Category: Spirituality

Skriftefaderen: et levende redskab for Guds Barmhjertighed

For elleve år siden, mandag den 19. februar 2007, talte Hans hellighed pave Benedikt XVI til de skriftefædre, der forestår skriftemål i de fire store basilikaer i Rom. Hans tale var samtidig rettet til ”alle de præster, der rundt om i verden har dedikeret sig – og deres præstegerning til den tjeneste at forestå skriftemål”. Min egen erfaring er, at folk ganske enkelt benytter skriftemålet, når som helst en præst stiller sig til rådighed ved at være synligt til stede i skriftestolen. Den (vente)tid skriftefaderen kan opleve, før en pønitent henvender sig, er ikke spildtid. Den bør ses som et skridt ind i den varige tålmodighed og barmhjertighed, der kendetegner Den korsfæstede, der venter på, at sjæle vil nærme sig Hans glorværdige sår og overgive sig til Hans barmhjertige favn. Desuden kan skriftefaderen benytte vente(tiden) i skriftestolen til at bede rosenkransen med bønsintentioner for syndere.

Tjenesten som skriftefader

… Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til alle præster i verden, som har dedikeret deres præstegerning samt engagement til at varetage tjenesten som skriftefader.

En vidunderlig og nådefuld begivenhed

Bodens sakramente, der har en stor betydning i det kristne liv, giver den forløsende virkning, der udgår fra Kristi påskemysterium. Idet skriftefaderen giver pønitenten absolutionen, som udtales i Kirkens navn og på Kirkens vegne, bliver skriftefaderen et levende redskab for en begivenhed, hvor nåden bringes over pønitenten.

Skriftefaderen, som formidler af Guds trøstende barmhjertighed

Med ærbødighed og troskab overfor Kirkens læreembede, bliver skriftefaderen formidler af Guds trøstende barmhjertighed. Han henleder fokus på syndens virkelighed, og samtidig viser han den uudgrundelig fornyende kraft, der udgår fra den guddommelige kærlighed, der på ny giver liv.

Gennem præstens handlinger og ord

Derved bliver skriftemålet en åndelig ”genfødsel”, der forvandler pønitenten til en ny skabning. Det er kun Guds nåde, der kan udvirke dette mirakel, og det bliver foretaget gennem præstens ord og handlinger. Ved at erfare en benådning, der er fyldt med ømhed og kærlighed, og som stammer fra Herren, ledes pønitenten til med større lethed at kunne erkende, hvor forfærdelig synd er og (fremtidigt) undgå at begå synd for at kunne forblive i Guds venskab og vokse i dette venskab.

Persona Dramatis

I denne mystiske proces, hvor der sker en indre fornyelse hos pønitenten, er skriftefaderen ikke blot til stede som en passiv deltager, men han agerer persona dramatis, det vil sige, han er et levende redskab for den guddommelige barmhjertighed. Derfor er det nødvendigt, at han forener en funderet åndelighed og pastoral ”følsomhed” med en grundlæggende teologisk, moralsk og pædagogisk forberedelse, som gør ham i stand til at forstå pønitentens livssituation.

Som fader

Desuden er det hensigtsmæssigt, at skriftefaderen har kendskab til den sociale, kulturelle og arbejdsmæssige kontekst, skriftebarnet befinder sig i, for at han kan rådgive denne bedst muligt i åndelig henseende og med bønspraksis etc. Præsten bør erindre sig, at han i forbindelse med dette sakramente er kaldet til at være fader, åndelig vejleder og den, der lærer og er med til at ”forme” pønitenten. Dette kræver i sagens natur, at skriftefaderen hele tiden er åndeligt funderet, men også bredt og alment orienteret, og det er netop det, der er sigtet med det såkaldte ”interne forum”, som apostolske skriftefædre har etableret.

I kontakt med Kristus gennem bønnen

Kære præster, Jeres tjeneste har frem for alt et åndeligt perspektiv. I må, til den menneskelige visdom samt den teologiske forberedelse I foretager, tilføje en dybt funderet åndelighed, som næres ved bønsaktivitet, hvorved I er i kontakt med Kristus, som er Herre og Frelser.

In Persona Christi

I kraft af den præstelige ordination udfører skriftefaderen ganske enkelt en særlig tjeneste in Persona Christi bistået af en række bestyrkende nådegaver. Skriftefaderens forbillede er Jesus, som er sendt af Faderen: Den Kilde, hvorfra Helligåndens livgivende åndedrag udgår. At skulle løfte et så stort ansvar, dertil rækker den menneskelige styrke kun i ringe grad, men den ydmyge og trofaste tro på Kristi frelsergerning gør os, kære brødre, til vidner om Kristi universelle frelse, der udgår fra Ham, og som vi fører ud i livet på formaning af Den hellige Paulus, som siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 kor 5: 19).

Den fulde formidling af Barmhjertighedens Kærlighed

For at kunne opfylde en sådan tjeneste må vi først og fremmest lade budskabet om frelsen blive dybt rodfæstet i os og forandre os. Vi kan ikke forkynde nåde og forsoning for andre, hvis vi ikke bærer den i os. Det er sandt, at der i vores tjeneste findes forskellige måder og redskaber til at formidle Guds barmhjertige kærlighed til vore brødre, men det er dog i selve udførelsen af dette sakramente, at det kommer til sit fuldkomne udtryk.

Lad skriftemålet have forrang

Kristus har udvalgt os, kære præster, til at være netop dem og de eneste, der kan tilgive synder i Hans navn: der er her tale om en bestemt tjeneste i Kirken, som vi bør prioritere højt. Hvor mange mennesker med problemer søger ikke trøst og omsorg hos Kristus! Hvor mange pønitenter finder ikke i skriftemålet fred og glæde, en fred og glæde, som de har søgt efter i lang tid! Er det ikke tydeligt for enhver, at det også i en tid som vores, der er præget af religiøse og sociale udfordringer, der er et behov for, at man genopdager dette sakramente, og at det må blive synligt (for mennesker).

Helgenerne som forbillede

Kære brødre, lad os følge helgenernes eksempel, og specielt dem, der ligesom Jer, var dedikeret til netop denne tjeneste. Blandt disse er Skt. Johannes Marie Viannay, Skt. Leopold Mandic og én, som er endnu tættere på os, nemlig Skt. Pio fra Pietrelcina. Må disse fra himlen yde os deres støtte, så vi i rigt mål kan formidle Kristi nåde og barmhjertighed.

Maria, syndernes tilflugt

Må Maria, som er syndernes tilflugt give Jer styrke, opmuntring og håb til at kunne fortsætte Jeres uundværlige gerning. I er med i mit hjertes bønner, nu hvor jeg med hengivenhed bringer Jer min velsignelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. april 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/04/the-priest-confessor-an-active

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Benyt bodens sakramente!

”Hvis der er et (helt særligt) himmelsk ’påfund’ i Den katolske Kirke, så må det helt sikkert og næst efter det Allerhelligste sakramente, være bodens sakramente” (John Henry Newman).

Bodens sakramente er ét af de sakramenter, jeg holder allermest af, og jeg forsøger at gøre brug af det så ofte som muligt. Men sådan har det ikke altid været. Jeg er konvertit, og jeg kan stadig huske, hvor akavet mit første skriftemål var. Jeg gruede for det i ugerne op til, at det skulle foregå, ligesom hvis jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg havde totalsmadret deres nye bil.

Det værste var, at den gode præst, som skulle forestå skriftemålet, insisterede på, at det skulle foregå ansigt til ansigt. Der ville altså ikke være mulighed for anonymitet på nogen måde, dette skulle ikke være for let.

Helt ærligt, så var det ydmygende, og jeg husker, at mine øjne var rettet mod gulvet det meste af tiden. Men efter ydmygelsen kom det bedste, det var lyden af de ord, som præsten siger under absolutionen. Det var særdeles kraftfuldt, og det gjorde Guds nåde meget konkret på en helt ny måde.

Som protestant vidste jeg aldrig helt, om jeg var blevet tilgivet, var min anger dyb nok? Havde jeg bedt længe og intenst nok? Selvfølgelig havde jeg det, jeg blev fortalt, at jeg bare skulle have en tro på, at alt var i orden, men da jeg er en skrupuløs type (og jeg har stadig problemer med dette), kunne jeg tage mig selv i at tvivle på mine bevæggrunde og oprigtighed. Ofte og gentagne gange bad jeg de samme bønner om tilgivelse blot for at have én eller anden form for målestok.

Så var der min skyld over at holde mine synder hemmelige for verden. Jeg kunne udadtil vise en hellig og retfærdig adfærd, men der var ingen, der virkelig vidste, hvad jeg ”gemte på” under overfladen. Jeg følte mig som en hykler opfyldt af hemmelige synder.

Bodens sakramente ændrede på alt dette. Jeg kan ikke holde mine synder hemmelige og slet ikke i længere tid. Og jeg behøver ikke at tvivle på, om jeg er blevet tilgivet. Jeg kan på en konkret måde høre, at det er jeg, og denne sætning kan jeg høre blive sagt, så ofte jeg har behov det.

3 grunde til at benytte bodens sakramente

Mange mænd er enten flove over eller bange for at benytte bodens sakramente. De prøver at undgå det så længe som muligt og finder på en mangfoldighed af undskyldninger for ikke at gøre det. Hvis du føler dig ”ramt”, så er her tre grunde til, at du bør opsøge bodens sakramente så hurtigt som muligt.

1.      En ny begyndelse: Ligegyldigt hvad du har gjort, (tænk på det værste du kunne gøre) finder du barmhjertighed og helbredelse i bodens sakramente. Når du går ud fra skriftestolen, er du blevet befriet fra synden på en måde, som du aldrig nogensinde har oplevet det før. Hvorfor skulle du ikke ønske at modtage denne gave?

Selvom du ikke har begået nogle alvorlige synder, er det at gå til skrifte som at blive vasket ren. Svaghedssynder sætter sår på sjælen og gør den praktisk talt snavset. Lad ikke din sjæl blive snavset og ildelugtende af svaghedssynder. Opsøg bodens sakramente. 

2.      Den konkrete tilgivelse: Vor Herre sætter os ikke i den situation, hvor vi selv skal gætte os til, om vi er blevet tilgivet. Når præsten udtaler absolutionen, bliver din sjæl øjeblikkelig og fuldstændig helbredt. Det, der er vigtigt at huske på, er, at i bodens sakramente er Jesus til stede ved præsten. Hvis Jesus var her på jorden, ville du så ikke gå til Ham og bede om tilgivelse? Hvis du ønsker at opleve den guddommelige barmhjertighed på en konkret måde, så er bodens sakramente stedet.

3.      Du modtager nåden: Det er en forkert betragtning, at skriftemålet kun handler om at komme af med sine synder. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Det er ikke kun vores synder, der bliver taget fra os og havner på havets bund, vi modtager også den nåde fra Kristus, som vi så desperat har behov for til at kunne leve et helligt liv. Desto mere du gør brug af skriftemålet, desto mere nåde modtager du.

Hvad venter du på?

Derfor mænd, kom nu afsted og opsøg bodens sakramente. Selvom du måske ikke altid har lyst til det, så er dette sakramente en stor gave. Lad ikke frygt, skyld eller forlegenhed afskrække dig.

Jesus venter på dig i bodens sakramente, og Hans Hjerte længes efter at give dig Sin nåde i overflod. Hvad venter du på? Kom afsted og opsøg bodens sakramente.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://catholicgentleman.net/2013/08/go-to-confession/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Husk på de sidste ting

Når det handler om de åndelige øvelser, indbyder Skt. Ignatius dem, der tager del i hans retræter, til dybere at overveje de sidste ting, og dette burde være noget af det vigtigste i vores åndelige liv.

I den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med åndelighed, er fagtermen for de sidste ting ”eskatologi”, som betyder læren om de sidste ting. Nogle forfattere opererer med formuleringen ”de fire sidste ting”, men jeg vil her tillade mig at knytte yderligere en femte ting til.

Hvad er så disse ”fem” sidste ting? De følger her, så man på et dybere plan kan overveje dem: døden, dommen, himlen, helvede og, ja, purgatoriet. Som I kan se, er de fire hovedelementer suppleret af purgatoriet. Jeg vil i det følgende komme med en kortfattet betragtning af de sidste ting, som bestemt er meget vigtige elementer.

1.      Døden. Døden, kan man som menneske helt sikkert regne med, kommer, men der er også usikkerhed forbundet med døden. Dette er i sig selv et meget paradoksalt udsagn, og det er det alene af den grund, at intet menneske, der kommer til denne verden, kan undgå døden. Uanset om man er høj eller lav, tyk eller tynd, intelligent eller det modsatte, rig eller fattig, døden holder sit indtog, og ingen går fri. Det mest velhavende menneske, der har levet, såvel som det mest fattige menneske vil afslutte deres liv det samme sted, nemlig under jorden.

Skt. Ignatius af Loyola lærer os i sin berømte meditation med titlen ”Principle and Foundation”, hvordan vi skal beskæftige os med dødens uundgåelige virkelighed. Han minder os om, at: ”Vi ikke bør foretrække et langt liv fremfor et kort liv, sundhed fremfor sygdom, rigdom fremfor fattigdom og ære fremfor ydmygelse. Langt hellere bør vi vælge det, der er det mest befordrende for at nå det mål, vi er skabt til, nemlig vor sjæls evige frelse” (Spiritual Exercises of St. Ignatius no. 23). Med andre ord det, der er vigtigst, er ikke et langt liv, men et helligt liv. Skt. Katarina fra Siena minder os om, at: ”De to vigtigste øjeblikke i vort liv er nuet og dødsøjeblikket”, og dette vækker genklang, når man ser på de sidste linjer i ”Hil dig, Maria-bønnen”. Derfor bør vi gøre alt det, vi kan for at leve et sandt, dedikeret og helligt liv med henblik på at dø en hellig død. Så vil vi blive frelst og være hos Herren i al evighed. Lad os begynde allerede nu og altid stræbe efter at vores sind, hjerte og sjæl er fokuseret på himlen, som er vores evige skæbne.

2.      Dommen. I det øjeblik vi dør, vil vi møde vores dom. Det er Jesus, der vil dømme os alle. Vi beder i trosbekendelsen hver søndag, at ”Han (Jesus) skal komme for at dømme de levende og de døde”. Vores dom er sandhedens øjeblik! Vi kan lyve overfor andre, og vi kan bedrage dem, vi kan lyve overfor vores slægtninge, venner, dem, der står os nær, og vi kan endda lyve overfor os selv. Dette er desværre en realitet. Imidlertid kan hverken den bedste løgner eller bedrager lyve overfor Jesus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Dommen er i sandhed sandhedens time.

Alt det, vi har gjort i vores liv, vil i vores samvær med Jesus blive vist for os, og intet vil være skjult. Vi vil ikke blot se alle vore handlinger, det vi har undladt at gøre, de ord vi har sagt, vi vil endda se de tanker, dybeste hemmeligheder og intentioner, vi har båret på, og det er i sandhed, sandhedens time. Om man vil, kan dommen sammenlignes med det at skulle se en film. Sammen med Jesus vil du være foran det store lærred, og den film I ser, der har du den altafgørende rolle, for det er dit liv, denne film handler om. Blot tanken om vores dom, der vil komme, bør ryste os og tilskynde os til at give afkald på uærlighed, beskidte ord, tanker og det, der er lumskt og bedragerisk i vort liv, fordi alt dette vil fremstå i allermindste detalje for selve Gud. 

3.      Helvede. Det er en del af den katolske lære, at helvede eksisterer og er en realitet. Helvede er et sted, hvor man vil opholde sig for evigt, og det er forbundet med lidelse og pine, som ingen ende vil tage. Helvedes smerte og lidelse vil vare for evigt.

Der eksisterer forskellige former for lidelse i helvede (læs mere om dette i Sr. Faustinas bog ”Mercy in my Soul” no. 714). Her følger en oversigt over disse lidelser: 

1.      En bestandig samvittighedskval

2.      Ingen mulighed for forandring, man er for altid i ondskabens ”favn”

3.      Satans og andre djævles vedvarende selskab

4.      En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den

5.      En kvælende stank, der forårsager kvalme

6.      De fordømte sjæles råb af fortvivlelse og had mod Gud

7.      Den værste lidelse er faktisk tabet af Gud, for Hvem vi er skabt til at være sammen med i al evighed

Udover de generelle pinsler, der ”rammer” sjælene kollektivt, så er der specielle former for pinsler, der er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der ”matcher” den måde, hvorpå det enkelte menneske har misbrugt dets legeme og sanser i denne verden. Det klassiske værk, Den guddommelige komedie, skrevet af Dante, skildrer på mesterlig vis lidelsen i helvede. Hvem kommer i helvede? Det gør den person, der dør i en tilstand præget af dødssynd, som ikke er blevet bekendt og angret i skriftemålet, og derved har denne person ved sin skyld valgt den evige adskillelse fra Gud. Vor Frue af Fatima advarede verden om, at mange sjæle fortabes, fordi der er for få mennesker, der beder for og frembærer ofre for dem, der begår synd. Vor Frue sagde også, at langt de fleste sjæle går til fortabelse, fordi de synder mod renhedens dyd. Se på verden omkring os, og det bliver tydeligt, hvor sande disse ord og denne profeti var fra Vor Frue af Fatima.

4.      Purgatoriet. Hvert år efter festen for ”Allehelgen (den 1. november) fejrer Kirken ”Alle sjæles dag” (den 2. november). Dette er dagen, hvor vi specifikt beder for sjælene i purgatoriet. Hvad er purgatoriet? Purgatoriet adskiller sig fra himlen og helvede ved at være et sted, hvor sjælen opholder sig midlertidigt. Purgatoriet er skabt til de sjæle, der er gået bort i en tilstand præget af helliggørende nåde, men de er endnu ikke fuldendte, når det handler om kærlighed. Det er kun sjæle, der er blevet fuldkommengjort i kærlighed, og som er uden syndens plet på deres sjæle, der tillades adgang til himlen.

Disse sjæle bærer stadig pletter fra svaghedssynder på deres sjæls bryllupsklæder, eller de har ikke på tilstrækkelig vis sonet for de synder, det kan være svagheds- og dødssynder, de har begået i fortiden. Det er kun dem, der helt og aldeles er rene af hjertet, der kan komme ind i himlen. Jesus sagde: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8). Vi kan hjælpe sjælene i purgatoriet! Men hvordan? Det kan vi på mange måder. Vi kan gøre det ved bøn, ved at faste for dem, bringe ofre for dem og foretage kærlighedsgerninger, alle disse er måder, vi kan agere på, hvis vi vil hjælpe vore brødre og søstre i den renselsesproces, de gennemgår i purgatoriet. Ikke desto mindre er den mest kraftfulde bøn og det middel, der kan lindre lidelsen for sjælene, der tålmodigt venter på at komme til Herren, Det hellige Messeoffer. Ved en lejlighed fejrede pave Skt. Gregor den Store på hinanden følgende Messer i løbet af en måned for en af sine venner, der døde, og efter at Messerne var blevet sagt denne måned, vendte vennen tilbage til denne helgenagtige pave og fortalte, at han var nået frem til himlen. Vi bør aldrig underkende betydningen af at bede for sjælene i purgatoriet, eller at der bliver fejret Messer for dem. De vil i al evighed vise deres tak for denne kærlighedsgerning.

5.      Himlen er vores sande hjem. Før Jesus forlod denne jord for at vende tilbage til Sin himmelske Fader, gav Han et løfte, der bringer stor trøst: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger, hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” (Joh 14: 1-2).

Dette er i sandhed et budskab, der indeholder trøst: Jesus har allerede gjort en plads rede for dig og mig i himlen. Vi burde i vore hjerter længes efter himlen. Må salmistens ord kendetegne vort hjertes dybeste længsel: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42: 1-2). Vi bør have en sand ærefrygt for Herren, når det drejer sig om helvedes virkelighed, og den mulighed, der eksisterer, for at vi kan havne der. Vi bør dog have en endnu større længsel efter himlen, der er vores sande hjem.

Prøv at huske tilbage på den lykkeligste dag eller time i dit liv og gang den glæde, du fornemmede, med en milliard, læg derudover til at dette vil vare ved i evigheden. Dette er kun et brudstykke af, hvad himlen egentlig er. Den hellige Paulus benytter følgende ord til at karakterisere den ubeskrivelig himmel: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” (2 Kor 2: 9), og videre ”At lidelserne i denne tid, der nu er inde er for intet at regne mod den herlighed, som åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Rom 8: 18). Lad os løfte vore øjne, vort sind, hjerte og sjæl til Vor Frue, som er englenes, jomfruernes, martyrernes, bekendernes og helgenernes dronning og bede for, at vi ved hendes kraftfulde bøn, en dag alle må være juveler i hendes himmelske krone, så vi kan fordybe os og lovprise Faderen, Sønnen og Helligånden i al evighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 3. februar 2015. Den kan læses på: https://catholicexchange.com/remember-last-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om betydningen af fortvivlelse og lidelse

Her bringer vi en tekst, som netop er blevet oversat. Der er tale om et brev med knivskarp psykologisk indsigt, kompromisløs åndelig stringens og medfølelse i åndelig forstand. Moder Mectilde skrev dette brev i 1665 til Moder Saint- Francois-de-Paule Charbonnier, som på alle måder gennemlevede en hård tid. I dette brev går en række af de temaer igen, som Moder Mectilde sædvanligvis behandler, som for eksempel, når hun advarer imod at holde fast ved fortiden, at ville have kontrol (at sætte sin lid til sig selv) og hige efter følelsesmæssig tilfredsstillelse. Moder Mectilde er på den ene side lige så streng som Skt. Johannes af Korset og på den anden side, har hun, som Skt. Teresa af Avila, stor erfaring med det, der foregår på det menneskelige og guddommelige plan.

Når Gud ønsker adgang til et menneskes hjerte og tager det i besiddelse, ved Han også hvilken proces, der skal igangsættes, for at dette hjerte kan blive tømt for menneskelivets krav på egen vilje og tilknytning til andre skabninger. Jeg ved, mit barn, at Hans Almægtige Hånd former et evigt kors i dit hjerte. Dette oplever du, når du går igennem forskellig slags lidelse, for eksempel når du et øjeblik føler dig indfanget i mørke, frygt, rædsel, eller når du er i panik. Nogle gange er der tale om en voldsom smerte, eller andre gange er der tale om en depression, der er uudholdelig og frygtelig, og som forårsager en afsky for alt omkring dig og endda for det, som ligger dybt i din sjæl, og alt dette kan til tider føre til, at du i dit legeme fornemmer sygdom.

Denne prøvelse kan nå nye højder. Når det drejer sig om fristelse, kan Gud nogle gange tillade, at en dæmon angriber med fuld styrke, hvor dens ondskabsfulde had kommer til sit fulde udtryk, og dette kan nå et niveau, hvor sjælen ser sig selv som intet andet end fortabt og som en forhærdet synder. Uanset hvor sjælen vender sig hen, ser den kun sin elendighed og fornemmer fortvivlelsen over sin situation. Indtryk, der er præget af urenhed, plager den, og det sker ved billeder samt en konstant uro.

Den hellige mand Job blev på en helt særlig måde af Gud overgivet til satans varetægt. Den lidelse, han gennemgik, ramte både hans sjæl og legeme på den mest gennemtrængende måde, en skabning kan opleve. Men hvorfor måtte han gennemgå dette? Af to grunde: Den første var, at han blev et eksempel på Jesus Kristus i de lidelser, han gennemgik, og den anden grund var, at han skulle tjene som eksempel på de sjæle, som Den rene Kærlighed vil favne og tage til Sig. Det er vigtigt at trække frem, at i Guds Kirke er der mennesker, der erfarer det samme forløb, som Job gennemgik, og det tjener som et eksempel for dem, der gennemlever lidelse i et stort omfang, at dette er forbundet med en stor grad af renhed og hellighed.

Siden du har åbnet dit hjerte for mig mit barn, vil jeg også åbne mit for dig og fortælle, at jeg tidligere i mit liv har gennemgået det, som du oplever nu. Men jeg må til min store skam indrømme, at jeg ikke besad troen i hjertet til at kunne klare det, som Vor Herre foretager i hemmelighed i Sit arbejde med din sjæl. Forsøg på at tøjle din vilje. Jeg ser, at Hans nåde går foran dig, så du kan holde modet højt, men Han gør det på en ikke synlig måde. Jeg ser tydeligt, at Gud handler i dig, og jeg takker Ham af hele mit hjerte for al den nåde, Han lader tilflyde din sjæl, og at Han lader Sit arbejde (med dig) skride frem, ved at Han lutrer dig for din selvkærlighed, som har inficeret alle dine gerninger.

Jeg havde virkelig håbet, at Gud en dag ville tilskynde dig denne nåde, men jeg troede ikke, at det ville ske så hurtigt på grund af de svagheder, du har. Selv om jeg ser, at du bærer på en så stor ømhed overfor det, der er Guds samt en indre sødme, sædvanligvis givet af Gud for at tiltrække sjæle til Hans tjeneste, så troede jeg ikke at Han så hurtigt ville knytte dig til Sit kors. Jeg troede ikke, at du var stærk nok. Men jeg ser, at Gud selv har truffet Sit valg og straks sat det i værk, for Han behandler dig, som Han behandlede Sin Søn. Det var Ham, der var blevet udset som offer lige fra inkarnationen og samtidig behandlet som sådan, og det i alle dele af Hans hellige liv. Han blev behandlet som en fremmed, en der er blevet forvist, og som ikke blev bistået eller støttet af andre. Med andre ord Gud behandlede Ham som en, der er afvist af Gud, og Han bar den strenghed, der er i den guddommelige retfærdighed. Det var netop i den ånd, at Jesus blev ydmyget, forkastet og opofrede Sig til Guds retfærdighed og hellighed, og det var også i den ånd, at vores orden blev stiftet i Kirkens regi. Du vil bære den nåde og hellighed, som Gud har ladet tilflyde dig, hvis du går igennem al den smerte, der kommer over dig, uanset hvordan den måtte tage sig ud, og du må forblive at være som Jesus og med Jesus, der fulgte Sin Faders vilje.

Vær ikke overrasket over, at du føler elendigheden og ondskaben i dig selv. Lid mit barn, vær lidende sammen med Jesus, og lid sammen med den hellige Paulus for at frembringe det, som endnu mangler både fra hans gode Mester og dig. Lad intet komme som en overraskelse for dig. Overgiv dig til Hans vilje. Så vidt det er muligt undgå at søge dig selv og den trøstende opmærksomhed, som din egoisme tilskynder dig til under forklædning af evighedens frelse eller den overdrevne frygt for synd, og således ikke være i nådens stand. Alt dette, som ikke er en del af Guds orden. Befinder man sig i en sådan tilstand, må man være stålfast og en smule hård ved sig selv, ellers vil man ende med at græde for evigt og bebyrde sig selv med den ånd, der er i verden. I Jesu navn, Ham som er den eneste, der bør bebo vore hjerter, vær tro mod det at gøre Guds vilje. Dette er, hvad du skal gøre. Og vær tro mod alle dine forpligtelser, og frem for alt vær lydig og lad dig blive ført som et lille barn, der uden den mindste tvivl følger Vor Herres godhed.

Fortsæt med, ud fra en kristen enkelthed, at være opmærksom på de følelser og andre ”rørelser”, der foregår i dig, for at undgå illusioner. Velsignet være Gud for evigt, at Han har ladet dig opnå netop denne tilstand! O hvilken nåde, hvis du holder ud og er tro! Du vil forblive tro, hvis du gør, som jeg anviser dig, som er, at du fornægter dig selv i alt, det være sig i åndelig henseende, i den evige og jordiske virkelighed, og når det gælder de legemlige behov og giver det til Jesus Kristus og tillader Ham at lede din sjæl på den måde, Han finder bedst. Hav fuld tillid til Hans godhed.

Dette er, hvad jeg kan råde dig til og bede dig tro på, og som kommer fra mit hjertes dyb. Jeg er helt din, da Gud har overdraget dig til mig, og vær forvisset om, at Han også har overdraget mig til dig, og at dit ve og vel (i jordisk og åndelig forstand) for altid vil ligge mig på sinde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 22. oktober 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/10/mother-mectilde-on-the-meaning-of-desolation-and-sufferings/

Ti måder som vi kan faste på

Jesus sagde: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de” (Luk 13: 3). I Sin første forkyndelse i Sin offentlige fremtræden formaner Jesus til omvendelse: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1: 15). Kristi mystiske Legeme fører os ind i en tid fyldt med nåde, og hvert år har til formål at lede os til omvendelse. Den tid, vi her taler om, er den fyrre dage lange fastetid.

Moses fastede i fyrre dage på bjerget, og Jesus var fyrre dage i ørkenen, hvor Han fastede. Kirken opfordrer os til i denne fastetid at søge dybere ind i os selv og bede om hjertets omvendelse.

En sådan omvendelse kan blive til virkelighed, hvis man forpligter sig til at udføre tre traditionelle former for praksis, nemlig bønalmisse og faste (Matt 6: 1-18). Ved bøn retter vi vort fokus på Gud, ved at give almisse rækker vi ud til vores næste, som virkelig har behov for hjælp, og når vi faster, søger vi ind i vores hjertes dyb og beder om Herrens nåde til at kunne slippe tilknytningen til synden.

Når ovenstående er tilfældet, på hvilke konkrete måder kan man så faste? Det er vigtigt at gøre sig klart: det at faste er ikke blot en diet med ønsket om at tabe nogle kilo. Formålet med at faste handler mere om at ville behage Gud, at ønske hjertets omvendelse og bede for andres omvendelse. Med andre ord, det at faste må have et horisontalt og metafysisk sigte.

Ti måder hvorpå vi kan faste

1.      Spis mindre (almindelig mad) og modtag Den hellige Eukaristi oftere.

Ved at gøre dette betoner vi betydningen af vores åndelige liv og sjæls frelse. ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på” (Joh 6: 27).

2.      Styr din tunge/behersk din tale

Skt. Jakob siger i sit brev: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale …” (Jak 1: 19). Dette er ganske enkelt en fremragende formaning, der handler om at styre sin tunge, altså at beherske sin tale.

3.      Heroiske øjeblikke

Grundlæggeren af Opus Dei har fremsat følgende kortfattede sætning: ”Det heroiske øjeblik”. Men denne sætning i mente siger Skt. Jose Maria, at så snart vi hører vækkeuret ringe, bør vi straks stå op, bede og starte vores dag. Djævelen, som finder behag i dovenskab, tilskynder os til at slå vækkeuret fra og sove videre. Jeg tror ikke, at man finder denne praksis hos helgenerne. Så lad os komme op og i gang.

4.      Vær årvågen i forhold til øjnenes begær

Øjnene er sjælens spejl. Den hellige kong David faldt for syndens fristelse, og dette ledte til endnu mere synd. Han fæstnede sit blik på en gift kvinde, Bathsheba. Utroskab i tanken blev gjort til gerning i fysisk forstand. For at få denne synd ud af syne, lod David Bathshebas (uskyldige) mand gå i krig og blive dræbt (2 Sam 11-12). Lad os stræbe efter følgende saligprisning: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

5.      Punktlighed/omhu

Jesus siger: ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget” (Matt 25: 23). Vær omhyggelig og punktlig, det viser, at du har styr på tingene, og hav respekt for andre. Alt dette viser, at du udfører dine opgaver godt og til tiden.

6.      Lyt til andre

Det er så let at afbryde andre, når de taler, og forsøge at pådutte dem ens egen holdning, inden de har færdiggjort deres forklaring (af egne holdninger). Kærlighed, betyder kærlighed til Gud og næsten, og med det menes der, at man respekterer andre og giver dem plads til at tale ud, uden at man afbryder dem for at påtvinge dem ens egne holdninger.

At lytte til andre er samtidig en måde at vise ydmyghed på, at man lader den anden træde frem, fremfor at man selv gør det. ”Jesus … er sagtmodig og ydmyg af hjerte, så I skal finde hvile for jeres sjæle” (Matt 11: 28-30).

7.      Vær taknemmelig fremfor at beklage dig

Lad aldrig en dag rinde ud, hvor du ikke har vist Gud din taknemmelighed. Vi burde praktisk talt bestandigt takke Gud. Desuden bør vi gøre det til en god skik at takke andre. ”Tak Herren, for Han er god, Hans trofasthed varer evindelig” (Sl 118: 1).

8.      Smil selvom du ikke nødvendigvis ønsker at gøre det

Dette kan i sandhed være en god måde at gøre bod på, når du smiler til et andet menneske, også selvom du er træt, har hovedpine eller er forkølet. Dette er en heroisk dyd. Et smil er ikke noget stort, men det kan have en ”smittende” effekt. Faktisk kan et smil, der udspringer fra et oprigtigt hjerte, flytte et andet menneske fra trøstesløshed til at føle sig trøstet. Ét af de tydeligste tegn på at et menneske følger Jesus, er, at smilet fra dets ansigt har en udstrålende effekt. ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer” (Fil 4: 4).

9.      Bed selvom du ikke føler dig tilskyndet til det

Mange af os bygger vores åndelige liv på følelser, der er kortvarige og forbigående som duggen, der svinder bort ved morgensolens første stråler. Når det handler om at bede uden at være tilskyndet til det, så kan vi tage udgangspunkt i det eksempel, hvor Vor Herre og Frelser Jesus Kristus opholder Sig i Getsemane have (Luk 22: 39-46). Da Jesus oplever stor smerte og trøstesløshed og sveder blod, var det ikke tidspunktet, hvor tilskyndelsen til bøn var stor. Ikke desto mindre blev Jesu bøn mere inderlig.

Lad os derfor faste og gøre bod (for den synd, vi har gjort i vores liv) og fastsætte bestemte tidspunkter, hvor vi beder og lad os også bede på tidspunkter, hvor vi ikke føler os tilskyndet til det. Dette er bod og sand kærlighed til Gud. Dette er et tegn på, at vi vokser i troen.

10.  En opmuntring

”Barnabas” betyder rent faktisk ”Trøstens søn” (ApG 4: 36). Lad os komme ud over vores egen lille cirkel og have et større fokus på Gud og se Jesus i de andre, hvor vi forsøger på at efterligne den gode samaritaner (Lukas kapitel 10). Lad os lære af Simon fra Kyrene og hjælpe vores brødre og søstre, der bærer på tunge kors. Lad os lette deres byrde ved opmuntrende ord og adfærd fyldt med kærlighed og medfølelse. Husk den gyldne regel: ”Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7: 12). I strid modvind og den daglige kamp kan et opmuntrende ord i sandhed give den fornødne styrke til at klare strabadserne.

Vær i bøn, når du læser disse ti forslag igennem, som er centreret om det at faste, og hvordan man fornægter sig selv. Udvælg mindst et eller to, som du straks begynder at føre ud i livet. Må Vor Frue, det gode råds Moder, give os opmuntring til, at vi fornægter os selv og siger ”ja” til Guds kærlighed ved at tjene vore brødre og søstre med et gavmildt hjerte! (Luk 1: 38: Marias ja til Gud).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 25. februar 2020, og den kan læses på: https://catholicexchange.com/ten-ways-we-can-practice-fasting

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor katolikker, der er åndeligt døde, bør bekende den dødssynd, de har begået, før de modtager Den hellige Kommunion

Blandt katolikker, der endnu deltager i Den hellige Messe, eksisterer der et stort problem: en generel og vilkårlig modtagelse af Den hellige Kommunion, endog af dem, der ikke har forberedt sig eller har den rette indstilling til at modtage Herren og kan drage fordel heraf. Dette er et stort problem, som allerede er blevet adresseret af to tidligere paver.

Til tider, faktisk ret ofte, går alle de, der deltager i Eukaristien til Kommunion, og som nogle erfarne præster bekræfter, har det i disse situationer (for nogle) været påkrævet, at de før dette havde gjort brug af bodens sakramente for at få renset deres samvittighed (Johannes Paul II, Dominicae Cenae, 11).

Dette tekststykke kvalificerer sig til at modtage en pris for at underdrive, men det, som det antyder, er ikke til at misforstå. At rense sin samvittighed ved regelmæssigt at gøre brug af bodens sakramente, og i sagens natur helt klart, hvis man har begået en dødssynd, er den måde, hvorpå man kan vise en passende ærbødighed overfor Vor Herre Jesus Kristus, Israels Hellige, som er fuldt og helt til stede i det Allerhelligste sakramente, som føde for os på vores pilgrimsvandring mod himlen.

Som Kirken lærer, er Eukaristien ikke et middel for dem, hvis sjæle er døde, men den er føde for dem, som er i live, og som har behov for styrke til at leve et liv med kærlighed. Man kan gennem en hel dag fodre et dødt menneske, og det vil ikke føre til noget. I det åndelige liv er det langt værre: når et menneske, der er åndeligt dødt spiser livets brød, pådrager det sig mere skyld. Og ved uberettiget at give sådan føde til mennesker (der ikke har angret deres synder), der kan defineres som offentlige syndere (her drejer det sig om præster eller biskopper, der giver Herren til politikere, der stemmer for abort) falder der ild på den, der modtager Herren og den præst, der uddeler Ham. Det er sådan, det er, og det er der bred konsensus om blandt kirkefædrene, kirkelærerne og paver, der holder sig til den katolske tro.

Pave Benedikt bemærkede i et interview, at det foruroligede ham at se store horder af mennesker gå til Kommunion ved store begivenheder i Vatikanet, når det var helt klart, at mange var turister eller besøgende eller på anden måde ikke disponerede (f. eks manglende faste) for Kommunionsmodtagelse. Derfor genintroducerede han brugen af knælebænke og lod Kommunionsmodtagelsen forgå ved at kommunikanten knælede og modtog Hostien på tungen for ganske enkelt at minde folk om, at dette er et helligt ritual, som er centreret om det Allerhelligste, Sanctissimum:

Der er en stor fare for en overfladisk tilgang ved sådanne lejligheder, hvor Messerne i Skt. Peter bliver en del af et arrangement … I en sådan sammenhæng, hvor folk tror, at alle pr. automatik skal modtage Kommunionen, fordi når alle andre går op, så ønskede den enkelte også at deltage, og derfor ønskede jeg at sende et klart signal om, at dette ikke er et ritual, der skal associeres med noget socialt, hvor man ”bare” kan deltage, hvis man har lyst (The Light of the World, p. 156).  

Grunden til denne bekymring er ganske enkel og bliver udtrykt klart og præcist ved Koncilet i Trent:

Det er ikke passende at tage del i en hellig handling uden hellighed. Det er sikkert, at de kristne, når de erkender helligheden og guddommeligheden ved dette himmelske sakramente, må være påpasselige og ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed, især når man tænker på Paulus’ advarende ord: ”For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 29). De, som ønsker at modtage Kommunionen må hele tiden have Paulus opfordring i sinde: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret” (1 Kor 11: 28). (Session 13, kap. 7).

I lyset af alt dette må katolikker være sig meget bevidste om, hvad det vil sige at ”værepåpasseligeog ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed”. Hvilke betingelser gør sig gældende for en frugtbar og regelmæssig modtagelse af det allerhelligste sakramente?

Et svar, der henter sin autoritet i læreembedet, finder man i dekretet Sacra Tridentina Synodus fra 1905, som fremhæver de tanker, som pave Skt. Pius X havde gjort sig. Denne pave fremsatte her en reaktion for at adressere de dele af Jansenismen (1), som havde en afskrækkende virkning på de troende i forhold til at komme nær alteret, samt det at man havde nedsat aldersgrænsen for at modtage Den første Kommunion, og endelig at de troende blot skulle modtage Herrens Legeme så ofte som muligt. I dekretet kan man læse følgende:

For det første skal den, der ønsker at nærme sig Den hellige Banket, være i nådens stand, det vil sige, at vedkommende skal være sig bevidst om, at al begået syndsaktivitet, forstået som dødssynd, er blevet bekendt i skriftemålet.

For det andet skal den troende besidde den ”rette og hengivne tilgang”. Dekretet forklarer, hvad der menes med det: ”at den, der nærmer sig Det hellige Bord ikke bør gøre dette af vane, i hovmod eller ud fra menneskelige hensyn, men fordi den troende ønsker at være Gud til behag, at være tættere forbundet med Ham i kærlighed, og for at gøre brug af dette sakramente med henblik på at løfte den troende i dennes svaghed og skrøbelighed. Med andre ord skal kommunikanten være sig meget bevidst, hvad han foretager sig, og Hvem han nærmer sig (og af den grund bør kommunionsmodtagelsen ikke være rutinemæssig), og at den handling, kommunikanten foretager, er Gud til velbehag og helliggør hans sjæl gennem en tættere tilknytning til Ham ikke på baggrund af, hvad andre måtte formode eller tænke (altså grundet hovmod eller menneskelige hensyn).

For det tredje må den troende ikke bære på dødssynder eller have hensigter om at udøve dem, den troende skal som det mindste være uden dødssynd, og det på en sådan måde, at den troende aldrig vil foretage en dødssynd i fremtiden. Dette element er særlig vigtigt i dag, hvor vi befinder os i en kaotisk situation forårsaget af Amoris Laetitia. Så længe en katolik har til hensigt at fortsætte med at leve i synd, som er konstant at befinde sig i en situation, der objektivt set er forbundet med synd, som eksempelvis kan være, at man er blevet skilt og har fået en borgerlig vielse med en ny partner, mens ens tidligere partner stadig er i live. En sådan katolik kan ikke modtage Den hellige Kommunion, fordi intentionen om at fortsætte synden stadig eksisterer.

For det fjerde er det ikke et krav, at kommunikanten skal have brugt tid på at forberede sig, eller at denne benytter tid efterfølgende til taksigelse, men begge former for praksis (forberedelse og taksigelse) er vigtige delelementer for at kunne opnå den mest givende kommunionsmodtagelse. Dekretet formulerer det på følgende måde: ”sakramenterne … og det man får ud af at modtage dem, afhænger af, hvor godt modtageren har forberedt sig”. Bortset fra Guds intentioner, der ikke er synlige, om at løfte nogle sjæle højere end andre, handler det om, at vi for vores del arbejder på at få en levende tro og skærper vore andagtsøvelser. Vi kan således nærme os alteret og modtage Herren i Kommunionen, Den Herre, der ser forskellene på dem, der hyppigt modtager Kommunionen og viser tydelige effekter på det og omdanner dem til helgener og dem, der ikke synes ikke at vise tegn på forandringer, selvom de på daglig basis modtager Herren.

Kort fortalt er de fire betingelser for en hyppig og frugtbar modtagelse af Den hellige Kommunion: 1) at være i nådens stand, 2) at have den rette og hengivne indstilling 3) at have gjort sig fri af synden også således, at man ikke er fristet til at synde igen i et fremtidigt perspektiv, og 4) at forberede sig ordentligt og fremsige en taksigelse.

Hvilket resultat opnår vi, hvis vi følger den kloge rådgivning fra Vor Moder, Kirken? Det selvsamme dekret kommer med følgende smukke formulering: ”ved hyppig og daglig modtagelse af Den hellige Eukaristi styrkes vor tætte bånd til Kristus, det åndelige liv opretholdes, sjælen bliver mere beriget med dyd, og løftet om evig lykke bestyrkes.

Hvilket privilegium og hvilken udfordring det er for os at få så meget styr på vores liv, at vi kan vokse i nåde, renhed, tro og hengivenhed!

Noter

1.      Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde fundamentet for bevægelsen. Jansenisme var meget udbredt i 1600-tallets Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente at teologien alene burde bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi. (Kilder: Katolsk minileksikon samt Gyldendals store leksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/spiritually-dead-catholics-must-not-receive-holy-communion-until-doing-this

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Derfor bør katolikker faste, før de modtager Den hellige Kommunion

I betragtning af, hvor lidt fokus der er på askese, som er selvfornægtelse, er netop dette aspekt af katolsk åndelighed ikke noget, man bør gå på kompromis med, og det gælder også par og familier. Som en synder, der konstant har behov for at blive lutret, må vi alle granske vores samvittighed, gøre bod og omhyggeligt forberede os til at kunne modtage sakramenterne.

Det største problem i moderne tid, og som allerede blev begrædt af pave Pius XII, er, at vi har mistet fornemmelsen for synd. Det, at vi har mistet denne fornemmelse for synd, er imidlertid blevet forværret ved tabet af de mange rutiner, mange katolikker engang havde til at minde sig selv om den synd, de bar på og derfor måtte gøre bod for: fredage uden kød hele året igennem, at faste dagligt under hele Fasten ikke blot Askeonsdag og Langfredag samt faste i nattetimerne for modtagelsen af Eukaristien den følgende dag, som senere blev skåret ned til tre timer og reduceret yderligere til en time.

Da Pius XII i 1953 lempede timeantallet for den Eukaristiske faste fra at skulle strække sig fra midnat til blot tre timer før Messestart, blev det betragtet som en bemærkelsesværdig imødekommelse fra Kirkens side i forhold til de mere nutidige behov. Og man kan på en vis måde sige, at ændringen var passende set i forhold til omstændighederne. I 1964 foretog Paul VI en lempelse af den Eukaristiske faste fra tre timer til en time, som i mange tilfælde er blevet til følgende: spis ikke noget undervejs til søndagsmessen. Er det, det, man kalder for en meningsfuld faste? En times faste skulle i princippet være til at overholde, men paradoksalt nok, har det resulteret i, at mange katolikker ganske enkelt ignorerer det, og det er netop blevet sådan, som Aristoteles har formuleret det: ”Når der kræves lidt, udebliver resultatet, fordi kravet ikke fremstår som et krav”.

En tydelig Eukaristisk faste viser vores respekt overfor Vor Herre Jesus Kristus samt et ønske om at modtage Ham, som den vigtigste føde i vort liv. Dette stiller os også over for et moralsk krav, nemlig at vi er forpligtede til at modtage Ham med værdighed. Vær opmærksom på, kristne mand og kvinde, hvad I nu er ved at gøre: vær Jer bevidste, om at I bør være i nådens stand, således at I med værdighed nærmer Jer Herren Jesus Kristus og modtager Ham personligt. De tre timers faste handlede også om Herren, om at give Ham ære og til sidst en selv, hvor man ransager sin samvittighed, for at prøve om man er i nådens stand. Dette var en disciplin, som fungerede præventivt i forhold til ubetænksomhed, ligegyldighed og det at betragte Kommunionsmodtagelsen som en social begivenhed.

Omgivelserne, der skal danne rammen for tilbedelse, er i alt for mange sogne så utilstrækkelige, at de ganske enkelt ødelægger troen på det Allerhelligste, som Den katolske Kirke bekender er Vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, og som vi må være forenet i tro og kærlighed for at kunne forenes til ét kød. Det katolske Novus Ordo lektionarium undlader fuldstændig Skt. Paulus anmodning om, at man ransager sin samvittighed, før man modtager Eukaristien: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 27-29), men man finder til gengæld dette flere steder i det traditionelle lektionarium. Lægfolket, her både mænd og kvinder, forestår Kommunionsuddelingen på en uhøjtidelig måde. Adspredende eller følelsesmæssig musik formår ikke at danne rammen, for at de hellige mysterier virkelig fremstår som hellige, og formår yderligere ikke til at tilskynde til, at de troende viser ydmyg tilbedelse. Det, at faste som er en åndelig disciplin, er, som allerede nævnt blevet gjort ligegyldig. At forberede sig til Messen og give en taksigelse efterfølgende er praktisk talt ikke-eksisterende. Lægger man alle disse faktorer sammen, skaber det et billede af, at det at modtage Den hellige Kommunion er noget banalt og helt almindeligt, og at det ville virke mærkværdigt, hvis nogen blev nægtet adgang til Den.

I kommuniteter, hvor Den latinske Messe celebreres, er der blandt de troende fokus på at få ransaget sin samvittighed, og bliver man sig bevidst om, at man har begået en dødssynd, må man skrifte den, før man modtager den hellige Kommunion. (I de samme kommuniteter foretages der på søndage og andre festdage skriftemål før og under Den hellige Messe, og denne måde at gøre det på er særdeles velegnet til det åndelige behov, der er hos almindelige katolikker. En præst vil fejre Messen, mens den anden sidder i skriftestolen. Ved konsekrationen holder man inde med skriftemålet, og ved Kommunionsuddelingen hjælper den præst, der har siddet i skriftestolen den celebrerende præst med Kommunionsuddelingen). Her er det tydeligt, at ikke enhver automatisk forlader sin bænkerække og går op og modtager Den hellige Kommunion. De, der er i nådens stand, går op og tager del i den mystiske banket, de knæler i ærbødighed, mens de beder og modtager Ham på tungen fra præstens konsekrerede hænder. Det hele bliver gjort på en måde, som er værdig og korrekt. Mennesket kommer foran Gud og har fjernet enhver forhindring, der er menneskelig muligt at fjerne, og beder om at modtage Hans guddommelige livs helt fantastiske gave.

Kunne vores mangel på øvelse (jeg benytter dette i mangel af bedre dækkende ord) i Eukaristisk mådehold og ærbødighed for Herrens Legeme relateres til, at kyskhedens dyd og ægteskabet er blevet ødelagt, her forstået som mådehold i forhold til seksualitet og en ærbødighed for ægtefællens krop? Ligesom det synes som om, at mange ikke har behov for at forberede sig, vente og bede for nåden til at blive værdige til Herrens gave, hvor Han giver Sig selv til os i Den hellige Kommunion, på samme måde, synes det som om, der ikke er noget behov for at forberede sig og vente og bede for nåden til at være værdig til at modtage den gave, som den anden person er i det ægteskab, der ikke kan brydes, mens man selv gør sig til en værdig gave, der skal modtages af den anden.

Der må ske en genopretning af fasten. Man bør ikke have nogen, der giver signal til, at alle på en bænkerække skal gå til Kommunion. Det skal kun være præster, der står for Kommunionsuddelingen, som foregår, mens kommunikanten knæler, og Kommunionsmodtagelsen foregår på tungen. Disse tre ændringer ville hjælpe til at bekæmpe den pandemi af uærbødighed, der i dag gør sig gældende samt de utallige Kommunioner, der modtages af folk, der ikke er i nådens stand.

Sådanne tiltag vil måske over tid tilskynde par til at tænke anderledes omkring sig selv og deres kroppe, og den omsorg og respekt, man bør udvise overfor ethvert kristent legeme, fordi det er Helligåndens tempel, og videre skal man tænke på ærbødighed, ganske enkelt fordi ens ægtefællens krop ikke må tages for givet. Seksualiteten i ægteskabet handler trods alt om, at man gensidigt giver sig selv under de forhold, som Gud giver og ikke udnytter hverandre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 8. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-catholics-must-fast-before-receiving-holy-communion

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den hellige liturgi er den bedste og mest fuldendte måde, hvorpå vi kan nærme os Gud

Det er ingen hemmelighed for katolikker, at liturgien i dag er en sand slagmark, hvor modstridende holdninger, praksis, eksperimenter, improvisationer og misbrug kæmper imod hinanden. Der går ikke en dag, hvor vi ikke hører om, hvordan Messen et eller andet sted har været et resultat af den sidste nye ”dille” eller seneste trend, hvilket nok er den bedste måde at beskrive resultatet på, fordi man med Messen har forsøgt at motivere de unge til at hjælpe immigranter.

Men det er den helt forkerte måde at betragte den ypperste form for tilbedelse på. Den, som er blevet givet os gennem Kirkens hellige tradition, og som Den (Kirken) tog i mod fra sin Herre, den hellige liturgi er en indgang til Jesu Kristi mysterium, den bedste og mest fuldendte måde, som Han har givet os, for at vi kan komme tættere på Ham under vores pilgrimsfærd. Liturgien er højdepunktet, forbilledet for al menneskelig aktivitet, og på samme tid er den det hjem, hvor mennesket åbner sin sjæl for Guds handling.

Da al nåde er givet gennem Kristus, og Kristus giver Sig selv til os i Eukaristien, er selve Eukaristien centrum for det skabte kosmos, og derfor kan hele det overnaturlige liv hos de kristne præcist betegnes som Eukaristisk og som en taksigelse til – og tilbedelse af Faderen. Hvis man fjernede liturgien, ville man fjerne Kristi handlinger og lidelse fra vores midte. Og det ville være at fjerne det grundlæggende formål med det kristne liv, nemlig at vi bliver dem, som kender og elsker Gud.

Det bedste af det hele er, at den (Eukaristien) leder til fuldkommengørelse. Fuldendelsen af en ting, hvis endemål liggerudenfor tingen selv, består i, at den når frem til denne fuldendelse. Menneskets endemål er Gud, og handlingen, hvorved vi knytter os til Gud, er gennem kærlighed, dels ved viljen og bevidstheden og dels ved intellektet. På jorden som i himlen udtrykkes vores forhold til Gud gennem tilbedelse, som fuldkommengør vilje og intellekt. Derfor er helligfordybelse – forstået som en forening med – og tilbedelse af Gud – en god handling, som stemmer overens med vores mål om at opnå det ultimative gode.

Alt i menneskets liv vil blive bedømt ud fra, om det bidrager til at tilbede Gud og opnå en forening med Ham. Da liturgien er den måde, hvorpå vort ”bidrag” tager form og fuldendes – har mange kirkefædre, specielt dem fra øst, beskrevet Himlen, som en evig liturgi – og det betyder, at al menneskelig fuldendelse er ordnet i forhold til vor liturgiske deltagelse i de guddommelige mysterier. Hvis menneskelivet kulminerer i en betagende vision af Den hellige Treenighed og Det inkarnerede Ord, og hvis alle disse realiteter manifesteres og bliver synlige for os i den hellige liturgi, er den ultimative udgang på det, mennesket er – og foretager sig på jorden, en tilbedelse af Gud gennem Det hellige Messeoffer. Alt, hvad Gud giver os, er med henblik på tilbedelsen af Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed, gennem, med og i Jesus Kristus, den sande Gud og det sande menneske.

Man må huske på, at teologi og åndelighed er centreret om en ting og kun har et formål: Gud og den gradvise opstigning mod Gud, at lytte til Hans åbenbarede ord, og dele Hans guddommelige liv gennem sakramenterne. Liturgien er et privilegeret arrangement af Skriften, ikke blot ved at vi har læsninger, men uendelig meget mere ved at den (liturgien) indeholder kernen i selve Kristi åbenbaring, den ypperste visdom, den største kraft og den altomfattende kærlighed i det mystiske og opofrende festmåltid. 

Kirkefædrene lærer, at hvis man vil forstå Skriften, må man leve et helligt liv, hvor man efterligner Kristus, som er Ordet, og om hvem Skriftens ord lærer og peger hen i mod. Bibelen blev givet dem, der stræber efter at være hellige, og det er derfor, at Den kan fremstå uklar, som Skt. Augustin siger: den afskrækker alle med undtagelse af den, der utrætteligt søger Gud. Uden Skriften er der ingen teologi, som er den højeste klogskab, der kan tilgå mennesket. Uden at tage del i Den levende Kristus, kan man ikke forstå Skriften eller lade Dens mening dvæle i sig, og uden liturgien er der ingen deltagelse i mysteriet, eftersom liturgien indeholder mysterium fidei (troens mysterium) i dens livgivende realitet, er den centrum for hele Kirkens mission, som er rettet mod den omgivende verden.

Ligesom klosterlivet er liturgien også blevet betegnet som ”hellighedens skole”. Liturgien former os ved at lægge troens mystiske sandheder frem for mennesket på flere niveauer og ansporer det til at respondere. Hele det liturgiske sprogbrug i alle dets facetter er en udbygget eksegese af Den hellige Skrift, en levende og gennemtrængende præsentation for sjælens øjne af troens mysterier. De mange former for symbolik, der er i ceremonien, bevægelserne, messedragterne og de hellige genstande, var det, de østlige kirkefædre definerede som” mystagogy”, og som fører sjælen ind i det guddommelige sandhedsrige, og det leder vore sanser og vort intellekt til det, der ligger udover disse symboler. Betydningen af disse symboler er let at forstå (også selvom man skulle løbe tør for dem) for en sjæl, der er vågen, og de hjælper os til at forstå, at en vellykket ”reform” af liturgien vil have den effekt på mennesker, at de vågner op og forbliver vågne, snarere end at man fremstiller tingene på en sådan måde, at man lader mennesker forblive i deres egen lille verden af verdslig og vanemæssige tænkning.

Liturgien må være et hjemsted med plads til de guddommelige symboler og den virkelighed, de udtrykker, og hvor de kan blive åbenbaret gennem ord og sang, bevægelser og ceremonier – ja i hele deres udtryk. Hvis man skal synge eller tale under Messen, bør alt dette være rettet mod mysteriet – ligesom det er i den Byzantinske liturgi med sungne bønner, der bølger frem og tilbage i stadig stigende intensitet eller i den højtidelige latinske Messe, hvor den gregorianske sang og den ærværdige ceremoni sammen leder sjælen udenfor af tid og sted og ind i selve Kristi Hjerte hos Den eneste Lærer, Hyrde og Frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-sacred-liturgy-is-the-best-and-most-perfect-way-to-draw-near-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Han skal bide Hende i hælen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det sker ofte, når man fejrer jul, at det bliver glemt, hvorfor vi fejrer den. For få år siden fandtes der et populært klistermærke, beregnet til bilruden, hvor der stod: Jesus er grunden til, at vi fejrer jul.

Ja, på en vis måde.

Det er klart, at julen handler om Vor Herre og Hans komme til jorden for at påbegynde Sit guddommelige liv blandt mennesker, og den første del af Hans livsforløb var i sagens natur som et lille barn.

Men det slutter ikke her, selvom det er præcis her, verden ønsker, at fortællingen skal stoppe.

Ja, Jesus er baggrunden for julen, men grunden til, at Jesus kom, var for at frelse verden ikke for at være et sødt lille barn.

Alt omkring dette lille barn er centreret om håb for – og had til menneskeheden. Kom hen til krybben, og du vil modtage et kors.

Knyt dig helt og aldeles til Ham, og du bliver automatisk Hans Moders Søn. Du kan ikke være knyttet til Det Inkarnerede Ord uden også at være knyttet til Hans Moder.

Det var om hende, Gud talte, da Han i Edens Have sagde til slangen: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3: 15), men dette sker ikke, før tiden har nået sin fylde, hvor hun sætter ind med det endelige, afgørende og dødelige slag.

Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

At være Vor Herres bror og dermed Hans Moders søn betyder at tage del i den smerte, som er en del af Marias moderskab, og der er ikke blot tale om smerte, men om ren og skær lidelse.

Da Maria og Josef bragte deres lille barn til templet i Jerusalem for at gøre med Ham, som det er foreskrevet i Herrens lov, henvendte den gamle mand Simeon sig direkte Maria, efter han havde velsignet parret og sagde: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge …” (Luk 2: 34). 

Sværdet er den arv, der overgår til dig, hvis du er en del af den himmelske familie.

Simeon udlagde for Den Allerhelligste Moder det, som sværdet repræsenterer. Senere i Vor Herres offentlige virke udlagde Han i fuld offentlighed for dem, der fulgte Ham, samt deres familier, hvilken betydning sværdet har: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10: 34).

Her på jorden er sværdet vort liv og vor arv. Det er det, der hjælper os i kampen for at overvinde det onde i os selv og i verden.

Guds Moder blev vist sværdet i det øjeblik, der egentlig var præget af stor glæde, altså ved fremstillingen af Hendes Søn i templet, som det er foreskrevet i Herrens lov.

Lige nøjagtig i dette vidunderlige øjeblik, præget af glæde, hørtes lyden af sværdet, der blev trukket af skeden.

Sværdet er lig modsigelse, udfordring og konfrontation. Den næste gang vi møder denne guddommelige dreng i Hans liv, er der, hvor Evangelierne beretter om, at Han sad i templet sammen med de skriftkloge og lovkyndige.

Hvad er det, Han foretager Sig i deres forsamling? Han stiller dem spørgsmål, udfordrer dem og får dem til nærmere at overveje tingenes aktuelle tilstand, altså hvad det er for forestillinger og holdninger, der er de fremherskende.

Den udfordring, de blev præsenteret for, var så dybdegående, omvæltende og kraftfuld, at alle de, der lyttede til Ham, blev slået med forundring.

Sværdet og det, at slangen vil bide Hende i hælen, var det Himlens Dronning måtte erfare og bære, mens Hun var på jorden og Moder for Den stridende Kirke.

De, der følger Kristus, hendes Søn, kan forvente det samme, som er blevet beskrevet ovenfor. Vi er blevet overdraget sværdet for at bekæmpe slangen, og det betyder, at vi ganske enkelt må tage sværdet og begynde at kæmpe.

Det er derfor, de store helgener og paver kalder Kirken her på jorden for Den stridende Kirke.

Med ønsket om en hellig juletid til Jer og Jeres kære.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. december 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/he-will-strike-at-her-heel-12-29

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guds egen mand til jul

Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn” (Hos 11:1).

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel. Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Fra Egypten kaldte jeg min søn” (Matt 2:13-15).

De to ovennævnte skriftsteder fra Hoseas’ Bog og Mattæusevangeliet, der indleder denne artikel, benyttes som oftest med henblik på at minde os om Kristi mystiske Legeme. Det gamle Israel og Den første Kirke fremstår som to sider af samme sag, nemlig Guds rige.

Allerede fra patriarkernes tid (Abraham, Isak og Jakob) har Israel (som det udvalgte folk) båret på kimen til en Frelser, en Messias. Efter den sidste nadver havde Kirken fået overdraget Eukaristien, som er Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Kristus er Gudsriget, og de udvalgte er Gudsriget. Kirken er på mystisk vis Det mystiske Legeme og det nye Israel. Da Kristus kom til verden, blev Gudsriget ”født”.

Nebukadnesars drøm

Mens du så på den, blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem. Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet. Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden” (Dan: 35-36).

Forestillingen, om at Gudsriget (i en drøm) var blevet overdraget til en konge fra Babylon, blev ikke åbenbaret før den dag, hvor profeten Daniel udlagde- og forklarede den. En sten blev revet løs, men ikke ved menneskehånd. Denne sten er Jesus:

Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse” (Matt 21:44).  

Derfor siger Gud Herren: Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig” (Es 28: 16).

Nebukadnesars drøm var et billede på, hvordan riget skulle udgå fra Jesus, og hvordan det skulle vokse i størrelse og fylde hele jorden. Julen er et helt andet billede på den samme virkelighed, som bliver formidlet til Skt. Josef også i en drøm.

Josefs drøm

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 18-21).

Josef erfarer, at Maria er blevet gravid, men at dette ikke er sket ved menneskelig indgriben. På samme måde blev stenen i Nebukadnesars drøm revet løs, men ikke ved menneskehånd. Der var visse mennesker i denne historiske periode, der havde en forventning om, at Messias skulle fremstå som en ”stærk mand”, der ville stå i spidsen for hærstyrker, der skulle erobre verden for Gud. Men det var en forventning, der ikke kunne være mere forkert. Guds rige er (tilgiv mig formuleringen) Guds sag. Gud vil gøre det på den måde, Han finder mest rigtig.

Josef bliver betroet nogle ting i forbindelse med disse fantastiske nyheder. Gud skal have en Søn, Messias, og Han vil være Gud, fordi Hans Fader er Gud, men Han vil også være menneske, fordi Hans moder er en ung israelitisk kvinde, som det var blevet forudsagt af profeten Esajas. Gud ville selv give et tegn, fordi Hans rige ikke skulle komme til verden under stor opstand, men i stilhed, hvilket var en stor overraskelse for mange. Dette er et tegn på, at Den Allerhelligste Maria er forudbestemt til at være dronning over Israel.

Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7:14).

I en drøm, som Josef fra Betlehem har, ligger nøglen til at kunne forstå dette tegn. Han vil adoptere dette mystiske barn og give Ham navnet: Jesus, Søn af Josef. Endnu engang vil en Josef frelse Israel, og endnu engang vil Israel gøre skade på deres Frelser, og Gud vil vende den skade, man påfører Ham til frelse. På samme måde som den første Josef, vil også den nye Josef høre Guds stemme i sine drømme (1 Mos 37: 1-36:9).

En retfærdig mand

Ifølge Evangeliet er Skt. Josef en retfærdig mand, en mand efter Guds Hjerte. I Den hellige Skrift fremstår Skt. Josef som en handlingens mand, men også som en mand præget af tavshed. Jeg forestiller mig, at Maria har betragtet ham, som en mand med styrke og visdom, der er vokset frem gennem mange års hårdt arbejde. Jeg forestiller mig, at Josef har set på Maria med ærefrygt på grund af hendes renhed og skønhed og hendes fuldstændige overgivelse til Den sande Gud. Hvem kunne have gættet, at dette ydmyge par ville være et skjul for selve Gud?

Men Gud kom til udtryk gennem Josef. Gud gjorde Josef til tavshedens mand, som vil tage vare på Det inkarnerede Ord, Det Ord, der er et udtryk for universets eksistens. Den, der har skabt det univers, der omgiver os, har givet Maria og Josef en flig af livet, nemlig Hans liv i et menneskelegeme. Josef vil som tekton opdrage Jesus og lære Ham, hvordan man arbejder med materialerne jern og træ, og hvordan man ved brugen af plovjernet gør jorden klar til sædekornet. Skjult i det arbejde, de foretager, ligger det altafgørende Alfa, det første bogstav i alfabetet, det græske Alfa, der senere vil blive benyttet af Jesus til at vise hvem, Han er: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen …” eller som det formuleres på hebræisk ”Jeg er Aleph og Tav …”, og her betyder Tav, korset. Tav er det sidste bogstav i det hebræiske alfabet. Når vi betragter korset, ser vi, at det består af jern og træ, og det karakteriseres af Lucian, som det modbydelige instrument, hvor vor Frelser valgte at dø. Lucian siger også: ”Jeg er ploven og korset, begyndelsen og afslutningen”.

Josefs livsforløb er en skygge af dette offer. I de sidste år at sit liv vil Josef ofre alt, det han ejer. Han vil sammen med Maria bære på skammen, der knytter sig til denne uforklarlige graviditet. Han vil forlade alt for at søge tilflugt i Egypten. Han vil fortsætte med at arbejde, også selvom hans kræfter svinder, og han vil holde ud til det endelig er slut. Josef er ypperstepræsten, han er en mand, der vil bringe sig selv som offer på sin families alter. Han vil gå bort fra denne verden uden at efterlade sig noget som helst, men med en fornemmelse af, at han udførte sin pligt for Gud.

Den almægtige Gud betroede den første jul til denne mand, til Josef, som var Hans (Guds) endelige valg og den bedste mand (til at varetage denne opgave).

Prøv i denne jul at tænke på Josef. Kirken og verden har brug for mænd, der ønsker – og er villige til at være som ham: tavse og maskuline mænd, der har visioner, og som vil gøre disse visioner mulige.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 23. december 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/gods-man-for-christmas

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)