Category: Saints

Hun fremsiger sit digt for kongen

Skt. Gertrud den Store, Jomfru.

Hendes hjerte strømmer over med skønne ord

Det er kun værdigt og ret, at vi i dag bør sidde ved Skt. Gertruds fødder, og at vi tager os tid til at lytte til det, hun siger, for ”hendes hjerte strømmer over med skønne ord, når hun fremsiger sit digt for kongen” (jf. Sl 45:1). Denne ydmyge benediktinerinde fra det 13. århundrede er den eneste kvinde, der i Kirkens kalenderår, betegnes som ”den Store”. Skt. Gertrud den Store er en kvinde i middelalderen med et forbavsende moderne budskab.

O smag og se

Skt. Gertrud er teolog i patrologisk forstand, fordi hun har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. I den henseende er hun et forbillede for alle præster, for præsten er kaldet til at være den, der har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. Gertruds sjæl blev ”formet” ved Den hellige Skrift, kirkefædrene og mere end noget andet af den daglige erfaring med klosterets liturgi fejret og frembragt ved sang. Fra det tidspunkt, hvor hun som femårig kom til klosteret Helfta, var Gertruds liv centreret om den hellige liturgi, som er Kirkens timelige, daglige, ugentlige og årlige gang for bøn og lovprisning.

Ordets Brud

Skt. Gertrud var gennemtrængt af Guds Ord, og Den hellige Skrift var hendes daglige brød. Salmerne var altid på hendes læber og i hendes hjerte. Kirkens sungne bøn udtrykt i de gamle salmer var som en flod med strømmende vand, der vædede hendes liv og lod ordets frø spire frem med blomster og frugt. Skt. Gertrud udviklede en fantastisk teologi, der omhandlede indføringens sakramenter, eskatologi, inkarnationens og frelsens mysterier, Jesu Hjerte, Helligåndens virke i Kirken og sjælene, Vor Frue og helgenerne, bønnens mystik og den kontemplative erfaring med Gud.

Jesu hellige Hjerte

Skt. Gertruds teologi er erfaringsbaseret, og netop dette gør hendes bidrag til Den katolske Kirkes teologi og mysterietradition smukt. Fokus for hendes fordybelse var Jesu Hellige Hjerte, Det Hjerte, der blev gennemboret, og hvorfra der kom vand og blod (jf. Joh 19:34). Skt. Gertrud blev draget til Jesu Hellige Hjerte ved hemmelig indgriben fra Faderens side og gennem Helligånden. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6:44).

Duen i klippesprækken

Ligesom duen, der finder hvile i klippesprækken, således tog Gertrud også sin tilflugt i Frelserens gennemborede Hjerte. Hendes tilknytning til Jesu Hjerte trodser enhver beskrivelse. Hendes bøn var ladet med kraft, og det i en sådan grad, at man sagde om hende: ”Gertruds tunge er blevet en nøgle til himlen” (Antiphon, Monastic Office).

Kærlighed, som overgår al erkendelse

Skt. Gertrud taler om det, hun har kendt og nydt, nemlig ”Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse” (Ef 3:19). Hendes teologi er hverken ”tør” eller overstrømsk. Tværtimod, hendes viden om Gud emmer af ømhed og gløder af inderlighed. Den frembringer en sødme, der ikke er jordisk, og den er glødende på grund af en indre ild. Som indviet jomfru levede Skt. Gertrud sit kald som Kristi Brud, ligesom Kirken er det, og hun levede dette kald i sit eget kød og blod. Hun tillod Kristus som Brudgom at elske hende. Hendes hjerte blev ét med Hans.

På skiltet over mig står kærlighed

Skt. Gertrud er for os alle et eksempel på det, der sker, når en sjæl betingelsesløst tillader at lade sig blive elsket af Kristi Hjerte. Hendes eksempel var båret af et direkte kendskab til Gud ved en kærlighed understøtte af håb og praktiseret ved tro. ”Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: kærlighed” (Højs 2:4).

Jeg fandt Ham, jeg elsker så højt

Et møde med Faderen kommer til os gennem Sønnen, og det sker ved Helligånden. Vi erfarer Kristi kærlighed ved at tillade Ham at elske os, som når brudgommen elsker og skatter bruden. ”Min sjæl hænger ved dig, og din højre hånd holder mig fast” (Sl 63:9) Skt. Gertrud længtes efter Jesus Kristus, og Han gjorde hende til sin. Hun holdt fast i Ham, og Han gjorde det samme i forhold til hende. Hun søgte Ham, og Han tillod Sig selv at blive fundet af hende, specielt i fejringen af Messeofferet og i tidebønnen. ”Jeg fandt ham, jeg elsker så højt. Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke …” (Højs 3:4). Her taler Skt. Gertrud igen til enhver præst, som i Eukaristiens mysterium finder Ham, som hans sjæl elsker, holder fast ved og ikke giver slip på, og som ikke slipper Ham.

Den korsfæstede kærlighed

Skt. Gertrud oplevede en magnetisk tiltrækning til Jesu gennemborede Hjerte ikke på en sentimental eller sorgfuld måde, men på en dyb teologisk måde. Hun blev draget til Jesu Hellige Hjerte, som en åbning til en dybere mystik: ”…hvor stor bredden og længden og højden og dybden er af faderens kærlighed” (jf. Ef 3:18), åbenbaret i Den korsfæstede Kærlighed og bragt ind i vore hjerter af Helligånden.

Ved Jesu Hjerte

Skt. Gertrud blev ikke draget til Jesu Hjerte, men ved Jesu Hjerte til Faderen og det gennem Helligånden. Hendes bøn er i hovedsagen trinitarisk. Hele hendes væsen er rettet ad Patrem, og dette fordi hun er forenet med Sønnen, fordi hun er kommet ind gennem Sønnens gennemborede Hjerte, som ved en åben dør og er passeret gennem ved Helligåndens kraft.

Hvert eneste element har med Kristus at gøre

Skt. Gertrud minder os om, at hele liturgien er trinitarisk; Hvert eneste element, selv det korteste ord eller den mindste bevægelse i den hellige liturgi har med Kristus at gøre. I liturgien er intet ubetydeligt. Alt er en del af sakramentet, og det vil sige med den hensigt at forene os med Kristus, så vi ved Ham og med Ham kan møde Helligåndens flammende favn og Faderens Skød. Skt. Gertrud minder os om, at liturgien, Den hellige Eukaristi samt de andre sakramenter, men også tidebønnen er langt mere end blot nogle ord, hymner, riter og gestik.

Kristus bejler til Kirken

Den hellige liturgi (Den hellige Messe, tidebønnen og riter af sakramental karakter) er en åbning til ”det usynlige”, og til der ”hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd” (Kol 3:1). Den hellige liturgi er Ordet, selve Kristus, der bejler til Kirken og hver eneste, der er i Hendes midte for at få alle til at knytte sig tættere til Ham, indtil vi ”fyldes, til Guds fylde nås” (Ef 3:19).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. november 2015. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den sejrende Kirke: 10 indblik i helgenerne

Hvert år fejrer Kirken med glæde festen for Allehelgen. En klassisk kirkelig betragtning opdeler Kirken i tre dele, men de tilhører alle Guds familie. Der er Den sejrende Kirke, som er helgenerne i Himlen, Den stridende Kirke, som er os, de levende soldater på jorden, som kæmper for vores frelse, og endelig er der Den lidende Kirke, som er sjælene i purgatoriet, de er allerede helgener, men de behøver en renselse for at nå til Himlen.

I denne artikel vil der være et fokus på Den sejrende Kirke, som er de hellige i Himlen, der er gået sejrrigt ud af den kamp, som de kæmpede mod deres tre primære fjender: Djævelen og dennes løgne, verden og dens fristelser og kødet og dets arrogante og udsvævende begær.

Det følgende rummer ti indsigter i de mest fascinerende, heltemodige, indbydende, glædesfulde og store mennesker, der har været på denne jord, og som nu for altid har taget bolig i Himlen. Disse er Guds venner, men de er også dine og mine venner, det er helgenerne, der her er tale om!

1.      Helgenerne er ikke født som helgener. Der hersker en udbredt misforståelse, som handler om, at helgenerne blev født som helgener. Dette er ganske enkelt forkert. Alle helgener blev undfanget og født med arvesyndens plet. De havde tendenser og tilbøjeligheder til synd, som de skulle overvinde og tøjle ved at gøre en selvstændig indsats samt ved hjælp af Guds nåde.

Faktisk havde ganske mange af de store helgener en syndsbetonet fortid og for at nævne nogle få: Den gode røver, (der ved korsfæstelsen hang ved Jesu ene side), Maria Magdalene, Skt. Augustin, Skt. Ignatius af Loyola, Skt. Maria af Egypten og Skt. Margaret af Cortona, også kendt som den ”anden Magdalene”.

2.      Du er kaldet til at være helgen. Når jeg underviser unge mennesker op til deres firmelse, spørger jeg dem, hvor mange der på deres hold ønsker at blive helgener. Ofte forholder det sig sådan, at ingen af dem rækker fingeren op. Derpå spørger jeg dem, hvor mange af dem, der ønsker at undgå helvede og komme i himlen, herefter præsenteres jeg for en skov af arme. Jeg fortsætter med at forklare dem, at i himlen er der Den Treenige Gud, den hellige Jomfru Maria, englene og helgenerne. Så for at komme i himlen må man være helgen.

3.      Det er Jesu befaling, at vi skal være helgener. Lyt til ordene fra Vor Herre og Frelser Jesus Kristus, som er vores forbillede, og det særligt i forhold til at leve et liv i hellighed: ”Så vær da fuldkomne som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5:48). Grammatisk har vi her at gøre med en imperativ, som betyder, at det er en befaling fra Gud selv.

Hvis Gud befaler os at gøre noget, vil han give os tilstrækkelig med nåde til at gøre det. Gud giver aldrig en befaling, der er umulig at føre ud i livet, men Han giver os altid den nødvendige nåde til at udføre den. Jesus siger til den hellige Paulus: ”Min nåde er dig nok” (2 Kor 12:9).

Den velsignede Moder Teresa fra Calcutta formulerede denne sandhed på følgende korte måde: ”Hellighed er ikke kun for de få, men er alles pligt”. Den forfatningsmæssige nedfældelse af Kirkens dogmatik i Lumen Gentium kapitel V taler om et ”universelt kald til hellighed”. Lumen Gentium bør læses af alle, der virkelig ønsker at blive helgener.

4.      Helgenerne kommer alle steder fra. Hellighed er ikke begrænset en bestemt tidsepoke, et bestemt sted, kultur eller etnicitet. Hellighed er tilgængelig for alle eller mere præcist, det er Jesu befaling til alle.

Når man gennemgår en helgenantologi, vil man opdage, at der eksisterer lige så mange baggrunde og (religiøse) erfaringer, som der findes helgener. Nogle var ordenssøstre, præster og andre igen biskopper eller paver. Nogle var endda ægtepar, som det var tilfældet med Skt. Thereses af Lisieux’ forældre Skt. Louis og Zelie Martin. Atter andre fandt deres kald i en lægmandsorden, som for eksempel Giuseppe Moscati og den velsignede Giorgio Frascati.

Nogle af disse helgener døde meget unge, for eksempel Dominic Savio (14) og Maria Goretti (11). Så var der dem, der levede et langt liv. Skt. Alphonsus levede, til han var et sted i halvfemserne. Skt. Antonius fra ørkenen blev ligesom evangelisten Johannes hen ved hundrede år. Nogle døde på grund af sygdom, og mange døde som martyrer.

Hellighed strækker sig altså over tid og overstiger tid, rum og kultur, køn og uddannelse eller mangel på samme. Alle er kaldet til at blive helgener, og alle bliver givet nåden dertil!

5.      Den sejrende Kirke. Helgenerne kan betegnes som værende i Den sejrende Kirke. De stred den gode strid og har fuldført løbet, og nu befinder de sig i Himlen, og af Gud har de modtaget en krone, fordi de overvandt synden i deres liv og stolede på Guds uendelige nåde og store barmhjertighed. Jesus sagde til Sr. Faustina, at den værste af alle synder kan blive den største helgen, hvis han ganske enkelt stoler på Guds uendelige nåde. Vi fejrer festen for Allehelgen hvert år den 1. november.

6.      Helgenerne og den hjælp, de yder os. Helgenerne kan hjælpe os på mange måder. Der er specielt to måder, hvorpå de kan yde os deres hjælp, en hjælp, der er umådelig stor. For det første er det ved deres forbøn. Helgenerne kan gå i forbøn for os foran Guds trone og der for os opnå den nødvendige nåde til at undgå synd og til at praktisere dyd, så vi kan nå frem til det sted, de er nu, nemlig i Himmeriget, Den evige Faders Hus. For det andet har helgenerne med deres livsførelse efterladt os et tydeligt eksempel, som vi opfordres til at efterfølge i vort eget liv.

Eksempler på hellighed rummer en stærk appel og stor magnetisk tiltrækningskraft. Hvor mange gange er helgener ikke blevet inspireret af andre helgener før dem til at følge den udfordrende hellighedens vej? Et lysende eksempel på dette er Skt. Ignatius af Lyola, som mens han lå i sygesengen, fordi hans ben var blevet ramt af en kanonkugle i slaget ved Pamplona, begyndte at læse om helgenernes liv. Han udbrød i stor entusiasme: ”Hvis Franciskus kan gøre det, så kan jeg også”, og ”Hvis Dominic kan, kan jeg også”. Skt. Ignatius af Loyola blev inspireret til at blive en stor helgen ved at læse om disse hellige mænd og kvinder, som blev vakt til live foran ham ved læsningen om dem.

7.       Læs om helgenernes liv. Der kan ligge en stor motivation (til at blive hellig) i, at man læser helgenbiografier. Det vil give os styrke og inspiration og stof til eftertanke på den vej, vi må betræde for at opnå heroiske dyder og hellighed til at blive de helgener, Gud har kaldet os til at blive.

Hvorfor ikke anskaffe sig en helgenbiografi eller tekster, der kortfattet beskriver mange helgeners liv og levned og læs dette i nogle minutter, inden du går til ro.

8.      Helgenernes kvaliteter. Når Den hellige Fader kanoniserer en helgen efter at have fået begrundet vished for de mirakler, der er sket i forbindelse med denne helgen, vil paven markere, at denne person praktiserede heroiske dyder. På trods af arvesynden og den mulige syndige fortid vedkommende måtte have, har denne helgen besluttet at opgive synden og kæmpe imod den. Men endnu mere vigtigt er det, at denne helgen ved hjælp af Guds nåde har besluttet at praktisere dyd og endnu bedre heroisk dyd.

Dette betyder, at han konstant har praktiseret dyd i sit daglige liv, ikke fordi det var passende (i en given situation), eller fordi han lige havde lyst til det. Nej, det er ikke sådan det forholder sig. Det er et liv levet vedvarende i heroisk dyd og en praksis af dyder, der er en spejling af et liv i hellighed.

9.      Helgenerne og glæden. Ét af de tydeligste tegn på Guds tilstedeværelse i vores liv er glæde. Den hellige Paulus formaner os i sit brev til Filipperne om følgende: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger jer atterGlæd jer” (Fil 4:4).

Helgenerne er fyldt med Helligånden og overstrømmes og gløder af glæde. Glæde er det klareste og tydeligste tegn på, at Helligånden spiller en aktiv rolle i helgenernes liv.

10.  Vor Frue, alle helgeners dronning. Vor Frue er alle helgeners dronning. Vor Frue er den mest hellige og den største af alle helgener. Det er vanskeligt at finde en helgen, der ikke havde en øm, kærlig, inderlig og glødende hengivenhed til vor Frue. Hendes bønner og eksempel har tilskyndet mange mænd og kvinder til at gå ad hellighedens vej. Derfor bør vi udbryde: ”Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vores dødstime. Amen”.

Må Vor Frues bønner opmuntre dig til at blive en stor helgen, og at du påbegynder denne proces nu.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 3. november 2020. Den kan læses på: Church Triumphant: 10 Insights Into the Saints (catholicexchange.com)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Skt. Bruno

Skt. Bruno på biograflærredet

På forunderlig vis har Skt. Bruno, patriarken for dem, der attrår ensomhed, fundet vej til medierne de seneste år. Hvor i mediebilledet har man så kunnet stifte bekendtskab med Skt. Bruno? I litteraturens og filmens verden! En film om karteusernes liv, som det blev udformet af Skt. Bruno for fjorten århundreder siden, tiltrak op til flere biografgængere. Filmen, der blev produceret i 2005 af den tyske filmskaber Philip Groening, er en dokumentar på tre timer, hvor der ikke siges et ord. Meget passende er filmens titel: ”Die Grosse stille”, (Den store stilhed). Den eneste form for lyd, man stifter bekendtskab med i filmen, er lyden af dagliglivet i Chartreuseklosteret og munkenes gregorianske sang, som i sagens natur foregår på latin. Den anerkendelse, som filmen har opnået, siger efter min mening mere noget om den higen verden har efter stilhed, og at mennesker bærer på en parathed til at udleve et radikalt vidnesbyrd om at give Gud forrang, end selve det fokus, der er på livet i Chartreuse klosteret.

Skt. Bruno på hylderne hos boghandlerne

En spændende bog om karteusernes liv så dagens lys i de sekulære medier i 2006. den er skrevet af Nancy Klein Maguire, en kvinde, der er gift med en tidligere karteuser, og den har fået titlen: An Infinity of Little Hours: Five Young Men and Their Trial in the Western World’s Most Austere Monastic Order. Bogen opnåede stor popularitet. Endnu engang vil jeg fremhæve, at denne popularitet (sandsynligvis) ikke skyldes et fokus på klosterlivet, men mere handler om, at verden på et dybere plan higer efter det, der ikke er af denne verden. ”Jeg giver ikke som verden giver” (Joh 14:27).

Stat Crux Dum Volvitum Orbis

Karteuserordenen, der er blevet grundlagt af Skt. Bruno (1030-1101), har aldrig undergået en reformation, fordi den aldrig er blevet deformeret. Karteusernes struktur og måde at leve på er stort set forblevet uændret. Ordenens talemåde lyder således: Stat Crux Dum Volvitum Orbis (Korset står fast, mens verdenen hele tiden forandres). Netop fordi verden udmattes af (konstant) forandring, længes den efter det, der er uforanderligt, tidløst og radikalt i sin tro mod traditionen.

Skjult i Kirkens hjerte

Kaldet til at være karteuser er yderst sjældent. Et utal af mænd og kvinder har prøvet ordenslivet hos karteuserne og har måttet erkende efter få måneder eller selv efter flere år, at de ligesom Jonas ryger fra hvalens bug op på det tørre land. Alligevel forbliver ordenen fra generation til generation ved med at være en levende organisme skjult i Kirkens hjerte, som en vedvarende rytme af kærlighed, der aldrig dør ud.

Forskellige former for ensomhed

Dagens fest, der fejres for Skt. Bruno, forpligter os til at rette et skarpere fokus på den plads ensomheden bør have i vores eget liv. Der eksisterer forskellige former for ensomhed. Der er den selvvalgte ensomhed, der knytter sig til den konsekrerede ensomhed, som er, at et menneske har benyttet sit frie og bevidste valg til at leve et liv med Gud og kun for Gud. Nogle gange bliver denne ensomhed levet i den struktur, der er den gældende i karteuserordenen. Andre gange leves den udenfor klosterlivets struktur efter et selvdefineret reglement. Af dem, der efterstræber dette valg, er størstedelen ikke i stand til at overholde det.

Det sårede hjerte

Det ensomme liv kræver en modenhed, der kun stammer fra lidelse. Til tider vil lidelse være årsag til, at en person lukker fuldstændig af og lukker sig inde i sig selv. I et sådant tilfælde er ensomhed en særdeles farlig form for måde at dø fra sig selv på. Paradoksalt nok er lidelse, der ”slår en omkuld” med til at åbne hjertet for Gud, og dette er den bedste forberedelse til det ensomme liv. Den, der går ind i ensomheden, uden at hjertet er gennemboret af smerte, vil ikke kunne forblive der, fordi den transformation til fællesskab med Gud, der sker gennem ensomheden, foregår i hjertet, der gennem lidelse er blevet åbnet, og som forbliver åbent, fordi det er blevet såret af kærligheden. Måske er det grunden til, at den ægte ensomhed trækker en linje til mysteriet om Jesu Hjerte, der er blevet gennemboret af vores synder. Kristi Hjerte, der én gang er blevet gennemboret af legionærens spyd, er åbent og forbliver åbent til evig tid.

Vor Frue af ensomheden

Der findes den ensomhed, som enken bærer på. Efter at have delt livet med en ægtefælle igennem mange år kan netop den ensomhed, der opstår ved dennes død være en ganske forfærdelig ting, men den kan også vise sig at være en stor nåde. Hjertet, der lider på grund af tabet af en elsket ægtefælle, kan blive et hjerte, der åbnes af ønsket om fællesskab med Gud og samtidig har en åbenhed og forståelse overfor andres sorg. I den ensomhed enken føler, har jomfru Maria en særlig plads. For de spansktalende katolikker eksisterer der en hengivenhed overfor Nuestra Sénora de la Soledad, Vor Frue af ensomheden. Den enke, der anerkender Maria og byder hende velkommen i sin ensomhed, særligt ved rosenkransbønnen, vil opdage, at i hendes selskab er der en skjult kilde af uophørlig bøn, en kilde til mod og håb.

Andre former for ensomhed

Der findes også den form for ensomhed, der gør sig gældende hos det menneske, der ikke føler, at det passer ind nogen steder. Der er den ensomhed, der knytter sig til den uforløste kærlighed. Der er den ensomhed, der følger det barn, der oplever afvisning eller latterliggørelse af dets jævnaldrende i skolen. Der er ensomheden hos det menneske, der aldrig har følt sig som en del af fællesskabet blandt kollegaerne på jobbet. Der er ensomheden hos det menneske, der, fordi han eller hun er blevet forbandet eller velsignet med stor følsomhed, ikke kan fungere i forskellige sammenhænge, fordi vedkommende i sin interaktion let overvældes og såres på det følelsesmæssige plan. Der er ensomheden hos det menneske, der af fysiologiske grunde er afskåret fra at tage del i dagliglivets aktiviteter. Der er også den ensomhed, der kan eksistere i et ægteskab eller i et venskab. Der er også den ensomhed, der gør sig gældende i samfundslivet. Der er den ensomhed, en sognepræst må opleve i sit sogn og sin sognebolig, en ensomhed der må bæres ved siden af de pastorale krav, der stilles til ham. Der er den ensomhed, der gør sig gældende i byens købs- og forbrugscentrum og i det sociale liv.

Den usunde ensomhed

Alle de former for ensomhed, jeg har beskrevet ovenfor, er, hvis de opleves og leves ud passivt, kilden til en permanent tilstand præget af vrede, og det kan lede til aggressivitet eller depression. Dette kan i sidste ende føre til en selvdestruktiv adfærd, hvor man ved forskellige former for afhængighed ødelægger sig selv fysisk og psykisk.

Den helliggjorte ensomhed

Hvornår bliver en ensomhed, der er præget af fravær til en ensomhed opfyldt af nærvær? Det sker, når man i stedet for at lide på en passiv måde under ensomheden, bevidst og ved sit frie valg siger ja til den, for herved opofres den til Gud, som en kalk, der er rede til at blive fyldt op. Enhver form for tomhed, ensomhed og ethvert tomrum rummer et bestemt ”Eukaristisk potentiale”. Der er intet tomrum, ingen tomhed og intet fravær, Gud ikke kan udfylde med Sit nærvær.

Alle mine veje er du fortrolig med

Salme 139 er den helt rigtige bøn for den, der oplever den smerte, der er knyttet til ensomhed. ”Herre, du ransager mig. Du ved om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke, du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med” (Sl 139). Gud afviser ikke den, der med et sønderbrudt hjerte, anråber Ham om at åbenbare Sig som Den, der er langt mere nærværende overfor os, end vi er overfor os selv. Det er til stor trøst at vide, at man i lyset af Kristi Ansigt ikke har noget at skjule.

Mariansk ensomhed

Det er ikke nogen tilfældighed, at Skt. Brunos karteuserorden samt andre ordener i Kirken, der er kendetegnet ved ensomhed, også er dem, der er præget af en stærk og øm hengivenhed overfor Den hellige Jomfru Maria. På en måde er Maria nøglen til enhver ensomhed, der bebos af Gud. Maria er nøglen til enhver form for ensomhed, der ligger i tilbedelsen. En ensomhed, der er helliget Maria, vil ikke opleves som et fravær, men af nærvær, den vil ikke opleves som tomhed, men fylde, og ikke af isolation, men af fællesskab.

Vor Herre har betroet Sin moder, at hun står for, at enhver form for ensomhed transformeres til fællesskab. ”Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, der er din søn. Derpå sagde han til disciplen: Der er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19:26-27). Maria træder ikke ind i vores ensomhed, hvis vi ikke byder hende ind. Men hvis man indbyder hende, særligt ved at bede rosenkransbønnen, vil hun være der og opfylde ensomheden med liv, sødme og håb.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2017. Den kan læses på: Saint Bruno – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Stilhedens endestation

Følgende er et udpluk af et brev, som Skt. Bruno skrev til sin ven Raoulle-Verd.

Jeg bor i vildmarken i Calabrien fjernt fra enhver form for beboelse. Jeg har nogle brødre ved min side, hvoraf nogle er særdeles meget indsigtsfulde, og de er meget overvågende i forhold til deres Herre, så de kan åbne for Ham, så snart Han banker på deres dør. Jeg ville end ikke kunne begynde at berette for dig, hvor godt og rart dette er. Vejret her er ret mildt, og luften er helt igennem sund; her er en bred slette, som er dejlig at beskue, og som når helt ud til bjergene og baner sig vej mellem dem og følger dem, så langt øjet rækker. Der er enge og marker med blomster, der er velduftende. Det er nærmest umuligt at beskrive det syn, der møder en. Der er tale om et varieret bakkelandskab på alle sider, som har skyggefulde dale, der ligger hengemt, og som rummer en overflod af forfriskende kilder, bække og vandløb. Udover alt dette er der grønne haver og alle slags frugttræer.

Men hvorfor dvæle ved disse ting? Mennesket med den sande indsigt har sit hjerte andetsteds, nemlig ved noget, der er langt mere nyttigt og tiltrækkende, fordi det er af guddommelig karakter. Det er sandt, at vores noget svage natur er blevet fornyet og finder nyt liv i sådanne perspektiver, fordi den er træt efter sliddet i åndelig henseende og det strenge liv. Den er ligesom en bue, der snart er slidt og risikerer at blive ubrugelig, fordi man ikke sørger for hele tiden at holde den stram.

Uanset hvilke fordele og guddommelig ophøjelse stilheden og ensomheden i ørkenen har at tilbyde dem, der elsker dette, er det kun dem, der har oplevet det, der ved det.

For her kan mænd med stærk vilje søge ind i sig selv og forblive der, så længe og meget de ønsker og med flid så dydens frø og spise paradisets frugt med glæde.

Her kan de få et glimt af de sår, som Brudgommen har pådraget Sig af kærlighed, og det er klart, at det er ved Hans renhed, at det bliver dem tilladt at se selve Gud.

Her vil de være hensat i en ”travl frihed” og finde hvile i stille foretagsomhed.

Det er også her, at Gud kroner Sine ”atleter” for deres hårde slid med håbet om sejrskransen: En fred, der er ukendt for verden og en glæde i Helligånden.

En sådan livsform så vi hos Rakel, der var Jakobs foretrukne grundet hendes skønhed, selvom hun bragte færre børn til verden end Lea, der havde et mindre gennemtrængende blik. Overvej lige, at man foretrak den, der kunne føde flere, men på trods af det var det altså Josef og Benjamin, der blev deres faders foretrukne. Dette fordybelsens liv, som Maria valgte, blev aldrig taget fra hende. Det handler også om den helt ekstraordinære smukke shunemitiske kvinde, der som den eneste i Israel tog vare på David på hans gamle dage. Jeg kan blot ønske (kære) broder, at også du nærede en sådan kærlighed til hende, så du i hendes favn ville brænde med guddommelig kærlighed. Hvis blot kærlighed af en sådan karakter ville tage ophold i dig! Da ville al den herlighed, der er i verden, straks for dig fremstå som snavs, uanset hvor mange søde ord og attråværdige ting, den kan tilbyde dig for at bedrage dig. Rigdom og de bekymringer, den bærer med sig, vil du kaste fra dig uden at betænke dig et øjeblik, for at blive fritaget fra denne byrde og opnå Åndens frihed. 

Du vil ikke længere begære nydelse, uanset hvor harmløs den måtte synes at være for legeme og sjæl.

Du ved godt, hvem der siger dette til os: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden” (1 Joh 2:15-16), det vil sige, ”at venskab med verden er fjendskab med Gud”. ”Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud” (1 Joh 4:4). Hvad kunne da være så ondt og ødelæggende, så ulykkeligt, en markant, manisk og stædig ånd, som du strider imod, en ånd, hvis kraft du ikke kan modstå, og hvis retfærdige hævn du end ikke tør håbe på at undslippe? Vi er da ikke stærkere end Ham! Du tror da ikke, at Han vil lade alle de fornærmelser og den foragt gå ustraffet hen, som Han har måttet tage imod, blot fordi Han i sin tålmodige omsorg lige nu tilskynder os til omvendelse? For hvad kunne være mere perverteret, hensynsløst og i modstrid med naturen og den rette orden at elske skabningen mere end Skaberen, at elske det, der passerer forbi, langt mere end det, der varer ved eller at søge de jordiske goder langt mere end de himmelske?

Hvad mener du, der bør gøres min kære ven? Ud over at stole på Guds formaning og have tillid til den sandhed, der ikke bedrager? For Han henvender Sig til enhver og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11:28). Er det ikke i bund og grund tåbeligt og frugtesløst, at man efter sin flid opfyldes af begær og vedvarende martres af angst, bekymring, frygt og sorg grundet ens begær? Findes der nogen tungere byrde, at ens ånd kastes i afgrunden fra den ophøjethed, den var tiltænkt – og alt dette, fordi der er blevet foretaget en indgriben i den orden, som Den højeste har skabt? Flygt, min broder, fra disse lidelser og denne uro, der præger denne verden, hen til stilhedens endestation.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: The quiet harbour of the port – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vort liv i Dit Ansigts lys

Samlingen af Skt. Brunos bønner kan ved første øjekast virker mærkværdig, fordi der ikke et eneste sted nævnes noget om det, som han er benådet med: nemlig ensomhed. Man kunne forvente, at der optrådte en bøn med en vis hentydning til ørkenens stilhed og til det liv, som Skt. Bruno levede alene med Gud. I stedet må vi ty til liturgiens tekster, og det, de kan give os:

Sacti Brunónis Confessóris tui, quaesumus, Dómine, intercessiónibus adiuvémur: ut, qui maiestátem tuam gráviter delinquéndo offéndimus, eius méritis et précibus, notrórum véniam consequámur.

Må Skt. Brunos forbøn, Din bekender, hjælpe os, bønfalder vi dig, O, Herre, at vi, der ved så meget synd har fornærmet Deres Majestæt, ved hans fortjenester og bønner må opnå tilgivelse for vore ugerninger.

Hvad er den egentlige betydning i denne bøn? Og hvilken relation har det til Skt. Brunos liv og for den sags skyld dit og mit liv? Vi starter altid ud med, som det er sædvane, at bede om en helgens forbøn. At gå i forbøn betyder bogstavelig talt at sætte sig mellem to parter, at stille sig i midten og være repræsentant for den enes interesser overfor den anden. Vi anerkender derfor, at Skt. Bruno i dag på en særlig måde placerer sig i Kristus og med Kristus, den eneste mægler mellem os og Gud. Skt. Bruno taler til Gud på vores vegne. Han taler vores sag, er repræsentant for vores interesser og er garanten for, at vi opnår himmelske fordele. Derpå vendt mod os, på Guds vegne fortæller Skt. Bruno os, at Gud ser de gode ting, som Han finder passende at give set i forhold til de fordele og bønner, der knytter sig til Hans helgen.

Hvad er det for en særlig nåde, der knytter sig til dagens fest? Det er, hvis vi skal tro Skt. Brunos bønssamling, at vi får tilgivelse for vores ugerninger. Denne bønssamling udtrykker en klar bevidsthed om synd, for den fremlægger følgende, som tager udgangspunkt i den, der på en særlig og alvorlig måde har fornærmet Deres Majestæt ved synd. Der findes ingen små synder. Al synd betragtes som helt igennem ond og alvorlig, fordi den i større eller mindre udstrækning er et udtryk for menneskets hovmod, der i sin trodsighed stikker sit ansigt frem i oprør mod Gud.

”Det er sandt” siger du, ”men hvor kommer Skt. Bruno ind i billedet?” Skt. Bruno er den, der har fremhævet ensomhed, som værende væsentlig. Én af de ting, som ensomhed er med til at skærpe, er vores evne til at se klart. Ensomhed giver os mulighed for at lægge de masker fra os, der skaber forklædninger, der også narrer os selv. Ensomhed tvinger os på en brutal måde til at være hudløst ærlige overfor os selv og at se tingene, som de er og ikke, som vi forestiller os dem, eller som vi ønsker, at de burde være. Det er derfor ensomhed gør folk nervøse og ængstelige. Det er derfor folk ikke kan bære at være uden mobiltelefon, computer, fjernsyn eller anden form for ”gadget”, der gør ”flugten” ind i de sociale medier lettere. Ikke så snart et menneske er alene, begynder det at se sig selv, som det er. Dets synder bliver tydeliggjort. Salme 90 giver en beskrivelse af det, der sker:

Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys. Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi henlever vore år under suk” (Sl 90:8-9).

Hvis man er alene, og helt uden Kristus, vil man med sikkerhed havne i fortvivlelse. Men er man alene med Kristus, så vil man på trods af ”hjemsøgelsen” af tidligere synder alligevel se lyset fra Kristi Ansigt, der er barmhjertighed, lægedom og håb, og man vil ikke blive efterladt i en tilstand af forvirring. ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning” (Mal 3:2).

At befinde sig i syndens virkelighed uden Kristus leder til fortvivlelse. (Det er netop det, der er årsagen til så mange selvmord). Befinder man sig derimod i syndens virkelighed sammen med Kristus, åbnes ens sjæl for barmhjertighed, tilgivelse og en genopretning af uskylden.

Jeg vil fortælle en hemmelighed, som Skt. Bruno kendte til og praktiserede. Når som helst du vælger at gå ind i ensomheden, når som helst du lukker en dør bag dig, slukker lyset, computeren eller telefonen, tag da Maria med dig ind i denne ensomhed. Til dem, der vover sig ind i ørkenens store stilhed, åbenbarer Guds Moder sin Søns Ansigt. Maria er en følgesvend for dem, der nærer frygt for at være alene. Maria uddriver alt det mørke og frygtsomme alle de steder, vi med rette bør frygte at færdes uden hende ved vor side.

Denne aften vil vore skridt lede os til festen for Vor Frue af rosenkransen. Det er den helt rette fest, der følger i kølvandet på festen for Skt. Bruno. Der bør ikke være noget, der skræmmer den, der står ansigt til ansigt med sig selv, bærende på rosenkransen, end ikke de synder, forråelsen af andre samt det vanvid, man har forspildt sin ungdom med eller de tåbeligheder, man har ladet være en del af ens midtlivskrise eller for den sags skyld sine ældre dage. Til det menneske, der holder fast ved sine perler og anråber Guds Moder, er der intet synligt eller usynligt, der kan slukke håbet. Dronningen af den hellige rosenkrans og hendes moderlige nærvær skal være som et skjold for dig, og du skal træde på slangen og balisken (et fabeldyr), og løven og dragen skal du træde under fode, og du skal ikke nære frygt for nattens gru.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: Vultus Christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Faustina og ”Barmhjertighedens dør”

Skt. Faustina Kowalska, ”Barmhjertighedens apostel”, hvis fest man fejrer den 5. oktober, var kendt som mystiker, og som en person, der modtog guddommelige visioner. Hendes dagbog ”Divine Mercy in My Soul” er en slags oversigt over den åndelige rejse hendes sjæl blev bragt ud på. Vor Herre gav Skt. Faustina en dyb indsigt i – og forståelse for Guds kærlighed og barmhjertighed, som hun skulle dele med verden. Da pave Frans har udråbt et ”barmhjertighedens år”, som starter den 8. december 2015, vil det væreen fordel, at man læser Skt. Faustinas budskab om barmhjertighed for bedre at kunne forstå betydningen af det kommende (hellige) år.

Vor Herre betonede kraftigt overfor Skt. Faustina, at barmhjertigheden virkeliggøres:

”Jeg kræver (…) barmhjertighedens gerninger, som skal udspringe af kærlighed til mig. Du skal altid og overalt vise barmhjertighed, du må ikke trække dig ud af det, afvise det og heller ikke undskylde dig” (no. 742).

Pave Frans opfordrer os til i dette jubelår at ”forkynde for alle det store mysterium om Guds barmhjertighed, ved at vi fordyber os i Kristi Ansigt”. Ved at udøve de legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger gøres det muligt for os at opfylde Herrens befaling: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger, og priser jeres Fader, som er i himlene” (Matt 5:16). Pave Emeritus Benedikt XVI har sagt: ”Kristi Ansigt er den største åbenbaring af Kristi barmhjertighed”.

”Jeg har altid for mine øjne Hans sorgfulde Ansigt, som er blevet forarmet og vanæret. Hans guddommelige Hjerte er blevet gennemboret af vore synder, og det især ved utaknemmelighed udvist af udvalgte sjæle” (no. 487) – Skt. Faustina.

Dette Jubelår vil også have et kendetegn, en åbning, nærmere betegnet en dør, nemlig barmhjertighedens dør, en hellig dør i Skt. Peters Basilika og ”døre” i andre udvalgte kirker (rundt om i verden), som enhver der passerer ind ad, vil opleve Guds kærlighed, der bringer trøst, tilgivelse og indgyder håb. Skt. Faustina benytter i sin dagbog formuleringen ”barmhjertighedens dør”: ”Mens der endnu er tid, så lad dem benytte min barmhjertigheds kilde (no. 848) …Den, der nægter at passere igennem min barmhjertigheds dør, må passere igennem min retfærdighedsdør” (no. 1146).

Jeg har ofte tænkt over, hvad denne hellige dør og barmhjertighedens ansigt er et billede på, og jeg tror, at de begge er et billede på Jesu Kristi Ansigt. Kirkens ansigt, der fører os til Faderen. Vi går igennem denne dør ved at være disciple, der er hengivet til Det hellige Ansigt, hvor vi ser Jesus i vor næstes ansigt, ved bøn og fordybelse i Jesu sårede Ansigt og ved at fordybe os i Jesu Eukaristiske Ansigt. Også vore ansigter er som en ”dør” til vore hjerter og sjæle, som kan udstråle Jesu Ansigt, altså barmhjertighedens ansigt til andre. Da pave Frans kom til USA talte han til hjemløse i Skt. Patricks Parish i Washington, DC og sagde: ”Jesus fortsætter med at banke på vores dør, og det ved vor næstes (brødre og søstre) ansigter og dem, der er ved vor side”.

”Skriv dette: Inden Jeg kommer som Den retfærdig Dommer, kommer Jeg først som barmhjertighedens Konge” – Vor Herre til Skt. Faustina.

Jubelåret afsluttes den 20. november 2016 på den søndag, hvor vi fejrer Vor Herre, Jesus Kristus, som universets Konge – og Det levende Ansigt, der udtrykker Faderens barmhjertighed (Pavelig skrivelse, Barmhjertighedens Ansigt).

Skt. Faustinas bøn om Guds barmhjertighed for verden.

”Du, Den store barmhjertigheds Gud, Du uendelige Godhed. I dag råber hele menneskeheden fra sin elendigheds dyb til Dig, til Din barmhjertighed, til Din medlidenhed, oh, Gud. Den råber med sin elendigheds vældige stemme. Nådige Gud, forkast ikke bønnen fra denne jords forviste. Oh Herre, Du som er den ufattelige Godhed, Du kender helt og holdent vores elendighed og ved, at vi ikke er i stand til ved egen kraft at hæve os til Dig. Derfor bønfalder vi Dig: Kom os i forkøbet med Din nåde og forøg ustandselig Din barmhjertighed i os, så vi trofast opfylder Din hellige vilje hele vort liv igennem og i dødens time. Lad Din barmhjertigheds almagt beskytte os mod angreb fra fjender som er imod vor frelse, så vi tillidsfuldt, som Dine børn, kan vente på Dit endelige komme, den dag, som Du alene kender. Vi forventer at modtage alt, som Jesus har lovet os, trods al vor elendighed, for vi stoler på Jesus. Gennem Hans barmhjertige Hjerte går vi til himmelen som gennem en åben port (no. 1570).

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 2. oktober 2015.Den kan læses på: St. Faustina and “The Door of Mercy” – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den Eviges brud

En helt speciel kvinde

I dag for 75 år siden den 9. august 1942 gik karmelitersøsteren Teresia Benedicta af korset (i den sekulære verden kendt som Edith Stein) i døden i den grusomme koncentrationslejr Auschwitz. Edith Stein var jøde, født i en ortodoks familie den 12. oktober 1891. Dette skete på den jødiske forsoningsdag Yom Kippur. I en periode led hun af depression og besluttede ikke desto mindre at søge efter sandheden, og hun opgav al ydre religiøse praksis. Edith anmodede om at modtage dåben efter, at hun havde læst Skt. Teresa af Avilas selvbiografi. Da hun havde læst bogen, sagde hun følgende: Dette er sandheden.

I flammernes vold

I liturgien stifter vi bekendtskab med hjertets bøn hos Sirak, og som udgår fra Teresia Benedictas læber i Auschwwitz:

Jeg takker dit navn, for du blev min beskytter og hjælper og reddede mig fra undergang og fra bagtalerisk tunges snare, fra læber, som farer med løgn. Over for mine modstandere blev du min hjælper, og i din store barmhjertighed og navnkundighed har du reddet mig fra tænder parate til at fortære mig, fra hænder, der stræbte mig efter livet, fra de mange trængsler, jeg måtte udstå, fra kvælende bål rundt omkring mig og fra ild, jeg ikke selv havde antændt, fra dødsrigets inderste dyb, fra den urene tunge og den løgnagtige tale, fra den falske tunges pil. Jeg gik på gravens rand, jeg nærmede mig de døde. Jeg var omringet fra alle sider, og ingen kom mig til hjælp. Jeg så mig om efter menneskers støtte, men der var ingen. Da huskede jeg din barmhjertighed, Herre, og den godhed, du har vist fra evighed: Du befrier dem, der sætter deres håb til dig, og redder dem af deres fjenders hånd. Jeg lod min bøn stige op fra jorden og bad om redning fra døden. Jeg bønfaldt Herren, min fader og Herre, om ikke at svigte mig i nødens stund, når jeg er uden hjælp mod de hovmodige. Jeg vil lovprise dit navn uden ophør og lovsynge dig med tak. Og min bøn blev hørt. For du frelste mig fra undergang og befriede mig i farens stund. Derfor vil jeg takke og lovprise dig og prise Herrens navn” (Sir 51:1-12).

Frelsen fra jøderne

Skt. Teresia Benedicta af korset er beslægtet med Miriam, Sara, Rebekka, Rakel, Lea, Judit og Ester, som alle er af det samme folk som den hellige Jomfru Miriam fra Nazareth, Den Jomfru, der bragte Yeshouah til verden, Han som bærer navnet Kristus. Den hellige Paulus minder os om, at ”sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11:29). Israel forbliver at være Guds udvalgte folk, og Hans kærlighed til Israel står fast for evigt. Hvorfor skulle Gud ikke nære en forkærlighed for det folkeslag, der svøbte Hans eneste Søn i kød og blod? De hedninger, der blev kristne, er de vilde olivenskud, podet på et sted på træet for at kunne få del i dets rigdom. For at vi ikke skal blive fristet til at prale af vores egen formåen, siger den hellige Paulus: ”Men når nogle af grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig” (Rom 11:17-18).

Set gennem øjnene på en kærlig brud

Ved hjælp af loven som en gave og profeternes budskab varetog Gud dannelsen og forberedelsen af Israel til at udføre et vedvarende kald, nemlig en universel mission. Loven og profeterne formaner Israel til at frygte Gud Herren, følge alle Hans veje, elske Ham, tjene Gud Herren med hjerte og sjæl og overholde Hans befalinger og love. Alt dette er et svar på barmhjertig kærlighed. Israels kald er at opdage Guds hellighed åbenbaret i Toraen, at se og overveje Ham gennem øjnene på en kærlig brud. Den Gud, Hvem himlen og jorden tilhører, lod Sin kærlighed falde på Israel. Gud valgte et folk, der skulle være Hans, og de blev Hans ved en pagt. Israel blev den elskede og dermed Den Eviges brud.

Lovprisning og velsignelse

Der, hvor kærligheden er, er der lovprisning. Lovprisning overskygger pagten og budene, som er indgået mellem Herren og Israel. Det udvalgte folk er kaldet til at velsigne Herren til evig tid, lovprisning af Ham er på deres læber til hver en tid (jf. Sl 34:2-4). Det jødiske folk er de første benediktinere, og det vil sige dem, der til hver en tid priser Herren. Benedicam Dominum in omni tempore; semper laus ejus in ore meo (en mindre responsorium ved Vesper, her Sl 33:2). Essensen for Israel er at overholde lovens diktat, at komme med et gensvar til kærlighedens beføjelser, at mangfoldiggøre lovprisningen og give verden velsignelsen.

At have tiltro til sin Elskede

Da dr. Edith indtrådte i Kirkens fulde fællesskab, tog hun ikke afstand til sin jødiske arv, tværtimod hun favnede hele dens fylde. På egen krop, i sind og hjerte oplevede hun, hvad det vil sige at indgå en pagt med Gud, der viser Sin trofaste kærlighed, og gør det Han ønsker, tænker og som er Hans vilje til sit eget. I Karmels ensomhed lærte Teresia Benedicta af korset, ligesom Israel i ørkenen at holde sig til Den Elskede og ingen anden. ”Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?” (Højs 8:5).

Dr. Steins oplevelse af liturgien ved det benediktinske ærkeabbedi i Beuron gjorde hendes sjæl modtagelig overfor Kirkens universelle og objektive bøn, der var et afbalanceret element til hendes personlige higen efter mange timers bøn i ensomhed foran Tabernaklet. Ærkeabbeden i Beuron, Dom Raphael Walzer, opmuntrede Edith til at søge mere viden om liturgien og fordybe sig i dens mysticisme. Senere, hvor hun blev kaldet til sammen med sine medsøstre i Karmel at synge Davidsalmerne, der nikkede hun genkendende til i dem, den bøn, Kristus, vores Ypperstepræst rettede til Sin Fader.

Auschwitz

I 1942, efter at de katolske biskopper havde protesteret mod nazisternes forfølgelse af jøderne, blev Teresia Benedicta sammen med sin søster deporteret fra Karmel i Echt til Auschwitz. Der forstod hun på et dybere plan mysteriet omkring Den lidende Tjener og gav sit liv for det folk, som Gud har betegnet som Sin ”øjesten”. I den sidste del af sin livsberetning skrev hun:

Det er med glæde, at jeg på forhånd accepterer den død, Gud har udvalgt mig til at gennemgå, og det sker med fuld underkastelse af Hans allerhelligste vilje. Må Herren tage imod mit liv og min død som en ære og herliggørelse for Hans navn og for Hans hellige Kirke, især for en bevarelse, helliggørelse og fuldkommengørelse af vores hellige orden og særligt for Karmel i Köln og Echt og for det jødiske folk, så Herren kan blive modtaget af sine egne, og Hans rige vil komme i herlighed, må det også gælde for Tysklands befrielse og fred i hele verden og endelig for mine slægtninge, der lever eller er døde, og alle dem, Gud har ladet mig møde. Lad ingen af dem gå fortabt.

Det hellige Messeoffer

Hvordan kan vi, der blev født i det århundrede, hvor Holocaust fandt sted, ikke blive berørt af denne Kirkens datter og kvinde, som kom i synagogen? Når vi i dag fejrer festen for hendes martyrium, er vi opmærksomme på, at Jesu hellige Legeme og dyrebare Blod, der bliver givet og modtaget i Det hellige Messeoffer, er – ikke var – men er kød og blod af jødisk afstamning. I Det hellige Messeoffer inkorporeres den bøn, dronning Ester fremsagde i sin kval, i den bøn, som Den korsfæstede og forladte Jesus fremsiger. I Det hellige Messeoffer går jødiske og ikke-jødiske kristne sammen i ”tilbedelse af ham i ånd og sandhed” (jf. Joh 4:24), fordi dette er blevet åbenbaret af Kristus. I det hellige Messeoffer bliver Kristi løfte om ”en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4:14) opfyldt. Kraften fra denne rivende strøm er i stand til at afværge enhver form for bitterhed og at overvinde enhver rædsel og slukke al tørst.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 9. august 2016. Den kan læses på: Bride of the Eternal One – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI citerer Skt. Teresia Benedicta

Det er rørende på denne festdag for Skt. Teresia Benedikta af korset at genlæse pave Benedikt XVI’s ord om tilbedelse af det Allerhelligste sakramente:

Eukaristisk tilbedelse er en vigtig måde at være sammen med Herren på. Kirkens skat er Herrens vedvarende tilstedeværelse i Hans sakramente. I én af Sine lignelser taler Herren om en skat, der ligger gemt på en mark, og den, der finder denne skat, sælger alt, hvad han ejer, for at kunne købe denne mark, fordi den skjulte skat er langt mere værd end noget andet. Den skjulte skat, der er et større gode end noget andet, er Gudsriget – det er selve Jesus, som er Riget in persona. I Den hellige Hostie, hvor Han er til stede, findes den sande skat, og det er her, Han altid venter på os. Kun ved at tilbede denne tilstedeværelse lærer vi at modtage Ham på behørig vis. Vi lærer, hvad fællesskab i virkeligheden er, vi lærer ud fra en indre indsigt, hvad Den Eukaristiske fejring er. Jeg vil her citere nogle centrale ord fra Skt. Edith Stein, som er værnehelgen for Europa, og som skrev i ét af sine breve:

Herren er til stede i tabernaklet i Sin guddomelighed og menneskeskikkelse. Han er der ikke for Sig selv, men for os, for det er Hans glæde at være sammen med os. Han ved, at vi, som vi er, har brug for at have Ham personligt nær os. Som følge heraf vil enhver med sunde tanker og følelser i sagens natur drages til at tilbringe tid sammen med Ham, når dette er muligt og så meget som muligt (Gesammelte Werke VII, 136ff).

Lad os elske at være sammen med Herren! For her kan vi tale med Ham om alt. Vi kan for Ham fremlægge vores ønsker, bekymringer, problemer, glæder, taknemmelighed, skuffelser og forhåbninger.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 9. august 2016. Den kan læses på: Pope Benedict XVI quotes Saint Teresa Benedicta – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den hellige præst fra Ars

For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker” (1 Kor 1:25).
Et menneske udsendt af Gud

I 1827 var Ars en afsidesliggende landsby 18 kilometer uden for Lyon uden noget egentligt særpræg, dog med undtagelse af, at den lille kirke i byen aldrig stod tom i perioden fra 1827-1859, altså 32 år. Store grupper mennesker kom til kirken fra daggry og til langt ud på natten. ”Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset” (Joh 1:6-8).
Døberen

Det er bemærkelsesværdigt, at sognepræsten fra Ars (selv ved navn) havde mange lighedspunkter med en anden Johannes, nemlig Johannes Døberen. Præsten fra Ars blev faktisk døbt Johannes Baptist Vianney. Da Johannes Maria blev firmet, antog han navnet Baptist, og dette skete på en kold og snefyldt dag i 1807. Han var da 21 år gammel. Netop den dag firmede kardinal Ferch, ærkebiskoppen af Lyon tre tusinde sjæle. Denne ceremoni startede tidligt om morgenen og fortsatte indtil kl. 17.00 om eftermiddagen. I kølvandet på den franske revolution havde mange sjæle ikke modtaget katekese og havde heller ikke tilgang til sakramenterne, og derfor var det ikke usædvanligt, at sådanne (større) begivenheder af sakramental karakter fandt sted. Fra den dag underskrev Johannes Maria Vianney sig som Johannes Maria Baptist eller Johannes Baptist Maria.
Det, at der var en lighed mellem Johannes Maria Vianney og den Johannes (Døberen), der banede Herrens vej, var på en vis måde en mystisk forudsigelse af det, der skulle komme. Tyve år, efter at han var blevet firmet, og hvor store skarer af pilgrimme søgte til Ars, kan man sagtens benytte de samme ord (overfor disse pilgrimme), som Vor Herre sagde om Johannes Døberen: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv der svejer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet” (Matt 11:7-9) Ved Helligåndens nåde var Johannes Maria Baptist Vianney en profet, men han var mere end en profet. Han var præst for Jesus Kristus.
Han gjorde ikke det store væsen af sig

Man kan sige, at der som sådan ikke var noget særligt ved sognepræsten i Ars, der ville tiltrække folk i hobetal. Han gjorde ikke det store væsen af sig. Han omgav sig ikke med PR-folk og var ikke interesseret i, hvordan han på bedst mulig måde tog sig ud i sin fremtræden. Udadtil var han ikke andet end en Guds tjener ligesom ærkebiskop Fulton J. Sheen var det. Man ville næppe have beskrevet ham som værende smuk, selvom en barnlig og hjertets renhed skinnede fra hans øjne, og der kom fra hans ansigt en overnaturlig udstråling, især når man så ham bede. Hans tøj kunne betegnes som værende mere eller mindre rent, og det var lurvet: Han bar en cassock, der var lappet og hans sko var ikke pudset. Hans frisure bar præg af den klerikale stil på daværende tidspunkt, nemlig at håret nåede ned til skulderen og var redt tilbage. Engang ved et præstemøde gav en forfængelig præst udtryk for, at han ikke ville sidde ved siden af Johannes Vianney, fordi han var bange for at komme i berøring med det grønne snavs, der var på Johannes’ hat.
Han var ikke nogen helt almindelig præst

Mange af hans præstelige brødre fandt hans adfærd sær, tenderende til det mærkværdige. Med rullende øjne og slet skjulte (skadefro) smil, hviskede de blandt hverandre om hans synlige akademiske mangel – og især hans mangelfulde formåen i forhold til det latinske sprog. Noget, der heller ikke bekom dem vel, var hans fromhed og stringente fastepraksis. Antallet af pønitenter, der flokkedes til hans skriftestol vakte mishag hos dem, for var de ikke bedre uddannede end sognepræsten fra Ars? Var de ikke ”oplyste” på et langt højere niveau end han, så de kunne håndtere kompleksiteten i den pastorale omsorg? Hvorfor søgte så flokke af sjæle til sognepræsten i Ars, og når de kom tilbage, var de forandrede, omvendt, havde angret og var fyldt med glæde?
Johannes Maria Vianney kunne have besvaret deres spørgsmål med ordene fra Johannes Døberen: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3:27-30).
I har fået det for intet

Med disse få ord tegnes ikke blot billedet af Skt. Johannes Maria Vianney, men det er det generelle billede af en katolsk præsts hellighed. Præsteskabet og den nåde og karisma, der af Guds nådige vilje undertiden ledsager det, kommer fra himlen. Det er ren og skær en gave: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge” (Jak 1:17). Præsten giver det, han selv har modtaget. Det, Vor Herre frem for alt gav Sine tolv første præster instruks om, da de skulle praktisere deres første virke, var? ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10:7-8).
Som en alter Kristus (en anden Kristus)

Præsten er en alter Kristus altså en anden Kristus: Han er så at sige en gengivelse af Guds Søn opfyldt af Helligånden med en trefoldig gave og kraft til at lære, råde og helliggøre. Præsten billedliggør Kristus som Kirkens Brudgom, Kristus som Hovedet på Det mystiske Legeme, Kristus som hyrde for Guds hjord, og som Kristus, der sår den gode sæd. Præsten bringer Kristus til stede. Præsten åbenbarer Hans Ansigt, Hjerte og Hænder. Præsten handler i Jesu navn og in persona Christi (som Kristi person).
Præsten bærer i sig et mystisk sakramentalt mærke, der indikerer, at han tilhører Kristi præsteskab. I himlen er dette uudslettelig mærke årsag til en hos ham herlighedsfuld glæde, som trodser enhver beskrivelse, og i helvede (må Gud forbyde det) er dette mærke årsag til evig pine.
O, hvilken værdighed præsten besidder

Skt. Johannes Maria Vianney var sig den værdighed bevidst, der knytter sig til præsteskabet. Han var ydmyg og ikke afvisende overfor de gaver, han havde modtaget, men ærede Den, der stod bag disse gaver. Lyt til hans prædiken om præsteskabet:
En god hyrde, en præst efter Guds hjerte, er den største skat, som Den gode Herre kan lade tilfalde et sogn og er én af de mest dyrebare gaver, der udgår fra den guddommelige barmhjertighed. ”O, hvilken værdighed præsten besidder”, sagde han, ”hvis han blot kunne forstå, hvad det er, han er, da ville han falde død om … Gud adlyder ham: Han fremsiger nogle ord, og Herren stiger ned fra Himlen ved hans stemmes klang, blot for at tage bolig i Den lille Hostie”.
Han forklarer derpå for sine sognebørn sakramenternes væsentlighed:
”Uden ordinationens sakramente ville vi ikke have Herren. Hvem placerer Ham i Tabernaklet? Det gør præsten. Hvem byder din sjæl velkommen ved dit livs begyndelse? Det gør præsten. Hvem nærer din sjæl og giver den styrke på din pilgrimsvandring? Det gør præsten. Hvem vil forberede din sjæl til at skulle stå foran Gud og tvætte den ren i Jesu Kristi Blod? Det gør præsten, og det er altid præsten. Og skulle der ske det, at en sjæl ”dør” grundet synd, hvem vil da rejse den på ny og genoprette fred og ro i den? Det vil præsten… Næstefter Gud er det præsten, der er alt … Det er først, når han er i himlen, at han fuldt ud vil forstå det, han er.
Forsvar jeres præster og knæl for dem

Det er på tide, at alle katolikker finder tilbage til ærefrygten for præsteskabet. Det er på tide, at vi genopdager den skønhed, der er over præsteskabet. Det er på tide, at de troende forsvarer deres elskede præster, og endnu vigtigere er det, at de knæler for dem, ligesom for Kristus, i taknemmelighed, tilbedelse og bøn.
Jesu Kristi præsteskab er igennem det sidste årti blevet trukket igennem sølet. Nogle enkeltes synder og svagheder – og disse skal ikke under nogen omstændigheder underkendes, bortforklares eller gå upåtalt hen: De skal i ydmyghed bekende deres synd og møde barmhjertig tilgivelse. Disse synder og svagheder har i realiteten tildækket Kristi Ansigt og præster med snavs og været årsag til, at Hans Brud, Kirken har måttet græde bitterhedens og skammens tårer.
Sig blot, hvad I vil, Herrens løfter, som er blevet udtalt af Hans profet, vil forblive, fordi Herrens ord varer til evig tid: ”Dets præster klæder jeg i frelse og dets fromme skal juble” (Sl 132:16).
Præsten fortsætter frelsesarbejdet på jorden

For syv år, siden da pave Benedikt XVI udråbte et år for præsteskabet, indbød han hele Kirken til at være opmærksom på læren fra sognepræsten i Ars og tage den til hjerte. Her er netop det, vi har ventet på: Ordene fra en hellig præst om præsteskabet:
Kunne vi fuldt ud forstå, den betydning en præst har her på jorden, da ville vi dø ikke af frygt, men af kærlighed. Uden præsten ville Vor Herres lidelse og død være til ingen nytte. Det er præsten, der viderefører frelsesarbejdet på jorden … Hvad nytter det, at et hus er fyldt med guld, når ingen åbner døren til det? Det er præsten, der har nøglen til himlens skatte, det er ham, der åbner porten, han er Den gode Herres forvalter, den der styrer Herrens husholdning. Lader man et sogn være uden præst i tyve år, da vil man i sognet ende med at tilbede stedets dæmoner. Præsten er ikke præst for sig selv, men for jer.
En ny pinse for præsteskabet

Ingen præst er præst for sig selv. Hver eneste præst er præst for Kirken. Bed derfor – og fast for præsterne. Tilskynd Faderen til at herliggøre Sin Søns præsteskab ved at udgyde Den guddommelige Trøster over præster i hele verden. Bed med frimodighed om en ny pinse for præsteskabet. Det er kun ved Helligånden, at præsterne vil genfinde deres første kærlighed og profeternes og helgenernes nidkærhed.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. august 2016. Den kan læses på: The Holy Curé of Ars – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Alfons Maria de Liguori

Det er ikke nogen hemmelighed i hvert fald ikke for mine venner, at jeg er meget glad for Skt. Alfons Maria de Liguori, og jeg ønsker at tro, at han også nærer sympati for mig. Der ligger implicit en trøst i disse mystiske venskaber med helgenerne, venskaber, der rækker ud over himmel og jord. Den 30. marts 2011 dedikerede pave Benedikt XVI sin onsdagsaudiens til denne helgen fra Bourbon i Napoli, nemlig min kære ven Skt. Alfons. Underoverskrifterne, som er fremhævet, er mine egne.

Han formåede at formidle alt om det åndelige liv til ”manden på gaden”

Kære brødre og søstre: i dag vil jeg præsentere jer for én af de hellige kirkefædre, som vi skylder meget, da han var en fremragende moralteolog og formidler af alle aspekter vedrørende det åndelig liv selv til ”manden på gaden”. Han har skrevet teksten og komponeret musikken til én af de mest populære julesange i Italien, som er: ”Tu scendi dalle stelle” (Du kommer ned fra stjernerne). Dette og mange andre værker har han også komponeret.

Fra retssalen til alteret

Alfons Maria Liguori blev født i 1696 i en adelig og velhavende familie i Napoli. Han var blevet begavet med en særlig intellektuel formåen, og derfor tog han allerede som 16-årig eksaminer i civil- og kanonisk ret. Han var den dygtigste advokat ved domstolen i Napoli. I otte år i træk formåede han at vinde hver eneste sag, hvor han fungerede som forsvarer. Imidlertid længtes hans sjæl efter Gud, og han ønskede (åndelig) fuldendelse. Herren lod ham forstå, at hans kald lå et helt andet sted. Derfor forlod han i 1723 det miljø og det fag, han bestred, fordi han blev indigneret over den uretfærdighed og det fordærv, der prægede hans omgivelser. Det var ikke kun det, han forlod, det var også den rigdom og succes, det var en del af hans virke, han afstod fra. Han bestemte sig for at følge sit nye kald og blive præst, selvom det var hans far imod.

Hans teologiske forståelse

Han havde nogle meget dygtige lærere, der introducerede ham til studiet af Den hellige Skrift, Kirkens historie og mysticisme. Han opnåede stor teologisk forståelse, og han benyttede sin viden nogle år senere som forfatter. Han blev præsteordineret i 1726 og påbegyndte derefter sit pastorale virke i bispedømmets kongregation for apostolisk missionsaktivitet.

Capelle Serotine: Aftenmøder i kapellerne

Alfons begyndte at foretage evangelisering og formidle katekeser blandt de fattige i Napoli, som han holdt meget af at forkynde for – og give katekeser til, så de fik en forståelse for de grundlæggende elementer i troen. Der var mange mennesker, som han henvendte sig til i denne ”socialklasse”, der levede deres liv i stor fattigdom, og som ofte var et liv med mange laster og et liv præget af kriminel aktivitet. Med tålmodighed lærte han dem at bede og opmuntrede dem til at forbedre sig og komme væk fra deres kriminelle løbebane. Alfons så markante resultater vokse frem: I de fattigste kvarterer i byen begyndte større grupper af mennesker at forsamle sig i private hjem og på butiksarealer for at bede og fordybe sig i Guds ord under vejledning af kateketer, der var blevet uddannet af Skt. Alfons eller præster, der regelmæssigt besøgte dissegrupperaf troende. Da disse møder, efter ønske fra ærkebiskoppen i Napoli, blev afholdt i byens kapeller, blev dette kaldt for ”aftenmøderne i kapellerne”. Dette blev til en kilde for moralsk dannelse blandt disse mennesker, hvilket ledte til social stabilitet, hvor man hjalp og støttede hinanden, og det vil sige, at tyveri, intern rivalisering og prostitution næsten forsvandt.

En surdej, der gennemsyrer hele samfundet

Selvom den sociale og religiøse kontekst på Skt. Alfons’ tid var meget forskellig fra vores, var disse ”aftenmøder i kapellerne” en slags ”køreplan” for missionsaktivitet. Dette var en model, som vi i dag kan hente inspiration i, når det handler om nyevangelisering, især blandt de mest fattige, og det at opbygge en mere retfærdig, broderlig og solidarisk sameksistens. Denne opgave havde i sagens natur en åndelig dimension, og den var lagt i en præsts hænder, mens (åndeligt) dannede lægfolk kunne bestride en (kristen) lederposition og på den måde kunne dette være en ægte evangelisk ”surdej”, der gennemsyrede hele samfundet.

Missionsvirksomhed rettet til de fattige i landdistrikterne

Efter Skt. Alfons i længere tid havde overvejet at begynde en evangelisering blandt hedningerne, kom han i en alder af 35 i kontakt med bønder og hyrder i de egne, der lå midt i kongeriget Napoli, og slået af deres religiøse uvidenhed, og det, at de var blevet overladt til sig selv, besluttede han sig for at forlade hovedstaden og målrette sit arbejde disse mennesker, der led under materiel og åndelig fattigdom. I 1732 stiftede han den præstekongregation, der er kendt som Redemptoristerne, som han fik under protektion af biskop Thomas Falcoia og Skt. Alfons blev superior for denne præstekongregation. Disse præstelige ordensfolk, der var under ledelse af Alfons, var missionærer helt ind i sjælen. De nåede ud til landsbyerne i de fjerneste egne af regionen, hvor de forkyndte omvendelse og udholdenhed i det kristne liv, og fremfor alt at man skulle gøre dette gennem bøn. Den dag i dag befinder Redemptoristerne sig stadig i mange lande i hele verden (dog med nye apostolisk udtryk), hvor de fortsætter med at evangelisere. Jeg tænker altid på dem med taknemmelighed og formaner dem til at være trofaste i gerningen og følge det eksempel, deres grundlægger gav.

Biskop af Sant’Agata dei Goti

Grundet sin godhed og pastorale nidkærhed blev Alfons i 1762 udnævnt til biskop af Sant’Agata dei Goti. Dette var en tjeneste, som han senere i 1775 fratrådte med tilladelse fra pave Pius VI på grund af den sygdom, der ramte ham. I 1787 udbrød pave Pius VI, da han fik besked om Alfons død, der var indtrådt efter megen lidelse: ”Han var en helgen”, og i den henseende tog han ikke fejl. Alfons blev kanoniseret i 1839, og i 1871 erklærede man ham som kirkelærer.

Med tillid til- og håb om Guds nåde

Titlen som kirkelærer tilfaldt ham af mange grunde. Først og fremmest var det, fordi han udarbejdede meget lærestof vedrørende moralteologi, som på en klar måde forklarede katolsk doktrin, og det på en sådan måde at pave Pius XII proklamerede og betegnede ham som ”værnehelgen for alle bekendere og moralteologer”. På Skt. Alfons tid havde en meget streng fortolkning af moral fundet udbredelse, hvilket skyldtes at Jansenismen havde vundet stort indpas. I stedet for at formidle tro og håb i forhold til Guds nåde, fremmede Jansenismen en generel frygt for Gud, som blev karakteriseret som frygtindgydende og meget streng, hvilket ligger meget fjernt fra det, som Jesus har åbenbaret for os.

En moralteolog med en mild og barmhjertig forkyndelse

I sit hovedværk ”Moral Theology” viser Skt. Alfons på en overbevisende måde den balance, der er mellem de bud, der er i Guds lov, som er lagt i vore hjerter og åbenbares af Kristus og fortolkes af Kirken, og den måde hvorpå menneskets samvittighed fungerer samt den frihed, mennesket har. Det er samspillet mellem disse to og ved en livsførelse i relation til sandhed og godhed, der muliggør en åndelig modning og fuldendelse. Til sjælesørgere og skriftefædre anbefalede Alfons, at man i sit arbejde er tro overfor den katolske morallære og kombinerer dette med en favnende og blid holdning, så den angrende fornemmer, at denne bliver fulgt, støttet og opmuntret i sin pilgrimsvandring og kristne liv.

Præsten, som et synligt tegn på Guds uendelige barmhjertighed

Skt. Alfons blev aldrig træt af at gøre opmærksom på, at præsten er et synligt tegn på Guds uendelige barmhjertighed, som tilgiver og oplyser synderens sind og hjerte, så denne omvender sig og ændrer sit liv. I vor tid, hvor der er synlige tegn på et tab af moral, samvittighedsnag (det må man erkende, at der er en vis mangel på) og forståelsen af, hvad bodens sakramente kan gøre for mennesket, er Skt. Alfons lære mere end nogensinde aktuel.

Jesu og Marias kærlighed

Udover sine arbejder om teologi, forfattede Skt. Alfons også mange andre skrifter, der var målrettet den religiøse dannelse af folk. Hans ”stil” er enkel og tilgængelig. Skt. Alfons arbejder er blevet oversat til mange sprog og har givet et væsentligt bidrag til – og formet den ”moderne” åndelighed igennem de sidste to århundreder. Nogle af disse værker kan med fordel læses i dag, det være sig ”The Eternal Maxima”, ”The Glories of Mary” og ”The Practice og Loving Jesus Christ”. Den sidste titel kan betegnes som en syntese mellem hans refleksioner samt hans mesterværk.

Den, der beder bliver frelst

I sine skrifter er Skt. Alfons insisterende, når det gælder brugen af bøn, det er den, der gør det muligt at åbne op for den guddommelige nåde til dagligt at gøre Guds vilje og opnå helliggørelse. I forhold til bøn skrev han: ”Gud nægter ikke nogen bønnens nådegave, som hjælper en til at overvinde enhver form for begær og fristelse. Og jeg siger og vil gentage det gang på gang igennem hele mit liv, at bøn er fundamentet for frelsen”. Det er fra dette citat, at hans berømte grundsætning stammer: ”Den, der beder bliver frelst” (stammer fra ”the grat means of prayer and related booklets. Opere ascetiche II, Rome 1962, p.171).

Der, hvor man lærer at bede

I den forbindelse tænker jeg tilbage på min forgænger, den ærværdige Guds tjener Johannes Paul II og hans formaning: ”De kristne samfund bør være netop de steder, hvor man lærer at bede. At lære hvordan man beder bør være et centralt element i det pastorale virke”. (Den apostoliske skrivelse Novo Millennio Ineute, 33, 34).

At gå hen til – og tilbede det Allerhelligste sakramente

Den bønspraksis, der oftest fremhæves af Skt. Alfons, er, når man går hen til- og tilbeder det Allerhelligste sakramente, eller som man i dag definerer det i kort form ”Eukaristisk tilbedelse”, som kan foregå i kortere eller længere tid, hvor man er alene eller sammen med andre. Skt. Alfons skrev: ”Den Eukaristiske tilbedelse er den tilbedelsesform, der er den fremmeste blandt tilbedelsesformer, fordi man her tilbeder Den sakramentale Jesus, og derfor får den en fremtrædende plads i forhold til de andre sakramenter. Denne tilbedelsesform vækker stort behag hos Gud og er til stor nytte for os. ”O, hvilken herlighed at være foran alteret bærende på troen, og hvor vi kan frembære det, vi har på hjerte for Ham, ligesom venner gør overfor hinanden, fordi man har tillid til hinanden” (Visits to the Most Blessed Sacrament and to Mary Most Holy for Each Day of the Month. Introductio).

Kristocentrisk og Mariansk

Skt. Alfons åndelighed er på en helt unik måde kristologisk og dermed centreret om Kristus og Hans evangelium. Overvejelser omkring mysterierne vedrørende inkarnationen og Herrens lidelse var ofte genstand for hans forkyndelse. Det er ved inkarnationen og Herrens lidelse, at frelsen gives frit til alle mennesker, og netop fordi dette er Kristocentrisk, er Alfons fromhed helt igennem Mariansk. Med en særlig hengivenhed overfor Maria, tegner han et billede af den rolle, hun spiller i frelseshistorien: Hun hjælper sin Søn i forhold til frelsesaspektet, er formidler af nåden, er moder, den, der går i forsvar for sine børn, og hun er Dronning. Desuden bekræftede Skt. Alfons Maria Liguori, at en stor hengivenhed overfor Maria vil være os til stor trøst i vores dødsøjeblik. Han var overbevist om, at det at overveje vores evige bestemmelsessted, at vi er kaldet til for altid at være i Guds velsignelse, såvel som det, at der også eksisterer en mulighed for evig fortabelse, ville bidrage til, at vi med ro i sindet kan møde døden med fuld tillid til Guds godhed.

Godhed

Skt. Alfons Maria Liguori er et eksempel på en præst, der var nidkær i sit pastorale virke, og på den måde vandt han mange sjæle. Det gjorde han ved forkyndelsen af evangeliet og ved sin forvaltning af sakramenterne samt hans måde at være på, som var præget af en venlig og sagtmodig godhed, der stammede fra hans tætte relation til Gud, som er uendelig godhed. Han besad et realistisk og optimistisk billede af de midler, som Herren har stillet til rådighed overfor det enkelte menneske, og han anlagde et centralt fokus på hjertet og sindets følelser i relation til at kunne elske Gud og næsten.

Hellighed er tilgængelig for enhver

Afslutningsvis vil jeg minde om, at vores helgen på mange måder ligner Skt. Francis de Sales, som jeg talte om for et par dage siden, fordi de begge insisterede på, at hellighed er mulig for enhver kristen: ”Det gælder ordensbroderen/søsteren, lægmanden, præsten, ægteparret, købmanden, soldaten, og jeg kunne blive ved. At opnå hellighed gælder alle uanset stand” (Practice of Loving Jesus Christ, Opere asetiche I, Rom 1933, p. 79). Jeg takker Herren, der ved Sit Forsyn lader helgener og kirkelærere fremstå på forskellige tidspunkter og steder, og som benytter de samme ord til at indbyde os til at vokse i tro og leve den med kærlighed og glæde ved enkle gerninger i dagligdagen, så vi kan betræde hellighedens vej, den vej, der fører til Gud og sand glæde. Tak for jeres opmærksomhed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. august 2016. Den kan læses på: Saint Alfonso Maria de Liguori – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)