Category: Saints

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk er ét af de centrale punkter i budskabet fra Fatima. Det handler om det presserende behov, der er for, at menneskeheden soner og gør bod for den megen skade, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for af mennesker, der er ugudelige, og som er præget af ligegyldighed.

Programmet hver den første lørdag fem måneder i træk er helliget Mariahengivenhed på følgende måde:

1: at man går til skrifte.

2: at man modtager Den hellige Kommunion.

3: at man beder fem dekader på rosenkransen.

4: at man benytter femten minutter til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen.

Alt dette gøres for at sone for den synd (blasfemi og utaknemmelighed), der er blevet begået mod Marias Ubesmittede Hjerte.

Baggrundshistorie

Under den tredje åbenbaring den 13. juli 1917 lod Vor Frue vide, at Hun ville komme og anmode om, at man indviede Rusland til Hendes Uplettede Hjerte og modtagelse af Den hellige Kommunion med intentionen om at ville sone for synden mod Marias Ubesmittede Hjerte de første lørdage fem måneder i træk. Hun anmodede om denne hengivenhedssakt i 1925 og konsekrationen af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte i 1929.

Mens Sr. Lucia opholdt sig på lokaliteten, der tilhører Skt. Dorothys Søstre (også kaldet De hellige Hjerters Søstre) i Portugal, modtog hun en vision den 10. december 1925, hvor Den hellige Moder trådte frem sammen med en Dreng, der stod oven over en lysende sky. Vor Frue havde placeret Sin ene hånd på Drengens skulder, mens Hun i den anden holdt et hjerte, der var gennemboret af torne.

Sr. Lucia hørte Drengen sige: ”vis medlidenhed med Dette din Allerhelligste Moders Hjerte, som er dækket af torne, som utaknemmelige mennesker hvert øjeblik gennemborer Det med, uden at nogen soner disse handlinger, således at disse torne forsvinder”.

Vor Frue udtrykte Sit ønske med følgende ord:

Min datter, se på Mit Hjerte, Det er omgrænset af torne, der stammer fra utaknemmelige mennesker, der gennem blasfemi og utaknemmelighed gennemborer det, hvert eneste øjeblik. Du bør bringe mig trøst og gøre det klart vidt og bredt, at de, der de første lørdage fem måneder i træk gør følgende: 1: benytter skriftemålet, 2: modtager Den hellige Kommunion, 3: beder fem dekader på rosenkransen, og 4: benytter femten minutter i selskab med mig til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen og gør alt dette med intentionen om at sone det, mit Ubesmittede Hjerte udsættes for, vil jeg i deres dødstime bringe den nåde, der er påkrævet for deres sjæls frelse”.

Få dage senere redegør Sr. Lucia detaljeret for denne vision i et brev rettet til Monsignor Pereia Lopes, hendes skriftefader, da hun bor på asylet Vilar i byen Porto i Portugal.

Hvorfor fem lørdage?

Sr. Lucias skriftefader spurgte hende om grunden til, at det netop skulle være fem lørdage og ikke syv eller ni? Hun gav ham et svar på dette spørgsmål i et brev dateret den 12. juni 1930. Her fortalte hun ham, at hun havde haft en vision af Vor Herre natten mellem den 29 og 30 maj, mens hun opholdt sig i klosterets kapel. Vor Herre gav hende følgende fem grunde til, at det skal være fem lørdage:

De første fem lørdage er relateret til fem former for krænkelser og blasfemier rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte, og disse er:

A. blasfemier fremsat mod Marias Ubesmittede Undfangelse.

B. blasfemier fremsat mod Marias jomfruelighed.

C. blasfemier fremsat mod Maria, som Guds Moder samt en benægtelse af, at Hun er alle menneskers Moder.

D. at man har påført ligegyldighed, hån og endda had mod Denne Ubesmittede Moders børns hjerter.

E. at man har udvist direkte fornærmelser mod hellige billeder af Maria.

Lad os derfor lægge os de ovenfor beskrevne grunde på sinde. En hengivenhedssakt, der har sit udgangspunkt i intentionen om at sone krænkelser og blasfemier mod Marias Ubesmittede Hjerte. Endvidere har man kendskab til, at denne fromhedsdyrkelse, vil løfte hengivenhedsakten samt den, der foretager den, og vedkommende vil modtage fortjenester.

Ændringer i forhold til hengivenhedsakten så den kan gennemføres uden nævneværdige hindringer

Ser vi på den oprindelige anmodning fra Vor Frue, så beder Hun om, at man benytter skriftemålet og modtager Den hellige Kommunion, og at man beder fem dekader på rosenkransen og bruger 15 minutter til at reflektere over rosenkransens mysterier med den intention at gøre bod for de krænkelser og blasfemier, der er blevet rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte og menneskenes synder.

Ikke desto mindre i en efterfølgende privatåbenbaring fremlægger Sr. Lucia for Vor Herre de udfordringer, der kan gøre dig gældende for de troende, når de ønsker at opfylde de anmodninger, Vor Frue har fremsat. Med en kærlig omsorgsfuldhed gjorde Vor Herre denne hengivenhedsakt ”mere fleksibel”, så den er mulig at overholde for de troende:

–          Man kan benytte skriftemålet andre dage end netop den første lørdag, blot det er sådan, at man modtager Vor Herre (i Den hellige Kommunion) i nådens stand og med den intention at gøre bod for det, som Marias Ubesmittede Hjerte udsættes for. Selvom man skulle glemme at skrifte med denne intention i mente, er det muligt at have selvsamme intention med ved næste skriftemål.

–          Sr. Lucia gjorde det også klart, at det ikke er påkrævet, at man overvejer alle rosenkransens mysterier den pågældende første lørdag. Ét eller flere er tilstrækkeligt.

Selvom Vor Herre i denne sammenhæng har givet et vist råderum, bør det ikke give anledning til, at de troende tøver med at påbegynde – eller udskyde denne fromme praksis, som åndeligt set har til hensigt at sone det, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for. Man bør huske på, at dette er noget Vor Frue indtrængende har bedt (os) om.

Det er mere end nogensinde påkrævet, at denne hengivenhedsakt bliver udført

Laster og synder synes at blive ved med at præge vores kultur med uformindsket styrke, også selvom verden er blevet præsenteret for ovenstående. Abort, blasfemi, stofmisbrug, pornografi, skilsmisser og dårligt fungerende ægteskaber, religiøs ligegyldighed og den homoseksuelle agenda, der er på stærk fremmarch samt andre lignende fænomener er blot nogle af de ting, der i dag præger vort samfund, og som gennemborer Marias Ubesmittede Hjerte.

Vi bør trøste Vor Frue, mens alle disse krænkelser rettes mod hende og hendes guddommelige Søn. Hun beder os om at sone, hun bønfalder os om at bede, og hun håber på, at vi ændrer vores livsførelse og omvender os. Lad os lytte til Hendes moderlige bønner og sone for den utaknemmelighed, mennesker udviser.

Mariahengivenhed på ovennævnte måde tilskynder til, at man foretager soning, indgyder en hengiven kærlighed til sakramenterne, skriftemålet og Den hellige Eukaristi. Det nærer en hellig hengivenhed til Marias Ubesmittede Hjerte samt rosenkransen. Frem for alt er denne Mariahengivenhed vigtig for at opretholde vedholdenhed, så man er i nådens stand, mens man befinder sig i den daglige åndelige kamp og har en nøgtern tilgang til det at være i en verden, der præges af den nye hedenskab.

Noter

1: Solimeo, Luiz Sergio, Fatima, A Message More Urgent than Ever.
2: Spring Grove, PA: The American Society for the Defense of Tradition, Family, and Property-TFP, 2008.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://www.americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/the-five-first-saturdays-devotion.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

THE PROPHECY OF ST. FRANCIS OF ASSISSI

In Works of the Seraphic Father by R. Washbourne (1882) that bears the mark of an imprimatur, a prophecy by St. Francis is imparted to his spiritual children on his deathbed. I quote the relevant parts here:

Act bravely, my Brethren; take courage, and trust in the Lord. The time is fast approaching in which there will be great trials and afflictions; perplexities and dissensions, both spiritual and temporal, will abound; the charity of many will grow cold, and the malice of the wicked will increase. The devils will have unusual power, the immaculate purity of our Order, and of others, will be so much obscured that there will be very few Christians who will obey the true Sovereign Pontiff and the Roman Catholic Church with loyal hearts and perfect charity. At the time of this tribulation a man, not canonically elected, will be raised to the Pontificate, who, by his cunning, will endeavour to draw many into error and death. Then scandals will be multiplied, our Order will be divided, and many others will be entirely destroyed, because they will consent to error instead of opposing it. There will be such diversity of opinions and schisms among the people, the religious and the clergy, that, except those days were shortened, according to the words of the Gospel, even the elect would be led into error, were they not specially guided, amid such great confusion, by the immense mercy of God… Those who preserve their fervour and adhere to virtue with love and zeal for the truth, will suffer injuries and persecutions as rebels and schismatics; for their persecutors, urged on by the evil spirits, will say they are rendering a real service to God by destroying such pestilent men from the face of the earth… Sanctity of life will be held in derision even by those who outwardly profess it, for in those days Our Lord Jesus Christ will send them not a true Pastor, but a destroyer.—Ibid. p.250 (emphasis mine)

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Denne faste bringer os tættere på himlens bryllupsfest

En af de mest udbredte misforståelser, der er opstået vedrørende helgenerne blandt fromme skribenter og fjender af Kirken, er, at helgenerne var en forsamling mennesker, der var præget af tungsind, som var tynget af strenge bodshandlinger, og som søgte at undgå sollyset, når det kom ind i deres celler, samt at de lukkede af for al glæde, latter og fornøjelser.

Enhver, der har kendskab til helgenerne, eller som har mødt en person med helgentræk, vil ikke genkende beskrivelsen ovenfor. I virkeligheden er et af de vigtigste kendetegn ved en kanoniseret person, dennes glæde og munterhed.

Skt. Frans fra Assisi faldt i henrykkelse over Guds godhed i skabelsen, han gav frit løb for sine følelser, lavede tossestreger og satte ord på sin glæde ved at synge, mens han gik på de italienske veje. Skt. Katarina fra Siena havde så meget gå-på-mod, at hun bad paven om at udtale sig med omtanke. SktLaurentius havde overskud til morskab, da han led sit martyrium på en grill, for han udbrød til sine bødler: ”Jeg skal vendes nu, jeg har fået nok på denne side”. Og hvad med de til tider drilagtige Skt. Philip Neri og Skt. Thérèsa af Lisieux? Læser man Vor Frues Magnificat finder man ingen dysterhed i den.

Helgenerne kendte til en meget vigtig hemmelighed, som langt de fleste mennesker ikke længere har kendskab til: lykken er forankret i Guds kærlighed. Moderne mennesker forsøger at finde lykke, dog uden Gud, men det er ren dårskab, fordi Gud er lykke. Gud er identisk med lykke, Han er uendelig velsignelse, og når vi opnår en vis grad af glæde eller fred, er det, fordi vi er kommet nærmere Ham. At søge lykken andre steder er en illusion og bedrag.

Vi må huske på, at Gud ikke skabte lidelsen og ikke ønsker, at Hans børn skal lide. Lidelse er af det onde, det er ikke godt for noget ikke engang for dets egen skyld. Den verden, som Gud skabte, er helt igennem god, det er mennesket, der bragte det onde ind i verden, og visse menneskers synder har vist sig at være årsagen til stor lidelse hos andre. Gud tillader denne lidelse, fordi Han gennem den kan rense os for vores synd og gøre os mere værdige til Hans grænseløse kærlighed. Gud pålægger os faktisk og forventer, at vi frivilligt søger boden gennem lidelse, fordi Han ved, at vi i alvorlig grad har behov for at blive fravænnet uhensigtsmæssige afhængigheder af denne verdens mammon, så vi igennem denne proces kan gå frem i ”visdom og vækst og yndest” (Luk 2: 52). Dette er hele meningen med fasten: vi vil aldrig opnå opstandelsens åndelige glæde, hvis vi vælter os i syndens søle, eller hvis vi er plettet af resterne fra tidligere tiders ondskab eller optaget af vores verdslige behov og bekvemmeligheder.

Skriften fortæller os, at kong Hizkija var ”syg til døden”, da han angrede under tårer. Denne sygdom og gråden ledte til hans frelse. Jesus forklarer sine disciple følgende om Lazarus (Joh 11: 4): ”Den sygdom er ikke til døden”, men tjener til livet, for den vil vise Jesu Kristi livgivende medlidenhed, ”opstandelsen og livet” (Joh 11: 25). Al vores lidelse vil i mødet med troen bringe os tættere på Frelseren, som græd ved Lazarus grav, og jo tættere vi er på Jesus, desto tættere kommer vi på himlens bryllupsfest, hvor ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne” (Åb 21: 4).

Som helgenerne lærer os, må lidelse bæres af kærlighed, for at der kan ske en fordybelse og udvidelse af Guds rige, og for at vi kan elske Jesus mere, Han, som af kærlighed for os, led på korset, og som gjorde det for alle mennesker. Det er årsagen til, at det er tåleligt og endda glædeligt og årsagen til, at helgenerne har et sådant overskud af kærlighed, at de med glæde led på vegne af dem, der nægtede at lide.

Denne verdens lykke er papier maché og glitrende, på afstand ser det godt ud, men ser man nærmere efter, fremstår det hult og billigt. Kærlighedens glæde rummer tårer, og de er det værd, de er ægte som stål og strålende som guld. Den giver ikke efter for det næste vindpust, men forbliver rodfæstet i Kristi hjerte, som er klippen, grundlaget og ilden i kærlighedens smelteovn. ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig” (Sl 55: 23).

Vores favntag med livets mysterier må i sidste instans opofres til Gud: troen vil fjerne alle overflødige spørgsmål samt enhver forgæves kamp. ”mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.” (Sl 51: 19). Både vores synder og uvidenhed omslutter os i mørke, men den angrede synd og troen på Gud åbner sjælen, lader lys strømme ind, nådens og sandhedens lys.

Et stolt hjerte åbnes ved nåde, blot for at Det, der er større end stolthed, kan tage det i besiddelse. Stolthed behøver barmhjertighed for at kunne forherlige og tilfredsstille sig selv, den ønsker, at sandheden skal være dens ejendom. Men sandheden giver sig selv til dem, der i ydmyghed elsker den for dens egen skyld, og barmhjertighed gives til dem, som opgiver deres stolte ønske om selvforherligelse.

I alt dette fungerer en guddommelig pædagogik, der hjælper os til at lægge vores bekymringer over til Herren og åbne vores mund for den føde, Han ønsker at give os. En nedbrudt ånd, en sulten sjæl, er den ånd, der er blevet helbredt, og den sjæl, der vil modtage føde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 13. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/this-lent-come-nearer-to-the-wedding-feast-of-heaven

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)