Category: Prayers

Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

2.

Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

3.

En lidelsernes mand

Rosenkransens smertefulde mysterier er en fordybelse i Kristi Ansigt under Hans lidelse. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud” (Es 52: 2-4). Den, der beder smertens mysterier dagligt eller i alt fald hyppigt, vil i større udstrækning opnå angerens ånd. Den velsignede abbed Marmion siger, ”at anger er en jævnlig tilbagevendende følelse, hvor vi fortryder, at vi har fornærmet den guddommelige godhed”. Han siger også: ”Samtidig med at angeren gør os bevidste om vores overtrædelse, giver den os også en dybere erkendelse af den guddommelige tilgivelse. Angeren bliver dermed en kilde til fred og tillid, og den bliver også en kilde til glæde og ydmyghed, som er dyb og inderlig”. Smertens mysterier er faktisk en form for lectio – meditatio – oratio – og kontemplation af Esajas profeti om Jesu lidelse. Disse mysterier er også en måde, hvorved man kan gøre de bønner, der er givet os i Salmerne 21, 30 og 68 vedrørende Kristi lidelse til en indre bøn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: A Man of Sorrows – Vultus Christi

4.

Stærk som David med sin slynge

Den styrke rosenkransen rummer er ikke proportional med den enkelthed, der karakteriserer den. Der er ingen nåde, man ikke kan opnå ved at bede den, og der er ingen Goliat, der ikke kan besejres gennem ydmyg bøn af rosenkransen. Vi tøver ikke med endnu engang offentligt at bekende, at vi sætter vores lid til den hellige rosenkrans, når det handler om at komme den ondskab til livs, der præger vor tid. Det kommer ikke til at foregå med magt, våben eller menneskelig styrke, men med guddommelig hjælp ved denne bøn, som er stærk, ligesom David med sin slynge. Med denne bøn vil Kirken konfrontere djævelen, som er fjenden, og Kirken kan gentage de samme ord til djævelen, som den unge hyrde benyttede: ”Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn … og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd” (1 Sam 17:45-47).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. oktober 2006. Den kan læses på: Strong Like David With His Sling – Vultus Christi

5.

Drengen, der så Guds Moder

Så smuk er Gud, så smuk Han er! Men Han er sørgmodig på grund af menneskenes synder. Jeg vil trøste Ham, jeg vil lide af kærlighed til Ham” (Den hellige Francisco Marto).

Drengen, der så Guds Moder

Den hellige Francisco Marto, drengen, der så Guds Moder, blev født i Aljustrel i sognet Fatima i Portugal den 11. januar 1908. Sammen med sin søster, den hellige Jacinta, blev han oplært i troen i familien. Han modtog tre besøg af Portugals skytsengel og Den hellige Jomfru Maria over en periode på seks måneder, der startede den 13. maj 1917. Francisco begyndte at bede og bringe ofre for syndernes omvendelse og for at trøste Jesus og som sonebod i forhold til Marias Ubesmittede Hjerte.

Han var den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus

Englens ord, ”Trøst din Gud”, ser ud til at have brændt sig fast i Francisco’s hjerte. Min opfattelse er, at ud af de tre børn fra Fatima, er den nåde, som netop Francisco modtog, en eksplicit Eukaristisk nåde. Francisco søgte mere end nogen anden at være den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus ved at tilbede Ham i tabernaklet i sognekirken og ved at bede rosenkransen. Det er dette kald til at trøste Den ”skjulte” Jesus, der har forøget min opmærksomhed på Francisco.

Kalken og Det Dyrebare Blod

Efteråret 1916 viste Portugals skytsengel sig tredje gang for de tre børn. Han holdt en kalk og over kalken figurerede en Hostie. Fra Hostien faldt der bloddråber ned i kalken. Englen forlod derpå kalken og Hostien, der ”svævede” i luften over kalken, og englen faldt ned på sit ansigt i tilbedelse. Han gav Den hellige Kommunion til de tre børn. Han gav Hostien til Lucia og kalken til Francisco og Jacinta, mens han sagde: ”Tag og drik, dette er Jesu Kristi Legeme og Blod, som er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son for deres overtrædelser og trøst jeres Gud”. Et par dage senere, mens de talte om Kommunionen fra kalken og Det Dyrebare Blod, som skulle frembæres som sonebod, sagde Francisco til Lucia, ”Jeg havde en fornemmelse, at Gud var i mig, men jeg kan ikke forklare hvordan”.

Mange rosenkranse

Vor Frues ord om at Francisco skulle sige ”mange rosenkranse”, før han gik til Himlen, har givet anledninger til mange forskellige fortolkninger, hvoraf nogle kaster lys over den lille 9-årige dreng. Fatimaspecialist og forfatter Leo Madigan giver en forklaring, der giver god mening, og som er fornuftig. Han skriver, at ”Francisco ville komme i Himlen, men der skulle bedes mange rosenkranse, før det ville ske”. Vor Frues ord indeholdt ikke en skjult trussel eller ildevarslende advarsel. Hun talte til Francisco som en moder. Mens han ventede på at komme ind i Himlen, havde han tid til at bede mange rosenkranse. For Francisco var denne viden en gave og en glæde. Francisco døde den 4. april 1919 efter at have bedt ”mange rosenkranse”.

Jeg kan anbefale …

Jeg kan ikke anbefale nogen bedre biografi på engelsk om børnene i Fatima end den, der er skrevet af Leo Madigan, som hedder: The Children of Fatima, Blessed Francisco and Blessed Jacinta Marto (Our Sunday Visitor, 2003). Skt. Johannes Paul II saligkårede Francisco og Jacinta Marto den 13. Maj 2000.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/the-boy-who-saw-the-mother-of-god/

6.

Det er umuligt at forstå livet uden at bede rosenkransen

Det er umuligt at forstå vores eget liv og Kirkens liv uden at bede rosenkransen. Det er umuligt at forstå festerne, der fejres for Maria i løbet af det liturgiske år, de Marianske helligsteder og billederne af Maria uden at man beder rosenkransen (Pave Johannes Paul I).

Rosenkransen er en måde at lytte til Guds Ord på, som Maria lyttede til Ordet, og gentage Ordet, som hun gentog Det, at bede Ordet, som hun bad Det, og tillade at Ordet tager bolig i en, ligesom Ordet tog bolig i hende. Udholdenhed i den velsignede gentagelse af rosenkransbønnen gør hele livet til en slags lectio divina: Hvor man læser om Gud og det, der er Hans, og som samtidig er et tegn på Hans tilstedeværelse i den ydmyge hverdag.

Den, der har rosenkransen i sin hånd, har nøglen til alle livets glædesfulde, lysende, smertefulde og herlighedsfulde mysterier. Rosenkransen er midlet mod ensomhed. Ensomheden hos den, der beder rosenkransen, er en ensomhed, der rummer nærvær, ikke fravær. Rosenkransbønnen er som balsam, der smøres på hjertets hemmelige sår. Den, der underkaster sig rosenkransens afvæbnende enkelthed i form af lægedom, vil opleve dens helbredende virkning.  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. oktober 2006. Den kan læses på: Impossible to Conceive of Life Without the Rosary – Vultus Christi

7.

Med rosenkransen kan man opnå alt

Med rosenkransen kan man opnå alt det, der ligger i Min Moders Ubesmittede Hjerte og Mit eget Hjerte. Rosenkransen overvinder alt det onde, river synden op med rode, åbenbarer det, som er skjult for den skolede og kloge, og den jager mørket på flugt. Rosenkransen bliver et kraftfuldt våben i hænderne på de ”små” og fattige, og satan skælver, når han ser rosenkransen i hænderne på et lille barn. Rosenkransen er den bøn, som Min Moders Ubesmittede Hjerte foretrækker. Når en sjæl begynder at bede rosenkransen, bliver Min Moder overdraget en enorm magt over denne sjæls skæbne. Rosenkransen åbner en sjæl for Min barmhjertige kærligheds styrke, og dette kan være begyndelsen til helbredelse, udfrielse og en omdannelse til mig. Dette er en hemmelighed, som verden og de, der tænker som verden, ikke er i stand til at forstå. Det er en hemmelighed, fordi den er skjult for de hovmodige og selvtilstrækkelige og kun er blevet gjort kendt for de ”små” sjæle, hvis tilbedelse af Mig udgår fra deres dybe fattigdom og den magtesløshed, der stammer fra deres skrøbelighed. Rosenkransen vil for dig åbne op for strømme af nåde, levende vand og løfter, som vil blive opfyldt. Vend tilbage til Min Moders rosenkrans og vent på, at Min kraft manifesteres … thi selv i den skal Min herlighed komme til syne og føre Min nåde til sejr.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. december 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/12/the-rosary-obtains-all-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gør dit bedste. Men hold aldrig op med at bruge perlerne (på din rosenkrans)

Én af mine venner i himlen, som jeg på en vis måde kan betragte som én af mine åndelige fædre, er benediktineren Dom Eugéne Vandeur (1875-1967). Én af mine drømme er at lave en genudgivelse af nogle af Fader Vandeurs arbejder. Fader Vandeur skrev udførligt, passioneret og smukt om Den hellige Jomfru Maria. Hans udgangspunkt var altid et skriftsted fra Den hellige Skrift eller en passage fra den hellige liturgi, og derefter ville han lade sin pen (og sjæl) tage ”styringen” og lade det, der blev åbenbaret, blive nedfældet. Hans budskab forblev enkelt og tilgængeligt, selv når han begyndte at undersøge Guds – og Gudsrigets dybder. Her følger et uddrag, som jeg finder passende til festen for Den Ubesmittede Undfangelse:

Hvis det er muligt for dig, så lad være med at undlade at sige rosenkransbønnen hver dag, og hvis du kan finde tid til det, alle 15 dekader. Vær ikke bange for, at der vil komme distraktioner, vær villig til at bekæmpe dem. Din himmelske Moder forstår til fulde din svaghed, følelsesmæssige ustabilitet og træthed.

”Hil dig, Maria”, som bliver mangfoldiggjort har aldrig bragt Maria mishag. Hun sætter pris på din mumlen, der bærer præg af tro, håb og kærlighed. Gør dit bedste, men hold aldrig op med at bruge perlerne (på din rosenkrans).

At du bærer rosenkransen på dig, er det ikke som at sige, at du reciterer bønnen hele dagen og i hemmelighed om natten? Hold rosenkransens perler tæt til dig især på tidspunkter med prøvelse, hold den da i din hule hånd. Dette er som at tage Maria i hånden. Jeg vil afslutte med at sige, at du i det mindste bør huske på følgende: Glem ikke at sige tre Ave Maria om morgenen og om aftenen rettet til Maria, Guds Moder og din moder, og tak Den hellige Treenighed for, at hun er blevet givet til os.

Der eksisterer mange vidnesbyrd om, hvad det kan ”føre med sig”, at man beder rosenkransen, når man lider, arbejder og føler smerte af enhver slags i legeme og på sjæl. Det er i disse situationer, at vor Moder tager sig af sine børn og viser dem sin omsorg her og nu og i evigheden. Når vi elsker en, vil vi aldrig stoppe med at minde vedkommende om vores kærlighed til ham / hende, og vi vil til stadighed elske vedkommende mere. Ved at sige ”Hil dig, Maria” vil du aldrig skuffe dig selv og langt mere vil du aldrig skuffe Marias Ubesmittede Hjerte. Hun er din Moder … siger det ikke det hele? Amen! Sådan er det! Ja, det er helt igennem godt. (Hail Mary af Dom Eugéne Vandeur, oversat af John H. Collins, Sj. The Newman Press, Westminster, Maryland 1954).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. december 2007. Den kan læses på: Do your best. But never give up your beads. – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bønnen, der kan benyttes, når det er svært at bede

Når træthed, en melankolsk stemning og pres synes at have lagt sig over ens sjæl, og når enhver anden form for bøn synes umulig at gennemføre, bør man gribe efter sin rosenkrans og ganske enkelt lade den ene perle efter den anden glide gennem fingrene. Der er ingen grund til at skulle finde frem til fromme forestillinger eller tanker. Det er nok at lade fingrene berøre den enkelte perle og gentage bønnerne nænsomt og genkalde sig mysteriet i begyndelsen af dekaden og derpå overlade resten til Helligånden, ”der kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan skal vi bede, og hvad skal vi bede om, ved vi ikke” (Rom 8:26).

Den, der trofast beder rosenkransbønnen, ved, at mens man med læberne gentagne gange siger Maria og Jesus navne, går ”Ånden selv i forbøn for os med uudsigelige sukke” (Rom 8:26). Rosenkransen er den meget lille dør, som små børn benytter til at træde ind i Åndens store bøn, Den Ånd, der ”går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8:27).

Jeg er virkelig kommet til at holde af det billede (som mange nok nikker genkendende til) af de tre børn fra Fatima, hvor de står med bedende hænder og holder deres rosenkranse. I det kan jeg efterligne dem. Selv når jeg ikke er i stand til noget andet, så kan jeg række ud efter mine perler og begynde at sige bønnen. Den hellige Guds Moder finder stort behag i, at man med et barns iver beder denne bøn. Hendes gensvar er ganske enkelt storslået og helt ude af proportion med min vilje til at bede ordentligt.

Fader Jean Lafrance skrev, at den, der ikke beder behændigt i det mindste bør bede meget. Den hellige Jomfrus ord til den lille Francisco var, at han skulle bede ”mange rosenkranse”, og netop det giver mig vedvarende inspiration til at bede denne bøn. Den, der beder mange rosenkranse, åbner sin sjæl for den hjælp Guds Moder yder samt den nænsomme bøn Helligånden frembærer på denne persons vegne. Der findes i sandhed ikke nogen mere sikker eller kortere vej til ”tilbedelse i ånd og sandhed” (jf. Joh 4:24), og det er det, Faderen ønsker.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 23. oktober 2006. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Rosenkransbønnen: Hver eneste dag og i dens fulde længde

Den 11.oktober var liturgisk set en mindedag for den velsignede (pave) Johannes XXIII. Mindre end et år, efter at han blev valgt til at tage plads i Peters Stol, genkaldte han sig i sin encyklika Grata Recordatio det indtryk, det gjorde på ham, at den årlige encyklika af Leo XIII vedrørende rosenkransen, opfordrede de troende til med trofasthed at recitere rosenkransen i løbet af oktober måned, og med dybfølt oprigtighed erklærede han, at han hver eneste dag bad rosenkransen i dens fulde længde.

Blandt de gode minder fra vore yngre dage er de encyklikaer, som pave Leo XIII plejede at skrive til hele den katolske verden, når oktober måned nærmede sig for at opfordre de troende til trofast at recitere Marias rosenkrans specielt i denne måned.

Disse encyklikaer var forskellige i forhold til deres indhold, men de var alle fyldt med levende visdom og ny inspiration og var samtidig relevante for det kristne livs praksis. I stærke og overbevisende vendinger formanede de katolikker til at bede til Gud i troens ånd ved Maria Hans Jomfrumoders forbøn og den hellige rosenkrans. For rosenkransbønnen er en særdeles prisværdig form for bøn og fordybelse. Når vi siger den, sammenfletter vi en mystisk krans bestående af en hel masse Ave MariaPater Noster og Gloria Patri. Og når vi med vor stemmes klang siger disse bønner, fordyber vi os i de grundlæggende mysterier i vores religion: Jesu Kristi inkarnation og menneskehedens frelse, og med den ene begivenhed efter den anden opfordres vi til at overveje disse dybere.

Disse vidunderlige minder fra vore yngre dage er hverken falmet eller forsvundet med livets gang, snarere tværtimod, vi kan her erklære ærligt og ligefremt, at disse år har gjort Marias rosenkrans mere kær for os. Vi undlader ikke at sige den hver eneste dag i dens fulde længde, og vi agter at recitere den med særlig hengivenhed i løbet af denne måned.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. oktober 2014. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI gav et eksempel

I går var det den første lørdag i maj. Den hellige Fader Pave Benedikt XVI fremviste et enestående eksempel på pastoral nidkærhed overfor alle biskopper og sognepræster i Kirken ved at bede rosenkransen sammen med de troende i Basilikaen Santa Maria Maggiore. Det var dybt bevægende at se Den hellige Fader på knæ, mens han lod rosenkransens perler glide gennem sine fingre på en enkel, ydmyg og from måde. Han reciterede rosenkransens bønner på latin. En til lejligheden egnet antifon på latin, sunget samt et skriftsted indledte hver dekade. Salve Reginaden lauretanske litani og Regina Caeli afsluttede fejringen: Dette er et eksempel på det, der bør gøres i katedraler og sognekirker overalt i verden. Ved bønnens afslutning sagde Den hellige Fader: I dag viser vi sammen, at den hellige rosenkrans ikke er en from praksis, der hører fortiden til, og som har et nostalgisk præg over sig. Rosenkransen oplever på sin vis et nyt forår. Dette er uden tvivl ét af de mest markante tegn på den kærlighed, den unge generation nærer for Jesus og for Hans Moder, Maria.

Verden i dag er i stor udstrækning præget af distraktion, og derfor hjælper denne bøn os til at sætte Jesus i centrum. Det var det, Jomfruen gjorde. Hun grundede i sit indre over det, der var blevet sagt om hendes Søn, og videre grundede hun over det, Han gjorde og sagde. Når vi siger rosenkransbønnen, genoplever vi de vigtige og betydningsfulde øjeblikke i frelseshistorien, og vi gennemgår forskellige dele af Kristi mission. Med Maria bliver hjertet vendt mod Jesu mysterium. Jesus bliver centrum for vores liv, tid og i vor by og det ved fordybelse i glædens, lysets, smertens og herlighedens mysterier. Maria hjælper os til at tage imod den nåde, der udgår fra disse mysterier, så den gennem os kan komme ud i det samfund, vi er en del af og allerede i vores dagligdag bortrense alt negativt, samtidig med at det glade budskab forkyndes. Rosenkransen giver, når den bedes autentisk og ikke overfladisk eller mekanisk, både fred og forsoning. Den indeholder i sig selv den helbredende kraft, der er i Jesu allerhelligste Navn, som anråbes i tro og med kærlighed midt i Ave Maria.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 4. maj 2008. Den kan læses på: Setting An Example – Vultus Christi

Den, der beder, bliver fortrolig med håbet

Det første, man bør gøre for at blive fortrolig med håbet, er at bede. Når ingen mere lytter til mig, vil Gud altid være der og lytte. Når jeg ikke længere kan tale med nogen eller kalde på nogen, kan jeg altid tale med Gud. Når der ikke længere er nogen til at hjælpe mig med at opnå noget, jeg ønsker eller længes efter, og som rækker ud over noget menneskes formåen, da er det Gud, der kan hjælpe mig. Når jeg befinder mig i den dybeste ensomhed, og jeg beder, er jeg aldrig alene. Den nu afdøde kardinal Nguyen Van Thuan, der var fængslet i 13 år, hvoraf han tilbragte de 9 i isolation, har efterladt os en lille og meget værdifuld bog, som bærer titlen: Prayers of Hope. I løbet af de 13 år, hvor han sad fængslet og befandt sig i en tilsyneladende håbløs situation, kom det til at stå klart for ham, at han kunne lytte og tale med Gud, og dette skabte hos ham et kraftfuldt håb, som gjorde, at han efter sin løsladelse blev et vidnesbyrd for mennesker over hele kloden, på troen og håbet, det håb, der ikke svinder bort i ensomhedens mørke. Pave Benedikt XVI, Spe Salvi.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 1. december 2007. Den kan læses på: He Who Prays Learns Hope – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hold fast i min kærlighed

Deus Caritas Est og afhandlingen om Guds kærlighed

For ni år siden, den 23. januar 2006, talte pave Benedikt XVI til deltagerne i et møde i det pavelige råd Cor Unum om emnet ”Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13:13). Han sagde: I dag er ordet kærlighed blevet så blakket, ødelagt og misbrugt, at man næsten er bange for at lade dette ord kommer over sine læber. Og alligevel er det et ord, der udtrykker den oprindelige virkelighed, og derfor kan vi ikke bare opgive det. Vi må tage det i brug igen, rense det for det, det ikke er, og give det dets oprindelige pragt tilbage, så det kan oplyse vores liv og føre det ad den rigtige vej. Med dette i bevidstheden valgte jeg, at kærlighed skulle være temaet i min første encykliske skrivelse. Pave Benedikt XVI gav os ”Deus Caritas Est” og Skt. Francis de Sales gav os ”Treatise on the love of God”.

Tiltrækkende, forenende og opfyldende

Da jeg første gang læste pave Benedikts anden encyklika ”Spe Salvi”, som rummer brudstykker af Deus Caritatis, gav det en efterklang af Deus Caritatis i mit hjerte. Det stod mig klart, at den behørige evangelietekst (Joh 15:9-17, der findes i det reformerede lektonarie, og som gør sig gældende på festen for Skt. Francis de Sales, giver os på en direkte måde essensen i det centrale budskab i Deus Caritas Est: En kærlighed der vil (Eros), og som er opofrende og giver sig selv (agápe), en kærlighed, der er tiltrækkende, forenende og opfyldende.

Guds menneskelige Ansigt og Hjerte

Pave Benedikt fandt noget af sin inspiration til Deus Caritas Est i Dantes ”Guddommelige Komedie”. Poesi og praktisk talt al form for kunst har sin behørige værdi og benyttes i teologiens tjeneste. Dette har altid været den katolske tilgang til kunsten. Skt. Francis de Sales var fuldt bevidst om forskellen på den ”stemning”, der gjorde sig gældende i Rom og i Genéve. Den Kirke, som Dante tegnede et billede af, og som er personificeret i Francis de Sales og Benedikt XVI, kender ikke til calvinismens kolde foragt for skønhed, der vækker sanserne. I den måde hvorpå katolicismen anskuer verden, er det skønheden, der vækker sanserne med ”kærlighedens menneskebånd” (Hos 11:4) og drager hjertet med ”kærlighedens tøjler” (Hos 11:4) til at tro på at ”Gud har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, den 23. januar 2006).

Kærlighed er en bevægelse mod det gode

I sin ”Treatise on the love of God” taler Skt. Francis de Sales om de effekter, der affødes af, at man elsker noget, og hvordan det påvirker den, der elsker. Han kalder det elskværdighed, som betyder, at man finder glæde i noget eller nogen. ”Glæde”, siger den venlige biskop, ”det er det, der åbner hjertet, men kærligheden er selve den handling, der åbner hjertet. Glæde er det, der får hjertet til at løfte sig, men det er kærligheden, der sætter det i bevægelse. Det er ved glæde, at hjertet folder sine ”vinger” ud, men det er kærligheden, der gør, at det flyver. Kærligheden er, for at være helt præcis, så at sige intet andet end den, der bevæger, tiltrækker og hjælper hjertet mod det gode” (Treatise on the love of God, kapitel XIV).

I det evige lys, der er midtpunkt i cirklen

Skt. Francis de Sales sammenligner kærlighedens dragende kraft med en magnet, der har en tiltrækkende kraft på jern. Dante taler i Il Paradiso om den kærlighed, der får ”solen og andre stjerner til at bevæge sig”. Pave Benedikt XVI siger med reference til Dantes tre cirkler, der består af det evige lys, at hvis man først blevet draget ind i kærlighedens lys, vil man opdage det evige lys som midtpunkt i cirklen på Jesu Kristi menneskelige Ansigt. Pave Benedikt XVI siger: ”Gud, som er det uendelige lys, og hvis mysterium, der ikke kan sammenlignes med noget andet, er af den græske filosof Aristoteles blevet opfattet, som værende Gud med et menneskes ansigt, og – vi kan tilføje – et menneskes hjerte (Benedikt, 23. januar 2006).

Når kærligheden bøjer sig dybt

Gud som eros er den kærlighed, hvormed Gud drages til os og ved hvilken, Han drager os til Sig. Det er også ved den kærlighed, som Han i sin barmhjertighed bøjer sig dybt til os. Pave Benedikt XVI lærer os, at Gud som eros ikke kun er en urkosmisk kraft, den er den kærlighed, der har skabt mennesket, og som bøjer sig dybt ned til det, som den gode samaritaner, der bøjede sig over den sårede mand, der var blevet offer for røvere, og som lå i vejkanten på strækningen mellem Jerusalem og Jeriko (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Troen på kærligheden

Guddommen som eros og agápe flyder sammen i Jesu Hjerte, de afspejles og åbenbares i Hans hellige Ansigt. Med henvisning til Deus Caritas Est, sagde pave Benedikt XVI: ”Det har været mit ønske at understrege det centrale i troen på Gud, Den Gud, der har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Føden, der er udgået fra den opofrende kærlighed

Det hellige Messeoffer er den guddommelige eros og agápe sat i bevægelse. Det offer, der bliver frembåret på alteret, er identisk med offeret på korset og fungerer som en magnet på den troendes sjæl. Den hellige Messe drager os ind i cirklerne med det evige lys, for at vi der i Den Korsfæstede kan se Guds Ansigt og Hjerte. Det er det Eukaristiske møde med Den Korsfæstede Kærligheds Hjerte og Ansigt, der forandrer og antænder kærlighedens glød, der rækker langt ud over rendyrket filantropi. Den hellige Eukaristi er føde for dem, hvor det at gøre det gode ikke er nok. Den hellige Eukaristi er den føde, der er udgået fra den opofrende kærlighed. Caritas Christi urget nos. ”Kristi kærlighed”, som er en kærlighed, der kan beskues og smages i Eukaristien, der ”driver os frem” (2 Kor 5:14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. januar 2015. Den kan læses på: Abide in My Love – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Silentium tibi laus

Stilhed?

Den hellige Johannes Paul II har givet os noget af sin åndelige rigdom og lære i sin apostoliske skrivelse Orientale Lumen, som er fra den 2. maj 1995. Der er et afsnit i skrivelsen, En stilhed præget af tilbedelse, som man især bør hæfte sig ved. Jeg har i længere stykke tid reflekteret over denne tekst gentagne gange, efter at jeg for nylig i samtale med flere mennesker (inklusiv præster) har hørt dem udtrykke beklagelse over tabet af stilhed i deres respektive sognekirker.

Småsnak i kirken

At der bliver småsnakket i kirken, er et stort problem. Jeg spurgte en præst, hvornår han mente, at den manglende fornemmelse for stilhed i kirken begyndte i Irland, et land, der engang var kendt for den ærbødige stilhed, som plejede at gennemtrænge landets kirker. Hans bud var, at man mistede fornemmelsen for stilhed, da man introducerede den såkaldte fredshilsen under Messen.

Fredshilsenen

I forbindelse med fredshilsenen blev det acceptabelt, at man udvekslede nogle venlige ord og endda ”nyheder” med hinanden, og det under den mest hellige del af Messen, altså mellem konsekration og kommunion. Nogle få venlige ord under fredshilsenen blev den egentlige løftestang for småsnak i kirken. Ikke lang tid efter at fredshilsnen blev indført, begyndte folk først at hviske i kirken og derefter at tale (højlydt) både før, under og efter Den hellige Messe.

Hilsen og bortsendelse

Men fredshilsenen er ikke det eneste tidspunkt, hvor præsten uforvarende gjorde plads til småsnak i kirken. Der var den uformelle hilsen fra præsten til menigheden i begyndelsen af Den hellige Messe og den uformelle bortsendelse ved Messens afslutning, hvor der ofte ”suppleres” med ”hav en god dag”. Disse to tidspunkter har givet anledning til småsnak. Den karakteristiske nøgternhed ved den romerske ritus – Dominus vobiscum, der benyttes som hilsen og Ite missa est som bortsendelse – blev skubbet til side og hilsen og bortsendelse blev ”farvet” af præstens personlighed og bliver til tider ”krydret” med humor og optræden. Mange af de troende fra tidligere generationer er stadig af den opfattelse, at når præsten fortæller vittigheder i kirken, er småsnak i kirken helt legitimt. Den uformelle bortsendelse er faktisk en indbydelse til småsnak.

Håb, der ikke blev indfriet

Mange havde det håb, at den nye engelske oversættelse af Novus Ordo Missae ville signalere en genopretning af det hellige og en tilbagevenden til den ærbødige nøgternhed i den romerske ritus. Man må blot konstatere, at mange steder synes dette ikke at være sket endnu.

En beslutning for fasten

Fasten er et passende tidspunkt, hvor man kan begynde at genvinde disciplinen med en hellig stilhed i vores kirker, og til at fremme denne ”omvendelse af manerer” kan man benytte det vigtige afsnit, jeg omtalte i begyndelsen af artiklen, der stammer fra den hellige Johannes Paul II’s apostoliske skrivelse Orientale Lumen:

Den hellige Treenighed

Den hellige Treenighed viser sig for os, som et fællesskab bestående af kærlighed. Det at kende en sådan Gud betyder, at man har et stort behov for, at Han taler til verden, at Han udtrykker Sig, og at frelseshistorien er intet andet, end historien om Guds kærlighed til den skabning, Han har elsket og udvalgt. Han ønsker, at den skal være som det billede, den er skabt i (de østlige kirkefædres udtryk), altså at mennesket er skabt i billedet af Sønnen og er blevet bragt til fuld fællesskab med Ham ved Ham, der helliggør, som er kærlighedens Ånd (Helligånden). Selv når mennesket synder, opsøger denne Gud Sin skabning og elsker ham, så relationen mellem de to ikke bliver brudt, og kærligheden mellem de to stadig kan strømme. Og Gud elsker mennesket i lyset af det mysterium, som Sønnen er. Sønnen, der led døden på korset, en død, der blev iværksat af en verden, der ikke kendte Ham, som Den, Han er. Han blev af Faderen oprejst fra de døde, som en eviggyldig garanti for, at ingen kan ødelægge kærligheden. For enhver, der tager del i dette, berøres af Guds herlighed: for (Sønnen) var det menneske, forandret ved kærligheden, disciplene så på bjerget Tabor, det menneske, som vi alle er kaldet til at blive som.

En stilhed præget af tilbedelse

Ikke desto mindre forbliver dette mysterium tilsløret, det er indhyllet i stilhed, for at der ikke skabes en afgud i stedet for Gud. Kun ved en fremadskridende renselse af bevidstheden om fællesskab vil mennesket og Gud genkende hinanden i en evig omfavnelse af deres uendelige kærlighed til hinanden.

At Gud er fuldstændig trancendent

Således blev det til, som bliver kaldt for apofatisk teologi, der har sine rødder i det kristne Øst: Desto mere viden mennesket får om Gud, jo mere opfatter mennesket Gud som et utilgængeligt mysterium, hvis væren er umulig at forstå. Dette bør ikke forveksles med en dunkel mystik, hvor mennesket forsvinder ind i en gådefuld og upersonlig virkelighed. Tværtimod vender Østens kristne sig til Gud som Fader, Søn og Helligånd, som kærligt er til stede, og til hvem de udtrykker en højtidelig og ydmyg, majestætisk og enkelt liturgisk doxologi. Men deres opfattelse er, at man først og fremmest nærmer sig dette (guddommelige) nærvær, ved at man lærer en stille beundring, for ved sammensmeltningen af viden om – og erfaring med Gud fremstår Hans fuldstændige trancendens. Dette opnår man ved i bøn at tage Den hellige Skrift og liturgien til sig, og dette har langt større effekt end systematiseret meditation.

I den ydmyge accept af skabningens begrænsninger foran den uendelige trancendente Gud, som aldrig holder inde med at åbenbare Sig som Gud, kærligheden, Fader til Vor Herre Jesus Kristus i Helligåndens glæde, den ser jeg udtrykt i bønsholdningen og den teologiske måde, kirken i øst foretrækker at gøre brug af, og som den fortsætter med at overdrage til alle dem, der tror på Kristus

En stilhed, der tillader den Anden at tale

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud; i vort engagement, at  vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. februar 2013. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2013/02/silentium-tibi-laus/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Quaerite faciem eius semper

I Dit Ansigts hemmelighed

Når verden og Kirken bliver overrasket eller rystet, og Den svarer med højlydt diskussion, er det munkens opgave at forsvinde på en radikal måde ind i stilhed og tilbedelse, og der søge det eneste nødvendige, nemlig Herrens Ansigt. Quaerite faciem eius semper. Munken lever skjult i Kirkens hjerte, bag ved sløret, i det Allerhelligste i Kirken, hvor ingen lyd høres udover kærlighedens vedvarende hjerteslag. Munken foretrækker den ukrænkelige stilhed i den mystiske og hellige del af Kirken, som er Kristi Hjerte, fremfor offentlige skænderier og udveksling af meninger.

Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig! Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig, for alle menneskers øjne. Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:20-21).

Djævelen søger hele tiden at vække uro hos munken og lokke ham ud fra stilheden og hans adskillelse fra verden, som er hans naturlige væren. I de øjeblikke, hvor der optræder frygt, almen og åndelig forvirring og tvivl, er det klogeste og bedste svar, at man søger dybere ind i Kirkens hjerte, og dermed følger det eksempel, som Johannes Døberen, Skt. Antonius fra Egypten og Skt. Benedikt gav. Det er at følge Den hellige Jomfru Marias eksempel, for hun ”gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2:19).

Den urokkelige kærlighed

Kirkens mystiske hjerte er at finde i stilheden og Den skjulte hellige Hostie og i stilheden og ørkenens dække helliggjort ved Kristi og englenes tilstedeværelse. Der, i Kirkens hjerte, er en urokkelig kærlighed, en konstant ufejlbarlig kærlighed, en kærlighed, der åbenbarer sig som barmhjertighed overfor enhver form for sorg.

Vi, der på mystisk vis repræsenterer keruberne og synger den trefoldige hymne til Den livgivende Treenighed, lad os tilsidesætte livets bekymringer, så vi kan tage imod Ham, der er Konge over alt og alle, der kommer på usynlig vis ved Den guddommelige Hostie. (Cherubikon, Byzatine Divine Liturgy)

Indtil dagen bryder frem

Hvad skal vi da gøre med vores spørgsmål og frygt? Vi skal give slip på dem. De vil blive besvaret og fordrevet på det tidspunkt og på den måde, som Gud finder bedst. Og hvis vores spørgsmål bliver besvaret, er det, for at vi kan vokse i tro og håb, mens vi våger ”indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter” (2 Pet 1:19). Hvad skal vi gøre med vores frygt og ængstelse? Vi skal overdrage dem til Marias moderlige hjerte og stole på, at hun vil tage hånd om dem, når hun finder, at tiden er den rette. Vi er trods alt (kun) børn, som er for små til at tage favntag med det, der skræmmer os og med frygten for det ukendte, men vi har en moder, der er havets stjerne, som roligt skinner og kaster lys over de stormombruste bølger selv i den mørkeste nat.

At bede meget

For en munk ligger svarerne ikke i megen tale, men i at bede meget, ligesom når et barn ligger trygt i sin moders favn og ved hendes bryst, ligesom Johannes, den discipel Jesus elskede, der lagde sit hoved til Jesu Hjerte. Forandringerne og usikkerheden i dette liv er faretruende og urovækkende, men ovenover al denne forandring og upåvirket af den, er Gud, som vi hver dag kalder på i den niende time (None): immotus in te permanens, ”i Dig selv uberørt og uforanderlig”. Essensen af den guddommelige uforanderlighed er, at ”vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os” (1 Joh 4: 16). Lad os derfor skjule os og være tavse ved at dvæle i den kærlighed, der ligger i Kirkens hjerte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 18. maj 2017. Den kan læses på: Quærite faciem eius semper – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Prayers for Protection and Deliverance

Prayers for Protection and Deliverance

Heavenly Father, I praise and thank you for all you have given me. Please cover me with the protective, precious blood of your Son, Jesus Christ, and increase your Holy Spirit in me with His gifts of wisdom, knowledge, understanding, hunger for prayer, guidance and discernment to help me know your will and surrender to it more completely.
Father please heal my negative emotions and any wounds in my heart and spirit. Send the sword of your Holy Spirit to sever and break all spells, curses, hexes, voodoo and all negative genetic, inter-generational and addictive material, past, present or to come, known or unknown, against me, my relationships and family, finances, possessions and ministry.
Father I forgive and I ask forgiveness for my sins and failings and I ask that my whole person, body and mind, heart and will, soul and spirit, memory and emotions, attitudes and values lie cleansed, renewed and protected by the most precious blood of your Son Jesus.
In the name, power, blood and authority of Jesus Christ I bind and break the power and effect in or around me of any and all evil spirits who are trying to harm me in any way and I command these spirits and their companion spirits in the name of the Father, the Son and the Holy Spirit to leave me peacefully and quietly and go immediately and directly to the Eucharistic presence of Jesus Christ in the closest Catholic Church tabernacle, to be disposed of by Jesus and never again return to harm me.
Dear Holy Spirit please fill up any void in me to overflowing with your great love. All this Father I pray in the name of Jesus Christ by the guidance of your Holy Spirit. Immaculate Heart of Mary, spouse of the Holy Spirit, please pray for me and with me. Amen.

Prayer to St Michael the Archangel
St Michael, the Archangel, defend us in the day of battle; be our safeguard against the wickedness and snares of the devil. May God rebuke him, we humbly pray and do you, O Prince of the heavenly host, by the power of God, cast into hell Satan and all the other evil spirits who prowl through the world seeking the ruin of souls. Amen.

Anima Christi
Soul of Christ, sanctify me. Body of Christ, save me.
Blood of Christ, inebriate me.
Water from the side of Christ, wash me. Passion of Christ, strengthen me.
O good Jesus, hear me; within your wounds hide me. Let me never be separated from you. From the malicious enemy defend me. In the hour of my death call me and bid me come unto you that I may praise you with your saints and with your angels, forever and ever. Amen.

Personal Prayer
Lord, almighty, merciful and omnipotent God, Father, Son and Holy Spirit, drive out from me all influence of evil spirits. Father, in the name of Jesus Christ, I plead you to break any chain that the Devil has on me. Pour upon me the most Precious Blood of your Son. May his immaculate and redeeming blood break all bonds of my body or mind.
I ask you this through the intercession of the Blessed Virgin Mary.
Archangel St Michael, intercede and come to my help.
In the name of Jesus I command all demons that could have any influence over me to leave me forever. By his scourging, his crown of thorns, his cross, by his blood and resurrection, I command all evil spirits to leave me. By the true God, by the Holy God, by God who can do all, in the name of Jesus, my Saviour and Lord, leave me. Amen.

Prayer against Every Evil
Spirit of our God, Father, Son, and Holy Spirit,
Most Holy Trinity, Immaculate Virgin Mary, angels, archangels, and saints of Heaven, descend upon me.
Please purify me, Lord, mould me, fill me with yourself, use me.
Banish from me all the forces of evil, destroy them, vanquish them, so that I can be healthy and do good deeds.
Banish from me all spells, witchcraft., black magic, malefic ties, maledictions, and the evil eye; diabolic infestations, oppressions, possessions; all that evil and sinful, jealousy, perfidy, envy; physical, psychological, moral, spiritual, diabolical ailments.
Burn all these evils in Hell, that they may never again touch me or any other creature in the entire world.
I command and bid all the powers that molest me -by the power of God all powerful, in the name of Jesus Christ our Saviour, through the intercession of the Immaculate Virgin Mary -to leave me forever, and to be consigned into everlasting Hell, where they will be bound by St Michael, St Raphael, our guardian angels, and where they will be crushed under the heel of the Immaculate Virgin Mary. Amen