Category: Liturgy

4. søn i påsken (22/4/2018)

1. læsning ApG 4,8-12

På den tid sagde Peter, opfyldt af Helligånden: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«

Vekselsang Sl 118,1&+8-9.21-23.26&28-29

R. Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.

Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
end at stole på mennesker.
Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
end at stole på stormænd.

Jeg takker dig, for du svarede mig
og blev min frelse.
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Vi velsigner jer fra Herrens tempel.
Du er min Gud, jeg takker dig,
min Gud, jeg priser dig.
Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.

2. læsning 1 Joh 1-2

I elskede! Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.

Akklamation til Evangeliet Joh 10,14

Halleluja!
Jeg er den gode hyrde, siger Herren.
Jeg kender mine får, og mine får kender mig.

Evangelium Joh 10,11-18

På den tid sagde Jesus: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.

Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«

3. søn i påsken (15/4/2018)

1. læsning ApG 3,13-15. 17-19

På den tid sagde Peter henvendt til folket: “Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede over for Pilatus, skønt han havde besluttet at løslade ham. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og krævede at få en morder benådet. Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om. Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide. Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud.

Vekselsang Sl 4,2.4.7.9

R. Løft dit ansigts lys mod os, Herre!

Svar mig, når jeg råber,
du min retfærdigheds Gud!
Du, som har befriet mig i trængsler,
vær mig nådig, og hør min bøn.

I skal vide, at Herren har vist sin underfulde troskab mod mig,
Herren hører, når jeg råber til ham.

Mange siger: Hvem lader os opleve lykke?
Løft dit ansigts lys mod os, Herre!

I fred kan jeg lægge mig og sove,
for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.

2. læsning 1 Joh 2,1-5a

Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: “Jeg kender ham,” men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.

Akklamation til Evangeliet jfr. Luk 24,32

Halleluja!
Herre, åbn Skrifterne for os,
gør vore hjerter brændende i os,
mens du taler til os.

Evangelium Luk 24,35-48

På den tid fortalte disciplene, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brød brødet.

Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: »Har I noget at spise her?« De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.

Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.«

Guds Barmhjertigheds søndag (8/4/2018)

1. læsning ApG 4,32-35

Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov.

Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

R. Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.

Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
Arons hus skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
De, der frygter Herren, skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
men Herren kom mig til hjælp.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.
Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Sekvens (eventuelt)

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

2. læsning 1 Joh 5,1-6

I elskede! Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?

Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden.

Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

Halleluja!
Herren siger:
“Du tror, fordi du har set mig.
Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Evangelium Joh 20,19-31

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Påskesøndag (1/4/2018)

1. læsning ApG 10,34a. 37-43

Så tog Peter ordet og sagde: » I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

Vekselsang Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

R. Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!
Jeg skal ikke dø, men leve
og fortælle om Herrens gerninger.

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

2. læsning Kol 3,1-4

Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.

Sekvens

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

Akklamation til Evangeliet 1 Kor 5,7b-8a

Vort påskelam er slagtet, Kristus.
Lad os derfor fejre festen.

Evangelium Joh. 20,1-9

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.

Palmesøndag 25/3/2018

Palmeprocessionen – Evangelium

Mark 11,1-10 eller Joh 12,12-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.” Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det. Nogle af dem, som stod der, spurgte: “Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!” Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå. De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det. Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne. Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:

Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
Hosianna i det højeste!

eller:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

Den store folkeskare, som var kommet til festen, hørte at Jesus var på vej til Jerusalem.  De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

1. læsning Es 50,4-7

Gud Herren har givet mig
disciples tunge,
så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
Hver morgen vækker han mit øre,
og jeg hører som en discipel.
Gud Herren har åbnet mit øre,
og jeg var ikke genstridig,
jeg veg ikke tilbage.
Jeg lod dem slå min ryg
og rive skægget ud af mine kinder.
Jeg skjulte ikke mit ansigt
for skændsler og for spyt.
Gud Herren er min hjælper,
derfor blev jeg ikke til spot og spe;
derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
“Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.

De deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!

Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!

2. læsning Fil 2,6-11

Kristus, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Mark 14,1-15,47 eller Mark 15,1-39

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

E. Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel. For de sagde: “Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket!”

Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden:
F. “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.”
E. Og de overfusede hende. Men Jesus sagde:
K. “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

E. Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham:
F. »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«
E. Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem:
†. »Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os.«
E. Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, kom han og de tolv. Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus:
†. »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.«
E.  De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
A. »Det er vel ikke mig?«
E. Han sagde til dem:
†. »Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg.  For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

E. Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde:
†. »Tag det; dette er mit legeme.«
E. Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.  Og han sagde til dem:
†. »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«

E. Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Og Jesus sagde til dem:
†. »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«
E. Peter sagde til ham:
A. »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.«
E. Men Jesus sagde til ham:
†. »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.«
E.  Men han forsikrede endnu stærkere:
A. »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.«
E. Det samme sagde også alle de andre.

Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple:
†.  »Sæt jer her, mens jeg beder.«
E. Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem:
†. »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!«
E. Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde:
†. »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« 
E. Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter:
†. »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«
E. Atter gik han bort og bad med de samme ord. Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham.  Så kom han for tredje gang og sagde til dem:
†. »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

 E. Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde:
A. »Rabbi!«
E. og kyssede ham.  De lagde hånd på ham og greb ham. En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Så tog Jesus til orde og sagde til dem:
†. »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«
E. Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.  Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:
F.  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« 
E. Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus:
†. »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«
E. Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen:
A. »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«
E. Jesus svarede:
†. »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« 
E. Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde:
A. »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?«
E. Og de dømte ham alle skyldig til døden.

Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham:
F. »Profetér så!«
E. Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde:
A. »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«
E. Men han nægtede det og sagde:
A. »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.«
E. Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.   Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der:
A. »Han dér er en af dem.« 
E. Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter:
A. »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«
E. Da gav han sig til at bande og sværge:
A. »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« 
E. I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
A. »Er du jødernes konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Du siger det selv.«
E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
E. De råbte tilbage:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus spurgte dem:
A. »Hvad ondt har han da gjort?«
E. Men de råbte blot endnu højere:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« 
E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
†. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
E. – det betyder:
†.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
F. »Hør, han kalder på Elias.«
E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 E. Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

 Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,  kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.
Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.

Den korte form:Mark. 15, 1 – 39

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
A. »Er du jødernes konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Du siger det selv.«
E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
E. De råbte tilbage:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus spurgte dem:
A. »Hvad ondt har han da gjort?«
E. Men de råbte blot endnu højere:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« 
E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
†. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
E. – det betyder:
†.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
F. »Hør, han kalder på Elias.«
E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

5. søn i fasten (18/3/2018)

1. læsning Jer 31,31-34

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: “Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Vekselsang Sl 51,3-4.12-13.14-15

R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd.

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

Lad mig atter frydes over din frelse,
styrk mig med en villig ånd!
Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
så syndere kan vende om til dig.

2. læsning Hebr 5,7-9

Mens Kristus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.

Akklamation til Evangeliet Joh 12,26

Den, der tjener mig, skal følge mig, siger Herren;
og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

Evangelium Joh 12,20-33

Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

4. søn i fasten (11/3/2018)

1. læsning 2 Krøn 36,14-16.19-23

Alle Judas ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent. Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig. Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt. Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.

Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: “Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop.”

Vekselsang Sl 137,1-2.3.4-5.6

R. Min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig.

Ved Babylons floder
sad vi og græd,
når vi tænkte på Zion;
i poplerne derovre
hængte vi vore citere.

For vore fangevogtere
krævede, at vi skulle synge,
vore plageånder krævede glædessang:
“Syng for os
af Zions sange!”

Hvordan skulle vi kunne synge
Herrens sange
på fremmed jord?
Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;

Gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig,
hvis ikke jeg sætter Jerusalem
over min højeste glæde.

2. læsning Ef 2,4-10

Brødre og søstre! I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, Gud elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

Således elskede Gud verden,
at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Evangelium Joh 3,14-21

På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

3. søn i fasten (4/4/2018)

1. læsning 2 Mos 20,1-17 eller 20,1-3. 7-8. 12-17

Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
Du må ikke begå drab.
Du må ikke bryde et ægteskab.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

1. læsning
Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
Du må ikke begå drab.
Du må ikke bryde et ægteskab.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

Vekselsang Sl 19,8. 9. 10. 11

R. Herre, Du har det evige livs ord.

Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.
Herrens vidnesbyrd står fast,
det giver den uerfarne visdom.

Herrens forordninger er retskafne,
de glæder hjertet.
Herrens befaling er ægte,
den giver øjnene glans.

Herrens ord er rent,
det består til evig tid.
Herrens bud er sandhed,
de er alle retfærdige.

De er mere kostbare end guld,
end det reneste guld i mængde,
de er sødere end honning,
end flydende honning.

2. læsning 1 Kor 1,22-25

Brødre og søstre! Jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

Ære være dig, Herre Jesus!
Således elskede Gud verden,
at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Evangelium Joh 2,13-25

Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: “Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.”

Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede dem: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Da sagde jøderne: “Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?” Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.


 

 

 

2. søn i fasten (25/2/2017)

1. læsning 1 Mos 22,1-2.9a.10-13. 15-18

I de dage satte Gud Abraham på prøve. Han sagde: “Abraham!” og da Abraham svarede ja, sagde han: “Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: “Abraham, Abraham!” Han svarede ja, og englen sagde: “Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.”

Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn.

Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: “Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.”

Vekselsang Sl 116,10&15.16-17.18-19

R. Jeg kan vandre for Herrens ansigt
i de levendes land.

Jeg troede, derfor talte jeg.
Jeg er hårdt plaget.
Dyrebart i Herrens øjne
er hans frommes liv.

Ak, Herre, jeg er din træl,
jeg er din træl, din trælkvindes søn,
du har løst mine lænker.
Jeg bringer dig slagtoffer til tak
og påkalder Herrens navn.

Jeg indfrier mine løfter til Herren
for øjnene af hele hans folk,
i forgårdene til Herrens tempel,
i din midte, Jerusalem.

2. læsning Rom 8,31b-34

Brødre og søstre! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.

Akklamation til Evangeliet

Fra en lysende sky hørtes Faderens røst:
»Denne er min Søn, den elskede, hør ham!«

Evangelium Mark 9,2-10

I de dage tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem. Og Elias kom til syne for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: “Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede. Så kom der en sky, som overskyggede dem, og der lød en røst fra skyen: “Det er min elskede søn. Hør ham!” Og da de så sig omkring, kunne de pludselig kun se Jesus alene hos sig.

Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde.

1. søn i fasten (18/2/2017)

1. læsning 1 Mos 9,8-15

Gud sagde til Noa og hans sønner: “Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.”

Gud sagde: “Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.

Vekselsang Sl 25,4-5ab.6&7bc.8-9

R. Herrens stier er altid godhed og troskab
for dem, der holder hans pagt og hans lov.

Vis mig dine veje, Herre,
lær mig dine stier!
Vejled mig i din sandhed og belær mig,
for du er min frelses Gud.

Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
som har været til fra evighed
husk mig i din trofasthed,
fordi du er god, Herre.

Herren er god og retskaffen,
derfor belærer han syndere om vejen.
De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
han lærer ydmyge sin vej.

2. læsning 1 Pet 3,18-22

I elskede! Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Ære være dig, Herre Jesus.

Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Mark 1,12-15

Ånden drev Jesus ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham. Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.”