Den nye farisæisme bereder vejen for at antikrist kan rejse sig

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det tredje afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit 

Den Katolske Kirkes Katekismus definerer hæresi som ”den hårdnakkede fornægtelse efter at have modtaget Dåben af en sandhed, som skal tros med guddommelig og katolsk tro, eller den hårdnakkede tvivl om en sådan sandhed. Apostasi kaldes den totale forkastelse af den kristne tro” (1).

Lad det stå fuldstændig klart: At det omfattende frafald, der præger vor tid, er blevet frembragt af hidtil usete kræfter, der findes hos sekulære magtinstanser. Det har rod i de hæresier, der har spredt sig blandt os, en ny slags farisæisme, som har til hensigt at udtømme troen for kraft og substans og i stedet skabe en psykologisk og ”spirituel” grobund, hvorfra den antikristelige ånd kan tiltage sig mere magt over menneskets måde at opfatte, tænke og føle på. Det er det, der allerede nu gør det muligt for ”fortabelsens søn” at rejse sig.

Det altdominerede problem i Kirken i vesten i dag er den farisæisme, der knytter sig til en korrumperet moralteologi og forstyrret ekklessiologi, hvorfra falske lærere ”bilder” folk ind, at de er retfærdige, selvom de synder i forhold til seksualmoralen eller ved at lære, at en sådan synd ikke er en alvorlig synd og dermed ikke en hindring for at modtage Sakramenterne. De føler sig retfærdiggjort ved at tro på et nyt ”Evangelium”, der hviler på social retfærdighed, en særdeles selektiv social retfærdighed, der reducerer Evangeliets fylde til et falskt enten / eller – valg: Man er enten en liberal afviger (altså ”kærlig og medfølende”), eller man er farisæer (”ubøjelig legalist”). De slutter fred med den personlige synd, fordi de tror, at de opfylder Evangeliets fordringer ved at hjælpe de fattige. Og når man stiller spørgsmålstegn ved deres hykleri og kompromis i forhold til den personlige synd, skyder de ganske enkelt budbringeren ved at rette anklage mod alle dem, der står i modsætning til deres agendaer og dæmoniserer sandhedens stemme ved at foretage overfladiske sammenligninger med de legalistiske farisæere, der optræder i Evangelierne. Faktum er, at de nye farisæere ikke kun benægter de mere ”tungtvejende forhold”, ofte forsøger de ganske aktivt at undergrave dem og i værste fald bidrager til den uskyldiges død. Han gjorde det som det mest ironiske ved at appellere til barmhjertighed.

Således er der i den voksende forvirring, som vi alle er omgivet af, behov for en nøgtern refleksion over, hvad det helt eksakt var, Jesus adresserede, da Han stod overfor farisæerne i sin tid. De skriftsteder, der specielt berører dette, findes hos Matthæus 23: 1-39, Markus 7: 1-13, Markus 12: 35-40, Lukas 11.37-54, Lukas 20:45 – 47 og endelig Johannes 9: 1-41.

I hvert af disse skriftsteder ser man, at Kristus frem for alt konfronterer farisæerne med deres hykleri, deres ydre adfærd i forhold til dydighed, deres indre fordærv, grådighed og onde tanker. (Matt 23: 27-28 og Luk 12: 1). De pålægger mennesker store byrder, mens de forsømmer det, der er det vigtigste i deres tro på Gud. Disse ”hårde” ord, som Jesus udtaler, får man kun den korrekte forståelse af ved at se dem benyttet i den rette sammenhæng:

En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: Hvilket er det første af alle bud? Jesus svarede: Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse” (Mark 12: 28-31).

Jesus er meget klar I Sin lære om, at det, at man i sandhed må elske sin næste er funderet i en fuldstændig tro på de guddommelige bud. Uden at være bevidst om denne sammenhæng blev de gamle farisæeres formodede retfærdighed reduceret til en streng overholdelse af loven, uden at kærligheden var til stede. Ligeledes uden denne sammenhæng for øje kan den formodede medfølelse hos de nye farisæere reduceres til en overfladisk følelse af selvtilfredshed og antagelser. Hvis kærligheden ikke er baseret på fuldstændig troskab mod Guds befalinger, bliver den (kærligheden) meget snart afkortet og resultatet er en kortsigtet venlighed, der fostrer ondskab i det lange løb. I Markus Evangeliet (7: 1-13) revser Jesus farisæerne for, at de tilsidesætter Guds befalinger, mens de er meget detaljeorienteret i forhold til deres egne bud, som fremgår af følgende eksempel: Moses har jo sagt: Ær din far og din mor! og: Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden. Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave (Mark 7: 10-11). I Matthæus Evangeliet (23: 15) siger Jesus: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv. I Lukas Evangeliet (17:3-4) siger Jesus: ”Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham”. I Johannes Evangeliet (8: 2-11) hvor Jesus møder kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, ville farisæerne have dømt hende og stenet hende til døde. Efter at Jesus har bragt dem til skamme og dermed forhindret deres onde hensigt, siger Han til kvinden: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

I disse mange eksempler i Det Nye Testamente, der bygger på Det Gamle Testamente, er Jesus ikke sen til at irettesætte syndere, og igen og igen kalder Han dem til omvendelse, for Han vidste, at omvendelse er forudsætningen for at modtage barmhjertighed og befri os fra syndens slaveri. Det er sandheden, der sætter os fri, siger Herren.

De gamle farisæere var meget optaget af at overholde loven ned til mindste detalje. De var hurtige til at dømme de svage og fordømme dem, der ikke levede op til deres krav. De var generelt hjerteløse og kendte ikke til barmhjertighed. Desuden var de selv som ”kalkede grave”, der underviste i Moseloven og dens udførlige forskrifter, samtidig med at de indvendig var fordærvede. Og frugten af deres ”lukkede øjne” åbenbaredes, da de iværksatte tortur og henrettelse af Livets Skaber.

I vor tid er det ubestrideligt, at det tilbageværende af den gamle farisæisme forbliver med at være blandt de troende. Det, tankerne øjeblikkeligt ledes hen på, er den stereotype forestilling, som er resultatet af et uophørligt (gentaget) mantra i den vestlige verdens liberale kirker. De forkynder, at den eneste alvorlige synd, (der findes) er ”intolerance”, hvorved man har efterladt folk med en ubehagelig følelse. Dette er blevet kombineret med en bagvaskelse af dem, der agerer doktrinært og liturgisk korrekt angiveligt er påtaget.

Det siger sig selv, at præster og lægfolk, der har den korrekte tilgang til doktrin og liturgi, men mangler ”sansen” for at hjælpe næsten og iveren til at foretage det grundlæggende missionsarbejde, tager sig ikke i agt for ”farisæernes surdej”. Men enhver oprigtig kristen er overvågen i forhold til ”risikoen” for farisæismen såvel som fristelsen til at synde. Han ved, at uden Jesu Kristi nåde vil han indtage rollen, som både den yngre og ældre broder i lignelsen om den fortabte søn.

Siger Herren ikke til os, hvis vi ville lytte til Ham: ” Pas på den fare, mine børn, som ’den ældste søn’ i lignelsen om den fortabte søn står overfor, for I risikerer at komme ud på en glidebane, der fører til farisæismen?”

Og på samme tid udbryder Han ikke til hver eneste sjæl: ”Omvend jer fra Jeres synder! Kom til mig og I skal få liv!”(Es 55: 3-5, Ez 33: 11 og Joh 14: 6)? 

Fortsættelse følger

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 2089 og CIC, The Code of Canon Law, can 751.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-new-phariseeism-is-preparing-the-way-for-antichrist-to-arise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken er kaldet til at være en bastion mod det kommende frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er andet afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit 

Hvorfor har så mange kristne vist sig at være sårbare – samt modtagelige overfor vor tids patologiske løgne? Eller sagt på en anden måde hvorfor lader vi løgnen besnære os? Vi bedrager os selv, fordi det betaler sig, samtidig med at de indre spændinger, den moralske kamp, der er del af menneskelivet, synes at blive mindre eller helt forsvinder, som havde vi kasseret dem, som forældede fortællinger. Dagligt sluger vi løgne, som virker ”troværdige”, spundet ind i et net af falskhed og tilsat smiger, om mental- og kropslig tilfredsstillelse, og som konstant forstærkes af en ny verdenskultur, der i en vid udstrækning underbygges af medier indenfor underholdning og kommunikation, ved en demoralisering af uddannelsessystemet, ved politikere, der er gået på kompromis i forhold til moral og endelig det værste af det hele gennem tvetydig teologi og falsk åndelighed.

I det andet brev til Timotheus opmuntrer Paulus hyrderne for Herrens hjord til at stå frem i tide og utide og prædike ordet for at ”overbevise, irettesætte og formane”.”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter ” (2 Tim 4: 3-4).

Hvis de aktuelle studier af trospraksis i den vestlige verden er korrekte, ser det ud til, at mere end 80 % af katolikkerne ikke længere tror på Kristi realpræsens i Eukaristien samt nødvendigheden af bodens sakramente eller på andre af (den katolske tros) grundlæggende doktriner. Endvidere afviser dette flertal konsekvent Kirkens lære vedrørende seksualmoralen. Alligevel fortsætter mange (ud af dette flertal) med at gå til Messe eller definerer sig selv som katolikker, og dermed bærere af en kulturel- og religiøs markør, som benyttes som et etisk grundlag, hvorpå man opdrager sine børn til at blive ”lovlydige” borgere og ”grundlæggende gode mennesker”, dog uden at man står til ansvar overfor Gud og mennesker.  Continue reading

Begyndelsen på det store frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er første afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

”Når Menneskesønnen vender tilbage, vil Han så finde nogen tro på jorden?” (Luk 18:8)

For enhver generation former ”den tid, der i fremtiden vil komme” sig ikke altid helt, som den havde forestillet sig. Derfor gribes vi af den ældgamle fristelse til at fortrænge historiens teologi og åbenbaringens eskatologi, som værende mentale konstruktioner, der er blevet til på baggrund af irrationel frygt eller noget, der begrænser sig til informative analyser af aktuelle situationer, en cyklus, der gentager sig selv, og uden at give os ”det”, vi ventede, nemlig den altomfattende katastrofe. Alligevel, ifølge Kristus i Evangelierne, Johannes Åbenbaring, brevene fra Peter, Paulus og Johannes og de gammeltestamentlige profeter samt de af Kirken godkendte privatåbenbaringer, som er forøget i antal og intensitet gennem de sidste 150 år, nærmer tiden sig, hvor alle de spekulative scenarier vil svinde bort for at gøre plads for den reelle og ultimative fare for menneskeheden. Således bliver fremtiden til nutid. Prologen til denne (fremtid) vil være et frafald (fra Kirken) uden fortilfælde. Faktisk bliver dette frafald mere og mere tydeligt for hver dag. Dets klimaks er Herrens Dag, en dag med ild.

I en række prædikener profeterede salige kardinal John Newman om ”den tid, der i fremtiden vil komme” og som truede allerede i hans egen tid:

Jeg ved, at alle ”tider” er farefulde, og at mennesket til enhver tid lægger sig alvor og bekymring på sinde til ære for Gud og for det menneskeheden har behov for, og dog betragter det sin samtid, som den mest frygtindgydende. Til alle tider har sjælenes fjende med raseri angrebet Kirken, som er deres sande Moder, hvor han som det mindste truer og skræmmer, når det ikke lykkedes ham at gøre anden skade. Og hver sin tid byder på sine prøvelser. Og for så vidt vil jeg indrømme, at der helt sikkert har optrådt specielle prøvelser rettet mod kristne på specifikke tidspunkter (gennem historien), som ikke gør sig gældende i dag. Uden tvivl, må jeg indrømme, at der ligger farer foran os, som kan ”tage pusten” fra selv så modige helgener, som Skt. Athanasius, Skt. Gregory I eller Skt. Gregory VII. De kan bekræfte, at det ”mørke”, de havde udsigt til i deres egen tid adskilte sig (fra tidligere tiders farer) og det mørke, der truer i vores tid, adskiller sig fra det, der før har været. Den specielle fare, som præger den tid, der ligger foran os, er udbredelsen af utroskabens pest, som apostlene og vor Herre selv har forudsagt, som den værste katastrofe i Kirkens sidste tider. Og i det mindste en skygge af – eller et typisk billede på at de sidste tider er kommet over jorden” (1).

Newmans tilgang var delvis betinget af den tid, han levede i samt hans forståelse af den konstante fristelse blandt kristne til at gå på kompromis med spiritus mundi (tidsånden). Det stod klart for ham, at tidsånden i hans tid tog stadig større (truende) skridt hen imod det, der var tilbage af den gamle kristendom. Og i andre prædikener gik han længere og advarede imod den onde ånds sigte mod en endelig konfrontation (2). Newman påpegede, at en tiltagende lunkenhed og ligegyldighed blandt de troende til enhver tid har været prologen til forfølgelser, og at den ultimative forfølgelse kan forudses på baggrund af det største frafald i Kirkens historie (3). Der har selvfølgelig været andre perioder med frafald og hæresi, som for eksempel den arianske krise (det 4. århundrede) og alvorlige, som de var, startede de på et tidspunkt med stor religiøs forvirring, og mens menneskeheden var ved at finde vejen ud af hedenskabens sump.

Og det er det, der er forskellen på det, der er sket i fortiden, og det der sker nu over hele den vestlige verden. En civilisation, der har kendt til kristendommen (og nu i en vid udstrækning er uvidende om, hvor dyster hedenskaben kan være), og som nu vælger at gå tilbage til sumpen og kalder denne nedadgående glidebane for fremskridt og definerer på enhver tænkelig måde dette tragiske og forstyrrende koncept som frihed, alt imens den aggressivt forsøger at pålægge alle mennesker dette koncept.

At denne revolution så hurtigt har vendt op og ned på civilisationens grundlæggende principper er et af dens mere utrolige karakteristika, da der er tale om principper, der anerkendes af ethvert normalt samfund. Naturligvis er der historiske og sociologiske faktorer, der spiller ind, såsom en smadret tro på en god Gud på grund af to ufattelige og altødelæggende Verdenskrige, den vedvarende trussel om atomkrig, folkedrab, den seksuelle revolution samt den hurtige vækst indenfor de elektroniske medier samt nye medier i det hele taget, og den magt, de har tiltaget sig, og som virker overvældende på (den menneskelige) bevidsthed og påvirker samvittigheden og gør menneskets vilje til et middel for dens målsætninger, som handler om at redefinere meningen med mennesket og selve virkeligheden.

Fortsættelse følger. 

Kildehenvisninger 

  1. John Henry Newman (1801-1890), Sermon of October 2, 1873,”The Infidelity of the Future”.
  2. Newman, Tracts for the Times, Volume V, 1838-40, Advent Sermons on Antichrist.
  3. I sin kirkehistorie påpeger Eusibius fra Casarea, biskop og historiker i det fjerde århundrede, at alle de store forfølgelser af Kirken går forud for perioder præget af en udpræget ligegyldighed blandt de troende.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 27. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-dawn-of-the-great-apostasy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

2. alm. søn (14/1/2018)

1. læsning 1 Sam 3,3b-10. 19

I de dage sov Samuel i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Men han svarede: “Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.” Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: “Samuel!” Han stod op og gik hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Men han svarede: “Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.” Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: “Samuel!” Han stod op og gik hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: “Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!” Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove.

Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: “Samuel, Samuel!” og han svarede: “Tal, din tjener hører!”.

Samuel voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden.

Vekselsang Sl 40,2&4ab.7-8a.8b-9.10

R. Se, jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.

Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;
Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.

Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
– du har åbnet mine ører –
brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
Da siger jeg: “Se, jeg er kommet.”

I bogrullen er der skrevet om mig –
jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
din lov er i mit indre.

Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
i den store forsamling,
jeg holder ikke mine læber lukkede,
det ved du, Herre!

2. læsning 1 Kor 6,13c-15a. 17-20

Brødre og søstre! Legemet er ikke til utugt, men er til for Herren, og Herren for legemet, og Gud oprejste Herren og vil oprejse os ved sin kraft. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer. Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham. Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme. Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!

Akklamation til Evangeliet Joh 1,41.17b

Halleluja!
Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus.
Nåden og sandheden kom ved ham.

Evangelium Joh 1,35-42

På den tid stod Johannes på den anden side af Jordan med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: “Se, dér er Guds lam.”

De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: “Hvad vil I?” De svarede: “Rabbi, hvor bor du?” – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: “Kom og se!” De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

Først møder han sin bror Simon og siger til ham: “Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: “Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas” – det er det samme som Peter.

Herrens åbenbarelse (7/1/2017)

1.L.: Es 60,1-6

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden,
mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.
Folkeslag skal komme til dit lys
og konger til din stråleglans.
Løft blikket, og se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig,
dine sønner kommer fra det fjerne,
dine døtre bæres ved hoften.
Da stråler du af glæde, når du ser det,
dit hjerte banker og svulmer,
når havets skatte bringes til dig
og folkenes rigdom kommer til dig.
Kameler i mængde flokkes hos dig,
dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;
de forkynder Herrens pris.

Vekselsang: Sl 72,1-2.7-8.10-11.12-13.

Alle jordens folk skal tilbede dig, Herre

Gud, overdrag dine domme til kongen,
din retfærd til kongesønnen,
så han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine hjælpeløse med retsindighed.

Skal retfærdighed blomstre i hans dage
og freden være stor, til månen forgår.

Han skal herske fra hav til hav
og fra floden til jordens ender.

Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver,
Sabas og Sebas konger skal bringe tribut.
Alle konger skal kaste sig ned for ham,
alle folkeslag skal tjene ham.

Han redder den fattige, der råber om hjælp,
og den nødstedte, som ingen hjælper.
Han forbarmer sig over svage og fattige,
han redder de fattiges liv;

2.L.: Ef 3,2-3a.5-6

Så sandt I har hørt om det hverv, Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer: Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig. I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium

Ev.: Matt 2,1-12

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.  De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Den Hellige Familie (31/12/2017)

1. læsning 1 Mos 15,1-6; 21,1-3

Herrens ord kom til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Herren tog sig af Sara, sådan som han havde sagt, og det, han havde lovet, gjorde han for hende. Sara blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom, ved den tid, Gud havde sagt til ham. Abraham gav sønnen, som Sara havde født ham, navnet Isak.

Vekselsang Sl 105,1b-2.3-4.5-6.8-9

R. Hør Herren vor Gud;
Evigt husker han på sin pagt.

Tak Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!
Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.
Søg Herren og hans styrke,
søg altid hans ansigt!

Husk de undere, han gjorde,
husk hans tegn og de bud, han gav,
I efterkommere af Abraham, hans tjener,
I sønner af Jakob, hans udvalgte!

Evigt husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
den pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.

2. læsning Hebr 11,8. 11-12. 17-19

I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.

I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;« for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

Akklamation til Evangeliet Jfr. Hebr 1.1-2

Halleluja!
Mange gange og på mange måder talte Gud fortiden til vore fædre gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.

Evangelium Luk 2,22-40 eller 2,22. 39-40

Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de Jesus med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren , — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges — ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge — for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Eksklusivt for CM: Forfatteren til ”The Dictator Pope” udtaler sig

Den nyligt udkomne bog: The Dictator Pope har opnået stor international opmærksomhed på grund af de påstande, den fremlægger vedrørende det nuværende pontifikat, samt dens forlydender om, at Vatikanet meget ihærdigt jagter forfatteren, der går under følgende alias Marcantonio Colonna (En italiensk aristokrat fra det 16. århundrede, der tjente som admiral ved den pavelige flåde under slaget ved Lepanto). Church Militant har talt med forfatteren via e-mail for at få ham til at fortælle dels om tankerne bag udgivelsen af bogen og dels om de nuværende forhold (der hersker i Kirken).

***

Church Militant (CM): Hvorfor skrev du bogen, og hvad håber du på, at katolikker vil gøre med denne viden om pave Frans?

Marcantonio Colonna (MC): Mit mål med at udgive bogen er at vise den enorme kløft, der er mellem det aktuelle mediebillede, der er blevet skabt af pave Frans og virkeligheden. Hvad katolikker kan gøre med den viden, de får i bogen, det kan variere: I bedste fald kan den opmuntre Kirkens ledere, (og jeg ved at mange kardinaler, samt andre højtstående personer har læst bogen og har taget dens budskab til sig) til at konfrontere pave Frans og holde ham op på, hvordan han aktuelt udøver sit pontifikat. Hvis det ikke er muligt, håber jeg i det mindste, at den vil tjene som en ”påmindelse” til kardinalerne, så disse ikke ved næste konklave foretager samme fejltagelse og vælger en mindre kendt kardinal, der så viser sig at være meget anderledes, end det man havde opfattelsen af. 

CM: Kilder internt (i Vatikanet) har fortalt CM, at stemningen i Vatikanet under pave Frans er ligesom i ”Nordkorea”, hvilket betyder, at der hersker en frygt blandt især ortodokse præster. Vi har også læst udtalelser fra forskellige prælater, der fortæller om, at der i et stort omfang foregår overvågning og aflytning af telefoner og computere i Vatikanet. Er det sandt? Hvis ja kan du da uddybe det?

MC: Overvågningen i Vatikanet foregår præcis, som du beskriver det, og jeg fortæller mere detaljeret om det i min bog. Præster og lægfolk, som arbejder der, finder eksempler på overvågning og aflytning på deres kontorer, i deres biler og endda i deres private hjem. Enhver man taler med, uanset om vedkommende har valgt den ene eller den anden side eller blot forholder sig neutral, vil kunne berette om en stemning, der bunder i en stor og dyb frygt, en tilstand, der er helt ulig det, man tidligere har kendt. Continue reading

En for nylig offentliggjort vision fra Skt. Johannes Paul II: Islam vil invadere Europa

En nær ven af Skt. Johannes Paul II har bekræftet, at den tidligere pave har vist sig at være en mystiker, da han fortalte ham, at Europa ville blive invaderet af Islam.

Under et oplæg for en større gruppe af Peter og Paulus eremitter i oktober måned sidste år omtalte monsignor Mauro Longhi fra Opus Dei prælaturet en samtale, han havde med den tidligere pave tilbage i marts 1993 på en af deres mange vandreture i bjergene. Efter at være kommet foran deres ledsagere tog Longhi og Skt. Johannes Paul en pause, hvor de spiste en sandwich.

I en videooptagelse af oplægget i oktober kan man høre, at Longhi fortæller, at han bemærkede, at den nu helliggjorte Johannes Pauls hænder rystede. (Johannes Pauls parkinson sygdom var endnu ikke blevet offentliggjort i 1993). Paven bemærkede den unge mands blik.

”Kære Mauro, det er alderdom”, forklarede han.

Longhi skyndte sig at sige: ”Mon dog, Deres hellighed er jo ung”.

”Det er ikke sandt”, responderede paven. ”Jeg fortæller, at jeg er gammel, fordi jeg er gammel”.

Longhi fortsatte: ” så ændredes Wojtylas tonefald, og han indviede mig i en af de visioner, han fik om natten: ”Fortæl dette til dem, du vil møde i Den Kirke, der vil fremtræde i det tredje årtusinde. Jeg ser, at Kirken vil blive plaget af en dræbende plage. Mere dyb, smertefuld og dødbringende end i dette årtusinde med henvisning til … de totalitære styreformer Kommunisme og Nazisme. ”Man kalder det Islamisme. Den vil invadere Europa. Jeg så horderne fra vest mod øst, og han beskrev for mig landene et for et: Fra Marokko til Libyen til Ægypten og så videre til de østlige dele”. Den hellige Fader tilføjede: ”De vil invadere Europa, Europa vil være som en kælder med gamle relikvier, indhyllet i mørke og fyldt med spindelvæv samt ’familiens arvegods’. Det er Dig, Kirken i det tredje årtusinde, der vil mærke invasionen. Ikke med hære, hære er ikke nok, men med Din tro levet i trosfrihed.” Continue reading

Interview – Roberto de Mattei diskuterer den eskalerende krise i Kirken

Redaktørens bemærkning: I sidste måned startede Dr. Maike Hickson en korrespondance med den katolske historiker, forfatter og fortaler professor Roberto de Mattei om karakteren af den eskalerende krise i Kirken. Selvom hendes mands nylige og pludselige sygdom har krævet, at hun ikke er i stand til at være til stede rent arbejdsmæssigt på OnePeterFive, har hun og hendes mand bedt os fortsætte med at offentliggøre dette vigtige og rettidige interview.

Maike Hickson (MH): Mange katolikker rundt om i verden havde håbet på, at Dubiakardinalerne ville offentliggøre deres korrektion af pave Frans vedrørende hans post-sydonale formaning, Amoris Laetitia. Hvad vil du sige til de troende, der nu er skuffede og modløse set i lyset af den stilhed, der har omgivet disse Kirkens ledere? Med hvilke ord vil du forsøge at opmuntre disse troende til at holde ud i håb og tro?

Roberto de Mattei (RDM): Den aktuelle krise i Kirken stammer ikke fra pave Frans, og den kan ikke spores til en enkelt person, den går snarere tilbage til Det Andet Vatikankoncil og strækker sig endnu længere tilbage i tiden til krisen i forbindelse med modernismen (i begyndelsen af det tyvende århundrede). I dag er store dele af kardinalkollegiet, biskopkollegiet og præsterne blevet ”smittet” af modernismen. De få kardinaler, biskopper og præster, der forsøger at stå op i mod dette, må vurdere situationen, og det er vores opgave at hjælpe dem. Men først og fremmest må man ikke bilde sig selv ind, at en enkelt handling fra en af disse aktører, for eksempel correctio fraterna rettet til paven og offentliggjort af kardinal Burke i sig selv vil løse krisen. Hvad der er behov for, er en overensstemmelse og et fokuseret handlingsforløb fra de forskellige grupper bestående af præster og lægfolk, alt efter hvad de kan gøre og i hvilket omfang. Sensus fidei kan lede kardinaler, biskopper, ordensfolk og lægfolk til at handle (i forhold til den aktuelle krise). Vigtigheden af correctio filialis, der er underskrevet af 250 lærde heriblandt ordens- og lægfolk, var det, den udtrykte – nemlig denne sensus fidei. Måden at agere på kan variere fra land til land og fra bispedømme til bispedømme, men dens (sensus fidei) karakteristika er at fremdrage sandheden og fordømme de fejlslutninger, som står i opposition til sandheden. 

MH: Men hvordan kan denne situation løses?

RDM: Det vil ikke være mennesker, der redder Kirken. Situationen vil blive løst ved en nådefuld og ekstraordinær indgriben, som dog må følges op af et militant engagement fra vedholdende og troende katolikker. I lyset af den nuværende krise er der nogle, som tror, at det eneste der skal gøres er at vente på et mirakel, mens de sidder i stilhed og beder. Men sådan er det ikke. Det er sandt, at vi har brug for en guddommelig indgriben, men nåden baseres på hvordan der handles. Hver af os burde gøre det, vi magter og evner.  Continue reading

3. søn i advent (17/12/2017)

1. Læsning Es  61:1-2A, 10-11

Gud Herrens ånd er over mig,

fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren
Jeg fryder mig over Herren,
min sjæl jubler over min Gud.
For han har klædt mig i frelsens klæder
og hyllet mig i retfærdighedens kappe,
som en brudgom sætter sin turban,

og som bruden fæster sine smykker.
For som jorden bringer spirerne frem,
og frø spirer frem i haven,
sådan lader Gud Herren retfærdighed spire
og lovsang gro frem for alle folkenes øjne.

Vekselsang Luk 1:46-48, 49-50, 53-54

R. Min ånd fryder sig over min Gud.

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,

Thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.

Sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed

2. Læsning 1 THES 5:16-24

Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale.
Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse!

Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.

Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

Halleluja! Halleluja!

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed

Evangelium Joh 1:6-8, 19-28

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?«  Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.«   »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han.  Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«  Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«  Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«  Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.