Category: Readings

25. alm søn (22/9/19)

1. læsning Am 8,4-7

Hør dette, I, som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet. I siger: “Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler; vi vil sælge affaldskorn.”

Herren sværger ved Jakobs stolthed:
“Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger!”

Vekselsang Sl 113,1-2.4-6.7-8

R. Lovpris Herren,
som løfter den fattige 
fra skarnet .

Lovpris, I Herrens tjenere,
lovpris Herrens navn!
Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!

Herren er ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.
Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
så højt som han troner,
så dybt ned som han ser?

Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.

2. læsning 1 Tim 2,1-8

Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det var vidnesbyrdet, da tiden var inde. For det vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel – jeg taler sandhed, jeg lyver ikke – og som hedningers lærer i tro og sandhed.

Jeg vil altså, at mændene alle vegne skal bede med fromt løftede hænder, uden vrede og uden splid.

Akklamation til Evangeliet Jfr 2 Kor 8,9

Halleluja!
Han for vor skyld blev fattig, skønt han var rig,
for at vi kunne blive rige ved hans fattigdom.

Evangelium Luk 16,1-13 eller 16,10-13

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!”

Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. “Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.

+++) Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”

Som kortere afsnit kan læses: Luk 16,10-13, fra tegnet +++).

24. alm søn (15/9/20)

1. læsning 2 Mos 32,7-11. 13-14

Da Moses var på bjerget Sinaj, sagde Herren til ham: “Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.” Og Herren sagde til Moses: “Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.” Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: “Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd? Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom.” Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Vekselsang Sl 51,3-4.12-13. 17&18

R. Jeg vil bryde op og gå til min far.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

Herre, åbn mine læber,
så min mund kan forkynde din pris,
mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

2. læsning 1 Tim 1,12-17

Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus – troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.

Akklamation til Evangeliet Jfr 2 Kor 5,19

Halleluja!
Gud var i Kristus
og forligte verden med sig selv,
og han betroede os ordet om forligelsen.

Evangelium Luk 15,1-32

*Som kortere afsnit kan læses: Luk 15,1-10, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse: “Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” +++)

Han sagde også: “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

*Som kortere afsnit kan læses: Luk 15,1-10, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

23. alm søn (8/9/19)

1. læsning: Visd 9,13-18b

Hvilket menneske kan lære Guds plan at kende,
eller hvem kan udtænke, hvad Herren vil?
Dødelige tanker er jo uden værd,
vore overvejelser er usikre;
for vor forgængelige krop tynger sjælen ned,
det jordiske telt er en byrde for sindet, som er fuldt af tanker.
Vi kan knap nok danne os en forestilling om det, som er på jorden;
selv det, der er inden for rækkevidde, finder vi kun med møje.
Hvem har da udforsket det, som er i himlen?
Hvem har lært din plan at kende, hvis ikke du har skænket ham visdommen
og sendt ham din hellige ånd fra det høje?
Kun således blev stierne jævnet for dem, der bor på jorden,
og menneskene oplært i, hvad der behager dig,
og frelst ved visdommen. 

Vekselsang:  Sl . 90,3-4.5-6.12-13. 14&17

Herre, du har været vor bolig
i slægt efter slægt.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: “Vend tilbage, I mennesker!”
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

2. læsningFilem 1,9b-10. 12-17

Broder! Sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje. Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren!

Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv. 

Akklamation til Evangeliet: Sl 119,135 

Halleluja!
Lad dit ansigt lyse over din tjener,
og lær mig dine lovbud!

Evangelium: Luk 14,25-33

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.

 

22. alm søn (1/9/19)

1. læsning Sir 3,17-18. 20. 28-29

Barn, gør din gerning med sagtmodighed, så vil du blive elsket af enhver, som er Gud velbehagelig.
Jo større du er, desto mere må du ydmyge dig, så skal du finde nåde for Herren;
thi stor er Herrens magt, men han forherliges af de ydmyge.

Når den frække hjemsøges, findes der ingen lægedom, thi ryggesløshedens plante har slået dybe rødder hos ham. Den forstandiges hjerte grubler over ordsprog; og hvad den vise ønsker sig, er et lyttende øre.

Vekselsang Sl 68,4-5ac.6-7ab.10-11

R. I din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

Men de retfærdige jubler og glæder sig,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.
Syng for Gud, lovsyng hans navn,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.

Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud i sin hellige bolig.
Gud giver de ensomme et sted at bo,
han fører fanger ud og giver dem lykke

Du lod regnen strømme rigeligt, Gud,
du sørgede for dit udpinte land.
Der fandt dit folk en bolig,
i din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

2. læsning Hebr 12,18-19.22-24a

Brødre og søstre! Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere.

Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,29ab

Halleluja!
Tag mit åg på jer, og lær af mig,
for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

Evangelium Luk 14,1. 7-14

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham.

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: “Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: “Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.” .

21. alm søn (25/8/19)

1. læsning Es 66,18-21

Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed. Jeg sætter et tegn på dem og sender dem, der undslipper, ud til folkene i Tarshish, Pul, Lud, Meshek, Tubal, Javan og de fjerne øer, der ikke har hørt om mig og ikke har set min herlighed. De skal fortælle folkene om min herlighed, og som en offergave til Herren skal de bringe alle jeres brødre fra alle folkene på heste, vogne, bærestole, muldyr og kameler til mit hellige bjerg, Jerusalem, siger Herren, på samme måde som israelitterne bringer offergave til Herrens hus i rene kar. Også blandt dem vil jeg tage nogle til præster og levitter, siger Herren.

Vekselsang Sl 117,1.2

R. Gå ud i alverden og prædik evangeliet.

Lovpris Herren, alle folkeslag!
Lovsyng ham, alle folk!

For hans godhed mod os er stor,
Herrens troskab varer til evig tid.

2. læsning Hebr 12,5-7. 11-13

Brødre og søstre! I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner:

Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse,
mist ikke modet, når du irettesættes af ham;
for Herren tugter den, han elsker,
han straffer hver søn, han holder af.

For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?

Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.

Akklamation til Evangeliet Joh 14,6

Halleluja!
Jeg er vejen og sandheden og livet;
ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Evangelium Luk 13,22-30

På sin vej mod Jerusalem vandrede Jesus gennem byer og landsbyer og underviste. Der var en, der spurgte ham: “Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?” Han svarede dem: “Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret! Dér skal der være gråd og tænderskæren, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv kastes udenfor. De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige. Og da skal nogle af de sidste blive de første, og nogle af de første de sidste.”

Jomfru Marias optagelse i himlen (18/8/19)

1. læsning Åb 11,19a; 12,1-6a. 10ab

Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende. Og jeg hørte en høj røst i himlen sige:

»Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
og herredømmet hans salvedes!«

Vekselsang Sl 45,10.11-12.16

R. Herren har velsignet dig til evig tid.

Kongedøtre går dig i møde,
dronningen står ved din højre side,
smykket med Ofir-guld.

Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:
Glem dit folk og din fars hus!
Kongen begærer din skønhed,
han er din herre, kast dig ned for ham!

De føres til dig under glædessang og jubel,
og træder ind i kongens palads.

2. læsning 1 Kor 15,20-27a

Brødre og søstre! Nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for »alt har han lagt under hans fødder«

Akklamation til Evangeliet Luk 11,28

Halleluja!
Maria er blevet optaget i himmelen,
englenes hærskare fryder sig.

Evangelium Luk 1,39-56

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

19. alm søn (11.8.19)

1. læsning Visd 18,6-9

Om denne nat, i hvilken du, Herre, lod Ægypterne omkomme, havde vore fædre i forvejen fået underretning, for at de i sikker forvisning om de edelige tilsagn, de havde skænket tiltro, kunne være ved godt mod.

Så ventede da dit folk frelse for de retfærdige, men undergang for fjenderne.

Thi det, du benyttede som et middel til afstraffelse af modstanderne, det samme anvendte du også til at kalde os og give os herlige kår.

I det skjulte frembar nemlig de fromme arvinger til frelsesgoderne deres offer, og idet de allerede i forvejen havde istemt fædrenes lovsange, vedtog de enstemmigt af følge den guddommelige lovbestemmelse: at de hellige i lige grad skulle have del i de samme fordele og farer.

Vekselsang Sl 33,1&12.18-19.20&22

R. Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige,
lovsang er dejlig for de retskafne.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

2. læsning Hebr 11,1-2.8-19 eller 11,1-2. 8-12

Som kortere afsnint kan læses Hebr 11,1-2. 8-12. Fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Brødre og søstre! Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.

I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred. +++)

Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.

I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: “Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;” for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

 

Akklamation til Evangeliet Matt 24,42a,44

Halleluja!
Våg, for Menneskesønnen kommer i den time,
I ikke venter det.

Evangelium Luk 12,32-48 eller 12,35-40

Som kortere afsnit kan læses Luk 12,35-40 fra tegnet +++) indtil samme tegn.

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.

+++) I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.” +++)

Peter spurgte: “Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?” Herren svarede: “Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid?

Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.