Salige er de barmhjertige

Du ved selv, hvor jeg bliver hånet, hvor jeg bliver til spot og spe, du har alle mine fjender for øje; deres hån har knust mit hjerte, det kan ikke læges. Jeg håbede på medfølelse, der var ingen, på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen” (Sl 69:20-21).

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed

Kan en fattig vise barmhjertighed overfor en rig?

Kan en syg vise barmhjertighed overfor sin læge?

Kan en blind vise barmhjertighed overfor en seende?

Kan en, der lider af tørst, vise barmhjertighed overfor den, der giver ham noget at drikke?

Kan en, der er sulten, vise barmhjertighed overfor den, der giver ham noget at spise?

Kan en, der er nøgen, vise barmhjertighed overfor den, der rækker ham en klædning?

Kan den svage vise barmhjertighed overfor den stærke?

Kan den enfoldige vise barmhjertighed overfor den, der er vis?

Kristus Jesus i Hvem al visdom og viden ligger gemt,

Kristus Jesus Konge over universet og alt det, det rummer,

Kristus Jesus, alle sjæle og legemers guddommelige Læge,

Kristus Jesus verdens lys og Den, der gør, at den blinde får synet,

Kristus Jesus en kilde af levende vand,

Kristus Jesus Det levende Brød, der kommer ned fra himlen,

Kristus Jesus De helliges herlighedsfulde klædning,

Kristus Jesus i Hvem al Guds kraft og visdom er skjult i Hostiens skrøbelige skikkelse.

Han fremstår i vores midte og giver Sig selv til os under skikkelse af et lille stykke brød, noget der ikke fremstår imponerende og ganske normalt, noget der er transparent og skrøbeligt, og som kan blive revet med af vinden eller falde til jorden, uden at nogen bemærker det.

Den hellige Hostie er Gud i en ubeskrivelig sårbarhed, som er sårbarheden og nøgenheden på Golgata.

Det er Gud gjort magtesløs og forsvarsløs,

Gud, der er blevet gjort sårbar,

Gud, der er blevet reduceret til fuldstændig fattigdom,

Gud, der er blevet overladt i menneskers hænder.

Ordet, der har afgivet løfte om evig tavshed,

Et ansigt med en naturlig skønhed, som er skjult for menneskenes blik.

Det er Gud i den allerdybeste ydmyghed.

Den hellige Hostie er Gud, der søger efter menneskers gæstfrihed.

Men Gud bliver mødt med afvisning, ligegyldighed og kolde afslag.

Gud er i hænderne på vantro og uvidende.

Gud stiger ned i hjerter besmittet af synd.

Gud bliver nægtet ærbødighed og den tilbedelse, der er rettet mod Ham.

Gud beder om lidt barmhjertighed, og ingen medlidenhed bliver givet Ham.

Er det virkelig muligt, at Gud beder om en smule barmhjertighed fra menneskets side?

Hvor er de sjæle, der bevæges af medlidenhed for Den skjulte Gud?

Eksisterer der virkelig større fattigdom end den hos Hostien?

En mere rørende sårbarhed?

En mere fin skrøbelighed?

Hvorfor har Gud valgt at skjule Sig på denne måde, hvis det ikke er for at give mennesket en enestående mulighed for at vise Ham barmhjertighed?

Her kan selv de allerfattigste give Gud noget.

Her kan selv den syge give trøst til lægen.

Her kan selv den blinde frembære en smule lys til Solen.

Her kan selv den tørstende slukke Kildens tørst.

Her kan selv den, der lider af sult, give kærlighedens næring til Livets Brød.

Her kan selv den, der ingen klæder har, dække Skaberen af himlens fugle og markens liljer.

Her kan selv det svageste barn yde beskyttelse til Den mægtigste Gud.

Her kan selv den enfoldige samtale med Visdommen.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed” (Matt 5:7)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. november 2015. Den kan læses på: Blessed are the merciful – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Salige er de rene af hjertet

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud

Set i lyset af det Allerhelligste sakramente, så åbenbarer denne saligprisning en tofoldig nåde: 1) salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud, og 2) salige er de, der retter blikket mod Gud, for deres hjerter skal blive rene. Hvem af os nærmer sig ikke Gud med et hjerte, der er formørket og tilsølet af synd? Vor sjæles fjende gør sit bedste for at få os til at tro, at fordi vore hjerter er præget af urenhed, er det nyttesløst at søge Guds Ansigt. Satan ved udmærket, at Herren Jesus vil vaske hjerterne rene hos dem, der søger Hans Ansigt. Han ved, at den renhed, der er blevet tabt ved synd, vil blive genoprettet, når man tager imod Hans guddommelige venskab. Derfor benytter den onde alle sine mest raffinerede strategier til at forhindre en sjæl i at bede.

Jeg vil stænke rent vand på jer

Det menneske, der begynder at bede, således som han er og bevidst om, at hans hjerte er præget af urenhed, vil snart begynde at glæde sig over, at renheden bliver genoprettet i hans hjerte, noget, han aldrig ville kunne opnå ved egen indsats. Dette menneske vil på det personlige plan opleve den sandhed, der ligger i Herrens løfter, og som bliver udtalt af profeten Ezekiel: ”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36:25-27).

Guds Ansigt

I en salme vi synger ved daggry hver søndag og ved fejringen af større liturgiske fester, beder vi: ”Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler” (Sl 62:3). I ethvert menneske eksisterer der et kompas, der leder hjertet til Herrens bolig, til det sted, hvor mennesket med sikkerhed kan finde Gud. ”Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede, hvor den lægger sine unger, ved dine altre Hærskarers Herre, min konge og min Gud. Lykkelige er de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig” (Sl 84:2-5). Salmistens forhåbninger er den inspirerende artikulation af en kalden på Gud, som ret beset er svær at sætte ord på, og som Helligånden, der er fingeren på Guds højre Hånd, har indskrevet i ethvert menneskes hjerte. ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” (Sl 42: 2-3).

Skab et rent hjerte i mig, O Gud

Den, der nærmer sig Den hellige Hostie og dvæler i Dens udstråling og ønsker at se Gud og længes efter at se Hans Ansigt, vil over tid ikke blot opleve et presserende ønske om hjertets renhed, men også den vidunderlige opfyldelse af det ønske, Helligånden har ladet spire frem hos ham. ”Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig! Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd!” (Sl 51: 12-14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 21. november 2013. Den kan læses på: Blessed are the clean of heart – Vultus Christ

(Oversat Af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Afvæbnet ved Guds sagtmodighed

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden

På samme måde som Den hellige Hostie er billedet på, at Gud blev sårbar og fattig for vores skyld, er Den også et billede på Guds sagtmodighed. Den, der hensætter sig i den tilbedende bøn, vil erfare, at han afvæbnes af Guds sagtmodighed, og plevelsen af Guds sagtmodighed i den Eukaristiske tilbedelse er ikke ulig den oplevelse, Elias havde på bjerget Horeb, hvor han blev vidne til en ”sagte susen”.

En sagte susen

Da lød det: Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi. Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen” (1 Kong 19:11-12).

Tilfreds med at skulle vente

Det sagtmodige menneske vil elske stilheden, og den, der elsker stilheden, vil være sagtmodig. Stilhed og sagtmodighed går hånd i hånd. Hvad er sagtmodighed hos Gud, og hvad er sagtmodighed hos mennesket? Sagtmodighed er langt mere end fraværet af aggressivitet, og det er mere end det at være utrættelig, blid og imødekommende. Ved ikke at udvise en frembrusende adfærd, bringer den sagtmodige nåden til andre, så de i frihed kan respondere i oprigtighed og af hjertet. Det ydmyge menneske er tilfreds med at skulle vente på den andens svar. Det sagtmodige menneske forcerer aldrig et resultat frem eller forsøger at nå sine mål med tvang.

Man kan ikke se på Den hellige Hostie uden at blive berørt af Guds sagtmodighed. Det Allerhelligste sakramente er Gud Herrens, Hærskarernes Herres, realpræsens. Han er Den Gud om Hvem profeten Esajas skrev:

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed! Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6:1-5).

Guds høflighed

Denne treenige Gud, som er ophøjet på sin trone og tilbedt af englekor: ”Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr” (Es 42:2-3). Når du går til tilbedelse forvent da ikke, at du bliver presset til det af Gud. Du bør i langt højere grad være bevidst om, at du vil møde en Gud, der er uendelig mild. Han er ydmyg, høflig og villig til at vente og ønsker ikke at påtvinge sig selv dem, der nærmer sig Ham. Hvem befinder sig der på alteret, hvis det ikke er Lammet, der i sagtmodighed og stilhed gennemgik Sin bitre lidelse?

Hans guddommelige venskab

Man skal ikke gå fejl af Guds sagtmodighed og tro, at den er et udtryk for ligegyldighed, eller at Han ikke vil samtale. De, som Han indbyder til tilbedelse, er Hans gode venner, som Han deler Sit Hjertes hemmeligheder med: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer” (Joh 15:15).

I mesterlære i forhold til tilbedelse

Guds sagtmodighed i Den hellige Hostie betyder, at man i en rum tid skal være i mesterlære i forhold til tilbedelse. Dette skal til, fordi vi ikke er ydmyge, fordi vi vil påtvinge Gud vores betingelser, forventninger og tidsplaner, og alt dette er årsagen til, at vi finder tilbedelse kedelig. Ved at lade sig afvæbne af Den skjulte Kristus og Hans sagtmodighed, bliver man i stand til at ”tage ejerskab”, det vil sige, at man føler sig hjemme i det, som Gud har beredt for dem, Han elsker, Hans venner: ”Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre. Men som det står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder” (1 Kor 2:8-10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. november 2013. Den kan læses på: Disarmed by the Meekness of God – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Salige er de fattige i ånden

Dette hellige evangelium skriver apostlen Matthæus 5:1-12

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt 

ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

(Matt 5: 1-12).

Saligprisninger er en kilde til liv

Evangeliet, hvor saligprisningerne optræder, efterlader os et oplysende aftryk i disse mørke dage, der præger de to første uger i november. Vi læser saligprisningerne fra Matthæusevangeliet på festen for alle helgen. Dernæst den 6. november hører vi om saligprisningerne hos Skt. Lukas i hans Evangelium. Saligprisningerne er den egentlige struktur for den monastiske måde at leve på. Den hellige Benedikts regel er en asketisk og mystisk frembringelse af saligprisningerne under Helligåndens indflydelse, Helligånden som er retfærdighedens Ånd. Kapitel syv i den hellige regel, der handler om de tolv trin, der leder til ydmyghed, er i virkeligheden en beskrivelse af et menneske, hvis indre liv er oplyst af saligprisningerne. Moder Mectildes lære om at efterligne Den hellige Hostie (i Le véritable esprit) svarer også på sin egen måde til saligprisningernes nåde. Enhver autentisk udvikling af det asketiske og mystiske liv stammer fra saligprisningerne.

At lære at tilbede

I dag er det min intention at give jer et indblik i, hvordan saligprisningerne former vores særlige karisma, der handler om den Eukaristiske tilbedelse. Den stille og indre bøn foran Jesu Eukaristiske Ansigt er ikke noget, der falder alle let at gøre. Ofte kræver dette en længere periode, hvor man opøver denne kunnen, og det gør man ved tålmodig udholdenhed i troens uklarhed, i håbets stilhed og i sårbarheden ved kærlighedens selvopofrelse. Saligprisningerne, som er Ordets ord, er en måde, hvorpå man går ind i en relation med Den skjulte Jesus i det Allerhelligste sakramente.

Et billede på Guds fattigdom

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. Når man går til tilbedelse, behøver man ikke at medbringe andet end sig selv. Kom foran Vor Herre med tomme hænder. Kom foran Ham i stor fattigdom, uden tanker, uden ord, uden den strukturerede sikkerhed og uden forventninger. Se på Guds fattigdom i det Allerhelligste sakramente. Hostien åbenbarer mysteriet om Guds fattigdom. Hostien er et billede på Guds fattigdom. Det er sjældent, at afbildningen af korsfæstelsen skildrer Jesu fattigdom, Hans absolutte fattigdom på korsets træ. Den hellige Hostie er derfor en sakramental tilstedeværelse af Kristi fattigdom, Kristus som ”…for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (jf 2 Kor 8:9). I nærværelse af en sådan fuldstændig fattigdom, hvem kan da opretholde den betragtning, at man hævder ejerskab over noget eller kontrollere nogen? Når vi fristes til at løbe væk fra tilbedelsens stilhed, er det, fordi vi ikke kan udholde Hostiens fattigdom, det er, fordi vi ikke kan bære at se os selv frataget alle de ting, vi søger sikkerhed i og mening med.

I lyset af Dit Ansigt

Selvom vi er vant til at tale om, at vi ”udstiller” det Allerhelligste sakramente, så er det faktisk os, der udsættes for Kristi gennemtrængende blik, når vi kommer frem i tilbedelse foran Den hellige Hostie. ”Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys” (Sl 90:8). Det menneske, der tilbeder bliver fattig i ånden, og det menneske, der er fattig i ånden, vil være i tilbedelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. november 2013. Den kan læses på: Blessed are the poor in spirit – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dette ene spørger kærligheden efter

Den romerske legionærs spyd havde gjort sit arbejde og gjort det godt, fordi han havde ladet spyddet åbne hjertes kød, og fra såret flød en rivende strøm, ”et flodløb, der glæder Guds by” (jf. Sl 46:5).

Han, som blev løftet op ”udløste sit Hjerte som vand for Herrens ansigt” (jf. Klages 2:19). ”Den, der har set det, har vidnet om det … og hans vidnesbyrd er sandt” (Joh 19:35). Zakarias’ profeti blev på forunderlig vis opfyldt: ”På den dag åbnes der for Davids hus og for Jerusalems indbyggere en kilde, som skal rense for synd og urenhed” (Zak 13:1).

Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne” (Sl 51:9). Blod, der er rubinrødt og vand ”klart som krystal” (Åb 22:1) flød som brændende ild og gjorde alting rent på sin vej og slukkede tørsten hos de få, der stod og så til og ventede i skyggen på kærlighedens udstrakte vinger.

Ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster Maria, Klopas’ hustru og Maria Magdalene” (Joh 19:25), ”og den discipel han elskede” (Joh 19:26). ”De skal se hen til ham, de har gennemboret” (Joh 19:37 og Zak 2:10).

Og se, de så, det blodige og åbne sår og fandt den åbne port. ”Men ved din store trofasthed kan jeg gå ind i dit hus; jeg kaster mig ned i dit hellige tempel i ærefrygt for dig” (Sl 5:8). ”Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: At bo i Herrens hus, så længe jeg lever, og søge svar i hans tempel” (Sl 27:4).

Kærlighedens arme favnede bredt og naglede keruben til korsets træ. Spyddet blev løftet op mod himlen og reflekterede det svage lys mod den mørke himmel. Med et enkelt stød blev ”det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ” (1 Mos 3:24) vristet fri (af Svagheden selv) af stærke englehænder og stukket tilbage i skeden.

Den lukkede port (til paradiset) blev åbnet, og Den, der elsker, møder os med Sin omfavnelse, Han er den sikre og eneste vej, ”for ingen kommer til Faderen (uden ved Ham)” (jf. Joh 14:6), og det er gennem tærsklen til porten, der består af det åbne kødsår og udgydte blod.

Her åbenbarer Davids sang mysteriet: Hvilestedet blev et hjerte, og hjertet blev et hvilested. ”Der fandt dit folk en bolig, i din godhed sørgede du for de hjælpeløse, Gud” (Sl 68:11).

Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind” (Luk 14:21). ”Gå straks ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt” (Luk 14:23). ”De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde” (Ez 34:16).

Kryds tærsklen til dette Hjerte ved nattetide med det håb, der oplyser vejen for dine skridt. Du går derind, for det er dit ønske, og fordi du vil dvæle derinde af kærlighed, og det sammen med Johannes (som Jesus elskede) og Paulus og de mystikere, der har fulgt i deres fodspor, og for ”at (du må) have styrke til at forstå, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så man fyldes, til hele Guds fylde nås” (jf. Ef 3:18-19).

Det gennemborede Hjerte blev Kærlighedens sidste bevis. ”For mens vi endnu var svage, mens vi endnu var syndere” (jf. Rom 5:6 og 8), blev der lavet en åbning i Kærlighedens side.

Dyk derpå med ærefrygt ned i strømmen af vand og blod. Rengør din sjæls vansirede ansigt i den rivende strøm af renhed, så det vaskes rent og bliver som Hans billede, der, hvor der gives kærlighed til den, der ikke er elsket, der hvor det, der er blevet beskadiget, heles af kærlighed, og der hvor det, der er gammelt og rustent, bliver gjort nyt.

Dette er måden, hvorpå Kærligheden bringer lægedom, for det er kun Kærligheden, der kan hele det, Kærligheden har skabt. Kærligheden siger: ”Se, jeg gør alting nyt” (Åb 21.5). Kærlighedens glæde er dét ene får, Den søgte efter og fandt og glædes over dets tilbagekomst ”på de mørke skyers og mulmets dag” (Ez 34:12).

Kærlighedens glæde er Hans Hjerte, der er blevet åbnet for alles skyld, som er blevet ”udvalgt for at gøre de vise til skamme, og det svage, der er blevet udvalgt for at gøre det, som er noget, til ingenting” (jf. Kor 1:27). Kærligheden udvalgte ”det som verden ser ned på, og som ringeagtes, som ingenting er … for at gøre det som er noget, til ingenting” (1 Kor 1:28), for det er Den, Hans barmhjertige Hjerte kommer til syne. Andre kommer og banker på Hans hjertes dør og siger: ”Herre, Herre luk os ind”, men det er deres egen ophøjelse og oplysthed og ikke deres synder, der er en hindring for, at de kan komme ind. ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke” (Matt 25:12). Dette gælder den, der ikke har kendt til Mit barmhjertige Hjerte, og som ikke har følt behov for Min lægedom eller har kendt til – eller troet på den kærlighed, som Gud har til os (jf. 1 Joh 4:16). Dette er det eneste, kærligheden spørger efter, at vi fra vort inderste (jf. Sl 129:1) tror på Kærligheden og bevaret af kærligheden aldrig tvivler på barmhjertighedens Hjerte.

Dette er ”hans planer (som) varer i slægt efter slægt” (Sl 32:11). Kom derfor til det vand, der tvætter enhver urenhed bort og slukker al tørst.

Kom og få lægedom ved Blodet. Hvis du vil udfries fra døde, så kom (jf. Sl 32:19). Hvis du vil have stillet din sult under hungersnøden, så kom (jf. Sl 32:19). Hvis du vil elskes. Så kom.

Ligesom Kærligheden intet holdt tilbage fra Sit Hjerte i det offer, der én gang for alle blev båret frem fra korsets træ, således nu tilbageholder Kærligheden intet fra Hans Hjerte i Det hellige Messeoffer, Faderen og os. Alt er blevet givet, og det er det, der er Det hellige Hjertes mysterium.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. december 2020. Den kan læses på: This One Thing Does Love Ask – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Se nærmere på dette Hjerte

Den mystiske ”invasion”

Skt. Teresa af Jesus døde i 1582. 32 år senere den 31. december 1614 blev Catherine Mectilde de Bar født i Saint – Dié i Lorraine. Den 22. juli 1647, 65 år efter Skt. Teresas død og 33 år efter at Moder Mectilde blev født, blev Magaret Mary Alacoque født i l’ Hautecour i Burgandy.

Den åndelige stemning, der prægede Europa efter koncilet i Trent, var ekstraordinær og glødende. Henri Brémond taler om: en mystisk ”invasion” i sit værk: Histoire littéraire du sentiment religieux en France. Skt. Teresas karmeliterorden havde forceret Pyrenæerne og præsenteret den indre stille bøn for mænd og kvinder i alle samfundslag. Jesuitterne havde påbegyndt deres missioner i Nordamerika, eller som de selv karakteriserede det ”det nye Frankrig”. Guds mænd og kvinder flere end man kan tælle foretog store ting til Guds ære. Dette var en guldalder, en tid med mange Guds helgener. I 1610 stiftede den unge enke Jeanne Francoise de Chantal sammen med Francis de Sales i Annecy en orden, der kaldes Marias Besøgelses Orden, og de erklærede, ”at der ikke skulle være nogle større forhindringer for dem, der på enhver måde var svage, hvis de ønskede at slutte sig til denne orden”.

At vælge Gud

Da Margaret Mary trådte ind i klosterlivet i ordenen Maria Besøgelses Orden i Visitationsklosteret i Paray-le-Monial, kunne man antage, at hun som så mange andre kvinder ville ”forsvinde” ind i klosterlivet og efterlade et billede af en kvinde, der havde valgt et liv i Kristus fremfor et verdsligt liv. Men som det altid er: ”… det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud” (1 Kor 1: 27-29).

Om at betragte Jesu gennemborede side

Jansenismen, som på dette tidspunkt havde vind i sejlene, havde fundet vej ind i flere klostre. Denne retning havde det med at plante frygtens frø i folks hjerter, en frygt for en fjern og hævngerrig Gud, som fuldstændig overskyggede Jesu mission, nemlig at Han var sendt af Faderen og ved Helligåndens kraft viste: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (Luk 4: 18). Mens hjerterne hos mange omkring Margaret Mary blev kolde, rettede hun sit blik på sårene hos Den korsfæstede Jesus. Ligesom apostlen Johannes, den hellige Bernard Lutgarde, Gertude, Mechtilde og mange andre før og efter hende, blev den ydmyge visitaninersøster fra klosteret i Paray-le-Monial af Helligånden ledt til at betragte Jesu gennemborede side: ”De skal se hen til ham, de har gennemboret” (Zak 12: 10 og Joh 19: 37).

En præst, en ven

I Jesuiterpræsten Claude La Colombière fandt Margaret Mary en ven, en der var i stand til at stå sammen med hende ved korset, og som sammen med hende ville lytte til Helligåndens stemme, som sammen med hende ville have fokus på Jesu gennemborede side, og som sammen med hende ville gå ind i Jesu Hjerte og tage bolig der. Den hellige apostel Paulus’ ord synes at være de samme, som Skt. Claude sagde til Margaret Mary: ”Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter” (2 Kor 1: 21-22).

Jesu Eukaristiske Hjerte

I sine betragtninger af Den korsfæstede Jesu side opdagede den hellige Magaret Mary det, som mange havde glemt: ”Så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden … (af) Kristi kærlighed (er)” (Ef 3: 18). Det blev givet hende ”at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse” (Ef 3: 18), og hun blev opfyldt (af denne kærlighed) til hele Guds fylde blev opnået (jf. Ef 3: 19). Hun opdagede desuden, at Jesu åbne side virker dragende på alle fra det Allerhelligste sakramente på alteret, og at Hans Allerhelligste Hjerte hvert eneste øjeblik brænder af kærlighed.

Se nærmere på dette Hjerte, som har elsket menneskene så højt, at det intet har sparet, men helt har udtømt og fortæret sig selv for at bevise dem sin kærlighed. Og til tak får jeg af de fleste kun utaknemmelighed ved deres uærbødighed og deres helligbrøde og ved den kulde og foragt, de har for mig i dette kærlighedens sakramente. Men hvad jeg føler mest er, at endog hjerter, som er mig særlig indviede, behandler mig således”.

Sonebod

Skt. Magaret Mary forstod sonebod som en kærlighedens befaling. Jesu gennemborede side forbliver åben i det Allerhelligste sakramente, og mennesker går forbi Det, nogle med kold ligegyldighed, andre med en overfladisk ydre anerkendelse af dette sakramente og andre igen uden den mindste indikation på taknemmelig tilbedelse, og blandt disse finder man desværre præster og andre konsekrerede sjæle. I en tid med lukkede Kirker, Tabernakler, der bliver fravalgt den ene søndag efter den anden; hvor det, der er helligt håndteres lemfældigt og uden ærbødighed, og især efter den offentlige helligbrøde, der bliver begået mod det allerhelligste sakramente, er sonebod overfor Jesu Eukaristiske Hjerte mere end nogensinde nødvendig.

Cenaklet, korset og alteret

Skt. Margaret Mary indbyder os til at genopdage Jesu Hjerte, der brænder af kærlighed i Den hellige Eukaristi. Den Eukaristiske Kristus, Christus Passus, forbliver i vor midte som præst og offer. Der foreviger Han offeret, der først blev foretaget i cenaklet og derefter på korsets alter. Til enhver tid er sjæle, som den hellige Margaret Mary blevet overvældet af cenaklets og korsets mysterier, der er blevet aktualiseret i Den Allerhelligste Eukaristi. På en måde fortsætter Helligånden med at gengive billedet af Skt. Johannes, der betragter Jesus på Golgata og Hans gennemborede side: ”Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede …” (Joh 19: 25-26).

Jeg spejder efter medlidenhed

Det hellige Hjerte er i centrum i Den Allerhelligste Eukaristi både som offer og sakramente. Messens hellige handling foreviger offeret på Golgata, ved hvilket Kristus, som er lydig ind til døden, overgiver Sig selv sig selv til Faderen og dem, der modtager Hans Legeme og Blod. Jesu præstelige Hjerte banker af kærlighed i Messeofferet, hvor Han giver Sig selv som offer, og dette Hjerte lever og brænder med den samme kærlighedens ild i alterets sakramente. Fra Tabernaklet, og som Han engang gjorde fra korset, søger Han sjæle, der kan give Ham trøst, og med salmistens ord siger Han: ”Jeg er udmattet af at råbe, min strube er blevet hæs, mine øjne har stirret sig trætte af at vente …” (Sl 69: 4).

Kærlighedens brændende ild

Man kan ikke i længere tid se på Den korsfæstede Jesus uden at ”hjertets øjne” (Ef 1: 18) retter fokus på Hans gennemborede side og komme ind ved Helligåndens hjælp ad den ”dør”, der fører til Hans gennemborede side, og ind til det, som mænd og kvinder til enhver tid har erfaret som ”kærlighedens brændende ild” (Ef 3: 8) betragtes ”endnu i et spejl, i en gåde” (1 Kor 13: 12), og er givet og i det Eukaristiske mysterium indtil Herrens herlighedsfulde genkomst. Derfor går vi igen og igen til alteret og tabernaklet ”sammen med de hellige” (Ef 3: 18) for at smage ”den fuldendte kærlighed, (der) fordriver frygten” (1 Joh 4: 18).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. juli 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/10/behold-this-heart/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt om Skt. Basilius den Store

Kirkens strålende lys

Kære brødre og søstre lad os i dag mindes én af de store kirkefædre, nemlig Skt. Basilius den Store, som i de byzantinske liturgiske tekster beskrives som Kirkens strålende lys.

Hellighed, doktrin og gaver

Han var en central og betydningsfuld biskop i det fjerde århundrede, som hele Kirken i øst og for den sags skyld også Kirken i vest ser hen til med stor beundring på grund af den hellighed, der prægede hans liv, unikke lære samt den syntese, han formåede at skabe mellem sin intellektuelle og praktiske kunnen.

Evangeliets lys

Han blev født omkring 338 e. Kr. og voksede op i en familie bestående af helgener i ”en rigtig huskirke”, som var omgærdet af en inderlig tro. Han modtog undervisning af nogle af den tids bedste lærere i Athen og Konstantinopel. Men han var ikke tilfreds med sit verdslige og den medgang, han havde, og det medførte, at han indså, at han havde spildt sin tid på forfængelighed, og han erkendte senere følgende: ”Det var, som det øjeblik, hvor et menneske vækkes af sin dybe søvn, og jeg vendte mine øjne mod sandhedens vidunderlige lys, der er i evangeliet … og jeg græd mange tårer over mit elendige liv” (jf. Letter 223: PG 32, 824a).

Kun Kristus

Draget af Kristus begyndte Basilius kun at fokusere på – at lytte til Ham (jf. Moralia, 80, 1: PG 31, 860bc). Optændt af hellighed og beslutsomhed hengav han sig til klosterlivet, og det gjorde han ved bøn, fordybelse i Den hellige Skrift, kirkefædrenes arbejder, ved barmhjertighedsgerninger for næsten (Jf. Letters 2, 22) og ved at efterfølge det eksempel, som hans søster Skt. Macrina allerede gav ved at leve et asketisk liv som nonne. Han blev derefter ordineret til præstegerningen, og endelig i år 370 blev han biskop af Caesarea i Kappadoci, som er beliggende i Tyrkiet og i dag kaldes Kayseri. Gennem sin forkyndelse og det skrevne ord præsterede han en stor arbejdsindsats på det pastorale, teologiske og litterære område.

Livet i et kommunitet

Med sin klare vurderingsevne var han i stand til at fordele sin tid ligeligt mellem det pastorale virke overfor sjælene og den kontemplative bøn i ensomhed. Med udgangspunkt i egne erfaringer opmuntrede han til etableringen af kommuniteter, nærmere betegnet kommuniteter for kristne, der havde valgt at konsekrere deres liv til Gud. Disse kommuniteter tog han sig tid til (ofte) at aflægge besøg (jf. Gregory of Nazianzus, Oratio 43, 29 i laudem Basilii PG 36,536b). Han tilskyndede dem med sin forkyndelse og skrivelser, som han overdrog eftertiden til at leve efter og til at opnå fuldendelse ved (jf. Regulae brevius tractatae, Proemio: PG 31, 10180ab).

Skt. Basilius og Skt. Benedikt

De ledende kræfter i klostrene, helt tilbage til da klosterlivet begyndte at gøre sig gældende, gjorde brug af Skt. Basilius arbejder vedrørende dette område, og det gjaldt også Skt. Benedikt, som betragtede Skt. Basilius som sin læremester (jf. Reglen 73,5). Faktisk etablerede Basilius en speciel form for klosterliv, der ikke var lukket for den menighed, der var omkring den lokale kirke, men i stedet var der en vis åbenhed i forhold til menigheden. Hans munke hørte til den sognekirke, hvor klosteret lå, og de fungerede som livgivende kerne for menigheden og det omgivende samfund, og de gik i front og var dermed et forbillede for menigheden i Kristi efterfølgelse. Men det var ikke blot på det trosmæssige plan, at de viste et eksempel, det var også i forhold til at være tæt knyttet til Kristus og elske Ham, og det ved at udøve barmhjertighedsgerninger for andre. Disse munke, der drev skoler og hospitaler, tjente de fattige og var dermed forbilleder på det sande kristne liv.

Når det handler om klosterlivet, skrev Guds tjener Johannes Paul II: ”Derfor er mange mennesker af den opfattelse, at den egentlige struktur for Kirkens liv, nemlig klosterlivet, i tidernes morgen hovedsageligt blev grundlagt af Skt. Basilius eller at dets struktur i mange henseende bærer præg af hans fingeraftryk (Den apostoliske skrivelse Patres Ecclesiae, no. 2, januar 1980; L’osservatore Romano English edition, 25 february, p. 6).

Biskop

Som biskop og pastor i et stort bispedømme var han hele tiden opmærksom på den fattigdom, der eksisterede blandt de troende. Han fordømte på det kraftigste den fremherskende ondskab. Han gjorde alt det, der stod i hans magt for at hjælpe de fattige og udstødte. Han greb også ind, når magthaverne påførte deres befolkning store lidelser, og han stillede sig også til rådighed i katastrofesituationer. Han var nidkær i sit forsvar for Kirken og modsatte sig myndighederne, når de foretog indgreb i forhold til at dyrke og bekende troen (jf. Gregory of Nazianzus, Oratio 43, 48-51 in laudem Basilii PG 36,557c-561c).

Barmhjertighedsgerninger

Basilius var et fuldendt vidnesbyrd på Guds kærlighed, fordi han igangsatte opbygningen af forskellige instanser, der tilgodeså de værdigt trængende i enhver seende (jf. Basil, Letter 94: PG 32, 488bc), og dette blev i billedlig forstand en slags ”barmhjertighedens by”, som man opkaldte efter ham ”Basiliade” (jf. Sozomeno, Historia ECCL. 6, 1397a). Dette var oprindelsen for det moderne hospitalsvæsen, hvor syge bliver indlagt til behandling.

Den hellige liturgi

Skt. Basilius var bevidst om, at ”liturgien er det punkt, om hvilket al Kirkens aktivitet er centreret” og samtidig ”den kilde, hvorfra al Hendes kraft vælder” (Sacrosanctum Concilium, n. 10), og til trods for at han hele tiden var opmærksom på at foretage barmhjertighedsgerninger, som er troens vartegn, så var Basilius også en indsigtsfuld ”liturgisk reformator” (jf. Gregory Nazianzus, Oratio 43, 34 i laudem Basilii: PG 36, 541c).

Skt. Basilius har ladet en vigtig Eukaristisk bøn (anafora) gå i arv til os, som er blevet opkaldt efter ham, og som har givet en grundlæggende struktur for bøn og brugen af Davidssalmerne. Det var på hans opfordring, at man begyndte at vise interesse for salmerne, lære dem at kende og endda bede dem om natten (jf. Basil, In Psalmum 1, 1-2: PG 29, 212a – 213c). Derved kommer det til at stå klart, hvordan liturgi, tilbedelse og Kirkens bøn går hånd i hånd med næstekærligheden, og at disse elementer understøtter hinanden.

Doktrin

Opfyldt af nidkærhed og mod markerede Skt. Basilius modstand overfor hæretikere, der benægtede, at Jesus Kristus er Gud ligesom Faderen (jf. Basil, Letter 9,3: PG 32, 272a; Letter 52,1-3: PG 32, 392b-396a; Adv. Eunomium 1, 20: PG 29, 556c). På samme måde markerede han opposition mod dem, som ikke ville acceptere Helligåndens guddommelige natur, at Ånden også er Gud, og derfor ”bør sidestilles og herliggøres med Faderen og Sønnen” (jf. De Spiritu Sancto: SC 17ff., 348). På den baggrund er Basilius én af de store fædre, der var med til at udforme doktrinen om Treenigheden: Den eneste Gud, fordi Han er kærlighed, er tre personer i en Gud, der danner den fuldendte enhed, nemlig guddommelig enhed.

I sin kærlighed for Kristus og Dennes evangelium stræbte denne kappadoiske fader sig på at hele den splittelse, der gjorde sig gældende i Kirken (jf. Letters, 70, 243), og han gjorde sit ypperste for at få alle til at omvende sig til Kristus og Hans ord (jf. De Iudicio 4: PG 31, 660-661a), der er den samlede kraft, som alle troende er forpligtet til at adlyde (jf. ibid. 1-3: PG 31, 653a-656c).

I Kirkens tjeneste

Opsummerende bør det fremhæves, at Skt. Basilius gav sig selv fuldt og helt i sin tjeneste for Kirken og i forhold til de mange opgaver, han skulle varetage som biskop. Ser man på hans egene optegnelser over de arbejdsopgaver, han bestred, så var han ”Kristi apostel og præst, forvalter af Guds mysterier, Rigets budbringer, et eksempel på fromhed og dens udøvelse, et øje på Kirkens Legeme, hyrde for Kristi får, en der med kærlighed bragte lægedom, fader og den, der heler sår, Guds medarbejder i Guds vingård og den, der bygger Guds tempel” (jf. Moralia 80, 11-20: PG 31. 864b-868b).

Med blikket stift rettet på Kristus

Den ovenstående oplistning af opgaver, Basilius varetog som Biskop, er det samme, han giver videre til dem, der forkynder ordet, både dengang og nu. Alle disse opgaver forpligtede han sig på at udføre og at udføre dem godt. I 379 e. Kr. vendte Basilius, der endnu ikke var blevet 50 år, tilbage til Gud ”med et håb om det evige liv ved Jesus Kristus Vor Herre” (De Baptismo, 1,2,9). Han var en mand, der i sandhed levede med sit blik stift rettet på Kristus. Han var en mand med stor kærlighed til sin næste. Fuld af troens håb og glæde. Basilius viser os, hvad det vil sige at være en sand kristen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. juni 2016. Den kan læses på: Pope Benedict XVI on Saint Basil the Great – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Drag mig til Din gennemborede side

Den 16. juni fejrer vi festen for én af de første mystikere, der er knyttet til Det Hellige Hjerte, nemlig Skt. Lutgarde fra Aywières. For nogle år siden modtog jeg et stykke af hendes korstol, som var af træ. Det er ét af de relikvier, jeg sætter mest pris på.

Såret af kærlighed

Skt. Lutgarde levede på samme tid som Frans af Assisi og Klara. Hun blev født i 1182, blot et år efter den lille fattige mand fra Assisi. De var begge bestemt til at tage del i Kristi lidelse, de ville begge komme til at bære Kristi Sårmærker. Skt. Lutgarde er ofte afbildet, ligesom Skt. Bernard og Skt. Francis, omfavnende Den korsfæstede Jesus og indbudt til at drikke fra såret i Hans hellige side.

Forkyndernes moder

Den udbredte forøgelse af Cistercienter-Benediktinerklostre for søstre i Nederlandene, tvang de hvidklædte søstre til at opsøge brødrene fra de nystiftede ordener Franciskanerne og Dominikanerne i langt højere grad end deres benediktinske brødre, når det handlede om åndelig vejledning og varetagelsen af sakramenterne. Lutgarde var ven af- og moder for de første Dominikanere og Franciskanere og understøttede deres forkyndelse med bøn og faste og ved sin gæstfrihed, og hun var altid ivrig efter at høre det sidste nye om deres missioner og åndelige fremskridt. I hendes første selvbiografi fremgår det, at brødrene titulerede hende mater praedicatorum, forkyndernes moder.

Kirkens kvinde

Lutgarde er et klassisk eksempel på en indadvendt og ”lukket” søster, men hun var en søster med et ”åbent” sind. Hun besad en stor sensitivitet omkring det, der er Kirkens, og hun viste stor interesse for forkyndelsen og missionsarbejdet foretaget af brødrene, som var tiggermunke, og det gjaldt både Dominikanerne og Franciskanerne. Netop dette gjorde hende til en kvinde med et stort hjerte og et stort katolsk format.

Bøn og faste

For Lutgarde var det at bo på et kloster ingen hindring for en egentlig mission og forkyndelse af evangeliet. Hun fulgte brødrene på deres rejser og bad og fastede for deres apostoliske arbejde. Lutgarde havde stor indsigt i de ord, Jesus sagde til apostlene, da de ikke formåede at udfri en dreng for en uren ånd: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste” (Mark 9:29). De syv år, hun fastede på brød og øl, gør hende til noget helt særligt blandt helgenerne.

Modvillig i forhold til klosterlivet

Lutgardes første forsøg på at blive en del af klosterlivet var alt andet end inderligt. Hun kom til klosteret, men det var ikke med hendes gode vilje. Hun var resignerende overfor klosterlivet og var ikke præget af nogen tilskyndelse til at gå i kloster. Hendes medgift var blevet sat i dårlige investeringer, og det gjorde hende mindre attraktiv overfor eventuelle bejlere, altså set ud fra en økonomisk vinkel. For Lutgarde var det, ligesom for andre ugifte kvinder på hendes tid, et tilrådeligt alternativ (set ud fra et socialt aspekt) at gå i kloster. Hendes tanker var, at man kunne vælge klosterlivet fra, hvis det ikke lige var det, man havde ”lyst” til. Det var i alt fald det, hun troede.

Mødet i samtaleværelset

Lutgarde nærede stor kærlighed til klosterets samtaleværelse, som for hende blev et ”tiltrængt afbræk” i klosterlivets monotone hverdag. Hvis de, der besøgte hende, var underholdende og smukke unge mænd, der var ”modtagelige” overfor hendes feminine charme, kunne hun til trods for sit slør og sin tildækkethed sagtens lade dette komme til udtryk. Men så skete der er en ændring. I et strålende lys af skønhed og kærlighed kom Den korsfæstede Jesus, herlighedens Konge til hende i samtalerummet. Her åbenbarede Han sig for Lutgarde og gjorde krav på, at hun ene og alene skulle være Hans, og Han gav hende et glimt af- og forsmag på: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham” (1 Kor 2:9).

Omvendelsen

Lutgarde, som var 20 år, havde undergået en forandring, og mødte klosterlivet på en helt anden måde end før, og det bevidst med ro og taknemmelighed. Salme 27 udtrykker det, hun erfarede: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt, Herre, jeg søger dit ansigt” (Sl 27:8). Netop dette skriftsted udtrykker det, der sker, når den enkelte kaldes til at leve et liv med Kristus. Han siger: ”søg Mit Ansigt”. Jeg svarer: ”O Herre, jeg søger Dit Ansigt”. Enhver, der holder ud i sin søgen efter Kristi Ansigt, vil undgåeligt nå frem til indsigt i Hans Hellige Hjertes hemmeligheder.

Ansigtet og Hjertet

Ansigtet på den korsfæstede Jesus blev modtaget i små glimt ved skønhed og kærlighed og indprentede sig i Lutgardes hjerte. Hun begyndte at leve efter følgende skriftsted: ”Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:21). Salme 31 indeholder faktisk to løfter til dem, der igennem tiden har levet klosterlivet. ”Du skjuler dem hos dig … du gemmer dem i din hytte” (Sl 31:21). For Lutgarde stod det klart, at hun skulle leve skjult i Kristi Ansigt og opholde sig i Hans gennemborede Hjertes tabernakel.

At være funderet i Det Hellige Hjerte

Da Lutgardes søstre valgte hende til abbedisse, blev hun af Ånden ”drevet” til at søge dybere ind i Kristi Ansigt og at blive funderet i Hans Hellige Hjerte. Hun søgte om tilladelse til at blive en del af ordenen i klosteret i Aywières, hvor hun udskiftede den sorte ordensdragt med den hvide Citeauxklædning. Dette gjorde hun opfyldt af glæde over at have fundet dybere ind i stilheden samt ind i en skjult ensomhed. Lutgardes tavshed var næsten fuldstændig. Nonnerne fra Aywières talte fransk, som ikke Lutgardes modersmål, da hun talte flamsk. På trods af sin indsats i forhold til at lære fransk, fandt hun sproget vanskeligt at mestre. Hun boede, arbejdede og bad sammen med sine søstre, men hun oplevede en ensomhed, som hun aldrig nogensinde før havde kendt til.

Draget til Hans gennemborede side

Lutgarde havde et dårligt helbred. Hun havde feber samt et dårligt syn, som til sidst gjorde, at hun blev blind. Disse helbredsmæssige udfordringer gjorde den strenghed, der kendetegner Cistercienserne, næsten uudholdelig og udmarvende for hende. Den samme Kristus, der havde åbenbaret sig for hende i begyndelsen af hendes omvendelse, ventede på hende ved nattetide i sovesalen ved døren til trappen, der førte ind til koret. Det var Den korsfæstede Kristus, som blødte. Hans blik mødte hendes. Han lod Sin højre arm fjerne sig fra korsets træ og derpå ledte Han Lutgardes mund hen til Sin gennemborede side til det sår, der var blevet til, da den romerske legionær på Golgata lod sit spyd gennemtrænge Ham. Hun slukkede virkelig sin tørst i blodet, der flød fra Hans side. Den daglige modtagelse af Eukaristien fornyede på en sakramental måde hendes mystiske erfaring med Kristi gennemborede Hjerte. Ligesom Israels børn, fik hun slukket sin tørst med det, der flød ”fra den åndelige klippe” (1 kor 10:4), mens ørkenvandringen fortsatte.

Det mystiske bytte af hjerter

De mange timer med koret bidrog kun sparsomt til at bringe hende trøst. Lutgardes formåen i forhold til det latinske sprog var ringe på samme måde, som det var i forhold til det franske sprog. Lutgardes ensomhed var blevet fuldstændig. Den liturgiske ”samtale” med Gud var for Lutgarde lige så frustrerende som samtalen med medsøstrene. Da Kristus på en mystisk måde aflagde hende et besøg, tilbød Han hende en nådegave efter eget ønske. Hun bad om at kunne forstå det latinske sprog, så hun bedre kunne forstå Guds ord og løfte sin røst i koret. Kristus imødekom hendes ønske, men efter et par dage begyndte Lutgarde at føle sig underlig rastløs og utilfreds. Hun bar på et ønske om mere end det, der var af intellektuel karakter. Selvom Lutgarde i overflod blev overbragt den rigdom, der er i salmerne, antifoner, læsninger og den respons, man som Messedeltager bidrager med, så bar hun stadig på en smertefuld tomhed og en vedvarende længsel i sit hjerte. Fattet, spurgte hun Kristus om det var muligt at bytte denne gave til en anden: ”Hvad ønsker du at bytte den til?”, spurgte Kristus. Lutgarde sagde: ”Herre, jeg vil bytte den til Dit Hjerte”. Kristus rakte derpå ud mod Lutgarde og fjernede hendes hjerte og erstattede det med Sit eget, og hendes hjerte tog Han og satte der, hvorfra Han havde fjernet Sit eget. ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød” (Ez 36:26). Denne mystiske udveksling af hjerter var en indikation på, at Lutgarde nu havde opnået en større åndelig modenhed. Hjertet, der er skabt for kærlighed, opnår kun ved kærlighed tilfredshed. En kærlighed, der rækker ud over alt det, man kan forstå.

Det eneste sikre sted

Lutgardes exodus, særligt hendes monastiske rejse, havde været fyldt med ensomhed, isolation, frustration og skuffelse, og den var præget af dette, indtil hun i bytte overdrog sit hjerte til Kristus og Han Sit til hende, så hun blev opfyldt, ”til hele Guds fylde blev nået” (jf. Ef 3:19). Hvem af os kan hævde at have kendskab til den gave, der bringer fred og udfrier for problemer og stiller hjertets længsler tilfreds? Hvem af os kan hævde at have kendskab til den nåde, som hver eneste af os har et så stor behov for? Jeg vil ikke være den, som selv vælger min nåde. Det eneste sikre sted på den monastiske rejse er Kristi Ansigt. Det eneste faste holdepunkt, der aldrig skuffer er Kristi gennemborede Hjerte, som er kilden til en udødelig, evig og uforgængelig kærlighed.

Kristi Eukaristiske Hjerte

Kærligheden til Kristi gennemborede Hjerte er blevet givet os frit og i uanet mængde i Den hellige Eukaristis mysterium. Eukaristien er en udveksling af hjerter eller rettere hjerternes fællesskab, som er Kristi Hjerte i Kirken. Må Skt. Lutgardes venskab og hendes vedvarende bøn ledsage os ind i Kristi Eukaristiske nærvær og forblive hos os i den foranderlighed, der præger livet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. juni 2016. Den kan læses på: Draw Me to Thy Piercèd Side – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Præsten, der er forenet med det Hellige Hjerte

Hans Eminence, kardinal Burke taler helgenernes sprog:

”Ja, det er ved at forblive tæt ved det uudtømmelige fond af sandhed og kærlighed, som udgår fra Jesu prægtige gennemborede Hjerte, at præsten finder den visdom og styrke, der skal til for at lede sin flok i sandhed og med kærlighed. Præsten fra Ars definerede præsten som den kærlighed, der udgår fra Jesu Hellige Hjerte. Den præst, der er forenet med Jesu Hellige Hjerte, vil ikke bukke under for fristelsen til overfor sin flok at benytte andre ord end dem, der kommer fra Kristus, og som er blevet overdraget på en ufejlbarlig måde af Kirken. Han vil ikke falde for fristelsen til at erstatte disse ord med ord fra en lære, der forvirrer og fører til vildfarelser”.

(Kardinal Raymond Leo Burke)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. august 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/06/the-priest-who-is-united-to-the-sacred-heart/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Intra vulnera tua absconde me (skjul mig i Dine sår)

Pave Benedikt XVI opfordrer præster til at grunde over Kristi herlighedsfulde sår: ”Vi præster, uanset om vi er unge eller ældre, vi bør lære af lidelsens og krisens nødvendighed. Vi må udholde og overkomme lidelsen, for det er kun på den måde, at man opnår livets fylde. For mig har det faktum, at Herren bærer Sine stigmata i al evighed en symbolsk værdi. Dette er et udtryk for den grusomhed, der er forbundet med lidelse og død, men de fremstår nu som et segl på Kristi sejr, og den fulde skønhed ved Hans sejr og Hans kærlighed for os” (Den 31. august 2006).

(Oversættelse: Mogens Bohn)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. september 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/09/intra-vulnera-tua-absconde-me/