Category: Prayers

Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fra Karl Marx udgik en blodtørstig drage, som indtog verden, men den kan overvindes ved hjælp af rosenkransen

Sidste weekend ”fejrede” man 200-året for Karl Marx’s fødsel, og han er mest kendt for at være ”hjernen” bag den mest brutale og blodtørstige filosofi, som har hærget verden, nemlig den ateistiske kommunisme. Min tanke var i forhold til denne ”begivenhed” at skrive en artikel om kommunismens rædsler, arven efter Karl Marx, det menneskefjendske i marxismen og yderligere den forbindelse, han havde med hemmelige loger.

Efter tre dage med 5000 ord og utallige forsøg på at skrive denne artikel, kom to ting til at stå mig lysende klart. Det første var, at den bitre frugt, man har høstet af Marx’ ideologi, er indlysende, og det andet var, at jeg ikke var så klog, som jeg selv troede.

Jeg var tæt på at opgive at skrive en artikel, men så foreslog min kone mig at gå en tur og bede rosenkransen, da Vor Frue altid er kommet mig til undsætning, når jeg har spurgt efter Hendes hjælp, og derfor var jeg klar over, at dette råd burde jeg følge.

Jeg var ikke kommet langt i min rosenkransbøn, før det gik op for mig, at kimen til en artikel om Marx fandtes i de perler, jeg sad med i hånden. Hvert eneste af de herlighedsfulde mysterier, jeg havde bedt, var et svar, der var blevet givet lang tid før, Marx havde udtænkt sin revolutionære filosofi.

Det første glædesfulde mysterium: Bebudelsen

Hele Marx’ filosofi er centreret omkring spændingsfeltet mellem to laster: grådighed og misundelse. Han beskylder, og med rette overklassen for at udbytte underklassen. Men i stedet for at adressere dette overfor overklassen og minde den om med broderlig kærlighed, at den er forpligtet til at tage sig af de svage og deres familier, opfordrer han til opstand. Hans demagogiske retorik bygges op omkring laster og fejl og opmuntrer til klassekamp, og det er den direkte vej til revolution.

I forbindelse med den første dekade i det herlighedsfulde mysterium, overvejer vi bebudelsen om Det Inkarnerede Ord, som bliver givet til Vor Frue af englen Gabriel. Skt. Bernard fra Clairvaux forklarer i sin prædiken: In Praise of the Virgin Mother(Til Jomfrumoderens pris):

”Du har hørt, O Jomfru, at du vil undfange og bære en søn, du er blevet overbragt, at dette ikke vil ske ved et menneske, men ved Helligånden. Englen venter dit svar, så han kan vende tilbage til Gud, som udsendte ham. O Frue, vi venter også dit svar, på dine omsorgsfulde ord, thi fordømmelsens straf tynger vore skuldre”.

Da var det, Vor Frue sagde, ”Lad det ske mig efter dit ord”, at hun rettede et svar til Marx og hans krigsførelse gennem lasterne. Marx udråbte en revolution, som han hævdede kunne blive til frelse for arbejderklassen, og der var her tale om en revolution, der sigtede på at tage magten fra overklassen, over forbrugsgoder og over staten. Og Gabriel bragte budskabet om menneskets frelse gennem udgydelsen af guddommeligt blod! Himlen ventede på hendes svar, thi uden hendes samtykke til Guds anmodning var mennesket dømt til materiel frelse proklameret af et persongalleri ligesom Marx. Ved at overveje dette mysterium, takker vi Gud, Den Almægtige, for at Vor Frue gav sit samtykke til at bringe en Frelser til verden.

Det andet glædesfulde mysterium: Besøget (hos Elizabeth)

Så snart Gabriel forlod Vor Frue, beretter Den hellige Skrift: ”I de dage brød Maria op og skyndte sig …” til sin kusine Elizabeth, som var seks måneder henne i sin graviditet. Således fyldt af Helligånden og med Jesus i sit moderliv, var Vor Frues højeste ønske at bistå sin familie og yde hjælp til andre. Vi ser her Vor Frue som rollemodellen for udførelsen af barmhjertighedsgerninger.

Marx derimod fremlægger et bud på et system, der afskaffer og forhåner barmhjertighedsgerninger og ønsker indførelsen af en samfundsstruktur, der styres med hård hånd af arbejderklassen. I Marx’ system er der ikke plads til, at man elsker sin næste, men at alle modtager hjælp, der er styret og defineret af staten.

Det tredje glædesfulde mysterium: Jesu fødsel

Mens vi overvejer fødslen af menneskehedens Frelser, tænker vi på Josef, Maria og det lille Jesusbarn, der ligger i krybben. Alene dette billede kan give anledning til et utal af kontemplative meditationer. Her ser vi Den hellige Familie som et jordisk billede på Den hellige Treenighed, Josef er Faderen, Vor Frue er fyldt af Helligåndens nåde, og Vor Herre udfylder det, der mangler mellem Treenighed og familie. Vi kan overveje dette mysterium på mangfoldig måde, men det, der står tilbage, er billedet af familien.

Marx’ revolutionsmanifest stiller følgende spørgsmål: ”Hvilken indflydelse vil den kommunistiske samfundsmodel have på familien”? Hans svar er, at den kommunistiske samfundsmodel vil ødelægge selve grundlaget for familiestrukturen:

Den kommunistiske samfundsmodel vil ændre på forholdet mellem kønnene og gøre det til et privat anliggende, som kun gælder de enkelte personer, og som staten ikke vil blande sig i. Den kommunistiske samfundsmodel kan gøre dette, fordi den private ejendomsret ikke længere eksisterer, og fordi børnene uddannes ud fra et fælles grundlag, og på den måde fjerner man to kerneelementer i det traditionelle ægteskab, nemlig afhængighed, som er rodfæstet i den private ejendomsret, hvor kvinden er afhængig af manden og børnene af deres forældre.

Hvis Den hellige Familie er en rollemodel for alle familier samt et billede på Den hellige Treenighed, så er Marx’ angreb på familien intet mindre end et angreb på Gud, og det er derfor kommunismen i sit inderste væsen er en ateistisk filosofi.

Det fjerde glædesfulde mysterium: Fremstillingen af Jesusbarnet i templet

Da præsten Simeon modtager barnet i sine arme fra Vor Frue, profeterer han: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges”. I det øjeblik forudsagde han Vor Herres korsfæstelse og ved at gøre dette, fortalte han Vor Frue: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”.

Her ser vi et eksempel på viljen til at lide og dø, der udspringer af kærlighed. Vor Frue ved dette, for når hun deler den store glæde, der er i Vor Herre, må hun også tage del i Hans lidelse. Der er intet menneske, der har kendt til lidelse, som Vor Frue. Ved bebudelsen vidste hun, at når hele menneskeheden faldt og måtte lide grundet Evas oprør mod sin mand og Gud, ville den blive frelst, fordi Barnet Kristus ville tage menneskehedens synd og smerte på Sig, og dette kunne kun bringes til opfyldelse, ved at hun gav sit samtykke. Ved besøget hos Elizabeth kendte hun til den glæde, Den guddommelige Frelser, som voksede i hendes moderliv, ville bringe til andre. Efter at hun havde bragt Ham til verden, lagde hun ham på det træ, der udgjorde krybben, der var spisested for dyrene … krybbens træ var en forsmag på korsets træ, hvorpå Han blev føde (til det evige liv) for hele menneskeheden. Og mens Simeon profeterede den lidelse, som Vor Frue ville tage del i ved Hendes Søns lidelse, tog hun imod det i ydmyghed.

I Paulus brev til Filipperne i kapitel 2, siger han: ”… Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2: 5-8).

Men Marx prædiker en afvisning af lidelse og tjeneste. I stedet for at acceptere ens livsvilkår, prædiker Marx et anti-evangelium, som rummer misundelse, hvor arbejderklassen frasiger sig sin tjenestevillighed og gør oprør mod overklassen og beriger sig med det, der ikke er dens.

Det femte glædesfulde mysterium: Genfindelsen af barnet Jesus, der underviste

I denne rosenkrans’ afsluttende mysterium, er vi vidner til at samtale mellem Vor frue og Vor Herre, hvor Vor Frue siger følgende til Ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige” (Luk 2: 48). Som en afslutning på samtalen mellem de to skriver Skt. Lukas: ”Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem” (Luk 2: 51).

Det, der er vigtigt at tage ved lære af i denne sammenhæng, er hellig lydighed. Vor Herre finder behag i dem, som er lydige. Starter man ud med Adam og Eva og gennemgår hele Den hellige Skrift, ser man, at der er en rød tråd, som handler om, at forbandelser er knyttet til ulydighed og velsignelser til lydighed. Når vi er lydige mod Gud og underkaster os Hans myndighed, finder Han behag i os. Når vi er ulydige og gør oprør mod Hans retmæssige autoritet, da vækker vi Hans vrede.

Selv nu præger rædslerne fra Marx’ filosofi alle dele af den menneskelige civilisation. De viser sig i form af prævention, abort, homoseksualitet, oprørske tendenser igennem tiden og ismer, der har mennesket som centrum, og de ”stjæler” vores opmærksomhed i forhold til de fire sidste ting: døden, dommen, himlen og helvede.

Det står altså klart, at det er rosenkransen, der giver det svar, vi søger. De mysterier, vi overvejer, giver os en forståelse af, at mennesket ikke er skabt til denne verden, som Marx ellers ville overbevise os om … tværtimod er vi skabt til at elske Gud og næsten. Men der er mere end det, rosenkransen er det rette våben til at imødegå den gift, som Marx har spredt.

En velkendt legende fortæller, at Skt. Martha drog til den sydlige del af Frankrig, og mens hun opholdt sig der, havde en forfærdelig drage gjort floden Rhone til sit hjemsted. De lokale indbyggere forsøgte forgæves at komme af med den. Ifølge legenden bad de lokale Martha om hjælp, og hun gjorde følgeskab med dem i deres søgen efter dragen. De fandt frem til den, og det endda på et tidspunkt, hvor den var i færd med at fortære en mand, men Skt. Martha gjorde korstegnet, mens hun nærmede sig den, kastede hun helligt vand på den, og den blev from som et lam. Hun fikserede den med sit bælte og førte den til landsbyen, hvor beboerne dræbte den med spyd.

Denne legende er et billede på det, som er blevet forudsagt: nemlig at Vor Frues Ubesmittede Hjerte vil sejre. Vor Frue bad os om at bede rosenkransen dagligt. Hvis dragen, der plager os, er den filosofi Marx udtænkte, må det korstegn Skt. Martha gjorde samt hendes bælte, som dragen blev fikseret med, være et symbol på den kæde af perler og krucifiks, som samler den, med andre ord, rosenkransen. Dragen, som Skt. Martha stod ansigt til ansigt med, kunne ikke gøre hende noget, det samme gælder vor tid Marxistiske drage, den kan heller ikke gøre noget, når den står overfor Vor Frue.

Bed for os, Oh hellige Jomfru af rosenkransen!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Hichborn og publiceret på LifeSiteNews den 9. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/carl-marx-unleashed-a-blood-thirsty-dragon-upon-the-world-that-can-be-defea

Novene for de hellige sjæle i purgatoriet

Skt. Alphonsus Liguori (1696 – 1787) har skrevet denne novene med bønner til hver dag, som efterfølges af en bøn til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Oh kæreste Jesus, ved det blod Du i Din bitre lidelse svedte i Gethsemane have, vis da barmhjertighed med disse velsignede sjæle. Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, ved de pinsler, Du led under hudstrygelsen, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den smerte Du måtte lide under tornekroningen, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den smerte Du måtte lide, da Du bar korset på vejen mod Golgata, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den smerte Du måtte lide, under den grufulde korsfæstelse, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem Din smertefulde lidelse på korset, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den umådelige smerte du måtte lide, da Du udåndede, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

(Anbefal dig selv til sjælene i purgatoriet og læg dine egne intentioner frem)

Hellige sjæle, jeg har bedt for Jer, og Jeg bønfalder Jer, som er dyrebare for Gud, og som har vished for, at I aldrig vil miste Ham af syne, bed for mig arme synder, som er i fare for fortabelse og dermed det evige fravær af Gud. Amen

Dag 1

Jesus, min Frelser, jeg har så mange gange fortjent at blive kastet i helvede, hvor stor ville min lidelse ikke være, hvis jeg nu blev revet bort og med stor kval må tænke på, at jeg selv bærer skylden for at være blevet fordømt. Jeg takker Dig for Din langmodighed med mig. Min Gud, Jeg elsker Dig over alt andet, og jeg er dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig, fordi Du er uendelig god. Jeg vil hellere dø end endnu engang fornærme dig. Skænk mig Din nåde til at være udholdende. Hav medlidenhed med mig og med de hellige sjæle, som lider i purgatoriet. Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønnen til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 2

Ve mig, ulykkelige skabning, jeg har været på denne jord i mange år og har intet andet fortjent end helvede! Jeg skænker Dig min tak, Oh Herre for at Du giver mig endnu en stund til at sone mine synder. Min gode Gud, Jeg er dybtfølt ked af, at jeg har såret Dig. Send mig Din hjælp, så jeg kan bruge den tid, jeg endnu har tilbage til Din kærlighed og tjeneste; Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Oh Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 3

Min Gud! Fordi Du er uendelig god, vil jeg elske jeg Dig over alt andet og bekender af hele mit hjerte, at jeg har syndet mod Dig. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Og Du Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 4

Min Gud! Fordi Du er uendelig god, er jeg dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig endnu en gang. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed; Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lutres i den rensende ild, og som elsker Dig af hele deres hjerte. Oh Maria, Guds Moder, kom dem tilhjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 5

Ve mig, ulykkelige skabning, hvis Du Oh Herre havde ladet mig gå til helvede; for fra det fængsel af evig smerte er der ingen udfrielse. Jeg elsker Dig over alt andet, Oh uendelige Gud, og jeg er oprigtig ked af, at jeg endnu engang fornærmet Dig. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, som lider i purgatoriet. Oh Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 6

Min guddommelige Frelser, Du døde for mig på korset og har så tit forenet Dig selv med mig i Den hellige Kommunion, og jeg har kun vist Dig utaknemmelighed. Men fra nu af, vil jeg elske Dig over alt andet. Oh højeste Gud, jeg sørger mere over, at jeg har fornærmet Dig, end andet ondt jeg har bedrevet. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig igen. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Og Du Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 7

Gud, nådige Fader, ihukom dette deres mest brændende ønske! Send dem Din hellige engel for at forkynde dem, at Du, Deres Fader, har forsonet Dig med dem gennem Jesu lidelse og død og derfor er timen for deres udfrielse kommet.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 8

Oh min Gud! Jeg er også en af disse utaknemlige skabninger, som har modtaget så megen nåde og dog alligevel vist foragt for Din kærlighed, og derfor kun fortjener at komme i helvede. Men Din uendelige godhed har skånet mig indtil nu. Derfor elsker jeg Dig over alt andet, og jeg er dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig igen. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Og Du Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 9

Min Gud! Hvordan kan det være, at jeg i så mange år uden at ane uråd har ladet mig adskille fra Dig og Din hellige nåde! Oh uendelige Godhed, hvor lang tid har Du, som led, vist Dig for mig! Jeg vil fremover elske Dig over alt andet. Jeg er dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig igen. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed, og tillad ikke, at jeg synder igen. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Jeg beder Dig lindre deres lidelse, afkort deres tid i elendighed, kald dem til Dig i den himmelske herlighed, hvor de skal se Dig ansigt til ansigt og elske Dig i evighed. Maria, barmhjertighedens Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn og bed for os, som til stadighed er i fare for evig fortabelse.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Den autoriserede engelske udgave af denne novene er publiceret på EWTN. Den kan læses på: https://www.ewtn.com/devotionals/novena/Purgatory.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)