Category: Theology

Maria i det gamle Testamente

Julen nærmer sig. Denne højtid er et godt tidspunkt til en fordybelse, der er helt enkel, og som handler om de mange kvinder, der viste Gud stor hengivenhed, og som var protyper på – og et forvarsel om Frelserens Moder. Denne fordybelse vil være med til at tegne et billede af, hvordan det gamle Testamente gradvist åbenbarer en række aspekter af kvinden, der bliver nævnt i 1. Mosebog kapitel 3: 15. Både Messias og Hans Moder fremstod som et mysterium i mange århundreder. Sløret for dette mysterium blev endelig løftet ved den første jul i Betlehem. Som Esajas siger i sin profeti: ”Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Emmanuel” (Gud er med os) (Es 7: 14).

Bibelen beretter om Jomfru Maria i det gamle – og nye Testamente. I det gamle Testamente stifter vi bekendtskab med Jomfru Maria gennem profetier og prototyper på hende. Alt dette benytter Gud til at give os viden om Jomfru Marias karaktertræk og egenskaber.

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

I 1. Mosebog kapitel 3: 15 finder vi den første forudsigelse om Maria. Hun er den, der skal knuse den gamle slanges hoved. Da de hebræiske lærde tilbage i antikken oversatte disse linjer til græsk, benyttede de ordet gunai (kvinde). Hun er den, der vil bringe den guddommelige straf over faderen til øgleyngel” (Matt 12: 34). Ham som Jesus betegner som ”fader til løgnen” (Joh 8: 44). I dette korte skriftsted finder vi de første tegn på Evangeliernes løfte. Kvindens afkom er også Abrahams afkom, Abraham som er de troendes fader. Det afkom, der er tale om, er Kristus, som kommer til verden gennem Maria. Det bliver forklaret af Paulus i brevet til Galaterne i kapitel 3: 16: ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: og til dine afkom i flertal, men i ental: og til dit afkom, og det er Kristus”.

Fjendskabet mellem kvindens afkom og den gamle slanges afkom fortsætter til tiden har nået sin fylde. Det bliver vist til Skt. Johannes i hans Åbenbaring (Johannes’ Åbenbaringen) i kapitlerne 11: 19 til 12: 6.

Herren talte på ny til Akaz: Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje. Akaz svarede: Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren. Da sagde Esajas: Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7: 10-14). Gud gentager, at Han vil frembringe en Frelser, og afslører for første gang, at denne vil være Søn af en ung kvinde:” den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Ordet almah betyder pige/kvinde. Navner Emmanuel betyder ”Gud med os”. Esajas løfter sløret for flere detaljer om denne Søn af en ung kvinde.

Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter” (Es 11, 1-5).

Denne profeti bekræfter, at en ung kvinde fra Judas stamme og Davids æt vil bringe den lovede Messias til verden. Isai, der er nævnt her, er kong Davids far, og er fra Judas stamme. Tilbage i historien havde Jakob profeteret, at Messias ville udgå fra Judas stamme: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde” (1 Mos 49: 10). Her begynder Esajas at åbenbare den rolle, som Messias Moder skal spille. I det nye Testamente bliver det hele sammenføjet, og hvordan det sker, kan vi læse om i Matthæusevangeliet:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus” (Matt 1: 18-25).

 

Profeten Mika, der levede samtidig med profeten Esajas, siger følgende om Messias Moder:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne” (Mika 5: 1-2).

Også profeten Jeremias synes at nævne Messias Moder i dette underfundige skriftsted: ”Hvor længe vil du flakke om, du frafaldne datter? Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning!” (Jer 31: 22).

I denne sammenhæng er den frafaldne datter Israel. Udtrykket synes at henvise til, at Gud er ved at handle i forhold til Sit folk, der konstant vender sig bort fra Ham. Skt. Hieronymus, kirkefader (347-420) forklarer, at dette skriftsted er en profetisk ”skitse”, til hvordan Kristus kommer til verden ved en jomfrufødsel. Det ”nye”, Herren skaber, er Maria fra Nazareth, som vil få den mission at undfange det fuldendte menneske uden arvesyndens plet. Der er dog andre protyper på Maria f.eks. Sara, Hanna, Debora, Jael, Judith, Esther o.s.v.

Sara

Sara er Abrahams hustru, Isaks mor og Jakobs bedstemor, Jakob, der er fader til Israels tolv stammer. Der er mange lighedstegn mellem Sara og Maria fra Nazareth. Som for eksempel at Sara ligesom Maria må opholde sig i Egypten for en tid (1 Mos 2:10-20). Hun havde ingen børn (1 Mos 16: 1), og hendes mirakuløse graviditet bebudes af et himmelsk sendebud (1 Mos 18: 10), og hun stiller englen et spørgsmål, der ligner det spørgsmål, Maria stillede til englen Gabriel:

”Maria sagde til englen: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” (Luk 1: 34).

Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?” (1 Mos 18: 13).

Sara og Maria lever begge på nogle vigtige historiske tidspunkter, fordi det er her, Gud stifter en ny pagt med Sit folk.

Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig” (1 Mos 17: 2).

Da sagde englen til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 30-33).

Hanna

Går man langt tilbage i historien, blev børn anset som en stor skat for en familie. Det blev betragtet som en Guds velsignelse, hvis man havde mange børn. Når en kvinde ikke var i stand til at få børn, måtte hun bære den skam, der var forbundet med at være ufrugtbar. Som oftest ville manden så tage sig en hustru nummer to, og det medførte ofte problemer for hustru nummer et. Det er netop det, der er tilfældet med Hanna, der er gift med Elkana, en mand fra Efraimstammen. Denne troende kvinde var ufrugtbar, men det forhindrede hende ikke i at bede til Gud om, at hun måtte blive med barn.

Men et år på det tidspunkt, hvor man drog op til Herrens tempel i Shilo, trådte Hanna frem for Herrens ansigt og bad inderligt til Gud om, at Han måtte åbne hendes moderliv. Hun bad i stilhed, mens præsten Eli på afstand betragtede hende. Eli kunne se, at Hanna var meget ulykkelig og græd bitterligt, mens hun bad. På den baggrund konkluderede Eli fejlagtigt, at Hanna var beruset, fordi hun havde indtaget for meget vin under festlighederne. Eli påtalte dette overfor Hanna og anklagede hende direkte for at være beruset, mens hun opholdt sig i Herrens tempel. Lad os i den forbindelse tænke tilbage på den situation, hvor Maria er forsamlet med dem, der havde fulgt Jesus. De blev også beskyldt for at være berusede i forbindelse med pinseunderet. Alt dette skete på den dag, hvor Kirken tog imod Helligånden (ApG 2: 1-13).

Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved. I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru! Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt. Da sagde Eli: Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om” (1 Sam 1: 9-17).

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: Hvad skal det betyde? Men andre spottede og sagde: De har drukket sig fulde i sød vin” (ApG 2: 1-13).

Efter at have modtaget Elis præstelige velsignelse sætter Hanna sin lid til Herren, at Han vil høre hendes bøn. Hun lover Gud, at hvis Han giver hende en søn, vil hun indvie ham til Herren, så han hele sit liv tjener Herren. Svaret på hendes bøn og løfte er Samuel, en stor præst og profet i Israel, og han kom til verden det år. Hanna opfyldte sit løfte, og fem år senere bragte hun Samuel til Eli i Shilo, hvor Samuel blev oplært til præstegerningen.

Ligesom Maria blev Hanna moder til en stor profet, som fra barndommen blev indviet til at tjene Herren (se de ligheder der optræder i 1 Sam 1: 24 og Matt 2: 22-40). Hannas lovsang som man finder i 1 Sam 2: 1-10 har sandsynligvis givet inspiration til Marias lovsang, Magnificat (Luk 1: 46-55).

Hannas lovsang

Hanna bad:

Mit hjerte fryder sig over Herren,

Herren har løftet mit horn.

Jeg spærrer munden op imod mine fjender,

for jeg glæder mig over din frelse.

Ingen er hellig som Herren,

der er ingen uden dig,

ingen klippe som vor Gud.

Hold op med jeres store ord,

fræk tale må ikke udgå af jeres mund,

for Herren er en Gud, der ved alt,

af ham prøves hver en gerning.

Heltenes bue brækkes,

men de segnefærdige væbner sig med styrke.

Mætte lader sig fæste for brød,

men sultne behøver det ikke.

Den ufrugtbare føder syv børn,

men den med de mange børn sygner hen.

Herren dræber, og han gør levende,

han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;

Herren gør fattig, og han gør rig,

han ydmyger, og han ophøjer.

Fra støvet rejser han de svage,

fra skarnet løfter han de fattige,

han sætter dem blandt fyrster

og giver dem hæderspladsen.

For jordens søjler tilhører Herren,

han satte jorden på dem.

Han værner sine fromme, hvor de går,

men ugudelige omkommer i mørket,

for ingen sejrer ved egen kraft.

Herrens modstandere forfærdes,

den Højeste tordner i himlen.

Måtte Herren dømme den vide jord,

måtte han give sin konge styrke,

løfte sin salvedes horn.

 

Marias lovsang

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

– som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Debora og Jael

Debora er en skikkelse, der agerer med visdom, hun fungerer som dommer for israelitterne på en lokalitet mellem Rama og Betel i Efraims bjergland (Dom 4:4) På et tidspunkt, hvor israelitterne var undertrykt af kana’anæerkongen Jabin, ”sendte (hun-Debora) bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kedesh i Naftali og sagde til ham: Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4: 7). Hun profeterer, at den hersker, der har undertrykt israelitterne med hård hånd, må lide døden ved en kvindes hånd: ”… så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (Dom 4: 9). I Debora møder vi den profeterende prototype på Maria, som skal opfylde Guds profeti, der optræder i 1 Mos 3: 15 om, at kvinden skal knuse den gamle slanges (satans) hoved. Den kvinde, som Gud har udvalgt til at slå Sissera ihjel, er Jael. Debora og Jael er begge prototyper på Maria.

I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han. I det samme kom Barak, som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger. Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen” (Dom 4: 17-22).

Judit

Judits Bog fortæller om, hvordan Gud udfriede det jødiske folk gennem en tapper kvinde, Judith, som frygtede Gud. Judits navn betyder ”at være jøde”. Judit er en prototype på Maria i den henseende, at hun har fuld tillid til Gud. Maria udtrykte sig på følgende måde ved bebudelsen: ”thi intet er umuligt for Gud. Da sagde Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 37-38). Ligesom Maria går Judit i forbøn og retter sin bøn til Herren om Hans folks frelse.

”… Gud, min Gud, hør også på mig, en enke! For det er dig, som har udvirket alt dette, også det, som gik forud, og det, som fulgte efter; både det, der er nu, og det, der kommer, har du udtænkt, og hvad du har tænkt, er sket. De ting, du havde besluttet, stod frem og sagde: ›Her er vi!‹ For alle dine veje er på forhånd lagt fast, og din afgørelse hviler på din forudviden. Se, assyrerne står her med en vældig hær. De er overmodige på grund af deres heste og ryttere og stolte af fodfolkets styrke; de sætter deres håb til skjold og spyd, bue og slynge, men ved ikke, at du er Herren, som afgør kampen. Herren er dit navn. Bryd du deres styrke ved din kraft, knus deres magt i din vrede! For de har besluttet at vanhellige din helligdom, gøre den bolig uren, hvori dit herlige navn bor, og med sværd hugge hornene af dit alter. Se deres overmod; send din vrede over deres hoveder, og giv mig, som er enke, styrke til at gennemføre, hvad jeg har udtænkt. Slå ved mine læbers list slaven ihjel sammen med herren og herren sammen med hans tjener, knæk deres stolthed ved en kvindes hånd! For din magt beror ikke på de mange, din vælde ikke på de stærke. Du er de undertryktes Gud, de ringes hjælper, de svages forsvarer, de fortvivledes beskytter og frelser for dem uden håb. Ja, hør min bøn, du min faders Gud og dit ejendomsfolk Israels Gud, du, som er hersker over himlen og jorden, skaber af vandene og konge over alle dine skabninger. Lad mine besnærende ord såre og skade dem, som har lagt onde planer mod din pagt, mod dit hellige hus, mod Zions tinde og mod det hus, dine børn har fået i eje. Giv hele dit folk og alle stammer indsigt, så de erkender, at du er al magts og styrkes Gud, og at der ikke er nogen anden Gud end dig, som kommer Israels folk til undsætning” (Judit 9: 4-14).

Dronning Ester

Dronning Ester er én af de mest fantastiske prototyper på Guds Moder. Hun er et forbillede, når det handler om at have tillid til Gud og at have en tro på, at bøn og faste er virksomt. Da Guds folks fjender lægger onde planer om at udrydde dem, griber dronning Ester ind og går til kongen, velvidende at det kan koste hende livet. Hun er et billede på Maria, som er Gudsfolkets modige dronning.

Kongen rakte sit guldscepter ud mod Ester, og hun rejste sig, trådte frem for kongen og sagde: »Hvis det behager kongen, og hvis jeg har fundet nåde for hans øjne, og hvis kongen finder det rimeligt, og han synes om mig, så lad der udgå en skrivelse, der tilbagekalder de breve, som agagitten Haman, Hammedatas søn, skrev, da han planlagde at tilintetgøre jøderne i alle kongens provinser. For hvordan skulle jeg kunne bære at se den ulykke ramme mit folk, og hvordan skulle jeg kunne se på tilintetgørelsen af min slægt?” (Est 8: 4-6).

Det aspekt, at Maria er den nye Eva, kommer til udtryk i denne historie. Ved det antikke hof, hvor den persiske kong Ahasverus regerede, bliver dronning Vashti forvist fra kongens hof, fordi hun udviser ulydighed mod kongen. Fire år senere tager kong Ahasverus Esther til hustru, og samtidig får hun titlen som dronning. Kongen udvælger netop Ester, fordi hun er smuk og klog.

Der sker så det, at nogle af jødernes fjender lægger planer om, at jøderne, der er bosat i kongens rige, skal udslettes. Den eneste, der kan forhindre, at det sker, er Ester, men hun kan ikke uden videre (selvom hun er dronning) søge om foretræde for kongen, for loven foreskriver, at der kun er foretræde for kongen, hvis det er hans ønske. Træder man alligevel frem for kongen, uden at han har anmodet om det, straffes det med døden. Ester tager den beslutning, at hun vil redde sit folk. Ester og de piger, der tjener hende samt jøderne i Persien beslutter sig for at faste og bede i tre dage. Da, de tre dage er gået, kommer Ester til kongens hof, dog uden at være blevet hidkaldt, for at gå i forbøn for sit folk. At gå i forbøn leder hurtigt tankerne hen på den rolle, som Maria har, hvor hun går i forbøn for Gudsfolket. Den mellemkomst, som Maria foretager, sker gennem bøn og lidelse, ligesom da Ester bad og fastede.

Ved historiens afslutning, hvor dronning Ester går i forbøn for sit folk hos kongen, beslutter kongen, at der ikke skal foretages en udrensning af det jødiske folk i hans rige, og de, der ønskede det jødiske folks udslettelse, modtager deres straf. Dette er årsagen til, at jøderne fejrer festen Purim. Oprindeligt blev den faste, som Ester og Israels folk foretog, gennemført den 14., 15. og 16. i måneden Nissan. Det kan tilnærmelsesvist sammenlignes med det hellige påsketriduum. Her optræder et sammenfald, som bør fremhæves: ligesom jøderne besejrede deres fjender i det antikke Persien, således besejrede Jesus menneskehedens fjende ved sin korsdød den 14. i måneden Nissan, som er Langfredag.

Ester fremstilles i Bibelen, som en kvinde med stor tro og stort mod, og som elsker sit folk og er villig til at sætte sit liv til for dem, hun elsker. Hun er det redskab, Gud benytter til at opnå frelsen for – og til at beskytte Sit folk. På samme måde er Maria, det redskab, som Gud benytter til at gøre frelsen mulig for menneskeheden. Gennem Maria har verden modtaget Vor Herre. Ligesom Ester er Maria den, der vedvarende går i forbøn for sine børn ved Faderens trone.

At vise hengivenhed overfor Jomfru Maria er en vigtig del af det at være katolik. I andre kristne denominationer har man et vist forbehold overfor Guds Moder. Den store kristne apologet C.S Lewis fremkommer med en central betragtning i forhold til netop dette problem i sin bog Det er kristendom:

Og der findes ingen kontroverser blandt de kristne, som man bør berøre så forsigtigt som denne. Hvad angår dette spørgsmål, så er den romersk-katolske tro kendetegnet ikke bare ved den varme, som almindeligvis kendetegner oprigtigt troende, men ved den specielle, og så at sige ridderlige følsomhed, en mand har, når hans mors eller hans elskedes ære står på spil. Det er meget svært at tage afstand i disse spørgsmål uden derved at komme til at tage sig ud som en samvittighedsløs fyr eller en kætter. Og omvendt fremkalder protestanternes modsatte tro i dette anliggende følelser, som når ned til roden af al monoteisme. For radikale protestanter synes forskellen mellem Skaber og skabning (uanset hvor hellig den er) bragt i fare: at polyteismen igen stikker sit hoved op, Derfor er det svært at tage afstand uden også at komme til at virke endnu værre end en kætter – en hedning”.

At have fokus på Maria kan vise sig nyttigt for katolikker og mennesker fra andre kristne denominationer. Maria var den første Kristi discipel og derfor også den første kristne, fordi hun ganske enkelt troede på sin Søn. I den hellige Skrift siger hun igen og igen følgende ord til os ”Gør, hvad som helst han siger til jer” (Joh 2: 5). Det er i sandhed et godt råd, vi får, når der bliver sagt: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer” (Joh 15: 14). Jesus betroede Johannes, den discipel, han elskede mest, Maria, så han kunne sørge for hende (Joh 19: 26). Der er ingen grund til at tro, at Jesus ikke ville gøre det samme overfor de andre disciple, Han elsker. Vi kan betragte Maria som den første discipel og lære meget af hendes eksempel ved at læse de passager i den hellige Skrift, som omhandler hende, og det liv hun levede.

Når vi taler med andre om Kristus, kan vi trække Maria frem, som et eksempel til efterfølgelse i forhold til et kristent liv. Vi skal bringe Kristus ud til verden ved at tale om det glædelige budskab og frelsen. Maria er det bedste eksempel på dette, fordi det var gennem hende, Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1: 14).

Hvis verden skal komme den ondskab, der er forbundet med egoisme, til livs, ville det være givtigt, hvis flere mennesker begyndte at tænke og handle som Maria og samtidig overgav sig fuldt og helt til Gud. Maria led med tålmodighed under fattigdom, bagtalelse, skam og i sin tid i eksil, alt sammen for vores skyld, så vi kunne opnå frelsen ved Jesus. Før det helt store offer ved Jesu død på korset, havde Maria ofret alt, det hun havde for vores skyld. Vi bør med rette vise vores taknemmelighed ved (virkelig) at fordybe os i det forbilledlige liv, hun levede.

Vi bør virkelig stræbe efter at ligne Maria. Vi kan lære af hendes dydspraksis ved at studere den hellige Skrift og ved at følge hendes eksempel, når det drejer sig om enkelhed og lydighed. Ingen vil nogensinde modtage større nåde fra Gud end Maria, der bar Ham (Gud/Jesus) i sit moderliv. Når tiden har nået sin fylde, og helgenerne samles i Himlen for at prise Gud: hvem vil da være ligesom Maria, der fik den nåde at være Moder til Frelseren.

Maria fører os til Jesus gennem det eksempel, hun gav. Lad os derfor med stor omhu lytte til det, hun siger til os. Lad os efterligne hende i alt det, vi gør.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 13. december 2018. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/mary-old-testament

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Sarah: krisen i Kirken er et resultat af en manglende tro på realpræsens

Kardinal Robert Sarah: cølibatet indgraverer korset i vort legeme

Kardinal Sarah, præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, siger, at årsagen til den aktuelle krise i Den katolske Kirke skal findes i, at man har mistet troen på, at Eukaristien virkelig er Jesus Kristus.

I et interview (1), der blev bragt mandag (den 23.09.2019), giver kardinal Robert Sarah sit bud på, hvorfor Kirken befinder sig i en dyb krise. Helt grundlæggende handler det om manglen på troen på (at) Eukaristien (er Jesus Kristus).

”Det markante og store fald i troen på realpræsens, at Jesus er tilstede i Eukaristien, viser, at det netop er den manglende tro på dette sakramente, der er hovedårsagen til den aktuelle krise i Kirken, og det gælder specielt i Vesten”, sagde Sarah.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter forklarede, at tilsidesættelsen af Gud har sit udgangspunkt i, at man først holder op med at bede til Gud, og dernæst undlader at have Gud med i sit daglige liv. 

 ”Den dybe krise, som Kirken erfarer i hele verden, og specielt i Vesten, er opstået, fordi vi ganske enkelt har glemt Gud”, sagde han. ”Hvis Gud ikke er Den vigtigste for os, resulterer det i, at alt omkring os falder sammen”. Sagt på en anden måde, alle krisers start er, at vi glemmer Gud, og at Han har forrang”.

De ”skjulte helgener”, der befinder sig i præsteskabet, ordenslivet og familierne, er vigtige for, at vi kan overvinde denne krise, som er i Kirken og samfundet, og at vi kan leve et liv med Gud i centrum, sagde kardinalen, der stammer fra Guinea. Da han fremdrager disse helgener, er de første han oplister ”trofaste ordensfolk, der har Gud, som deres daglige centrum.

De næste kardinalen fremhæver, er katolske familier, ”der lever efter Evangeliet på trods af, at de møder hån fra verden omkring sig”.

”Kristne forældre er vor tids skjulte helte og dette århundredes martyrer”, fastslog Sarah.

Derefter sendte han en hyldest til de mange ”trofaste og anonyme præster, der har gjort Messeofferet ved alteret til centrum for – og meningen med deres liv”.

Disse præster ”bærer Kirken, dog uden at vide det, ved dagligt at frembringe Det hellige Messeoffer”, bekræftede kardinalen.

Sarah forklarede, at præsterne må forblive cølibatære, som er et altafgørende vidnesbyrd til verden om, at i præstens liv er Gud centrum.

”En præst skal med den måde, han lever på, forkynde, at Gud er et og alt”, understregede han og fortsatte, ”det centrale i præstens liv er bønnen, fordi den er kernen i en dyb og personlig relation til Gud”.

Kardinalen understregede uden omsvøb, at Den hellige Moderkirke behøver mænd, der vil bære cølibatet som et kors.

”Hun (Kirken) behøver præster, der vil frembære vidnesbyrd om det levende kors”, bemærker Sarah. ”En præst har sin plads på korset”. Når han fejrer Messen, befinder han sig ved kilden til hele hans liv, som er korset”.

Sarah bemærkede, at grunden til, der ved Amazonassynoden skal udkæmpes et slag om cølibatet, er, at verden og de klerikale, der er af verden, afskyr det kors, som de anser cølibatet for at være, og som cøbalitære præster ”forstyrrer” deres synsfelt med:

Cølibatet er en af de konkrete måder, hvorpå vi kan leve korsets mysterium i vores daglige liv. Cølibatet indgraverer korset i vores legeme. Det er grunden til, at cølibatet er uudholdeligt for den moderne verden. Det præstelige cølibat vækker afsky hos det moderne menneske, fordi korset er en dårskab for dem, der fortabes (1 Kor 1: 18).

Dette længere interview med kardinalen begynder med spørgsmål, der relaterer sig til Sarahs seneste bog The Day is Now Far Spent. Den er en opfølger til to af hans tidligere bøger God or Nothing og The Power of Silence. Sarah forklarede, at hans seneste bog udtrykker hans dybeste bekymring for Kirken, som er ved at blive revet fra hinanden, og som samtidig lider under en stor forvirring.

”Denne min sidste bog kan karakteriseres som en sammenfatning”, fortalte han. Jeg forsøger at fremkomme med en klar fremstilling af den aktuelle situation og årsagerne til dens opståen. Denne bog beskriver de alvorlige konsekvenser, det har på det menneskelige og åndelige niveau, når mennesket vender Gud ryggen”.

”Bogen titel er dyster”, sagde han ”og det er fordi, vi er nået til det punkt, at den vestlige civilisation falder fra hinanden, fordi barbarerne trænger sig stadig mere på, men denne gang er det anderledes, fordi de kommer indefra. Men der er også grund til at holde fast i håbet på grund af Guds trofasthed, og at dødsrigets porte aldrig vil få magt over Kirken, og kardinalen bemærkede:

Årsagen til vort største håb er alene Gud. Han vil aldrig svigte os! Vi stoler fuldt og fast på Hans løfte. Dødsrigets porte skal ikke får magt over Den hellige katolske Kirke. Hun vil altid være Frelsens Ark. Der vil altid være tilstrækkeligt med lys for den, der søger sandheden med et rent hjerte.

Noter

1: Link til artikel med Kardinal Sarah: http://www.ncregister.com/daily-news/cardinal-sarahs-cri-de-coeur-the-catholic-church-has-lost-its-sense-of-the

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-church-crisis-rooted-in-loss-of-faith-in-real-presence

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)