Kristi Legems og Blods fest

1. læsning 1 Mos 14,18-20

Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste. Han velsignede Abram og sagde:
“Velsignet være Abram af Gud den Højeste,
skaberen af himmel og jord.
Velsignet være Gud den Højeste,
som gav dine fjender i din magt.”
Og Abram gav ham tiende af det alt sammen.

Vekselsang Sl 110,1.2-3a.3bc-4

R. Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.

Herren sagde til min herre:
“Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!”

Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
På hellige bjerge har jeg født dig
som dug af morgenrødens moderskød.”
Herren har svoret og angrer det ikke:
“Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.

2. læsning 1 Kor 11,23-26

Brødre og søstre. Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukom­melse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Sekvens

Pris, o Sion, din Forsoner,
pris i glade jubeltoner
Ham, din Hyrde og din Drot.
Hvad du mægter, tør du vove,
aldrig kan du nok ham love,
mod hans vælde alt er småt.

Højt i dag det brød vi hylde,
som i sig har livets fylde
og for os er livsens brød,
det, som vi med tro bekender,
at de tolv af Jesu hænder
ved den sidste nadver nød.

Hjertet svulme højt af glæde,
sangen stige mod Guds sæde
i et tusindtunget kor;
thi den dag vi ihukomme,
da vor Frelser, os til fromme,
selv indstifted dette bord.

I den nye konges rige
må den gamle påske vige
for det nye påskelam:
Skyggen er for sandhed svundet,
natten endt, og dag oprundet,
alt er blevet nyt i ham.

Hvad hans venner så ham virke,
bød han, skulle i hans Kirke
ske til minde om hans død.
Efter Jesu egen lære
frelsens offer vi frembære
på vort alter: Vin og brød.

Kristen tro os vished giver:
Brødet til hans legem bliver,
vinen til hans hjerteblod.
Hvad forstand og sans ej nemme,
lærer troens trygge stemme,
al naturens skik imod.

Brød og vin er kun et dække,
og der skjuler sig bag begge
skikkelser en skat så stor.
Kød er spise, blod er drikke,
og dog splittes Kristus ikke,
helt bag hver en form han bor.

Ej han deles, når han nydes,
ej han mindskes, ej han brydes,
helt og udelt rækkes han.
Een og tusinde annamme,
een og tusind få det samme;
aldrig han fortæres kan.

Af de gode, af de onde
nydes han; dog ingenlunde
times dem de samme kår.
Liv det til de gode giver,
død det for de onde bliver,
skønt det samme brød de får.

Brydes brødet, ej du glemme:
Hvad det hele fik at gemme,
gemmes i hver enkelt del.
Væsensfylden kan ej svækkes;
tingen, der af tegnet dækkes,
bliver lige fuld og hel.

Se Guds engles brød det skære,
føde for Guds sønner kære!
ej for hund det kastes skal.
Som et billed derpå agtes
lammet, der til påske slagtes,
ørknens rige mannafald.

Gode hyrde, Jesu søde,
kom os nådig hist i møde,
ind til livet da os led!
Du, hvis kød vi her tør æde,
giv os i din helgenkæde
arvelod til salighed!

Akklamation til Evangeliet Joh 6,51

Halléluja!
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen;
den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

Evangelium Luk 9,11b-17

Jesus drog til en by ved navn Betsaida, men skarerne opdagede det og fulgte efter ham, og han tog imod dem og talte til dem om Guds rige, og han helbredte dem, der trængte til hjælp. Da dagen var ved at gå på hæld, kom de tolv hen til ham og sagde: “Send skaren bort, så de kan gå hen til landsbyerne og gårdene heromkring og finde et sted at tage ind og få noget at spise. Her er vi jo på et øde sted.” Men han svarede dem: “Giv I dem noget at spise!” De sagde: “Vi har ikke mere end fem brød og to fisk, hvis vi da ikke skal gå hen og købe mad til alle disse mennesker.” Der var nemlig omkring fem tusind mænd. Men han sagde til sine disciple: “Få dem til at sætte sig ned i grupper på omkring halvtreds hver.” Det gjorde de og fik alle til at sætte sig. Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød dem og gav disciplene dem, for at de skulle dele ud til skaren. Og alle spiste og blev mætte, og de stykker, de fik tilovers, blev samlet sammen, tolv kurve i alt.

Dette vidste jeg ikke om Bugnini og liturgien

Som en person, der tilhører den generation, der defineres som ” Millennium-generationen”, (den generation, der er født mellem 1980 – 2000), og som blev fravænnet troen ved Novus Ordo Missae, er jeg blevet formet af Novus Ordo Missae’shovedarkitekt ærkebiskop Annibale Bugnini (1912-1982). Der er rigtig meget, jeg ikke havde kendskab til omkring Bugnini og den revolution, han igangsatte i forhold til liturgien.

Jeg vidste ikke, da jeg voksede op og gennem min ungdom, at denne mand, der stod bag den ”reformation”, der markant skulle forandre liturgien, hævdes at have været frimurer, eller det, der er værre. Jeg vidste ikke, at den Romerske Canon skulle foregå i stilhed eller udtrykt mere poetisk, være ”iklædt” korsets stilhed, eller at det, præsten i dag foretager, som minder om en teaterforestilling, er en logisk konsekvens af det, at man har ”vendt sig bort” fra ad orientem tilbedelse. Jeg har kort sagt manglet en forståelse for, hvorfor jeg har været vidne til en mangfoldighed af mærkeligt fejrede liturgier.

Jeg vidste ikke, at Bugnini angiveligt benyttede sig af ”lumske kneb” til at opnå det, hans ”bagmænd” havde i sinde. Følgende er et citat, som stammer fra Fr. Louis Boyer’s erindringer. Som sekretær for Vatikanet II’s forberedende kommissorium vedrørende liturgien, var han vidne til, at Bugnini overfor nogle meningsfæller klargjorde, at man af strategiske grunde måtte lade tingene fremgå i ”det skjulte”, for at der kunne foretages en tilrettelæggelse af de postkonciliære ændringer. Han formulerer det på følgende måde:

Det ville være højest ubelejligt, at de enkelte punkter i det, vi har konstrueret, blev afvist af centralkommissionen eller af selve koncilet. Derfor må vi træde varsomt og være diskrete. Vi må gøre dette med forsigtighed, således at forslagene formuleres på en sådan måde, at der bliver sagt en hel del, uden at der i realiteten bliver sagt noget: lad mange ting blive sagt i det skjulte, for på den måde er der stadig en åbning for legitime og mulige postkonciliære beslutninger og anvendelsesmåder: lad intet af det, der bliver sagt antyde, at der er tale om mange nye ting, for det kan ødelægge det resterende … (1).

Der er her tale om ren og skær tilståelse af, at man placerede ”tidsindstillede bomber” i koncilteksten, tvetydige passager, der senere undergik undergravende fortolkninger foretaget af Bugninis udvalg, der samtidig stod for den senere implementering. Jeg havde ikke forstået, at jeg var blevet fanget i de mange eksplosioner, der havde ramt liturgien, og at jeg nu befandt mig i ”ruiner og murbrokker”.

Jeg vidste ikke, at i marts 1965 fejrede pave Paul VI Messen næsten udelukkende på italiensk, hvor han stod med ansigtet mod menigheden (ad populum). Han gjorde dette for at blåstemple den eskalerende liturgiske omvæltning. To år senere begyndte Bugnini på sit arbejde med at forvandle Den Hellige Messe til det helt igennem uigenkendelige. Mens han gjorde alt dette, agerede han ligesom en vendekåbe (en person der skifter standpunkt, som regel efter hvad der betaler sig bedst). Ved synoden i 1967 fejrede han en ”normal” Messe på italiensk ad populum med tre læsninger, med reduceret brug af knæbøjninger, langt flere hymner, et forandret Offertorium samt den nye Eukaristiske bøn (nr. 3). Jeg vidste ikke, at den Eukaristiske bøn (nr. 2) var blevet til ved en idéudveksling på en café og sammenfattet i al hast.

Jeg vidste ikke, at biskopperne uden forbehold stemte imod denne revolutionerende Messeform, og dette karakteriserer Yves Chiron, som en ”offentlig afvisning” af Bugninis arbejde. Pave Paul VI havde stadig stor tiltro til Bugnini, og to år senere i denne måned er det netop 50 år siden, at den forkastede 1967-udgave af Den ”Ordinære Messe” blev genintroduceret og gjort til en norm, og det er Den Messe, som vi i dag kender, som Novus Ordo Missae. Jeg vidste ikke, at Paul VI’s forsvar for denne nye Messeform betød, at det latinske sprog samt de gregorianske hymner måtte fjernes. Det er den måde, Peter Kwasniewski beskriver det på.

Nej, jeg havde ikke nogen anelse om, hvor meget der blev afskaffet ved aggiomamentio. Bugnini forholder sig i sine arbejder nedladende overfor det ”afdæmpede og rolige”, som betegnede menighedens tilstedeværelse i fortiden. Hans slogan var ”aktiv deltagelse” i mysteriet. Allerede i 1940 eksperimenterede Bugnini med at ”omdefinere” Messen, hvor en lektor skulle få menigheden højlydt til at sige italienske formuleringer overført fra den latinske liturgi. Jeg havde ikke forstået, at det latinske sprog, et sandt arsenal af ortodoksi, var en hindring for de ”tidsindstillede bomber”, der var en del af hans revolution, som Dom Prosper Guéranger beskriver det (2). Jeg forstod ikke, at dette hellige sprog fungerede som et ukrænkeligt klæde, der omgrænser hele (Messe)Offeret, og at den liturgiske stilhed er én stor hymne til Gud, et citat der stammer fra den vidunderlige Nothing Superfluous.

Jeg forstod ikke til fulde, at det transcendente, der ligger i de gregorianske hymner, evner på en overnaturlig måde at vække sjælens allerdybeste ømhed for Gud. I de år jeg gik fra at være barn til ung, elskede jeg ”hymner” som ”Gather Us In” (Skrevet af Marty Haugen, som er en del af den protestantiske denomination United Church of Christ og komponerer liturgisk musik rettet til luthersk regi), og nu græmmes jeg ved denne form for narcissistisk kitch, hvor lyrikken lyder: ”vi har sunget sammen igennem hele historien”. Jeg indså aldrig, at denne nye kult, hvor mennesket er i centrum, er en logisk konsekvens af, at menigheden er holdt op med at stå med front til Gud, og at Bugninis samarbejdspartnere fyldte den nye Messe med en masse tiltag, hvor mennesket kommer i centrum og samtidig bliver ”oplyst” (3). Nu gør det virkelig ondt at se, at man har kasseret alt det sublime ved liturgien, man har ganske enkelt smidt det ud, som var det overflødigt affald.

Jeg vidste ikke, at i modsætning til Bugninis ikonoklastiske handling (A), der havde til hensigt at forenkle Den hellige Messe, gjorde Koncilet i Trent det klart, at Kirkens ritus ”hverken rummer noget, der er unødvendigt eller overflødigt”. For eksempel refererer den nifoldige kyrie i Den Tridentinske Messe til de ni englekor samt de ni slags synder. Denne Messe rummer frugtbare tegn på korset og symboliserer alt fra at Vor Herre forrådes til Hans fysiske og mentale lidelser (4). På en skødesløs måde undertrykte Bugnini, blandt mange ting, en lang række knæbøjninger, kys af alteret og det at gøre korstegnet, fordi disse angiveligt skulle være årsag til, at liturgien blev uforståelig, men også trættende for menigheden. Jeg vidste ikke, at han (Bugnini) engang har udtalt følgende: ”vi bør fjerne alt det fra liturgien, som kan være en ”snublesten” for protestanterne”, og han betegnede sin revolution som ”en stor landvinding for Den Romerske Katolske Kirke”.

Men først og fremmest vidste jeg ikke, hvor mangelfuld min forståelse for Den hellige Messe var. Et minde, der hos mig er blevet indprentet, er af den præst, jeg oplevede i min barndom, som blev ”assisteret” af Kommunionsuddelere, og som løftede Den konsekrerede Hostie på en teatralsk facon, og at han som en entertainer indbød os til at tage del i Lammets bord. I større eller mindre grad konkluderede jeg ud fra dette dramatiske klimaks, at det, der her blev fejret, var et ”fælles måltid”. Jeg havde ingen anelse om ”Ottaviani Intervention” (B), og at den undersøgelse i meget stærke vendinger kritiserede Den nye Messe (liturgi) for på en nærmest sygelig og tvangsmæssig måde at definere sig selv som et ”måltid” fremfor at understrege, at den er en fornyelse af ”det ublodige offer på Golgata”. Definitionen af Messen i Institutio Generalis blev meget snart ændret på trods af advarslerne i Ottaviani Intervention. I Ottaviani Intervention kan man læse, at det begrædes, at korsets mysterium ikke længere er udtrykt i liturgien, men det optræder dog i en vis udstrækning på en uklar, tilsløret og umærkelig måde for menigheden.

Efter at jeg havde læst ”Nothing Superfluous, deltog jeg i en uforglemmelig Tridentinsk Messe. Præsten stod med front til det liturgiske Øst (ad orientem), kun bistået af en messetjener, og pludselig oplevede jeg legemliggørelsen af en linje fra bogen: Life of Christ skrevet af ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen: ”Det er alene ypperstepræsten, der kan frembære dette offer”. Præsten fremsagde højtideligt offertoriet, bukkede ved alteret og vendte sig og sagde: ”Orate Frates” (Brødre, lad os bede), og vi var på en vis måde tilstede i Gethsemane, hvor vi betragtede ypperstepræsten segne under syndens tunge åg samtidig med, at Han indbød os til bøn. Da blev kapellet omsluttet af en dyb og forunderlig stilhed, kun afbrudt af tale, helt præcist, syv gange fra ”Orates Frates” til præstens Kommunion. Det var Den evige ypperstepræst, som selv frembar offeret.

Da vidste jeg, at mysteriet på Golgata havde været på netop dette sted, dette var korsets stilhed, der med mellemrum blev afbrudt af Vor Herres syv sidste ord (5). Da vidste jeg, hvordan jeg skal tilbede det opofrende offer spontant og uhindret af en præst med teatralske bevægelser og lange ordstrømme eller det barnlige fredstegn. Da vidste jeg, omend svagt, hvorfor de hellige uophørligt falder på knæ og tilbeder Lammet i den overjordiske himmelske liturgi (jf. Åb 7: 11).

Da gik det op for mig, hvor meget jeg er blevet berøvet ved Bugninis kup.

Noter

1. Citatet stammer fra Ives Chirons Annibale Bugnini: Reformer of the Liturgi. Medmindre andet er angivet, stammer samtlige og efterfølgende fakta om Bugnini, pave Paul VI og Novus Ordo Missae fra denne bog.

2. Se nærmere i Michael Davies bog: Liturgical Timebombs.

3. Se nærmere i Peter Kwasniewskis bog: Resurgent in the Midst of Crisis.

4. Se nærmere i Fr. James Jacksons bog: Nothing Superflous.

5. Bogen Nothing Superflous fremhæver, at iagttagere i middelalderen var af den opfattelse, at Kristi sidste syv ord kom til udtryk i liturgien, de syv gange præsten taler klart fra ”Orate Frates” til hans Kommunion.

Her følger to tilføjelser til noteapparatet, som ikke er at finde i den engelske tekst.

A. En ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) er en bevidst destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en religion. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.

B. Ottaviani Intervention er en kritisk undersøgelse af Den nye Messe, og den blev færdiggjort den 5. juni 1969. Denne kritiske undersøgelse blev udarbejdet at tolv Romersk Katolske teologer, som arbejdede under ledelse af ærkebiskop Marcel Lefebre og kardinalerne Alfredo Ottaviani og Antonio Bacci. Dette arbejde blev sammen med et medfølgende brev overleveret til pave Paul VI den 25. september 1969.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive d. 25. april 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/bugnini-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den Hellige Treenighed 16.6.19

1. læsning Ordsp 8,22-31

Således taler Guds Visdom:

“Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig,
som det første af sine værker dengang.
Fra evighed er jeg dannet,
fra begyndelsen, før jorden blev til.
Jeg blev født, før strømmene var til,
før der var vandrige kilder;
da bjergene endnu ikke var sat ned,
forud for højene blev jeg født,
førend han skabte landjorden og markerne
og de første støvkorn i verden.
Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede,
da han lagde jordens flade fast på urdybet,
da han samlede skyerne deroppe,
da han lod urdybets kilder strømme,
da han satte en grænse for havet,
så vandet ikke kunne overtræde hans befaling,
da han lagde jordens grundvolde fast,
var jeg ved hans side som hans fortrolige;
jeg var til glæde for ham dag efter dag,
jeg dansede foran ham hele tiden,
jeg dansede på hans vide jord
og glædede mig over menneskene.

Vekselsang Sl 8,4-5.6-7.8-9

R. Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden.

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?

Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.
Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
alt har du lagt under dets fødder,

får og okser i mængde,
selv de vilde dyr,
himlens fugle og havets fisk,
dem som færdes ad havenes stier.

2. læsning Rom 5,1-5

Brødre og søstre! Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.

Akklamation til Evangeliet jfr Åb 1,8

Halleluja!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Gud Herren, som er og som var og som kommer.

Evangelium Joh 16,12-15

Før sin bortgang sagde Jesus til sine disciple: “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”

Pinsesøndag

1. læsning ApG 2,1-11

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

Vekselsang Sl 104,1ab&24ac. 29bc&30. 31& 34

R. Udsend din Ånd og forny jordens skikkelse.

Min sjæl, pris Herren!
Herre, min Gud, du er stor!
Hvor er dine værker mange, Herre!
jorden er fuld af dit skaberværk.

Du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.

Herrens herlighed skal vare evigt,
Herren skal glæde sig over sine værker.
Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren.

2. læsning 1 Kor 12, 3b-7. 12-13

Brødre og søstre. Ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden. Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

Sekvens

Kom, Helligånd, udsend fra himlen dit lyses stråle.
Kom, de fattiges fader, kom, gavernes giver, kom, hjerternes lys.
Bedste Trøster, sjælens kære gæst, søde kølighed.
Hvile i arbejde, svale i hede, trøst i gråd.
O salige lys, opfyld ganske dine troendes hjerter.
Uden din guddom er mennesket intet, og intet uden fejl.
Tvæt det urene, læsk det tørre, læg det sårede.
Bøj det stridige, varm det kolde, led det vildfarende.
Giv dine troende, som stoler på dig, den hellige syvfoldsgave.
Giv dydens løn, giv frelsens udgang, giv evig glæde. Amen. Alleluja.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja! 
Kom, Helligånd,
opfyld dine troendes hjerter;
og tænd kærlighedens ild i dem.

Evangelium Joh 20,19-23

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Jagten på visioner

En from person fremkom for nylig med en betragtning om, at tingenes tilstand virkelig må være dårlig, siden der er sket en stigning i episoder af mystisk karakter over hele verden igennem de sidste 40 år eller mere. Der kommer hyppige rapporteringer fra alle dele af verden om åbenbaringer, hvor Vor Frue er hovedpersonen samt mystikere, der oplever lokutioner. Der er tale om åbenbaringer, der synes at være af from karakter, og de optræder som allerede nævnt rundt om i verden.

Det synes, som om at alle de, der modtager disse privatåbenbaringer, kun har et ærende, nemlig at Vor Frue har åbenbaret sig for en given mystiker, som bliver bistået af en åndelig vejleder og voila, så har man opnået katolsk superstjernestatus. Det er samtidig også værd at bemærke, at det kan være en god forretning at slå sig op på at være en såkaldt ”mystiker”, fordi salget af bøger samt andre effekter af religiøs art giver en god indtjening.

Mange uskyldige og godtroende katolikker, der længes efter den sandhed, som Kirkens klerikale ikke har givet dem, tilskyndes til at søge og jage efter visioner og åbenbaringer for at få en vis form for trosmæssigt indhold, som de kan holde fast ved og stole på.

I tidsrummet mellem 1970 – 1995 ”fungerede” Veronica Lueken (1923 – 1995) med sine Bayside New York åbenbaringer. Veronica hævdede, at Guds Moder samt en lang række helgener fortalte hende, at pave Paul VI var en falsk pave.

For mange år siden så vi et andet eksempel på en såkaldt mystiker. Det var den katolske forfatter Matthew Kelly, der hævdede, at Gud Fader henvendte sig direkte til ham. Dette gjorde, at han for en tid blev en ”lysende stjerne” på den katolske himmel, indtil han pludselig forsvandt og derpå ”genopstod” og gjorde come-back, men dog på et noget bredere felt, nemlig indenfor selvhjælpsindustrien. Han udgav bogen ”Genopdag den katolske tro”, og som titlen antyder, handlede den om at finde tilbage til – og genopdage den katolske tro, denne gang undlod han dog at tilføje nogle af sine tidligere ”samtaler” med Gud Fader.

Så er der selvfølgelig de falske Conyers åbenbaringer, der stammer fra ”seeren” Nancy Fowler bosat i Georgia, og som gjorde sig gældende op i gennem 1990’erne med vage og uklare advarsler fra Jesus om forandringer i vejrforholdene, sygdomsepidemier og udbrud af krig, elementer, der alle typisk optræder som en del af falske åbenbaringer.

Også de sekulære medier kan rapportere om, at fromme katolikker eksempelvis ser et billede af Jesu hellige Hjerte på et toastbrød eller en skyformation, der forestiller Guds Moder. Noget, det er svært ikke at trække på smilebåndet af.

Men den slags ”nyheder” har det med at tiltrække sig stor opmærksomhed i en verden, der kontant er ”på” i de sociale medier. Disse historier har det med hele tiden at få – eller tiltage sig nyt liv, så de synes umulige at undgå.

Og så er der den latterlige Maria Divine Mercy og de åbenbaringer, der knytter sig til hende, og som er blevet den nyeste dille blandt fromme katolikker. Disse åbenbaringer skiller sig ud ved at være de første i hele den katolske historie, der kun er ”udkommet” på internettet. De blev bragt på siden TheWarningSecondComing.com. Efter at de sekulære medier opsporede og fandt frem til hvem Maria Divine Mercy i virkeligheden var samt den indbringende forretning, hun havde fået stablet på benene i forbindelse med åbenbaringerne, blev alt på nettet og Facebook fra hende lukket fra den ene dag til den anden, og millioner af desillusionerede følgere måtte se langt efter Mary Carberry, som var Maria Divine Mercy’s borgerlige navn.

Alle de ovenfor beskrevne visionære og deres budskaber, som nu er blevet afsløret som falskneri eller officielt er blevet fordømt, peger på en central problemstilling, der ikke tales om, nemlig at manglen på klar tale fra Kirkens klerikale har forceret en lang række katolikker, der febrilsk søger efter sandheden til at lede efter svar hos disse visionære og deres mangfoldighed af åbenbaringer og budskaber.

Den galskab, der foregår i Kirken i disse dage, har skabt så meget forvirring i hjerte, sind og sjæl hos mange helt almindelige og trofaste katolikker, at de er mere end villige til at acceptere enhver vision, budskab, lokution eller det, som seerne ellers kan fremkomme med, som skaber mening i det vanvid, de i forvejen befinder sig i, også uanset hvor tosset det måtte fremstå.

Det er derfor, at vi yderligere er vidner til, at katolikker retter deres opmærksomhed mod grupper som SSPX eller katolske sammenhænge, hvor man er af den overbevisning, at der ikke har siddet en ”rigtig” pave på Peters Stol siden midten af det sidste århundrede. Prælater og klerikale i Den katolske Kirke har ikke forkyndt den katolske sandhed og tro, og det i en sådan grad, at fromme katolikker og helt almindelige katolikker er begyndt at lede efter troen andre steder end i Den Kirke, der er troens Kirke. Dette er blot ét af de mange tragiske udtryk for det, der er sket gennem de sidste 50 år, nemlig at katolikker, der juridisk set er i Kirken, forkynder uden at besidde troen, mens andre katolikker, der dog har troen, har bevæget sig væk fra det, der er deres juridiske grundlag i Kirken.

Hele dette scenarie er fuldstændig vanvittigt. Afvigende og homoseksuelle klerikale samt lesbiske nonner er stadig juridisk set en del af Kirken, men er uden tro, mens fromme og rettroende katolikker har fjernet sig fra Kirkens juridiske grundlag, fordi de nu følger åbenbaringer, der er det pure opspind eller følger præstelige bevægelser, der udøver en autoritet, de ikke har, ligesom i SSPX, bare for at tage et eksempel. Ægteskaber og skriftemål foretaget i SSPX-regi har ingen gyldighed, fordi denne gruppering ikke er en del af Kirkens fulde fællesskab, fordi de ikke viser lydighed overfor den (lokale) biskop, de hører under, og som er garanten for fællesskabet med Peters Stol. De, som er liberale, er i Kirken, men besidder ikke troen. De, som er ortodokse, og som har troen, er ikke i Kirken.

Jeg vil gerne understrege, at denne Vortex specielt er henvendt til de ortodokse katolikker. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, at I lader Jer tilskynde til at opsøge åbenbaringer, som endnu ikke er blevet godkendt af Kirken, som f.eks. Medjugorje (der mange gange officielt er blevet underkendt), eller at I tilslutter Jer grupperinger, som har brudt med Kirken, blot fordi I af fromhed og trofasthed søger en sikker ”åndelig havn”. Det, der kræves af en trofast katolik, er, at han/hun bliver stående ved korsets fod og gennemgår lidelsen og ikke bruger tid på at lede efter ”udveje”, som leder på vildspor, fordi de rummer forskellige krav til, at man udviser ulydighed overfor Kirken.

Jagten på visioner og åbenbaringer gør ikke en katolik til en bedre eller mere hellig katolik. Det, der gør en person hellig, er vedkommendes vilje til at forblive i Kirkens fulde fællesskab og der bekæmpe den ondskab, der har fundet vej ind i visse dele af Kirken. Bekæmp det på en direkte måde, gør det af kærlighed (til Kirken) og gennemlev den lidelse, der vil møde dig i din kamp. Det, at man tilslutter sig grupperinger, der ikke er en del af Den katolske Kirke eller studerer materialer fra folk, der påstår, at de modtager åbenbaringer, fører ikke noget godt med sig. Man giver ganske enkelt sin støtte til dem, der er fjender af troen.

Gør Jer selv den tjeneste, at I trækker Jer ud af de grupper, der har stillet sig uden for Kirkens fulde fællesskab (ligesom mange af deres egne præster har gjort), og stop med at fordybe Jer i de budskaber, der hævdes at komme fra Himlen. Kom tilbage til Kirken og hjælp med at slukke den ild, der har bredt sig her.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 23. april 2015. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/vision-chasers

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

7. søn i påsken

1. læsning ApG 7,55-60

Efter at have talt til ypperstepræsten og rådet stirrede Stefanus fuld af Helligånden mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: “Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.” Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: “Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen..

Vekselsang Sl 97,1&2b.6&7c. 9

R. Herren er konge!
For du, Herre, er den Højeste over hele jorden.

Herren er konge! Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
Retfærdighed og ret er hans trones grundvold.

Himlen fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.
Alle guder skal kaste sig ned for ham.

For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
højt ophøjet over alle guder!

2. læsning Åb 22,12-14. 16-17

Jeg, Johannes, hørte en røst, som sagde til mig: “Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen.

Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.”

Og Ånden og bruden siger: “Kom!” Og den, der hører, skal sige: “Kom!” Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.

Akklamation til Evangeliet Joh 4,18

Halleluja!
Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger Herren;
jeg kommer til jer.

Evangelium Joh 17,20-26

Under den ypperstepræstelige bøn bad Jesus således:

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Fra Karl Marx udgik en blodtørstig drage, som indtog verden, men den kan overvindes ved hjælp af rosenkransen

Sidste weekend ”fejrede” man 200-året for Karl Marx’s fødsel, og han er mest kendt for at være ”hjernen” bag den mest brutale og blodtørstige filosofi, som har hærget verden, nemlig den ateistiske kommunisme. Min tanke var i forhold til denne ”begivenhed” at skrive en artikel om kommunismens rædsler, arven efter Karl Marx, det menneskefjendske i marxismen og yderligere den forbindelse, han havde med hemmelige loger.

Efter tre dage med 5000 ord og utallige forsøg på at skrive denne artikel, kom to ting til at stå mig lysende klart. Det første var, at den bitre frugt, man har høstet af Marx’ ideologi, er indlysende, og det andet var, at jeg ikke var så klog, som jeg selv troede.

Jeg var tæt på at opgive at skrive en artikel, men så foreslog min kone mig at gå en tur og bede rosenkransen, da Vor Frue altid er kommet mig til undsætning, når jeg har spurgt efter Hendes hjælp, og derfor var jeg klar over, at dette råd burde jeg følge.

Jeg var ikke kommet langt i min rosenkransbøn, før det gik op for mig, at kimen til en artikel om Marx fandtes i de perler, jeg sad med i hånden. Hvert eneste af de herlighedsfulde mysterier, jeg havde bedt, var et svar, der var blevet givet lang tid før, Marx havde udtænkt sin revolutionære filosofi.

Det første glædesfulde mysterium: Bebudelsen

Hele Marx’ filosofi er centreret omkring spændingsfeltet mellem to laster: grådighed og misundelse. Han beskylder, og med rette overklassen for at udbytte underklassen. Men i stedet for at adressere dette overfor overklassen og minde den om med broderlig kærlighed, at den er forpligtet til at tage sig af de svage og deres familier, opfordrer han til opstand. Hans demagogiske retorik bygges op omkring laster og fejl og opmuntrer til klassekamp, og det er den direkte vej til revolution.

I forbindelse med den første dekade i det herlighedsfulde mysterium, overvejer vi bebudelsen om Det Inkarnerede Ord, som bliver givet til Vor Frue af englen Gabriel. Skt. Bernard fra Clairvaux forklarer i sin prædiken: In Praise of the Virgin Mother(Til Jomfrumoderens pris):

”Du har hørt, O Jomfru, at du vil undfange og bære en søn, du er blevet overbragt, at dette ikke vil ske ved et menneske, men ved Helligånden. Englen venter dit svar, så han kan vende tilbage til Gud, som udsendte ham. O Frue, vi venter også dit svar, på dine omsorgsfulde ord, thi fordømmelsens straf tynger vore skuldre”.

Da var det, Vor Frue sagde, ”Lad det ske mig efter dit ord”, at hun rettede et svar til Marx og hans krigsførelse gennem lasterne. Marx udråbte en revolution, som han hævdede kunne blive til frelse for arbejderklassen, og der var her tale om en revolution, der sigtede på at tage magten fra overklassen, over forbrugsgoder og over staten. Og Gabriel bragte budskabet om menneskets frelse gennem udgydelsen af guddommeligt blod! Himlen ventede på hendes svar, thi uden hendes samtykke til Guds anmodning var mennesket dømt til materiel frelse proklameret af et persongalleri ligesom Marx. Ved at overveje dette mysterium, takker vi Gud, Den Almægtige, for at Vor Frue gav sit samtykke til at bringe en Frelser til verden.

Det andet glædesfulde mysterium: Besøget (hos Elizabeth)

Så snart Gabriel forlod Vor Frue, beretter Den hellige Skrift: ”I de dage brød Maria op og skyndte sig …” til sin kusine Elizabeth, som var seks måneder henne i sin graviditet. Således fyldt af Helligånden og med Jesus i sit moderliv, var Vor Frues højeste ønske at bistå sin familie og yde hjælp til andre. Vi ser her Vor Frue som rollemodellen for udførelsen af barmhjertighedsgerninger.

Marx derimod fremlægger et bud på et system, der afskaffer og forhåner barmhjertighedsgerninger og ønsker indførelsen af en samfundsstruktur, der styres med hård hånd af arbejderklassen. I Marx’ system er der ikke plads til, at man elsker sin næste, men at alle modtager hjælp, der er styret og defineret af staten.

Det tredje glædesfulde mysterium: Jesu fødsel

Mens vi overvejer fødslen af menneskehedens Frelser, tænker vi på Josef, Maria og det lille Jesusbarn, der ligger i krybben. Alene dette billede kan give anledning til et utal af kontemplative meditationer. Her ser vi Den hellige Familie som et jordisk billede på Den hellige Treenighed, Josef er Faderen, Vor Frue er fyldt af Helligåndens nåde, og Vor Herre udfylder det, der mangler mellem Treenighed og familie. Vi kan overveje dette mysterium på mangfoldig måde, men det, der står tilbage, er billedet af familien.

Marx’ revolutionsmanifest stiller følgende spørgsmål: ”Hvilken indflydelse vil den kommunistiske samfundsmodel have på familien”? Hans svar er, at den kommunistiske samfundsmodel vil ødelægge selve grundlaget for familiestrukturen:

Den kommunistiske samfundsmodel vil ændre på forholdet mellem kønnene og gøre det til et privat anliggende, som kun gælder de enkelte personer, og som staten ikke vil blande sig i. Den kommunistiske samfundsmodel kan gøre dette, fordi den private ejendomsret ikke længere eksisterer, og fordi børnene uddannes ud fra et fælles grundlag, og på den måde fjerner man to kerneelementer i det traditionelle ægteskab, nemlig afhængighed, som er rodfæstet i den private ejendomsret, hvor kvinden er afhængig af manden og børnene af deres forældre.

Hvis Den hellige Familie er en rollemodel for alle familier samt et billede på Den hellige Treenighed, så er Marx’ angreb på familien intet mindre end et angreb på Gud, og det er derfor kommunismen i sit inderste væsen er en ateistisk filosofi.

Det fjerde glædesfulde mysterium: Fremstillingen af Jesusbarnet i templet

Da præsten Simeon modtager barnet i sine arme fra Vor Frue, profeterer han: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges”. I det øjeblik forudsagde han Vor Herres korsfæstelse og ved at gøre dette, fortalte han Vor Frue: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”.

Her ser vi et eksempel på viljen til at lide og dø, der udspringer af kærlighed. Vor Frue ved dette, for når hun deler den store glæde, der er i Vor Herre, må hun også tage del i Hans lidelse. Der er intet menneske, der har kendt til lidelse, som Vor Frue. Ved bebudelsen vidste hun, at når hele menneskeheden faldt og måtte lide grundet Evas oprør mod sin mand og Gud, ville den blive frelst, fordi Barnet Kristus ville tage menneskehedens synd og smerte på Sig, og dette kunne kun bringes til opfyldelse, ved at hun gav sit samtykke. Ved besøget hos Elizabeth kendte hun til den glæde, Den guddommelige Frelser, som voksede i hendes moderliv, ville bringe til andre. Efter at hun havde bragt Ham til verden, lagde hun ham på det træ, der udgjorde krybben, der var spisested for dyrene … krybbens træ var en forsmag på korsets træ, hvorpå Han blev føde (til det evige liv) for hele menneskeheden. Og mens Simeon profeterede den lidelse, som Vor Frue ville tage del i ved Hendes Søns lidelse, tog hun imod det i ydmyghed.

I Paulus brev til Filipperne i kapitel 2, siger han: ”… Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2: 5-8).

Men Marx prædiker en afvisning af lidelse og tjeneste. I stedet for at acceptere ens livsvilkår, prædiker Marx et anti-evangelium, som rummer misundelse, hvor arbejderklassen frasiger sig sin tjenestevillighed og gør oprør mod overklassen og beriger sig med det, der ikke er dens.

Det femte glædesfulde mysterium: Genfindelsen af barnet Jesus, der underviste

I denne rosenkrans’ afsluttende mysterium, er vi vidner til at samtale mellem Vor frue og Vor Herre, hvor Vor Frue siger følgende til Ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige” (Luk 2: 48). Som en afslutning på samtalen mellem de to skriver Skt. Lukas: ”Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem” (Luk 2: 51).

Det, der er vigtigt at tage ved lære af i denne sammenhæng, er hellig lydighed. Vor Herre finder behag i dem, som er lydige. Starter man ud med Adam og Eva og gennemgår hele Den hellige Skrift, ser man, at der er en rød tråd, som handler om, at forbandelser er knyttet til ulydighed og velsignelser til lydighed. Når vi er lydige mod Gud og underkaster os Hans myndighed, finder Han behag i os. Når vi er ulydige og gør oprør mod Hans retmæssige autoritet, da vækker vi Hans vrede.

Selv nu præger rædslerne fra Marx’ filosofi alle dele af den menneskelige civilisation. De viser sig i form af prævention, abort, homoseksualitet, oprørske tendenser igennem tiden og ismer, der har mennesket som centrum, og de ”stjæler” vores opmærksomhed i forhold til de fire sidste ting: døden, dommen, himlen og helvede.

Det står altså klart, at det er rosenkransen, der giver det svar, vi søger. De mysterier, vi overvejer, giver os en forståelse af, at mennesket ikke er skabt til denne verden, som Marx ellers ville overbevise os om … tværtimod er vi skabt til at elske Gud og næsten. Men der er mere end det, rosenkransen er det rette våben til at imødegå den gift, som Marx har spredt.

En velkendt legende fortæller, at Skt. Martha drog til den sydlige del af Frankrig, og mens hun opholdt sig der, havde en forfærdelig drage gjort floden Rhone til sit hjemsted. De lokale indbyggere forsøgte forgæves at komme af med den. Ifølge legenden bad de lokale Martha om hjælp, og hun gjorde følgeskab med dem i deres søgen efter dragen. De fandt frem til den, og det endda på et tidspunkt, hvor den var i færd med at fortære en mand, men Skt. Martha gjorde korstegnet, mens hun nærmede sig den, kastede hun helligt vand på den, og den blev from som et lam. Hun fikserede den med sit bælte og førte den til landsbyen, hvor beboerne dræbte den med spyd.

Denne legende er et billede på det, som er blevet forudsagt: nemlig at Vor Frues Ubesmittede Hjerte vil sejre. Vor Frue bad os om at bede rosenkransen dagligt. Hvis dragen, der plager os, er den filosofi Marx udtænkte, må det korstegn Skt. Martha gjorde samt hendes bælte, som dragen blev fikseret med, være et symbol på den kæde af perler og krucifiks, som samler den, med andre ord, rosenkransen. Dragen, som Skt. Martha stod ansigt til ansigt med, kunne ikke gøre hende noget, det samme gælder vor tid Marxistiske drage, den kan heller ikke gøre noget, når den står overfor Vor Frue.

Bed for os, Oh hellige Jomfru af rosenkransen!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Hichborn og publiceret på LifeSiteNews den 9. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/carl-marx-unleashed-a-blood-thirsty-dragon-upon-the-world-that-can-be-defea