Category: Spirituality

Skt. Dominic viser den moderne verden, hvordan man på den helt rigtige måde drager omsorg for de fattige

Den 4. august i den gamle romerske kalender og den 8. august i den nye (romerske) kalender (her finder man en nærmere forklaring på de forskelle, der eksisterer (1)) fejrer Den katolske Kirke mindet om Skt. Dominic, beder om hans forbøn og har fokus på, hvordan man følger hans eksempel. Således som Benediktinerne, Franciskanerne og Jesuitterne er indbegrebet af deres ordensstiftere og disses åndelighed (Skt. Benedikt, Skt. Frans af Assisi og Skt. Ignatius), således er det også med Dominikanerordenen (der har fokus på uddannelse og forkyndelse), at den i sin karisma er indbegrebet af dens grundlægger: Dominic de Guzmán.

Skt. Dominic er i sig selv på mange måder enestående. Hans dyder og det, han har bidraget med, er så omfattende, at (et utal af) andre mænd og kvinder kun delvist har kunnet – og kan efterligne hans eksempel. Han fremstår som et fyrtårn og som et eksempel, man kan stræbe efter- og gå ud fra. Hans samtidige var opmærksomme på dette. De optegnelser, der ligger til grund for kanoniseringen af ham, rummer et utal af vidnesbyrd om dette. Et vidnesbyrd lyder således: ”vidnet har aldrig før haft kendskab til nogen af en sådan karakter ligesom denne Gudsmand, som vedvarende var i bøn og havde stor nidkærhed overfor forkyndelse”.

Dette synes at være en sandhed, der gør sig gældende for alle de store grundlæggere af religiøse ordener: man kan sige, at disse ordensstiftere i sig har båret på kimen til den ånd og det formål, som ligger i deres ordener, og på den måde blev de deres ordens første – og grundlæggende ”regel”, ligesom solen er kilden til livet på jorden. Vi læser, at Skt. Dominic var utrættelig i sit arbejde for Gud (og sit apostolat). Han gik flere tusind kilometer for at forkynde det glade budskab, sådan som det var påkrævet af brødrene. Men vi læser også, at han benyttede mange timer, dag og nat i kontemplativ bøn, og det er det ideal, som de kontemplative søstre i særdeleshed stræber efter at efterligne, men som ikke er brødrenes lod. Dominic kunne varetage den kontemplative bøn og forkyndelsen til fuldkommenhed, men langt de fleste, der er fulgt i hans fodspor, har måttet erkende deres begrænsninger.

Skt. Dominic havde stor kærlighed til Sandheden, altså Guds Ord, Jesus Kristus, som nærer os med Eukaristiens guddommelige føde og udlægger Den hellige Skrift for os. Skt. Dominics store kærlighed kom til udtryk i en vedvarende forkyndelse af dette Ord, både i den måde, han talte – og handlede på. Han havde ét mål med sin forkyndelse, og det var omvendelse: omvendelse af hedningerne til kristne, lunkne kristne til kristne, der tog deres tro alvorligt, og de kristne, der tog deres tro alvorligt til helgener.

De midler, han tog i brug, for at opnå dette, var enkle: at studere sin tro for at få (mere) viden om den; fattigdom, som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at prioritere åndelige goder over de verdslige; fri bevægelighed, så den enkelte selv kunne kortlægge sin vej og rute til de steder, der havde brug for forkyndelse, og sidst men ikke mindst bøn, så den enkelte kan blive omdannet til den kærlighed, vedkommende  forkynder.

Et sådant mål samt disse midler forudsætter i sagens natur troskab overfor Kirken og Hendes lære, uden hvilken budbringeren bliver til en hæretiker, tiggeren bliver til en skurk, og apostlen bliver til en, der er faldet fra troen. Vigtigst er det dog, at det liv, man lever, er ”rodfæstet og grundfæstet i kærligheden” (Ef 3: 17), i Guds kærlighed for Hans skyld og i kærlighed til næsten, som er skabt i Guds billede, og som er blevet frelst ved Kristi Blod.

Det, vi har kendskab til vedrørende Skt. Dominic, viser os, at han ”brændte” af kærlighed for Gud og næsten. Det var denne kærlighed, der i hans tilfælde gjorde, at han skabte en helt ny retning for ordenslivet i den tid, han levede i. Det var denne kærlighed, der gav ham modet og indsigten til at holde ud på trods af modstand. Uanset hvor i verden – eller hvornår i historien Dominikanerordenen har oplevet en opblomstring, har de metoder, som er blevet beskrevet ovenfor, været deres ”måde” at arbejde på, og samtidig har disse også fungeret som målsætninger, og de har været Dominikanernes ”hemmeligheder”, og Gud har velsignet Dominikanerne og deres arbejde.

Hvori ligger det radikale, som Skt. Dominic foretog? At man praktiserer en tiggerlignende fattigdom, som betyder, at man uden omsvøb tigger for at få det daglige brød. At man er vejfarende forkynder, dette bryder med princippet om, at ordenfolk har fast tilknytning til et bestemt kloster på en bestem lokalitet eller det, at en præst har fast tilknytning til et sogn eller bispedømme. At holde sig vågen det meste af natten for at være i bøn og have en stålfast tro på Gud i alt det, der tilstøder en. Alt dette er i sandhed radikalt, fordi det, i al sin enkelthed, stammer fra en stålfast tro.

På trods af at verden taler om humanisme og det at yde humanitær bistand, er den ret beset ligeglad med de fattige og det generelle problem med fattigdom, og sørgeligt nok, synes det som om, at Den moderne Kirke ikke mere har interesse i Kristi evangelium eller en regelmæssig og disciplineret bønsaktivitet. Der vil dog altid være mennesker, specielt blandt de unge, som søger efter: 1) meningen med livet, 2) den kærlighed, der gør livet værd at leve, 3) kilden til hele skabelsen og 4) den sandhed, der ligger til grund for livets mening. Hvis Dominikanerne kan give det til verden af i dag, det, som Skt. Dominic gav til menneskene i sin levetid, så ville ordenen opleve en opblomstring, som dengang den blev stiftet og i de perioder igennem historien, hvor den har været på sit højdepunkt. På den måde bliver troskab et løfte om vækst og mere intensiv missionsvirksomhed, mens dovenskab, afvigelse (i forhold til Kirkens trosgrundlag) og eklekticisme bliver forløberen for en slækkelse af det vigtige i troen, samt ligegyldighed og forfald.

Hvor forandret og anderledes vores verden end måtte være den dag i dag, så higer den stadig efter det glade budskab. Menneskeheden gør stadig de samme fejl, som Adams æt til alle tider har gjort, og derfor har vi stadig behov for Dominikanernes ”hemmelige” metoder, som er beskrevet i artiklen, og som aldrig har forandret sig.

Noter

  1. Link til artikel med uddybende forklaring: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/08/liturgical-notes-on-feast-of-st-dominic.html#.XiSnS25Fzct

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 7. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st-dominic-shows-the-modern-world-how-to-truly-care-for-the-poor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Herrens forklarelse

Om at have blikket rettet mod Det Hellige Ansigt

For hundrede og sytten år siden, den 5. august 1897, aftenen før fejringen af festen for Jesu forklarelse, havde en ung karmeliter, der var ramt af tuberkulose, et meget specielt ønske. Hun ville have et billede af Kristi Hellige Ansigt placeret tæt på sin seng. Billedet blev bragt til hende fra koret og blev fastgjort til hendes sengeleje. Den følgende 30. september døde hun. Hvad var hendes navn? Det var Thérèse af Jesusbarnet og Det Hellige Ansigt. Skt. Thérèse, der er kirkelærer, fæstnede sit blik på Kristi Ansigt, der fremstod forvrænget (det skyldtes lidelserne affødt af hendes sygdom) og fandt en forklarelse af sin egen lidelse i de stråler, der udgik fra det.

Korsets mysterium

Kristi Hellige Ansigt var et mysterium, som Skt. Thérèse kendte til. Det gode arbejde, som den ærværdige Léon Dupont (den hellige mand fra Tours) har foretaget, har resulteret i, at andagten til Det Hellige Ansigt har fundet indpas i hele Frankrig. Karmel (Karmeliterne) fra Lisieux ærede Det Hellige Ansigt hver den 6. august, altså fyrre dage før festen for korsets ophøjelse, som er den 14. september. Hver den 6. august ”udstillede” karmeliterne Det Hellige Ansigt i deres kor, påførte det vellugtende salver og bad foran det.

Skjult i Hans Ansigts hemmelighed

Et år før sin død den 6. august 1896 konsekrerede Thérèse samt to novicer, der var blevet hende betroet, sig til Jesu Hellige Ansigt. De forstod forklarelsens mysterium på samme måde, som det fremlægges i liturgien i dag, altså som en forberedelse til korsets mysterium. De tre unge karmeliter spurgte Vor Herre om Han ville skjule dem i ”Sit Ansigts hemmelighed”.  De blev af Helligånden draget til Kristi lidelse, Den lidende Tjener, som beskrives i kapitlerne 52-53 i Esajas Bog. De ønskede at være som Veronika, der mødte Jesus med trøst under Hans lidelse, og samtidig ønskede de at frembære sjæle for Ham. Deres bøn afsluttes med: ”O, elskede Jesu Ansigt! Mens vi venter på den sidste dag, hvor vi vil tage del i Din uendelige herlighed, er vort eneste ønske, at henrykkes af Dine guddommelige øjne ved også at skjule vore ansigter, således at ingen her på jorden er i stand til at genkende os. O, Jesus, Dit slørede blik er vor Himmel”.

Lectio Divina og Eukaristisk tilbedelse

I selve forklarelsen på bjerget ser vi Guds menneskelige ansigt mere tydeligt end solen. Traditionen giver os to særlige måder, hvorpå vi kan søge efter og overveje Ham, der forklares og erfare forklarelsen af Kristi Ansigt. Den første måde at praktisere lectio divina på forgrener sig i to praksisformer: 1. Den hellige liturgis lectio divina, som foretages i en forsamling. 2. Den selvstændige lectio divina, der forlænger den hellige liturgi og forbereder den. Den, der søger Kristi Ansigt i Skrifterne, som ved Kirken overdrages os, vil opdage Den Elskendes Ansigt, der kommer til syne mellem linjerne i teksten, der oplæses, og denne erfaring vil virke forandrende på den, der lytter. Den anden måde at foretage lectio divina på er ved Eukaristisk tilbedelse. Den, der forbliver tavs og er i tilbedelse foran Den guddommelige Hostie, altså ”Jesu tilslørede blik”, vil helt umærkeligt blive transformeret og helbredt i den udstråling, der udgår fra Den.

 

At søge Gud

Klostre eksisterer af én grund, nemlig for at de skal være steder, hvor sjæle kan søge Gud. Og hvor finder man Gud, undtagen i Kristus? ”Kundskab om Guds herlighed”, siger den hellige Paulus: får vi ved ”Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6). Begyndelsen på liturgien i dag er et udtryk for en søgen efter klosterlivet: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt! Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig …” (Sl 27: 8.9a). Helligånden arbejder i lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse for at gengive for os trækkene ved Kristi Hellige Ansigt. Helligånden er i virkeligheden den åndelige billedskaber, som i vore sjæle trækker stregerne til billedet af Kristi Ansigt.

Den uendelige skønhed

Kristi Ansigt er ”den pragt, som alt andet blegner i forhold til, og det er alene den uendelige skønhed, der til fulde kan stille menneskets hjerte tilfreds” (Vita Consecrata, art. 16). Hvor passende er det ikke, når man ser på dagens evangelietekst og særligt den græske version, hvor Skt. Peters udbrud faktisk oversættes til: ”Herre, det er for os forbundet med noget smukt at være her” (Mark 9: 5)! I det Kristi Ansigt, der træder frem, ser vi de ord, der stammer fra Skt. Klara fra Assisi: ”Han, der gav sig selv fuldstændigt for vores kærlighed, Han, hvis skønhed solen og månen beundrer, Han, hvis belønninger rummer en dyrbarehed og storhed, Han er evig” (Letter III to Agnes of Prague).

At blive det, man betragter

Ligesom Moses, til hvem Herren talte ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet (2 Mos 33: 11), og hvis ansigt strålede, fordi Herren havde talt med ham (2 Mos 34: 29), vil en sjæl, der er tro mod lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse, blive omdannet til det billede, den betragter. Et menneske, der betragter ting, der er blevet vansiret, bliver helt igennem vanvittig. Et menneske, der betragter ting, der omdannes, bliver også i sig selv omdannet. Det menneske, der betragter Det inkarnerede Ords smukke Ansigt, vil på det åndelige plan bliver mere smuk.

Profeten Daniel

Tænk på den oplevelse profeten Daniel havde, da han opfyldt af ærefrygt stod foran menneskesønnen. Ligesom Peter, Jakob og Johannes på det hellige bjerg er stærkt berørte af det, der sker, er Daniel blændet af den klædning, Menneskesønnen bærer, den er nemlig hvid som sne (Dan 7: 9). Og endnu engang, ligesom Peter, Jakob og Johannes, der falder i en tung søvn (Luk 9. 32), falder Daniel på sit ansigt: ”Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden” (Dan 10: 9). Dette er ikke nogen almindelig søvn, det er snarere en mystisk søvn fremkaldt af et fantastisk guddommeligt nærvær, og denne søvn står ikke i modsætning til den søvn, Herren lod falde over Adam, og som er beskrevet i 1. Mosebog 2: 21 ”Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam”.

Frygt ikke, Daniel

Daniel beskriver derpå, hvad der skete: ”Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder” (Dan 10:10). Det er ved Menneskesønnens hånd, at Daniel bliver oprejst fra den sammenbøjede stilling, han befinder sig i. ”Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke” (Dan 10: 11-12).

Den oplevelse, Daniel har, afsluttes med, at han får at vide, at han skal rejse sig op. Her er der tale om en opstandelse. Også dette, altså opfordringer til at rejse sig op og indtage sin plads med den opstandne Søn og stå til ansigt med Faderen og gøre alt dette i Helligånden, er en del af vores egen forvandling til det opofrende Kristi præsteskab. Sjælen, der er blevet forvandlet, står glædesfuld og fri foran Faderen og har vished for, at den virkelig er elsket og er blevet overdraget den ædle skønhed, der følger med Kristi kongelige præsteskab.

Den hellige Messe

Hver gang Den hellige Messe fejres, stiger vi op på bjerget med Kristus. I læsningen fra Den hellige Skrift (Evangelielæsningen) åbenbarer Vor Herre Sit Ansigt, og ved at lytte til Ordet bevæger vi os med den formulering, man finder i Vulgata: ”fra forståelse til en endnu dybere forståelse”. I dag bærer Moses og Elias vidnesbyrd om lovens og profeternes opfyldelse og peger hen på Hans (Jesu) udvandringsmysterium, der foregår via korset og graven, og det foregår fra de mørke steder samt døden og ind i selve lyset og livet i Faderen.

Når vi går fra ordets liturgi til den Eukaristiske liturgi (Det hellige Messeoffer), er vi ligesom Peter, Jakob og Johannes, der ser Hans (Jesu) herlighed, ikke med deres legemers øjne, men med troens øjne og ved lyset fra Helligånden. Vi ved, at Han virkelig er til stede i brødet (Hostien), der er blevet Hans Legeme og Vinen, der er Hans Blod, og vi vil som Peter udbryde: ”Mester, det er godt, at vi er her” (Luk 9: 33). Det alter, hvorpå Det hellige Messeoffer bliver foretaget, er vores Tabor bjerg. Oven over alteret lyder Faderens stemme: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (Luk 9: 35). Selvom alteret er usynligt, er det stadig virkeligt, mystisk og alligevel håndgribeligt, og alle, der tager del i Eukaristifejringen, bliver indhyllet i en sky, der består af Helligånden og taget med ind i Kristi store præstelige bøn til Faderen.

Den Eukaristiske forklarelse

Den nåde, som dagens fest bringer, er vores egen forvandling i mødet med Eukaristien. Vor Herre vil i dag tage hver eneste af os, og det vil sige os alle sammen i Sine hænder, så vi sammen med Ham og i Helligånden kan være ét eneste offer til Faderen. Uden frygt skal I overgive Jer selv som ofre i vor herlige Præsts hænder, der blev såret af naglerne. Han vil konsekrere dig til Sig selv i Det hellige Messeoffer. Da vil Faderen, der følger med fra himlen, genkende i hver af os Sin Søns Hellige Ansigt, Sønnen, som er Den Elskede, for ved det Eukaristiske mysterium: ”… forvandles (vi) efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed” (2 kor 3:18).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. august 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/08/the-transfiguration-of-the-lor/

Undere i Jesu hellige Navn

Vor Herres og Frelsers mageløse og enestående navn udvirker utallige undere, hver gang det anråbes med en levende tro, i dyb hengivenhed, med en ægte ærbødighed og fremfor alt med dyb kærlighed. Det storslåede Navn på Vor Herre, Jesus Kristus betyder ”Gud vor Frelser”.

Første punkt: Jesu hellige Navn rummer et ”skatkammer” af nådegaver for os.

Den hellige Paulus tilskynder os til at opfylde en daglig pligt, nemlig at opofre alt det, vi gør i Vor Herres Jesu Kristi Navn: ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud fader tak ved ham!” (Kol 3: 17).

Der findes ikke noget lettere og slet ikke noget bedre end kærligt og hengivent at gentage Jesu Kristi hellige Navn, mange gange hver dag. Jesus Kristus, Gud som blev vor Frelser.

Fr. Paul O’ Sullivan skriver meget smukt, at:

Dette guddommelige navn er i sandhed som en mine, der er fyldt med ædle metaller, det er en kilde af stor hellighed og hemmeligheden bag den største lykke, som et menneske kan håbe på her på jorden. Læs og forstå. Det er virkelig kraftfuldt og funderet, så det aldrig undlader at udvirke de mest vidunderlige resultater i vore sjæle. Det bringer trøst til dem, der er sørgmodige af hjerte og giver styrke til selv den svageste synder. Det opnår for os alle slags fordele og nådegaver dels i åndelig henseende og dels i det nuværende liv.

Der er to ting, vi bør gøre. Først og fremmest må vi gøre os fuldstændig klart, hvilken betydning og værdi Jesu Navn har.

For det andet bør vi oparbejde en vane med at sige dette navn ofte og hengivent, det vil sige over hundrede gange dagligt. Fra at dette kan betragtes som en byrde, vil det blive til stor glæde og trøst.

Det andet punkt: Jesu Navn er lifligt, blidt og uimodståeligt: Hengivenhed til Det er et tegn på prædestination.

Guds store helgener lærer os, at Jesu Navn i sig selv rummer én af de korteste og bedste måder at opnå og bevare en sikker og grundfæstet hellighed.

Skt. Montfort skriver følgende:

Men hvad betyder Jesu Navn, det behørige navn på Det inkarnerede Ord, for os, hvis det ikke henleder opmærksomheden på: et brændende ønske om at hjælpe næsten, en uendelig kærlighed og et mildt væsen? Det karakteristiske ved Jesus, som er verdens Frelser, er at elske og frelse mennesker. Der findes intet musikstykke, der er mere vidunderligt, ingen stemme, der er mere tiltalende, ingen mere indbydende tanke, end Jesus Guds Søn. Lifligt er lyden af Jesu Navn i øret på en sjæl, der er blevet udvalgt! Det er som sød honning for ganen, og som en underfuld hymne for øret og en sitrende glæde i hjertet.

Tredje punkt: Jesu hellige Navn giver adgang til aflad og ved dette navn kan hellige sjæle opnå et utal af nådegaver.

Fr. Paul skriver:

Den hellige Paulus fortæller os, at Jesus modtog Sit navn som fortjeneste for Sin lidelse og død. Hver gang vi siger ”Jesus”, lad os da med en ægte intention frembære for Gud alle De hellige Messer, der bliver fejret rundt om i verden samt alle vores bønsintentioner. Vi tager dermed del i tusindvis af hellige Messer.

Hver gang vi siger ”Jesus”, opnår vi 300 dages aflad, hvilket vi kan anvende i forhold til de hellige sjæle i purgatoriet, hvorved vi bringer dem lindring og bidrager til, at de løses fra den enorme smerte, de oplever i purgatoriet. På den måde bliver de vores ”bedste venner”, og de beder for os med stor iver.

Og:

En anden let og god praksis er, at man kontinuerligt repeterer små afladsbønner (aflad rettet til de hellige sjæle i purgatoriet). Mange mennesker har gjort det til en vane på daglig basis at sige 500 eller 1000 gange følgende lille bøn: Jesu hellige Hjerte til Dig sætter jeg min lid”, eller blot det ene ord: ”Jesus”. Disse er de mest trøstende hengivenhedsakter, man kan benytte, fordi de bringer store mængder af nåde til dem, der benytter sig af dem, og samtidig bringer de umådelig stor lettelse til de hellige sjæle.

De, der siger disse små bønner 1000 gange om dagen opnår 300.000 dages aflad! En ganske stor andel af de hellige sjæle kan opnå lindring herved. På månedsbasis, årsbasis eller ved 50 år kan mange sjæle hjælpes ved denne bønspraksis. Hvis man derimod ikke siger disse små bønner, prøv da at tænke på, hvor stort et antal nådegaver og fordele de hellige sjæle i purgatoriet går glip af. Det er muligt og endda let at sige disse små bønner 1000 gange i løbet af en dag. Men hvis man ikke siger dem 1000 gange, så blot 500 eller 200 gange.

Når vi bøjer vore hoveder for Det hellige Navn, hvilket glæder Himlen og får helvede til at bæve, bør vi ikke glemme at opofre i løbet dagen, til Gud alle de fordele, som Vor Herre Jesus opnåede for os ved Sin inkarnation, fødsel, liv, død og opstandelse, som frembæres for os til alle tider i De hellige Messer, der fejres i hele verden. Jeg vil afslutte med nogle linjer fra det enestående arbejde, som Fr. Paul Sullivan (Der burde være helgen) har lavet: ”Hvordan man tager del i 500.000 Messer” (i dag fejres der sørgeligt nok langt færre Messer end på Fr. Pauls tid):

Den tredje intention, vi burde have, når vi siger navnet ”Jesus”, er at opofre alle de hellige Messer, der bliver fejret i hele verden til Guds ære og for vores egne og verdens intentioner. Der fejres omkring 500.00 Messer på daglig basis. Vi kan og bør tage del i alle disse Messer.

Den hellige Messe bringer Jesus til vore altre. Ved hver eneste Messe er Han til stede i verden, som da Han blev skabt i Sin moders skød. Han frembærer også Sig selv, som offer, på alteret, ligesom Han gjorde på Golgata, denne gang dog på en mystisk og ublodig måde. Den hellige Messe fejres ikke kun for dem, der fungerer som messetjenere for præsten, men for alle dem, der ønsker at lytte til og se på det (der sker under Messeofferet), og opofrer Messens offer sammen med præsten.

Det, vi blot skal gøre, er, at sige på ærbødig vis: ”Jesus, Jesus” med intentioner om at opofre disse Messer og tage del i Dem. Ved at gøre dette, har vi deltaget i dem alle.

Det er en vidunderlige nådegave at tage del i – og opofre en Messe, hvordan vil det så ikke være at deltage i 500.000 hellige Messer på daglig basis! Derfor, hver eneste gang vi siger ”Jesus”, lad det da være med følgende intentioner:

  1. at opofre til Gud, den uendelige kærlighed og alle de fordele, der er knyttet til inkarnationen.
  2. at frembære for Gud, Jesu Kristi lidelse og død.
  3. at opofre til Gud samtlige 500.000 hellige Messer, der fejres i hele verden, netop til Hans ære og for vore egne intentioner.

Alt det, vi skal gøre, er at sige dette ene ord, ”Jesus”, men vi skal i sagens natur være os bevidste om det, vi siger, og hvorfor vi siger det.

Skt. Mectilde havde gjort det til en vane at opofre Jesu lidelse sammen med alle de Messer, der blev fejret i verden for sjælene i purgatoriet.

Vor Herre viste hende engang purgatoriet, og der kunne hun se tusindvis af sjæle forlade dette sted til fordel for Himlen, og alt dette skete som et resultat af, at hun sagde denne lille bøn.

Når vi siger ”Jesus” kan vi opofre Jesu lidelse og Messer i verden enten til fordel for os selv eller sjælene i purgatoriet eller for enhver anden intention, vi måtte have.

Vi bør også altid frembære bønnen for hele verden og specielt for vores eget land.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 25. september 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/wonders-name-jesus

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Hellige Hjerte: brændende af kærlighed for sjælenes frelse

I kapitel 12 i Lukas Evangeliet siger Vor Herre følgende ord:

Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget” (Luk 12: 49) (1).

Dette skriftsted er antifon til Magnificat ved den 1. vesper til festen for Jesu Hellige Hjerte. Følgende bøn fungerer som en fortolkning af ovenstående skriftsted og udleder, at ilden er et billede på Guds kærlighed:

Herre, vi beder Dig, lad Din hellige Ånd tænde den ild i vore hjerter, som vor Herre Jesus Kristus, Din Søn lod flyde fra Sit Hjertes inderste dyb ud over hele verden, og som skulle flamme op med stor voldsomhed. Han, som lever og råder med Dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Vi kan også i denne sammenhæng genkalde os de ord, der blev sagt af Johannes Døber i begyndelsen af Matthæusevangeliet:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3: 11-12).

Vi ser således, at Vor Herre Jesu Kristi ild både er kærlighed og dom, der er funderet på sandheden. Kærlighedens ild ønsker sjælenes frelse, og sandhedens ild renser os fra synd. Lad derfor enhver kristen sjæl tage imod Det Hellige Hjertes ild specielt i Det Allerhelligste sakramente, dels for den kristne sjæls egen skyld og dels for denne sjæls næstes skyld.

Det er ved disse ord og gerninger, vi møder vor næste, og det er i netop dette møde, at sandheden og kærligheden er vigtig. Skt. Thomas Aquinas definerer sandhed og kærlighed som grundlaget for alle gode gerninger (2). I juni måned, som er dedikeret til Jesu Hellige Hjerte, fejrer verdslige mennesker på blasfemisk vis den synd, der strider mod det, der er naturligt. Selv midt i alt dette bør vi have et fokus på frelsen af disse sjæle. Mange af disse mænd og kvinder er blevet såret på den mest forfærdelige måde, og de har derfor mere end nogensinde brug for Jesu Hellige Hjerte, som blev gennemboret af lansen af kærlighed for dem. Husk på, hvordan vor fader Abraham bønfaldt Herren, før der faldt ild fra Himlen. Lad os gøre bod og frembære ofre for disse ulykkelige synderes sjæle, så de må være blandt de retfærdige, når Jesu Kristi ild bryder frem. Lad os få en forståelse for at sandhed og kærlighed er den ild, der udgår fra Det ene Hellige Hjerte.

Jesu Hellige Hjerte, hav barmhjertighed med os.

Noter

  1. Den græske oversættelse af skriftstedet: Πῦρ ἦλθον βαλεῖν ἐπὶ τὴν γῆν, καὶ τί θέλω εἰ ἤδη ἀνήφθη.
  2. Dette stammer fra en kommenteret udgave af Galaterbrevet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/28/sacred-heart-of-jesus-burning-with-charity-for-the-salvation-of-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Dyrebare Blod

for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.« Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde … ” (1 Peter 1:16-19).

Der er et øjeblik i The Passion of Christ, som er meget intenst, og det er da Pontius Pilatus’ hustru Klaudia (der er dybt berørt af sine drømme om Kristi uskyld) i stilhed overbringer linned til Den velsignede Jomfru Maria, som netop har overværet sin Søns hudstrygelse, en hudstrygelse, der nærmest er til døden, og som blev udført af ugudelige og berusede legionærer, der skulle sørge for Hans ”tugtelse”. Et anerkendende blik udveksles mellem disse to ædle kvinder, den ene ”iklædt” romersk elegance og den fremtidige dronning i Himlen, hvis klæder er vævet i groft og jordfarvet stof. Intensiteten i deres blik afbrydes til sidst af, at Maria med ét vender sig for at gå til den opgave, hun må udføre, og som ikke er at rengøre stenene på torturstedet, der er indsmurt i blod, men for at lade dette linned opsuge så meget af Vor Herres uendeligt Dyrebare Blod, der er flydt fra Hans hellige Årer, netop Det Blod, der stammer fra Gud, og som ligger spredt ud over hele torturstedet, og som er blevet ophedet af den ubarmhjertige jordanske sol.

Dette er billedet, der forbliver indprentet i mit sind, og som jeg hidtil ikke har overvejet på et dybere plan, når jeg har reflekteret over Herrens lidelse. Hver eneste dråbe og molekyle i denne frelsende blodvæske kan i værdi slet ikke måle sig med noget andet for eksempel guld og sølv.

Indenfor Kirken har man en lang tradition for at fejre Kristi Legems og Blods Fest. Det er her, man fejrer, at Kristus under piskningen, korsfæstelse og Sin død udgød hver eneste dråbe af Sit Dyrebare Blod. Det var netop ved at tømme lidelsens kalk i Sin Passion, at hver eneste dråbe af Hans Blod blev drænet fra Hans Krop. Det er blevet sagt, at blot en eneste dråbe af Hans Blod ville være nok til at frelse hele verden, men vores højtelskede Frelser gik længere endnu og sparede ikke Sig selv og Sit Blod og gennemgik den værst tænkelige lidelse for at vise os, at: ” … således elskede Gud verden” (Joh 3: 16).

På en konference som netop omhandlede Jesu Dyrebare Blod, genkaldte Fr. Hardon sig følgende:

I middelalderen, hvor troen stod stærkere, end den gør i vor (moderne) tid, blev vildfarelser, om man så må sige, i højere grad respekteret. Der var dem, der spekulerede i (og her taler vi om troens tidsalder!), at da Kristi Blod flød, uanset om Han svedte blod i Getsemane have eller på Golgata, blev dette blod måske (og det er kun måske) til almindeligt blod, da det forlod Hans Krop. I troens tidsalder, spekulerede de troende på, hvad dette blod var for en slags blod, som forlod Hans Krop? Kirken klargjorde (ufejlbarligt), at enhver dråbe af det blod, som Kristus svedte under Sin dødsangst i Getsemane have, og som Han udgød på Golgata, var fuldt og helt identisk (hypostatisk) med det blod, der flød årerne på Den anden Person i Treenigheden. Enhver dråbe af dette Blod er tilbedelses værdigt.

The Liturgical Year, skrevet af Dom Prosper Gueranger, forklarer han Det Dyrebare Blods betydning i Den hellige Messe:

Blodet fra Gud-Mennesket er et pagtsløfte mellem Himlen og jorden. Det er genstand for dyb tilbedelse, og Det er hele liturgiens fokus og vores forsikring og beskyttelse mod alt ondt i dette liv, og selv nu tager Det bolig i sjæle og legemer hos dem, som Himlen har løskøbt, og Det er kimen til den evige glæde; Kirken beder derfor i Sin enhed, Faderen, som har givet os Sin eneste Søn, at dette guddommelige frø ikke blot forbliver som noget sterilt i os, men at det fuldt og helt hjælper os på vejen til Himlen.

Den ærværdige Mother Mary Potter gør i sin bog, Devotion for the Dying: Mary’s Call to Her Loving Children rede for, at Jesus ønsker, at Det Blod Han udgød i Sin dødsangst, under hudstrygelsen, ved tornekroningen, på Sin korsvej (via dolorosa / Smertens Vej) og ved korsfæstelsen bliver tilbedt:

Vor Herre fortalte Søster Maria af Skt. Peter: ”Bed Min Fader om, at så mange sjæle som muligt må få gavn af Det Blod, Jeg udgød under Min lidelse (Passion)”. Ved at bede for, at Det dyrebare Blod må blive udgydt ud over sjæle, forhindrer vi, at Det går til spilde. I Sit mystiske Forsyn har Gud lagt frelsen af andre sjæle i vore hænder. Vi bør derfor bede for dette så ofte som muligt.

Én af de bedste måder, hvorpå vi aktivt kan få del i at de mange nådegaver, der er knyttet til Det Dyrebare Blod, er ved at opofre Det til Den evige Fader. ”En opofring er mere end en bøn” siger Fr. Faber. Når vi fremsætter vores bøn, er vi de modtagende, men når vi foretager en opofring, forundes det os, at Gud modtager noget fra os. Skt. Maria Magdalena fra Pazzi sagde med høj røst på et tidspunkt under ekstase: ”Hver gang en skabning opofrer Det Blod, vedkommende er frelst ved, frembærer vedkommende en gave, som er ganske uvurderlig, og som ikke kan sammenlignes med noget andet”. Gud åbenbarede denne fremgangsmåde til denne hellige karmelitternonne, da Han overfor hende beklagede, at der bliver gjort så lidt i denne verden for at imødegå Hans guddommelige retfærdighed rettet mod syndere. For at opfylde denne formaning, opofrede hun dagligt 50 gange Det Dyrebare Blod for levende og døde. 

Hun gjorde dette med så megen inderlighed, at Gud ved forskellige lejligheder viste hende det utal af sjæle, der havde omvendt sig eller forladt purgatoriet.

En opofring af Det Dyrebare Blod kan foretages helt enkelt, for eksempel ved følgende bøn:

”Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Jesu Kristi Dyrebare Blod, som en soning for mine synder, for de hellige sjæle i purgatoriet, for Den hellige Kirke og særligt for … (navn) sjæl”.

Vi kan også frembære vor bøn med hjælp fra Marias forbøn. Den ærværdige Potter har følgende bønsmulighed:

”Marias ubesmittede Hjerte, må Du frembære for Den evige Fader, Vor Herres Jesu Kristi Dyrebare Blod til at sone for syndere og specielt … (navn)”.

Litaniet til Jesu dyrebare Blod har en særlig betydning, når det handler om hengivenhed til dette centrale frelsesmysterium, fordi det på en helt speciel måde er givtigt i den åndelige krigsførelse mod helvedes hærstyrker. Det er af denne grund, at litaniet er en væsentlig del af bønnerne mod satan og hans faldne engle, de bønner, der på daglig basis frembæres af medlemmerne af the Auxilium Christianorum.

Litaniet gør rede for, at Kristi Blod i sandhed er værdigt til at modtage hæder og ære. Som litaniet sammenfatter, er vi blevet ladt tilbage med den helt rette refleksion over, hvorfor denne særlige hengivenhed fortjener den største respekt og derfor bør vækkes til live og favnes af alle kristne:

”Almægtige og evige Gud, Du har sendt Din eneste Søn som verdens Frelser, og Du har ønsket en forsoning med verden ved Hans Blod. Vi beder dig, bevar os, så vi på værdig vis kan tilbede Det Blod, der er prisen for vor frelse, og gennem Dets kraft bevare os mod ondskaben i dette liv, så vi for altid kan glæde os over Dets (Blodets) frugt i Himlen. Gennem Den samme Kristus Vor Herre. Amen”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive den 1. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-precious-blood-of-jesus

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fordelene ved at fordybe sig i Jesu hellige Ansigt

De store mystikere, som har helgenstatus samt andre ”eksperter” med stor indsigt i det åndelige liv, fortæller os, at én af de sikreste måder, man bør gøre brug af, hvis man ønsker hurtigt at ”avancere” i det åndelige liv, er, at man ofte fordyber sig i Vor Herre Jesu Kristi Passion, Hans kærlighed, lidelser og den store smerte, Han led for os.

Således beretter Skt. Louis Marie de Montfort i bogen: Secret of the Rosary, at ”den velsignede Albert den Store, der havde Skt. Thomas Aquinas som sin  åndelige vejleder, gennem en åbenbaring erfarede, at man ved at fordybe sig i Vor Herre Jesu Kristi lidelse, vinder en kristen langt flere fordele end ved at have fastet på vand og brød hver fredag i et helt år eller ved (for at spæge legemet) en gang om ugen at påføre sig slag på kroppen, indtil blodet flød eller havde reciteret hele Salmernes Bog hver dag. Hvis dette er tilfældet, hvor stor vil den fortjeneste da ikke være, som vi kan opnå ved at bede rosenkransbønnen, som sammenfatter hele vor Frelsers liv og lidelse”. Derfor bør rosenkransen betragtes som en uvurderlig skat, fordi selve rosenkransbønnen kombinerer den talte bøn med den kontemplative bøn.

Skt. Bonaventure henviser til en betragtning, som Skt. Alphonsus har gjort sig: ”Den, der ønsker at ’avancere’ fra den ene dyd til den anden og fra den ene nådegave til den anden, bør hele tiden overveje Jesu lidelse”. Han tilføjer, at ”der ikke findes nogen anden metode, som er så givtig for hele ens sjæls helliggørelse end denne kontinuerlige betragtning af Jesu Kristi lidelse”. Skt. Augustin har også sagt, at fælder man en tåre, når man betragter og husker på den lidelse, Jesus gennemgik, har dette større værdi end en pilgrimsrejse til Jerusalem eller et år, hvor man faster på vand og brød.

Den hellige Paul af Korset siger: ”Erindringen om Jesu Kristi Allerhelligste lidelse er en åbning for den sjæl, der ønsker en dybere forening med Gud, hvor den kan samle sit fokus (på Gud) og opnå den bedst form for indre bøn”.

Skt. Peter fra Alcantara siger:” I forhold til vor Frelsers lidelse er der seks elementer, vi bør have fokus på og fordybe os i. For det første, den bitterhed, der fulgte med Hans smerte, som vi bør vise vor medfølelse med. For det andet, den store mængde synd, som er grunden til Hans lidelse, den må vi afsky. For det tredje, alle de fordele, vi modtager på grund af Hans lidelse, bør vi på behørig vis takke Ham for. For det fjerde, det enestående ved den guddommelige kærlighed og gavmildhed, der vises os, og at vi elsker Ham mere inderligt, fordi vi forstår det, Han har gjort for os. For det femte, den storhed og dybde, der ligger i dette mysterium, og vi må beundre det endnu mere. For det sjette må den mangfoldighed af dyd hos Vor Herre, som fremstår ved dette overvældende mysterium, betyde, at vi efterligner denne mangfoldighed af dyd og beundrer den. Lad os derfor, mens vi foretager disse fordybelser, give tid til at være medfølende med Vor Herre i den store sorg, som Han bærer på, dels fordi Hans Legeme gennemgik uhyrlig smerte, og dels fordi Han bar på stor kærlighed for vore sjæle”.

På samme måde som mange helgener giver udtryk for, taler Thomas A. Kempis om ”Det hellige kors som kongevejen” i sin meget smukke bog ”Imitation of Christ”, og han understreger, at denne ”kongevej” er den sikreste og mest farbare vej til at opnå og bevare en dyb og varig hellighed.

Helgenerne giver mange bud på hengivenhedsakter og forskellige fordybelsesaktiviteter, når det handler om at komme til hellighed, lad os derfor tage udgangspunkt i nogle få:

1.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi Ansigt.

2.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Sår.

3.      Fordybelsen i Vor Herre Jesu Kristi hellige Hjerte.

Alle disse fordybelsesformer skal i sagens natur ses og praktiseres i relation til Herrens lidelse, Hans sorg og Hans opofrende død.

I den resterende del af denne artikel vil jeg gå mere i dybden med fordybelsen i Jesu Kristi Ansigt.

Fordybelsen i Jesu hellige Ansigt, en praksis, som Skt. Thérèse af Lisieux var meget optaget af

Ligklædet fra Torino viser os, at Vor Herre ønsker, at vi viser hengivenhed til Hans hellige Ansigt. Han (Vor Herre) har derfor i den forbindelse ladet åbenbaringer vedrørende dette fremstå for en række mystikere (1). ”For at skabe mere opmærksomhed omkring denne praksis etablerede pave Leo XIII i 1885 en særlig hengivenhedsakt, som han i modsætning til det, der ellers var sædvane, nemlig at en sådan akt blev rettet til et specifikt konfraternitet, og lod den gøre sig gældende i hele Den universelle Kirke. Bemærk i øvrigt at adskillelige former for aflad er blevet tilføjet til denne hengivenhedsakt af forskellige paver igennem tiden. … Skt. Thérèse af Lisieux var meget dedikeret til denne hengivenhedsakt, hvilket gjorde, at hun fik navnet Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt. Denne hengivenhedsakt blev praktiseret i Den universelle Kirke før udbruddet af 1. Verdenskrig, men den har desværre efterfølgende ikke opnået større opmærksomhed.

En velkendt bøn, der forbundet med det, at man fordyber sig i Jesu Hellige Ansigt, er følgende bøn, som er (Bønnen til Jesu hellige Navn): ”Lad os tilbede og lovprise Jesu ophøjede navn, det navn, som er over alle navne, og for hvilket alle knæ skal bøje sig, i Himlen, på jorden og under jorden. Lad os lovprise Jesu hellige navn!”. Denne bøn blev lavet for at gøre bod for alle de synder og forbrydelser, der er blevet foretaget mod Jesu Hellige Ansigt af kommunister, gudsbespottere og dem, der ikke overholder Herrens dag (søndag) osv.

I et uddrag fra Catholic Tradition (2), hvor Vor Herre på mystisk vis henvender Sig til en from karmeliternonne, taler Han til hende om, at Han specifikt lover i relation til sine præster, at Han vil gå i forsvar for dem overfor Sin Fader, og yderligere vil Han give dem sit kongedømme, hvis de i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for Vor Herre i forhold til dette anliggende, der handler om soning. Præster, der ønsker at føre denne opfordring ud i livet, bør derfor bestræbe sig på at få skabt grobund for et konfraternitet i deres sogn eller sogne, der er centreret omkring Jesu hellige Ansigt.

Løfter fra Vor Herre Jesus Kristus til dem, der ærer Hans hellige Ansigt

1.      Alle de, der ærer Mit Ansigt med henblik på soning, vil ved at gøre dette være ligesom den fromme Veronika, (der lindrede min lidelse med svededugen). Fordi de viser denne omsorg overfor Mit hellige Ansigt, for at gøre bod, fordi det er blevet vansiret af mennesker, der spotter Gud, vil Jeg drage omsorg for deres sjæle, der er blevet skamferet af synd. Mit Ansigt fungerer som et guddommeligt segl, der bærer det fortrin, at Det kan genskabe Guds Billede i sjælen.

2.      De, der i det talte, bedte og skrevne ord går i forsvar for det, der er Mit sigte i dette arbejde for soning, vil Jeg forsvare overfor Min Fader og videre vil Jeg overdrage disse Mit Kongedømme i Himlen.

3.      Ved at opofre Mit Ansigt til Min evige Fader, vil intet blive nægtet dem, der gør dette og mange syndere vil blive omvendt.

4.      Ved Mit hellige Ansigt, vil de, (der ærer Det), udvirke undere, formilde Guds vrede og bringe nåde til syndere.

5.      Som man i et kongerige kan anskaffe sig forskellige ting med kongens mønt, sådan vil det også være i Himlens Kongerige, der vil de sjæle (der ærer mit Ansigt) opnå alt det, de ønsker ved ”den mønt”, hvorpå Mit hellige Ansigt er påtrykt.

6.      De, som på jorden fordyber sig i sårene i Mit Ansigt, vil i Himlen se Mit Ansigt stråle i herlighed.

7.      De, der ærer Mit Ansigt, vil i deres sjæle tage imod en lysende og vedvarende bestråling af Min guddommelighed, sådan at de i lighed med Mit Ansigt vil stråle i særlig grad i Himlen.

8.      Jeg vil forsvare dem, (der ærer Mit Ansigt), Jeg vil bevare dem, og Jeg forsikrer dem, at de vil holde ud til afslutningen.

Andre bønner, der er rettet til Jesu hellige Ansigt

1.      Herre Jesus Kristus, vi træder frem for Dit underskønne Ansigt for at bede for de nådegaver, vi længes efter, vi beder Dig frem for alt om, at Du vil forme vore hjerter således, at vi intet tidspunkt nægter Dig det, Du befaler os gennem Dine Bud og det, Din Ånd tilskynder os.

2.      Oh, Gode Jesus, Du har sagt: ”Bed, så skal der gives Jer, søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for Jer” giv os Oh Herre, den tro, hvormed vi kan opnå det, vi søger, eller skab i os, det, vi behøver; giv os det, Din kærlighed udvirker, og som er for Din evige herlighed, de nådegaver, som vort hjerte længes- og søger efter i din uendelige barmhjertighed. Amen.

3.      Vær barmhjertig mod os, Oh min Gud, se på din Søn Jesus og Hans Ansigt. Vi bringer dette ansigt frem for Dig i tillid til, at Du vil se på os med nådefulde øjne. Den altid barmhjertige Talsmand løfter Sin røst og går i forbøn for os; Oh Gud lyt til Hans læbers bøn og se de tårer, der flyder fra Hans øjne, og ved Hans uudtømmelige kilde af fordele, læg da øre til Hans ord, når Han træder frem på vegne af os arme og elendige syndere. Amen.

4.      Tilbedelsesværdige Jesu Ansigt, min eneste kærlighed, mit lys og mit liv, giv at jeg ene og alene må kende, elske og tjene Dig, og at jeg må leve med Dig, i Dig og for Dig. Armen.

5.      Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din Søns tilbedelsesværdige Ansigt til Din ære og herlighed, til omvendelse af syndere og til frelse for de døende.

6.      Oh guddommelige Jesus gennem Dit Ansigt og Navn frels os, Du vort håb, i kraft af Dit hellige Navn!

Noter

1.      Læs nærmere om dette i følgende artikel: http://www.holyfacedevotion.com

2.      Link til Catholic Tradition og uddraget herfra: http://www.catholictradition.org/Christ/golden-arrow.htm

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 18. december 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/meditation-holy-face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria, Den Ubesmittede: Helligåndens elskede Brud

I en tidligere artikel så vi på fem teologiske beviser fra Bibelen, alle fra det Gamle Testamente samt brevene i det Nye Testamente, som er accepteret af protestanterne, og som handler om Guds Moders Ubesmittede Undfangelse. I denne artikel vil vi fortsætte dette undersøgende arbejde, men denne gang i relation til åbenbaringer, der optræder i det Gamle – og det Nye Testamente.

Det sjette teologiske bevis finder vi grundlag for i en række skriftsteder i Lukasevangeliet:

–          Ved englens hilsen til Jomfru Maria: ”gratia plena” (fuld af nåde).

–          Ved den ærbødighed englen viser Jomfru Maria.

–          Ved at Helligånden overskygger Jomfru Maria, efter at hun har givet sit fiat (Lad det ske mig efter dit ord).

–          Ved at Johannes Døberen ”springer” i Elisabeths moderliv, da hun hører Marias hilsen.

–          At Helligånden gennem Elisabeth priser Maria for hendes besøg (”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?”).

–          At en profeti opfyldes af profeternes dronning!

Ave Maria betegner, at Maria er Den Nye Eva, hun er en antitese til Eva, hun er den, der soner Evas ulydighed. Dette er også et eksempel på, at englene viser stor ærbødighed overfor deres dronning.

I det Gamle Testamente viste Abraham, Lot, Tobit og dennes søn Tobias ærbødighed overfor de engle, der åbenbarede sig for dem. Her ser vi, at det er englen, der viser ærbødighed overfor Maria ved at sige ”Hil dig”, ligesom man vil sige, hvis man stod overfor en royal person, eller som der senere bliver sagt: ”Hil dig, jødekonge” (Mark 15: 18).

I Lukasevangeliet kapitel 1:28 står der: ”Herren er med dig, du benådede”. Du benådede eller fuld af nåde formuleres på latin på følgende måde: ”gratia plena”. Jesus Kristus, Guds Lam, der i Sig selv er uden synd, kaldes også ”fuld af nåde” (plenum gratiae) i Johannesevangeliet kapitel 1: 14.

På græsk er ordene ”du benådede”: kecharitomene. Eksperter indenfor det ældre græske sprog (oldgræsk og nytestamentlig græsk etc) gør rede for, at dette ord kan oversættes med ”at det er tilladeligt”. Når man ser på ordet kecharitomene ud fra en sprogvidenskabelig vinkel samt det græske sprogs grammatik, er dette ord synonym for: komplet, fuldendt og fuld af nåde (kilde: (Blass and DeBrunner, Greek Grammar of the New Testament). Med andre ord englen hilser Guds Moder med ”fuld af nåde” altså som Den komplette, fuldendte og Den benådede.

Hvad er det, der sker efterfølgende? Det er, at Jesus har ”guddommeliggjort” (theosis) Sin moder ved at give hende alle Sine nådegaver. Men Jesus Kristus besidder den nåde at være ubesmittet. Derfor må Maria også bære denne nåde; ellers ville Maria ikke være fuld af nåde. Hvis Maria er fuld af nåde, er hun ubesmittet. Ellers ville Kristus være fuld af nåde, men ikke ubesmittet.

Skt. Elisabeth, der var fyldt med Helligånden, da hun hørte Marias hilsen, undrer sig over, at Guds Moder kom for at besøge hende. Johannes Døberen blev helliggjort i Elisabeths moderliv, da Guds Moder talte. Han ”sprang” af fryd ved hendes nærvær. Dette bringer associationen til kong David, da han stod foran Pagtens Ark i 2. Samuelsbog. Arken blev bragt til et bestemt sted og forblev der i tre måneder og med Den fulgte Gud Herrens velsignelser.

Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen, men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus. Herrens ark stod nu i gatitten Obed-Edoms hus i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, for Guds arks skyld, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen under festglæde” (2 Sam 6: 9 – 12).

Her ser vi, at det, at ære Maria, som er Guds Ark, bringer velsignelse, hvor hun end bevæger sig hen. Det gamle løfte, som Gud har givet sine helgener: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande” (1 Mos 12: 3), gælder først og fremmest Maria, helgenernes dronning. Vi ser i Tobits Bog kapitel 13, at denne profeti gentages, men her benyttes metaforen Guds mystiske by:

Forbandet være alle, der håner dig. Forbandet være alle, der river dig ned og nedbryder dine mure, alle, der omstyrter dine tårne og sætter ild til dine huse. Velsignet til evig tid være alle, som frygter dig!” (Tob 13: 12).

Lad dette udpluk af skriftsteder fra Bibelen, der viser, hvordan helgener og engle har behandlet Maria, fremstå som eksempler for os!

Der findes yderligere udsagn, der bekræfter ovenstående. Der er et bibelsk bud, der siger, at man skal ære sin moder, som vi finder i 2 Mos 20: 12, og som er citeret i Ef 6: 2-3, og Maria er vor moder (Joh 19: 27). Skt. Johannes er et billede på den fuldendte Jesu discipel, den, der var tættest på Hans hellige Hjerte, og som elsker Guds Moder, som han elsker sin egen mor. Ønsker du at være så tæt knyttet til Frelseren? Derfor bør I evangelikale kristne elske Maria, som I elsker Jeres egen mor!

Det syvende bevis. Visdommens sæde, hvis sæde er af det pureste guld, den mystiske guddommelige nådes moder, som jøderne kaldte Shekinah, Guds Ånds Brud, dukker op gentagne gange i Visdomsbøgerne i det Gamle Testamente (Ordsprogenes Bog, Siraks Bog, Højsangen og Visdommens Bog)!

(i)

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. Hos mig er der rigdom og ære, nedarvet velstand og lykke. Frugten af mig er bedre end det reneste guld, udbyttet af mig er bedre end det udsøgte sølv. Jeg færdes på den retfærdige vej, på de rette stier, for at give dem, der elsker mig, rigdom i eje, jeg fylder deres forrådskamre” (Ordsp 8: 17-21).

Her henvender visdommen sig til os som en person, nemlig Nådens Moder, hvis frugt er mere fuldkommen end guld! Da Kristus er frugten, der kommer af Marias ubesmittede moderliv, det Elisabeth ved Helligånden frydefuldt forkyndte århundreder senere, tydeliggøres det, at kvinden er Maria. Visdommen (som er en kvinde) fortsætter med at tale til os gennem profeternes mund i alle visdomsbøgerne!

Dette finder vi endnu et bevis for i Siraks Bog kapitel 24. Herren bereder en plads for Sit Tabernakel i Den hellige Visdom; hun skal højloves i Den Højestes kirker. Blandt de velsignede er hun velsignet:

(ii)

Visdommen lovpriser sig selv og roser sig midt i sit folk. I den Højestes forsamling tager hun ordet og roser sig over for hans hærskarer: Jeg udgik af den Højestes mund, og som en tåge dækkede jeg jorden. Jeg tog bolig i det høje, og min trone stod på en skysøjle. Jeg alene vandrede på himmelbuen og færdedes i afgrundens dyb. Over havets bølger, over hele jorden, over ethvert folk og folkeslag fik jeg magt. Blandt alle dem søgte jeg et hvilested. I hvis land skulle jeg slå mig ned? Da fik jeg en befaling af ham, der har skabt alt, og han, der har skabt mig, gav mig til sidst bolig og sagde: »Tag bolig i Jakob, og tag land i eje i Israel.« Før tidernes begyndelse skabte han mig, og indtil tidernes ende vil jeg ikke ophøre med at være til. I det hellige telt gjorde jeg tjeneste for hans ansigt, og sådan blev Zion det sted, jeg kom til at bo. Han gav mig dermed bolig i sin elskede by, og jeg fik magt i Jerusalem. Jeg slog rod i det folk, han herliggjorde, i det land, der tilhører Herren, fik jeg ejendom. Som en ceder på Libanon skød jeg i vejret, som en cypres på Hermons bjerge. Som en palme i En-Gedi skød jeg i vejret, som rosenbuske i Jeriko, som et smukt oliventræ på sletten, som en platan skød jeg i vejret. Jeg udbredte vellugt som kanel og krydret balsam, som udsøgt myrra, som galban-gummi, mollusk-olie og stakte-dråber, som røgelsesskyen i teltet. Som terebinten udstrakte jeg mine grene, og mine grene var herlige og yndefulde. Som en vinstok frembragte jeg yndefulde ranker, og mine blomster gav herlig og rig frugt. Jeg er moder til den skønne kærlighed og gudsfrygt, til kundskab og det hellige håb. Sammen med alle mine børn giver jeg evige goder til dem, der udvælges af ham. Kom til mig, I, som længes efter mig, og mæt jer med mine frugter. For at tænke på mig er sødere end honning, at eje mig bedre end flydende honning. De, der spiser mig, er sultne efter mere; de, der drikker mig, tørster efter mere. Den, der adlyder mig, bliver ikke til skamme, de, der gør brug af mig, synder ikke” (Sir 24: 1-22).

Her i dette fantastiske skriftsted får vi indsigt i, hvem nådens Moder er! Ligesom det jødiske folk havde en forventning om Messias komme, havde de også en forventning om Hans Moders komme, Hende, som er nådens Moder.

Dette er den egentlige mening med ”fuld af nåde”. Maria er Guds Moder, fuld af Hans nåde. Maria bør derfor altid blive lovprist; det er ved sin Søns vilje, at hun er nåde! Hun er kærlighedens, frygtens og det hellige håbs Moder. Al nåde, der er knyttet til Vejen, Sandheden og Livet, dvs. Kristus, befinder sig i hende. Hun er Moder til – og Mediatrix for al nåden i Hans Ånd, som Hans (Åndens) sande Brud. Meningen med hendes liv var at gøre Hans vilje, og derfor var hun fuld af nåde og voksede i den nåde. Det er derfor Bibelen fortæller os, at vi bør højlove hende i Gud etc., altså som beskrevet ovenfor.

(iii)

Visdommen i Visdommens Bog kapitel 8 er: at Herren af alle elskede kvinden, der er visdommens Moder. Han beredte en plads for Sit Tabernakel i hende. Hvem er hun? Hun er Den Ubesmittede!

Gud fortæller os, hvordan Han elskede og tragtede efter denne kvindes visdom. Hun er Hans Helligånds sande Brud. Altings Herre ønskede, at det var hende, der blev Hans Ånds Brud, og det ser vi beskrevet her:

Hun strækker sig gennem verden fra ende til anden med magt, og hun styrer alting godt. Hende fik jeg kær, og jeg opsøgte hende fra min ungdom, jeg ønskede, at hun skulle føres hjem til mig som min brud, og jeg blev betaget af hendes skønhed. Sin ædle herkomst herliggør hun ved at leve sammen med Gud; han, der hersker over alting, har fattet kærlighed til hende …” (Visd 8: 1-3).

Det ottende bevis: Den elskede Brud, som Helligånden kalder: ”Oh, Min Elskede” er uden syndens plet, og det vil sige, at hun er ubesmittet. Maria er et billede på Kirken. Hun repræsenterer allerede i egen person det, hele Kirken vil blive til på den sidste dag.

Højsangen 4: 7: ”Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig”. Det engelske ord for immaculata har sin oprindelse i latin og stammer fra dette skriftsted. ”Macula” betyder plet. Macula non est in Te dette synger Helligånden til Sin Brud; med andre ord Helligånden erklærer overfor os, at Maria er ubesmittet. (Dette skriftsted på latin, er fra Vulgata 4: 7: Tota pulchra es, amica mea, et macula non est in te).

Det niende bevis. Pagtens Ark fremstår i al Sin skønhed i Himlen. Hun er kvinden, der er blevet kronet med en krone bestående af 12 stjerner. Hun er Kirkens Moder, Israels datter og Den ubesmittede Jomfru Maria.

Johannes’ Åbenbaring 11. 19: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel …”. Guds Ark var blevet taget op i Himlen, det er det, Kirken lærer! Denne Ark er, som beskrevet ovenfor, af det pureste guld, uden plet og ubesmittet og kan bære Herlighedens Herre, der er lydefri og ubesmittet. Denne ark er ingen anden end Den Ubesmittede Jomfru Maria.

Kapitel og skriftsteder blev tilføjet Den hellige Skrift (Bibelen) under vejledning af Helligånden. Skriftstederne 11: 19 og 12: 1 i Johannes’ Åbenbaring er centreret om den samme tematik, nemlig kvinden, der er kronet med en krone bestående af 12 stjerner, en kroning, der er foregået i Himlen. Hun fremstår i en utrolig smuk klædning, som overstråler alle helgener og engle, og dette må indikere, at hun har levet et liv uden synd, fordi hun er ubesmittet og derfor ikke kendte til synd.

Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1-5.

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter”.

Det fremstår her meget klart, at Maria er blevet kronet i Himlen, hun er skønnere end solen, månen og stjernerne. (1) Kvinden her er Jesu Moder, og Maria er Jesu Moder. (2) Kvinden her er alle kristnes Moder, for Jesus overlod Maria til Johannes, som hans Moder, og dette skete ved korsets fod. Yderligere blev Maria moder til (kommende generationer af) Jesu disciple. (3) Kvinden her er den samme kvinde, som nævnes i 1 Mosebog 3: 15. (4) Kvinden fødte Jesus og os, som er hendes åndelige børn, til trods for, at hun forbliver med at være jomfru, og det er derfor, at det er blevet sagt, at vi udgår fra hende, og derfor er hun Jomfrumoderen. Der er kun én kvinde i hele historien, som har været – og for altid vil være Jomfru Moder, og det er Jomfru Maria. Derfor er hun dronningemoder over Israels 12 stammer, dronning over Kirkens 12 apostle, Den velsignede Jomfru Maria. Maria er ligesom Gebirah (Dronningemoderen) i Israel, og derfor vil det, hun fremsætter altid blive lyttet til.

Hun er et billede på Israel, fordi hun er Israels jomfrudatter som Esajas, Jeremias og profeterne taler om. Hun er også en typologi på Kirken, et aspekt Skt. Ambrosius, Skt. Clemens, Skt. Ephrem fra Syrien og kirkefædrene ofte fremhæver, og det er fordi, at hun i egen person er det, som Kirken en dag vil blive til.

Apostlen Johannes viser os, at den, der på bedste vis forsøger at bliver Jesu discipel, modtager Guds Moder, Maria, som sin kære Moder, ligesom disciplen modtager Jesus Kristus som sin egen personlige Herre og Frelser. Her lærer apostlen os, at alle, der har Gud, som deres Fader også må have Maria som deres Moder, for hun er den sande Moder til alle Guds børn, og vi er hendes åndelige afkom, som hun undfanger, selvom hun er jomfru.

Store helgener som Skt. Cyprian og Skt. Montfort siger begge, at den, der ikke har Maria og Kirken, som sin Moder ikke har Gud som sin Fader (III) og (IV).

Det tiende bevis. Guds Brud er en kvinde i Himlen, som med sin Brudgom Helligånden, taler til os i Johannes’ Åbenbaring kapitel 22. Hun er et billede på Kirken, og det er det, kirkefædrene fremhæver, og hun er Den Ubesmittede Maria.

Findes der yderligere bevis for, at en kvinde er blevet taget op til Himlen og er blevet kronet der? Ja: Hun er ikke kun Guds Moder, moder til Sønnen og Gud Faders datter, men også, som vi har set gennem en lang række skriftsteder i det Gamle og Nye Testamente, hun er også Helligåndens sande elskede Brud. Helligånden kalder hende ”Min elskede”, og Han lader hende tale til os i det sidste kapitel i Den hellige Skrift (Bibelen). Der står skrevet: ”Og Ånden og bruden siger: Kom” (Åb 22: 17). Set ud fra det faktum, at Helligånden taler, har mange protestanter egenhændigt, modsatrettet Jehovas Vidner samt andre protestanter (ganske rigtigt) bevist, at Helligånden er en person. Set ud fra samme målestok er Helligåndens Brud også en person.

Hvem er hun? Ingen anden end Den Ubesmittede Maria, Bruden uden syndens plet og det levende billede på Moderkirken. Hvem som helst, der viser hengivenhed over hende, vil blive frelst.

Noter

(III): Skt. Cyprianus (Cyprian) fra Karthago: Om Kirkens Enhed, Kapitel 6: ”Hun kender til ét hjem, og med kyskhed og beskedenhed varetager hun helliggørelsen af ens leje. Hun sørger for, at vi er Guds; hun udpeger de børn, som hun har formet til kongedømmet. Hvem som helst, der er adskilt fra Kirken og har indladt sig på utroskab, har ladet sig skille fra Kirkens løfter, ej heller vil den, der har forkastet Kirken, kunne modtage Kristi belønninger. Vedkommende er en fremmed, agerer profant og er en fjende. Vedkommende kan ikke have Gud som Fader, hvis vedkommende ikke har Kirken som Moder

(IV): Citatet nedenfor finder man både i en engelsk og dansk udgave: (1) St. Louis Marie de Montfort, “The secret of Mary,” Part 1, Doctrine of the Holy Slavery, para 11 og (2) Skt. Louis Marie de Montfort, “AFHANDLINGEN OM DEN ÆGTE MARIA-FROMHED”, FØRSTE DEL: MARIA I GUDS FRELSESPLAN no. 30:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 13. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-immaculate-bride

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Oh, I kristne, som er adskilt fra Kirken, vend hurtigt tilbage til Jeres Moder

Til stor overraskelse for marxister og sekulære skete der noget i oktober 1917 på et tidspunkt, der var blevet forudsagt. 70.000 mennesker blev øjenvidner til solunderet i Fatima. Den ubesmittede Jomfru forudsagde fremkomsten og faldet af den djævelske ateistiske kommunisme. Jomfruen forudsagde også, at den ateistiske kommunisme ville være årsag til en omfattende forfølgelse af Kirken og kristendommen. Disse profetier kan i dag stadig overraske sekulære historikere, fordi de er nøjagtige helt ned i mindste detalje. Mange årtier senere, efter at have omvendt sig fra kommunismen til kristendommen, gav Bella Dodd dette vidnesbyrd: ”I 1930’erne sørgede jeg for, at 1100 mænd blev placeret på præsteseminarier i USA med henblik på at fordærve det katolske præsteskab og Den katolske Kirke indefra”. I 1950 advarede hun: ”på nuværende tidspunkt er de mænd, jeg fik placeret på præsteseminarierne, avanceret til høje positioner i Kirkens hierarki”. Fru Dodd var ikke en profet, men hun var i stand til at forudsige og give en karakteristik af de omvæltninger (i Kirken), disse mænd var årsag til, og som var så drastiske, ”at man ikke ville kunne kende Den katolske Kirke igen”. De seneste årtier har blot været et bevis på, at de advarsler profeternes dronning åbenbarede for- og om Kirken, var sande.

Bør katolske kristne lade sig skræmme af dette? På ingen måde. Vor Frue sagde til Sr. Lucia: ”nej min datter. Lider du meget? Vær ved godt mod. Jeg vil altid være med dig. Mit Ubesmittede Hjerte vil være dit tilflugtssted og føre dig til Gud”.

Nedenfor vil jeg fremlægge og overveje en række grundlæggende beviser fra Bibelen på:

1.      Det doktrinære og teologiske grundlag for Marias ubesmittede undfangelse.

2.      At Maria er Himmeldronningen.

3.      At Maria knuser satans hoved, ”… skræmmende som en hær under banner” (Højs 6: 10).

Det første bibelske og teologiske bevis: at Den Almægtige afgiver et løfte i Edens have

Den dag, syndefaldet sker, giver Den almægtige Gud det løfte, at en særlig kvinde vil fremstå, og der vil være fjendskab mellem denne kvinde og satan, og hun vil, som den nye Eva, knuse hans hoved 1. Mos 3. 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Denne bemærkelsesværdige profeti betegnes som et protoevangelium eller urevangelium, altså som det første evangelium. Man skal huske, at det for Gud var en sorg, at Eva handlede, som hun gjorde. Han lover derfor, at der vil fremstå en ny ubesmittet kvinde, som ikke vil blive fristet af satan, men som derimod vil knuse hans hoved, fordi hun for altid vil forblive ubesmittet. Når der tales om hendes afkom, viser det hen til, at det barn, hun vil bringe til verden, uden en menneskelig far, det vil sige, at dette barn er Kristus, og netop dette ser vi gentaget i Esajas Bog kapitel 7: 14 (1).

Hun vil for altid være satans fjende og den, han frygter mest. Eva blev offer for satan. Hvordan kan Maria knuse satan? Hun skal fuldt og helt være ubesmittet. Slangens (satan) afkom må på ingen måde få tilknytning til hende. Hun knuste hans hoved, hver gang hun afviste den fristelse, han lagde frem for hende, og på den måde forblev hun ubesmittet. Hun knuste hans hoved ved bebudelsen ved at give sit fiat til Gud. Hun adlød den hellige engel, som Eva adlød den faldne engel. Eva tog frugten fra kundskabens træ, og Maria gav frugten fra sit moderliv til livets træ, som er korset. Hun knuste hans hoved ved at samarbejde med sin Søn på korset.

Som man kan se, har alt fået en ny betydning. Maria er den nye og sande Eva. Hun har knust satans hoved mange gange i løbet af historien, for eksempel ved at knuse de drab hedningerne foretog på børn i Guadalupe, ved den muslimske invasion ved Lepanto og det kommunistiske terrorregime ved åbenbaringerne i Fatima.

De præmisser, der understøtter ovenstående er:

1: en kvinde er forudbestemt til at knuse satans hoved (1. Mos 3: 15).

2: ”… Enhver, som gør synden, er syndens træl”. (Joh 8: 34).

Den teologiske og doktrinære konklusion er, at Kvinden aldrig vil begå synd eller blive fristet af synden, og det vil sige, at der fremsættes et løfte om, at Maria som Jomfrumoderen/Guds Moder vil være ubesmittet og dermed uden synd.

Her følger et forsvar for den rigtige oversættelse (af tekststykket om kvinden, der skal knuse slangens hoved), der findes i Vulgata (den latinske bibeloversættelse):

Cornelius Lapide fremhæver et andet tidligt jødisk vidnesbyrd vedrørende ordet ”hun”, der findes hos den jødiske historiker Josefus, som døde omkring år 101 e. Kr: Det er også herfra, at Josefus (1 Mosebog kap. 3) henter sin forståelse af brugen af ordet ”hun”, som stemmer overens med vores oversættelse. For han siger: ”det var Hans vilje, at kvinden skal påføre ham (satan) sår på hovedet”, og derfor viser dette med tydelighed, at det netop var sådan, Josefus opfattede det, datidens forfattere havde nedfældet, og det vil sige ”hun”. Josefus og Filo benyttede det græske sprog i deres arbejder, men de havde kendskab til det hebræiske sprog, så deres vidnesbyrd fortæller os, at både i Septuaginta (den græske oversættelse af det Gamle Testamente) samt i det hebræiske sprog på den tid, opererede man med ordet ”hun”. Lapide fremhæver et endnu ældre jødisk vidnesbyrd (end Josefus) vedrørende brugen af ordet ”hun”, og det er et vidnesbyrd, der er endnu ældre end Masoretes, der var jødisk filosof og Moses Maimonides, som døde omkring 1204. Det skal selvfølgelig fremhæves, at Moses Maimonides ikke troede på et Messiansk eller Mariologisk indhold i profetisk sammenhæng. Han har i overvejende grad antaget, at kvinden, der omtales, var Eva, men han har tydeligvis været af den overbevisning, at teksten taler om og henviser til ”hun” (2).

Det andet bibelske og teologiske bevis: at Jael, der knuser Siseras hoved, er en bibelsk typologi på Maria, der knuser satans hoved

Ét af de meget vigtige aspekter, der gør sig gældende i forbindelse med studiet af Bibelen og Kirkefædrenes arbejder, er brugen af typologi, og hvordan den skal forstås. Når man undersøger Den hellige Skrift, og desto længere man kommer ind i Den, træder typologierne klarere frem. Tager man for eksempel udgangspunkt i typologierne for Kristus, så er Abel et billede på Kristus, fordi det offer, Abel frembar for Herren, var et fuldendt offer, og det endte med, at han blev slået ihjel. Dette er netop et billede på, hvordan Kristus, Den Store Ypperstepræst, ville frembringe Sit liv som et offer for verdens synder. Det, at Abraham ville ofre sin søn, viser hen til, at Gud Fader ville ofre Gud Søn. De tre mænd, der viser sig for Abraham i Mamre (1. Mosebog kapitel 18: 2) er ifølge mange gamle betragtninger fra den Vestlige og Østlige gren af Kirken ingen andre end Den hellige Treenighed. Der er tale om en teofani, altså at Gud viser sig. Vi oplever også en teofani i forbindelse med Melkisedek, der på præstelig vis ofrer brød og vin. Melkisedek er et billede på Jesus Kristus, Den evige Ypperstepræst, som indstifter det hellige offer, der i form og udførelse ligner den gamle måde at ofre på. Patriarken Josef, værdsat af Gud fremfor sine brødre, er ligeledes et billede på den Messias, der skal komme, for Josef blev kastet i en brønd og overladt til døden, men blev ophøjet af Gud til herlighed, fordi han endte med at blive Faraos højre hånd. Han blev altså rigets højest placerede embedsmand, den fornemste mand i Egypten efter Farao. Hele forløbet med Josef er et billede på Kristi lidelse, død, opstandelse og Himmelfart.

Kan man ligeledes finde kvindelige typologier for Maria i Den hellige Skrift? Ja, der er Jael, der knuser Siseras hoved, og der er endvidere dronning Ester, der reddede Israel fra Holofernes og Mirjam, der var søster til Moses og Aron, og yderligere var hun de israelske kvinders leder, og man kunne nævne mange flere.

Hovedargumentet for ovenstående findes i dommerbogen: ”Velsignet blandt kvinder være Jael … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding. Han segnede for hendes fødder, faldt og blev liggende; for hendes fødder segnede han og faldt. Der, hvor han segnede, lå han, stendød!” (Dom 5: 24, 26 – 27).

Det typologiske argument er, at Jael er et billede på ”kvinden”, der skal knuse satans hoved. Sisera er i denne fortælling ikke blot en fjende, der optræder på et givent tidspunkt i historien, men han er billedet på FJENDEN, den farligste af alle fjender.

Den teologiske konklusion på ovenstående er, at ligesom Jael knuser Siseras hoved, vil Maria knuse satans hoved, ligesom Jael frelste Israel, vil Maria frelse Kirken, og ligesom Jael frelste en nation, vil Maria frelse verden. Hvor folket sang, at Herren gav Sisera i hænderne på en kvinde, der vil verden bekende, at Gud har besejret satan ved sin Moders fod.

Det tredje bibelske bevisat pagtens Ark, der er glorværdig med sin guldoverflade, er uden plet (syndfri)

Man kan spørge, om der også i Den hellige Skrift optræder forhold,der peger hen på Vor Moder Maria? Er der forhold, kirkefædrene har hæftet sig ved og skrevet om? Det spørgsmål kan besvares med et ja. Ét af de mere fremtrædende eksempler på dette er Pagtens Ark, der var guldbelagt. Skt. Athanasius den Store, der var en ihærdig forsvarer for Den hellige Treenighed, siger: Oh, ædle Jomfru, Du er i sandhed større end det største, for hvem kan måle sig med Dig i storhed, Oh, Du som er hvilested for Guds Ord? Med hvilken anden skabning skal jeg sammenligne Dig? Du er større end alt andet. Oh Pagt, klædt i renhed i stedet for guld! Du er Den Ark, som rummer det gyldne kar, der indeholder, den sande manna, det vil sige, det legeme, hvor Guddommen har til huse. Kan jeg sammenligne dig med den frugtbare jord, og det man høster på den? Du overgår alt dette, for der står skrevet: ”… jorden er min fodskammel” (Es 66: 1). Men du bærer i dit moderliv fødder, hoved, ja hele Guds fuldendte Legeme (3). 

I 2. Mosebog kapitel 25 befaler Gud Sin tjener Moses følgende:

Du skal beklæde den med rent guld; både på indersiden og på ydersiden skal du beklæde den, og du skal lave en kant af guld hele vejen rundt på den. Du skal støbe fire guldringe til den og anbringe dem på dens fire fødder, de to ringe på den ene side og de to på den anden side. Du skal lave bærestænger af akacietræ og beklæde dem med guld, og du skal stikke bærestængerne ind igennem ringene på siderne af arken, så man kan bære arken med dem. Bærestængerne skal sidde i ringene på arken, de må ikke tages ud”.

… og du skal lave to keruber af guld til de to ender af sonedækket; som udhamret arbejde skal du lave dem. Lav en kerub til den ene ende og en kerub til den anden ende; i begge ender skal I lave keruberne i ét med sonedækket. Keruberne skal brede vingerne opad, så de med deres vinger dækker over sonedækket, idet de står over for hinanden; kerubernes ansigter skal være vendt mod sonedækket” (2 Mos 25: 11-15 og 18-20).

Således instrueres englene i at vise Arken ærbødighed.

Pagtens Ark beskrives på følgende måde i brevet til Hæbræerne:

Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelseofferalter af guld og pagtens ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna …” (Hebr 9: 3-4).

Arken i Det nye Testamente er Kvinden, der bærer Gud i Sit Moderliv, og hvis hjerte for evigt vil være det pureste guld, og hvis gerninger altid vil være syndfri, og hvis hele liv er ubesmittet, og som i sig selv er fuldt og helt helligt.

Det bibelske argument for ovenstående er, at pagtens Ark, der indeholdt Gud, var belagt med guld og er uden plet.

Det typologiske argument for ovenstående er, at denne Pagtens Ark er et billede på Den Kvinde, der bar Gud i Sit Moderliv.

Den doktrinære konklusion er derfor, at Den Kvinde, der bar Gud i Sit moderliv, er funklende og uden synd.

Det fjerde bibelske bevis: at det er herlighedens dronning, Gud Faders datter, der optræder i Davidssalme nr. 45

Men er det muligt at finde eksempler i Bibelen, hvor der berettes om prinsesser eller dronninger, hvis hjerter bærer et gyldent skær og stråler af herlighed? Ja, nærmere betegnet i Davidssalme nr. 45 (dansk Bibel) og nr. 44 (Vugata).

Davidssalme nr. 45: 10-8:

… Kongedøtre går dig i møde,

dronningen står ved din højre side, smykket med Ofir-guld. Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:

Glem dit folk og din fars hus!

Kongen begærer din skønhed,

han er din herre, kast dig ned for ham!

Tyrus’ døtre kommer til dig med gaver,

rigmænd i folket søger din gunst.

Hvor er kongedatteren prægtig!

Hendes kjole har guldindfattede perler,

i brogede klæder føres hun til kongen,

jomfruerne er i hendes følge,

hendes veninder føres til dig.

De føres til dig under glædessang og jubel,

og træder ind i kongens palads.

Dine sønner skal træde i dine fædres sted,

du skal gøre dem til fyrster over hele jorden.

Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,

derfor skal folkene prise dig for evigt og altid”.

Det, der meget tydeligt bliver profeteret her, er:

1.      at en glorværdig dronning, der smukt prydet, sidder ved siden af Kristus.

2.      at kongen, som er Gud Herren, betages af hendes ubesmittede sjæls skønhed.

3.      at hendes herlighed udstråler fra hendes indre (jf. 1 Pet 4:3-4 og Ordsp 31).

4.      at hun er smykket med det pureste guld.

5.      at jomfruer er i hendes følge.

6.      at hun udnævner fyrster fra det Kristi kongelige præsteskab samt jomfruer til at tjene i templet, her forstået som præster og nonner i Den katolske Kirke.

7.      at hendes hellige navn Maria vil blive prist i slægt efter slægt. Mennesker vil prise hende til evig tid. Kære evangelikale, den specielle måde, hvorpå katolikker viser Maria ærbødighed (på latin: hyperdulia), er blot en opfyldelse af bibelsk profeti.

Det bibelske hovedargument for ovenstående er, at kong David i salme 45 profeterer om dronningen, hvis skønhed gør indtryk på Gud.

Et andet bibelske argument, der også findes i denne sammenhæng, er, at denne dronning vil blive prist i slægt efter slægt. Det er det, der bliver udtrykt gennem Helligånden i Det nye Testamente ved englen Gabriel, Elisabeth og Den hellige Jomfru selv i hendes herlige Magnificat:    

”Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt”.

(Luk 1: 48-50).

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at man udviser den ypperste ærbødighed overfor Maria, og dette er villet og forudsagt i Bibelen, og at dette gør sig gældende for alle slægter af kristne. Hvis katolikker ikke foretog denne hyldning af Maria, ville Bibelen gøre sig skyld i en falsk profeti!

Det femte bibelske bevis: at der i Bibelen kan fremdrages eksempler på, at i dronning Esters tilfælde bliver der gjort en undtagelse.

Når man tænker tilbage på Esters Bog, så vil man huske, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester: ”Da kongen nu så dronning Ester stå ude i gården, fandt hun nåde for hans øjne. Kongen rakte sit guldscepter, som han havde i hånden ud mod Ester, og hun trådte nærmere og berørte spidsen af scepteret” (Est 5: 2). Helgenerne og Kirkefædrene siger, at Gud foretog en lignende undtagelse i forhold til Maria, når det handler om synd og død: ”Alle kongens hoffolk og alle folkeslag i kongens provinser ved, at for enhver mand eller kvinde, som uindbudt kommer til kongen i den indre gård, gælder kun én lov: døden! Kun hvis kongen rækker sit guldscepter ud mod ham, skal han beholde livet” (Est 4: 11). Dette tydeliggør for os, at Gud frelste Maria på en raffineret måde gennem Sin Søns fortjeneste, så hun i første instans undgik syndens fristelser. Man redder en smuk spurv, når den er faldet ned i en bunke skidt og sidder fast der, men allerhelst ville man have forsøgt at redde den fra at falde. Således ser vi, at Gud Den Almægtige i relation til Sin hellige Moders højeste ære frelser hende fra at falde (i synd).

Det bibelske hovedargument er, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester, når det gjaldt loven om dødsstraf.

Det typologisk argument er, at dronning Ester ganske enkelt er et billede på Guds egen herlige dronning, Maria.

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at Maria ved Kristus blev bevaret fra synd.

Noter

1: ”Men Herren vil selv give Jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”.

2: Se venligst: https://catholicism.org/mary-co-redemptrix.html

3: St. Athanasius of Alexandria, Fourth Century Homily of the Papyrus of Turin, ed. T. Lefort, in Le Muséon 71 (1958): pp. 216–217.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 22. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/christians-return-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)