Category: Theology

Jesu Hellige Hjerte: brændende af kærlighed for sjælenes frelse

I kapitel 12 i Lukas Evangeliet siger Vor Herre følgende ord:

Ild er jeg kommet for at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget” (Luk 12: 49) (1).

Dette skriftsted er antifon til Magnificat ved den 1. vesper til festen for Jesu Hellige Hjerte. Følgende bøn fungerer som en fortolkning af ovenstående skriftsted og udleder, at ilden er et billede på Guds kærlighed:

Herre, vi beder Dig, lad Din hellige Ånd tænde den ild i vore hjerter, som vor Herre Jesus Kristus, Din Søn lod flyde fra Sit Hjertes inderste dyb ud over hele verden, og som skulle flamme op med stor voldsomhed. Han, som lever og råder med Dig i Helligåndens enhed, Gud fra evighed til evighed.

Vi kan også i denne sammenhæng genkalde os de ord, der blev sagt af Johannes Døber i begyndelsen af Matthæusevangeliet:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3: 11-12).

Vi ser således, at Vor Herre Jesu Kristi ild både er kærlighed og dom, der er funderet på sandheden. Kærlighedens ild ønsker sjælenes frelse, og sandhedens ild renser os fra synd. Lad derfor enhver kristen sjæl tage imod Det Hellige Hjertes ild specielt i Det Allerhelligste sakramente, dels for den kristne sjæls egen skyld og dels for denne sjæls næstes skyld.

Det er ved disse ord og gerninger, vi møder vor næste, og det er i netop dette møde, at sandheden og kærligheden er vigtig. Skt. Thomas Aquinas definerer sandhed og kærlighed som grundlaget for alle gode gerninger (2). I juni måned, som er dedikeret til Jesu Hellige Hjerte, fejrer verdslige mennesker på blasfemisk vis den synd, der strider mod det, der er naturligt. Selv midt i alt dette bør vi have et fokus på frelsen af disse sjæle. Mange af disse mænd og kvinder er blevet såret på den mest forfærdelige måde, og de har derfor mere end nogensinde brug for Jesu Hellige Hjerte, som blev gennemboret af lansen af kærlighed for dem. Husk på, hvordan vor fader Abraham bønfaldt Herren, før der faldt ild fra Himlen. Lad os gøre bod og frembære ofre for disse ulykkelige synderes sjæle, så de må være blandt de retfærdige, når Jesu Kristi ild bryder frem. Lad os få en forståelse for at sandhed og kærlighed er den ild, der udgår fra Det ene Hellige Hjerte.

Jesu Hellige Hjerte, hav barmhjertighed med os.

Noter

  1. Den græske oversættelse af skriftstedet: Πῦρ ἦλθον βαλεῖν ἐπὶ τὴν γῆν, καὶ τί θέλω εἰ ἤδη ἀνήφθη.
  2. Dette stammer fra en kommenteret udgave af Galaterbrevet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/28/sacred-heart-of-jesus-burning-with-charity-for-the-salvation-of-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Der er ingen frelse udenfor Den katolske Kirke

Der er en sandhed, åbenbaret af Gud: at der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er Jesu Kristi sande Kirke, fordi Den er indstiftet af Jesus Kristus for helliggørelse af – og til frelse af sjælene. Hvordan er det så muligt, at frelsen kan eksistere udenfor Den Kirke, som Jesus Kristus indstiftede for at frelsen var mulig?

Den katolske Kirke er ikke noget usynligt fællesskab, men et synligt, og det er det, fordi det er nødvendigt at være en del af Den synlige Kirke for at kunne opnå frelsen. Der eksisterer ikke nogen usynlig katolsk Kirke. Det er dog muligt, at et menneske på en usynlig måde kan være en del af Den katolske Kirke, som er synlig. Et menneske, der lever i total uvidenhed om den sande tro, og som ikke har kendskab til den nødvendighed, det er at være en del af Kirken for at opnå frelsen, vil ikke af Den Almægtige Gud blive holdt ansvarlig for en synd, vedkommende ikke har gjort sig skyld i. Et sådant menneske kan gennem nåden være en del af Den katolske Kirke.

Det er ekstremt risikobetonet at forblive uden for Den katolske Kirke, når Den af Gud er indstiftet for at lede mennesket til frelsen. Man bliver en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab gennem dåben eller ved nåden, fordi det netop er ved denne synlige rituelle handling, et menneske bliver en del af Den katolske Kirke. Men protestanter, der har en gyldig dåb, er ikke katolikker: for Kirken er karakteriseret ved et synligt fællesskab bestående af dem, der bekender troen på Kristus og tager del i de samme sakramenter og er forenet under deres legitime præst, der er underlagt det synlige overhoved (paven). Protestanter befinder sig imidlertid i et ikke fuldkomment, men dog egentligt (eller sagt på en anden måde, et egentligt men ufuldstændigt) fællesskab med os katolikker, og de er kristne, men de er ikke i sig selv en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Katolikker har i to hundrede år eller mere benyttet formuleringen ”adskilte brødre” til at betegne protestanterne og ortodokse og andre. Det andet Vatikankoncil benytter udtrykket ”frates a nobis sejuncti”, de brødre, der er adskilt fra os. Ordet adskilt beskriver en mangel i forhold til dette fællesskab, og ordet brødre betegner, at det rigtige fællesskab ikke desto mindre er ufuldkomment.

At hævde, at ”der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke” betyder ikke, at protestanter, jøder, muslimer o.s.v ikke kan opnå frelsen, men opnår de frelsen, er det i kraft af Den katolske Kirke og ikke deres egen denomination eller religion. Hvis en person fra en anden denomination eller religion opnår frelsen, er det, fordi vedkommende af nåde (eller i tilfældet med protestanter, ved dåben) er en del af Den katolske Kirkes fællesskab. Alle, der er i Himlen, er en del af Den triumferende Kirke og er i sig selv (ipso facto) katolik.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil benægte, at der findes gode og hellige mennesker indenfor andre religioner. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at al nåde, der er i verden, kommer ind i verden gennem Den katolske Kirke.

En person, der ved, at Den katolske Kirke er den sande tro, og ikke ønsker at træde ind i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, kan ikke opnå frelsen. Det siger den lære, der ligger i Kirkens læreembede, og som er bekræftet i skrivelsen Lumen Gentium, som er et dokument fra det andet Vatikankoncil.

Den katolske Kirke, er Kirken. Den er ikke en del af Kirken eller en denomination i Kirken, Den katolske Kirke og katolicismen er indstiftet af Jesus Kristus, udenfor Den er der ingen frelse. Katolicismen er den eneste religion, der er blevet indstiftet af Gud, og er dermed også den eneste religion, der har Guds velbehag.

Det er alle menneskers pligt at blive optaget i Den katolske Kirke og underkaste sig Hendes lære. Det er Gud, der taler til mennesket ikke blot gennem den hellige Skrift, men også den hellige tradition og Kirkens læreembede. Vi bør tro på det, som Kristus lærer os gennem Sin Kirke og have tro på det, der ligger implicit i alt det, Gud har åbenbaret, at det er altafgørende for frelsen. (Og der er visse sandheder, som man helt klart bør tro på)

Det er en stor synd imod kærligheden, hvis man opmuntrer folk til at holde fast ved deres vildfarelser, som ikke fører til frelsen. Vildfarelser leder ikke til frelsen. Sandheden er Jesus Kristus, og det indbefatter den sandhed, der ligger i Hans Kirke, Den Kirke, der er Jesu Kristi ubesmittede Brud og Hans mystiske Legeme, og det er Den, der vil lede folk til frelsen. Folk har ret til at have kendskab til den fulde sandhed, man finder i Evangelierne og ikke nægtes adgang til den. Derfor er folk, som allerede nævnt, berettiget til at kende sandheden, at den katolske tro er den sande religion, at Den katolske Kirke er Guds Kirke, som har autoritet, er ufejlbarlig og er fundamentet, og som videregiver den sande tro og bevarer sakramenterne, der er indstiftet af Jesus Kristus, og som står indtil verdens ende. At være en del af Kirkens fulde fællesskab er nødvendigt for frelsen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 24. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/salvation-outside-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helgenerne: Kun få bliver frelst

Information til læseren

Kirkens tradition er rig på Kirkefædre, Kirkelærere, helgener, mystikere etc, som har talt om frelsen og hvor mange, der frelses. Listen over disse helgener er ganske lang, og derfor er det følgende kun et lille udsnit af det, der findes.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne” (Luk 13: 23-24).

Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (Matt 22: 14).

Ikke alle, ej heller flertallet bliver frelst”. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer.

Antallet af dem, der bliver frelst, er så minimalt, som det antal druer, der bliver tilbage, når drueplukkerne har færdiggjort deres arbejde”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Tænk på helvedes kvaler, som vil vare for evigt, fordi man har begået en dødssynd. Arbejd hårdt på at være blandt de udvalgte. Tænk på helvedes evige flammer, og hvor få der bliver frelst”. Skt. Benedict Joseph Labre.

Størstedelen af menneskene vælger hellere fortabelsen fremfor at elske Den Almægtige Gud”. Skt. Alphonsus Liguori, Kirkelære.

Et væld af sjæle går til helvedes dyb, og det er på grund af troen, at alle, der dør i en tilstand præget af dødssynd, er fortabt for evigt. Ifølge statistikkerne dør ca. 80.000 mennesker hver dag. Hvor mange af dem vil dø i en tilstand præget af dødssynd? Og hvor mange vil blive fordømt! For den måde, de har levet på, afspejler deres endeligt”. Skt. Anthony Mary Claret.

Se, mange er blevet kaldet, og kun få er blevet udvalgt! Vær opmærksom på, at hvis du ikke tager vare på dig selv, har du langt mere din fortabelse i vente end en egentlig forbedring, og det er fordi, den vej, der leder til det evige liv, er meget smal”. Skt. Johannes af Korset, Kirkelære.

Det starter godt ud for mange, men det er få, der holder ud”. Skt. Hieronymus, Kirkelære og Kirkefader.

Antallet af de udvalgte er meget lille, faktisk så ringe, at vidste vi, hvor småt det egentlig er, ville vi besvime af sorg. Antallet af de udvalgte er så lille, at Gud må samle dem, Han ville løfte Sin røst og sige gennem Sin profet: ’saml Jer, hver for sig, en fra denne provins, en fra det kongerige’” Skt. Louis Marie de Montfort.

Jeg ønsker ikke, at min tale skal være overilet, men den skal stemme overens med det, jeg tænker og fornemmer. Jeg tror ikke, at særlig mange biskopper undgår fortabelsen, og at antallet af dem, der går fortabt, er meget stort”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det, jeg nu vil fortælle Jer er meget forfærdeligt, for jeg ønsker ikke at holde noget skjult for Jer. Ud af denne bys store indbyggertal, som er på flere tusinder, vil ikke engang 100 mennesker blive frelst, og jeg tror, at 100 er højt sat”. Skt. Johannes Chrysostomos, Kirkefader og Kirkelærer.

Det er få, der bliver frelst, men vi må leve vores liv, som er vi blandt de få, hvis vi ønsker at være blandt de få, der bliver frelst. Oh Gud, i sandhed er der meget få, der bliver frelst, og jeg ønsker at være blandt de få”. Skt. Alphonsus Liguori.

Hvis I ønsker at være sikre på Jeres frelse, stræb da efter at være blandt de få af de få. Følg ikke størstedelen af menneskeheden, men følg dem, der forsager verden, og aldrig tøver i deres stræben dag og nat efter at nå til den evige salighed” Skt. Anselm, Kirkelære.

Alle mennesker har et ønske om at blive frelst, men størstedelen lader sig friste af synden, fordi de ikke ønsker at gøre det, der kræves for at blive frelst … Faktisk er antallet af de udvalgte langt mindre end antallet af de fortabte, for de forhærdede syndere er langt større i antal end de udvalgte”. Skt. Alphonsus Liguori.

Men jeg skælver, når jeg i disse dage ser, hvor mange sjæle der går til fortabelsen. Det, jeg ser, er, at de går til helvede som løvfald før vinterens komme”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Der er intet, der berører Jesu Hjerte mere, end at Han må se, at den lidelse Han gik igennem ikke gavner de mange”. Skt. Johannes Maria Vianney.

Med undtagelse af dem, der dør, mens de stadig er børn, vil langt de fleste mennesker fortabes”. Skt. Regimius fra Rheims.

Åh, hvor er der mange sjæle, der kommer til helvede”. Skt. Francis Xavier.

Kristi hjord betegnes som ’lille’ sammenlignet med det langt større antal af forhærdede syndere”. Skt. Beda, Kirkelærer og Kirkefader.

Hvor mange blandt disse uciviliserede mennesker har stadig ikke kendskab til Gud og er sunket ned i et mørke af afgudsdyrkelse, overtro og ligegyldighed! … De stakkels sjæle, for det var netop dem, Kristus så, da Han led allermest. Han så, hvor nyttesløs den smerte, Han led for disse sjæle, var”. Skt. Francesca Saverio Cabrini.

Udfaldet må nødvendigvis være, når man ser på, hvor mange mennesker, der pådrager sig skyld ved at agere med ligegyldighed, at rigtig mange fortabes, fordi synd ikke betragtes med afsky, og det er i sagens natur vanskeligt at afsky synd, hvis synd ikke bliver betragtet som synd”. Skt. Josef Cafasso.

Der er mange, der kommer til troen, men få, der når til den himmelske herlighed”. Pave Skt. Gregory den Store, Kirkelære og Kirkefader.

Man kan kun begribe, hvor få der er blevet udvalgt, hvis man forstår hvor mange, der går fortabt”. Skt. Hilary fra Poitiers, Kirkelærer og Kirkefader.

Uden tvivl er de, der er blevet udvalgt, ganske få”. Skt. Augustin, Kirkelære og Kirkefader.

Nogen vil sige: For mig er det tilstrækkeligt at blive frelst. ’Nej’ siger Skt. Augustin, ’det er ikke tilstrækkeligt at sige sådan, for så bliver du fortabt’”. Skt. Alphonsus Liguori.

Størstedelen af menneskeheden sætter ikke pris på Kristi Blod og vil fortsætte med at fornærme Ham”. Skt. Isidore fra Seville, Kirkelære og Kirkefader.

Mange ordensfolk går direkte til helvede, fordi de ikke overholder deres klosterløfte”. Skt. Vincent Ferrer.

Så mange mennesker vil dø, og langt de fleste vil komme i helvede! Rigtig mange vil komme i helvede”. Skt. Jacinta fra Fatima.

Den, der gang på gang misbruger Guds barmhjertighed, vil Gud trække Sig fra”. Skt. Alphonsus Liguori.

Til trods for en forsikring om, at Gud ikke skaber noget menneske med henblik på, at det skal havne i helvede, og at Han ønsker, at alle mennesker må blive frelst, er det ligeså sandt, at kun få vil blive frelst, at kun ganske få vil komme ind i Himlen, og at størstedelen af menneskeheden for altid vil være fortabt”. Skt. John Neumann.

Der blev afholdt en synode i Paris og et stort antal prælater og præster, der havde ansvar for sjæle, deltog; kongen og hans stormænd kom, og gjorde dem selskab, for at skabe glans over forsamlingen. En velkendt forkynder var blevet inviteret til at forestå prædikenen. Mens han var i færd med at forberede sin homili, fremstod en afskyelig dæmon for ham og sagde: ’læg dine bøger til side. Hvis du ønsker at prædike noget, der er nyttigt for disse stormænd og prælater, så koncentrer dig om, hvordan det hele tager sig ud set fra vores synspunkt. Vi, som er mørkets fyrster takker Jer stormænd, prælater og præster, som har ansvar for sjæle, for på grund af den ligegyldighed I lægger for dagen, fortabes en stor del af de troende. Vi har en helt særlig belønning i vente for Jer, når I kommer for at være sammen med os i helvede”. Skt. Leonard fra Port Maurice.

Så stort er antallet af elendige sjæle, og til sammenligning er antallet af de frelste meget få!” Skt. Phillip Neri.

Arbejd med frygt og bæven på Jeres frelse” (Fil 2: 12).

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/saints-on-the-fewness-of-the-saved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kend din tro: Læren om helvede

Det er ubestrideligt, at mange, både klerikale og lægfolk ikke længere beskæftiger sig med evangelisering. Én af grundene hertil er, at mange ikke længere tror på, at helvede eksisterer og er en realitet. Enten benægter de (eksplicit) helvedes eksistens, eller også tror de, at vi kan have et begrundet håb om, at ingen vil havne der, hvis der i det hele taget eksisterer et helvede. Begge antagelser er i modstrid med den katolske tro, og det vil fremgå, når man går i dybden med det, som Den hellige Skrift, traditionen og Læreembedet siger om helvede.

Det, Den hellige Skrift siger om helvede

Den hellige Skrift bekræfter meget klart, at der er sjæle, der opholder sig i helvede. For eksempel har Johannes’ Åbenbaring en beskrivelse af dem, der på dommens dag vil blive kastet i helvede:

Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen” (Åb 20: 11-15).

Jesus fortæller selv i Den hellige Skrift, at der er nogen, der vil blive nægtet adgang til Himlen. ”Og da vil jeg sige dem, som der er: Jeg har aldrig kendt Jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud” (Matt 7: 23). Jesu undervisning lader os også forstå, at helvede er for evigt. ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for djævelen og hans engle” (Matt 25: 41). Herren Jesus indikerede endda, at størstedelen af menneskeheden kommer til helvede. ”Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7: 14).

Den hellige Paulus giver en beskrivelse af dem, der går til helvede: ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (1 Kor 6:9-10).

Det, traditionen siger om helvede

Traditionen er fyldt med vidnesbyrd om helvedes realitet. Skt. Ignatius fra Antiokia, der stammer fra den første del af det 2. århundrede, har sagt følgende: ”dem, der er årsag til, at familier bliver splittet, vil ikke arve Guds rige. Hvis de, der netop handler således, fordi de følger kødets lyst, lider døden, hvor meget mere vil så ikke et menneske, der har ladet sig fordærve af det onde, og som forkynder troen på Gud, og som Jesus Kristus lod sig korsfæste for, ikke lide døden for sine gerninger? Et menneske, der bliver så ondt, vil gå til den uudslukkelige ild, og det vil også enhver, der lytter til dette menneske” (Brev til Eferserne 16:1-2). Ligeledes i det 2. århundrede sagde Skt. Irenæus: ”Gud vil lade ondskabens åndelige styrker samt de engle, der forsyndede sig mod Ham og blev fordrevet, fremstå, og de blandt mennesker, der er ondskabsfulde, lovløse og dem, der bedriver blasfemi, vil blive kastet i den evige ild” (Against Heresies, 1:10:1). Selv Skt. Cyprian fra det 3. århundrede havde fokus på helvedes realitet:

Et uudslukkeligt Gehenna og den straf at mærke den brændende ild er blevet den fordømtes lod; ej heller vil den fordømte kunne håbe på, at dette er midlertidigt eller en dag får ende. Sjælene vil sammen med deres respektive legemer blive udsat for lidelse og ubegrænset smerte … Revselsen vil da ikke resultere i omvendelse; tårer vil ikke gøre gavn, og bøn vil ikke gøre nogen forskel. Alt for sent, vil de sjæle, der opholder sig her, tro på den evige straf, de, som ikke troede på det evige liv (To Demetrian, 24).

Skt. Kyrillos fra det 4. århundrede fremsætter følgende, som i store træk minder om det, Skt. Cyprian, ovenfor, har givet udtryk for:

Vi vil alle genopstå, og det med det evige legeme, men det vil være med forskelligartede legemer, for er et menneske retfærdigt, vil det modtage det himmelske legeme, så det med værdighed kan  føre samtale med englene, men er mennesket en synder, vil det modtage et evigt legeme, der er skabt til at gennemgå straffedomme for (de) synder, (det har begået), og det er, at det vil brænde i den evige ild, men denne ild vil aldrig fortære dette legeme. Gud vil i Sin retfærdighed lade straffen omfatte både sjæl og legeme, for det er med munden, at vi udtaler blasfemiske ord, men det er også med munden, at vi beder bønner. Det er med legemet, at vi udlever utroskabens kødelige lyst, men det er også på legemet, at man skal skue kyskheden. Det er med hånden, vi stjæler, og det er med hånden, at vi giver almisse. Således er det også med legemets resterende lemmer, for vi gør intet, uden at legemet er med i det. Derfor, når legemet har været vores tjener i alle ting, da skal det også (i fremtiden) have del i den frugt, der er udgået fra vores fortid (Catechetical Lectures, 18:19).

Det, læreembedet siger om helvede

Den katolske Kirkes læreembede taler også om helvede. Det økumeniske koncil i Firenze besluttede og nedfældede: ”De sjæle, der forlader dette liv, og som befinder sig i en tilstand præget af dødssynd eller stadig befinder sig under arvesyndens åg, går direkte til helvede for at blive straffet i en pine, der er ubeskrivelig” (Session 5).

Den Katolske Kirkes Katekismus har et større afsnit om helvede:

Vi kan ikke være forenet med Gud, hvis ikke vi frivilligt vælger at elske Ham. Men vi kan ikke elske Gud, hvis vi synder alvorligt mod Ham, mod vor næste eller mod os selv: Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig (1 Joh 3,14-15). Vor Herre advarer os om, at vi vil være skilt fra Ham, hvis vi undlader at tage os af den svære nød hos de fattige og små, som er Hans brødre. At dø i dødssynd uden at have angret den og uden at tage imod Guds barmhjertige kærlighed betyder at forblive skilt fra Ham for evigt ved vort eget frie valg. Det er denne tilstand af definitiv selvudelukkelse fra samfundet med Gud og med de salige, som man betegner med ordet helvede.

Jesus taler ofte om gehenna og ild, der ikke slukkes, som er forbeholdt dem, der indtil deres livs ende nægter at tro og omvende sig, og hvor både sjælen og legemet kan gå til grunde. Jesus bebuder med alvorlige ord, at Han skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald og dem, som øver lovløshed, og de skal kaste dem i ildovnen (Matt 13,41-42), og at Han vil udtale forbandelsen: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild! (Matt 25,41).

Kirkens lære bekræfter eksistensen af helvede og dets evighed. Deres sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, den evige ild. Helvedes vigtigste straf består i den evige adskillelse fra Gud, i hvem alene mennesket kan have livet og saligheden, hvortil det blev skabt, og som det længes efter.

Skriftens udsagn og Kirkens lære om helvede er en appel til den ansvarlighed, hvormed mennesket skal bruge sin frihed med henblik på sin evige skæbne. Den udgør samtidig en indtrængende appel til omvendelse: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, som fører til Livet, og der er få, som finder den (Matt 7,13-14).

”Men da vi hverken kender dagen eller timen, bør vi efter Herrens formaning til stadighed være vågne, for at vi efter at have fuldført vort jordiske livs eneste forløb med Ham må værdiges at gå ind til bryllupsfesten og blive regnet med til de velsignede, og ikke som de onde og dovne tjenere skal befales at gå bort til den evige ild i mørket udenfor, hvor der vil være gråd og tænderskæren”.

Gud forudbestemmer ingen til at komme i helvede; dertil kræves, at man af fri vilje vender sig bort fra Gud (en dødssynd) og hårdnakket forbliver i denne holdning indtil enden. I den eukaristiske liturgi og i de troendes daglige bønner bønfalder Kirken den barmhjertige Gud, som vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9):

”Dette er det offer, som vi, dine tjenere, og hele dit hellige folk frembærer for dig. Tag imod det i nåde. Lad vore dage henrinde i din fred. Udfri os af den evige fortabelse og byd, at vi må tælles blandt dine udvalgte”.

Det bør nu fremstå tydeligt, at Den hellige Skrift, traditionen og læreembedet alle vidner om helvedes realitet. Af den grund bør vi gøre alt for at hjælpe sjæle til at undgå helvede, og det gælder også vores egen sjæl.

Den engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Lofton og publiceret på ChurchMilitant.com den 26. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/know-the-faith-the-doctrine-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Vianney om modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand

Denne handling vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder

Følgende stammer fra ”Sermon om Unworthy Communion” Bog IV (’Sermons inédits’)

Modtagelse af Den hellige Kommunion uden at kommunikanten er i nådens stand, er noget, der ofte sker. Hvor mange har ikke vovet at nærme sig det hellige alter bærende på synder, som de ikke har bekendt eller kun delvist bekendt i skriftemålet! Hvor mange mangler ikke fornemmelsen af dyb sorg over den synd, de har begået, den sorg, som Den gode Gud ønsker fra dem. De har båret på en skjult vilje til at ville synde igen og dermed ikke med oprigtighed ønsket at omvende sig. Der er mange, der ikke oprigtig forsøger på at undgå fristelsens farer eller at undgå at bære på fjendtlighed i deres hjerte, selv når de nærmer sig det hellige alter! Hvis nogen af Jer har gjort noget af det, jeg netop har beskrevet, når I har modtaget Den hellige Kommunion, så har I gjort Jer skyld i helligbrøde, en forfærdelig synd, og det er den ondskab, der ligger heri, vi nu skal overveje på et dybere plan.

1.      At modtage Kommunionen uden at være i nådens stand er en handling, der vækker Guds vrede i langt større udstrækning end alle andre dødssynder. Denne synd er et direkte angreb på Jesus Kristus, hvorimod andre dødssynder er et angreb på Jesu Kristi bud.

2.      Den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand, korsfæster Jesus Kristus i sit hjerte. Den person, der gør dette, overlader Jesus Kristus til en mere forsmædelig og ydmygende død end døden på korset. Jesus døde i sandhed af egen fri vilje på korset, for at vi kunne opnå frelsen, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Han dør på grund af sig selv, og derfor er Hans død langt fra til vores fordel, som den var første gang (Han døde), den bliver derimod nu vores elendighed og bringer en mangfoldighed af tugtelse over os i dette liv samt det næste. Den død, som Jesus Kristus led på Golgata, var voldsom og pinefuld, men dog var det som om, at alt omkring Ham bar vidnesbyrd om Hans smerte. Selv den mest følsomme skabning blev berørt af det, der skete, og derfor ønskede den at tage del i Frelserens lidelser. Ved modtagelse af Kommunionen uden at være i nådens stand optræder intet af dette: Jesus fornærmes og krænkes af en afskyelig ligegyldighed, og dette sker i tavshed. Alt synes at være uberørt af, at Han ydmyges. Må denne godhedens Gud med retfærdighed råbe, ligesom Han gjorde på korsets træ, ”hvorfor har du forladt mig?” Min Gud, hvordan kan en kristen finde på at nærme sig det hellige alter med en syndig sjæl, og der være årsagen til Jesu Kristi død.

3.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand er en langt større helligbrøde end vanhelligelse af hellige steder. En hedensk kejser, der nærede et stort had til Jesus Kristus, lod opstille på Golgata og den hellige grav vederstyggelige afgudsbilleder, fordi han troede, at når han gjorde dette, havde han i sin vrede opnået topmålet af fornærmelse af Jesus. Ah, gode Gud, skulle dette virkelig være noget i sammenligning med at modtage Kommunionen uden at være i nådens stand? Nej, på ingen måde. Det er ikke længere blandt dumme og intetsigende afguder, at han (kommunikanten) placerer sin Gud, men ak, det er midt blandt skændige lidenskaber, der fungerer som mange bødler, der korsfæster hans Frelser. Ak, hvad skal jeg sige? Den stakkel forener Det helligste af det hellige med en sjæl, der lever i sit begærs vold, og dette efterlader ham i en syndig tilstand. Ja, den stakkel styrter sin Gud ned i et omfattende helvede. Er det muligt, at man kan lade noget mere frygteligt ske?

4.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand kan i visse tilfælde være en større forbrydelse, end da jøderne slog Gud ihjel. Paulus fortæller os, at havde jøderne vidst, at Jesus var Frelseren, ville de ikke have ladet Ham lide eller dø, men kan du min ven udvise ligegyldighed overfor Ham, som du er på vej til at modtage? Hvis du ikke husker på det, så lyt til præsten, der siger med høj røst: ”Guds Lam, Du som borttager verdens synder”. Han er hellig og ren. Hvis du bærer på skyld, du ulykkelige menneske, nærm dig ikke eller skælv for den torden, der lyder fra Himlen, og som kommer over dig for at straffe dig for din gerning og kaster din sjæl i helvede.

5.      Modtagelsen af Kommunionen uden at være i nådens stand, er en efterligning af – og en genskabelse af den forbrydelse Judas begik. Judas var forræderen, der ved et fredskys overgav Jesus Kristus til Hans fjender, men den, der modtager Kommunionen uden at være i nådens stand begår en langt større forbrydelse end Judas. Forbrydelsen er stor, fordi man har undladt at fremlægge synd i skriftemålet, eller man har ”talt sig udenom” den synd, man har begået. Hvor vover dette menneske, denne ulykkelige skabning, at træde frem med hyklerisk ærbødighed sammen med de troende og modtage dette brød (Den hellige Kommunion). Åh! Nej, intet holder denne utaknemlighedens skabning tilbage, denne synder træder frem for at fuldbyrde sin gerning. Den kærlige Frelser, der ser, at denne synder gå frem løfter forgæves Sin røst fra Tabernaklet henvendt til denne svigefulde Judas: ”kære ven, hvorfor er du kommet? Vil du forråde din Gud og Frelser med et tegn på fred? Hold inde min søn, Jeg beder dig, lad Mig ikke gennemgå dette”! Hverken hans samvittighedsnag eller de kærlige opråb fra Gud kan forhindre den forbrydelse, han er ved at begå. Han træder frem og falder sin Gud og Frelser i ryggen. O Gud, hvilken rædsel! Kan I være vidner til dette skrækkelige mord på Jeres Skaber uden at skælve?

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurcMilitant.com den 19. april 2016. den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-john-vianney-on-unworthy-communions

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor Den hellige Kommunion er Den mest overvældende føde, man kan indtage her på jorden

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i november. Netop i denne måned er mine tanker (mere end normalt) centeret omkring mad. Dette kunne have noget at gøre med, at vejret bliver koldere, især på de nordlige himmelstrøg og at det betyder, at man har behov for mere mad og i særdeleshed noget varmt at drikke. Det kunne også skyldes Mortensaften, der leder tankerne hen på en sprød gåsesteg, som vi (altid) spiste den 11. november med min familie i Østrig, som jeg opholdt mig hos i en årrække. Det kunne naturligvis også dreje sig om den velkendte duft, der knytter sig til et Thanksgivingmåltid. Hvad årsagen end måtte være, så har jeg forsøgt at gennemskue, hvad der skaber denne indre uro, ved at stille spørgsmålet: Hvad ønskede Gud at lære os, da Han skabte os som væsner med mund og mave, der har behov for at indtage ”elementer”, der er placeret udenfor os, for at kunne overleve. Samtidig med at vi er afhængige af kosmos, er vi også herre over det, fordi vi kan omforme det og indtage det.

Skt. Thomas Aquinas, en pålidelig og grundig formidler af viden om Kirkens syv sakramenter, fortæller os, at vi kan lære meget om den betydning, det enkelte sakramente har, ved at se nærmere på dets materielle udformning og det, det udvirker. For eksempel vil vand fjerne snavs fra huden, men vand har også en opfriskende virkning, når man drikker det. Det er derfor skyld og synd i dåbens bad vaskes bort, og sjælen bliver ”fornyet” ved denne indførelsens nåde.

Når det handler om Eukaristien og de elementer, der benyttes (når Kristi indstiftelsesord siges), som er hvedebrød og vin, der stammer fra druer, så er begge dele føde og drikke for mennesket, den basale føde vil nogen hævde, og den bedste drikkevare, mennesket og naturen (til vores glæde) har frembragt. Derfor må Eukaristiens rette virkning adskilles fra den virkning, som den almindelige mad har på et menneske: at der tilføres og deponeres energi. I forhold til denne fysiske virkning drager Skt. Thomas en sammenligning med den sakramentale virkning på den åndelige velfærd, nemlig om den forøges eller mindskes. Den sakramentale effekt kan styrke dyderne og den samlede åndelige velfærd hos et menneske og samtidig hele alt det, der er blevet ødelagt.

Men stiller vi os tilfreds med denne forklaring, der er blevet givet ovenfor, går vi glip af den egentlige pointe.

Med udgangspunkt i Skt. Augustin fremhæver Skt. Thomas Aquinas, at der er væsentlig forskel på den mad, der fungerer som menneskeføde og den åndelige føde, som Den hellige Kommunion er. Den mad, der tjener til menneskeføde, har (som allerede nævnt) til hensigt at bidrage med energi. Med hensyn til den åndelige føde er det helt anderledes, for her er det Vor Herre Jesus Kristus, som er fuldt og helt til stede i Den hellige Eukaristi. Denne guddommelige føde omdannes ikke (som føde normalt gør) i den, der indtager Den. Det er nemlig Den (Eukaristien), der omformer den, der har indtaget Den, og det vil sige, at kommunikanten vendes mere mod – og kommer til at ligne Jesus, fordi Jesus i kommunikanten foretager den egentlige transformation.

Forestillingen om, at vi forandres til den føde, vi indtager, kan virke underlig, for det forholder sig normalt modsat. Var den pågældende føde kun føde, ville den ikke kunne gøre det, den gør. Det er netop det, Jesus svarer på, når Han siger: ”… kødet gør ingen gavn” (Joh 6: 63), og det er også det, kirkefædrene fremhæver, når de fortolker ordene: kødet gør ingen gavn, for det nærer ikke ånden med hellighedens liv. Når føden er Den levende Guds Søns livgivende kød, og den troende indtager Det, leder Det til liv, et fornyet liv og guddommeliggørelse, hvis den troende vel og mærke befinder sig i en tilstand, hvor denne kan drage nytte af det.

Denne sandhed gør sig gældende i den teologi, som Skt. Kyrillos fra Alexandria (378-444) (1) fremlægger. Han er den første kirkefaderlige autoritet, Skt. Thomas Aquinas benytter citater fra til at understøtte sin undersøgelse af Eukaristiens virkning, et tema, man finder belyst i hans Summa Theologiae:

Guds Ord, der er livgivende, forenede Sig med Sit eget kød og gjorde det livgivende. Det var derfor, Han på en speciel måde forenede sig med vore legemer gennem Sit hellige Kød og dyrebare Blod, som vi modtager i det livgivende og velsignede brød og vin (III, q. 79, a. 1).

Som Fr. Emile Mersh forklarer:

Der sker en forening med denne føde gennem en mystisk udveksling af liv i en assimilering, hvorved det ene forenes med det andet. Men i Eukaristien er det vigtigste, det brød, vi modtager, som er Livets Brød. Dette brød optages – og forandres i den, der spiser det (Theology of the Mystical Body, pp. 590–91).

Dette kan lade sig gøre, fordi det er Herren i egen Person, der fremstår i brødets og vinens skikkelse. Forenet med Jesus gennem tro og kærlighed bliver kommunikanten omformet til Ham og bliver en del af Hans Legeme, siger Skt. Thomas Aquinas: ”for denne føde ændres ikke til den, der indtager den, men forandrer i stedet vedkommende. …Dette er en føde, som guddommeliggør mennesket og fylder det med guddommelighed” (fra Johannesevangeliet kap. 6 og lektion. 7, § 969 hos Thomas Aquinas). Med disse ord siger Thomas Aquinas ganske enkelt, at dette sakramentes rette virkning er en forandring af mennesket, så det bliver ligesom Kristus, og dette fluktuerer med det apostlen Paulus siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2: 20).

Ligesom Skt. Augustin og Skt. Kyrillos fra Alexandria var Skt. Thomas Aquinas fokuseret på kirkefædrene, og han citerer de vægtige ord fra Skt. Johannes fra Damaskus (676-749): ”netop dette brændende ønske flammer i os og er blevet antændt i det brændende kul (som stammer fra dette sakramente), som vil lade vor synd gå op i flammer og oplyse vore hjerter, således at vi ved at tage del i den guddommelige ild kan antændes og guddommeliggøres”. Når vi modtager Eukaristien i nådens stand, tager vi del i en højtidelighed ved kærlighedens ild og lader den gennemtrænge og nedbrænde alle kræfter, der er i sjæl og legeme. Skt. Thomas Aquinas gav sig fuldt og helt med sjæl og legeme til de hellige mysterier, fordi han i dem så sin elskede Herre og gennem dem blev funderet i Hans (Jesu) kærlighed. Han (Thomas) var forankret i, at af alle de gode ting, Jesus ønsker for os, er det vigtigste et tæt venskab med hver eneste person, der tror på Ham (jf. Joh 15: 13-15). Skt. Thomas Aquinas giver væsentlige og bestyrkende argumenter for realpræsens, Herrens tilstedeværelse i sakramentet:

Dette betoner Kristi kærlighed, og det var af den kærlighed, at Han påtog sig vort kødelige legeme for at frelse os. Eftersom, det er det rigtige at være sammen med sine venner, som filosofferne udtrykker det, blev Han Legeme, for os, noget vi kan tragte efter. … I mellemtiden har Hans Legemlige tilstedeværelse ikke forladt os i denne udlændighed; Han drager os til Sig gennem dette sakramente, som er Hans Legeme og Blod, og som Han selv siger i Johannesevangeliet kapitel 6: 56:”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham”. Dette sakramente er et tegn på den største kærlighed samt en støtte til vores håb om en (for os) forening med Kristus (ST III, q. 75, a. 1).

Alt dette finder sted i mørket, i troens mørke; og det er med god grund, at Skt. Thomas Aquinas insisterer på en dunkel og gådefuld udformning af denne sakramentale handling. Charles De Koninck skriver følgende:

Det er ved en helt usædvanlig nåde, at Gud er blevet en af os, for at komme os i møde i dette mørke og for at løfte os op til Ham ved at frembære sig selv som offer for vore synder, og Han har bedt os om troslydighed, ligesom Han gjorde overfor Sin Søn. … Dette er en nåde, der rækker ud over det, vi kan forestille os, og der er ingen andre steder, vi kan gå hen, kun til Ham (og dette gælder også, når alle andre har forladt os). Det er Ham, vi overgiver os til i dette troens mysterium, Ham, der er skjult i stilheden, og Hvis navn er Ordet.

Ordet, som blev kød, og som overgav sig selv til døden for mig, Han sår nu et frø i mig, et frø, der stammer fra Hans herliggjorte menneskehed og uovervindelige guddommelighed. Hvis vi har denne gave, hvad mangler vi da? For vi er i sandhed i ”det guddommelige, allerreneste, udødelige, himmelske, livgivende og utrolige Kristi mysterium” (Liturgy of St. John Chrysostom), alt det, som er blevet forberedt, givet og som har frelst os. Halleluja

Noter

1: Læs om dette i Mersch bog, The Whole Christ, pp. 337–58.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/unlike-other-food-when-you-eat-the-eucharist-you-become-what-you-eat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kommunionsmodtagelse i hånden er tilladt, men er det ensbetydende med, at det er af det gode?

Sagen omkring Father Edwin Dwyer, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, antyder, at flere og flere steder vil ”pave Frans effekten” slå igennem på en sådan måde, at det vil blive vanskeligere genindføre dele af den katolske tradition ikke blot i forhold til den liturgiske praksis, men også når det gælder doktrin og morallære. Dette forsøg på at vanskeliggøre eller undertrykke denne genopdagelse af katolicismen bliver ført ud i livet af ældre biskopper og klerikale, som voksede op i en tid præget af et brud med den hermeneutiske kontinuitet, og som er overbeviste om, at de for enhver pris skal videreføre ”politikken” fra Vatikan II. Dette sker på trods af en tendens hos den yngre generation af katolikker, der søger efter identitet, klarhed og skønhed.

For nylig skrev en læser til mig og fremlagde sin bekymring vedrørende det, han er vidne til i det bispedømme, han tilhører.

Kære Peter Kwasniewski

De har skrevet om den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og liberalismen, som filosofisk retning, men her på det seneste har jeg overvejet på baggrund af en artikel af Fr. Chad Ripperger, den sammenhæng, der er mellem ”konservative” katolikker og positivismen, som filosofisk retning.

I det bispedømme, jeg hører under, er det kommet mig for øre, at man vil skærpe argumentationen for Kommunionsmodtagelse i hånden, som en hindring for genindførelsen af Kommunionsmodtagelse på tungen. Man fortæller folk, at: ”da begge ’fremgangsmåder’ er tilladt af Kirken, kan man ikke hævde, at den ene er bedre end den anden”.

Rent logisk er der noget, der ikke hænger sammen: for hvis to ting er blevet tilladt af Kirken, er det ikke ensbetydende med, at den ene er bedre end den anden. Ægteskab og ordensliv er begge tilladt den enkelte katolik, når denne har nået en vis alder, men Kirken har altid lært, at det sidste er bedre end den første.

Ikke desto mindre mener jeg, at den linje, man her lægger, viser et dybereliggende problem: forudsætningen for de ”konservatives” tankesæt er, ”det må være det rigtige at gøre” når det er blevet legitimeret af en myndighed, og dermed er det godt rent moralsk eller i alt fald uanstødeligt. Det synes som om, man tager udgangspunkt i det, der er blevet fastsat, og det er ofte det, der starter en diskussion eller afslutter den, og på den måde kommer man udenom det, der er er blevet fastsat.

Hvad er Deres tanker omkring, hvordan man responderer, når man bliver fortalt, at legitimitet er lig det gode, og de analogier, man kunne tage udgangspunkt i er legaliseret abort, eutanasi og andre elementer, der kendetegner en kultur i forfald?

Tak fordi jeg måtte tage deres tid.

Mit svar:

Kære N

Jeg ved præcis, hvad du taler om. Skal vi virkelig holde op med at ræsonnere logisk, når vi er vidner til det, der er upassende, uværdigt og respektløst? Det er lige nøjagtigt det, der kvæler den logiske tænkning. Det er meget modsætningsfuldt, når en præst ifører sig en humerale (et aflangt stykke klæde, ofte rigt ornamenteret, som præsten bærer over skuldrene og tildækker hænderne med, når han løfter Monstransen og meddeler den Sakramentale Velsignelse, eller når han bærer Sakramentet) af respekt for Guds overvældende nærvær, men at den selvsamme præst lader en ældre ”blåhåret” dame fungere som kommunionsuddeler, hvor hun giver Den konsekrerede Hostie til alle og enhver, der rækker hænderne frem, uden tanke for de Eukaristiske fragmenter, der spredes hid og did. Det er ganske enkelt ufatteligt.

Det, der er det skræmmende ved den ”moderne” måde, Kirken bliver ledt på, er, at den er baseret på en fordrejet udgave af lydighedens absolutisme, som enhver forventes at følge, når der kommer en ordre ”ovenfra”, og på den måde undertrykkes enhver form for protest. I en artikel, som kan anbefales, finder John Lamont frem til, at denne forkvaklede forestilling kan ledes tilbage til Jesuitterne. Ved at følge denne forestilling forcerer hierarkiet med fuldt overlæg klerikale til at tage det, der er modstridende til sig ganske enkelt med det formål at knække deres vilje, så de ikke handler efter en sund dømmekraft. De skal disciplineres til at handle i forhold til det, som deres superior finder rigtigt.

Det kan koges ned til noget helt enkelt. Enten tror vi på, at Kirken ledes til sandheden af Helligånden, eller så forkaster vi denne antagelse. Kirken har enstemmigt og universelt bestemt, at Kommunionen modtages knælende og på tungen og kun af en præst. Denne århundredgamle praksis blev fjernet i 1960’erne af radikale elementer fra Europa, som ikke længere troede på transubstantion og havde erstattet den med en slags pseudoaugustinsk horisontal populisme. Paul VI, som var en svag leder, bekræftede endnu engang, at Kirkens mangeårige tradition var at foretrække, men tilføjede at de enkelte biskopkonferencer måtte gøre, hvad de fandt mest egnet.

Og nu står vi i en situation, hvor en praksis, der er bedre, og som Paul VI har betonet er den bedste, bliver mere sjælden, og dens tilbagevenden møder modstand, fordi den skulle være ligeså god, som den nuværende praksis (Kommunionsmodtagelse stående og modtaget i hånden), og denne modstand finder man hos lokale lægfolk og biskopkonferencerne, som allerede for årtier tilbage ønskede denne respektløshed indført, så man hurtigere kunne komme videre i Messen.

Den legitime positivisme har erstattet troen på Helligånden: vi er for kyniske, strømlinede, bureaukratiske og autoritære til at tro på Helligånden. Når noget skal gøres på en bestemt måde, er det fordi, det er pavens, biskopkonferencens, folkets eller noget helt andets vilje, men ikke (Gud forbyde det) det, som Kirken i ydmyghed og ærbødighed har fostret gennem århundreder. Dette burde give os et klart billede af hvilken ånd, der trods alt har stået i spidsen for den post-konciliære proces.

I sidste ende er det lydighed overfor sandheden, der vil gøre os fri, og ikke enkeltpersoners egenvilje, som fremtvinges med magt, fordi disse har magtbeføjelserne dertil. Den sandhed, der er tale om, er i sagens natur Jesus Kristus, Det inkarnerede Ord, Ham, der er Sandheden bag katolske dogmer, og som med myndighed har indstiftet dem, ved de fide artikler, som understøttes af anathemas, Dette er den katolske tradition, som er blevet givet videre til os af mennesker funderet i troen. Vores ledestjerne er ikke det, der er legitimeret, men derimod det, der er sandt og godt, vores mål i livet er ikke at behage flertallet, men at omvende syndere og frelse de fortabte. Set i det perspektiv, ved vi, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal føre det ud livet ved hjælp af vores overnaturlige instinkt eller sensus fidei, der tilskynder troende i alle aldre til at handle og specielt i krisetider.

Må Gud velsigne dig

Peter Kwasniewski

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/communion-in-hand-is-permitted-but-this-doesnt-mean-that-its-good

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria i det gamle Testamente

Julen nærmer sig. Denne højtid er et godt tidspunkt til en fordybelse, der er helt enkel, og som handler om de mange kvinder, der viste Gud stor hengivenhed, og som var protyper på – og et forvarsel om Frelserens Moder. Denne fordybelse vil være med til at tegne et billede af, hvordan det gamle Testamente gradvist åbenbarer en række aspekter af kvinden, der bliver nævnt i 1. Mosebog kapitel 3: 15. Både Messias og Hans Moder fremstod som et mysterium i mange århundreder. Sløret for dette mysterium blev endelig løftet ved den første jul i Betlehem. Som Esajas siger i sin profeti: ”Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Emmanuel” (Gud er med os) (Es 7: 14).

Bibelen beretter om Jomfru Maria i det gamle – og nye Testamente. I det gamle Testamente stifter vi bekendtskab med Jomfru Maria gennem profetier og prototyper på hende. Alt dette benytter Gud til at give os viden om Jomfru Marias karaktertræk og egenskaber.

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

I 1. Mosebog kapitel 3: 15 finder vi den første forudsigelse om Maria. Hun er den, der skal knuse den gamle slanges hoved. Da de hebræiske lærde tilbage i antikken oversatte disse linjer til græsk, benyttede de ordet gunai (kvinde). Hun er den, der vil bringe den guddommelige straf over faderen til øgleyngel” (Matt 12: 34). Ham som Jesus betegner som ”fader til løgnen” (Joh 8: 44). I dette korte skriftsted finder vi de første tegn på Evangeliernes løfte. Kvindens afkom er også Abrahams afkom, Abraham som er de troendes fader. Det afkom, der er tale om, er Kristus, som kommer til verden gennem Maria. Det bliver forklaret af Paulus i brevet til Galaterne i kapitel 3: 16: ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: og til dine afkom i flertal, men i ental: og til dit afkom, og det er Kristus”.

Fjendskabet mellem kvindens afkom og den gamle slanges afkom fortsætter til tiden har nået sin fylde. Det bliver vist til Skt. Johannes i hans Åbenbaring (Johannes’ Åbenbaringen) i kapitlerne 11: 19 til 12: 6.

Herren talte på ny til Akaz: Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje. Akaz svarede: Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren. Da sagde Esajas: Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7: 10-14). Gud gentager, at Han vil frembringe en Frelser, og afslører for første gang, at denne vil være Søn af en ung kvinde:” den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Ordet almah betyder pige/kvinde. Navner Emmanuel betyder ”Gud med os”. Esajas løfter sløret for flere detaljer om denne Søn af en ung kvinde.

Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter” (Es 11, 1-5).

Denne profeti bekræfter, at en ung kvinde fra Judas stamme og Davids æt vil bringe den lovede Messias til verden. Isai, der er nævnt her, er kong Davids far, og er fra Judas stamme. Tilbage i historien havde Jakob profeteret, at Messias ville udgå fra Judas stamme: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde” (1 Mos 49: 10). Her begynder Esajas at åbenbare den rolle, som Messias Moder skal spille. I det nye Testamente bliver det hele sammenføjet, og hvordan det sker, kan vi læse om i Matthæusevangeliet:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus” (Matt 1: 18-25).

 

Profeten Mika, der levede samtidig med profeten Esajas, siger følgende om Messias Moder:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne” (Mika 5: 1-2).

Også profeten Jeremias synes at nævne Messias Moder i dette underfundige skriftsted: ”Hvor længe vil du flakke om, du frafaldne datter? Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning!” (Jer 31: 22).

I denne sammenhæng er den frafaldne datter Israel. Udtrykket synes at henvise til, at Gud er ved at handle i forhold til Sit folk, der konstant vender sig bort fra Ham. Skt. Hieronymus, kirkefader (347-420) forklarer, at dette skriftsted er en profetisk ”skitse”, til hvordan Kristus kommer til verden ved en jomfrufødsel. Det ”nye”, Herren skaber, er Maria fra Nazareth, som vil få den mission at undfange det fuldendte menneske uden arvesyndens plet. Der er dog andre protyper på Maria f.eks. Sara, Hanna, Debora, Jael, Judith, Esther o.s.v.

Sara

Sara er Abrahams hustru, Isaks mor og Jakobs bedstemor, Jakob, der er fader til Israels tolv stammer. Der er mange lighedstegn mellem Sara og Maria fra Nazareth. Som for eksempel at Sara ligesom Maria må opholde sig i Egypten for en tid (1 Mos 2:10-20). Hun havde ingen børn (1 Mos 16: 1), og hendes mirakuløse graviditet bebudes af et himmelsk sendebud (1 Mos 18: 10), og hun stiller englen et spørgsmål, der ligner det spørgsmål, Maria stillede til englen Gabriel:

”Maria sagde til englen: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” (Luk 1: 34).

Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?” (1 Mos 18: 13).

Sara og Maria lever begge på nogle vigtige historiske tidspunkter, fordi det er her, Gud stifter en ny pagt med Sit folk.

Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig” (1 Mos 17: 2).

Da sagde englen til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 30-33).

Hanna

Går man langt tilbage i historien, blev børn anset som en stor skat for en familie. Det blev betragtet som en Guds velsignelse, hvis man havde mange børn. Når en kvinde ikke var i stand til at få børn, måtte hun bære den skam, der var forbundet med at være ufrugtbar. Som oftest ville manden så tage sig en hustru nummer to, og det medførte ofte problemer for hustru nummer et. Det er netop det, der er tilfældet med Hanna, der er gift med Elkana, en mand fra Efraimstammen. Denne troende kvinde var ufrugtbar, men det forhindrede hende ikke i at bede til Gud om, at hun måtte blive med barn.

Men et år på det tidspunkt, hvor man drog op til Herrens tempel i Shilo, trådte Hanna frem for Herrens ansigt og bad inderligt til Gud om, at Han måtte åbne hendes moderliv. Hun bad i stilhed, mens præsten Eli på afstand betragtede hende. Eli kunne se, at Hanna var meget ulykkelig og græd bitterligt, mens hun bad. På den baggrund konkluderede Eli fejlagtigt, at Hanna var beruset, fordi hun havde indtaget for meget vin under festlighederne. Eli påtalte dette overfor Hanna og anklagede hende direkte for at være beruset, mens hun opholdt sig i Herrens tempel. Lad os i den forbindelse tænke tilbage på den situation, hvor Maria er forsamlet med dem, der havde fulgt Jesus. De blev også beskyldt for at være berusede i forbindelse med pinseunderet. Alt dette skete på den dag, hvor Kirken tog imod Helligånden (ApG 2: 1-13).

Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved. I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru! Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt. Da sagde Eli: Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om” (1 Sam 1: 9-17).

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: Hvad skal det betyde? Men andre spottede og sagde: De har drukket sig fulde i sød vin” (ApG 2: 1-13).

Efter at have modtaget Elis præstelige velsignelse sætter Hanna sin lid til Herren, at Han vil høre hendes bøn. Hun lover Gud, at hvis Han giver hende en søn, vil hun indvie ham til Herren, så han hele sit liv tjener Herren. Svaret på hendes bøn og løfte er Samuel, en stor præst og profet i Israel, og han kom til verden det år. Hanna opfyldte sit løfte, og fem år senere bragte hun Samuel til Eli i Shilo, hvor Samuel blev oplært til præstegerningen.

Ligesom Maria blev Hanna moder til en stor profet, som fra barndommen blev indviet til at tjene Herren (se de ligheder der optræder i 1 Sam 1: 24 og Matt 2: 22-40). Hannas lovsang som man finder i 1 Sam 2: 1-10 har sandsynligvis givet inspiration til Marias lovsang, Magnificat (Luk 1: 46-55).

Hannas lovsang

Hanna bad:

Mit hjerte fryder sig over Herren,

Herren har løftet mit horn.

Jeg spærrer munden op imod mine fjender,

for jeg glæder mig over din frelse.

Ingen er hellig som Herren,

der er ingen uden dig,

ingen klippe som vor Gud.

Hold op med jeres store ord,

fræk tale må ikke udgå af jeres mund,

for Herren er en Gud, der ved alt,

af ham prøves hver en gerning.

Heltenes bue brækkes,

men de segnefærdige væbner sig med styrke.

Mætte lader sig fæste for brød,

men sultne behøver det ikke.

Den ufrugtbare føder syv børn,

men den med de mange børn sygner hen.

Herren dræber, og han gør levende,

han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;

Herren gør fattig, og han gør rig,

han ydmyger, og han ophøjer.

Fra støvet rejser han de svage,

fra skarnet løfter han de fattige,

han sætter dem blandt fyrster

og giver dem hæderspladsen.

For jordens søjler tilhører Herren,

han satte jorden på dem.

Han værner sine fromme, hvor de går,

men ugudelige omkommer i mørket,

for ingen sejrer ved egen kraft.

Herrens modstandere forfærdes,

den Højeste tordner i himlen.

Måtte Herren dømme den vide jord,

måtte han give sin konge styrke,

løfte sin salvedes horn.

 

Marias lovsang

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

– som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Debora og Jael

Debora er en skikkelse, der agerer med visdom, hun fungerer som dommer for israelitterne på en lokalitet mellem Rama og Betel i Efraims bjergland (Dom 4:4) På et tidspunkt, hvor israelitterne var undertrykt af kana’anæerkongen Jabin, ”sendte (hun-Debora) bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kedesh i Naftali og sagde til ham: Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4: 7). Hun profeterer, at den hersker, der har undertrykt israelitterne med hård hånd, må lide døden ved en kvindes hånd: ”… så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (Dom 4: 9). I Debora møder vi den profeterende prototype på Maria, som skal opfylde Guds profeti, der optræder i 1 Mos 3: 15 om, at kvinden skal knuse den gamle slanges (satans) hoved. Den kvinde, som Gud har udvalgt til at slå Sissera ihjel, er Jael. Debora og Jael er begge prototyper på Maria.

I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han. I det samme kom Barak, som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger. Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen” (Dom 4: 17-22).

Judit

Judits Bog fortæller om, hvordan Gud udfriede det jødiske folk gennem en tapper kvinde, Judith, som frygtede Gud. Judits navn betyder ”at være jøde”. Judit er en prototype på Maria i den henseende, at hun har fuld tillid til Gud. Maria udtrykte sig på følgende måde ved bebudelsen: ”thi intet er umuligt for Gud. Da sagde Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 37-38). Ligesom Maria går Judit i forbøn og retter sin bøn til Herren om Hans folks frelse.

”… Gud, min Gud, hør også på mig, en enke! For det er dig, som har udvirket alt dette, også det, som gik forud, og det, som fulgte efter; både det, der er nu, og det, der kommer, har du udtænkt, og hvad du har tænkt, er sket. De ting, du havde besluttet, stod frem og sagde: ›Her er vi!‹ For alle dine veje er på forhånd lagt fast, og din afgørelse hviler på din forudviden. Se, assyrerne står her med en vældig hær. De er overmodige på grund af deres heste og ryttere og stolte af fodfolkets styrke; de sætter deres håb til skjold og spyd, bue og slynge, men ved ikke, at du er Herren, som afgør kampen. Herren er dit navn. Bryd du deres styrke ved din kraft, knus deres magt i din vrede! For de har besluttet at vanhellige din helligdom, gøre den bolig uren, hvori dit herlige navn bor, og med sværd hugge hornene af dit alter. Se deres overmod; send din vrede over deres hoveder, og giv mig, som er enke, styrke til at gennemføre, hvad jeg har udtænkt. Slå ved mine læbers list slaven ihjel sammen med herren og herren sammen med hans tjener, knæk deres stolthed ved en kvindes hånd! For din magt beror ikke på de mange, din vælde ikke på de stærke. Du er de undertryktes Gud, de ringes hjælper, de svages forsvarer, de fortvivledes beskytter og frelser for dem uden håb. Ja, hør min bøn, du min faders Gud og dit ejendomsfolk Israels Gud, du, som er hersker over himlen og jorden, skaber af vandene og konge over alle dine skabninger. Lad mine besnærende ord såre og skade dem, som har lagt onde planer mod din pagt, mod dit hellige hus, mod Zions tinde og mod det hus, dine børn har fået i eje. Giv hele dit folk og alle stammer indsigt, så de erkender, at du er al magts og styrkes Gud, og at der ikke er nogen anden Gud end dig, som kommer Israels folk til undsætning” (Judit 9: 4-14).

Dronning Ester

Dronning Ester er én af de mest fantastiske prototyper på Guds Moder. Hun er et forbillede, når det handler om at have tillid til Gud og at have en tro på, at bøn og faste er virksomt. Da Guds folks fjender lægger onde planer om at udrydde dem, griber dronning Ester ind og går til kongen, velvidende at det kan koste hende livet. Hun er et billede på Maria, som er Gudsfolkets modige dronning.

Kongen rakte sit guldscepter ud mod Ester, og hun rejste sig, trådte frem for kongen og sagde: »Hvis det behager kongen, og hvis jeg har fundet nåde for hans øjne, og hvis kongen finder det rimeligt, og han synes om mig, så lad der udgå en skrivelse, der tilbagekalder de breve, som agagitten Haman, Hammedatas søn, skrev, da han planlagde at tilintetgøre jøderne i alle kongens provinser. For hvordan skulle jeg kunne bære at se den ulykke ramme mit folk, og hvordan skulle jeg kunne se på tilintetgørelsen af min slægt?” (Est 8: 4-6).

Det aspekt, at Maria er den nye Eva, kommer til udtryk i denne historie. Ved det antikke hof, hvor den persiske kong Ahasverus regerede, bliver dronning Vashti forvist fra kongens hof, fordi hun udviser ulydighed mod kongen. Fire år senere tager kong Ahasverus Esther til hustru, og samtidig får hun titlen som dronning. Kongen udvælger netop Ester, fordi hun er smuk og klog.

Der sker så det, at nogle af jødernes fjender lægger planer om, at jøderne, der er bosat i kongens rige, skal udslettes. Den eneste, der kan forhindre, at det sker, er Ester, men hun kan ikke uden videre (selvom hun er dronning) søge om foretræde for kongen, for loven foreskriver, at der kun er foretræde for kongen, hvis det er hans ønske. Træder man alligevel frem for kongen, uden at han har anmodet om det, straffes det med døden. Ester tager den beslutning, at hun vil redde sit folk. Ester og de piger, der tjener hende samt jøderne i Persien beslutter sig for at faste og bede i tre dage. Da, de tre dage er gået, kommer Ester til kongens hof, dog uden at være blevet hidkaldt, for at gå i forbøn for sit folk. At gå i forbøn leder hurtigt tankerne hen på den rolle, som Maria har, hvor hun går i forbøn for Gudsfolket. Den mellemkomst, som Maria foretager, sker gennem bøn og lidelse, ligesom da Ester bad og fastede.

Ved historiens afslutning, hvor dronning Ester går i forbøn for sit folk hos kongen, beslutter kongen, at der ikke skal foretages en udrensning af det jødiske folk i hans rige, og de, der ønskede det jødiske folks udslettelse, modtager deres straf. Dette er årsagen til, at jøderne fejrer festen Purim. Oprindeligt blev den faste, som Ester og Israels folk foretog, gennemført den 14., 15. og 16. i måneden Nissan. Det kan tilnærmelsesvist sammenlignes med det hellige påsketriduum. Her optræder et sammenfald, som bør fremhæves: ligesom jøderne besejrede deres fjender i det antikke Persien, således besejrede Jesus menneskehedens fjende ved sin korsdød den 14. i måneden Nissan, som er Langfredag.

Ester fremstilles i Bibelen, som en kvinde med stor tro og stort mod, og som elsker sit folk og er villig til at sætte sit liv til for dem, hun elsker. Hun er det redskab, Gud benytter til at opnå frelsen for – og til at beskytte Sit folk. På samme måde er Maria, det redskab, som Gud benytter til at gøre frelsen mulig for menneskeheden. Gennem Maria har verden modtaget Vor Herre. Ligesom Ester er Maria den, der vedvarende går i forbøn for sine børn ved Faderens trone.

At vise hengivenhed overfor Jomfru Maria er en vigtig del af det at være katolik. I andre kristne denominationer har man et vist forbehold overfor Guds Moder. Den store kristne apologet C.S Lewis fremkommer med en central betragtning i forhold til netop dette problem i sin bog Det er kristendom:

Og der findes ingen kontroverser blandt de kristne, som man bør berøre så forsigtigt som denne. Hvad angår dette spørgsmål, så er den romersk-katolske tro kendetegnet ikke bare ved den varme, som almindeligvis kendetegner oprigtigt troende, men ved den specielle, og så at sige ridderlige følsomhed, en mand har, når hans mors eller hans elskedes ære står på spil. Det er meget svært at tage afstand i disse spørgsmål uden derved at komme til at tage sig ud som en samvittighedsløs fyr eller en kætter. Og omvendt fremkalder protestanternes modsatte tro i dette anliggende følelser, som når ned til roden af al monoteisme. For radikale protestanter synes forskellen mellem Skaber og skabning (uanset hvor hellig den er) bragt i fare: at polyteismen igen stikker sit hoved op, Derfor er det svært at tage afstand uden også at komme til at virke endnu værre end en kætter – en hedning”.

At have fokus på Maria kan vise sig nyttigt for katolikker og mennesker fra andre kristne denominationer. Maria var den første Kristi discipel og derfor også den første kristne, fordi hun ganske enkelt troede på sin Søn. I den hellige Skrift siger hun igen og igen følgende ord til os ”Gør, hvad som helst han siger til jer” (Joh 2: 5). Det er i sandhed et godt råd, vi får, når der bliver sagt: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer” (Joh 15: 14). Jesus betroede Johannes, den discipel, han elskede mest, Maria, så han kunne sørge for hende (Joh 19: 26). Der er ingen grund til at tro, at Jesus ikke ville gøre det samme overfor de andre disciple, Han elsker. Vi kan betragte Maria som den første discipel og lære meget af hendes eksempel ved at læse de passager i den hellige Skrift, som omhandler hende, og det liv hun levede.

Når vi taler med andre om Kristus, kan vi trække Maria frem, som et eksempel til efterfølgelse i forhold til et kristent liv. Vi skal bringe Kristus ud til verden ved at tale om det glædelige budskab og frelsen. Maria er det bedste eksempel på dette, fordi det var gennem hende, Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1: 14).

Hvis verden skal komme den ondskab, der er forbundet med egoisme, til livs, ville det være givtigt, hvis flere mennesker begyndte at tænke og handle som Maria og samtidig overgav sig fuldt og helt til Gud. Maria led med tålmodighed under fattigdom, bagtalelse, skam og i sin tid i eksil, alt sammen for vores skyld, så vi kunne opnå frelsen ved Jesus. Før det helt store offer ved Jesu død på korset, havde Maria ofret alt, det hun havde for vores skyld. Vi bør med rette vise vores taknemmelighed ved (virkelig) at fordybe os i det forbilledlige liv, hun levede.

Vi bør virkelig stræbe efter at ligne Maria. Vi kan lære af hendes dydspraksis ved at studere den hellige Skrift og ved at følge hendes eksempel, når det drejer sig om enkelhed og lydighed. Ingen vil nogensinde modtage større nåde fra Gud end Maria, der bar Ham (Gud/Jesus) i sit moderliv. Når tiden har nået sin fylde, og helgenerne samles i Himlen for at prise Gud: hvem vil da være ligesom Maria, der fik den nåde at være Moder til Frelseren.

Maria fører os til Jesus gennem det eksempel, hun gav. Lad os derfor med stor omhu lytte til det, hun siger til os. Lad os efterligne hende i alt det, vi gør.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 13. december 2018. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/mary-old-testament

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)