Category: Spirituality

Den bedste gave nogensinde!

Jeg mener det alvorligt, intet kan måle sig med den

Der findes ingen større gave, som den almægtige Gud kan skænke et menneske, end den katolske tro. Man kan tale om dette ud fra forskellige vinkler og niveauer, men når alt kommer til alt, fører de alle til denne store gave.

I den åndelige krigsførelse, som påvirker os praktisk talt konstant, kan vi hente hjælp i de sakramenter, der er blevet indstiftet af Vor Herre, og som bliver ved at med at virke gennem Hans mystiske Legeme Den katolske Kirke og Hendes varetagelse af dem. Det er kun Den katolske Kirke, som er med et menneske fra moders liv til graven og endda udover det. Fra dåben til den sidste gang man modtager de syges salvelse samt de mange tusinde skriftemål og hellige Kommunioner, der er mellem disse to; Gud vil altid sørge for Sit folk, mens det vandrer gennem denne verdens ørken.

Vor Herre indstiftede Sin katolske Kirke på den hellige Peter, for at Den kunne fortsætte Hans arbejde, og for at Jesus kunne være med i dette til alle tider. Det er kun Den katolske Kirke, der alene besidder evnen til at kæmpe mod og overvinde det onde, og der er ganske enkelt en grund til det: Ondskaben er langt stærkere end mennesket. Uanset, hvor meget man kæmper imod det onde, vil man i sidste ende ikke kunne modstå det, og man taber kampen.

Ondskab og synd fremstår som attraktivt for mennesket, fordi mennesket er disponeret for det og har lyst til det onde. Denne disposition stammer fra syndefaldet, og dens kilde er af det timelige. Derfor må det, man skal benytte for at modstå det (onde) ikke kun være af åndelig art, men en langt større åndelig styrke, og den styrke er Gud selv.

Da Jesus Kristus blev født, blev tiden spaltet i to afsnit, således at der var en tid, før Han blev født og en tid efter. Aldrig mere skulle det være sådan, at mennesket ikke havde adgang til de ”våben”, der skal til i forhold til den åndelige kamp, der foregår i mennesket selv.

Da Vor Herre kom, ændredes forholdene. Menneskets historie blev for altid forandret, og nu var alt, hvad der var tilbage, at frelsens frugt blev tilgængelig for det enkelte menneske. Det er det, der sker hver dag i Den katolske Kirke, som er Kristus her på jorden. Da Han fortalte sine apostle ved den sidste nadver, at Han ikke ville efterlade dem faderløse, og at han ville komme tilbage til dem, talte Han ikke kun til de 12. Han talte til alle dem, som ville komme til troen på Ham gennem apostlene altså hele menneskeheden, der ville tage imod Hans ord.

At få skænket den gave, som den katolske tro er, er at blive skænket Jesu Kristi liv, ikke blot åndeligt, symbolsk eller ved en analogi, men virkeligt og i virkeligheden. Det er derfor Jesus sagde: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14: 23), dette skal ikke forstås i symbolsk forstand, men som noget reelt. Det er det, Kirken taler om, når Den benytter det rammende udtryk: At en person er i nådens stand.

En sådan person, der er i Gud, inkluderet i Den hellige Treenigheds liv og nådens Skaber, befinder sig i nådens stand. I øvrigt er det mere korrekt at sige, når et menneske befinder sig i nådens stand, at det er i Gud, snarere end at sige at Gud er i det.

Vi drages ind i Guds indre liv. Med et løfte om at der sker en udvikling over tid, og at det er herligheden ved det katolske liv, der udfoldes, men det er stadig en realitet, men hvordan opnår man denne nådens stand, denne væren i Guds liv?

Det sker rutinemæssigt gennem Kirkens sakramenter, Selvom det er sandt, at Gud ikke er bundet af Sine egne sakramenter, er det Hans største ønske, at alle mennesker opnår nåden i og gennem Kirken, fordi Hun er Hans hellige Brud, som er forenet med Ham i al evighed.

Det er derfor, at Hun uden at tøve kan hævde, at uden for Hende er der ingen frelse. Der eksisterer ikke to veje til Gud. Der er ingen anden vej til Faderen end gennem Sønnen, som Sønnen vidner om. Endvidere har Kristi ægteskab med Sin Kirke frembragt et kød, som Gud erklærede i 1. Mosebog: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1. Mos 2: 24).

Det er det store mysterium ved foreningen mellem Gud og menneske, først set i inkarnationen og derefter yderligere tydeliggjort i foreningen mellem Kristus og Hans Kirke, Hans guddommelighed fremstår i skabelsens materie indgydt med guddommelighed. Ægteskabet mellem Kristus og Hans hellige Katolske Kirke, det bånd, der aldrig kan brydes, er den sandhed, der er løftestangen for Hans ord til Saulus på vejen til Damaskus: ” Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” (ApG 9:4).

Han var der ikke. Han var allerede opsteget til himlen. Men Han var der forenet med Sin Brud, Hans mystiske Legeme, Den katolske Kirke, med hvem Han er et kød. At blive skænket den gave, som den katolske tro er, er at blive draget ind til Kristi bryllupsfest, som overgår alt, hvad denne verden kan tilbyde og at have et sted, der er blevet forberedt til dig for al evighed.

Et menneske kan ikke modtage nogen større gave end at leve og dø og blive født til evigt liv i Kristi mystiske Legeme, som er Den eneste vej til himlen. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 18. februar 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-best-gift-ever