Category: Saints

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Denne faste bringer os tættere på himlens bryllupsfest

En af de mest udbredte misforståelser, der er opstået vedrørende helgenerne blandt fromme skribenter og fjender af Kirken, er, at helgenerne var en forsamling mennesker, der var præget af tungsind, som var tynget af strenge bodshandlinger, og som søgte at undgå sollyset, når det kom ind i deres celler, samt at de lukkede af for al glæde, latter og fornøjelser.

Enhver, der har kendskab til helgenerne, eller som har mødt en person med helgentræk, vil ikke genkende beskrivelsen ovenfor. I virkeligheden er et af de vigtigste kendetegn ved en kanoniseret person, dennes glæde og munterhed.

Skt. Frans fra Assisi faldt i henrykkelse over Guds godhed i skabelsen, han gav frit løb for sine følelser, lavede tossestreger og satte ord på sin glæde ved at synge, mens han gik på de italienske veje. Skt. Katarina fra Siena havde så meget gå-på-mod, at hun bad paven om at udtale sig med omtanke. SktLaurentius havde overskud til morskab, da han led sit martyrium på en grill, for han udbrød til sine bødler: ”Jeg skal vendes nu, jeg har fået nok på denne side”. Og hvad med de til tider drilagtige Skt. Philip Neri og Skt. Thérèsa af Lisieux? Læser man Vor Frues Magnificat finder man ingen dysterhed i den.

Helgenerne kendte til en meget vigtig hemmelighed, som langt de fleste mennesker ikke længere har kendskab til: lykken er forankret i Guds kærlighed. Moderne mennesker forsøger at finde lykke, dog uden Gud, men det er ren dårskab, fordi Gud er lykke. Gud er identisk med lykke, Han er uendelig velsignelse, og når vi opnår en vis grad af glæde eller fred, er det, fordi vi er kommet nærmere Ham. At søge lykken andre steder er en illusion og bedrag.

Vi må huske på, at Gud ikke skabte lidelsen og ikke ønsker, at Hans børn skal lide. Lidelse er af det onde, det er ikke godt for noget ikke engang for dets egen skyld. Den verden, som Gud skabte, er helt igennem god, det er mennesket, der bragte det onde ind i verden, og visse menneskers synder har vist sig at være årsagen til stor lidelse hos andre. Gud tillader denne lidelse, fordi Han gennem den kan rense os for vores synd og gøre os mere værdige til Hans grænseløse kærlighed. Gud pålægger os faktisk og forventer, at vi frivilligt søger boden gennem lidelse, fordi Han ved, at vi i alvorlig grad har behov for at blive fravænnet uhensigtsmæssige afhængigheder af denne verdens mammon, så vi igennem denne proces kan gå frem i ”visdom og vækst og yndest” (Luk 2: 52). Dette er hele meningen med fasten: vi vil aldrig opnå opstandelsens åndelige glæde, hvis vi vælter os i syndens søle, eller hvis vi er plettet af resterne fra tidligere tiders ondskab eller optaget af vores verdslige behov og bekvemmeligheder.

Skriften fortæller os, at kong Hizkija var ”syg til døden”, da han angrede under tårer. Denne sygdom og gråden ledte til hans frelse. Jesus forklarer sine disciple følgende om Lazarus (Joh 11: 4): ”Den sygdom er ikke til døden”, men tjener til livet, for den vil vise Jesu Kristi livgivende medlidenhed, ”opstandelsen og livet” (Joh 11: 25). Al vores lidelse vil i mødet med troen bringe os tættere på Frelseren, som græd ved Lazarus grav, og jo tættere vi er på Jesus, desto tættere kommer vi på himlens bryllupsfest, hvor ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne” (Åb 21: 4).

Som helgenerne lærer os, må lidelse bæres af kærlighed, for at der kan ske en fordybelse og udvidelse af Guds rige, og for at vi kan elske Jesus mere, Han, som af kærlighed for os, led på korset, og som gjorde det for alle mennesker. Det er årsagen til, at det er tåleligt og endda glædeligt og årsagen til, at helgenerne har et sådant overskud af kærlighed, at de med glæde led på vegne af dem, der nægtede at lide.

Denne verdens lykke er papier maché og glitrende, på afstand ser det godt ud, men ser man nærmere efter, fremstår det hult og billigt. Kærlighedens glæde rummer tårer, og de er det værd, de er ægte som stål og strålende som guld. Den giver ikke efter for det næste vindpust, men forbliver rodfæstet i Kristi hjerte, som er klippen, grundlaget og ilden i kærlighedens smelteovn. ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig” (Sl 55: 23).

Vores favntag med livets mysterier må i sidste instans opofres til Gud: troen vil fjerne alle overflødige spørgsmål samt enhver forgæves kamp. ”mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.” (Sl 51: 19). Både vores synder og uvidenhed omslutter os i mørke, men den angrede synd og troen på Gud åbner sjælen, lader lys strømme ind, nådens og sandhedens lys.

Et stolt hjerte åbnes ved nåde, blot for at Det, der er større end stolthed, kan tage det i besiddelse. Stolthed behøver barmhjertighed for at kunne forherlige og tilfredsstille sig selv, den ønsker, at sandheden skal være dens ejendom. Men sandheden giver sig selv til dem, der i ydmyghed elsker den for dens egen skyld, og barmhjertighed gives til dem, som opgiver deres stolte ønske om selvforherligelse.

I alt dette fungerer en guddommelig pædagogik, der hjælper os til at lægge vores bekymringer over til Herren og åbne vores mund for den føde, Han ønsker at give os. En nedbrudt ånd, en sulten sjæl, er den ånd, der er blevet helbredt, og den sjæl, der vil modtage føde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 13. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/this-lent-come-nearer-to-the-wedding-feast-of-heaven

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)