Category: Orthodoxy

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal: Pavens reaktion på tyskernes forslag om interkommunion er ”uforståelig”

Den fejl, pave Frans i sidste uge gjorde ved ikke at give helt klare retningslinjer med udgangspunkt i katolsk lære og praksis til de tyske biskopper vedrørende interkommunion med protestanter, peger på et frafald fra troen, har en prominent kardinal udtalt.

I torsdags (den 3. maj 2018) gav pave Frans de tyske biskopper et pålæg om så vidt muligt at nå til ”enighed” i spørgsmålet, om hvorvidt protestantiske ægtefæller til katolikker kan modtage Den hellige Kommunion. Paven overbragte sine retningslinjer gennem ærkebiskop Luis Ladaria, SJ, præfekt for Troslærekongregationen under et møde i Rom med repræsentanter fra Vatikanet og en delegation fra den tyske biskopkonference. Der var blevet indkaldt til dette møde, efter at syv tyske biskopper havde sendt et brev til Vatikanet, hvor de udtrykte modstand imod, at man på et møde den 20. februar i den tyske biskopkonference med flertal stemte for at tillade interkommunion til protestanter under visse omstædigheder.

I en kommentar offentliggjort i dag i National Catholic Register betegner kardinal Willem Jacobus Eijk fra Holland det pålæg, som pave Frans har givet, som ”fuldstændig uforståeligt”.

”Kirkens doktrin og praksis i henhold til varetagelsen af det Eukaristiske sakramente til protestanter er fuldstændig klar”, siger kardinal Eijk med henvisning til Den Katolske Kirkes katekismus samt kanonisk lov.

Han forklarede, at interkommunion i princippet kun er mulig, når det drejer sig om Ortodokse kristne, ”Disse har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter, ganske særligt i kraft af den aspostoliske succession, præstedømmet og Eukaristien, hvorved de fortsat er knyttet til os i det mest inderlige forhold” (CCC nr, 1399 og 1400, C.I.C. / 1983 Can. 844, § 3).

Protestanterne har hverken den apostoliske succession eller et gyldigt præsteskab eller troen på Eukaristien, fortsætter den hollandske kardinal. De fleste tyske protestanter, forklarede han, er lutheranere, og lutheranere tror på consubstantion, dvs. foruden at Kristi Legeme og Blod fuldt og helt er til stede, så er brød og vin det også, alt dette er så at sige nærværende, når man i lutheransk forstand modtager Kommunionen. Lutheranere tror også, at det er ens tro, der skaber Jesu tilstedeværelse, så hvis nogen modtager brødet og vinen uden at tro på dette, er Jesu Kristi Legeme og Blod ikke tilstede.

Den lutheranske doktrin vedrørende consubstantion adskiller sig væsentligt fra den katolske doktrin omkring transubstantion, forklarede kardinal Eijk, da sidstnævnte ”indebærer en tro på, at det, der modtages under brødets og vinens skikkelse, selv hvis det gives til en person, der ikke tror på transubstantion eller udenfor Messen, stadig er Kristi Legeme eller Blod og ikke vin eller brød”.

I betragtning af disse fundamentale forskelle, sagde han, at en protestant ikke er en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab og derfor ikke kan modtage Den hellige Eukaristi, og dette gælder også, selvom han eller hun er gift med en katolik.

Forskellen mellem troen på consubstantion og transubstantion er så stor, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage Kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Dette kan dog også ske i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor en person, der ligger på sit dødsleje, også kan konvertere til katolicismen.

Han bemærkede endvidere, at de tyske biskopper i udkastet til direktiverne vedrørende tilladelsen af interkommunion til protestantiske ægtefæller fremhæver, at den enkelte må ’lytte til sin samvittighed’ ved siden af, at man ’konsulterer’ en præst eller en anden person med pastoralt ansvar”. Men han sagde, at dette ikke er en tilstrækkelig garanti for, at en person virkelig accepterer Kirkens tro.

Hvis man virkelig accepterer Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og dermed præsteskabet og den apostoliske succession, så er der kun en mulighed, nemlig at blive katolik, sagde kardinalen.

Selvom de tyske biskopper har forsikret, at eksempler med protestanter, som ønsker at modtage Kommunionen med deres ægtefælde, er sjældne, sagde Eijk, at han tror, at det (netop) er det, som åbner døren på klem for interkommunion, og det vil uundgåeligt medføre en udbredelse af denne praksis.

”Protestanter, som er gift med katolikker, og som ser andre protestanter gift med katolikker modtage Kommunionen, vil tro, at de kan gøre det samme. Og til sidst vil selv protestanter, der ikke er gift med katolikker ønske at modtage Kommunionen. Den generelle erfaring med at foretage sådanne ”justeringer” er, at man (som tiden går) gradvist slækker mere og mere på de kriterier, man i starten satte” sagde han.

Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper i sidste uge, at de må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument og prøve at nå til enighed: spurgte Eijk: ”Enighed om hvad”?

”Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af, at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet, heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig”, sagde han.

Som ”det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare” (Lumen Gentium no. 23) sagde Eijk, burde Den hellige Fader have givet de tyske biskopper helt klare retningslinjer med udgangspunkt i Den Katolske Kirkes Katekismus og kanonisk lov.

Når pave Frans undlader at skabe klarhed omkring interkommunion, opstår der en ”udbredt forvirring” blandt de troende, og Kirkens enhed ”bringes i fare”, sagde han. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, tilføjede han.

Kardinal Eijk konkluderede: ”Idet jeg noterer mig, at biskopperne, og først og fremmest Peters efterfølger, forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i Den Hellige Tradition og i Den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus”.

Dette afsnit har overskriften: Kirkens sidste prøvelse:

Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.

Pave Emeritus Benedikt XVI har også vist sin modstand mod den tyske biskopkonferences forslag om interkommunion og har støttet de syv biskoppers initiativ (til at få arrangeret et møde i Vatikanet).

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/popes-response-to-german-bishops-on-intercommunion-completely-incomprehensi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Augustins faretruende advarsel til præster, der er præget af ligegyldighed

Vi modtager i disse dage mange kommentarer fra læsere, der er meget oprørte, ikke så meget på grund af åbenlyst moralsk fordærvede – og hæretiske kardinaler, biskopper og præster, men som også er bestyrtede over den ligegyldighed, der præger så mange ellers gode præster, som hverken siger eller gør noget i forhold til det moralske fordærv og den hæresi, der er i Kirken. Dette er på en og samme tid et mærkeligt og foruroligende fænomen, men det er slet ikke usædvanligt i vor tid.

Mange spørger: ”Hvad er de så bange for?” Den eneste frygt, de burde have, er en sund frygt for Gud selv.

I (sin bog) The Power of Silence genkalder kardinal Robert Sarah nogle meget relevante ord sagt af Skt. Augustin om netop dette emne:

Enhver præst og biskop burde kunne sige som Skt. Augustin: ”Voce Ecclesia Loquor (Jeg taler med Kirkens stemme)”(Serm. 129, 4) og derfor med Jesu Kristi stemme. Derfor bør han skarpsindigt og effektivt tage sit ansvar som præst og vejleder på sig. Enhver præst og biskop må lægge sig, den frygtelige dommens dag på sinde, hvor han for Gud holdes ansvarlig for synderne hos dem, som han ikke bragte til omvendelse på grund af sin ligegyldighed.

Skt. Augustin skriver meget alvorligt i et brev: ”Denne tids herlighed passerer forbi; på dommens dag vil al den hæder intet være værd. Det er ikke min hensigt at spilde mit liv på et forfængeligt liv spundet ind i Kirkens hæder. Jeg tænker på den dag, hvor jeg skal aflægge regnskab for den hjord, jeg blev betroet af kongernes Konge. Forstå min frygt, for min frygt er stor”.

Dommens dag. Den kommer til os alle, men for klerikale, der er ordinerede vejledere for sjæle, er dommen større og mere frygtelig. Det er derfor, at de specielt har behov for vore bønner. Desværre befinder vi os endnu engang i en historisk epoke af kristendommen, hvor den klerikale adfærd er præget af ligegyldighed og en tendens til at undvige fra at stå fast på – og forsvare sandheden. Dette giver plads for, at ondskaben kan slå rod og blomstre især i de unges sjæle og ødelægge dem. Kun en (ganske) lille håndfuld klerikale står ved Kristi side og siger med glæde ja til det kors, der i sagens natur følger med, når man viser sin troskab. De andre (klerikale), som følger tidsånden, burde alle genlæse den store klassiker: The Imitation of Christ af Thomas À Kempis. Et mesterværk, der bestemt også er for lægfolk.

Bed for vore klerikale på alle niveauer i Kirkens hierarki. Behovet for bøn er stort, og det vidner den enorme – og hurtigt fremadskridende udvikling om, som vi dagligt har rapporteret om i de seneste fem år.

”Tolerance er det menneskes dyd, som ikke er overbevist” – G.K. Chesterton

”Den, der ikke afskyr vildfarelser, elsker ikke sandheden” – G.K. Chesterton

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-augustines-ominous-warning-to-negligent-pastors

 

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A Christian reflection on the “New Age”

The present study is concerned with the complex phenomenon of “New Age” which is influencing many aspects of contemporary culture.

The study is a provisional report. It is the fruit of the common reflection of the Working Group on New Religious Movements, composed of staff members of different dicasteries of the Holy See: the Pontifical Councils for Culture and for Interreligious Dialogue (which are the principal redactors for this project), the Congregation for the Evangelization of Peoples and the Pontifical Council for Promoting Christian Unity.

These reflections are offered primarily to those engaged in pastoral work so that they might be able to explain how the New Age movement differs from the Christian faith. This study invites readers to take account of the way that New Age religiosity addresses the spiritual hunger of contemporary men and women. It should be recognized that the attraction that New Age religiosity has for some Christians may be due in part to the lack of serious attention in their own communities for themes which are actually part of the Catholic synthesis such as the importance of man’ spiritual dimension and its integration with the whole of life, the search for life’s meaning, the link between human beings and the rest of creation, the desire for personal and social transformation, and the rejection of a rationalistic and materialistic view of humanity.

The present publication calls attention to the need to know and understand New Age as a cultural current, as well as the need for Catholics to have an understanding of authentic Catholic doctrine and spirituality in order to properly assess New Age themes. The first two chapters present New Age as a multifaceted cultural tendency, proposing an analysis of the basic foundations of the thought conveyed in this context. From Chapter Three onwards some indications are offered for an investigation of New Age in comparison with the Christian message. Some suggestions of a pastoral nature are also made.

Those who wish to go deeper into the study of New Age will find useful references in the appendices. It is hoped that this work will in fact provide a stimulus for further studies adapted to different cultural contexts. Its purpose is also to encourage discernment by those who are looking for sound reference points for a life of greater fulness. It is indeed our conviction that through many of our contemporaries who are searching, we can discover a true thirst for God. As Pope John Paul II said to a group of bishops from the United States: “Pastors must honestly ask whether they have paid sufficient attention to the thirst of the human heart for the true ‘living water’ which only Christ our Redeemer can give (cf. Jn 4:7-13)”. Like him, we want to rely “on the perennial freshness of the Gospel message and its capacity to transform and renew those who accept it” (AAS 86/4, 330).

More

Katolikker og farene ved New Age bevægelsen – de erfaringer Fr. Kneemiller’s fik i mødet med New Age

I dag er det ikke usædvanligt, at katolikker føler sig tiltrukket af New Age bevægelsen.  De bliver til tider, desværre, endda opmuntret af deres præster til at opsøge denne. Men hvad er New Age bevægelsen? Dr. Shea giver følgende forklaring:

Denne såkaldte New Age bevægelse er en kulturel strømning, som i dag findes i hele verden. Der er derfor et stort behov for, at katolikker forstår den autentiske katolske doktrin, så de på et sikkert grundlag kan vurdere New Age og dens mangfoldighed. De tanker og praksisser, der udgår fra New Age, er ligesom gnosticismen og dens mangfoldighed, der markerede sig stærkt i det andet og tredje århundrede, og som Kirken har fundet er i modstrid med den katolske tro. (…) Et samfund, der har oplevet et sammenbrud i troen på kristendommen og dens tradition, og som samtidig har erfaret et kontinuerligt fremskridt indenfor videnskab og teknologi, må nu konfrontere den overraskende tilbagevenden af gnosticismen, som er et konglomerat af kosmisk religiøsitet, ritualer og overbevisninger, som aldrig helt er forsvundet. Gnosticismen har sin oprindelse i de hedenske religioner i Asien, Fønikien, Egypten, Grækenland og Babylon, men også i astrologi og græsk platonisme. Dens grundregel baserer sig på læren om frelse gennem viden. New Age bevægelsen hævder, at man kan opnå denne viden på en esoterisk måde gennem metoder, som drømmeanalyse eller via et medium, som fungerer som ”åndelig leder”. (For yderligere information tryk her).

Men er New Age bevægelsen harmløs? Er den i overensstemmelse med den katolske tro? Nej, det er den ikke, og det vil Fr. Kneemiller gøre nærmere rede for ud fra de erfaringer, han har gjort:

New Age fænomenet var engang noget, som fængede de højere samfundslag, men er i dag blevet hvermandseje, fordi man med lethed kan anskaffe sig materiale vedrørende emnet både hos boghandleren eller på DVD. New Age refererer til elementer af åndelighed, der udgår fra de gamle trossystemer som Zen, gnosticisme (hemmelig viden) og Østens meditationsformer.

New Age begreber og tanker er endda blevet en del af vores terminologi. Jeg kender denne terminologi særdeles godt, da jeg tidligere har været dybt engageret i Østens meditationspraksis før min genomvendelse til katolicismen. Jeg har haft ståsted i begge traditioner. Så jeg har viden og indsigt, som er vigtig for katolikker, der ” som det naturligste” tager del i New Age praksis. Jeg har ikke før offentliggjort dette, da det har taget tid at komme ud af mit engagement i New Age.

Jeg er blevet velsignet med en god og solid katolsk uddannelse på St. Charles, Mo, hvor jeg igennem hele min skoletid samt ungdomsuddannelse blev undervist af et utal af troende præster og ordenssøstre. Efter high school (gymnasiet) var jeg klar til at ”udforske” livet. Hvad angik mit trosliv, altså det katolske, så var det fint nok, men jeg havde behov for mere åndelig dybde. På universitet i Missouri blev jeg grebet af yogaens filosofi, og da jeg læste min første bog om yoga ”Heaven Lies Within”, syntes det som om, at det passede godt sammen med det, jeg søgte. Gjorde Jesus ikke også brug af alle disse formuleringer? Efter et år, hvor jeg på må og få læste, hvad der var af ”gør-det-selv-bøger” i forhold til at udøve yoga, begyndte jeg at praktisere Østens meditationsteknik, nærmere betegnet Trancendental meditation. Fra da af (i starten af 1970’erne) fulgte 18 år, hvor jeg praktiserede alt, hvad der er forbundet med denne teknik. Jeg havde rejseaktivitet, som omfattede omkring en halvt snes lande, hvor jeg opholdt mig i flere måneder, og jeg var tæt på at være uden for USA i et år, hvor jeg studerede meditationsteknikker, og hvordan jeg kunne forbedre min (meditations)praksis.

Jeg troede også, at jeg mødte nogle af de mennesker, der virkelig var noget her i verden f.eks Deepak Chopra, der nu fungerer som en selvbestaltet selvhjælpsguru og Johnny Gray, forfatteren til ”Men are from Mars, Women are from Venus”. På det tidspunkt forekom det mig helt naturligt (og godt), at selv katolske ledere såsom Trappisterne i Massahusetts også praktiserede disse meditationsteknikker, og at (katolske) præster tilskyndede til at gøre det samme. Alt syntes godt på det tidspunkt, fordi det jeg lærte, var at dette ”bare” var en teknik, der (kunne) berige ens religiøse liv, og at mantraet, der blev benyttet under meditationen (blot) var en række ord, som egentlig ikke gav mening. Der skulle gå årtier, før jeg fandt ud af, at disse mantraer er en recitation af navnene på de hinduistiske guder.

Efter at have været engageret i Østens meditation i 18 år, begyndte jeg at tage del i rosenkransbøn i familiært regi, i første omgang af ren nysgerrighed. Jeg lærte, at man skal ”bede med hjertet”, og det ændrede min bønspraksis fra at være ren rutine til at være en samtale med – og have en relation til Kristus. Med mine nye ”rosenkransvenner” nød jeg at tage del i katolske begivenheder og arrangementer. Den første ændring, jeg bemærkede, var, at jeg ønskede at være blandt mennesker, som havde den katolske tro, og måden at tale på samt New Age kulturen begyndte at virke underlig, ja endda mærkelig.

Efter få år sejrede katolicismen, og jeg stoppede helt med at beskæftige mig med Østens meditation. På det tidspunkt spekulerede jeg på, om jeg uden videre kunne forlade alt dette, uden at det så at sige blev afsluttet? Fem år på (præste)seminariet blev det næste (for mig), og snart efter ordinationen begyndte jeg at deltage i helbredelsesmesser i Sacred Heart Cathedral i Davenport. En af præsterne der bad (på det tidspunkt) en bøn for mig med henblik på udfrielse og anbefalede mig at forsage mantraet, (jeg havde benyttet i mange år), og dette var et stort skridt til at befri mig fra mine bindinger til Østens meditation.

Min historie fortsætter i 2010, efter at jeg havde været på rejse som militærpræst i Afghanistan, deltog jeg i en helbredelsesbegivenhed i Chicago. Denne begivenhed blev afholdt på seminariet i Mundelein i august måned hvert år og er for præster, der arbejder med helbredelsesmesser og træningspraksis for excorcister. Her mødte jeg Fr. Bob Thorn, en præst fra bispedømmet Wisconsin, hvis historie lignede min, og som også tidligere havde fungeret som meditationslærer og nu var katolsk præst. Fr. Thorn hjalp denne aften med at lytte til skriftemål, så jeg ventede som den sidste i køen af folk, der skriftede hos ham. Jeg tænkte, at ”Fr. Thorn måtte have speciel viden om Østens meditationsformer samt den efterfølgende genomvendelse til katolicismen, som han kom fra. Jeg troede også, at denne samtale ville være en ”tilbagelænet” samtale ’med morsomme tilbageblik’ på ’de skøre ting’ vi havde foretaget os i 70’erne, når det drejede sig om meditation og den slags …”.

Men så snart jeg satte mig ned med Fr. Thorn, var der ikke plads til ”morsomme tilbageblik”, for dette var alvor. Jeg fortalte ham, at jeg havde fungeret som meditationslærer på samme tidspunkt som han, og han så meget bekymret på mig og sagde: ”Bill, du bærer stadig Østens meditation i dig”. Han fortsatte med at forklare, at jeg skulle forsage hver eneste gud indenfor Hinduismen, som påkaldes under meditationen. Jeg indså, at han havde ret. Trancendental meditation rummer snesevis af påkaldelser til guder såsom Brahma, Shiva osv; de figurer som en del af ”måden” at meditere på og som en del af den teknik, man underviser i.

Derpå henvendte vi os til dem, der ledte denne begivenhed og spurgte dem, om de kunne bede for os denne aften. Fr. Thorn downloadede meditationen fra internettet, og vi var klar til at blive bedt for i denne intention for (at blive udfriet).

Tre præster hjalp med dette herunder en fra Canada og en fra Peru, begge, forstod jeg var de mest kompetente excorcister i verden. Præsterne befalede mig at forsage hver eneste af de hinduistiske guder og bekende Jesus Kristus som frelser, dette stod på i godt og vel et kvarters tid. Jeg forsagede hver eneste af de hinduistiske guder og præsterne sagde uddrivelsesbønnen. Denne helbredelse var en gave af meget dyb nåde. Hold da op, dette er, hvad åndelig helbredelse kan gøre ved en! Den nat sov jeg som en sten.

Den næste uge og i de efterfølgende måneder følte jeg mig langt lettere og mere fri, end jeg havde gjort nogensinde før i mit liv. Ved en helbredelsesmesse i Davenport den følgende uge holdt jeg et oplæg omkring det at komme ud af New Age og dens mange forgreninger og brugte efterfølgende godt og vel halvanden time på at lytte til skriftemål og bede for folk, som havde gjort sig tilsvarende erfaringer. Jeg vil aldrig anbefale nogen at gøre brug af Østens meditation. Men jeg ser nu, at det tankesæt som New Age gør brug af – samt hinduismen i ny forklædning, gennemsyrer vores kultur og endda i nogle af vore sogne.

”Mange mennesker føler sig overvist om, at det er harmløst, at man ”låner” noget fra Østens visdom, men eksemplet med Trancendental meditation bør mane til forsigtighed blandt kristne, så de ikke udsætter sig for den risiko, der er ved at ”eksperimentere” med en religion, der ikke er det, den giver sig ud for at være (i dette tilfælde Hinduismen)”, dette fremgår klart af den kirkelige formaning fra 2003 med titlen: ”Jesus Christ, the Bearer of the Water of Life: A Christian Reflection on the New Age”.

”Der er ikke noget problem, at man ønsker at lære at meditere, men man skal være opmærksom på hvem – eller hvilket indhold, der er genstand for meditationen, om det er Gud og dermed Jesus Kristus, eller om det simpelthen handler om at udforske selvets dybder”, fremhæver formaningen.

Kirkens lære minder os om, at vi i Jesus Kristus finder Den, der bør lede os, Han som er Den sande Gud og det sande menneske og kilden til godheden.

(Fr. Kneemiller er præst ved St. Joseph Parish in Hills og St. Mary parishes in Lone Tree og Nichols).

Den autoriserede engelske udgave af dette vidnesbyrd er skrevet af Fr. Knemiller og publiceret på Catholicism Pure & Simple d. 18.januar 2011. Den kan læses på: https://catholicismpure.wordpress.com/2011/01/18/catholics-and-the-dangers-of-new-age-movement-the-experience-of-father-kneemiller

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

German Cardinal Marx praises father-of-communism Karl Marx

GERMANY, May 1, 2018 (LifeSiteNews) – On the occasion of the 200th anniversary of Karl Marx’ birth, Cardinal Reinhard Marx gave an interview in Germany in which he claimed that Marx unmistakably influenced Catholic social doctrine, adding that he was “impressed” by the Communist Manifesto. Karl Marx has often been referred to as the father of Communism, a political theory linked to the deaths of millions.

In another recent interview, Cardinal Marx admitted to finding the writings of Karl Marx “fascinating,” adding that the Communist Manifesto has “an energy” and “a great language.” “One only has to read Karl Marx without prejudice, then his power will surprise,” the prelate explained. “There is an inspiration, a revolutionary impetus,” he stated.

More

Kardinal Sarah: Den udbredte praksis med Kommunion i hånden er en del af satans angreb på Eukaristien

Præfekten for den afdeling i Vatikanet, der fører tilsyn med liturgi(forvaltning), opfordrer de troende til at vende tilbage til den praksis, hvor man modtager Kommunionen på tungen og knælende.

I forordet til en ny bog vedrørende dette emne skriver kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter: ”Det snigende djævelske angreb består i at forsøge at fjerne troen på Eukaristien ved at ”så” fejlfortolkninger samt en upassende måde at modtage Kommunionen på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter”.

Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie” sagde han.

Den nye bog, hvis forfatter er Don Federico Bortoli, blev udgivet i Italien med overskriften: ”Uddeling af Kommunionen i hånden: En historisk, juridisk og pastoral gennemgang” (La distribuzione della comunione sulla mano. Profili storici, giuridici e pastorali).

Med udgangspunkt i 100 året for Fatimaåbenbaringerne, skriver Sarah, at fredsenglen, som viste sig for de tre hyrdebørn forud for Den hellige Jomfrus åbenbaring ”viser os hvordan, vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod”. Hans Eminence redegjorde for de overgreb, hvorved Jesus i dag bliver krænket i Den hellige Eukaristi, som også omfatter den ”såkaldte ’Interkommunion’”.

Sarah fortsatte med at overveje, hvordan troen på realpræcens ”kan påvirke måden, hvorpå vi modtager Kommunionen og omvendt”, og han foreslår pave Johannes Paul II og Moder Teresa, som moderne helgener, Gud har givet os, og som vi kan efterligne i forhold til den ærbødighed, de havde overfor – samt måden hvorpå de modtog Den hellige Kommunion.

”Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden?”, spørger præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter. Måden hvorpå Den hellige Eukaristi gives og modtages,” er et vigtigt spørgsmål, som Kirken i dag bør reflektere grundigt over”, skriver han.

Med tilladelse fra La Nouva Bussola, hvor forordet først blev offentliggjort, bringer vi (LifeSiteNews) vor læsere her nedenfor et sammendrag af kardinal Sarahs tekst.

***

Forsynet, som ordner alt på en klog og blid måde, har givet os bogen: The Distribution of Communion on the hand, skrevet af Federico Bortoli, kort efter at vi har fejret 100 året for Fatima åbenbaringerne. Før Jomfru Maria for første gang viste sig i foråret 1916, viste fredens engel sig for Lucia, Jacinta og Francisco og sagde til dem: ”Frygt ikke, jeg er fredens engel. Bed med mig”. (…) I foråret 1916 da englen for tredje gang åbenbarede sig, erfarede børnene, at englen, som altid var den samme (engel), i sin venstre hånd holdt en kalk, over hvilken en Hostie svævede. (…) Han gav Den hellige Hostie til Lucia og Blodet i kalken til Jacinta og Francisco, som blev liggende på knæ, og sagde: ”Spis og drik Jesu Kristi Legeme og Blod, udsat for ubeskrivelige overgreb af utaknemmelige mennesker. Gør bod for deres overgreb og trøst Jeres Gud”. Englen kastede sig i støvet og gentog den samme bøn tre gange sammen med Lucia, Jacinta og Francisco.

Derfor viser Fredsenglen os, hvordan vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod. Soningsbønnen, der blev givet af englen, er overhovedet ikke forældet. Men hvad er det for nogle overgreb, Den Eukaristiske Jesus udsættes for, som vi må sone? For det første, er der overgrebene mod selve sakramentet: Den forfærdelige vanhelligelse som ex-satanister, der har omvendt sig (detaljeret) har berettet om. Ugudelige Kommunioner, som ikke modtages i nådens stand eller som modtages af dem, der ikke bekender sig til den katolske tro (jeg henviser her til de specielle former for Kommunionsmodtagelse, der går under definitionen ”Interkommunion”), kan også betegnes som overgreb (på Kommunionen). For det andet er alt det, der afskærer (den gode frugt), som udgår fra Sakramentet, specielt de vildfarelser, der finder vej til de troende, så de ikke længere tror på Eukaristien, er et overgreb på vor Herre. At de forfærdelige overgreb, der finder sted ved de såkaldte ”sorte messer” ikke direkte skader Den, der er i Hostien, er forkert, og at der kun sker skade på brødet og vinen.

Selvfølgelig lider Jesus for dem, som vanhelliger Ham, for det er også for dem, Han udgød Sit blod, som på en så ynkelig og grusom måde foragter (det Han gjorde for dem). Men Jesus lider (endnu) mere, når den ekstraordinære gave, som Hans guddommelige og menneskelige Eukaristiske tilstedeværelse ikke kan bringe dens kraftige effekt frem til de troendes sjæle. Og derved forstår vi, at det mest snigende og ondskabsfulde angreb består i, at forsøge på at eliminere troen på Eukaristien ved at sprede fejlagtigheder og en ikke passende måde at modtage den (Kommunionen) på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter: Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie. Måden, hvorpå dette bliver gjort, følger to spor: Det første er en reduktion af begrebet ”realpræcens”. Mange teologer fortsætter med at håne eller afvise udtrykket ”transubstantion” til trods for læreembedets stadige henvisning(er) hertil (…).

Lad os nu se på, hvordan troen på realpræcens kan indvirke på måden, vi modtager Kommunionen og vice versa. At modtage Kommunionen i hånden resulterer uden tvivl i en spredning af fragmenter. I modsætning hertil er opmærksomheden på selv de mindste krummer, omhu i forbindelse med rengøringen af de hellige skåle og ikke at berøre Hostien med fugtige hænder viser, at man virkelig tror på Jesu realpræcens selv i de mindste dele af Den konsekrerede Hostie: Hvis Jesus er substansen i det Eukaristiske brød, og de enkelte dele kun er brød, gør det ingen forskel, hvor store eller små disse dele af Hostien er! Substansen er den samme! Det er Ham! I modsætning hertil, hvis vi ikke skænker dette opmærksomhed, mister vi vort fokus på dogmet. Lidt efter lidt vil vi tænke:” Hvis sognepræsten ikke er opmærksom på fragmenterne, og hvis han håndterer Kommunionsuddelingen på en sådan måde, at fragmenterne vil blive spredt, så betyder det, at Jesus ikke er i dem eller at Han kun er i dem, til et bestemt tidspunkt.

Den anden måde, hvorpå Eukaristien angribes, er ved at fjerne fornemmelsen for det hellige blandt de troende. (…) Udtrykket ”transubstantion” betegner tilstedeværelsen, og fornemmelsen for hellighed åbner op for et glimt af det helt specielle og hellige. Hvilken ulykke, at vi mister sansen for det hellige i Det Allerhelligste! Og hvordan er det muligt? Ved at modtage speciel føde på samme måde som almindeligt føde. (…)

Liturgien består af mange små ritualer og sædvaner, hver af dem udtrykker på hver deres måde holdninger fyldt med kærlighed, barnlig respekt og tilbedelse af Gud. Det er netop derfor, at det er hensigtsmæssigt at fremme skønheden, en passende og pastoral tilgang, som er blevet til gennem Kirkens lange tradition, det vil sige, at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Menneskets storhed og dets ædelhed såvel som dets ypperste udtryk for kærlighed til dets Skaber består i at knæle for Gud. Jesus selv knælede, mens Han bad til Faderen. (…)

Jeg vil derfor fremhæve to eksempler på helgener i vor tid: Skt. Johannes Paul II og Skt. Teresa fra Calcutta. Hele Karol Wojtylas liv var præget af en dyb respekt for Den hellige Eukaristi. (…) Selvom han var udmattet og ikke havde den kraft, der skulle til (…) knælede han altid foran Det Allerhelligste. Han var ikke i stand til at knæle og holde sig oprejst, uden at nogen hjalp ham. Han havde behov for andre til at bøje hans knæ og hjælpe ham op. Han ønskede indtil det sidste at være et levende vidnesbyrd på ærbødighed overfor Det Allerhelligste. Hvorfor er vi så stolte og ufølsomme overfor det tegn, som Gud selv giver os for at nære vor åndelige udvikling, og som en forbundethed med Ham? Hvorfor følger vi ikke helgenernes eksempel og modtager Den hellige Kommunion knælende? Er det virkelig så ydmygende at bøje sig og knæle for Vor Herre Jesus Kristus? Og dog: ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. (Fil 2: 6-8).

Skt. Moder Teresa fra Calcutta, et helt ekstraordinært ordensmenneske, som ingen turde betragte som traditionalist, fundamentalist eller ekstremist, og hvis tro på – og totale hengivenhed til Gud og de fattige er almenkendt, havde respekt for – og tilbad fuldt og helt Jesu Kristi Legeme. Det er klart, at hun hver dag rørte ved Jesu ”Legeme” i arbejdet med dem, der havde det meget dårligt, led, og som var de fattigste af de fattige. Og dog afholdt Moder Teresa sig fra at berøre dettranssubstantierede Jesu Legeme. I stedet tilbad hun Ham og beskuede Ham i stilhed, hun lå længe på knæ foran – og bøjede sig for Jesus i Eukaristien. Desuden modtog hun Den hellige Kommunion i munden, som et lille barn, der ydmygt lader sig ”bespise” af sin Gud.

Denne helgen blev meget trist og fandt det smertefuldt at erfare, at kristne modtog Den hellige Kommunion i hånden. Desuden sagde hun, at så vidt hun vidste, modtog alle søstrene Kommunionen på tungen. Er dette ikke den formaning, som Gud selv retter til os: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Egypten. Luk munden op, så skal jeg fylde den” (Sl 81:11).

Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden? Hvorfor vil vi opretholde en holdning, hvor vi udtrykker manglende underdanighed overfor dette Guds tegn? Ve den præst, der bruger sin autoritet til at afvise – eller nedgøre dem, der ønsker at modtage Kommunionen knælende og på tungen. Lad os som børn træde frem og ydmygt modtage Kristi Legeme knælende og på tungen. Helgenerne er det eksempel, vi bør følge, når vi modtager det, Gud giver os!

Men hvordan kom det så vidt, at praksis med at modtage Kommunionen i hånden blev så almindelig? Svaret finder vi hos Don Bortoli, som har arbejdet med dokumenterende materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort. Dette materiale er af ekstraordinær karakter i forhold til validitet og omfang. Der er tale om proces, der var alt andet end klar, et skifte fra det instruktion Memoriale Domini fremlagde og det, som er en udbredt praksis i dag (…) Desværre, som det hændte med det latinske sprog, er det ligeledes gået med den liturgiske reform. Der er ikke er foregået en homogen udvikling i samklang med den tidligere ritus, men derimod er en tilladelse blevet benyttet til at ”dirke låsen op”, så man har kunnet åbne døren på vid gab for at kunne gennemtvinge og udtømme det værn, der sikrede Kirkens liturgiske skatte. ”Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej” (Visd 10:10) ikke under noget påskud. Udover de teologiske motiver, der er redegjort for ovenfor, synes det som om, måden hvorpå at denne praksis (Kommunion i hånden) har bredt sig, er noget, man er blevet narret til, og som ikke er overensstemmende med Guds veje.

Må denne bog opmuntre præster og de troende, som er blevet tilskyndet af det eksempel, som Benedikt XVI har givet, hvor han de sidste år af sit pontifikat ønskede at uddele Eukaristien til den knælende kommunikant og på tungen. Han ønskede at uddele eller selv modtage Eukaristien på netop denne måde, som er den rette set i relation til netop dette sakramente. Jeg håber, at man vil genopdage og fremme skønheden – og den pastorale omsorg forbundet med denne måde (at uddele og modtage Kommunionen på). Min mening er – og jeg tror, at dette spørgsmål er af så stor vigtighed, at Kirken bør overveje det nøje. Dette er videre en form for tilbedelse og kærlighed, vi hver især kan give til Jesus Kristus. Jeg er meget tilfreds med at opleve, at så mange unge ønsker at modtage Vor Herre så ærbødigt, knælende og på tungen. Må Fr. Bortolis arbejde fremme overvejelser omkring måden, hvorpå Den hellige Kommunion uddeles. Som jeg indledte med, har vi netop fejret 100 året for Fatimaåbenbaringerne, og vi er opmuntret til at vente på Marias Ubesmittede Hjertes sejr, en sejr, der også gælder den sande liturgi.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 22. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-sarah-we-need-to-rethink-the-way-communion-is-distributed

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview – Roberto de Mattei diskuterer den eskalerende krise i Kirken

Redaktørens bemærkning: I sidste måned startede Dr. Maike Hickson en korrespondance med den katolske historiker, forfatter og fortaler professor Roberto de Mattei om karakteren af den eskalerende krise i Kirken. Selvom hendes mands nylige og pludselige sygdom har krævet, at hun ikke er i stand til at være til stede rent arbejdsmæssigt på OnePeterFive, har hun og hendes mand bedt os fortsætte med at offentliggøre dette vigtige og rettidige interview.

Maike Hickson (MH): Mange katolikker rundt om i verden havde håbet på, at Dubiakardinalerne ville offentliggøre deres korrektion af pave Frans vedrørende hans post-sydonale formaning, Amoris Laetitia. Hvad vil du sige til de troende, der nu er skuffede og modløse set i lyset af den stilhed, der har omgivet disse Kirkens ledere? Med hvilke ord vil du forsøge at opmuntre disse troende til at holde ud i håb og tro?

Roberto de Mattei (RDM): Den aktuelle krise i Kirken stammer ikke fra pave Frans, og den kan ikke spores til en enkelt person, den går snarere tilbage til Det Andet Vatikankoncil og strækker sig endnu længere tilbage i tiden til krisen i forbindelse med modernismen (i begyndelsen af det tyvende århundrede). I dag er store dele af kardinalkollegiet, biskopkollegiet og præsterne blevet ”smittet” af modernismen. De få kardinaler, biskopper og præster, der forsøger at stå op i mod dette, må vurdere situationen, og det er vores opgave at hjælpe dem. Men først og fremmest må man ikke bilde sig selv ind, at en enkelt handling fra en af disse aktører, for eksempel correctio fraterna rettet til paven og offentliggjort af kardinal Burke i sig selv vil løse krisen. Hvad der er behov for, er en overensstemmelse og et fokuseret handlingsforløb fra de forskellige grupper bestående af præster og lægfolk, alt efter hvad de kan gøre og i hvilket omfang. Sensus fidei kan lede kardinaler, biskopper, ordensfolk og lægfolk til at handle (i forhold til den aktuelle krise). Vigtigheden af correctio filialis, der er underskrevet af 250 lærde heriblandt ordens- og lægfolk, var det, den udtrykte – nemlig denne sensus fidei. Måden at agere på kan variere fra land til land og fra bispedømme til bispedømme, men dens (sensus fidei) karakteristika er at fremdrage sandheden og fordømme de fejlslutninger, som står i opposition til sandheden. 

MH: Men hvordan kan denne situation løses?

RDM: Det vil ikke være mennesker, der redder Kirken. Situationen vil blive løst ved en nådefuld og ekstraordinær indgriben, som dog må følges op af et militant engagement fra vedholdende og troende katolikker. I lyset af den nuværende krise er der nogle, som tror, at det eneste der skal gøres er at vente på et mirakel, mens de sidder i stilhed og beder. Men sådan er det ikke. Det er sandt, at vi har brug for en guddommelig indgriben, men nåden baseres på hvordan der handles. Hver af os burde gøre det, vi magter og evner.  Continue reading

Vatikan II’s undladelse af at fordømme kommunismen bliver nu afsløret for offentligheden for første gang

Redaktørens bemærkning: Undladelsen af en fordømmelse af kommunismen, som egentlig var blevet forberedt til Det Andet Vatikankoncil, men som senere blev forkastet og glemt, er nu for første gang blevet gjort tilgængelig for offentligheden i en engelsk oversættelse her på LifeSite News. (Men optræder dog her i en dansk oversættelse).

Oversættelserne foretaget af LifeSite’s Mattthew Cullinan Hoffman baserer sig på dokumentudkast, som er indeholdt i koncilets forberedende kommissioners officielle handlinger. 

Dokumenterne indeholder en omfattende plan for en koordineret og global indsats for at modvirke marxismens og kommunismens indflydelse på verdensplan samt at ”nedbryde deres dristige fremfærd”. Men efter at Koncilets kommissioner blev overtaget af de ultra liberale biskopper i ”Rhine gruppen”, blev fordømmelserne forkastet, og alle forsøg på at udtrykke en fordømmelse af kommunismen og marxismen blev fejet af bordet. 

Efter koncilets afslutning blev fordømmelserne ”henvist” til de bind, der udgør koncilets forberedende kommissioners officielle handlinger, og som kun er skrevet på latin. Disse blev henvist til at samle støv på forskningsbibliotekernes hylder i årtier, indtil nu hvor de er blevet fundet frem. 

I den følgende rapport forklarer Hoffman teksterne og deres betydning.

I 1962 forberedte man sig på ved Det Andet Vatikankoncil at fremlægge en historisk fordømmelse af den marxistiske og kommunistiske ideologi, en fordømmelse, der havde som sit strategiske sigte på globalt plan, at marxismen og kommunismen skulle bringes til fald. Alt dette foregik, mens millioner af katolikker vansmægtede bag jerntæppet, og Sovjetunionen arbejdede på at udbrede den ateistiske kommunistiske ideologi på verdensplan.

Vatikan II’s forberedende kommissioner havde udfærdiget tre forskellige redegørelser, der havde til hensigt at fordømme marxismen, som en ”overordentlig alvorlig og universel fare” samt kommunismen som en ”falsk religion uden Gud”, der søger, at ”undergrave grundlaget for den kristne civilisation”. Man havde yderligere som sit fokus en massiv og velkoordineret kampagne med sigte på at frigøre menneskeheden fra kommunismen og ”nedbryde dens uhyrligheder”.

Det skulle være et modangreb i fuld skala mod det, som Fatima seeren Lúcia dos Santos definerede som ”den største hæresi, der nogensinde har eksisteret”, og ”som ville sprede sine fejltagelser til alle dele af verden.

Dokumenterne blev imidlertid kasseret allerede ved koncilets begyndelse, da liberale tyske-, franske- og hollandsktalende biskopper, der udgjorde ”Rhine gruppen” udmanøvrerede det overvejende konservative flertal og tiltog sig kontrol over de kommissioner, der havde kontrolmyndighed over koncilets dokumenter. De afviste størstedelen af de forberedende skemaer, der var blevet udsendt til koncilfædrene og erstattede dem med skemaer, der generelt undgik at fordømme de fejltagelser, der var blevet begået igennem årerne. De skemaer, der fordømte kommunismen og marxismen blev aldrig vurderet. Det, der stod tilbage, var en vag kritik af ateismen i dokumentet Gaudium et Spes med en henvisende reference i en fodnote til tidligere pavers fordømmelse af kommunismen.

Koncilets planer om at bekæmpe Marxismen blev i sidste instans offentliggjort i den endelige udfærdigelse på latin, som en del af koncilets anbefalinger og blev næsten glemt og arkiveret på forskningsbiblioteker verden over, hvor de samlede støv.  Continue reading

Et tysk katolsk ærkebispedømme støtter utroskab og abort for 15-årige piger

Tyske katolikker protesterer imod et program, der personligt er blevet godkendt af Berlins ærkebiskop, som giver ”praktiske tips” til katolske undervisere, der varetager seksualundervisning, om hvordan de skal undervise børn i deres ”seksuelle rettigheder” og rådgive dem til en forståelse af, at en voksens seksuelle samkvem med en mindreårig er tilladt, så længe begge parter er indforstået og beskriver videre den proces, man går igennem, når man ønsker at få foretaget en abort.

Programmet forsøger også på at fjerne ”tabuer”, ”fordomme” og ”stereotyper” som knytter sig til forskellige former for seksuelle afvigelser, herunder homoseksuel adfærd og onani og ser sådanne aktiviteter, som en del af et menneskes identitet. Samtidig forsøger det (programmet) også på at dæmme op for den ”spænding”, der er mellem disse former for adfærd og Den katolske Kirkes ”officielle” doktriner vedrørende menneskets seksualitet.

”En kirke, der i dag forsøger at påvirke folks holdninger, er fuldstændig vanvittig”, skriver Berlins ærkebiskop Heiner Koch i sin introduktion til programmet.”Vi må tage bestik af den måde, hvorpå man i vort samfund betragter den mangfoldighed, der gør sig gældende på det seksuelle område. Vi må, sammen med de unge, stå fast og virkelig erklære, at den kristne tro og dens måde at betragte mennesket på, kan frisætte den enkelte til selvrealisering og til dybe forhold og intimitet”.

Programmets ”praktiske tips til metoder, undervisere i seksualundervisning kan gøre brug af i mødet med de unge”, er at finde på ærkebispedømmets hjemmeside, og her stilles spørgsmålet: Hvornår er det normalt at have sex?”. Der fremlægges en liste over hypotetiske ”situationer”, som omfatter mindreåriges seksuelle aktiviteter udenfor ægteskabet, og der gives derefter ”anvisning” til de situationer, som er centreret omkring mindreåriges ”ret” til at tage del i en sådan aktivitet. Den katolske doktrin vedrørende seksualmoral nævnes ikke i dokumentet.  Continue reading