Category: Spirituality

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk er ét af de centrale punkter i budskabet fra Fatima. Det handler om det presserende behov, der er for, at menneskeheden soner og gør bod for den megen skade, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for af mennesker, der er ugudelige, og som er præget af ligegyldighed.

Programmet hver den første lørdag fem måneder i træk er helliget Mariahengivenhed på følgende måde:

1: at man går til skrifte.

2: at man modtager Den hellige Kommunion.

3: at man beder fem dekader på rosenkransen.

4: at man benytter femten minutter til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen.

Alt dette gøres for at sone for den synd (blasfemi og utaknemmelighed), der er blevet begået mod Marias Ubesmittede Hjerte.

Baggrundshistorie

Under den tredje åbenbaring den 13. juli 1917 lod Vor Frue vide, at Hun ville komme og anmode om, at man indviede Rusland til Hendes Uplettede Hjerte og modtagelse af Den hellige Kommunion med intentionen om at ville sone for synden mod Marias Ubesmittede Hjerte de første lørdage fem måneder i træk. Hun anmodede om denne hengivenhedssakt i 1925 og konsekrationen af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte i 1929.

Mens Sr. Lucia opholdt sig på lokaliteten, der tilhører Skt. Dorothys Søstre (også kaldet De hellige Hjerters Søstre) i Portugal, modtog hun en vision den 10. december 1925, hvor Den hellige Moder trådte frem sammen med en Dreng, der stod oven over en lysende sky. Vor Frue havde placeret Sin ene hånd på Drengens skulder, mens Hun i den anden holdt et hjerte, der var gennemboret af torne.

Sr. Lucia hørte Drengen sige: ”vis medlidenhed med Dette din Allerhelligste Moders Hjerte, som er dækket af torne, som utaknemmelige mennesker hvert øjeblik gennemborer Det med, uden at nogen soner disse handlinger, således at disse torne forsvinder”.

Vor Frue udtrykte Sit ønske med følgende ord:

Min datter, se på Mit Hjerte, Det er omgrænset af torne, der stammer fra utaknemmelige mennesker, der gennem blasfemi og utaknemmelighed gennemborer det, hvert eneste øjeblik. Du bør bringe mig trøst og gøre det klart vidt og bredt, at de, der de første lørdage fem måneder i træk gør følgende: 1: benytter skriftemålet, 2: modtager Den hellige Kommunion, 3: beder fem dekader på rosenkransen, og 4: benytter femten minutter i selskab med mig til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen og gør alt dette med intentionen om at sone det, mit Ubesmittede Hjerte udsættes for, vil jeg i deres dødstime bringe den nåde, der er påkrævet for deres sjæls frelse”.

Få dage senere redegør Sr. Lucia detaljeret for denne vision i et brev rettet til Monsignor Pereia Lopes, hendes skriftefader, da hun bor på asylet Vilar i byen Porto i Portugal.

Hvorfor fem lørdage?

Sr. Lucias skriftefader spurgte hende om grunden til, at det netop skulle være fem lørdage og ikke syv eller ni? Hun gav ham et svar på dette spørgsmål i et brev dateret den 12. juni 1930. Her fortalte hun ham, at hun havde haft en vision af Vor Herre natten mellem den 29 og 30 maj, mens hun opholdt sig i klosterets kapel. Vor Herre gav hende følgende fem grunde til, at det skal være fem lørdage:

De første fem lørdage er relateret til fem former for krænkelser og blasfemier rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte, og disse er:

A. blasfemier fremsat mod Marias Ubesmittede Undfangelse.

B. blasfemier fremsat mod Marias jomfruelighed.

C. blasfemier fremsat mod Maria, som Guds Moder samt en benægtelse af, at Hun er alle menneskers Moder.

D. at man har påført ligegyldighed, hån og endda had mod Denne Ubesmittede Moders børns hjerter.

E. at man har udvist direkte fornærmelser mod hellige billeder af Maria.

Lad os derfor lægge os de ovenfor beskrevne grunde på sinde. En hengivenhedssakt, der har sit udgangspunkt i intentionen om at sone krænkelser og blasfemier mod Marias Ubesmittede Hjerte. Endvidere har man kendskab til, at denne fromhedsdyrkelse, vil løfte hengivenhedsakten samt den, der foretager den, og vedkommende vil modtage fortjenester.

Ændringer i forhold til hengivenhedsakten så den kan gennemføres uden nævneværdige hindringer

Ser vi på den oprindelige anmodning fra Vor Frue, så beder Hun om, at man benytter skriftemålet og modtager Den hellige Kommunion, og at man beder fem dekader på rosenkransen og bruger 15 minutter til at reflektere over rosenkransens mysterier med den intention at gøre bod for de krænkelser og blasfemier, der er blevet rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte og menneskenes synder.

Ikke desto mindre i en efterfølgende privatåbenbaring fremlægger Sr. Lucia for Vor Herre de udfordringer, der kan gøre dig gældende for de troende, når de ønsker at opfylde de anmodninger, Vor Frue har fremsat. Med en kærlig omsorgsfuldhed gjorde Vor Herre denne hengivenhedsakt ”mere fleksibel”, så den er mulig at overholde for de troende:

–          Man kan benytte skriftemålet andre dage end netop den første lørdag, blot det er sådan, at man modtager Vor Herre (i Den hellige Kommunion) i nådens stand og med den intention at gøre bod for det, som Marias Ubesmittede Hjerte udsættes for. Selvom man skulle glemme at skrifte med denne intention i mente, er det muligt at have selvsamme intention med ved næste skriftemål.

–          Sr. Lucia gjorde det også klart, at det ikke er påkrævet, at man overvejer alle rosenkransens mysterier den pågældende første lørdag. Ét eller flere er tilstrækkeligt.

Selvom Vor Herre i denne sammenhæng har givet et vist råderum, bør det ikke give anledning til, at de troende tøver med at påbegynde – eller udskyde denne fromme praksis, som åndeligt set har til hensigt at sone det, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for. Man bør huske på, at dette er noget Vor Frue indtrængende har bedt (os) om.

Det er mere end nogensinde påkrævet, at denne hengivenhedsakt bliver udført

Laster og synder synes at blive ved med at præge vores kultur med uformindsket styrke, også selvom verden er blevet præsenteret for ovenstående. Abort, blasfemi, stofmisbrug, pornografi, skilsmisser og dårligt fungerende ægteskaber, religiøs ligegyldighed og den homoseksuelle agenda, der er på stærk fremmarch samt andre lignende fænomener er blot nogle af de ting, der i dag præger vort samfund, og som gennemborer Marias Ubesmittede Hjerte.

Vi bør trøste Vor Frue, mens alle disse krænkelser rettes mod hende og hendes guddommelige Søn. Hun beder os om at sone, hun bønfalder os om at bede, og hun håber på, at vi ændrer vores livsførelse og omvender os. Lad os lytte til Hendes moderlige bønner og sone for den utaknemmelighed, mennesker udviser.

Mariahengivenhed på ovennævnte måde tilskynder til, at man foretager soning, indgyder en hengiven kærlighed til sakramenterne, skriftemålet og Den hellige Eukaristi. Det nærer en hellig hengivenhed til Marias Ubesmittede Hjerte samt rosenkransen. Frem for alt er denne Mariahengivenhed vigtig for at opretholde vedholdenhed, så man er i nådens stand, mens man befinder sig i den daglige åndelige kamp og har en nøgtern tilgang til det at være i en verden, der præges af den nye hedenskab.

Noter

1: Solimeo, Luiz Sergio, Fatima, A Message More Urgent than Ever.
2: Spring Grove, PA: The American Society for the Defense of Tradition, Family, and Property-TFP, 2008.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://www.americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/the-five-first-saturdays-devotion.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Moder er den, der ved bedst: en tilskyndelse til at bede rosenkransen

I 1917 åbenbarede Den hellige Jomfru sig i Fatima i Portugal for tre hyrdebørn. Et år tidligere var børnene blevet varslet af Herrens engel på tre forskellige tidspunkter, om at disse åbenbaringer ville finde sted.

Ofte er vi vidner til, at ateister og skeptikere latterliggør kristne, fordi man i dag, ved første øjekast, ikke ser den samme åbenbaringsaktivitet som i Bibelen. De mennesker, der levede på bibelsk tid, ville sikkert også have oplevet det på samme måde, selvom de mirakuløse hændelser, der fandt sted, strakte sig over flere generationer.

Men Fatimaåbenbaringerne har vist sig at være de største offentlige åbenbaringer, menneskeheden har været vidne til. Vi bør derfor tro, at disse åbenbaringer er nogle af de allervigtigste.

Har man så lyttet til de budskaber, Vor Frue gav i Fatima? Jeg er tilbøjelig til at hævde, at det har man ikke. Tilbage i 1917 fortalte Sr. Lucia, at hun så sjæle gå til helvede, som når man ser snefnug falde. Det moralske fordærv, der præger den moderne verden, får verden af 1917 til at minde om Edens have. Der er mange aspekter i budskaberne fra Fatima, som menneskeheden ikke har taget til sig bortset fra en lille rest blandt de troende.

I sin bog Secret of the Rosary forsikrer Skt. Louis de Montfort os om, at ”hvis man trofast beder rosenkransen indtil ens dødsdag, kan han garantere for, at uanset omfanget og størrelsen af ens synder, vil man modtage den evige sejrskrans”.

Hvis disse ord – eller de mange andre formaninger, der er kommet fra helgener og hellige paver – ikke er nok, så har Den hellige Jomfru selv åbenbaret 15 løfter, hun vil opfylde for sine trofaste børn, der vil følge hendes appel om at bede rosenkransen. Den første gang disse løfter blev offentligt kendt var i forbindelse med Skt. Dominic i det 12. århundrede, og de blev senere i det 15. århundrede offentliggjort igen af den salige Alan de la Roche. I den sidste del af denne artikel, finder man en oplistning af de 15 løfter givet af Vor Frue. Jeg vil i det følgende kortfattet fremhæve nogle få af dem.

Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi”.

Efter min mening er det løfte, der er blevet skitseret ovenfor, noget af det mest betydningsfulde for os. Vi kan forsøge at fortrænge, at vi lever i en tid, hvor helvedes kræfter har stort spillerum, hvor laster findes i overflod, synden er ubegrænset, og det mest tragiske af det hele er, at vildfarelser og hæresi har spredt sig så meget, at det nærmest er umuligt at gennemskue, hvad der sandt og falskt.

Ingen kan uden Guds mirakuløse nåde modstå vildfarelsens bølger, der konstant skyller ind over os, medmindre man trofast beder rosenkransen. Når nu rosenkransen yder en så markant beskyttelse mod hæresi, er det helt sikkert grunden til, at Vor Moder inderligt ønsker, at vi holder fast i rosenkransen og beder den i disse tider. Vi bør huske, at rosenkransen, som vi kender den i dag, blev givet til Skt. Dominic i kampen mod albigenserne (1) og den hæresi, de var repræsentanter for. Rosenkransen blev overdraget ham som et våben, der skulle benyttes til at udslette vildfarelser af enhver slags. Vi bør også huske på, at Skt. Dominic benyttede andre ”midler” til at komme albigenserne og deres hæresi til livs. Han forkyndte og forsøgte af al kraft at overbevise folk om den sande tro og dens doktrin. Han forkyndte det, troens fædre havde opnået indsigt i med en visdom og klarhed, som aldrig er hørt før. Men det var ikke nok. Rosenkransen måtte også tages i brug for at understrege hans forkyndelse. Det var rosenkransen alene, der gav dødsstødet til den hæresi, der herskede på hans tid.

Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt”.

Det næste løfte, jeg vil rette fokus på, er enkelt og kortfattet, og det bør indgyde stor tillid hos os til Barmhjertighedens Moder samt den evige frelse. Vi er af Guds Moder blevet overdraget et håndfast og enkelt redskab til vore sjæles frelse, som er det altgørende i den kamp, vi kalder livet. Vi ville være godt dumme, hvis vi undlod blot en dag ikke at bede denne kraftfulde bøn.

I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen”.

Alt det, I beder om”, det er det, Guds Moder siger. Min erfaring i forhold til dette er ganske enkelt, at det er sandt, og det er også det, jeg hører fra andre. Rosenkransen har for mig været en vedvarende kilde af velsignelser, det være sig åndeligt og i forhold til mit liv her på jorden, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget den ”byrde” på mig (som jeg i starten troede det var) at bede rosenkransen. Men som det er med så mange ting i livet, når man først har lært det og er kommet godt i gang med det, er det let og endda en glæde. For de sjæle, der dedikerer sig til rosenkransen, venter en stor glæde.

Som en tilføjelse til dette løfte, fortæller Den Hellige Moder os i det sjette ud af de 15 løfter, at ”den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, aldrig vil blive ramt af ulykke”. Jeg tror bestemt, at det er noget, vi alle ønsker både nu og altid.

Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette

Det, vi ser her, er, at Den hellige Moder ønsker, at Hendes børn påtager sig denne opgave, som vil gøre så uendeligt meget godt for deres stakkels sjæle. Ordene bærer præg af en underliggende (sorg og) smerte over, at nogle af hendes elskede børn ikke vil gøre sig de anstrengelser, der skal til, efter at Himlen har vist, at rosenkransen er nødvendig for os.

Til at understøtte det, der er beskrevet ovenfor, vil jeg kortfattet citere Vor Frue af Fatima, hvor hun gør det klart, hvorfor hun virkelig ønsker, at vi beder rosenkransen:

Bed, bed meget og bring mange ofre, for mange sjæle går til helvede, fordi de ganske enkelt ingen har til at bringe ofre på deres vegne eller til at bede for dem”.

Der er sjæle, der går fortabt, og jeg tror ikke, at vi begriber, hvor forfærdeligt det er. Vi kan gøre en forskel, og det er netop det, Vor Frue understreger. Gud ønsker, at vi tager del i den frelsesplan, Han har udtænkt i forhold til sjælenes frelse, og derfor må og skal vi tage imod Hans anmodning. Han har i Sin uendelige godhed og visdom indrettet det således, at vores bøn har en betydning. Vi kan (ved bønnens kraft) opnå ekstraordinære forandringer hos mennesker, som vi ikke kender. Hvis vi forsømmer vores pligt til at bede, vil mange sjæle ikke modtage den nåde, som er afgørende for, at de omvender sig og opnår frelsen.

Jeg er Vor Frue af Rosenkransen, jeg er kommet for at opfordre de troende til at omvende sig og bede om tilgivelse for deres synder. De troende skal holde op med krænke Vor Herre, for Han er allerede blevet krænket mere end nok af menneskenes synder. Det er på tide, at menneskene beder rosenkransen, og det er vigtigt, at den bedes dagligt”.

Rosenkransen er et guddommeligt udvalgt redskab, som skal modarbejde menneskets synd. ”Lad menneskene bede den dagligt”, siger Den velsignede Moder.

Mit håb er, at denne artikel vil opmuntre alle til at være mere fokuseret på rosenkransbønnen. Måske vil artiklen også tilskynde dem, der endnu ikke har taget dette helt specielle ”våben” til sig, til at blive mere opmærksomme på rosenkransen, og det, den kan. Vi bør bede rosenkransen, som om vi deltog i et slag, for det er i sandhed sådan, det forholder sig. Den ydmyge bøn, der kommer fra en tilsyneladende ubetydelig person, kan ryste helvede, samt det, den onde foretager sig og markant ændrer andre menneskers liv, og alt dette sker, mens en person fyldes med en overflod af guddommelig nåde.

Uanset om I beder alle 20 dekader eller 5, tag rosenkransen og Vor Frue til Jer, ligesom Skt. Johannes gjorde det ved korsets fod på Golgata. Fortæl om rosenkransen og hold fast i den, for den er Jeres.

Jeg vil lade Skt. Lucia afslutte og sammenfatte budskabet i denne artikel:

Den Allerhelligste Jomfru har i disse sidste tider, som vi lever i, givet en fornyet styrke til at bede rosenkransen, og det på en sådan måde, at uanset mængden af problemer og udfordringer, der præger vort personlige- og familiære liv, er rosenkransbønnen løsningen på dette. Ved hjælp af den hellige rosenkrans vil vi kunne opnå frelsen. Vi vil blive helliggjort. Vi vil trøste Vor Herre og opnå mange sjæles frelse.

Femten løfter, der knytter sig til rosenkransbønnen

1.      Alle, der tjener mig ved at bede rosenkransen, vil modtage tegn på nåde.

2.      Jeg lover en speciel beskyttelse samt stor nåde til alle dem, der beder rosenkransen.

3.      Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi.

4.      Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, og til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette.

5.      Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt.

6.      Den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, der knytter sig til den, vil aldrig blive ramt af ulykke.

7.      Alle, der viser sand hengivenhed til rosenkransen, vil ikke gå bort fra denne verden uden at blive fulgt på vej af Kirkens sakramenter.

8.      De, som trofast beder rosenkransbønnen, vil gennem hele deres liv samt i dødsøjeblikket have Guds lys og modtage en mangfoldighed af Hans nåde. I dødsøjeblikket vil de tage del i de fortjenester, der stammer fra helgenerne i paradiset.

9.      Jeg vil udfri dem fra purgatoriet, der har hengivet sig til rosenkransen.

10.  Rosenkransens trofaste børn vil opnå stor herlighed i Himlen.

11.  I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen.

12.  Alle de, der udbreder kendskabet til den hellige rosenkrans og bønnen, der knytter sig til den, vil jeg bistå med det, de end måtte have behov for.

13.  Det er blevet givet mig af min guddommelige Søn, at alle. der udbreder kendskabet til rosenkransen, vil modtage forbøn fra den himmelske domstol igennem hele deres liv samt i deres dødstime.

14.  Alle de, der beder rosenkransen, betegner jeg som min eneste Søn, Jesu Kristi sønner, døtre, brødre og søstre.

15.  Hengivenhed overfor min rosenkrans, er et stort tegn på prædestination (2).

Noter

1: Albigensere, (efter byen Albi), en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet. Albigenserne var en hovedgruppe af katharerne (de rene).

2: Prædestination, (af præ- og lat. destinatio ‘bestemmelse’, af destinare ‘fastsætte, bestemme’), forudbestemmelse, teologisk betegnelse for Guds udvælgelse af visse individer eller grupper til frelse; denne udvælgelse ligger forud for fødslen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Henry Walker og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/rosary-mother-knows-best

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor kristne i dag fejrer ét af historiens værste tortur- og henrettelsesinstrumenter

For nogle år siden deltog jeg i en retræte, der blev ledet af en åndelig vejleder med stor indsigt, og han åbenbarede for os stor viden om korsets mysterium. På denne dag, hvor vi fejrer korsets ophøjelse, vil jeg efter bedste evne dele den viden, jeg fik på denne retræte med Jer læsere på LifeSite. Det synes som om, at dette er det helt rette at gøre lige nu, set i lyset af, at Kirken på dette tidspunkt i historien i større og større udstrækning tager del i korsfæstelsens mysterium.

Den hellige Treenighed, Den evige Tre i En, som har været til før altings begyndelse, og som hersker over universet med styrke, visdom og kærlighed, denne Treenighed har taget bolig i en sjæl, der er i nådens stand. Dette er et mirakel, der er ubegribeligt! Den åndelige sjæl, der er skabt i Guds billede, bliver Hans tabernakel, tempel, og det sted, hvor Han tager bolig, og det sted Han glædes ved. Uanset om vi fornemmer dette Guds nærvær i stilhed, eller at vi ganske enkelt bærer på det, fordi vi tror på Vor Herres ord (Joh 14: 23), så er den sandhed, der er i Guds nærvær en kilde til glæde og styrke i dødsøjeblikket. Det kan så være sig døden i overført betydning, i institutionel eller fysisk forstand.

Tro og håb er det altafgørende, når vi står med tomme hænder, altså når vi er fattige. Og det er i sig selv noget, vi kan glæde os over: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5: 3). Det er deres her og nu. Når vi er i mørket, ” i mørkets dal” (Sl 23: 4) (som skriften dystert fremstiller det), har vi desto mere brug for tro og håb. Gud beder os om at overgive os i Hans hænder, at stole på ham, at se hen til Ham og at søge Hans ansigt.

Glæden fra Den hellige Treenighed er at finde i hjertet på Den korsfæstede, lige i korsets midte. Korset er kilden til vores kristne liv, passionen var den, der frelste os fra synden og åbnede Himlens porte og vandt os Guds venskab. Men korset er aldrig den endelige afslutning hverken for Kristus eller den kristne. Passionen opfyldes i opstandelsen. ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15: 14). Hvorfor siger apostlen dette? For var Han (Kristus) ikke opstået fra de døde, ville død og lidelse være afslutningen på vort liv. Men meningen med livet er ikke døden, men derimod livet. Den opstandne Herres liv forklarer det, der er meningen med døden, selve pointen med at dø, og hvorfor det er godt at dø fra verden og sig selv på grund af kærlighed. Til trods for de vanskeligheder, vi vil møde undervejs (i livet), har vi altid målet for øje: ”vores bolig i Himlen” (2 Kor 5: 1 og Fil 3: 20). Øjeblikke præget af glæde, som vi oplever på jorden, skal minde os om, hvor vi er på vej hen, nemlig til den evige glæde.

Jesus, der er Sandheden, forhindrer ikke Sandheden i at komme til os, Han sparer os ikke for Den, og Han skjuler Den ikke for os. Dette er blevet mere tydeligt i forbindelse med de mange skandaler i Kirken, hvor de mænd, der skulle være en in persona Christi eller alter Christus har tilbageholdt og skjult sandheden. Jesus er ikke som mennesker, der taler (stolt og nedladent) ud fra lykkelig uvidenhed eller lover et liv uden smerte. Han tilbyder ikke medicin, der fjerner smerten, da en sådan medicin fjerner en del af vores menneskelighed og endog vores samvittighed og liv. Jesus underviste Sine disciple om korset og i forbindelse med det også om opstandelsen, for disse er tæt forbundet. Han er ikke bedragerisk i Sin tale, når han understreger, at der ikke kan være nogen påske uden en langfredag.

Kirken udsprang fra det sted, hvor spyddet gennemtrængte Den sovende Jesus. Hvis hele Kirken er blevet til på netop den måde, må nødvendigvis enhver døbt også være blevet til på den måde: sammenfattet i Jesu Hjerte og kommet til syne i Hans gennemborede side. Jesus gav den sidste dråbe af Sit blod og vand for dig, dig som Han bragte til verden. Og hvorfor? Fordi Han elsker dig, og fordi Han ønsker at dele Sin evige glæde og herlighed med dig og vil gå til Sit yderste for at gøre det muligt for dig at nå dertil.

Det er derfor Han sender Helligånden, Trøsteren og Talsmanden. Som Skt. Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaringen: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21: 4). Helligånden understøtter os allerede, så vi ikke mister hjertegløden. ”Gud stiller for høje krav til mig, og jeg er alt for svag”, skal vi være ærlige, så er det ofte sådan, vi tænker. Men det er ikke rigtigt, at Gud stiller for høje krav. Husk på Elias, da han opholdt sig i ørkenen, der stønner han: ”Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (1 Kong 19: 4). Gud sender en engel til ham, som siger: ”Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig” (1 Kong 19: 7). Gud ved, hvad vi har brug for og giver os det i overflod, vi er nødt til at tage os sammen og begynde at spise. Hvis vi vil klare det selv, bliver det for vanskeligt for os, for kun med Guds hjælp er det muligt.

Vi forsøger altid at gøre tingene på vores måde. Gud vil lære os det på den lette eller hårde måde: ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15: 5). Men: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4: 13). ” Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (Sl 124: 8). Hvis Han skabte himlen og jorden, så kan Han helt sikkert hjælpe os ud af vores trængsler. Vores største værdighed er at blive hjulpet af Gud, for da træder Han ind og tjener os (se Luk 12: 27).

For den ydmyge, for den fattige, der stoler på Gud, bliver vejen lettere. Han vil ikke lade os i stikken, og Han ville ikke tøve med at opfylde Sine løfter. Han er den trofaste Fader, der elsker os. Hvis du spørger Ham om du må få et brød vil Han så give dig en sten (se Matt kap 7:9). ”Giv os i dag vort daglige brød”: og det gør Han i form af det overnaturlige brød, som er englenes brød, Den hellige Eukaristi.

Han venter blot på, at vi vil spørge, tro på, og give os hen i Hans hænder, der er fulde af kærlighed. Det er det, troen afføder, en troshandling. Vi er trofaste overfor Gud, når vi stoler på Ham på trods af mørket. Når Den hellige Skrift fortæller: ”For af den nåde er I frelst ved tro” (Ef 2:8), betyder det, at: Vi er frelst, når vi ydmygt og i vores fattigdom beder til Gud: ”Jeg stoler på Dig, jeg giver mig til Dig, jeg overgiver mig i Dine hænder, gør med mig som det Dig behager, for jeg er Din”. Det er den holdning, et Guds barn besidder, fordi det ved, at dets Fader, er en Fader, der elsker og er kærlighed.

Det er det, det fuldendte korsoffer viser os, lærer os og styrker os, så vi kan gøre det samme. Det er det, Det hellige Messeoffer aktualiserer iblandt os igen og igen, så mysterierne omkring Herrens passion, død, opstandelse og himmelfart altid vil være vores, gennemtrænge vores eksistens og genskabe os til det evige liv. Det er derfor en kristen, der virkelig er troende, er urokkelig, så intet på denne jord kan besejre ham.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-celebrate-today-one-of-historys-worst-instruments-of-torture

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)