikke ønsker at fornærme nogen), og da de har gjort det i en stor udstrækning, så tør man ikke tænke på, hvordan deres ophold i helvede vil tage sig ud. Vi er blevet skabt til at elske sandheden. Der er ingen, der kommer i Himlen eller bliver frelst fra helvede, hvis de ikke har sat sandheden over alt andet og virkelig elsker den uanset følelsernes eksistens.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. juli 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-emotions-over-truth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kristen versus Katolsk

Den katolske Kirke fordrejer Den hellige Skrift, har falske profeter i sin midte og kan ikke karakteriseres som værende kristen

Mange katolikker er ikke klar over, sandsynligvis fordi de er præget af ligegyldighed, at der er sket store ændringer hos protestanterne. Der er opstået et vist kollektivt hukommelsessvigt blandt de mange protestantiske denominationer, da det synes, som om de ikke kan huske deres historiske baggrund, som er, at de er en del af den protestantiske reformation, som blev sat i gang af præsten Martin Luther i det 16. århundrede, den protestantiske reformation, som har sit 500-års jubilæum næste år (2017).

Der findes en mangfoldighed af protestantiske denominationer, men der er kun nogle få, der definerer sig som protestanter. De har glemt deres historiske rødder og ser ikke længere sig selv som nogen, der protesterer imod noget. Men det er netop det, der kendetegner en protestant, at denne protesterer, og i dette tilfælde er det imod den katolske sandhed.

Flere af de nyere og yngre kirker, som man kalder for ”hippe” kirker (der er her tale om ordet kirke med lille k) definerer sig som kristne. I deres optik adskiller de sig fra protestanterne, som de alt i alt er en del af. Uanset om man kommer fra den evangeliske kirke, pinsekirken, baptisterne eller er lutheraner, så er man protestant. Men hvorfor? Fordi de alle, uanset det, de kalder sig, stadig er protestanter.

Men i løbet af de sidste 20 år eller mere, er der vokset en bevægelse frem blandt de yngre og mindre protestantiske retninger, hvor man helt fjerner betegnelsen protestant og i stedet helt enkelt betegner sig som kristen, og dette fænomen har ”bidt sig fast” og endda i et sådant omfang, at de har taget patent på betegnelsen kristen, og ekskluderet katolikker fra denne betegnelse.

Nu må I lige have os undskyldt, Den katolske Kirke, er Den eneste sande Kirke, og vi var de første kristne. De kristne, der blev spist af løver i Rom, var ikke bare en tilfældig gruppe kristne, det var katolikker, ganske enkelt.

Alle katolikker er kristne, men ikke alle kristne er katolikker, ”takket være” den ekskommunikerede præst Martin Luther. Men hvad er årsagen til, at dette må betones? Det hele handler om, at der for nylig har været afholdt en begivenhed med følgende overskrift: ”Ecumenical Event Unites Christians and Catholics” (En økumenisk begivenhed hvor kristne og katolikker forenes). Nej, hold nu op.

I husker, at katolikker er kristne, de første kristne. Men hele gruppen af ”følelsesbetonede” kristne er fuldstændig ligeglade med det. De er af den opfattelse, at når man er en del af et religiøst hysteri (her forstået som, at man står med lukkede øjne, hænderne i vejret, synger højlydt og råber og skriger på- og til Gud), så er det, fordi Helligånden er tilstede, og alt er godt, fordi man har en ”fornemmelse af”, at alt er godt.

Det er helt forkert.

Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke taler imod det at bede sammen, det er bestemt ikke nogen dårlig ting, eller at vi arbejder sammen om, at moral og det at gøre det gode er de bærende principper i samfundet og en del af vores kulturelle grundlag. Men man kan ikke forsamles til en såkaldt økumenisk begivenhed og her udbrede den vildfarelse, at katolikker ikke er kristne. Igen bør det understreges, at vi katolikker var de første, og stadig er det.

Men interessant var det, at nogle af de tilstedeværende protestanter højlydt udtrykte modstand mod enhver form for katolsk tilstedeværelse, og det gjaldt også et videoindslag fra pave Frans, hvor han opmuntrede til at arbejde for den gode relation mellem katolikker og protestanter. En protestant udtrykte sig på følgende måde: ”kristne og falske profeter (han mente katolikker) vil samles og blive ét ved denne begivenhed”. Der er ikke andet at sige til det, end at det store frafald sker for øjnene af os, og at vi ikke vil tie.

Som en kommentar til synet på katolikker blandt den førnævnte protestants ”medbrødre”, sagde arrangøren af denne begivenhed i et kommunike, at: ”det ikke handler om, at vi er nået til et punkt, hvor vi er enige om, hvordan vi fortolker Den hellige Skrift, men meget mere om, at vi rækker ud imod hinanden fra hver vores respektive positioner”.

Det er da i sandhed venligt af dem, at de ikke vil finde frem til en fælles fortolkning af Den hellige Skrift sammen med de katolikker, de ikke bryder sig om. Hvis de besad en vis form for historisk forståelse, hvilket de ikke gør, ville de kunne se og forstå, at Den katolske Kirke er Den, der gav Bibelen til verden, at Den katolske Kirke var og er den første Kirke, og at deres forsamlinger ikke er kirker, fordi Kristus kun indstiftede EN Kirke, og deres ”kirker” er ikke DEN.

Deres ”kirker” er ikke ældre end 500 år, og de har som deres stifter en hæretisk, ulydig og mentalt forstyrret katolsk præst (Martin Luther). Den katolske Kirke kan trække en tidslinje 2000 år tilbage i tiden til Dens Stifter, Jesus Kristus.

Det er ikke uden risiko for fare, hvis katolikker vælger at tage del i sådanne økumeniske begivenheder. Bevares, til en vis grænse og i et begrænset omfang, men der må trækkes en streg i sandet. Men den type protestantisk begivenhed, jeg netop har beskrevet, hvor katolikker er vidner til, at Den katolske Kirke nedvurderes, og de selv reduceres til at være andenrangs kristne, der forvansker Den hellige Skrift, har falske profeter i Sin midte og ikke kan betegnes som kristne, bør katolikker under ingen omstændigheder tage del i. Når vi samles med henblik på at forenes, hvad er det så lige, vi forenes om?

Jeg spørger bare. Det kan som regel være fornuftigt at vide hvilken betydning, der lægges i de ord, der bliver benyttet.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-christian-vs-catholic

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Uden at gå på kompromis med sin tro: en fortælling om hvordan en ateist omvendte sig

Ét af de store spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet af mine venner, som ikke er katolikker eller familiemedlemmer, er, hvorfor jeg blev katolik, og især hvorfor netop nu? Det synes at vække undren, at min omvendelse er sket netop nu, når man tager alle skandalerne i betragtning. For de fleste synes det åbenlyst, at det er Den katolske Kirke, man bør undgå qua den turbulens, Kirken befinder sig i. Dog tog jeg dette skridt mod omvendelse til en tro uden kompromiser, og jeg ville ikke have gjort det, hvis der bare var en svag antydning af, at katolicismen er behæftet med fejl i sit trosgrundlag. Stefanie Nicholas opsummerer rigtig godt i sit vidnesbyrd omkring sin omvendelse, som kan findes her på siden under titlen: ”Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro”, hvorfor vi konvertitter bliver katolikker: ”Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet”.

Jeg voksede op i en familie, som ikke havde tilknytning en bestemt kristen retning, men der blev lagt vægt på, at troen på Gud var en bestanddel af familielivet, også selvom vi ikke deltog i gudstjenester af nogen art eller anden kirkelig aktivitet. Vi læste næsten ikke Bibelen, men vi havde samtaler om Gud, men ellers var der ikke andre former for religiøse aktiviteter, der kunne stimulere min åndelige sundhed. Jeg er blevet opdraget til at søge efter sandheden, uanset hvor den førte mig hen, og denne brug af fornuften i min søgen gjorde mig ydmyg, men gav mig også indsigt på den rejse, jeg kom ud på, da jeg krydsede Tiberen.

I min ungdom var jeg protestant, og jeg blev ikke ”klædt på” til at håndtere lidelse, død og sorg indenfor den variant af kristendommen, jeg var en del af på det tidspunkt. Dette kunne have været dødsstødet i forhold til mit fald fra troen. Den kristendom, jeg troede, jeg kendte på daværende tidspunkt, var en tom skal og blottet for historie og teologi. Da den faldne verden virkelig meldte sig, smuldrede min tro, og jeg blev slået af tvivl, fristelser og en tomhed, der ganske langsomt fyldte mit hjerte.

På netop det tidspunkt havde jeg færdiggjort min studentereksamen, og jeg havde tiltaget mig en mentalitet, hvor jeg var fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Hvis en person dengang havde fortalt mig, at jeg ville konvertere til Den katolske Kirke blot et år senere, ville jeg have leet vedkommende lige op i ansigtet. Jeg var en militant ateist, og jeg havde stærk antipati overfor specifikt kristendommen. Jeg var kommet til at hade noget, jeg troede, jeg havde et stort kendskab til, men jeg vidste intet om kristendommen, og mit korstog imod kristendommen var det, der skulle bane vejen for min omvendelse, og at jeg konverterede.

Hvordan blev en ateist til en trofast katolik?

Mit formål med at undersøge Den katolske Kirkes historie var at finde ”skyts” til at angribe kristendommen og specielt katolicismen. Men jo mere intensiv min ”efterforskning” blev, jo flere mure stødte jeg hovedet imod. Til sidst måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Er jeg blevet opdraget til at tro på åbenbare usande ting om Den katolske Kirke og den kristne tros oprindelse? En stor del af de ting, jeg igen og igen var blevet fortalt, viste sig ikke kun at være usande, men decideret løgn, især når det handlede om korstogene samt den formodede undertrykkelse af videnskaben foretaget af Den katolske Kirke. Jeg kunne ”sluge” den ene historiebog efter den anden i min søgen efter sandheden, og jeg indså, at Den katolske Kirke var noget helt enestående i menneskets historie, ikke kun fordi Den har eksisteret i to årtusinder, men også fordi Den er Den samme i dag, som dengang Vor Herre Jesus Kristus som 33-årig indstiftede Den.

Efter at jeg havde gjort alt dette arbejde, blev en gnist tændt i min sjæl, en længsel efter at finde mit hjem og mit folk. Håbet havde igen fået nyt liv i mig i forhold til at finde troen, men samtidig skræmte det mig også. Rent faktisk havde jeg i første omgang ikke noget ønske om at svare på dette kald, for jeg tænkte tilbage på den dårlige erfaring, jeg tidligere havde gjort mig, og derfor tog jeg først det endelige skridt, da jeg var sikker på, at den katolske tro er sandheden. For at jeg kunne tage dette skridt, måtte jeg forstå Hvem, der er det Allerhelligste sakramente, og Gud vidste alt dette.

Jeg kom til en søndagsmesse fyldt med tvivl om realpræsens i Eukaristien, og jeg forlod Messen med vished om Hvem, der er i Hostien. Gud benyttede denne mulighed til at lade denne viden finde plads i mig og omforme mig.

Til trods for, at disse tanker præget af tvivl fyldte mit sind, blev det givet mig glimtvis at se skønheden og mærke glæden ved Guds kærlighed. Dette glimt af noget gjorde, at jeg ville have mere, at jeg ville vide mere om teologi og filosofi på samme måde, som da jeg ”slugte” den ene historiebog efter den anden. Jeg indhentede tilstrækkelig viden til, at jeg den 31. marts 2018 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, hvor jeg modtog følgende sakramenter: dåben, firmelsen og min første Kommunion. Jeg vil for altid mindes denne dag.

Selvom jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, føler jeg mig på ingen måde alene, som det var tilfældet i årene op til min optagelse i Kirken. Jeg har legioner af brødre i ånden, som er i denne verden, og i den verden, hvor Kristus regerer, som jeg beder for og med. De vil altid være der for mig, uanset hvad der sker. Jeg har fået meget viden om Kirken og mit trosgrundlag, så jeg har svar på de spørgsmål, som måtte dukke op, uanset om det drejer sig om historie eller teologi, og det kunne ikke falde mig ind at vende ryggen til Den Kirke, der er blevet indstiftet af Det sande Logos (Ord): Jesus Kristus.

Jeg skylder min varmeste tak til de mennesker, som i sandhed er hellige, og som er i mit liv. Selvom de forbliver anonyme, har de spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe mig til en forståelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som katolik. En stor tak til jer alle. Jeg ved nu, hvad det vil sige at leve den katolske tro og ikke blot at tro på den. De har altid været der for mig til at give mig åndelig vejledning med deres bøn og mest af alt deres venskaber. De er levende eksempler på, hvordan Kristus handler gennem det enkelte menneske, og hvordan vi alle er kaldet til at liv i Kristus.

Kæmp indtil døden for sandheden, så vil Gud Herren stride for dig” (Sir 4: 28).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Luken Stilzel og publiceret på OnePeterFive d. 13. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/faith-compromise-atheist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)