Category: Articles

At søge Herrens ansigt – det er, hvad det kristne liv handler om

”Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig” (Sl 27:8-9). Pave Johannes Paul II skriver følgende om dette skriftsted:

Den ældgamle længsel hos salmisten, som ikke kunne opnå større opfyldelse og overraskelse end at fordybe sig i Kristi ansigt. Gud har i sandhed velsignet os i Ham og har ladet ”Sit ansigt lyse over os” (Sl 67:1). Han er på en og samme tid Gud og menneske, Han viser dermed mennesket dets sande ansigt, ”fuldt og helt åbenbares mennesket for sig selv”.

Alt, hvad vi gør i vores åndelige liv, har til formål at lade Helligånden åbenbare Jesu ansigt for os og gradvist tilpasse vort ansigt, vore øjne, og det, vi ser, vores ører og det, de hører, vor mund og dens tale til Hans. Det, der er endemålet, er det velsignede syn af Gud, ”ansigt til ansigt”, som Skriften fortæller om. Skt. Thérèse af Jesusbarnet sagde: ”Dit ansigt, Min Herre, er mit hjem”. Og hun havde ret. Hjemmet er, hvor vi hviler ud, det er der, vi dvæler og lever, og hvor vi lærer at elske. Det er, hvad Jesu ansigt er for os: Vi er først helt hjemme, når vi er hos Ham.

Hvis vi husker på dette, kan vi udholde alle prøvelser og vanskeligheder.

Med hvilken dyd udholder vi prøvelser på vor vej mod det evige liv? Håbet. Håbet er en af de dyrebareste gaver, der kommer fra Gud. Helligånden giver håb midt i de situationer, som synes fuldstændig håbløse for mennesket; de fleste mennesker ved ikke, hvor kraftfuldt håbets gave er, fordi de i den håbløse situation glemmer at gøre brug af den, thi de er tyngede (af sorgen), de er nedtrykte (af det mørke, der hænger over dem), de mister hukommelsen og glemmer hvem, der rækker ud over mørket og er stærkere end det onde, Ham, der for altid er stærk og ung. 

Det sande håb er ikke naivt, blindt eller optimistisk. Det ser, de reelle udfordringer, og det ser igennem katastrofer, dvæler i det mørkeste mørke og kalder tingene ved deres rette navn. Men det (håbet) giver ikke efter eller op. Det ønsker ikke, at ondskaben skal have det sidste ord eller magt. I stedet ser håbet hen til Den, som gør det umulige muligt.

Lad os altid forblive under Kristi vedholdende blik og tillade Ham at lede os. Han er Sønnens ansigt, det sørgmodige ansigt, det herlighedsfulde ansigt, og det er Hans ansigt, vi må lære at skimte i de fattige, i vore brødre og søstre, i de ufødte og de ældre, i de uønskede, de glemte, de, der er blevet forsømt, og de marginaliserede – i alle mennesker, for alle mennesker er fattige, uanset om de har erkendt deres fattigdom eller ej.

Guds nåde gør os i stand til at elske dem, som vi ikke bryder os om eller kunne være fristet til at hade. Dette er den kristnes særpræg: At” han elsker sine brødre”, og som Skt. Johannes siger, alle mennesker er, eller kan blive vore brødre i Kristus. For at kunne gøre dette kræves der en stor åndelig fattigdom hos den enkelte. Himlen er kun for tiggere. Kun de tomhændede kan komme ind i Guds rige.

Jesus eneste egenskab er at være Faderens elskede Søn. I dette ansigts mange facetter, er Han: som et barn, en dreng, en ung mand, på korset, i opstandelsen, i Himlen, men Han er blot en, nemlig Faderens elskede søn. Den, som vi enkeltvis virkelig er, kan vi opnå hos Kristus: vi er Guds børn, sønner i Sønnen og Faderens små børn. Hvis vi har mistet det, vi er, har vi mistet alt. Det er derfor, at vi må bede for, at vi må se vort eget ansigt, som ansigtet på Faderens barn.

Dette er i realiteten essensen i kristendommen: at være – og blive, hvad vi virkelig er – børn af Faderen, som ikke blot elsker os, men er Kærligheden, og som ”kalder os at være til i kærlighed og skabte os til kærlighed” (Johannes Paul II).

Hvad er det venner ønsker sig allermest? Det er at se hinanden, at tale med hinanden, at være sammen, at dele hinandens liv og at gøre ting sammen. ”Jeg kalder Jer ikke længere tjenere, men venner”: Jesus ønsker at leve et ganske almindeligt liv (sammen) med os, Han ønsker at gøre Sit liv til vores liv. Vi bliver afstemt til at ligne Kristus, når vi lever med Ham og lærer af Ham, når vi søger Hans ansigt, og ser på det.

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 18. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/seeking-the-face-of-the-lord-this-is-what-christian-life-is-all-about

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pope Francis names Cardinal with close ties to McCarrick as key figure in next papal election

ROME, February 14, 2019 (LifeSiteNews) – Pope Francis has named Cardinal Kevin Farrell as papal camerlengo, a post by which Cardinal Farrell would administer the Vatican when the pontiff dies or resigns and before the election of a successor.

The announcement comes despite lingering questions about Farrell and his role in controversies swirling around ex-Cardinal Theodore McCarrick. McCarrick is awaiting a decision from Pope Francis regarding his alleged sexual abuse of seminarians and an 11-year-old boy decades ago, which may result in his laicization. Farrell and McCarrick previously shared an apartment.

Farrell, who is Irish, was the Bishop of Dallas before Pope Francis promoted him to lead the Dicastery for Laity, Family and Life. He is a vocal defender of Amoris Laetitia and has endorsed pro-homosexual Father James Martin’s book Building a Bridge.

More

Pope Francis chooses priest to guide Lent retreat who holds Jesus didn’t ‘establish rules’

ROME, February 5, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has selected a Portuguese “priest-poet” to preach at his 2018 Lenten retreat who is an open promoter of the “critical theology” of a Spanish nun who defends the legalization of abortion and government recognition of homosexual “marriage” and adoptions.

Father José Tolentino Calaça de Mendonça, vice rector of the Catholic University of Lisbon, wrote the introduction to the Portuguese translation of “Feminist Theology in History,” by Teresa Forcades, whom the BBC calls “Europe’s most radical nun.”

More

Pope names new Vatican bishop who claims Jesus didn’t ‘establish rules’

August 16, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has consecrated as a bishop a Portuguese priest who claims that Jesus didn’t “establish rules” and who promotes the theology of a dissenting nun who defends the legalization of abortion and homosexual “marriage.”

José Tolentino Mendonça, a priest and poet who was the vice-rector Catholic University of Lisbon, will now be heading the Vatican Secret Archives for Pope Francis, a post he will assume in September of this year.

More

Skt. Peter Damian (1049): Hvad Kirken bør gøre for at komme den omsiggribende homoseksualitet blandt klerikale til livs

Den stadig større magt og indflydelse, som homoseksuelle præster, biskopper og kardinaler og lægfolk med beføjelser har opnået, har været en væsentlig faktor i forhold til det vedvarende og tiltagende kaos, der har hersket i Den katolske Kirke gennem de sidste 60 år. Denne ”forstyrrelse” i Den katolske Kirke har haft en negativ indvirkning på hele verden, fordi den har været årsag til en svækkelse i den positive påvirkning katolicismen har haft på civilisationen gennem århundreder.

Hvis man tror, at det, der sker nu, er noget helt nyt, er det et tegn på, at man ikke har foretaget en historisk betragtning. I 1049, da Skt. Peter Damian skrev sin afhandling, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus) til pave Leo IX, var homoseksualitet og seksuel perversion generelt mere åbenlyst og udbredt blandt klerikale, end i dag. Det var denne frygtelige situation, som denne helgen adresserede i sin appel til paven samt et håb om, at der straks blevet taget hånd om problemet.

Vi hører ofte fra lunkne, magelige, kujonagtige og frygtsomme eller kulturkatolikker og specielt fra klerikale, som direkte er en del af en homoseksuel kontekst, at vi ikke bør rette kritik mod præster, biskopper og slet ikke paven. Det antages, at der her tale om en synd, der er langt værre end hæresi og perverteret seksuel aktivitet, da den medfører stor personlig lidelse og leder sjæle til helvede, uden at nogen tager de nødvendige initiativer til at stoppe dem, der udfører denne synd og får dem på andre tanker.

Skt. Peter Damian lod sig ikke stoppe af letkøbte begrundelser om at tilbageholde Guds retfærdighed på et tidspunkt, hvor det så ud som om, Kirken var på vej mod sin undergang. Han forstod den forpligtelse, han var pålagt, samt nødvendigheden af at tale om faren ved at synde for netop at mindske den katastrofe, der ville indfinde sig, hvis man ikke her og nu gjorde det, der var nødvendigt. Samtidig understregede han, at dette måtte foretages i en kærlig ånd og med et kristent håb, om at de personer, der var berørt af dette moralske fordærv, måtte komme ud af det. Deres omvendelse var det, man fremfor alt håbede på og bad for, så de ikke måtte lide evig fortabelse.

En italiensk oversættelse af Book of Gomorrah er for nylig blevet udgivet. En engelsk udgave udarbejdet af én af vores journalister på LifeSite vil snart være tilgængelig.

Den 11. februar 2015 offentliggjorde hjemmesiden Rorate Caeli uddrag fra bogens indledning skrevet af professor Roberto de Mattei til den italienske udgave.

I det følgende præsenteres nogle afsnit fra bogens indledning, som jeg håber vil skærpe opmærksomheden hos de troende, specielt når man tager i betragtning, hvad der aktuelt sker i USA, som er et resultat af den afgørelse, højesteret har foretaget, samt det kaos, der omgav familiesynoden, når det specifikt handlede om Kirkens lære omkring seksualitet.

Uddrag fra indledningen til Book of Gomorrah

Skt. Peter Damien, (1007-1072) abbed for klosteret Fonte Avellana og efterfølgende kardinal/biskop for Ostia, var én af de mest fremtrædende skikkelser i forbindelse med en katolsk reform i det 11. århundrede. Hans Liber Gomorrhianus udkom omkring 1049 på et tidspunkt, hvor fordærv havde spredt sig i meget stort omfang og endda var nået til de højeste positioner indenfor kirkens hierarki.

I denne skrivelse rettet til pave Leo IX, fordømmer Peter Damien den perverterede (seksuelle) praksis, man hengav sig til på hans tid, med en sprogbrug, der ikke levnede plads til tom barmhjertighed eller kompromiser. Han er overbevist om, at den værste af alle synder er sodomi, som er et begreb, der indbefatter alle handlinger, der er naturstridige, og som benyttes til seksuel fornøjelse, fremfor det seksualiteten er skabt til, nemlig forplantning. Skt. Peter Damien skriver: ”hvis ikke en stærk hånd med det samme tager fat om denne forsmædelige og vederstyggelige last, vil Guds vrede komme over os, og mange vil få den at føle”.

Der har været tidspunkter i (Kirkens) historie, hvor Hendes (og andres) hellighed er blevet gennemsyret (af synd), når dem, der er en del af Hende, har skadet Hende så meget, at Hun faldt sammen og blev omgrænset af mørke og fremstod som om, Gud havde forladt Hende.

Peter Damiens røst vækker genklang i dag, ligesom den gjorde dengang med opmuntring til – og trøst for dem, der igennem historien og ligesom ham havde kæmpet, lidt, grædt og håbet.

Han modererede ikke sit sprogbrug, men lod sin overbevisning komme til udtryk for at understrege sin harme. Han var frygtløs og kompromisløs, når han talte imod synd, og netop dette viste, at han brændte af nidkærhed for Gud, det gode og sandheden.

Her i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Kristi fødsel er vi vidner til, at præster, biskopper og biskopkonferencer stiller spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og samtidig taler de varmt for, at man åbner op for samkønnede vielser. Homoseksualitet betragtes ikke længere som en synd, der skriger til himlen (på Guds retfærdighedsharme), men den er derimod begyndt at gennemsyre præsteseminarier, uddannelsesinstitutioner, katolske universiteter og er endda kommet ind bag Vatikanets mure.

Liber Gomorrhianus minder os om, at der er noget, der er langt værre end moralske laster, der praktiseres og tales op som værende noget godt, og det er, at den tavshed, der har lagt sig omkring dette burde brydes og afløses af klar tale, som skal intervenere den uhellige alliance og meddelagtighed, der er opstået mellem de ugudelige og dem, der foregiver, at de for hver en pris foretrækker at holde lav profil (tie stille) for at undgå skandale, eller som blot forsøger at blive en del af det tavse flertal.

Stadig mere alvorligt er det, at accepten af homoseksualitet blandt Kirkens hierarki har udviklet sig til, at man ser homoseksualitet som noget værdifuldt, noget, der skal mødes med pastoral omsorg og nyde juridisk beskyttelse, fremfor at man betragter homoseksualitet som en synd. I det opsamlende arbejdsdokument (relatio), der blev præsenteret midtvejs ved synoden i oktober 2014 fremgik følgende formulering i et afsnit: ”homoseksuelle har kvaliteter, som de kan bidrage med i det kristne kommunitet”, og med denne opfordring til biskopperne ”… bliver vi i stand til at møde disse mennesker med åbne arme og skabe en broderlig atmosfære (for dem) i vores menigheder”.

Denne opsigtsvækkende passage blev fjernet i den endelige rapport fra synoden, men nogle biskopper og kardinaler, som enten deltog i synoden eller havde funktioner udenfor mødeaktiviteterne, insisterede på, at man anlagde nogle positive vinkler på homoseksuelle ægteskabslignende forhold, som er naturstridige, og disse klerikale gik så langt, som til at håbe på ”en måde, der beskrev rettighederne for mennesker i samkønnede ægteskaber”.

Skt. Peter Damian tøvede ikke, både som helt almindelig munk og kardinal, med at rette beskyldninger mod paverne på hans tid for deres yderst kritiske opførsel, når de undlod at adressere problemerne. Man kan håbe, at ved læsning af bogen Liber Gomorrhianus vil Skt. Peter Damiens ånd komme over visse prælater eller lægfolk, så de rystes i deres grundvold og begynder at tale og handle.

Selvom vi er milevidt fra Skt. Peter Damians hellighed og profetiske ånd, lad os da alligevel gøre hans indignation mod ondskaben til vores og med de afsluttende ord i hans afhandling vende os til Kristi stedfortræder på jord, Hans Hellighed Pave Frans, som nu sidder i Peters Stol, således at han kan gribe ind og sætte en stopper for de doktrinære og moralske skandaler, der lige nu præger Den katolske Kirke: ”Vil De, almægtige Herre komme os til undsætning, Ærværdige Fader, så dette lastens misfoster, under Deres pontifikat, må blive tilintetgjort, og Kirken, der aktuelt er i frit fald, kan genopstå i al Sin herlighed og styrke”.

Den italienske udgave af bogen er tilgængelig her.

(Bemærk: navnet på denne helgen staves på engelsk: Damian, hvorimod stavemåden er Damien på italiensk og fransk. I citaterne hentet hos Fr. Mattes er stavemåden: Damien)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Jalsevac og publiceret på LifeSiteNews den 30. juni 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-peter-damien-1049-what-church-must-do-in-response-to-rampant-homosexual

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”I skal jamre og skrige, I hyrder …”: en af de gamle jødiske profeter taler til Den katolske Kirke i vor tid

I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar” (Jer 25: 34).

Jeg har i et stykke tid grundigt og i bøn læst Jeremias’ Bog. Selvom jeg før har læst den, er det tydeligt for mig, at vi her har at gøre med en profet, som har kraft og vægt i sine ord. Grunden er ganske enkel, at selvom Jeremias levede for over 2.500 år siden, taler han ind i den aktuelle situation for den katolske Kirke og rammer plet i sine betragtninger, som om han selv stod midt i det, der sker.

Jeremias er et pragteksempel på hvordan ”… Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4: 12). Og som Jeremias selv udtrykker det: ”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?” (Jer 23: 29).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for os. Det gamle testamente handler ikke kun om israelitterne. Da Kirken (den katolske) er det nye Israel (se Gal 6: 16), handler det gamle testamente også om os, for så vidt vi er tro eller utro overfor Den nye Pagt, der er blevet til ved Lammets blod, Messias, Israels Hellige, og i det omfang vi viser lydighed eller ulydighed overfor Hans bud (Joh 14: 15 og 1 Joh 2: 4).

Det grundlæggende mønster gennem hele det gamle testamente er følgende: er man tro mod pagten, ”belønnes” man med Guds velsignelse og støttende nærvær, er man derimod utro, vil man mærke Hans forbandelse og vrede, og dette mønster vil gøre sig gældende, indtil menneskehedens historie når sin afslutning. Det synes ganske indlysende, at Den katolske Kirke i dag oplever den forbandelse, der følger i kølvandet på utroskab, nærmere betegnet drejer det sig om, at man har misbrugt det, man er blevet betroet, har misbrugt magtbeføjelser samt har foretaget overgreb på vores teologi, åndelighed, kultur og liturgiske arv. Gud er tro mod Sine løfter, og Hans løfter indbefatter ikke kun velsignelser, men også straffe. Han har gjort det klart, at ved synd følger der altid en straf, og på samme måde har han gjort det klart, at ved Jesu Kristi dyrebare blod, vil der altid være frelse for dem, der omvender sig.

Jeremias barske profetier bliver ligesom Esajas trøstende profetier opfyldt igen og igen gennem århundreder i Den Kirke, der er blevet grundlagt af Kristus. Vi i det 21. århundrede lever tilfældigvis i en tid, hvor ondskabsfulde kirkefolk (ulve i fåreklæder) synes at ”overtrumfe” det gode, når ”Guds Israel”, det vil sige Kirken (jf. Gal 6: 16) synes at være forhippet på at vende ryggen til Herren og den religion, Han har åbenbaret, når det katolske lægfolk er blevet ”lokket” til at tilbede falske guder og tages til fange og sendes i eksil i et fremmed imperium., når det, der engang var en smuk katolsk vingård er blevet ødelagt, hærget af vilde dyr og er blevet til et vildnis. ”De mange hyrder ødelægger min vingård; de nedtramper min mark, de gør min dejlige mark til en øde ørken. De gør den til en sørgende ødemark, den ligger øde hen foran mig; hele landet ligger øde, for ingen tager sig af det” (Jer 12: 10-11).

Hvad er problemet ifølge Jeremias? ”For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt” (Jer 10: 21). Det kan siges med et ord: verdslighed, man har tilpasset sig verdens mentalitet. Helliggjort asketisk praksis, som katolikker har benyttet til at modvirke det kødelige begær: faste, abstinens (afholdenhed fra at spise kød), vigilier, at knæle samt andre fysiske bodsagter blev smidt ud ad vinduet, da Johannes XXIII på uskyldig vis ”åbnede Kirken” i forbindelse med Vatikan II. Dette resultat var ikke svært at forudsige hverken for hyrderne eller deres flokke. I stedet for at stræbe mod himlen lod hyrderne sig fange ind af verden og ”kødet”.

Verdslighed virker i sagens natur intervenerende på bøn, liturgi, tilbedelsen af Gud samt et liv med stringent disciplin og levet i dyd. Ulydighed fremmer sjældent åndeligt fremskridt, flokken spredes i vantro og forfærdelse. ”Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren” (Jer 23: 1-2).

Profeten siger klart og tydeligt, at der er svært at undgå, at denne profane og verdslige mentalitet finder vej ind til det hellige i Kirken, som vi har set det ske på mangfoldig måde. Hyrderne har misbrugt deres autoritet og magtbeføjelser: ”De løber efter det onde, de har deres styrke i uretten. Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren” (Jer 23: 10-12). Tiden for guddommelig domfældelse kommer for enhver hyrde, en efter en må man være parat, hvad enten dommen falder ved de civile retslige instanser eller ved den kirkelige domstol, i denne verden eller på den enkeltes dødsdag, hvor man må stå foran ”Kristi frygtindgydende domstol” (som er de ord, man benytter i den Byzantinske guddommelige liturgi).

Som Bronwen Catherine McShea fremhæver i en særdeles velskreven artikel i januar nummeret af First Things fra 2019, har man i de seneste århundreder arbejdet på en centralisering, hvor den kirkelige magt er blevet lagt i hænderne på biskopper og paven, noget man ikke har set i en så stor skala før i Den katolske Kirke. Før man målrettet begyndte at arbejde sig hen mod denne forening, koncentration og eksklusivitet, var Kirken langt mere diversificeret i sit ”magtgrundlag”: lægfolket, primært Kirkens fyrster, aristokrater og laug og præsteskabet i deres katedraler (disses domkapitler) og kommuniteter deltog i Kirkens styring, herunder hvilke politikker, der blev implementeret samt beslutninger, der blev truffet. I dag er vi underlagt en styringsform, hvor der ikke eksisterer nogen effektiv kontrol af hyrdernes myndighed. Hvis de opfører sig som helgener, kan vi trække vejret lettet og takke for det. Men hvis de bliver korrumperede, og specielt hvis paven og dennes kurie præges af korruption, har lægfolket ingen jordisk chance for at intervenere, altså stoppe eller forhindre det forkerte, der foregår.

I den udstrækning det er sandt, ved vi, at vi kan gøre regres overfor Gud, og vi må derfor bede til Ham af hele vort hjerte og sjæl og under tårer, at Han vil komme Sit folk til undsætning og frelse det fra overgrebsorienterede hyrder. Han vil lytte til vores bønner, og Han vil frelse os, når tiden har nået sin fylde. Endnu engang taler Gud til os gennem Jeremias: ”Jeg vil tage kampen op mod jer”, siger Han til dem, der er utro, og fortsætter: ”med løftet hånd og stærk arm, i stor vrede, i harme og raseri” (Jer 21: 5). Vi kender hverken dagen eller timen, men vi kan være sikre på, at Han vil kæmpe mod de hyrder, der sætter sig op imod Ham og vækker Hans vrede.

Er dette det eneste budskab (af dommedagskarakter), vi finder i Jeremias’ Bog? Nej, slet ikke. For det gælder for denne profet ligesom andre profeter i Den hellige Skrift, at det sidste ord, der bliver sagt, er et ord, der er forbundet med håb. Når Herren taler om Sit eget folk, siger Han: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere” (Jer 33: 6-7).

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken) (Matt 16: 18), ikke nu og heller ikke i fremtiden, men Herrens ord skal sejre over den klippe, der har vovet at sætte sig op mod hovedhjørnestenen Jesus Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/wail-shepherds-and-cry-an-ancient-jewish-prophet-speaks-to-todays-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Nye opdagelser viser, at manden på ligklædet fra Torino ”virkelig blev korsfæstet”

Italienske forskere har gjort nye opdagelser omkring ligklædet fra Torino, som de hævder bestyrker hypotesen om, at ”manden på ligklædet virkelig blev korsfæstet”.

I en ny undersøgelse, hvis resultater snart bliver offentliggjort, har forskerne yderligere nøjagtigt fundet det sted, hvor lansen ramte mandens side, og de konkluderer, at blodpletterne på det, som mange tror, er Jesu ligklæde, er ”virkelige”.

Et nyt fund

En forsmag på de nye undersøgelser blev præsenteret i det italienske dagblad La Stampa den 2. januar 2019. Blandt de absolut fremmeste forskningskapaciteter er Filippo Marchisio, der er leder af enheden for radiologi på hospitalet i Rivoli samt den kendte italienske sindonolog Pier Baima Bellone, mangeårig professor ved retsmedicinsk institut på universitet i Torino og overhoved for det internationale center for sindonologi.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i den observation, at manden, der figurer på ligklædet, har en højre arm, der ser ud til at være seks centimeter længere end den venstre. De to forskere tilskriver denne tilsyneladende uregelmæssighed, at der er sket et brud på albuen, eller at der er sket en forskydning af skulderen, hvilket stemmer overens med det, der sker under en korsfæstelse. De tog også højde for, at man har været nødsaget til at bøje mandens arme grundet dødsstivhed, da man foretog hans begravelse.

Den øvre del af arme og skuldre er ikke længere synlige på klædet på grund af skader forårsaget af en ildebrand i 1532, da linnedklædet blev opbevaret i Chambéry i kapellet på slottet Dukes of Savoy. Den seks centimeter store forskel mellem højre og venstre arm er derfor ikke umiddelbart synlig for det blotte øje.

Men i dag har forskerne takket være den videnskabelige og teknologiske udvikling kunnet foretage en rekonstruktion. Dr.Marchisio benyttede en CT scanner på instituttet for radiologi i Torino. Og en 32-årig mand, der var atletisk bygget, ligesom manden på ligklædet, blev yderligere benyttet for at rekonstruere de manglende dele ved at foretage en overlapning af billederne.

”CT-skanningen giver en perfekt gengivelse af kroppen, så vi kan rekonstruere de manglende dele uden den subjektivitet, der er forbundet med den kunstneriske skabelse”, sagde Marchisio. ”CT-scanningen fremhæver den uoverensstemmelse, der er mellem skuldre og hænder, som er et yderligere element, der understøtter hypotesen om, at manden på ligklædet virkelig blev korsfæstet”.

”Helt igennem realistisk”

Dr. Marchisio og Dr.Ballone bekræftede også, at blodpletterne på ligklædet fra Torino er ”meget realistiske”, og dette underkender en undersøgelse fra juli sidste år, som stillede spørgsmålstegn ved, om blodpletterne var ægte.

Forskerne identificerede det nøjagtige sted, hvor lansen ramte offerets side. De kunne således danne sig overblik over de organer, der var blevet ødelagt, og ”årsagen til en blodsamling i pleurahulen”, det vil sige en væskeansamling i hulrummet mellem de to lungehinder.

Marchisio forklarede, at ”blodet hovedsageligt løb ned ved højre side langs en kanal dannet af armen tilgrænsende kroppen op til albuen, og derefter blev det samlet og aftegnede et blodbælte ved lænderne”.

Hvilke anatomiske dele, der har hørt sammen, afsløres af rekonstruktionen af de manglende dele og bekræfter fremstillingen ovenfor vedrørende blodpletterne, dette er også med til at understrege det ekstraordinære ved ligklædet, sagde forskerne. ”Desto mere man studerer det, desto flere detaljer kommer der til syne”.

En fejlagtig datering

Skeptiske røster har hævdet, at ligklædet fra Torino er en forfalskning fra middelalderen, et svindelnummer udtænkt af en udspekuleret kunstner. Men italienske forskere har også afvist en undersøgelse fra 1988, der viste, at ligklædet skulle stamme fra middelalderen.

Resultaterne i en anden undersøgelse (som snart vil blive publiceret) er foretaget af dr. Ballone sammen med Grazia Mattutino, en kriminolog ved retsmedicinsk institut på universitetet i Torino, som også i forbindelse med vigtige sager har foretaget og afgivet juridisk rapportering.

Instituttet i Torino har opbevaret nogle af de tråde fra ligklædet, som blev udtaget under undersøgelserne i 1978. Analyser af disse prøver har vist partikler af guld, sølv og bly på klædet, som stammede fra en tæt kontakt med relikvier, som det var blevet opbevaret sammen med. En bestemt algeart blev også fundet, som kan have optrådt i det vand, der blev brugt til at slukke branden ved Chambéry. Meget små mider, pollen og partikler fra bilforurening er også blevet fundet på klædet.

I århundreder er ligklædet blevet opbevaret i en kasse, der hverken var vandtæt eller levede op til de standarder, man har i dag, når det drejer sig om opbevaring.

På baggrund af de betingelser, som ligklædet har været opbevaret under, konkluderer det italienske forskerteam, at kulstof 14-metoden, der blev benyttet i 1988, og som daterede ligklædets oprindelse til at være mellem 1260 og 1390, er ugyldig. De hævder, at prøverne blev taget fra et meget forurenet hjørne af ligklædet, som også er blevet restaureret.

Dr. Alan Dr. Adler, biokemiker og medlem af Shroud Conservation Commission analyserede det 15 fiber ekstrakt fra ligklædet, som var blevet testet med kulstof 14-metoden for at kunne foretage en datering. Efter at have sammenlignet med 19 andre fibre fra andre og forskellige områder af ligklædet, fandt Adler en så høj grad af forurening i den prøve, der var blevet udsat for kulstof 14-metoden, at han konkluderede, at den ikke var repræsentativ for hele ligklædet.

Det hellige ligklæde har en længde på 15 fod og en bredde på 4 fod og på det aftegnes et billede, der synes at forestille et menneske, hvis krop er blevet korsfæstet, og mange antog, at billedet forestiller Jesus fra Nazareth. Ligklædet er anbragt i Johannes Døberens katedral i Torino, Italien.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/new-discoveries-prove-man-on-shroud-of-turin-was-really-crucified

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guitarer hører ikke hjemme i en katolsk Messe

Hvorfor er traditionelle katolikker imod brugen af guitarer, når det gælder musikken i kirken? Hvorfor er vi af den opfattelse, at en populær og nutidig musikalsk stilart er uforenelig med liturgiens ånd?

Jeg tager udgangspunkt i følgende ord sagt af Paulus: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12: 2).

Min grundlæggende indvending er rettet mod den populære og noget særegne antagelse, om at guitarmusik i kirken, uanset om melodierne er sentimentale eller iørefaldende, er det intet andet end en drejning af vores sind i en sekulær retning til de artistiske, psykologiske og åndelige standarder, der præger vor tid. På den måde ”efteraber” man Bob Dylan og Billy Joel, selvom sådanne folkekære kunstnere synes strømlinede i sammenligning med det støjhelvede og den ynkelige sentimentalitet, der præger den musik, som unge voksne i dag lytter til.

Det er som om, den højtprofilerede rockhymne implicit er blevet blåstemplet som det nye parameter, som selv musikken, der er rettet mod tilbedelse, skal skabes ud fra. Også Gud må opleve at blive bejlet til, som Den, der lyser op og er elskende, Han må ”lægge øren til” en klynken og en voldsom mængde ord vedrørende synd og nåde, ligesom når en populær kunstner klynker og forsøger at overbevise os om, hvad der er galt i verden: Vietnamkrigen, fattigdom i tredjeverdens lande og en AIDS epidemi. Sangene bevæger fra tårevædede ballader, til ”nu skal der være fest”. Det er på sin vis ligegyldigt, hvordan man beskriver dette musikalske fænomen, fordi dets oprindelse og lighed med de sekulære tendenser fremstår fuldstændig klar. 

Det er ikke første gang, at vi konfronteres med dette problem i Kirkens liturgiske musikhistorie. Den sidste store epidemi af musikalsk sekularisme var i operaens tidsalder, som strakte sig gennem det attende og nittende århundrede, da næsten al kirkemusik blev fortrængt til fordel for en mere stringent stilart indenfor opera, som er beslægtet med de storslåede værker og forudsigelige kærlighedshistorier, som i evighed har gået sin gang aften efter aften på scener verden over, og hvor publikum primært har været forsamlet for at lytte til kendte tenorers- og sopraners stemmepragt.

Da pave Pius X forsøgte at reformere kirkemusikken, var hans intention en resakralisering, så den kunne gennemgå en genopretning og komme væk fra den verdslighed, der prægede operaen. Han ønskede at forny musikken, så den blev komponeret til Kirken og Hendes liturgi, en musik som var rolig og beregnet for sjælen, og som rettede opmærksomheden ikke blot mod kunstneren, men mod de guddommelige mysterier, og som fremmede en atmosfære af kontemplativ bøn, en musik med mange stemninger og tilstande, blid og som på en subtil måde ”talte” til følelserne, og som altid tjente noget, som var større end den, noget essentielt ikke følelsesmæssigt: en ”rationel tilbedelse” (logikē latreia), som Paulus taler om i sit brev til menigheden i Rom (12: 1). For Paulus den ”sande omskårne” hører til dem, ”som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3: 3).

Pointen er følgende: at selvom vore døbte legemer er Helligåndens tempel, og vi skal tilbede Herren med hjerte og stemme, er vores tilbedelse ikke på niveau med legemet, der er ikke tale om en sanselig berøring eller om det at blive ”rørt”, men om et åndeligt offer og en tilbedelse, som understøttes af et disciplineret legeme, hvis lidenskaber er blevet tugtet, og hvis følelser er blevet lutret. Den sande katolske hellige musiks herlighed er, at den har styrke til at bevæge os i overensstemmelse med liturgiens værdige ”dans” til en stadig større kærlighed til Herren med vort hjerte, sind, sjæl og styrke: den er således et ydmygt instrument til menneskets guddommeliggørelse, at det bliver lig Gud i nåde og kærlighed. Musikken skulle enten hjælpe eller i det mindste ikke hindre en fremadskridende modning af sjælen på dens rejse gennem Teresas palæer (Teresa af Avila), op ad det stejle Karmelbjerg til endemålet, den transformerende forening, det mystiske ægteskab.

Musik, der rent stilistisk forbliver på et niveau, hvor den appellerer til det sanselige, vil stimulere og understøtte de almene følelser hos sjælen hos den, der lytter, og derfor er denne musik ikke egnet til tilbedelse, fordi den ganske enkelt ikke bistår sjælen i at modnes til åndelig værdighed, den lutrer ikke lidenskaberne og løfter ikke sindet til et himmelsk eksistensplan. Faktisk vil en uformel og snakkesalig måde at fejre Messen på kombineret med en særegen populærmusik resultere i en forkrøblet psyke, en kunstig forlængelse af følelsernes ungdom uden at opnå den åndelige perfektion, som Herren har til hensigt at formidle gennem Kirkens hellige riter og mystiske sakramenter. Den skaber ikke de optimale omgivelser for hjertets stilhed, der dæmper den hyperaktive vilje, som Skt. Teresa ser som en afgørende forberedelse til de prøvelser og velsignelser, som Gud har for sjælene, der holder ud gennem de tre første paladser. Hun siger, at sjælen må blive mere og mere modtagelig og ikke fanges ind i en mental handlen, som gør det praktisk talt umuligt for Gud, der taler med ”sagte stemme” til at handle på Hans initiativ på en suveræn måde.

Den kristne må udvikle en skærpet egenskab for at kunne vente og lytte og for at tage imod og være Gud til behag, samt at overgive sig til Hans umærkelige indtrængen i sjælen og varme sig i Hans lys. Gregoriansk og Byzantinsk sang, den polyfoni og harmoni, de inspirerede til, er en tradition i den moderne hellige musik og bærer derfor de væsentligste kvaliteter for hellighed, kunstnerisk fortræffelighed og universalitet, som Kirkens autentiske liturgi har og kræver. Intet sekulært, banalt, overfladisk og larmende er værdigt til Kristi hellige, udødelige, overvældende og livgivende mysterier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 20. marts 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/guitar-music-has-no-place-in-the-catholic-mass.-heres-why

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Arkæologer siger: Sodoma og Gomorra blev bogstavelig talt ødelagt af ild og svovl, der faldt ned fra himlen

En gruppe arkæologer og andre videnskabsmænd fortæller, at de har fundet stærke beviser for, at den region, der kaldes ”Middle Ghor”, hvor byerne Sodoma og Gomorra har været beliggende, er blevet ødelagt af en meteor, der eksploderede i himmelrummet over byerne, og ophedet materiale regnede derefter ned over byerne og den ophedning, der skete under alt dette, havde en temperaturstigning på langt over tusind grader, og dette er en teori, der stemmer overens med beskrivelserne i 1. Mosebog i det gamle testamente.

Ifølge teorien eksploderede meteoren i lav højde med en styrke som en 10 megaton atombombe og i en højde omkring en kilometer over havets overflade ved det nordøstlige hjørne af Det Døde Hav, og den udslettede al civilisation i 25 kilometers omkreds i den cirkulære formation, der aftegner og udgør ”Middle Ghor”.

Forskerne fremlagde deres foreløbige resultater vedrørende emnet ved dette års møde i november på ”Americans Schools of Oriental Research”, og man er blevet ved med at udvide teorien siden den sidste del af 2015. Det anføres, at kulstof 14 – dateringen tyder på, at en række civilisationer har beboet området og udviklet sig over en periode på to årtusinder indtil ca. 1700 f. Kr., da bygningernes murstensvægge i regionen forsvandt samtidig, og kun stenfundamentet blev tilbage.

Samtidig blev den keramik, som var i bebyggelserne udsat for så stærk varme, at den i løbet af millisekunder blev til glas, og det fremgår af analyseresultaterne fra zicron-krystallerne, som blev dannet under denne forandringsproces. Zicron-krystallerne indikerer, at de i løbet af kort tid blev udsat for temperaturer målt til ca. 4000 – 12000 grader celcius, og disse temperaturer kan sammenlignes med temperaturen på solens overflade.

Ifølge to af arkæologerne afgav eksplosionen platin såvel som flydende lava, der ramte regionen, og dette bekræfter yderligere, at det er en meteor, der har udløst dette, da platin findes i større koncentrationer i meteorer end i jord.

Forskerne skønner, at de ca. 40 – 60.000 mennesker der beboede området blev dræbt, og et område i en omkreds på 500 kvadratkilometer blev gjort ubeboeligt i de følgende 600 – 700 år. Forskerne antager videre, at overfladejorden i hele området forsvandt, og at salt fra Det Døde Hav blev spredt ud over området og ødelagde jordens egnethed til dyrkning.

De bebyggelser, der blev tilintetgjort under det, der skete, befinder sig på det vigtigste udgravningssted ”Tall el-Hammam”, som arkæologerne mener, er byen Sodoma, hvis ødelæggelse er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19. Ifølge arkæologerne fluktuerer den skønnede dato for udslettelsen med det, der er beskrevet i 1. Mosesbog.

Undersøgelsen er blevet foretaget af Tall el-Hammam Excavattion Project (TeHEP), en gruppe af forskere fra forskellige universiteter og videnskabscentre, herunder New Mexico Tech, Northern Arizona University, North Carolina State University, Elizabeth City (NC) State University, DePaul University, Trinity Southwest University, og Los Alamos National Laboratories.

Den tætte sammenhæng med 1. Mosebog kapitel 19

To arkæologer Steven Collins and Phillip Silvia, der er en del af udgravningsprojektet i Tall el-Hammam, skrev i en mødeberetning fra 2015, at ”de fysiske beviser fra Tall el-Hammam og de omkringliggende områder viser tegn på en stærk ødelæggende rystelse samt termisk hændelse, som man antager er ligesom den, der er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19”.

”Jord- og askeprøver, som er blevet opsamlet i Tall el-Hammam, indeholder tegn på ødelæggelse af overfladejorden kombineret med en form for jordbundsforurening forårsaget af salt, der stammer fra Det Døde hav, som har forhindret en dyrkning af afgrøder mange århundreder frem i tiden, og dette forklarer delvist, hvorfor der i en lang periode ikke er foregået landbrugsaktivitet på stedet”, tilføjer de.

Ifølge 1. Mosebog 19: 24 læser man: ”lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen”, dette stemmer overens med de høje temperaturer samt overophedede sten, der faldt ned fra himlen.

Det hebræiske ord for ”svovl” anvendes normalt om brændende sten.

Arkæologerne opdagede, at kapitel 19 i 1. Mosebog i generelle termer synes at beskrive den ødelæggelse, der ramte området, herunder vilkårene for plantevækst, for der står i vers 25: ”Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne”.

Det hebræiske ord for ”det omkringliggende land” er ”hakkikkar”, og det henviser til en slette mellem bjerge eller en dal. Arkæologer mener, at området, der her er tale om, kan være Middle Ghor.

Der står videre i 1. Mosebog om Abraham, at når ”han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn” (1 Mos 19: 28).

I Bibelen anfører både 1. Mosebog og andre bøger, at Sodoma blev ødelagt som en straf for, at dens indbyggere udlevede deres forskelligartede seksuelle tilbøjeligheder, specielt deres homoseksuelle tilbøjeligheder, som Skriften definerer som ”vederstyggeligt”.

I det nye testamente finder man Judas’ Brev, og det sammenligner den ild, der ødelagde Sodoma og Gomorra med den ”evige ild” i helvede.

og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild” (Jud 1: 7).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/archeologists-sodom-and-gomorrah-literally-destroyed-by-fire-and-brimstone

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)