Category: Saints

Du, mægtige erobrer og kriger: Det Ubesmittede Hjerte, der tilhører himlens og jordens Dronning

Der findes ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, og som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

I denne forunderlige periode i Den katolske Kirkes historie fejrer man den romerske ritus i henhold to forskellige kalendere, den gamle og den nye.

I den gamle kalender er den 22. august festen for Marias Ubesmittede Hjerte, og den fungerer som en kulmination på oktaven for Marias optagelse i Himlen, alt dette for at understrege den sandhed, der ofte er blevet forkyndt af Kirkefædrene, at Vor Frue forlader denne verden, ikke for at lade Den stridende Kirke ”i stikken”, men som Nådens Midlerinde, der på en kraftfuld måde, mens hun har taget sæde ved siden af sin Søn, kan gå i forbøn (for os). Hendes hjerte, der er så favnende, som det vidtåbne himmelrum, bærer os, som barnet på moders arm, og hun gør dette med en moders kærlighed, samtidig med at hun støtter os på vores jordiske pilgrimsvandring. Man kan også sige det på en mere kort måde, at hun går i forbøn for os.

I den nye kalender fejrer man den 22. august mindet om Maria som Himmeldronning, som er det, vi overvejer, hver gang vi beder rosenkransen og specielt den femte dekade i herlighedens mysterium, hvor man overvejer kroningen af Maria til Himmeldronning. Her synes vægten at være lagt på en personlig herliggørelse ved Marias kroning til Himmeldronning, som en endestation for hendes hellighed, altså at hun tager del i mysteriet omkring sin Søn, som er kongernes Konge og herrernes Herre. Jeg kommer i tanke om, at der eksisterer en lignende kontrast relateret til festen for Kristus som Universets Konge: den oprindelige fest, der fejres i slutningen af oktober, har fokus på Kristus som Konge over verden med dens nationer og samfund, mens den nye fest, der fejres i slutningen af november, har et mere eskatologisk fokus relateret til Kristi Rige i Himlen og på den nye jord.

Hvorfor er Den hellige Jomfru Maria vor Dronning? Når man skal finde svar på dette spørgsmål, er det altid godt at kunne fæstne sin lid til en vægtig autoritet, derfor er jeg glad for at kunne præsentere den velsignede Columba Marmion (1858-1923), som har skrevet følgende vedrørende sine overvejelser omkring rosenkransbønnen:

Hvad er meningen med alle Kristi mysterier? Det er, at de danner en ramme for vores åndelige liv og fungerer som løftestangen for vores helliggørelse og er en kilde til vores hellighed. Sigtet med Kristi mysterier er at skabe et evigt og herliggjort samfund bestående af brødre (medtroende), som ønsker at være ligesom Kristus. Derfor har Kristus, som den nye Adam, knyttet sig til Maria, som er den nye Eva. Men hun er langt mere end Eva, hun er Moder til alle de levende, Moder til dem, der lever i hendes Søns nåde. Siden Maria her på jorden var tæt forbundet med de mysterier, der leder til vor frelse, kronede Jesus hende ved hendes optagelse i Himlen ikke blot med herlighed men også med magtbeføjelser; Han har gjort plads til Sin Moder ved Sin højre side og overdraget hende magten til, i kraft af den ganske særlige titel, hun har fået, nemlig Guds Moder, at videreformidle det evige livs skatte. Lad os derfor opfyldte af tro sammen med Kirken bede: ”Forestil dig en Moder: Jesu Moder, ved din fuldendte tro på Ham, vor Moder, ved din barmhjertighed overfor os, bed for, til Kristus, som du bragte til verden, at Han kunne give os liv, og som ønskede at være din Søn, at Han vil tage imod vore bønner ved dig”.

Dom Marmion bemærker, at Jesus ikke kun ærer sin moder med herlighed, som var det, vi fejrede for en uge siden ved festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen, men også med magtbeføjelser, som vi fejrer ved festen for hendes dronningeværdighed og udøvelsen af denne, sub et cum Christo, over engle og mennesker, og om man så må sige, hele den skabte verdensorden.

Man skal have gjort sig en vis erfaring med forskellige bønne- og andagtsbøger, for at man med beklagelse kan konkludere, at katolikker specielt i de sidste 150 år har sentimentaliseret den kultus, der knytter sig til Jomfru Maria på en sådan måde, at det er svært at forestille sig, at hun er i besiddelse af magtbeføjelser. På trods af det er hun vores dronning, voresherskerinde, en sejrrig kriger, der har knust slangens hoved. Der, hvor Maria regerer som dronning, der regerer hendes Søn som konge, for disse to er uadskillelige i frelsesplanen; der hvor hun ikke er regent, eller hvor hun afvises og fornægtes som regent, hæmmes Hans (Kristi) kongemagt, for den fremstår dunkel og fornægtes. Den, der ikke skænker Maria nærmere opmærksomhed eller er lunken i sine betragtninger af hende samt hendes Gudgivne beføjelser over skabningen, vil ligeledes være lunken overfor – og ikke videre interesseret i hendes Søn og Dennes retmæssige guddommelige autoritet over det skabte. Hvis man gør Maria til en genert, hensygnende og ængstelig jomfru, så vil hendes Søn blive fremstillet som en grådkvalt og selvudslettende mand, dette er den vanære, man udviser overfor Ham, fordi Han portrætteres således på små hellige kort og på malerier af religiøs karakter.

Det er en kendsgerning, at Vor Frue stod ved foden af korset, da praktisk talt alle andre omkring Jesus havde taget flugten, og der i troens mørke frembar hun sit mest dyrebare offer, nemlig hendes eget kød og blod til Den himmelske Fader, og netop dette betyder, at der i hende banker et hjerte, der bærer på så megen styrke, at det, som det eneste hjerte i hele verdenshistorien, har udvist den største og overmenneskelige heltegerning. Hun bliver med rette kaldt for martyrernes Dronning. Der eksisterer ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

Som vore kristne brødre i Øst forkynder i ekstatisk bøn: ”Du mægtige erobrer og kriger, Guds Moder, vi dine tjenere, som du har sat fri fra alt det, der tilstøder os, vi frembærer for dig vor tak, og ved din uovervindelige kraft, fri os fra al lidelse, så vi med vores røst kan lovprise dig: Hil dig, du som er Brud uden brudgom”.

Liturgien i Øst- og Vestkirken fremstiller Den hellige Theotokos som en arketype for hele Guds skabelse, den mest prægtige, hellige, ædle, værdige og mægtige person, Gud nogensinde har skabt, som er blevet til ud af Hans visdom før verdens begyndelse og forudbestemt til at herske til evig tid over Jesu mystiske Legeme, Dronning over engle og den store skare af mennesker, der er blevet frelst fra dødens favntag, dels ved deres ukuelige tro og Guds Moders store styrke. Det er ikke desto mindre sandt, at Den selvsamme Jomfru, der er vores blide og elskværdige Moder, som er ydmyg og beskeden og kun har fokus på Gud, er en lille blomst med en udsøgt og skjult skønhed i en aflukket have.

På denne dag ærer vi hendes helligheds herlighed og vælde og hendes Ubesmittede Hjertes dyder, som var årsag til – og stadig er det, at denne magt og vælde bliver virkeliggjort. Hellige Maria, Guds Moder, himlens og jordens Dronning, bed for os nu og i vor dødstime. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/mighty-conquering-warrior-the-immaculate-heart-of-the-queen-of-heaven-and-earth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Salige er de rene af hjertet”

Fuldkommengørelse af alle dyder og gaver fra Gud er ensbetydende med lyksalighed. Med andre ord, desto mere fuldkommen dyden er og måden, hvorpå Guds gaver benyttes, desto mere fuldkommen er ens lykke. Og der findes ingen større lykke end at se Gud. Derfor kaldes det en saligkåring, og er den endelige nåde, Gud giver dem, der er rene af hjertet: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

Festen for Marias optagelse i Himlen er både en sejrserklæring og en opmuntring til at tro på håbet! Det er en sejrserklæring, fordi Vor Herres Moder var den første til at modtage helgenernes sejrskrans: frelsen og den gave, som det herliggjorte legeme er. Det, de retfærdige sjæle vil modtage ved den endelige dom, har Frelserens Moder allerede modtaget. Hvorfor?

Som pave Pius XII påpegede i sin apostoliske skrivelse, Munificentissimus Deus, hvor han proklamerede dogmet om Marias optagelse i himlen, var Marias optagelse i himlen, den mest passende gave, som stemte overens med hendes ganske særlige privilegier, hvor den mest fremtrædende er hendes Ubesmittede Undfangelse, ud af hvilken Maria blev skabt med nådens fylde. Maria levede i sandhed det fuldendte liv, for hun bukkede aldrig under for fristelse eller synd. Hvordan formåede hun det? Maria, fuld af nåde betyder ikke, at Maria var et supermenneske. Hun bar på den samme menneskenatur, som også vi bærer på. Hendes fysiske sanser var ikke anderledes end vores. Vi læser om hendes Guddommelige Søn:

For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4: 15-16).

Da Maria er Frelserens fuldkomne discipel, ligesom hun er Hans ubesmittede moder, kan man sige, at hun som moder og en afspejling af Kirken i enhver henseende blev fristet, ligesom vi bliver, men forskellen er, at hun var uden synd. Derfor er hun ikke et esoterisk ideal. Maria blev ligesom sin guddommelige Søn nødt til at kæmpe mod de samme fristelser, som enhver af hendes børn (de kristne) må slås med.

Hvordan overkom Maria disse fristelser? ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”. Kirken har dels i Sin lære og Sine helgener og specielt Vor velsignede Moder bekræftet, at for den, der ønsker at se Gud ansigt til ansigt, er det ganske enkelt umuligt at synde, for da beskuer vi det absolutte Gode. Og mens vi endnu ikke kan stå ansigt til ansigt med Gud i al Hans herlighed, lader Jesus os vide, at i denne lyksalighed kan vi i det små og ved nåden, allerede nu skimte Gud ansigt til ansigt. Og vi kan gøre det på en helt speciel måde, nemlig ved at være rene af hjertet.

Det er derfor ikke mærkværdigt, at festen for Marias optagelse i Himlen er tæt forbundet med festen for Det ubesmittede Hjerte, den fest fejres for Marias fuldkomne renhed: Hende, der var Den Ubesmittede, eller som Skt. Maximiliam Kolbe benævner hende, Den Ubesmittede.

Ved festen for Marias optagelse i Himlen, fejrer man derfor Marias sejr over synden, en sejr, der blev vundet, fordi hun er ren af hjertet! Sejren er også vores, samt den herlighed, Gud ønsker at skænke de sjæle, der holder ud ved at leve et liv i renhed. Derfor er denne fest, en fest, hvor håbet bestyrkes! Det kan gøres ved, at man beder for – og fremmer nåden, der leder til hjertets renhed. Ellers ville Jesus ikke have formuleret netop denne saligprisning, som er essensen i det gode budskab.

Hvor end vi går med Kristus, lad os da altid huske på, at det, der gør, at vi bliver på den vej, der fører til Guds herlighed, er hjertets renhed. Og dette er en umulighed uden sansernes renhed. I den forbindelse lad os da vogte os for, hvad vi lader tilstøde vore sjæle ved at skærme vore sanser, og se til, at hvis vi er kommet bort fra den snævre vej, som er renheden, at vi iler til bodens sakramente og bekender vor synd og overstrømmes af den guddommelige barmhjertighed. Vi kan i større grad se Gud klart efter at have benyttet dette helt igennem fantastiske sakramente, som også hjælper os til at skabe klarhed over alle dele af vort liv.

Når vi overvejer dette store mysterium, som Marias optagelse i Himlen er, lad os med glæde takke Gud for de gaver, Han har givet vores Moder, samt den sejr hun opnåede. Hun er ”en af vore”. Og som Vor Moder har gået vejen, ønsker hun nu i overdådighed at overstrømme os med renhedens nådegave. Må vi hver dag bede for den, fordi vi ligesom Maria, ønsker at befinde os på bjergets top, hvor vi kan se al sollyset, mens stormene raser under os. Og når de mørke tider kommer over os og dækker for solens lys, lad os da huske på de opmuntrende og håbefulde ord fra den ærværdige Fulton Sheen:

Gud, som skabte solen, skabte også månen. Månen dækker ikke for solens glans. Var det ikke for solen, ville månen blot være udbrændte slagger, som bevæger sig rundt i rummet. Alt dens (månens) lys reflekteres i solen. Den hellige Moder reflekterer sin guddommelige Søn, uden Ham er hun intet. Ved Ham er hun menneskenes Moder. I de mørke nætter er vi taknemmelige for månen, når vi ser den skinne, for inderst inde ved vi, at solen stadig eksisterer. Således er det også i det mørke, der dækker verden, når mennesket vender ryggen til Ham, der er Verdens Lys, da vender vi os til Maria for at bede for, at Hun må lede dem på rette vej, mens vi (alle) venter på solopgangen (Fulton J. Sheen, The Worlds First Love, kapitel 5).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 15. august 2015. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2015/08/15/blessed-are-the-pure-of-heart

Skt. Dominic viser den moderne verden, hvordan man på den helt rigtige måde drager omsorg for de fattige

Den 4. august i den gamle romerske kalender og den 8. august i den nye (romerske) kalender (her finder man en nærmere forklaring på de forskelle, der eksisterer (1)) fejrer Den katolske Kirke mindet om Skt. Dominic, beder om hans forbøn og har fokus på, hvordan man følger hans eksempel. Således som Benediktinerne, Franciskanerne og Jesuitterne er indbegrebet af deres ordensstiftere og disses åndelighed (Skt. Benedikt, Skt. Frans af Assisi og Skt. Ignatius), således er det også med Dominikanerordenen (der har fokus på uddannelse og forkyndelse), at den i sin karisma er indbegrebet af dens grundlægger: Dominic de Guzmán.

Skt. Dominic er i sig selv på mange måder enestående. Hans dyder og det, han har bidraget med, er så omfattende, at (et utal af) andre mænd og kvinder kun delvist har kunnet – og kan efterligne hans eksempel. Han fremstår som et fyrtårn og som et eksempel, man kan stræbe efter- og gå ud fra. Hans samtidige var opmærksomme på dette. De optegnelser, der ligger til grund for kanoniseringen af ham, rummer et utal af vidnesbyrd om dette. Et vidnesbyrd lyder således: ”vidnet har aldrig før haft kendskab til nogen af en sådan karakter ligesom denne Gudsmand, som vedvarende var i bøn og havde stor nidkærhed overfor forkyndelse”.

Dette synes at være en sandhed, der gør sig gældende for alle de store grundlæggere af religiøse ordener: man kan sige, at disse ordensstiftere i sig har båret på kimen til den ånd og det formål, som ligger i deres ordener, og på den måde blev de deres ordens første – og grundlæggende ”regel”, ligesom solen er kilden til livet på jorden. Vi læser, at Skt. Dominic var utrættelig i sit arbejde for Gud (og sit apostolat). Han gik flere tusind kilometer for at forkynde det glade budskab, sådan som det var påkrævet af brødrene. Men vi læser også, at han benyttede mange timer, dag og nat i kontemplativ bøn, og det er det ideal, som de kontemplative søstre i særdeleshed stræber efter at efterligne, men som ikke er brødrenes lod. Dominic kunne varetage den kontemplative bøn og forkyndelsen til fuldkommenhed, men langt de fleste, der er fulgt i hans fodspor, har måttet erkende deres begrænsninger.

Skt. Dominic havde stor kærlighed til Sandheden, altså Guds Ord, Jesus Kristus, som nærer os med Eukaristiens guddommelige føde og udlægger Den hellige Skrift for os. Skt. Dominics store kærlighed kom til udtryk i en vedvarende forkyndelse af dette Ord, både i den måde, han talte – og handlede på. Han havde ét mål med sin forkyndelse, og det var omvendelse: omvendelse af hedningerne til kristne, lunkne kristne til kristne, der tog deres tro alvorligt, og de kristne, der tog deres tro alvorligt til helgener.

De midler, han tog i brug, for at opnå dette, var enkle: at studere sin tro for at få (mere) viden om den; fattigdom, som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at prioritere åndelige goder over de verdslige; fri bevægelighed, så den enkelte selv kunne kortlægge sin vej og rute til de steder, der havde brug for forkyndelse, og sidst men ikke mindst bøn, så den enkelte kan blive omdannet til den kærlighed, vedkommende  forkynder.

Et sådant mål samt disse midler forudsætter i sagens natur troskab overfor Kirken og Hendes lære, uden hvilken budbringeren bliver til en hæretiker, tiggeren bliver til en skurk, og apostlen bliver til en, der er faldet fra troen. Vigtigst er det dog, at det liv, man lever, er ”rodfæstet og grundfæstet i kærligheden” (Ef 3: 17), i Guds kærlighed for Hans skyld og i kærlighed til næsten, som er skabt i Guds billede, og som er blevet frelst ved Kristi Blod.

Det, vi har kendskab til vedrørende Skt. Dominic, viser os, at han ”brændte” af kærlighed for Gud og næsten. Det var denne kærlighed, der i hans tilfælde gjorde, at han skabte en helt ny retning for ordenslivet i den tid, han levede i. Det var denne kærlighed, der gav ham modet og indsigten til at holde ud på trods af modstand. Uanset hvor i verden – eller hvornår i historien Dominikanerordenen har oplevet en opblomstring, har de metoder, som er blevet beskrevet ovenfor, været deres ”måde” at arbejde på, og samtidig har disse også fungeret som målsætninger, og de har været Dominikanernes ”hemmeligheder”, og Gud har velsignet Dominikanerne og deres arbejde.

Hvori ligger det radikale, som Skt. Dominic foretog? At man praktiserer en tiggerlignende fattigdom, som betyder, at man uden omsvøb tigger for at få det daglige brød. At man er vejfarende forkynder, dette bryder med princippet om, at ordenfolk har fast tilknytning til et bestemt kloster på en bestem lokalitet eller det, at en præst har fast tilknytning til et sogn eller bispedømme. At holde sig vågen det meste af natten for at være i bøn og have en stålfast tro på Gud i alt det, der tilstøder en. Alt dette er i sandhed radikalt, fordi det, i al sin enkelthed, stammer fra en stålfast tro.

På trods af at verden taler om humanisme og det at yde humanitær bistand, er den ret beset ligeglad med de fattige og det generelle problem med fattigdom, og sørgeligt nok, synes det som om, at Den moderne Kirke ikke mere har interesse i Kristi evangelium eller en regelmæssig og disciplineret bønsaktivitet. Der vil dog altid være mennesker, specielt blandt de unge, som søger efter: 1) meningen med livet, 2) den kærlighed, der gør livet værd at leve, 3) kilden til hele skabelsen og 4) den sandhed, der ligger til grund for livets mening. Hvis Dominikanerne kan give det til verden af i dag, det, som Skt. Dominic gav til menneskene i sin levetid, så ville ordenen opleve en opblomstring, som dengang den blev stiftet og i de perioder igennem historien, hvor den har været på sit højdepunkt. På den måde bliver troskab et løfte om vækst og mere intensiv missionsvirksomhed, mens dovenskab, afvigelse (i forhold til Kirkens trosgrundlag) og eklekticisme bliver forløberen for en slækkelse af det vigtige i troen, samt ligegyldighed og forfald.

Hvor forandret og anderledes vores verden end måtte være den dag i dag, så higer den stadig efter det glade budskab. Menneskeheden gør stadig de samme fejl, som Adams æt til alle tider har gjort, og derfor har vi stadig behov for Dominikanernes ”hemmelige” metoder, som er beskrevet i artiklen, og som aldrig har forandret sig.

Noter

  1. Link til artikel med uddybende forklaring: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/08/liturgical-notes-on-feast-of-st-dominic.html#.XiSnS25Fzct

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 7. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st-dominic-shows-the-modern-world-how-to-truly-care-for-the-poor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolsk værdighed

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det er vigtigt at huske på, når det handler om katolikkers martyrium, er det som regel staten, der står for henrettelsen.

Det er korrekt, at der har været undtagelser i historien, hvor staten ikke har været den egentlige aktør, men der er som sagt tale om undtagelser.

I mange tilfælde har staten benyttet sin magtposition til at forsøge at knuse Kirken.

Sådan har det været igennem hele historien lige fra Cæsar til Elizabeth I af England og til den franske revolution og Stalin, Moe Tse Tung o.s.v.

Tager vi udgangspunkt i den franske revolution, er der blevet skrevet og fortalt meget om en helt særlig episode med 16 Karmellitterinder fra Compienge, der ligger nord for Paris, og deres martyrium.

Da de revolutionære gennemtvang en række specifikke love, om at disse Søstre dels skulle udskifte deres ordensdragt med civilbeklædning og dels forlade det kloster, de var tilknyttet, nægtede de ganske enkelt. Derpå blev de arresteret og ført til Paris. Anklagen mod dem lød på forræderi. De blev dømt til døden i guillotinen den 17. juli 1794. Her gik de en efter en i døden. Søstrenes sag blev behandlet af en komite for den offentlige orden, og det var ligeledes denne komite, der stod for Søstrenes henrettelse.

Da Søstrene samlet stod klar til at gå i døden, begyndte de at synge den smukke latinske hymne Veni Creator. Det var den selvsamme hymne, de sang, da de nogle år tidligere aflagde deres klosterløfte.

Der er gennem tiden produceret mange film om disse søstres martyrium. Den historiske nøjagtighed er ofte yderst mangelfuld i disse produktioner. Men ved henrettelsen var den første, der gik mod guillotinen kommunitetets novice Sr. Constance, derefter fulgte en lægsøster og til sidst priorinden Moder Teresa Skt. Augustine.

Disse Søstres kroppe lod man kaste i en massegrav i Paris, og derfor har det ikke været muligt at finde frem til disse martyrers relikvier.

Disse martyrer fra Compiegne ofrede deres liv til den Guddommelige retfærdighed for at afslutte det eksisterende terrorregime.

Som et svar på deres bønner, blev Robespierre, den ledende figur for regimet, ti dage senere (efter søstrenes henrettelse) arresteret og ført til guillotinen, og det blev afslutningen på det regime, han havde stået i spidsen for.

Inspireret af disse Søstres martyrium, som blev alment kendt i Frankrig i 1893, og som i processen mod en helgenkåring, foretog en ung karmelitinde i Lisieux sin opofrelse til den Guddommelige kærlighed for syndernes omvendelse.

Skt. Thérèse af Lisieux efterlignede i sit åndelige liv, det offer, disse Søstre frembar.

Når man tager Kirkens (aktuelle) tilstand i betragtning, kan man håbe på – og bede for, at nogle heltemodige sjæle vil frembære det samme offer.

I noteapparatet er der vedhæftet et link til et dokument med en mere grundig og fuldstændig redegørelse af de historiske omstændigheder i forbindelse med Søstrenes martyrium (1). Videre finder man også et vedhæftet link til den udsendelse, hvorfra dette manuskript stammer, og denne udsendelse afsluttes med et klip, som viser disse Karmellitterinders martyrium (2).

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Noter

  1. Link til den mere dybdegående beskrivelse af Karmelitterindernes martyrium: http://carmelnet.org/biographies/Carmelite.pdf
  2. Link til udsendelse med filmsekvens (vær opmærksom på at filmsekvensen optræder til sidst i udsendelsen): https://www.churchmilitant.com/video/episode/catholic-dignity-11-06

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 5. november 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-11-06.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fordelene ved at fordybe sig i Jesu hellige Ansigt

De store mystikere, som har helgenstatus samt andre ”eksperter” med stor indsigt i det åndelige liv, fortæller os, at én af de sikreste måder, man bør gøre brug af, hvis man ønsker hurtigt at ”avancere” i det åndelige liv, er, at man ofte fordyber sig i Vor Herre Jesu Kristi Passion, Hans kærlighed, lidelser og den store smerte, Han led for os.

Således beretter Skt. Louis Marie de Montfort i bogen: Secret of the Rosary, at ”den velsignede Albert den Store, der havde Skt. Thomas Aquinas som sin  åndelige vejleder, gennem en åbenbaring erfarede, at man ved at fordybe sig i Vor Herre Jesu Kristi lidelse, vinder en kristen langt flere fordele end ved at have fastet på vand og brød hver fredag i et helt år eller ved (for at spæge legemet) en gang om ugen at påføre sig slag på kroppen, indtil blodet flød eller havde reciteret hele Salmernes Bog hver dag. Hvis dette er tilfældet, hvor stor vil den fortjeneste da ikke være, som vi kan opnå ved at bede rosenkransbønnen, som sammenfatter hele vor Frelsers liv og lidelse”. Derfor bør rosenkransen betragtes som en uvurderlig skat, fordi selve rosenkransbønnen kombinerer den talte bøn med den kontemplative bøn.

Skt. Bonaventure henviser til en betragtning, som Skt. Alphonsus har gjort sig: ”Den, der ønsker at ’avancere’ fra den ene dyd til den anden og fra den ene nådegave til den anden, bør hele tiden overveje Jesu lidelse”. Han tilføjer, at ”der ikke findes nogen anden metode, som er så givtig for hele ens sjæls helliggørelse end denne kontinuerlige betragtning af Jesu Kristi lidelse”. Skt. Augustin har også sagt, at fælder man en tåre, når man betragter og husker på den lidelse, Jesus gennemgik, har dette større værdi end en pilgrimsrejse til Jerusalem eller et år, hvor man faster på vand og brød.

Den hellige Paul af Korset siger: ”Erindringen om Jesu Kristi Allerhelligste lidelse er en åbning for den sjæl, der ønsker en dybere forening med Gud, hvor den kan samle sit fokus (på Gud) og opnå den bedst form for indre bøn”.

Skt. Peter fra Alcantara siger:” I forhold til vor Frelsers lidelse er der seks elementer, vi bør have fokus på og fordybe os i. For det første, den bitterhed, der fulgte med Hans smerte, som vi bør vise vor medfølelse med. For det andet, den store mængde synd, som er grunden til Hans lidelse, den må vi afsky. For det tredje, alle de fordele, vi modtager på grund af Hans lidelse, bør vi på behørig vis takke Ham for. For det fjerde, det enestående ved den guddommelige kærlighed og gavmildhed, der vises os, og at vi elsker Ham mere inderligt, fordi vi forstår det, Han har gjort for os. For det femte, den storhed og dybde, der ligger i dette mysterium, og vi må beundre det endnu mere. For det sjette må den mangfoldighed af dyd hos Vor Herre, som fremstår ved dette overvældende mysterium, betyde, at vi efterligner denne mangfoldighed af dyd og beundrer den. Lad os derfor, mens vi foretager disse fordybelser, give tid til at være medfølende med Vor Herre i den store sorg, som Han bærer på, dels fordi Hans Legeme gennemgik uhyrlig smerte, og dels fordi Han bar på stor kærlighed for vore sjæle”.

På samme måde som mange helgener giver udtryk for, taler Thomas A. Kempis om ”Det hellige kors som kongevejen” i sin meget smukke bog ”Imitation of Christ”, og han understreger, at denne ”kongevej” er den sikreste og mest farbare vej til at opnå og bevare en dyb og varig hellighed.

Helgenerne giver mange bud på hengivenhedsakter og forskellige fordybelsesaktiviteter, når det handler om at komme til hellighed, lad os derfor tage udgangspunkt i nogle få:

1.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi Ansigt.

2.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Sår.

3.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Hjerte.

Alle disse fordybelsesformer skal i sagens natur ses og praktiseres i relation til Herrens lidelse, Hans sorg og Hans opofrende død.

I den resterende del af denne artikel vil jeg gå mere i dybden med fordybelsen i Jesu Kristi Ansigt.

Fordybelsen i Jesu hellige Ansigt, en praksis, som Skt. Thérèse af Lisieux var meget optaget af

Ligklædet fra Torino viser os, at Vor Herre ønsker, at vi viser hengivenhed til Hans hellige Ansigt. Han (Vor Herre) har derfor i den forbindelse ladet åbenbaringer vedrørende dette fremstå for en række mystikere (1). ”For at skabe mere opmærksomhed omkring denne praksis etablerede pave Leo XIII i 1885 en særlig hengivenhedsakt, som han i modsætning til det, der ellers var sædvane, nemlig at en sådan akt blev rettet til et specifikt konfraternitet, og lod den gøre sig gældende i hele Den universelle Kirke. Bemærk i øvrigt at adskillelige former for aflad er blevet tilføjet til denne hengivenhedsakt af forskellige paver igennem tiden. … Skt. Thérèse af Lisieux var meget dedikeret til denne hengivenhedsakt, hvilket gjorde, at hun fik navnet Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt. Denne hengivenhedsakt blev praktiseret i Den universelle Kirke før udbruddet af 1. Verdenskrig, men den har desværre efterfølgende ikke opnået større opmærksomhed.

En velkendt bøn, der forbundet med det, at man fordyber sig i Jesu Hellige Ansigt, er følgende bøn, som er (Bønnen til Jesu hellige Navn): ”Lad os tilbede og lovprise Jesu ophøjede navn, det navn, som er over alle navne, og for hvilket alle knæ skal bøje sig, i Himlen, på jorden og under jorden. Lad os lovprise Jesu hellige navn!”. Denne bøn blev lavet for at gøre bod for alle de synder og forbrydelser, der er blevet foretaget mod Jesu Hellige Ansigt af kommunister, gudsbespottere og dem, der ikke overholder Herrens dag (søndag) osv.

I et uddrag fra Catholic Tradition (2), hvor Vor Herre på mystisk vis henvender Sig til en from karmeliternonne, taler Han til hende om, at Han specifikt lover i relation til sine præster, at Han vil gå i forsvar for dem overfor Sin Fader, og yderligere vil Han give dem sit kongedømme, hvis de i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for Vor Herre i forhold til dette anliggende, der handler om soning. Præster, der ønsker at føre denne opfordring ud i livet, bør derfor bestræbe sig på at få skabt grobund for et konfraternitet i deres sogn eller sogne, der er centreret omkring Jesu hellige Ansigt.

Løfter fra Vor Herre Jesus Kristus til dem, der ærer Hans hellige Ansigt

1.      Alle de, der ærer Mit Ansigt med henblik på soning, vil ved at gøre dette være ligesom den fromme Veronika, (der lindrede min lidelse med svededugen). Fordi de viser denne omsorg overfor Mit hellige Ansigt, for at gøre bod, fordi det er blevet vansiret af mennesker, der spotter Gud, vil Jeg drage omsorg for deres sjæle, der er blevet skamferet af synd. Mit Ansigt fungerer som et guddommeligt segl, der bærer det fortrin, at Det kan genskabe Guds Billede i sjælen.

2.      De, der i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for det, der er Mit sigte i dette arbejde for soning, vil Jeg forsvare overfor Min Fader og videre vil Jeg overdrage disse Mit Kongedømme i Himlen.

3.      Ved at opofre Mit Ansigt til Min evige Fader, vil intet blive nægtet dem, der gør dette og mange syndere vil blive omvendt.

4.      Ved Mit hellige Ansigt, vil de, (der ærer Det), udvirke undere, formilde Guds vrede og bringe nåde til syndere.

5.      Som man i et kongerige kan anskaffe sig forskellige ting med kongens mønt, sådan vil det også være i Himlens Kongerige, der vil de sjæle (der ærer mit Ansigt) opnå alt det, de ønsker ved ”den mønt”, hvorpå Mit hellige Ansigt er påtrykt.

6.      De, som på jorden fordyber sig i sårene i Mit Ansigt, vil i Himlen se Mit Ansigt stråle i herlighed.

7.      De, der ærer Mit Ansigt, vil i deres sjæle tage imod en lysende og vedvarende bestråling af Min guddommelighed, sådan at de i lighed med Mit Ansigt vil stråle i særlig grad i Himlen.

8.      Jeg vil forsvare dem, (der ærer Mit Ansigt), Jeg vil bevare dem, og Jeg forsikrer dem, at de vil holde ud til afslutningen.

Andre bønner, der er rettet til Jesu hellige Ansigt

1.      Herre Jesus Kristus, vi træder frem for Dit underskønne Ansigt for at bede for de nådegaver, vi længes efter, vi beder Dig frem for alt om, at Du vil forme vore hjerter således, at vi intet tidspunkt nægter Dig det, Du befaler os gennem Dine Bud og det, Din Ånd tilskynder os.

2.      Oh, Gode Jesus, Du har sagt: ”Bed, så skal der gives Jer, søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for Jer” giv os Oh Herre, den tro, hvormed vi kan opnå det, vi søger, eller skab i os, det, vi behøver; giv os det, Din kærlighed udvirker, og som er for Din evige herlighed, de nådegaver, som vort hjerte længes- og søger efter i din uendelige barmhjertighed. Amen.

3.      Vær barmhjertig mod os, Oh min Gud, se på din Søn Jesus og Hans Ansigt. Vi bringer dette ansigt frem for Dig i tillid til, at Du vil se på os med nådefulde øjne. Den altid barmhjertige Talsmand løfter Sin røst og går i forbøn for os; Oh Gud lyt til Hans læbers bøn og se de tårer, der flyder fra Hans øjne, og ved Hans uudtømmelige kilde af fordele, læg da øre til Hans ord, når Han træder frem på vegne af os arme og elendige syndere. Amen.

4.      Tilbedelsesværdige Jesu Ansigt, min eneste kærlighed, mit lys og mit liv, giv at jeg ene og alene må kende, elske og tjene Dig, og at jeg må leve med Dig, i Dig og for Dig. Armen.

5.      Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din Søns tilbedelsesværdige Ansigt til Din ære og herlighed, til omvendelse af syndere og til frelse for de døende.

6.      Oh guddommelige Jesus gennem Dit Ansigt og Navn frels os, Du vort håb, i kraft af Dit hellige Navn!

Noter

1.      Læs nærmere om dette i følgende artikel: http://www.holyfacedevotion.com

2.      Link til Catholic Tradition og uddraget herfra: http://www.catholictradition.org/Christ/golden-arrow.htm

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 18. december 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/meditation-holy-face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Judas’ Brev, er et brev der afspejler den aktuelle krise, vi oplever i Kirken

Mange katolikker er i dag desperate efter at høre opmuntrende ord og modtage vejledning fra biskopperne, apostlenes efterfølgere. Men jeg kan nu fortælle Jer, at der faktisk eksisterer en sådan opmuntring og vejledning fra en apostel.

Judas’ Brev er skrevet af én af det Nye Testamentes mindre kendte forfattere. Dette brev har ikke fået så stor opmærksomhed, fordi det på en vis måde har ”levet” en skjult tilværelse i det Nye Testamente hengemt mellem apostlen Johannes tre breve og Johannes Åbenbaring. Det er aldrig blevet benyttet i søndagens læsninger, hverken i den Ordinære ritus eller den Ekstraordinære ritus. Dog gør man brug af det en gang hvert andet år i en ugedagslæsning i den 8. almindelige uge i år II (hvis man skulle være interesseret). Så I er tilgivet, hvis I ikke er bekendt med dette brev.

Selvom Judas’ Brev er kort, bør det betragtes som et bekymret opråb fra en biskop, og det er rettet imod den krise, Kirken oplever i dag. Man kan hævde, at dette brev er aktuelt, men aktualiteten gælder til alle tider, når det handler om Den hellige Skrift, for Den er tidløs. Desuden vil Helligånden også bidrage til, at vi kan spejle Den hellige Skrift i vor egen tid. Dette mysterium bliver endda meget tydeligt, når det handler om Judas’ Brev

Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror. Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål! Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Skt. Judas spilder ikke tiden i dette korte brev, men går direkte til sagens kerne. Det synes, som om han oprindelig ønskede at skrive et brev af mere teologisk karakter, men grundet omstændighederne kommer han med en opfordring til sine læsere om at ”kæmpe for troen” imod de fjender, han definerer som ”ugudelige mennesker”. Denne tro, har han ikke selv har fundet på, den er snarere blevet ”overdraget” Kirken. Med andre ord vi kan ikke ændre på troen eller forme den tro, der er blevet åbenbaret.

Det er den samme kamp, vi kæmper i dag. Der er kræfter, der gælder i Kirken, som ønsker, at man afviser den tro, der er blevet os overdraget, og vi er kaldet til at kæmpe for vores tro mod dem, der vil afvise – og ændre den.

Det, der er vigtigt her, er, at den fare, som Skt. Judas advarer mod, ikke stammer fra kræfter udenfor Kirken, men kommer indefra. Det er altså Kirkens egne, som har ”sneget sig ind”, men disse skal rammes af dom. Det er disse, Kirkens egne folk, der udgør den største trussel. Hvordan er det gået til, at de fremstår som farlige? Det er, fordi ”de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed”. Med andre ord de benytter Guds nåde som et påskud for al slags amoralsk adfærd (lyder det bekendt?). Ved at gøre dette ”fornægter (de) vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”.

Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker, indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.

Som prædikeren fortæller os (i Prædikerens Bog) så ”er der intet nyt under solen” (Præd kapitel 1). Igennem hele frelseshistorien og frem til Herrens komme vil der være dem, der fornægter Ham og forsøger på at undergrave Hans folk. Men det Skt. Judas ønsker, er, at hans læsere skal huske på, at Gud vil gribe ind. Guds indgriben kan være hård for dem, der modsætter sig Ham, og Han vil ”straffe med evig ild”. Selvom mange mennesker i vore dage viger tilbage for sådanne formuleringer, bør det være en trøst for dem, som slås for Gud at vide, at når det bliver Hans tid, vil retfærdigheden ske fyldest i forhold til dem, der afviste Ham.

Alligevel gør disse mennesker det samme: I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter.

De ugudelige mennesker, der har infiltreret Kirken, har ”tilsølet deres legemer”. Dette er en utvetydig henvisning til den amoralske seksuelle adfærd, der til enhver tid er på ”mode” (som det var på Skt. Judas tid og ligeledes i vor tid), og som flyder ind og påvirker hele samfundet og kulturen. I dag manifesteres dette ved den homoseksuelle tendens, der har vundet indpas blandt klerikale i Kirkens hierarki. Ydermere tydeliggøres denne horrible tendens gennem den lange række af sager, der omhandler seksuelle overgreb foretaget af klerikale på flere niveauer i det Kirkelige hierarki (lige fra præster til biskopper).

Samtidig udviser disse ugudelige mennesker en adfærd, hvor de ”lade hånt om Herrens myndighed”. Der findes andre oversættelser, der benytter ordene: viser manglende respekt og foragter Herrens myndighed. Med andre ord de respekterer ikke Gud, som autoritet og den myndighed, Han har givet sine hjælpere. Derudover er der tilfælde, hvor de, der er Hans hjælpere, trodser den bemyndigelse, Gud har overdraget dem og udnytter den til egen fordel og misbruger på den måde Guds autoritet. De biskopper, der i dag forsømmer deres pligt til at forsvare og fremme troen, afviser den autoritet, de er blevet bemyndiget.

Disse ugudelige mennesker ”spotter overjordiske magter”. Udover at fremme og tilskynde til en amoralsk adfærd, håner og fornærmer de dem, der viser trofasthed overfor Gud. Der er tilfælde, hvor de definerer de troende som ”rigide”, fordi de overholder Guds Bud.

Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«

Hvordan er det muligt at modstå disse ugudelige mennesker? Vend Jer til Herren. Da ærkeenglen Mikael stredes med djævelen, fæstnede har ikke lid til sin egen styrke (som var betydelig) og formåen i forhold til at besejre satan, men først og fremmest anråbte han Herren om, at Han måtte ”sætte satan på plads”. På denne måde bør vi agere, når vi står ansigt til ansigt med ugudelige mennesker i Kirken, at vi ikke omgående sætter os til tasterne og begynder en diskussion med dem på de sociale medier, og vi bør langt hellere rette vores fokus på bøn og ydmyge os ved at trække os fra ordkløveri og derved bede om Herrens hjælp. Husk på, at ærkeenglen Mikael til allersidst vandt over djævelen, så bøn og ydmyghed er ikke de sidste skridt på vejen, men de første i kampen mod vores fjender.

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. Ve dem! De er slået ind på Kains vej og har for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse i vold og går til grunde som Kora i hans opsætsighed.

Disse ugudelige mennesker ”spotter, hvad de ikke har forstand på”. De forstår ikke skønheden ved at spæge legemet, de forstår ikke den frihed, der stammer fra, at man underkaster sig Gud, som Hersker. Derfor spotter de det. Vi ser dette udspille sig konstant i dag, hvor man fremsætter fornærmelser og fordømmelser mod den praksis og tro, som har været katolsk igennem generationer og århundreder. Alt dette, som engang var højt skattet af Kirken, bliver nu afvist af Hende.

Hvad er det for en vildfarelse, Bileam gør sig skyld i, og som Skt. Judas omtaler? I Johannes Åbenbaring lader Johannes os vide, at Bileam fristede Israels børn til ”at spise afgudsofferkød og bedrev utugt” (Åb 2: 14). Sådanne handlinger fortsætter man med at praktisere i dag billiget af højtrangerende medlemmer af det klerikale hierarki, og som måske endda tager del i afgudsdyrkelse ved Amazonassynoden, og desuden gør en amoralsk seksualadfærd sig gældende blandt de klerikale. Bileams vildfarelser var ikke blot begrænset til hans ageren. Skt. Judas siger, at de vil være ligesom Kora, der i sin opsætsighed stod op imod Moses og blev fortæret af Herrens ild (4 Mos 16: 1-40).

De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv; de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.

På den tid, hvor dette brev blev skrevet, var ”kærlighedsmåltidet” et måltid, som de kristne var samlet om, og dette er givetvis betegnelsen for Eukaristifejringen. Skt. Judas fordømmer sine modstandere, som værende yderst respektløse under fejringen af dette hellige mysterium. Bedrøveligt nok er respektløshed blevet almindeligt under liturgien, hvor offertoriet er blevet et tidspunkt, hvor man fortæller hinanden vittigheder, hvor man behandler de enkelte elementer i liturgien med ligegyldighed og endda er fjendtligt indstillet overfor disse, og set i et overordnet perspektiv udvises der dyb respektløshed overfor liturgiens mysterier.

Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.« Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld.

Selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud, så vil Herren holde dom over alle dem, der har sat sig op imod Ham. Ingen ugudelig handling er blevet glemt, og alle vil modtage deres belønning. Når vi er vidner til fordærv og amoral på ethvert niveau i det kirkelige hierarki, ved vi, at Gud også ser med.

Skt. Judas’ beskrivelse af sine modstanderes forskellige laster synes at være bekendt:

–          Dem, som ”mukker og klager” over Kirkens ”hårde” lære og ønsker at lempe på Guds Bud blot for at kunne stille deres ønsker tilfreds i dette jordiske liv.

–          Dem, der ”følger deres egne lyster”: dette vidner om den fremherskende homoseksuelle tendens, der findes blandt de klerikale.

–          Dem, der ”taler brovtende ord”: selvom de afviser det, der er naturligt og guddommeligt åbenbaret, taler de om disse ting i et floromvundent teologisk sprog, uden skam over det, de siger.

–          Dem, der ”smigrer folk, for deres egen skyld”: de (klerikale) taler et sprog, der fænger denne verdens magthavere, fordi de ønsker at blive accepteret af dem. Hvor meget selskabelighed deltager den enkelte biskop i med politikere, der taler for abort, uden at han påtaler dette?

Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.«

I en tid præget af krise kan det synes, som om, Herren har glemt Sit folk. Men Herren advarede om, at disse tider præget af prøvelser ville komme. Når vi er vidner til, at klerikale og prælater håner den traditionelle katolicisme og i langt større udstrækning omfavner verdens måde at gøre tingene på, da ved vi, at det ikke handler om, at Gud har ladet os i stikken, men at vi bliver prøvet.

Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.

Hvis man ser på Kirkens tilstand i dag, kan den med rette betegnes som splittet. Ved at håne den traditionelle tro og praksis skaber Guds modstandere splittelse i det, som Trosbekendelsen kalder EN Kirke. De behandler dem, der er tro mod troens grundlag som paria og nogen, der ikke har en eksistensberettigelse, og på den måde gør de splittelsen mere omfattende.

Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Igen retter Skt. Judas på det, vi kan gøre, når vi står ansigt til ansigt med hæresi og fordærv i Kirken: I … skal opbygge jer selv på jeres hellige tro” gennem bøn og kærlighed til Gud. Situationen kan synes håbløs, men med Gud på vores side, så der er altid håb.

Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.

Selvom det kun er nogle (få), der er ugudelige, og som afviser Kirkens lære, så påvirker deres adfærd mange, som derved begynder at stille spørgsmål ved troen. I forhold til disse stakkels mennesker, bør vi hjælpe dem til at få fjernet deres tvivl, så de bliver frelst. De almindelige katolikker er ikke de ugudelige mennesker, Skt. Judas advarer imod. Det er de almindelige katolikker, der må frelses fra den elendighed, de ugudelige er årsag til.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Endelig bør vi i alle ting, og dette inkluderer også prøvelser, giver Gud ære. I den krise, vi aktuelt oplever, har Gud tilladt at fordærv og hæresi løber løbsk. Vi bør huske på to ting: 1. denne situation er ikke ny, de troende har altid været på vagt overfor ulve, som går rundt midt i fåreflokken, og 2. selv i denne situation herliggøres Gud, idet Han giver os en mulighed for at blive stærkere i vores tro gennem prøvelser.

I disse tider med mange problemer, kan vi søge hjælp og vejledning hos Skt. Judas, når vi kæmper for troen mod ugudelige mennesker, og samtidig glæde os over, at vi gennem disse prøvelser ved Guds nåde vokser i hellighed.

Skt. Judas bed for os!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive den 19. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-epistle-of-st-jude-a-letter-for-our-present-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Åbenbaringen af Guds Barmhjertighed

Indledning

Det hellige Triduum, der består af Skærtorsdag, Langfredag og Påskenat minder os om den åbenbarede Guds Barmhjertige kærlighed, som er kommet til os ved Vor Herre Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Disse tre hellige dage i kirkeåret markerer de begivenheder, hvorved Vor Herre vandt menneskehedens frelse og gjorde os (med Ham) til arvinger til det evige liv. Disse dage giver os også en forståelse af, hvor stor en gave, Guds kærlighed og nåde er, og det var for denne gave, Guds Søn led og døde.

De 50 dage, som påsken varer, starter med en fejring af Vor Herres opstandelse og afsluttes med, at Han sender Helligånden ved Pinseunderet, og hele dette forløb viser, hvordan Gud fortsætter med at udøse Sin barmhjertighed over os ved Sin Søn, Vor Herre, der opstod fra de døde, og som i Sin Kirke er levende for os. I de begivenheder, der sker i løbet af det hellige Triduum, og som når sin kulmination i opstandelsen, er ethvert menneske til alle tider omgivet af Guds kærlighed, som er kernen i det hellige Triduum. Efter at Kristus var opstået, steg Han op til Gud Fader og tog sæde ved Hans højre hånd. Herfra nedsendte Han Helligånden over apostlene, som fra dem udgik til hele Kirken. Fordi Helligånden dvæler i Kirken, er Kristus med os hele tiden, specielt i sakramenterne, indtil Hans genkomst i herlighed på den sidste dag.

Offentlig – og privatåbenbaring

I det forrige århundrede fremstod Vor Herre i en privatåbenbaring for en polsk ordenssøster, Maria Faustina Kowolska, som var Søster i ordenen, Søstrene af Barmhjertighedens Guds Moder. Formålet med denne privatåbenbaring var at drage os tættere til en offentlig åbenbaring af Faderens umådelige store kærlighed til os, som er repræsenteret i Hans Søn. Som det er med alle privatåbenbaringer, skulle også denne privatåbenbaring til Søster Maria Faustina drage os tættere til en forståelse af den offentlige åbenbaring af Guds kærlighed, som ligger i Hans Søns inkarnation og frelsergerning.

I det særlige tilfælde med Søster Maria Faustina var privatåbenbaringen centreret omkring Guds Barmhjertighed. Søster Faustina førte omhyggeligt dagbog og nedskrev alt det, Vor Herre lærte hende om Hans grænseløse barmhjertighed overfor os. Det, Søster Maria Faustina fik nedskrevet i forbindelse med Jesu åbenbaringer til hende, har fået titlen: Diary: Divine Mercy in My Soul, og den kan anskaffes ved henvendelse til broderordenen: the Marians of the Immaculate Conception, som har ansvaret for ”the National Shrine of the Divine Mercy” i Stockbridge, Massachusetts. Efter at have læst denne dagbog og gentagne gange vendt tilbage til den for at genlæse specifikke passager, kan jeg kun varmt anbefale Jer at anskaffe et eksemplar og benytte det i Jeres daglige åndelige læsning og refleksion.

Hvorfor netop en privatåbenbaring relateret til Guds Barmhjertighed?

Privatåbenbaringen om Guds uendelige barmhjertighed overfor os kom på et tidspunkt, hvor mange havde mistet håbet. Åbenbaringen skete i mellemkrigstiden, i tidsrummet mellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig, en tid præget af megen lidelse samt en manglende tro på fremtiden. Det var også på dette tidspunkt, at de antireligiøse filosofier som rationalisme og ateistisk materialisme (Marxisme) havde fundet indpas i populærkulturen og efterladt den fornemmelse hos mange mennesker, at der ikke fandtes noget (andet og større) end dem selv og den materialistiske verden, de var i. Det havde den konsekvens, at man glemte Gud og den plan, Han har for menneskeheden og den verden, de var en del af, og resultatet blev håbløshed.

Som et svar på den håbløshed, som mennesket befandt sig i, åbenbarede Vor Herre for Søster Maria Faustina et billede af Sig selv, som skulle minde os om, at Han aldrig svigter i forhold til Sin barmhjertighed. På billedet ser man to stråler i farverne rød og hvid, der udgår fra Jesu gennemborede Hjerte efter Hans død på korset. Jesu Hjerte blev, som det står skrevet, gennemboret af en romersk soldats lanse. De to stråler er et symbol på den uophørlige udstrømning af guddommelig nåde fra Jesu herliggjorte Hjerte, den Jesus, der sidder ved Faderens højre hånd. Det er specielt i dåbens og Den hellige Eukaristis sakramente, at den guddommelige nåde er til stede. Under billedet finder man indskriften: Jesus, jeg stoler på Dig. Disse ord er vores bøn, når vi ser på dette billede af Vor Herre, Guds Barmhjertighed inkarneret.

”Rosenkransen” til Guds Barmhjertighed og Guds Barmhjertighedssøndag

Gennem Søster Maria Faustina bad Vor Herre om, at vi hver dag beder rosenkransen til Guds Barmhjertighed kl. 15.00, for det var på det tidspunkt, Han døde for vores frelse. Han bad også om, at vi fejrer Festen for Guds Barmhjertighed den første søndag efter Påske. En forberedelse til denne fest kan være en novene, der består af at bede ”rosenkransen” til Guds Barmhjertighed i 9 dage, begyndende med Langfredag. De mennesker, der helhjertet gør dette, altså vedholdende og dagligt beder rosenkransen til Guds Barmhjertighed og beder novenen op til Guds Barmhjertighedssøndag, kan kun blive opfyldt med håbet om Guds barmhjertige kærlighed og samtidig blive styrket til at stå imod fristelse til at miste modet og fortvivle.

Den, der virkelig søgte at fremme kendskabet til hengivenhedsakten til Guds Barmhjertighed, er vor seneste og mest elskede pave Johannes Paul II. Han var først ærkebiskop over Krakow, og derpå blev han pave. Pave Johannes Paul II helgenkårede Søster Maria Faustina den 18. april 1993, og han kanoniserede hende den 30. april 2000 den første søndag efter påske. Under sin prædiken (i Messen) erklærede han: det er vigtigt, at vi tager hele dette budskab, der er kommet fra Gud, til os på denne første søndag efter påske, som fra nu af i hele Kirken vil blive defineret som Guds Barmhjertighedssøndag, og siden den 30. april 2000 er den første søndag efter påske blevet fejret som Guds Barmhjertighedssøndag.

På Guds Barmhjertighedssøndag skal billedet af Guds Barmhjertighed, som blev åbenbaret for Skt. Faustina, fremstilles i kirken eller kapellet, og den prædiken, præsten holder, skal indeholde refleksioner over Guds umådelige store barmhjertighed overfor os. For at fejre Guds Barmhjertighedssøndag på behørig vis, bliver de troende bedt om at gå til skrifte og modtage Den hellige Kommunion og oparbejde en indre og stor tro på Guds Barmhjertighed og vise barmhjertighed overfor næsten, som har behov for den. Vi bør skrifte på selve søndagen, hvor vi fejrer Guds Barmhjertighed eller et par dage før denne dag, så vi er fri for dødssynd samt enhver tilknytning til synd og dermed kan modtage Den hellige Kommunion på denne festdag.

Konklusion

Vedrørende Guds Barmhjertighedssøndag har Skt. Faustina nedskrevet følgende ord: ”Min datter, Jeg ønsker, at Barmhjertighedens fest skal være en tilflugt og et gemmested for alle sjæle, og først og fremmest for de arme syndere. På denne dag er min barmhjertigheds inderste væsen åben, jeg udgyder et hav af nådegaver over de sjæle, der nærmer sig Min barmhjertighedskilde. Den sjæl, som på denne dag kommer til skrifte og modtager Den hellige Kommunion skal opnå fuldstændig tilgivelse af synd og straf. På denne dag er alle Guds sluser åbne, hvorfra nådegaverne flyder; gid ingen sjæl må frygte for at nærme sig Mig, selvom deres synder skulle være røde som skarlagen” (Diary, nr. 699). Lad os nærme os denne kilde med Guds Barmhjertighed, som flyder i bodens sakramente og fremfor alt i Den hellige Eukaristi. Lad os bede for i de kommende dage og under novenen før festen for Guds Barmhjertighed, at alle sjæle, der er kommet væk fra Vor Herre, vil modtage tilgivelsens nåde og forsone sig med Gud og næsten.

Må I alle erfare et velsignet Triduum, som vi skal til at fejre. Må fejringen af festen på Guds Barmhjertighedssøndag fylde Jer med den fred, der stammer fra syndstilgivelsen samt den glæde, der udgår fra Helligånden, der dvæler i os.

Den autoriserede engelske udgave af denne prædiken er skrevet af kardinal Raymond L. Burke mens han var ærkebiskop i Skt. Louis. Den kan læses på: https://www.piercedhearts.org/hearts_jesus_mary/christology/revelation_divine_mercy.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helgenerne: Kun få bliver frelst

Information til læseren

Kirkens tradition er rig på Kirkefædre, Kirkelærere, helgener, mystikere etc, som har talt om frelsen og hvor mange, der frelses. Listen over disse helgener er ganske lang, og derfor er det følgende kun et lille udsnit af det, der findes.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne” (Luk 13: 23-24).

Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (Matt 22: 14).

Ikke alle, ej heller flertallet bliver frelst”. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer.

Antallet af dem, der bliver frelst, er så minimalt, som det antal druer, der bliver tilbage, når drueplukkerne har færdiggjort deres arbejde”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Tænk på helvedes kvaler, som vil vare for evigt, fordi man har begået en dødssynd. Arbejd hårdt på at være blandt de udvalgte. Tænk på helvedes evige flammer, og hvor få der bliver frelst”. Skt. Benedict Joseph Labre.

Størstedelen af menneskene vælger hellere fortabelsen fremfor at elske Den Almægtige Gud”. Skt. Alphonsus Liguori, Kirkelære.

Et væld af sjæle går til helvedes dyb, og det er på grund af troen, at alle, der dør i en tilstand præget af dødssynd, er fortabt for evigt. Ifølge statistikkerne dør ca. 80.000 mennesker hver dag. Hvor mange af dem vil dø i en tilstand præget af dødssynd? Og hvor mange vil blive fordømt! For den måde, de har levet på, afspejler deres endeligt”. Skt. Anthony Mary Claret.

Se, mange er blevet kaldet, og kun få er blevet udvalgt! Vær opmærksom på, at hvis du ikke tager vare på dig selv, har du langt mere din fortabelse i vente end en egentlig forbedring, og det er fordi, den vej, der leder til det evige liv, er meget smal”. Skt. Johannes af Korset, Kirkelære.

Det starter godt ud for mange, men det er få, der holder ud”. Skt. Hieronymus, Kirkelære og Kirkefader.

Antallet af de udvalgte er meget lille, faktisk så ringe, at vidste vi, hvor småt det egentlig er, ville vi besvime af sorg. Antallet af de udvalgte er så lille, at Gud må samle dem, Han ville løfte Sin røst og sige gennem Sin profet: ’saml Jer, hver for sig, en fra denne provins, en fra det kongerige’” Skt. Louis Marie de Montfort.

Jeg ønsker ikke, at min tale skal være overilet, men den skal stemme overens med det, jeg tænker og fornemmer. Jeg tror ikke, at særlig mange biskopper undgår fortabelsen, og at antallet af dem, der går fortabt, er meget stort”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det, jeg nu vil fortælle Jer er meget forfærdeligt, for jeg ønsker ikke at holde noget skjult for Jer. Ud af denne bys store indbyggertal, som er på flere tusinder, vil ikke engang 100 mennesker blive frelst, og jeg tror, at 100 er højt sat”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det er få, der bliver frelst, men vi må leve vores liv, som er vi blandt de få, hvis vi ønsker at være blandt de få, der bliver frelst. Oh Gud, i sandhed er der meget få, der bliver frelst, og jeg ønsker at være blandt de få”. Skt. Alphonsus Liguori.

Hvis I ønsker at være sikre på Jeres frelse, stræb da efter at være blandt de få af de få. Følg ikke størstedelen af menneskeheden, men følg dem, der forsager verden, og aldrig tøver i deres stræben dag og nat efter at nå til den evige salighed” Skt. Anselm, Kirkelære.

Alle mennesker har et ønske om at blive frelst, men størstedelen lader sig friste af synden, fordi de ikke ønsker at gøre det, der kræves for at blive frelst … Faktisk er antallet af de udvalgte langt mindre end antallet af de fortabte, for de forhærdede syndere er langt større i antal end de udvalgte”. Skt. Alphonsus Liguori.

Men jeg skælver, når jeg i disse dage ser, hvor mange sjæle der går til fortabelsen. Det, jeg ser, er, at de går til helvede som løvfald før vinterens komme”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Der er intet, der berører Jesu Hjerte mere, end at Han må se, at den lidelse Han gik igennem ikke gavner de mange”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Med undtagelse af dem, der dør, mens de stadig er børn, vil langt de fleste mennesker fortabes”. Skt. Regimius fra Rheims.

Åh, hvor er der mange sjæle, der kommer til helvede”. Skt. Francis Xavier.

Kristi hjord betegnes som ’lille’ sammenlignet med det langt større antal af forhærdede syndere”. Skt. Beda, Kirkelærer og Kirkefader.

Hvor mange blandt disse uciviliserede mennesker har stadig ikke kendskab til Gud og er sunket ned i et mørke af afgudsdyrkelse, overtro og ligegyldighed! … De stakkels sjæle, for det var netop dem, Kristus så, da Han led allermest. Han så, hvor nyttesløs den smerte, Han led for disse sjæle, var”. Skt. Francesca Saverio Cabrini.

Udfaldet må nødvendigvis være, når man ser på, hvor mange mennesker, der pådrager sig skyld ved at agere med ligegyldighed, at rigtig mange fortabes, fordi synd ikke betragtes med afsky, og det er i sagens natur vanskeligt at afsky synd, hvis synd ikke bliver betragtet som synd”. Skt. Josef Cafasso.

Der er mange, der kommer til troen, men få, der når til den himmelske herlighed”. Pave Skt. Gregory den Store, Kirkelære og Kirkefader.

Man kan kun begribe, hvor få der er blevet udvalgt, hvis man forstår hvor mange, der går fortabt”. Skt. Hilary fra Poitiers, Kirkelærer og Kirkefader.

Uden tvivl er de, der er blevet udvalgt, ganske få”. Skt. Augustin, Kirkelære og Kirkefader.

Nogen vil sige: For mig er det tilstrækkeligt at blive frelst. ’Nej’ siger Skt. Augustin, ’det er ikke tilstrækkeligt at sige sådan, for så bliver du fortabt’”. Skt. Alphonsus Liguori.

Størstedelen af menneskeheden sætter ikke pris på Kristi Blod og vil fortsætte med at fornærme Ham”. Skt. Isidore fra Seville, Kirkelære og Kirkefader.

Mange ordensfolk går direkte til helvede, fordi de ikke overholder deres klosterløfte”. Skt. Vincent Ferrer.

Så mange mennesker vil dø, og langt de fleste vil komme i helvede! Rigtig mange vil komme i helvede”. Skt. Jacinta fra Fatima.

Den, der gang på gang misbruger Guds barmhjertighed, vil Gud trække Sig fra”. Skt. Alphonsus Liguori.

Til trods for en forsikring om, at Gud ikke skaber noget menneske med henblik på, at det skal havne i helvede, og at Han ønsker, at alle mennesker må blive frelst, er det ligeså sandt, at kun få vil blive frelst, at kun ganske få vil komme ind i Himlen, og at størstedelen af menneskeheden for altid vil være fortabt”. Skt. John Neumann.

Der blev afholdt en synode i Paris og et stort antal prælater og præster, der havde ansvar for sjæle, deltog; kongen og hans stormænd kom, og gjorde dem selskab, for at skabe glans over forsamlingen. En velkendt forkynder var blevet inviteret til at forestå prædikenen. Mens han var i færd med at forberede sin homili, fremstod en afskyelig dæmon for ham og sagde: ’læg dine bøger til side. Hvis du ønsker at prædike noget, der er nyttigt for disse stormænd og prælater, så koncentrer dig om, hvordan det hele tager sig ud set fra vores synspunkt. Vi, som er mørkets fyrster takker Jer stormænd, prælater og præster, som har ansvar for sjæle, for på grund af den ligegyldighed I lægger for dagen, fortabes en stor del af de troende. Vi har en helt særlig belønning i vente for Jer, når I kommer for at være sammen med os i helvede”. Skt. Leonard fra Port Maurice.

Så stort er antallet af elendige sjæle, og til sammenligning er antallet af de frelste meget få!” Skt. Phillip Neri.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/saints-on-the-fewness-of-the-saved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mors dag

En fest, der passer til lejligheden

Mens vi afslutter 2018 og bevæger os ind i 2019, er det altid en glæde for trofaste katolikker at huske på, at det nye kalenderår starter med den store fest for Maria, Guds Moder, en dag, hvor man i øvrigt har Messepligt. 

Hvis der en fest, der markerer en kontrast til det, verden står for, så er det denne.

Ser vi på, hvordan vi benævner denne fest: Festen for Maria, Guds Moder, ser vi, at der startes ud med navnet Maria. Hun er Jomfruen, der er født uden arvesyndens plet (Den Ubesmittede Undfangelse) og udvalgt fra før tidernes morgen til at spille en stor rolle i frelseshistorien.

En rolle, der er ensbetydende med en helt enestående nåde og helt særlige privilegier. Hun er så ophøjet, at helgenerne siger om hende, at hun er det eneste menneske, der er blevet det, og Gud samlede al Sin nåde og kaldte den Maria. Maria kunne med sin frie vilje have afslået det, Gud gennem englen Gabriel anmodede hende om, men det gjorde hun ikke, og derfor bliver hendes ”ja” hendes ”fiat” begyndelsen til frelsen.

Det næste, vi stifter bekendtskab med i benævnelsen af denne fest er, at Maria er moder. Det, der fremhæver kvinden, er hendes moderskab. Men netop det er noget verden ønsker at se bort fra og benægte og gør det hver dag. Maria blev skabt til helt og aldeles at udfylde denne rolle, nemlig at være moder.

Det var gennem hendes moderskab, at Ordet, Det evige Ord, blev inkarneret, og da Han drog bort fra Sin himmelske trone, var det for at finde en ny trone i Marias ubesmittede moderliv.

Så ekstraordinært var dette historiske øjeblik, at selv Helligånden ikke kunne lade være med at vise Sin glæde ved at tale gennem Elizabeth, som sagde til Maria: ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Til sidst i benævnelsen møder vi Gud, Den Guddommelige. Mens det moderne menneske har travlt med at jagte det, der er åndeligt, så afviser det både på det intellektuelle og praktiske plan, Det Guddommelige. Det keder sig ved Det Guddommelige, men haster efter det, der er ”åndeligt”.

Årsagen til dette er, at ”åndelighed” er noget, som det moderne menneske kan relatere sig til, og som det dermed kan styre eller manipulere med alt efter den enkeltes (jordiske) agenda. Det, der er af Guddommelig (overnaturlig) karakter, har ingen interesse, fordi det ikke opfattes, som noget der gavner eller har nytteværdi.

I sidste instans på denne jord handler den virkelige åndelighed om korset, som Maria selv senere erfarede, og som blev profeteret af Simeon i templet, da Vor Herre kun var 40 dage gammel. Forholdet mellem denne moder og hendes Søn beskrives meget tydeligt i Johannesevangeliet ved brylluppet i Kana.

Det var her, at Marias moderskab ændredes fra at være Jesu Moder til at være Smertens Moder. Husk på, da hun på vegne af brudeparret beder om ”mere” vin, fordi mangel på vin kunne resultere i uro blandt gæsterne og dårligt rennomé for brudeparret, svarer Vor Herre hende med tre korte udtryk, der er tæt forbundet.

For det første kalder Han hende ”kvinde” ikke ”moder” og udvider dermed hendes rolle fra at være Hans moder til at være den kvinde, som Gud i 1. Mosebog taler om, hvis afkom skal knuse slangens hoved, og som videre bliver forudsagt af Johannes i Johannes’ Åbenbaring: ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved” (Åb 12: 1).  Alt dette var Vor Herre i sagens natur allerede bekendt med.

Derefter kommer den ofte meget dårlige oversættelse fra den jødiske tekst: ”Hvad vil du mig …?”, som kan oversættes på følgende måde: ”Vi er så tæt forbundet, at alt, hvad der sker med Mig, vil ske med dig”.

Så tæt forenet var denne moder og Søn, at Han blot med et blik kunne fortælle hende Sine inderste tanker. Det var den indledende sætning til det, der fulgte efter: ”Min time er endnu ikke kommet”. 

Sammenfattet sagde Han følgende til hende:

Moder, hvis jeg udvirker dette mirakel på din foranledning, vil dette være begyndelsen på en åbenbaring af min guddommelighed, og når det sker, starter min vej til Golgata. Når jeg begynder at betræde den vej, vil det samme gøre sig gældende for dig. Da vil du ikke længere være Jesu moder, men Smertens Moder. Golgata vil være afslutningen for os begge, og på dette sted vil du blive det, du blev skabt til, nemlig at være Frelsens Moder. Men Moder, et sådant moderskab har en høj pris. Tænk tilbage på dengang, hvor du mødte Simeon i templet, og de ord, han talte til dig: “Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge … “. Overvej nu alt dette, at du nu er ved at indtage den nye Evas rolle med den smerte og lidelse, som der følger med. Moder, ønsker du virkelig, at jeg åbenbarer, hvem Jeg er, ved at foretage dette under, hvor Jeg gør vand til vin?  

Hun vidste selvfølgelig allerede, at Hendes Søn var verdens Frelser, thi det havde Gabriel fortalt hende, og hende rolle i frelsen var at opofre Ham til Gud, efter at hun havde holdt Ham i sit skød, og hun var fast besluttet på dette og gav Ham for sidste gang et moderligt blik, samtidig med at hun huskede på alle de øjeblikke med den kærlighed, der var mellem moder og Søn, da Han var lille, og nu overgav hun Ham til deres fælles korsfæstelse for verdens frelse, en korsfæstelse, der for Ham var fysisk og for hende åndelig.

Dette er opofrende kærlighed, når den er størst, og det næstsidste trin i rækken, hvor Nådens Moder også bliver Kirkens Moder. Jesus ville ikke længere være den eneste, som havde tilhørt hende, som det havde været tilfældet de sidste 30 år. Han var nu ikke kun en del af historien, men frelseshistorien, og mens hun indledte den vej, som var smertens vej, fortæller apostlen Johannes os om hendes sidste ord i Den hellige Skrift.

Hvilken kombination af glæde og sorg måtte dette have fremkaldt hos Hans hellige moder. Hun vidste, at netop dette øjeblik ville komme, dette forandringens øjeblik. På en underfuld måde havde hun hele tiden kendt til det, og som årene gik, blev hun stadig mere forberedt på, at tiden ville nå sin fylde.

Bortset fra den smerte, som hendes guddommelige Søn led, har intet andet menneske nogensinde følt den smerte, som den ubesmittede moder følte, da hun overgav sin Søn til en den død, som det var tilfældet, da Maria stod ved korsets fod.

Og det var der på Golgata, at Vor Herre, som i denne verdens forstand ikke havde brødre og søstre, overgav hende til Johannes, så han kunne drage omsorg for hende. Men det var også på det tidspunkt, at Han gav os til hende, og derfor i netop dette øjeblik, blev hendes rolle ikke blot som Jesu Moder, mens også som Kirkens Moder fuldendt, og dette gælder for alle, der er i Gud, at de har Maria som moder.

For den, som ikke har Maria til moder, kan ikke have Jesus som broder. Og den, der ikke har Jesus som sin broder, kan ikke have Gud sin som Fader.

Den velsignede Jomfru Maria er uundværlig for vores frelse, fordi Guds Søn har valgt, at det er sådan, det skal være, og dermed lod det blive sådan, at Hun skulle være Guds Moder. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 31. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mothers-day

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)