Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

11. alm. søn (17/6/2018)

1. læsning Ez 17,22-24

Dette siger Gud Herren: »Jeg vil tage et sart skud fra toppen af det høje cedertræ, jeg river topskuddet af og planter det på det høje, knejsende bjerg. På Israels højeste bjerg planter jeg det. Det skal sætte grene og bære frugt, så det bliver et prægtigt træ; alle vingede fugle skal bo i det, i nålehangets skygge skal de bo. Så skal alle skovens træer forstå, at jeg er Herren. Jeg ydmyger det høje træ og ophøjer det lave, jeg lader det friske træ visne og lader det visne blomstre. Jeg, Herren, har talt, og jeg vil gøre det.«.

Vekselsang Sl 92,2-3.13-14.15-16

R. Det er godt at takke Herren.

Det er godt at takke Herren
og at lovsynge dit navn, du den Højeste,
at forkynde din godhed om morgenen
og din trofasthed om natten.

Den retfærdige skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.

Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne,
så de kan forkynde, at Herren er retskaffen;
han er min klippe, der er ingen uret hos ham.

2. læsning  2 Kor 5,6-10

Brødre og søstre! Vi er da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej. For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja!
Sæden er Guds ord, den som sår er Kristus;
alle som finder ham, får det evige liv.

Evangelium Mark 4,26-34

På den tid sagde Jesus til folkeskaren: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”

Og han sagde: “Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.”

Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Mørket har sænket sig over Skt. Patricks land

Til september vil pave Frans besøge Irland, det er næsten 39 år siden, en siddende pave har sat sin fod på irsk jord.

Den nuværende pave vil imidlertid besøge et land, som har forandret sig væsentligt fra det, hans forgængere kom til.

Den modtagelse, pave Skt. Johannes Paul II modtog, var, hvad man kunne forvente af et katolsk land og i denne sammenhæng et land, som bærer på en historie, der har været markant præget af forfølgelse. Det anslås, at mere end 1.250.000 mennesker, en fjerdedel af øens befolkning – en tredjedel af republikkens befolkning – deltog i den Messe, der var en del af besøgets åbning, og som fandt sted i Dublin’s Phoenix Park. Mere end 250.000 overværede en Messe nær den irske grænse senere den samme aften, og de fleste af de tilstedeværende var tilrejsende fra det britiskkontrollerede Irland. Senere drog hundredtusinder gennem Dublins gader, som en kortege i natten, der havde kurs mod præsidentboligen. De næste to dage forløb på samme måde med en overflod af mennesker, for alt dette var mere end blot en ”velkomst”, der var snarere tale om en national begivenhed, og man syntes at sige: På trods af det, der er sket, har troen ikke blot overlevet, den har sejret.

Besøget blev vurderet til at være en stor succes, når det blev målt i bifaldsråb og flag.

Højtrangerende irske klerikale lykønskede sig selv samt de irske troende med dette pavelige besøg. Dog, det var en falsk solopgang.

Besøget i 1979 markerede en afslutning. Det var efter dette besøg, at det blev besluttet af målrettede kræfter, synlige og usynlige, at tiden var kommet til at det katolske Irland skulle stå for fald. Femten hundrede års troskab skulle nedbrydes. På den september dag, da det pavelige fly lagde an til at lette og afskedssalutten fra militærgarden havde lydt, blev det, der på det tidspunkt endnu ikke var fuldt forståeligt, nemlig at den sidste del af en historisk epoke nu blev afløst af en anden, der nu tog sin begyndelse med, at Kristi stedfortræder forlod landet.

Da pave Skt. Johannes Paul II besøgte den sydlige del af Irland, var det kriminelt at få foretaget en abort, prævention var ikke tilgængelig, og et ægteskab var mellem en mand og en kvinde og for helelivet, og endelig eksisterede der ikke noget lovligt grundlag for skilsmisse. Antallet af kirkegængere forblev at være blandt de højeste i Europa. Kirken havde indflydelse på store dele af uddannelsessystemet, sundhedssystemet og socialområdet. Den irske republik var katolsk ikke blot af navn, det vidnede specielt indledningen til landets forfatning om: ”Ved Den hellige Treenighed, som er almægtig, og som er vort endemål, lad alle vore handlinger (de menneskelige og statslige) være i overensstemmelse med Jer…”.

Alt så ud til at være i den skønneste orden. Men det var en illusion.

Afslutningen på det pavelige besøg markerede en begyndelse på mange års elendighed for Kirken i Irland. I den nordlige del af Irland fortsatte krigen samt de civile stridigheder på trods af pavens henvendelse til netop denne region om at afslutte voldsspiralen. Men man ignorerede ganske enkelt hans opfordring. Selvom der langt om længe kom en våbenhvile, blev den i en stor udstrækning præget af en ”kold” fred, fortidens minder og et vedvarende ønske om retfærdighed. Der var også stilstand i den offentlige debat, efter at det i nogle år var gået ned ad bakke i forhold til det sociale område, men hvor økonomien til gengæld havde bedret sig en smule. I det hele taget kom Kirken til at spille en mindre rolle, og Den oplevede at blive marginaliseret. Enhver given lejlighed syntes at åbne op for nye ændringer eftersom skandale efter skandale ramte dele af de klerikale, og dette medførte, at det, der blev prædiket fra prædikestolene, blev udsat for offentlig kritik.

De irske medier lugtede blod og begyndte at angribe det, som de før havde frygtet. Alle præster blev skåret over en kam, uanset om de var skyldige eller ej. Tavst stod Kirken og iagttog det ”nye” Irland, som var ved at vokse frem, et Irland meget forskelligt fra noget, man havde set før.

På den sidste dag af sit besøg i Irland talte pave Skt. Johannes Paul II om et klart valg mellem Kristus og verden. På denne overskyede dag i 1979, forelagde han dette valg for Irland mellem Kristus og denne verdens fyrste, og de tomme løfter han lokker med. Dette var besøgets sidste dag og samtidig (praktisk talt) den sidste dag for det katolske Irland.

Det følgende år legaliserede det irske parlament prævention. Det var starten på en proces, man kan kalde det for ”en krig”, som ved dens afslutning vil have en sejrherre, som er de ”progressive” kræfter. I dag, omkring 30 år efter at pave Johannes Paul II forlod Irland, kan landets sociale forhold betegnes, som en ”rodebutik”, ganske som det også gør sig gældende i mange andre europæiske lande. Irland har i den grad foretaget sit valg.

Måske, når man ser i bagklogskabens klare lys, er det ikke nogen overraskelse, at troen på Gud svinder, når velstanden på samme tid forøges. Og mens antallet af kirkegængere er stærkt faldende, og sogne må lukke ned, stiger kriminaliteten, antallet af opløste familier og den manglende lovlydighed, ulyksalighedens skyer har i sandhed samlet sig. Men da det så ud som om, at det ikke kunne blive værre, da kom coup de grâce (nådesstødet).

Det seneste og mest afgørende slag i den lange kamp blev udkæmpet den 25. maj 2018. Omfanget af dette nederlag kunne forlede en til at tro, at det katolske Irland vil ophøre med at eksistere.

Fra nu af hvert år på denne dato bør klokken falde i slag, og man burde klæde sig i sort, og de irske præster må gå til alteret og celebrere en rekviem for Irlands åndelige død og gøre bod for den udryddelse, der nu finder sted af et utal af børn, der ikke får dagens lys at se.

Nuvel, mens slangerne vender tilbage, har mørket sænket sig over det land, der er Skt. Patricks.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 26. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/across-the-land-of-st.-patrick-night-has-fallen

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Det er blevet tid til at vælge side i kampen mellem Islam og Vesten

Jeg tror, at man kan sige, at de fleste mennesker, som har læst historie, er af den overbevisning, at hvis de havde levet på et afgørende tidspunkt i historien, ville de have valgt at være på den rigtige side – De Allierede mod Aksemagterne, Wilberforce mod slavehandlerne og Romerne mod folk fra Karthago, som ofrede børn.

Vi siger til os selv: Hvis jeg havde levet på netop det tidspunkt, ville jeg have kæmpet på den rigtige side, uanset hvor svært det så ud.

Nuvel, nu er chancen er kommet til dig, for det ser ud som om, at vi er kommet til et af de historiske øjeblikke, og muligvis er der tale om et af de mest afgørende vendepunkter i historien og nok et af de farligste. Vi har en tendens til at tro, at vendepunkter i historien generelt indebærer, at der sker et gennembrud på et højere plan – som leder frem mod det bedre frem for det værre. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange svinger historiens pendul tilbage og afskærer århundreders fremskridt. Det vendepunkt, vi står overfor nu, truer med at føre os mere end tusind år tilbage til nogle af de mørkeste tider i historien. Vi vil snart komme til at kæmpe for det, vi tog for givet – grundlæggende ting som religionsfrihed, ytringsfrihed og friheden til ikke at blive slavebundet.

Det vendepunkt, jeg henviser til, er civilisationernes sammenstød mellem Islam og Vesten, (og jeg erkender selvfølgelig, at en stor del af den tradition, vi finder i Vesten, er blevet til blandt mennesker, der er bosat udenfor de traditionelle – og geografiske grænseskel, der definerer den vestlige verden). Sammenstødet kan i større udstrækning beskrives, som en konflikt mellem Kristendom og Islam, for hvis Vesten mister sin kristne sjæl, så mister Vesten også evnen – og viljen til at forsvare sin frihed.

Selvfølgelig benægter nogle mennesker, at der er tale om ”civilisationernes sammenstød”. Alle religioner og kulturer ønsker i bund og grund det samme, siger man, og man forsikrer om, at der kun er tale om en håndfuld (muslimske) ballademagere, og at dette ikke er repræsentativt for flertallet af muslimer.

Men igen og igen har undersøgelser vist, at et stort antal muslimer ønsker et samfund, der bygger på Sharia – en tilbagevenden til det brutale retssystem, der blev udviklet i Arabien i det syvende århundrede. I modsætning til de forventninger, der var til ”oplysthed”, viser det sig, at mange muslimer i et stort omfang, favoriserer grusomme og usædvanlige afstraffelsesformer for tyveri, utroskab, blasfemi og frafald.

Det er det, de ønsker for deres (med)muslimer, der kommer på afveje. Men hvis man er en ikke-muslim, behøver man ikke at komme på afveje for at blive straffet. Den blotte tilstedeværelse af jøder og kristne samt andre minoriteter betragtes som en krænkelse af mange muslimer. Som følge heraf er diskrimination mod ikke-muslimer blevet en fast bestanddel af i den muslimske verden. Det kan ikke skyldes et mindretal af fanatikere, fordi næsten alle – herunder politiet, embedsmænd, arbejdsgivere og naboer – har en forventning om, at de vantro kender deres plads.

Jøder og kristne har forstået budskabet for længe siden. Det er derfor, der er så få af dem tilbage de steder, som ellers plejede at være deres hjemlande – i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet. For dem, der ikke frivilligt forlader disse steder, vil de erfare, at der sker en ændring fra den daglige behandling, de oplever, som nogen der betragtes som mindreværdig, til mere rendyrkede systematiserede voldshandlinger. Det var tilfældet ved folkedrabene i 1914-1923 mod de armenske, assyriske og græske kristne, som levede i det Ottomanske imperium, og som i 1923 oplevede massakren på assyriske kristne i Simele i Irak og i 1941 i Farhud (pogrom) mod den jødiske befolkning i Bagdad. I de senere år har vi været vidner til nedslagtning af kristne og yazidis foretaget af ISIS i Syrien og i den nordlige del af Irak, samt et utal af massakrer på kristne foretaget af Boko Haran i den nordlige del af Nigeria og af al-Shabaab i Somalia og Kenya samt de hyppige angreb på koptiske kristne kirker i Egypten.

Et ”vidnesbyrd” er nok et for stærkt ord at benytte her. Mange i Vesten noterede sig blot disse grusomheder og er derpå fortsat med de daglige gøremål, som om intet var hændt. Men for at omskrive Trotskij, ”Du er måske ikke interesseret i civilisationernes sammenstød, men civilisationernes sammenstød er interesseret i dig”. I lang tid har folk i USA og Europa kunnet ignorere grusomhederne i Afrika, Irak og andre steder. Men civilisationernes sammenstød rykkede nordpå og dermed ind i Europa. Da ”sammenstødene” holdt deres indtog i de parisiske gader, på julemarkeder i Tyskland og en koncertsal i Manchester, kunne de, der i lang tid bevist har lukkede øjnene, ikke undgå at se, hvad der virkelig er på færde.

Men der er tilsyneladende mange af dem, (der bevidst lukker øjnene). I Europa, USA og Canada fortsætter eliterne, der præger regeringer, medier, de akademiske miljøer og selv i Kirken, med at insistere på, at der ikke er tale om noget sammenstød. Det er i en vis forstand korrekt: Man kan ikke have et sammenstød, hvis der kun er en kæmpende part. Og gensvaret på Jihad – både den væbnede del og den, der mere foregår stilhed, har været utrolig svagt. Eliterne vil ikke engang overveje at tage de indledende skridt til at indføre restriktioner i forhold til den muslimske indvandring.

Desuden gør de alt for at dække over, at der er en konflikt. Politiet indskrænkes i forhold til at rapportere om omfanget af indvandrerkriminalitet, og nyhedsmedier ønsker ikke at bringe historier om indvandrerkriminalitet, medmindre det har været af særlig farlig karakter. Samt når islamkritikere og kritikere af migration, der ytrer sig, stilles for en dommer eller almindelige borgere, der fremsætter islamkritiske holdninger på Facebook, kan blive opsøgt af politiet.

Vestens selvpålagte blindhed overfor det, der sker, leder os til noget andet, vi bør være opmærksom på i forhold til det historiske vendepunkt, der er under udvikling. Den kamp, der foregår, er ikke kun en kamp mellem civilisationer altså mellem Islam og Vesten, det er også en kamp, der foregår internt i Vesten. Mange af de institutioner, vi har i Vesten, tager afstand til det, der er Vestens arv (religion og kultur), og samtidig tager de parti for Islam.

Praktisk talt i forhold til mange af de problemer, der er årsagen til konflikt mellem Islam og den Vestlige verdens værdisæt, tager skolesystemet, medierne, domstolene og mange af vore kirker parti for Islam. De ser det nok ikke på den måde. De rationaliserer sig frem til, at måden, de handler på, blot er et forsvar for de borgerrettigheder muslimer også har. Mange af dem er sandsynligvis ikke bekendte med begrebet den stille Jihad. Men de betragter det på niveau med almene borgerrettigheder. Man lader dette (den stille Jihad) glide ind i samfundet ved at lægge låg på eventuelle dårlige nyheder om Islam. Således afviste kongressen i USA i 2012 at undersøge det muslimske broderskabs indtrængen i statslige organer, og samme år gav FBI, Pentagon og andre sikkerhedsorganer efter for et muslimsk pres og slettede i deres træningsmateriale, at man antager, at islamisk terrorisme er affødt af den islamiske ideologi. For nylig har mediegiganter som Google, Facebook og Twitter afskåret de stemmer, der taler imod islamisk undertrykkelse, fra at udtrykke sig.

Man kunne opliste mange andre episoder, hvor man på selvmorderisk vis allierede sig med vores ideologiske fjender: Dommerne, der forsøger at blokere for en begrænsning af muslimsk indvandring, biskopper, der melder sig under fanen hos bedrageriske kampagner mod islamofobi og Obama-administrationens millardgave (i US-dollars) til Iran.

Med udtagelse af ganske få biskopper, er dem, der muliggør den kulturelle Jihad faktisk progressive sekulære. På trods af deres betegnelse (progressive) er de i bund og grund regressive (tilbagestående). De går ind for abort under hele graviditeten – en praksis der viser, at afstanden mellem os og folkene fra Karthago, som ofrede børn ikke er så stor endda. De progressive lover os en fremtid, men det synes mere som om, at de skubber os tilbage i tiden. Flere progressive stemmer ønsker (nu) for alvor, at der sker en begrænsning af ytringsfriheden. Dette er allerede sket på universitetsområder, hvor mærkatet ”hate speech” benyttes til at kvæle friheden til at tale og udtrykke sig. En gennemsnitlig universitetsstuderende i dag har den samme frihed til at ytre sig, som en kvinde, der tjente ved Cleopatra’s domstol. De såkaldte ”oplyste” progressive, som styrer Google, YouTube og Facebook giver ikke meget for friheden til at ytre sig. Islamkritikere er i en målgruppe, der sættes restriktioner for, der suspenderes eller helt afskæres af disse internetmonopolister.

Situationen beskrevet i korte træk. Vi står overfor et af de vigtigste vendepunkter i historien. To magtfulde størrelser skubber på for et tilbageskridt til en mørk tid. På den ene side ønsker islamister at bringe undertrykkelsen af kvinder tilbage, kvindelig omskæring, sexslaveri, halshugning og underkastelse for de vantro. På den anden side finder man deres teknologiske progressive (kammerater), der gør det muligt at straffe den ikke-muslimske befolkning ved at fremme prævention og abort, samtidig med at de styrer strømmen af information om Islam ved hjælp af strategier, der kvæler ytringsfriheden, strategier som ingen despot kunne have forestillet sig.

Hvis du nogensinde har haft et ønske om at være til på et tidspunkt, som er afgørende i historien, så er dit ønske blevet opfyldt. Og hvis du har haft et ønske om at være på den tabende parts side, så er det også gået i opfyldelse. De kræfter, der ønsker tilbageskridt, vinder i stigende grad frem, samtidig med at den kristne civilisation er på tilbagetog.

Det er nu, man må foretage et valg. Jeg vil ikke sige, at det bliver et let valg. Meget er der blevet gjort for at mudre billedet og for at sikre, at vi forbliver forvirrede og selvtilfredse. Desuden er der enkelte ting, der fremstår klart, når man står midt i – (og er fanget ind i) begivenhedernes spind. For mange jøder stod situationen klar i starten af 1940’erne, da de blev tvunget på tog til koncentrationslejre. For mange amerikanere stod verdenssituationen klar i 1941 ved angrebet på Pearl Harbor. De, der venter, fordi de vil være helt sikre, venter forgæves.

Selvom redskaberne, der benyttes til at forvirre os i dag, er langt mere sofistikerede end i 1940’erne, har vi stadig en række fordele, som tidligere generationer (som også stod i et historisk vendepunkt) ikke havde. Vi kan tage bestik af historiens gang ud fra et bedre grundlag, end de kunne.. For eksempel, da nazisterne opbyggede deres militærapparat, havde man ingen tusindårig historisk baggrund med fokus på nazistisk aggression, som man kunne benytte som advarselslampe. Nazistpartiet var ikke mere end et årti gammelt, og Hitler fik først adgang til magten efter 1933. Dem, der naivt, gav nazisterne adgang til magten, må man lade tvivlen komme til gode. 

Vi kan derimod ikke undskylde os med, at vi ikke så tidens tegn. For dem, der kender historien, er tegnene tydelige. Det er fordi, Islam har en 1400 år lang historie, der præges af aggression. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent man over tid har været i sin krigsplanlægning, hvor migration også benyttes som invasion. Den sidste del af den 1400-årige plan om at erobre hele verden i Allahs navn er allerede startet. Vi er vidner til en bemærkelsesværdig islamisk ekspansion i alle dele af verden – Afrika, Australien, Filippinerne, Kina, Rusland og Nord- og Sydamerika.  

Det er dog kun på dette tidspunkt, at de islamiske styrker støttes af venstreorienterede progressive og magtfulde kræfter. Tidligere nævnte jeg nogle af de måder, hvorpå de venstreorienterede forsvarer Islam. Her er et andet eksempel. For et år siden, efter at jeg havde holdt er foredrag på Island om det trusselsbillede Jihad tegner, blev forfatteren Robert Spencer forgiftet af en venstreorienteret og derefter nægtet den rette udredning og behandling af en beredskabslæge (som ideologisk set også var venstreorienteret). Selvom der er gået mere end et år, har politiet endnu ikke foretaget anholdelse af den mistænkte (der stod bag forgiftningen), og den islandske sundhedsstyrelse har heller ikke indledt nogen sag mod den beredskabslæge, der forsømte sin pligt.

Venstreorienterede og islamister, der virkelig brænder for deres sag, er svære at hamle op med. Begge parter er dybt forankret i det, de tror på. Hvis de kristne ikke tror fuldt og fast på, at de skal stoppes, vil begge parter (de venstreorienterede og islamisterne) fortsætte deres ekspansion. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i historien. Vælger man at forholde sig (passivt) på sidelinjen, tjener det kun til at disse mørke kræfter vil sejre.

Offentliggjort med tilladelse fra the Turning Point Project.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/time-for-choosing-in-the-struggle-between-islam-and-the-west

Anne Catherine Emmerich, de to paver, hedningerne og Pantheon

I kølvandet på den voksende krise i Kirken og pave Benedikt’s overraskende tilbagetrækning samt begyndelsen på pave Frans’ nedslående pontifikat blev en række katolske profetier sat i perspektiv, og en af de mest fremtrædende er den salige Anne Cattherine Emmerich’s ofte citerede vision af ”forbindelsen mellem to paver” og de ”skadelige konsekvenser”, som ”Den falske Kirke” angiveligt vil afføde.

Det syntes for mange som om, at denne vision blev givet til Anne Cattherine Emmerich, for at give indblik i den turbulente tid, vi befinder os i, samt de problemer Kirken i vor tid står i, og dette især med konkrete henvisninger til ”de to paver”.

Imidlertid understøtter konteksten i visionen ikke fortolkningen omkring ”de to paver”, som Steve Skojec på OnePeterFive i 2016 i en artikel har påvist. Ser man på helheden af visionen, synes det som om, at den ikke henviser til to paver på samme tid, men til to paver, der hver for sig fungerer i to forskellige historiske perioder. For nogle var denne fortolkning en smule skuffende og blev set som et desperat forsøg på at finde mening i den situation, som både vi og Kirken er i.

Visionen, hvis den bliver forstået i sin helhed, kan vise sig at være meget præcis i forhold til det, der aktuelt udspiller sig (i Kirken) samt det, der forårsager den aktuelle tilstand. Jeg foreslår, at man læser det, som Steve Skojev har skrevet om denne vision, jeg vil dog for en god ordens skyld meget kort opsummere det væsentlige i det Steve Skojev fremdrager.

Visionen vedrører paverne, Kirken og Pantheon på forskellige tidspunkter i historien, den ene situation i ældre tid og den anden i nyere tid. Det står klart, at den første del af visionen relaterer sig til Pave Bonifatius IV, som af kejser Fokas blev overdraget Pantheon, et hedensk tempel for alle de romerske guder, og tømte det, for alt det, som havde knyttet sig til afgudsdyrkelsen og indviede det til en Katolsk Kirke.

Den 13, maj år 609 blev det nyrensede tempel indviet til Jomfru Maria og martyrerne (og omdøbt til Santa Maria dei Martiri) og den salige Emmerich så i sin vision: ”(Jeg) så konsekrationen af templet og ved den ceremoni, der blev afholdt, deltog martyrerne med Maria i spidsen. Alteret stod ikke i midten af bygningen, men op ad muren”.

I en beskrivelse (af ovenstående ceremoni), der blev offentliggjort i ”Il Settimanale di Padre Pio” (Padre Pio’s ugemagazin) den 10. december 2017, nr. 48 og som er citeret her, får vi et indblik i, hvor dramatisk denne begivenhed var, da pave Bonifatius IV konsekrerede det tidligere hedenske tempel til Kristus:

På den tid, hvor byen stadig var hedensk, blev alle guderne, der optrådte i den romerske polyteisme æret på et sted (Pantheon). I 608 e. Krf overdrog den byzantiske kejser Fokas Panthenon til pave Bonifatius IV, og en stemningsfuld ceremoni blev arrangeret, så man kunne konsekrere templet til Den kristne Gud. Den 13. maj 609 var en stor menneskemængde forsamlet på området omkring Panthenon for at være til stede ved begivenheden. De historiske kilder beskriver det røre og de skræmmende skrig, der kom inde fra Pantheon: De hedenske dæmoner var klar over, hvad der skulle til at ske. De store døre blev åbnet, og paven, som stod på tærsklen, begyndte at recitere eksorcismebønnen. Skrigene fra afguderne steg i intensitet og larmen fra tumulten (inde i templet) gjorde det umuligt for dem, der stod udenfor at få ørenlyd. Folkemængden blev grebet af frygt, og ingen var i stand til at stå på deres ben, mens de overværede – og hørte på denne frygtelige begivenhed. Det var kun pave Bonifatius, der kunne modstå dette, han fortsatte ufortrødent sin bøn og konsekrerede dermed Panthenon til Kristus. Det siges, at dæmonerne flygtede fra det gamle tempel i spredt orden, idet de forårsagede stor larm, og de flygtede ud af det åbne øje i kuplen og den store indgang.

Da ceremonien var blevet afsluttet, indviede han bygningsværket til martyrernes dronning, måske som en ære for de mange kristne, der måtte lade livet for disse mange afguder. At Rom blev kristent foregik gradvist, og det krævede en systematisk re-konsekration af de steder, hvor man førhen havde tilbedt de hedenske guder. Renovatio Urbis (genopbygningen af byen) for at kunne kristne den, var blevet påbegyndt af Skt. Gregory den Store (590-604) og afsluttet af dem, der efterfulgte ham, og varede indtil pave Sixtus V i det 16. århundrede.

Det var svært at få bugt med de gamle trossystemer i Rom, og selv i dag, er der en folklore, som tager sit udgangspunkt i disse afguder, som det siges, konstant gør en indsats for at vende tilbage til byen.

Før jeg går videre til den senere del af Emmerich’s vision, vil jeg fremhæve to væsentlige ting i visionen, som har forbindelse med, hvordan man ophørte med afgudsdyrkelsen i Pantheon. For det første er der datoen, den 13. maj, som bør være velkendt for enhver katolik, da det er den samme dato, hvor vor Frue begyndte at åbenbare sig i Fatima. Det er også værd at bemærke, at den salige Emmerich’s vision foregik den 13. maj 1820. Datoen er derfor værd at bemærke sig. Det andet, som er vigtigt at holde sig for øje, er alteret. Den salige Emmerich’s vision retter en speciel opmærksomhed mod alteret i Pantheon, da netop dette spiller en central rolle i den anden del af visionen.

Efterfølgende, er der i den salige Emmerich’s vision sket en tidsmæssig forskydning, som er karakteristisk for hendes visioner. Vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor mørket har lagt sig over verden og Kirken. Igen ser hun et tempel, måske det samme tempel, men i et fremtidigt perspektiv (altså ud fra hendes synsvinkel). Men dette tempel er nu uden alter, og afgudsdyrkelsen er således vendt tilbage.

Da denne vision var fremstået helt ned i mindste detalje, så jeg igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. Den lignede et stort og gammelt hus, som et rådhus med søjler i forgrunden. Jeg så ikke noget alter, men kun bænke og i dens midte, noget der mindede om en prædikestol. Der var blevet prædiket og sunget, intet andet, og der var kun meget få, som tog del i dette. Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form”.

I det tempel, som viste sig i hendes vision, var alteret (som tidligere stod op ad muren) fraværende, og de få tilstedeværende tilbad nu afguder, der udgik fra den enkeltes bryst, altså en afgudsdyrkelse, hvor man dyrker sig selv. Det er netop denne dyrkelse af den enkeltes afguder, hvor fokus er på det enkelte menneske frem for Gud, der har været (kerne)punktet i Vatikan II’s forsøg på at opgive tilbedelse ad orientem (mod øst) i Den universelle Kirke til fordel for versus populum (mod menigheden). Mange mennesker har bemærket denne grundlæggende forandring i måden at orientere sig på under tilbedelsen samt udskiftningen af altrene til fordel for ”borde” og en selvreflekterende variant af vores liturgi og tilbedelse. Mange har også med rette bemærket den krise og Den ”mørke” Kirke, der er resultatet af disse ændringer, og som leder os til dette forfærdelige øjeblik i Kirkens historie.

Den salige Emmerich fortæller mere om, hvad hun så:

Det, der var tydeligt, var, at afguderne fyldte hele (kirke)rummet til trods for, at der var få bedende tilstede. Da (guds)tjenesten var afsluttet, vendte guderne tilbage til brystkassen på den enkelte. Hele kirken var indhyllet i sort, og alt, hvad der fandt sted i kirken, havde et dystert præg.

Da så jeg hvilken forbindelse, der var mellem de to paver og de to templer.

Og nu bliver det virkelig interessant. I Basilikaen Santa Maria ad Martyres, Pantheon, står det gamle smukke alter op ad muren (og det er forblevet med at være sådan), som det blev vist i den salige Emmerich’s vision, dette har i realiteten aldrig været i overensstemmelse med de folk, som har været med til at skabe den aktuelle krise samt denne ”mørke” Kirke. Alterets placering er noget, som Roms generalvikar har ønsket at få ændret, og nu er det (endelig) lykkedes.

Under nyhedssektionen på Basilikaens hjemmeside er det blevet offentliggjort, at Den hellige Faders delegat, Hans excellence Mons. Angelo De Donatis, generalvikar for Roms bispedømme, vil foretage indvielsen af det ”nyplacerede” broncealter, der skal gøre tilbedelsen versus populum lettere.  

Hvornår skal dette foregå? Det skal det (naturligvis) den 13. maj 2018.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/anne-catherine-emmerich-the-two-popes-pagans-and-the-pantheon

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den Hellige Treenigheds fest (27/5/2018)

1. læsning 5 Mos 4,32-34. 39-40

Moses talte til folket og sagde: »Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, nogetsteds, fra den ene ende af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen til. Mon noget folk har hørt Gud tale inde fra ilden, sådan som du har, og har bevaret livet? Eller har nogen gud før forsøgt at hente sig et folk ud af et andet folk ved hjælp af prøvelser, tegn og undere, med krig, med stærk hånd og løftet arm og med store og frygtindgydende gerninger, sådan som Herren jeres Gud gjorde med jer i Egypten for øjnene af dig.

Og du skal i dag vide og lægge dig på sinde, at det er Herren, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden; der er ingen anden. Hold derfor hans love og befalinger, som jeg giver dig i dag, for at det må gå dig og dine børn efter dig godt, og for at du må få et langt liv på den jord, som Herren din Gud vil give dig for al fremtid!«

Vekselsang Sl 33,4-5.6&9.20&22

R. Lykkeligt det folk,
Gud han udvalgte sig til ejendom.

Herrens ord er sandt,
alt, hvad han gør, står fast.
Han elsker ret og retfærdighed,
Herrens godhed fylder jorden.

Ved Herrens ord blev himlen skabt,
hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund;
For han talte, og det skete,
han befalede, og det stod der.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

2. læsning Rom 8,14-17

Brødre og søstre! For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

Akklamation til Evangeliet jfr. Åb 1,8

Halleluja!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Gud Herren, som er og som var og som kommer.

Evangelium Matt 28,16-20

På den tid gik de elleve disciple til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Novene for de hellige sjæle i purgatoriet

Skt. Alphonsus Liguori (1696 – 1787) har skrevet denne novene med bønner til hver dag, som efterfølges af en bøn til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Oh kæreste Jesus, ved det blod Du i Din bitre lidelse svedte i Gethsemane have, vis da barmhjertighed med disse velsignede sjæle. Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, ved de pinsler, Du led under hudstrygelsen, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den smerte Du måtte lide under tornekroningen, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den smerte Du måtte lide, da Du bar korset på vejen mod Golgata, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den smerte Du måtte lide, under den grufulde korsfæstelse, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem Din smertefulde lidelse på korset, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

Oh kæreste Jesus, gennem den umådelige smerte du måtte lide, da Du udåndede, Vis dem Din nåde.

SVis dem Din nåde, Oh Herre.

(Anbefal dig selv til sjælene i purgatoriet og læg dine egne intentioner frem)

Hellige sjæle, jeg har bedt for Jer, og Jeg bønfalder Jer, som er dyrebare for Gud, og som har vished for, at I aldrig vil miste Ham af syne, bed for mig arme synder, som er i fare for fortabelse og dermed det evige fravær af Gud. Amen

Dag 1

Jesus, min Frelser, jeg har så mange gange fortjent at blive kastet i helvede, hvor stor ville min lidelse ikke være, hvis jeg nu blev revet bort og med stor kval må tænke på, at jeg selv bærer skylden for at være blevet fordømt. Jeg takker Dig for Din langmodighed med mig. Min Gud, Jeg elsker Dig over alt andet, og jeg er dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig, fordi Du er uendelig god. Jeg vil hellere dø end endnu engang fornærme dig. Skænk mig Din nåde til at være udholdende. Hav medlidenhed med mig og med de hellige sjæle, som lider i purgatoriet. Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønnen til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 2

Ve mig, ulykkelige skabning, jeg har været på denne jord i mange år og har intet andet fortjent end helvede! Jeg skænker Dig min tak, Oh Herre for at Du giver mig endnu en stund til at sone mine synder. Min gode Gud, Jeg er dybtfølt ked af, at jeg har såret Dig. Send mig Din hjælp, så jeg kan bruge den tid, jeg endnu har tilbage til Din kærlighed og tjeneste; Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Oh Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 3

Min Gud! Fordi Du er uendelig god, vil jeg elske jeg Dig over alt andet og bekender af hele mit hjerte, at jeg har syndet mod Dig. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Og Du Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 4

Min Gud! Fordi Du er uendelig god, er jeg dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig endnu en gang. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed; Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lutres i den rensende ild, og som elsker Dig af hele deres hjerte. Oh Maria, Guds Moder, kom dem tilhjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 5

Ve mig, ulykkelige skabning, hvis Du Oh Herre havde ladet mig gå til helvede; for fra det fængsel af evig smerte er der ingen udfrielse. Jeg elsker Dig over alt andet, Oh uendelige Gud, og jeg er oprigtig ked af, at jeg endnu engang fornærmet Dig. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, som lider i purgatoriet. Oh Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 6

Min guddommelige Frelser, Du døde for mig på korset og har så tit forenet Dig selv med mig i Den hellige Kommunion, og jeg har kun vist Dig utaknemmelighed. Men fra nu af, vil jeg elske Dig over alt andet. Oh højeste Gud, jeg sørger mere over, at jeg har fornærmet Dig, end andet ondt jeg har bedrevet. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig igen. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Og Du Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 7

Gud, nådige Fader, ihukom dette deres mest brændende ønske! Send dem Din hellige engel for at forkynde dem, at Du, Deres Fader, har forsonet Dig med dem gennem Jesu lidelse og død og derfor er timen for deres udfrielse kommet.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 8

Oh min Gud! Jeg er også en af disse utaknemlige skabninger, som har modtaget så megen nåde og dog alligevel vist foragt for Din kærlighed, og derfor kun fortjener at komme i helvede. Men Din uendelige godhed har skånet mig indtil nu. Derfor elsker jeg Dig over alt andet, og jeg er dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig igen. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Og Du Maria, Guds Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Dag 9

Min Gud! Hvordan kan det være, at jeg i så mange år uden at ane uråd har ladet mig adskille fra Dig og Din hellige nåde! Oh uendelige Godhed, hvor lang tid har Du, som led, vist Dig for mig! Jeg vil fremover elske Dig over alt andet. Jeg er dybtfølt ked af, at jeg har fornærmet Dig. Jeg vil hellere dø end at fornærme Dig igen. Skænk mig Din nåde til at holde ud i hellighed, og tillad ikke, at jeg synder igen. Hav medlidenhed med mig og på samme tid de hellige sjæle, der lider i purgatoriet. Jeg beder Dig lindre deres lidelse, afkort deres tid i elendighed, kald dem til Dig i den himmelske herlighed, hvor de skal se Dig ansigt til ansigt og elske Dig i evighed. Maria, barmhjertighedens Moder, kom dem til hjælp med din kraftfulde forbøn og bed for os, som til stadighed er i fare for evig fortabelse.

Sig et FadervorHil dig Maria og bønner til vor lidende Frelser for de hellige sjæle i purgatoriet.

Den autoriserede engelske udgave af denne novene er publiceret på EWTN. Den kan læses på: https://www.ewtn.com/devotionals/novena/Purgatory.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pinsefest (20.5.2018)

1. læsning ApG 2,1-11

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

Vekselsang Sl 104,1ab&24ac. 29bc&30. 31& 34

R. Udsend din Ånd og forny jordens skikkelse.

Min sjæl, pris Herren!
Herre, min Gud, du er stor!
Hvor er dine værker mange, Herre!
jorden er fuld af dit skaberværk.

Du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.

Herrens herlighed skal vare evigt,
Herren skal glæde sig over sine værker.
Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren.

2. læsning 1 Kor 12, 3b-7. 12-13

Brødre og søstre. Ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden. Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

Sekvens

Kom, Helligånd, udsend fra himlen dit lys´stråle.
Kom, de fattiges fader, kom, gavernes giver, kom, hjerternes lys.
Bedste Trøster, sjælens kære gæst, søde kølighed.
Hvile i arbejde, svale i hede, trøst i gråd.
O salige lys, opfyld ganske dine troendes hjerter.
Uden din guddom er mennesket intet, og intet uden fejl.
Tvæt det urene, læsk det tørre, læg det sårede.
Bøj det stridige, varm det kolde, led det vildfarende.
Giv dine troende, som stoler på dig, den hellige syvfoldsgave.
Giv dydens løn, giv frelsens udgang, giv evig glæde. Amen. Alleluja.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja! 
Kom, Helligånd,
opfyld dine troendes hjerter;
og tænd kærlighedens ild i dem.

Evangelium Joh 20,19-23

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«