Category: Homely

Hver dag er en gave

En prædiken af Skt. Johannes – Maria Vianney

Mine kære brødre, undlad aldrig at gøre korsets tegn, før I begynder på Jeres arbejde. I bør ikke efterligne dem, som ikke er gudfrygtige, og som undlader at gøre dette, fordi de er sammen med andre. Overlad ganske enkelt alle Jeres problemer til Gud og gentag fra tid til anden denne handling for ved at gøre dette, vil I have den glæde at modtage himlens velsignelse over Jer, og det I gør.

Mine kære brødre, tænk på hvor mange dydige gerninger I kan udføre ved at handle på denne måde uden at foretage ændringer i det, I rent faktisk gør. Hvis I arbejder med det mål for øje at behage Gud og adlyde Hans bud, som befaler Jer at tjene til det daglige brød i Jeres ansigts sved, så er dette en lydighedshandling. Hvis I ønsker at sone Jeres synder, må I gøre bod. Hvis I ønsker at modtage nåden for Jer selv eller andre, må I foretage en gerning i tro og næstekærlighed.

Mine kære brødre, tænk vi kunne opnå den himmelske fortjeneste hver dag ikke bare ved at gøre vore helt almindelige pligter, men ved at gøre dem for Gud og for sjælenes frelse! Hvem stopper Jer, når I hører klokken falder i slag, fra at tænke på den korte tid, der endnu er, og fra at sige til Jer selv: ”Tiden går, og døden kommer nærmere”.

Jeg iler mod evigheden. Er jeg virkelig rede til at stå for Guds domstol? Er jeg helt sikker på, at jeg ikke bærer på synd?

Den engelske udgave af prædikenen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 16. oktober 2016. Den kan læses på: http://www.churchmilitant.com/news/article/the-gift-of-every-day

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Prædiken (1/1/17)

Festen for Jomfru Maria, Guds Moder afslutter Juleoktaven, som begynder med Herrens fødsel, livets fest. Fødsel taler altid om Moder, om hende, der giver liv. Den første dag i det nye år er forståeligt og naturligvis dagen hos moderen. Marias moderskab er således det sidste budskab fra Herrens Fødsel: Herren er med os ved Guds guddommelige forsyn gennem det guddommelige lige så vel menneskelige moderskab. Vi må begynde livets rejse gennem det nye år med hende, som er os givet til moder og som tegn på hans mildhed og omsorg.

Dagens evangelium fortæller at hyrderne skyndte sig til stalden i Betlehem og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Efter at have set ham, fortalte de, hvad de havde fået at vide om ham. Alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. (Luk 2: 19).

Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem”. Denne sætning udtrykker et vidunderligt aspekt af Marias moderskab: hun skatter sit barn, frelserens liv som et mysterium.

I en vis forstand, følger kirkens liturgiske år i dette moderskabs fodspor, som begynder med bebudelsens højtidelighed den 25. marts, præcis ni måneder før jul.

På dagen for Bebudelsen, hørte Mary englens ord: ” Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige… »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. “(Luk. 1: 31-33, 35). Og hun svarede: “Lad det ske mig efter dit ord” (Luk 1: 38).

Maria undfangede Jesus, sin søn ved Helligånden. Ligesom enhver mor, bar hun ham i sin livmoder. Hun fødte ham i nat i Betlehem. Således begyndte Guds Søns jordiske liv og hans mission om frelsen i verdens historie.

Hvordan kan vi undres over, at Guds Moder husker alt det på en helt speciel og virkelig unik måde? For hver mor har en tilsvarende viden om begyndelsen på et nyt liv i hende. Og ethvert menneskes historie er skrevet først og fremmest i dets egen mors hjerte. Det er så ikke underligt, at det samme gjaldt for Guds Søn: “Maria gemte alle disse ting, overvejede dem i sit hjerte“.

I dag, på årets første dag og på tærsklen til et nyt år, vender tilbage Kirken til denne indre oplevelse af Guds Moder. Hun gør det ikke alene ved at tænke tilbage på begivenhederne i Betlehem, Nazaret og Jerusalem, på de forskellige faser, det vil sige, på Forløserens jordiske liv, men også ved at overveje alt, hvad hans liv, død og opstandelse har skabt i menneskets historie.

Maria var til stede med apostlene på pinsedagen. Hun deltog direkte i ​​Kirkens fødsel. Siden da har hendes moderskab ledsaget frelsens historie og ​​den store menneskelige families rejse, som forløsningens arbejde er beregnet til.

Der er ikke noget billede af mysteriet om Herrens fødsel, som er enklere end billedet af moderen med Jesus i sine arme. Er dette billede ikke kilden til vores enestående tillid: både til Ham og hans moder?

Men der er også et andet billede af Moderen med sønnen i hendes arme: Pietà, Maria holder Jesus, som er blevet taget ned fra korset. Ham, hendes søn som havde været døende for hendes øjne.

Kirken fejrer af god grund dagens højtidelighed ikke som en abstrakt idé, men et mysterium, og en historisk begivenhed, fordi at leve for kirken er at rejse gennem året i Guds Moders fodspor: at skatte hele frelserens liv og lade hans liv kaste lys over kirkens liv.

Lad os bede til hende i begyndelsen af dette nye år: “Mor, du som ved, hvad det er at holde liget af Din søn i dine arme. Skån alle mødre for deres børns død, pinsler, slaveri, ødelæggelser, forfølgelse, koncentrationslejre, fængsler! Bevar i dem glæden ved deres børns fødsel, opfostring, udvikling. I Herrens fødsels navn bed om fred sammen med os, med al den skønhed og storhed af din moderskab, som Kirken ophøjer og beundrer. Vi beder dig: Vær med os hvert øjeblik! Gør dette nytår til et år med fred i kraft af din søns fødsel og død!

I begyndelsen af ​​år 2017, stoler vi på din moderlige “hukommelse”, O Maria! Vi begiver os ud på denne særlige vej, frelsens historie, som holdes i live i dit hjerte som Guds Moder. Til dig overdrager vi alle dage i det nye år, fremtiden for Kirken, menneskehedens fremtid, fremtiden for hele universet. Amen.

 

Juledag (prædiken)

I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe “(Luk. 2:11). Herren er her. Fra dette øjeblik er Gud i sandhed “Gud med os”. Gud er kommet. Han er her. Og derfor er alt anderledes, end vi forestiller os. Tiden er blevet forvandlet fra en evigt flydende strøm til en begivenhed, som fører til en ganske bestemt afslutning, hvori vi og verden vil komme til at stå for Guds utilhyllede åsyn.

Gud har sagt sit sidste, sit dybeste, sit skønneste ord ind i verden, i Ordet, der blev kød, et ord, der ikke mere kan tages tilbage, fordi det er Guds uigenkaldelige gerning, fordi det er Gud selv i verden.

Ligesom hyrderne, så jeg må også sige: Kom, jeg ønsker at gå til Betlehem for at se, Ordet, der er opstået der. De kunne høre det budskab, netop fordi de var vågne. Vi skal være vågne, så vi kan høre budskabet. Vi skal blive i sandhed årvågne mennesker. Hvad betyder det? At vågne op betyder, at forlade sin private verden for at indgå den fælles virkelighed, nemlig sandheden, som alene kan forene alle mennesker. Konflikter og manglende forsoning i verden skyldes, at vi er låst fast i vores egne interesser og meninger, i vores egen lille private verden. Selviskhed, både individuel og kollektiv, gør os til fanger af vores interesser og vores ønsker at stå imod sandheden og adskille os fra hinanden. Evangeliet tilskynder os til at vågne op og træde udenfor, således at indgå den store kommunale sandhed, fællesskab med den ene Gud. Årvågenhed svarer bedst til den tavse tilskyndelse, som han vælger at føre os til de mange tegn på sin tilstedeværelse. Vores måde at tænke og handle på, mentaliteten i verden i dag, kan dæmpe vores modtagelighed for Gud, at gøre os “tone døv” over for ham, selvom der i hver eneste sjæl er til stede lysten til Gud, evnen til at møde ham, hvad enten i en skjult eller åbenlyst måde. For at nå frem til denne årvågenhed, denne opvågnen, er det vigtigt, at vi beder for os selv og for andre.

Lad os vende tilbage til Juleevangeliet som fortæller os, at efter at have lyttet til englens budskab, sagde hyrderne til hinanden: “Lad os gå over til Betlehem ‘… de gik på en gang” (Luk 2:15 f.). “De skyndte sig” er bogstaveligt talt, hvad den græske tekst siger. Hvad der var blevet meddelt dem var så vigtigt, at de måtte gå med det samme. Faktisk hvad der var blevet sagt til dem går fuldstændig ud over det sædvanlige. Det ændrede verden. Frelseren er født. Den længe ventede Davids søn er kommet til verden i sin egen by. Hvad kunne være mere vigtigt? Måske var de til dels drevet af nysgerrighed, men det var deres begejstring ved den vidunderlige nyhed, der fik dem til at skynde sig til Betlehem. De skyndte sig – de gik på én gang. I vores daglige liv, er det ikke sådant. For de fleste mennesker af i dag, står Gud mere eller mindre allersidst på prioriteringslisten. Evangeliet fortæller os noget helt andet: Gud er den højeste prioritet. Hvis der er noget i vores liv, fortjener al hast uden forsinkelse, så det er Gud og hans værk alene. Gud er vigtig, langt den vigtigste ting i vores liv. Hyrderne lære os denne prioritet. Fra dem skal vi lære ikke at blive opslugt af alle de presserende spørgsmål og gøremål i vores daglige liv. Fra dem skal vi lære at sætte andre opgaver på en andenplads – uanset hvor vigtige de end måtte være – således at lade Gud gå ind i vores liv og i vores tid. Den Tid der givet til Gud og til vores nabo er aldrig tabt. Det er tværtimod det tidspunkt, hvor vi virkeligt lever vores menneskelighed til fulde.

Nogle kommentatorer påpeger, at hyrderne, som var de barnlige sjæle, var de første til at komme til Jesus i krybben og møde verdens Forløser. De vise mænd fra Østen, der repræsenterer dem med social status og berømmelse, kom langt senere. Dette er ganske naturligt. Hyrderne boede i nærheden. De behøvede kun at “komme over” (jf. Luk 2:15), som vi gør, når vi går over til vores naboer. De vise mænd boede langt væk. De var nødt til at foretage en lang og anstrengende rejse for at nå frem til Betlehem. Og de havde brug for vejledning og retning. Også i dag er der enkle og ydmyge sjæle, som bor meget tæt på Herren. De er så at sige, hans naboer og de kan nemt gå over til ham. Men de fleste af os i verden i dag bor langt fra Jesus Kristus, den inkarnerede Gud, som kom til at bo blandt os. Vi er opslugt af verdslige anliggender og erhverv, der fuldstændigt absorberer os og fjerner os fra krybben. På alle mulige måder, går Gud os i møde og kommer til os igen og igen, så vi kan nå at flygte fra det virvar af vores tanker og aktiviteter og opdage den vej, der fører til ham. Der er en sti for os alle. Herren giver alle signaler. Han kalder hver enkelt af os, så vi også kan sige: “Kom, ‘lad os gå over” til Betlehem -til den Gud, som er kommet for at møde os. Overladt til os selv, kunne vi ikke nå ham. Men Gud er kommet ned. Han kommer imod os. Han har rejst den lange del af rejsen. Nu inviterer han os: Kom og se hvor meget jeg elsker dig. Kom og se, at jeg er her. Lad os gå derhen! Lad os overgå os selv! Lad os rejse mod Gud på alle mulige måder: langs vores interiør vej mod ham, men også langs konkrete stier – liturgien i Kirken, tjeneste til vores nabo, i hvem Kristus venter os.

Lad os igen lytte direkte til evangeliet. Hyrderne fortæller hinanden grunden til, at de skyndte sig: ” Lad os se ting, der er sket“. Bogstavelig talt siger den græske tekst: “Lad os se det Ord, der er opstået der.” Ja, sådan er den radikale nyhed af denne nat: Ordet kan ses. For det er blevet kød. Den Gud, som intet billede kan tegne – fordi ethvert billede kun vil mindske, eller rettere fordreje ham – denne Gud er selv blevet synlig i den, som er hans sande billede, som Paulus udtrykker det (jf. 2 Kor 4:04; Kol 1:15). I Jesus Kristus’ skikkelse, i hele hans liv og tjeneste, i hans død og opstandelse, kan vi se Guds Ord og dermed mysteriet om den levende Gud selv. Den Gud, som intet billede kan tegne – fordi ethvert billede kun vil indskrænke, eller rettere fordreje ham – denne Gud er blevet synlig i den, som er hans sande billede, som Paulus udtrykker det: Jesus Kristus (jf. 2 Kor 4:04; Kol 1:15). Sandelig, i Jesus’ skikkelse, i hele hans liv og tjeneste, i hans død og opstandelse, kan vi se Guds Ord og dermed mysteriet om den levende Gud selv. Det er hvad Guds Engel havde sagt til hyrderne: “Dette vil være et tegn for jer: I skal finde et lille barn svøbt og liggende i en krybbe” (Luk 2:12; jf. 2:16.). Gud ydmyger sig ved at blive et tegn: et lille barn svøbt og liggende i en krybbe. Tegnet, som er givet til hyrderne og til os, er ikke et forbløffende mirakel. Guds tegn er hans ydmyghed. Guds tegn er, at han gør sig lille. Han bliver et barn. Han lader os røre ved sig selv og han beder om vores kærlighed.

Origenes siger engang om hedningerne: “Mangler følelse og fornuft, er de forvandlet til sten og træ. Ja, hvad nytte ville det være for dig, at Kristus engang kom i kødet, hvis han ikke indtage din sjæl? Lad os bede til, at han kan komme til os hver dag, at vi kan være i stand til at sige: Jeg lever, men det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig” (Gal 2:20).

Lad os bede på denne hellige dag: Herre Jesus Kristus, som er født i Betlehem. Kom til os. Kom ind i vores sjæl. Omdan og forny os. Forvandl os alle fra sten og træ til levende mennesker, i hvem din kærlighed er til stede. Lad os alle berøres af dit nærvær og din kærlighed. Lad os bevæges af dit Ord og handle efter det som hyrderne i Betlehem således at vi med glæde vil tilskynde hinanden til at gå ud for at møde dig i din helligdom: ”Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os”. Amen.

Julenat (prædiken)

Et barn er født os, en søn er givet os” (Er 9:5). Hvad Esajas profeterede for at trøste Israel midt i dets prøvelser og mørke, da han på lang afstand stirrede ind i fremtiden, er nu udråbt til hyrderne som en virkelig gave af Englen, fra hvem en sky af lys strømmer frem: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe“(Luk. 2:11). Herren er her. Fra dette øjeblik er Gud i sandhed “Gud med os“. Ikke længere er han den fjerne Gud, som på en eller anden måde kan blive opfattet langvejs fra, i skabelsen og i vores egen bevidsthed. Nej. Han er gået ind i verden i et barns skikkelse. Han er tæt på os. Det er Ham der senere forsikrer os: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens end” (Matt 28:20). For dig, for mig og alle er Frelseren født, fordi gennem evangeliet og dem, der forkynder det, minder Gud os om det budskab, som englen meddelte hyrderne. Det er et budskab, der vedrører alle. Hvis det er sandt, ændrer det alt. Hvis det er sandt, påvirker det også mig og alle. Ligesom hyrderne, må jeg også sige: Kom, jeg ønsker at gå til Betlehem for at se, Ordet, der er opstået der.

”Pulchra sunt, quae videntur , pulchriora quae sciuntur,  longe pulcherrima quae ignorantur” (skønt er det, vi ser, skønnere det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme). Vores danske salige Niels Steensens berømte ord forekommer mig at gælde netop for det, vi denne nat fejrer: julens dybe sandhed og reelle virkelighed. Ja kun med hans salige tro kan man indse, at julen er mere end en smule opmuntrende stemning, en barnlig romantik, en borgerlig hygge. Den er en virkelig menneskelige og guddommelige begivenhed. Det drejer sig om barnet, om det ene barn, Guds Enbårne Søn, der blev menneske. Ja, det handler slet og ret om hans fødsel i tiden. Alt andet ved denne fest får liv herfra eller dør og bliver kun til en illusion.

Continue reading

4. søn i advent (prædiken)

Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os”. Herrens ord til Konge Akaz er gået i opfyldelse. Ved ydmyghed og tro har Jomfru Maria og den hellige Josef gjort det muligt for Herrens profeti at opfyldes og for Hans Søn, Det Evige Ord at blive menneske. Begge er os givet denne søndag for først og fremmest at vidne om Immanuels fødsel og dernæst at føre os til Ham.

Immanuels fødsel i tiden kan være en virkelighed for os alle, hvis vi gøre vores deres tro og ydmyghed. Deres forbilledlige liv og tro må tilskynde os til at forny vores tro denne søndag således at Frelseren kan fødes på ny i os og for verden.

Jomfru Maria troede. Hun havde tillid til Guds løfter og var tro mod hans vilje. ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1,38). Med disse ord udtrykker Jomfru Maria hvad der er hendes livs grundliggende holdning, nemlig hendes tro.

Da englen Gabriel tilkendegav at hun var udvalgt til at blive moder til den Højeste, gav hun ydmygt og med hele frihed sit ja, Fiat: ”Lad det ske mig efter dit ord!”

Måske var hendes kusine, Elisabeths hilsen den bedste beskrivelse af hende, samt den største hyldest til hende: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. (Luk 1,45). For det er den vedvarende tillid til Guds forsyn, der bedst karakteriserer hendes tro.

I sandhed gav Jomfru Maria ved bebudelsen sit samtykke og viste sin lydighed i troen. Dette samtykke, hendes fiat er det mindeværdige øjeblik i frelsens mysterium. Mennesketsvordelsens mysterium er i sandhed et guddommeligt mysterium, men samtidig et menneskeligt mysterium. I sandhed er Han, som tager menneskets skikkelse på, Guds Søn og Evige Ord. Samtidig er det legeme, som han tog, fuldt ud menneskeligt. Dette er den vidunderlige husholdning i Guds frelses plan: Gud bliver menneske for at mennesket bliver Gud. Netop i det øjeblik udtaler Jomfru af Nazareth sit ja ” Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1,38) kunne Sønnen sige til Faderen: ”Et legeme har du forberedt for mig”. Således blev Guds advent også fuldbyrdet gennem menneskelig handling og gennem troens lydighed.

Hele hendes liv på jorden var en trosvandring, en valfart i troen. Hun vandrede i skygge og håbede alligevel på Herrens løfter. Hun kendte modsætning og kontrast i det jordiske liv. Hun fik løfte om at hendes søn vil arve Davids trone, men ved hans fødsel var der ikke plads for ham, end ikke i herberg. Hun troede stadigvæk. Englen sagde til hende at hendes søn vil blive kaldt Guds Søn; men hun måtte se på, at han bliver bagtalt, forrådt, fordømt og sendt til døden på korset som en tyv og forbryder. Og dog troede hun at det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse og at intet er umuligt for Gud.

Denne troende kvinde, Jomfru af Nazareth og Guds moder er os givet som forbillede for vor tros vandring mod Ham som er det endegyldige mål for vort liv. Af Jomfru Maria lærer vi at overgive os til Guds vilje i alle ting.

Hun er os givet som forbillede for vor vandring mod julefesten, frelsens dag. Julen er et stort mysterium, som vi kan kun fatte med hendes tro. Desuden for at frelsens fest kan blive fejret i en autentisk ånd af kærlighed og solidaritet må vi fejre den i hendes tro og ånd.

Med hendes tro vil vi være i stand til at erkende at Gud virkeligt er blevet menneske og at Han i kirkens liturgi vil komme til os for at løskøbe og genskabe os og alle mennesker. Det er jo mening med hans menneskevordelse; det er den autentiske mening med julen, den ægte glædes og det sande håbs fest.

I dag ligesom som i Jesus’ tid, er julen ikke et eventyr for børn, men Guds svar til menneskeheden i dens søgen efter sand fred og sandt liv. Det er op til os at åbne bredt hjertets dør og byde ham velkommen. Lad os lære af Jomfru Maria at sætte os i tjeneste for Guds plan. Selv når vi ikke forstår den fuldt ud, lad os overlade os til hans visdom og godhed. Lad os søge først hans rige, da hans forsyn vil hjælpe os.

Det er Guds vilje, at vi særligt i tiden op til frelsens fest overvinder forestillinger og fordomme, nedbryder barrierer, fjerner de forskelle, der skiller os for at opbygge en verden af ​​retfærdighed og fred, hvor mennesker kan leve som Guds billeder og børn.

Må Jomfru Marias tro og lydighed tilskynde os til ved nåden at besidde troens indre holdning og forventning som gør det muligt for Frelseren at blive Immanuel: Gud med os. Ved troen har hun ladet Ham bo i sit hjerte førend han kom ind i vor verden. Også vil Guds jul være vores jul i kraft af vor levende og tillidsfulde tro.

I de sidste timer, der adskiller os fra julen, lad os forberede os at byde velkommen til Jesusbarnet som kommer til os og ønsker at bo i vores hjerte. Må hans fødsel ikke finde os uforberedt i vores fejring af hans fødsel: at glemme at hovedpersonen i fejringen er netop ham!

Må Jomfru Maria hjælpe os med at opretholde den indre stilhed og erindring så nødvendig for at smage den dybe glæde, som Forløserens og Frelserens fødsel bringer. Til hende retter vi vores bøn, idet vi især tænker på dem, der vil fejre jul i sorg og ensomhed, i sygdom og i lidelse: at alle kan lære af hende, at troen på Ham alene kan bringe trøst: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse” (Luk 1,45). Amen.

3. søn i advent (prædiken)

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” (Fil 4,4-5) Den 3. søndags liturgi er præget af glæde, glæden hos dem, der venter HAM, som “er nær”, Immanuel – ”Gud-med-os”, forudsagt af profeterne. Det er Julens “store glæde”, som vi har en forsmag på i dag; en glæde, som “vil være for alle mennesker”, fordi Frelseren fra det høje kommer for at være hos mennesker, ligesom den opgående sol (jf. Luk 1,78). Det er de kristnes glæde, pilgrimme i verden, der venter med håb hans herlige genkomst, han som for at komme mennesker til hjælp, tømte sig af sin guddommelige herlighed. Det er glæden over Guds Søns herlighed, som skinnede på menneskehedens historie med sit tilstedeværelses udstråling, han som er lys af lys.

Det er den glæde som profet Esajas forkyndte mange århundreder siden:

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd… Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter.” (Es 35, 1-2, 10)

Esajas og Paulus tvivlede ikke at de troende skal se Guds herlighed, at han skal styrke de synkende hænder, gøre de kraftesløse knæ stærke. De var stensikre på, at Gud kommer med hævn og frelser de troende. Han skal åbne blindes øjne og lukke de døves ører op, da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. Glæden hos de troende vil være stor, for alle skal færdes på den hellige vej og ingen fare på hellighedens vej.

Enhver flygtning eller asylsøger på flygtningelejre verden over som har oplevet den lange og gennemtærende venten på FNs endelige afgørelse om deres skæbne og fremtid, samt den ubeskrivelige glæde over at få opholdstilladelse i vesten kan nemt forstå Esajas jubel og Paulus’ glæde ved Frelserens snarlige tilsynekomst.

Det er den glæde, der strømmer fra Guds nåde, ikke en overfladisk eller flygtig lykke. Det er en dyb glæde, rodfæstet i hjertet, som kan gennemsyre den troendes hele liv. En glæde, der kan eksistere side om side med vanskeligheder, prøvelser, selv – hvor paradoksalt dette kan synes – med smerte og død. Det er glæden ved jul og påske, gave fra Guds inkarnerede Søn, der døde og opstod igen, en glæde, som ingen kan tage fra dem, der er ét med ham i tro og gerninger (sml. Joh 16: 22 – 23).

Johannes Døber var så gennemtrængt af denne glæde at et almindeligt liv blev fremmed for ham: ”Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning.” (Markus 1,6). Han fandt sin lykke i at leve i Jesu skygge: ”Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.”(Mark 1,7), ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” ( Joh 3.30), at vidne for Frelseren ved sin lidelse: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,36). Ja selv i fængsel vil han sende sine disciple til Frelseren for således efter at have set ham finder de selv glæde over at blive hos ham.

Døberen forklarer folkemængderne hvordan de i praksis forbereder Herrens vej. Han fortæller de forskellige kategorier af mennesker, der beder ham: “Hvad skulle vi da gøre” (Luk 3: 10, 12, 14), hvad der skal gøres for at forberede sig til at byde velkommen til Messias.

Dagens evangeliums passage minder i en vis forstand os om: “Hvad skal vi gøre“. Det første svar, som Guds ord giver os er en invitation til at genopdage glæden, fordi Herren er kommet til at bo iblandt os og har givet os sin kærlighed.

Ved at mindes den store begivenhed af inkarnationen, kan vi ikke undgå at tænke, at vor Gud er meget tæt på os; ja, han trådte ind i vores historie for at forløse den indefra. Ja! I Jesus af Nazareth kom Gud til at bo blandt os, ”for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger,« (Es 61: 1-2).

Johannes er os givet denne søndag for at føre os til Ham som bærer verdens synder: Frelser og Forløser. Han vidste at Jesus udførte Messias’ gerninger, som er forudsagt i den første læsning og vekselsangen. Men han ville at hans disciple og vi ved at Messias er ved at komme, at i Ham er Gud kommet for at frelse os. Han er sendt til os for at forberede vort møde med Messias: ” Jævn Herrens vej!” (Joh 1,23). Lad os acceptere hans invitation, fordi Jesus selv har peget på ham som vores forbillede. Han viste at livet var mere end mad, kroppen mere end tøj. Han søgte Guds rige først, overbevist om, at Gud ville give. Han klagede ikke. Han har ikke mistet troen. Selv i lænker i sin fængselscelle, sendte han stadig sine disciple – og os – til vores Frelser. Vi kommer til ham igen nu i Eukaristien. Han, som har allerede forårsaget ørkenen til at blomstre, at den brændende sand til kilder af levende vand. Han har åbnet vores ører for at høre ordene fra den hellige Skrift, befriet vores tunge for at fylde luften med taksigelsessange. Engang var vi bøjede, fanger til synd og død, har vi nu været løskøbte og returneret til hans rige, kronet med evig glæde. Oprejst står vi nu foran Guds alter for at møde den, som er ved at komme: “Her er din Gud“. Vi er glade, fordi Herren er kommet for at være iblandt os og har givet os sin kærlighed.

Lad Jomfru Maria, det inkarnerede Ords Moder, lede os på vores adventsrejse i forberedelse til Julens højtidelighed. Hun, der afventer i stilhed opfyldelsen af de guddommelige løfter, lærer os, at for at bringe fred og glæde til verden, må vi først byde Jesus Kristus, Freds Fyrst og kilde til glæden, velkommen ind i vores hjerte. For at dette kan ske, må vi konverteres til hans kærlighed og være klar til at gøre hans vilje.

Amen.

2. søn i advent (prædiken)

Evangeliet i denne anden søndag i advent (Mt 3: 1-12), præsenterer for os den hellige Johannes Døber, der, som en berømt profeti af Esajas siger (jf 40: 3), trak sig tilbage til ørkenen i Judæa og med sin prædiken, kaldte folk til at omvende sig, så de er klar til den kommende Messias, der er nu ved hånden.

Den hellige Gregory den Store kommenterede, at Johannes Døberen “prædiker opretstående tro og gode gerninger så at nådens kraft kan trænge, sandhedens lys skinne ud, stierne til Gud rettes ud og ærlige tanker være født i sindet efter at have hørt det ord, der fører os til godhed “(Hom. i Evangelia, XX, 3, CCL 141, 155).

Frelserens forløber, der ligger mellem den gamle pagt og den nye, er som en stjerne, der forkynder om den stigende Sol, Kristus, om hvem en anden af Esajas ‘profetier siger – “Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd “(Er 11: 2).

Evangelisten Matthew skildrer frelserens forløber som en barsk figur: “I de dage kom Johannes Døberen og prædiker i Ørken Judæa:” Omvend jer, for Guds Rige er kommet nær “(Mt 3: 1-2). Hans mission var at forberede og bane vejen for Herren, kalder Israels folk til at omvende sig fra deres synder og til at korrigere enhver uretfærdighed. Johannes Døberen, med krævende ord, annoncerede den forestående dom: “hver træ derfor, at ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden” (Mt 3: 10). Frem for alt, sat Johannes folk på vagt over hykleriet hos dem, der følte sikker, blot fordi de tilhørte det udvalgte folk: ”I Guds øjne, sagde han, har ingen grund til at prale, men skal bære “frugten, der er omvendelse“.

Mens Adventsrejsen fortsætter, mens vi forbereder at fejre Kristi fødsel, ringer Johannes Døberens appel om omvendelsen ud i vores samfund. Det er en presserende invitation til at åbne vores hjerter, til at modtage Guds Søn, som kommer blandt os for at åbenbare den guddommelige dom. Faderen, skriver Johannes Evangelist, dømmer ingen, men har givet dommermagt til Sønnen, fordi han er Menneskesønnen (jf Joh 5: 22, 27). Og det er i dag, i nutiden, at vores fremtidige skæbne bliver spillet ud. Det er vores faktiske adfærd i dette liv, der afgør vores evige skæbne. Ved slutningen af vores dag på jorden, på tidspunktet for døden, vil vi blive evalueret på grundlag af vor lignelse af – eller mangel på samme – et barn, der er ved at blive født i den fattige grotte i Betlehem, fordi han er kriteriet for det liv, som Gud har givet til menneskeheden. Den himmelske Fader, som udtrykte sin barmhjertige kærlighed til os gennem sin enbårne Søns fødsel, kalder os til at følge i hans fodspor, at gøre vores eksistens, som han gjorde, til en kærligheds gave. Og kærlighedsfrugten er omvendelsen, som Johannes Døberen siger til farisæerne og Saddukæerne blandt folkemængderne, der var kommet for dåb.

Gennem evangeliet, fortsætter Johannes Døberen med at tale til hver generation ned gennem århundreder. Hans klare, hårde ord er særligt gavnligt for os, mænd og kvinder i vores tid, hvor livsstil og opfattelse af julen desværre alt for ofte lider under påvirkninger af en materialistisk tankegang. Den store profets “stemme” beder os om at forberede vejen for Herren, som kommer i de eksterne og interne vildmarker i dag, der tørster efter det levende vand, der er Kristus.

I advent er vi også kaldet til at lytte til Guds stemme, der i ørkenen af verden råber gennem den hellige Skrift, især når de er forkyndt i kraft af Helligånden. Faktisk vokser troen desto stærkere, jo mere lader den sig oplyst af det guddommelige ord, som apostlen Paulus minder os “hvad som helst blev skrevet i gamle dage og blev skrevet for vores belæring, således at ved standhaftighed og ved Skrifternes opmuntring, kunne vi have håbet “(Rom 15: 4).

Forbilledet for vores lytten er Jomfru Maria: “Når vi overvejer i Guds Moder et liv totalt formet af ordet, indser vi, at vi også er kaldet til at træde ind i troens mysterium, hvorved Kristus kommer til at bo i vores liv. Hver kristen troende, St Ambrose minder os, undfanger indvendigt på en eller anden måde og føder Guds ord “(Efter-Synodal Apostolsk Formaning Verbum Domini, n. 28).

Kære venner, “Vores frelse hviler på én som er ved at komme“,  skrev Romano Guardini (La santa notte. Dall’Avvento all’Epifania, Brescia 1994, s. 13). “Frelseren kommer fra Guds frihed således at troens afgørelse består i at byde velkommen den, der nærmer sig “(ibid., s. 14).

Forløseren“, tilføjede han, “kommer til ethvert menneske: i hans glæde og hans kvaler, i hans klare viden, i hans Nød og fristelser, i alt, der udgør hans natur og hans liv” (ibid, s. 15. ).

Lad os bede Jomfru Maria, i hvis skød Den Højestes Søn boede og hvem vi skal fejre næste torsdag, den 8. december på højtidelighed for den uplettede undfangelse, at støtte os på denne spirituelle rejse for med tro og med kærlighed at byde den kommende frelser velkommen.

Må hun vejlede os til sand omvendelse i hjertet, så vi kan træffe de nødvendige valg for at harmonisere vores mentalitet med evangeliet. Amen