Category: Uncategorized

”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

At foretage barmhjertighedsgerninger på det åndelige niveau: en moderne genfortælling af Matthæusevangeliet 25:31-46

Kapitel 25 i Matthæusevangeliet er helt sikkert et af de kapitler i Det nye Testamente, som kan ”ruske op i folk”. Det har gennem århundreder sendt chokbølger gennem et utal af kristne og affødt en åndelig opvågen; det har givet inspiration til ornamentikken på kirkedøre og altre gennem hele kristendommen, og det har ledt til en vedvarende samvittighedsransagelse.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 (Matt 25: 31-46).

Denne passage er central (men ikke kun den), når man taler om de syv ”legemlige barmhjertighedsgerninger”, som er:

1. Mætte de sultne.
2. Give de tørstige noget at drikke.
3. Give de nøgne klæder.
4. Give husly til de hjemløse.
5. Besøge og pleje de syge.
6. Besøge og løskøbe fanger.
7. Begrave de døde.

De åndelige barmhjertighedsgerninger, hvoraf der også er syv, er opstillet som en parallel til de legemlige og har som deres fokus at drage omsorg for mennesket i åndelig henseende:

1: Omvende synderen.
2. Undervise den uvidende.
3. Rådgive den tvivlende.
4. Trøste den bedrøvede.
5. Tilgive spotteren.
6. Bære forurettelse tålmodigt.
7. Bede for de levende og døde.

På mange måder har de åndelige barmhjertighedsgerninger en langt større betydning – så meget mere overgår sjælens (sundheds)tilstand legemets. Det har man i vor tid kun en meget ringe forståelse for, da materialismen, selv hos kristne, har sat sit aftryk i en sådan grad, at deres fokus mere er blevet rettet mod de legemlige behov frem for behovet for sandheden, uden hvilken, mennesket vil havne i helvede. Prøv at tænke på, hvor mange begravelser, der i dag udføres, som om, der er tale om en på forhånd garanteret kanonisering (at den afdøde indføres i helgenernes kanon), hvor vi glædes over, at den afdøde har (op)nået den evige salighed, og samtidig forsikrer hinanden om på en munter amerikansk måde, at det hele er (endt) godt. På ingen måde opfordrer den ”moderne” katolske begravelse de kristne til at udføre en barmhjertighedsgerning i form af bøn eller at opofre (en Messe, ens lidelser etc) for at den afdøde, hvis skæbne er ganske uvis, må hvile i fred. I forhold til det at formane syndere ser vi kun halvhjertede forsøg, når pave Frans med ”uld i mund” gør brug af besynderlige eksempler taget fra dagens evangelietekst.

På dommens dag vil vi blive dømt i forhold til de legemlige – og åndelige barmhjertighedsgerninger, vi har udøvet, og som Den hellige Skrift giver os vished for, vil de, der er blevet betroet meget, og de, der er blevet betroet mange menneskers velfærd, blive dømt mere strengt. Hvilken betydning har det for dommer Kennedy, som med sin underskrift banede vejen for kulturrelativismen, eller Nancy Pelosi, der har millioner af børns blod på sine hænder – blod, som på lige fod med Abels blod, skriger til Himlen? Hverken du eller jeg er ligesom Kennedy eller Palosi, men vi har også begået synder, hvor vi har handlet i tilfælde, hvor vi ikke burde handle eller helt undladt at handle (en undladelsessynd), og hvor vi har handlet i strid med barmhjertighedsgerningen eller undladt at handle i forhold til den.

Som, det er med andre velkendte skriftsteder, kan vi tro, at vi fuldt ud har forstået det budskab, Matthæusevangeliet kap. 25 sender, men det kan vise sig, at vi ikke har forstået det i dybden og dermed ikke fattet dets egentlige betydning.

Mens vi nærmer os 11-årsdagen for offentliggørelsen af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at (det ville være godt med) en genlæsning (af denne), som rækker udover den gamle katekese. Et nyt syn på skriftstedet 42-45, hvor det stilles overfor den Kirke, som vi kender i dag, kræver i en omfattende (selv)ransagelse hos – og irettesættelse af mange af Kirkens hyrder, når de på et tidspunkt skal stå foran Den gode Hyrdes domstol.

Jeg hungrede efter ærbødig tilbedelse af Gud, jeg havde appetit på det hellige, jeg ønskede så inderligt, at der blev fejret latinske Messer, hvor jeg var bosat, men I gav mig ikke noget at spise.

Jeg tørstede efter Messens skønhed og højtidelighed og sakramenternes værdighed, men I gav mig ikke noget at drikke.

Jeg var fremmed i mit eget sogn og bispedømme og gik omkring for at lede efter Kirkens traditionelle liturgi og anråbelse af helgenerne, hellighedens uudtømmelige kilde, og I tog mig ikke til Jer. I ønskede ikke at have noget gøre med mig eller dem, der er som mig.

Jeg var nøgen, for jeg blev ikke ”klædt på” i forhold til min tro, for I gav mig ikke katekeser, jeg blev overladt til bøger og film fyldt med ondskab, og I gav mig ikke beskyttelse. Jeres ”tilbud” om et ”sikkert sted” samt Jeres bureaukrati ydede beskyttelse til dem med perverterede tilbøjeligheder, mens jeg blev udsat for overgreb.

Jeg var syg og i fængsel, jeg var led ved hæresi og Jeres evige forsøg på at gå på kompromis med den sekulære relativisme, jeg var fanget i senmodernitetens fængsel og tynget af dets klaustrofobiske loft og vægge uden vinduer, og I besøgte mig ikke. I opførte Jer som om, at min sygdom ikke var alvorlig, og I betragtede fængslet som værende egnet til at danne rammen for hjemlige omgivelser. I forsøgte ikke engang at forstå problemerne og finde en løsning. Og rundt omkring Jer (og midt i Kirken) var et vidnesbyrd på 2000 års katolsk tradition, som blot ventede på at blive genopdaget og genanvendt på mine sår og komme til udfoldelse under min indespærring. I kunne have befriet mig, men I foretrak, at jeg var ”buret inde”, forseglet og ”neutraliseret”.

 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 9. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/spiritual-works-of-mercy-a-contemporary-retelling-of-matthew-2531-46/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Augustins faretruende advarsel til præster, der er præget af ligegyldighed

Vi modtager i disse dage mange kommentarer fra læsere, der er meget oprørte, ikke så meget på grund af åbenlyst moralsk fordærvede – og hæretiske kardinaler, biskopper og præster, men som også er bestyrtede over den ligegyldighed, der præger så mange ellers gode præster, som hverken siger eller gør noget i forhold til det moralske fordærv og den hæresi, der er i Kirken. Dette er på en og samme tid et mærkeligt og foruroligende fænomen, men det er slet ikke usædvanligt i vor tid.

Mange spørger: ”Hvad er de så bange for?” Den eneste frygt, de burde have, er en sund frygt for Gud selv.

I (sin bog) The Power of Silence genkalder kardinal Robert Sarah nogle meget relevante ord sagt af Skt. Augustin om netop dette emne:

Enhver præst og biskop burde kunne sige som Skt. Augustin: ”Voce Ecclesia Loquor (Jeg taler med Kirkens stemme)”(Serm. 129, 4) og derfor med Jesu Kristi stemme. Derfor bør han skarpsindigt og effektivt tage sit ansvar som præst og vejleder på sig. Enhver præst og biskop må lægge sig, den frygtelige dommens dag på sinde, hvor han for Gud holdes ansvarlig for synderne hos dem, som han ikke bragte til omvendelse på grund af sin ligegyldighed.

Skt. Augustin skriver meget alvorligt i et brev: ”Denne tids herlighed passerer forbi; på dommens dag vil al den hæder intet være værd. Det er ikke min hensigt at spilde mit liv på et forfængeligt liv spundet ind i Kirkens hæder. Jeg tænker på den dag, hvor jeg skal aflægge regnskab for den hjord, jeg blev betroet af kongernes Konge. Forstå min frygt, for min frygt er stor”.

Dommens dag. Den kommer til os alle, men for klerikale, der er ordinerede vejledere for sjæle, er dommen større og mere frygtelig. Det er derfor, at de specielt har behov for vore bønner. Desværre befinder vi os endnu engang i en historisk epoke af kristendommen, hvor den klerikale adfærd er præget af ligegyldighed og en tendens til at undvige fra at stå fast på – og forsvare sandheden. Dette giver plads for, at ondskaben kan slå rod og blomstre især i de unges sjæle og ødelægge dem. Kun en (ganske) lille håndfuld klerikale står ved Kristi side og siger med glæde ja til det kors, der i sagens natur følger med, når man viser sin troskab. De andre (klerikale), som følger tidsånden, burde alle genlæse den store klassiker: The Imitation of Christ af Thomas À Kempis. Et mesterværk, der bestemt også er for lægfolk.

Bed for vore klerikale på alle niveauer i Kirkens hierarki. Behovet for bøn er stort, og det vidner den enorme – og hurtigt fremadskridende udvikling om, som vi dagligt har rapporteret om i de seneste fem år.

”Tolerance er det menneskes dyd, som ikke er overbevist” – G.K. Chesterton

”Den, der ikke afskyr vildfarelser, elsker ikke sandheden” – G.K. Chesterton

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-augustines-ominous-warning-to-negligent-pastors

 

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience

Until the 1960s, Catholics around the world received Communion kneeling and on the tongue. The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience that can be traced back to Holland. Because of the widespread abuse of receiving in the hand, Pope Paul VI granted an indult for the practice in a 1969 letter from the Sacred Congregation for Divine Worship.

More about this issue

Pave Benedikt skriver, at han er ved at forberede sig på at vende ”hjem”

I et kortfattet brev til en landsdækkende italiensk avis, skrev pave emeritus Benedikt XVI, at ”han har startet sin pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”.

Benedikt XVI skrev det kortfattede brev, som et svar til en journalist på den italienske avis Corriere della Sera, som skrev til ham og meddelte ham, at mange læsere spurgte om, hvordan han har det, når det nu er fem år siden, han meddelte sin beslutning om at trække sig tilbage fra pavestolen.

Benedikt XVI besvarede spørgsmålene med et gribende håndskrevet brev, der fortalte, at ”med det langsomme tilbagefald i min fysiske tilstand, har jeg startet min pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”. Dette brev blev offentliggjort på forsiden af avisen, hvor Benedikt XVI også bemærkede, at det ” er en stor nåde for mig at være omgivet af så meget kærlighed og velvilje”.

Siden sin tilbagetræden i 2013 har pave emeritus Benedikt XVI ført en meget stille og fredfyldt tilværelse, idet han bor i det tidligere kloster Mater Ecclesiaei Vatikanets have.

Læs brevet i dets fulde længde her:

”Jeg blev bevæget over, at så mange læsere af Deres avis ønsker at vide, hvordan jeg tilbringer den sidste periode i mit liv. Jeg kan blot bemærke, at med den langsomme tilbagegang i min fysiske styrke er jeg på pilgrimsfærd mod mit hjem. Det er en stor nåde for mig at være omgivet på denne sidste til tider trættende rejse af så meget kærlighed og velvilje, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. På denne måde betragter jeg også deres læseres spørgsmål, som at man følger mig et stykke på vej, derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok, og jeg forsikrer Dem alle om mine bønner”.

Med venlig hilsen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på uCatholic d. 8. februar 2018. Den kan læses på: https://www.ucatholic.com/news/pope-benedict-writes-letter-says-hes-preparing-for-home

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan behandler vi Gud?

Hvorfor går du til Messe? Dette er ikke et ledende spørgsmål eller en gåde. Det er et ærligt spørgsmål. Og du vil sikkert blive overrasket over at høre svaret.

Vi går til Messe for at være sammen med Den fysisk tilstedeværende Jesus Kristus – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien. Ja, Kirken lader os vide, at vi bør være der. Ja, det er en lovprisnings- og tilbedelseshandling. Ja, Den tillader os at deltage i offeret på Golgata.

Alle disse ting opnår vi ved at være til stede i Guds fysiske tilstedeværelse.

Og ikke kun i Guds fysiske tilstedeværelse. Vi er kaldet til at have et nært forhold til Gud, og når man har et nært forhold til nogen, er man er ikke blot fysisk tæt, man er tæt knyttet.

Gud kommer til os på den mest sårbare måde: Ikke alene gør universets Skaber Sig til menneske, men dette menneske giver sig kende under brødets og vinens skikkelse, og Han giver os dette brød og denne vin.

Men hvordan nærmer vi os fysisk Gud, når vi modtager Ham som føde og spiser Hans Legeme og drikker Hans Blod? Er det kommet så vidt – alteret placeret på den rette måde, brugen af smuk hellig musik, opretholdelsen af en ærbødig stilhed, når vi ikke taler det hellige latinske sprog – at vi risikerer at snuble ved den sidste forhindring ved at være alt for familiære? Jeg kalder denne sag, – og det er en af de større – ” Sagen om hvordan vi behandler Gud”.

Der er en katolsk grundsætning, som udtrykker – selvfølgelig! – på latin: ”Lex orandi, lex credendi, lex vivendi” Måden, hvorpå du beder, afspejler din tro og dit liv” eller sagt på en anden måde: Hvordan du beder, leder til, hvordan du tror, og hvordan du lever dit liv.

Den store ærkebiskop Fulton Sheen udtrykte den samme indstilling, da han udtalte: ”Hvis du ikke lever det, du tror på, vil du ende med at tro på det, du lever”. C. S Lewis, som giver djævelen Screwtape stemme, er mere ligefrem og siger: ”Mennesker er som dyr, og hvad som helst deres kroppe gør, påvirker deres sjæle”. Continue reading

Kirkens hjerte

For fire år siden besluttede min mand sig for at begynde at spørge Gud i bøn om at ”kende sandheden”. På det tidspunkt var vi nogle moderne og nominelle katolikker, som uinteresseret hver uge deltog i en Novus Ordo Messe, hvor vi sad i det rum, hvor forældrene sidder med deres små børn (hvis vi vel og mærke kunne finde et). Vi var samtidig ligeså sikre på vores frelse, som vi var ligeglade med den, ubevidst opdragede vi vores børn til mekanisk at gøre det, som katolikker gør om søndagen – og ellers intet. Når jeg nu ser tilbage, ved jeg, at jeg slet ikke kunne forestille mig hvilke konsekvenser, hans bøn ville få for os, og måske var det en god ting.

Omfanget af det, vi havde savnet i forbindelse med vores tro, blev tydelig for mig i det øjeblik for få måneder siden, da jeg så en dokumentarudsendelse om Skt. Padre Pio. Om morgenen den 28. marts 1913 viste Jesus sig for ham sammen med en vision af utallige præster, som Jesus stirrede på, mens tårerne løb ned ad Hans kinder. ”Mishandlere” udbrød Han til Skt. Pio, mens Han åbenbarede den ubegribelige smerte, Han konstant erfarede i hænderne på ligeglade præster, som ikke udviste den sande ærbødighed overfor Hans legeme og blod i Alterets helligste Sakramente.

Skt. Pio’s skrivelser omkring dette emne, får det til at vende sig i maven på en. ”Mit Hjerte er blevet glemt” sagde Jesus til ham, ”ingen bekymrer sig om min kærlighed, Jeg er altid slået af sorg … mine præster, som Jeg altid har beskyttet, som altid har haft min gunst, de burde trøste Mit sørgende hjerte, de burde hjælpe mig med sjælenes frelse, i stedet for – hvem skulle have troet det? Gengælder de Mig med utilfredshed og afvisning”. Han fortsatte: ”Jeg ser, min søn, mange af disse … (Han stoppede og hulkede) på en hyklerisk måde forråder mig ved vanhelligende Kommunioner og tramper på nåden og styrken, Jeg hele tiden giver dem”.

Jeg ryster, når jeg ved, at Han udtrykte dette i 1913, lang tid før Vatikan II….

Noget ved Jesu menneskelighed blev virkelig for mig gennem disse ord. Det var som om, at jeg mødte Ham for første gang, og det fik mig til at tænke tilbage på min barndom, hvordan min far plejede at tale om ærbødigheden for ”den gamle Messe”, og hvor meget han savnede den. Han var på ingen måde nogen helgen, men når det drejede sig om Eukaristien, var han ubøjelig, han ville ikke under nogen omstændigheder modtage Den i hånden. Da min bror skulle modtage sin første Kommunion, og præsten på den skole, hvor han gik, fortalte min far, at det første skriftemål ikke længere blev betragtet, som en forudsætning (for Den første Kommunion), kørte min far min bror til en anden kirke, alene for at han kunne skrifte. Continue reading

Banker vi på Guds dør – eller er det Ham, der banker på vores?

Vor Herre: ”Jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder Ham om det

Skt. Augustin forklarer, at ved at være udholdende i bønnen, udvider vi vor evne til at modtage den gave, som Gud allerede forbereder Sig på at give os.

I Lukas Evangeliet 11: 9 lærer vor Herre Sine disciple at være vedholdende i bønnen, og Han fortæller dem: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”.

I Matthæus Evangeliet 6: 8 viser vor Herre, at Gud allerede ved, hvad vi behøver: ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det ”.

Så opstod spørgsmålet i den tidlige Kirke, om hvad der er opnået ved at bede Gud om noget, når Han allerede ved, hvad vi har brug for. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer besvarer dette spørgsmål så tidligt som i det fjerde århundrede.

Gud er allerede opmærksom på, hvad vi virkelig har brug for, siger helgenen og forbereder at give os netop den gave, mens vi stadig er udholdende i bønnen. Gud må vente, indtil vi er parat til at modtage gaven gennem den vedvarende proces, hvor vi beder om den.

I det fjerde århundrede skrev Skt. Augustin en brev til Proba, en hengiven katolsk enke, og han skrev følgende:

Gud…. Ønsker os snarere at udøve vort ønske gennem vore bønner, således, at vi kan blive i stand til at modtage det, som Han er ved at forberede til os. Hans gave er i sandhed meget stor, men vores kapacitet er for lille og begrænset til at modtage den. … Jo dybere vor tro er, jo stærkere vort håb er, jo større vort ønske er, jo større vil vores evne være til at modtage denne gave, hvilket faktisk er meget stort.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 24. maj 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/are-we-knocking-on-gods-door-or-is-he-knocking-on-ours

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)