Category: Orthodoxy

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Gallen Mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden

Manglen på præster er kun et åbenlyst påskud for at fjerne cølibatet i Den latinske Kirke, på det praktiske plan (ikke det teoretiske). Dette har været målet siden Luther”. – Biskop Athanasius Schneider.

44 år før det lykkedes ham at få banet vejen for valget af pave Frans, deltog den daværende Fr. Cormac Murphy-O’Connor, et fremtidigt medlem af Skt. Gallen Mafiaen, i en synode i 1969 under ledelse af pave Paul VI. Mens han lyttede til de yderligtgående (liberalt modernistiske) angreb mod det klerikale cølibat, fik han pludselig en tilskyndelse, nemlig det, som han husker og betegner, som ”et engelsk forår”. På et ”elendigt formuleret latin” udarbejdede Murphy-O’Connor et improviseret oplæg, der handlede om, at ”man måske burde overveje ordinationen af gifte mænd”.

Alt syntes at være i spil” på dette tidspunkt efter koncilet (Vatikan II). En præst lod endda Murphy-O’Connor vide: ”jeg var ganske sikker på, at der ville komme en ændring i reglerne omkring cølibatet, og derfor aflagde jeg mit præsteløfte med det i baghovedet”. Under optakten til synoden i 1971 vedrørende præsteskabet, som Murphy-O’Connor var med til at planlægge, skrev én af de kommende medlemmer af Skt. Gallen Mafiaen en artikel, der argumenterede for, at ”når alt kommer til alt, er forkyndelsen af ordet og varetagelsen af sakramenterne af lang større betydning end Kirkens lovgrundlag vedrørende et ugift præsteskab”.

Endelig modtog Murphy-O’Connor og hans forgænger i Mafiaen, Basil Hume, et brev fra Rom, der understregede, som Murphy-O’Connor selv beskriver, at hans udtalelser vedrørende ordination af gifte mænd fremstod ”som vage og provokerende”. Da sagde Hume til Murphy-O’Connor: ”jeg har et forslag Cormac, skal vi ikke tage til Rom og fremlægge vores sag? Sammen skal vi nok finde en løsning”.

I mellemtiden underskrev deres fremtidige medsammensvorne i Mafiaen, Walter Kasper og Karl Lehmann, et dokument i 1970, som fremsatte et ønske om ”en nærmere undersøgelse” af lovgrundlaget for cølibatet samt muligheden for at ordinere gifte mænd. Men under den turbulente synode i 1971, som omhandlede præsteskabet, stemte et flertal af biskopperne, dog med en smal margin, mod at ordinere gifte mænd, selv når der opstod specielle ”situationer”. Da en kardinal fremsatte følgende argument: ” at når man indfører forskellige ændringer, bliver det helt enkelt umuligt at opretholde begrænsninger indenfor den rammesætning, vi definerer for ordinationen af gifte mænd”.

Man kan ikke give en tilladelse til et europæisk land og derpå udelukke andre lande i Europa. Det samme gælder i forhold til Europa og resten af verden: En tilladelse skal ikke kun gælde i et land eller region, men for alle”, udtalte kardinalen. Ifølge The New York Times ramte kardinalens argument plet, ”med undtagelse af et par stykker, lød der selv fra dem, der var for ordination af gifte mænd under særlige forhold, en advarsel mod at foretage vidtrækkende ændringer, således at de, der allerede var fungerende præster, kunne få muligheden for at gifte sig”.

Det glippede, selvom omstændighederne var de rette”, beklagede Lehman i sine erindringer.

Imidlertid begyndte en række af Mafiaens medlemmer årtier efter synoden at fremsætte underfundigt overbevisende og strengt fortrolige bemærkninger om ordinationen af gifte mænd. Ved en pressekonference kort før konklavet i 2013, lod Murphy-O’Connor offentligheden vide, at emnet ”meget vel kunne blive drøftet”, selvom det ikke var det første punkt på dagsordenen. Et år efter, at Murphy-O’Connor havde banet vejen for valget af pave Frans, erklærede han, at han ville anmode Rom om ordination af ”egnede gifte mænd”, hvis en biskop i sit bispedømme havde en udfordring i form af for få præster. I mellemtiden erklærede kardinal Kasper, at den nye pave syntes godt om dette forslag.

I dag står vi overfor en Amazonassynode, og som kardinal Walter Brandmüller formulerer det, har man ved denne synode ”først og fremmest en intention om at implementere to målsætninger, som indtil nu ikke har fået plads i Kirken. De målsætninger, der er tale om, er afskaffelsen af cølibatet for præster samt en introduktion til ordination af kvinder, altså et kvindeligt præsteskab, hvor man starter ud med kvindelige diakoner”. I forbindelse med forberedelserne til synoden har pave Frans ildevarslende rost arbejdet foretaget af biskop Fritz Lobinger, et arbejde, der kan betegnes som meget yderligtgående i en liberal og modernistisk retning. Biskop Fritz Lobinger har intentioner om, at man skal foretage ordination af ”ældre” gifte mænd, og at det på sigt kommer til at gælde i hele Den universelle Kirke. Det skal ske ved at øge antallet af ”ældre” gifte mænd og på den måde foretage en udskiftning af de rigtige præster. Biskop Lobinger har et håb om, at der kan ske en udbredelse af ”gruppebaserede Messer” fejret af en bankchef, buschauffør eller en tømrer. Biskop Lobinger har offentligt tilkendegivet, at nogle af de præster, der aktuelt udfører deres kald, undtagelsesvist vil kunne gifte sig, og han har gentagne gange foreslået, at hans oplæg til en gruppebaseret struktur, der skal gælde for præsteskabet, skal bane vejen for ordination af kvinder.

Pave Frans har derfor valgt en muse, der er sympatisk indstillet overfor det sydonale aspekt, som sætter navn på kandidat til paveembedet og overhoved for Skt. Gallen Mafiaen kardinal Carlo Martini. Ved synoden i 1999 kundgjorde Martini sin vision af at gøre brug af sydonale aspekt, som et redskab (blandt mange) til at løse problemet med præstemanglen og arbejdet med kvindernes rolle i Kirken samt vække (nyt) liv i det økumeniske arbejde. I sin bog ”Night Conversations”, som senere blev benyttet i forarbejdet til valget af pave Frans, fremhæver Martini ordination af gifte mænd, kvindelige diakoner samt den måde, som andre ”kirker” har implementeret ordinationen af kvinder på.

Han kommer med følgende forklaring:

Mens jeg opholdt mig i Canterbury i 90’erne, besøgte jeg ærkebiskop Dr. George Leonard, det daværende overhoved for den anglikanske kirke. Denne kirke var præget af interne spændinger på grund af ordination af kvinder. Jeg forsøgte at opmuntre ham til at fortsætte dette arbejde, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet. Vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”.

I Edward Pentins bog med titlen ”The Rigging of a Vatican Synod?” fremlægger kardinal Brandmüller på profetisk vis, hvordan de revolutionære træk er knyttet til den radikale økumeni. Han formulerer det således:

Det første, man går efter, er Kommunion til skilte gengifte. Derpå, og som det andet, er det afskaffelsen af det præstelige cølibat, og det er det, man sigter imod. Et kvindeligt præsteskab er MÅLET og endelig skabe enhed med protestanterne. Derpå vil man have en tysk Kirke, som er uafhængig af Rom, og endelig har man fundet sammen med protestanterne”.

Den samme målsætning finder man også skitseret i kardinal Kaspers bog, der handler om Luther. Kasper finder sit økumeniske håb i det, som Luther har udtalt: ”at han vil kysse fødderne på den pave, der vil anerkende hans evangelium”. Den pave, som skulle anerkende Luthers evangelium, foreslår Kaspers bog, bør ganske enkelt være pave Frans. Derfor er dette Lutherinspirerede pontifikats dagsorden at ”vride al” katolicisme ud af Kirken og dermed slække på en række katolske markører såsom det præstelige cølibat og alt dette blot for den radikale økumenis skyld.

For nylig deltog Kasper i et indledende og ”hemmeligt” møde relateret til den kommende synode, hvor man arbejder målrettet mod ordination af gifte mænd og en ny vurdering af kvindelige diakoner. Der var ingen af Kaspers medsammensvorne fra Mafiaen tilstede ved mødet, fordi næsten alle er afgået ved døden, og de dermed ikke har kunnet opleve det kommende resultat af deres anstrengelser. Men for Kasper drejer dette sig om en kamp, der har stået på i årevis, og som trækker tråde helt tilbage til Luther, og dette slagsmål vil fortsætte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 4. juli 2019. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Lidelse følger i kølvandet, når en Kirke tager ukloge beslutninger

Det, man kan sige om pave Johannes XXIII’s pontifikat var, at det i sin karakter var optimistisk. Da han blev spurgt, hvorfor han indkaldte til det andet Vatikankoncil, var hans svar angiveligt: ”Jeg ønsker at åbne Kirkens vinduer så meget, at vi kan se ud, og folk (udenfor) kan se ind”. Med denne åbningsreplik for Koncilet, hånede han de kritikere, der hævdede, at den moralske krise var under opsejling ved at karakterisere dem, som dommedagsprofeter, der altid har de værste katastrofer for øje, som om verdens ende er lige om hjørnet. Pave Johannes XXIII’s optimisme figurerede implicit i det, der var sigtet med Vatikan II: At bringe Kirken og den moderne verden sammen på en vellykket måde, det vil sige at åbne Kirkens vinduer og lade røgelsen, der benyttes i hellige sammenhænge, blande sig med den friske sekulære luft, eller sagt på en anden måde, der var tale om et projekt, der havde tiltro til, at en syntese mellem optimisme og håbet om alt det bedste ville bære stor frugt.

Pave Johannes XXIII nåede ikke at opleve koncilets slutresultat. En progressiv katolik ville karakterisere dette på følgende måde: Han var som en bygningshåndværker, tilknyttet et katedralbyggeri, hvor han ikke nåede at opleve det endelige og imponerende resultat. Det er det samme, der gør sig gældende, når man tager udgangspunkt i den kulturelle udvikling. Man tilplanter en have, og de generationer, der kommer efter, kan høste dens frugt.

Men til tider kan dens frugter, der vokser frem være rådden og helt uspiselig.

Den frugt, der var resultatet af Vatikan II, efterlod Kirken med en bitter smag i munden. Mange antager, at dette skyldes en infiltration af Kirken. Måske skulle pave Johannes XXIII have lyttet til dommedagsprofeterne. Hvis man åbner vinduerne, når luften er fyldt med giftig røg, kan det have en dødelig udgang.

Jeg kunne være fristet til at gennemgå de mange mærkværdige og fjollede ting, man har været vidne til siden Vatikan II, samt de drastiske fald, der har været i forhold til kald (præste- og ordenskald) samt folk, der deltager i Den hellige Messe og antallet af misbrugssager og endelig de enorme summer, der er blevet benyttet til at indgå juridiske forlig i disse sager. Jeg kunne fortsætte listen af disse opsigtsvækkende forhold med at nævne Messer med rockmusik, hvor der danses polka, hvor der optræder klovne, og det værste af det hele er Messerne ved Verdensungdomsdagene. Men jeg vil i stedet rette fokus på følgevirkningerne af Vatikan II, og hvilken betydning de aktuelt har for verden og de unge.

Da jeg arbejder som lærer, vil jeg tage udgangspunkt i de erfaringer, jeg har gjort mig på dette område. Jeg arbejder i det offentlige skolesystem, og her er Den katolske Kirke praktisk talt ikke eksisterende. De elever, jeg møder har aldrig hørt om en biskop eller for den sags skyld en pave, og hvad disse titler dækker over. Deres viden om præster stammer fra det, de stifter bekendtskab med fra komikkens verden. De ved, hvad det vil sige at være nonne grundet en aktuel gyserfilm. Der er kun to af mine elever, der på ugentlig basis deltager i en eller anden form for gudstjeneste. Resten tager enten del i søndagens ”tilbedelse” af hockey-sporten eller sidder derhjemme foran computerskærmen og bruger tid på at slå mennesker ihjel i et spil. Hvis en elev har et familiemedlem, der er troende (kristen), så kender eleven til Jesus, men ved med stor sandsynlighed ikke hvem Jesus egentlig er (jeg havde på et tidspunkt en elev på 11 år, som spurgte om julen indikerede Jesu død på korset). Min opfattelse er på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig, at Den katolske Kirke fremstår som betydningsløs for de elever, jeg er lærer for og ikke bare for dem, men for hele det moderne uddannelsessystem.

Kan jeg få det moderne uddannelsessystem til at forsvinde? Hvad kan Den ”moderne” katolske Kirke tilbyde mine elever? Skal jeg undervise dem i, hvordan de skal plagiere, når de skal skrive et essay? Eller skal jeg give dem en lektion i matematik, hvor 2 +2 = 5? Der vil givet være en elev, der ønsker en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre? Mit svar til den pågældende elev vil da være: ”du skal ikke fokusere på detaljer”. Måske kan Kirken i forhold til de naturvidenskabelige fag bidrage med, hvorledes man bygger broer på usikker grund, eller laver et flag, som kan indgå, som en naturlig del af boligindretning. Hvis der er et felt, hvor Den ”moderne” katolske Kirke og det offentlige uddannelsessystem kan mødes, er det omkring fordømmelsen af de menneskeskabte klimaforandringer. Man har sagt, at ”de dommedagsprofetier, der i dag bliver forudsagt i forbindelse med klimaforandringerne, skal tages meget alvorligt”. Her ser vi et eksempel på, at Pave Johannes XXIII møder dommedagsprofeten: Frans. Jeg er sikker på, at Kirken og skolerne kan arbejde sammen om at begrænse folks forbrug af plasticsugerør. Med undtagelse af den politik, som Kirken fører, som er smurt ind i teflon, så fremstår Den katolske Kirke som useriøs og utroværdig, når den præsenteres i det offentlige skolesystem.

Fraværet af en klar og tydelig Kirke er ikke noget, man skal tage for let på, for der er tale om fraværet af det sande lys og håb. I de syv år, jeg har fungeret som lærer, har jeg undervist mange utrolige elever. Men jeg har også været vidne til den lidelse, de har gennemgået. Jeg ser elever, hvis liv er blevet ødelagt af en skilsmisse. Jeg er vidne til, at skoler regelmæssigt kortvarigt må lukke ned, fordi der er fare for, at visse elever kan blive bortført. Det at være lærer betyder, at man meget hurtigt kommer på fornavn med betjentene på den lokale politistation. Jeg havde en elev på 9 år, som blev taget i at sende upassende billedmateriale, hvor eleven selv optrådte, til venner og bekendte. Jeg havde en elev på 10, som forsøgte at begå selvmord, og det kom som et chok for mig, at en af mine andre elever på kun 7 år også havde forsøgt på at begå selvmord. Jeg har endda haft to elever, som blev myrdet. Jeg tror ikke, at I kan forestille Jer, hvor mange grædende og sorgfulde børn, jeg har lyttet til. Vi lever i en verden, som er markant præget af sorg og smerte, en verden som sukker efter en frelser, som er Den Frelser, børnene henvender sig til, når de synger Hosanna. Disse børn bærer på så meget sorg og smerte, og de har ingen anelse om, hvor de skal finde håbet. En stærk og synlig Kirke er ganske enkelt fraværende og kan derfor ikke tage dem i hånden og lede dem ad den rette vej.

Alt det, som mine elever oplever og bærer på, bekræfter blot den ulykkelige sandhed, at hvis Kirken fremstår svag, uklar og ikke er i stand til at vise vejen, så lider verden under dette. Det er klart, når Kirken ikke prædiker Kristus, som korsfæstet, og når man fjerner krucifikser i det offentlige skolesystem, så ender det galt. Når krucifikserne fjernes på skolerne, placeres korset med dets lidelse på vores børn. Manglen på rettidig omhu fra Den synlige Kirke har resulteret i, at Den sammen med den moderne verden styrer direkte mod lidelsernes afgrund, og der er her tale om lidelser i en skala, som indtil nu aldrig er set mage, og det er børnene, der må bære dette på deres skuldre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så optimistisk, som pave Johannes XXIII, og sige, at det hele nok skal blive godt. Det ville være løgn. Kristus har vundet den endelige sejr, men mange sjæle vil gå tabt på vejen derhen. Imidlertid kan man håbe på, at en meget mindre katolsk Kirke vil rejse sig af støvet, vakt til live af Den ekstraordinære Messe, og som vil bringe det glade budskab videre til kommende generationer. I sidste ende må katolikker være parate til at være ligesom dem, der var med til at bygge middelalderens katedraler, nemlig at arbejde på en fornyelse uden at kunne forvente at se det endelige resultat, som er katedraler bygget på klippegrund, ikke på et fundament af genbrugte plasticsugerør. Der har allerede været for meget lidelse forårsaget af ukloge beslutninger.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/suffering-foolish-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Aldrig før har verden ønsket så meget, at du må komme i helvede! Du må stå imod!

Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelstmen for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24: 22).

Finder du behag i kødets lyst? Er du grådig? Tror du på Den katolske Kirkes trosgrundlag, men er lunken i din tro? Er du vokset op i en ikke-kristen familie, eller er du vokset op i en (af de mange) kristne denominationer, som i oprør har taget afstand til Den Kirke, som Kristus indstiftede? Eller benægter du Guds eksistens?

Verden har udviklet sig på en sådan måde, at det praktisk talt er umuligt at udgå, uden Guds store nåde, at begå en dødssynd. Hvor man end vender sig hen, og uanset hvad man gør, bærer det syndens plet med sig. Vi opmuntres til at gøre det onde i alle dele af vort liv, i kærlighedslivet, i privatlivet og i hjemmet. Man fortæller os, at det onde er normalt, at det kan retfærdiggøres, og at det er det helt rigtige at gøre. Vi får bogstaveligt talt serveret alle de ”gode” grunde til at fordærve os selv og vore kroppe og glemme alt om Gud og endda kassere Ham.

Man fortæller os, at ondskab er den pris, man må betale for at kunne være til i verden i dag. 

Ved at afvise Kristus opfylder verden blot Hans profetier. Da Han sagde: ”Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst”, må det være det, Han henviste til.

Dette kan illustreres ved, at man tager udgangspunkt i et nyfødt barn. Dette barn vil, hvis det følger det gængse mønster, skulle modtage skoleundervisning i mange år. I skolen vil det få fortalt, at homoseksuelle relationer er normale, at mænd kan blive til kvinder og omvendt, at tolerance betyder mere end noget andet, at fejlagtige trosforestillinger om Gud bør vægtes lige med den sande tro, at mastubation er en naturlig ting, og at videnskaben har modbevist Guds eksistens.

Når dette barn ikke er i skole, vil det befinde sig i kulturelle sammenhænge, hvor man anser førægteskabelig seksuelt samvær som noget naturligt, og tror man på Gud, er man tåbelig. Dette barn vil blive opmuntret til at vurdere sig selv ud fra parametre, som dets evne til at præstere, succesraten gennem hele dets fremtidige karriere på arbejdsmarkedet samt på andre felter, hvor mange penge det kan tjene, og hvor seksuelt attraktiv, det kan blive. De digitale medier vil sprede gift i dette barns sind, når det bliver underholdt på- og af disse medier.

Hvilken chance har det gennemsnitsbarn, der kommer til verden i dag, når det udsættes for denne massive påvirkning?

Som Jesus siger: ”Hver dag har nok i sin plage”. For at gøre det hele meget værre er antallet af troende præster og sogne, der brænder af nidkærhed, og hvis de da stadig eksisterer, er de få og præget af splittelse.

Hvis Den hellige Moderkirke var stærk nok, hvis seminarierne var fyldt med præstestuderende, der var rodfæstet i deres tro, hvis der ikke blev foretaget ændringer i Kirkens doktriner, og hvis lægfolket brændte med nidkærhed for Gud, da ville det være muligt for dette barn at modstå alt det onde, der kommer fra verden. Men en svag Kirke er blevet skrøbelig og tilbageholdende i mødet med modernismen og kan derfor ikke komme med et vidnesbyrd, der står op imod verden. Imidlertid finder dette sted, men det foregår i meget få menigheder, hvor præsterne virkelig er troende, og lægfolket også er godt funderet i troen.

Det, at det er vanskeligt for de udvalgte at finde de troende præster og sogne, der er funderet i troen, er i sig selv et tegn på, at vi befinder os på det tidspunkt, som Kristus i sin barmhjertighed advarede om ville komme. Det er sandt, at antallet af mennesker, der i disse dage vil blive frelst er tæt på nul, fordi disse dage er præget af ondskab og fordærv.

Selv luften emmer af stanken fra helvede. Vi håber på, at Kristus i Sin store barmhjertighed vil afkorte de dage for at frelse de udvalgte. Disse kan kun stå op imod mørkets ugudelighed ved at holde fast i traditionen.

”… og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kristi Kirke), men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet”, dette er de vers, der yderligere bliver formidlet vedrørende dette budskab. Store dele af Kirken vil gå på kompromis, dog vil der altid være troende præster og menigheder, der er funderet i troen, og som frembærer Messeofferet, således at de udvalgtes sjæle kan blive frelst.

Men ingen bør være overrasket over at vi befinder os i den tid nu.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af James D og publiceret på OnePeterFive d. 21. februar 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/world-hell-resist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hedenskabens ånd lurer i forbindelse med Amazonassynoden

Noget rigtig gammelt synes at komme frem i dagens lys igen. Det rumsterer under overfladen som et utæmmet dyr, der er ved at blive sluppet fri.

Det utæmmede dyr, der er ved at blive sat fri, kommer til syne i forbindelse med det, eksorcisten Fr. Chad Ripperger ildevarslende beskriver som ”den sjette generation” (1). Ifølge Fr. Ripperger påvirker specifikke ånder/dæmoner forskellige generationer. For eksempel har den specielle ånd, der har påvirket generation X og Y, specifikt rettet sit fokus på en manglende moral og religiøsitet hos disse generationer, mens generation Z, som overordnet set ikke har modtaget en moralsk dannelse, er blevet ”besat” af ånd, der er præget af moralsk fordærv.

Men den sjette generation, den der er født fra år 2008 og fremefter, vil være ”besat” af en ånd, ulig de ånder, der har præget tidligere generationer.

Fr. Ripperger forklarer følgende:

Eksorcister ved som udgangspunkt, at en introduktion til det okkulte sker gennem en amoralsk adfærd, som specielt har sit udgangspunkt i en overtrædelse af det sjette og niende bud. … Den forrige generation fortsætter med at falde dybere ned i det seksuelle fordærv, som den tidligere generation var fanget i af en til enhver tid tilgængelig pornografi, og netop dette har skabt en åbning for hedenskabens ånd.

Er vejen blevet banet for moralsk fordærv og en nysgerrighed overfor det okkulte, vil det resultere i, at den næste generation vil have et ønske om at tilbede – eller allerede tilbeder af andre guder, forudsiger eksorcisten.

Andre har også set tendenserne til en tilbagevenden af hedenskaben. Ross Douthat beskriver dens træk på følgende måde: Denne forståelse af verden hviler på, at det guddommelige er i verden og ikke uden for verden, at Gud eller guder eller væsner er en del af naturen fremfor en udefrakommende Skaber, og at mening og moral samt den metafysiske erfaring skal søges i fællesskab med det, der er iboende verden og ikke ved at række ud efter det transcendente. …Meningen med religion og åndelighed er mere af terapeutisk karakter og betyder, at man søger at leve i harmoni med naturen og hverdagens glæder.

Som Douthat bemærker, er der tegn på en genopblomstring af en ”intellektuel panteisme” samt ”civilreligion” (samfundsreligion), med fokus på omverdenen, og dette kommer for eksempel tydeligt til udtryk i den teologi, der er centreret omkring social retfærdighed, og samtidig er der en stigende interesse for supranaturalisme (supernaturalisme) (2),der er indbegrebet af New Age praksis f.eks  healere, clairvoyanter, medier (medium) og en ydre form fornyhedenskab/neopaganisme, Wicca (3) og andet.

Det er ofte blevet fremhævet, at der nu er flere hekse i USA end presbyterianere.

Douthat siger, at vi egentlig bare skal vente på, at ”panteismens og civilreligionens filosoffer … får knyttet religiøse bånd mellem New Age og nyhedenskab/neopaganisme”. Det eneste vi venter på er, at de får skabt en form for tilbedelse, ikke kun fordi de (New Age og nyhedenskab/neopaganisme) sætter pris på de panteistiske træk, men ganske enkelt fordi de identificerer sig med dem.

”Måske står der allerede en profet for denne forende hedenskab og venter i kulissen”, vurderer han.

***

Imidlertid har planlæggerne af Amazonassynoden fremlagt et skamløst nyhedensk/neopagant arbejdspapir, som i sine formuleringer priser hedenske ritualer (nr. 87) og en ”tro på Skaberen som Gud Fader og Moder” (nr. 121) og det ”at have samtaler med ånder” (nr. 75).

Arbejdspapiret er som José Antonio Ureta dokumenterer en ”guddommeliggørelse af naturen” lovprist af de Forenede Nationers konferencer og protokoller. Ureta henviser til en afslørende afslutningstekst udarbejdet af en FN-delegeret i 1992 til en konference i Rio:

Post-Rio mennesket bør også elske verden. …Vi må nu slutte en kontrakt, som er en etisk og politisk kontrakt med naturen, og som ligger over den moralske kontrakt med Gud og den sociale kontrakt med mennesket. …

For det antikke menneske var Nilen en gud, man ærede, og ligeledes har Rhinen været en kilde til europæisk mytologi, og på samme måde er regnskoven i Amazonas alle skoves moder. Overalt i verden har det guddommelige taget bolig i naturen, og det har gjort, at skove, ørkener og bjerge har fået en personlighed, der kræver tilbedelse og respekt. Jorden har en sjæl. At genfinde den sjæl og tilføre den nyt liv er målet med konferencen i Rio.

Som Ureta nævner, henviser arbejdspapiret for Amazonassynoden til en boliviansk tekst, der karakteriserer junglen som ”et væsen eller en række væsener, som vi bør forholde os til” (nr. 23). Arbejdspapiret fortsætter med en idealisering af de indfødte, som ikke er blevet ”præget af den vestlige civilisation”, der er tale om mennesker med trossystemer og riter, der er rettet imod åndelig – samt forskelligartet guddommelig aktivitet, der knytter sig til det landskab, der udgør området. Det er yderligere vigtigt at påpege, at denne polyteisme fremstår uberørt, og dermed har undgået påvirkning fra udefrakommende (nr. 25).

Som historikeren Roberto de Mattei bemærker, er disse tapre mennesker ”befriet for monoteismen og har genskabt animisme og polyteisme”. Ifølge arbejdspapiret har den panteistiske ”skaberånd, der er i universet” fostret disse menneskers åndelighed gennem århundreder og dermed båret stor frugt (nr. 120).

Kirken bør ikke, når Den nærmer sig disse mennesker, omvende dem, men tage ved lære af disse ”profeters” ”åbenbaringer”. Hun (Kirken) må anerkende, at der findes ”andre veje” til at søge og forstå Guds store mysterium og ikke udvise en ”uhensigtsmæssig åbenhed”, hvor Hun hævder, at frelsen kun er en del af Hendes trosbekendelse. Hun må kort fortalt anerkende, at den ”kærlighed, der udleves i enhver anden religion, er Gud til behag” (nr. 39).

Peter Kwasniewski siger om dette ”bemærkelsesværdige tekststykke”: ”at det ganske enkelt tilsidesætter den traditionelle måde at betragte evangelisering, frelse og helliggørelse på” (4). Endelig skal det påpeges, at det ”oser” af en modernistisk opfattelse af, at ”enhver religion, selv hedenskab, må betragtes som sand” (Pascendi(5). Måske er det derfor, at én af hovedbidragyderne til arbejdspapiret er citeret for at skulle have sagt, ”Jeg har endnu ikke døbt en indianer, og jeg har heller ingen intention om at gøre det” (6).

Ureta afslutter med følgende forklaring:

I denne interkulturelle dialog, må Kirken nødvendigvis tage rendyrkede hedenske og/eller panteistiske elementer eller trossystemer til sig. Det kan være troen på ”Skaberen som Fader og Moder”, ”forfædrekult (tilbedelse af døde forfædre)”, ”samhørighed med jorden” (nr. 121) og forbindelse til forskellige ”åndelige kræfter” (nr. 13). End ikke hekseri er uden for kategori, når det handler om at bidrage med ”berigende elementer”. Ifølge arbejdspapiret er ”den mangfoldighed af fauna og flora i regnskoven en levende farmakopé og uudforskede levende organismer” (nr. 86). I den sammenhæng er de indfødtes ritualer og ceremonier en del af et integreret hele … De indfødte skaber harmoni og balance mellem mennesker og kosmos. De beskytter livet fra det onde, som kan forårsages af mennesker og andre levende væsner. De hjælper med at genoprette det miljø, menneskeliv samt andet liv, der er blevet ødelagt (nr. 87).

En ny samlet form for hedenskab venter blot på at se dagens lys. Man ønsker – eller har allerede åbnet op for tilbedelsen af andre ”guder” …

Jeg har svært ved at give slip på disse linjer, for de vender tilbage gentagne gange, mens jeg gennemgår dette arbejdspapir, som kardinal Walter Brandmüller retter en stærk anklage imod, fordi det dels fremhæver en ”panteistisk gudedyrkelse, der er rettet mod naturen”, og dels opererer med ”en opfattelse af religion, hvor det religiøse aspekt er iboende ting”, der er kort fortalt tale om frafald, hæresi o.s.v.

***

… et umådelig stort billede udgår fra Spiritus Mundi (Verdensånden)

Det slører for mit syn: et sted i ørkenens sand

Fremstår et omrids af en løves krop og et menneskes hoved

Med et tomt blik, der er ubarmhjertigt, som den stikkende sol

Dets langsomme ben er i bevægelse, mens alt omkring det

Overskygges af de urolige ørkenfugle.

Faretruende sænker mørket sig igen …

De genrationsspecielle ånder, der præger den ydre verden, har de også fundet vej ind i Kirken?

Er det et tilfælde, at familiesynoderne og Amoris Laetitia rettede et frontalt angreb på det sjette bud, og at arbejdspapiret for Amazonassynoden præges af nyhedenskab/neopaganisme?

Mens den sjette generation vokser op, hvad vil da dukke frem i horisonten?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/paganism-amazon-synod

 Noter.

  1. Ripperger, Chad ”The Sixth Generation”, Latin Magazin”, Summer 2012, pp. 34-38.Link hertil:https://30piecesofsilverblog.files.wordpress.com/2017/05/the-sixth-generation_20120615_latin_mass_magazine.pdf
  2. 2.Supranaturalisme(supernaturalisme), i bibelforskningens historie den tidlige del af oplysningstiden i 1700-tallet., da man fastholdt den overnaturlige åbenbaring, og stort set ukritisk lod undere indgå i verdenshistoriens almindelige forløb.

Den såkaldte ældre supranaturalisme formede sig her som en historisk parafrase af den bibelske fortælling med en kun let rationaliserende tendens. I mødet med deismen forandrede den sig til et fornuftbestemt forsvar for nødvendigheden af en åbenbaring, som samvittigheden må bøje sig for, et forsvar, der indeholdt en moderat kritik af Bibelen ud fra moralske og religiøse kriterier. Denne fase benævnes også neologi og betegnede overgangen til rationalisme (Kilde: Gyldendals leksikon).

  1. 3.Wicca,(oldeng. ‘heks’, ‘klog kone’), religiøs bevægelse som især voksede frem med den feministisk inspirerede øko-bevægelse i 1980’erne. Bevægelsen, der har flest tilhængere i de engelsktalende lande – dog er der også tilhængere i Danmark – tog sin begyndelse i 1950’erne i Storbritannien. Man kan være wiccaner på flere måder; nogle mødes i grupper kaldet coven, mens andre praktiserer ritualer og besværgelser alene. Den sidste kategori er formentlig den almindeligste. Ritualerne, som baseres på anvendelse af naturmaterialer som urter, rødder og mineraler, har til hensigt at udnytte naturens kræfter, så man kan påvirke forhold i den fysiske verden. I andre sammenhænge søger man initiation til hemmelige traditioner eller adkomst til naturens guder. Wicca er blandt de bedst kendte bevægelser med neopagant præg (Kilde: Gyldendals leksikon).
  2. 4. Her følger et link til en artikel Peter Kwasniewski har skrevet om selvsamme emne, der er blevet behandlet i denne artikel:https://www.lifesitenews.com/blogs/why-amazon-synod-working-docs-notion-of-inculturation-is-a-false-approach
  3. 5. Her følger et link til pave Pius X’s encyklikaPascendi Dominici Gregis:http://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html
  4. Her følger et link til den artikel, hvor den pågældende udtalelse stammer fra:https://www.lifesitenews.com/blogs/bishop-who-wrote-amazon-working-doc-wants-overhauled-priesthood-ordained-women

(Oversat af MOgens Bohn og Patrick Fyrst)

Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig

Vi skriver 2029, og på grund af omstændighederne deltager du i en gruppestyret Messe, som fejres af Asger, som erbuschauffør, Karl, som er bankdirektør og Hans, der er tømrer.

Du befinder dig i en ”kirke”, som blev ”skabt” i hovedet på Amazonassynodens radikale muse, biskop Fritz Lobinger. Efter at pave Frans havde prist Lobingers arbejde til skyerne, blev det en realitet efter synoden i 2019, og man kunne foretage en præsteordination af ”ældre” gifte mænd (viri probati: prøvede mænd), en praksis, der efterfølgende spredte sig til Tyskland, USA og mange andre lande (en udvikling man måtte forudse).

Du vil tænke den tanke, og her kan man passende tage udgangspunkt i én af Lobingers egne formuleringer, ”at man vil finde det urovækkende, at man nu må erfare, at en Messe celebreres af en leder i en bank, en buschauffør og en tømrer”.

Men du var blevet advaret, før man påbegyndte denne ”fornyelse”.

Før Asger, Karl og Hans blev ordineret til præstegerningen, deltog de sammen med Fr. Peter ved alteret i de messeklæder, der benyttes under liturgien og tog del i så meget af liturgien, som det var muligt. Men nu er det Asger, Karl og Hans, der selvstændigt fejrer de gruppestyrede Messer, og netop dette aspekt begrunder Lobinger med, at: ”Jesus ikke var alene ved den sidste nadver”.

Under denne Lobingers opsplitning af præsteskabet, har Asger, som til daglig er buschauffør, fungeret som ”præst” på sidelinjen, mens han har været på præstekursus i weekenderne. Han optræder i civilbeklædning og bliver tiltalt som: Asger, men tituleres som ”ældre” for at markere, at der er en forskel på ham og præsterne i det rigtige præsteskab. Fr. Peters rolle som præst er blevet forandret, han fungerer nu som ”mentor” i forhold til den præstelige gerning, når mænd, der til hverdag arbejder som arkitekter, politimænd, køkkenchefer o.s.v, skal celebrere Messer, lytte til skriftemål og i det hele taget varetage den pastorale omsorg, som egentlig er Fr. Peters arbejdsområde.

Asgers ordination foregik i forbindelse med en gruppeordination, fordi ordinationen af en enkelt person kunne tegne et billede af, at man bevarer Den nærende Kirke, hvor man gør brug af en uhensigtsmæssig tilgang, hvor de troende kun er passivt modtagende. Asgers tilstedeværelse handler ikke bare om, at han skal varetage sakramenterne, indtil den rigtige præst dukker op. Asger og de andre deltidspræster er der, fordi deres tilstedeværelse og aktivitet stemmer overens med Vatikan II’s ønske om aktiv deltagelse.

Men vi befinder os nu (2019) på et tidspunkt, hvor paven har indkaldt til en synode, hvor det skal undersøges om, Fr. Peter kan være gift, og om Asgers hustru Alice også kan blive ordineret. Man hævder, at Amazonassynoden afholdes for at løse problemet med præstemanglen i de områder, der lider under dette. Det er dog ikke det, der er den egentlige hensigt, man ønsker derimod en gennemgribende forandring af Messen og præsteskabet.

Hvis det er manglen på præster, der er årsagen til, at vi skal begynde at ordinere menighedsledere, må vi i sagens natur afslutte denne praksis den dag, vi igen har tilstrækkelig med præster”. Den indrømmelse kommer Lobinger med i sin skelsættende bog: Like His Brothers and Sisters (Ligesom Hans brødre og søstre) (1).

Ifølge den seneste bog Lobinger har skrevet: The Empty Alter (Det tomme alter) er motivet det, at det er os (lægfolket), der bør sige ordene: Gør dette til ihukommelse af mig”. Lobinger forklarer, at der er mere passende for ældre mænd, der er gift, end præster, der kommer ude fra at sige disse ord, som husker os på, at Jesus kom for at helbrede de syge, hjælpe de svage og skabe enhed. Lobinger har ladet et billede optræde i bogen, som forestiller tre ældre mænd, der står ved et alter, og siger de førnævnte ord omgivet af en stående menighed.

Ligesom pave Frans, der med stor entusiasme har læst tre af Lobingers bøger, er Lobinger ensidigt fokuseret på at bekrige ”klerikalisme”. Lobinger ønsker at fjerne sig fra en Kirke, der ledes af præster samt en forestilling om, at præsten er en, der bringer (åndelig) næring, og som praktisk talt ”udfører” ”magiske” sakramenter. Han beklager, at der findes områder, hvor lægfolket udviser meget lidt ”aktiv deltagelse” i liturgien og betegner det, som verdensfjernt og uden tilskyndelse til at udvirke sociale forandringer.

Lobinger har tydet ”tidens tegn” og har forstået, at folk har et ønske om at være en del af en menighed, hvor alle er lige.

Asger, der, som allerede nævnt, til dagligt kører bus, står sammen med sine venner ved alteret. De er alle en del af dette ”optrin”, fordi det skal symbolisere, at det er menigheden, der fejrer liturgien, og optrinnet skal yderligere være med til at udviske den forskel, der er mellem lægfolket og den traditionelle præst. Asgers venner er også repræsenteret for at tegne et billede af, at Eukaristien er et ”familiemåltid”, som foregår ved et bord, som familien er samlet om, og hvor familiens overhoveder er de ”ældre”. Alt dette er blot yderligere med til at tilsløre- og skabe forvirring omkring det, der er centrum for Messen, nemlig Jesu korsoffer, som er Messeofferet.

Lobinger kunne forudse, at hvis der blev udstedt en generel tilladelse til ordination af ældre gifte mænd, ville det sende chokbølger igennem hele det kirkelige ”landskab”, og det ville afstedkomme en markant modstand hos konservative katolikker. Han havde en forudanelse om, at ”militante” konservative katolikker ville yde stor modstand mod hans ”initiativ”, når det efterhånden gik op for dem, at dette ikke kun var en midlertidig løsning på et aktuelt problem, men at det var fundamentet for en hel ny måde at være menighed på.

Med stor kløgt planlagde han derfor, at ordinationen af ældre gifte mænd kun skulle være en undtagelse i forhold til en regel, som man officielt ville holde fast ved. Han konkluderede, at den konservative modstand ville gå i sig selv, hvis der kun var tale om få områder, der ville søge om tilladelse til at gøre brug af denne nye mulighed, og der ville ikke kunne spores nogen forbindelse mellem de få tilfælde, der ville gøre brug af denne mulighed og spørgsmålet om det eksisterende krav om cølibat i Den universelle Kirke.

Man vil på et tidspunkt nå dertil, hvor der i hele Kirken er et behov for ældre gifte mænd”, det har Lobinger for nylig bekræftet.

Amazonassynoden igangsætter dermed en proces, der vil tage tid. Lobinger indrømmer, at visse af de allerede fungerende præster, efter at denne proces er blevet indledt, vil blive imødekommet i deres ønske om at blive gift. Lobinger indrømmer videre, at der eksisterer en fare for, at det, som kun skulle have været en undtagelse, meget let kan blive ophøjet til norm.

Videre indrømmer Lobinger, at kaldet til at være præst på ”fuld tid” og dermed ”mentor” for ”deltidspræsterne” vil svinde ind. I sin bog: The Empty Altar bemærker han optimistisk, at et større antal ældre gifte mænd (20 til 1) vil være afgørende for, om folk specifikt ønsker rigtige præster til at forestå liturgien og varetage sakramenterne. I sidste ende må folk overvinde den hurdle, hvor de ønsker en rigtig præst fremfor en ældre mand, der er gift.

Lobinger har gentagne gange udtalt, at ved ordination af ældre gifte mænd, vil man åbne op for en ordination af kvinder. Han fremlægger følgende i sin bog Like His Brothers and Sisters: ”ordinationen af ældre gifte mænd vil ændre på den måde, hvorpå man ser på præsteskabet. Den nye måde at anskue præster på vil efterhånden erstatte den ”gamle” klerikale præst, så præsten i stedet betragtes som værende et ligeværdigt medlem af menigheden. Og netop det vil gøre ordinationen af kvinder mere attraktiv overfor kvinder set i relation til diakonatet, et spørgsmål, der allerede i dag diskuteres i Kirken”.

Endemålet er, siger Lobinger ildevarslende, at præsteskabet bestående af ældre gifte mænd både ”skal og vil blive udviklet”. Derpå har vi endelig fået udviklet et præsteskab, der er passer til en tilsvarende udviklet Messe.

Men nu befinder vi os i 2029, og du tager del i en gruppestyret Messe. Du lukker øjnene og forestiller dig Fr. Stefan celebrere Den tridentinske liturgi og prøver at fremkalde et billede af Kristus, som ypperstepræsten og det offer, Han frembærer på Golgata, og du forsøger at udviske minderne om en almindelig, menneskeorienteret, enhedsopbyggende og vi-er-samlet-som-en-familie-omkring-et-måltid Messe som ”celebreres” af gifte ældre mænd. 

Gør dette til ihukommelse af mig”. Siger Asger, Hans og Karl, mens de smiler.

 Noter

1: Medmindre andet er angivet, stammer alle de efterfølgende citater af Lobinger fra denne bog.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 19. juni 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/amazon-agenda

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Biskopper, der benægter eller fordrejer den katolske doktrin, forråder Kristus og Hans Kirke

Dietrich von Hildebrand skrev engang: ”Det er trist, når folk mister deres tro og forlader kirken, men det er meget værre, når de, der i realiteten har mistet deres tro, forbliver i Kirken … og fortolker den kristne åbenbaring således, at den passer til det ’moderne menneske’”.

Biskopper som Peter Henrici, Walter Kasper, Reinhard Marx, Lorenzo Baldisseri, Óscar Andrés Rodriguez Maradiaga og Bruno Forte omfavner nutidens sociologiske, psykologiske og filosofiske teorier, som i deres optik nødvendiggør store forandringer i den katolske lære eller praksis. Det synes som om, de er uvidende eller værre endnu ikke bekymrer sig om det, man kalder for tro, radikal og frelsende tro. De, der tror på Kristus, er rede til at dø for alt det, der er nævnt i trosbekendelsen, ligesom de troende under den arianske strid var rede til at blive berøvet alt, fremfor at de tillod deres Herre og Gud at blive forulempet af deres modstanderes fordærvede rationalisme.

Den teologale dyd tro gør det muligt for os ikke kun at have kendskab til den sandhed, Gud har åbenbaret, men også at kunne nyde den, og således komme til en dybere forståelse af, hvordan mysterierne relaterer sig til hinanden samt deres oprindelse, som er Den hellige Treenighed. Dette betyder desuden, at der skal foregå en løbede tilpasning af sindet i forhold til mysterierne, som de fremstår i den traditionelle dogmatik. Læg mærke til, at det ikke er mysterierne, der skal omformes til det menneskelige sind (som modernisterne ønskede det), men snarere at det er det menneskelige sind, der skal lade sig omforme ved hjælp af mysterierne, underkaste sig dem og ydmygt bære deres åg. Dette er den snævre vej, som helgenerne på deres pilgrimsvandring til saligheden har betrådt.

Det, Henrici og andre eksemplificerer, er den moderne rationalismes sejr. Den moderne rationalisme ønsker ikke at underkaste sig regler, der allerede er blevet defineret af en ydre instans, og ydermere tillader den moderne rationalisme ikke, at den ydre instans sætter en ramme, hvori sindet undergår en livslang læring. Hos Henrici og hans sympatisører møder man holdningen, ”vi ved bedre”, en holdning de allerede har vist i forhold til Kirken, og som de i sidste instans vil vise over for Jesus Kristus, og de vil dermed fornægte Ham, ligesom de allerede har fornægtet Hende (Kirken).

Jeg tror, at det er det, vi er vidner til ved den agenda, som kardinal Kasper er repræsentant for: Det bliver ikke direkte sagt, men det egentlige budskab fra de seneste synoder i Rom har været, at det moderne menneske er kommet til det punkt, at det ikke længere har behov for den alvorlige og begrænsende lære fra Jesus Kristus, som af Kirken (for at gøre det hele endnu værre) bliver tilskrevet at stille uoverstigelige og urimelige krav af den middelalderlige kvindefjendske og isolerende Kirke. Det moderne menneske lever et liv i frihed, hvor udefrakommende ikke skal dømme det, og hvor det kan udfolde sig og i det hele taget få det, som det ønsker, uden at Evangeliet og den katolske doktrin skal ”blande sig”. Det betragtes ikke som noget stort, at man går Kristi snævre vej, selvom dette kan være ødelæggende for personligheden, friheden, menneskerettighederne samt den maksimale selvudfoldelse.

Der er ikke andet at sige til det, end at det er en løgn af dimensioner, som er spundet af satan selv, der i vore dage synes at have mange venner i de højeste embeder. Selv pave Paul VI, hvis katastrofale liturgiske reform er den ”gave”, der så at sige hele tiden giver ny næring til den post-konciliære krise, var ikke uvidende om, at ”satans røg”, ånden, der ikke ønsker at tjene (non serviam), havde fundet vej ind i Kirken.

Hensigten med Den Katolske Kirkes Katekismus var, at den skulle være et ”sikkert grundlag” for dels at lære om troen og dels give troen videre. Ordene et ”sikkert grundlag” benyttede pave Johannes Paul II i den apostoliske konstitution, som han benyttede til at bekendtgøre indholdet af denne Katekismus. Det bør vække bekymring hos os, at Johannes Pauls efterfølger pave Frans har taget sig den frihed at modificere indholdet i denne Katekismus, så der nu står det, som ingen i den katolske tradition nogensinde før har fremlagt, og som helt klart strider imod Det gamle og nye Testamente i Den hellige Skrift: ”set i lyset af evangeliernes tekster, at dødsstraffen ikke længere er acceptabel”, måske endda ”en iboende ondskab”. Selv Johannes Paul II, der personlig var imod brugen af dødsstraf, vidste godt, at han kun kunne sige, at dødsstraf var uklogt eller uhensigtsmæssigt, og ikke at den fuldstændig kunne udelukkes eller i princippet fordømmes.

Den ironi, der præger vores tid, er, at det ”sikre grundlag” Katekismen giver, er blevet eroderet af modernismens tilhængere, ved at de har ”udviklet den katolske doktrin” på et falskt grundlag.

Med stor visdom skrev den store katolske konvertit Orestes Brownson følgende i juli 1846:

Kirken er ikke til for at følge tidsånden, men for at styre og tilrette den og ofte kæmpe imod den. Man gør Hende (Kirken) stor uret, når man forsøger at forkaste Hendes glorværdige fortid for at modificere Hende så meget som muligt for at tilpasse Hende til de fremherskende tankesæt. Det er Hendes nidkære, men forkerte venner, som (for)ledt af kortsigtede politikker og rådslagning med verden, forsøger på, siger de, at gøre Hende mere liberal, så Hun er i overensstemmelse med tidsånden, den ånd, som gode katolikker bør bede følgende bøn i forhold til: Libera nos, Domine!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 2. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/bishops-who-deny-or-distort-catholic-doctrine-betray-christ-and-his-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)