Category: Orthodoxy

Hvad Vatikan II sagde og ikke sagde om liturgien

I dag er det 55-års jubilæet for offentliggørelsen af det andet Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som fandt sted den 4. december 1963. Den er årsag til forbløffende mange absurditeter, som folk har tilskrevet den, samt den skade man har gjort, fordi man syntes at finde belæg for sine hensigter blandt de formodede krav i konstitutionen.

I dag er der meget få, der præcist kan redegøre for, hvad Vatikan II rent faktisk sagde om liturgien og endnu mere vigtigt, hvad det ikke sagde. Det kan derfor være nyttigt at danne sig et kort overblik over de mest bemærkelsesværdige træk ved koncilets lære om liturgien.

Introduktionen i Sacrosanctum Concilium udstiller en mystisk, kontemplativ symbolsk forestilling om liturgien.

Den resterende del af konstitutionen fremhæver to styrende principper for fornyelse: for det første: ”Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til” (§ 14), for det andet: ”Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende” (§ 23).

I en skrivelse fra 1998 forklarer Johannes Paul II hvilken betydning, der skal lægges i det første punkt (§ 14):

Aktiv deltagelse henviser selvfølgelig til, at alle, der er en del af menigheden gennem gestikuleren, ord, sang og tjeneste deltager i en tilbedelseshandling, som er alt andet end tilbagelænet eller passiv. Alligevel er aktiv deltagelse ingen hindring for stilhed, ro og den lyttende opmærksomhed: sandelig, det er et krav. … I en kultur, der hverken favoriserer eller fremmer den meditative ro, er det at opøve evnen til den indre opmærksomhed blevet vanskeligere. Her ser vi, hvordan liturgien, selvom inkulturationen af den bør være blevet effektueret på den rette måde, også må gå imod kulturen.

Med hensyn til det andet punkt (§ 23) skaber konstitutionen den overordnede ramme for beskedenheden, som den anbefaler. Konstitutionen fremkommer yderligere med en række forslag, men der er et overraskende fravær af de elementer, som folk generelt forbinder med Vatikan II.

Således markerede Koncilet ikke, at Messen skulle ophøre med at være på latin og kun foregå på de enkelte modersmål. Konstitutionen bekræftede, at de faste dele af Messen fortsat skulle være på latin, som er det sprog, der udgør den Romerske ritus, men konstitutionen gav tilladelse til, at modersmål kunne udgøre visse dele af Messen, såsom læsninger og nogle bønner (§ 36 og jf. § 101). Efter at have understreget, at modersmål kan benyttes i visse dele af Messen, tilføjer Koncilet: ”Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem” (§ 54). Latin forbliver op til i dag det officielle sprog i Den Romerske-Katolske Kirke og hendes liturgi. Det overraskende er, at man i det mindste kan sige, at de førnævnte ønsker fra Vatikan II kun i meget få tilfælde er blevet opfyldt.

Koncilet har aldrig tilkendegivet, at den gregorianske sang skulle tilsidesættes til fordel for nyt sangmateriale. Tværtimod anerkendte Koncilet den gregorianske sang, som værende ”specielt egnet til den Romerske liturgi”, og derfor ”skal den indtageførstepladsen” (principum locum) i Messefejringen sammen med andre store musikalske kompositioner, som er en del af vores musikalske arv (§ 114 – § 117). ”Andre former for kirkemusik skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd”, hvilket de fleste af de nye sange efter Koncilet ikke gjorde og stadig ikke gør.

Koncilet nævner heller noget om, at præsten skal ”stå med front mod menigheden” og foran et bord. Koncilet antog, at Messen fortsat ville blive fejret ved et alter, og at præsten havde retning mod det liturgiske øst, således at præst og menighed var vendt i samme retning, altså mod øst, som er symbolet på Kristus, der skal komme, og som var den universelle norm i de liturgiske riter fra begyndelsen både i Øst og i Vest. Faktisk forudsætter afsnittene i det missale, der blev bekendtgjort af pave Paul VI, at præsten vender sig mod øst.

Koncilet dikterede aldrig, at Tabernaklet skulle flyttes væk fra Kirkens centrum, at det hellige område omkring alteret skulle ”omorganiseres”, og at Alterskranken (Kommunionsbænken) helt skulle fjernes. Koncilet dikterede heller ikke Kommunionsmodtagelse stående og i hånden. Koncilet antog, at Kommunion under begge skikkelser fortsat i meget sjældne tilfælde ville være tilgængelig for ikke ordinerede (jf. § 55), og Kommunionsuddelere bliver overhovedet ikke nævnt af Koncilet. Endelig nedtonede Koncilet hverken den traditionelle fromhedspraksis såsom Eukaristisk tilbedelse eller Mariatilbedelsen.

Læg mærke til hvordan pave Johannes Paul II i en fremlæggelse i 2001 forklarer det, der er kernen i Messen:

Fejringen af liturgien er en religiøs dydshandling, som i overensstemmelse med dens natur må være karakteriseret ved en dyb fornemmelse for det hellige. I den må det enkelte menneske og menigheden som et samlet hele på en speciel måde være opmærksomme på arten af deres tilstedeværelse, fordi de er i nærværelse af Ham, der er en hellig Treenighed og trancendent. Deraf kan bønsholdningen ikke være andet end gennemsyret af ærbødighed og en fornemmelse af ærefrygt, som kommer af, at man ved, at man er i Guds majestætiske nærvær. … (Messen), har som sin primære målsætning at præsentere for Den Guddommelige Majestæt, det levende, rene og hellige offer, der en gang for alle frembæres på Golgata af Herren Jesus, som er til stede, hver gang Kirken fejrer Den hellige Messe og udtrykker tilbedelsen i ånd og sandhed på grund af Gud.

Enhver, som deltager i en katolsk liturgi, burde være i stand til at se, høre og internalisere den holdning og det fokus, som Den hellige Fader beskriver. Pave Benedikt XVI viste os i ord og gerning, at vi bør forholde os som beskrevet ovenfor. Kardinal Joseph Ratzinger skrev for mange år siden følgende:

I den postkonciliære periode blev forfatningen vedrørende liturgien helt sikkert ikke længere forstået ud fra, at det var meningen, at tilbedelse havde den grundlæggende forrang, men snarere blev den betragtet som en opskriftsbog med inspiration til, hvad man kunne gøre med liturgien. I mellemtiden synes det som om, at det faktum, at liturgien rent faktisk er ”skabt” for Gud og ikke for os, er blevet ”glemt” af dem, som har været travlt beskæftiget med at udtænke strategier for, hvordan liturgien kunne blive mere attraktiv, kommunikerende og aktiverende af flere mennesker. Faktum er, at jo mere vi prøver at skabe en Messe, der tiltaler os, desto mindre attraktiv bliver Den, fordi det er tydeligt for enhver, at fokus på Gud, som det vigtigste, fuldstændig er forsvundet.

Takket være mange handlinger og dokumenter fra Benedikt XVI frem for alt Summorum Pontificium ser fremtiden for den katolske liturgi lysere ud igen, blot vi vil stole på – og favne Kirkens ældgamle tradition. Dette skatkammer af visdom og skønhed er langt mere værdifuld end de ”varer”, som såkaldte eksperter tilbyder i deres ”templer”. Når Herren af barmhjertighed ønsker det, vil Han flette sig en pisk og jage dem ud.

Det kristne folk, der har måttet lide meget på grund af ”ånden fra Vatikan II”, fortjener at få kendskab til, hvad Vatikan II i virkeligheden lærte om – og ikke lærte om liturgien, hvad det anmodede om og ikke anmodede om. Summorum Pontificium vil ikke kunne sige sig fri, når det handler om skyldsspørgsmålet, men man kan ikke give konstitutionen hele skylden for de åbenlyse katastrofale tiltag, der blev taget i forhold til liturgien i midten af- og frem til slutningen af 1960’erne. Skylden for det skal placeres et andet sted, det er en ny biografi med til at afdække.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 4. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/what-vatican-ii-saidand-didnt-sayabout-the-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

What Vatican II said—and didn’t say—about the liturgy

December 4, 2018 (LifeSiteNews) – Today is the 55th anniversary of the promulgation of the Second Vatican Council’s Constitution on the Sacred Liturgy, Sacrosanctum Concilium, which took place on December 4, 1963. It is a cause for amazement just how much nonsense people have attributed to it, how much harm they have justified by airy appeals to its supposed requirements.

More

Søster Lucia: satan vil rette det endelige slag mod familien

Kardinal Caffarra: Søster Lucia fortalte mig, at det afgørende slag vil foregå omkring ægteskabet og familien

Kardinal Carlo Caffarra medforfatter til Dubia, som omhandler pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, beretter om Søster Lucia’s vidnesbyrd om, at djævelen vil rette det endelige slag mod ægteskabet og familiens liv.

Under et interview fredag i Rom, fortalte kardinal Caffarra, grundlægger og leder af det pavelige Johannes Paul II Institut for studier i ægteskab og familie, om det brev, han modtog fra det tilbageværende vidne til Mariaåbenbaringerne i Fatima, Søster Lucia, som skrev: ”Fader, der vil komme et tidspunkt, hvor det sidste opgør mellem Kristi rige og satan vil blive udkæmpet om ægteskabet og familien”.

Brevet fra Søster Lucia var hendes svar til kardinal Caffara, som skrev til hende i 1984, hvor han bad om hendes forbøn for at kunne håndtere de vanskeligheder, han oplevede i forbindelse med ledelsen af det pavelige Institut, der blev oprettet af pave Skt. Johannes Paul II i 1981. Kardinalen afslørede allerede på daværende tidspunktet, at dette ”Institut ikke var ønsket”.

Da Søster Lucia overbragte kardinal Caffara det ildevarslende budskab fra Vor Frue af Fatima angående den åndelige kamp, der snart ville omfatte familien, inkluderede hun en passage, som var fyldt med håb: ”for enhver, som arbejder for ægteskabets og familiens hellighed, vil blive bekriget og modarbejdet på enhver måde. Men frygt ikke for Vor Frue har allerede knust hans hoved”.

”Dette forblev printet ind i mit hjerte, og jeg har båret på disse ord gennem de mange besværligheder, vi har været igennem” sagde kardinal Caffara. ”Disse ord har altid givet mig enorm styrke”.

Senere den dag holdt kardinal Caffara et oplæg, hvori han fremhævede de to specifikke angreb, der rettes mod familien, og disse vedrører abort og homoseksualitet. Familien har været under angreb, siden katolikker afviste encyklikaen Humanae Vitae, som blev udarbejdet af Pave Paul VI i 1968. På daværende tidspunkt advarede Paul VI om de konsekvenser, det ville få for de familier, der benyttede kunstige svangerskabsforebyggende midler. Skilsmisse, pornografi, promiskuitet og homoseksualitet kan alt sammen føres tilbage til brugen af prævention.

Der hersker nu stor uenighed blandt prælater, om hvordan man adresserer problemet med skilte og civilt gengifte, og om disse kan modtage Den hellige Kommunion. Dette leder til en anden godkendt åbenbaring, nemlig Vor Frue af Akita, som i 1973 forudsagde følgende: ”Djævelens værk vil finde vej ind i Kirken og blive synligt på en sådan måde, at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”.  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 22. maj 2017. Den kan læses på:https://www.churchmilitant.com/news/article/sr.-lucia-satans-final-battle-strikes-families

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolikkers svar på Vor Frue af Fatimas opfordring til at bede rosenkransen resulterer i en renselse af Kirken

Vor Frue af Fatima forudsagde, at Rusland ville sprede sine fejltagelser, hvoraf nogle meget markant har ramt Den katolske Kirke. Mange katolikker ser imidlertid, at der er en sammenhæng mellem de mange initiativer, der er blevet taget, hvor folk forsamles for at bede rosenkransen samt den konsekration, mange lande har foretaget til Maria i 100-året for Fatima i 2017, og at homoseksuelle overgrebsmænd og deres gerninger er kommet frem i lyset, da det hele tog sin begyndelse med eks-kardinal Theodore McCarrick tilbage i 2018.

Whistlebloweren Jay McNally i ærkebispedømmet Detroit siger, at ophavet til det homoseksuelle netværk, der er i Kirken, går flere generationer tilbage, før det nuværende lederskab, og man skal tilbage til den kommunistiske infiltration af katolske præsteseminarier, som blev påbegyndt under Sovjetunionens diktator Joseph Stalin i løbet af 1920’erne. Bella Dodd var sovjetagent, som sørgede for, at Stalins ordre blev iværksat i USA, før hun hjulpet af ærkebiskop Fulton Sheen omvendte sig. McNally skriver følgende om Bella Dodd:

Der er blevet skrevet meget om, hvordan Sovjetunionen også rekrutterede homoseksuelle mænd og opmuntrede dem til at blive seminarister på katolske præsteseminarier i USA og derefter bruge årtier på at avancere i Den katolske Kirkes hierarki. Bella Dodd, som er tidligere Kommunist, afslørede brugen af denne strategi i sin bog School of Darkness, og Alice von Hildebrand har uddybet dette i et interview med Michael Voris fra Churh Militant.

I dette interview fortæller Dodds veninde, Alice von Hildebrand, hvordan Dodd offentligt har bevidnet, at hun på Stalins ordre rekrutterede mere end 1.100 kommunister, som skulle infiltrere katolske præsteseminarier.

”Straks efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine kumpaner til at lade unge mænd uden tro og moral holde deres indtog på katolske præsteseminarier”, sagde von Hildebrand. De helt rette til denne opgave, var homoseksuelle mænd.

”De havde gennemgået den allerbedste træning”, bemærker von Hildebrand, ”og derfor var de meget svære at gennemskue, for på mange måder fremstod de som ortodokse i deres tro”. Hun fortæller, at på den måde kunne de sprede ”lidt af deres gift her og der” og dermed skabe tvivl om troen blandt katolikker.

Mange undersøgelser viser, at de seksuelle overgreb foretaget af klerikale begyndte at blive et problem i 1940’erne, blot en generation efter at Stalin havde beordret, at de katolske præsteseminarier skulle infiltreres. Disse alvorlige fejltagelser, som blev udbredt af Rusland, er i dag kommet frem i offentligheden på en hidtil uforudsigelig måde, i takt med at folk indenfor de klerikale rækker (såkaldte insiders), ofre for de seksuelle overgreb og whistleblowere pludselig har modtaget nåden til at træde frem og bistå i en renselse af Kirken.

Det, som nu har ledt til en (begyndende) renselse af Kirken, startede for mindre end et år siden, efter at der på verdensplan blev svaret på den opfordring Vor Frue af Fatima gav, nemlig at bede rosenkransen og foretage en konsekration til Hendes Ubesmittede Hjerte.

Bed for os, Vor Frue af Fatima.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 15. februar 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/rallying-to-the-rosary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Infiltration! Tusindvis af unge kommunister infiltrerede katolske præsteseminarier

I løbet af kommunismens første år i 1920’erne og 30’erne blev dens ondskab spredt ud over hele verden, som Vor velsignede Moder forudsagde i Fatima i 1917. Kommunistpartier var ligeledes blevet etableret i forskellige europæiske lande og i amerikanske byer. De gjorde allerede adskillelige forsøg på at præge den politiske- og kulturelle orden.

Men det, som blot et fåtal af mennesker havde kendskab til var, at ledelsen i kommunistpartiet allerede havde påbegyndt sit ”arbejde” i forhold til Den katolske Kirke. Den plan, man omhyggeligt havde udtænkt, gik ud på, at man rekrutterede unge mænd, som var loyale overfor kommunismen, og fik dem placeret rundt om på forskellige præsteseminarier. Dette blev ført ud i livet af forskellige agenter i løbet af 1920’erne og 30’erne.  

Spoler vi tiden 30 år frem til 1960’erne, begyndte man at kunne se resultatet af denne infiltration. Veluddannede, dedikerede og trofaste mænd og kvinder i Kirken så sig omkring med bekymring og havde svært ved at forstå det, de var vidner til, nemlig at troen blev revet fra hinanden. På et tidspunkt udtalte pave Paul VI endda, det syntes som om, at Kirken var i gang med at ødelægge sig selv.

Én af dem, der var meget bekymret, var en, der var flygtet fra Hitlers Tyskland, nemlig den fremragende teolog Dietrich von Hildebrand. Sammen med sin hustru og en god ven, Bella Dodd sad disse tre en dag og talte om de forandringer, der på daværende tidspunkt skete i Kirken. Bella Dodd var vendt tilbage til Den katolske Kirke med hjælp fra Ærkebiskop Fulton Sheen i april 1952.

Netop den dag, hvor de tre var samlet, bemærkede Dietrich von Hildebrand Kirkens daværende tilstand og sagde: ”det forekommer mig, at Kirken er blevet infiltreret” Da lod Bella Dodd, som var tidligere agent for kommunisterne, en bombe falde, for hun indrømmede, at Kirken var blevet infiltreret, og at hun var én af dem, der havde ført dette ud i livet.

Da hun havde færdiggjort sit arbejde, var det lykkedes hende, endda med stor succes, at få placeret over 1000 unge mænd på forskellige præsteseminarier, de var alle glødende kommunister, men fremstod som unge troende katolske mænd. I 1953 bevidnede Dodd alt dette overfor kongressen: at der var foregået en infiltration af politiske partier, fagforeninger og katolske præsteseminarier.

Når vi ser os om i det kirkelige landskab, og på hvad der er gået galt i Kirken, må denne alarmerende nyhed vække eftertanke, når man ser ned over den lange liste af årsager til den ødelæggelse, der foregår i- og af Kirken.

Dr. von Hildebrand kom også i vores interview ind på det, der er gået galt i forhold til uddannelsesinstitutioner, der definerer sig selv som katolske. Dr. von Hildebrand gav også os på Church Militant samt andre troende nogle råd med på vejen, til hvordan man klarer sig i kampen mod det onde, der hersker i verden i dag.

Hvis man er primiummedlem på Church Militant, vil man kunne se hele dette interview med Dr. Alice von Hildebrand samt mange andre af vore programmer.

Katolikker, som Alice von Hildebrand, er væsentlige stemmer i Kirken, og det er vigtigt, at de bliver taget alvorligt. De var de første soldater ved frontlinjen, da det onde foretog de første angreb. De har kendskab til historiens gang, hvilke årsager, der gør sig gældende, og hvilke midler, man bør anvende i den kamp, der udkæmpes.

Bliv medlem allerede i dag og få en dybere forståelse af den aktuelle krise i Kirken, og hvad du kan gøre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 29. januar 2016. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/infiltration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bella Dodds profeti

I lyset af den aktuelle forvirring og skandalerne af moralsk karakter, der finder sted i Kirken, kan det være en god ide at overveje den tilsidesættelse, der er foregået af dele af den nyere kirkehistorie: det handler om det offentlige vidnesbyrd, som Bella Dodd er fremkommet med. Hun arbejdede som juridisk rådgiver for det kommunistiske parti i USA, indtil hun omvendte sig til katolicismen, hvorefter hun resten af livet forsøgte at forsone sig med den rolle, hun havde spillet i den kommunistiske infiltration af Den katolske Kirke.

I en artikel i magasinet Christian Order fra november 2000 uddybes og afsløres det, hvordan Dodd og hendes kontakt Douglas Hyde bistod kommunisterne i deres nedbrydning af Den katolske Kirke. Den berømte ex-kommunist og konvertit Douglas Hyde afslørede for mange år siden, at det kommunistiske lederskab i 1930’erne udstedte et verdensomspændende direktiv, som handlede om, at Den katolske Kirke skulle infiltreres. I begyndelsen af 1950’erne tilvejebragte Bella Dodd yderligere detaljerede forklaringer på, hvordan kommunisterne ville underminere Kirken. Hun udtalte sig på baggrund af, at hun tidligere havde fungeret som højtstående medlem af kommunistpartiet i USA: ”I 1930’erne ’plantede’ vi 1100 mænd i præsteskabet ganske enkelt for at ødelægge Kirken indefra”. Tanken var, at disse mænd blev ordineret og avancerede op igennem hierarkiet til poster med beføjelser og indflydelse som monsignors og biskopper. En årrække før Vatikan II udtalte hun:” I øjeblikket bestrider de nogle af de højeste positioner i Kirken”, og der arbejder de på at skabe forandringer, som skal svække Kirkens modstand mod kommunismen. Hun sagde også, at disse forandringer ville være så markante og mærkbare, at ”man ikke længere vil kunne genkende Den katolske Kirke”.

Dodd gav et omfangsrigt og dybdegående vidnesbyrd vedrørende kommunisternes infiltration af Den katolske Kirke foran medlemmer af House UNAmerican Activities Committee i 1950’erne. I forbindelse med en forelæsning på Fordham University på samme tidspunkt, forudsagde Dodd det, der syntes at være en uhyggelig profeti om det fremtidige kaos i Kirken. En munk var tilstede ved denne forelæsning, og det er hans beretning om det, der blev fremlagt, som er offentliggjort i Christian Order:

Jeg lyttede til denne kvinde i fire timer, og det hun fortalte fik mine nakkehår til at rejse sig. Alt det, hun fremlagde, er blevet opfyldt til den mindste detalje. Man skulle tro, at hun var den største profet i verden, men det var hun ikke. Hun foretog blot en minutiøs gennemgang af den slagplan, kommunisterne havde lagt for undergravende virksomhed i Den katolske Kirke. Hun forklarede, at af alle verdens religioner, var Den katolske Kirke, den eneste, kommunisterne frygtede, for den var den eneste, der ydede en egentlig modstand. Tanken var ikke at ødelægge Kirken som institution, men snarere de troendes tro, ved at benytte institutionen Kirken, hvis det var muligt, til at fremme en pseudoreligion: altså noget, der mindede om katolicisme, men i realiteten ikke var det. Når troen var blevet ødelagt, forklarede hun, ville Kirken præges af et skyldskompleks … som gjorde, at man ville betragte fortidens Kirke, som undertrykkende, autoritær, fordomsfuld og arrogant, når den hævdede, at det kun var den, der besad sandheden, og at den endvidere bar skylden for religiøs splittelse igennem århundreder. Et sådant træk ville være nødvendigt, for at Kirkenes hierarki fyldt af skam ville åbne Kirken for verden og vise imødekommenhed overfor andre religioner og filosofier. Kommunisterne ville derefter benytte denne åbenhed til at undergrave Kirken.

Lyder dette bekendt? Med mindre man har været dybt bevidstløs siden Vatikan II, er man klar over, at Bella Dodd faktisk beskrev tilstanden for Den katolske Kirke i dag. I dag svælger post-konciliære kirkefolk i skyld over Kirkens intolerante fortid og giver offentlige undskyldninger for synder begået af afdøde katolikker, men ikke for deres egne synder mod de nulevende troende inklusiv ofrene for overgreb fra homoseksuelle præster, der er blevet dækket over, og de priser andre religioners dyder, og derved de facto afviser de dogmet, at der ikke er nogen frelse udenfor Kirken.

Bella Dodd var ingen profet, hun fortalte os blot, hvad de, der infiltrerede Kirken, havde i sinde at gøre. Og se, de lod det ske.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Christopher A. Ferrara og publiceret på Fatima Perspectives, som Perspective No. 235. Den kan læses på: http://archive.fatima.org/perspectives/cs/perspective235.asp

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)