Category: Articles

Kardinal Sarah: krisen i Kirken er et resultat af en manglende tro på realpræsens

Kardinal Robert Sarah: cølibatet indgraverer korset i vort legeme

Kardinal Sarah, præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, siger, at årsagen til den aktuelle krise i Den katolske Kirke skal findes i, at man har mistet troen på, at Eukaristien virkelig er Jesus Kristus.

I et interview (1), der blev bragt mandag (den 23.09.2019), giver kardinal Robert Sarah sit bud på, hvorfor Kirken befinder sig i en dyb krise. Helt grundlæggende handler det om manglen på troen på (at) Eukaristien (er Jesus Kristus).

”Det markante og store fald i troen på realpræsens, at Jesus er tilstede i Eukaristien, viser, at det netop er den manglende tro på dette sakramente, der er hovedårsagen til den aktuelle krise i Kirken, og det gælder specielt i Vesten”, sagde Sarah.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter forklarede, at tilsidesættelsen af Gud har sit udgangspunkt i, at man først holder op med at bede til Gud, og dernæst undlader at have Gud med i sit daglige liv. 

 ”Den dybe krise, som Kirken erfarer i hele verden, og specielt i Vesten, er opstået, fordi vi ganske enkelt har glemt Gud”, sagde han. ”Hvis Gud ikke er Den vigtigste for os, resulterer det i, at alt omkring os falder sammen”. Sagt på en anden måde, alle krisers start er, at vi glemmer Gud, og at Han har forrang”.

De ”skjulte helgener”, der befinder sig i præsteskabet, ordenslivet og familierne, er vigtige for, at vi kan overvinde denne krise, som er i Kirken og samfundet, og at vi kan leve et liv med Gud i centrum, sagde kardinalen, der stammer fra Guinea. Da han fremdrager disse helgener, er de første han oplister ”trofaste ordensfolk, der har Gud, som deres daglige centrum.

De næste kardinalen fremhæver, er katolske familier, ”der lever efter Evangeliet på trods af, at de møder hån fra verden omkring sig”.

”Kristne forældre er vor tids skjulte helte og dette århundredes martyrer”, fastslog Sarah.

Derefter sendte han en hyldest til de mange ”trofaste og anonyme præster, der har gjort Messeofferet ved alteret til centrum for – og meningen med deres liv”.

Disse præster ”bærer Kirken, dog uden at vide det, ved dagligt at frembringe Det hellige Messeoffer”, bekræftede kardinalen.

Sarah forklarede, at præsterne må forblive cølibatære, som er et altafgørende vidnesbyrd til verden om, at i præstens liv er Gud centrum.

”En præst skal med den måde, han lever på, forkynde, at Gud er et og alt”, understregede han og fortsatte, ”det centrale i præstens liv er bønnen, fordi den er kernen i en dyb og personlig relation til Gud”.

Kardinalen understregede uden omsvøb, at Den hellige Moderkirke behøver mænd, der vil bære cølibatet som et kors.

”Hun (Kirken) behøver præster, der vil frembære vidnesbyrd om det levende kors”, bemærker Sarah. ”En præst har sin plads på korset”. Når han fejrer Messen, befinder han sig ved kilden til hele hans liv, som er korset”.

Sarah bemærkede, at grunden til, der ved Amazonassynoden skal udkæmpes et slag om cølibatet, er, at verden og de klerikale, der er af verden, afskyr det kors, som de anser cølibatet for at være, og som cøbalitære præster ”forstyrrer” deres synsfelt med:

Cølibatet er en af de konkrete måder, hvorpå vi kan leve korsets mysterium i vores daglige liv. Cølibatet indgraverer korset i vores legeme. Det er grunden til, at cølibatet er uudholdeligt for den moderne verden. Det præstelige cølibat vækker afsky hos det moderne menneske, fordi korset er en dårskab for dem, der fortabes (1 Kor 1: 18).

Dette længere interview med kardinalen begynder med spørgsmål, der relaterer sig til Sarahs seneste bog The Day is Now Far Spent. Den er en opfølger til to af hans tidligere bøger God or Nothing og The Power of Silence. Sarah forklarede, at hans seneste bog udtrykker hans dybeste bekymring for Kirken, som er ved at blive revet fra hinanden, og som samtidig lider under en stor forvirring.

”Denne min sidste bog kan karakteriseres som en sammenfatning”, fortalte han. Jeg forsøger at fremkomme med en klar fremstilling af den aktuelle situation og årsagerne til dens opståen. Denne bog beskriver de alvorlige konsekvenser, det har på det menneskelige og åndelige niveau, når mennesket vender Gud ryggen”.

”Bogen titel er dyster”, sagde han ”og det er fordi, vi er nået til det punkt, at den vestlige civilisation falder fra hinanden, fordi barbarerne trænger sig stadig mere på, men denne gang er det anderledes, fordi de kommer indefra. Men der er også grund til at holde fast i håbet på grund af Guds trofasthed, og at dødsrigets porte aldrig vil få magt over Kirken, og kardinalen bemærkede:

Årsagen til vort største håb er alene Gud. Han vil aldrig svigte os! Vi stoler fuldt og fast på Hans løfte. Dødsrigets porte skal ikke får magt over Den hellige katolske Kirke. Hun vil altid være Frelsens Ark. Der vil altid være tilstrækkeligt med lys for den, der søger sandheden med et rent hjerte.

Noter

1: Link til artikel med Kardinal Sarah: http://www.ncregister.com/daily-news/cardinal-sarahs-cri-de-coeur-the-catholic-church-has-lost-its-sense-of-the

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-church-crisis-rooted-in-loss-of-faith-in-real-presence

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En ny bog løfter sløret for den djævelske taktik, som Den katolske Kirkes fjender har benyttet til at få adgang til paveembedet

En kendt teolog og Thomas Aquinas ekspert, som også er tilhænger af Den traditionelle latinske Messe, har skrevet en bog, der handler om infiltrationen af Den katolske Kirke foretaget af antikatolske kræfter. Bogen har fået titlen: InfiltrationThe Plot to Destroy the Church from Within, og den er blevet udgivet på Sophia Institute Press.

Marshalls bog starter dels ud med åbenbaringen af Vor frue fra La Salette i Frankrig, og de advarsler, Hun giver vedrørende satans herredømme i Rom, og dels med Alta Vendita og dennes instruks henvendt til frimurerne, og som blev offentliggjort i det 19 århundrede med støtte fra flere paver. Dette dokument gør rede for, at ønsker man at underminere Den katolske Kirke, må man infiltrere Hende i stedet for at bekæmpe Hende udefra. For at opnå dette mål måtte de (frimurerne) ”påvirke” Den katolske Kirkes overhoved: Paven.

”For at vi kan sikre os en pave, der er efter vores hjerte, er det nødvendigt, at vi for denne pave skaber en generation, der er egnet til det rige, vi drømmer om. Brug ikke tid og kræfter på de ældre og midaldrende, gå målrettet efter de unge, og hvis det er muligt endog efter børnene”. Disse frimurere begyndte at introducere det liberale tankesæt til katolicismen, og det på en sådan måde, så man var sikker på, at det ville nå op på de højeste niveauer i Kirkens hierarki.

Marshall skriver videre: ”planen var ikke, at det skulle ske ved hjælp af pjecer, skydevåben, blodbad eller politiske valg. Den bedste måde, man kan arbejde på, er ved en gradvis infiltration, hvor det første mål er de unge, derefter de klerikale og derpå, som tiden skrider frem, de unge og de klerikale, der er blevet kardinaler og senere pave”.

Eftersom Alta Vendita dokumentet sikkert ikke er kendt i den brede offentlighed, har LifeSiteNews fået tilladelse til at offentliggøre Marshalls kapitel om netop dette dokument i sin helhed, og derfor kan det betragtes som en slags introduktion (1).

I de følgende kapitler i den 300 sider lange bog, som netop er blevet udgivet på forlaget Sophia Press, beskæftiger forfatteren sig med et historisk forløb, der strækker sig fra det 19. århundrede og frem til i dag, og her gør han rede for, hvordan pave Pius X ihærdigt bekæmpede de modernistiske tankesæt, som havde fundet vej ind i Den katolske Kirke i begyndelsen af det 20. århundrede og spredt sig. I Skt. Gallen Mafiaen, en forsamling af progressive prælater, som var skuffede over den linje, der blev lagt under pave Johannes Paul II, og som efter hans død forsøgte at bane vejen for en pave efter deres hoved, finder man arnestedet for den modernistiske tænkning, og fordi disse prælater (i lang tid) besad ledende positioner i Den katolske Kirke i Europa, og på den måde (kraftigt) bidrog til en udvanding i troen, ja så var de hovedpersonerne i Skt. Gallen Mafiaen. Her ledes opmærksomheden naturligt hen på kardinal Carlo Maria Martini, kardinal Basil Hume og kardinal Godfried Danneels.

Dr. Marshall redegør også meget detaljeret for, hvordan nogle af disse modernistiske ideer har påvirket Vatikan II såvel som Novus Ordo Messen. Endelig kommer forfatteren ind på valget af pave Frans og gør rede for dennes lære, som til tider synes ”problematisk”, og som nu har en negativ afsmittende effekt på Den katolske Kirke. I forbindelse med dette tema træder forfatteren, der er far til 8 børn, mere frem og fremhæver pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris Laetitia og dens udsagn om, at ”ingen er fordømt for evigt”, men han henleder også opmærksomheden på det, der fremsættes i dokumentet fra Abu Dhabi: ”Frans har til enhver tid forkyndt, at Gud ud fra Sin Guddommelige vilje og visdom har villet en mangfoldighed og forskelligartethed i forhold til religion, og det er med den selvsamme vilje, at Han skabte mennesker”.

Dr. Marshall kommer med følgende konklusion: ”Skt. Pius X ville have kategoriseret pave Frans som modernist. Hvordan er det muligt at have to paver, der repræsenterer to teologier, der er modsatrettede?”

Dr. Marshall tager også Fatimaåbenbaringerne under behandling og her specielt spørgsmålet om den tredje hemmelighed, som blev givet til seeren Sr. Lucia.

I en podcast fra den 24. maj 2019 afslørede Marshall, at han under sit besøg i Rom for en uge siden for en kort stund fik mulighed for at møde pave Frans, og der gav Marshall paven, det første trykte eksemplar af bogen, hvori Marshall havde skrevet ”til paven”. Marshall havde arbejdet på bogen gennem hele fastetiden. ”Jeg benyttede hele min fastetid til at faste for ham”. Forfatteren tilføjer, ”at denne bog er blevet til i en ånd af kærlighed”. Marshall sagde, ”at det er af kærlighed for pave Frans og med det håb, at han bliver én af de største pavelige helgener i hele Kirkens historie, og som leder Kirken gennem den krise, Den står i. Det er ikke for sent”.

Biskop Athanasius Schneider, der er hjælpebiskop i Astana i Kazakstan, har skrevet forordet til Dr. Marshalls bog (2). Han roser bogen og siger, at i ”InfiltrationThe Plot to Destroy the Church from Within” behandler Taylor Marshall et emne, man i dag bevidst ignorerer. Det emne, der er tale om, handler om, at en mulig infiltration af Kirken har fundet sted og er blevet foretaget af kræfter udenfor Hende. Men det passer ikke med det optimistiske billede, som pave Johannes XXIII og specielt Vatikan II på en urealistisk og ukritisk måde har tegnet i forhold til at ville åbne sig for den moderne verden”. Schneider undrer sig over, hvorfor vi er nået dertil, ”at vi dag oplever (ikke så få) højtrangerende prælater i Den katolske Kirkes hierarki ikke kun har overgivet sig til den moderne verdens ubarmhjertige krav, men også bevidst eller ubevidst arbejder på – eller samarbejder med verden om at implementere dens principper på alle måder og niveauer i Kirkens daglige liv”.

Også her kan Dr. Marshalls bog hjælpe med at kaste lys over, hvorfor Kirken er nået hertil. Schneider tilføjer, at for at vi kan forstå denne krise, må vi undersøge årsagen til krisen. ”Denne krise kan ses, som ”en infiltration af Kirken foretaget af en verden uden tro, og af specielt frimurerne, en infiltration, der set ud fra et menneskeligt perspektiv, kun kan blive en succes, hvis man arbejder metodisk og ud fra en grundig procesplanlægning”. Efter at have afsluttet sin introduktion, minder biskop Schneider os imidlertid om, at ”selv de mest nederdrægtige bestræbelser på at ødelægge Kirken indefra aldrig vil lykkedes”.

Blandt traditionelle katolikker er nogle af disse dokumenter, der præsenteres af Dr. Marshall, allerede blevet undersøgt og benyttet til at skabe større forståelse af den krise, der i dag præger Kirken (eksempler, der bør fremhæves, er Arnaud de Lassus’ bog: ”Unholy Craft: Freemasonry and the Roots of Christophobia” (3) eller John Vennari’s bog om ”the Alta Vendita”) (4).

Dr. Marshall har med denne bog bidraget til, at vi har fået yderligere viden om årsagerne til krisen i Kirken, og det gælder også Skt. Gallen Mafiaen og dens virke. Med ”InfiltrationThe Plot to Destroy the Church from Within”, har Dr. Marshall samlet al relevant dokumentation vedrørende dette store emne på ét sted.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 28. maj 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/new-book-exposes-diabolical-trick-used-by-catholic-churchs-enemies-to-gain-access-to-papacy

Noter

1.      Link til beskrivelsen af Alta Vendita: https://www.lifesitenews.com/images/local/files/PDFs/Chapter_2_Alta_Vendita.pdf

2.      Link til bogens forord: https://www.lifesitenews.com/images/local/files/PDFs/Infiltration_Foreword.pdf

3.      Link til nærmere info om bogen: http://www.remnantnewspaper.com/Archives/2011-unholy-craft-order-info-page.htm

4.      Link til nærmere info om bogen: https://www.amazon.com/Permanent-Instruction-Alta-Vendita-Subversion/dp/0895556448

Viganò: en ny Kirke er det egentlige mål

Ærkebiskop Viganò: ”denne målsætning blev væsentlig tydeligere i moderne tid”

Ifølge Carlo Maria Viganò er det at skabe en såkaldt ”ny Kirke” et århundreder gammelt projekt hos frimurerne, som er blevet accelereret i de sidste 60 år gennem klerikale, der er har været præget af en revolutionær tankegang.

I et interview, der blev offentliggjort (1) mandag den 9. september 2019 af Dr. Robert Moynihan, grundlægger af – og chefredaktør for Inside the Vatican, gentog Viganò pave emeritus Benedikt XVI’s advarsler (2), der blev offentliggjort i april, og som bekræfter, at den nuværende krise, hvor klerikale har foretaget seksuelle overgreb, stammer fra noget, der er større, og som handler om, at man forsøger at forandre Den katolske Kirke.

I et tidligere interview med Moynihan i august, udpegede Viganò ”Jesuitterne”, som hovedpersonerne i en plan, der har været 60 år undervejs, og hvor hensigten er at bringe ”nye tankesæt” ind i hjertet af Kirken, som ikke har noget med katolsk liturgi eller moral at gøre.

I dette nye interview spørger Moynihan ærkebiskoppen om planen rent faktisk kan dateres længere tilbage i tiden end til de oprørske teologer, der var Jesuitter, og om man også kan trække tråde tilbage til den franske revolution i 1789. (3).

Det kan man godt, svarede Viganò. Der er helt klart tale om et projekt, hvis man kan kalde det det, som går århundreder tilbage i tiden, nærmere betegnet til da man stiftede frimurerne i midten af 1700-tallet (4).

Herefter går biskoppen videre med at forklare, hvordan disse bestræbelser på at forandre den katolske doktrin samt Kirkens praksis accelererede i løbet af 1960’erne i forbindelse med Vatikan II. Han siger videre: ”biskopperne havde besluttet, at de ville holde fast ved koncilets originale arbejdsdokumenter, som man betegnede skemaer, (5) men en kardinal, som var Jesuit, bistod med at influere paven, så denne ville give tilladelse til, at de originale skemaer blev erstattet af nye, der var blevet udarbejdet af liberale teologer”:

Den manøvre, der skulle til, for at man kunne påvirke en beslutningsændring, kom fra et sted, en person, endda et meget prominent medlem af Jesuitterne, nemlig kardinal Augustin Bea. Han var sammen med andre i stand til at overbevise pave Johannes XXIII om, at man skulle ”kassere” de skemaer, man allerede havde forberedt og erstatte dem med andre skemaer, der var blevet udarbejdet af teologer specielt fra Nordeuropa, f.eks. Hans Küng, Karl Rahner og andre.

Viganò tilføjede, at dette var den spæde begyndelse på en proces mod skabelsen af en ”ny Kirke”.

Han beskriver derpå, hvordan Jesuitterne spillede en fremtrædende rolle, når det handlede om at misfortolke de 16 dokumenter, der var blevet udfærdiget under koncilet. Han fortæller om, hvordan Jesuitterne mødtes, efter at koncilet var blevet afsluttet i 1965 og igen 1966 for at drøfte, hvordan man kunne fremlægge specifikke ”præciserede ændringsforslag”, som var udarbejdet af den daværende pave Paul VI. ”Resultatet af de bestræbelser Jesuitterne iværksatte har været altødelæggende”, tilføjer ærkebiskoppen.

Viganò fortalte videre: ”det, der skete, efter at Vatikan II blev afsluttet i 1965, var, at man opererede stik imod kontinuitetsprincippet, det princip, som ville være det helt rigtige at benytte i fortolkningen af Vatikan II dokumenterne”.

”En omfattende mediemæssig propagandamaskine spredte hurtigt de falske fortolkninger af dokumenterne fra Vatikan II”, forklarede han. Viganò bemærker også, ”at en lignende propagandamaskine (i dag) forsøger at tegne et billede af pave Frans som værende på linje med de foregående paver, når det handler om katolsk doktrin og disciplin”.

Viganò siger videre: ”man hævder, at pave Frans’ ’nye paradigme’ ligger på linje med den lære, som hans forgængere fremsatte. Men det gør den ikke, fordi det ”nye paradigme” er ensbetydende med en ’ny Kirke’”.

”Formuleringen, et ’nyt paradigme’ er en del af en strategi, hvor man dækker over den egentlige målsætning”, bekræfter Viganò. ”Man benytter denne formulering til at vildlede, narre og antyde, at det ’nye paradigme’ er i overensstemmelse og i lige linje med tidligere paver, men det, der er målsætningen, er det stik modsatte”.

Ærkebiskoppen vender tilbage til det essay, der er skrevet af pave emeritus Benedikt XVI, og som blev offentliggjort i april (6).

Viganò henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at lede læsernes opmærksomhed hen på emnet en ”ny Kirke”, og det som pave emeritus Benedikt XVI har skrevet om dette emne, og som blev udgivet i april. Benedikt udtalte: ”at det ville være en decideret katastrofe, hvis et sådant forehavende blev gennemført”.

I sit essay skriver Benedikt XVI,: ”at forestillingen om en bedre Kirke, der er blevet til ved os, kommer fra djævelen” (7).

Dette er ikke første gang, at Viganò henviser til det, der er blevet skrevet af en tidligere pave, hvor denne advarer de troende om de farer, der optræder i forbindelse med etableringen af en ”ny kirke”.

I sin tale til de amerikanske biskopper ved deres generalforsamling november 2013 talte den daværende apostoliske udsending i USA om et emne, der ligner det, der er blevet behandlet i denne artikel. Her citerede han den tale, pave Johannes Paul II gav til de amerikanske biskopper i 1976, før han blev valgt til paveembedet. Viganò fremhæver følgende fra pavens tale: ”vi står nu overfor den største kamp menneskeheden nogensinde har været vidne til. Jeg tror ikke, at en stor del af det amerikanske samfund eller kristne i det hele taget fuldt ud forstår det, de står overfor. Vi er nu vidner til den endelige kamp mellem Kirken og en antikirke, mellem Evangeliet og et antievangelium og mellem Kristus og antikrist. Denne kamp er en del af den plan, Det Guddommelige Forsyn har lagt. Dette er derfor en del af Guds plan, og Kirken må nødvendigvis følge denne plan med stort mod”.

Noter

1: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

2: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

3: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

4: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

5: Link til artikel: https://thewandererpress.com/catholic/news/frontpage/vatican-ii-the-rejected-schemas

6: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

7: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 11. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/vigano-making-a-new-church-is-the-true-goal

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Satan skal være Vatikanets regent og paven hans undersåt”

Denne dristige tilkendegivelse, som er en del af denne artikels overskrift, er personligt blevet overværet (1) af Skt. Maximillian Kolbe, der så frimurerne fejre deres 200-års jubilæum på Skt. Peterspladsen i 1917. Skt. Maximilian Kolbe så bannere med dette budskab midt i et større optrin. Det er en rystende og chokerende ytring, men den stemmer godt overens med den målsætning, frimurerne har sat sig, og denne ytring vækker hos os stor genklang i dag.

Inden vi går videre med denne artikel, er det vigtig at understrege, at Lepanto Institute på ingen måde beskylder pave Frans for være frimurer eller antyder, at han viser en vis velvillighed til at forsvare frimurernes principper. Ikke desto mindre, set i lyset af visse aktuelle omstændigheder, er det kommet til at stå klart, at en trussel af moralsk karakter har vist sig i Kirken, og den er blevet iværksat af skrupelløse personer. Formålet med denne artikel er derfor at kaste lys over netop disse begivenheder, og se om de kan være med til at forklare den turbulens, vi oplever i Kirken.

De bannere, som Skt. Maximillian Kolbe så, leder tankerne hen på den planlagte infiltration af – og kamp mod Den katolske Kirke, som frimurerne står bag. I 1859 offentliggjorde den franske kardinal Jacques Crétineau-Joly (2) dokumenter fra frimurerne, som var kommet i Vatikanets besiddelse. Dokumenterne finder man i hans bog ”The Roman Church facing the Revolution”. Dokumenterne stammer fra en frimurerloge med navnet Alta Vendita. 26 år senere i 1885 udgav Msgr. George Dillon (3) en engelsk oversættelse af disse dokumenter i bogen: ”Grand Orient Freemasony Unmasked as the secret Power Behind Communism”.

Ifølge disse dokumenter erklærede frimurerlogen Alta Vendita helt åbent, at ”deres ultimative målsætning var at fuldføre det, som Voltaire og den franske revolution havde igangsat, nemlig (en gang for alle) at knuse katolicismen og selve den kristne tanke”. Men det er ikke denne målsætning, der er omdrejningspunktet i denne artikel. Det, der er særligt bemærkelsesværdigt i disse dokumenter, er måden, hvorpå frimurerne ønsker at iværksætte deres plan om at ødelægge Kirken. Instruktionen i Alta Vendita giver følgende anvisning:

Vi har ikke til hensigt at få paven til at tage vores parti, så han som en novice forkynder vores idealer. Det ville være utopi, og selv hvis omstændighederne udvikler sig sådan, at kardinaler eller andre prælater af egen fri vilje skulle tilslutte sig nogle af vores hemmelige loger, er det ikke vores ønske, at netop de stiler mod Peters Stol. Et sådant scenarie vil ganske enkelt være vores undergang. En sådan ambition hos disse prælater leder kun til frafald, og ønsket om magt vil tvinge dem til at fravælge os til fordel for deres egen ambition. Det vi ønsker os, det vi spejder efter, og det vi venter på (som når jøderne venter på Messias) er en pave efter vores smag.

Derefter kan vi mere stålfast påbegynde vores angreb mod Kirken, ikke med pamfletter, som stammer fra vore brødre i Frankrig eller guldet i England. Ønsker I at kende begrundelsen for, at vi handler sådan? Vi gør det for at kunne ødelægge den klippe, hvorpå Gud indstiftede Sin Kirke, og vi har ikke længere behov for Hannibals eddike (5), krudtrøg eller våben. Vi har fået fat i lillefingeren på Peters efterfølger, så han bliver en del af dette bedrageri. Denne lillefinger er krumtappen i dette korstog, ligesom lillefingeren på Urban II eller de mange Skt. Bernard’er, der har eksisteret igennem hele kristendommen, har været os til gavn.

”For at vi nu kan være sikre på, at paven har de ”kvalifikationer”, vi søger, er det nødvendigt, at vi for denne pave skaber en generation, der er egnede til det rige, vi forestiller os. Brug ikke tid og kræfter på de ældre og midaldrende, gå direkte efter de unge, og hvis det er muligt også efter børnene”.

Man bør huske på, at dette er blevet skrevet for over 100 år siden … der er altså ikke tale om betragtninger, der stammer fra en blog, der har specialiseret sig i konspirationsteori. Længere inde i teksten i Alta Vendita, kan man læse følgende:

I vil tænke ved Jer selv, hvilken omkostning dette vil have for os i forhold til vores omdømme, som gode katolikker og ægte patrioter. Jeres tanker om omdømme vil bane vejen for vores doktriner, så de finder vej til de unge klerikale, der fungerer blandt Jer og til klostrene. I løbet af få år, mens tiden går sin gang, vil disse unge klerikale besidde alle positioner (i Kirkens hierarki), de vil stå for planlægningen af større og afgørende konciler, og det vil være dem, der skal vælge (den næste) pave, der skal sidde i Peters Stol. Denne pave vil ligesom sine samtidige i væsentlig udstrækning (mere eller mindre) være præget af italiensk og humanistisk tænkning, en tænkning, som vi vil stå for udbredelsen af.

Kort sagt betoner man i Alta Vendita, at man ikke har nogen intention om at få placeret en frimurer i paveembedet, men at man derimod ønsker at opnå en vis form for kontrol over dem, paven er omgivet af og således i sidste ende få valgt en pave, der er sympatisk indstillet overfor frimurerne og deres idegrundlag.

Skt. Maximilian Kolbe tog bestik af denne frimurernes plan, og derfor stiftede han Militia Immaculata (som i dag er en verdensomspændende evangeliseringsbevægelse). Den 16. oktober, blot tre dage efter solunderet i Fatima, skrev denne helgen følgende:

”Disse mennesker, som ikke har knyttet sig til Gud, befinder sig i en forfærdelig situation. Et sådant uforsonligt had rettet mod Kirken og Jesu Kristi stedfortræder på jord, stammer ikke fra enkeltpersoner, men udgår fra en systematiseret aktivitet, der har rod hos frimurerne. Denne aktivitet har som sit centrale mål at ødelægge den katolske tro. Deres ideer er blevet spredt over hele verden og fremstår i forskellig forklædning. Men målet er det samme, ligegyldighed overfor religion samt en svækkelse af de moralske normer, elementer, der er en del af deres agenda. ’Vi vil erobre Den katolske Kirke, ikke med argumenter, men langt hellere med moralsk fordærv’”.

I dag burde den jævne katolik kunne se og erkende, at der findes tydelige tegn på, at der foretages bestræbelser på at fordærve den moralske lære i Den katolske Kirke. Selvom man afviser, at ”nogen” tilbage i historien skulle have lagt planer om at ødelægge Kirken indefra, er den seneste tids udvikling i sig selv et tegn på, at der foregår ”noget”, som man ikke kan lukke øjnene for. For eksempel kunne den italienske journalist Marco Tosatti rapportere den 1. oktober 2015 (6), at en ”hemmelig” task force efter sigende skulle arbejde på et post-synodalt dokument, som skulle tillade Kommunionsmodtagelse for skilte og gengifte, par, der lever sammen papirløst og homoseksuelle par.

Denne nyhed kom i kølvandet på den vovede anmodning fra kardinal Danneels, én af de udvalgte paveligt delegerede ved synoden i denne måned (7). Kardinal Danneels er en del af Skt. Gallen Mafiaen, som aktivt har markeret opposition mod pave Benedikt XVI og arbejdet ihærdigt for, at han skulle trække sig fra paveembedet, så en ny pave skulle findes. Ved pavevalget i 2013 arbejdede Danneels og Skt. Gallen Mafiaen målrettet på at få valgt en vis Jorge Mario Bergoglio til pave, han som senere blev til pave Frans. I 2013 udtrykte kardinal Danneels stærk sympati for partnerskab mellem homoseksuelle foretaget i civilt regi. I kardinal Danneels selvbiografi finder man en oplistning af navne på de kardinaler, der er en del af Skt. Gallen Mafiaen:

Carlo Maria Martini, der er fra Italien.

Achille Silvestrini, der er fra Italien.

Walter Kasper, der er fra Tyskland.

Karl Lehmann, der er fra Tyskland.

Adriaan van Luyn, der er fra Holland.

Basil Hume, der er fra England.

Kardinal Kasper, der deltager i synoden, er nok bedst kendt for sit forslag om at tillade skilte gengifte at modtage Den hellige Kommunion.

Husk på, at målet for frimurerne er at ”erobre Kirken… gennem moralsk fordærv”. Det er værd at erindre på, at i 2013 udtalte den nyvalgte pave Frans sig således, at han benyttede ordene homoseksualitet og frimurer i samme sætning (8):

”Problemet er ikke, at man er homoseksuel. Nej, vi må anse hinanden for at være brødre og søstre. Men det er et problem, hvis man arbejder for at fremme denne form for seksuel observans, være grådig eller have politiske ideologier, at være frimurer eller andre forhold, man måtte finde ’nødvendige’ at fremme”.

Ud over at indrømme, at han (Danneels) var en del af fraktion indenfor Kirken, og at han agiterede for homoseksuelles plads i Kirken, deltog han også aktivt i mødeaktivitet hos frimurerne, hvor han var iklædt ordenens religia. I 2008 indrømmede Danneels, at han var iklædt den rituelle hvide klædning frimurerne bærer, da han skulle afholde en forelæsning i et frimuretempel i Belgien (her optræder en mindre redaktionel tilføjelse: i originalteksten optræder der et billede af kardinal Danneels, hvor han giver hånd til stormesteren af logen ”Grand Orient of Belgium”, der medbringer eksemplarer af dennes to bøger, der omhandler frimurerne: “Become a Freemason at the Grand Orient of Belgium” and “The Treasures of the Temple”.

I 1738 udtrykte pave Clement XII klart, at det for enhver katolik er forbundet med ekskommunikation, hvis man, uanset om det er i større eller mindre udstrækning, har tilknytning til frimurerne. I sin encyklika In Eminenti (9) understreger han følgende:

Derfor understreger vi med stor alvor og med fokus på den hellige dyd, lydighed, at enhver troende uanset stand, livsvilkår, værdighed eller stillingsbetegnelse, uanset om man er klerikal, lægmand, i en orden eller tredjegradsorden, selv dem med specielle positioner eller enkeltpersoner, ja kort fortalt at ingen under påskud eller af anden grund blot vover på – eller antager, at vedkommende kan gå ind i – udbrede eller på anden måde støtter de førnævnte loger Liberi Muratori eller franske frimurere,  eller hvad de nu ynder at kalde sig. Man bør heller ikke under nogen omstændigheder modtage dem i sin bolig eller sit hjem eller skjule dem. Man bør heller ikke blive optaget i deres loger, knytte sig til dem eller pleje omgang med dem. Man bør ej heller give dem beføjelser – eller tilladelse til at forsamle sig. Man bør ikke yde dem støtte på nogen måde, rådgive dem, opmuntre eller støtte dem (offentligt eller i hemmelighed), direkte eller indirekte, alt dette bør man ikke selv gøre, heller ikke med andre som mellemmand. Man bør heller ikke opfordre, tilskynde eller overtale andre til at søge optagelse i deres loger og dermed blive en del af deres fællesskab eller støtte dem på anden tænkelig måde. Man må gøre sig fuldstændig klart, at deltager man som troende i frimuresammenhænge, er det forbundet med ekskommunikation, og det gælder alle de mennesker, der indledningsvis er blevet nævnt. Begår man en sådan handling, er absolution ikke mulig, undtaget i dødsøjeblikket og kun ved den til enhver tid siddende pave”.

Med hensyn til klerikale, der har tilknytning til frimurerne, så er Danneels ikke den eneste, der har været åben om sit engagement. I 2013, da ærkebiskop Pontier blev valgt til overhoved for den franske biskopkonference (10), kom det efterfølgende frem, at han havde et engagement i forhold til frimurerne i form af medlemskab af Grand Orient de France (11). Ærkebiskop Pontier er også deltager ved synoden i denne måned, men derudover har han også deltaget i de mere ”hemmelige” møder (12), som har til hensigt, at man på synoden kommer frem til en accept af homoseksuelle forhold.

Ser man på frimurernes målsætning i forhold til Den katolske Kirke, er det som allerede nævnt at ødelægge Kirken gennem moralsk fordærv, og derfor bør det ikke komme bag på nogen, at få dage før denne måneds synode tog sin begyndelse, offentliggjorde en polsk præst, der har arbejdet ved Troslærekongregationen, at han lever et aktivt homoseksuelt liv (13), og at han videre ønsker, at man reviderer Kirkens lære vedrørende homoseksualitet. Hertil bør også tilføjes, at ved pavens besøg i USA (14) forsøgte enkeltpersoner at overskygge dette besøg ved at rette opmærksomheden på en dagsorden med fokus på homoseksualitet.

Frimurerne har som en sort slange sneget sig ind i kurien, og der fundet sig støtter. Denne sorte slange har brugt mere end 100 år på at finde vej ind bag Vatikanets mure. Kardinal Danneels og ærkebiskop Pontier er blot to eksempler på klerikal støtte til frimurerne, som vi har et sikkert kendskab til. Hvor mange, der ellers blandt de klerikale har valgt at gå i de to’s fodspor med henblik på at ødelægge Kirken gennem moralsk fordærv, ved vi ikke med sikkerhed.

Lad os fortsætte med at bede til Vor Frue, om at Hun må vejlede og beskytte os mod denne hæresi, der spredes i Kirken. Rigtig mange sjæle, som Vor Herre skatter højt, er i stor fare for at gå tabt i det kaos og virvar, der er på vej ind over os. Hold fast ved Kirkens evige sandhed og mist ikke håbet. Dette kaos er intet andet end de sidste krampetrækninger fra en drage, der ved, at den kun har kort tid tilbage.

Noter

1.      Et link til Skt. Maximillian Kolbes øjenvidneberetning: https://books.google.dk/books?id=ZbruAQAAQBAJ&lpg=PA31&ots=h9_lhyEw1h&dq=%22pope+will+be+his+slave%22&pg=PA32&redir_esc=y#v=onepage&q=%22pope%20will%20be%20his%20slave%22&f=false

2.      Link til uddybende information om kardinalen: https://en.wikipedia.org/wiki/Jacques_Crétineau-Joly

3.      Link til uddybende information om George Dillon: https://en.wikipedia.org/wiki/George_F._Dillon

4.      Link til nærmere info om bogen: https://www.amazon.com/Freemasonry-Unmasked-George-E-Dillon/dp/0895620952/ref=sr_1_1?s=books&ie=UTF8&qid=1444060157&sr=1-1&keywords=9780895620958

5.      Link til nærmere info om historien om Hannibal og hans brug af eddike: https://da.wikipedia.org/wiki/Fyrsetting

6.      Link til uddybende artikel: https://translate.google.com/translate?hl=en&sl=it&u=//unafides33.blogspot.com/2015/10/ma-che-li-fanno-fare-sti-sinodi.html&prev=search

7.      Link til uddybende artikel: https://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/cardinal-danneels-part-of-mafia-club-opposed-to-benedict-xvi

8.      Link til uddybende artikel: https://www.cnsnews.com/news/article/pope-francis-masonic-lobbies-most-serious-problem-me

9.      Link til encyklika In Eminentihttps://www.papalencyclicals.net/Clem12/c12inemengl.htm

10.  Link til uddybende artikel: https://translate.google.com/translate?hl=en&sl=fr&u=//www.riposte-catholique.fr/perepiscopus/mgr-pontier-nouveau-president-de-la-conference-des-eveques-de-france&prev=search

11.  Link til uddybende artikel: https://translate.google.com/translate?hl=en&sl=pl&u=//www.bibula.com/%3Fp%3D68783&prev=search

12.  Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/daily-news/confidential-meeting-seeks-to-sway-synod-to-accept-same-sex-unions

13.  Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/gay-cdf-priest-comes-out-declares-church-must-change

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lepantoin.org/the-hijacking-of-pope-franciss-visit-to-america

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Michael Hichborn på Lepanto Institute den 6. oktober 2015. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/satan-must-reign-in-the-vatican-the-pope-will-be-his-slave

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor kristne i dag fejrer ét af historiens værste tortur- og henrettelsesinstrumenter

For nogle år siden deltog jeg i en retræte, der blev ledet af en åndelig vejleder med stor indsigt, og han åbenbarede for os stor viden om korsets mysterium. På denne dag, hvor vi fejrer korsets ophøjelse, vil jeg efter bedste evne dele den viden, jeg fik på denne retræte med Jer læsere på LifeSite. Det synes som om, at dette er det helt rette at gøre lige nu, set i lyset af, at Kirken på dette tidspunkt i historien i større og større udstrækning tager del i korsfæstelsens mysterium.

Den hellige Treenighed, Den evige Tre i En, som har været til før altings begyndelse, og som hersker over universet med styrke, visdom og kærlighed, denne Treenighed har taget bolig i en sjæl, der er i nådens stand. Dette er et mirakel, der er ubegribeligt! Den åndelige sjæl, der er skabt i Guds billede, bliver Hans tabernakel, tempel, og det sted, hvor Han tager bolig, og det sted Han glædes ved. Uanset om vi fornemmer dette Guds nærvær i stilhed, eller at vi ganske enkelt bærer på det, fordi vi tror på Vor Herres ord (Joh 14: 23), så er den sandhed, der er i Guds nærvær en kilde til glæde og styrke i dødsøjeblikket. Det kan så være sig døden i overført betydning, i institutionel eller fysisk forstand.

Tro og håb er det altafgørende, når vi står med tomme hænder, altså når vi er fattige. Og det er i sig selv noget, vi kan glæde os over: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5: 3). Det er deres her og nu. Når vi er i mørket, ” i mørkets dal” (Sl 23: 4) (som skriften dystert fremstiller det), har vi desto mere brug for tro og håb. Gud beder os om at overgive os i Hans hænder, at stole på ham, at se hen til Ham og at søge Hans ansigt.

Glæden fra Den hellige Treenighed er at finde i hjertet på Den korsfæstede, lige i korsets midte. Korset er kilden til vores kristne liv, passionen var den, der frelste os fra synden og åbnede Himlens porte og vandt os Guds venskab. Men korset er aldrig den endelige afslutning hverken for Kristus eller den kristne. Passionen opfyldes i opstandelsen. ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15: 14). Hvorfor siger apostlen dette? For var Han (Kristus) ikke opstået fra de døde, ville død og lidelse være afslutningen på vort liv. Men meningen med livet er ikke døden, men derimod livet. Den opstandne Herres liv forklarer det, der er meningen med døden, selve pointen med at dø, og hvorfor det er godt at dø fra verden og sig selv på grund af kærlighed. Til trods for de vanskeligheder, vi vil møde undervejs (i livet), har vi altid målet for øje: ”vores bolig i Himlen” (2 Kor 5: 1 og Fil 3: 20). Øjeblikke præget af glæde, som vi oplever på jorden, skal minde os om, hvor vi er på vej hen, nemlig til den evige glæde.

Jesus, der er Sandheden, forhindrer ikke Sandheden i at komme til os, Han sparer os ikke for Den, og Han skjuler Den ikke for os. Dette er blevet mere tydeligt i forbindelse med de mange skandaler i Kirken, hvor de mænd, der skulle være en in persona Christi eller alter Christus har tilbageholdt og skjult sandheden. Jesus er ikke som mennesker, der taler (stolt og nedladent) ud fra lykkelig uvidenhed eller lover et liv uden smerte. Han tilbyder ikke medicin, der fjerner smerten, da en sådan medicin fjerner en del af vores menneskelighed og endog vores samvittighed og liv. Jesus underviste Sine disciple om korset og i forbindelse med det også om opstandelsen, for disse er tæt forbundet. Han er ikke bedragerisk i Sin tale, når han understreger, at der ikke kan være nogen påske uden en langfredag.

Kirken udsprang fra det sted, hvor spyddet gennemtrængte Den sovende Jesus. Hvis hele Kirken er blevet til på netop den måde, må nødvendigvis enhver døbt også være blevet til på den måde: sammenfattet i Jesu Hjerte og kommet til syne i Hans gennemborede side. Jesus gav den sidste dråbe af Sit blod og vand for dig, dig som Han bragte til verden. Og hvorfor? Fordi Han elsker dig, og fordi Han ønsker at dele Sin evige glæde og herlighed med dig og vil gå til Sit yderste for at gøre det muligt for dig at nå dertil.

Det er derfor Han sender Helligånden, Trøsteren og Talsmanden. Som Skt. Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaringen: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21: 4). Helligånden understøtter os allerede, så vi ikke mister hjertegløden. ”Gud stiller for høje krav til mig, og jeg er alt for svag”, skal vi være ærlige, så er det ofte sådan, vi tænker. Men det er ikke rigtigt, at Gud stiller for høje krav. Husk på Elias, da han opholdt sig i ørkenen, der stønner han: ”Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (1 Kong 19: 4). Gud sender en engel til ham, som siger: ”Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig” (1 Kong 19: 7). Gud ved, hvad vi har brug for og giver os det i overflod, vi er nødt til at tage os sammen og begynde at spise. Hvis vi vil klare det selv, bliver det for vanskeligt for os, for kun med Guds hjælp er det muligt.

Vi forsøger altid at gøre tingene på vores måde. Gud vil lære os det på den lette eller hårde måde: ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15: 5). Men: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4: 13). ” Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (Sl 124: 8). Hvis Han skabte himlen og jorden, så kan Han helt sikkert hjælpe os ud af vores trængsler. Vores største værdighed er at blive hjulpet af Gud, for da træder Han ind og tjener os (se Luk 12: 27).

For den ydmyge, for den fattige, der stoler på Gud, bliver vejen lettere. Han vil ikke lade os i stikken, og Han ville ikke tøve med at opfylde Sine løfter. Han er den trofaste Fader, der elsker os. Hvis du spørger Ham om du må få et brød vil Han så give dig en sten (se Matt kap 7:9). ”Giv os i dag vort daglige brød”: og det gør Han i form af det overnaturlige brød, som er englenes brød, Den hellige Eukaristi.

Han venter blot på, at vi vil spørge, tro på, og give os hen i Hans hænder, der er fulde af kærlighed. Det er det, troen afføder, en troshandling. Vi er trofaste overfor Gud, når vi stoler på Ham på trods af mørket. Når Den hellige Skrift fortæller: ”For af den nåde er I frelst ved tro” (Ef 2:8), betyder det, at: Vi er frelst, når vi ydmygt og i vores fattigdom beder til Gud: ”Jeg stoler på Dig, jeg giver mig til Dig, jeg overgiver mig i Dine hænder, gør med mig som det Dig behager, for jeg er Din”. Det er den holdning, et Guds barn besidder, fordi det ved, at dets Fader, er en Fader, der elsker og er kærlighed.

Det er det, det fuldendte korsoffer viser os, lærer os og styrker os, så vi kan gøre det samme. Det er det, Det hellige Messeoffer aktualiserer iblandt os igen og igen, så mysterierne omkring Herrens passion, død, opstandelse og himmelfart altid vil være vores, gennemtrænge vores eksistens og genskabe os til det evige liv. Det er derfor en kristen, der virkelig er troende, er urokkelig, så intet på denne jord kan besejre ham.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-celebrate-today-one-of-historys-worst-instruments-of-torture

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)