Category: Spirituality

Hvorfor kristne i dag fejrer ét af historiens værste tortur- og henrettelsesinstrumenter

For nogle år siden deltog jeg i en retræte, der blev ledet af en åndelig vejleder med stor indsigt, og han åbenbarede for os stor viden om korsets mysterium. På denne dag, hvor vi fejrer korsets ophøjelse, vil jeg efter bedste evne dele den viden, jeg fik på denne retræte med Jer læsere på LifeSite. Det synes som om, at dette er det helt rette at gøre lige nu, set i lyset af, at Kirken på dette tidspunkt i historien i større og større udstrækning tager del i korsfæstelsens mysterium.

Den hellige Treenighed, Den evige Tre i En, som har været til før altings begyndelse, og som hersker over universet med styrke, visdom og kærlighed, denne Treenighed har taget bolig i en sjæl, der er i nådens stand. Dette er et mirakel, der er ubegribeligt! Den åndelige sjæl, der er skabt i Guds billede, bliver Hans tabernakel, tempel, og det sted, hvor Han tager bolig, og det sted Han glædes ved. Uanset om vi fornemmer dette Guds nærvær i stilhed, eller at vi ganske enkelt bærer på det, fordi vi tror på Vor Herres ord (Joh 14: 23), så er den sandhed, der er i Guds nærvær en kilde til glæde og styrke i dødsøjeblikket. Det kan så være sig døden i overført betydning, i institutionel eller fysisk forstand.

Tro og håb er det altafgørende, når vi står med tomme hænder, altså når vi er fattige. Og det er i sig selv noget, vi kan glæde os over: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5: 3). Det er deres her og nu. Når vi er i mørket, ” i mørkets dal” (Sl 23: 4) (som skriften dystert fremstiller det), har vi desto mere brug for tro og håb. Gud beder os om at overgive os i Hans hænder, at stole på ham, at se hen til Ham og at søge Hans ansigt.

Glæden fra Den hellige Treenighed er at finde i hjertet på Den korsfæstede, lige i korsets midte. Korset er kilden til vores kristne liv, passionen var den, der frelste os fra synden og åbnede Himlens porte og vandt os Guds venskab. Men korset er aldrig den endelige afslutning hverken for Kristus eller den kristne. Passionen opfyldes i opstandelsen. ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15: 14). Hvorfor siger apostlen dette? For var Han (Kristus) ikke opstået fra de døde, ville død og lidelse være afslutningen på vort liv. Men meningen med livet er ikke døden, men derimod livet. Den opstandne Herres liv forklarer det, der er meningen med døden, selve pointen med at dø, og hvorfor det er godt at dø fra verden og sig selv på grund af kærlighed. Til trods for de vanskeligheder, vi vil møde undervejs (i livet), har vi altid målet for øje: ”vores bolig i Himlen” (2 Kor 5: 1 og Fil 3: 20). Øjeblikke præget af glæde, som vi oplever på jorden, skal minde os om, hvor vi er på vej hen, nemlig til den evige glæde.

Jesus, der er Sandheden, forhindrer ikke Sandheden i at komme til os, Han sparer os ikke for Den, og Han skjuler Den ikke for os. Dette er blevet mere tydeligt i forbindelse med de mange skandaler i Kirken, hvor de mænd, der skulle være en in persona Christi eller alter Christus har tilbageholdt og skjult sandheden. Jesus er ikke som mennesker, der taler (stolt og nedladent) ud fra lykkelig uvidenhed eller lover et liv uden smerte. Han tilbyder ikke medicin, der fjerner smerten, da en sådan medicin fjerner en del af vores menneskelighed og endog vores samvittighed og liv. Jesus underviste Sine disciple om korset og i forbindelse med det også om opstandelsen, for disse er tæt forbundet. Han er ikke bedragerisk i Sin tale, når han understreger, at der ikke kan være nogen påske uden en langfredag.

Kirken udsprang fra det sted, hvor spyddet gennemtrængte Den sovende Jesus. Hvis hele Kirken er blevet til på netop den måde, må nødvendigvis enhver døbt også være blevet til på den måde: sammenfattet i Jesu Hjerte og kommet til syne i Hans gennemborede side. Jesus gav den sidste dråbe af Sit blod og vand for dig, dig som Han bragte til verden. Og hvorfor? Fordi Han elsker dig, og fordi Han ønsker at dele Sin evige glæde og herlighed med dig og vil gå til Sit yderste for at gøre det muligt for dig at nå dertil.

Det er derfor Han sender Helligånden, Trøsteren og Talsmanden. Som Skt. Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaringen: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21: 4). Helligånden understøtter os allerede, så vi ikke mister hjertegløden. ”Gud stiller for høje krav til mig, og jeg er alt for svag”, skal vi være ærlige, så er det ofte sådan, vi tænker. Men det er ikke rigtigt, at Gud stiller for høje krav. Husk på Elias, da han opholdt sig i ørkenen, der stønner han: ”Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (1 Kong 19: 4). Gud sender en engel til ham, som siger: ”Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig” (1 Kong 19: 7). Gud ved, hvad vi har brug for og giver os det i overflod, vi er nødt til at tage os sammen og begynde at spise. Hvis vi vil klare det selv, bliver det for vanskeligt for os, for kun med Guds hjælp er det muligt.

Vi forsøger altid at gøre tingene på vores måde. Gud vil lære os det på den lette eller hårde måde: ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15: 5). Men: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4: 13). ” Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (Sl 124: 8). Hvis Han skabte himlen og jorden, så kan Han helt sikkert hjælpe os ud af vores trængsler. Vores største værdighed er at blive hjulpet af Gud, for da træder Han ind og tjener os (se Luk 12: 27).

For den ydmyge, for den fattige, der stoler på Gud, bliver vejen lettere. Han vil ikke lade os i stikken, og Han ville ikke tøve med at opfylde Sine løfter. Han er den trofaste Fader, der elsker os. Hvis du spørger Ham om du må få et brød vil Han så give dig en sten (se Matt kap 7:9). ”Giv os i dag vort daglige brød”: og det gør Han i form af det overnaturlige brød, som er englenes brød, Den hellige Eukaristi.

Han venter blot på, at vi vil spørge, tro på, og give os hen i Hans hænder, der er fulde af kærlighed. Det er det, troen afføder, en troshandling. Vi er trofaste overfor Gud, når vi stoler på Ham på trods af mørket. Når Den hellige Skrift fortæller: ”For af den nåde er I frelst ved tro” (Ef 2:8), betyder det, at: Vi er frelst, når vi ydmygt og i vores fattigdom beder til Gud: ”Jeg stoler på Dig, jeg giver mig til Dig, jeg overgiver mig i Dine hænder, gør med mig som det Dig behager, for jeg er Din”. Det er den holdning, et Guds barn besidder, fordi det ved, at dets Fader, er en Fader, der elsker og er kærlighed.

Det er det, det fuldendte korsoffer viser os, lærer os og styrker os, så vi kan gøre det samme. Det er det, Det hellige Messeoffer aktualiserer iblandt os igen og igen, så mysterierne omkring Herrens passion, død, opstandelse og himmelfart altid vil være vores, gennemtrænge vores eksistens og genskabe os til det evige liv. Det er derfor en kristen, der virkelig er troende, er urokkelig, så intet på denne jord kan besejre ham.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-celebrate-today-one-of-historys-worst-instruments-of-torture

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Til minde om den velsignede Jomfru Maria og hendes egenskab som dronning

Hil dig hellige dronning, hil dig vort liv, vor sødme og vort håb!

Hvilken smuk hilsen at benytte i forhold til Vores velsignede Moder! Man kan fristes til at tro, at disse ord er et overdrevent udtryk for fromhed, da de også gælder hendes Søn, som ofrede sig på korset, for at vi kunne opnå frelsen.

Imidlertid startede Guds frelsesværk ikke med et uværdigt menneske, men gennem en kvinde, der benyttede sit frie valg til at give sit fiat (ja), og dermed blev hun vejen for Den anden Person i Den hellige Treenighed. Det er derfor Skt. Bernard har sagt, og Kirken gennem århundreder har gentaget: ”Maria er årsagen til vor frelse, fordi hun lod Gud benytte sig i udførelsen af Sin frelsesplan, ligesom det var gennem Eva, at arvesynden blev en del af livet for alle kommende slægter”.

Fra det øjeblik, hvor hun gav sit fiat til englen, var Maria tæt forbundet med Guds frelsesplan, både i forhold til hvordan den skulle bringes til opfyldelse, men også hvordan denne frelsesplans fortjenester skal formidles. Og hun varetager disse opgaver, som den nye Eva, både ved at være den nye Adams ægtefælle og samtidig Hans Moder. Hendes moderskab favner både Hans liv på jorden og Hans mystiske Liv i Hans mystiske Legeme, Kirken, som Jesus gjorde det klart på Golgata.

Som kongemoder antager hun en magtfuld rolle i forhold til, hvordan Hans kongemagt udmøntes, hvordan nådegaver, der flyder fra Jesu hellige og gennemborede Hjerte, skal videregives til en verden, der desperat har behov for Hans guddommelige barmhjertighed. Så kraftfuld og omfattende er hendes beføjelser, at Jesus har betroet hende hele det skatkammer, der rummer Hans nåde. Det er derfor Kirken definerer Maria som formidleren af al nåde (Mediatrix): for ligesom Gud fandt hende værdig til at være den kvinde i hvem og gennem hvem, Han ville bringe nåde over verden gennem inkarnationen og frelsen, således fortsætter Han gennem hende Sin frelsesgerning. Han videregiver frelsens fortjenester gennem Maria. Kirken har allerede imødekommet dette denne fortrinsret hos Maria i den allertidligste kristendom. I encyklikaen Ubi Primum fra 1849, opsummerer den velsignede Pius IX Kirkens lære om denne trossandhed ved at benytte den alment kendte lære fra Skt. Bernard, som også er en del af læreembedet, hvor der står:

Grundlaget for al vor tillid … findes hos den salige Jomfru Maria: for Gud har knyttet Maria til det skatkammer, som rummer alle gode ting, for at alle og enhver kan vide at gennem hende, får man håb, nåde og hele frelsen. For det er Hans vilje, at vi tager imod alt gennem Maria (St. Bernard, In Nativit. S. Mariae de Aquaeduct).

Med disse ord fremkommer den velsignede Pius IX med en kortfattet kommentar til den første linje i: Hil dig hellige Dronning, hvor han fremhæver, hvorfor Hun er” vort liv, vor sødme og vort håb”. Samtidig lancerede han for Kirken, den ekstraordinære Marianske tid, som vi lever i. En tid, hvor vi har set den kraft, der udgår fra Maria, som dronning, og hvordan den virker på kosmos, som vi erfarede i Fatima den 13. oktober 1917, da hun lod solen ”danse”, (som den ærværdige Fulton Sheen beskrev det), for de tusinder tilstedeværende, der overværede dette fænomen.

I forbindelse med solunderet i Fatima er det svært ikke at lede tankerne hen på Johannes Åbenbaring kapitel 12, hvor vi får et indblik i den himmelske realitet, som er løftestangen for vor jordiske kamp. ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved … Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage”. Det er den kamp, vi i dag er vidner til, og som udkæmpes i hele verden … samt i ethvert menneskes hjerte. Derfor bliver Maria, Jesu Kristi Dronningemoder, sendt til os i dag. Hun er (Jesu Kristi) Sønnens sidste vej for at nå en oprørsk verden, for ingen har nogensinde holdt en herskers folk så tæt til sit hjerte som denne kærlige og omsorgsfulde dronning.

Hun er meget omsorgsfuld og har styrke, for hvor hun end bliver sendt hen af sin Søn, opnår hun, at hundredetusinderne omvender sig. Hvor hun end bliver sendt hen, ”knuser hun slangens hoved” (1 Mos 3: 15) og sørger for, at Guds rige bliver grundlagt med kirker og basilikaer, og millioner konverterer og kommer i disse kirker og basilikaer, se dette er et tegn på hendes sejr. Intet sted har dette vidnesbyrd været så klart, som i Gaudalupe i Mexico, hvor hun åbenbarede sig i 1531. Hun efterlod sig et himmelsk aftryk af Johannes åbenbaringen kapitel 12 på den tilma, som Juan Diego bar, og gennem en kraftfuld mellemkomst opnåede hun, at over otte millioner aztekere omvendte sig, og ret beset er der tale om en Pinsedag, som varede i syv år!

Skt. Louis De Montfort opsummerer, hvorfor dette altid er det gængse udfald af Marias ”besøg”, uanset hvor det foregår i verden:

Når Helligånden derfor finder Maria i en sjæl, iler Han derhen og opfylder denne sjæl med Sig selv,- i samme grad, som Han i den pågældende sjæl finder Maria. Én af grundene til, at Helligånden ikke udvirker særlig mange påfaldende undere i sjæle, er dén, at Han i mennesker af i dag så lidt finder Sin trofaste brud, Maria … (True Devotion, 36).

Lad os derfor åbne vore hjerter for den blideste og mest magtfulde af alle mødre, så Hun i vore hjerter kan bringe den største gave, som Hun alene er blevet betroet at give verden: Gaven, der gør Maria til ”vort liv, vor sødme og vort håb”, nådegaven som er Jesus Kristus, Han, der alene kan forvandle og tilfredsstille denne sårede og tørstende verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 22. august 2014. Den kan læses på:https://spiritualdirection.com/2014/08/22/memorial-queenship-of-blessed-virgin-mary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Åndelige våben: tre hil dig Maria for renhed

Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned” (2 Kor 10: 3-4).

Hver dag står vi overfor forskellige fristelser og dermed trangen til at synde. Disse fristelser antager mange former. Nogle af os slås med et voldsomt temperament, andre med egoisme, nogen med pornografi og andre igen med grådighed og materialisme. Ved Guds nåde må vi overvinde og fjerne disse synder. Viljestyrke er ikke nok i sig selv.

I den åndelige kamp har vi behov for åndelige våben, derfor opstarter jeg en serie, som handler om de våben, vi i åndelig forstand kan tage i brug, når vi vil bekæmpe synden og vokse i hellighed. Disse åndelige våben er blevet givet os af store helgener i Den katolske Kirke, og de har været afprøvet på den åndelig slagmark, og de har vist deres duelighed.

Tre gange: Hil dig Maria

Da det i dag er mindedag for Marias kroning til himmeldronning (1), fandt jeg det hensigtsmæssigt at rette fokus på en andagt, hvor man beder himlens dronning om at gå i forbøn for en selv. Denne andagt går ud på, at man siger tre gange hil dig Maria om morgenen og om aftenen, inden man går til ro.

Denne enkle men kraftfulde andagt tilskyndes man til, som katolsk troende, at praktisere af helgener som Skt. Antonius af Padova, Skt. Port-Maurice og Skt. Alphonsus Liguori.

Sigtet med andagten er at bede om Vor Frues forbøn for nådegaver til dagligt at leve et helligt liv. Hver eneste hil dig Maria er til ære for en person i Den hellige Treenighed og er samtidig en bøn om en speciel nådegave.

I en vision til Skt. Mechtilde beskrev Den hellige Moder andagten på følgende måde:

Ved det første hil dig Maria vil du bede mig i kraft af Den Højestes magt, som Gud Fader har givet mig, om at styrke dig i alle dine kampe og at forsvare dig mod den ondskabsfulde fjendes magt.

Ved det andet hil dig Maria vil du indtrængende bede mig gennem den beundringsværdige visdom, som jeg har modtaget fra min Søn, om at lade sandheden lyse på din sjæl og forhindre uvidenhed og vildfarelser. 

Ved det tredje hil dig Maria vil du bede mig ved kærlighedens brændende ild, som Helligånden har opflammet mig med, om at give dig en så glødende kærlighed, at den vil gøre dig i stand til at overvinde frygten for døden samt selve dødskampen. 

Denne andagt er et helt specielt kraftfuldt våben i kampen mod synder, der relaterer sig til begær af enhver art. Skt. Alphonsus, en af de største fortalere for denne andagt, anbefalede, at man kunne tilføje følgende bønner som en afslutning på andagten: “Ved din rene og ubesmittede undfangelse, O Maria, rens mit legeme og helliggør min sjæl”. En anden mulig bøn er: “Moder, skærm mig i dag fra dødssynd”. 

Uanset hvor travlt vi har, er det altid muligt at finde tid til denne enkle, hurtige og kraftfulde andagt. Den ruster os til en åndelig robusthed, og hvis man trofast praktiserer denne andagt, vil man vokse i hellighed og finde den nødvendige styrke i kampen mod synden. 

Noter

1.      I Den romerske-katolske Kirke markeres en af de store marianske fester den 15. august: Jomfru Marias optagelse i himlen. Festen er en af Kirkens ældste og går tilbage til det 4. århundrede. Otte dage derefter er det mindedagen for hendes kroning til himmeldronning. Mindedagen indførtes af pave Pius XII i 1955 (Katolsk minileksikon). 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman den 22. august 2013. Den kan læses på:https://www.catholicgentleman.net/2013/08/spiritual-weapons-3-hail-marys-for-purity

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Lidelse følger i kølvandet, når en Kirke tager ukloge beslutninger

Det, man kan sige om pave Johannes XXIII’s pontifikat var, at det i sin karakter var optimistisk. Da han blev spurgt, hvorfor han indkaldte til det andet Vatikankoncil, var hans svar angiveligt: ”Jeg ønsker at åbne Kirkens vinduer så meget, at vi kan se ud, og folk (udenfor) kan se ind”. Med denne åbningsreplik for Koncilet, hånede han de kritikere, der hævdede, at den moralske krise var under opsejling ved at karakterisere dem, som dommedagsprofeter, der altid har de værste katastrofer for øje, som om verdens ende er lige om hjørnet. Pave Johannes XXIII’s optimisme figurerede implicit i det, der var sigtet med Vatikan II: At bringe Kirken og den moderne verden sammen på en vellykket måde, det vil sige at åbne Kirkens vinduer og lade røgelsen, der benyttes i hellige sammenhænge, blande sig med den friske sekulære luft, eller sagt på en anden måde, der var tale om et projekt, der havde tiltro til, at en syntese mellem optimisme og håbet om alt det bedste ville bære stor frugt.

Pave Johannes XXIII nåede ikke at opleve koncilets slutresultat. En progressiv katolik ville karakterisere dette på følgende måde: Han var som en bygningshåndværker, tilknyttet et katedralbyggeri, hvor han ikke nåede at opleve det endelige og imponerende resultat. Det er det samme, der gør sig gældende, når man tager udgangspunkt i den kulturelle udvikling. Man tilplanter en have, og de generationer, der kommer efter, kan høste dens frugt.

Men til tider kan dens frugter, der vokser frem være rådden og helt uspiselig.

Den frugt, der var resultatet af Vatikan II, efterlod Kirken med en bitter smag i munden. Mange antager, at dette skyldes en infiltration af Kirken. Måske skulle pave Johannes XXIII have lyttet til dommedagsprofeterne. Hvis man åbner vinduerne, når luften er fyldt med giftig røg, kan det have en dødelig udgang.

Jeg kunne være fristet til at gennemgå de mange mærkværdige og fjollede ting, man har været vidne til siden Vatikan II, samt de drastiske fald, der har været i forhold til kald (præste- og ordenskald) samt folk, der deltager i Den hellige Messe og antallet af misbrugssager og endelig de enorme summer, der er blevet benyttet til at indgå juridiske forlig i disse sager. Jeg kunne fortsætte listen af disse opsigtsvækkende forhold med at nævne Messer med rockmusik, hvor der danses polka, hvor der optræder klovne, og det værste af det hele er Messerne ved Verdensungdomsdagene. Men jeg vil i stedet rette fokus på følgevirkningerne af Vatikan II, og hvilken betydning de aktuelt har for verden og de unge.

Da jeg arbejder som lærer, vil jeg tage udgangspunkt i de erfaringer, jeg har gjort mig på dette område. Jeg arbejder i det offentlige skolesystem, og her er Den katolske Kirke praktisk talt ikke eksisterende. De elever, jeg møder har aldrig hørt om en biskop eller for den sags skyld en pave, og hvad disse titler dækker over. Deres viden om præster stammer fra det, de stifter bekendtskab med fra komikkens verden. De ved, hvad det vil sige at være nonne grundet en aktuel gyserfilm. Der er kun to af mine elever, der på ugentlig basis deltager i en eller anden form for gudstjeneste. Resten tager enten del i søndagens ”tilbedelse” af hockey-sporten eller sidder derhjemme foran computerskærmen og bruger tid på at slå mennesker ihjel i et spil. Hvis en elev har et familiemedlem, der er troende (kristen), så kender eleven til Jesus, men ved med stor sandsynlighed ikke hvem Jesus egentlig er (jeg havde på et tidspunkt en elev på 11 år, som spurgte om julen indikerede Jesu død på korset). Min opfattelse er på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig, at Den katolske Kirke fremstår som betydningsløs for de elever, jeg er lærer for og ikke bare for dem, men for hele det moderne uddannelsessystem.

Kan jeg få det moderne uddannelsessystem til at forsvinde? Hvad kan Den ”moderne” katolske Kirke tilbyde mine elever? Skal jeg undervise dem i, hvordan de skal plagiere, når de skal skrive et essay? Eller skal jeg give dem en lektion i matematik, hvor 2 +2 = 5? Der vil givet være en elev, der ønsker en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre? Mit svar til den pågældende elev vil da være: ”du skal ikke fokusere på detaljer”. Måske kan Kirken i forhold til de naturvidenskabelige fag bidrage med, hvorledes man bygger broer på usikker grund, eller laver et flag, som kan indgå, som en naturlig del af boligindretning. Hvis der er et felt, hvor Den ”moderne” katolske Kirke og det offentlige uddannelsessystem kan mødes, er det omkring fordømmelsen af de menneskeskabte klimaforandringer. Man har sagt, at ”de dommedagsprofetier, der i dag bliver forudsagt i forbindelse med klimaforandringerne, skal tages meget alvorligt”. Her ser vi et eksempel på, at Pave Johannes XXIII møder dommedagsprofeten: Frans. Jeg er sikker på, at Kirken og skolerne kan arbejde sammen om at begrænse folks forbrug af plasticsugerør. Med undtagelse af den politik, som Kirken fører, som er smurt ind i teflon, så fremstår Den katolske Kirke som useriøs og utroværdig, når den præsenteres i det offentlige skolesystem.

Fraværet af en klar og tydelig Kirke er ikke noget, man skal tage for let på, for der er tale om fraværet af det sande lys og håb. I de syv år, jeg har fungeret som lærer, har jeg undervist mange utrolige elever. Men jeg har også været vidne til den lidelse, de har gennemgået. Jeg ser elever, hvis liv er blevet ødelagt af en skilsmisse. Jeg er vidne til, at skoler regelmæssigt kortvarigt må lukke ned, fordi der er fare for, at visse elever kan blive bortført. Det at være lærer betyder, at man meget hurtigt kommer på fornavn med betjentene på den lokale politistation. Jeg havde en elev på 9 år, som blev taget i at sende upassende billedmateriale, hvor eleven selv optrådte, til venner og bekendte. Jeg havde en elev på 10, som forsøgte at begå selvmord, og det kom som et chok for mig, at en af mine andre elever på kun 7 år også havde forsøgt på at begå selvmord. Jeg har endda haft to elever, som blev myrdet. Jeg tror ikke, at I kan forestille Jer, hvor mange grædende og sorgfulde børn, jeg har lyttet til. Vi lever i en verden, som er markant præget af sorg og smerte, en verden som sukker efter en frelser, som er Den Frelser, børnene henvender sig til, når de synger Hosanna. Disse børn bærer på så meget sorg og smerte, og de har ingen anelse om, hvor de skal finde håbet. En stærk og synlig Kirke er ganske enkelt fraværende og kan derfor ikke tage dem i hånden og lede dem ad den rette vej.

Alt det, som mine elever oplever og bærer på, bekræfter blot den ulykkelige sandhed, at hvis Kirken fremstår svag, uklar og ikke er i stand til at vise vejen, så lider verden under dette. Det er klart, når Kirken ikke prædiker Kristus, som korsfæstet, og når man fjerner krucifikser i det offentlige skolesystem, så ender det galt. Når krucifikserne fjernes på skolerne, placeres korset med dets lidelse på vores børn. Manglen på rettidig omhu fra Den synlige Kirke har resulteret i, at Den sammen med den moderne verden styrer direkte mod lidelsernes afgrund, og der er her tale om lidelser i en skala, som indtil nu aldrig er set mage, og det er børnene, der må bære dette på deres skuldre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så optimistisk, som pave Johannes XXIII, og sige, at det hele nok skal blive godt. Det ville være løgn. Kristus har vundet den endelige sejr, men mange sjæle vil gå tabt på vejen derhen. Imidlertid kan man håbe på, at en meget mindre katolsk Kirke vil rejse sig af støvet, vakt til live af Den ekstraordinære Messe, og som vil bringe det glade budskab videre til kommende generationer. I sidste ende må katolikker være parate til at være ligesom dem, der var med til at bygge middelalderens katedraler, nemlig at arbejde på en fornyelse uden at kunne forvente at se det endelige resultat, som er katedraler bygget på klippegrund, ikke på et fundament af genbrugte plasticsugerør. Der har allerede været for meget lidelse forårsaget af ukloge beslutninger.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/suffering-foolish-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den bedste gave nogensinde!

Jeg mener det alvorligt, intet kan måle sig med den

Der findes ingen større gave, som den almægtige Gud kan skænke et menneske, end den katolske tro. Man kan tale om dette ud fra forskellige vinkler og niveauer, men når alt kommer til alt, fører de alle til denne store gave.

I den åndelige krigsførelse, som påvirker os praktisk talt konstant, kan vi hente hjælp i de sakramenter, der er blevet indstiftet af Vor Herre, og som bliver ved at med at virke gennem Hans mystiske Legeme Den katolske Kirke og Hendes varetagelse af dem. Det er kun Den katolske Kirke, som er med et menneske fra moders liv til graven og endda udover det. Fra dåben til den sidste gang man modtager de syges salvelse samt de mange tusinde skriftemål og hellige Kommunioner, der er mellem disse to; Gud vil altid sørge for Sit folk, mens det vandrer gennem denne verdens ørken.

Vor Herre indstiftede Sin katolske Kirke på den hellige Peter, for at Den kunne fortsætte Hans arbejde, og for at Jesus kunne være med i dette til alle tider. Det er kun Den katolske Kirke, der alene besidder evnen til at kæmpe mod og overvinde det onde, og der er ganske enkelt en grund til det: Ondskaben er langt stærkere end mennesket. Uanset, hvor meget man kæmper imod det onde, vil man i sidste ende ikke kunne modstå det, og man taber kampen.

Ondskab og synd fremstår som attraktivt for mennesket, fordi mennesket er disponeret for det og har lyst til det onde. Denne disposition stammer fra syndefaldet, og dens kilde er af det timelige. Derfor må det, man skal benytte for at modstå det (onde) ikke kun være af åndelig art, men en langt større åndelig styrke, og den styrke er Gud selv.

Da Jesus Kristus blev født, blev tiden spaltet i to afsnit, således at der var en tid, før Han blev født og en tid efter. Aldrig mere skulle det være sådan, at mennesket ikke havde adgang til de ”våben”, der skal til i forhold til den åndelige kamp, der foregår i mennesket selv.

Da Vor Herre kom, ændredes forholdene. Menneskets historie blev for altid forandret, og nu var alt, hvad der var tilbage, at frelsens frugt blev tilgængelig for det enkelte menneske. Det er det, der sker hver dag i Den katolske Kirke, som er Kristus her på jorden. Da Han fortalte sine apostle ved den sidste nadver, at Han ikke ville efterlade dem faderløse, og at han ville komme tilbage til dem, talte Han ikke kun til de 12. Han talte til alle dem, som ville komme til troen på Ham gennem apostlene altså hele menneskeheden, der ville tage imod Hans ord.

At få skænket den gave, som den katolske tro er, er at blive skænket Jesu Kristi liv, ikke blot åndeligt, symbolsk eller ved en analogi, men virkeligt og i virkeligheden. Det er derfor Jesus sagde: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14: 23), dette skal ikke forstås i symbolsk forstand, men som noget reelt. Det er det, Kirken taler om, når Den benytter det rammende udtryk: At en person er i nådens stand.

En sådan person, der er i Gud, inkluderet i Den hellige Treenigheds liv og nådens Skaber, befinder sig i nådens stand. I øvrigt er det mere korrekt at sige, når et menneske befinder sig i nådens stand, at det er i Gud, snarere end at sige at Gud er i det.

Vi drages ind i Guds indre liv. Med et løfte om at der sker en udvikling over tid, og at det er herligheden ved det katolske liv, der udfoldes, men det er stadig en realitet, men hvordan opnår man denne nådens stand, denne væren i Guds liv?

Det sker rutinemæssigt gennem Kirkens sakramenter, Selvom det er sandt, at Gud ikke er bundet af Sine egne sakramenter, er det Hans største ønske, at alle mennesker opnår nåden i og gennem Kirken, fordi Hun er Hans hellige Brud, som er forenet med Ham i al evighed.

Det er derfor, at Hun uden at tøve kan hævde, at uden for Hende er der ingen frelse. Der eksisterer ikke to veje til Gud. Der er ingen anden vej til Faderen end gennem Sønnen, som Sønnen vidner om. Endvidere har Kristi ægteskab med Sin Kirke frembragt et kød, som Gud erklærede i 1. Mosebog: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1. Mos 2: 24).

Det er det store mysterium ved foreningen mellem Gud og menneske, først set i inkarnationen og derefter yderligere tydeliggjort i foreningen mellem Kristus og Hans Kirke, Hans guddommelighed fremstår i skabelsens materie indgydt med guddommelighed. Ægteskabet mellem Kristus og Hans hellige Katolske Kirke, det bånd, der aldrig kan brydes, er den sandhed, der er løftestangen for Hans ord til Saulus på vejen til Damaskus: ” Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” (ApG 9:4).

Han var der ikke. Han var allerede opsteget til himlen. Men Han var der forenet med Sin Brud, Hans mystiske Legeme, Den katolske Kirke, med hvem Han er et kød. At blive skænket den gave, som den katolske tro er, er at blive draget ind til Kristi bryllupsfest, som overgår alt, hvad denne verden kan tilbyde og at have et sted, der er blevet forberedt til dig for al evighed.

Et menneske kan ikke modtage nogen større gave end at leve og dø og blive født til evigt liv i Kristi mystiske Legeme, som er Den eneste vej til himlen. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 18. februar 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-best-gift-ever