Skt. Faustinas vision af helvede

Skt. Faustina: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”.

Skt. Faustina, den polske nonne, der modtog mange åbenbaringer fra Kristus vedrørende Hans guddommelige barmhjertighed, fik vist helvede, så folk kunne angre og vende sig til Ham for at få tilgivelse.

I paragraf 741 i hendes nu velkendte Diary of Skt. Faustina fortæller hun, at grunden til at vor Herre sendte Sin engel for at eskortere hende til helvede, var følgende: Jeg skriver dette på Guds befaling, så ingen sjæl kan undskylde sig med: At der ikke er noget helvede, eller at ingen har været der, så ingen kan sige, at de ikke ved, hvad det er for noget.

Hun beskriver de forskellige former for pinsler, hun så, der blev anvendt på de sjæle, der havde almene og fejlagtige antagelser, nemlig at: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”. ”Det var det, jeg bemærkede”, skriver hun.

Vor Herre gav i begyndelsen af den 20. århundrede Skt. Faustina åbenbaringer, som indeholdt forskellige aspekter af Hans guddommelige barmhjertighed for at tilskynde verdens børn, der er omgivet af synd til at søge Hans barmhjertighed ved sønderknust og med hjertets omvendelse at bekende deres synder. En af disse åbenbaringer handlede om helvedes pinsler.

Det, den polske nonne erfarede, da hun ”besøgte” helvede, var to kategorier af pinsler: Dem, som kan betegnes som kollektive pinsler og dem, som kan betegnes som individuelle pinsler:

Hun beretter, at der kan nævnes syv generelle former for lidelse, som alle (sjælene) var underlagt:

  • At være uden Gud
  • En bestandig samvittighedskval
  • At ens tilstand aldrig ændres
  • En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den
  • Et vedvarende mørke, en kvælende stank samt synet af andre tilstedeværende
  • Satans vedvarende selskab
  • En frygtelig fortvivlelse, et had til Gud, afskyelige eder, forbandelser og blasfemisk tale

Udover de generelle pinsler, der ”ramte” kollektivt, så Skt. Faustina videre den enkeltes pinsler: ”Specielle former for pinsler er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der knytter sig til den enkeltes sanser. Hver enkelt sjæl gennemgår forfærdelige og ubeskrivelige pinsler, der relaterer sig til, den måde sjælen har syndet på”.

”Besøget” i helvede gjorde, at Skt. Faustina ubønhørligt bad for synderes omvendelse. ”Derfor beder jeg endnu mere for syndernes omvendelse”, sagde hun. ”Uophørligt anråber jeg Guds barmhjertighed, og at den må nå dem”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 20. april 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-faustinas-vision-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Palmesøndag 25/3/2018

Palmeprocessionen – Evangelium

Mark 11,1-10 eller Joh 12,12-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.” Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det. Nogle af dem, som stod der, spurgte: “Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!” Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå. De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det. Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne. Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:

Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
Hosianna i det højeste!

eller:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

Den store folkeskare, som var kommet til festen, hørte at Jesus var på vej til Jerusalem.  De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

1. læsning Es 50,4-7

Gud Herren har givet mig
disciples tunge,
så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
Hver morgen vækker han mit øre,
og jeg hører som en discipel.
Gud Herren har åbnet mit øre,
og jeg var ikke genstridig,
jeg veg ikke tilbage.
Jeg lod dem slå min ryg
og rive skægget ud af mine kinder.
Jeg skjulte ikke mit ansigt
for skændsler og for spyt.
Gud Herren er min hjælper,
derfor blev jeg ikke til spot og spe;
derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
“Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.

De deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!

Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!

2. læsning Fil 2,6-11

Kristus, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Mark 14,1-15,47 eller Mark 15,1-39

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

E. Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel. For de sagde: “Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket!”

Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden:
F. “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.”
E. Og de overfusede hende. Men Jesus sagde:
K. “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

E. Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham:
F. »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«
E. Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem:
†. »Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os.«
E. Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, kom han og de tolv. Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus:
†. »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.«
E.  De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
A. »Det er vel ikke mig?«
E. Han sagde til dem:
†. »Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg.  For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

E. Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde:
†. »Tag det; dette er mit legeme.«
E. Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.  Og han sagde til dem:
†. »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«

E. Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Og Jesus sagde til dem:
†. »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«
E. Peter sagde til ham:
A. »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.«
E. Men Jesus sagde til ham:
†. »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.«
E.  Men han forsikrede endnu stærkere:
A. »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.«
E. Det samme sagde også alle de andre.

Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple:
†.  »Sæt jer her, mens jeg beder.«
E. Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst og sagde til dem:
†. »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!«
E. Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. Han sagde:
†. »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« 
E. Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter:
†. »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«
E. Atter gik han bort og bad med de samme ord. Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham.  Så kom han for tredje gang og sagde til dem:
†. »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

 E. Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde:
A. »Rabbi!«
E. og kyssede ham.  De lagde hånd på ham og greb ham. En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Så tog Jesus til orde og sagde til dem:
†. »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«
E. Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.  Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:
F.  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« 
E. Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus:
†. »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«
E. Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen:
A. »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«
E. Jesus svarede:
†. »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« 
E. Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde:
A. »Hvad skal vi nu med vidner? I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?«
E. Og de dømte ham alle skyldig til døden.

Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham:
F. »Profetér så!«
E. Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde:
A. »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«
E. Men han nægtede det og sagde:
A. »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.«
E. Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.   Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der:
A. »Han dér er en af dem.« 
E. Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter:
A. »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«
E. Da gav han sig til at bande og sværge:
A. »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« 
E. I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
A. »Er du jødernes konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Du siger det selv.«
E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
E. De råbte tilbage:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus spurgte dem:
A. »Hvad ondt har han da gjort?«
E. Men de råbte blot endnu højere:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« 
E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
†. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
E. – det betyder:
†.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
F. »Hør, han kalder på Elias.«
E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 E. Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

 Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,  kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.
Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.

Den korte form:Mark. 15, 1 – 39

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN MARKUS.

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham:
A. »Er du jødernes konge?«
E. Jesus svarede:
†. »Du siger det selv.«
E. Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen:
A. »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«
E. Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.   Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem:
A. »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«
E. Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem:
A. »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«
E. De råbte tilbage:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus spurgte dem:
A. »Hvad ondt har han da gjort?«
E. Men de råbte blot endnu højere:
F. »Korsfæst ham!«
E. Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
F. »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« 
E. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:
F. »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«
E. Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
†. »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«
E. – det betyder:
†.  »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
E. Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
F. »Hør, han kalder på Elias.«
E. Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:
A. »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«
E.  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:
A. »Sandelig, den mand var Guds søn.«

HEAD OF VATICAN COMMUNICATIONS RESIGNS AMID SCANDAL

VATICAN CITY (ChurchMilitant.com) – After a scandal involving a doctored photo of a letter from Pope Benedict, the head of Vatican communications is stepping down.

AskaNews reported Wednesday morning that Msgr. Dario Viganò has submitted his letter of resignation, and the pope has accepted.

“The Holy Father Francis has accepted the renunciation of Mons. Dario Edoardo Viganò, Prefect of the Secretariat for Communication (SPC)”, announced Vatican spokesman Greg Burke. “Until the new Prefect is appointed, the SPC will be led by the Secretary of the same Dicastery, Mgr. Lucio Adrián Ruiz.”

More

Vatican admits leaving out another key paragraph from Benedict’s letter on Francis

VATICAN CITY (ChurchMilitant.com) – After a scandal involving a doctored photo of a letter from Pope Benedict, the head of Vatican communications is stepping down.

AskaNews reported Wednesday morning that Msgr. Dario Viganò has submitted his letter of resignation, and the pope has accepted.

“The Holy Father Francis has accepted the renunciation of Mons. Dario Edoardo Viganò, Prefect of the Secretariat for Communication (SPC)”, announced Vatican spokesman Greg Burke. “Until the new Prefect is appointed, the SPC will be led by the Secretary of the same Dicastery, Mgr. Lucio Adrián Ruiz.”

More

Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 4. del

Kirkens viden om – og Hendes forståelse af mennesket

I denne sidste artikel vil jeg komme ind på den store viden og forståelse, som Kirken har af, at der er behov for en renselse, et behov, der ikke kun gør sig gældende for det kommende (evige) liv, men også for de bevæggrunde vi har her og nu. Hvorfor vil vi tjene Gud? Hvad holder vi af? Hvad er vi bange for?

Uansvarlighed i forbindelse med sognes forvaltning, et korrupt fremme af aflad samt talrige andre misbrug var omfattende på tærsklen til den protestantiske reformation. Det er ikke forkert at formulere det således, at måden, hvorpå man forsøgte at løse problemet, var langt værre end selve ”sygdommen”. Ligesom en meget stærk medicin, der nærmest amputerer en legemsdel frem for at kurere den, bandlyste de protestantiske sekter aflad og Sakramentalier samt Bodens Sakramente og doktrinen om purgatoriet, og endnu mere konsekvent benægtede man i nogle tilfælde sondringen mellem dødssynden og den tilgivelige synd. Ved at gøre sådan handlede man mod bedre vidende, fordi man banede vejen for en uklar definition af – og eventuel underminering af sammenhængen mellem synd og barmhjertighed, skyld og nåde, renselse og værdighed, som er det centrale for den kristne tro (1).

Enhver, der tror på, at sjælen er udødelig og overvejer menneskets syndighed, vil kunne se behovet for et overjordisk purgatorie eller renselsessted, som den hedenske filosof Platon gjorde; enhver, som har gjort brug af åndelig vejledning, værdsætter det mundtlige skriftemål, som det mest effektive middel til at besejre fejltrin; enhver, der forstår menneskets tosidede sammensætning, den sanselige og den åndelige, vil fornemme behovet for sakramenter ligesom ikoner, indviet vand og perlerne i en rosenkrans for at fastholde det på dydens vej. At give slip på sådanne ting vil blot vise, at forståelsen af mennesket er meget svag, eller at man tror, at synden ene og alene kan overvindes af en selv, en overvindelse, der sikkert aldrig har fundet sted i hele verdenshistorien, eller at man praktisk talt mister fornemmelsen for syndens alvor. Uden forståelse for hvad synd er, hvordan den fungerer, eller hvordan den vil blive straffet, hvordan den kan tilgives og undgået, forstår man ikke, at dens realitet er, at man bliver underkastet den og i sidste instans kasseres.

De, som siger, at frygten for helvede er et egoistisk og uværdigt motiv for at vende sig mod Gud og holde sig væk fra synden, viser uagtsomt, hvor lidt de ved om mennesket og dets svagheder. De har ikke tilstrækkeligt og intenst betragtet den faldne naturs plagede ansigt, presset af fristelse, stædighed og beslutsomhed. Uden frygten for helvede ville helvede i sig selv synes større. Fjern denne frygt og du fjerner dens brod, trompetfanfaren, som nogle omvandrende syndere har behov for at få dem ind til skriftestolen og ned på knæ. Yderligere har troende kristne behov for fra tid til anden at blive mindet om, hvad de er ved at miste ved at afvise livets nåde. Skt. Thomas Aquinas, et meget følsomt menneske, siger det på følgende måde: 

Mennesket undgår fejltagelser ved at minde sig selv om følgerne: Ved at tænke på fordømmelsen, vi er advarede mod synden, i lang tid, bidende og mangfoldige er helvedes pinsler: Tænk på livets afslutning i alt, hvad du foretager dig, så vil du aldrig nogensinde synde (Sir 7:36).

Man kan ikke protestere stærkt nok mod forfattere, som angriber den vestlige Kirke vedrørende dette emne. Et angreb på doktrinen vedrørende det at omvende sig på grund af frygten for helvede, som traditionelt er kendt som det ufuldstændige bidrag, stammer fra en kombination af naivitet og stolthed. Frygten for helvede kan være blevet misbrugt fra tid til anden af prædikanter, som glemte at kombinere barmhjertighed med alvor. Ikke desto mindre er det både urealistisk og ugudeligt at udrydde eller nedvurdere selve motivet for frygten og nedgøre frygtens nødvendige rolle i det åndelige liv hos det faldne menneske. Vor Kirke beder os i Sin visdom om at foretage Bodens Sakramente, inden vi modtager absolutionen. Den traditionelle formel, skønt den er simpel, fortjener megen overvejelse: 

Min Herre og min Gud! Af hele mit hjerte angrer jeg alle mine synder. Jeg vender mig bort med afsky fra dem, fordi jeg ved, de har fortørnet Dig og fortjent at blive straffet af Dig (motivet for den ufuldkomne anger), min største velgører og kærligste Fader. Men i særdeleshed er jeg bedrøvet over, at jeg ved mine synder har været utaknemlig imod Dig og gjort Dig imod, Du, det højeste og mest fuldkomne gode, som jeg elsker over alt (motivet for den fuldkomne anger) … Med Din bistand fortsætter jeg mig oprigtigt at forbedre mig og undgå enhver farlig lejlighed til synd. Jeg vil heller ikke for nogen pris atter begå en svær synd.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at hvis frygten for Gud er begyndelsen til viden, som Den hellige Skrift lærer, kan frygten for helvede være begyndelsen til en

oprigtig metanoi eller hjertets forvandling. Som Kierkegaard siger: 

Thi, ligesom lærerens strenghed til tider er nødvendig, ikke for at straffe den uopmærksomme, men for at få opmærksomhed og for at tvinge eleven til at se på det, som han bør se på, i stedet for at sidde distræt og blive forledt til at se på alle mulige ting – på samme måde må frygten for fortabelse hjælpe den, der lider, til at have fokus på det, der er det væsentlige og derved hjælpe ham til at opdage fryden derved.

Lignende kommentarer kan rettes mod dem, der kritiserer kristne for at adlyde Kristus og Hans Kirke ”for at komme i Himlen”. Der kan være kristne, hvis holdning til frelsen er camouflage for egoisme eller individualisme, der gemmer sig bag en kåbe af fromhed. Men det er på tide at genvinde en stærk og sund kærlighed til Himlen. Kom Kristus ikke for at frelse os, fortalte Han os ikke igen og igen, hvad det er, vi må gøre for at frelse vore sjæle og være sammen med Ham i paradis? Fremgår det ikke tydeligt af Hans ømme ord, specielt i ”afskedsforkyndelserne”, der er nedfældet i Johannes Evangeliet, nemlig at Han længes efter at bringe os ind i Sin Faders rige, og der lade os tage del i Lammets bryllupsfest? Det står yderligere klart, at Hans disciple altid har stræbt efter saliggørelse og den fuldendte samhørighed med Gud, det som Det Nye Testamente hele vejen igennem har som ”den røde tråd” er frelsen, og Kirken har videre i Sin visdom lært os at søge frelsen før alt andet (4). Lad det stå klart: Formørkelsen af Himlen er noget af det værste, der kan ske, når man vender sig mod det verdslige, som var en del af Vatikan II’s ånd. Gud skabte os ikke til at leve for evigt i denne verden, som forsvinder, og som vi alle må give slip på. Før vi ved af det, ligger vi på dødslejet, og det eneste spørgsmål, som betyder noget der, er: Hvorfor har jeg levet? Og hvor skal jeg hen nu?

Gud skabte os til denne afslutning, således at vi kunne blive forenet med Ham i kærlighed af egen vilje, et drømmesyn af Ham vor guddommelige ægtefælle. Gud skabte mennesket for at guddommeliggøre det. Således som Den katolske Kirkes Katekismus lærer os det (1024): ”Dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed, dette livs- og kærlighedsfællesskab med Den, med Jomfru Maria, englene og alle de salige …. er det endelige mål for mennesket og opfyldelsen af dets dybeste længsler, den højeste og endegyldige saligheds tilstand”. At dvæle for evigt i det himmelske kongerige forenet med Gud i et bånd af uløselig kærlighed er vor fuldkommengørelse, den afsluttende overordentlige kærlighedsgave, som Han har beredt for os. Ved bøn og opofrelse kan vi blive værdige til at udtale ordene fra Skt. Ignatius af Antioch: … der er i mig et levende vand, der i mit indre siger til mig: ”Kom til Faderen” (5).

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Protestanter forkaster fuldstændigt purgatoriet, mens de østlige ortodokse teologer har et andet problem. De forkaster purgatoriet, fordi de fastholder, at ifølge skabningens ontologiske status kan der ikke være noget sted, hvor der pågår en midlertidig renselse; himlen rummer snarere en evig renselse af helgenerne. Men dette standpunkt er fejlagtigt af to årsager. For det første kan en sjæl, der bærer syndens stænk være nær den guddommelige tilstedeværelse, den må først være hellig i dens fulde udstrækning. For det andet er der ikke en uendelige mængde af hellighed til rådighed for den enkelte skabning; der er kun så meget godhed, som et menneske kan besidde. Det er den godhed, som er nødvendig for at komme i Himlen, og når en sjæl en gang har opnået den ved Guds nåde, der udgydes over den i purgatoriet, og derfor er der ikke yderligere behov for yderligere renselse af urenhed og uværdighed. Det tænkende menneske er ikke uværdigt i Guds nærværelse, fordi det blot er en skabning, men snarere fordi det er en ulydig tjener. Når dens mangel på trofasthed er fjernet, kan den stå ydmyg men værdig overfor Den Almægtige. Forskellen mellem vest og øst har rødder i en meget dybere forskel, nemlig, hvor vidt eller ej den lyksagliggjorte nyder godt af, det umiddelbare syn af selve det guddommelige væsen; og den kan også blive forbundet på et andet niveau af værdighed i overensstemmelse med mennesket som et billede af Gud. Den vestlige fastholdelse af purgatoriet som nødvendig for renselse nedstammer fra en højere vurdering af den værdighed, dette billede er i stand til at være i Guds nærvær.

(2): Gilby, Theological Texts, 264.

(3): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna H. Hong (Princeton: Princeton University Press, 1997), p. 142.

(4): At have opfattelsen af at vi på en eller anden måde er i stand til at elske Gud “blot for Hans skyld” og ikke på grund af vores enorme behov, vores sult og vores tørst efter Hans tilstedeværelse, vore behov – selv Kierkegaard, som er knap så venligsindet overfor katolsk teologi, ser denne fejltagelse, blasfemien i forhold til dette. Nuvel, ”alle ting må tjene os til det gode, når vi elsker Gud”, taget fra Christian Discourses, p. 188.

(5): Citat fra Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1011.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 15.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iv

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

5. søn i fasten (18/3/2018)

1. læsning Jer 31,31-34

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: “Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Vekselsang Sl 51,3-4.12-13.14-15

R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd.

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

Lad mig atter frydes over din frelse,
styrk mig med en villig ånd!
Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
så syndere kan vende om til dig.

2. læsning Hebr 5,7-9

Mens Kristus levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.

Akklamation til Evangeliet Joh 12,26

Den, der tjener mig, skal følge mig, siger Herren;
og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

Evangelium Joh 12,20-33

Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: “Herre, vi vil gerne se Jesus.” Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Amerikansk biskop beder om, at man i hans bispedømme begynder at modtage Kommunionen ”knælende og på tungen”

Robert Morlino, der er biskop i bispedømmet Madison i Wisconsin, har bedt hele bispedømmet om (til næste efterår) at begynde at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen for at forøge ærbødigheden for Kristi realpræsens i Eukaristien.

Biskoppen fremsatte sin bøn, som en afslutning på prædikenen den 11. april ved oliemessen, hvor olierne blev indviet, så de i bispedømmets sogne kunne anvendes ved de sakramentale handlinger.

”Jeg vil bede om, at vi sammen har fokus på, at vi viser større ærbødighed, når vi modtager Den hellige Kommunion. Jeg vil bede om, at man tilskynder folk til at modtage Kommunionen knælende og på tungen” sagde han ved afslutningen af sin prædiken.

”Der er ingen tvivl om, at modtagelsen af Kommunion på tungen er forbundet med større ærbødighed. Og samtidig fører dette ikke til en skødesløs adfærd. Jeg vil derfor bede om, at man til efteråret lærer vore elever at modtage Kommunionen på tungen”, tilføjede han.

Indtil 1960 modtog katolikker over hele verden Kommunionen knælende og på tungen. Vanen med at modtage Kommunionen i hånden blev til grundet ulydighed, der har sin rod i Holland. På grund af det omsiggribende misbrug ved at modtage Kommunionen i hånden bevilgede pave Paul VI en pavelig dispensation for denne praksis i 1969 i et brev fra Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Brent King, som er overhoved for bispedømmet Madinson’s kommunikationsafdeling, fortalte LifeSiteNews, at måden, hvorpå man modtager Kommunionen på den traditionelle måde, knælende og på tungen, er med til at forøge en ærbødighed (overfor Gud) grundet den ydre holdning, hvor man med kroppen viser en underdanighed, der korresponderer med den indre holdning, hvor man ydmyger sig for Gud.

I brevet til menigheden i Filippi, skrev Paulus: ”For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig”.

King sagde: ”Hvis vi knæler, viser vi ærbødighed overfor Det, vi rent faktisk tror på, nemlig at Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed er til stede i Hostien”.

Han gjorde det også klart, at ingen vil blive nægtet modtagelsen af Kommunionen, hvis de fortsat ønskede at modtage den i hånden.

Under sin prædiken henviste Morlino til præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, kardinal Sarah’s henvendelse, hvor han gjorde rede for den ”alvorlige troskrise” Kirken befinder sig i på grund af en ”forarmet” liturgi.

Kardinal Sarah sagde, at denne krise, som ikke kun kommer til udtryk på lægmandsniveau også findes blandt præster og biskopper, og som har gjort os blinde for den dybere forståelse af, at den Eukaristiske liturgi, som er identisk med den handling, som blev foretaget en gang for alle af Jesus Kristus, idet offeret på korset blev gjort nærværende på ublodig vis ved Kirken, til enhver tid, alle steder, hos alle folk og nationer.

”Der er ofte en ugudelig tendens til at til at reducere Den hellige Messe til et simpelt og ’hyggeligt’ måltid, en fejring af en profan fest, menighedens fejring af sig selv eller endnu værre en forfærdelig afledning fra smerten over et liv, der ikke længere giver mening eller fra frygten for at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Hans blik afslører – og samtidig forpligter os til med oprigtighed og uforfærdet at anskue det ”grimme”, der er i vores indre. Men Den hellige Messe er ikke en afledning. Den er Kristi levende offer, der døde på korset for at frelse os fra synd og død, og med det formål at åbenbare Gud Faders kærlighed og herlighed”, tilføjede kardinalen.

Biskop Morlino sagde, at mens Den katolske Kirke har udmærket sig i sociale spørgsmål på alle niveauer, har Den undladt at videregive den levende tro til den nuværende – og de kommende generation(er). Han sagde, at dette blev åbenbart af den kendsgerning, at mindre end 25 % af katolikkerne i dag går til Messe.

Som en opfølgning på Sarah’s oplæg, beklagede Morlino, at en ”travlhed” har indsneget sig i liturgien, hvor de fleste ser sig tilskyndet til at skulle ”være aktive” under Messen. Han sagde, at Det Andet Vatikankoncils opfordring til ”actuoso participatio” blandt lægfolket snarere henviser til en ”nærværende” deltagelse snarere end en ”aktiv” deltagelse.

Biskoppen sagde, at det er langt vigtigere for messedeltagerne at grunde over (på et dybere plan), hvad det er, der sker under Messen, nemlig at Gud er til stede med Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Dette burde berøre messedeltagernes sjæle og fylde dem med ærefrygt og undren, men alt for ofte er de troende så travlt optaget (med andet), at de ikke bemærker dette, tilføjede han.

Fr. John Zuhlsdorf, præst i bispedømmet Madison, skrev på sin Fr. Z’ blog, at det, som biskop Morlino her foretager sig er ” det helt rigtige”.

”Det er på tide, at vi, som enkeltpersoner, menigheder, Kirkens samfund, små, store, familier, bispedømmer og nationer, begynder at udvikle en mere alvorlig og transformerende hellig liturgisk tilbedelse”, sagde han.

”Derfor er det, som Biskop Morlino har gjort, det helt rigtige. Han har vist et personligt eksempel. Han har vist lederskab. Han har med klogskab igangsat dette med en indledende fase, hvor der er gjort plads til vejledning og samtale med præster og lægfolk. Det er en stor velsignelse for Den hellige Kirke, at han troligt udfylder sit ”tungtvejende” hverv som biskop. Må hans eksempel blive fulgt op af dem, der (pastoralt) skal tage vare på sjælene”, tilføjede han.

Sidste år, da kardinal Sarah anmodede klerikale om at tage ’ad orientem til sig (at vende sig mod øst under Messen) i adventstiden, var Morlino en af de første biskopper i Kirken til at besvare denne opfordring.

Forud for dette bad Morlino samme år om, at Tabernaklet blev flyttet tilbage til Kirkens centrum i bispedømmets kirker.

Biskop Morlino kom til bispedømmet Madison i 2003. På det tidspunkt blev bispedømmet ofte karakteriseret som værende liberalismens bastion både rent politisk og åndeligt. Der var kun seks præstestuderende, men under Morlino’s lederskab er antallet af præstestuderende blevet seksdoblet frem til 2015.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af og publiceret på LifeSiteNews.com d. 13. april 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-bishop-asks-diocese-to-begin-receiving-communion-on-tongue-while-kneel

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

4. søn i fasten (11/3/2018)

1. læsning 2 Krøn 36,14-16.19-23

Alle Judas ledende præster og overhovederne for folket blev mere og mere troløse og fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Herrens tempel, som han havde helliget i Jerusalem, gjorde de urent. Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig. Men de spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for nar, indtil Herren blev så vred på sit folk, at han ikke længere ville skåne det Så stak de ild på Guds hus og rev Jerusalems mur ned, og alle dens borge brændte de ned, så alle dens kostbare skatte blev ødelagt. Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.

Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: “Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop.”

Vekselsang Sl 137,1-2.3.4-5.6

R. Min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig.

Ved Babylons floder
sad vi og græd,
når vi tænkte på Zion;
i poplerne derovre
hængte vi vore citere.

For vore fangevogtere
krævede, at vi skulle synge,
vore plageånder krævede glædessang:
“Syng for os
af Zions sange!”

Hvordan skulle vi kunne synge
Herrens sange
på fremmed jord?
Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;

Gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig,
hvis ikke jeg sætter Jerusalem
over min højeste glæde.

2. læsning Ef 2,4-10

Brødre og søstre! I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, Gud elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

Således elskede Gud verden,
at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Evangelium Joh 3,14-21

På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience

Until the 1960s, Catholics around the world received Communion kneeling and on the tongue. The practice of Communion in the hand grew out of a disobedience that can be traced back to Holland. Because of the widespread abuse of receiving in the hand, Pope Paul VI granted an indult for the practice in a 1969 letter from the Sacred Congregation for Divine Worship.

More about this issue