Category: Orthodoxy

Pope Francis names Cardinal with close ties to McCarrick as key figure in next papal election

ROME, February 14, 2019 (LifeSiteNews) – Pope Francis has named Cardinal Kevin Farrell as papal camerlengo, a post by which Cardinal Farrell would administer the Vatican when the pontiff dies or resigns and before the election of a successor.

The announcement comes despite lingering questions about Farrell and his role in controversies swirling around ex-Cardinal Theodore McCarrick. McCarrick is awaiting a decision from Pope Francis regarding his alleged sexual abuse of seminarians and an 11-year-old boy decades ago, which may result in his laicization. Farrell and McCarrick previously shared an apartment.

Farrell, who is Irish, was the Bishop of Dallas before Pope Francis promoted him to lead the Dicastery for Laity, Family and Life. He is a vocal defender of Amoris Laetitia and has endorsed pro-homosexual Father James Martin’s book Building a Bridge.

More

Pope Francis chooses priest to guide Lent retreat who holds Jesus didn’t ‘establish rules’

ROME, February 5, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has selected a Portuguese “priest-poet” to preach at his 2018 Lenten retreat who is an open promoter of the “critical theology” of a Spanish nun who defends the legalization of abortion and government recognition of homosexual “marriage” and adoptions.

Father José Tolentino Calaça de Mendonça, vice rector of the Catholic University of Lisbon, wrote the introduction to the Portuguese translation of “Feminist Theology in History,” by Teresa Forcades, whom the BBC calls “Europe’s most radical nun.”

More

Pope names new Vatican bishop who claims Jesus didn’t ‘establish rules’

August 16, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has consecrated as a bishop a Portuguese priest who claims that Jesus didn’t “establish rules” and who promotes the theology of a dissenting nun who defends the legalization of abortion and homosexual “marriage.”

José Tolentino Mendonça, a priest and poet who was the vice-rector Catholic University of Lisbon, will now be heading the Vatican Secret Archives for Pope Francis, a post he will assume in September of this year.

More

Skt. Peter Damian (1049): Hvad Kirken bør gøre for at komme den omsiggribende homoseksualitet blandt klerikale til livs

Den stadig større magt og indflydelse, som homoseksuelle præster, biskopper og kardinaler og lægfolk med beføjelser har opnået, har været en væsentlig faktor i forhold til det vedvarende og tiltagende kaos, der har hersket i Den katolske Kirke gennem de sidste 60 år. Denne ”forstyrrelse” i Den katolske Kirke har haft en negativ indvirkning på hele verden, fordi den har været årsag til en svækkelse i den positive påvirkning katolicismen har haft på civilisationen gennem århundreder.

Hvis man tror, at det, der sker nu, er noget helt nyt, er det et tegn på, at man ikke har foretaget en historisk betragtning. I 1049, da Skt. Peter Damian skrev sin afhandling, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus) til pave Leo IX, var homoseksualitet og seksuel perversion generelt mere åbenlyst og udbredt blandt klerikale, end i dag. Det var denne frygtelige situation, som denne helgen adresserede i sin appel til paven samt et håb om, at der straks blevet taget hånd om problemet.

Vi hører ofte fra lunkne, magelige, kujonagtige og frygtsomme eller kulturkatolikker og specielt fra klerikale, som direkte er en del af en homoseksuel kontekst, at vi ikke bør rette kritik mod præster, biskopper og slet ikke paven. Det antages, at der her tale om en synd, der er langt værre end hæresi og perverteret seksuel aktivitet, da den medfører stor personlig lidelse og leder sjæle til helvede, uden at nogen tager de nødvendige initiativer til at stoppe dem, der udfører denne synd og får dem på andre tanker.

Skt. Peter Damian lod sig ikke stoppe af letkøbte begrundelser om at tilbageholde Guds retfærdighed på et tidspunkt, hvor det så ud som om, Kirken var på vej mod sin undergang. Han forstod den forpligtelse, han var pålagt, samt nødvendigheden af at tale om faren ved at synde for netop at mindske den katastrofe, der ville indfinde sig, hvis man ikke her og nu gjorde det, der var nødvendigt. Samtidig understregede han, at dette måtte foretages i en kærlig ånd og med et kristent håb, om at de personer, der var berørt af dette moralske fordærv, måtte komme ud af det. Deres omvendelse var det, man fremfor alt håbede på og bad for, så de ikke måtte lide evig fortabelse.

En italiensk oversættelse af Book of Gomorrah er for nylig blevet udgivet. En engelsk udgave udarbejdet af én af vores journalister på LifeSite vil snart være tilgængelig.

Den 11. februar 2015 offentliggjorde hjemmesiden Rorate Caeli uddrag fra bogens indledning skrevet af professor Roberto de Mattei til den italienske udgave.

I det følgende præsenteres nogle afsnit fra bogens indledning, som jeg håber vil skærpe opmærksomheden hos de troende, specielt når man tager i betragtning, hvad der aktuelt sker i USA, som er et resultat af den afgørelse, højesteret har foretaget, samt det kaos, der omgav familiesynoden, når det specifikt handlede om Kirkens lære omkring seksualitet.

Uddrag fra indledningen til Book of Gomorrah

Skt. Peter Damien, (1007-1072) abbed for klosteret Fonte Avellana og efterfølgende kardinal/biskop for Ostia, var én af de mest fremtrædende skikkelser i forbindelse med en katolsk reform i det 11. århundrede. Hans Liber Gomorrhianus udkom omkring 1049 på et tidspunkt, hvor fordærv havde spredt sig i meget stort omfang og endda var nået til de højeste positioner indenfor kirkens hierarki.

I denne skrivelse rettet til pave Leo IX, fordømmer Peter Damien den perverterede (seksuelle) praksis, man hengav sig til på hans tid, med en sprogbrug, der ikke levnede plads til tom barmhjertighed eller kompromiser. Han er overbevist om, at den værste af alle synder er sodomi, som er et begreb, der indbefatter alle handlinger, der er naturstridige, og som benyttes til seksuel fornøjelse, fremfor det seksualiteten er skabt til, nemlig forplantning. Skt. Peter Damien skriver: ”hvis ikke en stærk hånd med det samme tager fat om denne forsmædelige og vederstyggelige last, vil Guds vrede komme over os, og mange vil få den at føle”.

Der har været tidspunkter i (Kirkens) historie, hvor Hendes (og andres) hellighed er blevet gennemsyret (af synd), når dem, der er en del af Hende, har skadet Hende så meget, at Hun faldt sammen og blev omgrænset af mørke og fremstod som om, Gud havde forladt Hende.

Peter Damiens røst vækker genklang i dag, ligesom den gjorde dengang med opmuntring til – og trøst for dem, der igennem historien og ligesom ham havde kæmpet, lidt, grædt og håbet.

Han modererede ikke sit sprogbrug, men lod sin overbevisning komme til udtryk for at understrege sin harme. Han var frygtløs og kompromisløs, når han talte imod synd, og netop dette viste, at han brændte af nidkærhed for Gud, det gode og sandheden.

Her i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Kristi fødsel er vi vidner til, at præster, biskopper og biskopkonferencer stiller spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og samtidig taler de varmt for, at man åbner op for samkønnede vielser. Homoseksualitet betragtes ikke længere som en synd, der skriger til himlen (på Guds retfærdighedsharme), men den er derimod begyndt at gennemsyre præsteseminarier, uddannelsesinstitutioner, katolske universiteter og er endda kommet ind bag Vatikanets mure.

Liber Gomorrhianus minder os om, at der er noget, der er langt værre end moralske laster, der praktiseres og tales op som værende noget godt, og det er, at den tavshed, der har lagt sig omkring dette burde brydes og afløses af klar tale, som skal intervenere den uhellige alliance og meddelagtighed, der er opstået mellem de ugudelige og dem, der foregiver, at de for hver en pris foretrækker at holde lav profil (tie stille) for at undgå skandale, eller som blot forsøger at blive en del af det tavse flertal.

Stadig mere alvorligt er det, at accepten af homoseksualitet blandt Kirkens hierarki har udviklet sig til, at man ser homoseksualitet som noget værdifuldt, noget, der skal mødes med pastoral omsorg og nyde juridisk beskyttelse, fremfor at man betragter homoseksualitet som en synd. I det opsamlende arbejdsdokument (relatio), der blev præsenteret midtvejs ved synoden i oktober 2014 fremgik følgende formulering i et afsnit: ”homoseksuelle har kvaliteter, som de kan bidrage med i det kristne kommunitet”, og med denne opfordring til biskopperne ”… bliver vi i stand til at møde disse mennesker med åbne arme og skabe en broderlig atmosfære (for dem) i vores menigheder”.

Denne opsigtsvækkende passage blev fjernet i den endelige rapport fra synoden, men nogle biskopper og kardinaler, som enten deltog i synoden eller havde funktioner udenfor mødeaktiviteterne, insisterede på, at man anlagde nogle positive vinkler på homoseksuelle ægteskabslignende forhold, som er naturstridige, og disse klerikale gik så langt, som til at håbe på ”en måde, der beskrev rettighederne for mennesker i samkønnede ægteskaber”.

Skt. Peter Damian tøvede ikke, både som helt almindelig munk og kardinal, med at rette beskyldninger mod paverne på hans tid for deres yderst kritiske opførsel, når de undlod at adressere problemerne. Man kan håbe, at ved læsning af bogen Liber Gomorrhianus vil Skt. Peter Damiens ånd komme over visse prælater eller lægfolk, så de rystes i deres grundvold og begynder at tale og handle.

Selvom vi er milevidt fra Skt. Peter Damians hellighed og profetiske ånd, lad os da alligevel gøre hans indignation mod ondskaben til vores og med de afsluttende ord i hans afhandling vende os til Kristi stedfortræder på jord, Hans Hellighed Pave Frans, som nu sidder i Peters Stol, således at han kan gribe ind og sætte en stopper for de doktrinære og moralske skandaler, der lige nu præger Den katolske Kirke: ”Vil De, almægtige Herre komme os til undsætning, Ærværdige Fader, så dette lastens misfoster, under Deres pontifikat, må blive tilintetgjort, og Kirken, der aktuelt er i frit fald, kan genopstå i al Sin herlighed og styrke”.

Den italienske udgave af bogen er tilgængelig her.

(Bemærk: navnet på denne helgen staves på engelsk: Damian, hvorimod stavemåden er Damien på italiensk og fransk. I citaterne hentet hos Fr. Mattes er stavemåden: Damien)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Jalsevac og publiceret på LifeSiteNews den 30. juni 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-peter-damien-1049-what-church-must-do-in-response-to-rampant-homosexual

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guitarer hører ikke hjemme i en katolsk Messe

Hvorfor er traditionelle katolikker imod brugen af guitarer, når det gælder musikken i kirken? Hvorfor er vi af den opfattelse, at en populær og nutidig musikalsk stilart er uforenelig med liturgiens ånd?

Jeg tager udgangspunkt i følgende ord sagt af Paulus: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12: 2).

Min grundlæggende indvending er rettet mod den populære og noget særegne antagelse, om at guitarmusik i kirken, uanset om melodierne er sentimentale eller iørefaldende, er det intet andet end en drejning af vores sind i en sekulær retning til de artistiske, psykologiske og åndelige standarder, der præger vor tid. På den måde ”efteraber” man Bob Dylan og Billy Joel, selvom sådanne folkekære kunstnere synes strømlinede i sammenligning med det støjhelvede og den ynkelige sentimentalitet, der præger den musik, som unge voksne i dag lytter til.

Det er som om, den højtprofilerede rockhymne implicit er blevet blåstemplet som det nye parameter, som selv musikken, der er rettet mod tilbedelse, skal skabes ud fra. Også Gud må opleve at blive bejlet til, som Den, der lyser op og er elskende, Han må ”lægge øren til” en klynken og en voldsom mængde ord vedrørende synd og nåde, ligesom når en populær kunstner klynker og forsøger at overbevise os om, hvad der er galt i verden: Vietnamkrigen, fattigdom i tredjeverdens lande og en AIDS epidemi. Sangene bevæger fra tårevædede ballader, til ”nu skal der være fest”. Det er på sin vis ligegyldigt, hvordan man beskriver dette musikalske fænomen, fordi dets oprindelse og lighed med de sekulære tendenser fremstår fuldstændig klar. 

Det er ikke første gang, at vi konfronteres med dette problem i Kirkens liturgiske musikhistorie. Den sidste store epidemi af musikalsk sekularisme var i operaens tidsalder, som strakte sig gennem det attende og nittende århundrede, da næsten al kirkemusik blev fortrængt til fordel for en mere stringent stilart indenfor opera, som er beslægtet med de storslåede værker og forudsigelige kærlighedshistorier, som i evighed har gået sin gang aften efter aften på scener verden over, og hvor publikum primært har været forsamlet for at lytte til kendte tenorers- og sopraners stemmepragt.

Da pave Pius X forsøgte at reformere kirkemusikken, var hans intention en resakralisering, så den kunne gennemgå en genopretning og komme væk fra den verdslighed, der prægede operaen. Han ønskede at forny musikken, så den blev komponeret til Kirken og Hendes liturgi, en musik som var rolig og beregnet for sjælen, og som rettede opmærksomheden ikke blot mod kunstneren, men mod de guddommelige mysterier, og som fremmede en atmosfære af kontemplativ bøn, en musik med mange stemninger og tilstande, blid og som på en subtil måde ”talte” til følelserne, og som altid tjente noget, som var større end den, noget essentielt ikke følelsesmæssigt: en ”rationel tilbedelse” (logikē latreia), som Paulus taler om i sit brev til menigheden i Rom (12: 1). For Paulus den ”sande omskårne” hører til dem, ”som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3: 3).

Pointen er følgende: at selvom vore døbte legemer er Helligåndens tempel, og vi skal tilbede Herren med hjerte og stemme, er vores tilbedelse ikke på niveau med legemet, der er ikke tale om en sanselig berøring eller om det at blive ”rørt”, men om et åndeligt offer og en tilbedelse, som understøttes af et disciplineret legeme, hvis lidenskaber er blevet tugtet, og hvis følelser er blevet lutret. Den sande katolske hellige musiks herlighed er, at den har styrke til at bevæge os i overensstemmelse med liturgiens værdige ”dans” til en stadig større kærlighed til Herren med vort hjerte, sind, sjæl og styrke: den er således et ydmygt instrument til menneskets guddommeliggørelse, at det bliver lig Gud i nåde og kærlighed. Musikken skulle enten hjælpe eller i det mindste ikke hindre en fremadskridende modning af sjælen på dens rejse gennem Teresas palæer (Teresa af Avila), op ad det stejle Karmelbjerg til endemålet, den transformerende forening, det mystiske ægteskab.

Musik, der rent stilistisk forbliver på et niveau, hvor den appellerer til det sanselige, vil stimulere og understøtte de almene følelser hos sjælen hos den, der lytter, og derfor er denne musik ikke egnet til tilbedelse, fordi den ganske enkelt ikke bistår sjælen i at modnes til åndelig værdighed, den lutrer ikke lidenskaberne og løfter ikke sindet til et himmelsk eksistensplan. Faktisk vil en uformel og snakkesalig måde at fejre Messen på kombineret med en særegen populærmusik resultere i en forkrøblet psyke, en kunstig forlængelse af følelsernes ungdom uden at opnå den åndelige perfektion, som Herren har til hensigt at formidle gennem Kirkens hellige riter og mystiske sakramenter. Den skaber ikke de optimale omgivelser for hjertets stilhed, der dæmper den hyperaktive vilje, som Skt. Teresa ser som en afgørende forberedelse til de prøvelser og velsignelser, som Gud har for sjælene, der holder ud gennem de tre første paladser. Hun siger, at sjælen må blive mere og mere modtagelig og ikke fanges ind i en mental handlen, som gør det praktisk talt umuligt for Gud, der taler med ”sagte stemme” til at handle på Hans initiativ på en suveræn måde.

Den kristne må udvikle en skærpet egenskab for at kunne vente og lytte og for at tage imod og være Gud til behag, samt at overgive sig til Hans umærkelige indtrængen i sjælen og varme sig i Hans lys. Gregoriansk og Byzantinsk sang, den polyfoni og harmoni, de inspirerede til, er en tradition i den moderne hellige musik og bærer derfor de væsentligste kvaliteter for hellighed, kunstnerisk fortræffelighed og universalitet, som Kirkens autentiske liturgi har og kræver. Intet sekulært, banalt, overfladisk og larmende er værdigt til Kristi hellige, udødelige, overvældende og livgivende mysterier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 20. marts 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/guitar-music-has-no-place-in-the-catholic-mass.-heres-why

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)