Category: Liturgy

The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience

Until the 1960s, Catholics around the world received Communion kneeling and on the tongue. The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience that can be traced back to Holland. Because of the widespread abuse of receiving in the hand, Pope Paul VI granted an indult for the practice in a 1969 letter from the Sacred Congregation for Divine Worship.

More about this issue

Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading

Alteret og den liturgiske bøns retning / Kardinal Joseph Ratzinger.

Følgende essay er kapitel tre i ”Liturgiens ånd ” skrevet af kardinal Joseph Ratzinger, tidligere præfekt for Troslærekongregationen og nu Pave Benedikt XVI. Kardinal Ratzinger opsummerer argumentet for den traditionelle fejring af den hellige liturgi vendt mod det liturgiske Øst (”ad orientem”).

Den genskabelse, som frem til nu er blevet beskrevet af den jødiske synagoge med henblik på kristen tilbedelse, viser tydeligt, – som vi allerede har sagt – hvordan, selv i arkitekturen, at der både i kontinuitet og fornyelse er et forhold mellem Det Gamle – og Nye Testamente. Som en konsekvens heraf måtte udtrykket i rummet gives til en passende kristen tilbedelse, fejringen af Eukaristien sammen med Ordets liturgi, som peger hen mod denne fejring. Det er klart, at en yderligere udvikling ikke kun var en mulighed, men en nødvendighed. Et sted beregnet for dåben måtte findes. Bodens Sakramente gennemgik en lang udviklingsproces, som resulterede i ændringer af formen på kirkebygningen. Den populære fromhed i dens mange afskygninger fandt uundgåeligt sted i rummet beregnet til guddommelig tilbedelse. Spørgsmålet vedrørende de hellige billeder måtte løses. Kirkemusikken måtte tilpasses til den rumlige struktur. Vi så, at den arkitektoniske kanon for Ordets – og Sakramentets liturgi ikke er ufleksibelt, skønt med hver nyudvikling og nyordning må følgende spørgsmål stilles: Hvad er i harmoni med liturgiens væsen, og hvad forringer den? I selve formen af de steder beregnet til guddommelig tilbedelse, som vi netop har betragtet, taler og tænker kristendommen på en semitisk måde og har videre lagt principperne for, hvordan dette spørgsmål kan besvares. Trods alle variationerne i praksis som har fundet sted i det andet årtusinde er en ting forblevet klart for hele kristendommen: at bede mod Øst er en tradition, som strækker sig tilbage til begyndelsen. Yderligere er det et fundamentalt udtryk for den kristne syntese af kosmos og historie, som er rodfæstet i frelseshistoriens enestående begivenheder, mens man går ud for at møde Herren, som skal komme igen. Her er troskaben til gaven allerede skænket og sammen med dynamikken ved at gå foran er disse to givet samme udtryk. 

Continue reading

Kommunionen modtaget på tungen, mens man knæler

OFFICE FOR THE LITURGICAL CELEBRATIONS OF THE SUPREME PONTIFF

http://www.vatican.va/news_services/liturgy/details/ns_lit_doc_20091117_comunione_en.html

Den ældste praksis i forbindelse med at give Den hellige Kommunion var med al sandsynlighed, at man gav Kommunionen til den troende i håndfladen. Men liturgiens historie gør det klart, at der meget tidligt blev påbegyndt en proces for at ændre denne praksis.

På kirkefædrenes tid så en tendens dagens lys og blev konsolideret, hvor uddelingen af Den hellige Kommunion i hånden blev mere og mere begrænset til fordel for at give Den hellige Kommunion på tungen. Motivet for denne praksis er todelt: a) for at undgå størst mulig spild af Eukaristiske partikler, b) for at øge de troendes hengivenhed for Kristi realpræsens i Eukaristiens Sakramente.

Skt. Thomas Aquinas henviser også til den praksis, hvor man modtager Den hellige Kommunion på tungen. Han stadfæster, at det at røre ved Herrens legeme kun er for den ordinerede præst.

Derfor af forskellige grunde, hvoraf oplister denne engels-kirkelærer respekt for dette Sakramente, skriver han: ” …af ærbødighed for dette Sakramente, intet må røre det, kun hvad der er indviet; heraf corporalen og kalken der er indviet, og ligesom præstens hænder for at kunne berøre dette Sakramente. Derfor er det ikke tilladt for at røre det, kun hvis det er allermest nødvendigt, for eksempel hvis Det skulle falde til jorden eller i en anden nødsituation” (Summa Theologiae, III, 82,3).

Kirken har gennem århundreder altid karakteriseret øjeblikket for Den hellige Kommunion som helligt og med stor respekt, og Kirken har konstant presset sig selv til at udvikle til det bedre, det at udøve ydre tegn som fremmer forståelsen af dette store sakramentale mysterium. I sin kærlige og pastorale omsorg har Kirken gjort det klart, at den troende modtager Den hellige Kommunion med de rette indre intentioner, blandt hvilke det særligt gør sig gældende, at den troende inden i sig selv overvejer og forstår realpræsens af Ham som modtages. (Se The Catechism of Pope Pius X, nr 628 & 636). Kirken i vest har fastslået, at det at knæle er et af tegnene, som er passende for kommunikanterne. Et kendt udsagn af Skt. Augustin citeret af Pave Benedikt XVI i nr. 66 i hans Encyklika Sacramentum Caritatis, ”Ingen spiser dette legeme, uden forud at tilbede; vi ville synde, hvis vi ikke tilbad det” (Enarrationes in Psalmos 98,9). At knæle tilkendegiver og fremmer tilbedelsen, som er nødvendig, før man modtager Den Eukaristiske Kristus.

I dette perspektiv forvissede den dengang kardinal Ratzinger, at:” Kommunionen når kun Sin sande dybde, når Den er støttet og omgivet af tilbedelse” (The Spirit of the Liturgy(Ignatius Press, 2000), p. 90). Af denne grund fastholdt Kardinal Ratzinger, ”at praksis for at knæle for Den hellige Kommunion har i sit favør en århundrede gammel tradition, og at det er et særligt udtryksfuldt tegn på tilbedelse, som er fuldt ud passende i lyset af den sande, reelle og substantielle tilstedeværelse af vor Herre Jesus Kristus under de indviede former.

Johannes Paul II skrev i sin sidste Encyklika, Ecclesia de Eucharistia (”Kirken udgår fra Eukaristien) nr. 61: ”Ved at give Eukaristien den fremragende plads, den fortjener, og ved omhyggeligt at undgå at formindske nogen af dens karakteristika og krav, viser vi, at vi i sandhed er bevidste om denne gaves storhed. Vi føler os tilskyndet til at handle således i en uafbrudt tradition, som siden det første århundrede altid har fundet det kristne fællesskab på vagt for at beskytte denne ”skat”. Inspireret af kærlighed er Kirken ivrig efter at overgive fremtidige generationer sin tro og lære om dette Eukaristiens mysterium uden tab. Der findes ingen risiko for overdrivelse i vor omgang med dette mysterium, for ”i dette sakramente er hele vor frelses mysterium sammenfattet”.

I forlængelse af den lære, der er blevet givet af hans forgængere, påbegyndte Den hellige Fader Benedikt XVI ved fejringen af festen for Kristi legeme og Blod i 2008 at give Herrens Legeme til de troende ved at placere Det på tungen af den troende, der knæler.

( Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En af statue af Luther i Vatikanet og en ny pavelig definition af lunkenhed

francis-luther

Pave Frans vil rejse til Lund i Sverige i næste uge for at være til stede ved indledningen af årsfejringen af mindehøjtidligheden for 500 året for Martin Luthers opslag af de 95 teser på Wittenbergs slotskirkes dør d. 31. oktober 1517.

Ved en indledende begivenhed i Vatikanet d. 13. oktober modtog pave Frans i Paul VI sal en forsamling på 1000 mennesker bestående af lutheranere og katolikker fra Tyskland.

Paven henvendte sig til forsamlingen fra en scene i denne sal, hvorpå der var opstillet en statue af Luther. Dette syn var et chok for mange katolikker, da Luther blev ekskommunikeret og hans teser afvist af Pave Leo X i 1520. Den splittelse han (Luther) forårsagede i kristenheden, fremstår som én af de mest ødelæggende i kirkens 2000 år lange historie.

Ved dette møde betonede pave Frans sin formaning givet tidligere på måneden mod at omvende andre mennesker. Uger efter at have sagt at: ”Det er en meget alvorlig synd mod økumenien”, når katolikker ønsker at omvende ortodokse kristne. Pave Frans fortalte pilgrimmene: Det er ikke legitimt at overbevise (ikke – kristne) om ens egen tro. På dette møde gav pave Frans yderligere en hidtil ukendt definition af det at være ”lunken”. Ifølge pave Frans er det at være ”lunken”, når kristne på den ene side er ivrige efter at forsvare kristendommen i Vesten, men på den anden side er uvillige til at forsvare flygtninge og andre religioner. Ordet lunken har en speciel betydning for kristne på grund af Kristi ord åbenbaret i Johannes Åbenbaringen (3.15-16). ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm. Men nu, da du er lunken, og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund”.

Den gængse forståelse af disse linjer er at fordømme den tendens, der handler om at vælge og vrage i forhold til Jesu Kristi lære frem for at holde sig til det hele. Som det amerikanske bispekollegium siger: ”Et halvhjertet engagement i troen fylder Kristus med væmmelse”.

I et svar på spørgsmålet om hvad pave Frans kan lide ved den lutherske kirke, svarede han: Jeg kan virkelig godt lide gode lutheranere, lutheranere der virkelig praktiserer deres tro på Jesus Kristus. Hvad jeg derimod ikke kan lide er lunkne katolikker og lunkne lutheranere. Den italienske avis La Stampa’s Vatikanreporter citerer paven for at sige, at det er modstridende, når kristne på den ene side er ivrige i deres forsvar af kristendommen i Vesten, men på den anden siden udviser modvilje til at forsvare flygtninge og andre religioner.

Pave Frans’ brug af Kristi stærke fordømmelse af dem, der undlader at forsvare andre religioner, er måske en advarsel til dem, der vil modsætte sig hans kommende hyldest til Luther planlagt til d. 31. oktober. Den svenske katolske professor Clemens Cavallin påpeger i et essay vedrørende den kommende fejring med Pave Frans i Lund, at den fællesbøn, der vil blive benyttet, udtrykker et meget positivt syn på Luther.

Teksten, siger han (Clemens Cavallin): ”Tegner et billede af Luther, som en religiøs helt, som fandt vejen til en mere sand form for katolicisme”. Cavallin bemærker, at der i den liturgiske vejledning for fællesbønnen optræder et afsnit kaldet Taksigelsen, hvis hensigt er at udtrykke: ”Vores gensidige glæde for de gaver vi modtog og genopdagede på forskellig måde gennem reformationens fornyelse og tendenser. Efter taksigelsesbønnen vil hele forsamlingen synge en tak til – samt prise Guds Værk”.

”Den økumeniske rejse gør lutheranere og katolikker i stand til sammen at sætte pris på Martin Luthers indsigt i- samt åndelige erfaring med evangeliet om Guds retfærdighed, som også er Guds nåde”, som teksten formulerer det.

Afsnittet afsluttes med følgende taksigelsesbøn:

Vi takker Dig, O Gud, for de mange vejledende teologiske og åndelige indsigter, vi alle har modtaget gennem reformationen. Vi takker Dig for den gode omskabelse og reformerne, der blev igangsat af reformationen eller gennem kampen med dens udfordringer. Vi takker Dig for forkyndelsen af det evangelium, som fremkom under reformationen, og som siden har styrket utallige mennesker til at leve et liv i troen på Jesus Kristus. Amen

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 25. oktober 2016. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/a-statue-of-luther-in-the-vatican-and-a-new-papal-definition-of-lukewarm

Cardinal Sarah on “The strength of silence” og the dictatorship of noise

“God’s first language is silence.” In commenting on this beautiful, rich insight of Saint John of the Cross, Thomas Keating, in his work Invitation to Love, writes: “Everything else is a poor translation. In order to understand this language, we must learn to be silent and to rest in God.”

It is time to rediscover the true order of priorities. It is time to put God back at the center of our concerns, at the center of our actions and of our life: the only place that He should occupy. Thus, our Christian journey will be able to gravitate around this Rock, take shape in the light of the faith and be nourished in prayer, which is a moment of silent, intimate encounter in which a human being stands face to face with God to adore Him and to express his filial love for Him.

More

Kardinal Robert Sarah: Præster bør stå med front mod øst og kommunikanter bør knæle

Kardinal Robert Sarah, præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, anmoder præster og lægfolk om at orientere (vende) sig mod ”Det Liturgiske Øst” under Den Hellige Messe. Denne måde at orientere (vende) sig på er kendt som ”ad orientem” og var den universelle norm op til Det andet Vatikankoncil (1962-65).

Som deltager ved konferencen Sacra Liturgia i London tirsdag d. 5. juli 2016 fremlagde Kardinal Robert Sarah følgende:

Jeg ønsker, at fremsætte en appel til alle præster… Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi så hurtigt som muligt, vender tilbage til en fælles indstilling, hvor præsterne og de troende samlet er vendt i samme retning – mod øst eller i det mindste mod apsis – til Herren, der kommer i de dele af den liturgiske ritus, hvor vi henvender os til Gud. Denne praksis er tilladt af gældende liturgisk lovgivning. Dette er helt igennem legitimeret i den nye ritus. Jeg finder, at dette er et meget vigtigt skridt til at sikre, at det i sandhed er Herren, der er i centrum.

Sarah gjorde opmærksom på, at han tidligere har bragt dette tema på bane i juni i en artikel i L’Osservatore Romano samt i et interview, han gav til det franske katolske magasin Familie Chrétienne i maj måned. Men præfekten ønsker nu at anmode om, at en liturgisk tilbageføring bliver påbegyndt den første søndag i Advent i år (2016) nærmere betegnet d. 27. november.

Han appellerede til sine biskoppelige kollegaer om at fremme denne liturgiske tilbageføring blandt deres præster og seminarister.

Jeg vil også komme med en appel til mine biskoppelige brødre om at lede Jeres præster og folk mod Herren på denne måde… Vær venlig at forme Jeres seminarister til den virkelighed, at vi ikke er kaldet til, at præstedømmet er i centrum for den liturgiske tilbedelse, men for at føre de troende i Kristus som medbedere til Ham. Vær venlig at fremme denne simple, men dybtgående reform i Jeres bispedømmer, Jeres katedraler (Domkirker), Jeres sogne og Jeres seminarer.

Kardinalen kunne afsløre, at dette initiativ kom fra selve Pave Frans.

Pave Frans har bedt mig fortsætte det liturgiske arbejde, Pave Benedikt påbegyndte. Bare fordi vi har en ny pave, betyder det ikke, at hans forgængers vision nu er ugyldig. Tværtimod, som vi ved, vores Hellige Fader Pave Frans har den største respekt for den liturgiske vision og foranstaltninger, Pave Benedikt implementerede i fuldstændig troskab overfor koncilsfædrenes intentioner og målsætninger.

Kardinal Sarah fortalte, at Pave Frans har bedt ham, under en privat audiens i april, ”at undersøge spørgsmålet om en reform af reformen og hvorledes man kan berige de to former af den romerske ritus”. Den første såkaldte reform var en fastsættelse af de ændringer, der skete i kølvandet på det andet Vatikankoncil. Sarah bemærkede, at forskellige ændringer ikke var forudset af koncilsfædrene, og at resultatet i dag er ”mange forandringer i kirkens liturgi”.

Et sådant misbrug understregede kardinalen, sker når præster ”træder til side og tillader kommunionsuddelere at uddele Den Hellige Kommunion”. Hans Eminence bekræftede: ”Det er forkert, da det er en fornægtelse af den præstelige tjeneste samt en klerikalisering af lægfolket… Når dette sker, er det et tegn på, at intentionerne er blevet misforstået og må korrigeres”.

Kardinalen fremhævede et andet misbrug: At lægfolket står op under konsekrationen samt under modtagelsen af Den Hellige Kommunion. 

At knæle under konsekrationen (med undtagelse når man er syg) er af afgørende betydning. I vesten er dette en kropslig tilbedelseshandling, der ydmyger os for Herren og Gud. Det er i sig selv en bønshandling. Der, hvor det at knæle og genuflecte (at bøje knæ) er forsvundet fra liturgien, bør det genindføres, specielt ved modtagelsen af Vor Velsignede Herre i Den Hellige Kommunion.

Efter Kardinal Sarahs tale (adressering) talte den franske biskop Dominique Rey af Fréjus-Toulon. Biskop Rey forpligtede sig på at implementere Sarahs direktiver til Advent.

Det er med stor glæde, at vi i dag har erfaret, at Den Hellige Fader Pave Frans har bedt Dem påbegynde en undersøgelse af en reform af den liturgiske reform, der fulgte Det andet Vatikankoncil samt undersøge mulighederne for en gensidig berigelse mellem den ældre og nyere form af den romerske ritus, først omtalt af Pave Benedikt XVI.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 6. juli 2016. Den kan læses på

http://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-priests-face-east-and-communicants-kneel

Vatikanets liturgiske chef anbefaler ad orientem-liturgi

Ad Orientem

Kardinal Robert Sarah, Præfekten for Kongregationen for gudstjenesten og sakramentsordningen har opfordret præster til at fejre messe ad orientem — sammen med menigheden at vende ansigtet mod øst.

Han sagde blandet andet: “Jeg ønsker at sætte i gang en stor refleksion over dette spørgsmål, for at sætte Eukaristien i centrum for vores liv. Jeg bemærker, at mange af vores liturgier bliver spektakulære shows. Ofte fejrer præsten ikke mere Kristi kærlighed gennem hans offer, men et møde mellem venner, et venligt (socialt) måltid, et broderligt øjeblik. I forsøget på at opfinde kreative og festlige liturgier, løber vi en risiko for en for meget menneskelig gudsdyrkelse, til at matche vores ønsker og øjeblikkets moder. Gradvist fjerner de troende sig fra det som giver os liv. For kristne er eukaristien et spørgsmål om liv eller død!”

Mere om det

Alter & Eukaristisk tro

Sankt Knuds alter er efter min mening særdeles smukt, fordi det på en fortræffelig måde synliggør og sammenholder kirkens holistiske syn på troens mysterium og den katolske teologi om Eukaristien og om Jesu Kristi permanente nærvær i dette hellige sakramente:

  1. Kristus døde og ofrede sig på korset på Golgata til soning for vores synder.
  2. Han er virkeligt nærværende i den hellige hostie i tabernaklet.
  3. Han er til stede på alterbordet under den eukaristiske fejring.

Det er altså den samme Kristus på korset, i tabernaklet og på det eukaristiske alter. Han er fuldt ud den elskede Gud og Frelser, der ofrede sig på korset, gemmer sig bag det hellige brøds skikkelse og er til stede, når vi opfylder hans befaling: ”Gør dette til ihukommelse af mig”.

Skt. Knuds kirkes alter som består af 3 dele – Jesu Kristi korsfæstelse (øverste del), det hellige sakramente i tabernaklet (midterste del) og alterbordet (nederste del) – synliggør Kristus, Frelserens enestående måde at være til stede på for sin brud, kirken. Han er på en gang på korset, i tabernaklet og på altret. Et sådan alter (3 niveau-alter) sætter i relief den katolske tros holistiske syn på frelsen: Jesu død på korset er kilden til nåde og liv for os. Fra hans kors udspringer frelsens og livets kilde som opbevares i det helligste sakramente (tabernakel) og genaktualiseres ved den eukaristiske fejring (alterbord).

Kirken skal således tilbede ham både på korset, i tabernaklet og på altret på én gang og samtidig. Troen på Jesu Kristi evige nærvær i det hellige brød er nødvendig således, at kirkens eukaristiske fejring er en aktualisering af hans opofrelse og død på Golgata. Kristus er til stede i det helligste sakramente på trods af og uafhængig af menighedens tilstedeværelse. Da Gud reelt og virkeligt er nærværende i den hellige hostie (tabernaklet), er det blasfemisk og syndigt at vende ryggen til Ham, ignorere Ham, eller at have fokus på noget andet. Gud holder ikke op med at være Gud i den hellige hostie i tabernaklet, når præsten og menigheden samles og fejrer eukaristien. Vi kan af denne grund ikke tillade os at opføre os som om han ikke er til stede i tabernaklet. Menneskeligt set kan vi ikke på en gang have fokus på og blikket rettet mod Kristus i altret, tabernaklet og på korset, når de er på tre forskellige steder i kirken. I øvrigt underminerer vi symbolikken i at Kristus er den samme: på korset, i tabernaklet og på altret. Continue reading