Category: Sacraments

Quoniam in saeculum misericordia eius

Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118:24). I otte dage har vi allerede fejret en enkelt dag: Den opstandne Kristi fuldendte og uendelige dag, Herrens store og herlige påske! I otte dage har pragten fra ”… Alfa og Omega … han som er, og som var, og som kommer, den almægtige” (Åb 1:8) overstrålet Kirken med lys og glæde. 

Quasimodo søndag 

I Kirkens spæde start ville de, der netop var blevet døbt, afslutte en uge, hvor de havde fået nyt liv, og det gjorde de ved at aflægge deres hvide klædning, som de havde modtaget ved dåben. Kirken, som Moder henvender sig i dagens introitus til de nydøbte: ”Og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse” (1Pet 2:2). Denne herlighedsfulde introitus er et særligt skriftsted for os, for det åbner for alt det andet. Dette er en moders stemme, der henvender sig til hendes nyfødte barn. Skriftstedet er så centralt, at i kristendommens første tid og frem til i dag har det givet anledning til at give navn til denne søndag: Quasimodo søndag, som er taget fra ordene i introitus: ”Hig som nyfødte børn, alleluja, med forstand efter den uforfalskede mælk. Allelujaallelujaalleluja (1 Pet 2:2). 

Den uforfalskede åndelige mælk 

Jeres higen bør være efter ordets rene mælk” (1 Pet 2:2). At hige efter Guds ord er tegn på åndelig sundhed. Hvor går vi hen for at finde ordets rene mælk? Den næring får vi af vores Moder, som er Kirken, og Hun giver os den i form af Guds ord i den daglige liturgi. Dette var grunden til, at troende i Den spæde Kirke forsamlede sig i Salomos Søjlegang (ApG 5:12). Dette er grunden til, at vi forsamles søndag efter søndag, ikke i Salomos Søjlegang, men i Salomos nye og levende tempel, som er Kristi Legeme, Kirken og i ”skyggen af Peter” (jf. ApG 5:15). Hver gang ordet forkyndes, synges, gentages, prædikes og bedes, næres vi med ordets rene mælk. Det er det, at vi i fællesskab lytter til Ordet, der gør, at vi ”er ét i hjerte og sind” (ApG 4:32). 

At forvalte Guds barmhjertighed 

Den Kristus, vi møder i dagens anden læsning, er Den korsfæstede Kristus med den gennemborede side og fra hvis Hjerte, der flyder en strøm af vand og blod. Præster er på en speciel måde kaldet til at være til stede under Kristi herlighedsfulde kors sammen med Jomfru Maria, Maria Magdalene, de andre hellige kvinder og den discipel, Jesus elskede. Præsten må benytte sit eget hjerte som kalk til at tage imod blod og vand, der strømmer fra den gennemborede side, således at ingen dråbe går tabt. Alt det, der strømmer fra Kristi gennemborede side, skal modtages af Kirken gennem præsten og derefter i overflod fordeles med ømhed til dem med åndelige sår. Dette er forvaltningen af Guds barmhjertighed. 

Hans herlighedsfulde sår 

Den Kristus, vi møder i evangeliet, står blandt Sine disciple (jf. Joh 20:19) og viser dem Sine sår. Den hellige Johannes nævner ikke noget om den herlighed, Kristus udstråler, Kristus peger nemlig kun på Sine sår. Hvorfor? Thi for den hellige Johannes (teologen) kommer udstrålingen af Kristi herlighed fra Hans sår, og det er en opfyldelse af ordene fra profeten Habakkuk: ”Glansen er som lyset, stråler udgår fra hans hånd; der er hans styrke skjult” (Hab 3:4). 

Fanget i frygtens greb og med en tabt tro på håbet opholdt disciplene sig bævende bag solidt aflåste døre, og pludselig stod Jesus blandt dem. Han hilste dem med et ”Fred være med Jer” (Joh 20:19). Hans første gave (til dem) er en fredsgave. Ved at give en gave, som består af fred, viste Jesus disciplene Sine hænder og Sin side. Den opstandne Kristus’ herlighedsfulde sår bekræfter, at Han er Den Opstandne. Dette er Den Jesus, som blev korsfæstet. Dette er Den samme Jesus, som vi betragter i den stille uge. ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53:3-6). Den opstandne Jesus forbliver at være såret, og som den hellige Peter siger: ”Ved hans sår, blev I helbredt” (1 Pet 2:24). Dette er vores bøn i begyndelsen af påskevigilien lørdag aften i sidste uge: ”Ved Hans hellige og herlighedsfulde sår, må Kristus yde os Sin beskyttelse”. 

Det store påskelys, som står ved siden af amboen, er et symbol på den opstandne Kristus bærende på Sine fem sår, og som kaster lys over Den hellige Skrift og oplyser forkyndelsen af Denne. Lige så vel som Han var i rummet med Sine disciple, er Den Opstandne her iblandt os. Han bringer os den samme fred. Han viser os de samme sår, der stråler af helbredende barmhjertighed, en barmhjertighed, der gennemtrænger al vor frygt. 

Fred være med jer 

Jesus siger for anden gang til disciplene: ”Fred være med jer” (Joh 20:21). Det er ikke noget, Han ”bare” siger endnu engang. Der er tale om en gentagelse, som bliver foretaget ved Åndens kraft. Der er tale om den slags gentagelse, der frem til i dag ligger i Kirkens liturgi. Derpå tilføjer Han: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20:21). Kristi mission afsluttes ikke med Hans død og opstandelse. Hans mission fortsættes gennem de børn, der indtil tidernes ende vil blive bragt til verden af Hans Brud, Kirken. Kirken, som bliver samlet ved ordet, Kirken, der er forenet omkring alteret. Dette er Kirken, der udsendes (og foretager missionsbefalingen). Kirken består af dem, der næres af ”ordets rene mælk”. Kirken består af dem, der har oplevet barmhjertigheden fra Den opstandne Kristus og kender til Hans fred. 

Guddommelig barmhjertighed som lindring 

Kirken er en forsamling af mennesker, der (på forskellig måde) er blevet såret og har grundet over de herlighedsfulde sår hos Den opstandne Kristus. Vores sår er det sted, hvor Den opstandne Kristus lader Sin nåde trænge ind i vor sjæls hemmelige dybder. De, der ikke har sår eller foregiver ikke at have sår, afskærer sig fra den lægedom, der er i Jesu nåde. Visse former for ”dyd”, selvtilstrækkelighed og hårdhed gør, at man ikke er modtagelig overfor den lindring, som Guds barmhjertighed er. De, der ved, at de er såret, og som åbner deres sår for udstrålingen fra Kristi herlighedsfulde sår, oplever kraften, den kraft, der er i Hans opstandelse. Det er kun disse mennesker, Kristus sender ud for at fortsætte det arbejde, Han har igangsat med at udbrede barmhjertighedens lægedom til verden.  

Antifon ved Kommunionsmodtagelsen 

Evangeliet om endnu en åbenbaring af Den opstandne Kristus finder sted en uge efter den første åbenbaring. Det er igen søndag, og det hele finder sted bag låste døre. Endnu engang kommer Jesus og er iblandt sine disciple. Igen kommer Han med en gave fra hjertet ”Fred være med jer” (Joh 20:26). Derpå vender Han sig til Thomas, der både ønskede at tro, men også var præget af tvivl, og sagde: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den ind i min side” (Joh 20:27). Det var det samme som at sige: ”læg din hånd på Mit Hjerte, Thomas. Føl det, som i Mig er det mest dyrebare, eller rettere tillad Mig at røre ved det, der er det mest dyrebare i dig, så du ikke fortsætter med din vantro, men virkelig tror”. Disse Jesu ord rettet til os er at finde i dagens antifon ved Kommunionsmodtagelsen, og den ledsager dem, der i tilbedelse, når de nærmer sig sårene på Kristi herlighedsfulde Legeme. 

Eukaristien: En udstrømning af Guds barmhjertighed 

De sår, der er blevet til ved vantro, bliver helet, når vi rører ved den opstandne Kristus, Hans Legeme, i Eukaristien. Eukaristien bringer lægedom i forhold til tvivl, frygt og håbløshed. Eukaristien er som bodens sakramente på en underfuld måde skabt til at være en udstrømning af Guds barmhjertighed. 

Skt. Faustina 

Det var den erfaring, Skt. Faustina Kowalska gjorde sig. Hun var en ydmyg kvinde udvalgt af Den opstandne Kristus i 1930’erne til at få Kirken tilbage til troen på Guds barmhjertighed. Billedet af Den barmhjertige Kristus, som Skt. Faustina gjorde brug af til at drage de sårede, tvivlende og dem præget af frygt til Guds barmhjertighed, er faktisk et billede på dagens evangelium og samtidig udtrykker det netop det, som den hellige Benedikt pålægger os i kapitel 4 i ”Den hellige Regel”, nemlig: ”Aldrig (at) opgive håbet om Guds barmhjertighed” (Benedikts Regel 4:74). 

Jesus, jeg stoler på Dig 

Enhver af os bliver i dag indbudt til at slukke vores tørst i vandet og blodet og ligesom Thomas at undersøge Kristi herlighedsfulde sår og at trænge ind til Hans hellige Hjerte. Da vil Skt. Faustinas bøn: ”Jesus, jeg stoler på dig”, vælde op fra vort indre, og Thomas’ udbrud bliver vores ”Min Herre og min Gud” (Joh 20:28).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. april 2007. Den kan læses på: Quoniam in saeculum misericordia eius – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød …

Har I ikke liv i Jer

Nu, hvor vi går gennem den stille uge og bevæger os mod påsketiden, kan det være godt at overveje Vor Herres indstiftelse af Eukaristien og Hans tilstedeværelse der, som Han fortsætter med at være uanset tid og sted.

Det største forræderi, pænhedens Kirke har foretaget, er at benægte realpræsens, og at Vor Herre er fuldt og helt til stede under brødets og vinens skikkelse.

Benægtelsen af realpræsens er årsagen til alt det onde i Kirken og forræderiet mod Kristus i det Allerhelligste sakramente. Det var det forræderi, Judas foretog mod Jesus, det var det forræderi, protestanterne foretog med deres revolution imod Kirken, og det er det forræderi, modernisterne i Kirken foretager imod Hende (Kirken), det er dem, der fremmer helligbrøde i Kirken.

Det bør stå klart for enhver: det er helligbrøde, når man har vished for, at mennesker, der har begået alvorlig eller svær synd, modtager Den hellige Kommunion. Kanonisk lov § 915 understreger, at dette under ingen omstændigheder er tilladt.

Alligevel vælger hele gruppen af blødsødne, kujonagtige og ondskabsfulde prælater ganske enkelt at vende det blinde øje til, (når det sker), eller de gør det, der er endnu værre, de forkynder, at det er legitimt. Ve dem, hvis de ikke omvender sig, inden de dør.

Vor Herres kødelige offer på korset blev foretaget med den hensigt, at det skulle være for bestandigt, indtil tidernes ende, og der er altså ikke tale om et nyt og forandret offer, hver gang det foretages, men det er dette ene offer, der vedvarende fuldbyrdes, ét offer, en gang for altid.

Biskop Fulton Sheen plejede at sammenligne Messeofferet med den oprindelige opsætning af et skuespil med dets musikstykker, tekster og karakterer. Når skuespillet skal på turné, så er det samme stykke med de samme musikstykker, tekster og karakterer, men det spilles blot under andre forhold. Der er derfor ikke sket forandringer i den oprindelige opsætning.

Der er tale om det samme skuespil, én opsætning, og det kan overværes mange forskellige steder til enhver tid, det er som den oprindelige opsætning uden forandringer, og sådan er det også med Den hellige Messe.

Hvorfor ønskede Vor Herre Sit en-gang-for-alle-offer gjort gældende i hele historien og tilgængelig for alle mennesker? Fordi Han, ligesom da Han bød israelitterne at spise offeret, som var en forsmag på Den hellige Kommunion, nu byder dem, der følger Ham at spise offeret, som er Hans kød.

Da jøderne i Kapernaum bad Ham give dem dette brød, svarede Han dem: ”Det brød jeg vil give er mit kød, som gives til liv for verden”.

På en vis måde kunne vi med lethed konstatere, at offeret på Golgata blev foretaget således, at de troende fra det tidspunkt kunne indtage kødet fra deres offerlam, således som man gjorde ved den første påske i Egypten.

Lammet måtte indtages, ellers var offeret ikke fuldbragt. Det er derfor, Vor Herre fortæller forsamlingen omkring Ham: ”Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød, har I ikke liv i Jer”.

Dette blev den eneste doktrin, de nægtede at acceptere. Bemærk, at det kun var den ene ting, der gjorde, at de afviste Ham, og det samme gjorde sig gældende for Judas, der forrådte Ham.

Korsfæstelsen / offeret, for det var det, det var, blev til ved guddommelig bemyndigelse og gjort tilgængeligt for dem, der følger Kristus, indtil den dag Han kommer i herlighed. Men selv før det andet komme, som vi ser frem til med stor forventning, er Den hellige Eukaristi tæt forbundet med opstandelsen.

Det var i Kapernaum, at Han sagde, at den, der spiser Hans kød og drikker Hans blod, vil Han oprejse på den yderste dag.

Når en katolik, der er i nådens stand, modtager Den hellige Kommunion, bliver dennes kød og blod forberedt til den endelige herliggørelse, som er et herliggjort legeme, fordi det er det herliggjorte Kristi kød, Hans opstandne kød, som vi indtager, og vi bliver gradvist mere og mere ligesom Ham, hvis vi vel og mærke modtager Ham i en værdig stand, det vil sige nådens stand.

Kærlighed kræver,at en Gud, der ikke blot kunne give os Sin Ånd, men også Sit kød, ville gøre dette. En kærlighed, der ikke er fuldendt, kan ikke betragtes som kærlighed. Denne Gud har magten til at give Sig selv helt og fuldt med sjæl og legeme til os ved at forene Sig med vores sjæl og legeme.

Et menneske, der tror, at det kun behøver en åndelig relation til Kristus på Golgata, at dette er det eneste nødvendige, en sådan person har desværre ikke forstået, hvad der egentlig kræves.

Den virkelige Kristus, som så mange hævder, at de har en personlig relation til, benægter i realiteten den relation, fordi de ikke ønsker fuldt og helt at underkaste sig alle Hans bud, hvoraf ét af dem er: ”spis mit kød”. Og for at gøre det helt klart tilføjede Han overfor dem i Kapernaum, der fulgte Ham: ”For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik”.

Dem, der fulgte Jesus, og som fandt at netop denne form for relation, så at sige ”kom alt for tæt på”, blev ganske enkelt for personlig, nemlig at der her var en Gud, som elskede så meget, at Han ønskede at være så tæt på mennesket, som overhovedet muligt. Disse mennesker ønskede, og de ønsker det stadig, den dag i dag, en Gud på deres præmisser, hvor det er Ham, der følger de bud, de har fremsat for Ham.

Det er netop grunden til, at dem, der fulgte Jesus til og med Kapernaum, afviste Ham netop der og fulgte deres egen vej. Dette er også grunden til, at kimen til Judas forræderi blev sået her, og dette er ligeledes årsagen til, at dem, der stod bag den protestantiske revolution i det 16. århundrede, fornægtede realpræsens, og dermed Den hellige Eukaristi, og endelig er dette årsagen til, at så mange i Kirkens hierarki benægter denne sandhed ved den måde, de agerer på.

I Kapernaum betegnede Jesus Judas som en djævel, fordi han ikke troede. De, der præsenteres for sandheden og benægter den eller afviser den eller forsøger at bortforklare den, vil lide den samme skæbne som Judas.

Påsken handler om realpræsens. Det er derfor Vor Herre som en afslutning på vandringen med sine disciple på vejen til Emmaus afslører Sig selv ved at bryde brødet, således at deres øjne blev åbnet.

Lad os bede for og arbejde på med iver i denne påske, at vi må blive brugt til at åbne øjnene på så mange som muligt, så de ser den sandhed, der er i realpræsens. I de næste dage vil et hold fra Church Militant drage til Israel, og der producere vores helt egen dokumentar om Eukaristien.

Det vil sige, at de næste episoder af Vortex vil blive produceret i Israel, og her vil vi holde Jer opdateret om vores arbejde samt de seneste nyheder. Vær venlig at bringe vores rejse og arbejde med i Jeres bønner.

Fra alle her på Church Militant: med ønsket om en hellig og glædelig påske til Jer alle.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. april 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-unless-you-eat-the-flesh-of-the-son-of-man

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skriftefaderen: et levende redskab for Guds Barmhjertighed

For elleve år siden, mandag den 19. februar 2007, talte Hans hellighed pave Benedikt XVI til de skriftefædre, der forestår skriftemål i de fire store basilikaer i Rom. Hans tale var samtidig rettet til ”alle de præster, der rundt om i verden har dedikeret sig – og deres præstegerning til den tjeneste at forestå skriftemål”. Min egen erfaring er, at folk ganske enkelt benytter skriftemålet, når som helst en præst stiller sig til rådighed ved at være synligt til stede i skriftestolen. Den (vente)tid skriftefaderen kan opleve, før en pønitent henvender sig, er ikke spildtid. Den bør ses som et skridt ind i den varige tålmodighed og barmhjertighed, der kendetegner Den korsfæstede, der venter på, at sjæle vil nærme sig Hans glorværdige sår og overgive sig til Hans barmhjertige favn. Desuden kan skriftefaderen benytte vente(tiden) i skriftestolen til at bede rosenkransen med bønsintentioner for syndere.

Tjenesten som skriftefader

… Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til alle præster i verden, som har dedikeret deres præstegerning samt engagement til at varetage tjenesten som skriftefader.

En vidunderlig og nådefuld begivenhed

Bodens sakramente, der har en stor betydning i det kristne liv, giver den forløsende virkning, der udgår fra Kristi påskemysterium. Idet skriftefaderen giver pønitenten absolutionen, som udtales i Kirkens navn og på Kirkens vegne, bliver skriftefaderen et levende redskab for en begivenhed, hvor nåden bringes over pønitenten.

Skriftefaderen, som formidler af Guds trøstende barmhjertighed

Med ærbødighed og troskab overfor Kirkens læreembede, bliver skriftefaderen formidler af Guds trøstende barmhjertighed. Han henleder fokus på syndens virkelighed, og samtidig viser han den uudgrundelig fornyende kraft, der udgår fra den guddommelige kærlighed, der på ny giver liv.

Gennem præstens handlinger og ord

Derved bliver skriftemålet en åndelig ”genfødsel”, der forvandler pønitenten til en ny skabning. Det er kun Guds nåde, der kan udvirke dette mirakel, og det bliver foretaget gennem præstens ord og handlinger. Ved at erfare en benådning, der er fyldt med ømhed og kærlighed, og som stammer fra Herren, ledes pønitenten til med større lethed at kunne erkende, hvor forfærdelig synd er og (fremtidigt) undgå at begå synd for at kunne forblive i Guds venskab og vokse i dette venskab.

Persona Dramatis

I denne mystiske proces, hvor der sker en indre fornyelse hos pønitenten, er skriftefaderen ikke blot til stede som en passiv deltager, men han agerer persona dramatis, det vil sige, han er et levende redskab for den guddommelige barmhjertighed. Derfor er det nødvendigt, at han forener en funderet åndelighed og pastoral ”følsomhed” med en grundlæggende teologisk, moralsk og pædagogisk forberedelse, som gør ham i stand til at forstå pønitentens livssituation.

Som fader

Desuden er det hensigtsmæssigt, at skriftefaderen har kendskab til den sociale, kulturelle og arbejdsmæssige kontekst, skriftebarnet befinder sig i, for at han kan rådgive denne bedst muligt i åndelig henseende og med bønspraksis etc. Præsten bør erindre sig, at han i forbindelse med dette sakramente er kaldet til at være fader, åndelig vejleder og den, der lærer og er med til at ”forme” pønitenten. Dette kræver i sagens natur, at skriftefaderen hele tiden er åndeligt funderet, men også bredt og alment orienteret, og det er netop det, der er sigtet med det såkaldte ”interne forum”, som apostolske skriftefædre har etableret.

I kontakt med Kristus gennem bønnen

Kære præster, Jeres tjeneste har frem for alt et åndeligt perspektiv. I må, til den menneskelige visdom samt den teologiske forberedelse I foretager, tilføje en dybt funderet åndelighed, som næres ved bønsaktivitet, hvorved I er i kontakt med Kristus, som er Herre og Frelser.

In Persona Christi

I kraft af den præstelige ordination udfører skriftefaderen ganske enkelt en særlig tjeneste in Persona Christi bistået af en række bestyrkende nådegaver. Skriftefaderens forbillede er Jesus, som er sendt af Faderen: Den Kilde, hvorfra Helligåndens livgivende åndedrag udgår. At skulle løfte et så stort ansvar, dertil rækker den menneskelige styrke kun i ringe grad, men den ydmyge og trofaste tro på Kristi frelsergerning gør os, kære brødre, til vidner om Kristi universelle frelse, der udgår fra Ham, og som vi fører ud i livet på formaning af Den hellige Paulus, som siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 kor 5: 19).

Den fulde formidling af Barmhjertighedens Kærlighed

For at kunne opfylde en sådan tjeneste må vi først og fremmest lade budskabet om frelsen blive dybt rodfæstet i os og forandre os. Vi kan ikke forkynde nåde og forsoning for andre, hvis vi ikke bærer den i os. Det er sandt, at der i vores tjeneste findes forskellige måder og redskaber til at formidle Guds barmhjertige kærlighed til vore brødre, men det er dog i selve udførelsen af dette sakramente, at det kommer til sit fuldkomne udtryk.

Lad skriftemålet have forrang

Kristus har udvalgt os, kære præster, til at være netop dem og de eneste, der kan tilgive synder i Hans navn: der er her tale om en bestemt tjeneste i Kirken, som vi bør prioritere højt. Hvor mange mennesker med problemer søger ikke trøst og omsorg hos Kristus! Hvor mange pønitenter finder ikke i skriftemålet fred og glæde, en fred og glæde, som de har søgt efter i lang tid! Er det ikke tydeligt for enhver, at det også i en tid som vores, der er præget af religiøse og sociale udfordringer, der er et behov for, at man genopdager dette sakramente, og at det må blive synligt (for mennesker).

Helgenerne som forbillede

Kære brødre, lad os følge helgenernes eksempel, og specielt dem, der ligesom Jer, var dedikeret til netop denne tjeneste. Blandt disse er Skt. Johannes Marie Viannay, Skt. Leopold Mandic og én, som er endnu tættere på os, nemlig Skt. Pio fra Pietrelcina. Må disse fra himlen yde os deres støtte, så vi i rigt mål kan formidle Kristi nåde og barmhjertighed.

Maria, syndernes tilflugt

Må Maria, som er syndernes tilflugt give Jer styrke, opmuntring og håb til at kunne fortsætte Jeres uundværlige gerning. I er med i mit hjertes bønner, nu hvor jeg med hengivenhed bringer Jer min velsignelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. april 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/04/the-priest-confessor-an-active

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Benyt bodens sakramente!

”Hvis der er et (helt særligt) himmelsk ’påfund’ i Den katolske Kirke, så må det helt sikkert og næst efter det Allerhelligste sakramente, være bodens sakramente” (John Henry Newman).

Bodens sakramente er ét af de sakramenter, jeg holder allermest af, og jeg forsøger at gøre brug af det så ofte som muligt. Men sådan har det ikke altid været. Jeg er konvertit, og jeg kan stadig huske, hvor akavet mit første skriftemål var. Jeg gruede for det i ugerne op til, at det skulle foregå, ligesom hvis jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg havde totalsmadret deres nye bil.

Det værste var, at den gode præst, som skulle forestå skriftemålet, insisterede på, at det skulle foregå ansigt til ansigt. Der ville altså ikke være mulighed for anonymitet på nogen måde, dette skulle ikke være for let.

Helt ærligt, så var det ydmygende, og jeg husker, at mine øjne var rettet mod gulvet det meste af tiden. Men efter ydmygelsen kom det bedste, det var lyden af de ord, som præsten siger under absolutionen. Det var særdeles kraftfuldt, og det gjorde Guds nåde meget konkret på en helt ny måde.

Som protestant vidste jeg aldrig helt, om jeg var blevet tilgivet, var min anger dyb nok? Havde jeg bedt længe og intenst nok? Selvfølgelig havde jeg det, jeg blev fortalt, at jeg bare skulle have en tro på, at alt var i orden, men da jeg er en skrupuløs type (og jeg har stadig problemer med dette), kunne jeg tage mig selv i at tvivle på mine bevæggrunde og oprigtighed. Ofte og gentagne gange bad jeg de samme bønner om tilgivelse blot for at have én eller anden form for målestok.

Så var der min skyld over at holde mine synder hemmelige for verden. Jeg kunne udadtil vise en hellig og retfærdig adfærd, men der var ingen, der virkelig vidste, hvad jeg ”gemte på” under overfladen. Jeg følte mig som en hykler opfyldt af hemmelige synder.

Bodens sakramente ændrede på alt dette. Jeg kan ikke holde mine synder hemmelige og slet ikke i længere tid. Og jeg behøver ikke at tvivle på, om jeg er blevet tilgivet. Jeg kan på en konkret måde høre, at det er jeg, og denne sætning kan jeg høre blive sagt, så ofte jeg har behov det.

3 grunde til at benytte bodens sakramente

Mange mænd er enten flove over eller bange for at benytte bodens sakramente. De prøver at undgå det så længe som muligt og finder på en mangfoldighed af undskyldninger for ikke at gøre det. Hvis du føler dig ”ramt”, så er her tre grunde til, at du bør opsøge bodens sakramente så hurtigt som muligt.

1.      En ny begyndelse: Ligegyldigt hvad du har gjort, (tænk på det værste du kunne gøre) finder du barmhjertighed og helbredelse i bodens sakramente. Når du går ud fra skriftestolen, er du blevet befriet fra synden på en måde, som du aldrig nogensinde har oplevet det før. Hvorfor skulle du ikke ønske at modtage denne gave?

Selvom du ikke har begået nogle alvorlige synder, er det at gå til skrifte som at blive vasket ren. Svaghedssynder sætter sår på sjælen og gør den praktisk talt snavset. Lad ikke din sjæl blive snavset og ildelugtende af svaghedssynder. Opsøg bodens sakramente. 

2.      Den konkrete tilgivelse: Vor Herre sætter os ikke i den situation, hvor vi selv skal gætte os til, om vi er blevet tilgivet. Når præsten udtaler absolutionen, bliver din sjæl øjeblikkelig og fuldstændig helbredt. Det, der er vigtigt at huske på, er, at i bodens sakramente er Jesus til stede ved præsten. Hvis Jesus var her på jorden, ville du så ikke gå til Ham og bede om tilgivelse? Hvis du ønsker at opleve den guddommelige barmhjertighed på en konkret måde, så er bodens sakramente stedet.

3.      Du modtager nåden: Det er en forkert betragtning, at skriftemålet kun handler om at komme af med sine synder. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Det er ikke kun vores synder, der bliver taget fra os og havner på havets bund, vi modtager også den nåde fra Kristus, som vi så desperat har behov for til at kunne leve et helligt liv. Desto mere du gør brug af skriftemålet, desto mere nåde modtager du.

Hvad venter du på?

Derfor mænd, kom nu afsted og opsøg bodens sakramente. Selvom du måske ikke altid har lyst til det, så er dette sakramente en stor gave. Lad ikke frygt, skyld eller forlegenhed afskrække dig.

Jesus venter på dig i bodens sakramente, og Hans Hjerte længes efter at give dig Sin nåde i overflod. Hvad venter du på? Kom afsted og opsøg bodens sakramente.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://catholicgentleman.net/2013/08/go-to-confession/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)