Kristi Himmelfart

1. læsning ApG 1,1-11

I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt.

Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – “om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.” Mens de nu var sammen, spurgte de ham: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Han svarede: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”

Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem.

De sagde: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”

Vekselsang Sl 47,2-3.6-7.8-9

R. Gud drager op under jubelråb,
Herren drager op til hornets klang.

Alle folkeslag, klap i hænderne,
bryd ud i jubelråb for Gud!
For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
en mægtig konge over hele jorden.

Gud drager op under jubelråb,
Herren drager op til hornets klang.
Syng for Gud, syng!
Syng for vor konge, syng!

For Gud er hele jordens konge,
syng hyldestsang!
Gud er konge over folkene,
Gud sidder på sin hellige trone.

2. læsning Ef 1,17-23 eller Hebr 9,24-28. 10,19-23

Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.

Akklamation til Evangeliet Matt 28,19-20

Halleluja!
Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, siger Herren;
Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Evangelium Mark 16,15-20

På hin tid viste Jesus sig for de elleve og sagde til dem: “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.


2. læsning Hebr 9,24-28. 10,19-23

For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os; han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget, for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer. Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.

Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen  ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme,  og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.  Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast.

Befrielsesteologi: En KGB-konstruktion eller en ”rigtig teologi”?

Tilbage i februar blev den dominikanske Fader Gustav Gutierrez inviteret til Vatikanet af kardinal Gerhard Müller, præfekt for Troslærekongregationen, for at holde et oplæg.

Man kan stille spørgsmålet: Hvem er Fr. Gutierrez? Han er en peruviansk præst, som nu er i slutningen af firserne, og som ofte betegnes som ophavsmanden for befrielsesteologien med udgivelsen af bogen: A Theology of Liberation i 1971. Kardinal Müller talte med stor begejstring om befrielsesteologien i anledning af Fr. Gutierrez besøg:

I interviews med forskellige medier, tirsdag før arrangementet blev afholdt, støttede Müller helhjertet befrielsesteologien og udtalte, at ”den er funderet på ordets teologi, og at den ikke er en menneskeskabt ideologi”.

”Denne teologi er ikke en ideologi” fortsatte han. ”Den er grundlagt på en ægte teologi, som baserer sig på Guds ord. Gennem Hans ord kan vi blive frelst. Det er kun Gud og Hans ord, der kan redde menneskeheden”.

(…)

I adskillelige offentlige udtalelser sagde pave Johannes Paul II, at Marxismen i overdreven grad havde influeret på Gutierrez og andres arbejde, og ved en given lejlighed i 1979 gik han så langt som til at sige, at deres arbejder ”ikke stemmer overens med Kirkens katekismus”.

I interviews, der blev givet efter arrangementet, sagde Gutierrez, at han antog, at Ratzinger ”forstod” befrielsesteologien og bidrog til at forklare, hvad den gik ud på til Johannes Paul II. Teologen sagde, at Benedict endda spillede en nøglerolle i organiseringen af et skelsættende møde i 2007 med de latinamerikanske biskopper i Aparecida i Brasilien, hvor man diskuterede dette emne.

Påstanden, om at Ratzinger havde ”forståelse for” befrielsesteologien, synes mærkværdig. I 1984 udstedte Troslærekongregationen, som dengang var under ledelse af Ratzinger som præfekt en instruktion, der fremhævede farerne ved befrielsesteologien.

Her følger nogle uddrag fra instruktionen:

Begreber, man ukritisk har ”lånt” fra den marxistiske ideologi og anvender i forbindelse med en bibelsk tese kombineret med hermeneutik og efterfølgende sat ind i en rationalistisk ramme, er grundlaget for en ny fortolkning, som underminerer, hvad der end måtte være autentisk i et velment forsøg på at hjælpe de fattige.

(…)

I sit positive udtryk signalerer ”de fattiges kirke”, at man har et hovedsigte på de fattige uden at udelukke nogen, uanset hvordan deres fattigdom måtte tage sig ud, fordi det er dem, der er Guds foretrukne. Udtrykket henviser også til vor tids Kirke, som fællesskab og institution og vil på baggrund af sine medlemmer blive mere bevidst om kravet om evangelisk fattigdom.

Men ”befrielsesteologierne”, som må forbeholdes en anerkendelse for at genoprette en æresplads for det storslåede tekstmateriale hos profeterne og i Evangeliet, der forsvarer de fattige, tager skridtet videre og havner i en forvirring af katastrofal karakter, fordi de blander ”de fattige” i Den hellige Skrift sammen med ”proletariatet” i den marxistiske ideologi. På den måde forvrider man den kristne forståelse af ”de fattige”, og man forvandler kampen for de fattiges rettigheder til en klassekamp, der ligger indenfor klassekampens ideologiske grundlag. For dem er ”de fattiges kirke” identisk med en klassebaseret kirke, som er blevet opmærksom på behovet for en revolutionær kamp, som et skridt på vejen mod frigørelse, og som fejrer denne befrielse i sin liturgi.

(…)

Frembringer man en sådan opfattelse af folkets kirke, udvikles der samtidig en kritik af de strukturer, der gør sig gældende i Kirken. Det er ganske enkelt ikke et spørgsmål om broderlig korrektion af præsterne i Kirken, hvis adfærd ikke afspejler Evangeliets ånd om tjenestevillighed og videre er koblet til etgammeldags udtryk for autoritet, som forarger de fattige. Det, der her er på spil, er, at man udfordrer den sakramentale og hierarkiske struktur i Kirken, som var ønsket af Herren. Der er tale om en fordømmelse af medlemmer af hierarkiet samt læreembedet, som objektive repræsentanter for den herskende klasse, og som man må markere en opposition i forhold til. Rent teologisk betyder det, at denne retning antager, at præster er af folket, som efter eget valg udpeger præster, der er i overensstemmelse med deres behov for en historisk revolutionær mission.

I har måske bemærket, at ord, som ”Marx(ist)” og ”revolutionær”, ofte bliver gentaget. Det er ikke tilfældigt. Instruktionen fremkommer forbløffende nok op til 29 gange med varianter af ordet ”Marx”, og ordet revolutionær optræder halvt så mange gange. Der er et helt afsnit (VII) om marxistisk analyse.

I denne uge er et interview blevet bragt i det katolske medielandskab, og det kan være behjælpeligt med at få kastet mere lys over befrielsesteologiens marxistiske grundlag. Interviewet er med løjtnant general Ion Mihai Pacepa, en øverstbefalende officer i Securitate (det rumænske kommunistiske hemmelige politi) og den højest rangerende afhopper fra det sovjetiske hierarki.

Lad os se nærmere på, hvad Pacepa kan fortælle om befrielsesteologien.

Jeg fik kendskab til det, der er kernen i KGB’s samarbejde med befrielsesteologien, og som stammer fra de udsagn, der er fremkommet fra den tidligere sovjetiske general Aleksandr Sakharovsky, overhoved samt rådgiver for Rumæniens kommunistiske efterretningstjeneste Razvedka og min de facto overordnede indtil 1956, hvor han blev leder af den sovjetiske efterretningstjeneste PGU1, en position og et hverv han uden fortilfælde bestred i en periode på 15 år.

Den 26. oktober 1959 kom Sakharovsky og dennes nye overordnede, Nikita Khrusjtsjov til Rumænien under dække af det, som senere er blevet kendt som ” Khrushcheys seks dages ferie”. Han havde aldrig taget så lang en ferie uden for sit lands grænser, og derfor var hans ophold i Rumænien ikke at betragte som en ferie. Khrushchev havde et ønske om at gå over i historien som det sovjetiske overhoved, der have ”eksporteret” Kommunismen” til Central- og Sydamerika. Rumænien var det eneste land i sovjetblokken med en ”åben” katolicisme, og Khrushchev ønskede at indrullere landets kirkelige ledelse i hans nye kamp for frigørelse.

(…)

Bevægelsen blev bragt til verden af KGB, og den fik et navn ”opfundet” af KGB: Befrielsesteologi. I løbet af disse år viste KGB en væsentlig interesse for ”befrielses”bevægelser. Columbias nationale befrielseshær (FARC) blev skabt af KGB med hjælp fra Fidel Castro, Bolivias nationale befrielseshær blev skabt af KGB med hjælp fra ”Che” Guevara, og den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) blev skabt af KGB med hjælp fra Yasser Arafat, og disse er blot et udsnit af andre lignende ”befrielses”bevægelser, der blev udtænkt i Lubyanka, KGB’s hovedkvarter.

At befrielsesteologien kom til verden, var et resultat af et tophemmeligt parti- og statsligt reguleret Dezinformatsiya Program, som var blevet godkendt af Aleksandr Shelepin KGB’s overhoved samt medlem af politbureauet Aleksey Kirichenko, som koordinator for kommunistpartiets udenrigspolitiske aktiviteter. Dette program fordrede, at KGB igennem undergravende virksomhed tog kontrol over World Council of Churches (WCC) (Kirkernes verdensråd), som havde hovedsæde i Geneve i Schweiz og der under dække gøre befrielsesteologien til en løftestang for revolutionær aktivitet i Sydamerika. WCC var den største internationale økumeniske organisation næstefter Vatikanet, og repræsenterede omkring 550 millioner kristne fra forskellige denominationer i omkring 120 lande.

Det er påfaldende, at jeg netop har læst Pacepas seneste bog: Disinformation: Former Spy Chief Reveals Secret Strategies for Undermining Freedom, Attacking Religion, and Promoting Terrorism. I den gør Pacepa det klart, at den sovjetiske efterretningstjeneste altid var på udkig efter måder, hvorpå den kunne infiltrere eller miskreditere Den katolske Kirke, og dette omfattede eksempelvis, hævder han, tilblivelsen af myten om Pius XII, som ”Hitlers pave”. I forordet til sin bog opsummerer Pacepa følgende:

Efter anden verdenskrig har misinformation været Kremls mest effektive våben i kampen mod Vesten og her specifikt religionen i den vestlige verden. Josef Stalin opfandt denne hemmelige ”videnskab” og gav den et franskklingende navn og fremstillede det, der blev gjort, som et ”beskidt” arbejde foretaget af Vesten. Det, som denne bog fremhæver er, at Kreml i al hemmelighed og med stor succes har bagvasket ledende Romersk Katolske prælater, og dette kulminerede med pave Pius XII, og yderligere lykkedes det næsten at få myrdet pave Johannes Paul II. Kreml opfandt befrielsesteologien, som er en marxistisk doktrin, der vendte mange europæiske og latinamerikanske katolikker mod Vatikanet og USA, og Kreml har yderligere tilskyndet til antisemitisme, international terrorisme og opildnet til anti-amerikansk opstand i den islamiske verden.

Pacepa bliver mere detaljeret specielt i kapitlet om befrielsesteologien.

Krushchev ønskede at gå over i historien, som den sovjetiske leder, der havde ”eksporteret” kommunismen til det amerikanske kontinent. I 1959 blev det muligt for ham at få placeret Castrobrødrene i Havana, og snart blev hans efterretningstjeneste involveret i at hjælpe Cubas nye kommunistiske ledere med at få udbredt de revolutionære tendenser i Sydamerika. Det lykkedes imidlertid ikke. I modsætning til Europa havde Latinamerika ikke ladet sig påvirke af den marxistiske tankegang. I 1967 blev Castros stråmand Che Guevara f.eks henrettet i Bolivia efter en fejlslagen opstart af guerillakrig i landet.

I 1950’erne og 60’erne var langt de fleste latinamerikanere fattige, religiøse bønder, der accepterede tingenes tilstand, og Khrushchev var overbevist om, at de kunne blive ”omvendt” til Kommunismen gennem manipulation af religionen. I 1968 var KGB i stand til at få en gruppe venstreorienterede sydamerikanske biskopper til at afholde en konference i Medellin i Columbia. På KGB’s anmodning bidrog DIE med logistisk assistance til arrangørerne. Den officielle målsætning med konferencen var at bidrage til at fjerne fattigdommen i Latinamerika. Den bagvedliggende målsætning var at legitimere en religiøs bevægelse, udtænkt af KGB, og som blev kaldt ”Befrielsesteologi”, hvis hemmelige opgave var at anspore Latinamerikas fattige til at gøre oprør med den ”institutionaliserede fattigdom” fremkaldt af USA.

KGB havde en vis forkærlighed for ”befrielses”-bevægelser. Den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO), Colombias nationale befrielseshær (FARC) og Bolivias nationale befrielseshær var blot nogle få af de ”befrielses”-bevægelser, som KGB bragte til verden. Medellinkonferencen støttede helt klart befrielsesteologien, og de delegerede anbefalede den til Kirkernes Verdensråd (WCC) til officiel godkendelse. WCC, der har hovedkontor i Geneve og som blandt andet  repræsenterer den russisk ortodokse kirke og andre mindre denominationer i mere end 120 lande, var allerede under kontrol af den sovjetiske efterretningstjeneste. Politisk set forblev det under kontrol af det, vi i dag kender som Kreml gennem de mange ortodokse præster, der havde en fremtrædende position i WCC, og som samtidig fungerede som agenter for den russiske efterretningstjeneste. Den russiske præst Gleb Yakunin, som var afviger og medlem af den russiske Duma fra 1990-95, og som i et kort tidsrum fik officiel adgang til KGB’s arkiver, lod en del information se dagens lys i samizdat-rapporterne, og her blev de ortodokse præster, der var agenter identificeret, samt den indflydelse, de kunne udøve i WCC-regi. F.eks. sendte KGB i 1983 47 agenter til Vancouver til WCC’s generalforsamling, og det følgende år tog KGB æren for at have benyttet tjenestens agenter og fået dem placeret i WCC’s udvalgskomite, hvor de skulle sørge for, at den helt rigtige mand blev valgt som WCC’s generalsekretær.

Generalsekretæren for kirkernes verdensråd, Eugene Carson Blake, tidligere præsident for kirkernes nationale råd i USA godkendte befrielsesteologien og gjorde den til en del af WCC’s agenda. I marts 1970 og juli 1971 fandt de første sydamerikanske katolske kongresser helliget befrielsesteologien sted i Bogota.

Pave Johannes Paul II, som på egen hånd havde oplevet det kommunistiske forræderi, fordømte befrielsesteologien på konferencen i 1979 for de romerske-katolske biskopper i Sydamerika (CELAM), som blev afholdt i Pueblo i Mexico: ”Denne forestilling om Kristus, som en politisk figur, en revolutionær, som en samfundsnedbryder fra Nazareth, stemmer ikke overens med Kirkens katekismus. I løbet af fire timer fremlagde paven en 20 siders tilbagevisning af befrielsesteologien, og disse 20 sider lå efterfølgende spredt i konferencelokalet og dækkede gulvet. Kardial Lopez Trujillo, der var arrangør af konferencen, forklarede, at pavens tilbagevisning var rettet mod nogle marxistiske frihedskæmpere, og som fungerede udenfor biskopkonferencen. Jeg huskede på, at det rumænske DIE tidligere havde overbragt lykønskninger fra KGB for at have ydet logistisk støtte til sådanne frihedskæmpere.

I forbindelse med den kontekst, der gøres rede for i bogen, giver dette god mening. Man var fra sovjetisk side mester i at bedrage og foretage infiltration og have en evne til at sprede ”troværdige” løgne gennem uventede kilder.

Pacepa siger, at han har mistanke om, at KGB har tætte bånd til visse personer, der stod for udbredelsen af befrielsesteologien, men han er ikke i besiddelse af det nødvendige bevismateriale til at kunne verificere dette. Man kan dog fortsat spørge sig selv: Hvorfor leger Vatikanet med ilden, når det drejer sig om en potentielt farlig og tydelig marxistiskinspireret og muligvis kommunistisk konstrueret bevægelse?

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 5. maj 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/liberation-theology-kgb-construct-or-real-theology

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

6. søn i påsken

1. læsning ApG 15,1-2. 22-29

Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: “Hvis I ikke omskæres efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.” Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.

Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene. De fik denne skrivelse med: “Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!”

Vekselsang Sl 67,2-3.5.6&8

R. Folkene skal takke dig, Gud,
alle folkene skal takke dig.

Gud være os nådig og velsigne os,
han lade sit ansigt lyse over os,
så din vej kendes på jorden
og din frelse blandt alle folkene.

Folkeslagene skal glæde sig og juble,
for du dømmer folkene retfærdigt,
og du leder folkeslagene på jorden.

Folkene skal takke dig, Gud,
alle folkene skal takke dig.
Gud velsigne os,
og hele den vide jord frygte ham.

2. læsning Åb 21,10-14. 22-23

En engl førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den har en stor og høj mur med tolv porte, og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: mod øst tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte. Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.

Men et tempel så jeg ikke i den, for Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, og Lammet. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys.

Halleluja!

Den, der elsker mig,
vil holde fast ved mit ord,
siger Herren;
og min fader vil elske ham,
og vi skal komme til ham.

Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

Halleluja!
Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
siger Herren;
og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham.

Evangelium Joh 14,23-29

Før påskehøjtiden sagde Jesustil sine disciple: “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker.

Korset ryster den, der er optimistisk, og opstandelsen ryster den, der er pessimistisk

En pessimist ser tingene på en negativ måde, og det positive er helt og aldeles fraværende. Dette menneske opfører sig som apostlen, der sagde: ”Hvorfor ødsle sådan? Denne olie (salve) kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige” (Matt 26: 8). Det så ikke kærlighedens skønhed bag det uvurderlige ”tab” af salve, ej heller så det værdigheden hos Den, salven blev ”ødslet” på, for Ham var omkostningen aldrig for stor, når det handlede om kærlighed, at gøre en indsats og at fremme det smukke.

Skt. Johannes Chrysostomos sagde følgende, som er gået over i historien, at vi burde smelte vores kalke om, så vi kunne give mad til de fattige. Den samme helgen talte med stor ærefrygt om at vise den ærbødighed, som det Allerhelligste sakramente med rette fortjener. Han var ikke ligegyldig i sin holdning, når det kom til liturgiens værdighed. Det, han mener, er, at en samling af smukke ting, som man ikke gør brug af, kan stå i vejen for, at mennesker ikke får det, de basalt har behov for. Det har altid ligget i den katolske ånd, at der er fokus på begge aspekter: at Gud fortjener det bedste, vi kan skænke Ham, og at vi ser Guds billede i den fattige, som har behov for mad, drikke, husly og mest af alt kærlighed.

I realiteten må historiens forskellige epoker kendes på glorværdigheden af den kristne kunst, der blev frembragt i den enkelte epoke, eksempelvis katedralen Notre Dame, som prægede nyhedsbilledet i sidste uge, men disse epoker må også kendes på den opmærksomhed, man havde på dem, der var værdigt trængende, hvor man gav almisse, sørgede for hospitalshjælp, og hvor ordensfolk sørgede for, at alt dette blev sat i værk. Disse to forhold, altså fokus på Gud og næsten, er to sider af samme sag, fordi de begge er rodfæstede i troen på Gud og ønsket om at elske Ham og det enkelte menneske, som Han har skabt, men også ud fra en tro på livet efter døden, hvor Gud belønner dem, der har tjent Ham og straffer dem, der kun har tjent sig selv, med egoisme og fokus med det legemlige.

Derfor er det frustrerende at læse, at de, der er sekulært orienteret, hævder, at genopbygningen af katedralen Notre Dame er spild af tid og ressourcer (herunder millioner af euro), og at man end ikke bør overveje en genopbygning, og hvis man så alligevel vil gøre det, bør det være i en selvbevidst og nutidig stil, som symboliserer moderne værdier. Det, de sekulært orienterede har glemt er, at den universelle skønhed og tidløse stil, der præger dette bygningsværk er udgået fra troen på en transcendent og inkarneret Gud, og i det øjeblik vi fjerner Ham for at sætte os selv i centrum i de projekter, vi igangsætter, ærer vi en tom og værdiløs afgud, som kun fortjener en ting, nemlig at gå op i flammer.

Fordi mennesket er skabt i Guds billede, følger det, at når mennesket forstøder Gud fra Sin trone, går det før eller senere sin undergang i møde. Det er derfor, abort er et satanisk sakramente med rod i liberalismen. Hvis Gud ikke eksisterer, er tilværelsen et kaos, livet byrdefuldt og mennesket er et mål for udryddelse. Denne måde at betragte tilværelsen på er karakteristisk for det pessimistiske menneske.

Det optimistiske menneske er selektivt i sin måde at betragte virkeligheden på, det ”sorterer” det negative fra, fordi det er for svært at have med at gøre. Det negative står i vejen for dette menneskes holdningsstrukturer og udfordrer de forklaringsmodeller, dette menneske er kommet frem til. Derfor er dette menneske blevet en mester i at frasortere alle de falske, grimme og grusomme ting, der er en del af denne faldne verden, som higer efter frelsen.

For eksempel finder man, inden for vore egne kirkelige rækker, katolikker, der, når de bliver konfronteret med det, der aktuelt foregår i Kirken, hvor der præsenteres løgne, Kirkens hierarki dækker over sine egne, foregår hykleri, fejl, signaleres tvetydighed, og der fremsættes nedsættende bemærkninger vedrørende pave Frans, vender det døve øre til eller affejer det med, at der er tale om misforståelser eller dårlig journalistisk arbejde, eller at der er nogen, der er ude på at gøre en myg til en elefant.

En sådan person er i realiteten mindst ligeså farlig, som den person, der i sin karakter er pessimistisk, men dog på en anden måde. Den ene ser kun håbløshed, og at det hele er en tragedie, den anden ser så lyst på det hele, at det virker komisk. Et træk på skulderen eller et underfundigt smil på læben er ikke desto mindre, ligeså meget, som den knyttede næve og blodige hånd, et oprør mod den virkelighed, der gør sig gældende og dermed imod Gud. Den optimistiske person opretholder situationer præget af ondskab, som kunne afhjælpes, hvis disse situationer med ærlighed og ihærdig indsats blev undersøgt. Den optimistiske person har filtre, der forhindrer vedkommende i at definere ondskab, som det, det er. At foretage en definition af ondskab, som ondskab, er den bedste måde, hvorpå vi som mennesker kan imødegå ondskaben. Praktisk talt kan det filter, som den optimistiske person har etableret virke hæmmende i forhold til at bede til Gud om Hans mellemkomst, om at styrke personen i dennes kamp og om at få hævn, en anmodning, man ofte ser fremsat af salmisten. På den måde stræber den optimistiske person efter godhedens nederlag og det i samme omfang som den pessimistiske person.

I bogen med titlen Orthodoxy skriver G.K Chesterton følgende:

Der er ingen tvivl om, at det helt almindelige menneske kan leve i denne verden: men vi har ikke tilstrækkelig med styrke til at fortsætte, men styrke nok til at leve med den (verden). Kan mennesket hade verden så meget, at det ændrer den, og alligevel elske den så meget, at det tænker, at den er værd at forandre? Kan mennesket se på verdens goder uden at føle sig i overensstemmelse med verden? Kan mennesket se på den enorme ondskab i verden uden at fortvivle? Kort sagt, er det muligt, at mennesket på en og samme tid ikke alene er pessimist eller optimist, men er en fanatisk pessimist og en fanatisk optimist? Er mennesket så tilpas hedensk, at det ønsker at dø for verden, eller er det så tilstrækkelig kristent, at det ønsker at dø for Kristus. Jeg vil fastholde, at i denne kombination er det, den rationelle optimist, der lider nederlag, og det er den irrationelle optimist, der sejrer. Han er nemlig parat til at smadre hele universet for dets egen skyld.

Påskemysteriet ændrer fuldstændigt måden, hvorpå vi betragter virkeligheden. Verdens optimisme blev naglet til korset, og verdens pessimisme blev trådt under fode af Den opstandne Herre. Optimismens kunstige lys blev udslukt af det altomfattende mørke på Golgata. Pessimismens selvopslugende mørke blev forvist af påskens sejrrige lys. Det prægtige Offer, Den sårede Frelser omformer det, der er lys og det, der er mørke samt afgørende ændrer vores syn på det, livet egentlig handler om.

Antagelserne, der ligger til grund for optimismen, kan formuleres på følgende måde: ”grundlæggende er alting godt, og vi ved egen hjælp kan håndtere ondskaben”. Dette kunne ikke være mere forkert. Ondskaben fungerer bedst, når den ikke er under opsyn, specielt i dag, men det er kun Gud, der er godheden Selv, og som er uden plet og er hellig, der kan helbrede og beskytte os.

Antagelserne, der ligger bag pessimismen, kan formuleres på følgende måde: ”tingenes tilstand er fuldstændig håbløs og ikke engang Gud kan hjælpe os nu, og hvis Han kan, så ønsker Han det ikke”. I virkeligheden er vi vidner til, som den tomme grav forkynder, at Gud triumferer og sejrer på skjulte og overraskende måder: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren” (Es 55: 8).

For denne verden, som den er, går til grunde” (1 Kor 7: 31). ”… Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17: 20-21). ”Mysteriet”, somLumen Gentium betegner det, er ikke fuldt ud åbenbaret i Sin sejrrige skikkelse, altså som Det himmelske Jerusalem.

Hverken optimisme eller pessimisme kan få det sidste ord. Det sidste afgørende ord er Ordet, der blev kød, og som sonede vore overtrædelser og blev til for at kunne udfri os og for evigt bære Sine prægtige (og hellige) vunder, hvorfra det evige liv strømmer, og som gør vores liv værd at leve.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-cross-shatters-optimism-and-the-resurrection-shatters-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

5. søn i påsken

1. læsning ApG 14,21b-27

Efter at Paulus og Barnabas havde forkyndt evangeliet i Derbe, rejste de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia. De styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen og sagde: “Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.” I hver menighed udpegede de derpå ældste for dem, og efter bøn og faste overgav de dem til Herren, som de var kommet til tro på. Så rejste de gennem Pisidien og kom til Pamfylien; og da de havde forkyndt ordet i Perge, tog de ned til Attalia. Derfra sejlede de til Antiokia, hvor de var blevet overgivet til Guds nåde for at gøre det arbejde, som de nu havde fuldført. Og da de var ankommet, samlede de menigheden og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem, og at Gud havde åbnet en dør til tro for hedningerne.

Vekselsang Sl 145,8-9. 10-11. 12-13

R. Jeg vil hylde dig, min Gud og konge,
jeg vil prise dit navn for evigt og altid.

Herren er nådig og barmhjertig,
sen til vrede og rig på troskab.
Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
dine fromme priser dig.
De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.

De vil kundgøre hans vælde for menneskene,
hans kongedømmes prægtige herlighed.
Dit kongedømme består i al evighed,
dit herredømme i slægt efter slægt.

2. læsning Åb 21,1-5a

Jeg, Johannes, så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: “Se, jeg gør alting nyt!”

Akklamation til Evangeliet Joh 13,34

Halleluja!
Et nyt bud giver jeg jer, siger Herren,
I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer.

Evangelium Joh 13,31-33a. 34-35

Da Judas var gået ud af nadversalen, sagde Jesus: “Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer.

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Død og opstandelse

Før Fr. Ratzinger blev pave, forudså han resultatet af den aktuelle forfølgelse

Længe før den unge Fr. Joseph Ratzinger blev pave Benedikt XVI, forudså han korsfæstelsen og genopstandelsen af Kristi mystiske Legeme: Den katolske Kirke.

Præster, der begår seksuelle overgreb, teologer, der er præget af vildfarelser og ateistiske regeringer, der står parat til at ødelægge Kristi Brud. Mens Kirken befinder sig midt i den værste krise, Hun har oplevet i hele sin levetid, er det beroligende at vide, at det ikke blot er den aktuelle og altomfattende krise, der er blevet forudsagt, men også en glorværdig opstandelse.

I et interview i tysk radio benyttede Ratzinger følgende ildevarslende ord, som dog samtidig var fyldt med håb:

Ud af den krise, vi oplever i dag, vil morgendagens Kirke rejse sig. Hun vil være lille, og Hun bliver praktisk talt nødt til at starte helt fra begyndelsen. Når udskilningen gennem denne trængsel er overstået, vil en stærk kraft flyde fra en mere åndelig og enkel Kirke. … Og det står klart, at Kirken vil gå hårde tider i møde. Den egentlige krise er endnu ikke begyndt. Vi må være forberedt på, at der vil ske store omvæltninger. Men jeg er overbevist om, at det, der vil stå tilbage, ikke er den politiske korrekte kirke, som allerede er død, men troens Kirken. … Den vil opleve en ny start og blive betragtet som menneskets hjem, hvor det finder liv og håb, som rækker ud over døden.

Ratzinger var helt sikker på, at fremtiden ville komme til at se lys ud for en Kirke, der er ved at blive lagt øde:

Kirkens fremtid er funderet på de mennesker, der er dybt rodfæstet i deres tro, ikke de mennesker, der baserer deres liv på det øjeblikkelige. … Kirkens fremtid vil endnu engang blive opbygget af helgener og af mennesker, der søger dybden frem for det, der sker her og nu, og som skuer vidt og bredt, fordi de ved, at livet er meget mere end dagen i dag.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 18. april 2019. Den kan læses på:https://www.churchmilitant.com/news/article/death-and-rebirth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vesten er i krise

Kardinal Sarah: ”alt er gjort klar til, at der kan ske en fornyelse”

Kardinal Robert Sarah siger, at selvom den vestlige verden er ved at gå til grunde, som skyldes dens afvisning af Gud, vil der komme en stor fornyelse fra de, der aktivt lever deres katolske tro.

I et interview den 5. april henledte han opmærksomheden på sin seneste bog The Day is far Spent, som netop er blevet publiceret, og her fortalte kardinal Sarah Catholic Herald, at den vestlige verden er ved at gå til grunde.

”Vesten har forkastet sin tro, historie, sine rødder samt identitet, og den er dermed bestemt til foragt, undergang og udslettelse” advarer Vatikanets liturgiske overhoved.

Kardinal Sarah følger op på denne advarsel med en beskrivelse af, hvordan fornyelsen vil finde sted.

”Det bør understreges, at alt er gjort rede til, at der kan ske en fornyelse” forklarer han. ”Jeg ser familier, klostre og sogne, der fremstår som oaser midt i en ørken. Det er ud af disse troens, liturgiens, skønhedens og stilhedens oaser, at den vestlige verden vil blive genfødt”.

Den krise, der er i Kirken, er i realiteten en troskrise, bemærker Sarah, og den skyldes, at biskopper og præster har større fokus på emner vedrørende social retfærdighed end på at give troen på Kristus videre:

Den krise, der er i Kirken, er frem for alt en troskrise. … De (klerikale) taler ikke om Gud, men snarere og gerne passioneret om sociale problemer, såsom migration, økologi, dialog, kulturmøder og kampen imod fattigdom samt for retfærdighed og fred. … Kirken er kun væsentlig, fordi Den (Hun) giver os mulighed for at møde Jesus. Hun er kun vigtig, fordi Hun overleverer os det, der er blevet åbenbaret. Når Kirken bliver centrum for det menneskelige, skygger det for Guds lys, der er i Hende, og som skinner ud fra Hende. … Det ville være bedre, om Hun begyndte at tage vare på- og genopbygge sig selv”.

Kardinalen siger, at Kirken er nået til et ”historisk vendepunkt”, men at Kirken i sig selv altid er hellig.

Kirken er i sig selv hellig” bekræfter kardinal Sarah og siger videre, ”vore synder og vores bekymringer på vegne af verden gør, at Kirkens hellighed ikke kan spredes. Det er på tide, at vi tilsidesætter vores bekymringer på vegne af verden og gør plads til, at Kirken fremstår, som Gud skabte Hende”.

Kardinal Sarah opfordrer endnu engang præsterne til at agere helligt og være hellige og være opmærksomme på, at det var helgener, der stod for fortidens reformer, og at det endnu engang er helgener, der vil stå for reformer i vor tid.

Jeg er overbevist om, at det er helgener, der forandrer historiens gang. De strukturelle forandringer følger efter og sikrer blot det, som helgenerne igangsatte. … Vi har brug for helgener, der ser tingenes tilstand gennem troens briller, og som har mod til at blive oplyst af Guds lys”.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 10. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-west-in-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)