Category: Spirituality

Glem ikke de hellige sjæle i purgatoriet

Catherine-Mectilde de Bar var kendt for den tillid, hun nærede til de hellige sjæle i purgatoriet, og hun så sig selv forbundet med de hellige sjæle i alle dele af sin ordens liv. Ved at betragte de hellige sjæle, som en integreret del af en ordens daglige liv, viser Moder Mectilde, hvor meget hun identificerede sig med den gamle benediktinske tradition, hvor man frembærer (sin) lidelse for de troende, der har forladt denne verden. Det var Skt. Odilo fra Cluny (962-1049), der fik grundlagt alle sjæles dag (den 2. november) i sit kloster samt alle klostre i Cluny. Denne fest spredte sig til hele Kirken i Vesten. De hellige sjæle har mere end nogensinde brug for vores forbøn på deres vegne, og vi har på grund af de udfordringer og problemer, vi dagligt slås med mere end nogensinde brug for, at de går i forbøn for os. Moder Mectilde skriver følgende:

Jeg vil også minde Jer om de hellige sjæle i purgatoriet. I bør bede for deres lindring. De varetog med nidkærhed tilsynet med vores ordenshus; I ved, hvor stor en støtte de ydede os i begyndelsen. De bistår os stadig med deres beskyttelse. De har et stort behov for hjælp. Hjælp dem ved at yde gerninger i dyd og kærlighed for dem (ved bøn). De befinder sig ikke i purgatoriet, fordi de har gjort deres gerning i dydighed, men for at have undladt at gøre dem. I kan ikke forestille Jer her og nu, hvor meget den bøn, vi beder for dem, bringer dem trøst og lindring, og dette betyder langt mere end bønsaktiviteten rettet mod de afdøde. En kærlighedsgerning, hvor man giver afkald på sig selv til fordel for andre, eller at man undlader at ytre – eller markere sig i situationer, der er udfordrende eller tilspidsede. Det er netop disse handlinger, der er til stor hjælp for de hellige sjæle i purgatoriet. Det er derfor, jeg påbyder Jer ikke at lade en eneste dag i dette år, ja i hele Jeres liv, gå til ende, uden at I i Jeres bøn har husket på de hellige sjæle i purgatoriet. I vil erfare deres taknemmelighed, og de vil bede til Gud for Jer, og Hans nåde og barmhjertighed vil komme Jer i møde. Guds nåde er over de hellige sjæle i purgatoriet, og Han hører deres bønner, som er en forbøn for os (Conference 41).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 4. november 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/11/forget-not-the-holy-souls-of-purgatory

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at bede for de hellige sjæle

En blid regn

Det må være mere end halvtreds år siden, at jeg åbnede bogen med det latinske/engelske missale, som er udgivet af klosteret Saint-André-de Bruges og der fandt et billede af et utrolig smukt træsnit, som forestiller en kalk, der er vendt på hovedet, og hvor Kristi dyrebare Blod falder som en blid regn ned mod skærsilden for at bringe lindring og udfrielse til de hellige sjæle der.

Vær udholdende i bøn

At opofre Kristi dyrebare Blod for de hellige sjæle (i purgatoriet) er en unik form for bøn. Da jeg er af den overbevisning, at der ligger en stor værdi i den bøn, man gentager, fordi det er en enkel måde at bede på, og fordi det ganske enkelt handler om gentagelse ligesom ved rosenkransbønnen, begyndte jeg at gøre brug denne bøn, når jeg beder for de hellige sjæle i purgatoriet. Til læsere, der følger bloggen Vultus Christi, og som i løbet af november måned eller til dagligt ønsker at bede for sjælene i purgatoriet, fremlægger jeg her et forslag til bøn, som kan bedes på den ordinære rosenkrans:

På de store perler:

F: Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din elskede Søn, Vor Herres Jesu Kristi dyrebare Blod, ”som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1: 19).

A: Som lindring for – og udfrielse af sjælene i purgatoriet.

(Man kan her tilføje eksempelvis sin familie, (afdøde) slægtninge eller præster. Helligånden kan lede en til at bede for en bestemt gruppe af de hellige sjæle i purgatoriet.

På de ti små perler:

F: Ved Dit dyrebare Blod Oh Jesus.

A: Rens og udfri deres sjæle.

Efter at have bedt rosenkransens fem dekader afslut da med:

F: Herre giv de afdøde troendes sjæle den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.

A: De hvile i fred. Amen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. november 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/11/praying-for-the-holy-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

At leve på jorden uden liturgien er som at leve i helvede sammen med dæmonerne

Den hellige ritus er vores livline

Hvert år, når vi er på vej ind i efteråret, er dette også en indikation af, at vi er nået til fejringen af festen for Alle helgen, men det er også på dette tidspunkt, at der til stadighed synes at være er en tiltagende interesse for de mørke og skræmmende tendenser samt det dæmoniske. Nogle mennesker har den tilgang, at dette kun er en form for harmløs adspredelse, eller at det er en uskyldig måde, hvorpå man kan få ”afløb” eller ganske enkelt have det ”sjovt”. Andre betragter ”denne leg med ondskaben”, som et aktuelt fænomen, der er et udtryk for en dybereliggende åndelig grøde eller en decideret ondskab, der er karakteriseret ved en perverteret fascination af det onde. Film, populærkulturen (musik), computerspilgenren og mode afspejler den samme – eller lignende tendenser. Den sekulære verden har sluttet våbenstilstand med den onde og leger derved med ilden. De, der vælger at lege med lige præcis den slags ild, bliver som oftest forbrændt.

Vores beskyttelse og styrke kommer af, at vi holder os tæt til Jesus og Hans helgener, og det sker fremfor alt i liturgien og sakramenterne, som Han har givet os som kilde til liv og lys. Djævelen har for sit vedkommende ingen liturgi, ingen sakramenter og heller ikke nogen kilde til liv og lys. Hvis vi undersøger dette nærmere, vil det være med til, at vi fornyer vor tak for Guds gaver og de risici, der er forbundet med vores (pilgrims)vandring.

De faldne engle har ikke nogen samlet enhed, der beskriver de gode gerninger eller tilbedelsesakter, man kan foretage. Som én af ørkenfædrene engang har sagt, djævelen har ikke nogen knæ. Hans mentalitet er centreret om, at han ikke vil tjene (non serviam), og det er den samme tankegang, de andre dæmoner praktiserer, og man kan definere dette som en ensartet tænkning. Man finder derfor i helvede ikke et egentligt hierarki. Derfor kan man karakterisere disse dæmoner som en gruppe banditter, der er tvunget til at finde sammen i en gruppering kun med det ene formål at pleje deres respektive egeninteresser.

I modsætning til den gældende demokratiske tænkning, så er liturgien i sit inderste væsen knyttet til et hierarki, hvor Kristus som ypperstepræsten, er Den, der leder tilbedelsen, og Han tillader, at præsten, diakonen, subdiakonen, messetjeneren, korlederen, koret og lægfolket har deres plads og varetager en opgave. Man kan ikke fremsætte noget krav om at udfylde en rolle i liturgien, man kan heller ikke ”opfinde” en ny rolle/opgave, som skal udføres i forbindelse med liturgien. En rolle eller arbejdsopgave i liturgien er noget man bliver overdraget eller så at sige træder ind i. At være i liturgien handler om, at man af egen fri vilje underkaster sig regler, der er defineret, og hvor man under ingen omstændigheder selv finder på noget nyt, fordi liturgien er et ordnet hele, hvor den enkelte er en ydmyg deltager.

Liturgien bringer os ud over os selv og placerer os i roller, der ikke er medfødte, nedarvet eller ”opfundet til lejligheden”, og liturgien tager os med ind i sfærer, der er uden afgrænsning af nogen art og til handlinger og længsler, der i deres udspring og målsætning er af overnaturlig karakter. Når vi synger liturgien, gør vi det udenfor os selv, vi gør det i Himlen: ”Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem” (Sl 122:2). Når vi i vores handling siger ord, der er blevet formuleret af en anden, sker der en ændring af vores person, for vi tager Kristus på os, afviser de ambitioner vi havde i forbindelse med Babel og byder i stilhed Helligånden ved pinseunderet velkommen.

Det er på grund af alt det ovennævnte, at djævelen hverken har eller kan have en liturgi. Selvom han er tvunget til at underkaste sig det reglement, Den Almægtige har forordnet, så har han ikke noget ønske om det, og derfor er det vanskeligt for ham at gå ind til sin Herres glæde. Han anerkender ikke andre regler end det, hans egen vilje vil, og det er netop derfor, der ikke hersker fred i helvede. Han besidder ikke den nødvendige ydmyghed til at kunne være en brik i et større puslespil samt det at tage en andens ord i sin mund, og han har ikke noget ønske om at underkaste sig kærlighedens ekstase.

Vor Herre siger i Johannesevangeliet kapitel 8: 44: ”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”. Jesus taler her med metafysisk og psykologisk præcision. Djævelen er en morder, fordi han misunder et liv i Gud og tager det fra dem, der har det, i stedet for selv at modtage det, som en gave og være med til at formidle denne gave til andre. Han tåler ikke sandheden, fordi sandheden for en skabning er lig med en harmonisk tilstand mellem intellektet og det, intellektet retter sig imod (adequatio rei et intellectus), således at intellektet måles og vejes i henhold til den virkelighed, det gør sig gældende i. Det skabte intellekt besidder sandheden, det bærer på sandheden, men det kan ikke være sandheden, for det er kun Gud, der er det. I den forstand kan sandheden kun være i os, men aldrig udgå fra os, som om vi var dem, der fostrede sandheden eller dens målestok.

Derfor ender den person, der afviser Guds sandhed, med at afvise den sandhed, der dvæler i hans sind, og han påbegynder en vandring blandt vildfarelser, der antager form af selvbedrag (vi ser, hvordan djævelen gentagne gange i Evangelierne og i verdenshistorien opfører sig, som om han kan besejre Jesus), men også i form af bedrag af mennesker (vi er vidner til, at løgnens fader leder mennesker ind i et vanvid af løgne, manipulation og konformitet). Djævelen og dem, der følger i hans fodspor, og de gerninger, de udfører, ”taler for sig selv” Han vil kun forkynde denne verdens ”visdom”, for på det mentale plan er det den, han har sit fokus på. Hans tale vil være raffineret, banal og kynisk. Det er det, der sker, når man ikke ønsker at tage sin Skabers visdom, dybde og oplysende og sandfærdige ord i sin mund.

Lucifer og som hans navn (lysbæreren) antyder blev skabt til at være en genspejling af Ordet og på den måde i sig selv være skinnende smuk. Han afviste Ordet og blev derfor grim på trods af sit vidunderlige væsen. En sø kan, når den er blikstille, vise aftegninger af bjerge omgrænset af nattehimlen, og dermed går søen langt ud over det blot at være en sø, der med sit vand er en del af naturen, jorden, luften og ilden. I modsætning til dette vil en sø, der er i oprør, og som er blevet mudret ikke engang være i stand til at levere vand, der er rent og klart og lige til at drikke. Den klare sø bliver med sin refleksionsevne mere end blot en sø. Søen, der er mudret, bliver med sin uklarhed, til det, der kan betragtes som et vandhul, og søen har dermed mistet det, der oprindelig gjorde den til en sø. Herbert McCabe bemærkede engang, at det, der er blevet beskrevet ovenfor, ”er den teologi, der ligger bag det, der skete i Edens Have. Der forelå ingen mulighed for, at mennesket bare kunne være menneske. Mennesket måtte enten være et overmenneske eller være umenneskelig”.

De hellige riter er vores livline og navlestreng til Den hellige Moderkirke. De gør, at vi bliver næret, og er trygge i dalen præget af dødens skygge. Den oprindelige dødens dal ligger ikke i Californien, men i helvede. Helvede er i sandhed dødens dal, fordi den, der lever der, eller snarere lider en vedvarende død der, sidder fast i dybet og umuligt kan komme op i højderne, op til bjerget Sion og Den levende Guds by. Den hellige Skrift karakteriserer den faldne verden, som vi mennesker lever i, som ”dødsskyggens dal”, fordi den er underlagt den ondes magt, og det vil sige, at den er begrænset og forudbestemt til undergang.

Vi bliver frelst fra den ondes greb ved dåben og styrkes ved firmelsen til at kunne gå i kamp mod verden, kødet og djævelen. Vi modtager englenes brød i Eukaristien, og vi bliver renset for vores synd ved skrifte og bod. På mange andre måder deler vi Kristi sejr og Hans følgeskab af helgenerne bliver delt med os, så vores optagelse i Hans Rige er noget, vi har vished for.

Alle, der læser dette, ønskes en velsignet fest for Alle helgen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 31. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/living-on-earth-without-the-liturgy-is-like-living-in-hell-with-the-demons

(Oversat af Mogens Bohn og Patick Fyrst)

Hvor slemt er homoseksualitet? Helgenerne siger følgende om dette emne

I lyset af de seneste begivenheder er en teologisk betragtning blevet støvet af og i større omfang blevet taget i anvendelse. Denne teologiske betragtning handler om en ”synd, der skriger til himlen”.

De fire synder, der skriger til himlen på retfærdighed, er: drabhomoseksualitetundertrykkelse af de fattige og tilbageholdelse af en arbejders løn. Hver eneste af disse synder er for Gud topmålet af synd. Mens der indtil for nylig eksisterede civiljuridisk restriktion i forhold til alle fire synder, har de to første i godt og vel et halvt århundrede tabt den ene sag efter den anden ved domstolene, men sodomi har opnået juridisk legitimitet i Irland og USA indenfor de sidste 60 dage.

Men hvor ondt er homoseksualitet egentlig? Hvis man lytter til de parter, der udviser sympati overfor homoseksuelle forhold, er der blot tale om harmløs kærlighed mellem mennesker, der er ”forelskede”. Men hvor ligger homoseksualitet på en skala, der måler graden og karakteren af synd?

På bloggen Musings of a Pertinacious Papist citerer Philip Blosser Skt. Peter Damian, kirkelærer (1007-1072), som er benyttet i en artikel i 2002 skrevet af Randy Engels. Nedenstående starter med en kommentar af Engels, som så suppleres med et udsagn af Skt. Peter Damien.

Blandt Skt. Peter Damians mest berømte skrifter er hans omfangsrige afhandling, brev nr. 31, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus), der indeholder det mest omfattende (fra en kirkefaders side) arbejde med- og fordømmelse af pæderasti blandt klerikale samt homoseksuel praksis. Hans stridbare diskurs vedrørende lasten homoseksualitet generelt set og denne praksis blandt klerikale her specielt pæderasti er holdt i et ligetil sprog, der gør den let at læse og forståelig.

I overensstemmelse med Kirkens traditionelle lære, som stammer fra apostlenes tid, hævder han, at al homoseksuel aktivitet er et overgreb mod det naturlige og derfor et angreb på Gud, som er Ophavet til det, der er naturligt.

… Damian beklager, at mennesker, ”der er blevet slaver af det snavs, der udgår fra denne betændelsestilstand”, på dristig vis alligevel vover at være postulanter i forhold til hellige ordner, eller hvis de allerede er blevet ordineret forbliver i præstegerningen. Var det ikke for sådanne forbrydelser, Den Almægtige Gud ødelagde Sodoma og Gomorra og lod Onan dø, fordi han lod sin sæd gå til spilde på jorden? Spørger han. Han fortsætter med en henvisning til Paulus brev til Efeserne ”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige” (Ef 5: 5).

… Ifølge Damian ”overgår lasten sodomi alle andre laster” fordi:

Uden tvivl er denne synd årsag til kroppens forfald og sjælens fordærv. Den fordærver kødet, udslukker sindets lys, jager Helligånden bort fra Sit tempel i menneskehjertet og åbner op for djævelen, der er fader til begæret. Denne synd leder til vildfarelser og udraderer sandheden fra det allerede vildledte sind, den åbner døren til helvede og lukker den i for paradiset … det er denne last, der skader temperamentet, der slår dydigheden ihjel, kvæler kyskheden og nedslagter jomfrueligheden … Denne synd besmitter og fordærver alt.

Denne last udelukker mennesket fra Kirken … den adskiller sjælen fra Gud for at knytte den til dæmoner … uden opmærksomhed for Gud, glemmer mennesket hvem, det egentlig er. Denne last fordærver troens fundament, slukker håbets glød og opløser kærlighedens bånd. Den forsager retfærdighed, nedbryder styrke, fjerner mådehold og mindsker varsomhed.

Ser vi på andre kilder, der tager denne synd under behandling, er Skt. (Peter) Canisius (1521-1597) én af dem, og han forklarer, at det ikke blot er synden, der er afskyelig, men også dens oprindelse. Det lyder som noget, vi allerede har hørt før.

Som Den hellige Skrift fortæller, var sodomitterne ugudelige og syndige. Skt. Peter og Paulus fordømmer denne skændige og depraverede synd. Faktisk fordømmer Skriften denne uanstændighed på følgende måde: ’fordærvet og synden blandt folkene i byerne Sodoma og Gomorra var vokset til et uanet omfang’. Derfor sagde englene til Lot, som afskyede folkene i Sodomas fordærv: ’lad os forlade denne by …’. Den hellige Skrift undlader ikke at nævne de årsager, der gjorde, at sodomitterne handlede, som de gjorde, og disse årsager kan også lede andre til at foretage denne meget alvorlige synd. Man kan læse følgende i Ezekiels Bog: ”For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden. De blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt for mig. Da jeg så det, fjernede jeg dem” (Ez 16: 49-50). De, der på skammelig vis forbryder sig mod det naturlige, har gjort sig selv til slaver af dette afskyelige fordærv.

SktKatharina af Siena (1347-1380) skriver om homoseksualitet på en måde, som om det ikke kommer fra hendes hånd, men Guds:

Men de handler på en modsatrettet måde, for de er fulde af urenhed overfor dette mysterium, ikke kun den urenhed, som er en del af menneskets svage naturs skrøbelighed og dermed en ”naturlig” tilbøjelighed (selvom fornuften, når den frie vilje tillader det, kan sætte en stopper for den rebelske natur), men disse tåber forsøger ikke at tøjle denne skrøbelighed, men gør det, der er værre, de begår denne forbandede synd, som er imod det naturlige, som om de var de blinde tåber med et formørketsind. De har ingen anelse om, at de stinker og den elendighed, de befinder sig i. Denne synd er ikke bare en vederstyggelighed i mine øjne, for Mig, der er Den Højeste og evige Sandhed. Den (synden) vækker hos Mig et stort ubehag, og jeg betragter den, som en så stor vederstyggelighed, at den alene var grund nok til, at Jeg lod Min straffedom begrave fem byer. Denne synd vækker ikke blot Mit ubehag, som allerede nævnt, men det gælder også for de dæmoner, som disse tåber har gjort til deres herre. Det er ikke, fordi dæmonernes ubehag vækkes, fordi disse mennesker gør noget godt, men fordi dæmonerne oprindeligt er engle, og deres englenatur ikke kan tåle synet af den omfattende synd, der foretages.

Forestil Jer, at den synd, som homoseksualitet er, er så unaturlig, at den virker frastødende på de dæmoner, der har fristet mennesket til at foretage denne synd.

Lad os vende tilbage til Skt. Peter Damian, som giver os nogle råd til, hvordan vi skal møde dem, der finder behag i denne synd, samt dem, der harmes over den kristne fordømmelse af denne synd:

”… Jeg vil helt sikkert foretrække, ligesom Josef, at blive kastet i brønden, fordi han fortalte sin far om sine brødres ugerning, end at skulle lide under Guds vrede, ligesom Eli måtte, fordi han kendte til sine sønners onde gerninger og ikke påtalte dem (Sam 2: 12-17) … Hvem er jeg, når jeg ser denne forpestende praksis florere blandt præsteskabet og ikke tænker på en andens sjæls ve og vel, fordi jeg undertrykker min kritiske røst, da jeg blot venter på, at Gud Selv vil foretage det endelige opgør? … Hvorledes kan jeg elske min næste som mig selv, hvis jeg vender mit blik bort fra de sår, der kan være årsagen til hans frygtelige død, fordi de vokser som en byld i hans hjerte? … Lad da ingen dømme mig, når jeg løfter min røst mod denne dødbringende last, for jeg ønsker ikke at vanære en anden, men snarere at fremme min broders velfærd til det bedre. Tag vare på, at du ikke, når du påtaler dette overfor din broder, gør dig skyld i en overtrædelse i dine bestræbelser på at få ham på rette vej. Hvis jeg må have lov til at citere Moses: ”Kom over til mig, I, der er på Herrens side” (2 Mos 32: 26).

Der er flere af lignende udtalelser fra helgenerne. Der er ganske enkelt alt for mange, som der ikke er plads til i denne artikel. Skt. Bernardine fra Siena fremsætter en af de mest rammende domme vedrørende denne synd:

Ligesom mennesker tager del i Guds herlighed på forskellig måde, således er det også i helvede, nogle lider mere end andre. De, som levede et liv med denne last (homoseksualitet) lider mere end andre, for dette er den største synd, der findes.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 30. juni 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/just-how-evil-is-sodomy-the-saints-weigh-in

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Frugterne, som man høster ved at bede rosenkransbønnen

I morgen er det den sidste dag i denne måned, hvor vi fejrer den hellige rosenkrans. Hvilke frugter kan den person høste, som vedholdende har bedt rosenkransbønnen gennem hele sit liv? Min overbevisning er, at disse er at finde blandt Helligåndens 12 nådegaver, som er oplistet i katekismen. De er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen er garanten for, at man i sind og ånd er forbundet med Den hellige Jomfru Maria. Der, hvor Den hellige Guds Moder er, der er Helligånden også. Den, der igen og igen beder rosenkransen og gentager Ave Maria (Hil dig, Maria), beder indtrængende (med denne bøn) om, at Helligånden må overskygge vedkommende.

Det er en glæde for Helligånden, at Han kan forme helgener gennem Den hellige Jomfru. Maria er ”administrator”, forvalter og midlerinde af Helligåndens nådegaver. Det har stor betydning, om Maria er til stede i et menneskes hjerte, for hvis hun ikke er det, er dette hjerte præget af tomhed og hårdhed. Er Maria derimod til stede i et menneskes hjerte, er det præget af frugtbarhed og anger. Der, hvor Maria dvæler, er Helligånden på en mystisk og fantastisk måde aktiv.

Hvis du ønsker at åbne dit hjertes dør for Maria, så bed hendes rosenkrans. Derpå vil hun gøre sit indtog (i dit hjerte), og Helligånden vil være ved hendes side. ”Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ’Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?’” (Luk 1: 41-43).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-fruits-of-the-rosary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kæden, der sætter dig fri

Fader Francesco Bamontes vidnesbyrd om den hellige rosenkrans’ styrke i sin bog Objecti diabolici ed esorcismo (Paoline, 2006), gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg besluttede at oversætte dette vidnesbyrd for dem, der følger bloggen Vultus Christi. Fader Bamonte er én af lærerkræfterne på undervisningsforløbet om exorcisme og benyttelsen af bønner til at udfri besatte personer, som afholdes på det pontifikale Atheneum Regina Apostolorum i Rom.

Når det handler om den hellige rosenkrans, så anbringer en præst på et tidspunkt under en excorcisme en rosenkrans om halsen på den person, der bliver excorseret. Dette afføder, at en dæmon pludselig begynder at råbe: ”Den slår mig ihjel, den tynger mig, den slår mig ihjel, denne kæde med korset for enden”. Derpå udbrød excorsisten: ”fra i dag vil denne vor søster dagligt bede rosenkransen”. Dertil svarede dæmonen straks: ”Men der er så få af Jer, der beder den (rosenkransen) sammenlignet med resten af verden. Det er kun godt for mig, at det er sådan, fordi den (rosenkransen) tilføjer mig stor skade. Man anråber Den (med reference til Vor Frue). Man får mig til at huske på Den (med reference til Jesu Kristi liv, som man reflekterer over, mens man beder rosenkransen)”.

En anden dag, da en exorcisme var i gang, og dæmonen til stede, tog exorcisten en rosenkrans op af lommen, og det fik straks dæmonen til at råbe: ”fjern den kæde, fjern den”. ”Hvilken kæde” (spurgte exorcisten)? ”Den med korset for enden. Hun pisker os med den kæde”. Der er her tale om en sprogbrug, der er præget af metaforer, men det lader os forstå på en konkret måde, at rosenkransen besidder en væsentlig kraft, og at djævelen frygter den rigtig meget.

Der er visse eksempler på ”usund” åndelig praksis samt syndsaktivitet, der er blevet en vane hos et menneske, som på en mystisk måde og ved Guds forsyn kun kan tilintetgøres, når man er udholdende i en ydmyg rosenkransbøn. En virkelig hellig præst her i Rom, én af de ledende exorcister i bispedømmet, lærer, at rosenkransen er den mest kraftfulde bøn (af alle bønner), når man ønsker at overvinde det onde i ens liv.

Rosenkransen er i virkeligheden ”et godt budskab til fattige, den giver lægedom til dem, hvis hjerte er knust og udråber frigivelse for fanger” (jf. Es 61: 1).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. oktober 2010. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2010/10/the-chain-that-sets-free

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen, befrielsen og en ny begyndelse

Vi er kommet til den dag, hvor vi i liturgien mindes Skt. Magaret Mary Alacoque, og dette bekræfter blot min tro på, at en ydmyg og vedvarende recitation af rosenkransbønnen kan blødgøre det mest hårdføre hjerte og fjerne en synders modstand mod at elske Kristus.

Der er situationer, hvor det at bryde med vanebetonede synder, er (eller det synes at være) uoverstigeligt for den, der bærer på disse synder. Dette optræder specielt i forbindelse med synder, der er blevet indarbejdet og gjort til en vane.

Nogle gange fokuserer en sjæl, der kæmper med en vanebetonet synd, på selve synden og på at undgå den, og det kan resultere i en åndelig udmattelse, der kan lede til depression og selvhad. Hvad er løsningen, når noget sådant sker?

Hvor forunderligt det end kan lyde, så er løsningen som oftest, at man ignorer synden og bevarer en vis form for ”angerfuld sindsro”, også selvom man er faldet i fristelse gentagne gange, og på samme tid bør man være i vedvarende, ydmyg og inderlig rosenkransbøn. Efter et stykke tid vil man begynde at betragte rosenkransens mysterier fremfor sin egen elendighed. På en nærmest umærkelig måde begynder det grimme ved den vanemæssige synd at forsvinde foran Den rene Guds Moders skønhed.

Lidt efter lidt opløser rosenkransbønnen enhver modstand mod at elske Kristus og Hans nådes kraft. På denne måde åbner rosenkransbønnen sjælen for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed. For mange syndere har rosenkransen været begyndelsen til helliggørelse.

Naturligvis forholder det sig sådan, at hvis en synder ikke ønsker at bede, hvis denne ikke engang vil forsøge på at bede, blot ved at sige ordene og prøve at finde bønsrytmen, så er denne fortabt. For de fleste af os arme syndere, er frelsen tæt forbundet med lydigheden overfor Kristi ord, ”Bed, så skal der gives Jer” (Luk 11: 9).

En frigørelse fra den vanebetonede synd foregår som regel ikke over en nat (Selvom det kan ske og endda gør det). Langt oftere sker det gradvist, når man opdager den glæde bønnen bidrager med og derfor begynder at bede mere og mere. Uophørlig bøn er ikke forenelig med alvorlig synd.

Hvor mange gange er en fuldstændig omvendelse til Kristi kærlighed ikke startet med, at personer har vist modtagelighed overfor rosenkransen. ”Hav rosenkransen på dig, min ven, hav den i lommen. Jeg vil bede for dig”. Snart vil denne person tage sig selv i at være i færd med at lade den ene perle efter den anden glide igennem sine fingre. Denne person vil lade en eller to Hil dig, Maria passere over sine læber, og derefter følger 10 mere og derpå endnu 20. Efter et stykke tid må denne person tage sig selv i at bede alle fem dekader på rosenkransen … og en dag vil denne person til sin store forbløffelse sidde i skriftestolen og sige: ”tilgiv mig Fader, for jeg har syndet”. Et nyt liv har taget sin begyndelse. Sejren for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed i forbindelse med menneskers liv, der er blevet ødelagt, og som befinder sig i desperate situationer, kan have sin begyndelse i Marias sødmefyldte og ydmyge bøn. Bed rosenkransbønnen, og du vil opleve, at alting ordner sig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-liberation-and-new

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: en betragtning af skønheden i Jesu Kristi ansigt

Jomfru Marias Rosenkrans, som – under Helligåndens ledelse – har udviklet sig i løbet af det andet årtusinde, er blevet en højt skattet bøn for mange helgener og er blevet støttet af læreembedet. Med sin enkelthed og dybde forbliver Rosenkransen med det tredje årtusindes frembrud en betydningsfuld bøn, som er bestemt til at frembringe hellighedens frugter. Denne bøn hører med til kristendommens åndelige vej. Gennem to tusinde år har kristendommen ikke mistet noget af sin oprindelige kraft. Den er af Guds ånd bragt frem til være den udfarende kraft (duc in altum!), der atter og atter proklamerer Kristus, ja, råber til verdenen: Kristus er Herre og Frelser, er ”Vejen, Sandheden og Livet” (Joh 14:6), er ”Det endelige mål for den menneskelige historie, samlingspunktet for alle historiske og kulturelle bestræbelser”. Selv om Rosenkransen er karakteriseret ved sin marianske fremtrædelsesform, så er den dybest set en kristologisk bøn. De enkelte deles nøgterne form forener sig med dybden i Det glade Budskab, som Rosenkransen samtidig er en sammenfatning af. I den genlyder klart Marias bøn, hendes uophørlige Magnificat, fordi menneskevordelsens forløsende værk tog sin begyndelse i hendes jomfruelige moderskød. Med Rosenkransen går de kristne i Marias skole, hvor de lader sig føre ind i kontemplationen over Kristi åsyns skønhed og ind i erfaringen af hans kærligheds dybde. Gennem Rosenkransens mysterier modtager de troende en fylde af nåde, som modtog de den af Forløserens moders egne hænder.

Pave Johannes Paul II

Den apostolske skrivelse Rosarium Virginis Mariae, fra oktober 2002.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-contemplation-of-be

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A step more to sainthood

Carlo Acutis, who died at 15 years old, cataloged all of the Eucharistic miracles (see virtual museum of the Eucharistic Miracle) in the world. “We have always been expected in heaven.”

On Thursday, November 24, 2016, Cardinal Angelo Scola closed the diocesesan phase in the canonization process for Carlo Acutis, an Italian boy who died October 12, 2006, at age 15, of leukemia. He was a well-loved teenager who devoted himself to prayer and daily Mass as well as computer programming, film editing, website creation, editing and layout of comics.

More

En bøn, der får sjælen til at blomstre

Afvæbnende og enkel

Rosenkransbønnen er afvæbnende og enkel. Den kraft, rosenkransen besidder, er ikke proportionel med det, det kræver at bede den på en god (og rigtig) måde. Hemmeligheden bag denne bøn er, at man blot starter med at bede den, og at man fortsætter, er udholdende, uanset om man fornemmer, at man bliver favnet og trøstet. Rosenkransen er kraftfuld, fordi den umærkeligt går ind og ændrer den, der beder den, den frigør mennesket fra synd og læger sår, som det hidtil ikke har været muligt at behandle.

Derfor hader djævelen rosenkransen

Det er en selvfølge, at djævelen hader rosenkransen, og det er, fordi den forandrer menneskets hjerte (mentalitet) og frigør det fra synd og knytter det til det reneste af det rene, nemlig Guds Moder, og endelig leder den til omvendelse. Ét af de kneb, djævelen ofte benytter til at afskrække folk fra at bede rosenkransbønnen, er: ”at med mindre man beder den på den helt perfekte måde, så bør man ikke gå i gang, og ej heller forsøge”. Mit forslag er, at det er langt bedre, at man beder en dårlig rosenkrans, fremfor at man slet ikke beder en rosenkrans. Rosenkransen fungerer ligesom Jesusbønnen, den åbner hjertet for den stille bøn, som i sidste instans afføder den frugt, der udgår fra Helligånden, nemlig kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen stykke for stykke

Man bør benytte enhver lejlighed til at bede rosenkransen, også selvom man kun kan bede en dekade eller to. Den hellige Guds Moder ved til fulde, hvordan hun bedst ”administrerer” de enkelte dekader, hun modtager fra sine børn. De, der er vedholdende i ydmyg rosenkransbøn, bør sige med henvisning til salmisten: ”den styrker sjælen, giver den uerfarne visdom, den glæder hjertet og giver øjnene glans” (Sl 19: 8-9).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/a-prayer-that-revives-the-soul

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)