Category: Saints

Maria er ikke blevet forkyndt i tilstrækkeligt omfang

Hvorfor foretrækker jeg Fader Fabers oversættelse af Skt. Louis Grignion de Montforts: Treatise on True Devotion to the Blessed Virgin Mary? For lang tid siden, da jeg første gang læste Fader Fabers introduktion til denne bog, blev jeg slået af det, jeg læste. Derefter er der ikke nogen anden oversættelse af ”True Devotion”, der på samme måde gjorde indtryk på mig. Læs dette uddrag fra Fader Fabers introduktion, og I vil forstå, hvorfor jeg er blevet berørt af det.

Midlet

En mand har i årevis bestræbt sig på at overvinde en bestemt fejl, og det er ikke lykkedes. En anden mand sørger og undrer sig over midt i sin sorg, at så få af hans relationer og venner ikke har omvendt sig til troen (den katolske). En tredje sørger over, at han ikke har hengivenhed nok, mens en fjerde har fået et kors, som synes helt umuligt at bære, mens en femte i hjemmet har problemer, hvor familien er ramt af ulykke, og det synes næsten uforeneligt med hans frelse. I alle disse situationer er det, som om bøn ikke er til megen hjælp, og at den ikke er det rette middel.

En umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue

Men hvad er så det rette middel? Hvad er det for et middel, Gud selv viser hen til? Hvis vi skal sætte vores lid til det, som helgenerne peger på, er det en umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue. Her er det vigtigt at hæfte sig ved, at der er tale om en meget stor stigning. Her i England fylder forkyndelsen af Maria under halvdelen af al forkyndelse, og derfor er hengivenheden til Maria begrænset, og derfor er det kun få, der gør det. Man har ført en skræmmekampagne i forhold til denne form for hengivenhed ved at lægge et skær af hæresi over den. I den forbindelse påråber man sig respekten for andre mennesker, og man skal være forsigtig og på den måde nedtone Maria så meget, at protestanterne kan rumme hende.

Når helgenerne elimineres og helt forsvinder

Når man begynder at praktisere uvidenhed om teologien, tømmer man den for mening og gør den uværdig. Det er ikke det fremmeste træk ved vor religion (den katolske tro), og det er ikke som det burde være. For den bærer ikke troen i sig selv. Derfor får det det resultat, at Jesus ikke bliver elsket, og kætterne ikke bliver omvendt, at Kirken ikke bliver ophøjet, at de sjæle, som kunne være blevet helgener, hensygner og svinder bort. Sakramenterne håndteres ikke korrekt, og man evangeliserer ikke og bestræber sig ikke på sjælens omvendelse.

En større, bredere og styrket hengivenhed til Maria

Jesus bliver sløret, fordi Maria skubbes i baggrunden. Tusindvis af sjæle går til grunde, fordi Maria ikke gøres tilgængelig for dem. Det er denne elendige og uværdige skygge, som vi kalder vores hengivenhed til Den hellige Jomfru, der er årsagen til alle disse ønsker og opgør, ondskab, undladelse og tilbagegang. Og dog hvis vi skal tro på det, de hellige har åbenbaret, så ønsker Gud en større, bredere og styrket hengivenhed til Sin hellige Moder. Jeg kan ikke komme i tanke om noget større kald end ganske enkelt at udbrede denne særlige hengivenhed (og konsekration) til Maria, som den ærværdige Grignion de Montfort står bag.

Utrolig effektiv

Lad en mand prøve denne hengivenhed, og han vil blive overrasket over den nåde, der følger med den, og den forandring, den lader hans sjæl undergå, og han vil snart være blevet overbevist om, hvor virkningsfuld dette middel er i forhold til menneskets frelse og for Kristi kommende rige. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, så ville der heller ikke eksistere denne kølighed overfor Jesus! Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere vidunderlig ville vores tro og vores Kommunionsmodtagelse ikke være. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere lykkelige ville vi ikke være, hvor meget mere hellige ville vi ikke være, og hvor langt mindre verdslige ville vi ikke være, og hvor meget mere skulle vi ikke blive levende billeder af vores eneste Herre og Frelser, hendes kæreste og allerhelligste Søn!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31.december 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/12/true-devotion-to-the-blessed-v/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skade, ødelæggelse og en helgens reaktion på dette

På festdagen for Skt. Teresa af Jesus:

Jeg blev opmærksom på den skade og ødelæggelse, som disse lutheranere foretog i Frankrig, og hvordan deres miserable sekt voksede. Det bekymrede mig meget, og da jeg tænkte, om der var noget, jeg kunne gøre i denne sag, udgød jeg mine tårer for Herrens åsyn og bad for, at Han ville afværge dette store onde. Jeg ville have givet mit liv tusind gange for at frelse blot en ud af de mange sjæle, der gik tabt der. Og da jeg så, at jeg var kvinde og synder og ude af stand til at gøre alt det, jeg gerne ville gøre i Hans tjeneste, det som er og for altid vil være min store længsel, fordi Han har så mange fjender og så få venner, og de sidste af dem bør være pålidelige. Jeg besluttede at gøre det, jeg i det mindste formåede, nemlig at følge evangeliets anvisninger efter bedste evne og hjælpe de få søstre, der er her til at gøre det samme med tillid til Guds store godhed. Han, der aldrig vil undlade at hjælpe dem, der har besluttet sig for at opgive alt for Hans skyld. Da dette er mit eneste ønske, (og som jeg har gjort klart) håbede jeg, at deres (de andre søstres) dyder ville udgøre en modvægt til mine mangler, så jeg kunne blive i stand til at bringe Herren en vis glæde, og at alle vi søstre kunne hengive os til bøn for dem, der forsvarer Kirken, nemlig prædikanterne og de lærde, og gøre alt det, der står i vores magt til at hjælpe min Herre, der undertrykkes af dem, Han har vist Sin godhed overfor, og det synes, som om disse forrædere vil korsfæste Ham igen, og at Han intet sted har at lægge Sit hoved. (The Way of Perfection, Chapter One).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2016. Den kan læses på: Harm, havoc, and one saint’s response – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg bliver aldrig i stand til at takke tilstrækkeligt

En lille sjæl

Den salige Maria Gabriella var en ”lille sjæl”. Hun er relateret til Skt. Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt, den salige Elisabeth af Treenigheden, den salige Charles de Jésus, Skt. Thérèse Couderc og den unge Trappistpræst, den salige Marie-Joseph Cassant.

En taknemmelighed fyldt med tillid og overgivelse til Guds vilje

Maria Gabriellas liv var præget af to karakteristika:

1.      Taknemmelighed overfor Guds nåde. Hun sammenlignede selv med den fortabte søn fra Lukasevangeliet. Hun var fuld af taksigelse over for det kald, hun havde fået til klosterlivet, det kommunitet, hun var en del af og fremfor alt Guds nåde, som kaldte hende, isolerede hende fra verden, så hun blev Guds og opretholdt hende. Selv i sin sidste tid præget af smerte var hun fuld af taknemmelighed. 

2.      Hun ønskede at svare på Guds nåde med al sin styrke og give sig selv fuldt og helt, så Hans vilje kunne blive opfyldt i hende. Den salige Maria Gabriellas hellighed tager sit udgangspunkt i Den hellige Jomfru Maria. Selvom hun først boede i en afsidesliggende landsby på Sardinien, derefter i et Trappistkloster og endelig på en sengestue på et hospital, var Maria Gabriellas hellighed af universel karakter, den fremstår med det lys, der udgår fra saligprisningerne og Johannesevangeliet. Den salige Maria Gabriellas Legeme blev fundet i intakt stand i 1957 og befinder sig nu i et kapel på Trappist-Cisterciencer-klosteret i Vitorchiano. Siden hendes saligkåring er klosteret blevet velsignet med talrige kald, og man har videre grundlagt nye klostre i Italien, Argentina, Chile, Venezuela, Indonesien og Filippinerne.

Hendes egne ord

”Ved hjertets enkelhed frembærer jeg med glæde alt, O Herre”.

”Herren gav mig denne vej at gå, Han vil huske på mig og støtte mig i kamp”.

”Til Hans nåde overgiver jeg min skrøbelighed”.

”Foran mig så jeg et stort kors …, jeg troede, at mit offer var intet i forhold til Hans”.

”Jeg frembar mig selv fuldt og helt, og jeg trækker ikke det ord, jeg har givet, tilbage”.

”Guds vilje, hvad det end måtte være, er min glæde, min lykke og min fred”.

”Jeg bliver aldrig i stand til at takke tilstrækkeligt”.

”Jeg kan ikke sige andre ord end disse: ’Min Gud, Din herlighed’”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 22. april 2016. Den kan læses på: I Will Never Be Able to Thank Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A claritate in claritatem (fra herlighed til herlighed)

Martyrologien

Vi er altid omgivet af ”så stor en sky af vidner” (Hebr 12:1), der opmuntrer os ved deres eksempel og støtter os med deres bønner. Det er grunden til, at Kirken i Sin visdom indbyder os til at åbne Hendes martyrologi og blive fortrolig med dem, hvis forbøn er et løfte om guddommelig hjælp. I den romerske martyrologi læser vi i indledningen følgende: I Jerusalem mindes den hellige Josef fra Arimatæa og Nikodemus, der tog Jesu Legeme ned fra korset, indhyllede det i et klæde og gravlagde det. Josef fra Arimatæa var et fornemt rådsmedlem, og en der fulgte Jesus, og som ventede Guds rige. Nikodemus var rådsherre, lærer og farisæer. Han kom til Jesus om natten for at høre om Hans mission. Nikodemus forsøgte også at forsvare Jesus overfor farisæerne og ypperstepræsterne, der prøvede at få Ham arresteret. Man kan i udgaven af den romerske martyrologi fra 2004 læse følgende i artikel 30: Messen for enhver helgen, der er indskrevet i den romerske martyrologi … kan med god grund fejres den dag, hvor vedkommendes navn fremgår på en liturgisk hverdag (feria), eller når det efter eget skøn og samtidig er tilladeligt at fejre en sådan mindehøjtidelighed.

(To) hellige mænd

Det er kun ret og med god grund, at vi i dag fejrer den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus. Evangelierne knytter disse to mænd til Guds Moder og de andre helgener, der i sorg og opfyldt af medfølelse var med ved Jesu kors, og som efter Hans død så på de sår Livets Fyrst havde på hænderne, fødderne og i den ene side. Nogle af de ikoner, der virker mest bevægende, er dem, der skildrer, at Vor Herre bliver taget ned fra korset og efterfølgende begravet. Man ser Jesu Legeme svøbt i linned og klæde blive båret til den grav, der er blevet forberedt af Josef fra Arimatæa. Man ser også Den hellige Jomfru, den hellige Johannes, Maria Magdalene og de andre hellige kvinder, og sammen med dem er de ”fine herrer”, som udtrykker ømhed og sorg over Jesu Kristi død, disse to er Josef fra Arimatæa og Nikodemus.

I Evangelierne

Der er skrevet mere om Josef fra Arimatæa og Nikodemus i evangelierne end de fleste af apostlene. Når man fordyber sig i de evangelietekster, der omhandler disse to mænd, vil man få en erkendelse af, at der her er tale om to mænd, der er tæt forbundet med Vor Herre, ikke kun i forbindelse med Hans offentlige virke, men også i forbindelse med mysterierne, der knytter sig til Hans død og gravlæggelse. Man ser her to mænd, der aktivt søgte Guds rige, det var to mænd, der kom til Sønnen, fordi Faderens Hellige Ånd drog dem. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen” (Joh 6:65).

Skt. Nikodemus

Man bør endnu engang læse den samtale, som Vor Herre har med Nikodemus i Johannesevangeliet kapitel 3. Det er for Nikodemus, at Jesus åbenbarer korsets mysterium, da han siger: ”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (Joh 3:14-15). Det er også for Nikodemus, at Jesus åbenbarer følgende: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3:16). Disse markante ord fra Vor Herre blev til en start plantet i Nikodemus under de særlige og hemmelige samtaler, de to havde om natten. Hvor fik Johannes, som den fjerde evangelist, kendskab til disse formuleringer, hvis det ikke var fra Nikodemus selv? Hvis vi ønsker at fordybe os i disse forandrende formuleringer, bør vi bede om Skt. Nikodemus’ forbøn, fordi han var den første, der blev præsenteret for disse ord.

Skt. Josef fra Arimatæa

Den hellige Josef fra Arimatæa bliver nævnt ved navn i alle fire evangelier. Evangelisten Lukas kalder ham ”en god og retfærdig mand” (Luk 23:50). Evangelisten Johannes fortæller, at han er ”discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne” (Joh 19:38). Det er derfor af ekstraordinær karakter, at Josef efter Jesu død overvinder sin frygt og bliver så dristig, at han efterfølgende beder ”Pilatus om at tage Jesu legeme ned” (Joh 19:38). Den hellige Johannes fortsætter med at sige: ”Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linned klæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden” (Joh 19:38-42).

Ligklædet og det mindre klædestykke lagt over Jesu Kristi Ansigt

Når man ser på evangeliets beretning om Vor Herres begravelse, så er vi den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus tak skyldig for de dyrebare relikvier, som de gjorde til en del af Vor Herres passion. Der er her tale om det hellige ligklæde og det mindre klædestykke, som dækkede Vor Herres Hellige Ansigt, som pave Benedikt XVI ærede med stor fromhed i forbindelse med sin pilgrimsrejse til Manoppello den 1. september 2006. Derfor er det behørigt, at vi ved den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus, disses forbøn, må blive i stand til at fordybe os i det mystiske billede af Jesu Hellige Ansigt, som er blevet indprentet på ligklædet samt det mindre klædestykke, der blev lagt over Jesu Kristi Ansigt.

Det Hellige Ansigt

Man kan ikke se på den skønhed, ophøjethed, fredfyldthed og ømhed i Kristi Ansigt uden at opleve en indre omvendelse. Dette er hemmeligheden bag helliggørelse. Vi bliver det, vi overvejer. ”Og alle vi, som utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3:18). Hellige Josef fra Arimatæa og hellige Nikodemus bed for os, at vi med troens øjne og angerens tårer må beskue Kristi Ansigt!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31. august 2010. Den kan læses på: A claritate in claritatem – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det, man kan lære af Skt. John Eudes

Et præsteligt bånd til Den hellige Jomfru Maria

I dag den 19. august fejrer vi festen for Skt. John Eudes, præst og mystiker, når det handler om Jesu og Maria Hjerter. Skt. John Eudes er én af de få helgener, der levede et liv med en mystik vielse til Den Allerhelligste Guds Moder. Allerede som ung placerede John Eudes et bryllupsbånd på fingeren på en statue af Den hellige Jomfru Maria. Dette var et tegn på det, der i fremtiden skulle ske. Som præst, reformator af præsteskabet og en fremragende prædikant erfarede han det resultat, som en ægteskabelig samhørighed med Guds Moder afføder. Skt. John Eudes karakteriserer denne nåde, som noget alle præster bør stræbe efter. Til at beskrive denne særlige relation til Guds Moder, benytter han det franske ord alliance: pagt, et bånd eller forening. Det er det samme ord, der benyttes til at betegne den betydning en vielsesring har. Jeg har valgt at oversætte følgende afsnit fra Skt. John Eudes bog ”Memorial on the Life of Ecclesiatics”:

Den Evige Fader

At præster har et særligt tilhørsforhold til Den hellige Guds Moder skal findes i, at som den Evige Fader lod hende tage del i Hans guddommelige Faderskab og gav hende kraften til at forme i sit moderliv, Den samme Søn, Han frembragte fra Sit skød, og på samme måde formidler Han til præsterne det samme faderskab ved at give dem kraften til at danne Den samme Jesus i Den hellige Eukaristi og i de troendes hjerter.

Sønnen

Som Sønnen gjorde hende (Jomfru Maria) til Den, Han samarbejder med, altså en medhjælperinde i relation til frelsesarbejdet i verden, således gør Han også Sine præster til medhjælpere i arbejdet med sjælenes frelse.

Helligånden

Som Helligånden på en ubeskrivelig måde knyttede hende (Jomfru Maria) til Sig i den mest guddommelige af Hans handlinger, nemlig i Sit mesterstykke, som er inkarnationen af Guds Søn, på samme måde knytter Han også præster til sig selv for skabe en udvidelse og fortsættelse af dette mysterium i enhver kristen, i hvem Guds Søn på en vis måde inkarneres ved dåben og Alterets hellige sakramente.

Nådens formidlerinde

Ligesom Den Evige Fader gav os Sin Søn gennem hende (Jomfru Maria), således giver Han Ham også til Sine præster. Ligesom al den nåde, der tilgår os fra Guds Hjerte, passerer gennem Marias hænder, således tilflyder nåden os ved præsten i dennes tjeneste, og det sker på en så klog måde, at ligesom Maria er et skatkammer for Den hellige Treenighed, bliver præsterne også et skatkammer for denne skat.

Kristi offer

Endelig var det ved Maria, at Jesus blev frembåret, som offer til Sin Fader, både det første og sidste øjeblik i Hans liv. Dette skete, da hun tog imod Ham i sit hellige moderliv, og da hun fulgte Ham, da Han bragte Sig selv som offer på korset. Det er ved præsten, Kristus dagligt bringer Sig selv som offer på vores altre.

Ypperstepræstens Moder

Dette er grunden til, at præster, der er tæt knyttet til- og er i fuld overensstemmelse med Ypperstepræstens Moder, har en særlig forpligtelse til at elske hende, at ære hende og klæde sig i hendes dyd, ånd og natur. Ydmyg jer, så I befinder jer langt fra dette. Hav et dybtfølt ønske i jeres hjerter om at nå dertil. Giv jer selv til hende og bed for, at hun i et stort omfang vil yde jer sin hjælp.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. august 2016. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2016/08/at-the-school-of-saint-john-eu/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Nikolaus

Skt. Nikolaus mellem Øst og Vest

Kirken i Øst og Vest fejrer den 6. december Skt. Nikolaus, der udførte undere. Den allerførste rejse pave Benedikt, som Den hellige Fader drog ud på, var i 2005 og gik til den syditalienske havneby Bari, der er hjemsted for Skt. Nikolaus’ relikvier. På det tidspunkt forstod kun meget få amerikanske katolikker den dybere mening med denne gestus. De ortodokse kristne var imidlertid mere rørte over – og opmærksomme på pavens tilstedeværelse i en by, som Johannes Paul II havde karakteriseret som ”Broen til Øst”.

Skt. Nikolaus ved alteret

Efter min mening er det vigtigt at huske på, at Skt. Nikolaus besad Gudsfrygtens- og bønnens ånd, når han stod ved Det hellige Alter under liturgien. Alt andet i hans liv – det gælder også de utallige mirakler, der tilskrives ham – udgik fra de hellige mysterier. Den guddommelige liturgi, altså Den hellige Messe, når den blev celebreret af Skt. Nikolaus, må have været ligesom en Messe, der blev fejret af Padre Pio. Mens de hellige gaver blev båret frem i procession, sang folket om Vor Herres Eukaristiske fremkomst blandt dem: Vi, der på mystisk vis repræsenterer keruberne, der synger til Den livgivende Treenighed, den trefoldige hymne, lad os nu sætte til side alle bekymringer af jordisk art, så vi kan tage imod alles konge, der kommer fulgt (usynligt) af englenes kor, alleluia, alleluia, alleluia.

Adventens helgener

Skt. Nikolaus og de andre helgener, der optræder i adventstiden, omgiver Herrens Eukaristiske advent på samme måde, som de vil omgive Ham sammen med englene ved Hans herlighedsfulde advent ved tidernes ende. Det er vigtigt at anerkende helgenerne, der gør sig gældende i adventstiden, at bede om deres forbøn og at glædes ved deres livsførelse, og at de har været til. De, der ønsker at fjerne fejringen af helgenerne fra adventsliturgien tager fejl eller er fuldstændig på vildspor. Den mission, som helgenerne har i adventen, er at forberede os på Kristi komme: Hans endelige komme som Konge og Dommer, ja, men også på Hans daglige komme i brødets og vinens skikkelse. Der er altså på ingen måde tale om at adventens helgener ”forringer” selve adventen. Hver eneste af dem er blevet givet os som ledsagere og til at gå i forbøn, og de har fået til opgave at berede vore hjerter for Brudgommen, som også er Konge, og Hans komme.

Skt. Nikolaus i Ny Amsterdam

Skt. Nikolaus ankom til Amerika med hollandske protestantiske immigranter i 1624 til det daværende Ny Amsterdam. På trods af at den dystre protestantiske reformation i Holland forsøgte at undertrykke brugen af helgener, ville hollænderne ikke opgive deres elskede Skt. Nikolaus. Hollandsk sædvane og endda sprog forblev at være i New York frem til de første år i det forrige århundrede. Men på netop det tidspunkt var andre kommet tilrejsende gennem Ellis Island, New Yorks indgangshavn. Der var tale om nationaliteter som: italienere, russere, ukrainere, polakker og grækere. De bragte ikoner med sig, som forestillede Skt. Nikolaus, og disse var pakket omhyggeligt ind og var blandt deres andre (verdslige) ejendele. De bragte også bønner rettet til Skt. Nikolaus med sig, som de havde lært sig allerede fra barnsben, og de havde væbnet sig med tillid til Skt. Nikolaus’ forbøn, der modstod fattigdom, fordomme, sult, sygdom og alle de omskifteligheder, der var forbundet med et nyt liv i et fremmed land.

Skt. Nikolaus, den herlighedsfulde beskytter og udøver af undere

Skt. Nikolaus har altid virket dragende på mange. Han er kendt som en værnehelgen, der yder sin beskyttelse til mennesker af forskellig stand, byer, kirker og hele nationer. Han er værnehelgen for tyve, ikke fordi han hjælper dem med at stjæle, men fordi han hjælper dem til at omvende og ændre sig. Han er værnehelgen for pantelånere og bankfolk, fordi han vidste, hvordan man benyttede guld, når det handler om at vise barmhjertighed overfor de værdigt trængende. Han er også værnehelgen for farmaceuter, fiskere, retssager, der ikke har fået et retfærdigt udfald og de advokater, der har tabt dem. Han er yderligere værnehelgen for fanger, faderløse, prostituerede, ugifte mænd, forskere, herreekviperingsforretningsdrivende og biskopper. Han er bedst kendt som værnehelgen for børn, og det gælder især børn, der lider under problemer, mistrivsel og overgreb i deres familiære sammenhæng.

Skt. Nikolaus og præsterne

Der er noget betryggende ved at vide, at Skt. Nikolaus også er værnehelgen for præster og samtidig vores ven. Mere end nogensinde før er det afgørende, at præster søger helgenernes beskyttelse og lever et liv med deres venskab. Skt. Nikolaus har meget at lære præsten, nemlig at man som præst har en glødende hengivenhed overfor Kristus, som er sand Gud og sandt menneske, at man har medfølelse med de fattige og modet til at forsvare børn, der udsættes for farer på krop og sjæl. Bed Skt. Nikolaus i dag om hans forbøn for alle præster, men især for dem, der er blevet forsagte og trætte og for dem, der konstant angribes af djævelen.

Skt. Nikolaus og Kristi Eukaristiske komme

Skt. Nikolaus er med os i dag. Han vil følge mig til alteret og tage plads, der sammen de andre helgener samt engle, der er usynligt til stede ved enhver Messe. Mere end noget andet vil jeg bede Skt. Nikolaus om at åbne vore sjæles øjne for Jesu Eukaristiske komme. Hvis vi er forberedt på Kristi komme i de hellige mysterier, vil vi være forberedt på Hans endelige komme i herlighed. Den, der lever fra Den ene hellige Messe til den anden, behøver ikke at frygte Herrens dag. Herlighedsfulde Nikolaus, der gør undere, bed for os, at vi må blive værdige til Kristi komme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. december 2010. Den kan læses på: Saint Nicholas – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Ildefonso fra Toledo

Kirkelærer med særlig viden om Jomfru Maria, og det at hun var jomfru

I dag fejrer vi festen for Skt. Ildefonso (607 – 667), der var ærkebiskop i Toledo. Don Guéranger karakteriserer ham som dén kirkelærer med særlig indsigt i Jomfru Maria, og den kendsgening, at hun var jomfru. Skt. Ildefonso indstiftede festen for ”the Expection of the Blessed Virgin Mary” (1), som man nogle steder stadig fejrer den 18. december.

Ved alteret

Det fortælles, at på denne festdag (den 18. december) for Guds Moder, at Skt. Ildefonso sammen med nogle af sine præster skyndte sig til kirken for at være der en time før matutin, fordi de ønskede at ære Vor Frue med deres sang. Da de kommer tættere på kirken, finder de den oplyst af stråler, der kommer fra himlen. Dette syn skræmte den lille flok, og alle flygtede med undtagelse af ærkebiskop Ildefonso og to af hans trofaste diakoner. Det er her, at de, der er diakoner, skal være ekstra opmærksomme! Med hamrende hjerter gjorde de deres entré i kirken og styrede mod alteret. Et mysterium var ved at blive åbenbaret for dem.

En messehagel fra Himlens skatkammer

Det syn, der mødte dem, var, at Himlens Dronning omgivet af englekor og hellige jomfruer sad på ærkebiskoppens tronstol. Luften var fyldt med paradisisk sang. Vor Frue gjorde tegn til, at Ildefonso skulle komme nærmere. Som en majestæt, så hun med ømhed på ham og sagde: Du er min præst og trofaste notar modtag denne messehagel (fra mig), som min Søn overdrager dig fra Sit skatkammer. Efter at hun havde sagt dette, iklædte Den Ubesmittede Jomfru Ildefonso messehagelen og gav ham anvisning om at bære denne messehagel, når han skulle frembære Det hellige Messeoffer på de liturgiske fester, der fejres for Vor Frue.

Hele denne åbenbaring samt den mirakuløse messehagel blev anset for at være helt igennem troværdig, så nyheden om dette spredtes i hele Kirken og nåede så langt som til Etiopien. Kirken i Toledo fejrede denne begivenhed med en helt særlig Messe. Hvordan så den Himmelske messehagel ud? Kunstnere har igennem tiden forsøgt at give deres bud, ofte med guldbroderinger og farven blå.

Gaver fra Himlen

Skeptikere vil givet trække nedladende på smilebåndet og afvise denne fortælling som fromt sværmeri. Mere seriøse undersøgelser af de forskellige gratiae gratis datae – nåde der gives frit – rummer beviser for at gaver af materiel art er blevet overbragt os fra Himlen. Det seneste eksempel, man har på dette, optræder i det liv, Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-51) levede. Et klassisk eksempel på dette fænomen er det bælte, der forestillede stridsengle, som Skt. Thomas Aquinas bar om sit liv, da han havde overvundet kødets fristelser.

Skt. Ildefonsos bøn

Jeg har gjort brug af den bøn, som Skt. Ildefonso benyttede i sin Messefejring, til at forny min fuldstændige konsekration til Jomfru Maria:

Jeg er din slave, fordi din Søn er min Herre, min Herres tjenerinde. Derfor er jeg slave af min Herres tjenerinde, fordi du, min Frue, blev moder til min Herre. Derfor er jeg blevet din slave, fordi du blev moder til min Skaber.

Man kan her (2) finde bønnen i dens fulde længde sammen med Murillos skildring af, hvordan Vor Frue overdrager Skt. Ildefonso messehagelen, der stammer fra Himlens skatkammer. 

Henvisninger

1.      Oversætterne har her valgt at anføre den engelske titel på festen, da det ikke har været muligt at finde en tilsvarende dansk titel.

2.      Link til bøn og uddybende artikel: 2009 Belongs to Our Lady – Vultus Christi

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 23. januar 2018. Den kan læses på: Saint Ildephonsus of Toledo – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Thomas Aquinas

Var glad for at stille spørgsmål

Skt. Thomas Aquinas var glad for at stille spørgsmål, og han arbejdede hårdt på at finde svar. De spørgsmål, Skt. Thomas stillede, opstod ikke af ren nysgerrighed, men fordi han higede efter sandheden. Thomas stillede alle de store spørgsmål om meningen med livet og døden, synd og nåde, tid og evighed.

Skt. Thomas er en god ven af alle dem, der stiller spørgsmål. Han er er også en god ven af dem, der higer efter den viden, der leder til livet. Den indledende antifon (i tidebønnen), man benytter i forhold til kirkefædrene, er: ”Visdommmens kilde er Guds Ord i det Høje, kom lad os tilbede”. Grundlaget for denne indledende antifon er følgende ord fra profeten Esajas, som man så at sige har lagt i Vor Herres mund: ”Kom alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I der ingen penge har” (Es 55:1). Skal visse betingelser være opfyldt for at kunne drikke af vandet fra visdommens kilde? Skal man være ”udstyret” med et selekterende og skarpt intellekt? Skal man være kommet langt i moralsk forstand, opnået (mange) dyder og fået udryddet mange laster?

At bede sammen med Skt. Thomas

Når Herren foretager Sin indbydelse, er den rettet til dem, der tørster og har tomme hænder. Det store ved Thomas Aquinas var, at han anså sig selv for at være én af dem, der tørstede og ingenting ejede. ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres … Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed for de skal mættes” (Matt 5:3 og 6). Enhver officiel udgave af det romerske missale indeholder den hellige Thomas Aquinas bønner, som kan reciteres af præsten før og efter Den hellige Messe. Disse bønner er efter min mening et uddrag af alt det, denne kirkelærer levede efter og lærte. Man behøver praktisk talt kun at bede Skt. Thomas’ bøn før Den hellige Messe for at forstå, hvordan han betragtede sig selv.

”Jeg kommer som en syg til Livets Læge, som en uren til barmhjertighedens kilde, som en blind til skæret fra det evige lys, som en fattig og trængende til himlens og jordens Herre. Derfor beder jeg om Din uendelige skønheds fylde, at Du nådigt vil bringe lægedom til min sygdom, bortvaske min urenhed, bringe lys til mine blinde øjne, imødekomme min fattigdom og bringe mig klæder til min nøgenhed, så jeg kan modtage englenes Brød, kongernes Konge og herrernes Herre med en sådan ærbødighed og ydmyghed, sorg og kærlighed, renhed og tro, et sådant formål og hensigt, som skal fremme min sjæls frelse”.

Jeg ønsker ikke at gå videre

Vi er måske blevet så vant til at høre om den klarhed, der er et varemærke for Thomismen, at vi har glemt, hvordan Thomas’ liv blev afsluttet, nemlig afsondret, i stilhed og med et barns fromhed. Dette er ret beset nøglen til alt det andet i denne helgens og kirkefaders liv. Efter at have undersøgt og begrundet, argumenteret og formuleret befandt Thomas sig i en apofatisk tilstand af ydmyghed og uvidenhed og i selskab med de fattige i ånden, der ligesom Job, der ikke kan sige andet end: ”Nej, jeg er for ringe, hvad skal jeg svare dig? Jeg lægger hånden på munden. Én gang har jeg talt, jeg tager ikke til orde igen, to gange, jeg fortsætter ikke” (Job 40:4-5). Den ordenspræst, der lyttede til Skt. Thomas’ sidste skriftemål, sagde efterfølgende, at det var et skriftemål givet af en femårig.

At tilbede Den skjulte Gud

Vi går til tider rundt med fejlagtige betragtninger vedrørende de store helgener, fordi vi ikke gør os det klart, at også de måtte blive som små børn, der levede i troen på – og ydmygt tilbad en skjult Gud og ventede i mørket på åbenbaringen af Hans Ansigt. Dette gjaldt også for Skt. Thomas Aquinas, og han skriver følgende:

”Guddommen, som her er i skjul, Du er Den jeg tilbeder, Du er gemt bag skygger, form og intet andet, Se Herre ved Din Fod ligger et hjerte, som har ladet sig fortabe i forundring over Den Gud, Du er”.

Tilbedelse og higen

Skt. Thomas’ teologi er ikke lukket, systematiseret med veldefinerede kategorier, som nogen ønsker at gøre den til. Hans metode har ikke til hensigt at omslutte den menneskelige tænkning i et system bestående af logiske slutninger, men langt hellere at åbne det for det mysterium, vi allerede har modtaget, men som blot endnu ”ses i et spejl, i en gåde” (1 Kor 13:12) af det troende, håbende og elskende hjerte. Den menneskelige fornuft får ikke det sidste ord i Skt. Thomas’ liv og lære, men det gør den stille tilbedelse og higen.

”Jesus, jeg skuer Dig tilhyllet hernede fra, jeg beder dig sende mig det, jeg higer efter, nemlig at se Dig ansigt til ansigt i lyset og blive velsignet for evigt med Dit herlighedssyn”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. marts 2015. Den kan læses på: Saint Thomas Aquinas – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når stilheden kan høres vidt omkring: nogle overvejelser på Skt. Josefs dag

Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru” (Matt 1: 24).

Vedrørende skriftstedet, der stammer fra dagens evangelielæsning (den 19. marts), giver man i den ordinære Messe mulighed for et valg mellem to læsninger: Matt 1: 16, 18-21, 24a og Luk 2: 41-51a. Jeg henviser her til den første mulighed, og i den ekstraordinære Messe er det Matthæusevangeliet kapitel 1: 18-21. I skriftstedet, jeg indledte med, optræder Skt. Josefs dyder på en indirekte måde, men er dog synlige på en vis måde: der er tale om hans retfærdighed, urokkelige tro, ærefrygt for Herren, lydighed, mod, kyskhed og parathed til at tjene Gud. Alle disse dyder kommer til udtryk, uden at han siger et eneste ord. Hans indre stilhed var hans bønskammer, det sted, hvor han havde et tæt og levende forhold til Israels Gud.

Vi karakteriserer Skt. Josef i hymner og bønner, som ”den der er tæt på englene”. Det gør vi ikke kun på grund af hans engleagtige renhed, men også fordi han ifølge Skt. Matthæus blev rådgivet og ledt af engle. En engel henvendte sig til Skt. Josef i en drøm og forelagde ham Guds påbud, og det var også engle, der vejledte Josef, således han kunne tage vare på Herren, Jesu Kristi liv her på jorden samt Hans Allerhelligste Moder. Det er vigtigt at bemærke, at man må skelne i forhold til værdighed, mellem Den Ubesmittede Jomfru og hendes ydmyge brudgom. Mens ærkeenglen Gabriel åbenbarer sig for Vor Frue og anmoder om hendes bekræftende svar i relation til Guds frelsesplan, så fremstår en unavngiven engel i en drøm for Skt. Josef. Dette er vigtigt: Jomfru Maria anmodes om at afgive svar, nemlig Sit Fiat, for herved giver hun tilladelse til, at inkarnationen kan tage bolig i hendes moderliv. Skt. Josef bliver hverken ”konsulteret” eller anmodet om at udfylde en rolle, han modtager en ”ordre” og skal udføre den.  

Skt. Josefs tavshed tillod Gud at tale til Sin helgen og blive hørt i den konstante støj, der var i Josefs tømrerforretning i Nazareth, hvor der blev forhandlet om prisen af kunder og leverandører, og fra den støj, der kom fra den mængde af toldere, der var kommet til Betlehem på den tid, hvor kejser Augustus holdt folketælling, og fra den larm der kom fra de mange tungemål, som Josef stiftede bekendtskab med i Egypten. Josef, der var en retfærdig mand, udmærkede sig ved at have en tæt relation til Herren, som han tjente, for han adlød Faderens befaling om at tage Den hellige Jomfru, det levende tabernakel for Den nye og evige Pagt, til sig. Skt. Josef sørgede for mad, husly og et hjem præget af kærlighed for Gud Søn og ydede beskyttelse til Guds Moder fra ondsindede betragtninger og sladder. Kirkefædrene, hvor Skt. Irenæus fra Lyon træder frem, som én af de første, fastholder, at Skt. Josef spillede en væsentlig rolle, når det handler om at skjule for djævelen, at Kristus blev undfanget i en jomfrus skød, og at Han kom til verden ved en jomfrufødsel. Djævelen er, selvom han er klogere end os mennesker, ikke alvidende. Det er Gud alene, der ved alt, og Han lod ikke djævelen få kendskab til vor Frelsers undfangelse og fødsel, for den onde skulle ikke på én eller anden måde skulle få mulighed for at undergrave Guds frelsesplan i forhold til den faldne menneskehed, en plan, der var blevet til i visdom og kærlighed.

Blandt de første kirkefædre er Skt. Hieronymus den urokkelige forsvarer af Skt. Josefs ære og integritet, for han præciserer, at grunden til, at Josef frygtede at tage Maria til sig som sin hustru, ikke var, at hun skulle have begået en eller anden form for synd, men fordi han som søn af Davids hus delte sin kongelige slægtnings frygt for at komme tæt på Herrens tabernakel. ”Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: ’Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig”’ (2 Sam 6: 9).

Josef troede fuldt og fast på, at Maria havde undfanget ved Guds Ånds kraft, og derfor bar han på en frygt for at tage hende til sig som sin hustru på grund af det overvældende, majestætiske, guddommelige og hellige mysterium, der havde taget bolig i hendes moderliv. Det er derfor, han udviste en stor ærefrygt over for Marias ”hemmelighed” ved ikke at ”synliggøre” det mysterium, hun bar på. Josefs beslutning (i første omgang) om ikke at tage Maria til sig som sin hustru skyldtes ikke misundelse, men ærefrygt. Denne betragtning hos Skt. Hieronymus understøttes af den velkendte lærer Skt. Bernard fra Clairvaux.

Gud sendte imidlertid sin engel til Josef, der var præget af uro, for at lade ham vide, at han ikke skulle frygte, og at han skulle tage jomfruen Maria og hendes barn til sig. Josef havde ikke nogen grund til at frygte, for han praktiserede ikke en adfærd, der lignede hans stamfaders Davids’, der bedrev utroskab (som det fremgår af salmerne 50 og 51), men han lignede mere i sin færd patriarken Josef, som vi møder i 1 Mosebog kapitel 39, der forsvarer og bevarer sin dyd, da Potifars hustru gør tilnærmelser til ham.

Den hellige Skrift viser, hvor passende det er, at Skt. Josef blev opkaldt efter én af de tidligste patriarker, nemlig Josef. For ligesom den tidlige patriark Josef samlede og opbevarede Egyptens korn, så det kunne tjene til føde for Israels folk, således reddede også Skt. Josef, patrarkernes lys (som han betegnes i litaniet til ham) i Egypten Livets Brød, så Det kunne være rede til folket i det nye Israel (Kirken). Til Skt. Josef har Kirken overdraget beskyttelsen af Det inkarnerede Ord, og det at tage vare på Livets Brød. Netop af den grund erklærede den salige Pius IX den 8. december 1870 Skt. Josef som værnehelgen for Den universelle Kirke.

Hengivenheden til Skt. Josef begyndte at vokse frem og blomstre i Vest-kirken i det 13. århundrede takket være den forkyndelse og de skrifter, som Skt. Bernard i det 12. århundrede udarbejdede, og som franciskanerne satte sig for at udbrede, fordi de i den fattige og ydmyge tømrer fra Nazaret så en åndsfælle. Hengivenheden til Skt. Josef blev imidlertid yderligere udbredt i det 15. århundrede takket være de bestræbelser, som Skt. Bernadine fra Siena og hans samtidige Jean Gerson, som var en fransk teolog og intellektuel og som bestred et kanslerembede ved universitet i Paris, lagde for dagen.

Hengivenheden overfor Skt. Josef oplevede en decideret opblomstring i det 16. århundrede, fordi der kom fornyet fokus på inkarnationen og Den hellige Familie. Skt. Teresa af Avila opfordrede kraftigt til bønsaktivitet rettet til Skt. Josef, og det følgende århundrede var det Skt. Francis de Sales, der på elegant vis lod sin forkyndelse handle om Skt. Josef og samtidig opmuntrede Francis de Sales et utal af mennesker til at bede Skt. Josef om dennes kraftfulde forbøn.

Vi kan alle se hen til Skt. Josefs eksempel og drage nytte af hans forbøn. Han er et forbillede til efterfølgelse, når det handler om det åndelige liv, og hans kraftfulde forbøn har bragt et utal af nådegaver i form af en forbyggende indgriben, hellige tilskyndelser og endda mirakler. Skt. Josef fortsætter med at beskytte Kirken, som er Kristi mystiske Legeme her på jorden, ligesom han engang beskyttede Kristi fysiske Legeme imod de farer, der engang truede det.

Skt. Josef er den helt rette helgen at se hen til i fastetiden, og det er netop på grund af den omfattende stilhed (bøn og kontemplation), han repræsenterer, hans grænseløse pligtopfyldelse og selvfornægtelse (faste og spægelse af legemet), og den godhed, han viste andre (at give almisse og vise kærlighed), hvilket stadig kommer til udtryk ved modtagelse af specielle nådegaver, og at der sker en metafysisk mellemkomst iværksat af taknemmelige sjæle. Lad os stræbe efter at efterligne Skt. Josefs dyder og bede om hans forbøn under alle livets forhold.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father Thomas Kocik og publiceret på OnePeterFive den 19. marts 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/when-silence-speaks-volumes-a-st-josephs-day-reflection/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Der, hvor vore veje mødes

Tag ved lære af helgenerne

Ja, Vor Herre vil have dig til at tage ved lære, ved at se hen til Hans helgener. Det er godt at læse om- og studere helgenernes liv og på den måde tage imod det, de har at give videre til os. Hent inspiration i det venskab, de havde med Vor Herre Jesus, men forsøg ikke at efterligne dem på ethvert punkt. Hver eneste af Vor Herres venner kom til en forening med Ham ved den vej, der var særlig udstukket af Helligånden for hver enkelt. Selvom to forløb syntes ensartede, var de det ikke. Alle disse helgenernes veje løber sammen i en forening med Vor Herre i Hans Ansigts lys, og de fører alle til Hans Hellige Hjertes åbne dør.

Kærlighedens hemmelighed

Visse sjæle er kaldet til at skulle være i tilbedelse. Vor Herre kalder dem til at opholde sig foran Hans Eukaristiske Ansigt og at gøre dette muligt for andre. Selv når mange sjæle har fået det samme kald, så bærer hver eneste sjæl på sin specielle ”kærlighedens hemmelighed”, som er måden at opleve Kristi tætte venskab på, en erfaring som den enkelte ikke kan dele med andre.

En personlig kærlighed

Jesu kærlighed er en personlig kærlighed. Han elsker hver eneste sjæl, Han har skabt, som var den sjæl den eneste i universet, og Han tilpasser Sin uendelige kærlighed til den følsomhed, denne sjæl rummer, samt de behov den har, og Han gør dette med al den visdom og ømhed, der ligger i Hans guddommelige Hjerte.

Ydmyghed og tillid

Stol på, at den vej, som Kristus har udstukket for dig, er den rigtige, og vær tro over for det kald, der ligger på denne vej. Tillad at det er Hans kærlighed, der er ledetråden i alt. Forbliv lille og ydmyg. Tillad Ham at lede og bestemme forløbet af begivenheder og den vækst, de afføder, og husk at de er Hans gerninger. Jo mere trofast du er ved at tilbede Ham i Hans kærligheds sakramente, jo mere vil Han være trofast mod dig ved at lade undere ske (i dit liv), undere, der er blevet til ved Hans Forsyn.

Vær altid sammen med Ham

Træthed og distraktion i tilbedelsen er ingen hindring for Hans handlinger i din sjæls dyb. Kom foran Ham og bliv foran Ham, selv når du føler, at din tilbedelse er en kamp og fyldt med fejl, når det gælder om at forblive opmærksom på Hans Eukaristiske Ansigt. I den tilbedende bøn er dine følelser ikke vigtige. Det, der betyder noget for Jesus, er din ydmyghed og din vilje til at udholde distraktioner, træthed og endda det, at du er søvnig, når du tilbeder Ham fra dit hjertes dyb. Du skal vide, at selv når du føler, at din tilbedelse har været spild af tid, så er det i Hans plan frugtbart og til Hans store velbehag. Han ser ikke tingene, som du ser dem, og Han måler det ikke ud fra den samme målestok, som du gør.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. marts 2010. Den kan læses på: Where our paths converge – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)