Category: Spirituality

Den helliggjorte tid: en katolsk betydning af dage og måneder

Før jeg blev katolik, var der tre dage i ugen, der virkelig betød noget for mig: mandag var som regel den dag, man gruede for, for nu startede skole og arbejde på ny; onsdag var den dag, man så frem til med håb og glæde, for nu havde man nået ugens vendepunkt; og fredag var den sidste og vidunderlige dag, før weekenden startede.

Efter at jeg er blevet katolik, har jeg imidlertid fået en ny opfattelse af, hvordan hellighed præger tiden. Det liturgiske år former og giver året mening, og årets forskellige inddelinger får en helt ny betydning. Men det liturgiske år er kun en begyndelse i forhold til at forstå, hvordan hellighed præger tiden. Vidste du, at Kirken, som Vor Moder, har givet hver eneste dag og måned, året igennem, sin helt specifikke betydning? Ja, det er virkelig sandt. Lad os derfor her kortfattet se nærmere på den betydning, hver eneste dag og måned har.

Katolsk tidsinddeling

Hellige dage

Søndag: Den hellige Treenighed. Søndag er forbeholdt Den hellige Treenighed. Det er det helt rette, da søndagen er den første dag i ugen og netop den dag, hvor vi for Gud Fader, Gud Søn og Helligånden frembærer vores lovprisning, tilbedelse og taksigelse.

Mandag: Englene. Mandag er den dag, hvor vi husker på englene. Englene er stærkere vogtere, og hver af os har en skytsengel. Mange helgener havde stor hengivenhed overfor englene i general forstand og især overfor deres individuelle skytsengel.

Tirsdag: Apostlene. Den katolske Kirke er apostolisk. Det vil sige, at Den er funderet på apostlenes autoritet og lære, og specielt læren og autoriteten, der udgår fra Peter, som Jesus overdrog nøglerne til Sit Rige. Enhver biskop (i Den katolske Kirke) betragtes som at være apostlenes efterfølger.

Onsdag: Skt. Josef er bedst kendt som Kirkens værnehelgen. Som Jesu jordiske fader var han blevet betroet den særlige opgave at beskytte, tage vare på og opdrage Jesus på Hans jordiske færd. Nu, hvor Kristus er faret op til Himlen, fortsætter Skt. Josef med at være fader og værge for Kirken, som er Kristi Legeme.

Torsdag: Den hellige Eukaristi. Vor Herre indstiftede Den hellige Eukaristi på en torsdag, derfor er det passende, at vi har fokus på dette store sakramente netop denne dag. Eukaristien er Den største gave, Gud har givet til menneskeheden, og det er, fordi Eukaristien er selve Jesus. Jeg tror ikke, at der findes nogen større gave.

Fredag: Jesu lidelse. Jesus blev pisket, hånet og korsfæstet på en fredag. Af den grund har Kirken altid gjort det således, at fredagen er en dag for faste, og hvor man gør bod. I USA er man sørgeligt nok gået væk fra abstinens om fredagen, men man skal dog stadig bringe et offer og gøre bod på en eller anden måde. Denne dag burde altid være en dag med omvendelse og bod, og hvor vi husker på, hvordan Jesus gav Sig selv fuldt og helt som offer for at frelse os fra vore synder.

Lørdag: Vor Frue. Der er en lang række teologiske grunde til, at lørdag er dedikeret til Vor Frue. Det mest markante, der kan trækkes frem, er, at på den hellige lørdag, hvor alle havde forladt Jesus, der lå i graven, var Vor Frue, Den, der trofast ventede på Ham. Med stor tålmodighed ventede hun på Hans opstandelse den første dag i ugen.

Hellige måneder

Januar: Jesu hellige Navn. Der findes intet navn, der er mere kraftfuldt end Jesu Navn. Den Katolske Kirkes Katekismus har en meget smuk opsummerende beskrivelse af den kraft, der knytter sig til dette navn: ”Men navnet, der indeholder alt, er det navn, som Guds Søn modtager ved sin menneskevordelse: JESUS. Det guddommelige navn lader sig ikke udsige med menneskelæber; men ved at påtage sig vor menneskenatur overgiver Guds Ord det til os, og vi kan påkalde Ham: Jesus, JHWH frelser. Jesu navn indeholder alt: Gud og mennesket og hele skabelsens og frelsens ordning. At bede: Jesus, det er at kalde på Ham i os. Hans navn er det eneste, som i sig bærer det nærvær, det betyder. Jesus er den Opstandne, og hvem der end påkalder Hans navn, modtager Guds Søn, som har elsket ham og hengivet sig for ham” (KKK § 2666).

Februar: Den hellige Familie. Den hellige Familie er en jordisk afspejling af Den hellige Treenighed. Ved at betragte og overveje Den hellige Familie, kan vi få en fornemmelse af kærlighedens betydning, lydighed og det, der er et ægte fader – og moderskab. Vi bliver også mindet om, at familien er den grundlæggende faktor i samfundet og Kirken.

Marts: Skt. Josef er et billede på Gud Fader: Han er tavs, men i fuld aktivitet og sørger på fuldendt måde for, at alles behov bliver dækket. Kirken anråber kontinuerligt Skt. Josef om beskyttelse, idet Den formaner os til ite ad Josef, at opsøge Josef.

April: Det Allerhelligste Sakramente. Den hellige Kirke er et værn om Den hellige Eukaristi. I to tusind år har Hun (Kirken) været et værn om denne skat, gjort Den tilgængelig for de troende og forkyndt, at Den hellige Eukaristi er selve Jesus. Vi kan aldrig vise nok hengivenhed og ære overfor Det Allerhelligste Sakramente.

Maj: Den hellige Jomfru Maria. Vor Frue er længe blevet forbundet med blomsternes skønhed og det gryende forår. Dette er passende og behørigt, fordi hun er smuk og samtidig er Vor Herre Jesu Kristi Moder, Jesus Kristus, der er verdens liv. I maj har Kirken Sit fokus på vores herlighedsfulde Frue, hvor hun krones, og hvor der etableres processioner med hende i centrum og til hendes ære.

Juni: Jesu Hellige Hjerte. Jesu Hellige Hjerte er en åbenbaring af Guds store kærlighed for os. Jesu Hellige Hjerte er som regel afbilledet som et hjerte, der er omgrænset af flammer, der stiger op som fra en smelteovn. Samtidig er det blevet gennemboret, og så er Det blevet ”knust” (ødelagt), men Det banker (stadig) af stor kærlighed. Det Hellige Hjerte er samtidig en påmindelse om Herrens menneskenatur, for Hans Hjerte er ikke kun et symbol, Det er virkeligt.

Juli: Det dyrebare Blod. Kristi Blod frelser os fra synd. Det er Kristi Blod, der giver os håb om Himlen. Den hellige Paulus fortæller os, at Jesus forsonede ”… alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1: 20). Hvis Jesu Kristi Blod ikke var blevet udgydt for os, ville der ikke eksistere noget håb for os.

August: Marias Ubesmittede Hjerte. Marias hjerte er et moderligt hjerte, et hjerte, der er fyldt med kærlighed og barmhjertighed for hendes børn. Marias hjerte fungerer også som en kanal, gennem hvilken (alle) Guds nådegaver flyder til os. Hun er ”vort liv, sødme og håb”.

September: Marias syv smerter. Bortset fra Jesus har intet andet menneske måtte lide mere end Vor hellige Moder. I fuld lydighed overfor Guds vilje gav hun sit samtykke til sin Søns tortur, ydmygelse og brutale henrettelse for vor frelses skyld. Som enhver far og mor ved, er det at se ens barn lide, den største lidelse af alle. Hun bærer stadig på den lidelse, hendes Søn gennemgik, i sit hjerte.

Oktober: Den hellige rosenkrans. Rosenkransen er en af de mest kraftfulde våben, som Kirken er i besiddelse af. Vi bliver vedvarende opfordret af helgenerne, paverne og Vor Herre og Vor Frue til at bede denne enkle, men også dybe bøn. Derfor har kirken, som Vor Moder reserveret en hel måned til netop denne bøn.

November: De hellige sjæle i purgatoriet. Sjælene i purgatoriet befinder sig i stor lidelse, og samtidig er de ikke i stand til at kunne bede for sig selv. De er vores brødre og søstre, og som en del af Kristi Legeme er det vores opgave at bede for – og frembære ofre på vegne af dem, der har været her før os, og for at de må hvile i Guds nærvær.

December: Den Ubesmittede Undfangelse. Marias Ubesmittede Undfangelse er et mysterium, der rummer en lang række dybe dimensioner. Når man taler om Den Ubesmittede Undfangelse, betyder det, at Maria var uden synd, da hun blev undfanget. Hun er fuldt og helt og for altid forenet med sin Brudgom, som er Helligånden. Den frugtbare forening, der skete mellem disse to (Maria og Helligånden) var årsagen til et bryllup, hvor himmel og jord blev forenet i Gud – mennesket, Jesus Kristus. Disse sandheder er noget, vi kan overveje til evig tid.

Tid er en gave

Kirken har taget den alvorlige opfordring til at helliggøre alle ting til Sig, og det gælder også tiden. Det katolske præg på dage og måneder er (for os) en klar påmindelse om, at vores liv en dag når sin afslutning, og at man ikke bør spilde sin tid. Salmisten har sagt: ”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet” (Sl 90:12). Men mere end noget andet, minder det os om, at tiden er en gave fra Gud, og med Ham og i Ham er alting helligt, og der er en mening med alt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://www.catholicgentleman.net/2015/02/sanctifying-time-the-catholic-meaning-of-days-and-months

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om livets rytme: betragtninger ved årets afslutning

Livet går sin gang, årstiderne skifter, dagene forløber fra morgengry til solnedgang, sådan har verdenshistorien altid gået sin gang. Kirkens liturgi har ligesom livet sin egen rytme, som lægger sig op ad Bibelen. Den starter ved verdens skabelse og afsluttes med det, der skal ske ved tidernes ende.

Jeg skriver dette den sidste dag i året den 31. december 2019. Der er mindre end ti timer tilbage af dette år, som altså er ved at nå sin afslutning. I morgen vil der i sagens natur være en ny begyndelse, begyndelsen på et nyt år. Men det nye opstår ud af det gamle, det nye kommer ikke ud af ingenting.

Ligesom et år når sin afslutning, således er det også med vores liv. Der vil komme en dag, hvor vi selv kun har ganske få timer tilbage at leve i, og dermed begynder evigheden. O Ewigkeit, du Donnerwort, dette er ord fra en tysk hymne og betyder, O evighed, ordet alene er chokerende!

Enhver tidsperiode kommer til sin afslutning, det gælder året, måneden, ugen og dagen.

En dag, en uge, en måned, et år

Som synes langt borte eller tæt på eller langt borte eller tæt på!

Livets aftenstund kommer alt for hurtigt.

–          Sir W.S. Gilbert, The Mikado

Der er lyset, der er mørket, der er dagen og natten. Vi er på vandring og går til ro, og dette gør vi skiftevis indtil den dag, vi går bort herfra. Hvis vores liv ikke var inddelt på denne måde, ville det være én lang vej mod døden uden naturlige stop.

Hvordan har vi brugt vores tid i løbet af det år, der nu er ved at rinde ud? Og hvor har det ført os hen?

Året er, som sagt ved at rinde ud, om lidt vil det ikke være mere. Det samme gælder for os, nemlig at vi må dø, og at vi som så mange før os, der har forladt denne verden, må gå over i erindringen.

***

I Kirkens liv er der en organisk rytme, nærmere betegnet i Hendes liturgi, det er den samme rytme, som også er i naturen. Kirken er en levende organisme med et stille åndedræt, Den er Det mystiske Legeme, et levende legeme på en levende person – Jesus Kristus – ligesom ethvert andet levende menneske. Én af de måder, hvorpå Kirken ånder og lever, er gennem Hende liturgi, som er præget af tidens gang (det gælder årstider, festdage o.s.v.) som for eksempel ved første vesper i forbindelse med adventssøndag og frem til afslutningen på det liturgiske år. Advent, jul, septuagesima, fasten og påsken. De enkelte højtider er traditionelt markeret ved tamperdage – det var (og er) traditionel praksis, at man faster for præste- og ordenskald på disse dage. Ordet tamper stammer fra den latinske betegnelse for disse dage Quatuor Tempora, de fire tider. Det er vigtigt at operere med en tidsmæssig markør. Der er ikke tale om en afskyelig hedensk praksis, som har erstattet julehøjtiden; nej, der er ganske enkelt tale om en afslutning og begyndelse. Dagen, året og tiden i sig selv har en begyndelse og afslutning, dette er en del af Guds plan. Om årets afslutning bør markeres af et overforbrug af føde- og drikkevarer er en interessant diskussion, men den skal gemmes til en anden artikel. Afslutningen på året burde mane til større eftertænksomhed og højtideligholdelse. Det står i sandhed tydeligt for mig, at dette er en tid, der skal bruges til fordybelse, på samme måde som en dag afsluttes med en ransagning af samvittigheden. Vi kan også foretage en ransagelse af samvittigheden på årsbasis på samme måde, som vi gør til daglig. Vi kan også reflektere over vores liv igennem et årti og se nærmere på, hvad der er sket i løbet af disse mange år. Vi kan overveje på hvilke måder, vi har syndet, hvad vi har gjort godt, og vi kan angre og gøre bod for den synd, vi har foretaget, hvis vi ikke allerede har gjort det. Vi kan takke Gud for det gode, vi har gjort. Al æren er Guds.

Dagen er også rammet ind i en liturgisk form, hvor hver time har sit specifikke liturgiske præg. Selv morgenmessen (for de af os, der har mulighed for at deltage i den) går sin helt specielle gang, som er rundet af en organisk udvikling foregået gennem tiden. Så er der bønnen om natten (og der er specielle nådegaver knyttet til at bede om natten), der er bøn i løbet af dagen, bøn i morgenstunden og aftenstunden, som er en del af tidebønnen. Det er sædvane blandt katolikker, at man beder rosenkransen i aftenstunden, og dette definerer man som ”aftenkommunionen”.

Nu er vi nået til de absolut sidste timer på året. Ved midnat går vi ind i et nyt år, et nyt årti, en ny måned, en ny time og en ny morgen.

Der vil komme et tidspunkt, hvor vi må være klar. Vi skal dø, det skal alle, og vi skal gå til vort sidste hvilested. Meningen med at være på jorden og meningen med vores religion er at forberede os på det øjeblik, vi skal dø. Hvis vi har levet vores liv, som vi skulle, er der ingen grund til at frygte døden. Hvis vi derimod ikke har levet vores liv, som vi skulle, og det gælder for de fleste af os, da bør vi huske på det, Gud har gjort for vores frelse og modtage Hans Kirkes sakramenter og ikke fortvivle i forhold til Hans barmhjertighed. Hvis vi dør i Guds venskab, da vil Han sige de ord, som vi selv benytter i forhold til at opmuntre og rose børn i livet her på jorden: ”det har du gjort godt”.

***

Tiden i sig selv vil også nå sin afslutning. Nej, til trods for al den ondskab vi ser udfolde sig foran vores øjne – og hvor smertefuldt det end er at måtte sige dette – i selve Kirken, så er enden endnu ikke nær. Men sandet i vores timeglas rinder ud, og når Gud finder tidspunktet værende det rette, da er det slut. Og Han skal komme igen for at dømme de levende og de døde, og der skal ikke være ende på Hans rige. Og på den dag, den sidste dag, ikke som afslutningen på et år eller et menneskeliv, men på selve tiden, da vil vi høre de ord, Gud så inderligt har ønsket at sige til os siden skabelsen:

Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 2. januar 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/rhythm-life-end-year/

Vor Herres fødsel!

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Langt om længe melder Kongen Sin ankomst, men Han kommer i forklædning. Den eneste måde, man kan være sikker på, at det er Ham, der kommer, er ved at se på dem, der er i Hans følge, og som omgiver Ham: Dronningen, Hans adoptivfar (som beskytter og tager vare på Kongen), nogle simple og ydmyge hyrder og de tre vise mænd fra Østerland.

Den vise og ydmyge gennemskuer altid Hans forklædning. Den hovmodige og den, der er præget af vildfarelser, vil aldrig gennemskue Kongens forklædning. Englene ved i sagens natur, hvem Han er, og englene ser samtidig den skillelinje, der er mellem dem, der genkender Ham og dem, der ikke gør.

Det budskab, som englene bringer i forbindelse med Vor Herres fødsel, kan opdeles i to dele. Den første del af budskabet omhandler Hans fødsel, og at denne glade nyhed er rettet til alle mennesker.

Dette bliver efterfulgt af et noget mere ildevarslende budskab, der handler om, at det glade budskab er rettet til alle mennesker, men at det ikke er alle, der ønsker at tage imod fredens gave, som Himlen rækker menneskeheden.

Anden del af budskabet, som englene giver, lyder således: ”og fred på jord for mennesker med god vilje”.

Dette er sagens kerne. Kongen er ankommet bærende på våben, så Han i krigen kan besejre fjenden, og stadig vil der være nogen, der tager fjendens parti, fordi de ikke kan acceptere det glade budskab, da de er mennesker uden god vilje.

Det var disse mennesker, Hans Fader hentydede til, da Han ved syndefaldet sagde til slangen, at den også ville have afkom, og at der ville være fjendskab mellem slangens og kvindens afkom.

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

I dette skriftsted er det tydeligt, at kvinden har afkom, der anerkender Guds herlighed, som englene forkyndte for hyrderne på marken. Med kvindens afkom og slangens afkom stående overfor hinanden, er der optræk til krig, for de to hære kaldes til mønstring.

Én af slangens støtter, kong Herodes, har allerede forsøgt at føre krig mod nogle af dem, der støtter barnet fra Himlen, nemlig ved at få dem (de tre vise mænd) til at røbe, hvor den nyfødte konge opholdt sig.

Kong Herodes var under ondskabens ledelse, og han var den første af slangens allierede, der forsøgte at angribe kvindens afkom. Men han blev ikke den sidste.

Da hyrderne ankom til stalden, hvor Kongen opholdt sig, fortalte de det, der var sket i bjerglandet, mens de holdt nattevagt over deres flok. Dronningen (Maria) lyttede opmærksomt til det, de fortalte og gemte alle ordene i sit hjerte.

Det var ikke første gang, at dronningen blev mødt med englens forkyndelse, men man må dog betegne det budskab, hun modtog fra hyrderne, som værende af mere indirekte karakter. En engel havde fortalt hende følgende om hendes Søn: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige”.

Her stod hyrderne i stalden og bekræftede englens ord om, at Frelseren var kommet til jorden: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.

De var blevet fortalt, at Han ikke kun var Messias, men at Han også var Gud. Dette var netop de samme ord, som Maria var blevet fortalt ni måneder tidligere i Nazareth ved en lignende åbenbaring, hvor en engel forkyndte: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn”.

Hun havde videre fået dette bekræftet af en jordisk skabning, som var Elisabeth, der selv havde oplevet himlens nåde, fordi hun selv var blevet med barn i sin alderdom. Elisabeth erklærede Maria for at være Herrens Moder, hvilket siger mere om Marias Barn end om selve Maria.

Mindst tre gange i løbet af ni måneder, kommer det Maria for øre, at hendes barn er guddommeligt. Men kun to gange bliver hun af andre fortalt, at Han var Frelseren. Den tredje gang, da hun hørte dette, var, da hun i sin ydmyghed sagde: ”og min ånd fryder sig over Gud min Frelser”.

Hendes Søn, der er frugten i hendes ubesmittede moderliv, er kommet som Frelser. Det må betyde, at når Gud selv ønskede at komme ned på jorden for at føre krig, så er fjenden ikke ubetydelig.

Mens Maria sad i stalden og holdt Gud i sin favn, grundede hun over alt det, der var blevet sagt om dette barn og gemte det i sit hjerte. Hun ville snart mærke konsekvenserne af de ord, der lå i hendes hjerte. Den kilde, der ville gøre dette klart for hende, ville være guddommeligt inspireret, og den ville gøre rede for, hvilke omkostninger krigen mellem kvinden og slangen ville få.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 22. december 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2014-12-22.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det hele handler om helvede

Med ønsket om en hellig, glædelig, velsignet og snarlig jul til Jer alle

Når man lytter til højtidssange med et religiøst tema, bør disse altid rumme en snert af sandheden. Prøv for eksempel at overveje teksten i denne julehymne, som starter ud på en provokerende måde:

Gud være med Jer, I gode mennesker, lad intet gøre Jer modløse. Husk på, at Kristus vor Frelser kom til verden på denne dag for at frelse os fra satans magt, da vi alle for vild”.

Hvad er det, julen handler om? At frelse os fra helvede, ganske enkelt. Glem alt om den barnlige tilgang, som pænhedens kirke har til Jesusbarnet.

Jesusbarnet er Gud-mennesket, Immanuel, Gud med os, Fredsfyrsten, Ham, der udvirker mirakler og Kristus, som er nedsteget på jorden. Jesus Kristus er alt dette af én eneste grund, og det er for at frelse os fra den evige fortabelse.

Helvede er der, vi hører til, det er vores rette skæbne. Vi er faldne skabninger, og vi har mangler, og derfor har vi behov hjælp til at undgå helvede. Det er dog ikke det, der forkyndes i Kirken i dag, for man følger i langt højere grad mantraet: ”Vi er alle på vej til himlen, og helvede er blot et teoretisk påfund”.

Hvis helvede ikke er en realitet, som størstedelen af menneskeheden eller rettere hele menneskeheden bør være opmærksom på, har Det evige Ord ”overreageret”, da Han ønskede at blive menneske. Julen handler om helvede, og om at blive frelst fra det.

At vi kan blive frelst fra helvede og dermed den evige fortabelse, er den eneste grund til, at vi fejrer jul. Denne grund forsvinder, når man tager udgangspunkt i de klistermærker, man kan få til sin bilrude, hvor der står, at ”Jesus er grunden til denne højtid”. Set i et teologisk perspektiv er disse klistermærker velmenende, men rammer ved siden af, når man ser på, hvad julen ret beset handler om. For hvad er det, julen handler om? Hvorfor kom Jesus til verden i en stald i Betlehem? Svaret på disse grundlæggende spørgsmål er: for at frelse os fra satans herredømme.

Generationer før os, og dette gælder også katolske klerikale, forstod de grundlæggende sandheder så godt, at de på en enkel måde kunne nedfælde dem i kortere salmer og julesange. I dag er problemet, at disse salmer og sange er så klare i deres budskab, at det skær i det moderne menneskes hjerte. Disse hymner beskriver de evige sandheder, der udgår fra Ordet, altså Guds Ord, der blev kød. Hvorfor synge om alt dette (som er så tungt), når nu man kan synge om rensdyr, en særdeles overvægtig herre, der er klædt i rødt fra top til tå og bjældeklang?

Det, julen handler om, er, at Himlen bliver menneske i en lille barnekrop, som vokser til og bliver til en Mand, der knuser satans regeringsmagt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 20. december 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-its-all-about-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvad ER det for et Barn?

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

I løbet af disse juledage kan det være en god ide nærmere at overveje Hvem, Vor Herre er. Da Han kom til os, som barn, var Han ikke bestemt til kun at være et barn. Han kom ikke til verden blot for at være et barn.

Hans guddommelige natur stammede fra Hans Faders evige rige, og Hans menneskenatur havde rod i Hans jødiske ophav.

Han havde ædelt blod i Sine årer, og det havde Han, fordi Han blev født af en Jomfru, hvis slægt gik tilbage til den store jødiske kong David. Dette er en kendsgerning, og samtidig et krav, som det jødiske folk ville fremsætte, for at de kunne tro på, at Han var Messias.

Vor Herre benægtede aldrig, at Han var af kong Davids æt, men Han var meget omhyggelig med at gøre det klart, at det, at Han var af kongelig slægt, ikke var et udtryk for den relation, der er mellem Ham og Hans evige Fader.

Mattæus skrev sit evangelium specifikt rettet til jøderne, og her gjorde han nøje rede for den lighed, der er mellem menneskets skabelse i 1. Mosebog og begyndelsen og begrundelsen for det nye menneske samt et helt andet menneske med udgangspunkt i Det Nye Testamente.

Det Barn, vi møder i julekrybben, er i realiteten en ny begyndelse.

Ved at gennemgå dette Barns slægtled, viser Mattæus os i sit evangelium, at Det nedstammer fra det udvalgte folk og dermed er søn af Abraham og søn af kong David.

Lukas skrev sit evangelium målrettet til hedningerne, og her åbenbarer han, at Jesu familie har rødder tilbage til Adam. Lukas har ønsket, at Jesus i Sin menneskenatur blev forklaret gennem Sit familiære ophav.

Og så er der Johannes Evangeliet.

Johannes tog det nye menneskes moder/Den nye Messias moder til sig, og i samværet med hende fik han indsigt i, hvad det vil sige at være fuld af nåde og det at være moder til selve Nåden. Johannes gør rede for i sit evangelium, at dette Barns slægtled ikke kun går tilbage til kong David, men også kan føres tilbage til Abraham og endda til før Adam. Yderligere var dette Barn ikke kun det nye menneske, Det kom også fra lyset.

Dette Barn var ikke del af lyset, Det var lyset. Det er kilden til den måde, verden er ordnet på, og Det er den visdom, hvorfra alt er blevet skabt. Den betegnelse grækerne benytter om denne visdom er Logos, og den term, der benyttes i Johannes Evangeliet er Ordet.

Adam, Abraham og kong David er udgået fra dette Barn. Dette Barn er i slægt med Adam, Abraham og kong David, men Det gik forud for dem.

Dette Barn er begyndelsen og slutningen på menneskeheden. Dette Barn er Den første fødte, ikke kun af Jomfruen, der bragte Ham til verden, men Han er Faderens første- og eneste Søn, som kom til verden, før alt blev til.

Man kan derpå spørge: Hvad er det for et barn? Dette Barn er Ordet, Det Ord, som var hos Gud, og var Gud, Den Gud, der er begyndelsen.

I en helt enkel krybbe hvilede Evigheden, kommet til verden i en by, hvis navn er ”Brødets Hus”. Dette barn blev menneske for at give os Sit kød i brødets skikkelse, så vi må leve i Ham og dermed i lyset.

Fra alle os her på ChurchMilitant.TV og St. Michael’s Media, ønskes I en hellig og glædelig jul.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. december 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-12-21.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvad betyder et navn?

Enhver kvinde, der er på vej til at bliver mor, udarbejder alenlange lister over navne, der synes passende i forhold til det kommende barn, og hun gør det, fordi hun ved, hvor vigtigt det er at vælge det helt rigtige navn. Navnet skal rumme en betydning og kaste lys over den person, der bærer det. At vores navn er forbundet med vores ansigt danner grundlaget for relationen til andre. Når vi fortæller, hvad vi hedder og samtidig vender vores ansigt mod andre, giver vi noget af os selv. Dette gælder også for Gud.

Det hebræiske ord for navn er ”shem” og for ansigt er det ”panim”. Begge disse ord beskriver (på hver deres måde) en relation. Faktisk betyder ”panim” at se Guds Ansigt, men det kan også betyde Guds nærvær. Gud har altså et Ansigt og et Navn! Åbenbaringen af Guds Ansigt antog en ny og smuk form, da Gud blev menneske i personen Jesus Kristus, hvilket pave emeritus Benedikt XVI har fremdraget. Som fuldstændig Gud og fuldstændig menneske gav Kristus os et menneskes ansigt, der åbenbarede Guds Ansigt. Benedikt XVI siger: ”Mens vi også søger efter andre tegn og undere, synes vi ikke at ane, at Han er det egentlige tegn, nemlig Gud i kødets skikkelse. Han er universets største mirakel: Al Guds kærlighed skjult i et menneskeligt hjerte og i et menneskeligt ansigt”. Guds Søn blev menneske, og Han blev givet navnet, Jesus. Den, der ”frelser sit folk fra synd”. Ved Sit Ansigt og Sit Navn giver Han Sig til os.

Der er en direkte forbindelse mellem Det Hellige Ansigt og Guds Navn. Jesus viser os Faderens Ansigt, da Han siger til Sine disciple: ”Den, der har set mig, har set Faderen”. Jesus gør os også bekendt med Guds Navn, for som Han sagde ved Den sidste Nadver, da Han bad til Sin Fader: ”Jeg har gjort dit navn kendt for dem”. Udtrykket ”Guds Navn”, betyder Gud som Den, der er iblandt menneskene. Hans Navn er et konkret tegn på Hans eksistens.

Da der eksisterer denne dybe forbindelse mellem vores relation til Gud og Hans Navn og Ansigt, afspejles de synder, der begås mod denne relation til Ham, i Jesu Kristi Ansigt. Når et menneskes navn bagvaskes og udsættes for hån, bliver disse fornærmelser reflekteret i dette menneskes ansigt. Sådan var det også under Jesu lidelser. Vor Herres Ansigt blev nemlig udsat for slag, så det blev blodigt, og samtidig blev Det mishandlet og spyttet på. Hvordan kommer synd begået mod vores personlige relation til Gud til syne i Hans Ansigt? Vores synder bliver synlige i Hans Ansigt ved blasfemi, ateisme, en manglende respekt for Gud i det, der er helligt, når vi ser bort fra søndagen som en hellig dag, og når vi udtrykker had mod Guds Kirke. Disse former for uværdighed, der kommer til udtryk som lidelse i Vor Herres Ansigt, er en manifestation på den mest alvorlige form for synd, fordi den begås mod selve Gud.

Den skade, som vore synder har gjort på vores relation til Gud, afspejles i Jesu Kristi Ansigt. Derfor er hengivenhed og sonebod i forhold til Det Hellige Ansigt, det rette at gøre for at udbedre det, vi har gjort. Ved bøn og sonebod gør vi det, som Veronica gjorde (da hun mødte Jesus på korsvejen). Veronica er det forbillede, vi bør følge, når det gælder sonebod. For ved vores handling tørrer vi Jesu Ansigt og genopretter Hans hellige Navns værdighed. Og på en vis måde vil vi med vores handlinger være med til at reparere på menneskehedens relation til Gud.

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 24. august 2015.Den kan læses på: What’s in a name? – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Roser om vinteren

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hovedHun skulle føde…” (Åb 12:1).

Denne historie tager sit udgangspunkt et sted præget af mørke. Der er tale om et tidspunkt i historien, hvor synd, lidelse og død er fremherskende, og hvor aztekerne ofrede mennesker til en afgud, der krævede menneskeblod. Med andre ord en tidsepoke, der ikke er så forskellig fra vores egen tid, hvor millioner af ufødte bøn ofres på ”det frie valgs” alter til en afgud, der repræsenterer døden. Det var i denne mørke historiske periode i det 16. århundrede, at Den hellige Jomfru Maria greb ind i forhold til menneskeheden. Hun blev sendt af Gud for at besejre dødens kultur på det tidspunkt i Mexico. Som ”kvinden” i Johannes’ Åbenbaring ”klædt i solen og med månen under sine fødder” åbenbarede hun sig den 9. december 1531 for en fattig mand, som ikke havde en betydningsfuld position eller indflydelse. Han var én af Marias ”små børn”, og hans navn var Juan Diego. Den unge smukke kvinde var klædt på en sådan måde, at det indikerede, at hun var med barn. Da hun kaldte på ham, gjorde hun det som en mor, der kalder på sit barn, hun kaldte: ”Juanito” (lille Juan) og sagde derpå til ham:

”Jeg ønsker, at du min kære søn, med sikkerhed skal vide, at jeg er den fuldendte og evige Jomfru Maria, Moder til Den sande Gud fra Hvem alt liv stammer, som er Herre over alle ting og Skaber af himlen og jorden”.

Den hellige Moder bad derpå Juan Diego om at gå til biskoppen og bede om, at der blev opført en kirke til Den hellige Moders ære, og som Hun nærmere ville vise, hvor skulle ligge.

”Al min kærlighed, medfølelse og beskyttelse. Jeg er din Moder fuld af barmhjertighed og kærlighed til dig og alle dem, der elsker mig, stoler på mig og tager deres tilflugt til mig. Jeg vil høre deres klage og tage vare på dem i deres nød og lidelse”.

Selvom Juan gentog hendes ord for biskop Zumarraga, frygtede biskoppen, at der var tale om en selvbestaltet vision fra Juans side, og forholdt sig derfor skeptisk og sendte Juan bort. Men biskop Zumarraga bad i sit hjerte til Gud om at få et tegn med castillianroser (på dansk, damask roser), som han kendte til fra sit hjemland Spanien.

Hun åbenbarede sig igen for Juan Diego, og endelig tidligt om morgenen den 12. december bad den hellige Moder ham om at vende tilbage til biskoppen. Hun bad ham først om at gå op på Tepeyac bjerget for at ”plukke de blomster, du finder der og bringe dem til mig”. Skønt det var for koldt og tørt, til at blomster kunne vokse frem netop der, besteg Juan i lydighed bjergsiden og opdagede, at smukke og velduftende roser voksede der. Dem plukkede han, lagde dem i sin tilma, en slags kappe/slag til arbejdsbrug, som var lavet af kaktusfibre. Vor Frue arrangerede efterfølgende med egne hænder omhyggeligt roserne i hans tilma. Hun bad Juan om at give dem til biskoppen som et tegn på, at han skulle lade en kirke opføre (til ære for hende).

Efter at have løbet hele vejen til biskoppens bolig blev Juan af nogle tjenestefolk ”tilbageholdt”, så han måtte vente i timevis på biskoppen. Disse tjenestefolk cirklede nysgerrigt omkring ham, fordi de var interesserede i det, han havde i sin tilma. Endelig gav de biskoppen besked om, at Juan ventede på foretræde, og han skyndte sig ind til biskoppen, som sad i møde. Derpå foldede Juan sin tilma ud, og roserne der stadig var dækket af dug faldt ned på gulvet og åbenbarede et smukt billede af Den hellige Moder på tilmaen. Biskoppen og dennes gæster faldt ned på knæ.

Da indianerne så det mirakuløse billede, genkendte de den rige symbolik, der indikerede, at det stammede fra himlen. De konverterede, og det var der millioner, der gjorde. Den religion, de hidtil havde praktiseret med menneskeofringer, blev et afsluttet kapitel.

På mirakuløs vis eksisterer Juans tilma stadig den dag i dag, selvom kaktusfibrene skulle være blevet opløst efter 40 år. I det forrige århundrede var dette billede placeret et sted, hvor dynamit var årsagen til en alvorlig og omfattende eksplosion tæt på det. Alt blev beskadiget omkring det, men billedet stod tilbage uberørt. Der optræder hverken maling eller pigment på billedet af Vor Frue af Gaudalupe. Der er tale om et ”Acheiropoieta”, som er det græske ord for ”blevet til uden brug af menneskehænder”. Ligesom ved andre eksempler på ”Acheiropoieta”, som for eksempel Ligklædet fra Torino og det mindre klædestykke fra Manoppello, eksisterer der ingen videnskabelig forklaring på billedets tilblivelse, bortset fra, at det er blevet til ved Guds Hånd, ”Den sande Gud fra hvem alt liv stammer, og som er alle tings Herre, Skaberen af himlen og jorden”. Billeder som disse er vedvarende mirakler, de er håndgribelige tegn på Guds barmhjertighed og kærlighed. Lad os derfor bede Ham ved Vor Frue af Guadalupes forbøn, at han vil frelse denne generation, der er fanget ind i et mørke bestående af synd, død og afgudsdyrkelse og bringe livets lys og roser ind i det kolde mørke for at frelse de ufødte børns liv og vende sjæle endnu engang væk fra afguderne og til Det Ansigt, der tilhører hendes Gud.

Ved Marias tilstedeværelse gjorde du ørkenen til blomster. Må Den hellige Jomfru Marias kærlighed forvandle os til hendes Søn, Kristi billede. Amen

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 11. december 2018.Den kan læses på: Roses in Winter – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advent: At vente sammen med Maria på at se Guds Ansigt

Jeg venter på Herren, der har skjult sit ansigt for Jakobs hus, jeg sætter min lid til ham” (Es 8:17).

Er der nogen, der kan lide at vente? Vores menneskenatur gør oprør mod alle former for ventetid. Der er ventetiden, vi oplever i vores hverdag, kødannelsen i trafikken, i forbindelse med sportsudøvelse, i forbindelse med de daglige gøremål, og når vi er hos lægen (eller tandlægen). Der er også den ventetid, der er præget af ængstelse, og det er, når vi venter et (vigtigt) telefonopkald, resultatet af en undersøgelse eller lignende, som kan være med til at afslutte en anspændt situation. Så er der den ventetid, der er præget af forventningens glæde, det kan være i forbindelse med fødselsdage, jubilæer, overstået eksaminer eller andre festlige lejligheder. Endelig findes der en kombination af alle tre former for ventetid, og det er, når en mor venter på at bringe et nyt liv til verden.

Vores svage menneskenatur bryder sig ikke om at vente. Vi ønsker, at det skal ske her og nu, og vi ønsker at have viden om, hvordan vi får det til at ske med det samme. Det at vente kræver tålmodighed, og netop tålmodighed har menneskeheden i en meget lille udstrækning. Men vente det må vi, og eftersom alt i livet er tilladt af Gud til vores eget bedste, må ventetid betragtes som værende en god ting for os, siden vi benytter en stor del af vores liv på at gøre det. Hvis det at vente virkelig er godt for os, så er det helt sikkert, at den onde vil gøre alt det, der står i hans magt for at gøre os utålmodige, ligesom han gjorde med Israels børn, da de ventede og ventede på, at Moses skulle komme ned fra bjerget med de ti bud. Da Gud sagde til Moses: ”Jeg er Herren, din Gud, der må ikke være nogen anden gud i din midte”, fristede djævelen israelitterne, så de blev hovmodige. Israelitterne havde ikke tålmodighed til at vente på at se Guds Ansigt, og derfor lavede de sig en afgud, som blev deres hænders værk. Heri ligger fristelsen for os alle, det, der skulle være en periode fyldt med nåde, præges af forvirring, hvor vi vender vore sjæles øjne væk fra Guds Ansigt og mod verdens falske ansigter eller afguder, som er klare, strålende og fristende, og som gør sig gældende overalt, hvor vi færdes. Hvordan kan vi undgå afgudsdyrkelsens fælder?

Det ultimative gode er at se Guds Ansigt, og derfor måtte Maria vente mere end nogen anden før hende. Maria ventede på Guds kærlighed med tålmodighed, ydmyghed, i tro, håb og kærlighed og med stor styrke. Hun gjorde dette ved at rette sin sjæls øjne på Jesus, hendes Frelser og Gud, Hvis Ansigt hun endnu ikke kunne se i sit skød. Marias fulde accept af Guds vilje, at søge Hans Ansigt og kun Hans Ansigt, bar den ypperste frugt i Marias sjæl bestående af guddommelig fred, som verden aldrig kan tage bort. Så i denne advent og i alting vent, vent sammen med Maria og hendes belønning vil også være vores, nemlig at se hendes Søns Ansigt.

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 6. december 2016.Den kan læses på: Advent: Waiting with Mary to see God’s Face – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus er ikke kun en af mange, der bringer frelsen. Han er den eneste Frelser, og det er Ham, vi alle har brug for

Ved at fastholde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

I dag er vi vidner til, at endog på de højeste niveauer i det kirkelige hierarki ser man bort fra den katolske doktrins betydning. Især er Jesus blevet reduceret til at være en af mange, der har indstiftet en, af Gud villet, religion. Da vi for nylig fejrede festen for Jesus Kristus Universets Konge, som er en fest, der markerer, at Jesus Kristus ultimativt er universets Herre og Frelser, kunne jeg ikke lade være med at reflektere over denne sørgelige realitet, at Jesus blot anses for at være en af mange religionsstiftere. I hele kosmos er det Jesus Kristus, der er centrum. Der findes intet navn, der er større, og derfor er hverken nogen eller noget større end Ham, Det Inkarnerede Ord, opfyldt af Ånden og Faderens enbårne Søn.

Mens jeg overvejede det, man aktuelt gør, altså nedtoner Jesu kongeværdighed, fik jeg den indskydelse, at det liturgiske år i Kirken både beskytter og fremmer Jesu kongeværdighed. Højdepunktet i Kirkens liturgiske år er festen for Jesus Kristus som Universets Konge. Men kirkeåret starter ud med advent, som er en forberedelse til Herrens fødsel, hvor Faderens Søn bliver menneske.

Julen udspringer af en hændelse, som Kirken fejrer rent liturgisk, og som fandt sted 9 måneder tidligere, nærmere betegnet den 25. marts, nemlig bebudelsen. Ved denne fest genkalder Kirken sig på en glædelig måde, at ærkeenglen Gabriel kommer til Maria og bebuder, at Hun skal undfange og føde verdens Frelser. Ærkeenglen Gabriel var blevet udsendt af Faderen for at bringe bud til Maria om, at hun ville blive overskygget af Den Højeste, og at hun ved Helligånden ville undfange en Søn, som hun skulle give navnet Jesus, ”Jahve frelser”. Gabriel fortæller Maria at hendes Søn … ”skal blive stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give Ham hans faders Davids trone; Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 32-33).

I disse begivenheder, der er knyttet sammen, fejrer vi (Kirken) den enestående betydning, Jesus har. Ja, Jesus er et menneske, der er blevet undfanget i en kvindes moderliv og født af hende. Men Han er blevet undfanget i Marias moderliv ved Helligånden. Der findes ingen hændelse i hele verdenshistorien, der kan måle sig med denne helt utrolige begivenhed og sandhed, og derfor kan intet menneske hverken i fortiden eller fremtiden hævde sig større end Jesus, Den evige Søn af Den levende Gud.

Dette er Hans guddommelige væsen, og den er er speciel for Ham. Der findes ikke nogen anden religion, der hævder en sådan sandhed, og der findes ikke nogen anden religionsstifter, der hævder at have Gud, som Sin guddommelige Fader.

For eksempel er det bedste Mohammed er i stand til at gøre at bekende, at han er den største profet, og det ligger millioner af lysår væk fra den sandhed, at Jesus er Sin himmelske Faders Søn, og at Han er Faderens evige Ord.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Kirken i den spæde start af det nye kalenderår fejrer festen for Jomfru Maria, Guds Moder. For ved at bringe Jesus til verden kommer det nye og evige liv til verden. Maria er i sig selv et tegn på og et forsvar for inkarnationens mysterium. Ved at ære Maria som Guds Moder ærer man hendes søn i menneskeskikkelse og som Faderens guddommelige Søn.

Hvem er den første til at forkynde Jesus som Guds Søn? Faderen selv! Ved Jesu dåb stiger Helligånden ned over Ham, og det er ved selvsamme Ånds kraft, at Jesus blev undfanget som menneske, og Faderen forkynder, hvem Jesus er, for Han siger: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Faderen bekræfter, at Hans Søn, Jesus, er Gud. Ligesom Han selv er Gud, for Jesus rummer til fulde Faderens guddommelige Ånd, og dermed har Han en Søns værdighed. Denne erklæring om Jesu guddommelige identitet er det, vi fejrer ved festen for Jesu dåb. Her ser vi endnu engang, at en fest i Kirkens liturgiske kalender viser hen til, at Jesus har forrang.

I fastetiden forbereder Kirken sig på at fejre den egentlige begivenhed, hvor Jesus bliver Den universelle Frelser, og det er igennem denne begivenhed, at Hans navn ”Jahve frelser” stadfæstes. Gennem Sin lidelse og død opnår Jesus tilgivelsen for vore synder, for Han opofrer med kærlighed Sit hellige og uskyldige Legeme til Sin Fader af kærlighed til os.

Faderen fandt et stort behag i det offer, Hans Søn bragte på korset, så Han oprejste Jesus fra de døde, og da Jesus opfor til Himlen, gjorde Faderen Ham til herlighedens Herre. Ved at lade det ske således, gjorde Faderen Jesus til Den sande Jesus, menneskehedens eneste og definitive Herre og universelle Frelser.

Faderen definerede dermed Jesus, Hans herlighedsfulde inkarnerede Søn, som er Alfa og Omega, begyndelsen og slutningen og dermed kongernes Konge og herrernes Herre. I den stille uge, påsken og Kristi Himmelfart fejrer Kirken disse store begivenheder i frelseshistorien, som Faderen har ladet komme til udtryk i Sin inkarnerede Søn, Jesus Kristus, som er opfyldt af Helligånden.

Ved at fastholde og antyde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

For at man kan få del i den frelsesgerning, som Jesus har udført, må man være forenet med Ham. Det er det, Kirken fejrer ved pinsefesten. Som Den opstandne Frelser og alles Herre lader Jesus Sin Faders Hellige Ånd flyde ud til hele Kirken, så alle, der tror på Ham og er blevet døbt, bliver nye skabninger i Ham ved at tage del i Hans opstandelse og herlige åndfulde liv.

Dette fællesskab med Den opstandne Jesus (her på jorden) kommer til udtryk på ypperste måde ved Eukaristien. Her tager de troende del i Hans ene frelsende offer og bliver en del af Hans opstandne Legeme og Blod. Eukaristiens store mysterium er det, Kirken fejrer ved Kristi Legems og Blods fest. Vi bliver ét Legeme i Kristus.

Denne fest er også en understregning af, at Jesus er den eneste- og højeste Herre. Ingen anden religion bærer på en sådan vidunderlig sandhed, for ingen anden religion har engrundlægger, som vi mennesker kan være knyttet til; og som har fællesskab med Gud Fader ved Hans Helligånd.

Dermed slutter vi der, hvor vi begyndte, nemlig med festen for Jesus Kristus Universets Konge. Denne fest forudser Den Himmelske liturgi, en fest, der aldrig vil blive afsluttet, for vi venter Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, når tiden har nået sin fylde, for da vil vi fuldt og helt tage del i Hans opstandelse og stige op til vor Fader. Da vil ved Helligånden ethvert knæ bøje sig, og hver tunge forkynde, at Jesus Kristus alene er Herre til Gud Faders ære!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er blevet bragt på LifeSiteNews.com, og offentliggjort d. 10. december 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/jesus-is-not-just-one-of-many-saviors-he-is-the-only-and-we-all-need-him

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hun fremsiger sit digt for kongen

Skt. Gertrud den Store, Jomfru.

Hendes hjerte strømmer over med skønne ord

Det er kun værdigt og ret, at vi i dag bør sidde ved Skt. Gertruds fødder, og at vi tager os tid til at lytte til det, hun siger, for ”hendes hjerte strømmer over med skønne ord, når hun fremsiger sit digt for kongen” (jf. Sl 45:1). Denne ydmyge benediktinerinde fra det 13. århundrede er den eneste kvinde, der i Kirkens kalenderår, betegnes som ”den Store”. Skt. Gertrud den Store er en kvinde i middelalderen med et forbavsende moderne budskab.

O smag og se

Skt. Gertrud er teolog i patrologisk forstand, fordi hun har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. I den henseende er hun et forbillede for alle præster, for præsten er kaldet til at være den, der har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. Gertruds sjæl blev ”formet” ved Den hellige Skrift, kirkefædrene og mere end noget andet af den daglige erfaring med klosterets liturgi fejret og frembragt ved sang. Fra det tidspunkt, hvor hun som femårig kom til klosteret Helfta, var Gertruds liv centreret om den hellige liturgi, som er Kirkens timelige, daglige, ugentlige og årlige gang for bøn og lovprisning.

Ordets Brud

Skt. Gertrud var gennemtrængt af Guds Ord, og Den hellige Skrift var hendes daglige brød. Salmerne var altid på hendes læber og i hendes hjerte. Kirkens sungne bøn udtrykt i de gamle salmer var som en flod med strømmende vand, der vædede hendes liv og lod ordets frø spire frem med blomster og frugt. Skt. Gertrud udviklede en fantastisk teologi, der omhandlede indføringens sakramenter, eskatologi, inkarnationens og frelsens mysterier, Jesu Hjerte, Helligåndens virke i Kirken og sjælene, Vor Frue og helgenerne, bønnens mystik og den kontemplative erfaring med Gud.

Jesu hellige Hjerte

Skt. Gertruds teologi er erfaringsbaseret, og netop dette gør hendes bidrag til Den katolske Kirkes teologi og mysterietradition smukt. Fokus for hendes fordybelse var Jesu Hellige Hjerte, Det Hjerte, der blev gennemboret, og hvorfra der kom vand og blod (jf. Joh 19:34). Skt. Gertrud blev draget til Jesu Hellige Hjerte ved hemmelig indgriben fra Faderens side og gennem Helligånden. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6:44).

Duen i klippesprækken

Ligesom duen, der finder hvile i klippesprækken, således tog Gertrud også sin tilflugt i Frelserens gennemborede Hjerte. Hendes tilknytning til Jesu Hjerte trodser enhver beskrivelse. Hendes bøn var ladet med kraft, og det i en sådan grad, at man sagde om hende: ”Gertruds tunge er blevet en nøgle til himlen” (Antiphon, Monastic Office).

Kærlighed, som overgår al erkendelse

Skt. Gertrud taler om det, hun har kendt og nydt, nemlig ”Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse” (Ef 3:19). Hendes teologi er hverken ”tør” eller overstrømsk. Tværtimod, hendes viden om Gud emmer af ømhed og gløder af inderlighed. Den frembringer en sødme, der ikke er jordisk, og den er glødende på grund af en indre ild. Som indviet jomfru levede Skt. Gertrud sit kald som Kristi Brud, ligesom Kirken er det, og hun levede dette kald i sit eget kød og blod. Hun tillod Kristus som Brudgom at elske hende. Hendes hjerte blev ét med Hans.

På skiltet over mig står kærlighed

Skt. Gertrud er for os alle et eksempel på det, der sker, når en sjæl betingelsesløst tillader at lade sig blive elsket af Kristi Hjerte. Hendes eksempel var båret af et direkte kendskab til Gud ved en kærlighed understøtte af håb og praktiseret ved tro. ”Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: kærlighed” (Højs 2:4).

Jeg fandt Ham, jeg elsker så højt

Et møde med Faderen kommer til os gennem Sønnen, og det sker ved Helligånden. Vi erfarer Kristi kærlighed ved at tillade Ham at elske os, som når brudgommen elsker og skatter bruden. ”Min sjæl hænger ved dig, og din højre hånd holder mig fast” (Sl 63:9) Skt. Gertrud længtes efter Jesus Kristus, og Han gjorde hende til sin. Hun holdt fast i Ham, og Han gjorde det samme i forhold til hende. Hun søgte Ham, og Han tillod Sig selv at blive fundet af hende, specielt i fejringen af Messeofferet og i tidebønnen. ”Jeg fandt ham, jeg elsker så højt. Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke …” (Højs 3:4). Her taler Skt. Gertrud igen til enhver præst, som i Eukaristiens mysterium finder Ham, som hans sjæl elsker, holder fast ved og ikke giver slip på, og som ikke slipper Ham.

Den korsfæstede kærlighed

Skt. Gertrud oplevede en magnetisk tiltrækning til Jesu gennemborede Hjerte ikke på en sentimental eller sorgfuld måde, men på en dyb teologisk måde. Hun blev draget til Jesu Hellige Hjerte, som en åbning til en dybere mystik: ”…hvor stor bredden og længden og højden og dybden er af faderens kærlighed” (jf. Ef 3:18), åbenbaret i Den korsfæstede Kærlighed og bragt ind i vore hjerter af Helligånden.

Ved Jesu Hjerte

Skt. Gertrud blev ikke draget til Jesu Hjerte, men ved Jesu Hjerte til Faderen og det gennem Helligånden. Hendes bøn er i hovedsagen trinitarisk. Hele hendes væsen er rettet ad Patrem, og dette fordi hun er forenet med Sønnen, fordi hun er kommet ind gennem Sønnens gennemborede Hjerte, som ved en åben dør og er passeret gennem ved Helligåndens kraft.

Hvert eneste element har med Kristus at gøre

Skt. Gertrud minder os om, at hele liturgien er trinitarisk; Hvert eneste element, selv det korteste ord eller den mindste bevægelse i den hellige liturgi har med Kristus at gøre. I liturgien er intet ubetydeligt. Alt er en del af sakramentet, og det vil sige med den hensigt at forene os med Kristus, så vi ved Ham og med Ham kan møde Helligåndens flammende favn og Faderens Skød. Skt. Gertrud minder os om, at liturgien, Den hellige Eukaristi samt de andre sakramenter, men også tidebønnen er langt mere end blot nogle ord, hymner, riter og gestik.

Kristus bejler til Kirken

Den hellige liturgi (Den hellige Messe, tidebønnen og riter af sakramental karakter) er en åbning til ”det usynlige”, og til der ”hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd” (Kol 3:1). Den hellige liturgi er Ordet, selve Kristus, der bejler til Kirken og hver eneste, der er i Hendes midte for at få alle til at knytte sig tættere til Ham, indtil vi ”fyldes, til Guds fylde nås” (Ef 3:19).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. november 2015. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)