Category: Articles

Maria er både Moder og general

Helvede kan ikke i længden stå imod Marias herlighed

Vi er nu kommet ind i maj-måned, og netop denne måned er Marias måned. Trofaste katolikker betragter Vor Frue, som deres Moder og det med rette. Vor velsignede Herre skænkede os Maria som Moder, da hun stod ved korsets fod, hvor Han sagde følgende til hende vedrørende Johannes: ” Kvinde, dér er din søn” (Joh 19: 26).

Grunden til, at Johannes Evangeliet har en teologisk dybde, der adskiller sig fra de andre Evangelier, er, at Vor Frue boede hos Johannes i mange år. Forestil Jer hvilke informationer Vor Frue har givet Johannes vedrørende Vor Herres liv og levned. Alt det, Hun talte om, havde relation til Hendes guddommelige Søn. Alle Evangelierne har Helligånden som kilde, men Johannes havde derudover Helligåndens Brud og Sønnens Moder.

På et tidspunkt ville Skt. Johannes være kommet til den erkendelse, at den person, der boede hos ham, ikke alene var Maria, men kvinden, der nævnes i Første Mosebog, og som skal knuse slangens hoved.

Hvis det eneste tilgængelige Evangelium var Skt. Johannes’, ville vi ikke vide, at Vor Frues navn var Maria. Johannes benytter nemlig aldrig hendes navn. Han betegner hende blot som kvinde, fordi det er det, Vor Herre kaldte hende. Han kalder hende kvinde ved brylluppet i Kana, og da Han er på korset. Bogen ”Mystical City of God” skrevet af den salige Maria de Agreda, hvis krop ikke er gået i forrådnelse og dermed stadig er intakt efter 400 år, åbenbarer én interessant ting blandt mange.  

På Golgata Langfredag var satan og hans legioner af onde ånder til stede, dog usynligt, hvor de hånede Vor Herre i et forsøg på at friste Ham til at give op. Da tidspunktet nærmer sig, at Han slipper ånden og lader den gå til Faderen, fornemmer legionerne af de oprørske engle en markant svækkelse af deres kraft. Denne oplevelse skræmte dem så meget, at de påbegyndte en tilbagetrækning fra Golgata for at flygte tilbage til helvede.

Netop på dette tidspunkt kom en gigantisk kæde til syne, som omgrænsede disse legioner og forhindrede dem i at tage flugten, og den, der holdt denne kæde, var Vor Frue. Hun havde Herredømmet over dem og tvang dem til at blive på Golgata, så de kunne overvære hendes Søns ultimative sejr over synd og død og dermed over disse legioner af onde ånder. Det kan derfor ikke undre, at de onde ånder frygter hende, og at man beder for hendes tilstedeværelse og assistance ved eksorcismer.

Dette detaljerede hændelsesforløb på Golgata åbenbarede Vor velsignede Moder for Sr. Maria de Agreda. Det er vigtigt at huske på, at ordet Golgata betyder ”Hovedskalstedet”. Ved syndefaldet lovede og forudsagde Gud, at kvinden ville knuse hovedet (kraniet) på slangen på Golgata. Og på netop dette sted, kaldet ”Hovedskalstedet”, knuste Vor Frue slangens hoved ved at frembære sin Søn, som offer for verden, Hans offer, der frelste os fra slangens overherredømme.

Hold Jer tæt til Maria, Jeres Moder. Gud overdrog os Hende, som Vor Moder, beskytter og 12-stjernet general i den åndelige kamp. Hvad I end slås med eller brændende beder for, indvie Jer til Hende og læg det i Hendes hænder. Det er denne Jeres Moders hænder, der dels frembærer Jeres bønner for Hendes Himmelske Søn og samtidig holder et fast greb om den kæde, der tvang satan og hans legioner til at overvære deres eget nederlag.

Der er ikke noget, som er umuligt for Vor Frue at få opfyldt for Jer. Hun var den første, der lagde øre til ordene fra englen Gabriel, der sagde: ”thi intet er umuligt for Gud”. Og nu er det Hende, der minder os om, at ”intet er umuligt for Gud”.

Dediker Jer til at bede rosenkransen mere intensivt i denne måned. Hvis I ikke har foretaget Skt. Louis de Montfort’s konsekration til Vor Frue, så gør det. Allerede nu samler hun sin hær, så den står klar, når den kommende forfølgelse og plage sætter ind. Der er intet at frygte i forhold til det stormvejr, der venter forude, hvis man har søgt tilflugt under hendes kappe.

Vi har en Moder, som også er general.   

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 3. maj 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vort-2016-05-03

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det kristne Frankrig må genskabes

Den katolske tro i Frankrig ligger i ruiner

Brandvæsnets forsinkede udrykning til branden i Notre Dame betragtes af mange, som et tegn på, at Frankrig har svigtet sin katolske arv.

Man har undret sig over, at det tog så lang tid at få fremskaffet vand til brandslukningen, for det resulterede i, at ilden fortærede hele tagkonstruktionen på Katedralen. Troen i Frankrig er billedligt talt gået op i flammer i de århundreder, der fulgte i kølvandet på den franske revolution, og i dag er der praktisk talt kun aske tilbage.

Den politiske analytiker samt overhoved for det franske institut for opinionsmålinger, Jérôme Fourquet har undersøgt en række nye målingsresultater. I hans bog L’archipel francais: naissance d’une nation multiple et divisée, som blev udgivet i marts, præsenteres et statistisk materiale, som tegner et dystert billede af, at Den katolske Kirke i Frankrig er ved at afgå ved døden.

Her er et mindre udpluk af det, Fourquet er kommet frem til:

·         4 % af den franske befolkning deltager i søndagsmessen.

·         60 % af de ægteskaber, der bliver indgået i Frankrig, foregår ikke i kirken og er dermed ikke af sakramental karakter.

·         Der var 50.000 præster i 1950, dette tal er i dag faldet til 10.000.

Fourquet siger, at hvis disse tendenser fortsætter, så forudser han, at det sidste ægteskab af sakramental karakter vil finde sted i 2031. Og i 2048 vil børn ikke længere blive døbt på katolsk vis. Han advarer også om, at de sidste præsteordinationer vil finde sted i 2044. Dette er meget bekymrende, for flertallet af de franske præster nærmer sig eller er ud over pensionsalderen.

Mens den katolske tro er i frit fald, er der en stigning at spore hos islam. Fourquet fandt frem til, at i 2017 var det mest populære drengenavn i Frankrigs forstæder, Muhammed. Med udgangspunkt i fremskrivninger forudsiger Pew Research, at i 2050 vil den muslimske population være steget til og udgøre 17,4%.

Dette kan delvist være årsagen til den stigende vandalisering af franske kirker. Sidste år (2018) blev 875 katolske kirker i Frankrig udsat for hærværk, som man fra officiel side ikke har taget sig af eller har skænket større opmærksomhed.

Katedralen Notre Dame symboliserer den katolske tro i Frankrig. At man var vidne til, at flammerne fortærede bygningsværket i længere tid, uden at der blev grebet ind, ses af mange, som det man kunne forvente, og i et land, der er sekulært, er man forhippet på at genskabe Katedralen som sekulær turistattraktion og et symbol på den såkaldte mangfoldighed.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 17. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/restoring-christian-france

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I smerte skal du føde børn

Dette er prisen for frelsen og omkostningen ved at synde

Her midt i den stille uge er det en god ide at reflektere nærmere over, hvad denne meget vigtige uge i menneskehedens historie, betyder for os, og vi må på en passende og dyb måde at rette sind og sjæl mod de mange aspekter, der præger denne uge. Eksempelvis kan man overveje, hvad Maria, Vor Herres moder, måtte udholde i de dage, hvor hendes Søn blev pågrebet og korsfæstet.

Mange år tidligere havde den ældre mand Simeon stående overfor Maria profeteret følgende: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, der var her tale om den store sorgs sværd. Det sværd, som var ved at gennemtrænge den mest uskyldige skabning, der indtil nu har levet på denne jord.

I 1917 skrev pave Benedikt XV følgende:

Med sin smerte samt en Søn, der var ved at gå bort, gennemgik Maria en lidelse, som næsten var til døden, og hun overdrog sin moderret over sin Søn for frelsen af menneskeheden for at formilde Guds retfærdighed, og man kan dermed med rette sige om hende, der ofrede sin Søn, at hun sammen med Kristus frelste menneskeheden.

Hvis man ikke forstår den rolle, som Maria spillede i Vor Herres liv og passion, kan man ikke forstå meningen med vores forhold til Kristus. Vor Frue bragte af fri vilje sin Søn, som et offer for at formilde den guddommelige retfærdighed, derfor måtte hun stå ved korsets fod, ved det alter, hvor ofret blev frembragt.

Dette var hendes helt specielle offer, et offer intet andet menneske i menneskehedens historie kunne frembringe. Dette var en moders offer, som skulle komme menneskeheden til gavn. Eva, som er vores oprindelige moder, valgte sig selv fremfor sine børn, men denne moder, den nye Eva, gav sit liv for sine børn, mens sværdet gennemtrængte hendes ubesmittede Hjerte.

Ingen moder har i historien lidt så meget, som netop denne moder, fordi ingen anden moder nogensinde er blevet bedt om at frembære så stort et offer. Hun var blevet benådet med et moderskab, som aldrig har set mage.

Siden tidernes begyndelse har menneskeheden løftet blikket mod himlen. Hun modtog den velsignelse at kunne se ned på ”Himlen”, mens hun holdt sit nyfødte barn i favnen i Betlehem. Det var fra hende, Han modtog Sin menneskenatur. Det var hende, der gav Ham mælk at drikke, føde at spise og tog del i Hans barndom.

Hver aften, når hun lagde Ham i seng og kyssede Ham go’ nat, så ”Himlen” tilbage på hende og sagde ”go’ nat mor”. Hun var ved Hans side, da Han skulle lære at gå. Hun så til, mens Josef oplærte Ham i tømrerfaget. Ingen moder har været så opmærksom, kærlig og fuldendt i sit moderskab, som denne moder.

Men pludselig ved en bryllupsfest af alle steder, ved det, der skulle være en glædelig begivenhed, nåede mor-barn relationen mellem Maria og Jesus sin afslutning. ”De har ikke mere vin”, sagde Maria til sin Søn, fordi hun vidste, at Han kunne tage hånd om situationen, så brudeparret ikke ville stå forlegne tilbage. Jesu svar til hende markerede en begyndende afslutning på deres private mor-barn relation.

Det, der til tider ubehjælpsomt er blevet oversat til: ”Hvad vil du mig kvinde”, kan mere passende formuleres på følgende måde: ”Hvad der sker for mig, sker også for dig”, dette er en jødisk formulering, der betyder: ”Du og jeg er så tæt knyttet, at det, der hænder mig, også hænder dig”. Vor Herre afslutter derfor sætningen med at sige: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Det, Han i virkeligheden sagde, var: ”Moder, tiden for åbenbaringen af Min guddommelighed er endnu ikke kommet, og når den åbenbares, vil den relation, vi to har haft, nå sin afslutning. Du vil ikke længere være Jesu moder, men sorgens moder, for når jeg åbenbarer Min guddommelighed, er det netop det, der leder til korset, og ved korsets fod må du frembære Mig, som dit offer for Den guddommelige Retfærdighed”.

Det er netop det sværd, Simeon talte om i dit påhør, da han tog Mig i sin favn i templet for mange år siden og sagde: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”. Nu hvor du har fået vished for, det der skal ske, ønsker du da stadig at tage de første skridt sammen med Mig ad den vej, der fører mod Golgata og mod korset?

Du vil ikke længere blot være Min moder, men du vil blive moder til alle Mine brødre og med smerte bringe dem til livet. Dine fødselsveer vil være af en sådan karakter og omfang, at de aldrig er blevet oplevet af nogen anden kvinde i menneskehedens historie.

Det var dig og dit afkom, som Min Himmelske Fader hentydede til, da Han henvendte Sig til Slangen og sagde: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

Nu har Jeg fortalt dig alt dette, og du ved, hvad der venter dig på Golgata nemlig en ubeskrivelig smerte, som intet menneske har kunnet udholde, fordi du nu vil frembære dig selv og Mig, som et offer for verden, ønsker du så stadig, at Jeg åbenbarer Min guddommelighed ved at gøre vand til vin?

Den hellige Skrift lader os forstå, at de sidste ord, som Vor Herres hellige Moder lader komme over sine læber er: ”Gør, hvad som helst han siger til jer”.

Hun havde dermed underskrevet sin egen ”dødsdom” og gjorde sig parat til den størst mulige lidelse, der kan overgå et menneske. Tre år senere blev denne lidelse fuldbyrdet. Maria frembar sin Søn som et offer på Golgata, og dermed opofrede hun sin moderret til at kalde Ham sin Søn. Dette var prisen for frelsen og samtidig syndens omkostning.

Han var nu en del af menneskeheden, og hendes moderskab strakte sig nu ikke blot til at være moder til Jesus, men moder til alle, der ville blive en del af Hans mystiske Legeme her på jorden: Den katolske Kirke. Kort tid før Han udbrød: ”Det er fuldbragt”, for at understrege, at det var fuldbragt ved Hans offer, måtte Han markere en ende på hendes offer, for selv Hans hellige Moder kunne ikke bære den altomfattende smerte, Han gennemled. Det var Ham, der bragte en ende på hendes ubesmittede og fuldendte offer.

Mens Han led frygteligt på korset, erklærede Han med stor kærlighed: ”Kvinde, dér er din søn” og henviste til Skt. Johannes, som også stod der på frelsens hellige sted lige uden for Den hellige Bys mure, for at alle skulle komme til at tro på Ham. Hun var blevet moder for dem, der lever, og som lever et liv i Kristus, som er Livet.

Det evige liv er ikke muligt uden døden, og den, der var tættest på dette forunderlige mysterium, var Hans velsignede moder.

Husk på hendes smerte i den uge, vi kalder den stille uge.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 12. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-in-pain-shall-you-bring-forth-children

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor kristne hylder Jesu kors, som menneskehedens eneste håb

Gud kalder de enkelte individer og ikke større forsamlinger. Som der står skrevet: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3: 16). Ved at benytte kærlige ord, fortæller Han os: ”… jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es 43: 1).

Vi hylder korset i fastetiden, som spes unica, menneskehedens eneste håb. Korset er vores håb, fordi det bekender, den kærlighed, Gud nærer til hvert eneste menneske, udtrykt gennem fuldstændig tilgivelse. Korset er det oprindelige Evangelium. Det er derfor Paulus, den store forkynder af ordet, kan sige: ”for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 kor 2: 2).

Korset er et tegn på alt det, der virkelig skræmmer det moderne menneske, men som det samtidig drages imod: fordi det er udtryk for ægte kærlighed, som man giver indtil døden, og som strækker sig ud over døden. Og det gode budskab er, at Gud ikke elsker os ud fra en opregning af vores gerninger eller fortjenester, men gennem Jesus Kristus, som har elsket os før, vi elsker Ham.

Budskabet til det moderne menneske kunne være: ”enten er der en Gud, som elsker dig, som Hans skabning, og du bør tro Ham og på Ham, eller så er der ingen Gud, og du er ikke noget helt specielt, du er ganske enkelt værdiløs. Det første udsagn (at der er en Gud …) giver mening, liv og sejr over døden, det sidste udsagn (at der ingen Gud er) leder til fortvivlelse, apati, depression og et rastløst begær. Jesu Kristi menneskenatur er ikke blot et udtryk for, at Gud eksisterer, men den viser også, at Guds kærlighed rækker ud over det, vi kan forestille os eller begribe. Gud kalder dig ved navn. Gør ikke dit hjerte hårdt, men overgiv dig til Hans ubegribelige kærlighed”.

Mennesker i dag er meget optaget af at være unikke, men omvendt har der aldrig før været så meget masseproduktion, ensartethed, traditionsbundethed og politisk korrekthed. Et menneske med en stærk personlighed og sine meningers mod er svær at finde.

Der er er en særlig ironi forbundet med det at være noget helt særligt. Der er kun én, som er noget helt særligt, og det er Jesus Kristus, Ham, ”der er den usynlige Guds billede” (Kol 1: 15). Vi andre er blevet skabt ud af en ”skabelon”, som er blevet til ved guddommelig kraft, og vores livslange opgave er at lade os forme på bedst mulig måde til denne skabelon, som er Jesus Kristus (jf. Rom 8: 28). Vores mål er at blive som Ham og at komme til at ligne Ham mere og mere, ”indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4: 13), Den Kristus, der er menneskehedens Frelser og en del af vores personlighed.

At blive som vi er, kræver at vi kommer ud over os selv og nærmer os Den, der skabte os i Sit billede. Jo mere vi ligner Ham, desto mere bliver vi os selv, for indtil livets afslutning rummer vi både 1) den individualitet Gud skabte, og 2) Kristus, som vi er kaldet til at ligne. Essensen med fastetiden er ikke, at vi bebrejder os selv, men forsøger at rejse os ved hjælp af Hans nåde og blive til det, som Gud ønsker. Dette kræver i sagens natur disciplin, selvkontrol og selvfornægtelse, men målet er, at vi udvikles, styrkes og kommer til herligheden.

Mystikeren Richard Rolle (1290-1349) har skrevet følgende i The Fire of Love, som kan give os inspiration i denne fastetid til at fordybe os i Vor Herres lidelse således, at vi kan tage del i Hans opstandelsesliv.

Gode Jesus, opflam mig, plag mig og lad mig blive såret og gør med mig her og nu, hvad der i Din godhed behager Dig, at jeg i den tid, der ligger foran mig, ikke skal kende til eller fornemme ondskaben, men blot Din kærlighed, intet andet, og det for altid!

At blive foragtet, stødt bort, forulempet af andre for Din skyld er langt bedre for mig end at blive anset som frænde til denne verdens herskere, hædret blandt mennesker og hyldet af alle og enhver.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 7. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-hail-during-lent-jesus-cross-as-the-one-and-only-hope-of-mankind

Denne faste bringer os tættere på himlens bryllupsfest

En af de mest udbredte misforståelser, der er opstået vedrørende helgenerne blandt fromme skribenter og fjender af Kirken, er, at helgenerne var en forsamling mennesker, der var præget af tungsind, som var tynget af strenge bodshandlinger, og som søgte at undgå sollyset, når det kom ind i deres celler, samt at de lukkede af for al glæde, latter og fornøjelser.

Enhver, der har kendskab til helgenerne, eller som har mødt en person med helgentræk, vil ikke genkende beskrivelsen ovenfor. I virkeligheden er et af de vigtigste kendetegn ved en kanoniseret person, dennes glæde og munterhed.

Skt. Frans fra Assisi faldt i henrykkelse over Guds godhed i skabelsen, han gav frit løb for sine følelser, lavede tossestreger og satte ord på sin glæde ved at synge, mens han gik på de italienske veje. Skt. Katarina fra Siena havde så meget gå-på-mod, at hun bad paven om at udtale sig med omtanke. SktLaurentius havde overskud til morskab, da han led sit martyrium på en grill, for han udbrød til sine bødler: ”Jeg skal vendes nu, jeg har fået nok på denne side”. Og hvad med de til tider drilagtige Skt. Philip Neri og Skt. Thérèsa af Lisieux? Læser man Vor Frues Magnificat finder man ingen dysterhed i den.

Helgenerne kendte til en meget vigtig hemmelighed, som langt de fleste mennesker ikke længere har kendskab til: lykken er forankret i Guds kærlighed. Moderne mennesker forsøger at finde lykke, dog uden Gud, men det er ren dårskab, fordi Gud er lykke. Gud er identisk med lykke, Han er uendelig velsignelse, og når vi opnår en vis grad af glæde eller fred, er det, fordi vi er kommet nærmere Ham. At søge lykken andre steder er en illusion og bedrag.

Vi må huske på, at Gud ikke skabte lidelsen og ikke ønsker, at Hans børn skal lide. Lidelse er af det onde, det er ikke godt for noget ikke engang for dets egen skyld. Den verden, som Gud skabte, er helt igennem god, det er mennesket, der bragte det onde ind i verden, og visse menneskers synder har vist sig at være årsagen til stor lidelse hos andre. Gud tillader denne lidelse, fordi Han gennem den kan rense os for vores synd og gøre os mere værdige til Hans grænseløse kærlighed. Gud pålægger os faktisk og forventer, at vi frivilligt søger boden gennem lidelse, fordi Han ved, at vi i alvorlig grad har behov for at blive fravænnet uhensigtsmæssige afhængigheder af denne verdens mammon, så vi igennem denne proces kan gå frem i ”visdom og vækst og yndest” (Luk 2: 52). Dette er hele meningen med fasten: vi vil aldrig opnå opstandelsens åndelige glæde, hvis vi vælter os i syndens søle, eller hvis vi er plettet af resterne fra tidligere tiders ondskab eller optaget af vores verdslige behov og bekvemmeligheder.

Skriften fortæller os, at kong Hizkija var ”syg til døden”, da han angrede under tårer. Denne sygdom og gråden ledte til hans frelse. Jesus forklarer sine disciple følgende om Lazarus (Joh 11: 4): ”Den sygdom er ikke til døden”, men tjener til livet, for den vil vise Jesu Kristi livgivende medlidenhed, ”opstandelsen og livet” (Joh 11: 25). Al vores lidelse vil i mødet med troen bringe os tættere på Frelseren, som græd ved Lazarus grav, og jo tættere vi er på Jesus, desto tættere kommer vi på himlens bryllupsfest, hvor ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne” (Åb 21: 4).

Som helgenerne lærer os, må lidelse bæres af kærlighed, for at der kan ske en fordybelse og udvidelse af Guds rige, og for at vi kan elske Jesus mere, Han, som af kærlighed for os, led på korset, og som gjorde det for alle mennesker. Det er årsagen til, at det er tåleligt og endda glædeligt og årsagen til, at helgenerne har et sådant overskud af kærlighed, at de med glæde led på vegne af dem, der nægtede at lide.

Denne verdens lykke er papier maché og glitrende, på afstand ser det godt ud, men ser man nærmere efter, fremstår det hult og billigt. Kærlighedens glæde rummer tårer, og de er det værd, de er ægte som stål og strålende som guld. Den giver ikke efter for det næste vindpust, men forbliver rodfæstet i Kristi hjerte, som er klippen, grundlaget og ilden i kærlighedens smelteovn. ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig” (Sl 55: 23).

Vores favntag med livets mysterier må i sidste instans opofres til Gud: troen vil fjerne alle overflødige spørgsmål samt enhver forgæves kamp. ”mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.” (Sl 51: 19). Både vores synder og uvidenhed omslutter os i mørke, men den angrede synd og troen på Gud åbner sjælen, lader lys strømme ind, nådens og sandhedens lys.

Et stolt hjerte åbnes ved nåde, blot for at Det, der er større end stolthed, kan tage det i besiddelse. Stolthed behøver barmhjertighed for at kunne forherlige og tilfredsstille sig selv, den ønsker, at sandheden skal være dens ejendom. Men sandheden giver sig selv til dem, der i ydmyghed elsker den for dens egen skyld, og barmhjertighed gives til dem, som opgiver deres stolte ønske om selvforherligelse.

I alt dette fungerer en guddommelig pædagogik, der hjælper os til at lægge vores bekymringer over til Herren og åbne vores mund for den føde, Han ønsker at give os. En nedbrudt ånd, en sulten sjæl, er den ånd, der er blevet helbredt, og den sjæl, der vil modtage føde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 13. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/this-lent-come-nearer-to-the-wedding-feast-of-heaven

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Hvad Vatikan II sagde og ikke sagde om liturgien

I dag er det 55-års jubilæet for offentliggørelsen af det andet Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som fandt sted den 4. december 1963. Den er årsag til forbløffende mange absurditeter, som folk har tilskrevet den, samt den skade man har gjort, fordi man syntes at finde belæg for sine hensigter blandt de formodede krav i konstitutionen.

I dag er der meget få, der præcist kan redegøre for, hvad Vatikan II rent faktisk sagde om liturgien og endnu mere vigtigt, hvad det ikke sagde. Det kan derfor være nyttigt at danne sig et kort overblik over de mest bemærkelsesværdige træk ved koncilets lære om liturgien.

Introduktionen i Sacrosanctum Concilium udstiller en mystisk, kontemplativ symbolsk forestilling om liturgien.

Den resterende del af konstitutionen fremhæver to styrende principper for fornyelse: for det første: ”Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til” (§ 14), for det andet: ”Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende” (§ 23).

I en skrivelse fra 1998 forklarer Johannes Paul II hvilken betydning, der skal lægges i det første punkt (§ 14):

Aktiv deltagelse henviser selvfølgelig til, at alle, der er en del af menigheden gennem gestikuleren, ord, sang og tjeneste deltager i en tilbedelseshandling, som er alt andet end tilbagelænet eller passiv. Alligevel er aktiv deltagelse ingen hindring for stilhed, ro og den lyttende opmærksomhed: sandelig, det er et krav. … I en kultur, der hverken favoriserer eller fremmer den meditative ro, er det at opøve evnen til den indre opmærksomhed blevet vanskeligere. Her ser vi, hvordan liturgien, selvom inkulturationen af den bør være blevet effektueret på den rette måde, også må gå imod kulturen.

Med hensyn til det andet punkt (§ 23) skaber konstitutionen den overordnede ramme for beskedenheden, som den anbefaler. Konstitutionen fremkommer yderligere med en række forslag, men der er et overraskende fravær af de elementer, som folk generelt forbinder med Vatikan II.

Således markerede Koncilet ikke, at Messen skulle ophøre med at være på latin og kun foregå på de enkelte modersmål. Konstitutionen bekræftede, at de faste dele af Messen fortsat skulle være på latin, som er det sprog, der udgør den Romerske ritus, men konstitutionen gav tilladelse til, at modersmål kunne udgøre visse dele af Messen, såsom læsninger og nogle bønner (§ 36 og jf. § 101). Efter at have understreget, at modersmål kan benyttes i visse dele af Messen, tilføjer Koncilet: ”Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem” (§ 54). Latin forbliver op til i dag det officielle sprog i Den Romerske-Katolske Kirke og hendes liturgi. Det overraskende er, at man i det mindste kan sige, at de førnævnte ønsker fra Vatikan II kun i meget få tilfælde er blevet opfyldt.

Koncilet har aldrig tilkendegivet, at den gregorianske sang skulle tilsidesættes til fordel for nyt sangmateriale. Tværtimod anerkendte Koncilet den gregorianske sang, som værende ”specielt egnet til den Romerske liturgi”, og derfor ”skal den indtageførstepladsen” (principum locum) i Messefejringen sammen med andre store musikalske kompositioner, som er en del af vores musikalske arv (§ 114 – § 117). ”Andre former for kirkemusik skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd”, hvilket de fleste af de nye sange efter Koncilet ikke gjorde og stadig ikke gør.

Koncilet nævner heller noget om, at præsten skal ”stå med front mod menigheden” og foran et bord. Koncilet antog, at Messen fortsat ville blive fejret ved et alter, og at præsten havde retning mod det liturgiske øst, således at præst og menighed var vendt i samme retning, altså mod øst, som er symbolet på Kristus, der skal komme, og som var den universelle norm i de liturgiske riter fra begyndelsen både i Øst og i Vest. Faktisk forudsætter afsnittene i det missale, der blev bekendtgjort af pave Paul VI, at præsten vender sig mod øst.

Koncilet dikterede aldrig, at Tabernaklet skulle flyttes væk fra Kirkens centrum, at det hellige område omkring alteret skulle ”omorganiseres”, og at Alterskranken (Kommunionsbænken) helt skulle fjernes. Koncilet dikterede heller ikke Kommunionsmodtagelse stående og i hånden. Koncilet antog, at Kommunion under begge skikkelser fortsat i meget sjældne tilfælde ville være tilgængelig for ikke ordinerede (jf. § 55), og Kommunionsuddelere bliver overhovedet ikke nævnt af Koncilet. Endelig nedtonede Koncilet hverken den traditionelle fromhedspraksis såsom Eukaristisk tilbedelse eller Mariatilbedelsen.

Læg mærke til hvordan pave Johannes Paul II i en fremlæggelse i 2001 forklarer det, der er kernen i Messen:

Fejringen af liturgien er en religiøs dydshandling, som i overensstemmelse med dens natur må være karakteriseret ved en dyb fornemmelse for det hellige. I den må det enkelte menneske og menigheden som et samlet hele på en speciel måde være opmærksomme på arten af deres tilstedeværelse, fordi de er i nærværelse af Ham, der er en hellig Treenighed og trancendent. Deraf kan bønsholdningen ikke være andet end gennemsyret af ærbødighed og en fornemmelse af ærefrygt, som kommer af, at man ved, at man er i Guds majestætiske nærvær. … (Messen), har som sin primære målsætning at præsentere for Den Guddommelige Majestæt, det levende, rene og hellige offer, der en gang for alle frembæres på Golgata af Herren Jesus, som er til stede, hver gang Kirken fejrer Den hellige Messe og udtrykker tilbedelsen i ånd og sandhed på grund af Gud.

Enhver, som deltager i en katolsk liturgi, burde være i stand til at se, høre og internalisere den holdning og det fokus, som Den hellige Fader beskriver. Pave Benedikt XVI viste os i ord og gerning, at vi bør forholde os som beskrevet ovenfor. Kardinal Joseph Ratzinger skrev for mange år siden følgende:

I den postkonciliære periode blev forfatningen vedrørende liturgien helt sikkert ikke længere forstået ud fra, at det var meningen, at tilbedelse havde den grundlæggende forrang, men snarere blev den betragtet som en opskriftsbog med inspiration til, hvad man kunne gøre med liturgien. I mellemtiden synes det som om, at det faktum, at liturgien rent faktisk er ”skabt” for Gud og ikke for os, er blevet ”glemt” af dem, som har været travlt beskæftiget med at udtænke strategier for, hvordan liturgien kunne blive mere attraktiv, kommunikerende og aktiverende af flere mennesker. Faktum er, at jo mere vi prøver at skabe en Messe, der tiltaler os, desto mindre attraktiv bliver Den, fordi det er tydeligt for enhver, at fokus på Gud, som det vigtigste, fuldstændig er forsvundet.

Takket være mange handlinger og dokumenter fra Benedikt XVI frem for alt Summorum Pontificium ser fremtiden for den katolske liturgi lysere ud igen, blot vi vil stole på – og favne Kirkens ældgamle tradition. Dette skatkammer af visdom og skønhed er langt mere værdifuld end de ”varer”, som såkaldte eksperter tilbyder i deres ”templer”. Når Herren af barmhjertighed ønsker det, vil Han flette sig en pisk og jage dem ud.

Det kristne folk, der har måttet lide meget på grund af ”ånden fra Vatikan II”, fortjener at få kendskab til, hvad Vatikan II i virkeligheden lærte om – og ikke lærte om liturgien, hvad det anmodede om og ikke anmodede om. Summorum Pontificium vil ikke kunne sige sig fri, når det handler om skyldsspørgsmålet, men man kan ikke give konstitutionen hele skylden for de åbenlyse katastrofale tiltag, der blev taget i forhold til liturgien i midten af- og frem til slutningen af 1960’erne. Skylden for det skal placeres et andet sted, det er en ny biografi med til at afdække.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 4. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/what-vatican-ii-saidand-didnt-sayabout-the-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)