Category: Saints

Skt. Ildefonso fra Toledo

Kirkelærer med særlig viden om Jomfru Maria, og det at hun var jomfru

I dag fejrer vi festen for Skt. Ildefonso (607 – 667), der var ærkebiskop i Toledo. Don Guéranger karakteriserer ham som dén kirkelærer med særlig indsigt i Jomfru Maria, og den kendsgening, at hun var jomfru. Skt. Ildefonso indstiftede festen for ”the Expection of the Blessed Virgin Mary” (1), som man nogle steder stadig fejrer den 18. december.

Ved alteret

Det fortælles, at på denne festdag (den 18. december) for Guds Moder, at Skt. Ildefonso sammen med nogle af sine præster skyndte sig til kirken for at være der en time før matutin, fordi de ønskede at ære Vor Frue med deres sang. Da de kommer tættere på kirken, finder de den oplyst af stråler, der kommer fra himlen. Dette syn skræmte den lille flok, og alle flygtede med undtagelse af ærkebiskop Ildefonso og to af hans trofaste diakoner. Det er her, at de, der er diakoner, skal være ekstra opmærksomme! Med hamrende hjerter gjorde de deres entré i kirken og styrede mod alteret. Et mysterium var ved at blive åbenbaret for dem.

En messehagel fra Himlens skatkammer

Det syn, der mødte dem, var, at Himlens Dronning omgivet af englekor og hellige jomfruer sad på ærkebiskoppens tronstol. Luften var fyldt med paradisisk sang. Vor Frue gjorde tegn til, at Ildefonso skulle komme nærmere. Som en majestæt, så hun med ømhed på ham og sagde: Du er min præst og trofaste notar modtag denne messehagel (fra mig), som min Søn overdrager dig fra Sit skatkammer. Efter at hun havde sagt dette, iklædte Den Ubesmittede Jomfru Ildefonso messehagelen og gav ham anvisning om at bære denne messehagel, når han skulle frembære Det hellige Messeoffer på de liturgiske fester, der fejres for Vor Frue.

Hele denne åbenbaring samt den mirakuløse messehagel blev anset for at være helt igennem troværdig, så nyheden om dette spredtes i hele Kirken og nåede så langt som til Etiopien. Kirken i Toledo fejrede denne begivenhed med en helt særlig Messe. Hvordan så den Himmelske messehagel ud? Kunstnere har igennem tiden forsøgt at give deres bud, ofte med guldbroderinger og farven blå.

Gaver fra Himlen

Skeptikere vil givet trække nedladende på smilebåndet og afvise denne fortælling som fromt sværmeri. Mere seriøse undersøgelser af de forskellige gratiae gratis datae – nåde der gives frit – rummer beviser for at gaver af materiel art er blevet overbragt os fra Himlen. Det seneste eksempel, man har på dette, optræder i det liv, Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-51) levede. Et klassisk eksempel på dette fænomen er det bælte, der forestillede stridsengle, som Skt. Thomas Aquinas bar om sit liv, da han havde overvundet kødets fristelser.

Skt. Ildefonsos bøn

Jeg har gjort brug af den bøn, som Skt. Ildefonso benyttede i sin Messefejring, til at forny min fuldstændige konsekration til Jomfru Maria:

Jeg er din slave, fordi din Søn er min Herre, min Herres tjenerinde. Derfor er jeg slave af min Herres tjenerinde, fordi du, min Frue, blev moder til min Herre. Derfor er jeg blevet din slave, fordi du blev moder til min Skaber.

Man kan her (2) finde bønnen i dens fulde længde sammen med Murillos skildring af, hvordan Vor Frue overdrager Skt. Ildefonso messehagelen, der stammer fra Himlens skatkammer. 

Henvisninger

1.      Oversætterne har her valgt at anføre den engelske titel på festen, da det ikke har været muligt at finde en tilsvarende dansk titel.

2.      Link til bøn og uddybende artikel: 2009 Belongs to Our Lady – Vultus Christi

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 23. januar 2018. Den kan læses på: Saint Ildephonsus of Toledo – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Thomas Aquinas

Var glad for at stille spørgsmål

Skt. Thomas Aquinas var glad for at stille spørgsmål, og han arbejdede hårdt på at finde svar. De spørgsmål, Skt. Thomas stillede, opstod ikke af ren nysgerrighed, men fordi han higede efter sandheden. Thomas stillede alle de store spørgsmål om meningen med livet og døden, synd og nåde, tid og evighed.

Skt. Thomas er en god ven af alle dem, der stiller spørgsmål. Han er er også en god ven af dem, der higer efter den viden, der leder til livet. Den indledende antifon (i tidebønnen), man benytter i forhold til kirkefædrene, er: ”Visdommmens kilde er Guds Ord i det Høje, kom lad os tilbede”. Grundlaget for denne indledende antifon er følgende ord fra profeten Esajas, som man så at sige har lagt i Vor Herres mund: ”Kom alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I der ingen penge har” (Es 55:1). Skal visse betingelser være opfyldt for at kunne drikke af vandet fra visdommens kilde? Skal man være ”udstyret” med et selekterende og skarpt intellekt? Skal man være kommet langt i moralsk forstand, opnået (mange) dyder og fået udryddet mange laster?

At bede sammen med Skt. Thomas

Når Herren foretager Sin indbydelse, er den rettet til dem, der tørster og har tomme hænder. Det store ved Thomas Aquinas var, at han anså sig selv for at være én af dem, der tørstede og ingenting ejede. ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres … Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed for de skal mættes” (Matt 5:3 og 6). Enhver officiel udgave af det romerske missale indeholder den hellige Thomas Aquinas bønner, som kan reciteres af præsten før og efter Den hellige Messe. Disse bønner er efter min mening et uddrag af alt det, denne kirkelærer levede efter og lærte. Man behøver praktisk talt kun at bede Skt. Thomas’ bøn før Den hellige Messe for at forstå, hvordan han betragtede sig selv.

”Jeg kommer som en syg til Livets Læge, som en uren til barmhjertighedens kilde, som en blind til skæret fra det evige lys, som en fattig og trængende til himlens og jordens Herre. Derfor beder jeg om Din uendelige skønheds fylde, at Du nådigt vil bringe lægedom til min sygdom, bortvaske min urenhed, bringe lys til mine blinde øjne, imødekomme min fattigdom og bringe mig klæder til min nøgenhed, så jeg kan modtage englenes Brød, kongernes Konge og herrernes Herre med en sådan ærbødighed og ydmyghed, sorg og kærlighed, renhed og tro, et sådant formål og hensigt, som skal fremme min sjæls frelse”.

Jeg ønsker ikke at gå videre

Vi er måske blevet så vant til at høre om den klarhed, der er et varemærke for Thomismen, at vi har glemt, hvordan Thomas’ liv blev afsluttet, nemlig afsondret, i stilhed og med et barns fromhed. Dette er ret beset nøglen til alt det andet i denne helgens og kirkefaders liv. Efter at have undersøgt og begrundet, argumenteret og formuleret befandt Thomas sig i en apofatisk tilstand af ydmyghed og uvidenhed og i selskab med de fattige i ånden, der ligesom Job, der ikke kan sige andet end: ”Nej, jeg er for ringe, hvad skal jeg svare dig? Jeg lægger hånden på munden. Én gang har jeg talt, jeg tager ikke til orde igen, to gange, jeg fortsætter ikke” (Job 40:4-5). Den ordenspræst, der lyttede til Skt. Thomas’ sidste skriftemål, sagde efterfølgende, at det var et skriftemål givet af en femårig.

At tilbede Den skjulte Gud

Vi går til tider rundt med fejlagtige betragtninger vedrørende de store helgener, fordi vi ikke gør os det klart, at også de måtte blive som små børn, der levede i troen på – og ydmygt tilbad en skjult Gud og ventede i mørket på åbenbaringen af Hans Ansigt. Dette gjaldt også for Skt. Thomas Aquinas, og han skriver følgende:

”Guddommen, som her er i skjul, Du er Den jeg tilbeder, Du er gemt bag skygger, form og intet andet, Se Herre ved Din Fod ligger et hjerte, som har ladet sig fortabe i forundring over Den Gud, Du er”.

Tilbedelse og higen

Skt. Thomas’ teologi er ikke lukket, systematiseret med veldefinerede kategorier, som nogen ønsker at gøre den til. Hans metode har ikke til hensigt at omslutte den menneskelige tænkning i et system bestående af logiske slutninger, men langt hellere at åbne det for det mysterium, vi allerede har modtaget, men som blot endnu ”ses i et spejl, i en gåde” (1 Kor 13:12) af det troende, håbende og elskende hjerte. Den menneskelige fornuft får ikke det sidste ord i Skt. Thomas’ liv og lære, men det gør den stille tilbedelse og higen.

”Jesus, jeg skuer Dig tilhyllet hernede fra, jeg beder dig sende mig det, jeg higer efter, nemlig at se Dig ansigt til ansigt i lyset og blive velsignet for evigt med Dit herlighedssyn”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. marts 2015. Den kan læses på: Saint Thomas Aquinas – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når stilheden kan høres vidt omkring: nogle overvejelser på Skt. Josefs dag

Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru” (Matt 1: 24).

Vedrørende skriftstedet, der stammer fra dagens evangelielæsning (den 19. marts), giver man i den ordinære Messe mulighed for et valg mellem to læsninger: Matt 1: 16, 18-21, 24a og Luk 2: 41-51a. Jeg henviser her til den første mulighed, og i den ekstraordinære Messe er det Matthæusevangeliet kapitel 1: 18-21. I skriftstedet, jeg indledte med, optræder Skt. Josefs dyder på en indirekte måde, men er dog synlige på en vis måde: der er tale om hans retfærdighed, urokkelige tro, ærefrygt for Herren, lydighed, mod, kyskhed og parathed til at tjene Gud. Alle disse dyder kommer til udtryk, uden at han siger et eneste ord. Hans indre stilhed var hans bønskammer, det sted, hvor han havde et tæt og levende forhold til Israels Gud.

Vi karakteriserer Skt. Josef i hymner og bønner, som ”den der er tæt på englene”. Det gør vi ikke kun på grund af hans engleagtige renhed, men også fordi han ifølge Skt. Matthæus blev rådgivet og ledt af engle. En engel henvendte sig til Skt. Josef i en drøm og forelagde ham Guds påbud, og det var også engle, der vejledte Josef, således han kunne tage vare på Herren, Jesu Kristi liv her på jorden samt Hans Allerhelligste Moder. Det er vigtigt at bemærke, at man må skelne i forhold til værdighed, mellem Den Ubesmittede Jomfru og hendes ydmyge brudgom. Mens ærkeenglen Gabriel åbenbarer sig for Vor Frue og anmoder om hendes bekræftende svar i relation til Guds frelsesplan, så fremstår en unavngiven engel i en drøm for Skt. Josef. Dette er vigtigt: Jomfru Maria anmodes om at afgive svar, nemlig Sit Fiat, for herved giver hun tilladelse til, at inkarnationen kan tage bolig i hendes moderliv. Skt. Josef bliver hverken ”konsulteret” eller anmodet om at udfylde en rolle, han modtager en ”ordre” og skal udføre den.  

Skt. Josefs tavshed tillod Gud at tale til Sin helgen og blive hørt i den konstante støj, der var i Josefs tømrerforretning i Nazareth, hvor der blev forhandlet om prisen af kunder og leverandører, og fra den støj, der kom fra den mængde af toldere, der var kommet til Betlehem på den tid, hvor kejser Augustus holdt folketælling, og fra den larm der kom fra de mange tungemål, som Josef stiftede bekendtskab med i Egypten. Josef, der var en retfærdig mand, udmærkede sig ved at have en tæt relation til Herren, som han tjente, for han adlød Faderens befaling om at tage Den hellige Jomfru, det levende tabernakel for Den nye og evige Pagt, til sig. Skt. Josef sørgede for mad, husly og et hjem præget af kærlighed for Gud Søn og ydede beskyttelse til Guds Moder fra ondsindede betragtninger og sladder. Kirkefædrene, hvor Skt. Irenæus fra Lyon træder frem, som én af de første, fastholder, at Skt. Josef spillede en væsentlig rolle, når det handler om at skjule for djævelen, at Kristus blev undfanget i en jomfrus skød, og at Han kom til verden ved en jomfrufødsel. Djævelen er, selvom han er klogere end os mennesker, ikke alvidende. Det er Gud alene, der ved alt, og Han lod ikke djævelen få kendskab til vor Frelsers undfangelse og fødsel, for den onde skulle ikke på én eller anden måde skulle få mulighed for at undergrave Guds frelsesplan i forhold til den faldne menneskehed, en plan, der var blevet til i visdom og kærlighed.

Blandt de første kirkefædre er Skt. Hieronymus den urokkelige forsvarer af Skt. Josefs ære og integritet, for han præciserer, at grunden til, at Josef frygtede at tage Maria til sig som sin hustru, ikke var, at hun skulle have begået en eller anden form for synd, men fordi han som søn af Davids hus delte sin kongelige slægtnings frygt for at komme tæt på Herrens tabernakel. ”Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: ’Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig”’ (2 Sam 6: 9).

Josef troede fuldt og fast på, at Maria havde undfanget ved Guds Ånds kraft, og derfor bar han på en frygt for at tage hende til sig som sin hustru på grund af det overvældende, majestætiske, guddommelige og hellige mysterium, der havde taget bolig i hendes moderliv. Det er derfor, han udviste en stor ærefrygt over for Marias ”hemmelighed” ved ikke at ”synliggøre” det mysterium, hun bar på. Josefs beslutning (i første omgang) om ikke at tage Maria til sig som sin hustru skyldtes ikke misundelse, men ærefrygt. Denne betragtning hos Skt. Hieronymus understøttes af den velkendte lærer Skt. Bernard fra Clairvaux.

Gud sendte imidlertid sin engel til Josef, der var præget af uro, for at lade ham vide, at han ikke skulle frygte, og at han skulle tage jomfruen Maria og hendes barn til sig. Josef havde ikke nogen grund til at frygte, for han praktiserede ikke en adfærd, der lignede hans stamfaders Davids’, der bedrev utroskab (som det fremgår af salmerne 50 og 51), men han lignede mere i sin færd patriarken Josef, som vi møder i 1 Mosebog kapitel 39, der forsvarer og bevarer sin dyd, da Potifars hustru gør tilnærmelser til ham.

Den hellige Skrift viser, hvor passende det er, at Skt. Josef blev opkaldt efter én af de tidligste patriarker, nemlig Josef. For ligesom den tidlige patriark Josef samlede og opbevarede Egyptens korn, så det kunne tjene til føde for Israels folk, således reddede også Skt. Josef, patrarkernes lys (som han betegnes i litaniet til ham) i Egypten Livets Brød, så Det kunne være rede til folket i det nye Israel (Kirken). Til Skt. Josef har Kirken overdraget beskyttelsen af Det inkarnerede Ord, og det at tage vare på Livets Brød. Netop af den grund erklærede den salige Pius IX den 8. december 1870 Skt. Josef som værnehelgen for Den universelle Kirke.

Hengivenheden til Skt. Josef begyndte at vokse frem og blomstre i Vest-kirken i det 13. århundrede takket være den forkyndelse og de skrifter, som Skt. Bernard i det 12. århundrede udarbejdede, og som franciskanerne satte sig for at udbrede, fordi de i den fattige og ydmyge tømrer fra Nazaret så en åndsfælle. Hengivenheden til Skt. Josef blev imidlertid yderligere udbredt i det 15. århundrede takket være de bestræbelser, som Skt. Bernadine fra Siena og hans samtidige Jean Gerson, som var en fransk teolog og intellektuel og som bestred et kanslerembede ved universitet i Paris, lagde for dagen.

Hengivenheden overfor Skt. Josef oplevede en decideret opblomstring i det 16. århundrede, fordi der kom fornyet fokus på inkarnationen og Den hellige Familie. Skt. Teresa af Avila opfordrede kraftigt til bønsaktivitet rettet til Skt. Josef, og det følgende århundrede var det Skt. Francis de Sales, der på elegant vis lod sin forkyndelse handle om Skt. Josef og samtidig opmuntrede Francis de Sales et utal af mennesker til at bede Skt. Josef om dennes kraftfulde forbøn.

Vi kan alle se hen til Skt. Josefs eksempel og drage nytte af hans forbøn. Han er et forbillede til efterfølgelse, når det handler om det åndelige liv, og hans kraftfulde forbøn har bragt et utal af nådegaver i form af en forbyggende indgriben, hellige tilskyndelser og endda mirakler. Skt. Josef fortsætter med at beskytte Kirken, som er Kristi mystiske Legeme her på jorden, ligesom han engang beskyttede Kristi fysiske Legeme imod de farer, der engang truede det.

Skt. Josef er den helt rette helgen at se hen til i fastetiden, og det er netop på grund af den omfattende stilhed (bøn og kontemplation), han repræsenterer, hans grænseløse pligtopfyldelse og selvfornægtelse (faste og spægelse af legemet), og den godhed, han viste andre (at give almisse og vise kærlighed), hvilket stadig kommer til udtryk ved modtagelse af specielle nådegaver, og at der sker en metafysisk mellemkomst iværksat af taknemmelige sjæle. Lad os stræbe efter at efterligne Skt. Josefs dyder og bede om hans forbøn under alle livets forhold.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father Thomas Kocik og publiceret på OnePeterFive den 19. marts 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/when-silence-speaks-volumes-a-st-josephs-day-reflection/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Der, hvor vore veje mødes

Tag ved lære af helgenerne

Ja, Vor Herre vil have dig til at tage ved lære, ved at se hen til Hans helgener. Det er godt at læse om- og studere helgenernes liv og på den måde tage imod det, de har at give videre til os. Hent inspiration i det venskab, de havde med Vor Herre Jesus, men forsøg ikke at efterligne dem på ethvert punkt. Hver eneste af Vor Herres venner kom til en forening med Ham ved den vej, der var særlig udstukket af Helligånden for hver enkelt. Selvom to forløb syntes ensartede, var de det ikke. Alle disse helgenernes veje løber sammen i en forening med Vor Herre i Hans Ansigts lys, og de fører alle til Hans Hellige Hjertes åbne dør.

Kærlighedens hemmelighed

Visse sjæle er kaldet til at skulle være i tilbedelse. Vor Herre kalder dem til at opholde sig foran Hans Eukaristiske Ansigt og at gøre dette muligt for andre. Selv når mange sjæle har fået det samme kald, så bærer hver eneste sjæl på sin specielle ”kærlighedens hemmelighed”, som er måden at opleve Kristi tætte venskab på, en erfaring som den enkelte ikke kan dele med andre.

En personlig kærlighed

Jesu kærlighed er en personlig kærlighed. Han elsker hver eneste sjæl, Han har skabt, som var den sjæl den eneste i universet, og Han tilpasser Sin uendelige kærlighed til den følsomhed, denne sjæl rummer, samt de behov den har, og Han gør dette med al den visdom og ømhed, der ligger i Hans guddommelige Hjerte.

Ydmyghed og tillid

Stol på, at den vej, som Kristus har udstukket for dig, er den rigtige, og vær tro over for det kald, der ligger på denne vej. Tillad at det er Hans kærlighed, der er ledetråden i alt. Forbliv lille og ydmyg. Tillad Ham at lede og bestemme forløbet af begivenheder og den vækst, de afføder, og husk at de er Hans gerninger. Jo mere trofast du er ved at tilbede Ham i Hans kærligheds sakramente, jo mere vil Han være trofast mod dig ved at lade undere ske (i dit liv), undere, der er blevet til ved Hans Forsyn.

Vær altid sammen med Ham

Træthed og distraktion i tilbedelsen er ingen hindring for Hans handlinger i din sjæls dyb. Kom foran Ham og bliv foran Ham, selv når du føler, at din tilbedelse er en kamp og fyldt med fejl, når det gælder om at forblive opmærksom på Hans Eukaristiske Ansigt. I den tilbedende bøn er dine følelser ikke vigtige. Det, der betyder noget for Jesus, er din ydmyghed og din vilje til at udholde distraktioner, træthed og endda det, at du er søvnig, når du tilbeder Ham fra dit hjertes dyb. Du skal vide, at selv når du føler, at din tilbedelse har været spild af tid, så er det i Hans plan frugtbart og til Hans store velbehag. Han ser ikke tingene, som du ser dem, og Han måler det ikke ud fra den samme målestok, som du gør.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. marts 2010. Den kan læses på: Where our paths converge – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Skt. Gregor den Store

Jeres tjenere for Jesu skyld

Festen for Gregor den Store (540-604), som vi fejrer midt i fasten den 12. marts, bringer glæde til hele Kirken på en særlig måde for Benediktinerordenen. Ligesom den hellige Paulus brændte Skt. Gregor for at forkynde ” (de) stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus som er Guds billede” (2 Kor 4:4). ”For vi prædiker ikke os selv, men Jesu Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu Skyld” (2 Kor 4:5).

Kirkefader og kirkelærer

Skt. Gregor den Store har sin plads blandt kirkefædrene sammen med Skt. Ambrosius, Skt. Augustin og Skt. Leo den Store. Skt. Gregor er en kirkelærer, der ved Helligåndens kraft spreder de frø, der selv i dag ved hans arbejder afføder fordybelse. Skt. Gregors forfatterskab giver os mulighed for at lytte til hans stemme og vokse ved hans lære. På den måde fortsætter han med at hjælpe os til fremskridt mod en åndelig modenhed i Kristus. Skt. Gregor er den, der har lært os om Lectio Divina, samvittighedsransagelse og kontemplation.

Oplyst af Jesu Kristi kærlighed

Skt. Gregor blev født i en aristokratisk familie i 540. Den indflydelse, som hans familie besad samt hans (høje) uddannelse, havde til hensigt at bane vejen for store embeder i Rom. Hans plads var blandt dem med høje uddannelser, og som bestred vigtige embeder. I en alder af 35 var han godt på vej til et liv med en god karriere, altså set ud fra en verdslig betragtning. Og ligesom så mange helgener før ham og efter ham blev Gregor oplyst af Jesu Kristi kærlighed på en så dyb og inderlig måde, at det ændrede retningen i hans liv. ”Thi Gud, der sagde: af mørke skal lys skinne frem, han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt” (2 Kor 4:6).

Klosteret som tilflugtssted

Evangelierne og Salmerne blev hans trofaste ledsagere. Gregor blev munk og discipel i den hellige patriark Benedikts skole, men det foregik ikke uden modstand. ”Selv efter at jeg var blevet opfyldt af et ønske om Himlen”, sagde han, ”foretrak jeg stadig at bære den sekulære klædning. Jeg var blevet så vant til dette, at jeg ikke kunne ændre mit ydre liv …. I min angst flygtede jeg endelig fra dette og søgte klosterets sikre havn. Efter at have vendt ryggen til det, der er af verden (som jeg fejlagtigt troede var det rigtige), flygtede jeg ’nøgen’ fra det skibsvrag, dette liv er”.

Tjener for Guds tjenere

Skt. Gregor var meget opmærksom på sin egen skrøbelighed. Endnu engang ser vi, at den hellige Paulus åbenbarer karakteren af den ånd, som Skt. Gregor levede i: ”Men denne skat har vi et lerkar for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4:7). Den benediktinske lydighed, stilhed og ydmyghed sammen med den daglige rutine med Guds arbejde var med til at forberede Skt. Gregor til at blive Roms biskop, Kirkens Hyrde, og for at bruge hans egen formulering: En tjener for Guds tjenere.

Både pave og munk

Skt. Gregor nåede blot at leve klosterlivet i relativt kort tid. Til trods for dette mærkede det ham på en smertefuld måde resten af livet. Man havde noteret sig hans uddannelsesmæssige baggrund og evner. Pave Gelasius udsendte ham som sin særlige delegat til Konstantinopel, hvor han var i seks år. Da han vendte tilbage til Rom, blev han valgt til pave. Hele livet længtes Skt. Gregor efter klosterets stilhed, og hele livet beklagede han, at kirkens anliggender tyngede ham og efterlod ham sparsom tid til bøn og fordybelse. Udadtil var Skt. Gregor fuldt og helt pave, indadtil var han fuldt og helt munk.

Non Angli Sed Angeli

Med nidkærhed for at udbede ”Guds herlighed på Kristi ansigt” (2 Kor 4:6), blev pave Gregor tilskyndet til at sende den romerske munk Augustin sammen med 40 andre munke ud for at forkynde Kristi evangelium i England. Skt. Gregor havde en vis forkærlighed for englænderne. Skt. Bede fortæller i sin kirkehistoriske beretning om det, der er oprindelsen til missionen i England:

Vi må ej heller glemme historien om Skt. Gregor, der er blevet os overbragt af vore forfædres tradition, som viser hans oprigtige omsorg for vores nations frelse. Det fortælles, at en dag, da nogle handelsrejsende netop var ankommet til Rom, blev mange ting fra deres gemmer sat frem til salg på markedspladsen, og mange mennesker stimlede sammen for at se og købe, også Gregor fandt vej til markedspladsen, og her så han blandt de udstillede ting nogle drenge, der også var sat til salg. De havde lys hud, pæne ansigtstræk og et smukt hår. Da han så dem, spurgte han om hvilken region eller hvilket land, de stammede fra, og han fik at vide, at de kom fra øen Britannien, og at indbyggerne der så ud som disse drenge.

Han spurgte derpå om disse øboere var kristne, eller om de stadig dyrkede hedenskabens vildfarelser, og han fik svaret, at de var hedninger. Han drog derefter et dybt suk fra sit hjertes dyb og sagde: ”Ak! Hvor er det en skam, at mørkets fyrste har gjort sig til hersker over mennesker med så fine ansigtstræk, og som er så nådesbetonede i deres ydre fremtoning, bør deres indre ikke også tilskyndes samme nåde som det ydre? Han spurgte derfor endnu engang om navnet på det land, de kom fra, og man svarede ham, at folket blev kaldt anglere. Han sagde: ”Det forekommer mig sandfærdigt, for de har en engels ansigt, og derfor bør det også være sådan, at de sammen med englene bliver medarvinger i himlen”.

Lad os i dag bede for de bestræbelser, som pave Benedikt XVI har igangsat, for at anglikanere kan vende tilbage til Kirkens fulde fællesskab og dermed Den hellige Stol. Skt. Gregor er ”fader i Kristus” for Ecclesi Angelicana. Bed for, ved Skt. Gregors forbøn, at pavens initiativer i forhold til anglikanerne må bære megen frugt i den mission, der er igangsat, således at det pave Benedikt XVI har i sinde, må blive muligt.  

Guds Ord

Skt. Gregor forkyndte uophørligt. Han vidste, at Kirken kun ville blomstre, hvis de troende blev næret ved Guds Ord. Hans prædikener samt andre af hans arbejder blev læst og udbredt op igennem middelalderen, og på den måde er de også kommet os i hænde. Skt. Gregor fortsætter med at formidle Guds Ord til os. Han kalder os til at foretage grundlæggende forandringer i vores liv ved at læse i Den hellige Skrift. Den velsignede Johannes XXIII læste og genlæste Skt. Gregors regel for præster, så han bedre kunne udføre sin mission som tjener for Guds tjenere. Helgener skaber helgener. Vi skal kendes på dem, vi plejer omgang med, og de bøger, vi læser.

Den hellige liturgi

Skt. Gregor havde et intenst fokus på den værdighed og skønhed, der er den hellige liturgis væsen. På netop dette punkt er han at betragte som en værdig søn af Skt. Benedikt. Han tilskyndede til, at man studerede den liturgiske sang, og at man oplærte korister til at synge til Guds ære. Bed om Skt. Gregors forbøn på nuværende tidspunkt, så de tiltag, som pave Benedikt XVI har taget til at få genoprettet den skønhed, ærbødighed og værdighed, der bør være i forbindelse med fejringen af de hellige mysterier, må bære frugt og fremmes i Kirken. Den hellige Fader talte om Skt. Gregor i Summorum Pontificum. Her er det, han sagde:

Helt op til vor tid har det været en tilbagevendende bekymring hos en lang række paver, om hvordan man har kunnet sikre, at Kristi Kirke har et værdigt ritual i relation til Den guddommelige Majestæt ”til pris og ære af Hans navn” og ”til gavn for hele Hans hellige Kirke”.

Så langt tilbage man kan huske, har det været nødvendigt – og det vil det også være i fremtiden – at holde fast ved princippet om, at hver enkelt kirke skal være i enhed med Den universelle Kirke, ikke kun i forhold til doktrin og de sakramentale tegn, men også hvad angår måden, hvorpå man håndhæver og håndterer den universelle og vedvarende apostoliske tradition, som man må have sig for øje, ikke blot for at undgå fejl, men også for at overføre troens integritet, fordi Kirkens bøn svarer til Hendes tro.

Blandt de paver, der udviste denne nødvendige bekymring, er særligt et navn, man bør hæfte sig ved, nemlig Skt. Gregor den Store, som gjorde alt for at nye befolkningsgrupper kunne tage imod den katolske tro, bønsskat og kulturarv, som romerne havde taget til sig og udviklet gennem århundreder. Han befalede, at den særlige form for hellig liturgi, der blev fejret i Rom (her omfattende Messeofferet samt strukturen for liturgien) skulle bevares. Han gjorde meget for at sikre udbredelsen af ordenslivet for mænd og kvinder, der fulgte Skt. Benedikts regel sammen med forkyndelsen af evangeliet, for de var med deres liv et eksempel på den kloge bestemmelse i deres regel, at ”intet bør stå over Guds værk”. På denne måde blev den hellige liturgi fejret efter romersk forbillede, hvor den bragte berigelse ikke kun til tro og fromhed, men også kulturen hos mange folkeslag. Det er velkendt, at Kirkens latinske liturgi i dens mange varianter i ethvert århundrede og i enhver kristen epoke har været en løftestang, når det handler om mange helgeners åndelige liv, fornyelse af mange menneskers trang til et religiøst liv og forøgelse af deres fromhed.

Lær os med klogskab at synge

Skt. Gregor den Store, tjener for Guds tjenere, vær til stede for os i dag som fader, hyrde og lærer. Lær os med klogskab at synge, så ordene fra vore læber må trænge ind i vore hjerter og løfte os til en kærlighed, der er rettet mod de himmelske ting, og til Faderens, Sønnens og Helligåndens herlighed nu og altid og i al evighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. marts 2018. Den kan læses på: Pope Saint Gregory the Great – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Padre Pios kraftfulde råd, da en pandemi ramte Italien

Folk i Italien var bange for pandemien i 1918 og spurgte Padre Pio, hvad de skulle gøre.

I løbet af sommeren 1918 blev Italien hårdt ramt af den spanske influenza, hvilket tvang skoler til at lukke, og det lokale handelsliv til at stoppe al aktivitet. Det var en svær tid at gennemleve, for man var præget af frygt, da alle syntes at blive smittet af den omsiggribende virus.

Mange var bange for denne nye sygdom, og det, der fulgte i kølvandet på den, og i Italien henvendte man sig til Padre Pio.

I biografien ”Padre Pio: The True Story”, udgivet af Our Sunday Visitor, kan man læse om denne mystiske helgens reaktion på pandemien. Med kraftfulde ord gav han et råd til én af sine åndelige fæller (en ordenssøster).

Da man nåede til september, syntes det som om, at alle i San Giovanni Rotondo var blevet ramt af sygdommen. Man lukkede skolerne, og det samme skete med det lokale handelsliv. I de følgende måneder ville 200 ud af en population på ti tusind mennesker omkomme. Padre Pios åndelige fæller (ordenssøstre) var forfærdede, og derfor opsøgte de ham for at bede ham om at frelse dem. ”Frygt ikke” forsikrede han Nina Campanile. ”Søg tilflugt hos Jomfruens beskyttelse og synd ikke, og sygdommen vil aldrig få overtaget over dig”. Selvom nogle af Campaniles medsøstre blev syge, var der ingen af dem, der døde.

Padre Pios reaktion på det, der skete omkring ham, var yderligere at frembære sig selv som et offer på vegne af verden.

Padre Pio havde allerede frembåret sig selv som et offer for krigens ophør. Yderligere frembar han sig selv som offer for drengene (de studerende) på ”Seraphic College”, som han var fungerende rektor for. Den 17. september frembar han også sig selv som et offer, for at influenzaepidimien måtte blive afsluttet.

Kort tid herefter modtog Padre Pio stigmata fra Herren, der var tydelige tegn på Kristi lidelse på Pios eget legeme.

Hvad der end sker i vort eget liv, minder Padre Pio os om, at vi bør stole på Herren, at vi ikke skal nære frygt, og at vi skal søge beskyttelse hos Jomfru Maria.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Phillip Kosloski og publiceret på Aleteia den 7. januar 2021. Den kan læses på: Padre Pio’s powerful words of advice when a pandemic hit Italy (aleteia.org)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En kultiveret helgen: Skt. Francis de Sales

Helgener er alt andet end kedelige. Nogle løftede sig og svævede, andre kunne være flere steder på én gang (bilokation), og andre igen havde visioner vedrørende himmel og helvede. Andre igen tjente de fattige, reformerede Kirken, tog til fremmede lande og omvendte befolkningen der til den katolske tro eller på anden måde levede heroiske liv uden at udvirke et eneste mirakel. Og nogle var ædle helgener som eksemplificerede maskulinitetens dyd på en helt ganske særlig måde.

Skt. Francis de Sales (1567-1622) er en beleven helgen af de helt store. Han levede et helligt liv i en meget vanskelig tid for Kirken, for det var på dette tidspunkt, at reformationen satte sit præg på Europa. Hans langmodighed, ydmyghed og fremfor alt hans mildhed var hans kendetegn.

De unge år

Han blev født ind i en adelsfamilie, og det var hans faders ønske, at han skulle være advokat, så han kunne overtage faderens plads som senator i Savoy i Frankrig. Skt. Francis drog til Padua i Italien for at studere jura. Under sit ophold i Italien fandt han morskab i fægtning og festligt selskab. Efter at have færdiggjort sin uddannelse vendte han hjem og meddelte sine forældre, at han agtede at blive præst. Dette blev ikke godt modtaget af forældrene, og de gjorde indsigelser. Til sidst fik Skt. Francis ved sin langmodighed og nænsomme overtalelsesevne overbevist sine forældre om, at hans ønske var det rigtige.

Som præst

Kort efter sin ordination til præst blev Skt. Francis valgt til at være domprovst i bispedømmet Geneve, og det betød, at han var den ansvarlige efter biskoppen. Dette var samtidig et centralt sted for de reformatoriske aktiviteter, for byen var calvinisternes hovedcenter. Med andre ord dette sted var ikke venligsindet overfor katolikker og i særdeleshed ikke overfor katolske præster. Men Skt. Francis var ikke så let at afskrække. Han besluttede sig rent faktisk for at omvende de omkring 60.000 calvinister, der var i området til katolicismen.

Evangelisering

Selvom Skt. Francis var fuld af iver i forhold til at evangelisere, havde han ikke megen held med sit forehavende. Han blev faktisk jaget ud af mange af de byer, hvor han evangeliserede, og mange gange blev han mødt af en lukket dør, men dette stoppede ham ikke. Han begyndte i stedet at fremstille flyveskrifter ”traktater”, som indeholdt katolsk lære, og han skubbede disse pamfletter ind under calvinisternes døre. Dette er det første kendte eksempel på brugen af ”traktater” i forbindelse med evangelisering (disse blev dermed ikke opfundet af baptisterne). Vi kan kun tænke os til, hvad han ville synes om sociale medier. Det lykkedes til sidst Skt. Francis ved udholdenhed og kreativitet at omvende calvinister i tusindtal tilbage til den katolske tro.

I en alder af 35 blev Skt. Francis ”forfremmet” til biskop i det bispedømme, han hidtil havde fungeret som domprovst for. Hans venlige og tålmodige måde at undervise på vandt ham mange tilhængere blandt de troende, og han var særligt interesseret i at tilskynde lægfolket til at leve et helligt liv. Han sagde: ”Det er en fejl, et kætteri at ville udelukke fromhed fra soldaterlivet, fra butikker, fra hoffet og fra familielivet”. … ”Det er sket, at mange har mistet fuldendelsen i ørkenen, men bevaret den i verden”. Skt. Francis de Sales huskes for sine mange arbejder især: ”Introduction to Devout Life”, som er en vejledning i forhold til det åndelige liv for lægfolk.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: Gentleman Saint: St. Francis de Sales | The Catholic Gentleman

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvor slemt er homoseksualitet? Helgenerne siger følgende om dette emne

I lyset af de seneste begivenheder er en teologisk betragtning blevet støvet af og i større omfang blevet taget i anvendelse. Denne teologiske betragtning handler om en ”synd, der skriger til himlen”.

De fire synder, der skriger til himlen på retfærdighed, er: drabhomoseksualitetundertrykkelse af de fattige og tilbageholdelse af en arbejders løn. Hver eneste af disse synder er for Gud topmålet af synd. Mens der indtil for nylig eksisterede civiljuridisk restriktion i forhold til alle fire synder, har de to første i godt og vel et halvt århundrede tabt den ene sag efter den anden ved domstolene, men sodomi har opnået juridisk legitimitet i Irland og USA indenfor de sidste 60 dage.

Men hvor ondt er homoseksualitet egentlig? Hvis man lytter til de parter, der udviser sympati overfor homoseksuelle forhold, er der blot tale om harmløs kærlighed mellem mennesker, der er ”forelskede”. Men hvor ligger homoseksualitet på en skala, der måler graden og karakteren af synd?

På bloggen Musings of a Pertinacious Papist citerer Philip Blosser Skt. Peter Damian, kirkelærer (1007-1072), som er benyttet i en artikel i 2002 skrevet af Randy Engels. Nedenstående starter med en kommentar af Engels, som så suppleres med et udsagn af Skt. Peter Damien.

Blandt Skt. Peter Damians mest berømte skrifter er hans omfangsrige afhandling, brev nr. 31, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus), der indeholder det mest omfattende (fra en kirkefaders side) arbejde med- og fordømmelse af pæderasti blandt klerikale samt homoseksuel praksis. Hans stridbare diskurs vedrørende lasten homoseksualitet generelt set og denne praksis blandt klerikale her specielt pæderasti er holdt i et ligetil sprog, der gør den let at læse og forståelig.

I overensstemmelse med Kirkens traditionelle lære, som stammer fra apostlenes tid, hævder han, at al homoseksuel aktivitet er et overgreb mod det naturlige og derfor et angreb på Gud, som er Ophavet til det, der er naturligt.

… Damian beklager, at mennesker, ”der er blevet slaver af det snavs, der udgår fra denne betændelsestilstand”, på dristig vis alligevel vover at være postulanter i forhold til hellige ordner, eller hvis de allerede er blevet ordineret forbliver i præstegerningen. Var det ikke for sådanne forbrydelser, Den Almægtige Gud ødelagde Sodoma og Gomorra og lod Onan dø, fordi han lod sin sæd gå til spilde på jorden? Spørger han. Han fortsætter med en henvisning til Paulus brev til Efeserne ”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige” (Ef 5: 5).

… Ifølge Damian ”overgår lasten sodomi alle andre laster” fordi:

Uden tvivl er denne synd årsag til kroppens forfald og sjælens fordærv. Den fordærver kødet, udslukker sindets lys, jager Helligånden bort fra Sit tempel i menneskehjertet og åbner op for djævelen, der er fader til begæret. Denne synd leder til vildfarelser og udraderer sandheden fra det allerede vildledte sind, den åbner døren til helvede og lukker den i for paradiset … det er denne last, der skader temperamentet, der slår dydigheden ihjel, kvæler kyskheden og nedslagter jomfrueligheden … Denne synd besmitter og fordærver alt.

Denne last udelukker mennesket fra Kirken … den adskiller sjælen fra Gud for at knytte den til dæmoner … uden opmærksomhed for Gud, glemmer mennesket hvem, det egentlig er. Denne last fordærver troens fundament, slukker håbets glød og opløser kærlighedens bånd. Den forsager retfærdighed, nedbryder styrke, fjerner mådehold og mindsker varsomhed.

Ser vi på andre kilder, der tager denne synd under behandling, er Skt. (Peter) Canisius (1521-1597) én af dem, og han forklarer, at det ikke blot er synden, der er afskyelig, men også dens oprindelse. Det lyder som noget, vi allerede har hørt før.

Som Den hellige Skrift fortæller, var sodomitterne ugudelige og syndige. Skt. Peter og Paulus fordømmer denne skændige og depraverede synd. Faktisk fordømmer Skriften denne uanstændighed på følgende måde: ’fordærvet og synden blandt folkene i byerne Sodoma og Gomorra var vokset til et uanet omfang’. Derfor sagde englene til Lot, som afskyede folkene i Sodomas fordærv: ’lad os forlade denne by …’. Den hellige Skrift undlader ikke at nævne de årsager, der gjorde, at sodomitterne handlede, som de gjorde, og disse årsager kan også lede andre til at foretage denne meget alvorlige synd. Man kan læse følgende i Ezekiels Bog: ”For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden. De blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt for mig. Da jeg så det, fjernede jeg dem” (Ez 16: 49-50). De, der på skammelig vis forbryder sig mod det naturlige, har gjort sig selv til slaver af dette afskyelige fordærv.

SktKatharina af Siena (1347-1380) skriver om homoseksualitet på en måde, som om det ikke kommer fra hendes hånd, men Guds:

Men de handler på en modsatrettet måde, for de er fulde af urenhed overfor dette mysterium, ikke kun den urenhed, som er en del af menneskets svage naturs skrøbelighed og dermed en ”naturlig” tilbøjelighed (selvom fornuften, når den frie vilje tillader det, kan sætte en stopper for den rebelske natur), men disse tåber forsøger ikke at tøjle denne skrøbelighed, men gør det, der er værre, de begår denne forbandede synd, som er imod det naturlige, som om de var de blinde tåber med et formørketsind. De har ingen anelse om, at de stinker og den elendighed, de befinder sig i. Denne synd er ikke bare en vederstyggelighed i mine øjne, for Mig, der er Den Højeste og evige Sandhed. Den (synden) vækker hos Mig et stort ubehag, og jeg betragter den, som en så stor vederstyggelighed, at den alene var grund nok til, at Jeg lod Min straffedom begrave fem byer. Denne synd vækker ikke blot Mit ubehag, som allerede nævnt, men det gælder også for de dæmoner, som disse tåber har gjort til deres herre. Det er ikke, fordi dæmonernes ubehag vækkes, fordi disse mennesker gør noget godt, men fordi dæmonerne oprindeligt er engle, og deres englenatur ikke kan tåle synet af den omfattende synd, der foretages.

Forestil Jer, at den synd, som homoseksualitet er, er så unaturlig, at den virker frastødende på de dæmoner, der har fristet mennesket til at foretage denne synd.

Lad os vende tilbage til Skt. Peter Damian, som giver os nogle råd til, hvordan vi skal møde dem, der finder behag i denne synd, samt dem, der harmes over den kristne fordømmelse af denne synd:

”… Jeg vil helt sikkert foretrække, ligesom Josef, at blive kastet i brønden, fordi han fortalte sin far om sine brødres ugerning, end at skulle lide under Guds vrede, ligesom Eli måtte, fordi han kendte til sine sønners onde gerninger og ikke påtalte dem (Sam 2: 12-17) … Hvem er jeg, når jeg ser denne forpestende praksis florere blandt præsteskabet og ikke tænker på en andens sjæls ve og vel, fordi jeg undertrykker min kritiske røst, da jeg blot venter på, at Gud Selv vil foretage det endelige opgør? … Hvorledes kan jeg elske min næste som mig selv, hvis jeg vender mit blik bort fra de sår, der kan være årsagen til hans frygtelige død, fordi de vokser som en byld i hans hjerte? … Lad da ingen dømme mig, når jeg løfter min røst mod denne dødbringende last, for jeg ønsker ikke at vanære en anden, men snarere at fremme min broders velfærd til det bedre. Tag vare på, at du ikke, når du påtaler dette overfor din broder, gør dig skyld i en overtrædelse i dine bestræbelser på at få ham på rette vej. Hvis jeg må have lov til at citere Moses: ”Kom over til mig, I, der er på Herrens side” (2 Mos 32: 26).

Der er flere af lignende udtalelser fra helgenerne. Der er ganske enkelt alt for mange, som der ikke er plads til i denne artikel. Skt. Bernardine fra Siena fremsætter en af de mest rammende domme vedrørende denne synd:

Ligesom mennesker tager del i Guds herlighed på forskellig måde, således er det også i helvede, nogle lider mere end andre. De, som levede et liv med denne last (homoseksualitet) lider mere end andre, for dette er den største synd, der findes.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 30. juni 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/just-how-evil-is-sodomy-the-saints-weigh-in

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A step more to sainthood

Carlo Acutis, who died at 15 years old, cataloged all of the Eucharistic miracles (see virtual museum of the Eucharistic Miracle) in the world. “We have always been expected in heaven.”

On Thursday, November 24, 2016, Cardinal Angelo Scola closed the diocesesan phase in the canonization process for Carlo Acutis, an Italian boy who died October 12, 2006, at age 15, of leukemia. He was a well-loved teenager who devoted himself to prayer and daily Mass as well as computer programming, film editing, website creation, editing and layout of comics.

More

Den salige Francisco Marto fra Fatima

Francisco Marto fra Fatima (den 11. juni 1908 – 4. april 1919)

(Denne artikel blev først bragt i bladet Irelands Own. Webmasteren vil derfor takke forfatteren Jim Dunning for hans tilladelse til at bringe den her).

Francisco blev født den 11. juni 1908, han var Jacintas storebror og Lucias fætter. Under åbenbaringerne i 1917 hørte han intet af det, der blev sagt, og derfor måtte han stole på det, som Lucia og Jacinta formidlede videre til ham, og som ”damen” (Vor Frue) sagde til dem under Sin åbenbaring for dem. Faktisk var Han ikke i stand til at se Vor Frue, før hun åbenbarede sig anden gang i juni.

I ”Budskabet fra Fatima” skrevet af Fr. Martindale S.J., beskrives Francisco som en lille robust dreng med et rundt ansigt, en lille mund og en velformet hage. Han elskede at jage slanger, firben og muldvarpe og forskrække sin mor ved at bringe disse dyr med hjem. Hans omgivelser betragtede ham som et sorgløst barn, der ikke bekymrede sig ret meget. Han elskede blomster og lysets skær specielt ved solopgang og solnedgang. Det, han holdt allermest af, var at spille på fløjte. Han efterlignede fugle, men kunne aldrig finde på at fjerne dem fra deres reder. Han løb engang hjem for at indsamle et passende beløb svarende til two pence for at få en anden dreng til at slippe en fugl fri, som han havde i sin varetægt. Francisco var et følsomt barn. Under forberedelserne til modtagelsen af sin første Kommunion var hans recitation af trosbekendelsen uklar, og derfor sendte præsten en grædende Francisco hjem.

Efter at Vor Frue havde opfordret de tre børn til at opofre sig selv til Gud for at sone den synd, der bliver begået, begyndte de at give fårene deres frokost, og senere gav de den til de fattige børn. Francisco kravlede op i et træ for at plukke agern, som de kunne spise sammen med fyrtræskogler, rødder og brombær. De begyndte også at bede rosenkransbønnen med stor alvor. Den virkning åbenbaringerne havde på Francisco, var, at han fik et inderligt ønske om at ”trøste” Vor Herre. På et tidspunkt, hvor Francisco var forsvundet, og hvor han blev fundet bedende bag en klippe, spurgte Lucia ham, hvad han var i færd med. ”Jeg tænkte på Gud, der er så bedrøvet på grund af alle de synder, der bliver begået: bare jeg kunne trøste Ham”.   

Da børnene blev fængslet af den lokale borgmester, der var frimurer og hed Santos, fordi de ikke ville røbe hemmeligheden, Vor Frue havde åbenbaret for dem, knælede de ned og bad sammen rosenkransbønnen. Andre af de indsatte sluttede sig til deres bøn, og én af dem havde beholdt sin hat på, da formanede Francisco ham om, at ”når du beder, bør du tage hatten af”. Manden kastede den skødesløst på gulvet, men Francisco lagde den pænt på en bænk.

Man truede børnene med, at de ville blive kogt levende, og Jacinta var den, der først blev ført bort. Francisco sagde et hil dig, Maria for hende, så hun ikke lod sig skræmme. Han vidste ikke, at den, der stod for alt dette, foretog et bluffnummer, Fracisco var beredt på at skulle dø fremfor at røbe Vor Frues hemmelighed, ”hvis de slår os ihjel, vil vi snart være i Himlen”.

I oktober 1918 blot et år efter solunderet kom influenzaepidemien, der havde ramt Spanien, til familien Marto og hele familien blev syge, dog med undtagelse af faren, der var almen kendt som onkel Marto. Francisco var rolig under sin sygdom og beklagede sig aldrig. Han var overbevist om, at Vor Frue snart ville komme og hente ham og tage ham med til Himlen.

I januar 1919 var Francisco i stand til at gå så langt som til Cova, hvor åbenbaringerne havde fundet sted, for at bede der. Endelig i begyndelsen af april blev han så svag, han ikke kunne sige rosenkransbønnen og spurgte om det var muligt at modtage Den hellige Kommunion. Før dette skete, spurgte han Lucia og Jacinta, om de kunne komme i tanke om synder, han havde begået. Lucia mindede ham om enkelte episoder, hvor han ikke havde vist lydighed, Jacinta mindede ham om, at han havde stjålet en penny, og at han havde kastet sten efter en rivaliserende gruppe drenge fra en anden landsby. Francisco sagde, at han allerede havde bekendt disse synder, men hvis han ikke skulle dø, ville han aldrig synde igen. Lucia sagde ja til at bede for ham og forsikrede ham om, at Jesus allerede havde tilgivet ham, og som vor Frue havde sagt, at hun ville komme og tage ham med til Himlen.

Præsten lyttede til Franciscos skriftemål om aftenen den 2. april og bragte ham Den hellige Kommunion den næste morgen. Francisco var ikke i stand til at sidde oprejst, og derfor modtog han sin første men også sidste Kommunion liggende. Han åbnede øjnene og spurgte: ”hvornår vil du bringe mig Den skjulte Jesus igen?” Det var den beskrivelse, han altid benyttede, når han talte om, Den konsekrerede Hostie i Tabernaklet. Lucia blev hos ham hele dagen. I løbet af natten kaldte han på sin mor: ”se, det vidunderlige lys, der er bag døren”, og derpå sagde han: ”nu kan jeg ikke se det længere”.

Den 4. april kl. 10 om morgenen lyste hans ansigt op, han smilede og døde derpå uden smerter. Dette var blot to måneder før hans 11-års fødselsdag.

Franciaco blev begravet på en kirkegård i Fatima, men senere flyttede man det, der var tilbage af Francisco til det hellige sted, der var blevet bygget, der hvor Vor Frue havde åbenbaret sig. Da hans kiste blev åbnet den 3. marts 1952, blev den rosenkrans, man havde lagt i hans hånd, fundet, og man kunne se dens perler mellem hans fingre. Den lille hyrdedreng havde i sandhed opfyldt sit løfte om at bede mange rosenkranse, som Vor Frue havde bedt ham om. Med hensyn til det mål han havde for øje, nemlig at komme i Himlen, var dette ikke for hans egen skyld. ”Jesus vil snart komme og hente mig og bringe mig til Himlen, og der skal jeg være for evigt for at trøste Ham”.

Det forberedende arbejde (helgenkåringsproces) mod en helgenkåring af Francisco begyndte i 1949. Den 13. maj 1989 godkendte pave Johannes Paul II et dekret om de heroiske dyder, de to Gudstjenere Francisco og Jacinta foretog, og denne godkendelse blev understreget ved, at paven gav disse to børn betegnelsen ”ærværdige”. I Fatima den 13. maj 2000 på 83-årsdagen for den første åbenbaring erklærede paven dem for ”salige”.

Efter at Åbenbaringerne begyndte, havde Francisco gjort det klart, at han ville lide på den måde, som Vor Frue havde ønsket. Han modsatte sig sognepræstens forsøg på at få ham til at benægte åbenbaringerne. Han afstod fra mad og drikke i flere dage ad gangen, selvom temperaturerne var høje, og samtidig bar han om livet et tykt reb. Han bad med henblik på at ”trøste” Gud og ære Herrens Moder og for gradvist at nærme sig hellighed. Han fremstår som et heroisk eksempel på et lille barn, der frembærer et heltemodigt eksempel på et liv levet i dyd. Noget som nutidige forældre kunne lære af og opmuntre deres egne børn til at leve et liv i hellighed.

Salige Francisco Marto bed for os.

Følgende findes ikke i den originale artikel, men er blevet tilføjet, fordi der er sket yderligere fremskridt i kanoniseringsprocessen, siden artiklen blev skrevet. Pave Frans helgenkårede den 13. maj 2017 de to søskende Francisco og Jacinta Marto, mens han var på pilgrimsrejse i Portugal.

For mere information om børnene fra Fatima se følgende links (1) og (2). For mere information om åbenbaringerne i Fatima se følgende link (3).

Noter

1.      Link til artikel om børnene fra Fatima http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-jacinta-marto-of-fatima.html

2.      Link til artikel om børnene fra Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/lucia-dos-santos-of-fatima-sister-lucia.html

3.      Link til artikel om åbenbaringerne i Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/three-secrets-of-fatima-explained.html

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på mysticsofthechurch marts 2010. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-francisco-marto-of-fatima.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)