Category: Theology

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Sarah: krisen i Kirken er et resultat af en manglende tro på realpræsens

Kardinal Robert Sarah: cølibatet indgraverer korset i vort legeme

Kardinal Sarah, præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, siger, at årsagen til den aktuelle krise i Den katolske Kirke skal findes i, at man har mistet troen på, at Eukaristien virkelig er Jesus Kristus.

I et interview (1), der blev bragt mandag (den 23.09.2019), giver kardinal Robert Sarah sit bud på, hvorfor Kirken befinder sig i en dyb krise. Helt grundlæggende handler det om manglen på troen på (at) Eukaristien (er Jesus Kristus).

”Det markante og store fald i troen på realpræsens, at Jesus er tilstede i Eukaristien, viser, at det netop er den manglende tro på dette sakramente, der er hovedårsagen til den aktuelle krise i Kirken, og det gælder specielt i Vesten”, sagde Sarah.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter forklarede, at tilsidesættelsen af Gud har sit udgangspunkt i, at man først holder op med at bede til Gud, og dernæst undlader at have Gud med i sit daglige liv. 

 ”Den dybe krise, som Kirken erfarer i hele verden, og specielt i Vesten, er opstået, fordi vi ganske enkelt har glemt Gud”, sagde han. ”Hvis Gud ikke er Den vigtigste for os, resulterer det i, at alt omkring os falder sammen”. Sagt på en anden måde, alle krisers start er, at vi glemmer Gud, og at Han har forrang”.

De ”skjulte helgener”, der befinder sig i præsteskabet, ordenslivet og familierne, er vigtige for, at vi kan overvinde denne krise, som er i Kirken og samfundet, og at vi kan leve et liv med Gud i centrum, sagde kardinalen, der stammer fra Guinea. Da han fremdrager disse helgener, er de første han oplister ”trofaste ordensfolk, der har Gud, som deres daglige centrum.

De næste kardinalen fremhæver, er katolske familier, ”der lever efter Evangeliet på trods af, at de møder hån fra verden omkring sig”.

”Kristne forældre er vor tids skjulte helte og dette århundredes martyrer”, fastslog Sarah.

Derefter sendte han en hyldest til de mange ”trofaste og anonyme præster, der har gjort Messeofferet ved alteret til centrum for – og meningen med deres liv”.

Disse præster ”bærer Kirken, dog uden at vide det, ved dagligt at frembringe Det hellige Messeoffer”, bekræftede kardinalen.

Sarah forklarede, at præsterne må forblive cølibatære, som er et altafgørende vidnesbyrd til verden om, at i præstens liv er Gud centrum.

”En præst skal med den måde, han lever på, forkynde, at Gud er et og alt”, understregede han og fortsatte, ”det centrale i præstens liv er bønnen, fordi den er kernen i en dyb og personlig relation til Gud”.

Kardinalen understregede uden omsvøb, at Den hellige Moderkirke behøver mænd, der vil bære cølibatet som et kors.

”Hun (Kirken) behøver præster, der vil frembære vidnesbyrd om det levende kors”, bemærker Sarah. ”En præst har sin plads på korset”. Når han fejrer Messen, befinder han sig ved kilden til hele hans liv, som er korset”.

Sarah bemærkede, at grunden til, der ved Amazonassynoden skal udkæmpes et slag om cølibatet, er, at verden og de klerikale, der er af verden, afskyr det kors, som de anser cølibatet for at være, og som cøbalitære præster ”forstyrrer” deres synsfelt med:

Cølibatet er en af de konkrete måder, hvorpå vi kan leve korsets mysterium i vores daglige liv. Cølibatet indgraverer korset i vores legeme. Det er grunden til, at cølibatet er uudholdeligt for den moderne verden. Det præstelige cølibat vækker afsky hos det moderne menneske, fordi korset er en dårskab for dem, der fortabes (1 Kor 1: 18).

Dette længere interview med kardinalen begynder med spørgsmål, der relaterer sig til Sarahs seneste bog The Day is Now Far Spent. Den er en opfølger til to af hans tidligere bøger God or Nothing og The Power of Silence. Sarah forklarede, at hans seneste bog udtrykker hans dybeste bekymring for Kirken, som er ved at blive revet fra hinanden, og som samtidig lider under en stor forvirring.

”Denne min sidste bog kan karakteriseres som en sammenfatning”, fortalte han. Jeg forsøger at fremkomme med en klar fremstilling af den aktuelle situation og årsagerne til dens opståen. Denne bog beskriver de alvorlige konsekvenser, det har på det menneskelige og åndelige niveau, når mennesket vender Gud ryggen”.

”Bogen titel er dyster”, sagde han ”og det er fordi, vi er nået til det punkt, at den vestlige civilisation falder fra hinanden, fordi barbarerne trænger sig stadig mere på, men denne gang er det anderledes, fordi de kommer indefra. Men der er også grund til at holde fast i håbet på grund af Guds trofasthed, og at dødsrigets porte aldrig vil få magt over Kirken, og kardinalen bemærkede:

Årsagen til vort største håb er alene Gud. Han vil aldrig svigte os! Vi stoler fuldt og fast på Hans løfte. Dødsrigets porte skal ikke får magt over Den hellige katolske Kirke. Hun vil altid være Frelsens Ark. Der vil altid være tilstrækkeligt med lys for den, der søger sandheden med et rent hjerte.

Noter

1: Link til artikel med Kardinal Sarah: http://www.ncregister.com/daily-news/cardinal-sarahs-cri-de-coeur-the-catholic-church-has-lost-its-sense-of-the

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-church-crisis-rooted-in-loss-of-faith-in-real-presence

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)