Hvorfor kristne i dag fejrer ét af historiens værste tortur- og henrettelsesinstrumenter

For nogle år siden deltog jeg i en retræte, der blev ledet af en åndelig vejleder med stor indsigt, og han åbenbarede for os stor viden om korsets mysterium. På denne dag, hvor vi fejrer korsets ophøjelse, vil jeg efter bedste evne dele den viden, jeg fik på denne retræte med Jer læsere på LifeSite. Det synes som om, at dette er det helt rette at gøre lige nu, set i lyset af, at Kirken på dette tidspunkt i historien i større og større udstrækning tager del i korsfæstelsens mysterium.

Den hellige Treenighed, Den evige Tre i En, som har været til før altings begyndelse, og som hersker over universet med styrke, visdom og kærlighed, denne Treenighed har taget bolig i en sjæl, der er i nådens stand. Dette er et mirakel, der er ubegribeligt! Den åndelige sjæl, der er skabt i Guds billede, bliver Hans tabernakel, tempel, og det sted, hvor Han tager bolig, og det sted Han glædes ved. Uanset om vi fornemmer dette Guds nærvær i stilhed, eller at vi ganske enkelt bærer på det, fordi vi tror på Vor Herres ord (Joh 14: 23), så er den sandhed, der er i Guds nærvær en kilde til glæde og styrke i dødsøjeblikket. Det kan så være sig døden i overført betydning, i institutionel eller fysisk forstand.

Tro og håb er det altafgørende, når vi står med tomme hænder, altså når vi er fattige. Og det er i sig selv noget, vi kan glæde os over: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5: 3). Det er deres her og nu. Når vi er i mørket, ” i mørkets dal” (Sl 23: 4) (som skriften dystert fremstiller det), har vi desto mere brug for tro og håb. Gud beder os om at overgive os i Hans hænder, at stole på ham, at se hen til Ham og at søge Hans ansigt.

Glæden fra Den hellige Treenighed er at finde i hjertet på Den korsfæstede, lige i korsets midte. Korset er kilden til vores kristne liv, passionen var den, der frelste os fra synden og åbnede Himlens porte og vandt os Guds venskab. Men korset er aldrig den endelige afslutning hverken for Kristus eller den kristne. Passionen opfyldes i opstandelsen. ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15: 14). Hvorfor siger apostlen dette? For var Han (Kristus) ikke opstået fra de døde, ville død og lidelse være afslutningen på vort liv. Men meningen med livet er ikke døden, men derimod livet. Den opstandne Herres liv forklarer det, der er meningen med døden, selve pointen med at dø, og hvorfor det er godt at dø fra verden og sig selv på grund af kærlighed. Til trods for de vanskeligheder, vi vil møde undervejs (i livet), har vi altid målet for øje: ”vores bolig i Himlen” (2 Kor 5: 1 og Fil 3: 20). Øjeblikke præget af glæde, som vi oplever på jorden, skal minde os om, hvor vi er på vej hen, nemlig til den evige glæde.

Jesus, der er Sandheden, forhindrer ikke Sandheden i at komme til os, Han sparer os ikke for Den, og Han skjuler Den ikke for os. Dette er blevet mere tydeligt i forbindelse med de mange skandaler i Kirken, hvor de mænd, der skulle være en in persona Christi eller alter Christus har tilbageholdt og skjult sandheden. Jesus er ikke som mennesker, der taler (stolt og nedladent) ud fra lykkelig uvidenhed eller lover et liv uden smerte. Han tilbyder ikke medicin, der fjerner smerten, da en sådan medicin fjerner en del af vores menneskelighed og endog vores samvittighed og liv. Jesus underviste Sine disciple om korset og i forbindelse med det også om opstandelsen, for disse er tæt forbundet. Han er ikke bedragerisk i Sin tale, når han understreger, at der ikke kan være nogen påske uden en langfredag.

Kirken udsprang fra det sted, hvor spyddet gennemtrængte Den sovende Jesus. Hvis hele Kirken er blevet til på netop den måde, må nødvendigvis enhver døbt også være blevet til på den måde: sammenfattet i Jesu Hjerte og kommet til syne i Hans gennemborede side. Jesus gav den sidste dråbe af Sit blod og vand for dig, dig som Han bragte til verden. Og hvorfor? Fordi Han elsker dig, og fordi Han ønsker at dele Sin evige glæde og herlighed med dig og vil gå til Sit yderste for at gøre det muligt for dig at nå dertil.

Det er derfor Han sender Helligånden, Trøsteren og Talsmanden. Som Skt. Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaringen: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21: 4). Helligånden understøtter os allerede, så vi ikke mister hjertegløden. ”Gud stiller for høje krav til mig, og jeg er alt for svag”, skal vi være ærlige, så er det ofte sådan, vi tænker. Men det er ikke rigtigt, at Gud stiller for høje krav. Husk på Elias, da han opholdt sig i ørkenen, der stønner han: ”Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (1 Kong 19: 4). Gud sender en engel til ham, som siger: ”Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig” (1 Kong 19: 7). Gud ved, hvad vi har brug for og giver os det i overflod, vi er nødt til at tage os sammen og begynde at spise. Hvis vi vil klare det selv, bliver det for vanskeligt for os, for kun med Guds hjælp er det muligt.

Vi forsøger altid at gøre tingene på vores måde. Gud vil lære os det på den lette eller hårde måde: ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15: 5). Men: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4: 13). ” Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (Sl 124: 8). Hvis Han skabte himlen og jorden, så kan Han helt sikkert hjælpe os ud af vores trængsler. Vores største værdighed er at blive hjulpet af Gud, for da træder Han ind og tjener os (se Luk 12: 27).

For den ydmyge, for den fattige, der stoler på Gud, bliver vejen lettere. Han vil ikke lade os i stikken, og Han ville ikke tøve med at opfylde Sine løfter. Han er den trofaste Fader, der elsker os. Hvis du spørger Ham om du må få et brød vil Han så give dig en sten (se Matt kap 7:9). ”Giv os i dag vort daglige brød”: og det gør Han i form af det overnaturlige brød, som er englenes brød, Den hellige Eukaristi.

Han venter blot på, at vi vil spørge, tro på, og give os hen i Hans hænder, der er fulde af kærlighed. Det er det, troen afføder, en troshandling. Vi er trofaste overfor Gud, når vi stoler på Ham på trods af mørket. Når Den hellige Skrift fortæller: ”For af den nåde er I frelst ved tro” (Ef 2:8), betyder det, at: Vi er frelst, når vi ydmygt og i vores fattigdom beder til Gud: ”Jeg stoler på Dig, jeg giver mig til Dig, jeg overgiver mig i Dine hænder, gør med mig som det Dig behager, for jeg er Din”. Det er den holdning, et Guds barn besidder, fordi det ved, at dets Fader, er en Fader, der elsker og er kærlighed.

Det er det, det fuldendte korsoffer viser os, lærer os og styrker os, så vi kan gøre det samme. Det er det, Det hellige Messeoffer aktualiserer iblandt os igen og igen, så mysterierne omkring Herrens passion, død, opstandelse og himmelfart altid vil være vores, gennemtrænge vores eksistens og genskabe os til det evige liv. Det er derfor en kristen, der virkelig er troende, er urokkelig, så intet på denne jord kan besejre ham.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-celebrate-today-one-of-historys-worst-instruments-of-torture

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

23. alm søn (8/9/19)

1. læsning: Visd 9,13-18b

Hvilket menneske kan lære Guds plan at kende,
eller hvem kan udtænke, hvad Herren vil?
Dødelige tanker er jo uden værd,
vore overvejelser er usikre;
for vor forgængelige krop tynger sjælen ned,
det jordiske telt er en byrde for sindet, som er fuldt af tanker.
Vi kan knap nok danne os en forestilling om det, som er på jorden;
selv det, der er inden for rækkevidde, finder vi kun med møje.
Hvem har da udforsket det, som er i himlen?
Hvem har lært din plan at kende, hvis ikke du har skænket ham visdommen
og sendt ham din hellige ånd fra det høje?
Kun således blev stierne jævnet for dem, der bor på jorden,
og menneskene oplært i, hvad der behager dig,
og frelst ved visdommen. 

Vekselsang:  Sl . 90,3-4.5-6.12-13. 14&17

Herre, du har været vor bolig
i slægt efter slægt.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: “Vend tilbage, I mennesker!”
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

2. læsningFilem 1,9b-10. 12-17

Broder! Sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje. Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren!

Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv. 

Akklamation til Evangeliet: Sl 119,135 

Halleluja!
Lad dit ansigt lyse over din tjener,
og lær mig dine lovbud!

Evangelium: Luk 14,25-33

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.

 

22. alm søn (1/9/19)

1. læsning Sir 3,17-18. 20. 28-29

Barn, gør din gerning med sagtmodighed, så vil du blive elsket af enhver, som er Gud velbehagelig.
Jo større du er, desto mere må du ydmyge dig, så skal du finde nåde for Herren;
thi stor er Herrens magt, men han forherliges af de ydmyge.

Når den frække hjemsøges, findes der ingen lægedom, thi ryggesløshedens plante har slået dybe rødder hos ham. Den forstandiges hjerte grubler over ordsprog; og hvad den vise ønsker sig, er et lyttende øre.

Vekselsang Sl 68,4-5ac.6-7ab.10-11

R. I din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

Men de retfærdige jubler og glæder sig,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.
Syng for Gud, lovsyng hans navn,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.

Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud i sin hellige bolig.
Gud giver de ensomme et sted at bo,
han fører fanger ud og giver dem lykke

Du lod regnen strømme rigeligt, Gud,
du sørgede for dit udpinte land.
Der fandt dit folk en bolig,
i din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

2. læsning Hebr 12,18-19.22-24a

Brødre og søstre! Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere.

Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,29ab

Halleluja!
Tag mit åg på jer, og lær af mig,
for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

Evangelium Luk 14,1. 7-14

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham.

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: “Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: “Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.” .

Fem måder, hvorpå man kan forberede sig til Amazonassynoden

I har læst Amazonassynodens ny-hedenske og panteistiske dokument (1Instrumentum Laboris (2), og synes godt om pave Frans’ mantra om at ”alt er forbundet” (nr. 25). I har genlæst Laudato Si og er blevet dybt berørt af ”The Cry of the Earth and the Cry of the Poor” (nr. 49). Men I ønsker at komme mere i dybden med den “ånd”, der kendetegner Amazonassynoden.

Så er I kommet til det helt rette sted.

Hvem andre end økoteologen Leonardo Boff kan hjælpe til en større forståelse af denne synode. Leonardo Boff, der kan lide at prale af (3), at pave Frans har benyttet dele af hans arbejde i Laudato Si. Mange mennesker har, efter at have læst Laudato Si, fortalt Boff, at de var overraskede over, at det var hans arbejde, der var blevet benyttet. Boff, der forlod sit præstekald for at blive gift med en marxistiskinspireret aktivist, og fordi han af Troslærekongregationen i 1980’erne blev bedt om at ophøre med sin propaganda af befrielsesteologien, han er åbenbart også en teolog, man har citeret i dokumentet Instrumentum Laboris til Amazonassynoden (4), hvilket Roberto de Mattei har kunnet påvise. Man antager endda, at Boff har fungeret som rådgiver i udfærdigelsen af teksten i dokumentet (5).

Derfor kan I her læse fem Boffinspirerede måder, hvorpå man kan forstå Amazonassynoden bedre, og de er hentet fra bogen: ”Cry of the Earth, Cry of the Poor”, som er skrevet af Boff, og som Laudato Si og Instrumentum Laboris flittigt har citeret.

1.      Betragt Jer selv som jorden. Elsk Jer selv, som om I var jorden.

Hvis I vil være i stand til, sammen med jordens oprindelige befolkning, at kunne sige, som det er citeret i dokumentet Instrumentum Laboris: ”vi er som vandet, luften, jorden og livet i det, der omgiver os”? Så må I holde op med at betragte jorden som et objekt og begynde at elske Jer selv, som om I var jorden.

Det er kærligheden, der leder os til, at vi i større udstrækning bliver i stand til at identificere os med jorden”, forklarer Boff. ”Vi må betragte os selv som jorden, have en fornemmelse af, at vi er jorden og elske os selv, som var vi jorden. Jorden er ét stort levende subjekt, som føler, elsker og tænker og gennem os ved, at den tænker, elsker og føler”.

Derpå kan vi betragte os selv som bjerge, hav, luft, træer og dyr”. Det er det, Boff stiller os i udsigt.

2.      Lær mere om ”den nye verdensorden” og ”den nye verdensreligion”.

For at sikre planetens ”frelse”, foreslår Boff, noget dristigt, en ny verdensorden, hvor jorden er Gaia og alt i naturen, bjerge, planter og luften er en del af et socioøkonomisk demokrati. Han foreslår en centralregering, der skal stå for administrationen af alt det, der berører menneskeheden samt en verdensreligion, der understøtter denne regering.

Det nye paradigme, der vil blive skabt, vil have sit udgangspunkt i en betragtning om, at alt er forbundet og vil udgøre grundlaget for en universel religion, som kun kan være universel, hvis den er funderet i diversitet”, forklarer Boff. Han siger, at ”det højeste mål” for denne verdensreligion er at bevare planeten jorden.

Har I bemærket, hvor mange gange Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris fordømmer enhver form for antropocentrisme (mennesket i centrum) og tilskynder til et paradigmeskifte og taler om, at alting er forbundet. Alt dette stammer direkte fra Boff og skal tilskynde til en ”åndelig revolution”.

Vil det sige, at alle disse principper, der omhandler økologi, og som optræder i Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris, vil bane vejen for, at man før eller siden ”overgiver sig” og afskaffer forbuddet mod brugen af prævention? (6).

Hvis vi accepterer den præmis, at den menneskelige tilstedeværelse og aktivitet er skadelig for miljøet og er til fare for planetens overlevelse, må vi før eller senere acceptere ’nødvendige’ tiltag, som sætter en stopper for menneskets aktivitet, som f.eks brugen af prævention”, det udtaler en kritiker af Laudato Si og dokumentet Instrumentum Laboris (7).

Boff stiller sig særdeles kritisk overfor den ”arrogante” antropocentrisme, der skitseres i 1. Mosebog kap. 1: 28: ”… Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den … ”.

”Dette skriftsted tilkendegiver meget klart, at vi skal begrænse den demografiske (befolknings) tilvækst samt den ubegrænsede dominium terrae” (Herre dømme over jorden), advarer han.

3.      Vi skal erkende, at mennesket som art, er den egentlige satan på jorden.

Vores art udgør en trussel for alle andre arter. Vi er uhyre aggressive i vores fremfærd, og det har resulteret i masseudryddelse og en total ødelæggelse af økosystemet, og på den måde er mennesket, den egentlige satan på jorden”, advarer Boff.

På en skræmmende måde forudsiger økoteologen, at ”som et resultat af overskydende klor flour kulstof (CFC) og andre forurenende stoffer, kan jorden, som en superorganisme være ved at etablere måder at tilpasse sig på, som ikke nødvendigvis gør det lettere at være menneske

Gaia vil slå mennesket som art ihjel på en meget smertefuld måde, så der igen bliver balance i tingene, således at andre arter vil fortsætte en evolution understøttet af en kosmisk drivkraft”, siger Boff. Han forundres over, efter millioner af år, at nye komplekse arter opstår, ”nye mennesker”, der udviser en sand hengivelse for Gaia, og som kan erstatte vores ”arrogante” art.

Det fremstår klart, at den store katastrofe er langt større, end man kan ane (8).

4.      Erkend ”den skjulte sandhed, der findes i religiøs polyteisme” og den ”evige rigdom” i animisme (at alt i naturen har en sjæl).

Hvordan vil en ny verdensreligion være opbygget? Ifølge Boff, er vi nødt til at ”finde tilbage til det, der udgør sandheden i hedenskaben med dens mangfoldighed af guder, der bebor alle dele af naturen”.

Til at fjerne den polyteisme, som menneskeheden bekendte sig til, benyttede de første kristne barske og hårdhændede metoder i deres bestræbelser. Da man benægtede eksistensen af mange og andre guder, har man definitivt afskåret sjælen fra et møde med disse”, beklager Boff.

Boff tilføjer, at vi også må anerkende ”den evige rigdom”, der er i animismen.

Vi, der definerer os, som værende moderne, har taget animismen til os i det omfang, at vi betragter os som en del af det liv, der omgiver os”, forklarer han. ”Alt i universet taler til os, alt taler til os eller har en stemme, det være sig træer, farver, vinden, dyrene, vejene, personer og selv de ting, vi benytter i vores husholdning”.

Shamanismen opstår som følge af, at man fortolker virkeligheden på denne måde”, fortsætter økoteologen. Shamaner gør brug af ”bevægelse, dans og forskellige former for ritus” til at ”fremmane energi til mennesket, når det søger balance med naturen og sig selv”.

Alle må ganske enkelt genfinde dette shamanistiske træk i sig selv”, siger Boff.

Til glæde for Boff sætter Instrumentum Laboris pris på hedenske ritualer (nr. 87), ”samtale med ånderne” (nr. 75), at have forbindelse med ”forskellige åndelige kræfter” (nr. 13), og de indfødtes ”trossystemer og ritus, som passer til den forskelligartede måde, hvorpå ånderne opfører sig” (nr. 25). De indfødte, som fremhæves i Instrumentum Laboris ”er blevet frisat fra monoteismen og har genetableret animisme og polyteisme”, som de Mattei fremhæver (9).

Andre fremhæver, at ikke engang trolddom er blevet udeladt i Instrumentum Laboris (10).

5.      Omfavn økofeminisme og bekæmp patriarkalske strukturer.

Det siger sig selv, at det nye paradigme vil inddrage økofeminisme til at bekæmpe patriarkalske strukturer og disses undertrykkende tendenser. Boff siger, at økofeminismens fortjeneste ligger i dens udvikling af ”en ny måde at forholde sig til naturen på”, men også dens opposition mod rationalisme, autoriteter, magtfordelingsprincipper, og hvem der bør besidde regeringsmagten. Alt dette er nemlig et udtryk for androcentrisme(11) og patriarkalske strukturer.

”I Den hellige Skrift omtales Gud som Fader og Den, der er Herre. Det feminine, og specielt de moderlige træk, der findes i den feminine gudeverden, der stammer fra før den yngre stenalder, er blevet miskrediteret”, beklager Boff, der samtidig argumenterer for i bogen The Maternal Face of God and Ecclesiogenesis, at man benytter et feminint pronomen om Gud samt ordination af kvinder.

Det er derfor givet, at man i dokumentet til Amazonassynoden finder en passage, der roser ”troen på Skaberen som Gud Fader-Moder” (nr. 121), samt hvordan man ønsker en godkendelse af kvindelige diakoner gennemført (12).

På baggrund af alt dette har biskop Athanasius Schneider udarbejdet en beskrivelse af det, den kommende synode vil lede frem til, nemlig en ”Amazonas-katolsk sekt”, ”som praktiserer tilbedelse af naturen, og som vil have et kvindeligt præsteskab” (13).

                                   ***

Man vil ikke kunne kontrollere den nedbrydning, der vil ske af Kirken, når man ser på det, som er en følge af Amazonassynoden og den tilhørende sydonale praksis, tyskerne ønsker skal gælde for Den universelle Kirke (14).

Efter synoden vil intet være som før, og det er blevet sagt, at Kirken ikke vil være til at kende”, advarer kardinal Müller.

Vi må derfor med al styrke forberede os på denne synode, men på fem andre måder end dem, der er beskrevet i denne artikel. Vi må ganske enkelt bedefastegøre bodforsamle os og fremkomme med det, der bør siges.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på CrisisMagazine den 13. august 2019. Den kan læses på: https://www.crisismagazine.com/2019/five-ways-to-prepare-for-the-amazon-synod

Noter

1.      Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

2.      Link til dokumentet Instrumentum Laboris : http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/en/documents/pan-amazon-synod–the-working-document-for-the-synod-of-bishops.html

3.      Link til uddybende artikel: https://onepeterfive.com/liberation-theologian-boff-francis-is-one-of-us

4.      Link til uddybende artikel: https://catholicfamilynews.com/blog/2019/07/05/amazon-synod-poised-to-wage-total-war-on-catholic-faith-our-resistance-must-be-equally-forceful

5.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-attempting-to-demolish-the-church-from-within

6.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

7.      Link til uddybende artikel: https://panamazonsynodwatch.info/articles/eclesiology/amazon-synod-the-problem-lies-in-laudato-si

8.      Link til uddybende artikel: https://www.crisismagazine.com/2018/the-great-emergency

9.      Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/dear-cardinals-and-bishops-do-you-really-want-a-church-like-this

10.  Link til uddybende artikel: https://edwardpentin.co.uk/amazon-synod-working-document-criticized-for-serving-neo-pagan-agenda

11.  Androcentrisme er en betragtning, bevidst eller ubevidst, hvor mandens- eller den maskuline vinkel har forrang i synet på verden, kulturen og historien. Det modsatte, hvor det kvindelige perspektiv har forrang, defineres som gynocentrisme.

12.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

13.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-pope-francis-has-strict-duty-to-reaffirm-priestly-celibacy-at-amazon-synod

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-mueller-no-pope-or-council-could-permit-female-deacons-it-would-be-invalid

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Gallen Mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden

Manglen på præster er kun et åbenlyst påskud for at fjerne cølibatet i Den latinske Kirke, på det praktiske plan (ikke det teoretiske). Dette har været målet siden Luther”. – Biskop Athanasius Schneider.

44 år før det lykkedes ham at få banet vejen for valget af pave Frans, deltog den daværende Fr. Cormac Murphy-O’Connor, et fremtidigt medlem af Skt. Gallen Mafiaen, i en synode i 1969 under ledelse af pave Paul VI. Mens han lyttede til de yderligtgående (liberalt modernistiske) angreb mod det klerikale cølibat, fik han pludselig en tilskyndelse, nemlig det, som han husker og betegner, som ”et engelsk forår”. På et ”elendigt formuleret latin” udarbejdede Murphy-O’Connor et improviseret oplæg, der handlede om, at ”man måske burde overveje ordinationen af gifte mænd”.

Alt syntes at være i spil” på dette tidspunkt efter koncilet (Vatikan II). En præst lod endda Murphy-O’Connor vide: ”jeg var ganske sikker på, at der ville komme en ændring i reglerne omkring cølibatet, og derfor aflagde jeg mit præsteløfte med det i baghovedet”. Under optakten til synoden i 1971 vedrørende præsteskabet, som Murphy-O’Connor var med til at planlægge, skrev én af de kommende medlemmer af Skt. Gallen Mafiaen en artikel, der argumenterede for, at ”når alt kommer til alt, er forkyndelsen af ordet og varetagelsen af sakramenterne af lang større betydning end Kirkens lovgrundlag vedrørende et ugift præsteskab”.

Endelig modtog Murphy-O’Connor og hans forgænger i Mafiaen, Basil Hume, et brev fra Rom, der understregede, som Murphy-O’Connor selv beskriver, at hans udtalelser vedrørende ordination af gifte mænd fremstod ”som vage og provokerende”. Da sagde Hume til Murphy-O’Connor: ”jeg har et forslag Cormac, skal vi ikke tage til Rom og fremlægge vores sag? Sammen skal vi nok finde en løsning”.

I mellemtiden underskrev deres fremtidige medsammensvorne i Mafiaen, Walter Kasper og Karl Lehmann, et dokument i 1970, som fremsatte et ønske om ”en nærmere undersøgelse” af lovgrundlaget for cølibatet samt muligheden for at ordinere gifte mænd. Men under den turbulente synode i 1971, som omhandlede præsteskabet, stemte et flertal af biskopperne, dog med en smal margin, mod at ordinere gifte mænd, selv når der opstod specielle ”situationer”. Da en kardinal fremsatte følgende argument: ” at når man indfører forskellige ændringer, bliver det helt enkelt umuligt at opretholde begrænsninger indenfor den rammesætning, vi definerer for ordinationen af gifte mænd”.

Man kan ikke give en tilladelse til et europæisk land og derpå udelukke andre lande i Europa. Det samme gælder i forhold til Europa og resten af verden: En tilladelse skal ikke kun gælde i et land eller region, men for alle”, udtalte kardinalen. Ifølge The New York Times ramte kardinalens argument plet, ”med undtagelse af et par stykker, lød der selv fra dem, der var for ordination af gifte mænd under særlige forhold, en advarsel mod at foretage vidtrækkende ændringer, således at de, der allerede var fungerende præster, kunne få muligheden for at gifte sig”.

Det glippede, selvom omstændighederne var de rette”, beklagede Lehman i sine erindringer.

Imidlertid begyndte en række af Mafiaens medlemmer årtier efter synoden at fremsætte underfundigt overbevisende og strengt fortrolige bemærkninger om ordinationen af gifte mænd. Ved en pressekonference kort før konklavet i 2013, lod Murphy-O’Connor offentligheden vide, at emnet ”meget vel kunne blive drøftet”, selvom det ikke var det første punkt på dagsordenen. Et år efter, at Murphy-O’Connor havde banet vejen for valget af pave Frans, erklærede han, at han ville anmode Rom om ordination af ”egnede gifte mænd”, hvis en biskop i sit bispedømme havde en udfordring i form af for få præster. I mellemtiden erklærede kardinal Kasper, at den nye pave syntes godt om dette forslag.

I dag står vi overfor en Amazonassynode, og som kardinal Walter Brandmüller formulerer det, har man ved denne synode ”først og fremmest en intention om at implementere to målsætninger, som indtil nu ikke har fået plads i Kirken. De målsætninger, der er tale om, er afskaffelsen af cølibatet for præster samt en introduktion til ordination af kvinder, altså et kvindeligt præsteskab, hvor man starter ud med kvindelige diakoner”. I forbindelse med forberedelserne til synoden har pave Frans ildevarslende rost arbejdet foretaget af biskop Fritz Lobinger, et arbejde, der kan betegnes som meget yderligtgående i en liberal og modernistisk retning. Biskop Fritz Lobinger har intentioner om, at man skal foretage ordination af ”ældre” gifte mænd, og at det på sigt kommer til at gælde i hele Den universelle Kirke. Det skal ske ved at øge antallet af ”ældre” gifte mænd og på den måde foretage en udskiftning af de rigtige præster. Biskop Lobinger har et håb om, at der kan ske en udbredelse af ”gruppebaserede Messer” fejret af en bankchef, buschauffør eller en tømrer. Biskop Lobinger har offentligt tilkendegivet, at nogle af de præster, der aktuelt udfører deres kald, undtagelsesvist vil kunne gifte sig, og han har gentagne gange foreslået, at hans oplæg til en gruppebaseret struktur, der skal gælde for præsteskabet, skal bane vejen for ordination af kvinder.

Pave Frans har derfor valgt en muse, der er sympatisk indstillet overfor det sydonale aspekt, som sætter navn på kandidat til paveembedet og overhoved for Skt. Gallen Mafiaen kardinal Carlo Martini. Ved synoden i 1999 kundgjorde Martini sin vision af at gøre brug af sydonale aspekt, som et redskab (blandt mange) til at løse problemet med præstemanglen og arbejdet med kvindernes rolle i Kirken samt vække (nyt) liv i det økumeniske arbejde. I sin bog ”Night Conversations”, som senere blev benyttet i forarbejdet til valget af pave Frans, fremhæver Martini ordination af gifte mænd, kvindelige diakoner samt den måde, som andre ”kirker” har implementeret ordinationen af kvinder på.

Han kommer med følgende forklaring:

Mens jeg opholdt mig i Canterbury i 90’erne, besøgte jeg ærkebiskop Dr. George Leonard, det daværende overhoved for den anglikanske kirke. Denne kirke var præget af interne spændinger på grund af ordination af kvinder. Jeg forsøgte at opmuntre ham til at fortsætte dette arbejde, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet. Vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”.

I Edward Pentins bog med titlen ”The Rigging of a Vatican Synod?” fremlægger kardinal Brandmüller på profetisk vis, hvordan de revolutionære træk er knyttet til den radikale økumeni. Han formulerer det således:

Det første, man går efter, er Kommunion til skilte gengifte. Derpå, og som det andet, er det afskaffelsen af det præstelige cølibat, og det er det, man sigter imod. Et kvindeligt præsteskab er MÅLET og endelig skabe enhed med protestanterne. Derpå vil man have en tysk Kirke, som er uafhængig af Rom, og endelig har man fundet sammen med protestanterne”.

Den samme målsætning finder man også skitseret i kardinal Kaspers bog, der handler om Luther. Kasper finder sit økumeniske håb i det, som Luther har udtalt: ”at han vil kysse fødderne på den pave, der vil anerkende hans evangelium”. Den pave, som skulle anerkende Luthers evangelium, foreslår Kaspers bog, bør ganske enkelt være pave Frans. Derfor er dette Lutherinspirerede pontifikats dagsorden at ”vride al” katolicisme ud af Kirken og dermed slække på en række katolske markører såsom det præstelige cølibat og alt dette blot for den radikale økumenis skyld.

For nylig deltog Kasper i et indledende og ”hemmeligt” møde relateret til den kommende synode, hvor man arbejder målrettet mod ordination af gifte mænd og en ny vurdering af kvindelige diakoner. Der var ingen af Kaspers medsammensvorne fra Mafiaen tilstede ved mødet, fordi næsten alle er afgået ved døden, og de dermed ikke har kunnet opleve det kommende resultat af deres anstrengelser. Men for Kasper drejer dette sig om en kamp, der har stået på i årevis, og som trækker tråde helt tilbage til Luther, og dette slagsmål vil fortsætte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 4. juli 2019. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

21. alm søn (25/8/19)

1. læsning Es 66,18-21

Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed. Jeg sætter et tegn på dem og sender dem, der undslipper, ud til folkene i Tarshish, Pul, Lud, Meshek, Tubal, Javan og de fjerne øer, der ikke har hørt om mig og ikke har set min herlighed. De skal fortælle folkene om min herlighed, og som en offergave til Herren skal de bringe alle jeres brødre fra alle folkene på heste, vogne, bærestole, muldyr og kameler til mit hellige bjerg, Jerusalem, siger Herren, på samme måde som israelitterne bringer offergave til Herrens hus i rene kar. Også blandt dem vil jeg tage nogle til præster og levitter, siger Herren.

Vekselsang Sl 117,1.2

R. Gå ud i alverden og prædik evangeliet.

Lovpris Herren, alle folkeslag!
Lovsyng ham, alle folk!

For hans godhed mod os er stor,
Herrens troskab varer til evig tid.

2. læsning Hebr 12,5-7. 11-13

Brødre og søstre! I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner:

Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse,
mist ikke modet, når du irettesættes af ham;
for Herren tugter den, han elsker,
han straffer hver søn, han holder af.

For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?

Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.

Akklamation til Evangeliet Joh 14,6

Halleluja!
Jeg er vejen og sandheden og livet;
ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Evangelium Luk 13,22-30

På sin vej mod Jerusalem vandrede Jesus gennem byer og landsbyer og underviste. Der var en, der spurgte ham: “Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?” Han svarede dem: “Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret! Dér skal der være gråd og tænderskæren, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv kastes udenfor. De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige. Og da skal nogle af de sidste blive de første, og nogle af de første de sidste.”