Category: Sexuality

Homoseksuelle biskopper: Kommunistiske og homoseksuelle infiltratorer

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin beordrede kommunister og her specielt homoseksuelle til at infiltrere præstesemiarier

På samme måde som nyheder spredes vedrørende tidligere kardinal McCarrik’s ”åbenlyse hemmelige” livsførelse, og selvom højtrangerende medlemmer af det Den katolske Kirkes hierarki i USA febrilsk forsøger at benægte, er chokket og en stigende vrede hos troende katolikker ved at vokse sig til uanede højder og det med rette.

Mange spørger sig selv: Hvordan kan det være, at det er blevet sådan? Hvordan er det muligt, at så mange homoseksuelle mænd er blevet en del af præsteskabet? Hvordan har de kunnet arbejde sig op igennem Den katolske Kirkes hierarki, så de besætter positioner som ærkebiskopper og endda kardinaler?

Svarerne på disse spørgsmål trækker tråde helt tilbage til en planlægning foretaget af kommunistiske agenter, som i 1920’erne modtog ordrer fra den sovjetiske leder Joseph Stalin. For næsten tre år siden lavede Church Militant et filmet interview med den betydningsfulde Alice von Hildebrand, som er enke efter den meget berømte Dietrich von Hildebrand. Interviewet tiltrak sig på daværende tidspunkt ikke så stor opmærksomhed, men vi har en formodning om, at det vil det gøre nu.

Von Hildebrand gav Church Militant indblik i historien om Bella Dodd, som var en kommunistisk agent og en del af det amerikanske kommunistiske parti fra 1927 – 49. Dodd konverterede til sidst til den katolske tro under vejledning af ærkebiskop Fulton Sheen og blev venner med ægteparret von Hildebrand.

Dette er, hvad Alice fortalte Church Militant, hvad Dodd berettede for ægteparret i 1965:

Kort efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine medsammensvorne til at infiltrere katolske præsteseminarier … med unge mænd, der hverken besad tro eller moral. Man tror selvfølgelig ikke, at nogen … hmm det her er lidt mere kompliceret (jeg håber, du forstår) har en affære med en kvinde. Men hvis det drejer sig om en homoseksuel, så har målsætningen nogle helt andre tragiske konsekvenser … . (Dodd) erklærede offentligt, og jeg gentager offentligt, at hun gennem tyve års aktivitet for Kommunisterne havde rekrutteret ca. 1.100 unge mænd.

At kommunistiske agenter, som var homoseksuelle og som hverken besad tro eller moral, blev placeret på Den katolske Kirkes præsteseminarier i 1920’erne og 30’erne ville forklare en hel del. Og den forklaring, at Dodd rent faktisk var den, som rekrutterede disse mænd, 1.100 igennem en årrække, synes at udfylde de huller i det puslespil, der er med til at tegne et billede af, hvorfor det er gået så galt.

For en god ordens skyld findes der edsvorne erklæringer fra flere vidner, som beviser, at Dodd også har fortalt dem om dette.

Hvis kommunisterne fik placeret homoseksuelle mænd på de amerikanske præsteseminarier i 1920’erne og lod dem påbegynde en infiltration på det tidspunkt, så vil de tidsmæssigt være blevet ordineret omkring 1930’erne og 40’erne, mens de var i midten af tyverne.

Ellevehundrede kommunistiske homoseksuelle aktører kunne i løbet af en periode på tyve år, inden de var blevet rutineret i deres præstegerning, skabe et gigantisk rod i Kirken. Ud af de 1.100 mænd har et større antal ganske givet opnået positioner som biskopper, ærkebiskopper og endda kardinaler.

Og deres primære rolle har været at rekruttere den næste generation af mænd til præsteseminarierne med andre ord de mænd, der var seminarister i USA i 1960’erne og 70’erne, og som blev ordineret indenfor samme tidsrum.

Var det det, der skete? Forklarer det eller bidrager det til en forklaring på, hvorfor der er en så stor tilslutning til – eller (pludselig) accept af homoseksualitet blandt præster i løbet af de sidste tyve år? Det er svært at argumentere mod en sådan konklusion.

Praktisk talt kan enhver afvigelse og ondskab, enhver forfærdelig katekese, ethvert misbrug af Messen, enhver homoseksuel kirkemusikleder, liturgisk leder, ungdomsleder, enhver smudsig homoseksuel affære, enhver homoseksuel biskop eller kardinal taget på fersk gerning, enhver sag om overgreb på børn foretaget af præster, biskopper og kardinaler, enhver omfavnelse af en homoseksuelinspireret agenda i Kirken i disse dage forklares blot ved brugen af denne ganske enkle hypotese.

Kommunismen, som Vor Frue specifikt advarede om i Fatima, og som ville sprede sine fejlslutninger over hele kloden, infiltrerede Den katolske Kirke med homoseksuelle mænd med ordre om at ødelægge Kirken ved at ødelægge præsteskabet. Er der nogen, der kan fremkomme med en bedre forklaring? Er der nogen af biskopperne, der vil vove at træde frem og redegøre for, hvorfor dette kunne være en fejlagtig antagelse?

Vil nogen af Jer, blandt de aldrende kardinaler stå frem og sige, at de ikke havde kendskab til det, der er sket omkring McCarrick – Jer, som har gået på præsteseminariet eller er blevet ordineret i 1960’erne og 70’erne og har arbejdet på en plan med henblik på Kirkens kollaps i Amerika under deres (infiltratorernes) myndighed – træde frem og sige, at dette ikke kan passe?

Kunne nogen af Jer reelt give en forklaring på, hvorfor lægfolket ikke bør sidde med en fornemmelse af, at I er en del af den anden generation, der er udgået fra disse oprindelige homoseksuelle kommunistiske infiltratorer, der havde fået ordre til at ødelægge Kirken? Fordi der ganske enkelt er et sammenfald med at ødelæggelsen af Kirken præcis sker nu, mens I har myndighed, og samtidig ud af det blå bliver det åbenbart, at nogle af de højtrangerende blandt Jer er aktive homoseksuelle eller har dækket over det i en årrække.

De biskopper, der ikke er involveret i dette må vise deres troværdighed for de troende vedrørende denne ondskab, der folder sig ud for vore øjne. Dette må bringes til ophør, og I har magten til at gøre det. Træd frem for Kristus og udryd de af Hans fjender, der er i Jeres rækker. Gør det nu og gør det i offentlighed, mens der stadig er noget, der kan reddes af Den katolske Kirke i USA.

Hold øje med Church Militant for flere nyheder og analyser i forbindelse med skandalesagen om homoseksuelle biskopper og dens videreudvikling.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 31. juli 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/news-episcopal-sodomy-communist-homosexual-infiltrators

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin ordered communists, in particular gays, to infiltrate seminaries

Stalin, soon after he came to power, ordered his cronies to invade Catholic seminaries … with young men that had neither faith nor morals. Now … the ideal cases: homosexual. Obviously, you don’t suppose that someone … well, it’s much more complicated, you know, to have an affair with a woman. But if you’re a homosexual, and then it was a tragic mission … .  [Dodd] declared publicly — I repeat, publicly — that in the course of the 20 years of activities for the Communists, she recruited some 1,100 young men.

More

Vatican invites Katy Perry to talk about Transcendental Meditation

A self-professed “spotlight” for LGBT rights, earlier this year Perry said she would edit the lyrics a decade after its release to get rid of the “stereotypes,” telling Glamour magazine: “We’ve changed, conversationally, in the past 10 years. We’ve come a long way. Bisexuality wasn’t as talked about back then, or any type of fluidity.”

Perry, who later was treated to a royal tour of the Vatican by Archbishop Paul Tighe, secretary of the Pontifical Council for Culture, also met the Pope, accompanied by her boyfriend, the movie actor, Orlando Bloom, and Perry’s mother.

More

Kardinal Eijk om eutanasi, kønsteori, homoseksualitet og ægteskab

Redaktørens bemærkning: Det følgende er et interview med kardinal Willem Eijk foretaget af det italienske magasin Il Timone. I dette interview fremsætter kardinal Eijk nogle modige holdninger vedrørende (en række) vigtige spørgsmål i vor tid. Vi kan her med tilladelse fra Il Timones ledende redaktør, Riccardo Cascioli bringe (en oversættelse af) artiklen.

Crisi della fede, rapporto olandese – di Lorenzo Bertocchi

(Il Timone nr. 171, marzo 2018)

Den manglende tro på Jesus Kristus har ført til en manglende tro på absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og at visse principper ikke er til forhandling.

Kardinal Willem Eijk fortalte i et interview med Il Timone om sit hjemland, Holland, som er et land, der har oplevet en stærk sekularisering, der har åbnet op for de såkaldte ”nye rettigheder”, der strækker sig fra prævention til eutanasi. I Holland lukker man Kirker i et uhørt tempo, eller de omdannes til restauranter eller forlystelsessteder. I dag betragter mindre end 20 % af befolkningen sig som katolikker imod 40 % i 1970.

Eijk, som er ærkebiskop af Utrecht, er 65 år, og var overhoved for den hollandske biskopkonference indtil 2016, og han blev gjort til kardinal af Benedikt XVI i 2012.

Som akademiker, filosof og teolog med ekspertise indenfor bioetik, har han indvilget i at besvare en række vigtige spørgsmål vedrørende emner, der er aktuelle i den kirkelige – og almene debat.

”For at starte ud med emnet eutanasi, så åbnede man op for dette i ’velbegrundede tilfælde’” og for at beskrive den dramatiske situation i Holland, sagde handen kan beskrives således, at: man er kommet ud på et skråplan, som man også kan udtrykke det på en anden måde, nemlig at man er kommet ud på ”en glidebane”, hvor et afgørende punkt er nået.

De mange forskellige fortolkninger af kapitel 8 i Amoris Laetitia, der i dag er repræsenteret i den katolske verden, skaber så meget forvirring (i Kirken), at det ville glæde mig, hvis ”paven skabte klarhed i forhold til det, der har skabt forvirringen, gerne i form af en skrivelse, som udgår fra læreembedet”. At give tilladelse til at skilte og gengifte (par) kan modtage Eukaristien kan ikke lade sig gøre, uden at de (parret) forpligter sig til at leve som broder og søster, sagde han.

SPG: Deres Eminence, I Italien har man yderligere, efter at have vedtaget lovbestemmelser, der tillader skilsmisse, abort, fertilitetsbehandling og homoseksuelle ægteskaber, vedtaget en lov, som i større eller mindre udstrækning åbner op for brugen af eutanasi. Hvad mener De om en sådan lov?

Svar: De menneskelige love burde basere sig på den naturlige moralske lov, som har sine rødder i menneskets umistelige værdighed, mennesket som Gud har skabt i Sit billede. Så snart den menneskelige lovgivning åbner op for selv det mindste overgreb på menneskets værdighed, er der risiko for, at man underminerer det, der værner (om) denne værdighed.

SPG: I Holland har sekulariseringen eksisteret i lang tid, hvordan opstod den (i Deres hjemland)?

Svar: Efter at man indførte svangerskabsforebyggende midler i 1964, opstod en problemstilling omkring uønsket graviditet, og løsningen på dette var abort. I midten af 60’erne (1960) vurderede man, at dette (på årlig basis) kun ville komme til at omfatte et meget få, men frem til i dag og igennem en længere periode er der blevet foretaget mere end 30.000 aborter på årsbasis. Selv dette antal er relativt lavt, da størstedelen af unge kvinder i dag benytter P-piller allerede i en alder af 13-14 år stærkt tilskyndet af deres forældre, da disse er bange for, at deres døtre skal blive gravide. Holland er derfor et land, der med ”stolthed” kan fremvise et lavt antal ”unge mødre”. Dette skaber imidlertid et problem i forhold til de unges dannelse, da den store brug af P-piller allerede i en ung alder ikke fremmer kyskhedens dyd samt en bevidsthed om, at den enkeltes seksualitet er noget, der (kun) deles med en anden i ægteskabet eller kommer til udtryk i det cølibatære (et kønligt afholdende) liv.

SPG: Hvad angår eutanasi, så er Deres hjemland på verdensplan, et af de ”ledende” på området.

Svar: I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne blev anvendelsen af eutanasi debatteret (her betegnet som en afbrydelse af livet efter ønske fra en patient og fremsat for en læge), på samme måde blev også aktiv dødshjælp diskuteret, men kun i de tilfælde hvor der var tale om en patient i terminalfasen eller en patient, der led af en uhelbredelig fysisk sygdom. Efterfølgende kom afbrydelse af livet til at berøre tilfælde, hvor der ikke var tale om patienter i terminalfasen. Således begyndte man i 1990’erne at tale om eutanasi eller det at foretage aktiv dødshjælp i tilfælde, hvor patienter lider af psykiske sygdomme eller i tilfælde med patienter, der er demente. En forhindring for at dette kunne lade sig gøre blev ”ryddet af vejen” ved den såkaldte ”Groningen Protocol”, som var en aftale mellem børnelæger og byen Groningens advokat, ifølge denne (Groningen Protocol) kunne en læge, der ”afkortede” livet hos et nyfødt barn med et handicap, ikke blive retsforfulgt, hvis han havde fulgt de foreliggende procedurer. Med udgangspunkt i denne aftale blev der etableret en forordning på nationalt plan vedrørende det at ”afkorte” livsforløbet hos nyfødte handicappede børn. I oktober 2016 meddelte den tidligere regering til den nuværende, at den ønskede, at der blev foretaget tiltag til en ny lov, som kunne gøre det muligt give aktiv dødshjælp til personer, der hverken lider af en psykisk – eller somatisk sygdom, men som har problemer med ensomhed, føler sig gamle eller har nedsat førlighed. I den nuværende regering er der to kristne partier, som er imod en sådan lov. Men alligevel har et parlamentsmedlem, der tilhører et venstreorienteret liberalt parti til hensigt at fremsætte et (lov)forslag, der legitimerer aktiv dødshjælp, der ikke nødvendigvis foretages af en læge, og som kan udføres på mennesker, der er over 75, og som er ”mætte af dage”.

Dette korte eksempel viser, at kriterierne for at ”afkorte” livet udvides mere og mere og respekten for menneskelivet og for et menneskes værdighed ikke længere har betydning. Dette handler om, at man med dette forslag, åbner døren på klem, for senere at åbne den på fuld gab. Begynder man at tillade eutanasi i bestemte og klart definerede situationer, kommer man ud på et skråplan, som man også kan betegne som en glidebane. Er man først begyndt på dette, er der ingen vej tilbage.

SPG: Kan man også benytte betegnelsen glidebane, når der er tale om ægteskabet mellem personer af samme køn?

Svar: Holland var det første land, som i 2001 (rent juridisk) legaliserede ægteskab mellem personer af samme køn. På en vis måde kan man også her tale om, at man har bevæget sig ud på et skråplan, som har udviklet sig til en glidebane. I forbindelse med legaliseringen af prævention i starten af 1960’erne, antog man, at en seksuel handling er moralsk acceptabel, også selvom den ikke foretages i forplantningsøjemed. Når man i en kultur har ”vænnet” sig til, at et sådant tankesæt er normalt, er der ikke langt til en (moralsk) accept af anden seksuel aktivitet, der ikke nødvendigvis har reproduktion som sit mål, heriblandt den homoseksuelle. Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at (alle) disse ting hænger sammen: Foretager man blot en enkelt ændring i forhold til den seksuelle moral, ender man med at forandre den på en måde, som man fra starten ikke kunne have forudset.

SPG: Det synes som om, at mange af de katolikker, der tager del i det politiske liv, har glemt de ”principper, der ikke kan diskuteres” (Forsvaret for livet, den naturlige familiestruktur og frihed til at uddanne sig).

Svar: Paragrafferne 73 og 74 i Johannes Paul II’s encykliske skrivelse Evangelium Vitae (1995) tillader, at katolske politikere under visse omstændigheder, hvilket vil sige, at de overholder de regler, der gør sig gældende, når man vil indgå i et samarbejde med det, der er ondt, det være sig at stemme for en restriktiv retspraksis, der giver mulighed for abort (sic), også selvom dette åbner op for en lovgivning, der er uretfærdig, i et forsøg på at hindre vedtagelsen af et større og mere uretfærdigt lovkompleks, må gøre dette. Politikere, der på den måde er med til at begrænse antallet af udførte aborter, kan derfor betragte deres (politiske) handling(er), som et bidrag til det fælles bedste. Men mange katolske politikere har netop på den måde, med deres stemme(r) forsvaret en lovgivning, der fremmer abort eller eutanasi, og man kan derfor spørge, om de virkelig har været opmærksomme på de betingelser, der er fremhævet i Evangelium Vitae, og om den måde, de har stemt på, kan betegnes som værende til det fælles bedste. Det er et faktum, at mange katolske politikere i dag ikke er ”rustet” til at gå ind i sager om de principper, der ikke er til diskussion, og her nå frem til et kompromis, som rent etisk kan retfærdiggøres, og jeg frygter, at mange af dem ikke længere anser disse principper, som noget der ikke kan diskuteres (og hurtigere går på kompromis).

SPG: Hvad er efter Deres mening om årsagen til, at det er blevet sådan?

Svar: Når der opstår en troskrise, berører dette også den moralske overbevisning, som er en grundlæggende del af troen. Den manglende tro på Kristus, (som vi aktuelt oplever) har ledt til en troskrise i forhold til absolutte normer og eksistensen af helt igennem onde handlinger, og således er bestemte principper i virkeligheden ikke til forhandling. Men man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5:29). Menneskets love må svare til naturens morallove, som bevarer personens værdighed, og som stammer fra den orden, som Gud gav i skabelsen.

SPG: Deres eminence, De har sagt, at det er nødvendigt, at man i Kirken får udarbejdet en skrivelse, som belyser (det aktuelle tema vedrørende) køn. Hvad er den nuværende situation i Holland? Og hvad er de fremtidige konsekvenser heraf?

Svar: FN samt andre internationale organisationer af samme størrelse og andre mindre NGO’er bærer konstant ved til bålet (i samfundsdebatten) i forhold til spørgsmålet omkring ”gender theory” (kønsspørgsmålet), hvilket understøttes af (den lange række af strømninger, teorier og ideer, der kommer fra) uddannelsessektoren. Derfor er der et påtrængende behov for, at der fra Vatikanets side bliver udarbejdet en udtalelse fra læreembedet, som forklarer Kirkens lære om de nødvendige forbindelser vedrørende køn, mandens og kvindens sociale rolle og det biologiske køn baseret på en kristen antropologi, hvori legemet, der omfatter seksualitet, er en vigtig dimension for personen. Den biologiske forskel mellem mænd og kvinder er også en del af Guds plan med skaberværket: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem ” (1 Mos 1: 27). Dette betyder, at den seksuelle forskel har noget at gøre med det at være blevet skabt i Guds billede, og derfor genspejler Det i sig selv, noget af Gud, som er EN og dog TRE, Han som i Sig er TRE, der er forskellige fra hinanden, men dog er ET.

Det har i Holland siden 1985 været muligt, at man ved en domstol kan anmode om at få ændret sit køn og navn, så dette fremgår af ens fødselsattest. Siden 2014 har det været muligt for en person, som er fyldt 16, og som kan fremvise en udtalelse fra en sexologisk klinik, at vedkommende kan få ændret sit køn på sin fødselsattest af administrativt personale (ved enhver given instans), og videre i sit pas, uden at der er blevet foretaget en juridisk afgørelse eller uden nogen medicinsk erklæring og endelig uden forældrenes samtykke. Allerede tilbage i 1970’erne åbnede man den første sexologiske klinik på Universitetshospitalet i Amsterdam, og overlægen her blev den første professor (i verden) med speciale indenfor transseksualitet. Hormonbehandlingen, der i forbindelse med kønsskifte er en ligeså vigtig del af behandlingen, som selve kønsskifteoperationen, er i en vid udstrækning omfattet af den almene sygesikring (som er obligatorisk for alle borgere i landet). I den nærmeste fremtid er det (først og fremmest) unge mennesker under indflydelse af forskningsprojekter, der fremmer kønsforskningen, som ikke længere vil forstå den grundlæggende værdi af biologisk køn, og derfor vil de se kønnet, som noget man frit kan vælge fra eller til uanset ens eget biologiske køn. Dette er allerede sket, og det fortsætter, uden at man har øje for, hvilke konsekvenser det har for måden, hvorpå vi anskuer familie, ægteskab og seksualitet. Dette er områder, hvor Kirken allerede (nu) har svært ved at markere sig, når Hun vil forklare om sine doktriner på netop disse områder. Det er korrekt, at det ikke kun er vedrørende disse områder (familie og seksualmoral), at Kirken har svært ved at få ørenlyd, det gælder også i forhold til emner som sakramental teologi og ordensliv. Uden en (grundlæggende) forståelse af – eller fornemmelse for, hvad der rent biologisk adskiller manden fra kvinden, kan man heller ikke forstå den analogi, der drages mellem relationen mand og hustru og Kristus og Kirken (som er Hans brud) (Ef: 5: 21-25) og i sidste instans vil man heller ikke kunne forstå, hvorfor det kun er mænd, der kan ordineres til præst(er) (i Den katolske Kirke).

SPG: I Januar gav De et interview til Dutch daily Trouw, hvor de tog det kontroversielle spørgsmål op, som handler om det at åbne op for at skilte og gengifte par har adgang til Sakramenterne, et ”initiativ”, der kan betegnes, som frugten af den sydonale proces. Kan De endnu engang ”løfte sløret” for Deres tanker vedrørende dette?

Svar: Spørgsmålet, om det kan være muligt for de såkaldte skilte og gengifte at få den sakramentale absolution for derefter at kunne modtage Eukaristien, splitter Kirken.  Vi oplever en debat, som til tider er meget intens, og som foregår på alle niveauer i Kirken.

Årsagen til forvirringen er den Post Sydonale formaning Amoris Laetitia, skrevet af pave Frans efter afslutningen af de to synoder om familien i 2014 og 2015. Denne forvirring er frem for alt opstået i forbindelse med paragraf 305 i formaningen. Vi ser (nu), at nogle biskopkonferencer har indført pastorale retningslinjer, som åbner mulighed for at skilte og gengifte kan modtage Den hellige Kommunion, dog betinget af – og efter en længere periode hvor præsten, der følger (parret) kommer med sit (pastorale) skøn. I modsætning hertil er der andre biskopkonferencer, som helt udelukker denne mulighed. Det, der er det rigtige det ene sted, kan ikke (pludselig) være forkert et andet sted. Disse forskellige fortolkninger af formaningen, som (direkte) vedrører doktrinære spørgsmål skaber forvirring blandt de troende. Derfor ville det glæde mig, at paven skaber klarhed i denne sag og gerne i form af en skrivelse, som bærer læreembedets stempel. Jeg deltog selv ved begge synoder (om familien), og jeg argumenterede for, at man ikke tillader skilte og (civilt) gengifte adgang til at modtage Den hellige Kommunion. Jeg fremlagde også denne betragtning og argumentation i en artikel, der (senere) blev offentliggjort i en bog, der indeholdt yderligere indsigelser fra en række kardinaler. Bogens titel er: Eleven Cardinals Speak on Marriage and the Family, Ignatius Press, 2015)

SPG: Kan De kort gøre rede for Deres holdning?

Svar: Jesus sagde selv, at ægteskabet er uopløseligt (Matt: 5:32, 19:19, Mark 10:11-12 og Luk 16: 18). Jesus synes, i Matthæus evangeliet (19:19 og 5:32), at komme frem til, ar der kan være en undtagelse, som er, at man kan fordømme sin hustru, hvis der er tale et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag. Imidlertid, den nøjagtige betydning af det græske ord poreia, som her oversættes med et ægteskab, der ikke er indgået på et legitimt grundlag, er usikkert. Der er formentlig tale om et ægteskab, som er af incestuiøs karakter eller et ægteskab, der er indgået indenfor samme familie eller slægt (jf 3 Mos 18:6-18 og ApG 15:18-28). Den altafgørende grund er, at man ikke kan tillade skilte og gengifte at modtage Kommunionen på baggrund af analogien, om at mand og hustru har samme status Kristus og Kirken (Ef 5:23-32). Forholdet mellem Kristus og Kirken er en gensidig gave. Hele Kristi gave til Kirken blev til i den gave, Han gav ved at give Sit liv på korset. Hele denne gave er til stede i Det Eukaristiske sakramente. Enhver, som deltager i Eukaristien bør være klar til at give sig selv fuldt og helt, som en gave, og som en del af Jesu Kristi gave til Kirken. Enhver, der lader sig skille og indgår i et civilt ægteskab, selvom det første ægteskab ikke er blevet annulleret, foretager et overgreb på den gensidige gave, som det første ægteskab indebærer. Det andet ægteskab, som er blevet til ved en civil ceremoni, kan ikke betegnes som et rigtigt og ordentligt ægteskab. Misligholdelsen af hele den gave, som det første ægteskab er, og som stadig betragtes som gyldigt samt fraværet af en ”manglende motivation” til ikke at ville overholde det (der er forbundet med hele denne gave), gør at den person, der er en del af et sådant andet ægteskab ikke er værdig til at tage del i Eukaristien, som (netop) tilvejebringer hele Jesu Kristi gave til Kirken. Dette er dog ikke en hindring for, at skilte og gengifte (stadig) kan deltage i den liturgiske fejring herunder Eukaristifejringen, dog uden at modtage Den hellige Kommunion, og præsten må i dette yde (parret) pastoral støtte.

Ser vi på de tilfælde, hvor det for skilte og (civilt) gengifte på ingen måde er muligt at leve adskilt, eksempelvis grundet forældreansvaret overfor de fælles børn, bør man tillade dem at kunne gøre brug af bodens sakramente og videre at modtage Den hellige Kommunion, dog forudsat at de følger de retningslinjer, der fremgår af paragraf 84 i Familiaris Consortio og paragraf 29 i Sacramentum Caritatis. En af disse retningslinjer er, at parret forpligter sig til at leve, som bror og søster, hvilket indebærer, at man lever seksuelt afholdende, og dermed ikke har en sådan relation til hinanden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cardinal-eijk-euthanasia-gender-theory-homosexuality-marriage

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Satans had til Gud er mest påfaldende i hadet til jomfruelighed, ægteskab og forplantning

I sidste uge så vi på, hvordan Lucifer ved at nægte at tjene Gud, som er frugtbarhed og opofrende kærlighed, fik sin fortjeneste i form af evig isolation og mangel på frugtbarhed, og hvordan han hele tiden forsøger at trække menneskenes sjæle til sit rige, hvor egoismen hersker. Specielt er det afvisningen ved at nægte at underordne det naturlige til det overnaturlige, der er hans afgørende karaktertræk, og det forklarer, hvorfor han hader cølibat og jomfruelighed mere end noget andet på jorden.

Satan hader ægteskabet af samme grund: Det er nemlig også et liv i selvopofrelse, der kun er mulig ved guddommelig velsignelse, en ”tilstand” der er tænkt til mangfoldiggørelse af Guds børn, som har det, der fordres for at modtage den ”overnaturlige” ophøjelse gennem nåde og til at nyde den himmelske herlighed, som djævelen selv gav afkald på. Skaberkraften i mennesket – så mystisk, som den er! At være indbudt til et forhold med livets Skaber! Det er en frembringelse af skabningens tilblivelse ud af intet ex nihilo: Det er en kraft, som ingen engle besidder. Det er en direkte aktiv deltagelse i Guds skaberhandling. Som den store thomist teologen Scheeben forklarer: Hvis Adam og Eva ikke havde syndet, ville de have overført ikke alene det naturlige liv til deres efterkommere, men også betingelserne for det overnaturlige liv: Deres børn ville være blevet undfanget og født i en tilstand af nåde. Det er derfor, djævelen hadede Adam og Eva, som strålede i deres nåde: Han vidste, at fra deres skød ville der udspringe en slægt bestemt til udødelig herlighed sammen med englene. Selvom vi nu er faldet og derfor ikke længere undfanges som ”Guds børn”, forbliver det vores privilegium, at vi tager del i forplantningen og har friheden til at samarbejde med Kristus i helliggørelsen af vore børn. Pave Pius XI fremfører på elegant vis sit vidnesbyrd vedrørende ægteskab og familie i et af de mest betydningsfulde pavelige dokumenter, der nogensinde er skrevet om ægteskab og familie: 

Hvor stor en Guds velsignelse er dette (det godes afkom), og hvor stor en velsignelse af ægteskabet, det bliver klart ved at betragte menneskets værdighed og dets sublime afslutning. Thi mennesket overgår alle andre synlige skabninger på grund af den overlegenhed, som dets rationelle natur tilsiger. Desuden ønsker Gud, at mennesket ikke kun fødes til at blive mangfoldiggjort på jorden, men langt mere at det bør lovprise Gud, og at det bør kende Ham (Gud) og elske Ham og endelig forenes med Ham for evigt i Himlen, og denne afslutning overgår alt eftersom mennesket er skabt af Gud på en forunderlig måde til den overnaturlige orden og overgår alt det, øjet har set, og øret har hørt og alt det, der er kommet ind i menneskets hjerte. Ud fra dette er det let at se, hvor storslået en gave af guddommelig godhed, og hvor bemærkelsesværdig børnene som frugt af ægteskabet er, fordi de er blevet til ved Guds almægtige magt og ved et samarbejde mellem dem, der er bundet sammen i ægteskabet. 

Selvom kristne ægtefæller er helliggjort, kan de ikke overføre helliggørelsen til deres børn, ja endog, selvom den naturlige proces med at skabe liv er blevet en vej til døden, hvorved arvesynden overføres til efterkommerne, deler de (de kristne ægtefæller) ikke desto mindre i en vis udstrækning velsignelserne fra det første paradisiske ægteskab, eftersom det tilkommer dem at give deres afkom til Kirken, for at denne mest frugtbare Moder til Guds børn gennem dåbens bad kan ”genskabe” den overnaturlige retfærdighed, (så barnet endelig kan) gennem dåben blive forenet med Kristus og få del i det evige liv og arve den uendelige herlighed, som vi alle af hele vort hjerte stræber efter (Encyclical Casti Connubii, nr. 12 og 14).

Satan gjorde alt, hvad han kunne for at modarbejde denne plan, og han gør det samme overfor hver enkelt af os, hvis vi lader ham gøre det. Djævelen er både imod den naturlige og den overnaturlige videreførelse: Han forsøger at hindre mænd og kvinder i at benytte deres seksualitet til at bringe mere liv til verden, han forsøger at overbevise dem om, at de bør slå den ”frugt”, de bærer på ihjel, og han forsøger at lede dem bort fra kilden til udødelighed (Kirkens sakramenter). Fordi han hader (menneskeslægtens) videreførelse, har han koncentreret alle sine bestræbelser på at stoppe denne gennem prævention og abort. Prævention er Ødelæggelsens Vederstyggelig midt i Guds tempel, som er menneskets krop helliggjort ved Helligånden: Gennem prævention er Herren, som Den, der levendegør, blevet drevet ud som en ond ånd, og i Hans sted har man budt lystens – og lidenskabens ånd velkommen og gjort det til et ufrugtbart sted ligesom en Kirke uden et Tabernakel og Realpræsens.

I stedet for at hengive sig til den egoisme, der udgår fra den dæmoniske ånd, giver ægtefællerne afkald på retten til selv at bestemme over deres kroppe, når de afgiver deres løfte om, at de trofast vil elske hinanden i med – og modgang, indtil døden dem skiller. Også Kristus er tro overfor Sin Kirke i med – og modgang, og Han opgiver ikke Hendes syndige medlemmer, før alle, der er bestemt til ære er kommet til fædrelandet. I lyset af Guds trofasthed overfor det syndige Israel, og Kristi trofasthed overfor Hans til stadighed ufuldkomne Kirke, er skilsmisse en ikke frelsende forestilling, utroskab er en vederstyggelighed og Den Eukaristiske Kommunion for dem, som er ”gengifte”, er en helligbrøde, hvor man spytter på Frelseren, lader Ham hudstryge, kroner Ham med torne og korsfæster Ham i Hans sakramente.

Lad os få det fuldstændig på det rene: Lucifer har med pseudotålmodighed som en udødelig ånd, langsomt opbygget en antireligion, en forfalsket katolicisme, der har til formål at lede mennesket til evig fortabelse, ligesom den katolske religion har til formål at lede mennesket til evig frelse. På lige fod med skilsmisse er utroskab et antisakramente i forhold til ægteskabets sakramente, og fra prævention udgår abort, som er et antisakramente i forhold til dåbens sakramente, den selvtilfredsstillelse, der ligger i masturbation og den homoseksuelle aktivitet og er et antisakramente i forhold til firmelsens sakramente, som skaber selvkontrol og styrke, og eutanasia er et antisakramente i forhold til den sidste olie. I stedet for de hellige ordener er der det glemte faderskab og feminister, der hader mænd, i stedet for bodens sakramente eksisterer der en hedonistisk selvtilfredsstillelse af enhver form for kropslig nydelse, i stedet for Eukaristien(s) sakramente er der en afgudsdyrkelse i forhold til verden, kødet og djævelen.

Det er langt fra tilfældigt, at den hellige liturgi må falde sammen, før djævelen kan udføre sit angreb mod jomfruelighed og cølibat. Disse har nemlig ingen mening og formål adskilt fra Lammets bryllupsfest, som liturgien giver os adgang til. Når man i liturgien har fjernet tilbedelse, skønhed og kontemplation, kan den ikke længere vække, give næring til – og styre en altomfattende sult og tørst efter Guds rige. Den vil ikke længere bevæge til præste – og ordenskald og gøre det muligt at opretholde disse indtil tidernes ende. Messen og det at tjene Gud må undergå en reduktion, før cølibat og jomfruelighed kan bringes til fald. Den såkaldte ”irreversible liturgiske reform” måtte foregribe det irreversible fald i ”traditionelle rollemodeller for præsteembedet og det at tjene Gud i et ordenskald”. I virkeligheden er Kirkens autentiske liturgi i al sin dybde og pragt et kald til præsteembedet og ordenslivet. Her finder vi endnu engang årsagen til, at djævelen hader usus antiquior så meget. Uanset om den traditionelle liturgi vender tilbage, vil cølibat og jomfruelighed blomstre på ny, ligesom ægteskaber hvor mand og hustru på selvopofrende vis sætter mange børn i verden. Satan hader det og arbejder utrætteligt på at bekæmpe det ved at tage alle midler i brug.

Vi kan nu langt bedre forstå den sammenhæng, der er mellem Sr. Lucias udsagn om, at ”det endelige slag mellem Herren og satans regime vil stå omkring ægteskab og familie” og pave Siricius tugtelse af Jovinian for at benægte den ophøjethed, som cølibat og jomfruelighed har som liv viet til Gud. Falske læresætninger vedrørende ægteskab og det at man vil ”slække” på (det elles påkrævede) cølibat hos klerikale er to flanker, der er blevet åbnet af den hær, som har belejret Guds by her på jorden. Ethvert ord og angreb mod ægteskabets hellighed og det gode ved familien eller den ophøjethed, der ligger i det klerikale – og ordensbaserede liv, er udtænkt af generalen (djævelen) for denne hær, menneskehedens fjende. Mens vi udholder den værst tænkelige doktrinære forvirring nogensinde, den moralske tilbagelænethed, og det at liturgien rives op med rode er noget af det værste Kirken hidtil har måttet lide under, må Herren vise sin magt og vælde i kampen (Sl 23:8), frelse Sit folk og velsigne Sine arvinger (Sl 27: 9)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 14. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-anti-religion-of-selfishness-sterility-and-sacrilege

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick FyrstI

Djævelen har erklæret åben krig mod cølibatet, ægteskabet og Eukaristien. Årsagen til dette defineres i det følgende:

Mange læsere har måske stiftet bekendtskab med dette citat fra et brev skrevet af Søster Lucia, én af Fatimaseerne. ”Den endelige kamp mellem Herren og satans herredømme vil blive udkæmpet omkring ægteskab og familie. Vær ikke bange, thi enhver, der kæmper for ægteskabet og familiens hellighed, vil til enhver tid og på alle måder møde modstand. Dette er et afgørende område”.

Få kender imidlertid Pave Siricius (334-399), der beskrev sin modstander Jovinian som et redskab for” den gamle fjende, kyskhedens modstander og en læremester i at leve i luksus”, fordi han havde foretaget et angreb på præsternes cølibat. Er der en sammenhæng mellem Søster Lucias indsigt og djævelens ældgamle kamp mod jomfruelighed og cølibat for Himlen?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi undersøge djævelen nærmere. Hvem er han, og hvordan arbejder han?

Lucifer hader den indviede jomfruelighed og det præstelige cølibat, fordi denne nådegave og måde at leve på er en måde, som helt igennem strider imod den stolthed, der medførte hans fald, hans evige tab af saliggørelse og hans fordømmelse. Djævelen ønskede at modtage saliggørelsen, som en belønning for sin egen naturlige storhed ikke som en nådesgave, som ikke er fortjent af nogen skabning. Han ønskede at være den ”førstefødte (søn)”, der modtog hyldest fra den underordnede skabning” og måske endda fungere som formidler mellem menneskeheden og dens Skaber.

Da Gud åbenbarede, at Han selv ville indgå i et venskab med rationelle dyr, som er englene underdanige og give dem adgang til saliggørelse, at Hans eget Ord skulle blive kød, modtageligt kød, og at dette Ord, der er blevet kød, skulle oprejse menneskeheden ved at lide og dø for den, ville Lucifer ikke acceptere dette. Kærligheden hos ham blev vendt til egenkærlighed (egoisme). Med stolthed sagde han: Non serviam: Jeg vil ikke tjene Gud, jeg vil ikke tjene en sådan Gud, jeg vil ikke tjene en sådan plan. Lucifer afviste det overnaturlige til fordel for det naturlige.

Den mand eller kvinde, der vælger jomfrueligheden eller cølibatet for Guds rige, gør det fuldstændig modsatte. På en måde tilsidesætter han eller hun det naturlige til fordel for det overnaturlige. Jomfruen eller den, der lever i cølibat, giver afkald på det, som er det mest naturlige for mennesket nemlig at leve i et partnerskab med en af det modsatte køn og i dette (partnerskabet) finde en enhed af venskab og frugtbarhed, som er beregnet for mennesket fra begyndelsen, og som er indskrevet i dets kropslige natur, noget vi erfarer i skabelsen af Eva, der sker ud af Adams side, og som på den måde resulterer i skabelsen af hans hustru.

Ligesom intet andet er naturligt for mennesket end ægteskabet, finder man ikke noget andet vidnesbyrd, som bekræfter det at give sig selv til Gud af kærlighed til Ham og opgive alt for Hans skyld. Livet for jomfruen eller den, der lever i cølibat er en efterligning af Jesu Kristi offer, Guds Lam. Som Ordet, der blev kød for vores skyld, den indviede sjæl, som gør sit eget kød til et levende ord, der helt og fuldt samtykker og overgiver sig til Gud. Jomfruen og den, der lever i cølibat er det ypperste menneskelige tegn på Guds radikale selvudtømmende opofrende kærlighed og en fuldkommen antitese i forhold til Lucifers ”omvendelse” (til sig selv og bort fra Gud).

Men mens helgenerne beder uden ophør og frembringer bøn hos andre, så er djævelen, som er en løgner og fader til løgnen (Joh 8:44), og som farer med løgn uden ophør og er kilden til endnu mere løgn hos sine ofre. Han overtaler folk til at tro, at cølibat eller jomfruelighed er en nedvurdering af ægteskabet, og at de, der giver det en højere status og definerer det, som et kald fremmer en bagvaskelse af skabelsesordningen, det gode ved det naturlige og skønheden ved den ægteskabelige kærlighed. Han fremstår til tider, som en forsvarer af alt dette, dog kun i en forvansket form, som Luther gjorde.

Djævelen ønsker, at den specielle samhørighed, som præster og ordensfolk har til Herren og Hans folk vildledes eller forkastet, så han kan forstærke og formere sit eget infernalske oprør mod den nådesbetonede ”tildækkethed” frem for nøgenheden, som han kan kalde sit eget, og en hær af følgere, som han kan kalde sine egne, som følger ham til tomhed og frustration i en evig fordømt natur. Men mest af alt har han formået at plante den løgn, at mennesket ikke kan opnå en selvrealisering, uden at sex er en del af processen, altså seksuelle eksperimenter og udtryk, og at mennesket ødelægges og forarmes, hvis det ikke seksuelt forlyster sig.

Satans strategi er meget subtil! Den ultimative forarmelse af mennesket er i realiteten at leve uden Gud og at leve uden kendskab til Ham eller ønsket om for evigt at være i fællesskab med Ham (Gud) i Himlen. Da præsteskabet og ordenslivet direkte bindes til at leve og forkynde Guds riges virkelighed og vigtighed, er det af stor betydning for menneskeheden, at præster og ordensfolk er utvetydige tegn på dens ultimative skæbne, thi i Himlen, som vor Herre lærer os det, findes der ikke noget ægteskab. Det eneste ægteskab, der er nødvendigt, er foreningen mellem Kristus og Hans Kirke (Bruden).

Dette ægteskab mellem Kristus og Kirken er betegnet på to specielle måder på jorden og viser hen til dette (ægteskabet mellem Kristus og Kirken): Ægteskabets sakramente og Det Eukaristiske sakramente. Derfor udsætter djævelen dem begge for angreb.

Han angriber ægteskabet ved at underminere det gode ved dette, nemlig afkom ved hjælp af prævention og abort, troskab ved utugt og utroskab og selve sakramentet ved skilsmisse, og at man i den pastorale praksis anvender skilsmisse.

Han angriber Den hellige Eukaristi, som er Frelserens tilstedeværelse i kød, og som fuldt ud er i stand til at tilfredsstille vores higen efter kærlighed i dette liv og ved at angribe den hellige liturgi, ved at forlede folk til at gøre den til en antropocentrisk (at mennesket opfattes som værende centrum i universet) horisontal selvfejring, hvor dens egentlige mening undermineres, selv hvis sakramentet stadig udføres.

Dermed er djævelens strategi multifacetteret.

Han arbejder på at underminere den uopløselige pagt, som ægteskabet er. Ægteskabet er det sakramentale tegn på den uforgængelige og overstrømmende frugtbare forening mellem Kristus og Hans Kirke. Den igangværende krig ført mod ægteskabet er også på et dybere plan, mod det forenende bryllup mellem Kristus og Kirken, et forgæves men et desperat forsøg på at få menneskene til at glemme denne herlige forening, der blev fuldbragt på korset.

Han arbejder på at underminere Den Allerhelligste Eukaristi, som er tegnet på – og grunden til vores forening med Kristus og vores herliggørende deltagelse i Hans (eget) offer på korset.

Han arbejder på at underminere præsteskabet og ordenslivet, som eksemplificerer og på effektiv måde i denne verden, og skaber skabelsens ordning, gennem Kristus, til Faderen, som er begyndelsen og afslutningen på alting. Det, der er fælles for alle disse angreb, er djævelens raseri over, at nogen eller noget naturligt skulle være overordnet det, der er overnaturligt, at et trofast og radikalt selvoffer skulle være vejen til frelse og velsignelse.

Redaktørens bemærkning: Denne refleksion fortsættes i næste uge.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-declared-open-war-against-celibacy-marriage-and-the-eucharist.-h

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)