Category: Articles

En kultiveret helgen: Skt. Francis de Sales

Helgener er alt andet end kedelige. Nogle løftede sig og svævede, andre kunne være flere steder på én gang (bilokation), og andre igen havde visioner vedrørende himmel og helvede. Andre igen tjente de fattige, reformerede Kirken, tog til fremmede lande og omvendte befolkningen der til den katolske tro eller på anden måde levede heroiske liv uden at udvirke et eneste mirakel. Og nogle var ædle helgener som eksemplificerede maskulinitetens dyd på en helt ganske særlig måde.

Skt. Francis de Sales (1567-1622) er en beleven helgen af de helt store. Han levede et helligt liv i en meget vanskelig tid for Kirken, for det var på dette tidspunkt, at reformationen satte sit præg på Europa. Hans langmodighed, ydmyghed og fremfor alt hans mildhed var hans kendetegn.

De unge år

Han blev født ind i en adelsfamilie, og det var hans faders ønske, at han skulle være advokat, så han kunne overtage faderens plads som senator i Savoy i Frankrig. Skt. Francis drog til Padua i Italien for at studere jura. Under sit ophold i Italien fandt han morskab i fægtning og festligt selskab. Efter at have færdiggjort sin uddannelse vendte han hjem og meddelte sine forældre, at han agtede at blive præst. Dette blev ikke godt modtaget af forældrene, og de gjorde indsigelser. Til sidst fik Skt. Francis ved sin langmodighed og nænsomme overtalelsesevne overbevist sine forældre om, at hans ønske var det rigtige.

Som præst

Kort efter sin ordination til præst blev Skt. Francis valgt til at være domprovst i bispedømmet Geneve, og det betød, at han var den ansvarlige efter biskoppen. Dette var samtidig et centralt sted for de reformatoriske aktiviteter, for byen var calvinisternes hovedcenter. Med andre ord dette sted var ikke venligsindet overfor katolikker og i særdeleshed ikke overfor katolske præster. Men Skt. Francis var ikke så let at afskrække. Han besluttede sig rent faktisk for at omvende de omkring 60.000 calvinister, der var i området til katolicismen.

Evangelisering

Selvom Skt. Francis var fuld af iver i forhold til at evangelisere, havde han ikke megen held med sit forehavende. Han blev faktisk jaget ud af mange af de byer, hvor han evangeliserede, og mange gange blev han mødt af en lukket dør, men dette stoppede ham ikke. Han begyndte i stedet at fremstille flyveskrifter ”traktater”, som indeholdt katolsk lære, og han skubbede disse pamfletter ind under calvinisternes døre. Dette er det første kendte eksempel på brugen af ”traktater” i forbindelse med evangelisering (disse blev dermed ikke opfundet af baptisterne). Vi kan kun tænke os til, hvad han ville synes om sociale medier. Det lykkedes til sidst Skt. Francis ved udholdenhed og kreativitet at omvende calvinister i tusindtal tilbage til den katolske tro.

I en alder af 35 blev Skt. Francis ”forfremmet” til biskop i det bispedømme, han hidtil havde fungeret som domprovst for. Hans venlige og tålmodige måde at undervise på vandt ham mange tilhængere blandt de troende, og han var særligt interesseret i at tilskynde lægfolket til at leve et helligt liv. Han sagde: ”Det er en fejl, et kætteri at ville udelukke fromhed fra soldaterlivet, fra butikker, fra hoffet og fra familielivet”. … ”Det er sket, at mange har mistet fuldendelsen i ørkenen, men bevaret den i verden”. Skt. Francis de Sales huskes for sine mange arbejder især: ”Introduction to Devout Life”, som er en vejledning i forhold til det åndelige liv for lægfolk.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: Gentleman Saint: St. Francis de Sales | The Catholic Gentleman

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bekvemmelighedskatolicisme

Hold dig fra den, ellers går du til den evige fortabelse

Den tendens, vi oplever i Kirken i dag, og somudbredes af ”Church of Nice”, kan betegnes som bekvemmelighedskatolicisme. Fokus er på, at Kirken skal gøre alt for, at man føler sig godt tilpas, bliver imødekommet og ikke stødt. Kirken skal kort sagt være et sikkert og godt sted at være for netop din sjæl. Hensigten med Kirken er ikke, at den skal være et sted, hvor en sjæl, der er fastholdt i synd, kan finde sig til rette. Tværtimod, hensigten med Kirken er, at Guds lys kan trænge ind i det enkelte menneskes indre, så det kan omvende sig ved at komme sin synd i hu. Men det er ikke det, homoseksuelle klerikale samt klerikale, der leder nyevangeliseringen prædiker om.

De to kræfter, som er markante i Kirken, er begge en del af et større billede, som går ud på, at man tilsidesætter sandheden. De to tendenser gør sig gældende på hver sin front, men udgår fra den samme kilde. Målet for begge tendenser er, at den enkelte føler sig værdsat (at man er OK). Det minder meget om det tema, man indenfor psykologien i 1970’erne og specielt hos Thomas Harris i bogen ”I’m OK, You’re OK” arbejdede med på daværende tidspunkt. Det synes som om, at næsten enhver liberal teolog eller klerikal har anskaffet sig et personligt eksemplar af denne bog og har formet deres katekeser med udgangspunkt i det budskab, bogen kommer med.

Men vi er ikke OK, OK? Vi har nemlig behov for en Frelser hver dag, indtil vi til sidst er sammen med Ham. Men det indre mørke, vi bærer på, og som skyldes synden, bliver der aldrig talt om, og slet ikke ved at benytte ordet SYND. Der er altid tale om noget andet, en anden årsag, der gør sig gældende, og derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at 83 % af amerikanske katolikker ikke tror på, at djævelen eksisterer, et emne vi havde fokus på for et par uger siden.

Hvad har de to tendenser i Kirken, der står for evangelisering og de homoseksuelle klerikale til fælles? De har det til fælles, at de udbreder en falsk fornemmelse af glæde, den ene retning udbreder en glæde, der er baseret på følelser, og den anden retning udbreder en glæde, der er fundet i begær, men begge afarter af glæde har ingen magt til at frelse. Pave Benedikt prædikede med udgangspunkt i én af hans mange exceptionelle betragtninger, og her sagde han: ”verden tilbyder dig bekvemmelighed, men du blev ikke født til bekvemmelighedDu er født til storhed”. Der er ingen storhed forbundet med at være magelig, og der er ingen storhed, hvis du ikke tager del i kampen.

Pave Leo XIII har udtalt: ”Katolikker er født til kamp”. Men denne enorme berøringsangst har banet vejen for homoseksualitet blandt klerikale. I snart 50 år har vi katolikker på kirkebænkene måttet lægge øre til en forvansket teologisk udgave af, hvad kærlighed er, at man ikke må dømme, og at synd og djævelens eksistens og andre lignende emner er blevet fuldstændig tilsidesat til fordel for en homoseksuel agenda.

Vi har bevæget os væk fra at have et skarpt fokus på synd til at se bort fra den og endda favne den, alt dette er sket, fordi den måde, vi har handlet på, er en del af syndens DNA. Det, der er godt må forsvares for at kunne bevares, og det må gøres fra dag til dag og fra generation til generation. Men det katolske hierarkis ledende skikkelser har fejlet stort i netop den henseende. Dette er én af mange grunde til, at alfa-kurset, som har vundet stort indpas i katolsk regi, er dømt til at fejle. Yderligere en grund til, at alfa-kurset ikke er holdbart, er dets ensidige fokus på, at tro er baseret på følelser.

Ovenstående udgør en del af det fundament, som homoseksuelt orienterede klerikale som Fr. James Martin, Fr. Thomas Rosica og andre argumenterer ud fra, når de udbreder deres vildfarelser, ved at forvanske den katolske teologi og dens lære. Det hele handler om glæde, vel og mærke en falsk glæde, og at det eneste, der betyder noget, er, hvad du føler, uanset om du følger dit begær i en homoseksuel retning eller har førægteskabelig ”engagement” med din kæreste. Der er ingen begrænsninger, så gør, hvad du vil. Det er Guds ønske, at du er lykkelig, og det er på sin vis korrekt. Men glæde uden Gud er en umulighed, og man kan ikke være med Ham, hvis ens primære fokus er på bekvemmelighed.

Det står dermed klart, at den vildfarelse, man har taget til sig, som går ud på, at man undlader visse dele af den teologiske lære, er blevet et vartegn for ”Church of Nice”, og at dette vartegn har banet vejen for de homoseksuelt orienterede klerikales vildfarne teologi. Det, der er tale om, er intet andet end en yderligere afvigelse fra Kristi fulde sandhed. Hvornår vil disse klerikale forstå, at der ikke eksisterer ”et teologisk frirum”, hvor de kan fremme deres egen sag? Hvis man undlader at forkynde sandheden, vel og mærke hele sandheden, skabes der et tomrum, der fyldes ud af alt det, der afviger fra sandheden. I dette tilfælde er vi gået fra at have ”udvandet” troen til at have ”udtørret” den. Vi er nu gået ind i en fase, der præges af falske sandheder, blot fordi man har set bort fra målsætningen om at frelse sjæle og i stedet rette fokus på bekvemmelighed.

Der er kun én vej til Himlen. Den er snæver og til tider svær at finde. Den er fyldt med torne og skarpe sten, og derfor vanskelig at betræde. Denne vej er i sandhed ikke behagelig, men den fører til det evige liv, og der er glæde forbundet med kampen, fordi man ved, at man er på vej mod troens mål, som er ens egen frelse.

Stop din åndelige bekvemmelighed, før den afgør sagen for dig.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. september. 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-comfort-catholicism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den hellige liturgi er den bedste og mest fuldendte måde, hvorpå vi kan nærme os Gud

Det er ingen hemmelighed for katolikker, at liturgien i dag er en sand slagmark, hvor modstridende holdninger, praksis, eksperimenter, improvisationer og misbrug kæmper imod hinanden. Der går ikke en dag, hvor vi ikke hører om, hvordan Messen et eller andet sted har været et resultat af den sidste nye ”dille” eller seneste trend, hvilket nok er den bedste måde at beskrive resultatet på, fordi man med Messen har forsøgt at motivere de unge til at hjælpe immigranter.

Men det er den helt forkerte måde at betragte den ypperste form for tilbedelse på. Den, som er blevet givet os gennem Kirkens hellige tradition, og som Den (Kirken) tog i mod fra sin Herre, den hellige liturgi er en indgang til Jesu Kristi mysterium, den bedste og mest fuldendte måde, som Han har givet os, for at vi kan komme tættere på Ham under vores pilgrimsfærd. Liturgien er højdepunktet, forbilledet for al menneskelig aktivitet, og på samme tid er den det hjem, hvor mennesket åbner sin sjæl for Guds handling.

Da al nåde er givet gennem Kristus, og Kristus giver Sig selv til os i Eukaristien, er selve Eukaristien centrum for det skabte kosmos, og derfor kan hele det overnaturlige liv hos de kristne præcist betegnes som Eukaristisk og som en taksigelse til – og tilbedelse af Faderen. Hvis man fjernede liturgien, ville man fjerne Kristi handlinger og lidelse fra vores midte. Og det ville være at fjerne det grundlæggende formål med det kristne liv, nemlig at vi bliver dem, som kender og elsker Gud.

Det bedste af det hele er, at den (Eukaristien) leder til fuldkommengørelse. Fuldendelsen af en ting, hvis endemål liggerudenfor tingen selv, består i, at den når frem til denne fuldendelse. Menneskets endemål er Gud, og handlingen, hvorved vi knytter os til Gud, er gennem kærlighed, dels ved viljen og bevidstheden og dels ved intellektet. På jorden som i himlen udtrykkes vores forhold til Gud gennem tilbedelse, som fuldkommengør vilje og intellekt. Derfor er helligfordybelse – forstået som en forening med – og tilbedelse af Gud – en god handling, som stemmer overens med vores mål om at opnå det ultimative gode.

Alt i menneskets liv vil blive bedømt ud fra, om det bidrager til at tilbede Gud og opnå en forening med Ham. Da liturgien er den måde, hvorpå vort ”bidrag” tager form og fuldendes – har mange kirkefædre, specielt dem fra øst, beskrevet Himlen, som en evig liturgi – og det betyder, at al menneskelig fuldendelse er ordnet i forhold til vor liturgiske deltagelse i de guddommelige mysterier. Hvis menneskelivet kulminerer i en betagende vision af Den hellige Treenighed og Det inkarnerede Ord, og hvis alle disse realiteter manifesteres og bliver synlige for os i den hellige liturgi, er den ultimative udgang på det, mennesket er – og foretager sig på jorden, en tilbedelse af Gud gennem Det hellige Messeoffer. Alt, hvad Gud giver os, er med henblik på tilbedelsen af Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed, gennem, med og i Jesus Kristus, den sande Gud og det sande menneske.

Man må huske på, at teologi og åndelighed er centreret om en ting og kun har et formål: Gud og den gradvise opstigning mod Gud, at lytte til Hans åbenbarede ord, og dele Hans guddommelige liv gennem sakramenterne. Liturgien er et privilegeret arrangement af Skriften, ikke blot ved at vi har læsninger, men uendelig meget mere ved at den (liturgien) indeholder kernen i selve Kristi åbenbaring, den ypperste visdom, den største kraft og den altomfattende kærlighed i det mystiske og opofrende festmåltid. 

Kirkefædrene lærer, at hvis man vil forstå Skriften, må man leve et helligt liv, hvor man efterligner Kristus, som er Ordet, og om hvem Skriftens ord lærer og peger hen i mod. Bibelen blev givet dem, der stræber efter at være hellige, og det er derfor, at Den kan fremstå uklar, som Skt. Augustin siger: den afskrækker alle med undtagelse af den, der utrætteligt søger Gud. Uden Skriften er der ingen teologi, som er den højeste klogskab, der kan tilgå mennesket. Uden at tage del i Den levende Kristus, kan man ikke forstå Skriften eller lade Dens mening dvæle i sig, og uden liturgien er der ingen deltagelse i mysteriet, eftersom liturgien indeholder mysterium fidei (troens mysterium) i dens livgivende realitet, er den centrum for hele Kirkens mission, som er rettet mod den omgivende verden.

Ligesom klosterlivet er liturgien også blevet betegnet som ”hellighedens skole”. Liturgien former os ved at lægge troens mystiske sandheder frem for mennesket på flere niveauer og ansporer det til at respondere. Hele det liturgiske sprogbrug i alle dets facetter er en udbygget eksegese af Den hellige Skrift, en levende og gennemtrængende præsentation for sjælens øjne af troens mysterier. De mange former for symbolik, der er i ceremonien, bevægelserne, messedragterne og de hellige genstande, var det, de østlige kirkefædre definerede som” mystagogy”, og som fører sjælen ind i det guddommelige sandhedsrige, og det leder vore sanser og vort intellekt til det, der ligger udover disse symboler. Betydningen af disse symboler er let at forstå (også selvom man skulle løbe tør for dem) for en sjæl, der er vågen, og de hjælper os til at forstå, at en vellykket ”reform” af liturgien vil have den effekt på mennesker, at de vågner op og forbliver vågne, snarere end at man fremstiller tingene på en sådan måde, at man lader mennesker forblive i deres egen lille verden af verdslig og vanemæssige tænkning.

Liturgien må være et hjemsted med plads til de guddommelige symboler og den virkelighed, de udtrykker, og hvor de kan blive åbenbaret gennem ord og sang, bevægelser og ceremonier – ja i hele deres udtryk. Hvis man skal synge eller tale under Messen, bør alt dette være rettet mod mysteriet – ligesom det er i den Byzantinske liturgi med sungne bønner, der bølger frem og tilbage i stadig stigende intensitet eller i den højtidelige latinske Messe, hvor den gregorianske sang og den ærværdige ceremoni sammen leder sjælen udenfor af tid og sted og ind i selve Kristi Hjerte hos Den eneste Lærer, Hyrde og Frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-sacred-liturgy-is-the-best-and-most-perfect-way-to-draw-near-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Han skal bide Hende i hælen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det sker ofte, når man fejrer jul, at det bliver glemt, hvorfor vi fejrer den. For få år siden fandtes der et populært klistermærke, beregnet til bilruden, hvor der stod: Jesus er grunden til, at vi fejrer jul.

Ja, på en vis måde.

Det er klart, at julen handler om Vor Herre og Hans komme til jorden for at påbegynde Sit guddommelige liv blandt mennesker, og den første del af Hans livsforløb var i sagens natur som et lille barn.

Men det slutter ikke her, selvom det er præcis her, verden ønsker, at fortællingen skal stoppe.

Ja, Jesus er baggrunden for julen, men grunden til, at Jesus kom, var for at frelse verden ikke for at være et sødt lille barn.

Alt omkring dette lille barn er centreret om håb for – og had til menneskeheden. Kom hen til krybben, og du vil modtage et kors.

Knyt dig helt og aldeles til Ham, og du bliver automatisk Hans Moders Søn. Du kan ikke være knyttet til Det Inkarnerede Ord uden også at være knyttet til Hans Moder.

Det var om hende, Gud talte, da Han i Edens Have sagde til slangen: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3: 15), men dette sker ikke, før tiden har nået sin fylde, hvor hun sætter ind med det endelige, afgørende og dødelige slag.

Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

At være Vor Herres bror og dermed Hans Moders søn betyder at tage del i den smerte, som er en del af Marias moderskab, og der er ikke blot tale om smerte, men om ren og skær lidelse.

Da Maria og Josef bragte deres lille barn til templet i Jerusalem for at gøre med Ham, som det er foreskrevet i Herrens lov, henvendte den gamle mand Simeon sig direkte Maria, efter han havde velsignet parret og sagde: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge …” (Luk 2: 34). 

Sværdet er den arv, der overgår til dig, hvis du er en del af den himmelske familie.

Simeon udlagde for Den Allerhelligste Moder det, som sværdet repræsenterer. Senere i Vor Herres offentlige virke udlagde Han i fuld offentlighed for dem, der fulgte Ham, samt deres familier, hvilken betydning sværdet har: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10: 34).

Her på jorden er sværdet vort liv og vor arv. Det er det, der hjælper os i kampen for at overvinde det onde i os selv og i verden.

Guds Moder blev vist sværdet i det øjeblik, der egentlig var præget af stor glæde, altså ved fremstillingen af Hendes Søn i templet, som det er foreskrevet i Herrens lov.

Lige nøjagtig i dette vidunderlige øjeblik, præget af glæde, hørtes lyden af sværdet, der blev trukket af skeden.

Sværdet er lig modsigelse, udfordring og konfrontation. Den næste gang vi møder denne guddommelige dreng i Hans liv, er der, hvor Evangelierne beretter om, at Han sad i templet sammen med de skriftkloge og lovkyndige.

Hvad er det, Han foretager Sig i deres forsamling? Han stiller dem spørgsmål, udfordrer dem og får dem til nærmere at overveje tingenes aktuelle tilstand, altså hvad det er for forestillinger og holdninger, der er de fremherskende.

Den udfordring, de blev præsenteret for, var så dybdegående, omvæltende og kraftfuld, at alle de, der lyttede til Ham, blev slået med forundring.

Sværdet og det, at slangen vil bide Hende i hælen, var det Himlens Dronning måtte erfare og bære, mens Hun var på jorden og Moder for Den stridende Kirke.

De, der følger Kristus, hendes Søn, kan forvente det samme, som er blevet beskrevet ovenfor. Vi er blevet overdraget sværdet for at bekæmpe slangen, og det betyder, at vi ganske enkelt må tage sværdet og begynde at kæmpe.

Det er derfor, de store helgener og paver kalder Kirken her på jorden for Den stridende Kirke.

Med ønsket om en hellig juletid til Jer og Jeres kære.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. december 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/he-will-strike-at-her-heel-12-29

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et stort knus i julen …

af Guds Søn

Glædelig jul fra alle os til alle Jer og Jeres kære.

Masser af mennesker rejser i disse dage. Har I for eksempel været vidner til den situation, der kan udspille sig i en lufthavn, hvor to mennesker mødes, og hvor det er tydeligt, at de er meget begejstrede for at se hinanden, de omfavner hinanden og krammer hinanden så hårdt, at man næsten bliver bange for, at de gør skade på hinanden.

Det er altid rørende at overvære et sådant møde, fordi det, der sker, vidner om, at der er tale om et frydefuldt øjeblik.

Det, man ofte ser ved et intenst kram, er, at det foregår på en sådan måde, at man får et indtryk af, at de to implicerede, så at sige opsluges i hinanden og bliver til ét.

Det er netop en sådan situation, man er vidne til, når man ser på (jule)krybben, her er nemlig sket en forening mellem det guddommelige og det menneskelige, Gud holder så at sige menneskeheden ”tæt ind til sig”, og det i en sådan grad, at man i dette specielle tilfælde taler om Gud/mennesket og mennesket/Gud.

Det, jeg netop har beskrevet ovenfor, er det, der finder sted, når vi modtager Den hellige Kommunion. Vor Herre blev født af Sin hellige Moder, der anbragte Ham i en krybbe, der fungerede som et trug, altså et spisested for dyr.

Vor Herre blev født i Betlehem, en by, hvis navn kan oversættes til Brødets hus. Vor Herre ville senere i Sit liv definere Sig selv som Livets Brød.

Vor Herre gav dem, Han elskede, og som ønskede at blive forenet med Ham for evigt, den anvisning, at de skulle modtage Ham som føde. Vil man forsøge at forstå denne formulering i bogstavelig forstand, er dette umuligt, da ingen levende væsner er i stand til at smelte sammen.

Uanset hvor dyb kærligheden er, eller hvor intens den måtte være, er det ikke muligt, at to mennesker oplever en sammensmeltning. Det, der tilnærmelsesvist kan minde om en sammensmeltning, er, når et par giver hinanden sit ja under bryllupsritualet og dermed bliver ét kød. Men selv i dette tilfælde vil der (kunne) opstå en fysisk adskillelse, hvilket finder sted, når døden for én af parterne indtræffer.

Det barn, hvis komme vi fejrer, er ikke kun blevet menneske, men Han har også knyttet sig til specifikke og virkelige mennesker.

Han (Jesus) fortsætter med at knytte sig til andre mennesker, for det er i sagens natur det, man gør, når man elsker. Elsker man en anden, ønsker man ikke adskillelsen, og det gælder også Ham, der elsker. Han forlader aldrig den, Han elsker, end ikke i fysisk forstand, fordi for Gud er alting muligt.

Den guddommelige føde, som blev lagt i en krybbe, der egentlig fungerede som spisested for dyr, kom ikke til verden for blot at dø, men ved at dø, blev Han for os englenes brød og vejen til for altid at være forenet med Ham.

Ved nærmere eftertanke er Det Allerhelligste Sakramente et udtryk for den ypperste kærlighedsgerning, men for at vi på det fysiske plan kan forenes med Ham, måtte Han komme fysisk til stede, så Han blev materialiseret, så man kunne røre ved Ham, spise Ham, så Han kunne forenes med vore legemer, vort kød.

Da Jesus er Gud, kan Han ikke flyde igennem vores system af blodårer og gennem vores bankende hjertes kamre. Derfor måtte Gud, der skabte disse menneskehjerter til at være sammen med Ham, forene Sig med menneskelegemet.

Ved at gøre dette blev Han (Gud) derved en del af menneskets DNA, og på den måde blev Han føde for os. Det vil sige, at guddommens DNA ledes over i dem, Han elsker allermest i denne verden.

I modsætning til ægteskabet der ophører ved døden, vil den fysiske død for dem, der har været forenet med Ham i deres legemer i dette liv, opleve deres dødelige legemes opstandelse i et legeme, der er fuldendt.

For mens englenes Brød så at sige opretholder dem, der i dette liv, i den rette stand, det vil sige nådens stand, har modtaget Ham, så har dette Brød også en forberedende virkning på vores faldne legeme, så det bliver løftet op til evig herlighed.

Det er netop derfor, at Jesus i Kapernaum omtaler Sig selv som Livets Brød, og at det er afgørende, at man spiser Hans Kød og drikker Hans Blod. Han siger dette i Johannesevangeliet kapitel 6. 54: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag”.  

Det, Jeres øjne møder, når I betragter (jule)krybben, er Brødet, der er blevet svøbt og lagt i et trug, og det er det brød, der en dag vil være årsagen til, at Jeres herliggjorte legemer er blevet forberedt til den evige herlighed.

Når I i løbet af juletiden træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, så vil I blive mødt af Universets Herre og Konge, som vil modtage Jer med et stort (jule)knus, og Han vil aldrig give slip på en eneste af Jer.

Må det lille barn i Betlehem overbringe Jer og Jeres kære en velsignet nåde i denne hellige juletid.

Fra hele vores familie her på Church Militant og fra dem, der er gået bort og over til Den triumferende Kirke, skal I vide, at Gud elsker Jer.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-a-christmas-hug

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guds egen mand til jul

Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn” (Hos 11:1).

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel. Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Fra Egypten kaldte jeg min søn” (Matt 2:13-15).

De to ovennævnte skriftsteder fra Hoseas’ Bog og Mattæusevangeliet, der indleder denne artikel, benyttes som oftest med henblik på at minde os om Kristi mystiske Legeme. Det gamle Israel og Den første Kirke fremstår som to sider af samme sag, nemlig Guds rige.

Allerede fra patriarkernes tid (Abraham, Isak og Jakob) har Israel (som det udvalgte folk) båret på kimen til en Frelser, en Messias. Efter den sidste nadver havde Kirken fået overdraget Eukaristien, som er Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Kristus er Gudsriget, og de udvalgte er Gudsriget. Kirken er på mystisk vis Det mystiske Legeme og det nye Israel. Da Kristus kom til verden, blev Gudsriget ”født”.

Nebukadnesars drøm

Mens du så på den, blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem. Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet. Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden” (Dan: 35-36).

Forestillingen, om at Gudsriget (i en drøm) var blevet overdraget til en konge fra Babylon, blev ikke åbenbaret før den dag, hvor profeten Daniel udlagde- og forklarede den. En sten blev revet løs, men ikke ved menneskehånd. Denne sten er Jesus:

Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse” (Matt 21:44).  

Derfor siger Gud Herren: Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig” (Es 28: 16).

Nebukadnesars drøm var et billede på, hvordan riget skulle udgå fra Jesus, og hvordan det skulle vokse i størrelse og fylde hele jorden. Julen er et helt andet billede på den samme virkelighed, som bliver formidlet til Skt. Josef også i en drøm.

Josefs drøm

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 18-21).

Josef erfarer, at Maria er blevet gravid, men at dette ikke er sket ved menneskelig indgriben. På samme måde blev stenen i Nebukadnesars drøm revet løs, men ikke ved menneskehånd. Der var visse mennesker i denne historiske periode, der havde en forventning om, at Messias skulle fremstå som en ”stærk mand”, der ville stå i spidsen for hærstyrker, der skulle erobre verden for Gud. Men det var en forventning, der ikke kunne være mere forkert. Guds rige er (tilgiv mig formuleringen) Guds sag. Gud vil gøre det på den måde, Han finder mest rigtig.

Josef bliver betroet nogle ting i forbindelse med disse fantastiske nyheder. Gud skal have en Søn, Messias, og Han vil være Gud, fordi Hans Fader er Gud, men Han vil også være menneske, fordi Hans moder er en ung israelitisk kvinde, som det var blevet forudsagt af profeten Esajas. Gud ville selv give et tegn, fordi Hans rige ikke skulle komme til verden under stor opstand, men i stilhed, hvilket var en stor overraskelse for mange. Dette er et tegn på, at Den Allerhelligste Maria er forudbestemt til at være dronning over Israel.

Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7:14).

I en drøm, som Josef fra Betlehem har, ligger nøglen til at kunne forstå dette tegn. Han vil adoptere dette mystiske barn og give Ham navnet: Jesus, Søn af Josef. Endnu engang vil en Josef frelse Israel, og endnu engang vil Israel gøre skade på deres Frelser, og Gud vil vende den skade, man påfører Ham til frelse. På samme måde som den første Josef, vil også den nye Josef høre Guds stemme i sine drømme (1 Mos 37: 1-36:9).

En retfærdig mand

Ifølge Evangeliet er Skt. Josef en retfærdig mand, en mand efter Guds Hjerte. I Den hellige Skrift fremstår Skt. Josef som en handlingens mand, men også som en mand præget af tavshed. Jeg forestiller mig, at Maria har betragtet ham, som en mand med styrke og visdom, der er vokset frem gennem mange års hårdt arbejde. Jeg forestiller mig, at Josef har set på Maria med ærefrygt på grund af hendes renhed og skønhed og hendes fuldstændige overgivelse til Den sande Gud. Hvem kunne have gættet, at dette ydmyge par ville være et skjul for selve Gud?

Men Gud kom til udtryk gennem Josef. Gud gjorde Josef til tavshedens mand, som vil tage vare på Det inkarnerede Ord, Det Ord, der er et udtryk for universets eksistens. Den, der har skabt det univers, der omgiver os, har givet Maria og Josef en flig af livet, nemlig Hans liv i et menneskelegeme. Josef vil som tekton opdrage Jesus og lære Ham, hvordan man arbejder med materialerne jern og træ, og hvordan man ved brugen af plovjernet gør jorden klar til sædekornet. Skjult i det arbejde, de foretager, ligger det altafgørende Alfa, det første bogstav i alfabetet, det græske Alfa, der senere vil blive benyttet af Jesus til at vise hvem, Han er: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen …” eller som det formuleres på hebræisk ”Jeg er Aleph og Tav …”, og her betyder Tav, korset. Tav er det sidste bogstav i det hebræiske alfabet. Når vi betragter korset, ser vi, at det består af jern og træ, og det karakteriseres af Lucian, som det modbydelige instrument, hvor vor Frelser valgte at dø. Lucian siger også: ”Jeg er ploven og korset, begyndelsen og afslutningen”.

Josefs livsforløb er en skygge af dette offer. I de sidste år at sit liv vil Josef ofre alt, det han ejer. Han vil sammen med Maria bære på skammen, der knytter sig til denne uforklarlige graviditet. Han vil forlade alt for at søge tilflugt i Egypten. Han vil fortsætte med at arbejde, også selvom hans kræfter svinder, og han vil holde ud til det endelig er slut. Josef er ypperstepræsten, han er en mand, der vil bringe sig selv som offer på sin families alter. Han vil gå bort fra denne verden uden at efterlade sig noget som helst, men med en fornemmelse af, at han udførte sin pligt for Gud.

Den almægtige Gud betroede den første jul til denne mand, til Josef, som var Hans (Guds) endelige valg og den bedste mand (til at varetage denne opgave).

Prøv i denne jul at tænke på Josef. Kirken og verden har brug for mænd, der ønsker – og er villige til at være som ham: tavse og maskuline mænd, der har visioner, og som vil gøre disse visioner mulige.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 23. december 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/gods-man-for-christmas

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er midtpunkt i adventstiden

Hvis der er fem dage, der understreger betydningen af vor helt specielle tid med Maria, er det dagene fra den 8. til den 12. december. I de dage reflekterer vi over Marias ubesmittede Undfangelse og de begivenheder og budskaber, der knytter sig til Vor Frue af Gaudalupe. Disse begivenheder er af Det guddommelige Forsyn nøje blevet placeret centralt i adventstiden, ikke for at fjerne vort fokus fra Kristi komme, men for at forberede os til det. De førnævnte begivenheder omkring Maria retter vores opmærksomhed på en smuk og centrale sandhed om hende, som den ærværdige Fulton Sheen ofte har påpeget, nemlig, at Maria altid er Kristi Advent.

De historiske og åndelige tråde, der kan trækkes fra festen for Den ubesmittede Undfangelse til Vor Frue af Gaudalupe, Vor frue af Lourdes og endda Vor Frue af Fatima, fra den gamle verden til USA og fra den østlige kirke til den vestlige kirke, er fascinerende. Jeg har mange gange både talt og skrevet om, hvordan alt dette er forbundet, og man kan finde en kort opsummering af alt dette i en anden artikel, jeg har skrevet. I dette indlæg, vil jeg koncentrere mig mere specifikt om de mysterier og begivenheder, der knytter sig til tiden fra den 8. til den 12. december, og hvordan de viser os vejen til at komme tættere på Gud, et budskab verden i dag desperat har behov for, fordi den har vendt sig bort fra Gud. I løbet af disse specielle dage i adventstiden, vil vi overveje, hvordan Gud ønsker at knytte Sig tættere til hver eneste af os på en helt speciel måde gennem Hans Moders hengivenhed. Det var det, Han gjorde, den første gang, Han kom, og hver eneste advent giver Kirken os mulighed for at reflektere over, hvordan denne sandhed gengives i vores eget liv.

Vor Frue af Gaudalupe og Hendes mysterium kan ligesom Den ubesmittede Undfangelse give os to betydningsfulde sandheder om det at være forbundet med Gud, og som har stor betydning for enhver kristen. Det første, som vi så på en kraftfuld måde i Mexico City i 1531, er, at Maria altid er handlekraftig, specielt i disse dage, for at forberede sjæle til at modtage Kristus som den gave, som Han er. Og hun viste, at hendes foretagsomhed bar frugt, fordi 9 millioner aztekere konverterede (uden at hun sagde et eneste ord til dem). Aztekernes civilisation var baseret på en dødskult, der var centreret omkring menneskeofringer. Med andre ord, når verden ikke ser noget håb eller mulighed for at finde Gud, er Maria Guds hemmelige våben. Hemmeligt, fordi hun ikke kommer med fuld styrke eller på en frembrusende måde, men på en uventet måde, der afvæbner verden omkring hende. Man må aldrig glemme, at Mexico er kristent på grund af Maria, og Maria var i stand til at forestå denne omfattende omvendelse, fordi Helligånden kun virker igennem hende, da hun er Hans brud, hvilket altid har været Kirkens lære. Skt. Louis de Montfort formulerer det på følgende måde: ”Jesus er altid og overalt Marias frugt, Marias Søn. Og Maria er altid og overalt det sande træ, som bærer livets frugt. Hun er den sande Moder, som frembringer denne frugt” (True Devotion, no. 44).

Den anden sandhed, Vor Frue af Gaudalupe åbenbarer, er, at hemmeligheden bag det, at Maria er fuld af nåde, skyldes, at hun er ubesmittet, et ord der betyder ”uden plet”. Hvad er det, der skaber pletter på vores sjæle, ægteskaber og forholdet til Gud? Er det ikke egoisme, urenhed, jalousi og det at sætte mennesker og materielle ting over Gud?

Hvordan kan Den ubesmittede Undfangelse være netop dét, der kan fjerne disse (syndens) pletter? Ganske enkelt fordi, det er ved hjertets ydmyghed og renhed, at der banes vej for, at man kan se Gud og fuldt ud modtage Hans nåde, alt det, som vi oprindelig er skabt til. Da Maria tømte sig for ”sit ego”, blev der plads til Gud, og Gud fyldte hende. Maria har tømt sig så meget for ”sit ego”, at hun blev ét med Helligånden. ”Jeg er Den ubesmittede Undfangelse”, det var det, hun åbenbarede i Lourdes. Dette siger langt mere end blot, at hun er uden synd. Hun er fuld af nåde, i nåden er hun et og alt med sin ægtefælle (Helligånden), og det betyder, at når vi ser hende, er det kun Gud, vi ser i – og gennem hende.

Det var det, hun mente, da hun sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1: 46). Et forstørrelsesglas er gennemsigtigt og forstørrer kun det, der ses igennem det. Forestil dig et menneske, der er fuldstændig under Guds kontrol. Ja det er svært at fatte. Kun de, der fuldstændig stoler på Gud, modtager Hans nåde helt og fuldt for at kunne opnå det utænkelige i deres sjæle og gennem deres gerninger.

Det er det, Kirken beder os overveje omkring Maria denne og alle andre adventer, fordi hun er enhver kristens forbillede. Ja, vi er kaldet til i vore sjæle at gennemleve den Ubesmittede Undfangelses mysterium, så vi finder frem til den forbundethed med Gud, som vil forandre verden omkring os. Gud elsker os, når vi forsøger på at tømme os, så meget vi kan, for ”vores ego”, for derved giver vi Ham plads til at gøre underværker. Fortvivl ikke, når I læser dette. Dette er virkeligt og netop det, der er Guds ønske for dig denne advent.

Vi har alle mulighed for at tømme os for vores ego, så Gud kan fylde os med Sin nåde. Hvad kan vi gøre for at nå dertil? Vi kan gøre, som de tre vise mænd, som ydmygede sig for at kunne få opfyldt det, de allermest ønskede sig, nemlig at møde Jesus Kristus, Frelseren, som lå i Marias favn. Lad os gå i fodsporene på de tre vise mænd og lære af deres visdom, og vi bør aldrig glemme, at jo mere vi er skjult for verdens åsyn, jo mere er vi til for Gud. Husk på det, når I beder rosenkransen denne advent, og især når I overvejer glædens mysterier.

Vor Frue af Gaudalupe og den nye advent, bed for os.

Glædelig jul.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 9. december 2018. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2018/12/09/mary-is-the-heart-of-advent

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den bedste måde at forberede sig til julen på er den daglige deltagelse i Den hellige Messe

Understøttet af denne bøn bliver det muligt for os at indtage ”Ånd og ild”.

Vi er endnu engang ved at tage de første skridt ind i adventstiden. På en vis måde kan man betragte denne tid som en udvidet fejring af det, der sker, da englen kommer til Maria ved bebudelsen. Herren sender sin engel Gabriel til os i liturgien, som giver os løftet om, at Ordet bliver kød, det kød, der allerede dvæler i vor midte i den hellige banket. Vi ser med forventning på mysteriet, som er knyttet til åbenbaringen af Guds Søn i julen, når vi i denne tid fokuserer vores kærlighed på de ting, vi ikke kan se på grund af deres ydmyge herlighed, for det er netop det (en ydmyg herlighed), der møder vores blik, når vi ser mod Nazaret. Hver eneste dag, i løbet af året, i Kirkens liturgi, er en erindring om det, der allerede er her, en forventning om det, der vil komme og en deltagelse i den virkelighed, der (allerede) eksisterer.

Vi kan gøre mange gode ting i løbet af adventstiden: vi kan på daglig basis bede rosenkransen, vi kan læse en bog, der gør, at vi på et dybere plan overvejer vores tro, vi kan bede dele af tidebønnen eller bruge 15 minutter til en halv time på at læse og grunde over Den hellige skrift, som det første i den stille morgenstund.

Vi er dels forpligtede overfor Gud til at bede til Ham, og dels bærer vi på et indre behov for at komme i kontakt med Ham gennem bøn. Vores liv vil uden bøn over tid visne og tørre ud, hvis vi ikke dagligt gør brug af den. Men ingen overgår Kristus og Hans Kirkes højeste bøn, nemlig Messeofferet. Fejres Den hellige Messe på daglig basis (på en behørig og ærbødig måde), er det den bedste hengivenhedsakt, man kan anvende i løbet af denne advent som en forberedelse til julefesten. ”For Helligånden har gjort liturgien til netop det sted, hvor Han kan arbejde i menneskets sjæl”, som den store Dom Prosper Guérager engang har udtalt. Der er tale om Den selvsamme Helligånd, der overskyggede jomfru Maria, så Guds Ord kom til stede i hendes moderliv, det er Den samme Helligånd, der svævede over Kristus ved Hans dåb i Jordanfloden, det er Den samme Helligånd, Kristus nedsendte over apostlene ved pinseunderet med henblik på, at Kirken til alle tider skulle spredes ud over hele verden, det er den Helligånd, der ”fungerer” lige i centrum af Det hellige Messeoffer og er ”aktiv” netop der mere end noget andet sted på jorden, og derfor bliver det muligt (med Skt. Ephrems’ ord) at indtage ”Ånd og ild”.

Den hellige Messe er det sted, hvor vi oplever et møde med- og indtagelsen af det mysterium, vi tror på. Skt. Athanasius siger i den mest fuldendte betragtning vedrørende julen, der nogensinde er blevet fremsat, at ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. Hvis vi har et ønske om, at Gud bliver vores helt egen, og at vi selv bliver Guds helt egen, må vi ”lukke Gud ind” på netop den måde, Han har valgt, altså under brødets skikkelse, som er den føde, der giver liv. Betlehem er trods alt ”Brødets hus”. Han kom for at blive vores brød, men som Skt. Augustin fortæller os: Når vi indtager Ham under brødets skikkelse, så fungerer denne fødeindtagelse på en helt anden måde, end hvis vi indtager et almindeligt måltid med almindelige fødevarer, for her sker der det, at den ”almindelige” føde bliver til energi og dermed en del af os selv, og det er, fordi vi står over fødevarerne og kan bearbejde dem, men når vi indtager den guddommelige føde, som er Kristus, og som i den grad er til stede og langt mere kraftfuld, end vi er, så omdanner Han os til Sig, når Han vel og mærke ikke finder nogen forhindring i forhold til denne forandring.

Lyt til det, som præsten fra Ars, Skt. Johannes Vianney, har at sige:

Alle gode gerninger, der foretages i verden, kan ikke betragtes som værende på lige fod med Det hellige Messeoffer, og det er, fordi der er tale om gerninger foretaget af mennesker, hvorimod Det hellige Messeoffer stammer fra Guds Hånd. Martyriet kan heller ikke sammenlignes med Det hellige Messeoffer, for martyriet er er menneskets offer til Gud, hvorimod Messeofferet er Guds offer for mennesket”.

Som det fremgår af dokumentet Lumen Gentium fra Vatikan II, så er liturgien ”kilden og højdepunktet” i vort kristne liv. Liturgien er en kilde, som styrker, giver indsigt, oplyser og hjælper, både i dette liv og det, der vil komme, for det kommende liv er eet, vi bør forberede os på gennem hele vort liv. For Kirken minder os i adventstiden om Kristi andet komme, som bliver til virkelighed (kan man sige) ved den enkeltes egen død, hvor Kristus kommer til hver eneste af os enten til herlighed eller skam.

”Herrens engel forkyndte for Maria, og hun undfangede ved Helligånden. I ordets liturgi forkynder Herren Sit ord til os. I den Eukaristiske liturgi modtager vi Ordet, der er blevet kød, undfanget ved Helligånden. Den hellige Messe er for os den bestandige bebudelse og livslange advent. Den tid af kirkeåret, Den hellige Moderkirke betegner som advent, er derfor en ganske velegnet lejlighed til daglig Messegang. Må Jeres advent afføde en åndelig frugt, der på en vis og skjult måde bidrager til en rensning og helliggørelse af Kirken her på jorden, som vi alle længes imod.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. november 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/no-christmas-preparation-could-be-better-than-daily-praying-this-awesome-pr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)