Category: Private revelations

Anne Catherine Emmerich, de to paver, hedningerne og Pantheon

I kølvandet på den voksende krise i Kirken og pave Benedikt’s overraskende tilbagetrækning samt begyndelsen på pave Frans’ nedslående pontifikat blev en række katolske profetier sat i perspektiv, og en af de mest fremtrædende er den salige Anne Cattherine Emmerich’s ofte citerede vision af ”forbindelsen mellem to paver” og de ”skadelige konsekvenser”, som ”Den falske Kirke” angiveligt vil afføde.

Det syntes for mange som om, at denne vision blev givet til Anne Cattherine Emmerich, for at give indblik i den turbulente tid, vi befinder os i, samt de problemer Kirken i vor tid står i, og dette især med konkrete henvisninger til ”de to paver”.

Imidlertid understøtter konteksten i visionen ikke fortolkningen omkring ”de to paver”, som Steve Skojec på OnePeterFive i 2016 i en artikel har påvist. Ser man på helheden af visionen, synes det som om, at den ikke henviser til to paver på samme tid, men til to paver, der hver for sig fungerer i to forskellige historiske perioder. For nogle var denne fortolkning en smule skuffende og blev set som et desperat forsøg på at finde mening i den situation, som både vi og Kirken er i.

Visionen, hvis den bliver forstået i sin helhed, kan vise sig at være meget præcis i forhold til det, der aktuelt udspiller sig (i Kirken) samt det, der forårsager den aktuelle tilstand. Jeg foreslår, at man læser det, som Steve Skojev har skrevet om denne vision, jeg vil dog for en god ordens skyld meget kort opsummere det væsentlige i det Steve Skojev fremdrager.

Visionen vedrører paverne, Kirken og Pantheon på forskellige tidspunkter i historien, den ene situation i ældre tid og den anden i nyere tid. Det står klart, at den første del af visionen relaterer sig til Pave Bonifatius IV, som af kejser Fokas blev overdraget Pantheon, et hedensk tempel for alle de romerske guder, og tømte det, for alt det, som havde knyttet sig til afgudsdyrkelsen og indviede det til en Katolsk Kirke.

Den 13, maj år 609 blev det nyrensede tempel indviet til Jomfru Maria og martyrerne (og omdøbt til Santa Maria dei Martiri) og den salige Emmerich så i sin vision: ”(Jeg) så konsekrationen af templet og ved den ceremoni, der blev afholdt, deltog martyrerne med Maria i spidsen. Alteret stod ikke i midten af bygningen, men op ad muren”.

I en beskrivelse (af ovenstående ceremoni), der blev offentliggjort i ”Il Settimanale di Padre Pio” (Padre Pio’s ugemagazin) den 10. december 2017, nr. 48 og som er citeret her, får vi et indblik i, hvor dramatisk denne begivenhed var, da pave Bonifatius IV konsekrerede det tidligere hedenske tempel til Kristus:

På den tid, hvor byen stadig var hedensk, blev alle guderne, der optrådte i den romerske polyteisme æret på et sted (Pantheon). I 608 e. Krf overdrog den byzantiske kejser Fokas Panthenon til pave Bonifatius IV, og en stemningsfuld ceremoni blev arrangeret, så man kunne konsekrere templet til Den kristne Gud. Den 13. maj 609 var en stor menneskemængde forsamlet på området omkring Panthenon for at være til stede ved begivenheden. De historiske kilder beskriver det røre og de skræmmende skrig, der kom inde fra Pantheon: De hedenske dæmoner var klar over, hvad der skulle til at ske. De store døre blev åbnet, og paven, som stod på tærsklen, begyndte at recitere eksorcismebønnen. Skrigene fra afguderne steg i intensitet og larmen fra tumulten (inde i templet) gjorde det umuligt for dem, der stod udenfor at få ørenlyd. Folkemængden blev grebet af frygt, og ingen var i stand til at stå på deres ben, mens de overværede – og hørte på denne frygtelige begivenhed. Det var kun pave Bonifatius, der kunne modstå dette, han fortsatte ufortrødent sin bøn og konsekrerede dermed Panthenon til Kristus. Det siges, at dæmonerne flygtede fra det gamle tempel i spredt orden, idet de forårsagede stor larm, og de flygtede ud af det åbne øje i kuplen og den store indgang.

Da ceremonien var blevet afsluttet, indviede han bygningsværket til martyrernes dronning, måske som en ære for de mange kristne, der måtte lade livet for disse mange afguder. At Rom blev kristent foregik gradvist, og det krævede en systematisk re-konsekration af de steder, hvor man førhen havde tilbedt de hedenske guder. Renovatio Urbis (genopbygningen af byen) for at kunne kristne den, var blevet påbegyndt af Skt. Gregory den Store (590-604) og afsluttet af dem, der efterfulgte ham, og varede indtil pave Sixtus V i det 16. århundrede.

Det var svært at få bugt med de gamle trossystemer i Rom, og selv i dag, er der en folklore, som tager sit udgangspunkt i disse afguder, som det siges, konstant gør en indsats for at vende tilbage til byen.

Før jeg går videre til den senere del af Emmerich’s vision, vil jeg fremhæve to væsentlige ting i visionen, som har forbindelse med, hvordan man ophørte med afgudsdyrkelsen i Pantheon. For det første er der datoen, den 13. maj, som bør være velkendt for enhver katolik, da det er den samme dato, hvor vor Frue begyndte at åbenbare sig i Fatima. Det er også værd at bemærke, at den salige Emmerich’s vision foregik den 13. maj 1820. Datoen er derfor værd at bemærke sig. Det andet, som er vigtigt at holde sig for øje, er alteret. Den salige Emmerich’s vision retter en speciel opmærksomhed mod alteret i Pantheon, da netop dette spiller en central rolle i den anden del af visionen.

Efterfølgende, er der i den salige Emmerich’s vision sket en tidsmæssig forskydning, som er karakteristisk for hendes visioner. Vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor mørket har lagt sig over verden og Kirken. Igen ser hun et tempel, måske det samme tempel, men i et fremtidigt perspektiv (altså ud fra hendes synsvinkel). Men dette tempel er nu uden alter, og afgudsdyrkelsen er således vendt tilbage.

Da denne vision var fremstået helt ned i mindste detalje, så jeg igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. Den lignede et stort og gammelt hus, som et rådhus med søjler i forgrunden. Jeg så ikke noget alter, men kun bænke og i dens midte, noget der mindede om en prædikestol. Der var blevet prædiket og sunget, intet andet, og der var kun meget få, som tog del i dette. Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form”.

I det tempel, som viste sig i hendes vision, var alteret (som tidligere stod op ad muren) fraværende, og de få tilstedeværende tilbad nu afguder, der udgik fra den enkeltes bryst, altså en afgudsdyrkelse, hvor man dyrker sig selv. Det er netop denne dyrkelse af den enkeltes afguder, hvor fokus er på det enkelte menneske frem for Gud, der har været (kerne)punktet i Vatikan II’s forsøg på at opgive tilbedelse ad orientem (mod øst) i Den universelle Kirke til fordel for versus populum (mod menigheden). Mange mennesker har bemærket denne grundlæggende forandring i måden at orientere sig på under tilbedelsen samt udskiftningen af altrene til fordel for ”borde” og en selvreflekterende variant af vores liturgi og tilbedelse. Mange har også med rette bemærket den krise og Den ”mørke” Kirke, der er resultatet af disse ændringer, og som leder os til dette forfærdelige øjeblik i Kirkens historie.

Den salige Emmerich fortæller mere om, hvad hun så:

Det, der var tydeligt, var, at afguderne fyldte hele (kirke)rummet til trods for, at der var få bedende tilstede. Da (guds)tjenesten var afsluttet, vendte guderne tilbage til brystkassen på den enkelte. Hele kirken var indhyllet i sort, og alt, hvad der fandt sted i kirken, havde et dystert præg.

Da så jeg hvilken forbindelse, der var mellem de to paver og de to templer.

Og nu bliver det virkelig interessant. I Basilikaen Santa Maria ad Martyres, Pantheon, står det gamle smukke alter op ad muren (og det er forblevet med at være sådan), som det blev vist i den salige Emmerich’s vision, dette har i realiteten aldrig været i overensstemmelse med de folk, som har været med til at skabe den aktuelle krise samt denne ”mørke” Kirke. Alterets placering er noget, som Roms generalvikar har ønsket at få ændret, og nu er det (endelig) lykkedes.

Under nyhedssektionen på Basilikaens hjemmeside er det blevet offentliggjort, at Den hellige Faders delegat, Hans excellence Mons. Angelo De Donatis, generalvikar for Roms bispedømme, vil foretage indvielsen af det ”nyplacerede” broncealter, der skal gøre tilbedelsen versus populum lettere.  

Hvornår skal dette foregå? Det skal det (naturligvis) den 13. maj 2018.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/anne-catherine-emmerich-the-two-popes-pagans-and-the-pantheon

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan kan Immaculee Ilibagiza tilgive?

Hun hørte drabsmændende kalde på hende med hånlige og vedholdende stemmer.

”Hun er her … vi ved, at hun må være her et sted … find hende – find Immaculee”, sagde en af dem.

De medbragte macheter, spyd og hakker, alt hvad der kunne dræbe et menneske. Nogle af dem var tidligere venner og naboer, som Immaculee Ilibagiza var vokset op sammen med, og som hun havde leget – og gået i skole med.

Hun skjulte sig på et badeværelse på størrelse med et kosteskab sammen med andre kvinder. Hun følte sig magtesløs, da hun hørte råb og skrig fra folk ude på gaden, som blev slagtet – fædre, mødre, sønner og døtre alle medlemmer af Rwanda’s minoritet tutsierne, som morderbanderne kunne finde.

For tolv år siden over en periode på blot 100 dage blev mere end 1 million Rwanda tutsier brutalt myrdet af hutubander i et af historiens værste tilfælde af folkedrab. De myrdede indbefattede næsten hele Immaculee’s familie. Hendes far og yngre bror Vianney blev dræbt ved skud. Hendes mor og hendes højtelskede bror, Damascene blev hakket til døde. Kun Immaculee’s ældste bror Aimable overlevede, fordi han var i udlandet under folkemordet.

Alligevel har Immaculee som overlevede dette i dag dedikeret sit liv til at sprede budskabet om Guds barmjertighed – Hans kald til os om at stole på Ham, og Hans kald til os om at tilgive dem, der har gjort os ondt.

Men hvordan gør hun det? Hvordan kan hun tilgive?

Immaculee, som er katolik med en stærk hengivenhed til Guds barmhjertighed, forklarer alt dette i sin nye bog: Left To Tell: Discovering God Admidst the Rwandan Holocaust. Hun besøgte den 5. oktober the National Schrine of The Divine Mercy, Stockbridge, Massachusetts for at fortælle sin historie om den åndelige ”lektie”, hun lærte, da hun skjulte sig på et badeværelse på størrelse med et kosteskab i 91 dage.

”At være blevet skånet er meget forskelligt fra det at blive reddet”, forklarede Immaculee. Og denne ”lektie” har forandret mig for stedse. Det er en lektie, som midt i folkedrabet lærte mig, hvordan man skal elske dem, som hadede og jagede mig, og hvordan man skal tilgive dem, som nedslagtede min familie”. 

Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Immaculee var en 22-årig studerende, da hendes land gik i opløsning i foråret 1994. Det var i Påsken. Hun tog hjem til den lille landsby i den vestlige del af den rwandiske provins Kibuye for at tilbringe påskeugen samme med sine forældre og to ældre brødre. Om morgenen den 7. april nåede den langvarige etniske spænding mellem nationens majoritet hutuerne og hendes stamme tutsierne et højdepunkt.

”Jeg husker om morgenen, at min bror kom ind til mig, siger hun. ”Da jeg så ham, blev jeg meget forvirret, ’Åh Gud’ er det noget galt? Han sagde til mig, ’Du ved ikke, hvad der er sket’”. Det, der var sket, var, at Rwandas hutu præsident Jovenal Habyarimana var blevet dræbt den foregående dag, da hans fly var blevet skudt ned.

Radiostationerne var begyndt at udsende vedvarende hadske propaganda fra hutuer, som opfordrede til at gribe til våben for at dræbe alle tutsier. I løbet af få timer begyndte drabene på tutsiefamilierne i Kigali, og snart nåede de til Kibuye. Til sidst nåede hoben af hutudrabsmænd til Immaculee’s hjem. Med den viden hendes far havde, at hvis Immaculee blev fanget, ville hun blive voldtaget og myrdet, gav han sin datter sin rosenkrans og opfordrede hende til at søge tilflugt hos en nærtboende protestantisk præst, som var hutu.

Præsten skjulte Immaculee og syv andre kvinder under forhold, som bedst kan betegnes som ulidelige, selvom han bragte dem mad, når dette kunne lade sig gøre. Kvinderne kunne ikke flygte, og de kunne ikke tale med hinanden af frygt for at blive hørt. Hele tiden kunne de udenfor høre råb og latter fra hutudrabsmændene, mens de slagtede landsbybeboerne. Drabsmændene sang: ”Dræb de store, dræb de små, dræb dem, dræb dem alle!”.

I tre frygtelige måneder forsøgte hutubanderne gentagne gange at finde skjulte tutsier, og nogle gange var de meget tæt på det skab, der skjulte badeværelsesdøren.

En kamp om hendes sjæl

Mens hun skjulte sig, kæmpede Immaculee for ikke at miste sin forstand. Hun mærkede en voldsom indre kamp mellem troen på Gud og det at bukke under ved at blive lammet af frygt og fortvivlelse. Næsten alle hendes vågne timer gik med bøn. Men hun indså, at nogle af de ord, hun sagde, lød hult i hendes hjerte, især ordene i Fadervor om tilgivelse: Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere. Hun følte had til drabsmændene og drømte om hævn.

Mine egne bønner handlede om: Dræb dem! Hævn drabene! Før dem til helvede. Jeg betragtede dem som dyr, de var ikke mennesker”; sagde Immaculee i hendes samtale ved the Schrine foran et publikum på omkring 300 personer.

Faktisk ønskede hun på et tidspunkt, at hun havde en pistol, så hun kunne dræbe hver eneste hutu, hun så, skriver hun i sin bog. ”Nej ikke en pistol, jeg havde brug for et maskingevær, granater og en flammekaster. Hvis jeg havde haft en atombombe, ville jeg have kastet den ned over Rwanda og dræbt alle og enhver i vores dumme hadefulde land”.

”Det var alle mulige former for samtaler, der foregik inde i mig” sagde Immaculee. Djævelen, sagde hun, malede for hende frygtelige og unævnelige syn. På et tidspunkt hørte hun ordene: Hvorfor kalder du på Gud? Se på alle dem derude? Hundredevis af dem søger dig”. Du kan umuligt overleve, du vil ikke overleve, de er ved at finde dig, voldtage dig og dræbe dig.

Stemmerne fulde af tvivl for gennem hendes hoved. Alligevel bad hun mere og mere intensivt. ”Åben mit hjerte Herre og vis mig, hvordan man tilgiver, bad hun. ”Jeg er ikke stærk nok til at knuse mit had, de har alle gjort os så meget uret, mit had er så tungtvejende, og det kunne ødelægge mig. Rør mit hjerte Gud og vis mig, hvordan man tilgiver.

En nat hørte hun skrig udenfor huset, og derefter en babys gråd. Hun forstod, at drabsmændene havde dræbt moderen og efterladt barnet til døden på vejen. Barnet skreg hele natten, den næste dag blev dets gråd svagere, og ved aftenstide var spædbarnet helt stille.

Immaculee skriver: Jeg bad til Gud om at modtage barnets uskyldige sjæl og spurgte Ham: Hvordan kan jeg tilgive mennesker, som gør sådan noget mod et barn?

Så skete der noget fantastisk, Hun fortæller at Hun hørte en svar: I er alle mine børn, og spædbarnet er hos mig nu. Hun skriver, det var blot en enkelt sætning, men det var svaret på de bønner, hun havde sendt af sted i mange dage.

Hun havde fået en åbenbaring. Pludselig genlød ordene, som engang havde lydt hule for hende: Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere, i hendes sjæl som lyden af frelse. Det stod klart for hende, at det at hade drabsmændene forhindrede hende i at stole på Gud, deres tanker var blevet angrebet af den onde og havde spredt sig ud til hele landet, men deres sjæle var ikke onde, skriver Immaculee. På trods af deres grusomheder er de Guds børn. Jeg blev klar over, at jeg ikke kunne bede Gud om at elske mig, hvis jeg ikke var villig til at elske Hans børn.

Fra det øjeblik bad hun for drabsmændene, om at deres synder måtte blive tilgivet, og at de erkendte de frygtelige fejltagelser i deres handlemåder, før deres liv her på jorden udrinder. Hun holdt fast i perlerne på den rosenkrans, som hendes far havde givet hende og hørte atter Guds stemme: Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.

Hun havde fået fred, Hun skriver, hvordan Jesus talte til hendes hjerte: Tro på Mig og vid, at jeg aldrig vil forlade dig. Tro på Mig og frygt ikke mere. Og sandelig, hver gang drabsmændene kom for at ransage huset, opdagede de på mirakuløs vis aldrig kvinderne.

På det tidspunkt, da hun slap ud fra badeværelset, havde hun tabt 23 kilo. Hun og de andre kvinder flygtede til en nærliggende fransk militærlejr for at søge beskyttelse. Her blev hun bekendt med de barske detaljer om hendes familiemedlemmers død.

Immaculee besluttede at genopbygge sit liv, da volden i Rwanda sluttede. Hun arbejde i flere år ved de forenede nationer med at hjælpe flygtninge fra Rwanda. Hun stiftede også en fond, Left to Tell Charitable Fund, til at fortsætte arbejdet. Hun bor i dag i USA, er gift og har to børn.

Hun møder drabsmanden ansigt til ansigt

Immaculee erkender, at siden krigens afslutning, er hun i sine svage øjeblikke blevet fristet til at hade drabsmændene.

”Men jeg besluttede, at når de negative følelser overmandede mig, ville jeg ikke tillade dem at vokse yderligere i mig eller forblive i mit sind” skriver hun. ”Jeg ville altid omgående vende mig til kilden for den sande kraft: Jeg ville vende mig til Gud og lade Hans kærlighed og tilgivelse beskytte og frelse mig”.

På et tidspunkt, da volden i Rwanda var blevet slået ned og samtaler om FN-ledede tribunaler var begyndt, vendte Immaculee tilbage til Kibuye. Der besøgte hun et fængsel med henblik på at møde lederen af den bande, der havde dræbt hendes mor og bror, Damascene.

Hans navn er Felicien. Før folkedrabet havde han været en succesfuld hutu forretningsmand kendt for sin eksklusive tøjsmag og upåklagelige manerer. Immaculee tænkte tilbage på, hvordan hun plejede at lege med hans børn. Det var Felicien’s stemme, hun havde hørt kalde på hende, da drabsmændende gennemsøgte præstens hjem.

Nu var det Felicien, der hulkede og bar knap så (eksklusive) klæder til at dække den ”mærkede” krop. Fyldt med skam kunne han knap få øjenkontakt med Immaculee. Jeg græd ved synet af hans lidelser. Han var nu blevet et offer for sine egne ofre bestemt til at leve et liv med pinsel og med fortrydelse.

Hun rakte ud og tog hans hånd og sagde: ”Jeg tilgiver dig”. Hans tutsiarrestforvarer var rasende over dette og håbede, at hun ville spytte på manden. ”Hvorfor tilgav du ham?” Spurgte han i et tonefald, som om det var ham magtpåliggende at få et svar.

Tilgivelse er det eneste, jeg kan give” svarede Immaculee.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Divine Mercy. Den kan læses på: http://www.thedivinemercy.org/news/How-Does-Immaculee-Ilibagiza-Forgive-2420

(Oversat af Patrick Fyrst og Mogens Bohn)

Vor Frue af Kibeho – Advarsler fra Himlen der gik upåagtet hen, og som fik tragiske konsekvenser

Det hele tog sin begyndelse den 28. november 1981, da Den salige Jomfru Maria (og senere Jesus) begyndte at åbenbare sig med jævne mellemrum for en gruppe teenagere i Kibehodistriktet i Rwanda, og som gav dem vigtige himmelske budskaber, der skulle spredes til hele landet samt hele verden. På grund af budskabernes vigtighed begyndte Kirken straks at efterforske seerne og budskaberne, og den 29. juni 2001 godkendte den lokale biskop formelt og officielt hændelserne, der angik de tre seere. I begyndelsen blev de første budskaber formidlet af Jomfru Maria, og de var fyldt med den kærlighed, som hun har til sine børn her på jorden. Karakteren af budskaberne var instruerende med åndelig vejledning til folk om at leve et mere hengivent liv, angre deres synder og forkaste syndens fristelser for at komme tættere på Gud. Marias instruks til menneskeheden indbefattede en opfordring til alle om at bede rosenkransen dagligt for at holde ondskaben på afstand og for at menneskene måtte åbne deres hjerter for hinanden og hjælpe hinanden.

Men meget snart begyndte nogle af Jomfru Marias budskaber at indeholde skræmmende forudsigelser om krig, katastrofer og korruption, som hun sagde, at verden ville komme til stå overfor i de kommende år. Hun gav de unge seere et skræmmende indblik i en fremtid, hvor menneskenes hjerter ville være domineret af had frem for kærlighed, og hvor planeten ville blive smadret af religionskrige, økonomisk kollaps, regeringskriser og naturkatastrofer.

Folkedrabet i Rwanda og forudsigelsen om en ”flod af blod”

Men blandt budskaberne om opmuntring til omvendelse og kærlighed til næsten var der et meget vigtigt budskab, som syntes at være det vigtigste af alle Den salige Jomfru Marias budskaber. I 1982 forudsagde Den saglige Jomfru specifikt det frygtelige folkedrab i 1994 – 12 år, før det rent faktisk skete. Hun sagde, at en ”flod af blod” ville flyde gennem Rwanda, medmindre det rwandiske folk ophørte med at praktisere had og fjendskab overfor hinanden og i stedet mødte hinanden med hjertets kærlighed og i broderskab. Den 15. august 1982, så seerne ”en flod af blod, folk som dræbte hinanden, forladte lig uden nogen til at begrave dem, træer der alle stod i flammer og kroppe uden hoveder”.

Ved en bemærkelsesværdige lejlighed, den 15. august 1982, en dag, der skulle være en glædelig fejring af Jomfru Marias optagelse i Himlen, viste Den salige Jomfru Maria sig sorgfuld og grædende først for seeren Alphonsine. Seeren var dybt bekymret ved synet af Den velsignede Moder, der græd. Hun spurgte hende: ”Moder hvorfor græder du? Jeg kan ikke holde ud at se dine tårer!” Man hørte derefter Alphonsine sige: ”Ja Moder, jeg vil gentage, hvad du siger: Til jorden befolkning: Du siger tre gange: Du åbnede døren, og de nægtede at komme ind, Du åbnede døren, og de nægtede at komme ind, Du åbnede døren, og de nægtede at komme ind”.

Pludselig udbryder Alphonsine et hjerteskærende skrig: ”Jeg ser en flod af blod! Hvad betyder det? Nej … Hvorfor viser du mig dette Moder? Stop… stop nu! Træerne går op i flammer, hele landet brænder! Oh nej nej.. Hvorfor slagter disse mennesker hinanden”?

Senere samme dag fik en anden seer, Marie-Claire en lignende vision af sine landsmænd, der slagtede hinanden, og hun græd højt af rædsel ved synet af de billeder, som hun så. Det skønnes, at der var 20.000 mennesker i Kibeho den dag, og de var alle rædselsslagne over det, de havde hørt fra seerne.

På den tid forekom denne vision og Den salige Jomfru Marias profeti fuldkommen urealistisk for de fleste, selvom det er korrekt, at landet og dets befolkning bærer på en lang og problematisk historie med stammekrige og fjendskab mellem de forskellige stammer og sociale grupper. Snart begyndte Jomfru Maria at bede befolkningen om at give slip på det had, som havde sin oprindelse i stammetilhørsforhold og at betragte deres landsmænd som brødre. Hun opfordrede på det kraftigste alle folk til at udvise kærlighed overfor – og bekymrer sig for hinanden, og dette med udgangspunkt i Hendes Søns Jesus’ kærlighed og barmhjertighed. Ved at udøve denne kærlighed, sagde hun, ville den truende borgerkrig og blodsudgydelserne kunne afværges. Beklageligvis tog kun ganske få imod Vor Frues råd og landet kom til at opleve galskab, kaos og mord, akkurat som Vor Frue havde forudsagt. Hvis man blot havde lyttet til Jomfru Marias advarsler, da Hun viste sig i Kibeho, ville det blodige folkedrab aldrig have fundet sted!

Rosenkransen er det, som kunne have forhindret folkedrabet

Gennem seerne anmodede Den hellige Jomfru indtrængende alle i Rwanda til at bede om Hendes hjælp til at kunne udleve Kristi kærlighed og tilgivelse. Hun sagde, at den bedste og mest sikre måde at opnå dette på var ved at bede rosenkransen dagligt. Jomfru Maria sagde, at et af de stærkeste våben, der findes i verden, er rosenkransen, da den kan hjælpe os i forsvaret mod fristelse og ondskab. Hun bad om, at enhver måtte bede rosenkransen mindst en gang om dagen, uanset hvilket religiøst tilhørsforhold man måtte have, og lovede alle, som gjorde det, at de ville modtage en særlig åndelig nåde samt velsignelse.

Jesus kommer med en advarsel 12 år før folkedrabet

Sammen med Den hellige Jomfru åbenbarede Jesus sig mange gange for seerne i Kibeho, hvor Han opfordrede folk til at omvende sig fra deres synder og forsøge på at leve mere dydigt. Som Den hellige Jomfru, advarede Han også om en blodig borgerkrig, som snart ville ske, hvis befolkningen ikke vendte sig bort fra de sekteriske spændinger og den modstand, man havde mod hinanden. Under en åbenbaring 12 år før folkedrabet, havde Jesus vist Segatashya (en af de påståede seere) billeder af huse i flammer og mennesker, som blev nedslagtet af drabsmænd bevæbnet med macheter. Herren fortalte Segatashya, at det var, hvad der ville ske, hvis man fortsatte med at synde og hade hinanden. Da, det blodige folkedrab brød ud i Rwanda, blev Segatashya skudt af en gruppe drabsmænd.

En oversigt over hvad der skete under folkedrabet

I løbet af 100 dage fra den 6. april til den 16. juli 1994 blev omkring 800.000 tutsier samt moderate hutuer i Rwanda slagtet under det folkedrab, der ramte landet. I denne periode blev mere end 6 mænd, kvinder eller børn hvert minut hver time hver dag slået ihjel. Dette utrolige dødstal fortsatte i mere end tre måneder. Ved siden af disse voldsomme blodsudgydelser, antages det, at omkring 250.000 kvinder blev voldtaget i løbet af de 100 dage folkemordet varede (det eksakte tal er svært at præcisere grundet omstændighederne) og omkring 30 % af de kvinder, der var blevet voldtaget under folkedrabet, blev smittet med HIV / AIDS. I mange tilfælde var dette et resultat af en nøje planlagt strategi, hvor HIV – smittede mænd blev benyttet som et ”skræmmemiddel” samt et ”redskab” for et fremtidigt folkemord. Der var 10 gange så mange enker (kvinder), som der var enke(mænd) og det skønnede tal for enker var på næsten 50.000 og videre efterlod folkedrabet omkring 75.000 børn forældreløse.

Folkedrabet i Rwanda er en advarsel samt en forløber for det, der kunne hænde hele menneskeheden

Imidlertid var advarslerne fra Den salige Jomfru Maria ikke kun møntet på Afrika. Thi Hun fortalte seeren Marie-Claire Mukangango: ”Når jeg fortæller dig dette, er mit budskab ikke kun henvendt til dig mit barn, men det er et budskab til hele verden. I dag ser mennesket ikke tingenes sande værdi. De, som vedvarende begår synd, gør det uden en erkendelse af, at måden, de handler på, er forkert”.

Segatashya blev desværre ligesom Marie – Clare Mukangango også dræbt under folkedrabet. Hun sagde, at Jomfruen beskrev verden som ”et sted, der gør oprør mod Gud”, og at verden ”står på randen af en katastrofe”. Endnu et budskab blevet givet til seerne: ”Verden bevæger sig med stor hast mod sin undergang, den er på vej mod afgrunden … Verden er i oprør mod Gud, der praktiseres alt for megen synd, og der er i verden hverken kærlighed eller fred. Hvis I ikke angrer, og i hjertet omvender Jer, vil I være på vej mod afgrunden”.

Himlen advarede om det blodige folkedrab, hvis befolkningen i Rwanda ikke praktiserede hjertets omvendelse. Det gjorde de ikke, og 12 år senere blev landet kastet ud i ubeskrivelige rædsler. I Kibeho samt andre steder (i nyere tid) har Jesus og Maria advaret os alle og bedt om hjertets omvendelse (hos menneskeheden). Vi må omvende os og angre vore synder, ellers må vi også lide under ubeskrivelige rædsler, som et resultat af vore synder og hårdhjertethed. Lytter vi? Eller har vi ikke taget ved lære af det, der skete i Rwanda? Herre Jesus, Den korsfæstede, forbarm Dig over os!

Glem ikke, at Gud er mere magtfuld end al det onde på jorden … Verden er på randen af en katastrofe. Rens Jeres hjerter gennem bøn. Den eneste vej er gennem Gud. Hvis I ikke tager Jeres tilflugt til Gud, hvor vil I da søge skjul, når ilden har spredt sig”? … Vor Frue af Kibeho

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Mystics of the Church. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2015/01/our-lady-of-kibeho-heavenly-warnings.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Abort og Guds vrede

Var den brutale behandling af Polen under anden Verdenskrig en straf for (udførelsen af) abort?

Historien om abort udført i Polen kan virke ”fascinerende”, ikke kun fordi det er en historie om en solid katolsk nation, der blev en pioneer i forhold til legaliseringen af abort, men ifølge Skt. Faustina blev det løftestangen for guddommelig straf.

I 1920 blev Sovjetunionen, Polens naboland, det første land i verden, hvor abort blev gjort mulig og tilgængelig. Dette dannede ”skole” for andre lande, så de ligeledes kunne gøre abort mulig og tilgængelig.

I 1932 legaliserede man abort på medicinsk indikation, og dermed blev Polen det land, vest for Sovjetunionen, der tillod abort ved voldtægt og incest. Ved at åbne en dør på klem i forhold til dette, åbnede man praktisk talt en ladeport for udførelsen af illegale aborter, som foregik i landets hovedstad Warszawa. Da ”abortparadiset” USSR var afgrænset i forhold til resten af verden, blev Polen det eneste land i Europa, hvor læger uddannet i udførelsen af abort var tilgængelige. Folk tog til Polen på ”abortferie” for at få deres ufødte børn slået ihjel. Polen blev bogstavelig talt aborthovedstad i det østlige Europa.

Dette lod Vor Herre ikke gå ubemærket hen. I 1930 skrev Skt. Faustina i sin dagbog, at Guds vrede var blevet antændt ved drabene på de ufødte, den ”alvorligste forbrydelse af alle”. Hun fik en vision af dødens engel, bevæbnet med et sværd og rede til at slå til mod Warszawa. Kun ved bod blev Guds vrede udsat.

Skt. Faustina døde i 1938. Den Anden Verdenskrig brød ud det efterfølgende år ved at nazisterne invaderede Polen og i den konflikt, der fulgte, blev hver femte polak slået ihjel af henholdsvis sovjetrussere eller nazister. Warzawa – den smukkeste by i Polen grundet dens arkitektur, blev praktisk talt jævnet med jorden. Byens ødelæggelse var så omfattende, at det efterfølgende (nærmest var umuligt) at finde eksempler på arkitektur, der går mere end 70 år tilbage i tiden.

Hitler gjorde Polen til et midtpunkt for nazisternes dødslejre herunder den berygtede ”slagtebænk” bedre kendt som Auschwitz. Millioner af jøder samt andre, der var ”uønskede” (herunder katolske klerikale), blev sendt til dødslejre forskellige steder i Polen.

Efter krigen fortsatte Polens lidelser, da landet i 45 år blev en vasalstat for Sovjetunionen, og det først genvandt sin frihed i begyndelsen af 1990’erne.

Det spørgsmål, som kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, er: Hvis de tragiske omstændigheder, som Polen gennemgik, faktisk er en guddommelig tugtelse for de børn, der blev aborteret i 1930’erne, hvilken tugtelse vil så ikke ramme et land, der har myrdet 60 millioner børn eller for den sags skyld en verden, der har aborteret over en milliard ufødte (børn) i det sidste århundrede? Bed og gør bod for menneskets synd.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter O’Dwyer og publiceret på ChurchMilitant d. 30. marts 2016. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-downloadabortion-and-gods-wrath

Skt. Faustinas vision af helvede

Skt. Faustina: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”.

Skt. Faustina, den polske nonne, der modtog mange åbenbaringer fra Kristus vedrørende Hans guddommelige barmhjertighed, fik vist helvede, så folk kunne angre og vende sig til Ham for at få tilgivelse.

I paragraf 741 i hendes nu velkendte Diary of Skt. Faustina fortæller hun, at grunden til at vor Herre sendte Sin engel for at eskortere hende til helvede, var følgende: Jeg skriver dette på Guds befaling, så ingen sjæl kan undskylde sig med: At der ikke er noget helvede, eller at ingen har været der, så ingen kan sige, at de ikke ved, hvad det er for noget.

Hun beskriver de forskellige former for pinsler, hun så, der blev anvendt på de sjæle, der havde almene og fejlagtige antagelser, nemlig at: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”. ”Det var det, jeg bemærkede”, skriver hun.

Vor Herre gav i begyndelsen af den 20. århundrede Skt. Faustina åbenbaringer, som indeholdt forskellige aspekter af Hans guddommelige barmhjertighed for at tilskynde verdens børn, der er omgivet af synd til at søge Hans barmhjertighed ved sønderknust og med hjertets omvendelse at bekende deres synder. En af disse åbenbaringer handlede om helvedes pinsler.

Det, den polske nonne erfarede, da hun ”besøgte” helvede, var to kategorier af pinsler: Dem, som kan betegnes som kollektive pinsler og dem, som kan betegnes som individuelle pinsler:

Hun beretter, at der kan nævnes syv generelle former for lidelse, som alle (sjælene) var underlagt:

  • At være uden Gud
  • En bestandig samvittighedskval
  • At ens tilstand aldrig ændres
  • En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den
  • Et vedvarende mørke, en kvælende stank samt synet af andre tilstedeværende
  • Satans vedvarende selskab
  • En frygtelig fortvivlelse, et had til Gud, afskyelige eder, forbandelser og blasfemisk tale

Udover de generelle pinsler, der ”ramte” kollektivt, så Skt. Faustina videre den enkeltes pinsler: ”Specielle former for pinsler er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der knytter sig til den enkeltes sanser. Hver enkelt sjæl gennemgår forfærdelige og ubeskrivelige pinsler, der relaterer sig til, den måde sjælen har syndet på”.

”Besøget” i helvede gjorde, at Skt. Faustina ubønhørligt bad for synderes omvendelse. ”Derfor beder jeg endnu mere for syndernes omvendelse”, sagde hun. ”Uophørligt anråber jeg Guds barmhjertighed, og at den må nå dem”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 20. april 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-faustinas-vision-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den hellige Jomfru Marias åbenbaringer i Akita i Japan til Sr. Agnes Sasagawa

De ekstraordinære begivenheder startede den 12. juni 1973, da Sr. Agnes pludselig så lysende og mystiske stråler strømme ud fra Tabernaklet. Det samme skete de to efterfølgende dage. 

Den 28. juni 1973 fremkom et sår formet som et kors på indersiden af Sr. Agnes venstre hånd. Blødningerne fra det var voldsomme og forårsagede megen smerte hos hende. Den 6. juli hørte Sr. Agnes en stemme, der kom fra statuen af Den hellige Jomfru Maria i kapellet, hvor hun var i færd med at bede. Statuen, som er tre meter høj, er udskåret af en træblok, som stammer fra træsorten Katsura (på dansk: Hjertetræ). Samme dag bemærkede et par af søstrene, at bloddråber flød fra statuens højre hånd. Fire gange gentog dette fænomen sig. Såret i statuens hånd vedblev at være der indtil den 29. september, hvor det forsvandt. Den 29. september, dagen hvor såret på statuen forsvandt, opdagede søstrene, at statuen var begyndt at ”svede” specielt på panden og omkring halsen. Den 3. august modtog Sr. Agnes det andet budskab. Den 13. oktober modtog hun det tredje og endelige budskab.

To år senere den 4. januar 1975 begyndte statuen af Den hellige Jomfru Maria at græde. Den fortsatte med at græde med mellemrum de næste seks år og otte måneder. Den græd i alt 101 gange. 

Budskaberne til Sr. Agnes 

Den 6. juli 1973

“Min datter, min novice, du har udmærket dig i lydighed i forhold til at opgive alt for at følge mig. Har du stærke smerter i ørene? Din døvhed vil blive helbredt, det er sikkert. Var såret i hånden årsag til smerte hos dig? Bed for soning for menneskehedens synder. Hver person i dette kommunitet (ordensfællesskab) er mine uerstattelige døtre. Fremsiger du bønnen, der er knyttet til the Handmaids of the Eucharist (Eukaristiens tjenerinder), ydmygt? ”Lad os bede den sammen”.

”Jesu Allerhelligste Hjerte, der fuldt og helt er til stede i Den hellige Eukaristi, jeg indvier mit legeme og min sjæl til at være et med Dit Hjerte og blive ofret hvert eneste øjeblik på al verdens altre og lovprise Faderen med bøn om Hans Riges komme”.

”Modtag dette ydmyge offer, hvor jeg giver mig til Dig. Brug mig, som det Dig behager for Faderens herlighed og til sjælenes frelse”

”Allerhelligste Guds Moder, lad mig aldrig blive skilt fra Din guddommelige Søn. Forsvar og beskyt mig som Dit særlige barn. Amen”

Da bønnen var tilendebragt, sagde den himmelske stemme: ”Bed rigtig meget for paven, biskopperne og præsterne. Siden din dåb har du været trofast i bøn for dem. Bliv ved med at bede meget … rigtig meget. Fortæl din superior om alt det, der er hændt i dag og adlyd ham i alt, hvad han siger til dig. Han har bedt for, at du må bede med glæde”. 

Den 3. august 1973

”Min datter, min novice, elsker du Herren? Hvis du elsker Herren, lyt da til, hvad jeg har at fortælle dig”.

”Dette er meget vigtigt … du må overbringe det til din superior”.

“Mange mennesker i denne verden bringer Herren sorg. Jeg ønsker sjæle, der vil trøste Ham for at formilde Den himmelske Faders vrede. Sammen med min Søn ønsker vi sjæle, der vil gøre bod igennem deres lidelse og fattigdom for syndere og dem, der er utaknemlige”.

“For at verden vil kende til Hans vrede, forbereder Den himmelske Fader at iværksætte en større revselse over hele menneskeheden. Sammen med Min Søn har Vi lagt os imellem mange gange for at formilde Faderens vrede. Jeg har forhindret kommende ulykker ved at ofre (til Ham) Min Søns lidelser på korset, Hans dyrebare blod samt de elskede sjæle, der trøster Ham ved at danne en kohorte af offersjæle. Bøn, bod og modige ofre kan mildne Faderens vrede. Jeg ønsker også dette fra Jeres kommunitet … at det tragter efter fattigdom, at helliggøre sig og beder for at gøre bod for så mange menneskers utaknemlighed og krænkelser.”

“Bed bønnen, der er knyttet til the Handmaids of the Eucharist (Eukaristiens tjenerinder), med opmærksomhed på dens betydning; sæt det i værk, I må opofre for at gøre bod (uanset hvad Gud lader ske) for synd. Lad enhver efter evne og position opofrer sig selv helt og fuldt til Herren”.

”Selv i en sekulær institution er bøn nødvendig. Der er allerede sjæle, som ønsker at bede, og som er på vej til at blive samlet. Hav ikke et for stor stort fokus på ”formen”, men vær trofaste og ivrige i bønnen for at mildne Herren”.

Efter en kort stilhed:

”Er det, der i dit hjerte sandt? Er du fast besluttet på at blive den hovedhjørnesten, som blev vraget? Min novice, du som ønsker at tilhøre Herren uden forbehold, at blive en værdig ægtefælle. Afgiv dit løfte ved at blive fæstnet til korset med tre nagler. Disse tre nagler er fattigdomkyskhed og lydighed. Af disse tre er lydighed det grundlæggende. I alt må du opgive dig selv og blive ledt af din superior. Han vil vide, hvem du er og vil lede dig. “

Den 13. oktober 1973

”Min kære datter, lyt godt efter hvad jeg har at sige til dig. Du skal fortælle dette til din superior”.

Efter en kort stilhed. 

”Som jeg har fortalt dig, hvis mennesker ikke omvender sig og forbedrer sig, vil Faderen påføre menneskeheden en frygtelig straf. Det vil være en straf, der er langt større end syndfloden, og det vil være noget, man ikke er set før. Ild vil falde fra himlen og udrydde en stor del af menneskeheden, de gode såvel som de onde, og hverken præster eller troende vil kunne vide sig sikre. De overlevende vil være så trøstesløse, at de vil misunde de døde. De eneste våben, der vil være efterladt, er rosenkransen og Min Søns Tegn. Bed rosenkransbønnen hver dag. Med rosenkransen bed for paven, biskopperne og præsterne”.

”Djævelens værk vil finde vej ind i Kirken og blive synligt på en sådan måde, at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden. De præster, der ærer mig, vil være foragtet og møde modstand hos deres medbrødre … Kirkerne og altrene vil blive vanæret; Kirken vil være fuld af dem, der går på kompromis og djævelen vil presse mange præster og indviede sjæle til at forlade deres tjeneste for Herren”.

”Djævelen vil særligt og uforsonligt gå efter sjæle, der er indviede til Gud. Tanken om tabet af så mange sjæle er årsagen til min sorg.  Hvis synderne til stadighed forøges i mængde og styrke, vil der ikke længere findes tilgivelse for dem.

”Hav mod til at fortælle din superior dette. Han vil vide, hvordan han skal opmuntre Jer alle til at bede og gøre bod”.

”Det er biskop Ito, som leder Jeres kommunitet”.

Og Hun smilede og sagde:

”Har du stadig noget, du gerne vil spørge om? I dag er det sidste gang, jeg med virkelig stemme vil tale til dig. Fra nu af vil du adlyde den, der sendes til dig samt din superior”.

”Bed rosenkransbønnen rigtig meget. Jeg alene er i stand til at redde Jer fra katastroferne, der nærmere sig”. De, der fæstner deres lid til mig, vil blive frelst”. 

Historikken bag Den Kirkelige godkendelse 

Den 27. februar 1978: Pave Paul VI godkender Troslærekongregationens normer for kongregationens fremgangsmåde i forbindelse med vurderingen af påståede åbenbaringer. Disse normer tilvejebringer kriterierne for evalueringen af et sådant fænomen samt det at etablere en lokal myndighed, der kan foretage en kompetent vurdering. Disse normer giver også mulighed for at regionale eller nationale biskopkonferencer kan gribe ind (som det er sket i Medjugorje), hvis det er påkrævet, men pavestolen kan også gøre det. 

Den 22. april 1984: Efter otte års undersøgelser anerkender den ærværdige John Shojiro Ito, biskop i Niigata, Japan, ”den overnaturlige karakter af de mystiske begivenheder omkring statuen og Den hellige Moder Maria ”og tillader” på bispedømmets vegne, at man ærer Den hellige Moder af Akita, mens man venter på, at den endelige vurdering offentliggøres af pavestolen. 

Biskop Itos brev hvori han anerkender begivenhederne i Akita. 

(EWTN: Selvom det hævdes, at Kardinal Ratzinger gav den endelig godkendelse af Akita i 1988, synes der ikke at eksistere noget andet kirkeligt dekret, som der ellers plejer gøre i en sådan sag. Imidlertid har enkeltpersoner såsom pavestolens tidligere filippinske ambassadør, Mr Howard Dee udtalt, at man på privat basis fra kardinal Ratzinger modtog forsikringer om, at det, der er sket i Akita er ægte. Under alle omstændigheder og i overensstemmelse med de gældende regler og da der videre ikke optræder afvisninger af biskop Itos beslutninger fra hans efterfølgere eller højere sted i det kirkelige hierarki, er begivenhederne i Akita endeligt godkendt af Kirken).

Revideret: November 2011.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på EWTN, og den kan læses på: https://www.ewtn.com/library/mary/akita.htm

Velkommen

Med løfte om sin barmhjertighed og moderlige kærlighed opmuntrer Jesus alle til at udsprede andagten til Guds barmhjertighed:

“De sjæle, som udbreder andagten til min barmhjertighed, vil jeg beskytte hele deres liv igennem som en kærlig moder beskytter sit spædbarn, – og i dødstimen vil jeg ikke være dem en dommer, men en barmhjertig Frelser” (1075).

Selv syndere, der fortæller om hans barmhjertighed vil omvende sig. De præster der forkynder hans barmhjertighed vil erfare hans kraftfulde tilstedeværelse i deres liv, ord og gerninger: ”

De forhærdede syndere bliver angerfuldt gennem deres ord, hvis de fortæller om min uudgrundelige barmhjertighed, om den medynk som jeg nærer for dem i mit Hjerte. De præster, som forkynder og lavpriser min barmhjertighed, vil jeg give en vidunderlig kraft, salve deres ord og bevæge hjerterne, som de taler til” (1521).

Dette dybeste ønske understregede Jesus gang på gang for Skt. Faustina, idet han fortalte hende hvordan hun kan opfylde hans ønske: ”

Min datter, du skal vide, at mit Hjerte er lutter barmhjertighed. Fra dette hav af barmhjertighed flyder nådegaverne ud over hele verden (…).

Jeg ønsker, at dit hjerte bliver bolig for min barmhjertighed.

Jeg ønsker, at denne barmhjertighed flyder ud til hele verden gennem dit hjerte. Enhver som nærmer sig dig, skal ikke gå derfra uden tillid til min barmhjertighed, som jeg ønsker så meget for sjælene” (Dagbog nr. 1777)

* * *

Besjælet og bevæget af Guds barmhjertighed brænder Den hellige Faustina for apostolat for hans barmhjertighed: “Oh evigtvarende Kærlighed, jeg ønsker, at alle de sjæle, som Du skabte, lærer Dig at kende. Gerne ville jeg være præst, for ustandseligt at kunne fortælle de syndige sjæle, som sank ned i fortvivlelse, om Din barmhjertighed. Jeg ville gerne have været missionær og bringe troens lys til de fremmede lande, for at sjælene kunne lære Dig at kende, og hentæret at dø martyrdøden for dem, ligesom Du døde for mig og for dem. Oh Jesus, jeg ved meget godt, at jeg kan dø martyrdøden ved en fuldstændig udtæring og selvfornægtelse af kærlighed til Dig, Jesus, og til de udødelige sjæle og derved være præst, missionær og prædikant. Stor kærlighed formår at forandre små ting til store ting” (302).

“Mit største ønske er, at sjælene lærer Dig at kende – som deres evige lykke, så de kommer til at tro på Din godhed og lovpriser Din uendelige barmhjertighed” (305).

På Jesu opmuntring og i den hellige Faustinas fodspor vil vi på cenakel (bønsdag) grunder over og tager imod denne hans barmhjertighed. Vi vil også takke og lovprise Gud for hans barmhjertighed. Vi lader den hellige Faustina ledsage os og hjælpe os til at åbne os for hans barmhjertighed.