Category: Articles

Maria deler med os den byrde, som Kirken bærer

Maria deler vore menneskelige vilkår, men i fuldstændig åbenhed over for Guds nåde. Da hun ikke har kendt til synd, kan hun have medlidenhed med enhver form for svaghed. Hun forstår det syndige menneske og elsker det med en mors kærlighed. Netop derfor er hun på sandhedens side og deler kirkens byrde, idet hun altid og til enhver minder om etikkens krav. Hun tillader heller ikke det syndige menneske at blive bedraget af dem, der hævder at elske det ved at retfærdiggøre dets synd, for hun ved, at således ville Kristi hendes søns offer blive tømt for dets kraft. Ingen syndstilgivelse, der tilbydes af falske læresætninger, heller ikke på filosofiens og teologiens områder, kan gøre mennesket virkelig lykkeligt: kun den opstande Kristi kors og herlighed kan skænke dets samvittighed fred og dets liv frelse.

Hellige Maria,

Barmhjertighedens mor,

våg over alle mennesker

for at Kristi kors

ikke skal miste sin kraft,

for at mennesket ikke skal forvilde sig

bort fra det godes vej

eller blive blind for synd,

men må slå sin lid mere og mere til Gud,

som er “rig på barmhjertighed” (Ef. 2:4).

Gud give os alle at udføre de gode gerninger,

som han forud har lagt til rette for os (sml. Ef. 2:10)

og således leve helt

“til lov og pris for hans herlighed” (Ef. 1: 12).

(Skt. Johannes Paul II, Veritatis Splendor, nr. 120)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/mary-on-the-side-of-truth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dit hjerte må ikke forfærdes

Lad intet skræmme dig eller gøre dig sørgmodigdit hjerte må ikke forfærdes, frygt ikke sygdom eller kval. Er jeg ikke her (ved dig), som din Moder”?

Jeg er din barmhjertige Moder

Den 9. december 1531, da den hellige Juan Diego var på vej til Messe, åbenbarede Den hellige Jomfru Maria sig for ham og talte til ham på Tepeyac skråningen. Her er, hvad hun sagde:

Det er sikkert og vist, du, den ringeste af mine sønner, at jeg er den fuldendte og evige Jomfru Maria, moder til den sande Gud, fra Hvem alt liv stammer, Han er Herre over alle ting, nært og fjernt og Han er himlens og jordens Herre. Jeg ønsker dybt og inderligt, at der på netop dette sted opføres et fredhelligt sted for mig. Her vil jeg vise, stille til skue og give al min kærlighed, medfølelse, hjælp og beskyttelse til hele folket. Jeg er din barmhjertige Moder, den barmhjertige Moder for jer alle, der bor i dette land samt menneskeheden og for alle dem, der elsker mig, anråber mig, søger mig og har tillid til mig.

På dette sted vil jeg høre deres gråd, deres sorg og afhjælpe og lindre deres mange lidelser, i de henseender de trænger og i forhold til deres ulykker. For at mit ønske kan blive opfyldt, må du drage til Mexico City, til biskoppens bolig og fortælle ham, at jeg har sendt dig, og at det er mit ønske, at man bygger mig en bolig på dette sted og opfører mig et tempel i dette landskab. Fortæl ham det, du har set og hørt og vær forvisset om, at jeg er taknemmelig for, at du gør det, jeg beder dig om. Jeg vil skænke dig lykke og belønne dig for den tjeneste, du her gør for mig. Og du vil modtage en fortjeneste, for jeg vil kompensere for din træthed og det arbejde, du vil få med at fremsætte mit ønske, når du bliver sendt som min budbringer. Du, min ringeste søn, kender nu mit ønske, gå nu og gør det arbejde, der skal gøres.

Dit hjerte må ikke forfærdes

Et par dage senere, den 12. december 1531, åbenbarede Guds Moder sig igen for Juan Diego og sagde:

Lad intet skræmme dig eller gøre dig sørgmodig, dit hjerte må ikke forfærdes, frygt ikke sygdom eller kval. Er jeg ikke her (ved dig), som din Moder? Er du ikke under min beskyttelse? Er jeg ikke din kilde til sundhed? Bliver du ikke på lykkelig vis dækket af min kappes fold og er i sikkerhed i min favn?

Dette er vejen

Profeten Esajas’ julebudskab ligner bemærkelsesværdigt det, som Guds Moder siger til Juan Diego:

Du folk på Zion, der bor i Jerusalem, græd ikke! Han viser dig nåde, når du råber til ham; når han hører det, svarer han dig. Herren giver jer ulykkesbrød og trængselsdrik; men din vejleder vil ikke holde sig skjult. Med egne øjne skal du se din vejleder. Med egne ører skal du høre et ord, der lyder bag dig: ’Her er vejen, den skal I følge!’ I vil jo til højre, og I vil til venstre” (Es 30: 19-21).

Juan Diegos lod i livet var tårer, han spiste af det brød, der smager af modgang, og han drak af det vand, der smager af lidelse. Jomfruen, Guds Moder blev hans lærerinde. Han beskrev den blide moderlige stemme, der kaldte på ham, ”Juanito, kæreste Juan Diego” og ledte ham op på toppen af skråningen, hvor hun ventede på ham.

Sol, måne og stjerner

Esajas profeterede, at ”Månens lys bliver som solens, og solens lys bliver syv gange så stærkt, som syv dages lys, den dag herren læger sit lemlæstede folk og helbreder de sønderslåede” (Es 30: 26). Den kvinde, der åbenbarede sig for Juan Diego, havde placeret sig foran solen, der strålede med stor kraft. Aztekerne tolkede dette således, at hun var større end solguden, som de tilbad og frygtede. Hendes fødder hvilede på en halvmåne, symbolet på månegudinden, søster til solguden. Symbolikken i dette mirakuløse billede stod klart for aztekerne, ligesom den også var tydelig for kristne, der kendte den mystiske kvinde fra Johannes’ Åbenbaring: ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved ” (Åb 12: 1). Den Gud, som ”bestemmer stjernernes tal og kalder dem alle ved navn” (Sl 147: 4) dækkede kvindens kappe med stjerner, arrangeret på netop den måde (stjernebillede), som stjernerne ville have stået på himlen den 9. december 1531.

Der, hvor himlen og jorden ”mødes”

Ordene fra den barmhjertige Moder af Guadalupe til Skt. Juan Diego var et udtryk for de ord og gerninger fra hendes guddommelige Søn, som ”gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om riget og helbredte al sygdom og lidelse” (Matt 9: 35). I Guds plan skulle Tepeyac blive ét af de mystiske steder, hvor himlen ”møder” jorden. ”Himmeriget er kommet nær!” (Matt 10: 7).

Overalt hvor Den hellige Jomfru er elsket og bliver anråbt, der finder man himmeriget, og overalt hvor Den hellige Jomfru bliver glemt, hvor hendes rolle i forhold til frelsesøkonomien bliver minimeret eller latterliggjort, hvor hendes billede ikke æres, og hvor hendes sødmefulde navn ikke bliver sagt uophørligt i bøn, der har den gamle slange rejst sig, og man hører helvedes hvislen.

Jeg er helt din

Den 31. juli 2002 kanoniserede den hellige Johannes Paul II den ydmyge Juan Diego i overværelse af 12 millioner mennesker. Når man gennemgår den rigdom, der er i den åndelige arv Johannes Paul II efterlod Kirken, er det første, man opholder sig ved, det budskab, der prægede hans pavelige våbenskjold: Totus tuus. Disse to ord er rettet til Den hellige Jomfru Maria, Guds Moder: Jeg er helt din. Skt. Juan Diego opfordrer os alle til, at vi uden forbehold betror os til Guds Moder og samtidig foretager en (personlig) indvielse til hende. Det, Vor Frue sagde til Juan Diego for 475 år siden, gentager hun til hver af os i dag:

Lad intet skræmme dig eller gøre dig sørgmodig, dit hjerte må ikke forfærdes, frygt ikke sygdom eller kval. Er jeg ikke her (ved dig), som din Moder”?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 11. december 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/12/let-not-your-heart-be-disturbed

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bønnen, der kan benyttes, når det er svært at bede

Når træthed, en melankolsk stemning og pres synes at have lagt sig over ens sjæl, og når enhver anden form for bøn synes umulig at gennemføre, bør man gribe efter sin rosenkrans og ganske enkelt lade den ene perle efter den anden glide gennem fingrene. Der er ingen grund til at skulle finde frem til fromme forestillinger eller tanker. Det er nok at lade fingrene berøre den enkelte perle og gentage bønnerne nænsomt og genkalde sig mysteriet i begyndelsen af dekaden og derpå overlade resten til Helligånden, ”der kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan skal vi bede, og hvad skal vi bede om, ved vi ikke” (Rom 8:26).

Den, der trofast beder rosenkransbønnen, ved, at mens man med læberne gentagne gange siger Maria og Jesus navne, går ”Ånden selv i forbøn for os med uudsigelige sukke” (Rom 8:26). Rosenkransen er den meget lille dør, som små børn benytter til at træde ind i Åndens store bøn, Den Ånd, der ”går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8:27).

Jeg er virkelig kommet til at holde af det billede (som mange nok nikker genkendende til) af de tre børn fra Fatima, hvor de står med bedende hænder og holder deres rosenkranse. I det kan jeg efterligne dem. Selv når jeg ikke er i stand til noget andet, så kan jeg række ud efter mine perler og begynde at sige bønnen. Den hellige Guds Moder finder stort behag i, at man med et barns iver beder denne bøn. Hendes gensvar er ganske enkelt storslået og helt ude af proportion med min vilje til at bede ordentligt.

Fader Jean Lafrance skrev, at den, der ikke beder behændigt i det mindste bør bede meget. Den hellige Jomfrus ord til den lille Francisco var, at han skulle bede ”mange rosenkranse”, og netop det giver mig vedvarende inspiration til at bede denne bøn. Den, der beder mange rosenkranse, åbner sin sjæl for den hjælp Guds Moder yder samt den nænsomme bøn Helligånden frembærer på denne persons vegne. Der findes i sandhed ikke nogen mere sikker eller kortere vej til ”tilbedelse i ånd og sandhed” (jf. Joh 4:24), og det er det, Faderen ønsker.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 23. oktober 2006. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Rosenkransbønnen: Hver eneste dag og i dens fulde længde

Den 11.oktober var liturgisk set en mindedag for den velsignede (pave) Johannes XXIII. Mindre end et år, efter at han blev valgt til at tage plads i Peters Stol, genkaldte han sig i sin encyklika Grata Recordatio det indtryk, det gjorde på ham, at den årlige encyklika af Leo XIII vedrørende rosenkransen, opfordrede de troende til med trofasthed at recitere rosenkransen i løbet af oktober måned, og med dybfølt oprigtighed erklærede han, at han hver eneste dag bad rosenkransen i dens fulde længde.

Blandt de gode minder fra vore yngre dage er de encyklikaer, som pave Leo XIII plejede at skrive til hele den katolske verden, når oktober måned nærmede sig for at opfordre de troende til trofast at recitere Marias rosenkrans specielt i denne måned.

Disse encyklikaer var forskellige i forhold til deres indhold, men de var alle fyldt med levende visdom og ny inspiration og var samtidig relevante for det kristne livs praksis. I stærke og overbevisende vendinger formanede de katolikker til at bede til Gud i troens ånd ved Maria Hans Jomfrumoders forbøn og den hellige rosenkrans. For rosenkransbønnen er en særdeles prisværdig form for bøn og fordybelse. Når vi siger den, sammenfletter vi en mystisk krans bestående af en hel masse Ave MariaPater Noster og Gloria Patri. Og når vi med vor stemmes klang siger disse bønner, fordyber vi os i de grundlæggende mysterier i vores religion: Jesu Kristi inkarnation og menneskehedens frelse, og med den ene begivenhed efter den anden opfordres vi til at overveje disse dybere.

Disse vidunderlige minder fra vore yngre dage er hverken falmet eller forsvundet med livets gang, snarere tværtimod, vi kan her erklære ærligt og ligefremt, at disse år har gjort Marias rosenkrans mere kær for os. Vi undlader ikke at sige den hver eneste dag i dens fulde længde, og vi agter at recitere den med særlig hengivenhed i løbet af denne måned.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. oktober 2014. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI gav et eksempel

I går var det den første lørdag i maj. Den hellige Fader Pave Benedikt XVI fremviste et enestående eksempel på pastoral nidkærhed overfor alle biskopper og sognepræster i Kirken ved at bede rosenkransen sammen med de troende i Basilikaen Santa Maria Maggiore. Det var dybt bevægende at se Den hellige Fader på knæ, mens han lod rosenkransens perler glide gennem sine fingre på en enkel, ydmyg og from måde. Han reciterede rosenkransens bønner på latin. En til lejligheden egnet antifon på latin, sunget samt et skriftsted indledte hver dekade. Salve Reginaden lauretanske litani og Regina Caeli afsluttede fejringen: Dette er et eksempel på det, der bør gøres i katedraler og sognekirker overalt i verden. Ved bønnens afslutning sagde Den hellige Fader: I dag viser vi sammen, at den hellige rosenkrans ikke er en from praksis, der hører fortiden til, og som har et nostalgisk præg over sig. Rosenkransen oplever på sin vis et nyt forår. Dette er uden tvivl ét af de mest markante tegn på den kærlighed, den unge generation nærer for Jesus og for Hans Moder, Maria.

Verden i dag er i stor udstrækning præget af distraktion, og derfor hjælper denne bøn os til at sætte Jesus i centrum. Det var det, Jomfruen gjorde. Hun grundede i sit indre over det, der var blevet sagt om hendes Søn, og videre grundede hun over det, Han gjorde og sagde. Når vi siger rosenkransbønnen, genoplever vi de vigtige og betydningsfulde øjeblikke i frelseshistorien, og vi gennemgår forskellige dele af Kristi mission. Med Maria bliver hjertet vendt mod Jesu mysterium. Jesus bliver centrum for vores liv, tid og i vor by og det ved fordybelse i glædens, lysets, smertens og herlighedens mysterier. Maria hjælper os til at tage imod den nåde, der udgår fra disse mysterier, så den gennem os kan komme ud i det samfund, vi er en del af og allerede i vores dagligdag bortrense alt negativt, samtidig med at det glade budskab forkyndes. Rosenkransen giver, når den bedes autentisk og ikke overfladisk eller mekanisk, både fred og forsoning. Den indeholder i sig selv den helbredende kraft, der er i Jesu allerhelligste Navn, som anråbes i tro og med kærlighed midt i Ave Maria.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 4. maj 2008. Den kan læses på: Setting An Example – Vultus Christi

Præsterne er dem, der forvalter Solen

Ved dagens fest for Skt. Caterine fra Siena, har jeg fundet frem til et helt særligt afsnit i bogen ”The Dialogue”. Der findes et billede (som man kan se, hvis man benytter linket til den originale engelske tekst), der er malet af Giovanni da Paola, og det forestiller Caterine fra Siena, der modtager Den hellige Kommunion af Kristi Hånd. Skt. Caterine modtager Den hellige Kommunion med armene krydsede som et kors, mens de hviler på hendes bryst, ligesom de kristne i Øst gør det ved Kommunionsmodtagelsen. I den klassiske ikonografi, som forestiller bebudelsen, er det den samme positur, Jomfru Maria indtager, da hun giver sit samtykke til ærkeenglen Gabriel og derpå modtager Ordet i sit moderliv. På billedet ser man i højre side en præst celebrere Den hellige Messe. Læg mærke til den ”lille” munk, der er forkynder og knæler på altertrinnet.

De, der forvalter Solen

Jeg har vist dig, kæreste datter, et fragment af det gode, præsterne besidder (for det, jeg har ladet dig se, er blot en brøkdel af, hvad det gode virkelig er), og jeg har fortalt dig om den værdighed, jeg har givet dem ved at have udvalgt dem til at være Mine præster. På baggrund af denne værdighed og autoritet ønsker Jeg ikke, at de bliver straffet af sekulære personer på grund af en personlig fejl, for dem, der straffer Mine præster, fornærmer Mig meget. Men Jeg ønsker, at de, der er verdslige, udviser en behørig ærbødighed overfor Mine præster, ikke for deres egen skyld, som jeg har sagt, men for Min på grund af den myndighed, Jeg har overdraget dem. Derfor bør denne ærbødighed aldrig ”aftage” i forhold til præster, hvis dydighed bliver svag, og det gælder også dem, der er dydige og gode (dem, som Jeg allerede har talt om). For de er alle blevet dem, der forvalter Solen, som er Min Søns Legeme og Blod samt de andre sakramenter.

Præster i en tilstand præget af lys

Denne værdighed gør sig gældende både for den gode og dårlige præst, alle er de blevet givet at forvalte Solen (som Jeg allerede har fortalt). Præster, der er fuldendte, befinder sig i en tilstand af lys, og det vil sige, at de gennemtrænger og opvarmer deres næste ved deres kærlighed. Med denne varme får de dyd til at vokse frem og bære frugt hos deres sognebørn. Jeg har i sandhed udvalgt dem til at være jeres værneengle, så de yder jer beskyttelse og sår frø i jeres hjerter, der afføder gode tanker, og alt dette sker ved deres hellige bønner. De skal lære jer Min doktrin, som de i deres livsførelse er en afspejling af. De skal tjene jer ved at give jer de hellige sakramenter. De skal våge over jer og indgyde jer gode og hellige tanker, ligesom en engel gør.

De er Min Søn Kristus

Vær derpå opmærksom på, at ved siden af den værdighed, Jeg har givet dem, er de også værdige til at blive elsket. Når de tillige besidder beundringsværdig dyd, som for eksempel de præster, Jeg før har omtalt, og som de alle som én er bundet og forpligtet til at opfylde, da fortjener de stor ærbødighed fra jer, for de er Mine elskede børn, og hver eneste af dem funkler ved deres dyd i Det mystiske Legeme i Den hellige Kirke. For enhver, der er dydens mand, er værdig til kærligheden, og disse (mine præster) fortjener kærligheden desto mere grundet den tjeneste, Jeg har lagt i deres hænder. I bør derfor elske dem på grund af den dyd og værdighed, der knytter sig til sakramenterne, og på grund af netop denne dyd og værdighed bør i afsky de fejl, der optræder hos dem, der lever et ynkeligt liv i synd. Men I bør ikke af den grund gøre jer til dommere over dem. Det forbyder Jeg ganske enkelt, fordi Mine præster er Min Søn Kristus, og I burde elske og ære den autoritet, Jeg har overdraget dem.

Præster, der ikke har orden i deres liv

Du ved, at hvis en person, der er snavset og bærer slidte klæder, gav dig en stor skat, hvorfra du ville få liv, da ville du ikke nære had til giveren, uanset hvor snavset og laset hans tøj end måtte være, for du vil nære kærlighed til skatten og Herren, som sendte dig denne skat. Denne snavsede person med de lasede klæder ville i den grad vække mishag hos dig, og du ville bede for at denne persons herre af kærlighed vil rengøre ham for hans tilsvinede klæder og blive iført en passende klædning. Dette er din pligt i henhold til Mit kærlighedsbud, og derfor er det Mit ønske, at I udviser kærlighed overfor sådanne præster, der er iført snavsede klæder tilsølet af laster, der afskærer dem fra Min kærlighed. Disse præster bringer jer store skatte, som er sakramenterne i Den hellige Kirke, og det er fra disse, at I modtager den livgivende nåde og tager imod sakramenterne med værdighed. Selvom dette måtte være forbundet med fejl, så gør I det i kærlighed til Mig, Den evige Gud, der har sendt præsterne til jer og af kærlighed til den livgivende nåde, som I modtager fra den store skat, som de giver jer, og som fuldt og helt er Gud og fuldt og helt menneske, det vil sige Min Søns Legeme og Blod forenet med Min guddommelige natur.

Bed for dem og døm dem ikke

Deres synder bør faktisk få jer til at føle mishag, og I bør afsky dem og bestræbe jer på med kærlighed og hellig bøn at give dem nye klæder og vaske deres snavs bort med jeres tårer, det vil sige, at I skal frembære dem for mig med tårer og stor iver, så Jeg i Min godhed og kærlighed kan give dem nye klæder. Vær forvisset om, at jeg ønsker at give dem min nåde, hvis blot de vil gøre deres for at tage imod den, og at I beder for dette, for det er ikke i overensstemmelse med Min vilje, at de giver jer Solen, mens de selv befinder sig i mørket, ikke at de skal fratages dydens klæder, der er blevet tilsmudset i vanære. Tværtimod har Jeg overdraget dem til jer og udpeget dem til at være jordiske engle og sole, hvilket jeg allerede har fortalt. Det er Min vilje, at de skal befinde sig i denne tilstand, og derfor bør I bede for dem og ikke dømme dem, men overlad deres dom til Mig.

Hvis de ikke accepterer omfanget af Min barmhjertighed

Jeg vil ved jeres bønner vise dem barmhjertighed, hvis de vil tage imod den. Men hvis de ikke ændrer deres liv, vil deres værdighed være årsagen til deres fald. For hvis de ikke tager imod Min barmhjertighed, vil Jeg som Den højeste Dommer lade dem få en frygtelig dom den dag, de står foran Mig, og de vil blive sendt til den evige ild.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. april 2016. Den kan læses på: Priests: Ministers of the Sun – Vultus Christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Præstens legeme og Kristi Legeme

I det følgende afsnit fra ”The Dialogue”, hvor Skt. Catherine fra Siena ”samtaler” med Den evige Fader, retter Gud Fader fokus på det, at præsterne svælger i synd. Han sammenligner præstens legeme med Kristi Legeme. Læg mærke til, hvordan der i teksten er en genklang af bebrejdelserne (Improperia) i langfredagsliturgien: ”Jeg gjorde dette for dig … og du har til gengæld (overfor mig) gjort dette”. Et fokus på Jesu Sår og Hans dyrebare Blod er karakteristisk for Skt. Cathrine.

Præstens kød, der er blevet salvet og indviet

O, du foragtelige og elendige mand, ikke et menneske, men et dyr! At du skulle give dit kød, der er blevet salvet og indviet til mig, til prostituerede eller det, der er værre! Ved Min enbårne Søns Legeme på korsets træ blev dit kød og hele menneskeheden helbredt for det sår, Adam pådrog sig ved sin synd. O, du, der er elendigheden selv, Han bragte dig hæder, mens du er en skændsel for Ham! Han bragte dine sår lægedom ved Sit Blod og langt mere. Han gjorde dig til Sin præst, og du forfølger Ham med dit begær og vanærende synder! Den gode Hyrde lod de små får blive tvættet rene i Sit Blod. Men du besudler dem, der er rene. Du bruger din magt til at lade dem kaste på en møgbunke. Du, der burde være en genspejling af ære, er blevet en genspejling af vanære. Du og alle dine præstelige brødre har hengivet sig til ugudelighedens gerninger og gjort det stik modsatte af, hvad Min sandhed gjorde for jer.

Præstens øjne

Jeg tillod, at man gav Ham bind for øjnene, for at du kunne blive oplyst, og du har med dine øjnes begær skudt forgiftede pile ind i din sjæl og på dem, som du ulykkeligt ser på.

Hvordan præsten styrer sin tunge

Jeg lod dem give Min Søn eddike og galde at drikke, og du, som er ligesom et forhærdet dyr finder nydelse i fine retter, for du har gjort bugen til din gud. Fra din tunge udgår vanærende og tomme ord. Det er din pligt, at du med din tale formaner din næste, forkynder Mit ord og beder tidebønnen med hjertet såvel med munden. Men det, der kommer til Mine næsebor er kun lugten af skidt, der udgår fra din mund, mens du sværger og begår mened, som om du var en svindler, bølle og som en, der vidt og bredt taler og agerer blasfemisk overfor Mig.

Præstens hænder

Jeg lod dem binde Min Søns hænder, så du og hele menneskeheden kunne blive fri fra syndens snærende trællebånd og salvede og indviede jeres hænder, så I kan være præster, der tager vare på det Allerhelligste sakramente, men i stedet bruger i jeres hænder til forfærdelige og afskyelige berøringer. Alle de handlinger, du foretager med dine hænder, udtrykker fordærv og gør dig til djævelens håndlanger. O, du som er elendigheden selv, dig udvalgte jeg til en sådan værdighed, så du alene kunne tjene Mig, ja netop dig og enhver anden skabning, der bærer på fornuften.

Følgende afsnit er på en særlig måde smukt formuleret. Faderen fremstiller Sønnens Legeme som en ”trappe”, der fører til Ham (Faderen). Han taler om Jesu åbne side, hvorigennem man skuer Jesu inderlige Hjerte. Jesu Hjerte er et åbent sted for dem, der ønsker at smage Faderens ubeskrivelige kærlighed.

Præstens fødder

Jeg ville, at Min Søns fødder skulle nagles til korset og gjorde Hans Legeme til en trappe, du kan benytte. Jeg lod dem åbne Hans side, så du kan se Hans inderlige Hjerte. Jeg gjorde Ham til et åbent sted, hvor du kunne se og smage Min ubeskrivelige kærlighed til dig, når du fandt frem til – og så Min guddommelighed forenet med din menneskenatur. Der vil du se, at Jeg har gjort Blodet, du forvalter for Mig til et ”bad” beregnet til, at du kan bortvaske dine synder. Du har gjort dit hjerte til et tempel for djævelen! Og din vilje, som dine fødder er et billede på, bruger du til at bringe Mig skidt, snavs og misbrug. Din viljes ”fødder” vil ikke bære dig andets steds hen end til djævelens hjemsøgelse. Derfor forfølger du med hele dit legeme Min Søns Legeme ved at gøre det stik modsatte af det, Han gjorde, samt det, du og enhver anden har forpligtet jer til at gøre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. april 2016. Den kan læses på: The Body of the Priest and the Body of Christ – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Otte dage skulle være tilstrækkeligt

Jeg finder det godt at blive mindet om Skt. Peter Julian Eymards ”hemmelighed”, der leder til et fuldendt Eukaristisk liv.

Hemmeligheden bag det, at man hurtigt kommer til at leve et liv med fuld opmærksomhed på Eukaristien, er, at man i løbet af en given periode gør Jesus i det Allerhelligste sakramente til centrum for Guds nærvær og samtidig udgangspunktet for: alt det, man ønsker at gøre, i hvilken ånd, man handler, hjertets hengivenhed og alle ens dyder.

Hvis sjælen åbner sig tilstrækkeligt, vil den komme langt i sine bestræbelser på enhed og fortrolighed med dette vidunderlige sakramente, og den vil med iver og i større udstrækning tænke på dette sakramente mere end noget andet.

På en let og blid måde vil ens hjerte frembringe de mest ømme følelser. Med andre ord vil det Allerhelligste sakramente blive centrum for den hengivenhed, man giver, og Det vil være omdrejningspunktet, når det handler om fuldendelsen af ens kærlighed.

Otte dage skulle være tilstrækkeligt, for at en helt almindelig og inderlig sjæl vil kunne tilegne sig denne Eukaristiske ånd, og selvom man skulle have brugt uger og måneder på at opnå denne ”ånd”, så kan det aldrig måle sig med den fred og lykke, som denne sjæl vil nyde i den guddommelige Eukaristi (Skt. Peter Julian Eymard).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. august 2018. Den kan læses på: Eight Days Would Be Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er ikke blevet forkyndt i tilstrækkeligt omfang

Hvorfor foretrækker jeg Fader Fabers oversættelse af Skt. Louis Grignion de Montforts: Treatise on True Devotion to the Blessed Virgin Mary? For lang tid siden, da jeg første gang læste Fader Fabers introduktion til denne bog, blev jeg slået af det, jeg læste. Derefter er der ikke nogen anden oversættelse af ”True Devotion”, der på samme måde gjorde indtryk på mig. Læs dette uddrag fra Fader Fabers introduktion, og I vil forstå, hvorfor jeg er blevet berørt af det.

Midlet

En mand har i årevis bestræbt sig på at overvinde en bestemt fejl, og det er ikke lykkedes. En anden mand sørger og undrer sig over midt i sin sorg, at så få af hans relationer og venner ikke har omvendt sig til troen (den katolske). En tredje sørger over, at han ikke har hengivenhed nok, mens en fjerde har fået et kors, som synes helt umuligt at bære, mens en femte i hjemmet har problemer, hvor familien er ramt af ulykke, og det synes næsten uforeneligt med hans frelse. I alle disse situationer er det, som om bøn ikke er til megen hjælp, og at den ikke er det rette middel.

En umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue

Men hvad er så det rette middel? Hvad er det for et middel, Gud selv viser hen til? Hvis vi skal sætte vores lid til det, som helgenerne peger på, er det en umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue. Her er det vigtigt at hæfte sig ved, at der er tale om en meget stor stigning. Her i England fylder forkyndelsen af Maria under halvdelen af al forkyndelse, og derfor er hengivenheden til Maria begrænset, og derfor er det kun få, der gør det. Man har ført en skræmmekampagne i forhold til denne form for hengivenhed ved at lægge et skær af hæresi over den. I den forbindelse påråber man sig respekten for andre mennesker, og man skal være forsigtig og på den måde nedtone Maria så meget, at protestanterne kan rumme hende.

Når helgenerne elimineres og helt forsvinder

Når man begynder at praktisere uvidenhed om teologien, tømmer man den for mening og gør den uværdig. Det er ikke det fremmeste træk ved vor religion (den katolske tro), og det er ikke som det burde være. For den bærer ikke troen i sig selv. Derfor får det det resultat, at Jesus ikke bliver elsket, og kætterne ikke bliver omvendt, at Kirken ikke bliver ophøjet, at de sjæle, som kunne være blevet helgener, hensygner og svinder bort. Sakramenterne håndteres ikke korrekt, og man evangeliserer ikke og bestræber sig ikke på sjælens omvendelse.

En større, bredere og styrket hengivenhed til Maria

Jesus bliver sløret, fordi Maria skubbes i baggrunden. Tusindvis af sjæle går til grunde, fordi Maria ikke gøres tilgængelig for dem. Det er denne elendige og uværdige skygge, som vi kalder vores hengivenhed til Den hellige Jomfru, der er årsagen til alle disse ønsker og opgør, ondskab, undladelse og tilbagegang. Og dog hvis vi skal tro på det, de hellige har åbenbaret, så ønsker Gud en større, bredere og styrket hengivenhed til Sin hellige Moder. Jeg kan ikke komme i tanke om noget større kald end ganske enkelt at udbrede denne særlige hengivenhed (og konsekration) til Maria, som den ærværdige Grignion de Montfort står bag.

Utrolig effektiv

Lad en mand prøve denne hengivenhed, og han vil blive overrasket over den nåde, der følger med den, og den forandring, den lader hans sjæl undergå, og han vil snart være blevet overbevist om, hvor virkningsfuld dette middel er i forhold til menneskets frelse og for Kristi kommende rige. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, så ville der heller ikke eksistere denne kølighed overfor Jesus! Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere vidunderlig ville vores tro og vores Kommunionsmodtagelse ikke være. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere lykkelige ville vi ikke være, hvor meget mere hellige ville vi ikke være, og hvor langt mindre verdslige ville vi ikke være, og hvor meget mere skulle vi ikke blive levende billeder af vores eneste Herre og Frelser, hendes kæreste og allerhelligste Søn!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31.december 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/12/true-devotion-to-the-blessed-v/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Forbliv i sikkerhed under Hans Forsyn

Blinde og misser med øjnene

Med rørende enkelthed siger Vor Herre: ”Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. Ja selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve” (Luk 12:6-7). Julian af Norwich udtrykker det således: ”Jeg så i sandhed Gud gøre alle ting, uanset hvor små de end måtte være. Og jeg så, at intet sker tilfældigt, men ved Guds Forsyns visdom. Hvis det for os synes som et tilfælde, er det, fordi vi er blinde og misser med øjnene”.

Forbliv sikkert under Hans Forsyn

Skt. Francis de Sales stod for den samme lære:

Se ikke frem til ulykkerne i dette liv med ængstelse, men afvent dem i tillid, så når de sker, vil Gud, som du tilhører, udfri dig fra dem. Han har holdt dig oppe indtil nu; forbliv i sikkerhed under Hans Forsyn, og Han vil hjælpe dig i alle situationer. Når du ikke er i stand til at gå, vil Han bære dig. Tænk ikke på, hvad der vil ske i morgen, for Den samme evige Fader, der tager sig af dig i dag, vil også sørge for dig i morgen og altid.

Helligåndens frugter

Når vi først har accepteret, at alt er i Guds hånd, og at de store begivenheder i (verdens)historien, ligesom de mindste detaljer i vores eget liv, er villet eller tilladt af Ham, begynder vi at opleve en uangribelig fred i hjertet. Den hellige Paulus siger følgende: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 2:28). Bekymring har aldrig været det, der har fremmet Himmeriget. Bekymring har aldrig gjort nogen hellig. Panik, bekymring og ængstelse er ikke Helligåndens frugter. Helligånden frembringer tillid til Gud, tillid til Hans barmhjertighed, overgivelse til den måde, hvorpå Han har forordnet det, der vil hænde, overgive sig til Hans vilje samt evige fred.

Kontrol

Endnu engang har Skt. Francis de Sales noget at sige til de mennesker, der altid har behov for at have kontrol:

Når vi giver slip på alt, tager Vor Herre Sig af alt og styrer alt. Hvis vi holder noget tilbage, så viser dette en manglende tillid til Ham, og Han lader os beholde det. Det er, som om Han siger: Du finder dig selv klog nok til at håndtere denne sag uden Mig. Jeg tillader dig at gøre det, og det vil stå dig klart, hvordan udfaldet bliver.

Dette er en grundlæggende betragtning i forhold til menneskets psykologi, at jo mere man føler, at de store ting i ens liv kommer ud af kontrol, desto mere holder man fast i de små ting og desperat forsøger at kontrollere det, man kan.

Bekymring hindrer taksigelse

Der er intet, der forhindrer os i fuldt ud at tage del i Det hellige Messeoffer, Kristi store taksigelse til Faderen, som en stædig fastholdelse af bekymring. Bekymring hindrer taksigelse. Skt. Padre Pio sagde: ”Vogt jer for ængstelse og bekymring, for der er intet, der står mere i vejen for fuldendelse, end når ophidselse, bekymring og ængstelse rammer sjælen”.

Sursum Corda

Præstens udbrud i begyndelsen af præfationen: ”Sursum cordia” (Hjerterne opad), og det svar som menigheden giver ”Habemus ad Dóminum” (vi har løftet dem til Herren), er en måde at forkynde på, at hele historien og selv de mindste dele af vores respektive liv er en del af en større helhed. Intet af det, der tilstøder os, kan holde os fra Gud, enhver lille ting har Eukaristisen i sig. I alle ting er der en grund til at takke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 29. januar 2016. Den kan læses på: In the Hand of His Providence – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)