Category: Orthodoxy

Skt. Peter Damian (1049): Hvad Kirken bør gøre for at komme den omsiggribende homoseksualitet blandt klerikale til livs

Den stadig større magt og indflydelse, som homoseksuelle præster, biskopper og kardinaler og lægfolk med beføjelser har opnået, har været en væsentlig faktor i forhold til det vedvarende og tiltagende kaos, der har hersket i Den katolske Kirke gennem de sidste 60 år. Denne ”forstyrrelse” i Den katolske Kirke har haft en negativ indvirkning på hele verden, fordi den har været årsag til en svækkelse i den positive påvirkning katolicismen har haft på civilisationen gennem århundreder.

Hvis man tror, at det, der sker nu, er noget helt nyt, er det et tegn på, at man ikke har foretaget en historisk betragtning. I 1049, da Skt. Peter Damian skrev sin afhandling, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus) til pave Leo IX, var homoseksualitet og seksuel perversion generelt mere åbenlyst og udbredt blandt klerikale, end i dag. Det var denne frygtelige situation, som denne helgen adresserede i sin appel til paven samt et håb om, at der straks blevet taget hånd om problemet.

Vi hører ofte fra lunkne, magelige, kujonagtige og frygtsomme eller kulturkatolikker og specielt fra klerikale, som direkte er en del af en homoseksuel kontekst, at vi ikke bør rette kritik mod præster, biskopper og slet ikke paven. Det antages, at der her tale om en synd, der er langt værre end hæresi og perverteret seksuel aktivitet, da den medfører stor personlig lidelse og leder sjæle til helvede, uden at nogen tager de nødvendige initiativer til at stoppe dem, der udfører denne synd og får dem på andre tanker.

Skt. Peter Damian lod sig ikke stoppe af letkøbte begrundelser om at tilbageholde Guds retfærdighed på et tidspunkt, hvor det så ud som om, Kirken var på vej mod sin undergang. Han forstod den forpligtelse, han var pålagt, samt nødvendigheden af at tale om faren ved at synde for netop at mindske den katastrofe, der ville indfinde sig, hvis man ikke her og nu gjorde det, der var nødvendigt. Samtidig understregede han, at dette måtte foretages i en kærlig ånd og med et kristent håb, om at de personer, der var berørt af dette moralske fordærv, måtte komme ud af det. Deres omvendelse var det, man fremfor alt håbede på og bad for, så de ikke måtte lide evig fortabelse.

En italiensk oversættelse af Book of Gomorrah er for nylig blevet udgivet. En engelsk udgave udarbejdet af én af vores journalister på LifeSite vil snart være tilgængelig.

Den 11. februar 2015 offentliggjorde hjemmesiden Rorate Caeli uddrag fra bogens indledning skrevet af professor Roberto de Mattei til den italienske udgave.

I det følgende præsenteres nogle afsnit fra bogens indledning, som jeg håber vil skærpe opmærksomheden hos de troende, specielt når man tager i betragtning, hvad der aktuelt sker i USA, som er et resultat af den afgørelse, højesteret har foretaget, samt det kaos, der omgav familiesynoden, når det specifikt handlede om Kirkens lære omkring seksualitet.

Uddrag fra indledningen til Book of Gomorrah

Skt. Peter Damien, (1007-1072) abbed for klosteret Fonte Avellana og efterfølgende kardinal/biskop for Ostia, var én af de mest fremtrædende skikkelser i forbindelse med en katolsk reform i det 11. århundrede. Hans Liber Gomorrhianus udkom omkring 1049 på et tidspunkt, hvor fordærv havde spredt sig i meget stort omfang og endda var nået til de højeste positioner indenfor kirkens hierarki.

I denne skrivelse rettet til pave Leo IX, fordømmer Peter Damien den perverterede (seksuelle) praksis, man hengav sig til på hans tid, med en sprogbrug, der ikke levnede plads til tom barmhjertighed eller kompromiser. Han er overbevist om, at den værste af alle synder er sodomi, som er et begreb, der indbefatter alle handlinger, der er naturstridige, og som benyttes til seksuel fornøjelse, fremfor det seksualiteten er skabt til, nemlig forplantning. Skt. Peter Damien skriver: ”hvis ikke en stærk hånd med det samme tager fat om denne forsmædelige og vederstyggelige last, vil Guds vrede komme over os, og mange vil få den at føle”.

Der har været tidspunkter i (Kirkens) historie, hvor Hendes (og andres) hellighed er blevet gennemsyret (af synd), når dem, der er en del af Hende, har skadet Hende så meget, at Hun faldt sammen og blev omgrænset af mørke og fremstod som om, Gud havde forladt Hende.

Peter Damiens røst vækker genklang i dag, ligesom den gjorde dengang med opmuntring til – og trøst for dem, der igennem historien og ligesom ham havde kæmpet, lidt, grædt og håbet.

Han modererede ikke sit sprogbrug, men lod sin overbevisning komme til udtryk for at understrege sin harme. Han var frygtløs og kompromisløs, når han talte imod synd, og netop dette viste, at han brændte af nidkærhed for Gud, det gode og sandheden.

Her i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Kristi fødsel er vi vidner til, at præster, biskopper og biskopkonferencer stiller spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og samtidig taler de varmt for, at man åbner op for samkønnede vielser. Homoseksualitet betragtes ikke længere som en synd, der skriger til himlen (på Guds retfærdighedsharme), men den er derimod begyndt at gennemsyre præsteseminarier, uddannelsesinstitutioner, katolske universiteter og er endda kommet ind bag Vatikanets mure.

Liber Gomorrhianus minder os om, at der er noget, der er langt værre end moralske laster, der praktiseres og tales op som værende noget godt, og det er, at den tavshed, der har lagt sig omkring dette burde brydes og afløses af klar tale, som skal intervenere den uhellige alliance og meddelagtighed, der er opstået mellem de ugudelige og dem, der foregiver, at de for hver en pris foretrækker at holde lav profil (tie stille) for at undgå skandale, eller som blot forsøger at blive en del af det tavse flertal.

Stadig mere alvorligt er det, at accepten af homoseksualitet blandt Kirkens hierarki har udviklet sig til, at man ser homoseksualitet som noget værdifuldt, noget, der skal mødes med pastoral omsorg og nyde juridisk beskyttelse, fremfor at man betragter homoseksualitet som en synd. I det opsamlende arbejdsdokument (relatio), der blev præsenteret midtvejs ved synoden i oktober 2014 fremgik følgende formulering i et afsnit: ”homoseksuelle har kvaliteter, som de kan bidrage med i det kristne kommunitet”, og med denne opfordring til biskopperne ”… bliver vi i stand til at møde disse mennesker med åbne arme og skabe en broderlig atmosfære (for dem) i vores menigheder”.

Denne opsigtsvækkende passage blev fjernet i den endelige rapport fra synoden, men nogle biskopper og kardinaler, som enten deltog i synoden eller havde funktioner udenfor mødeaktiviteterne, insisterede på, at man anlagde nogle positive vinkler på homoseksuelle ægteskabslignende forhold, som er naturstridige, og disse klerikale gik så langt, som til at håbe på ”en måde, der beskrev rettighederne for mennesker i samkønnede ægteskaber”.

Skt. Peter Damian tøvede ikke, både som helt almindelig munk og kardinal, med at rette beskyldninger mod paverne på hans tid for deres yderst kritiske opførsel, når de undlod at adressere problemerne. Man kan håbe, at ved læsning af bogen Liber Gomorrhianus vil Skt. Peter Damiens ånd komme over visse prælater eller lægfolk, så de rystes i deres grundvold og begynder at tale og handle.

Selvom vi er milevidt fra Skt. Peter Damians hellighed og profetiske ånd, lad os da alligevel gøre hans indignation mod ondskaben til vores og med de afsluttende ord i hans afhandling vende os til Kristi stedfortræder på jord, Hans Hellighed Pave Frans, som nu sidder i Peters Stol, således at han kan gribe ind og sætte en stopper for de doktrinære og moralske skandaler, der lige nu præger Den katolske Kirke: ”Vil De, almægtige Herre komme os til undsætning, Ærværdige Fader, så dette lastens misfoster, under Deres pontifikat, må blive tilintetgjort, og Kirken, der aktuelt er i frit fald, kan genopstå i al Sin herlighed og styrke”.

Den italienske udgave af bogen er tilgængelig her.

(Bemærk: navnet på denne helgen staves på engelsk: Damian, hvorimod stavemåden er Damien på italiensk og fransk. I citaterne hentet hos Fr. Mattes er stavemåden: Damien)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Jalsevac og publiceret på LifeSiteNews den 30. juni 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-peter-damien-1049-what-church-must-do-in-response-to-rampant-homosexual

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guitarer hører ikke hjemme i en katolsk Messe

Hvorfor er traditionelle katolikker imod brugen af guitarer, når det gælder musikken i kirken? Hvorfor er vi af den opfattelse, at en populær og nutidig musikalsk stilart er uforenelig med liturgiens ånd?

Jeg tager udgangspunkt i følgende ord sagt af Paulus: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12: 2).

Min grundlæggende indvending er rettet mod den populære og noget særegne antagelse, om at guitarmusik i kirken, uanset om melodierne er sentimentale eller iørefaldende, er det intet andet end en drejning af vores sind i en sekulær retning til de artistiske, psykologiske og åndelige standarder, der præger vor tid. På den måde ”efteraber” man Bob Dylan og Billy Joel, selvom sådanne folkekære kunstnere synes strømlinede i sammenligning med det støjhelvede og den ynkelige sentimentalitet, der præger den musik, som unge voksne i dag lytter til.

Det er som om, den højtprofilerede rockhymne implicit er blevet blåstemplet som det nye parameter, som selv musikken, der er rettet mod tilbedelse, skal skabes ud fra. Også Gud må opleve at blive bejlet til, som Den, der lyser op og er elskende, Han må ”lægge øren til” en klynken og en voldsom mængde ord vedrørende synd og nåde, ligesom når en populær kunstner klynker og forsøger at overbevise os om, hvad der er galt i verden: Vietnamkrigen, fattigdom i tredjeverdens lande og en AIDS epidemi. Sangene bevæger fra tårevædede ballader, til ”nu skal der være fest”. Det er på sin vis ligegyldigt, hvordan man beskriver dette musikalske fænomen, fordi dets oprindelse og lighed med de sekulære tendenser fremstår fuldstændig klar. 

Det er ikke første gang, at vi konfronteres med dette problem i Kirkens liturgiske musikhistorie. Den sidste store epidemi af musikalsk sekularisme var i operaens tidsalder, som strakte sig gennem det attende og nittende århundrede, da næsten al kirkemusik blev fortrængt til fordel for en mere stringent stilart indenfor opera, som er beslægtet med de storslåede værker og forudsigelige kærlighedshistorier, som i evighed har gået sin gang aften efter aften på scener verden over, og hvor publikum primært har været forsamlet for at lytte til kendte tenorers- og sopraners stemmepragt.

Da pave Pius X forsøgte at reformere kirkemusikken, var hans intention en resakralisering, så den kunne gennemgå en genopretning og komme væk fra den verdslighed, der prægede operaen. Han ønskede at forny musikken, så den blev komponeret til Kirken og Hendes liturgi, en musik som var rolig og beregnet for sjælen, og som rettede opmærksomheden ikke blot mod kunstneren, men mod de guddommelige mysterier, og som fremmede en atmosfære af kontemplativ bøn, en musik med mange stemninger og tilstande, blid og som på en subtil måde ”talte” til følelserne, og som altid tjente noget, som var større end den, noget essentielt ikke følelsesmæssigt: en ”rationel tilbedelse” (logikē latreia), som Paulus taler om i sit brev til menigheden i Rom (12: 1). For Paulus den ”sande omskårne” hører til dem, ”som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3: 3).

Pointen er følgende: at selvom vore døbte legemer er Helligåndens tempel, og vi skal tilbede Herren med hjerte og stemme, er vores tilbedelse ikke på niveau med legemet, der er ikke tale om en sanselig berøring eller om det at blive ”rørt”, men om et åndeligt offer og en tilbedelse, som understøttes af et disciplineret legeme, hvis lidenskaber er blevet tugtet, og hvis følelser er blevet lutret. Den sande katolske hellige musiks herlighed er, at den har styrke til at bevæge os i overensstemmelse med liturgiens værdige ”dans” til en stadig større kærlighed til Herren med vort hjerte, sind, sjæl og styrke: den er således et ydmygt instrument til menneskets guddommeliggørelse, at det bliver lig Gud i nåde og kærlighed. Musikken skulle enten hjælpe eller i det mindste ikke hindre en fremadskridende modning af sjælen på dens rejse gennem Teresas palæer (Teresa af Avila), op ad det stejle Karmelbjerg til endemålet, den transformerende forening, det mystiske ægteskab.

Musik, der rent stilistisk forbliver på et niveau, hvor den appellerer til det sanselige, vil stimulere og understøtte de almene følelser hos sjælen hos den, der lytter, og derfor er denne musik ikke egnet til tilbedelse, fordi den ganske enkelt ikke bistår sjælen i at modnes til åndelig værdighed, den lutrer ikke lidenskaberne og løfter ikke sindet til et himmelsk eksistensplan. Faktisk vil en uformel og snakkesalig måde at fejre Messen på kombineret med en særegen populærmusik resultere i en forkrøblet psyke, en kunstig forlængelse af følelsernes ungdom uden at opnå den åndelige perfektion, som Herren har til hensigt at formidle gennem Kirkens hellige riter og mystiske sakramenter. Den skaber ikke de optimale omgivelser for hjertets stilhed, der dæmper den hyperaktive vilje, som Skt. Teresa ser som en afgørende forberedelse til de prøvelser og velsignelser, som Gud har for sjælene, der holder ud gennem de tre første paladser. Hun siger, at sjælen må blive mere og mere modtagelig og ikke fanges ind i en mental handlen, som gør det praktisk talt umuligt for Gud, der taler med ”sagte stemme” til at handle på Hans initiativ på en suveræn måde.

Den kristne må udvikle en skærpet egenskab for at kunne vente og lytte og for at tage imod og være Gud til behag, samt at overgive sig til Hans umærkelige indtrængen i sjælen og varme sig i Hans lys. Gregoriansk og Byzantinsk sang, den polyfoni og harmoni, de inspirerede til, er en tradition i den moderne hellige musik og bærer derfor de væsentligste kvaliteter for hellighed, kunstnerisk fortræffelighed og universalitet, som Kirkens autentiske liturgi har og kræver. Intet sekulært, banalt, overfladisk og larmende er værdigt til Kristi hellige, udødelige, overvældende og livgivende mysterier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 20. marts 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/guitar-music-has-no-place-in-the-catholic-mass.-heres-why

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Why we should be able to celebrate the Old Rite in the vernacular

Tridentine MassThe Chalcedonian vocabulary which attempts to describe the hypostatic union in Christ may not be perfect, but its tautness does help us to resist emphasizing unduly one nature over and against the other. The ineffable character of our Lord’s ontic constitution requires us to resist softening the irreducible strangeness of the God-man. This is true when we approach Christ both in His Gospel and in His Eucharist.

More

Biblical scholar on Pope’s change to the Our Father

Fr. Reto Nay: The text of the Our Father is passed down to us in the New Testament, which was written in ancient Greek. The phrase “and lead us not into temptation” is contained both in Mt 6:13 and Lk 11:4 with identical wording: καὶ μὴ εἰσενέγκῃς ἡμᾶς εἰς πειρασμόν. This means that the wording of the petition in question cannot be blamed on a transmission error or misunderstanding.

More

Pave Frans har brudt med tidligere paver, og det medfører hæresi og skismer udtaler en teolog i Vatikanet

I et kraftfuldt interview med den italienske Vatikanist, Aldo Maria Valli, advarer Msgr. Nicola Bux om, at det nuværende pontifikat fremsætter udtalelser, der genererer hæresier, skismer og kontroverser af forskellig art, og at Den hellige Fader bør bekende troen for at genskabe enhed i Kirken.

I det interview, der blev offentliggjort den 13. oktober, men som er blevet overset på grund af ungdomssynoden, der fandt sted i Rom i sidste måned, fremkom teologen, med konsulentstatus for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser, med hæretiske udtalelser vedrørende ægteskab, moral og modtagelsen af sakramenter, og som nu er omdrejningspunktet for stor debat, som bliver mere og mere intensiv for hver dag.

Msgr. Bux sagde, at årsagen til, at der stilles spørgsmålstegn ved disse doktriner, som blev fremhævet dels i den broderlige korrektion fra september 2017 og dels ved en konference i Rom i april vedrørende doktrinær forvirring i Kirken, er pavens postsydonale apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, og det er efterfølgende blevet meget værre og endnu mere komplekst.

Han sagde, at dette har ført til, at nogle ældre prælater, såsom kardinal Walter Brandmüller, en af de fire kardinaler, som underskrev dubia i 2016, har gentaget opråbet om, at paven bør bekende troen.

Men Msgr. Bux sagde, at dette næppe vil ske, når man tager i betragtning, at paven ser Kirken som en føderation af kirkelige samfund, noget, som Msgr. Bux beskriver som det, man finder hos protestanterne.

Den italienske teolog sagde, at siden de to familiesynoder har der (i Kirken) eksisteret to spor i forhold til tro og moral, som bliver helt tydelig, når talen falder på om Kommunionsmodtagelse er tilladt for nogle af dem, der er skilte gengifte. Dette har skabt stor frustration hos mange biskopper og sognepræster, fordi der er tale om en uholdbar pastoral situation præget af forvirring, sagde han.

Msgr. Bux, som tidligere har fungeret som konsulent for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser under Benedikt XVI, siger, at situationen kan afhjælpes, ved at paven bekender troen. Han refererer til, at Skt. Paul VI i 1968 foretog en lignende trosbekendelse, der bekræftede, hvad der var katolsk set i lyset af de vildfarelser og hæresier, der opstod i kølvandet på Andet Vatikankoncil.

Hvis dette ikke sker, advarer han, vil frafaldet øges (drastisk), og et de facto skisma vil være en realitet.

Hvem har begået fejl?

Msgr. Bux fornemmer, at situationen er blevet specielt opkørt, efter at paven i august ændrede i katekismen, hvor han erklærede, at dødsstraf ikke kan tillades. Denne ændring er i modstrid med den tridentinske – og Skt. Pius X katekismus, og teologen fremhæver, at den sidste af de to nævnte lærte, at legitimiteten af dødsstraf var i fuld overensstemmelse med det Guddommeligt åbenbarede.

Enten indrømmer man, at Kirken, igennem to tusinde år, praktisk talt har lært, at noget er legitimt, men ikke er i overensstemmelse med evangeliet, eller man må indrømme, at det var pave Bergolio, som begik en fejl, sagde Msgr. Bux og tilføjede: Dette er en meget følsom problemstilling, men før eller siden vil han blive nødt til at rette op på det, og det gælder ikke kun sagen om dødsstraf.

Adspurgt af Valli, at hvis ovennævnte danner præcedens, for at paven begynder at ændre mere i katekismen, hvis det er det, han ønsker, svarer teologen, at dette er et ganske foruroligende spørgsmål, og at en yderligere legitim bekymring man kan gøre sig er, om trosgrundlaget holdes på sikker afstand af tidsåndens luner.

Paven kan ikke pålægge Kirken sin egen holdning, understregede Msgr. Bux ved at citere Joseph Ratzinger: Kirken kan i spørgsmål vedrørende tro, moral og sakramenter kun følge Kristi vilje. Og alligevel, sagde han, er der ”mange punkter” iAmoris Laetitia, som er vanskelige og modstridende og faktisk også står i modsætning til Skt. Thomas Aquinas tænkning, på trods af at skrivelsen selv hævder noget andet.

Han fremhævede også den tendens, som dette pontifikat har for vane at lægge for dagen, nemlig at forholde sig tavst, når det mødes med kritik, eller når det afviser at forholde sig til anklager om hæresi og frafald, og dette bringer minder om Skt. Pius X’s advarsel i sin encyklika Pascendi dominici gregis fra 1907: ”Det, at man ikke klart bekender sin hæresi, er en almindelig fremgangsmåde hos modernister, fordi de netop på den måde kan dække sig under Kirken”.

Valli og Msgr. Bux fortsatte derefter med at tale om de praktiske, teologiske og juridiske problemer, der er forbundet med at foretage en korrektion af en pave, der er har søsat sådanne vildfarelser. Dette omfatter den hurdle, at hæresi skal være åbenlys og offentlig bekendt, og at paven bevidst og af egen fri vilje har bidraget til, at der stilles spørgsmålstegn ved trossandheden, samt det, at han er beskyttet af en form for juridisk immunitet, som der findes belæg for i det kanoniske princip om, at ingen kan dømme Den apostoliske Stol og slet ikke Dens Hyrde.

Upålidelig teologi

Yderligere er det i dag vanskeligt at sætte fingeren på det, der helt eksakt er hæretisk, fordi teologien ganske enkelt ikke længere er pålidelig, sagde han. Han sagde videre: I stedet er den blevet en slags ”slagmark”, hvor en sandhed bekræftes, men hvor der altid er en, der ønsker at hævde og forsvare det modsatte synspunkt.

Fremfor at foretage en broderlig korrektion (af pave Frans), bør man langt hellere undersøge arten af det juridiske grundlag, der dannede rammen for pave Benedikt XVI’s tilbagetræden, sagde han. Jesus overdrog ikke nøglerne til Himlen til Peter og Andreas (Peters bror) kun til Peter. En dybdegående undersøgelse af pave Benedikt XVI’s tilbagetræden ville hjælpe for at løse de problemer, der i dag synes os uoverstigelige, sagde han.

At der sker store forandringer i Kirken under pave Frans er tydeligt, sagde Msgr. Bux, og dette foregår sideløbende med, at der markeres en tendens til diskontinuitet, eller at man forsøger at bryde med tidligere pontifikater. Et sådant brud, fortsatte han, er en omvæltning, der genererer hæresi, skismer samt kontroverser af enhver art, og dette kan spores tilbage til synd.

Han henviste til det 3. århundredes kirkefader Origenes fra Alexandria (ca. 185-ca. 254), der sagde: Hvor der er synder, er der forskelligartethed, skismer, hæresier og splid. Men hvor der er dyd, er der enhed, og man er forenet ud fra den præmis, at alle troende er eet hjerte og een sjæl.

Den nuværende krise har haft en negativ indvirkning på liturgien, sagde han, men for at opmuntre citerede han Skt. Athanasius fra Alexandria (ca. 298 – 373), og dennes henvendelse til de kristne, der led under arianismen:

I forbliver uden for de steder, hvor der er tilbedelse, men troen forbliver inden i Jer. Lad os overveje: Hvad er mest vigtigt, stedet eller troen? Den sande tro uden tvivl. Hvem har tabt, og hvem har vundet i denne kamp – den, som overholder præmisserne eller den, som beholder troen? Sandelig, bygningerne er gode, når Den apostoliske Tro prædikes der; de er hellige, hvis alt, der finder sted der, foregår på en hellig måde… I er dem, som er lykkelige; I som forbliver indenfor Kirken på grund af Jeres tro, som fastholder troens grundlag, som er kommet ned til Jer gennem Den apostoliske Tradition. Og hvis en afskyelig jalousi har forsøgt at ryste Jer ved en række lejligheder, er det ikke lykkedes. Det er dem, der har forladt Kirken under den nuværende krise. Ingen vil nogensinde sejre over Jeres tro elskede brødre (og søstre), og vi tror, at Gud vil give os mulighed for at kunne vende tilbage til vore kirker en dag”. Jo mere voldelige de er i deres forsøg på at besætte stederne for tilbedelse, desto mere adskiller de sig fra Kirken. De hævder, at de repræsenterer Kirken, men i virkeligheden er det dem, der igen vises bort fra Den (Kirken), og som virkelig er på afveje (Coll. Selecta SS. Eccl. Patrum. Caillu and Guillou, vol. 32, pp. 411-412).

Valli spurgte til sidst, om hæresi ikke er andet og mere end det at udbrede falske doktriner og at udelukke sandheden om doktrin og moral.

Selvfølgelig, svarede Msgr. Bux. Hvor der ikke eksisterer nogen doktrin, finder man moralske problemer, og det er det, vi ser. Når paven og biskopperne gør noget sådant, benytter de deres position til at ødelægge (doktrinen).

Med henvisning til Skt. Augustin, sagde han: De har kun deres egne interesser for øje ikke Jesu Kristi interesser, de forkynder hans ord, men de udbreder deres egne ideer.

Jesu Kristi navn er, sagde han, med henvisning til Giacomo Biffi tidlige kardinal fra Bologna, blevet en undskyldning for at tale om helt andre ting: Migration, økologi osv. Dermed er der ikke længere enhed, når vi taler, og Kirken er blevet splittet (1 Kor 1: 10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Edward Pentin og publiceret på LifeSiteNews d. 15. november 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-has-broken-with-previous-popes-causing-heresies-schisms-vatica

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Forfølgelsen af katolikker intensiveres trods aftalen mellem Kina og Vatikanet

Kinesiske katolikker er blevet ofret på diplomatiets alter

Kina fører krig mod troen på trods af den aftale Vatikanet fornyelig har indgået om at anerkende syv biskopper i den af kommunisterne godkendte, skismatiske ”patriotiske katolske” kirke, og samtidig intensiverer Beijing undertrykkelsen (af katolikker).

Myndighederne angriber den katolske undergrundskirke ved at brænde bibler, tvinge kirker til at fjerne kors og ikoner, lukke hjemmesider for tilbedelses – og valfartssteder og foretager vilkårlige arrestationer af trofaste klerikale.

Siden kommunisternes magtovertagelse i 1949 har staten indtaget en fjendtlig holdning over for alle religioner, men under præsident Xi Jinpings styre har forfølgelserne nået et højdepunkt.

I 2015 opfandt partiets ledelse udtrykket ”sinicering” (en ensretning i kommunistisk forstand af det enkelte individ) for at presse religiøse ledere til at kombinere troen med den kommunistiske ideologi, og i dag råder regeringen over statskontrollerede kirkelige medarbejdere, udgivelser og økonomi, og det er blevet rutinemæssig praksis, at man i præsternes homilier tilføjer kommunistisk propaganda, og samtidig forbereder man sig fra regeringens side på at erstatte den hellige Skrift med en stærkt ”bearbejdet” udgave, som kaldes ”den kinesiske kristne bibel”.

Den hellige Stol har ikke haft nogen formel kontakt med Kina siden 1951, altså kort efter at kommunisterne overtog magten i landet. Kirkens embedsmænd hævder, at de initiativer, der er blevet igangsat i begyndelsen af pave Frans’ pontifikat, er med til at ”rette op” på dette.

Men set i lyset af, at den største forfølgelse siden den katastrofale kulturrevolution (1966-1976), der aktuelt finder sted, synes Roms beslutning om at have en ”bekvem” interaktion med det kommunistiske styre noget mærkværdig.

Trofaste kinesiske katolikker frygter, at de vil blive ofret på diplomatiets alter. Blandt de kritiske røster af aftalen mellem Vatikanet og Kina, er kardinal Jeseph Zen, ærkebiskop emeritus af Hong Kong. Kardinal Zen har i skarpe vendinger advaret Vatikanets embedsmænd: ”I placerer ulve foran fåreflokken, og dette kan kun ende i et blodbad”.

Steven Mosher, som er ekspert vedrørende kinesiske forhold og leder af Population Research Institute er enig i ovenstående udtalelse fra kardinal Zen. Tidligere i år fortalte han Church Militant, at: ”Det officielle ateistiske kinesiske kommunistparti … ønsker at fjerne al religiøs tro og aktivitet, som eksisterer i Kina”.

”De vil sørge for at få elimineret alt, der har med religion at gøre, deres målsætning er at indføre ateisme, som skal omfatte alle kinesiske borgere”, tilføjede Mosher. ”Derfor introducerede de den 1. februar de nye regler, der skal forhindre katolikker eller kristne (generelt) i at medbringe deres børn, som har nået 18. års alderen, eller som er yngre til Messe eller til en samling i en huskirke. De ønsker at eliminere religionen, så den ikke gives videre til næste generation”.

På samme måde har Chen Guangcheng, en ledende kinesisk menneskerettighedsforkæmper, gentagne gange verbalt angrebet Vatikanet, fordi det er gået på kompromis i forhold til Beijing.

Tidligere i år advarede Chen, en fremtrædende kollega ved Institute for Policy Research and Catholic Studies på Catholic University of America (som var på besøg) om følgende: ”Jeg blev født og voksede op i Kina under det kommunistiske styre. Personligt oplevede jeg den brutale tortur og forfølgelse, som ateisterne fra det kommunistiske parti foretog mod afvigere”.

”De frygter ikke Gud og har ikke noget moralkodeks”, bemærkede han og tilføjede: ”De har begået utallige mord uden at tage menneskelivet i betragtning og det med det ene formål at opretholde styret”.

I en artikel, offentliggjort i sidste måned, med titlen: ”En pagt med en tyv, en aftale med djævelen: om Vatikanets verserende aftale med Kina”, gentog Chen sin kritik.

”Jeg har kendt og arbejdet sammen med utallige personer i Kina, der er blevet forfulgt grundet deres religiøse overbevisning” skrev han. ”Det er derfor med chok og forfærdelse, at jeg har måttet erfare, at Vatikanet har nærmet sig Kina i så stort et omfang”.

”At Vatikanet betragter disse vilkår, som værende et acceptabelt grundlag for forsoning med et brutalt diktatorisk styre, er et slag i ansigtet på millioner af katolikker samt andre troende i Kina, som har måttet lide under reelle forfølgelser under CCP (Det kinesiske kommunistparti), fortsatte han”.

”Det er klart, at aftalen (åbenlyst) fungerer som en politisk manøvre, der målrettet understøtter CCP’s interesser”, sagde han. ”Det er ikke kun det, at CCP har fået beføjelse til at stå for udvælgelsen af katolske biskopper, der er en tabersag for Vatikanet, det svarer praktisk talt til, at man bøjer sig i ærbødighed for selve ondskaben, og at man sælger Gud til djævelen”.

Chen tilføjede:

Jeg er sikker på, at de aktive medlemmer af undergrundskirken i Kina, som har holdt ud gennem den enorme forfølgelse, de er blevet udsat for i så lang tid, føler sig forrådt. De må helt sikkert føle, at Vatikanet bevæger sig længere væk fra Gud, og tættere på den overfladiske menneskelige verden med dens laster og dermed tættere på det kommunistiske parti, som er ansvarlig for drabene på over fire hundrede millioner ufødte børn og hundrede af millioner af kinesere. Er dette virkelig himlens vilje?

Beijings forsøg på at undertrykke troen er så åbenlys, at selv sekulære organisationer, herunder grupper, der står i opposition til den katolske doktrin, har udtrykt forfærdelse over den aftale, der er blevet indgået.

I et interview med The Atlantic i denne uge, kom Sophie Richardson, leder for den kinesiske afdeling af Human Rights Watch, med følgende advarsel: ”At være vidne til, at en af de store verdensreligioner indgår en aftale med et autoritært styre, der er berygtet for at undertrykke religionsfrihed, og som videre ganske behændigt giver efter for dette styre, sætter dagsordenen for en meget bekymrende udvikling”.

”Paven har på behændig måde blåstemplet Xi Jinping, også når sidstnævnte udviser en så markant fjendtlighed overfor religionsfrihed”, sagde Richardson.

Præsterne i Kina, som er en del af undergrundskirken, og som er det primære mål for det kommunistiske styre, har ikke stor tiltro til, at den aftale, som Vatikanet har indgået vil mindske undertrykkelsen.

I september samledes en række trofaste klerikale i ubemærkethed for at drøfte, hvordan de kan fortsætte deres arbejde i kølvandet på aftalen. Præsterne besluttede enstemmigt, at de aktuelt ikke ønsker at være en del at den statskontrollerede kirke.

”Hvis vi skal være en officiel kirke, da agerer vi samlet, med andre ord, hvis paven ønsker, at vi skal være åbne, da vil vi samlet agere åbent, ellers vil vi samlet vedblive at være en undergrundskirke” sagde en af præsterne. ”Vil styret give os mere frihed, efter at vi er blevet en officiel kirke? … Da har styret forandret sig”.

Det har det tydeligvis ikke. Siden man underskrev den foreløbige aftale i september, er styrets folk begyndt at gå ud til sogne for at tvinge præster i undergrundskirken til at være meddeltagende i den ”patriotiske” kirke, ellers bliver de betragtet som illegitime præster. To tilbedelsessteder for Maria, Vor Frue af lyksaligheden i Guizhouprovinsen og Vor Frue af de syv smerter i Shanxiprovinsen, er blevet ødelagte. Biskop Shao Zhumin for den østlige del af byen Wenzhou, som var udpeget af Vatikanet, forsvandt for en måned siden og befinder sig i politiets varetægt.

Tre måneder efter underskrivelsen af den foreløbige aftale er det i stigende grad blevet klart, at kardinal Zens vurdering var af profetisk karakter: Vatikanet foretager en ”selvmordshandling” i Kina ved at gå på kompromis med det kommunistiske diktatur.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stephen Wynne og publiceret på ChurchMilitant d. 5. december 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/china-ramping-up-persecution-of-catholics-in-spite-of-vatican-accord

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan fredshilsenen virker forstyrrende på mig

Er det ikke paradoksalt, at den del af Messen, hvor vi foretager fredshilsenen, er den mindst fredelige del? Alle rejser sig, trykker hænder, siger hej, giver hinanden kram og til tider kysser hinanden. Jeg har engang overværet, at man gav hinanden et rendyrket kys. Det er, som om der sker et brud i Messen, og den forandres til noget, som praktisk talt ikke hører til der: en form for hippiagtig kærlighedsfest eller valgkampagne (der er altid en eller anden, der farer rundt mellem bænkene og giver håndtryk, som om vedkommende jagtede stemmer hos potentielle vælgere). Jeg bryder mig ikke om det, og nogle gange deltager jeg slet ikke i fredshilsenen, hvilke resulterer i, at folk bliver fornærmede, og jeg fortryder øjeblikkeligt.

For et par uger siden besluttede jeg mig for at knæle under en Messe, der forgik i Kent. Da, det blev tid for at give fredshilsenen, knælede jeg og begyndte at bede. Jeg hørte ordene ”fred være med dig” lyde rundt omkring mig, og jeg åbnede mine øjne for at se, om man havde overstået dette. Uheldigvis fik jeg øjenkontakt med en venlig ældre mand, som stod foran mig. Han må have troet, at jeg var forvirret eller var fremmed eller måske begge dele på samme tid og rakte en hånd frem mod mig. ”Fred være med dig” lød det højlydt fra ham. Det er lang tid siden, at jeg har taget del i dette, og derfor havde jeg glemt de ord, man benytter. Jeg svarede derfor: ”i lige måde!” Måden jeg fik det sagt på, rummede en undertone af foragt”. Den stakkels mand trak hurtigt hånden til sig og så meget fornærmet ud. Den katolske skyldfølelse havde sejret endnu engang, da Messen var færdig, forlod jeg skamfuld stedet.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan i forhold til denne forstyrrelse. Mange steder i verden forekommer fredshilsenen kun under søndagsmesserne. Den blev en almen praksis i England efter Vatikan II og kom til at fungere som en demokratisering af katolicismen og gjorde den mere centreret om sognet og dets medlemmer. Ophavet til fredshilsenen ligger langt tilbage i tiden. I den første Kirke var fredshilsenen en udbredt praksis (sommetider dog kun blandt dem som skulle modtage Kommunionen), og som blev foretaget ved et kys. Et osculatorium (1) som blev båret rundt: en smukt udskåret tavle som de tilstedeværende kunne kysse. Senere begrænsede Kirken denne praksis til de klerikale. Den blev genoptaget i det 20. århundrede, og Vatikanet var ikke tilfreds med det, der kom ud af det. Benedikt XVI så med bekymring på, hvor meget tid fredshilsenen optog samt hvor mærkværdigt, den rent emotionelt kunne komme til udtryk, og han overvejede derfor, om den kunne flyttes til et andet og bedre sted i Den hellige Messe, såsom før frembærelsen af gaverne. I sidste måned meddelte Vatikanet, at fredshilsenen forbliver, hvor den er under Den hellige Messe, men man vil overveje tiltag om, hvorvidt dens ”udfoldelse” kan modereres. Man må nok i den sammenhæng forvente, at særdeles liberalt orienterede menigheder vil sammenligne dette med at få besøg af den spanske inkvisition.

For mig er det, at stilheden ”udfordrer”, det jeg holder allermest af ved Den katolske Messe, for her er der plads til den private bøn. Den første gang jeg deltog i en Messe, blev jeg slået af, den fantastiske anonymitet, der her gjorde sig gældende. Dette stod i skarp kontrast til den evangeliske tro, jeg voksede op med. Her var der ingen, der forsøgte at ”trænge” sig ind på mig, og der var ingen, der bad mig om at komme med et offentligt vidnesbyrd. I stedet blev jeg bedt om i stilhed og under bøn at ransage min samvittighed. Den eneste del af Den hellige Messe, der virkelig skuffede mig, var det øjeblik, hvor vi midt i den fredfyldte kontemplation pludselig med ”vold og magt” skulle ”anerkende” og omfavne hinanden. Det føltes unaturligt.

Jeg ved, at kristendommen handler om, at man skal udfordre sine fordomme, og at man skal sætte andre i første række. Men man mangler stadig at få mig overbevist om, at dette moment med koreograferet venlighed er måden at markere fredshilsenen på. En af mine venner, der arbejder for Kirken, har kendskab til to tilfælde, hvor det viste sig at være særdeles uhensigtsmæssigt.

I et sogn var der en pige med Tourette syndrom, som ville svare på ”fred være med dig” med en række fornærmende og modbydelige ord, som gjorde den resterende del af Messen til en akavet oplevelse. En anden kvinde, han (min ven) stødte på, var berygtet for at ville gramse på folk, og hun benyttede lejligheden til at finde nogen at gramse på. Selvfølge er der tale om et fåtal, der har sådanne ”udfordringer”, og de fleste mennesker vil gennemføre fredshilsenen med et almindeligt håndtryk. Man kan kun opfordre folk til at være opmærksomme på, at det ikke er alle i menigheden, der ønsker et nærmere bekendtskab.  

Jeg er ikke imod, at man har venskaber i menigheden. I den evangeliske kirke, hvor jeg kom før, havde vi ikke noget, der ligner fredshilsenen, men vi fik kirkekaffe, (og det var frivilligt, om man ville deltage). Jeg har altid fundet det besynderligt, at mange katolske Kirker gør et stort nummer ud af dette ”sociale arrangement”, og som man går lige på og hårdt med under Messen og efterfølgende fuldstændig ignorer hinanden. Er det for meget at forlange at fredshilsenen i det mindste nedtones, så man efterfølgende kan bruge kræfterne på virkelig at være venlige over for hinanden? Et venligt nik før Kommunionen og et stort kram til allersidst (efter Messen)? Udover det, er det vigtigt at minde folk om, at Den hellige Messe på ingen måde handler om at fejre menigheden. Menigheden samles for at modtage sakramentet og for at tilbede Gud. Der er rig mulighed for at udveksle fredshilsenen med hinanden på pubben efter Messen.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tim Stanley og publiceret på Catholic Herald d. 5. september 2014. Den kan læses på: http://catholicherald.co.uk/commentandblogs/2014/09/05/how-the-sign-of-peace-disturbs-me

Noter

(1)   Pax var en liturgisk genstand, man benyttede i middelalderen og renæssancen i forbindelse med fredskysset under Den hellige Messe. Skikken med det direkte kys celebranter og menighed imellem blev afløst af, at hver enkelt af de tilstedeværende kunne kysse pax, som blev båret rundt i menigheden. Pax er latin og betyder fred og optræder ved siden af to andre betegnelser, som man også gjorde brug af, disse er: osculatorium (en metal-kysseplade med et helligt bil­lede, der sendtes rundt i Kirken for at blive kysset) og instrumentum pacis (fredens redskab).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)