Category: Spirituality

Advent: At vente sammen med Maria på at se Guds Ansigt

Jeg venter på Herren, der har skjult sit ansigt for Jakobs hus, jeg sætter min lid til ham” (Es 8:17).

Er der nogen, der kan lide at vente? Vores menneskenatur gør oprør mod alle former for ventetid. Der er ventetiden, vi oplever i vores hverdag, kødannelsen i trafikken, i forbindelse med sportsudøvelse, i forbindelse med de daglige gøremål, og når vi er hos lægen (eller tandlægen). Der er også den ventetid, der er præget af ængstelse, og det er, når vi venter et (vigtigt) telefonopkald, resultatet af en undersøgelse eller lignende, som kan være med til at afslutte en anspændt situation. Så er der den ventetid, der er præget af forventningens glæde, det kan være i forbindelse med fødselsdage, jubilæer, overstået eksaminer eller andre festlige lejligheder. Endelig findes der en kombination af alle tre former for ventetid, og det er, når en mor venter på at bringe et nyt liv til verden.

Vores svage menneskenatur bryder sig ikke om at vente. Vi ønsker, at det skal ske her og nu, og vi ønsker at have viden om, hvordan vi får det til at ske med det samme. Det at vente kræver tålmodighed, og netop tålmodighed har menneskeheden i en meget lille udstrækning. Men vente det må vi, og eftersom alt i livet er tilladt af Gud til vores eget bedste, må ventetid betragtes som værende en god ting for os, siden vi benytter en stor del af vores liv på at gøre det. Hvis det at vente virkelig er godt for os, så er det helt sikkert, at den onde vil gøre alt det, der står i hans magt for at gøre os utålmodige, ligesom han gjorde med Israels børn, da de ventede og ventede på, at Moses skulle komme ned fra bjerget med de ti bud. Da Gud sagde til Moses: ”Jeg er Herren, din Gud, der må ikke være nogen anden gud i din midte”, fristede djævelen israelitterne, så de blev hovmodige. Israelitterne havde ikke tålmodighed til at vente på at se Guds Ansigt, og derfor lavede de sig en afgud, som blev deres hænders værk. Heri ligger fristelsen for os alle, det, der skulle være en periode fyldt med nåde, præges af forvirring, hvor vi vender vore sjæles øjne væk fra Guds Ansigt og mod verdens falske ansigter eller afguder, som er klare, strålende og fristende, og som gør sig gældende overalt, hvor vi færdes. Hvordan kan vi undgå afgudsdyrkelsens fælder?

Det ultimative gode er at se Guds Ansigt, og derfor måtte Maria vente mere end nogen anden før hende. Maria ventede på Guds kærlighed med tålmodighed, ydmyghed, i tro, håb og kærlighed og med stor styrke. Hun gjorde dette ved at rette sin sjæls øjne på Jesus, hendes Frelser og Gud, Hvis Ansigt hun endnu ikke kunne se i sit skød. Marias fulde accept af Guds vilje, at søge Hans Ansigt og kun Hans Ansigt, bar den ypperste frugt i Marias sjæl bestående af guddommelig fred, som verden aldrig kan tage bort. Så i denne advent og i alting vent, vent sammen med Maria og hendes belønning vil også være vores, nemlig at se hendes Søns Ansigt.

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 6. december 2016.Den kan læses på: Advent: Waiting with Mary to see God’s Face – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus er ikke kun en af mange, der bringer frelsen. Han er den eneste Frelser, og det er Ham, vi alle har brug for

Ved at fastholde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

I dag er vi vidner til, at endog på de højeste niveauer i det kirkelige hierarki ser man bort fra den katolske doktrins betydning. Især er Jesus blevet reduceret til at være en af mange, der har indstiftet en, af Gud villet, religion. Da vi for nylig fejrede festen for Jesus Kristus Universets Konge, som er en fest, der markerer, at Jesus Kristus ultimativt er universets Herre og Frelser, kunne jeg ikke lade være med at reflektere over denne sørgelige realitet, at Jesus blot anses for at være en af mange religionsstiftere. I hele kosmos er det Jesus Kristus, der er centrum. Der findes intet navn, der er større, og derfor er hverken nogen eller noget større end Ham, Det Inkarnerede Ord, opfyldt af Ånden og Faderens enbårne Søn.

Mens jeg overvejede det, man aktuelt gør, altså nedtoner Jesu kongeværdighed, fik jeg den indskydelse, at det liturgiske år i Kirken både beskytter og fremmer Jesu kongeværdighed. Højdepunktet i Kirkens liturgiske år er festen for Jesus Kristus som Universets Konge. Men kirkeåret starter ud med advent, som er en forberedelse til Herrens fødsel, hvor Faderens Søn bliver menneske.

Julen udspringer af en hændelse, som Kirken fejrer rent liturgisk, og som fandt sted 9 måneder tidligere, nærmere betegnet den 25. marts, nemlig bebudelsen. Ved denne fest genkalder Kirken sig på en glædelig måde, at ærkeenglen Gabriel kommer til Maria og bebuder, at Hun skal undfange og føde verdens Frelser. Ærkeenglen Gabriel var blevet udsendt af Faderen for at bringe bud til Maria om, at hun ville blive overskygget af Den Højeste, og at hun ved Helligånden ville undfange en Søn, som hun skulle give navnet Jesus, ”Jahve frelser”. Gabriel fortæller Maria at hendes Søn … ”skal blive stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give Ham hans faders Davids trone; Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 32-33).

I disse begivenheder, der er knyttet sammen, fejrer vi (Kirken) den enestående betydning, Jesus har. Ja, Jesus er et menneske, der er blevet undfanget i en kvindes moderliv og født af hende. Men Han er blevet undfanget i Marias moderliv ved Helligånden. Der findes ingen hændelse i hele verdenshistorien, der kan måle sig med denne helt utrolige begivenhed og sandhed, og derfor kan intet menneske hverken i fortiden eller fremtiden hævde sig større end Jesus, Den evige Søn af Den levende Gud.

Dette er Hans guddommelige væsen, og den er er speciel for Ham. Der findes ikke nogen anden religion, der hævder en sådan sandhed, og der findes ikke nogen anden religionsstifter, der hævder at have Gud, som Sin guddommelige Fader.

For eksempel er det bedste Mohammed er i stand til at gøre at bekende, at han er den største profet, og det ligger millioner af lysår væk fra den sandhed, at Jesus er Sin himmelske Faders Søn, og at Han er Faderens evige Ord.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Kirken i den spæde start af det nye kalenderår fejrer festen for Jomfru Maria, Guds Moder. For ved at bringe Jesus til verden kommer det nye og evige liv til verden. Maria er i sig selv et tegn på og et forsvar for inkarnationens mysterium. Ved at ære Maria som Guds Moder ærer man hendes søn i menneskeskikkelse og som Faderens guddommelige Søn.

Hvem er den første til at forkynde Jesus som Guds Søn? Faderen selv! Ved Jesu dåb stiger Helligånden ned over Ham, og det er ved selvsamme Ånds kraft, at Jesus blev undfanget som menneske, og Faderen forkynder, hvem Jesus er, for Han siger: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Faderen bekræfter, at Hans Søn, Jesus, er Gud. Ligesom Han selv er Gud, for Jesus rummer til fulde Faderens guddommelige Ånd, og dermed har Han en Søns værdighed. Denne erklæring om Jesu guddommelige identitet er det, vi fejrer ved festen for Jesu dåb. Her ser vi endnu engang, at en fest i Kirkens liturgiske kalender viser hen til, at Jesus har forrang.

I fastetiden forbereder Kirken sig på at fejre den egentlige begivenhed, hvor Jesus bliver Den universelle Frelser, og det er igennem denne begivenhed, at Hans navn ”Jahve frelser” stadfæstes. Gennem Sin lidelse og død opnår Jesus tilgivelsen for vore synder, for Han opofrer med kærlighed Sit hellige og uskyldige Legeme til Sin Fader af kærlighed til os.

Faderen fandt et stort behag i det offer, Hans Søn bragte på korset, så Han oprejste Jesus fra de døde, og da Jesus opfor til Himlen, gjorde Faderen Ham til herlighedens Herre. Ved at lade det ske således, gjorde Faderen Jesus til Den sande Jesus, menneskehedens eneste og definitive Herre og universelle Frelser.

Faderen definerede dermed Jesus, Hans herlighedsfulde inkarnerede Søn, som er Alfa og Omega, begyndelsen og slutningen og dermed kongernes Konge og herrernes Herre. I den stille uge, påsken og Kristi Himmelfart fejrer Kirken disse store begivenheder i frelseshistorien, som Faderen har ladet komme til udtryk i Sin inkarnerede Søn, Jesus Kristus, som er opfyldt af Helligånden.

Ved at fastholde og antyde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

For at man kan få del i den frelsesgerning, som Jesus har udført, må man være forenet med Ham. Det er det, Kirken fejrer ved pinsefesten. Som Den opstandne Frelser og alles Herre lader Jesus Sin Faders Hellige Ånd flyde ud til hele Kirken, så alle, der tror på Ham og er blevet døbt, bliver nye skabninger i Ham ved at tage del i Hans opstandelse og herlige åndfulde liv.

Dette fællesskab med Den opstandne Jesus (her på jorden) kommer til udtryk på ypperste måde ved Eukaristien. Her tager de troende del i Hans ene frelsende offer og bliver en del af Hans opstandne Legeme og Blod. Eukaristiens store mysterium er det, Kirken fejrer ved Kristi Legems og Blods fest. Vi bliver ét Legeme i Kristus.

Denne fest er også en understregning af, at Jesus er den eneste- og højeste Herre. Ingen anden religion bærer på en sådan vidunderlig sandhed, for ingen anden religion har engrundlægger, som vi mennesker kan være knyttet til; og som har fællesskab med Gud Fader ved Hans Helligånd.

Dermed slutter vi der, hvor vi begyndte, nemlig med festen for Jesus Kristus Universets Konge. Denne fest forudser Den Himmelske liturgi, en fest, der aldrig vil blive afsluttet, for vi venter Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, når tiden har nået sin fylde, for da vil vi fuldt og helt tage del i Hans opstandelse og stige op til vor Fader. Da vil ved Helligånden ethvert knæ bøje sig, og hver tunge forkynde, at Jesus Kristus alene er Herre til Gud Faders ære!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er blevet bragt på LifeSiteNews.com, og offentliggjort d. 10. december 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/jesus-is-not-just-one-of-many-saviors-he-is-the-only-and-we-all-need-him

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hun fremsiger sit digt for kongen

Skt. Gertrud den Store, Jomfru.

Hendes hjerte strømmer over med skønne ord

Det er kun værdigt og ret, at vi i dag bør sidde ved Skt. Gertruds fødder, og at vi tager os tid til at lytte til det, hun siger, for ”hendes hjerte strømmer over med skønne ord, når hun fremsiger sit digt for kongen” (jf. Sl 45:1). Denne ydmyge benediktinerinde fra det 13. århundrede er den eneste kvinde, der i Kirkens kalenderår, betegnes som ”den Store”. Skt. Gertrud den Store er en kvinde i middelalderen med et forbavsende moderne budskab.

O smag og se

Skt. Gertrud er teolog i patrologisk forstand, fordi hun har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. I den henseende er hun et forbillede for alle præster, for præsten er kaldet til at være den, der har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. Gertruds sjæl blev ”formet” ved Den hellige Skrift, kirkefædrene og mere end noget andet af den daglige erfaring med klosterets liturgi fejret og frembragt ved sang. Fra det tidspunkt, hvor hun som femårig kom til klosteret Helfta, var Gertruds liv centreret om den hellige liturgi, som er Kirkens timelige, daglige, ugentlige og årlige gang for bøn og lovprisning.

Ordets Brud

Skt. Gertrud var gennemtrængt af Guds Ord, og Den hellige Skrift var hendes daglige brød. Salmerne var altid på hendes læber og i hendes hjerte. Kirkens sungne bøn udtrykt i de gamle salmer var som en flod med strømmende vand, der vædede hendes liv og lod ordets frø spire frem med blomster og frugt. Skt. Gertrud udviklede en fantastisk teologi, der omhandlede indføringens sakramenter, eskatologi, inkarnationens og frelsens mysterier, Jesu Hjerte, Helligåndens virke i Kirken og sjælene, Vor Frue og helgenerne, bønnens mystik og den kontemplative erfaring med Gud.

Jesu hellige Hjerte

Skt. Gertruds teologi er erfaringsbaseret, og netop dette gør hendes bidrag til Den katolske Kirkes teologi og mysterietradition smukt. Fokus for hendes fordybelse var Jesu Hellige Hjerte, Det Hjerte, der blev gennemboret, og hvorfra der kom vand og blod (jf. Joh 19:34). Skt. Gertrud blev draget til Jesu Hellige Hjerte ved hemmelig indgriben fra Faderens side og gennem Helligånden. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6:44).

Duen i klippesprækken

Ligesom duen, der finder hvile i klippesprækken, således tog Gertrud også sin tilflugt i Frelserens gennemborede Hjerte. Hendes tilknytning til Jesu Hjerte trodser enhver beskrivelse. Hendes bøn var ladet med kraft, og det i en sådan grad, at man sagde om hende: ”Gertruds tunge er blevet en nøgle til himlen” (Antiphon, Monastic Office).

Kærlighed, som overgår al erkendelse

Skt. Gertrud taler om det, hun har kendt og nydt, nemlig ”Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse” (Ef 3:19). Hendes teologi er hverken ”tør” eller overstrømsk. Tværtimod, hendes viden om Gud emmer af ømhed og gløder af inderlighed. Den frembringer en sødme, der ikke er jordisk, og den er glødende på grund af en indre ild. Som indviet jomfru levede Skt. Gertrud sit kald som Kristi Brud, ligesom Kirken er det, og hun levede dette kald i sit eget kød og blod. Hun tillod Kristus som Brudgom at elske hende. Hendes hjerte blev ét med Hans.

På skiltet over mig står kærlighed

Skt. Gertrud er for os alle et eksempel på det, der sker, når en sjæl betingelsesløst tillader at lade sig blive elsket af Kristi Hjerte. Hendes eksempel var båret af et direkte kendskab til Gud ved en kærlighed understøtte af håb og praktiseret ved tro. ”Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: kærlighed” (Højs 2:4).

Jeg fandt Ham, jeg elsker så højt

Et møde med Faderen kommer til os gennem Sønnen, og det sker ved Helligånden. Vi erfarer Kristi kærlighed ved at tillade Ham at elske os, som når brudgommen elsker og skatter bruden. ”Min sjæl hænger ved dig, og din højre hånd holder mig fast” (Sl 63:9) Skt. Gertrud længtes efter Jesus Kristus, og Han gjorde hende til sin. Hun holdt fast i Ham, og Han gjorde det samme i forhold til hende. Hun søgte Ham, og Han tillod Sig selv at blive fundet af hende, specielt i fejringen af Messeofferet og i tidebønnen. ”Jeg fandt ham, jeg elsker så højt. Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke …” (Højs 3:4). Her taler Skt. Gertrud igen til enhver præst, som i Eukaristiens mysterium finder Ham, som hans sjæl elsker, holder fast ved og ikke giver slip på, og som ikke slipper Ham.

Den korsfæstede kærlighed

Skt. Gertrud oplevede en magnetisk tiltrækning til Jesu gennemborede Hjerte ikke på en sentimental eller sorgfuld måde, men på en dyb teologisk måde. Hun blev draget til Jesu Hellige Hjerte, som en åbning til en dybere mystik: ”…hvor stor bredden og længden og højden og dybden er af faderens kærlighed” (jf. Ef 3:18), åbenbaret i Den korsfæstede Kærlighed og bragt ind i vore hjerter af Helligånden.

Ved Jesu Hjerte

Skt. Gertrud blev ikke draget til Jesu Hjerte, men ved Jesu Hjerte til Faderen og det gennem Helligånden. Hendes bøn er i hovedsagen trinitarisk. Hele hendes væsen er rettet ad Patrem, og dette fordi hun er forenet med Sønnen, fordi hun er kommet ind gennem Sønnens gennemborede Hjerte, som ved en åben dør og er passeret gennem ved Helligåndens kraft.

Hvert eneste element har med Kristus at gøre

Skt. Gertrud minder os om, at hele liturgien er trinitarisk; Hvert eneste element, selv det korteste ord eller den mindste bevægelse i den hellige liturgi har med Kristus at gøre. I liturgien er intet ubetydeligt. Alt er en del af sakramentet, og det vil sige med den hensigt at forene os med Kristus, så vi ved Ham og med Ham kan møde Helligåndens flammende favn og Faderens Skød. Skt. Gertrud minder os om, at liturgien, Den hellige Eukaristi samt de andre sakramenter, men også tidebønnen er langt mere end blot nogle ord, hymner, riter og gestik.

Kristus bejler til Kirken

Den hellige liturgi (Den hellige Messe, tidebønnen og riter af sakramental karakter) er en åbning til ”det usynlige”, og til der ”hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd” (Kol 3:1). Den hellige liturgi er Ordet, selve Kristus, der bejler til Kirken og hver eneste, der er i Hendes midte for at få alle til at knytte sig tættere til Ham, indtil vi ”fyldes, til Guds fylde nås” (Ef 3:19).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. november 2015. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Purgatoriet: de vil blive frelst, men det vil kun ske ved ild

Da Vor Herre og Frelser Jesus Kristus indstiftede Den hellige Messe som et vedvarende offer, hvor Hans Legeme og Blod frembæres for at sone vore synder (Matt 26: 26-28, Mark 14: 22-24, Luk 22: 19-20, 1 Kor 10: 16-18 etc), er det klart, at Han på en særlig måde havde til hensigt, at Det Nye Testamentes hellige Messeoffer skulle være den fuldendte opfyldelse af det offer, der er omtalt i den gamle pagt. Denne blev også blev benyttet i frembærelsen af et offer for de troende, som allerede er gået bort (2 Makk 12: 43 – 45), for der står skrevet: ”Han foretog en indsamling blandt mændene og kunne sende næsten 2000 sølvdrakmer til Jerusalem for at bringe et syndoffer – meget rigtigt og klogt gjort, idet han tænkte på opstandelsen. For hvis Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde; desuden forstod han, at den skønneste gave venter dem, der sover hen i gudsfrygt. From og gudfrygtig var hans betænksomhed! Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”. Det er derfor en godskik at bede for de døde, at de må blive løst fra deres synder. Derfor er Den hellige Messe, det største offer, der kan frembæres for at lindre de frygtelige lidelser, som de troende, der er gået bort, gennemgår. Dette er det største offer, Gud har givet til mennesket.

Da protestanterne ikke anerkender de to Makkabæerbøger (selvom man kan sige, at det burde de, grundet kanoniseringen af Skriften, der stammer fra koncilet i Kartago (397) og synoden i Hippo (393) samt de dekreter, der stammer fra pave Skt. Damasus I i Rom (382), fordi alle disse kirkesamlinger anerkender de to Makkabæerbøger, som er en del af den kanoniske Skrift), spørger de ofte katolikker om følgende: Makkabæerbøgerne taler om purgatoriet, men hvor er purgatoriet nævnt i Det Nye Testamente? Ville Vor Herre Jesus Kristus eller én af Hans apostle ikke have omtalt det?

Det første bevis er et klart bevis fra Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 3: 13-15

Kapitel 3 i den hellige Paulus’ Første Brev til menigheden i Korinth er måske det tydeligste bevis i Den hellige Skrift på eksistensen af purgatoriets ild og fortjenester. I henhold til katolsk doktrin bliver onde gerninger straffet af Gud. Det vil sige, at kristne, der har foretaget onde gerninger, vil se disse gerninger gå op i flammer, de vil lide under dette, men blive frelst ved ild. Dette er purgatoriet, og deres onde gerninger er årsagen til purgatoriets eksistens. Denne doktrin bliver utvetydigt fremført af apostlen Paulus: ”… skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er … (1 Kor 3: 13).

Skt. Basil den Store har nedfældet følgende lære:

Jeg mener, at Guds ædle atleter, som har kæmpet hele deres liv med usynlige fjender, og efter at de er sluppet fri fra al den forfølgelse, der har fulgt dem, og som har nået livets afslutning og står overfor en undersøgelse af denne verdens (virkelige) fyrste, og man finder på dem sår efter deres kamp eller syndens plet, så bliver de tilbageholdt. Hvis man derimod ikke finder dem såret og uden syndens plet, så er de, som dem, der ikke er blevet besejret, ved Kristus blevet bragt til deres hvilested (Homilies on the Psalms 7: 2).

Kan det være mere tydeligt? Den kristne, der har udvist dårlig opførsel, bliver frelst, men det sker gennem (en rensende) ild, og han må igennem den grundet sine dårlige gerninger. Dette tekststykke viser, at gode gerninger, der bliver gjort med udgangspunkt i troen på Kristus, er nødvendige for en post-retfærdiggørelse og bidrager til en sjæls helliggørelse. Er gerningerne udført i en tro på Kristus, leder de (for os) og ved Guds nåde til en himmelsk belønning, fordi Gud er god. Gøres gerningerne derimod ikke i en tro på Kristus, ”skriger de” på en straf, fordi Gud er hellig.

Det andet bevis: Skt. Peter taler om åndernes fængsel

Apostlen Skt. Peter fremsætter to gange beviser for purgatoriets eksistens, og det gør han, når han taler om det mystiske åndernes fængsel, hvor evangeliet blev forkyndt, og hvorfra sjælen kan blive udfriet. Dette kan være en henvisning til himlen, for himlen er ikke et fængsel. Men det kan heller ikke være en henvisning til helvede, for helvede kan man ikke blive udfriet fra. Der må så nødvendigvis være tale om et bevis for, at der eksisterer et tredje mellemstadie (som er foreløbigt) mellem himlen og helvede, som vor Moder, Kirken meget passende kalder purgatoriet.

1 Pet 3: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem …”.

1 Pet 4: ”For derfor blev evangeliet forkyndt også for de døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever”.

Biskop Challoner siger med rette i sin kommentar til 1 Pet 3: 18-19:

Se, her et bevis på, at der findes et tredje sted, som er et mellemstadie for sjæle: for disse ånder var i fængsel, og det var dem, Kristus kom til efter Sin død for at forkynde for. Disse ånder var ikke i himlen, de var heller ikke i helvede hos de fortabte, for himlen er ikke noget fængsel, og Kristus forkyndte ikke for de fortabte (sjæle).

Det tredje bevis: Herren Jesus nævner det selvsamme fængsel (som Peter taler om)

I Matthæusevangeliet kapitel 5:23-26 læser man følgende: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave, Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke derfra, før du har betalt den sidste øre”.

Skt. Cyprian argumenterer behændigt for eksistensen af et sådant fængsel (purgatoriet):

Det er én ting at blive benådet, en anden at opnå herlighed. Det er én ting, at man kastes i fængsel, og at man ikke bliver lukket ud, før man har betalt den sidste øre, en anden er, at man modtager sin løn for at have været tro og udvist mod. Der er én ting, at man lider under pinsler for den synd, man har begået, ved at man gennemgår en langvarig lutring i ilden, en anden er, at man er blevet renset for sine synder ved lidelse. Det er én ting, og det er passende, at man i uvidenhed må vente på Guds domfældelse, en anden er, at man med det samme bliver kronet af Herren (Letter 51).

Tertullian kommer med følgende fortolkning:

Den forståelse, du har opnået, må udgå fra din helhedsbetragtning. Du bør aldrig tænke på at vende tilbage til det, du har afværget og blevet forsonet med i Ham, så Han ikke betragter dig som et svigagtigt menneske og lovovertræder i forhold til det, du har bekendt, når du står overfor Guds domstol (for det er i det lys, Han bør betragtes, når vi et skriftsted læser følgende: ”vore brødres anklager”, eller når helgenerne referer til den egentlige praksis, der finder sted, hvor man  retsforfølges for det, man har gjort), og for at den dommer, der sidder i dette dommersæde ikke overleverer dig til den engel, der skal eksekvere din straf, og du kastes i helvedes fængsel, som du ikke slipper ud fra, før du har betalt den sidste øre for dine overtrædelser. Denne straf eksekveres i perioden før opstandelsen. Giver dette ikke mening? Findes der en mere sand fortolkning? (A Tretise on the Soul, 35).

Endnu engang er det fængsel, hvorfra sjælene kan blive løst, hverken himlen eller helvede. Men der er tale om et åndeligt fængsel, hvorfra ”de indsatte” først bliver løst, når de har ”afsonet” deres straf, og dette fængsel er en midlertidig tilstand.

Det fjerde bevis: Vor Herre taler om et mindre antal piskeslag i forbindelse med straf

Så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af” (Luk 12: 46-48).

Dette ligger på linje med det krav, der fremsættes i Det Gamle Testamente i Femte Mosebog kapitel 25: 2-3: ”… og hvis den skyldige så idømmes pryglestraf, og dommeren lader ham lægge ned, og man i dommerens nærvær giver ham et antal slag, der svarer til hans forbrydelse, da må han højst få fyrre slag. Hvis man gav ham flere slag, ville din landsmand blive ringeagtet i dine øjne”.

De, der bliver pryglet for evigt, har taget parti med dem, der ikke tror. Men de, der har syndet på grund af uvidenhed, fortjener et mindre antal prygl, og det vil sige, at de ikke skal straffes for evigt, eller at deres straf er tidsmæssig begrænset. Deraf følger, at disse sjæle på et givent tidspunkt vil blive løst fra deres straf.

Skt. Augustin fremhæver følgende på overbevisende måde:

Den midlertidige straf oplever nogle kun i dette liv, for andre sker det efter døden, og for andre igen sker det både i dette liv, og det liv, der kommer efter døden, men gældende for dem alle, så vil dette ske inden den sidste og mest strenge dom. Men af dem, der lider under den midlertidige straf efter døden, er ikke alle dømt til evig pine, der vil følge efter den sidste dom. For nogle, (som det allerede er blevet fremhævet), overføres den straf, der ikke er blevet effektueret i denne verden til den næste, det vil sige, at de ikke idømmes den evige straf i den verden, som skal komme (City of God 21:13).

Et andet bevis på purgatoriets eksistens, kommer fra Vor Herre, som siger, at nogle synder tilgives i denne verden, og dette antyder, at andre kan tilgives i den verden, som skal komme (Matt 2: 32). Som den katolske encyklopædi fremhæver, er Skt. Augustin én af dem, der fremhæver dette argument. Skt. Pave Gregory, berømt for sine dialoger, var en anden. Her følger et citat fra ham. Til spørgsmålet om ”purgatoriets ild eksisterer i livet efter døden”, svarer den hellige pave bekræftende: ”Vi må tro at før dommens dag, optræder purgatoriet med dets ild med henblik på visse små synder: fordi Vor Frelser siger, at den, der taler mod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende. I dette skriftsted erfarer vi, at visse synder er tilgivet i denne verden, og at andre tilgives i den verden, der skal komme. Men alligevel, som jeg har sagt, skal vi ikke tro, at der er tale om små synder, som for eksempel daglig forfængelig tale, uhæmmet latter, at vi ikke har taget vare på eller vist omsorg overfor familien (den slags overtrædelser, man sjældent kan undgå, og som kommer til udtryk i den slags synd, man bør undgå), og man ser bort fra vildfarelser, som ikke synes at være ”noget særligt”: alle disse synder straffes efter døden, hvis mennesket ikke har søgt tilgivelse og modtaget absolution, mens det var i live” (Dialogues, Book 4, Chapter 39: Whether there be any Purgatory ect?).

Det femte bevis: Den hellige Paulus beder for sin afdøde kristne ven Onesiforos

Den hellige Paulus er den, der kommer med det sidste, men også mest enkle bevis: ”Herren vise Onesiforos’ hus barmhjertighed! Han har givet mig nyt mod og har ikke skammet sig ved mine lænker” (2 Tim 1: 16). Det fremgår med al tydelighed af dette skriftsted, og det fremhæves også ofte af protestantiske kommentatorer, at Onesiforos var en kristen, som var død, og hvis barmhjertighedsgerninger Paulus huskede.

Skt. Thomas Aquinas fremsætter følgende beundringsværdige argument: ”Der er ingen grund til at bede for de afdøde, der befinder sig i himlen, heller ikke for de afdøde, der befinder sig i helvede, for de vil aldrig blive løst fra deres synd. Dette helt klare bevis, fremsat af Skt. Thomas, er et endeligt bevis for purgatoriets eksistens.

Skt. Chrysostomos kommer med følgende kommentar:

”Lad vore tåre flyde for disse sjæle, lad os hjælpe dem, som vi evner, selvom det er småt, men lad os alligevel yde dem vores hjælp. Hvordan og på hvilken måde? Ved selv at bede og bede andre om at bede for dem og at give til de fattige på deres vegne” (St. John Chrysostom, Homolies on Phillippians, 3).

Konklusion: Purgatoriet eksisterer, og den gode nyhed er, at man kan undgå det!

Da Vor Herre talte om Sit hellige Legeme og Dyrebare Blod, at det blev frembåret, som et offer for syndernes forladelse, og det, at Han her lovede syndernes forladelse, henviser på en helt speciel måde til Den lidende Kirke, som er de afdøde troende. Den hellige Messe går langt længere end Den Gamle Pagts ofre og udfrier langt flere af de sjæle, der lider i skærsilden. Mange sjæle, der aldrig kunne være blevet løst fra skærsilden ved de ofre, som de retfærdige Makkabæere frembar, selvom disse ofre ville blive frembåret gentagne gange frem til tidernes ende, er allerede blevet løst fra den lutrende ild, fordi det er en del af Guds plan inden tiden, når til sin afslutning. Hvor taknemmelige bør vi ikke være for Det hellige Messeoffer! Det er en velsignelse at vide, at der eksisterer et purgatorium! De, der ikke tror på purgatoriet, kan end ikke håbe på at undgå det. De af os, der tror og bekender, at der er et purgatorium, kan, hvis vi tager imod Guds nåde, undgå at komme der.

Gud og Maria har åbenbaret (og det er godkendt af Kirken), at man kan frembære sit liv som et offer (1). Jesus og Maria har lovet, at alle de, der frembærer deres liv, og det gælder alle de Messer, de deltager i, alle de Kommunioner, de modtager, de gode gerninger, de gør, bønner de beder og ofre, de frembærer til Jesus og Maria for sjælenes frelse, kan undgå purgatoriet og gå direkte til himlen.

Noter

1: The Life Offering: https://marianapostolate.com/life-offering/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-saved-fire/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den sejrende Kirke: 10 indblik i helgenerne

Hvert år fejrer Kirken med glæde festen for Allehelgen. En klassisk kirkelig betragtning opdeler Kirken i tre dele, men de tilhører alle Guds familie. Der er Den sejrende Kirke, som er helgenerne i Himlen, Den stridende Kirke, som er os, de levende soldater på jorden, som kæmper for vores frelse, og endelig er der Den lidende Kirke, som er sjælene i purgatoriet, de er allerede helgener, men de behøver en renselse for at nå til Himlen.

I denne artikel vil der være et fokus på Den sejrende Kirke, som er de hellige i Himlen, der er gået sejrrigt ud af den kamp, som de kæmpede mod deres tre primære fjender: Djævelen og dennes løgne, verden og dens fristelser og kødet og dets arrogante og udsvævende begær.

Det følgende rummer ti indsigter i de mest fascinerende, heltemodige, indbydende, glædesfulde og store mennesker, der har været på denne jord, og som nu for altid har taget bolig i Himlen. Disse er Guds venner, men de er også dine og mine venner, det er helgenerne, der her er tale om!

1.      Helgenerne er ikke født som helgener. Der hersker en udbredt misforståelse, som handler om, at helgenerne blev født som helgener. Dette er ganske enkelt forkert. Alle helgener blev undfanget og født med arvesyndens plet. De havde tendenser og tilbøjeligheder til synd, som de skulle overvinde og tøjle ved at gøre en selvstændig indsats samt ved hjælp af Guds nåde.

Faktisk havde ganske mange af de store helgener en syndsbetonet fortid og for at nævne nogle få: Den gode røver, (der ved korsfæstelsen hang ved Jesu ene side), Maria Magdalene, Skt. Augustin, Skt. Ignatius af Loyola, Skt. Maria af Egypten og Skt. Margaret af Cortona, også kendt som den ”anden Magdalene”.

2.      Du er kaldet til at være helgen. Når jeg underviser unge mennesker op til deres firmelse, spørger jeg dem, hvor mange der på deres hold ønsker at blive helgener. Ofte forholder det sig sådan, at ingen af dem rækker fingeren op. Derpå spørger jeg dem, hvor mange af dem, der ønsker at undgå helvede og komme i himlen, herefter præsenteres jeg for en skov af arme. Jeg fortsætter med at forklare dem, at i himlen er der Den Treenige Gud, den hellige Jomfru Maria, englene og helgenerne. Så for at komme i himlen må man være helgen.

3.      Det er Jesu befaling, at vi skal være helgener. Lyt til ordene fra Vor Herre og Frelser Jesus Kristus, som er vores forbillede, og det særligt i forhold til at leve et liv i hellighed: ”Så vær da fuldkomne som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5:48). Grammatisk har vi her at gøre med en imperativ, som betyder, at det er en befaling fra Gud selv.

Hvis Gud befaler os at gøre noget, vil han give os tilstrækkelig med nåde til at gøre det. Gud giver aldrig en befaling, der er umulig at føre ud i livet, men Han giver os altid den nødvendige nåde til at udføre den. Jesus siger til den hellige Paulus: ”Min nåde er dig nok” (2 Kor 12:9).

Den velsignede Moder Teresa fra Calcutta formulerede denne sandhed på følgende korte måde: ”Hellighed er ikke kun for de få, men er alles pligt”. Den forfatningsmæssige nedfældelse af Kirkens dogmatik i Lumen Gentium kapitel V taler om et ”universelt kald til hellighed”. Lumen Gentium bør læses af alle, der virkelig ønsker at blive helgener.

4.      Helgenerne kommer alle steder fra. Hellighed er ikke begrænset en bestemt tidsepoke, et bestemt sted, kultur eller etnicitet. Hellighed er tilgængelig for alle eller mere præcist, det er Jesu befaling til alle.

Når man gennemgår en helgenantologi, vil man opdage, at der eksisterer lige så mange baggrunde og (religiøse) erfaringer, som der findes helgener. Nogle var ordenssøstre, præster og andre igen biskopper eller paver. Nogle var endda ægtepar, som det var tilfældet med Skt. Thereses af Lisieux’ forældre Skt. Louis og Zelie Martin. Atter andre fandt deres kald i en lægmandsorden, som for eksempel Giuseppe Moscati og den velsignede Giorgio Frascati.

Nogle af disse helgener døde meget unge, for eksempel Dominic Savio (14) og Maria Goretti (11). Så var der dem, der levede et langt liv. Skt. Alphonsus levede, til han var et sted i halvfemserne. Skt. Antonius fra ørkenen blev ligesom evangelisten Johannes hen ved hundrede år. Nogle døde på grund af sygdom, og mange døde som martyrer.

Hellighed strækker sig altså over tid og overstiger tid, rum og kultur, køn og uddannelse eller mangel på samme. Alle er kaldet til at blive helgener, og alle bliver givet nåden dertil!

5.      Den sejrende Kirke. Helgenerne kan betegnes som værende i Den sejrende Kirke. De stred den gode strid og har fuldført løbet, og nu befinder de sig i Himlen, og af Gud har de modtaget en krone, fordi de overvandt synden i deres liv og stolede på Guds uendelige nåde og store barmhjertighed. Jesus sagde til Sr. Faustina, at den værste af alle synder kan blive den største helgen, hvis han ganske enkelt stoler på Guds uendelige nåde. Vi fejrer festen for Allehelgen hvert år den 1. november.

6.      Helgenerne og den hjælp, de yder os. Helgenerne kan hjælpe os på mange måder. Der er specielt to måder, hvorpå de kan yde os deres hjælp, en hjælp, der er umådelig stor. For det første er det ved deres forbøn. Helgenerne kan gå i forbøn for os foran Guds trone og der for os opnå den nødvendige nåde til at undgå synd og til at praktisere dyd, så vi kan nå frem til det sted, de er nu, nemlig i Himmeriget, Den evige Faders Hus. For det andet har helgenerne med deres livsførelse efterladt os et tydeligt eksempel, som vi opfordres til at efterfølge i vort eget liv.

Eksempler på hellighed rummer en stærk appel og stor magnetisk tiltrækningskraft. Hvor mange gange er helgener ikke blevet inspireret af andre helgener før dem til at følge den udfordrende hellighedens vej? Et lysende eksempel på dette er Skt. Ignatius af Lyola, som mens han lå i sygesengen, fordi hans ben var blevet ramt af en kanonkugle i slaget ved Pamplona, begyndte at læse om helgenernes liv. Han udbrød i stor entusiasme: ”Hvis Franciskus kan gøre det, så kan jeg også”, og ”Hvis Dominic kan, kan jeg også”. Skt. Ignatius af Loyola blev inspireret til at blive en stor helgen ved at læse om disse hellige mænd og kvinder, som blev vakt til live foran ham ved læsningen om dem.

7.       Læs om helgenernes liv. Der kan ligge en stor motivation (til at blive hellig) i, at man læser helgenbiografier. Det vil give os styrke og inspiration og stof til eftertanke på den vej, vi må betræde for at opnå heroiske dyder og hellighed til at blive de helgener, Gud har kaldet os til at blive.

Hvorfor ikke anskaffe sig en helgenbiografi eller tekster, der kortfattet beskriver mange helgeners liv og levned og læs dette i nogle minutter, inden du går til ro.

8.      Helgenernes kvaliteter. Når Den hellige Fader kanoniserer en helgen efter at have fået begrundet vished for de mirakler, der er sket i forbindelse med denne helgen, vil paven markere, at denne person praktiserede heroiske dyder. På trods af arvesynden og den mulige syndige fortid vedkommende måtte have, har denne helgen besluttet at opgive synden og kæmpe imod den. Men endnu mere vigtigt er det, at denne helgen ved hjælp af Guds nåde har besluttet at praktisere dyd og endnu bedre heroisk dyd.

Dette betyder, at han konstant har praktiseret dyd i sit daglige liv, ikke fordi det var passende (i en given situation), eller fordi han lige havde lyst til det. Nej, det er ikke sådan det forholder sig. Det er et liv levet vedvarende i heroisk dyd og en praksis af dyder, der er en spejling af et liv i hellighed.

9.      Helgenerne og glæden. Ét af de tydeligste tegn på Guds tilstedeværelse i vores liv er glæde. Den hellige Paulus formaner os i sit brev til Filipperne om følgende: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger jer atterGlæd jer” (Fil 4:4).

Helgenerne er fyldt med Helligånden og overstrømmes og gløder af glæde. Glæde er det klareste og tydeligste tegn på, at Helligånden spiller en aktiv rolle i helgenernes liv.

10.  Vor Frue, alle helgeners dronning. Vor Frue er alle helgeners dronning. Vor Frue er den mest hellige og den største af alle helgener. Det er vanskeligt at finde en helgen, der ikke havde en øm, kærlig, inderlig og glødende hengivenhed til vor Frue. Hendes bønner og eksempel har tilskyndet mange mænd og kvinder til at gå ad hellighedens vej. Derfor bør vi udbryde: ”Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vores dødstime. Amen”.

Må Vor Frues bønner opmuntre dig til at blive en stor helgen, og at du påbegynder denne proces nu.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 3. november 2020. Den kan læses på: Church Triumphant: 10 Insights Into the Saints (catholicexchange.com)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

2.

Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

3.

En lidelsernes mand

Rosenkransens smertefulde mysterier er en fordybelse i Kristi Ansigt under Hans lidelse. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud” (Es 52: 2-4). Den, der beder smertens mysterier dagligt eller i alt fald hyppigt, vil i større udstrækning opnå angerens ånd. Den velsignede abbed Marmion siger, ”at anger er en jævnlig tilbagevendende følelse, hvor vi fortryder, at vi har fornærmet den guddommelige godhed”. Han siger også: ”Samtidig med at angeren gør os bevidste om vores overtrædelse, giver den os også en dybere erkendelse af den guddommelige tilgivelse. Angeren bliver dermed en kilde til fred og tillid, og den bliver også en kilde til glæde og ydmyghed, som er dyb og inderlig”. Smertens mysterier er faktisk en form for lectio – meditatio – oratio – og kontemplation af Esajas profeti om Jesu lidelse. Disse mysterier er også en måde, hvorved man kan gøre de bønner, der er givet os i Salmerne 21, 30 og 68 vedrørende Kristi lidelse til en indre bøn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: A Man of Sorrows – Vultus Christi

4.

Stærk som David med sin slynge

Den styrke rosenkransen rummer er ikke proportional med den enkelthed, der karakteriserer den. Der er ingen nåde, man ikke kan opnå ved at bede den, og der er ingen Goliat, der ikke kan besejres gennem ydmyg bøn af rosenkransen. Vi tøver ikke med endnu engang offentligt at bekende, at vi sætter vores lid til den hellige rosenkrans, når det handler om at komme den ondskab til livs, der præger vor tid. Det kommer ikke til at foregå med magt, våben eller menneskelig styrke, men med guddommelig hjælp ved denne bøn, som er stærk, ligesom David med sin slynge. Med denne bøn vil Kirken konfrontere djævelen, som er fjenden, og Kirken kan gentage de samme ord til djævelen, som den unge hyrde benyttede: ”Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn … og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd” (1 Sam 17:45-47).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. oktober 2006. Den kan læses på: Strong Like David With His Sling – Vultus Christi

5.

Drengen, der så Guds Moder

Så smuk er Gud, så smuk Han er! Men Han er sørgmodig på grund af menneskenes synder. Jeg vil trøste Ham, jeg vil lide af kærlighed til Ham” (Den hellige Francisco Marto).

Drengen, der så Guds Moder

Den hellige Francisco Marto, drengen, der så Guds Moder, blev født i Aljustrel i sognet Fatima i Portugal den 11. januar 1908. Sammen med sin søster, den hellige Jacinta, blev han oplært i troen i familien. Han modtog tre besøg af Portugals skytsengel og Den hellige Jomfru Maria over en periode på seks måneder, der startede den 13. maj 1917. Francisco begyndte at bede og bringe ofre for syndernes omvendelse og for at trøste Jesus og som sonebod i forhold til Marias Ubesmittede Hjerte.

Han var den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus

Englens ord, ”Trøst din Gud”, ser ud til at have brændt sig fast i Francisco’s hjerte. Min opfattelse er, at ud af de tre børn fra Fatima, er den nåde, som netop Francisco modtog, en eksplicit Eukaristisk nåde. Francisco søgte mere end nogen anden at være den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus ved at tilbede Ham i tabernaklet i sognekirken og ved at bede rosenkransen. Det er dette kald til at trøste Den ”skjulte” Jesus, der har forøget min opmærksomhed på Francisco.

Kalken og Det Dyrebare Blod

Efteråret 1916 viste Portugals skytsengel sig tredje gang for de tre børn. Han holdt en kalk og over kalken figurerede en Hostie. Fra Hostien faldt der bloddråber ned i kalken. Englen forlod derpå kalken og Hostien, der ”svævede” i luften over kalken, og englen faldt ned på sit ansigt i tilbedelse. Han gav Den hellige Kommunion til de tre børn. Han gav Hostien til Lucia og kalken til Francisco og Jacinta, mens han sagde: ”Tag og drik, dette er Jesu Kristi Legeme og Blod, som er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son for deres overtrædelser og trøst jeres Gud”. Et par dage senere, mens de talte om Kommunionen fra kalken og Det Dyrebare Blod, som skulle frembæres som sonebod, sagde Francisco til Lucia, ”Jeg havde en fornemmelse, at Gud var i mig, men jeg kan ikke forklare hvordan”.

Mange rosenkranse

Vor Frues ord om at Francisco skulle sige ”mange rosenkranse”, før han gik til Himlen, har givet anledninger til mange forskellige fortolkninger, hvoraf nogle kaster lys over den lille 9-årige dreng. Fatimaspecialist og forfatter Leo Madigan giver en forklaring, der giver god mening, og som er fornuftig. Han skriver, at ”Francisco ville komme i Himlen, men der skulle bedes mange rosenkranse, før det ville ske”. Vor Frues ord indeholdt ikke en skjult trussel eller ildevarslende advarsel. Hun talte til Francisco som en moder. Mens han ventede på at komme ind i Himlen, havde han tid til at bede mange rosenkranse. For Francisco var denne viden en gave og en glæde. Francisco døde den 4. april 1919 efter at have bedt ”mange rosenkranse”.

Jeg kan anbefale …

Jeg kan ikke anbefale nogen bedre biografi på engelsk om børnene i Fatima end den, der er skrevet af Leo Madigan, som hedder: The Children of Fatima, Blessed Francisco and Blessed Jacinta Marto (Our Sunday Visitor, 2003). Skt. Johannes Paul II saligkårede Francisco og Jacinta Marto den 13. Maj 2000.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/the-boy-who-saw-the-mother-of-god/

6.

Det er umuligt at forstå livet uden at bede rosenkransen

Det er umuligt at forstå vores eget liv og Kirkens liv uden at bede rosenkransen. Det er umuligt at forstå festerne, der fejres for Maria i løbet af det liturgiske år, de Marianske helligsteder og billederne af Maria uden at man beder rosenkransen (Pave Johannes Paul I).

Rosenkransen er en måde at lytte til Guds Ord på, som Maria lyttede til Ordet, og gentage Ordet, som hun gentog Det, at bede Ordet, som hun bad Det, og tillade at Ordet tager bolig i en, ligesom Ordet tog bolig i hende. Udholdenhed i den velsignede gentagelse af rosenkransbønnen gør hele livet til en slags lectio divina: Hvor man læser om Gud og det, der er Hans, og som samtidig er et tegn på Hans tilstedeværelse i den ydmyge hverdag.

Den, der har rosenkransen i sin hånd, har nøglen til alle livets glædesfulde, lysende, smertefulde og herlighedsfulde mysterier. Rosenkransen er midlet mod ensomhed. Ensomheden hos den, der beder rosenkransen, er en ensomhed, der rummer nærvær, ikke fravær. Rosenkransbønnen er som balsam, der smøres på hjertets hemmelige sår. Den, der underkaster sig rosenkransens afvæbnende enkelthed i form af lægedom, vil opleve dens helbredende virkning.  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. oktober 2006. Den kan læses på: Impossible to Conceive of Life Without the Rosary – Vultus Christi

7.

Med rosenkransen kan man opnå alt

Med rosenkransen kan man opnå alt det, der ligger i Min Moders Ubesmittede Hjerte og Mit eget Hjerte. Rosenkransen overvinder alt det onde, river synden op med rode, åbenbarer det, som er skjult for den skolede og kloge, og den jager mørket på flugt. Rosenkransen bliver et kraftfuldt våben i hænderne på de ”små” og fattige, og satan skælver, når han ser rosenkransen i hænderne på et lille barn. Rosenkransen er den bøn, som Min Moders Ubesmittede Hjerte foretrækker. Når en sjæl begynder at bede rosenkransen, bliver Min Moder overdraget en enorm magt over denne sjæls skæbne. Rosenkransen åbner en sjæl for Min barmhjertige kærligheds styrke, og dette kan være begyndelsen til helbredelse, udfrielse og en omdannelse til mig. Dette er en hemmelighed, som verden og de, der tænker som verden, ikke er i stand til at forstå. Det er en hemmelighed, fordi den er skjult for de hovmodige og selvtilstrækkelige og kun er blevet gjort kendt for de ”små” sjæle, hvis tilbedelse af Mig udgår fra deres dybe fattigdom og den magtesløshed, der stammer fra deres skrøbelighed. Rosenkransen vil for dig åbne op for strømme af nåde, levende vand og løfter, som vil blive opfyldt. Vend tilbage til Min Moders rosenkrans og vent på, at Min kraft manifesteres … thi selv i den skal Min herlighed komme til syne og føre Min nåde til sejr.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. december 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/12/the-rosary-obtains-all-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gør dit bedste. Men hold aldrig op med at bruge perlerne (på din rosenkrans)

Én af mine venner i himlen, som jeg på en vis måde kan betragte som én af mine åndelige fædre, er benediktineren Dom Eugéne Vandeur (1875-1967). Én af mine drømme er at lave en genudgivelse af nogle af Fader Vandeurs arbejder. Fader Vandeur skrev udførligt, passioneret og smukt om Den hellige Jomfru Maria. Hans udgangspunkt var altid et skriftsted fra Den hellige Skrift eller en passage fra den hellige liturgi, og derefter ville han lade sin pen (og sjæl) tage ”styringen” og lade det, der blev åbenbaret, blive nedfældet. Hans budskab forblev enkelt og tilgængeligt, selv når han begyndte at undersøge Guds – og Gudsrigets dybder. Her følger et uddrag, som jeg finder passende til festen for Den Ubesmittede Undfangelse:

Hvis det er muligt for dig, så lad være med at undlade at sige rosenkransbønnen hver dag, og hvis du kan finde tid til det, alle 15 dekader. Vær ikke bange for, at der vil komme distraktioner, vær villig til at bekæmpe dem. Din himmelske Moder forstår til fulde din svaghed, følelsesmæssige ustabilitet og træthed.

”Hil dig, Maria”, som bliver mangfoldiggjort har aldrig bragt Maria mishag. Hun sætter pris på din mumlen, der bærer præg af tro, håb og kærlighed. Gør dit bedste, men hold aldrig op med at bruge perlerne (på din rosenkrans).

At du bærer rosenkransen på dig, er det ikke som at sige, at du reciterer bønnen hele dagen og i hemmelighed om natten? Hold rosenkransens perler tæt til dig især på tidspunkter med prøvelse, hold den da i din hule hånd. Dette er som at tage Maria i hånden. Jeg vil afslutte med at sige, at du i det mindste bør huske på følgende: Glem ikke at sige tre Ave Maria om morgenen og om aftenen rettet til Maria, Guds Moder og din moder, og tak Den hellige Treenighed for, at hun er blevet givet til os.

Der eksisterer mange vidnesbyrd om, hvad det kan ”føre med sig”, at man beder rosenkransen, når man lider, arbejder og føler smerte af enhver slags i legeme og på sjæl. Det er i disse situationer, at vor Moder tager sig af sine børn og viser dem sin omsorg her og nu og i evigheden. Når vi elsker en, vil vi aldrig stoppe med at minde vedkommende om vores kærlighed til ham / hende, og vi vil til stadighed elske vedkommende mere. Ved at sige ”Hil dig, Maria” vil du aldrig skuffe dig selv og langt mere vil du aldrig skuffe Marias Ubesmittede Hjerte. Hun er din Moder … siger det ikke det hele? Amen! Sådan er det! Ja, det er helt igennem godt. (Hail Mary af Dom Eugéne Vandeur, oversat af John H. Collins, Sj. The Newman Press, Westminster, Maryland 1954).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. december 2007. Den kan læses på: Do your best. But never give up your beads. – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Bruno

Skt. Bruno på biograflærredet

På forunderlig vis har Skt. Bruno, patriarken for dem, der attrår ensomhed, fundet vej til medierne de seneste år. Hvor i mediebilledet har man så kunnet stifte bekendtskab med Skt. Bruno? I litteraturens og filmens verden! En film om karteusernes liv, som det blev udformet af Skt. Bruno for fjorten århundreder siden, tiltrak op til flere biografgængere. Filmen, der blev produceret i 2005 af den tyske filmskaber Philip Groening, er en dokumentar på tre timer, hvor der ikke siges et ord. Meget passende er filmens titel: ”Die Grosse stille”, (Den store stilhed). Den eneste form for lyd, man stifter bekendtskab med i filmen, er lyden af dagliglivet i Chartreuseklosteret og munkenes gregorianske sang, som i sagens natur foregår på latin. Den anerkendelse, som filmen har opnået, siger efter min mening mere noget om den higen verden har efter stilhed, og at mennesker bærer på en parathed til at udleve et radikalt vidnesbyrd om at give Gud forrang, end selve det fokus, der er på livet i Chartreuse klosteret.

Skt. Bruno på hylderne hos boghandlerne

En spændende bog om karteusernes liv så dagens lys i de sekulære medier i 2006. den er skrevet af Nancy Klein Maguire, en kvinde, der er gift med en tidligere karteuser, og den har fået titlen: An Infinity of Little Hours: Five Young Men and Their Trial in the Western World’s Most Austere Monastic Order. Bogen opnåede stor popularitet. Endnu engang vil jeg fremhæve, at denne popularitet (sandsynligvis) ikke skyldes et fokus på klosterlivet, men mere handler om, at verden på et dybere plan higer efter det, der ikke er af denne verden. ”Jeg giver ikke som verden giver” (Joh 14:27).

Stat Crux Dum Volvitum Orbis

Karteuserordenen, der er blevet grundlagt af Skt. Bruno (1030-1101), har aldrig undergået en reformation, fordi den aldrig er blevet deformeret. Karteusernes struktur og måde at leve på er stort set forblevet uændret. Ordenens talemåde lyder således: Stat Crux Dum Volvitum Orbis (Korset står fast, mens verdenen hele tiden forandres). Netop fordi verden udmattes af (konstant) forandring, længes den efter det, der er uforanderligt, tidløst og radikalt i sin tro mod traditionen.

Skjult i Kirkens hjerte

Kaldet til at være karteuser er yderst sjældent. Et utal af mænd og kvinder har prøvet ordenslivet hos karteuserne og har måttet erkende efter få måneder eller selv efter flere år, at de ligesom Jonas ryger fra hvalens bug op på det tørre land. Alligevel forbliver ordenen fra generation til generation ved med at være en levende organisme skjult i Kirkens hjerte, som en vedvarende rytme af kærlighed, der aldrig dør ud.

Forskellige former for ensomhed

Dagens fest, der fejres for Skt. Bruno, forpligter os til at rette et skarpere fokus på den plads ensomheden bør have i vores eget liv. Der eksisterer forskellige former for ensomhed. Der er den selvvalgte ensomhed, der knytter sig til den konsekrerede ensomhed, som er, at et menneske har benyttet sit frie og bevidste valg til at leve et liv med Gud og kun for Gud. Nogle gange bliver denne ensomhed levet i den struktur, der er den gældende i karteuserordenen. Andre gange leves den udenfor klosterlivets struktur efter et selvdefineret reglement. Af dem, der efterstræber dette valg, er størstedelen ikke i stand til at overholde det.

Det sårede hjerte

Det ensomme liv kræver en modenhed, der kun stammer fra lidelse. Til tider vil lidelse være årsag til, at en person lukker fuldstændig af og lukker sig inde i sig selv. I et sådant tilfælde er ensomhed en særdeles farlig form for måde at dø fra sig selv på. Paradoksalt nok er lidelse, der ”slår en omkuld” med til at åbne hjertet for Gud, og dette er den bedste forberedelse til det ensomme liv. Den, der går ind i ensomheden, uden at hjertet er gennemboret af smerte, vil ikke kunne forblive der, fordi den transformation til fællesskab med Gud, der sker gennem ensomheden, foregår i hjertet, der gennem lidelse er blevet åbnet, og som forbliver åbent, fordi det er blevet såret af kærligheden. Måske er det grunden til, at den ægte ensomhed trækker en linje til mysteriet om Jesu Hjerte, der er blevet gennemboret af vores synder. Kristi Hjerte, der én gang er blevet gennemboret af legionærens spyd, er åbent og forbliver åbent til evig tid.

Vor Frue af ensomheden

Der findes den ensomhed, som enken bærer på. Efter at have delt livet med en ægtefælle igennem mange år kan netop den ensomhed, der opstår ved dennes død være en ganske forfærdelig ting, men den kan også vise sig at være en stor nåde. Hjertet, der lider på grund af tabet af en elsket ægtefælle, kan blive et hjerte, der åbnes af ønsket om fællesskab med Gud og samtidig har en åbenhed og forståelse overfor andres sorg. I den ensomhed enken føler, har jomfru Maria en særlig plads. For de spansktalende katolikker eksisterer der en hengivenhed overfor Nuestra Sénora de la Soledad, Vor Frue af ensomheden. Den enke, der anerkender Maria og byder hende velkommen i sin ensomhed, særligt ved rosenkransbønnen, vil opdage, at i hendes selskab er der en skjult kilde af uophørlig bøn, en kilde til mod og håb.

Andre former for ensomhed

Der findes også den form for ensomhed, der gør sig gældende hos det menneske, der ikke føler, at det passer ind nogen steder. Der er den ensomhed, der knytter sig til den uforløste kærlighed. Der er den ensomhed, der følger det barn, der oplever afvisning eller latterliggørelse af dets jævnaldrende i skolen. Der er ensomheden hos det menneske, der aldrig har følt sig som en del af fællesskabet blandt kollegaerne på jobbet. Der er ensomheden hos det menneske, der, fordi han eller hun er blevet forbandet eller velsignet med stor følsomhed, ikke kan fungere i forskellige sammenhænge, fordi vedkommende i sin interaktion let overvældes og såres på det følelsesmæssige plan. Der er ensomheden hos det menneske, der af fysiologiske grunde er afskåret fra at tage del i dagliglivets aktiviteter. Der er også den ensomhed, der kan eksistere i et ægteskab eller i et venskab. Der er også den ensomhed, der gør sig gældende i samfundslivet. Der er den ensomhed, en sognepræst må opleve i sit sogn og sin sognebolig, en ensomhed der må bæres ved siden af de pastorale krav, der stilles til ham. Der er den ensomhed, der gør sig gældende i byens købs- og forbrugscentrum og i det sociale liv.

Den usunde ensomhed

Alle de former for ensomhed, jeg har beskrevet ovenfor, er, hvis de opleves og leves ud passivt, kilden til en permanent tilstand præget af vrede, og det kan lede til aggressivitet eller depression. Dette kan i sidste ende føre til en selvdestruktiv adfærd, hvor man ved forskellige former for afhængighed ødelægger sig selv fysisk og psykisk.

Den helliggjorte ensomhed

Hvornår bliver en ensomhed, der er præget af fravær til en ensomhed opfyldt af nærvær? Det sker, når man i stedet for at lide på en passiv måde under ensomheden, bevidst og ved sit frie valg siger ja til den, for herved opofres den til Gud, som en kalk, der er rede til at blive fyldt op. Enhver form for tomhed, ensomhed og ethvert tomrum rummer et bestemt ”Eukaristisk potentiale”. Der er intet tomrum, ingen tomhed og intet fravær, Gud ikke kan udfylde med Sit nærvær.

Alle mine veje er du fortrolig med

Salme 139 er den helt rigtige bøn for den, der oplever den smerte, der er knyttet til ensomhed. ”Herre, du ransager mig. Du ved om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke, du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med” (Sl 139). Gud afviser ikke den, der med et sønderbrudt hjerte, anråber Ham om at åbenbare Sig som Den, der er langt mere nærværende overfor os, end vi er overfor os selv. Det er til stor trøst at vide, at man i lyset af Kristi Ansigt ikke har noget at skjule.

Mariansk ensomhed

Det er ikke nogen tilfældighed, at Skt. Brunos karteuserorden samt andre ordener i Kirken, der er kendetegnet ved ensomhed, også er dem, der er præget af en stærk og øm hengivenhed overfor Den hellige Jomfru Maria. På en måde er Maria nøglen til enhver ensomhed, der bebos af Gud. Maria er nøglen til enhver form for ensomhed, der ligger i tilbedelsen. En ensomhed, der er helliget Maria, vil ikke opleves som et fravær, men af nærvær, den vil ikke opleves som tomhed, men fylde, og ikke af isolation, men af fællesskab.

Vor Herre har betroet Sin moder, at hun står for, at enhver form for ensomhed transformeres til fællesskab. ”Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, der er din søn. Derpå sagde han til disciplen: Der er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19:26-27). Maria træder ikke ind i vores ensomhed, hvis vi ikke byder hende ind. Men hvis man indbyder hende, særligt ved at bede rosenkransbønnen, vil hun være der og opfylde ensomheden med liv, sødme og håb.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2017. Den kan læses på: Saint Bruno – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Stilhedens endestation

Følgende er et udpluk af et brev, som Skt. Bruno skrev til sin ven Raoulle-Verd.

Jeg bor i vildmarken i Calabrien fjernt fra enhver form for beboelse. Jeg har nogle brødre ved min side, hvoraf nogle er særdeles meget indsigtsfulde, og de er meget overvågende i forhold til deres Herre, så de kan åbne for Ham, så snart Han banker på deres dør. Jeg ville end ikke kunne begynde at berette for dig, hvor godt og rart dette er. Vejret her er ret mildt, og luften er helt igennem sund; her er en bred slette, som er dejlig at beskue, og som når helt ud til bjergene og baner sig vej mellem dem og følger dem, så langt øjet rækker. Der er enge og marker med blomster, der er velduftende. Det er nærmest umuligt at beskrive det syn, der møder en. Der er tale om et varieret bakkelandskab på alle sider, som har skyggefulde dale, der ligger hengemt, og som rummer en overflod af forfriskende kilder, bække og vandløb. Udover alt dette er der grønne haver og alle slags frugttræer.

Men hvorfor dvæle ved disse ting? Mennesket med den sande indsigt har sit hjerte andetsteds, nemlig ved noget, der er langt mere nyttigt og tiltrækkende, fordi det er af guddommelig karakter. Det er sandt, at vores noget svage natur er blevet fornyet og finder nyt liv i sådanne perspektiver, fordi den er træt efter sliddet i åndelig henseende og det strenge liv. Den er ligesom en bue, der snart er slidt og risikerer at blive ubrugelig, fordi man ikke sørger for hele tiden at holde den stram.

Uanset hvilke fordele og guddommelig ophøjelse stilheden og ensomheden i ørkenen har at tilbyde dem, der elsker dette, er det kun dem, der har oplevet det, der ved det.

For her kan mænd med stærk vilje søge ind i sig selv og forblive der, så længe og meget de ønsker og med flid så dydens frø og spise paradisets frugt med glæde.

Her kan de få et glimt af de sår, som Brudgommen har pådraget Sig af kærlighed, og det er klart, at det er ved Hans renhed, at det bliver dem tilladt at se selve Gud.

Her vil de være hensat i en ”travl frihed” og finde hvile i stille foretagsomhed.

Det er også her, at Gud kroner Sine ”atleter” for deres hårde slid med håbet om sejrskransen: En fred, der er ukendt for verden og en glæde i Helligånden.

En sådan livsform så vi hos Rakel, der var Jakobs foretrukne grundet hendes skønhed, selvom hun bragte færre børn til verden end Lea, der havde et mindre gennemtrængende blik. Overvej lige, at man foretrak den, der kunne føde flere, men på trods af det var det altså Josef og Benjamin, der blev deres faders foretrukne. Dette fordybelsens liv, som Maria valgte, blev aldrig taget fra hende. Det handler også om den helt ekstraordinære smukke shunemitiske kvinde, der som den eneste i Israel tog vare på David på hans gamle dage. Jeg kan blot ønske (kære) broder, at også du nærede en sådan kærlighed til hende, så du i hendes favn ville brænde med guddommelig kærlighed. Hvis blot kærlighed af en sådan karakter ville tage ophold i dig! Da ville al den herlighed, der er i verden, straks for dig fremstå som snavs, uanset hvor mange søde ord og attråværdige ting, den kan tilbyde dig for at bedrage dig. Rigdom og de bekymringer, den bærer med sig, vil du kaste fra dig uden at betænke dig et øjeblik, for at blive fritaget fra denne byrde og opnå Åndens frihed. 

Du vil ikke længere begære nydelse, uanset hvor harmløs den måtte synes at være for legeme og sjæl.

Du ved godt, hvem der siger dette til os: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden” (1 Joh 2:15-16), det vil sige, ”at venskab med verden er fjendskab med Gud”. ”Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud” (1 Joh 4:4). Hvad kunne da være så ondt og ødelæggende, så ulykkeligt, en markant, manisk og stædig ånd, som du strider imod, en ånd, hvis kraft du ikke kan modstå, og hvis retfærdige hævn du end ikke tør håbe på at undslippe? Vi er da ikke stærkere end Ham! Du tror da ikke, at Han vil lade alle de fornærmelser og den foragt gå ustraffet hen, som Han har måttet tage imod, blot fordi Han i sin tålmodige omsorg lige nu tilskynder os til omvendelse? For hvad kunne være mere perverteret, hensynsløst og i modstrid med naturen og den rette orden at elske skabningen mere end Skaberen, at elske det, der passerer forbi, langt mere end det, der varer ved eller at søge de jordiske goder langt mere end de himmelske?

Hvad mener du, der bør gøres min kære ven? Ud over at stole på Guds formaning og have tillid til den sandhed, der ikke bedrager? For Han henvender Sig til enhver og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11:28). Er det ikke i bund og grund tåbeligt og frugtesløst, at man efter sin flid opfyldes af begær og vedvarende martres af angst, bekymring, frygt og sorg grundet ens begær? Findes der nogen tungere byrde, at ens ånd kastes i afgrunden fra den ophøjethed, den var tiltænkt – og alt dette, fordi der er blevet foretaget en indgriben i den orden, som Den højeste har skabt? Flygt, min broder, fra disse lidelser og denne uro, der præger denne verden, hen til stilhedens endestation.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: The quiet harbour of the port – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vort liv i Dit Ansigts lys

Samlingen af Skt. Brunos bønner kan ved første øjekast virker mærkværdig, fordi der ikke et eneste sted nævnes noget om det, som han er benådet med: nemlig ensomhed. Man kunne forvente, at der optrådte en bøn med en vis hentydning til ørkenens stilhed og til det liv, som Skt. Bruno levede alene med Gud. I stedet må vi ty til liturgiens tekster, og det, de kan give os:

Sacti Brunónis Confessóris tui, quaesumus, Dómine, intercessiónibus adiuvémur: ut, qui maiestátem tuam gráviter delinquéndo offéndimus, eius méritis et précibus, notrórum véniam consequámur.

Må Skt. Brunos forbøn, Din bekender, hjælpe os, bønfalder vi dig, O, Herre, at vi, der ved så meget synd har fornærmet Deres Majestæt, ved hans fortjenester og bønner må opnå tilgivelse for vore ugerninger.

Hvad er den egentlige betydning i denne bøn? Og hvilken relation har det til Skt. Brunos liv og for den sags skyld dit og mit liv? Vi starter altid ud med, som det er sædvane, at bede om en helgens forbøn. At gå i forbøn betyder bogstavelig talt at sætte sig mellem to parter, at stille sig i midten og være repræsentant for den enes interesser overfor den anden. Vi anerkender derfor, at Skt. Bruno i dag på en særlig måde placerer sig i Kristus og med Kristus, den eneste mægler mellem os og Gud. Skt. Bruno taler til Gud på vores vegne. Han taler vores sag, er repræsentant for vores interesser og er garanten for, at vi opnår himmelske fordele. Derpå vendt mod os, på Guds vegne fortæller Skt. Bruno os, at Gud ser de gode ting, som Han finder passende at give set i forhold til de fordele og bønner, der knytter sig til Hans helgen.

Hvad er det for en særlig nåde, der knytter sig til dagens fest? Det er, hvis vi skal tro Skt. Brunos bønssamling, at vi får tilgivelse for vores ugerninger. Denne bønssamling udtrykker en klar bevidsthed om synd, for den fremlægger følgende, som tager udgangspunkt i den, der på en særlig og alvorlig måde har fornærmet Deres Majestæt ved synd. Der findes ingen små synder. Al synd betragtes som helt igennem ond og alvorlig, fordi den i større eller mindre udstrækning er et udtryk for menneskets hovmod, der i sin trodsighed stikker sit ansigt frem i oprør mod Gud.

”Det er sandt” siger du, ”men hvor kommer Skt. Bruno ind i billedet?” Skt. Bruno er den, der har fremhævet ensomhed, som værende væsentlig. Én af de ting, som ensomhed er med til at skærpe, er vores evne til at se klart. Ensomhed giver os mulighed for at lægge de masker fra os, der skaber forklædninger, der også narrer os selv. Ensomhed tvinger os på en brutal måde til at være hudløst ærlige overfor os selv og at se tingene, som de er og ikke, som vi forestiller os dem, eller som vi ønsker, at de burde være. Det er derfor ensomhed gør folk nervøse og ængstelige. Det er derfor folk ikke kan bære at være uden mobiltelefon, computer, fjernsyn eller anden form for ”gadget”, der gør ”flugten” ind i de sociale medier lettere. Ikke så snart et menneske er alene, begynder det at se sig selv, som det er. Dets synder bliver tydeliggjort. Salme 90 giver en beskrivelse af det, der sker:

Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys. Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi henlever vore år under suk” (Sl 90:8-9).

Hvis man er alene, og helt uden Kristus, vil man med sikkerhed havne i fortvivlelse. Men er man alene med Kristus, så vil man på trods af ”hjemsøgelsen” af tidligere synder alligevel se lyset fra Kristi Ansigt, der er barmhjertighed, lægedom og håb, og man vil ikke blive efterladt i en tilstand af forvirring. ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning” (Mal 3:2).

At befinde sig i syndens virkelighed uden Kristus leder til fortvivlelse. (Det er netop det, der er årsagen til så mange selvmord). Befinder man sig derimod i syndens virkelighed sammen med Kristus, åbnes ens sjæl for barmhjertighed, tilgivelse og en genopretning af uskylden.

Jeg vil fortælle en hemmelighed, som Skt. Bruno kendte til og praktiserede. Når som helst du vælger at gå ind i ensomheden, når som helst du lukker en dør bag dig, slukker lyset, computeren eller telefonen, tag da Maria med dig ind i denne ensomhed. Til dem, der vover sig ind i ørkenens store stilhed, åbenbarer Guds Moder sin Søns Ansigt. Maria er en følgesvend for dem, der nærer frygt for at være alene. Maria uddriver alt det mørke og frygtsomme alle de steder, vi med rette bør frygte at færdes uden hende ved vor side.

Denne aften vil vore skridt lede os til festen for Vor Frue af rosenkransen. Det er den helt rette fest, der følger i kølvandet på festen for Skt. Bruno. Der bør ikke være noget, der skræmmer den, der står ansigt til ansigt med sig selv, bærende på rosenkransen, end ikke de synder, forråelsen af andre samt det vanvid, man har forspildt sin ungdom med eller de tåbeligheder, man har ladet være en del af ens midtlivskrise eller for den sags skyld sine ældre dage. Til det menneske, der holder fast ved sine perler og anråber Guds Moder, er der intet synligt eller usynligt, der kan slukke håbet. Dronningen af den hellige rosenkrans og hendes moderlige nærvær skal være som et skjold for dig, og du skal træde på slangen og balisken (et fabeldyr), og løven og dragen skal du træde under fode, og du skal ikke nære frygt for nattens gru.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: Vultus Christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)