Category: Uncategorized

Pave Benedikt skriver, at han er ved at forberede sig på at vende ”hjem”

I et kortfattet brev til en landsdækkende italiensk avis, skrev pave emeritus Benedikt XVI, at ”han har startet sin pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”.

Benedikt XVI skrev det kortfattede brev, som et svar til en journalist på den italienske avis Corriere della Sera, som skrev til ham og meddelte ham, at mange læsere spurgte om, hvordan han har det, når det nu er fem år siden, han meddelte sin beslutning om at trække sig tilbage fra pavestolen.

Benedikt XVI besvarede spørgsmålene med et gribende håndskrevet brev, der fortalte, at ”med det langsomme tilbagefald i min fysiske tilstand, har jeg startet min pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”. Dette brev blev offentliggjort på forsiden af avisen, hvor Benedikt XVI også bemærkede, at det ” er en stor nåde for mig at være omgivet af så meget kærlighed og velvilje”.

Siden sin tilbagetræden i 2013 har pave emeritus Benedikt XVI ført en meget stille og fredfyldt tilværelse, idet han bor i det tidligere kloster Mater Ecclesiaei Vatikanets have.

Læs brevet i dets fulde længde her:

”Jeg blev bevæget over, at så mange læsere af Deres avis ønsker at vide, hvordan jeg tilbringer den sidste periode i mit liv. Jeg kan blot bemærke, at med den langsomme tilbagegang i min fysiske styrke er jeg på pilgrimsfærd mod mit hjem. Det er en stor nåde for mig at være omgivet på denne sidste til tider trættende rejse af så meget kærlighed og velvilje, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. På denne måde betragter jeg også deres læseres spørgsmål, som at man følger mig et stykke på vej, derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok, og jeg forsikrer Dem alle om mine bønner”.

Med venlig hilsen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på uCatholic d. 8. februar 2018. Den kan læses på: https://www.ucatholic.com/news/pope-benedict-writes-letter-says-hes-preparing-for-home

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan behandler vi Gud?

Hvorfor går du til Messe? Dette er ikke et ledende spørgsmål eller en gåde. Det er et ærligt spørgsmål. Og du vil sikkert blive overrasket over at høre svaret.

Vi går til Messe for at være sammen med Den fysisk tilstedeværende Jesus Kristus – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien. Ja, Kirken lader os vide, at vi bør være der. Ja, det er en lovprisnings- og tilbedelseshandling. Ja, Den tillader os at deltage i offeret på Golgata.

Alle disse ting opnår vi ved at være til stede i Guds fysiske tilstedeværelse.

Og ikke kun i Guds fysiske tilstedeværelse. Vi er kaldet til at have et nært forhold til Gud, og når man har et nært forhold til nogen, er man er ikke blot fysisk tæt, man er tæt knyttet.

Gud kommer til os på den mest sårbare måde: Ikke alene gør universets Skaber Sig til menneske, men dette menneske giver sig kende under brødets og vinens skikkelse, og Han giver os dette brød og denne vin.

Men hvordan nærmer vi os fysisk Gud, når vi modtager Ham som føde og spiser Hans Legeme og drikker Hans Blod? Er det kommet så vidt – alteret placeret på den rette måde, brugen af smuk hellig musik, opretholdelsen af en ærbødig stilhed, når vi ikke taler det hellige latinske sprog – at vi risikerer at snuble ved den sidste forhindring ved at være alt for familiære? Jeg kalder denne sag, – og det er en af de større – ” Sagen om hvordan vi behandler Gud”.

Der er en katolsk grundsætning, som udtrykker – selvfølgelig! – på latin: ”Lex orandi, lex credendi, lex vivendi” Måden, hvorpå du beder, afspejler din tro og dit liv” eller sagt på en anden måde: Hvordan du beder, leder til, hvordan du tror, og hvordan du lever dit liv.

Den store ærkebiskop Fulton Sheen udtrykte den samme indstilling, da han udtalte: ”Hvis du ikke lever det, du tror på, vil du ende med at tro på det, du lever”. C. S Lewis, som giver djævelen Screwtape stemme, er mere ligefrem og siger: ”Mennesker er som dyr, og hvad som helst deres kroppe gør, påvirker deres sjæle”. Continue reading

Kirkens hjerte

For fire år siden besluttede min mand sig for at begynde at spørge Gud i bøn om at ”kende sandheden”. På det tidspunkt var vi nogle moderne og nominelle katolikker, som uinteresseret hver uge deltog i en Novus Ordo Messe, hvor vi sad i det rum, hvor forældrene sidder med deres små børn (hvis vi vel og mærke kunne finde et). Vi var samtidig ligeså sikre på vores frelse, som vi var ligeglade med den, ubevidst opdragede vi vores børn til mekanisk at gøre det, som katolikker gør om søndagen – og ellers intet. Når jeg nu ser tilbage, ved jeg, at jeg slet ikke kunne forestille mig hvilke konsekvenser, hans bøn ville få for os, og måske var det en god ting.

Omfanget af det, vi havde savnet i forbindelse med vores tro, blev tydelig for mig i det øjeblik for få måneder siden, da jeg så en dokumentarudsendelse om Skt. Padre Pio. Om morgenen den 28. marts 1913 viste Jesus sig for ham sammen med en vision af utallige præster, som Jesus stirrede på, mens tårerne løb ned ad Hans kinder. ”Mishandlere” udbrød Han til Skt. Pio, mens Han åbenbarede den ubegribelige smerte, Han konstant erfarede i hænderne på ligeglade præster, som ikke udviste den sande ærbødighed overfor Hans legeme og blod i Alterets helligste Sakramente.

Skt. Pio’s skrivelser omkring dette emne, får det til at vende sig i maven på en. ”Mit Hjerte er blevet glemt” sagde Jesus til ham, ”ingen bekymrer sig om min kærlighed, Jeg er altid slået af sorg … mine præster, som Jeg altid har beskyttet, som altid har haft min gunst, de burde trøste Mit sørgende hjerte, de burde hjælpe mig med sjælenes frelse, i stedet for – hvem skulle have troet det? Gengælder de Mig med utilfredshed og afvisning”. Han fortsatte: ”Jeg ser, min søn, mange af disse … (Han stoppede og hulkede) på en hyklerisk måde forråder mig ved vanhelligende Kommunioner og tramper på nåden og styrken, Jeg hele tiden giver dem”.

Jeg ryster, når jeg ved, at Han udtrykte dette i 1913, lang tid før Vatikan II….

Noget ved Jesu menneskelighed blev virkelig for mig gennem disse ord. Det var som om, at jeg mødte Ham for første gang, og det fik mig til at tænke tilbage på min barndom, hvordan min far plejede at tale om ærbødigheden for ”den gamle Messe”, og hvor meget han savnede den. Han var på ingen måde nogen helgen, men når det drejede sig om Eukaristien, var han ubøjelig, han ville ikke under nogen omstændigheder modtage Den i hånden. Da min bror skulle modtage sin første Kommunion, og præsten på den skole, hvor han gik, fortalte min far, at det første skriftemål ikke længere blev betragtet, som en forudsætning (for Den første Kommunion), kørte min far min bror til en anden kirke, alene for at han kunne skrifte. Continue reading

Banker vi på Guds dør – eller er det Ham, der banker på vores?

Vor Herre: ”Jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder Ham om det

Skt. Augustin forklarer, at ved at være udholdende i bønnen, udvider vi vor evne til at modtage den gave, som Gud allerede forbereder Sig på at give os.

I Lukas Evangeliet 11: 9 lærer vor Herre Sine disciple at være vedholdende i bønnen, og Han fortæller dem: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”.

I Matthæus Evangeliet 6: 8 viser vor Herre, at Gud allerede ved, hvad vi behøver: ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det ”.

Så opstod spørgsmålet i den tidlige Kirke, om hvad der er opnået ved at bede Gud om noget, når Han allerede ved, hvad vi har brug for. Skt. Augustin, Kirkefader og Kirkelærer besvarer dette spørgsmål så tidligt som i det fjerde århundrede.

Gud er allerede opmærksom på, hvad vi virkelig har brug for, siger helgenen og forbereder at give os netop den gave, mens vi stadig er udholdende i bønnen. Gud må vente, indtil vi er parat til at modtage gaven gennem den vedvarende proces, hvor vi beder om den.

I det fjerde århundrede skrev Skt. Augustin en brev til Proba, en hengiven katolsk enke, og han skrev følgende:

Gud…. Ønsker os snarere at udøve vort ønske gennem vore bønner, således, at vi kan blive i stand til at modtage det, som Han er ved at forberede til os. Hans gave er i sandhed meget stor, men vores kapacitet er for lille og begrænset til at modtage den. … Jo dybere vor tro er, jo stærkere vort håb er, jo større vort ønske er, jo større vil vores evne være til at modtage denne gave, hvilket faktisk er meget stort.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 24. maj 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/are-we-knocking-on-gods-door-or-is-he-knocking-on-ours

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gift præst er fortaler for præsters cølibat.

“Jeg for mit eget vedkommende synes ikke, at Kirken skal ændre sin holdning her”

En gift præst taler til gunst for at bibeholde det klerikale cølibat.

Fader Joshua Whitfield, præst i St. Rita Caholic Church i Dallas er gift og har fire børn. “Nu bliver I sikkert overrasket over at høre, at de fleste gifte katolske præster er ivrige fortalere for klerikalt cølibat”, sagde han tirsdag i en klumme. ”Jeg for mit eget vedkommende synes ikke, at Kirken skal ændre sin holdning her. Faktisk, tror jeg, at det vil være en meget dårlig ide”.
Som mange gifte mænd der fik tilladelse af Vatikanet til at blive ordineret som præst, er han og hans kone konvertitter fra den Anglikanske kirke. I visse dele af Østkirkens ritus, inklusiv de byzantinske katolikker, de ukrainsk græske katolikker og andre har altid tilladt gifte mænd at blive ordineret som præst. De fastslår dog, at disse mænd aldrig kan blive indviede biskopper.

Hans svar kommer lige efter et interview, som pave Frans gav til en tysk avis d. 9 marts. I forhold til diskussionen vedrørende mangel på præster, blev han spurgt, om ordinationen af gifte mænd kunne være en mulighed. Han svarede: ”Vi er nødt til at tænke på, om viri probati (mænd med bevist dyd) kunne være en mulighed. Vi er derfor også nødt til at definere hvilke opgaver, de ville kunne påtage sig i afsides områder, hvor der præstemangel”.

Efter pavens udtalelser begyndte folk både indenfor og udenfor Den katolske Kirke på ny debatten om præsters cølibat. Nogle kritikere fremhæver, at mænd i cølibat ikke forstår de vanskeligheder, der gør sig gældende i ægteskabet og ved børneopdragelse.

Whitfield svarer: ” Lægfolk, som ikke kan forestille sig hvad arbejdet som præst indebærer, samt præster der ikke kan forestille sig, hvad et ægteskab indebærer, begge antager at en normalisering af et gift præsteskab ville skabe bedre forhold for Den katolske Kirke”.

Han kalder det ”en antagelse med en meget lille sandsynlighed”, hvis man formoder, at man åbner for ordinationen af gifte mænd, ville det hjælpe til en forøgelse af antallet af præster. Med sine erfaringer som protestant, bemærker han, at gifte præster ikke har været med til at ”fremme en åndelige renæssance” i deres menigheder.

Whitfield hævder yderligere, at folk som ønsker at ændre sædvanen med præsters cølibat ”enten er uvidende om – eller glemsomme i forhold til, hvad Kirken kalder cølibatets åndelige frugt, noget som er stort set uforståeligt i denne frigjorte tid, men som ikke desto mindre stadig er sandt og nødvendigt for kirkens arbejde”.

Han tilføjer, at ægteskabet har hjulpet ham i den præstelige gerning og givet ham ”indsigt og medfølelse både som ægtefælle og far”, men ”det åbner for spørgsmålet om: Hvad er det gode ved det klerikale cølibat”? Eller: ”Hvad kan mine præstelige brødre i cølibat bringe ind i deres gerning”?

En anden gift præst Fader Steve Anderson bekræftede Whitfields vurderinger: ”Men den kendsgerning at jeg er en forældre gør mig ikke automatisk til en ekspert på forældreskabet. En præst i cølibat kan bidrage med andre indsigter på dette område end en gift præst med flere børn”.

I det fjerde århundrede erklærede koncilet i Karthago, at alle mænd i hellige ordner herunder diakoner, præster og biskopper, ” alle skulle være kyske, hvorved de ville være i stand til med hjertets oprigtighed at spørge om Herrens vilje: Derfor må det apostlene underviste og antikken vedholdte også vi holde fast ved”.

Den katolske kanoniske ret følger De hellige Skrifter, når den beskriver cølibatet som ” en speciel gave fra Gud, hvorved hellige tjenere lettere kan nærmere sig Kristus med et udelt hjerte, og som er i stand til at hengive sig til det at tjene Gud og menneskeheden”.

Paulus sagde: ”En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Rodney Pelletier og publiceret på ChurchMilitant.com d. 22. marts 2017. Den kan læses på: http://www.churchmilitant.com/news/article/married-catholic-priest-advocates-for-celibate-priesthood

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et vidnesbyrd

Min kone og jeg blev skilt. Så min søn begyndte at hænge ud med en lokal familie.

Det mest betagende, kloge og nyttige udsagn, jeg har hørt i de senere år, blev delt af Ifeyinwa Awagu fra Lagos, Nigeria, i en kort videooptagelse produceret til 2014 Vatican Humanum Colloquium vedrørende mænd og kvinders komplementaritet:

Parret er i centrum og det er udgangspunktet, men det er kun en krusning … Uanset hvad jeg gør i mit ægteskab, breder det sig som ringe i vandet, indtil det berører hele verden. Ægteskabet er mere end os. Det handler om samfundet. Det er dit eget projekt i denne verden.

Ify’s udsagn er det pureste guld, fordi det viser umådelig sandhed og tyngde. For at illustrere dette, begyndte jeg med dette eksempel fra mit eget liv.

Da min hustru og jeg stadig var skilt, plejede vores yngste søn Chris lejlighedsvis at tilbringe weekenden hjemme hos skolekammeraten Ray. Når han kom hjem, ville han ikke sige noget særligt, men jeg kunne læse på hans kropssprog, hvad der ikke blev sagt. Jeg behøvede ikke at være videnskabsmand for at forstå, at Chris virkelig holdt af at opholde sig i Ray’s hjem, og grunden var klar: Han elskede deres familieliv.

Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at se ind i Chris’s øjne for at se, at han ønskede at have en familie som deres – en familie med en selskabelig, storhjertet og hengiven mor og far som tydeligt elskede hinanden. Jeg vidste præcis, at det var netop det, jeg havde berøvet Chris og hans bror.

Det var dette meget kærlige ægteskab, som først fik mg til at spekulere på, om jeg havde begået en kæmpe fejltagelse ved at blive skilt fra min hustru og skabe splittelse i min familie. Og efter hvert af Chris’s efterfølgende besøg hos Ray’s familie blev jeg stadig mere bekræftet i min fejltagelse. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at genoprette det, jeg havde ødelagt. Selvom Chris aldrig havde bemærket dette direkte. Han fortalte aldrig, hvorfor han nød at tilbringe sin tid med deres familie (Ray’s familie) eller tydeligt sammenlignede den med vores. Imidlertid ved jeg ikke, om han kunne have udtrykt det, hvis han havde forsøgt, jeg opfattede i alt fald denne besked klart og tydeligt. Imidlertid fandt jeg ud af, at jeg ikke havde noget valg, og jeg måtte forsøge at finde en måde, hvorpå jeg kunne bringe vores familie sammen igen.

Continue reading

Den hellige Faders tale i Piazza Vittorio

Et møde med børn og unge mennesker

Søndag d. 21. juni 2015.

Tak til Chiara, Sara and Luigi. Tak, fordi spørgsmålene er emnet for de tre ord i Johannes Evangeliet som vi hører: Kærlighed, liv og venner. Tre ord som er sammenflettet i Johannes tekst, og det ene forklarer det andet: Man kan ikke tale om livet i Evangeliet uden at tale om kærligheden – hvis vi taler om det virkelige liv – og man kan ikke tale om kærligheden uden denne transformation fra tjenere til venner. Og disse tre ord er så vigtige for livet, men alle tre har en fælles rod: Viljen til at leve. Og jeg tillader mig at genkalde mig ordene af den velsignede Pier Giorgio Frassati, et ungt menneske ligesom Jer: ”Lev, gå ikke bare forbi!” Lev!

I ved, at det er frygteligt at se en ung mand, der ”står stille”, som lever, mens han lever – tillad mig mine ord – som en grøntsag: Han gør ting, men hans liv er ikke et liv i bevægelse, det står stille. Men I ved, at det gør mig meget bedrøvet i hjertet at se unge mennesker trække sig tilbage som 20-årige! Ja, de bliver hurtigt ældre … Derfor, da Chiara stillede dette spørgsmål om kærlighed: Det, der afholder et ungt menneske fra at trække sig tilbage, er ønsket om kærlighed, ønsket om at give, hvad der er mest vidunderligt for mennesket og det mest smukke for Gud, fordi den definition, som Johannes giver af Gud, er ”at Gud er kærlighed”. Og når en ung mand elsker, lever og gror, trækker han sig ikke tilbage. Han vokser, vokser, vokser og giver.

Men hvad er kærlighed? ”Er det en sæbeopera, Fader? Det, vi ser i tv-programmer?” Nogle tror, at det er kærlighed. Det er så velsignet at tale om kærlighed, mange smukke, smukke, smukke ting kan siges. Imidlertid, kærligheden har to akser, som den roterer om, og hvis en person, et ungt menneske ikke har disse to akser – disse to dimensioner af kærligheden – er det ikke kærlighed. Først og fremmest, kærligheden ligger mere i gerninger end i ord: Kærligheden er konkret. For to timer siden talte jeg med en Salesisk familie om det konkrete i deres kald, – og jeg ser, at de føler sig unge, fordi de står her foran! De føler sig unge! Kærligheden er konkret, den er mere i gerninger end i ord. Det er ikke kærlighed bare at sige: ”Jeg elsker dig, jeg elsker alle mennesker”. Nej. Hvad gør du for kærligheden? Kærligheden giver sig selv. Læg mærke til, at Gud begyndte at tale om kærlighed, da Han besøgte Sit folk, da Han udvalgte Sit folk, da Han lavede en pagt med Sit folk, da Han frelste Sit folk, og som Han tilgav så mange gange – Gud har så meget tålmodighed! – Han gjorde, og Han fremstod som kærlighed, kærlighedens gerninger.

Den anden dimension, den anden akse, om hvilken kærligheden drejer, er, at kærligheden altid er kommunikeret, det vil sige. Kærligheden lytter og svarer, kærligheden er indbygget i dialogen, i fællesskabet: Den er kommunikeret. Kærligheden er hverken døv eller stum, den kommunikerer. Disse to dimensioner er meget nyttige for at forstå, hvad kærligheden er, den er ikke en romantisk følelse i øjeblikket eller en historie, nej. Den er konkret, den er gerninger. Og den er kommunikeret, det vil sige, at den altid er i dialogen. Continue reading