Category: Saints

Hvor slemt er homoseksualitet? Helgenerne siger følgende om dette emne

I lyset af de seneste begivenheder er en teologisk betragtning blevet støvet af og i større omfang blevet taget i anvendelse. Denne teologiske betragtning handler om en ”synd, der skriger til himlen”.

De fire synder, der skriger til himlen på retfærdighed, er: drabhomoseksualitetundertrykkelse af de fattige og tilbageholdelse af en arbejders løn. Hver eneste af disse synder er for Gud topmålet af synd. Mens der indtil for nylig eksisterede civiljuridisk restriktion i forhold til alle fire synder, har de to første i godt og vel et halvt århundrede tabt den ene sag efter den anden ved domstolene, men sodomi har opnået juridisk legitimitet i Irland og USA indenfor de sidste 60 dage.

Men hvor ondt er homoseksualitet egentlig? Hvis man lytter til de parter, der udviser sympati overfor homoseksuelle forhold, er der blot tale om harmløs kærlighed mellem mennesker, der er ”forelskede”. Men hvor ligger homoseksualitet på en skala, der måler graden og karakteren af synd?

På bloggen Musings of a Pertinacious Papist citerer Philip Blosser Skt. Peter Damian, kirkelærer (1007-1072), som er benyttet i en artikel i 2002 skrevet af Randy Engels. Nedenstående starter med en kommentar af Engels, som så suppleres med et udsagn af Skt. Peter Damien.

Blandt Skt. Peter Damians mest berømte skrifter er hans omfangsrige afhandling, brev nr. 31, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus), der indeholder det mest omfattende (fra en kirkefaders side) arbejde med- og fordømmelse af pæderasti blandt klerikale samt homoseksuel praksis. Hans stridbare diskurs vedrørende lasten homoseksualitet generelt set og denne praksis blandt klerikale her specielt pæderasti er holdt i et ligetil sprog, der gør den let at læse og forståelig.

I overensstemmelse med Kirkens traditionelle lære, som stammer fra apostlenes tid, hævder han, at al homoseksuel aktivitet er et overgreb mod det naturlige og derfor et angreb på Gud, som er Ophavet til det, der er naturligt.

… Damian beklager, at mennesker, ”der er blevet slaver af det snavs, der udgår fra denne betændelsestilstand”, på dristig vis alligevel vover at være postulanter i forhold til hellige ordner, eller hvis de allerede er blevet ordineret forbliver i præstegerningen. Var det ikke for sådanne forbrydelser, Den Almægtige Gud ødelagde Sodoma og Gomorra og lod Onan dø, fordi han lod sin sæd gå til spilde på jorden? Spørger han. Han fortsætter med en henvisning til Paulus brev til Efeserne ”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige” (Ef 5: 5).

… Ifølge Damian ”overgår lasten sodomi alle andre laster” fordi:

Uden tvivl er denne synd årsag til kroppens forfald og sjælens fordærv. Den fordærver kødet, udslukker sindets lys, jager Helligånden bort fra Sit tempel i menneskehjertet og åbner op for djævelen, der er fader til begæret. Denne synd leder til vildfarelser og udraderer sandheden fra det allerede vildledte sind, den åbner døren til helvede og lukker den i for paradiset … det er denne last, der skader temperamentet, der slår dydigheden ihjel, kvæler kyskheden og nedslagter jomfrueligheden … Denne synd besmitter og fordærver alt.

Denne last udelukker mennesket fra Kirken … den adskiller sjælen fra Gud for at knytte den til dæmoner … uden opmærksomhed for Gud, glemmer mennesket hvem, det egentlig er. Denne last fordærver troens fundament, slukker håbets glød og opløser kærlighedens bånd. Den forsager retfærdighed, nedbryder styrke, fjerner mådehold og mindsker varsomhed.

Ser vi på andre kilder, der tager denne synd under behandling, er Skt. (Peter) Canisius (1521-1597) én af dem, og han forklarer, at det ikke blot er synden, der er afskyelig, men også dens oprindelse. Det lyder som noget, vi allerede har hørt før.

Som Den hellige Skrift fortæller, var sodomitterne ugudelige og syndige. Skt. Peter og Paulus fordømmer denne skændige og depraverede synd. Faktisk fordømmer Skriften denne uanstændighed på følgende måde: ’fordærvet og synden blandt folkene i byerne Sodoma og Gomorra var vokset til et uanet omfang’. Derfor sagde englene til Lot, som afskyede folkene i Sodomas fordærv: ’lad os forlade denne by …’. Den hellige Skrift undlader ikke at nævne de årsager, der gjorde, at sodomitterne handlede, som de gjorde, og disse årsager kan også lede andre til at foretage denne meget alvorlige synd. Man kan læse følgende i Ezekiels Bog: ”For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden. De blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt for mig. Da jeg så det, fjernede jeg dem” (Ez 16: 49-50). De, der på skammelig vis forbryder sig mod det naturlige, har gjort sig selv til slaver af dette afskyelige fordærv.

SktKatharina af Siena (1347-1380) skriver om homoseksualitet på en måde, som om det ikke kommer fra hendes hånd, men Guds:

Men de handler på en modsatrettet måde, for de er fulde af urenhed overfor dette mysterium, ikke kun den urenhed, som er en del af menneskets svage naturs skrøbelighed og dermed en ”naturlig” tilbøjelighed (selvom fornuften, når den frie vilje tillader det, kan sætte en stopper for den rebelske natur), men disse tåber forsøger ikke at tøjle denne skrøbelighed, men gør det, der er værre, de begår denne forbandede synd, som er imod det naturlige, som om de var de blinde tåber med et formørketsind. De har ingen anelse om, at de stinker og den elendighed, de befinder sig i. Denne synd er ikke bare en vederstyggelighed i mine øjne, for Mig, der er Den Højeste og evige Sandhed. Den (synden) vækker hos Mig et stort ubehag, og jeg betragter den, som en så stor vederstyggelighed, at den alene var grund nok til, at Jeg lod Min straffedom begrave fem byer. Denne synd vækker ikke blot Mit ubehag, som allerede nævnt, men det gælder også for de dæmoner, som disse tåber har gjort til deres herre. Det er ikke, fordi dæmonernes ubehag vækkes, fordi disse mennesker gør noget godt, men fordi dæmonerne oprindeligt er engle, og deres englenatur ikke kan tåle synet af den omfattende synd, der foretages.

Forestil Jer, at den synd, som homoseksualitet er, er så unaturlig, at den virker frastødende på de dæmoner, der har fristet mennesket til at foretage denne synd.

Lad os vende tilbage til Skt. Peter Damian, som giver os nogle råd til, hvordan vi skal møde dem, der finder behag i denne synd, samt dem, der harmes over den kristne fordømmelse af denne synd:

”… Jeg vil helt sikkert foretrække, ligesom Josef, at blive kastet i brønden, fordi han fortalte sin far om sine brødres ugerning, end at skulle lide under Guds vrede, ligesom Eli måtte, fordi han kendte til sine sønners onde gerninger og ikke påtalte dem (Sam 2: 12-17) … Hvem er jeg, når jeg ser denne forpestende praksis florere blandt præsteskabet og ikke tænker på en andens sjæls ve og vel, fordi jeg undertrykker min kritiske røst, da jeg blot venter på, at Gud Selv vil foretage det endelige opgør? … Hvorledes kan jeg elske min næste som mig selv, hvis jeg vender mit blik bort fra de sår, der kan være årsagen til hans frygtelige død, fordi de vokser som en byld i hans hjerte? … Lad da ingen dømme mig, når jeg løfter min røst mod denne dødbringende last, for jeg ønsker ikke at vanære en anden, men snarere at fremme min broders velfærd til det bedre. Tag vare på, at du ikke, når du påtaler dette overfor din broder, gør dig skyld i en overtrædelse i dine bestræbelser på at få ham på rette vej. Hvis jeg må have lov til at citere Moses: ”Kom over til mig, I, der er på Herrens side” (2 Mos 32: 26).

Der er flere af lignende udtalelser fra helgenerne. Der er ganske enkelt alt for mange, som der ikke er plads til i denne artikel. Skt. Bernardine fra Siena fremsætter en af de mest rammende domme vedrørende denne synd:

Ligesom mennesker tager del i Guds herlighed på forskellig måde, således er det også i helvede, nogle lider mere end andre. De, som levede et liv med denne last (homoseksualitet) lider mere end andre, for dette er den største synd, der findes.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 30. juni 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/just-how-evil-is-sodomy-the-saints-weigh-in

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A step more to sainthood

Carlo Acutis, who died at 15 years old, cataloged all of the Eucharistic miracles (see virtual museum of the Eucharistic Miracle) in the world. “We have always been expected in heaven.”

On Thursday, November 24, 2016, Cardinal Angelo Scola closed the diocesesan phase in the canonization process for Carlo Acutis, an Italian boy who died October 12, 2006, at age 15, of leukemia. He was a well-loved teenager who devoted himself to prayer and daily Mass as well as computer programming, film editing, website creation, editing and layout of comics.

More

Den salige Francisco Marto fra Fatima

Francisco Marto fra Fatima (den 11. juni 1908 – 4. april 1919)

(Denne artikel blev først bragt i bladet Irelands Own. Webmasteren vil derfor takke forfatteren Jim Dunning for hans tilladelse til at bringe den her).

Francisco blev født den 11. juni 1908, han var Jacintas storebror og Lucias fætter. Under åbenbaringerne i 1917 hørte han intet af det, der blev sagt, og derfor måtte han stole på det, som Lucia og Jacinta formidlede videre til ham, og som ”damen” (Vor Frue) sagde til dem under Sin åbenbaring for dem. Faktisk var Han ikke i stand til at se Vor Frue, før hun åbenbarede sig anden gang i juni.

I ”Budskabet fra Fatima” skrevet af Fr. Martindale S.J., beskrives Francisco som en lille robust dreng med et rundt ansigt, en lille mund og en velformet hage. Han elskede at jage slanger, firben og muldvarpe og forskrække sin mor ved at bringe disse dyr med hjem. Hans omgivelser betragtede ham som et sorgløst barn, der ikke bekymrede sig ret meget. Han elskede blomster og lysets skær specielt ved solopgang og solnedgang. Det, han holdt allermest af, var at spille på fløjte. Han efterlignede fugle, men kunne aldrig finde på at fjerne dem fra deres reder. Han løb engang hjem for at indsamle et passende beløb svarende til two pence for at få en anden dreng til at slippe en fugl fri, som han havde i sin varetægt. Francisco var et følsomt barn. Under forberedelserne til modtagelsen af sin første Kommunion var hans recitation af trosbekendelsen uklar, og derfor sendte præsten en grædende Francisco hjem.

Efter at Vor Frue havde opfordret de tre børn til at opofre sig selv til Gud for at sone den synd, der bliver begået, begyndte de at give fårene deres frokost, og senere gav de den til de fattige børn. Francisco kravlede op i et træ for at plukke agern, som de kunne spise sammen med fyrtræskogler, rødder og brombær. De begyndte også at bede rosenkransbønnen med stor alvor. Den virkning åbenbaringerne havde på Francisco, var, at han fik et inderligt ønske om at ”trøste” Vor Herre. På et tidspunkt, hvor Francisco var forsvundet, og hvor han blev fundet bedende bag en klippe, spurgte Lucia ham, hvad han var i færd med. ”Jeg tænkte på Gud, der er så bedrøvet på grund af alle de synder, der bliver begået: bare jeg kunne trøste Ham”.   

Da børnene blev fængslet af den lokale borgmester, der var frimurer og hed Santos, fordi de ikke ville røbe hemmeligheden, Vor Frue havde åbenbaret for dem, knælede de ned og bad sammen rosenkransbønnen. Andre af de indsatte sluttede sig til deres bøn, og én af dem havde beholdt sin hat på, da formanede Francisco ham om, at ”når du beder, bør du tage hatten af”. Manden kastede den skødesløst på gulvet, men Francisco lagde den pænt på en bænk.

Man truede børnene med, at de ville blive kogt levende, og Jacinta var den, der først blev ført bort. Francisco sagde et hil dig, Maria for hende, så hun ikke lod sig skræmme. Han vidste ikke, at den, der stod for alt dette, foretog et bluffnummer, Fracisco var beredt på at skulle dø fremfor at røbe Vor Frues hemmelighed, ”hvis de slår os ihjel, vil vi snart være i Himlen”.

I oktober 1918 blot et år efter solunderet kom influenzaepidemien, der havde ramt Spanien, til familien Marto og hele familien blev syge, dog med undtagelse af faren, der var almen kendt som onkel Marto. Francisco var rolig under sin sygdom og beklagede sig aldrig. Han var overbevist om, at Vor Frue snart ville komme og hente ham og tage ham med til Himlen.

I januar 1919 var Francisco i stand til at gå så langt som til Cova, hvor åbenbaringerne havde fundet sted, for at bede der. Endelig i begyndelsen af april blev han så svag, han ikke kunne sige rosenkransbønnen og spurgte om det var muligt at modtage Den hellige Kommunion. Før dette skete, spurgte han Lucia og Jacinta, om de kunne komme i tanke om synder, han havde begået. Lucia mindede ham om enkelte episoder, hvor han ikke havde vist lydighed, Jacinta mindede ham om, at han havde stjålet en penny, og at han havde kastet sten efter en rivaliserende gruppe drenge fra en anden landsby. Francisco sagde, at han allerede havde bekendt disse synder, men hvis han ikke skulle dø, ville han aldrig synde igen. Lucia sagde ja til at bede for ham og forsikrede ham om, at Jesus allerede havde tilgivet ham, og som vor Frue havde sagt, at hun ville komme og tage ham med til Himlen.

Præsten lyttede til Franciscos skriftemål om aftenen den 2. april og bragte ham Den hellige Kommunion den næste morgen. Francisco var ikke i stand til at sidde oprejst, og derfor modtog han sin første men også sidste Kommunion liggende. Han åbnede øjnene og spurgte: ”hvornår vil du bringe mig Den skjulte Jesus igen?” Det var den beskrivelse, han altid benyttede, når han talte om, Den konsekrerede Hostie i Tabernaklet. Lucia blev hos ham hele dagen. I løbet af natten kaldte han på sin mor: ”se, det vidunderlige lys, der er bag døren”, og derpå sagde han: ”nu kan jeg ikke se det længere”.

Den 4. april kl. 10 om morgenen lyste hans ansigt op, han smilede og døde derpå uden smerter. Dette var blot to måneder før hans 11-års fødselsdag.

Franciaco blev begravet på en kirkegård i Fatima, men senere flyttede man det, der var tilbage af Francisco til det hellige sted, der var blevet bygget, der hvor Vor Frue havde åbenbaret sig. Da hans kiste blev åbnet den 3. marts 1952, blev den rosenkrans, man havde lagt i hans hånd, fundet, og man kunne se dens perler mellem hans fingre. Den lille hyrdedreng havde i sandhed opfyldt sit løfte om at bede mange rosenkranse, som Vor Frue havde bedt ham om. Med hensyn til det mål han havde for øje, nemlig at komme i Himlen, var dette ikke for hans egen skyld. ”Jesus vil snart komme og hente mig og bringe mig til Himlen, og der skal jeg være for evigt for at trøste Ham”.

Det forberedende arbejde (helgenkåringsproces) mod en helgenkåring af Francisco begyndte i 1949. Den 13. maj 1989 godkendte pave Johannes Paul II et dekret om de heroiske dyder, de to Gudstjenere Francisco og Jacinta foretog, og denne godkendelse blev understreget ved, at paven gav disse to børn betegnelsen ”ærværdige”. I Fatima den 13. maj 2000 på 83-årsdagen for den første åbenbaring erklærede paven dem for ”salige”.

Efter at Åbenbaringerne begyndte, havde Francisco gjort det klart, at han ville lide på den måde, som Vor Frue havde ønsket. Han modsatte sig sognepræstens forsøg på at få ham til at benægte åbenbaringerne. Han afstod fra mad og drikke i flere dage ad gangen, selvom temperaturerne var høje, og samtidig bar han om livet et tykt reb. Han bad med henblik på at ”trøste” Gud og ære Herrens Moder og for gradvist at nærme sig hellighed. Han fremstår som et heroisk eksempel på et lille barn, der frembærer et heltemodigt eksempel på et liv levet i dyd. Noget som nutidige forældre kunne lære af og opmuntre deres egne børn til at leve et liv i hellighed.

Salige Francisco Marto bed for os.

Følgende findes ikke i den originale artikel, men er blevet tilføjet, fordi der er sket yderligere fremskridt i kanoniseringsprocessen, siden artiklen blev skrevet. Pave Frans helgenkårede den 13. maj 2017 de to søskende Francisco og Jacinta Marto, mens han var på pilgrimsrejse i Portugal.

For mere information om børnene fra Fatima se følgende links (1) og (2). For mere information om åbenbaringerne i Fatima se følgende link (3).

Noter

1.      Link til artikel om børnene fra Fatima http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-jacinta-marto-of-fatima.html

2.      Link til artikel om børnene fra Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/lucia-dos-santos-of-fatima-sister-lucia.html

3.      Link til artikel om åbenbaringerne i Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/three-secrets-of-fatima-explained.html

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på mysticsofthechurch marts 2010. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-francisco-marto-of-fatima.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Du, mægtige erobrer og kriger: Det Ubesmittede Hjerte, der tilhører himlens og jordens Dronning

Der findes ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, og som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

I denne forunderlige periode i Den katolske Kirkes historie fejrer man den romerske ritus i henhold to forskellige kalendere, den gamle og den nye.

I den gamle kalender er den 22. august festen for Marias Ubesmittede Hjerte, og den fungerer som en kulmination på oktaven for Marias optagelse i Himlen, alt dette for at understrege den sandhed, der ofte er blevet forkyndt af Kirkefædrene, at Vor Frue forlader denne verden, ikke for at lade Den stridende Kirke ”i stikken”, men som Nådens Midlerinde, der på en kraftfuld måde, mens hun har taget sæde ved siden af sin Søn, kan gå i forbøn (for os). Hendes hjerte, der er så favnende, som det vidtåbne himmelrum, bærer os, som barnet på moders arm, og hun gør dette med en moders kærlighed, samtidig med at hun støtter os på vores jordiske pilgrimsvandring. Man kan også sige det på en mere kort måde, at hun går i forbøn for os.

I den nye kalender fejrer man den 22. august mindet om Maria som Himmeldronning, som er det, vi overvejer, hver gang vi beder rosenkransen og specielt den femte dekade i herlighedens mysterium, hvor man overvejer kroningen af Maria til Himmeldronning. Her synes vægten at være lagt på en personlig herliggørelse ved Marias kroning til Himmeldronning, som en endestation for hendes hellighed, altså at hun tager del i mysteriet omkring sin Søn, som er kongernes Konge og herrernes Herre. Jeg kommer i tanke om, at der eksisterer en lignende kontrast relateret til festen for Kristus som Universets Konge: den oprindelige fest, der fejres i slutningen af oktober, har fokus på Kristus som Konge over verden med dens nationer og samfund, mens den nye fest, der fejres i slutningen af november, har et mere eskatologisk fokus relateret til Kristi Rige i Himlen og på den nye jord.

Hvorfor er Den hellige Jomfru Maria vor Dronning? Når man skal finde svar på dette spørgsmål, er det altid godt at kunne fæstne sin lid til en vægtig autoritet, derfor er jeg glad for at kunne præsentere den velsignede Columba Marmion (1858-1923), som har skrevet følgende vedrørende sine overvejelser omkring rosenkransbønnen:

Hvad er meningen med alle Kristi mysterier? Det er, at de danner en ramme for vores åndelige liv og fungerer som løftestangen for vores helliggørelse og er en kilde til vores hellighed. Sigtet med Kristi mysterier er at skabe et evigt og herliggjort samfund bestående af brødre (medtroende), som ønsker at være ligesom Kristus. Derfor har Kristus, som den nye Adam, knyttet sig til Maria, som er den nye Eva. Men hun er langt mere end Eva, hun er Moder til alle de levende, Moder til dem, der lever i hendes Søns nåde. Siden Maria her på jorden var tæt forbundet med de mysterier, der leder til vor frelse, kronede Jesus hende ved hendes optagelse i Himlen ikke blot med herlighed men også med magtbeføjelser; Han har gjort plads til Sin Moder ved Sin højre side og overdraget hende magten til, i kraft af den ganske særlige titel, hun har fået, nemlig Guds Moder, at videreformidle det evige livs skatte. Lad os derfor opfyldte af tro sammen med Kirken bede: ”Forestil dig en Moder: Jesu Moder, ved din fuldendte tro på Ham, vor Moder, ved din barmhjertighed overfor os, bed for, til Kristus, som du bragte til verden, at Han kunne give os liv, og som ønskede at være din Søn, at Han vil tage imod vore bønner ved dig”.

Dom Marmion bemærker, at Jesus ikke kun ærer sin moder med herlighed, som var det, vi fejrede for en uge siden ved festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen, men også med magtbeføjelser, som vi fejrer ved festen for hendes dronningeværdighed og udøvelsen af denne, sub et cum Christo, over engle og mennesker, og om man så må sige, hele den skabte verdensorden.

Man skal have gjort sig en vis erfaring med forskellige bønne- og andagtsbøger, for at man med beklagelse kan konkludere, at katolikker specielt i de sidste 150 år har sentimentaliseret den kultus, der knytter sig til Jomfru Maria på en sådan måde, at det er svært at forestille sig, at hun er i besiddelse af magtbeføjelser. På trods af det er hun vores dronning, voresherskerinde, en sejrrig kriger, der har knust slangens hoved. Der, hvor Maria regerer som dronning, der regerer hendes Søn som konge, for disse to er uadskillelige i frelsesplanen; der hvor hun ikke er regent, eller hvor hun afvises og fornægtes som regent, hæmmes Hans (Kristi) kongemagt, for den fremstår dunkel og fornægtes. Den, der ikke skænker Maria nærmere opmærksomhed eller er lunken i sine betragtninger af hende samt hendes Gudgivne beføjelser over skabningen, vil ligeledes være lunken overfor – og ikke videre interesseret i hendes Søn og Dennes retmæssige guddommelige autoritet over det skabte. Hvis man gør Maria til en genert, hensygnende og ængstelig jomfru, så vil hendes Søn blive fremstillet som en grådkvalt og selvudslettende mand, dette er den vanære, man udviser overfor Ham, fordi Han portrætteres således på små hellige kort og på malerier af religiøs karakter.

Det er en kendsgerning, at Vor Frue stod ved foden af korset, da praktisk talt alle andre omkring Jesus havde taget flugten, og der i troens mørke frembar hun sit mest dyrebare offer, nemlig hendes eget kød og blod til Den himmelske Fader, og netop dette betyder, at der i hende banker et hjerte, der bærer på så megen styrke, at det, som det eneste hjerte i hele verdenshistorien, har udvist den største og overmenneskelige heltegerning. Hun bliver med rette kaldt for martyrernes Dronning. Der eksisterer ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

Som vore kristne brødre i Øst forkynder i ekstatisk bøn: ”Du mægtige erobrer og kriger, Guds Moder, vi dine tjenere, som du har sat fri fra alt det, der tilstøder os, vi frembærer for dig vor tak, og ved din uovervindelige kraft, fri os fra al lidelse, så vi med vores røst kan lovprise dig: Hil dig, du som er Brud uden brudgom”.

Liturgien i Øst- og Vestkirken fremstiller Den hellige Theotokos som en arketype for hele Guds skabelse, den mest prægtige, hellige, ædle, værdige og mægtige person, Gud nogensinde har skabt, som er blevet til ud af Hans visdom før verdens begyndelse og forudbestemt til at herske til evig tid over Jesu mystiske Legeme, Dronning over engle og den store skare af mennesker, der er blevet frelst fra dødens favntag, dels ved deres ukuelige tro og Guds Moders store styrke. Det er ikke desto mindre sandt, at Den selvsamme Jomfru, der er vores blide og elskværdige Moder, som er ydmyg og beskeden og kun har fokus på Gud, er en lille blomst med en udsøgt og skjult skønhed i en aflukket have.

På denne dag ærer vi hendes helligheds herlighed og vælde og hendes Ubesmittede Hjertes dyder, som var årsag til – og stadig er det, at denne magt og vælde bliver virkeliggjort. Hellige Maria, Guds Moder, himlens og jordens Dronning, bed for os nu og i vor dødstime. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/mighty-conquering-warrior-the-immaculate-heart-of-the-queen-of-heaven-and-earth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Salige er de rene af hjertet”

Fuldkommengørelse af alle dyder og gaver fra Gud er ensbetydende med lyksalighed. Med andre ord, desto mere fuldkommen dyden er og måden, hvorpå Guds gaver benyttes, desto mere fuldkommen er ens lykke. Og der findes ingen større lykke end at se Gud. Derfor kaldes det en saligkåring, og er den endelige nåde, Gud giver dem, der er rene af hjertet: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

Festen for Marias optagelse i Himlen er både en sejrserklæring og en opmuntring til at tro på håbet! Det er en sejrserklæring, fordi Vor Herres Moder var den første til at modtage helgenernes sejrskrans: frelsen og den gave, som det herliggjorte legeme er. Det, de retfærdige sjæle vil modtage ved den endelige dom, har Frelserens Moder allerede modtaget. Hvorfor?

Som pave Pius XII påpegede i sin apostoliske skrivelse, Munificentissimus Deus, hvor han proklamerede dogmet om Marias optagelse i himlen, var Marias optagelse i himlen, den mest passende gave, som stemte overens med hendes ganske særlige privilegier, hvor den mest fremtrædende er hendes Ubesmittede Undfangelse, ud af hvilken Maria blev skabt med nådens fylde. Maria levede i sandhed det fuldendte liv, for hun bukkede aldrig under for fristelse eller synd. Hvordan formåede hun det? Maria, fuld af nåde betyder ikke, at Maria var et supermenneske. Hun bar på den samme menneskenatur, som også vi bærer på. Hendes fysiske sanser var ikke anderledes end vores. Vi læser om hendes Guddommelige Søn:

For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4: 15-16).

Da Maria er Frelserens fuldkomne discipel, ligesom hun er Hans ubesmittede moder, kan man sige, at hun som moder og en afspejling af Kirken i enhver henseende blev fristet, ligesom vi bliver, men forskellen er, at hun var uden synd. Derfor er hun ikke et esoterisk ideal. Maria blev ligesom sin guddommelige Søn nødt til at kæmpe mod de samme fristelser, som enhver af hendes børn (de kristne) må slås med.

Hvordan overkom Maria disse fristelser? ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”. Kirken har dels i Sin lære og Sine helgener og specielt Vor velsignede Moder bekræftet, at for den, der ønsker at se Gud ansigt til ansigt, er det ganske enkelt umuligt at synde, for da beskuer vi det absolutte Gode. Og mens vi endnu ikke kan stå ansigt til ansigt med Gud i al Hans herlighed, lader Jesus os vide, at i denne lyksalighed kan vi i det små og ved nåden, allerede nu skimte Gud ansigt til ansigt. Og vi kan gøre det på en helt speciel måde, nemlig ved at være rene af hjertet.

Det er derfor ikke mærkværdigt, at festen for Marias optagelse i Himlen er tæt forbundet med festen for Det ubesmittede Hjerte, den fest fejres for Marias fuldkomne renhed: Hende, der var Den Ubesmittede, eller som Skt. Maximiliam Kolbe benævner hende, Den Ubesmittede.

Ved festen for Marias optagelse i Himlen, fejrer man derfor Marias sejr over synden, en sejr, der blev vundet, fordi hun er ren af hjertet! Sejren er også vores, samt den herlighed, Gud ønsker at skænke de sjæle, der holder ud ved at leve et liv i renhed. Derfor er denne fest, en fest, hvor håbet bestyrkes! Det kan gøres ved, at man beder for – og fremmer nåden, der leder til hjertets renhed. Ellers ville Jesus ikke have formuleret netop denne saligprisning, som er essensen i det gode budskab.

Hvor end vi går med Kristus, lad os da altid huske på, at det, der gør, at vi bliver på den vej, der fører til Guds herlighed, er hjertets renhed. Og dette er en umulighed uden sansernes renhed. I den forbindelse lad os da vogte os for, hvad vi lader tilstøde vore sjæle ved at skærme vore sanser, og se til, at hvis vi er kommet bort fra den snævre vej, som er renheden, at vi iler til bodens sakramente og bekender vor synd og overstrømmes af den guddommelige barmhjertighed. Vi kan i større grad se Gud klart efter at have benyttet dette helt igennem fantastiske sakramente, som også hjælper os til at skabe klarhed over alle dele af vort liv.

Når vi overvejer dette store mysterium, som Marias optagelse i Himlen er, lad os med glæde takke Gud for de gaver, Han har givet vores Moder, samt den sejr hun opnåede. Hun er ”en af vore”. Og som Vor Moder har gået vejen, ønsker hun nu i overdådighed at overstrømme os med renhedens nådegave. Må vi hver dag bede for den, fordi vi ligesom Maria, ønsker at befinde os på bjergets top, hvor vi kan se al sollyset, mens stormene raser under os. Og når de mørke tider kommer over os og dækker for solens lys, lad os da huske på de opmuntrende og håbefulde ord fra den ærværdige Fulton Sheen:

Gud, som skabte solen, skabte også månen. Månen dækker ikke for solens glans. Var det ikke for solen, ville månen blot være udbrændte slagger, som bevæger sig rundt i rummet. Alt dens (månens) lys reflekteres i solen. Den hellige Moder reflekterer sin guddommelige Søn, uden Ham er hun intet. Ved Ham er hun menneskenes Moder. I de mørke nætter er vi taknemmelige for månen, når vi ser den skinne, for inderst inde ved vi, at solen stadig eksisterer. Således er det også i det mørke, der dækker verden, når mennesket vender ryggen til Ham, der er Verdens Lys, da vender vi os til Maria for at bede for, at Hun må lede dem på rette vej, mens vi (alle) venter på solopgangen (Fulton J. Sheen, The Worlds First Love, kapitel 5).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 15. august 2015. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2015/08/15/blessed-are-the-pure-of-heart

Skt. Dominic viser den moderne verden, hvordan man på den helt rigtige måde drager omsorg for de fattige

Den 4. august i den gamle romerske kalender og den 8. august i den nye (romerske) kalender (her finder man en nærmere forklaring på de forskelle, der eksisterer (1)) fejrer Den katolske Kirke mindet om Skt. Dominic, beder om hans forbøn og har fokus på, hvordan man følger hans eksempel. Således som Benediktinerne, Franciskanerne og Jesuitterne er indbegrebet af deres ordensstiftere og disses åndelighed (Skt. Benedikt, Skt. Frans af Assisi og Skt. Ignatius), således er det også med Dominikanerordenen (der har fokus på uddannelse og forkyndelse), at den i sin karisma er indbegrebet af dens grundlægger: Dominic de Guzmán.

Skt. Dominic er i sig selv på mange måder enestående. Hans dyder og det, han har bidraget med, er så omfattende, at (et utal af) andre mænd og kvinder kun delvist har kunnet – og kan efterligne hans eksempel. Han fremstår som et fyrtårn og som et eksempel, man kan stræbe efter- og gå ud fra. Hans samtidige var opmærksomme på dette. De optegnelser, der ligger til grund for kanoniseringen af ham, rummer et utal af vidnesbyrd om dette. Et vidnesbyrd lyder således: ”vidnet har aldrig før haft kendskab til nogen af en sådan karakter ligesom denne Gudsmand, som vedvarende var i bøn og havde stor nidkærhed overfor forkyndelse”.

Dette synes at være en sandhed, der gør sig gældende for alle de store grundlæggere af religiøse ordener: man kan sige, at disse ordensstiftere i sig har båret på kimen til den ånd og det formål, som ligger i deres ordener, og på den måde blev de deres ordens første – og grundlæggende ”regel”, ligesom solen er kilden til livet på jorden. Vi læser, at Skt. Dominic var utrættelig i sit arbejde for Gud (og sit apostolat). Han gik flere tusind kilometer for at forkynde det glade budskab, sådan som det var påkrævet af brødrene. Men vi læser også, at han benyttede mange timer, dag og nat i kontemplativ bøn, og det er det ideal, som de kontemplative søstre i særdeleshed stræber efter at efterligne, men som ikke er brødrenes lod. Dominic kunne varetage den kontemplative bøn og forkyndelsen til fuldkommenhed, men langt de fleste, der er fulgt i hans fodspor, har måttet erkende deres begrænsninger.

Skt. Dominic havde stor kærlighed til Sandheden, altså Guds Ord, Jesus Kristus, som nærer os med Eukaristiens guddommelige føde og udlægger Den hellige Skrift for os. Skt. Dominics store kærlighed kom til udtryk i en vedvarende forkyndelse af dette Ord, både i den måde, han talte – og handlede på. Han havde ét mål med sin forkyndelse, og det var omvendelse: omvendelse af hedningerne til kristne, lunkne kristne til kristne, der tog deres tro alvorligt, og de kristne, der tog deres tro alvorligt til helgener.

De midler, han tog i brug, for at opnå dette, var enkle: at studere sin tro for at få (mere) viden om den; fattigdom, som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at prioritere åndelige goder over de verdslige; fri bevægelighed, så den enkelte selv kunne kortlægge sin vej og rute til de steder, der havde brug for forkyndelse, og sidst men ikke mindst bøn, så den enkelte kan blive omdannet til den kærlighed, vedkommende  forkynder.

Et sådant mål samt disse midler forudsætter i sagens natur troskab overfor Kirken og Hendes lære, uden hvilken budbringeren bliver til en hæretiker, tiggeren bliver til en skurk, og apostlen bliver til en, der er faldet fra troen. Vigtigst er det dog, at det liv, man lever, er ”rodfæstet og grundfæstet i kærligheden” (Ef 3: 17), i Guds kærlighed for Hans skyld og i kærlighed til næsten, som er skabt i Guds billede, og som er blevet frelst ved Kristi Blod.

Det, vi har kendskab til vedrørende Skt. Dominic, viser os, at han ”brændte” af kærlighed for Gud og næsten. Det var denne kærlighed, der i hans tilfælde gjorde, at han skabte en helt ny retning for ordenslivet i den tid, han levede i. Det var denne kærlighed, der gav ham modet og indsigten til at holde ud på trods af modstand. Uanset hvor i verden – eller hvornår i historien Dominikanerordenen har oplevet en opblomstring, har de metoder, som er blevet beskrevet ovenfor, været deres ”måde” at arbejde på, og samtidig har disse også fungeret som målsætninger, og de har været Dominikanernes ”hemmeligheder”, og Gud har velsignet Dominikanerne og deres arbejde.

Hvori ligger det radikale, som Skt. Dominic foretog? At man praktiserer en tiggerlignende fattigdom, som betyder, at man uden omsvøb tigger for at få det daglige brød. At man er vejfarende forkynder, dette bryder med princippet om, at ordenfolk har fast tilknytning til et bestemt kloster på en bestem lokalitet eller det, at en præst har fast tilknytning til et sogn eller bispedømme. At holde sig vågen det meste af natten for at være i bøn og have en stålfast tro på Gud i alt det, der tilstøder en. Alt dette er i sandhed radikalt, fordi det, i al sin enkelthed, stammer fra en stålfast tro.

På trods af at verden taler om humanisme og det at yde humanitær bistand, er den ret beset ligeglad med de fattige og det generelle problem med fattigdom, og sørgeligt nok, synes det som om, at Den moderne Kirke ikke mere har interesse i Kristi evangelium eller en regelmæssig og disciplineret bønsaktivitet. Der vil dog altid være mennesker, specielt blandt de unge, som søger efter: 1) meningen med livet, 2) den kærlighed, der gør livet værd at leve, 3) kilden til hele skabelsen og 4) den sandhed, der ligger til grund for livets mening. Hvis Dominikanerne kan give det til verden af i dag, det, som Skt. Dominic gav til menneskene i sin levetid, så ville ordenen opleve en opblomstring, som dengang den blev stiftet og i de perioder igennem historien, hvor den har været på sit højdepunkt. På den måde bliver troskab et løfte om vækst og mere intensiv missionsvirksomhed, mens dovenskab, afvigelse (i forhold til Kirkens trosgrundlag) og eklekticisme bliver forløberen for en slækkelse af det vigtige i troen, samt ligegyldighed og forfald.

Hvor forandret og anderledes vores verden end måtte være den dag i dag, så higer den stadig efter det glade budskab. Menneskeheden gør stadig de samme fejl, som Adams æt til alle tider har gjort, og derfor har vi stadig behov for Dominikanernes ”hemmelige” metoder, som er beskrevet i artiklen, og som aldrig har forandret sig.

Noter

  1. Link til artikel med uddybende forklaring: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/08/liturgical-notes-on-feast-of-st-dominic.html#.XiSnS25Fzct

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 7. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st-dominic-shows-the-modern-world-how-to-truly-care-for-the-poor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolsk værdighed

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det er vigtigt at huske på, når det handler om katolikkers martyrium, er det som regel staten, der står for henrettelsen.

Det er korrekt, at der har været undtagelser i historien, hvor staten ikke har været den egentlige aktør, men der er som sagt tale om undtagelser.

I mange tilfælde har staten benyttet sin magtposition til at forsøge at knuse Kirken.

Sådan har det været igennem hele historien lige fra Cæsar til Elizabeth I af England og til den franske revolution og Stalin, Moe Tse Tung o.s.v.

Tager vi udgangspunkt i den franske revolution, er der blevet skrevet og fortalt meget om en helt særlig episode med 16 Karmellitterinder fra Compienge, der ligger nord for Paris, og deres martyrium.

Da de revolutionære gennemtvang en række specifikke love, om at disse Søstre dels skulle udskifte deres ordensdragt med civilbeklædning og dels forlade det kloster, de var tilknyttet, nægtede de ganske enkelt. Derpå blev de arresteret og ført til Paris. Anklagen mod dem lød på forræderi. De blev dømt til døden i guillotinen den 17. juli 1794. Her gik de en efter en i døden. Søstrenes sag blev behandlet af en komite for den offentlige orden, og det var ligeledes denne komite, der stod for Søstrenes henrettelse.

Da Søstrene samlet stod klar til at gå i døden, begyndte de at synge den smukke latinske hymne Veni Creator. Det var den selvsamme hymne, de sang, da de nogle år tidligere aflagde deres klosterløfte.

Der er gennem tiden produceret mange film om disse søstres martyrium. Den historiske nøjagtighed er ofte yderst mangelfuld i disse produktioner. Men ved henrettelsen var den første, der gik mod guillotinen kommunitetets novice Sr. Constance, derefter fulgte en lægsøster og til sidst priorinden Moder Teresa Skt. Augustine.

Disse Søstres kroppe lod man kaste i en massegrav i Paris, og derfor har det ikke været muligt at finde frem til disse martyrers relikvier.

Disse martyrer fra Compiegne ofrede deres liv til den Guddommelige retfærdighed for at afslutte det eksisterende terrorregime.

Som et svar på deres bønner, blev Robespierre, den ledende figur for regimet, ti dage senere (efter søstrenes henrettelse) arresteret og ført til guillotinen, og det blev afslutningen på det regime, han havde stået i spidsen for.

Inspireret af disse Søstres martyrium, som blev alment kendt i Frankrig i 1893, og som i processen mod en helgenkåring, foretog en ung karmelitinde i Lisieux sin opofrelse til den Guddommelige kærlighed for syndernes omvendelse.

Skt. Thérèse af Lisieux efterlignede i sit åndelige liv, det offer, disse Søstre frembar.

Når man tager Kirkens (aktuelle) tilstand i betragtning, kan man håbe på – og bede for, at nogle heltemodige sjæle vil frembære det samme offer.

I noteapparatet er der vedhæftet et link til et dokument med en mere grundig og fuldstændig redegørelse af de historiske omstændigheder i forbindelse med Søstrenes martyrium (1). Videre finder man også et vedhæftet link til den udsendelse, hvorfra dette manuskript stammer, og denne udsendelse afsluttes med et klip, som viser disse Karmellitterinders martyrium (2).

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Noter

  1. Link til den mere dybdegående beskrivelse af Karmelitterindernes martyrium: http://carmelnet.org/biographies/Carmelite.pdf
  2. Link til udsendelse med filmsekvens (vær opmærksom på at filmsekvensen optræder til sidst i udsendelsen): https://www.churchmilitant.com/video/episode/catholic-dignity-11-06

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 5. november 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-11-06.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fordelene ved at fordybe sig i Jesu hellige Ansigt

De store mystikere, som har helgenstatus samt andre ”eksperter” med stor indsigt i det åndelige liv, fortæller os, at én af de sikreste måder, man bør gøre brug af, hvis man ønsker hurtigt at ”avancere” i det åndelige liv, er, at man ofte fordyber sig i Vor Herre Jesu Kristi Passion, Hans kærlighed, lidelser og den store smerte, Han led for os.

Således beretter Skt. Louis Marie de Montfort i bogen: Secret of the Rosary, at ”den velsignede Albert den Store, der havde Skt. Thomas Aquinas som sin  åndelige vejleder, gennem en åbenbaring erfarede, at man ved at fordybe sig i Vor Herre Jesu Kristi lidelse, vinder en kristen langt flere fordele end ved at have fastet på vand og brød hver fredag i et helt år eller ved (for at spæge legemet) en gang om ugen at påføre sig slag på kroppen, indtil blodet flød eller havde reciteret hele Salmernes Bog hver dag. Hvis dette er tilfældet, hvor stor vil den fortjeneste da ikke være, som vi kan opnå ved at bede rosenkransbønnen, som sammenfatter hele vor Frelsers liv og lidelse”. Derfor bør rosenkransen betragtes som en uvurderlig skat, fordi selve rosenkransbønnen kombinerer den talte bøn med den kontemplative bøn.

Skt. Bonaventure henviser til en betragtning, som Skt. Alphonsus har gjort sig: ”Den, der ønsker at ’avancere’ fra den ene dyd til den anden og fra den ene nådegave til den anden, bør hele tiden overveje Jesu lidelse”. Han tilføjer, at ”der ikke findes nogen anden metode, som er så givtig for hele ens sjæls helliggørelse end denne kontinuerlige betragtning af Jesu Kristi lidelse”. Skt. Augustin har også sagt, at fælder man en tåre, når man betragter og husker på den lidelse, Jesus gennemgik, har dette større værdi end en pilgrimsrejse til Jerusalem eller et år, hvor man faster på vand og brød.

Den hellige Paul af Korset siger: ”Erindringen om Jesu Kristi Allerhelligste lidelse er en åbning for den sjæl, der ønsker en dybere forening med Gud, hvor den kan samle sit fokus (på Gud) og opnå den bedst form for indre bøn”.

Skt. Peter fra Alcantara siger:” I forhold til vor Frelsers lidelse er der seks elementer, vi bør have fokus på og fordybe os i. For det første, den bitterhed, der fulgte med Hans smerte, som vi bør vise vor medfølelse med. For det andet, den store mængde synd, som er grunden til Hans lidelse, den må vi afsky. For det tredje, alle de fordele, vi modtager på grund af Hans lidelse, bør vi på behørig vis takke Ham for. For det fjerde, det enestående ved den guddommelige kærlighed og gavmildhed, der vises os, og at vi elsker Ham mere inderligt, fordi vi forstår det, Han har gjort for os. For det femte, den storhed og dybde, der ligger i dette mysterium, og vi må beundre det endnu mere. For det sjette må den mangfoldighed af dyd hos Vor Herre, som fremstår ved dette overvældende mysterium, betyde, at vi efterligner denne mangfoldighed af dyd og beundrer den. Lad os derfor, mens vi foretager disse fordybelser, give tid til at være medfølende med Vor Herre i den store sorg, som Han bærer på, dels fordi Hans Legeme gennemgik uhyrlig smerte, og dels fordi Han bar på stor kærlighed for vore sjæle”.

På samme måde som mange helgener giver udtryk for, taler Thomas A. Kempis om ”Det hellige kors som kongevejen” i sin meget smukke bog ”Imitation of Christ”, og han understreger, at denne ”kongevej” er den sikreste og mest farbare vej til at opnå og bevare en dyb og varig hellighed.

Helgenerne giver mange bud på hengivenhedsakter og forskellige fordybelsesaktiviteter, når det handler om at komme til hellighed, lad os derfor tage udgangspunkt i nogle få:

1.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi Ansigt.

2.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Sår.

3.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Hjerte.

Alle disse fordybelsesformer skal i sagens natur ses og praktiseres i relation til Herrens lidelse, Hans sorg og Hans opofrende død.

I den resterende del af denne artikel vil jeg gå mere i dybden med fordybelsen i Jesu Kristi Ansigt.

Fordybelsen i Jesu hellige Ansigt, en praksis, som Skt. Thérèse af Lisieux var meget optaget af

Ligklædet fra Torino viser os, at Vor Herre ønsker, at vi viser hengivenhed til Hans hellige Ansigt. Han (Vor Herre) har derfor i den forbindelse ladet åbenbaringer vedrørende dette fremstå for en række mystikere (1). ”For at skabe mere opmærksomhed omkring denne praksis etablerede pave Leo XIII i 1885 en særlig hengivenhedsakt, som han i modsætning til det, der ellers var sædvane, nemlig at en sådan akt blev rettet til et specifikt konfraternitet, og lod den gøre sig gældende i hele Den universelle Kirke. Bemærk i øvrigt at adskillelige former for aflad er blevet tilføjet til denne hengivenhedsakt af forskellige paver igennem tiden. … Skt. Thérèse af Lisieux var meget dedikeret til denne hengivenhedsakt, hvilket gjorde, at hun fik navnet Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt. Denne hengivenhedsakt blev praktiseret i Den universelle Kirke før udbruddet af 1. Verdenskrig, men den har desværre efterfølgende ikke opnået større opmærksomhed.

En velkendt bøn, der forbundet med det, at man fordyber sig i Jesu Hellige Ansigt, er følgende bøn, som er (Bønnen til Jesu hellige Navn): ”Lad os tilbede og lovprise Jesu ophøjede navn, det navn, som er over alle navne, og for hvilket alle knæ skal bøje sig, i Himlen, på jorden og under jorden. Lad os lovprise Jesu hellige navn!”. Denne bøn blev lavet for at gøre bod for alle de synder og forbrydelser, der er blevet foretaget mod Jesu Hellige Ansigt af kommunister, gudsbespottere og dem, der ikke overholder Herrens dag (søndag) osv.

I et uddrag fra Catholic Tradition (2), hvor Vor Herre på mystisk vis henvender Sig til en from karmeliternonne, taler Han til hende om, at Han specifikt lover i relation til sine præster, at Han vil gå i forsvar for dem overfor Sin Fader, og yderligere vil Han give dem sit kongedømme, hvis de i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for Vor Herre i forhold til dette anliggende, der handler om soning. Præster, der ønsker at føre denne opfordring ud i livet, bør derfor bestræbe sig på at få skabt grobund for et konfraternitet i deres sogn eller sogne, der er centreret omkring Jesu hellige Ansigt.

Løfter fra Vor Herre Jesus Kristus til dem, der ærer Hans hellige Ansigt

1.      Alle de, der ærer Mit Ansigt med henblik på soning, vil ved at gøre dette være ligesom den fromme Veronika, (der lindrede min lidelse med svededugen). Fordi de viser denne omsorg overfor Mit hellige Ansigt, for at gøre bod, fordi det er blevet vansiret af mennesker, der spotter Gud, vil Jeg drage omsorg for deres sjæle, der er blevet skamferet af synd. Mit Ansigt fungerer som et guddommeligt segl, der bærer det fortrin, at Det kan genskabe Guds Billede i sjælen.

2.      De, der i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for det, der er Mit sigte i dette arbejde for soning, vil Jeg forsvare overfor Min Fader og videre vil Jeg overdrage disse Mit Kongedømme i Himlen.

3.      Ved at opofre Mit Ansigt til Min evige Fader, vil intet blive nægtet dem, der gør dette og mange syndere vil blive omvendt.

4.      Ved Mit hellige Ansigt, vil de, (der ærer Det), udvirke undere, formilde Guds vrede og bringe nåde til syndere.

5.      Som man i et kongerige kan anskaffe sig forskellige ting med kongens mønt, sådan vil det også være i Himlens Kongerige, der vil de sjæle (der ærer mit Ansigt) opnå alt det, de ønsker ved ”den mønt”, hvorpå Mit hellige Ansigt er påtrykt.

6.      De, som på jorden fordyber sig i sårene i Mit Ansigt, vil i Himlen se Mit Ansigt stråle i herlighed.

7.      De, der ærer Mit Ansigt, vil i deres sjæle tage imod en lysende og vedvarende bestråling af Min guddommelighed, sådan at de i lighed med Mit Ansigt vil stråle i særlig grad i Himlen.

8.      Jeg vil forsvare dem, (der ærer Mit Ansigt), Jeg vil bevare dem, og Jeg forsikrer dem, at de vil holde ud til afslutningen.

Andre bønner, der er rettet til Jesu hellige Ansigt

1.      Herre Jesus Kristus, vi træder frem for Dit underskønne Ansigt for at bede for de nådegaver, vi længes efter, vi beder Dig frem for alt om, at Du vil forme vore hjerter således, at vi intet tidspunkt nægter Dig det, Du befaler os gennem Dine Bud og det, Din Ånd tilskynder os.

2.      Oh, Gode Jesus, Du har sagt: ”Bed, så skal der gives Jer, søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for Jer” giv os Oh Herre, den tro, hvormed vi kan opnå det, vi søger, eller skab i os, det, vi behøver; giv os det, Din kærlighed udvirker, og som er for Din evige herlighed, de nådegaver, som vort hjerte længes- og søger efter i din uendelige barmhjertighed. Amen.

3.      Vær barmhjertig mod os, Oh min Gud, se på din Søn Jesus og Hans Ansigt. Vi bringer dette ansigt frem for Dig i tillid til, at Du vil se på os med nådefulde øjne. Den altid barmhjertige Talsmand løfter Sin røst og går i forbøn for os; Oh Gud lyt til Hans læbers bøn og se de tårer, der flyder fra Hans øjne, og ved Hans uudtømmelige kilde af fordele, læg da øre til Hans ord, når Han træder frem på vegne af os arme og elendige syndere. Amen.

4.      Tilbedelsesværdige Jesu Ansigt, min eneste kærlighed, mit lys og mit liv, giv at jeg ene og alene må kende, elske og tjene Dig, og at jeg må leve med Dig, i Dig og for Dig. Armen.

5.      Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din Søns tilbedelsesværdige Ansigt til Din ære og herlighed, til omvendelse af syndere og til frelse for de døende.

6.      Oh guddommelige Jesus gennem Dit Ansigt og Navn frels os, Du vort håb, i kraft af Dit hellige Navn!

Noter

1.      Læs nærmere om dette i følgende artikel: http://www.holyfacedevotion.com

2.      Link til Catholic Tradition og uddraget herfra: http://www.catholictradition.org/Christ/golden-arrow.htm

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 18. december 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/meditation-holy-face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Judas’ Brev, er et brev der afspejler den aktuelle krise, vi oplever i Kirken

Mange katolikker er i dag desperate efter at høre opmuntrende ord og modtage vejledning fra biskopperne, apostlenes efterfølgere. Men jeg kan nu fortælle Jer, at der faktisk eksisterer en sådan opmuntring og vejledning fra en apostel.

Judas’ Brev er skrevet af én af det Nye Testamentes mindre kendte forfattere. Dette brev har ikke fået så stor opmærksomhed, fordi det på en vis måde har ”levet” en skjult tilværelse i det Nye Testamente hengemt mellem apostlen Johannes tre breve og Johannes Åbenbaring. Det er aldrig blevet benyttet i søndagens læsninger, hverken i den Ordinære ritus eller den Ekstraordinære ritus. Dog gør man brug af det en gang hvert andet år i en ugedagslæsning i den 8. almindelige uge i år II (hvis man skulle være interesseret). Så I er tilgivet, hvis I ikke er bekendt med dette brev.

Selvom Judas’ Brev er kort, bør det betragtes som et bekymret opråb fra en biskop, og det er rettet imod den krise, Kirken oplever i dag. Man kan hævde, at dette brev er aktuelt, men aktualiteten gælder til alle tider, når det handler om Den hellige Skrift, for Den er tidløs. Desuden vil Helligånden også bidrage til, at vi kan spejle Den hellige Skrift i vor egen tid. Dette mysterium bliver endda meget tydeligt, når det handler om Judas’ Brev

Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror. Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål! Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Skt. Judas spilder ikke tiden i dette korte brev, men går direkte til sagens kerne. Det synes, som om han oprindelig ønskede at skrive et brev af mere teologisk karakter, men grundet omstændighederne kommer han med en opfordring til sine læsere om at ”kæmpe for troen” imod de fjender, han definerer som ”ugudelige mennesker”. Denne tro, har han ikke selv har fundet på, den er snarere blevet ”overdraget” Kirken. Med andre ord vi kan ikke ændre på troen eller forme den tro, der er blevet åbenbaret.

Det er den samme kamp, vi kæmper i dag. Der er kræfter, der gælder i Kirken, som ønsker, at man afviser den tro, der er blevet os overdraget, og vi er kaldet til at kæmpe for vores tro mod dem, der vil afvise – og ændre den.

Det, der er vigtigt her, er, at den fare, som Skt. Judas advarer mod, ikke stammer fra kræfter udenfor Kirken, men kommer indefra. Det er altså Kirkens egne, som har ”sneget sig ind”, men disse skal rammes af dom. Det er disse, Kirkens egne folk, der udgør den største trussel. Hvordan er det gået til, at de fremstår som farlige? Det er, fordi ”de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed”. Med andre ord de benytter Guds nåde som et påskud for al slags amoralsk adfærd (lyder det bekendt?). Ved at gøre dette ”fornægter (de) vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”.

Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker, indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.

Som prædikeren fortæller os (i Prædikerens Bog) så ”er der intet nyt under solen” (Præd kapitel 1). Igennem hele frelseshistorien og frem til Herrens komme vil der være dem, der fornægter Ham og forsøger på at undergrave Hans folk. Men det Skt. Judas ønsker, er, at hans læsere skal huske på, at Gud vil gribe ind. Guds indgriben kan være hård for dem, der modsætter sig Ham, og Han vil ”straffe med evig ild”. Selvom mange mennesker i vore dage viger tilbage for sådanne formuleringer, bør det være en trøst for dem, som slås for Gud at vide, at når det bliver Hans tid, vil retfærdigheden ske fyldest i forhold til dem, der afviste Ham.

Alligevel gør disse mennesker det samme: I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter.

De ugudelige mennesker, der har infiltreret Kirken, har ”tilsølet deres legemer”. Dette er en utvetydig henvisning til den amoralske seksuelle adfærd, der til enhver tid er på ”mode” (som det var på Skt. Judas tid og ligeledes i vor tid), og som flyder ind og påvirker hele samfundet og kulturen. I dag manifesteres dette ved den homoseksuelle tendens, der har vundet indpas blandt klerikale i Kirkens hierarki. Ydermere tydeliggøres denne horrible tendens gennem den lange række af sager, der omhandler seksuelle overgreb foretaget af klerikale på flere niveauer i det Kirkelige hierarki (lige fra præster til biskopper).

Samtidig udviser disse ugudelige mennesker en adfærd, hvor de ”lade hånt om Herrens myndighed”. Der findes andre oversættelser, der benytter ordene: viser manglende respekt og foragter Herrens myndighed. Med andre ord de respekterer ikke Gud, som autoritet og den myndighed, Han har givet sine hjælpere. Derudover er der tilfælde, hvor de, der er Hans hjælpere, trodser den bemyndigelse, Gud har overdraget dem og udnytter den til egen fordel og misbruger på den måde Guds autoritet. De biskopper, der i dag forsømmer deres pligt til at forsvare og fremme troen, afviser den autoritet, de er blevet bemyndiget.

Disse ugudelige mennesker ”spotter overjordiske magter”. Udover at fremme og tilskynde til en amoralsk adfærd, håner og fornærmer de dem, der viser trofasthed overfor Gud. Der er tilfælde, hvor de definerer de troende som ”rigide”, fordi de overholder Guds Bud.

Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«

Hvordan er det muligt at modstå disse ugudelige mennesker? Vend Jer til Herren. Da ærkeenglen Mikael stredes med djævelen, fæstnede har ikke lid til sin egen styrke (som var betydelig) og formåen i forhold til at besejre satan, men først og fremmest anråbte han Herren om, at Han måtte ”sætte satan på plads”. På denne måde bør vi agere, når vi står ansigt til ansigt med ugudelige mennesker i Kirken, at vi ikke omgående sætter os til tasterne og begynder en diskussion med dem på de sociale medier, og vi bør langt hellere rette vores fokus på bøn og ydmyge os ved at trække os fra ordkløveri og derved bede om Herrens hjælp. Husk på, at ærkeenglen Mikael til allersidst vandt over djævelen, så bøn og ydmyghed er ikke de sidste skridt på vejen, men de første i kampen mod vores fjender.

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. Ve dem! De er slået ind på Kains vej og har for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse i vold og går til grunde som Kora i hans opsætsighed.

Disse ugudelige mennesker ”spotter, hvad de ikke har forstand på”. De forstår ikke skønheden ved at spæge legemet, de forstår ikke den frihed, der stammer fra, at man underkaster sig Gud, som Hersker. Derfor spotter de det. Vi ser dette udspille sig konstant i dag, hvor man fremsætter fornærmelser og fordømmelser mod den praksis og tro, som har været katolsk igennem generationer og århundreder. Alt dette, som engang var højt skattet af Kirken, bliver nu afvist af Hende.

Hvad er det for en vildfarelse, Bileam gør sig skyld i, og som Skt. Judas omtaler? I Johannes Åbenbaring lader Johannes os vide, at Bileam fristede Israels børn til ”at spise afgudsofferkød og bedrev utugt” (Åb 2: 14). Sådanne handlinger fortsætter man med at praktisere i dag billiget af højtrangerende medlemmer af det klerikale hierarki, og som måske endda tager del i afgudsdyrkelse ved Amazonassynoden, og desuden gør en amoralsk seksualadfærd sig gældende blandt de klerikale. Bileams vildfarelser var ikke blot begrænset til hans ageren. Skt. Judas siger, at de vil være ligesom Kora, der i sin opsætsighed stod op imod Moses og blev fortæret af Herrens ild (4 Mos 16: 1-40).

De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv; de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.

På den tid, hvor dette brev blev skrevet, var ”kærlighedsmåltidet” et måltid, som de kristne var samlet om, og dette er givetvis betegnelsen for Eukaristifejringen. Skt. Judas fordømmer sine modstandere, som værende yderst respektløse under fejringen af dette hellige mysterium. Bedrøveligt nok er respektløshed blevet almindeligt under liturgien, hvor offertoriet er blevet et tidspunkt, hvor man fortæller hinanden vittigheder, hvor man behandler de enkelte elementer i liturgien med ligegyldighed og endda er fjendtligt indstillet overfor disse, og set i et overordnet perspektiv udvises der dyb respektløshed overfor liturgiens mysterier.

Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.« Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld.

Selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud, så vil Herren holde dom over alle dem, der har sat sig op imod Ham. Ingen ugudelig handling er blevet glemt, og alle vil modtage deres belønning. Når vi er vidner til fordærv og amoral på ethvert niveau i det kirkelige hierarki, ved vi, at Gud også ser med.

Skt. Judas’ beskrivelse af sine modstanderes forskellige laster synes at være bekendt:

–          Dem, som ”mukker og klager” over Kirkens ”hårde” lære og ønsker at lempe på Guds Bud blot for at kunne stille deres ønsker tilfreds i dette jordiske liv.

–          Dem, der ”følger deres egne lyster”: dette vidner om den fremherskende homoseksuelle tendens, der findes blandt de klerikale.

–          Dem, der ”taler brovtende ord”: selvom de afviser det, der er naturligt og guddommeligt åbenbaret, taler de om disse ting i et floromvundent teologisk sprog, uden skam over det, de siger.

–          Dem, der ”smigrer folk, for deres egen skyld”: de (klerikale) taler et sprog, der fænger denne verdens magthavere, fordi de ønsker at blive accepteret af dem. Hvor meget selskabelighed deltager den enkelte biskop i med politikere, der taler for abort, uden at han påtaler dette?

Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.«

I en tid præget af krise kan det synes, som om, Herren har glemt Sit folk. Men Herren advarede om, at disse tider præget af prøvelser ville komme. Når vi er vidner til, at klerikale og prælater håner den traditionelle katolicisme og i langt større udstrækning omfavner verdens måde at gøre tingene på, da ved vi, at det ikke handler om, at Gud har ladet os i stikken, men at vi bliver prøvet.

Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.

Hvis man ser på Kirkens tilstand i dag, kan den med rette betegnes som splittet. Ved at håne den traditionelle tro og praksis skaber Guds modstandere splittelse i det, som Trosbekendelsen kalder EN Kirke. De behandler dem, der er tro mod troens grundlag som paria og nogen, der ikke har en eksistensberettigelse, og på den måde gør de splittelsen mere omfattende.

Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Igen retter Skt. Judas på det, vi kan gøre, når vi står ansigt til ansigt med hæresi og fordærv i Kirken: I … skal opbygge jer selv på jeres hellige tro” gennem bøn og kærlighed til Gud. Situationen kan synes håbløs, men med Gud på vores side, så der er altid håb.

Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.

Selvom det kun er nogle (få), der er ugudelige, og som afviser Kirkens lære, så påvirker deres adfærd mange, som derved begynder at stille spørgsmål ved troen. I forhold til disse stakkels mennesker, bør vi hjælpe dem til at få fjernet deres tvivl, så de bliver frelst. De almindelige katolikker er ikke de ugudelige mennesker, Skt. Judas advarer imod. Det er de almindelige katolikker, der må frelses fra den elendighed, de ugudelige er årsag til.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Endelig bør vi i alle ting, og dette inkluderer også prøvelser, giver Gud ære. I den krise, vi aktuelt oplever, har Gud tilladt at fordærv og hæresi løber løbsk. Vi bør huske på to ting: 1. denne situation er ikke ny, de troende har altid været på vagt overfor ulve, som går rundt midt i fåreflokken, og 2. selv i denne situation herliggøres Gud, idet Han giver os en mulighed for at blive stærkere i vores tro gennem prøvelser.

I disse tider med mange problemer, kan vi søge hjælp og vejledning hos Skt. Judas, når vi kæmper for troen mod ugudelige mennesker, og samtidig glæde os over, at vi gennem disse prøvelser ved Guds nåde vokser i hellighed.

Skt. Judas bed for os!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive den 19. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-epistle-of-st-jude-a-letter-for-our-present-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)