Når katolikker føler sig undertrykt, har martyrerne deres helt egen måde at sætte tingene i perspektiv på

Har du nogensinde haft følelsen af, at du under en Messe i et sogn på en vis måde lider et martyrium for troen, fordi musikken minder om en blanding mellem at man trækker en kat i halen og uddrivelsen af de oprørske engle fra Himlen? Der er sandsynligvis ganske få katolikker, der ikke har oplevet sådanne øjeblikke, når man tager i betragtning, at det generelle musikalske niveau de sidste årtier og frem til i dag placerer sig mellem noget banalt og noget usmageligt.

Jeg har ofte hævdet, at man i en begrænset periode ”kan stå distancen” (i forhold til sogne med liturgiske mangler og vildfarelser under Messefejringen), men man skal gøre sit bedste for at undgå længerevarende ”sulteperioder” i liturgisk og åndelig forstand eller det, der er værre, nemlig en menu rummende et liturgisk blandingsprodukt. Med andre ord hvis man kan finde et bedre sogn eller kapel, har man en forpligtelse overfor Gud, ens sjæl og helt sikkert ens familie til at gøre det, også selvom det betyder, at man må flytte. Det kan lyde hårdt, men det kan blive konsekvensen, hvis man vælger at gå ud fra den præmis, at den højtidelige offentlige tilbedelse af Gud i liturgien er kilden til og højdepunktet i det kristne liv.

Men der er faktorer, der synes at holde os tilbage: det familiære netværk eller vore egne behov, jobsikkerhed og den økonomiske situation, tilgang til skole og uddannelse, langvarige venskaber. Der er mange ting, der kan knytte os til en lokalitet, også selvom Den katolske Kirke på lige netop den lokalitet (by eller bispedømme) er fanget i en tidslomme omkring 1970 og aldrig rigtigt er kommet ud af den.

Hvis det er den situation, du står i, og jeg har med mellemrum stået i samme situation, da har vi en del at lære af vidnesbyrdene fra troens folk, bekendere og martyrer, som langt oftere på egen krop måtte erfare markante begrænsninger i deres trosfrihed, altså det, ”at kunne tilbede Herren i hellighedens skønhed”.

Tag Skt. Phillip, en af de fyrre martyrer fra England og Wales, som efter at være konverteret fra den anglikanske tro til den katolske tro (takket være overværelsen af en offentlig diskussion mellem Skt. Edmund Campion og engelske teologer) blev fanget og sat i fængsel i Tower of London i mere end ti år. Under sit fangenskab blev han ikke tilladt besøg, dette gjaldt også hans hustru og deres søn, som kom til verden, efter at Howard var blevet fængslet.

I al den tid havde han ingen adgang til sakramenterne heller ikke Messe eller bodens sakramente: han modtog ingen hjælp udefra, ingen opmuntring, der var intet andet end fire kolde stenvægge. Men Phillip efterlod os et værdifuldt minde om, hvad han brugte sin tid på. Efter hans død opdagede man, at han i stenene havde indridset ordene: Quanto plus afflictiones pro Christo in hoc saeculo, tanto plus gloriae cum Christo in futuro, desto mere lidelse vi bærer for Kristus i denne verden, desto mere ære opnår vi med Kristus i den verden, som vil komme.

Martyrerne har en måde, hvorpå de sætter tingene i perspektiv. Næste gang de der står for valget af salmer i det lokale sogn, hvor du kommer, vælger den mest elendige indledningssalme, så husk på Skt. Phillip Howard, og hvordan han med Guds nåde fik vendt et bittert fængselsophold til en kilde af helliggørelse, så det blev en indtræden til Den himmelske Messe. (Hvis der er et bedre sogn, som du har mulighed for at komme til, er jeg ganske sikker på, at Skt. Philip ville anbefale dig at gøre det, det ville han selv have gjort, hvis han ikke var blevet kastet i fængsel mod sin vilje.

Det har i for lang tid været alt for let blot at tænke: ”hvor er det godt, at vi lever i et land, som ikke ledes af et totalitært styre, som det, der var under dronning Elizabeth I”. Det voldelige overfald, som skete på en pro-lifer i fuld offentlighed bør få os til at genoverveje vores tilbagelænede holdning.

Menneskeheden har endnu ikke set afslutningen på den forfølgelse, der pågår mod troen. Ledere og pengemænd i den vestlige verden i det 21. århundrede foretrækker at gøre brug af ublodige metoder, som bespottelse, boykotning og retssager, men hvem ved, hvor lang tid de vil fortsætte på det niveau, før de skrider til mere direkte handling, som deres barbariske forfædre eller de kommunistiske og fascistiske regimer, der foregik i det tyvende århundrede? Det er ikke uden grund, at nogle definerer det sidste århundrede som “martyrernes århundrede”: i disse hundrede år blev flere dræbt, fordi de var kristne, end i alle tidligere århundreder sammenlagt. 

Er vi mon klar til at møde det, der kan komme? 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 17. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/when-catholics-feel-oppressed-martyrs-have-a-way-of-putting-things-in-persp

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

3. søn i påsken (5/5/2019)

1. læsning ApG 5,27b-32.40b-41

I de dage  tog ypperstepræsten dem i forhør og sagde: “Vi har udtrykkeligt forbudt jer at undervise i dette navn, og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe denne mands blod over os.” Peter og apostlene svarede: “Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse. Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.”
Han forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld.

Vekselsang Sl 30,2&4. 5-6. 11-12a&13b

R. Herre, jeg priser dig, for du har trukket mig op fra dybet.

Herre, jeg priser dig,
for du har trukket mig op fra dybet;
du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

Lovsyng Herren, I hans fromme,
tak hans hellige navn!
For hans vrede varer et øjeblik,
hans nåde hele livet;
om aftenen slår gråden sig ned,
om morgenen er der jubel.

Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
Herre, kom mig til hjælp!
Du forvandlede min klage til dans,
Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.

2. læsning Åb 5,11-14

Jeg Johannes  hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste ‑ ti tusind titusinder og tusind tusinder i tallet. De sagde med høj røst:
Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.

Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:

Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder.
Og de fire væsener sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad.

Akklamation til Evangeliet 

Halleluja!
Han, som har skabt alt er opstået fra de døde,
han har forbarmet sig over al sin skabning.

Evangelium Joh 21,1-19 eller 21,1-14

På den tid åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: “Jeg tager ud at fiske.” De sagde: “Vi tager med dig.” De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: “Børn, har I noget at spise?” “Nej,” svarede de. Han sagde til dem: “Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.” De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der. Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: “Det er Herren.” Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig han var ellers nøgen og sprang ud i vandet. De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med fiskene på slæb.

Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: “Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.” Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: “Kom og spis!” Ingen af disciplene turde spørge ham: “Hvem er du?” For de vidste, at det var Herren.  Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken.  Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: “Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: “Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: “Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: “Har du mig kær?” og han svarede ham: “Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: “Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: “Følg mig!”


eller Joh 21, 1-14

På den tid åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: “Jeg tager ud at fiske.” De sagde: “Vi tager med dig.” De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: “Børn, har I noget at spise?” “Nej,” svarede de. Han sagde til dem: “Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.” De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der. Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: “Det er Herren.” Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig han var ellers nøgen og sprang ud i vandet. De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med fiskene på slæb.

Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: “Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.” Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: “Kom og spis!” Ingen af disciplene turde spørge ham: “Hvem er du?” For de vidste, at det var Herren.  Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken.  Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

Maria er både Moder og general

Helvede kan ikke i længden stå imod Marias herlighed

Vi er nu kommet ind i maj-måned, og netop denne måned er Marias måned. Trofaste katolikker betragter Vor Frue, som deres Moder og det med rette. Vor velsignede Herre skænkede os Maria som Moder, da hun stod ved korsets fod, hvor Han sagde følgende til hende vedrørende Johannes: ” Kvinde, dér er din søn” (Joh 19: 26).

Grunden til, at Johannes Evangeliet har en teologisk dybde, der adskiller sig fra de andre Evangelier, er, at Vor Frue boede hos Johannes i mange år. Forestil Jer hvilke informationer Vor Frue har givet Johannes vedrørende Vor Herres liv og levned. Alt det, Hun talte om, havde relation til Hendes guddommelige Søn. Alle Evangelierne har Helligånden som kilde, men Johannes havde derudover Helligåndens Brud og Sønnens Moder.

På et tidspunkt ville Skt. Johannes være kommet til den erkendelse, at den person, der boede hos ham, ikke alene var Maria, men kvinden, der nævnes i Første Mosebog, og som skal knuse slangens hoved.

Hvis det eneste tilgængelige Evangelium var Skt. Johannes’, ville vi ikke vide, at Vor Frues navn var Maria. Johannes benytter nemlig aldrig hendes navn. Han betegner hende blot som kvinde, fordi det er det, Vor Herre kaldte hende. Han kalder hende kvinde ved brylluppet i Kana, og da Han er på korset. Bogen ”Mystical City of God” skrevet af den salige Maria de Agreda, hvis krop ikke er gået i forrådnelse og dermed stadig er intakt efter 400 år, åbenbarer én interessant ting blandt mange.  

På Golgata Langfredag var satan og hans legioner af onde ånder til stede, dog usynligt, hvor de hånede Vor Herre i et forsøg på at friste Ham til at give op. Da tidspunktet nærmer sig, at Han slipper ånden og lader den gå til Faderen, fornemmer legionerne af de oprørske engle en markant svækkelse af deres kraft. Denne oplevelse skræmte dem så meget, at de påbegyndte en tilbagetrækning fra Golgata for at flygte tilbage til helvede.

Netop på dette tidspunkt kom en gigantisk kæde til syne, som omgrænsede disse legioner og forhindrede dem i at tage flugten, og den, der holdt denne kæde, var Vor Frue. Hun havde Herredømmet over dem og tvang dem til at blive på Golgata, så de kunne overvære hendes Søns ultimative sejr over synd og død og dermed over disse legioner af onde ånder. Det kan derfor ikke undre, at de onde ånder frygter hende, og at man beder for hendes tilstedeværelse og assistance ved eksorcismer.

Dette detaljerede hændelsesforløb på Golgata åbenbarede Vor velsignede Moder for Sr. Maria de Agreda. Det er vigtigt at huske på, at ordet Golgata betyder ”Hovedskalstedet”. Ved syndefaldet lovede og forudsagde Gud, at kvinden ville knuse hovedet (kraniet) på slangen på Golgata. Og på netop dette sted, kaldet ”Hovedskalstedet”, knuste Vor Frue slangens hoved ved at frembære sin Søn, som offer for verden, Hans offer, der frelste os fra slangens overherredømme.

Hold Jer tæt til Maria, Jeres Moder. Gud overdrog os Hende, som Vor Moder, beskytter og 12-stjernet general i den åndelige kamp. Hvad I end slås med eller brændende beder for, indvie Jer til Hende og læg det i Hendes hænder. Det er denne Jeres Moders hænder, der dels frembærer Jeres bønner for Hendes Himmelske Søn og samtidig holder et fast greb om den kæde, der tvang satan og hans legioner til at overvære deres eget nederlag.

Der er ikke noget, som er umuligt for Vor Frue at få opfyldt for Jer. Hun var den første, der lagde øre til ordene fra englen Gabriel, der sagde: ”thi intet er umuligt for Gud”. Og nu er det Hende, der minder os om, at ”intet er umuligt for Gud”.

Dediker Jer til at bede rosenkransen mere intensivt i denne måned. Hvis I ikke har foretaget Skt. Louis de Montfort’s konsekration til Vor Frue, så gør det. Allerede nu samler hun sin hær, så den står klar, når den kommende forfølgelse og plage sætter ind. Der er intet at frygte i forhold til det stormvejr, der venter forude, hvis man har søgt tilflugt under hendes kappe.

Vi har en Moder, som også er general.   

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 3. maj 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vort-2016-05-03

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gudsbarmhjertigheds fest

1- læsning ApG 5,12-16

Ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket. Og alle holdt de i enighed til i Salomos Søjlegang.  Ingen af de andre turde slutte sig til dem, men folket værdsatte dem meget.  Dog føjedes der stadig flere og flere til, som troede på Herren, mænd og kvinder i stort tal. Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi.  Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.

Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.

Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
Arons hus skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
De, der frygter Herren, skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
men Herren kom mig til hjælp.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.
Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Sekvens (eventuelt)

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

2- læsning Aab 1,9-11a.12-13. 17-19

Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.  På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun  sige: Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder.« Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager  og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet.

Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.

 Skriv det, du har set, og det, som er, og det, som siden skal ske. Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.

Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

Halleluja!
Herren siger:
“Du tror, fordi du har set mig.
Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Evangelium Joh 20,19-31

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

 

Påskesøndag

1. læsning ApG 10,34a. 37-43

Så tog Peter ordet og sagde: » I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

Vekselsang Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

R. Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!
Jeg skal ikke dø, men leve
og fortælle om Herrens gerninger.

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

2. læsning Kol 3,1-4 eller 1 Kor 5, 6b-8

Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.

Sekvens

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

Akklamation til Evangeliet 1 Kor 5,7b-8a

Vort påskelam er slagtet, Kristus.
Lad os derfor fejre festen.

Evangelium Joh. 20,1-9 eller Luk 24, 1-12 eller ved aftenmesse Luk 24,13-35

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.



2.Læsning 1 Kor 5,6b-8

Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.


Evangelium Luk 24,1-12

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.  De fandt stenen væltet bort fra graven,  og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.  Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.  Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?  Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«  Så huskede de hans ord.

 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.  Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det kristne Frankrig må genskabes

Den katolske tro i Frankrig ligger i ruiner

Brandvæsnets forsinkede udrykning til branden i Notre Dame betragtes af mange, som et tegn på, at Frankrig har svigtet sin katolske arv.

Man har undret sig over, at det tog så lang tid at få fremskaffet vand til brandslukningen, for det resulterede i, at ilden fortærede hele tagkonstruktionen på Katedralen. Troen i Frankrig er billedligt talt gået op i flammer i de århundreder, der fulgte i kølvandet på den franske revolution, og i dag er der praktisk talt kun aske tilbage.

Den politiske analytiker samt overhoved for det franske institut for opinionsmålinger, Jérôme Fourquet har undersøgt en række nye målingsresultater. I hans bog L’archipel francais: naissance d’une nation multiple et divisée, som blev udgivet i marts, præsenteres et statistisk materiale, som tegner et dystert billede af, at Den katolske Kirke i Frankrig er ved at afgå ved døden.

Her er et mindre udpluk af det, Fourquet er kommet frem til:

·         4 % af den franske befolkning deltager i søndagsmessen.

·         60 % af de ægteskaber, der bliver indgået i Frankrig, foregår ikke i kirken og er dermed ikke af sakramental karakter.

·         Der var 50.000 præster i 1950, dette tal er i dag faldet til 10.000.

Fourquet siger, at hvis disse tendenser fortsætter, så forudser han, at det sidste ægteskab af sakramental karakter vil finde sted i 2031. Og i 2048 vil børn ikke længere blive døbt på katolsk vis. Han advarer også om, at de sidste præsteordinationer vil finde sted i 2044. Dette er meget bekymrende, for flertallet af de franske præster nærmer sig eller er ud over pensionsalderen.

Mens den katolske tro er i frit fald, er der en stigning at spore hos islam. Fourquet fandt frem til, at i 2017 var det mest populære drengenavn i Frankrigs forstæder, Muhammed. Med udgangspunkt i fremskrivninger forudsiger Pew Research, at i 2050 vil den muslimske population være steget til og udgøre 17,4%.

Dette kan delvist være årsagen til den stigende vandalisering af franske kirker. Sidste år (2018) blev 875 katolske kirker i Frankrig udsat for hærværk, som man fra officiel side ikke har taget sig af eller har skænket større opmærksomhed.

Katedralen Notre Dame symboliserer den katolske tro i Frankrig. At man var vidne til, at flammerne fortærede bygningsværket i længere tid, uden at der blev grebet ind, ses af mange, som det man kunne forvente, og i et land, der er sekulært, er man forhippet på at genskabe Katedralen som sekulær turistattraktion og et symbol på den såkaldte mangfoldighed.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 17. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/restoring-christian-france

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)