21. alm søn (26/8/2018)

1. læsning Jos 24,1-2a. 15-17. 18b

I de dage samlede Josva alle Israels stammer i Sikem; han kaldte Israels ældste, overhovederne, dommerne og skriverne til sig, og de trådte frem for Guds ansigt. Josva sagde til hele folket: Hvis det er jer imod at dyrke Herren, så vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden, eller amoritternes guder, i hvis land I bor. Jeg og mit hus vil tjene Herren.”

Da svarede folket: “Det kunne aldrig falde os ind at svigte Herren og dyrke andre guder. Det var jo Herren vor Gud, som førte os og vore fædre op fra Egypten, fra trællehuset. Han gjorde disse store tegn for øjnene af os og bevarede os hele den vej, vi vandrede, og blandt alle de folk, hvis lande vi vandrede igennem. Også vi vil dyrke Herren, for han er vor Gud.”

Vekselsang Sl 34,2-3.16-17.18-19.20-21.22-23

R. Smag og se, at Herren er god.

Jeg vil prise Herren til alle tider,
min mund skal altid lovsynge ham.
Jeg fryder mig over Herren,
de ydmyge hører det med glæde.

Herrens øjne hviler på de retfærdige,
hans ører hører deres råb om hjælp.
Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt,
han vil udslette deres navn på jorden.

Når de retfærdige skriger, hører Herren dem,
og han befrier dem fra alle deres trængsler.
Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.

Mange ulykker rammer den retfærdige,
dog redder Herren ham ud af dem alle.
Han beskytter alle hans knogler,
ingen af dem bliver knust.

Ulykke slår den ugudelige ihjel,
og den retfærdiges fjender straffes.
Herren udfrier sine tjenere,
de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke.

2. læsning Ef 5,21-32

Brødre og søstre. I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.

Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. For vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken.

Akklamation til Evangeliet Joh 6,63c&68c

Halleluja!
Alle dine ord er ånd og liv,
Du har det evige livs ord.

Evangelium Joh 6,60-69

På den tid sagde mange af Jesu disciple: “Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” Men Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple skumlede over dette, og sagde til dem: “Forarger det jer? Hvad så, hvis I ser Menneskesønnen stige derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror.” For Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham. Og han sagde: “Det var derfor, jeg sagde til jer, at ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen.”

Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv: “Vil I også gå jeres vej?” Simon Peter svarede ham: “Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.”

Kærligheden eksisterer midt i ondskaben – hinsides optimisme og pessimisme

I Kirken på jorden, der går sin pilgrimsgang, er det ”fulde fællesskab” i krise. Vi kan se det på den manglende lydighed overfor præster, så vel som det ofte forekommende misbrug af positioner i (Kirkens) hierarki og den medfølgende autoritet, dårlige katekeser og sekteriske tilskyndelser, en plat liturgi og forhutlet teologi, for få (præste- og ordens)kald og kirker, der må lukkes ned, seksuel forvirring og perversion og en kvælende sekularisme. Alle disse problemer (og langt flere) rummer bestemt et socialt aspekt, men det er ikke problemer, der kun berører enkelte lægfolk eller klerikale, det omfatter hele Jesu Kristi Legeme, der består af de troende over hele verden. Mange katolikker i dag lader sig let fange ind i forvirring, modløshed, passivitet og fortvivlelse.

Ikke desto mindre må vi med al vor styrke modstå disse fristelser, fordi de er redskaber i hænderne på menneskehedens (største) fjende, som kun forsøger at hindre os i at stræbe mod hellighed og afvæbne os i kampen for sandheden. Ved at lade denne krise udfolde sig, lærer vor Herre os, hvad det vil sige at tro på Hans forsyn samt at have en tættere relation til Ham, end vi nogensinde har haft før.

Det afgørende er, at vi alt for let undgår at tilskyndes til modstand mod optimismen (”Det er helt sikkert slemt, men grundlæggende er det godt”) og pessimismen (”Kirken er ved at blive revet fuldstændig fra hinanden, og det sker lige foran os, og vi kan intet gøre for at sætte en stopper for det”), men for at overvinde ved Evangeliet bør vi på et dybere plan overveje mysterierne i Jesu Kristi liv. Kirken har til enhver tid fulgt – og vil altid følge i Sin Herres fodspor, ikke kun et sted i verden, men overalt, for at Evangeliets frø kan lægges i jorden. Som det var for Ham, vil der også for Hende være år, der i overvejende grad er præget af uklarhed og fattigdom, nogle (år) af forråelse, smerte og død og endnu andre (år) af opstandelse, sejr og herlighed. Alt dette: fremgang, tilbagegang og en ny fødsel eller gennembrud (opstandelse) vil skiftevis kunne opleves hos den enkelte, i samfund, familier, sogne og bispedømmer.

Overvej følgende bemærkning fremsat af Joseph Ratzinger i Salt of The Earth:

Måske står vi overfor en ny og anderledes epoke i Kirkens historie, hvor kristendommen igen mere vil have form af sennepsfrøet, og hvor den (kristendommen) vil eksistere i små og tilsyneladende ubetydelige grupper, som kontant kæmper mod det onde og bringer det gode ind i verden, der hvor verden ønsker at tage imod Gud.

”Små tilsyneladende ubetydelige grupper”, lyder det ikke som os? Det er historien om David og Goliath, bare i større skala. Ratzinger siger i det samme interview, at kristendommen altid har haft – og vil fortsætte med at have til opgave at ”skabe steder for menneskehedens overlevelse”. En gribende tanke: Steder for menneskehedens overlevelse og ud over det, steder for nyt liv, steder for at genopdage, at blive forynget og genopstå. Set ud fra Ratzingers realistiske tilgang, når der ikke længere er så mange kristne samfund tilbage, så finder man små frø af tro og håb, der er spredt, og som kan slå rod (og vækste), uanset hvor og under hvilke vilkår Helligåndens vind leder dem. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12:24).

Vi er ikke alene, selvom vi ofte kan føle os helt alene, og endda helt forladt. I dette som i alt andet er Jesus, Ham vi må have fokus på, Han er vor hyrde og vor trøst. Han var det ene hvedekorn, der måtte dø, hvis Hans ubesmittede brud skulle fødes ud af Hans gennemborede Hjerte. Vi går ind i Hans ensomhed, ligesom vi går ind til Hans forening med Faderen og Helligånden. Hans uovervindelige kærlighed, som for altid legemliggøres i Kirken og Hendes liv er en garanti for den ultimative sejr. ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden ” (Joh 16:33).

Hvad er mest vanskeligt for den moderne verden at tro på? Man kunne sige Gud eller Jesus Kristus eller Kirken, men måske og mere grundlæggende er vores samtid fristet til at tvivle på selve den mulighed, der eksisterer for en interpersonel kærlighed, uselviskhed, det uhåndgribelige, mødet med åbne arme og loyalitet, den virkelighed, der kendetegner et ægte fællesskab, der byder sine medlemmer velkomne, uanset hvem de er, mens det samtidig udfordrer dem til at blive de mennesker, Gud ønskede, at de skulle blive. Når folk bliver vant til at betragte relationer, som udvekslingsforhold (noget for noget), stridende instinkter eller intern rivalisering omkring magt, bliver disse (relationerne) hurtigt nedslidte, når det handler om ”kærlighed”. Intet eller kun meget lidt er kommet til deres midte af overbevisende erfaringer og vidnesbyrd om, at der er noget, som er værd at leve – og dø for. Selve forestillingen om et ”fælles gode” er forsvundet i en verden af uopnåelige idealer. Frem for alt har de ikke set livets skønhed, skønheden ved mange liv, arbejde og hvile i skøn harmoni, hengivelsen til det højeste og ukvalificerede fælles gode, Den for altid velsignede Treenighed. Det er et vidnesbyrd, vi til hver tid og alle steder kan give verden, blot ved at være tro overfor det fredselskende og fredsbevarende arbejde, der er blevet os betroet, ”elsk de brødre”, som Gud har givet dig, den ægtefælle eller børn eller familie eller venner Gud har ladet komme ind i dit liv og tag imod dem, som var de Kristus.

I den forstand, når det kommer til livet i menigheden, kan vi lære meget af de store ordensstiftere. Der er meget at hente i eksempelvis det, som Skt. Benedikt skriver om at give folk en varm velkomst, hvordan man gensidigt er med til at opbygge hinanden (i en menighed eller ordenssamfund) og frem for alt den fælles vedvarende bøn, det som virkelig er et symbol på en passioneret kærlighed, der forener Kirken med Hendes guddommelige brudgom.

Ja, Gud er allerede allestedsnærværende i Sit nærvær, Sin væren og i Sin magt, og som Skt. Thomas Aquinas siger: Men Han vil mest af alt være til stede i sjæle ved Sin nåde, og ved at Han på mystisk vis er iboende de guddommelige personer. Vi er dem, der må forkynde denne tilstedeværelse: Emmanuel ”Gud er med os”. Da Jesus var på jorden, udgik magten fra Ham til at ødelægge djævelens arbejde og drage sjæle til Sig i et guddommeligt venskab. Den samme Herre er med os indtil tidernes ende, i Sit Mystiske Legeme, i Sit Eukaristiske Legeme og i de gode gerninger, Hans ånd inspirer os til. Han søger altid de mange, dem, der er blevet spredt, og Han stræber efter at gøre dem til ET, samlet i Hans navn, til deres glæde og i Hans herlighed. Lad os holde fast i Ham, at Hans nåde og sandhed må dvæle i os, så vi kan give det videre til verden.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 16. januar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-reality-of-love-in-the-midst-of-evil-beyond-optimism-and-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jomfru Marias optagelse i Himlen (19/8/2018)

1. læsning Åb 11,19a; 12,1-6a. 10ab

Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende. Og jeg hørte en høj røst i himlen sige:

»Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
og herredømmet hans salvedes!«

Vekselsang Sl 45,10.11-12.16

R. Herren har velsignet dig til evig tid.

Kongedøtre går dig i møde,
dronningen står ved din højre side,
smykket med Ofir-guld.

Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:
Glem dit folk og din fars hus!
Kongen begærer din skønhed,
han er din herre, kast dig ned for ham!

De føres til dig under glædessang og jubel,
og træder ind i kongens palads.

2. læsning 1 Kor 15,20-27a

Brødre og søstre! Nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for »alt har han lagt under hans fødder«

Akklamation til Evangeliet Luk 11,28

Halleluja!
Maria er blevet optaget i himmelen,
englenes hærskare fryder sig.

Evangelium Luk 1,39-56

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Femogtyve år senere og jeg er stadig katolik

Jeg fejrede for nylig, at det er 25 år siden, for at jeg konverterede til katolicismen. Når jeg tænker tilbage på tiden, før jeg konverterede, husker jeg, at det var en tid med megen optimisme i Kirken. Det syntes som om, at alle havde en fornemmelse af, at vi var kommet på den anden side af den fuldstændige katastrofe. Det var i 1970’erne og 80’erne, og det var under pave Johannes Paul II, og vi ville snart se Kirken genrejst til Dens tidligere herlighed. Hver uge gik endnu en protestantisk præst over til katolicismen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg resten af mit liv skulle være en del af en Kirke, der robust forkyndte og forsvarede de kristne sandheder og værdier.

Jeg har nu været katolik i et kvart århundrede, heriblandt fem år hvor jeg arbejdede for et bispedømme. Det har været en interessant rejse og ikke, hvad jeg forventede. Jeg følte mig privilegeret ved, at jeg kom ind i Kirken under pave Johannes Paul II, og jeg var bogstavelig talt jublende glad, da kardinal Ratzinger, min favoritteolog, blev valgt til pave i 2005. Men i den tid, der er gået, har jeg været vidne til den ene skandale efter den anden, kriser med præster der har været involveret i misbrugssager (af unge mænd), den ubestridelige homoseksualitet blandt præster, lunkenheden i sognene som var blevet en norm, fejlagtig lære udgået fra alle niveauer i det klerikale hierarki, og jeg kunne fortsætte opremsningen. På mange måder fremstår situationen meget værre i dag end på noget andet tidspunkt i min (korte) tid som katolik. Hvis jeg kunne have set frem til 2017 i 1992, ville jeg så stadig være katolik?

Det er et legitimt spørgsmål, og hvis jeg kun skulle besvare det ud fra en menneskelig betragtning, er mit ærlige svar givetvis ”nej”. En af de primære årsager til, at jeg fravalgte protestantismen, var, at jeg i Den katolske Kirke så den urokkelige klippe, hvorpå jeg kunne stå sikkert omgivet af modernitetens oprørte vande. Et af mine første skridt mod katolicismen blev udløst af min frustration over protestantismens morallære (eller mangel herpå). Jeg var medlem af the United Methodist Church, det støttede brugen af prævention og abort. Da jeg undersøgte andre protestantiske denominationer (trossamfund), fandt jeg ingen, som ikke havde overgivet sig til den moralske relativisme, som gennemsyrer det moderne liv, derfor så jeg i Den katolske Kirke et bolværk af moralsk styrke. Jeg beundrede pave Johannes Paul II og hans vilje til at kæmpe for eviggyldige moralske principper, selvom han oplevede modstand. Hvis man på det tidspunkt havde fortalt mig, at man et kvart århundrede senere på to synoder i Kirken, ville diskutere emner, som ikke kan ændres, såsom utroskab, med den romerske paves godkendelse, ville jeg overveje, om det var det værd at afstå fra min ungdoms religiøse ståsted.

Når jeg fra et overordnet perspektiv ser på, hvad det har betydet for mig at være katolik, er svaret på, om jeg stadig ville være konverteret et utvetydigt ”JA”.

Jeg er stadig katolik på grund af…

Jeg er stadig katolik på grund af Kristi løfter om at ville beskytte Kirken. For mig er det at overvære de hadefulde diskussioner, der foregår i Den katolske Kirke, om det, der ikke er til diskussion, afveget meget fra lignende diskussioner i Metodistkirken. Som metodist var jeg konstant bekymret for, om denominationen ville fortsætte med at tage afstand til den traditionelle morallære og favne alle aspekter af den seksuelle revolution, hvilket man gjorde. Jeg vidste, at der var en ”risiko” for dette, fordi jeg samtidig vidste, at Kristus ikke havde givet noget løfte om at beskytte Metodist kirken mod det, der måtte komme over den. Men som katolik er jeg mindre bekymret. Jeg bliver stadig dybt berørt, når katolske ledere favner løgn og ondskab, og ved at gøre dette forårsager de stor skade på mange sjæle. Men jeg ved, at Den katolske Kirke ikke vil falde og vil vedblive med at være Kristi Kirke. Denne forsikring bør ikke være en undskyldning for, at man tillader, at løgne blive spredt (Dette var en bemærkning, der faldt på en flyvetur, men hvad betyder det?), men det sætter tingene i det rette perspektiv. Hvis man følger alt det, der er Den katolske Kirkes lære, bliver man frelst, så simpelt er det. Ingen anden kirke, denomination eller religion kan hævde dette.

Jeg er stadig katolik på grund af Sakramenterne. Et andet aspekt ved Den katolske Kirke, der aldrig må tages for givet eller blive undervurderet, er Sakramenterne. Man kan gå til en klovnemesse celebreret af en præst, som er transvestit (Jeg formoder dog ikke, at dette nogensinde har fundet sted), og man vil stadig i Eukaristien modtage vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Igen er det ikke for at nedtone det Eukaristiske ”overgreb”, der foretages ved en sådan Eukaristifejring, men det er for at understrege, at vor Herre ikke vil nægte Sig Selv (til nogen) i Sin søgen efter sjæle og i Sit ønske om at give Sin nåde til verden. Som katolik finder jeg det et privilegium ofte at kunne møde Kristus i Den hellige Kommunion og Bodens Sakramente. Nåden skænkes mig hver dag i ægteskabets Sakramente. Dette er gaver, som på en grænseløs måde overgår alle de ”overgreb” de (Sakramenterne) udsættes for af Kristi tjenere.

Jeg er stadig katolik på grund af helgenernes vidnesbyrd. Da jeg var protestant, bestod min viden om kristendommens historie af det første århundrede og det 16. århundrede samt kendskabet til få enkeltpersoner såsom John Wesley (Som var en engelsk teolog, der sammen med sin broder Charles Wesley regnes som grundlæggerne af den metodistiske bevægelse). Jeg havde intet kendskab til den lange række af helgener, som findes i Kirken, dem som gennem deres liv, har bragt vidnesbyrd om Kirkens sandhed. Når jeg ser netop den hellighed, Kirken har frembragt, ved jeg, at Den må være guddommeligt inspireret, ingen menneskelig institution kan rumme sådanne lysende eksempler. Jeg vil være en del af en Kirke, hvor følgende helgener figurerer: Skt. Peter, Skt. Athanasius, Skt. Benedikt, Skt. Frans og Klara, Skt. Theresa af Avila, Skt. Thérèse af Liseiux og Skt. Maximillian Kolbe. Jeg bemærker også, at det synes som om, at de største helgener er blevet til i krisetider i henholdsvis Kirken og verden. De levede ikke i fredstider, så hvorfor skulle jeg have en sådan forventning? Og kan Kirken frembringe så store helgener i tumultariske tider, kan Den måske også lede mig til at forbedre mig.

Jeg er stadig katolik på grund af, at det er sandheden. Jeg er ikke en del af en religion eller denomination eller kirke for at være en del af en personkult, som er centreret omkring dens grundlægger, eller fordi den er uden ”ridser i lakken”. Jeg er en del af Den, fordi Den er sand. Den katolske Kirke lærer sandheden, og at Den er vejen, sandheden og livet. Der er kun én Kirke, og det er Den katolske Kirke. Følger man Kristus, betyder det, at man er en del af Den katolske Kirke. Vælger man en anden vej, vælger man vor Herre fra.

Peter sagde til vor Herre efter at Kristus åbenbarede Sin lære om Eukaristien: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige (Joh 6:68-69). På samme måde når jeg er frustreret over – eller berørt af det, jeg ser ske i kirken i dag, kan jeg kun sige: Herre, hvem skal jeg gå til? Du har indstiftet Den katolske Kirke som vejen til det evige liv; og jeg tror på – og ved, at Hun er Den sande Kristi Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive d. 28. februar 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/twenty-five-years-later-still-become-catholic

( Oersat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Warnings About the 20th Century

Lay of Good SuccessEarly in the morning of January 21, 1610, Mother Mariana was favored by an apparition of the Archangels St. Michael, St. Gabriel and St. Raphael. Then Our Lady appeared and related many predictions:

“Thus I make it known to you that from the end of the 19th century and shortly after the middle of the 20th century, in what is today the Colony and will then be the Republic of Ecuador, the passions will erupt and there will be a total corruption of customs (morals), for Satan will reign almost completely by means of the Masonic sects.

“They will focus principally on the children in order to sustain this general corruption. Woe to the children of these times! It will be difficult to receive the Sacrament of Baptism, and also that of Confirmation… Often during this epoch the enemies of Jesus Christ, instigated by the Devil, will steal consecrated hosts from the churches, so that they might profane the Eucharistic Species…

“As for the Sacrament of Matrimony… it will be attacked and deeply profaned… The Catholic spirit will rapidly decay; the precious light of the Faith will gradually be extinguished… Added to this will be the effects of secular education, which will be one reason for the dearth of priestly and religious vocations.

“The Sacrament of Holy Orders will be ridiculed, oppressed, and despised… The Devil will try to persecute the ministers of the Lord in every possible way; he will labor with cruel and subtle astuteness to deviate them from the spirit of their vocation and will corrupt many of them. These depraved priests, who will scandalize the Christian people, will make the hatred of bad Catholics and the enemies of the Roman Catholic and Apostolic Church fall upon all priests…

“Further, in these unhappy times, there will be unbridled luxury, which will ensnare the rest into sin and conquer innumerable frivolous souls, who will be lost. Innocence will almost no longer be found in children, nor modesty in women. In this supreme moment of need of the Church, the one who should speak will fall silent.”

More about the apparition of Our Lady of Good Success, Quito, Ecuador

19. alm søn (12/8/2018)

1. læsning 1 Kong 19,4-8

I de dage vandrede Elias en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: “Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.” Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: “Stå op og spis!” Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: “Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.” Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb.

Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9

R. Smag og se, at Herren er god.

Jeg vil prise Herren til alle tider,
min mund skal altid lovsynge ham.
Jeg fryder mig over Herren,
de ydmyge hører det med glæde.

Ophøj Herren sammen med mig,
sammen vil vi hylde hans navn!
Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
deres ansigter skal ikke forgræmmes.
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.

Herrens engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.
Smag og se, at Herren er god;
lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

2. læsning Ef 4,30-5,2

Brødre og søstre. Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.

Akklamation til Evangeliet Joh 6,51

Halleluja!
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen;
den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

Evangelium Joh 6,41-51

På den tid stod og skumlede Jøderne over Jesus, fordi han havde sagt: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen. Og de sagde: “Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender? Hvordan kan han så sige: Jeg er kommet ned fra himlen?” Jesus svarede dem: “I skal ikke stå dér og skumle! Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ‘Alle skal være oplært af Gud.’ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

At foretage barmhjertighedsgerninger på det åndelige niveau: en moderne genfortælling af Matthæusevangeliet 25:31-46

Kapitel 25 i Matthæusevangeliet er helt sikkert et af de kapitler i Det nye Testamente, som kan ”ruske op i folk”. Det har gennem århundreder sendt chokbølger gennem et utal af kristne og affødt en åndelig opvågen; det har givet inspiration til ornamentikken på kirkedøre og altre gennem hele kristendommen, og det har ledt til en vedvarende samvittighedsransagelse.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 (Matt 25: 31-46).

Denne passage er central (men ikke kun den), når man taler om de syv ”legemlige barmhjertighedsgerninger”, som er:

1. Mætte de sultne.
2. Give de tørstige noget at drikke.
3. Give de nøgne klæder.
4. Give husly til de hjemløse.
5. Besøge og pleje de syge.
6. Besøge og løskøbe fanger.
7. Begrave de døde.

De åndelige barmhjertighedsgerninger, hvoraf der også er syv, er opstillet som en parallel til de legemlige og har som deres fokus at drage omsorg for mennesket i åndelig henseende:

1: Omvende synderen.
2. Undervise den uvidende.
3. Rådgive den tvivlende.
4. Trøste den bedrøvede.
5. Tilgive spotteren.
6. Bære forurettelse tålmodigt.
7. Bede for de levende og døde.

På mange måder har de åndelige barmhjertighedsgerninger en langt større betydning – så meget mere overgår sjælens (sundheds)tilstand legemets. Det har man i vor tid kun en meget ringe forståelse for, da materialismen, selv hos kristne, har sat sit aftryk i en sådan grad, at deres fokus mere er blevet rettet mod de legemlige behov frem for behovet for sandheden, uden hvilken, mennesket vil havne i helvede. Prøv at tænke på, hvor mange begravelser, der i dag udføres, som om, der er tale om en på forhånd garanteret kanonisering (at den afdøde indføres i helgenernes kanon), hvor vi glædes over, at den afdøde har (op)nået den evige salighed, og samtidig forsikrer hinanden om på en munter amerikansk måde, at det hele er (endt) godt. På ingen måde opfordrer den ”moderne” katolske begravelse de kristne til at udføre en barmhjertighedsgerning i form af bøn eller at opofre (en Messe, ens lidelser etc) for at den afdøde, hvis skæbne er ganske uvis, må hvile i fred. I forhold til det at formane syndere ser vi kun halvhjertede forsøg, når pave Frans med ”uld i mund” gør brug af besynderlige eksempler taget fra dagens evangelietekst.

På dommens dag vil vi blive dømt i forhold til de legemlige – og åndelige barmhjertighedsgerninger, vi har udøvet, og som Den hellige Skrift giver os vished for, vil de, der er blevet betroet meget, og de, der er blevet betroet mange menneskers velfærd, blive dømt mere strengt. Hvilken betydning har det for dommer Kennedy, som med sin underskrift banede vejen for kulturrelativismen, eller Nancy Pelosi, der har millioner af børns blod på sine hænder – blod, som på lige fod med Abels blod, skriger til Himlen? Hverken du eller jeg er ligesom Kennedy eller Palosi, men vi har også begået synder, hvor vi har handlet i tilfælde, hvor vi ikke burde handle eller helt undladt at handle (en undladelsessynd), og hvor vi har handlet i strid med barmhjertighedsgerningen eller undladt at handle i forhold til den.

Som, det er med andre velkendte skriftsteder, kan vi tro, at vi fuldt ud har forstået det budskab, Matthæusevangeliet kap. 25 sender, men det kan vise sig, at vi ikke har forstået det i dybden og dermed ikke fattet dets egentlige betydning.

Mens vi nærmer os 11-årsdagen for offentliggørelsen af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at (det ville være godt med) en genlæsning (af denne), som rækker udover den gamle katekese. Et nyt syn på skriftstedet 42-45, hvor det stilles overfor den Kirke, som vi kender i dag, kræver i en omfattende (selv)ransagelse hos – og irettesættelse af mange af Kirkens hyrder, når de på et tidspunkt skal stå foran Den gode Hyrdes domstol.

Jeg hungrede efter ærbødig tilbedelse af Gud, jeg havde appetit på det hellige, jeg ønskede så inderligt, at der blev fejret latinske Messer, hvor jeg var bosat, men I gav mig ikke noget at spise.

Jeg tørstede efter Messens skønhed og højtidelighed og sakramenternes værdighed, men I gav mig ikke noget at drikke.

Jeg var fremmed i mit eget sogn og bispedømme og gik omkring for at lede efter Kirkens traditionelle liturgi og anråbelse af helgenerne, hellighedens uudtømmelige kilde, og I tog mig ikke til Jer. I ønskede ikke at have noget gøre med mig eller dem, der er som mig.

Jeg var nøgen, for jeg blev ikke ”klædt på” i forhold til min tro, for I gav mig ikke katekeser, jeg blev overladt til bøger og film fyldt med ondskab, og I gav mig ikke beskyttelse. Jeres ”tilbud” om et ”sikkert sted” samt Jeres bureaukrati ydede beskyttelse til dem med perverterede tilbøjeligheder, mens jeg blev udsat for overgreb.

Jeg var syg og i fængsel, jeg var led ved hæresi og Jeres evige forsøg på at gå på kompromis med den sekulære relativisme, jeg var fanget i senmodernitetens fængsel og tynget af dets klaustrofobiske loft og vægge uden vinduer, og I besøgte mig ikke. I opførte Jer som om, at min sygdom ikke var alvorlig, og I betragtede fængslet som værende egnet til at danne rammen for hjemlige omgivelser. I forsøgte ikke engang at forstå problemerne og finde en løsning. Og rundt omkring Jer (og midt i Kirken) var et vidnesbyrd på 2000 års katolsk tradition, som blot ventede på at blive genopdaget og genanvendt på mine sår og komme til udfoldelse under min indespærring. I kunne have befriet mig, men I foretrak, at jeg var ”buret inde”, forseglet og ”neutraliseret”.

 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 9. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/spiritual-works-of-mercy-a-contemporary-retelling-of-matthew-2531-46/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

18. alm søn (5/8/2018)

1. læsning 2 Mos 16,2-4. 12-15

I de dage gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron i ørkenen og sagde til dem: “Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.” Da sagde Herren til Moses: “Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.” Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: “Hvad er det?” For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: “Det er det brød, Herren giver jer at spise.”

Vekselsang Sl 78,3&4bc.23-24.25&54

R. Herren gav dem korn fra himlen at spise.

Det, vi har hørt og erfaret,
det, vore fædre har fortalt os,
vi fortæller den kommende slægt
om Herrens glorværdige gerninger og styrke,
om de undere, han har gjort.

Han gav befaling til skyerne deroppe,
han åbnede himlens døre
og lod det regne over dem med manna,
korn fra himlen gav han dem at spise.

Mennesker spiste engles brød,
han sendte dem føde, så de blev mætte.
Han førte dem ind i sit hellige land,
det bjergland, hans højre hånd havde vundet.

2. læsning  Ef 4,17.20-24

Brødre og søstre. Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Halleluja!
Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Joh 6,24-35

På den tid, da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”

Da sagde de til ham: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ‘Brød fra himlen gav han dem at spise.’ ” Jesus sagde så til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: “Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

En sammenslutning af katolske præster i USA: kæmper for heterodoksi med støtte fra biskopper

I de seneste mange uger har Lepanto instituttet undersøgt og fortalt om en sammenslutning af hæretiske præster, der kalder sig AUSCP (the Association of United States Catholic Priests). Denne sammenslutning ønsker at arbejde med emner som ordinering af kvinder til diakoner (med henblik på præsteordination af kvinder), homoseksualitet, sogne uden præster, gifte præster og en lang række andre emner, som kan karakteriseres som heterodokse.

Hvis man er interesseret i at vide mere om denne internationale sammenslutning, som har til hensigt at udbrede hæresi i Kirken, kan man nedenfor finde tidligere rapporter samt lignende materiale om AUSCP, som er udarbejdet af Lepanto instituttet:

o    AUSCP’s Plan for Ordained Women and Priestless parishes

o    Wester Participating in AUSCP Conference

o    AUSCP’s Desire to Obtain Funding from Unsuspecting, Pew-sitting Catholics

o    The AUSCP is a Cog in the International Heresy Machine

o    AUSCP’s Alliance with Heretical, Pro-Sodomy Organizations

o    AUSCP’s Keynote Address from Notorious Priest, Fr. Richard Rohr

I sidste uge var Lepanto instituttet til stede ved AUSCP’s årlige konference, hvor følgende organisationer med hæretisk tilsnit deltog:

FutureChurch (Fremtidens Kirke), Voice of the Faithful (De troendes stemme), New Ways Ministry (nye måder at være kirke på) en gruppe, der er blevet fordømt af Vatikanet)), og det blasfemiske Dignity (Værdighed) (den amerikanske afdeling) og gjorde brug af denne platform, som her er blevet givet dem til at udbrede deres vildfarelser. Regnbuebadges og emblemer, hvor man kunne læse ”Jeg har også andel i velsignelsen” og ”Kærlighed er kærlighed”, var et almindeligt syn blandt flere af de deltagende præster.

En brochure for et møde (under ledelse af nonner) med titlen ”Garcious Embodiment: Embracing a Capaciuos Sexuality” (Elskværdig Legemliggørelse: om at omfavne den rummelige seksualitet) lagde op til, at der var tale om ”en samtale mellem lesbiske søstre, menighedsledere og dem, der står for (katolsk) dannelse og for håndteringen af kaldsspørgsmål”. Et andet initiativ havde til hensigt at besvare spørgsmål om ”transpersoner, kønsidentitet, og hvordan dette kommer til udtryk”.

Det, der var det mest hårrejsende, var, at al den litteratur, der cirkulerede blandt deltagerne, var udarbejdet af AUSCP.

Gransker man dokumenterne fra AUSCP, kan man læse, at formålet er at redegøre for, at man med ”konstruktive tiltag” kan opbygge en ny kirke, som skal erstatte den gamle, og skabe et nyt fundament med nye søjler.

AUSCP skriver følgende:

Teologen Hermann Pottmeyer betragter æraen omkring andet vatikankoncil, som en bygning, der endnu ikke er færdiggjort på samme måde som opførelsen af en ny Skt. Peters Basilika i 1500 tallet. Continue reading

17. alm søn (29/7/2018)

1. læsning 2 Kong 4,42-44

Engang kom en mand fra Ba’al-Shalisha og bragte gudsmanden nogle brød af førstegrøden, tyve bygbrød og noget frisk korn i sin ransel. Han sagde: “Giv folkene det at spise!” Hans tjener svarede: “Det er da ikke noget at sætte for hundrede mand!” Men han sagde: “Giv folkene det at spise, for dette siger Herren: De skal spise og få tilovers!” Tjeneren satte det for dem, og de spiste og fik tilovers, som Herren havde sagt.

Vekselsang Sl 145,10-11.15-16.17-18

R. Du åbner din hånd og mætter os.

Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
dine fromme priser dig.
De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.

Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

Herren er retfærdig på alle sine veje,
han er trofast i alle sine gerninger.
Herren er nær ved alle, der råber til ham,
alle der råber til ham i oprigtighed.

2. læsning Ef 4,1-6

Brødre og søstre. Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

Halleluja!
En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.

Evangelium Joh 6,1-15

På den tid tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: “Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.” En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: “Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: “Få folk til at sætte sig.” Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: “Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.” Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: “Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.” Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.