Du, mægtige erobrer og kriger: Det Ubesmittede Hjerte, der tilhører himlens og jordens Dronning

Der findes ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, og som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

I denne forunderlige periode i Den katolske Kirkes historie fejrer man den romerske ritus i henhold to forskellige kalendere, den gamle og den nye.

I den gamle kalender er den 22. august festen for Marias Ubesmittede Hjerte, og den fungerer som en kulmination på oktaven for Marias optagelse i Himlen, alt dette for at understrege den sandhed, der ofte er blevet forkyndt af Kirkefædrene, at Vor Frue forlader denne verden, ikke for at lade Den stridende Kirke ”i stikken”, men som Nådens Midlerinde, der på en kraftfuld måde, mens hun har taget sæde ved siden af sin Søn, kan gå i forbøn (for os). Hendes hjerte, der er så favnende, som det vidtåbne himmelrum, bærer os, som barnet på moders arm, og hun gør dette med en moders kærlighed, samtidig med at hun støtter os på vores jordiske pilgrimsvandring. Man kan også sige det på en mere kort måde, at hun går i forbøn for os.

I den nye kalender fejrer man den 22. august mindet om Maria som Himmeldronning, som er det, vi overvejer, hver gang vi beder rosenkransen og specielt den femte dekade i herlighedens mysterium, hvor man overvejer kroningen af Maria til Himmeldronning. Her synes vægten at være lagt på en personlig herliggørelse ved Marias kroning til Himmeldronning, som en endestation for hendes hellighed, altså at hun tager del i mysteriet omkring sin Søn, som er kongernes Konge og herrernes Herre. Jeg kommer i tanke om, at der eksisterer en lignende kontrast relateret til festen for Kristus som Universets Konge: den oprindelige fest, der fejres i slutningen af oktober, har fokus på Kristus som Konge over verden med dens nationer og samfund, mens den nye fest, der fejres i slutningen af november, har et mere eskatologisk fokus relateret til Kristi Rige i Himlen og på den nye jord.

Hvorfor er Den hellige Jomfru Maria vor Dronning? Når man skal finde svar på dette spørgsmål, er det altid godt at kunne fæstne sin lid til en vægtig autoritet, derfor er jeg glad for at kunne præsentere den velsignede Columba Marmion (1858-1923), som har skrevet følgende vedrørende sine overvejelser omkring rosenkransbønnen:

Hvad er meningen med alle Kristi mysterier? Det er, at de danner en ramme for vores åndelige liv og fungerer som løftestangen for vores helliggørelse og er en kilde til vores hellighed. Sigtet med Kristi mysterier er at skabe et evigt og herliggjort samfund bestående af brødre (medtroende), som ønsker at være ligesom Kristus. Derfor har Kristus, som den nye Adam, knyttet sig til Maria, som er den nye Eva. Men hun er langt mere end Eva, hun er Moder til alle de levende, Moder til dem, der lever i hendes Søns nåde. Siden Maria her på jorden var tæt forbundet med de mysterier, der leder til vor frelse, kronede Jesus hende ved hendes optagelse i Himlen ikke blot med herlighed men også med magtbeføjelser; Han har gjort plads til Sin Moder ved Sin højre side og overdraget hende magten til, i kraft af den ganske særlige titel, hun har fået, nemlig Guds Moder, at videreformidle det evige livs skatte. Lad os derfor opfyldte af tro sammen med Kirken bede: ”Forestil dig en Moder: Jesu Moder, ved din fuldendte tro på Ham, vor Moder, ved din barmhjertighed overfor os, bed for, til Kristus, som du bragte til verden, at Han kunne give os liv, og som ønskede at være din Søn, at Han vil tage imod vore bønner ved dig”.

Dom Marmion bemærker, at Jesus ikke kun ærer sin moder med herlighed, som var det, vi fejrede for en uge siden ved festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen, men også med magtbeføjelser, som vi fejrer ved festen for hendes dronningeværdighed og udøvelsen af denne, sub et cum Christo, over engle og mennesker, og om man så må sige, hele den skabte verdensorden.

Man skal have gjort sig en vis erfaring med forskellige bønne- og andagtsbøger, for at man med beklagelse kan konkludere, at katolikker specielt i de sidste 150 år har sentimentaliseret den kultus, der knytter sig til Jomfru Maria på en sådan måde, at det er svært at forestille sig, at hun er i besiddelse af magtbeføjelser. På trods af det er hun vores dronning, voresherskerinde, en sejrrig kriger, der har knust slangens hoved. Der, hvor Maria regerer som dronning, der regerer hendes Søn som konge, for disse to er uadskillelige i frelsesplanen; der hvor hun ikke er regent, eller hvor hun afvises og fornægtes som regent, hæmmes Hans (Kristi) kongemagt, for den fremstår dunkel og fornægtes. Den, der ikke skænker Maria nærmere opmærksomhed eller er lunken i sine betragtninger af hende samt hendes Gudgivne beføjelser over skabningen, vil ligeledes være lunken overfor – og ikke videre interesseret i hendes Søn og Dennes retmæssige guddommelige autoritet over det skabte. Hvis man gør Maria til en genert, hensygnende og ængstelig jomfru, så vil hendes Søn blive fremstillet som en grådkvalt og selvudslettende mand, dette er den vanære, man udviser overfor Ham, fordi Han portrætteres således på små hellige kort og på malerier af religiøs karakter.

Det er en kendsgerning, at Vor Frue stod ved foden af korset, da praktisk talt alle andre omkring Jesus havde taget flugten, og der i troens mørke frembar hun sit mest dyrebare offer, nemlig hendes eget kød og blod til Den himmelske Fader, og netop dette betyder, at der i hende banker et hjerte, der bærer på så megen styrke, at det, som det eneste hjerte i hele verdenshistorien, har udvist den største og overmenneskelige heltegerning. Hun bliver med rette kaldt for martyrernes Dronning. Der eksisterer ingen martyr, bekender, jomfru eller fast holdepunkt, ingen hustru, moder eller enke, hvis dyder, Den velsignede Jomfru ikke besidder i overflod, og som er i overensstemmelse med den nåde, der er knyttet til hendes guddommelige moderskab, som er grundlaget for- og fuldkommengørelsen af alle hendes privilegier.

Som vore kristne brødre i Øst forkynder i ekstatisk bøn: ”Du mægtige erobrer og kriger, Guds Moder, vi dine tjenere, som du har sat fri fra alt det, der tilstøder os, vi frembærer for dig vor tak, og ved din uovervindelige kraft, fri os fra al lidelse, så vi med vores røst kan lovprise dig: Hil dig, du som er Brud uden brudgom”.

Liturgien i Øst- og Vestkirken fremstiller Den hellige Theotokos som en arketype for hele Guds skabelse, den mest prægtige, hellige, ædle, værdige og mægtige person, Gud nogensinde har skabt, som er blevet til ud af Hans visdom før verdens begyndelse og forudbestemt til at herske til evig tid over Jesu mystiske Legeme, Dronning over engle og den store skare af mennesker, der er blevet frelst fra dødens favntag, dels ved deres ukuelige tro og Guds Moders store styrke. Det er ikke desto mindre sandt, at Den selvsamme Jomfru, der er vores blide og elskværdige Moder, som er ydmyg og beskeden og kun har fokus på Gud, er en lille blomst med en udsøgt og skjult skønhed i en aflukket have.

På denne dag ærer vi hendes helligheds herlighed og vælde og hendes Ubesmittede Hjertes dyder, som var årsag til – og stadig er det, at denne magt og vælde bliver virkeliggjort. Hellige Maria, Guds Moder, himlens og jordens Dronning, bed for os nu og i vor dødstime. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/mighty-conquering-warrior-the-immaculate-heart-of-the-queen-of-heaven-and-earth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Salige er de rene af hjertet”

Fuldkommengørelse af alle dyder og gaver fra Gud er ensbetydende med lyksalighed. Med andre ord, desto mere fuldkommen dyden er og måden, hvorpå Guds gaver benyttes, desto mere fuldkommen er ens lykke. Og der findes ingen større lykke end at se Gud. Derfor kaldes det en saligkåring, og er den endelige nåde, Gud giver dem, der er rene af hjertet: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

Festen for Marias optagelse i Himlen er både en sejrserklæring og en opmuntring til at tro på håbet! Det er en sejrserklæring, fordi Vor Herres Moder var den første til at modtage helgenernes sejrskrans: frelsen og den gave, som det herliggjorte legeme er. Det, de retfærdige sjæle vil modtage ved den endelige dom, har Frelserens Moder allerede modtaget. Hvorfor?

Som pave Pius XII påpegede i sin apostoliske skrivelse, Munificentissimus Deus, hvor han proklamerede dogmet om Marias optagelse i himlen, var Marias optagelse i himlen, den mest passende gave, som stemte overens med hendes ganske særlige privilegier, hvor den mest fremtrædende er hendes Ubesmittede Undfangelse, ud af hvilken Maria blev skabt med nådens fylde. Maria levede i sandhed det fuldendte liv, for hun bukkede aldrig under for fristelse eller synd. Hvordan formåede hun det? Maria, fuld af nåde betyder ikke, at Maria var et supermenneske. Hun bar på den samme menneskenatur, som også vi bærer på. Hendes fysiske sanser var ikke anderledes end vores. Vi læser om hendes Guddommelige Søn:

For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4: 15-16).

Da Maria er Frelserens fuldkomne discipel, ligesom hun er Hans ubesmittede moder, kan man sige, at hun som moder og en afspejling af Kirken i enhver henseende blev fristet, ligesom vi bliver, men forskellen er, at hun var uden synd. Derfor er hun ikke et esoterisk ideal. Maria blev ligesom sin guddommelige Søn nødt til at kæmpe mod de samme fristelser, som enhver af hendes børn (de kristne) må slås med.

Hvordan overkom Maria disse fristelser? ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”. Kirken har dels i Sin lære og Sine helgener og specielt Vor velsignede Moder bekræftet, at for den, der ønsker at se Gud ansigt til ansigt, er det ganske enkelt umuligt at synde, for da beskuer vi det absolutte Gode. Og mens vi endnu ikke kan stå ansigt til ansigt med Gud i al Hans herlighed, lader Jesus os vide, at i denne lyksalighed kan vi i det små og ved nåden, allerede nu skimte Gud ansigt til ansigt. Og vi kan gøre det på en helt speciel måde, nemlig ved at være rene af hjertet.

Det er derfor ikke mærkværdigt, at festen for Marias optagelse i Himlen er tæt forbundet med festen for Det ubesmittede Hjerte, den fest fejres for Marias fuldkomne renhed: Hende, der var Den Ubesmittede, eller som Skt. Maximiliam Kolbe benævner hende, Den Ubesmittede.

Ved festen for Marias optagelse i Himlen, fejrer man derfor Marias sejr over synden, en sejr, der blev vundet, fordi hun er ren af hjertet! Sejren er også vores, samt den herlighed, Gud ønsker at skænke de sjæle, der holder ud ved at leve et liv i renhed. Derfor er denne fest, en fest, hvor håbet bestyrkes! Det kan gøres ved, at man beder for – og fremmer nåden, der leder til hjertets renhed. Ellers ville Jesus ikke have formuleret netop denne saligprisning, som er essensen i det gode budskab.

Hvor end vi går med Kristus, lad os da altid huske på, at det, der gør, at vi bliver på den vej, der fører til Guds herlighed, er hjertets renhed. Og dette er en umulighed uden sansernes renhed. I den forbindelse lad os da vogte os for, hvad vi lader tilstøde vore sjæle ved at skærme vore sanser, og se til, at hvis vi er kommet bort fra den snævre vej, som er renheden, at vi iler til bodens sakramente og bekender vor synd og overstrømmes af den guddommelige barmhjertighed. Vi kan i større grad se Gud klart efter at have benyttet dette helt igennem fantastiske sakramente, som også hjælper os til at skabe klarhed over alle dele af vort liv.

Når vi overvejer dette store mysterium, som Marias optagelse i Himlen er, lad os med glæde takke Gud for de gaver, Han har givet vores Moder, samt den sejr hun opnåede. Hun er ”en af vore”. Og som Vor Moder har gået vejen, ønsker hun nu i overdådighed at overstrømme os med renhedens nådegave. Må vi hver dag bede for den, fordi vi ligesom Maria, ønsker at befinde os på bjergets top, hvor vi kan se al sollyset, mens stormene raser under os. Og når de mørke tider kommer over os og dækker for solens lys, lad os da huske på de opmuntrende og håbefulde ord fra den ærværdige Fulton Sheen:

Gud, som skabte solen, skabte også månen. Månen dækker ikke for solens glans. Var det ikke for solen, ville månen blot være udbrændte slagger, som bevæger sig rundt i rummet. Alt dens (månens) lys reflekteres i solen. Den hellige Moder reflekterer sin guddommelige Søn, uden Ham er hun intet. Ved Ham er hun menneskenes Moder. I de mørke nætter er vi taknemmelige for månen, når vi ser den skinne, for inderst inde ved vi, at solen stadig eksisterer. Således er det også i det mørke, der dækker verden, når mennesket vender ryggen til Ham, der er Verdens Lys, da vender vi os til Maria for at bede for, at Hun må lede dem på rette vej, mens vi (alle) venter på solopgangen (Fulton J. Sheen, The Worlds First Love, kapitel 5).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 15. august 2015. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2015/08/15/blessed-are-the-pure-of-heart

19. alm søn (10/8/2020)

1. læsning 1 Kong 19,9a. 11-13a

I de dage, da Elias kom til Guds bjeg Horeb gik han ind i en hule og overnattede. Da lød det: “Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.” Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning.

Vekselsang Sl 85,9ab-10.11-12.13-14

R. Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

Nu vil jeg høre, hvad Gud siger,
Herren taler jo fred.
Hans frelse er dem nær, der frygter ham,
og herligheden skal bo i vort land.

Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.

Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

2. læsning Rom 9,1-5

Brødre og søstre! Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.

Akklamation til Evangeliet Jfr Sl 130,5

Halleluja!
Jeg venter på Herren,
min sjæl håber på hans ord.

Evangelium Matt 14, 22-33

Da alle i folkemængden var mætte nødte Jesus straks disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: “Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” Men Peter sagde til ham: “Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.” Han sagde: “Kom!” Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: “Herre, frels mig!” Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: “Sandelig, du er Guds søn.”

Skt. Dominic viser den moderne verden, hvordan man på den helt rigtige måde drager omsorg for de fattige

Den 4. august i den gamle romerske kalender og den 8. august i den nye (romerske) kalender (her finder man en nærmere forklaring på de forskelle, der eksisterer (1)) fejrer Den katolske Kirke mindet om Skt. Dominic, beder om hans forbøn og har fokus på, hvordan man følger hans eksempel. Således som Benediktinerne, Franciskanerne og Jesuitterne er indbegrebet af deres ordensstiftere og disses åndelighed (Skt. Benedikt, Skt. Frans af Assisi og Skt. Ignatius), således er det også med Dominikanerordenen (der har fokus på uddannelse og forkyndelse), at den i sin karisma er indbegrebet af dens grundlægger: Dominic de Guzmán.

Skt. Dominic er i sig selv på mange måder enestående. Hans dyder og det, han har bidraget med, er så omfattende, at (et utal af) andre mænd og kvinder kun delvist har kunnet – og kan efterligne hans eksempel. Han fremstår som et fyrtårn og som et eksempel, man kan stræbe efter- og gå ud fra. Hans samtidige var opmærksomme på dette. De optegnelser, der ligger til grund for kanoniseringen af ham, rummer et utal af vidnesbyrd om dette. Et vidnesbyrd lyder således: ”vidnet har aldrig før haft kendskab til nogen af en sådan karakter ligesom denne Gudsmand, som vedvarende var i bøn og havde stor nidkærhed overfor forkyndelse”.

Dette synes at være en sandhed, der gør sig gældende for alle de store grundlæggere af religiøse ordener: man kan sige, at disse ordensstiftere i sig har båret på kimen til den ånd og det formål, som ligger i deres ordener, og på den måde blev de deres ordens første – og grundlæggende ”regel”, ligesom solen er kilden til livet på jorden. Vi læser, at Skt. Dominic var utrættelig i sit arbejde for Gud (og sit apostolat). Han gik flere tusind kilometer for at forkynde det glade budskab, sådan som det var påkrævet af brødrene. Men vi læser også, at han benyttede mange timer, dag og nat i kontemplativ bøn, og det er det ideal, som de kontemplative søstre i særdeleshed stræber efter at efterligne, men som ikke er brødrenes lod. Dominic kunne varetage den kontemplative bøn og forkyndelsen til fuldkommenhed, men langt de fleste, der er fulgt i hans fodspor, har måttet erkende deres begrænsninger.

Skt. Dominic havde stor kærlighed til Sandheden, altså Guds Ord, Jesus Kristus, som nærer os med Eukaristiens guddommelige føde og udlægger Den hellige Skrift for os. Skt. Dominics store kærlighed kom til udtryk i en vedvarende forkyndelse af dette Ord, både i den måde, han talte – og handlede på. Han havde ét mål med sin forkyndelse, og det var omvendelse: omvendelse af hedningerne til kristne, lunkne kristne til kristne, der tog deres tro alvorligt, og de kristne, der tog deres tro alvorligt til helgener.

De midler, han tog i brug, for at opnå dette, var enkle: at studere sin tro for at få (mere) viden om den; fattigdom, som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at prioritere åndelige goder over de verdslige; fri bevægelighed, så den enkelte selv kunne kortlægge sin vej og rute til de steder, der havde brug for forkyndelse, og sidst men ikke mindst bøn, så den enkelte kan blive omdannet til den kærlighed, vedkommende  forkynder.

Et sådant mål samt disse midler forudsætter i sagens natur troskab overfor Kirken og Hendes lære, uden hvilken budbringeren bliver til en hæretiker, tiggeren bliver til en skurk, og apostlen bliver til en, der er faldet fra troen. Vigtigst er det dog, at det liv, man lever, er ”rodfæstet og grundfæstet i kærligheden” (Ef 3: 17), i Guds kærlighed for Hans skyld og i kærlighed til næsten, som er skabt i Guds billede, og som er blevet frelst ved Kristi Blod.

Det, vi har kendskab til vedrørende Skt. Dominic, viser os, at han ”brændte” af kærlighed for Gud og næsten. Det var denne kærlighed, der i hans tilfælde gjorde, at han skabte en helt ny retning for ordenslivet i den tid, han levede i. Det var denne kærlighed, der gav ham modet og indsigten til at holde ud på trods af modstand. Uanset hvor i verden – eller hvornår i historien Dominikanerordenen har oplevet en opblomstring, har de metoder, som er blevet beskrevet ovenfor, været deres ”måde” at arbejde på, og samtidig har disse også fungeret som målsætninger, og de har været Dominikanernes ”hemmeligheder”, og Gud har velsignet Dominikanerne og deres arbejde.

Hvori ligger det radikale, som Skt. Dominic foretog? At man praktiserer en tiggerlignende fattigdom, som betyder, at man uden omsvøb tigger for at få det daglige brød. At man er vejfarende forkynder, dette bryder med princippet om, at ordenfolk har fast tilknytning til et bestemt kloster på en bestem lokalitet eller det, at en præst har fast tilknytning til et sogn eller bispedømme. At holde sig vågen det meste af natten for at være i bøn og have en stålfast tro på Gud i alt det, der tilstøder en. Alt dette er i sandhed radikalt, fordi det, i al sin enkelthed, stammer fra en stålfast tro.

På trods af at verden taler om humanisme og det at yde humanitær bistand, er den ret beset ligeglad med de fattige og det generelle problem med fattigdom, og sørgeligt nok, synes det som om, at Den moderne Kirke ikke mere har interesse i Kristi evangelium eller en regelmæssig og disciplineret bønsaktivitet. Der vil dog altid være mennesker, specielt blandt de unge, som søger efter: 1) meningen med livet, 2) den kærlighed, der gør livet værd at leve, 3) kilden til hele skabelsen og 4) den sandhed, der ligger til grund for livets mening. Hvis Dominikanerne kan give det til verden af i dag, det, som Skt. Dominic gav til menneskene i sin levetid, så ville ordenen opleve en opblomstring, som dengang den blev stiftet og i de perioder igennem historien, hvor den har været på sit højdepunkt. På den måde bliver troskab et løfte om vækst og mere intensiv missionsvirksomhed, mens dovenskab, afvigelse (i forhold til Kirkens trosgrundlag) og eklekticisme bliver forløberen for en slækkelse af det vigtige i troen, samt ligegyldighed og forfald.

Hvor forandret og anderledes vores verden end måtte være den dag i dag, så higer den stadig efter det glade budskab. Menneskeheden gør stadig de samme fejl, som Adams æt til alle tider har gjort, og derfor har vi stadig behov for Dominikanernes ”hemmelige” metoder, som er beskrevet i artiklen, og som aldrig har forandret sig.

Noter

  1. Link til artikel med uddybende forklaring: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/08/liturgical-notes-on-feast-of-st-dominic.html#.XiSnS25Fzct

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 7. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st-dominic-shows-the-modern-world-how-to-truly-care-for-the-poor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

18. alm søn

1. læsning Es 55,1-3

Så siger Herren: “Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
Kom, I, der ingen penge har!
Køb korn, og spis!
Kom og køb korn uden penge,
vin og mælk uden betaling!
Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
jeres løn for noget, der ikke mætter?
Hør dog på mig, så skal I spise godt
og svælge i fede retter.
Vend øret til mig, og kom,
hør på mig, så skal I leve!
Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
opfylde de urokkelige løfter til David.

Vekselsang Sl 145,8-9.15-16.17-18

R. Du åbner din hånd, Herre, og mætter os.

Eller:

Halleluja!

Herren er nådig og barmhjertig,
sen til vrede og rig på troskab.
Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

Herren er retfærdig på alle sine veje,
han er trofast i alle sine gerninger.
Herren er nær ved alle, der råber til ham,
alle der råber til ham i oprigtighed.

2. læsning Rom 8, 35. 37-39

Brødre og søstre! Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?

I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Halleluja!
Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Matt 14,13-21

Da Jesus hørte om Johannes Døberens død, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: “Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.” Men Jesus svarede dem: “De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!” De sagde til ham: “Vi har kun fem brød og to fisk her.” Han sagde: “Giv mig dem!” Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.

Herrens forklarelse

Om at have blikket rettet mod Det Hellige Ansigt

For hundrede og sytten år siden, den 5. august 1897, aftenen før fejringen af festen for Jesu forklarelse, havde en ung karmeliter, der var ramt af tuberkulose, et meget specielt ønske. Hun ville have et billede af Kristi Hellige Ansigt placeret tæt på sin seng. Billedet blev bragt til hende fra koret og blev fastgjort til hendes sengeleje. Den følgende 30. september døde hun. Hvad var hendes navn? Det var Thérèse af Jesusbarnet og Det Hellige Ansigt. Skt. Thérèse, der er kirkelærer, fæstnede sit blik på Kristi Ansigt, der fremstod forvrænget (det skyldtes lidelserne affødt af hendes sygdom) og fandt en forklarelse af sin egen lidelse i de stråler, der udgik fra det.

Korsets mysterium

Kristi Hellige Ansigt var et mysterium, som Skt. Thérèse kendte til. Det gode arbejde, som den ærværdige Léon Dupont (den hellige mand fra Tours) har foretaget, har resulteret i, at andagten til Det Hellige Ansigt har fundet indpas i hele Frankrig. Karmel (Karmeliterne) fra Lisieux ærede Det Hellige Ansigt hver den 6. august, altså fyrre dage før festen for korsets ophøjelse, som er den 14. september. Hver den 6. august ”udstillede” karmeliterne Det Hellige Ansigt i deres kor, påførte det vellugtende salver og bad foran det.

Skjult i Hans Ansigts hemmelighed

Et år før sin død den 6. august 1896 konsekrerede Thérèse samt to novicer, der var blevet hende betroet, sig til Jesu Hellige Ansigt. De forstod forklarelsens mysterium på samme måde, som det fremlægges i liturgien i dag, altså som en forberedelse til korsets mysterium. De tre unge karmeliter spurgte Vor Herre om Han ville skjule dem i ”Sit Ansigts hemmelighed”.  De blev af Helligånden draget til Kristi lidelse, Den lidende Tjener, som beskrives i kapitlerne 52-53 i Esajas Bog. De ønskede at være som Veronika, der mødte Jesus med trøst under Hans lidelse, og samtidig ønskede de at frembære sjæle for Ham. Deres bøn afsluttes med: ”O, elskede Jesu Ansigt! Mens vi venter på den sidste dag, hvor vi vil tage del i Din uendelige herlighed, er vort eneste ønske, at henrykkes af Dine guddommelige øjne ved også at skjule vore ansigter, således at ingen her på jorden er i stand til at genkende os. O, Jesus, Dit slørede blik er vor Himmel”.

Lectio Divina og Eukaristisk tilbedelse

I selve forklarelsen på bjerget ser vi Guds menneskelige ansigt mere tydeligt end solen. Traditionen giver os to særlige måder, hvorpå vi kan søge efter og overveje Ham, der forklares og erfare forklarelsen af Kristi Ansigt. Den første måde at praktisere lectio divina på forgrener sig i to praksisformer: 1. Den hellige liturgis lectio divina, som foretages i en forsamling. 2. Den selvstændige lectio divina, der forlænger den hellige liturgi og forbereder den. Den, der søger Kristi Ansigt i Skrifterne, som ved Kirken overdrages os, vil opdage Den Elskendes Ansigt, der kommer til syne mellem linjerne i teksten, der oplæses, og denne erfaring vil virke forandrende på den, der lytter. Den anden måde at foretage lectio divina på er ved Eukaristisk tilbedelse. Den, der forbliver tavs og er i tilbedelse foran Den guddommelige Hostie, altså ”Jesu tilslørede blik”, vil helt umærkeligt blive transformeret og helbredt i den udstråling, der udgår fra Den.

 

At søge Gud

Klostre eksisterer af én grund, nemlig for at de skal være steder, hvor sjæle kan søge Gud. Og hvor finder man Gud, undtagen i Kristus? ”Kundskab om Guds herlighed”, siger den hellige Paulus: får vi ved ”Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6). Begyndelsen på liturgien i dag er et udtryk for en søgen efter klosterlivet: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt! Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig …” (Sl 27: 8.9a). Helligånden arbejder i lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse for at gengive for os trækkene ved Kristi Hellige Ansigt. Helligånden er i virkeligheden den åndelige billedskaber, som i vore sjæle trækker stregerne til billedet af Kristi Ansigt.

Den uendelige skønhed

Kristi Ansigt er ”den pragt, som alt andet blegner i forhold til, og det er alene den uendelige skønhed, der til fulde kan stille menneskets hjerte tilfreds” (Vita Consecrata, art. 16). Hvor passende er det ikke, når man ser på dagens evangelietekst og særligt den græske version, hvor Skt. Peters udbrud faktisk oversættes til: ”Herre, det er for os forbundet med noget smukt at være her” (Mark 9: 5)! I det Kristi Ansigt, der træder frem, ser vi de ord, der stammer fra Skt. Klara fra Assisi: ”Han, der gav sig selv fuldstændigt for vores kærlighed, Han, hvis skønhed solen og månen beundrer, Han, hvis belønninger rummer en dyrbarehed og storhed, Han er evig” (Letter III to Agnes of Prague).

At blive det, man betragter

Ligesom Moses, til hvem Herren talte ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet (2 Mos 33: 11), og hvis ansigt strålede, fordi Herren havde talt med ham (2 Mos 34: 29), vil en sjæl, der er tro mod lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse, blive omdannet til det billede, den betragter. Et menneske, der betragter ting, der er blevet vansiret, bliver helt igennem vanvittig. Et menneske, der betragter ting, der omdannes, bliver også i sig selv omdannet. Det menneske, der betragter Det inkarnerede Ords smukke Ansigt, vil på det åndelige plan bliver mere smuk.

Profeten Daniel

Tænk på den oplevelse profeten Daniel havde, da han opfyldt af ærefrygt stod foran menneskesønnen. Ligesom Peter, Jakob og Johannes på det hellige bjerg er stærkt berørte af det, der sker, er Daniel blændet af den klædning, Menneskesønnen bærer, den er nemlig hvid som sne (Dan 7: 9). Og endnu engang, ligesom Peter, Jakob og Johannes, der falder i en tung søvn (Luk 9. 32), falder Daniel på sit ansigt: ”Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden” (Dan 10: 9). Dette er ikke nogen almindelig søvn, det er snarere en mystisk søvn fremkaldt af et fantastisk guddommeligt nærvær, og denne søvn står ikke i modsætning til den søvn, Herren lod falde over Adam, og som er beskrevet i 1. Mosebog 2: 21 ”Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam”.

Frygt ikke, Daniel

Daniel beskriver derpå, hvad der skete: ”Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder” (Dan 10:10). Det er ved Menneskesønnens hånd, at Daniel bliver oprejst fra den sammenbøjede stilling, han befinder sig i. ”Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke” (Dan 10: 11-12).

Den oplevelse, Daniel har, afsluttes med, at han får at vide, at han skal rejse sig op. Her er der tale om en opstandelse. Også dette, altså opfordringer til at rejse sig op og indtage sin plads med den opstandne Søn og stå til ansigt med Faderen og gøre alt dette i Helligånden, er en del af vores egen forvandling til det opofrende Kristi præsteskab. Sjælen, der er blevet forvandlet, står glædesfuld og fri foran Faderen og har vished for, at den virkelig er elsket og er blevet overdraget den ædle skønhed, der følger med Kristi kongelige præsteskab.

Den hellige Messe

Hver gang Den hellige Messe fejres, stiger vi op på bjerget med Kristus. I læsningen fra Den hellige Skrift (Evangelielæsningen) åbenbarer Vor Herre Sit Ansigt, og ved at lytte til Ordet bevæger vi os med den formulering, man finder i Vulgata: ”fra forståelse til en endnu dybere forståelse”. I dag bærer Moses og Elias vidnesbyrd om lovens og profeternes opfyldelse og peger hen på Hans (Jesu) udvandringsmysterium, der foregår via korset og graven, og det foregår fra de mørke steder samt døden og ind i selve lyset og livet i Faderen.

Når vi går fra ordets liturgi til den Eukaristiske liturgi (Det hellige Messeoffer), er vi ligesom Peter, Jakob og Johannes, der ser Hans (Jesu) herlighed, ikke med deres legemers øjne, men med troens øjne og ved lyset fra Helligånden. Vi ved, at Han virkelig er til stede i brødet (Hostien), der er blevet Hans Legeme og Vinen, der er Hans Blod, og vi vil som Peter udbryde: ”Mester, det er godt, at vi er her” (Luk 9: 33). Det alter, hvorpå Det hellige Messeoffer bliver foretaget, er vores Tabor bjerg. Oven over alteret lyder Faderens stemme: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (Luk 9: 35). Selvom alteret er usynligt, er det stadig virkeligt, mystisk og alligevel håndgribeligt, og alle, der tager del i Eukaristifejringen, bliver indhyllet i en sky, der består af Helligånden og taget med ind i Kristi store præstelige bøn til Faderen.

Den Eukaristiske forklarelse

Den nåde, som dagens fest bringer, er vores egen forvandling i mødet med Eukaristien. Vor Herre vil i dag tage hver eneste af os, og det vil sige os alle sammen i Sine hænder, så vi sammen med Ham og i Helligånden kan være ét eneste offer til Faderen. Uden frygt skal I overgive Jer selv som ofre i vor herlige Præsts hænder, der blev såret af naglerne. Han vil konsekrere dig til Sig selv i Det hellige Messeoffer. Da vil Faderen, der følger med fra himlen, genkende i hver af os Sin Søns Hellige Ansigt, Sønnen, som er Den Elskede, for ved det Eukaristiske mysterium: ”… forvandles (vi) efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed” (2 kor 3:18).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. august 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/08/the-transfiguration-of-the-lor/

En vækkelsesbøn til soning for Jesu Eukaristiske Hjerte

Min Gud jeg tror, jeg tilbeder, jeg stoler på og elsker Dig! Jeg beder om forladelse for dem, som ikke tror, tilbeder, stoler på og elsker Dig (Siges tre gange).

O Jesu guddommelige Eukaristiske Hjerte, se vi lægger os på knæ med et angerfuldt og bedende hjerte for storheden i Din frelsende kærlighed i det Allerhelligste sakramente. Vi er rede til at sone og ved vor egen fri vilje at gøre bod ikke alene for vore egne overtrædelser, men særligt for de ubeskrivelige krænkelser, den helligbrøde og ligegyldighed, som Du i denne tid udsættes for i Din guddommelige kærlighed i det Allerhelligste sakramente, især ved at Den hellige Kommunion modtages i hånden og af mennesker, der er vantro og har begået dødssynd.

Desto flere der udviser vantro overfor Din guddommelighed og realpræsens i Eukaristien, desto mere tror vi på Dig og tilbeder Dig. O Jesu Eukaristiske Hjerte, som er det sted, hvor hele guddommens fylde dvæler!

Desto flere krænkelser Dine sakramenter udsættes for, desto mere vil vi stå fast på vores tro på dem, og med større ærbødighed vil vi modtage dem, O Jesu Eukaristiske Hjerte, som er livets og hellighedens kilde!

Desto mere Dit Allerhelligste sakramente udsættes for nedsættende tale og blasfemiske handlinger, desto mere højtideligt vil vi forkynde: Min Gud jeg tror, jeg tilbeder, jeg stoler på og elsker Dig! Jeg beder om forladelse for dem, som ikke tror, tilbeder, stoler på og som ikke elsker Dig. O Jesu Eukaristiske Hjerte, Det mest værdige til at blive højlovet!

Desto mere forladt og glemt Du er i Dine kirker, desto mere vil vi aflægge Dig et besøg. Du, som dvæler iblandt os i Tabernaklerne i vore kirker. O Jesu Eukaristiske Hjerte, Guds Hus og Himlens Port!

Desto mere fejringen af Det Eukaristiske Offer berøves Dets hellighed, desto mere ønsker vi at give vores støtte til en ærbødig fejring af Den hellige Messe, som i det ydre såvel som i det indre er rettet mod Dig, O Jesu Eukaristiske Hjerte, Den Allerhøjestes Tabernakel!

Desto mere Du bliver modtaget i hånden af kommunikanter, der står oprejst, og som udviser en manglende ydmyghed og tilbedelse, desto mere ønsker vi at modtage Dig knælende og på tungen med en tolders ydmyghed og et barns umiddelbarhed, O Jesu Eukaristiske Hjerte, som er uendelig storhed!

Desto mere Du i Den hellige Kommunion modtages af urene hjerter, der befinder sig i dødssynd, desto mere ønsker vi at foretage en bodsandagt og rense vore hjerter ved ofte at opsøge bodens sakramente, O Jesu Eukaristiske Hjerte, vor Fred og Forsoning!

Desto mere helvede forsøger at lede sjæle til fortabelse, desto mere bør vi brænde af nidkærhed med Din kærligheds ild for deres frelse, O Jesu Eukaristiske Hjerte, frelsen for dem, der har sat deres lid til Dig.

Desto mere man erklærer, at religiøs forskellighed er Guds vilje samt en menneskeret funderet i menneskets natur, og desto mere katolsk doktrin bliver gjort relativ, desto mere vil vi uforfærdet bekende, at Du er menneskehedens eneste Frelser, og at det kun er ved Dig, det er muligt at komme til Faderen, O Jesu Eukaristiske Hjerte, alle hjerters konge og midtpunkt!

Desto længere autoriteter i Kirkens hierarki ikke bekender, at man har udstillet afguder i kirkerne og endda i Rom, desto mere vil vi bekende sandheden: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro” (2 Kor 6: 16) og desto mere vil vi sammen med Dig fordømme ”ødelæggelsens vederstyggelighed og stå på hellig grund” (Matt 24: 15), O Jesu Eukaristiske Hjerte, Guds hellige tempel!

Desto mere Dine hellige ti Bud bliver glemt og overtrædes, desto mere ønsker vi ved Din nådes hjælp at overholde dem, O Jesu Eukaristiske Hjerte, alle dyders kilde!

Desto mere sensualitet, selvoptagethed og hovmod præger der menneskeheden, desto mere vil vi vie vort liv til Dig i selvopofrelsens og selvfornægtelsens ånd, O Jesu Eukaristiske Hjerte, som er blevet overvældet med bebrejdelse.

Desto mere voldelige angreb helvedes porte retter mod Din Kirke og den klippe, som er Peter, og som er Rom, desto mere vil vi tro på Din Kirkes uforgængelighed, O Jesu Eukaristiske Hjerte, som er kilden til al trøst, Du vil ikke svigte Din Kirke og klippen Peter ved de mest voldsomme angreb på Den.

Desto mere mennesker fjerner sig fra hinanden gennem had, vold og selviskhed, desto mere vil vi som er en del af Guds familie i Kirken i Dig elske hverandre, O Jesu Eukaristiske Hjerte fyldt med godhed og kærlighed!

O Jesu guddommelige Eukaristiske Hjerte giv os Din nåde, så vi må være trofaste og ydmyge i tilbedelse, i kærlighed, som forsvarere og trøstere i forhold til Dit Eukaristiske Hjerte i dette liv, og vi vil modtage Din kærligheds herlighed i himlen i al evighed. Amen.

Min Gud jeg tror, jeg tilbeder, jeg stoler på og elsker Dig! Jeg beder om forladelse for dem, som ikke tror, tilbeder, stoler på og elsker Dig (Siges tre gange).

Vor Frue af det Allerhelligste sakramente, bed for os.

Skt. Thomas Aquinas, Skt. Peter Julian Eymard, Skt. Francisco Marto, Skt. Padre Pio og alle Eukaristiske helgener bed for os.

Denne bøn er udarbejdet af biskop Athanasius Schneider.

17. alm søn (26/7/20)

1. læsning 1 Kong 3,5.7 -12

I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde: “Sig, hvad jeg skal give dig!”
Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, og Gud sagde til ham: “Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig.”

Vekselsang Sl 119, 57&72.76-77.127-128.129-130

R. Herre, hvor jeg elsker din lov!

Herren er min lod,
jeg lover at følge dine ord.
Den lov, du har givet, er bedre for mig
end tusind stykker guld og sølv.

Lad din godhed være min trøst
efter dit ord til din tjener.
Lad din barmhjertighed nå mig, så jeg må leve,
for din lov er min opmuntring.

Derfor elsker jeg dine befalinger
mere end det reneste guld.
Derfor følger jeg nøje alle dine forordninger,
jeg hader alle falskheds veje.

Dine love er underfulde,
derfor overholder jeg dem.
Dine ord giver lys, når de åbner sig,
og giver de uerfarne forstand.

2. læsning Rom 8, 28-30

Brødre og søstre! Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

Halleluja!
Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
fordi du har åbenbaret himmerigets hemmeligheder for umyndige.

Evangelium Matt 13,44-52 eller: Matt 13,44-46

På den tid fremsatte Jesus følgende lignelse for folkeskarerne: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?” De svarede: “Ja!” Da sagde han til dem: “Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.”

Som kortere afsnit kan læses Matt 13,44-46:

På den tid fremsatte Jesus følgende lignelse for folkeskarerne: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Kristen versus Katolsk

Den katolske Kirke fordrejer Den hellige Skrift, har falske profeter i sin midte og kan ikke karakteriseres som værende kristen

Mange katolikker er ikke klar over, sandsynligvis fordi de er præget af ligegyldighed, at der er sket store ændringer hos protestanterne. Der er opstået et vist kollektivt hukommelsessvigt blandt de mange protestantiske denominationer, da det synes, som om de ikke kan huske deres historiske baggrund, som er, at de er en del af den protestantiske reformation, som blev sat i gang af præsten Martin Luther i det 16. århundrede, den protestantiske reformation, som har sit 500-års jubilæum næste år (2017).

Der findes en mangfoldighed af protestantiske denominationer, men der er kun nogle få, der definerer sig som protestanter. De har glemt deres historiske rødder og ser ikke længere sig selv som nogen, der protesterer imod noget. Men det er netop det, der kendetegner en protestant, at denne protesterer, og i dette tilfælde er det imod den katolske sandhed.

Flere af de nyere og yngre kirker, som man kalder for ”hippe” kirker (der er her tale om ordet kirke med lille k) definerer sig som kristne. I deres optik adskiller de sig fra protestanterne, som de alt i alt er en del af. Uanset om man kommer fra den evangeliske kirke, pinsekirken, baptisterne eller er lutheraner, så er man protestant. Men hvorfor? Fordi de alle, uanset det, de kalder sig, stadig er protestanter.

Men i løbet af de sidste 20 år eller mere, er der vokset en bevægelse frem blandt de yngre og mindre protestantiske retninger, hvor man helt fjerner betegnelsen protestant og i stedet helt enkelt betegner sig som kristen, og dette fænomen har ”bidt sig fast” og endda i et sådant omfang, at de har taget patent på betegnelsen kristen, og ekskluderet katolikker fra denne betegnelse.

Nu må I lige have os undskyldt, Den katolske Kirke, er Den eneste sande Kirke, og vi var de første kristne. De kristne, der blev spist af løver i Rom, var ikke bare en tilfældig gruppe kristne, det var katolikker, ganske enkelt.

Alle katolikker er kristne, men ikke alle kristne er katolikker, ”takket være” den ekskommunikerede præst Martin Luther. Men hvad er årsagen til, at dette må betones? Det hele handler om, at der for nylig har været afholdt en begivenhed med følgende overskrift: ”Ecumenical Event Unites Christians and Catholics” (En økumenisk begivenhed hvor kristne og katolikker forenes). Nej, hold nu op.

I husker, at katolikker er kristne, de første kristne. Men hele gruppen af ”følelsesbetonede” kristne er fuldstændig ligeglade med det. De er af den opfattelse, at når man er en del af et religiøst hysteri (her forstået som, at man står med lukkede øjne, hænderne i vejret, synger højlydt og råber og skriger på- og til Gud), så er det, fordi Helligånden er tilstede, og alt er godt, fordi man har en ”fornemmelse af”, at alt er godt.

Det er helt forkert.

Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke taler imod det at bede sammen, det er bestemt ikke nogen dårlig ting, eller at vi arbejder sammen om, at moral og det at gøre det gode er de bærende principper i samfundet og en del af vores kulturelle grundlag. Men man kan ikke forsamles til en såkaldt økumenisk begivenhed og her udbrede den vildfarelse, at katolikker ikke er kristne. Igen bør det understreges, at vi katolikker var de første, og stadig er det.

Men interessant var det, at nogle af de tilstedeværende protestanter højlydt udtrykte modstand mod enhver form for katolsk tilstedeværelse, og det gjaldt også et videoindslag fra pave Frans, hvor han opmuntrede til at arbejde for den gode relation mellem katolikker og protestanter. En protestant udtrykte sig på følgende måde: ”kristne og falske profeter (han mente katolikker) vil samles og blive ét ved denne begivenhed”. Der er ikke andet at sige til det, end at det store frafald sker for øjnene af os, og at vi ikke vil tie.

Som en kommentar til synet på katolikker blandt den førnævnte protestants ”medbrødre”, sagde arrangøren af denne begivenhed i et kommunike, at: ”det ikke handler om, at vi er nået til et punkt, hvor vi er enige om, hvordan vi fortolker Den hellige Skrift, men meget mere om, at vi rækker ud imod hinanden fra hver vores respektive positioner”.

Det er da i sandhed venligt af dem, at de ikke vil finde frem til en fælles fortolkning af Den hellige Skrift sammen med de katolikker, de ikke bryder sig om. Hvis de besad en vis form for historisk forståelse, hvilket de ikke gør, ville de kunne se og forstå, at Den katolske Kirke er Den, der gav Bibelen til verden, at Den katolske Kirke var og er den første Kirke, og at deres forsamlinger ikke er kirker, fordi Kristus kun indstiftede EN Kirke, og deres ”kirker” er ikke DEN.

Deres ”kirker” er ikke ældre end 500 år, og de har som deres stifter en hæretisk, ulydig og mentalt forstyrret katolsk præst (Martin Luther). Den katolske Kirke kan trække en tidslinje 2000 år tilbage i tiden til Dens Stifter, Jesus Kristus.

Det er ikke uden risiko for fare, hvis katolikker vælger at tage del i sådanne økumeniske begivenheder. Bevares, til en vis grænse og i et begrænset omfang, men der må trækkes en streg i sandet. Men den type protestantisk begivenhed, jeg netop har beskrevet, hvor katolikker er vidner til, at Den katolske Kirke nedvurderes, og de selv reduceres til at være andenrangs kristne, der forvansker Den hellige Skrift, har falske profeter i Sin midte og ikke kan betegnes som kristne, bør katolikker under ingen omstændigheder tage del i. Når vi samles med henblik på at forenes, hvad er det så lige, vi forenes om?

Jeg spørger bare. Det kan som regel være fornuftigt at vide hvilken betydning, der lægges i de ord, der bliver benyttet.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-christian-vs-catholic

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)