Category: Sexuality

Hvorfor hyppig Kommunionsmodtagelse muliggør seksuel renhed

I dag oplever unge katolikker, og det er ikke kun de unge, et konstant bombardement af billed- og tekstmateriale, der omhandler seksualitet samt det, der har med kødets lyst at gøre. Kødets lyst og synd er tæt forbundet og har fulgt os siden syndefaldet, men aldrig før har tilgængeligheden til anstødeligt billedmateriale samt lignende materiale, der tilskynder den syndige tendens, været så stor, og det er til stor skade for den åndelige, psykologiske og fysiske helbredstilstand.

Hvis C.S. Lewis havde ret, da han sagde: ”kyskhed er den mest upopulære dyd blandt de kristne dyder”, stemmer det overens med det, der fremhæves i det følgendeAt opføre sig ikke kysk er én af denne verdens mest fremtrædende laster”. Den situation, som den ”moderne” verden i dag befinder sig i med hensyn til kyskhed, blev forudsagt af Our Lady of Good Success (1) som åbenbarede sig for den ærværdige Mother Mariana de Jesus Torres fra Quito i Ecuador (disse åbenbaringer fandt sted i årerne fra 1594 – 1634), hvor Vor Frue meget detaljeret fremlagde, hvilken ”åndelig katastrofekurs” Kirken ville bevæge sig ud på i anden halvdel af det 20. århundrede. Blandt de mange profetier, blev følgende fremhævet:

Den tredje grund, til at lampens lys udslukkes, findes i urenhedens ånd, der til den tid vil gennemsyre hele atmosfæren. Som et hav, der er forurenet, vil det oversvømme gader, stræder og offentlige pladser med en forbavsende frihed. Man vil have svært ved at finde sjæle med deres jomfruelighed intakt”.

På samme måde åbenbarede Vor Frue af Fatima sig for Skt. Jacinta fra Fátima adskillelige gange mellem december 1919 og februar 1920. Én af de ting, hun sagde, som burde få os til at tænke os mere om, er: ”langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden grund”. Hun sagde videre: ”Visse tendenser vil blive præsenteret og normaliseret i verden, tendenser, der i særdeleshed vil krænke Vor Herre”.

Dom Augustine Marie, OSB, kommer med følgende kommentar i sin bog The Message of Our Lady of Fatima:

Langt flere sjæle går til helvede på grund af synder, der er knyttet til kødets lyst end nogen anden synd”. Dette har den sidste tilbageværende person, der overværede Jomfru Maria-åbenbaringerne i Fatima udtalt, og hun siger videre, at der her er tale om den synd, der er relateret til kyskhed eller nærmere betegnet urenhed. Grunden til denne udtalelse skyldes ikke, at synd relateret til kyskhed, er den værste synd, men fordi det er en synd, der ofte bliver begået, og (som Sr. Lucia understregede), det handler også om samvittighed, og det gør det, fordi synd, der knytter sig til urenhed, ikke bekendes så ofte, som andre synder. Hvorfor nu det? 1) fordi fornemmelsen af at have gjort noget forkert, som i sagens natur er løftestangen for at bekende synden, ikke har været der, da synden blev begået, dog med undtagelse af utroskab, og 2) der kan være stor skam forbundet med at have begået visse former for urene handlinger, og det gør det sværere at lægge denne syndsaktivitet frem i skriftemålet, og det kan endda synes uoverstigeligt at skulle bekende det, og endelig 3) alle former for seksuel aktivitet bliver i vores post-kristne eller anti-kristne kultur karakteriseres som godt og naturligt, og seksuel afholdenhed betegnes som usundt.

Som Dom Augustine Marie forklarer, at selvom manglende kysk adfærd, en uanstændig adfærd og andre laster, der knytter sig til samme syndskategorier, ikke kan karakteriseres, som de værste synder, man kan begå, så er de stadig nogle af dem, der hyppigst bliver foretaget af en speciel gruppe mennesker på et bestemt alderstrin, men disse synder er stadig til stor fare for sjælen, og videre er de samfundsnedbrydende. Uanset om man går til helvede, fordi man ikke har bekendt synder, som mord, utroskab, tyveri og mastubation, så leder de til et sted med mørke og evig pine, og selvom Dante er korrekt i sin beskrivelse af helvede, bestående af enheder med større eller mindre grad af afstraffelse, alle varierende i den ondskab, der lægges for dagen i forhold til afstraffelsen, så oplever alle dem, der er blevet fordømt, smerten ved at miste Gud, og samtidig oplever de smerten fra en mærkbar ild, der brænder for evigt. Dette er noget, man for enhver pris vil forsøge at undgå gennem ærværdig selvkontrol og ved omvendelse, når man ”falder” i synd og ved en ydmyg og urokkelig tro på Guds barmhjertighed samt en vedvarende brug af bodens sakramente og Kommunionsmodtagelse.

In quo corrigit adolescentior viam suam? in custodiendo sermones tuos (Sl 119:9). Denne linje, som oversættes på følgende måde: ”Hvordan holder den unge sin sti ren?” Kong David, som havde problemer med synder relateret til kødets lyst, stiller dette gammelkendte spørgsmål. Det nye svar, som kristendommen giver, er: Kristus. Det er ikke muligt for os at være dydige eller rene uden Jesu bistand. Der eksisterer intet sekulært ”middel”, der er på niveau med Jesus. Der findes ingen løsning, der, uanset hvor gennemtænkt den måtte være, kan hamle op med Ham (Jesus).

Kristus giver os et utal af gaver, men der er to, der er særligt værdifulde: 1) Kendskabet til sandheden, og hvordan vi skal leve efter den, og 2) Den hellige Eukaristi, der forener os med Herren, som renser og frelser os. Det er meget vigtigt, at vi kender Vejen, og vi behøver styrke for at følge Den. Det er ubærligt at være vidne til mennesker, der forsøger at leve et liv uden en markør for, hvad der grundlæggende er rigtigt og forkert eller sandt og falskt! Uden en sådan markør farer man hurtigt vild og bliver et let bytte for ”Djævelen, (der) går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1. Pet 5.8). Men det er dog endnu mere bedrøveligt at være vidne til dem, som har kendskab til det, der er rigtigt og forkert og sandt og falskt, når de snubler og falder og farer vild, fordi de ikke har Livet i sig, til at gå ad den rette vej. ”Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1 Kor 6: 17).

Kirkefader og kirkelærer Skt. Cyril fra Alexandria fremhæver følgende i en af sine prædikener:

Hvis I fornemmer en snigende trang til umådeholdenhed, søg da sikkerhed i nydelsen af Kristi Legeme og Blod, Kristus, som mestrede den ultimative selvkontrol, mens Han var her på jorden, og Jeres trang vil svækkes. … Hvis I fornemmer, at urenheden vil Jer til livs gå da til den banket, der er for englene; Og Kristi Legeme, der er Ubesmittet, vil gøre Jer rene og dydige.

Vedrørende følgende afsnit i den anbefalelsesværdige bog Jesus, Our Eucharistic Love, skrevet af Fr. Stefano Manelli, kommer han med en kommentar, der lyder således:

Da folk ønskede at vide, hvordan Skt. Charles Borromeo (1538 –1584) forblev kysk og retskaffen, selvom han færdedes sammen med andre unge mennesker, der opførte sig tøjlesløst og frivolt, fandt de frem til, at hans ”hemmelighed” lå gemt i hans hyppige modtagelse af Den hellige Kommunion. … Skt. Philip Neri, der havde megen viden om unge menneskers adfærd, bemærkede, at: ”Hengivelse til Det Allerhelligste Sakramente samt Den hellige Jomfru ikke blot var den bedste måde, hvorpå man kan bevare renheden, det er ganske enkelt den eneste holdbare løsning. Når man er tyve år, er det eneste, der kan holde hjertet rent Den hellige Kommunion. … Dydighed er ikke mulig uden Eukaristien”.

Eukaristien er ganske enkelt Jesus, Den sande Gud og Det sande Menneske, nemlig Den Gud, der skabte os og helliggør os, det Menneske, der kender vores svagheder og læger dem med Sit kød. Det er Ham, der forsikrer os om, at: ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud” (Luk 18: 27). Lad os hele tiden nærme os Ham i frygt og med tro og lade Hans nærværs kraft udvirke mirakler i os.

Noter

(1): I mangel af tilsvarende dansk betegnelse, benyttes den engelske.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-frequently-receiving-holy-communion-helps-make-sexual-purity-possible

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Infiltration! Tusindvis af unge kommunister infiltrerede katolske præsteseminarier

I løbet af kommunismens første år i 1920’erne og 30’erne blev dens ondskab spredt ud over hele verden, som Vor velsignede Moder forudsagde i Fatima i 1917. Kommunistpartier var ligeledes blevet etableret i forskellige europæiske lande og i amerikanske byer. De gjorde allerede adskillelige forsøg på at præge den politiske- og kulturelle orden.

Men det, som blot et fåtal af mennesker havde kendskab til var, at ledelsen i kommunistpartiet allerede havde påbegyndt sit ”arbejde” i forhold til Den katolske Kirke. Den plan, man omhyggeligt havde udtænkt, gik ud på, at man rekrutterede unge mænd, som var loyale overfor kommunismen, og fik dem placeret rundt om på forskellige præsteseminarier. Dette blev ført ud i livet af forskellige agenter i løbet af 1920’erne og 30’erne.  

Spoler vi tiden 30 år frem til 1960’erne, begyndte man at kunne se resultatet af denne infiltration. Veluddannede, dedikerede og trofaste mænd og kvinder i Kirken så sig omkring med bekymring og havde svært ved at forstå det, de var vidner til, nemlig at troen blev revet fra hinanden. På et tidspunkt udtalte pave Paul VI endda, det syntes som om, at Kirken var i gang med at ødelægge sig selv.

Én af dem, der var meget bekymret, var en, der var flygtet fra Hitlers Tyskland, nemlig den fremragende teolog Dietrich von Hildebrand. Sammen med sin hustru og en god ven, Bella Dodd sad disse tre en dag og talte om de forandringer, der på daværende tidspunkt skete i Kirken. Bella Dodd var vendt tilbage til Den katolske Kirke med hjælp fra Ærkebiskop Fulton Sheen i april 1952.

Netop den dag, hvor de tre var samlet, bemærkede Dietrich von Hildebrand Kirkens daværende tilstand og sagde: ”det forekommer mig, at Kirken er blevet infiltreret” Da lod Bella Dodd, som var tidligere agent for kommunisterne, en bombe falde, for hun indrømmede, at Kirken var blevet infiltreret, og at hun var én af dem, der havde ført dette ud i livet.

Da hun havde færdiggjort sit arbejde, var det lykkedes hende, endda med stor succes, at få placeret over 1000 unge mænd på forskellige præsteseminarier, de var alle glødende kommunister, men fremstod som unge troende katolske mænd. I 1953 bevidnede Dodd alt dette overfor kongressen: at der var foregået en infiltration af politiske partier, fagforeninger og katolske præsteseminarier.

Når vi ser os om i det kirkelige landskab, og på hvad der er gået galt i Kirken, må denne alarmerende nyhed vække eftertanke, når man ser ned over den lange liste af årsager til den ødelæggelse, der foregår i- og af Kirken.

Dr. von Hildebrand kom også i vores interview ind på det, der er gået galt i forhold til uddannelsesinstitutioner, der definerer sig selv som katolske. Dr. von Hildebrand gav også os på Church Militant samt andre troende nogle råd med på vejen, til hvordan man klarer sig i kampen mod det onde, der hersker i verden i dag.

Hvis man er primiummedlem på Church Militant, vil man kunne se hele dette interview med Dr. Alice von Hildebrand samt mange andre af vore programmer.

Katolikker, som Alice von Hildebrand, er væsentlige stemmer i Kirken, og det er vigtigt, at de bliver taget alvorligt. De var de første soldater ved frontlinjen, da det onde foretog de første angreb. De har kendskab til historiens gang, hvilke årsager, der gør sig gældende, og hvilke midler, man bør anvende i den kamp, der udkæmpes.

Bliv medlem allerede i dag og få en dybere forståelse af den aktuelle krise i Kirken, og hvad du kan gøre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 29. januar 2016. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/infiltration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bella Dodds profeti

I lyset af den aktuelle forvirring og skandalerne af moralsk karakter, der finder sted i Kirken, kan det være en god ide at overveje den tilsidesættelse, der er foregået af dele af den nyere kirkehistorie: det handler om det offentlige vidnesbyrd, som Bella Dodd er fremkommet med. Hun arbejdede som juridisk rådgiver for det kommunistiske parti i USA, indtil hun omvendte sig til katolicismen, hvorefter hun resten af livet forsøgte at forsone sig med den rolle, hun havde spillet i den kommunistiske infiltration af Den katolske Kirke.

I en artikel i magasinet Christian Order fra november 2000 uddybes og afsløres det, hvordan Dodd og hendes kontakt Douglas Hyde bistod kommunisterne i deres nedbrydning af Den katolske Kirke. Den berømte ex-kommunist og konvertit Douglas Hyde afslørede for mange år siden, at det kommunistiske lederskab i 1930’erne udstedte et verdensomspændende direktiv, som handlede om, at Den katolske Kirke skulle infiltreres. I begyndelsen af 1950’erne tilvejebragte Bella Dodd yderligere detaljerede forklaringer på, hvordan kommunisterne ville underminere Kirken. Hun udtalte sig på baggrund af, at hun tidligere havde fungeret som højtstående medlem af kommunistpartiet i USA: ”I 1930’erne ’plantede’ vi 1100 mænd i præsteskabet ganske enkelt for at ødelægge Kirken indefra”. Tanken var, at disse mænd blev ordineret og avancerede op igennem hierarkiet til poster med beføjelser og indflydelse som monsignors og biskopper. En årrække før Vatikan II udtalte hun:” I øjeblikket bestrider de nogle af de højeste positioner i Kirken”, og der arbejder de på at skabe forandringer, som skal svække Kirkens modstand mod kommunismen. Hun sagde også, at disse forandringer ville være så markante og mærkbare, at ”man ikke længere vil kunne genkende Den katolske Kirke”.

Dodd gav et omfangsrigt og dybdegående vidnesbyrd vedrørende kommunisternes infiltration af Den katolske Kirke foran medlemmer af House UNAmerican Activities Committee i 1950’erne. I forbindelse med en forelæsning på Fordham University på samme tidspunkt, forudsagde Dodd det, der syntes at være en uhyggelig profeti om det fremtidige kaos i Kirken. En munk var tilstede ved denne forelæsning, og det er hans beretning om det, der blev fremlagt, som er offentliggjort i Christian Order:

Jeg lyttede til denne kvinde i fire timer, og det hun fortalte fik mine nakkehår til at rejse sig. Alt det, hun fremlagde, er blevet opfyldt til den mindste detalje. Man skulle tro, at hun var den største profet i verden, men det var hun ikke. Hun foretog blot en minutiøs gennemgang af den slagplan, kommunisterne havde lagt for undergravende virksomhed i Den katolske Kirke. Hun forklarede, at af alle verdens religioner, var Den katolske Kirke, den eneste, kommunisterne frygtede, for den var den eneste, der ydede en egentlig modstand. Tanken var ikke at ødelægge Kirken som institution, men snarere de troendes tro, ved at benytte institutionen Kirken, hvis det var muligt, til at fremme en pseudoreligion: altså noget, der mindede om katolicisme, men i realiteten ikke var det. Når troen var blevet ødelagt, forklarede hun, ville Kirken præges af et skyldskompleks … som gjorde, at man ville betragte fortidens Kirke, som undertrykkende, autoritær, fordomsfuld og arrogant, når den hævdede, at det kun var den, der besad sandheden, og at den endvidere bar skylden for religiøs splittelse igennem århundreder. Et sådant træk ville være nødvendigt, for at Kirkenes hierarki fyldt af skam ville åbne Kirken for verden og vise imødekommenhed overfor andre religioner og filosofier. Kommunisterne ville derefter benytte denne åbenhed til at undergrave Kirken.

Lyder dette bekendt? Med mindre man har været dybt bevidstløs siden Vatikan II, er man klar over, at Bella Dodd faktisk beskrev tilstanden for Den katolske Kirke i dag. I dag svælger post-konciliære kirkefolk i skyld over Kirkens intolerante fortid og giver offentlige undskyldninger for synder begået af afdøde katolikker, men ikke for deres egne synder mod de nulevende troende inklusiv ofrene for overgreb fra homoseksuelle præster, der er blevet dækket over, og de priser andre religioners dyder, og derved de facto afviser de dogmet, at der ikke er nogen frelse udenfor Kirken.

Bella Dodd var ingen profet, hun fortalte os blot, hvad de, der infiltrerede Kirken, havde i sinde at gøre. Og se, de lod det ske.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Christopher A. Ferrara og publiceret på Fatima Perspectives, som Perspective No. 235. Den kan læses på: http://archive.fatima.org/perspectives/cs/perspective235.asp

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pope Francis names Cardinal with close ties to McCarrick as key figure in next papal election

ROME, February 14, 2019 (LifeSiteNews) – Pope Francis has named Cardinal Kevin Farrell as papal camerlengo, a post by which Cardinal Farrell would administer the Vatican when the pontiff dies or resigns and before the election of a successor.

The announcement comes despite lingering questions about Farrell and his role in controversies swirling around ex-Cardinal Theodore McCarrick. McCarrick is awaiting a decision from Pope Francis regarding his alleged sexual abuse of seminarians and an 11-year-old boy decades ago, which may result in his laicization. Farrell and McCarrick previously shared an apartment.

Farrell, who is Irish, was the Bishop of Dallas before Pope Francis promoted him to lead the Dicastery for Laity, Family and Life. He is a vocal defender of Amoris Laetitia and has endorsed pro-homosexual Father James Martin’s book Building a Bridge.

More

Pope Francis chooses priest to guide Lent retreat who holds Jesus didn’t ‘establish rules’

ROME, February 5, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has selected a Portuguese “priest-poet” to preach at his 2018 Lenten retreat who is an open promoter of the “critical theology” of a Spanish nun who defends the legalization of abortion and government recognition of homosexual “marriage” and adoptions.

Father José Tolentino Calaça de Mendonça, vice rector of the Catholic University of Lisbon, wrote the introduction to the Portuguese translation of “Feminist Theology in History,” by Teresa Forcades, whom the BBC calls “Europe’s most radical nun.”

More

Pope names new Vatican bishop who claims Jesus didn’t ‘establish rules’

August 16, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has consecrated as a bishop a Portuguese priest who claims that Jesus didn’t “establish rules” and who promotes the theology of a dissenting nun who defends the legalization of abortion and homosexual “marriage.”

José Tolentino Mendonça, a priest and poet who was the vice-rector Catholic University of Lisbon, will now be heading the Vatican Secret Archives for Pope Francis, a post he will assume in September of this year.

More

Skt. Peter Damian (1049): Hvad Kirken bør gøre for at komme den omsiggribende homoseksualitet blandt klerikale til livs

Den stadig større magt og indflydelse, som homoseksuelle præster, biskopper og kardinaler og lægfolk med beføjelser har opnået, har været en væsentlig faktor i forhold til det vedvarende og tiltagende kaos, der har hersket i Den katolske Kirke gennem de sidste 60 år. Denne ”forstyrrelse” i Den katolske Kirke har haft en negativ indvirkning på hele verden, fordi den har været årsag til en svækkelse i den positive påvirkning katolicismen har haft på civilisationen gennem århundreder.

Hvis man tror, at det, der sker nu, er noget helt nyt, er det et tegn på, at man ikke har foretaget en historisk betragtning. I 1049, da Skt. Peter Damian skrev sin afhandling, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus) til pave Leo IX, var homoseksualitet og seksuel perversion generelt mere åbenlyst og udbredt blandt klerikale, end i dag. Det var denne frygtelige situation, som denne helgen adresserede i sin appel til paven samt et håb om, at der straks blevet taget hånd om problemet.

Vi hører ofte fra lunkne, magelige, kujonagtige og frygtsomme eller kulturkatolikker og specielt fra klerikale, som direkte er en del af en homoseksuel kontekst, at vi ikke bør rette kritik mod præster, biskopper og slet ikke paven. Det antages, at der her tale om en synd, der er langt værre end hæresi og perverteret seksuel aktivitet, da den medfører stor personlig lidelse og leder sjæle til helvede, uden at nogen tager de nødvendige initiativer til at stoppe dem, der udfører denne synd og får dem på andre tanker.

Skt. Peter Damian lod sig ikke stoppe af letkøbte begrundelser om at tilbageholde Guds retfærdighed på et tidspunkt, hvor det så ud som om, Kirken var på vej mod sin undergang. Han forstod den forpligtelse, han var pålagt, samt nødvendigheden af at tale om faren ved at synde for netop at mindske den katastrofe, der ville indfinde sig, hvis man ikke her og nu gjorde det, der var nødvendigt. Samtidig understregede han, at dette måtte foretages i en kærlig ånd og med et kristent håb, om at de personer, der var berørt af dette moralske fordærv, måtte komme ud af det. Deres omvendelse var det, man fremfor alt håbede på og bad for, så de ikke måtte lide evig fortabelse.

En italiensk oversættelse af Book of Gomorrah er for nylig blevet udgivet. En engelsk udgave udarbejdet af én af vores journalister på LifeSite vil snart være tilgængelig.

Den 11. februar 2015 offentliggjorde hjemmesiden Rorate Caeli uddrag fra bogens indledning skrevet af professor Roberto de Mattei til den italienske udgave.

I det følgende præsenteres nogle afsnit fra bogens indledning, som jeg håber vil skærpe opmærksomheden hos de troende, specielt når man tager i betragtning, hvad der aktuelt sker i USA, som er et resultat af den afgørelse, højesteret har foretaget, samt det kaos, der omgav familiesynoden, når det specifikt handlede om Kirkens lære omkring seksualitet.

Uddrag fra indledningen til Book of Gomorrah

Skt. Peter Damien, (1007-1072) abbed for klosteret Fonte Avellana og efterfølgende kardinal/biskop for Ostia, var én af de mest fremtrædende skikkelser i forbindelse med en katolsk reform i det 11. århundrede. Hans Liber Gomorrhianus udkom omkring 1049 på et tidspunkt, hvor fordærv havde spredt sig i meget stort omfang og endda var nået til de højeste positioner indenfor kirkens hierarki.

I denne skrivelse rettet til pave Leo IX, fordømmer Peter Damien den perverterede (seksuelle) praksis, man hengav sig til på hans tid, med en sprogbrug, der ikke levnede plads til tom barmhjertighed eller kompromiser. Han er overbevist om, at den værste af alle synder er sodomi, som er et begreb, der indbefatter alle handlinger, der er naturstridige, og som benyttes til seksuel fornøjelse, fremfor det seksualiteten er skabt til, nemlig forplantning. Skt. Peter Damien skriver: ”hvis ikke en stærk hånd med det samme tager fat om denne forsmædelige og vederstyggelige last, vil Guds vrede komme over os, og mange vil få den at føle”.

Der har været tidspunkter i (Kirkens) historie, hvor Hendes (og andres) hellighed er blevet gennemsyret (af synd), når dem, der er en del af Hende, har skadet Hende så meget, at Hun faldt sammen og blev omgrænset af mørke og fremstod som om, Gud havde forladt Hende.

Peter Damiens røst vækker genklang i dag, ligesom den gjorde dengang med opmuntring til – og trøst for dem, der igennem historien og ligesom ham havde kæmpet, lidt, grædt og håbet.

Han modererede ikke sit sprogbrug, men lod sin overbevisning komme til udtryk for at understrege sin harme. Han var frygtløs og kompromisløs, når han talte imod synd, og netop dette viste, at han brændte af nidkærhed for Gud, det gode og sandheden.

Her i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Kristi fødsel er vi vidner til, at præster, biskopper og biskopkonferencer stiller spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og samtidig taler de varmt for, at man åbner op for samkønnede vielser. Homoseksualitet betragtes ikke længere som en synd, der skriger til himlen (på Guds retfærdighedsharme), men den er derimod begyndt at gennemsyre præsteseminarier, uddannelsesinstitutioner, katolske universiteter og er endda kommet ind bag Vatikanets mure.

Liber Gomorrhianus minder os om, at der er noget, der er langt værre end moralske laster, der praktiseres og tales op som værende noget godt, og det er, at den tavshed, der har lagt sig omkring dette burde brydes og afløses af klar tale, som skal intervenere den uhellige alliance og meddelagtighed, der er opstået mellem de ugudelige og dem, der foregiver, at de for hver en pris foretrækker at holde lav profil (tie stille) for at undgå skandale, eller som blot forsøger at blive en del af det tavse flertal.

Stadig mere alvorligt er det, at accepten af homoseksualitet blandt Kirkens hierarki har udviklet sig til, at man ser homoseksualitet som noget værdifuldt, noget, der skal mødes med pastoral omsorg og nyde juridisk beskyttelse, fremfor at man betragter homoseksualitet som en synd. I det opsamlende arbejdsdokument (relatio), der blev præsenteret midtvejs ved synoden i oktober 2014 fremgik følgende formulering i et afsnit: ”homoseksuelle har kvaliteter, som de kan bidrage med i det kristne kommunitet”, og med denne opfordring til biskopperne ”… bliver vi i stand til at møde disse mennesker med åbne arme og skabe en broderlig atmosfære (for dem) i vores menigheder”.

Denne opsigtsvækkende passage blev fjernet i den endelige rapport fra synoden, men nogle biskopper og kardinaler, som enten deltog i synoden eller havde funktioner udenfor mødeaktiviteterne, insisterede på, at man anlagde nogle positive vinkler på homoseksuelle ægteskabslignende forhold, som er naturstridige, og disse klerikale gik så langt, som til at håbe på ”en måde, der beskrev rettighederne for mennesker i samkønnede ægteskaber”.

Skt. Peter Damian tøvede ikke, både som helt almindelig munk og kardinal, med at rette beskyldninger mod paverne på hans tid for deres yderst kritiske opførsel, når de undlod at adressere problemerne. Man kan håbe, at ved læsning af bogen Liber Gomorrhianus vil Skt. Peter Damiens ånd komme over visse prælater eller lægfolk, så de rystes i deres grundvold og begynder at tale og handle.

Selvom vi er milevidt fra Skt. Peter Damians hellighed og profetiske ånd, lad os da alligevel gøre hans indignation mod ondskaben til vores og med de afsluttende ord i hans afhandling vende os til Kristi stedfortræder på jord, Hans Hellighed Pave Frans, som nu sidder i Peters Stol, således at han kan gribe ind og sætte en stopper for de doktrinære og moralske skandaler, der lige nu præger Den katolske Kirke: ”Vil De, almægtige Herre komme os til undsætning, Ærværdige Fader, så dette lastens misfoster, under Deres pontifikat, må blive tilintetgjort, og Kirken, der aktuelt er i frit fald, kan genopstå i al Sin herlighed og styrke”.

Den italienske udgave af bogen er tilgængelig her.

(Bemærk: navnet på denne helgen staves på engelsk: Damian, hvorimod stavemåden er Damien på italiensk og fransk. I citaterne hentet hos Fr. Mattes er stavemåden: Damien)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Jalsevac og publiceret på LifeSiteNews den 30. juni 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-peter-damien-1049-what-church-must-do-in-response-to-rampant-homosexual

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Homoseksuelle biskopper: Kommunistiske og homoseksuelle infiltratorer

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin beordrede kommunister og her specielt homoseksuelle til at infiltrere præstesemiarier

På samme måde som nyheder spredes vedrørende tidligere kardinal McCarrik’s ”åbenlyse hemmelige” livsførelse, og selvom højtrangerende medlemmer af det Den katolske Kirkes hierarki i USA febrilsk forsøger at benægte, er chokket og en stigende vrede hos troende katolikker ved at vokse sig til uanede højder og det med rette.

Mange spørger sig selv: Hvordan kan det være, at det er blevet sådan? Hvordan er det muligt, at så mange homoseksuelle mænd er blevet en del af præsteskabet? Hvordan har de kunnet arbejde sig op igennem Den katolske Kirkes hierarki, så de besætter positioner som ærkebiskopper og endda kardinaler?

Svarerne på disse spørgsmål trækker tråde helt tilbage til en planlægning foretaget af kommunistiske agenter, som i 1920’erne modtog ordrer fra den sovjetiske leder Joseph Stalin. For næsten tre år siden lavede Church Militant et filmet interview med den betydningsfulde Alice von Hildebrand, som er enke efter den meget berømte Dietrich von Hildebrand. Interviewet tiltrak sig på daværende tidspunkt ikke så stor opmærksomhed, men vi har en formodning om, at det vil det gøre nu.

Von Hildebrand gav Church Militant indblik i historien om Bella Dodd, som var en kommunistisk agent og en del af det amerikanske kommunistiske parti fra 1927 – 49. Dodd konverterede til sidst til den katolske tro under vejledning af ærkebiskop Fulton Sheen og blev venner med ægteparret von Hildebrand.

Dette er, hvad Alice fortalte Church Militant, hvad Dodd berettede for ægteparret i 1965:

Kort efter at Stalin kom til magten, beordrede han sine medsammensvorne til at infiltrere katolske præsteseminarier … med unge mænd, der hverken besad tro eller moral. Man tror selvfølgelig ikke, at nogen … hmm det her er lidt mere kompliceret (jeg håber, du forstår) har en affære med en kvinde. Men hvis det drejer sig om en homoseksuel, så har målsætningen nogle helt andre tragiske konsekvenser … . (Dodd) erklærede offentligt, og jeg gentager offentligt, at hun gennem tyve års aktivitet for Kommunisterne havde rekrutteret ca. 1.100 unge mænd.

At kommunistiske agenter, som var homoseksuelle og som hverken besad tro eller moral, blev placeret på Den katolske Kirkes præsteseminarier i 1920’erne og 30’erne ville forklare en hel del. Og den forklaring, at Dodd rent faktisk var den, som rekrutterede disse mænd, 1.100 igennem en årrække, synes at udfylde de huller i det puslespil, der er med til at tegne et billede af, hvorfor det er gået så galt.

For en god ordens skyld findes der edsvorne erklæringer fra flere vidner, som beviser, at Dodd også har fortalt dem om dette.

Hvis kommunisterne fik placeret homoseksuelle mænd på de amerikanske præsteseminarier i 1920’erne og lod dem påbegynde en infiltration på det tidspunkt, så vil de tidsmæssigt være blevet ordineret omkring 1930’erne og 40’erne, mens de var i midten af tyverne.

Ellevehundrede kommunistiske homoseksuelle aktører kunne i løbet af en periode på tyve år, inden de var blevet rutineret i deres præstegerning, skabe et gigantisk rod i Kirken. Ud af de 1.100 mænd har et større antal ganske givet opnået positioner som biskopper, ærkebiskopper og endda kardinaler.

Og deres primære rolle har været at rekruttere den næste generation af mænd til præsteseminarierne med andre ord de mænd, der var seminarister i USA i 1960’erne og 70’erne, og som blev ordineret indenfor samme tidsrum.

Var det det, der skete? Forklarer det eller bidrager det til en forklaring på, hvorfor der er en så stor tilslutning til – eller (pludselig) accept af homoseksualitet blandt præster i løbet af de sidste tyve år? Det er svært at argumentere mod en sådan konklusion.

Praktisk talt kan enhver afvigelse og ondskab, enhver forfærdelig katekese, ethvert misbrug af Messen, enhver homoseksuel kirkemusikleder, liturgisk leder, ungdomsleder, enhver smudsig homoseksuel affære, enhver homoseksuel biskop eller kardinal taget på fersk gerning, enhver sag om overgreb på børn foretaget af præster, biskopper og kardinaler, enhver omfavnelse af en homoseksuelinspireret agenda i Kirken i disse dage forklares blot ved brugen af denne ganske enkle hypotese.

Kommunismen, som Vor Frue specifikt advarede om i Fatima, og som ville sprede sine fejlslutninger over hele kloden, infiltrerede Den katolske Kirke med homoseksuelle mænd med ordre om at ødelægge Kirken ved at ødelægge præsteskabet. Er der nogen, der kan fremkomme med en bedre forklaring? Er der nogen af biskopperne, der vil vove at træde frem og redegøre for, hvorfor dette kunne være en fejlagtig antagelse?

Vil nogen af Jer, blandt de aldrende kardinaler stå frem og sige, at de ikke havde kendskab til det, der er sket omkring McCarrick – Jer, som har gået på præsteseminariet eller er blevet ordineret i 1960’erne og 70’erne og har arbejdet på en plan med henblik på Kirkens kollaps i Amerika under deres (infiltratorernes) myndighed – træde frem og sige, at dette ikke kan passe?

Kunne nogen af Jer reelt give en forklaring på, hvorfor lægfolket ikke bør sidde med en fornemmelse af, at I er en del af den anden generation, der er udgået fra disse oprindelige homoseksuelle kommunistiske infiltratorer, der havde fået ordre til at ødelægge Kirken? Fordi der ganske enkelt er et sammenfald med at ødelæggelsen af Kirken præcis sker nu, mens I har myndighed, og samtidig ud af det blå bliver det åbenbart, at nogle af de højtrangerende blandt Jer er aktive homoseksuelle eller har dækket over det i en årrække.

De biskopper, der ikke er involveret i dette må vise deres troværdighed for de troende vedrørende denne ondskab, der folder sig ud for vore øjne. Dette må bringes til ophør, og I har magten til at gøre det. Træd frem for Kristus og udryd de af Hans fjender, der er i Jeres rækker. Gør det nu og gør det i offentlighed, mens der stadig er noget, der kan reddes af Den katolske Kirke i USA.

Hold øje med Church Militant for flere nyheder og analyser i forbindelse med skandalesagen om homoseksuelle biskopper og dens videreudvikling.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 31. juli 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/news-episcopal-sodomy-communist-homosexual-infiltrators

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)