Category: Readings

Palmesøndag

Palmeprocessionen – Evangelium

Luk 19,28-40

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Jesus gik videre på sin vej op mod Jerusalem. Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted  og sagde: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogen sinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det.«  De to disciple gik, og de fandt det, sådan som han havde sagt dem.  Mens de var ved at løse føllet, spurgte dets ejere dem: »Hvorfor løser I føllet?«  De svarede: »Herren har brug for det.« De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op.  Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen.  Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.  De råbte:

Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
Fred i himlen
og ære i det højeste!

 Nogle farisæere i skaren sagde da til ham: »Mester, sæt dine disciple i rette!«  Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.«

1. læsning Es 50,4-7

Gud Herren har givet mig
disciples tunge,
så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
Hver morgen vækker han mit øre,
og jeg hører som en discipel.
Gud Herren har åbnet mit øre,
og jeg var ikke genstridig,
jeg veg ikke tilbage.
Jeg lod dem slå min ryg
og rive skægget ud af mine kinder.
Jeg skjulte ikke mit ansigt
for skændsler og for spyt.
Gud Herren er min hjælper,
derfor blev jeg ikke til spot og spe;
derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
“Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.

De deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!

Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!

2. læsning Fil 2,6-11

Kristus, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Luk 22,14-23,56 eller Luk 23,1-49

Den korte form

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

Da timen var inde, satte Jesus sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,  for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«

 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

 Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig.  For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.«  Så begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.

 De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.  Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

 Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser,  og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

 Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«  Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.«  Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

 Så sagde han til dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« »Nej, ingenting,« svarede de.  Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: ›Og han blev regnet blandt lovbrydere.‹ Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«  Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«

Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.  Da han kom derud, sagde han til dem: »Bed om ikke at falde i fristelse!«  Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:  »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«  Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.  I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.  Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,  og han sagde til dem: »Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.«

 Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham.  Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?«  De, som var sammen med Jesus, så, hvad der ville ske, og spurgte: »Herre, skal vi gribe til sværd?«  En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham.  Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham.

 Så tog Jesus til orde og sagde til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud mod ham: »I er rykket ud med sværd og knipler, som om jeg var en røver.  Dag efter dag har jeg været sammen med jer på tempelpladsen, uden at I løftede en hånd imod mig; men dette er jeres time, og mørket har magten.«

 De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand.  Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem.  En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!«  Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!«  En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.«  Og han gik udenfor og græd bitterligt.

 De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham,  og de dækkede hans ansigt til og sagde: »Profetér! Hvem var det, der slog dig?« Og de sagde også mange andre spottende ord til ham.

 Da det blev dag, samledes folkets ældste med ypperstepræster og skriftkloge. De førte ham ind til Rådet  og sagde: »Er du Kristus, så sig os det!« Han svarede: »Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det,  og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.  Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.«  Så sagde de alle sammen: »Du er altså Guds søn?« Han svarede dem: »I siger selv, at jeg er det.«  Da sagde de: »Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.«

Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,  som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.  Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.  Det varforberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte.  De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.


VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

Hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

5. søn i fasten

1. læsning Es 43,16-21

Dette siger Herren,
han som lagde en vej i havet,
en sti i de vældige vande,
han som førte vogne og heste derud,
den hele hær og krigsmagt.
De lå der og kunne ikke rejse sig,
de slukkedes, gik ud som et lys.

Husk ikke på det, der skete tidligere,
giv ikke agt på fortiden;
nu skaber jeg nyt,
nu spirer det frem, ved I det ikke?
Ja, jeg lægger vej i ørkenen
og floder i ødemarken;
de vilde dyr skal ære mig,
sjakaler og strudse,
for jeg giver vand i ørkenen,
floder i ødemarken,
så mit udvalgte folk kan drikke.
Det folk, jeg skabte mig,
skal forkynde min pris.

Vekselsang Sl 126,1-2ab.2cd-3.4-5.6

R. Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Da Herren vendte Zions skæbne,
var det, som om vi drømte.
Da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med jubel.

Da sagde man blandt folkene:
“Herren har gjort store ting mod dem.”
Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Vend vor skæbne, Herre,
som strømme i Sydlandet!
De, der sår under tårer,
skal høste med jubel.

Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.

2. læsning Fil 3,8-14

Brødre og søstre! Jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

Akklamation til Evangeliet Joel 2,12-13

Selv nu siger Herren:
Vend om til mig af hele jeres hjerte,
for jeg er nådig og barmhjertig.

Evangelium Joh 8,1-11

Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: “Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?” Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.

Jesus rettede sig op og sagde til hende: “Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?” Hun svarede: “Nej, Herre, ingen.” Så sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

4. søn i fasten

1. læsning Jos 5,9a. 10-12

Herren sagde til Josva: “I dag har jeg væltet forsmædelsen fra Egypten bort fra jer.” Derfor kaldte han det sted Gilgal, og det hedder det den dag i dag.

Mens israelitterne lå i lejr i Gilgal, fejrede de påsken på Jerikosletten om aftenen den fjortende dag i måneden. Dagen efter påsken begyndte de at spise af landets afgrøde, usyrede brød og ristet korn. Netop denne dag begyndte de på det, og fra den dag hørte mannaen op. Da israelitterne begyndte at spise af landets afgrøde, fik de ikke længere manna. Det år spiste de af det, der blev høstet i Kana’an.

Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7

R. Smag og se, at Herren er god!

Jeg vil prise Herren til alle tider,
min mund skal altid lovsynge ham.
Jeg fryder mig over Herren,
de ydmyge hører det med glæde.

Ophøj Herren sammen med mig,
sammen vil vi hylde hans navn!
Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
deres ansigter skal ikke forgræmmes.
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.

2. læsning 2 Kor 5,17-21

Brødre og søstre! Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.

Akklamation til Evangeliet Luk 15,18

Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham:
Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

Evangelium Luk 15,1-3. 11-32

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse:

Han sagde også: “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

3. søn i fasten

1. læsning 2 Mos 3,1-8a. 13-15

Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: “Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?” Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: “Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: “Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” Og han sagde: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Så sagde Herren: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning.

Moses sagde til Gud: “Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?” Gud svarede Moses: “Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”

Gud sagde videre til Moses: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.6-7.8 & 11

R. Herren er barmhjertig og nådig.

Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!

Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.
Han kundgjorde Moses sine veje
og israelitterne sine gerninger.

Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham.

2. læsning 1 Kor 10,1-6.10-12

Det skal I vide, brødre og søstre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet og spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen. Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det.

Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,17

Ære være dig, Herre Jesus!
Omvend jer, siger Herren,
for Himmeriget er kommet nær!

Evangelium Luk 13,1-9

På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: “Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvneder jer, skal I alle omkomme, ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”

Så fortalte han denne lignelse: “En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.”

2. søn i fasten

1. læsning Mos 15,5-12.17b-18

Nogen tid efter sejren over Kederlaomer og de konger, der fulgte ham, førte Herren Abram ud i det fri og sagde: “Se op mod himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.” Og han sagde: “Så mange skal dine efterkommere blive.” Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
Han sagde til ham: “Jeg er Herren, som førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.” Men han sagde: “Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?” Herren svarede: “Hent en treårig kvie, en treårig ged og en treårig vædder samt en turteldue og en dueunge.” Han hentede dem, og så skar han dem midt igennem og lagde halvdelene over for hinanden. Fuglene skar han dog ikke over. Der kom rovfugle og slog ned på de døde dyr, men Abram jog dem væk. Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en tung søvn, og et stort, rædselsfyldt mørke sænkede sig over ham.
Der kom en rygende ovn og en flammende fakkel til syne og bevæge­de sig frem mellem de overskårne dyr. Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: “Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden.

Vekselsang Sl 27,1.2.7-8a.8b-9abc.13-14

R. Herren er mit lys og min frelse.

Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?

Hør mig, Herre, når jeg råber,
vær mig nådig og svar mig!
Jeg husker, at du siger:
“I skal søge mit ansigt!”

Herre, jeg søger dit ansigt,
skjul ikke dit ansigt for mig;
vis ikke din tjener bort i vrede,
thi du er min hjælp.

Herre, jeg søger dit ansigt,
skjul ikke dit ansigt for mig;
vis ikke din tjener bort i vrede,
thi du er min hjælp.

Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land.
Sæt dit håb til Herren,
vær stærk, fat mod,
sæt dit håb til Herren!

2. læsning Fil 3,17-4,1 eller 3,20-4,1

Brødre og søstre! Efterlign mig og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. For der er mange – jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd – der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.
Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans, stå således fast i Herren, mine kære!


eller

Brødre og søstre! Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.
Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans, stå således fast i Herren, mine kære!


Akklamation til Evangeliet Luk 9,35

Ære være dig, Herre Jesus!
Fra en lysende sky hørtes Faderens røst:
“Denne er min Søn, den elskede, hør ham!”

Evangelium Luk 9,28b-36

Det skete, at Jesus tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, der kom til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem. Peter og de, som var sammen med ham, var blevet overvældet af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, der stod sammen med ham. Da disse skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: “Mester, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Men han vidste ikke, hvad det var, han sagde. Mens han sagde det, kom der en sky og overskygge­de dem, og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen. Og der lød en røst fra skyen: “Det er min udvalgte søn. Hør ham!” Og da røsten lød, var kun Jesus at se. Disciplene tav stille med det; og de fortalte dengang ingen noget om det, de havde set.

1. søn i fasten

1. læsning 5 Mos 26,4-10

Moses talte til folket og sagde:

“Præsten skal tage kurven med førstegrøden fra din hånd og stille den foran Herren din Guds alter. Da skal du erklære for Herren din Guds ansigt: “En omflakkende aramæer var min fader; med få folk drog han ned til Egypten, hvor han boede som fremmed, og dér blev han til et stort, mægtigt og talrigt folk. Men egypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt trællearbejde. Da råbte vi til Herren, vore fædres Gud, og Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse. Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm, med store og frygtindgydende gerninger, med tegn og undere; han førte os til dette sted og gav os dette land, et land, der flyder med mælk og honning. Her kommer jeg nu med førstegrøden af frugten af den jord, som du, Herre, har givet mig.”

Vekselsang Sl 91,1-2.10-11.12-13.14-15

R. I trængsel, Herre, vær hos mig.

Den, der sidder i den Højestes skjul,
har sin bolig i den Almægtiges skygge;
han kan sige om Herren:
“Min tilflugt og min borg,
min Gud, som jeg stoler på.”

Intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.

De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham.
Jeg beskytter ham, for han kender mit navn.
Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
Jeg er med ham i trængslen,
jeg befrier ham og giver ham ære.

2. læsning Rom 10,8-13

Brødre og søstre! Hvad siger Skriften? “Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,” og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger: “Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.” Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for “enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses”.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Luk 4,1-13

Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen. Han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. Da sagde Djævelen til ham: “Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.” Men Jesus svarede ham: “Der står skrevet:’Mennesket skal ikke leve af brød alene.’ ” Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: “Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.” Men Jesus svarede ham: “Der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’ ” Derpå førte Djævelen ham til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig,
og:
De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.”

Men Jesus svarede ham: “Der er sagt: ‘Du må ikke udæske Herren din Gud.’ ” Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.

Askeonsdag

1. læsning Joel 2, 12-18

Selv nu
siger Herren:
Vend om til mig af hele jeres hjerte
med faste, gråd og klage!
Sønderriv jeres hjerte
og ikke jeres klæder,
vend om til Herren jeres Gud!
For han er nådig og barmhjertig,
sen til vrede og rig på troskab;
han kan fortryde ulykken.
Måske vender han om og fortryder
og lader sin velsignelse blive tilbage,
så I kan bringe afgrødeoffer og drikoffer
til Herren jeres Gud.

Stød i hornet på Zion!
Udråb en hellig faste,
udråb en sørgefest!
I skal samle folket
og hellige forsamlingen;
I skal bringe de ældste sammen
og samle børn
og spæde.
Brudgommen må forlade kammeret,
bruden sit brudekammer.
Mellem forhallen og alteret
skal præsterne, Herrens tjenere,
græde og sige:
»Vær barmhjertig mod dit folk, Herre!
Gør ikke din ejendom til spot,
så folkeslagene håner den.
Hvorfor skal man sige blandt folkene:
Hvor er deres Gud?«

Da brænder Herren af nidkærhed for sit land,
han skåner sit folk.

Vekselsang Sl 51,3-4.5-6a.12-13. 14&17

R. Gud, vær os nådig, vi har syndet.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

For jeg kender mine overtrædelser,
og min synd har jeg altid for øje.
Mod dig alene har jeg syndet,
jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

Lad mig atter frydes over din frelse,
styrk mig med en villig ånd!
Herre, åbn mine læber,
så min mund kan forkynde din pris.

2. læsning 2 Kor 5, 20-6,2

Vi er udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.

Som hans medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde. Det hedder jo:

I nådens tid bønhører jeg dig;
på frelsens dag hjælper jeg dig.
Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!

Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

Ære være dig, Herre Jesus.

Gør ikke jeres hjerter hårde,
men lyt til Herrens ord.

Evangelium Matt. 6,1-6. 16-18

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.«