Derfor bør katolikker faste, før de modtager Den hellige Kommunion

I betragtning af, hvor lidt fokus der er på askese, som er selvfornægtelse, er netop dette aspekt af katolsk åndelighed ikke noget, man bør gå på kompromis med, og det gælder også par og familier. Som en synder, der konstant har behov for at blive lutret, må vi alle granske vores samvittighed, gøre bod og omhyggeligt forberede os til at kunne modtage sakramenterne.

Det største problem i moderne tid, og som allerede blev begrædt af pave Pius XII, er, at vi har mistet fornemmelsen for synd. Det, at vi har mistet denne fornemmelse for synd, er imidlertid blevet forværret ved tabet af de mange rutiner, mange katolikker engang havde til at minde sig selv om den synd, de bar på og derfor måtte gøre bod for: fredage uden kød hele året igennem, at faste dagligt under hele Fasten ikke blot Askeonsdag og Langfredag samt faste i nattetimerne for modtagelsen af Eukaristien den følgende dag, som senere blev skåret ned til tre timer og reduceret yderligere til en time.

Da Pius XII i 1953 lempede timeantallet for den Eukaristiske faste fra at skulle strække sig fra midnat til blot tre timer før Messestart, blev det betragtet som en bemærkelsesværdig imødekommelse fra Kirkens side i forhold til de mere nutidige behov. Og man kan på en vis måde sige, at ændringen var passende set i forhold til omstændighederne. I 1964 foretog Paul VI en lempelse af den Eukaristiske faste fra tre timer til en time, som i mange tilfælde er blevet til følgende: spis ikke noget undervejs til søndagsmessen. Er det, det, man kalder for en meningsfuld faste? En times faste skulle i princippet være til at overholde, men paradoksalt nok, har det resulteret i, at mange katolikker ganske enkelt ignorerer det, og det er netop blevet sådan, som Aristoteles har formuleret det: ”Når der kræves lidt, udebliver resultatet, fordi kravet ikke fremstår som et krav”.

En tydelig Eukaristisk faste viser vores respekt overfor Vor Herre Jesus Kristus samt et ønske om at modtage Ham, som den vigtigste føde i vort liv. Dette stiller os også over for et moralsk krav, nemlig at vi er forpligtede til at modtage Ham med værdighed. Vær opmærksom på, kristne mand og kvinde, hvad I nu er ved at gøre: vær Jer bevidste, om at I bør være i nådens stand, således at I med værdighed nærmer Jer Herren Jesus Kristus og modtager Ham personligt. De tre timers faste handlede også om Herren, om at give Ham ære og til sidst en selv, hvor man ransager sin samvittighed, for at prøve om man er i nådens stand. Dette var en disciplin, som fungerede præventivt i forhold til ubetænksomhed, ligegyldighed og det at betragte Kommunionsmodtagelsen som en social begivenhed.

Omgivelserne, der skal danne rammen for tilbedelse, er i alt for mange sogne så utilstrækkelige, at de ganske enkelt ødelægger troen på det Allerhelligste, som Den katolske Kirke bekender er Vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, og som vi må være forenet i tro og kærlighed for at kunne forenes til ét kød. Det katolske Novus Ordo lektionarium undlader fuldstændig Skt. Paulus anmodning om, at man ransager sin samvittighed, før man modtager Eukaristien: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 27-29), men man finder til gengæld dette flere steder i det traditionelle lektionarium. Lægfolket, her både mænd og kvinder, forestår Kommunionsuddelingen på en uhøjtidelig måde. Adspredende eller følelsesmæssig musik formår ikke at danne rammen, for at de hellige mysterier virkelig fremstår som hellige, og formår yderligere ikke til at tilskynde til, at de troende viser ydmyg tilbedelse. Det, at faste som er en åndelig disciplin, er, som allerede nævnt blevet gjort ligegyldig. At forberede sig til Messen og give en taksigelse efterfølgende er praktisk talt ikke-eksisterende. Lægger man alle disse faktorer sammen, skaber det et billede af, at det at modtage Den hellige Kommunion er noget banalt og helt almindeligt, og at det ville virke mærkværdigt, hvis nogen blev nægtet adgang til Den.

I kommuniteter, hvor Den latinske Messe celebreres, er der blandt de troende fokus på at få ransaget sin samvittighed, og bliver man sig bevidst om, at man har begået en dødssynd, må man skrifte den, før man modtager den hellige Kommunion. (I de samme kommuniteter foretages der på søndage og andre festdage skriftemål før og under Den hellige Messe, og denne måde at gøre det på er særdeles velegnet til det åndelige behov, der er hos almindelige katolikker. En præst vil fejre Messen, mens den anden sidder i skriftestolen. Ved konsekrationen holder man inde med skriftemålet, og ved Kommunionsuddelingen hjælper den præst, der har siddet i skriftestolen den celebrerende præst med Kommunionsuddelingen). Her er det tydeligt, at ikke enhver automatisk forlader sin bænkerække og går op og modtager Den hellige Kommunion. De, der er i nådens stand, går op og tager del i den mystiske banket, de knæler i ærbødighed, mens de beder og modtager Ham på tungen fra præstens konsekrerede hænder. Det hele bliver gjort på en måde, som er værdig og korrekt. Mennesket kommer foran Gud og har fjernet enhver forhindring, der er menneskelig muligt at fjerne, og beder om at modtage Hans guddommelige livs helt fantastiske gave.

Kunne vores mangel på øvelse (jeg benytter dette i mangel af bedre dækkende ord) i Eukaristisk mådehold og ærbødighed for Herrens Legeme relateres til, at kyskhedens dyd og ægteskabet er blevet ødelagt, her forstået som mådehold i forhold til seksualitet og en ærbødighed for ægtefællens krop? Ligesom det synes som om, at mange ikke har behov for at forberede sig, vente og bede for nåden til at blive værdige til Herrens gave, hvor Han giver Sig selv til os i Den hellige Kommunion, på samme måde, synes det som om, der ikke er noget behov for at forberede sig og vente og bede for nåden til at være værdig til at modtage den gave, som den anden person er i det ægteskab, der ikke kan brydes, mens man selv gør sig til en værdig gave, der skal modtages af den anden.

Der må ske en genopretning af fasten. Man bør ikke have nogen, der giver signal til, at alle på en bænkerække skal gå til Kommunion. Det skal kun være præster, der står for Kommunionsuddelingen, som foregår, mens kommunikanten knæler, og Kommunionsmodtagelsen foregår på tungen. Disse tre ændringer ville hjælpe til at bekæmpe den pandemi af uærbødighed, der i dag gør sig gældende samt de utallige Kommunioner, der modtages af folk, der ikke er i nådens stand.

Sådanne tiltag vil måske over tid tilskynde par til at tænke anderledes omkring sig selv og deres kroppe, og den omsorg og respekt, man bør udvise overfor ethvert kristent legeme, fordi det er Helligåndens tempel, og videre skal man tænke på ærbødighed, ganske enkelt fordi ens ægtefællens krop ikke må tages for givet. Seksualiteten i ægteskabet handler trods alt om, at man gensidigt giver sig selv under de forhold, som Gud giver og ikke udnytter hverandre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 8. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-catholics-must-fast-before-receiving-holy-communion

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En kultiveret helgen: Skt. Francis de Sales

Helgener er alt andet end kedelige. Nogle løftede sig og svævede, andre kunne være flere steder på én gang (bilokation), og andre igen havde visioner vedrørende himmel og helvede. Andre igen tjente de fattige, reformerede Kirken, tog til fremmede lande og omvendte befolkningen der til den katolske tro eller på anden måde levede heroiske liv uden at udvirke et eneste mirakel. Og nogle var ædle helgener som eksemplificerede maskulinitetens dyd på en helt ganske særlig måde.

Skt. Francis de Sales (1567-1622) er en beleven helgen af de helt store. Han levede et helligt liv i en meget vanskelig tid for Kirken, for det var på dette tidspunkt, at reformationen satte sit præg på Europa. Hans langmodighed, ydmyghed og fremfor alt hans mildhed var hans kendetegn.

De unge år

Han blev født ind i en adelsfamilie, og det var hans faders ønske, at han skulle være advokat, så han kunne overtage faderens plads som senator i Savoy i Frankrig. Skt. Francis drog til Padua i Italien for at studere jura. Under sit ophold i Italien fandt han morskab i fægtning og festligt selskab. Efter at have færdiggjort sin uddannelse vendte han hjem og meddelte sine forældre, at han agtede at blive præst. Dette blev ikke godt modtaget af forældrene, og de gjorde indsigelser. Til sidst fik Skt. Francis ved sin langmodighed og nænsomme overtalelsesevne overbevist sine forældre om, at hans ønske var det rigtige.

Som præst

Kort efter sin ordination til præst blev Skt. Francis valgt til at være domprovst i bispedømmet Geneve, og det betød, at han var den ansvarlige efter biskoppen. Dette var samtidig et centralt sted for de reformatoriske aktiviteter, for byen var calvinisternes hovedcenter. Med andre ord dette sted var ikke venligsindet overfor katolikker og i særdeleshed ikke overfor katolske præster. Men Skt. Francis var ikke så let at afskrække. Han besluttede sig rent faktisk for at omvende de omkring 60.000 calvinister, der var i området til katolicismen.

Evangelisering

Selvom Skt. Francis var fuld af iver i forhold til at evangelisere, havde han ikke megen held med sit forehavende. Han blev faktisk jaget ud af mange af de byer, hvor han evangeliserede, og mange gange blev han mødt af en lukket dør, men dette stoppede ham ikke. Han begyndte i stedet at fremstille flyveskrifter ”traktater”, som indeholdt katolsk lære, og han skubbede disse pamfletter ind under calvinisternes døre. Dette er det første kendte eksempel på brugen af ”traktater” i forbindelse med evangelisering (disse blev dermed ikke opfundet af baptisterne). Vi kan kun tænke os til, hvad han ville synes om sociale medier. Det lykkedes til sidst Skt. Francis ved udholdenhed og kreativitet at omvende calvinister i tusindtal tilbage til den katolske tro.

I en alder af 35 blev Skt. Francis ”forfremmet” til biskop i det bispedømme, han hidtil havde fungeret som domprovst for. Hans venlige og tålmodige måde at undervise på vandt ham mange tilhængere blandt de troende, og han var særligt interesseret i at tilskynde lægfolket til at leve et helligt liv. Han sagde: ”Det er en fejl, et kætteri at ville udelukke fromhed fra soldaterlivet, fra butikker, fra hoffet og fra familielivet”. … ”Det er sket, at mange har mistet fuldendelsen i ørkenen, men bevaret den i verden”. Skt. Francis de Sales huskes for sine mange arbejder især: ”Introduction to Devout Life”, som er en vejledning i forhold til det åndelige liv for lægfolk.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: Gentleman Saint: St. Francis de Sales | The Catholic Gentleman

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bekvemmelighedskatolicisme

Hold dig fra den, ellers går du til den evige fortabelse

Den tendens, vi oplever i Kirken i dag, og somudbredes af ”Church of Nice”, kan betegnes som bekvemmelighedskatolicisme. Fokus er på, at Kirken skal gøre alt for, at man føler sig godt tilpas, bliver imødekommet og ikke stødt. Kirken skal kort sagt være et sikkert og godt sted at være for netop din sjæl. Hensigten med Kirken er ikke, at den skal være et sted, hvor en sjæl, der er fastholdt i synd, kan finde sig til rette. Tværtimod, hensigten med Kirken er, at Guds lys kan trænge ind i det enkelte menneskes indre, så det kan omvende sig ved at komme sin synd i hu. Men det er ikke det, homoseksuelle klerikale samt klerikale, der leder nyevangeliseringen prædiker om.

De to kræfter, som er markante i Kirken, er begge en del af et større billede, som går ud på, at man tilsidesætter sandheden. De to tendenser gør sig gældende på hver sin front, men udgår fra den samme kilde. Målet for begge tendenser er, at den enkelte føler sig værdsat (at man er OK). Det minder meget om det tema, man indenfor psykologien i 1970’erne og specielt hos Thomas Harris i bogen ”I’m OK, You’re OK” arbejdede med på daværende tidspunkt. Det synes som om, at næsten enhver liberal teolog eller klerikal har anskaffet sig et personligt eksemplar af denne bog og har formet deres katekeser med udgangspunkt i det budskab, bogen kommer med.

Men vi er ikke OK, OK? Vi har nemlig behov for en Frelser hver dag, indtil vi til sidst er sammen med Ham. Men det indre mørke, vi bærer på, og som skyldes synden, bliver der aldrig talt om, og slet ikke ved at benytte ordet SYND. Der er altid tale om noget andet, en anden årsag, der gør sig gældende, og derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at 83 % af amerikanske katolikker ikke tror på, at djævelen eksisterer, et emne vi havde fokus på for et par uger siden.

Hvad har de to tendenser i Kirken, der står for evangelisering og de homoseksuelle klerikale til fælles? De har det til fælles, at de udbreder en falsk fornemmelse af glæde, den ene retning udbreder en glæde, der er baseret på følelser, og den anden retning udbreder en glæde, der er fundet i begær, men begge afarter af glæde har ingen magt til at frelse. Pave Benedikt prædikede med udgangspunkt i én af hans mange exceptionelle betragtninger, og her sagde han: ”verden tilbyder dig bekvemmelighed, men du blev ikke født til bekvemmelighedDu er født til storhed”. Der er ingen storhed forbundet med at være magelig, og der er ingen storhed, hvis du ikke tager del i kampen.

Pave Leo XIII har udtalt: ”Katolikker er født til kamp”. Men denne enorme berøringsangst har banet vejen for homoseksualitet blandt klerikale. I snart 50 år har vi katolikker på kirkebænkene måttet lægge øre til en forvansket teologisk udgave af, hvad kærlighed er, at man ikke må dømme, og at synd og djævelens eksistens og andre lignende emner er blevet fuldstændig tilsidesat til fordel for en homoseksuel agenda.

Vi har bevæget os væk fra at have et skarpt fokus på synd til at se bort fra den og endda favne den, alt dette er sket, fordi den måde, vi har handlet på, er en del af syndens DNA. Det, der er godt må forsvares for at kunne bevares, og det må gøres fra dag til dag og fra generation til generation. Men det katolske hierarkis ledende skikkelser har fejlet stort i netop den henseende. Dette er én af mange grunde til, at alfa-kurset, som har vundet stort indpas i katolsk regi, er dømt til at fejle. Yderligere en grund til, at alfa-kurset ikke er holdbart, er dets ensidige fokus på, at tro er baseret på følelser.

Ovenstående udgør en del af det fundament, som homoseksuelt orienterede klerikale som Fr. James Martin, Fr. Thomas Rosica og andre argumenterer ud fra, når de udbreder deres vildfarelser, ved at forvanske den katolske teologi og dens lære. Det hele handler om glæde, vel og mærke en falsk glæde, og at det eneste, der betyder noget, er, hvad du føler, uanset om du følger dit begær i en homoseksuel retning eller har førægteskabelig ”engagement” med din kæreste. Der er ingen begrænsninger, så gør, hvad du vil. Det er Guds ønske, at du er lykkelig, og det er på sin vis korrekt. Men glæde uden Gud er en umulighed, og man kan ikke være med Ham, hvis ens primære fokus er på bekvemmelighed.

Det står dermed klart, at den vildfarelse, man har taget til sig, som går ud på, at man undlader visse dele af den teologiske lære, er blevet et vartegn for ”Church of Nice”, og at dette vartegn har banet vejen for de homoseksuelt orienterede klerikales vildfarne teologi. Det, der er tale om, er intet andet end en yderligere afvigelse fra Kristi fulde sandhed. Hvornår vil disse klerikale forstå, at der ikke eksisterer ”et teologisk frirum”, hvor de kan fremme deres egen sag? Hvis man undlader at forkynde sandheden, vel og mærke hele sandheden, skabes der et tomrum, der fyldes ud af alt det, der afviger fra sandheden. I dette tilfælde er vi gået fra at have ”udvandet” troen til at have ”udtørret” den. Vi er nu gået ind i en fase, der præges af falske sandheder, blot fordi man har set bort fra målsætningen om at frelse sjæle og i stedet rette fokus på bekvemmelighed.

Der er kun én vej til Himlen. Den er snæver og til tider svær at finde. Den er fyldt med torne og skarpe sten, og derfor vanskelig at betræde. Denne vej er i sandhed ikke behagelig, men den fører til det evige liv, og der er glæde forbundet med kampen, fordi man ved, at man er på vej mod troens mål, som er ens egen frelse.

Stop din åndelige bekvemmelighed, før den afgør sagen for dig.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. september. 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-comfort-catholicism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den hellige liturgi er den bedste og mest fuldendte måde, hvorpå vi kan nærme os Gud

Det er ingen hemmelighed for katolikker, at liturgien i dag er en sand slagmark, hvor modstridende holdninger, praksis, eksperimenter, improvisationer og misbrug kæmper imod hinanden. Der går ikke en dag, hvor vi ikke hører om, hvordan Messen et eller andet sted har været et resultat af den sidste nye ”dille” eller seneste trend, hvilket nok er den bedste måde at beskrive resultatet på, fordi man med Messen har forsøgt at motivere de unge til at hjælpe immigranter.

Men det er den helt forkerte måde at betragte den ypperste form for tilbedelse på. Den, som er blevet givet os gennem Kirkens hellige tradition, og som Den (Kirken) tog i mod fra sin Herre, den hellige liturgi er en indgang til Jesu Kristi mysterium, den bedste og mest fuldendte måde, som Han har givet os, for at vi kan komme tættere på Ham under vores pilgrimsfærd. Liturgien er højdepunktet, forbilledet for al menneskelig aktivitet, og på samme tid er den det hjem, hvor mennesket åbner sin sjæl for Guds handling.

Da al nåde er givet gennem Kristus, og Kristus giver Sig selv til os i Eukaristien, er selve Eukaristien centrum for det skabte kosmos, og derfor kan hele det overnaturlige liv hos de kristne præcist betegnes som Eukaristisk og som en taksigelse til – og tilbedelse af Faderen. Hvis man fjernede liturgien, ville man fjerne Kristi handlinger og lidelse fra vores midte. Og det ville være at fjerne det grundlæggende formål med det kristne liv, nemlig at vi bliver dem, som kender og elsker Gud.

Det bedste af det hele er, at den (Eukaristien) leder til fuldkommengørelse. Fuldendelsen af en ting, hvis endemål liggerudenfor tingen selv, består i, at den når frem til denne fuldendelse. Menneskets endemål er Gud, og handlingen, hvorved vi knytter os til Gud, er gennem kærlighed, dels ved viljen og bevidstheden og dels ved intellektet. På jorden som i himlen udtrykkes vores forhold til Gud gennem tilbedelse, som fuldkommengør vilje og intellekt. Derfor er helligfordybelse – forstået som en forening med – og tilbedelse af Gud – en god handling, som stemmer overens med vores mål om at opnå det ultimative gode.

Alt i menneskets liv vil blive bedømt ud fra, om det bidrager til at tilbede Gud og opnå en forening med Ham. Da liturgien er den måde, hvorpå vort ”bidrag” tager form og fuldendes – har mange kirkefædre, specielt dem fra øst, beskrevet Himlen, som en evig liturgi – og det betyder, at al menneskelig fuldendelse er ordnet i forhold til vor liturgiske deltagelse i de guddommelige mysterier. Hvis menneskelivet kulminerer i en betagende vision af Den hellige Treenighed og Det inkarnerede Ord, og hvis alle disse realiteter manifesteres og bliver synlige for os i den hellige liturgi, er den ultimative udgang på det, mennesket er – og foretager sig på jorden, en tilbedelse af Gud gennem Det hellige Messeoffer. Alt, hvad Gud giver os, er med henblik på tilbedelsen af Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed, gennem, med og i Jesus Kristus, den sande Gud og det sande menneske.

Man må huske på, at teologi og åndelighed er centreret om en ting og kun har et formål: Gud og den gradvise opstigning mod Gud, at lytte til Hans åbenbarede ord, og dele Hans guddommelige liv gennem sakramenterne. Liturgien er et privilegeret arrangement af Skriften, ikke blot ved at vi har læsninger, men uendelig meget mere ved at den (liturgien) indeholder kernen i selve Kristi åbenbaring, den ypperste visdom, den største kraft og den altomfattende kærlighed i det mystiske og opofrende festmåltid. 

Kirkefædrene lærer, at hvis man vil forstå Skriften, må man leve et helligt liv, hvor man efterligner Kristus, som er Ordet, og om hvem Skriftens ord lærer og peger hen i mod. Bibelen blev givet dem, der stræber efter at være hellige, og det er derfor, at Den kan fremstå uklar, som Skt. Augustin siger: den afskrækker alle med undtagelse af den, der utrætteligt søger Gud. Uden Skriften er der ingen teologi, som er den højeste klogskab, der kan tilgå mennesket. Uden at tage del i Den levende Kristus, kan man ikke forstå Skriften eller lade Dens mening dvæle i sig, og uden liturgien er der ingen deltagelse i mysteriet, eftersom liturgien indeholder mysterium fidei (troens mysterium) i dens livgivende realitet, er den centrum for hele Kirkens mission, som er rettet mod den omgivende verden.

Ligesom klosterlivet er liturgien også blevet betegnet som ”hellighedens skole”. Liturgien former os ved at lægge troens mystiske sandheder frem for mennesket på flere niveauer og ansporer det til at respondere. Hele det liturgiske sprogbrug i alle dets facetter er en udbygget eksegese af Den hellige Skrift, en levende og gennemtrængende præsentation for sjælens øjne af troens mysterier. De mange former for symbolik, der er i ceremonien, bevægelserne, messedragterne og de hellige genstande, var det, de østlige kirkefædre definerede som” mystagogy”, og som fører sjælen ind i det guddommelige sandhedsrige, og det leder vore sanser og vort intellekt til det, der ligger udover disse symboler. Betydningen af disse symboler er let at forstå (også selvom man skulle løbe tør for dem) for en sjæl, der er vågen, og de hjælper os til at forstå, at en vellykket ”reform” af liturgien vil have den effekt på mennesker, at de vågner op og forbliver vågne, snarere end at man fremstiller tingene på en sådan måde, at man lader mennesker forblive i deres egen lille verden af verdslig og vanemæssige tænkning.

Liturgien må være et hjemsted med plads til de guddommelige symboler og den virkelighed, de udtrykker, og hvor de kan blive åbenbaret gennem ord og sang, bevægelser og ceremonier – ja i hele deres udtryk. Hvis man skal synge eller tale under Messen, bør alt dette være rettet mod mysteriet – ligesom det er i den Byzantinske liturgi med sungne bønner, der bølger frem og tilbage i stadig stigende intensitet eller i den højtidelige latinske Messe, hvor den gregorianske sang og den ærværdige ceremoni sammen leder sjælen udenfor af tid og sted og ind i selve Kristi Hjerte hos Den eneste Lærer, Hyrde og Frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 19. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-sacred-liturgy-is-the-best-and-most-perfect-way-to-draw-near-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Han skal bide Hende i hælen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det sker ofte, når man fejrer jul, at det bliver glemt, hvorfor vi fejrer den. For få år siden fandtes der et populært klistermærke, beregnet til bilruden, hvor der stod: Jesus er grunden til, at vi fejrer jul.

Ja, på en vis måde.

Det er klart, at julen handler om Vor Herre og Hans komme til jorden for at påbegynde Sit guddommelige liv blandt mennesker, og den første del af Hans livsforløb var i sagens natur som et lille barn.

Men det slutter ikke her, selvom det er præcis her, verden ønsker, at fortællingen skal stoppe.

Ja, Jesus er baggrunden for julen, men grunden til, at Jesus kom, var for at frelse verden ikke for at være et sødt lille barn.

Alt omkring dette lille barn er centreret om håb for – og had til menneskeheden. Kom hen til krybben, og du vil modtage et kors.

Knyt dig helt og aldeles til Ham, og du bliver automatisk Hans Moders Søn. Du kan ikke være knyttet til Det Inkarnerede Ord uden også at være knyttet til Hans Moder.

Det var om hende, Gud talte, da Han i Edens Have sagde til slangen: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3: 15), men dette sker ikke, før tiden har nået sin fylde, hvor hun sætter ind med det endelige, afgørende og dødelige slag.

Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

At være Vor Herres bror og dermed Hans Moders søn betyder at tage del i den smerte, som er en del af Marias moderskab, og der er ikke blot tale om smerte, men om ren og skær lidelse.

Da Maria og Josef bragte deres lille barn til templet i Jerusalem for at gøre med Ham, som det er foreskrevet i Herrens lov, henvendte den gamle mand Simeon sig direkte Maria, efter han havde velsignet parret og sagde: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge …” (Luk 2: 34). 

Sværdet er den arv, der overgår til dig, hvis du er en del af den himmelske familie.

Simeon udlagde for Den Allerhelligste Moder det, som sværdet repræsenterer. Senere i Vor Herres offentlige virke udlagde Han i fuld offentlighed for dem, der fulgte Ham, samt deres familier, hvilken betydning sværdet har: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10: 34).

Her på jorden er sværdet vort liv og vor arv. Det er det, der hjælper os i kampen for at overvinde det onde i os selv og i verden.

Guds Moder blev vist sværdet i det øjeblik, der egentlig var præget af stor glæde, altså ved fremstillingen af Hendes Søn i templet, som det er foreskrevet i Herrens lov.

Lige nøjagtig i dette vidunderlige øjeblik, præget af glæde, hørtes lyden af sværdet, der blev trukket af skeden.

Sværdet er lig modsigelse, udfordring og konfrontation. Den næste gang vi møder denne guddommelige dreng i Hans liv, er der, hvor Evangelierne beretter om, at Han sad i templet sammen med de skriftkloge og lovkyndige.

Hvad er det, Han foretager Sig i deres forsamling? Han stiller dem spørgsmål, udfordrer dem og får dem til nærmere at overveje tingenes aktuelle tilstand, altså hvad det er for forestillinger og holdninger, der er de fremherskende.

Den udfordring, de blev præsenteret for, var så dybdegående, omvæltende og kraftfuld, at alle de, der lyttede til Ham, blev slået med forundring.

Sværdet og det, at slangen vil bide Hende i hælen, var det Himlens Dronning måtte erfare og bære, mens Hun var på jorden og Moder for Den stridende Kirke.

De, der følger Kristus, hendes Søn, kan forvente det samme, som er blevet beskrevet ovenfor. Vi er blevet overdraget sværdet for at bekæmpe slangen, og det betyder, at vi ganske enkelt må tage sværdet og begynde at kæmpe.

Det er derfor, de store helgener og paver kalder Kirken her på jorden for Den stridende Kirke.

Med ønsket om en hellig juletid til Jer og Jeres kære.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. december 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/he-will-strike-at-her-heel-12-29

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Julenat

1. læsning Es 9,2-7

Du gør jubelen stærk,
du gør glæden stor;
de glæder sig for dit ansigt,
som man glæder sig over høsten,
som man jubler,
når man deler byttet.
For det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp
brækker du som på Midjans dag.
Hver støvle,
der tramper i larmen,
og kappen,
der er sølet i blod,
skal brændes
og fortæres af ild.
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Stort er herredømmet,
freden uden ophør
over Davids trone
og over hans rige,
så han kan grundfæste det
og understøtte det
med ret og retfærdighed
fra nu af og til evig tid.
Hærskarers Herres nidkærhed
skal udvirke dette.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.11-12.13

R. I dag er os en Frelser født, Kristus, Herren!

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.

Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!

Himlen skal glæde sig, jorden juble,
havet med alt, hvad det rummer, skal larme,
marken med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd for Herren;
Han kommer for at holde dom over jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.

2. læsning Tit 2,11-14

Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.

Akklamation til Evangeliet Luk 2,10-11

Halleluja!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde:
I dag er der født jer en frelser;
han er Kristus, Herren.

Evangelium Luk 2,1-14

Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Et stort knus i julen …

af Guds Søn

Glædelig jul fra alle os til alle Jer og Jeres kære.

Masser af mennesker rejser i disse dage. Har I for eksempel været vidner til den situation, der kan udspille sig i en lufthavn, hvor to mennesker mødes, og hvor det er tydeligt, at de er meget begejstrede for at se hinanden, de omfavner hinanden og krammer hinanden så hårdt, at man næsten bliver bange for, at de gør skade på hinanden.

Det er altid rørende at overvære et sådant møde, fordi det, der sker, vidner om, at der er tale om et frydefuldt øjeblik.

Det, man ofte ser ved et intenst kram, er, at det foregår på en sådan måde, at man får et indtryk af, at de to implicerede, så at sige opsluges i hinanden og bliver til ét.

Det er netop en sådan situation, man er vidne til, når man ser på (jule)krybben, her er nemlig sket en forening mellem det guddommelige og det menneskelige, Gud holder så at sige menneskeheden ”tæt ind til sig”, og det i en sådan grad, at man i dette specielle tilfælde taler om Gud/mennesket og mennesket/Gud.

Det, jeg netop har beskrevet ovenfor, er det, der finder sted, når vi modtager Den hellige Kommunion. Vor Herre blev født af Sin hellige Moder, der anbragte Ham i en krybbe, der fungerede som et trug, altså et spisested for dyr.

Vor Herre blev født i Betlehem, en by, hvis navn kan oversættes til Brødets hus. Vor Herre ville senere i Sit liv definere Sig selv som Livets Brød.

Vor Herre gav dem, Han elskede, og som ønskede at blive forenet med Ham for evigt, den anvisning, at de skulle modtage Ham som føde. Vil man forsøge at forstå denne formulering i bogstavelig forstand, er dette umuligt, da ingen levende væsner er i stand til at smelte sammen.

Uanset hvor dyb kærligheden er, eller hvor intens den måtte være, er det ikke muligt, at to mennesker oplever en sammensmeltning. Det, der tilnærmelsesvist kan minde om en sammensmeltning, er, når et par giver hinanden sit ja under bryllupsritualet og dermed bliver ét kød. Men selv i dette tilfælde vil der (kunne) opstå en fysisk adskillelse, hvilket finder sted, når døden for én af parterne indtræffer.

Det barn, hvis komme vi fejrer, er ikke kun blevet menneske, men Han har også knyttet sig til specifikke og virkelige mennesker.

Han (Jesus) fortsætter med at knytte sig til andre mennesker, for det er i sagens natur det, man gør, når man elsker. Elsker man en anden, ønsker man ikke adskillelsen, og det gælder også Ham, der elsker. Han forlader aldrig den, Han elsker, end ikke i fysisk forstand, fordi for Gud er alting muligt.

Den guddommelige føde, som blev lagt i en krybbe, der egentlig fungerede som spisested for dyr, kom ikke til verden for blot at dø, men ved at dø, blev Han for os englenes brød og vejen til for altid at være forenet med Ham.

Ved nærmere eftertanke er Det Allerhelligste Sakramente et udtryk for den ypperste kærlighedsgerning, men for at vi på det fysiske plan kan forenes med Ham, måtte Han komme fysisk til stede, så Han blev materialiseret, så man kunne røre ved Ham, spise Ham, så Han kunne forenes med vore legemer, vort kød.

Da Jesus er Gud, kan Han ikke flyde igennem vores system af blodårer og gennem vores bankende hjertes kamre. Derfor måtte Gud, der skabte disse menneskehjerter til at være sammen med Ham, forene Sig med menneskelegemet.

Ved at gøre dette blev Han (Gud) derved en del af menneskets DNA, og på den måde blev Han føde for os. Det vil sige, at guddommens DNA ledes over i dem, Han elsker allermest i denne verden.

I modsætning til ægteskabet der ophører ved døden, vil den fysiske død for dem, der har været forenet med Ham i deres legemer i dette liv, opleve deres dødelige legemes opstandelse i et legeme, der er fuldendt.

For mens englenes Brød så at sige opretholder dem, der i dette liv, i den rette stand, det vil sige nådens stand, har modtaget Ham, så har dette Brød også en forberedende virkning på vores faldne legeme, så det bliver løftet op til evig herlighed.

Det er netop derfor, at Jesus i Kapernaum omtaler Sig selv som Livets Brød, og at det er afgørende, at man spiser Hans Kød og drikker Hans Blod. Han siger dette i Johannesevangeliet kapitel 6. 54: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag”.  

Det, Jeres øjne møder, når I betragter (jule)krybben, er Brødet, der er blevet svøbt og lagt i et trug, og det er det brød, der en dag vil være årsagen til, at Jeres herliggjorte legemer er blevet forberedt til den evige herlighed.

Når I i løbet af juletiden træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, så vil I blive mødt af Universets Herre og Konge, som vil modtage Jer med et stort (jule)knus, og Han vil aldrig give slip på en eneste af Jer.

Må det lille barn i Betlehem overbringe Jer og Jeres kære en velsignet nåde i denne hellige juletid.

Fra hele vores familie her på Church Militant og fra dem, der er gået bort og over til Den triumferende Kirke, skal I vide, at Gud elsker Jer.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-a-christmas-hug

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

4. søn i advent

1. læsning 2 Sam 7,1-5. 8b-11.16

Engang Kong David sad i sit hus, efter at Herren havde skaffet ham fred for hans fjender på alle sider, sagde han til profeten Natan: “Se, her bor jeg i et cedertræshus, men Guds ark bor i et telt.” Natan svarede kongen: “Gør blot alt det, du har i sinde, for Herren er med dig.”Samme nat kom Herrens ord til Natan: “Gå hen og sig til min tjener David: Dette siger Herren: Skulle du bygge mig et hus at bo i? Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, til at være fyrste over mit folk Israel, og jeg var med dig overalt, hvor du gik, og udryddede alle dine fjender foran dig. Jeg har skabt dig et navn så stort som de størstes på jorden. Jeg har givet mit folk Israel et sted at bo, og jeg har plantet det, så det kan bo der uden frygt, og uden at voldsmænd længere skal mishandle det, sådan som de før gjorde, dengang jeg måtte indsætte dommere over mit folk Israel. Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender. Og nu forkynder Herren for dig: Herren vil bygge dig et hus. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid.”

Vekselsang Sl 89,2-3.4-5.27&29

R. Om din store godhed, Herre,
vil jeg synge for evigt.

Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
i himlen grundfæster du din trofasthed.

“Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte,
jeg har tilsvoret David, min tjener:
Til evig tid grundfæster jeg din slægt,
bygger din trone i slægt efter slægt.

”Han skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.

2. læsning Rom 16,25-27

Brødre og søstre! Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, men som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed – ham, den eneste, vise Gud være ære ved Jesus Kristus til evig tid! Amen.

Akklamation til Evangeliet Luk 1,38

Halleluja!
Se, jeg er Herrens tjenerinde.
Lad det ske mig efter dit ord

Evangelium Luk 1,26-38

På den tid blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: “Herren er med dig, du benådede!” Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: “Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Maria sagde til englen: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Englen svarede hende: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.” Da sagde Maria: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så forlod englen hende.

Guds egen mand til jul

Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn” (Hos 11:1).

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel. Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Fra Egypten kaldte jeg min søn” (Matt 2:13-15).

De to ovennævnte skriftsteder fra Hoseas’ Bog og Mattæusevangeliet, der indleder denne artikel, benyttes som oftest med henblik på at minde os om Kristi mystiske Legeme. Det gamle Israel og Den første Kirke fremstår som to sider af samme sag, nemlig Guds rige.

Allerede fra patriarkernes tid (Abraham, Isak og Jakob) har Israel (som det udvalgte folk) båret på kimen til en Frelser, en Messias. Efter den sidste nadver havde Kirken fået overdraget Eukaristien, som er Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Kristus er Gudsriget, og de udvalgte er Gudsriget. Kirken er på mystisk vis Det mystiske Legeme og det nye Israel. Da Kristus kom til verden, blev Gudsriget ”født”.

Nebukadnesars drøm

Mens du så på den, blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem. Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet. Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden” (Dan: 35-36).

Forestillingen, om at Gudsriget (i en drøm) var blevet overdraget til en konge fra Babylon, blev ikke åbenbaret før den dag, hvor profeten Daniel udlagde- og forklarede den. En sten blev revet løs, men ikke ved menneskehånd. Denne sten er Jesus:

Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse” (Matt 21:44).  

Derfor siger Gud Herren: Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig” (Es 28: 16).

Nebukadnesars drøm var et billede på, hvordan riget skulle udgå fra Jesus, og hvordan det skulle vokse i størrelse og fylde hele jorden. Julen er et helt andet billede på den samme virkelighed, som bliver formidlet til Skt. Josef også i en drøm.

Josefs drøm

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 18-21).

Josef erfarer, at Maria er blevet gravid, men at dette ikke er sket ved menneskelig indgriben. På samme måde blev stenen i Nebukadnesars drøm revet løs, men ikke ved menneskehånd. Der var visse mennesker i denne historiske periode, der havde en forventning om, at Messias skulle fremstå som en ”stærk mand”, der ville stå i spidsen for hærstyrker, der skulle erobre verden for Gud. Men det var en forventning, der ikke kunne være mere forkert. Guds rige er (tilgiv mig formuleringen) Guds sag. Gud vil gøre det på den måde, Han finder mest rigtig.

Josef bliver betroet nogle ting i forbindelse med disse fantastiske nyheder. Gud skal have en Søn, Messias, og Han vil være Gud, fordi Hans Fader er Gud, men Han vil også være menneske, fordi Hans moder er en ung israelitisk kvinde, som det var blevet forudsagt af profeten Esajas. Gud ville selv give et tegn, fordi Hans rige ikke skulle komme til verden under stor opstand, men i stilhed, hvilket var en stor overraskelse for mange. Dette er et tegn på, at Den Allerhelligste Maria er forudbestemt til at være dronning over Israel.

Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7:14).

I en drøm, som Josef fra Betlehem har, ligger nøglen til at kunne forstå dette tegn. Han vil adoptere dette mystiske barn og give Ham navnet: Jesus, Søn af Josef. Endnu engang vil en Josef frelse Israel, og endnu engang vil Israel gøre skade på deres Frelser, og Gud vil vende den skade, man påfører Ham til frelse. På samme måde som den første Josef, vil også den nye Josef høre Guds stemme i sine drømme (1 Mos 37: 1-36:9).

En retfærdig mand

Ifølge Evangeliet er Skt. Josef en retfærdig mand, en mand efter Guds Hjerte. I Den hellige Skrift fremstår Skt. Josef som en handlingens mand, men også som en mand præget af tavshed. Jeg forestiller mig, at Maria har betragtet ham, som en mand med styrke og visdom, der er vokset frem gennem mange års hårdt arbejde. Jeg forestiller mig, at Josef har set på Maria med ærefrygt på grund af hendes renhed og skønhed og hendes fuldstændige overgivelse til Den sande Gud. Hvem kunne have gættet, at dette ydmyge par ville være et skjul for selve Gud?

Men Gud kom til udtryk gennem Josef. Gud gjorde Josef til tavshedens mand, som vil tage vare på Det inkarnerede Ord, Det Ord, der er et udtryk for universets eksistens. Den, der har skabt det univers, der omgiver os, har givet Maria og Josef en flig af livet, nemlig Hans liv i et menneskelegeme. Josef vil som tekton opdrage Jesus og lære Ham, hvordan man arbejder med materialerne jern og træ, og hvordan man ved brugen af plovjernet gør jorden klar til sædekornet. Skjult i det arbejde, de foretager, ligger det altafgørende Alfa, det første bogstav i alfabetet, det græske Alfa, der senere vil blive benyttet af Jesus til at vise hvem, Han er: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen …” eller som det formuleres på hebræisk ”Jeg er Aleph og Tav …”, og her betyder Tav, korset. Tav er det sidste bogstav i det hebræiske alfabet. Når vi betragter korset, ser vi, at det består af jern og træ, og det karakteriseres af Lucian, som det modbydelige instrument, hvor vor Frelser valgte at dø. Lucian siger også: ”Jeg er ploven og korset, begyndelsen og afslutningen”.

Josefs livsforløb er en skygge af dette offer. I de sidste år at sit liv vil Josef ofre alt, det han ejer. Han vil sammen med Maria bære på skammen, der knytter sig til denne uforklarlige graviditet. Han vil forlade alt for at søge tilflugt i Egypten. Han vil fortsætte med at arbejde, også selvom hans kræfter svinder, og han vil holde ud til det endelig er slut. Josef er ypperstepræsten, han er en mand, der vil bringe sig selv som offer på sin families alter. Han vil gå bort fra denne verden uden at efterlade sig noget som helst, men med en fornemmelse af, at han udførte sin pligt for Gud.

Den almægtige Gud betroede den første jul til denne mand, til Josef, som var Hans (Guds) endelige valg og den bedste mand (til at varetage denne opgave).

Prøv i denne jul at tænke på Josef. Kirken og verden har brug for mænd, der ønsker – og er villige til at være som ham: tavse og maskuline mænd, der har visioner, og som vil gøre disse visioner mulige.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 23. december 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/gods-man-for-christmas

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)