Category: Theology

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hedenskabens ånd lurer i forbindelse med Amazonassynoden

Noget rigtig gammelt synes at komme frem i dagens lys igen. Det rumsterer under overfladen som et utæmmet dyr, der er ved at blive sluppet fri.

Det utæmmede dyr, der er ved at blive sat fri, kommer til syne i forbindelse med det, eksorcisten Fr. Chad Ripperger ildevarslende beskriver som ”den sjette generation” (1). Ifølge Fr. Ripperger påvirker specifikke ånder/dæmoner forskellige generationer. For eksempel har den specielle ånd, der har påvirket generation X og Y, specifikt rettet sit fokus på en manglende moral og religiøsitet hos disse generationer, mens generation Z, som overordnet set ikke har modtaget en moralsk dannelse, er blevet ”besat” af ånd, der er præget af moralsk fordærv.

Men den sjette generation, den der er født fra år 2008 og fremefter, vil være ”besat” af en ånd, ulig de ånder, der har præget tidligere generationer.

Fr. Ripperger forklarer følgende:

Eksorcister ved som udgangspunkt, at en introduktion til det okkulte sker gennem en amoralsk adfærd, som specielt har sit udgangspunkt i en overtrædelse af det sjette og niende bud. … Den forrige generation fortsætter med at falde dybere ned i det seksuelle fordærv, som den tidligere generation var fanget i af en til enhver tid tilgængelig pornografi, og netop dette har skabt en åbning for hedenskabens ånd.

Er vejen blevet banet for moralsk fordærv og en nysgerrighed overfor det okkulte, vil det resultere i, at den næste generation vil have et ønske om at tilbede – eller allerede tilbeder af andre guder, forudsiger eksorcisten.

Andre har også set tendenserne til en tilbagevenden af hedenskaben. Ross Douthat beskriver dens træk på følgende måde: Denne forståelse af verden hviler på, at det guddommelige er i verden og ikke uden for verden, at Gud eller guder eller væsner er en del af naturen fremfor en udefrakommende Skaber, og at mening og moral samt den metafysiske erfaring skal søges i fællesskab med det, der er iboende verden og ikke ved at række ud efter det transcendente. …Meningen med religion og åndelighed er mere af terapeutisk karakter og betyder, at man søger at leve i harmoni med naturen og hverdagens glæder.

Som Douthat bemærker, er der tegn på en genopblomstring af en ”intellektuel panteisme” samt ”civilreligion” (samfundsreligion), med fokus på omverdenen, og dette kommer for eksempel tydeligt til udtryk i den teologi, der er centreret omkring social retfærdighed, og samtidig er der en stigende interesse for supranaturalisme (supernaturalisme) (2),der er indbegrebet af New Age praksis f.eks  healere, clairvoyanter, medier (medium) og en ydre form fornyhedenskab/neopaganisme, Wicca (3) og andet.

Det er ofte blevet fremhævet, at der nu er flere hekse i USA end presbyterianere.

Douthat siger, at vi egentlig bare skal vente på, at ”panteismens og civilreligionens filosoffer … får knyttet religiøse bånd mellem New Age og nyhedenskab/neopaganisme”. Det eneste vi venter på er, at de får skabt en form for tilbedelse, ikke kun fordi de (New Age og nyhedenskab/neopaganisme) sætter pris på de panteistiske træk, men ganske enkelt fordi de identificerer sig med dem.

”Måske står der allerede en profet for denne forende hedenskab og venter i kulissen”, vurderer han.

***

Imidlertid har planlæggerne af Amazonassynoden fremlagt et skamløst nyhedensk/neopagant arbejdspapir, som i sine formuleringer priser hedenske ritualer (nr. 87) og en ”tro på Skaberen som Gud Fader og Moder” (nr. 121) og det ”at have samtaler med ånder” (nr. 75).

Arbejdspapiret er som José Antonio Ureta dokumenterer en ”guddommeliggørelse af naturen” lovprist af de Forenede Nationers konferencer og protokoller. Ureta henviser til en afslørende afslutningstekst udarbejdet af en FN-delegeret i 1992 til en konference i Rio:

Post-Rio mennesket bør også elske verden. …Vi må nu slutte en kontrakt, som er en etisk og politisk kontrakt med naturen, og som ligger over den moralske kontrakt med Gud og den sociale kontrakt med mennesket. …

For det antikke menneske var Nilen en gud, man ærede, og ligeledes har Rhinen været en kilde til europæisk mytologi, og på samme måde er regnskoven i Amazonas alle skoves moder. Overalt i verden har det guddommelige taget bolig i naturen, og det har gjort, at skove, ørkener og bjerge har fået en personlighed, der kræver tilbedelse og respekt. Jorden har en sjæl. At genfinde den sjæl og tilføre den nyt liv er målet med konferencen i Rio.

Som Ureta nævner, henviser arbejdspapiret for Amazonassynoden til en boliviansk tekst, der karakteriserer junglen som ”et væsen eller en række væsener, som vi bør forholde os til” (nr. 23). Arbejdspapiret fortsætter med en idealisering af de indfødte, som ikke er blevet ”præget af den vestlige civilisation”, der er tale om mennesker med trossystemer og riter, der er rettet imod åndelig – samt forskelligartet guddommelig aktivitet, der knytter sig til det landskab, der udgør området. Det er yderligere vigtigt at påpege, at denne polyteisme fremstår uberørt, og dermed har undgået påvirkning fra udefrakommende (nr. 25).

Som historikeren Roberto de Mattei bemærker, er disse tapre mennesker ”befriet for monoteismen og har genskabt animisme og polyteisme”. Ifølge arbejdspapiret har den panteistiske ”skaberånd, der er i universet” fostret disse menneskers åndelighed gennem århundreder og dermed båret stor frugt (nr. 120).

Kirken bør ikke, når Den nærmer sig disse mennesker, omvende dem, men tage ved lære af disse ”profeters” ”åbenbaringer”. Hun (Kirken) må anerkende, at der findes ”andre veje” til at søge og forstå Guds store mysterium og ikke udvise en ”uhensigtsmæssig åbenhed”, hvor Hun hævder, at frelsen kun er en del af Hendes trosbekendelse. Hun må kort fortalt anerkende, at den ”kærlighed, der udleves i enhver anden religion, er Gud til behag” (nr. 39).

Peter Kwasniewski siger om dette ”bemærkelsesværdige tekststykke”: ”at det ganske enkelt tilsidesætter den traditionelle måde at betragte evangelisering, frelse og helliggørelse på” (4). Endelig skal det påpeges, at det ”oser” af en modernistisk opfattelse af, at ”enhver religion, selv hedenskab, må betragtes som sand” (Pascendi(5). Måske er det derfor, at én af hovedbidragyderne til arbejdspapiret er citeret for at skulle have sagt, ”Jeg har endnu ikke døbt en indianer, og jeg har heller ingen intention om at gøre det” (6).

Ureta afslutter med følgende forklaring:

I denne interkulturelle dialog, må Kirken nødvendigvis tage rendyrkede hedenske og/eller panteistiske elementer eller trossystemer til sig. Det kan være troen på ”Skaberen som Fader og Moder”, ”forfædrekult (tilbedelse af døde forfædre)”, ”samhørighed med jorden” (nr. 121) og forbindelse til forskellige ”åndelige kræfter” (nr. 13). End ikke hekseri er uden for kategori, når det handler om at bidrage med ”berigende elementer”. Ifølge arbejdspapiret er ”den mangfoldighed af fauna og flora i regnskoven en levende farmakopé og uudforskede levende organismer” (nr. 86). I den sammenhæng er de indfødtes ritualer og ceremonier en del af et integreret hele … De indfødte skaber harmoni og balance mellem mennesker og kosmos. De beskytter livet fra det onde, som kan forårsages af mennesker og andre levende væsner. De hjælper med at genoprette det miljø, menneskeliv samt andet liv, der er blevet ødelagt (nr. 87).

En ny samlet form for hedenskab venter blot på at se dagens lys. Man ønsker – eller har allerede åbnet op for tilbedelsen af andre ”guder” …

Jeg har svært ved at give slip på disse linjer, for de vender tilbage gentagne gange, mens jeg gennemgår dette arbejdspapir, som kardinal Walter Brandmüller retter en stærk anklage imod, fordi det dels fremhæver en ”panteistisk gudedyrkelse, der er rettet mod naturen”, og dels opererer med ”en opfattelse af religion, hvor det religiøse aspekt er iboende ting”, der er kort fortalt tale om frafald, hæresi o.s.v.

***

… et umådelig stort billede udgår fra Spiritus Mundi (Verdensånden)

Det slører for mit syn: et sted i ørkenens sand

Fremstår et omrids af en løves krop og et menneskes hoved

Med et tomt blik, der er ubarmhjertigt, som den stikkende sol

Dets langsomme ben er i bevægelse, mens alt omkring det

Overskygges af de urolige ørkenfugle.

Faretruende sænker mørket sig igen …

De genrationsspecielle ånder, der præger den ydre verden, har de også fundet vej ind i Kirken?

Er det et tilfælde, at familiesynoderne og Amoris Laetitia rettede et frontalt angreb på det sjette bud, og at arbejdspapiret for Amazonassynoden præges af nyhedenskab/neopaganisme?

Mens den sjette generation vokser op, hvad vil da dukke frem i horisonten?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/paganism-amazon-synod

 Noter.

  1. Ripperger, Chad ”The Sixth Generation”, Latin Magazin”, Summer 2012, pp. 34-38.Link hertil:https://30piecesofsilverblog.files.wordpress.com/2017/05/the-sixth-generation_20120615_latin_mass_magazine.pdf
  2. 2.Supranaturalisme(supernaturalisme), i bibelforskningens historie den tidlige del af oplysningstiden i 1700-tallet., da man fastholdt den overnaturlige åbenbaring, og stort set ukritisk lod undere indgå i verdenshistoriens almindelige forløb.

Den såkaldte ældre supranaturalisme formede sig her som en historisk parafrase af den bibelske fortælling med en kun let rationaliserende tendens. I mødet med deismen forandrede den sig til et fornuftbestemt forsvar for nødvendigheden af en åbenbaring, som samvittigheden må bøje sig for, et forsvar, der indeholdt en moderat kritik af Bibelen ud fra moralske og religiøse kriterier. Denne fase benævnes også neologi og betegnede overgangen til rationalisme (Kilde: Gyldendals leksikon).

  1. 3.Wicca,(oldeng. ‘heks’, ‘klog kone’), religiøs bevægelse som især voksede frem med den feministisk inspirerede øko-bevægelse i 1980’erne. Bevægelsen, der har flest tilhængere i de engelsktalende lande – dog er der også tilhængere i Danmark – tog sin begyndelse i 1950’erne i Storbritannien. Man kan være wiccaner på flere måder; nogle mødes i grupper kaldet coven, mens andre praktiserer ritualer og besværgelser alene. Den sidste kategori er formentlig den almindeligste. Ritualerne, som baseres på anvendelse af naturmaterialer som urter, rødder og mineraler, har til hensigt at udnytte naturens kræfter, så man kan påvirke forhold i den fysiske verden. I andre sammenhænge søger man initiation til hemmelige traditioner eller adkomst til naturens guder. Wicca er blandt de bedst kendte bevægelser med neopagant præg (Kilde: Gyldendals leksikon).
  2. 4. Her følger et link til en artikel Peter Kwasniewski har skrevet om selvsamme emne, der er blevet behandlet i denne artikel:https://www.lifesitenews.com/blogs/why-amazon-synod-working-docs-notion-of-inculturation-is-a-false-approach
  3. 5. Her følger et link til pave Pius X’s encyklikaPascendi Dominici Gregis:http://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html
  4. Her følger et link til den artikel, hvor den pågældende udtalelse stammer fra:https://www.lifesitenews.com/blogs/bishop-who-wrote-amazon-working-doc-wants-overhauled-priesthood-ordained-women

(Oversat af MOgens Bohn og Patrick Fyrst)

Befrielsesteologi: En KGB-konstruktion eller en ”rigtig teologi”?

Tilbage i februar blev den dominikanske Fader Gustav Gutierrez inviteret til Vatikanet af kardinal Gerhard Müller, præfekt for Troslærekongregationen, for at holde et oplæg.

Man kan stille spørgsmålet: Hvem er Fr. Gutierrez? Han er en peruviansk præst, som nu er i slutningen af firserne, og som ofte betegnes som ophavsmanden for befrielsesteologien med udgivelsen af bogen: A Theology of Liberation i 1971. Kardinal Müller talte med stor begejstring om befrielsesteologien i anledning af Fr. Gutierrez besøg:

I interviews med forskellige medier, tirsdag før arrangementet blev afholdt, støttede Müller helhjertet befrielsesteologien og udtalte, at ”den er funderet på ordets teologi, og at den ikke er en menneskeskabt ideologi”.

”Denne teologi er ikke en ideologi” fortsatte han. ”Den er grundlagt på en ægte teologi, som baserer sig på Guds ord. Gennem Hans ord kan vi blive frelst. Det er kun Gud og Hans ord, der kan redde menneskeheden”.

(…)

I adskillelige offentlige udtalelser sagde pave Johannes Paul II, at Marxismen i overdreven grad havde influeret på Gutierrez og andres arbejde, og ved en given lejlighed i 1979 gik han så langt som til at sige, at deres arbejder ”ikke stemmer overens med Kirkens katekismus”.

I interviews, der blev givet efter arrangementet, sagde Gutierrez, at han antog, at Ratzinger ”forstod” befrielsesteologien og bidrog til at forklare, hvad den gik ud på til Johannes Paul II. Teologen sagde, at Benedict endda spillede en nøglerolle i organiseringen af et skelsættende møde i 2007 med de latinamerikanske biskopper i Aparecida i Brasilien, hvor man diskuterede dette emne.

Påstanden, om at Ratzinger havde ”forståelse for” befrielsesteologien, synes mærkværdig. I 1984 udstedte Troslærekongregationen, som dengang var under ledelse af Ratzinger som præfekt en instruktion, der fremhævede farerne ved befrielsesteologien.

Her følger nogle uddrag fra instruktionen:

Begreber, man ukritisk har ”lånt” fra den marxistiske ideologi og anvender i forbindelse med en bibelsk tese kombineret med hermeneutik og efterfølgende sat ind i en rationalistisk ramme, er grundlaget for en ny fortolkning, som underminerer, hvad der end måtte være autentisk i et velment forsøg på at hjælpe de fattige.

(…)

I sit positive udtryk signalerer ”de fattiges kirke”, at man har et hovedsigte på de fattige uden at udelukke nogen, uanset hvordan deres fattigdom måtte tage sig ud, fordi det er dem, der er Guds foretrukne. Udtrykket henviser også til vor tids Kirke, som fællesskab og institution og vil på baggrund af sine medlemmer blive mere bevidst om kravet om evangelisk fattigdom.

Men ”befrielsesteologierne”, som må forbeholdes en anerkendelse for at genoprette en æresplads for det storslåede tekstmateriale hos profeterne og i Evangeliet, der forsvarer de fattige, tager skridtet videre og havner i en forvirring af katastrofal karakter, fordi de blander ”de fattige” i Den hellige Skrift sammen med ”proletariatet” i den marxistiske ideologi. På den måde forvrider man den kristne forståelse af ”de fattige”, og man forvandler kampen for de fattiges rettigheder til en klassekamp, der ligger indenfor klassekampens ideologiske grundlag. For dem er ”de fattiges kirke” identisk med en klassebaseret kirke, som er blevet opmærksom på behovet for en revolutionær kamp, som et skridt på vejen mod frigørelse, og som fejrer denne befrielse i sin liturgi.

(…)

Frembringer man en sådan opfattelse af folkets kirke, udvikles der samtidig en kritik af de strukturer, der gør sig gældende i Kirken. Det er ganske enkelt ikke et spørgsmål om broderlig korrektion af præsterne i Kirken, hvis adfærd ikke afspejler Evangeliets ånd om tjenestevillighed og videre er koblet til etgammeldags udtryk for autoritet, som forarger de fattige. Det, der her er på spil, er, at man udfordrer den sakramentale og hierarkiske struktur i Kirken, som var ønsket af Herren. Der er tale om en fordømmelse af medlemmer af hierarkiet samt læreembedet, som objektive repræsentanter for den herskende klasse, og som man må markere en opposition i forhold til. Rent teologisk betyder det, at denne retning antager, at præster er af folket, som efter eget valg udpeger præster, der er i overensstemmelse med deres behov for en historisk revolutionær mission.

I har måske bemærket, at ord, som ”Marx(ist)” og ”revolutionær”, ofte bliver gentaget. Det er ikke tilfældigt. Instruktionen fremkommer forbløffende nok op til 29 gange med varianter af ordet ”Marx”, og ordet revolutionær optræder halvt så mange gange. Der er et helt afsnit (VII) om marxistisk analyse.

I denne uge er et interview blevet bragt i det katolske medielandskab, og det kan være behjælpeligt med at få kastet mere lys over befrielsesteologiens marxistiske grundlag. Interviewet er med løjtnant general Ion Mihai Pacepa, en øverstbefalende officer i Securitate (det rumænske kommunistiske hemmelige politi) og den højest rangerende afhopper fra det sovjetiske hierarki.

Lad os se nærmere på, hvad Pacepa kan fortælle om befrielsesteologien.

Jeg fik kendskab til det, der er kernen i KGB’s samarbejde med befrielsesteologien, og som stammer fra de udsagn, der er fremkommet fra den tidligere sovjetiske general Aleksandr Sakharovsky, overhoved samt rådgiver for Rumæniens kommunistiske efterretningstjeneste Razvedka og min de facto overordnede indtil 1956, hvor han blev leder af den sovjetiske efterretningstjeneste PGU1, en position og et hverv han uden fortilfælde bestred i en periode på 15 år.

Den 26. oktober 1959 kom Sakharovsky og dennes nye overordnede, Nikita Khrusjtsjov til Rumænien under dække af det, som senere er blevet kendt som ” Khrushcheys seks dages ferie”. Han havde aldrig taget så lang en ferie uden for sit lands grænser, og derfor var hans ophold i Rumænien ikke at betragte som en ferie. Khrushchev havde et ønske om at gå over i historien som det sovjetiske overhoved, der have ”eksporteret” Kommunismen” til Central- og Sydamerika. Rumænien var det eneste land i sovjetblokken med en ”åben” katolicisme, og Khrushchev ønskede at indrullere landets kirkelige ledelse i hans nye kamp for frigørelse.

(…)

Bevægelsen blev bragt til verden af KGB, og den fik et navn ”opfundet” af KGB: Befrielsesteologi. I løbet af disse år viste KGB en væsentlig interesse for ”befrielses”bevægelser. Columbias nationale befrielseshær (FARC) blev skabt af KGB med hjælp fra Fidel Castro, Bolivias nationale befrielseshær blev skabt af KGB med hjælp fra ”Che” Guevara, og den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) blev skabt af KGB med hjælp fra Yasser Arafat, og disse er blot et udsnit af andre lignende ”befrielses”bevægelser, der blev udtænkt i Lubyanka, KGB’s hovedkvarter.

At befrielsesteologien kom til verden, var et resultat af et tophemmeligt parti- og statsligt reguleret Dezinformatsiya Program, som var blevet godkendt af Aleksandr Shelepin KGB’s overhoved samt medlem af politbureauet Aleksey Kirichenko, som koordinator for kommunistpartiets udenrigspolitiske aktiviteter. Dette program fordrede, at KGB igennem undergravende virksomhed tog kontrol over World Council of Churches (WCC) (Kirkernes verdensråd), som havde hovedsæde i Geneve i Schweiz og der under dække gøre befrielsesteologien til en løftestang for revolutionær aktivitet i Sydamerika. WCC var den største internationale økumeniske organisation næstefter Vatikanet, og repræsenterede omkring 550 millioner kristne fra forskellige denominationer i omkring 120 lande.

Det er påfaldende, at jeg netop har læst Pacepas seneste bog: Disinformation: Former Spy Chief Reveals Secret Strategies for Undermining Freedom, Attacking Religion, and Promoting Terrorism. I den gør Pacepa det klart, at den sovjetiske efterretningstjeneste altid var på udkig efter måder, hvorpå den kunne infiltrere eller miskreditere Den katolske Kirke, og dette omfattede eksempelvis, hævder han, tilblivelsen af myten om Pius XII, som ”Hitlers pave”. I forordet til sin bog opsummerer Pacepa følgende:

Efter anden verdenskrig har misinformation været Kremls mest effektive våben i kampen mod Vesten og her specifikt religionen i den vestlige verden. Josef Stalin opfandt denne hemmelige ”videnskab” og gav den et franskklingende navn og fremstillede det, der blev gjort, som et ”beskidt” arbejde foretaget af Vesten. Det, som denne bog fremhæver er, at Kreml i al hemmelighed og med stor succes har bagvasket ledende Romersk Katolske prælater, og dette kulminerede med pave Pius XII, og yderligere lykkedes det næsten at få myrdet pave Johannes Paul II. Kreml opfandt befrielsesteologien, som er en marxistisk doktrin, der vendte mange europæiske og latinamerikanske katolikker mod Vatikanet og USA, og Kreml har yderligere tilskyndet til antisemitisme, international terrorisme og opildnet til anti-amerikansk opstand i den islamiske verden.

Pacepa bliver mere detaljeret specielt i kapitlet om befrielsesteologien.

Krushchev ønskede at gå over i historien, som den sovjetiske leder, der havde ”eksporteret” kommunismen til det amerikanske kontinent. I 1959 blev det muligt for ham at få placeret Castrobrødrene i Havana, og snart blev hans efterretningstjeneste involveret i at hjælpe Cubas nye kommunistiske ledere med at få udbredt de revolutionære tendenser i Sydamerika. Det lykkedes imidlertid ikke. I modsætning til Europa havde Latinamerika ikke ladet sig påvirke af den marxistiske tankegang. I 1967 blev Castros stråmand Che Guevara f.eks henrettet i Bolivia efter en fejlslagen opstart af guerillakrig i landet.

I 1950’erne og 60’erne var langt de fleste latinamerikanere fattige, religiøse bønder, der accepterede tingenes tilstand, og Khrushchev var overbevist om, at de kunne blive ”omvendt” til Kommunismen gennem manipulation af religionen. I 1968 var KGB i stand til at få en gruppe venstreorienterede sydamerikanske biskopper til at afholde en konference i Medellin i Columbia. På KGB’s anmodning bidrog DIE med logistisk assistance til arrangørerne. Den officielle målsætning med konferencen var at bidrage til at fjerne fattigdommen i Latinamerika. Den bagvedliggende målsætning var at legitimere en religiøs bevægelse, udtænkt af KGB, og som blev kaldt ”Befrielsesteologi”, hvis hemmelige opgave var at anspore Latinamerikas fattige til at gøre oprør med den ”institutionaliserede fattigdom” fremkaldt af USA.

KGB havde en vis forkærlighed for ”befrielses”-bevægelser. Den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO), Colombias nationale befrielseshær (FARC) og Bolivias nationale befrielseshær var blot nogle få af de ”befrielses”-bevægelser, som KGB bragte til verden. Medellinkonferencen støttede helt klart befrielsesteologien, og de delegerede anbefalede den til Kirkernes Verdensråd (WCC) til officiel godkendelse. WCC, der har hovedkontor i Geneve og som blandt andet  repræsenterer den russisk ortodokse kirke og andre mindre denominationer i mere end 120 lande, var allerede under kontrol af den sovjetiske efterretningstjeneste. Politisk set forblev det under kontrol af det, vi i dag kender som Kreml gennem de mange ortodokse præster, der havde en fremtrædende position i WCC, og som samtidig fungerede som agenter for den russiske efterretningstjeneste. Den russiske præst Gleb Yakunin, som var afviger og medlem af den russiske Duma fra 1990-95, og som i et kort tidsrum fik officiel adgang til KGB’s arkiver, lod en del information se dagens lys i samizdat-rapporterne, og her blev de ortodokse præster, der var agenter identificeret, samt den indflydelse, de kunne udøve i WCC-regi. F.eks. sendte KGB i 1983 47 agenter til Vancouver til WCC’s generalforsamling, og det følgende år tog KGB æren for at have benyttet tjenestens agenter og fået dem placeret i WCC’s udvalgskomite, hvor de skulle sørge for, at den helt rigtige mand blev valgt som WCC’s generalsekretær.

Generalsekretæren for kirkernes verdensråd, Eugene Carson Blake, tidligere præsident for kirkernes nationale råd i USA godkendte befrielsesteologien og gjorde den til en del af WCC’s agenda. I marts 1970 og juli 1971 fandt de første sydamerikanske katolske kongresser helliget befrielsesteologien sted i Bogota.

Pave Johannes Paul II, som på egen hånd havde oplevet det kommunistiske forræderi, fordømte befrielsesteologien på konferencen i 1979 for de romerske-katolske biskopper i Sydamerika (CELAM), som blev afholdt i Pueblo i Mexico: ”Denne forestilling om Kristus, som en politisk figur, en revolutionær, som en samfundsnedbryder fra Nazareth, stemmer ikke overens med Kirkens katekismus. I løbet af fire timer fremlagde paven en 20 siders tilbagevisning af befrielsesteologien, og disse 20 sider lå efterfølgende spredt i konferencelokalet og dækkede gulvet. Kardial Lopez Trujillo, der var arrangør af konferencen, forklarede, at pavens tilbagevisning var rettet mod nogle marxistiske frihedskæmpere, og som fungerede udenfor biskopkonferencen. Jeg huskede på, at det rumænske DIE tidligere havde overbragt lykønskninger fra KGB for at have ydet logistisk støtte til sådanne frihedskæmpere.

I forbindelse med den kontekst, der gøres rede for i bogen, giver dette god mening. Man var fra sovjetisk side mester i at bedrage og foretage infiltration og have en evne til at sprede ”troværdige” løgne gennem uventede kilder.

Pacepa siger, at han har mistanke om, at KGB har tætte bånd til visse personer, der stod for udbredelsen af befrielsesteologien, men han er ikke i besiddelse af det nødvendige bevismateriale til at kunne verificere dette. Man kan dog fortsat spørge sig selv: Hvorfor leger Vatikanet med ilden, når det drejer sig om en potentielt farlig og tydelig marxistiskinspireret og muligvis kommunistisk konstrueret bevægelse?

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 5. maj 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/liberation-theology-kgb-construct-or-real-theology

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)