Category: Uncategorized

25. Alm søndag

1. læsning Es 55, 6-9

Søg Herren, når han er at finde,
kald på ham, når han er nær.
Den ugudelige skal forlade sin vej,
det onde menneske sine planer
og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.

Vekselsang Sl 145,2-3.8-9.17-18

R. Herren er nær ved alle, der råber til ham.

Hver dag vil jeg prise dig,
jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid.
Herren er stor og højt lovprist,
ingen kan udforske hans storhed.

Herren er nådig og barmhjertig,
sen til vrede og rig på troskab.
Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

Herren er retfærdig på alle sine veje,
han er trofast i alle sine gerninger.
Herren er nær ved alle, der råber til ham,
alle der råber til ham i oprigtighed.

2. læsning Fil 1,20-24. 27a

Brødre og søstre! Det venter jeg med længsel på, og jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø. hi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium.

Akklamation til Evangeliet Jr ApG 16,14b

Halleluja!
Herren åbnede vores hjerter,
så at vi kan tage mod Jesu Kristi ord.

Evangelium Matt 20,1-16

Jesus fortalte sine disciple følgende lignelse: “Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig.

Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

Fem ting, der kan hindre, at man bliver afhængig af de sociale medier

De sociale medier er blevet et ”værktøj”, der både har gode og dårlige sideeffekter. Her følger fem gode råd til, hvordan man kan undgå at blive afhængig af de sociale medier, men benyt dem på den rigtige måde.

1.      Hug din hånd af. Vor Herre betoner: … ”og hvis din højre hånd bringer dig til fald så hug den af og kast den fra dig, for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i helvede” (Matt 5: 30). Derfor, hvis de sociale medier giver anledning til, at du begår en dødssynd, og her handler det især om synd, der går imod det sjette bud, skal du ganske enkelt stoppe med at bruge de sociale medier. Du må eliminere alle tilgange til den synd, der frister dig, også selvom det indebærer, at du må anskaffe dig en helt ”almindelig” mobiltelefon. Det er den strategi, du bør lægge for dagen i forhold til dødssynd. 

Den hellige Stol har gjort det fuldstændig klart i sin lære, at pønitenten kan nægtes absolution, hvis denne ikke ønsker at undgå alvorlig synd (1). Lad et menneske ransage sin samvittighed og bede Helligånden komme tilstede, så Han kan oplyse og give dette menneske indsigt, hvis der er tale om synd relateret til de sociale medier. Hvis det er sådan, det forholder sig, så lad dette menneske hugge sin ene hånd af og blive afskåret fra de sociale medier. Hvis det derimod ikke er tilfældet, lad da dette menneske fortsætte sin færd på de sociale medier dog med bevågenhed og forsigtighed.

2.      Tænk før du taler. Vor Herre siger også følgende: ”På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt” (Matt 12: 36). Én af de fælder, man bør være opmærksom på i forbindelse med de sociale medier, er, at man i mange fora har mulighed for at give sin mening til kende, dog uden at det har nævneværdige konsekvenser. Dette ansporer mange mennesker til at fremsætte umiddelbare ytringer, som de udenfor det virtuelle univers ikke ville have fremsat, og som de på dommens dag vil begræde.

Vær derfor opmærksom på denne fælde, som er let at falde i, og afskær dig fra den. Ransag din samvittighed, hvis du er en person, der har tendens til at ytre sig på de sociale medier. Besind dig og overvej Den hellige Skrift: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (2 Kor 5: 10). Vær dig bevidst om, at Gud ser og hører alt, og hav Ham med, når du færdes på de sociale medier. Hvis du ytrer dig, så gør det med kærlighed, omtanke og i sandhedens navn, og vær dig bevidst, hvilken vægt og indflydelse dine ord kan have på andre mennesker, og den måde de tolker og forstår dem. 

3.      Bevar roen. Som det fremgår andetsteds, så er det af stor betydning, at man bevarer roen. Ransag dig selv: oplever du en tilbagevendende vrede, angst eller uro, når du gør brug af de sociale medier? Igen er der kun én ting at sige, træk dig væk fra dem og genfind den fred og ro, du har tabt, ved kun at gøre brug af de sociale medier, hvis du kan bevare roen. Lad dig ikke besnære af menneskers tomme ord, når de kommer til udtryk på sociale medier. Du bør ikke lade dig forblinde af ting, du ikke kan styre. Tag ikke ansvar for mere, end du magter. Overgiv alt til Gud og hvil i, at Hans forsyn er overalt.

4.      Forpligt dig på at holde sabbat fra de sociale medier. Gør det til en vane, at du på specielle tidspunkter i løbet af dagen eller i løbet af ugen ”holder fri” fra de sociale medier. Selv hvis du allerede nu formår at opretholde et afbalanceret forbrug af de sociale medier, så indfør alligevel en sabbat i forhold til de sociale medier, for dette vil på længere sigt være med til at understøtte de gode vaner, du allerede har oparbejdet. Du kan holde din sabbat fra de sociale medier på Herrens dag, altså om søndagen, eller du kan gøre det til en praksis, at du kun gør brug af de sociale medier i et bestemt tidsrum hver dag. Fremfor alt bør du altid være opmærksom på at udvise behørig respekt overfor de mennesker, der omgiver dig. Benyt for eksempel aldrig din telefon, når du er sammen med andre, kun når du er alene. Når du slukker for din telefon (og for den sags skyld sociale medier), vil du kunne give din næste en passende opmærksomhed.

5.      Hold dig på afstand af de sociale medier og undgå den falske tryghed, de skaber. De, der er ophavsmændene til de sociale medier, har selv udtalt, at de er designet til at manipulere menneskets psyke og dermed lede til afhængighed. Det har man gjort ved at skabe en vis emotionel tilfredsstillelse, ved at man har etableret ”likes” samt andre former for tilkendegivelser, som videnskaben har påvist stimulerer lystcenteret i din hjerne. Et kristent menneske bør møde denne form for trøst med stålfasthed: Bed ydmyghedens litani før du begynder at gøre dig gældende på de sociale medier: bed om at du må blive fri fra ønsket om at blive anset, fri mig, Jesus. Afvis alle ønsker om at få opmærksom i form af ”likes” eller respons i anden form etc. Hav kun et ønske, nemlig Guds herlighed og sjælenes frelse. 

Glæd dig, når nogen på de sociale medier bagtaler dig, spotter dig, angriber dig og ingen vil følge – eller give dig ”likes”. Glæd dig særligt, hvis man håner og spotter dig, fordi du er kristen. Du bør sulte efter at blive ydmyget for Guds skyld, for der er du Ham til stor ære. Baser ikke dit liv på en tilknytning til mennesker.

Dette er det sværeste skridt at skulle tage, men det er en fordring for enhver kristen, der vælger at være en del af de sociale medier. Overvej den visdom, man finder hos Skt. Johannes af Korset, som virkelig er lærd ud i det at gøre sig fri af tilknytning. Han understreger, at selv hvis vi er tvunget til at tage imod trøst, bør vi i det mindste sige: ”jeg ønsker ikke denne trøst”. Gentag denne bøn og bed om Guds nåde for at din sjæl må være omsluttet af Hans fred.

Derefter og det er først, efter at du har gjort det, jeg har opridset i denne artikel, at du kan gøre brug af de sociale medier – og ikke omvendt, at de sociale medier gør brug af dig. Herved kan de sociale medier blive et redskab, du kan benytte til at frelse sjæle.

Noter

(1): Dominic Prummer, O.P. understreger dette i § 711, hvor han citerer Innocent XI’s formaning af 1679, hvor der understreges følgende: ”en sådan pønitent må anses for ikke at være i besiddelse af et oprigtigt ønske om at undgå synd”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Timothy S. Flanders og offentliggjort på The Meaning of Catholic. Den kan læses på: https://meaningofcatholic.com/2019/06/26/five-things-to-avoid-slavery-to-social-media

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

22. Alm søn

1. læsning Jer 20,7-9

Læsning af profeten Jeremias’ bog.

“Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke,
du var mig for stærk, og du vandt.
Dagen lang er jeg til latter,
alle spotter mig.
Hver gang jeg taler, må jeg skrige,
råbe om vold og ødelæggelse,
for Herrens ord bringer mig dagen lang
kun spot og spe.
Når jeg sagde: “Jeg vil ikke tænke på ham
og ikke mere tale i hans navn”,
kom der i mit hjerte en brændende ild,
den rasede i mine knogler.
Jeg kan ikke holde det ud,
jeg kan ikke bære det!

Vekselsang Sl 63,2.3-4.5-6.8-9

R. Min sjæl tørster efter dig, Herre min Gud.

Gud, min Gud, dig søger jeg,
efter dig tørster min sjæl,
efter dig længes mit kød,
i et tørt, vansmægtende, vandløst land.

Således var det, jeg så dig i Helligdommen
for at skue din vælde og ære;
for din troskab er bedre end livet.
Mine læber skal lovsynge dig,

Ja, jeg vil prise dig hele mit liv,
i dit navn vil jeg løfte mine hænder.
Min sjæl mættes som af fede retter,
og min mund lovpriser dig med jublende læber.

For du er blevet min hjælp,
og jeg jubler i dine vingers skygge.
Min sjæl hænger ved dig,
og din højre hånd holder mig fast.

2. læsning Rom 12,1-2
Jeg formaner jer, brødre og søstre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Akklamation til Evangeliet Jfr. Ef 1,17-18

Halleluja!
Må vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham,
med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår,
til hvilket håb han kaldte jer.

Evangelium Matt 16,21-27
På den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag. Da tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: “Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!” Men han vendte sig og sagde til Peter: “Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”

Da sagde Jesus til sine disciple: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger.

7. Alm søn

1. læsning 3 Mos 19,1-2.17-18Herren talte til Moses og sagde: Tal til hele israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren.

Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.8&10.12-13

R. Herren er barmhjertig og nådig.

Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!

Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
Han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld.

Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

2. læsning 1 Kor 3, 16-23

Brødre og søstre! Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

Ingen må bedrage sig selv. Hvis nogen af jer mener at være vís i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vís. For denne verdens visdom er dårskab for Gud der står jo skrevet: “Han fanger de vise i deres snedighed,” og igen: Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme.
Derfor må ingen være stolt af mennesker. Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer alt tilhører jer. Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.

Akklamation til Evangeliet 1Joh 2,5

Halleluja!
Den, der holder fast ved Kristi ord,
i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.

Evangelium Matt 5,38-48

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “I har hørt, at der er sagt: ‘Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

1. søn i advent (1/12/2019)

1. læsning Es 2,1-5

Det ord om Juda og Jerusalem, som Esajas, Amos’ søn, modtog i et syn.
Til sidst skal det ske,
at Herrens tempelbjerg står urokkeligt,
højt over bjergene,
knejsende over højene.
Alle folkeslag skal strømme dertil,
talrige folk skal drage af sted og sige:
“Kom, lad os drage op til Herrens bjerg,
til Jakobs Guds hus;
han skal vise os sine veje,
og vi vil gå på hans stier.
For belæringen udgår fra Zion
og Herrens ord fra Jerusalem.”
Han skal skifte ret mellem folkeslagene,
fælde dom blandt talrige folk.
De skal smede deres sværd om til plovjern
og deres spyd til vingårdsknive.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere oplæres til krig.
Jakobs hus, kom,
lad os vandre i Herrens lys.

Vekselsang Sl 122,1-2,3-5,6-9

R. Lad os drage med glæde til Herrens hus!

Jeg blev glad, da de sagde til mig:
Lad os drage til Herrens hus!
Nu står vore fødder
i dine porte, Jerusalem.

Jerusalem, du er bygget som byen,
hvor folk forsamler sig.
Her drager stammerne op,
Herrens stammer.
Det er en vedtægt i Israel,
at Herrens navn skal prises.
Her står dommersæder,
tronstole for Davids hus.

Bed om fred for Jerusalem:
Gid de, som elsker dig, må leve trygt,
gid freden må råde over din ringmur,
og tryghed i dine borge!
For mine brødres og venners skyld
siger jeg: Fred over dig!
For Herren vor Guds tempels skyld
ønsker jeg lykke for dig.

2. læsning Rom 13,11-14

Brødre og søstre! I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.

Akklamation til Evangeliet Sl 85,8

Halleluja!
Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

Evangelium Matt 24,37-44

På den tid sagde Jesus til sine disciple:

“Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være. Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.

Til minde om den velsignede Jomfru Maria og hendes egenskab som dronning

Hil dig hellige dronning, hil dig vort liv, vor sødme og vort håb!

Hvilken smuk hilsen at benytte i forhold til Vores velsignede Moder! Man kan fristes til at tro, at disse ord er et overdrevent udtryk for fromhed, da de også gælder hendes Søn, som ofrede sig på korset, for at vi kunne opnå frelsen.

Imidlertid startede Guds frelsesværk ikke med et uværdigt menneske, men gennem en kvinde, der benyttede sit frie valg til at give sit fiat (ja), og dermed blev hun vejen for Den anden Person i Den hellige Treenighed. Det er derfor Skt. Bernard har sagt, og Kirken gennem århundreder har gentaget: ”Maria er årsagen til vor frelse, fordi hun lod Gud benytte sig i udførelsen af Sin frelsesplan, ligesom det var gennem Eva, at arvesynden blev en del af livet for alle kommende slægter”.

Fra det øjeblik, hvor hun gav sit fiat til englen, var Maria tæt forbundet med Guds frelsesplan, både i forhold til hvordan den skulle bringes til opfyldelse, men også hvordan denne frelsesplans fortjenester skal formidles. Og hun varetager disse opgaver, som den nye Eva, både ved at være den nye Adams ægtefælle og samtidig Hans Moder. Hendes moderskab favner både Hans liv på jorden og Hans mystiske Liv i Hans mystiske Legeme, Kirken, som Jesus gjorde det klart på Golgata.

Som kongemoder antager hun en magtfuld rolle i forhold til, hvordan Hans kongemagt udmøntes, hvordan nådegaver, der flyder fra Jesu hellige og gennemborede Hjerte, skal videregives til en verden, der desperat har behov for Hans guddommelige barmhjertighed. Så kraftfuld og omfattende er hendes beføjelser, at Jesus har betroet hende hele det skatkammer, der rummer Hans nåde. Det er derfor Kirken definerer Maria som formidleren af al nåde (Mediatrix): for ligesom Gud fandt hende værdig til at være den kvinde i hvem og gennem hvem, Han ville bringe nåde over verden gennem inkarnationen og frelsen, således fortsætter Han gennem hende Sin frelsesgerning. Han videregiver frelsens fortjenester gennem Maria. Kirken har allerede imødekommet dette denne fortrinsret hos Maria i den allertidligste kristendom. I encyklikaen Ubi Primum fra 1849, opsummerer den velsignede Pius IX Kirkens lære om denne trossandhed ved at benytte den alment kendte lære fra Skt. Bernard, som også er en del af læreembedet, hvor der står:

Grundlaget for al vor tillid … findes hos den salige Jomfru Maria: for Gud har knyttet Maria til det skatkammer, som rummer alle gode ting, for at alle og enhver kan vide at gennem hende, får man håb, nåde og hele frelsen. For det er Hans vilje, at vi tager imod alt gennem Maria (St. Bernard, In Nativit. S. Mariae de Aquaeduct).

Med disse ord fremkommer den velsignede Pius IX med en kortfattet kommentar til den første linje i: Hil dig hellige Dronning, hvor han fremhæver, hvorfor Hun er” vort liv, vor sødme og vort håb”. Samtidig lancerede han for Kirken, den ekstraordinære Marianske tid, som vi lever i. En tid, hvor vi har set den kraft, der udgår fra Maria, som dronning, og hvordan den virker på kosmos, som vi erfarede i Fatima den 13. oktober 1917, da hun lod solen ”danse”, (som den ærværdige Fulton Sheen beskrev det), for de tusinder tilstedeværende, der overværede dette fænomen.

I forbindelse med solunderet i Fatima er det svært ikke at lede tankerne hen på Johannes Åbenbaring kapitel 12, hvor vi får et indblik i den himmelske realitet, som er løftestangen for vor jordiske kamp. ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved … Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage”. Det er den kamp, vi i dag er vidner til, og som udkæmpes i hele verden … samt i ethvert menneskes hjerte. Derfor bliver Maria, Jesu Kristi Dronningemoder, sendt til os i dag. Hun er (Jesu Kristi) Sønnens sidste vej for at nå en oprørsk verden, for ingen har nogensinde holdt en herskers folk så tæt til sit hjerte som denne kærlige og omsorgsfulde dronning.

Hun er meget omsorgsfuld og har styrke, for hvor hun end bliver sendt hen af sin Søn, opnår hun, at hundredetusinderne omvender sig. Hvor hun end bliver sendt hen, ”knuser hun slangens hoved” (1 Mos 3: 15) og sørger for, at Guds rige bliver grundlagt med kirker og basilikaer, og millioner konverterer og kommer i disse kirker og basilikaer, se dette er et tegn på hendes sejr. Intet sted har dette vidnesbyrd været så klart, som i Gaudalupe i Mexico, hvor hun åbenbarede sig i 1531. Hun efterlod sig et himmelsk aftryk af Johannes åbenbaringen kapitel 12 på den tilma, som Juan Diego bar, og gennem en kraftfuld mellemkomst opnåede hun, at over otte millioner aztekere omvendte sig, og ret beset er der tale om en Pinsedag, som varede i syv år!

Skt. Louis De Montfort opsummerer, hvorfor dette altid er det gængse udfald af Marias ”besøg”, uanset hvor det foregår i verden:

Når Helligånden derfor finder Maria i en sjæl, iler Han derhen og opfylder denne sjæl med Sig selv,- i samme grad, som Han i den pågældende sjæl finder Maria. Én af grundene til, at Helligånden ikke udvirker særlig mange påfaldende undere i sjæle, er dén, at Han i mennesker af i dag så lidt finder Sin trofaste brud, Maria … (True Devotion, 36).

Lad os derfor åbne vore hjerter for den blideste og mest magtfulde af alle mødre, så Hun i vore hjerter kan bringe den største gave, som Hun alene er blevet betroet at give verden: Gaven, der gør Maria til ”vort liv, vor sødme og vort håb”, nådegaven som er Jesus Kristus, Han, der alene kan forvandle og tilfredsstille denne sårede og tørstende verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 22. august 2014. Den kan læses på:https://spiritualdirection.com/2014/08/22/memorial-queenship-of-blessed-virgin-mary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

Når vi er trængt op i et hjørne, så rejser vi os

Overalt omkring os ser vi tegnene på, at skibet er ved at gå ned. Institutioner på stribe er blevet moralsk fordærvede på alle niveauer, og praktisk talt alle disse institutioner har indtaget en position, hvor de tager afstand til det, der er de sidste rester af kristendommen. I århundreder har udspekulerede mennesker i deres sekter i det skjulte og på rituel vis knust den pavelige tiara og kongekrone, og nu er deres dunkle planer ved at blive til virkelighed. Uanset om der er tale om regeringer, universiteter eller vores egne ”nyttige idioter” eller selv det, der foregår i Vatikanet, bliver ondskaben næret som aldrig før, mens det gode praktisk talt negligeres.

I modsætning til dem, der benægter dette, så har det altid været sådan. I virkeligheden står trofaste katolikker helt alene. Ingen vil komme for at redde os. Her i menneskenes verden, har den tilbageværende og trofaste rest ingen i det politiske system, der beskytter dem eller kæmper for deres interesser. Det er rigtigt, at katolikker kan læne sig op ad det ledende hierarki i Den katolske Kirke. Men betragt blot de nyheder, som præger overskrifterne fra uge til uge, så viser de, at de gamle strukturerer i Den katolske Kirke har givet afkald på det, der tidligere var Hendes pligt, og i mange tilfælde ser vi, at Vatikanet modarbejder Kirkens egne medlemmer.

Men dette er kun problemer af samfundsmæssig karakter. Det skib, der udgør Ecclesia militans (Den stridende Kirke), de katolikker, der her på jorden (i de levendes land), som Kristi soldater kæmper mod synden og djævelen, er ved at synke. Dog har de trofaste katolikker erkendt, at de er hævet over alt dette. Vi må øve os i ikke at hænge fast i en materialistisk overbevisning og give dette videre til vores børn. I realiteten hæver vi os over tid og ser udover det timelige. Vi må se frem til – og glæde os til fremtiden.

Gud beder os om at tage det lange seje træk. Mine kære, det er det, vi bør arbejde på. Det lange seje træk for at nå Gud er det, der resulterer i sejrskransen. Vær ikke bedrøvede. Meget er blevet taget fra os, men ikke Helligånden.

Tænk på mulighederne disse tre steder:

Overvej helvede. Disse sjæle er låst fast. De er i en tilstand af rædsel og vanvid. De har gennemgået en forandring gennem fortvivlelse, de hader alt og alle omkring sig. De hader fortid, nutid og fremtid, og på dette tidspunkt i deres eksistens er de fyldt med ondskab mod alt og alle, også mod den Gud, som skabte dem. Der er intet håb for dem. Og som en afledning for den angst, der i en uendelighed vil præge deres bevidsthed, tillades deres opmærksom at blive afledt gennem smerte, for helvedes lidelser er praktisk talt en nådefuld adspredelse fra det evige vanvid, de står i. I livet på denne jord har vi det trods alt ikke så slemt.

Tænk nu på purgatoriet. Ecclesia poenitens, som man også betegner Den lidende (bodfærdige) Kirke. I de flammer, der også omslutter helvede, lutres de dødes sjæle (for deres synder) på en forfærdelig og smertefuld måde. De venter på vores bøn, så de hurtigere kan fare til Himmels. Til tider tillades dæmoner at plage dem, som en slags ”tilbagebetaling”, for det, de har bedrevet, mens de var på jorden. Dog er disse sjæle fyldt med fred og glæde. De ved, at Himlen er deres endelige endemål.

De stakkels sjæle i purgatoriet er begrænsede i deres handleevne. De kan ikke tænke langsigtet i timelig forstand, ej heller kan de evangelisere, og de kan ikke bede for sig selv. De befinder sig i en ”venteposition”, som er præget af smerte. Deres sjæle lutres for det, de har bragt med sig fra denne verden, som der berettes om i Paulus’ 1. brev til korintherne 3: 11-15: Dog, har de mere glæde og fred end de fleste af dem, der endnu er i live.

Vi har derimod langt flere muligheder i dette liv. Vi har nogle positive stier, vi kan betræde. Vi kan sigte mod at nå Himlen, som er vores mål. Vi kan gennem evangelisering forsøge at hjælpe andre mennesker til Himlen. Vi kan mangfoldiggøre os her på jorden, som man ikke kan gøre andre steder. Vi kan få børn og forsøge på at opdrage dem til at blive gode eksempler, der følger Kristus, og som kan have et håb om at nå til Himlen. Vi har også mulighed for at opmuntre hinanden i dette livs kampe, og vi er ikke isolerede, som sjælene i purgatoriet og helvede er det. Vi har også mulighed for at bede for de troendes sjæle, der befinder sig i purgatoriet, så de hurtigere kan komme ind i Himlen. Og i modsætning til sjælene i helvede, bliver vore bønner hørt af Gud, Kristus, Guds Moder og helgenerne.

Helligånden er stadig med os

Denne verdens ”goder” giver ikke adgang til bedre ”vilkår”. Livet på jorden rummer andre goder. Den mest bemærkelsesværdige fordel er, at Helligånden dvæler her, og Helligånden fortsætter med at give os gaver, som forvirrer vores fjender. Ja, det er sandt, at der er fraktioner og mange slette mennesker, som forsøger at ødelægge alt det, som kristendommen har frembragt. Men hvad de ikke ved noget om, er de helt specielle gaver, de troende får, det er gaver, som giver udholdenhed samt energi til at kunne klare den forfølgelse, de udsættes for.

Helligånden har to kategorier af gaver, som Han giver til os. Den første kategori er til dem, som ønsker at følge Kristus, og der er her tale om en række ”hjælpemidler”, som helliggør og styrker os i forhold til de udfordringer, vi vil møde. Dette er gaver, som selv de mørkeste magter og myndigheder spotter og ikke regner for noget. Disse mørkets eksistenser, som er os overlegne, og som er så fulde af magtbegær, at de end ikke ænser betydningen af disse gaver fra Gud. Disse gaver skaber ganske enkelt forvirring hos dem.

Vi har styrken til at kunne frigøre os fra denne verden og se ud over den og glædes i forhold til Himlen, selvom vi endnu ikke er nået dertil. Vi kan holde fast i sandheden ved vor tro på måder som ikke alle kan. Det er Helligåndens nærvær, der leder os ind på og hjælper os til med varsomhed at vælge den rette vej. Vi er blevet givet et ganske specielt mod til at overvinde hindringer, selv hvis det er satan, det er bagmanden for måder, hvorpå tilbedelsen af Gud kan forhindres. For os står vejen åben, og vi er i stand til at være opmærksomme på de farer, der lurer. Helligånden giver os tillid til at følge Jesu Kristi lære. Vores stræben efter frelsen bringer os glæde. Endelig lærer vi at tænke på Gud med ærefrygt og bæven, ligesom en myre, der bliver opmærksom på et menneskes fod ovenover den. At besidde denne evne er helt igennem fraværende hos vores skarpeste fjender.

Den anden kategori af gaver, som Helligånden giver, betegnes som karismatiske og optræder i kristendommens historie. Disse gaver er evnen til at: helbrede, udføre mirakler, profetere, tungetale og bilokation (Det metafysiske fænomen, at en person angiveligt befinder sig to steder samtidig), alle disse vidunderlige og mystiske katolske ting, som man støder på, når man læser om helgenernes liv. Denne anden kategori af gaver er sjælden, og Helligånden skænker kun disse efter Guds skøn. Selvom disse mirakler ikke er blevet gjort alment kendt før mange år senere, efter at de er hændt, bekræfter de og hjælper os til at tro på, at Gud er på vores side, og at Han er i stand til at hæve Sig over det frygtelige, der sker i verden, og at Han ønsker, at vi gør det samme med vores sjæle. Når man ser tilbage på hændelser, der har fundet sted, og som har et karismatisk træk, er dette i stor udstrækning med til at styrke troen hos mange katolikker. Dette er noget, som mennesker i denne verden, der ikke tror, ikke besidder.

Ophøjelsen

I det 21. århundrede står vi ansigt til ansigt med mange udfordringer. Vi må se på en verden, der er ved at bryde sammen, nøjagtig som da Rom faldt. Vi sukker i frustration, og siger til os selv: ”Vi må rydde op efter vores modstandere, når de engang har afsluttet det, som de er i færd med”. På en vis måde er vi rengøringsfolk, der rydder op efter de festlige begivenheder i forbindelse med en nytårsaften. Men i modsætning til dem, der deltog i festen, har vi som rengøringsfolk i en vis forstand og åndeligt set en ”privat sygeforsikring, et medlemskab i et fitnesscenter og en forsikringspolice, som man kan ændre”. Vi har et formål. Det rummer en fortjeneste, når alt er forbi. Ja, vi må starte på ny og genopbygge fra grunden, når denne tid præget af galskab er tilendebragt. Det er en realitet, som vi fuldt ud er bevidste om. En stor del af verdens befolkning tror, at verden er på vej mod sit endeligt. Selvom verden er ved at gå under, ved de, der følger Kristus, at det ikke er slut med denne verden.

Vi kan se ud over – og hæve os over dette. Helligånden giver os gaver, og ved at arbejde (tæt) samme med denne tredje person i Den hellige Treenighed ser vi resultater allerede i dette liv. Vi oplever glæde, fred og tålmodighed og tro, og vi overvinder trængsler, når vi møder nogen. Vi kan praktisere former for godhed og mildhed, som vore modstandere end ikke tør drømme om. Det er ikke uden problemer at leve et passende liv, og det er muligt for os – selv i de mest ”belastede” omgivelser – at leve et kyskt liv. Trofaste katolikker er en slags ”supermennesker”. Trofaste katolikker er jordens salt.

Vore fjender har deres eget lange seje træk, som de skal tage, men det rækker ikke ud over denne dødens spiral. Det er muligt, at forskellige grupper og magter igennem århundreder har lagt strategier, men disse lumske og ondskabsfulde bagmænd har ikke en tålmodighed, der rækker ud over det timelige. Med al tydelighed viser ”statistikken”, at deres åndelige kapacitet ikke rummer den samme udholdenhed, som findes hos troende katolikker. Uden Helligånden er disse mennesker svage og bukker let under. Vi er blevet stærkere af Helligånden. Vi er dem, der har de bedste muligheder. Vi katolikker er dem, der til sidst vil sejre. Efter dommens dag er det dem, der følger Guds Ord, der vil være med ham i Hans by og der give pris og ære til Ham, der har styret tidens gang med fast og sikker hånd. Derimod vil vore fjender kun arve onde dæmoners tilstedeværelse, svovl og mørke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 7. juni 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cornered-rise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)