Category: Theology

Husk den ærefrygt og skræk, som Vor Herres forklarelse afstedkom

I dag genkalder Kirken sig Kristi forklarelse på bjerget Tabor. Selvom forklarelsen på bjerget også optræder i evangelielæsningen den første søndag i fasten, så har Kirken i sin store visdom ønsket at give os en ekstra mulighed for (uden for fasten) at kunne fordybe os i det tidløse budskab, der ligger i forklarelsen på bjerget.

Den kristne civilisation og dens æstetiske præg gjorde det til sædvane at udarbejde smukke afbildninger af de historier, der er i Bibelen, så de efterlod os med tilbageholdt åndedræt grundet lige dele chok og ærefrygt, fordi de var lige så levende, som da hændelsen skete første gang. Dette skal ikke ses som en begrundelse for at tilsidesætte eller glemme den kultur eller den æstetiske tradition, der frembragte dette arbejde, men det er nærmere en begrundelse for, at vi stopper op og tænker over, hvordan det ville have været, hvis man selv var vidne til en given bibelsk begivenhed.

I evangeliet, hvor der berettes om forklarelsen, undlader man ikke at fortælle om den frygt og forvirring, der greb de 3 udvalgte apostle, der sammen med Jesus havde besteget bjerget Tabor, da de blev vidner til, at Jesu guddommelige natur overstrålede Hans menneskenatur og samtidig hørte en røst, der var Faderens stemme. Der var ikke tale om en hyggelig skovtur, som skulle afsluttes med en formidabel bjergudsigt, men om en oplevelse, der skulle indprente sig for livet hos apostlene og gøre dem ydmyge overfor det, som de blev vidner til. Lang tid senere ville Skt. Peter nedfælde følgende i sit andet Brev:

For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg” (2 Pet 1: 16-18).

På det tidspunkt, hvor hændelsen fandt sted, forstod Peter og de to andre apostle ikke det, de var vidner til. Peter foreslog, at man kunne bygge en hytte til hver af de tre, som apostlene så: Moses, Elias og Jesus. ”Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede” (Mark: 1: 6). Origenes, der gjorde sig gældende på kirkefædrenes tid, foreslår, at det kan antages, at djævelen er på spil her (ligesom han var på et andet tidspunkt i en ordveksling mellem Jesus og Peter (jf. Matt 16: 23)), ved at lægge vægt på trøst og omsorg eller blot forsøge på at forhale det, der skal ske.

Man bør have med i sin overvejelse, at grunden til, at Peter udtrykte sig, som han gjorde, var, fordi han kortvarigt var præget af et ”ustabilt stemningsleje” eller befandt sig i ekstase (execessus mentis) eller måske var ”bevæget” af en given ånd (ikke sin egen), som havde til hensigt at benytte Peter som snublesten for Jesus, så Han veg tilbage for den lidelse, der ventede Ham, og som skulle lede til menneskehedens frelse. Man må kort fortalt have med i sin betragtning, at den ondes ånd ikke på snedig vis var til stede for at sætte en stopper for frelseshistoriens videre forløb (citat hentet fra Skt. Thomas AquinasCatena Aurea on Mark, 9, §1).  

Man kan sige, at Origenes kunne have ret i sin antagelse, men det synes mere sandsynligt, at Peter ganske enkelt blev overvældet af det, der skete, og derfor kom med nogle uheldige formuleringer blot for at gøre et eller andet. For Peter var, til forskel fra Johannes, der grundigt overvejer tingene, en handlingens mand. 

I Lukasevangeliet kapitel 9: 31 bliver sløret kun tilnærmelsesvist løftet for mysteriet om Kristi frelsende død og opstandelse og Hans fornedrelse og herliggørelse, og at det netop var det, som Jesus, Moses og Elias talte om. Den, der kom med loven, og profeten talte med deres Herre om Dennes ”bortgang” (på græsk exodos og excessum i den gamle udgave af Vulgata, ”bortgang” i Douay-Rheims og ”død” i Ronald Knoxs’ bibelversion), og det, ”Han skulle opfylde i Jerusalem”. Det, Kristus talte om, var, at Han på vegne af det faldne menneske ville forlade det land, hvor mennesket var slavebundet, og Han ville forlade denne syndens verden ved Sin død og opstandelse på en helt ekstraordinær måde og ved en guddommelig kærlighed, der er grænseløs.

I sin (Skt. Johannes Chrysostomos) kommentar til Lukasevangeliet kapitel 9: 31, siger han følgende: ”De (Moses og Elias) talte om Jesu bortgang, som ’Han skulle opfylde i Jerusalem’”, og Chrysostomos fortsætter med at sige: Kristus bad Sine tjenere træde frem, ”for Han ville synliggøre korsets herlighed for at trøste Peter og de andre, som bekymrede sig om den lidelse, Han skulle gennemgå”. Kristi bortgang ville blive ledsaget af en ubeskrivelig lidelse (passio). Netop denne lidelse forårsager, at et menneske vil finde det ubærligt at være i sit legeme, og dette er en betragtning Skt. Thomas Aquinas har gjort sig:

For ligesom et bæger med vin gør et menneske beruset, således vil den bidende smerte, der følger lidelsen, forårsage, at mennesket vil finde det ubærligt at være i sit legeme (quasi hominem extra se ponit), det er det, det fremgår af Klagesangene kapitel 3: 15: ”Han mættede mig med bitre urter, gav mig malurt at drikke”. Vor Herre benyttede denne talemåde, da Han gjorde rede for sin lidelse, hvilket vi finder bevis for i Mattæusevangeliet kapitel 26: 39: ”… så lad dette bæger gå mig forbi” (Sent. IV.8.2.2.2).

Det er klart, at for Aquinas og andre forfattere fra middelalderen kom passionsmysteriet klarest til udtryk i konsekrationen af vinen til Lammets frelsegørende Blod, og det er af den grund, at præsten i den ældre ritus i Den hellige Messe (i Vesten) hvisker ”mysterium fidi” midt i bønnen over kalken.

Peters excessus metis eller ”ustabile stemningsleje” skyldtes enten en stor frygt, eller at han blev overvældet (ligesom de to andre apostle også blev overvældet) ved det kortvarige lys af Guds Søns evige herlighed, der gennemtrængte Jesu menneskenatur. Men Peters reaktion bør ikke vække undren hos os, for vi finder mange skriftsteder i Bibelen, hvor åndelige væsner (engle), der står under Gud, som ved deres fremtræden afføder frygt. Da Herrens hærfører viser sig for Josva, da kaster Josva sig til jorden og siger til ham: ”Hvad har min Herre og sige til sin tjener?” (Jos 5:13-14). Gideon var af den opfattelse, at han ville gå til grunde, fordi han havde set Herrens engel ansigt til ansigt. ”Men Herren sagde til ham: ’fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø’” (Dom 6: 22-23). Da Rafael afslørede sin identitet overfor Tobit og Tobias ”blev de begge forfærdede, og de kastede sig ned, fordi de blev bange. Men han sagde til dem: ’Vær ikke bange! Fred være med Jer’” (Tob 12: 16-17). Flere af sådanne åndelige åbenbaringer gjorde sig gældende i forhold til profeten Daniel. Ærkeenglen Mikael … ”stod pludselig foran mig … da han kom hen, hvor jeg stod, blev jeg grebet af rædsel og kastede mig ned … Jeg, Daniel, blev ramt af sygdom i nogen tid” (Dan 8: 15 og 27).

I en åbenbaring, der på slående vis minder om Jesu forklarelse på bjerget Tabor, fortæller profeten Daniel følgende:

På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder. Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Fyrsten over perserriget har stået mig imod i enogtyve dage, men Mikael, en af de fornemste fyrster, kom mig til hjælp, da jeg var ladt tilbage dér hos Persiens konger. Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage”.

Da han sagde det til mig, bøjede jeg mit ansigt mod jorden og blev stum. Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen, og jeg sagde til ham, der stod foran mig: Herre, ved synet fik jeg krampe, og jeg havde ikke flere kræfter. Hvordan kan jeg, din tjener, tale med dig, der er min herre, når der ikke er mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder? Men han, der så ud som et menneske, rørte ved mig igen og gav mig styrke, og han sagde: Frygt ikke, du højtelskede mand! Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk! Mens han talte til mig, fik jeg styrken tilbage, og jeg sagde: Nu kan du tale, herre, for du har givet mig min styrke igen. Så sagde han: Ved du, hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg tager nu kampen op med Persiens fyrste, og når det er forbi, kommer Grækenlands fyrste. Men jeg skal fortælle dig, hvad der står i Sandhedens Bog – ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste” (Dan 10: 2-21).

Mysterierne i den kristne religion er i sandhed opmuntrende og giver trøst, men vi må også huske på, at de er frygtelige, fantastiske og udfordrende. Ved juletid husker vi på, at denne er en tid med trøst og glæde, ved festen for Jesu forklarelse på bjerget Tabor, husker vi det blændende lys, forbløffelsen, forvirringen og den majestætiske stemme, der får al menneskelig tale til at forstumme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 6. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/remembering-the-awe-and-terror-of-our-lords-transfiguration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt om Skt. Basilius den Store

Kirkens strålende lys

Kære brødre og søstre lad os i dag mindes én af de store kirkefædre, nemlig Skt. Basilius den Store, som i de byzantinske liturgiske tekster beskrives som Kirkens strålende lys.

Hellighed, doktrin og gaver

Han var en central og betydningsfuld biskop i det fjerde århundrede, som hele Kirken i øst og for den sags skyld også Kirken i vest ser hen til med stor beundring på grund af den hellighed, der prægede hans liv, unikke lære samt den syntese, han formåede at skabe mellem sin intellektuelle og praktiske kunnen.

Evangeliets lys

Han blev født omkring 338 e. Kr. og voksede op i en familie bestående af helgener i ”en rigtig huskirke”, som var omgærdet af en inderlig tro. Han modtog undervisning af nogle af den tids bedste lærere i Athen og Konstantinopel. Men han var ikke tilfreds med sit verdslige og den medgang, han havde, og det medførte, at han indså, at han havde spildt sin tid på forfængelighed, og han erkendte senere følgende: ”Det var, som det øjeblik, hvor et menneske vækkes af sin dybe søvn, og jeg vendte mine øjne mod sandhedens vidunderlige lys, der er i evangeliet … og jeg græd mange tårer over mit elendige liv” (jf. Letter 223: PG 32, 824a).

Kun Kristus

Draget af Kristus begyndte Basilius kun at fokusere på – at lytte til Ham (jf. Moralia, 80, 1: PG 31, 860bc). Optændt af hellighed og beslutsomhed hengav han sig til klosterlivet, og det gjorde han ved bøn, fordybelse i Den hellige Skrift, kirkefædrenes arbejder, ved barmhjertighedsgerninger for næsten (Jf. Letters 2, 22) og ved at efterfølge det eksempel, som hans søster Skt. Macrina allerede gav ved at leve et asketisk liv som nonne. Han blev derefter ordineret til præstegerningen, og endelig i år 370 blev han biskop af Caesarea i Kappadoci, som er beliggende i Tyrkiet og i dag kaldes Kayseri. Gennem sin forkyndelse og det skrevne ord præsterede han en stor arbejdsindsats på det pastorale, teologiske og litterære område.

Livet i et kommunitet

Med sin klare vurderingsevne var han i stand til at fordele sin tid ligeligt mellem det pastorale virke overfor sjælene og den kontemplative bøn i ensomhed. Med udgangspunkt i egne erfaringer opmuntrede han til etableringen af kommuniteter, nærmere betegnet kommuniteter for kristne, der havde valgt at konsekrere deres liv til Gud. Disse kommuniteter tog han sig tid til (ofte) at aflægge besøg (jf. Gregory of Nazianzus, Oratio 43, 29 i laudem Basilii PG 36,536b). Han tilskyndede dem med sin forkyndelse og skrivelser, som han overdrog eftertiden til at leve efter og til at opnå fuldendelse ved (jf. Regulae brevius tractatae, Proemio: PG 31, 10180ab).

Skt. Basilius og Skt. Benedikt

De ledende kræfter i klostrene, helt tilbage til da klosterlivet begyndte at gøre sig gældende, gjorde brug af Skt. Basilius arbejder vedrørende dette område, og det gjaldt også Skt. Benedikt, som betragtede Skt. Basilius som sin læremester (jf. Reglen 73,5). Faktisk etablerede Basilius en speciel form for klosterliv, der ikke var lukket for den menighed, der var omkring den lokale kirke, men i stedet var der en vis åbenhed i forhold til menigheden. Hans munke hørte til den sognekirke, hvor klosteret lå, og de fungerede som livgivende kerne for menigheden og det omgivende samfund, og de gik i front og var dermed et forbillede for menigheden i Kristi efterfølgelse. Men det var ikke blot på det trosmæssige plan, at de viste et eksempel, det var også i forhold til at være tæt knyttet til Kristus og elske Ham, og det ved at udøve barmhjertighedsgerninger for andre. Disse munke, der drev skoler og hospitaler, tjente de fattige og var dermed forbilleder på det sande kristne liv.

Når det handler om klosterlivet, skrev Guds tjener Johannes Paul II: ”Derfor er mange mennesker af den opfattelse, at den egentlige struktur for Kirkens liv, nemlig klosterlivet, i tidernes morgen hovedsageligt blev grundlagt af Skt. Basilius eller at dets struktur i mange henseende bærer præg af hans fingeraftryk (Den apostoliske skrivelse Patres Ecclesiae, no. 2, januar 1980; L’osservatore Romano English edition, 25 february, p. 6).

Biskop

Som biskop og pastor i et stort bispedømme var han hele tiden opmærksom på den fattigdom, der eksisterede blandt de troende. Han fordømte på det kraftigste den fremherskende ondskab. Han gjorde alt det, der stod i hans magt for at hjælpe de fattige og udstødte. Han greb også ind, når magthaverne påførte deres befolkning store lidelser, og han stillede sig også til rådighed i katastrofesituationer. Han var nidkær i sit forsvar for Kirken og modsatte sig myndighederne, når de foretog indgreb i forhold til at dyrke og bekende troen (jf. Gregory of Nazianzus, Oratio 43, 48-51 in laudem Basilii PG 36,557c-561c).

Barmhjertighedsgerninger

Basilius var et fuldendt vidnesbyrd på Guds kærlighed, fordi han igangsatte opbygningen af forskellige instanser, der tilgodeså de værdigt trængende i enhver seende (jf. Basil, Letter 94: PG 32, 488bc), og dette blev i billedlig forstand en slags ”barmhjertighedens by”, som man opkaldte efter ham ”Basiliade” (jf. Sozomeno, Historia ECCL. 6, 1397a). Dette var oprindelsen for det moderne hospitalsvæsen, hvor syge bliver indlagt til behandling.

Den hellige liturgi

Skt. Basilius var bevidst om, at ”liturgien er det punkt, om hvilket al Kirkens aktivitet er centreret” og samtidig ”den kilde, hvorfra al Hendes kraft vælder” (Sacrosanctum Concilium, n. 10), og til trods for at han hele tiden var opmærksom på at foretage barmhjertighedsgerninger, som er troens vartegn, så var Basilius også en indsigtsfuld ”liturgisk reformator” (jf. Gregory Nazianzus, Oratio 43, 34 i laudem Basilii: PG 36, 541c).

Skt. Basilius har ladet en vigtig Eukaristisk bøn (anafora) gå i arv til os, som er blevet opkaldt efter ham, og som har givet en grundlæggende struktur for bøn og brugen af Davidssalmerne. Det var på hans opfordring, at man begyndte at vise interesse for salmerne, lære dem at kende og endda bede dem om natten (jf. Basil, In Psalmum 1, 1-2: PG 29, 212a – 213c). Derved kommer det til at stå klart, hvordan liturgi, tilbedelse og Kirkens bøn går hånd i hånd med næstekærligheden, og at disse elementer understøtter hinanden.

Doktrin

Opfyldt af nidkærhed og mod markerede Skt. Basilius modstand overfor hæretikere, der benægtede, at Jesus Kristus er Gud ligesom Faderen (jf. Basil, Letter 9,3: PG 32, 272a; Letter 52,1-3: PG 32, 392b-396a; Adv. Eunomium 1, 20: PG 29, 556c). På samme måde markerede han opposition mod dem, som ikke ville acceptere Helligåndens guddommelige natur, at Ånden også er Gud, og derfor ”bør sidestilles og herliggøres med Faderen og Sønnen” (jf. De Spiritu Sancto: SC 17ff., 348). På den baggrund er Basilius én af de store fædre, der var med til at udforme doktrinen om Treenigheden: Den eneste Gud, fordi Han er kærlighed, er tre personer i en Gud, der danner den fuldendte enhed, nemlig guddommelig enhed.

I sin kærlighed for Kristus og Dennes evangelium stræbte denne kappadoiske fader sig på at hele den splittelse, der gjorde sig gældende i Kirken (jf. Letters, 70, 243), og han gjorde sit ypperste for at få alle til at omvende sig til Kristus og Hans ord (jf. De Iudicio 4: PG 31, 660-661a), der er den samlede kraft, som alle troende er forpligtet til at adlyde (jf. ibid. 1-3: PG 31, 653a-656c).

I Kirkens tjeneste

Opsummerende bør det fremhæves, at Skt. Basilius gav sig selv fuldt og helt i sin tjeneste for Kirken og i forhold til de mange opgaver, han skulle varetage som biskop. Ser man på hans egene optegnelser over de arbejdsopgaver, han bestred, så var han ”Kristi apostel og præst, forvalter af Guds mysterier, Rigets budbringer, et eksempel på fromhed og dens udøvelse, et øje på Kirkens Legeme, hyrde for Kristi får, en der med kærlighed bragte lægedom, fader og den, der heler sår, Guds medarbejder i Guds vingård og den, der bygger Guds tempel” (jf. Moralia 80, 11-20: PG 31. 864b-868b).

Med blikket stift rettet på Kristus

Den ovenstående oplistning af opgaver, Basilius varetog som Biskop, er det samme, han giver videre til dem, der forkynder ordet, både dengang og nu. Alle disse opgaver forpligtede han sig på at udføre og at udføre dem godt. I 379 e. Kr. vendte Basilius, der endnu ikke var blevet 50 år, tilbage til Gud ”med et håb om det evige liv ved Jesus Kristus Vor Herre” (De Baptismo, 1,2,9). Han var en mand, der i sandhed levede med sit blik stift rettet på Kristus. Han var en mand med stor kærlighed til sin næste. Fuld af troens håb og glæde. Basilius viser os, hvad det vil sige at være en sand kristen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. juni 2016. Den kan læses på: Pope Benedict XVI on Saint Basil the Great – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Troen på – og troskaben overfor Gud

Troen på – og troskaben overfor Gud – 1. del.

Når forældrene til et nyfødt barn står på tærsklen til kirkedøren, før den lille skal modtage dåben, stiller præsten dem følgende spørgsmål: Hvad ønsker du af Guds Kirke? Og forældrene svarer: troen. Troen er nøglen, der åbner døren til Guds rige, for der er ingen, der fødes med troen. Man kan ikke fremelske troen, og man kan heller ikke fortjene den. Det er med ydmyghed, man modtager troens nøgle, der skal åbne døren til Guds rige. Troen er altså en gave fra Gud.

Gud afviser ikke troen overfor den, der beder om den, men man må bede om troen hver dag. Der vil være tidspunkter i livet, hvor man uden ophør må bede om troen af frygt for ikke helt at miste den som en gnist af lys i denne verdens mørke. Når det handler om at bede om tro, findes der ikke nogen smukkere bøn end den, som faderen til drengen med den urene ånd siger: ”Jeg tror, hjælp min vantro” (Mark 9:24), Credo, Domine; adjuva incredulitatem meam.

Når troen modnes, bliver den et møde med Guds trofasthed, det vil sige med Hans barmhjertige godhed, med denne Hans stærke kærlighed, som vi kan stole på i alle forhold selv i lidelsens ildprøve. Tro er som et lille barns hånd, der rækker ud efter den stærke og trofaste hånd, som Gud hele tiden rækker ud til den, der er lille og svag. Det er, når man møder Guds trofasthed, at man opdager, hvad en levende tro virkelig er: det er, at man slipper alle forbehold og overgiver sig betingelsesløst til Guds trofasthed. Man når til et punkt, hvor man begynder at sige: ”uanset hvad jeg gør, uanset hvor meget og forfærdelig synd jeg begår, og uanset hvor utro jeg er, vil Gud være trofast overfor mig”. Man begynder at få kendskab til Guds trofasthed i modsætning til kun at have en viden om den. Og derfor bliver følgende af salmistens ord levende for en: ”Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min flugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på” (Sl 91:1-2).

Dom Léhodey, en abbed i det forrige århundrede, kaldte denne overgivelse af sig selv til Guds trofasthed for ”hellig overgivelse”, og den salige abbed Marmion kaldte den for ”barnets overgivelse”. At overgive sig selv til Guds trofasthed er et nødvendigt udtryk for tro og bør være højeste prioritet hos enhver sjæl.

Den, der beder om troen på Gud, har allerede modtaget den. Bøn forudsætter tro, tro leder ubønhørligt en til at være i bøn. Man kan ikke trænge igennem bønnens mysterium uden troens lys, men den, der ikke beder, berøver sig selv lyset. Det bliver ganske enkelt umuligt at komme videre. Man forbliver i en tilstand, hvor man ikke kan flytte sig. Ens forhold til Gud opleves ikke som fremadskridende, for det sygner hen i en tilstand præget af umodenhed. Tro modnes kun ved at blive overgivet til Guds trofasthed, og det ved megen bøn, og at man er udholdende i bønnen.

Jeg vil gerne sige noget om tro, om den særlige indbydelse, man definerer som et kald, hvorved Gud siger til en sjæl: ”Kom nu og overgiv dit liv til Min trofasthed”. Det er Gud, der kalder. Man hører ofte, at der bliver talt om kald, men hvad er det, Gud kalder til? Gud kalder enhver sjæl til at have liv i overflod (Joh 1:10), Han kalder os ud af mørket til sit vidunderlige lys (1 Pet 2:9), Han kalder os til hellighed (1Pet 1:16), og Han kalder os til fællesskab i Kristi Legeme (1Joh 1:2-3). I alle disse former for kald, der er rettet til alle, er der specifikke kald, hvorigennem Gud indbyder den enkelte til at søge en bestemt måde at leve sit liv på, på et givent sted og i fællesskab med et eller flere mennesker, som har hørt det samme kald og svaret på det.

Et sådan kald blev rettet til den unge Antonius fra Egypten omkring år 268. Det skete under Den hellige Messe, mens evangeliet blev sunget. Ved Guds nåde blev Antonius’ ører åbnet for Jesu ord. Han forlod hurtigt kirken og var ivrig efter at gøre det, som Jesus havde talt om. Det svar, som Antonius gav på Guds kald, genererede i Kirken en måde at leve på, der efter atten århundreder stadig efterleves. Således blev Skt. Antonius af Egypten trædestenen for mange munke og nonner i øst og vest.

Ethvert menneske er modtageren af et bestemt kald, en plan, der er udtænkt af Gud. For at denne plan kan blive gennemført skal troens lille skælvende hånd rækkes frem og tage imod Guds stærke og trofaste hånd. Det var det, der skete ved Maria bebudelse: ”Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 38). Prisen for at blive den, man i sandhed er, er, at man stoler på Gud og giver sit ja til Ham. ”Giv Mig troens ja” siger Gud, ”og stol på, at Min trofasthed vil gøre resten”.

Den aktuelle store dille i verden, som er selvrealisering, fjerner endda muligheden for frit at underkaste sig en guddommelig plan, og det at samarbejde med den guddommelige nåde. De vildfarne slagord, der udgår fra det moderne ”vær dig selv”- mantra levner ingen mulighed for et trosmæssigt møde med Den trofaste Gud, der, som vi synger i liturgien, er årsagen til alt, fra begyndelsen til slutningen, gjort med vælde og på en sødmefuld måde. Selvbestemmelse med et hæsblæsende aktivitetsniveau og markedsførte metoder til at opnå oplysning frembringer ikke den helgen, som Gud har skabt hvert menneske til at være og blive. Hvad er det, de gør, spørger David: ”De, som løber efter andre guder, rammes af mange lidelser” (Sl 16: 4). 

Dette betyder ikke, at vores fysiske, mentale og åndelige velvære har en betydning. Det er ikke min påstand, at de personlige valg og ønsker ikke spiller nogen rolle i alt dette. Ved Sit Forsyn forårsager Gud, at et menneske ønsker, selvom det står uklart og fra en meget tidlig alder, de ting, der vil skabe grundlaget for hans lykke. Han tillader et menneske at blive fascineret af skabninger, der er gode, sande og smukke og drager ved hjælp af alle disse ting gradvist et menneske til Sig. Man bringer alt dette med ind i det ja, som man af tro på Guds trofasthed giver Ham og til en vedholdende bøn om overgivelse til Hans nåde. Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-1950) plejede at bede følgende:

”Gør Du i mig, O Jesus, hvad det end er, som Du ønsker, for at udlede af min intethed al den kærlighed og al den ære, som Du havde for øje i min skabelse”.

Troen på- og troskaben overfor Gud – 2. del

Der findes ikke noget halvhjertet ja til Gud. Den, der siger ja til Gud, siger samtidig nej til alle andre muligheder, der gør sig gældende for ham. Nogle af disse er i sig selv gode nok, mens andre er af forbryderisk karakter: de er hjernespind, som er blevet til i underbevidstheden, de plager en og bringer fokus tilbage på ens syndige fortid og alt det bedrag, der kommer fra verden, kødet og djævelen. Skt. Augustin skriver følgende om denne kamp:

”Sådan var jeg syg og pinte mig selv med anklager, langt mere bittert end sædvanligt. Jeg vendte og drejede mig i min lænke, der nu var tyndslidt, for helt at rive den af mig; men den holdt stadig. I mit skjulte indre trængte du ind på mig, Herre, med din strenge barmhjertighed og med frygtens og skammens dobbeltsvøbe, for at jeg ikke igen skulle blive tilbage, og den sidste lille, tynde tråd, der bandt mig, påny skulle vokse sig stærk. Jeg sagde indvendig til mig selv: så nu sker det snart! Og med de ord var jeg allerede ved at tage skridt til at træffe en beslutning.  Jeg var lige ved at gøre det, og gjorde det dog ikke, men faldt heller ikke tilbage i min forrige tilstand! Jeg standsede tæt ved og trak vejret. Jeg prøvede igen og kom lidt nærmere og lidt nærmere. I næste øjeblik ville jeg nå målet og holde fast. Men jeg var der ikke, kunne hverken nå eller holde fast, men tøvede endnu med at afdø fra døden og leve for livet. Det indgroede slette havde større magt i mig end det uvante gode. Jo nærmere selve det øjeblik kom, hvor jeg skulle blive noget andet, end jeg var, desto større skræk indgød det mig. Det rystede mig dog ikke af eller slog mig på flugt, men det holdt mig svævende” (Augustins bekendelser, bog VIII kapitel 11, 25).

Det er ved tro, at et menneske tør at give afkald på den række af muligheder, han er stillet overfor, for at kunne vælge det, der er det nødvendige, som er den vej ad hvilken Gud indbyder ham til at betræde i glæde.

Salmisten synger om dette på følgende måde:

Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd” (Sl 16:11).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. januar 2016. Den kan læses på: Faith and the Faithfulness of God II – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Liturgi, doktrin og disciplin i den rigtige rækkefølge

Hans Eminence kardinal Raymond Leo Burke sagde i et oplæg, han holdt i Wien i denne uge, at ”Kirkens disciplin aldrig kan være andet end tro mod Sin egen doktrin”. Hans Eminence formulerede i virkeligheden et princip, der udgår fra den gamle lovmæssighed, der begrunder og danner både katolsk doktrin og morallære: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

1.      Lex orandi er en indføring i den hellige liturgi. Den består ikke kun af de hellige tekster, men også af alt det andet i liturgien, hellige tegn, måden at bevæge sig på og ritualer ved hvilket mennesket gennem Jesu Kristi formidlende præstedømme bliver helliget og Gud herliggjort. Selve den hellige liturgi (såsom Det hellige Messeoffer, de andre sakramenter, tidebøn og de forskellige ritualer og sakramentalier, der er at finde i Kirkens officielle liturgiske bøger) er Kirkens theologia prima. Det er i den hellige liturgi og ved den, at Kirken modtager sin primære teologi. Som ifølge den hellige Jakob er en gave modtaget ovenfra: ”Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandringer eller skiftende skygge” (Jak 1:16-17). Kirkens primære teologi er ikke noget, der er blevet ”opfundet” af lærde mænd, den er at finde i det, der forudsætter liturgien, som er det primære for Kirkens autentiske tradition. 

2.      Lex Credendi er en artikulation af det, der allerede er givet, overvejet og fejret i lex orandi. Kirkens doktrin udspringer i al Sin skinnende renhed – veritatis splendor – som er kilden til Hendes liturgi. Den katolske doktrin, Kirkens teologia secunda, er frugten af Hendes teologiske erfaring. Det hellige går forud for den teologiske diskurs aula, og alteret forlener autoritet til lærestolen. En teologisk diskurs, der er i modstrid med lex orandi vil være mangelfuld og uden liv. Jeg er sikker på, at Hans Eminence kardinal Burke er enig med mig i, at når han taler om Kirkens lære, henviser han til den autoritative lære, der er forankret i – og formet af Kirkens liturgi, Hendes lex orandi.

3.      Lex vivendi er det katolske moralske liv, der fremskyndes af de teologale dyder, som er et liv i lydighed mod de guddommelige bud, der er kendetegnet ved kardinaldyderne, oplyst af saligsprisningerne, beriget af Helligåndens syv nådegaver og kommet til udtryk i Helligåndens tolv frugter. Lex vivendi er relevant for alle, der lærer mennesker at leve på den rigtige måde, lex vivendi angår videre etiske og sociale spørgsmål og det at udleve den hellighed, som vi har betragtet hos de hellige, og alt dette bliver givet til os ved Kirken.

Den traditionelle og ortodokse tilgang til Kirkens lov og disciplin har til enhver tid været med udgangspunkt i – og er blevet formet af Hendes liturgi og doktrin i følgende orden: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi. Den protestantiske tilgang har et helt andet udgangspunkt, nemlig med spørgsmålet ”Hvad skal man tro på?” og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man en tilbedelsesform, der er i overensstemmelse med trosfundamentet samt et moralsk og etisk kodeks, som afspejler trosfundamentet. Derfor vil der her opstå en anden orden, nemlig: Lex credendi, lex orandi, lex vivendi. Denne tilgang, som benyttes af unitarerne og sekulære humanister, er i det væsentlige af pragmatisk karakter, fordi den starter ud med spørgsmålet: ”Hvordan ønsker vi at leve?”, og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man hvilken som helst tro eller ritualer, der er de mest passende til de valgte moralske og etiske konventioner. Her er rækkefølgen: Lex vivendi, lex credendi (og hvis der eksisterer en form for kultus, lex orandi).

Den nuværende fejlagtige måde at adressere moralske spørgsmål på, altså fra et katolsk perspektiv, kan, vil jeg mene, føres tilbage til den krise, der har ramt doktrinen, som igen har påvirket og skabt en (større) krise (de seneste årtier) omkring den hellige liturgi, og det på en sådan måde, at den er blevet forandret, deformeret og ”genopfundet”, så den passer til de kriterier (beskrevet ovenfor), der gør sig gældende hos protestanter og sekulære humanister. En genoprettelse af den katolske doktrin i hele dens skønhed og rigdom, og det, der følger heraf, nemlig at man genvinder den katolske disciplin som noget, der både helbreder og er livgivende, vil starte med, at man genopretter den hellige liturgi. Jeg tror, at Hans Eminence, kardinal Burke af hele sit hjerte vil give mig ret i dette. Kirkens disciplin kan aldrig være andet en tro mod Kirkens doktrin, og Hendes doktrin kan aldrig være andet end tro mod Hendes liturgi. Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. november 2014. Den kan læses på: Liturgy, Doctrine, and Discipline: the Right Order – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan ikke selv skabe Kirken

Kirken er ikke et system eller en social institution blandt mange. Den er en person. Den er kvinde. Den er Moder. Den er levende. En Mariansk forståelse af Kirken er i modstrid med en opfattelse af Kirken som et bureaukrati eller en helt almindelig organisation. Vi kan ikke skabe Kirken, vi skal være Kirken. Vi er Kirken, og Kirken er kun os i det omfang, at vores tro, mere end handling, definerer vores væren. Kun ved at være som Maria kan vi blive Kirken. Ved Kirkens allerførste begyndelse blev Den ikke skabt, men Den blev bragt til verden ved en fødsel. Den dvælede i Marias sjæl fra det øjeblik, hun gav sit fiat. Dette er koncilets dybeste ønske: At Kirken bliver vakt til live i vore sjæle. I den henseende viser Maria os vejen.

Kardinal Josef Ratzinger ved åbningen af pastoralkongressen i bispedømmet Aversa den 15. september 2001.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/we-cannot-make-the-church/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kristen versus Katolsk

Den katolske Kirke fordrejer Den hellige Skrift, har falske profeter i sin midte og kan ikke karakteriseres som værende kristen

Mange katolikker er ikke klar over, sandsynligvis fordi de er præget af ligegyldighed, at der er sket store ændringer hos protestanterne. Der er opstået et vist kollektivt hukommelsessvigt blandt de mange protestantiske denominationer, da det synes, som om de ikke kan huske deres historiske baggrund, som er, at de er en del af den protestantiske reformation, som blev sat i gang af præsten Martin Luther i det 16. århundrede, den protestantiske reformation, som har sit 500-års jubilæum næste år (2017).

Der findes en mangfoldighed af protestantiske denominationer, men der er kun nogle få, der definerer sig som protestanter. De har glemt deres historiske rødder og ser ikke længere sig selv som nogen, der protesterer imod noget. Men det er netop det, der kendetegner en protestant, at denne protesterer, og i dette tilfælde er det imod den katolske sandhed.

Flere af de nyere og yngre kirker, som man kalder for ”hippe” kirker (der er her tale om ordet kirke med lille k) definerer sig som kristne. I deres optik adskiller de sig fra protestanterne, som de alt i alt er en del af. Uanset om man kommer fra den evangeliske kirke, pinsekirken, baptisterne eller er lutheraner, så er man protestant. Men hvorfor? Fordi de alle, uanset det, de kalder sig, stadig er protestanter.

Men i løbet af de sidste 20 år eller mere, er der vokset en bevægelse frem blandt de yngre og mindre protestantiske retninger, hvor man helt fjerner betegnelsen protestant og i stedet helt enkelt betegner sig som kristen, og dette fænomen har ”bidt sig fast” og endda i et sådant omfang, at de har taget patent på betegnelsen kristen, og ekskluderet katolikker fra denne betegnelse.

Nu må I lige have os undskyldt, Den katolske Kirke, er Den eneste sande Kirke, og vi var de første kristne. De kristne, der blev spist af løver i Rom, var ikke bare en tilfældig gruppe kristne, det var katolikker, ganske enkelt.

Alle katolikker er kristne, men ikke alle kristne er katolikker, ”takket være” den ekskommunikerede præst Martin Luther. Men hvad er årsagen til, at dette må betones? Det hele handler om, at der for nylig har været afholdt en begivenhed med følgende overskrift: ”Ecumenical Event Unites Christians and Catholics” (En økumenisk begivenhed hvor kristne og katolikker forenes). Nej, hold nu op.

I husker, at katolikker er kristne, de første kristne. Men hele gruppen af ”følelsesbetonede” kristne er fuldstændig ligeglade med det. De er af den opfattelse, at når man er en del af et religiøst hysteri (her forstået som, at man står med lukkede øjne, hænderne i vejret, synger højlydt og råber og skriger på- og til Gud), så er det, fordi Helligånden er tilstede, og alt er godt, fordi man har en ”fornemmelse af”, at alt er godt.

Det er helt forkert.

Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke taler imod det at bede sammen, det er bestemt ikke nogen dårlig ting, eller at vi arbejder sammen om, at moral og det at gøre det gode er de bærende principper i samfundet og en del af vores kulturelle grundlag. Men man kan ikke forsamles til en såkaldt økumenisk begivenhed og her udbrede den vildfarelse, at katolikker ikke er kristne. Igen bør det understreges, at vi katolikker var de første, og stadig er det.

Men interessant var det, at nogle af de tilstedeværende protestanter højlydt udtrykte modstand mod enhver form for katolsk tilstedeværelse, og det gjaldt også et videoindslag fra pave Frans, hvor han opmuntrede til at arbejde for den gode relation mellem katolikker og protestanter. En protestant udtrykte sig på følgende måde: ”kristne og falske profeter (han mente katolikker) vil samles og blive ét ved denne begivenhed”. Der er ikke andet at sige til det, end at det store frafald sker for øjnene af os, og at vi ikke vil tie.

Som en kommentar til synet på katolikker blandt den førnævnte protestants ”medbrødre”, sagde arrangøren af denne begivenhed i et kommunike, at: ”det ikke handler om, at vi er nået til et punkt, hvor vi er enige om, hvordan vi fortolker Den hellige Skrift, men meget mere om, at vi rækker ud imod hinanden fra hver vores respektive positioner”.

Det er da i sandhed venligt af dem, at de ikke vil finde frem til en fælles fortolkning af Den hellige Skrift sammen med de katolikker, de ikke bryder sig om. Hvis de besad en vis form for historisk forståelse, hvilket de ikke gør, ville de kunne se og forstå, at Den katolske Kirke er Den, der gav Bibelen til verden, at Den katolske Kirke var og er den første Kirke, og at deres forsamlinger ikke er kirker, fordi Kristus kun indstiftede EN Kirke, og deres ”kirker” er ikke DEN.

Deres ”kirker” er ikke ældre end 500 år, og de har som deres stifter en hæretisk, ulydig og mentalt forstyrret katolsk præst (Martin Luther). Den katolske Kirke kan trække en tidslinje 2000 år tilbage i tiden til Dens Stifter, Jesus Kristus.

Det er ikke uden risiko for fare, hvis katolikker vælger at tage del i sådanne økumeniske begivenheder. Bevares, til en vis grænse og i et begrænset omfang, men der må trækkes en streg i sandet. Men den type protestantisk begivenhed, jeg netop har beskrevet, hvor katolikker er vidner til, at Den katolske Kirke nedvurderes, og de selv reduceres til at være andenrangs kristne, der forvansker Den hellige Skrift, har falske profeter i Sin midte og ikke kan betegnes som kristne, bør katolikker under ingen omstændigheder tage del i. Når vi samles med henblik på at forenes, hvad er det så lige, vi forenes om?

Jeg spørger bare. Det kan som regel være fornuftigt at vide hvilken betydning, der lægges i de ord, der bliver benyttet.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-christian-vs-catholic

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus = Kirken

Udenfor Kirken er frelsen ikke mulig

Når man hører klerikale, det være sig biskopper eller præster, der kommer med hæretiske eller tilnærmelsesvis hæretiske udsagn om Jesus Kristus, såsom: ”Han (Jesus) havde ingen anelse om, hvem Han egentlig var” eller ”Han fik kendskab til Sin guddommelige mission fra en simpel skabning” etc, så må dette betragtes som værende ude på et overdrev, et åndeligt overdrev og videre tegner det et billede af, at den person, der fremsætter sådanne udtalelser, ikke besidder nogen forståelse af det, Kirken egentlig er og står for. Det samme gør sig gældende, når en præst eller biskop lægger op til, at man bør ændre på Kirkens sprog, og at man må fortolke Kirkens lære, så den er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, så den ganske enkelt passer til tidsånden, dette må ligeledes betegnes som et overdrev, man ikke bør bevæge sig ud på, og som også viser, at man ingen forståelse har for, hvem Jesus Kristus er.

Kristus og Kirken er så tæt forbundet, at de set udefra fremstår som EN. Det er det, Paulus taler om, når han gør rede for, at det ægteskabelige bånd mellem en mand og dennes hustru, meget svagt, afspejler det bånd, der er mellem Kristus og Kirken. Ved at tage udgangspunkt i denne analogi, som omhandler et sakramente, henviste Vor Herre med så stor klarhed til sig selv, at ingen kan være i tvivl om, at det er det, det handler om. Ægteskabet vil for altid forene mand og hustru, indtil en af de to falder bort.

Han, der er Det evige Ord, og som var til fra begyndelsen, talte således: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1 Mos 2: 24). Dette udsagn blev en rammesætning for den kærlighed og relation, der er mellem Kristus og Kirken, mellem Frelseren og Bruden. Og da Jesus Kristus er evig, har Han overført den herlighed til Sin Brud, som Han holder fast ved, og de bliver ét kød, som er Hans Kød i det Allerhelligste sakramente. Det er derfor, vi benytter betegnelsen Den hellige Kommunion – at være sammen og i enhed. Kristus har forenet Sig med Sin Brud i et helligt bryllup, der i menneskelig forstand langt overstiger vores virkelighed. Det er netop på baggrund af denne forening mellem Kristus og Kirken, at ægteskabet, som et sakramente, er blevet defineret. Og det er netop, som det skal være.

Derfor er en skilsmisse ikke mulig, når det handler om et ægteskab indgået i Kirken, fordi det derved er et sakramente. Vor Herre kan ganske enkelt ikke skille Sig fra Sin Brud, som er Kirken. Han kan ikke forlade eller svigte Hende, for gør Han det, svigter Han Sig selv, og det kan ikke lade sig gøre. I denne sammenhæng er det også vigtigt at huske på de ord, Vor Herre sagde om Sin Kirke til Saulus, da Saulus var på vej mod Damaskus: ”… Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? … Jeg er Jesus, som du forfølger” (ApG 9: 4-5).

Det, at Vor Herre på den måde identificerede Sig med Sin Kirke, gjorde markant indtryk på Paulus, idet det satte sig så dybe spor i hans sjæl og sind, at han senere i sit brevkorpus mere indgående belyste den dybe sammenhæng, der er mellem Kristus og Kirken. Disse to er for os katolikker så tæt forbundet, at de ganske enkelt ikke kan adskilles. Hvem der end lytter til dig, lytter til Mig. Denne virkelighed, denne guddommelig virkelighed skaber rammen for, hvordan vi betragter og opfatter de vildfarelser, der italesættes i Kirken og om Kirken, og det gælder også de fornægtelser og fejlagtige forestillinger om Vor Herre, der fremsættes af dem, der er ordineret til at tjene Ham. Taler man imod Kirkens sandhed, taler man imod Kristus. Og foreslår man noget vedrørende Kristus, som fremstår absurd, er det fordi, man ikke forstår, hvem og hvad Kirken er. Hun er Hans repræsentant på jorden.

Fremsætter man en grov fornærmelse mod en vens hustru, bør man vide, at man også har fornærmet ham, der tidligere kunne betragtes som ven. Så tæt er Jesus og Kirken forbundet gennem det sakramentale ægteskab, at de er ét kød. Der er derfor, at klerikale, det være sig præster, biskopper og kardinaler, der advokerer for ægteskaber mellem to af samme køn, ægteskaber indgået civilt eller partnerskaber, ikke længere er katolske i deres måde at tænke på, og derfor må stilles til regnskab for det, de udtaler. De spreder deres farlige tanker på en sådan måde, at det fremstår, som om

Kirken enten kan eller bør foretage ændringer. Om de gør dette med ”hovedet under armen” eller ubevidst skal være usagt, men deres tanker rettes mod selve Jesus Kristus. Det er netop derfor, at når en præst siger noget, der går imod Kirken, er det et bevis på, at han ikke tror på Kristi guddommelighed, i alt fald ikke på den måde, som Kirken, Kristi Brud, fremlægger den.

Kirken kan ikke forandre Sin lære, fordi den (læren) ikke egenhændig hører til Kirken, på samme måde kan bruden heller forandre sin mands kærlige blik, som er til hende og ikke er noget, som hun skal have kontrol over eller kunne manipulere med. Brudgommens blikke til bruden er udtryk for hans kærlighed til hende. Hun (Kirken) kan ikke ændre på Hans (Kristus) kærlighed til Hende, på samme måde kan den jordiske brud heller ikke ændre på sin mands kærlighed til hende. Og i tilfældet med Kristus og Kirken, bliver læren fremsat på den helt rigtige måde, modtaget på den helt rigtige måde og bliver delt mellem dem på fuldendt måde, og læren er blot hen ad vejen vokset sig til igennem århundreder og årtusinder og kan ikke ændres eller fortolkes på en sådan måde, at den ikke længere fremstår som det, den var, og hvor den gav frugt.

Ligesom et par der er tæt knyttet til hinanden i ægteskabet, og som er kommet til at kende hinanden så godt, at de er i stand til at færdiggøre hinandens sætninger, sætte ord på hinandens tanker eller ikke behøver at bruge ord til at sige det, der skal siges, blot et enkelt blik, således er det også med Kirken og Vor Herre, blot på et niveau, der rækker ud over vores fatteevne, her ”sætter Kirken ord på” Vor Herres tanker, for sådan er kærligheden.

Jesus Kristus er Kirken her på jorden, og Kirken er Jesus Kristus. Det er derfor, Hun højtideligt kan sige, at udenfor Hende er der ingen frelse, for når Hun taler sådan, viser Hun hen til Sin elskede og forkynder, at ”… der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4: 12), og der er ingen anden Kirke, hvor mennesker kan komme til Ham.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 6. oktober 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-jesus-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesu Hellige Hjerte: brændende af kærlighed for sjælenes frelse

I kapitel 12 i Lukas Evangeliet siger Vor Herre følgende ord:

Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget” (Luk 12: 49) (1).

Dette skriftsted er antifon til Magnificat ved den 1. vesper til festen for Jesu Hellige Hjerte. Følgende bøn fungerer som en fortolkning af ovenstående skriftsted og udleder, at ilden er et billede på Guds kærlighed:

Herre, vi beder Dig, lad Din hellige Ånd tænde den ild i vore hjerter, som vor Herre Jesus Kristus, Din Søn lod flyde fra Sit Hjertes inderste dyb ud over hele verden, og som skulle flamme op med stor voldsomhed. Han, som lever og råder med Dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Vi kan også i denne sammenhæng genkalde os de ord, der blev sagt af Johannes Døber i begyndelsen af Matthæusevangeliet:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3: 11-12).

Vi ser således, at Vor Herre Jesu Kristi ild både er kærlighed og dom, der er funderet på sandheden. Kærlighedens ild ønsker sjælenes frelse, og sandhedens ild renser os fra synd. Lad derfor enhver kristen sjæl tage imod Det Hellige Hjertes ild specielt i Det Allerhelligste sakramente, dels for den kristne sjæls egen skyld og dels for denne sjæls næstes skyld.

Det er ved disse ord og gerninger, vi møder vor næste, og det er i netop dette møde, at sandheden og kærligheden er vigtig. Skt. Thomas Aquinas definerer sandhed og kærlighed som grundlaget for alle gode gerninger (2). I juni måned, som er dedikeret til Jesu Hellige Hjerte, fejrer verdslige mennesker på blasfemisk vis den synd, der strider mod det, der er naturligt. Selv midt i alt dette bør vi have et fokus på frelsen af disse sjæle. Mange af disse mænd og kvinder er blevet såret på den mest forfærdelige måde, og de har derfor mere end nogensinde brug for Jesu Hellige Hjerte, som blev gennemboret af lansen af kærlighed for dem. Husk på, hvordan vor fader Abraham bønfaldt Herren, før der faldt ild fra Himlen. Lad os gøre bod og frembære ofre for disse ulykkelige synderes sjæle, så de må være blandt de retfærdige, når Jesu Kristi ild bryder frem. Lad os få en forståelse for at sandhed og kærlighed er den ild, der udgår fra Det ene Hellige Hjerte.

Jesu Hellige Hjerte, hav barmhjertighed med os.

Noter

  1. Den græske oversættelse af skriftstedet: Πῦρ ἦλθον βαλεῖν ἐπὶ τὴν γῆν, καὶ τί θέλω εἰ ἤδη ἀνήφθη.
  2. Dette stammer fra en kommenteret udgave af Galaterbrevet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/28/sacred-heart-of-jesus-burning-with-charity-for-the-salvation-of-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)