Category: Uncategorized

Til minde om den velsignede Jomfru Maria og hendes egenskab som dronning

Hil dig hellige dronning, hil dig vort liv, vor sødme og vort håb!

Hvilken smuk hilsen at benytte i forhold til Vores velsignede Moder! Man kan fristes til at tro, at disse ord er et overdrevent udtryk for fromhed, da de også gælder hendes Søn, som ofrede sig på korset, for at vi kunne opnå frelsen.

Imidlertid startede Guds frelsesværk ikke med et uværdigt menneske, men gennem en kvinde, der benyttede sit frie valg til at give sit fiat (ja), og dermed blev hun vejen for Den anden Person i Den hellige Treenighed. Det er derfor Skt. Bernard har sagt, og Kirken gennem århundreder har gentaget: ”Maria er årsagen til vor frelse, fordi hun lod Gud benytte sig i udførelsen af Sin frelsesplan, ligesom det var gennem Eva, at arvesynden blev en del af livet for alle kommende slægter”.

Fra det øjeblik, hvor hun gav sit fiat til englen, var Maria tæt forbundet med Guds frelsesplan, både i forhold til hvordan den skulle bringes til opfyldelse, men også hvordan denne frelsesplans fortjenester skal formidles. Og hun varetager disse opgaver, som den nye Eva, både ved at være den nye Adams ægtefælle og samtidig Hans Moder. Hendes moderskab favner både Hans liv på jorden og Hans mystiske Liv i Hans mystiske Legeme, Kirken, som Jesus gjorde det klart på Golgata.

Som kongemoder antager hun en magtfuld rolle i forhold til, hvordan Hans kongemagt udmøntes, hvordan nådegaver, der flyder fra Jesu hellige og gennemborede Hjerte, skal videregives til en verden, der desperat har behov for Hans guddommelige barmhjertighed. Så kraftfuld og omfattende er hendes beføjelser, at Jesus har betroet hende hele det skatkammer, der rummer Hans nåde. Det er derfor Kirken definerer Maria som formidleren af al nåde (Mediatrix): for ligesom Gud fandt hende værdig til at være den kvinde i hvem og gennem hvem, Han ville bringe nåde over verden gennem inkarnationen og frelsen, således fortsætter Han gennem hende Sin frelsesgerning. Han videregiver frelsens fortjenester gennem Maria. Kirken har allerede imødekommet dette denne fortrinsret hos Maria i den allertidligste kristendom. I encyklikaen Ubi Primum fra 1849, opsummerer den velsignede Pius IX Kirkens lære om denne trossandhed ved at benytte den alment kendte lære fra Skt. Bernard, som også er en del af læreembedet, hvor der står:

Grundlaget for al vor tillid … findes hos den salige Jomfru Maria: for Gud har knyttet Maria til det skatkammer, som rummer alle gode ting, for at alle og enhver kan vide at gennem hende, får man håb, nåde og hele frelsen. For det er Hans vilje, at vi tager imod alt gennem Maria (St. Bernard, In Nativit. S. Mariae de Aquaeduct).

Med disse ord fremkommer den velsignede Pius IX med en kortfattet kommentar til den første linje i: Hil dig hellige Dronning, hvor han fremhæver, hvorfor Hun er” vort liv, vor sødme og vort håb”. Samtidig lancerede han for Kirken, den ekstraordinære Marianske tid, som vi lever i. En tid, hvor vi har set den kraft, der udgår fra Maria, som dronning, og hvordan den virker på kosmos, som vi erfarede i Fatima den 13. oktober 1917, da hun lod solen ”danse”, (som den ærværdige Fulton Sheen beskrev det), for de tusinder tilstedeværende, der overværede dette fænomen.

I forbindelse med solunderet i Fatima er det svært ikke at lede tankerne hen på Johannes Åbenbaring kapitel 12, hvor vi får et indblik i den himmelske realitet, som er løftestangen for vor jordiske kamp. ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved … Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage”. Det er den kamp, vi i dag er vidner til, og som udkæmpes i hele verden … samt i ethvert menneskes hjerte. Derfor bliver Maria, Jesu Kristi Dronningemoder, sendt til os i dag. Hun er (Jesu Kristi) Sønnens sidste vej for at nå en oprørsk verden, for ingen har nogensinde holdt en herskers folk så tæt til sit hjerte som denne kærlige og omsorgsfulde dronning.

Hun er meget omsorgsfuld og har styrke, for hvor hun end bliver sendt hen af sin Søn, opnår hun, at hundredetusinderne omvender sig. Hvor hun end bliver sendt hen, ”knuser hun slangens hoved” (1 Mos 3: 15) og sørger for, at Guds rige bliver grundlagt med kirker og basilikaer, og millioner konverterer og kommer i disse kirker og basilikaer, se dette er et tegn på hendes sejr. Intet sted har dette vidnesbyrd været så klart, som i Gaudalupe i Mexico, hvor hun åbenbarede sig i 1531. Hun efterlod sig et himmelsk aftryk af Johannes åbenbaringen kapitel 12 på den tilma, som Juan Diego bar, og gennem en kraftfuld mellemkomst opnåede hun, at over otte millioner aztekere omvendte sig, og ret beset er der tale om en Pinsedag, som varede i syv år!

Skt. Louis De Montfort opsummerer, hvorfor dette altid er det gængse udfald af Marias ”besøg”, uanset hvor det foregår i verden:

Når Helligånden derfor finder Maria i en sjæl, iler Han derhen og opfylder denne sjæl med Sig selv,- i samme grad, som Han i den pågældende sjæl finder Maria. Én af grundene til, at Helligånden ikke udvirker særlig mange påfaldende undere i sjæle, er dén, at Han i mennesker af i dag så lidt finder Sin trofaste brud, Maria … (True Devotion, 36).

Lad os derfor åbne vore hjerter for den blideste og mest magtfulde af alle mødre, så Hun i vore hjerter kan bringe den største gave, som Hun alene er blevet betroet at give verden: Gaven, der gør Maria til ”vort liv, vor sødme og vort håb”, nådegaven som er Jesus Kristus, Han, der alene kan forvandle og tilfredsstille denne sårede og tørstende verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 22. august 2014. Den kan læses på:https://spiritualdirection.com/2014/08/22/memorial-queenship-of-blessed-virgin-mary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Når vi er trængt op i et hjørne, så rejser vi os

Overalt omkring os ser vi tegnene på, at skibet er ved at gå ned. Institutioner på stribe er blevet moralsk fordærvede på alle niveauer, og praktisk talt alle disse institutioner har indtaget en position, hvor de tager afstand til det, der er de sidste rester af kristendommen. I århundreder har udspekulerede mennesker i deres sekter i det skjulte og på rituel vis knust den pavelige tiara og kongekrone, og nu er deres dunkle planer ved at blive til virkelighed. Uanset om der er tale om regeringer, universiteter eller vores egne ”nyttige idioter” eller selv det, der foregår i Vatikanet, bliver ondskaben næret som aldrig før, mens det gode praktisk talt negligeres.

I modsætning til dem, der benægter dette, så har det altid været sådan. I virkeligheden står trofaste katolikker helt alene. Ingen vil komme for at redde os. Her i menneskenes verden, har den tilbageværende og trofaste rest ingen i det politiske system, der beskytter dem eller kæmper for deres interesser. Det er rigtigt, at katolikker kan læne sig op ad det ledende hierarki i Den katolske Kirke. Men betragt blot de nyheder, som præger overskrifterne fra uge til uge, så viser de, at de gamle strukturerer i Den katolske Kirke har givet afkald på det, der tidligere var Hendes pligt, og i mange tilfælde ser vi, at Vatikanet modarbejder Kirkens egne medlemmer.

Men dette er kun problemer af samfundsmæssig karakter. Det skib, der udgør Ecclesia militans (Den stridende Kirke), de katolikker, der her på jorden (i de levendes land), som Kristi soldater kæmper mod synden og djævelen, er ved at synke. Dog har de trofaste katolikker erkendt, at de er hævet over alt dette. Vi må øve os i ikke at hænge fast i en materialistisk overbevisning og give dette videre til vores børn. I realiteten hæver vi os over tid og ser udover det timelige. Vi må se frem til – og glæde os til fremtiden.

Gud beder os om at tage det lange seje træk. Mine kære, det er det, vi bør arbejde på. Det lange seje træk for at nå Gud er det, der resulterer i sejrskransen. Vær ikke bedrøvede. Meget er blevet taget fra os, men ikke Helligånden.

Tænk på mulighederne disse tre steder:

Overvej helvede. Disse sjæle er låst fast. De er i en tilstand af rædsel og vanvid. De har gennemgået en forandring gennem fortvivlelse, de hader alt og alle omkring sig. De hader fortid, nutid og fremtid, og på dette tidspunkt i deres eksistens er de fyldt med ondskab mod alt og alle, også mod den Gud, som skabte dem. Der er intet håb for dem. Og som en afledning for den angst, der i en uendelighed vil præge deres bevidsthed, tillades deres opmærksom at blive afledt gennem smerte, for helvedes lidelser er praktisk talt en nådefuld adspredelse fra det evige vanvid, de står i. I livet på denne jord har vi det trods alt ikke så slemt.

Tænk nu på purgatoriet. Ecclesia poenitens, som man også betegner Den lidende (bodfærdige) Kirke. I de flammer, der også omslutter helvede, lutres de dødes sjæle (for deres synder) på en forfærdelig og smertefuld måde. De venter på vores bøn, så de hurtigere kan fare til Himmels. Til tider tillades dæmoner at plage dem, som en slags ”tilbagebetaling”, for det, de har bedrevet, mens de var på jorden. Dog er disse sjæle fyldt med fred og glæde. De ved, at Himlen er deres endelige endemål.

De stakkels sjæle i purgatoriet er begrænsede i deres handleevne. De kan ikke tænke langsigtet i timelig forstand, ej heller kan de evangelisere, og de kan ikke bede for sig selv. De befinder sig i en ”venteposition”, som er præget af smerte. Deres sjæle lutres for det, de har bragt med sig fra denne verden, som der berettes om i Paulus’ 1. brev til korintherne 3: 11-15: Dog, har de mere glæde og fred end de fleste af dem, der endnu er i live.

Vi har derimod langt flere muligheder i dette liv. Vi har nogle positive stier, vi kan betræde. Vi kan sigte mod at nå Himlen, som er vores mål. Vi kan gennem evangelisering forsøge at hjælpe andre mennesker til Himlen. Vi kan mangfoldiggøre os her på jorden, som man ikke kan gøre andre steder. Vi kan få børn og forsøge på at opdrage dem til at blive gode eksempler, der følger Kristus, og som kan have et håb om at nå til Himlen. Vi har også mulighed for at opmuntre hinanden i dette livs kampe, og vi er ikke isolerede, som sjælene i purgatoriet og helvede er det. Vi har også mulighed for at bede for de troendes sjæle, der befinder sig i purgatoriet, så de hurtigere kan komme ind i Himlen. Og i modsætning til sjælene i helvede, bliver vore bønner hørt af Gud, Kristus, Guds Moder og helgenerne.

Helligånden er stadig med os

Denne verdens ”goder” giver ikke adgang til bedre ”vilkår”. Livet på jorden rummer andre goder. Den mest bemærkelsesværdige fordel er, at Helligånden dvæler her, og Helligånden fortsætter med at give os gaver, som forvirrer vores fjender. Ja, det er sandt, at der er fraktioner og mange slette mennesker, som forsøger at ødelægge alt det, som kristendommen har frembragt. Men hvad de ikke ved noget om, er de helt specielle gaver, de troende får, det er gaver, som giver udholdenhed samt energi til at kunne klare den forfølgelse, de udsættes for.

Helligånden har to kategorier af gaver, som Han giver til os. Den første kategori er til dem, som ønsker at følge Kristus, og der er her tale om en række ”hjælpemidler”, som helliggør og styrker os i forhold til de udfordringer, vi vil møde. Dette er gaver, som selv de mørkeste magter og myndigheder spotter og ikke regner for noget. Disse mørkets eksistenser, som er os overlegne, og som er så fulde af magtbegær, at de end ikke ænser betydningen af disse gaver fra Gud. Disse gaver skaber ganske enkelt forvirring hos dem.

Vi har styrken til at kunne frigøre os fra denne verden og se ud over den og glædes i forhold til Himlen, selvom vi endnu ikke er nået dertil. Vi kan holde fast i sandheden ved vor tro på måder som ikke alle kan. Det er Helligåndens nærvær, der leder os ind på og hjælper os til med varsomhed at vælge den rette vej. Vi er blevet givet et ganske specielt mod til at overvinde hindringer, selv hvis det er satan, det er bagmanden for måder, hvorpå tilbedelsen af Gud kan forhindres. For os står vejen åben, og vi er i stand til at være opmærksomme på de farer, der lurer. Helligånden giver os tillid til at følge Jesu Kristi lære. Vores stræben efter frelsen bringer os glæde. Endelig lærer vi at tænke på Gud med ærefrygt og bæven, ligesom en myre, der bliver opmærksom på et menneskes fod ovenover den. At besidde denne evne er helt igennem fraværende hos vores skarpeste fjender.

Den anden kategori af gaver, som Helligånden giver, betegnes som karismatiske og optræder i kristendommens historie. Disse gaver er evnen til at: helbrede, udføre mirakler, profetere, tungetale og bilokation (Det metafysiske fænomen, at en person angiveligt befinder sig to steder samtidig), alle disse vidunderlige og mystiske katolske ting, som man støder på, når man læser om helgenernes liv. Denne anden kategori af gaver er sjælden, og Helligånden skænker kun disse efter Guds skøn. Selvom disse mirakler ikke er blevet gjort alment kendt før mange år senere, efter at de er hændt, bekræfter de og hjælper os til at tro på, at Gud er på vores side, og at Han er i stand til at hæve Sig over det frygtelige, der sker i verden, og at Han ønsker, at vi gør det samme med vores sjæle. Når man ser tilbage på hændelser, der har fundet sted, og som har et karismatisk træk, er dette i stor udstrækning med til at styrke troen hos mange katolikker. Dette er noget, som mennesker i denne verden, der ikke tror, ikke besidder.

Ophøjelsen

I det 21. århundrede står vi ansigt til ansigt med mange udfordringer. Vi må se på en verden, der er ved at bryde sammen, nøjagtig som da Rom faldt. Vi sukker i frustration, og siger til os selv: ”Vi må rydde op efter vores modstandere, når de engang har afsluttet det, som de er i færd med”. På en vis måde er vi rengøringsfolk, der rydder op efter de festlige begivenheder i forbindelse med en nytårsaften. Men i modsætning til dem, der deltog i festen, har vi som rengøringsfolk i en vis forstand og åndeligt set en ”privat sygeforsikring, et medlemskab i et fitnesscenter og en forsikringspolice, som man kan ændre”. Vi har et formål. Det rummer en fortjeneste, når alt er forbi. Ja, vi må starte på ny og genopbygge fra grunden, når denne tid præget af galskab er tilendebragt. Det er en realitet, som vi fuldt ud er bevidste om. En stor del af verdens befolkning tror, at verden er på vej mod sit endeligt. Selvom verden er ved at gå under, ved de, der følger Kristus, at det ikke er slut med denne verden.

Vi kan se ud over – og hæve os over dette. Helligånden giver os gaver, og ved at arbejde (tæt) samme med denne tredje person i Den hellige Treenighed ser vi resultater allerede i dette liv. Vi oplever glæde, fred og tålmodighed og tro, og vi overvinder trængsler, når vi møder nogen. Vi kan praktisere former for godhed og mildhed, som vore modstandere end ikke tør drømme om. Det er ikke uden problemer at leve et passende liv, og det er muligt for os – selv i de mest ”belastede” omgivelser – at leve et kyskt liv. Trofaste katolikker er en slags ”supermennesker”. Trofaste katolikker er jordens salt.

Vore fjender har deres eget lange seje træk, som de skal tage, men det rækker ikke ud over denne dødens spiral. Det er muligt, at forskellige grupper og magter igennem århundreder har lagt strategier, men disse lumske og ondskabsfulde bagmænd har ikke en tålmodighed, der rækker ud over det timelige. Med al tydelighed viser ”statistikken”, at deres åndelige kapacitet ikke rummer den samme udholdenhed, som findes hos troende katolikker. Uden Helligånden er disse mennesker svage og bukker let under. Vi er blevet stærkere af Helligånden. Vi er dem, der har de bedste muligheder. Vi katolikker er dem, der til sidst vil sejre. Efter dommens dag er det dem, der følger Guds Ord, der vil være med ham i Hans by og der give pris og ære til Ham, der har styret tidens gang med fast og sikker hånd. Derimod vil vore fjender kun arve onde dæmoners tilstedeværelse, svovl og mørke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 7. juni 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cornered-rise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

At foretage barmhjertighedsgerninger på det åndelige niveau: en moderne genfortælling af Matthæusevangeliet 25:31-46

Kapitel 25 i Matthæusevangeliet er helt sikkert et af de kapitler i Det nye Testamente, som kan ”ruske op i folk”. Det har gennem århundreder sendt chokbølger gennem et utal af kristne og affødt en åndelig opvågen; det har givet inspiration til ornamentikken på kirkedøre og altre gennem hele kristendommen, og det har ledt til en vedvarende samvittighedsransagelse.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 (Matt 25: 31-46).

Denne passage er central (men ikke kun den), når man taler om de syv ”legemlige barmhjertighedsgerninger”, som er:

1. Mætte de sultne.
2. Give de tørstige noget at drikke.
3. Give de nøgne klæder.
4. Give husly til de hjemløse.
5. Besøge og pleje de syge.
6. Besøge og løskøbe fanger.
7. Begrave de døde.

De åndelige barmhjertighedsgerninger, hvoraf der også er syv, er opstillet som en parallel til de legemlige og har som deres fokus at drage omsorg for mennesket i åndelig henseende:

1: Omvende synderen.
2. Undervise den uvidende.
3. Rådgive den tvivlende.
4. Trøste den bedrøvede.
5. Tilgive spotteren.
6. Bære forurettelse tålmodigt.
7. Bede for de levende og døde.

På mange måder har de åndelige barmhjertighedsgerninger en langt større betydning – så meget mere overgår sjælens (sundheds)tilstand legemets. Det har man i vor tid kun en meget ringe forståelse for, da materialismen, selv hos kristne, har sat sit aftryk i en sådan grad, at deres fokus mere er blevet rettet mod de legemlige behov frem for behovet for sandheden, uden hvilken, mennesket vil havne i helvede. Prøv at tænke på, hvor mange begravelser, der i dag udføres, som om, der er tale om en på forhånd garanteret kanonisering (at den afdøde indføres i helgenernes kanon), hvor vi glædes over, at den afdøde har (op)nået den evige salighed, og samtidig forsikrer hinanden om på en munter amerikansk måde, at det hele er (endt) godt. På ingen måde opfordrer den ”moderne” katolske begravelse de kristne til at udføre en barmhjertighedsgerning i form af bøn eller at opofre (en Messe, ens lidelser etc) for at den afdøde, hvis skæbne er ganske uvis, må hvile i fred. I forhold til det at formane syndere ser vi kun halvhjertede forsøg, når pave Frans med ”uld i mund” gør brug af besynderlige eksempler taget fra dagens evangelietekst.

På dommens dag vil vi blive dømt i forhold til de legemlige – og åndelige barmhjertighedsgerninger, vi har udøvet, og som Den hellige Skrift giver os vished for, vil de, der er blevet betroet meget, og de, der er blevet betroet mange menneskers velfærd, blive dømt mere strengt. Hvilken betydning har det for dommer Kennedy, som med sin underskrift banede vejen for kulturrelativismen, eller Nancy Pelosi, der har millioner af børns blod på sine hænder – blod, som på lige fod med Abels blod, skriger til Himlen? Hverken du eller jeg er ligesom Kennedy eller Palosi, men vi har også begået synder, hvor vi har handlet i tilfælde, hvor vi ikke burde handle eller helt undladt at handle (en undladelsessynd), og hvor vi har handlet i strid med barmhjertighedsgerningen eller undladt at handle i forhold til den.

Som, det er med andre velkendte skriftsteder, kan vi tro, at vi fuldt ud har forstået det budskab, Matthæusevangeliet kap. 25 sender, men det kan vise sig, at vi ikke har forstået det i dybden og dermed ikke fattet dets egentlige betydning.

Mens vi nærmer os 11-årsdagen for offentliggørelsen af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at (det ville være godt med) en genlæsning (af denne), som rækker udover den gamle katekese. Et nyt syn på skriftstedet 42-45, hvor det stilles overfor den Kirke, som vi kender i dag, kræver i en omfattende (selv)ransagelse hos – og irettesættelse af mange af Kirkens hyrder, når de på et tidspunkt skal stå foran Den gode Hyrdes domstol.

Jeg hungrede efter ærbødig tilbedelse af Gud, jeg havde appetit på det hellige, jeg ønskede så inderligt, at der blev fejret latinske Messer, hvor jeg var bosat, men I gav mig ikke noget at spise.

Jeg tørstede efter Messens skønhed og højtidelighed og sakramenternes værdighed, men I gav mig ikke noget at drikke.

Jeg var fremmed i mit eget sogn og bispedømme og gik omkring for at lede efter Kirkens traditionelle liturgi og anråbelse af helgenerne, hellighedens uudtømmelige kilde, og I tog mig ikke til Jer. I ønskede ikke at have noget gøre med mig eller dem, der er som mig.

Jeg var nøgen, for jeg blev ikke ”klædt på” i forhold til min tro, for I gav mig ikke katekeser, jeg blev overladt til bøger og film fyldt med ondskab, og I gav mig ikke beskyttelse. Jeres ”tilbud” om et ”sikkert sted” samt Jeres bureaukrati ydede beskyttelse til dem med perverterede tilbøjeligheder, mens jeg blev udsat for overgreb.

Jeg var syg og i fængsel, jeg var led ved hæresi og Jeres evige forsøg på at gå på kompromis med den sekulære relativisme, jeg var fanget i senmodernitetens fængsel og tynget af dets klaustrofobiske loft og vægge uden vinduer, og I besøgte mig ikke. I opførte Jer som om, at min sygdom ikke var alvorlig, og I betragtede fængslet som værende egnet til at danne rammen for hjemlige omgivelser. I forsøgte ikke engang at forstå problemerne og finde en løsning. Og rundt omkring Jer (og midt i Kirken) var et vidnesbyrd på 2000 års katolsk tradition, som blot ventede på at blive genopdaget og genanvendt på mine sår og komme til udfoldelse under min indespærring. I kunne have befriet mig, men I foretrak, at jeg var ”buret inde”, forseglet og ”neutraliseret”.

 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 9. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/spiritual-works-of-mercy-a-contemporary-retelling-of-matthew-2531-46/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)