Maria, Den Ubesmittede: Helligåndens elskede Brud

I en tidligere artikel så vi på fem teologiske beviser fra Bibelen, alle fra det Gamle Testamente samt brevene i det Nye Testamente, som er accepteret af protestanterne, og som handler om Guds Moders Ubesmittede Undfangelse. I denne artikel vil vi fortsætte dette undersøgende arbejde, men denne gang i relation til åbenbaringer, der optræder i det Gamle – og det Nye Testamente.

Det sjette teologiske bevis finder vi grundlag for i en række skriftsteder i Lukasevangeliet:

–          Ved englens hilsen til Jomfru Maria: ”gratia plena” (fuld af nåde).

–          Ved den ærbødighed englen viser Jomfru Maria.

–          Ved at Helligånden overskygger Jomfru Maria, efter at hun har givet sit fiat (Lad det ske mig efter dit ord).

–          Ved at Johannes Døberen ”springer” i Elisabeths moderliv, da hun hører Marias hilsen.

–          At Helligånden gennem Elisabeth priser Maria for hendes besøg (”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?”).

–          At en profeti opfyldes af profeternes dronning!

Ave Maria betegner, at Maria er Den Nye Eva, hun er en antitese til Eva, hun er den, der soner Evas ulydighed. Dette er også et eksempel på, at englene viser stor ærbødighed overfor deres dronning.

I det Gamle Testamente viste Abraham, Lot, Tobit og dennes søn Tobias ærbødighed overfor de engle, der åbenbarede sig for dem. Her ser vi, at det er englen, der viser ærbødighed overfor Maria ved at sige ”Hil dig”, ligesom man vil sige, hvis man stod overfor en royal person, eller som der senere bliver sagt: ”Hil dig, jødekonge” (Mark 15: 18).

I Lukasevangeliet kapitel 1:28 står der: ”Herren er med dig, du benådede”. Du benådede eller fuld af nåde formuleres på latin på følgende måde: ”gratia plena”. Jesus Kristus, Guds Lam, der i Sig selv er uden synd, kaldes også ”fuld af nåde” (plenum gratiae) i Johannesevangeliet kapitel 1: 14.

På græsk er ordene ”du benådede”: kecharitomene. Eksperter indenfor det ældre græske sprog (oldgræsk og nytestamentlig græsk etc) gør rede for, at dette ord kan oversættes med ”at det er tilladeligt”. Når man ser på ordet kecharitomene ud fra en sprogvidenskabelig vinkel samt det græske sprogs grammatik, er dette ord synonym for: komplet, fuldendt og fuld af nåde (kilde: (Blass and DeBrunner, Greek Grammar of the New Testament). Med andre ord englen hilser Guds Moder med ”fuld af nåde” altså som Den komplette, fuldendte og Den benådede.

Hvad er det, der sker efterfølgende? Det er, at Jesus har ”guddommeliggjort” (theosis) Sin moder ved at give hende alle Sine nådegaver. Men Jesus Kristus besidder den nåde at være ubesmittet. Derfor må Maria også bære denne nåde; ellers ville Maria ikke være fuld af nåde. Hvis Maria er fuld af nåde, er hun ubesmittet. Ellers ville Kristus være fuld af nåde, men ikke ubesmittet.

Skt. Elisabeth, der var fyldt med Helligånden, da hun hørte Marias hilsen, undrer sig over, at Guds Moder kom for at besøge hende. Johannes Døberen blev helliggjort i Elisabeths moderliv, da Guds Moder talte. Han ”sprang” af fryd ved hendes nærvær. Dette bringer associationen til kong David, da han stod foran Pagtens Ark i 2. Samuelsbog. Arken blev bragt til et bestemt sted og forblev der i tre måneder og med Den fulgte Gud Herrens velsignelser.

Ved den lejlighed blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen, men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus. Herrens ark stod nu i gatitten Obed-Edoms hus i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, for Guds arks skyld, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen under festglæde” (2 Sam 6: 9 – 12).

Her ser vi, at det, at ære Maria, som er Guds Ark, bringer velsignelse, hvor hun end bevæger sig hen. Det gamle løfte, som Gud har givet sine helgener: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande” (1 Mos 12: 3), gælder først og fremmest Maria, helgenernes dronning. Vi ser i Tobits Bog kapitel 13, at denne profeti gentages, men her benyttes metaforen Guds mystiske by:

Forbandet være alle, der håner dig. Forbandet være alle, der river dig ned og nedbryder dine mure, alle, der omstyrter dine tårne og sætter ild til dine huse. Velsignet til evig tid være alle, som frygter dig!” (Tob 13: 12).

Lad dette udpluk af skriftsteder fra Bibelen, der viser, hvordan helgener og engle har behandlet Maria, fremstå som eksempler for os!

Der findes yderligere udsagn, der bekræfter ovenstående. Der er et bibelsk bud, der siger, at man skal ære sin moder, som vi finder i 2 Mos 20: 12, og som er citeret i Ef 6: 2-3, og Maria er vor moder (Joh 19: 27). Skt. Johannes er et billede på den fuldendte Jesu discipel, den, der var tættest på Hans hellige Hjerte, og som elsker Guds Moder, som han elsker sin egen mor. Ønsker du at være så tæt knyttet til Frelseren? Derfor bør I evangelikale kristne elske Maria, som I elsker Jeres egen mor!

Det syvende bevis. Visdommens sæde, hvis sæde er af det pureste guld, den mystiske guddommelige nådes moder, som jøderne kaldte Shekinah, Guds Ånds Brud, dukker op gentagne gange i Visdomsbøgerne i det Gamle Testamente (Ordsprogenes Bog, Siraks Bog, Højsangen og Visdommens Bog)!

(i)

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. Hos mig er der rigdom og ære, nedarvet velstand og lykke. Frugten af mig er bedre end det reneste guld, udbyttet af mig er bedre end det udsøgte sølv. Jeg færdes på den retfærdige vej, på de rette stier, for at give dem, der elsker mig, rigdom i eje, jeg fylder deres forrådskamre” (Ordsp 8: 17-21).

Her henvender visdommen sig til os som en person, nemlig Nådens Moder, hvis frugt er mere fuldkommen end guld! Da Kristus er frugten, der kommer af Marias ubesmittede moderliv, det Elisabeth ved Helligånden frydefuldt forkyndte århundreder senere, tydeliggøres det, at kvinden er Maria. Visdommen (som er en kvinde) fortsætter med at tale til os gennem profeternes mund i alle visdomsbøgerne!

Dette finder vi endnu et bevis for i Siraks Bog kapitel 24. Herren bereder en plads for Sit Tabernakel i Den hellige Visdom; hun skal højloves i Den Højestes kirker. Blandt de velsignede er hun velsignet:

(ii)

Visdommen lovpriser sig selv og roser sig midt i sit folk. I den Højestes forsamling tager hun ordet og roser sig over for hans hærskarer: Jeg udgik af den Højestes mund, og som en tåge dækkede jeg jorden. Jeg tog bolig i det høje, og min trone stod på en skysøjle. Jeg alene vandrede på himmelbuen og færdedes i afgrundens dyb. Over havets bølger, over hele jorden, over ethvert folk og folkeslag fik jeg magt. Blandt alle dem søgte jeg et hvilested. I hvis land skulle jeg slå mig ned? Da fik jeg en befaling af ham, der har skabt alt, og han, der har skabt mig, gav mig til sidst bolig og sagde: »Tag bolig i Jakob, og tag land i eje i Israel.« Før tidernes begyndelse skabte han mig, og indtil tidernes ende vil jeg ikke ophøre med at være til. I det hellige telt gjorde jeg tjeneste for hans ansigt, og sådan blev Zion det sted, jeg kom til at bo. Han gav mig dermed bolig i sin elskede by, og jeg fik magt i Jerusalem. Jeg slog rod i det folk, han herliggjorde, i det land, der tilhører Herren, fik jeg ejendom. Som en ceder på Libanon skød jeg i vejret, som en cypres på Hermons bjerge. Som en palme i En-Gedi skød jeg i vejret, som rosenbuske i Jeriko, som et smukt oliventræ på sletten, som en platan skød jeg i vejret. Jeg udbredte vellugt som kanel og krydret balsam, som udsøgt myrra, som galban-gummi, mollusk-olie og stakte-dråber, som røgelsesskyen i teltet. Som terebinten udstrakte jeg mine grene, og mine grene var herlige og yndefulde. Som en vinstok frembragte jeg yndefulde ranker, og mine blomster gav herlig og rig frugt. Jeg er moder til den skønne kærlighed og gudsfrygt, til kundskab og det hellige håb. Sammen med alle mine børn giver jeg evige goder til dem, der udvælges af ham. Kom til mig, I, som længes efter mig, og mæt jer med mine frugter. For at tænke på mig er sødere end honning, at eje mig bedre end flydende honning. De, der spiser mig, er sultne efter mere; de, der drikker mig, tørster efter mere. Den, der adlyder mig, bliver ikke til skamme, de, der gør brug af mig, synder ikke” (Sir 24: 1-22).

Her i dette fantastiske skriftsted får vi indsigt i, hvem nådens Moder er! Ligesom det jødiske folk havde en forventning om Messias komme, havde de også en forventning om Hans Moders komme, Hende, som er nådens Moder.

Dette er den egentlige mening med ”fuld af nåde”. Maria er Guds Moder, fuld af Hans nåde. Maria bør derfor altid blive lovprist; det er ved sin Søns vilje, at hun er nåde! Hun er kærlighedens, frygtens og det hellige håbs Moder. Al nåde, der er knyttet til Vejen, Sandheden og Livet, dvs. Kristus, befinder sig i hende. Hun er Moder til – og Mediatrix for al nåden i Hans Ånd, som Hans (Åndens) sande Brud. Meningen med hendes liv var at gøre Hans vilje, og derfor var hun fuld af nåde og voksede i den nåde. Det er derfor Bibelen fortæller os, at vi bør højlove hende i Gud etc., altså som beskrevet ovenfor.

(iii)

Visdommen i Visdommens Bog kapitel 8 er: at Herren af alle elskede kvinden, der er visdommens Moder. Han beredte en plads for Sit Tabernakel i hende. Hvem er hun? Hun er Den Ubesmittede!

Gud fortæller os, hvordan Han elskede og tragtede efter denne kvindes visdom. Hun er Hans Helligånds sande Brud. Altings Herre ønskede, at det var hende, der blev Hans Ånds Brud, og det ser vi beskrevet her:

Hun strækker sig gennem verden fra ende til anden med magt, og hun styrer alting godt. Hende fik jeg kær, og jeg opsøgte hende fra min ungdom, jeg ønskede, at hun skulle føres hjem til mig som min brud, og jeg blev betaget af hendes skønhed. Sin ædle herkomst herliggør hun ved at leve sammen med Gud; han, der hersker over alting, har fattet kærlighed til hende …” (Visd 8: 1-3).

Det ottende bevis: Den elskede Brud, som Helligånden kalder: ”Oh, Min Elskede” er uden syndens plet, og det vil sige, at hun er ubesmittet. Maria er et billede på Kirken. Hun repræsenterer allerede i egen person det, hele Kirken vil blive til på den sidste dag.

Højsangen 4: 7: ”Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig”. Det engelske ord for immaculata har sin oprindelse i latin og stammer fra dette skriftsted. ”Macula” betyder plet. Macula non est in Te dette synger Helligånden til Sin Brud; med andre ord Helligånden erklærer overfor os, at Maria er ubesmittet. (Dette skriftsted på latin, er fra Vulgata 4: 7: Tota pulchra es, amica mea, et macula non est in te).

Det niende bevis. Pagtens Ark fremstår i al Sin skønhed i Himlen. Hun er kvinden, der er blevet kronet med en krone bestående af 12 stjerner. Hun er Kirkens Moder, Israels datter og Den ubesmittede Jomfru Maria.

Johannes’ Åbenbaring 11. 19: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel …”. Guds Ark var blevet taget op i Himlen, det er det, Kirken lærer! Denne Ark er, som beskrevet ovenfor, af det pureste guld, uden plet og ubesmittet og kan bære Herlighedens Herre, der er lydefri og ubesmittet. Denne ark er ingen anden end Den Ubesmittede Jomfru Maria.

Kapitel og skriftsteder blev tilføjet Den hellige Skrift (Bibelen) under vejledning af Helligånden. Skriftstederne 11: 19 og 12: 1 i Johannes’ Åbenbaring er centreret om den samme tematik, nemlig kvinden, der er kronet med en krone bestående af 12 stjerner, en kroning, der er foregået i Himlen. Hun fremstår i en utrolig smuk klædning, som overstråler alle helgener og engle, og dette må indikere, at hun har levet et liv uden synd, fordi hun er ubesmittet og derfor ikke kendte til synd.

Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1-5.

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter”.

Det fremstår her meget klart, at Maria er blevet kronet i Himlen, hun er skønnere end solen, månen og stjernerne. (1) Kvinden her er Jesu Moder, og Maria er Jesu Moder. (2) Kvinden her er alle kristnes Moder, for Jesus overlod Maria til Johannes, som hans Moder, og dette skete ved korsets fod. Yderligere blev Maria moder til (kommende generationer af) Jesu disciple. (3) Kvinden her er den samme kvinde, som nævnes i 1 Mosebog 3: 15. (4) Kvinden fødte Jesus og os, som er hendes åndelige børn, til trods for, at hun forbliver med at være jomfru, og det er derfor, at det er blevet sagt, at vi udgår fra hende, og derfor er hun Jomfrumoderen. Der er kun én kvinde i hele historien, som har været – og for altid vil være Jomfru Moder, og det er Jomfru Maria. Derfor er hun dronningemoder over Israels 12 stammer, dronning over Kirkens 12 apostle, Den velsignede Jomfru Maria. Maria er ligesom Gebirah (Dronningemoderen) i Israel, og derfor vil det, hun fremsætter altid blive lyttet til.

Hun er et billede på Israel, fordi hun er Israels jomfrudatter som Esajas, Jeremias og profeterne taler om. Hun er også en typologi på Kirken, et aspekt Skt. Ambrosius, Skt. Clemens, Skt. Ephrem fra Syrien og kirkefædrene ofte fremhæver, og det er fordi, at hun i egen person er det, som Kirken en dag vil blive til.

Apostlen Johannes viser os, at den, der på bedste vis forsøger at bliver Jesu discipel, modtager Guds Moder, Maria, som sin kære Moder, ligesom disciplen modtager Jesus Kristus som sin egen personlige Herre og Frelser. Her lærer apostlen os, at alle, der har Gud, som deres Fader også må have Maria som deres Moder, for hun er den sande Moder til alle Guds børn, og vi er hendes åndelige afkom, som hun undfanger, selvom hun er jomfru.

Store helgener som Skt. Cyprian og Skt. Montfort siger begge, at den, der ikke har Maria og Kirken, som sin Moder ikke har Gud som sin Fader (III) og (IV).

Det tiende bevis. Guds Brud er en kvinde i Himlen, som med sin Brudgom Helligånden, taler til os i Johannes’ Åbenbaring kapitel 22. Hun er et billede på Kirken, og det er det, kirkefædrene fremhæver, og hun er Den Ubesmittede Maria.

Findes der yderligere bevis for, at en kvinde er blevet taget op til Himlen og er blevet kronet der? Ja: Hun er ikke kun Guds Moder, moder til Sønnen og Gud Faders datter, men også, som vi har set gennem en lang række skriftsteder i det Gamle og Nye Testamente, hun er også Helligåndens sande elskede Brud. Helligånden kalder hende ”Min elskede”, og Han lader hende tale til os i det sidste kapitel i Den hellige Skrift (Bibelen). Der står skrevet: ”Og Ånden og bruden siger: Kom” (Åb 22: 17). Set ud fra det faktum, at Helligånden taler, har mange protestanter egenhændigt, modsatrettet Jehovas Vidner samt andre protestanter (ganske rigtigt) bevist, at Helligånden er en person. Set ud fra samme målestok er Helligåndens Brud også en person.

Hvem er hun? Ingen anden end Den Ubesmittede Maria, Bruden uden syndens plet og det levende billede på Moderkirken. Hvem som helst, der viser hengivenhed over hende, vil blive frelst.

Noter

(III): Skt. Cyprianus (Cyprian) fra Karthago: Om Kirkens Enhed, Kapitel 6: ”Hun kender til ét hjem, og med kyskhed og beskedenhed varetager hun helliggørelsen af ens leje. Hun sørger for, at vi er Guds; hun udpeger de børn, som hun har formet til kongedømmet. Hvem som helst, der er adskilt fra Kirken og har indladt sig på utroskab, har ladet sig skille fra Kirkens løfter, ej heller vil den, der har forkastet Kirken, kunne modtage Kristi belønninger. Vedkommende er en fremmed, agerer profant og er en fjende. Vedkommende kan ikke have Gud som Fader, hvis vedkommende ikke har Kirken som Moder

(IV): Citatet nedenfor finder man både i en engelsk og dansk udgave: (1) St. Louis Marie de Montfort, “The secret of Mary,” Part 1, Doctrine of the Holy Slavery, para 11 og (2) Skt. Louis Marie de Montfort, “AFHANDLINGEN OM DEN ÆGTE MARIA-FROMHED”, FØRSTE DEL: MARIA I GUDS FRELSESPLAN no. 30:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 13. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/mary-immaculate-bride

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

7. søn i påsken

1. læsning ApG 1,12-14

Efter at Jesus var blevet optaget til Himmelen, vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus’ søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.

Vekselsang Sl 27,1.4.7-8 & 9a

R. Jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land.

Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?

Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
og søge svar fra ham i hans tempel.

Hør mig, Herre, når jeg råber,
vær mig nådig og svar mig!
Jeg husker, at du siger: “I skal søge mit ansigt!”
Herre, jeg søger dit ansigt,
skjul ikke dit ansigt for mig!

2. læsning 1 Pet 4,13-16

Højtelskede brødre og søstre! Glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares. Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige, for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer. Men ingen af jer må lide som morder eller tyv eller forbryder eller for at gå andres ret for nær; men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men gøre Gud ære med det navn.

Akklamation til Evangeliet jfr Joh 14,18 & 16,22

Halleluja! Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger Herren;
jeg kommer til jer, og da skal jeres hjerte glædes.

Evangelium Joh 17,1-11a

På den tid så Jesus op mod himlen og sagde: “Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Oh, I kristne, som er adskilt fra Kirken, vend hurtigt tilbage til Jeres Moder

Til stor overraskelse for marxister og sekulære skete der noget i oktober 1917 på et tidspunkt, der var blevet forudsagt. 70.000 mennesker blev øjenvidner til solunderet i Fatima. Den ubesmittede Jomfru forudsagde fremkomsten og faldet af den djævelske ateistiske kommunisme. Jomfruen forudsagde også, at den ateistiske kommunisme ville være årsag til en omfattende forfølgelse af Kirken og kristendommen. Disse profetier kan i dag stadig overraske sekulære historikere, fordi de er nøjagtige helt ned i mindste detalje. Mange årtier senere, efter at have omvendt sig fra kommunismen til kristendommen, gav Bella Dodd dette vidnesbyrd: ”I 1930’erne sørgede jeg for, at 1100 mænd blev placeret på præsteseminarier i USA med henblik på at fordærve det katolske præsteskab og Den katolske Kirke indefra”. I 1950 advarede hun: ”på nuværende tidspunkt er de mænd, jeg fik placeret på præsteseminarierne, avanceret til høje positioner i Kirkens hierarki”. Fru Dodd var ikke en profet, men hun var i stand til at forudsige og give en karakteristik af de omvæltninger (i Kirken), disse mænd var årsag til, og som var så drastiske, ”at man ikke ville kunne kende Den katolske Kirke igen”. De seneste årtier har blot været et bevis på, at de advarsler profeternes dronning åbenbarede for- og om Kirken, var sande.

Bør katolske kristne lade sig skræmme af dette? På ingen måde. Vor Frue sagde til Sr. Lucia: ”nej min datter. Lider du meget? Vær ved godt mod. Jeg vil altid være med dig. Mit Ubesmittede Hjerte vil være dit tilflugtssted og føre dig til Gud”.

Nedenfor vil jeg fremlægge og overveje en række grundlæggende beviser fra Bibelen på:

1.      Det doktrinære og teologiske grundlag for Marias ubesmittede undfangelse.

2.      At Maria er Himmeldronningen.

3.      At Maria knuser satans hoved, ”… skræmmende som en hær under banner” (Højs 6: 10).

Det første bibelske og teologiske bevis: at Den Almægtige afgiver et løfte i Edens have

Den dag, syndefaldet sker, giver Den almægtige Gud det løfte, at en særlig kvinde vil fremstå, og der vil være fjendskab mellem denne kvinde og satan, og hun vil, som den nye Eva, knuse hans hoved 1. Mos 3. 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Denne bemærkelsesværdige profeti betegnes som et protoevangelium eller urevangelium, altså som det første evangelium. Man skal huske, at det for Gud var en sorg, at Eva handlede, som hun gjorde. Han lover derfor, at der vil fremstå en ny ubesmittet kvinde, som ikke vil blive fristet af satan, men som derimod vil knuse hans hoved, fordi hun for altid vil forblive ubesmittet. Når der tales om hendes afkom, viser det hen til, at det barn, hun vil bringe til verden, uden en menneskelig far, det vil sige, at dette barn er Kristus, og netop dette ser vi gentaget i Esajas Bog kapitel 7: 14 (1).

Hun vil for altid være satans fjende og den, han frygter mest. Eva blev offer for satan. Hvordan kan Maria knuse satan? Hun skal fuldt og helt være ubesmittet. Slangens (satan) afkom må på ingen måde få tilknytning til hende. Hun knuste hans hoved, hver gang hun afviste den fristelse, han lagde frem for hende, og på den måde forblev hun ubesmittet. Hun knuste hans hoved ved bebudelsen ved at give sit fiat til Gud. Hun adlød den hellige engel, som Eva adlød den faldne engel. Eva tog frugten fra kundskabens træ, og Maria gav frugten fra sit moderliv til livets træ, som er korset. Hun knuste hans hoved ved at samarbejde med sin Søn på korset.

Som man kan se, har alt fået en ny betydning. Maria er den nye og sande Eva. Hun har knust satans hoved mange gange i løbet af historien, for eksempel ved at knuse de drab hedningerne foretog på børn i Guadalupe, ved den muslimske invasion ved Lepanto og det kommunistiske terrorregime ved åbenbaringerne i Fatima.

De præmisser, der understøtter ovenstående er:

1: en kvinde er forudbestemt til at knuse satans hoved (1. Mos 3: 15).

2: ”… Enhver, som gør synden, er syndens træl”. (Joh 8: 34).

Den teologiske og doktrinære konklusion er, at Kvinden aldrig vil begå synd eller blive fristet af synden, og det vil sige, at der fremsættes et løfte om, at Maria som Jomfrumoderen/Guds Moder vil være ubesmittet og dermed uden synd.

Her følger et forsvar for den rigtige oversættelse (af tekststykket om kvinden, der skal knuse slangens hoved), der findes i Vulgata (den latinske bibeloversættelse):

Cornelius Lapide fremhæver et andet tidligt jødisk vidnesbyrd vedrørende ordet ”hun”, der findes hos den jødiske historiker Josefus, som døde omkring år 101 e. Kr: Det er også herfra, at Josefus (1 Mosebog kap. 3) henter sin forståelse af brugen af ordet ”hun”, som stemmer overens med vores oversættelse. For han siger: ”det var Hans vilje, at kvinden skal påføre ham (satan) sår på hovedet”, og derfor viser dette med tydelighed, at det netop var sådan, Josefus opfattede det, datidens forfattere havde nedfældet, og det vil sige ”hun”. Josefus og Filo benyttede det græske sprog i deres arbejder, men de havde kendskab til det hebræiske sprog, så deres vidnesbyrd fortæller os, at både i Septuaginta (den græske oversættelse af det Gamle Testamente) samt i det hebræiske sprog på den tid, opererede man med ordet ”hun”. Lapide fremhæver et endnu ældre jødisk vidnesbyrd (end Josefus) vedrørende brugen af ordet ”hun”, og det er et vidnesbyrd, der er endnu ældre end Masoretes, der var jødisk filosof og Moses Maimonides, som døde omkring 1204. Det skal selvfølgelig fremhæves, at Moses Maimonides ikke troede på et Messiansk eller Mariologisk indhold i profetisk sammenhæng. Han har i overvejende grad antaget, at kvinden, der omtales, var Eva, men han har tydeligvis været af den overbevisning, at teksten taler om og henviser til ”hun” (2).

Det andet bibelske og teologiske bevis: at Jael, der knuser Siseras hoved, er en bibelsk typologi på Maria, der knuser satans hoved

Ét af de meget vigtige aspekter, der gør sig gældende i forbindelse med studiet af Bibelen og Kirkefædrenes arbejder, er brugen af typologi, og hvordan den skal forstås. Når man undersøger Den hellige Skrift, og desto længere man kommer ind i Den, træder typologierne klarere frem. Tager man for eksempel udgangspunkt i typologierne for Kristus, så er Abel et billede på Kristus, fordi det offer, Abel frembar for Herren, var et fuldendt offer, og det endte med, at han blev slået ihjel. Dette er netop et billede på, hvordan Kristus, Den Store Ypperstepræst, ville frembringe Sit liv som et offer for verdens synder. Det, at Abraham ville ofre sin søn, viser hen til, at Gud Fader ville ofre Gud Søn. De tre mænd, der viser sig for Abraham i Mamre (1. Mosebog kapitel 18: 2) er ifølge mange gamle betragtninger fra den Vestlige og Østlige gren af Kirken ingen andre end Den hellige Treenighed. Der er tale om en teofani, altså at Gud viser sig. Vi oplever også en teofani i forbindelse med Melkisedek, der på præstelig vis ofrer brød og vin. Melkisedek er et billede på Jesus Kristus, Den evige Ypperstepræst, som indstifter det hellige offer, der i form og udførelse ligner den gamle måde at ofre på. Patriarken Josef, værdsat af Gud fremfor sine brødre, er ligeledes et billede på den Messias, der skal komme, for Josef blev kastet i en brønd og overladt til døden, men blev ophøjet af Gud til herlighed, fordi han endte med at blive Faraos højre hånd. Han blev altså rigets højest placerede embedsmand, den fornemste mand i Egypten efter Farao. Hele forløbet med Josef er et billede på Kristi lidelse, død, opstandelse og Himmelfart.

Kan man ligeledes finde kvindelige typologier for Maria i Den hellige Skrift? Ja, der er Jael, der knuser Siseras hoved, og der er endvidere dronning Ester, der reddede Israel fra Holofernes og Mirjam, der var søster til Moses og Aron, og yderligere var hun de israelske kvinders leder, og man kunne nævne mange flere.

Hovedargumentet for ovenstående findes i dommerbogen: ”Velsignet blandt kvinder være Jael … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding. Han segnede for hendes fødder, faldt og blev liggende; for hendes fødder segnede han og faldt. Der, hvor han segnede, lå han, stendød!” (Dom 5: 24, 26 – 27).

Det typologiske argument er, at Jael er et billede på ”kvinden”, der skal knuse satans hoved. Sisera er i denne fortælling ikke blot en fjende, der optræder på et givent tidspunkt i historien, men han er billedet på FJENDEN, den farligste af alle fjender.

Den teologiske konklusion på ovenstående er, at ligesom Jael knuser Siseras hoved, vil Maria knuse satans hoved, ligesom Jael frelste Israel, vil Maria frelse Kirken, og ligesom Jael frelste en nation, vil Maria frelse verden. Hvor folket sang, at Herren gav Sisera i hænderne på en kvinde, der vil verden bekende, at Gud har besejret satan ved sin Moders fod.

Det tredje bibelske bevisat pagtens Ark, der er glorværdig med sin guldoverflade, er uden plet (syndfri)

Man kan spørge, om der også i Den hellige Skrift optræder forhold,der peger hen på Vor Moder Maria? Er der forhold, kirkefædrene har hæftet sig ved og skrevet om? Det spørgsmål kan besvares med et ja. Ét af de mere fremtrædende eksempler på dette er Pagtens Ark, der var guldbelagt. Skt. Athanasius den Store, der var en ihærdig forsvarer for Den hellige Treenighed, siger: Oh, ædle Jomfru, Du er i sandhed større end det største, for hvem kan måle sig med Dig i storhed, Oh, Du som er hvilested for Guds Ord? Med hvilken anden skabning skal jeg sammenligne Dig? Du er større end alt andet. Oh Pagt, klædt i renhed i stedet for guld! Du er Den Ark, som rummer det gyldne kar, der indeholder, den sande manna, det vil sige, det legeme, hvor Guddommen har til huse. Kan jeg sammenligne dig med den frugtbare jord, og det man høster på den? Du overgår alt dette, for der står skrevet: ”… jorden er min fodskammel” (Es 66: 1). Men du bærer i dit moderliv fødder, hoved, ja hele Guds fuldendte Legeme (3). 

I 2. Mosebog kapitel 25 befaler Gud Sin tjener Moses følgende:

Du skal beklæde den med rent guld; både på indersiden og på ydersiden skal du beklæde den, og du skal lave en kant af guld hele vejen rundt på den. Du skal støbe fire guldringe til den og anbringe dem på dens fire fødder, de to ringe på den ene side og de to på den anden side. Du skal lave bærestænger af akacietræ og beklæde dem med guld, og du skal stikke bærestængerne ind igennem ringene på siderne af arken, så man kan bære arken med dem. Bærestængerne skal sidde i ringene på arken, de må ikke tages ud”.

… og du skal lave to keruber af guld til de to ender af sonedækket; som udhamret arbejde skal du lave dem. Lav en kerub til den ene ende og en kerub til den anden ende; i begge ender skal I lave keruberne i ét med sonedækket. Keruberne skal brede vingerne opad, så de med deres vinger dækker over sonedækket, idet de står over for hinanden; kerubernes ansigter skal være vendt mod sonedækket” (2 Mos 25: 11-15 og 18-20).

Således instrueres englene i at vise Arken ærbødighed.

Pagtens Ark beskrives på følgende måde i brevet til Hæbræerne:

Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelseofferalter af guld og pagtens ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna …” (Hebr 9: 3-4).

Arken i Det nye Testamente er Kvinden, der bærer Gud i Sit Moderliv, og hvis hjerte for evigt vil være det pureste guld, og hvis gerninger altid vil være syndfri, og hvis hele liv er ubesmittet, og som i sig selv er fuldt og helt helligt.

Det bibelske argument for ovenstående er, at pagtens Ark, der indeholdt Gud, var belagt med guld og er uden plet.

Det typologiske argument for ovenstående er, at denne Pagtens Ark er et billede på Den Kvinde, der bar Gud i Sit Moderliv.

Den doktrinære konklusion er derfor, at Den Kvinde, der bar Gud i Sit moderliv, er funklende og uden synd.

Det fjerde bibelske bevis: at det er herlighedens dronning, Gud Faders datter, der optræder i Davidssalme nr. 45

Men er det muligt at finde eksempler i Bibelen, hvor der berettes om prinsesser eller dronninger, hvis hjerter bærer et gyldent skær og stråler af herlighed? Ja, nærmere betegnet i Davidssalme nr. 45 (dansk Bibel) og nr. 44 (Vugata).

Davidssalme nr. 45: 10-8:

… Kongedøtre går dig i møde,

dronningen står ved din højre side, smykket med Ofir-guld. Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:

Glem dit folk og din fars hus!

Kongen begærer din skønhed,

han er din herre, kast dig ned for ham!

Tyrus’ døtre kommer til dig med gaver,

rigmænd i folket søger din gunst.

Hvor er kongedatteren prægtig!

Hendes kjole har guldindfattede perler,

i brogede klæder føres hun til kongen,

jomfruerne er i hendes følge,

hendes veninder føres til dig.

De føres til dig under glædessang og jubel,

og træder ind i kongens palads.

Dine sønner skal træde i dine fædres sted,

du skal gøre dem til fyrster over hele jorden.

Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,

derfor skal folkene prise dig for evigt og altid”.

Det, der meget tydeligt bliver profeteret her, er:

1.      at en glorværdig dronning, der smukt prydet, sidder ved siden af Kristus.

2.      at kongen, som er Gud Herren, betages af hendes ubesmittede sjæls skønhed.

3.      at hendes herlighed udstråler fra hendes indre (jf. 1 Pet 4:3-4 og Ordsp 31).

4.      at hun er smykket med det pureste guld.

5.      at jomfruer er i hendes følge.

6.      at hun udnævner fyrster fra det Kristi kongelige præsteskab samt jomfruer til at tjene i templet, her forstået som præster og nonner i Den katolske Kirke.

7.      at hendes hellige navn Maria vil blive prist i slægt efter slægt. Mennesker vil prise hende til evig tid. Kære evangelikale, den specielle måde, hvorpå katolikker viser Maria ærbødighed (på latin: hyperdulia), er blot en opfyldelse af bibelsk profeti.

Det bibelske hovedargument for ovenstående er, at kong David i salme 45 profeterer om dronningen, hvis skønhed gør indtryk på Gud.

Et andet bibelske argument, der også findes i denne sammenhæng, er, at denne dronning vil blive prist i slægt efter slægt. Det er det, der bliver udtrykt gennem Helligånden i Det nye Testamente ved englen Gabriel, Elisabeth og Den hellige Jomfru selv i hendes herlige Magnificat:    

”Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt”.

(Luk 1: 48-50).

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at man udviser den ypperste ærbødighed overfor Maria, og dette er villet og forudsagt i Bibelen, og at dette gør sig gældende for alle slægter af kristne. Hvis katolikker ikke foretog denne hyldning af Maria, ville Bibelen gøre sig skyld i en falsk profeti!

Det femte bibelske bevis: at der i Bibelen kan fremdrages eksempler på, at i dronning Esters tilfælde bliver der gjort en undtagelse.

Når man tænker tilbage på Esters Bog, så vil man huske, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester: ”Da kongen nu så dronning Ester stå ude i gården, fandt hun nåde for hans øjne. Kongen rakte sit guldscepter, som han havde i hånden ud mod Ester, og hun trådte nærmere og berørte spidsen af scepteret” (Est 5: 2). Helgenerne og Kirkefædrene siger, at Gud foretog en lignende undtagelse i forhold til Maria, når det handler om synd og død: ”Alle kongens hoffolk og alle folkeslag i kongens provinser ved, at for enhver mand eller kvinde, som uindbudt kommer til kongen i den indre gård, gælder kun én lov: døden! Kun hvis kongen rækker sit guldscepter ud mod ham, skal han beholde livet” (Est 4: 11). Dette tydeliggør for os, at Gud frelste Maria på en raffineret måde gennem Sin Søns fortjeneste, så hun i første instans undgik syndens fristelser. Man redder en smuk spurv, når den er faldet ned i en bunke skidt og sidder fast der, men allerhelst ville man have forsøgt at redde den fra at falde. Således ser vi, at Gud Den Almægtige i relation til Sin hellige Moders højeste ære frelser hende fra at falde (i synd).

Det bibelske hovedargument er, at kong Ahasuerus gjorde en undtagelse i forhold til dronning Ester, når det gjaldt loven om dødsstraf.

Det typologisk argument er, at dronning Ester ganske enkelt er et billede på Guds egen herlige dronning, Maria.

Den doktrinære konklusion på det ovenfor beskrevne er, at Maria ved Kristus blev bevaret fra synd.

Noter

1: ”Men Herren vil selv give Jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”.

2: Se venligst: https://catholicism.org/mary-co-redemptrix.html

3: St. Athanasius of Alexandria, Fourth Century Homily of the Papyrus of Turin, ed. T. Lefort, in Le Muséon 71 (1958): pp. 216–217.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 22. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/christians-return-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor hæretikere afskyr Maria, og hvorfor vi bør elske hende mere

Mariahengivelse er kuren mod – og lægedom mod hæresi. Vi bør vende os til hende, som vores tilflugtssted fra al hæretisk og moralsk fordærv, der aktuelt synes at fortære Kirken. Mariahengivelse er ensbetydende med fjernelsen af alle vildfarelser, kilden til ydmyghed og garanten for en ortodoks tro.

Maria er den, der fjerner al form for hæresi.

I ”Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed” skriver Skt. Louis de Montfort:

Ligesom såvel en far som en mor er nødvendig, når biologisk liv skal videregives, således gælder det samme for det åndelige liv. Her er Faderen Gud selv, og moderen er Maria. Guds sande børn, som forud er kaldede og udvalgte i Kristus, har allesammen Gud til far og Maria til mor. Dén, der ikke har Maria til mor, har heller ikke Gud til far. Derfor har kættere, skismatikere og frafaldne, som almindeligvis afviser at tale om Maria, – eller betragter hende med ligegyldighed eller måske foragt, – i deres åndelige liv ikke Gud til far, – heller ikke, selv om de mener at have det, – netop fordi de ikke har Maria til mor. For hvis de havde Maria til mor, ville de elske og ære hende, sådan som ethvert barn naturligt elsker og ærer sin mor, fordi det har fået livet ved hende. Et sikkert kendetegn på en tilhænger af en falsk kristendomsforståelse er derfor netop dette: At vedkommende kun har ligegyldighed og foragt tilovers for Maria, og både i ord og handling latterliggør enhver Mariafromhed, måske endda under dække af de ædleste motiver (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 30).

I tractus (1) under Messen, hvor Kirken synger Salve Sancta Parens, hvor følgende linje optræder: ”Glæd dig, oh Jomfru Maria, du alene har borttaget alt det, der er kættersk”. På baggrund af dette har pave Skt. Pius X fremstillet hende (Maria) i Pascendi nr. 58, (2) som den, der fjerner alle former for hæresi. Det var i forbindelse med Skt. Dominicus kamp mod hæresien, at den hellige rosenkrans, Marias psalter, blev åbenbaret (3).

Dette viser, at Vor Frue spiller en speciel rolle i relation til Den hellige Kirke, når det handler om hæresi. Hvorfor? Det er fordi, årsagen til hæresi ikke ligger i vrede, begær eller dovenskab, men i hovmod. En hæretiker afviser hovmodigt og hårdnakket Kirkens og Fædrenes autoritet. Hele hæretikerens holdningsgrundlag er bundet op på en forestilling om, at vedkommende er oldkyndig (4), men alt dette er blevet til ved hovmod. Det er især i forhold til hovmodets synd, at Vor Frue viser sin styrke. Det er derfor, Skt. Louis de Montfort et andet sted skriver følgende:

(Satan) frygter ikke kun hende mere end andre engle og mennesker, men også på en vis måde mere end selve Gud … fordi satan, der er præget af stolthed, lider ubeskriveligt meget under at være blevet overvundet af en skabning, der er Guds lille og ydmyge tjenerinde, og det vil sige, at hendes ydmyghed virker mere ydmygende på ham end Guds magt (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 52).

Dæmoner og hæretikere frygter Maria, fordi hun retter fokus på, at de skal ydmyge sig. Hæretikerne angriber hende på en blasfemisk måde, fordi de foregiver at være retfærdiggjort ved at ære Gud. I realiteten ved de, at Maria vil ødelægge deres hovmodige betragtninger. Ydmyghed er en vederstyggelighed for den hovmodige.

Hvordan Maria leder den hovmodige til ydmyghed

Da Helligånden ophøjede Mary gennem de ord Elisabeth udtalte, sagde Maria: ”Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe …” (Luk 1: 51).

Mariahengivelse bringer sjælen ydmyghed. Som da Skt. Johannes hørte hendes stemme og ”sprang” af glæde i Elisabets moderliv, og hun ydmygede sig og sagde: ” Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43), er vi også bevidste om denne ydmyghed, når vi ophøjer Maria.

Maria leder os til ydmyghed, fordi det var Guds vilje, at Jesus Kristus blev åbenbaret for verden gennem hende. Når det drejer sig om vores menneskenatur, er vi ligesom hende. Når det drejer sig om nåde og fortjeneste, er hun mere ærefuld end keruberne og uden sammenligning langt mere glorværdig end seraferne (5). I Maria bliver vores ydmyghed i sandhed prøvet, fordi hun var menneske, ikke Gud.

Ydmyghed overfor Gud gælder alle, men hæretikerne betragter sig selv ud fra et falskt grundlag, hvor de er ydmyge, fordi de underkaster sig Gud. Men deres hovmod afsløres ved, at de ikke ønsker at underkaste sig mennesker. Det gælder mennesker med en legitim autoritet samt dem, der bærer på visdom: ”Den dummes færd er retskaffen i hans egne øjne, den vise lytter til råd” (Visd 12: 15).

Et ydmygt menneske kan endda underordne sig onde mennesker, ligesom Vor Herre gjorde. Men hæretikerne viser ingen ydmyghed overfor mennesker. I virkeligheden forsøger hæretikere at pålægge enhver autoritet deres egne holdninger. De viser ingen ydmyghed overfor noget menneske, men har kun fokus på sig selv. Protestantismen, og det historiske præg, den har sat sig, viser, hvor let det er at foregive, at man har ydmyghed overfor Gud, mens man ophøjer sig selv over mennesker. Det er den opførsel alle hæretikere udviser.

Den, der ydmyger sig overfor Maria, vil også ydmyge sig overfor autoriteter. Maria er med til at synliggøre hæretikernes hovmod ved at vise, at det ikke er muligt for dem at have deres egen ”personlige udgave af Jesus” (6), siden Vor Herre for altid har knyttet sig til Sin moder ved inkarnationen. På samme måde som inkarnationen er grundlaget for vores frelse, som ikke kan muliggøres uden lidelse og opstandelse, kan mennesket Jesus ikke eksistere uden Maria (7). Som jeg allerede har skrevet andetsteds, en sand forening med Kristus vil automatisk afføde, at man elsker Maria, som sin moder, hende, der var årsagen til, at Jesus Kristus kom til verden.

Mariahengivenhed er et udtryk for ortodoksi

Da Mariahengivenheden er kilden til ydmyghed, er den også et udtryk for ortodoksi. For eksempel da manglen på intellektuelle færdigheder viste sig at være en hindring for Skt. Johannes Vianneys præsteordination, blev hans ”sag” ordnet på følgende måde:

Generalvikaren spurgte præsteseminarets rektor: ”Er denne unge Vianney from? Er han hengiven til Den hellige Jomfru? Ledelsen på præsteseminariet kunne svare bekræftende på disse to spørgsmål. Derpå sagde generalvikaren: Jeg vil tillade ordinationen af ham. Den guddommelige nåde vil sørge for resten” (8).

Derpå ordinerede Kirken den kommende værnehelgen for sognepræster. Til tider er det eneste, man skal gøre at spørge et menneske, om det praktiserer Mariahengivelse. Hvis et menneske er fuldt og helt hengiven til Maria, kan det umuligt være hæretiker. Dette bekræfter Skt. Louis de Montfort:

Hvis du følger hendes eksempel’, siger den hellige Bernhard, ‘er du på rette vej’. Dén, der virkelig har Maria til mor, bliver ikke offer for onde ånders bedrag og for kætteriers fristelser. Dér, hvor Maria ér, har ingen onde ånder og ingen vranglærdomme nogen som helst chance” (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed nr. 209) (9).

Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, når man læser ”Building a bridge” skrevet af James Martin S.J, en bog, der foregiver at handle om barmhjertighed og medfølelse, fordi man ingen steder i bogen finder en beskrivelse af den barmhjertige og medfølende moder. Rent faktisk finder man på side 130 en antagelse fremsat af James Martin, som er ren vildfarelse. Den handler om, at Maria Magdalene skulle være den første kristne ved Kristi opstandelse, og på den måde underkender han implicit Vor Frue samt hele den tradition, der fordrer fejringen af Vor Frue om lørdagen og hendes trofasthed. Eksemplerne på James Martins forkvaklede og mangelfulde Marianske fromhed er i sandhed mange (10).

Men det er endnu mere foruroligende at erfare, at alliancen fra Rhinen (som bestod af klerikale fra Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien) (11) ved Vatikan II havde held med at få underkendt dokumentet vedrørende Guds Moder ved en afstemning om det afsluttende afsnit i Lumen Gentium, som de ”vandt” med et snævert flertal. Der var i øvrigt stærke protester fra biskopperne fra den øst-katolske gren af Kirken samt andre biskopper (12). Da deres bestræbelser på at få afskaffet Mariahengivenheden blev mødt af modstand fra Paul VI (den ære bør man tilskrive ham), blev dette for dem, det, man kalder for ”den sorte uge” (13). Det, der er endnu mere tankevækkende, er, at selve Ratzinger i sin bog ”Last Testament” indrømmer, at hans Marianske fromhed var blevet ”svækket”, og dette synes at medføre en fejlagtig modsætning, nemlig at Mariansk fromhed ikke er kristocentrisk (14). Uden at forfalde til at dømme andre (15), antyder dette ikke desto mindre, at manglen på Mariansk fromhed fluktuerer med det, ”reformatorerne” høstede af Vatikan II.

Uanset om disse (klerikale) mænd eller for den sags skyld andre katolikker bærer på en tilsyneladende modvilje mod at elske og ære deres egen Moder (16), kan vi være fuldstændig sikre på, at Vor Frue er et tilflugtssted, når det gælder hæresi. Som Fr. Ripperger har understreget, uden en intellektuel dannelse bliver man automatisk modernist og dermed en del af dette fordærvede samfund. Det er derfor, vi må holde fast ved Vor Frue, som vores tilflugtssted, når det gælder den hæresi, der præger vores tid.

Den sande Mariahengivelse beskytter os imod den risiko, der er for, at vi kan blive hovmodige. Lad os i denne tid endnu mere reflektere over, at hun stod urokkeligt fast (ved sin Søns side) og var vidne til Vor Herres lidelse og død. Vi må også stå urokkeligt fast ved Kirkens side, mens Den gennemgår Sin lidelse og død. Derudover er det tydeligt, at ved de hyppige Mariaåbenbaringer, som verden har oplevet igennem det 19. århundrede, har Vor Herre udvalgt Sin Moder til at spille en helt speciel rolle, når det handler om at få tilendebragt den krise, vi befinder os i. Lad os derfor dagligt bede rosenkranse og opfylde det, vi er blevet anmodet om, den første lørdag i måneden. Lad os følge efter Vor Frue igennem den passion, som Kirken oplever og aldrig miste håbet om en glorværdig opstandelse.

Noter

1: Tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset, når dette ikke synges.

2: Link til Pascendihttps://w2.vatican.va/content/pius-x/en/encyclicals/documents/hf_p-x_enc_19070908_pascendi-dominici-gregis.html

3: Link til artikel: https://www.tfp.org/the-rosary-and-saint-dominic-defeat-heresy

4: Link til artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/05/28/antiquarianism-one-step-from-the-summit-of-pride

5: En Øst-Katolsk Mariaantifon.

6: Link til artikel: https://reformedmafia.blogspot.com/2007/10/individualism-and-christianity-personal.html

7: Også når sakramenterne formidles gennem et andet menneske, modtager vi Vor Herre.

8: The Life of Saint John Vianney, The Curé of Ars, kap. 1.

9: Det bør bemærkes, at Mariahengivelse ikke er en test, der kan benyttes til at vurdere, om en troende er ortodoks, men den kan benyttes som et overordnet pejlemærke. Nogle protestanter er, selvom de er hæretikere i materiel forstand, meget ydmyge, og nogle katolikker, der betegner sig som ortodokse, besidder kun lidt eller slet ingen Mariansk fromhed. Ikke desto mindre kan et menneske ikke være Mariahengiven og samtidig hæretiker. Desuden er den formelle definition på hæresi intellektuelle vildfarelser kombineret med stædighed. Det er specielt stædigheden, Maria hjælper os med at komme bort fra.

10: Det er ikke mit ønske yderligere at fremdrage den krænkelse, James Martin udsætter Vor Frue for. Det er vigtigt at fremhæve, at jeg har forsøgt at finde andet materiale, hvor James Martin omtaler vor Frue i langt mere behørige og anstændige vendinger, men det har ikke været muligt. Dog har jeg fundet frem til, at han i sin bog My Life with the Saints, på side 345 indrømmer, at hans Mariahengivelse, der i ungdommen var meget lille, blev formet hos Jesuitterne, hvor Maria blot er en, man bør efterligne, hvorimod i den traditionelle sammenhæng betragtes Maria altovervejende som mediatrix. Hvis James Martins Mariahengivelse rækker udover det følelsesmæssige plan, så giv ham endelig plads til i offentligheden at afvise den hæresi, han beskyldes for.

11: Link til artikler: https://meaningofcatholic.com/2019/07/12/fact-opinion-the-amazon-synod og https://reginamag.com/funny-thing-happened-way-council

12: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p. 90.

13: Se Rev. Ralph Wiltgen, The Rhine Flows into the Tiber (Augustine, 1979), p 234. Alliancen fra Rhinen modsatte sig, at Paul VI ærede Vor Frue som Kirkens Moder, ligesom de også modsatte sig de tiltag, han foretog i forhold til kollegialitet, religiøs frihed og det økumeniske aspekt.

14: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/07/24/reasons-to-love-mary-christ-in-you-the-hope-of-glory

15: Link til artikel: http://www.newadvent.org/summa/2018.htm#article8

16: Link til uddybende og forklarende artikel: https://meaningofcatholic.com/2019/06/15/reasons-to-love-mary-the-fourth-commandment

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tomothy Flanders og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/heretics-hate-mary/#_ftn4

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hollywoodskuespilleren Jim Caviezel giver Jomfru Maria æren for den succes, han har opnået

Stjerneskuespilleren i Mel Gibsons film The Passion of the Christ hyldede for nylig Den hellige Jomfru Maria og gav hende æren for, at hun ved sin mellemkomst har været årsagen til hans succes som skuespiller.

Jim Caviezel, der er 50 år, holdt sit oplæg ved begivenheden “Eucharistic Holy Hour for World Peace Through the Mother of All Peoples” den 1. april i Amsterdam. Arrangementet havde modtaget økonomisk støtte fra ærkebispedømmet Haarlem-Amsterdam.

I sit oplæg beskrev Caviezel, hvordan han havde en meget stærk fornemmelse af at skulle medbringe en rosenkrans (et familiearvestykke) til en ”jobsamtale” med Hollywood(film)producenten Terence Mallick. Tilskyndet til at give den medbragte rosenkrans til den kvinde, der tog imod ham i husets fordør, fandt Caviezel ud af, at denne kvinde havde grædt hele dagen og havde bedt for, at hun kunne få en ny rosenkrans, og desuden viste det sig, at denne kvinde var Mallicks hustru. Caviezel er overbevist om, at dette møde blev til ved Marias mellemkomst, og det var det, der ledte til, at Caviezel fik en rolle i Mallicks prisvindende film: The Thin Red Line.

I 2002, da han spillede hovedrollen i Greven af Monte Cristo og der var meget usikker på, om han kunne ”bære” filmens hovedrolle, fik han igen fornemmelsen af Marias mellemkomst, da instruktøren på sættet viste ham en fresco på loftet, som forestillede Den Ubesmittede Undfangelse.

Dette var for mig et klart tegn, sagde han. ”Jeg er stolt af at kunne sige: ’at Guds Moder var med mig under optagelserne’”.

Et stort øjeblik i Caviezels karriere var, da han modtog et telefonopkald fra Mel Gibson, der ledte efter en skuespiller, som var 33 år gammel og havde initialerne ”JC”, som skulle spille Jesus Kristus i den film, som Mel Gibson ville lave om Jesu Passion.

”Er dette et tilfælde?” Spurgte skuespilleren forsamlingen, (og han besvarede selv spørgsmålet), ”bestemt ikke”.

Før man begyndte at filme, rejste Caviezel til Medjugorje, en lokalitet, hvor nogen er overbevist om, at der har fundet Mariaåbenbaringer sted, og her konsekrerede han sit liv og karriere til Den hellige Jomfru Maria.

”Optagelserne til The Passion of the Christ” bragte mig endnu tættere på Vor Frue, fortalte han forsamlingen i Amsterdam.

”Mine damer og herrer, desto mere indsigt man får i Jesu lidelse, desto mere forstår man Marias medfølelse”, fortsatte han.

”Sammenhængen mellem Maria og hendes Søn viser os, hvor meget en moder lider, når hendes søn lider”.

Caviezel led frygteligt under optagelserne til filmen The Passion of the Christ. Den første dag gik hans skulder af led, han havde problemer med sin vejrtrækning og mærkede stærk nedkøling af kroppen, mens han hang på korset. Han oplevede også at få stærke forbrændinger på sine tæer på grund af et varmeapparat, han blev ramt af lynet og måtte gennemgå en åben hjerteoperation.

”Men jeg opofrede al den lidelse, jeg gennemgik sammen med Jesus og Maria for at denne film måtte blive set af mange mennesker og på den måde lede sjæle til Kristus”, sagde han.

”Jeg led virkelig meget”.

Caviezels oplevelse af Marias nærvær i hans liv samt hendes deltagelse i Kristi lidelse (som Mel Gibson har med som et centralt element i filmen), har ledt ham til at værdsætte Maria, som alle menneskers moder. Maria gennemgik lidelsen tæt forbundet med sin Søn, og derfor håber Caviezel, at man en dag fra officiel (kirkelig) side vil give hende betegnelsen ”Medforløserske”.

”I denne forvirrende og omskiftelige tid, har vi behov for sandheden, og det er sandt, at Maria er ’Medforløserske’ og ’Nådens midlerinde’ og går i forbøn for hele menneskeheden”, sagde han.

Det er mit håb, at paven vil fremsætte denne sandhed, som et Mariadogme, så ethvert menneske vil få kendskab til, at det har en åndelig moder, som elsker det og vil gå forbøn for det, så det kommer til Jesus, dets sande Frelser.

Skuespilleren fremlagde sine betragtninger om, at verden mere end nogensinde har behov for Jesu Kristi fred, fordi vi befinder os i en tid, der er præget af et hidtil uset moralsk sammenbrud, naturkatastrofer samt en større krigs- og terrortrussel. Han henviste til de drab, der foregår på ufødte og nyfødte børn, såvel som den handel, der foregår med børn som sexslaver. Caviezel sagde følgende: ”satans magt i verden er tydelig, hvor vi end vender os hen”.

Skuespilleren er af den opfattelse, at freden på et åndeligt og globalt plan vil indfinde sig igen (som den gjorde oprindeligt) gennem vor Moder, vores midlerinde og hende, der går i forbøn for os. Han opfordrede de tilstedeværende til at stole på løftet fra Fatima om, at Marias Ubesmittede Hjerte vil sejre og til at bede rosenkransen og tilbede Kristus i Eukaristien.

Han afsluttede med at minde tilhørerne om, at det at blive og være kendt i denne verden er intet at sammenligne med at have sit navn indskrevet i Himlen, og at man ikke bør have fokus på at opnå accept i denne verden.

Når det kommer til stykket, er det forholdet mellem dig og Gud, der betyder noget.

Spørgsmålet, om hvorvidt Maria, Guds Moder, bør tituleres som ”Medforløserske”, er stadig til diskussion blandt kardinaler og teologer. Ifølge Zenit henvendte fem kardinaler sig til pave Benedikt XVI i 2008 for at tilskynde ham til at fremsætte dette som et trosdogme.

Kardinal Aponte Martinez fra Puerto Rico udtalte, at han var af den opfattelse, at det var blevet tid for en pavelig definition af det forhold, der gør sig gældende mellem Jesu Moder og menneskeheden (hendes børn), altså som ”Medforløserske”, ”Nådens midlerinde”, og som den, der går i forbøn for sine børn.

”Forkynder man højtideligt Maria som alle menneskers Moder, accepterer man også automatisk de titler, der er hende værdig, og dette vil bringe åndeligt liv til Kirkens nyevangelisering samt til menneskeheden i den alvorlige situation, som både den og verden befinder sig i”.

I et interview med journalisten Peter Seewald, der blev bragt i 2002, udtrykte den fremtidige pave, kardinal Joseph Ratzinger imidlertid et forbehold i forhold til tituleringen af Maria og sagde, at noget sådant kunne bidrage til en vis form for forvirring i relationen mellem Maria og hendes Søn.

”Formuleringen ’Medforløserske’ afviger i alt for stor grad fra de formuleringer, man finder i Den hellige Skrift og hos Kirkefædrene, og det kan derfor give anledning til misforståelser”, sagde kardinal Ratzinger.

”Alt udgår fra Ham (Kristus), og som i de Paulinske breve til menighederne i Efesos og Kolossæ fortælles der (især til os): at også alt det Maria er, er udgået fra Ham”, fortsatte han.

”Ordet ’Medforløserske’ vil utydeliggøre det, der er det oprindelige (at alt udgår fra Kristus). Vi har at gøre med en god hensigt, men den formuleres ikke på den rette måde”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Dorothy Cummings McLean og publiceret på LifeSiteNews den 20. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/hollywoods-jim-caviezel-credits-virgin-mary-for-acting-success

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Privatåbenbaring

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvad skal man mene om privatåbenbaringer? Det synes som om, at hvor man end vender sig hen, så optræder der konstant nye seere, der modtager visioner og budskaber fra Det Guddommelige.

Nuvel, den tilgang vi katolikker bør have til dette er helt enkel. Hvis Kirken har godkendt de enkelte visioner og budskaber, er man på sikker grund og kan dermed beskæftige sig med dem. Men hvis Kirken ikke har godkendt dem, skal man være MEGET forsigtig, og man bør være MEGET skeptisk, ja decideret afvisende, indtil Kirken har givet Sin endelige godkendelse.

Men i forhold til de privatåbenbaringer, der ER godkendt af Kirken, kan det være nyttigt for katolikker at rette deres opmærksomhed mod dem. Selvom de ikke tilføjer yderligere til den Guddommelige åbenbaring, som de troende allerede har kendskab til, er de ikke desto mindre værd at studere nærmere.

Når en privatåbenbaring stammer fra en stor helgen, som levede et meget fromt og helligt liv, bør den tilskynde til yderligere granskning og overvejelse.

Tag for eksempel Skt. Teresa af Avila, som var så from og hellig, at det er helt uden sammenligning.

Vor Herre viste Sig ofte for Hende og åbenbarede specifikke situationer i det liv, Han levede her på jorden.

Da vi er gået ind i maj måned, som er en måned, hvor Kirken traditionelt fejrer Maria, Vor Frue, er det oplagt at rette fokus på noget specielt, som Vor Herre åbenbarede for Skt. Teresa, og som omhandler Vor Frue.

Han fortalte Skt. Teresa, at Han på et tidligt tidspunkt, før daggry opstod, for at Han kunne opsøge Sin hellige Moder, der var i dyb sorg over den megen lidelse, Han havde gennemgået. Han åbenbarede også for Skt. Teresa, at Han opholdt sig hos Sin moder i længere tid for at give hende trøst. Han omfavnede – og kyssede hende, og hendes glæde vendte derpå tilbage.

Dette er virkelig en smuk åbenbaring. Set ud fra et katolsk perspektiv giver den god mening. Mange kirkefædre og lærere har sammen med helgenerne allerede, inden dette blev åbenbaret, spekuleret over og kommet frem til den konklusion, at Vor Herre først opsøgte Sin moder.

Der er ikke andet at sige til det, end at selvfølgelig ville Han gøre netop det! Den første i den større offentlighed, der var vidne til Hans opstandelse, var Maria Magdalene, men den, der skulle være det absolut første vidne, var Kvinden, der havde lidt mere end nogen anden kvinde i historien. Simeon forudsagde, da Maria fremstillede den lille Jesus i templet: ”også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, og det skete, mens hun stod ved korsets fod på Golgata.

Husk på, hun var uden synd, fordi hun blev undfanget uden arvesyndens plet, og netop hendes renhed gjorde hende mere modtagelig overfor smerte og lidelse, der er forårsaget af synd, og specielt den lidelse, som hendes Søn måtte gennemleve på korset. Mennesker, der er onde, berøres ikke i så stor udstrækning af lidelse hos andre mennesker, og deres evne til at leve sig ind i andres lidelse er ikke så fremherskende. Man kan benytte manglen på indfølingsevne, som et parameter for ondskab hos et menneske.

Og som en diametral modsætning til det ovenstående er en dyb indfølingsevne et parameter for det menneske, der er godt. Den, der er præget af fromhed og hellighed er langt mere følsom, når det gælder lidelse i åndelig forstand. Dette menneske gribes af stor sorg over synd, og der findes ikke nogen større synd, end når man slår Gud ihjel.

Og hvem anden end Den Ubesmittede Maria kunne fornemme så dyb en smerte over den største af alle synder. Selv ud fra en menneskelig synsvinkel, hvor en moder ser sit barn, uanset hvilken alder det har, vil det altid være hendes barn, blive korsfæstet, overvældes hun af en dyb og ubærlig sorg over, at dette sker for netop hendes barn.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at træde rundt i denne sorgfulde begivenhed, men der ligger en smuk betragtning og overvejelse i, at Vor Herre genopstod fra de døde på et tidligt tidspunkt for at opsøge Sin moder for at være sammen med hende og trøste hende.

Jeg fremhæver blot dette for at understrege, at det er et udtryk for en helt speciel katolsk tænkning. Kristne, der ikke er katolikker, er ikke sporet ind på denne måde at tænke på.

Og de er heller ikke motiverede for det.

De vil i stedet spørge: ”Hvor står det i Bibelen?”, som om hele sandheden om Vor Herre er at finde i Bibelen. Her bliver jeg bare nødt til at understrege, at det gør den ikke. Selv Bibelen gør rede for dette i slutningen af Johannesevangeliet kapitel 20 og 21.

Den katolske Kirke rummer hele sandheden, ikke fordi vi katolikker, som enkeltindivider står over ikke-katolikker, men fordi troen er sandheden. Kirkens lære og de åbenbaringer (af privat og offentlig karakter), som er blevet givet Kirken, er overdraget os for at hjælpe os på vejen mod Himlen, den vej, det er så let at blive ledt bort fra.

Så Vor Herre bliver ved med at forsikre os om, at Hans lære er sand, at den er beskyttet af Helligånden, og at ingen vildfarelser blander sig med den. Vor Herres lære udgør sammen med mange hellige menneskers betragtninger og overvejelser (kirkefædre, kirkelærere, bekendere o.s.v) Kirkens læreembede. De førnævnte hellige mennesker levede i et mystisk fællesskab med Vor Herre, og dermed blev de kanaler for Hans Guddommelige kærlighed, de var levende nådekilder.

Katolikker bør ikke stiltiende acceptere det, der sker i Kirken, hvor man udvander den katolske tro, fordi de er bange for at såre nogen, hvis de løfter deres røst.

De store trosskatte er blevet givet til Kirken, Vor Herres Brud, af Hendes elskede Brudgom, ligesom når en mand fæstner et utroligt smukt smykke på sin hustru.

Der er ingen kærlighed eller skønhed, Jesus Kristus vil nægte Sin Brud, som Han gav Sit liv for. Han giver Hende Sit Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed, kort fortalt, den direkte vej til Faderen. Hvis Han giver hende DETTE, som en måde, hvorpå Hun kan forberede sig til Himlen, hvad skal han da ellers give Hende for at styrke Hende på Hendes jordiske rejse.

Dette er den forståelse af troen, og hvad Kirken er, som har været fraværende i de sidste 50 år eller mere. I forsøget på at favne så bredt som muligt, har katolikker mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at være katolik, og det at bringe den katolske tro ud til verden.

Det er blevet tid til (igen) at være (rigtig) katolik.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. maj 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2014-05-02.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Judas’ Brev, er et brev der afspejler den aktuelle krise, vi oplever i Kirken

Mange katolikker er i dag desperate efter at høre opmuntrende ord og modtage vejledning fra biskopperne, apostlenes efterfølgere. Men jeg kan nu fortælle Jer, at der faktisk eksisterer en sådan opmuntring og vejledning fra en apostel.

Judas’ Brev er skrevet af én af det Nye Testamentes mindre kendte forfattere. Dette brev har ikke fået så stor opmærksomhed, fordi det på en vis måde har ”levet” en skjult tilværelse i det Nye Testamente hengemt mellem apostlen Johannes tre breve og Johannes Åbenbaring. Det er aldrig blevet benyttet i søndagens læsninger, hverken i den Ordinære ritus eller den Ekstraordinære ritus. Dog gør man brug af det en gang hvert andet år i en ugedagslæsning i den 8. almindelige uge i år II (hvis man skulle være interesseret). Så I er tilgivet, hvis I ikke er bekendt med dette brev.

Selvom Judas’ Brev er kort, bør det betragtes som et bekymret opråb fra en biskop, og det er rettet imod den krise, Kirken oplever i dag. Man kan hævde, at dette brev er aktuelt, men aktualiteten gælder til alle tider, når det handler om Den hellige Skrift, for Den er tidløs. Desuden vil Helligånden også bidrage til, at vi kan spejle Den hellige Skrift i vor egen tid. Dette mysterium bliver endda meget tydeligt, når det handler om Judas’ Brev

Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror. Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere mål! Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Skt. Judas spilder ikke tiden i dette korte brev, men går direkte til sagens kerne. Det synes, som om han oprindelig ønskede at skrive et brev af mere teologisk karakter, men grundet omstændighederne kommer han med en opfordring til sine læsere om at ”kæmpe for troen” imod de fjender, han definerer som ”ugudelige mennesker”. Denne tro, har han ikke selv har fundet på, den er snarere blevet ”overdraget” Kirken. Med andre ord vi kan ikke ændre på troen eller forme den tro, der er blevet åbenbaret.

Det er den samme kamp, vi kæmper i dag. Der er kræfter, der gælder i Kirken, som ønsker, at man afviser den tro, der er blevet os overdraget, og vi er kaldet til at kæmpe for vores tro mod dem, der vil afvise – og ændre den.

Det, der er vigtigt her, er, at den fare, som Skt. Judas advarer mod, ikke stammer fra kræfter udenfor Kirken, men kommer indefra. Det er altså Kirkens egne, som har ”sneget sig ind”, men disse skal rammes af dom. Det er disse, Kirkens egne folk, der udgør den største trussel. Hvordan er det gået til, at de fremstår som farlige? Det er, fordi ”de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed”. Med andre ord de benytter Guds nåde som et påskud for al slags amoralsk adfærd (lyder det bekendt?). Ved at gøre dette ”fornægter (de) vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”.

Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker, indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.

Som prædikeren fortæller os (i Prædikerens Bog) så ”er der intet nyt under solen” (Præd kapitel 1). Igennem hele frelseshistorien og frem til Herrens komme vil der være dem, der fornægter Ham og forsøger på at undergrave Hans folk. Men det Skt. Judas ønsker, er, at hans læsere skal huske på, at Gud vil gribe ind. Guds indgriben kan være hård for dem, der modsætter sig Ham, og Han vil ”straffe med evig ild”. Selvom mange mennesker i vore dage viger tilbage for sådanne formuleringer, bør det være en trøst for dem, som slås for Gud at vide, at når det bliver Hans tid, vil retfærdigheden ske fyldest i forhold til dem, der afviste Ham.

Alligevel gør disse mennesker det samme: I deres sværmeri tilsøler de legemet, lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter.

De ugudelige mennesker, der har infiltreret Kirken, har ”tilsølet deres legemer”. Dette er en utvetydig henvisning til den amoralske seksuelle adfærd, der til enhver tid er på ”mode” (som det var på Skt. Judas tid og ligeledes i vor tid), og som flyder ind og påvirker hele samfundet og kulturen. I dag manifesteres dette ved den homoseksuelle tendens, der har vundet indpas blandt klerikale i Kirkens hierarki. Ydermere tydeliggøres denne horrible tendens gennem den lange række af sager, der omhandler seksuelle overgreb foretaget af klerikale på flere niveauer i det Kirkelige hierarki (lige fra præster til biskopper).

Samtidig udviser disse ugudelige mennesker en adfærd, hvor de ”lade hånt om Herrens myndighed”. Der findes andre oversættelser, der benytter ordene: viser manglende respekt og foragter Herrens myndighed. Med andre ord de respekterer ikke Gud, som autoritet og den myndighed, Han har givet sine hjælpere. Derudover er der tilfælde, hvor de, der er Hans hjælpere, trodser den bemyndigelse, Gud har overdraget dem og udnytter den til egen fordel og misbruger på den måde Guds autoritet. De biskopper, der i dag forsømmer deres pligt til at forsvare og fremme troen, afviser den autoritet, de er blevet bemyndiget.

Disse ugudelige mennesker ”spotter overjordiske magter”. Udover at fremme og tilskynde til en amoralsk adfærd, håner og fornærmer de dem, der viser trofasthed overfor Gud. Der er tilfælde, hvor de definerer de troende som ”rigide”, fordi de overholder Guds Bud.

Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses’ lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«

Hvordan er det muligt at modstå disse ugudelige mennesker? Vend Jer til Herren. Da ærkeenglen Mikael stredes med djævelen, fæstnede har ikke lid til sin egen styrke (som var betydelig) og formåen i forhold til at besejre satan, men først og fremmest anråbte han Herren om, at Han måtte ”sætte satan på plads”. På denne måde bør vi agere, når vi står ansigt til ansigt med ugudelige mennesker i Kirken, at vi ikke omgående sætter os til tasterne og begynder en diskussion med dem på de sociale medier, og vi bør langt hellere rette vores fokus på bøn og ydmyge os ved at trække os fra ordkløveri og derved bede om Herrens hjælp. Husk på, at ærkeenglen Mikael til allersidst vandt over djævelen, så bøn og ydmyghed er ikke de sidste skridt på vejen, men de første i kampen mod vores fjender.

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. Ve dem! De er slået ind på Kains vej og har for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse i vold og går til grunde som Kora i hans opsætsighed.

Disse ugudelige mennesker ”spotter, hvad de ikke har forstand på”. De forstår ikke skønheden ved at spæge legemet, de forstår ikke den frihed, der stammer fra, at man underkaster sig Gud, som Hersker. Derfor spotter de det. Vi ser dette udspille sig konstant i dag, hvor man fremsætter fornærmelser og fordømmelser mod den praksis og tro, som har været katolsk igennem generationer og århundreder. Alt dette, som engang var højt skattet af Kirken, bliver nu afvist af Hende.

Hvad er det for en vildfarelse, Bileam gør sig skyld i, og som Skt. Judas omtaler? I Johannes Åbenbaring lader Johannes os vide, at Bileam fristede Israels børn til ”at spise afgudsofferkød og bedrev utugt” (Åb 2: 14). Sådanne handlinger fortsætter man med at praktisere i dag billiget af højtrangerende medlemmer af det klerikale hierarki, og som måske endda tager del i afgudsdyrkelse ved Amazonassynoden, og desuden gør en amoralsk seksualadfærd sig gældende blandt de klerikale. Bileams vildfarelser var ikke blot begrænset til hans ageren. Skt. Judas siger, at de vil være ligesom Kora, der i sin opsætsighed stod op imod Moses og blev fortæret af Herrens ild (4 Mos 16: 1-40).

De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv; de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode; de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam; de er som vildfarende stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.

På den tid, hvor dette brev blev skrevet, var ”kærlighedsmåltidet” et måltid, som de kristne var samlet om, og dette er givetvis betegnelsen for Eukaristifejringen. Skt. Judas fordømmer sine modstandere, som værende yderst respektløse under fejringen af dette hellige mysterium. Bedrøveligt nok er respektløshed blevet almindeligt under liturgien, hvor offertoriet er blevet et tidspunkt, hvor man fortæller hinanden vittigheder, hvor man behandler de enkelte elementer i liturgien med ligegyldighed og endda er fjendtligt indstillet overfor disse, og set i et overordnet perspektiv udvises der dyb respektløshed overfor liturgiens mysterier.

Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.« Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld.

Selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud, så vil Herren holde dom over alle dem, der har sat sig op imod Ham. Ingen ugudelig handling er blevet glemt, og alle vil modtage deres belønning. Når vi er vidner til fordærv og amoral på ethvert niveau i det kirkelige hierarki, ved vi, at Gud også ser med.

Skt. Judas’ beskrivelse af sine modstanderes forskellige laster synes at være bekendt:

–          Dem, som ”mukker og klager” over Kirkens ”hårde” lære og ønsker at lempe på Guds Bud blot for at kunne stille deres ønsker tilfreds i dette jordiske liv.

–          Dem, der ”følger deres egne lyster”: dette vidner om den fremherskende homoseksuelle tendens, der findes blandt de klerikale.

–          Dem, der ”taler brovtende ord”: selvom de afviser det, der er naturligt og guddommeligt åbenbaret, taler de om disse ting i et floromvundent teologisk sprog, uden skam over det, de siger.

–          Dem, der ”smigrer folk, for deres egen skyld”: de (klerikale) taler et sprog, der fænger denne verdens magthavere, fordi de ønsker at blive accepteret af dem. Hvor meget selskabelighed deltager den enkelte biskop i med politikere, der taler for abort, uden at han påtaler dette?

Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.«

I en tid præget af krise kan det synes, som om, Herren har glemt Sit folk. Men Herren advarede om, at disse tider præget af prøvelser ville komme. Når vi er vidner til, at klerikale og prælater håner den traditionelle katolicisme og i langt større udstrækning omfavner verdens måde at gøre tingene på, da ved vi, at det ikke handler om, at Gud har ladet os i stikken, men at vi bliver prøvet.

Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden.

Hvis man ser på Kirkens tilstand i dag, kan den med rette betegnes som splittet. Ved at håne den traditionelle tro og praksis skaber Guds modstandere splittelse i det, som Trosbekendelsen kalder EN Kirke. De behandler dem, der er tro mod troens grundlag som paria og nogen, der ikke har en eksistensberettigelse, og på den måde gør de splittelsen mere omfattende.

Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Igen retter Skt. Judas på det, vi kan gøre, når vi står ansigt til ansigt med hæresi og fordærv i Kirken: I … skal opbygge jer selv på jeres hellige tro” gennem bøn og kærlighed til Gud. Situationen kan synes håbløs, men med Gud på vores side, så der er altid håb.

Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.

Selvom det kun er nogle (få), der er ugudelige, og som afviser Kirkens lære, så påvirker deres adfærd mange, som derved begynder at stille spørgsmål ved troen. I forhold til disse stakkels mennesker, bør vi hjælpe dem til at få fjernet deres tvivl, så de bliver frelst. De almindelige katolikker er ikke de ugudelige mennesker, Skt. Judas advarer imod. Det er de almindelige katolikker, der må frelses fra den elendighed, de ugudelige er årsag til.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Endelig bør vi i alle ting, og dette inkluderer også prøvelser, giver Gud ære. I den krise, vi aktuelt oplever, har Gud tilladt at fordærv og hæresi løber løbsk. Vi bør huske på to ting: 1. denne situation er ikke ny, de troende har altid været på vagt overfor ulve, som går rundt midt i fåreflokken, og 2. selv i denne situation herliggøres Gud, idet Han giver os en mulighed for at blive stærkere i vores tro gennem prøvelser.

I disse tider med mange problemer, kan vi søge hjælp og vejledning hos Skt. Judas, når vi kæmper for troen mod ugudelige mennesker, og samtidig glæde os over, at vi gennem disse prøvelser ved Guds nåde vokser i hellighed.

Skt. Judas bed for os!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive den 19. november 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-epistle-of-st-jude-a-letter-for-our-present-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Åbenbaringen af Guds Barmhjertighed

Indledning

Det hellige Triduum, der består af Skærtorsdag, Langfredag og Påskenat minder os om den åbenbarede Guds Barmhjertige kærlighed, som er kommet til os ved Vor Herre Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Disse tre hellige dage i kirkeåret markerer de begivenheder, hvorved Vor Herre vandt menneskehedens frelse og gjorde os (med Ham) til arvinger til det evige liv. Disse dage giver os også en forståelse af, hvor stor en gave, Guds kærlighed og nåde er, og det var for denne gave, Guds Søn led og døde.

De 50 dage, som påsken varer, starter med en fejring af Vor Herres opstandelse og afsluttes med, at Han sender Helligånden ved Pinseunderet, og hele dette forløb viser, hvordan Gud fortsætter med at udøse Sin barmhjertighed over os ved Sin Søn, Vor Herre, der opstod fra de døde, og som i Sin Kirke er levende for os. I de begivenheder, der sker i løbet af det hellige Triduum, og som når sin kulmination i opstandelsen, er ethvert menneske til alle tider omgivet af Guds kærlighed, som er kernen i det hellige Triduum. Efter at Kristus var opstået, steg Han op til Gud Fader og tog sæde ved Hans højre hånd. Herfra nedsendte Han Helligånden over apostlene, som fra dem udgik til hele Kirken. Fordi Helligånden dvæler i Kirken, er Kristus med os hele tiden, specielt i sakramenterne, indtil Hans genkomst i herlighed på den sidste dag.

Offentlig – og privatåbenbaring

I det forrige århundrede fremstod Vor Herre i en privatåbenbaring for en polsk ordenssøster, Maria Faustina Kowolska, som var Søster i ordenen, Søstrene af Barmhjertighedens Guds Moder. Formålet med denne privatåbenbaring var at drage os tættere til en offentlig åbenbaring af Faderens umådelige store kærlighed til os, som er repræsenteret i Hans Søn. Som det er med alle privatåbenbaringer, skulle også denne privatåbenbaring til Søster Maria Faustina drage os tættere til en forståelse af den offentlige åbenbaring af Guds kærlighed, som ligger i Hans Søns inkarnation og frelsergerning.

I det særlige tilfælde med Søster Maria Faustina var privatåbenbaringen centreret omkring Guds Barmhjertighed. Søster Faustina førte omhyggeligt dagbog og nedskrev alt det, Vor Herre lærte hende om Hans grænseløse barmhjertighed overfor os. Det, Søster Maria Faustina fik nedskrevet i forbindelse med Jesu åbenbaringer til hende, har fået titlen: Diary: Divine Mercy in My Soul, og den kan anskaffes ved henvendelse til broderordenen: the Marians of the Immaculate Conception, som har ansvaret for ”the National Shrine of the Divine Mercy” i Stockbridge, Massachusetts. Efter at have læst denne dagbog og gentagne gange vendt tilbage til den for at genlæse specifikke passager, kan jeg kun varmt anbefale Jer at anskaffe et eksemplar og benytte det i Jeres daglige åndelige læsning og refleksion.

Hvorfor netop en privatåbenbaring relateret til Guds Barmhjertighed?

Privatåbenbaringen om Guds uendelige barmhjertighed overfor os kom på et tidspunkt, hvor mange havde mistet håbet. Åbenbaringen skete i mellemkrigstiden, i tidsrummet mellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig, en tid præget af megen lidelse samt en manglende tro på fremtiden. Det var også på dette tidspunkt, at de antireligiøse filosofier som rationalisme og ateistisk materialisme (Marxisme) havde fundet indpas i populærkulturen og efterladt den fornemmelse hos mange mennesker, at der ikke fandtes noget (andet og større) end dem selv og den materialistiske verden, de var i. Det havde den konsekvens, at man glemte Gud og den plan, Han har for menneskeheden og den verden, de var en del af, og resultatet blev håbløshed.

Som et svar på den håbløshed, som mennesket befandt sig i, åbenbarede Vor Herre for Søster Maria Faustina et billede af Sig selv, som skulle minde os om, at Han aldrig svigter i forhold til Sin barmhjertighed. På billedet ser man to stråler i farverne rød og hvid, der udgår fra Jesu gennemborede Hjerte efter Hans død på korset. Jesu Hjerte blev, som det står skrevet, gennemboret af en romersk soldats lanse. De to stråler er et symbol på den uophørlige udstrømning af guddommelig nåde fra Jesu herliggjorte Hjerte, den Jesus, der sidder ved Faderens højre hånd. Det er specielt i dåbens og Den hellige Eukaristis sakramente, at den guddommelige nåde er til stede. Under billedet finder man indskriften: Jesus, jeg stoler på Dig. Disse ord er vores bøn, når vi ser på dette billede af Vor Herre, Guds Barmhjertighed inkarneret.

”Rosenkransen” til Guds Barmhjertighed og Guds Barmhjertighedssøndag

Gennem Søster Maria Faustina bad Vor Herre om, at vi hver dag beder rosenkransen til Guds Barmhjertighed kl. 15.00, for det var på det tidspunkt, Han døde for vores frelse. Han bad også om, at vi fejrer Festen for Guds Barmhjertighed den første søndag efter Påske. En forberedelse til denne fest kan være en novene, der består af at bede ”rosenkransen” til Guds Barmhjertighed i 9 dage, begyndende med Langfredag. De mennesker, der helhjertet gør dette, altså vedholdende og dagligt beder rosenkransen til Guds Barmhjertighed og beder novenen op til Guds Barmhjertighedssøndag, kan kun blive opfyldt med håbet om Guds barmhjertige kærlighed og samtidig blive styrket til at stå imod fristelse til at miste modet og fortvivle.

Den, der virkelig søgte at fremme kendskabet til hengivenhedsakten til Guds Barmhjertighed, er vor seneste og mest elskede pave Johannes Paul II. Han var først ærkebiskop over Krakow, og derpå blev han pave. Pave Johannes Paul II helgenkårede Søster Maria Faustina den 18. april 1993, og han kanoniserede hende den 30. april 2000 den første søndag efter påske. Under sin prædiken (i Messen) erklærede han: det er vigtigt, at vi tager hele dette budskab, der er kommet fra Gud, til os på denne første søndag efter påske, som fra nu af i hele Kirken vil blive defineret som Guds Barmhjertighedssøndag, og siden den 30. april 2000 er den første søndag efter påske blevet fejret som Guds Barmhjertighedssøndag.

På Guds Barmhjertighedssøndag skal billedet af Guds Barmhjertighed, som blev åbenbaret for Skt. Faustina, fremstilles i kirken eller kapellet, og den prædiken, præsten holder, skal indeholde refleksioner over Guds umådelige store barmhjertighed overfor os. For at fejre Guds Barmhjertighedssøndag på behørig vis, bliver de troende bedt om at gå til skrifte og modtage Den hellige Kommunion og oparbejde en indre og stor tro på Guds Barmhjertighed og vise barmhjertighed overfor næsten, som har behov for den. Vi bør skrifte på selve søndagen, hvor vi fejrer Guds Barmhjertighed eller et par dage før denne dag, så vi er fri for dødssynd samt enhver tilknytning til synd og dermed kan modtage Den hellige Kommunion på denne festdag.

Konklusion

Vedrørende Guds Barmhjertighedssøndag har Skt. Faustina nedskrevet følgende ord: ”Min datter, Jeg ønsker, at Barmhjertighedens fest skal være en tilflugt og et gemmested for alle sjæle, og først og fremmest for de arme syndere. På denne dag er min barmhjertigheds inderste væsen åben, jeg udgyder et hav af nådegaver over de sjæle, der nærmer sig Min barmhjertighedskilde. Den sjæl, som på denne dag kommer til skrifte og modtager Den hellige Kommunion skal opnå fuldstændig tilgivelse af synd og straf. På denne dag er alle Guds sluser åbne, hvorfra nådegaverne flyder; gid ingen sjæl må frygte for at nærme sig Mig, selvom deres synder skulle være røde som skarlagen” (Diary, nr. 699). Lad os nærme os denne kilde med Guds Barmhjertighed, som flyder i bodens sakramente og fremfor alt i Den hellige Eukaristi. Lad os bede for i de kommende dage og under novenen før festen for Guds Barmhjertighed, at alle sjæle, der er kommet væk fra Vor Herre, vil modtage tilgivelsens nåde og forsone sig med Gud og næsten.

Må I alle erfare et velsignet Triduum, som vi skal til at fejre. Må fejringen af festen på Guds Barmhjertighedssøndag fylde Jer med den fred, der stammer fra syndstilgivelsen samt den glæde, der udgår fra Helligånden, der dvæler i os.

Den autoriserede engelske udgave af denne prædiken er skrevet af kardinal Raymond L. Burke mens han var ærkebiskop i Skt. Louis. Den kan læses på: https://www.piercedhearts.org/hearts_jesus_mary/christology/revelation_divine_mercy.htm

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Forræderen

Han blev skabt til at være en helgen, men blev fordømt i al evighed

I dag er det skærtorsdag, en dag, der kalder på mange følelser. Det er den dag, hvor Vor Herres lidelse tager sin begyndelse, da Han forlader det bord, hvor Han har fejret Den sidste Nadver og går mod Getsemane have. Det er dagen, hvor Han har indstiftet Den hellige Eukaristi og præsteskabet, og det var det, som Den sidste Nadver dannede rammen for.

Dette er også dagen for Judas’ forræderi, et forræderi, der bragte så stor smerte over Vor Herre, at Han allerede tusind år, før denne forventede hændelse skete, løftede Sin røst gennem salmisten og sagde følgende: ”selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig” (Sl 41:10). I dette skriftsted optræder en vis guddommelig indforståethed, som henviser til den smerte, Vor Herre føler i forhold til Judas’ forræderi.

Når man betragter Judas, som blev fordømt på grund af sit forræderi uanset den argumentation, der kommer fra visse teologer, fordi man ønsker at yde ham en vis form for oprejsning, så er vi her vidner til (fra disse teologers side) en fuldstændig afvisning af troen, nærmere betegnet Eukaristien. Det er ved Den sidste Nadver, at Eukaristien indstiftes. Det er også under Den sidste Nadver, at Judas forlader ”selskabet” for at sætte den sammensværgelse i værk, han har udarbejdet sammen med de jødiske ledere.

Men Judas’ forræderi mod Vor Herre opstod ikke ud af den blå luft. På et tidspunkt mistede Judas sin tro på det, Vor Herre forkyndte, og desuden sin tro på Vor Herre og Den, Han er. Men trods dette forblev Han at være en del af apostelkollegiet, fordi han havde en forhåbning om, at Vor Herre ville bringe et nyt rige, paradis og liv til verden (i en verdslig forstand), hvor de ”små” og fattige ville opnå en form for retfærdighed. Judas, der selv var en tyv, håbede, at han også kunne få noget ud af denne drøm om et jordisk rige.

Det første tegn på, at Judas afviste Vor Herres forkyndelse, kom belejligt nok, da Vor Herre talte til forsamlingen, hvor Vor Herre betonede vigtigheden af at spise Hans Kød og drikke Hans Blod. Dette skete i synagogen i Kapernaum, hjembyen for Peter, Andreas, Johannes og Jakob.

Det var på dette sted og ved denne Vor Herres forkyndelse, at det kom til at stå klart, hvad der skulle ske ved Den sidste Nadver, og desuden var det i Kapernaum, at folkemængden vendte sig fra Jesus. Husk på, at da folkemængden havde vendt sig fra Jesus, vendte Jesus sig mod apostelkollegiet og spurgte dem: ”Vil I også gå jeres vej?”

Det er netop her Peter kommer med et smukt svar: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige”. For de fleste mennesker slutter hændelsesforløbet her, for de læser ikke skriftstedet færdigt. Skriftstedet afsluttes med, at Vor Herre fordømmer Judas ved at sige: ”Én af Jer er en djævel”.

Selvom Vor Herre ikke afslører hvem i apostelkollegiet, der er en djævel, ville det, der skete i et fremtidigt perspektiv, røbe hvem, der var tale om. Det var Judas. Vor Herre ville senere formulere følgende om Judas: ”… men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre, om det menneske aldrig var født”.

Ved en senere lejlighed betegnes Judas som fortabelsens søn. Dette er ikke en formulering, man anvender, når man taler om en eventuel frelse. Det forræderi, Judas foretager overfor Vor Herre, kan betegnes som et Eukaristisk forræderi. Dette forræderi begyndte at tage form, da han tog afstand fra det, Vor Herre sagde i Kapernaum om, at det er absolut nødvendigt, at man spiser Hans Kød. Vor Herre fremhævede, at undlader man at gøre dette, har man ikke noget liv i sig.

Det, Judas gjorde, var ikke at slutte sig til folkemængden i Kapernaum, der vendte sig bort fra Jesus, det var i sit hjerte, at Judas afviste Vor Herre. Derfor bør det heller ikke komme som en overraskelse, at det var Judas, der efter at have forladt Den sidste Nadver sammen med de jødiske ledere søgte en lejlighed til at forråde Jesus. Alt det, der sker med Judas, den forandring han undergår, er helt overensstemmende med det forløb, Jesus skal gennemgå i Sit lidelsesforløb.

Det, der begyndte med en egentlig afvisning (foretaget af Judas) af Eukaristien, da Vor Herre talte om Den i Kapernaum, blev fuldbyrdet ved Den sidste Nadver, for det var her, at satan bemægtigede sig Judas.

Hvad var tegnet på, at Judas var den, der skulle fuldbyrde et forræderi mod Guds Søn? Det var, at han dyppede brødet i fadet, og det er netop det, salmisten beretter om. Tegnet på, at fuldbyrdelsen af forræderiet var nært forestående, var brødet, og brødet var samtidig tegnet på selve forræderiet.

Gud Fader åbenbarede for Skt. Katarina fra Siena, at det ikke kun var Judas’ forræderi mod Hans Søn, der udløste den guddommelige vrede, men det var også hans fortvivlelse og dermed tvivlen på Guds barmhjertighed, den barmhjertighed, der udgår fra en uudtømmelig kilde. Judas fortrød helt sikkert sine handlinger, men hans anger var ikke dybfølt nok, og han havde ikke et ønske om at omvende sig. Han opsøgte ikke tilgivelsen, som ville have tilflydt ham, som det rindende vand, hvis han blot havde bedt om det.

Fortællingen om Judas kunne have været det største vidnesbyrd om omvendelse i katolsk historieskrivning. Adspurgt, kunne skoleelever og unge i dag sige: Jeg går i skole på Skt. Judas skolen eller den kirke, jeg går til Messe i, er Skt. Judas Kirke.

Judas, som af Vor Herre blev kaldt for fortabelsens søn, er blevet fordømt, og Vor Herres ord gik dermed i opfyldelse. Det var bedre for ham, at han ikke var blevet født. Judas oprør mod Vor Herre, der startede i hans tanker og hjerte, samt det hovmod, han lod vokse frem, var rettet mod en afvisning af troen på Eukaristien. Der, hvor det hele startede, blev det også afsluttet. Hele dette forløb blev også forudsagt der. Jesus Kristus er Den hellige Eukaristi, og afviser man dette, afviser man Ham.

Det handler om Den hellige Eukaristi. Det er Judas et synligt tegn på.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 13. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-traitor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)