Otte dage skulle være tilstrækkeligt

Jeg finder det godt at blive mindet om Skt. Peter Julian Eymards ”hemmelighed”, der leder til et fuldendt Eukaristisk liv.

Hemmeligheden bag det, at man hurtigt kommer til at leve et liv med fuld opmærksomhed på Eukaristien, er, at man i løbet af en given periode gør Jesus i det Allerhelligste sakramente til centrum for Guds nærvær og samtidig udgangspunktet for: alt det, man ønsker at gøre, i hvilken ånd, man handler, hjertets hengivenhed og alle ens dyder.

Hvis sjælen åbner sig tilstrækkeligt, vil den komme langt i sine bestræbelser på enhed og fortrolighed med dette vidunderlige sakramente, og den vil med iver og i større udstrækning tænke på dette sakramente mere end noget andet.

På en let og blid måde vil ens hjerte frembringe de mest ømme følelser. Med andre ord vil det Allerhelligste sakramente blive centrum for den hengivenhed, man giver, og Det vil være omdrejningspunktet, når det handler om fuldendelsen af ens kærlighed.

Otte dage skulle være tilstrækkeligt, for at en helt almindelig og inderlig sjæl vil kunne tilegne sig denne Eukaristiske ånd, og selvom man skulle have brugt uger og måneder på at opnå denne ”ånd”, så kan det aldrig måle sig med den fred og lykke, som denne sjæl vil nyde i den guddommelige Eukaristi (Skt. Peter Julian Eymard).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. august 2018. Den kan læses på: Eight Days Would Be Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er ikke blevet forkyndt i tilstrækkeligt omfang

Hvorfor foretrækker jeg Fader Fabers oversættelse af Skt. Louis Grignion de Montforts: Treatise on True Devotion to the Blessed Virgin Mary? For lang tid siden, da jeg første gang læste Fader Fabers introduktion til denne bog, blev jeg slået af det, jeg læste. Derefter er der ikke nogen anden oversættelse af ”True Devotion”, der på samme måde gjorde indtryk på mig. Læs dette uddrag fra Fader Fabers introduktion, og I vil forstå, hvorfor jeg er blevet berørt af det.

Midlet

En mand har i årevis bestræbt sig på at overvinde en bestemt fejl, og det er ikke lykkedes. En anden mand sørger og undrer sig over midt i sin sorg, at så få af hans relationer og venner ikke har omvendt sig til troen (den katolske). En tredje sørger over, at han ikke har hengivenhed nok, mens en fjerde har fået et kors, som synes helt umuligt at bære, mens en femte i hjemmet har problemer, hvor familien er ramt af ulykke, og det synes næsten uforeneligt med hans frelse. I alle disse situationer er det, som om bøn ikke er til megen hjælp, og at den ikke er det rette middel.

En umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue

Men hvad er så det rette middel? Hvad er det for et middel, Gud selv viser hen til? Hvis vi skal sætte vores lid til det, som helgenerne peger på, er det en umådelig stigning i hengivenheden til Vor Frue. Her er det vigtigt at hæfte sig ved, at der er tale om en meget stor stigning. Her i England fylder forkyndelsen af Maria under halvdelen af al forkyndelse, og derfor er hengivenheden til Maria begrænset, og derfor er det kun få, der gør det. Man har ført en skræmmekampagne i forhold til denne form for hengivenhed ved at lægge et skær af hæresi over den. I den forbindelse påråber man sig respekten for andre mennesker, og man skal være forsigtig og på den måde nedtone Maria så meget, at protestanterne kan rumme hende.

Når helgenerne elimineres og helt forsvinder

Når man begynder at praktisere uvidenhed om teologien, tømmer man den for mening og gør den uværdig. Det er ikke det fremmeste træk ved vor religion (den katolske tro), og det er ikke som det burde være. For den bærer ikke troen i sig selv. Derfor får det det resultat, at Jesus ikke bliver elsket, og kætterne ikke bliver omvendt, at Kirken ikke bliver ophøjet, at de sjæle, som kunne være blevet helgener, hensygner og svinder bort. Sakramenterne håndteres ikke korrekt, og man evangeliserer ikke og bestræber sig ikke på sjælens omvendelse.

En større, bredere og styrket hengivenhed til Maria

Jesus bliver sløret, fordi Maria skubbes i baggrunden. Tusindvis af sjæle går til grunde, fordi Maria ikke gøres tilgængelig for dem. Det er denne elendige og uværdige skygge, som vi kalder vores hengivenhed til Den hellige Jomfru, der er årsagen til alle disse ønsker og opgør, ondskab, undladelse og tilbagegang. Og dog hvis vi skal tro på det, de hellige har åbenbaret, så ønsker Gud en større, bredere og styrket hengivenhed til Sin hellige Moder. Jeg kan ikke komme i tanke om noget større kald end ganske enkelt at udbrede denne særlige hengivenhed (og konsekration) til Maria, som den ærværdige Grignion de Montfort står bag.

Utrolig effektiv

Lad en mand prøve denne hengivenhed, og han vil blive overrasket over den nåde, der følger med den, og den forandring, den lader hans sjæl undergå, og han vil snart være blevet overbevist om, hvor virkningsfuld dette middel er i forhold til menneskets frelse og for Kristi kommende rige. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, så ville der heller ikke eksistere denne kølighed overfor Jesus! Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere vidunderlig ville vores tro og vores Kommunionsmodtagelse ikke være. Åh, hvis der blot var et større kendskab til Maria, hvor meget mere lykkelige ville vi ikke være, hvor meget mere hellige ville vi ikke være, og hvor langt mindre verdslige ville vi ikke være, og hvor meget mere skulle vi ikke blive levende billeder af vores eneste Herre og Frelser, hendes kæreste og allerhelligste Søn!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31.december 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/12/true-devotion-to-the-blessed-v/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Forbliv i sikkerhed under Hans Forsyn

Blinde og misser med øjnene

Med rørende enkelthed siger Vor Herre: ”Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. Ja selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve” (Luk 12:6-7). Julian af Norwich udtrykker det således: ”Jeg så i sandhed Gud gøre alle ting, uanset hvor små de end måtte være. Og jeg så, at intet sker tilfældigt, men ved Guds Forsyns visdom. Hvis det for os synes som et tilfælde, er det, fordi vi er blinde og misser med øjnene”.

Forbliv sikkert under Hans Forsyn

Skt. Francis de Sales stod for den samme lære:

Se ikke frem til ulykkerne i dette liv med ængstelse, men afvent dem i tillid, så når de sker, vil Gud, som du tilhører, udfri dig fra dem. Han har holdt dig oppe indtil nu; forbliv i sikkerhed under Hans Forsyn, og Han vil hjælpe dig i alle situationer. Når du ikke er i stand til at gå, vil Han bære dig. Tænk ikke på, hvad der vil ske i morgen, for Den samme evige Fader, der tager sig af dig i dag, vil også sørge for dig i morgen og altid.

Helligåndens frugter

Når vi først har accepteret, at alt er i Guds hånd, og at de store begivenheder i (verdens)historien, ligesom de mindste detaljer i vores eget liv, er villet eller tilladt af Ham, begynder vi at opleve en uangribelig fred i hjertet. Den hellige Paulus siger følgende: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 2:28). Bekymring har aldrig været det, der har fremmet Himmeriget. Bekymring har aldrig gjort nogen hellig. Panik, bekymring og ængstelse er ikke Helligåndens frugter. Helligånden frembringer tillid til Gud, tillid til Hans barmhjertighed, overgivelse til den måde, hvorpå Han har forordnet det, der vil hænde, overgive sig til Hans vilje samt evige fred.

Kontrol

Endnu engang har Skt. Francis de Sales noget at sige til de mennesker, der altid har behov for at have kontrol:

Når vi giver slip på alt, tager Vor Herre Sig af alt og styrer alt. Hvis vi holder noget tilbage, så viser dette en manglende tillid til Ham, og Han lader os beholde det. Det er, som om Han siger: Du finder dig selv klog nok til at håndtere denne sag uden Mig. Jeg tillader dig at gøre det, og det vil stå dig klart, hvordan udfaldet bliver.

Dette er en grundlæggende betragtning i forhold til menneskets psykologi, at jo mere man føler, at de store ting i ens liv kommer ud af kontrol, desto mere holder man fast i de små ting og desperat forsøger at kontrollere det, man kan.

Bekymring hindrer taksigelse

Der er intet, der forhindrer os i fuldt ud at tage del i Det hellige Messeoffer, Kristi store taksigelse til Faderen, som en stædig fastholdelse af bekymring. Bekymring hindrer taksigelse. Skt. Padre Pio sagde: ”Vogt jer for ængstelse og bekymring, for der er intet, der står mere i vejen for fuldendelse, end når ophidselse, bekymring og ængstelse rammer sjælen”.

Sursum Corda

Præstens udbrud i begyndelsen af præfationen: ”Sursum cordia” (Hjerterne opad), og det svar som menigheden giver ”Habemus ad Dóminum” (vi har løftet dem til Herren), er en måde at forkynde på, at hele historien og selv de mindste dele af vores respektive liv er en del af en større helhed. Intet af det, der tilstøder os, kan holde os fra Gud, enhver lille ting har Eukaristisen i sig. I alle ting er der en grund til at takke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 29. januar 2016. Den kan læses på: In the Hand of His Providence – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skade, ødelæggelse og en helgens reaktion på dette

På festdagen for Skt. Teresa af Jesus:

Jeg blev opmærksom på den skade og ødelæggelse, som disse lutheranere foretog i Frankrig, og hvordan deres miserable sekt voksede. Det bekymrede mig meget, og da jeg tænkte, om der var noget, jeg kunne gøre i denne sag, udgød jeg mine tårer for Herrens åsyn og bad for, at Han ville afværge dette store onde. Jeg ville have givet mit liv tusind gange for at frelse blot en ud af de mange sjæle, der gik tabt der. Og da jeg så, at jeg var kvinde og synder og ude af stand til at gøre alt det, jeg gerne ville gøre i Hans tjeneste, det som er og for altid vil være min store længsel, fordi Han har så mange fjender og så få venner, og de sidste af dem bør være pålidelige. Jeg besluttede at gøre det, jeg i det mindste formåede, nemlig at følge evangeliets anvisninger efter bedste evne og hjælpe de få søstre, der er her til at gøre det samme med tillid til Guds store godhed. Han, der aldrig vil undlade at hjælpe dem, der har besluttet sig for at opgive alt for Hans skyld. Da dette er mit eneste ønske, (og som jeg har gjort klart) håbede jeg, at deres (de andre søstres) dyder ville udgøre en modvægt til mine mangler, så jeg kunne blive i stand til at bringe Herren en vis glæde, og at alle vi søstre kunne hengive os til bøn for dem, der forsvarer Kirken, nemlig prædikanterne og de lærde, og gøre alt det, der står i vores magt til at hjælpe min Herre, der undertrykkes af dem, Han har vist Sin godhed overfor, og det synes, som om disse forrædere vil korsfæste Ham igen, og at Han intet sted har at lægge Sit hoved. (The Way of Perfection, Chapter One).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2016. Den kan læses på: Harm, havoc, and one saint’s response – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hemmeligheden om Maria

I morgen fejrer vi i liturgien mindedagen for Skt. Louis-Marie Gringnion de Montfort (1673-1716). Hans forfatterskab har i mange år været som en lygte for min fod og en glødende ild i mit hjerte. Hvis du ikke kender Skt. Louis-Marie, bør du stifte nærmere bekendtskab med ham. Hvis du engang har stiftet bekendtskab med ham, men sat hans bøger tilbage på reolen blot for at samle støv, så bør du vende tilbage til ham og genopdage hans forfatterskab og lære af det på ny. Hvis du engang har forsøgt at læse nogle af hans bøger, men ikke syntes, at de sagde dig noget, kan det være, det var fordi, du ikke var klar til at tage imod ”hemmeligheden om Maria”, den hemmelighed, han har modtaget for frit, og som han giver videre gavmildt til andre, der søger Gud.

Lykkelig, sandelig, hvor lykkelig er ikke det menneske, som Helligånden åbenbarer ”hemmeligheden om Maria” for og delagtiggør ham i den sande visdom om hende. Lykkeligt er det menneske, for hvem Helligånden åbner lågen til denne lukkede have, så dette menneske kan træde ind i denne have med den ”forseglede” kilde, hvorfra han kan hente nådens levende vand og slukke sin tørst deri. Dette menneske finder kun nåde og intet væsen i Den mest elskede Jomfru Maria. Men han vil erfare, at den uendelige og hellige og ophøjede Gud på samme tid er omsorgsfuld og forstår hans svaghed. Da Gud er allestedsnærværende, er Han dermed at finde alle steder, selv i helvede. Men der er intet andet sted, hvor Gud er mere til stede end for Sin skabning og mere favnende overfor menneskets svaghed end i Maria. Det var i sandhed med dette for øje, at Han kom ned til jorden fra Himlen. Overalt er Han derudover de stærkes Brød og englenes Brød, men dvælende i Marias skød er Han børnenes Brød.

Skt. Louis-Marie Grignion de Montfort.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 27. februar 2007. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2007/04/the-secret-of-mary/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg bliver aldrig i stand til at takke tilstrækkeligt

En lille sjæl

Den salige Maria Gabriella var en ”lille sjæl”. Hun er relateret til Skt. Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt, den salige Elisabeth af Treenigheden, den salige Charles de Jésus, Skt. Thérèse Couderc og den unge Trappistpræst, den salige Marie-Joseph Cassant.

En taknemmelighed fyldt med tillid og overgivelse til Guds vilje

Maria Gabriellas liv var præget af to karakteristika:

1.      Taknemmelighed overfor Guds nåde. Hun sammenlignede selv med den fortabte søn fra Lukasevangeliet. Hun var fuld af taksigelse over for det kald, hun havde fået til klosterlivet, det kommunitet, hun var en del af og fremfor alt Guds nåde, som kaldte hende, isolerede hende fra verden, så hun blev Guds og opretholdt hende. Selv i sin sidste tid præget af smerte var hun fuld af taknemmelighed. 

2.      Hun ønskede at svare på Guds nåde med al sin styrke og give sig selv fuldt og helt, så Hans vilje kunne blive opfyldt i hende. Den salige Maria Gabriellas hellighed tager sit udgangspunkt i Den hellige Jomfru Maria. Selvom hun først boede i en afsidesliggende landsby på Sardinien, derefter i et Trappistkloster og endelig på en sengestue på et hospital, var Maria Gabriellas hellighed af universel karakter, den fremstår med det lys, der udgår fra saligprisningerne og Johannesevangeliet. Den salige Maria Gabriellas Legeme blev fundet i intakt stand i 1957 og befinder sig nu i et kapel på Trappist-Cisterciencer-klosteret i Vitorchiano. Siden hendes saligkåring er klosteret blevet velsignet med talrige kald, og man har videre grundlagt nye klostre i Italien, Argentina, Chile, Venezuela, Indonesien og Filippinerne.

Hendes egne ord

”Ved hjertets enkelhed frembærer jeg med glæde alt, O Herre”.

”Herren gav mig denne vej at gå, Han vil huske på mig og støtte mig i kamp”.

”Til Hans nåde overgiver jeg min skrøbelighed”.

”Foran mig så jeg et stort kors …, jeg troede, at mit offer var intet i forhold til Hans”.

”Jeg frembar mig selv fuldt og helt, og jeg trækker ikke det ord, jeg har givet, tilbage”.

”Guds vilje, hvad det end måtte være, er min glæde, min lykke og min fred”.

”Jeg bliver aldrig i stand til at takke tilstrækkeligt”.

”Jeg kan ikke sige andre ord end disse: ’Min Gud, Din herlighed’”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 22. april 2016. Den kan læses på: I Will Never Be Able to Thank Enough – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Conversi ad Dominum

I forbindelse med gårsdagens generalaudiens talte Den hellige Fader ikke kun om Vultus Christi, Kristi Ansigt, men også om det at vende sig mod Herren under den hellige liturgi. Mens det i katekumenernes Messe og Ordets liturgi er Kristi Ansigt, der er vendt mod os, er det i Messen for de troende eller den Eukaristiske liturgi, at vi følger Ham i Hans kontemplation relateret til Faderen og i Hans (Ypperste)præstelige gerning i Den himmelske Helligdom ”inde bag forhænget” (Hebr 6:19). ”Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen” (ApG 1:11). Enhed vil være den frugt, der affødes af, at ”vi sammen vender os mod Herren”, for uden den sker der ingenting.

Kristi Ansigt

Verden lider uden Guds nærvær og den manglende tilgængelighed til Gud, og det er, fordi den ønsker at kende Guds Ansigt. Men hvordan kan mænd og kvinder i dag kende Guds Ansigt i Kristi Ansigt, hvis vi kristne er splittede og markerer opposition overfor hinanden? Det er kun i enhed, at vi kan vise den verden, der har så meget brug for det, Guds Ansigt i Kristi ansigt.

Bøn for enhed

Det er tydeligt, at vi med vores strategier, som handler om dialog, samt alt det andet, vi gør – hvilket i sagens natur er nødvendigt – ikke opnår noget som helst, altså ingen enhed. Det, som vi er i stand til at opnå, er en beredvillighed til- samt en evne til at byde denne enhed velkommen, når Herren lader den komme til os. Det er det, der er essensen i bønnen for enhed, nemlig at åbne vore hjerter og berede os til at skabe en vej for Kristus.

Ad Orientem

I den liturgi, der gjorde sig gældende i Den ”ældre” Kirke, plejede biskoppen eller den, der forestod Messefejringen, efter homilien, at sige ”Conversi ad Dominum” (Vend jer mod Herren). Derpå rejste han og menigheden sig og vendte sig mod øst. Alle havde et ønske om at skue mod Kristus. Kun ved at den enkelte omvender sig og i den omvendelse vender sig mod Kristus, kan vi i fællesskab søge Kristus, og på den måde bliver vi i stand til at opnå den gave, som enheden er.

Pave Benedikt XVI

General Audiens den 23. Januar 2008

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. januar 2008. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den, der beder, bliver fortrolig med håbet

Det første, man bør gøre for at blive fortrolig med håbet, er at bede. Når ingen mere lytter til mig, vil Gud altid være der og lytte. Når jeg ikke længere kan tale med nogen eller kalde på nogen, kan jeg altid tale med Gud. Når der ikke længere er nogen til at hjælpe mig med at opnå noget, jeg ønsker eller længes efter, og som rækker ud over noget menneskes formåen, da er det Gud, der kan hjælpe mig. Når jeg befinder mig i den dybeste ensomhed, og jeg beder, er jeg aldrig alene. Den nu afdøde kardinal Nguyen Van Thuan, der var fængslet i 13 år, hvoraf han tilbragte de 9 i isolation, har efterladt os en lille og meget værdifuld bog, som bærer titlen: Prayers of Hope. I løbet af de 13 år, hvor han sad fængslet og befandt sig i en tilsyneladende håbløs situation, kom det til at stå klart for ham, at han kunne lytte og tale med Gud, og dette skabte hos ham et kraftfuldt håb, som gjorde, at han efter sin løsladelse blev et vidnesbyrd for mennesker over hele kloden, på troen og håbet, det håb, der ikke svinder bort i ensomhedens mørke. Pave Benedikt XVI, Spe Salvi.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 1. december 2007. Den kan læses på: He Who Prays Learns Hope – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hold fast i min kærlighed

Deus Caritas Est og afhandlingen om Guds kærlighed

For ni år siden, den 23. januar 2006, talte pave Benedikt XVI til deltagerne i et møde i det pavelige råd Cor Unum om emnet ”Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13:13). Han sagde: I dag er ordet kærlighed blevet så blakket, ødelagt og misbrugt, at man næsten er bange for at lade dette ord kommer over sine læber. Og alligevel er det et ord, der udtrykker den oprindelige virkelighed, og derfor kan vi ikke bare opgive det. Vi må tage det i brug igen, rense det for det, det ikke er, og give det dets oprindelige pragt tilbage, så det kan oplyse vores liv og føre det ad den rigtige vej. Med dette i bevidstheden valgte jeg, at kærlighed skulle være temaet i min første encykliske skrivelse. Pave Benedikt XVI gav os ”Deus Caritas Est” og Skt. Francis de Sales gav os ”Treatise on the love of God”.

Tiltrækkende, forenende og opfyldende

Da jeg første gang læste pave Benedikts anden encyklika ”Spe Salvi”, som rummer brudstykker af Deus Caritatis, gav det en efterklang af Deus Caritatis i mit hjerte. Det stod mig klart, at den behørige evangelietekst (Joh 15:9-17, der findes i det reformerede lektonarie, og som gør sig gældende på festen for Skt. Francis de Sales, giver os på en direkte måde essensen i det centrale budskab i Deus Caritas Est: En kærlighed der vil (Eros), og som er opofrende og giver sig selv (agápe), en kærlighed, der er tiltrækkende, forenende og opfyldende.

Guds menneskelige Ansigt og Hjerte

Pave Benedikt fandt noget af sin inspiration til Deus Caritas Est i Dantes ”Guddommelige Komedie”. Poesi og praktisk talt al form for kunst har sin behørige værdi og benyttes i teologiens tjeneste. Dette har altid været den katolske tilgang til kunsten. Skt. Francis de Sales var fuldt bevidst om forskellen på den ”stemning”, der gjorde sig gældende i Rom og i Genéve. Den Kirke, som Dante tegnede et billede af, og som er personificeret i Francis de Sales og Benedikt XVI, kender ikke til calvinismens kolde foragt for skønhed, der vækker sanserne. I den måde hvorpå katolicismen anskuer verden, er det skønheden, der vækker sanserne med ”kærlighedens menneskebånd” (Hos 11:4) og drager hjertet med ”kærlighedens tøjler” (Hos 11:4) til at tro på at ”Gud har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, den 23. januar 2006).

Kærlighed er en bevægelse mod det gode

I sin ”Treatise on the love of God” taler Skt. Francis de Sales om de effekter, der affødes af, at man elsker noget, og hvordan det påvirker den, der elsker. Han kalder det elskværdighed, som betyder, at man finder glæde i noget eller nogen. ”Glæde”, siger den venlige biskop, ”det er det, der åbner hjertet, men kærligheden er selve den handling, der åbner hjertet. Glæde er det, der får hjertet til at løfte sig, men det er kærligheden, der sætter det i bevægelse. Det er ved glæde, at hjertet folder sine ”vinger” ud, men det er kærligheden, der gør, at det flyver. Kærligheden er, for at være helt præcis, så at sige intet andet end den, der bevæger, tiltrækker og hjælper hjertet mod det gode” (Treatise on the love of God, kapitel XIV).

I det evige lys, der er midtpunkt i cirklen

Skt. Francis de Sales sammenligner kærlighedens dragende kraft med en magnet, der har en tiltrækkende kraft på jern. Dante taler i Il Paradiso om den kærlighed, der får ”solen og andre stjerner til at bevæge sig”. Pave Benedikt XVI siger med reference til Dantes tre cirkler, der består af det evige lys, at hvis man først blevet draget ind i kærlighedens lys, vil man opdage det evige lys som midtpunkt i cirklen på Jesu Kristi menneskelige Ansigt. Pave Benedikt XVI siger: ”Gud, som er det uendelige lys, og hvis mysterium, der ikke kan sammenlignes med noget andet, er af den græske filosof Aristoteles blevet opfattet, som værende Gud med et menneskes ansigt, og – vi kan tilføje – et menneskes hjerte (Benedikt, 23. januar 2006).

Når kærligheden bøjer sig dybt

Gud som eros er den kærlighed, hvormed Gud drages til os og ved hvilken, Han drager os til Sig. Det er også ved den kærlighed, som Han i sin barmhjertighed bøjer sig dybt til os. Pave Benedikt XVI lærer os, at Gud som eros ikke kun er en urkosmisk kraft, den er den kærlighed, der har skabt mennesket, og som bøjer sig dybt ned til det, som den gode samaritaner, der bøjede sig over den sårede mand, der var blevet offer for røvere, og som lå i vejkanten på strækningen mellem Jerusalem og Jeriko (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Troen på kærligheden

Guddommen som eros og agápe flyder sammen i Jesu Hjerte, de afspejles og åbenbares i Hans hellige Ansigt. Med henvisning til Deus Caritas Est, sagde pave Benedikt XVI: ”Det har været mit ønske at understrege det centrale i troen på Gud, Den Gud, der har antaget sig et menneskeligt ansigt og hjerte” (Benedikt XVI, 23. januar 2006).

Føden, der er udgået fra den opofrende kærlighed

Det hellige Messeoffer er den guddommelige eros og agápe sat i bevægelse. Det offer, der bliver frembåret på alteret, er identisk med offeret på korset og fungerer som en magnet på den troendes sjæl. Den hellige Messe drager os ind i cirklerne med det evige lys, for at vi der i Den Korsfæstede kan se Guds Ansigt og Hjerte. Det er det Eukaristiske møde med Den Korsfæstede Kærligheds Hjerte og Ansigt, der forandrer og antænder kærlighedens glød, der rækker langt ud over rendyrket filantropi. Den hellige Eukaristi er føde for dem, hvor det at gøre det gode ikke er nok. Den hellige Eukaristi er den føde, der er udgået fra den opofrende kærlighed. Caritas Christi urget nos. ”Kristi kærlighed”, som er en kærlighed, der kan beskues og smages i Eukaristien, der ”driver os frem” (2 Kor 5:14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. januar 2015. Den kan læses på: Abide in My Love – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A claritate in claritatem (fra herlighed til herlighed)

Martyrologien

Vi er altid omgivet af ”så stor en sky af vidner” (Hebr 12:1), der opmuntrer os ved deres eksempel og støtter os med deres bønner. Det er grunden til, at Kirken i Sin visdom indbyder os til at åbne Hendes martyrologi og blive fortrolig med dem, hvis forbøn er et løfte om guddommelig hjælp. I den romerske martyrologi læser vi i indledningen følgende: I Jerusalem mindes den hellige Josef fra Arimatæa og Nikodemus, der tog Jesu Legeme ned fra korset, indhyllede det i et klæde og gravlagde det. Josef fra Arimatæa var et fornemt rådsmedlem, og en der fulgte Jesus, og som ventede Guds rige. Nikodemus var rådsherre, lærer og farisæer. Han kom til Jesus om natten for at høre om Hans mission. Nikodemus forsøgte også at forsvare Jesus overfor farisæerne og ypperstepræsterne, der prøvede at få Ham arresteret. Man kan i udgaven af den romerske martyrologi fra 2004 læse følgende i artikel 30: Messen for enhver helgen, der er indskrevet i den romerske martyrologi … kan med god grund fejres den dag, hvor vedkommendes navn fremgår på en liturgisk hverdag (feria), eller når det efter eget skøn og samtidig er tilladeligt at fejre en sådan mindehøjtidelighed.

(To) hellige mænd

Det er kun ret og med god grund, at vi i dag fejrer den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus. Evangelierne knytter disse to mænd til Guds Moder og de andre helgener, der i sorg og opfyldt af medfølelse var med ved Jesu kors, og som efter Hans død så på de sår Livets Fyrst havde på hænderne, fødderne og i den ene side. Nogle af de ikoner, der virker mest bevægende, er dem, der skildrer, at Vor Herre bliver taget ned fra korset og efterfølgende begravet. Man ser Jesu Legeme svøbt i linned og klæde blive båret til den grav, der er blevet forberedt af Josef fra Arimatæa. Man ser også Den hellige Jomfru, den hellige Johannes, Maria Magdalene og de andre hellige kvinder, og sammen med dem er de ”fine herrer”, som udtrykker ømhed og sorg over Jesu Kristi død, disse to er Josef fra Arimatæa og Nikodemus.

I Evangelierne

Der er skrevet mere om Josef fra Arimatæa og Nikodemus i evangelierne end de fleste af apostlene. Når man fordyber sig i de evangelietekster, der omhandler disse to mænd, vil man få en erkendelse af, at der her er tale om to mænd, der er tæt forbundet med Vor Herre, ikke kun i forbindelse med Hans offentlige virke, men også i forbindelse med mysterierne, der knytter sig til Hans død og gravlæggelse. Man ser her to mænd, der aktivt søgte Guds rige, det var to mænd, der kom til Sønnen, fordi Faderens Hellige Ånd drog dem. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen” (Joh 6:65).

Skt. Nikodemus

Man bør endnu engang læse den samtale, som Vor Herre har med Nikodemus i Johannesevangeliet kapitel 3. Det er for Nikodemus, at Jesus åbenbarer korsets mysterium, da han siger: ”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (Joh 3:14-15). Det er også for Nikodemus, at Jesus åbenbarer følgende: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3:16). Disse markante ord fra Vor Herre blev til en start plantet i Nikodemus under de særlige og hemmelige samtaler, de to havde om natten. Hvor fik Johannes, som den fjerde evangelist, kendskab til disse formuleringer, hvis det ikke var fra Nikodemus selv? Hvis vi ønsker at fordybe os i disse forandrende formuleringer, bør vi bede om Skt. Nikodemus’ forbøn, fordi han var den første, der blev præsenteret for disse ord.

Skt. Josef fra Arimatæa

Den hellige Josef fra Arimatæa bliver nævnt ved navn i alle fire evangelier. Evangelisten Lukas kalder ham ”en god og retfærdig mand” (Luk 23:50). Evangelisten Johannes fortæller, at han er ”discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne” (Joh 19:38). Det er derfor af ekstraordinær karakter, at Josef efter Jesu død overvinder sin frygt og bliver så dristig, at han efterfølgende beder ”Pilatus om at tage Jesu legeme ned” (Joh 19:38). Den hellige Johannes fortsætter med at sige: ”Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linned klæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden” (Joh 19:38-42).

Ligklædet og det mindre klædestykke lagt over Jesu Kristi Ansigt

Når man ser på evangeliets beretning om Vor Herres begravelse, så er vi den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus tak skyldig for de dyrebare relikvier, som de gjorde til en del af Vor Herres passion. Der er her tale om det hellige ligklæde og det mindre klædestykke, som dækkede Vor Herres Hellige Ansigt, som pave Benedikt XVI ærede med stor fromhed i forbindelse med sin pilgrimsrejse til Manoppello den 1. september 2006. Derfor er det behørigt, at vi ved den hellige Josef fra Arimatæa og den hellige Nikodemus, disses forbøn, må blive i stand til at fordybe os i det mystiske billede af Jesu Hellige Ansigt, som er blevet indprentet på ligklædet samt det mindre klædestykke, der blev lagt over Jesu Kristi Ansigt.

Det Hellige Ansigt

Man kan ikke se på den skønhed, ophøjethed, fredfyldthed og ømhed i Kristi Ansigt uden at opleve en indre omvendelse. Dette er hemmeligheden bag helliggørelse. Vi bliver det, vi overvejer. ”Og alle vi, som utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3:18). Hellige Josef fra Arimatæa og hellige Nikodemus bed for os, at vi med troens øjne og angerens tårer må beskue Kristi Ansigt!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31. august 2010. Den kan læses på: A claritate in claritatem – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)