Forrådt med et kys: de mange Judas’er midt iblandt os

Ét af de mest forbløffende skriftsteder i evangelierne er det, hvor Jesus siger til Judas, som skal forråde Ham: ”Hvad du gør, gør det snart” (Joh 13: 27).

Det lyder næsten, som om Jesus giver Judas befaling til at ”gøre det snart”. Eller som om der var en smule frygt i Hans stemme …

Herren ved, at Hans time er kommet. Han er klar til at tage imod det, der skal komme, til at tømme lidelsens bæger og fuldende den længe ventede frelse af menneskeheden. Han præges af forventningens iver, som en brudgom før bryllupsfesten, der længes efter at fuldbyrde Sin kærlighed, samt erfare den frugtbarhed, der sker i parrets forening. Han ser for sig rækker af retfærdige mænd og kvinder, der er blevet til i Hans hjerte og opstået ved Hans blod. Han ser tydeligt den ubeskrivelige smerte i sjæl og legeme, Han må gennemgå, og som Han allerede har fået en forsmag på. ” Gør det snart”. Jeg er rede til at gennemgå min lidelse, så hold den ikke tilbage.

Kort efter, at Vor Herre har udtalt denne sætning, tilføjer Skt. Johannes følgende uforglemmelige ord: Det var nat” (Joh 13: 30). Natten havde lagt sig over verden. Ondskabsfuldhedens og foragtens skydække formørkede retfærdighedens Sol, så Han ikke var synlig. Vi var sunket ned i det dybeste mørke, verdens mørke, som Gud havde skjult Sit ansigt for, en verden, som var blevet draget helt ind i det dybeste mørke, fordi den ikke kendte sin Frelser og af fri vilje ikke bøjede knæ for Sin Konge.  ”Det var nat”, ikke kun på grund af den forestående skæbne med bedrag, hudstrygelse og korsfæstelse, men langt mere på grund af menneskehedens faldne tilstand, ”det folk, der sad i mørket, og de, der sad i dødens land og skygge …” (Matt 4: 16).

Hvert år læser eller hører vi lidelseshistorien på forskellig måde. Gud er Den samme, men Hans ord er uendeligt, og vi forandrer os konstant, så Hans ord kan ikke andet end nå os på forskellig måde i takt med, at vi i kødet bliver ældre (men som vi håber yngre i tro og håb). I år hører jeg med øredøvende klarhed følgende: ”Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart” (Joh 13: 27).

Der vil altid være en Judas iblandt disciplene. Der vil altid være dem, der åbner sig for satan og fungerer som hans håndlangere og vil forråde Kristus for at få Ham fjernet fra jordens overflade. Det, der sker i forhold til Vor Herre, er ikke kun begrænset til den tid, hvor Han var på jorden, men er arketypisk for alle tider. Vor Herres moder, apostlene, de, der forråder Ham og de, der tjener Ham, de er alle iblandt os.

I dag er de, der tjener Jesus, klædt i pavehvidt, kardinalrødt eller præstesort. Qua deres pligt bærer de et ansvar for at helligheden fremstår klart, og at de i den henseende er rollemodeller. Desto højere de rangerer i Kirkens hierarki, desto mere syndig er den afvigelse, de gør sig skyld i. Billedligt talt har mørket også lagt sig over os, og Menneskesønnen er blevet overdraget i synderes hænder, og dette sker gennem falsk lære, ved dårlige eksempler, og når Vor Frelser i Den hellige Eukaristi lægges i hænderne på en, der har begået en dødssynd, som ikke er blevet bekendt i skriftemålet, så korsfæstes Han på ny. Ordene fra Skt. Johannes Vianney vedrørende dette emne bør være nok til, at vi foranlediges til at granske vores samvittighed og med oprigtig anger søger tilflugt i Bodens sakramente!

Og da Judas havde fået brødet…”. Følgende tekst, der er skrevet af Skt. Thomas Aquinas er meget rammende i forhold til situationen i dag:

Den, der har syndet ved at begå utroskab og modtager Kristi Legeme, ligner Judas, der kysser Kristus, fordi synderen fornærmer Jesus med et tegn på venskab … og dette kan i sandhed sammenlignes med andre synder. For ved at begå andre dødssynder, agerer man mod Kristi kærlighed, som modtagelsen af Kristi Legeme (som et sakramente), er et tegn på, og på den måde bliver synden, der begås langt mere alvorlig. Men det at synde ved at begå utroskab (set i forhold til anden form for syndsaktivitet), gør synderen på en vis måde noget mere uegnet til Kommunionsmodtagelse, fordi ånden er blevet slavebundet af kødet, der er en hindring for at kunne elske, og som er påkrævet for at kunne modtage dette sakramente (Summa theologiae, III, qu. 80, art. 5, ad 2).

Denne betragtning, som Skt. Thomas Aquinas gør rede for, forklarer langt hen ad vejen, hvorfor mange katolikker i dag ikke har gavn af at modtage Eukaristien, men i større udstrækning spiser og drikker sig en dom til, indtil den dag, de angrer deres synd. Hvis de har syndet ved at have førægteskabeligt samvær, gøre brug af prævention, begå utroskab eller have foretaget homoseksuel ageren, har de ikke kærlighed i deres sjæle, og på den måde krænker de Kristus (i overført betydning) med et falskt kys.

Det var nat”. Vi befinder os i sandhed i en mørk periode i Kirken, som år efter år og årti efter årti virker mere og mere fortættende. Vi har muligvis glemt, hvad det vil sige, at det er dag, og vi kan spekulere på, om morgendagen vil vise sig igen. Den onde kunne bedrage os til at tro, at mørket har vundet, og at lyset er blevet besejret. Det var netop det, disciplene i deres svaghed troede, da de blev spredt og efterfølgende holdt sig skjult. Vor Herre lod dem for en stund forblive i mørket for at gøre det fuldstændigt klart, at uden Ham er der kun mørke, og det vil forblive mørkt. Han opstod på den tredje dag for at vise, at det eneste lys i verden kommer fra Ham. ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4: 12).

Intet kan forandre denne evige sandhed. De Judas’er, der vil være iblandt os, vil kun kunne gentage evangeliernes sejr indtil tidernes ende.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/betrayed-with-a-kiss-the-many-judases-in-our-midst

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det er os, der vil sejre til slut

Nej. Det er det ikke

Der er en afslørende tale, der i dag cirkulerer i den katolske verden. Det er den berømte sætning: ”Det er os, der vil sejre til slut”, der indeholder den skjulte antydning af, at man i realiteten ikke behøver at gøre en indsats i forhold til dette eller hint (og det gælder også det forfærdelige, der i dag sker i Kirken), fordi det i sidste ende er os, der går af med sejren.

Nu ikke så hastig. Hvem er ”vi”? Hvad dækker det over? Det er i sagens natur Kristus, der sejrer til sidst. Men er det ikke lidt af en antagelse at tro, at fordi Kristus sejrer, inkluderer denne sejr os alle.

Der er ingen af os, der aner, om vi sejrer til sidst, og det er åbenlyst forkert at antage, at vi bliver inkluderet i Den sejrende Kirke. For at en person kan ”vinde” til slut – for at kunne tage del som enkeltindivid i Kristi endelige sejr, der synliggøres ved verdens ende – må man dø i nådens stand.

Den anden tilstand, der eksisterer, som en person kan dø i, er en tilstand præget af dødssynd, og det gælder, uanset hvad biskop Barron og for den sags skyld andre biskopper måtte hævde. ”Vi har et rimeligt håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Dette kan betegnes, som værende så uanstændigt og fornærmende overfor intellektet, at det overgår enhver forstand.

Størstedelen af menneskeheden, faktisk langt de fleste katolikker, lever i objektiv forstand i en tilstand præget af alvorlig synd. De tager ikke del i Den hellige Messe. De tror ikke på – eller beskæftiger sig ikke med Kirkens lære og særligt ikke den del af læren, der handler om seksualmoral. Over en tredjedel afviser kategorisk læren om realpræsens eller forsøger aktivt at afvise den. En anden tredjedel tror ikke på realpræsens, fordi de aldrig er blevet fortalt, at det er sandt, at Den er Jesus Kristus. Selv mange af dem, der rent faktisk går til Messe og modtager Den hellige Kommunion, tror ikke fuldt og helt på, at det er Jesus Kristus, de modtager. Det samme synes at gøre sig gældende blandt klerikale og prælater, herunder biskopper, men især biskopper.

Antagelsen om, at langt størstedelen af menneskeheden, 98 % ifølge biskop Barron, befinder sig i nådens stand, er så langt ude, at man knap ved, hvor man skal begynde, hvis man ønsker at rette en kritik mod denne antagelse (medmindre man er overbevist om, og holder fast i, at det praktisk talt er umuligt at begå en dødssynd).

Hvad vil det så egentlig sige at være i nådens stand? Det er, at Den hellige Treenigheds liv flyder i dig, også selvom du er ufuldkommen. Dine tanker, handlinger, ja alt det, du gør, stammer fra et liv levet i de teogale dyder, som er tro, håb og kærlighed.

Hvordan er det muligt, at en katolik ved at betragte Kirken og verden af i dag, kan nå frem til, at 98 % af menneskeheden lever deres liv i og gennem Gud. Himlen er ligesom helvede et valg, der afgøres af vores handlinger samt de handlinger, vi ikke foretager, altså det vi gør eller undlader at gøre. Og det er undladelsessynderne, der er de mest alvorlige, når vi taler om Kirkens hierarki. En biskop kan gå til helvede uden at have gjort en eneste ting forkert blot ved ikke at gøre det, han skulle have gjort.

I netop dette øjeblik er et stort antal biskopper ved at lægge fundamentet til deres helt egen fordømmelse, fordi de forholder sig tavst og ikke tager initiativ til at gøre det, der er det rigtige. Og det er, at de fortsat undlader at handle, og det skader sjælene og bliver ikke opvejet af, at man gør enkelte ”gode” gerninger. Der eksisterer ingen udligningseffekt, som ved en mærkværdig matematisk ligning.

En synd er en synd uanset om den bliver begået ved at handle eller ved at undlade at handle. Lad os derfor se nærmere på den betragtning, at man synder ved ikke at handle, når det er påkrævet. Først bør vi se på, hvad synd egentlig er. Ordet synd stammer fra det latinske sine, der betyder ”uden” – en henvisning til, at man forsætligt undlader at handle, når det er påkrævet. Som for eksempel ved at man opfører sig ondskabsfuldt overfor et andet menneske ved at stjæle dets penge eller tage andet af dets ejendom.

Lad os benytte dette i forhold til vores eksempel. At en biskop nægter én af sine præster en redelig og retfærdig vurdering af dennes sag og fratager ham alle hans præstelige beføjelser og udøvelsen af dem uden en egentlig begrundelse eller lader en præst beholde sine beføjelser og lader ham fortsætte med at virke, selvom det er tydeligt for enhver, at han burde ”sættes fra bestilling”, det er en grov undladelse, hvor han (biskoppen) gør skade på dyder som retfærdighed, sandhed og kærlighed.

Lad os gå et spadestik dybere. For en biskop (selv en der gør det gode), der ikke ønsker at erkende de undladelsessynder, han har begået i fortiden, og som har forårsaget stor skade, fordi han offentligt undlod at tage ansvar og bære sin skyld, vil fortjene helvede.

Enten ved at handle eller undlade at handle har mange af vor tids biskopper spillet en nøglerolle i forhold til den lidelse Kirken, aktuelt gennemgår. Den hellige Moderkirke undergår virkelig Sin passion netop nu, og ligesom Vor Herres lidelse blev påbegyndt ved én af apostlenes hænder, således sker det også i dag for Hans Kirke, men denne gang ved apostlenes efterfølgere.

Hvor finder vi en samlet reaktion fra biskopperne i forhold til, at så mange af (deres) præster er homoseksuelle? Hvor er en samlet reaktion fra biskopperne i forhold til de ofre, der har oplevet forfærdelige overgreb fra deres (biskoppernes) karrierefikserede præster? Hvor bliver undskyldningerne af til de mange forældre, der overlod deres børn til præster og biskopper, og hvor resultatet blev, at disse børn mistede deres tro på Kirken? Hele tre år er nu gået, siden McCarrick blev afsløret, og der er ingen, der er trådt tilbage, ingen har påtaget sig nogen form for skyld, og der er ingen, der har erkendt, at de har syndet ganske enkelt ved at tie og undlade at handle. Tavshed er det, man har præsteret.

Denne tavshed er ikke den stilhed, hvor man finder Gud. Langt fra. Denne tavshed skaber en døvhed i sjælen, så Guds stemme ikke kan høres. Denne døvhed forbliver at være i sjælen for at sikre, at den stilhed, hvor Gud er at finde, udebliver, og at Guds stilhed forbliver udskiftet med tavsheden knyttet til at dække over skyldige og det, at man har undladt at handle. Det hele handler om manglen på at forkynde troens sandhed samt en manglende erkendelse af egen medskyldighed og den virkelighed, der gør sig gældende.

Det er en forsætlig handling, at man undlader at sige noget, når det er påkrævet. Nogle gange er en sådan handling drevet af frygt, andre gange af skam og andre gange af selvbedrag. Kunne der være en biskop derude, der vil erkende den rolle, han har spillet i forhold til den ondskab, der (i dag) er i Kirken? I modsætning til hans brødre, blandt de andre biskopper, der har handlet modbydeligt overfor Kirken og Hendes lære, er der måske en biskop, der ikke har brudt sig om det, han har været vidne til, og som på bedst mulig måde har søgt klarhed i det rod, han stod overfor, men alligevel i sidste ende har forholdt sig tavs, fordi han ønskede muligheden for at avancere i Kirkens hierarki.

Da Kirkens tilstand blev stærkt forværret, besluttede han sig for at ”udligne” sine egne undladelsessynder ved at foretage ”særlige” gode gerninger. I sit selvbedrag forsøgte han at rydde op i de afledte effekter, hans tavshed medførte for Kirken, dog uden at han i offentligheden skulle stå til ansvar for det, han havde været årsag til. Dette er en form for åndeligt ”selvbedrag”, hvor man tror, at man kan få det hele uden at betale den pris, det koster.

Lad os antage, at en sådan mand i sine yngre år (før han blev biskop) var en respekteret mand, der fik en højt betroet stilling i et større ærkebispedømme. Der ville ikke blive forventet meget af ham og bestemt ikke, at han tog del i sager af ”uhensigtsmæssig karakter”. Det eneste, man ville forvente af ham, var, at han tav og så den anden vej, når det var påkrævet, altså når han ”gjorde sig tanker” om sin homoseksuelle biskops uhyrlige handlinger.

Denne mand har måske endda overbevist sig selv om, at hans biskop er godheden og helligheden selv. En overbevisning, der senere ville komme ham til gode, når han brug for at ”fjerne sig” fra sin egen rolle i den katastrofale situation, Kirken står i.

Sandheden er i sagens natur ikke partisk. Et gode opvejer ikke et onde, medmindre synden fuldt ud er blevet erkendt, tilstået, og at man har lovet, at man ikke vil begå den igen, og der er blevet givet en absolution (alt dette i større eller mindre grad). Men som katolikker befinder vi os i en Kirke, hvor intet af dette er sket, når det drejer sig om medlemmerne af Kirkens hierarki. De undladelsessynder, du har begået, har de strengt taget ikke erkendt, og derpå efterlades de troende med en undren over, om de klerikale og prælaterne med dyb anger eller med stort drama forsøger i den bedste sendetid at afbøde retssager med en betydelig kompensation, der stammer fra donorer, der har deres lod i produktionen af prævention.

Det, der på kort sigt bliver berørt af alt dette, er sandheden, da den bliver nægtet den ret, som sandheden qua sin natur har, nemlig, at den kommer frem i lyset. De, der på lang sigt bliver berørt af alt dette, er selve biskopperne, for de går til helvede i al evighed, fordi de ikke handlede, da det var påkrævet.

Jeg bekender det, jeg har gjort, og det, jeg har undladt at gøre. De, der synder ved at undlade at handle, bør være yderst påpasselige med højlydt at erklære: ”Det er os, der sejrer til slut”. ”NEJ. Det er det ikke”.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. juli 2021. Det kan læses på: ‘We’ Win in the End | The Vortex (churchmilitant.com)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Løft korset, så det kan ses

Korset er en skændsel, korset er en dårskab for verden.

Desværre skammer alt for mange katolikker sig i dag over det hellige kors. Krucifikser bliver fjernet fra hellige steder. Den hellige Messe beskrives ikke længere, som værende der, hvor offeret på Golgata foregår på ny. I langt større grad betegner man Den hellige Messe som et måltid, som vi er samlet om i venskab og fællesskab. Et kærlighedsoffer, frembærelsen af et offer, omvendelse og anger, disse ting bliver kun meget sjældent nævnt.

Glæde er blevet det foretrukne samtaleemne. Kærlighed er det, alle taler om. Men sandheden er, at den sande og fuldendte glæde finder man ved at tage sit kors op og følge Jesus, men det forsøger man behændigt at se bort fra. Det faktum, at offeret er det centrale i kærligheden, synes at være for svært for folk at kapere.

Men alligevel skal vi huske på, at korset er det centrale mysterium i den katolske tro. ”Men vi prædiker Kristus som korsfæstet”, siger den hellige Paulus, ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger, men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og visdom” (1 Kor 1: 23-24).

Ved korset blev døden tilintetgjort, ved korset blev vore synder sonet, ved korset kan vi med kærlig tillid nærme os Gud, som er vores Fader. Uden korset er alt tabt, og verden lider skibbrud. Uden korset er der ingen frelse og intet håb. Korset er virkelig livets træ, og de, der spiser af dets frugt, vil få evigt liv.

Som katolikker bør vi ikke være bange for eller skamme os over korset. Vi må med frimodighed forkynde korset og dets betydning for verden, en verden, der praktiserer afgudsdyrkelse i forhold til behagelighed. Derfor bør vi endnu mere omfavne de kors, vi bliver givet, og tage dem op og følge Kristus med kærlighed, glæde og i tålmodighed og udholdenhed: ”Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene” (Matt 5: 12).

Til jer mænd, på denne dag og hver eneste dag, indbyder Kristus jer til at følge Ham på det hellige kors’ kongelige vej.

Til enhver af os siger Han: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Mark 8: 34).

Ave Crux, Spes Unica – hyld korset, som er vort eneste håb!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://catholicgentleman.net/2014/09/lift-high-cross

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guds Eukaristiske ydmyghed

Det Allerhelligste sakramente er det guddommeliges udtrykte ydmyghed. De, der med værdighed modtager Den hellige Eukaristi, går ind til Guds ydmyghed, for man kan ikke indtage Den ydmyges Brød og samtidig forblive at være hovmodig. Den, der tilbeder det Allerhelligste sakramente, som er guddommelig ydmyghed, drages af Guds lydighed, Gud, som ved et menneskes ord, en præst, der taler og handler i Kristi navn, tilintetgør det lille brøds substans og erstatter det fuldt og helt med Hans guddommelighed forenet med den hellige menneskehed. Hvem kan beskrive Guds Eukaristiske ydmyghed? Ordet blev til kød, fødtes af Jomfru Maria og blev korsfæstet. Han, hvis side blev gennemboret af legionærens spyd, Han, der hvilede i gravens mørke, Han, der opstod fra de døde og sidder i herlighed ved Faderens højre hånd, lige netop her er Han virkelig til stedetavs i Sin skrøbelighed i Den hellige Eukaristis skikkelser og skjult for øjet ikke blot bag sakramentets slør – i brødets skikkelse – men også i Tabernaklet. Dette er Guds ydmyghed, som er skjult for denne verdens kloge og vise hoveder, men åbenbaret for de små børn. Jeg tænker på den hellige Francisco Marto fra Fatima, der, som niårig forstod mysteriet om Den skjulte Jesus, og kun havde ét ønske, nemlig at trøste Ham ved i skjul at være tæt på Tabernaklet. Verden håner i sin dårskab og arrogance Den Gud, der er skjult under brødets skikkelse og hengemt i et skrin. Men dette mysterium følger og fuldender denne forbløffende logik fra Gud, der skjuler Sig i Jomfruens skød og bliver menneske i alt, undtagen synd. Guds Eukaristiske ydmyghed kan ikke adskilles fra Hans Eukaristiske tavshed. Skt. Benedikt forstod dette, for ifølge hans munkeregel er den tavse ydmyg og den ydmyge tavs. Dette forstod (vor) Moder Mectilde også, fordi hun ønskede af sine beneditinerinder, at de havde fokus på tilbedelse, at de skulle ”begrave” sig i Den skjulte Guds stilhed, Den usigelige ydmyge Gud i det Allerhelligste sakramente. Den lille Thérèse forstod det, for hun vidste, at den, der ønsker at finde Jesu skjulte Ansigt først må skjule sig selv. Jesu Eukaristiske Ansigt, Hans skjulte Ansigt, åbenbares kun for dem, der ønsker at skjule sig, for som der står skrevet i salmen: ”Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte; fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:21). Det sidste, som er den himmelske bryllupsfest, er svær at komme ind til. Den, der tror, at han har fundet (vejen) dertil, vil blive overrasket over at opdage, at der allerede er En, der har indtaget den nederste plads. Uanset hvor lavt vi tror, vi har placeret os, uanset hvor små vi tror, vi har gjort os, uanset hvor meget vi tror, at vi har bestræbt os på at søge det, der skal være vores endelige hvilested, og uanset hvor meget vi har forsøgt på at være ”begravet” i stilhed, så er der en Anden, Den anden, der for altid har gjort krav på den nederste plads, som selvom Han er Den uendelige Gud, Skaberen af alle synlige og usynlige ting, har gjort Sig selv mindre end en krumme fra et stykke brød. Har Han ikke gjort Sig selv til den allersidste ting, der forbliver tilbage, når alle har forladt bordet, hvor det himmelske bryllupsmåltid har fundet sted, nemlig et stykke brød, der gemmes væk? Er Han ikke gået ind i en ubrydelig stilhed, der forbløffer selv englekor og gør, at konger bliver tavse og begynder at tilbede? Man bliver ikke ydmyg ved at stræbe efter at blive det, for al vores stræben bærer præg af en snigende stolthed. Man bliver ikke ydmyg ved at få en ydmyg kropsholdning eller ved ydmyg tale eller endda ved at tænke ydmyge tanker. Hvorfor ikke? Fordi ydmyghed alene hører Gud til, som gjorde ydmygheden til Sin i inkarnationens mysterium, og forsætter med at gøre ydmygheden til Sin egen, og som Han fortsætter med at gøre til Sin egen (og det ofte) i de mystiske ord, der af præsten bliver sagt over et lille stykke brød og en kalk med vin blandet med (lidt) vand: ”Dette er Mit Legeme. Dette er kalken med Mit Blod”. Dette er troens mysterium (Mysterium Fidei): Guds Eukaristiske ydmyghed. Indtag Kristi Legeme og grund over Guds ydmyghed. Drik Kristi Blod, det er en eliksir for dem, der skjuler sig med Kristus i Gud.

Siden inkarnationen, hvor Gud steg ned i Jomfruens moderliv og i lyset af Hans nedstigning i dødsriget, og så ofte Den hellige Messe fejres, hvor Gud stiger ned i Brødets skrøbelige skikkelse og i smagen, duften og fugten af et par dråber vin, har ydmyghed ikke været at finde andre steder. Den mindste og sidste af alle gæsterne er blevet Hostien, og Hostien har gjort Sig selv til Den mindste og sidste af gæsterne. Skælv, for derefter at tilbede Ham og have tilbedt og modtaget Ham, så din sjæl kan blive en trone for Den ydmyge og skjulte Gud, og Hans ydmyghed din største skat. ”Lær af mig for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Matt 11:29), og igen: ”For enhver der ophøjer sig selv, skal ydmyges og den, der ydmyger sig selv skal ophøjes” (Luk 14:11). Adoremus in aeternum sanctissimum et augustissimum Sacramentum.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. oktober 2011. Den kan læses på: The Eucharistic Humility of God – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolske munke afslører, hvordan de i klosteret forbereder sig på døden

”Munken dør, som han har levet”.

I denne tid optræder der ofte i nyhederne eksempler på historier om den stadig større brug af eutanasi i den vestlige verden.

En praksis, der engang blev betragtet som decideret afskyelig, ja som rendyrket mord på dem, som er de mest sårbare, og som allermest fortjener vores kærlighed, opmærksomhed og hengivenhed, fremmes som værende den bedste måde, hvorpå vi kan hjælpe et andet menneske ”ud af dets elendighed”, næsten ligesom når en halt hest eller et sygt kæledyr bliver taget af dage af en dyrlæge.

Det synes, som om vi er vidner til den velkendte arrogante måde, hvorpå den vestlige verden forsøger at tage kontrol over det mysterium, man kalder for døden ved at foretage en ”forebyggende indsats”. I stedet for at se dødens lidelse som en renselse frem mod det evige liv, forsøger vi på at få det til at fremstå som en måde, hvorpå man smertelindrer.

Bag de pseudovidenskabelige argumenter og den falske medfølelse finder man stadig den primitive frygt for døden, som ingen teknologi kan overvinde. Døden er den virkelighed, der sætter den resterende del af livet i perspektiv, som værende meningsfuldt eller meningsløst. Den hellige Paulus siger endda, at Vor Herre kom for at ”befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom” (Hebr 2:15). Slaver, der føler sig undertrykt og fanget ind i håbløshed, tvinges til at foretage desperate handlinger.

Den samme Herre Jesus Kristus, Guds Søn, der hersker over hele den skabte verden, oplevede frygten for døden, som lå i Hans sande menneskenatur. Døden er et onde, som enhver skabning i sagens natur vil flygte fra. Mennesket, der har evnen til at ræsonnere og samtidig besidder en tidsopfattelse, er opmærksom på dette fremtidige onde, og det foruroligende, det bringer med sig. Det er ikke underligt, at den moderne postkristne verden hele tiden forsøger at undslippe døden og gemme den væk på bedst mulig måde. Uden Gud har døden ingen mening, uden Kristus rummer døden ingen fordel, og uden Helligånden kan døden ikke konfronteres med kærlighed og håb. Døden bliver én stor absurditet snarere end en passage fra det dødelige til det udødelige liv.

I slutningen af 2019 udgav Ignatius Press en ny bog som både er afdæmpet og på en mærkelig måde opløftende. Der er tale om Nicolas Diat´s ”A Time to Die: Monks on the Threshold of Eternal Life”. Diat, der er fransk journalist er også kendt for sit tre binds værk, som er alle er interviewbøger med kardinal Sarah: ”God or Nothing”, ”The Power of Silence” og ”The Day is Now Far Spent”. Bogen, som denne artikel handler om, er baseret på forfatterens eget arbejde, har et forord, der er skrevet af kardinal Sarah.

For at kunne skrive denne usædvanlige bog gav Diat sig tid til at besøge otte klostre i Frankrig med det formål at tale med munke om deres betragtninger vedrørende døden, hvordan de forbereder sig på den, og hvordan det påvirker dem, når én af deres (med)brødre går til det evige liv. Det er underfundigt, for man bliver klar over, at spørgsmålet om døden på enhver måde griber ind i de andre spørgsmål menneskeheden tager favntag med, og på den måde bliver spørgsmålet om døden det spørgsmål, som religion og i særdeleshed ordenslivet kan give et svar på. På den måde bliver bogen et indirekte forsvar for den sandhed, der ligger i kristendommen.

Jeg har i det følgende udvalgt nogle eksempler fra bogen, som jeg vil dele med læserne. På et tidspunkt bemærker Dom David fra klosteret Calcat:

”Han (Günther Anders) siger om det prometheanske skift, der præger den moderne verden, at mennesket har skabt en teknologisk verden, der ydmyger det og får det til at føle skam … teknologien kan ikke være en fejl. I modsætning hertil var mennesket ifølge den klassiske antropologi, det øverst rangerende i dyrenes rige. I løbet af de sidste 50 år er det blevet det mindste i en verden, der domineres af teknologiske afguder” (53).

Dom David siger, at vores medicinske teknologi har udviklet sig på en sådan måde, at den forlænger vores smerte og efterlader os iturevet. Dette kan ende op med, at vi ser på hinanden og os selv på en depersonaliseret måde, som om vi er maskiner med funktionelle eller ikke-funktionelle dele, i stedet for at se Guds billede, der er uendeligt mere værdifuldt end selve kroppen og den mangfoldighed af teknologi, vi har skabt. Læserne af denne artikel vil sikkert blive overrasket over at erfare (selvom det i sagens natur er sådan), at man i klostrene mødes med samme udfordringer, som lægfolket gør, når det handler om: at tage vare på et menneske frem mod livets afslutning, brugen af smertestillende medicin, og at få bragt en patient hjem fra hospitalet, så vedkommende kan dø i eget hjem.

Diat har inddelt bogen således, at man bliver mere og mere tryg ved døden, som ens læsning skrider frem.

På klosteret En-Calcat fortæller en alvorligt syg munk følgende: ”Jeg er klar over, at på et tidspunkt er livet ikke længere vigtigt. På samme tid er det netop der, at livet får sin fulde betydning. Jeg er mig bevidst, at alt har en afslutning. Men det er nødvendigt at stå op og kæmpe for livet” (43).

På klosteret Solesmes taler sygeplejeren om, hvordan han har lært at ”sænke tempoet” og være opmærksom på de ”små ting”, så han ikke er fortravlet i sin pleje af de syge:

”Risikoen for, at man betragter en syg som en ting, er til stede. Jeg må derfor bede for, at jeg må få styrke til at opfylde mit ønske om at tjene. Den syge broder er Kristus. Når vi en dag skal stå til ansvar over for Gud, vil det være i forhold til den kærlighed, vi har udvist overfor de svageste. Jeg bør vide, hvordan jeg lader min tid være de syges. At være ”en glad giver” er det vigtigste i livet. Kristus sagde: ”Den, der har mistet sit liv … skal redde det” (Matt 10:39) (61).

Br. Theophane fra klosteret Sept-Fons fortæller Diat: ”Der findes ikke noget andet tidspunkt, som ved én af mine brødres bortgang, at jeg i særdeleshed er opmærksom på Guds nærvær. Der opstår på en vis måde et ”brud” både før og efter døden. Man befinder sig i det helt rigtige skæringspunkt mellem Gud og de levende” (93).

En munk på klosteret Cîteaux, Dom Olivier fortæller noget, der er som et ekko af ørkenfædrene: ”Den mest vanskelige død, der findes, er den daglige (fra sig selv), når vi føler os sunde og raske, men disse ”dødsfald” forbereder os på den endelige død. De små dødsfald, som egoet undergår, er de egentlige store dødsfald, og det er dem, der skaber muligheden for en god død” (104).

Det kapitel, der rørte mig mest, er det om klosteret Fontgombault, et benediktinerkloster, der helt igennem er traditionelt orienteret og huser et langt større antal brødre end normalt (klosteret Clear Creek i USA er deres søsterhus). Diat fortæller:

”En sengeliggende munk opretholder sine religiøse rutiner, som en ordensbroder bør. Han er opmærksom på sin rosenkrans og husker at bede sine bønner. Den monastiske dannelse er kontinuerlig. Munken dør, som han har levet. Han vælger hverken sin sygdom eller lidelse, men hans død ligner stadig hans liv” (131).

Én af de munke, der bliver interviewet siger: Desto stærkere man fornemmer det overnaturlige liv, jo mere forbundet er man med livet efter døden, og desto enklere bliver døden” (ibid). Den katolske tradition har længe understreget dette aspekt: Hvis vi ønsker at få en hellig død, bør vi anstrenge os for at få udviklet de sædvaner i vort liv, der vil komme i spil den stund, som bliver vores dødsstund, hvor vi har allermest brug for dem. I den forstand er døden ikke andet end det allersidste øjeblik i en proces, der længe er gået forud for den, altså døden, og som er en forberedelse til den. De, der måtte synes, at det er ”uretfærdigt”, at ens evige skæbne udelukkende afhænger af sjælens tilstand i dødsøjeblikket, anskuer ikke dette på den rette måde: De ser ikke den sandhed, som er ”at sådan som et menneske lever, således dør det også”.

I dette kapitel om klosteret Fontgombault, optræder det mest bevægende vidnesbyrd, der bliver givet af Dom Pateau, og som deler følgende visdom med læseren:

”Den teknologiske udvikling overvælder os indtil det sidste. Gud må ’presse på’ for at få os til at bruge den tid, vi har fået: Når Gud siger, ”nu er det nok”, da vil det moderne menneskes svar være: ’jeg har ikke tid. Vi befinder os i en situation, hvor dette vort livs højdepunkt går vores næse forbi. Mennesket er blevet en slave, og derfor har det ikke længere tid til sig selv eller Gud. Dette er grusomt i sig selv. Mennesket har ikke tid til at dø, fordi det ikke har tid til at leve. Munken accepterer for sin del, at al hans tid bliver Guds tid. Klosterlivet er fyldt med glæde, ligeledes er døden i klosteret” (135).

I kapitlet om klosteret Mondaye fortælles der en vidunderlig historie om en ældre soldat, der stammede fra regionen Champagne, og som kæmpede under 2. verdenskrig, og som senere blev augustinerkannik. Han var på hospitalet og lå på sit dødsleje der, da hans fader abbed kom for at lade ham modtage det sidste skriftemål, olie og Kommunion. Men det var ikke en trist stemning, der prægede deres møde. Efter at den syge havde modtaget sakramenterne, åbnede abbeden en flaske champagne, og de drak en (sidste) skål. To dage senere efter at være blevet bragt tilbage til klosteret døde fader Vincent en fredelig død (148-49). Diat fremhæver her en sætning, der er værd af fundere over: ”Det fulde fællesskab består af levende og døde” (149). Dette er ikke den måde, vi tænker på i det moderne Vesten, og det var det, Chesterton måtte erkende, at han følte sig nødsaget til at minde os om: ”Traditionen er bygget på de dødes demokrati”. Faktisk er det sådan, i alt fald i katolsk optik, at størstedelen af Kirken består af de retfærdiges sjæle, som nok er døde, men er langt mere i live, end vi er, når det gælder det liv, der er det sande liv. Deres samfund (de helliges samfund) er et forbillede for os, det er dem, der yder os deres støtte og sammen med dem, udgør vi ét legeme.

Overraskende nok er det Karteuserne, der som den mest strenge og utilgængelige af alle ordener, fremstår som de mest humoristiske. I bogens sidste kapitler kan man læse, at det er Karteuserne, der er ”leveringsdygtige”, når det handler om helgener, men de er meget ydmyge og ”går stille med dørene”, når det handler om hellighed. Historien fortæller, at en karteuser, en lægbroder i midten af det 17. århundrede døde og blev begravet. Efterfølgende blev hans gravsted centrum for stadig flere mirakler. Da dette kom hans prior for øre, hastede han til lægbroderens grav og henvendte sig til den afdøde og befalede: ”I den hellige lydigheds navn, forbyder jeg dig at udføre mirakler”, derpå ophørte de ekstraordinære fænomener (164).

En læge siger til en karteuser: ”Det her er alvorligt, risikoen for at dø er til stede”. Uden nogen overvejelse siger munken: ”Nå, hvis det kun er det …” (168).

Diat har med nænsom hånd samlet et udvalg af sjældne eksempler på fromhed, sund fornuft og kristent håb, og nu er de blevet tilgængelige og til gavn for os. En karteuser fortæller Diat: ”Jeg benytter halvdelen af mit liv til at tænke på det evige liv … det er den ”kulisse”, der udgør hele min eksistens … . Vi bør elske denne indgang, som giver os adgang til at kende Faderen” (166). Den samme munk skriver i en senere note til forfatteren: ”Det er ikke selve indgangen, jeg venter på, men det er det, der er på den anden side af denne indgang. Det er ikke døden, jeg venter på, men livet. Dette burde være en selvfølge, men underligt nok er det det ikke” (169).

I sit forord skriver kardinal Sarah: ”Klostrene er steder, hvor man lærer at leve og dø i en atmosfære præget af lydløs bøn, hvor blikket er rettet mod det hinsides og Den, der skabte os …”. Nicolas Diat har faktisk vist, hvor meget vi kan og skal lære af munkene, der lever og dør for Kristus, i Kristus og med Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/catholic-monks-reveal-how-they-prepare-for-death-in-a-monastery

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vor Frue og Skt. Johannes af Eudes formaner os til at frelse sjæle

Vor Frue af Fatima opførte sig lidt anderledes, end hun plejede, når hun åbenbarede sig for seerne den 13. hver måned, men i august åbenbarede hun sig i stedet den 19. Ved at gøre dette viste hun en særlig kærlighed overfor Skt. Johannes af Eudes, hvis fest fejres på netop den dag. Skt. Johannes Eudes var den første helgen til at fremme hengivenhed til Marias hjerte på en ekstraordinær og særlig måde. I betragtning af at Fatima var den måde, hvorpå Gud valgte yderligere at lade en andagt se dagens lys, så er det svært ikke at se Vor Frues tidsmæssigt forskudte åbenbaring den 19., som en hændelse bestemt af Forsynet til at tilskynde os til at indhente mere viden om det, Skt. Johannes havde at fortælle om vor Dronnings hjerte.

Ifølge Skt. Johannes Eudes er der ikke noget mere velbehageligt for Marias hjerte, end at man arbejder for sjælenes frelse: ”Den største glæde, vi kan give Marias beundringsværdige hjerte, som brænder af kærlighed for sjæle, der ikke betænker hendes Søns dyrebare blod, er med nidkærhed og hengivenhed at arbejde på deres frelse. Hvis englene og helgenerne i Himlen glædes over hver eneste omvendelse af en synder her på jorden, så vil hun, der er dronning over engle og helgener, opleve uendelig meget mere glæde end alle de, der bebor himlen, fordi hendes hjerte rummer langt mere kærlighed og barmhjertighed” (1).

Kærlighed er at gøre det gode for en anden. Det, der er det ultimative gode for mennesket, er dets sjæls frelse. Det, der er det mest sande og største udtryk for kærlighed, er, at man hjælper andre til den evige lyksalighed.

Dyderne tro og håb er, skønt de rangerer under kærlighed, altid blevet oplistet før kærlighed som nødvendige forudsætninger for kærligheden. Er der mangler i forhold til nogle af disse teologale dyder, vil det automatisk påvirke kærligheden. I vores post-Vatikan II tid er begge disse dyder desværre i væsentlig grad blevet påvirket. For at vi kan skabe glæde hos Maria ved vores arbejde på sjælenes frelse, er det bydende nødvendigt, at vi får ændret de fejlagtige antagelser vedrørende tro og håb, som er blevet spredt vidt og bredt, og som i sidste ende ødelægger kærligheden.

Troen indikerer ikke blot for os, hvad det ultimative gode er for mennesket, men den indikerer også måden, hvorpå vi kan opnå det gode. Gennem troen ved vi, eller vi burde vide, at Kirken er Den eneste ark, der leder til frelsen (extra ecclesiam nulla salus). Helgenerne handlede i overensstemmelse med denne åbenbarede sandhed. De bad og frembar ofre for sjælens omvendelse. I dag er der mange katolikker, der ikke tror på dette trosdogme i den henseende, at det er ufejlbarligt. Det har fået den konsekvens, at mange kun i et lille omfang frembærer bønner eller ofre for, at det sker omvendelse udenfor Kirken. I stedet bruger de meget tid og energi på tiltag, der skal hindre ”klimaforandringer” eller de engagerer sig i tiltag (dem, der er ægte eller foregiver at være det) relateret til social retfærdighed. Der findes ingen sand kærlighed uden en sand tro.

Der er tale om en grundlæggende mangel på håb, som kommer til udtryk, når moderne katolikker afviser dogmet ”udenfor Kirken er der ingen frelse”. De, der ikke tror på dette dogme, taler ofte om de ikke-katolikker, de kender, på en måde, hvor de betegner disse ikke-katolikker som værende umulige at omvende, fordi de er vokset op i – og kommer fra sammenhænge, hvor der eksisterer bastante fordomme mod troen.

Det, der er grundlaget for en katoliks håb, er Guds almagt, Hans godhed og trofasthed overfor det, Han har lovet. Hvis disse liberale katolikker virkelig troede på Guds almagt, ville de også vide, at Gud er i stand til at overvinde fordomme. Hvis de troede på Guds godhed, ville de vide, at det ikke er Guds vilje, at et menneske befinder sig i et religiøst mørke. Tværtimod vil ”Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2: 4).

Skt. Johannes Eudes skrev om, hvordan den guddommelige almagt genspejles i Marias hjerte. Han betegner den guddommelige almagt som en ”fuldendelse, der giver Gud en absolut og uendelig magt over alt det, Han har udvirket. Når det er Hans vilje, kan Han skabe liv eller lade døden indtræde alt dette i overensstemmelse med Hans plan i tid og rum. Han kan lade os opleve intethedens dyb eller trække os op derfra”. Gud har formidlet denne almagt i en uanet grad til Maria som himlens Dronning (2). Vi bliver mindet om dette Vor Frues særlige privilegie, når vi i det Lauretanske litani beder: Mægtige Jomfru, bed for os. Desto mere vi sætter vores lid til Marias kraft og godhed, desto mere vil vi være tilskyndet til at anråbe hende og bede for, at hun vil opnå omvendelse og frelse for dem, som er vore kære. De, der ikke besidder håb og ikke finder, at Maria har styrken til at opnå omvendelse hos deres næste, vil ikke være ivrige, når det handler om at bede hende om forbøn. Der er ingen kærlighed uden håb.

Sr. Lucia fra Fatima udtrykte et stort håb i forhold til bøn rettet til Maria, og det er specielt ved brug af rosenkransbønnen: ”Den Allerhelligste Jomfru har i disse sidste tider, som vi nu befinder os i, tilskyndet os til at bede rosenkransen i et sådant omfang, at alle problemer uanset deres vanskelighed og størrelse, og om de er åndeligt eller jordisk relateret, eller om de vedrører os personligt eller én af vores familiemedlemmer, kan løses ved rosenkransen”. Hvis nu et problem uanset dets størrelse og omfang kan løses ved rosenkransbønnen, så vil synderen, uanset hvor langt vedkommende befinder sig fra Kirken, kunne opleve omvendelsens nåde, fordi en person har bedt rosenkransbønnen for vedkommende. Hvis vi ønsker at bringe englenes og helgenernes dronning stor glæde, bør vi af hele vores hjerte bestræbe os på at efterleve Fatimabudskabet, som i al sin enkelthed går ud på, at vi skal frembære bønner og ofre for sjælenes frelse.

Kilder:

1.      St. John Eudes. The Admirable Heart of Mary. Immaculate Heart Publications. Buffalo, N.Y., pg. 255.

2.      Ibid. p. 141.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John Henderson og publiceret på OnePeterFive den 8. juni 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-eudes-convert/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Legeme og sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

I dag er én af de helt specielle festdage for os katolikker, vi fejrer nemlig festen for Vor Moders optagelse i Himlen, den dag hun med sjæl og legeme blev optaget i himlens herlighed.

Skt. Bonaventure har tænkt nærmere over den rolle Vor Frue, Himlens Dronning, spiller i frelseshistorien, og han har følgende at sige:

Som månen, der har placeret sig mellem solen og jorden og på den måde videregiver det lys, den modtager fra solen, på samme måde står Maria mellem Gud og menneskeheden og lader Hans nåde strømme ud over os”.

Maria har altid og på mange måder været et billede på Gud. Hun er den af alle skabninger, der ligner Ham mest.

Gud viser Sig i hendes guddommelige Søn og Dennes lydighed, ydmyghed og kærlighed. Hun er blevet moder til Messias, Kongen, og som moderen til kong David var dronningemoder, således er hun (Maria) ved moderskabets dyd også blevet dronning.

Hun ligner sin Søn på mange måder, og det gælder også i forhold til legemets nedbrydelse i graven.

Sløret løftes for det i den 16. salme i Salmernes Bog. Salmen henviser i sagens natur til Vor Herre, men peger også på dem, der følger Ham og heriblandt Hans moder, som alle slægter vil prise salig.

I et af versene i Salme 16 står følgende: ”Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja mit legeme skal bo i tryghed. For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, dine fromme vil du ikke lade se graven” (Sl: 16: 9-10).

Dette er rettet til alle dem, der dør i Ham, men det gælder i allerhøjeste grad Hans moder, vores dronning, som fortsætter med at give os sin moderlige omsorg, fordi hun ved korsets fod blev moder til os alle.

Som en del af fejringen af denne fest, har vi vedlagt et link (se den engelske tekst), så man kan se en episode af programmet ”The One True Faith”, som stammer fra sæson 8, som vi ganske enkelt har kaldt ”optagelsen i himlen”. Se den alene eller sammen med jeres kære.

I ønskes en glædelig fest for Marias optagelse i himlen.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. august 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/body-and-soul-08-15

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den Eviges brud

En helt speciel kvinde

I dag for 75 år siden den 9. august 1942 gik karmelitersøsteren Teresia Benedicta af korset (i den sekulære verden kendt som Edith Stein) i døden i den grusomme koncentrationslejr Auschwitz. Edith Stein var jøde, født i en ortodoks familie den 12. oktober 1891. Dette skete på den jødiske forsoningsdag Yom Kippur. I en periode led hun af depression og besluttede ikke desto mindre at søge efter sandheden, og hun opgav al ydre religiøse praksis. Edith anmodede om at modtage dåben efter, at hun havde læst Skt. Teresa af Avilas selvbiografi. Da hun havde læst bogen, sagde hun følgende: Dette er sandheden.

I flammernes vold

I liturgien stifter vi bekendtskab med hjertets bøn hos Sirak, og som udgår fra Teresia Benedictas læber i Auschwwitz:

Jeg takker dit navn, for du blev min beskytter og hjælper og reddede mig fra undergang og fra bagtalerisk tunges snare, fra læber, som farer med løgn. Over for mine modstandere blev du min hjælper, og i din store barmhjertighed og navnkundighed har du reddet mig fra tænder parate til at fortære mig, fra hænder, der stræbte mig efter livet, fra de mange trængsler, jeg måtte udstå, fra kvælende bål rundt omkring mig og fra ild, jeg ikke selv havde antændt, fra dødsrigets inderste dyb, fra den urene tunge og den løgnagtige tale, fra den falske tunges pil. Jeg gik på gravens rand, jeg nærmede mig de døde. Jeg var omringet fra alle sider, og ingen kom mig til hjælp. Jeg så mig om efter menneskers støtte, men der var ingen. Da huskede jeg din barmhjertighed, Herre, og den godhed, du har vist fra evighed: Du befrier dem, der sætter deres håb til dig, og redder dem af deres fjenders hånd. Jeg lod min bøn stige op fra jorden og bad om redning fra døden. Jeg bønfaldt Herren, min fader og Herre, om ikke at svigte mig i nødens stund, når jeg er uden hjælp mod de hovmodige. Jeg vil lovprise dit navn uden ophør og lovsynge dig med tak. Og min bøn blev hørt. For du frelste mig fra undergang og befriede mig i farens stund. Derfor vil jeg takke og lovprise dig og prise Herrens navn” (Sir 51:1-12).

Frelsen fra jøderne

Skt. Teresia Benedicta af korset er beslægtet med Miriam, Sara, Rebekka, Rakel, Lea, Judit og Ester, som alle er af det samme folk som den hellige Jomfru Miriam fra Nazareth, Den Jomfru, der bragte Yeshouah til verden, Han som bærer navnet Kristus. Den hellige Paulus minder os om, at ”sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11:29). Israel forbliver at være Guds udvalgte folk, og Hans kærlighed til Israel står fast for evigt. Hvorfor skulle Gud ikke nære en forkærlighed for det folkeslag, der svøbte Hans eneste Søn i kød og blod? De hedninger, der blev kristne, er de vilde olivenskud, podet på et sted på træet for at kunne få del i dets rigdom. For at vi ikke skal blive fristet til at prale af vores egen formåen, siger den hellige Paulus: ”Men når nogle af grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig” (Rom 11:17-18).

Set gennem øjnene på en kærlig brud

Ved hjælp af loven som en gave og profeternes budskab varetog Gud dannelsen og forberedelsen af Israel til at udføre et vedvarende kald, nemlig en universel mission. Loven og profeterne formaner Israel til at frygte Gud Herren, følge alle Hans veje, elske Ham, tjene Gud Herren med hjerte og sjæl og overholde Hans befalinger og love. Alt dette er et svar på barmhjertig kærlighed. Israels kald er at opdage Guds hellighed åbenbaret i Toraen, at se og overveje Ham gennem øjnene på en kærlig brud. Den Gud, Hvem himlen og jorden tilhører, lod Sin kærlighed falde på Israel. Gud valgte et folk, der skulle være Hans, og de blev Hans ved en pagt. Israel blev den elskede og dermed Den Eviges brud.

Lovprisning og velsignelse

Der, hvor kærligheden er, er der lovprisning. Lovprisning overskygger pagten og budene, som er indgået mellem Herren og Israel. Det udvalgte folk er kaldet til at velsigne Herren til evig tid, lovprisning af Ham er på deres læber til hver en tid (jf. Sl 34:2-4). Det jødiske folk er de første benediktinere, og det vil sige dem, der til hver en tid priser Herren. Benedicam Dominum in omni tempore; semper laus ejus in ore meo (en mindre responsorium ved Vesper, her Sl 33:2). Essensen for Israel er at overholde lovens diktat, at komme med et gensvar til kærlighedens beføjelser, at mangfoldiggøre lovprisningen og give verden velsignelsen.

At have tiltro til sin Elskede

Da dr. Edith indtrådte i Kirkens fulde fællesskab, tog hun ikke afstand til sin jødiske arv, tværtimod hun favnede hele dens fylde. På egen krop, i sind og hjerte oplevede hun, hvad det vil sige at indgå en pagt med Gud, der viser Sin trofaste kærlighed, og gør det Han ønsker, tænker og som er Hans vilje til sit eget. I Karmels ensomhed lærte Teresia Benedicta af korset, ligesom Israel i ørkenen at holde sig til Den Elskede og ingen anden. ”Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?” (Højs 8:5).

Dr. Steins oplevelse af liturgien ved det benediktinske ærkeabbedi i Beuron gjorde hendes sjæl modtagelig overfor Kirkens universelle og objektive bøn, der var et afbalanceret element til hendes personlige higen efter mange timers bøn i ensomhed foran Tabernaklet. Ærkeabbeden i Beuron, Dom Raphael Walzer, opmuntrede Edith til at søge mere viden om liturgien og fordybe sig i dens mysticisme. Senere, hvor hun blev kaldet til sammen med sine medsøstre i Karmel at synge Davidsalmerne, der nikkede hun genkendende til i dem, den bøn, Kristus, vores Ypperstepræst rettede til Sin Fader.

Auschwitz

I 1942, efter at de katolske biskopper havde protesteret mod nazisternes forfølgelse af jøderne, blev Teresia Benedicta sammen med sin søster deporteret fra Karmel i Echt til Auschwitz. Der forstod hun på et dybere plan mysteriet omkring Den lidende Tjener og gav sit liv for det folk, som Gud har betegnet som Sin ”øjesten”. I den sidste del af sin livsberetning skrev hun:

Det er med glæde, at jeg på forhånd accepterer den død, Gud har udvalgt mig til at gennemgå, og det sker med fuld underkastelse af Hans allerhelligste vilje. Må Herren tage imod mit liv og min død som en ære og herliggørelse for Hans navn og for Hans hellige Kirke, især for en bevarelse, helliggørelse og fuldkommengørelse af vores hellige orden og særligt for Karmel i Köln og Echt og for det jødiske folk, så Herren kan blive modtaget af sine egne, og Hans rige vil komme i herlighed, må det også gælde for Tysklands befrielse og fred i hele verden og endelig for mine slægtninge, der lever eller er døde, og alle dem, Gud har ladet mig møde. Lad ingen af dem gå fortabt.

Det hellige Messeoffer

Hvordan kan vi, der blev født i det århundrede, hvor Holocaust fandt sted, ikke blive berørt af denne Kirkens datter og kvinde, som kom i synagogen? Når vi i dag fejrer festen for hendes martyrium, er vi opmærksomme på, at Jesu hellige Legeme og dyrebare Blod, der bliver givet og modtaget i Det hellige Messeoffer, er – ikke var – men er kød og blod af jødisk afstamning. I Det hellige Messeoffer inkorporeres den bøn, dronning Ester fremsagde i sin kval, i den bøn, som Den korsfæstede og forladte Jesus fremsiger. I Det hellige Messeoffer går jødiske og ikke-jødiske kristne sammen i ”tilbedelse af ham i ånd og sandhed” (jf. Joh 4:24), fordi dette er blevet åbenbaret af Kristus. I det hellige Messeoffer bliver Kristi løfte om ”en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4:14) opfyldt. Kraften fra denne rivende strøm er i stand til at afværge enhver form for bitterhed og at overvinde enhver rædsel og slukke al tørst.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 9. august 2016. Den kan læses på: Bride of the Eternal One – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI citerer Skt. Teresia Benedicta

Det er rørende på denne festdag for Skt. Teresia Benedikta af korset at genlæse pave Benedikt XVI’s ord om tilbedelse af det Allerhelligste sakramente:

Eukaristisk tilbedelse er en vigtig måde at være sammen med Herren på. Kirkens skat er Herrens vedvarende tilstedeværelse i Hans sakramente. I én af Sine lignelser taler Herren om en skat, der ligger gemt på en mark, og den, der finder denne skat, sælger alt, hvad han ejer, for at kunne købe denne mark, fordi den skjulte skat er langt mere værd end noget andet. Den skjulte skat, der er et større gode end noget andet, er Gudsriget – det er selve Jesus, som er Riget in persona. I Den hellige Hostie, hvor Han er til stede, findes den sande skat, og det er her, Han altid venter på os. Kun ved at tilbede denne tilstedeværelse lærer vi at modtage Ham på behørig vis. Vi lærer, hvad fællesskab i virkeligheden er, vi lærer ud fra en indre indsigt, hvad Den Eukaristiske fejring er. Jeg vil her citere nogle centrale ord fra Skt. Edith Stein, som er værnehelgen for Europa, og som skrev i ét af sine breve:

Herren er til stede i tabernaklet i Sin guddomelighed og menneskeskikkelse. Han er der ikke for Sig selv, men for os, for det er Hans glæde at være sammen med os. Han ved, at vi, som vi er, har brug for at have Ham personligt nær os. Som følge heraf vil enhver med sunde tanker og følelser i sagens natur drages til at tilbringe tid sammen med Ham, når dette er muligt og så meget som muligt (Gesammelte Werke VII, 136ff).

Lad os elske at være sammen med Herren! For her kan vi tale med Ham om alt. Vi kan for Ham fremlægge vores ønsker, bekymringer, problemer, glæder, taknemmelighed, skuffelser og forhåbninger.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 9. august 2016. Den kan læses på: Pope Benedict XVI quotes Saint Teresa Benedicta – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Husk den ærefrygt og skræk, som Vor Herres forklarelse afstedkom

I dag genkalder Kirken sig Kristi forklarelse på bjerget Tabor. Selvom forklarelsen på bjerget også optræder i evangelielæsningen den første søndag i fasten, så har Kirken i sin store visdom ønsket at give os en ekstra mulighed for (uden for fasten) at kunne fordybe os i det tidløse budskab, der ligger i forklarelsen på bjerget.

Den kristne civilisation og dens æstetiske præg gjorde det til sædvane at udarbejde smukke afbildninger af de historier, der er i Bibelen, så de efterlod os med tilbageholdt åndedræt grundet lige dele chok og ærefrygt, fordi de var lige så levende, som da hændelsen skete første gang. Dette skal ikke ses som en begrundelse for at tilsidesætte eller glemme den kultur eller den æstetiske tradition, der frembragte dette arbejde, men det er nærmere en begrundelse for, at vi stopper op og tænker over, hvordan det ville have været, hvis man selv var vidne til en given bibelsk begivenhed.

I evangeliet, hvor der berettes om forklarelsen, undlader man ikke at fortælle om den frygt og forvirring, der greb de 3 udvalgte apostle, der sammen med Jesus havde besteget bjerget Tabor, da de blev vidner til, at Jesu guddommelige natur overstrålede Hans menneskenatur og samtidig hørte en røst, der var Faderens stemme. Der var ikke tale om en hyggelig skovtur, som skulle afsluttes med en formidabel bjergudsigt, men om en oplevelse, der skulle indprente sig for livet hos apostlene og gøre dem ydmyge overfor det, som de blev vidner til. Lang tid senere ville Skt. Peter nedfælde følgende i sit andet Brev:

For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg” (2 Pet 1: 16-18).

På det tidspunkt, hvor hændelsen fandt sted, forstod Peter og de to andre apostle ikke det, de var vidner til. Peter foreslog, at man kunne bygge en hytte til hver af de tre, som apostlene så: Moses, Elias og Jesus. ”Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede” (Mark: 1: 6). Origenes, der gjorde sig gældende på kirkefædrenes tid, foreslår, at det kan antages, at djævelen er på spil her (ligesom han var på et andet tidspunkt i en ordveksling mellem Jesus og Peter (jf. Matt 16: 23)), ved at lægge vægt på trøst og omsorg eller blot forsøge på at forhale det, der skal ske.

Man bør have med i sin overvejelse, at grunden til, at Peter udtrykte sig, som han gjorde, var, fordi han kortvarigt var præget af et ”ustabilt stemningsleje” eller befandt sig i ekstase (execessus mentis) eller måske var ”bevæget” af en given ånd (ikke sin egen), som havde til hensigt at benytte Peter som snublesten for Jesus, så Han veg tilbage for den lidelse, der ventede Ham, og som skulle lede til menneskehedens frelse. Man må kort fortalt have med i sin betragtning, at den ondes ånd ikke på snedig vis var til stede for at sætte en stopper for frelseshistoriens videre forløb (citat hentet fra Skt. Thomas AquinasCatena Aurea on Mark, 9, §1).  

Man kan sige, at Origenes kunne have ret i sin antagelse, men det synes mere sandsynligt, at Peter ganske enkelt blev overvældet af det, der skete, og derfor kom med nogle uheldige formuleringer blot for at gøre et eller andet. For Peter var, til forskel fra Johannes, der grundigt overvejer tingene, en handlingens mand. 

I Lukasevangeliet kapitel 9: 31 bliver sløret kun tilnærmelsesvist løftet for mysteriet om Kristi frelsende død og opstandelse og Hans fornedrelse og herliggørelse, og at det netop var det, som Jesus, Moses og Elias talte om. Den, der kom med loven, og profeten talte med deres Herre om Dennes ”bortgang” (på græsk exodos og excessum i den gamle udgave af Vulgata, ”bortgang” i Douay-Rheims og ”død” i Ronald Knoxs’ bibelversion), og det, ”Han skulle opfylde i Jerusalem”. Det, Kristus talte om, var, at Han på vegne af det faldne menneske ville forlade det land, hvor mennesket var slavebundet, og Han ville forlade denne syndens verden ved Sin død og opstandelse på en helt ekstraordinær måde og ved en guddommelig kærlighed, der er grænseløs.

I sin (Skt. Johannes Chrysostomos) kommentar til Lukasevangeliet kapitel 9: 31, siger han følgende: ”De (Moses og Elias) talte om Jesu bortgang, som ’Han skulle opfylde i Jerusalem’”, og Chrysostomos fortsætter med at sige: Kristus bad Sine tjenere træde frem, ”for Han ville synliggøre korsets herlighed for at trøste Peter og de andre, som bekymrede sig om den lidelse, Han skulle gennemgå”. Kristi bortgang ville blive ledsaget af en ubeskrivelig lidelse (passio). Netop denne lidelse forårsager, at et menneske vil finde det ubærligt at være i sit legeme, og dette er en betragtning Skt. Thomas Aquinas har gjort sig:

For ligesom et bæger med vin gør et menneske beruset, således vil den bidende smerte, der følger lidelsen, forårsage, at mennesket vil finde det ubærligt at være i sit legeme (quasi hominem extra se ponit), det er det, det fremgår af Klagesangene kapitel 3: 15: ”Han mættede mig med bitre urter, gav mig malurt at drikke”. Vor Herre benyttede denne talemåde, da Han gjorde rede for sin lidelse, hvilket vi finder bevis for i Mattæusevangeliet kapitel 26: 39: ”… så lad dette bæger gå mig forbi” (Sent. IV.8.2.2.2).

Det er klart, at for Aquinas og andre forfattere fra middelalderen kom passionsmysteriet klarest til udtryk i konsekrationen af vinen til Lammets frelsegørende Blod, og det er af den grund, at præsten i den ældre ritus i Den hellige Messe (i Vesten) hvisker ”mysterium fidi” midt i bønnen over kalken.

Peters excessus metis eller ”ustabile stemningsleje” skyldtes enten en stor frygt, eller at han blev overvældet (ligesom de to andre apostle også blev overvældet) ved det kortvarige lys af Guds Søns evige herlighed, der gennemtrængte Jesu menneskenatur. Men Peters reaktion bør ikke vække undren hos os, for vi finder mange skriftsteder i Bibelen, hvor åndelige væsner (engle), der står under Gud, som ved deres fremtræden afføder frygt. Da Herrens hærfører viser sig for Josva, da kaster Josva sig til jorden og siger til ham: ”Hvad har min Herre og sige til sin tjener?” (Jos 5:13-14). Gideon var af den opfattelse, at han ville gå til grunde, fordi han havde set Herrens engel ansigt til ansigt. ”Men Herren sagde til ham: ’fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø’” (Dom 6: 22-23). Da Rafael afslørede sin identitet overfor Tobit og Tobias ”blev de begge forfærdede, og de kastede sig ned, fordi de blev bange. Men han sagde til dem: ’Vær ikke bange! Fred være med Jer’” (Tob 12: 16-17). Flere af sådanne åndelige åbenbaringer gjorde sig gældende i forhold til profeten Daniel. Ærkeenglen Mikael … ”stod pludselig foran mig … da han kom hen, hvor jeg stod, blev jeg grebet af rædsel og kastede mig ned … Jeg, Daniel, blev ramt af sygdom i nogen tid” (Dan 8: 15 og 27).

I en åbenbaring, der på slående vis minder om Jesu forklarelse på bjerget Tabor, fortæller profeten Daniel følgende:

På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder. Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Fyrsten over perserriget har stået mig imod i enogtyve dage, men Mikael, en af de fornemste fyrster, kom mig til hjælp, da jeg var ladt tilbage dér hos Persiens konger. Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage”.

Da han sagde det til mig, bøjede jeg mit ansigt mod jorden og blev stum. Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen, og jeg sagde til ham, der stod foran mig: Herre, ved synet fik jeg krampe, og jeg havde ikke flere kræfter. Hvordan kan jeg, din tjener, tale med dig, der er min herre, når der ikke er mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder? Men han, der så ud som et menneske, rørte ved mig igen og gav mig styrke, og han sagde: Frygt ikke, du højtelskede mand! Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk! Mens han talte til mig, fik jeg styrken tilbage, og jeg sagde: Nu kan du tale, herre, for du har givet mig min styrke igen. Så sagde han: Ved du, hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg tager nu kampen op med Persiens fyrste, og når det er forbi, kommer Grækenlands fyrste. Men jeg skal fortælle dig, hvad der står i Sandhedens Bog – ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste” (Dan 10: 2-21).

Mysterierne i den kristne religion er i sandhed opmuntrende og giver trøst, men vi må også huske på, at de er frygtelige, fantastiske og udfordrende. Ved juletid husker vi på, at denne er en tid med trøst og glæde, ved festen for Jesu forklarelse på bjerget Tabor, husker vi det blændende lys, forbløffelsen, forvirringen og den majestætiske stemme, der får al menneskelig tale til at forstumme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 6. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/remembering-the-awe-and-terror-of-our-lords-transfiguration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)